Folkebladet Tirsdag 16. oktober 2012 11
bogkassen
Katastrofens anatomi
Katastrofer
fascinerer, og der er
ingen grund til
bekymring: Den
moderne teknologi
forhindrer ikke
katastrofer tværtimod
KATASTROFER OMTALT
I BOGEN
Af Arne Mariager
[email protected]
D
en 15. april var det
100 år siden, luksusdamperen Titanic forsvandt i
Nordatlantens iskolde vand
og tog 1500 mennesker med
sig.
Tragediens jubilæum blev
markeret på verdensplan.
Der udkom endnu flere
bøger. Den største Titanicfilm, der nogensinde er produceret, blev genudgivet i
en 3-D version. Alle medier
genfortalte historien om
verdens mest berømte
skibsforlis. Og alle os, der
drages af drama, slugte det
hele med intensitet. Endnu
engang.
For der er noget fascinerende over katastrofer.
Vi drages mod dem. Som
Tom Kristensen skrev i
„Hærværk“: Jeg har længtes
mod skibskatastrofer og
mod hærværk og pludselig
død“.
Og netop fordi katastroferne har dette magiske
skær over sig, er det dybt
fascinerende at læse historikeren og katastrofe-eksperten Rasmus Dahlbergs
nye bog „100 års katastrofer“ med undertitlen „Når
menneske og maskine går
fejl af hinanden“.
Dels fortæller Dahlberg
historien om 11 katastrofer,
fra skibsforlis og flytragedier til rystende giftud-slip
og fyrværkeri-chokket i Seest ved Kolding. Dels går
han et skridt videre: Han
trænger ind til katastrofens
væsen og dens årsag.
Dahlberg har givet os katastrofens anatomi.
Forskellige tider
„100 års katastrofer“ er en
stærk revideret udgave af
Dahlbergs tidligere bog
„Den menneskelige faktor“,
der udkom i 2004. Men den
er langt, langt bedre.
For det første er bogen
udvidet med to helt nye kapitler, så den nu rummer elleve historier om store katastrofer. Tolv, hvis man tager
den helt friske beretning om
det italienske luksusskib Costa Concordia med. Den historie udgør ikke et kapitel,
Her lurer katastrofen. Krydstogtskibet MV Explorer synker ved Antarktisk. Heldigvis var der et andet krydstogtskib i farvandet
(det ses i baggrunden). Derfor blev alle mennesker reddet. I sin bog påpeger Dahlberg risikoen for katastrofer netop for
krydstogtskibe i øde, arktiske områder.
Rasmus Dahlberg, historiker og katastrofe-ekspert.
Det er ofte et samspil af uheldige omstændigheder, som danner
forudsætningen for en katastrofe. På billedet ses et tog, der er
styrtet i en flod i Alabama, USA i 1993. Ulykken skete, fordi en
flodpram i stærk tåge påsejlede en bropille under en jernbanebro. Bropillen blev stående, prammen fortsatte, men togskinnerne på broen bøjede. Jernbaneselskabet fik intet at vide,
eksprestoget kørte med 115 km. i timen ud på broen, hvor toget
blev afsporet, væltede og knækkede broen. 47 mennesker mistede livet. De fleste druknede i to vogne, der lå under vand.
men er skrevet ind i
Dahlbergs indledning, som
faktisk er mest interessante i
hele bogen.
For det andet giver Dahlberg os et indblik i den nyere katastrofe-forskning og
nogle af de teorier - men i
høj grad også kendsgerninger - denne forskning har resulteret i.
Når en forfatter skriver
om store dramaer fra en
100-års periode, må de enkelte historier naturligvis
være vidt forskellige. Fordi
de hver i sær er bundet til
deres tid.
Havde man i 1904 fortalt
en amerikansk flodskipper
om en katastrofe på en raketrampe i Sovjetunionen,
ville han have rystet på hovedet. Utænkeligt.
Sådan har vi det også, når
vi læser om et forsøg på at
lade en ret umulig konstruktion af et luftskib flyve over
den britiske kanal og styrte
brændende ned i Frankrig.
Men en hver tid har sine katastrofer.
Og noget af det både
spændende og forfærdelige
ved Dahlbergs bog er netop
katastrofe-forskernes vurderinger i forhold til fremtiden. Man kunne tro, at den
højt avancerede, moderne
teknologi vil reducere risikoen for katastrofer. Sådan
forholder det sig ikke. Faktisk rummer den avancerede teknologi i kombination
med ændrede samfunds-
strukturer en markant risiko
for signe egne katastrofer.
Forudsætninger
Dahlberg citerer den amerikanske sociologiprofessor
Charles Perrow, der i
1980’erne kom til at repræsentere nytænkningen indenfor sikkerhedsforskning
i det moderne samfund.
Perrow påpegede tre markante sikkerheds-risicier,
der hver for sig - og ikke
mindst til sammen - danner
katastrofens forudsætning.
Koncentrationen af energi:
Vi producerer, oplagrer og
transporterer stadig større
mængder af eksplosive stoffer og farlige kemikalier i
f.eks. store tankvogne, som
gennemkører
beboelseskvarterer.
Koncentration af befolk ningscentre: Gennem større
tæthed med flere mennesker i byerne og transport af
flere mennesker samlet.
Branden på hjuldamperen
„General Slocum“ 1904
Luksus-damperen „Titanic“
forliser, 1912
Det franske fragtskib
„Mont Blanch“, lastet med
sprængstoffer, eksploderer
i havnen i Halifax, 1917.
Det britiske luftskib R.101
styrter ned i Frankrig på
jomfrurejse til Indien, 1930
Sovjetisk rumraket
eksploderer på affyringsrampen i Bajkonur, 1960
Et hollandsk og et amerikansk
passagerfly støder sammen i
lufthavnen på Tenerife, 1977
Giftudslip fra en kemikaliefabrik i Bhopal, Indien, 1984
Amerikansk flådefartøj
nedskyder ved en fejl et iransk
passagerfly, 1988
Exxon Valdez grundstøder
og skaber den enorme
olieforurening i Prince Williams
Sound, 1989
Togulykken ved Mobile,
Alabama, hvor et passagertog
kører i floden, 1993
Fyrværkerikatastrofen
i Seest, 2004
Koncentration af økonomisk og politisk magt: Store,
ofte multi-nationale selskaber, har fået øget magt og
kan derfor f.eks. gennem
lobbyisme få stor indflydelse på sikkerheds- og miljøbestemmelser.
Og så er der den faktor,
som Perrow ikke nævner,
men som Dahlberg gør opmærksom på, nemlig den
menneskelige faktor. Uanset
teknologiske vidundere, er
det mennesker, der skal
trykke på kontakten, dreje
på
håndtaget,
tilslutte
kredsløbet.
Derfor vil vi også i det moderne samfund fortsat opleve katastroferne. Dahlberg
bruger de store krydstogtskibe som eksempel. Hvis
det italienske kæmpeskib
Costa Concordia, var sejlet
på et skær i polarhavet, havde dødstallet ikke været under 30, men over 3000. For
krydstogt-giganterne sejler i
disse øde, kolde havområder, hvor rednings-skibe og
helikoptere er langt, langt
væk. Og hvor mennesker
kun overlever i havet i få minutter. Der kommer en
dag...
★★★★★✩
Rasmus Dahlberg
„100 års katastrofer“
328 sider,
illustreret
Lindhardt og Ringhof,
300 kr.