Pressemeddelelse Det Flydende Teater »Pagten«, turné 2014/15 Karen Blixen sendes på danmarksturné Det Flydende Teater sender den succesfulde musikdramatiske Blixen-opsætning »Pagten« fra 2012 på turné i Danmark fra 18. nov. 2014 til 20 januar 2015. Den musikdramatiske forestilling sender publikum tæt på Karen Blixen og Thorkild Bjørnvigs stormfulde og passionerede forhold. Turneen går fra Skagen i nord til Guldborgsund i syd og opføres 30 gange undervejs. »Pagten« handler om den karismatiske og verdensberømte forfatter Karen Blixen og hendes meget omdiskuterede forhold til lyrikeren Thorkild Bjørnvig. Myten om forholdet mellem den ældre verdensstjerne og den unge poet har dannet grundlag for et utal af bøger, foredrag og direkte konfrontationer mellem Bjørnvig og Blixen forskere. Det er dramatiker Line Mørkeby og instruktør Jacob Schjødt – begge Reumertpris-modtagere –, som puster liv i den skæbnesvangre pagt, som Blixen og Bjørnvig indgik i starten af 1950’erne. Forestillingen er blevet til på baggrund af Blixen og Bjørnvigs enorme brevudveksling, venners beretninger og ikke mindst deres egne værker om det litterære ægteskab. Særligt Bjørnvigs bog, Pagten, fra 1974 har været til stor inspiration. Forestillingen »Pagten« er først og fremmest en forestilling om, hvor meget det er nødvendigt at ofre for at blive en stor kunstner. Forestillingen undersøger det intense forhold mellem to store kunstnere; et forhold som var både magisk, euforisk og destruktivt – og som fik store konsekvenser ikke mindst for deres omgivelser. »Pagten« kredser desuden om tematikker som identitet, masker og sandhedsidealer, og det traditionelle billede af Karen Blixen bliver udfordret og udforsket. Derfor har teatret også truffet det radikale valg at lade skuespiller Lars Junggreen, en af vor tids bedste maskeringskunstnere, spille rollen som Karen Blixen. Thorkild Bjørnvig spilles af skuespilleren Pelle Nordhøj Kann, og derudover medvirker også Mette K. Madsen, som spiller rollen som Bjørnvigs kone, Grete. Musikken til PAGTEN er skrevet udelukkende som korværker over Bjørnvigs lyrik og Blixens fortællinger. Det er komponist Astrid Vang-Pedersen, der står bag musikken, og hun har skabt et klassisk nordisk tonebillede med spor af den afrikanske kortradition. Koret består af sangerne Astrid Vang-Pedersen, Christine Worre Kann og Søren Bang Jensen. Forestillingen er oprindelig skabt til at blive opført på Baadfartens både i samspil Furesøens naturskønne omgivelser, der sammen med Ingvild Rømo Grandes scenografi hensatte publikum til Rungstedlund, Paris og Kandestederne. På turneen rykkes forestillingerne indenfor i teaterrum, på slotte og herregårde. Forestillingen er baseret på romanen Pagten af Thorkild Bjørnvig, udgivet af Gyldendal. Forestillingen er støttet af Statens Kunstråds Scenekunstudvalg. For yderligere information se www.detflydendeteater.dk. FAKTA OM PAGTEN Dramatiker Instruktion Komponist Scenograf Medvirkende Sangere Line Mørkeby Jacob Schjødt Astrid Vang-Pedersen Ingvild Rømo Grande Lars Junggreen, Pelle Nordhøj Kann, Mette K. Madsen Christine Worre Kann, Søren Bang Jensen & Søren Bang Jensen FAKTA OM KAREN BLIXEN Karen Blixen (1885-1962) var digter, forfatter og storyteller, og var fra starten en meget populær kunstner – først ude i den store verden, siden hen også i Danmark. I 1914 giftede hun sig i Afrika med sin svenske halvfætter baron Bror von Blixen-Finecke. Sammen drev de en kaffefarm ved Ngong Hills i protektoratet Britisk Østafrika (senere Kenya). Årene i Afrika blev den centrale oplevelse i hendes liv, som beskrevet i den selvbiografiske Den afrikanske farm (1937). I 1925 blev hun skilt fra Bror Blixen og vendte tilbage til sit barndomshjem Rungstedlund i Nordsjælland, hvor hun levede til sin død i 1962. I 1950 udgav hun den verdenskendte bog Babettes Gæstebud. Hun blev den første kvindelige danske forfatter af internationalt format, og hun fornyede den klassiske fortælling ved at indskrive en moderne kvindes livssyn i genrens kendte udstyr. Med Den afrikanske farm skabte hun en myte om et liv i frihed og oprindelighed, der imødekom en romantisk længsel hos læserne i det borgerlige Europa. FAKTA OM DET FLYDENDE TEATER Det Flydende Teater er en del af byrumsteatret Teatergrad sammen med danskdansk. Det Flydende Teater har siden 2005 årligt produceret en nyskrevet og -komponeret musikforestilling på Baadfartens både på Furesøen. Forestillingerne er digterportrætter fortalt gennem digternes egne værker, og teatret har udviklet en ny teaterform, hvor forestillingerne tages ud af det traditionelle teaterrum. Teater, lyrik og musik smelter sammen med naturen og bliver en intens teateroplevelse. Det Flydende Teater sætter fokus på dansk lyrik og gør den levende, nærværende og tilgængelig. Siden foråret 2014 er Det Flydende Teater begyndt at skabe forestillinger i andre byrum – en epoke, der blev påbegyndt med Jorn-forestillingen »Kunst & Kvantefysik«, der fandt sted i særudstillingen på SMK i maj. TURNÉPLAN 18. – 19. nov., Lyngby Kulturhus 20. nov., Ringkøbing Fjord, Teater OM 21. nov., Brundby Hotel, Samsø 24. nov. Thy Teater, Thisted 25. nov. Skagen Musik- og Teaterforening 26. nov., Mariager Fjord 27. – 28. nov., Teater Vestvolden, Hvidovre 29. – 30. nov., Helsingør Teater 2. – 3. dec., Klg. Haveselskab, Frederiksberg, Teater V 4. dec., Roskilde Teaterforening 8. dec., Teatret Møllen, Haderslev 9.-13. dec., Svalegangen, Aarhus 8. – 9. jan., Morsø Teater, Morsø 10. jan., Sæby Slot, Frederikshavn Teaterforening 11. jan., Teaterforeningen Guldborgsund 13. – 14. jan., BaggårdTeatret, Svendborg 17. jan., Vendsyssel Teater, Hjørring 18. jan., Nørre Vosborg, Vemb, Herning Teaterforening & Nordvestjyllands Teaterkreds 20. jan., Odsherred Teater
© Copyright 2024