Hele himlen er åben over mig v/ Nina og Hans Brohus. Oplevelser kan være en mærkelig ting. Enten er det noget, man gerne vil fortrænge, eller også kan det fylde så meget i een, at det skal ud og deles med andre mennesker. Jeg vil gerne fortælle lidt om de ting, Nina og jeg går og oplever i vores medvirken i "Evangeliets Gyldne Sange" (EGS). "Evangeliets Gyldne Sange" er en lokal gruppe af modne kristne fra forskellige kirker og menigheder, som synger og spiller de gamle vækkelsessange, som også vores forældre sang. Når vi holder vores koncerter rundt omkring, er det kendetegnende, at det er den modne generation, der kommer. Det begyndte med at jeg i 2007 blev opfordret til at synge/spille med i koret, og det synes jeg lød spændende, så jeg tog min saxofon under armen og kørte til Vesterkirken i Stenum, hvor de holdt deres øvelser. Der begyndte så en ny tid med sang og musik for mit vedkommende, og mit første arrangement var en fire-dags tur til Sarons Dal i Norge, hvor der blev holdt sommerstævne og hvor vi skulle medvirke ved to aftenmøder med ca. 3.000 mennesker. Det var en lidt hård start, men dejligt. Et stykke tid efter kom Nina med i koret. Der har så siden hen været mange anledninger, vi har været ude til. I 2007 fik vi en invitation, som var en to-dags tur til missionsforbundet i Ålevangen i Sverige. Ellers har vi haft mange gode anledninger rundt omkring i frikirker/folkekirker og på plejehjem. Nogle af vores faste traditioner er vores årlige koncert, som vi holder i Vesterkirken. Dér kommer ca. 400 mennesker. Også Apostolsk Højskole i Kolding er blevet en fast tradition to gange om året, og i år var vi nede for at spille til deres pensionistkursus. I 2008 spillede vi vores første CD ind ("I skyggen af det kors"). Derefter fulgte en DVD i 2009 ("Der find's en kilde") og endelig i 2011 den nye CD ("Himlen er åben over mig"). I vores kor har vi en bred vifte af sang og musik, da der er materiale nok til en hel sang- og musikaften. Der er nemlig mulighed for soloer, duetter, trio og herrekor, og selvfølgelig korsang. Noget folk gang på gang påskønner er alle vore forskellige instrumenter, vi repræsenterer, nemlig: Klaver, saxofon, violin, bas, harmonika, guitar og banjo. Vi glæder os over at synge og spille om den frelser, der er givet os igennem Jesus, og håber at der fortsat må være brug for vores lille kor.
© Copyright 2024