1. No category

Dommedag og vejen til fred
Ugekursus
Martinus Center Klint
8-14. september 2013
Følgende skema giver et overblik over ugens forløb
Mandag
Tirsdag
Onsdag
Torsdag
Fredag
09.30 - 12.00
Gruppearbejde
Gruppearbejde.
Gruppearbejde
Gruppearbejde
Gruppearbejde
16.00 -17.30
Dialog &
spørgsmål
Kl. 13.30
Udflugt
Dialog &
spørgsmål
Fri
Dialog &
spørgsmål
19.00 - 21.00
Foredrag
Film
Foredrag
CD-foredrag
med Martinus
Foredrag &
hyggeaften
©Martinus Institut 1981
Dette kompendium er omfattet af loven om ophavsret og må kun udprintes i enkelte kopier til dit eget private
brug. Du må også gerne tage en kopi i digital form, hvis det udelukkende sker til dit eget personlige brug.
Du kan Læse mere om Martinus Instituts information om beskyttelse og
formidling af Martinus Værk på www.martinus.dk
1
Læseplan 8 – 14. september
Artikel ”Freden” 1945
Søndag til mandag…………………………..stk. 19.1 til og med stk. 19.11
Mandag til tirsdag……………………………stk. 19.12 til og med stk. 19.25
Tirsdag til onsdag…………………………….stk. 19.26 til og med stk. 19.35
Artikel ”Dommedag” 1938
Onsdag til torsdag – læs hele artiklen
Artikel ”Vejen til fred” 1952
Torsdag til fredag – læs hele artiklen
2
Freden
1945
19.1 En sejrsjubel over en slagen fjende er ingen fundamental
fred
En vældig glædesbølge går hen over jorden. De for millioner af
mennesker længe ventede forløsende ord, "Tyskland har kapituleret", har
nu lydt. Igennem radiobølger, igennem kirkeklokkeklang, igennem
avisernes "ucensurerede" spalter og billedreportager, igennem
folkemassers jubel, håndtryk og glædestårer sender det i øjeblikket,
medens disse linjer skrives, en fuldstændig lysglorie ud over verden. En
sejrens rus går hen over jorden. De dræbende våben er bragt til tavshed.
Den dyriske mordbølge er standset her på vore breddegrader. "Tyskland
har kapituleret", med disse ord skabte det evige Forsyn atter lyset i
mange menneskers hjerter og bragte den håbets gnist til atter at funkle,
der skal blive en fredens og kærlighedens varmende ild i alles øjne, i
alles sind, i alles tale og gerning.
Men endnu er det kun et "håb". Man må ikke tro, at tingene nu er
"fuldbragt", og at alle bekymringer hermed er fjernede fra verden. Den
glædesbølge, der i dag går hen over jorden, er absolut ikke det samme
som "en fundamental fred". Det er vidunderligt, at bomberne og de
øvrige krigsapparater er bragt til tavshed, og myrderiernes
masseudfoldelse dermed er standset eller indskrænket til det mindst
mulige, men "fred" i absolut forstand, det er det ikke. Så længe
glædesrusen kun er en sejrsjubel over en slagen og lemlæstet fjende, og
så længe denne "fjende" nu ifølge gengældelsens love skal sukke og
stønne under fornedrelsens åg i savn og lidelser, i trældom og armod
som en paria i nationernes samfund, da er "den totale fred" absolut ikke i
verden. Da er jorden endnu skuepladsen for et "dommedagens domæne.
19.2 Undertrykkernes undergang
Et undertrykt folk vil aldrig ophøre med at længes efter befrielse. Og
længslen efter befrielse vil uundgåeligt bevirke undertrykkernes undergang.
Det er den rå magts uundgåelige lov. Det er naturens egen skabelse af
retfærdighedens ligevægt. Et folk, der undertrykker, vil således aldrig kunne
undgå selv at ile mod det "dommedagens" domæne, det med denne
undertrykkelse opretholder for andre folk. Intet folk, ingen nation kan nogen
sinde undgå en regnskabets time. Er det ikke det, verden i allerhøjeste grad
lige har erfaret? – Har det store verdensdrama ikke i et kolossalt format vist
menneskeheden, at den skæbne, man tiltænker og påfører andre, kommer
man til sidst til selv at ligge under for?
3
– Er nævnte drama således ikke blevet en virkelig bekræftelse på, at
"det vi vil, at andre skal gøre mod os, må vi først gøre imod dem"? – Er
det ikke i jordens historie nu blevet en tilstrækkelig kendsgerning, at
"hovmod står for fald"?
– Har livet nu ikke i en urokkelig grad stadfæstet, at et folk, lige så lidt
som et enkelt individ, er kommet til verden for "at lade sig tjene, men for
at tjene"? – Er det ikke, grundet på en misforståelse af dette princip, at
jordkloden i dag har fået et stort sår, der hedder "Europa" og er stærkt i
færd med at få et til, der hedder "Japan", foruden de store skrammer og
buler, den har fået på den øvrige del af sin ellers så skønne overflade? –
Der er ikke på jordkloden, lige så lidt som på nogen som helst anden
planet eller verden i universet, gengældelsesfrit nogen plads for et
samfund af undertrykkere, en slags "herrefolk". De evige verdenslove
betinger urokkeligt, at "alle må tjene alle". Der er således absolut intet i
livet, der berettiger noget væsen eller folk til kun at leve for at blive
betjent og dermed stjæle andres frihed og ret til livet og glæden ved at
opleve solens klare lys.
19.3 Et præsteskab der velsigner våben, sabotage og
frihedskæmpere
Det nytter således ikke at camouflere sin undertrykkelsestrang, skadefryd,
hævngerrighed og magtbegær med begreberne "retfærdig harme", "hellig
vrede" eller "retfærdig straf". Denne camouflage er, selv med kirkens og
præsternes medhold og velsignelse, alt for let gennemskuelig for den
kosmiske livsindstilling, som store dele af jordens menneskehed nu
begynder at være modne for og allerede iler stærkt i møde. Er det ikke
netop denne kosmiske indstilling eller evne til på anelses- eller
følelsesmæssig måde at fornemme en større eller mindre afsky for krigens
og hævnens metoder, der har svækket tilliden til den overleverede
"kristendoms" kirkevæsen og præsteskab og afstedkommer de mange
tomme stole under de autoriserede gudstjenester? – Ser det ikke ud til, at
præstekaldet i mange tilfælde ikke mere er et "helligt kald", hvilket vil sige:
et kald, der står højt hævet over alle partier og dermed over enhver krigs to
parter, "forsvareren" såvel som "angriberen"? – Er præstekaldet ikke i
mange tilfælde blevet en blot og bar tilfældig levevej? – Har det store
verdensdrama ikke netop vist os præster, hvis rette hylde egentlig var på
krigerens plads? – Har der ikke været præster, der forlod deres høje
guddommelige kald for at svinge sabotagens dødbringende fakkel over
"fjenden"? –Ja, det er ikke for at udløse angreb eller indignation af nogen art
over disse personer. Deres handlemåde er jo rent jordmenneskeligt set en
heltegerning, og som sådan vil den blive fejret. De har jo på deres vis vovet
livet i troen på "retfærdighed". De har sat deres liv på spil og dermed ment
at skabe frihed for dem selv og næsten. Det er noget, man ikke kan tage fra
dem. Men de satte ikke deres liv i vove ved at "vende den højre kind til",
hvilket absolut hører det virkelige hellige præstekalds sande udøvere til. De
satte det derimod i vove for at myrde eller lemlæste "fjenden" eller i det
mindste for på enhver anden tænkelig måde at skade ham. Men det viser os
jo netop, at sådanne "præster" ikke er "præster", men derimod i en nok så
høj grad hører "krigerens" eller "soldatens" domæne til. Og jo dygtigere, de
4
er til at sabotere, til at myrde og lemlæste "fjendens" mennesker og
ødelægge hans materiel, desto større heltemæssige "krigere" eller
"soldater", må disse "præster" erkendes at være. Og her er deres rette
hylde, deres virkelige normale og berettigede plads i deres stats eller nations
tjeneste, så længe de dyriske anlæg i menneskeheden endnu er så stærke
og farlige for al spirende kultur, sand humanitet eller næstekærlighed, at de
til en vis grad endnu kun kan holdes nede med den samme rå og brutale,
dræbende magt, der netop er de dyriske anlægs særkende. Men som
"præster" inden for den virkelige eller absolutte "kristendom" er disse
væsener en misforståelse. Det væsen, på hvem den "kristne kirke" er
funderet, sagde jo til sin egen discipel: "Stik dit sværd igen i skeden, thi
hver den, som ombringer ved sværd, skal selv omkomme ved sværd". For at
være en trofast discipel af dette væsen og dermed udgørende "en sand
kristen", må man vel opfylde dette hans ønske. Og den, der bliver
autoriseret som "præst" inden for "kristendommen" og ligefrem skal være
lærer og underviser i "kristendom" for ikke at sige "sjælesørger", kan da
umuligt udgøre en undtagelse herfra. En præst, der hemmeligt eller skjult,
ja måske endog under sin præstekjole, bærer mordvåben, revolver eller
bomber og i sin hjerne kun rummer tanker eller ønsker om sønderknuselse
af den formentlige "fjende", hvilket i virkeligheden vil sige: hans "næste",
kan umuligt være nogen særlig overbevisende autoritet i absolut
næstekærlighed. Dette gælder naturligvis også de præster, der har valgt at
svinge krigens dræbende fakkel i landsforræderiets favør.
Hvis alle næstekærlighedens repræsentanter var udstyret med sindelag som
disse præster, ville der aldrig nogen sinde kunne opstå "en virkelig fred" i
verden, thi da måtte verden endnu udelukkende kun være befolket med
glimrende "krigere", vældige sværdets mænd, værdige repræsentanter for
den rå brutale magtoverlegenhed, det dyriske livsprincip: "den stærkeres
ret" eller "magt for ret", "kristendommens" og dermed kulturens,
humanitetens eller næstekærlighedens totale modsætning.
19.4 Et nyt præsteskab af en så human og intellektuel natur, at det står højt hævet
over krigens to parter, angriberen og forsvareren
Den "kristne verdensreligion" er således ikke en "kriger-" eller "soldaterreligion".
Den er ikke baseret på at opflamme hadets eller hævnens kræfter med "straf" og
"død" over "fjenderne". Den er ikke i nogen som helst retning i sig selv en inspiration
til krig, had, hævn eller gengældelse. Den er derimod i allerhøjeste grad en "fredens"
religion. Uden opfyldelsen af dens principper vil der aldrig nogen sinde blive
"barmhjertighed", "forståelse" og "tilgivelse" af "begået uret". Men uden
"barmhjertighed" og "forståelse", hvilket igen vil sige "retfærdighed", vil en virkelig
eller absolut "fred" på jorden være en umulighed. Man må derfor forstå, at der skal
et mere inderligt og højere intellektuelt "præsteskab" til end det, det autoriserede
"kristne" præsteskab, synes at udvise. Det virkelige ophøjede eller hellige
præstekald kan ikke være et blot og bart "levebrød", den fødte kriger eller soldat
kan gribe i sådanne tilfælde, hvor han er født i et afmilitariseret statssamfund, hvor
der ikke er nogen særlig fremragende position og beundring for ham at opnå i
krigerhåndværket, og så igen kan svigte i en sådan situation, hvor en for staten
5
ulykkelig omstændighed atter har gjort krigerhåndværket aktuelt eller midlertidigt
populært. For skabelsen af en virkelig og absolut urokkelig fred i verden må
staternes religiøse liv og dettes præsteskab være af en så inderlig ophøjet, human
og intellektuel natur, at det står absolut højt hævet over enhver krigs to parter:
"angriberen" og "forsvareren". En magt, en kraft og visdom, der ikke står absolut
hævet over de to parter, deler sindelag med enten den ene eller den anden af
nævnte parter, og kan således kun repræsentere et ophav, der absolut må være
"partisk". Hvordan skal et sådant ophav kunne være en "retfærdig" dommer,
mægler eller "fredsstifter" i en krig, hvor det hverken kan hæve sig op over
angriberens eller forsvarerens synspunkt? – Her må det jo selv uundgåeligt være
angriber eller forsvarer. Noget andet stadium forefindes der absolut ikke for et
sådant ophav.
19.5 "Forlad dem, thi de vide ikke, hvad de gøre" udtrykker den
virkelige "kristendoms" sindelag
Findes der da i det hele taget noget andet stadium i tilværelsen? – Må ikke
alle jordmennesker nødvendigvis være "angribere" eller "forsvarere" af
dette eller hint? – Nej, absolut ikke. Der forekommer et stadium i
tilværelsen, hvor væsenernes sindelag for længst er ophørt med at være et
angreb på næsten, et sindelag så opfyldt af forståelse af alle hans ukærlige
og generende handlinger, at man ser, at verdensgenløseren havde ret, da
han på korset kosmisk analyserede sine bødler og udtrykte denne sin
analyse i de lysende ord: "Thi de vide ikke, hvad de gøre". Vi ser her i
denne hans situation, at han havde et sindelag, der hævede ham højt over
krigens to parter og bevirkede, at han ikke var "angriber" af sine bødler,
lige så lidt som han var "forsvarer" af sig selv. Det overlod han til sin evige
Fader, i hvis hænder han overlod sin ånd. Han blev virkelig her for den, der
kosmisk kunne se og høre, synliggjort som en mental fyrste, en "fredens
konge". Men det er rigtigt, at den store almenhed ikke kan fatte et sådant
sindelag, og dog er det denne mentale tilstand, den af hjertet begærer. Thi
dette sindelag er intet mindre end den virkelige og absolutte "evige fred".
Intet under, at Mesteren måtte udbryde: "Mit rige er ikke af denne
verden".
Det er dette sindelag, der igen er det samme som "den hellige ånd", det
sindelag, som det er hans disciples mission i form af den sande og virkelige
"kristendom" at forberede, dygtiggøre og optræne "alverdens mennesker"
i, så de senere kan blive modne til selv at blive overskygget eller opfyldt af
"talsmanden den hellige ånd" i deres eget personlige legeme og midt i en
jordisk fysisk tilværelse opleve den virkelige over al krig fremtrædende
forklarede tilstand, der i kraft af den højeste guddommelige visdom ikke
kan være "angreb" eller "forsvar", men derimod udelukkende er
forståelsen af, at "alt er såre godt", og dermed opleve den fundamentale
tryghed, det således er at vide, at ens ånd, såvel som ens næstes ånd, er i
den evige Faders kærlige favntag, ligegyldigt hvad der så end måtte ske
for vore øjne. Denne tryghed, og kun den alene, kan være "den absolutte
fred".
6
19.6 "Talsmanden den hellige ånd" er det samme som kosmisk
videnskab
Den virkelige og "absolutte fred", såvel i det enkelte individs sind som i
nationernes, er altså det samme som "den hellige ånd". Men begrebet "den
hellige ånd" har ligesom så mange andre begreber fra "Bibelen" eller den
hellige skrift fået et skær af naivitet eller primitivitet over sig. Dets klang hører
ikke med til den moderne såkaldte "gode tone". Og det er jo højst uheldigt,
eftersom nævnte ånd netop er den strålende og lysende fred i verden, alle
jordmennesker mere eller mindre længes hen imod og til sidst slet ikke kan
leve foruden. Men det ville være en fordel, ja, et overordentligt stort plus i
krigens afskaffelse og oprettelsen af denne fred på jorden, hvis alle de
væsener, der er blevet dens officielle autoriserede forkyndere eller præster og
ypperstepræster, forstod, at "den hellige ånd" er det samme som "kosmisk
videnskab", den absolut realistiske viden om selve verdensaltet eller
"kosmos", navnlig den side ved "kosmos", der udgør de jordiske love både i og
uden for staterne, de love der betinger, at en "absolut fred" umuligt kan
eksistere eller blive til uden at være identisk med opfyldelsen af dette, at
"elske sin næste som sig selv". I samme grad som noget menneske mangler
evnen til at praktisere denne opfyldelse, i samme grad vil der mangle
"fuldkommen fred" i dets sind og væremåde. Det må derfor være en absolut
betingelse, at forståelsen heraf i en større eller mindre grad må være til stede
inden for de sejrende stormagter og rollehavende i det store verdensdrama,
hvis disse virkeligt skal kunne afstedkomme "en absolut fred".
19.7 At acceptere en slagen fjendes kapitulation er ingen garanti for
verdensfred
At acceptere en slagen eller knust fjendes kapitulation volder ingen
vanskeligheder. Denne accept dikterer jo næsten sig selv. Men accepten er
absolut ingen garanti for en "verdensfred", den giver intet som helst grundlag
for, at "krigen" virkelig er ophørt. Krigen er ikke blot en ydre jongleren med
skydevåben, sprængstof, krigstanks og bombemaskiner. Den repræsenterer
også en anden vældig kraftorganisation, som brænder, flammer eller gnistrer,
selv efter at disse mordinstrumenter er bragt til tavshed, nemlig den psykose,
der hos sejrherrerne eventuelt udløser sig i magtbegær, hævnlyst, ublu krav
om erstatning, undertrykkelse af den slagne "fjende" og lignende. At en sådan
psykose ikke mere nævnes ved disse her nævnte navne, men helst nævnes
som "retfærdighed", er kun et glædens tegn, thi det tyder på, at den
intellektuelle almenstandard dog er så langt fremskreden i udvikling, at man
forstår, at kun, hvad der kan gå under dette navn, kan udtrykkes og erkendes
som "kultur", som "humanitet" eller "kristendom".
Det store problem bliver derfor dette at kunne skelne, hvad der er
"retfærdighed", og hvad der er camoufleret had eller hævn, camoufleret ønske
om at "straffe fjenden", angst for ikke at få erstatning for de af "fjenden"
påførte materielle tab, thi det er alle sådanne bevidsthedstendenser, der i al
almindelighed er de absolut førende i sejrherrernes mentalitet. At de samme
bevidsthedstendenser ikke i en alt for udstrakt grad vil være til stede i de
overlegent sejrende magter over for det slagne Tyskland, og ligeledes over for
det kommende eventuelt slagne Japan, er inderligt at håbe. At Tyskland nu er
en afvæbnet nation, betingelsesløst underkastet sejrherrerne, betyder, som
før nævnt, absolut ikke "fred" i ordets bogstaveligste forstand. Det betyder
kun en foreløbig standsning af realistiske, fysiske våben. Det betyder kun, at
7
det overvundne folk er blevet en fange med håndjern på. Problemet bliver
derfor, hvad der gemmer sig i bevidstheden af den, der bærer "håndjernene".
19.8 Hvis man sår fredens sædekorn iblandet ukrudt, vil den "fred",
man høster, også være iblandet "ukrudt"
Bevidstheden består jo af tanker, og tankerne fødes af oplevelser. Men hvilke
tanker et fængslet, bastet og bundet væsen skal have, bestemmes jo så at
sige udelukkende af, hvilke oplevelser vedkommende væsens "fangevogtere"
eller "overmænd" giver det adgang til. Giver de "fangen" adgang til oplevelse
af "absolut retfærdighed", hvilket de gør, hvis de har den hertil fornødne
intellektuelle udvikling, så de ved, hvad "virkelig retfærdighed" er, så kan
"fangens" tanker ikke undgå at beskæftige sig med denne hans "fjenders"
handlemåde over for ham. Men ved at så retfærdighed kan man umuligt avle
had. Kun det, man sår, kan man vente at høste. "Fangens" bevidsthed er
således en slags mental jordbund, i hvilken man kan så. Sår man ikke
"retfærdighed" i denne jordbund, skal man ikke vente at høste "fred", der jo
er det samme som "retfærdighed" på samme måde, som "uretfærdighed" er
det samme som "ufred". Men hvordan skulle vel også en så uhyrlig afvigelse
fra naturens urokkelige love, som dette måtte være, kunne finde sted? – Man
har da aldrig set en mand så ukrudtskerner og deraf avle hvedekerner. Tror
nogen, at dette kan finde sted? – Hvorfor skulle så et sådant fænomen kunne
finde sted inden for det mentale område? –Nej, "freden" er også noget, der
umuligt kan avles uden ved at så dens specielle kerner. Sår man ikke den
rene "freds" sædekorn, men lader dem være iblandet "ukrudt", vil den "fred",
man høster, i tilsvarende grad også være iblandet "ukrudt".
19.9 Der findes genier i kulturmæssig opbygning og genier i
kulturmæssig nedbrydning
Det store problem i "verdensfredens" skabelse vil derfor i dag være
behandlingen af den store "verdensfange" Tyskland og eventuelt senere
Japan. Med hensyn til "verdensfredens" skabelse kommer man ikke uden om
behandlingen af disse to store "fanger". De udøver hver især en kapacitet på
mange millioner mennesker. At der inden for sådanne to store menneskehobe
findes genier eller vordende genier på mange forskellige områder i
kulturmæssig opbygning og kulturmæssig nedbrydning er naturligvis en
selvfølge. Af den behandling, som de to "fangers" overmand, "de allierede
nationer", der igen så at sige er det samme som den øvrige verden, giver de
to "fanger", vil det være afhængigt, hvilken af disse to slags genier, der skal
komme til kulmination eller blomstring. Behandlingen kan være en sådan
undertrykkelse, en sådan berøvelse af frihed og livslyst, at de kulturmæssigt
nedbrydende genier ligefrem i lyntempo får alle sine lidelsesfæller, de
undertrykte folkehobe, over på sin side. Disse folkehobe kommer til at se i
disse genier deres "befriere" eller "redningsmænd". Disse genier vil nemlig på
enhver tænkelig måde opflamme deres proselytter med fantastiske drømme
om "befrielse", om tilegnelsen af et kommende "herrevælde" over
undertrykkerne. Og er der noget, et stærkt undertrykt folk hellere vil høre og
hellere vil skænke sine tanker, sin vilje og kræfter? – Er ikke den i ørkenen af
tørst segnefærdige vandrer henrykt ved synet af enhver oase, med det for
ham livsbetingende vand, der måtte dukke frem over horisonten i det fjerne,
indtil han opdager, at synet kun var et "fata morgana", og at han ved at gå
efter det eventuelt er kommet endnu længere bort fra ørkenens ordinære,
8
alfare veje til brøndene, og derfor nu må vansmægte til døde? – Er det ikke
netop en sådan erfaring, der i dag er blevet verdens mest realistiske? –
Hvorfor ligger så mange af verdens store millionbyer i dag i ruiner? – Hvorfor
er så eller så mange millioner af mennesker døde i disse ruinhobe eller
lemlæstede på krigens øvrige valpladser? – Hvorfor er så og så mange
tusinde individer i dag hjælpeløse krigsinvalider? – Er det ikke en følge af
iværksættelsen af et eller flere nedbrydende geniers overlegne erobring af
store folkemassers medhold ved hjælp af glødende, fanatiske påstande om
skabelse af "befrielse", "livsrum" og andre store "goder"? – Er det ikke et
resultat af disse geniers strålende evne til at massesuggerere eller
opfanatisere folkemængder til udfoldelse af alle de mest uhyggelige, laveste
og dyriske urdrifter i disse massers mentalitet? –
19.10 En ustabiliseret civilisation ødelægges af en gigantisk
magtbølge af usandhed, falske løfter, indbildte idealer
Hvordan går det dog til, at sådanne genier ligefrem har kunnet rejse en så
gigantisk magtbølge på usandhed, falske løfter, gunstig folkestemning, at de
midt i "kristne kulturstater", hvor hvert enkelt individ er "døbt og konfirmeret i
Faderens og Sønnens og Den Hellige Ånds navn", ligefrem har kunnet
iværksætte en fuldstændig raceforfølgelse eller direkte raceudslettelse, dræbe
mennesker blot fordi disse mennesker tilhørte en bestemt race? – Hvordan går
det til, at disse væsener har kunnet få magt til at tvinge tusinder, ja, millioner
af andre mennesker, der endog må erkendes at tilhøre deres egen race, til
slavearbejde for sig, tvinge dem fra deres land, deres hjem, deres hustru og
børn, deres venner og pårørende, deres livsstilling og interesser for på en eller
anden måde helt at skulle udnyttes i befordringen af deres eget folks og
fædrelands undertrykkelse eller udslettelse? – Hvordan går det til, at man
pludselig kunne stille disse medvæsener over for valget: enten slavearbejde,
undertrykkelse og nedværdigelse eller også vansmægtet eller sejpineri til døde
i anstalter for kulmination af menneskelig grusomhed, sadisme og lystmord? –
Hvordan går det til, at nogle af jordens største og fornemste litterære værdier
brændes på torvene til fordel for en litteratur, der kun er propaganda eller
reklame for en primitiv mental tilstand, der for århundreder siden allerede er
udlevet af jordmenneskehedens kerne i form af "bersærkerkultur",
"vikingeidealer", østerlandsk "slavekultur", og romersk "arenasadisme"? –
Hvordan går det til, at de nævnte mørke genier, midt i det tyvende
århundredes moderne kulturstater fik magt til at kulminere i krænkelse af
ejendomsret, manifestere indbrudstyveri i ordets allerstørste betydning, røveri
9
af andre staters museers kostbareste kunstskatte og kulturværdier og hver
især hjemføre disse som "privatejendom"? – Hvordan går det til, at nævnte
genier fik magt til, ved hjælp af "støjsendere", censur, forbud, spionage,
angiveri, tortur og dødsstraf, at kunne lukke de "okkuperede" områder eller
røvede terræner og stater ude fra hele den øvrige verdens kulturudfoldelse og
således spærre de undertrykte folk inde i en "mental kælder", hvor de åndeligt
set kun kunne ernæres med de dræbende tanker og sadistiske foreteelser, der
befordredes af diktatorernes magtsyge og selvtilbedelse? – Måtte ikke enhver
form for ustabiliseret civilisation, kultur og humanitet netop tilintetgøres i en
sådan mental skruestik? –
10
19.11 Virkningerne af de nedbrydende geniers udfoldelse
Er det noget under, er det nogen mærkværdighed, at en sådan kulminerende
vildfarelses virkninger og misbrug af magt til sidst absolut måtte føre sine
ophav til selvmord, store masser af sine tilhængere til "krigsforbrydernes"
skafot, ligene af andre masser, som gammelt skrammel, til store
"lossepladser" i form af uindviede, kæmpemæssige fællesgrave og
efterladende en overordentlig stor part af den overlevende almenheds
individer som fordummede stakler og invalider, endnu uvidende om, hvad det
er, der i virkeligheden er sket? – De er overladt til sejrherrernes nåde og
barmhjertighed, mange har foreløbig kun ruinhobe til boliger og får deres
daglige mad opdelt i rationer, der ikke er baseret på, hvor meget de kan
spise, men derimod på, hvor meget der overhovedet er tilbage at dele af mad
i verden. At sådanne mennesker, som i mange tilfælde er blevet ribbet for
alt: ægtefælle, børn, hjem og livsstilling og andre af de ting, der for dem
gjorde livet værd at leve, har mistet al evne til at tro på livet og dermed
mistet al arbejdslyst og glæde ved at være til og nærmest er på selvmordets
rand, turde vel heller ikke være ufatteligt? –At der rundt om i det store
dramas områder, de fra "okkupationen" nu frigivne lande, i dag findes mange
ædle mennesker, der faldt for den store propagandalavines foregøgling af den
ny frembrusende magt som "idealisme", uden at de derfor har bedrevet
noget ukærligt, været "landsforrædere", "angivere", "stikkere" eller på anden
måde været tilhængere af samme "idealismes" bloddryppende og
nedtromlende side, er naturligvis også en kendsgerning. At sådanne
mennesker, der i kraft af deres kærlige sindelag, er holdt borte fra de
bloddryppende handlinger og derfor kun har været en slags "passive"
medlemmer af den dem foregøglede "idealisme", kan naturligvis ikke skæres
over den samme kam som alle dem, der med liv og sjæl er gået op i
myrderiernes, terrorens, stikkervirksomhedens og raceudslettelsens
manifestationer. Det er at håbe, at dette må komme til almenhedens
forståelse og kundskab i en noget højere grad, end det hidtil har været
tilfældet, thi ellers vil denne almenhed, der dømmer på blot og bar løse
rygter, i en alt for høj og tydelig grad afsløre eller kompromittere sig selv
som værende i slægt med den ideologis principper, som den netop dømmer
og anklager ovennævnte væsener for at tilhøre.
19.12 Det ufærdige menneske kan med sin udviklede intelligensevne
skabe de krigsvåben, der fører til mørkets kulmination
Men det store problem for jordmenneskeheden af i dag er stadig selve den
virkelige årsag til, at det store verdensdrama således har kunnet iværksættes
af nogle ganske få individer. Hvad det virkelig er, der har bevirket, at disse
individer har kunnet få en så overordentlig magt, at de kunne bringe hele
jordmenneskehedens normale kultur og sjæleliv i fare, er stadig et uløst
mysterium for den store offentlighed eller almenhed. At dyrene kæmper med
hverandre og betragter fremmede racer som dødsfjender er ganske naturligt.
De har ikke intellektualitetens strålende begavelse eller tænkeevne. De kan
således ikke som kulturmenneskene følge solens og stjernernes gang eller
lade elementerne arbejde for sig. De har ikke indsigt i udviklingens eller
evolutionens foreteelser. De har kun lige akkurat deres naturlige
forsvarsvåben, deres klør og tænder, deres listighed eller snedighed, deres
camoufleringsevne og lignende. For disse væsener er der ingen vej til
opretholdelse af livet uden om benyttelsen af disse medfødte organiske
11
foreteelser. Men mennesker, der benytter sig af de samme dyriske foreteelser
og metoder, om end i en noget ændret form, hvor tænderne og kløerne, som
kampmiddel, for længst er blevet overtrumfet og afløst af de moderne
mekaniske og kemiske krigsvåben, skønt de samme væsener er i besiddelse
af mirakuløse intellektuelle kræfter, er absolut ikke virkelige
"kulturmennesker". De er endnu i en overordentlig stor udstrækning
"primitive naturmennesker". De er repræsentanter for selve dyrerigets
kulmination.
19.13 I folkemassernes bevidsthed ligger der en vis hævnlyst og
herrefolkementalitet
Vi har således her virkningerne af de nedbrydende geniers udfoldelse og medhold
hos folkemasserne. Men hvordan går det da til, at sådanne genier i nedbrydning af
kultur og humanitet kan få en så overdådig magt, at de kan vildføre hele
folkemasser, hele verdensriger? –
Ja, først og fremmest er det naturligvis fordi, der på bunden af disse folkehobes
bevidsthed, under den kristne og buddhistiske overflade, endnu ligger tendenser i
retning af en hævn- eller straffelyst, der i særlige givne situationer kan bringes til
atter at flamme op, blive til en total ødelæggelseskraft. Men hvordan er de givne
situationer opstået? – Hvad har foranlediget dette vældige masseopbud af
mordenergi? – Ja, her vil man vel svare: "Erobringslyst, lysten til at være et
"herrefolk", hvilket igen vil sige, et folk, der ikke på nogen som helst måde skal
kunne blive genstand for undertrykkelse eller gene fra noget andet folk, men
derimod kan befale og byde over disse". Og spørgsmålet bliver: "Har der da været
en sådan undertrykkelsestendens eller udfoldelse af gene fra de folk eller stater,
som man for enhver pris lige ind til døden ønskede at overvinde?" – Ja, helt at
benægte, at en sådan tendens i større eller mindre grad har været til stede, vil ikke
være at udtrykke den absolutte sandhed. Men det behøver ikke at betyde, at de
pågældende stater har været sig dette helt bevidst. Selvfølgelig vil denne tendens
have været camoufleret som "retfærdighed". Dette begreb har altså dækket over
noget, der virkelig kunne få hadets og erobringslystens fakkel til at flamme op med
en sådan voldsomhed, at verden ligefrem krampagtigt til det yderste måtte
anspænde sig for ikke at gå under i hadets ødelæggende, lemlæstende,
terroriserende og dræbende lavine.
12
19.14 Hvis livet blev styret af tilfældigheder
Tror man en så voldsom mord- og terrorlavine kommer ganske uskyldigt og tilfældigt
til en klode eller verden? – Hvis man tror det, så er idealerne, der går ud på at blive
"herrefolk", jo ganske strålende. Hvis livet ingen virkelige love har, men er blot og
bar tilfældighed, ja, så må det mest logiske jo dog være, at mennesket udnytter den
"tilfældighed", det selv er indhyllet i. Hvis det ganske tilfældigt på gaden finder en
tegnebog med et stort beløb, en millionformue, vil det jo være meningsløst ikke at
beholde den. Hvis "tilfældigheden" sætter det i stand til at dræbe andre mennesker,
hvis goder og værdier det da måtte være arving til, ville det jo være totalt
meningsløst ikke at skaffe sig disse væsener af vejen. Hvis livet er "tilfældighed",
ville det jo være meningsløst ikke at bruge sin forstand til netop at udnytte og gribe
disse "tilfældigheder". Hvad skulle man ellers med intelligens? – Denne evne ville jo
være total meningsløs, hvis man skulle bruge den til at modarbejde de
"tilfældigheder", der netop er i ens favør, ligegyldigt hvor mange venner eller
fjender man så end måtte dræbe, ligegyldigt hvor mange tårer og lidelser, man så
end dermed måtte komme til at frembringe hos andre væsener. Måtte ikke
samfundsordningen i kraft af en sådan mental indstilling afføde en permanent
"krigsskueplads"? –Og den herskende samfundsmoral måtte jo blive denne: "jo
blodigere krig desto højere kultur".
19.15 I dag giver det ingen hæder at føre angrebskrig
Er det ikke netop en sådan ideologi, vore nordiske forfædres bersærkerkultur
var baseret på? – Er det ikke netop for længst blevet en kendsgerning, at
denne "vikingemoral", denne "naturmenneskementalitet" eller dyriske livsform
ikke mere var tilfredsstillende for de mest fremskredne eller udviklede
jordmennesker? – Hvordan skulle ellers "kristendommen", med dens
antikrigsindstilling og næstekærlighedslove eller humanitetspåbud, være blevet
autoriseret statsreligion? – Er det ikke denne religiøse ideologi, der bevirker, at
alle de krigsførende magter ikke på nogen som helst måde vil vedgå sig at
være den "angribende" part? –De påberåber sig alle uden undtagelse, at de
kæmper i "forsvarets" tjeneste. De føler alle, at en "angrebskrig" ikke mere
giver hæder, ordensdekorationer og helteværdighed til dens udøvere, hvis den
ikke kan doceres som en "forsvarskrig". Så langt fremme i kulturudvikling er
jordmenneskeheden dog, at den ikke på nogen som helst måde accepterer en
"angrebskrig" som identisk med "retfærdighed". Kun i tilfælde af "nødværge"
eller "forsvar" vil en krig endnu kunne blive accepteret som et ideal. Alle, der i
dag fører krig, må derfor for enhver pris dokumentere denne som
"forsvarskrig". Det store problem i bedømmelsen af en krig i dag bliver derfor
dette at finde "angriberen". Alle parter i en krig vil derfor med størst mulig
kraft dokumentere sig selv som "forsvarer" af sit eget "livsrum", sin "kultur" og
sit folks beståen. At en sådan dokumentation ikke kan være helt rigtig for alle
parter er naturligvis givet. Den må for nogle parters vedkommende være falsk.
Der må i det mindste være én part, der er "angriber", thi ellers ville der jo ikke
være noget at "forsvare". Og uden "angreb" og "forsvar" er en "krig" jo totalt
umulig.
19.16 Menneskehedens fremtidige vel afhænger af sejrherrens mentale og fysiske
indstilling
13
Da menneskeheden ikke desto mindre lige har gennemlevet verdens største krig, et
mentalt jordskælv, der endnu vibrerer, flammer og lyner over visse dele af jorden,
bliver det dermed en kendsgerning, at der både findes en "angriber" og "forsvarer"
inden for denne "krig". Men hvem af de krigsførende parter, der er den virkelige
"angriber" eller "forsvarer", er måske ikke helt afklaret for den store almenhed.
Hvem, der er "sejrherren" i nævnte krig, er derimod ikke mere noget tvivlsspørgsmål
eller problem for nogen. Og det er netop det mest vigtige i denne vor analyse. Hele
menneskehedens fremtidige vel vil jo netop udelukkende være afhængig af denne
"sejrherre". Dennes mentale og fysiske indstilling vil være totalt afgørende for, om
der mere skal blive mulighed for en storkrig imellem nationer og stater. Denne
"sejrherre" har en så verdensomspændende magt og autoritet, at det ligger
fuldstændigt inden for hans mulighed at kunne bestemme "krig" og "fred" for hele
den ganske verden. Tænk, hvilket umådeligt ansvar, der er lagt på de førende
personligheders skuldre inden for de store stater eller magter, der i dag udgør
denne verdensomspændende "sejrherre". Hvis denne "sejrherres" mentale struktur
er således, at den totalt er fri for "angrebsbevidsthed", vil menneskeheden gå en
strålende lys og lykkelig fremtid i møde. Hvis den nævnte "sejrherre" er fri for
"angrebsbevidsthed", har han absolut kun én interesse, nemlig skabelsen af en
absolut "fred" for alle stater og folk i verden.
19.17 Enhver sejrherre vil før eller siden blive knust af sin egen
eventuelle uretfærdighed eller slavebinding af andre
At være fri for "angrebsbevidsthed" er det samme som at være totalt
"uselvisk". I samme grad som denne "sejrherre" derimod endnu har "selviske"
interesser og med sin magt fuldbyrder dem, er han "uretfærdig". Dyrkelse af
"selviske" interesser vil aldrig kunne foregå uden på en større eller mindre
bekostning af andres ret til og glæde ved at være til. At berøve en større eller
mindre del af andres ret til at være til kan således ikke undgå at være det
samme som "uretfærdighed". Men at være "uretfærdig" er igen nøjagtig det
samme som at "angribe". Man udøver jo dermed attentat på andres frihed og
ret til og glæde ved livet. Men at "angribe" vil igen føre til "forsvar" over for
"angriberen" og dermed gøre krigen til en blodig kendsgerning. Hvis nævnte
"sejrherre" derfor i sin indstilling over for den overvundne "fjende", som nu er
hans "fange", er "uretfærdig", vil det altså betyde, at han udløser et "angreb"
på denne sin "fjende". Og et "angreb" vil uundgåeligt skabe
"forsvarsbevidsthed". En dag vil den "angrebne" blive så stærk, at
undertrykkeren vil blive slået. Det er tåbeligt at tro eller at have tillid til, at en
"angribende" part i det uendelige kan blive ved med at "angribe", hvilket altså
vil sige: udløse "uretfærdighed" over nogen. Forsynet, naturen eller
karmalovene vil altid uundgåeligt komme den "uretfærdigt" behandlede til
hjælp og befri denne for åget og knuse undertrykkeren. Der findes ikke den
"sejrherre", der ikke før eller senere vil blive knust af sin egen eventuelle
"uretfærdighed" eller den slavelænkning, han opretholder over for andre
væsener, ganske uafhængig af hvor stærk og overlegen han så end måtte
være i dag, og ganske ligegyldigt hvor svag og hjælpeløs hans offer eller fange
ligeledes i dag synes at være. Her gælder det mere end i nogen anden
situation det gamle ord: "Hvo, som synes at stå, se vel til, at han ikke falder".
"Verdensfredens" virkeliggørelse vil således i dag være totalt afhængig af, hvor
14
"uselvisk" "sejrherren" (de allierede nationer) i dag er over for den
kapitulerede og afvæbnede "fjende". I samme grad som "sejrherren" er
"selvisk" og med sin magt tilfredsstiller denne "selviskheds" begær på den
slagne "fjendes" bekostning, manifesterer han "uretfærdighed" over for samme
"fjende". Og denne manifestation er altså det samme som et "angreb", der,
som før nævnt, igen vil skabe "forsvar" og dermed "krig". Med "selviske"
interesser vil "sejrherren" således uundgåeligt begynde at opbygge eller skabe
en ny "krig". At disse "selviske" interesser opfattes og doceres som
"retfærdighed", forandrer intet som helst i denne opbyggelse af "krig",
tværtimod, det er jo blot en ny tilføjelse af uretfærdighed, krigsmæssig
"propaganda" eller "camouflage", ved hvilken "sejrherren" opretholder sine
"selviske" interessers tilfredsstillelse på den slagne eller overvundne "fjendes"
bekostning, selv om han endog er i god tro.
19.18 Det kræver en høj intellektuel standard at beherske hævnlysten
over for de primitive lag i menneskeheden, der under krigen
misbrugte deres magt
Det er rigtigt, at det her kan være svært at skelne, hvad der er
"retfærdighed", og hvad der er "uretfærdighed" i "sejrherrens" behandling af
den overvundne. Det er jo en kendsgerning, at den overvundne "fange",
hvilket altså her vil sige: "diktaturets" eller "magtvældets" svorne tilbedere og
udøvere, før de blev besejrede, har manifesteret myrderier af kolossale
dimensioner over for andre mennesker foruden at have tvunget andre folk og
stater til slavearbejde for sig. De har ligefrem befordret en hensynsløs tortur
og udslettelse af, ikke blot medvæsener med en anden "politisk" og moralsk
anskuelse, men også ganske upolitiske og neutrale væsener, udelukkende kun
af den ene grund, at de formentes at tilhøre en anden race, var "jøder". Det
er rigtigt, at en rædselsfrembydende sadisme, en kronisk moralsygdom,
beherskede til en vis grad de lag af jordmenneskeheden, der i dag er bastet
og bundet som de allieredes "krigsfanger". Og det er rigtigt, at det kræver en
meget høj intellektuel standard at kunne beherske "gengældelsestrangen",
"hævnlysten", over for disse lags såkaldte "forbrydelser" imod
menneskeheden. Men det fritager ikke "sejrherren" eller disse allierede
nationer for nogen som helst af de tilsvarende krigsmæssige og ufredelige
eftervirkninger af den hævn eller gengældelse, som nævnte hævnfølelse eller
gengældelsestrang eventuelt lader komme til udløsning, ligegyldigt hvor godt
man så end bevidst eller ubevidst har camoufleret denne udløsning som
"retfærdighed" eller virkelig tror, at den er fuldstændig "berettiget".
19.19 Jorden gjorde modstand og indkapslede de syge lag i
menneskeheden for at opnå helbredelse
Sandheden er uafviseligt den, at de allieredes "fanger" jo er lande og folk, der
endnu kunne lade sig svinge med af en fortidig "diktatorisk" mord og
drabsideologi udvisende en vis grad af sadisme. De blev derfor, for den øvrige
del af jordmenneskeheden eller det samlede samfundslegeme i verden, der jo
allerede repræsenterede højintellektualitetens begyndende udviklingsstadier,
en lige så stor ulykke og livsfarlig sygdom, som de ville have været en
glimrende velsignelse for en jordmenneskehed på ganske uintellektuelle og
primitive naturmenneskestadier, hvor moralen endnu slet ikke drejede sig om
udvikling af intellektualitet eller humanitet, men hvor livsbetingelsen
udelukkende bestod i en rå og brutal albuen sig frem over næstens liv og
15
førlighed, og hvor denne albuen sig frem derfor var vejen til Valhal, datidens
"himmerige" eller højeste formentlige livslykke. Men da denne dyriske tidsalder
jo er forbi for den største part af jordmenneskehedens samlede organisme, der
i virkeligheden nu kun kan opnå mental sundhed i skabelsen af humanitet eller
højintellektuel kultur, er det ikke så mærkeligt, at dette jordmenneskehedens
samfundslegeme krympede sig, gjorde modstand imod, indkredsede og
indkapslede de "syge lag" i dets område for derigennem at begrænse og
svække sygdommens virkninger og opnå "helbredelse". Det er egentlig kun
den samme naturlov, der her har gjort sig gældende i det samlede
samfundslegeme, som den, der gør sig gældende i vor egen krop over for
opståede usundheder og fremmedlegemer. Her søger den sunde del af kroppen
også at gøre modstand imod det abnorme, imod de skadelige elementers
indflydelse. Hvordan skulle vore sår og sygdomme ellers læges? – Hvordan
skulle der ellers være noget, der hed "helbredelse"? –
19.20 Helbredelsen af de "syge områder" i den jordmenneskelige
organisme skaber den varige fred, som menneskene længes efter
Ligesom vor egen krop, ligesom naturen selv ikke på nogen som helst måde
søger at pine, plage og udnytte "syge områder" i organismerne, men derimod
gør alt, hvad der står i dens magt for at helbrede disse, føre dem frem til deres
retmæssige kapacitet og mission i samarbejdet med den øvrige organisme i
skabelsen af dennes sunde velbefindende og beståen, således kræver naturen
eller det samlede jordmenneskelige samfundslegeme også, at dets "syge
områder" ikke mishandles, men må plejes på en sådan måde, at de hurtigst
muligt bliver sunde og raske, får deres førlighed tilbage, så de atter kan
komme til at bære deres del af opretholdelsen af samme samfundslegemes
sundeste velfærd og lykkelige beståen. Og hvad er dette samfundslegemes
sunde velfærd og lykkelige beståen andet end den "evige fred",
jordmenneskeheden netop hungrer og tørster efter? –
19.21 Krigens ødelæggelser er som et åbent sår
Jordmenneskehedens "samfundsorganisme" har altså fået sig et næsten dødeligt
eller livsfarligt "sår" i form af alle de "kapitulerede lande", der har mistet deres
førlighed. Så længe disse lande ikke er bragt tilbage til en tilstand, der er normalt
betryggende for hele "organismens" vel, vil jordmenneskehedens almenbefindende
være sygeligt eller abnormt. Den nævnte menneskehed vil indtil da umuligt kunne
opnå den totale fuldkomne glæde ved livet eller sin egen eksistens, der hedder "den
varige fred". Den har ganske vist fået bugt med selve "ondets" overfladiske eller
ydre virkninger og kraft. Med sit vældige opbud af operative kræfter fik den endnu
raske del af "organismen" (de allierede lande) standset eller indkapslet og
begrænset de syge kræfter (den fortidige bersærkerideologi eller diktaturet) og
satte med sin krigsmaskine en bom for "sygdommens" videre udbredelse. Og i kraft
af denne egenskab er det, at vi kan udtrykke de allierede lande som "sejrherren" i
denne verdens største krig.
Men da "sejrherren" jo kun udgør den endnu raske del af en "organisme", og de
kapitulerede og overvundne lande, der ligger i ruin, armod og elendighed, er en syg
del af denne "sejrherrens" "organisme" eller "legeme", forstår man således her,
hvor alvorligt påkrævet det vil være for denne "sejrherre" at behandle, passe og
16
pleje denne "syge" del af sin egen "organisme" godt. Den syge del af nævnte
"organisme" er store, åbne "sår". Og i åbne sår er der alskens mulighed for opståen
og udvikling af "betændelse", der kan brede sig helt over i den "raske" del af
"organismen" og dermed i allerhøjeste grad være livsfarlig. At det jordmenneskelige
"samfundslegeme" under en sådan situation umuligt kan udtrykkes at repræsentere
"fred" eller normalt velvære, vil her være åbenlyst for enhver.
19.22 En "operation" hvor "operationskniven" var krigsvåbnene
Da denne "sejrherre" ikke kan "gå til en læge" eller "blive behandlet" på noget
"sygehus", vil der absolut ikke være nogen som helst anden udvej end denne,
at han må være sin egen "læge" og "sygepasser". Det er rigtigt, at han i denne
sin egenskab har måttet "operere" på sig selv. Som "operationskniv" har han
måttet bruge kanoner, bomber, maskinpistoler, tanks og krigsskibe etc. Han
havde dermed haft held til at få standset "sygdommens" overfladiske
virkninger. Imellem ham og den totale helbredelse, opnåelse af den fuldkomne
sundhed (freden), vil der således nu kun være tilbage at få "lægt" "sårene".
Naturligvis må "sejrherren" endnu bruge forholdsvis stærke
"desinfektionsmidler" (diktatur og strenge spærringer og forbud imod
skabelsen af krigsmateriel og krigspropaganda i de syge zoner) for at hindre
"fremmedbakteriers" udvikling i "sårene". Men denne foranstaltning er ikke
nok. "Sårene" må også "forbindes", beskyttes imod kulde, ja, pakkes ind i vat,
hvis det er nødvendigt. Med "dødkød" eller "koldbrand" i "organismen" vil
oplevelsen af et sundt og normalt velvære (freden) være umulig. Og med et
unormalt almenbefindende vil søvnløse nætter og dermed dårlige nerver og
brugen af sovepiller træde til og i endnu stærkere stigende grad underminere
den samlede "organisme", føre denne imod undergang eller død.
19.23 En "helbredelse" der må ske uden brug af "operationskniv" dvs.
våben
For de allierede nationer, der jo i dag er "sejrherren" eller koncentrationen af
og sædet for jordmenneskehedens tilbageblevne endnu forholdsvis raske og
sunde villen og kunnen, er det således ikke nok, at de har diktatorisk magt
over "fjenden", ja, dette kan endda være højst uheldigt, hvis den ikke netop
bliver benyttet til at "helbrede" med, men derimod mere til stadig at rive
"sårene" op med og dermed bevirke unyttige og skadelige eller ødelæggende
blødninger og fare for nye "betændelsesarter". Det gælder her ligesom ved et
hvilket som helst andet sår i en organisme, at det ikke må rives op eller pilles i
stykker. "Sejrherren" må således forstå, at "operationskniven" (krigsvåbnene)
ikke kan være det endelige middel. Så længe denne "kniv" skal bruges, må der
stadig blive åbne "sår". Det er livsbetingende for "sejrherren" at nå frem til at
kunne undvære "operationskniven". Men hvordan nå frem til dette? –Jo, ved at
pleje "sårene" (de kapitulerede lande) således, at "fremmedlegemer",
"betændelser" eller "bullenskab" (et uudslukkeligt had og fjendskab imod
sejrherrerne) ikke opstår i disse.
17
"Operationskniven" er jo udmærket i særlige grove tilfælde, men man kan ikke
i det uendelige blive ved med at skære. "Ondet" må bringes til ikke at komme
igen, så "operationen" kan blive overflødig. Før er sundheden og førligheden
ikke oprettet. Vejen til en fuldkommen verdensfred vil altså udelukkende
betinges af, at man forstår verdenssituationen, således som den i sin kosmiske
analyse virkelig forekommer. Af nærværende analyse fremgår det tydeligt for
os, at menneskeheden udgør en samlet organisme. Af denne organisme er en
del fremtrædende som forholdsvis "sund" og "rask" (de allierede nationer),
medens en anden fremtræder for os som meget "syg" og "nedbrudt" (de
kapitulerede aksemagtslande). Ifølge de gældende omstændigheder vil den
førstnævnte del være at udtrykke som "sejrherren" og den sidstnævnte del af
menneskeheden som denne "sejrherres" bastede og bundne "fange".
Situationen har tilspidset sig således, fordi de to dele af "organismen" har
været i krig med hinanden, har været i færd med efter bedste evne at befordre
hinandens undergang. Men når to dele af én og samme organisme søger at
befordre hinandens undergang, er samme organisme syg. Og den samlede
jordmenneskeheds samfundslegeme eller organisme har således været meget
syg og er endnu i en vis udstrækning stærkt bundet af denne "sygdom".
"Helbredelsen" er endnu kun på et stadium, hvor den sunde og endnu
levedygtige del af organismen (de allierede nationer) har fået indkapslet og
dermed standset det syge og abnorme felt, men "sårene" (de kapitulerede
landes midlertidige fortvivlede situation med ruinhobe, ernæringselendighed,
selvmordsepidemier og alle de øvrige eftervirkninger af deres nederlag) er
endnu åbne og livsfarlige. I denne sin syge eller abnorme tilstand råber
jordmenneskeheden kun på én ting, nemlig "helbredelse". Men den bruger ikke
dette udtryk for sit råb. Dette kendes derimod hovedsageligt kun under
begrebet "en varig fred".
19.24 Diktatur og demokrati
Årsagen til denne jordmenneskehedens mentale og fysiske sygdom har sin rod
i en efterdønning af en i menneskeheden for længst udlevet fortidig tradition,
der kom til udløsning i form af "diktatur". "Diktatur" er, hvor det ikke befordres
af "indviede" væsener i form af et uselvisk, samfundsbeskyttende enevælde
eller kongedømme for et uvidende eller mentalt hjælpeløst folk, anmassende
og ganske upåkrævet i et intellektuelt og i "demokrati" allerede stærkt udviklet
samfund, hvor det udelukkende kun kan få fodfæste ved hjælp af brutal, rå,
dyrisk magt og falsk propaganda.
18
Der er det et "angreb", et "overfald", et "vildskud" på menneskehedens
mentale udviklingsbane. Men når det er et "vildskud", hvilket altså vil sige, at
det er noget, menneskene for længst har udlevet, således at de
omstændigheder og forudsætninger, der engang berettigede det, ikke mere
eksisterer eller forekommer, er det en "abnormitet", ja, endog en meget
skadelig eller livsfarlig "sygdom" for ethvert intellektuelt udviklet eller
"demokratisk" fremskredent samfund. Ethvert sådant samfunds inficering af
diktatur betyder døden for ethvert individs udvikling af frihed og
selvbestemmelsesret. Det betyder tilintetgørelse af alle de veje, der fører imod
dyrkelse af humanitet, højintellektuel kultur, fører til kunstens og
videnskabens tinder. Det er "dyrets" plumpe forsøg på at sætte skarpe tænder,
kløer og giftkirtler eller hadets våben i form af kanoner, bomber og sprængstof
på en samfundsorganisme, Guddommen eller Almagten allerede for længst er
begyndt at forme i "sit billede" og dermed overflødiggjort disse barbariske
dræbende våben. Med den begyndende udfoldelse af næstekærlighedens
mangeartede, funklende og strålende genialiteter og lysende intellektuelle
aspekter i videnskab, kunst og kollektiv samhørighed, ånd og kultur i form af
et begyndende "demokrati" kan diktatur og mordvåben kun være af det
"onde".
19.25 Diktaturet er et "sygdomsfelt" i den demokratiske
samfundsorganisme
Det er ikke så mærkeligt, at "diktaturet" blev en mare for verden, blev en af
"dommedagens" voldsomste krampetrækninger. Årsagen til verdensdramaet
var altså en opblomstring af en hundredtusindårig, forældet og døende
ideologi, men midlertidigt opfrisket og befordret af sadistiske, magtsyge genier
i massesuggestion, falsk propaganda, tortur, henrettelse og raceudslettelse. At
disse væseners virkefelt og atmosfære i en intellektuel verden, der allerede var
langt fremme i udvikling af "demokrati" og i stor udstrækning var nået frem til
at sætte ret i stedet for magt, kun kunne blive et "sygdomsfelt" i nævnte
verden eller menneskehedens samfundslegeme, er temmelig selvfølgeligt for
den udviklede forsker.
19.26 Sejrherren må forstå, at "såret" eller "sygdommen" findes hans
eget "samfundslegeme"
Jordmenneskehedens samlede organisme blev altså "angrebet" af en
underminerende "sygdom". Men takket være dens sunde og i forvejen
omfattende "demokratiske" natur fik den standset "ondets" udvikling. Men
"sårene" er tilbage. Og det er absolut nødvendigt, at "sejrherren" forstår, at de
netop befinder sig i hans eget "samfundslegeme", hans egen "organisme", og
at de ikke tilhører hverken en anden menneskehed eller en anden klode, thi
hvis han ikke forstår dette, men stadig tror, at disse terræners behandling ikke
kommer den øvrige verden ved, vil han ikke behandle "sårene" med den
ømfindtlighed, som er nødvendigt for deres "helbredelse". Hvis han i
19
overvejende grad kun er indstillet på de obskure manifestationer, som
udløstes fra de omfattende "syge" områder og tror, at en tilsvarende
passende terror og mørk "straf", undertrykkelse og tvang er udtryk for den
højeste udløsning af "retfærdighed", vil det kun afsløre, at han selv er
inficeret med samme mørke sindelag, med samme mørke mentalitet som
den, der frembragte og udløste "sygdommen". Og det vil kun være et
tidsspørgsmål, hvornår hans i dag endnu tilsyneladende "raske" terræn ligger
under for karmas love eller gengældelsens gru, er blevet til rygende
ruinhobe, invaliditet og nedværdigelse. Hvordan skulle den, der selv er en
"sygdomsbacille" kunne skabe andet end "sygdom". – "Freden" er et afkom
af "freden". Hvordan skal den, der i sig selv er "ufred", er selve "krigen",
kunne avle andet end "krig"? – Karmalovene og formeringslovene er
identiske. Et "pattedyr" kan ikke være afkom af en "fugl", og en "fugl" kan
ikke være afkom af et "pattedyr". "Hunde" føder ikke "kattekillinger", og
"mennesker" føder kun "mennesker". Hvis den jordmenneskelige
samfundsorganisme skal blive rask og opnå den totale, mentale sundhed,
som menneskene råber på under begrebet "fred", da må "sejrherren"
varetage sin "sårbehandling" med den allerstørste hygiejne og kærlighed.
Han må for enhver pris forhindre krigspropaganda og fremstilling af våben.
Han må med umådelig fast hånd lade alle disse af den falske propaganda
forvirrede mennesker blive stedet ansigt til ansigt med "humanitet",
"demokratisk" kultur og civilisation igennem alle former for kulturspredere,
film, teatre, universiteter, skoler og læreanstalter. Han må lade dem
vederfares "demokratisk" frihed, forståelse og adgang til kulturmæssige
samfundsgoder og dermed genskabe disse væseners tabte tro på og tillid til
den øvrige verdens velvilje og fuldkomne "demokratiske" indsigt. Han må
bandlyse alt, hvad der minder om indignation, had og begær efter hævn for
fortiden og derved udvikle et sandt venskab mellem sig og "fangen". Hans
"erstatningskrav" må være af en sådan human natur, at det ikke bliver
udtryk for en hævnakt eller økonomisk spændetrøje, der holder "fangen" og
dermed den tilsvarende del af "samfundsorganismen" nede i både fysisk og
mental forsumpning. Han må skabe sympati for sig selv hos den fangne
"fjende". Uden denne kunst vil "sejrherren" umuligt kunne overvinde
"fjenden" og opnå den absolut totale og endelige "sejr" over denne. Han vil
derimod selv kun være en ny "angriber" på kultur og civilisation, lige meget i
hvor høj grad han så end tror om sig selv at være "retfærdig" over for
"fjenden". Jo mere hans behandling af den fangne "fjende" er lig den
sadistiske manifestation, som "fjenden" i sin tid lagde for dagen, desto mere
er hans væsen jo af samme natur som "fangens". Men jo mere de er af
samme natur, desto mindre kan den fangne "fjende" jo lære af "humanitet"
hos "sejrherren". Hvordan skal den fangne "fjende" så komme til at se sin
overmand i et andet lys end det "fjendtlige"? – "To hårde sten maler ikke
godt sammen". Skal "fangen" og dermed den "syge" del af
jordmenneskehedens "organisme" forandre moralsk indstilling, må han lære
en ny moral at kende. Hvis han ikke skal blive ved med at tro, at "sejrherren"
er en "fjende", der kun vil eller kan betragte bloddryppende hævnakter i form
af tortur og dødsstraffe som "retfærdighed", kan han jo aldrig komme til at
forstå andet, end at modparten (sejrherren) netop var den mørke og
uretfærdige magt, som han ifølge sin opdragelse og den falske propaganda
på forhånd måtte antage, og af hvilken grund diktatorerne havde fået ham
(fangen) med i krig. Han vil således aldrig lære at forstå, at "demokrati"
20
skulle være noget, der var mere ophøjet og ædelt end den diktatoriske
fortidige helteideologi, han selv repræsenterede. Set igennem mørke
fængsler, tortur og nedværdigelse, hån, "straf" og henrettelse bliver
"demokrati" lige så lidet flatterende som ethvert andet samfundssystem, der
udelukkende kun kan holdes gående ved sådanne middelalderlige,
uintellektuelle og direkte fordummende gabestokkesystemer. Hvad kan det
nytte, at et samfund er blevet udviklet i "demokratisk" retning og allerede
har indført mange herunder henhørende sociale forbedringer, når de holdes
skjulte for dem, der netop har brug for direkte at opleve og blive vidne til
dem? – Den pæne lovlydige og meget "demokratisk" indstillede borger
behøver ikke i nær så høj grad som "fangen" (de kapitulerede lande) at få
disse demonstreret. Er det ikke netop den "syge", der har læge behov? –
Men ham giver man, hvis man da i det hele taget lader ham leve, blot et
falsk billede af "demokrati", et mentalt spark, en kold skulder, og påklistrer
ham prædikatet: "uværdig til al fremtidig menneskelig tillid" og kalder dette
"retfærdighed".
19.27 Hvem kan dømme andre til "at være uværdige til al fremtidig
menneskelig tillid"?
Er denne dom ikke afslørende en fantastisk naivitet? – Hvem kan dømme et
menneske fra tillid? – Tillid er jo ikke noget, der er en viljesakt. Har man en
gang fået tillid til et menneske, kan man jo umuligt miste den, uden ved at
vedkommende selv skuffer denne. En tillid, der lader sig skuffe ved andres
sladder eller bagtalelse og nu ved det nye lovmæssige påfund, har aldrig
nogen sinde været fundamentalt stabiliseret, har aldrig været helt virkelig.
Men en tillid der ikke har været helt virkelig, og man derfor i realiteten aldrig
har haft, kan man da ikke miste, ligesom man naturligvis heller ikke pludselig
kan få en fundamental tillid til et væsen, før man har fået absolutte
erfaringer eller konkrete beviser for, at man absolut kan stole på nævnte
væsen. Det er rigtigt, at vedkommende kan have "anbefalinger" fra den eller
den autoritet, men disse kan absolut kun være "abstrakte" for os. De siger os
allerhøjst, at vedkommende ikke har svigtet nævnte autoritets tillid. Men at
det væsen ikke har svigtet et andet væsens tillid, kan umuligt være garanti
for, at vedkommende aldrig nogen sinde vil svigte os. En sådan konkret
garanti og den heraf følgende absolutte tillid opstår først der, hvor den er
blevet en realistisk oplevelse og dermed en urokkelig kendsgerning for os. Og
er den først blevet en kendsgerning for os, lader den sig ikke rokke af nogen
som helst myndigheds eller domstols påstand om, at vedkommende er
"uværdig til al menneskelig tillid". Den menneskelige tillid i sin her skildrede,
absolutte form hører med til de ting ved et væsen, der er hævet over lov og
dom, thi den har sin rod forankret i virkelig "næstekærlighed", og denne kan
som bekendt ikke lade sig rokke af sit objekts uheldige skæbne, thi den
forstår, og "dømmer derfor ikke".
19.28 Det er udemokratisk "at fradømme mennesker al fremtidig
menneskelig tillid"
Da den absolutte tillid, som ovenfor nævnt har sin dybeste rod forankret i
"næstekærlighed", er den i allerhøjeste grad en "demokratisk" egenskab. At et
"demokratisk" samfund opretter en lov, ved hvilken det dømmer sine
medlemmer til at miste sine "demokratiske" egenskaber, ville være højst
komisk, hvis ikke det netop i så høj en grad var "udemokratisk", ja, var en
sabotage på selve "tilliden" til det "demokratiske samfund".
At frakende væsenerne ret til "al fremtidig menneskelig tillid" er således ikke
21
den "medicin", der vil gøre den "syge" eller "abnorme" del af
menneskesamfundet sundt eller rask. Man skaber ikke "fred" i verden ved at
skabe domme, der går ud på at ødelægge tillidsforholdet mellem menneskene.
Er det ikke netop manglende tillid, der er en af de allerstørste årsager til det
store verdensdrama eller ragnarok? –
19.29 Betingelsen for fred mellem to parter er en fundamental
gensidig tillid
Men hvordan skal dramaet komme til at ophøre, så længe man ligefrem
autoriserer ødelæggelsen af tilliden mellem væsenerne? – Er den første
betingelse for "fred" og harmoni mellem to parter ikke netop skabelsen af en
fundamental gensidig tillid? – Men skabelsen af tillid kan ikke dikteres eller
fremstå ved en blot og bar viljesakt. Den kan kun opstå ved, at alle væsenerne
gensidigt får lov til at vise troskab. Men når det raske, sunde og
samfundsmæssigt overlegne væsen ikke vil lade det faldne væsen,
"forbryderen" eller "krigsforbryderen" få lejlighed til at afsløre, at han ønsker
at vise troskab imod højere idealer og dermed gøre sig værdig til tillid, har
man jo afskåret ham fra at kunne rejse sig igen. Men derved har man selv
overtrådt næstekærlighedsloven. Man har forhindret sin næste i at forsøge at
udvikle sig i en højere mental sfæres favør. Man er med til at holde ham nede
på et lavere bevidsthedsniveau. Men er man da ikke selv en "forbryder"? – Kan
et virkelig "demokratisk" samfund være tjent med et sådant medlem? –Et
samfund af sådanne væsener kan aldrig nogen sinde håbe på at blive et
fundamentalt udtryk for det ophøjede "demokrati", der udgør "den varige
fred". Det er et samfund af sådanne væsener, der er sygdomsbefordrende for
al virkelig humanistisk kultur. Det er sådanne væsener, der er krigens første
små spirende frø.
19.30 Freden kommer kun til den, der selv sår den
Hvordan skal jordmenneskehedens samfundsorganisme få sine "syge" lægte,
hvis væsenerne ikke netop forandrer indstilling og ser lidt mere nøgternt og
lidt mindre hævngerrigt på alle de væsener, der i dag ligger under for deres
eget mørke sind og skæbne? – Er det ikke det raske og sunde væsen, det her
kommer an på? – Men hvis dette sunde væsen nu viser sig også at være
"ormstukket" eller inficeret med krigens små mikroskopiske baciller, hvornår
kommer "freden" så til verden? – Hvem skal da tage affære og bringe
"freden" i stand? –Nej, da kommer "freden" ikke, men en ny forfærdelig krig.
Men det behøver ikke at betyde en verdenskrig. Krigen er jo ikke afhængig
af, at der er så eller så mange, der har den samtidigt eller er impliceret i den.
"Krigen" er i virkeligheden det samme som "skæbne". Og det enkelte individs
skæbne kan udmærket være frygtelig for sit ophav, selv om alle andre
væsener i dag endog havde nået den fulde "fred". De i skæbnen
forekommende ulykker og lidelser hører jo med til menneskets
"krigsoplevelser". Og selv om der ikke er "krig" imellem stater eller nationer,
kan en lemlæstelse af den ene eller den anden art udløst af en eller anden af
vedkommende individs fjender dog være lige så generende og hård, som var
den udløst på selve den store krigs slagmarker. "Freden" kommer kun til den,
der har sået den, hvilket vil sige, til den, der har lært at elske sine fjender.
Og den totale "fred" vil således heller ikke komme til menneskeheden, før
dens magthavere eller sejrherrer har lært sin undertrykte "fange" at elske sig.
22
Og dette kan absolut udelukkende kun gøres ved at opdrage denne "fange"
eller de syge områders mennesker i en ånd, der viser dem, at man ikke
ønsker at hævne sig, ikke ønsker at udnytte sin magt eller overlegenhed til at
gøre dem til slaver, men ønsker at hjælpe dem over de mentale og fysiske
vanskeligheder eller skavanker, der gør dem amoralske eller underminerende
for jordmenneskesamfundets naturlige velbefindende. Men det nytter ikke, at
de ledende stormænd i det nye Nationernes Forbund sætter alt ind på at
åbenbare denne, den eneste helbredelsesmetode for de store "sårområder",
hvis samfundets enkelte individer i de sejrrige lande ikke iagttager samme
forholdsregel over for de slagne folk. Der findes mange mennesker, der i dag
er så hadefulde, at de på hoteller og restauranter eller andre offentlige steder
hverken vil hilse eller svare på eventuelle henvendelser eller forespørgsler fra
tysktalende mennesker. De skærer således alle over en kam, ja, endog
sådanne tysktalende personer, der selv har lidt under det nazistiske åg, og
selv har måttet flygte til udlandet eller har måttet opholde sig "under jorden".
Tænk hvilket snæversyn for ikke at sige "nazistisk mentalitet", man her bliver
vidne til hos et væsen, der tror at hade "nazismen". Pas på! Det er sådanne
væsener, der i dag er "fredens" største modstandere og krigens farlige,
mentale kim.
19.31 Hadefulde tanker hos de sejrende kan udvikle nye
"krigsbaciller"
Nu er det således ikke mere de kapitulerede landes befolkninger, der er
farlige, for så vidt der times dem en menneskelig forståelse og hjælp til at
komme ud af den forældede ideologi og den dem heraf påførte frygtelige
lemlæstelse eller kulturelle undergang. Nu er det derimod ovennævnte
hadefulde og stupide væseners tankesfære, der er et eldorado for udvikling
af nye "krigsbaciller". Væsener, der nægter at svare på et tysktalende
væsens henvendelse, blot fordi andre tyskere har forbrudt sig imod
samfundslovene, har jo deres tanke og fremfærd med fuld appetit optaget
tyskernes eller nazismens princip, dette at "henrette smeden for bagerens
forbrydelse". Det er ikke sådanne væsener, der er en garanti og pryd for det
"demokratiske" samfund. Nej, tro ikke, at den "nazistiske" ideologi er noget,
der udelukkende kun forekom hos aksemagternes indbyggere. Den er
hverken speciel tysk, italiensk eller japansk, selv om den i særlig grad fik en
opblussen i disse nationers områder. Den er en international
bevidsthedstilstand, som engang var almengældende i alle fortidige
bersærker- og naturmenneskesamfund og vil endnu i dag afsløre sin
tilstedeværelse i det moderne menneskes bevidsthed, alt efter som det
endnu mangler indlevelse i og forståelse af "demokratisk", næstekærlig eller
højintellektuel kultur. Det er derfor, at det ikke har kunnet undgås, at der
endog inden for selve de over for nazismen fremtrædende
modstandsbevægelser har kunnet forekomme handlinger, der ikke er til at
skelne fra de "nazistiske". Og ligesom ophavene til disse handlinger har
været med til at ødelægge populariteten for de virkelige eller ægte
modstands- eller frihedskæmpere, disse forsvarere af folkelig frihed,
fællesskab eller virkeligt "demokrati", således vil disse som "frihedskæmpere"
eller "demokrater" camouflerede "nazister" stadig være en fare for den
"demokratiske" kulturs popularitet i fremtiden. Derfor må alle, der i dag hører
med til "sejrherrens" garde, enten som frihedskæmper, soldat eller på anden
måde har adkomst til at være med i denne gardes rækker, aldrig glemme sit
23
virkelige kald, nemlig dette at bekæmpe og kvæle "krigen", men derimod
absolut ikke dette, at befordre den. Det er smukkere og ædlere at være med
til at binde en vild og livsfarlig forbryder, end det er at være denne forbryder
selv.
19.32 Krigsforbryderen som frihedskæmper er som ulven i fåreklæder
Ingen kan være på "forsvarets" side uden de, der virkeligt bekæmper "krigen".
De, der befordrer "krigen", vil uomstødeligt være "angribere" af al virkelig
intellektuel eller human kultur. Enhver soldat, enhver frihedskæmper, der
hævner sig, piner og plager en slagen fjende, er ophørt med at være
"forsvarer" af kultur. Han er nu i kraft af dette sit sindelag afslørende sig selv
som "krigsforbryder". Og hvis han foruden denne sin trang til hævnudfoldelse
endogså i kraft af den popularitet og magt, han har tilegnet sig som medlem af
"sejrherrens" garde og ved hjælp af de våben, han blev betroet som midler til
krigens bekæmpelse, nu for sin indsats forlanger de eller de for ham særlige
sociale begunstigelser eller fordele uden om folkelige valg og afstemninger, er
han ikke mere "frihedskæmper". Nu forsøger han sig som – "diktator".
Aksemagternes ånd eller bersærkermentalitet repræsenteres til
fuldkommenhed i et sådant væsen. Han er endnu mere utiltalende end de
officielle "nazister", thi han er jo camoufleret som "demokrat". Han er ulven i
fåreklæder. Man forstår således her let, at hvis "sejrherrens" garde består af
alt for mange af den slags væsener, er den i allerhøjeste grad endnu inficeret
med "nazisme" eller fortidig bersærker- eller vikingemoral. Det vil derfor for
skabelsen af en virkelig "fred" være absolut nødvendigt, at "sejrherrens" garde
med dens legale og illegale bevægelser ikke bliver så optaget af at kontrollere,
baste og binde fjendens rækker, at han glemmer at kontrollere og opretholde
"demokratisk" justits inden for sine egne rækker. Thi en sådan glemsomhed vil
uundgåeligt være en hindring for skabelsen af den totale "fred".
19.33 Den slagne fjende i ruinerne af sit hjem
Med hensyn til den slagne fjende, der vandrer rundt i ruinerne af sit fordums
hjem, ansigt til ansigt med de skrigende og bloddryppende virkninger, det
savn af familie, pårørende og venner, den skændsel hans "føreres" afsind,
sadisme og rædselsregime har efterladt ham i, da er han i virkeligheden ramt
så hårdt, som et menneske overhovedet kan rammes af skæbnen. Er det
udtryk for "demokrati" yderligere at pine og forfølge et sådant væsen? – Hvor
skal dette væsen søge vejledning, trøst og opmuntring? – For det er jo netop
denne medicin, det trænger nok så meget til, som til yderligere "straf" eller en
forhøjet skærpelse af sin ulykke. Er det ikke netop i forvejen begravet i et
bundløst dyb af "straf" og ulykke? –
19.34 "Den, der er ren, kan kaste den første sten"
Den, der kommer et sådant væsen i møde med forståelse og velvilje, kan
vinde dette væsen for sit livssyn. Den, man elsker og beundrer, søger man at
efterligne. Det er derfor her synligt som kendsgerning, at "sejrherren", hvilket
altså vil sige: alle personer inden for de forenede nationer, kan udelukkende
være med til at bygge "freden" op ved at forstå, at vel skal alle mørke magter
24
bindes og tilintetgøres og eventuelt med magt, men de levende væsener bag
de mørke magter skal bevares, thi det var dem, der befordrede mørket. Og
ligesom de befordrede mørket, således må de også bringes til at befordre
lyset. Men lyset må vises dem. Det kan ikke nytte at lave propaganda for en
ting, man ikke vil vise frem. Den tror ingen på. Og kan man ikke vise lyset,
fordi man ikke selv ejer det i en tilstrækkelig grad, ja, da har man jo ingen
som helst adkomst til at ville dømme den faldne eller slagne fjende. Da er man
jo endnu selv et temmelig mørkt eller urent væsen. Og var det ikke ifølge en
udtalelse af verdens største "demokrat", at kun "den, der er ren, kan kaste
den første sten"? –Og var det ikke netop denne verdensgenløserens
guddommelige visdom og holdning, der fik den faldne kvinde til at forandre
kurs og følge ham. Det var ikke præsternes eller den hævngerrige folkehobs
eller de selvbestaltede moralvogteres væremåde, der forandrede hendes
moralske synspunkt eller sjælelige indstilling, men det var ene og alene
verdensgenløserens lysende forståelse og tilgivelse.
19.35 Den demokrat, der får et mørkets væsen til at elske sig, har
vundet dette for lyset
At skabe "fred" i verden lader sig således ikke gøre ved noget som helst
diktatur eller straf, men udelukkende kun igennem skabelsen af et virkeligt
"demokrati". Men et virkeligt "demokrati" kan ikke eksistere uden at være en
total åbenbaring af humanitet, der igen er det samme som "næstekærlighed".
Den "demokrat", der får et mørkets væsen til at elske sig, har vundet dette
væsen for lyset. Imellem ham og dette væsen er der blevet et mentalt terræn,
i hvilket "krig" er umulig. Og der, hvor "krig" er umulig på grund af kærlighed,
der eksisterer "den evige fred". Når "sejrherren" over de kapitulerede
aksemagter har fået disses folk til at elske sig, og de enkelte individer inden
for alle racer, folk og nationer ligeledes har fået deres fjenders sympati, da er
det store verdensdrama forbi. Jeg ser dets mørke skygger svinde bort over
havene. Et lysvæld af kærlighed sitrer gennem verden. Op imod den eviges
trone lyder fredens lovsange: "Ære være Gud i det høje". Julens budskab er
blevet til virkelighed, videnskab eller kendsgerning. Der er "fred på jorden", og
menneskene times en "velbehagelighed".
Skrevet som fortsat artikel til Kosmos 1945 (5-8, 10).Til orientering kan
oplyses, at Martinus under 2. verdenskrig skrev på Livets Bog 4, hvilket
fremgår af dennes stk. 1249, 1341, 1505 og 1507.
25
Dommedag
1938
12.1 Dommedag er en sidste krampetrækning af en forældet og
døende verdensopfattelse
Vi lever i en tidsperiode, hvor verdensudviklingen har en meget alvorlig
tendens. Resterne af fortidige primitive moralbegreber, der er stimulerende
eller befordrende for tvangsstyre, national magtudfoldelse, erobringslyst,
militarisme og paradeglimmer etc. er stærkt inde i en renæssance. At dette
middelalderlige enevældesystem med sin totale mangel på censur giver
glimrende afløb for udfoldelsen af despotiske magthaveres primitive
bevidsthedstendenser, er naturligvis en selvfølge. Hvem tør trodse
dødsstraffen ved at modsige "eneherskerne"? –
Vi ser derfor også, at primitive bevidsthedstendenser: intolerance, racehad,
religionsforfølgelse, fængsel eller dødsstraf for alle "uautoriserede" meninger
eller opfattelser, i stor udstrækning erobrer terræn og ligefrem har fundet
fristed inden for de diktatoriske magtzoner, hvor de betragtes som idealisme.
Det er givet, at med sådanne magtfaktorers udbredelse i verden vil alt arbejde
for international folkelig fred og forståelse, al demokratisk stilen hen imod en
fælles folkenes domstol, en international højesteret, udstyret med myndighed
og magt til at bandlyse den anarkisme, i hvilken alle nationer endnu befinder
sig eller er truet af, stagnere, samtidig med at menneskeheden forarmes under
et oprustningens vanvid som aldrig før. Sygdom, demoralisering, revolution,
mord, selvmord, drab og lemlæstelse, åndssvaghed, sindssyge,
subsistensløshed og livslede er alle faktorer, der i særlig grad præger store
dele af det tyvende århundredes menneskehed. Og det gør ikke sagen bedre,
at den førnævnte opblomstring af de fortidige, primitive kræfter koncentrerer
sig i det så højt lovpriste, kulturelt udviklede Europa og således i nærheden af
verdenskulturens hjerteregioner søger at kaste sine dødbringende dunstarter
ud over den øvrige verden. Ganske vist er de nævnte kræfter, ifølge den
højeste, okkulte analyse, så udlevede og forældede i jordens zoner, at de
aldrig vil komme til helt at beherske verden mere. Men dette forhindrer, som
nævnt, ikke, at de netop for tiden er inde i en ny opblomstring. Denne
opblomstring vil altså komme til at forme sig som en sidste krampetrækning af
en forældet og døende verdensopfattelse, et bevidsthedslag med dyriske og
dræbende traditioner. Den vil blive dyrerigets dødskamp i den
jordmenneskelige bevidsthedszone. Vi er ved at opleve "dommedag" eller
begyndelsen til "verdens ende". Vi lever i "de sidste tider".
12.2 Jesu udtalelse om dommedag, verdens ende og de sidste tider
Hvad er "dommedag", "verdens ende" eller "de sidste tider"? – Ja, svaret
herpå er at finde i Jesu udtalelse, hvor han siger:
"Men når menneskenes søn kommer i sin herlighed og alle de hellige engle
26
med ham, da skal han sidde på sin herligheds trone.
Og alle folk skulle forsamles for ham, og han skal skille dem fra hverandre,
ligesom en hyrde skiller fårene fra bukkene.
Og han skal stille fårene ved sin højre side, men bukkene ved den venstre
side.
Da skal kongen sige til dem ved sin højre side: Kommer hid, I min Faders
velsignede! Arver det rige, som eder er beredt, fra verdens grundvold blev
lagt.
Thi jeg var hungrig, og I gave mig at æde; jeg var tørstig, og I gave mig at
drikke; jeg var fremmed, og I toge mig til eder; jeg var nøgen, og I klædte
mig; jeg var syg, og I besøgte mig; jeg var i fængsel, og I kom til mig.
Da skulle de retfærdige svare ham og sige: Herre! Når så vi dig hungrig og
gave dig mad, eller tørstig og gave dig drikke?
Når så vi dig fremmed og toge dig til os, eller nøgen og klædte dig?
Når så vi dig syg eller i fængsel og kom til dig?
Og kongen skal svare og sige til dem: Sandelig siger jeg eder: Hvad I have
gjort for en af disse mine mindste brødre, have I gjort for mig.
Da skal han også sige til dem ved den venstre side: Gå bort fra mig I
forbandede, i den evige ild, som er beredt djævelen og hans engle!
Thi jeg var hungrig, og I gave mig ikke at æde; jeg var tørstig, og I gave mig
ikke at drikke; jeg var fremmed, og I toge mig ikke til eder; jeg var nøgen, og
I klædte mig ikke; jeg var syg og i fængsel, og I besøgte mig ikke.
Da skulle også de svare ham og sige: Herre! Når så vi dig hungrig eller tørstig
eller fremmed eller nøgen eller syg eller i fængsel og tjente dig ikke?
Da skal han svare dem og sige: Sandelig siger jeg eder: Hvad I ikke have gjort
for en af disse mindste, have I heller ikke gjort for mig.
Og de skulle gå hen, disse til evig pine, men de retfærdige til evigt liv." (Matt.
25,31-46)
12.3 "Dommedag" er "visdommens" dag
Her har vi altså et kosmisk væsens udtalelse om "dommedag". At denne
udtalelse har en bogstavform, der passer for den enfoldige, og en åndsform
eller sandhedsside skjult bag bogstavformen, der er synlig for og i harmoni
med den højintellektuelle, skal jeg i det efterfølgende forsøge at vise læserne.
Hvad er "menneskesønnens herlighed"? – "Menneskesønnens herlighed" kan
kun være "menneskesønnens" fuldkomne mentalitet eller bevidsthed og den
herpå baserede tilsvarende fuldkomne eller færdige væremåde, der som
bekendt gjorde ham til "ét med Faderen". En større "herlighed" kan vel ikke
tænkes? – Bliver ikke en hvilken som helst anden form for herlighed heroverfor
blot til en slags "guld" og "glimmer", tilpasset til tilfredsstillelse af almindelig
jordmenneskelig forfængelighed og ærgerrighed? –
Den førstnævnte herlighed udgør altså det fundamentale i "dommedagens"
manifestation. Men denne herlighed i form af Jesu væremåde er igen det
samme som "den hellige ånd". Når Jesu væremåde, mentalitet eller "den
hellige ånd" igen viser sig på jorden, da skal altså "alle folk" blive opmærksom
på den.
Men da denne væremåde er åbenbaringen af den højeste viden, hvilket vil sige
den højeste kundskab om selve livet og dets mening, bliver samme ånds
åbenbaring i verden således i virkeligheden en afsløring af ethvert menneskes
harmoni eller disharmoni med livets love. Det bliver synligt, hvem der er i
kontakt med livet, og hvem der er i disharmoni med dette. Der opstår således
27
to grupper mennesker i verden. "Den hellige ånd" skiller virkelig "fårene" fra
"bukkene". Den bliver således en "dom" over menneskene. Men den er ikke
nogen "straffedom". Den er kun en påvisning, en guddommelig analyse af
menneskene og deres skæbner, deres genvordigheder og deres lykkefølelser.
Den "dømmer" ikke menneskene til "evig pine" eller "evigt liv". Den er blot en
oplysning om, hvem der går til "evig pine", og hvem der går til "evigt liv". Som
"dom" betragtet udgør den kun en intellektuel erklæring om, hvem der er
hvem, og kan således udelukkende kun udgøre – "visdommen". Denne "dom"
udgør igen i henhold til "Livets Bog" kulminerende kærlighed. "Dommedag" er
således "visdommens" dag, hvilket altså igen indirekte vil sige "kærlighedens
dag".
12.4 Ved dommedag vil lidelserne eller mørket være i vældig
udfoldelse, samtidig med at lyset ligeledes vil være i stærk
koncentreret fremtræden
Det, der "dømmer" menneskene på "dommens dag", er således udelukkende
deres egne gerninger. Visdommen siger jo: "Det et menneske sår, det skal det
høste". Hvis nogen kommer til at lide smerter og ubehageligheder, vil disse jo
være identiske med ting, hvormed de allerede har dømt sig selv ved i forvejen
med deres væremåde over for deres omgivelser at have "sået" disse, lige så
vel som de behagelige eller "gode" ting er blevet til på samme måde.
Bibelen udtrykker således, at der vil komme en tid, hvor denne "høst" i særlig
grad vil blive koncentreret, hvilket i dette tilfælde vil sige: finde sted på et
langt kortere tidsrum end det ellers plejer at være tilfældet. Det vil altså
betyde en tidsperiode, hvor lidelserne eller mørket er i vældig udfoldelse,
samtidig med at lyset ligeledes vil være i stærk koncentreret fremtræden.
Som tidligere nævnt er dette stærke lys Kristi "andet komme". Dette "andet
komme" er således, som vi allerede har påpeget, åbenbaringen af "talsmanden
den hellige ånd", som skal bringe menneskene den højeste visdom, som Kristi
"første komme" ikke kunne give menneskene grundet på deres endnu primitive
tilstand. At dette lys måtte komme på et tidspunkt, hvor den mentale himmel
er fuld af skyer, er naturligvis en selvfølge. Hvad skulle ellers sprede
"skyerne". Det er jo altid solen, lys- og varmekilden, der klarer atmosfæren
op. Og det er da også her betegnelsen: "Og de skulle se menneskenes søn
komme i himmelens skyer med megen kraft og herlighed", må føres hen, hvis
der skal blive mening i den.
Kristi "andet komme" bliver således mere i "skyerne" end hans "første
komme", der blev en ren, fysisk, legemlig demonstration i form af
korsfæstelsen. Dette "første komme" var en "dommedag" en miniature. Det
var en praktisk demonstration af "dommedagens" indtog i det enkelte
menneskes bevidsthed. Det var en opvisning af, hvorledes det udviklede
menneske modtager "dommedagen" eller lidelserne og igennem dem når
"opstandelsen" eller fuldkommenheden. Det var anvisningen på, hvorledes det
jordiske menneske bør modtage "dommedagen", når den ved Kristi "andet
komme" er rettet mod hele menneskeheden. "Dommedag" er menneskehedens
vandring til Golgata. Kun igennem den "blodige angstens sved" fra
"Getsemane" bliver menneskene modtagelige for lyset, for "opstandelsen".
12.5 Dyrerigets dødskamp i jordmenneskehedens mentalitet
Bibelens enkle og klare ord om "dommedagen" er således ikke bebudelsen af
en realitet, der i bogstavelig forstand skal udløses på en enkelt bestemt fysisk
28
dag, ligesom menneskeheden naturligvis heller ikke bliver stillet op i to
bogstavelige geledder for at "dømmes" af et væsen, sat på en ren materiel
trone, pyntet med fysisk guld og glimmer. En sådan form for magtvælde hører
kun det primitive menneske til. Det er det højeste begreb, det kan danne sig
om magt og herlighed. Derfor måtte "dommedagens" kosmiske herlighed
nødvendigvis symboliseres igennem nævnte begreb. I modsat fald ville dens
beretning jo have været ganske uden inspirationsværdi for samme væsen. Vi
ser netop endnu i dag mangfoldige mennesker, der klamrer sig hårdnakket fast
til dommedagsberetningens bogstavform, idet de udelukkende kun kan få
deres inspiration gennem denne.
"Dommedag" er altså menneskehedens møde med kulminationen af
virkningerne af generationers fejlagtige livsførelse, laster og udskejelser. Da
disse sidstnævnte realiteter udgør kontrasten til alt velvære, lykke og
behagsfølelse, vil et sådant møde betyde lidelse. Da denne lidelse er dyrerigets
dødskamp i jordmenneskehedens mentalitet, og en sådan kamp som regel er
voldsommere end en almindelig udfoldelse af kraft, vil nævnte dødskamp
således her blive en ganske alvorlig sag, ja, et drama, verden endnu aldrig har
set mage til, en kulmination i udløsning af geniale mordprincipper, der i kraft
af bevidst udnyttelse i form af: pestbaciller, dødsstråler, giftgas foruden det
almindelige krigsmateriel, vil affolke sogne, byer og lande. En sådan ny
verdensbrand vil ikke efterlade sig sejrherrer eller besejrede. Den vil ikke
afpresse noget folk eller nogen stat erstatningspligt. Den vil nemlig kun
efterlade sig en sønderrevet menneskehed, der på det dræbende princips alter
har måttet erlægge – ikke en bagatel af 10 millioner grave således som i
krigen 1914-1918, men derimod en tredjedel af menneskeheden som lig
foruden den sædvanlige skare af invalider, enker, faderløse, ruinerede og
hjemløse, som følger i en krigs kølvand, men her i dette tilfælde altså i en
endnu langt større målestok.
12.6 Bibelens egen beretning om "dommens dag"
Jeg kan ikke her i en så lille afsluttet artikel udrede en nærmere detaljering af
de store krigsprocesser, der hånd i hånd med naturens egne katastrofale
udfoldelser vil omforme jordmenneskenes mentalitet til at udtrykke en "ny
himmel" og en "ny jord" (hvilket vil sige: et nyt og inderligere forhold til
Guddommen og en absolut kærlig eller retfærdig fordeling eller administration
af jordens materielle værdier, så der intet mere kendes til fattigdom, nød og
subsistensløshed). Jeg må derfor her nøjes med at hentyde til et par strofer af
Bibelens egen beretning om "dommens dag". Den første strofe udtrykkes som
følgende:
29
"Og den første engel basunede, og der kom hagel og ild, blandet med blod, og
blev kastet på jorden; og tredjedelen af træerne opbrændtes, og alt grønt
græs opbrændtes.
Og den anden engel basunede, og der blev ligesom et stort bjerg, brændende
i lue, kastet i havet; og tredjedelen af havet blev blod, og tredjedelen af
skabningerne i havet, som havde liv, døde, og tredjedelen af skibene blev
ødelagt.
Og den tredje engel basunede, og fra himlen faldt en stor stjerne, brændende
som en fakkel, og den faldt på tredjedelen af floderne og vandkilderne.
Og stjernens navn kaldes malurt; og tredjedelen af vandene blev til malurt, og
mange mennesker døde af vandene, fordi de vare blevne beske."
I den anden strofe hedder det: "Og de fire fugle bleve løste, som til time og
dag og måned og år vare færdige til at ihjelslå tredjedelen af menneskene.
Og tallet på rytternes hær var to gange titusinde gange titusinde; og jeg hørte
deres tal.
Og således så jeg i synet hestene og dem, som sad på dem; de havde ildrøde
og hyacintfarvede og svovlgule pansere, og hestenes hoveder var som løvers
hoveder, og af deres munde udgik ild og røg og svovl.
Af disse tre, af ilden og røgen og svovlen, som udgik af deres munde, blev
tredjedelen af menneskeheden ihjelslagen.
Thi deres magt er i deres munde; thi deres stjerter er ligesom hugorme og
have hoveder, og med dem gjøre de skade." (Åb. 8,7-11, 9,15-19)
12.7 Dommedagens mission er at minde menneskene om den glemte kærlighed til
næsten
Selv om man ikke ønsker at opfatte disse uddrag af bebudelsen af "dommedagens"
katastrofer i deres bogstavform, kommer man alligevel ikke udenom, at de
udtrykker tildragelser af sådanne dimensioner, at de vil komme til at savne ethvert
sidestykke i hele menneskehedens historie.
Et ocean af hjerteblod og tårer vil det koste menneskeheden at komme i kontakt
med livets love. Kun igennem sorgen over synden imod sin næste fører vejen ind i
den "ny jord og himmel". "Dommedagens" mission er at minde menneskene om den
glemte kærlighed til næsten. At denne mindelse må være af en så drastisk natur,
bliver mere og mere forståeligt, når man gør sig klart, at den teoretiske påmindelse
om det samme emne har gentaget sig hver uge i århundreder fra tusinder af
prædikestole verden over, samtidig med at ærlige reformatorer, profeter,
evangelister, sektdannere og andre moralister i stort tal har søgt og stadig søger at
dreje verdensmentaliteten imod næstekærligheden, uden i mindste måde at have
fået nogen som helst hæmmende indflydelse på den krigeriske mordergalskab, som
nu forberedes. Intet i verden befinder sig i en så kolossal opblomstring som den
moderne krigsteknik. Hovedproduktionen af al jordmenneskelig skaberkraft og
teknisk kunnen må ofres til fordel for folkenes dygtiggørelse i at slå hverandre ihjel.
Og herfra lader menneskeheden sig ikke ved nogen som helst form for materiel eller
religiøs, teoretisk påvirkning rokke. Her må der realistiske og stærke erfaringer til.
Gud må tale direkte med hvert enkelt menneske, der endnu sværger til sværdets
magt. Denne tale er "dommedag".
30
12.8 Igennem loven for tiltrækning og frastødning organiseres hele den
guddommelige administration og skabelsesmetode
For at forstå "dommedagens" mission og sande analyse er det naturligvis en
forudsætning, at man forstår, at ethvert væsens nuværende fysiske jordliv kun
udgør et enkelt led i en uendelig kæde af liv, som det samme væsen har oplevet, og
at det således befinder sig midt inde i en evig tilværelse. I de jordliv, der er gået
forud for det nuværende liv, har det ved sin væremåde skabt årsagerne til sit
nuværende liv, eller ved sin væremåde skabt årsagerne til sin nuværende skæbne,
ligesom det ved sin væremåde i sit nuværende liv skaber årsagerne til den skæbne,
det vil få i sit fremtidige liv. Set fra denne synsvinkel bliver der mening i
"dommedagens" problem.
Igennem loven for tiltrækning og frastødning organiseres hele den guddommelige
administration og skabelsesmetode. Det er denne lov, der bevirker, at hunde føder
hundehvalpe, katte føder kattekillinger, og at mennesker på samme måde bliver
født hos mennesker. Men det er ikke alene på fødselsområdet, at denne lov er
bestemmende. Det er også den, der ligger til grund for den gamle realitet, "krage
søger mage", og "lige børn leger bedst". Den betinger således, at beslægtede arter
søger beslægtede arter. Som følge heraf vil den samme lov i livet også bevirke, at
mennesker på samme trin i udviklingen fortrinsvis søger hinanden, bliver tilhængere
af de samme partier, politiske såvel som religiøse. I denne udskillelse i partier, sekter
og samfund begynder vi allerede at kunne skimte en ren materiel tilsynekomst af de
to grupper: "fårene" og "bukkene". Dette vil igen sige, at mennesker med
tilbøjelighed for samme moralske anskuelser, samme mentalitet og væremåde,
mere og mere bliver koncentreret sammen i grupper. Disse grupper, i deres mest
fundamentale form, er nationerne. Hver enkelt nations individer har altså noget i
deres mentalitet, der er beslægtet med de øvrige individers mentalitet i samme
nation. Det er dette, der har bevirket, at de er blevet født i samme rige. Men bag
nationerne finder der også en gruppering sted. I denne bliver nationerne skilt ud fra
hverandre i to store grupper. Det er disse to grupper, der er "dommedagens" "får"
og "bukke". Den ene gruppe udgøres af nationer, der endnu sværger til sværdets
magt, nationer, hvis befolkninger endnu ikke i tilstrækkelig grad har fået udlevet
krigens uhyrligheder, men i blind iver hylder "magtprincippet" i stedet for
"retsprincippet". For disse væsener er "magten" "retten".
12.9 Dommedagens "får" og "bukke"
Den anden gruppe udgøres af nationer, hvis befolkninger har udlevet krigen,
væsener, der i tilstrækkelig grad har fået erfaringer nok for krigens tåbelighed.
For disse væsener er "retten" "magten". De udgør "fårene" ved den "højre
side".
Dog ville disse væsener være uhyggeligt stillede, hvis der inden for deres
gruppe ikke eksisterede en serie væsener, der endnu kan hylde
sværdprincippet, thi da ville den førstnævnte gruppe helt undertrykke og
lemlæste den sidstnævnte. Men disse, indtil en vis grad militært indstillede
mennesker, danner ligesom et værnende skjold eller panser for gruppens
kerne, der jo består af væsener, i hvis mentalitet krigen er ganske bandlyst.
Når der således i den "højre sides" gruppe kan eksistere krigsvæsener, så
31
skyldes det den omstændighed, at de i det store og hele afviger fra den
"venstre sides" væsener derved, at de hovedsagelig kun er indstillede på at
bruge sværdet i forsvaret for virkelige internationale, fredsbefordrende idealer,
hvilket absolut ikke kan siges at være tilfældet med den anden gruppe, der
udelukkende kun bruger sværdet i nationale, egoistiske foreteelsers tjeneste,
selv om de også ynder at påberåbe sig at "kæmpe for freden". Men det passer
jo også godt med "dommedagens" profeti. Det er jo denne gruppe, der i så høj
grad påberåber sig at have hjulpet verdensgenløseren, hvilket vil sige:
kæmpet for fredsidealerne, skønt de i virkeligheden ikke har skabt andet end
ufred. De mord, drab og lemlæstelser, de ved deres krigsidealer
afstedkommer, gør de jo direkte imod de virkelig kristne idealer. Det er denne
gruppe, der skal gå frem til "evig pine".
Her må man erindre, at da Bibelen ikke i særlig grad er baseret på at give
menneskene oplysninger om "reinkarnationen", har man ikke noget som helst
begreb om en kommende ny timelig tilværelse. Som følge heraf vil alt, hvad
der henfører til tilværelsen uden for det nuværende fysiske liv, blive udtrykt
som – "evigt". Når der berettes, at den "venstre sides" væsener skal gå bort til
"evig pine", vil det i virkeligheden kun sige det samme som, at de skal gå over
til virkningerne af deres nuværende dræbende væremåde i en ny fysisk
tilværelse.
Når den "højre sides" væsener, hvis væremåde jo er udtrykt som den højeste
grad af beskedenhed, idet de jo var så vant til at give og hjælpe, at de slet
ikke havde lagt mærke til, at de dermed havde hjulpet verdensgenløseren, skal
gå ind til "evigt liv", "det rige, som var dem beredt" osv., så vil det sige, at
deres skæbne også ligger i en kommende ny fysisk tilværelse, hvor de vil
komme til at høste virkningerne af deres nuværende kærlige eller udviklede
væremåde.
12.10 Menneskene udskilles fra hinanden gennem reinkarnationen på basis af
tiltræknings- og frastødningsloven
Menneskene befinder sig således allerede midt i deres "evige tilværelse". Men de
oplever altså for tiden en epoke, i hvilken de i særlig grad udskilles fra hverandre.
Denne udskilning har i stor udstrækning fundet sted ved udvandring og finder endnu
i nogen grad sted igennem raceforfølgning. Men den fundamentale finudskillelse
finder hovedsagelig sted gennem reinkarnationen. Mennesker, der ikke passer i
nationens liv og mentalitet, fødes ikke i denne nation i det næste liv, men vil, på
basis af tiltræknings- og frastødningsloven, blive født i den nation eller det folk, hvor
livet passer for dets skæbne. Ethvert menneske kommer derfor til at være der, hvor
det retmæssigt, i henhold til dets tidligere væremåde, hører hjemme. Og det er
dette princip i verdensordningen, der garanterer, at isbjørne normalt ikke fødes ved
ækvator, og krokodiller ikke fødes i polernes isregioner. Alle væsener kommer, hvor
de skal i henhold til de af deres væremåde udløste skæbneårsager. Lande, der er
prædestinerede til naturkatastrofer, bliver efterhånden befolket med væsener, i hvis
skæbneudløsning og udvikling oplevelsen af naturkatastrofernes gene er lige så
nødvendig, som polarlandene normalt er nødvendige for isbjørne og tropelandene
for krokodillerne. Det samme princip gør sig naturligvis også gældende, når der er
32
tale om væsener, hvis væremåde har udløst lyse skæbneårsager. Hvis sådanne
væsener befinder sig i lande, hvor den lyse skæbne ikke vil kunne manifesteres, kan
individet naturligvis ikke genfødes der, men fødes på et sted og i omgivelser, hvor
dets skæbne retmæssigt kan komme til udfoldelse. Intet er således underkastet
tilfældighed. Det er dette princip, der ligger til grund for Jesu udtalelse om spurvene:
"Og ikke én af dem falder til jorden, uden eders Fader vil", og ligeså for hans
udtalelse: "Men endog eders hovedhår er talte".
12.11 Næstekærlighed kendetegner den "højre sides" væsener, der
skal gå frem til "evigt liv", dvs. fortsætte livet her på jorden
Naturen, hvilket vil sige Guddommen, besørger således selv en sortering af
væsenerne for at kunne føre dem til det for hvert enkelt væsen særligt
passende opholdssted. Hvilken sortering, man er kommet til at tilhøre, har
man altså med sin væremåde selv bestemt. Det vil derfor være så temmelig
nødvendigt for opnåelsen af at komme til at høre til den sortering, der skal gå
frem til "evigt liv", hvilket altså vil sige til en lys skæbne i kommende liv, at
man ihukommer Jesu ord: "Våger og beder, at I ikke skulle komme i fristelse!
Ånden er villig, men kødet er skrøbeligt."
Da "kødet" her betyder den dyriske vanebevidsthed, og "ånden" viljen til det
gode, vil ovennævnte altså sige det samme som, at det er bekæmpelsen af de
i menneskene endnu boende dyriske anlæg:
egoisme, had og kødspisning, der er vejen over til "dommedagens" "højre
side". Da disse anlæg ikke kan fjernes fra individets bevidsthed uden igennem
fødslen af evnen til at "elske sin næste som sig selv", bliver denne
næstekærlighed jo kendetegnet på nævnte "højre sides" væsener. Men da
disse væsener skal gå frem til "evigt liv", hvilket vil sige: fortsætte livet på
jorden, vil dette liv således blive baseret på næstekærlighed. Men derved vil
livet komme til at afvige fra det nuværende, der er baseret på dyrisk magt og
styrke i egenkærlighedens tjeneste. Da det er denne gamle kulturtilstand, der
hidtil har været jordmenneskenes mentale, fysisk praktiske verden, vil det
altså være denne "verden", der skal gå under. Og da den ny kultur er baseret
på næstekærlighed og dermed udgør en ny praktisk og fysisk verden, bliver
det således denne "ny verden", der er den "ny jord". At denne ny kulturs
videnskabelige indstilling til "den hellige ånd" vil give individerne en langt
skønnere og højere indsigt i livet uden for den fysiske tilværelse er naturligvis
en selvfølge, i særdeleshed da "dommedagen" jo ikke kan fuldføres før Kristi
"andet komme", hvilket, som tidligere berørt, er "den hellige ånds"
synliggørelse på jorden. Da man kalder de overfysiske regioner og problemer
og hvad dertil hører for "himlen" vil den ny kulturs mennesker således også
have en "ny himmel".
33
12.12 Dommedagens kendetegn er Kristi "andet komme", der er "den
hellige ånds" åbenbaring eller videnskabeliggørelsen af
næstekærligheden
Om man forstår, at vi for tiden oplever "verdens ende" eller "de sidste tider",
vil altså være afhængig af, om man forstår, at den nuværende kultur er ved at
gå under. Om man er i stand til at acceptere den nuværende tilstand i verden
for "dommedag", vil være afhængig af, om man er i stand til at se adskillelsen
af "fårene" og "bukkene", og at "den hellige ånd", hvilket altså vil sige den
videnskab, det lys og den kærlighedslære, uden hvilken en ny verdenskultur,
hvor freden har hjemme, umuligt kan opstå, bliver manifesteret. Har man ikke
spor af evne til at være i føling med disse ting, da vandrer man i virkeligheden
endnu rundt i blinde, ligegyldigt hvor meget man så end måtte tro at være i
besiddelse af de verdensfrelsende idealer. Da har man endnu dyrets egoistiske
og dræbende tendenser i sin natur. Og man vil igennem sin reinkarnation og
skæbne bogstavelig talt blive ført over i de lande og zoner, der er
"dommedagens" "venstre side" for der at gå frem til "evig pine", hvilket altså
vil sige: til den guddommelige erfaringsoplevelse, man mangler for at kunne
forstå det bud, der er "al lovens fylde". Men med denne oplevelse bag sig har
man "fuldkommet løbet". Da står vejen åben til den "ny himmel" og "ny jord".
"Den fortabte søn" bliver atter forenet med sin guddommelige Fader.
"Dommedagens" fundamentale kendetegn er således Kristi "andet komme".
Dette "andet komme" er som nævnt "den hellige ånds" åbenbaring. Denne
åbenbaring må være dokumentationen eller videnskabeliggørelsen af
næstekærligheden, thi ellers kan den umulig være basis for den "lovens fylde",
der er det absolut eneste fundament, på hvilket en virkelig verdenskultur i
harmoni med livets love eller Kristi væremåde kan manifesteres. Vær derfor
alle på vagt! Hen over verden går en dønning af det største mørke. "Veerne"
har taget sin begyndelse. Men ind over jorden skinner en stråle af det
stærkeste lys. Det er ved at forplante sig i kød og blod. "Hvo som har øren, de
høre". Hvo, som har øjne, de se. Hvo, som har kærlighed, de fornemme et
møde med Gud.
Skrevet som artikel til Kosmos 1938 (12).
34
Vejen til freden
1952
25.1 Antipatien eller årsagen til det dræbende princips udløsning i
jordmenneskets væremåde
Så længe det jordiske menneske endnu ikke fuldt ud er et indviet eller
færdigudviklet væsen, vil det primære fundament for dets handle- og
væremåde i tilsvarende grad være tyngdeenergi indkapslet i uintellektuel
følelse og et svagt islæt af instinkt. Ifølge Livets Bog er tyngdeenergi det
samme som ild, og følelse det samme som kulde. I et levende væsens
organisme er disse kosmiske energier forenede i en balance mellem disse to
yderligheder i form af den samme organismes normaltemperatur. I det
uindviede væsens mentalitet giver nævnte grundenergier sig til kende i form af
varierende overbalance enten i den ene eller den anden af nævnte energiers
favør. Denne overbalance præger da i den givne situation hele væsenets
viljeudfoldelse og den heraf følgende manifestation i tanke og handling. Når
tyngdeenergien er i overbalance og derved behersker følelsesenergien, præges
væsenets vilje af en mere eller mindre ubehersket antipati, der igen alt efter
tyngdeenergiens overvægt i forhold til følelsen giver sig udslag i vrede,
hidsighed og de heraf følgende hævnakter, slagsmål, drab og lemlæstelse. Det
er denne tilstand, der eksisterer permanent hos rovdyret og sætter det i stand
til at kunne overmande og dræbe sit offer. Og det er den samme tilstand, der
hos det ufærdige menneske skaber al fjendskab og i sin mest dominerende
kulmination kommer til udløsning i form af menneskehedens indbyrdes krige
eller "alles krig imod alle". Alt fjendskab, enhver hævnakt, ja alt, hvad der i
mennesket er en modsætning til det store næstekærlighedens bud: "Du skal
elske din næste som dig selv", er udløst af tyngdeenergiens overbalance i
væsenerne. Det er denne tyngdeenergiens overbalance eller overdimension i
forhold til følelsen i væsenet, der er den sande og inderste årsag til
udløsningen af det dræbende princip i væsenets manifestation og væremåde.
25.2 Mental frastødning og tiltrækning
Når tyngdeenergien derimod kommer i underbalance, og følelsesenergien er i
overbalance eller fremtræder i overdimension i forhold til tyngdeenergien, kommer
væsenet i en modsat affekt. Medens overdimensioneret tyngdeenergi skabte
væsenets antipati, skaber den overdimensionerede følelsesenergi på tilsvarende
måde væsenets sympati. Og det ufærdige menneskes daglige samliv med
medvæsener og omgivelser bliver en variation eller skiftende udløsning af antipati
35
og sympati. Antipati og sympati er igen henholdsvis det samme som mental
frastødning og tiltrækning.
36
25.3 Overdimensioneret følelse skaber forelskelse
Medens frastødningen giver sig udslag i bitterhed, vrede, forfølgelse,
bagtalelse og i det hele taget alt, hvad der kan ødelægge og skade objektet for
det pågældende væsens antipati, bevirker tiltrækningen derimod en
overdreven sympati, en slags kærlighed, som i virkeligheden ikke er nogen
kærlighed, men et middel, en vanemæssig metode, ved hvilken man får
opfyldt visse egoistiske begær. Denne uægte sympati eller kærlighed kendes
derpå, at hvis den opnåede tilfredsstillelse af de egoistiske begær ikke mere
kan opnås ved nævnte sympati, f.eks. i kraft af at denne ikke mere påvirker
det væsen, den er rettet imod, idet samme væsen er mættet af denne sympati
og har fået dragning imod andre væsener, andre interesser, da vil sympatiens
ophav herved pludselig ændre sin indstilling om til antipati og igennem vrede
og voldshandlinger søge at opnå det, det før opnåede med sin sympati. Det er
det samme princip, vi ser komme til kulminationsudløsning i et væsens
forelskelse i et andet væsen. Denne forelskelse er også en ganske overdreven
sympati, udløst og båret af begæret efter at eje objektet for forelskelsen, i
samliv med hvilket væsen ophavet til forelskelsen finder et næsten
livsbetingende behag. Hvis dette behag er gensidigt mellem parterne, oplever
disse hermed parringsdriftens kulmination af velvære eller livslykke. Men hvis
dette velvære taber sig hos den ene af parterne, idet dette væsen begynder at
finde et større behag i og derved kommer til at føle større sympati for et andet
væsen, vil den endnu forelskede part begynde at udløse den antipati og vrede
imod medbejleren, vi kalder skinsyge. Og imod objektet for sin forelskelse vil
samme væsen i værste tilfælde, eller hvis ikke nogen mildere form er
tilstrækkelig, bruge vold, ja, man har jo eksempler på, at en sådan skinsyg
elsker ligefrem har myrdet objektet for sin forelskelse.
Men det er akkurat den samme slags "kærlighed", vi bliver vidne til i det
almindelige daglige livs sympatier. De er ligeledes i de fleste tilfælde kun
metoder, ved hvilke man har eller kan øjne kommende fordel. Sådanne
sympatier er altså i virkeligheden kun et udslag af det samme princip som
forelskelse. Der er bare den forskel, at ved almindelig forelskelse ønsker man
at parres med et andet væsen, medens man ved den almindelige
sympatiudløsning til andre væsener i den daglige væremåde ønsker at
"parres" med (komme til at eje) ting, der kan betyde store fordelagtige,
materielle behag eller goder. I virkeligheden er al denne egoistiske sympati
det samme som "snobberi". Vil ikke de fleste mennesker gerne udøve hele
deres charme og gøre meget for et væsen, der sidder i stor position, og som
man ved, der har magt til at hjælpe en frem til en bedre stilling, til en større
position i samfundet eller til opfyldelsen af andre af ens ønskedrømme? – Lad
bare en mand komme ind i en stor forretning og være iklædt et fattigt
kostume, så betjeningen tror, at han kun er et nul socialt eller
samfundsmæssigt set. Han skal da nok få at mærke på betjeningen eller
ekspedienternes kolde og vrangvillige indstilling til ham, at her er der ikke
nogen sympati eller måske ikke engang almindelig høflighed at vente. Her er
kun mental kulde. Lad den samme mand en time senere højsoigneret og
iklædt den fornemste og dyreste mode køre op foran forretningens portal i en
af de mest moderne og kostbareste luksusvogne og med privatchauffør. Da er
det ikke de mere underordnede ekspedienter, der tager imod. Nej, her er det
afdelingschefer og underdirektører, der udviser deres største charme og
velvillighed for at tækkes "den store mand". At komme i velyndest hos ham
kan måske betyde meget i ens karriere og position. Altså udviser man over for
37
den store mand en mental udfoldelse, der i princip er det samme som den,
man udviser igennem en forelskelse, der i virkeligheden i sin inderste analyse
kun udgør en højere form for "snobberi". For "den store mand" lægger man
således et meget energisk snobberi for dagen. Man håber dermed, at en eller
anden af ens ønskedrømme ved ham kan blive bragt til opfyldelse. Men hvis
nu den "fornemme mand" meget gerne tager imod disse væseners store
velvillighed, men ikke giver så meget som en lille venlig tak eller en lidt mere
håndgribelig påskønnelse til gengæld, hvad så? – Ja, så er forelskelsen gået
alt snobberiets gang, er blevet til antipati, udløsende alskens udtryk, der i
værste tilfælde er af en sådan natur, at de er mere eller mindre uegnede til at
gengives her.
Det må dog bemærkes, at der iblandt et sådant personale naturligvis kan
findes personer, der udgør en undtagelse fra reglen og således er mere
modne, mere åndeligt voksne og derfor begynder at have den samme
sympati, ja, undertiden en større sympati for den fattige end for den rige
mand. Men det er ikke ud fra undtagelserne, man skaber en analyse, den må
skabes ud fra det almengældende.
25.4 Det dyriske menneske eller løsningen på sfinksens gåde
Vi ser således, at egoismen her er til stede i alle disse former for sympatier. Denne
form for sympatiudløsning har altså ikke noget med den virkelige uselviske og
intellektuelle sympati, der er det samme som absolut kærlighed, at gøre. Den er
derimod kun et led i det ufærdige væsens selvopholdelsesdrift. Det er sådanne
selviske eller egoistiske drifter, der kendetegner ren dyrebevidsthed, medens alle de
uselviske drifter i mennesket kendetegner mennesket i renkultur. Det vil altså sige,
at det område, der i menneskets mentalitet befordrer egoisme eller selviskhed, er
dyrisk, og det område i mentaliteten, der befordrer uselviskhed, er menneskelig.
Ligesom det jordiske menneske kropsligt set er et "pattedyr", således er det også,
grundet på det i dets mentalitet fremtrædende dyriske område, et dyr,
bevidsthedsmæssigt set. Det uindviede menneske er således i nogen grad "dyr" og i
nogen grad "menneske". Dets manifestation eller væremåde må derfor også i
tilsvarende grad være dyrisk og menneskelig. Det er dette, der er løsningen på
sfinksens gåde.
38
25.5 Hvad der burde være enhver regerings og ethvert politisk partis
største opgave
Burde det ikke være enhver regerings eller myndigheds såvel som ethvert
politisk partis største opgave at befordre en videnskab, der gør det til en
selvfølge for ethvert væsen, hvilke umådelige private og offentlige goder det
ville bringe at få fjernet den overtro i det ellers så intellektuelt eller materielvidenskabeligt udviklede menneske, at andre væsener er dets fjender, og at de
må bekæmpe disse væsener med våben, mord, drab og ødelæggelse? – Med
fjernelsen af denne overtro vil man komme til at se, at det eneste onde, der
eksisterer, er inden for hvert enkelt uindviet menneskes eget mentale område.
I kraft af dette onde bliver mennesket sin egen dødsfjende. I absolut forstand
har mennesket ikke noget som helst fjendtligt område i hele det store univers.
Alt er til for at tjene det levende væsen. I virkeligheden findes der absolut
ingen anden vej til den af hele menneskeheden så stærkt ønskede varige fred
på jorden end netop igennem videnskaben om det dyriske i mennesket og den
heraf følgende praktisering af befordringen af dette dyriske områdes
undergang i ens eget indre, i ens egen mentalitet, i ens egen hjerne, hjerte,
kød og blod. Årsagen til al oplevelse af vor ufred findes absolut kun i vort eget
indre, absolut ikke i vore medvæseners indre. Der findes kun årsagen til disse
væseners oplevelse af ufred. Vi vil derfor aldrig i nogen som helst situation
kunne bekæmpe krigen og dermed skabe fred i vort eget sind ved at forfølge
og nedkæmpe andre væsener.
25.6 Det tyvende århundredes største og mest bloddryppende overtro
Det er denne det tyvende århundredes største og mest bloddryppende overtro,
der i dag skaber atombomberne, disse midler til en mangfoldiggørelse af
overtrædelsen af livsloven eller det femte bud: Du skal ikke dræbe! Tænk,
hvad det koster menneskeheden af møje og besværligheder, skattebelastning
og atter skattebelastning af væsenerne i et stadig voksende område rent
bortset fra alle disse milliondrab og ødelæggelser af århundreders
velsignelsesrige frembringelser, man hermed iværksætter. Og er det største
resultat heraf ikke dette, at millioner af sunde, unge og livskraftige mennesker
bliver gjort til invalider, til humpende og kravlende, blinde og døve animalske
vragstumper, men alligevel levende nok eller med så megen sanseevne i
behold, at de kan opleve fornedrelsen, undergangen eller det helvede, som
uundgåeligt bliver enhver manddræber, morder og livssabotør til del. Denne
skrækkelige overtro, at det er næsten, det er andre mennesker, det er andre
nationer og folk, der er skyld i vor skæbne og ulykke, og at vi derfor kun kan
redde os ved at ødelægge dem, er en så skrigende dødsdom over os selv, hvis
praktisering aldrig i nogen som helst situation vil skabe fred eller lykke for os,
men uundgåeligt føre os lige ind i undergang og sabotage af vor egen førlighed
og velvære, føre os ind i invaliditet og kulmination i fysisk såvel som i psykisk
lidelse. En sådan tilstand fører igen til livslede, ja, ligefrem til rædsel for at
leve og bringer os i værste tilfælde sluttelig til selvmord.
39
25.7 Det er dødsensfarligt, at menneskene bruger deres magt over
naturens millioner af hestekræfter til at sabotere næstens liv og
ejendom
Det er således mere vigtigt, ja er en absolut livsbetingelse, at man lærer at
blive lige så fuldkommen til at praktisere den rigtige indstilling og væremåde i
det daglige liv, som man nu tror, det er en livsbetingelse at blive dygtiggjort i
at kunne anvende de moderne helvedesmaskiner og ved hjælp af disse med
eventyrlig træfsikkerhed kunne ramme fjenden og ødelægge hans liv og
livsværdier. Den såkaldte mørke middelalders overtro er således for intet at
regne i forhold til den overtro, der i det tyvende århundrede behersker en
menneskehed, der har underlagt sig millioner og atter millioner af naturens
hestekræfter, ja kan ligefrem dirigere elementerne til at arbejde for sig, en
menneskehed, der ser hundrede tusinder af lysår ud i verdensrummet, ud i
makrokosmos og ligeledes vågen dagsbevidst kan følge atomernes bevægelser
i mikrokosmos. Dette er ikke blot tragisk, men det er dødsens livsfarligt. At
man med en så udvidet overlegenhed og med et sådant herredømme over
elementerne mener, at man med denne voldsomme magt skal ødelægge sin
næste, sine medmennesker, udelukkende kun fordi, man ligger under for den
indbildning eller tro, at han er vor fjende, er det samme som at knuse alt,
hvad der kan føre os lige ind i freden eller den normale livslykke. Alt, hvad der
hører ind under krig mand og mand imellem eller staterne imellem, alt, hvad
der hedder militær oprustning, alt, hvad der går ud på at skabe kanoner,
bomber eller andre mordvåben, enhver propaganda for krigsførelse, er en
sabotage af al virkelig menneskelig lykke og tilværelse og vil aldrig i nogen
som helst situation kunne udtrykkes som en intellektuel handling, kosmisk set
25.8 Hvad der saboterer al beskyttelse over for krigen og dens virkninger
Foranstående udtrykker altså en handlemåde, der absolut kun kan finde sted inden
for uvidenhedens og overtroens kulminerende domæne. At afgøre et
mellemværende mellem to parter med krig er en uintellektuel handling og har
derfor kun sin berettigelse inden for dyrets område. Det er denne uintellektuelle
eller dyriske mentalitet, der holder den samlede menneskehed af i dag bundet til
mørkets og dødens regioner eller "alles krig imod alle". Det er den samme dyriske
holdning, der skaber den absolutte ubeskyttelse imod krigens virkninger og ulykker
verden over. Væsenerne tør ikke tro på den sande kristendom eller dette, at man
skal vende den højre kind til, når man bliver slået på den venstre. Drag dit sværd i
skeden, thi hver den, der ombringer ved sværd, skal selv omkomme ved sværd. Så
længe mennesket endnu tvivler på næstekærligheden, som er bestemt til at være
det primære i menneskets liv, vil det synke og synke ned i dødens og ulykkernes
dræbende og smertefrembringende moradser og dyndregioner. Det gør sig selv til et
kolossalt brændbart ved på krigens bål..
40
25.9 Den traditionelle indvending imod antikrigsindstillingen
Nu vil man som regel komme med den traditionelle gamle indvending, at man
da ikke kan stå stille og se på, at eventuelle fremmede soldater skænder og
øver vold på ens hustru og andre kvinder, ligesom man heller ikke passivt kan
se til, at røvere og banditter med brutalitet og vold over for voksne og børn
hærger og plyndrer, skænder og lemlæster omkring sig. Hvis alle her vender
den højre kind til, hvordan tror man så, det vil gå? – Ja, det er netop denne
frygt, der næres ikke blot af private personer, men også i allerhøjeste grad af
staterne eller folkene indbyrdes. De mobiliserer og opruster alle af frygt for
overfald fra andre folk og stater. De umådelige kostbare krigsanlæg, de
geniale mordmaskiner, atombomber og andre på bekostning af staternes
økonomi og normale velvære opbyggede drabsapparater er alle et resultat af
frygt. Spørgsmålet bliver da, hvorvidt denne frygt er begrundet. Det er ikke
nogen almengældende evne for jordmennesket at kunne se ind i fremtiden.
Det kan i virkeligheden ikke engang med sikkerhed se sin skæbne ind i dagen i
morgen, ja kan ikke engang forudse sin næste time, ligesom det naturligvis i
en endnu mindre grad kan forudse sin næstes skæbne eller de væseners
skæbne, som de netop frygter. Hvordan kan man da med rette påstå, at det
eller det menneske må være rustet til tænderne for selv at kunne undgå
overfald eller for at kunne beskytte eventuelle pårørende, hustru og børn? –
Det vil være ganske umuligt for et kosmisk uindviet menneske at kunne
forudsige noget absolut bestemt herom. Alt vil her kun kunne være hypoteser
og formodninger. Der kan endda være en overordentlig stor mulighed for, at
netop disse nævnte pårørende slet ikke har nogen mørk og dræbende skæbne
til gode, idet de i deres liv og væremåde for længst har oparbejdet eller fået
udviklet sig en aura, der gør dem immune over for al livssaboterende skæbne.
At tvinge disse væsener mordvåben i hånd og med trussel om straf og
dødsdom tvinge dem til at dræbe og myrde deres næste, som de i forvejen
grundet på deres udviklede aura allerede er beskyttet imod, er ikke blot
skrigende uretfærdigt og meningsløst, men er også i virkeligheden det samme
som at "synde imod den hellige ånd". Om denne synd hedder det, at den ikke
skal tilgives. Når stater eller myndigheder uden det mindste personlige hensyn
til det enkelte individs psyke, dets livsopfattelse og moralske væremåde,
tvinger alle til at være soldat, til at være kriger, til at være dræber og sabotør,
gør de sig altså skyldig i en handlemåde, hvis virkninger ikke kan "tilgives",
hvilket altså vil sige, ikke kan afbødes. Man tvinger således mennesker, som i
virkeligheden for længst har udviklet sig bort fra krigens domæne, væsener,
som ikke mere kan dræbe og myrde, hævne og hade, og som derfor hver især
i sig selv udgør et fredens område, til at være krigere og til at befordre ufred,
død og undergang. Derved saboterer stat og myndigheder det fredens
område, som allerede har dannet sig eller er blevet til inden for staten, i stedet
for at støtte, hygge og hæge om dette sit virkelige eneste og sande humane
kulturområde. Så længe staterne og myndighederne uden noget som helst
psykologisk hensyn til det enkelte individ tvinger alle til at være krigere,
sabotører og dræbere, fører de krig og sabotage imod deres eget
fredsdomæne. Derved bliver de en fjende til sig selv, der er endnu værre end
den "fjende", de med krig vil bekæmpe. Men hvordan kan stater og
myndigheder, der ikke blot er i blodig krig med næsten (andre stater), men
også i krig med sig selv indadtil (militærtvangen over de mennesker, der af
hjertet er humanister og fredsmennesker), blive eksperter i at skabe fred? –
Hvor har Bibelen dog ret. Synden imod den hellige ånd kan ikke tilgives.
41
Krigen imod næsten og krigen imod sig selv er en sabotage af Guds ånd. Her
kan kun helvedes dødningedans have domæne. Her er hjemstavnen for gråd
og tænders gnidsel.
25.10 Vejen til freden
Vejen til freden går udelukkende kun igennem forståelsen af, at udvælgelsen af
soldater, hvilket vil sige udvælgelsen af krigere, kun må ske over for dem, der af
hjertet virkelig er krigere. At tvinge væsener, der af hjertet er humanister og ikke
kan nænne at dræbe eller lemlæste levende væsener, til at være krigere, er altså
det samme som at sabotere og ødelægge den allerede skabte fred. Freden bliver
kun til i næstekærlighedens jordbund. Hvis man ikke passer og plejer denne
jordbund, skal man ikke tro, at man her kan avle fredens livgivende frugter.
Inden for alle stater og folk findes der et område af væsener, der endnu er fødte
krigere, hvilket vil sige væsener, der tror, at alt skal afgøres ved magt. På rettens og
humanitetens område er de endnu i stor udstrækning analfabeter. Det er disse
væsener, der er krigens og ufredens jordbund. Det er disse væsener, der er de
retmæssige fjender af andre staters krigere. Så længe en stat må have militær og
skal udskrive soldater, må den psykologisk kunne skelne krigerne fra humanisterne,
så den kan udskrive krigerne som soldater og fritage humanisterne, som jo ikke har
den mindste skyld i krigens eksistens. Staterne har jo slet ikke råd til at miste sine
humanister, idet ingen fred kan skabes uden netop ved fødte humanister. At lade
humanister eller fredseksperterne udrydde på slagmarkerne sammen med krigerne
er jo det samme som at smide barnet ud med badevandet. Hermed saboteres alle
betingelser eller muligheder for at skabe fred. Den eneste vej til beskyttelse imod
det onde, imod andres overfald, vold og brutalitet, er ikke dødbringende sabotage,
mord og drab, men derimod dette at udrense sig selv for alt, hvad der her findes af
den slags i sit eget indre, thi det dyriske og dræbende i menneskets indre er kilden
til dets eventuelle krig med næsten og de læsioner og mørke skæbner, dette
medfører. Men over for denne tilbagevendende virkning af mørk manifestation over
for sin næste findes der ingen beskyttelse, ligegyldigt hvor meget militær eller hvor
mange divisioner eller armeer af soldater, politi eller retsvæsen, man så end tror at
kunne dække sig bag. Skæbnen rammer mennesket ufejlbarligt, lige så vel i stille
omgivelser som midt i krigens dødningedans. Loven sker fyldest. Hver den, der
ombringer ved sværd, skal selv omkomme ved sværd. Vejen til freden går således
udelukkende kun igennem dette, at give vor næste den fred og velsignelse, vi selv
ønsker at leve i.
Skrevet som artikel til Kosmos 1952 (5-6).
42