1. No category

1
Introduktion til Glyptotekets undervisningsforløb:
Oldtidens Egypten - en håndgribelig fortid
OLDTIDENS
EGYPTEN
- samfund, guder
og mennesker
www.glyptoteket.dk
2
INDHOLDSFORTEGNELSE
Tidsoversigt
1.Introduktion
2.
Nilen og dens betydning
3.
Religion og landskabet
4.
Sammenhængen mellem dette liv og livet efter døden
5.Erhverv
6.Skriftsystem
7.
Ressourcer og råmaterialer
8.
Egyptisk kunst og egypternes selvforståelse
9.
Kildekritisk tilgang til oldtidens Egypten
10. Litteraturliste
Forside:
Stele H. 40 cm, kalksten. Sal 3
Udviklet i samarbejde med elever og lærere
fra Københavns åbne Gymnasium, Valby og N. Zahles Gymnasieskole, Kbh.
Materiale produceret af:
Agnes T. Henriksen, tekst
Mikael Ipsen, design & layout
www.glyptoteket.dk
3
www.glyptoteket.dk
4
Tidsoversigt
Periode
Dynasti
Årstal
Gamle Rige
4.-6. Dynasti
2575-2130 f. Kr.
Tidlig dynastisk tid
Første Mellemtid
Mellemste Rige
Anden Mellemtid
Ny Rige
Tredje Mellemtid
Sentid
Den Ptolemæiske Periode
Den Romerske Periode
1.-3. Dynasti
7.-11. Dynasti
12.-13. Dynasti
14.-17. Dynasti
18.-20. Dynasti
21.-25. Dynasti
26.-30. Dynasti
Det makedonske og
ptolemæiske dynasti
3050-2575 f. Kr.
2130-2040 f. Kr.
2040-1640 f. Kr.
1640-1550 f. Kr.
1550-1070 f. Kr.
1070-712 f. Kr.
712-332 f. Kr.
332-30 f. Kr.
30 f. Kr.-395 e. Kr.
Den viden, vi i dag har om egyptisk kronologi, det vil sige rækkefølgen af de enkelte konger og vigtige historiske
begivenheder, ligger fast, men de præcise årstal for de forskellige begivenheder bliver stadig debatteret. Derfor
varierer årstallene i de forskellige tilgængelige lister. Især gælder det, at jo længere tilbage i tid man bevæger sig,
jo større er usikkerhedsmarginen.
www.glyptoteket.dk
5
1. INTRODUKTION
Egyptens oldtid har fascineret til alle tider. En del af forklaringen er, at de kulturer, som vi ser som udgangspunktet
for vores egen vestlige kultur, så som den romerske og græske, var stærk inspireret og influeret af oldtidens Egypten.
Derudover har en række opfindelser, som blev gjort i oldtiden i Egypten og Mellemøsten generelt, været helt centrale
for, hvordan vores liv og hverdag er i dag. For eksempel kan nævnes skriftens opfindelse, lægekunst, ingeniørkunst og
statsadministration. Endvidere ser vi i Egypten kolossale bygninger og fantastiske kunstværker, som aldrig siden er blevet
overgået. Egypten var oldtidens rigeste land, og det havde råd til at investere anselige midler i kunst og arkitektur.
Egypten ligger i det nordøstlige hjørne af det afrikanske kontinent. I sin nuværende udstrækning er det ca. 1 mio. km 2
stort, men ser man bort fra den ubeboelige ørken og bjergene, er landets areal kun lidt større end Danmark. Samtidig har Egypten i dag en befolkning på ca. 91 millioner. Det er flere mennesker, end der bor i Tyskland. Egypten er i dag
et fattigt land, der trods olieressourcer og turistindustri ikke kan klare sig uden massiv økonomisk hjælp udefra. Landets
nuværende grænser har eksisteret siden 1922. Men i løbet af de sidste 5000 år har landet ændret størrelse mange gange alt
efter magtforholdet til omverden.
Egyptens oldtid strækker sig over en periode på ca. 3000 år. Vi deler denne lange periode op i tre riger; Gamle Rige (ca.
2575-2130 f. Kr.), Mellemste Rige (ca. 2040-1640 f. Kr.) og Ny Rige (ca. 1550-1050 f. Kr.). Hvert rige er en tidsperiode,
hvor Egypten havde fremgang og var magtfuldt. Ind imellem de tre riger ligger det, vi kalder mellemtider. En mellemtid er
primært karakteriseret ved, at landet var splittet op mellem forskellige grupper og derfor ikke havde en stærk centralmagt.
Herefter fulgte Sentiden (712-332 f. Kr.), og den Ptolemæiske periode, sidstnævnte er epoken efter Alexander den Store
indtog Egypten i 332 f.Kr. og frem til Egyptens indlemmelse i Romerriget i 30 f.Kr.
Egyptens oldtid inddeles også i dynastier. Et dynasti er i store træk en regentfamilie. Det vil sige, at kongerne eller faraonerne inden for et dynasti var i familie med hinanden. I oldtiden førte de egyptiske regentfamilier selv oversigter over
deres historie og især deres kongerække, men også dengang var der andre grunde end at bevare oplysningerne for eftertiden, som gjorde, at man skrev disse ting ned. Det kunne bl.a. være en konges ønske om at retfærdiggøre sit krav på den
egyptiske trone. Derfor er de nedskrevne kongerækker, der er overleveret fra oldtiden, langtfra den fulde og hele historie.
F. eks. kunne konger udelades af listerne, hvis deres efterfølgere mente, at de ikke havde varetaget deres job ordentligt.
www.glyptoteket.dk
6
2. NILEN OG DENS BETYDNING
For at kunne forstå Egyptens lange historie og samfundsudvikling er det vigtigt at kende landets
geografi. Der er især én ting, som gør Egypten helt speciel. Det er Nilen, som er verdens længste flod
og grundlaget for alt liv i Egypten. Uden den ville landet blot være en tør ørken.
På grund af monsunregnen længere sydpå i Sudan og Etiopien steg vandstanden i Nilen én gang
om året. Det førte til, at vandet oversvømmede markerne langs floden. Sammen med vandet kom
også det meget frugtbare nilslam, som indeholdt mineraler, og som lagde sig som gødning på de
oversvømmede marker. Nilslammet kom fra det etiopiske højland.
De årligt tilbagevendende oversvømmelser og det medførte nilslam gjorde det ekstra givtigt at dyrke
jorden i landet. Det faktiske udbytte var meget stort i forhold til den nødvendige arbejdsindsats.
Disse naturressourcer gjorde Egypten rig på korn og andre fødevarer. Overskuddet gjorde det muligt
for egypterne at udvikle samfundet og kulturen i landet, da det ikke var nødvendigt, at alle deltog i
landbrugsarbejdet.
I dag eksisterer de årlige oversvømmelser ikke, da Nilen siden begyndelsen af 1900-tallet er blevet
reguleret af flere dæmninger. Den største, som ligger ved byen Aswan, blev bygget i 1970.
Egypten består af to dele: den lange smalle Nildal og deltaet ved Middelhavskysten. Resten af
Egypten er næsten udelukkende ørken og klipper. Det bevirker, at befolkningen er samlet på et
meget lille område, samtidig med at det rent visuelt deler landet i to markant forskellige miljøer: de
frugtbare marker langs Nilen og den golde ørken.
Hapi. Nilen var også repræsenteret i den egyptiske
gudeverden. Floden bliver fremstillet som en velnæret
mand. H. 55 cm, rødbrun kvartsit.
www.glyptoteket.dk
7
Inspirationen til mange af de egyptiske guder kom fra naturen. Guderne kunne optræde i flere forskellige skikkelser både som dyr og
mennesker Her ses f.eks. krokodilleguden Sobek H. 15,2 cm, bronze, skriverguden Thot som bavian H. 12,5 cm, bronze og gudinden
Bastet som kat H. 10,2 cm, bronze. Sal 3
Det egyptiske samfund udviklede sig til et stærkt
hierarkisk teokrati (gudestyre). I Egypten var magten
samlet hos farao, som blev anset for at være en
gudesøn på jorden. Samfundet var opbygget som
en pyramide, hvor farao sad i toppen, mens langt
størstedelen af befolkningen nederst i pyramiden var
bønder, som ingen indflydelse havde på, hvordan
deres land blev regeret. Den midterste del af
pyramiden bestod af embedsmænd, præster,
specialiserede håndværkere og officerer af forskellig
art. Alt efter deres position kunne de i perioder have
større eller mindre indflydelse på, hvordan Egypten
blev regeret.
Fremstilling af egyptisk farao fra det Mellemste Rige
H. 46 cm, gråvakke. Sal 4
www.glyptoteket.dk
8
3. RELIGION OG LANDSKABET
For egypterne var den fysiske verden, de levede i, og deres religion uadskillelige. Med
Nilens oversvømmelse observerede oldtidens egyptere en årligt tilbagevendende begivenhed, som var grundlaget for deres liv. Denne cyklus overførte de til deres forståelse af
verden som helhed. Det vil sige, at for egypterne kørte verden og tiden i ring. Nilens
oversvømmelse og høsten blev gentaget hvert år, mens andre
naturfænomener, som solens op- og nedgang, blev gentaget
hver dag. Men selv om de kunne observere, at disse livsvigStamtræ
tige begivenheder indtraf hver dag eller hvert år, så havde de
den opfattelse, at der var en risiko for, at systemet i værste
RA-ATUM
fald kunne gå i stå, og dermed ville alt liv ophøre. Derfor var
SHU | TEFNUT
det nødvendigt at gennemføre religiøse ritualer hver eneste
dag og hvert år for at sikre, at tingenes tilstand aldrig ændreGEB | NUT
de sig.
Et andet vigtigt element er modsætningen mellem den frugtbare Nildal og den golde ørken. Dette blev fremstillet som en
OSIRIS | ISIS
SETH | NEPHTYS
modsætning mellem den civiliserede egyptiske kultur og kaos
udenfor Egyptens grænser.
HORUS
Egypterne havde flere forestillinger om, hvordan verden var
blevet skabt. Ifølge en af myterne var der til at begynde med
kun et kaotisk urhav og mørke. Op af dette hav kom en ø til
syne. På denne ø var guden Ra-Atum. Ra-Atum var speciel i forhold til alle andre guder
ved på en gang at være både hankøn og hunkøn. Ra-Atum skabte det første gudepar Shu
(den tørre luft) og Tefnut (den fugtige luft). De fik sammen børnene Geb (jorden) og Nut
(himlen). Dette søskendepar fik fire børn sammen: Osiris, Seth, Isis og Nephtys.
Kendetegnende for de forskellige skabelsesmyter er, at
de beskriver universet, sådan som egypterne opfattede
det. Guderne er personificeringer af en række centrale
begreber så som skaberkraft, luft, himmel og jord.
Desuden personificerer guden Osiris underverdenen
eller livet efter døden, Seth kaos og Horus den ordnede
verden, dvs. kosmos.
Ra-Atum fremstillet her som en slange med
menneskehoved. H. 6,8 cm, bronze
www.glyptoteket.dk
9
Vi finder også begrundelsen for Faraos magt i myterne. En meget central myte
fortæller, at guden Seth er misundelig på sin bror Osiris, fordi Osiris er konge, og
Seth ikke er det. Seth slår Osiris ihjel og bliver dermed konge over Egypten. Men
Osiris’ søn Horus udfordrer sin onkel, da han mener, at han selv er den retmæssige arving til tronen. Efter flere kampe og udfordringer beslutter de andre guder,
at Horus skal være deres konge. Samtidig dømmes
Seth til at regere over ørkenen og de fremmede
lande, dvs. alt det, som er udenfor det ordnede og
balancerede Egypten. Seth bliver dermed konge over
kaos, mens Horus som konge over Egypten står for
kosmos. Efter sin død kan Osiris ikke længere være
farao i de levendes verden og bliver i stedet hersker
over de dødes verden, også kaldet underverdenen.
Osiris H. 51 cm, grå granit. Sal 4
Isis med sønnen Horus H. 21 cm, rødbrun kvartsit.
www.glyptoteket.dk
10
Alt i det egyptiske samfund tillagde egypterne en religiøs årsag. Egypterne så den til enhver tid siddende
farao som den levende udgave af guden Horus og dermed den legitime konge over Egypten. Farao var den,
der beskyttede landet mod ydre fjender og
fremmede, ligesom Horus beskyttede Egypten
og opretholdt balancen mellem kosmos og
kaos ved at vinde over Seth. Når en farao
døde, skiftede han rolle fra at være Horus til at
være Osiris. Den nye farao overtog rollen som
Horus, fordi Horus altid repræsenterede den
levende Farao, der til evig tid bekæmpede Seth
og ustabilitet.
Det vigtigste var altid balancen. Denne balance
inkluderede også, at farao var den eneste, der
kunne regere landet.
Seth H. 67,5 cm, kobber med indlagt sølv. Sal 4
Gudinden Maat er symbolet på sandhed og
retfærdighed og den balance, som var så vigtig
i den egyptiske religion. På hovedet har hun
en fjer, som er hieroglyffen Maat, der både er
hendes navn og betegnelsen for balancen mellem kosmos og kaos. H. 20,4 cm, bronze. Sal 3
www.glyptoteket.dk
11
4. SAMMENHÆNGEN MELLEM DETTE
LIV OG LIVET EFTER DØDEN
Ifølge den egyptiske religion skulle man på en farefuld rejse til underverden, når man døde. Her skulle
den afdøde bestå en prøve for at vise, at man havde levet et godt og samvittighedsfuldt liv. Dette skete
ved en hjertevejning.
Når man balsamerede en afdød person, lod man hjertet blive i brystkassen. Dette blev gjort for, at den
afdødes hjerte kunne blive vejet i underverdenen. Man mente, at hjertet blev vejet op mod sandhedens
fjer. Hvis vægten stod lige, havde man levet et retfærdigt liv og kunne blive lukket ind i underverdenen.
Hvis der opstod ubalance, havde
man været et dårligt menneske,
og monstret Ammut, ”dødeædersken”, som var delvist flodhest,
krokodille og løve, ville gøre ende
på den dødes eksistens.
Hvis man bestod prøven, kunne
man fortsætte med at leve videre i al evighed. Underverdenen lignede til forveksling livet
på jorden, men alt var bare lidt
bedre. Dette var en vigtig motivation til at være et godt menneske i livet på jorden.
Man havde også mulighed for at
gøre sit efterliv mere behageligt
ved at forberede sin begravelse
rigtigt. I underverdenen var der
en række opgaver, der skulle
løses, for at man kunne nyde
efterlivet. Man skulle bl.a. høste
korn, bage brød og lave øl, for
at man ikke skulle komme til at
sulte eller tørste. For at slippe for
selv at skulle løse alle disse opgaver, blev man begravet med
figurer af arbejdende bønder eller
hele modeller af bl.a. kornkamre,
slagtehuse og væverier. Disse figurer og modeller ville kunne vækkes til live i de dødes verden og
klare opgaverne for en og dermed
sikre evig næring og andre
fornødenheder i underverdenen.
STELE MED BALSAMERINGSSCENE. Midt på stelen ligger den afdøde som mumie på en seng,
der er udformet som en løve. Ved mumiens fødder står Anubis og pakker mumien ind. Under
sengen står de fire kanopekrukker, som indeholder den afdødes indvolde. Ved sengens ender
står der to gudinder. Til venstre er det Nephtys, og til højre er det Isis. Over mumien flyver
sjælefuglen. H. 45 cm, kalksten. Sal 3
www.glyptoteket.dk
12
Scenen her viser yderst til højre
vægten, hvorpå den afdødes
hjerte ligger og bliver vejet mod
sandhedens fjer. Ved siden af
vægten står den afdøde, i dette
tilfælde en kvinde, som bliver ført
frem for Osiris af skriverguden
Thot. Han garanterer hendes
uskyld for Osiris. Under vægten
yderst til højre sidder Ammut og
afventer afgørelsen af vejningen.
Udsnit af bemalet dekoration
på trækiste tilhørende kvinden
Gaut-seshen, fundet i hendes
grav i nærheden af Deir el-Bahri,
Luxor. Sal 2b
Model med bageri og slagteri H. 17 cm, bemalet træ, fra
Gemni-em-hats grav ved Sakkara. Sal 2a
Anubis var guden, som beskyttede grave og gravpladser. En af hans vigtigste opgaver var at hjælpe den døde på rejsen i underverden. Igen kom inspirationen til fremstillingen af guden fra naturen. Anubis er her fremstillet som
menneske med sjakalhoved. Sjakalen lever vildt i Egypten og kunne ofte findes på gravpladser. Derfor forbandt egypterne den med døden og tolkede
den som den dødes ledsager. H. 160 cm, diorit, fra Luxortemplet. Sal 1
www.glyptoteket.dk
13
Efter en veloverstået hjertevejning fik de døde nogle muligheder, som de levende ikke
havde. Den dødes sjæl kunne forlade den mumificerede krop og bevæge sig frit rundt i
verden. Den fungerede også som en skytsånd for den afdødes familie. Det var dog vigtigt for sjælen at kunne vende tilbage til kroppen hver nat for at få ny energi til næste
dag. I denne form blev sjælen afbildet som
en fugl med menneskehoved, men i praksis
anså man den for at være usynlig.
Her finder vi også forklaringen på, hvorfor
det var så vigtigt for egypterne at bevare
kroppen efter døden.
Kroppen blev nemlig set som en slags tankstation/ladestation for sjælen. Hvis sjælen
ikke havde nogen krop at vende tilbage til
om natten, så ville den enten forgå eller
blive forvandlet til en ond ånd – en slags
poltergejst, som hjemsøgte den dødes
familie. Den dødes familie havde nemlig
ansvaret for, at graven og mumien blev
passet ordentligt.
Model med bageri og slagteri H. 17 cm, bemalet
træ, fra Gemni-em-hats grav ved Sakkara. Sal 2a
Mumie fra den romerske periode ca. 50 e.Kr. H.
170 cm, menneskelegeme, linned og lærred. Foran
ansigtet er anbragt et malet portræt af den afdøde i
romersk stil. Mumien blev fundet i forbindelse med
udgravninger i Hawara. Sal 2b
www.glyptoteket.dk
Selvom egypternes
forestilling om efterlivet lyder behagelig, så
var der mange steder,
hvor det kunne gå galt
undervejs. Den største
frygt var ikke det at dø, men frygten for at rejsen til
underverden eller hjertevejningen skulle gå galt. Hvis
en af disse ting skete, så ville man lide dét, som blev
kaldt, ”den anden død”. Det betød, at man helt ville
ophøre med at eksistere, i princippet som om man
aldrig havde været født. Men hvis éns sjæl kom
uskadt frem til underverden, ville man vedblive med
at være en del af det hjul, der holdt verden i gang. Man
var med til at opretholde balancen mellem kosmos og
kaos.
14
5. ERHVERV
Langt de fleste mennesker i oldtidens Egypten var bønder, der passede deres marker. Men der var også
forskellige slags håndværkere, som tog sig af at producere f. eks. det lertøj, man brugte til opbevaring,
transport og madlavningen. Desuden var der arbejdere, som byggede og dekorerede Faraos grav. Derudover var der soldater og generaler, som stod for forsvaret af Egyptens grænser.
En speciel gruppe var skriverne. Det var kun en meget lille del af befolkningen, der kunne læse og skrive.
Når f.eks. en bonde skulle have skrevet et brev eller udformet dokumenter, eksempelvis købsaftaler,
lejekontrakter og lånedokumenter, så gik
man til en skriver. Desuden var skriverne
især vigtige i forhold til den store statsadministration. De holdt regnskab med, om
alle havde betalt deres skatter, og hvem
der havde modtaget deres løn. Det var
meget velanset at være skriver. Der findes tekster, som fortæller om, hvor hårdt
det var at være bonde eller soldat, og som
faktisk reklamerede med, at hvis man i
stedet valgte at blive skriver, så fik man
et meget mere behageligt liv.
De tekster, vi har bevaret fra oldtiden,
findes på en række forskellige medier.
Papyrus er nok det mest kendte, men
til hverdag brugte skriverne i høj grad
ostraka, som er enten kalkstensflækker
eller potteskår. Ostraka blev især brugt
til noter, skitser og små korte beskeder.
Derudover findes der også indskrifter på
statuer og monumenter af enhver slags.
Egypterne brugte dermed forskellige medier alt efter betydningen af det budskab,
de ville have frem.
Skriver med papyrusrulle i venstre hånd. Han er iført en
kjortel med plisserede ærmer og en knælang kilt. Den
fine paryk og tøjet viser, at denne skriver har haft meget
høj status H. 17 cm, kalksten. Sal 3
Ostrakon af potteskår
www.glyptoteket.dk
15
6. SKRIFTSYSTEM
De egyptiske skrifttegn kalder vi i dag hieroglyffer. Dette er et græsk låneord, som
betyder hellige tegn. Tegnene i den oldegyptiske skrift kunne have flere forskellige
betydninger alt efter den sammenhæng, de indgik i. Samlet set er der ca.750 tegn,
som er en blanding af fonetiske tegn (dvs. et tegn, der ligesom vores bogstaver
repræsenterer en lyd), logogrammer (dvs.
et tegn står for et helt ord) samt determinativer, som er tegn, der indikerer, hvordan en
ting er klassificeret, og som kun fremkommer på skrift og ikke blev udtalt. Et eksempel på dette kan være, at man efter et navn
har et determinativ, som forestiller en mand
for at vise, at det er et drengenavn. Specielt
for hieroglyffer er, at de kunne skrives og
dermed læses i flere forskellige retninger:
enten fra højre mod venstre, fra venstre
mod højre eller oppefra og ned. Dermed
bliver skriften mere end bare information.
Det bliver en vigtig del af udsmykningen af
alt fra kister til templer.
For oldtidens egyptere havde skriften en
ekstra dimension. I den religiøse sfære blev
den tillagt skaberkraft. De ting, som blev
nævnt i gravindskrifter, ville eksistere i de
dødes verden. Som tidligere nævnt, var det
familiens ansvar at passe den dødes grav
og sørge for ofringer i form af mad, så den
døde kunne få næring i efterlivet. Men for
at sikre sig en evig tilstrømning af ofre,
også efter ens familie var borte, skrev man
lister over ofre eller afbildede dem på væggene. Dette sikrede en evig tilstedeværelse
af ofre og dermed næring til den døde.
General Antefs stele dekoreret med både tekst og billeder i relief. Til
venstre sidder Antef foran et veldækket bord med madofringer. Bl.a. ses
forskellige slags brød, både runde og kegleformede, forskellige oksekødsudskæringer, ribben og kølle og fjerkræ H. 170 cm, kalksten. Sal 2
Kiste bemalet med tekster
og billeder L. 200 cm,
bemalet træ, fra Nekhetkawis grav ved Sedment.
Sal 2b
www.glyptoteket.dk
16
7. RESSOURCER OG RÅMATERIALER
Selv om Egypten pga. Nilen havde en række fordele i forhold til andre lande, manglede
det nogle vigtige ressourcer. Først og fremmest manglede man træ, som var sjældent
i Egypten og dermed dyrt. Når egypterne skulle bruge træ til f.eks. bygningsværker,
måtte de ud på lange rejser til udlandet,
primært Libanon.
I stedet for træ brugte man til gengæld
ler til mange forskellige formål. I Egypten
var ler det primære byggemateriale til
almindelige huse, opbevarings- og værkstedsbygninger og paladser. Man brugte
leret til at lave mursten, som man så lod
tørre i solen. Det var på mange måder et
praktisk og ikke mindst billigt byggemateriale.
Ler blev også i stor udstrækning brugt til
at lave hverdagsgenstande af, primært
keramik.
Egyptisk keramik H. 10-30,5 cm, brændt ler, fra grave ved Sedment
Bådmodel med originalt sejl fra
Mellemste Rige L. 56 cm, træ,
kobber, tekstil og snor, fra Wadjet-hoteps grav ved Sedment.
Sal 2a
Et andet vigtigt materiale var tekstiler. Behovet for tøj, telte, sejl og meget
mere var enormt. Desuden var tekstilproduktion en af de mest tidskrævende
og vedvarende industrier i oldtiden
generelt, ikke kun i Egypten. Sammen med tekstilproduktionen hører også kurveflet, som også blev brugt til
fremstilling af alt fra måtter til fangstnet og læhegn.
De fleste forbinder primært Egypten med sten, både i form af arkitektur og statuer. Især når det gælder arkitekturen, er pyramiderne og de store templer gode eksempler på egypternes exceptionelle evner indenfor stenarbejde. Men disse bygningsværker har haft meget specifikke formål, og valget af sten som byggemateriale har
været bestemt af ønsket om, at bygningen skulle stå i al evighed.
Til hverdagsredskaber som knive både i værkstedet og hjemme i køkkenet, pilespidser og segl til at høste korn
med brugte man flintesten. Men i begyndelsen af Det Gamle Rige begyndte egypterne at eksperimentere med
nye materialer, nemlig metaller som kobber og bronze. Metaller blev vigtige og centrale materialer for egypterne
ligesom for andre oldtidssamfund. Både kobber og bronze har en række fordele, som ikke findes i stenredskaber.
Man kan lave mere komplekse former end i sten, og hvis man laver en fejl, eller redskabet går i stykker, kan det
smeltes om og blive genbrugt, hvilket et stenredskab ikke kan.
www.glyptoteket.dk
17
8. EGYPTISK KUNST OG EGYPTERNES SELVFORSTÅELSE
De fleste nutidsmennesker er ikke i tvivl om, hvilke kunstværker der er egyptiske, og hvilke der ikke
er. Egypterne fulgte en række regler, når de afbildede mennesker, dyr og genstande, og disse regler
gjaldt uanset om der var tale om relieffer, vægmalerier eller statuer og mindre figurer og har givet de
egyptiske genstande et helt specielt og
letgenkendeligt udtryk.
Til tredimensionelle skulpturer brugte
man det, vi i dag kalder frontalitetsprincippet. Det vil sige, at skulpturen er
orienteret lige frem, og at kroppen
ikke drejes på nogen måde. Denne afbildningsform tjente senere som inspiration for de gamle grækere til deres
første store statuer.
På vægmalerier og relieffer afbildede
man enkeltdelene af en genstand eller
et menneske ud fra den mest karakteristiske vinkel og uden brug af perspektiv. For eksempel vises ansigter i
profil, mens øjet i ansigtet ses frontalt.
I den egyptiske kunst er billeder af
egyptere smukke og idealiserede,
hvorimod fremmede blev fremstillet
grimme og karikerede. Opdelingen af
egyptere og fremmede var et resultat
af den opfattelse, at alt udenfor Egypten ikke var en del af den ordnede verden, men i stedet var en
del af det kaos, som Egypten skulle beskyttes mod.
På billeder af kongen optræder derfor ofte bagbundne fremmede under hans fødder for at vise, hvor
stærk farao var, og hvor god han var til at kontrollere kaos.
Det er desuden ting som hudfarve, kropsbygning samt tøjstil og hår eller hovedbeklædning, der er
med til klart at identificere egypteren fra ikke-egypteren. Men også blandt egypterne selv er der
forskelle. F. eks. har kvinder som regel lysere hud end mænd.
Selvom egypterne fastholdt deres særlige afbildningsform gennem 3000 år, ses der dog ændringer
fra en periode til en anden. Men ændringerne skyldes først og fremmest skift i tøj- og hårmoden. I
Gamle rige var tøjet og håret simpelt. I Ny Rige brugte man derimod elegante plisserede klæder og
avancerede parykker.
Gravmalerier af Gartneren
Nakht og hans hustru
Ta-hemet fra Ny Rige H. 36
og 42 cm, lag af ler og strå
opsat på væg og bemalet
www.glyptoteket.dk
Karikeret ansigt af
en nubisk fjende
H. 35 cm, kalksten,
fra udgravninger i
Memphis. Sal 3
18
Prins, stele fra Ny Rige H. 40 cm,
kalksten, fra Heliopolis. Sal 3
Kammerherre, relief fra Gamle Rige
H. 124 cm, kalksten. Sal 1
Bedende egypter fra Ny Rige.
Hans hænder er hævet i bedestilling, og mellem
underarmene findes en stele med bønnens
indledning: ”Oh, Amon-Ra i horisonten…”
H. 23 cm, diorit.
www.glyptoteket.dk
19
9. KILDEKRITISK TILGANG TIL OLDTIDENS EGYPTEN
I Danmark findes der forskellige samlinger af genstande fra oldtidens Egypten. De to største findes på Nationalmuseet
og Ny Carlsberg Glyptotek. Sidstnævnte er en samling af egyptisk kunst. Flertallet af genstandene stammer fra
templer og grave, altså den religiøse
sfære, hvor kunsten spillede sin
primære rolle i oldtidens Egypten.
Glyptotekets samling giver en unik
mulighed for at arbejde kildekritisk
med genstande, der bidrager til en indsigt i den komplekse, religiøst baserede verdensforestilling, som egypterne
havde.
En kildekritisk analyse af et kunstværk
fra oldtiden kombinerer information
fra indskrifterne på genstanden og
udformningen samt overvejelser omkring funktionen af genstanden og
den samfundsmæssige kontekst, som
genstanden indgik i.
Denne afbildede dobbeltstatue viser
en interessant forskel mellem indskriften og fremstillingen af de to personer.
Dobbeltstatuen forestiller en mand og
en kvinde, som ser unge og smukke ud.
Umiddelbart fremstår de to personer som jævnaldrende, og man kunne
være fristet til at foreslå, at der her var
tale om et ægtepar, da dobbeltstatuer
af ægtepar er ret almindelige. Men når
man læser indskriften på soklen imellem dem og indskriften på den nederste del af kvindens dragt, så får man et
noget andet billede af deres relation.
Ahmose og hans mor Baket-re H. 115 cm, diorit. Sal 1
Indskriften mellem de to personer lyder: ”Kongelig skatmester, greve, dommer ved paladset, anden-ypperstepræst for
[guden] Amon, Ah-mose”
Indskriften på kvindens kjole lyder: ”Hans moder, hofdamen, sangerinden ved [gudinden] Hathors tempel, herskerens
øje [høj hoftitel] Baket-re”
Det drejer sig altså ikke om en ægteskabsrelation, men en mor-søn relation. Så hvorfor er Ahmose og Baket-re afbildet, som var de jævnaldrende?
Da dobbeltstatuen blev fremstillet, har Ahmose mindst være 30-40 år gammel og sandsynligvis ældre. Denne aldersvurdering bygger på vigtigheden af de titler og embeder, som er nævnt i indskriften. Hvis han havde
været yngre, kunne han endnu ikke have opnået dem. Baket-re må som hans mor have været endnu ældre,
da statuen blev fremstillet. Det må dermed have været tydeligt for samtiden, at de ikke var jævnaldrende. Fremstillingen af dem er altså hverken realistisk eller på noget måde retvisende i forhold til virkeligheden.
Motivationen til at fremstille dem begge som unge finder man, når man husker på, hvad formålet med denne dobbeltstatue var. Som tidligere nævnt, tillagde egypterne statuer og indskrifter skaberkraft. Det vil sige, at en statue skulle
være en idealfremstilling af, hvordan man ønskede, at man skulle fremstå i livet efter døden. Det vil sige: ung, smuk
og rask. Dette gjaldt både for mor og søn.
Statuen var ikke først og fremmest skabt til at blive set, men for at virke. Den har efter alt sandsynlighed været opstillet i et tempel, hvor præsterne dagligt har ofret til den. Ved at have sin statue stående i templet fik man en ekstra
garanti for, at man i efterlivet ville modtage de nødvendige ofre, i tilfælde af at ens familie ikke kunne sørge for ens
gravsted.
www.glyptoteket.dk
20
Men hvad kunne så være grunden til, at Ahmose valgte at blive afbildet med sin mor?
I forbindelse med statuer og vægmalerier i grave var det vigtigt for egypterne at dokumentere så nært et
forhold til farao som muligt. Baket-res titler viser, at hun var tættere på farao og hoffet, end Ahmose selv
var, men ved at optræde sammen med sin mor, kom han selv til at fremstå som tættere knyttet til farao, end
han ellers ville, hvis vi kun havde fået oplyst hans
egne titler og embeder.
En anden velkendt statuetype fra det gamle
Egypten er sfinksstatuer. Eksemplet her fra Ny
Carlsberg Glyptotek er fra slutningen af Sentiden
eller begyndelsen af den Ptolemæiske periode, men
betydningen af sfinksen som statuetype ændrede
sig ikke meget fra Gamle Rige og frem til romerne.
En sfinks er et fabeldyr, der ofte består af løvekrop
og menneskehoved. I Egypten er der som regel tale
om den regerende konges hoved. Men hvad betyder sammensmeltningen af løven og farao?
Ved at fremstille farao som løve ville man vise, at
farao besad de samme egenskaber som løven, f.eks.
styrke. Derudover tillagde den ham den guddommelighed, løven besad som solguden Ras hellige
dyr.
Sfinks H. 60 cm, diorit.
Dobbeltstatuen af Ramses og guden Ptah giver en anden interessant fremstilling af faraos rolle og egenskaber.
Det, der er vigtigt at bemærke, er ensartetheden i fremstillingen af Ramses og
guden. De er lige høje, og deres ansigtstræk er næsten identiske. I egyptisk
kunst afbilder man ofte statusforskelle ved hjælp af højdeforskelle. Det vil
sige, at en embedsmand fremstilles mindre end den konge, han tjente, også i
sin egen grav. Normalt fremstår farao også mindre end guderne. Det betyder,
at Ramses i denne statue viser, at han er ligeværdig med guden.
En anden usædvanlig ting er, at de to figurer kigger samme vej. Statuen blev i
sin tid fundet i tempelkomplekset tilegnet guden Ptah. Almindeligvis afbildes
guder i templer, så de kigger ud ad mod templets indgang. Når farao afbildes,
står han derimod foran guderne og kigger dermed ind mod alteret. Farao vil
som regel blive fremstillet i færd med at ofre til guden. På denne statue har
Ptah bogstavelig talt taget Ramses i hånden og fører ham med ud af templet.
Da de begge vender samme vej og dermed begge er på vej ud af templet, er
der her tale om to guder og ikke en gud og farao.
Statuens placering er vigtig, da det fortæller noget om, hvem der har haft
adgang til og dermed mulighed for at se statuen. De egyptiske templer var en
meget lukket og eksklusiv verden. Rent ideologisk blev templerne betragtet
som gudernes boliger, hvilket ofte er tilfældet i oldtiden, og det var kun farao,
der havde adgang dertil. I praksis blev de daglige ritualer dog udført af en lille
gruppe præster, der optrådte som stedfortræder for farao, mens der for almindelige mennesker var meget begrænset adgang til templerne.
Denne type statuer bliver ofte beskrevet som politisk propaganda, men det
er ikke korrekt, når man tager statuens placering i betragtning. Den har været
anbragt utilgængeligt for de fleste mennesker og ville derfor ikke have nogen
propagandistisk effekt overfor befolkningen. Hvis man skulle tale om propaganda i forbindelse med denne statue, ville det være propaganda rettet mod
guderne. Ramses og Ptah er fremstillet som værende ligeværdige. Pointen er,
at Ramses bliver præsenteret af Ptah som en gud og den retmæssige farao af
Egypten overfor de andre guder.
www.glyptoteket.dk
Statue af én af Egyptens mest berømte
faraoner, Ramses II, sammen med guden
Ptah. H. 330 cm, rød granit, fra udgravninger i Memphis. Sal 1
21
10. LITTERATURLISTE
Gay Robins,
1997: The Art of Ancient Egypt. The British Museum Press
Mogens Jørgensen,
1996-2009: Katalog Ægypten I-V. Ny Carlsberg Glyptotek
John Baines og Jaromír Malek,
1980: Atlas of Ancient Egypt. Phaidon
Jørgen Podemann Sørensen,
2010: Ægyptisk religion i oldtiden. Book on Demand
Torben Holm-Rasmussen,
2003: Politikens bog om det gamle Ægypten. Politikens håndbøger
Paul T. Nicholson og Ian Shaw,
2000: Ancient Egyptian Materials and Technologies. Cambridge University Press
Mark Lehner,
1998: Egyptens pyramider. Gyldendal
Erik Hornung,
1999: History of Ancient Egypt. Edinburgh University Press
www.glyptoteket.dk
Materiale produceret af:
Agnes T. Henriksen, tekst
Mikael Ipsen, design & layout