Baunehøj, torsdag den 2. oktober 2014 Kære forældre Forældremøder onsdag og torsdag den 29. og 30. oktober Vi vil invitere jer til et møde vedrørende jeres børns trivsel og udvikling på skolen. Samtalen er et tilbud og varetages af husgruppelæreren og en faglærer. Tilmelding sker ved at følge dette link. I skal angive, hvilken dag I ønsker og i hvilket tidsrum I ønsker at komme til samtale. I kan også angive, hvis I ikke kan en af de to dage og om I da ønsker en samtale på et andet tidspunkt. Deadline for tilmelding er den 21. oktober. Har I har særlige ønsker til samtalen – fx en bestemt lærer, som I ønsker skal deltage i mødet – er I velkommen til at skrive det i kommentarfeltet. Barselsorlov til Frederik Frederik Brinth Christiansen er fra i mandags gået på barselsorlov til og med den 4. december. Bjørn Friis Thomsen skal vikariere på Frederiks to danskhold, mens Kristian Damgaard kommer til at være vikar for Frederik i matematik og musik. Katrine Gorm Olesen, vores dygtige praktikant i bla. design overtager Frederiks vagter. Det er refleks- og lygtetid Jeg vil huske jer på, at vi går den mørke tid i møde og opfordre jer til at anskaffe nogle gode, kraftige cykellygter og reflekser til jeres børn på Baunehøj. I øvrigt kan jeg fortælle, at vi har været igennem to hårde, men også meget givende uger. For det første i høstdagene, hvor eleverne smagte på landbrugets fagre verden og ikke mindst høstfesten som forældre og andre familiemedlemmer var med til at gøre til en munter aften og lige akkurat så løssluppen, som en høstfest bør være. Høstdagene giver hænder og krop til vores ord om både fællesskabet og om vigtigheden af det praktiske arbejde. Det var dejligt at opleve, i hvor høj grad vores elever er med os også på dette punkt. Det tegner rigtig godt for resten af året. For det andet i besøget af 77 elever fra sidste årgang og et flot og meget velbesøgt Åbent Hus. De tidligere elevers besøg gav anledning til nogle gode og vigtige refleksioner. Bl.a. det positive i at der er så godt et forhold mellem årgangene og at så mange tidligere elever ønsker at komme på besøg og give en vigtig hånd med til Åbent Hus. Men også det negative i, at de tidligere elever i flok kan virke overvældende og især det negative aspekt, at nogle få af de tidligere elever faktisk ikke respekterede hverken det fællesskab, vi vægter så højt på skolen eller de regler, som både nuværende og tidligere elever er forpligtede på. Derfor var der også nogle af de tidligere elever, der ikke kunne blive og være med til at vise rundt om søndagen. Sådan kan det jo gå, men alt i alt var det en god og handlingsmættet weekend. For mig var højdepunktet at høre koret søndag eftermiddag. Det kan I godt glæde jer til. For det tredje havde vi en lidt træt, men ikke desto mindre lærerig medborgerskabsdag i mandags, hvor vi kom i mål med de fleste af de bæredygtighedsprojekter vi har kørt i september måned. Eleverne fik lavet en lille happening i Sillebroen i Frederikssund og nogle af eleverne kom ud og se henholdsvis Makvärket i Knabstrup og økosamfundet Dyssekilde i Torup. For det fjerde har vi haft 3 dage på linjefagene i denne uge tirsdag til torsdag. I næste uge har vi almindeligt skema, hvor vi afslutter vores overordnede tema, natur inden vi i uge 42 går på efterårsferie. Efter ferien er vores tema identitet. I medborgerskab kommer dette tema til at være drejet i retning af, hvad vores etiske og politiske ståsted betyder for vores identitet og hvad velfærdsstaten og det politiske fællesskab betyder for, hvad man kunne kalde vores nationale identitet. Alt sammen meget spændende, men husk nu at gå til toppen af dette brev og tilmeld jer forældresamtalerne. Venlig hilsen på alle medarbejderes vegne Ulrik Goos Iversen
© Copyright 2024