ALKYMISTEN
ALKYMISTEN UNDERVISNINGSMATERIALE ALKYMISTEN Indhold Om undervisningsmaterialet.............................................................................................................................................. 3 ”Alkymisten” af Paulo Coelho (bearbejdet version)................................................................................................... 4 Resume......................................................................................................................................................................................19 Karakterliste.............................................................................................................................................................................20 Temaer i ”Alkymisten”..........................................................................................................................................................21 Arbejdsspørgsmål.................................................................................................................................................................23 Quiz............................................................................................................................................................................................24 Portræt af Paulo Coelho.....................................................................................................................................................26 Fakta om bogen ”Alkymisten”..........................................................................................................................................28 Interview med manuskriptforfatter og instruktør Malte Claudio Lind.............................................................29 Interview med animator Arthur Steijn..........................................................................................................................31 Fakta om forestillingen ”Alkymisten”.............................................................................................................................32 Uddrag fra manuskriptet....................................................................................................................................................33 Kostumetegninger af Rebecca Arthy............................................................................................................................36 SIDE 2 UNDERVISNINGSMATERIALE OM UNDERVISNINGSMATERIALET Den 25. februar 2011 har Teater Vestvolden og Filuren urpremiere på forestillingen ”Alkymisten”. I den forbindelse har vi udarbejdet nærværende undervisningsmateriale, der henvender sig til skoler og andre institutioner. Materialet er gratis, og kan bruges både før og efter teateroplevelsen. Den omskrevne version og resume efterfølges af en karakterliste samt en gennemgang af de vigtigste temaer i fortællingen. Hertil er knyttet en række arbejdsspørgsmål samt en quiz. I kan også læse et interviewportræt af Paulo Coelho, ligesom I kan få indsigt i instruktørens og animatorens overvejelser. Slutteligt vil I finde et fyldigt uddrag fra det manuskript, vi bruger i forestillingen. I kan Materialet henvender sig til alle klassetrin, og tydeligt fornemme de sproglige og indholdsmæssige ændringer i forhold til den kan inspirere lærere i fagene dansk, historie oprindelige tekst, hvis sproglige miljø er og drama. forsøgt gengivet i den bearbejdede version. Formålet med undervisningmaterialet er at klæde lærere og elever på i en sådan grad, at de og deres elever får en forrygende oplevelse, når de ser eller har set forestillingen. Men der er også værdifulde pædagogiske redskaber, der kan bruges på længere sigt i forbindelse med teaterbesøg. Undervisningsmaterialet indeholder en bearbejdet version af Paulo Coelhos bestseller. Versionen er egnet til oplæsning for eleverne. Vil man blot have en kort introduktion til historien, kan man med fordel orientere sig i det korte resume. Det er op til læreren selv at bedømme, hvordan stoffet skal formidles, og i hvor høj grad eleverne skal inddrages i undervisningen. Spørgsmålene lægger dog op til diskussion i klassen. Undervisningsmaterialet kan frit hentes på Filurens og Teater Vestvoldens hjemmeside, og kan mangfoldiggøres på skolen, såfremt læreren bedømmer, at eleverne vil have noget ud af at få et eksemplar hver. Materialet er udarbejdet af Charlotte Broder Bruun og Jacques Rahr Knudsen, Filuren. God fornøjelse med materialet! Du kan altid ringe eller skrive til os, hvis du har spørgsmål til forestillingen, undervisningsmaterialet, tilbud til institutioner eller andet. Filuren Teatret i Musikhuset Aarhus Thomas Jensens Allé 2 8000 Århus C Tlf.: 2284 8185 Email: [email protected] Web: www.filuren.dk Teater Vestvolden Høvedstensvej 49 2650 Hvidovre Tlf.: 3677 2300 Email: [email protected] Web: www.teatervestvolden.dk Illustrationter: Arthur Steijn Udover dette materiale kan I og eleverne finde computerspil på såvel Filurens som på Teater Vestvoldens hjemmeside fra d. 15. februar 2011. SIDE 3 ALKYMISTEN ALKYMISTEN AF PAULO COELHO bearbejdet til intern undervisningsbrug af Jacques Rahr Knudsen OBS: Denne tekst er en fri omskrivning af Paulo Coelhos ”Alkymisten”. Der er foretaget såvel sproglige som indholdsmæssige ændringer. Bearbejdningen følger kronologisk den oprindelige roman, men er blevet forkortet. Af ophavsretsmæssige årsager er bearbejdelsen kun beregnet på intern brug inden for en lukket kreds af teaterkontaktlærere. Teksten må ikke offentliggøres eller distribueres. Santiago vågnede meget tidligt denne morgen. Han havde drømt den samme drøm igen, og kunne slet ikke få ro i kroppen. Da han spærrede øjnene op, og kiggede på det store træ over ham, vågnede fårene også lidt efter lidt. Santiago var fårehyrde, og havde sovet med sine får i en gammel kirkeruin. Santiago var sikker på, at fårene forstod ham. De havde alle navne, og det var som om, de forstod, hvad han sagde til dem. Men det var alligevel ikke altid lige nemt at finde på noget klogt at fortælle fårene. Derfor læste han ofte højt af de bøger, han slæbte med i sin taske. Santiago kunne nemlig godt lidt at læse. Men i de sidste par dage havde han kun snakket med fårene om den pige og den handelsmand, han og fårene om nogle få dage ville besøge inde i byen. "Jeg skal have solgt noget uld," sagde Santiago til handelsmanden, da han nåede byen. "Jeg har travlt," svarede handelsmanden. "Kom tilbage i eftermiddag!" Santiago satte sig ned sammen med sin fåreflok, og begyndte at bladre i en bog. Bag ved ham sagde en stemme: "kan fårehyrder virkelig læse? Hvor har du lært det?". Det var handelsmandens smukke datter, der spurgte. "Jeg har da lært det i skolen," svarede Santiago. "Jamen, hvis du har gået i skole, hvorfor er du så kun fårehyrde?" Santiago vidste, at hvis han fortalte hende sandheden, så ville hun aldrig tro ham. Derfor fortalte han hende bare nogle SIDE 4 historier, han havde oplevet. Om eftermiddagen fik Santiago solgt sit uld, og han kunne drage videre. Fårene var Santiagos bedste venner. De var nemme at passe, skulle kun have vand og mad og et trygt sted at sove. Til gengæld for det afleverede de uld, selskab og kød. Santiago havde været fårehyrde i efterhånden to år, og kendte alle de bedste steder i hele det område i Sydspanien, der kaldes Andalusien. Og det var det bedste, han vidste. Inden han blev fårehyrde, havde han faktisk gået på en slags præsteskole i nogle år. Men da han blev seksten år, havde han taget mod til sig, og havde fortalt sin far, at han ikke gad være præst. Faren blev først meget skuffet, men gav så sin søn tre guldmønter, som han kunne købe nogle får for. Med et kys på kinden tog de afsked, og faren sagde: "Drag nu ud i verden, og se alle de flotte ting, der er. Jeg ved, at du vil vende tilbage og se, at din egen landsby er det mest betydningsfulde, der findes. Og så drog Santiago afsted. Mens Santiago sad og tænkte tilbage på faren, præsteskolen og handelsmandens smukke pige, kom han i tanker om, at der i en by ikke langt fra, hvor han var, fandtes en gammel kone, der kunne tyde drømme. Den kone ville han gerne møde, da han nu UNDERVISNINGSMATERIALE to nætter i træk havde drømt den samme mærkelige drøm. Den gamle kone kom ham i møde, tog hans hænder, og bad ham sætte sig. Da de sad ned, begyndte konen at sige en mystisk bøn. Santiago blev bange, hans hænder begyndte at ryste, og den gamle kone kiggede ned på dem. "Hvor spændende," sagde hun. "Du er kommet for at få forklaret dine drømme. Drømmene er Guds sprog. Når han taler vort sprog, kan jeg tyde dem. Men hvis han taler i din sjæls sprog, er det kun dig, der kan forstå dem. Men uanset hvad, så skal jeg have mine penge." Øv, endnu et fupnummer, tænkte Santiago, men besluttede så alligevel, at han ville give det en chance, og begyndte så at fortælle: "Jeg drømte, at jeg var sammen med mine får, som gik og græssede. Et barn dukker op, og begynder at lege med fårene. Barnet leger et stykke tid, og tager mig så i hånden, og fører mig til pyramiderne i Egypten. Og da vi står der foran de mægtige pyramider, siger barnet til mig: "Hvis du kommer hertil, vil du finde en skjult skat." Og netop da barnet skal til at vise mig det præcise sted, hvor skatten er begravet, så vågner jeg, og drømmen er væk. Det har jeg nu drømt to nætter i træk." Den gamle kone sad helt stille i nogen tid, og sagde så: "Du skal ikke betale noget nu, men jeg vil have en tiendedel af skatten, hvis du finder den." Santiago lo af glæde, for han havde netop sparet nogle mønter på at få tydet en drøm, der helt sikker kun var en drøm. "Nå, tyd så drømmen for mig, sagde han til konen." "Først skal du sværge på, at du giver mig en tiendedel af skatten, når du finder den." "Okay," sagde Santiago, og konen fortsatte: "Jeg kan tyde din drøm, da den er på vort sprog. Men det er en vanskelig drøm at tyde, og derfor vil jeg have en belønning. Du skal tage til pyramiderne. Jeg har aldrig selv hørt om dem, men hvis det er et barn, der viste dig dem, så eksisterer de. Der vil du finde en skat, som vil gøre dig til en rig mand." Santiago blev først sur over at høre sådan noget sludder, men kom så i tanker om, at han ikke skulle betale noget for det. "Jamen hvad nu, hvis jeg ikke kan komme til Egypten," spurgte han. "Ja, så får jeg ikke mine penge, det vil ikke være første gang," svarede konen, der nu sagde til Santiago, han at skulle gå. Santiago satte sig ned, for at læse lidt i sin bog. Mens han sad der, kom en gammel mand hen til ham, og begyndte at snakke. Santiago gad ikke høre på den gamle mand, og havde bare lyst til at være i fred. Manden blev ved, og spurgte Santiago, hvad bogen hed. Santiago viste manden bogen, og manden sagde: "Det er en vigtig, men meget kedelig bog. Det er en bog, der fortæller det samme som næsten alle andre bøger. Den slutter med at forklare, at alle tror på verdens største løgn." Hvad er verdens største løgn," ville Santiago vide. "På et tidspunkt mister vi kontrollen med vores liv, og skæbnen overtager styringen. Det er verdens største løgn," svarede den gamle mand. "Det er ikke sket for mig," sagde Santiago. "Jeg har selv bestemt, at jeg ville være fårehyrde og ikke præst." "Det er også bedre," svarede den gamle mand. "For du kan jo lide at rejse." Nu syntes Santiago, at manden var lidt skummel. Han kunne jo ligefrem læse hans tanker. "Hvor kommer du fra," ville Santiago vide. "Fra mange steder," svarede den gamle mand. "Nej, lad nu være!,” sagde Santiago. ”Fint, så lad os sige, at jeg kommer fra en by, der hedder Salem." Santiago havde aldrig hørt om Salem, og spurgte: "Hvad SIDE 5 ALKYMISTEN lavede du så i Salem?" "Jeg er kongen af Salem," svarede den gamle mand. Santiago vidste slet ikke, hvad han skulle sige. Gjorde manden grin med ham? "Jeg hedder Melkizedec," sagde manden, og fortsatte: "Giv mig en tiendedel af dine får, så skal jeg fortælle dig, hvordan du når frem til den skjulte skat." "Hvad", tænkte Santiago. "Hvordan kan den gamle nisse vide noget om mine drømme? Vil han snyde mig?" Men det var som om, kongen kunne læse Santiagos tanker. For uden at sige noget, tog den gamle mand en pind, og kradsede navnene på Santiagos forældre i sandet. "Men jeg er jo kun en lille, ubetydelig fårehyrde," sagde Santiago. "Hvorfor kan jeg komme til at tale med en vaskeægte konge?" "Det er der forskellige grunde til," sagde kongen. "Den vigtigste er, at du har været i stand til at følge din livsbane. At følge sin livsbane vil sige, at du har gjort det, du altid har haft lyst til. Men nu må vi til at slutte. I morgen på samme tid kommer du med en tiendedel af din fåreflok, og så fortæller jeg dig, hvordan du finder den skjulte skat." Nu kan det nok være, Santiago havde fået noget at tænke over. Skulle han virkelig skille sig af med sine får, for at tage på en skattejagt. Det lød godt nok skørt, men han måtte indrømme, at både den gamle kone og kongen af Salem havde overbevist ham. Afrika lå SIDE 6 lige der på den anden side af vandet. Rejsen var let nok, og til sidst havde han besluttet sig. Han ville prøve at følge den livsbane, kongen havde talt om. Næste dag mødte Santiago frem med seks får. Resten havde han solgt til sin gode ven. "Hvor er så skatten," spurgte han. "Skatten er i Egypten, nær ved pyramiderne," sagde kongen. Santiago blev næsten helt rundtosset. Han havde ikke fortalt kongen om hverken den gamle dame eller sine drømme. "For at finde frem til skatten, må du følge den sti, der er lagt af Gud. Til at hjælpe dig, får du disse to ædelsten. De hedder Urim og Tummim," sagde kongen og rakte Santiago en hvid og en sort ædelsten. "Den sorte står for 'ja', den hvide for 'nej'. Når du ikke kan se stien helt tydeligt, så brug stenene. Husk at stille dem tydelige spørgsmål, og forsøg først at tage dine egne beslutninger, før du bruger stenene. Farvel og god rejse!" "Hvor er Afrika mærkeligt," tænkte Santiago. Han sad på en slags bar, hvor en gruppe mænd sad og røg på vandpiber. Santiago vidste ikke helt, hvad han skulle gøre. Han havde solgt sine får til en god pris, og havde godt med penge på lommen. Mens Santiago sad der og nød en kop te, var der en stemme der på spansk spurgte: "Hvem er du?" Santiago vendte sig om, og så en ung mand, der var klædt som en vesterlænding, men som helt klart var lokal. "Hvorfor kan du spansk," spurgte Santiago. Drengen svarede, at de fleste kunne spansk, fordi byen kun lå et par timers sejlads fra Spanien. Santiago forklarede drengen, at han havde brug for at komme til pyramiderne, og at han gerne ville hyre drengen som guide. "Har du penge nok," spurgte drengen. "For det er en lang og farlig rejse, hvor vi skal krydse hele den store Saharaørken." Santiago viste drengen nogle seddelbundter, og de forlod baren. "Vi kan nå Sahara i morgen, hvis vi køber et par kameler," sagde drengen, da de var kommet hen til den store markedsplads midt i byen. "Giv mig dine penge. Der er så mange tyve her i Tanger, og hvis du holder dem, så bliver du helt sikkert bestjålet." Santiago stolede på sin nye ven, og han var faktisk noget utryg både her og i baren, hvor alle de fremmede mænd kiggede langt efter ham, da han viste seddelbundterne frem. Altså fik drengen alle Santiagos penge. De to nye venner gik rundt på markedet, og standsede ved en bod, der handlede med smukke dolke. Santiago stod og kiggede på en flot, juvelbesat dolk i lang tid. Uden at kigge sig tilbage spurgte han sin nye ven, om han ikke kunne spørge, hvad den kostede. Men der kom intet svar. Allerede før Santiago havde drejet hovedet vidste han, hvad der var sket. Drengen, der skulle være UNDERVISNINGSMATERIALE hans guide, var stukket af med alle pengene. Santiago græd og græd. Han vidste slet ikke, hvad han nu skulle gøre. Helt alene i en fremmed by uden penge, uden noget sted at overnatte og uden mad. Da han var kommet lidt til sig selv, åbnede han sin taske, og fandt straks de to smukke ædelsten, som han næsten havde glemt. Han følte straks en stor lettelse. Han kunne jo bare sælge en af stenene, og købe en billet tilbage til Spanien. Men i det samme kom han i tanker om alt det, den gamle konge havde sagt om livsbanen. Derfor spurgte han i stedet stenen, om den gamle konge stadig beskyttede ham, og om han stadig ville nå frem til skatten. Til begge dele svarede stenene ja. Lettet faldt Santiago i søvn lige på stedet. Han vågnede ved at nogen puffede til ham. Han havde sovet midt på markedspladsen, der nu skulle til at åbne. Santiago måtte videre. I en lille by et stykke vej fra Tanger lå en lille butik, der handlede med glas. Ejeren af butikken var en gammel mand, der i sin tid havde stor succes med sin forretning. Men efterhånden som Tanger blev større og større, faldt interessen for den lille by og for mandens glasforretning. I dag var der næsten ingen kunder tilbage, og manden var blevet så gammel, at han ikke kunne finde på noget andet at lave. Santiago kom forbi den lille butik, og så et skilt i vinduet, hvorpå der stod, at der taltes flere sprog. Santiago gik ind i butikken, og sagde til ejeren: "Jeg kan polere dine glas, hvis du ønsker det. Sådan som de ser ud, er der ingen, der vil købe dem. Til gengæld for mit arbejde skal du give mig et måltid mad." Den gamle mand så på ham, og sagde intet. For at overbevise manden om den gode idé, begyndte Santiago at polere nogle glas med sin jakke. På en halv time havde han poleret alle glassene i udstillingsvinduet, og imens var to kunder kommet ind, og havde købt nogle glas. Da han var færdig, bad han manden om et måltid. Over måltidet foreslog den gamle mand, at Santiago fik et job i butikken. Han kunne jo se, at det virkede med al den poleren. Santiago svarede: "Jeg vil arbejde i din butik resten af dagen. Når det bliver morgen, har jeg poleret alle dine glas. Til gengæld har jeg brug for penge, så jeg kan være i Egypten i morgen." Glashandleren lo. "Selv om du polerede mine glas et helt år, og selv om du fik en andel af fortjenesten, så måtte du alligevel låne penge for at kunne kommet til pyramiderne. Der ligger tusindvis af kilometer ørken mellem Tanger og pyramiderne." Den oplysning slog Santiago helt ud. Den lille tyveknægt i Tanger havde jo fortalt ham, at de kunne være ved foden af pyramiderne på kun én dag. Så havde han altså også løjet om det. Santiago havde ikke noget valg, og kunne lige så godt opgive skattejagten. Han sagde til glashandleren: "Godt, jeg vil arbejde for dig. Jeg skal tjene penge nok, så jeg kan købe en ny fåreflok, når jeg vender hjem til Spanien." Santiago arbejdede for manden i over en måned. Det meste af tiden sad den gamle mand bare bag disken og kiggede på ham. Det gik fint nok. Der var kommet en smule kunder, og Santiago fik en fin andel af de penge, han tjente ind til butikken. En dag spurgte Santiago, om han ikke måtte bygge en udstillingsmontre, der kunne stilles op neden for den lille bakke, butikken lå på. Så kunne de forbipasserende se de smukke glas. Manden var ikke meget for det. Han havde aldrig haft en montre før, og troede ikke på, at det ville virke. Og han var faktisk godt tilfreds med det salg, der var vokset betragteligt siden Santiago begyndte. Men Santiago fik lov, og montren blev bygget. Der kom nu mange flere kunder til butikken. Pengene begyndte at strømme ind, og Santiago regnede ud, at han kun skulle arbejde der i seks måneder mere, så ville han have penge nok, til at kunne tage tilbage til Spanien. Der ville han købe en fåreflok, der var dobbelt så stor som den han havde, da SIDE 7 ALKYMISTEN han rejste. Santiago var stolt over sit talent. Han havde fulgt sine indskydelser, og det havde været en succes. Derfor var han heller ikke bange for at foreslå glashandleren, at de skulle begynde at sælge te til de mange, der kom forbi. Butikken lå som sagt på toppen af en bakke, hvor mange tog sig et lille hvil. I et par dage tænkte den gamle mand over forslaget. Han brød sig ikke om idéen, men sagde alligevel til Santiago: "Godt, begynd du at sælge te i krystalglas. Jeg kan se, at du er god til at følge dine idéer." Tesalget gik over al forventning. Folk strømmede til, og købte en masse glas. I løbet af kort tid måtte den lille butik ansætte yderligere to hjælpere for at kunne følge med. Og der gik yderligere seks måneder. En tidlig morgen satte Santiago sig ned på toppen af højen. Han var iklædt arabiske klæder, sandaler og tørklæde. Han havde lært sig at tale flydende arabisk. I den ene lomme lå et stort bundt pengesedler, som han talte. Der var penge nok til at købe 120 får, en billet til skibet hjem og en tilladelse, der gjorde det muligt at købe og sælge varer mellem de to lande. Han gik op til glashandleren og sagde: "I dag rejser jeg hjem. Vi har tjent penge nok til at jeg kan komme tilbage, og du kan komme på din rejse til Mekka, som du så brændende ønsker." "Jeg er stolt af dig," svarede glashandleren. "Du gav min glasbutik sjæl. Men du ved, at jeg ikke tager til Mekka. SIDE 8 Ligesom du ved, at du ikke tager tilbage, og køber de får." "Hvem har fortalt dig det?" spurgte Santiago forbløffet. "Maktub," svarede den gamle glashandler. ”Maktub betyder det står skrevet.” Santiago gik op på sit værelse og pakkede sine sager. Han var lige ved at glemme en lille bunke, der lå i det ene hjørne. Det var hans gamle jakke og bog. Da han tog jakken op, trillede der to sten ud på gulvet. En sort og en hvid. Santiago blev forbavset over at opdage, at han ikke havde tænkt på hverken stenene eller kongen i så lang tid. "Opgiv aldrig dine drømme," havde kongen sagt. "Følg tegnene." Santiago samlede Urim og Tummim op, og fik en underlig fornemmelse af, at kongen var til stede i rummet. Santiago havde arbejdet hårdt i et helt år, og nu sagde tegnene, at det var på tide at komme videre. Santiago traskede af sted mod Tanger. Fast besluttet på at købe en billet tilbage til Spanien. På vej mod byen kom han til at tænke på, at det måske var bedre at have den indstilling, glashandleren havde. I et helt liv havde glashandleren ønsket at komme til Mekka, men da han endelig fik mulighed for det, gjorde han det ikke. Glashandleren levede glad videre på tanken om engang at opleve det. Han tænkte videre, at han jo altid kunne tage tilbage til Spanien. Det lå jo kun to timers sejllads væk. Det betød altså, at han var to timers rejse tættere på den store skat, der ventede et sted der ude. Da han kom til Tanger, gik han direkte hen til en af de leverandører, glashandleren brugte. Denne leverandør havde nemlig en karavane af folk og kameler, der krydsede Sahara. I pakhuset, hvor leverandøren holdt til, sad en englænder på en bænk. Englænderen havde læst på skoler og universiteter i mange år, og kunne en masse forskellige sprog. Alligevel var han endt her i et pakhus i det nordlige Afrika, kun fordi han sådan ønskede sig at blive alkymist. Ja, englænderen var faktisk helt besat af tanken om, at han en dag kunne blive alkymist. En alkymist er en slags videnskabsmand med magiske evner, der blandt mange andre ting kan lave guld. I flere år havde englænderen brugt både tid og masser af penge på at købe bøger og læse om alkymi. I en af bøgerne kunne han læse om en berømt arabisk alkymist, der havde opdaget De vises Sten og Livets Eliksir. Der var masser af sådanne historier, og langt de fleste var løgn fra ende til anden. Men denne her kunne der faktisk være nogen sandhed i. For en af englænderens venner var netop kommet hjem fra en ekspedition i ørkenen, og kunne fortælle om en araber med helt fantastiske evner. "Han bor i Al-Fayoum-oasen," sagde vennen. "Og folk fortæller, at han er 200 år gammel, og er UNDERVISNINGSMATERIALE i stand til at forvandle alle metaller til guld." Ham måtte englænderen naturligvis møde. Derfor pakkede han kufferter og drog til dette pakhus, hvor han kunne komme med en karavane, der skulle passere Al-Fayoum. Santiago, der jo var klædt som en araber, gik hen til englænderen og spurgte: "Hvor skal du hen?" Englænderen gad ikke snakke, og svarede kort: "Ud i ørkenen," hvorefter han fortsatte med at læse i sin bog. Santiago satte sig ved siden af englænderen, og tog sin gamle bog op. Englænderen så, at den var på spansk, og tænkte "det var da altid noget." For hans spanske var bedre end hans arabiske, og hvis drengen i de arabiske klæder også skulle med i karavanen, så havde han da en at tale med. Efter et stykke tid begyndte Santiago at kede sig. Han tog de to ædelstene op af lommen, og begyndte at lege med dem. Da englænderen så det, rejste han sig brat op, og råbte: "en Urim og en Tummim!" Lynhurtigt pakkede Santiago stenene tilbage i lommen, og sagde "de er ikke til salg!" "De er ikke mange penge værd," svarede englænderen. "Det er kun almindeligt bjergkrystal, men den, der har forstand på sådan noget ved, at det dér er Urim og Tummim. Jeg vidste ikke, de fandtes i denne del af verden." "Jeg har fået dem af kongen," sagde Santiago. Englænderen sagde ikke noget, men trak med rysten- de hånd to sten op af sin frakkelomme. De var magen til dem, Santiago havde. "Du sagde noget om en konge," sagde englænderen. "Du tror måske ikke, konger taler med fårehyrder," sagde Santiago. "Tværtimod," svarede englænderen. "De første, der anerkendte en konge, som resten af verden ikke ville være ved, var hyrder. Derfor er det meget sandsynligt, at konger taler med hyrder." Santiago så ikke ud til at forstå det. Derfor fortsatte englænderen: "Det står i Biblen, samme bog som lærte mig at lave denne Urim og denne Tummim. Disse sten var den eneste form for spådomskunst, som Gud tillod. Præsterne bar dem på en brystplade af guld." Santiago sank en klump; "det var jo lige præcis sådan, kongen af Salem havde båret dem, da jeg fik stenene." "Måske er det et tegn, at vi to skulle mødes lige netop her," sagde englænderen, og skulle til at fortsætte, da en fed arabisk mand afbrød dem: "I er heldige! Karavanen til Al-Fayoum afgår senere i eftermiddag." "Men jeg skal til Egypten," sagde Santiago. "Al-Fayoum ligger i Egypten, din torsk. Hvad er du for en slags araber?" sagde den fede mand. Santiago svarede, at han var spanier. Da den fede mand var gået, spurgte englænderen Santiago, om han også var på jagt efter alkymiens gåder. "Nej, jeg er på jagt efter en skat," sagde Santiago, og fortrød straks, at han havde sagt det. "Jeg ved slet ikke, hvad alkymi er." ”Det er mig, der er karavaneføreren,” sagde en mand med langt skæg og mørke øjne. ”Jeg bestemmer over liv og død for hver eneste af de personer, jeg har med mig. I skal huske, at i ørkenen er ulydighed lig med døden.” Der var næsten to hundrede personer og det dobbelte antal dyr – kameler, heste, æsler og fugle. Der var kvinder og børn og adskillige mænd med sabler i bæltet og geværer over skulderen. Karavanen red mod øst. Når solen var stærkest midt på dagen, holdt de pause, og begyndte igen at bevæge sig hen på eftermiddagen. Karavanen navigerede hele tiden efter en lysende stjerne, der angav det sted, hvor oasen lå. Der blev ikke talt meget, og rejsens faste tempo blev kun afbrudt af blæst og når der var sand, der var for blødt for kamelerne. Santiago talte mest med den mand, der drev hans kamel frem. En aften kom kameldriveren hen og fortalte, at der var krig mellem de forskellige ørkenklaner. Både Santiago og englænderen kunne fornemme, at der hang en frygt over hele karavanen. Siden rejsen var gået i gang, havde Santiago og englænderen kun talt et par gange sammen, men frygten for en klankrig bandt de to fremmede mennesker sammen. En aften foreslog englænderen, at Santiago kig- SIDE 9 ALKYMISTEN gede lidt i de bøger om alkymi, han havde med. Det var nogle mærkelige bøger, syntes Santiago. De handlede om kviksølv, salt, drager og konger, men han forstod ikke noget af det. Den bog, Santiago fandt allermest interessant, handlede om de berømte alkymister, som havde brugt hele deres liv på at rense metaller i laboratorier. De troede, at hvis man opvarmede et metal i mange, mange år, ville det til sidst kun bestå af det, de kaldte verdenssjælen. Verdenssjælen ville gøre det muligt for alkymisterne at forstå alting på Jordens overflade, fordi det var det sprog, tingene snakkede. De kaldte denne opdagelse for Det store Værk, og det bestod af to dele; en flydende form og en fast form. Den flydende del blev kaldt Livets Eliksir, og denne væske kunne helbrede alle sygdomme, og forhindre, at alkymisten blev gammel. Den faste del hed De vises Sten. ”De vises Sten kan forvandle store klumper metal til det rene guld,” fortalte englænderen. Da Santiago hørte det, blev han voldsomt interesseret i alkymi. Men bøgerne kunne ikke hjælpe. Der var ingen opskrifter på, hvordan man skulle gøre. Kun mærkelige tegninger, kodesprog og uforståelige tekster. ”Hvorfor er det hele forklaret, så man ikke forstår det,” spurgte Santiago. ”Forestil dig, at alle blev i stand til at lave guld, så ville guldet jo ikke være noget værd,” forklarede englænderen. ”Det er kun de allermest ud- SIDE 10 holdende, der bliver belønnet. Det er derfor, jeg nu er midt i denne ørken. For at møde en rigtig alkymist, der kan hjælpe mig med at tyde koderne.” To dage senere kom de til oasen. En lang række daddelpalmer strakte sig tværs over ørkenen. Da karavanen red ind i oaseområdet, kom alle oasebeboerne dem jublende i møde. Kun Alkymisten blev hjemme. Han havde oplevet det samme hundredvis af gange før, og lod sig ikke så let begejstre. Han koncentrerede sig i stedet om det praktiske. I karavanen var en mand, der ville lære noget af ham. Det havde tegnene meddelt ham. Han vidste endnu ikke, hvem manden var, men vidste, at han ville kende ham, når han fik øje på ham. Han håbede, at det ville være én, der var lige så dygtig som hans foregående lærling. Karavanens deltagere blev med det samme ført frem for Al-Fayoums sheiker, der var lederne på stedet. Santiago var forbløffet over oasens størrelse. Han havde engang læst en bog om en oase, der kun bestod af et par palmetræer og en brønd. Men oasen var større end mange landsbyer i Spanien. Den havde tre hundrede brønde, halvtredstusinde palmer og utallige telete i alle farver. ”Det er som i en drøm,” sagde englænderen, der var utålmodig efter at møde Alkymisten. Alle var glade, for oasen blev betragtet som en slags helle, der ikke kunne angribes af fjendtlige krigere. Karavaneføreren fortalte, at alle skulle blive i oasen, indtil krigen mellem ørkenklanerne var afsluttet. Da de var gæster, måtte de dele telt med oasens indbyggere. Derefter bad han alle om at aflevere deres våben til sheikernes mænd. ”Det er krigens lov,” forklarede karavaneføreren. Næste morgen kom englænderen hen til Santiago. ”Du må hjælpe mig med at finde frem til Alkymisten,” sagde han. Først prøvede de selv at finde ham. En alkymist måtte bo på en måde, der var forskellig fra de andre beboere i oasen. Og i hans telt stod helt sikkert en ovn, der brændte hele tiden. De gik omkring hele dagen, men fandt ikke Alkymisten. Santiago foreslog, at de skulle spørge en af de lokale om vej. Englænderen brød sig ikke om det, da han ikke ønskede, at de lokale skulle vide, hvorfor han var der. Men til sidst sagde han ja. Santiago, der talte bedst arabisk, sagde til en kvinde: ”Goddag. Jeg vil gerne vide, hvor der bor en alkymist her i oasen.” Kvinden svarede, at det havde hun aldrig hørt om, og gik sin vej. Englænderen blev naturligvis meget ked af det, men kom så i tanker om, at det jo slet ikke var sikkert, at de lokale vidste hvad en alkymist var. ”Spørg en anden om vejen til ham, der helbreder deres sygdomme,” foreslog han Santiago. UNDERVISNINGSMATERIALE ”Hvorfor søger I en sådan mand?” svarede den første, de spurgte. ”Fordi min engelske ven har rejst i mange måneder for at møde ham,” sagde Santiago. Manden svarede vredt: ”Vent til krigen er overstået, og tag så af sted med karavanen. Forsøg ikke at blan- Santiago spurgte hende om Alkymisten. Pigen kiggede på ham med sorte øjne. Hendes læber smilede, og Santiago fornemmede straks, hvad der foregik. Det var kærlighed ved første blik. Hende pigen skulle være kvinden i hans liv. nens djinns,” sagde hun. Djinns er dæmoner. Pigen pegede mod syd, mod det sted, hvor den mærkelige mand boede, og gik så sin vej. Santiago blev siddende i lang tid. Han forstod, at de spor, han havde fulgt, havde bragt ham lige i favnen på den pige, han havde elsket før han vidste, hun overhovedet eksisterede. Hans kærlighed til hende betød, at han ville finde alverdens skatte. Næste dag vendte drengen tilbage til brønden, for at vente på pigen. Til sin overraskelse fandt han englænderen dér. Han stod og spejdede ud over ørkenen. ”Jeg ventede hele eftermiddagen og aftenen i går,” sagde englænderen. ”Alkymisten dukkede op samtidig med de første stjerner. Jeg fortalte ham, hvad jeg søgte. Så spurgte han mig, om jeg allerede havde omdannet bly til guld. Jeg svarede, at det var det, jeg ønskede at lære. Han bad mig forsøge. Alt hvad han sagde til mig var: Så forsøg!” ”Jamen så forsøg da,” sagde Santiago. ”Ja, det er også det, jeg vil. Jeg går i gang nu.” Fátima kom hen til brønden, da englænderen gik. de jer i livet i oasen.” Englænderen jublede. De var på rette spor! Efter nogen tid dukkede en pige op, som ikke var klædt i oasens traditionelle sorte klæder. Hendes ansigt var dækket af et slør. ”Hvad hedder du,” spurgte Santiago. ”Fátima,” sagde pigen, og slog øjnene ned. Santiago spurgte igen, om hun kendte noget til en mand, der kunne helbrede sygdomme. ”Der er en mand, som kender alle hemmeligheder i verden. Han kan tale med ørke- ”Jeg er kommet for at sige dig en ting,” sagde Santiago, og gik lige til sagen: ”Jeg ønsker, du skal blive min kone. Jeg elsker dig.” Pigen spildte vandet af ren overraskelse. ”Jeg vil vente på dig her hver dag,” fortsatte Santiago. ”Jeg har krydset ørkenen for at SIDE 11 ALKYMISTEN lede efter en skat, som ligger ved pyramiderne. Klankrigen var for mig en forbandelse, fordi min skattejagt blev sat i stå. Nu er den en stor glæde, fordi den har ført mig til dig.” ”En dag vil krigen slutte,” sagde pigen klogt. ”Krigerne leder efter deres skatte, og ørkenens kvinder er stolte over deres krigere.” Santiago forstod straks, at pigen bedst kunne lide en mand, der gik efter det mål, han havde sat sig. De næste mange dage mødtes Fátima og Santiago ved brønden. De fortalte hinanden om deres liv og planer. De blev meget gode venner. Efter en måned kaldte karavaneføreren dem alle sammen. ”Vi ved ikke, hvornår krigen slutter. Og vi kan ikke fortsætte rejsen,” sagde han. ”Kampene kan vare længe endnu, måske år.” Efter talen gik folk hver til sit, og Santiago og Fátima mødtes. ”Du fortalte mig om dine drømme, om den gamle konge, om skatten og om de tegn, du har fulgt,” sagde Fátima, og fortsatte ”Jeg er en del af din drøm, af din livsbane, som du plejer at sige. Derfor ønsker jeg, at du skal fortsætte din søgen. Hvis du bliver nødt til at vente, til krigen er forbi, så udmærket. Men hvis du må af sted inden, så følg din livsbane. Hvis jeg virkelig er en del af din livsbane, vil du en dag vende tilbage.” Santiago kunne slet ikke forstå det. Det var jo meningen, at kærester skulle være sammen. Det fortalte han til Fátima næste dag. ”Ørkenen tager SIDE 12 vores mænd, og det er ikke altid, vi får dem tilbage. Det har vi vænnet os til. Jeg ønsker, at min mand rejser frit omkring.” Santiago gik hen for at fortælle englænderen om hans elskede. Foran englænderens telt stod en lille, mærkelig ovn med en gennemsigtig flaske foroven. Englænderen sad og passede ilden. ”Det er den første del af opgaven,” sagde englænderen. ”Jeg må have skilt det urene svovl fra.” Englænderen fortsatte med at putte brænde på bålet. Imens sad Santiago og kiggede på to store høge, der svævede på himlen. Pludselig foretog den ene høg et styrtdyk, og gik til angreb på den anden. Da den gjorde det, så Santiago i et pludseligt glimt et drømmesyn: En hær med hævede sabler red ind i oasen. Drømmesynet forsvandt straks, men det havde chokeret ham. Han var fast besluttet på at glemme alt om synet, men den gamle konge havde jo sagt, at man skulle følge alle tegn. Santiago gik straks hen til manden, der havde været hans kameldriver på rejsen til oasen. ”Der er en hær, der nærmer sig. Jeg så det i et drømmesyn.” Kameldriveren virkede ligeglad, og sagde: ”Ørkenens sand og blæst får alle til at have drømmesyn.” Men da Santiago så fortalte ham om de to høge, forstod han, at det kunne være alvorligt. Han vidste, at hver eneste ting på Jorden kan fortælle alle tings historie. ”Gå straks hen og tal med klansheikerne,” sagde kameldriveren. ”Fortæl dem, at hæren nærmer sig.” ”De ler bare af mig,” svarede Santiago. ”De er ørkenmænd, og ørkenmænd er vant til tegn.” ”Så ved de det sikkert allerede,” sagde Santiago. ”De er overbevist om, at hvis Allah skulle ønske at fortælle dem noget, så ville en eller anden gøre det. Det er sket mange gange før. Men i dag er denne en eller anden dig.” Santiago gik hen til sheikerne. ”Jeg bringer tegn fra ørkenen”, sagde han til en halvcirkel af ørkensheiker, der sad i det store telt. ”Og hvorfor skulle ørkenen fortælle det til en fremmed, når den ved, at vi har boet her i mange generationer?” spurgte en af de otte sheiker. ”Fordi mine øjne endnu ikke har vænnet sig til ørkenen. Jeg kan se ting, som jeres øjne ikke længere kan se,” svarede Santiago samtidig med at han tænkte, at han nok ikke skulle fortælle dem om verdenssjælen, for det tror araberne ikke på. ”Oasen er et område, der ikke må angribes. Det siger reglerne,” sagde en anden sheik. ”Jeg fortæller jer kun, hvad jeg så. Hvis I ikke ønsker at tro mig, så skal I ikke foretage jer noget.” Der fulgte nu en voldsom diskussion, som Santiago ikke forstod noget af. Den ældste af sheikerne, og helt sikker ham, der var leder, fortalte nu: ”Vi ved, at drømme er betydningsfulde. Derfor vil jeg i morgen bryde UNDERVISNINGSMATERIALE den regel, der hedder, at man ikke må bære våben i vores oase. Vi vil fra i morgen alle være på vagt. Når solen går ned, vil mændene igen aflevere deres våben til mig. For hver ti døde fjender vil du få en guldmønt. Hvis intet våben bliver brugt i morgen, vil mindst ét blive brugt mod dig, Santiago.” Da Santiago gik væk fra teltet, rystede han over hele kroppen. Hvis der ikke kom en hær i morgen, ville han selv dø. Han gik hen mod sit telt i stilhed. Pludselig lød der et tordenbrag, og i samme sekund blev han kastet til jorden af et voldsomt vindstød. Foran ham stejlede en kæmpestor, hvid hest, der vrinskede vildt. På hesten sad en rytter helt i sort med en falk på sin venstre skulder. Han bar turban og et tørklæde, der dækkede hele hans ansigt på nær øjnene. ”Hvem vover at læse høgenes flugt,” sagde manden på hesten med en dyb tordenstemme. ”Det gør jeg,” sagde Santiago bange. ”Jeg vovede at gøre det,” rettede han hurtigt sig selv, og bøjede hovedet for at modtage hugget fra den sabel, manden havde trukket frem. ”Mange liv vil blive skånet, fordi jeg var i stand til at læse verdenssjælen,” fremstammede Santiago. Den fremmede mand sænkede sablen, så spidsen lige akkurat rørte Santiagos pande. En dråbe blod flød, så skarp var den. ”Hvorfor læste du fuglenes flugt?” ville manden vide. ”Jeg læste kun det, fuglene selv ville fortælle. De vil redde oasen, og I vil dø. Oasen har flere mænd end I.” Vær forsigtig med dine spådomme,” sagde manden og fjernede sablen fra Santiagos pande. ”Når tingene først står skrevet, kan de ikke ændres.” ”Jeg så kun en hær,” sagde Santiago. ”Jeg så ikke, hvem der vandt.” ”Jeg var nødt til at prøve dit mod,” sagde rytteren. ”Mod er den vigtigste ting for den, der vil forstå verdenssjælen.” Santiago blev overrasket. Han havde ikke nævnt noget om verdenssjælen. ”Hvis krigerne kommer, og dit hoved stadig sidder på din hals, efter solen er gået ned, så opsøg mig,” sagde manden. ”Hvor bor du,” råbte Santiago, da rytteren var på vej bort. ”Den vej,” sagde manden og pegede mod syd. Santiago havde mødt Alkymisten. Næste morgen stod der totusind bevæbnede mænd mellem Al-Fayoums daddelpalmer. Inden det blev middag, dukkede femhundrede krigere op i horisonten. Krigerne red ind i oasen. Det lignede en fredelig ekspedition, men da de nåede det store telt midt i oasen, trak de deres sabler og geværer frem, og angreb et tomt telt. Oasens mænd omringende de fjendtlige krigere, og på en halv time lå firehundredeognioghalvfems døde kroppe på jorden. Kun en af fjenderne blev skånet; føreren af gruppen. Han blev ført frem for klansheikerne, der spurgte ham, hvorfor de havde brudt reglerne. Manden svarede, at han og hans mænd var så sultne og trætte efter en lang ørkenkrig, at de havde besluttet sig for at angribe en oase, så de kunne styrke sig. Klansheikerne dømte ham til døden. Da fjenden var hængt op i en udtørret palme, blev Santiago kaldt frem. Han fik halvtreds guldmønter og blev spurgt, om han ville være oasens rådgivere. Da solen var gået ned, gik Santiago mod syd. Der var kun ét telt, og de arabere, der kom forbi, sagde, at stedet var beboet af djinns. Men Santiago satte sig uden for teltet og ventede. Da Alkymisten dukkede op efter mange timer, havde han to døde høge over skulderen. ”Sid ned,” sagde Alkymisten, da de var trådt ind i teltet. ”Jeg laver en kop te, og så spiser vi de her høge.” ”Hvorfor vil du se mig?” spurgte Santiago. ”På grund af tegnene. Vinden fortalte mig, at du har brug for SIDE 13 ALKYMISTEN hjælp,” svarede Alkymisten. ”Så du vil vejlede mig?” spurgte Santiago. ”Nej. Du ved allerede alt, hvad du skal vide. Jeg vil bare sørge for, at du følger den rigtige retning til din skat.” ”Men der er jo krig mellem klanerne. Så jeg kan ikke bevæge mig væk fra oasen. Jeg har desuden allerede fundet min skat. Med guldmønterne og Fátima kan jeg leve et godt liv i mit eget land, Spanien,” sagde Santiago. ”Glem nu ikke, at dit hjerte er dér, hvor din skat er. Og for at alt det, du indtil nu har lært på din vej skal have mening, er det nødvendigt, at du finder skatten. I morgen skal du sælge din kamel, og købe en hest,” befalede Alkymisten. Og sådan blev det. Næste aften dukkede Santiago op med en hest foran Alkymistens telt. ”Vis mig liv i ørkenen. Kun den, der finder liv i ørkenen, kan finde en skat,” sagde Alkymisten, og de red ud af oasen. Der gik dog ikke lang tid, før Santiago vendte sig mod Alkymisten og sagde: ”Jeg ved, der er liv, men jeg kan ikke SIDE 14 finde det. ”Liv tiltrækker liv,” svarede Alkymisten, og Santiago forstod. Han slap tømmerne, og lod hesten gå frit. Pludselig stoppede hesten, og Santiago sagde: ”Her er der liv.” Der var et hul i jorden mellem nogle sten. Alkymisten stak armen langt ned i hullet, og med et sæt trak han en stor slange frem. Det var en brilleslange, hvis gift kunne dræbe en mand på få minutter. Santiago var meget bange, men Alkymisten tog det helt roligt. ”Slap bare af, Santiago. Nu har du fundet liv i ørkenen, og det var det tegn, jeg behøvede. Jeg vil føre dig gennem ørkenen.” ”Jamen hvad med Fátima?” ville Santiago vide. ”Hun ved, at mænd må drage af sted, og vil blive meget ulykkelig, når hun finder ud af, at det var hende der bremsede dig i jagten på din skat og din livsbane. Og det er netop det, der kommer til at ske, hvis du bliver.” Santiago vidste, Alkymisten havde ret: ”Jeg tager med dig.” ”Godt, svarede Alkymisten. Vi tager af sted i morgen tidlig, før solen står op.” Den nat sov Santiago slet ikke. To timer før solen stod op, gik han hen til det telt, hvor Fátima boede. ”Jeg tager af sted, men du skal vide, at jeg kommer tilbage. Jeg elsker dig,” sagde Santiago. ”Sig ikke mere,” sagde Fátima. ”Jeg elsker også dig, og vil vente på dig. Jeg forstår det, du har brug for at gøre.” Alkymisten red forrest med sin falk på skulderen. Falken var en god jæger, og kom tilbage med både kaniner og fugle, som de kunne stege og spise. Da de havde redet i syv dage, besluttede Alkymisten at slå lejr tidligere end de plejede. ”Du er nu næsten ved rejsens mål,” sagde Alkymisten. ”Jeg ønsker dig tillykke med, at du har fundet din livsbane.” ”Og du har ført mig hele vejen hertil, uden nærmest at sige et ord. Jeg havde håbet, du ville lære mig noget undervejs,” svarede Santiago. ”Der er kun én måde at lære på,” sagde Alkymisten. ”Det er gennem de ting, du gør. Dine handlinger. Alt det, du havde brug for at vide, har rejsen lært dig. Der mangler kun én ting.” Santiago ville selvfølgelig gerne vide, hvad det var. Men Alkymisten sagde ikke mere. I stedet spurgte Santiago: ”Hvorfor kalder man dig Alkymisten?” ”Fordi det er jeg,” svarede han. ”Og hvad gik der galt for de andre alkymister, som prøvede at lave guld, men ikke kunne?” ville Santiago vide. ”De var kun interesseret i guldet. De søgte deres livsbanes skat, uden at ville følge deres livsbane,” sagde Alkymisten. ”Nå, hvad er det, jeg endnu ikke ved?” Men Alkymisten svarede ikke. De red i tavshed i endnu fem dage. Alkymisten var blevet mere forsigtig, nu hvor de nærmede sig det område, hvor de blodige krigsslag blev udkæmpet. I al den tid lyttede Santiago til sit hjerte. Han ville prøve at forstå de tegn, det gav til ham. Nogle gange var det i godt humør, og sagde ”fortsæt din UNDERVISNINGSMATERIALE skattejagt”. Andre gange var det bange og i dårligt humør. En aften fortalte Santiago alt det til Alkymisten. ”Det er godt,” sagde Alkymisten. ”Det betyder, at dit hjerte er levende, og tilhører verdenssjælen. Fortsæt mod pyramiderne, og bliv ved med at lytte til tegnene. Dit hjerte er allerede i stand til at vise dig skatten.” ”Var det det, jeg manglede at vide,” spurgte Santiago. ”Nej,” svarede Alkymisten. ”Det du mangler at vide, er det her: Før en drøm bliver opfyldt, prøver verden at gøre modstand. Det gør den ikke af ondskab, men for at vi kan lære en masse ting, som f.eks. at stole på de tegn, der bliver givet. Hver søgen efter noget starter altid med begynderheld, og slutter med vinderprøven.” Næste morgen stødte de to på den første alvorlige fare. Tre krigere nærmede sig og spurgte, hvad de to lavede dér. ”Vi bliver nødt til at undersøge jer for våben,” sagde de tre, og startede med Santiago. ”Hvad skal du med alle de penge,” spurgte de, da de så guldmønterne i Santiagos pung. ”Jeg skal helt til Egypten,” svarede Santiago. Hos Alkymisten fandt de en lille glasflaske fyldt med væske, og et lille, gult glasæg. ”Hvad er det?” spurgte krigerne. ”Det er De vises Sten og Livets Eliksir. Den, der drikker af denne eliksir, bliver aldrig syg, og et lille stykke af denne sten kan forvandle et hvilket som helst metal til guld,” svarede Alkymisten. Vagterne brølede af grin, og Alkymisten begyndte også at grine. Vagterne sagde, at de bare kunne stikke af, for de var da vist godt tossede. ”Er du blevet helt tosset,” sagde Santiago til Alkymisten, da de var nået et stykke væk. ”Hvordan tør du vise dem dine hemmeligheder?” ”Mennesker har det tit sådan, at når vi står lige over for en stor skat, så ser vi den ikke. Og ved du hvorfor? Fordi mennesker ikke tror på skatte,” svarede Alkymisten. Der gik dog ikke lang tid, for de to igen blev udsat for farer. Da de krydsede en række høje klitter, blev de omringet af tusindvis af blåklædte krigere, der tog dem med til en militærlejr i nærheden. Santiago og Alkymisten blev skubbet ind i et telt, hvor hærføreren sad. ”Det er spionerne,” sagde en af de blåklædte krigere. ”Vi er kun rejsende, vi har ingen oplysninger om fjenden eller om krigen i det hele taget. Jeg har ikke gjort andet end at føre min ven hertil,” forsvarede Alkymisten sig. ”Hvem er din ven?” ville hærføreren vide. ”Han er Alkymist. En, der forstår sig på naturens kræfter. Og han vil gerne vise jer, hvad han kan.” Santiago lyttede, og sagde ingenting. ”Hvad laver en fremmed i vores land?” ville de vide. ”Han kommer med penge til jeres klan. For dem kan I købe mange våben,” svarede Alkymisten. Santiago tog straks pungen med guldmønter frem. ”Hvad er en alkymist?” spurgte en af krigerne. ”En alkymist er en mand, der forstår naturen. Hvis han ville, kunne han smadre denne lejr alene ved vindens kraft.” Alle krigerne lo. De var vant til krig, våben og blod, og vidste at vinden ikke kunne slå ihjel. Men alligevel fik de en klump i halsen. De var ørkenmænd, og var meget bange for troldmænd. ”Det vil jeg gerne se,” sagde hærføreren. ”Vi skal bruge tre dage. Min ven vil forvandle sig til vind, for at vise sin kraft. Hvis det ikke lykkes, så må i slå os ihjel,” sagde Alkymisten. ”Fint,” svarede hærføreren. ”Gå i gang.” Santiago var som lammet af frygt. ”Hvorfor gav du dem alle mine guldmønter. Det var alt, jeg ejede,” ville han vide. ”Hvad skal du med penge, hvis du alligevel skal dø? Dine penge har givet dig tre dage mere at leve i.” ”Men jeg kan jo ikke forvandle mig til vind,” blev Santiago ved. ”Det må du lære. Det er den eneste måde, du kan overleve på,” var Alkymistens eneste svar. ”Og hvis jeg ikke kan, hvad sker der så?” spurgte Santiago. ”Ja, så dør du, mens du følger din livsbane.” Hele den næste dag gik med, at Santiago gik urolig rundt. Han var lidt gal på Alkymisten, der bare blev ved med at presse ham. Dag nummer to gik Santiago op på toppen af en klippe. Han brugte hele dagen på at kigge ud over ørkenen og på at lytte til sit hjerte. På den tredje dag sagde hærføreren til sit SIDE 15 ALKYMISTEN folk: ”Nu skal vi se knægten forvandle sig til vind.” ”Ja, lad os det,” svarede Alkymisten. Han tog krigerne med op på den høj, hvor Santiago sad. ”Det varer lidt,” sagde Santiago. ”Det gør ikke noget. Vi har ikke travlt. Vi er ørkenmænd,” sagde hærføreren. Santiago begyndte at kigge ud i det fjerne. Der var bjerge, klipper og planter, der groede på steder, hvor det var umuligt at overleve. Dér lå den ørken, han havde rejst gennem i så mange måneder, men som han alligevel kun kendte en meget lille del af. ”Hvad ønsker du her i dag,” spurgte ørkenen hviskende. ”Et eller andet sted gemmer du pigen, jeg elsker. Så når jeg kigger ud over dit sand, ser jeg også hende. Jeg ønsker at komme tilbage til hende, og behøver din hjælp, så jeg kan forvandle mig til vind,” svarede Santiago. ”Jeg vil give dig mit sand, men du kommer ikke langt uden hjælp fra vinden også.” Der kom en let brise. Hærføreren stod og så på Santiago, der talte et uforståeligt sprog. Vinden nærmede sig. Den havde hørt samtalen med ørkenen, for vinden hører alt. ”Hjælp mig,” sagde Santiago til vinden. ”Hvem har lært dig at tale ørkenens og vindens sprog?” spurgte vinden. ”Mit hjerte,” svarede Santiago. ”Du kan ikke blive vind,” sagde vinden. ”Vi er for forskellige.” ”Det er ikke sandt,” sagde Santiago. ”Jeg har lært noget alkymi, mens jeg har rejst. Og med det har jeg lært at forstå vinden, ørke- SIDE 16 nen, havene og stjernerne. Vi er skabt af det samme, og jeg vil være som dig. Lad mig nu være vind, bare for et øjeblik,” bad Santiago. Vinden blev nysgerrig. Det her havde den aldrig prøvet i sit lange liv. ”Det er det, man kalder kærlighed,” forsøgte Santiago, da han kunne se, at vinden var ved at være med på idéen. ”Når man elsker,” fortsatte han ”foregår alt inde i os selv, og vi kan skabe os om til vind. Hvis vinden altså hjælper, selvfølgelig.” Vinden blev irriteret over det, Santiago sagde. Vinden havde aldrig selv oplevet kærlighed, og kunne ikke lave mennesker om. ”Måske du hellere skal spørge himlen,” foreslog vinden, da den fandt ud af, at der var ting, den ikke kunne. ”Så hjælp mig med det. Hvirvl sandet op, så jeg kan se på solen uden at blive blind.” Vinden blæste af al kraft, og himlen blev mørk af sandet, så solen kun var en gylden, mat skive. I krigslejren blev det sværere og sværere at se noget. Hestene vrinskede, våbnene blev fyldt med sand, og mændene begyndte at blive lidt bange. ”Vinden fortæller mig, at du kender kærligheden,” sagde Santiago til Solen. ”Ja, jeg kender kærligheden. Det er mig, der giver lys og liv til alt på jorden,” sagde solen, der begyndte at skinne endnu kraftigere. Vinden, der lyttede med, blæste også voldsommere, så Santiago ikke skulle blive blændet af solen. ”Jeg tror ikke, du kender kærligheden,” svarede Santiago frækt. ”For kærligheden er ikke en stille ørken, og heller ikke en vind, der farer omkring. Og du kigger på alle ting på afstand. Sådan lærer man ikke kærligheden at kende.” ”Hvad vil du have, jeg skal gøre for dig,” spurgte solen irriteret. ”Du skal hjælpe mig med at blive til vind,” svarede drengen. ”Selvom naturen synes, jeg er den klogeste af alle, så ved jeg ikke, hvordan jeg skal forvandle dig til vind,” sagde solen. ”Hvem skal jeg så henvende mig til?” spurgte Santiago. Solen sagde ikke noget i lang tid, men svarede så omsider: ”Prøv at gå til, der skrev det hele ned.” Sikke dog et mystisk svar, tænkte Santiago. Imens begyndte vinden at hyle af glæde. Den blæste stærkere, og teltene begyndte nærmest at lette. På klippen stod alle krigerne og holdt hinanden fast, så de ikke fløj af sted. Santiago vendte sig så mod hånden, som havde skrevet alt, hvad der var blevet skrevet. Og han mærkede, at der ikke blev sagt noget som helst. I stedet begyndte han at bede. Han forstod, at vinden, solen og ørkenen forsøgte at forstå de tegn, hånden havde skrevet. Hånden kunne udrette mirakler. Hånden kunne forvandle ørkener til store søer, hvis den ville. For kun hånden forstod meningen med hele universets opbygning. UNDERVISNINGSMATERIALE Den dag blæste vinden, som den aldrig havde blæst før. I mange, mange år efter den dag snakkede araberne om en dreng, der var blevet forvandlet til en vind, der næsten havde ødelagt en militærlejr. Da vinden stoppede med at blæse, kiggede alle mod det sted, hvor Santiago havde stået. Han var der ikke mere. Han stod ved siden af en vagt på den anden side af lejren. Krigerne var vildt bange for hans trolddomskunst. Kun Alkymisten stod og smilede, fordi han havde fundet den dreng, der skulle lære alt det, han selv vidste. Næste dag sagde Santiago og Alkymisten farvel til hærføreren. De red hele dagen. Da det begyndte at blive mørkt, nåede de frem til et kloster. Alkymisten sagde til Santiago: ”Fra nu af er du alene. Der er kun tre timers ridt til pyramiderne.” ”Tak,” sagde drengen. ”Du lærte mig Verdens sprog.” ”Du vidste det hele i forvejen,” sagde Alkymisten. ”Jeg pegede bare på det, så du kunne få øje på det.” Alkymisten bankede på klosterporten, og en munk kom ud. ”Må jeg låne jeres køkken,” spurgte Alkymisten, og fik et ja til svar. I klosterets køkken tændte Alkymisten op for en stor jerngryde, hvori han kom et stort stykke bly. Da blyet var smeltet, filede Alkymisten et lille, hårfint lag af det gullige glasæg, som han havde i sin taske, og kom støvet ned til blyet. Med et blev blandingen blodrød, og da blandingen var kølet af, tog Alkymisten et stort stykke metal op, der ikke længere var bly, men det reneste guld. ”Vil du lære mig, hvordan man laver guld?” ville Santiago vide. ”At lave guld hører til min livsbane og ikke din. Jeg ville blot vise dig, at det er muligt,” svarede Alkymisten. De gik tilbage til klosterporten, hvor Alkymisten delte guldpladen op i fire dele. Den ene fik munken for hans gæstfrihed, den anden fik Santiago som erstatning for det guld, han måtte give til hærføreren, det tredje beholdt Alkymisten selv, så han kunne betale fjendtlige krigere på vej hjem til oasen og det fjerde gav han til munken, og sagde: ”Det er til Santiago, hvis han skulle få brug for det.” ”Men hvorfor,” spurgte Santiago. ”Jeg har jo masser af guld og er tæt på mit mål.” ”Fordi du allerede har mistet alt hvad du havde to gange. Og så kan det jo ske igen,” svarede Alkymisten, og tog afsked med Santiago og munken. Santiago red i flere timer gennem ørkenen, mens han lyttede til sit hjerte, der skulle fortælle ham, hvor skatten lå begravet. ”Hvor din skat er, dér vil også dit hjerte være,” havde Alkymisten sagt. Santiago nåede toppen af en stor sandbanke, netop som fuldmånen kom frem fra en sky. Og der lå de kæmpestore pyramider. Santiago begyndte at græde af bare lettelse. Han havde redet i ørkenen i en måned nu, og der var sket så meget, siden han forlod sine får i Spanien. Han kiggede ned på sandet, og så, at hans tårer havde ramt en stor bille af den slags, der hedder skarabæ. Mens han havde været i ørkenen, havde han lært, at skarabæen er et symbol for Gud. I hvert fald i Egypternes tro. Det var endnu et tegn tænkte Santiago, og begyndte at grave. Han gravede hele natten, og da han skulle lige til at give op, lød en stemme bag ham: ”Hvad laver du her?” Der stod en hel gruppe mænd. De fortalte, at de var flygtet fra krigen, og at de manglede penge. ”Gemmer du noget der?” ville de vide. ”Jeg gemmer ikke noget,” svarede Santiago. Mændene begyndte at undersøge hans lommer og fandt guldstykket. ”Han har sikkert mere gemt under sandet,” sagde en af de fremmede. ”Grav!” befalede mændene, og Santiago gravede videre i mange timer. Han følte, han var lige ved at dø, og sagde til sidst: ”Jeg leder efter en skat.” Han fortalte mændene om den drøm, han havde haft, og mændenes leder sagde til de andre, at de lige så godt kunne gå. Drengen måtte jo være tosset. Da mændene var kommet lidt væk, vendte lederen tilbage til Santiago, der lå på sine knæ med blødende hænder. ”Du dør ikke,” sagde manden. ”Her på dette sted, hvor du ligger lige nu, drømte jeg den samme drøm to gange for næsten to år siden. Jeg drømte, at jeg skulle tage til Spanien og finde en SIDE 17 ALKYMISTEN kirkeruin, hvor hyrderne plejer at overnatte med deres får, og hvor der voksede et stort træ i midten af gården. Hvis jeg gravede ved foden af det træ, ville jeg finde en skjult skat. Men jeg er ikke så tåbelig, at jeg rejser tværs over ørkenen, bare fordi jeg drømte den samme drøm to gange,” sluttede manden og gik sin vej. Santiago rejste sig op, og kiggede på pyramiderne. Han syntes, pyramiderne smilede til ham, og han smilede tilbage. Han havde fundet sin skat. Mange måneder senere stod Santiago igen i den gamle kirkeruin i Spanien, hvor han flere år tidligere havde været med sine får. Denne gang kom han uden dyr. Men i stedet medbragte han en spade. Han satte sig ned og kiggede på stjernehimlen. Han tænkte på hele den lange rejse, han havde været på. Huskede alle de tegn, han havde fulgt, mennesker, han han havde mødt. Han faldt i søvn uden at lægge mærke til det, og da han vågnede, stod solen allerede højt på himlen. Så begyndte han at grave ved træets fod. ”Gamle, tossede Alkymist,” sagde han til sig selv. ”Du vidste det hele i forvejen, og gav mig oven i købet noget guld, så jeg kunne rejse tilbage til Spanien. Kunne du ikke have sparet mig for hele den lange rejse?” ”Nej,” svarede en stemme i vinden. ”For så havde SIDE 18 du jo aldrig fået set pyramiderne. De er virkelig flotte, synes du ikke.” Det var Alkymistens stemme, der spurgte. Santiago smilede og fortsatte med at grave. En halv time senere stødte spaden mod noget hårdt. EN time senere stod en kiste fyldt med gamle spanske guldmønter foran ham. Der var også ædelstene, statuetter med diamanter på og en masse andet. Skatten måtte stamme fra en krig, som alle havde glemt for lang tid siden. ”Livet er virkelig skønt for den, der følger sin livsbane,” tænkte Santiago, da han stod med skatten foran sig. Og selv om han skulle afle- vere en tiendedel til hende sigøjnerkvinden, der tydede hans drøm, så ville han stadig have mere end rigeligt til resten af sit liv. Nu glædede han sig bare til at komme tilbage til oasen, så han kunne være sammen med sin kommende kone, Fátima. SLUT UNDERVISNINGSMATERIALE RESUMÉ Alkymisten er en lille historie om at lytte til sit hjerte, og om at tro på, at vi alle har en allerede bestemt livsbane, som vi enten kan følge eller lade være. Det er en historie om at tro på sine drømme. Vi følger den unge fårehyrde Santiago fra Spanien. Hans forældre ønsker, at han skal blive præst, men Santiago drømmer om at komme ud på eventyr og se verden, og med faderens velsignelse bliver han fårehyrde. For netop som fårehyrde har han mulighed for at komme vidt omkring. Vi møder ham første gang på vej til byen, hvor hans store kærlighed, handelsmandens datter, som han kun har mødt én gang for et år siden, bor. Her vil han sælge fårenes uld til handelsmanden, og bede om datterens hånd. Da han på vejen overnatter i en kirkeruin med et gammelt morbærtræ i midten, drømmer han, for anden gang på sin rejse, den samme drøm. Han beslutter sig herefter for, at opsøge en sigøjnerkvinde i den næste by, som kan tyde drømme. Santiago fortæller hende om drømmen, hvor et barn pludselig dukker op, og fører ham til pyramiderne i Egypten, hvor der ligger en skjult skat. Sigøjnerkvinden siger, at han skal tage af sted og finde skatten, og at hendes betaling skal være en tiendedel af den skat, han finder. Santiago går skuffet sin vej, da han jo ikke har fået mere at vide, end han allerede vidste. Han sætter sig på en bænk for at læse. Her bliver han opsøgt af en fremmed, gammel mand, der gerne vil snakke. Den gamle mand præsenterer sig som kongen af Salem. Santiago er mistænkelig, men da manden skriver Santiagos livshistorie i sandet, lytter han med ærefrygt til, hvad manden fortæller. Grunden til at den gamle mand kontakter Santiago er, at Santiago har været i stand til at følge sin livsbane, sin skæbne. Hvis han får en tiendedel af drengens får, vil han fortælle ham, hvordan han kan finde skatten. Den gamle mand forklarer, at for at nå frem til skatten, må Santiago følge tegnene. Manden giver Santiago to sten, Urim og Tummim, som står for henholdsvis ja og nej. De kan hjælpe Santiago, når han ikke selv kan se ”tegnene”. Santiago tager herefter båden til Afrika. På sin rejse møder han tyve, som stjæler alle hans penge, en glashandler, som han arbejder for et helt år, en englænder, som ønsker at blive alkymist, og som sammen med Santiago rejser på kamelryg gennem ørkenen, en ørkenpige i en oase, som bliver hans største kærlighed, samt en alkymist, der lærer ham at tale verdens sprog. Og endelig, efter en lang, farefuld og oplevelsesrig rejse står han foran pyramiderne. Da han er i færd med at grave efter skatten, bliver han endnu engang overfaldet af tyve. De tvinger ham til at fortælle om sin drøm. Grinende går de derfra, men den ene tyv siger, at han også engang drømte den samme drøm to gange. Drømmen fortalte, at der i Spanien fandtes en kirkeruin med et gammelt morbærtræ i midten, og at han her ville finde en skjult skat. Men tyven havde ikke lyttet til sin drøm, ikke fulgt sin livsbane. Santiago forstår med det samme det tegn, der er givet ham, og han rejser tilbage til Spanien. Og i kirkeruinen, hvor han havde drømt drømmen for anden gang, finder han under et morbærtræ sin skjulte skat. Santiago lyttede til sin drøm og fulgte sit hjerte, og på hans rejse fandt og mødte han de største skatte. SIDE 19 ALKYMISTEN KARAKTERLISTE SANTIAGO Santiago er fortællingens hovedperson. Han er født i en lille by i Andalusien. Som ung går Santiago på præsteseminariet, men længes efter at rejse ud i verden. Efter lange overvejelser får han endelig modet til at spørge om faderens tilladelse til at blive fårehyrde, så han kan rejse ud i verden. På en af sine rejser møder han i byen Tarifa en mystisk mand, som sender ham på en lang rejse til Afrika for at finde hans skat. Santiago er en nysgerrig dreng, hvis åbne sind gør ham i stand til at følge sin personlige Livsbane. Han sætter stor pris på sin frihed, hvilket også er grunden til han blev fårehyrde, og grunden til at han er forbeholden overfor ting der på den ene eller anden måde kan true hans frihed. Til sidst finder han dog ud af, at ved altid at være på den sikre side, og aldrig tage nogle chancer, trues hans frihed blot endnu mere. MELKIZEDEC Melkizedec er Kongen af Salem, et fjernt og mystisk land. Han viser sig første gang for Santiago på Tarifas torv, hvor han fortæller Santiago om Verdenssjælen og hvert menneskes personlige Livsbane. Melkizedec viser sig altid for folk, der prøver at følge deres Livsbane, selvom de måske ikke selv er klar over det. Hans påklædning er en simpel arabisk klædning, men på et tidspunkt afslø- SIDE 20 rer han under sin kjortel en brystplade i guld besat med ædelstene. På dette tidspunkt giver han også Santiago de to magiske sten Urim og Tummim. ENGLÆNDEREN Santiago møder englænderen på karavanen til Al-Fayoum oasen. Englænderen ønsker at blive en stor Alkymist, og rejser derfor til AlFayoum for at studere hos en kendt Alkymist der bor her. Rygtet siger, at denne Alkymist er over 200 år gammel og har evnen til at lave bly om til guld. Santiago lærer meget om alkymi af englænderen, som låner ham nogle bøger på deres fælles rejse gennem ørkenen. I forestillingen hedder englænderen Jack. FATIMA En smuk ørkenpige, som bor i Al-Fayoum oasen. Santiago forelsker sig i Fatima ved oasens brønd. De to taler sammen hver dag i mange uger, og til sidst spørger han hende om hun vil gifte sig med ham. Før Fatima vil gifte sig med Santiago, insisterer hun dog på, at han fortsat skal følge sin Livsbane. Dette forvirrer og frustrerer Santiago, men Alkymisten fortæller ham, at ægte kærlighed aldrig kan stå i vejen for ens Livsbane. Hvis den gør, er det ikke ægte kærlighed. ALKYMISTEN En meget magtfuld Alkymist, som bor i Al-Fayoum oasen i Egypten. Santiago hører om ham gennem englænderen, og i sidste ende viser det sig, at det er Santiago og ikke englænderen, der er Alkymistens sande discipel. Alkymisten er klædt helt i sort og har en jagtfalk. Alkymisten er ligeledes i besiddelse af Livets Eliksir og De Vises Sten. Det er Alkymisten der lærer Santiago at tale Verdenssproget. GLASHANDLEREN Giver Santiago et job i Tanger efter han er blevet berøvet. Gennem jobbet i glashandlerens butik, lærer Santiago meget om butiksejerens syn på livet og vigtigheden af at have drømme. Butiksejeren, som for det meste er bange for at tage chancer, er en rar mand, og han forstår Santiagos færd – måske mere end Santiago selv forstår den. Dette er også tilfældet, da butiksejeren fortæller Santiago, at han ikke kommer til at vende tilbage til Spanien, da det ikke er hans skæbne at vende tilbage. Glashandleren optræder ikke i forestillingen. UNDERVISNINGSMATERIALE TEMAER I ALKYMISTEN DRØMME OG SØVN Det er en drøm, der først fører Santiago mod at forfølge sin skæbne. Det er også en drøm, der sender ham tilbage til Spanien, hvor han finder sin skat. Santiago drømmer om et barn, der viser ham en skat ved foden af pyramiderne. Da han fortæller sigøjnerkvinden og kongen om drømmen, opfordrer de ham begge til at følge den, da de hævder, at drømme er det sprog, som Universet taler. Drømmetemaet er knyttet til temaet skæbne, da drømme er den måde, hvorpå folk kommer til at kende deres skæbne. Santiagos drøm om skatten giver ham et mål. Han er fast besluttet på at finde skatten, og ved hans beslutning om at forfølge dette mål, er han er i stand til at realisere sin personlige livsbane. Coelho spiller med den dobbelte betydning af ordet ”drøm”, som kan dække over både visioner i søvn og vidtrækkende mål. I den forstand kunne budskabet i ”Alkymisten” beskrives således: alle har brug for drømme. De sårbare perioder af Santiagos rejse kendetegnes ved, at han ikke har noget klart defineret mål. Dette er tilfældet, da han er færdig med arbejdet i krystalbutikken, samt da han overvejer at slå sig ned i oasen sammen med Fatima. Som et modstykke kan vi tænke på købman- den, der er bange for at realisere sin drøm om at komme til Mekka. Han ønsker ikke at opnå sin drøm, fordi han føler, at det er det eneste, der holder ham i gang. Santiago forsøger at vise ham, at hvis det er hans skæbne, så kan han ikke gøre andet end at udleve den. Alkymisten handler ikke om, hvad man skal drømme, men blot at man skal drømme. KÆRLIGHED I starten af bogen møder Santiago en smuk købmandsdatter, som han forlader, så snart han er overbevist om at gå på jagt efter sin skat. I Al-Fayoum oasen møder han Fatima. Han opgiver sin skattejagt, for at være sammen med hende. Der er stor forskel på de to stævnemøder. Santiago føler ikke kærlighed over for købmandspigen. Hun er attraktiv, men der er ikke en åndelig forbindelse mellem de to. Derfor er det let for Santiago at glemme hende. I tilfældet med Fatima er det helt anderledes. Ved deres første møde mener Santiago, at Verdenssjælen taler direkte til ham. Fatima overbeviser Santiago om, at han ikke skal opgive sin jagt, og hun bliver dermed en del af hans skæbne. Dette er den fundamentale forskel mellem ægte kærlighed og attraktion, og et af de vigtigste temaer i Alkymisten; ægte kærlighed kommer aldrig i vejen for leve sit liv fuldt ud. Hvis man er nødt til at vælge mellem en personlig jagt og kærlighed, så er kærligheden ikke sand. SKÆBNE Et af de grundlæggende temaer i Alkymisten er, at vores veje er forudbestemte. I bogen kaldes det med et arabisk ord ”maktub” ”det står skrevet”. Målet med livet er at leve i harmoni med den sti, der er lagt for én. Lykke afhænger af denne harmoni. Som børn kender vi ifølge ”Alkymisten” tilsyneladende vores personlige mål. Det største problem ved at nå dette mål er, at vi som voksne stræber efter at gøre tingene mere komplicerede, end de egentlig er. I bogen afspejles disse problemer i de erfaringer, Santiago gør sig inden for alkymien. Undervejs til oasen læser Santiago i englænderens bøger om alkymi. Bøgerne hævder, at den oprindelige hemmelighed om alkymi kunne være skrevet i en enkelt sætning, men at menneskehedens forklaringer havde gjort hemmelighederne så indviklede, at kun ganske få kan forstå tegnene. Santiago afviser dette og hævder, at han kan lære alt, hvad han har brug for at vide om alkymi gennem sit daglige liv. Denne overbevisning om at skæbnen er med i hvert eneste skridt, man tager, er et af de vigtigste temaer i Alkymisten. Når skæbnen sætter et ønske fast i Santiagos hjerte, vil skæbnen ikke slippe det igen. Verden forsøger ganske vist at udfordre en, men kun fordi energien skal bruges på at fokusere på målet. SIDE 21 ALKYMISTEN ENHED Enhed i al eksistens er også et vigtigt tema i fortællingen. Coelho beskriver Verdenssjælen som det, der binder alting sammen, dvs. mennesker, planter, sten og elementer. Derudover viser bogen, at der ikke er væsentlige forskelle mellem de forskellige religioner i verden. I bogen er der flere tydelige eksempler på enheden mellem mennesker og naturen. Alkymisterne kan f.eks. omdanne bly til guld, fordi de har forstået sammenhængen, og kan agere deri. I vindscenen, hvor Santiago taler med vinden, solen, ørkenen og hånden, der skrev alt, er forbindelsen meget tydelig. Hånden er et billede på en gud. Guden er her en meget pragmatisk figur, der er eet med hele skabelsen. Fortællingen gør meget ud af at udviske de kulturelle og trosmæssige forskelligheder, der er mellem f.eks. Santiago og araberne. SIDE 22 UNDERVISNINGSMATERIALE ARBEJDSSPØRGSMÅL Et af de vigtigste temaer i bogen er enheden af alle religioner. Den kristne Santiago, der møder en række muslimer, kommer fra det sydligste Spanien, meget tæt på den nordafrikanske kyst. Hvilke fællestræk mellem religioner fokuseres der på i fortællingen? Hvad menes der med ”Hånden, der skrev det hele ned?” Fatima, Santiagos store kærlighed, giver sin fulde støtte til Santiago. Selvom de elsker hinanden, siger hun til ham, at han skal forfølge sin drøm, og det på trods af de farer, han vil møde i ørkenen. sit traditionelle hjem og den rolle, hans far havde udstukket for ham. I ørkenen vil stammelederne vide, hvorfor de skal tro på en fremmed mands syn, når de nu selv har boet der i mange år. Beskriv de forskellige synspunkter, romanen har på tradition. Santiago får job i en glasbutik, og er der i et stykke tid. Hvad lærer Santiago af at være i glasbutikken? Hvorfor rejser glashandleren ikke til Mekka? Hvad tror du fortællingen forsøger at sige om kvinders rolle? Santiagos jagt på skatten giver ham stor åndelig indsigt. Men det oprindelige motiv var af økonomisk karakter. Hvad fortæller ”Alkymisten” om forholdet mellem materiel velstand og åndelighed? Tradition spiller en stor rolle i Santiago personlige liv og i livet for de mennesker, han møder på sin rejse. Santiago forlader SIDE 23 ALKYMISTEN ALKYMISTEN QUIZ 4. Hvor fortæller drømmen, at Santiago skal finde skatten? 1. Fra hvilken region i Spanien kommer Santiago? • • • • De korrekte svar er markeret med grøn skrift • • • • Tarifa Andalusien Galicia Tanger 2. Hvad er Santiagos profession? • • • • Sømand Gedehyrde Købmand Fårehyrde 3. Hvad ville Santiagos forældre gerne have, han skulle være? • • • • Købmand Præst Glashandler Alkymist 5. Over hvilket kongedømme hersker Melkizedec? • • • • Kongen af Andalusien Kongen af Granada Kongen af Sevilla Kongen af Salem 6. Hvad er navnene på de to sten, som Santiago får af Melkizedec? • • • • Torden og Lynild Sort og Hvid Urim og Thummim Urit og Thurrit 7. Hvad hedder pigen, som Santiago forelsker sig i i Al-Fayuom oasen? • • • • SIDE 24 I ørkenoasen Ved pyramiderne Hos Alkymisten Hos glashandleren Sarifa Tarifa Malia Fatima 8. Da Santiago får et syn i ørkenen, ser han to fugle slås i luften. Hvad er det for nogle fugle? • • • • Falke Høge Spurve Ørne 9. Hvem rejser Santiago gennem ørkenen med? • En amerikaner, der ønsker at blive alkymist • En englænder, der ønsker at blive alkymist • En amerikansk opdagelsesrejsende • En engelsk opdagelsesrejsende 10. Hvordan overbeviser Kongen af Salem Santiago om, at han ikke er en bedrager? • Han skriver Santiagos livshistorie i sandet, uden at have fået noget at vide om denne • Han laver vand om til vin • Han får købmandens datter til at forelske sig i Santiago • Han forvandler guld til bly UNDERVISNINGSMATERIALE 11. Hvor finder Santiago til sidst skatten? 15. Hvad lærer Santiago af Alkymisten? • • • • • • • • Ved pyramiderne Hos Alkymisten I Tarifa, Spanien Hos glashandleren At tale verdenssproget At jage med falk At lave bly om til guld At slås med sabel 12. Hvad ser Santiago i sit drømmesyn i ørkenen? • • • • At han og Fatima bliver gift At han finder skatten At oasen bliver angrebet At han vil blive slået ihjel 13. Hvad forsøger englænderen at lære, da de når frem til oasen? • • • • At tale verdenssproget At lave bly om til guld At slås med sabel At plukke dadler 14. Hvad sker der, mens Santiago graver efter skatten? • Han finder skatten i sandet • Han falder i søvn, og drømmer drømmen igen • Han bliver overfaldet af to røvere • Han finder en hemmelig indgang SIDE 25 ALKYMISTEN PORTRÆT AF FORFATTEREN PAULO COELHO Paulo Coelho ses af nogle som en ordenes alkymist og af andre som et massekulturelt fænomen. Han er en af de mest indflydelsesrige, nulevende forfattere. Paulo Coelho blev født i 1947 som søn af ingeniøren Pedro og den hjemmegående husmor, Lygia. HVORNÅR FANDT DU UD AF, AT DU GERNE VILLE VÆRE FORFATTER? Da jeg var femten, sagde jeg til min mor: ”Jeg har opdaget mit kald. Jeg ønsker at være forfatter.” ”Min kære,” svarede hun, ”din far er ingeniør. Han er en logisk, fornuftig mand med en meget klar opfattelse af verden. Ved du rent faktisk, hvad det vil sige at være forfatter?” En forfatter bærer altid briller og har aldrig redt sit hår. Halvdelen af tiden føler han vrede over alting, den anden halvdel af tiden er han nedtrykt. Han siger meget ”dybe” ting. Han har altid fantastiske idéer til handlingen i hans næste roman, og hader det, han netop har offentliggjort. En forfatter har pligt til aldrig at blive forstået af sin egen generation. Når han forsøger at forføre en kvinde, siger forfatteren: ”Jeg er forfatter”, og kruseduller et digt ned på en serviet. Det virker altid. Når han bliver spurgt om, hvad han læser i øjeblikket, nævner han altid en bog, ingen nogensinde har hørt om. Bevæbnet med al denne information, gik jeg tilbage til min mor, og forklarede præcis, hvad en forfatter var. Hun blev overrasket. ”Det ville være lettere at være ingeniør,” sagde hun, ”så behøver du ikke bære briller.” Og så begyndte jeg at skrive. Da jeg vendte tilbage til Brasilien, oprettede jeg et undergrundsmagasin. Jeg blev derefter opfordret til at skrive sangtekster og senere journalistik. Jeg tjente mine penge på at skrive, men skulle først skrive min første rigtige bog, da For at besvare min mors spørgsmål, beslutte- jeg blev 38. de jeg at lave noget research. På en mængde rejser lærte jeg, hvordan en forfatter så ud i begyndelsen af 1960'erne: SIDE 26 HVORDAN BLEV DU INSPIRERET TIL AT SKRIVE DIN FØRSTE ROMAN? Jeg ønskede at tale om gamle temaer, men med et moderne sprog. Jeg tvang mig selv til at tro på læserens evne til selv at sætte scenen, og jeg koncentrerede mig i stedet om samspillet mellem karaktererne. Det viste sig at blive en succes. HVILKE GRUNDLÆGGENDE FILOSOFIER FORSØGER DU AT UDTRYKKE I DINE BØGER? Jeg ser filosofi som noget levende. Noget, der ændres i henhold til vores indre behov. Men hvis jeg skulle koge mit arbejde ned til et par sætninger, vil jeg sige: udlev din personlighed, betal prisen for dine drømme, læs de varsler, du får, væk din feminine side, og tør at være anderledes. HVORDAN VIL DU KATEGORISERE DINE BØGER? To af dem er faglitterære (Pilgrimsrejsen og Valkyrien). Resten er baseret på mine forskellige livserfaringer, men i et metaforisk og symbolsk sprog. Jeg tror, at enhver kunstner (eller person) kun kan dele noget, som han allerede har oplevet, uanset om de erfaringer tilhører den symbolske verden eller den såkaldte "virkelighed". UNDERVISNINGSMATERIALE DINE IMPONERENDE SALGSTAL HAR GIVET DIG ET MEGET KOMFORTABELT LIV. DU TILBRINGER HALVDELEN AF ÅRET I DIN SPECIALDESIGNEDE LEJLIGHED MED UDSIGT OVER STRANDEN COPACABANA. DEN ANDEN HALVDEL BOR DU PÅ DIT LANDSTED I DE FRANSKE PYRENÆER. DU FLYVER PÅ FØRSTE KLASSE MELLEM DE TO HJEM. ER DET DEJLIGT AT HAVE MANGE PENGE? være min skæbne. Det er jo ikke så vanskeligt at finde en hvid fjer. Især ikke hvis der er mange duer omkring en. Men det bliver vanskeligere, når fjeren skal findes i januar måned i et ulige årstal. Det er nemlig også en regel. Kilder: MSN Arabia og Telegraph.co.uk ”Det er selvfølgelig fantastisk rart at have penge, for så kan jeg gøre, hvad jeg synes er vigtigt for mig. Jeg har oprettet Paulo Coelho Institute, der giver gratis skolegang til 360 brasilianske gadebørn. Jeg har altid været en rig person, fordi pengene ikke er relateret til lykke. Det er også budskabet i ”Alkymisten”, hvor den andalusiske hyrde finder sin skat til sidst, men først efter at have fulgt en forvirrende vifte af ”varsler”, og først efter at have modtaget undervisning i at føle de ”vibrationer af fred”, der opstår, når man taler om ”verdenssproget”. DU LÆGGER MEGET BETYDNING I VARSLER? Ja, jeg begynder f.eks. først at skrive en ny bog, når jeg har fundet en hvid fjer. Det er en regel, jeg oprettede før min første bog. Dengang var jeg ikke sikker på, om det var det rigtige. Derfor sagde jeg til mig selv, at hvis jeg ser en fjer i dag, skal jeg begynde at skrive. Og hvis jeg ikke ser en fjer, så må det SIDE 27 ALKYMISTEN FAKTA OM BOGEN ”ALKYMISTEN” • Alkymisten blev første gang udgivet i 1988 • Den blev oprindeligt skrevet på portugisk og udgivet med titlen ”O Alquimista” • Den er siden 1988 blevet oversat til 67 sprog • Bogen har solgt over 65 millioner eksemplarer • Det er den 12. mest solgte bog i verdenshistorien (fraregnet politiske og religiøse bøger som Koranen, Biblen, Maos skrifter o.lign.) • Guinness Rekordbog har kåret bogen som den mest oversatte af en nulevende forfatter • Da bogen blev udgivet på tysk, blev den med det samme et enormt salgshit. Hardback-udgaven har således optrådt på Der Spiegels bestsellerliste i 386 uger i træk • Bogen filmrettigheder er flere gange blevet købt af filmselskaber. Indtil nu er den dog aldrig blevet filmatiseret • Paulo Coelho er varm fortaler for fildeling. Han har selv lagt bogen ud på fildelingssider på internettet. Han har fundet ud af, at hvis han ”giver bogen væk” som online-version, så oplever han et større salg af fysiske bøger • Man kan endda hente mange af Coelhos bøger som gratis download via hans SIDE 28 egen hjemmeside Kilder: Wikipedia og santjordi-asociados.com UNDERVISNINGSMATERIALE INTERVIEW MED MALTE CLAUDIO LIND Og så må man naturligvis skære bort. Hvis det hele skulle med, så ville forestillingen komme til at være otte timer. Det går ikke. HVAD VAR DET VED BOGEN, DER FIK DIG TIL AT OVERVEJE MULIGHEDEN FOR AT LAVE FORTÆLLINGEN OM TIL EN TEATERFORESTILLING? HVAD VAR DIT OVERORDNEDE FOKUS, DA DU SKREV MANUSKRIPTET? Det var vel noget med, at bogen gjorde et indtryk på mig, første gang jeg læste den. I lang tid derefter var den i mit baghoved. Bogen er som sådan ikke oplagt som teaterforestilling, synes jeg. Det var først, da jeg begyndte at arbejde med animationsmediet, at idéen kom tilbage til mig. ”Hov”, sagde det. I mine øjne er det en slags ”roadmovie for theatre”. En dannelsesrejse. En del af dannelsen er selve rejsen. Det er ikke noget, man normalt gør så meget ud af på teatret. DU HAR SKÅRET EN DEL VÆK AF DET OPRINDELIGE BOGFORLÆG. I FORESTILLINGSMANUSKRIPTET ER SANTIAGO F.EKS. IKKE ANSAT HOS EN GLASHANDLER. HVORDAN VÆLGER DU, HVAD DER SKAL MED, OG HVAD DER SKAL STRYGES? Det er en lang proces. Man dykker ned i materialet. Man bliver ved med at dykke ned. På et eller andet tidspunkt er det som om, materialet slår igen. Materialet formulerer på en eller anden måde, hvad det vigtigste er. Jeg synes, den har et rigtigt godt budskab, romanen. Et meget vigtigt budskab, især i forhold til den tid, vi lever i. I dag er det som om, der nærmest skal laves en studieplan allerede fra børnehavetiden af. Vi bliver sat i bokse, og planerne bliver lagt for os. Vi får taget alle frie valg fra os. Det er et vigtigt fokuspunkt i både forestillingen og i romanen. I MANUSKRIPTET FOREGÅR HANDLINGEN I EN MODERNE VERDEN MED TEGNESERIER OG SPRAYDÅSER. HVORFOR HAR DU SKIFTET TID, OG HVORFOR ER SPROGET I FORESTILLINGEN MERE MODERNE END I BOGEN? Det er lidt for at komme tilbage til det budskab, jeg lige har nævnt. Bogens budskab er næsten stærkere nu, end hvis handlingen blev sat ind i en historiske sammenhæng. Det skulle gerne være sådan, at publikum kan se, at forestillingen udspiller sig her og nu. Det er en situation, de selv er en del af. Fårehyrdens frihed er en parallel til nutidens verden, hvor rappen, tegneserieuniverset og grafittikunstnerne er gode eksempler på en mere ”fri” levevis. DU BRUGER EN SOMMERFUGL SOM BILLEDE GENNEM HELE FORESTILLINGEN. HVAD BETYDER DENNE SOMMERFUGL? Den er et symbol. Et skønhedssymbol. Jeg synes, den er interessant, fordi den i sig selv er smuk. Og så har den en særlig dobbelthed. Når en sommerfugl slår med vingerne i Sydamerika, kan den skabe en storm i Alaska. Det siger i hvert fald den del af kaosteorien, der kaldes sommerfugleeffekten. Sommerfuglen er i forestillingen både meget konkret og meget abstrakt. DU ER BÅDE MANUSKRIPTFORFATTER OG INSTRUKTØR PÅ FORESTILLINGEN. KAN DU KOMME UD FOR, AT DIT MANUSKRIPT MÅ ÆNDRES, FORDI DU SOM INSTRUKTØR FINDER PÅ NOGET ANDET, DER IKKE PASSER MED MANUSKRIPTET? Ja, helt sikkert. Sådan vil processen være lige indtil 5 min. før premieren. SIDE 29 ALKYMISTEN ALKYMI ER JO EN VIDENSKAB, DER HØRER GAMLE DAGE TIL. TROR DU, DET FINDES I VIRKELIGHEDEN? ER DER NOGLE, DER KAN LAVE BLY OM TIL GULD, ELLER ER DET HELE BARE TOSSERIER? Som jeg husker det fra min fysikundervisning, kan det sagtens lade sig gøre. Man beskyder nogle atomer med elektroner eller noget i den stil. Det er meget, meget dyrt. Så dyrt, at det ikke kan betale sig. Men i teorien kan det godt lade sig gøre. Men om det fysisk kan lade sig gøre, er ikke pointen i forestillingen. Alkymien handler mere om forholdet mellem tro og overbevisning. UDOVER ALKYMIEN ER DER NOGLE CENTRALE EMNER I FORESTILLINGEN, DER BLIVER BEARBEJDET. KAN DU NÆVNE ET TEMA, DU HAR SÆRLIG FOKUS PÅ? Ja, hvis jeg skal nævne et ord, må det være ”skæbnebestemt.” Det er i sig selv et modsætningsforhold, forstået på den måde, at du kan opfatte skæbnen som noget, der er lagt for dig allerede og som du kan eller ikke kan ændre på. Maktoob!, som det hedder i forestillingen. SIDE 30 HVAD KAN PUBLIKUM TAGE MED SIG FRA FORESTILLINGEN? Jeg har lyst til at citere den kendte teaterinstruktør Frank Castorf, der til det samme spørgsmål svarede noget i stil med: ”Publikum skal huske deres overtøj i garderoben”. Men grundlæggende er det noget med, at lære at lytte til sit hjerte. ”Lad være med at spørge andre om, hvordan du skal leve dit liv, spørg dig selv,” som den spanske filosof Fernando Savater engang har udtalt. UNDERVISNINGSMATERIALE INTERVIEW MED ANIMATOR ARTHUR STEIJN HVILKE BILLEDER KOM IND I DIT HOVED, DA DU FØRSTE GANG BLEV PRÆSENTERET FOR ”ALKYMISTEN”? 1001 nat, Aladdin, Fantasytegneserier HVAD ER DIN ROLLE SOM ANIMATOR? Jeg laver dels "compositing", dvs. sammensætning af animerede sekvenser, som animatoren Peter leverer. Og så laver jeg en del "Special Effects", dvs. effekter som ild, røg, vand etc. ER DU MED TIL AT UDVIKLE SCENOGRAFIEN, ELLER TAGER DU BARE IMOD ORDRER FRA SCENOGRAFEN? HOVEDPERSONEN SANTIAGO KOMMER JO VIDT OMKRING I FORESTILLINGEN. HVORDAN KLARER MAN DEN UDFORDRING SOM ANIMATOR? Den klares dels i samarbejde med lys på scenen og dels ved at sørge for, at skuespilleren står de rigtige steder i forhold til animationer. I BRUGER EN SÅKALDT GREENSCREEN. KAN DU FORKLARE LIDT OM, HVORDAN SÅDAN EN FUNGERER? En greenscreen bliver brugt her, for at sammensætte livebilleder, dvs. ting, der forgår her og nu, i den grønne kasse, med billeder, som er animeret på forhånd. Man kan f.eks. få en model af en flyvemaskine til at virke som om, den flyver på en projektion med himmel og skyer. Teknikken fjerner den grønne farve. Vi er med i en lille del af udviklingen, f.eks. de ting, der har at gøre med, hvordan vores animationer bliver projekteret bedst. SIDE 31 ALKYMISTEN FAKTA OM FORESTILLINGEN Forfatter: Paulo Coelho Manuskript & instruktion: Malte Claudio Lind Scenografi: Rebecca Arthy Komponist: Ole Højer Hansen Kostumer: Marianne Meyer Animation: Ole Højer Hansen Computeranimation: Arthur Steijn Dramaturg: Lene Kobbernagel ASBJØRN AGGER CHRISTIAN ENGELL Producent: Christina R. R. Jørgensen Produktionsleder: Uffe Blaabjerg Skuespillere: Asbjørn Agger, Christian Engell & Roger Matthisen Produceret af: Teater Vestvolden og Filuren Med rettighed fra: Sant Jordi Asociados Agencia Literaria, S.L. Spilleperiode: 25. feb. 2011 - 23. mar. 2011 Varighed: Ca. 65 minutter. Egnet for alle over 8 år. SIDE 32 ROGER MATTHISEN UNDERVISNINGSMATERIALE UDDRAG FRA MANUSKRIPTET TIL TEATERSTYKKET ”ALKYMISTEN” tomme dåser. Drikker evt. lidt sjatter. Han får fat i Santiagos hånd og studere den grun- Santiago : Hvad snakker du om? Kongen : Er det dig der har lavet dem her? Santiago : Pas på – det er originaler. Kongen : De er gode. Du er dygtig, men de er også billeder på verdens største løgn !!! Santiago : Og hvad er så verdens største løgn? Kongen : På er eller andet tidspunkt mister vi kontrollen med vores liv. Vi holder op med at lytte til vores hjerter, og resten af livet lever vi så i angst for ikke at lykkes. Hvorefter vi lader os styre af ”tilfældet” Bemærk venligst, at nedenstående uddrag stammer fra et manuskript, der ved redaktionens afslutning endnu ikke er endeligt, hvorfor der vil forekomme afvigelser i forhold til den færdige teaterforestilling. SCENE 2 (På et torv i Tarifa ved en gammel ”fontæne” ligger Santiago og sover. Han er midt i en drøm. Rundt om ham ligger graffiti og tomme øldåser og en mappe med tegneserieark. Kongen af Salem roder rundt i de digt. Santiago vågner chokeret) Santiago : Hey mand; hvad fanden laver du? For helvede mit hoved. Shit ‐ jeg var der næsten!!! Fuck det er anden gang… !!! Kongen : Nå din drøm – jo den er interessant . (Kongen åbner mappen) Santiago : Hold da op! Hvor fa’en kommer du fra? Kongen : Fra mange steder. Santiago : Ingen kommer mange steder fra. Jeg kommer mange steder, men jeg er kun fra et sted. Her fra Tarifa!! SIDE 33 ALKYMISTEN Kongen : Jamen så lad os sige at jeg blev født i Salem. efter ham og overfalder ham. Santiago : Tillykke med det! Hvordan er der i Salem? (Manden hiver div. stykker tøj op af sækken og Santiago får på behændig vis skiftet til halvarabisk klædedragt. Efter lidt posering, vil Santiago betale men manden er væk, sammen med Santiagos penge). Kongen : Som der altid har været. Santiago : Ahrrrrrrrrrgh ‐ FUCK ‐ FUCK – FUCK!!!! (Santiago samler de bøger op som den fremmede tabte. Bøger om alkymi) Santiago : Og hvad laver du i Salem? (Han kan dårligt holde tårerne tilbage). Undskyld, men jeg er lige blevet rullet og jeg troede at du…… Kongen : Ha Ha……hvad jeg laver i Salem?!! Jeg er kongen af Salem. Hvor mange har du af dem her? SCENE 3 (Santiago står på et torv i Tanger. Han går lidt rundt og indsnuser alle de nye indtryk, da han bliver antastet af en fremmed med en stor sæk) Mand : Hey man, my friend. You want hotel, taxi, guide, cigarettes, whisky, camel, hashish, girl…..No Yes !!!?? Santiago : Nej tak, men måske noget andet tøj…..! Mand : No problem, have a look at this. SIDE 34 For helvede!!! Det er sidste gang, jeg tror på drømme. Jeg må hjem, jeg må hjem. Jeg kan stadig nå Malaga. Fuck jeg skal tegne det hele om igen! Jeg når det aldrig. (Sommerfuglen flyver forbi, han slår efter den) Lorte fugl !!! Kongens stemme : Ups min ven. Lær at respektere og lytte til tegnene. (Santiago står lidt, så tager han Urim og Tummin op af vadsækken. Pludselig begynder det at synge fra alle minareterne rundt omkring på pladsen og alle lægger sig på knæ med panden mod jorden. Santiago følger fuglen med øjnene. Sangen fra minareterne toner ud. Folk forsvinder fra pladsen. Santiago mener at se tyven fra før. Han løber Santiago: Så har jeg dig fandme…!! Øh, undskyld jeg troede du var en anden… Nu skal jeg……. (Den fremmede rækker en hånd frem) Jack : Jack! Santiago : Santiago! Egentlig er jeg på vej til pyramiderne men jeg tror hellere jeg vil tilbage til Spanien. Jeg tænkte jeg ville sælge de her, de er meget værdifulde… Jack : En Urim og en Tummin! De er ikke mange penge værd. Det er bjergkrystal, intet andet, men den der har forstand på dem ved, at det der er Urim Og Tummim. Måske er det et tegn? UNDERVISNINGSMATERIALE SCENE 9 (Santiago hos Alkymisten) Santiago : Og jeg? Nej. Jeg vil bare sørge for at du følger den rigtige retning til din skat. Santiago : Her er jeg. Hvorfor ville du se mig? Alkymisten : Når du virkelig ønsker noget, går hele universet sammen om at hjælpe dig til at virkeliggøre din drøm. (Alkymisten åbner en flaske vin) Santiago : Den har jeg hørt før og jeg har virkeliggjort min drøm så….. Alkymisten : Det onde er ikke det der kommer ind i munden. Det onde er det der kommer ud af den!! Drik og nyd vinen. Slap af!! Men glem ikke at dit hjerte er dér hvor din skat er, og for at alt det du indtil nu har lært på din vej skal have nogen mening, er det nødvendigt, at du finder skatten. Jeg vil føre dig gennem ørkenen. Alkymisten : På grund af tegnene. Vinden fortalte mig du ville komme og at du ville få brug for min hjælp. Santiago : Vinden fortalte… Alkymisten : Ja Santiago : Jeg forstår ikke Alkymisten : Du har brug for min hjælp Santiago : Ikke mig. Det er den anden udlænding, Jack. Det er vist ham, der har brug for din hjælp. Alkymisten : Han skal først finde andre ting, før han kommer til mig, men han er på rette vej. Han er begyndt at iagttage ørkenen. Alkymisten : Hvad så med skatten? Santiago : Jeg troede, drømme var private, desuden har allerede fundet min skat, Fatima! Og 500.000 dollars for 500 døde fjender. Jeg kan leve som en rig mand. Alkymisten : Men intet af det, er ved pyramiderne! Santiago : Der er krig mellem klanerne. Santiago : Er det ikke forbudt ifølge loven at drikke vin? Santiago : Nej! Jeg vil blive i oasen. Jeg har fundet Fatima og for mig er hun mere værd end skatten! Alkymisten : Fatima tilhører ørkenen. Hun ved, at mænd må drage af sted for at kunne komme tilbage. Alkymisten : Jeg kender ørkenen. Santiago : Du vil måske være min guide? Alkymisten : SIDE 35 KOSTUMETEGNINGER AF REBECCA ARTHY
© Copyright 2024