Antenneforeningen Horsens Syd Generalforsamlingen d. 16. november 2011 Formandsberetning for 2010/2011 Indledning I årets løb har vi ikke haft nævneværdige problemer med vores anlæg. Det gælder dog ikke medlemmernes egne installationer i huset. Her har jeg været ude til mange medlemmer for at hjælpe til med at finde fejl. Tidligere har jeg påstået, at 95 % af fejlene, som vore medlemmer har, skyldes medlemmernes egne installationer. Jeg vil i år påstå, at tallet er nærmere 99 %. Der er primært 3 hovedårsager: 1. For mange antennestik i huset uden forstærker (maksimalt 2 uden forstærker) 2. Dårlige stik og stikforbindelser (f.eks. stik med plastik dæksel!) 3. Dårlige kabler (kablerne skal være dobbelt skærmede) Det betyder, at udefrakommende signaler kan trænge ind og forstyrre vores signaler inde i huset. Somme tider så kraftigt, at man f.eks. ikke kan se mange af de digitale kanaler. Så kære medlemmer: kig jeres anlæg i huset igennem! Vi har i dag 6711 medlemmer i antenneforeningen. Nogenlunde det samme som sidste år. 1181 på lille pakke og 5530 på stor pakke. Vores anlæg i 2012 Der har været megen snak om digital MPEG2 og MPEG4 i forbindelse med TV2 overgangen til betalings-tv. TV2 bliver fra januar 2012 udelukkende sendt digitalt i MPEG4 fra de forskellige sendere i Danmark. Det er helt sikkert også fremtiden for tv-programmer, at blive sendt digitalt i MPEG4 format. F.eks. sendes HDprogrammer kun i MPEG4 format. Af plads hensyn har bestyrelsen i samråd med Stofa besluttet i fremtiden at sende alle digitale programmer i MPEG4 format. Vi får på denne måde 30-35 % mere plads til programmer. Det kan give enkelte af vores medlemmer problemer med at modtage de digitale programmer, men det er meget få og kun dem, der har købt nogle af de første fladskærms-tv, der havde DVB-C tuner, men ikke MPEG4. Løsningen er at købe en boks, der kan vise MPEG4 og som samtidig giver muligheden for at se HD-tv. Det er ikke den store udgift, da boksen sælges til en 400500 kr. Jeg har hørt Stofa hviske i mit øre, at de agter at komme med et tilbud på en Zaptor-boks til 399 kr. Det er langt den bedste løsning. Boksen kan køre som en alm. MPEG4 boks, men samtidig har man også mulighed for senere (eller fra starten) at købe et kort, som giver alle mulighederne for at bruge de fordele, som vores fordelsaftale med Stofa indebærer. Det vil jeg senere komme ind på. Vi vil også starte på at nedlægge nogle af de analoge kanaler i vores anlæg. For hver analog kanal vi nedlægger, får vi plads til ca. 6 digitale kanaler eller flere af de tjenester, som ligger i den nye fordelsaftale. Vi nedlæger selvfølgelig ikke de danske programmer. Det bliver nogle af de tyske programmer såsom RTL og lignende. Programmerne vil stadigvæk findes digitalt. Endvidere kan vi som regel ikke nedlægge nogen af betalingsprogrammerne analogt, idet programleverandørerne kræver at være i analog udgave. Vi har bestemt, at vores Info-kanal også skal udsendes digitalt. Der er bestilt udstyr til det. Der er flere medlemmer, som har spurgt mig om P2. Vi har bestilt nyt udstyr, så P2 stadigvæk kan findes blandt vore FM-programmer. Endvidere vil den nye radiokanal Radio 24/7 blive udsendt på FM. Radio100FM vil genopstå. De nøjagtige frekvenser kommer på hjemmeside og Info-kanal. Programleverandørerne Programleverandørerne ved også godt, hvad de skal have for deres programmer. De har igen i år også sat priserne op. Nu da TV2 er blevet til en betalingskanal er der kommet mere konkurrence på at få annoncører til deres kanaler. Det er jo annonceindtægterne, som er en ikke uvæsentlig del af programleverandørernes indtægter. Den forrige regering havde til hensigt, at der skulle være mere frit valg på programmerne. Derfor bad de programleverandørerne om at udarbejde priser på de enkelte programmer, hvis de skulle købes enkeltvis. Vi har vedlagt et blad med ”Frit valg kanaler” inkl. priser. Hvis man skulle købe f.eks. den store pakke via ”Frit valg kanal” priserne, ville prisen blive over 10.000 kr. om året. Hertil kommer så et kort til digital-tv på 187,50 om året. Programmer vil så kun for alle betalingsprogrammer blive vist digitalt. Men det kan altså allerede nu lade sig gøre at købe enkelte programmer til en lille pakke. Man skal købe mindst 4 programmer. Jeg vil bare anbefale, at man sætter sig med en regnemaskine og regner det igennem, før man beslutter sig. Ny fordelsaftale 3.0 Bestyrelsen har tegnet ny aftale med Stofa vedr. fordelsaftalen. Den nye aftale hedder version 3.0. Lad mig lige kort gennemgå, hvad den indeholder. I kan følge med på det udleverede papir. Gennemgang af fordelsaftale 3.0 Så er måske nogle af jer, der kan huske tidligere afstemninger om en mellempakke? Hvorfor har vi så pludselig ændret holdning. Af to væsentlige årsager: Prisen er ved forhandling med Stofa ændret fra 1.700.000,00 kr. i alt til 150 kr. for hvert pakkeskift. Hvis der bliver 2000 medlemmer, som vil skifte, koster det altså 300.00,00 kr. i alt. Det er jo en noget anden pris. Bestyrelsen har vedtaget, at det vil være gratis for medlemmerne at skifte pakke. Vi laver en 3 måneders periode, fra januar til marts 2012, hvor det vil være gratis. Af hensyn til planlægning og udførelse, så må I meget gerne melde ud så hurtigt som muligt. Den anden grund er konkurrencemæssige forhold. Vi vil gerne stå stærkt i forhold til de øvrige spillere i vores område, samt være i stand til at forhandle med programleverandører med ”power” bag. Den nye mellempakke bliver ens for vore kolleger i branchen, som er med i vores fællesskab ”Favoritaftalen” hos Stofa. Copydan Pengemaskinen Copydan har igen i år sat priserne op. Afstemningen om programmer Vores afstemning om programmer er gået fint i år. I alt har 1102 medlemmer svaret på undersøgelsen. Det er mindre end sidste år, men vi sparer igen penge på at gøre det via nettet. Bestyrelsen har udarbejdet de tre pakker, som vi skal have i år. Det viste sig nemlig, at afstemningen gav nøjagtigt samme resultat, som sidste år. I har alle fået et ark, som beskriver programmerne. Da vi indfører en mellempakke, besluttede bestyrelsen at forhandle med Stofa om en samlet stor pakke (pakke 3). Vi kunne ved at tage hele pakken opnå en ret så stor rabat. Samtidig var der andre fordele, idet vi har taget Eurosport 2 med. Det giver automatisk Eurosport, Eurosport 2 og TV2 sport i HD-udgave oveni. Det er der rigtigt mange medlemmer, der har efterspurgt. Kanalerne bliver også sendt i alm. digital kvalitet. Hvis I kigger på bladet vil I tillige se, at der er kommet en ny kanal ind i mellempakken. Kanalen hedder TLC og der skulle lige noget materiale om den på bordene. Det eneste jeg umiddelbart har hørt til programmerne er ”En mand og fire koner”. Det kan jo i sig selv være interessant nok. I mellempakken er der endvidere tre programmer som samtidig udsendes i HDkvalitet. Nu til pakke 1 (lille pakke). Bestyrelsen har besluttet, at TV2 skal være i den lille pakke. Vi kan ikke svigte medlemmerne i den lille pakke. 65 % af alle danskere ser TV2 hver dag. Da TV2 jo egentlig nu er en betalingskanal overvejede bestyrelsen, at koble yderligere 3 betalingskanaler på den lille pakke. Nemlig TV3, kanal 5 og DK 4. Vi fik forhandlet en meget fin pris frem på 300 kr. om året for alle tre programmer. Det er billigt! Hvorfor denne billige pris? Programleverandørerne formelig slås om at være i den lille pakke, idet de så kan fortælle dem, der reklamerer i deres kanal, at de har 100 % dækning i en antenneforening. Det betyder rigtigt meget for reklamekronerne. Nu vil det kløgtige medlem så spørge, hvorfor man ikke får samme rabat i de andre pakker? Jeg kan kun sige, at sådan er det bare. Det er programleverandørerne der bestemmer. Bestyrelsen har besluttet at sætte spørgsmålet til afstemning. Det er altså helt op til jer at beslutte om de tre programmer skal indgå i den lille pakke. Personlig synes jeg, at det er et godt tilbud, som nok vil få flere ældre til at skifte til lille pakke. Foreningen som sådan kan være helt ligeglad med hvad, der bliver stemt rent økonomisk, idet vi ikke tjener en krone på programpriser. De bliver bare lagt direkte på uden fortjeneste. Fremtiden Fremtiden er digital, det må vi konstatere. Nye kanaler må vi for fremtiden indse, kun bliver udsendt digitalt. Fra 2014 bliver vi nødt til at starte en større konvertering af analoge kanaler til digital. Kan vi gøre det? Ja, det mener jeg, for 92 % af alle medlemmer har fladskærms-tv med digital kvalitet. 57 % har alle husets tv som fladskærme. I 2014 vil disse tal være højere. Der købes stadig mange fladskærms-tv for tiden. Vi står foran en rokering af kanaler, idet vi jo skal indføre en mellempakke. Jeg håber, I vil modtage det godt. Bestyrelsen vil selvfølgelig hjælpe medlemmerne, hvor det er muligt, og ældre kan som altid få hjælp af undertegnede og John Ullerup. I bestyrelsen har vi bestræbt os på at træffe de helt rigtige valg for vore medlemmer. Det kan vi gøre, fordi medlemmerne viser os tillid. Tak for jeres opmærksomhed! Jens Hokland.
© Copyright 2024