PATIENTVEJLEDNING VED FINGERVORTER OG FODVORTER. Vorter er små hårde, langsomt voksende knuder i huden og optræder hyppigst på hænder og fødder. De er ufarlige og forsvinder af sig selv på et eller andet tidspunkt. De er fremkaldt af virus, og smitte kan ske via de hudceller, der dagligt frigøres fra vorten. Det sker hyppigst via direkte berøring af vorten eller via fugtige gulve i badeværelser, omklædningsrum og svømmehaller, hvor celler fra vorter let slides ned i gulvbelægningen. Fra man er smittet til vorten viser sig, kan der gå fra få uger op til 24 måneder. Uden behandling vil den/de forsvinde af sig selv – dette kan tage fra måneder til år. 50 % er forsvundet efter 1 år og 75 % efter 2 år. Det er vigtigt at forebygge smitte – både til andre og til sig selv. Ved at have vorten tildækket med f.eks. neglelak, nedsætter man smitten betydelig. De fleste vælger at behandle vorterne. Behandlingen er ret enkel, men kræver ofte en stor indsats, da den kan være langvarig og tidskrævende. Vortebehandling her i klinikken består ofte af bortskæring af det døde væv omkring vorten og efterfølgende pensling med en væske, samt hjemmebehandling med påsmøring af salve. Se under behandlingsmetode 1. Der er forskellige metoder, som man kan vælge at behandle vorten efter. I det følgende beskrives de 5 metoder, der hyppigst vælges mellem. 1. Canthacur og Salicylvaselin 10 % Hård hud skæres bort, der duppes med Canthacur (en flydende væske), og der påsættes 2 slags plaster over vorten. Ved behandling af fingervorter skal plastret side på: 2 time efter 1. behandling, 4 timer efter 2. behandling, 8 timer efter 3. behandling 16 timer efter 4 behandling 24 timer efter 5. behandling. Ved fodvorter skal plastret sidde på: 4 timer efter 1. behandling, 8 timer efter 2. behandling, 16 timer efter 3. behandling 24 timer efter 4. behandling 48 timer efter 5. behandling. Når plastret fjernes, skal vorten straks afvaskes i sæbevand. Hver aften skal vorten smøres med en salve: Salicylvaselin 10 %, og 1-2 gange om ugen skal vorten nedfiles med en fil, hvis det er muligt.. Dette kan gentages i optil 5 gange med 1 måneds mellemrum. 2. Frysning af vorten. Inden frysning skæres hård hud og det øverste af vorten væk. Herefter fryses kortvarig med koldt spray. Frysning giver en kortvarig smerte. Efter optøning kan der opstå nogen ømhed, som evt. kan klares med almindelige smertestillende tabletter, f.eks. Pamol, Der kan komme en lille vabel. Det er ofte nødvendigt med en serie af frysninger – dvs. 1 ugentlig frysning gennem nogle uger. Frysning af vorter kombineres ofte med hjemmebehandlinger med Verucid. 3. Salicylsyreplaster (Cornina 40%) Der klippes et lille stykke plaster på størrelse med vorten. Dette sættes lige på vorten, og gøres fast med plaster (sportstape). Lad plastret sidde på i 3 dage. Når plasteret fjernes, vaskes huden med håndvarmt sæbevand. Ved fodvorter gives et sæbebad i ca 10 minutter. Herefter fjernes så meget som muligt af det døde vortehud ved afskrabning med skalpel eller fodfil. Hold 1 dags pause og gentag behandlingen. Fortsæt til vorten er helt væk. 4. Verucid eller Vartec Verucid eller Vartec duppes på vorten – ikke på den normale hud. Der duppes et nyt lag på vorten 1 gang om dagen. Hver 4.dag fjernes Verucidskorpen. Huden gives sæbebad og den døde vortehud files eller skrabes væk. Gentag behandlingen til vorten er væk. 5. Verucid/Vartec med plasterdække ved fodvorter. Hvis det er praktisk muligt kan effekten af Verucid/Vartec gøres kraftigere ved at lægge et stykke Duoderm eller Comfeel plaster over. Plasteret dækkes med sportstape. Behandlingen skal sidde i 4-5 dage. Herefter fjernes den. Huden sæbebades, og den døde vortehud files eller skrabes væk. Hold 1 dags pause og gentag behandlingen. Fortsæt til vorten er væk. Er vorten ikke væk efter 2-3 uger, bestiller du en ny tid til fornyet beskæring. Dette gentages til vorten er helt væk Stop endelig ikke behandlingen, når vorten er næsten væk. Den vil bare komme igen, og så skal du starte forfra !
© Copyright 2024