1. No category

26
®
2 0 1 2
M A G A S I N
O M
T E G L
O G
A N S V A R L I G
A R K I T E K T U R
Sorø Kunstmuseum. Foto: Jens Lindhe
E T
ENKEL OG ÆRLIG
Mursten – stort set, som vi kender dem i dag –
har været brugt som byggemateriale i årtusinder.
Materialet, forarbejdningen, brændingen og
anvendelsen har været den samme i disse tusinder af år. Teglstenen har overlevet uforandret i et tidsrum, som har budt på ekstreme
forandringer på mange andre områder.
Mursten har op gennem historien været anvendt i bygningsværker af vidt forskellig karakter – fra det mindste, mest primitive hus til
den største, mest spektakulære katedral.
Grundelementet er stenen, som har en stør-
relse, der gør, at den kan løftes med én hånd
og placeres på en klat mørtel, lagt med den
anden hånd.
Murstenen er robust. Ved korrekt formning
og brænding af leret opnår mursten en meget
lang levetid, der ikke overgås af andre byggematerialer. Murstenen skal ikke vedligeholdes
eller efterbehandles. Murstenen er simpelthen
bæredygtig på grund af sin levealder.
Murstenen er enkel. Tegl fremstilles af naturens egne råvarer, ler – eventuelt iblandet
lidt sand eller andre jordmineraler. Murstenens
enkelhed betyder dog ikke, at den er simpel.
Tværtimod kan murværk i kraft af farve, spil,
struktur, stoflighed, format, forbandt og fuge
give et bygningsværk særpræg og identitet.
Lundgaard & Tranberg er blandt de tegnestuer, der stiller store krav til Petersen Tegl. I
flere projekter – og senest i tilbygningen til
Sorø Kunstmuseum – har arkitekterne udfordret
teglværket til at skabe præcis den stoflighed
og farve i teglet og præcis det format på stenen, som var nødvendigt for at formidle det
ønskede arkitektoniske udtryk.
Sorø Kunstmuseum er smukt og balanceret
indpasset i den omkringliggende historiske bystruktur. Men arkitekterne ville ikke gentage
den traditionelle måde at udforme og beklæde
huse på. I stedet videreudviklede tegnestuen
en kolumbasten og anvendte den på både tag
og facader. Som arkitekt og professor Christoffer Harlang skriver i sin artikel om projektet i
denne udgave af Petersen: »Den uniforme brug
af teglklinker giver bygningen et usædvanligt
smukt præg af helhed, som var den gjort af ét
stof... Det nye hus mimer ikke de gamle, men
har sin egen stemme i en jævnbyrdig samtale«
Enkelt og ærligt.
For at opnå æstetisk klarhed valgte arkitekterne den samme beklædning på facader og tag. Shingels i forskellige materialer blev overvejet,
men da Sorø er en teglby, faldt valget på Kolumba, udført som facade- og tagbeklædning.
STEDET,
STOFFET OG
BEGIVENHEDEN
DET NYE SORØ KUNSTMUSEUM BYGGER IKKE BLOT BRO
IMELLEM NYT OG GAMMELT, MEN SKABER OGSÅ EN NY
SAMMENHÆNG I DEN HISTORISKE PROVINSBY.
AF CHRISTOFFER HARLANG, ARKITEKT MAA, PROFESSOR PHD
En del af den gamle sidebygning har nu funktion som trapperum,
der forbinder de nye afsnit med det oprindelige museum mod gaden.
2|
Vi ved godt, at arkitektur bliver til på mange måder, og at hver
arkitekt har sin tilgang. Men der er alligevel noget fælles for de
bygninger, vi holder af, og som igennem tiderne har vist deres
holdbarhed. Det er bygninger, der på langs af historien og på
tværs af kulturer taler til os. Vækker vore sanser, skærper dem.
Huse der udfordrer os. Huse der giver os oplevelsen af, at vi passer til verden. Oldgamle eller spritnye. Og det er huse, der har
det til fælles, at de alle er blevet til gennem en indlevet fortolkning af brugen og i en kærlighed til materialet. Det er gennem
denne indlevelse i brug og fornemmelse for stoffet, at de under
indtryk af den foreliggende kontekst formår at skabe et sted, hvor
handlingen kan udspille sig. Hvor handlingen giver mening.
Sådan et hus er det nye Sorø Kunstmuseum, tegnet af Lundgaard & Tranberg Arkitekter. Den by, museet ligger i, Sorø, har
præget dets udformning. Det er en gammel by med smukke, historiske gaderum og fortællende rudimenter, der går helt tilbage
til 1100-tallet, hvor Sorø Kloster var Nordens førende. Og det
er en by med et aktivt forhold til sin lange historie. Det fremgår
af Sorø Akademis centrale placering i byens aktuelle sociale,
kulturelle og økonomiske liv. Og nu også af den omfattende udvidelse af Sorø Museum, der både klogt og følsomt fortsætter
byens fortælling.
Den ret omfattende tilbygning på 1400 m2 kunne ellers let
blive en gøgeunge for det oprindelige museum, der i årevis har
holdt til i fine, men trange lokaler i et af hovedgadens smukkeste
borgerhuse. Men arkitekterne har formået så klart at aflæse
byens historiske, strukturelle opbygning, der består af homogene
gadedannende borgerhuse med ret omfattende heterogene baghuse, at der er fremkommet en begavet organisationsmodel for
udvidelsen. Derfor fornemmes den nye, store tilbygnings placering og skala helt indlysende rigtig. Den har fået en tyngde og
en gestalt, der er helt i balance med omgivelsernes. Men den
har samtidig en autoritet, der understøtter bygningens vigtige
funktion som museets nye hovedindgang, der nu ligger ligeligt
imellem det smukke gårdrum, der nås gennem portpassagen fra
hovedgaden, og tilkørselsvejen fra byens forstad. På den måde
bygger den nye bygning ikke blot bro imellem nyt og gammelt,
den skaber også en ny sammenhæng i byen mellem det tætte
historiske gadenet og forstadens spredte bebyggelse.
Og det sker med et vist selvværd, der formentlig kommer af
den meget elegante proportionering af bygningsklumpen, der
naturligt nok typologisk er baseret på baggårdenes lader og
værkstedsbygninger. Uprætentiøst og ligetil, afmålt, men ikke
ydmygt.
Med sine 1.400 nye kvadratmeter er der skabt helt nye
rammer for museets 2.300 danske kunstværker.
I det oprindelige museum nyindrettede arkitekterne museets samling –
Danmarks fineste – af russiske ikoner fra 1500-1900.
I udformning og volumen indpasser det nye kunstmuseum sig i den omgivende bystruktur. Samtidig er bygningens udtryk moderne i kraft af sin nyfortolkning af den traditionelle teglfacade.
Bygningen fremstår nærmest monolitisk og har intet udhæng, ingen tagrender og ingen brud mellem tag og facade.
De nye længers placering i gården gav mulighed for at skabe museet indefra og dermed udforme facaderne
friere, end hvis bygningen havde vendt ud mod hovedgaden.
Den helt uniforme brug af teglklinker giver bygningen et
usædvanligt smukt præg af helhed, som var den gjort i ét stof.
Den meget variationsrige, mørkbrune klinke giver et smukt farvespil og fine stoflige virkninger – også i regnvejr – og den brydes kun af vindues- og døråbningerne. Det nye hus mimer ikke
de gamle, men har sin egen stemme i en jævnbyrdig samtale.
Det indre er nøgternt med næsten skrabede trapperum, der
fører til det oprindelige museums fine rumligheder og frem til de
nye udstillingssale, der har karakter af værkstedsrum og atelier
for de skiftende udstillinger. De nye rum er prunkløse med ovenlys, og de stiller sig ikke imellem billedkunsten og beskueren,
men danner en stilfærdig ramme, en slags neutral indfatning.
Man kan måske mene, at meget af vor samtidige arkitektur
ser ud til at være splittet mellem kold pragmatik og non-operativ teoretisering.
Men der er som bekendt en tredje vej. Den kan man se i Sorø
Museum, hvor en såvel reflekterende som intuitivt baseret bygningskunst udfolder sig, fordi tanke, form og stof præger hinanden.
Den L-formede nybygning afspejler det gamle hovedhus og dets sidebygning.
Adgang til museet sker i den laveste længe, efter at man har passeret gården.
Sorø Kunstmuseum
Bygherre: Sorø Kunstmuseum
Arkitekt: Lundgaard & Tranberg
Restaurering: Arkitekt Niels F. Truelsen/Lundgaard & Tranberg Arkitekter
Ingeniør: Tommy Andersen/Alectia
Bygherrerådgivning: Maersk Construction/Alectia
Sten: K48
Fotos: Anders Sune Berg
Længdesnit
Tværsnit
Situationsplan
Der er anvendt engelsk ler til den udgave af Kolumba, der beklæder Sorø Kunstmuseums facader. Efter forarbejdning formes leret i specielle træforme,
hvorefter stenene tørres og brændes. Herefter bores der manuelt huller til stenenes montering. Fotos fra produktion: Helle Simonsen.
|3
VI SØGER NOGET,
DER FINDES I DET,
SOM ER GLEMT
LUNDGAARD & TRANBERG STILLER STORE KRAV
TIL PETERSEN TEGL, SOM DE HAR ARBEJDET SAMMEN
MED I EN RÆKKE PROJEKTER. I NOVEMBER 2011
INDVIEDES SORØ KUNSTMUSEUM, DER ER BEKLÆDT
MED KOLUMBA. VI BENYTTEDE ANLEDNINGEN
TIL EN SAMTALE MED LENE TRANBERG,
HENRIK SCHMIDT OG FILIP HEIBERG.
AF IDA PRÆSTEGAARD, ARKITEKT OG REDAKTØR
HVAD I OPNÅR I OVERORDNET
MED ANVENDELSE AF TEGL?
Lene Tranberg: Tegl består af de fire elementer: jord, vand, ild
og luft og har en grundlæggende stærk substans. Mange bygningsprodukter er så forarbejdede, at materialekarakteren og
oprindelsen er forsvundet. Tegl er spændende, fordi det har så
stærk en relation til, hvor det kommer fra – jorden. På trods af
bearbejdningen formår tegl at bevare sin karakter og sine egenskaber. Karakteren er blandt andet stofligheden og farvespillet,
der opstår i kraft af de forskellige lertyper og brændingsmetoder. Tegl har altid noget at give, og dertil kommer, at tegl ikke
skal males eller efterbehandles. Tegl er skabt til at holde i hundreder af år og er derfor særdeles bæredygtigt.
Henrik Schmidt: Både æstetik og holdbarhed spiller væsentlige
roller, når vi taler om tegl. Nogle af vores ældste huse, både de
profane og de fornemme, er bygget af tegl, og de er stadig
meget æstetiske og beundringsværdige. Det taktile element
spiller også en rolle. Det er rart at røre ved en mursten, hvad
enten den er helt glat, eller den er unøjagtig, har relieffer og
er ekspressiv. Tegl har desuden en stor akustisk klang, hvad
man oplever i et rum beklædt med tegl eller i en gade med murstenshuse. Tegl reflekterer lyden anderledes end andre stenmaterialer og beton. I Skuespilhuset fik vi muligheden for at skabe
en teatersal af tegl. Her er rumklangen væsentligt bedre end i
andre teatersale – salen opleves nærmest som et instrument.
Lene Tranberg: Måden, hvorpå tegl reflekterer lys, er også interessant. Der er dybde i tegl, som forandrer sig meget efter
vind og vejr, om der er sol, det er overskyet, eller om der er
væde eller tørhed i luften. Især mørke sten forandrer sig og reflekterer lyset forskelligt. Skuespilstenen har en masse farver i
sig afhængigt af vejret og lyset. Omgivelserne giver genklang i
teglet – også på den måde giver tegl noget tilbage. Og så er
det vidunderligt, at teglet har håndens størrelse. I en tid, hvor
man primært arbejder med industrielle produktionsformer, er
det ret enestående, at du udelukkende anvender hånden, når
du murer med tegl – som dog er et relativt industrielt fremstillet
produkt.
HVORDAN BIDROG FACADESTENEN
TIL SKUESPILHUSETS UDTRYK?
Henrik Schmidt: I konkurrenceprojektet til Skuespilhuset havde
vi ikke foreskrevet tegl i facaden. Vi ønskede at indgå et familieskab med omgivelserne, og da det omgivende kvarter overvejende er i mur, begyndte vi at undersøge forskellige tegludtryk.
Lene Tranberg: Skuespilhuset ligger omgivet af pakhuse, men
teaterfunktionen kaldte på et mere stateligt, omend robust udtryk, end den traditionelle mursten kunne give. Vi opnåede stateligheden ved at raffinere teglet og give det nye proportioner.
Henrik Schmidt: Det tog flere år og var meget krævende at finde
den rigtige sten. Huset var ved at komme op af vandet, før det
lykkedes! Vi havde kasseret et utal af prøver, indtil vi en dag
på teglværket opdagede en sten på jorden, der viste sig at være
lavet af ler importeret fra England. Dén ler arbejdede vi videre
med, og vi endte med at bruge den til Skuespilhuset. Stenens
format er inspireret af Peter Zumthors Kolumbasten, men vi
valgte at gøre den lidt kortere og lidt bredere, så den går op i
det danske normalformat på 60 cm. Vi brugte et såkaldt vildt
forbandt, hvor studsfugen ikke er så afgørende. Murerne var
meget engagerede, men var bekymrede for de anderledes dimensioner. Vi endte derfor med at tegne alle facader op i 1:10
på store lagner, og murerne stregede forbandtet ud sten for
sten, efterhånden som de blev lagt.
KAN I BESKRIVE IDEEN OG PROCESSEN MED AT ANVENDE
TEGL, SOM I GJORDE I SORØ KUNSTMUSEUM?
Lene Tranberg: Sorø er en fin, velbevaret historisk by med en
stærk bygningsmæssig identitet, det er det vi forsøger at indfange og fortolke med et mere skarpt, moderne udtryk. Det var
indlysende for os, at den eksisterende skala skulle respekteres,
at de nye bygninger skulle indpasse sig og i volumen afspejle
de omkringliggende bygninger. Det var også naturligt at tage
udgangspunkt i gårdrummene som en vigtig del af byens historiske liv og som noget, der i dag understøtter byens bevægelsesmønster. At fortolke det arketypiske hus med sit saddeltag
– hvor formen dog blev spændt en smule mere end den traditionelle hældning. Vi ville dog ikke gentage flere hundrede år
gamle måder at tegne smukke huse på. Til gengæld spurgte vi
hinanden: Hvad kan vi bidrage med, og hvilke materialer kan
fortolke det klassiske hus? – så vi ikke blot stabler sten, i traditionelt forbandt. Vi begyndte at afprøve shingels, i første omgang af zink eller træ, men Sorø er en teglby, så vi endte med
at arbejde med tegl.
Lene Tranberg: Ja, det skulpturelle – dét er centralt i vores projekter. Vi har et grundlæggende ønske om at gøre husene mere
præcise, at turde stå ved formen og ikke sløre den af syv sammenstød af forskellige materialer, der mødes. Derfor valgte vi et
materiale, der glider hele vejen rundt om figuren og samler den.
HVORDAN OPLEVER I SAMARBEJDET
MED PETERSEN TEGL?
Henrik Schmidt: Jeg husker for mange år siden, da Petersen begyndte at lave mursten med masser af sand på – det lignede
lerklumper, man havde taget op af jorden. Det var et gennembrud! Alle andre mursten på det tidspunkt var rimeligt maskinstensagtige, men Petersen Tegl gik solo og var dengang de
eneste, der producerede mursten med et håndlavet udseende.
Teglværket har den samme fascination af stoffet og den samme
søgende lyst, som vi har, til at finde nye måder at gøre tingene
på. Vi har i flere omgange kunnet optimere samarbejdet med
Petersen Tegl. Dét er virksomhedens stærkeste side.
Filip Heiberg: Det er en gave, at der findes leverandører som
Petersen Tegl, der vil være med til at lave andre og spændende
produkter, så det ikke er hyldevarer det hele. Jeg har stor respekt for, at Christian A. Petersen brød ud af teglværksforeningen og ikke ville underlægge sig normerne. Han ville lave sine
egne mursten, så måtte det briste eller bære. Murstenene er
smukke og har en stoflighed, som er så væsentlig for vores tegnestue. Derfor bruger vi dem ofte og får bedre huse ud af det.
Filip Heiberg: Da vi for cirka seks år siden tegnede lejlighedskomplekset Fyrtårnet i Københavns Havn, spurgte vi Petersen
Tegl, om de kunne fremstille en skærmtegl. Det var ikke muligt,
og Fyrtårnet blev beklædt med skifer. Efterfølgende har Petersen
sammen med en hollandsk tegnestue, Min2, fremstillet en facade- og tagbeklædning, som vi kunne viderebearbejde til
kunstmuseet. I Sorø skulle teglbeklædningen være vandalsikker,
så vi videreudviklede måden, hvorpå stenene er fæstet til konstruktionen. Vi arbejdede også intensivt med tilslutninger, og
vi fandt ud af, hvordan vi kunne optage teglets upræcision,
som er charmerende på fladen, hvor det ligger og forskyder sig,
men ikke i hjørnerne, som skulle være helt præcise.
Lene Tranberg: Petersen har altid været god til at tage udfordringen op, når vi eftersøgte noget specielt. Det er godt at have
en samarbejdspartner, med hvem vi kan have kvalificerede diskussioner. Det oplever vi er til gensidig inspiration. Men det er
meget vigtigt at vedblive at være innovativ. Så vi vil vedblive
at udfordre! I vores måde at arbejde på søger vi noget, der findes i det, som er glemt. Det er vigtigt at genkalde erindringen.
Som arkitekter er vi en form for ”fremkaldelseskar”, der hele
tiden sørger for at trække sporene frem igen. Stort set intet af
det, vi finder på, har ikke været prøvet før. Alt hvad vi gør, kan
næsten opfattes som gentagelser, bare på en ny måde. Spørgsmålet er bare, om man tilfører noget interessant i et forsøg på
at udvikle og forbedre det bestående – så arkitekturen ikke bliver tilbageskuende.
Henrik Schmidt: Det giver en æstetisk klarhed at anvende
samme materiale på facader, tag og gavle, som man kan gøre
Fotos: Anders Sune Berg
Mod øst spejler himmel og hav sig i Skuespilhusets store glasfacader. De øvrige facader er beklædt med tegl og har dermed materialesamhørighed
med de naboliggende murstenshuse. Stenens horisontale format, hårde brænding og rige farvespil giver dog huset sit helt eget udtryk.
4|
det i træhuse, men som ikke tidligere har været muligt i huse
af tegl. Når man bruger det samme materiale, bliver fladerne
ligeværdige, og du kan udføre åbninger til vinduer i taget tilsvarende dem, du har i facaden. Det tilfører noget markant
skulpturelt til din arkitektur.
Arkitekterne bearbejdede Kolumbas format og farve og resultatet er den
sten, som nu benævnes “K57 Royal Playhouse” i Petersens sortiment.