1. No category

„... behandling indebærer først og
fremmest ikke at tage en drink ...”
American Medical Association
Alcoholics Anonymous World Services, Inc., New York
Denne litteratur er godkendt af
A. A. General Service Conference
Living Sober
Copyright © 1975 by
Alcoholics Anonymous World Services, Inc. All rights reserved.
This translation is published in the spring of 1992.
Translated from English into Danish with permission of Alcoholics
Anonymous World Services, Inc. (AAWS). Copyright in the English
language version of this work is also owned by AAWS, New York, New
York. No part of this translation may be duplicated in any form
without the written permission of AAWS.
Denne oversættelse er udgivet i 1994.
Anonyme Alkoholikere
Thorsgade 59, 3. tv, 2200 København N Telefon dagligt: 8.00 - 24.00 - 70
10 12 24 e-mail: [email protected]
www.anonyme-alkoholikere.dk
Oversat fra engelsk til dansk med tilladelse fra Alcoholics Anonymous
World Services, Inc. (AAWS). Den engelsksprogede copyright til dette
værk ejes ligeledes af AAWS, New York, . New York. Ingen del af denne
oversættelse må mangfoldiggøres i nogen form uden skriftlig tilladelse fra
AAWS.
ALCOHOLICS ANONYMOUS, A. A. og © er registrerede varemærker ®
for AAWS.
ISBN 87-89517-10-5
Trykt i Danmark af
Nørhaven A/S, Viborg
1. oplag, 1994
2. oplag, 1998
3. oplag, 2001
4.oplag, 2005
Om den titel ...
Bare tanken om »at blive ædru« – endsige leve ædru – stødte mange af
os, da vi første gang fik det råd. Selv om vi drak enormt meget,
mente mange af os, at vi aldrig var fulde, og vi var overbeviste om,
at vi næsten aldrig virkede eller lød berusede. Mange af os hverken
dinglede, faldt om eller vrøvlede, mange andre lavede aldrig ballade,
forsømte aldrig en dag på arbejde, havde aldrig biluheld og var slet
ikke indlagt på hospital eller havde været sat i detentionen.
Vi kendte masser af mennesker, der drak mere, end vi gjorde, og
mennesker, som slet ikke kunne håndtere deres drikkeri. Så dan var
vi slet ikke. Så forslaget om, at vi måske skulle holde os ædru, var
næsten fornærmende.
Desuden forekom det urimelig drastisk. Hvordan kunne vi leve
på den måde? Hvad var der galt i en cocktail eller to til en
:forretningsfrokost eller før middagen. Er man ikke berettiget til at
slappe af med nogle få drinks eller drikke et par øl før sengetid?
Efter vi lærte nogle kendsgerninger om sygdommen alkoholisme,
ændrede vi imidlertid holdning. Vores øjne åbnedes for den
kendsgerning, at millioner af mennesker tilsyneladende lider af
sygdommen alkoholisme. Lægevidenskaben forklarer ikke dens
årsag«, men speciallæger i alkoholisme forsikrer os, at enhver form
for drikkeri i det hele taget fører til problemer for alkoholikeren eller
storforbrugeren. Vores erfaring bekræfter til fulde dette.
I det hele taget bliver det ikke at drikke – det vil sige at være ædru
– grundlaget for at gøre noget effektivt ved alkoholisme. Og ad det
være sagt én gang for alle: At leve ædru viser sig overhovedet ikke at
være træls, kedeligt og ubehageligt, som vi kunne have frygtet, men
derimod noget, vi begynder at nyde og finde langt mere interessant
end vores drukperioder. Vi vil vise dig hvordan.
3
Nogle råd om at leve ædru
Kapitel
Side
1
At bruge denne bog ...................................................................
9
2
At holde sig fra den første drink ..............................................
13
3
At bruge 24-timers planen ........................................................
14
4
At huske at alkoholisme er en uhelbredelig,
fremadskridende, dødelig sygdom ...........................................
16
5
»Lev og lad leve« .......................................................................
20
6
At blive aktiv ..............................................................................
24
7
At bruge Sindsrobønnen ............................................... 30
8
At ændre gamle vaner ................................................... 32
9
At spise eller drikke noget – oftest sødt ...................................
35
10
At gøre brug af »telefonterapi« ................................................
37
11
At bruge en sponsor ...................................................... 40
12
At få rigeligt med hvile .................................................. 45
13
»Det vigtigste først« ...................................................... 48
14
At afbøde ensomhed ..................................................... 49
15
At passe på vrede og krænkelser ................................... 54
16
At være god ved sig selv ................................................. 59
17
At passe på ikke at blive overstadig .............................. 61
18
»Tag det roligt« ............................................................. 63
19
At være taknemmelig ..................................................... 66
20
At huske sin sidste brandert .......................................... 72
21
At undgå farlig medicin ................................................ 73
22
At udrydde selvmedlidenhed ........................................ 78
23
At søge professionel hjælp ............................................ 81
24
At undgå følelsesmæssige forviklinger ......................... 83
5
Kapitel
Side
26 At være forberedt på drikkesituationer......................................
88
27 At give afkald på gamle idéer ....................................................
95
28 At læse AA's budskab ................................................................
100
29 At deltage i AA's møder .............................................................
103
30 At prøve de Tolv Trin ................................................................
111
31 At finde sin egen vej ...................................................................
114
Nogle spørgsmål, der ofte stilles af nybagte
ædru - og de sider, hvorpå der gives nogle svar
Side
Er det nødvendigt at opgive gamle venner og vaner? ..….......…....... 89
Er jeg sikker, så længe jeg er glad? ..….......….........….......…............. 61
Hvad kan jeg gøre, når jeg føler mig ensom? ..….......….................... 49
Hvad med drømme om drikkeri? ..….......….........….......…............... 47
Hvad med sex? ..….......….........….......….........….......…................... 83
Hvad med søvnløshed? ..….......….........….......….........................…. 46
Hvad siger og gør jeg under et selskab, hvor der drikkes? 89 Hvordan
forklarer jeg andre mennesker, hvorfor jeg ikke
drikker mere? ..….......….........….......….........….......….................…. 92
Skal jeg gå på barer? ..….......….........….......….........….......….....…. 89
Skal jeg have spiritus i huset? ..….......….........….......…................... 34
Skal jeg søge professionel hjælp? ..….......….........….......…............... 81
6
Hvorfor »Holde op med at drikke«?
Vi medlemmer af Anonyme Alkoholikere ser svaret på dette
spørgsmål, når vi ærligt ser på vores tidligere liv.
Vores erfaring viser klart at den første drink uundgåeligt fører til alvorlige pro­
blemer for alkoholikeren eller problemdrikkeren. Med American
Medical Association's ord:
Alkohol har også, bortset fra dets tilvænnende
egenskaber, en psykisk virkning, der ændrer
tankevirksomheden og dømmekraften. En drink kan
ændre en alkoholikers tankegang, så han føler, at han
kan tåle en til og så en til og endnu en ...
Alkoholikeren kan lære helt at kontrollere sin sygdom,
men lidelsen kan ikke helbredes, i den forstand at han
kan vende tilbage til alkohol uden uheldige følger.*
Og vi gentager: Til vores store overraskelse viser det sig, det at være
ædru ikke er den grumme lyseslukkende oplevelse, vi havde forventet!
Da vi drak, forekom et liv uden alkohol os ikke at være noget liv
overhovedet. Men for de fleste AA-medlemmer er et ædru liv et
virkeligt liv — en glædelig oplevelse. Vi foretrækker meget dét, frem for
de vanskeligheder vi havde, da vi drak.
En bemærkning til: Enhver kan blive ædru. Vi har alle sammen
gjort det masser af gange. Men kunsten er at forblive og at leve ædru.
Det er dét, denne bog handler om.
Fra en udtalelse offentliggjort den 31. juli 1964.
7
1 At bruge denne bog
Denne bog tilbyder ikke nogen plan for helbredelse for alkoho­
lisme. Anonyme Alkoholikeres Trin, der sammenfatter dets pro­
gram, er detaljeret gennemgået i bøgerne »Anonyme Alkoholikere«
og »Tolv Trin og Tolv Traditioner«. Disse Trin gennemgås ikke her,
lige så lidt som det udgangspunkt, de omfatter, diskuteres i denne bog.
Her fortæller vi bare om nogle metoder, vi har anvendt for at leve
uden at drikke. Du er velkommen til at bruge dem allesam men,
uanset om du er interesseret i Anonyme Alkoholikere eller ej.
Vores drikkeri var forbundet med mange vaner, gode som dårlige.
Nogle af dem var tænkemåder, eller ting vi følte inden i os selv.
Andre var levemåder, ting vi gjorde, handlinger vi udførte.
Dengang vi vænnede os til ikke at drikke, indså vi, at vi fik brug
for nye vaner som erstatning for de gamle.
(Eksempelvis kan du i stedet for den næste drink – den, du har i
hånden eller den, du planlægger at tage – udskyde denne, til du
har læst til midt på side 16! Mens du læser, nip da til en sodavand
eller æblejuice, i stedet for til en alkoholisk drink. Vi vil lidt senere
forklare noget mere om, hvad der ligger bag denne ændring af vaner.)
Efter vi i få måneder havde praktiseret disse nye ædru vaner
eller handle- og tænkemåder, blev de næsten automatiske for de
fleste af os, som drikkeriet plejede at være. Ikke at drikke er blevet
naturligt og let, ikke en lang trist kamp.
Disse praktiske time for time metoder kan let anvendes hjem–
me, på arbejde eller ved socialt samvær. Her er også indbefattet
flere ting, vi har lært ikke at gøre eller at undgå. Vi ser nu, at
9
disse var forhold, som engang fristede os til at drikke eller på anden
måde bragte vores ædruelighed i fare.
Vi tror, du vil finde mange af eller måske alle forslagene, der
omtales her, værdifulde for at leve ædru med velbehag og lethed. Der
ligger ikke nogen prioritering i den rækkefølge, i hvilken bogen
præsenterer dem. De kan omordnes på enhver måde, der fungerer. Ej
heller er det en fuldstændig opremsning. Næsten ethvert AA-medlem,
du møder, kan give mindst en god idé mere, som ikke er omtalt her.
Og du vil formodentlig selv komme med splinternye ideer, der
fungerer for dig. Vi håber, du vil give dem videre til andre, som så kan
få udbytte af dem.
De erfaringer, der nævnes her, er ikke af AA som fællesskab
godkendt eller anbefalet som de eneste anvendelige for alle mennesker
med alkoholproblemer. Men enhver handlemåde, der er omtalt, har
vist sig nyttig for nogle medlemmer og kan måske være til hjælp for
dig.
Denne bog er tænkt som en bekvem håndbog til at rådføre sig med fra
tid til anden, ikke noget, der skal læses igennem én gang for alle og så
glemmes.
Her er to advarsler, der har vist sig nyttige:
A. Bevar et åbent sind
Måske vil nogle af forslagene, der fremsættes her, slet ikke appellere til
dig. Hvis det er tilfældet, har vi opdaget, at i stedet for at afvise dem
for evigt, er det en bedre idé blot foreløbig at lægge dem til side. Hvis
vi ikke for altid lukker vores sind for dem, kan vi siden hen gå tilbage
og afprøve ideer, vi ikke tidligere syntes om, hvis vi ønsker det.
For eksempel fandt nogle af os — i den første ikke-drikkende tid —
at de forslag og det kammeratskab, der blev tilbudt af en AA-sponsor,
i høj grad hjalp os til at blive ædru. Andre af os ventede, indtil vi havde
besøgt mange grupper og mødt mange AA'ere, før vi endelig brugte en
sponsors hjælp.
Nogle af os fandt formel bøn en god hjælp til ikke at drikke, mens
andre flygtede fra alt, der ledte tanken hen på religion. Men vi er alle
frit stillet til at ændre vores meninger om disse idéer, hvis vi synes.
10
Mange af os erfarede, at jo hurtigere vi begyndte vores arbejde
med de Tolv Trin, der er tilbudt som et program i bogen »Anonyme
Alkoholikere«, jo bedre. Andre af os fandt det nødvendigt at udskyde
det, indtil vi havde været ædru et stykke tid.
Hovedsagen er, at AA ikke foreskriver nogen »rigtig« eller »forkert«
måde. Enhver af os bruger, hvad der er bedst for ham eller hende
uden at lukke af for anden slags hjælp, vi måtte finde værdifuld på et
senere tidspunkt. Og enhver forsøger at respektere andres ret til at
gøre tingene anderledes.
Undertiden vil et AA-medlem tale om at tage forskellige dele af
programmet i cafeteriastil, idet han kan udvælge det, han synes om
og lade det være, han ikke kan bruge. Måske vil andre komme forbi
og samle de uønskede ting op, eller måske vil medlemmet senere
komme tilbage og tage nogle af de ideer, han tidligere afviste.
Men det er godt at huske på fristelsen i et cafeteria, nemlig kun at
tage enkelte desserter eller fromager eller salater eller anden mad,
som man specielt godt kan lide. Det tjener som en vigtig påmindelse
til os om at bevare ligevægten i vores liv.
Da vi kom os af alkoholismen, fandt vi, at vi behøvede en
ligevægtig diæt af ideer, selv om nogle af dem ikke i første omgang
syntes så fornøjelige som andre. Ligesom god mad gavnede gode
ideer os ikke, medmindre vi brugte dem forstandigt. Og det fører os
til vores anden advarsel.
B. Brug din sunde fornuft
Vi fandt ud af, at vi må anvende de forslag, der følger, med sund
fornuft.
Som næsten alle andre ideer kan forslagene i denne bog misbruges.
Tag eksempelvis forslaget om at spise slik. Det er oplagt, at
alkoholikere med sukkersyge, fedme– eller blodsukkerroblemer må
finde erstatninger, så de ikke bringer deres helbred i fare, men
stadigvæk kunne have fordel af slikspisningsidéen i deres ædruelighed.
(Mange ernærings-fysiologer foretrækker i praksis proteinrige snacks
frem for slik.) Det er heller ikke godt for nogen at overdrive dette
middel. Ud over slik burde vi spise alsidige måltider.
11
Et andet eksempel er brugen af sloganet »Tag det roligt«. Nogle af
os har oplevet, at vi kunne misbruge dette fornuftige slagord og vende
det til en undskyldning for sendrægtighed, dovenskab eller
uforskammethed. Det er naturligvis ikke, hvad sloganet er tænkt som.
Rigtigt anvendt kan det styrke vores ædruelighed; forkert anvendt kan
det skade den. Nogle af os ville tilføje: » >Tag det roligt< — men gør
det«!
Det er klart, at vi skal bruge vores forstand, når vi følger et råd.
Enhver metode, der beskrives her, må anvendes med omtanke.
En ting til. AA foregiver ikke at tilbyde videnskabelig eksperthjælp
til at blive ædru. Vi kan kun dele vores egen erfaring med dig — ikke
professionelle teorier og forklaringer.
Så disse sider tilbyder ingen ny lægelig fidus om, hvordan man
holder op med at drikke — hvis du fortsat drikker — eller nogen
mirakuløs hemmelighed, der kan lindre eller afskaffe tømmermænd.
Nogle gange kan du derhjemme blive ædru ved egen hjælp, men
hyppigt har vedvarende drikkeri forårsaget så alvorlige syg–
domsmæssige problemer, at du er bedre hjulpet ved at søge læge– eller
hospitalshjælp til at blive afgiftet. Hvis du er så alvorligt syg, kan du
have brug for professionel hjælp, inden du overhovedet bliver
interesseret i, hvad vi her tilbyder.
Mange af os, der ikke var så syge, har taget den kolde tyrker i
selskab med andre AA-medlemmer. Eftersom vi selv har været
igennem det, kan vi som lægmænd ofte hjælpe med at lindre på
elendigheden og lidelsen. Vi forstår i alt fald. Vi har prøvet det.
Så denne bog handler om ikke at drikke (mere end at holde op med
at drikke). Den handler om at leve et ædru liv.
Vi har oplevet, at vores ædruelighed begyndte, da vi holdt op med
at drikke — med at blive ædru og forblive fuldstændig fri for alkohol
overhovedet. Vi har også indset, at vi må holde os fra andre
stemningsregulerende stoffer. Vi kan kun bevæge os mod et helt og
tilfredsstillende liv, hvis vi forbliver ædru. Ædruelighed er
startgrundlaget for vores nye liv.
På en måde handler denne bog om, hvordan vi skal håndtere vores
ædruelighed. (Tidligere kunne vi ikke; derfor drak vi.)
12
2 At holde sig fra den første drink
I AA hører man ofte udtrykkene »Hvis du ikke tager den første drink,
så kan du ikke blive fuld« og »En drink er éen for meget, men tyve er
for få«.
Da vi begyndte at drikke, ønskede eller tog mange af os aldrig mere
end en eller to drinks. Men som tiden gik, steg antallet. I de sidste år
fandt vi os så i færd med at drikke flere og flere, og nogle af os blev og
forblev meget berusede. Måske afsløredes vores tilstand ikke altid i
tale eller gang, men på dette udviklingstrin var vi i virkeligheden aldrig
ædru.
Hvis vi var for bekymrede, skar vi ned eller prøvede at begrænse os
til kun én eller to, eller vi skiftede fra hård spiritus til øl eller vin. Vi
prøvede i det mindste at begrænse antallet, så vi ikke blev alt for
katastrofalt fulde. Eller vi prøvede at skjule, hvor meget vi egentlig
drak.
Men alle disse forholdsregler blev mere og mere besværlige. Ind
imellem gik vi på vandvognen og drak overhovedet ikke i nogen tid.
Før eller siden begyndte vi at drikke – bare en enkelt drink. Og da
det åbenbart ikke skadede særligt meget, følte vi det sikkert at tage en
til. Måske var det alt, vi drak, ved den anledning, og det var en stor
lettelse at opdage, at vi kunne nøjes med bare éen eller to og så stop.
Nogle af os gjorde det mange gange.
Men erfaringen viste sig at være en fælde. Den overbeviste os om at vi
kunne drikke kontrolleret.
Og så kom anledningen (en højtidelig fest, et personligt tab eller
ingen speciel anledning overhovedet), hvor to eller tre medførte, at vi
følte det så rart, at vi tænkte, at endnu en eller to ikke kunne skade. Og
absolut uden hensigt om at gøre det fandt vi os igen i gang med at
drikke for meget. Vi var tilbage netop dér, hvor vi var før — vi drak for
meget uden rigtig at ville det.
Sådanne gentagne erfaringer har ledt os til følgende logisk
uomtvistelige konklusion: Hvis vi ikke tager den første drink, bliver vi
aldrig beruset. I stedet for at planlægge aldrig at blive fuld eller prøve
at begrænse antallet af drinks eller alkoholmængden, har vi derfor lært
at koncentrere os om at undgå éen eneste drink: den første.
13
I stedet for at bekymre os om at begrænse antallet af drinks ved
slutningen af en druktur, undgår vi i virkeligheden den ene drink, der
starter det hele.
Det lyder næsten alt for enkelt, ikke? For mange af os er det nu
bagefter vanskeligt at tro, at vi aldrig rigtig fandt ud af dette, inden vi
kom til AA. (Sandheden er selvfølgelig, at naturligvis ønskede vi heller
aldrig rigtig at opgive drikkeriet, førend vi lærte om alkoholisme.) Men
hovedsagen er: nu ved vi, at det er det, der virker.
I stedet for at prøve at finde ud af, hvor mange vi kunne tåle – fire?
– seks? – et dusin? – husker vi: »Lad simpelthen den første drink stå«.
Det er meget lettere. Denne tankegang har hjulpet hundredtusinder af
os til at være ædru i årevis.
Lægelige specialister i alkoholisme fortæller os, at der er en sund
medicinsk begrundelse for at undgå den første drink. Det er den første
drink, der straks eller senere udløser trangen til at drikke mere og
mere, indtil vi igen har drikkeproblemer. Mange af os er overbeviste
om, at vores alkoholisme er en afhængighed af stoffet alkohol; ligesom
enhver anden, der er afhængig af et eller andet, og ønsker at bevare sit
helbred, må vi undgå den første dosis af det stof, vi er blevet
afhængige af. Vores erfaring viser det, således som det kan læses i
bogen »Anonyme Alkoholikere« og i vores Grapevine-blad, og som
man i øvrigt kan høre overalt, hvor AA-medlemmer mødes og deler
erfaringer.
3 At bruge 24-timers planen
Da vi drak, havde vi ofte så dårlige perioder, at vi svor »Aldrig mere«.
Vi aflagde løfte om afholdenhed for op til et helt år, el-ler lovede en
anden, at vi ikke ville røre skidtet i tre uger eller tre måneder. Og
naturligvis prøvede vi at gå på vandvognen i varierende tidsrum.
Vi var helt ærlige, når vi med sammenbidte tænder udtalte disse
erklæringer. Af hele vores hjerte ønskede vi aldrig mere at blive fulde.
Vi var fast besluttede. Vi afsvor komplet drikkeriet
14
med den hensigt at holde os fra alkohol langt ud i en ubestemt
fremtid.
På trods af vores hensigter var resultatet dog næsten uund–gåeligt
det samme. Erindringen om vores højtidelige løfter og om den lidelse,
der udløste dem, forsvandt til sidst. Vi drak igen, og vi endte med flere
problemer. Vores »for altid« varede ikke ret længe.
Nogle af os, der aflagde sådanne løfter, tog et personligt forbehold:
Vi sagde til os selv, at løftet om ikke at drikke kun gjaldt »stærk sprut«,
ikke øl eller vin. På den måde erfarede vi, hvis vi ikke allerede vidste
det, at vin og øl også kunne beruse os, vi måtte blot drikke mere af det
for at opnå den samme virkning, som vi fik af destilleret spiritus. Vi
endte med at være lige så afhængige af øl eller vin, som vi tidligere
havde været af hård sprut.
Andre af os opgav helt og holdent alkohol og holdt virkelig vores
løfter nøjagtig som lovet, indtil tiden var udløbet ... Så afsluttede vi
den tørlagte periode ved igen at drikke og var hurtigt tilbage i
problemer med en forøget byrde af skyld og bondeanger.
Med sådanne kampe bag os forsøger vi i AA at undgå udtryk som
»på vandvognen« og »give afholdsløfter«. De minder os om vores
nederlag.
Selv om vi er klar over, at alkoholisme er en vedvarende ir–
reversibel tilstand, har vores erfaringer lært os ikke at afgive løfter for
fremtiden om at forblive ædru. Vi har fundet det mere realistisk og
mere vellykket at sige »Jeg drikker ikke i dag«.
Selv om vi drak i går, kan vi planlægge ikke at drikke i dag. Vi
drikker måske i morgen – hvem ved, om vi overhovedet da er i live? –
men i disse 24 timer vil vi ikke drikke. Ligegyldigt hvilken fristelse eller
provokation, vi udsættes for, så har vi besluttet ikke at drikke i dag,
koste hvad det vil.
Vores venner og familier er forståeligt nok trætte af at høre os sværge
»Denne gang mener jeg det virkelig« for blot at se os dingle fulde
hjem. Nu lover vi hverken dem eller andre ikke at drikke. Enhver lover
kun sig selv det. Trods alt er det vores eget helbred og liv, der står på
spil. Det er os og ikke vores familie eller venner, der må tage de
nødvendige skridt til at få det godt.
15
Hvis trangen til at drikke virkelig er stærk, opdeler mange af os de
24 timer i mindre dele. Vi beslutter eksempelvis ikke at drikke i en
time. Vi kan udholde det øjeblikkelige ubehag ved ikke at drikke i blot
en time mere; så en til, og så videre. Mange af os begyndte vores
ædruelighed på netop den måde. I virkeligheden begyndte enhver
ædruelighed med én ædru time.
En udgave af dette er ganske enkelt at udskyde den (næste) drink.
(Hvordan går det? Drikker du stadig dansk vand? Har du virkelig
udskudt den drink, vi talte om allerede på side 9? Hvis ja, så kan dette
blive begyndelsen på din ædruelighed.)
Den næste drink kan man altid få, men lige nu udskyder vi i hvert
fald at tage den lige i dag eller lige nu. (For eksempel resten af denne
side?)
24-timers planen er meget fleksibel. Vi kan begynde på en frisk når
som helst og hvor som helst. Hjemme, på arbejde, i en bar eller på en
hospitalsstue, kl. 4 om eftermiddagen eller kl. 3 om natten. Vi kan lige
så godt nu beslutte ikke at tage en drink i de kommende 24 timer eller
5 minutter.
Forlænges denne plan fortsat, undgås svagheden ved sådanne
metoder som at gå på vandvognen eller afgive afholdsløfte. Både en
periode på vandvognen og et afholdsløfte kom som planlagt til en
afslutning, så vi følte os frit stillede til at drikke igen. Men i dag er altid
her. Liv er dagligt; dagen i dag er alt, vi har, og enhver kan klare én
dag uden at drikke.
Først forsøger vi at leve i nuet for bare at forblive ædru – og det
virker. Så snart ideen er blevet en del af vores tankegang, oplever vi, at
livet levet i 24 timers afsnit er en effektiv og tilfredsstillende måde at
håndtere også mange andre forhold på.
4 At huske at alkoholisme er en uhelbredelig,
fremadskridende, dødelig sygdom
Mange mennesker i verden ved, at de ikke kan spise visse føde-varer –
østers eller jordbær eller æg eller agurk eller sukker eller
16
noget andet – uden at blive meget utilpasse og måske oven i købet ret
syge.
En person med en sådan fødevareallergi kan gå omkring og føle en
masse selvmedlidenhed og bebrejde enhver, at han eller hun er
urimelig dårligt stillet, og hele tiden jamre over ikke at være i stand til
at kunne spise noget lækkert.
Det er indlysende, at selv om vi kan føle os snydt, er det ikke klogt
at se bort fra vores egen fysiologiske tilstand. Hvis vi over-ser vores
begrænsninger, kan det resultere i alvorlige gener eller sygdom. Hvis vi
fortsat vil være sunde og rimeligt lykkelige, må vi lære at leve med det
legeme, vi har.
En af de nye tankegange, en ædru alkoholiker kan udvikle, er et
afklaret syn på sig selv som én, der må undgå kemikalier (alkohol eller
andre stoffer, der erstatter den), hvis vedkommende
ønsker at bevare en god sundhed.
Som bevis har vi vores egne drukdage – alt i alt hundreder af
tusinder af mande/kvindeår fyldt med en masse druk. Vi ved, at som
drukårene passerede, blev vores problemer i forbindelse med
drikkeriet fortsat værre. Alkoholisme er en fremadskridende lidelse.
Naturligvis havde mange af os perioder på nogle måneder el-ler
hele år, hvor vi sommetider troede, at drikkeriet på en eller anden
måde nok havde ordnet sig. Vi syntes at være i stand til at opretholde
et temmelig kraftig alkoholindtag uden større problemer. Eller vi var
ædru med undtagelse af enkelte druk-nætter, og drikkeriet var ikke
blevet mærkbart værre, så vidt vi kunne bedømme det. Der skete intet
forfærdeligt eller drama-tisk.
Men vi kan bagefter se, at før eller senere blev vores drikke-problem
uundgåeligt alvorligere.
Visse speciallæger i alkohol fortæller os, at der ikke er tvivl om, at
alkoholisme bliver værre med alderen. (Kender du en, der ikke bliver
ældre?)
Efter de utallige forsøg, vi gjorde for at bevise noget andet, er vi også
af den opfattelse, at alkoholisme er uhelbredelig lige som visse andre
sygdomme. Den kan ikke »kureres« i følgende forstand: Vi kan ikke
ændre vores kropskemi og vende tilbage
2
At Leve Ædru
17
til at være normale, mådeholdent og socialt drikkende personer, som
masser af os tilsyneladende var i vores ungdom.
Som nogle af os udtrykker det, kan vi lige så lidt foretage denne
ændring, som vi kan lære at gå på vandet. Ingen medicin eller
psykologisk behandling, hvad nogle af os fik, har nogensinde
»kureret« vores alkoholisme.
Endvidere er vi stærkt overbevist om, at alkoholisme er en dødelig
sygdom, efter at have set tusinder og atter tusinder af alkoholikere,
som ikke holdt op med at drikke. Vi har ikke blot set mange
alkoholikere drikke sig ihjel – eller dø af delirium tremens eller
krampeanfald eller dø af skrumpelever som en direkte følgevirkning af
drikkeri. Vi ved også, at mange dødsfald, der ikke officielt sættes i
forbindelse med alkoholisme, i virkeligheden er forvoldt deraf. Når
færdselsuheld, drukning, selvmord, drab, hjerteanfald, brandulykker,
lungebetændelse eller slagtilfælde er opført som den direkte dødsårsag,
var det ofte et tæt alkoholisk drikkeri, der førte til den dødelige tilstand
eller begivenhed.
Mange af os i AA følte os i sikkerhed, langt fra en sådan skæbne,
da vi drak. Og sandsynligvis kom hovedparten af os aldrig i nærheden
af de rædselsfulde sidste stadier af kronisk alkoholisme.
Men vi så, at vi kunne, hvis vi blot fortsatte med at drikke. Hvis du
stiger på en bus mod en by tusind kilometer borte, er det der, du vil
komme hen, medmindre du står af og kører i en anden retning.
Godt. Hvad gør du, hvis du finder ud af, at du har en uhelbredelig
fremadskridende dødelig sygdom – om det er alkoholisme eller for
eksempel en hjertelidelse eller kræft?
Mange mennesker benægter blot, at det er sandt, og ignorerer
lidelsen, vil ikke have behandling mod den, lider og dør. Men der er en
anden udgang.
Du kan acceptere »diagnosen« – overbevist af din læge, dine
venner eller af dig selv. Så kan du finde ud af, hvad der kan gøres –
om noget i det hele taget – for at holde tilstanden »under kontrol«,
så du fortsat kan leve mange lykkelige, produktive og raske år,
så længe du passer godt på dig selv. Du indser til fulde alvoren af
18
din tilstand, og du gør de fornuftige ting, der er nødvendige for at
fortsætte et sundt liv.
Det viser sig, at dette er overraskende let i forbindelse med
alkoholisme, hvis du reelt ønsker at have det godt. Og da vi AA'ere har
lært at nyde livet så meget, ønsker vi virkelig at fortsætte med at være
raske.
Vi prøver aldrig at glemme den uafvendelige kendsgerning om
vores alkoholisme; blot må vi lære ikke at ruge over den, at have
selvmedlidenhed eller hele tiden at tale om den. Vi accepterer det som
et særpræg ved vores krop, ligesom vores højde eller behov for briller
eller som enhver anden allergi, vi måtte have.
Med denne viden kan vi så leve roligt — ikke bittert — lige så længe
vi sætter os for ganske enkelt at undgå den første drink (husk det!)
bare i dag.
Et blindt medlem af AA sagde, at hans alkoholisme helt lignede
hans blindhed. »Dengang jeg affandt mig med tabet af mit syn«,
forklarede han, »og fik den tilbudte genoptræning, fandt jeg ud af, at
jeg virkelig ved hjælp af min stok og min hund kan gå sikkert overalt,
hvor jeg ønsker, lige så længe jeg ikke glemmer eller overser, at jeg er
blind. Men når jeg opfører mig, som om jeg kan se, er det, at jeg slår
mig eller kommer i vanskeligheder«.
»Hvis du ønsker at have det godt«, sagde en kvindelig AA'er
engang, »tager du blot dit program og følger anvisningerne og
fortsætter med at leve. Det er let, så længe du husker kends–
gerningerne omkring dit liv. Hvem har tid til at føle afsavn eller
selvmedlidenhed, når du opdager, at der er så mange glæder
forbundet med at leve lykkeligt uden at være bange for din sygdom?«
Sammenfattende: Vi husker, at vi har en uhelbredelig, i sidste
instans dødelig sygdom kaldet alkoholisme. Og i stedet for stædigt at
fastholde drikkeriet, foretrækker vi at planlægge og anlægge en
tilfredsstillende livsstil uden alkohol.
Vi skammer os ikke over at have en sygdom. Det er ingen skændsel.
Ingen ved med bestemthed, hvorfor nogle mennesker bliver
alkoholikere, mens andre ikke bliver det. Det er ikke vores fejl. Vi har
ikke ønsket at blive alkoholikere. Vi har ikke anstrengt os for at få
denne sygdom.
2
19
Vi fik jo ikke alkoholisme, blot fordi vi nød det. Vi satte os ikke med
fuldt overlæg og ondskabsfuldt for at gøre ting, vi senere skammede
os over. Vi handlede imod bedre vidende og vores instinkt, fordi vi
virkelig var syge, og vi vidste det ikke engang.
Vi har erfaret, at der ikke kommer noget godt ud af nytteløs
bondeanger og bekymringer om, hvordan vi havnede i det. Det første
skridt mod, at vi får det bedre og kommer over vores sygdom, er helt
enkelt ikke at drikke.
Se om idéen passer. Vil du ikke hellere acceptere, at du har en
sygdom, der kan behandles med godt resultat, end bruge en masse tid
på elendige spekulationer over, hvad der er galt med dig? Vi har
erkendt, at dette er et smukkere og mere sympatisk billede af os selv
end det gamle selv, vi plejede at se. Det er også sandere. Det ved vi.
Beviset på det ligger i den måde, vi nu føler, handler og tænker.
Enhver, der ønsker det, er velkommen til en »uforpligtende
prøveperiode« på dette nye begreb selvværd. Bagefter er enhver, der
ønsker de gamle dage tilbage, igen fuldstændig frit stillet til at begynde
dem forfra. Du er i din gode ret til at drage din elendighed frem igen,
hvis du ønsker det.
Omvendt kan du også beholde det nye billede af dig selv, hvis du
hellere vil det. Det er ligeledes retmæssigt dit.
5 »Lev og lad leve«
Det gamle ordsprog »Lev og lad leve« forekommer så banalt, at det er
let at overse dets værdi. Naturligvis er en af grundene til, at det i årevis
er blevet citeret igen og igen, at det har vist sig at være nyttigt på så
mange måder.
Vi AA'ere gør en særlig brug af det til ikke at drikke. Specielt
hjælper det os til at klare de personer, som går os på nerverne.
Ser vi endnu engang tilbage på dele af vores drukhistorie, kan
mange af os se, at vores drukproblemer uhyre mange gange
syntes at have noget med andre mennesker at gøre. I teenage–årene
20
forekom det naturligt at prøve sig frem med øl eller vin, fordi så
mange andre gjorde det, og vi ønskede deres anerkendelse. Så kom
bryllupper og konfirmationer og barnedåb og ferier og fodboldkampe
og cocktailselskaber og forretningsfrokoster og ... listen kunne
fortsættes i det uendelige. I alle disse sammen–hænge drak vi i alt fald
bare, fordi alle andre drak og syntes at forvente det samme af os.
De af os, der begyndte at drikke alene eller at snige sig til en drink af
og til, gjorde det tit for at holde en anden eller andre mennesker
uvidende om, hvor meget og hvor ofte vi drak. Vi brød os ikke om at
høre andre tale om vores drikkeri. Hvis de gjorde det, fortalte vi dem
oftest om »grundene« til, at vi drak, som om vi ønskede at afværge
kritik eller bebrejdelser.
Nogle af os blev polemiske eller endog aggressive over for andre
mennesker, når vi havde drukket. Andre af os følte måske, at vi fik det
bedre med folk efter en drink eller to, uanset om det var i forbindelse
med et selskab, en anspændt salgssituation eller en jobsamtale — ja
selv elskov.
Vores drikkeri fik mange af os til at vælge vores venner efter, hvor
meget de drak. Vi skiftede endog venner, når vi følte, vi var vokset fra
deres drikkevaner. Vi foretrak mennesker, der kunne tage godt fra frem
for personer, der blot tog en enkelt eller to. Og vi forsøgte at undgå
afholdsfolk.
Mange af os følte skyld og vrede over den måde, vores familie
reagerede på over for vores drikkeri. Nogle af os mistede arbejdet på
grund af en chef eller en arbejdskollega, der var imod vores drikkeri. Vi
ønskede, at folk ville passe sig selv og lade os være i fred!
Vi følte ofte vrede og frygt, selv over for personer, som ikke havde
kritiseret os. Vores skyldfølelse gjorde os ekstra følsomme over for
vores medmennesker, og vi bar nag. En gang imellem skiftede vi barer,
skiftede arbejde eller bolig blot for at komme væk fra visse personer.
Et stort antal mennesker var således — foruden os selv — på den
ene eller anden måde omfattet af vores drikkeri.
Da vi endelig holdt op med at drikke, var det en stor lettelse at
opdage, at de mennesker, vi mødte i AA — ædru alkoholikere
21
— syntes at være helt anderledes. De reagerede ikke på os med kritik
og mistro, men med forståelse og omsorg.
Det er imidlertid helt naturligt, at vi stadigvæk støder på nogle
mennesker, som går os på nerverne både inden for og uden for AA. Vi
oplever måske, at vores venner uden for AA, kolleger og
familiemedlemmer, fortsat behandler os, som om vi drak. (Det tager
dem lidt tid at tro, at vi virkelig er holdt op. De har trods alt mange
gange tidligere oplevet, at vi blot begyndte igen.)
Når vi i begyndelsen omsætter begrebet »Lev og lad leve« i praksis,
stilles vi over for følgende kendsgerning: Der er folk i AA og alle andre
steder, som sommetider siger eller foretager sig ting, vi er uenige i eller
ikke kan lide. At lære at leve med meningsforskelle er væsentligt for
vores velbefindende. Det er netop i disse situationer, at vi har fundet
det yderst værdifuldt at sige til os selv »Åh skidt, >lev og lad leve< «.
I virkeligheden lægges der i AA stor vægt på at lære at tolerere
andre menneskers opførsel. Ligegyldig hvor fornærmeligt eller
modbydeligt den end må forekomme os, er det vitterligt ikke værd at
drikke på. Vores egen ædruelighed er alt for vigtig. Vi må huske, at
alkoholisme kan dræbe, og gør det.
Vi har lært, at det betaler sig at gøre en ganske særlig anstrengelse
for at forstå andre mennesker, specielt alle, der stryger os mod hårene.
Af hensyn til vores ædruelighed er det vigtigere at forstå end at blive
forstået. Dette er ikke særligt svært, hvis vi husker, at de andre AAmedlemmer også prøver at forstå, ligesom vi gør.
For den sags skyld vil vi i AA og andre steder møde nogle
mennesker, som heller ikke er helt vilde med os. Derfor prøver vi alle
at respektere andres ret til at optræde, som de vil (eller bliver nødt til).
Vi kan så til gengæld forvente af dem, at de viser os det samme
hensyn. I AA gør de det almindeligvis.
Normalt drages mennesker, der kan lide hinanden – i et nabolag, et
firma, en klub eller AA – mod hinanden. Når vi tilbringer tiden
sammen med mennesker, vi kan lide, er vi ikke så irriteret over dem, vi
ikke bryder os særligt om.
Som tiden går, opdager vi, at vi ikke er bange for simpelthen
at vende os bort fra folk, der irriterer os i stedet for sagtmodigt at
22
lade dem gå os på nerverne eller i stedet prøve at ændre på dem,
sådan at det vil passe netop os bedre.
Ingen af os kan huske, at nogen har tvunget os til at drikke
alkohol. Ingen bandt os nogensinde fast og hældte sprut ned i halsen
på os. Lige så lidt som nogen rent fysisk tvang os til at drikke, så
prøver vi nu at sikre os, at ingen mentalt presser os til at drikke.
Det er meget let at bruge andre menneskers handlinger som alibi
for at drikke. Vi var eksperter i det. Men i ædru tilstand har vi lært en
ny teknik: Vi tillader aldrig os selv at blive så fortørnet på nogen, at vi
tillader den person at kontrollere vores liv og slet ikke så langt, at det
fører til druk. Vi erkendte, at vi ikke har noget ønske om at lade
nogen anden person styre eller ruinere vores liv.
En gammel vismand sagde, at ingen skulle kritisere en anden, før
han havde vandret en mil i denne persons sko. Dette kloge råd kan få
os til at føle større forståelse over for vores medmennesker. Og
omsættes det til praksis, kan vi komme til at føle os meget bedre, end
da vi havde tømmermænd.
»Lad leve«, javel. Men mange af os finder mindst lige så megen
værdi i sloganets første del »Lev«!
Når vi har fundet frem til måder, på hvilke vi fuldtud kan nyde
vores eget liv, er vi tilfredse med at lade andre mennesker leve, som
de ønsker det. Hvis vores eget liv er interessant og produktivt, har vi
virkelig ingen tilskyndelse til eller ønske om at finde fejl ved andre
eller bekymre os om den måde, de handler på.
Kan du i dette øjeblik mindes nogen, som virkelig generer dig?
Hvis du kan, så prøv følgende. Udskyd at tænke på ham eller
hende og på hvad som helst ved den person, der irriterer dig. Du kan
koge indvendigt over det siden hen, hvis du gider. Men netop lige nu,
hvorfor så ikke udskyde det, mens du læser næste afsnit?
Lev! Være interesseret i dit eget liv. Efter vores opfattelse åbner
den ædru tilværelse op for liv og lykke. Det er værd at bilægge mangen
en vrede eller strid ... Okay, så det lykkedes altså ikke helt at holde
dine tanker fra den anden person. Lad os se, om det følgende forslag
vil hjælpe.
23
6 At blive aktiv
Det er meget svært bare at sidde stille og prøve ikke at gøre en bestemt
ting eller lade være at tænke på det. Det er meget lettere at være aktiv
og gøre noget andet — andet end det, vi prøver på at undgå.
Sådan er det med drikkeri. Det er åbenbart ikke nok i sig selv at
prøve på at undgå en drink (eller ikke tænke på en). Jo mere vi tænker
på den drink, vi prøver at undgå, jo mere optager den naturligvis vores
tanker. Og det nytter ikke noget. Det er bedre at være beskæftiget med
noget, der kræver vores koncentration og retter vores energi mod
ædruelighed.
Tusinder af os funderede over, hvad vi ville stille op med al den tid,
vi fik til rådighed, når vi holdt op med at drikke. Sandt nok, da vi holdt
op, blev alle de timer, vi engang havde brugt til at planlægge og til at
skaffe os drinks og til at drikke dem og komme os over deres
umiddelbare virkning, pludselig til store tomme tidsrum, der på en
eller anden måde skulle fyldes ud.
De fleste af os havde et arbejde at passe. Men selv i den
sammenhæng var der nogle temmelig lange tomme tidsrum på
minutter eller timer, der stirrede på os. Vi manglede nye aktiviteter til
at udfylde disse tomrum og til at bruge den dirrende energi, der
tidligere var bundet i vores fokusering på eller vores besættelse af
drikkeri.
Enhver, der har prøvet at ændre en vane, ved, at det er lettere at
sætte et ny og anden aktivitet i stedet end blot at stoppe den gamle
aktivitet uden at erstatte den med noget andet.
Ædru alkoholikere siger ofte: »Det er ikke nok bare at holde op
med at drikke«. Det ikke at drikke er i sig selv bare en negativ, gold
ting. Det har vores erfaringer klart vist. Hvis vi vedblivende skulle klare
det, måtte vi erstatte drikkeriet med et positivt handlingsprogram. Vi
måtte lære, hvordan vi skulle leve ædru.
Angst kan oprindelig have formået nogle af os til at kigge
på, om vi måske havde et alkoholproblem. Og igennem en kort
periode kan angst måske hjælpe nogle af os til at holde os væk
fra en drink. Men at være angst er ikke nogen særlig lykkelig
eller afslappet forfatning at være i ret længe. Så vi prøver at
opbygge en sund respekt for alkoholens magt i stedet for frygt
24
for den, ligesom folk har en sund respekt for cyankalium, jod og al
anden gift, uden at de af den grund går rundt i konstant frygt. De
fleste ved, hvad disse gifte kan gøre ved kroppen, og er tilstrækkeligt
fornuftige til ikke at drikke dem. I AA har vi på samme måde kendskab
til og respekt for alkohol. Men naturligvis er den baseret på en
førstehånds erfaring, ikke på at have set et dødningehoved og
korslagte knogler på en giftetikette.
Vi kan ikke satse på, at frygten bærer os gennem tomme timer uden
en drink, så hvad kan vi gøre?
Vi har fundet mange aktiviteter nyttige og gavnlige, nogle mere end
andre. Her er to slags i den rækkefølge, vi oplevede deres
nyttevirkning.
A. Aktivitet i og omkring AA
Når erfarne AA-medlemmer siger, at de fandt det gavnligt at »blive
aktive« i deres ædruelighedsproces, mener de sædvanlig–vis at være
virksomme i og omkring AA.
Hvis du vil, kan du selv prøve det, inden du afgør, om du vil være
medlem af AA eller ej. Du behøver ikke en tilladelse eller invitation fra
nogen.
I virkeligheden er det en god idé at bruge nogen tid på AA, før du
træffer nogen beslutning om et alkoholproblem. Gener dig ikke; at
sidde og kigge på ved AA-møde gør dig ikke til alkoholiker eller til et
AA-medlem på nogen måde, lige så lidt som det at sidde i et hønsehus
forvandler dig til en høne. Du kan først forsøge at gå til et AA-møde
som gæst og så sidenhen beslutte dig til at blive medlem.
De aktiviteter, vi plejer at udføre i begyndelsen i AA, kan
forekomme temmelig betydningsløse, men resultaterne viser, at de er
værdifulde. Vi kunne kalde disse ting »isbrydere«, fordi de gør det
lettere at føle sig tilpas mellem folk, man ikke kender.
Efter de fleste AA-møder vil man i almindelighed lægge mærke til,
at nogle af de tilstedeværende begynder at stille klapstolene væk eller
tømme askebægre eller bærer tomme te- og kaffekopper ud i køkkenet.
Vær med. Du vil blive forbløffet over, hvordan det hjælper at hjælpe
til. Du kan hjælpe med at vaske kopper og kaffekande af, lægge
litteratur til side eller feje gulvet.
25
At hjælpe med disse små praktiske job betyder ikke, at du for tid
og evighed hænger på de opgaver. Overhovedet ikke. Men vi ved, at
næsten alle, der er blevet ældre i AA, har taget deres rengørings- eller
køkkentjans. Det ved vi fra års erfaring. Den nytte, vi har fået ved at
gøre disse ting, er konkret, velgørende og ret overraskende.
I virkeligheden begyndte mange af os først at føle os tilpas i AA,
da vi begyndte at hjælpe med disse enkle ting. Og vi blev endnu bedre
tilpas og kom meget længere væk fra drikkeriet eller tanken om det, da
vi påtog os et lille konkret og regelmæssigt ansvar for for eksempel at
sørge for forfriskninger, hjælpe med at anrette og servere dem, at være
medlem af velkomstkomiteen eller at gøre andre ting inden AA-mødet,
og at rydde op bagefter.
Ingen skal selvfølgelig gøre sådanne ting. I AA kræves det ikke, at
man gør eller ikke gør noget som helst. Men disse enkle opgaver og
forpligtelsen (men kun over for os selv) til trofast at udføre dem har
haft forbavsende god virkning på mange af os, og har det stadig. Det
hjælper til at arbejde for ædrueligheden.
Når du hører til en AA-gruppe, vil du opdage andre ting, der må
gøres. Du vil opleve sekretæren give meddelelser og kassere-ren tage
sig af, at indsamlingskassen fungerer. Når du har opnået en vis
ædruelighedsperiode (i de fleste grupper ca. 90 dage), er det at
fungere i en af disse egenskaber en god måde at udfylde den tid på, vi
plejede at drikke i.
Hvis disse »job« interesserer dig, så kik brochuren »AA-gruppen«
igennem. Den forklarer, hvad gruppens »tillidsfolk« laver, og hvordan
de vælges.
I AA er ingen »over« eller »under« nogen anden. Der er in-gen
klasser eller lag eller hierarkier blandt medlemmerne. Der er ingen
formelle ledere med nogen som helst bestemmende magt eller
autoritet. AA er ikke nogen organisation i ordets sædvan–lige
forstand. Det er derimod et fællesskab af ligestillede. Alle kalder
hinanden ved fornavn. AA'ere skiftes til at sørge for de nødvendige
tjenester ved gruppemøderne og ved andre lejligheder.
Der kræves ingen særlige faglige evner eller uddannelse. Selv
om du aldrig har været medlem af eller formand eller sekretær
for noget, vil du opleve – som de fleste af os har gjort – at i AA 26
gruppen er disse hverv lette at klare, og de gør små mirakler med os.
De opbygger en rygrad for vores ædruelighed.
Nu til den anden slags gøremål, der hjælper med at holde os borte
fra drikkeriet.
B. Gøremål uden for AA
Det er mærkværdigt men sandt, at nogle af os syntes at opleve et
forbigående svigt af fantasien, da vi endelig holdt op med at drikke.
Det er mærkeligt, fordi vi i vores druktid havde en utrolig levende
fantasi. På mindre end en uge kunne vi uden videre finde på flere
undskyldninger for at drikke, end de fleste mennesker bruger på alle
andre formål i hele deres liv. (For resten er det en temmelig god
tommelfingerregel, at normalt drikkende – det vil sige ikkealkoholikere – aldrig behøver eller anvender nogen særlig forklaring
for at drikke eller ikke at drikke!)
Når behovet for grunde til at drikke ikke længere er der, går vores
tankevirksomhed ofte i sitdownstrejke. Nogle af os kan ikke finde på
noget at give os til, som ikke har med alkohol at gøre. Måske er det
blot, fordi vi er ude af vanen. Eller måske kræver bevidstheden en
periode med fredfyldt rekonvalescens, efter at den aktive alkoholisme
er ophørt. Men i hvert fald vil matheden forsvinde. Efter vores første
ædru måned oplever mange af os en reel ændring. Efter tre måneder
forekommer vores bevidsthed endnu klarere. Og i løbet af vores andet
ædru år er forandringen slående. Mere mental energi end nogensinde
synes at være til stede.
Men det er i løbet af den tilsyneladende endeløse første ædru
periode, at man hører nogle af os sige »Hvad nu?»
Den følgende liste er blot forslag, som kan bruges i den periode.
Den er ikke særlig spændende eller opfindsom, men den omfatter de
aktiviteter, mange af os har brugt for at udfylde vores første ledige
stunder, når vi ikke var på arbejde eller sammen med andre ædru
mennesker:
1. Gå ture – specielt til nye steder og i parker eller på landet. Rolige
lette ture, ikke udmattende marcher.
27
2. Læse – selv om nogle af os blev temmelig rastløse, hvis vi prøvede
at læse noget, der krævede megen koncentration.
3. Besøge museer og kunstgallerier.
4. Dyrke motion — svømning, golf, jogging, yoga eller andre former
for legemlige aktiviteter, som din læge ville anbefale.
5. Genoptage længe forsømte pligter – oprydning af en skri­
vebordsskuffe, sortering af papirer, besvarelse af nogle få breve,
ophængning af billeder eller noget af alt det, vi havde udskudt.
Vi indser også vigtigheden af ikke at overdrive nogen af disse ting.
Det lyder enkelt at planlægge at rydde alle skabene (eller hele loftet
eller garagen eller kælderen eller lejligheden). Men vi risikerer efter
én dags hårdt fysisk arbejde at ende med at blive udmattede,
snavsede og mismodige uden at have gjort opgaven færdig. Så
vores råd er: Nedskær planen til en fornuftig størrelse. Læg ud –
ikke med at rydde hele køkkenet eller alle dyngerne op – men
simpelthen med at rydde op i én skuffe eller på én hylde. Tag en
anden en anden dag.
6. Finde en ny hobby – ikke nogen dyr eller særlig krævende, blot en
eller anden rar, ubetydelig adspredelse, der ikke kræver, at vi
brillerer eller vinder, men som kun giver nogle forfriskende
anderledes øjeblikke. Mange af os har fået hob-bier, vi aldrig
havde drømt om før, såsom bridge, kniplinger, opera, tropiske fisk,
møbelsnedkeri, håndarbejde, baseball, skriveri, sang, krydsogtværs,
madlavning, ornitologi, amatørteater, skindarbejde, havearbejde,
sejlsport, guitarspil, film, dans, spille kugler, bonsai eller samle på
et eller andet. Mange af os fandt frem til at nyde ting, som vi
tidligere aldrig ville have drømt om.
7. Genoptage gamle tidsfordriv – undtagen det du ved nok. Gemt
bort et eller andet sted er der måske et sæt vand-farver, du ikke har
rørt i årevis, et broderi, en harmonika, bordtennis eller
backgammon udstyr, en båndsamling eller
28
notater til en roman. For nogle af os var det udbytterigt at grave
disse ting frem, støve dem af og forsøge sig med dem igen. Hvis
du finder ud af, at de ikke længere interesserer dig, så skil dig af
med dem.
8. Tage et kursus. Har du altid ønsket at kunne tale swahili eller
russisk? Sætte dig ind i historie eller matematik? Forstå arkæologi
eller antropologi? Brevkurser eller under-visningsprogrammer via
TV. Eller aftenskoleundervisning — for fornøjelsens skyld, ikke
absolut for eksamensbevisets skyld. Hvorfor ikke give det en
chance? Mange af os har oplevet,. at et sådant kursus ikke bare
føjer en ny dimension til vores liv, men også fører til en helt ny
karriere.
Hvis studierne bliver en belastning, så tøv ikke med at slippe dem.
Du har lov til at ændre mening og holde op med noget, der ikke er
besværet værd. At være en, der siger fra, kræver mod og er særdeles
fornuftigt, hvis vi opgiver noget, der ikke er godt for os eller ikke
tilføjer positive, fornøjelige eller sunde nye facetter til vores liv.
9. Påtage sig frivilligt arbejde. Utrolig mange hospitaler, børnehjem,
kirker og andre institutioner og organisationer har stærkt brug for
frivillige til forskellige aktiviteter. Mulig-hederne er store, lige fra
at læse højt for blinde til at lukke kuverter for en kirke eller
indsamle politiske underskrifter. Kontakt et nærliggende hospital,
kirken, offentlige el-ler private organisationer med henblik på,
hvilke frivillige samfundstjenester der er brug for. Vi har mærket,
at vi føler os meget bedre tilpas, når vi bidrager med selv en lille
indsats til gavn for vores medmennesker. Blot det at undersøge
mulighederne for sådanne gerninger er i sig selv informativt og
interessant.
10. Gøre noget ved sit udseende. De fleste af os lægger ikke alt for
megen vægt på vores velplejethed. Et besøg hos frisøren, noget nyt
tøj, nye briller, ja selv nye tænder gør underværker. Vi havde tit
tænkt på at få det gjort, og de første ædru måneder forekom at
være et velvalgt tidspunkt.
29
11. Gøre noget pjanket! Det behøver ikke hele tiden at dreje sig om
alvorligt og koncentreret at udbygge sin ædruelighed, selv om alle
disse anstrengelser er det værd og udgør en hjælp til vores
selvrespekt. Mange af os finder det vigtigt at afbalancere seriøse
perioder med noget, vi gør for sjovs skyld. Kan du lide balloner?
Zoologiske haver? Tyggegummi? Marx Brothers film?
Soulmusik? Læse science fiction eller detektivromaner?
Solbadning? At køre snescooter? Hvis ikke, så find på noget
andet uden alkohol, der giver dig glæde og få noget >ædru<
sjov. Du fortjener det.
12.
Udfyld denne for dig selv. Lad os håbe, at listen ovenfor satte dig
i gang med en idé, der er anderledes end alle de nævnte . Gjorde
den det? Godt! Mas på.
Dog et advarende ord. Nogle af os oplever, at vi har en tendens til at
blive vildt begejstrede og prøver at udrette alt for mange ting på en
gang. Vi har en god bremse, som du kan læse om på side 63. Den
hedder »Tag det roligt«.
7 At bruge Sindsrobønnen
I tusinder af AA-møderum kan man på væggen på mange sprog se
denne påkaldelse:
Gud, giv mig sindsro til at acceptere de
ting, jeg ikke kan ændre,
mod til at ændre de ting, jeg kan og
visdom til at se forskellen.
AA har ikke forfattet den. Forskellige udgaver af den synes at
have været anvendt i århundreder af forskellige trosretninger,
og nu anvendes den vidt og bredt såvel uden for AA som inden
for Fællesskabet. Om vi tilhører denne eller hin kirke, om vi
er humanister, agnostikere* eller ateister, så har de fleste af os

tilhængere af den filosofiske lære, at mennesket intet kan vide om, hvad
der ikke kan erfares (red.).
30
oplevet disse ord som en vidunderlig rettesnor i forbindelse med at
blive ædru og forblive ædru og nyde vores ædruelighed. Uanset, om vi
opfatter Sindsrobønnen som en virkelig bøn eller blot som et
brændende ønske, udgør den en enkel forskrift for et sundt følelsesliv.
Vi har anbragt en ting øverst på listen over de »ting, vi ikke kan
ændre«: vores alkoholisme. Ligegyldigt hvad vi gør, ved vi, at i morgen
vil vi ikke pludselig være ikke-alkoholikere — lige så lidt som vi vil være
ti år yngre eller femten centimeter højere.
Vi kunne ikke forandre vores alkoholisme. Men vi sagde ikke
ydmygt, »All right, jeg er alkoholiker. Jeg bliver nok nødt til bare at
drikke mig selv ihjel«. Der var noget, vi kunne ændre. Vi behøvede ikke
at være fulde alkoholikere. Vi kunne blive ædru alkoholikere. Jo, det
krævede mod. Og vi behøvede et glimt af visdom for at se, at det var
muligt, at vi kunne ændre os.
For os var det blot den første og mest oplagte brug af Sindsrobønnen. Jo længere vi kom på afstand af den sidste drink, jo
smukkere og jo mere meningsfyldt blev disse enkle linier. Vi kan bruge
dem på de hverdagssituationer, vi plejede at flygte fra — ned i flasken.
For eksempel: »Jeg hader dette arbejde. Behøver jeg at blive, eller
kan jeg opgive det?« En lille smule fornuft titter frem: »Tja, hvis jeg
opgiver det, vil de næste par uger eller måneder blive svære, men hvis
jeg har mod til at klare det — >mod til at ændre< — tror jeg, at jeg
vil ende med at have det bedre«.
Eller svaret kan være: »Lad. os se det i øjnene — dette er ikke noget
godt tidspunkt for mig til at søge nyt arbejde, når jeg har en familie at
sørge for.. I øvrigt er jeg nu ædru på sjette uge, og mine AA-venner
siger, at jeg hellere må afholde mig fra drastiske ændringer i mit liv lige
nu — jeg må hellere koncentrere mig om ikke at tage den første drink
og vente, indtil jeg får mine tanker bedre afklaret. Okay, jeg kan ikke
skifte arbejde lige nu. Men måske kan jeg ændre min egen holdning.
Lad os se. Hvordan kan jeg på en afklaret måde håndtere arbejdet«.
Begrebet »sindsro« forekom at være et urealistisk mål, da vi
først mødte bønnen. Hvis sindsro i virkeligheden betød apati,
bitter resignation eller massiv udholdenhed, så ønskede vi over -
31
hovedet ikke at stræbe efter det. Men vi fandt ud af, at det slet ikke
var det, sindsro betød. Når den nu kommer til os, er det snarere som
en ren erkendelse — en klarsynet realistisk måde at opleve verden på,
forbundet med en indre ro og styrke. Sindsro er som et gyroskop, der
lader os bevare balancen, lige meget hvilken turbulens der hvirvler
omkring os. Og det er en sindstilstand, der er værd , at tragte efter.
8 At ændre gamle vaner
Vores drikkeri er forbundet med visse faste tidspunkter, kendte steder
og regelmæssige handlinger, og det er derved blevet vævet tæt ind i
vores livsmønstre. Ligesom træthed, sult, ensomhed, vrede og
opstemte følelser kan disse gamle rutiner vise sig at være fælder, der er
farlige for vores ædruelighed.
Da vi endelig holdt op med at drikke, fandt mange af os det nyttigt
at se tilbage på de vaner, der omgav vores drikkeri, og, hvis det var
muligt, at ændre på en masse små ting forbundet med drikkeri.
Lad os belyse det: Mange, der plejede at begynde dagen med en
opstrammer på badeværelset, styrer nu efter kaffe i køkkenet. Nogle af
os ændrer på rækkefølgen af de ting, vi gjorde ved dagens begyndelse,
såsom at spise, før vi badede og tog tøj på eller omvendt. Et andet
mærke tandpasta og mundvand (vær forsigtig med alkoholindholdet!)
gav os en frisk og anderledes smag at begynde på. Vi begyndte at
motionere eller meditere lidt, før vi styrtede os ud i dagen.
Mange af os lærte også at finde en ny vej, når vi endelig gik
hjemmefra om morgenen for ikke at passere forbi et velkendt
værtshus. Nogle har byttet bilen ud med toget, erstattet S-toget med
cyklen eller bussen med en spadseretur. Andre valgte at følges med
andre kolleger end før.
Uanset om vores drikkeri foregik ved DSB's kiosker eller
uden for den nærmeste købmand, i køkkenet, golfklubben eller i
garagen, så kender vi alle temmelig nøjagtigt vores foretrukne
drikkelokalitet. Uanset om vi var kvartalsdrankere eller drak døgnet
32
rundt, så ved vi alle med os selv hvilke dage, timer og anledninger, der
oftest var forbundet med vores pimperi.
Når du ikke vil drikke, har vi erfaret, at det hjælper at ændre alle
disse vaner og lave en helt ny plan for dagen. Eksempelvis siger
husmødre, at det hjælper at ændre på indkøbstidspunkter og -steder
og ændre på rækkefølgen af de daglige gøremål. Ansatte, der plejede at
liste ud efter en gibbernakker i kaffepausen, bliver nu indendørs og får
virkelig en kop kaffe eller te og en bolle. (Og det er et godt tidspunkt at
ringe til en, du ved også er ude af suppedasen. I de tidsrum, hvor vi
plejede at drikke, er det bekræftende at tale med en anden, der har
været gennem de samme oplevelser.)
De af os, der indledte vores ædruelighed på hospitalet eller i
fængslet, prøvede at ændre vores daglige færd, så vi ikke så hyppigt
ville støde på institutionens uautoriserede spritforhand–ler.
For nogle af os bestod frokosten normalt i en til to timers våde
forfriskninger. Når vi så holder op med at drikke, er det fornuftigt at
gå i en anden retning efter frokost i stedet for at gå på den restaurant
eller grillbar, hvor tjenerne eller bartenderen altid vidste, hvad vi
ønskede, uden at vi sagde det, og det er specielt fornuftigt at spise med
andre, der ikke drikker. »At afprøve vores viljestyrke« og på den måde
sætte helbredet på spil forekommer at være temmelig tåbeligt, når det
ikke er nødvendigt. I stedet må vi prøve at gøre vores nye ædru vaner
så enkle som muligt.
For mange af os betød det også, at vi, i det mindste for en tid,
måtte give afkald på samvær med vores hårdtdrikkende kammerater.
Hvis de er sande venner, er de naturligvis glade over at se, at vi passer
på vores helbred, og de respekterer vores ret til at gøre, hvad vi ønsker
at gøre, lige så vel som vi respekterer deres ret til at drikke, hvis de
vælger det. Men vi har lært at være på vagt over for enhver, der
forsøger at presse os til at drikke igen. 'Det ser ud til, at de, der holder
rigtigt af os, støtter os i vores anstrengelser for at have det godt.
Klokken 5 om eftermiddagen, eller hvornår dagens arbejde nu var
slut, begyndte nogle af os at stoppe ved en sandwichbar for at få en bid
brød. Derefter tog vi en anden vej hjem — en, der ikke førte forbi vores
gamle drukoaser. Hvis vi kørte langt i tog, sad
33
vi ikke og pimpede, og vi stod af toget i den anden ende — ikke i
nærheden af den gemytlige lokale beværtning.
I stedet for at stille isterninger og glas frem, når vi kom hjem,
skiftede vi tøj og bryggede en kande te eller spiste frugt eller drak
frugtsaft, tog en lur eller slappede lidt af under bruseren eller med en
bog eller avisen. Vi lærte at variere vores kost, så den omfattede den
mad, der ikke var tæt forbundet med alkohol. Hvis vi plejede at
kombinere TV med alkohol efter middag, opdagede vi, at det hjalp at
flytte til et andet værelse og lave noget andet. Hvis vi plejede at vente
på, at familien skulle gå i seng, før vi hev flasken frem, prøvede vi til en
forandring at gå tidligere i seng eller gå en tur eller læse eller skrive
eller spille skak.
For mange af os var forretningsrejser, weekender og helligdage,
golfbanen, baseball og fodboldstadioner, kortspil, det gamle
svømmebassin eller skihytten sædvanligvis forbundet med drikkeri.
Sejlsportsfolk tilbragte ofte sommeren med at drikke ude på havet eller
søen. Da vi endelig holdt op med at drikke, fandt vi det godt at
planlægge en anden slags tur eller ferie for en tid. At prøve på at
undgå at tage en drink på et skib fyldt med øldrikkere, folk, der nipper
til Tom Collins eller lommelærker, sangria-elskere, eller rom og cola
tyllere er meget sværere end simpelthen at tage andre steder hen og for
en gangs skyld gøre andre ting, der ikke specielt minder os om
drikkeri.
Antag, at vi blev inviteret til den slags cocktailparty, hvor
hovedfornøjelsen — eller sagen — var drikkeri. Hvad så? Da vi drak,
var vi ret dygtige til at finde på undskyldninger, men nu udnytter vi
blot denne evne til at finde en elegant måde at sige »Nej tak« på. (Til
selskaber, vi reelt må gå til, har vi udarbejdet sikre rutiner, der
forklares på side 89.)
Smed vi i vores første ædru dage al sprutten ud af vores hjem?
Både ja og nej.
De fleste ædru, der har haft held med det, er enige om, at det er en
fornuftig forholdsregel i begyndelsen at fjerne samtlige skjulte
depoter, der måtte være — hvis vi kan finde dem. Men meningerne
veksler med hensyn til flaskerne i spiritusskabet eller i vinreolen.
Nogle af os påstår, at det aldrig var selve tilstedeværelsen af
drikkevarerne, der førte os ud i drikkeri, lige så lidt som den
3
At Leve Ædru
34
umiddelbare mangel på den afholdt os fra at få fat i den drink, vi
virkelig ville have. Så nogle spørger: Hvorfor hælde god whisky i
vasken eller oven i købet give den bort? Vi lever i et drikkende
samfund, siger de, og vi kan da ikke for evigt undgå alkoholiske
drikkevarer. De foreslår at have et forråd ved hånden, hvis der skulle
komme gæster, og så kan man i øvrigt bare lade være med at tænke på
det resten af tiden. For dem fungerede det måske oven i købet.
En masse af os understreger, at det sommetider var utroligt let for
os impulsivt at tage en drink, ja næsten ubevidst uden at vi havde til
hensigt at gøre det. Hvis der ikke er alkohol ved hånden, hvis vi skal
ud at købe det, har vi i det mindste en chance for at erkende, hvad vi
er på vej ud i, og kan i stedet vælge ikke at drikke. Ædru mennesker
med denne overbevisning siger, at de fandt det klogest at være sikker
på forhånd frem for at fortryde det senere! Så de forærede hele deres
lager væk og opbevarede intet i huset, før deres ædruelighed forekom
at være i en rimelig stabil fase. Selv nu køber de bare lige til en aftens
gæster.
Så vælg det, der passer dig bedst. Du ved, hvorledes dit eget
drikkemønster har været, og hvordan du har det med din ædrue-lighed
i dag.
De fleste af de små rutineændringer, der er nævnt i dette afsnit, kan
måske i sig selv forekomme latterligt trivielle. Men vi kan forsikre dig
om, at den samlede sum af alle sådanne ændringer i adfærd har givet
mange af os et forbløffende kraftfuldt skub fremad henimod ny stærk
ædruelighed. Du kan også få sådan et løft, hvis du ønsker det.
9 At spise eller drikke noget - oftest sødt
Kan du forestille dig at drikke en whiskysoda lige oven på en fyldt
chokolade? Eller en øl oven på et stykke kage med glasur?
Hvis du ikke føler dig for dårlig til at læse videre, vil du acceptere,
at det ikke lyder, som de netop passede til hinanden.
På en måde er det, hvad denne del af vores erfaring drejer
sig om. Mange af os har erfaret, at noget, der smager sødt, eller
35
næsten al nærende mad synes at dæmpe trangen til en drink en smule.
Så af og til minder vi hinanden om aldrig at blive alt for sultne.
Måske er det bare en indbildning, men den voldsomme trang til en
skarp synes virkelig at være større, når maven er tom. I det mindste er
det mere mærkbart.
Denne bog bygger på vores egne personlige erfaringer snarere end
på videnskabelige rapporter. Så vi kan ikke med tekniske begreber
forklare, hvorfor det er sådan. Vi kan kun videregive, at tusinder af os
– selv mange, der påstod, at de aldrig havde kunnet lide slik – har
konstateret, at det at spise eller drikke noget sødt dæmper
drikketrangen.
Da vi hverken er læger eller ernæringseksperter, kan vi ikke
anbefale alle at gå med et stykke chokolade og bide af det, når tanken
om en drink melder sig. Mange af os gør det, mens andre har gode
helbredsgrunde til at undgå søde sager. Imidlertid kan man få frisk
frugt og diabetiske erstatninger for sukkersødet mad og drikkevarer,
og dermed er ideen om en sød smag opnåelig for alle.
3
Nogle af os tror, at det ikke alene er smagen, som hjælper til at
dæmpe den pludselige længsel efter alkohol. Selve den fysiske aktivitet
såsom at drikke eller tygge og synke en sodavand, et glas mælk, nogle
kager eller noget is kan også delvis hjælpe på trangen.
Det har vist sig, at mange alkoholikere, når de først er holdt op
med at drikke, er langt mere underernæret, end de havde troet. (Og
det gælder i alle sociale lag.) Derfor bliver mange af os af vores læge
rådet til at tage ekstra vitaminer. Så måske trænger mange af os
simpelthen til mere ernæring, end vi, er klar over, og god mad i maven
får os psykologisk til at føle os bedre tilpas. En hamburger, honning,
jordnødder, friske grøntsager, ost, nødder, rejer, vingummi,
pebermyntepastiller — hvad som helst, du kan lide, som er godt for
dig, kan klare sagen.
Nybagte ædru alkoholikere undrer sig tit, når det foreslås, at
de skal spise i stedet for at drikke: Hvad hvis jeg bliver for fed?
Vi må understrege, at vi sjældent ser det ske. Mange af os taber
36
overflødigt fedt, når vi begynder at indtage sund mad i stedet for rene
ætylalkoholiske kalorier, og andre tager nødvendige kilo
Det er rigtigt, at nogle få, der er »afhængige« af is eller konfekt, i de
første ædru måneder udvikler en bule eller en delle her og der på de
sædvanlige, forkerte steder. Men det må være en ringe pris at betale for
at slippe for sin aktive alkoholisme. Er det ikke bedre at være lidt for
tyk eller lidt for buttet end fuld? Har du nogen sinde hørt om en, der
er blevet standset for »fedtkørsel«?
Under alle omstændigheder viser vores erfaring, at vægtsituationen
med en smule tålmodighed og fornuftig dømmekraft vil ordne sig.
Hvis ikke, eller hvis du lider af kronisk, alvorlig fedme eller af et
undervægtsproblem, skulle du muligvis konsultere en lægelig ekspert,
der ikke blot kender til vægtproblemer men også forstår alkoholisme.
Vi oplever aldrig nogen konflikt mellem AA-erfaringer og sunde
lægelige råd givet af en læge, der har indsigt i alkoholisme.
Så næste gang trangen til at drikke melder sig, så lad os spise en
smule eller nippe til noget sødt. Det udsætter i det mindste drinken en
time eller to, så vi kan tage et skridt mere i vores ædruelighed ... måske
det, der foreslås i næste afsnit.
10 At gøre brug af »telefonterapi«
Da vi først forsøgte at blive ædru, var der mange af os, der tog en
drink, uden at vi havde planlagt det. Undertiden skete det næsten
uden, at vi vidste af det. Der var ingen bevidst beslutning om at drikke,
og der var ingen reel tanke om de mulige følger. Vi havde ikke haft i
sinde at starte en druktur.
Vi har nu lært, at vi — ved simpelthen at udskyde den første, drink
og sætte noget andet i stedet — levnes en chance for at tænke over
vores drukkarriere, over sygdommen alkoholisme og over de
sandsynlige følger af at begynde at drikke.
Heldigvis kan vi gøre mere end blot at tænke over det, og det gør vi.
Vi ringer til en eller anden.
37
Da vi holdt op med at drikke, blev vi gentagne gange anbefalet at
bede om AA-medlemmers telefonnumre, og i stedet for at drikke at
ringe til de mennesker.
I begyndelsen forekom bare tanken at ringe til en ny bekendt, som
vi knap nok kendte, mærkelig, og de fleste af os var tilbageholdende.
Men AA'erne — dem med flere ædru dage bag sig end os — blev ved
med at foreslå det. De sagde, at de forstod, hvorfor vi var tøvende, for
de havde haft det på samme måde. Ikke desto mindre, sagde de bare:
prøv det i det mindste én gang.
Og således har tusinder og tusinder af os omsider gjort det. Til
vores lettelse viste det sig at være en nem og rar oplevelse. Frem for alt
— det virkede.
Måske er den hurtigste måde at forstå det på, før du prøver det, at
sætte dig mentalt i den persons sted, du ringer til. Det er en
anerkendelse og opmuntring at blive stolet så meget på. Så den
person, der svarer, er derfor næsten altid venlig og varm — ikke på
nogen måde overrasket, og oven i købet glad over at høre fra os.
Der er mere. Masser af os har erfaret, at når vi ønskede at drikke,
kunne vi ringe til en, der havde større ædruelighed end os, og det var
ikke engang nødvendigt at nævne, at vi tænkte på at drikke. Det blev
ofte forstået uden et ord. Og det gjorde overhovedet ikke noget,
hvornår vi ringede, dag eller nat!
Undertiden følte vi uden nogen åbenbar grund, at vi pludselig
uforklarligt fik et voldsomt anfald af angst, frygt, rædsel, ja selv panik,
som var uforklarlig. (Dette sker naturligvis for en masse mennesker,
ikke blot for alkoholikere.)
Når vi ærligt fortalte, hvordan vi virkelig følte, hvad vi gjorde, og
hvad vi ønskede at gøre, oplevede vi, at vi fuldstændigt blev forstået. Vi
oplevede en fuldstændig ligeværdig samtale, ikke bare sympati. Alle, vi
ringede til, kunne huske, at de have været i nøjagtig samme båd på et
eller andet tidspunkt, og alle huskede det lige livagtigt.
Efter blot få minutters samtale forsvandt som regel vores tanker
om en drink. Af og til fik vi en brugbar ny viden eller varsom indirekte
vejledning eller barske, direkte, kontante råd. Undertiden greb vi os
selv i at le.
38
Iagttagere af ædru alkoholikere har bemærket sig det udstrakte
netværk af uformelle sociale kontakter blandt AA-medlemmer, selv
når vi ikke er til AA-møder og ofte også, når ingen tænker på eller taler
om drikkeri. Vi opdagede, at vi kan have lige så meget socialt samvær
med hinanden, som vi ønsker, og i fællesskab gøre de sædvanlige ting,
som venner gør – lytte til musik, snakke sammen, gå i teatret og
biografen, spise ude sammen, tage på camping- eller fisketur,
sightseeing eller blot kontakte en anden, enten personligt, pr. brev eller
pr. telefon – altsammen uden nogen drink.
Sådanne bekendt- og venskaber har en enestående betydning for
dem af os, der vælger ikke at drikke. Vi kan være os selv blandt
mennesker, der deler vores eget ønske om en fortsat god ædruelighed
uden at ville forbyde al drikkeri.
Det er naturligvis muligt at være ædru blandt folk, som ikke er
ædru alkoholikere og selv blandt dem, der drikker en masse, selv om vi
sandsynligvis vil opleve et vist social ubehag i deres selskab. Men
mellem andre ædru alkoholikere kan vi være sikre på, at vores
ædruelighed værdsættes højt og forstås fuldt ud. Det betyder en masse
for disse venner, ligesom deres ædruelighed skattes højt af os.
Overgangen til at sætte pris på ædruelighed begynder ofte, når vi –
som nybagte ædru – holder os i kontakt med andre, der er lige så nye i
spillet. I starten forekommer det os ofte en smule mærkværdigt at
knytte venskaber med mennesker, der har været ædru i årevis.
Sædvanligvis har vi det nemmere med dem, der som os selv netop er
på vej ind i ædrueligheden. Derfor ringer mange af os de første gange
til vores AA-»samtidige« om det at være holdt op med at drikke.
»Telefonterapi« virker, selv når vi ikke kender nogen, vi kan ringe
til. AA's telefonnummer findes næsten i enhver telefonbog i USA og
Canada (og i mange andre lande*). Det er let at dreje det nummer og
øjeblikkeligt komme i kontakt med én, der ærligt

I Danmark er AA's Servicekontor åbent for telefoniske henvendelser alle dage mellem
klokken 8.00 — 24.00 på tlf. 70 10 12 24
39
forstår os fuldtud. Det kan være en person, vi aldrig har mødt, men det
samme ægte fællesskab er til stede.
Når det første opkald er foretaget, er det næste langt lettere at
gennemføre, når det er nødvendigt. Til sidst forsvinder behovet for at
tale sig fra ideen om en drink i realiteten for de fleste af os. Når det
sker, oplever mange af os alligevel at have fået en vane med
lejlighedsvise telefonopkald, så vi bliver ved med dem, fordi vi nyder
dem.
Men det sker som regel senere. I starten er »telefonterapi« til for at
hjælpe os til at beholde ædrueligheden. Vi tager telefonen i stedet for
en drink. Selv når vi ikke tror, det vil virke. Selv når vi ikke gider.
11 At bruge en sponsor
Ikke alle AA-medlemmer har haft en sponsor. Men tusinder af os
mener, at vi ikke ville være i live, hvis ikke det havde været for det
særlige venskab med en ædru alkoholiker i de første måneder eller år
af vores ædruelighed.
I AA's første tid var ordet »sponsor« ikke en del af AA's jargon. Så
begyndte et par hospitaler i Akron, Ohio og New York at modtage
alkoholikere (under den diagnose) som patienter – hvis et ædru AAmedlem ville acceptere at »sponsorere« den syge mand eller kvinde.
Sponsoren fulgte patienten til hospitalet, besøgte ham eller hende
regelmæssigt, var til stede, når patienten blev udskrevet, og kørte med
patienten til et AA-møde. På mødet præsenterede sponsoren
nykommeren for andre tilfredse ædru alkoholikere. Hele vejen igennem
de første ædru måneder stod sponsoren bi og var parat til at besvare
spørgsmål og at lytte, når det var påkrævet.
Et sponsorskab viste sig at være en så god måde at hjælpe
mennesker ind i AA på, at det blev en tradition overalt inden for AAverdenen, også i de tilfælde, hvor hospitalisering ikke var nødvendig.
Ofte er sponsoren den første, der kontakter mennesket med et
alkoholproblem, når det ønsker hjælp – eller den første ædru al–
40
alkoholiker, man taler med, når en eller anden henvender sig på et
AA-kontor — eller det AA-medlem, der sponsorerer alkoholikeren,
der skal udskrives efter en afgiftning eller fra et behandlingscenter,
hospital eller et fængsel.
Ved AA-møderne anbefaler man ofte, at en AA-nykommer får en
sponsor, og det er op til nykommeren selv at finde en sponsor, hvis
han ønsker det.
En af grundene til, at det er en god idé at have en sponsor, er, at
man har en varm rådgiver i de første dage og uger, mens AA endnu
forekommer mærkelig og ny, og inden man føler, man har styr på det.
Desuden kan en sponsor bruge langt mere tid sammen med en og
udvise en større opmærksomhed, end en travl professionel muligvis
kunne.
Hvis du har en sponsor, kan nogle af de følgende forslag måske
hjælpe dig. Husk de er baseret på tusinder af AA-medlemmers
erfaringer gennem utallige år.
A
Det er sædvanligvis bedre, at mænd sponsorerer mænd, og
kvinder sponsorerer kvinder. Så undgås det, at en romance
stikker sit fascinerende hoved frem — en udvikling, som
katastrofalt kan komplicere og ødelægge forholdet mellem
sponsor og nykommer. Af bitter erfaring ved vi, at sex og
sponsorvirksomhed er en meget dårlig blanding.
B
Uanset om vi kan lide, hvad vores sponsor foreslår (og
sponsorer kan kun foreslå; de kan ikke tvinge nogen til at gøre
noget eller forhindre noget), så er det en kendsgerning, at
sponsoren har været ædru i længere tid og kender de fælder, man
skal undgå, og derfor vurderer tingene rigtigere.
C
En AA-sponsor er ikke en professionel sagsbehandler eller
rådgiver. Man kan ikke skaffe sig penge, tøj, arbejde eller mad
fra sin sponsor. En sponsor er ikke læge og er heller ikke
kvalificeret til at give religiøse, juridiske, familiemæssige eller
psykiatriske råd, selv om en god sponsor er villig til fortroligt at
diskutere sådanne forhold og ofte kan foreslå, hvor den
nødvendige professionelle hjælp kan søges.
En sponsor er ganske enkelt en ædru alkoholiker, der kan
hjælpe med at løse ét eneste problem: Hvordan man for
41
bliver ædru. Og sponsoren har kun ét redskab – personlig erfaring,
ikke videnskabelig visdom.
Sponsorer har prøvet det selv, og de har ofte mere omsorg, håb,
mere medmenneskelighed og tillid til os, end vi selv har. De har
vitterligt mere erfaring. Idet de husker deres egen situation,
rækker de ud for at hjælpe, ikke ned.
En eller anden har sagt, at alkoholikere aldrig burde gemme på
hemmeligheder om sig selv, især vedrørende skyld. Det hjælper at
være åbne om os selv, og det kan være en god modgift mod
enhver tilbøjelighed til overdreven selvmedlidenhed og
selvoptagethed. En god sponsor er en, vi kan betro os til, en vi
kan lette vores hjerte overfor.
D. Det er godt, når sponsoren er åndeligt beslægtet med en, en som
deler vores baggrund og interesser – også ud over ædrueligheden.
Men det er ikke nødvendigt. I mange tilfælde er den bedste
sponsor en,. der er helt anderledes. De mest utænkelige
kombinationer af sponsorer og nykommere arbejder sommetider
allerbedst sammen.
E. Sponsorer har ligesom alle andre normalt også forpligtelser over
for familie og arbejde. Selv om en sponsor undertiden vil
forsømme arbejde og hjem for at hjælpe en nykommer i en virkelig
knibe, er der naturligvis tilfælde, hvor sponsoren reelt er uden for
rækkevidde.
Her får mange af os en chance for at bruge vores genopdukkende
forstand og finde en erstatning for en , sponsor. Hvis vi virkelig
ønsker hjælp, lader vi ikke en sponsors sygdom eller midlertidige
fravær afholde os fra at søge hjælp.
Vi kan prøve at finde et Ø-møde i nærheden. Vi kan læse AAlitteratur eller noget andet, vi finder nyttigt. Vi kan ringe til andre
ædru alkoholikere, vi har mødt, også selv om vi ikke kender dem
særlig godt. Og vi kan ringe til eller besøge det nærmeste AAkontor eller mødelokale for AA-medlemmer.
Selv om den eneste person, vi træffer, er en, vi ikke tidligere
har mødt, så er vi sikre på, at finde en ægte interesse og et
42
ønske om at hjælpe hos ethvert AA-medlem, vi møder. Vi finder
ægte forståelse, når vi er åbne om vores fortvivlelse. Sommetider
får vi hårdt tiltrængt støtte fra ædru alkoholikere, vi ikke bryder os
meget om. Selv når denne følelse er gensidig, smelter alle smålige
og overfladiske forskelle bort, når en af os, der prøver at forblive
ædru, beder en anden ædru alkoholiker om hjælp til ikke at drikke.
F. Nogle mener, det er en god idé at have mere end en sponsor,
således at der altid kan være en at få fat i. Denne plan har én
yderligere fordel, men den indebærer også en lille risiko.
Fordelen er, at tre eller fire sponsorer udgør en bredere vifte af
erfaring og viden, end én person muligvis har.
Risikoen ved at have flere sponsorer end en ligger i en tendens,
nogle af os udviklede i vores drukperiode. For at beskytte os selv
og undgå kritik af vores drikkeri, fortalte vi ofte forskellige
personer forskellige historier. Vi lærte oven i købet på en vis måde
at manipulere med mennesker, så vores medmennesker tilgav os, ja
undertiden opmuntrede vores drikkeri. Vi var måske ikke klar over
denne tilbøje-lighed, og den var aldrig gjort i nogen ond hensigt.
Men i vores drukperiode blev det en del af vores personlighed.
Så nogle af os med mange sponsorer har taget os i at prøve at
spille en sponsor ud mod en anden, idet vi fortalte én ting til den
første, noget andet til den anden. Dette fungerer ikke altid, da
sponsorer er vanskelige at fuppe. De får ret hurtigt fat i de trick,
der bruges af enhver, der ønsker at drikke; de har selv brugt
nogenlunde de samme kneb. Men sommetider kan vi blive ved,
indtil vi får en sponsor til at sige noget direkte modsat af, hvad en
anden sponsor har sagt. Måske får vi manipuleret en eller anden til
at sige præcis, hvad vi ønsker at høre, ikke hvad vi har brug for.
Eller også fortolker vi denne sponsors ord, så de passer til vores
ønsker.
En sådan opførsel afspejler i højere grad vores sygdom end et
ærligt ønske om hjælp til at få det bedre. Vi Nykommere er dem,
der rammes hårdest,når dette sker. Hvis vi har
43
flere sponsorer, vil det måske være en god idé at holde et vågent
øje med, om vi skulle være i færd med at lave den slags numre i
stedet for at prøve at nå direkte frem til målet for vores egen
ædruelighed.
G.
Idet sponsorer jo selv er ædru alkoholikere, har de natur-ligvis
hver især deres egen individuelle styrke – og svaghed. En
sponsor (lige så lidt som andre mennesker) uden mangler eller
svagheder er endnu ikke dukket op, så vidt vi ved.
Selvom det er sjældent, kan det forekomme, at vi kan blive ledt
på afveje eller blive givet et dårligt vink ved en sponsors fejlagtige
råd. Det kender vi alle til, og selv sponsorer med de bedste
intentioner kan kikse.
Sandsynligvis kan du gætte, hvad den næste sætning
siger ... En sponsors uheldige opførsel er lige så lidt en gyldig
undskyldning for at tage en drink som noget som helst andet.
Den hånd, der hælder drinken ned i din hals, er stadig din egen.
I stedet for at bebrejde sponsoren det, har vi opdaget mindst 30
andre måder, hvorpå vi kan holde os fra en drink. Disse 30 er
naturligvis fordelt ud over de øvrige afsnit i denne bog.
H.
Du er aldrig forpligtet til nogen sinde at betale din sponsor
tilbage på nogen måde for hans hjælp. Han eller hun gør det,
fordi det at hjælpe andre hjælper os til at vedligeholde vores egen
ædruelighed. Det står dig frit for, om du vil modtage eller afvise
hjælp. Hvis du modtager den, har du ingen gæld at betale
tilbage.
Sponsorer er venlige – og skrappe – ikke for at opnå aner–
kendelse, og ikke fordi de kan lide at »gøre gode gerninger». En
god sponsor hjælpes lige så meget som den person, der
sponsoreres. Du vil opdage, at dette er rigtigt den første gang,
du sponsorerer en eller anden.
En skønne dag ønsker du måske at videregive en sådan hjælp til
en anden. Det er den eneste tak, du behøver at give.
44
I. Ligesom en god far eller mor kan den kloge sponsor lade
nykommeren være alene, når det er nødvendigt, lade ham gøre sine
egne fejltagelser, og se ham afvise råd og alligevel ikke blive vred
eller føle sig vraget. En kløgtig sponsor prøver hårdt på at holde
forfængelighed og sårede følelser ude fra sponsorskabet.
Og de bedste sponsorer glæder sig, når nykommeren er i stand til
at forlade sponsorscenen. Det betyder dog ikke, at vi må fortsætte
helt alene. Men den tid kommer altid, hvor en ung fugl må bruge
sine egne vinger og starte sin egen familie. God vind!
12 At få rigelig med hvile
Personer, der drikker kraftigt, kan af mindst tre grunde ofte ikke
registrere, hvor trætte de er. De er alle typiske for alkohol: (1) Den er
fuld af kalorier, der giver øjeblikkelig energi, (2) den lammer
centralnervesystemet, så legemligt ubehag dølles, og (3) efter at dens
bedøvende virkning forsvinder, producerer den rastløshed, der opleves
som nervøs energi.
Når vi er holdt op med at drikke, kan rastløsheden vare ved i nogen
tid og føre til nervøsitet og søvnløshed. Eller vi registrerer måske
pludselig vores udmattelse og føler os derfor udslidte og sløve. Eller
de to tilstande kan veksle.
Det er begge normale reaktioner, som tusinder af os har haft i
forskellige grader lige i begyndelsen af vores ædruelighed afhængig af
vores tidligere drikkemønstre og almindelige helbredstilstand. Før eller
senere forsvinder de begge og bør ikke give anledning til bekymring.
Men det er særdeles vigtigt at få masser af hvile, når vi holder op
med at drikke, fordi tanken om at tage en drink med større lethed
synes at komme ud af den blå luft, når vi er trætte.
Mange af os har spekuleret på, hvorfor vi pludselig følte, at vi
måtte have en drink uden nogen klar grund. Når vi analyserer
situationen, konstaterer vi gang på gang, at vi var udmattede og
45
ikke havde bemærket det. Det er sandsynligt, vi havde brugt alt for
megen energi og ikke havde fået tilstrækkelig hvile. Almindeligvis vil en
smule mad af en eller anden slags eller en lille lur totalt ændre vores
fornemmelse, og tanken om en drink vil forsvinde. Selv om vi ikke kan
falde i søvn, vil det at lægge sig i få minutter eller at hvile i en stol eller
at tage sig et karbad tage toppen af vores træthed.
Det er naturligvis endnu bedre at planlægge vores liv på en sund
måde, der indebærer en tilstrækkelig regelmæssig hvileperiode hver
dag.
Selv om det ikke er alle, kan tusinder af os fortælle om perioder
med søvnløshed, efter at vi holdt op med at drikke. Det tager åbenbart
nogen tid for nervesystemet at vænne sig til (eller i virkeligheden igen
at vænne sig til) en regelmæssig uforstyrret søvn uden alkohol i
kroppen. Dét, der kan være det største problem, er vores bekymring for
ikke at kunne sove, fordi det at bekymre sig gør det endnu vanskeligere
at falde i søvn.
Det første råd, vi almindeligvis giver hinanden på dette område, er
»Slap af. Ingen er nogensinde død på grund af mangel på søvn. Når
din krop er træt nok, vil du sove«. Og sådan går det.
Da søvnløshed så ofte var den undskyldning, som mange af os gav
for »at skulle have en drink eller to«, er vi ret enige om, at en
splinterny holdning til søvnløshed hjælper til ikke at drikke. I stedet for
at kaste sig frem og tilbage, vende sig rundt og være bekymret over det,
så giver nogle af os op over for det, står op og læser og skriver i de
små timer.
Det er imidlertid en god idé at kontrollere vores øvrige helbredsvaner for at se, om vi på nogen måde gør søvn vanskelig for os
selv. For megen koffein om aftenen? Spiser vi fornuftigt? Får vi
motion nok? Fungerer fordøjelsessystemet nu alligevel godt nok? Det
kan tage nogen tid.
Mange enkle gammeldags opskrifter mod søvnløshed hjælper
virkelig, for eksempel et glas varm mælk, en dyb indånding, et
varmt bad, en kedelig bog eller noget let musik. Nogle foretræk–
ker mere eksotiske kneb. En ædru alkoholiker anbefaler varm
gingerale med peber i (velbekomme!). Andre sværger til en sær–
46
lig massage, yoga eller forskellige midler, som er foreslået i bøger om
emnet.
Selv om vi ikke straks falder i søvn, kan vi hvile ved at ligge med
lukkede øjne. Ingen falder i søvn, mens man vandrer op og ned i et
værelse eller taler hele natten over en kop kaffe.
Hvis tilstanden varer ved, kan det være fornuftigt at tale med en
god læge, der har begreb om alkoholisme.
Én ting har vi lært: Ingen form for sovemedicin er løsningen for
alkoholikere. Vores erfaring viser gang på gang, at det usvigeligt
sikkert igen fører til drikkeri.
Fordi vi ved, hvor farlig sådan en medicin kan være, har nogle af os
været nødt til at affinde os med et lettere ubehag i en kortere periode,
indtil vi faldt til ro i en sund soverytme. Når vi har overstået det
forbigående ubehag, og når en naturlig søvnrytme har indfundet sig,
kan vi se, at prisen i høj grad var det værd.
Det kan være nyttigt at nævne endnu en besynderlig ting om søvn,
efter vi holdt op med at drikke. Længe efter vi vænnede os fra flasken,
er en hel del af os til vores forbløffelse vågnet op en morgen eller en
.nat og har registreret, at vi lige har haft en alt for livagtig drøm om
drikkeri.
Det er ikke os alle, der har den slags drømme. Men tilstrækkeligt
mange har oplevet det, til at vi ved, de er almindelige og harmløse.
AA er ikke et program om drømmetydning, så vi kan ikke ligesom
psykoanalytikere og andre drømmefortolkere udpege de skjulte
meninger, sådanne drømme har – hvis der overhovedet er nogen. Vi
kan kun fortælle, at sådanne drømme optræder, så bliv ikke alt for
overrasket. Blandt de almindeligste er drømmen om at opleve sig selv
beruset og blive rædselsslagen derover, men uden nogen erindring om
at have taget en drink. Vi kan oven i købet vågne med kuldegysninger,
rysten og andre klassiske tømmermænd – selv om vi naturligvis ikke i
måneder har rørt en dråbe. Det var altsammen bare en slem drøm. Og
det kan komme som et lyn fra en klar himmel meget længe efter vores
sidste drink.
Sandsynligvis er det en god ting, at vi bliver forskrækkede og
elendige ved tanken om drikkeri selv i en drøm. Måske betyder
47
det, at vi virkelig er ved at få ideen helt ind i rygmarven – at drikkeri
ikke er godt for os. Ædruelighed er bedre selv i drømme.
Det gode ved en ædru søvn, når den endelig indfinder sig, er den
rene glæde ved at vågne uden tømmermænd og uden bekymring om,
hvad der skete under sidste nats, blackout. Det indebærer også, at man
møder den nye dag i frisk, positiv og taknemlig tilstand.
13 »Det vigtigste først«
En gammel talemåde, der for os har en helt speciel betydning. Enkelt
udtrykt drejer det sig om dette: Først og fremmest må vi huske, at vi
ikke kan drikke. Det ikke at drikke er det vigtigste mål for os overalt,
altid og under alle forhold.
For os er det simpelthen et spørgsmål om at overleve. Vi ved, at
alkoholisme er en dræbende sygdom, der fører til død på mange
forskellige måder. Vi tør ikke aktivere den sygdom ved at tage en drink.
Behandling af vores tilstand »indebærer, at der ikke tages en
drink«, som American Medical Association har konstateret. Vores
erfaring bekræfter den recept.
I hverdagens praktiske gøremål betyder dette, at vi må tage alle
nødvendige skridt og acceptere alle de ulemper, der er forbundet med
ikke at drikke.
Man har spurgt os, »Betyder det, at du sætter ædruelighed foran
familie, arbejde og venners mening?«
Når vi anskuer alkoholisme som den sag om liv eller død, det er, er
svaret ligetil. Hvis vi ikke passer på vores helbred – vores liv – vil vi
garanteret ikke have nogen familie, noget arbejde og nogen venner.
Hvis vi værdsætter familie, arbejde og venner, så må vi først passe på
vores eget liv for at værne om de tre andre ting.
»Det vigtigste først« er også rigt på andre betydninger, der kan
være væsentlige i bekæmpelsen af vores alkoholproblem. Da vi ende–
ligt holdt op med at drikke, bemærkede mange af os eksempelvis, at
det tog os længere tid at træffe beslutninger, end vi brød
48
os om. Det syntes at være vanskeligt at træffe dem – på den ene side,
på den anden side.
Nu er ubeslutsomhed bestemt ikke forbeholdt ædru alkoholi–kere;
men måske plagede det os mere, end det ville plage andre. Den nylig
ædru hjemmegående kunne ikke beslutte sig for hvilket oprydningsjob,
der skulle udføres først. Forretningsmanden kunne ikke beslutte, om
han skulle ringe tilbage eller diktere nogle breve. På mange områder af
vores tilværelse ønskede vi at indhente alle de gøremål og forpligtelser,
vi havde forsømt. Vi kunne selvfølgelig ikke tage hånd om dem alle på
en gang.
Derfor hjalp »Det vigtigste først«. Hvis et af vores valg drejede sig
om at drikke eller ikke at drikke, fik det valg første prioritet. Hvis ikke
vi holdt os til vores ædruelighed, vidste vi, at der ikke ville blive gjort
rent, at der ikke ville blive ringet, og at der ikke blev skrevet breve.
Så vi brugte det samme slogan til at styre vores nyopdagede ædru
liv. Vi forsøgte at planlægge dagens gøremål, arrangerede opgaverne
efter vigtighed og gjorde aldrig planen for stram. Vi huskede et andet
»først«, nemlig vores almene velbefindende, for-di vi vidste, at det
kunne være farligt at blive overtræt eller at springe måltider over.
I vores aktive alkoholiske periode førte mange af os en temmeligt
uorganiseret tilværelse, og forvirringen fik os ofte til at føle os rastløse
eller måske desperate. Vi har fundet ud af, at det at lære ikke at drikke
lettes ved at bringe system ind i vores hverdag – og ved samtidig at
være realistiske og bevare en smidig plan. Rytmen i vores egen
personlige rutine har en beroligende virkning; og et passende princip,
hvorved man kan organisere en vis regelmæssighed, er – ja, »Det
vigtigste først«.
14 At afbøde ensomhed
Alkoholisme er blevet beskrevet som »ensomhedens sygdom«, og
meget få ædru alkoholikere er uenige. Ser vi tilbage på de sidste
49
år eller måneder af vores drikkeri, så husker hundredtusinder *
af os en isolationsfølelse, selv når vi var blandt masser af lystige og
festglade mennesker. Vi havde ofte en dyb følelse af ikke at høre til,
selv når vi lod som om, vi gjorde det.
Mange af os har sagt, at vi oprindelig drak for at »høre til flokken«.
Mange af os følte, at vi måtte drikke for at blive accepteret og for at
føle, at vi passede til resten af menneskeheden.
Det er naturligvis en indlysende kendsgerning, at vi brugte alkohol
for vores egen skyld — det vil sige, at vi skyllede det ned i vores egne
kroppe af hensyn til den virkning, vi selv følte. En gang imellem hjalp
denne virkning os til i et kort øjeblik at føle os accepteret, eller vores
indre ensomhed blev midlertidigt mindre.
Men når den alkoholiske virkning ophørte, sad vi med en følelse af
at være mere afsondret, mere isoleret, endnu mere anderledes og mere
trist.
Hvis vi følte os skyldige eller skamfulde over enten selve vores
drikfældighed eller noget, vi gjorde, mens vi drak, forøgede det vores
4 At Leve Ædru
følelse af at være udstødte. Til tider følte eller endog troede vi
hemmeligt, at vi fortjente denne udelukkelse på grund af de ting, vi
gjorde. »Måske«, tænkte mange af os, »er jeg virkelig en outsider«.
(Måske er denne følelse bekendt for dig, når du tænker tilbage på
dine sidste ubehagelige tømmermænd eller slemme brandert.)
Den ensomme vej fremad syntes trøstesløs, mørk og uden mål. Det
var for smertefuld at tale om; og for at undgå at tænke på det drak vi
kort efter igen.
Selv om nogle af os drak alene, kan det næppe siges, at vi
fuldstændig savnede kammeratskab i vores drikkeperioder. Der var
mennesker omkring os. Vi så, hørte og havde kontakt med dem. Men
de fleste af vores samtaler blev holdt helt isoleret som indvendige
monologer. Vi var overbeviste om, at ingen andre ville forstå os. På
grund af vores opfattelse af os selv var vi desuden ikke sikre på, at vi
reelt ønskede, at nogen som helst skulle forstå os.

Det nuværende medlemstal i AA antages at være over 1 800 000 på verdens-plan.
50
Derfor var det heller ikke så mærkeligt, at vi blev forbløffede da vi
første gang i AA lyttede til ædru alkoholikere, der talte frit og ærligt
om sig selv. Deres beretninger om deres drukture, om deres
hemmelige frygt og ensomhed ramte os som lynet.
Vi opdager men tør næsten ikke tro det i begyndelsen – at vi ikke
står alene. Trods alt er vi ikke så anderledes end alle andre.
Den skrøbelige skal af beskyttende og frygtsom egocentricitet, vi
så længe har dvælet ved, er gået i stykker på grund af andre ædru
alkoholikeres ærlighed. Vi mærker, næsten før vi kan formulere det, at
vi virkelig hører til et eller andet sted, og ensomheden begynder hurtigt
at forsvinde.
Befrielse er for svagt et udtryk til at beskrive vores første følelse.
Den er også blandet med forundring, ja næsten en slags frygt. Er det
rigtigt? Vil det vare ved?
De af os i AA, der har været ædru i nogle år, kan forsikre
nytilkomne ved et AA-møde, at det er virkeligt, meget virkeligt. Og det
varer ved. Det er ikke blot endnu en falsk begyndelse af den slags, de
fleste af os alt for ofte har oplevet. Det er ikke endnu et glædesudbrud,
der hurtigt efterfølges af såret skuffelse.
Vi ser år for år antallet af mennesker, der har været ædru i AA i
årtier, vokse stærkt. Vi kan se flere og flere kontante beviser på, at vi
kan få en god og varig befrielse fra alkoholismens ensomhed.
At ændre på årelange, indgroede vaner vedrørende
mistænksomhed og andre beskyttende mekanismer er jo ikke en
proces, der foregår fra den ene dag til den anden. Vi har vænnet os til
at føle os og opføre os som misforståede og uelskede, uanset om vi
var det eller ej. Vi er vant til at opføre os som enere. Så når vi er holdt
op med at drikke, behøver nogle af os lidt tid og lidt øvelse i at bryde
ud af vores tilvante ensomhed. Selv om vi begynder at tro, at vi ikke
længere er alene, så handler og føler vi som tidligere.
Vi er uerfarne i at række ud efter venskab – og undertiden at tage
imod det, når det tilbydes. Vi er ikke helt sikre på, hvordan vi skal gøre
det, og om det vil fungere. Og den ophobede, alt for tunge byrde af
års frygt kan stadig trække i os. Når vi begynder at føle os lidt
ensomme – uanset om vi virkelig rent fysisk er alene eller ej – kan de
gamle rutiner og spruttens balsam derfor let lokke os.
51
Af og til er nogle af os endog fristet til blot at give op og vende
tilbage til den gamle elendighed. Den er i det mindste velkendt, og vi
behøver ikke at arbejde hårdt på at genvinde al den ekspertise, vi
opnåede i druklivet.
Et medlem, der fortalte en AA-gruppe om sig selv, sagde en-gang,
at drikkeriet havde været en heltidsbeskæftigelse for ham fra
teenageårene, til han blev over fyrre, og at han derved var sprunget
over de fleste af de ting, amerikanske mænd normalt lærte, når de
voksede ind i manddommen.
Så nu var han altså der, i fyrrerne, sagde han, og var ædru. Han
vidste, hvordan man drikker og larmer, men han havde aldrig lært
faglige færdigheder, og han var uvidende om de fleste sociale
omgangsformer. »Det var rædselsfuldt«, sagde han. »Jeg vidste ikke
engang, hvordan man opnår et stævnemøde med en pige, eller hvad
man bruger det til! Og jeg blev klar over, at der ikke er kurser i >At få
stævnemøder i stand< for 40-årige ungkarle, der aldrig har lært det«.
4
Latteren i det AA-lokale var specielt hjertelig og varm den aften.
Næsten alle de tilstedeværende kunne genkende det og havde
gennemlevet den samme forlegenhed. Når vi oplever den fornemmelse
af forlegenhed, som jo slet ikke hænger sammen med at være 40 (eller
20 for den sags skyld nu om dage), kan vi føle os patetiske måske
oven i købet groteske – hvis det ikke var for de mange lokaler fyldte
med AA'ere, der forstår, og som selv kender netop den slags frygt, og
som nu kan hjælpe os til at se humoren i det. Nu kan vi smile, når vi
prøver igen, indtil vi får rigtig fat i det. Vi behøver ikke længere at give
op i hemmelig skam, vi behøver ikke at forny vores gamle håbløse
forsøg på at finde social tryghed i flasken, hvor vi i stedet fandt
ensomhed.
Det er blot et ekstremt eksempel på den slags kejtede følelser, som
nogle af os får, når vi først sætter sejl til vores ædruelighed. Det
bevidner, hvor livsfarligt fortabt vi ville være, hvis vi prøver at gøre det
alene. Der ville være en chance ud af en million for, at vi ville overleve
sejladsen.
Men vi ved nu, at vi ikke behøver at prøve helt for os selv. Det er
langt mere fornuftigt, sikkert og pålideligt at gøre det i sel-skab med
hele den lykkelige flåde, der sejler i samme retning.
52
Og ingen af os behøver overhovedet at føle nogen skam i det hele
taget ved at tage imod hjælp. Vi hjælper alle hinanden.
Det er ikke mere fejt at få hjælp til at klare et drikkeproblem, end
det er at bruge en krykke, hvis du har brækket et ben. En krykke er en
vidunderlig ting for dem, der har brug for den og for dem, der indser
dens værdi.
Er der virkelig noget heroisk i en blind persons snublen og famlen,
bare fordi han eller hun nægter at bruge en let opnåelig hjælp?
Tåbeligt chancerytteri — selv når det overhovedet ikke er
nødvendigt — får af og til ufortjent ros. Men gensidig hjælpsomhed
burde virkelig prises og beundres noget mere, fordi det altid virker
bedre.
Vores egen erfaring med at forblive ædru afspejler i overvællende
grad visdommen i at tage imod al god og opnåelig hjælp forbindelse
med at løse et drikkeproblem. På trods af vores store nød og ønske
blev ingen af os ædru udelukkende ved egen hjælp. Hvis det var sket,
havde vi naturligvis ingen grund til at henvende os til AA, en psykiater
eller nogen anden om hjælp.
Da ingen kan leve helt alene, og da vi alle i en vis udstrækning r
afhængige af vores medmennesker; i det mindste for at få fat ting og
serviceydelser, har vi fundet det fornuftigt at acceptere netop den
virkelighed og at arbejde inden for dens rammer i den yderst vigtige
bestræbelse, der går ud på at komme ud over vores aktive
alkoholisme.
Tanker om en drink sniger sig givetvis mere umærkeligt og lumsk
ind i vores bevidsthed, når vi er alene. Og når vi føler os ensomme, og
når trangen til en drink melder sig, synes det at ske ned en særlig fart
og styrke.
Sådanne ideer og ønsker opstår langt mindre, når vi er sammen
med andre mennesker, især nogen, der ikke drikker. Hvis de virkelig
opstår, så synes de ikke så overvældende og kan lettere skydes til side,
når vi er i kontakt med andre AA'ere.
Vi glemmer ikke, at næsten enhver af og til behøver at have
tid til sig selv for at samle tankerne, gøre status, få noget gjort
færdigt, løse et privat problem eller blot få fri fra dagligdagens
stress. Men vi har opdaget, at det er farligt at blive for eftergi–
vende over for dette, specielt når vi bliver irritable eller lider af
53
selvmedlidenhed. Næsten ethvert samvær er bedre end et surt privatliv.
Naturligvis er det selv ved et AA-møde muligt at ønske en drink,
ligesom man kan føle sig ensom sammen med mange mennesker.
Men udsigten til at tage drinken er langt mindre i selskab med andre
AA'ere, end når vi er alene på vores værelse eller sidder i en skjult krog
i. et stille, tomt barlokale.
Når vi kun har os selv at tale med, bevæger samtalen sig på en
måde i cirkel. Efterhånden udelukker den den slags fornuftige bidrag,
andre mennesker kan give. At prøve at tale sig selv fra at tage en drink
er næsten som at forsøge sig med selvhypnose. Ofte er det lige så
effektivt at prøve at overtale en drægtig hoppe til ikke at fole, når
fødslen skal være.
Når vi så af disse grunde foreslår at undgå træthed og sult,
omtaler vi ofte en yderligere risiko for at opnå et tredobbelt samspil:
»Pas på du ikke bliver for træt, for sulten eller for ensom«.
Afprøv det.
Hvis tanken om at tage en drink strejfer din bevidsthed i den
nærmeste tid, så stands op og tænk dig om. Indimellem vil du
sandsynligvis opdage, at du er i en eller flere af disse tre højrisiko
tilstande.
Fortæl det straks til nogen. Det er i det mindste begyndelsen til at
afhjælpe ensomheden.
15 At passe på vrede og krænkelser
I denne lille bog har vi allerede berørt vrede, men visse foreløbige
erfaringer har overbevist os om, at den er så vigtig, at den kræver
særlig opmærksomhed fra enhver, der ønsker at komme over et
drikkeproblem.
Fjendtlighed, krænkelse, vrede – hvilket ord du end bruger til at
beskrive denne følelse – synes at være snævert forbundet med
beruselse og måske endog endnu mere med alkoholisme.
Eksempelvis spurgte nogle videnskabsmænd engang et stort
antal alkoholiske mænd, hvorfor de blev fulde, og opdagede, at et
54
vigtigt svar var »Så kan jeg læse en eller anden teksten« Med andre ord
oplevede de i fuldskab styrken og friheden til at udtrykke vrede, som
de ikke følte, de kunne få frem i ædru tilstand.
Det er antydet, at der kan bestå en hårfin, ubestemt biokemisk
forbindelse mellem alkohol og den slags kropsændringer, der ledsager
vreden. Et videnskabeligt forsøg med alkoholikere viste, at vrede kan
skabe en vis ubehagelig ubalance i alkoholikeres blod, der ophæves
ved at tage en druktur. En ledende psykolog har for nylig antydet, at
drankere måske kan lide følelsen af magt over andre, som alkoholens
indflydelse kan give.
Det er en kendsgerning, at der er en tæt forbindelse mellem
drikkeri, vold og drab. Det lader til, at i nogle lande sker en stor del af
disse, når enten ofret eller gerningsmanden (eller begge) er under
indflydelse af alkohol. Voldtægt, husspektakler, der fører til skilsmisse,
børnemishandling og væbnet røveri, er også ofte forbundet med druk.
Selv de af os, der ikke har haft erfaringer med den slags opførsel,
kan let forstå den slags voldsomt raseri, som kan få nogle mennesker
til at tænke på sådanne voldshandlinger, når de har drukket tæt nok. Så
vi erkender den mulige fare ved vreden.
Der er næppe tvivl om, at det er en naturlig tilstand, der optræder i
det menneskelige dyr fra tid til anden. Ligesom frygt kan den godt
have en vis overlevelsesværdi for medlemmerne af arten homo
sapiens. Vrede over for begreber som fattigdom, sult, sygdom og
uretfærdighed har utvivlsomt medvirket til ændringer til det bedre i
forskellige kulturer.
Men der er heller ingen, der benægter, at vold, herunder også
verbal vold, begået i overdreven vrede er beklagelig og tilføjer såvel
samfundet som helhed som individer skade. Derfor opfordrer mange
religioner og filosofier os til at komme af med vreden for at opnå et
lykkeligere liv.
Således er et stort antal mennesker sikre på, at ophobet vrede er
særdeles skadelig for den følelsesmæssige sundhed, så vi må få vores
vrede ud på en eller anden måde, ellers vil den »forgifte« vores indre
ved at vende sig indad mod os selv og dermed føre til dyb depression.
55
Vreden i alle dens aspekter er et almenmenneskeligt problem. Men
den udgør et specielt problem for alkoholikere: Vores egen vrede kan
slå os ihjel. Ædru alkoholikere er næsten alle enige om, at fjendskab,
nag eller harme ofte får os til at ønske at drikke, så vi må være på vagt
over for sådanne følelser. For at håndtere dem har vi fundet langt
mere tilfredsstillende udveje end at drikke. Men dem vil vi komme til
siden hen. Her er først nogle af de måder, vrede synes at vise sig på:
intolerance
foragt
misundelse
had
snobberi
stivsind
kynisme
misfornøjelse
anspændthed
sarkasme
selvmedlidenhed
ondskab
mistillid
angst
mistanke
jalousi
Efter at de er blevet ædru, har forskellige AA'ere været i stand til at
føre alle disse følelser tilbage til en vis underliggende vrede. Da vi
drak, brugte mange af os kun lidt tid til at tænke over sådanne ting. Vi
rugede hellere over dem eller overreagerede, især efter vi havde
forstærket sådanne følelser ved at tage en drink til.
Måske skulle frygt også være på listen, fordi mange af os mener, at
vrede hyppigt er en følge af frygt. Vi er ikke altid sikre på, hvad vi er
bange for. Somme tider er det blot en vag ubestemt navnløs frygt. Og
den kan give anledning til en lige så ubestemt vrede, som pludselig kan
fokusere på et eller andet eller en eller anden.
Frustrationsfølelser kan også aflede vrede. Som klasse betragtet er
problemdrikkere ikke kendt for en høj tolerancetærskel, når de står
over for frustration, hvad enten den er sand eller indbildt. En drink
plejede at være vores favoritløsning på en sådan ufordøjet følelse.
Måske er »berettiget« harme den vanskeligste af alle at hånd-tere.
Det er slutproduktet af »retfærdig« vrede efter langvarig næring, og
hvis den får lov at fortsætte, vil den langsomt under-minere vores
forsvar mod at tage en drink.
Selv om vi virkelig er blevet behandlet tarveligt eller uretfærdigt, så er
det en luksus, vi som alkoholikere ikke kan tillade os.
56
For os er al vrede selvdestruktiv, fordi det kan føre os tilbage til
drikkeri.
(I bøgerne »Anonyme Alkoholikere« og »Tolv Trin og Tolv
Traditioner« diskuteres mere detaljeret, hvordan man lærer at
håndtere vrede.)
Vi kan ikke give os ud for at være eksperter i dybde–psykologi, så
vi må først og fremmest koncentrere os om ikke at lede efter grundene
til ubehagelige vredesfølelser, men om at klare selve følelserne, uanset
om vi synes, de er retfærdige. Vi sigter snarere mod, hvordan vi skal
holde sådanne følelser fra. at narre os til at tage en drink.
Interessant nok har flere af de metoder, vi allerede har diskuteret,
for at undgå at drikke, virket strålende til at komme over det indre
ubehag, vi lider, når vi er vrede. Når vi for eksempel begynder at
småkoge indvendigt, hjælper det sommetider en hel del at tage bidder
af noget spiseligt eller et glas sød ikke-berusende væske.
Det er også bemærkelsesværdigt effektivt, når vi begynder at blive
irriteret på noget, at tage telefonen og tale med vores sponsor om det
eller med en anden ædru alkoholiker. Og det betaler sig at holde en
pause og overveje, om vi er overtrætte. Hvis det er tilfældet, har vi
oplevet, at et hvil ofte bortjager raseri.
Endnu en gang afkøler det vores irritation blot at overveje »Lev og
lad leve«.
Eller vi kan hurtigt skifte til en aktivitet, der ikke har noget at gøre
med årsagen til vores vrede – arbejde det ud med en god
motionsøvelse – glemme det ved at lytte til vores yndlingsmusik.
For mange af os blæses vores fjendskab bort ved at tænke på
Sindsrobønnen. Lige meget hvad vi er tossede på, viser det sig ofte at
være noget, vi ikke kan kontrollere eller ændre (for eksempel
trafikpropper, vejret, lange butikskøer), så den fornuftige, afklarede
ting at gøre er blot at acceptere det snarere end at koge frugtesløst
indvendigt eller at bruge alkohol.
Til tider kan vi naturligvis være pirrelige på grund af forhold i
vores tilværelse, der kan eller burde ændres. Vi burde måske sige et
arbejde op og få et bedre eller blive skilt eller flytte til nye omgivelser.
Hvis det er tilfældet, må en sådan løsning tages
57
omhyggeligt ikke i hast eller vrede. Så vi må stadig først køle os ned.
Derefter kan vi roligt og konstruktivt tænke over, om vores fortørnelse
er rettet mod noget, vi kan ændre. For at kontrollere dette en ekstra
gang, så se side 30 i afsnittet om Sindsro–bønnen.
Somme tider er det ikke nogen langvarig vrede, vi må trækkes
med, men et pludseligt altfortærende raseri. 24-timers planen (side 14)
og »Det vigtigste først« (side 48) har hjulpet mange af os med at
håndtere en sådan vrede, skønt vi ikke kunne se, hvordan de på nogen
måde kunne, før vi virkelig prøvede dem — og opnåede overraskende
gode resultater.
Et andet effektivt middel mod vrede er »lade som om« ideen. Vi
bestemmer os for, hvordan en voksen virkelig velafbalanceret person
optimalt ville klare en vrede som vores og så lade som om, vi var den
person. Forsøg dig med den nogle gange. Den virker
også.
Og ligeledes hjælper for mange af os den faglige rådgivning fra en
god rådgiver, en psykiater eller anden læge eller en præst.
Vi kan også finde afløb i harmløst fysisk arbejde. Den tidligere
nævnte motion, dybe vejrtrækninger, et varmt karbad og måske
derhjemme at banke løs på en stol eller en pude og råbe lidt højt
samtidig har alle befriet masser af mennesker for vreden.
Det er ikke anbefalelsesværdigt bare at undertrykke, dække over
eller dæmme op for vrede. I stedet prøver vi at lære ikke at reagere på
det, men at gøre noget ved det. Hvis ikke vi gør det, forøger vi vore
chancer for at drikke enormt.
Som lægmænd, der blot har erfaring, har vi ædru alkoholikere ingen
laboratorieviden eller videnskabelige teorier om disse forhold. Men
kun få mennesker, der nogensinde har haft tømmermænd, kan
glemme, hvor urimeligt irritabel, man bliver. Af og til lod vi det gå ud
over familiemedlemmer, arbejdskammerater, venner eller fremmede,
som givetvis ikke havde fortjent vores misfornøjelse. Den tendens kan
hænge ved en tid efter, at vi er begyndt at være ædru, ligesom resterne
af sur røg i et overfyldt barlokale minder os om vores drukperiode —
indtil vi foretager en god, åndelig rengøring.
58
16 At være god ved sig selv
Når en elsket person eller en kær ven kommer til kræfter efter en
alvorlig sygdom, plejer vi normalt at give, hvad gode sygeplejersker
kalder nænsom, kærlig pleje. Vi forkæler et sygt barn, giver det livretter
og adspredelse for at fremme helbredelsen.
At komme sig efter den aktive alkoholiske sygdom tager nogen tid,
og enhver, der gennemlever den, fortjener opmærksomhed og en
smule nænsom, kærlig pleje.
Tidligere mente folk tit, at de, der var ved at komme sig efter visse
sygdomme, netop fortjente at lide, da de selvisk og med vilje havde
påført sig sygdommen.
På grund af skylden og skammen, som personer, der er uvidende
om sygdommens natur (indbefattet os selv, indtil vi vidste bedre),
stadig forbinder med alkoholisme, var mange af os ikke særlig rare
mod os selv under tømmermændenes kvaler. Vi led blot og opfattede
os selv, som om vi for vores misgerninger skulle betale gildet med en
nødvendig bod.
Nu, hvor vi ved, at alkoholisme ikke er umoralsk opførsel, har vi
fundet det nødvendigt at revidere vores holdninger. Vi har noget
overraskende erfaret, at én af de personer, som har sværest ved at
behandle alkoholikeren som en syg person, viser sig at være
alkoholikeren selv. Endnu en gang dukker vores gamle fordomme op.
Det siges ofte, at problemdrikkere er perfektionister, intolerante
over for enhver fejl, især egne. Vi sætter os umulige mål, og samtidigt
kæmper vi voldsomt for at nå disse uopnåelige idealer
Da intet menneske sikkert kan opfylde de ekstremt høje krav, vi
ofte stiller, oplever vi, at vi ikke når målet, fuldstændig som ethvert
andet menneske, hvis mål er urealistiske. Og modløshed og
depression indfinder sig. Vi straffer vredt os selv for at være ringere
end superperfekte.
Netop her kan vi begynde at være gode — eller i det mindste
rimelige — mod os selv. Vi ville ikke kræve mere af et barn eller af
nogen handicappet person, end det er fornuftigt. Det forekommer os,
at vi heller ikke har nogen ret til at forvente sådanne mirakler af os
selv som alkoholikere, der er ved at blive ædru.
59
Utålmodige efter at være på toppen om tirsdagen oplever vi os
fortsat som rekonvalescenter om onsdagen og begynder at bebrejde os
selv det. Det er et godt tidspunkt til mentalt at stoppe op og kigge på
os selv på en så frigjort og objektiv måde, som vi kan. Hvad ville vi
gøre, om en syg elsket eller ven tabte modet over en langsom
helbredsfremgang og undlod at tage medicin?
Det hjælper at tænke på, at tæt drikkeri er meget ødelæggende for
kroppen og fremkalder forhold, det kan tage måneder eller år at
komme over. Ingen bliver alkoholiker på nogle få uger (næsten ingen, i
alt fald). Vi kan heller ikke forvente at blive raske i løbet af et magisk
øjeblik.
Når følelser af skuffelse melder sig, må vi opmuntre os selv. Mere
end en af os har oplevet det som en god medicin at rose os selv, at
hilse den fremgang, der allerede har fundet sted – naturligvis uden at
blive selvtilfredse eller overdrevent egocentriske af den grund.
Gør status. Har vi ladet være med at tage en drink i de sidste 24
timer? Det kræver ærlig selvros. Har vi spist ordentligt i dag? Har vi
forsøgt at opfylde vores forpligtelser i dag? Har vi kort sagt gjort det
bedste, vi kunne, og alt, hvad vi kunne i dag? Hvis ja, er det alt, det er
rimeligt at forvente.
Måske kan vi ikke svare ja til alle spørgsmålene. Måske har vi på en
eller anden måde ikke nået målet, faldet en smule af i vores tanker eller
handlinger til trods for, at vi vidste bedre. Hvad så? Vi er ikke
fuldkomne skabninger. Vi må føle os tilfredse med små fremskridt
snarere end at begræde en smule mangel på fuldkommenhed.
Hvad kan vi gøre lige nu for at opmuntre os selv? Vi kan gøre
meget andet end at tage en drink. Hvert afsnit i denne bog består af
forslag af den type.
Men der er måske mere. Har vi nydt tilværelsen for nylig? Eller har
vi tænkt så meget på at blive bedre, slidt så meget i det med at hjælpe
os selv, at vi har glemt at nyde en solopgang? En nymåne? En god
middag? En tiltrængt ferie? En god vittighed? Hengivenhed?
Da kroppen prøver at normalisere sig selv, vil den måske være glad
for en tiltrængt hvile. Nyde en rolig blund eller gode lange
60
nætter med fredfyldt søvn. Eller måske har du overskydende energi, du
kan bruge til ren morskab og fornøjelse. Lige så vel som andre
livsaspekter, synes disse nødvendige for at udnytte alle vores
menneskelige muligheder.
Nu er tiden der, den eneste gang, den er der. Og hvis vi ikke netop
nu er gode mod os selv, kan vi retfærdigvis ikke forvente respekt eller
hensyn fra andre.
Vi har opdaget, at vi i ædru tilstand kan nyde alle de gode ting, vi
oplevede, da vi drak — og mange, mange flere. Det kræver lidt øvelse,
men belønningen mere end opvejer anstrengelsen. At gøre dette er
ikke egoistisk, men derimod ren selvbeskyttelse. Medmindre vi passer
på vores ædruelighed, kan vi ikke overleve og blive uegennyttige, etiske
og socialt ansvarlige personer.
17 At passe på ikke at blive overstadig
Mange mennesker, der drikker (alkoholikere eller ej), ændrer en indre
tilstand af ubehag til en nydelsestilstand ved ganske enkelt at tage en
drink. Denne flugtmetode fra smerte til velbehag er blevet betegnet
som »flugtdrikkeri«.
Men tusinder og atter tusinder af os ved, at vi allerede var i en glad
sindstilstand, da vi tog drinken. I virkeligheden kan mange af os, når
vi omhyggeligt gennemgår vores drikkeri, se, at vi ofte drak for at
forstærke et allerede jublende humør.
Denne oplevelse giver anledning til vores næste forslag, der lyder:
Vær særlig påpasselig til fester eller på tidspunkter, hvor du blot føler
dig specielt godt tilpas.
Når tingene går storartet, så godt at du næsten føler dig ikkealkoholisk høj – så pas på! Ved sådanne lejligheder kan tanken om en
drink forekomme helt naturlig (selv efter flere års ædruelighed), og
erindringen om elendigheden fra vore gamle drukdage sløres
forbigående. Bare en drink begynder at forekomme mindre truende,
og vi begynder at tro, at det ikke vil være skæbnesvangert eller bare
skadeligt.
61
Sandt nok, én ville ikke være det – for gennemsnitsmennesket. Men
vores erfaring med drikkeproblemet viser os, hvad en formentlig
uskadelig, men afgørende drink ville gøre ved os som ikkegennemsnitsmennesker. Før eller senere vil den overbevise os om, at
én mere heller ikke skader.
Hvad så med et par mere? ...
En drink i en festlig, højtidelig anledning synes at være særlig
fristende for nogle af os, når vi har gyldig grund til at være i løftet
stemning blandt feststemte drikkende slægtninge eller venner, der kan
drikke uden fare. Deres drikkeri synes at udøve socialt pres på os for at
prøve at gøre det samme.
Det er måske, fordi det at tage et skud ætanol (ætylalkohol) i vores
kultur så længe har været tæt forbundet med sjov og gode stunder
(såvel som sørgelige begivenheder). I vores erindring består
sammenhængen længe efter, at vi har lært, at vi ikke længere behøver
at drikke.
Vi ved nu, at der er mange måder, hvorpå vi kan afværge dette
sociale drikketryk, som beskrevet på side 92. Lad os blot kort huske, at
der ikke er nogen situation, der giver os »dispensation« fra vores
alkoholisme, den sygdom, der sættes i gang, så snart vi begynder at
indtage alkohol, når som helst og med eller uden grund.
For nogle af os er tilskyndelsen til at tage en stimulerende drink,
når vi føler os specielt godt tilpas, endnu mere lumsk, når der ikke er
nogen særlig begivenhed at fejre og ikke noget særligt socialt pres til at
drikke. Det kan ske på de mest uventede tidspunkter, og vi vil aldrig
forstå grundene hertil.
Nu har vi lært ikke at blive panikslagne, når tanken om en drink
kommer ind i vore tanker. Trods alt er det en naturlig tanke at få og
særlig forståelig for dem af os, der har en omfattende erfaring på
området.
Men tanken om en drink er ikke nødvendigvis det samme som
ønsket om en, og ingen af delene behøver at kaste os ud i nedtrykthed
eller frygt. Begge dele kan ganske enkelt opfattes som alarmklokker for
at minde os om alkoholens farer. Faren er der altid, selv når 'vi har det
så godt, at vi undrer os over, om det virkelig er i orden, at nogen har
det så fint, som vi har det lige nu.
62
18 »Tag det roligt«
Har du netop i dette minut afsluttet læsningen af det foregående
afsnit, og styrter du dig nu lige ud i dette afsnit? Hvorfor? Det kan
være, at du har brug for at praktisere sloganet »Tag det roligt«.
Som alkoholikere var vi tilbøjelige til at nedsvælge drinks hurtigere;
end andre mennesker gjorde. Og vi efterlod sjældent de sidste få
dråber i cocktailglasset eller de sidste få slurke i flasken.
Mange af os har moret os over vores tilsyneladende manglende
evner – selv efter mange års ædruelighed – til at efterlade en halvfyldt
kaffekop eller et sodavandsglas. Sommetider griber vi os selv i at tylle
de sidste slurke af en ikke-alkoholisk drink, som om
Måske har de fleste læsere allerede fanget pointen: Det er ikke altid
let for os at lægge en ulæst side, et kapitel eller en bog, vi læser, fra os.
Der synes næsten at bestå en tvang til at fortsætte til slutningen i
stedet for kun at tage en side eller et kapitel eller to om dagen og lade
resten vente til en anden lejlighed. Ikke at denne tilbøjelighed er helt
igennem dårlig. For at overvinde en destruktiv besættelse som drikkeri
er det fornuftigt at erstatte den med en godartet en, som eksempelvis
trangen til at søge mere og mere viden om og hjælp mod et
problemdrikkeri.
Så fortsæt med at læse, hvis du vil. Det er langt sundere end at
drikke sig fuld.
Men når du kommer til slutningen af dette afsnit, kunne du måske
ønske at prøve noget, lægge denne bog til side og se tilbage på din dag.
Se hvor mange gange du kunne have taget den mere med ro eller taget
tingene lidt lettere, end du havde forestillet dig.
Sloganet »Tag det roligt« er en af de måder, vi AA'ere minder
hinanden om, at mange af os undertiden er tilbøjelige til at over-drive
tingene, at styrte hovedløst rundt, være utålmodige med hvad som
helst, der nedsætter tempoet. Vi har svært ved at slappe af og nyde
livet.
Når en af os er stærkt opsat på at få noget gjort eller komme
et sted hen i en fart, kan en ven blidt foreholde dig: »>Tag det
roligt<, husk det, ikke?« Det udløser ofte umiddelbar ærgrelse
63
mod rådgiveren. Og det viser, at rådet må have ramt plet, vil du ikke
mene det?
Vi ved også, at i dag er utålmodighed slet ikke begrænset til
alkoholikere. Som forandringstakten i vores civilisation accelererer,
føler flere og flere mennesker sig presset for tid og plaget til at skynde
sig og til at hamle op med ... Med hvad? Med hvem?
Et sådant pres skubber ikke flertallet af drikkere ud i alkoho–lisme,
hvad enhver kan se. Kun en lille procentdel af mennesker, der drikker,
udvikler vores problem. Men de af os, der får det, trænger til at lære,
hvordan vi slapper af, hvordan vi skubber os selv i en sund retning,
hvordan vi hen ad vejen kan nyde de små landvindinger og selv de
enkle glæder — kort sagt, hvordan vi kan nyde rejsen, i stedet for blot
at ærgre os, indtil vi når vores endemål. Horisonten bliver der, hvor
den var. Af og til betaler det sig at stoppe op og kigge på den, for
simpelthen at nyde den.
Nogle af os opdager også ofte, at vi har slået et større brød op,
end vi kan bage. Vi bliver ved med at påtage os flere forpligtelser, end
noget menneske kan klare.
Sandsynligvis kunne vi lære en hel del om dette fra helbredte
hjertepatienter. Det lykkedes for mange af dem at være energiske og
aktive på en kontrolleret måde og undgå udmattelse, overanstrengelse
og partout at hænge i klokkestrengen.
Nogle af os udarbejder rutiner til at hjælpe os med realistisk at
holde vores mål inden for det muliges rammer. Vi kan lave en liste
over de ting, vi gerne ville udrette i dag og så med fuldt overlæg
udskyde halvdelen eller mere af det. En anden dag en anden liste.
Eller vi planlægger med forsæt ting temmelig langt ud i fremtiden,
vedtager over for os selv med velberåd hu at tilsidesætte dem, indtil
deres tid kommer.
Andre af os oplever, at lister og skemaer kan tyrannisere os, og de
presser os til at afslutte ethvert gøremål, ligegyldigt hvor lang tid og
hvor mange kræfter det kræver. Så afskaffer vi lister for en tid. Når vi
ikke længere føler os presset af deres diktatur, kan vi lære at arbejde i
en mere afslappet og ordentlig fart.
Det hjælper en hel del af os at sidde stille for os selv i 15 til
20 minutter før begyndelsen af hver dags aktiviteter og derved
64
begynde dagen i en afslappet, rolig sindsstemning. Nogle af os
anvender særlige metoder som bøn eller meditation, hvilket vi har
oplevet som særlig velegnet til formålet. Og måske adskillige gange i
løbet af en hektisk dag lykkes det os at sidde uforstyrret med lukkede
øjne i en 5 minutters pause for derefter forfrisket at genoptage
arbejdet.
For nogle af os er det lettere at slække på farten, hvis vi får hjælp af
en anden person. Vi kan være ude af stand til at skabe vores egen fred,
men sommetider kan vi tvinge os til at sidde roligt og lytte til en ven,
der allerede har opnået en vis grad af sindsro. At lytte koncentreret til
en anden hjælper os til ligevægt og giver os et nyt syn på vort eget liv,
så vi kan se, at det ikke behøver at være et rotteræs.
Mere formelle regelmæssige fredelige møder i selskab med andre
personer (såsom gudstjenester, andagter og lignende) er specielt
udbytterige for visse mennesker.
Eller vi kan ganske enkelt beslutte om morgenen at tage tidligere
hjemmefra, end vi plejer, så vi ikke har så travlt. Efter en lille
overvejelse kan vi måske udarbejde personlige tidsskemaer, der er
mindre pressede, mere fleksible og derved mindre slidsomme og
selvplageriske.
Når vi undertiden oplever os selv pressede og næsten hysteriske,
kan vi af og til spørge os selv »Er jeg virkelig så uundværlig?« eller »Er
dette tempo virkelig nødvendigt?« Hvilken lettelse at erfare, at det
ærlige svar hyppigt nej! Og med en sådan list hjælper vi faktisk i det
lange løb ikke blot os selv til at komme over vores drikkeproblem og
dets gamle væsen, men den hjælper os også til at blive langt mere
produktive, fordi vi bevarer og kanaliserer vores energi langt bedre. Vi
prioriterer langt fornuftigere. Vi lærer, at mange handlinger, vi engang
anså for afgørende, kan undgås, hvis vi omhyggeligt genvurderer dem.
»Hvor meget betyder det virkelig?« er et særdeles godt spørgsmål.
Naturligvis giver »Tag det roligt« os ikke grønt lys til at ud–
sætte eller til at komme for sent til aftaler. Der er ting, der
ikke bør udskydes til i morgen (og i morgen og i morgen) — så–
dan som at holde op med at drikke. Men der er andre ting,
5
At Leve Ædru
65
der med fordel kan udskydes til efter de nuværende 24 timer for at
blive tacklet, når vi er bedre forberedt til at håndtere dem.
Engang ringede en dødssyg og ophidset alkoholiker til et AAkontor og sagde, at hun måtte have øjeblikkelig hjælp! Hun blev
spurgt, om hun kunne vente 20 til 30 minutter, indtil nogen kunne
komme af sted til hende.
»Åh nej!« sagde hun. »Min læge fortalte mig, at jeg skulle have
hjælp straks, og at der ikke er et øjeblik at miste.«
Så fortsatte hun: »Og det var i forgårs!«
Vi har den dybeste medfølelse med enhver, der er i den skrækkelige
tilstand. Vi ved alt for godt, hvordan det føles. I løbet af en time nåede
hjælpen virkelig frem til den ophidsede telefonerende person, og nu
fortæller hun selv historien som et eksempel på, hvordan hun plejede
at være. Det er næsten ufatteligt, når man ser hvor fattet og dog
energisk, rolig og årvågen, hun nu er.
Hvis en stærk indre ro, tålmodighed og tilfredshed overhovedet
forekommer dig ønskværdig, kan den opnås.
Mind en gang imellem dig selv om, at måske er »Tag det roligt«
det bedste tempo for denne dag. Husk, at forandringen kan begynde
lige nu.
19 At være taknemmelig
Et AA-medlem husker, at hun aldrig, selv i den værste periode af sin
drukkarriere, mistede sin tro. »Jeg havde en fast urokkelig tro på, at
der ville ske noget katastrofalt«, forklarer hun. »Hver morgen var min
første bevidste tanke næsten altid >Åh Gud, gad vide hvilke nye
vanskeligheder, der skal ramme mig i dag<!«
Når nogen bankede på døren, var hun overbevist om, at det var
forbundet med noget ubehageligt. Hun var overbevist om, at der kun
var regninger og andre dårlige nyheder i posten. Og hvis telefonen
ringede, sukkede hun på forhånd over sørgelige tidender.
Et sådant enormt overforbrug af kræfter på negative speku–
lationer er velkendt for mange af os; vi husker den mørke sinds66
stemning, der herskede på det aktive stadium af vores egen
alkoholisme. For at være ærlig må noget af det ganske enkelt have
været en farmakologisk virkning af alkohol, der er et depressivt stof.
Når vi får de sidste alkoholmolekyler ud af systemet, forsvinder med
dem en stor del af tristheden.
Men vi har oplevet, at sådanne neurotisk nedtrykte tankemåder
forbliver hos nogle af os, indtil vi lærer at erkende dem og omhyggeligt
udrydde dem.
Dette er ingen opskrift på, at man partout skal finde noget godt
ved alt. Vi foregiver ikke, at genvordigheder er meningsløse, eller
benægter, at enhver må bestige bjerge fra tid til anden. Sorg gør
virkelig ondt, og det gælder også al anden form for smerte.
Uanset dette så har vi meget mere kontrol over vores tanker nu,
hvor vi er fri for alkohol. Vores hjerner fyldes med mere tolerante
tanker, der ikke længere er så slørede. De tanker, vi vælger at ofre tid i
enhver af døgnets 24 timer, kan have stærk indflydelse på karakteren
af vores følelser den dag — lyse og sunde eller skumle og modløse.
Da så meget af vores tankevirksomhed normalt var tæt knyttet til
vores alkoholiserede livsstil, har vi fundet det nødvendigt at se
nærmere på vores tankevaner og finde andre og bedre måder at bruge
vores forstand på.
Følgende eksempler passer måske ikke nøjagtig på dig, men selv
om ordene er nye, vil dit sind måske kunne genkende følelsesmæssige
stemninger, der ledsager dem. Nogle er med vilje overdrevet for
umiskendeligt at klargøre hensigten. Andre vil ved første øjekast
forekomme trivielle. Snesevis af os har dog opdaget, at bittesmå
forandringer udgør et godt begyndelsespunkt for en omfattende
vellykket ædruelighedsproces.
Når vores yndlingsbarn falder og slår sit hoved og skriger, er det
ret nemt at se, om det er alvorligt skadet eller blot forskrækket. Så står
vi i et valg: Enten kan vi skrige hysterisk, fordi barnet slog sig, eller
blive bange og tage på vej over, hvad der kunne være sket, eller vi kan
forholde os roligt og trøste os med, at der ikke skete nogen alvorlig
skade.
Når vores 90-årige bedstefar, der længe har været syg og
ulykkelig, endelig dør, er vi igen overladt til et valg. Vi kan
67
insistere på, at det eneste at gøre er at rase i sorg og vrede ved
overraskelsen over det, der er sket, eller svælge i skyld — og måske
drikke i alle tilfælde. Eller vi kan samtidig med at være bedrøvet huske
på, at han virkelig havde et langt, ofte godt og lykkeligt liv; at vi
virkelig prøvede at være gode mod ham og forvisse ham om vor
vedvarende kærlighed; og at hans lidelser og elendighed nu er
overstået. Det er tvivlsomt, om han ville værdsætte, at hans død blev
anvendt som en undskyldning for, at vi drikker os fulde og sætter
vores helbred på spil.
Når vi endelig besøger et sted, vi længe har drømt om, kan vi gå op
i manglerne ved vores logi og vejret, og at de gode gamle dage er
forbi, og den kendsgerning, at vi kun kan være der nogle dage eller
uger. Eller vi kan være taknemmelige over, at vi endelig trods alt kom
dertil, og bliver ved med at føje til på en liste i vores sind af oplevelser,
vi kan finde, hvis vi ser efter dem.
Vi skal passe på en trang til at sige »Ja, men — « som svar på
ethvert optimistisk, rosende eller positivt udsagn. En vens store held
eller hans ungdommelige udseende eller en berømtheds indsats for en
god. sag kan friste os til surt at udbryde, »Ja, men — «. Men hjælper
denne tankemåde nogen som helst — os selv indbefattet? Kan vi ikke
blot lade noget være godt? Kan vi ikke ganske enkelt glæde os over
det, snarere end at prøve at nedgøre det?
De, der prøver at holde op med at ryge, oplever, at der er to
muligheder åbne: (1) uafladeligt beklage sig over, hvor svært det er.
»Denne gang lykkes det heller ikke«, og »Se, pokkers også, jeg tændte
lige en til«, eller (2) nyde en dyb røgfri indånding, når vi tænker på det,
glædes ved, at en time er gået uden et sug og, selv når en cigaret
ubevidst er blevet tændt, da at lykønske os selv for at slukke den uden
at ryge den ned til et skod.
Hvis en af os vinder 5 000 kr. på travbanen, og der er 50 000 kr. i
puljen, er det let at vælge den rigtige stemning. Det er ikke skuffelse
over at miste den største præmie.
Vi fortsætter med at finde lejligheder til at gøre lignende vel–
overvejede valg, og vores erfaring overbeviser os om, at det at føle
taknemmelighed er langt mere gavnligt og gør det langt lettere
68
at vedblive at være ædru. Det vil komme som en glædelig overraskelse
at opdage, at det ikke er vanskeligt at udvikle en evne til at være
taknemmelig, hvis vi blot anstrenger os lidt.
Mange af os prøvede tøvende. Men resultaterne talte virkelig for
sig selv, må vi indrømme. Det kan gøre ondt i begyndelsen at bide den
kyniske kommentar i os. Vi må måske synke to gange, før vi kan få en
blid positiv bemærkning ud af den slags, vi kaldte benzin på bålet i
vores aktive drukperiode. Men det bliver hurtigt lettere og kan udvikle
sig til en stærk og sund kraft for vor ædruelighed. Livet skulle gerne
nydes, og vi har til hensigt at nyde det.
Bladrer vi tilbage gennem erindringerne fra vores tidligere druktid,
kan nogle af os se et andet negativt træk. Men det er også en slags
adfærd, mange har lært at ændre, og forandringen i vores opførsel har
også medført bedre holdninger og et bedre følelsesliv.
Af en eller anden grund brugte vi masser af tid på at tænke på,
lægge mærke til og tale om, hvor forkert eller galt afmarcherede så
mange andre personer altid var. (Om de virkelig var det eller ej er
ligegyldigt nu, hvor de gode ændringer i vores egne følelser er
indtruffet.) For nogle begynder forandringen med en villighed til at
vente og se, for et øjeblik at acceptere den antagelse, at den anden
person måske netop kunne have ret. Før vi kaster os ud i en afgørelse,
stiller vi vores egne beviser i bero, lytter omhyggeligt og venter på
resultatet.
Det kan eller kan ikke overbevise os om, at vi tager fejl. Det er ikke
det afgørende i denne sammenhæng. Uanset udfaldet, har vi i det
mindste foreløbig befriet os fra en tvingende trang til altid at have ret
eller at hævde os over for andre. Vi har erfaret, at et oprigtigt »jeg ved
ikke« kan virke forløsende. At sige, at »jeg tager fejl, du har ret« giver
styrke, når vi er tilstrækkeligt afslappede til ikke at spekulere over, om
vi i virkeligheden tager fejl. Vi føler os afslappede og taknem–
melige over, at vi kan være åbne over for nye ideer. De bed–
ste videnskabsmænd kigger altid efter nye spor, som kan vi–
se, at deres egne teorier er forkerte, så de kan opgive urigtige
69
forestillinger og nærme sig den endelige sandhed, de er på
jagt efter.
Når vi opnår en lignende åbenhed, vil vi opdage, at vores
nuværende negativitet er begyndt at fordampe. Måske kan en
illustration klargøre forbindelsen mellem ønsket om altid at have ret
(spejlbilledet af at synes, at næsten alle andre har uret) og friheden til
selv at tage fejl — at fatte og bruge nye ideer og anden hjælp for at
forblive ædru.
Da vi drak, var mange af os i årevis fast overbeviste om, at vores
drikkeri var uskadeligt. Vi var ikke nødvendigvis indbildske om det,
men når vi hørte præsten, psykiateren eller et AA-medlem tale om
alkoholisme, var vi hurtige til at bemærke, at vores drikkeri var
anderledes, at vi ikke var nødt til at gøre de ting, som disse personer
foreslog. Eller selv når vi kunne acceptere, at vi havde et lille problem
med vores drikkeri, var vi sikre på, at vi selv kunne klare det. Således
lukkede vi døren for ny viden og hjælp. Og naturligvis fortsatte vores
drikkeri bag den dør.
Vore vanskeligheder skulle blive temmelig svare, og vi skulle
begynde at føle os temmelig håbløse, før vi kunne åbne en lille smule
op og lukke lidt frisk lys og hjælp ind.
En af de klareste erindringer, som omhandler klogskaben i at »være
taknemmelig«, er for tusinder af os vores erindring om, hvad vi
oprindelig tænkte og sagde om Anonyme Alkoholikere, da vi først blev
opmærksomme på dem:
»Det er udmærket for dem; men jeg har det ikke så slemt, så det er
ikke noget for mig«.
»Jeg har mødt et par tidligere AA'ere fulde på værtshus. Efter hvad
de siger, kan jeg godt sige, det heller ikke vil virke på mig«.
»Jeg kendte en fyr, der sluttede sig til AA. Han udviklede sig til en
stiv, fanatisk, kedelig, intolerant afholdsmand«.
»Al den snak om Gud og gåen til møder frastøder mig. For øvrigt
har jeg aldrig været én, der bliver medlem af hvad som helst«.
Nu indrømmer vi ærligt, at vi brugte mere tid på at koncen–
trere os om disse negative meninger og på at forstærke vores egne
grunde til at drikke, end vi i virkeligheden brugte på at under70
søge AA med et åbent sind. Vores undersøgelse heraf var næppe
videnskabelig. Den var snarere overfladisk og pessimistisk – en søgen
efter ting, vi ikke brød os om.
Vi talte heller aldrig med nogen af de mange ædru medlemmer
eller læste grundigt i noget af den megen litteratur af og om AA. Hvis
vi ikke brød os om nogle få ting eller personer, som vi i begyndelsen
stødte på i AA, gav vi op. Vi havde jo forsøgt det, ikke? (Husk på den
person, der sagde, han ikke kunne lide at læse. Han havde allerede
læst en bog og brød sig ikke om det!)
Det er oplagt nu, at vi kunne have opført os anderledes. Vi kunne
have brugt nogen tid på at udpege de ting, som vi virkelig kunne lide
ved AA, måder vi kunne leve med AA på, udsagn og ideer, vi var enige
i. Vi kunne have været taknemmelige over, at AA byder tilfældige
besøgende velkommen, og at vi ikke hoved-kulds behøver at hoppe
ind. Vi kunne have været taknemmelige over, at AA accepterer
mennesker, der bare kigger ind, som ikke behøver at acceptere det hele
med det samme. Vi kunne have været taknemmelige for, at AA ikke
kræver kontingent og ikke kræver accept af nogen dogmer, regler eller
ritualer. Hvis nogle snakkesalige AA'ere ikke faldt i vores smag, kunne
vi glæde os over, at så mange andre forblev tavse eller talte mere efter
vores smag. Vi kunne være blevet ved med at finde ud af, hvorfor så
mange fremtrædende, professionelle eksperter har anbefalet AA igen
og igen i mange år. Der må være noget ved AA, der virker!
Vi har lært, at det at forblive ædru kan forenkles til et sådant valg.
Vi kan tilbringe timer med at tænke på grunde til, at vi ønsker eller
behøver eller agter at tage en drink. Eller vi kan bruge den samme tid
på at opregne grunde til, at drikkeri ikke er godt for os, og at
ædruelighed er sundere, og opregne ting vi kan gøre i stedet for at
drikke.
Enhver af os træffer det valg på sin egen måde. Vi er glade, når
enhver anden vælger at træffe en beslutning som vores. Men uanset
om du er interesseret i AA eller ej, lykønsker vi enhver, der begynder at
holde sig ædru uanset måden, det sker på. Vi er fortsat taknemmelige
for, at vi er frie til at gøre det på de måder, der er beskrevet her.
71
20 At huske sin sidste brandert
»En drink« er et udtryk, der har vakt behagelige minder og
forventninger hos millioner af mennesker i århundreder.
Alt afhængig af vores alder og omstændighederne, der er forbundet
med vores første alkoholerfaringer, har vi alle forskellige erindringer
og håb (somme tider angst), der vækkes ved tanken om en kold øl, en
skarp, en gintonic, en toddy, et glas vin eller hvad som helst.
I de fleste personers tidlige drikkeri opfyldte den ønskede drink
forventningerne til fulde. Og hvis det skete hyppigt nok, lærte vi
naturligvis at tænke på »en drink« som en tilfredsstillende oplevelse —
uanset om den tilfredsstillede behovet som en del af en religiøs vane,
slukkede vores tørst, var en del af et socialt samvær, afslappede os,
stimulerede os, eller gav os en eller anden tilfredsstillelse, vi søgte
efter.
Det er ikke svært for eksempelvis en 55-årig finne, når han hører én
foreslå en drink, at genkalde den varmestrøm, som en enkelt vodka
eller akvavit gav på en kold dag i hans ungdom.
En ung kvinde kan øjeblikkelig forestille sig et elegant krystalglas
med champagne, strålende omgivelser, nye rober, en ny elsker. En
anden vil tænke på en slurk fra en lommelærke tilbudt af en
langskægget yngling i cowboybukser ved hendes side, mens rocken
rocker, lysshowet glimter gennem den lette tobaksrøg, og alle skriger i
ekstase…
Et AA-medlem siger, at udtrykket »en drink« får ham til næsten at
smage pizza og en øl. En 78-årig enke blandt os mindes ustandseligt
en æggetoddy med sherry, hun begyndte at synes om ved sengetid på
et plejehjem.
Hvor naturlige sådanne sindbilleder end er, så er de helt
misvisende for os nu. Nogle af os begyndte at drikke på denne måde,
og hvis det havde været hele sandheden om vores drikkehistorie, er det
usandsynligt, at vi kunne have udviklet et drikkeproblem, der er værd
at tale om.
Et granskende, frygtløst. blik på vores fuldstændige drukhistorie
viser imidlertid, at i de sidste år og måneder genskabte vores drikkeri
aldrig disse fuldkomne magiske øjeblikke, lige meget hvor ofte vi
prøvede at opnå dem.
72
I stedet for endte vi igen og igen med at drikke mere end det og
havnede i en eller anden knibe. Måske var det ganske enkelt indre
utilfredshed, en snigende følelse af, at vi drak for meget, men somme
tider var det aggressiv kævl, jobproblemer, alvorlig sygdom eller uheld
eller juridiske eller økonomiske bekymringer.
Når drømmen om »en drink« dukker op, prøver vi derfor nu at
huske hele strømmen af følgevirkningerne ved at begynde med bare
»en drink«. Vi gennemtænker drinken hele vejen, helt ned til vores
sidste elendige druktur og abstinenserne.
En ven, der tilbyder os en drink, mener sædvanligvis kun det ene
sociale glas eller to. Men hvis vi omhyggeligt erindrer den
fuldstændige lidelse ved vores sidste drukepisode, lader vi os ikke
narre af vores egen gamle opfattelse af »en drink«. Den barske
psykologiske virkelighed er for os i dag, at en drink temmelig sikkert
betyder en druktur før eller senere, og det betyder problemer.
At drikke er for os ikke længere musik og munter latter og flirten.
Det betyder sygdom og sorg.
Et AA-medlem forklarer det på denne måde: »Nu ved jeg, at det at
kikke ind og få en drink aldrig mere — for mig — vil kunne betyde at
slå et par minutter ihjel og smide en seddel i baren. Nu vil jeg i bytte
for den drink miste min bankkonto, min familie, vores hjem, vores bil,
mit arbejde, mit helbred og sandsynligvis mit liv. Det er alt for stor en
pris, alt for stor en risiko«.
Han husker sin sidste druktur, ikke sin første drink.
21 At undgå farlig medicin
Menneskehedens brug af forskellige kemikalier til at ændre stemninger
og følelser er ældgammel og vidt udbredt. Ætylalkohol var
sandsynligvis det første kemikalie af den slags og har måske altid
været den mest udbredte og populære stimulans til dette formål.
En del medicin har berettiget værdi og er af det gode, når den
anvendes af kyndige læger, når den kun anvendes som ordineret, og
hvis den inddrages, når den ikke længere er medicinsk begrundet.
73
Som AA-medlemmer – ikke læger – er vi givetvis ikke kvalificerede
til at anbefale nogen form for medicin. Vi er heller ikke kvalificerede til
at anbefale nogen at ophøre med at tage ordineret medicin.
Det eneste, vi ansvarligt kan tilbyde, er vores personlige erfaring.
Drikkeriet blev for mange af os en slags selvordineret medicin. Vi
drak for at få det bedre og for at føle os mindre dårlige.
Og tusinder af os anvendte også andre kemikalier. Vi opdagede, at
peppiller syntes at kunne modvirke abstinenser og dæmpe vores
depression (indtil de også slog os ud), at beroligende midler og
sovepiller, der kunne erstatte alkoholen (mange af dem blev beskrevet
som »ikke-vanedannende«), hjalp os til at sove eller gav os ekstra
energi eller frigjorde vores hæmninger eller førte os bort på en stærk
lyksalighedsstrøm.
Potentielt kan dette stærke ønske — næsten en trang — efter
sådanne psykoaktive bevidsthedsændrende, stemningsregulerende
midler være rodfæstet dybt i enhver, der drikker for meget.
Selv om en stimulans -— teknisk set, i farmakologiske termer —
ikke er fysiologisk vanedannende, har vi gentagne gange erfaret, at vi
let kan blive vænnet til den og blive afhængige af den. Det er som om,
»vanedannende tilbøjelighed« er en mekanisme inden i os, ikke en
egenskab stoffet har i sig selv. Nogle af os er klar over, at vi er blevet
mennesker, der nemt bliver afhængige af stoffer, og vores erfaring
underbygger denne opfattelse.
Så vi går så vidt, at vi undgår alle stoffer — marihuana, crack,
stimulerende og beroligende drugs, kokain, hash, hallucinogener,
speed — og selv mange receptfri piller og vidundermedicin er samt
andre beroligende midler.
Selv for dem af os, der aldrig blev afhængige af nogen af dem, er
det klart, at de udgør en reel skjult fare; vi har set det bevist igen og
igen og igen. Stoffer vil ofte vække den gamle stærke længsel efter en
måde at blive høj eller få fred på. Og når vi tager dem én eller to
gange, er det fristende også at tage en enkelt lille drink.
Fællesskabet Anonyme Alkoholikere er ikke nogen anti–stof
eller anti-marihuana pressionsgruppe. Som helhed tager vi ikke
74
moralsk eller juridisk stilling for eller imod græs eller noget andet
lignende stof. (Ethvert medlem af AA er dog ligesom enhver anden
voksen berettiget til at have sin mening om disse ting og at gøre, hvad
han eller hun synes er rigtigt.)
Dette beskriver nogenlunde AA-medlemmers holdning — eller
sandsynligvis er udtrykket »manglende holdning« mere korrekt — til
sprut og drikkeri. Som fællesskab er vi ikke mod alkohol eller mod
drikkeri. Millioner af mennesker kan bruge det uden skade for hverken
sig selv eller andre.
Nogle (men ikke alle) af os, der har været ædru et stykke tid, er ret
villige til at byde vores ikke-alkoholiske gæster på en drink i vores
hjem. At drikke eller lade være er hver enkelts ret. Ikke at drikke eller at
drikke, hvis vi vælger det, er lige så meget vores ret, og vi protesterer
ikke mod, hvad andre folk gør. Generelt er vi med os selv kommet
dertil, at drikkeri ikke er godt for os, og vi har fundet ud af at leve uden
det, og det foretrækker vi så langt frem for vores drukdage.
Ret mange, men ikke alle ædru alkoholikere oplever, at deres
kropskemi bliver ved med at være tolerant over for smertestillende
medicin, så de må tage ekstra store doser, når et smertestil- .
smertestillende eller bedøvende middel af lægelige grunde er
nødvendigt.
Nogle af os har oplevet dårlige reaktioner på tandlægens lo­
kalbedøvelse (som eksempelvis Novocain). I det mindste forlader vi
stolen yderst nervøse, og tilstanden kan vare ved et stykke tid,
medmindre vi kan ligge ned en stund og lade det fortage sig. (I en
sådan situation er samværet med en anden ædru alkoholiker en hjælp.)
Andre ædru alkoholikere kender ikke til sådanne reaktioner. Ingen
ved, hvordan man kan forudsige, i hvilke tilfælde sådanne reaktioner
vil opstå. Men i alle tilfælde er det klogt at fortælle vores læge,
tandlæge og hospitalets anæstesiolog hele sandheden om vores
tidligere drikkeri (og især om vores pillespiseri), ligesom vi sikrer os, at
de kender andre forhold om vores sygehistorie.
Følgende to beretninger synes at være typiske for AA-medlem-mers
erfaringer med anden stemningsændrende medicin end alkohol.
75
En af os, der havde været ædru i næsten tredive år, besluttede sig for
at ville prøve pot, som han aldrig tidligere havde prøvet. Som tænkt så
gjort. Han nød virkningen og var i månedsvis i stand til at bruge det
ved selskabelige lejligheder uden nogen problemer over-hovedet, følte
han. Så fortalte en eller anden, at et lille nip vin forhøjede virkningen,
og han prøvede også det uden at skænke sine tidligere dårlige
erfaringer med alkohol en tanke. Trods alt fik han kun et nip af en
meget let vin.
I løbet af en måned drak han tæt og blev klar over, at han igen var
fanget i alkoholismens net.
Vi kunne fortælle hundreder af historier af samme slags, kun med
små modifikationer. Dette AA-medlem blev ædru igen og opgav sit
græs og har nu været helt fri for pot og sprut i to år. Han er igen en
glad og aktiv, ædru alkoholiker, der nyder sin AA-tilværelse.
Ikke alle, der på samme måde har eksperimenteret med marihuana,
har klaret at vende tilbage til ædrue-ligheden. Nogle af disse AAmedlemmer, hvis pot-rygeri ligeledes førte dem til igen at drikke, døde
til sidst af deres afhængighed.
Den anden historie handler om en ung kvinde, der havde været
ædru i ti år, og som blev indlagt på hospital med henblik på en alvorlig
operation. Hendes læge, der var ekspert i alkoholisme, fortalte hende,
at det efter operationen ville blive nødvendigt at give hende en lille
dosis morfin en eller to gange mod smerte, men han forsikrede hende,
at hun ikke behøvede mere end det. Denne kvinde havde aldrig i sit liv
brugt noget stærkere end en aspirintablet en sjælden gang mod
hovedpine.
Anden nat efter operationen bad hun lægen om en dosis morfin til.
Hun havde allerede fået de to. »Har du smerter?«, spurgte han.
»Nej«, svarede hun. Så tilføjede hun helt uskyldigt, »Men måske
får jeg det senere«.'
Da han med et lille smil så på hende, blev hun klar over, hvad hun
havde sagt, og hvad det åbenbart betød. Hendes sjæl og krop længtes
allerede efter stoffet.
Hun lo og klarede sig uden det og har siden ikke haft sådanne
ønsker. Fem år efter er hun stadig ædru og rask. Lejligheds 76
vist fortæller hun ved AA-møder om hændelsen for at illustrere sin
egen tro på, at en varig »afhængighedstilbøjelighed« vedvarer selv i
ædru tilstand hos enhver, der nogen sinde har haft et drikkeproblem.
Så de fleste af os prøver at sikre os, at enhver læge eller tand-læge,
som behandler os, kender vores personlige historie godt nok og er
tilstrækkelig vidende om alkohol til at forstå vores problem med
medicin.
Og vi passer på med, hvad vi tager på egen hånd; vi styrer uden
om hostemedicin med alkohol, pulvere, syntetiske smertestillende
midler, væsker og sprayer, der somme tider gratis bliver delt ud af
uvidende læger og farmaceuter.
Hvorfor tage en chance?
Vi har opdaget, at det i det hele taget ikke er svært at opgive en
sådan risikofyldte flirt med katastrofen — af rent helbredsmæssige
grunde, ikke af moralske. Gennem Anonyme Alkoholikere har vi lært
at leve på en medicinfri måde, som for os er langt mere
tilfredsstillende end nogen, vi nogen sinde oplevede med
stemningsregulerende stoffer.
Den kemiske »magi«, vi oplevede med ,alkohol (eller dets
erstatninger), var i alle tilfælde låst fast inde i vores hoveder. Ingen
andre kunne dele vores indre fornemmelse af velvære med os. Nu
nyder vi at dele vores naturlige stoffri glæde med hinanden i AA —
eller med enhver uden for AA.
Med tiden bliver nervesystemet igen sundt og gennemgribende
indstillet på fraværet af stemningsændrende stoffer. Nu da vi føler os
bedre tilpas uden kemiske stoffer, end vi følte, da vi var afhængige af
dem, begynder vi at acceptere og stole på vores normale følelser,
uanset karakteren af disse.
Derefter har vi styrken til at tage sunde, uvildige beslutninger, der i
ringere grad hviler på impuls eller den kemisk udløste længsel efter
umiddelbar tilfredsstillelse. Vi kan opfatte og betragte flere aspekter af
en situation, end vi kunne før, og vi kan udsætte nydelse til gavn for
mere vedvarende langtidsfordele og kan bedre passe på ikke blot os
selv, men også på dem, vi holder af.
Kemiske erstatninger for tilværelsen interesserer os ganske enkelt
ikke mere, nu da vi ved, hvad en god tilværelse indebærer.
77
22 At udrydde selvmedlidenhed
Denne følelse er så væmmelig, at ingen, der er ved sine fulde fem,
ønsker at indrømme den. Selv når vi er ædru, er mange af os dygtige
til at skjule den kendsgerning for os selv, at vi er i en sump af
selvmedlidenhed. Vi ønsker i det hele taget ikke at blive mindet om, at
den er der, og vi er gode til at hævde, at vi føler noget helt andet —
ikke den hæslige stakkels-lille-mig-følelse. Eller vi kan på et øjeblik
finde tretten yderst rimelige grunde til at have noget så ondt af os selv.
Længe efter afrusningen hænger den behagelige velkendte følelse
af, at det er synd for os, ved os. Selvmedlidenhed er et forførende
hængedynd. Det er langt nemmere at lade sig trække ned i det end at
bruge håb, tro — eller bare at flytte sig væk fra det.
Alkoholikere er ikke alene om dette. Enhver, der husker en smerte
eller sygdom fra barndommen, kan formentlig huske lettelsen ved at
græde over, så skidt vi havde det, og den noget mærkelige
tilfredsstillelse ved at afvise al trøst. Næsten ethvert menneske kan til
tider føle dyb forståelse for det barnlige klynk om at »lade mig være!«
Når vi endelig bliver ædru, er nogle af os fyldt med denne
selvmedlidenhed: »Stakkels mig! Hvorfor kan jeg ikke drikke som alle
andre?« (Alle andre?) »Hvorfor skulle det netop ske for mig? Hvorfor
skal lige jeg være alkoholiker? Hvorfor mig?«
En sådan tankegang er en fremragende adgangsbillet til en bar. At
græde over dette umulige spørgsmål er som at græde over, at vi er født
i denne tidsalder, ikke i en anden, eller på denne planet snarere end i
en anden galakse.
Naturligvis er det i det hele taget ikke bare »stakkels lille
mig«, opdager vi, når vi begynder at møde ædru alkoholikere fra
hele verden.
Senere bliver vi klar over, at vi er begyndt at forsone os
med det spørgsmål. Da vi kom i gang med en god ædruelighed, fandt
vi et svar, eller vi mistede ganske enkelt interessen for at lede
efter det. Du vil vide, hvornår det sker for dig. Mange af os
tror, at vi har fundet de sandsynlige årsager til vores alkoho–
lisme. Men selv om vi ikke har, er det fortsat meget vigtigt at
78
acceptere det faktum, at vi ikke kan drikke — og handle derefter. At
sidde i vores egen tårestrøm er ikke nogen særlig effektiv adfærd.
Nogle mennesker udviser særlig iver efter at strø salt i egne sår.
Den nytteløse leg overlever ofte for fuld kraft i os fra vores druktid.
Vi kan også udvise en underlig evne til at gøre en mindre irritation
til et helt univers af tristhed. Når posten indeholder en vældig stor
telefonregning — bare én — piver vi over, at vi konstant er i gæld, og
erklærer, at det aldrig, aldrig vil holde op. Når en souffle falder
sammen, siger vi, at det beviser, at vi aldrig kunne og aldrig vil kunne
gøre en ting rigtigt. Når vi får den nye bil, siger vi til en eller anden,
»Med den slags held, jeg sidder i, er det nok en mandagsbil«.
Hvis du kender den slags reaktioner fra dig selv, er du medlem af
vores forening.
Det er, som om vi på ryggen bar en stor rygsæk fyldt med
ubehagelige minder om barndommens stød og slag og afvisninger.
Tyve, selv fyrre år senere kommer en lille dårlig oplevelse, der minder
ganske lidt om en gammel en i bagagen. Det er stikordet til at sætte
sig ned, tage rygsækken af og en ad gangen trække alle de gamle
skader og undertrykkelser fra fortiden op og kærligt kærtegne dem, en
efter en. Vi styrter os ud i genoplevelsen af dem allesammen, rødmer
af skam over barndommens vanskeligheder, skærer tænder af gammel
vrede, genfortæller gamle skænderier, skælver af næsten glemt angst
eller kniber måske en tåre eller to over en for længst overstået
kærlighedssorg.
Dette er temmelig ekstreme eksempler på uforfalsket selvmedlidenhed, men ikke anderledes end at de kan genkendes af enhver,
der nogen sinde har haft, set eller ønsket at tage et selvmedlidenhedstrip. Dets kerne er total selvoptagethed. Vi kan blive så
skingrende optaget af mig-mig-mig, at vi i realiteten mister kontakt
med alle andre personer. Det er. ikke let at holde nogen, der opfører
sig således, ud, medmindre det er et sygt barn. Så når vi kommer ind i
stakkels-mig sumpen, prøver vi at skjule det, især for os selv. Men det
er ikke måden at komme ud af det på.
79
I stedet må vi trække os ud af vores selvoptagethed, træde tilbage
og anlægge et godt ærligt syn på os selv. Har vi én gang erkendt
selvmedlidenheden for, hvad den er, kan vi begynde at gøre noget
andet ved den end at drikke.
Venner kan være til stor hjælp, hvis de står os tæt nok til, at vi kan
tale åbent med hinanden. De kan høre den falske tone i vores
sorgsang og påpege den. Eller vi kan måske selv høre det; vi begynder
at få vores sande følelser sorteret fra ved ganske enkelt at udtrykke
dem højt.
Et andet fortræffeligt våben er humor. Nogle af de største
latterbrøl ved AA-møder bryder løs, når et medlem beskriver sit
seneste orgie af selvmedlidenhed, og vi tilhørere oplever, at vi kikker
på os selv i spejlkabinettet. Der står vi — voksne mænd og kvinder
viklet ind i et barns følelsesmæssige ble. Det kan være et chok, men
den fælles latter fjerner en stor del af smerten, og den endelige
virkning er helende.
Hvis vi fanger selvmedlidenheden i opløbet, kan vi også tage
forholdsregler mod den ved straks at oprette en konto. For hver
lidelsespost på debetsiden, finder vi en god ting, vi kan opføre på
kreditsiden. Hvilket helbred, vi har, hvilke sygdomme, vi ikke har,
hvilke venner, vi holder af, solskinsvejret, en god middag, vi glæder os
til, at vi har hele lemmer, udvist og modtaget venlighed, 24 ædru
timer, en times godt arbejde, en god bog, der venter på at blive læst,
og mange andre forhold, der kan afbalancere debetposterne, der
forårsager selvmedlidenheden.
Vi kan anvende den samme metode til at bekæmpe
feriemelankolien, der ikke blot besynges af alkoholikere. Jul og nytår,
fødselsdage og jubilæer kaster mange andre mennesker ud i
selvmedlidenhedens morads. I AA kan vi lære at erkende den gamle
hang til at stirre sig blind på nostalgisk tristhed eller at fortsætte
klagesangen over dem, der er borte, dem, der overser os nu og hvor
lidt, vi kan give sammenlignet med velhavende mennesker. I stedet
summerer vi på den anden side af kontoen vores glæde over et godt
helbred, over de elskede, der er omkring os, og over vores evne til at
give kærlighed nu, hvor vi lever i ædruelighed. Og igen kommer
balancen ud på kreditsiden.
80
23 At søge professionel hjælp
Sandsynligvis har enhver ædru alkoholiker haft behov for og søgt
professionel hjælp af den slags, AA ikke tilbyder. Eksempelvis havde
de to første AA-medlemmer — dets grundlæggere — brug for og fik
hjælp af læger, hospitaler og præster.
Når vi er begyndt at blive ædru, forekommer en masse af vores
problemer at være forsvundet. Men visse ting bliver tilbage eller lukker
op, og de kræver virkelig topprofessionel behandling, for eksempel fra
fødselslæger, fodplejere, advokater, lungeeksperter, tandlæger,
hudlæger eller psykologiske rådgivere af enhver art.
Da AA ikke tilbyder sådan hjælp, støtter vi os til det professionelle
samfund vedrørende arbejdsformidling eller erhvervsvejledning, råd
om huslige forhold, rådgivning om psykiske problemer og mange
andre behov. AA giver ikke økonomisk støtte, mad, tøj eller husly til
mennesker med alkoholproblemer. Men der er gode professionelle
faciliteter, der er specielt glade for at kunne støtte en alkoholiker, der
oprigtigt prøver at blive ædru.
Ens behov for en hjælpende hånd er ikke noget tegn på svaghed og
ikke nogen grund til skam. Den »stolthed«, som afholder en fra at tage
imod et opmuntrende skub fra en professionel hjælper, er falsk. Det er
intet andet end forfængelighed og en hindring for ædrueligheden. Jo
mere moden, man bliver, jo mere villig bliver man til at bruge det
bedste råd og den størst mulige hjælp.
Ved at kigge på ædru alkoholikeres historier kan vi klart se, t vi alle
på et eller andet tidspunkt har haft glæde af den specialiserede service
fra psykiatere og andre læger, sygeplejersker, rådgivere, socialarbejdere,
advokater eller andre professionelle personer. Den grundlæggende AAbog »Anonyme Alkoholikere« anbefaler (på side 89 i den danske
oversættelse) specielt at søge en sådan hjælp. Heldigvis har vi ikke
oplevet nogen uoverensstemmelse mellem AA's ideer og gode råd fra
professionelle med ekspertviden om alkoholisme.
Vi benægter ikke, at alkoholikere har haft mange uheldige
oplevelser med nogle professionelle mænd og kvinder. Men ikkealkoholikere har haft endnu flere af dem, da de er langt flere. Den
absolut perfekte læge, præst eller sagfører, der aldrig begår en fejl, har
endnu ikke vist sig. Og lige så længe der er syge mennesker
6
At Leve Ædru
81
i verden, er det sandsynligt, at den tid aldrig vil komme, hvor ingen fejl
nogen sinde begås i forbindelse med sygdom.
Vi må også indrømme, at mennesker med alkoholproblemer ikke
ligefrem er de letteste folk at hjælpe. Vi lyver somme tider. Vi gør ikke,
hvad der siges. Og når vi bliver raske, kritiserer vi lægen for, at han
ikke før har udbedret den skade, vi brugte uger, måneder eller år på at
tilføje os selv. Ikke alle af os betalte vores regninger til tiden. Og igen
og igen gjorde vi vores bedste for at sabotere god behandling og gode
råd for at lægge skylden over på den professionelle person. Det var en
billig falsk sejr, da det i det lange løb var os, der led af følgerne.
Nogle af os er nu klar over, at vores opførsel afskar os fra at få det
gode råd eller den behandling, vi virkelig havde behov for. En måde at
forklare vores negative holdning på er at sige, at den var dikteret af
vores sygdom. Alkohol virker listigt og forvirrende. Den kan tvinge
enhver, der er besat af den, til at opføre sig på en selvdestruktiv måde
mod hans eller hendes bedre vidende og sande ønsker. Vi planlagde
ikke med vilje at ødelægge vores eget helbred; vores trang til alkohol
forsøgte at gardere sig mod nogen form for hjælp til at blive friske
igen.
Når vi nu oplever os selv som ædru, men stadig prøver at
nedvurdere de virkelige topprofessionelle, kan det være et advar­
selssignal. Prøver aktiv alkoholisme at snige sig ind på os igen?
I nogle tilfælde kan de modstridende meninger og anbefalinger fra
andre, ædru alkoholikere gøre det svært for en nykommer, der søger
god professionel hjælp. Ligesom næsten enhver person har sin
yndlingsmodgift mod tømmermænd eller et middel mod en simpel
forkølelse, ligeledes har næsten alle, vi kender, deres »gode« og
»mindre gode« læger.
Naturligvis er det klogt at trække på den store bank af opsamlet
viden fra alkoholikere, der allerede har været ædru længe. Men det, der
virker for andre, er ikke nødvendigvis noget, der virker på dig. Enhver
af os må selv tage det endelige ansvar for vores egen handling eller
mangel på samme. Det er op til den enkelte.
Når du har undersøgt de forskellige muligheder, talt med ven–
ner og overvejet for og imod, er beslutningen om at få og bruge
82
professionel hjælp i sidste instans din egen. At tage eller ikke at tage
disulfiram (Antabus), at gå i psykoterapi, at gå i skole igen eller skifte
arbejde, at få en operation, at gå på diæt, at holde op med at ryge, at
følge eller forkaste din advokats råd om dine skat-teforhold — disse er
alle dine egne beslutninger. Vi respekterer din ret til at træffe dem —
og at ændre mening, når udviklingen tilsiger det.
Naturligvis er ikke alle lægelige, psykologiske eller andre vi­
denskabelige eksperter enige med os om alt i denne bog. Det er også
helt i orden. Hvorfor skulle de være det? De har ikke haft den
personlige førstehåndsoplevelse, vi har haft med alkoholisme, og
meget få af dem ser så mange mennesker med alkoholproblemer i så
lang tid, som vi gør. Vi har heller ikke den specielle faglige uddannelse
og disciplin, som de har i deres arbejde.
Det er ikke det samme som at sige, de har ret, og vi har uret eller
omvendt. Vi og de har helt forskellige roller og ansvar i forbindelse
med at hjælpe mennesker med alkoholproblemer.
Måtte du i disse henseender have det samme gode held, som så
mange af os har haft. Hundredtusinder af os er dybt taknemmelige
over de talløse professionelle mænd og kvinder, der har hjulpet os eller
prøvet på det.
24 At undgå følelsesmæssige forviklinger
At blive forelsket i sin læge eller sygeplejerske eller medpatient er en
gammel romantisk historie. Ædru alkoholikere er påvirkelige af den
samme feber. I virkeligheden synes alkoholisme ikke at give immunitet
over for nogen kendt menneskelig tilstand.
Sorg fødes i det hastige hjerte, siger et gammelt ord. Andre
vanskeligheder inklusive en druktur kan også være det.
Da vores tid var fyldt med flasker, dåser og glas, brugte mange af
os masser af tid på at bekymre os om intime, personlige forbindelser.
Selv om vi ønskede midlertidigt partnerskab eller et langvarigt
»meningsfyldt forhold«, var vi oftest bekymret over vores dybe
engagement — eller ikke-engagement — med andre mennesker.
6
83
Ret mange af os begrundede vores drikkeri med manglende
hengivenhed, oplevede konstant os selv på jagt efter kærlighed, og vi
drak os fulde, mens vi væltede fra baren til fest. Andre havde
tilsyneladende alle de følelsesmæssige forbindelser, vi behøvede og
ønskede, men vi drak alligevel. I begge tilfælde modnede alkohol
vitterligt ikke vores forståelse for dyb kærlighed og heller ikke vores
evne til at indlede et forhold og håndtere det, hvis det skulle krydse
vores vej. Tværtimod efterlod vores drikkende tilværelse os
følelsesmæssigt hærget, ridsede, bøjet, forslået og i øvrigt ret slemt
fortabt.
Vores erfaring viser, at de første drukfri dage som oftest er en
periode med stor Følelsesmæssig sårbarhed. Er det en forlænget
farmakologisk virkning af drikkeriet? Er det en naturlig tilstand for
enhver, der kommer til kræfter efter en langvarig og alvorlig sygdom?
Eller peger det på en dyb personlighedsbrist? I første omgang er svaret
ligegyldigt. Lige meget hvad grunden er, så må vi være opmærksomme
på tilstanden, fordi den kan friste os til at drikke hurtigere end øjet,
hovedet eller hjertet kan fatte.
Vi har set sådanne tilbagefald ske på forskellig måde. I den tidlige
lettelse og glæde over at blive rask, kan vi komme til at blive fascineret
af nye mennesker, vi møder både i og uden for AA, specielt når de
viser ægte interesse for os eller synes at stirre på os i beundring. Den
svimlende begejstring, dette kan indebære, kan gøre os højst
modtagelige for en drink.
Følelsesmæssigt kan der også opstå det absolut modsatte. Efter at
være holdt op med drikkeriet kan vi i en periode synes så følelseskolde,
at vi næsten er immune over for kærlighed. (Læger fortæller, at det er
almindeligt, at mennesker ikke interesserer sig for eller er i stand til at
dyrke sex i mange måneder efter, at drikkeriet er ophørt — men det
problem retter sig på bedste vis, så snart helbredet vender tilbage. Vi
ved det!) Indtil vi er forvisset om, at det manglende følelsesliv kommer
igen, forekommer en tilbagevenden til drikkeriet at være et tiltrækken–
de »hjælpemiddel«, der fører til endnu værre vanskeligheder.
Vores usikre følelsesmæssige tilstand har også indflydelse
på vores følelser over for gamle venner og familie. For mange af os
synes disse forhold, så længe vi fortsætter ædrueligheden, promp–
84
te at læges. For andre opstår der en periode med pirrelighed i
hjemmet; nu, hvor vi er ædru, må vi finde ud af, hvordan vi virkeligt
føler for ægtefællen, børn, søskende, forældre eller naboer og da
genvurdere vores adfærd. Kolleger, kunder, ansatte eller arbejdsgivere
er andre relationer, vi må forholde os til på ny.
(Ofte har vores drikkeri haft en alvorlig følelsesmæssig indflydelse
på vores nærmeste, og de kan også have behov for hjælp. De kan
henvende sig til Al-Anon familiegrupper og Alateen.* Selv om disse
fællesskaber ikke officielt er tilknyttet AA, ligner de ret meget, og de
hjælper ikke-alkoholiske pårørende og venner til bedre at leve, fordi de
har indsigt vedrørende os og vores forhold.)
Igennem årene er vi blevet stærkt overbeviste om, at næsten ingen
vigtig beslutning bør tages i vores tidlige ædruelighed, medmindre den
ikke kan udskydes. Denne advarsel gælder især beslutninger om
mennesker, beslutninger med stor følelsesmæssig effekt. De første
usikre ædru uger er ikke tiden til at styrte sig ud i større forandringer
af ens tilværelse.
En anden advarsel: At knytte vores egen ædruelighed til en anden,
vi er følelsesmæssigt involveret i, viser sig at være fuldstændig
katastrofalt. »Jeg vil forblive ædru, hvis den-og-den gør det og det«
skaber en usund betingelse for vores ædruelighed. Vi må være ædru
for vores egen skyld, ligegyldigt hvad andre folk gør eller ikke gør.
Vi må også huske, at heftig modvilje også er en følelsesmæssig
forvikling, ofte et omslag af tidligere kærlighed. Vi må nedkøle enhver
overdreven følelse, så den ikke fejer os tilbage til drinken.
Det er let at opleve sig selv som en undtagelse fra denne gene–
ralisering. Som nybagt ædru tror du inderligt, at du endelig langt om
længe har fundet ægte kærlighed — eller at din nuværende modvilje,
der er fortsat ind i ædrueligheden, betyder, at der altid har været noget
fundamentalt forkert ved forholdet. I begge tilfælde kan du have ret —
men netop lige nu er det klogt at vente og se, om din holdning ændres.
Postadressen er Al-Anon og Alateen 70 20 90 93 mandag - fredag 10 - 13 og 18 - 21.
www.al-anon.dk
85
Igen og igen har vi oplevet, at sådanne følelser ændres drastisk
blot i løbet af de første få, ædru måneder. Så ved at bruge »Det
vigtigste først« har vi erfaret, at det er nyttigt først at koncentrere sig
udelukkende om ædrueligheden og undgå enhver risikabel
følelsesmæssig forvikling.
Umodne eller forhastede forhold virker forkrøblende på
ædrueligheden. Først efter vi har haft tid til at modnes noget, ud over
bare det ikke at drikke, er vi tilstrækkeligt rustede til modent at knytte
os til andre mennesker.
Når vores ædruelighed har et tilstrækkelig solidt fundament til at
modstå stress, så er vi parate til at gennemarbejde og udjævne andre
sider af vores liv.
25 At komme ud af »hvis«-fælden
Følelsesmæssige forviklinger i forhold til andre mennesker er ikke den
eneste måde, hvorpå vi med fare for vores liv kan få vores ædruelighed
hægtet på noget uvedkommende. Nogle af os har en tendens til at
stille yderligere betingelser for vores ædruelighed uden at ville det.
Et AA-medlem fremfører, »Vi alkoholikere er meget >hvis'ede<
mennesker. I vores drukperiode var vi meget ofte fyldt med både
hvis'er og spiritus. En masse af vores dagdrømme begyndte, >hvis
bare . . . <. Og vi overbeviste uafladeligt os selv om, at vi ikke ville
være blevet fulde, hvis dette eller hint ikke var sket, eller at vi ikke
havde noget drikkeproblem, hvis bare . . . «.
Vi fulgte altid det sidste »hvis« op med vores egne forklaringer
(undskyldninger?) om vores drikkeri. Vi tænkte: Jeg ville ikke have
drukket på denne måde ... hvis det ikke var på grund af min kone (eller
mand eller elsker) ... hvis jeg bare havde flere penge og ikke så megen
gæld ... hvis det ikke var for alle disse familieproblemer ... hvis jeg ikke
var under så stort et pres ... hvis jeg havde et bedre arbejde eller et
bedre sted at bo ... hvis folk forstod mig bedre ... hvis verdenssituationen ikke var så infam ... hvis mennesker var mere venlige, mere
omsorgsfulde, mere ærlige ... hvis ikke alle andre forventede, at jeg
drak ...
86
hvis det ikke var på grund af krigen (en hvilken som helst krig) ... og så
videre og så videre og så videre.
Når vi nu ser tilbage på en sådan tankegang og på den opførsel,
den udløste, erkender vi, at vi virkelig lod forhold uden for os selv
bestemme en stor del af vores liv.
Når vi først holder op med at drikke, falder en masse af disse
omstændigheder tilbage på deres rette plads i vores bevidsthed. På det
personlige plan retter mange af dem sig, så snart vi bliver ædru, og vi
begynder at se, hvad vi en eller anden dag kan gøre ved de rige. I
mellemtiden er vores liv blevet meget, meget bedre i ædru tilstand,
ligegyldigt hvad der i øvrigt sker.
Men så, efter en ædru tid, kommer der for nogle af os et tidspunkt,
hvor en ny opdagelse slår os plask lige i ansigtet. Den samme gamle
»hvis« tankegang fra vores pimpende periode har hægtet sig på vores
ædruelighed, uden at vi har opdaget det. Ubevidst har vi sat
betingelser på vores ædruelighed. Vi er begyndt at tænke, at
ædruelighed bare er godt — hvis alting går godt eller, hvis intet går
skævt.
I virkeligheden har vi tilsidesat den biokemiske natur af vores
lidelse. Alkoholisme respekterer ikke hvis'er. Den forsvinder ikke, ikke i
en uge, i en dag, eller bare i en time og efterlader os som ikkealkoholiske og i stand til at drikke igen i en særlig anledning eller af en
helt speciel grund — heller ikke, selv om det blot er en enestående
lejlighed i vores liv, eller hvis en dyb sorg har ramt os, eller hvis det
regner i Spanien, eller der er to torsdage i en uge. Alkoholisme er for
os betingelsesløs og uden mulighed for dispensation, der kan købes
for penge eller noget andet.
Det tager lidt tid, inden den viden trænger ind til marven af vores
knogler. Og somme tider er vi ikke klar over de betingelser, vi ubevidst
har stillet til vores ædruelighed, førend noget uforskyldt går galt for
os. Så — bang! — er den der. Vi havde ikke regnet med den
hændelse.
Tanken om en drink er naturlig oven på en stor skuffelse. Hvis vi ikke
får den lønstigning, forfremmelse eller det arbejde, vi regnede med,
eller hvis vores kærlighedsliv går skævt, eller hvis nogen behandler os
dårligt, kan vi se, at vi måske hele tiden har stolet på omstændigheder
som hjælp til at forblive ædru.
87
Et eller andet sted, begravet i en skjult fold i den grå hjernemasse,
har vi haft et lille bitte forbehold – en betingelse for vores ædruelighed.
Og den ventede blot på at slå ned. Vi fortsatte med at tænke, »Juhu,
ædruelighed er storartet, og jeg ønsker at fortsætte med det«. Vi hørte
ikke engang det lille hviskende forbehold: »Det vil sige, hvis alt går
efter mit hoved«.
Vi har ikke råd til disse hvis'er. Vi må forblive ædru, ligegyldigt hvad
livet byder os, ligegyldigt om ikke-alkoholikere værdsætter vores
ædruelighed eller ej. Vi må holde vores ædruelighed uafhængig af alt
andet, ikke filtret sammen med andre mennesker og ikke betinget af
noget som helst.
Igen og igen har vi oplevet, at vi ikke kan holde os ædru blot på
grund af kone, mand, børn, elsker, forældre, en anden slægtning eller
ven, ej heller på grund af et arbejde, ej heller for at behage en chef
(eller læge eller dommer eller kreditor) — ikke for nogen anden end os
selv.
At knytte vores ædruelighed til nogen person (selv til en anden ædru
alkoholiker) eller til nogen omstændighed er både tåbeligt og farligt.
Når vi tænker, »Jeg vil forblive ædru, hvis____« eller »Jeg vil ikke
drikke, fordi____« (indsæt enhver omstændighed anden end dit eget
ønske om at have det godt, for din egen skyld), så hjælper vi
uforvarende os selv til at drikke, når betingelsen eller personen eller
omstændigheden ændres. Og enhver af disse kan ændres når som
helst.
Uafhængig, ikke tilknyttet noget, kan vores ædruelighed vokse sig
stærk nok til, at vi bliver i stand til at klare alt – og enhver. Og du vil
opleve, at vi begynder også at kunne lide den følelse.
26 At være forberedt på drikkesituationer
Vi har fundet mange metoder til at håndtere de situationer, hvor andre
mennesker drikker, så vi kan nyde dem uden selv at drikke.
På side 34 nævnte vi spørgsmålet, om man skal opbevare spiri–
tus tus eller andre alkoholiske drikke hjemme, når man har
besluttet at holde op med at drikke. I den diskussion accepterede vi,
at vi lever i et samfund, hvor de fleste mennesker drikker, og det er
88
ikke realistisk at tro, at vi kan ændre på dette. I resten af vores
tilværelse vil der eksistere drikkesituationer. Det er sandsyn–
ligt, at vi hver dag vil se folk drikke, komme steder, hvor der
drikkes, se og høre snesevis af reklamer, der tilskynder os til at
drikke.
Vi kan ikke isolere os fra alle disse påvirkninger, og det er stupidt at
begræde det forhold. Vi har heller ikke noget behov for eller ønske om
at afholde andre mennesker fra at drikke. Vi har også fundet ud af, at
vi ikke behøver at afholde os fra glæden ved at være sammen med
nogen, der drikker. Selv om det er fornuftigt at tilbringe mere tid
sammen med ikke-drikkere end med drikkere, når vi lige er blevet
ædru, så har vi ikke noget ønske om at trække os tilbage fra verden,
som den er, for evigt, blot fordi så mange mennesker drikker. De, der
ikke kan spise fisk eller nødder eller svinekød eller jordbær, , kravler
ikke ind i huler. Hvorfor skulle vi?
Besøger vi barer eller restauranter eller klubber, hvor der ser–veres
spiritus?
Ja — efter nogle få uger eller måneder, når vi har en rimelig grund
til det. Hvis vi blot skal slå tiden ihjel, mens vi venter på venner, vælger
vi ikke at tilbringe den højt siddende. på en barstol og tylle en cola i
os. Men hvis en forretningsmæssig eller selskabelig sammenkomst
afholdes på et sådant sted, overværer og deltager vi i alt, undtagen
drikkeriet.
I de første ædru måneder er det sandsynligvis en fornuftig idé at
undgå vores gamle drikkekammerater og -tilholdssteder og at finde
fornuftige undskyldninger for at sige nej tak til selskaber, hvor
drikkeriet vil være hovedfornøjelsen. Det forekommer specielt vigtigt at
blive borte fra sådanne foretagender, hvis vi føler os nervøse for dem.
Men før eller senere kommer tiden, hvor vi af familie- eller
forretningsmæssige grunde eller på grund af et venskab føler, at vi skal
gå — eller vi ønsker måske blot at tage af sted. Vi har udviklet en
række metoder til på en nem måde at klare sådanne situationer, selv
om vi ikke drikker. Vi taler nu hovedsageligt om det store cocktailparty
eller den temmelig store, men uformelle middag-med-drinks aften.
89
Hvis værten eller værtinden er en god gammel ven, hjælper det
somme tider på forhånd at fortælle ham eller hende, at vi ikke drikker
lige nu. Vi beder naturligvis ikke om nogen særskilt behandling. Men
det er betryggende at vide, at der i det mindste vil være én person til
stede, der støtter os i vores anstrengelser for at komme over vores
drikkeproblem. Undertiden kan vi tage en mere erfaren ædru person
med os eller i det mindste en ledsager med, der ved, at vi ikke drikker,
og som er klar over, hvor vigtigt det er for os.
Før du går derhen, er det også gavnligt at tale med en anden ædru
alkoholiker eller med en anden, som støtter dig og fuldt ud forstår det
pres, du kan komme ud for. Aftal at ringe tilbage bagefter for at
fortælle, hvordan det gik. En anden ædru alkoholiker vil i høj grad
værdsætte en sådan opringning. Tro os! Vi AA'ere værdsætter ethvert
sådant budskab.
Det er en god idé at spise en sandwich eller noget andet, før du går
til selskab, selv om du ved, at der vil blive serveret mad senere. Som vi
allerede har sagt, vil noget nærende i maven tage brodden af mange
vanskelige situationer. (Og vi kunne medtage en lille pose med vores
yndlingsslik eller en sukkerfri erstatning.) Dette er særdeles vigtigt, når
du skal til et selskab, hvor der sandsynligvis vil gå nogle timer med
masser af drinks, før maden dukker op.
Hvis du ved, det bliver forløbet, foretrækker du måske at undvære
den første times drikkeri eller mere og først ankomme kort før,
middagen serveres. Sådan gør mange af os. Hvis der så efter
middagen viser sig at blive en lang drikkende aften, har vi erfaret, at
det er lige så let at gå tidligt. Vi har oplevet, at de meget få, der virkelig
bemærker, at vi smutter af sted, næppe lægger mærke til, at vi i det hele
taget går. De har alt for travlt med at drikke.
Efter at være ankommet til et sådant selskab er det normalt bedst
at styre lige mod baren og få en sodavand eller en mineralvand. Ingen
ved, om det er en alkoholisk drik eller ej. Derefter kan vi gå
selskabeligt omkring med glasset i hånden uden at føle os
iøjnefaldende.
Denne oplevelse var ret afslørende for mange af os, da vi først
havde den. Til vores overraskelse opdagede vi, (1) at andre men–
90
menneskers drikkeri ikke er, hvad vi troede, det var, og (2) at meget,
meget få personer lægger mærke til og bekymrer sig om, vi drikker
alkohol eller ej. (Enkelte undtagelser fra det sidstnævnte er ofte kære
venner eller pårørende, som normalt er glade for at se os gøre noget
ved vores drikkeri.)
Mange af os plejede at sige og tro, at »alle« drikker, og vi kunne
argumentere for, at vi ikke drak så meget mere, end de andre, vi
kendte. Sandheden var, at vi var tilbøjelige til at have mindre og
mindre med ikke-drikkere at gøre, efterhånden som vores drikkeri tog
til gennem årene, så naturligvis forekom det os, at »alle« – bestemt
alle, vi mødte – drak.
Nu, hvor vi er ædru, og vi ser »alle«, er det en åbenbaring at
opleve, at de ikke alle drikker, og at mange af de andre drikker meget
mindre, end vi troede.
Mens den nyslåede ædru alkoholiker på forhånd spekulerer på,
hvordan han skal klare sådanne begivenheder, tænker han på, hvad
han skal svare, hvis drikkende venner og slægtninge siger følgende:
»Kom og få en drink.«
»Hvad vil du have?«
»Hvorfor, du kan da ikke være alkoholiker!«
»Drikker du ikke?«
»En enkelt skader da ikke.«
»Hvorfor drikker du ikke?« ... og lignende.
Til vores store lettelse opdager vi, at disse spørgsmål stilles
sjældnere, end vi forventede, og vores svar synes at være meget mindre
vigtige, end vi troede, de ville være. Vores manglende drikkeri skaber
mindre opsigt, end vi frygtede, det ville.
Der er en undtagelse. En gang imellem vil en, der tager godt
fra selv, blive ret påtrængende i forbindelse med vores manglende
drikkeri. De fleste af os har den opfattelse, at en sådan holdning
er meget underlig. Civiliserede, høflige mennesker blander sig
ganske enkelt ikke så meget i, hvad andre folk vælger at drikke
eller at spise eller ikke at drikke og spise, medmindre de selv har
et problem, vel? Vi synes, det er mærkeligt, at nogen skulle prøve
at få en person, som ikke bryder sig om det, til at drikke; og især
91
undrer det os, hvorfor nogen ønsker, at en person med dokumenterede
problemer relateret til druk, skal prøve at drikke igen.
Vi lærer at ;undgå den slags mennesker. Hvis de i virkelig-heden
selv slås med et problem, ønsker vi dem alt godt. Men vi behøver ikke
at forsvare vores valg over for dem eller nogen som helst anden. Og vi
argumenterer ikke med dem eller forsøger at ændre deres opfattelse.
Igen er vores holdning »Lev og lad leve«.
Men tilbage til de høfligt og tilfældigt stillede spørgsmål fra
velmenende venner og slægtninge og vores svar til dem. Der er
sandsynligvis lige så mange gode måder at håndtere disse situationer,
som der er ikke-drikkere, og du vil selv finde ud af, hvad der virker
bedst og er rarest for dig.
Resultaterne af adskillige forskellige, succesfulde metoder har
imidlertid efter mere end 5 årtier givet en vis erfaring i Anonyme
Alkoholikere. Erfaringer, det ville være dumt ikke at bruge.
Størstedelen af os (men ikke alle) tror, at jo hurtigere vi fortæller
sandheden til vores bekendte, jo bedre er det for os. Vi behøver ikke at
have noget påskud, og de fleste gode mennesker værdsætter vores
ærlighed og under-støtter vores anstrengelser for at holde os klar af
vores afhængighed. At sige højt til andre mennesker, at vi ikke drikker
mere, støtter i høj grad vores egen beslutning om at forblive ædru. Og
der kan være en side-gevinst: Af og til oplever vi, at en sådan udtalelse
kan opmuntre en anden tilstedeværende, som også er nødt til eller
ønsker ikke at drikke.
Når det er passende, tøver mange af os derfor ikke med at sige,
»Jeg drikker ikke lige nu«.
»Jeg drikker ikke i dag (eller i denne uge)« eller ganske enkelt »Nej
tak«, eller ligeud »Jeg bryder mig ikke om det« er ofte nok.
Hvis vi føler behov for at forklare det grundigere, prøver vi at gøre
det uden at lyve og på en måde, som andre mennesker hurtigt kan
forstå og acceptere. For eksempel er der gamle hjælpemidler som
»Sundhedsgrunde«, »Jeg er på diæt« og »Lægens råd«. De fleste af os
er på et eller andet tidspunkt blevet givet eller har modtaget et sådant
råd af en læge.
»Jeg har fået min portion«, »Fået alt, jeg kan tåle« og »Fundet ud
af, at jeg ikke kan tåle det« er også sandfærdige.
92
Selv om vi AA'ere ikke blandt os selv bruger udtrykket »på
vandvognen«, så er det noget, de fleste mennesker bestemt forstår og
respekterer, så længe vi ikke tvinger andre til afholdenhed.
Selv om vi bestemt ikke kan anbefale usandhed, fordi den får os til
at føle os forkerte, har nogle af os somme tider i desperation tyet til
den »lille hvide løgn« — en af disse små løgne, der anses for at være
harmløse og somme tider er beskrevet som nødvendig smøring for
samfundets glatte trivsel.
Når vi må falde tilbage på fabrikerede, fremmumlede und­
skyldninger for ikke at drikke, prøver vi at finde en, der ikke lyder alt
for søgt. »Jeg har en mystisk sygdom« eller »Jeg tager noget medicin«
kunne få folk til at tie stille, men ville mere sandsynligt frembringe
flere spørgsmål.
Sædvanligvis forekommer »Jeg er overfølsom over for det«
acceptabel. Teknisk set, i videnskabelige termer, er alkoholisme ikke
nogen rigtig allergi, fortæller eksperterne os nu. »Allergi eller
overfølsomhed« er imidlertid en temmelig rammende talemåde til at
beskrive vores tilstand; hvis vi drikker stoffet, følger der med garanti
beklagelige konsekvenser.
Når vi endelig fremsætter en sådan udtalelse, medfører det
sædvanligvis det ønskede resultat. Det vil sige, folk accepterer den
omstændighed, at vi ikke drikker lige nu, og holder op med at spørge
os mere om det.
Når vi spørges om, hvad vi gerne vil drikke, forekommer det høfligt
og fornuftigt at bede om og straks acceptere noget ikke-alkoholisk,
uanset om det er vores specielle yndlingsdrik eller ej. De fleste af os
tager en sodavand, frugt- eller grøntsagsjuice eller andre drikke, det er
let at få fat i. (Vi kan foregive at nippe til det, hvis vi virkelig ikke kan
lide det eller ikke er tørstige.) Det beroliger os, og letter også den
gæstfrie vært eller værtinde, der uden ophør fylder glassene og bliver
virkelig dårligt tilpas, hvis en gæst ikke styrtdrikker.
Den formelle middag med en lang række glas udgør ikke noget
specielt problem. Ved ganske enkelt at vende et glas på hovedet
signalerer man til den gode tjener eller vinopvarter — selv i de
europæiske, vindrikkende lande. Nogle af os plejer at bede om
kildevand eller danskvand. Og når der udbringes en skål, læg93
ger så godt som ingen mærke til os, så længe vi løfter et eller andet
glas med noget i. Er det trods alt ikke den symbolske venskabsskål,
der gør en skål reel og ikke tilstedeværelsen af et stof (ætylalkohol) i
glasset?
Ingen er på nogen måde forpligtet til at besvare et uforskammet og
personligt spørgsmål; så i den sjældne situation, det sker, ignorerer vi
det eller sniger os ud af det eller skifter emne. Sker det for dig, så husk,
at der er hundredtusinder af os, der nu er ædru, som er på din side og
fuldt ud forstår, hvad du foretager dig og, hvorfor du gør det, selv om
ingen andre synes at gøre det. Selv om vi ikke er til stede, så er vi i
vores hjerter med dig.
Nogle af os har en anden type oplevelse. Den er ikke særlig alvorlig
eller farlig, men måske vil det, at vi fortæller om den, hjælpe dig til ikke
at blive vred, hvis den skulle optræde i din tilværelse. Af og til gør en
godhjertet ven eller et familiemedlem — fyldt med gode intentioner —
uforvarende alt for meget ud af vores ædruelighed og ønsker kun at
hjælpe os og sætter os derved i forlegenhed, hvis vi ikke er tilstrækkeligt
afbalanceret til at håndtere situationen.
For eksempel kan den ikke-alkoholiske ægtefælle, der forståeligt
nok er bange for, at vi begynder at drikke igen og prøver at beskytte os
for meget, buse ud med, »Den og den er holdt op med at drikke«. Eller
en hjælpsom ven kan tankeløst henlede opmærksomheden på, at vi
ikke drikker, ved at pege på et glas tomatjuice på bakken med drinks
og sige »Det er til dig«.
Det er pænt af dem at ønske at hjælpe os. Og vi prøver at samle os
om deres ønske om at være venlige. Ærlig talt kan de ikke forventes
umiddelbart at forstå, hvordan vi føler. Nogle af os kan ikke engang
selv finde ud af, hvordan vi rent faktisk føler, indtil vi har opnået en vis
ædruelighed, og den generte periode er ovre.
Naturligvis foretrækker vi at få lov til at foretage vores egne
valg på en stille og rolig måde uden at skulle vise det offentligt.
Men at være nærtagende over, hvad andre mennesker siger eller
gør, rammer ikke andre end os selv. Det er bedre at gøre gode
miner til slet spil og komme over det skete på en eller anden
måde. Det er normalt ovre på mindre end fem minutter. Senere,
94
når vi føler os rolige igen, kan vi måske stille forklare, at vi sætter pris
på deres omsorg, men ville have det langt bedre, hvis vi lavede vores
egne »undskyldninger«. Vi kunne tilføje, at vi gerne ville øve os i at
beskytte os selv i selskabelige situationer, så de andre mennesker ikke
behøver at bekymre sig for, om vi selv kan klare det.
Efter der er gået endnu længere tid, har mange af os nået en
tilstand af virkelig tryghed omkring os selv og det at drikke. Vi er
tilstrækkeligt afslappede til at fortælle den virkelige sandhed — at vi er
»ædru alkoholikere«, eller at vi er i AA.
Denne fortrolige åbenhed på tomandshånd om os selv er på ingen
måde i konflikt med AA's tradition om anonymitet, der går ud på, at vi
ikke afslører disse kendsgerninger om nogen undtagen os selv, og at vi
ikke foretager sådanne kundgørelser på skrift eller i radio eller TV.
Når vi afslappet kan fortælle dette om os selv, viser det, at vi ikke
har noget at skjule, og at vi ikke skammer os over at være blevet
hjulpet for en sygdom. Det hjælper til at øge vores selvrespekt.
Sådanne udtalelser slår revner i den gamle etikette, der uretfærdigt er
hæftet på vores sygdom af uvidende folk, der er vidne til vores
sygdom, og hjælper til at erstatte gamle stereotype forestillinger om
»en alkoholiker« med mere præcise opfattelser.
Lejlighedsvis hjælper en sådan udtalelse meget ofte en, der ønsker
at komme ud af et drikkeproblem, til også at søge hjælp.
Blot en ting til om drikkesituationer. Hvis presset til at drikke er
blevet for stærkt, så har mange af os haft mod til simpelt hen at
undskylde os og gå, ligegyldigt hvad andre mennesker har tænkt. Når
alt kommer til alt, så gælder det vores liv. Vi bliver nødt til at tage et
hvilket som helst skridt for at bevare vores helbred. Andre menneskers
reaktion er deres problem, ikke vores.
27 At give afkald på gamle ideer
De ideer, som var så dybt indgroet i vores drikfældige tilværelser,
forsvinder ikke som ved et trylleslag i det øjeblik, vi begynder
95
med at sætte proppen i flasken. Vores dage med øl og »Sejle op ad
åen« er måske forbi, men lidelsen kan udløses igen.
Så vi har fundet det forebyggende at forkaste mange gamle
forestillinger, der dukker op igen. Og de vil komme igen og igen.
Hvad vi prøver at opnå, er en følelse af at være afslappede og
befriet fra vores gamle tankers bånd. Mange af vores tidligere
tankevaner og de ideer, de frembragte, begrænser vores frihed. De
tynger os blot ned og er til ingen nytte. Det viser sig, når vi undersøger
dem med friske øjne. Vi behøver ikke længere at hænge ved dem,
medmindre de efter nærmere undersøgelse fortsat viser sig at være
gyldige og stadig virkeligt frugtbare.
Vi kan nu, dag for dag, måle nytten og sandfærdigheden af vores
tanker mod en højest specifik standard. Vi kan sige til os selv, »Jamen,
det er netop, hvad jeg plejede at tænke i min druktid. Hjælper den slags
tankegang mig til at holde mig ædru? Er den god nok for mig i dag«?
Mange af vores gamle ideer — specielt dem om alkohol, om drik­
keri, om at blive fuld og om alkoholisme (eller problemdrikkeri, hvis
du foretrækker det ord) — viser sig enten at være nytteløse eller ret
selvdestruktive, og det er en stor lettelse at blive af med dem. Måske
vil få eksempler være tilstrækkeligt til at illustrere vores villighed til at
smide gamle ubrugelige ideer bort.
For mange af os var drikkeri i teenageårene en måde at vise, at vi
ikke længere var børn, eller at vi var mandige eller sofistikerede og
kloge eller skrappe nok til at trodse forældre og andre autoriteter. I
manges bevidsthed er drikkeri tæt forbundet med kærlighedseventyr,
sex og musik eller med karrieren, snobberi for vin og jet-set luksus.
Hvis man i skolen lærer noget om drikkeri, er det oftest om
sundhedsfarer og risikoen for at miste kørekortet — ikke meget andet.
Og mange mennesker er stadig overbeviste om, at drikkeri i det hele
taget er umoralsk, fører til kriminalitet, lidelse, vanære og død. Uanset
hvordan vores følelser måtte have været om drikkeri — positive eller
negative — så var de ofte stærke og mere følelses- end fornuftsmæssigt
begrundet.
Vores egen holdning til drikkeri kan have været rent automa–
tisk, en ureflekteret accept af andre menneskers mening. For
96
mange er drikkeri en væsentlig del af en selskabelig begivenhed — et
harmløst gemytligt tidsfordriv, der foregår på visse steder blandt
venner på særlige tidspunkter. Andre opfatter drikkeri som et
nødvendigt tilbehør til maden. Men nu spørger vi os selv: Er det
virkelig umuligt at nyde venskab eller mad uden at drikke? Forbedrede
vores tidligere måde at drikke på vores selskabelige forhold?
Forhøjede den vores nydelse af god mad?
Ideen om at blive fuld rejser endnu mere yderliggående reaktioner
for og imod. Det er sandsynligt, at det at blive beru–set kun opfattes
som morsomt eller kun som skændigt. Selve ideen er frastødende for
mange mennesker af forskellige grunde. For nogle af os var det en
attråværdig tilstand, ikke bare fordi andre forventede det af os, og
fordi vi kunne lide følelsen, men også fordi det var en tilstand, som de,
vi beundrede, tilsyneladende altid kunne klare og slippe godt fra.
Nogle mennesker er intolerante over for dem, der aldrig bliver fulde;
andre er hånlige over for dem, der bliver for fulde. Nutidig viden om
sundhed har indtil videre haft ringe indflydelse på sådanne holdninger.
Da vi første gang hørte ordet »alkoholiker«, forbandt de fleste af
os det med gamle, usoignerede, rystende eller frastødende mænd, som
tiggede, og som vi oplevede i færd med at gå nedenom og hjem.
Veloplyste mennesker er nu klar over, at en sådan opfattelse er vås.
Ikke desto mindre hang en rest af vores gamle, uklare forestillinger
ved os under vores første forsøg på at blive ædru. De slørede vores
opfattelse og gjorde det vanskeligt at se sandheden. Men vi blev
omsider villige til at tage den tanke under overvejelse — bare muligvis
— at nogle af de ideer kunne være en smule fejlagtige eller i det
mindste ikke længere præcist afspejlede vores egen personlige erfaring.
Da vi kunne overtale os selv til at se ærligt på den erfaring og at
lytte til andre ideer end vores egne, fik vi åbnet for en lang række
informationer, som vi ikke tidligere havde undersøgt tilstrækkelig
omhyggeligt.
Eksempelvis kunne vi se på den videnskabelige beskrivelse:
Alkohol er et stof, der ændrer bevidstheden, og er ikke blot en
7
At Leve Ædru
97
velsmagende tørstslukker. Vi har erfaret, at stoffet findes ikke bare i
drikkevarer, men også i forskellige madvarer og medicin. Og nu
næsten hver dag læser eller hører vi om opdagelsen af, at dette særlige
stof har endnu en fysisk skadevirkning (på hjertet, blodet, maven,
leveren, munden, hjernen osv.), der ikke tidligere var kendt.
Farmakologer og andre afhængighedseksperter siger nu, at alkohol
ikke kan anses for at være helt sikkert og ufarligt, uanset om det
anvendes som drik, stimulans, beroligende middel, opstrammer eller
sovemedicin. Men det fører ikke af sig selv direkte til fysiske skader
eller mental nedværdigelse i hvert eneste tilfælde. Åbenbart kan de
fleste mennesker, der bruger det, gøre det værdigt uden overlast for sig
selv eller andre.
Vi har oplevet, at drikkeri medicinsk kan opfattes som indtagelse af
et stof; fuldskab er overdosering. Misbrug af dette stof kan direkte
eller indirekte føre til alle mulige problemer — fysiske, psykiske,
hjemlige, sociale, økonomiske, erhvervsmæssige. I stedet for at tænke
så meget på hvad drikkeri gjorde for os, så begyndte vi at se på, hvad
det gør ved nogle mennesker.
Vi har erfaret, at enhver, der har problemer i forbindelse med
drikkeri, kan lide af tilstanden benævnt »alkoholisme«. Denne sygdom
rammer uden hensyn til alder, tro, køn, intelligens, etnisk baggrund,
følelsesmæssige
habitus,
erhverv,
familiemæssig
situation,
konstitution, spisevaner, social eller økonomisk status osv. osv. Det er
ikke et spørgsmål om, hvor meget eller hvordan du drikker eller
hvornår eller hvorfor, men om hvordan dit drikkeri får indflydelse på
dit liv — hvad der sker, når du drikker.
Før vi kunne erkende sygdommen i os selv, måtte vi skille os af
med denne trætte gamle myte: Det ville være et tegn på skamfuld
svaghed at indrømme, at vi ikke kunne klare mosten længere (hvis vi
nogen sinde har kunnet).
Svaghed? I virkeligheden kræver det betragteligt mod at stir-re ind
i den hårde sandhed uden at blinke, skånselsløst uden at dække over
noget, uden undskyldninger og uden at snyde os selv. (Det er
upassende at prale, men helt ærligt tænkte mange af os, at vi var
verdensmestre i at snyde os selv.)
98
Kampen mod alkoholismen har også været fyldt med
misforståelser. Ligesom andre millioner, der har set en person drikke
sig til døde, har vi spekuleret på, hvorfor drankeren ikke bare brugte
viljestyrke til at holde op med drikkeriet. Det er en anden forældet idé,
men den stikker dybt, fordi mange af os tidligt i vores liv har hørt om
et eller andet eksempel på ekstraordinær viljestyrke. Måske var der
familie- eller nabolegenden om gode gamle onkel John. I årevis kendt
som en skørtejæger og en helvedes karl opgav han pludselig vin,
kvinder og sang i en alder af 50 og blev et mønster på
velanstændighed og retsskaffenhed og rørte aldrig en dråbe.
Den barnlige forestilling om, at vi kan gøre ligeså, når vi er parate,
er et farligt selvbedrag. Vi er ikke hvem som helst anden. Vi er kun os
selv. (Vi er heller ikke bedstefar, der drak en flaske om dagen, til han
var 90.)
Det er nu fuldt ud anerkendt, at viljesstyrke i sig selv er en lige så
effektiv kur mod alkoholafhængighed, som det er mod kræft. Vores
egen erfaring har bekræftet dette gentagne gange: De fleste af os
forsøgte at klare det på egen hånd, idet vi håbede på enten at kunne
kontrollere vores drikkeri eller stoppe det, og vi havde intet vedvarende
held i nogen af tilfældene. Men selv da var det ikke let at se, at vi
havde brug for hjælp. Det lignede også et tegn på svaghed. Ja, vi var
blevet narret af en anden myte.
Men omsider spurgte vi os selv: Ville det ikke være mere begavet at
søge ud og tappe en styrke større end vores egen fremfor at fremture i
vores egne forgæves soloanstrengelser, når de gang på gang havde vist
sig at være uvirksomme? Vi tror ikke længere på, at det er særlig smart
at blive ved med at se ud i mørket, hvis man ganske enkelt kan tænde
for en lampe og bruge dens lys. Vi blev ikke ædru helt ved egen hjælp.
Det ligner ikke den måde, vi lærte at blive ædru på. Og den fulde glæde
ved at leve ædru er heller ikke et éenmandsjob.
Da vi selv glimtvis kunne betragte bare nogle få nye ideer, der var
anderledes end vores gamle ideer, havde vi allerede gjort en god
begyndelse mod et bedre og sundere nyt liv. Det skete på netop den
måde for tusinder og atter tusinder af os, der var overbeviste om, at
det aldrig kunne ske.
7
99
28 At læse AA’s budskab
Vi bliver fortalt, at mennesker bedst lærer mange ting ved både at se
og røre og lytte til dem; og at læse om dem forstærker endog
yderligere styrken af en sådan indlæring.
Der findes mange gode publikationer om alkoholisme og også
nogle, der er mindre gode. Mange af os har også haft udbytte af at
læse andre. Men AA hverken anbefaler eller modsætter sig andre
publikationer. Vi tilbyder ganske enkelt vores egne.
Selv mennesker, der drikker, og som aldrig tidligere har haft udbytte af
at læse, tilbringer timer med at hænge over AA-materiale. Det er
utvivlsomt den bedste måde at få fat i et bredt førstehåndsindblik i al AAvisdom — i stedet for lutter løse rygter.
Der findes en række AA-publikationer:
Anonyme Alkoholikere
Dette er den grundlæggende bog om AA's erfaring.
AA, som vi kender det, er vokset ud af den bog, som oprindelig
blev udarbejdet af omkring hundrede alkoholikere, der formåede at
forblive ædru ved hinandens hjælp. Efter nogle års ædruelighed
nedskrev de, hvad de havde gjort, og gav bogen den titel. Vores
fællesskab begyndte så at blive kendt under navnet »Anonyme
Alkoholikere«.
I dette bind er de originale AA-erfaringer detaljeret forklaret af
dem, der gjorde dem først, og som skrev om dem. Det er for os alle
det primære kildeskrift til al grundlæggende AA-tankegang — uanset
om vi læser eller genlæser den tit eller sjældent. De fleste medlemmer
får et eksemplar straks efter, at de kommer til AA, så de kan tage de
fundamentale AA-idéer direkte fra kilden og ikke nøjes med at høre
om dem på anden eller tredje hånd.
Medlemmer omtaler ofte »Anomyme Alkoholikere« som den
»Store Bog«, men ikke for at sammenligne den med nogen hellig tekst.
Førsteudgaven (1939) var trykt på meget tykt papir, så den udkom
overraskende tyk og kaldtes for sjov den Store Bog.
De første elleve grundlæggende kapitler var skrevet af Bill W.,
medstifter af AA. Den indeholder også mange AA-medlemmers egne
historier nedskrevet af dem selv samt adskillige tillæg med forskelligt
materiale.
100
Bare det at læse bogen var nok til at gøre mange personer ædru i
AA's tidlige dage, da der kun var få AA-grupper i verden. Det fungerer
stadig væk på den måde for nogle mennesker med alkoholproblemer i
isolerede dele af verden og for dem, der bor på havgående skibe.
De, der regelmæssigt læser bogen, siger, at gentagne læsninger
afslører mange dybere meninger, der ikke kan fattes ved det første
hurtige øjekast.
Tolv Trin og Tolv Traditioner
AA's principper diskuteres mere dybtgående i denne bog, der også er
skrevet af Bill W. (Af og til har den kælenavnet »Tolv og Tolv«.)
Medlemmer, der alvorligt ønsker at studere AA's program, bruger den
som en tekst i forbindelse med den Store Bog.
Den er skrevet tretten år senere end »Anonyme Alkoholikere«, og
dette mindre bind forklarer principper for AA-adfærd, både for den
enkelte og for gruppen. De Tolv Trin, der er retningslinier for
individets åndelige vækst, er mere kortfattet gennemgået i den Store
Bog; gruppeprincipperne — de Tolv Traditioner — udkrystalliserede
sig gennem erfaringer, efter at den første bog var udgivet. De
karakteriserer fællesskabet og gør det enestående — helt ulig andre
sammenslutninger.
Alcoholics Anonymous Comes of Age
Denne kortfattede historie fortæller, hvordan Fælles-skabet begyndte,
og hvorledes det voksede i sine første tyve år. Den beretter historien
om, hvorledes en lille gruppe modige, helt håbløse, tidligere drankere
— med alle odds mod sig — langsomt og trygt udviklede sig til et
verdensomspændende Fællesskab med anerkendt effektivitet.
Fortællingen udgør en fascinerende læsning for mange af os og tjener
til yderligere støtte for vores ædruelighed.
As Bill Sees It
En bog med de fyndigste afsnit fra Bill W.'s omfangsrige personlige
korrespondance samt andre skriverier. Et sagregister dækker emner af
interesse for ethvert menneske med alkoholproblemer.
101
Dr. Bob and the Good Oldtimers
AA's medstifters begivenhedsrige liv er sammenvævet med erindringer
fra AA's første tid i Midtvesten, for det meste med pionermedlemmernes egne ord.
Pass It On
Denne biografi om AA's medstifter har undertitlen »The Story of Bill
Wilson and How the A. A. Message Reached The World«. Beskriver
også Fællesskabets udvikling og indbefatter 39 fotografier fra AA's
historie.
Came to Believe .. .
Med undertitlen »The Spiritual Adventure of A. A. as Experienced by
Individual Members« er dette en samling af 75 medlemmers opfattelse
af »en magt højere end dig selv«. De rækker fra ortodokse religiøse
fortolkninger til humanistiske og agnostiske synspunkter.
Hæfter
A. A. World Services, Inc. har udgivet mange pjecer om forskellige
aspekter af AA; nogle af dem henvender sig til særligt interesserede
grupper.
Alle pjecerne er udarbejdet omhyggeligt i samarbejde med AArepræsentanter fra hele USA og Canada, således at de giver det bedst
mulige billede af AA-tankegang. Det er umuligt at forstå alle AA's
aktiviter, medmindre man er velkendt med alle disse publikationer (på
side 116 findes en fuldstændig fortegnelse).
Derudover udgiver A. A. General Service kontor hver anden måned et
nyhedsbrev Box 4-5-9 og adskillige andre periodiske bulletiner såvel
som en rapport fra AA's årlige General Service Conference.*
Mange AA-medlemmer begynder og afslutter dagen med et stille
øjeblik, hvori de læser noget AA-litteratur. At sidde over AA-bøger og
-hæfter udgør »et møde på tryk« for mange medlemmer, og omfanget
af AA-information, der er opsummeret i dem,

102
Danmark BOX 334 (red.).
er enestående. Enhver AA-læsning indleder en tankerække, som fører
bort fra en drink; derfor har mange AA'ere altid noget AA-litteratur
hos sig — ikke bare fordi læsning kan hjælpe til at afværge den slags
tanker, der fører til drikkeri, men også fordi det er forfriskning af og
underholdning for sindet i ledige stunder. AA-litteratur, der ikke kan
fås ved et AA-møde, kan bestilles direkte ved at skrive til: Box 459,
Grand Central Station, New York, NY 101 63, U. S. A.
The A. A. Grapevine
Hver måned kommer nye AA-tanker og -humor i dette tidsskrift.
Næsten alle dets artikler, grafik og tegneserier er af AA-medlemmer.
Forfatterne honoreres ikke, og mange illustrationer er også leveret
gratis.
Det indeholder tankevækkende artikler, illustrerede historier,
nyheder om AA, ikke-AA nyheder om alkohol, breve fra AAmedlemmer rundt om i verden og inspirerende artikler (ikke digte).
Personligt abonnement kan bestilles direkte ved at skrive til: Box
1980, Grand Central Station, New York, NY 101 63, U. S. A.
Eksemplarer af det løbende nummer er normalt tilgængelige på møder
i AA-grupper i USA og Canada.
29 At deltage i AA's møder
Længe før der overhovedet var tænkt på denne bog, havde hver enkelt
idé heri og mange flere forslag til at leve ædru været af-prøvet af
hundredtusinder af alkoholikere og vist sig at stå deres prøve. Vi
gjorde det ved ikke blot at læse, men også ved at tale med hinanden. I
begyndelsen lyttede vi mest.
Du kan gøre det samme, og du behøver ikke at »tilslutte« dig
noget.
Hvad vi gjorde, var simpelt hen at gå til møder i Anonyme
Alkoholikere. Der er over fem millioner møder hvert år i næsten
et hundrede lande kloden over. Og husk, du behøver ikke at blive AAmedlem for at overvære et AA-møde. Hvis bare du ønsker
103
at lære AA at kende, så er du meget velkommen til at deltage i AAmøder som observatør og blot stille lytte uden at sige et ord. Du
behøver ikke at opgive dit navn, eller du kan bruge et falsk, hvis du
ønsker det. AA vil forstå det. Man nedskriver ikke på nogen måde
navnene på hverken medlemmer eller besøgende, der overværer
møderne. Du skal ikke skrive under på noget eller besvare nogen
spørgsmål.
Føl dig fri til at spørge nogen, hvis du ønsker. Men mange
mennesker foretrækker bare at lytte de første par gange.
Ligesom praktisk talt enhver anden, der har været til AA-møde, vil
du sandsynligvis blive meget overrasket den første gang. De personer,
du ser rundt om dig, ser højst normale ud, sunde, rimeligt lykkelige og
succesfulde. De ligner ikke gammeldags vittighedstegninger af
drukkenbolte, bumser eller fanatiske, udtørrede totalafholdsmænd.
Hvad mere er, du vil normalt opleve os som en venlig forsamling,
der griner meget – over os selv. Det er derfor, hvis du har
tømmermænd, at et AA-møde skaber et fornøjet miljø til at komme
over tømmermændene og begynde at føle dig meget, meget bedre.
Du kan være forvisset om, at ethvert AA-medlem i det værelse fuldt
ud forstår, nøjagtig hvordan du føler, fordi vi levende husker vores
egne tømmermændslidelser, og hvordan det føltes den første gang, vi
nogen sinde gik til et AA-møde.
Hvis du er sky, en slags enspænder – ligesom mange af os – vil du
opleve, at AA-medlemmerne er villige til at lade dig holde dig lidt for
dig selv, hvis det virkelig er det, du ønsker, og det bevirker, at du føler
dig bedre til mode.
Imidlertid oplever mange af os, at det er meget mere gavnligt at få
en snak efter mødet. Føl dig fri til at deltage i det sociale samvær eller
en fortrolig snak lige så meget eller lidt, som du ønsker.
Forskellige slags AA-møder
Mange AA-medlemmer fra hele USA og Canada blev spurgt
om ideer til denne bog. Øverst på næsten alle deres lister står op–
fattelsen af, at en af de sikreste måder at undgå at drikke er at
104
deltage i forskellige slags AA-møder. »Det er der, vi lærer alle disse
ideer fra hinanden«, skrev et medlem.
Hvis du ønsker at forblive ædru, så er det naturligvis sikrere at gå
til et hvilket som helst AA-møde frem for på bar eller til en fest eller at
blive hjemme med en flaske!
Sandsynligheden for at undgå at få malaria er størst, hvis du
undgår en sump fyldt med moskitoer. Ligeledes er chancerne for ikke
at drikke større ved et AA-møde, end de er i en drikkesituation.
Endvidere er der ved AA-møder en slags drivende kraft hen mod
ædruelighed. Mens det at drikke er formålet med et cocktail-selskab, er
ædruelighed det fælles mål, der stiles mod ved ethvert AA-møde.
Måske mere end noget andet sted er du her omgivet af folk, der forstår
drikkeri, og som påskønner vores ædruelighed, og som kan fortælle dig
om mange midler til at fremme den. Desuden vil du se mange, mange
eksempler på glade og rehabiliterede, ædru alkoholikere. Det er ikke,
hvad du ser på barer.
Nedenfor omtales de mest populære slags AA-gruppemøder og
nogle af fordelene, der er ved at deltage i dem.
Møder for begyndere (eller nykommere)
Disse er normalt mindre end andre møder og afholdes ofte forud for
et større møde. De er åbne for enhver, der tror, han eller hun muligvis
har et alkoholproblem. Nogle steder er disse møder en række planlagte
diskussioner eller indlæg om alkoholisme, om ædruelighed og om
selve AA. Andre steder er begyndermøderne blot spørgsmål-og-svar
forsamlinger.
AA'ere, der har brugt disse møder en masse gange, siger, at disse er
velegnede steder til at stille spørgsmål, at få nye venner og at begynde
at føle sig godt til mode i selskab med alkoholikere, der ikke drikker.
Åbne møder (enhver er velkommen, alkoholiker eller ej)
Disse er sandsynligvis lidt mere planlagte og lidt mere formelle.
Sædvanligvis fortæller to eller tre medlemmer* (som på forhånd har
meldt sig frivilligt) på tur gruppen om deres alkoholisme, hvad der
skete, og hvordan deres ædruelighed er kommet.
I Danmark er det normalt et medlem, der fortæller sin »drukhistorie« (red.).

8
At Leve Ædru
105
En AA-tale af denne type behøver ikke at følge et specielt mønster.
Naturligvis er kun en lillebitte håndfuld AA-medlemmer erfarne talere.
I virkeligheden prøver de AA'ere, hvis job er at tale professionelt,
omhyggeligt at undgå at holde tale på den måde ved AA-møder. I
stedet prøver de at fortælle deres egne historier så enkelt og direkte
som muligt.
Hvad der er umiskendeligt, er den næsten overraskende oprigtighed
og ærlighed, du hører. Du vil formentlig blive overrasket over at opleve
dig selv le en masse og sige til dig selv, »Ja, det er netop lige sådan, det
er!«
En af de store fordele ved at deltage i sådanne åbne møder er
muligheden for at høre en bred mangfoldighed af virkelige historier
om alkohol. Du hører sygdommens symptomer beskrevet på mange
forskellige måder, og det hjælper dig til at afgøre, om du har den.
Naturligvis er ethvert AA-medlems erfaringer forskellige fra de
andres. Det er muligt, at du på et tidspunkt vil høre en eller anden
genkalde yndlingsdrikke, drikkemønstre og drikkeproblemer (eller
drikkesjov), der meget ligner dine egne oplevelser. På den anden side
kan hændelserne i historierne, du hører, være helt anderledes end dine.
Du vil høre personer med mange forskellige baggrunde, beskæftigelser
og tro. Ethvert medlem taler kun for sig selv og giver kun udtryk for
sine egne meninger. Ingen kan tale for hele AA, og ingen behøver at
være enig i nogen som helst opfattelser eller ideer udtrykt af noget
andet AA-medlem. Meningsforskelle er velkomne og værdsatte i AA.
Men hvis du lytter omhyggeligt, vil du sandsynligvis genkende
velkendte følelser, og sikkert også velkendte hændelser. Du vil
genkende talerens følelser, som har lignet dine egne meget, selv om
livet, du hører om, har været radikalt anderledes end dit.
I AA kaldes dette »identifikation med taleren«. Det betyder ikke at
talerens alder, køn, levemåde, opførsel, glæder eller vanskeligheder er
identiske med dine. Men det betyder, at du hører om frygt,
sindsbevægelser, bekymringer og glæder, som du kan forstå, som du
husker til tider selv at have følt.
Det kan overraske dig, at du næsten aldrig hører en AA-taler have
selvmedlidenhed efter at være blevet frataget alkoholen.
106
At identificere sig med talerens fortid er måske ikke så vigtigt som
at få et indtryk af hans eller hendes nuværende liv. Taleren har
sædvanligvis fundet eller søger hen mod en tilfredshed, fred i sindet,
løsning på problemer, appetit på livet og en slags åndelig balance,
som du også ønsker. Hvis det er tilfældet, så bliv hængende. Disse
kvaliteter i AA smitter.
Desuden kan de påmindelser, du får om den aktive alkoholismes
elendigheder, hjælpe dig til at udslette ethvert lurende ønske om at
tage en drink!
Ved møder som dette har mange AA-medlemmer hørt netop det tip
om ædruelighed, de søgte. Og næsten alle medlemmer forlader et
sådant møde så forfriskede og så opmuntrede om deres egen
ædruelighed, at den sidste ting, de ønsker på Jorden, er en drink.
Lukkede møder (kun for alkoholikere — eller for mennesker, som
prøver at finde ud af, om de er alkoholikere)
Nogle AA-grupper holder møder, der kaldes »åbne«, så enhver er
velkommen til at overvære dem. Andre møder er »lukkede« og kun for
medlemmer og vordende medlemmer, således at de, der deltager, kan
føle sig frie til at fremlægge ethvert emne, der måtte bekymre — eller
interessere — ethvert menneske med alkoholproblemer. Disse
diskussioner er fortrolige, hvad de åbne møder selvfølgelig også er.
Et medlem, der på forhånd har indvilliget, kan indlede mødet ved
kort at fortælle om sin alkoholisme og vej mod ædruelighed. Mødet er
derefter åbent for almindelig diskussion.
Enhver, der plages af et særligt problem — ligegyldigt hvor
smertefuldt eller pinligt — kan lufte det på et møde og høre fra andre
tilstedeværende om deres erfaringer med at håndtere det samme eller
et lignende problem. Men også glædelige og gode erfaringer deles. Af
sådanne møder lærer man helt sikkert, at ingen alkoholiker er
enestående eller helt alene.
Det er blevet sagt, at disse møder er værksteder, hvor en
alkoholiker lærer, hvordan man kan forblive ædru. Ved diskussionsmøder kan man helt bestemt opsamle en bred vifte af forslag til at
vedligeholde en god ædruelighed.
8
107
Trinmøder
Mange AA-grupper holder ugentlige møder, hvor et af de Tolv Trin i
AA-programmet på skift tages op og danner grundlag for
diskussionen. AA's Tolv Traditioner, AA's Tre Grundideer, AAslogan'er og diskussionsemner foreslået i AA's månedlige magasin
Grapevine anvendes også af nogle grupper til dette formål. Men andre
emner udelukkes næsten aldrig, især hvis en tilstedeværende føler et
påtrængende behov for hjælp til et øjeblikkeligt presserende, personligt
problem.
I forbindelse med bøgerne »Anonyme Alkoholikere« og »Tolv Trin
og Tolv Traditioner« skaffer trinmøder måske den lettest begribelige
indsigt i og forståelse for AA's grundlæggende principper for
ædruelighed. Disse møder bringer også en rigdom af originale
fortolkninger og anvendelser af det fundamentale AA-programmet —
idet det viser, hvordan vi kan bruge det, ikke blot til at forblive ædru,
men til at berige vores tilværelse.
Landsdels-, nationale og internationale AA-møder og -konferencer
Disse store AA-møder finder sted i weekender. Der er ofte fra
hundred- til tusindvis af AA-medlemmer, ofte ledsaget af familie.
Møderne er delt op i en lang række mindre møder af vidt forskellig art.
Programmet indbefatter ofte gruppemøder om forskellige emner såvel
som gæstetaler af eksperter i alkoholisme og sædvanligvis et
festmåltid, dans, underholdning og tid til andre sociale eller
afslappende aktiviteter, altsammen i høj grad nydt, fordi de er
alkoholfri. De viser os, hvor mange glæder vi kan have i ædru tilstand.
De giver os også en chance for at mødes med og lære af AA'ere,
der bor andre steder. For mange medlemmer bliver disse anledninger
populære ferieweekender og samtidig højt priste topoplevelser i
ædrueligheden. De udgør inspirerende minder, der skal værnes om på
almindelige dage, og de udgør ofte begyndelsen på nære livslange
venskaber.
Skal vi gå til disse møder resten af vores liv?
Slet ikke medmindre vi ønsker det.
Tusinder af os synes at nyde møder mere og mere, efterhånden
som de ædru år passerer. Så det er en glæde, ikke en pligt.
108
Vi må alle fortsætte med at spise, bade, trække vejret, børste tænder
og lignende. Og millioner af mennesker fortsætter år efter år med at
arbejde, læse, dyrke sport og anden adspredelse, være med i foreninger
eller dyrke en tro. Så vores fortsatte deltagelse i AA-møder er næppe
besynderlig, så. længe vi nyder det, har gavn af det og bevarer resten af
vores liv i balance.
Men de fleste af os går hyppigere til møde i de første år af vores
ædruelighed, end vi senere gør. Det nytter at lægge et solidt fundament
for en god ædruelighed.
De fleste AA-grupper holder et eller to møder om ugen (af
varighed på omkring en eller halvanden time). Og det er en udbredt
opfattelse i AA, at et nyt AA-medlem klarer sig bedst ved at komme
ind i vanen med regelmæssigt at deltage i møderne i mindst én gruppe
og desuden at besøge andre grupper fra tid til anden. Dette indebærer
ikke blot et stort udvalg af forskellige AA-idéer; det hjælper også til at
indføre en passende orden, der hjælper til at bekæmpe alkoholismen i
vedkommendes liv.
Vi har oplevet, at det især i begyndelsen er ret vigtigt at deltage
trofast i møderne, ligegyldigt hvilke undskyldninger der viser sig for at
blive borte.
Vi er nødt til at være lige så flittige med at deltage i AA-møder, som
vi var til at drikke. Hvilken seriøs dranker lod nogen sinde afstanden
eller vejret eller sygdom eller forretning eller gæster eller manglende
penge eller tiden eller noget som helst andet forhindre ham eller hende
i at tage den virkelig ønskede drink? Vi kan heller ikke lade noget holde
os tilbage fra AA-møder, hvis vi virkelig ønsker at blive raske igen.
Vi ved også, at vi ikke kun går til møder, når vi føler fristelsen til at
drikke. Vi får ofte mere ud af møderne ved at overvære dem, når vi har
det godt og ikke har nogen lyst overhovedet til at drikke. Og selv et
møde, som ikke er fuldstændigt og øjeblikkeligt tilfredsstillende, er
bedre end intet møde i det hele taget.
På grund af mødernes betydning har mange af os hele tiden en
liste over de lokale møder på os, og vi rejser aldrig langt fra hjemmet
uden at tage en af AA's adressebøger med, hvilket bevirker, at vi kan
finde møder og medlemskolleger næsten overalt på Jorden.
109
Når alvorlig sygdom eller naturkatastrofer gør det umuligt at
undgå at miste et møde, har vi lært at finde på erstatninger for
møderne. (Det er dog forbløffende, så tit vi hører, at snestorme i
subarktiske egne, orkaner og selv jordskælv ikke har afholdt AA'ere fra
at rejse et par hundrede kilometer eller mere for at komme til møder.
At komme til møde med kano, kamel, helikopter, jeep, lastvogn, cykel
eller slæde er lige så naturligt for nogle AA'ere, som det for resten af os
er at bruge bil, bus eller S-tog.)
Når deltagelse i et møde er umuligt, så kan vi som erstatning ringe
til AA-venner eller kalde op som radioamatør; eller vi kan holde et
møde i vores egen bevidsthed, mens vi læser noget AA-materiale.
Til adskilligt hundrede isolerede AA-»Enspændere« (»Loners«)
(som eksempelvis forsvarspersonel langt fra hjemmet) og til adskilligt
hundrede søfarende, AA-»interna–tionalister«, tilbydes en særlig gratis
service af AA's General Service Office for at hjælpe dem til at holde tæt
kontakt til AA. De modtager bulletiner og lister, der sætter dem i stand
til at kommunikere med andre medlemmer (ved brev eller somme tider
bånd) indimellem de tidspunkter, hvor de har mulighed for at gå til
regulære AA-møder.
Men mange af dem, der er alene, gør noget endnu bedre, når de
ikke tæt nok på finder nogen AA-gruppe, de kan deltage i. De starter
en gruppe.
Pengeproblemet
Alkoholisme er dyr. Skønt AA selv ikke kræver nogen som helst
kontingenter, så har vi allerede betalt temmelig tunge »afgifter« til
spiritusforretninger og bartendere, inden vi kom her. Derfor
ankommer mange af os til AA næsten ruineret eller stærkt gældsatte.
Vi har erfaret, at jo hurtigere vi kan klare os uden støtte, jo bedre.
Kreditorer er næsten altid glade for at følge os, så længe de ser, at vi
virkelig gør en ærlig, regulær anstrengelse for at klatre op af hullet selv
med bittesmå afdrag.
En særlig slags udgift — udover naturligvis til mad, tøj og husly —
har imidlertid vist sig yderst værdifuld i vores første ædru dage. En
af os har givet sin tilladelse til at trykke sit
110
Investeringsråd
De første par uger uden en drink mens
trangen rumsterer i kroppen, mens
angsten og sveden er tæt, og hånden
ryster med koppen, og livet ser trist og
trøstesløst ud med rykkerbreve fra
banken, da skal du satse det lidt, du
har, og fjerne rædslen fra tanken og
finde en mønt til den busbillet, som
bringer dig til samvær, og møde din
nye, lidt ukendte ven, som sagde, han
altid var nær. En mønt til det fælles
en længsel mod varmen
en snak efter mødet
et let klem på armen.
Det er den satsning,
man sammen opbygger
for langsomt at fjerne
den rædsel, der skygger.
30 At prøve de Tolv Trin
»Når alt andet fejler«, siger den gamle landsbylæge, »følg anvis–
ningerne«.
Vi har ikke været detaljeret inde på de Tolv Trin, der tilbydes af AA
som et ædruelighedsprogram, og de skal ikke opregnes eller forklares
her, fordi enhver, der er nysgerrig efter dem, kan finde dem
andetsteds. Deres oprindelse er imidlertid slående.
I 1935 mødtes to mænd i Akron, Ohio. De blev begge opfattet som
håbløse drukkenbolte, hvilket var skamfuldt for dem, der havde kendt
dem. Den ene havde været en stor kanon i Wall Street, den anden en
anerkendt kirurg; men de havde begge
111
drukket sig halvt ihjel. Hver for sig havde de prøvet mange »kure« og
havde været indlagt på hospital igen og igen. Det syntes sikkert selv for
dem, at de var uden for enhver hjælp.
Efter at have lært hinanden at kende faldt de næsten tilfældigt over
en forbløffende kendsgerning: Da de prøvede at hjælpe hinanden, var
resultatet ædruelighed. De videregav ideen til en alkoholisk advokat,
der var sengeliggende på et hospital, og han besluttede også at prøve
det.
De tre fortsatte så hver for sig i deres egen tilværelse at prøve at
hjælpe den ene alkoholiker efter den anden. Hvis de mennesker, som
de prøvede at hjælpe, af og til ikke ønskede deres støtte, vidste de, at
det ikke desto mindre var anstrengelserne værd, fordi i alle tilfælde
forblev den, der ville hjælpe, ædru, selv om »patienten« fortsatte med
at drikke.
Ved vedvarende for deres egen skyld at holde sig til denne
beskæftigelse opdagede denne navnløse lille skare af tidligere
drukkenbolte pludselig i 1937, at 20 af dem var ædru! Man kan ikke
fortænke dem i at tro, at der var sket et mirakel.
De blev enige om, at de burde nedskrive, hvad der var sket, så deres
erfaringer kunne spredes vidt og bredt. Men som man kan forestille
sig, løb de ind i store vanskeligheder med at nå til en fælles opfattelse
af, hvad der præcis var sket. Det var først i 1939, de var i stand til at
offentliggøre en beretning, de alle kunne stå inde for. Men da talte de
omkring 100.
De skrev, at den sti til .ædruelighed, de hidtil havde fulgt, bestod af
tolv trin, og de troede, at enhver, der fulgte den sti, ville nå det samme
bestemmelsessted.
Deres antal er nu vokset til over en million. Og de er i realiteten
enstemmige i deres overbevisning: »Praktisk erfaring viser, at intet i så
høj grad sikrer immunitet over for drikkeri som intensivt arbejde med
andre alkoholikere. Det fungerer, når al anden aktivitet fejler«.
Mange af os har længe været i krig mod sprutten. Gang på
gang er vi holdt op med at drikke og har forsøgt at forblive ædru,
men kun for før eller senere at drikke og derefter at havne i større
vanskeligheder. Men de Tolv Trin fra AA markerer vores vej til
112
ædruelighed. Nu behøver vi ikke kæmpe mere. Og vores sti er åben for
alle, der vil komme.
Hundreder af os havde kun en svag idé om, hvad AA var, før vi
tilfældigvis kom til dette fællesskab. Nu synes vi tit, at der flyder mere
misinformation end sandhed omkring vedrørende AA. Så hvis din
viden om AA ikke er førstehånds, kan vi forstå nogle af de
forvrængede, falske indtryk, du kan have samlet op, da vi selv har haft
så mange af dem.
Lykkeligvis behøver du ikke at blive vildledt af sådanne misfortolkninger og rygter, fordi det er særdeles let selv at opleve og høre
om det reelle AA. AA-publikationer (se side 116) og ethvert AA-kontor
eller -møde (se den lokale telefonbog) er originale kilder til viden, som
overraskede mange af os meget. Du behøver ikke at acceptere nogen
andenhåndsopfattelse, da du kan få de rette oplysninger gratis og
danne dig din egen mening.
At opnå et sandt billede af AA vil virkelig være en situation, hvor
viljestyrke kan anvendes til noget rigtig godt. Vi ved med bestemthed,
at alkoholikere har enorm viljestyrke. Se bare de måder det kunne
lykkes os at få en drink på på trods af alle mulige forhindringer. Blot
at komme op visse morgener — med en rusten støbejernsmave,
tænderne betrukket med vat og håret strittende — kræver en
viljestyrke, som mange ikke-drikkere sjældent drømmer om. Når du
endelig er kommet op med hoved på en af disse særlige morgener, så
kræves der en evne til at bære det hele vejen dagen igennem, hvilket er
endnu et bevis på en fabelagtig viljestyrke. Virkelige alkoholikere har
en enorm viljesstyrke.
Det trick, vi lærte, var at sætte den vilje til at arbejde for vores
ædruelighed og at tvinge os selv til at undersøge ædrueligheden i
dybden, selv om det somme tider måtte have lignet slid og slæb.
Det kan hjælpe, hvis du prøver at huske, at AA-medlemmer ikke er
ivrige efter at eksaminere dig. Vi synes måske oven i købet ikke at lytte
til dig, men bruger mere tid på at fremlægge de usminkede
kendsgerninger om vores egen sygdom for dig. Ser du, vi er på jagt
efter ædruelighed, og vi taler til dig især for vores egen skyld. Vi ønsker
at hjælpe dig, men kun hvis du lader os gøre det.
Det kan være, at problemdrikkeri i virkeligheden er en
lidelse, der specielt er karakteriseret ved egocentricitet, hvad nogle psy113
kologer hævder. Ikke alle alkoholikere er egocentrikere, skønt mange af
os har lært at se den tendens i os selv. Andre af os følte os det meste af
tiden ikke gode nok; andre af os følte os kun på niveau med eller hævet
over andre, når vi drak.
Ligegyldigt hvilken type vi var, så er vi nu klar over, at vi var yderst
selvcentrerede, i høj grad beskæftiget med vores følelser, vores
problemer, andre menneskers reaktion på os og vores egen fortid og
fremtid. At prøve at komme i kontakt med og at hjælpe andre
mennesker er derfor et middel til ædruelighed for os, fordi det hjælper
os. Det fungerer at prøve at hjælpe os selv ved at hjælpe andre. Prøv
det selv engang.
Hvis du virkelig lytter efter (ikke bare hører), hvad der bliver sagt,
vil du opdage, at den person, der taler, stille er sluppet ind i dit hoved.
Han beskriver dit indre landskab, de skiftende former for navnløs
frygt, farven og den isnende kulde ved det, der lurer lige forude. Selv
om beskrivelsen handler om andres oplevelser og siges med andre ord,
end der bor i dit sind.
Og uanset om dette sker eller ej, så vil du næsten helt sikkert få et
godt grin eller to i selskab med AA'ere, og du vil sandsynligvis opsamle
et par ideer om at leve ædru. Om du ønsker at bruge dem, er op til dig.
Hvad du end beslutter at gøre, så husk, at for os er det at gøre
disse ideer tilgængelige et af trinnene henimod ædruelighed.
31 At finde sin egen vej
Vi håber, at denne bog har gjort det helt klart, at vi ikke betragter
drikkeri som et betydningsløst emne. Alkoholisme fortjener at få en
dødsensalvorlig opmærksomhed fra vores side. Vi synes ikke, at
vittigheder fortalt på bekostning af syge problemdrikkere er
morsomme, undtagen dem vi fortæller om os selv fra vores gode
ædruelige ståsted. Vi morer os ikke, når nogen drillende truer med at
drikke sig fuld. Det er det samme som at true med russisk roulette.
Til trods for vores seriøse holdning til alkoholisme, vil du op–
dage, at vi sædvanligvis med humor og objektivitet kan tale om
114
vores fortid og vores ædruelighed. Dette, tror vi, er en sund holdning.
Det afsvækker bestemt ikke vores beslutning om at blive og forblive
ædru.
De fleste af os har set døden tæt på. Vi har kendt den slags lidelser,
der går til marven. Men vi har også kendt den slags håb, der får hjertet
til at synge. Og vi håber, at denne bog har bibragt dig mere
opmuntring end smerte. Hvis du er en problemdrikker, så ved du
allerede nok om smerte og ensomhed. Vi ville ønske, du kunne finde
noget af den fred og glæde, som vi har fundet i mødet med livets
realistiske op- og nedture, med et klart hoved og et besindigt hjerte.
Vi er selvfølgelig kun ved en begyndelse i processen henimod at
leve ædru. Fra tid til anden erfarer vi yderligere ideer, der kan hjælpe.
Mens du bliver mere og mere ædru, udtænker du sikkert nye ideer,
der ikke er omtalt her. Det håber vi. Vi håber også, at når du finder på
nye ideer om emnet, at du så vil videregive dem. Del dem med andre.
(Du vil huske, at selve handlingen at dele i sig selv kan være til nytte
for dig.) Jo flere erfaringer vi kan opsamle, jo flere problemdrikkere
kan hjælpes.
Nogle af os vender tilbage til drikkeriet en eller to gange, inden vi
får ordentlig fat på ædrueligheden. Hvis det sker for dig, så lad være
med at fortvivle. Det er sket for mange af os, og vi er endt med at opnå
en god ædruelighed. Prøv at huske, at alkoholisme er en yderst alvorlig
menneskelig tilstand, og at tilbagefald er lige så mulige ved denne
sygdom som ved andre. Ædruelighed kan stadig komme.
Hvis du selv efter tilbagefald fortsat ønsker at få det godt og er
villig til at prøve nye fremgangsmåder, så overbeviser vores erfaringer
os om, at du har indskibet dig sammen med hundred-tusinder af
kammerater på vejen mod et lykkeligt og sundt bestemmelsessted. Vi
håber at se dig selv blandt os.
Men uanset ad hvilket spor du rejser, sammen med os eller på
egen hånd, så rejser du med vores varmeste og gode ønsker.
115
AA-hæfter
44 Questions
A. A. Tradition — How It Developed
A Clergyman Asks About A. A.
Three Talks To Medical Societies by Bill W.
Alcoholics Anonymous As a Resource For the Medical Profession
A. A. In Your Community
Is A. A. For You?
This Is A. A.
A Newcomer Asks .. .
A. A. and Occupational Alcoholism Programs
Questions and Answers on Sponsorship
A. A. For The Woman
Time to Start Living
(Ovennævnte er et hæfte for den ældre alkoholiker; fås også med stor
skrift)
The Jack Alexander Article
Letter To a Woman Alcoholic
Young People and A. A.
A. A. and the Armed Services
The A. A. Member — Medications and Other Drugs
Do You Think You're Different?
Is There an Alcoholic in Your Life?
Inside A. A.
The A. A. Group
G. S. R.
Memo to an Inmate
The Twelve Traditions Illustrated
The Twelve Concepts Illustrated
Let's be Friendly with Our Friends
How A. A. Members Cooperate
116
A. A. in Prisons
A. A. in Treatment Facilities
If You Are a Professional ...
The A. A. Member
A Member's-Eye View of Alcoholics Anonymous
Problems Other Than Alcohol
Understanding Anonymity
The Co-Founders of Alcoholics Anonymous
Speaking at Non-A. A. Meetings
A Brief Guide to A. A.
What Happened to Joe
It Happened to Alice
(De to ovennævnte er farvelagte, tegneserieagtige hæfter)
Too Young?
(Ovennævnte er et tegneseriehæfte for teenagere)
It Sure Beats Sitting in a Cell
(Ovennævnte er et illustreret hæfte for indsatte)
Fuldstændige bestillingssedler kan rekvireres fra A. A. General Service Office:
Box 459, Grand Central Station, New York, NY 101 63, U. S. A.
117
AA’ Litteratur
Anonyme Alkoholikere har igennem årene udgivet adskillige bøger og
pjecer på engelsk. En del af denne litteratur er oversat, og på dansk findes
bl.a.:
Bøger
Anonyme Alkoholikere (indbundet såvel
som uindbun–det)
Tolv Trin og Tolv Traditioner At
leve ædru
Til daglig eftertanke Kom til
at tro
Som Bill ser på det
AA's historie i Danmark
Hefter og pjecer:
AA-gruppen
AA for kvinder
AA i korte træk
AA medlem/medicin og andre
stoffer
AA og samfundet
AA Servicehåndbog
Alkoholisme og AA-programmet
Anonymitet
At tale ved møder udenfor AA Brev til
en kvindelig alkoholiker Det er bedre
end at sidde i en celle
Dette er AA
En nykommer spøger...
Er AA noget for dig?
Nu da du er holdt op, hvad så...?
Problemer med andet end alkohol
Sindsrobøn A-4 format
Sponsor - spørgsmål og svar
Til en indsat, som måske er alkoho–
liker
Til teenagere. 12 spørgsmål... Vi
unge og AA
12 + 12 lommeformat
44 spørgsmål
Tidsskrift
BOX 334 (hver 2. måned)
Anonyme
Alkoholikere
Thorsgade 59, 3. tv
2200 København N
Telefon dagligt: 8.00 - 24.00
70 10 12 24
e-mail:
[email protected]
www.anonyme-alkoholikere.dk
119