PROGRAM FOR SÆSONEN 2014-2015

P R O G R A M FO R
SÆSONEN 2014-2015
Klubben går nu ind i sin 16. sæson
Velkommen til både tidligere og nye medlemmer - til en ny sæson fuld af store oplevelser i biografmørket.
Endnu en gang har vi forsøgt at sammensætte et varieret udbud af film fra mange dele af verden - og med
spændende, sjove, alvorlige, aktuelle og historiske temaer.
Medlemskabet omfatter dels de 25 filmklubfilm og dels 5 stk. fribilletter, der hver giver adgang til en af Store
Bjørns offentlige filmforestillinger - uanset forestillingens pris. Billetterne er personlige og kan derfor kun
bruges af medlemmet. Den offentlige biograf, Store Bjørn, viser mange af de helt nye, store og mest populære
film, så der bliver nok at vælge imellem. Medlemskabet giver også mulighed for af og til at blive inviteret til
’snig-premierer’ og andre arrangementer på Den Europæiske Filmhøjskole, EFC.
Som medlem i klubben får du også mulighed for, på frivillig basis, at blive skuespiller eller statist for en dag
i forbindelse med de filmprojekter eleverne laver under deres ophold på filmhøjskolen og på den måde få et
dybere indblik i filmhøjskolens og elevernes arbejde.
De 25 film - 11 film før jul og 14 efter - har vi valgt ud blandt film, vi ikke altid selv har set, men som vi har valgt
bl.a. ud fra vort kendskab til folkene bag filmene, skuespillere, anmeldelser og tildelte priser. Vi vælger væsentlige, vedkommende og gerne smalle film, men vort krav er absolut også, at det skal være underholdende film.
Vi viser de 24 film fra 7. oktober 2014 til 31. marts 2015 - samt den 25. film ved generalforsamlingen den
12. maj 2015. Hver klubaften starter tirsdag aften kl. 19.30 - med ganske få undtagelser, som kan ses i programmet. Der indledes hver gang med en præsentation af aftenens film og enkelte gange yderligere med en
kortfilm. Der serveres kaffe/te plus småkager i caféen før eller efter filmen. Vi vil igen opfordre alle, der har
tid og lyst, til at deltage i snakken her omkring filmen. Vi mener, at netop denne mulighed for udveksling og
diskussion er en vigtig dimension i vores klub.
Der vil i løbet af filmsæsonen, i år den 24. marts 2015, blive anledninger til at se og høre mere om, hvad man
arbejder med på EFC. Traditionen tro vil filmhøjskolens forstander og nogle af eleverne præsentere de mest
interessante elevafgangsprojekter, inden aftenens klubfilm går i gang. Her byder klubben alle medlemmer på
forfriskninger i pausen.
Hvis du har ideer angående klubben, er du meget velkommen til at sende dem til os. Vi er altid lydhøre. Det
kan evt. også dreje sig om at evaluere en af filmene eller indgive forslag til film til den næste sæson. Deadline
er 1.feb. 2015, for at komme med i vor udvælgelsesprocedure. Kontakt os personligt en tirsdag aften eller
send os en mail på [email protected]
Du kan finde yderligere fakta om sæsonens film bl.a. på hjemmesiderne
www.scope.dk - www.cinemazone.dk - www.imdb.com
Vi er glade for samarbejdet med Den Europæiske Filmhøjskole og for at kunne bruge dens digitaliserede biograf, ’Store Bjørn’, hvor der nu er mulighed for at se 3D-film og de nyeste film i digital kvalitet. Biografen er
netop blevet totalrenoveret, så alt fremtræder indbydende og flot.
Vi informerer klubbens medlemmer via e-mail, ligesom vi har etableret et hjemmesidesamarbejde med biografen ’Store Bjørn’. Via filmklubbens hjemmesideadresse www.ebeltoftfilmklub.dk føres du over til vores
afdeling af ’Store Bjørn’s hjemmeside, hvor klubbens program for 2014-2015 vil være tilgængeligt sammen
med de øvrige klubinformationer.
Det er derfor meget vigtigt, at alle, der har en e-mail adresse, oplyser den sammen med adresse og telefonnummer ved købet af medlemskabet. Husk også at give os besked, hvis du ændrer e-mail adresse. Vi vil bruge
jeres e-mail adresser til i årets løb at udsende eventuelle aktuelle beskeder eller tilbud om ekstra film og
arrangementer, der komme til - både i klubben og i biografen Store Bjørn’s ordinære program. Dette program
kan ses lang tid frem på hjemmesiden www.storebjorn.dk. Aktuelle ændringer vil også kunne følges der.
Filmklubbens trykte programmer vil ligge klar til alle den første filmaften den 7. oktober 2014.
Vi ses i Store Bjørn om tirsdagen i den kommende sæson. Velkommen i klubben - og rigtig god fornøjelse!
Bestyrelsen
Forsidefoto: Camera Film
7. oktober 2014
SILVER LININGS PLAYBOOK
(122 min.)
David O. Russell USA, 2012
Engelsk
Foto: United International Pictures
”Silver Linings Playbook” rummer en vanskelig blanding af feelgood-film, romantisk komedie og drama
om sindslidelser. Den blev fuldt fortjent én af sidste års mest roste amerikanske film - instrueret af David
O. Russell (”The Fighter”). Hovedpersonen Pat (Bradley Cooper) har en bipolar sindslidelse, men mener,
at han har styr på den. Indlogeret hos sine hårdt prøvede forældre - Robert de Niro og Jacki Weaver - er
han fast besluttet på at se omgivelserne i et konsekvent optimistisk lys (”Every Cloud has a silver Lining,”
lyder ordsproget). Han vil vinde sin hustru tilbage, skønt han har polititilhold, og da han møder Tiffany,
tilbyder hun at hjælpe, hvis Pat vil stille op som hendes partner i en dansekonkurrence. Pat og Tiffany begynder nu at øve til tonerne af Bob Dylans og Johnny Cash’ duet ”Girl From the North Country”. Jennifer
Lawrence (fra Winter’s Bone) vandt helt fortjent en Oscar for sit spil som Tiffany.
14. oktober 2014
A LATE QUARTET
(105 min.)
Yaron Zilberman, USA, 2012
Engelsk
Foto: SF Film / Filmkompagniet
Kammermusikkvartetten ”The Fugue String Quartet” er berømt for at spille Beethovens strygerkvartet
nr. 14 opus 13. Den består af 7 satser, som skal spilles uden stop og uden mulighed for at stemme instrumenter undervejs. På lignende vilkår, som vi ofte også må klare livets omskiftelser. Cellisten Peter, kvartettens ”patriark” bliver syg, og det udløser eksistentielle konflikter i kammerspillet – både i kvartettens
samspil og i musikernes private liv. Medlemskab i en kvartet i verdensklasse stiller krav til præstation og
afsavn, som kan ligne de forventninger familiemedlemmer stiller til hinanden - og hvad er vigtigst: kunsten eller det liv, vi aldrig kan tage om igen.
Det er dokumentaristen Yaron Zilbermans første spillefilm. En rigtig voksenfilm med gnistrende gode
skuespilpræstationer af bl.a Philip Seymour Hoffman og Christopher Walken.
21. oktober 2014
MUD
(130 min.)
Jeff Nichols, USA, 2012
Engelsk
Foto: Scanbox
Ellis og hans bedste ven Neckbone møder den mystiske mand Mud, der gemmer sig på en øde ø i Mississippifloden.
Mud fortæller de mest utrolige historier om, at han har slået en mand ihjel i Texas for at beskytte sit livs
kærlighed og nu er eftersøgt af dusørjægere. Han påstår, at han skal mødes og stikke af med sin elskede
Juniper (Reese Witherspoon), der venter på ham i byen. Skeptiske - men også nysgerrige indvilger Ellis
og Neckbone i at hjælpe Mud, koste, hvad det vil. Drengene indser snart, at sandheden er farligere, end
de anede, men da er det for sent at bakke ud. Instruktøren Jeff Nicohols har skrevet et helt fantastisk
manuskript med et psykologisk, følelsesmæssigt og dramatisk klarsyn helt ud over det sædvanlige.
28. oktober 2014
PROMISED LAND
(106 min.)
Gus Van Sant, USA, 2012
Engelsk
Foto: Angel Films
Steve arbejder l denne ”lille mand mod systemet”- film for naturgasselskabet Global, som opkøber
rettigheder til at udnytte undergrunden i et kriseramt landområde. Udvindingen af naturgas har både
økonomiske fordele og miljømæssige ulemper. Steve har gode intentioner: han vil skabe arbejdspladser
og udvikling i byen, så den ikke lider samme skæbne som hans egen hjemby. Han møder imidlertid modstand i byen af en miljøaktivist og en pensioneret professor, som gør folk opmærksomme på de eventuelle miljøproblemer. Landmændenes dilemma er, om de skal sige ja til hurtige penge og forhåbning om
udvikling til byen eller lytte til advarslerne om de langsigtede problemer med risiko for yderligere afvikling af byen. Dette dilemma bliver også til en langsom erkendelsesproces for Steve. Instruktøren Gus Van
Sant er i denne film en klar fortaler for miljøet, men han formår alligevel at skabe en nuanceret film om
et aktuelt emne.
4. november 2014
LIVETS BLOMST
La fleur de l’âge (83 min.)
Nick Quinn, Frankrig, 2012
Fransk
Foto: Miracle Film
Der bor rigtige mennesker inden i gamle mennesker, for ”hjertet bliver ikke gammelt”. Indsigten er lidt
af en nyskabelse i de senere års film, hvor de gamle ikke længere lader sig nøje med biroller. Dokumentarfilmskaberen Nick Quinn debuterer med en spillefilm, der til fulde lever op til ovennævnte. Det er historien om den nu 63-årige tv-vært Gaspard Dassonville, der udlever fornægtelsen af sin alder til fulde.
Han har en smuk yngre elskerinde og drømmer om forfremmelse, da alderen pludselig indhenter ham,
og livet spænder ben for både karriere og erotik. Til overflod bliver han nødt til at tage sig af sin vrantne
gamle far. Nybrud i det stive forhold dukker op i skikkelse af hjemmeplejersken Zana. Et slovensk livsstykke fra et rustikt indvandremiljø. Quinn glider fint uden om grå guld klicheerne i en bittersød og knarvorn komedie.
11. november 2014
PARADIS: KÆRLIGHED
Paradies: Liebe (120 min.)
Ulrich Seidl, Tyskland, Frankrig, Østrig, 2012
Tysk
Foto: Øst for Paradis
I 1. del af østrigeren Ulrik Seidl’s trilogi er temaet kærlighed. Findes paradis på jord? Kan en midaldrende
hvid kvinde med hængepartier både for og bag købe sig til kærlighed hos en ung sort mand på en bounty-strand i Kenya? Får husmoderen Teresa den kærlighed hun hungrer efter i bytte for ”gaver” til de unge
sorte mænd?
Filmen sparer os ikke for noget, den viser en ensomhed og en tørst efter kærlighed så stor, at al skam
kastes over bord. Margarete Tiesel spiller Teresa med en blottelse og en sårbarhed, som viser velfærdsensomhed, så vi kommer i tvivl om, hvem der er de rige og de fattige på den sort/hvide opdelte strand.
Det er en tåkrummende film, så tag de rummelige sko på!
18. november 2014
No
(118 min.)
Pablo Larrain, Chile, Frankrig, USA, 2012
Spansk
Foto: Reel Pictures
I dramaet ”No” er året 1988, hvor et massivt internationalt pres tvinger den chilenske militærdiktator
Augusto Pinochet til at afholde folkeafstemning om sit formandskab.
Oppositionens ledelse overtaler en ung reklamemand, René Saavedra til at stå i spidsen for deres kampagne, der skal få det chilenske folk til at stemme nej. Med knappe ressourcer og under konstant overvågning og trusler fra Pinochets efterretningsvæsen kæmper Saavedra og hans hold en ulige og farlig
kamp mod overmagten. Men da de finder på en dristig og utraditionel kampagne, ser det ud til at lykken
vender. Spørgsmålet er bare, om smarte reklamefilm er nok til at vælte en diktator? ”No” er baseret på
virkelige hændelser og fokuserer på reklamens magt i den politiske kamp mellem en diktators propagandaapparat og en gruppe reklamefolk. ”No” er den første chilenske film, der er blevet nomineret til en
Oscar for ”Bedste ikke-engelsksprogede film”.
25. november 2014
DIE ANDERE HEIMAT - helaftensfilm med start kl. 19.00
(225 min.)
Edgar Reitz, Tyskland, Frankrig, 2013
Tysk
Foto: Camera Film
En film om længsel efter kærlighed - en udlængsel efter et bedre liv. I 1843 drømmer bonden Jacob om
at forlade sin hjemstavn - en sydtysk landsby - og søge lykken i Sydamerika. Han sætter sig ind i den
fremmede kultur og skriver dagbog om sine forsøg på at undslippe sult og nød i Europa. Broderen Gustav
kommer hjem fra militæret, og det får stor betydning for både Jacobs drøm om Sydamerika og hans kærlighed til Henriette. Filmen er overvejende i sort/hvid, og historien fortælles i et meget roligt tempo. Der
venter alle, der kan lide en langsom film, en medrivende oplevelse.
Måske har filmen også noget at sige os i 2014, skønt det nu ikke er Amerika, fattige menneskers længsel
retter sig mod - men velstanden og mulighederne i Europa!
2. december 2014
MOR OG SØN
Pozitia copolului (112 min.)
Calin Peter Netzer, Rumænien, 2013
Rumænsk
Foto: Camera Film
Mor og søn er et drama om forholdet mellem en dominerende mor og hendes voksne søn, der kæmper for at løsrive sig. Cornelia har siddet tungt på sin søns liv. Enebarnet Barbu er blevet en vranten og
handlingslammet mand omkring de 30. Moderdyret er en forfængelig kvinde, der er meget optaget af
at holde sig ung og smuk. Historien tager en voldsom drejning, da Barbu kører en 14-årig dreng ihjel.
Barbu har kørt alt for stærkt, men det skeler Cornelia ikke til. Moderkærligheden tøver ikke, hun sætter
alt ind på at få ham fritaget for al anklage. Som medlem af den nyrige elite i et bundkorrupt Rumænien,
er der mange tråde, der kan trækkes i. Mor-søn forholdet er samtidig en skildring af mekanismerne i et
samfund, hvor korruption gennemsyrer alt. Hvor den langsomt afdækkede pointe er, at de menneskelige
relationer som konsekvens bliver lige så korrupte.
9. december 2014
DYBET
Djúpið (95 min.)
Baltasar Kormákur, Island, 2012
Islandsk
Foto: Øst for Paradis
Et autentisk islandsk drama. I 1984 synker fiskerbåden Breki og efter 6 timers dramatisk kamp på liv og
død i et is- og klippefyldt farvand, kommer Gulli som eneste overlevende i land.
Der slutter Gullis trængsler ikke, da både videnskaben, medierne og de lokale er optaget af, HVORFOR
det lykkedes ham at overleve. Selv er han i sorg og plages af skyldfølelse over tabet af venner og kolleger.
Ólafur Darri Ólafson er en gave for filmen. Han giver et stilfærdigt og stærkt portræt af fiskeren Gulli.
Hans spil sammen med naturens mægtige kræfter gør filmen til en stærk oplevelse af ”mand mod Moder
natur”.
16. december 2014
DEN HUNDREDÅRIGE DER KRAVLEDE UD AD VINDUET
OG FORSVANDT
(114 min.)
Felix Herngren, Sverige, 2013
Svensk
Foto: Walt Disney Pictures
Filmen begynder den dag, Allan Karlson fylder hundrede år. Der er lagt op til fejring af ham på plejehjemmet, men Allan har fået nok. Han flygter og falder ved et tilfælde over en kuffert fuld af narkopenge.
Derfra er Allan en jaget mand. På sin vej stifter han mange nye bekendtskaber, der får ham til at reflektere over sit lange liv. Han er nemlig ingen hr. Hvem-som-helst. Han har gennem sit liv mødt mange
kendte personer. Han redder eksempelvis den spanske diktator Francos liv, hvilket Stalin senere skælder
ham ud over, men hvad gør det, når man er bonkammerat med Winston Churchill og præsident Truman?
Filmelskere kommer nemt til at tænke på ”Forrest Gump”, når de hører om dette plot. Dog er ”Den
hundredårige” umiskendelig svensk, og det er tydeligt, at Allan Karlsson kommer fra samme land som
Pippi Langstrømpe.
Juleferie indtil 6. januar 2015
6. januar 2015
LYS EFTER MØRKE
Post Tenebras lux (115 min.)
Carlos Reygadas, Mexico, Frankrig, Tyskland, 2012
Spansk
Foto: Øst for Paradis
Den centrale fortælling i denne mexikanske film handler om familiefaderen Juan, hans kone Natalie
og deres 2 børn. De bor i en rustik skovhytte, tæt på naturen. Det kunne være idyllisk, men Juan mister
langsomt sin sunde fornuft og har store problemer med sit temperament. Det lyder ligefremt og enkelt
- det er det ikke. Filmen springer frem og tilbage i tiden, i drøm og virkelighed. Den bliver båret frem af
billeder, lyd og stemninger. Filmen er irriterende og vidunderligt overrumplende med sin hallucinatoriske skønhed. Det er et kærkomment slag i det center af hjernen, der kræver sammenhæng i en fortælling. Det er en poetisk og potent fortælling. Instruktøren Carlos Reygadas fik prisen som ’Bedste Instruktør 2012’ i Cannes for denne film.
13. januar 2015
TAKE SHELTER
(120 min.)
Jeff Nichols, USA, 2011
Engelsk
Foto: Miracle Film
”Take Shelter” er en film, hvor det gale og det normale bytter plads. Hovedpersonen Curtis LaForce bor
i en lille by i staten Ohio. Han har en række skræmmende, næsten dommedagsagtige, drømme om en
monsterstorm i anmarch. Hans mareridt plager ham i dagligdagen, og inden længe begynder det at gå
ud over kolleger, hans kone Samantha og deres døve datter Hannah. Curtis konsulterer sin læge, og her
kommer det frem, at da Curtis’ mor var på hans alder, blev hun diagnosticeret med paranoid skizofreni.
Curtis føler sig nu mere og mere overbevist om, at noget forfærdeligt er under opsejling, og graver ud
til et beskyttelsesrum i baghaven i håb om at redde familien. Men eksisterer faren kun i hans fantasi?
Filmen er både spændende, voldsomt velspillet og glimtvis dybt bevægende, og så har den alt, hvad man
kan ønske sig af psykologisk substans.
20. januar 2014
THE BROKEN CIRCLE BREAKDOWN
(111 min.)
Felix van Groeningen, Belgien, 2012
Flamsk
Foto: Filmbazar
Den belgiske film handler om alt, hvad der for alvor betyder noget: den store kærlighed, at blive forældre, at miste, venskab, sammenhold, sorg, smerte, livets urimelighed, håb, tro, fortvivlelse, vrede ... og
bluegrassmusik.
Det er kærlighed ved første øjekast for musikeren Didier og tatovøren Elise, men deres liv forandrer sig
for alvor, da deres datter Maybelle får en aggressiv leukæmi som 6-årig. Det udløser voldsomme følelser
hos Didier og Elise - både angst og sorg, men også deres forskellighed udløser stærke konfrontationer
mellem dem. Didier er ateist, der foragter alle former for overtro og Elise finder trøst i religion og spiritualitet. Der leges med de skarpe kontraster i denne film med fuld knald på farver og temperamenter.
Filmen fik publikumsprisen i 2013 på Cph Pix og Berlinalen.
27. januar 2015
PARADIS: TRO
Paradies: Glaube (113 min.)
Ulrich Seidl, Tyskland, Frankrig, Østrig, 2012
Tysk
Foto: Øst for Paradis
”I Paradis: Tro” tager Anna Maria, en søster til Teresa fra filmen ”Paradis: Kærlighed”, rundt i Wiens
forstæder med højt opsat hår og en stor statue af Jomfru Maria i favnen. Hun er på sit eget personlige
korstog for at udbrede katolicismen i Østrig. Men grænsen mellem den religiøse og seksuelle hengivenhed bliver snart meget uklar for Anna Maria, og hendes aftenbøn og samtalerne med Jesus-ikonet, hun
har stående ved sin seng, tager en foruroligende intim drejning. Der er et element af erotisk sublimering
i hendes underkastelse og hengivelse, når hun tager krucifikset med ned under dynen. Pludselig dukker
en ægtemand op, som kræver sin ret ved bord og seng. Det sidste er Anna Maria ikke indstillet på, nu
hvor hun er gift med Jesus...
3. februar 2015
CAPTIVE
(120 min.)
Brillante Mendoza, Frankrig, Tyskland, GB, Filippinerne, 2012
Engelsk, fransk
Foto: Øst for Paradis
”Captive” er et gidseldrama baseret på en autentisk historie om en terrorgruppes kidnapning af 20 turister på et filippinsk resort i 2001. Gidslerne holdes fanget i junglen i næsten 1 år og vandrer junglen
tynd med regeringssoldater i hælene. Håbet om frigivelse svinder mere og mere. Sygdom, desperation og
ondskab gnaver sig ind i sjælen på dem.
Den filippinske instruktør Brilliante Mendoza har en visuel og sanselig stil, som fører os helt tæt på både
gidsler og gidseltagere, og filmen giver os en fysisk fornemmelse af gidslernes strabadser og angstfyldte
dage. Men også en fornemmelse af de vage forståelsesmæssige bånd, der kan opstå mellem gidsler og
gidseltagere. Og endelig også af den dybe kulturelle kløft, der er mellem kristne gidsler og muslimske
gidseltagere.
10. februar 2015
JEG HEDDER ERNESTO
Infancia Clandestina (112 min.)
Benjamín Ávila, Argentina, Brasilien, 2011
Spansk
Foto: Filmbazaren
Det argentinske drama ”Jeg hedder Ernesto” foregå i Argentina i 1979. Efter flere års eksil vender Juan
og hans familie tilbage til Argentina under falske identiteter. Juans forældre er medlemmer af Montoneros organisationen, der kæmper mod militærjuntaen. På grund af deres politiske aktiviteter bliver
gruppen nøje overvåget , og truslen om at blive pågrebet er konstant. Men Juans daglige liv er også fuld
af varme og humor, og han integreres hurtigt i sine nye omgivelser. Hans venner og Maria, som han er
forelsket i, kender ham som Ernesto, et navn han ikke må glemme, da hans families overlevelse er på
spil. Juan accepterer det og følger alle sine forældres regler, indtil han en dag får at vide, at de igen har
brug for at flytte, og han må forlade sine venner og Maria uden en forklaring.
17. februar 2015
GLORIA
(110 min.)
Sebastián Lelio, Chile, 2013
Spansk
Foto: Miracle Film
I denne chilenske film spiller Paulina Garcia den altoverskyggende hovedrolle Gloria. Hun er midt i
50’erne og fraskilt med 2 voksne børn - og hun har lyst til en ny mand i sit liv. Hun har en romance med
den lidt ældre Rodolfo, som viser hende den agtelse og attrå hun drømmer om. Men samtidig har han
også svært ved at rive sig løs af fortiden - sin eks-kone og sine 2 voksne døtre. Gloria er en kvinde ned
lyst og mod på livet, og det håndholdte kamera indfanger denne livslyst både nænsomt og intimt. Det er
en film, der i mange små detaljer hylder det grånende gulds sensualitet og integritet. Paulina Garcia
vandt Sølvbjørnen i Berlin i 2013.
24. februar 2015
FOOTNOTE
Hearat Shulayim (103 min.)
Joseph Cedar, Israel, 2011
Hebræisk
Foto: Miracle Film
Det israelske drama ”Footnote” handler om Eliezer, der er en filolog, som undersøger forskellige fraseringer fra den jødiske Talmud. Samme med sin søn, Uriel, underviser han som professor på det Det
Hebraiske Universitet i Jerusalem. Uriel er populær blandt både studerende og de andre akademikere
på universitetet, mens hans far er af den gamle skole og holder sig mest for sig selv og til sin forskning.
Eliezer er fast besluttet på at vinde den prestigefyldte ”Israelpris”, men bliver gang på gang forbigået af
juryen. En dag sker det lykkelige, at han bliver ringet op med nyheden om, at han skal modtage prisen.
Det viser sig imidlertid, at der er sket en fejl, og i virkeligheden skulle prisen være gået til sønnen Uriel.
Filmen er en familiefortælling om magtkampen mellem far og søn.
3. marts 2015
FORTIDEN
Le passé (130 min.)
Asghar Farhadi, Frankrig, 2013
Fransk
Foto: Camera Film
Et skilsmissedrama af iranske Asghar Farhadi (Nadar og Simin - en separation).
I ”Fortiden” er konflikten set fra børnenes synsvinkel. De 3 børn ser og ved meget om, hvad der foregår,
og forsøger at gribe ind i konflikten, når de voksne ikke kan finde ud af det. Ahmad kommer fra Iran til
Paris 4 år efter separationen for at formalisere den endelige skilsmisse fra sin franske kone Marie. Det
viser sig imidlertid ikke at være en formalitet. Kompleksiteten stiger scene for scene i filmen, hvor fortiden spiller en langt større rolle end umiddelbart forventet. Farhadi tager sig god tid og går analytisk til
værks i en film, der er grundigt forankret i det letgenkendelige og virkelighedsnære.
10. marts 2015
METÉORA
(82 min.)
Spiros Stathoulopoulos, Grækenland, Tyskland, 2012
Græsk
Foto: Øst for Paradis
Metéora er et græsk drama om en kontroversiel forelskelse mellem en nonne og en munk. Højt oppe over
en græsk dal ligger to klostre på hver sin bakketop. Her får munken Theodoros og nonnen Urania øje for
hinanden. Alt må holdes hemmeligt, men ved hjælp af signaler og flygtige møder formår de at nære deres
spirende forelskelse. Efterhånden som de mere menneskelige lidenskaber griber fat, må de begge stille
spørgsmål ved deres religiøse hengivenhed. Er kærligheden til Gud større end til mennesket, eller er det
muligt at forene de to? Instruktøren Spiros Stathoulopoulos supplerer realfilm med animations-sekvenser, som udvider den traditionelle ortodokse ikonografi til også at fortælle historien om kærlighed mellem mennesker. Filmen afsøger på smuk vis valget mellem det menneskelige og det guddommelige.
17. marts 2015
DEN STORE SKØNHED
La grande bellezza (142 min.)
Paolo Sorrentino, Italien, Frankrig, 2013
Italiensk
Foto: Camera Film
Den italienske film af Sorrentino er et overflødighedshorn af musik, billeder og indtryk. Det er en film
med en klar forbindelse til Fellinis ” La dolce Vita”. Der er ingen egentlig handling. I stedet føres vi fra
den ene dekadente fest til den anden i Rom af Jep. Han er en desillusioneret dandy på jagt efter den store
roman, han troede han skulle skrive. Instruktøren etablerer uforglemmelige smukke scener på hemmelige, ukendte steder i Rom. Det er en meget sanselig og visuel film, med en vis syrlighed overfor tidens
dyrkelse af ”de kendte”. Filmens lydside er værd at lytte til med musik af bl.a. Arvo Pärt.
24. marts 2015
Fællesarrangement kl. 19.30 med EFC’s forstander og elever efterfølgende let traktement - filmstart kl. ca. 21.
DEN GRØNNE CYKEL - Wadjda (98 min.)
Haifaa Al-Mansour, Tyskland, 2012, Arabisk
Foto: Øst for Paradis
I ”Den grønne cykel” møder vi den 10 årige Wadjda, hvis højeste ønske er en cykel. Men i Saudi Arabien
er det forbudt for kvinder at cykle, så hendes mor forsøger at tale hende fra ideen. Det afholder dog ikke
den selvstændige Wadjda fra at tage sagen i egen hånd. Hun beslutter sig for at stille op i skolens konkurrence om at citere Koranen, hvor pengepræmien er stor nok til, at hun selv kan købe sin egen cykel.
Mens hun gang på gang støder ind i de begrænsninger, samfundet pålægger hendes køn, begynder omgivelserne så småt at se kvaliteterne i den unge rebel. Filmen gør flere ting for første gang. Det er den
første spillefilm, der er optaget 100 procent i Saudi Arabien og er samtidig den første saudiske film, der
er instrueret af en kvinde.
31. marts 2015
BLUE JASMINE
(95 min.)
Woody Allen, USA, 2013
Engelsk
Foto: Scanbox
Jasmine har levet som rigmandsfrue i NY, men hendes mand er blevet anholdt for svindel, og alle deres
værdier og besiddelser er beslaglagt. Jasmine er ramt af et socialt granatchok og må flytte ind hos sin
søster og kendes kæreste i San Fransisco. Hun har ikke meget tilovers for søsteren, som lever et meget
mindre prangende liv, og hun bryder sig ikke om søsterens valg af kærester. At hendes egen mand viste
sig at være et stort fupnummer, gør ikke Jasmine mindre kritisk overfor søsteren.
Woody Allan leverer en giftigt kommentar til en økonomisk overklasse uden moralske skrupler og bruger
den som ramme til at beskrive forholdet mellem de to søstre. Cate Blanchett fik en Oscar for rollen som
Jasmine.
Pause indtil 12. maj 2015
12. maj 2015
Generalforsamling kl. 18.00 - efterfølgende let traktement filmstart kl. ca. 21.
CYKELTUR MED MOLIÈRE
Alceste à bicyclette (104 min.)
Philippe Le Guay, Frankrig, 2013, Fransk
Foto: Miracle Film
I ”Cykeltur med Molière” har berømmelsens pres fået den engang store skuespiller, Serge Tanneur, til
at trække sig tilbage fra rampelyset. Han lever nu et roligt liv på øen Île de Ré og tilbringer sin tid med at
cykle rundt i landskabet. Skuespillerens tidligere kollega, Gauthier Valence, planlægger en produktion af
Molières klassiker ”Misantropen” og tilbyder Serge titelrollen som den menneskehadende Alceste. Men
Serge modtager tilbuddet med vægelsind og i stedet for at forpligte sig til projektet, foreslår han en uges
prøver på øen. En del af handlingen går med disse til tider temperamentsfulde prøver, og samspillet forløber sådan, at Molières replikker falder ind i deres konfrontationer, mens deres ofte opfarende diskussioner virker som taget ud af stykket. Elegant konstrueret. Filmen er instrueret af Philipe Le Guay, som
også stod bag komedien ”Kvinderne på sjette sal”.
Adresse:
I sæsonen oktober - maj viser Ebeltoft FilmKlub film hver tirsdag aften kl. 19:30 i
biografen Store Bjørn på Den Europæiske Filmhøjskole, Carl Th. Dreyers Vej 1,
8400 Ebeltoft
Informationer:
www.ebeltoftfilmklub.dk eller kontakt klubben på mail: [email protected]
Klubbens bestyrelse:
Lennart H. Landsfeldt (koordination), Sdr. Molsvej 3, 8420 Knebel
8630 1224
Mogens Asmussen (økonomi og system), Overgade 39, 8400 Ebeltoft
8634 3080
Ellen Juul Syberg (medlemsadministration), Bakkedraget 11, 8400 Ebeltoft 8634 1255
Bodil Bast (film- og programadministration), Reberbanen 27 G, 8400 Ebeltoft 8634 6840
Carsten Rasmussen (suppleant/filmgruppe), Herman Bangs Vej 20, 8400 Ebeltoft 8634 2740
Lisbeth Jensen (suppleant/filmgruppe), Bygaden 7, Stødov, 8420 Knebel 2720 6978
Allan Kartin (suppleant/filmgruppe), Gravlev Bygade 3, 8400 Ebeltoft
4032 5250
Søren Peter Sørensen (suppleant/adm. gruppe), Skelhøjevej 21, 8400 Ebeltoft 8634 4700
Dan Andersen (revisor/adm. gruppe), Jeppe Åkjærsvej 18, 8400 Ebeltoft 8634 4060
Bettie Bach Brendorp (revisor/adm. gruppe), Fyrrehøjen 14, 8400 Ebeltoft 8634 6393
Fornyelse af medlemskab:
Tidligere medlemmer kan i perioden fra klubbens generalforsamling i maj måned og
frem til 15. august forny deres medlemskab ved overførsel af kontingent til klubbens
bankkonto med anførelse af medlemsnummer + telefonnummer.
Nye medlemmer:
Klubben optager nye medlemmer i det omfang, der er plads i biografen. Anmodning om
medlemskab sendes til klubbens mailadresse [email protected] med angivelse af
navn, post- og mailadresse. Anmodning kan fremsendes hele året og vil medføre en placering på klubbens venteliste i indgået nummerorden. Senest 10. september vil de nye
medlemmer, som klubben har plads til, blive kontaktet med anmodning om at indbetale
kontingent til klubbens bankkonto senest 25. september.
Hvis der herefter er flere ledige pladser, kan medlemskab fornyes eller nytegnes på
Filmhøjskolen hver tirsdag aften kl. 18:30 - 19:30 fra første forestilling mod kontant
betaling eller med Dankort.
Betaling via netbank og medlemskort:
Tidligere medlemmer og accepterede venteliste-medlemmer skal indbetale kontingent
til klubbens konto i Danske Bank, Ebeltoft, registreringsnummer 4920 kontonummer
4960 139 386. Venligst foretag én overførsel pr. medlem, skriv medlemsnummer og
telefonnummer som ’tekst til modtager’ og skriv eventuelle adresseændringer som
’meddelelse til modtager’. Medlemskort udleveres på filmhøjskolen fra 1. filmaften kl.
18.00 og fremdeles hver tirsdag i sæsonen.
Priser og betingelser:
Almindelige medlemskort, der giver adgang til alle klubbens 25 film i sæson 2014/2015
samt 5 personlige klip til valgfrie, almindelige biografforestillinger i Store Bjørn og øvrige klubarrangementer, koster i alt kr. 600,-.
Unge under uddannelse kan tegne medlemskab (uden klip til Store Bjørn) for kr. 240,-.
I det omfang, der er plads i salen, vil der løbende blive solgt gæstebilletter for kr. 50,til personer i følge med et medlem.