Adelsslægten Dresselberg på Lyngbygaard, en
NoMus Adelsslægten Dresselberg på Lyngbygaard, en forsvunden herregård i Lille Lyngby Finn Erik Kramer Forfatteren har i ældre numre af NoMus berettet om flere af de herregårde og voldsteder, som tidligere lå i omegnen af Hillerød: Faurholm, Stenholt, Bastrup, Dronningholm og Grønholt (1). Herregården Lyngbygaard, som lå i Lille Lyngbys vestlige udkant ved sydsiden af Arresø, har jeg dog kun sporadisk berørt. Det skulle denne artikel gerne råde bod på. (fig 1). Ud over det viste spænde drejer det sig om et cirkulært, forgyldt hængesmykke, et ligearmet spænde og dele af et skålspænde. Fra de efterfølgende århundreder, altså op gennem middelalderen, er antallet af detektorfund langt større. Alt i alt demonstrerer udgravningerne ved kirken og genstandene fundet i og omkring landsbyen, at Lille Lyngby fra vikingetid og fremefter eksisterede som landsby. Før Lyngbygaard Lille Lyngbys historie som sognelandsby går i hvert tilfælde tilbage til vikingetid. I artiklen ”Sogne i vikingetid - set fra Nordsjælland” (NoMus 2/2006 ) fortalte jeg om, at den nuværende stenkirke i Lille Lyngby har haft en træbygget forgænger. I Lille Lyngbys nære omegn er der også gjort detektorfund fra vikingetid Brydegård I slutningen af 1100-tallet, da Niels var konge (11821202), ejede kongen Lille Lyngby. Han havde i landsbyen vist også en bryde (en godsforvalter ), som hed Torben (2). Hvis dette er rigtigt, må der have været en brydegård - en større gård. Det er måske i denne brydegård, vi skal se forgængeren til den senere Lyngbygaard? Samtidig antyder oplysningen måske også, at det var kongeslægten, som i forne tider havde opført landsbyens kirke. Engang i første halvdel af 1200-tallet, måske i år 1202, var Lille Lyngby gledet kongen af hænde. Men vi skal frem til 1241 for at finde forklaringen. Fig. 1. Trefliget spænde fra vikingetid fundet i nærheden af stedet, hvor Lyngbygaard lå. Det er fra 900-tallet. Fra kongen til klostret I Roskilde, den 23. maj 1241, solgte hertug Otto af Brunsvig (3) Lille Lyngby, Store Lyngby og den tilstødende ”lille landsby” (oppidum) Ubberup til Æbelholt Kloster. Salget skete med kong Erik Plovpennings tilladelse og ”frihed” (liberalitate, skal vist forstås som NoMus gavmildhed), og brevet var med segl blevet bekræftet af kong Erik og hans to brødre, ”hr. hertug Abel og hr. junker Kristoffer” (4). I disse tre kongelige personers besegling af brevet ligger nøglen til at forstå Lille Lyngbys ældste ejendomshistorie - og i øvrigt også de to andre landsbyers. For at forklare dette, må vi omkring et lille skoleridt i kongerækken. Kongerække Hertug Otto af Brunsvig var søn af Wilhelm af Lüneburg og Helene af Danmark (5). De blev gift i juli 1202. Helene var datter af Valdemar den Store, konge af Danmark 1157-1182. Et andet barn af Valdemar den Store var som bekendt Niels, som efterfulgte Valdemar som konge i 1182 og var konge til sin død den 12. november 1202. Et tredje barn af Valdemar den Store var Valdemar II Sejr, konge af Danmark 1202-1241. Og det var Valdemar Sejrs søn, Erik Plovpenning, der efterfulgte ham som konge i 1241, og som udstedte brevet i Roskilde dette år. Brudegave Hvorfor og hvornår kongen afgav Lille Lyngby, er der ikke noget bevaret dokument, som fortæller om, men det er ud fra ovenstående muligt at fremlægge et ganske sandsynligt handlingsforløb. Vi ved som sagt, at bønderne i Lille Lyngby på kong Niels´ tid var hans, og at landsbyen således var ejet af kongen. Vi kan derfor med ganske stor sikkerhed formode, at kong Niels, få måneder før sin død, som brudegave eller lignende forærede Lille Lyngby og de to andre landsbyer til sin søster Helene og hendes tilkommende mand, Vilhelm af Lüneburg. Da Helene døde i 1223, må sønnen Otto have arvet de tre landsbyer, hvilket forklarer hans ejerskab til dem i 1241. Kongeslægtens ejendom De tre kongelige segl på brevet fra 1241 kræver også en nærmere forklaring. Seglene - og brevets formulering - afslører, at de tre landsbyer ikke var kongelev, det vil sige gods ejet af Kronen, men derimod patrimonium, dvs. gods ejet af selve kongefamilien. Selv om de tre landsbyer var gledet ud af den nærmeste kongeslægts eje, anså kongen det stadigt for nødvendigt, at potentielle arvinger, hertug Abel og junker Kristoffer, godkendte salget til Æbelholt Kloster. Man kan så måske undre sig over, at Valdemar Sejr ikke også har beseglet brevet, men forklaringen er vel dels, at medkongen Erik Plovpenning ganske selvstændigt udstedte kongebreve, og dels at Valdemar Sejr lå for døden (se note 4). I klostrets ejerskab I de efterfølgende århundreder omtales Lille Lyngby som ejet af Æbelholt Kloster, f.eks. i et bekræftelsesbrev fra pave Innoncens IV fra 1246, og i 1342, hvor Lille Lyngby Kirke af bispen i Roskilde gives til klostret, og hvor det siges, at kirken ligger ”midt i klostrets besiddelser”. Klostrets jordebog oplyser, at Lille Lyngby på nær 2 pund giver 2 mark korn (Pensio de Lyngby Lille, II mark, II pund minus). Jordebogsoptegnelserne i Æbelholt Klosters brevbog menes at være indført omkring år 1450 (6). På denne baggrund kan det umiddelbart virke mærkeligt, at en adelsmand, Jens Jepsen Barritsen, i år 1411 skriver sig til Lille Lyngby (7). Forklaringen er nok, at han var i klostrets tjeneste. Ikke blot i Lille Lyngby men mange andre steder, kan vi se, at det fra 1300-tallet bliver almindeligt, at klostre og bisper indsætter adelsmænd til at varetage deres interesser. Disse kom som oftest fra lavadelsslægter, dvs. var væbnere. Jens Jepsen skrev sig til ”Lille Lyngby”, ikke til ”Lyngbygaard”. Det er dog meget tænkeligt, at Lyngbygaard, som først nævnes ved navn godt 100 år senere, kan føre sine rødder tilbage til Jens Jepsens tid - og muligvis endda til 1100-tallets brydegård. Inden vi når frem til artiklens egentlige emne, Lyngbygaard og slægten Dresselberg, må vi tage endnu en lille omvej, nemlig hvad senere tider huskede om denne herregård. Historieskrivning og registrering Endnu 200 år efter at herregården var forsvundet, var den ikke helt glemt. Pontoppidan skriver nemlig i 1774 i sin ”Danske Atlas”: ”I Lille Lyngbye har været en Herre-Gaard, som nu ere to Bønder-Gaarde”. Da Nationalmuseet i 1887 ved herredsrejsen nåede frem til Lille Lyngby sogn, noterede Vilhelm Boye under sognets fortidsminde nr. 9: ”Gaarden Grønholm. Munkestene ere fundet ved Havegjærdet. En Bygning skal have staaet der”. Fundstedet blev af Boye afsat nogle meter vest for gården Gammel Grønholms havegærde. Stedet vender ud mod Arresø og er nordsiden af en markant bakke. Navnet på denne bakke findes ikke på kort fra Boyes samtid, men på nutidige kort ses navnet, Ladebakken. Dette navn findes også på et kort fra 1786, Laaebaks Ager, ligsom det genfindes i markbøgerne fra 1682 som Ladebache Aas. NoMus Bakkens navn indikerer, at den ladegård, som hørte til herregården, har ligget på bakken. Når vi sammenholder Pontoppidans og Boyes oplysninger, kan vi se, at Boyes punkt er afsat en smule vest for de to vestligste gårde i Lille Lyngby, som ligger tæt op ad hinanden, Damgaarden og Gammel Grønholm. Der er ingen grund til at betvivle, at det var disse to gårde, som Pontoppidan kunne fortælle, var grundlagt på stedet hvor herregården lå. Denne herregård - kan vi nu tilføje - hed Lyngbygaard, og her boede i forne tider en adelsslægt, som bar slægtsnavnet Dresselberg. Dresselberg I år 1481 sad der på borgen Dragsholm i Odsherred en bispefoged, som hed Henrik Jensen. Han omtales som vidne i et brev fra den 11. september. Brevet, som er givet på Æbelholt Kloster, omhandler et mageskifte (dvs. bytte) mellem Æbelholt og Esrum Kloster, hvor Esrum Kloster får en gård i Købmagergade i København, mens Æbleholt Kloster får en gård i Vassingerød og en gård i Kolsbæk (8). Fig. 2. Lille Lyngby. I landsbyens vestlige del ligger Damgaard og Gammel Grønholm og umiddelbart vest herfor Ladebakke, hvor Nationalmuseet i 1887 oplyste, at der havde ”stået en bygning” (rødt punkt). På oversigtskortet er med blåt også vist Æbelholt Klosters beliggenhed. NoMus den gren af Basse-slægten som Kirsten Andersdatter stammede fra, skrev sig i mange generationer til en herregård i Dresselberg. Henrik fik med sin første hustru Ingefred en datter, Kirsten, men bortset fra hendes navn, kender vi intet til hende. Den livskraftige del af slægten blev efterkommerne fra Henriks anden ægteskab med Kirsten Andersdatter Basse. Forklaringen på slægtsnavnet ser altså ud til at være, at Kirsten Andersdatter, slægtens stamFig. 3. Lille Lyngby set fra syd. Damgaard og Gammel Grønholt gemmer sig mor stammede fra Dresselberg. inde bag træerne vest for vejen. Kirsten havde iøvrigt en bror, Niels, som i mange år skrev sig til Blot fire år senere, den 30. november 1485, skriver Dresselberg, og som på sine gamle dage, dvs. omkring Henrik Jensen sig til Lille Lyngby, og vi tør vel antage, 1518, var indskrevet, dvs. pensionist, på Æbelholt at han da er gået i Æbelholt Klosters tjeneste (9). De Kloster. næste 12 år optræder han i adskillige dokumenter som For at gøre stamtræet rimeligt komplet skal også vidne og altid som væbner. I alle disse år skrives han til nævnes, at Henrik havde to brødre, Laurids og Niels. Lille Lyngby. Af et par dokumenter, fra 1495 og 1497, Om Laurids ved vi ikke noget, men Niels blev gift kan vi se, at Henrik Jensen ”af Liwngby” også ejede en med Maren Andersdatter af slægten Godov. En søster gård i København. Sidste gang han nævnes er den 16. til Maren, Ellen, blev gift med Jens Andersen Bassemarts 1497, og han er sikkert død kort efter. Dresselberg, så også denne gren af slægten Dresselberg Ud fra senere kilder ved vi, at Henrik tilhørte havde familieforbindelser til Basser´ne i Dresselberg slægten Dresselberg - ja, han regnes som selve stamfaved Kalundborg. deren til denne adelsslægt (10). Efterkommerne Navnet Dresselberg Henrik Jensen fik med Kirsten Andersdatter tre børn, Navnet på adelsslægten i Lille Lyngby kommer fra en Anders, Morten og Ide. landsby i nærheden af Kalundborg, Dresselberg. Anders har sikkert været den ældste af børnene, Men hvorfor valgte slægten netop navnet på en for det var ham, der skrev sig til Lille Lyngby henlandsby ved Kalundborg, når de boede i Lille Lyngby holdsvis Lyngbygaard, efter at faderen var død engang i Nordsjælland? Måske mangler en del af forklaringen, efter år 1497. Morten, som sikkert var den yngste af sønmen vi ved, at Henrik Jensen, efter først at have været nerne, fulgte, som så mange af de yngre adelssønner gift med Ingefred Torbensdatter af slægten Bille blev i samtiden, den kirkelige vej. I 1503 var han rejst til gift med Kirsten Andersdatter af slægten Basse. Netop NoMus Efterkommere til Jens Henriksen Dresselberg Jens Henriksen Dresselberg Ingefred Torbensdatter Bille Bjergbygaard Kirsten Henriksdatter Dresselberg Niels Andersen Dresselberg (Lyngbylille) 10 okt 1594 i på Vindinge Henrik Jensen Dresselberg Lyngbygaard mel. 27 feb 1497 - 07 jan 1507 Anders Henriksen Dresselberg Lyngbygaard mel. 1523 - 1535 Johanne Hansdatter Rud Vognserup 03 okt 1564 Kirsten Andersdatter Basse-Dresselberg Dresselberg før 07 jan 1507 Abel Didriksdatter Quitzow Lyngbygaard eft. 1535 Karen Andersdatter Dresselberg eft. 1561 Niels Jensen Dresselberg Laurids Jensen Dresselberg Morten Henriksen Dresselberg Roskilde 20 aug 1536 Ide Andersdatter Dresselberg 30 jan 1587 i Odense Ide Henriksdatter Dresselberg før 1536 Poul Poulsen Skinkel hd) 20 okt 1565 i "Faldt for Varbjerg" ved Svarteraa under Mourids Podebusks fane Christoffer Eriksen Dyre-Vindinge H) eft. 1508 Maren Andersdatter Godov før 1486 Gertrud Nielsdatter Dresselberg Sidsel Mauridsdatter Skave 26 dec 1592 i på Vindinge Peder NN Mette Eilersdatter Grubbe 07 maj 1587 i på Vognserup Erik Christoffersen Dyre-Vindinge Vindinge 1554 Margrethe Nielsdatter Dresselberg Anders Nielsen Dresselberg H.) 12 sep 1613 Margrethe Tagesdatter Hollunger Hans Pedersen Basse Karen Hansdatter Skinkel 03 nov 1624 Wilhelm Nielsen Dresselberg Sjælland 08 jun 1620 Karen Eilersdatter Grubbe 26 nov 1630 i på Vindinge Folmer Nielsen Dresselberg Katrup 12 maj 1595 i på Vognserup Erik Nielsen Dresselberg Thy Peder Nielsen Dresselberg Kastrup 30 maj 1595 i København Hans Nielsen Dresselberg Bjergbygaard 1616 Berete Tønnesdatter Galde før 29 maj 1618 Fig. 4. Slægten Dresselbergs stamtræ og våben. Våbnet er gengivet efter Vilhelm Dresselbergs, slægtens sidste mand, som det kendes fra en gammel, såkaldt stambog, hvor årstallet 1586 også er anført. I skjoldet var i blåt felt en grøn egestub med to guldagern, og på hjelmen syv vekselvis grønne og blå påfuglefjer. Våbnet er gentegnet i Danmarks Adels Aarbog 1891, hvor også slægten er behandlet. NoMus Tyskland, hvor han studerede ved universitetet i Køln. Efter velendte studier, han kaldes senere ”mester” (magister), vendte han í 1507 tilbage til Danmark , hvor han tiltrådte et kannikeembede ved Roskilde Domkirke. Dette embede varetog han til sin død den 20. august 1536. Fra 1527 var han tillige forstander for Skt. Agnete Kloster i Roskilde. Om han kom uheldigt af dage i forbindelse med reformationen 1536, ved vi ikke, men da netop august var måneden, hvor urolighederne kulminerede, kan det ikke udelukkes. Morten blev begravet i Roskilde Domkirke, hvor hans gravsten stadig ses i gulvet. Datteren Ide blev gift med Christoffer Eriksen af slægten Dyre til Vindinge ved Vordingborg. I denne slægts eje var også herregårdene Gerdrup ved Skælskør og Vognserup vest for Holbæk, hvor slægten Dresselberg senere skulle komme til at bo. Christoffer Eriksen er i øvrigt mest kendt for, at han i 1545 skulle have begået et voldeligt overfald i Helsingør på ridderen Hartvig Bryske. Han blev arresteret og slap først ud af fængslet i 1547, da ”seks Riddersmænd” svor hans udskyld. mente. Han er også blandt arvingerne, idet Anders Henriksen får: Et sværd, som står i mit herberg i Roskilde, og de knapper som er syet i min røde kjortel”. Blandt dem, som betænkes i Chistian Daa´s testamente, er også Skt. Sørens Kirke i Holmstrup. Mange år efter at Anders var død i 1543, hører vi, at hans søn, Niels til Lyngbygaard, var sagsøgt og dømmes til at betale 100 mark til denne kirke på baggrund af sagsøgtes fader, afdøde Anders Henriksen Dresselbergs gæld af 1506 i henhold til et beseglet pantebrev til kirken. Anders havde altså tilsyneladende lånt et betydeligt pengebeløb af kirken i Holmstrup og aldrig betalt dem tilbage. Til gengæld kunne han i årene efter 1506 føre sig frem. Vi kender mest Anders fra brevene i Æbelholt Klosters brevbog. I 1506 afstår han således i et mageskifte med klostret ti gårde i Hornsherred - i Skuldelev, Landerslev, Gerlev og Tørslev - til gengæld for syv gårde i Kirkerup, Skovlunde og Birkerød. Umiddelbart lyder det ikke som en god handel for Anders, men den hænger antageligt sammen med, at slægten havde udvalgt augustinerne på Æbelholt som Anders Henriksen Dresselberg Henriks søn, Anders, overtog som sagt efter faderens død slægtsgården i Lille Lyngby, som han skriver sig til frem til sin død. Vi hører ikke meget til ham i hans senere leveår. I 1523 nævnes han blandt de adelsmænd, som påny svor Christian II troskab, men i 1535 var hans hustru enke. At han på sine ældre dage kun sjældent nævnes i breve, hænger måske sammen med de arbejdsopgaver han fik på gården fra 1515, men lad os starte med begyndelsen. Første gang, vi hører om Anders, er Fig. 5. Den nuværende præstegård i Lille Lyngby har haft adskillige forden 11. maj 1501, hvor han er blandt gængere, bl.a. den som Anders Henriksen Dresselberg i 1515 lejede af eksekutorerne af Christian Daas testaÆbelholt Kloster. 10 det kloster, slægten var knyttet til. Året efter giver han da også de tre gårde i Kirkerup tilbage til klostret til gengæld for, at kannikerne ”trofast bede for mig og min sjæl og alle mine forfædres sjæle, [og] gøre os delagtige i alle de gode gerninger, som bliver gjort i deres kloster til evig tid med messer og anden gudstjeneste”. Præcis otte år efter, den 7. januar 1515, bekræfter Anders Henriksen gaven af gårdene i Kirkerup, men samme dag indgår han også en anden aftale med klostret - en lejeaftale. Anders Henriksen lejer alle klostrets gårde i Lille Lyngby inklusive præstegården, men eksklusive fiskeriet i Klønne Vig. Aftalen skal løbe, så længe Anders og hans hustru, fru Abel, samt deres børn lever. Til gengæld for lejen af gårdene skal de årligt yde en landgilde på 18 pund korn, og ”venligt bi(stå) og hjælpe dem, hvis det bliver nødvendigt at forsvare klosterets bønder på tinge eller andetsteds, når der er behov for det”. Med denne aftale var grundlaget lagt for det nære forhold mellem adelsslægten i Lille Lyngby og Æbelholt Kloster. Samtidig havde slægten sikret sig et godt fodfæste i landsbyen, hvor deres hovedgård lå. Aftalen afspejler imidlertid også, at Anders ikke var særlig godsrig eller med andre ord, at der ikke lå særligt mange fæstegårde til hovedgården i Lille Lyngby, og det har sin egen forklaring. Jordegods Vi ved, at Anders´ mor, Kirsten Basse, var død før den 7. januar 1507 og antageligt også før den dag i 1503, hvor Anders første gang træder ind på ”ejendomsmarkedet”(11). Børnenes skifte efter Henrik og hans to hustruer kender vi ikke, men det er nok sket ret kort efter, at Kirsten døde. Hvis vi tør antage, at der kun var fire søskende, har disse altså skulle dele arven. Middelalderens arveregel var således, at de to sønner (alt andet lige), Henrik og Anders, hver arvede 2/6 og de to døtre, Ide og Kirsten, hver 1/6, idet reglen var sådan, at døtrene kun arvede det halve af sønnerne. Grunden til, at matematik er interessant i denne NoMus sammenhæng, er, at vi fra en kongelig skatteliste, som er lavet omkring juletid 1518, kender noget til slægtens jordbesiddelser i Nordsjælland. Godtnok finder vi i listen kun de mest velhavende fæstebønder, og hvem de var fæstere af, men vi får alligevel en ide om, hvor velstående slægten Dresselberg var. Iøvrigt er det også i denne liste, vi første gang møder navnet Lyngbygaard. De rige bønder Om Anders (i listen står ”Lyngbygaard”) oplyses blot, at han havde fire ”rige tjenere”, dvs. velhavende fæstere, i Lynge. Broderen Morten var tilsyneladende helt anderledes velstående, idet det oplyses, at han havde ”rige tjenere” i følgende landsbyer i Nordsjælland (antal anført i parantes): Karlebo (1), Brønsholm (3), Niverød (2), Nivå (1), Auderød (3), Toelt (1), Ludserød (nu Høvelte) (1), Jørlunde (1), Hørup (5), Manderup (2), Kvinderup (2), Lystrup (1), Gørløse (3), Borup (3), Hillerødsholm (1), Hillerød (1), Ølskøb (4). Tjæreby (2), Harløse (8), Ullerød (2), Tuekøb (2) og Sponholt (2). Anders var gift med ”fru Abel”, som er Abel Didriksdatter Quitzow. For fuldstændighedens skyld skal nævnes, at listen også oplyser, at hun havde tre rige fæstere i Store Lyngby. Jeg har tidligere, i NoMus 2/2003, beskæftiget mig med skattelisten, og nåede her ved at sammenligne med Sjællands Stifts Landebog fra 1568 frem til, at der i Nordsjælland i 1500-tallet var mellem 2-3000 gårde. Selv om der selvfølgelig er stor usikkerhed, kan man forsigtigt anslå, at ca. 1/3 af Nordsjællands bønder i 1518 beskrives som rige, hvilket igen leder frem til, at Morten ejede ca. tre gange så mange gårde, som listen angiver, eller med andre ord, ca. 150 gårde. Selvom der herfra er et stykke vej op til hans næsten samtidige, rigshofmester Poul Laxmands godt 900 gårde (hvortil kom et lille dusin herre- og bygårde), må Mortens jordegods bestemt beskrives som ganske pænt for en mand af lavadelsslægt. NoMus Men hvorfor står broderen Anders blot med Lyngbygaard og fire gårde i Lynge, og hvorfor optræder søstrene, Ide og Kirsten, slet ikke på listen? Det kan vi af gode grunde ikke vide, men der er næppe tvivl om, at den fædrene gård, Lyngbygaard, har vejet tungt i skiftet. Vi ved, at Anders havde de ti gårde i Hornsherred og fire i Lynge. Han har sikkert haft flere end disse, men næppe mange flere. Hovedgården i Lille Lyngby har givetvis udgjort hovedparten af hans arv. Med hensyn til Ide og Kirsten kan vi gætte på, at det jordegods de fik tildelt lå uden for Nordsjælland, da de jo skulle giftes. Kirsten kender vi som sagt intet til, og Ide blev som tidligere nævnt gift med Christoffer Eriksen Dyre-Vindinge. Sidste generation Med børnene af Anders og Abel når vi frem til den tredje og sidste generation af slægten Dresselberg på Lyngbygaard. Anders fik med Abel en søn, Niels, som overtog Lyngbygaard, og en datter, Ide. Herudover havde de muligvis også en datter, som hed Karen (12). Ide blev gift med Poul Poulsen Skinkel til Egeskov, og Østrupgaard på Fyn. Poul faldt under syvårskrigen i 1565, men Ide må have været meget gammel, da hun i 1587 døde i Odense. De er begge begravet i Østrup Kirke. Broderen, Niels Andersen Dresselberg, var tilsyneladende en stridbar herre, da vi mest kender ham fra en længere række stridigheder og domme. Mange af dem er dog svære at gennemskue, og det vil her føre for vidt at gennemgå dem. Bange for landets mægtige mænd var han imidlertid ikke. I 1537, da han første gang nævnes, er det således i en sag mod en af sin tids rigeste godsejere, rigsråden hr. Predbjørn Podebusk, som førte sagen for sin hustru, Anne Mouridsdatter Gyldenstjerne - en sag som Niels iøvrigt vandt. Det gjorde han også i 1542 i en ældre strid med Henrik Gøye til Gisselfeld om en humlehave. Nævnes skal også, at det er ham, som omkring 11 1541 genoptager den gamle skelstrid mellem St. Lyngby og Skævinges jorder (13). Han gør det imidlertid tilsyneladende ikke på egne vegne, men på kongens. Det fremgår af, at forhandlingen foregik på Københavns slot, hvor en række rigsråder bevidnede forhandlingen, og hvor Niels (af kongen) beskrives som ”vor mand og tjener”. Ejerskabet til Lyngbygaard Formuleringen ”vor mand og tjener” må udlægges som, at Niels ikke besad Lyngbygaard. Der er muligvis tale om, at han havde solgt Lyngbygaard til kongen. En anden mulighed kan imidlertid ikke udelukkes, nemlig at slægten aldrig havde ejet Lyngbygaard. Det kan tænkes, at den - måske helt tilbage til Jens Jepsen Barritsens tid - var lejet fra Æbelholt Kloster. Den ville så ved reformationen i 1536, som alt andet klostergods, være kommet til Kronen. Hvor om alt er, Niels Andersen boede fortsat de følgende år på Lyngbygaard, hvor han må have fungeret som kongens foged. At det vitterligt forholdt sig sådan, ses af to yngre breve, som er udstedt i forbindelse med den store nordsjællandske krongodssamling. I 1558 beordrer kongen Lyngbygaard nedlagt. På en senere foresprøgsel fra Mogens Gyldenstjerne, om hvad han skulle gøre med Lyngbygaard, ”som Niels Andersen har i værge”, svarer kongen - noget vrissent - den 26. oktober 1560: ”...at han jo i Odense fik kongens følgebrev til bønderne, og at det var kongens mening, at han skulle have taget både gård og bønder fra Niels Andersen”. Lyngbygaards skæbne Hermed var Lyngbygaards skæbne beseglet, selvom Niels Andersen endnu den 21. november 1561 skrev sig til Lyngbygaard. Han gør det imidlertid i en rigsrådsdom, hvor han var anklaget for at have sat en fæstebonde ud af dennes fæstegård i Lynge, fordi han ”selv hehövede Gaarden”. Niels vandt sagen, fordi han, i henhold til gammel skik, kunne bevise, at han havde givet bonden indfæstningen tilbage. 12 Niels må kort efter dette tidspunkt være flyttet fra Lyngbygaard og ned til fæstegården i Lynge. Vi hører i hvert tilfælde ikke mere til Lyngbygaard, som kongen sikkert har ladet nedrive og omdanne til de to fæstegårde, som Pontoppidan omtaler. Niels havde i december 1561 endnu et udestående med Frederik II, nemlig at skulle mageskifte sit jordegods i Nordsjælland med kongen. Den 7. december 1561 befaler kongen således sin nordsjællandske lensmand, Herluf Trolle, at han på kongens vegne skal oppebære ”... landgilde af alt gods i Try Herred, hvem det end tilhører, ... kun Niels Andersens gods undtages”. Forhandlingen afsluttedes den 15. februar 1562, hvor Niels Andersen fik 22 gårde i Stigsbjergby og en i Kastrup. Til gengæld måtte han til kongen afstå fire gårde i Store Lyngby, tre gårde i henholdsvis Ølstykke og Lynge, to gårde i Oppesundby og en gård i henholdvis Hørup, Kregme og Skævinge. Endvidere afstod han i Nordsjælland i Lille Lyngby et gadehus og en vindmølle, i Lynge to gadehuse og på Strøs jord ”...1 øde jord agerland og 86 læs eng”. I Københavms omegn afstod han i landsbyerne Buddinge, Skovlunde og Herlev, i alt otte gårde og en vindmølle. Slægten Dresselberg efter Lyngbygaard Niels forblev i kongens tjeneste, men er nok ret hurtigt fraflyttet gården i Lynge. Han skrev sig de efterfølgende år til de steder han havde fået af kongen, Bjergbygaard og Kastrup. Niels var imidlertid allerede omkring 1543 blevet gift med Johanne Hansdatter Rud til Vognserup, og det var her vest for Holbæk, at slægtens fremtid kom til at ligge - endda på en hel nyopført herregård. Johannes bror, Peder, døde i 1559, som den sidste mand i slægten Rud. Hans enke, Johannes svigerinde, Grethe Karlsdatter Bryske opførte de følgende år den nye herregård, Vognserup. Johanne fik ikke den store glæde af dette, idet hun døde i 1564, men da Grethe Bryske døde i 1575 gik den i arv til Niels og Johannes to sønner, Anders og Vilhelm, Niels levede endnu knapt 20 år. Han døde den 10. NoMus oktober 1594 på Vindinge ved Roskilde, en herregård, som han (eller muligvis sønnen Vilhelm) havde arvet efter Erik Christoffersen Dyre-Vindinge, Niels´ onkel. Niels og Johanne havde ud over Anders og Vilhelm yderligere fire sønner, men de døde alle barnløse. Både Anders og Vilhelm fik ganske fornemme karrierer i kongens kancelli, og de opnåede også begge at blive landsdommere på Sjælland. Selvom Anders efter to ægteskaber døde barnløs i 1613, var der ikke umiddelbart noget der tydede på, at broderen Vilhelm, som døde i 1620, skulle blive slægtens sidste mand. Vilhelm var i 1591 blevet gift med Karen Ejlersdatter Grubbe, og de fik de følgende år ikke mindre end syv børn. De seks af disse, alle sønner, døde imidlertid, inden de blev voksne. Kun datteren Mette nåede voksenalderen, men hun døde, gift men barnløs, blot 35 år gammel i 1635 på Vognserup. Dermed blev slægten Dresselberg optaget i det store selskab af uddøde, danske adelsslægter - ja, aldeles uddød både i mands- og kvindelinien. Noter 1) For en oversigt over artiklerne henvises til registret 1988-2005 i NoMus 1/2006. 2) Oplysningerne stammer fra et udateret brev, givet af kong Niels om fiskestedet Klønne. Historien om fiskestedet har forfatteren berettet om i sidste nummer af NoMus, men i brevet er der også en oplysning om, at da kansleren Anders og hans bror Ebbe Sunesen til Knardrup (af slægten Galen-Hvide) tog op for at besigtige Klønne, var de ledsaget af Torben, ”vor (dvs. kong Niels´) tro mand”. Denne titulering anvender kongerne i middelalderen ofte netop om deres bryder og fogeder, og der er god grund til at antage, at Torben, som også er medunderskriver af brevet, var kongens lokale bryde eller ombudsmand på stedet. Brevet er kun overleveret som en afskrift i Æbelholt Klosters Brevbog, og dets højtflyvende sprog lader ikke megen tvivl tilbage om, at det er for- NoMus fattet af abbed Vilhelm på Æbelholt Kloster. Dette tillader dog på ingen måde at antage, at brevet er en forfalskning. Vilhelm tilhørte Europas intellektuelle elite i datiden, og kongen har sikkert ofte benyttet sig af hans kunnen - også selv om han i dette tilfælde var part i sagen. I øvrigt bekræfter senere kilder rigtigheden af brevets indhold. 3) Brunsvig er det danske navn for det gamlet tyske hertugdømme, Braunschweig. 4) Erik Plovpenning var den 23. maj 1241 endnu kun ”medkonge”, idet hans far, Valdemar Sejr, først døde fem dage senere, den 28. maj 1241, i Vordingborg. Erik udstedte dog i hele sin tid som medkonge, 12321241, selvstændigt kongebreve. Den omtalte hertug Abel er Hetug Abel af Sønderjylland, som 1250-1252 var konge af Danmark som Abel I. Junker Kristoffer er den senere Kristoffer I, som var konge 1252-1259. 5) Helene og Vilhelm blev stamfædre til det nuværende hannoveransk-engelske kongehus - men det er en ganske anden historie. 6) F. eks. i ”Frederiksborg Amts Stednavne 1929”. I brevbogen findes jordebogsoptegnelsen under et brev fra 1280 om Ubberup. Denne umiddelbart lidt ulogiske placering af optegnelsen, er i brevbogens egen logik ganske logisk, idet Ubberup sammen med Store og Lille Lyngby kom til klostret på samme tidspunkt, dvs. i år 1241. 7) Barritsen er et adelsslægtsnavn på samme måde som f. eks. Thott og Bille. Brevet med vedhæftede segl findes i Rigsarkivet. Et resumé af brevet er publiceret i ”Fortegnelse over Danmarks Breve fra Middelalderen” (ed. Kr. Erslev). Den nyligt oversatte udgivelse på nettet (Danmarks Riges Breve) har glemt Jens Jepsen Barritsens navn. 13 8) Brevet findes i afskrift i Esrum Klosters brevbog og ligeledes i Københavns Diplomatarium. Derimod er det, på trods af, at det blev udstedt på Æbelholt, ikke kommet med i Æbelholt Klosters brevbog, hvilket vel er en forglemmelse. 9) Esrum Klosters brevbog, nr. 123: Henrick Iensson aff Lywngby. 10) Henrik havde to brødre, Laurids og Niels, og vi kender også navnet - og kun navnet - på de tre brødres far, Jens Henriksen. Der kendes ikke efterkommere efter Laurids, og Niels´ gren uddøde i mandslinien med Niels og i kvindelinien med hans to døtre, Margrethe og Gertrud. 11) Det år købte han to gårde i Borup i Merløse Herred, som han dog i 1509 solgte til Antvorskov Kloster. De lånte penge fra Skt. Sørens Kirke var måske ved at slippe op? 12) Det antages almindeligvis, at Karen blev gift med Jacob Pedersen Mylting til Holmegaard på Langeland, men dette er usikkert. I Dansk Adels Aarbog 1905 anføres Karen som en datter af Anders Nielsen Dresselberg, en person som slet ikke findes. Muligvis menes, at hun var en datter af Niels Andersen Dresselberg. Af en herredagsdom fra 1537 kan vi se, at Niels havde flere (unavngivne) søskende, så Karen var antageligt hans søster. 13) Se NoMus 2/2007, ”Tre små historier fra Æbelholt Klosters brevbog”, side 16.
© Copyright 2024