1. No category

KONFLIKTRÅD
SOM
KRIMINALITETSFOREBYGGELSE
Interviews med gerningsmænd
Afslutningsopgave
Diplomuddannelse i Kriminologi
Maj 2014
Kaj Schmidt LJF837
58070 tegn
Må offentliggøres
Indholdsfortegnelse.
Emne
Side
Indholdsfortegnelse
2
Indledning
3
Problemformulering
4
Litteratursøgning
5
Undersøgelsesdesign
14
- Forundersøgelsen
14
De kvalitative forskningsinterview
16
- Fravalg og afgrænsninger
16
- Forståelse af årsagssammenhænge
17
- Kritik af interview
19
- Gaven
20
Analyse
21
Diskussion
27
Konklusion
30
Anbefaling
32
Summary
34
Litteraturfortegnelse
36
Bilag 1 - Interviewguide
2
Indledning
Tænkningen om retfærdighed, domfældelse, straf og erstatning udkrystaliseret som et
statsligt retssystem som vi kender det i Danmark, er substantielt stort set ens over hele
verden. Der er retssale, dommere, advokater og anklagere alle vegne - i Azerbaijan, Iran og
Malaysia har man som Danmark, en højesteret som højeste retlige instans, hvor endelige
afgørelser træffes med retsvirkning for de involverede parter, og hvor sagen/ stridspunktet
- konflikten - er procederet og bedømt af sagkyndige og veluddannede eksperter. Blandt
naturfolk i bl.a. Canada og New Zealand, har en alternativ tilgang til normbrydende
adfærd, konflikter og kriminalitet været anvendt i en stræben efter fredelig sameksistens og
retfærdige forlig. Tanker og praksis med genoprettende retfærdighed kan ses tilbage til
vore kulturers vugge tusindvis af år tilbage og både FN og Europarådet har manifester om
tiltag med genoprettende retfærdighed.
Den grundliggende filosofi er, at de involverede parter, deres nærmeste og lokalsamfundet
er de mest kompetente til at finde en retfærdig løsning; parterne er i centrum - eksperterne i
periferien af den ramme som lokalsamfundet sætter for parternes genoprettende proces
med afsæt i konflikten, der ikke alene har betydning for parterne, men hele samfundet. Det
er et erklæret mål, at den forvoldte skade genoprettes retfærdigt og at parterne - også når
der er tale om offer og gerningsmand - genopbygget kan leve deres tilværelse i
lokalsamfundet. Gerningsmanden forventes ikke blot at reparere, sone og beklage sin
handling; det er også meningen, at han skal ville stræbe efter at gøre det bedre fremover.
Forskning i initiativer med genoprettende retfærdighed, har vist ikke blot mindre
samfundsomkostninger og større tilfredshed hos ofre for kriminalitet, men også mindre
tendens til recidiv hos gerningsmanden (Sherman og Strang, 2007).
Den danske model med "konfliktråd" er en variant af konceptet "Victim - Offender
Mediation" (herefter VOM). Ordningen er inspireret af genoprettende retfærdighed og har
primært været motiveret i hensyn til offerets behov, men der er også indeholdt intentioner
om kriminalpræventivt udbytte hos gerningsmanden.
3
Potentialet for færre menneskelige og samfundsmæssige omkostninger i genoprettende
retfærdighed har givet mig lyst til at undersøge om konfliktrådet gør en forskel for
gerningsmanden fremadrettet.
Set i dette perspektiv - filosofien, værdigrundlaget og forskning om genoprettende
retfærdighed, den danske konfliktrådsmodel og psykologisk forskning - vil jeg gennem
publiceret forskning og litteratur, registrerede data og gennemførte interviews se på, om
netop konfliktrådet gør en forskel for gerningsmandens fremtidige adfærd og tilbøjelighed
til kriminalitet. Afslutningsopgaven tager teori og videnskabelige resultater med ind i et
mikrounivers bestående af beretninger og iagttagelser fra interview med syv gerningsmænd
fra Midt- og Vestsjælland.
Problemformulering
Påvirker oplevelserne i forbindelse med konfliktråd den deltagende gerningsmands
adfærd i en sådan grad, at der sker en ændring i hans adfærdsstrategier, som kan
spores i hans fremtidige tilbøjelighed til normbrydende adfærd ?
Min hypotese er, at den beskrevne ændring kan spores og vil fremgå ved interview af
gerningsmænd. Det, at offeret fremstår som skinbarligt menneske med sine oplevelser af i
en styret ramme "konfliktråd", hvor gerningsmandens stemme også tillægges betydning,
tror jeg vil skabe nye repræsentationer i gerningsmandens bevidsthed, som på bundlinjen
viser sig som ingen eller mindre hyppigt forekommende og i så fald, til mindre alvorlig
kriminalitet.
Modhypotesen er, at ingen blivende og identificerbar ændring i adfærdsstrategier kan
forventes at vise sig hos gerningsmanden på baggrund af et relativt kort møde i tydelige
rammer, når gerningsmandens habitus er formet gennem hele hans liv og der i øvrigt ikke
sker banebrydende ændringer for ham. Dertil kommer, at begge parter i konfliktrådet kan
vælge at forblive i position "på armslængde" og ikke oprigtigt interagere, hvorfor
konfliktrådet næppe fører til forandring hos gerningsmanden.
4
Begrebet "gerningsmand" anvendes her i han-køn og omtales som "han" - selv om mænd
ikke har eneret på rollen som krænker, indbrudstyv eller hærværksmand. Jeg anvender
begrebet "offer" generelt om den forurettede part, om end der er stor forskel på at være
offer for drabsforsøg eller graffiti.
Litteratursøgning
Jeg har søgt litteratur via Det kongelige Biblioteks samling og søgt forskning på internettet
vha. Google Scholar og en kaskade-metode, hvor litteraturhenvisningerne i en
forskningsrapport, førte videre til andres forskning og andre teorier, der også havde
litteraturlister, osv. Dertil kommer materialer, links, egne noter og eksamensopgaver, samt
litteratur, forelæsninger og henvisninger fra studieforløbet på denne diplomuddannelse. På
de følgende sider, vil jeg sætte nogle pejlemærker for begrebet "genoprettende
retfærdighed", det teoretiske fundament, praksis med nationale ordninger og resultater fra
forskningen.
I det lovforberedende arbejde (Betænkning 1501/2008) om konfliktråd i Danmark, slår
udvalget fast bl.a. med henvisning til Vindeløv (2004), at der ikke er en klar, generel
definition at finde på begreberne konfliktmægling, mægling og mediation, hvorfor en nøje
afklaring heraf må findes i konteksten af den enkelte models teori og praksis.
Konfliktråd i Danmark administreres af politiet og udføres ved eksterne mæglere som et
møde mellem offer og gerningsmand. Det er frivilligt for begge personer at deltage i
mødet, der finder sted på et neutralt sted - ofte et mødelokale på et bibliotek.
Incitamentet til den danske forsøgsordning (i 1994) med konfliktråd og den følgende
vedtagne lov om konfliktråd som permanent, landsdækkende ordning (2010), har været et
ønske om at støtte ofre for kriminalitet ved at offeret fik mulighed for at løse op for angst
og frustrationer og at konfrontere gerningsmanden med følgerne af hans handling.
Gerningsmanden fik i samme ramme en mulighed for at påtage sig sit ansvar overfor
offeret - og måske derved måske ikke begå ny kriminalitet.
5
Ved opfølgende evalueringer af forsøgsordningen - Casa (2003) og Rambøll (2006) - blev
det bemærket, at der er et udviklingspotentiale i ordningen ved at inddrage et styrket
kriminalpræventivt sigte gennem resocialisering og genoprettelse af social orden via
gerningsmandens rolle.
Antagelser om en kriminalpræventiv effekt hos gerningsmanden ses bl.a. i betænkningen
(1501/2008) om Konfliktråd (side 10): "Samtidig indebærer konfliktråd, at
gerningsmanden i direkte kontakt med forurettede må påtage sig ansvar for handlingen, og
konfliktråd kan således medvirke til at øge gerningsmandens ansvarlighed for fremtidige
handlinger."
Forsøget med konfliktråd i Danmark blev gjort permanent og implementeret som
landsdækkende ordning ved Lov om Konfliktråd i 2009 - samtidig indførtes måltal for
produktionen af gennemførte konfliktråd i politikredsene, hvilket førte til en markant
stigning på 74% (Casa 2012) i antal gennemførte konfliktråd for årene 2010 til 2011.
Konfliktrådsordningen blev i 2012 udvidet til at omfatte konflikter ved bortvisnings- og
tilholdssager, samt nabostridigheder.
Evalueringerne (ibid) viser, at langt de fleste (både offer og gerningsmand) oplever
konfliktrådet som positivt omend af forskellige grunde, ligesom motiverne er forskellige.
Fællesnævneren er behovet for at mødes og at mødet opleves forløsende for både offer og
gerningsmanden.
Overordnet betragtet, er det - med enkelte lokale variationer (Casa 2012: 59) politikredsenes konfliktrådskoordinatorer, som visiterer politisagerne for egnethed til
konfliktråd. Er der fare for forværring af en konflikt, uhensigtsmæssig påvirkning af
bevisførelsen i en kommende retssag, fare for reviktimisering af offeret under et
konfliktråd eller forhold i en eller begge parters mentale habitus, som taler mod
gennemførelse, kan koordinatoren beslutte at afstå fra konfliktråd.
Koordinatoren markedsfører ordningen internt i politikredsen og udfører
resultatopfølgning, samt i de konkrete sager forestår kontakten til politiets sagsbehandler,
sagsbehandlende jurist i anklagemyndigheden, mæglerne og parterne. Alle typer opklarede
straffesager, hvor der er et identificerbart offer, kan behandles i et konfliktråd.
6
Gerningsmanden skal i det væsentlige have tilstået og konfliktrådet kan gennemføres både
før og efter sagen har været i retten. Parter under 18 år, kan ikke deltage uden
forældre/værges tilladelse.
Asmussen (2013:159) bemærker den setting, som det danske konfliktråd gennemføres i,
hvor der qua mæglerens rolle som mødeleder, allerede er sket en forskydning af magt.
Dermed er konflikten alligevel ikke helt parternes. Der er gjort meget for at pointere at
konfliktrådet ikke er et retsmøde - der skal ikke træffes afgørelse eller forlig - og at mægler
alene faciliterer processen, hvor parterne får delt synspunkter og oplevelser. Asmussen
bemærker i sin ph.d.-afhandling om offerets og gerningsmandens positioner i konfliktrådet,
at ordningen fremstår neoliberalt styret (ibid:190ff) med begreber som resultatmål og
referencer til salg og formidling af budskab. Hun øjner i rekruttering, uddannelse og den
daglige praksis med konfliktrådsmæglere en risiko for "at værdier og
sandhedsforestillinger reproduceres inden for en forholdsvis lukket kreds".
Egnethedsvurderingen - og hele administrationen af ordningen - placeret hos politiet, har
betydning for forankring og udvikling af konfliktrådsordningen. Der er både styrker og
svagheder derved, fx vedr. koordinering af mål, strategi og metode - men set i et "Christieperspektiv", er der mange eksperter, styring og filtre mellem borgerne og deres konflikt.
Jeg har googlet og fundet modeller og koncepter, der praktiseres rundt omkring i verden og
alle er inspireret af teorier om genoprettende retfærdighed. Der er store forskelle i praksis,
lovgivningen og hvorvidt det er frivillige, lokale kræfter eller professionelle i
ansættelsesforhold, der gennemfører konfliktråd og administrerer ordningen. Jeg fandt
modeller, med stærk lokal forankring omkring kirkelige menigheder og frivilliges sociale
arbejde.
For at illustrere volumen af den danske konfliktrådsordning, har jeg herunder indsat tabel
med opgørelse for de senere år.
7
Tabel 1: Antal gennemførte konfliktråd pr. år for hele Danmark
og for Midt- og Vestsjællands politikreds
Danmark
2011
595
2012
654
2013
710
Midt- og
Vestsjælland
47
58
57
Kilde: Midt- og Vestsjællands politi
Det fremgår af CASA-evalueringens spørgeskemaundersøgelse (Hansen, 2012:74ff), at en
tredjedel af de sager, der er skønnet egnet til konfliktråd og hvor gerningsmanden ønsker at
deltage, afslår offeret. Grundene hertil er bl.a. at offeret er bekymret for at møde
gerningsmanden, der er grunde som henføres til retsmødet og at sagen er forligt eller man
har lagt sagen bag sig. Vi ser dog også, at gerningsmanden ikke reagerer på kontakt, eller
udebliver fra aftaler - trods tilsagn om at deltage.
I forhold til en kriminalpræventiv effekt af konfliktråd for offeret, fremhæver jeg at Balvig
(2006) undersøgte sammenhængen mellem unge, som enten offer eller gerningsmand i en
dansk kontekst blandt unge i Midtjylland. Undersøgelsen påviste statistisk signifikant
sammenhæng mellem rollen som offer og rollen som gerningsmand; der var et overlap
mellem de, der agerede som offer og som gerningsmand. Her viser det sig, at 37 % af de,
der har begået vold, selv har været udsat for vold. En hypotese herom kunne være, at
offeret ændrer konstitution mht. sin egen tilbøjelighed til at begå vold efter at have været
udsat for vold - eller at en vis mængde af populationen veksler mellem at spille begge
roller. Samme fænomen ses hos Libak Pedersen og Lindstad (2011), der har undersøgt
forhold omkring tilgangen til rocker-bandemiljøet.
Konfliktråd som alternativ til konventionelle straffe i Norge, tilskrives især Nils Christie
(1977) , der har en dyb tro på, at mennesker er kompetente aktører i deres egen
sameksistens med andre - og at konflikter bedst håndteres gennem lokale, systemiske
processer, hvor parterne og deres nærmeste er aktive, mens eksperters betydning for proces
og resultat søges elimineret. Han ønsker indflydelsen fra eksperter, der kun har
professionel interesse i borgernes forhold, og eksperternes monopoliserende sprogbrug, der
8
kan afskære ikke-akademikere fra den offentlige debat, begrænset. Han søger selv - som
professor og kriminolog - med sin egen formidlingsform, at bruge små ord for store
spørgsmål.
I 1981 indledtes forarbejder til forsøgsprojekt med konfliktråd, hvor tiltaleundladelse i
visse sager mod unge lovovertrædere, kunne finde sted, når en aftale herom var indgået
med offeret og gerningsmanden i øvrigt havde opført sig ordentligt. Rigsadvokaten i Norge
udvidede ordningen i 1989 til også at gælde gerningsmænd over 18 år, og kravet om
førstegangsforseelse blev også lempet, dog ikke sager der indebar påstand om ubetinget
frihedsstraf. Lov om mægling i konfliktråd blev vedtaget i 1991 med efterfølgende
tilpasninger af administrative forskrifter til 1993, hvorved Norge blev det første land i
verden til at lovfæste en offentlig konfliktrådsordning, som alternativ til konventionel ret. I
de efterfølgende år udvikles praksis med ordningen og i 2011fik genoprettende
retfærdighed en særlig rolle i forhold til unge lovovertrædere, da man konstaterede et
fælles politisk mål om, at børn ikke skal i fængsel. Det seneste lovforslag Proposisjon 57L
(2013-2014) lægger op til yderligere styrkelse af genoprettende tiltag ved
"ungdomsopfølgning" og "opfølgning i konfliktråd", samt mulighed for genoprettende
proces på hvilket som helst tidspunkt i en straffeproces og afsoning. Forslaget indeholder
også mulighed for indirekte mægling og mægling i offerløse forbrydelser (forudsat nogen
er påvirket) og sikrer at Kriminalforsorgen tager hensyn til aftaler indgået ved konfliktråd,
samt skærpelser omkring ophør af virket og vandel for mæglere. Der blev i Norge
gennemført 7256 konfliktråd i 2013 (www.konfliktråd.no); metoden har - som det fremgår
- en helt anden volumen, variation og bredde end i Danmark.
Internationalt toneangivende på feltet er også Howard Zehr (2008), som er inspireret af
kristen tilgivelse, næstekærlighed og Jesus´ bjergprædiken.
Hans fokus er på offeret, skaden og årsager, samt at gerningsmanden tager - eller pålægges
- ansvar for sine handlinger. Mæglingsprocessens eventuelle gavnlige virkning på
gerningsmandens tilbøjelighed til at begå ny kriminalitet, er sekundær i forhold til offerets
behov. Gerningsmandens udbytte af mæglingen kunne være hjælp og støtte til at få helet
traumer fra opvæksten, som har ført til kriminel adfærd, samt støtte til at blive
kompetenceudviklet og til at blive integreret i samfundet.
9
I den vestlige verdens 1970´ere, antager filosofien om restorative justice form som en
sociologisk bevægelse via en konkret sag i Canada (op.cit). Facilitatoren af genoprettende
tiltag i en sag, formåede to gerningsmænd, der stod bag en række ejendomsforbrydelser, til
at ringe på døren hos ofrene og forinden blev gerningsmændene instrueret om, at de skulle
præsentere sig netop som sådan for beboerne. Metoden var grovkornet, men oplevedes
succesfuld af alle parter og omtalen inspirerede til fortsat udvikling af utallige varianter af
genoprettede metoder, som vi bl.a. i dag kender som "stormøde", VOM og "konfliktråd".
Zehr lægger også vægt på forbundethed mellem mennesker og at gerningsmandens
skadeforvoldelse, medfører en pligt for gerningsmanden, men også de berørte fællesskaber
og samfundet i bred forstand til at genoprette skaden. Han understreger, at der er en
magtforskel mellem den offensive gerningsmand og det sagesløse offer, som adskiller sig
fra det mere jævnbyrdige partsbegreb som fx ved mediation.
Han ser ikke en konkurrenceforhold mellem konventionel ret og genoprettende
retfærdighed, men styrker og svagheder ved begge konstruktioner - og derved også, at
disse ikke eliminerer, men snarere supplerer hinanden.
Den svenske konfliktrådsordning, som blev lovfæstet i 2002, er effektevalueret for
kriminalpræventiv virkning. Blandt unge i de svenske kommuner Hudiksvall og
Örnsköldsvik (eksperimentalgrupperne), gennemførte Sehlin (2009) et kontrolleret
stikprøveforsøg, hvor han sammenlignede med øvrige unge fra de to län, som byerne er
beliggende i, Gävleborgs Län og Västernorrlands Län (kontrolgrupperne) for at undersøge
virkningen af "medling" (herefter mægling).
Sehlin fandt statistisk signifikante resultater på ***niveau - altså mindre end 1 promilles
chance for, at resultatet skyldes tilfældigheder. 28 % af de, der havde gennemført mægling
begik ny kriminalitet - overfor kontrolgruppen, hvor 43% recidiverer.
Det fremgår af Krantz og Lindsten (2005) - den svenske Kriminalvårdsstyrelse som Sehlin
citerer - at gennemsnitligt 40% af domfældte inden for 3 år efter dommen, dømmes for ny
kriminalitet. Unge domfældte (25 år og yngre) har stor risiko for recidiv - især unge, som
har siddet i fængsel, idømt middellang straf (2 måneder til 2 år) for berigelsesforbrydelser;
af disse unge recidiverer 85%. Den danske kriminalforsorgs recidivstatistik
(Kriminalforsorgen 2013) viser at godt 31% af de under 25-årige dømte atter dømmes
inden for 2 år (opgørelsen sondrer ikke for deltagelse i konfliktråd). Sehlin tager afsæt i
teorien om reintegrative shaming (Braithwaite 1989), hvor man går målrettet efter at fjerne
10
kriminalitetens stigma fra gerningsmanden og optage ham i vidtforgrenede sociale
netværksstrukturer, hvor man hjælpes ad og nærer interesse for hinanden. Grundfølelsen
"at skamme sig" anvendes som tilgang til en re-integrerende proces af gerningsmanden.
Sherman og Strang (2007) konstaterer i deres metaanalyse af resultater og praksis med
genoprettende retfærdighed tiltag at det virker forskelligt på mennesker og anbefaler at en
generel praksis implementeres på et fundament af evidens, der kan målrette forskellige
metoder til forskellige mennesker og kriminalitetsformer. Med hensyn til offeret, reduceres
risikoen for post traumatisk stress syndrom efter deltagelse i genoprettende proces med
gerningsmanden. Undersøgelsen peger endvidere på, at genoprettende tiltag har større
kriminalpræventiv effekt ved alvorligere snarere end ved trivial kriminalitet, hvor der er
direkte kontakt mellem offer og gerningsmand. Forskellene i effekt, har vist sig at være
afhængig af målgruppe/-person; forskelligheden ses også ved konventionel ret, hvor straf
har forskellig afskrækkende effekt blandt beskæftigede i forhold til ledige - fx ved
værtshusuorden og vold i hjemmet.
Frem for at søge at forebygge kriminalitet gennem antagelser om gerningsmandens frygt
for at komme i fængsel, ser Sherman og Strang et kriminalpræventivt potentiale i at lære
effektivt at udnytte de følelser af vrede, skam, skyldfølelse og fortrydelse som er så tæt
knyttet til kriminalitet.
Da gerningsmandens erkendelse af forbrydelsen i den enkelte sag er en forudsætning for at
genoprettende retfærdighedsproces kan indledes - og en erkendelse i juridisk forstand har
konsekvenser i forhold til konventionel ret - anvendte man i 5 kontrollerede forsøg i USA
og Canada en strafferetlig vending at "afstå fra at nægte sig skyldig" som åbning for at
søge sagen afgjort gennem mæglingstiltag.
Metaundersøgelsen refererer til Shermans "defiance theory" (1993), der beskriver en teori
om vaneforbryderens rationaler for en overbevisning af sig selv om, at hans handlinger
ikke er amoralske. Kernebegreberne i teorien er (magtens)legitimitet, sociale
relationer(mellem magthaver og borger), skam og stolthed, som kan føre til trodsig attitude
hos gerningsmanden.
Gerningsmandens oplevelse af at blive uskyldigt dømt, at en strafferetlig sanktion er
uretfærdig og unødigt hård, indgår i en selvforstærkende proces, hvor gerningsmanden
11
ekskluderes fra og selv fravælger normalsamfundet. Begreberne skam og stolthed
interagerer i rationalet, så den gerningsmand, der oplever sig uretfærdigt behandlet, frem
for at bøje hovedet i skam, løfter panden og gennem trodsighed finder stolthed.
I forhold til processer med genoprettende retfærdighed ud fra denne tilgang, vil arbejdet
med gerningsmanden handle om at få ham til at redefinere sig selv - at skabe en nyt
narrativ om sig selv og at finde en ny rolle at spille i tilværelsen. Fokus er på overtalelse og
ny erkendelse, frem for afstraffelse. Her bruges skyld og skam som løftestang i processen
med gerningsmanden, hvis handlinger forkastes, men ikke hans person, og han tilbydes
mulige veje til genoptagelse - reintegration - i samfundet.
Et 3-årigt studie af unge i USA med både konventionel straf og genoprettende
retfærdighed, har vist at af de, hvis afgørelse indeholder tiltag med genoprettende ret, er
der færre der begår ny kriminalitet og de, der gør det, begår færre og mindre alvorlige
overtrædelser, ligesom der går længere tid fra retssystemet slipper dem indtil de
recidiverer, sammenlignet med de, der får konventionel reaktion (Bergseth, K. og
Bouffard, J (2007).
En anden metaundersøgelse af genoprettende retfærdighed i fire stater i USA ved Umbreit
og Coates (1993) konstaterer at ofrenes primære forventning til VOM er at drøfte
erstatning og et ønske om at hjælpe gerningsmanden. Gerningsmændene forventer ved
VOM at få mulighed for "at gøre det godt igen" (efterfulgt af forventninger af at få sagt
undskyld og at få lagt den kriminelle handling bag sig).
Der er en meget høj grad af tilfredshed med processen hos både offer og gerningsmand,
ligesom det scores højt hos respondenterne, at processen oplevedes fair og retfærdig. Det
var betragteligt færre gerningsmænd, som et år efter VOM begik ny kriminalitet (end
kontrolgruppen) og da til mindre alvorlig kriminalitet. Imidlertid er resultaterne ikke
statistisk signifikante og der nævnes undersøgelser, hvor der ikke spores positiv effekt - og
endda også negativ virkning. Forskerne kommenterer til de, der måtte blive skuffet af
resultaterne, at det kan virke lidt naivt, at forvente grundlæggende forandringer i
gerningsmandens personlige konstitution og adfærd på baggrund af et personligt møde af
få timers varighed, når man betragter de (uændrede) faktorer i hans liv, som har medvirket
til at han begik en kriminel handling.
12
Da denne afslutningsopgave undersøger adfærdsændring, må vi også se på teorier om
hvordan vi mennesker formes og får hver vores personlige stil og adfærd. Berger og
Luckman beskriver barnets socialisering gennem betydningsfulde andre - det er oftest
forældrene, men ikke altid. Menneskets evne til - ad reflektionens vej, fx via oplevelser og
overvejelser knyttet til deltagelse i konfliktråd - at ændre sine strategier og adfærd er ikke
medfødt, men tillært i opvæksten og gennem livserfaringer. Evnen til at handle
gennemtænkt og se sig selv i den anden og at affektregulere, har mentaliseringsforskerne
Allen og Fonagy (2006) sammenfattet i mentaliseringsteorien. Teorien tager afsæt i
tilknytningsteorien (Bowlby i Gleitmann:576-621) om typer af tilknytning i formningen af
personlighed og identitet. Evnen til mentalisering læres og forfines i interaktion med andre,
der spejler ens udtryk passende og rettidigt - helt fra spædbarnet i moderens favn og videre
gennem livets utallige sociale relationer. Allen og Fonagy forklarer mentaliseringsevnen
med det, at kunne finde sig selv i den anden og det at kunne tænke om sin tænkning.
Mentaliseringsteoriens effekt i praksis, har Twemlow og Fonagy et al. (2001) undersøgt i
et kontrolleret forsøg med volds- og mobningsbekæmpelse på to sammenlignelige skoler i
Topeka, Kansas for børn i 3.-5. grade, svarende til mellem 8 og 11 år. Man målte på antal
disciplinære reaktioner og elevernes score i færdighedstests. Der viste sig signifikante
resultater og stor effekt, der talte for interventionen; antallet af voldelige hændelser faldt og
præstationerne i færdighedstests blev bedre i eksperimentalgruppen. Forsøget var ikke
randomiseret og det kan også diskuteres, om det var netop interventionens fundament i
mentaliseringsteorien, eller interventionen som sådan, der gjorde forskellen. Her - i denne
afslutningsopgave - ser vi på mentaliseringsevnens mulige betydning for (ikke offerets,
men det kunne det godt have været) gerningsmandens udbytte af konfliktrådet.
Det ligger fast, at der ikke kan peges på en almengyldig metode for genoprettende
retfærdighed, som er effektiv i enhver situation. Forskningen viser, at de forskellige
modeller og metoder, har forskellig virkning afhængig af forbrydelsens art, kulturelle
baggrund og den nationale kontekst.
Det er vigtigt, at gerningsmanden tager ansvar for sine handlinger, og erkender
forbrydelsen (i modsætning til den retlige betydning af nægtelse, som gælder i
konventionel ret) og at han gør det ikke bare godt igen - men lover at gøre det bedre
fremover. Det dækkende engelske begreb "to make amend", savnes i det danske sprog.
13
Det har kriminalpræventiv betydning, at gerningsmanden føler skam (og ikke trods) og at
gerningsmanden gennem konfliktrådet får helet sin selvopfattelse (fjernelse af stigma), at
han re-integreres i sit lokalsamfund og at gerningsmanden gennem den reflekterende
proces, som han gennemgår før, under og efter konfliktrådet er blevet mere kompetent.
Disse komplekse årsagssammenhænge fra litteraturen herover, vil jeg bringe med ind i
mine interviews og bruge som pejlemærker i afslutningsopgavens kommende afsnit.
Undersøgelsesdesign
Forundersøgelsen.
Problemformuleringen beskriver min nysgerrighed på betydningen af konfliktrådet for
gerningsmanden i et kriminalpræventivt perspektiv. Det kvalitative forskningsinterview er
grundstammen i denne afslutningsopgave. I den indledende fase af undersøgelsen
gennemførte jeg (med tilladelse dertil) en registersøgning i politiets sagsstyringssystem
(POLSAS) i Midt- og Vestsjællands politikreds for at finde respondenter til interview. Som
datakilde vedr. forbrydelser kan POLSAS ikke stå alene, da langt fra alle konfliktfyldte
hændelser og straffesager kommer til politiets kendskab; fx for voldssager viser
Offerundersøgelsen (2013), at 43% af voldstilfælde kommer til politiets kendskab, men her
- i forhold til problemformuleringen og afgrænsningen til gennemførte konfliktråd i Midtog Vestsjællands politikreds i årene 2011 og 2012 - er datagrundlaget dækkende, dog er
der et frafald, som der redegøres for.
Det overraskede mig så få gerningsmænd - potentielle respondenter - jeg kunne finde, som
efter konfliktråd ikke efterfølgende blev registreret i POLSAS (landsdækkende) med ny
normbrydende adfærd; det førte til en struktureret dataopgørelse - forundersøgelsen - af
gennemførte konfliktråd i årene 2011 og 2012 i Midt- og Vestsjællands politikreds, opgjort
efter gerningsmandens køn, alder, sagskategori, tid i måneder efter konfliktråd til evt. ny
normbrydende adfærd i strafferetlig forstand (og sagskategori heraf).
14
Når jeg her ikke har anvendt begrebet "recidiverer" er det for at holde klar adskillelse til
national og international forskning, hvor begrebet anvendes om ny domfældelse (fx
Kriminalforsorgens recidivstatistik 2013); i forundersøgelsen analyserer jeg tilbøjelighed
til at overholde gældende lovgivning som et sæt normer, der kan anmeldes og noteres hos
politiet.
Set ud fra et retssikkerhedssynspunkt og hensyn til gyldighed af resultaterne, er
tilbagefaldet i min forundersøgelse altså ikke udtrykt ved en endelig retlig afgørelse, men
notat hos politiet af en eller flere begivenheder, som udtrykker fortsat normbrydende
adfærd, fx sigtelser og deltagelse i gadeuorden eller rocker-banderelaterede hændelser, som
politiet rykker ud til og registrerer antrufne parter, der har lavet uorden, men ikke
nødvendigvis sigtes.
Et konkret eksempel fra forundersøgelsen handler om en 35-årig mand, der gennemførte
konfliktråd efter at han mistede besindelsen over for en flok drenge, som larmede og
irriterede ham. Efter voldssagens konfliktråd, begik han forskellige færdselsforseelser, som
han blev sigtet for - og som i opgørelsen tælles som normbrydende adfærd. Man kan
modargumentere med, at færdselsforseelser, som fører til formel sigtelse er så alment
udbredt, at det godt nok er udtryk for en lovovertrædelse (af den formelle norm), men den
praktiserede normaladfærd - doxa - er noget mere nuanceret. Samme problemstilling har
jeg drøftet med medstuderende og kollegaer, fx om ulovlig besiddelse af en mobiltelefon
eller hash under varetægtsfængsling var at medregne som normbrydende adfærd. Jeg har
sorteret data ud fra problemformuleringens hypotese om generaliseret adfærdsændring hos
gerningsmanden efter konfliktrådet, hvorfor begrebet "normbrydende adfærd" her fortolkes
ret kategorisk.
Forundersøgelsen omfatter 85 gerningsmænd, der gennemførte konfliktråd, heraf er der 8
kvinder. Differencen mellem indberettede tal til Rigspolitiet om antal gennemførte
konfliktråd og forundersøgelsens population skyldes, at visse ungemæglinger (uden
straffesag) foretaget ved mægleruddannede SSP-medarbejdere fra kommunerne af og til
tælles med nationalt som gennemført konfliktråd (men er fravalgt her), ligesom jeg har
fravalgt konflikter uden forbrydelser - fx nabostridigheder og husspektakler, der ikke
indeholder en straffesag og ikke mindst, at nogle gerningsmænd gennemfører flere
konfliktråd i samme sagskompleks.
15
Tabel 2: Normbrydende adfærd efter konfliktråd.
Antal gerningsmænd i konfliktråd og antal heraf, der i de følgende 12 måneder efter
konfliktrådet begik normbrud og andelen af normbryderne, der begik normbrud inden der
er gået 3 måneder efter konfliktrådet.
2011
2011
2012
2012
konfl.råd normbrud konfl.råd normbrud
Mænd
31
17
46
18
Kvinder
8
2
0
0
Total
39
19
46
18
2011 og 2012
normbrud i alt
35 (45%)
2 (25%)
37 (44%)
normbrud
indenfor 3 mdr.
16 (46%)
2 (100%)
18 (49%)
n = 85
Kilde: POLSAS
Gennemsnitligt gik der 7 måneder til ny normbrydende adfærd.
Beregningen for kvinderne må tillægges begrænset betydning, da afvigelsen mellem 2011
og 2012 er relativt stor og må bero på tilfældigheder - men det har jeg ikke undersøgt
årsager til. Imidlertid er kvindernes andel relativt lille.
Forundersøgelsen viser at 44 % på ny begår normbrydende adfærd i året efter at have været
i konfliktråd og at 49 % heraf begår normbrydende adfærd inden der er gået tre måneder
siden konfliktrådet.
De kvalitative forskningsinterview
Fravalg - Afgrænsninger
Undersøgelsen er geografisk afgrænset til gerningsmænd fra konfliktråd afholdt med
baggrund i sager med gerningssted i Midt- og Vestsjællands politikreds og respondenterne
er søgt blandt gerningsmændene i 105 gennemførte konfliktråd i 2011 og 2012. Således er
der på tidspunktet for interview (marts-april 2014) gået mere end 1 år fra konfliktrådet til
interview.
Undersøgelsen angår sager, hvor der er foretaget en uobserverbar subjektiv
egnethedsvurdering (hos politikredsens konfliktrådskoordinator) i forhold til, om den
konkrete sag skønnes egnet til konfliktråd og der er sket både bevidst, tilfældig og
strukturel udvælgelse af respondenter.
16
Nogle mulige respondenter har jeg fravalgt, da jeg som politimand næppe kan forvente at
få gennemført interview med meget kriminelt aktive, der fx ofte og for nyligt ses i politiets
døgnrapporter i voldelig opposition til politiet eller som er aktuelt eftersøgt af politiet.
Andre fravalg har jeg måtte foretage i samråd med konfliktrådskoordinatoren, fx i sager,
hvor konfliktrådet viste meget aparte adfærd hos gerningsmanden og nogle var
institutionsanbragte og psykisk syge. Flere mulige respondenter, har jeg ikke kunnet finde
et telefonnummer til, og et par sager om nabostrid uden straffesag og uden identificerbart
offer/gerningsmand, har jeg fravalgt. Dertil kommer en lang række aftaler, hvor
respondenten udeblev. Det har - inden for den delmængde, som de beskrevne bevidste
fravalg har efterladt - været tilfældighederne, der har rådet i forhold til, hvilke af de egnede
sager, der førte til et af de i alt 7 gennemførte interview, som er gennemført pr. telefon, i
private hjem, på skoler og politistationers mødelokaler. Respondenterne (i det
efterfølgende benævnt R1 til R7) var alle mænd og mellem 17 og 20 år på
gerningstidspunktet. Der er tale om 5 sager om vold (alle spiritus- og/eller påvirket af
euforiserende stoffer i tilknytning til fest-/værtshusmiljø) og 2 berigelsesforbrydelser
(bedrageri v/ internethandel og tyveri i ansættelsesforhold).
Forståelse af årsagssammenhænge
Det kvalitative forskningsinterview (Kvale, 1997) har som metode megen styrke omkring
forståelse af årsagssammenhænge. Jeg har anvendt metoden "det halvstrukturerede
livsverdensinterview" for at indhente beskrivelser fra respondentens livsverden og fortolke
betydningen af de beskrevne fænomener. Jeg har brugt en interviewguide (bilag), der både
er en huskeseddel og samtidig et værktøj til at holde mig - og samtalen - på sporet.
Jeg har stillet store krav til strukturen gennem temaer, interviewmetodik, analyse og
fortolkning af de gennemførte interview. Jeg har tilstræbt at søge viden og mening ensartet
hos de forskellige respondenter, men ikke nødvendigvis stillet nøjagtig enslydende
spørgsmål.
Jeg søger at beskrive og forstå de processer og ræsonnementer, der finder sted hos
gerningsmanden efter ugerningen, før konfliktrådet (samtykkeprocessen), under
konfliktrådet og ved dets umiddelbare afslutning - og i tiden efterfølgende. Måske viser
17
denne efterfølgende periode sig i virkeligheden at være en tid op til næste forbrydelse, som
jeg så spørger ind til.
I forhold til problemformuleringen, har jeg især været nysgerrig på, hvor respondenten
beretter om oplevelser, der indeholder særlig følelsesmæssig energi.
Når jeg har valgt denne metode, er det også fordi jeg er nysgerrig på, hvor der er noget
følelsesmæssig energi og noget forandringskraft i respondentens oplevelse af kontinuum
fra før hændelsen og videre frem.
Hvis der er noget tankekraft i hans refleksioner ovenpå en straffesag og refleksionerne ikke
kan forbindes til konfliktrådet, hvad knytter refleksionerne så an til ?
Uventede resultater kan forekomme - godt nok sætter interviewguiden ramme for samtalen
- men metoden foregiver ikke (i modsætning til typiske spørgeskemaer) at undersøgeren
har kunnet forudse respondenternes svar.
Ved anvendelsen af interview, kan respondenten - som vidnet i retssalen - bevidst og
ubevidst give svar, som i en eller anden udstrækning ikke er retvisende. Hans hukommelse
af oplevelser - både på gerningsstedet, tiden efter og ved konfliktrådet - kan være forskudt.
Eftertiden og talrige genfortællinger - både som indre, egne tanker og formuleret verbalt
blandt andre, kan nedtone eller fremhæve forskellige elementer af det erindrede. Hvis man
gerne vil bidrage med sit besyv, har man det med at fylde de blanke felter i hukommelsen
ud med elementer, der giver mening, men som ikke er udtryk for erindring af en oplevelse
(Gleitman 1999:286).
Gerningsmandens mere eller mindre bevidste ønsker om, at fremstå med en bestemt
fortælling om sig selv - både overordnet i al hans interaktion og færden, samt specifikt i
interview-situationen, påvirker hans svar. Dertil kommer, at respondenten fortolker, det
han selv husker gennem det han måske ubevidst ønsker at fremstille - dertil kommer at jeg
- intervieweren - fortolker det, der siges og passerer ved interviewet og formidler dette igen fra mit perspektiv - til en kort, skriftlig fremstilling med det, der (efter min opfattelse)
har betydning for undersøgelsens fokus.
Intervieweren går en balancegang mellem den relationsdannende, men dybest set
irrelevante small-talk, der kan opstå under en konversation - og så på den anden side,
stringent at søge temaer fra interviewguidens papir besvaret uden for megen udenomssnak.
18
Respondenten er på forhånd informeret om interviewerens ærinde og formålet med
samtalen, så det kan have uønsket virkning, hvis den uformelle snak opleves som kunstig
og påtaget. Intervieweren må nødvendigvis bringe sig selv i spil i relationen med
respondenten.
Kritik af interview
Det har måske påvirket min tilgang til undersøgelsen, når jeg i overskriften anvender
begrebet "gerningsmænd". Det siger måske noget om en erhvervsbetinget og
erfaringsbaseret tænkning om gerningsmanden a´ la kriminel normafviger, som jeg har
været bevidst om.
Nils Christie i dagbladet Information (Lykkeberg 2010) taler om "skadeord". Betegner man
en kvinde som morder, overser man at hun er fra Fyn, mor til 2, en dygtig læge eller ret
humoristisk. Det gælder også respondenterne, der også er meget mere end gerningsmænd.
De er dygtige elever, elskede sønner og kærester og gode kammerater for deres venner. Det
har jeg prøvet at holde for øje ved at møde respondenten som en person / medborger - ikke
som gerningsmand - og ved at agere som interviewer og medmenneske. Jeg har prøvet at
signalere, at jeg tager den tid, det nu tager og stræbt efter at anlægge en nysgerrig og
ligeværdig interaktion.
Overfor denne gode intention, står det faktum, at der ikke er ligeværdighed i interaktionen.
Jeg styrer samtalen gennem den måde jeg enten lader et svar stå uudfordret eller spørger
mere ind med afsæt i svaret - og respondenten har den efterspurgte viden og der derved
herre over svarenes indhold, dybde og ærlighed.
Det skal også pointeres, at jeg langt fra er en rutineret interviewer. Den anvendte
interviewguide er drøftet med min vejleder og testet på medstuderende, men som
interviewer har jeg været opmærksom på, at jeg er politiuddannet til at afhøre og arbejde
med mennesker der er i vildrede, hidsige eller i konflikt, at jeg er en proces- og
resultatorienteret leder og mødeleder, men ikke en uddannet samtalepartner - som fx en
supervisor eller terapeut, der mestrer kunsten at spørge ind til meningen i det sagte som
mere end verbale sætninger. Betydningen heraf har jeg tilstræbt at holde for øje i analyse
og syntese.
19
Gaven
Hvis vi nu lægger til grund - med tanke for Marcel Mauss (1925) om kulturelle bytte- og
gengældelseskonventioner som en historisk grundlæggende social konstruktion - at
respondenten giver en gave ved at dele sine tanker og oplevelser med intervieweren, så har
respondenten en forventning om at intervieweren præsterer en modydelse og at gaven
modtages. Hvis den forventning ikke indfries, kan det påvirke respondentens svar og
svarvillighed - og hvis forventningen indfries balanceret, også jfr. Bourdieus doxa-begreb
(Mik-Mayer og Villadsen, 2007), kan dette bidrage til relationsdannelsen i rummet og
kvaliteten af interviewet.
Når relationen er udfordret og der er skævhed i forhold til det, der kan forventedes i
henhold til kendte kulturelle normer, påvirkes processen og pålideligheden af udbyttet.
Denne faktor er et opmærksomhedspunkt i analysen og har blandt andet medført, at jeg
meget klart har pointeret og spurgt ind til respondentens eventuelle forbehold omkring, at
jeg er politimand, i uniform eller at interviewet foregår på en politistation; dette har
betydning for magtforhold i rummet og dialogen.
I forhold til Mauss´ reciprocitetsbegreb, fornemmede jeg under samtlige interviews, at der
var en tidsmæssig grænse for, hvor længe respondenten var parat til at samtale om sin
livsverden, hvilket sås på, at samtalen som "ping-pong" gik i stå (og det var mig, der
stillede spørgsmål, som blev besvaret med lukkede svar), respondenten blev urolig på
stolen, kiggede på uret eller mobiltelefonen, svarede enten ved gentagelser af tidligere
svar, eller at svarene blev kortere og mindre udbredende. Det kan meget vel være, at
begrænsningen ikke reelt var tidsmæssig, men at "gaven" ikke var en uendelig parathed
hos respondenten til at dele sine oplevelser. Det kan være - jeg har ikke interviewet på
temaet - at når interviewet (trods bestræbelser på at nedtone det) rent faktisk sker mellem
gerningsmand og politimand, at retten til at nægte at udtale sig som sigtet, får betydning
for respondentens åbenhjertighed og tålmod, når gaven ikke gengældes eller giverglæden
overudfordres. I samme tema, kan respondenten demonstrere magt ved ikke at interagere
uden reservation.
I forhold til, hvordan gaven skulle gengældes - har jeg i forberedelsen til de enkelte
interviews haft overvejelser om, at jeg måske ville blive udfordret på - som politimand - at
skulle lægge øre til holdninger om kriminalitet og blive informeret om allerede begået
kriminalitet, som jeg vanskeligt ville kunne lade passere ubemærket uden at miste
20
integritet. Det, at det ikke skete (i bemærkelsesværdig grad) er måske et udtryk for, at
respondenten intuitivt er klar over dette dilemma og derfor ikke berører sådanne emner deri ligger en indikator på mere eller mindre latente accepterede magtforhold og uformel
social kontrol i rummet (i samtalen) som skal nævnes i forhold til den forskningsmæssige
gyldighed af interviewene. I den indledende vejledning og præsentation, har jeg pointeret
fortrolighed og anonymitet, og at jeg ikke efterforsker hverken sagen, der førte til
konfliktråd eller andre sager mod respondenten. Respondenterne er vejledt om, at det
færdige produkt i en eller anden udstrækning bliver tilgængeligt for andre eller
offentliggjort, hvorfor anonymiteten er prioriteret højt.
Kigget tilbage over de gennemførte interviews og under analysen af dem, kunne jeg godt
ønske mig noget mere viden om respondenternes mening med det sagte. Jeg oplevede en
generel træghed overfor at tale rundt om nylige svar og tilskrev det umiddelbart ren
reservation og måske forbehold grundet gerningsmand-politimandsproblematikken. Jeg må
dog nok indrømme, at det også handler om mine begrænsede færdigheder som interviewer.
Analyse
Jeg fremlægger her uddrag fra interviews og underliggende mening, som jeg i det
efterfølgende betragter i forhold til litteraturen og problemformuleringen. Jeg tog enkelte
noter undervejs i samtalen med respondenterne. Straks efter - når han var gået eller jeg sad
i bilen - renskrev jeg og tilføjede elementer, så noterne senere hen kunne give mening som
genopfriskning. Jeg har oplistet respondenterne i et dokument, hvor baggrundsoplysninger
og noter skrives efter fx at være bekræftet i POLSAS, der hvor respondenten var i tvivl om
rækkefølgen konfliktråd før eller efter dom. Endelig har jeg gennemlyttet de optagne
interviews og påført yderligere noter. Notearket er ikke vedlagt, men kan evt. fremlægges
og optagelserne er gemt - men slettes 6 måneder efter eksamen.
Jeg har ledt efter mening og rationaler, og set efter, hvor der især var følelsesmæssig energi
til stede i respondentens beretning.
Jeg har været tro mod problemformuleringens "....ændring i hans adfærdsstrategier...." i
søgningen efter "en forskel, der gør en forskel" og ikke blot ledt tæt omkring og ved selve
konfliktrådet.
21
Vi skal huske, at disse syv interviews og forundersøgelsen kun siger noget om den enkelte
gerningsmands oplevelser og tanker, som jeg har forstået, analyseret og fortolket dem.
R1 oplevede omgående fortrydelse ved voldshandlingen og gik direkte hen til en
politipatrulje og meldte sig selv. Han forløb sig og mistede kontrollen efter offerets
vedholdende provokationer en aften i byen. "Jeg var sådan set mest sur på mig selv over at
jeg faktisk gav efter for det".
I konfliktrådet fik han lettet en byrde han bar på efter voldshandlingen. Han ville gerne
undskylde og forklare sin handling for offeret, der ikke ved konfliktrådet helt så meget som
R1 havde forventet/håbet, påtog sig sin del af ansvaret for, at det endte med vold. Men
R1viste ikke tegn på trods-reaktion - selvom det jo er oplagt, at han ikke har glemt hverken
forventningen om reciprocitet eller at den ikke blev indfriet.
Om skamfølelsen som kraftfuld faktor, lagde jeg mærke til, at R1 rettede sig selv i sin
besvarelse af mit lidt ledende spørgsmål til hans ændrede vaner (og ville ikke duplikere mit
ord "forløb dig"): "Er det så en følge af at du har været i konfliktråd eller af at du forløb
dig? Det er en følge af at jeg f............ af at jeg reagerede på den måde."
Han har ikke efterfølgende begået normbrydende adfærd, som er noteret i POLSAS.
R2 begik vold mod en jævnaldrende i Roskildes værtshusmiljø. Han fortrød med det
samme, som om selve voldshandlingen var en øjenåbner. Han ønskede at få undskyldt
ordentligt i konfliktrådet. Det gjorde han - og i tilgift fik han selv en ro til at lægge
begivenhederne bag sig og komme videre.
Han tager ansvaret og han fik det godt af at undskylde. R2 fortrød, der var skamfølelse,
han ville gerne undskylde og erkender uforbeholdent - han vil gerne gøre det godt igen og
tog ansvar for sin handling.
R2 har ikke efterfølgende begået normbrydende adfærd, som er noteret i POLSAS.
R3 havde al den følelsesmæssige energi samlet ved politiets anholdelse af ham på bopælen.
En morgen, hvor han sov og regnede med at skulle have en helt almindelig skoledag, kom
politiet og anholdte ham i hjemmet. Anholdelsen var en øjenåbner, han aldrig glemmer.
Han og en anden medarbejder, der arbejdede i samme kiosk troede de havde fundet den
perfekte, offerløse forbrydelse idet afregningen for salg af tips- og lottokuponer ikke skulle
22
registres i kioskens kasse; chefen blev altså ikke snydt (men det gjorde Danske Spil, viste
det sig). R3 ønskede i konfliktrådet at undskylde, men undskyldningen havde ikke den
ønskede effekt hos offeret (chefen) der stadig var meget skuffet over tillidsbruddet. Der
kan ligge en indikator på, at gerningsmanden dengang inderst inde godt vidste, at
forbrydelsen ikke var så offerløs endda, for R3 berettede om, at han stadig får en
følelsesmæssig reaktion, når han hører den lyd som en lottomaskine giver, når kuponen
printes. R3 har ikke efterfølgende begået normbrydende adfærd, som er noteret i POLSAS.
Han erkendte forbrydelsen, tog ansvar for sine handlinger og der ses et klart stigma ved
anholdelsen. Det kan være, at der rejste sig en smule trods, da undskyldningen til chefen
ikke havde den ønskede effekt - og den trodsige følelse ses måske i R3´s ærgrelse over, at
chefen havde fortalt andre medarbejdere om tyveriet.
Som ung og meget spirituspåvirket, skubbede R4 til en taxachauffør - det førte til en
voldssag og til, at taxichaufføren måtte stoppe karrieren. R4 udtalte om sine tanker med
konfliktråd: "Det ville jeg gerne. Også ligesom for at sige personligt undskyld - for det har
aldrig været min hensigt, at det skulle komme til det i hvert fald".
Inden konfliktrådet var han nervøs: "Jeg var lidt nervøs.........da jeg var på vej der
ned......dér var jeg godt nok meget nervøs".
R4 bemærkede, at offeret var "indebrændt" ved konfliktrådet og at det først var efter det
efterfølgende retsmøde, at offeret tøede op, da dommen blev afsagt.
Det slidsomme ubehag ved at skulle tidligt op hver dag uanset vejrliget til
samfundstjeneste på den lokale genbrugsplads, førte ham også til erkendelsen af, at en
lignende elendighed ville han aldrig igen bringe sig i. Han beskrev en - ad Berger og
Luckman (1996) betydningsfuld anden - her personificeret i den ældre pladsformand på
genbrugspladsen. Han var en voksen mand, der skabte en relation til R4 bl.a. ved at berette
om sin egen noget turbulente ungdom og møde respondenten som et levende eksempel på,
at man godt kan ændre kurs i tilværelsen.
Pladsformanden mødte R4 som menneske på godt og ondt med en mellemmenneskelig
respekt, som - på grund af skammen - R4 ikke havde turdet forvente i en relation, hvor han
var (marginaliseret som) kriminel. Herved understøtter pladsformanden sin legitimitet i
rollen som den, der personificerede den retlige konsekvens af den strafbare handling.
23
Havde pladsformanden været arrogant, fordømmende eller hånlig i sin facon - eller
uretfærdig i tildelingen af arbejdsopgaver og privilegier på genbrugspladsen, så kunne en
trods-reaktion (defiance) have opstået hos R4. Han erkendte i konfliktrådet
voldshandlingen, han skammede sig og ville have fjernet stigma og han identificerede sig
med formanden på genbrugspladsen - og nærede et ikke urealistisk ønske om re-integration
i lokalsamfundet.
Samfundstjenesten, såvel som voldshandlingen, fandt sted i et lille landligt forstadsmiljø,
hvor R4 var født og opvokset. Det har også betydning - i forhold til Zehr og Christies
teorier - at samfundstjenesten for R4 blev afsonet i lokalmiljøet. Måske ikke så megen
betydning for lokalsamfundet, men for R4 som - trods dommen for vold - så sig favnet og
ikke udstødt. Når fortællingen om, at "her håndterer vi også samfundstjenste-afsonere"
breder sig blandt lokalsamfundets borgere, vil det få betydning for oplevelsen af
forbundethed.
R4 har ikke siden begået vold, men normbrydende adfærd i form af en klip-forseelse i
medfør af færdselsloven en måned efter konfliktrådet.
For R5 gjorde hverken betinget dom, konfliktråd eller samtaler hos psykolog en forskel.
Godt et halvt år efter betinget dom for vold, begik han påvirket af "noget han havde røget og det var ikke bare hash" - en ny voldssag, som han blev fængslet for. De hidtidige
begivenheder, havde ikke gjort en forskel, men nu var han i misbrugsbehandling (og
samtaler dér). Han har fået en erkendelse af at "vennerne ikke duer", men at kæresten, mor
og familien har betydning.
Der gik 4 måneder fra konfliktrådet til den ny voldssag.
I dette interview var der ingen områder med stor følelsesmæssig energi - udover, at han var
usikker på, hvad der ville ske ved mødet. Mentaliseringsevnen ses - i denne kontekst - stort
set fraværende. Han udtalte: "Det var mors ide med konfliktrådet". R5 ville sige undskyld
og forklare, hvorfor offeret skulle have tæv. "Jeg sad tit og bare tænkte om jeg turde gå der
op - jeg ville ikke kunne se ham i øjnene i starten. Det ville være meget mærkeligt..........
hmmmm ..... har mange sommerfugle i maven. Men øhh, jeg har ikke fortrudt det. Det var
bare mærkeligt. Hele hans familie sad dér." R5 mentaliserede ikke offerets situation, men
var optaget af sine egne behov og oplevelser. Håndslaget i mødets slutning blev en
24
mekanisk handling, som han udførte, fordi det forventedes af ham: "..... til sidst så skulle vi
give ham hånden - altså rejse os op og give ham hånden."
Der skete ikke en observerbar ændring i adfærdsstrategier efter konfliktrådet - og heller
ikke selv om han gennemførte psykologsamtalerne som var vilkår i dommen.
For R6 var det forbrug af euforiserende stoffer, som førte til kriminalitet. Han finansierede
sit massive hashforbrug ved at sælge sine ejendele på internettet; det fortsatte han med
også, da der ikke var flere ejendele at sende til de folk, der havde sendt ham de aftalte
penge for varerne.
For ham var det det, at blive anholdt af politiet og pludselig være kriminel, der gjorde en
forskel og fyldte ham med skyldfølelser. Den idømte samfundstjeneste brød han sig ikke
om; det lignede arbejde - bare uden løn. Om konfliktrådet - dem var der flere af - sagde
han generelt, at "Jeg havde en god følelse over at jeg havde fået snakket med dem........det
var en lettelse."
Han havde et behov for, at ofrene så ham som ikke-kriminel og berettede om sine motiver
med konfliktrådet: "For at få det bedre med mig selv og for at høre, hvad det betød for dem
(at blive snydt), hvad de tænkte om det og for at de skulle se, at jeg ikke er en af de hårde
typer." Han havde sin mor ved sin side ved alle fire konfliktråd.
R6 har ikke efterfølgende begået normbrydende adfærd, som er noteret i POLSAS. Han
havde skyldfølelse, han skammede sig og blev lettet i konfliktrådet, hvor han erkendte
uforbeholdent. Han fik fjernet stigma.
Rusmidlerne spillede også en rolle for R7, der begik vold i beruselse/hash-rus to gange
med kort tid i mellem. Han vågnede efter anden voldelige begivenhed ved, at hans mor
ringede og var meget ophidset fordi politiet var kommet for at anholde ham. "Shaming" moderens affekt og bebrejdelser (Braithwaite, 1989) fandt sted fra en betydningsfuld anden
og havde for ham stor betydning.
Han huskede intet selv om volden, men blev meget bange ved tanker om at skulle i
fængsel som han mente han "ikke kunne holde til", så han overvejede at flygte til Sverige.
Han ønskede konfliktråd for at få afspænding i forhold til offeret, som færdes i samme
lokalområde, men også fordi han var klar over, at det kunne føre til mildere straf.
25
Han har nu lært sig ikke at passere det punkt i alkoholindtagelsen, hvor den bliver
destruktiv, for han ved at så går det galt. Han har bestemt sig for aldrig at skulle i fængsel
og han har fået mål i tilværelsen om iværksætteri og det driver ham til at passe sin
skolegang på handelsgymnasium.
Kompleksiteten i, hvad der er effektivt kriminalpræventivt, viser sig her i tråd med
Sherman og Strang(2007). R7 beretter efter 2. voldssag, der skete 2 uger efter den første,
om sin skræk for at skulle i fængsel, men har ingen energi i bekymringen herfor efter 1.
voldssag. Fængselsstraffen var en uerkendt risiko ved den første voldssag.
Efter to voldssager og 30 dage i fodlænke, havde han fået mål om handelsuddannelse og en
tilværelse som selvstændig erhvervsdrivende. Hans rationale, kan sidestilles med
personerne i Sherman og Strangs "in-group" og de afrikansk-amerikanske mænd med jobs,
for hvem udsigten til frihedsberøvelse havde en effektiv afskrækkende effekt.
Om rammerne for konfliktråd var han overrasket over, at "kampdommeren"(mægleren) var
en ældre dame, hvilket jeg fortolker som et udtryk for hans tanker om mæglerens
legitimitet som normagent - den, der har bestemmelsens magt og leder mødet. Det kunne
også fortolkes som at han forventede en meget temperamentsfuld omgang - og så skal vi jo
også huske på, at R7 ikke kom for at undskylde - han ville blot være sikker på, at der ikke
var rest-spænding tilbage fra hændelsen. Han viste ingen tegn på skamfuld erkendelse.
Hans behov for at få afspænding i forhold til offeret og frygten for at komme i fængsel var
hans drivkraft. Disse faktorer kan fortolkes som, at han holder fast i sig selv
(betingelsesløst og ureflekteret) og at han ønsker at lægge hændelsen bag sig - og altså ikke
lade hændelsen få betydning for hans selvopfattelse; han ser ikke sig selv som en
voldsmand eller en, der mister besindelsen - han har styr på det. Han har sidenhen været i
situationer, der ligner de, der førte til de tidligere voldssager, men her var han - grundet sin
nye "gå-i-byen-strategi" ikke så påvirket, at han ikke kunne beherske sig. R7 har ikke
efterfølgende begået normbrydende adfærd, som er noteret i POLSAS.
Jeg har betragtet mine interviews i forhold til, hvad der passerede på konfliktrådet mellem
offer og gerningsmand og om den forløsning og lethed, som fremgår af litteraturen
indtrådte. Ofte er det en overvindelse for offeret at mobilisere mod eller finde mening i at
deltage. Af mine interviews fremgår (fra gerningsmanden/respondenten) beretning om
interaktionen med offeret og dennes reaktion ved konfliktrådet tre tilfælde, der bedst kan
26
betegnes som en forløsende lethed. Denne forløsning kom for yderligere en respondent
først efter retsmødet (der lå efter konfliktrådet) - og for andre tre, var offeret enten
uforsonelig eller (efter respondentens opfattelse) delvis selv skyld i volden. For de
sidstnævnte, vil denne tilgang formentlig påvirke offerets interaktion på konfliktrådet. Hvis
det er korrekt, at der tale om mere ligeordnet ansvar for voldshandlingen - altså snarere tale
om parter i et slagsmål - og begge parter godt ved det, så påvirker det udbyttet af
konfliktrådet for dem begge.
Fortolker jeg analysens fund, kan jeg se, at skamfølelsen og det at få afspænding til offeret,
har betydning som udbytte af konfliktrådet for gerningsmanden. Men konfliktrådet har
også betydning for, at gerningsmanden får gennemført en refleksion over sin adfærd. Når
gerningsmanden ønsker at forsone sig med offeret og undskylde, er det ikke blot
(uegennyttigt) motiveret af, at offeret skal få det bedre. Det er det også, men der er klare
motiver, der peger i retning af, at gerningsmanden ønsker sin selvopfattelse genoprettet
gennem en gensidig udveksling af undskyldning og tilgivelse. Vi ser forventningen herom,
når gerningsmanden beskriver offeret som "indebrændt" eller når den givne undskyldning
ikke modtages som forventet med neutraliserende virkning.
Diskussion
Litteraturen viser langt overvejende, at der er et kriminalpræventivt potentiale i den
strukturerede konfrontation af offer og gerningsmand. Mine undersøgelser forundersøgelsen og de syv interviews - er ikke generaliserbare - men jeg kan på baggrund
af analysen fortolke og diskutere mine fund i forhold til forskningen.
Vi så i analysen, at de kraftfulde, potentielt adfærdsændrende oplevelser ikke fandt sted på
selve konfliktrådet, men ved pågribelsen og erkendelsen af det bristede selvbillede.
Længe inden konfliktrådet iscenesættes, havde gerningsmanden mærket langt hovedparten
af den fulde følelsesmæssige energi af konsekvenserne af sin handling. Selvbebrejdelsen,
skrækken for at skulle i fængsel og skammen ved at blive anholdt og skulle se sig selv som
en forbryder, indtrådte hos de fleste respondenter næsten omgående.
27
Analysen gik et spadestik dybere og viste at konfliktrådet bestemt ikke er værdiløst.
Gerningsmanden oplever - allerede fra han har givet sit samtykke til at deltage - en
reflekterende proces, som afhængig af hans refleksions- og mentaliseringsevne, får
betydning både før, under og især efter konfliktrådet. Han gør sig tanker om, hvad der vil
ske og øver sig på hvad han vil sige - der kommer billeder på tankerne og hans
forforståelser er på spil.
Mentaliseringsevnen ses på prøvebænken i mine interviews når man betragter, hvad der
skete mellem offer og gerningsmand og hos dem hver især. l overvejelserne efter
konfliktrådet viser det sig klart for gerningsmanden, at offeret ikke blot blev set og hørt (og
fik set gerningsmanden som andet end forbryder), men gerningsmanden fik også lejlighed
til at redefinere sig, at skubbe stigma af sig og "være mand nok til at sige undskyld, når
man har kvajet sig". Her kommer mentaliseringsevnen i spil og den vil jeg senere holde op
overfor problemformuleringen.
Konfliktrådet som konstruktion af et møde mellem offer og gerningsmand er en unik
setting. Offeret kan - selv i banale overtrædelser - have store følelser på spil og være meget
krænket, ligesom gerningsmanden kan være i opløsning over - også dér i konfliktrådet - at
blive konfronteret med sine handlinger.
Den oplevede krænkelse hos offeret, kan tænkes - måske især ved vold i gå-i-byen miljø og
blandt jævnaldrene unge - at anspore et behov for hævn, så offeret i den første voldssag,
bliver gerningsmand i den næste. Balvig (2006) påviste statistisk signifikant sammenhæng
mellem rollen som offer og rollen som gerningsmand og i en rocker-bandekontekst,
undersøgte Libak Pedersen og Lindstad (2011) denne sammenhæng. Tiltag med
genoprettende retfærdighed kunne tænkes at spille en rolle i forhold til at offeret ikke blot
får bearbejdet krænkelsen, men også sin vrede, frustration og hævntørst. Måske
konfliktrådets italesættelse af offerets følelser og oplevelser, kan reducere offerets
tilbøjelighed til selv at træde ind i rollen som gerningsmand. Således er konfliktrådet - i
denne forståelsesramme (vold blandt unge) - ikke blot kriminalitetsforebyggende overfor
gerningsmanden, men også for offerets eventuelle debut som gerningsmand, hvorved
tænkningen om rollen som "offer" tilføjes en betydningsfuld dimension den kontekst af
28
genoprettende retfærdighed, som i Danmark praktiseres som konfliktråd mellem et offer og
en gerningsmand.
Vi har afdækket, at gerningsmanden gør sig tanker inden konfliktrådet og at han får
afspændt sine tanker om relationen til offeret. Imidlertid ser det ud til, at det modsatte er
tilfældet når vi har med det uforsonelige offer at gøre (Asmussen, 2013:104), hvor R3
reagerer trodsigt i sin beretning om offeret (chefen), der ikke ville modtage
undskyldningen. Det kan således diskuteres, om egnethedsvurderingen/visitationen af
sager til konfliktråd fremover ikke blot skal tage hensyn til reviktimisering af offeret, men
også om et uforsoneligt offer, kan anspore en kontraproduktiv trodsreaktion hos
gerningsmanden.
Fremtidsdisciplinering - i bagklogskabens klare lys.
Betragter man respondenternes beretninger forhold til Balvigs (2011) tanker om
"fremtidsdisciplinering" forstået som unges øgede selvkontrol, frem for mere lyststyret herog-nu adfærd, får vi en mulig forklaringsmodel for deres adfærd. Forskningen i "Lovlydig
ungdom" omfatter 14-15-årige, men da der er tale om et bud på en mulig
årsagssammenhæng mellem adfærd og rationaler, tør jeg godt her strække perspektivet til
betragtninger om de hér 17-20-årige respondenter.
Balvig kalder antagelsen om fremtidsdisciplineringens årsagssammenhæng med generelt
faldende ungdomskriminalitet for en temmelig egoistisk antagelse, da den større
lovlydighed kan forklares ved unges større optagethed af, hvad der er godt for dem selv på
den lange bane. I forhold til respondenterne i denne afslutningsopgave, så vi at
berigelsesforbryderne R3 og R6 ikke havde tanke for opdagelses- og pågribelsesrisikoen,
men på deres behov for at skaffe sig penge. For voldsmændene var der indtagelse af
alkohol og/eller euforiserende stoffer i forbindelse med volden - men nogle var ikke mere
påvirkede, end at fadæsen stod lysende klart umiddelbart efter voldshandlingen. R2
oplevede et "turning point" umiddelbart efter voldshandlingen og R1 udtalte: "Jeg var
decideret sur på mig selv. Sur over, at jeg havde reageret i afmagt" og han gik jo direkte
fra voldshandlingen til en politipatrulje og meldte sig selv. R5 havde glemt den foregående
voldssag og konfliktråd og faldt tilbage på at anvende sine oprindelige strategier.
29
Der var dog også voldsmænd, der reviderede deres rusmiddelstrategi; R4, der var så
påvirket at det var svært at huske selve voldshandlingen og R7 bestemte sig for fremover at
være bevidst om sit indtag af rusmidler.
Men fælles for dem alle er, at de ikke havde reflekteret over deres strategier og handlede i
nuet.
Betragter vi selvkontrollen - at beherske sit rusmiddelforbrug, at skaffe sig indkomst legalt
og det at kunne holde hovedet koldt selv ved pågående provokation - i forhold til
mentaliseringsevne, så er det oplagt at se på nogle af respondenternes ærgrelse, at de er
skuffede over ikke at havde lært at reflektere over deres tanker og følelser - inden det gik
galt for dem. Det at kunne meta-tænke om sine tanker, handler i denne kontekst også om
respondenternes tanker for den anden - her altså offeret. Gerningsmændene var ikke trænet
tilstrækkeligt til at der var sammenhæng mellem deres spontane adfærd det tillærte
moralkodeks. De handlede mere eller mindre intuitivt og fik først klarsynet erkendelse
efter handlingen.
På genbrugspladsen blev "den betydningsfulde anden" personificeret i formanden, hvilket
er fuldstændigt sammenfaldende med Fonagy, der forklarer mentaliseringsevnen med det,
at kunne finde sig selv i den anden. Vi ser at relationen får mere personlig betydning end
respondenten havde forventning om, idet hans beretning afslører anerkendelse, respekt og
tillid og dermed en parathed - hos begge - til at indgå i refleksion.
Konklusion
Der ser ud til - både i litteraturen og mine interviews - at være et komplekst sammenfald af
indre og ydre faktorer i gerningsmandens liv, hvor samspillet mellem timing, hændelse og
parathed gør en forskel på bundlinjen i forhold til, om konfliktrådet får kriminalpræventiv
betydning. Desværre råder der nok her en høj grad af tilfældighed.
Der viste sig øjeblikke og oplevelser, der indeholdt megen følelsesmæssig energi hos
respondenterne, men det var ikke kun udefra kommende påvirkninger, som fik betydning.
Timing handler ikke om klokkeslæt eller alder, men også om, hvor gerningsmanden er i sit
liv, da den mulighed, som hændelsen, anholdelsen, dommen og konfliktrådet kan betragtes
30
som, finder sted. Paratheden er et udtryk for, om gerningsmanden er klar til at udnytte det
fulde potentiale, der er at hente i begivenhederne.
For så vidt angår timing og parathed, afhænger det i høj grad - men ikke alene - af
gerningsmandens habitus, om han får et udbytte af konfliktrådet, der kan forventes at få
kriminalpræventiv betydning. Habitus omfatter også gerningsmandens mentaliseringsevne
og hans vilje, lyst og evne til at bringe sig selv i spil. Mentaliseringsevnen er ikke
stationær; den er en færdighed, der tillæres i interaktion/spejling med andre, og som andre
hjerneprocesser udvikler sig ved at blive brugt.
Refleksionsprocesser behøver ikke skulle foregå i et terapeutisk rum for at få virkning.
Samtalen med kæresten eller mor under madlavningen hjemme, eller pladsformanden på
genbrugspladsen kan bestemt også være forum for tanker om tænkningen, drøftelser om
handlestrategier i hverdagsperspektiv og ny erkendelse.
Der er ingen af respondenterne, der tillægger oplevelserne i konfliktråd primær betydning
for deres efterfølgende strategier og adfærd, men i fortolkningen af deres beretning
fremgår - omend ikke direkte eller hos dem alle - at respondenternes overvejelser op til,
under og efter konfliktrådet får betydning for deres fremadrettede strategier og valg.
Vi kan også se, at bearbejdelsen af skam og skyld, og muligheden for at genoprette sit
selvbillede har betydning for gerningsmanden.
Svaret på problemformuleringens spørgsmål må være, at for de fleste af syv respondenter i
denne lille interviewundersøgelse har oplevelserne i forbindelse med konfliktrådet påvirket
ham, men om der er indtrådt en blivende ændring i hans adfærdsstrategier, der kan
henføres pålideligt til netop konfliktrådet, kan ikke konstateres klart. Mange andre faktorer
i hans liv, kan spille sammen med - forstærke eller neutralisere - hinanden indbyrdes.
Det vi her kommer frem til, kan ikke isoleret betragtet tilskrives det afholdte
konfliktrådsmøde. På den anden side, så holder modhypotesen heller ikke. Det kan være, at
netop et konfliktråd gør en afgørende forskel - også selv om det kun varer en time og er
løsrevet fra alt andet, der foregår i gerningsmandens liv. Det kan være netop dér, at alting
falder i hak og en ny erkendelse skabes.
31
Kompleksiteten i forskningsresultaterne viser at lovgivere, forskere, praktikere og borgere
må tåle, at man er nødt til at behandle folk forskelligt, for at behandle dem retfærdigt og at
der ikke er en "golden standard".
Denne afslutningsopgaves mikro-univers med syv respondenter, viser fund med hensyn til
kompleksitet, som kan genkendes i den internationale forskning på genoprettende
retfærdighed med hensyn til, hvilke reaktive tiltag, der har kriminalpræventiv effekt på en
uendelig mangfoldighed af borgere.
Anbefaling
Den mere adaptive tilgang til mere dynamisk anvendelse af principperne for genoprettende
retfærdighed, som vi bl.a. ser i Norge, kunne måske bane vejen for justeringer og udvidelse
af den danske konfliktrådsrordning. Det er megen inspiration og erfaring at hente, men
eventuelle ændringer er nationalt kriminalpolitisk stof, så herfra skal lyde en opfordring til
nærmere at undersøge, om den indikation for tilbagefald kort efter konfliktrådet der er
fundet i denne afslutningsopgave, også gør sig gældende i resten af landet.
Med stor respekt for fortsat hensyn til offeret, kunne den kriminalpræventive effekt af den
danske konfliktrådsordning - ad forundersøgelsen og interviewene - tænkes at blive
forstærket ved at åbne for opfølgning i de kritiske måneder efter konfliktrådet. Relationen
mægler - gerningsmand - offer er knyttet ved konfliktrådet, og måske et par
telefonsamtaler, en on-line chat via sociale medier eller et kort møde mellem mægler,
gerningsmand og måske offeret, kunne reducere tilbagefaldstilbøjeligheden. Derved holdes
erindringen fra konfliktrådet present hos gerningsmanden og måske internaliseres
erfaringerne som læring, og måske endda som ny adfærdsmønstre og strategier.
Vi så i denne afslutningsopgaves lille forundersøgelse, at 44 % begår ny normbrydende
adfærd og heraf - for 49 % vedkommende - sker det inden for 3 måneder efter
konfliktrådet. Hvis yderligere forskning bekræfter dette nationalt, kunne opfølgning på
konfliktrådet måske reducere dette tilbagefald - og øge den kriminalpræventive effekt af
konfliktrådet.
32
I forhold til mentaliseringsevnen og affektregulering som almen-menneskelig færdighed,
der skal læres og øves, skal opfordringen være et fokus på betydningen af disse evner i det
tidlige forældre- og skoleunderstøttende arbejde, som finder sted - længe før vi kalder det
arbejde "kriminalitetsforebyggende indsats".
33
Summary
This final thesis addresses the potential for crime prevention in the concept of the Danish
method of victim-offender mediation (VOM).
Scientific research into the field - both international and Danish - and the fundamental
theories, are presented and serve as step-stone for the analysis of seven semi-structured
interviews with convicted criminals, who participated in VOM-sessions in municipalities
in the district of Middle- and Western Zealand police department in 2012. The objective of
the interviews and the analysis, was to uncover potential outcome in terms of specific
crime prevention effects and to se, if any findings can apply in a larger scope.
The Danish method of VOM acts as a supplement to conventional justice procedure, and
can take place before or after court proceedings. A local police officer is in charge of
screening the flow of police reports for eligible cases, seeking consent from victim and
offender to participate, and then sets up the meeting in agreement with a trained mediator.
The final thesis searches for evidence of reliable crime preventive outcome that can be
related to the offenders thoughts, reflections and intentions from the criminal event to the
time after the mediation - especially elements containing high emotional energy in the
offender.
While searching police records for respondents to interview amongst recent VOM-sessions
(at least 12 months ago), I found a surprisingly high level of the participating offenders
who reoffended in cases ranging from misdemeanors to violence, within three months after
having participated in VOM. This inspired curiosity to see, what went on in the mind of the
offender - since the VOM apparently had limited effect on behavior even on a very short
term.
The findings of the interviews displayed dramatic and emotional experiences of instant
grief from having lost self-control and the shocking surprise of being arrested by the police
as a criminal. More subtle, there was also evidence of shame and of the offenders desire to
restore his shattered self-image. The discussion of a crime prevention potential from VOM,
leads to speculations on the offenders capacity for reflecting on his own thinking patterns,
behavior and for "tuning in" on other people´s feelings. In order to increase focus on this
capacity for mentalization, I propose that the efforts to support parents in their role as
emotional trainers for their children, and the schools function in learning and setting social
34
guidelines, are practiced with increased attention for the learning of mentalization and
self-control.
Further it is suggested to initiate research on re-offending shortly after the VOM. Should
evidence from national Danish research support findings in this small thesis, a suggestion
is made to expand the positive atmosphere from the VOM-meeting in to the offenders daily
life, through swift and local follow-up contacts to address the propensity for reoffending.
35
Litteraturfortegnelse
Allen, J. og Fonagy, P. (2006): Handbook on mentalization-based treatment, kap. 1-2 og
15. John Wiley and Sons, Chichester, UK.
Asmussen, I. (2013): Fra retsstat til omsorgsstat. Københavns Universitet.
Balvig, F., Kyvsgaard, B. og Boesen Pedersen, A-J (2013): Udsathed for vold og andre
former for kriminalitet – Offerundersøgelserne 1995-96 og2005-12. Justitsministeriet,
Københavns universitet, Rigspolitiet, Det Kriminalpræventive Råd. ISBN 978-87-9276054-8
Balvig, F. (2006): Om vold og andre former for fysiske overgreb blandt unge i Midtjylland.
Københavns Universitet.
Balvig, F. (2011): Lovlydig ungdom. Det kriminalpræventive Råd. Prinfo HolbækHedehusene-Køge
Berger, P. og Luckmann, T. (1996): Den samfundsskabte virkelighed. Lindhardt og
Ringhof, Viborg 7
Bergseth, K. og Bouffard, J (2007): The long-term impact of restorative justice
programming for juvenile offenders. Journal of Criminal Justice.
Bjørstrup, L. (2011): Forsideillustration. Kilde: Weekendavisen 041111 kronikken
"Offerets behov skal være i centrum", ved Ida Helene Asmussen
Braithwaite, J. (1989): Crime, shame and reintegration - chapter 7. Cambridge university
press
Christie, Nils (1977): Conflicts as property. British Journal of Criminology
Det Kongelige Justis- og Beredskapsdepartement (2013-2014): Proposisjon 57L Lov om
konflikrådsbehandling. Departementernes servicesenter (Norge)
Gleitman, H. et al. (1999): Psychology - 5.edition. W.W. Norton & Co, London
Hansen, F.K. (2012): Center for Alternativ Samfundsanalyse - CASA. Evaluering af
konfliktråd - den landsdækkende ordning http://www.casa-analyse.dk/files/rapportersocial-arbejdsmarked/2012/konfliktraadsrapport_2012.pdf
36
Heide, A. og Gjertsen, H. (2009): Med ! eller ?. Virkninger av, og utfordringer ved,
gjenoprettende rett som alternativ eller supplement til straff. Nordlands Forskning, Bodø.
ISBN 978-82-7321-588-8
Henriksen, C.S. (2003): Center for Alternativ Samfundsanalyse - CASA. Evaluering af
konfliktråd.
http://konfliktraad.dk/User_files/8eb39cf6869a594e33422bf83394680d.pdf
Justitsministeriet (2008) Betænkning 1501om Konfliktråd. Schulz Forlag, Albertslund
Justitsministeriet (2009) Betænkning 1508 om Indsatsen mod ungdomskriminalitet. Schulz
Forlag, Albertslund
(Heri s. 242-394 Udredning til brug for Kommissionen vedrørende ungdomskriminalitet)
Krantz, L og Lindsten, K (2005): Kriminalvårdens redovisning om återfall.
Kriminalvårdsstyrelsen, Reprocentralen
Kriminalforsorgen (2013): Kriminalforsorgens recidivstatistik 2012 . Justitsministeriet
ISSN 1904-8394
Kvale, S. (1997): InterView. En introduktion til det kvalitative forskningsinterview. Hans
Reitzels Forlag, København
Libak Pedersen, M. og Lindstad, J. (2011): Første led i fødekæden? En undersøgelse af
børn og unge i kriminelle grupper. Justitsministeriets forskningskontor. ISBN 978-8792760-05-0
Lov nr. 467 af 12/6-2009 om konfliktråd i anledning af strafbar handling, ændret ved
Bekendtgørelse nr. 140 af 6/2-2012 om konfliktråd i sager om tilhold, opholdsforbud og
bortvisning
Lykkeberg, R. (2010): Det kærligste kampskrift. Dagbladet Information 17. april 2010 om
Nils Christie. http://www.information.dk/230157 (180514/1519)
Mauss, M. (1925): The gift - Forms and functions of exchange i archaic societies. På
engelsk 1967 ved Norton Library: http://goodmachine.org/PDF/mauss_gift.pdf
Mik-Meyer, N. og Villadsen, K. (2007): Magtens former. Hans Reitzels forlag, København
Rambøll Management (2006): Evaluering af organiseringen af konfliktråd i Danmark.
http://www.ft.dk/samling/20051/lovforslag/l168/bilag/42/279593.pdf
37
Sehlin, S. (2009): Förebygger medling återfall i brott bland unga gärningsmän? En återfallsstudie av
medlingsverksamheterna i Hudiksvall & Örnsköldsvik. Print & Media, Umeå universitet
Sherman, L. (1993): Defiance, Deterrence and Irrelevance: A theory of the Criminal
Sanction. Journal of Research in Crime and Delinquency.
Sherman, L. and Strang, H. (2007): Restorative justice - The evidence. The Smith institute
Twemlow, S. og Fonagy, P. et al. (2001): Creating a Peaceful School Learning
Environment: A Controlled Study of an Elementary School Intervention to Reduce
Violence. American Journal of Psychiatry 158:5, May 2001.
Umbreit, M. og Coates, R. (1993): Cross-Site analysis of Victim Offender Mediation in
Four States. Crime & Delinquency. vol. 39. Nr 4. Sage Publications
United Nations Office on Drugs and Crime (2006): Restorative Justice Programmes Handbook. United Nations publication, ISBN 10: 92-1-1-133754-2, New York.
Vindeløv, V. (2004): Konfliktmægling - en refleksiv model. DJØF-forlag, København
Zehr, H. (2008): Genoprettende ret – en lille bog om ret, uret og retfærdighed. Akademisk
forlag, København
Zehr, H. (2008): The Role of Restorative Justice in Peacebuilding
http://www.wiscomp.org/pp-v1/Howard_Zehr_Paper.pdf
Statistik om gennemførte konfliktråd i 2013 i Norge (ad "litteratursøgning").
http://www.konfliktraadet.no/statistikk.317338.no.html (200514/1804)
38
Bilag 1
Interview Guide Konfliktråd
Præsentation, formål, anonymitet. Båndoptager !!!!
Intro / Baggrundsoplysninger.
Køn, Alder, Sagen kort (hvad, hvornår, hvordan).
Konfliktrådet.
Optakt – tanker før – forventninger – formål med deltagelse
Under – hvad skete – hvad tænkte du om det – var der noget overraskende eller særligt
betydningsfuldt ?
(pastoralmagten - iscenesætningen - roller - ritualer)
39
Efter – på vej ud/hjem. Tanker /eftertanker. Sagde du noget til dig selv under/efter/tiden
kort efter ?
Har du sidenhen været i situationer, der lignede den, der havnede i konfliktråd ?
Tænkte du / handlede du anderledes ?
Afdække meningen bag udsagn.
Intentioner ?
Punkter med stor følelsesmæssig energi ?
Gentag sammenfattende - jævnligt - når det passer
40