Adelsslægten Dresselberg på Lyngbygaard, en

NoMus
Adelsslægten Dresselberg på Lyngbygaard,
en forsvunden herregård i Lille Lyngby
Finn Erik Kramer
Forfatteren har i ældre numre af NoMus berettet om
flere af de herregårde og voldsteder, som tidligere lå i
omegnen af Hillerød: Faurholm, Stenholt, Bastrup,
Dronningholm og Grønholt (1).
Herregården Lyngbygaard, som lå i Lille Lyngbys
vestlige udkant ved sydsiden af Arresø, har jeg dog
kun sporadisk berørt. Det skulle denne artikel gerne
råde bod på.
(fig 1). Ud over det viste spænde drejer det sig om et
cirkulært, forgyldt hængesmykke, et ligearmet spænde
og dele af et skålspænde. Fra de efterfølgende århundreder, altså op gennem middelalderen, er antallet af
detektorfund langt større. Alt i alt demonstrerer udgravningerne ved kirken og genstandene fundet i og
omkring landsbyen, at Lille Lyngby fra vikingetid og
fremefter eksisterede som landsby.
Før Lyngbygaard
Lille Lyngbys historie som sognelandsby går i hvert
tilfælde tilbage til vikingetid. I artiklen ”Sogne i vikingetid - set fra Nordsjælland” (NoMus 2/2006 ) fortalte
jeg om, at den nuværende stenkirke i Lille Lyngby
har haft en træbygget forgænger. I Lille Lyngbys nære
omegn er der også gjort detektorfund fra vikingetid
Brydegård
I slutningen af 1100-tallet, da Niels var konge (11821202), ejede kongen Lille Lyngby. Han havde i
landsbyen vist også en bryde (en godsforvalter ), som
hed Torben (2). Hvis dette er rigtigt, må der have
været en brydegård - en større gård. Det er måske i
denne brydegård, vi skal se forgængeren til den senere
Lyngbygaard? Samtidig antyder oplysningen måske
også, at det var kongeslægten, som i forne tider havde
opført landsbyens kirke.
Engang i første halvdel af 1200-tallet, måske i år
1202, var Lille Lyngby gledet kongen af hænde. Men
vi skal frem til 1241 for at finde forklaringen.
Fig. 1. Trefliget spænde fra vikingetid fundet i nærheden
af stedet, hvor Lyngbygaard lå. Det er fra 900-tallet.
Fra kongen til klostret
I Roskilde, den 23. maj 1241, solgte hertug Otto af
Brunsvig (3) Lille Lyngby, Store Lyngby og den tilstødende ”lille landsby” (oppidum) Ubberup til Æbelholt
Kloster. Salget skete med kong Erik Plovpennings
tilladelse og ”frihed” (liberalitate, skal vist forstås som
NoMus
gavmildhed), og brevet var med segl blevet bekræftet
af kong Erik og hans to brødre, ”hr. hertug Abel og hr.
junker Kristoffer” (4). I disse tre kongelige personers
besegling af brevet ligger nøglen til at forstå Lille
Lyngbys ældste ejendomshistorie - og i øvrigt også de
to andre landsbyers. For at forklare dette, må vi omkring et lille skoleridt i kongerækken.
Kongerække
Hertug Otto af Brunsvig var søn af Wilhelm af
Lüneburg og Helene af Danmark (5). De blev gift i
juli 1202. Helene var datter af Valdemar den Store,
konge af Danmark 1157-1182. Et andet barn af
Valdemar den Store var som bekendt Niels, som efterfulgte Valdemar som konge i 1182 og var konge
til sin død den 12. november 1202. Et tredje barn af
Valdemar den Store var Valdemar II Sejr, konge af
Danmark 1202-1241. Og det var Valdemar Sejrs søn,
Erik Plovpenning, der efterfulgte ham som konge i
1241, og som udstedte brevet i Roskilde dette år.
Brudegave
Hvorfor og hvornår kongen afgav Lille Lyngby, er der
ikke noget bevaret dokument, som fortæller om, men
det er ud fra ovenstående muligt at fremlægge et ganske sandsynligt handlingsforløb.
Vi ved som sagt, at bønderne i Lille Lyngby på
kong Niels´ tid var hans, og at landsbyen således var
ejet af kongen. Vi kan derfor med ganske stor sikkerhed formode, at kong Niels, få måneder før sin død,
som brudegave eller lignende forærede Lille Lyngby
og de to andre landsbyer til sin søster Helene og hendes tilkommende mand, Vilhelm af Lüneburg. Da
Helene døde i 1223, må sønnen Otto have arvet de
tre landsbyer, hvilket forklarer hans ejerskab til dem i
1241.
Kongeslægtens ejendom
De tre kongelige segl på brevet fra 1241 kræver også
en nærmere forklaring. Seglene - og brevets formulering - afslører, at de tre landsbyer ikke var kongelev,
det vil sige gods ejet af Kronen, men derimod patrimonium, dvs. gods ejet af selve kongefamilien. Selv
om de tre landsbyer var gledet ud af den nærmeste
kongeslægts eje, anså kongen det stadigt for nødvendigt, at potentielle arvinger, hertug Abel og junker
Kristoffer, godkendte salget til Æbelholt Kloster. Man
kan så måske undre sig over, at Valdemar Sejr ikke
også har beseglet brevet, men forklaringen er vel dels,
at medkongen Erik Plovpenning ganske selvstændigt
udstedte kongebreve, og dels at Valdemar Sejr lå for
døden (se note 4).
I klostrets ejerskab
I de efterfølgende århundreder omtales Lille Lyngby
som ejet af Æbelholt Kloster, f.eks. i et bekræftelsesbrev fra pave Innoncens IV fra 1246, og i 1342, hvor
Lille Lyngby Kirke af bispen i Roskilde gives til klostret, og hvor det siges, at kirken ligger ”midt i klostrets
besiddelser”.
Klostrets jordebog oplyser, at Lille Lyngby på nær
2 pund giver 2 mark korn (Pensio de Lyngby Lille,
II mark, II pund minus). Jordebogsoptegnelserne i
Æbelholt Klosters brevbog menes at være indført omkring år 1450 (6).
På denne baggrund kan det umiddelbart virke
mærkeligt, at en adelsmand, Jens Jepsen Barritsen, i
år 1411 skriver sig til Lille Lyngby (7). Forklaringen
er nok, at han var i klostrets tjeneste. Ikke blot i Lille
Lyngby men mange andre steder, kan vi se, at det fra
1300-tallet bliver almindeligt, at klostre og bisper indsætter adelsmænd til at varetage deres interesser. Disse
kom som oftest fra lavadelsslægter, dvs. var væbnere.
Jens Jepsen skrev sig til ”Lille Lyngby”, ikke
til ”Lyngbygaard”. Det er dog meget tænkeligt, at
Lyngbygaard, som først nævnes ved navn godt 100 år
senere, kan føre sine rødder tilbage til Jens Jepsens tid
- og muligvis endda til 1100-tallets brydegård.
Inden vi når frem til artiklens egentlige emne,
Lyngbygaard og slægten Dresselberg, må vi tage
endnu en lille omvej, nemlig hvad senere tider huskede om denne herregård.
Historieskrivning og registrering
Endnu 200 år efter at herregården var forsvundet,
var den ikke helt glemt. Pontoppidan skriver nemlig i
1774 i sin ”Danske Atlas”: ”I Lille Lyngbye har været
en Herre-Gaard, som nu ere to Bønder-Gaarde”.
Da Nationalmuseet i 1887 ved herredsrejsen
nåede frem til Lille Lyngby sogn, noterede Vilhelm
Boye under sognets fortidsminde nr. 9: ”Gaarden
Grønholm. Munkestene ere fundet ved Havegjærdet. En
Bygning skal have staaet der”. Fundstedet blev af Boye
afsat nogle meter vest for gården Gammel Grønholms
havegærde. Stedet vender ud mod Arresø og er nordsiden af en markant bakke. Navnet på denne bakke
findes ikke på kort fra Boyes samtid, men på nutidige
kort ses navnet, Ladebakken. Dette navn findes også
på et kort fra 1786, Laaebaks Ager, ligsom det genfindes i markbøgerne fra 1682 som Ladebache Aas.
NoMus
Bakkens navn indikerer, at den ladegård, som hørte til
herregården, har ligget på bakken.
Når vi sammenholder Pontoppidans og Boyes oplysninger, kan vi se, at Boyes punkt er afsat en smule
vest for de to vestligste gårde i Lille Lyngby, som
ligger tæt op ad hinanden, Damgaarden og Gammel
Grønholm. Der er ingen grund til at betvivle, at det
var disse to gårde, som Pontoppidan kunne fortælle,
var grundlagt på stedet hvor herregården lå. Denne
herregård - kan vi nu tilføje - hed Lyngbygaard, og her
boede i forne tider en adelsslægt, som bar slægtsnavnet Dresselberg.
Dresselberg
I år 1481 sad der på borgen Dragsholm i Odsherred
en bispefoged, som hed Henrik Jensen. Han omtales
som vidne i et brev fra den 11. september. Brevet, som
er givet på Æbelholt Kloster, omhandler et mageskifte
(dvs. bytte) mellem Æbelholt og Esrum Kloster,
hvor Esrum Kloster får en gård i Købmagergade i
København, mens Æbleholt Kloster får en gård i
Vassingerød og en gård i Kolsbæk (8).
Fig. 2. Lille Lyngby. I landsbyens vestlige del ligger Damgaard og Gammel Grønholm og umiddelbart vest herfor
Ladebakke, hvor Nationalmuseet i 1887 oplyste, at der havde ”stået en bygning” (rødt punkt). På oversigtskortet er
med blåt også vist Æbelholt Klosters beliggenhed.
NoMus
den gren af Basse-slægten som
Kirsten Andersdatter stammede
fra, skrev sig i mange generationer
til en herregård i Dresselberg.
Henrik fik med sin første hustru
Ingefred en datter, Kirsten, men
bortset fra hendes navn, kender
vi intet til hende. Den livskraftige
del af slægten blev efterkommerne
fra Henriks anden ægteskab
med Kirsten Andersdatter Basse.
Forklaringen på slægtsnavnet
ser altså ud til at være, at Kirsten
Andersdatter, slægtens stamFig. 3. Lille Lyngby set fra syd. Damgaard og Gammel Grønholt gemmer sig
mor stammede fra Dresselberg.
inde bag træerne vest for vejen.
Kirsten havde iøvrigt en bror,
Niels, som i mange år skrev sig til
Blot fire år senere, den 30. november 1485, skriver
Dresselberg, og som på sine gamle dage, dvs. omkring
Henrik Jensen sig til Lille Lyngby, og vi tør vel antage,
1518, var indskrevet, dvs. pensionist, på Æbelholt
at han da er gået i Æbelholt Klosters tjeneste (9). De
Kloster.
næste 12 år optræder han i adskillige dokumenter som
For at gøre stamtræet rimeligt komplet skal også
vidne og altid som væbner. I alle disse år skrives han til
nævnes, at Henrik havde to brødre, Laurids og Niels.
Lille Lyngby. Af et par dokumenter, fra 1495 og 1497,
Om Laurids ved vi ikke noget, men Niels blev gift
kan vi se, at Henrik Jensen ”af Liwngby” også ejede en
med Maren Andersdatter af slægten Godov. En søster
gård i København. Sidste gang han nævnes er den 16.
til Maren, Ellen, blev gift med Jens Andersen Bassemarts 1497, og han er sikkert død kort efter.
Dresselberg, så også denne gren af slægten Dresselberg
Ud fra senere kilder ved vi, at Henrik tilhørte
havde familieforbindelser til Basser´ne i Dresselberg
slægten Dresselberg - ja, han regnes som selve stamfaved Kalundborg.
deren til denne adelsslægt (10).
Efterkommerne
Navnet Dresselberg
Henrik Jensen fik med Kirsten Andersdatter tre børn,
Navnet på adelsslægten i Lille Lyngby kommer fra en
Anders, Morten og Ide.
landsby i nærheden af Kalundborg, Dresselberg.
Anders har sikkert været den ældste af børnene,
Men hvorfor valgte slægten netop navnet på en
for det var ham, der skrev sig til Lille Lyngby henlandsby ved Kalundborg, når de boede i Lille Lyngby
holdsvis Lyngbygaard, efter at faderen var død engang
i Nordsjælland? Måske mangler en del af forklaringen,
efter år 1497.
Morten, som sikkert var den yngste af sønmen vi ved, at Henrik Jensen, efter først at have været
nerne, fulgte, som så mange af de yngre adelssønner
gift med Ingefred Torbensdatter af slægten Bille blev
i samtiden, den kirkelige vej. I 1503 var han rejst til
gift med Kirsten Andersdatter af slægten Basse. Netop
NoMus
Efterkommere til Jens Henriksen Dresselberg
Jens Henriksen
Dresselberg
Ingefred Torbensdatter
Bille
Bjergbygaard
Kirsten Henriksdatter
Dresselberg
Niels Andersen
Dresselberg
(Lyngbylille)
10 okt 1594 i på
Vindinge
Henrik Jensen
Dresselberg
Lyngbygaard
mel. 27 feb 1497 - 07
jan 1507
Anders Henriksen
Dresselberg
Lyngbygaard
mel. 1523 - 1535
Johanne Hansdatter
Rud
Vognserup
03 okt 1564
Kirsten Andersdatter
Basse-Dresselberg
Dresselberg
før 07 jan 1507
Abel Didriksdatter
Quitzow
Lyngbygaard
eft. 1535
Karen Andersdatter
Dresselberg
eft. 1561
Niels Jensen
Dresselberg
Laurids Jensen
Dresselberg
Morten Henriksen
Dresselberg
Roskilde
20 aug 1536
Ide Andersdatter
Dresselberg
30 jan 1587 i Odense
Ide Henriksdatter
Dresselberg
før 1536
Poul Poulsen Skinkel
hd)
20 okt 1565 i "Faldt for
Varbjerg" ved Svarteraa
under Mourids
Podebusks fane
Christoffer Eriksen
Dyre-Vindinge
H)
eft. 1508
Maren Andersdatter
Godov
før 1486
Gertrud Nielsdatter
Dresselberg
Sidsel Mauridsdatter
Skave
26 dec 1592 i på
Vindinge
Peder NN
Mette Eilersdatter
Grubbe
07 maj 1587 i på
Vognserup
Erik Christoffersen
Dyre-Vindinge
Vindinge
1554
Margrethe Nielsdatter
Dresselberg
Anders Nielsen
Dresselberg
H.)
12 sep 1613
Margrethe Tagesdatter
Hollunger
Hans Pedersen Basse
Karen Hansdatter
Skinkel
03 nov 1624
Wilhelm Nielsen
Dresselberg
Sjælland
08 jun 1620
Karen Eilersdatter
Grubbe
26 nov 1630 i på
Vindinge
Folmer Nielsen
Dresselberg
Katrup
12 maj 1595 i på
Vognserup
Erik Nielsen
Dresselberg
Thy
Peder Nielsen
Dresselberg
Kastrup
30 maj 1595 i
København
Hans Nielsen
Dresselberg
Bjergbygaard
1616
Berete Tønnesdatter
Galde
før 29 maj 1618
Fig. 4. Slægten Dresselbergs
stamtræ og våben. Våbnet er gengivet
efter Vilhelm Dresselbergs, slægtens sidste
mand, som det kendes fra en gammel,
såkaldt stambog, hvor årstallet 1586 også er anført. I skjoldet
var i blåt felt en grøn egestub med to guldagern, og på hjelmen syv
vekselvis grønne og blå påfuglefjer. Våbnet er gentegnet i Danmarks Adels
Aarbog 1891, hvor også slægten er behandlet.
NoMus
Tyskland, hvor han studerede ved universitetet i Køln.
Efter velendte studier, han kaldes senere ”mester”
(magister), vendte han í 1507 tilbage til Danmark ,
hvor han tiltrådte et kannikeembede ved Roskilde
Domkirke. Dette embede varetog han til sin død den
20. august 1536. Fra 1527 var han tillige forstander
for Skt. Agnete Kloster i Roskilde. Om han kom uheldigt af dage i forbindelse med reformationen 1536,
ved vi ikke, men da netop august var måneden, hvor
urolighederne kulminerede, kan det ikke udelukkes.
Morten blev begravet i Roskilde Domkirke, hvor hans
gravsten stadig ses i gulvet.
Datteren Ide blev gift med Christoffer Eriksen
af slægten Dyre til Vindinge ved Vordingborg. I
denne slægts eje var også herregårdene Gerdrup ved
Skælskør og Vognserup vest for Holbæk, hvor slægten
Dresselberg senere skulle komme til at bo. Christoffer
Eriksen er i øvrigt mest kendt for, at han i 1545 skulle
have begået et voldeligt overfald i Helsingør på ridderen Hartvig Bryske. Han blev arresteret og slap først
ud af fængslet i 1547, da ”seks Riddersmænd” svor
hans udskyld.
mente. Han er også blandt arvingerne, idet Anders
Henriksen får: Et sværd, som står i mit herberg i
Roskilde, og de knapper som er syet i min røde kjortel”.
Blandt dem, som betænkes i Chistian Daa´s testamente, er også Skt. Sørens Kirke i Holmstrup. Mange
år efter at Anders var død i 1543, hører vi, at hans søn,
Niels til Lyngbygaard, var sagsøgt og dømmes til at
betale 100 mark til denne kirke på baggrund af sagsøgtes fader, afdøde Anders Henriksen Dresselbergs
gæld af 1506 i henhold til et beseglet pantebrev til kirken. Anders havde altså tilsyneladende lånt et betydeligt pengebeløb af kirken i Holmstrup og aldrig betalt
dem tilbage. Til gengæld kunne han i årene efter 1506
føre sig frem.
Vi kender mest Anders fra brevene i Æbelholt
Klosters brevbog. I 1506 afstår han således i et
mageskifte med klostret ti gårde i Hornsherred - i
Skuldelev, Landerslev, Gerlev og Tørslev - til gengæld
for syv gårde i Kirkerup, Skovlunde og Birkerød.
Umiddelbart lyder det ikke som en god handel for
Anders, men den hænger antageligt sammen med, at
slægten havde udvalgt augustinerne på Æbelholt som
Anders Henriksen Dresselberg
Henriks søn, Anders, overtog som sagt
efter faderens død slægtsgården i Lille
Lyngby, som han skriver sig til frem til
sin død. Vi hører ikke meget til ham i
hans senere leveår. I 1523 nævnes han
blandt de adelsmænd, som påny svor
Christian II troskab, men i 1535 var
hans hustru enke. At han på sine ældre
dage kun sjældent nævnes i breve, hænger måske sammen med de arbejdsopgaver han fik på gården fra 1515, men lad
os starte med begyndelsen.
Første gang, vi hører om Anders, er Fig. 5. Den nuværende præstegård i Lille Lyngby har haft adskillige forden 11. maj 1501, hvor han er blandt
gængere, bl.a. den som Anders Henriksen Dresselberg i 1515 lejede af
eksekutorerne af Christian Daas testaÆbelholt Kloster.
10
det kloster, slægten var knyttet til. Året efter giver han
da også de tre gårde i Kirkerup tilbage til klostret til
gengæld for, at kannikerne ”trofast bede for mig og min
sjæl og alle mine forfædres sjæle, [og] gøre os delagtige i
alle de gode gerninger, som bliver gjort i deres kloster til
evig tid med messer og anden gudstjeneste”.
Præcis otte år efter, den 7. januar 1515, bekræfter
Anders Henriksen gaven af gårdene i Kirkerup, men
samme dag indgår han også en anden aftale med
klostret - en lejeaftale. Anders Henriksen lejer alle
klostrets gårde i Lille Lyngby inklusive præstegården,
men eksklusive fiskeriet i Klønne Vig. Aftalen skal
løbe, så længe Anders og hans hustru, fru Abel, samt
deres børn lever. Til gengæld for lejen af gårdene skal
de årligt yde en landgilde på 18 pund korn, og ”venligt
bi(stå) og hjælpe dem, hvis det bliver nødvendigt at forsvare klosterets bønder på tinge eller andetsteds, når der
er behov for det”.
Med denne aftale var grundlaget lagt for det
nære forhold mellem adelsslægten i Lille Lyngby og
Æbelholt Kloster. Samtidig havde slægten sikret sig et
godt fodfæste i landsbyen, hvor deres hovedgård lå.
Aftalen afspejler imidlertid også, at Anders ikke
var særlig godsrig eller med andre ord, at der ikke
lå særligt mange fæstegårde til hovedgården i Lille
Lyngby, og det har sin egen forklaring.
Jordegods
Vi ved, at Anders´ mor, Kirsten Basse, var død før den
7. januar 1507 og antageligt også før den dag i 1503,
hvor Anders første gang træder ind på ”ejendomsmarkedet”(11). Børnenes skifte efter Henrik og hans to
hustruer kender vi ikke, men det er nok sket ret kort
efter, at Kirsten døde.
Hvis vi tør antage, at der kun var fire søskende, har
disse altså skulle dele arven. Middelalderens arveregel
var således, at de to sønner (alt andet lige), Henrik
og Anders, hver arvede 2/6 og de to døtre, Ide og
Kirsten, hver 1/6, idet reglen var sådan, at døtrene
kun arvede det halve af sønnerne.
Grunden til, at matematik er interessant i denne
NoMus
sammenhæng, er, at vi fra en kongelig skatteliste,
som er lavet omkring juletid 1518, kender noget til
slægtens jordbesiddelser i Nordsjælland. Godtnok
finder vi i listen kun de mest velhavende fæstebønder,
og hvem de var fæstere af, men vi får alligevel en ide
om, hvor velstående slægten Dresselberg var. Iøvrigt
er det også i denne liste, vi første gang møder navnet
Lyngbygaard.
De rige bønder
Om Anders (i listen står ”Lyngbygaard”) oplyses blot,
at han havde fire ”rige tjenere”, dvs. velhavende fæstere, i Lynge.
Broderen Morten var tilsyneladende helt anderledes velstående, idet det oplyses, at han havde ”rige
tjenere” i følgende landsbyer i Nordsjælland (antal anført i parantes): Karlebo (1), Brønsholm (3), Niverød
(2), Nivå (1), Auderød (3), Toelt (1), Ludserød (nu
Høvelte) (1), Jørlunde (1), Hørup (5), Manderup (2),
Kvinderup (2), Lystrup (1), Gørløse (3), Borup (3),
Hillerødsholm (1), Hillerød (1), Ølskøb (4). Tjæreby
(2), Harløse (8), Ullerød (2), Tuekøb (2) og Sponholt
(2).
Anders var gift med ”fru Abel”, som er Abel
Didriksdatter Quitzow. For fuldstændighedens skyld
skal nævnes, at listen også oplyser, at hun havde tre
rige fæstere i Store Lyngby.
Jeg har tidligere, i NoMus 2/2003, beskæftiget
mig med skattelisten, og nåede her ved at sammenligne med Sjællands Stifts Landebog fra 1568 frem til,
at der i Nordsjælland i 1500-tallet var mellem 2-3000
gårde. Selv om der selvfølgelig er stor usikkerhed, kan
man forsigtigt anslå, at ca. 1/3 af Nordsjællands bønder i 1518 beskrives som rige, hvilket igen leder frem
til, at Morten ejede ca. tre gange så mange gårde, som
listen angiver, eller med andre ord, ca. 150 gårde.
Selvom der herfra er et stykke vej op til hans næsten samtidige, rigshofmester Poul Laxmands godt
900 gårde (hvortil kom et lille dusin herre- og bygårde), må Mortens jordegods bestemt beskrives som
ganske pænt for en mand af lavadelsslægt.
NoMus
Men hvorfor står broderen Anders blot med
Lyngbygaard og fire gårde i Lynge, og hvorfor optræder søstrene, Ide og Kirsten, slet ikke på listen?
Det kan vi af gode grunde ikke vide, men der er
næppe tvivl om, at den fædrene gård, Lyngbygaard,
har vejet tungt i skiftet. Vi ved, at Anders havde de
ti gårde i Hornsherred og fire i Lynge. Han har sikkert haft flere end disse, men næppe mange flere.
Hovedgården i Lille Lyngby har givetvis udgjort hovedparten af hans arv.
Med hensyn til Ide og Kirsten kan vi gætte på, at
det jordegods de fik tildelt lå uden for Nordsjælland,
da de jo skulle giftes. Kirsten kender vi som sagt
intet til, og Ide blev som tidligere nævnt gift med
Christoffer Eriksen Dyre-Vindinge.
Sidste generation
Med børnene af Anders og Abel når vi frem til den
tredje og sidste generation af slægten Dresselberg på
Lyngbygaard.
Anders fik med Abel en søn, Niels, som overtog
Lyngbygaard, og en datter, Ide. Herudover havde de
muligvis også en datter, som hed Karen (12).
Ide blev gift med Poul Poulsen Skinkel til Egeskov,
og Østrupgaard på Fyn. Poul faldt under syvårskrigen
i 1565, men Ide må have været meget gammel, da hun
i 1587 døde i Odense. De er begge begravet i Østrup
Kirke.
Broderen, Niels Andersen Dresselberg, var tilsyneladende en stridbar herre, da vi mest kender ham
fra en længere række stridigheder og domme. Mange
af dem er dog svære at gennemskue, og det vil her føre
for vidt at gennemgå dem. Bange for landets mægtige
mænd var han imidlertid ikke. I 1537, da han første
gang nævnes, er det således i en sag mod en af sin tids
rigeste godsejere, rigsråden hr. Predbjørn Podebusk,
som førte sagen for sin hustru, Anne Mouridsdatter
Gyldenstjerne - en sag som Niels iøvrigt vandt. Det
gjorde han også i 1542 i en ældre strid med Henrik
Gøye til Gisselfeld om en humlehave.
Nævnes skal også, at det er ham, som omkring
11
1541 genoptager den gamle skelstrid mellem St.
Lyngby og Skævinges jorder (13). Han gør det imidlertid tilsyneladende ikke på egne vegne, men på
kongens. Det fremgår af, at forhandlingen foregik på
Københavns slot, hvor en række rigsråder bevidnede
forhandlingen, og hvor Niels (af kongen) beskrives
som ”vor mand og tjener”.
Ejerskabet til Lyngbygaard
Formuleringen ”vor mand og tjener” må udlægges
som, at Niels ikke besad Lyngbygaard. Der er muligvis
tale om, at han havde solgt Lyngbygaard til kongen.
En anden mulighed kan imidlertid ikke udelukkes,
nemlig at slægten aldrig havde ejet Lyngbygaard. Det
kan tænkes, at den - måske helt tilbage til Jens Jepsen
Barritsens tid - var lejet fra Æbelholt Kloster. Den
ville så ved reformationen i 1536, som alt andet klostergods, være kommet til Kronen.
Hvor om alt er, Niels Andersen boede fortsat de
følgende år på Lyngbygaard, hvor han må have fungeret som kongens foged.
At det vitterligt forholdt sig sådan, ses af to yngre
breve, som er udstedt i forbindelse med den store
nordsjællandske krongodssamling. I 1558 beordrer
kongen Lyngbygaard nedlagt. På en senere foresprøgsel fra Mogens Gyldenstjerne, om hvad han skulle
gøre med Lyngbygaard, ”som Niels Andersen har i
værge”, svarer kongen - noget vrissent - den 26. oktober 1560: ”...at han jo i Odense fik kongens følgebrev til
bønderne, og at det var kongens mening, at han skulle
have taget både gård og bønder fra Niels Andersen”.
Lyngbygaards skæbne
Hermed var Lyngbygaards skæbne beseglet, selvom
Niels Andersen endnu den 21. november 1561 skrev
sig til Lyngbygaard. Han gør det imidlertid i en rigsrådsdom, hvor han var anklaget for at have sat en
fæstebonde ud af dennes fæstegård i Lynge, fordi han
”selv hehövede Gaarden”. Niels vandt sagen, fordi han,
i henhold til gammel skik, kunne bevise, at han havde
givet bonden indfæstningen tilbage.
12
Niels må kort efter dette tidspunkt være flyttet fra
Lyngbygaard og ned til fæstegården i Lynge. Vi hører i
hvert tilfælde ikke mere til Lyngbygaard, som kongen
sikkert har ladet nedrive og omdanne til de to fæstegårde, som Pontoppidan omtaler.
Niels havde i december 1561 endnu et udestående
med Frederik II, nemlig at skulle mageskifte sit jordegods i Nordsjælland med kongen. Den 7. december
1561 befaler kongen således sin nordsjællandske lensmand, Herluf Trolle, at han på kongens vegne skal oppebære ”... landgilde af alt gods i Try Herred, hvem det
end tilhører, ... kun Niels Andersens gods undtages”.
Forhandlingen afsluttedes den 15. februar 1562,
hvor Niels Andersen fik 22 gårde i Stigsbjergby og
en i Kastrup. Til gengæld måtte han til kongen afstå
fire gårde i Store Lyngby, tre gårde i henholdsvis
Ølstykke og Lynge, to gårde i Oppesundby og en gård
i henholdvis Hørup, Kregme og Skævinge. Endvidere
afstod han i Nordsjælland i Lille Lyngby et gadehus og
en vindmølle, i Lynge to gadehuse og på Strøs jord ”...1
øde jord agerland og 86 læs eng”. I Københavms omegn
afstod han i landsbyerne Buddinge, Skovlunde og
Herlev, i alt otte gårde og en vindmølle.
Slægten Dresselberg efter Lyngbygaard
Niels forblev i kongens tjeneste, men er nok ret
hurtigt fraflyttet gården i Lynge. Han skrev sig de
efterfølgende år til de steder han havde fået af kongen,
Bjergbygaard og Kastrup.
Niels var imidlertid allerede omkring 1543 blevet
gift med Johanne Hansdatter Rud til Vognserup,
og det var her vest for Holbæk, at slægtens fremtid
kom til at ligge - endda på en hel nyopført herregård.
Johannes bror, Peder, døde i 1559, som den sidste
mand i slægten Rud. Hans enke, Johannes svigerinde,
Grethe Karlsdatter Bryske opførte de følgende år den
nye herregård, Vognserup. Johanne fik ikke den store
glæde af dette, idet hun døde i 1564, men da Grethe
Bryske døde i 1575 gik den i arv til Niels og Johannes
to sønner, Anders og Vilhelm,
Niels levede endnu knapt 20 år. Han døde den 10.
NoMus
oktober 1594 på Vindinge ved Roskilde, en herregård,
som han (eller muligvis sønnen Vilhelm) havde arvet
efter Erik Christoffersen Dyre-Vindinge, Niels´ onkel.
Niels og Johanne havde ud over Anders og
Vilhelm yderligere fire sønner, men de døde alle barnløse.
Både Anders og Vilhelm fik ganske fornemme
karrierer i kongens kancelli, og de opnåede også
begge at blive landsdommere på Sjælland. Selvom
Anders efter to ægteskaber døde barnløs i 1613, var
der ikke umiddelbart noget der tydede på, at broderen Vilhelm, som døde i 1620, skulle blive slægtens
sidste mand. Vilhelm var i 1591 blevet gift med Karen
Ejlersdatter Grubbe, og de fik de følgende år ikke
mindre end syv børn. De seks af disse, alle sønner,
døde imidlertid, inden de blev voksne. Kun datteren
Mette nåede voksenalderen, men hun døde, gift men
barnløs, blot 35 år gammel i 1635 på Vognserup.
Dermed blev slægten Dresselberg optaget i det store
selskab af uddøde, danske adelsslægter - ja, aldeles uddød både i mands- og kvindelinien.
Noter
1) For en oversigt over artiklerne henvises til registret
1988-2005 i NoMus 1/2006.
2) Oplysningerne stammer fra et udateret brev, givet
af kong Niels om fiskestedet Klønne. Historien om fiskestedet har forfatteren berettet om i sidste nummer
af NoMus, men i brevet er der også en oplysning om,
at da kansleren Anders og hans bror Ebbe Sunesen
til Knardrup (af slægten Galen-Hvide) tog op for at
besigtige Klønne, var de ledsaget af Torben, ”vor (dvs.
kong Niels´) tro mand”. Denne titulering anvender
kongerne i middelalderen ofte netop om deres bryder og fogeder, og der er god grund til at antage, at
Torben, som også er medunderskriver af brevet, var
kongens lokale bryde eller ombudsmand på stedet.
Brevet er kun overleveret som en afskrift i
Æbelholt Klosters Brevbog, og dets højtflyvende
sprog lader ikke megen tvivl tilbage om, at det er for-
NoMus
fattet af abbed Vilhelm på Æbelholt Kloster. Dette
tillader dog på ingen måde at antage, at brevet er en
forfalskning. Vilhelm tilhørte Europas intellektuelle
elite i datiden, og kongen har sikkert ofte benyttet sig
af hans kunnen - også selv om han i dette tilfælde var
part i sagen. I øvrigt bekræfter senere kilder rigtigheden af brevets indhold.
3) Brunsvig er det danske navn for det gamlet tyske
hertugdømme, Braunschweig.
4) Erik Plovpenning var den 23. maj 1241 endnu kun
”medkonge”, idet hans far, Valdemar Sejr, først døde
fem dage senere, den 28. maj 1241, i Vordingborg.
Erik udstedte dog i hele sin tid som medkonge, 12321241, selvstændigt kongebreve.
Den omtalte hertug Abel er Hetug Abel af
Sønderjylland, som 1250-1252 var konge af Danmark
som Abel I. Junker Kristoffer er den senere Kristoffer
I, som var konge 1252-1259.
5) Helene og Vilhelm blev stamfædre til det nuværende hannoveransk-engelske kongehus - men det er
en ganske anden historie.
6) F. eks. i ”Frederiksborg Amts Stednavne 1929”. I
brevbogen findes jordebogsoptegnelsen under et brev
fra 1280 om Ubberup. Denne umiddelbart lidt ulogiske placering af optegnelsen, er i brevbogens egen
logik ganske logisk, idet Ubberup sammen med Store
og Lille Lyngby kom til klostret på samme tidspunkt,
dvs. i år 1241.
7) Barritsen er et adelsslægtsnavn på samme måde
som f. eks. Thott og Bille. Brevet med vedhæftede segl
findes i Rigsarkivet. Et resumé af brevet er publiceret i
”Fortegnelse over Danmarks Breve fra Middelalderen”
(ed. Kr. Erslev). Den nyligt oversatte udgivelse på
nettet (Danmarks Riges Breve) har glemt Jens Jepsen
Barritsens navn.
13
8) Brevet findes i afskrift i Esrum Klosters brevbog og
ligeledes i Københavns Diplomatarium. Derimod er
det, på trods af, at det blev udstedt på Æbelholt, ikke
kommet med i Æbelholt Klosters brevbog, hvilket vel
er en forglemmelse.
9) Esrum Klosters brevbog, nr. 123: Henrick Iensson
aff Lywngby.
10) Henrik havde to brødre, Laurids og Niels, og vi
kender også navnet - og kun navnet - på de tre brødres
far, Jens Henriksen. Der kendes ikke efterkommere efter Laurids, og Niels´ gren uddøde i mandslinien med
Niels og i kvindelinien med hans to døtre, Margrethe
og Gertrud.
11) Det år købte han to gårde i Borup i Merløse
Herred, som han dog i 1509 solgte til Antvorskov
Kloster. De lånte penge fra Skt. Sørens Kirke var måske ved at slippe op?
12) Det antages almindeligvis, at Karen blev gift med
Jacob Pedersen Mylting til Holmegaard på Langeland,
men dette er usikkert. I Dansk Adels Aarbog 1905
anføres Karen som en datter af Anders Nielsen
Dresselberg, en person som slet ikke findes. Muligvis
menes, at hun var en datter af Niels Andersen
Dresselberg. Af en herredagsdom fra 1537 kan vi se,
at Niels havde flere (unavngivne) søskende, så Karen
var antageligt hans søster.
13) Se NoMus 2/2007, ”Tre små historier fra Æbelholt
Klosters brevbog”, side 16.