Referat fra generalforsamling i Nord-Als Svømmeklub den 22. marts 2012 i Nordals Idrætscenter. Pkt. 1. Valg af dirigent. Hans Aage Kjeldsen foreslået og valgt som dirigent. Generalforsamlingen er rettidigt varslet ved opslag i hallen, på hjemmesiden og mail til alle medlemmer. Dagsordenen blev læst op og godkendt. Mia Søltoft Kjeldsen var af bestyrelsen foreslået som referent, hvilket blev godkendt af forsamlingen. Pkt. 2a. Orientering om politianmeldelser mod bestyrelsen ved politiassistent Karsten Iversen. Anmeldelse over NSK til Sønderborg Politi. Senere sendt klage til politiet i Esbjerg over behandling af første anmeldelse. Anmeldelserne går på, at NSK har unge på 12 og 13 år ansat, hvilket ifølge anmelder(ne) er lovstridigt. Det mystiske er dog, at anmeldelse 1 er underskrevet af en person, der slet ikke findes i Sønderborg Kommune. Brev nr. 2 er underskrevet med en falsk underskrift. Der er angivet navn og adresse på en person, som ifølge politiet ikke kan have skrevet brevet. Dette er en overtrædelse af straffelovens § 171 vedrørende forfalskning af underskrift. I henhold til arbejdsmiljølovens § 60 må unge under 18 år arbejde i foreninger i forbindelse med sportslige arrangementer. NSK har intet forkert gjort ved at have 12-årige som hjælpeinstruktører. Karsten Iversen har haft kontakt til Dansk Svømme Union. Ifølge DSUs reglement kan unge, som er fyldt 12 år indstilles til underviserprøven (hjælpeinstruktør med kendskab til førstehjælp). Rent juridisk er det lovligt både i henhold til straffeloven og Dansk Svømme Union. I foreningsarbejde har man ikke en skriftlig ansættelseskontrakt, og dermed regnes foreningsarbejde ikke som almindelig ansættelse. Pkt. 2b. Aflæggelse af årsberetning. Formand Lise Mikkelsen nævnte det nye system til medlemsregistrering, som havde gjort mange ting lettere. Timefordeling, trænermøde, fødselsdagsfest, jubilæumspokal, mærkesvømning, juletid, stævner for delfinholdet og for handicapsvømmerne, bestyrelsesseminar, som blev uddybet nærmere af Bjarne Bo Christensen, arbejdsmøde med DGI samt rekruttering af instruktører/hjælpeinstruktører. Fremtiden blev også nævnt med planer om reduktion af antallet af bestyrelsesmedlemmer og oprettelse af udvalg. De seneste uger har fremtidsplanerne dog ligget lidt i dvale på grund af politianmeldelsen. Bestyrelsen ville afvente generalforsamlingen for at se, om den fortsat havde medlemmernes opbakning. Efter en del debat blev bestyrelsens beretning godkendt. Pkt. 3. Kassereren aflægger det pr. 31. december afsluttede regnskab. Anna Jensen gennemgik det omdelte regnskab, som udviste et pænt overskud, der dog var noget mindre end de seneste par år. Der havde i 2011 været rigtig mange på diverse kurser, og der havde været god tilslutning til medlemsarrangementerne. Der var også købt hjælp til bogføring. Efter en del spørgsmål blev regnskabet enstemmigt godkendt. Pkt. 4. Behandling af indkomne forslag. Bestyrelsen havde på forhånd bekendtgjort 2 forslag: a) Opbakning til bestyrelsen. Bestyrelsen anmodede om, at henvendelser til bestyrelsen skulle være positive og konstruktive, hvilket ikke altid havde været tilfældet i årets løb. Der bør udvises gensidig respekt og forståelse for, at arbejdet i klubben er frivilligt og gøres efter bedste evne og altid i den bedste mening.. Forslaget blev vedtaget med 18 stemmer for og 1 imod. Bestyrelsen undlod at stemme. b) Vedtægstændringer. Bestyrelsen havde udarbejdet forslag til vedtægtsændringer, hvoraf de fleste kun var redaktionelle ændringer, mens der til vedtægternes §4 var forslag om at ændre antallet af bestyrelsesmedlemmer fra 7 til 5, og at generalforsamlingen fremover skulle vælge 5 personer til bestyrelsen, hvorefter disse selv skulle konstituere sig med formand, kasserer m.m. De redaktionelle ændringer blev alle godkendt uden bemærkninger, mens forslaget med konstituering gav anledning til en del debat. Afstemningen viste 18 stemmer for, 5 imod og 1 blank. Dermed var forslaget vedtaget. Fra et medlem var indsendt følgende forslag til vedtægternes § 4: 1. Regnskabsføreren skal være en del af bestyrelsen. 2. Kassereren eller regnskabsføreren skal aflevere en ren straffeattest. Følgende blev vedtaget: §4, stk. 20: Kassereren eller andre med adgang til klubbens konti skal aflevere en ren straffeattest. Der var enighed om, at en ekstern regnskabs-/bogføringshjælp ikke kunne forpligtes til at være medlem af bestyrelsen. Pkt. 5. Valg af afgående medlemmer. På valg er: a) Bjarne Bo Christensen (modtager genvalg). b) Anna Jensen (modtager ikke genvalg). c) Kit Stistrup (modtager ikke genvalg). d) Suppleanter: Henrik Carlsen 1. suppleant, Marika Kørvell, 2. suppleant. e) Revisorer: Hans Aage Kjeldsen og Carsten Roos. f) Revisorsuppleant: Pia Brammann. På grund af vedtægtsændringen, hvorved antallet af bestyrelsesmedlemmer blev reduceret til 5 personer, og der iht. vedtægterne skal vælges 2 bestyrelsesmedlemmer i lige år var Susanne Bonde frivilligt på valg i år, og både Susanne og Bjarne blev genvalgt. Desuden består bestyrelsen af Lise Mikkelsen, Anja Hallenslev og Anne Dorthe Behrendtz. Som suppleanter var der genvalg til Henrik Carlsen og nyvalg til Kit Stistrup, idet Marika Kørvell ikke ønskede genvalg. Som revisorer genvalgtes Hans Aage Kjeldsen for 1 år, og i stedet for Carsten Ross, som ikke ønskede genvalg, blev Lone Harvest valgt for 2 år. Som revisorsuppleant valgtes Randi Rasmussen i stedet for Pia Brammann, der ikke ønskede genvalg. Pkt. 6. Eventuelt. En enkelt instruktør ved handicap er ikke registreret i edb-systemet. Der kommer til at mangle en livredder til handicap efter sommerferien, og lige nu mangler der en livredder om torsdagen, da en er stoppet. Bestyrelsen finder en løsning og udarbejder plan for styrkelse af livredning i NSK. Bestyrelsen blev gjort opmærksom på, at hold med samme kontingent har forskellige antal træninger. Forslag til udflugt til f. eks. Svømmestadion Danmark i Esbjerg for alle medlemmer. Forslag til yderligere aktiviteter efterlyses. Kommentar til billeder af klubbens instruktører på hjemmesiden. Ønske om et begynder 1 hold om mandagen i forbindelse med tilvænning/krabbehold af hensyn til søskende. Konkurrenceholdet skal på træningslejr i Esbjerg. Opfordring til at lægge krav til oprykning/målbeskrivelse på hjemmesiden. Flere savnede bedre kommunikation fra bestyrelsen. Det ville man fra bestyrelsens side prøve at gøre noget ved. Generalforsamlingen afsluttet kl. 21.45. Referent: Mia Søltoft Kjeldsen Referatet gennemlæst og godkendt af Hans Aage Kjeldsen Guderup, den 30. marts 2012
© Copyright 2024