STRUENSEE & CO. MAGSTRÆDE 6 1204 KØBENHAVN K Struensee & Co. tiltrak masser af topstuderende Af Sonja Rasmussen Ikke alene var det den første case competition, Struensee & Co. stod bag, det var også den første af sin art i Danmark med den offentlige sektor som tema. Derfor var de to partnere fra det relativt nystartede konsulentfirma Claus Juhl og Christian Husted meget spændte på tilslutningen, og dens størrelse kom helt bag på dem. - Vi er meget positivt overraskede, siger Claus Juhl efter konkurrencen, der blev afviklet i fredags i Frederiksberg Slots Ridehus’ historiske rammer. Over 100 topstuderende meldte sig, og det var nødvendigt at barbere deltagerantallet ned til godt 50, fordelt på 14 team. Alle deltagere var topstuderende på kandidatniveau på samfundsvidenskabelige og erhvervsøkonomiske uddannelsesretninger. - Christian Husted tilføjer at tanken oprindelig var kun at invitere 20 studerende, men på grund af den store interesse blev det valgt at give flere lejlighed til at deltage. De 14 teams dystede fredag om at give den bedste løsning på den ambitiøse opgave: En plan for hvordan danske universiteters omkostninger kan reduceres med 30 procent gennem digitalisering. Det ambitiøse mål var sat for at tilskynde deltagerne til at tænke ”ud af boksen” og grundlæggende udfordre hvad et universitet er, og hvordan undervisning og forskning organiseres. Samtidig blev der også lagt vægt på deltagernes evne til at vurdere implementeringsforudsætningerne for deres forslag. Vinderholdet, Team 4 hvis fire medlemmer er stud.polit. eller stud.scient.pol. på Københavns Universitet, løste opgaven til fuld tilfredshed for dommerpanelet, der foruden af de to partnere bestod af formand for Beskæftigelsesrådet Carsten Koch. Teamet vandt prisen på 50.000 kr. udsat af Struensee & Co., der tirsdag den 18. november kan se tilbage på firmaets første 100 dage. Et af formålene med at afvikle en case competition er, siger Claus Juhl, at komme i kontakt med de dygtigste studerende, og det lykkedes. De 50 studerende fik udleveret casen onsdag den 12. og allerede to dage senere, fredag den 14. november, mødtes de i Ridehuset og præsenterede deres løsninger. Dagen bød også på indlæg af vicedirektør i Digitaliseringsstyrelsen Rikke Hougaard Zeberg, der satte scenen med erfaringer fra digitalisering af andre dele af den offentlige sektor, og svarede på deltagernes spørgsmål. Case-spørgsmålet var stillet af Struensee & Co., men vicedirektøren betonede, at digitalisering rummer et meget stort potentiale for både effektivisering og kvalitetsløft også i uddannelsessektoren. Fredagen sluttede med en rundvisning på Frederiksberg Slot og besøg i marmorbadeværelset, som reformatoren Johann Friedrich Struensee lod installere som DANMARK det første sted i København med rindende, varmt vand. Konsulentfirmaet har taget navn efter samfundsreformatoren. Tre kandidater på vej til break-out præsentation. Travlhed lige op til præsentationen. Her er det Team 6, der drøfter de sidste detaljer.
© Copyright 2024