Fremstillet efter stolte, gamle håndværkstraditioner af Thor Grabow, Halk, Haderslev Velkommen til Original Linoliemaling Original linoliemaling er det naturlige valg Original Linoliemaling er en familievirksomhed der fremstiller linoliemaling efter gamle recepter og stolte håndværkstraditioner. Vi er bl.a. leverandør af farver til ”Den Gamle By” i Aarhus og ”Dyrehaven” i København, og handler både med private og erhverv. Siden midten af 1900-tallet blev linoliemaling så godt som fortrængt af nye typer industrimaling, og det var ikke et fremskridt i enhver forstand. Det har vist sig at den traditionelle linoliemaling har suveræne egenskaber, og derfor anvendes malingen i dag i stigende omfang. Det gælder f.eks. offentlige restaureringsopgaver samt i private hjem og bygninger hvor man ønsker en unik og naturlig overfladebehandling. Linolie er et naturprodukt der udvindes af hørplantens frø. Blander man farvepigmenter i linolien, har man i princippet en linoliemaling. Ønsker man en maling der holder i mange år, river man efterfølgende farven og undlader naturligvis at hælde alskens kemi oveni. Således fremstilledes maling i 1700 tallet, og sådan fremstiller vi stadigvæk farverne hos Original Linoliemaling. Malingen tilfører træet olie Traditionel rivning af pigmenter Linoliemaling kan både anvendes indendørs og udendørs, og kan som regel også anvendes på overflader der allerede er behandlet med en anden type maling. Maler man på ubehandlet træ eller en tidligere linoliemalet overflade vil man også få glæde af at linoliemalingen er diffusionsåben. Det vil sige at, at materialet kan ånde igennem malingen. Linoliemaling tilfører træet olie, der tætner mod vand. Olien udvider sig med 15-18% ved hærdning, hvilket betyder at udpint træ vil genvinde noget af sin oprindelige vægt og styrke. Sammen med det godt revne farvepigment der lægger sig i overfladen og danner værn mod solens nedbrydende stråler, bliver træet optimalt beskyttet. For at lave en god linoliemaling er det nødvendigt først at rive pigmenterne til en pasta. I rivningen knuses pigmenterne og mættes samtidigt af olie, hvilket er årsag til malingens længere holdbarhed. Under rivningen røres bleget linolie og pigment sammen til en grynet dej, der derefter bliver ledt gennem de godt sammenspændte valseruller. Processen gentages 3-5 gange alt efter pigmentets beskaffenhed. Jordfarver kræver ofte en grundigere rivning. Der er mange fordele ved at bruge linoliemaling Linoliemaling er diffusionsåben. Det betyder at den tillader underlaget at ånde Malingen er blød og smidig, så den følger træets eller murværkets overflade uden at sprænges Malingen slides af vind og vejr, så den næsten er forsvundet inden der skal genbehandles. På denne måde undgår man opbygning af lag, der betyder at malingen efterfølgende kan skalle af – er et problem, der kendes fra moderne industrimaling Dækker normalt ved 3 lag maling Indeholder ingen opløsningsmidler eller unødvendige fyldstoffer Fra pasta til maling Den færdige masse der kommer ud af valsen kaldes farvepasta eller blot pasta, og har konsistens som kunstnerens tubefarve. Pastaen fyldes på dåse, og sælges sammen med krystalfernis (kogt linolie) og sikkativ (tørrelse). Førend malingen er klar til brug, skal pastaen røres op med krystalfernis og sikkativ. Det gør du lige inden den skal bruges, for så er du sikker på at have en maling uden skind. En friskoprørt maling har de bedste tørreegenskaber. At oprøre en maling er simpelt, og kan foretages derhjemme på køkkenbordet, men vi rører også gerne farven ind til dig der ønsker en strygeklar maling. Bevarer sin farvedybde igennem mange år uden at falme væsentligt Pastaen har lang levetid, og den kan bruges efter mange års henstand Intet spild. Du rører kun den mængde op, som du skal bruge Moderne fungicid kan undlades i udendørs maling når pastaen indeholder omkring 20% zinkoxid. Zinkoxid holder som regel overfladen fri for alger og skimmelvækst, og malingen beholder den laveste MAL-kode Rækker mellem 10-15 m2 pr. liter Alle Pastaer fremstilles som basefarver. Vi river omkring 40 forskellige farver af rene pigmenter med hver deres enestående farveegenskaber. Farverne kan derefter blandes efter ønske. Det giver en god farvedybde og sikrer, at malingen holder farven i længere tid. Vi kan levere præcis den farve, du skal bruge I øjeblikket fører vi ca. 40 forskellige farver. Der kommer løbende flere til, og du kan bestille et farvekort. Vi kan fremstille specielle farver, enten efter internationale farvekoder, farveprøver eller afskrab. Ring og få mere at vide om leveringstiden for netop din farve. Linoliemaling er et naturprodukt, og flere af farverne indeholder naturlige jordpigmenter. Derfor kan der forekomme mindre farveforskelle mellem leveringerne. Andre produkter Velkommen i vores butik Vi fremstiller også Tempera Vægmaling som er en linolieforstærket limfarve. Desuden forhandler vi Tonkinlak, Trætjærer, Irsk Carragen, Bladguld, Harpiks og Pensler. Lad os tage en snak hvis du har specielle ønsker eller krav. Du er velkommen til at besøge os på adressen i Halk og kigge nærmere på produkterne. Butikken er åben for besøgende efter aftale. Med venlig hilsen Thor Grabow Levering Ved bestilling med forsendelse går der normalt 3-4 dage inden pakken kommer frem. Særlige bestillinger kan tage lidt længere tid. Telefonen er åben hverdage 9-17, fredag til kl. 15. Du er altid velkommen til at kontakte os eller hente mere information på vores hjemmeside. www.linolieshop.dk. Thor Grabow . Halkvej 84 . DK-6100 Haderslev . T 7575 2382 . F 7575 2342 info@ linolieshop.dk . www.linolieshop.dk
© Copyright 2024