Minihal med spejlvæg og nye store redskabsrum - et vigtigt spring fremad for Virklund Gymnastik Af Lotte Risbjerg Virklund Gymnastikforening ser med stor forventning frem til indvielsen af det nye Virklund Fritidscenter – både den nye store hal med siddetribune og ikke mindst minihallen, som får en central rolle for mange gymnastikaktiviteter. Den nye minihal bliver indrettet med spejlvæg og har samtidig en passende størrelse til mange af de gymnastikaktiviteter, der ikke omfatter spring. Det være sig aerobic for voksne, et nyt rytme gymnastikhold for børn, seniordans m.v. Når de nye faciliteter står færdige er der samtidig mange planer om både flere gymnastik-hold og helt nye aktiviteter inden for gymnastikken. Det er allerede planlagt, at vi skal have en ny aktivitet for store drenge – parkour-spring. Samtidig er der tanker om boldpilates for voksne, senior-gymnastik og særlige events med eksempelvis zumba. Ekstra kapacitet Den ekstra hal gør, at der er lidt ekstra luft i kapaciteten til at lave særlige events for både børn og voksne. Det, at kunne lave en event en aften eller hen over en weekend, giver større bredde i gymnastikken, fordi vi med særlige events forventer at kunne tiltrække nogle af de borgere, som ikke er tilmeldt et hold, men som i stedet finder det inspirerende at være med til et specielt arrangement. Samtidig er der planer om weekend-events for børne- og ungdomsholdene med ekstra træning og socialt samvær. Noget som både instruktører og børn er meget glade for. Rummelige redskabsrum Et andet stort plus ved det nye Virklund Fritidscenter er de nye redskabsrum. Gymnastik får tilholdssted i de nye haller og redskabsrummene er her indrettet med ekstra store døre og ekstra meget plads, så det bliver lettere for instruktørerne at håndtere de store og tunge redskaber, madrasser, air-track m.v. Samtidig er der nu mulighed for at udvide med nye springredskaber, pilates bolde, hulahopringe og andre spændende ting, som vi ikke tidligere har haft plads til at opbevare. En fornøjelse Forårsopvisningen i gymnastik bliver også en helt anden og bedre oplevelse fremover. Ikke mindst den store sidde-tribune til tilskuerne gør det til en ekstra fornøjelse at planlægge en opvisning. Men også et nyt og bedre musikanlæg og café-området gør, at vi kan byde gæster og tilskuere velkomne på en helt anden måde. Alt i alt kommer Virklund Gymnastik-forening et kæmpe spring fremad i denne sæson, når de nye faciliteter kan indvies. Bestyrelsen i Virklund Gymnastikforening siger tillykke til Virklund Fritidscenter og en stor tak til de mange involverede frivillige kræfter, som har gjort et kæmpe arbejde for at fritidscentret får de perfekte rammer til masser af aktivitet og samvær. To sportshaller i Virklund Først og fremmest vil vi i VB fodbold ønske alle i Virklund tillykke med det nye fritidscenter, som vi håber kan danne rammen for aktiviteter for en bredere skare af byens borgere. Af Carsten Frie I Virklund Boldklubs fodboldafdeling har vi længe set frem til at vi kan tage den nye hal i brug. Ikke fordi vi i sammenligning med de øvrige vintersportsgrene kommer til at lægge stort beslag på haltimerne, men det åbner mulighed for at tilbyde indendørs fodbold som supplement til udendørs fodbold – vi har rigtig mange spillere, der efterspørger tid til at spille indendørs. Indendørs fodbold er anden form for fodbold, der på det tekniske plan adskiller sig en del fra udendørs. Det giver os samtidig mulighed for at udvide antallet af deltagende hold til det indendørs stævne, som vi gennem de seneste par år har afholdt med succes i slutningen af marts måned – i 2012 afvikles stævnet 18. marts. Hvad er en by uden samlingspunkt? Hvad er Virklund uden ildsjæle? Svaret er lige til: Fattige på mulighed for opbygning, bevaring og styrkelse af lokalt fællesskab. Takket være lokal økonomisk opbakning og stort engagement får vi i Virklund om få dage – med næsten 10 års forsinkelse – endelig en længe ventet og en unik mulighed for sammen at opbygge fællesskaber i tidssvarende rammer og under forhold, der kan tilgodese alsidige interesseområder for en bred skare af Virklundborgere. Tørt og godt Åbningen af den nye hal giver os samtidig i fodboldafdelingen et tiltrængt løft i forhold til vores muligheder for at opbevare spillertøj, bolde m.m. Med jævne mellemrum har vi de seneste par år kigget godt og grundigt på den grønne container og krydset fingre for, at den kunne holde … Nu får vi nye lokaler, der kan rumme vores rekvisitter et tørt og godt sted. Endelig glæder vi os til, at der igen kommer faciliteter, der kan gøre et besøg i Virklund Boldklub til en god oplevelse også for de gæstende hold; vi tænker her på omklædningsfaciliteter og cafeteria. Den grønne container har heldigvis udspillet sin rolle Virklund får et lokalt samlingssted med nye og flotte halfaciliteter, hvor vi sammen, fra mindste børnehavebarn over vores unge i skole, SFO og klub til ældste beboer, kan udfordre fysikken eller hinanden i venskabelig kappestrid. Virklund får rammerne til at opbygge en sund livsstil. Ikke mindst får vi en medborgerdel (forsamlingshusdelen), hvor de der nyder mere stillesiddende aktiviteter kan mødes. Der bliver mulighed for at mødes under mere afslappende former til sociale arrangementer, foredrag, udstillinger og andre kulturelle aktiviteter. Vi får også mulighed for at tilgodese de mange lokale foreninger og råd med mødelokaler, og så får vi som Virklundborgere mulighed for lokalt at fejre familiens store mærkedage i vores egne indbydende lokaler. Det glæder mig, at Virklund Fritidscenter langt om længe elegant rejser sig i Virklunds midte. Vi får et fundament for videreudvikling af et voksende Virklund som et moderne, selvbærende lokalsamfund. Anders Kaysen. Byrådsmedlem og medlem af Kultur- og Fritidsudvalget 15
© Copyright 2024