1. No category

Sociale Patologier
Af Anders Petersen
Begrebet sociale patologier1 har en lang historie inden for den samfundsvidenskabelige og
filosofiske tænkning. Således er det muligt at trække en linje tilbage til den første egentlige
civilisationskritik, som den blev formuleret af den franske filosof Jean-Jacques Rousseau. I en
dansk kontekst kan begrebet spores tilbage til Claudius Wilkens bog Samfundslegemets Grundlove
(1881), der af mange betragtes som Danmarks første lærebog i sociologi. Hos Wilkens betegner
begrebet
en
fundamental
samfundsmæssig
sygdomstilstand,
der
har
inficeret
hele
samfundsorganismen. I Wilkens perspektiv, der afspejler datidens foretrukne samfundsanalogi, skal
samfundet altså forstås som en organisme og sociale patologier derfor som trusler mod denne
organismes funktionsduelighed. I tråd med denne forståelse beskrives sociale patologier som
samfundslidelser, der kan forklares med biologiske/medicinske termer. Wilkens taler derfor om, at
samfundsorganismen lider af en social sygdom, hvis eneste kur er en udvidet social terapi (Wilkens
1881: 213-224). Når Wilkens refererer til det sociale, er det i forbindelse med datidens såkaldte
”sociale spørgsmål”. Hermed menes i overvejende grad den politiske diskussion om
arbejderklassens sociale og økonomiske stilling, og hvordan deres samfundsmæssige position kunne
forbedres.2 Grundtanken er, at den enorme ulighed mellem arbejderklassen og den herskende elite
skaber en ubalance i samfundsorganismen og dermed et socialt sygdomsbillede, som det gælder om
at finde en social kur mod. Selve den grundtanke, Wilkens giver udtryk for – at sociale patologier
opstår som følge af ulighedsproducerende modsigelser i samfundet – giver fin genklang op gennem
historien.
I løbet af 1940’erne og 1950’erne udkommer således en række bøger, der undersøger
sociale patologier inden for denne analyseramme. I disse værker begynder sociale patologier
imidlertid også at referere til mere konkrete konsekvenser af samfundets sygdomstilstand, ofte
kriminalitet og alkoholisme (se fx Lemert 1951; Wooton 1959). Et andet skifte, man finder i disse
bøger, er den samfundsanalogi, der benyttes. I stedet for at betragte sociale patologier som
forstyrrelser i samfundets organisme, omtaler man dem som former for sociale afvigelser, der
forstyrrer den samfundsmæssige og sociale orden. Tager vi Barbara Wootons værk som eksempel,
1
Ordet patologi er sammensat af de græske ord pathos (lidelse) og logos (lære). Ordet ”patologi” betyder altså ”læren
om sygdomme, deres årsager, frembrud og manifestationer”.
2
Det var naturligvis kun i mere reformvenlige kredse, at tanken om at give arbejderklassens levevilkår et løft stod højt
på dagsordenen.
er det hendes formål at analysere de sociale processer, som kan bidrage til at forklare, hvorfor
mennesker opfører sig socialt uansvarligt (afvigende), og hvad der kan gøres for at forhindre deres
afvigelse eller uansvarlighed (Wooton 1959: 13). I Wootons perspektiv kræver det en analyse af de
psykologiske faktorer, som kan siges at frembringe sociale afvigelser, og ikke blot en analyse af
sociale ulighedsforhold. Nu er perspektiver a la Wootons nok mere typiske for den tid, de blev
præsenteret i, end dækkende for studiet af sociale patologier som sådan. I nyere tid har det sociale
patologi-begreb nemlig udviklet sig og fjernet sig fra de normative og moralske undertoner, der
kendetegnede det tidligere. I kraft af denne udvikling er dets analytiske genstandsfelt også blevet
bredt ud. Således anlægges der ofte en økonomisk, strukturel, social eller kulturel synsvinkel i
forbindelse med studiet af så forskelligartede sociale patologier som selvmord (Horwitz 1984),
mobning (Henry 2008) og voldtægt (Lausten 2005). Set i det lys giver det mere mening at opstille
en arbejdsdefinition, der passer til det enkelte fokusområde, end at ”fremprovokere” en
universaldefinition på begrebet.
I denne artikel tager jeg derfor udgangspunkt i en specifik definition af sociale
patologier for derefter at omsætte den i en socialpsykologisk analyse af et konkret fænomen. Den
definition, som artiklen relaterer sig til, lyder som følger:
”Sociale patologier er noget andet og mere end individuelle patologier. De kendetegner
sygdomsforhold i samfundet og ikke alene sygdomstræk hos det enkelte individ. Det betyder ikke,
at samfundsmæssige patologiske træk ikke har individuelle konsekvenser, tværtimod, så er det
netop de strukturelle og normative ændringer, som sætter deres tydelige spor i individets psyke og
selvforhold” (Willig & Østergaard 2005: 7).
Med denne definition betones de samfundsmæssige transformationer, der kan opfattes som
patologigenererende, og som penetrerer og sætter sig i individets mentale tilstand. Således er fokus
på samfundets patologiske generering af individuelle patologier, og ikke omvendt. Mere specifikt
vil jeg i artiklen forsvare den tese, at aktualiteten af én bestemt social patologi, nemlig depression,
kan forklares ved en fokusering på samtidens normative selvrealiseringsfordringer udvidet med en
socialpsykologisk analyse af disse fordringers meningsindhold.