1. No category

FØdt den31.januar~ 1914
Kirsten Marie dieisen Født 4. Juli 1886
ncirl I A,,(,, "'i
I C ) Q ' z Dod 9 ianuar 1966
Min Far:
Niels Lynggård Kristensen Født den 30 Marts 18 86
Oppe ved Thyborøn skærer Limfjorden gennem en smal kanal sig tværs over Jylland. Fra
Vesterhavet over til Kattegat. Blandt alle de småøer, der ligger i Limfjorden, er der især en
af dem, der er særlig stor. Der er 27 kirkesogne og en stor havneby -ja, der har sikker været
flere engang, hvor mindre skibe kunne lægge til for at handle med øens befolkning.
Øen hedder Mors eller Limfjordens perle. Den er meget frugtbar. Naturen er særpræget og
meget køn. Der er moler og teglværker flere steder på øen, og da moler kun findes få steder i
verden, er det meget værdifuldt og bliver eksporteret til hele verden.
Mange herregårde har ligget rundt omkring på øen, men de er nu blevet udstykket til mindre
landbrug, gårde og små egendomme, hvor hele familien arbejdede med til det daglige brød,
og hvad der nu ellers skulle bruges til den daglige husførelse. Alt blev jo forarbejdet af det,
som sådan et landbrug kunne fremskaffe -ja, selv til tøj blev der af markens afgrøde - hør og
den slags. Får klippede man ulden af og spandt det til varmt og tykt tøj. Alt dette krævede en
masse arbejde, derfor var hele familien beskæftiget på de små egendomme. På de større gårde
-ja, der var arbejdskraften billig - lidt tøj og et par træsko var lønnen for et års tjeneste
På en af disse gårde - en stor herregård der hedder Ullerup og ligger på den nordlige del
af øen. Længere ude ligger en - nej to herregårde - Søe og Mølhave. Søe ligger ude i
nærheden af Fæggesund. Det er en gammel sørøverborg, hvor fjorden havde gået helt ind
omkring, så at man kunne sejle rundt omkring borgen. Men det er længe siden. Såvel til
denne som til de andre herregårde hørte der store jorde, mindre gårde og ejendomme til.
Ullerup var vel den største og ældste med mange fæstegårde og småejendomme -ja, også en
stor mølle (Ullerup Mølle) hørte ind under herregården. Mange historier og sagn fortælles
om de store herregårdsslægter, som genne tiderne har været ejere af Ullerup, og ved sognets
kirke er der i og udenfor familiegrave, som minde om de store slægter, som har levet for
flere hundrede år siden. Der er sket lykkelige, ulykkelige og uhyggelige ting på og omkring
den store herregård, som havde mange folk i deres tjeneste. Det var også der i egnen, at den
fattige pige af sin frue havde fået to brød, som hun skulle tage med hjem til sine fattige
forældre, men på vejen hjem skulle hun over et vandløb, og for ikke at blive våd og snavset
på sine fine sko og sit tøj, lagde hun brødene ned i vandet for at træde på dem. Men den
hovmodige pige gled på brødene og faldt i vandet og druknede. Til straf for at have
vanhelliget brødet fik hun ikke fred i sin grav, men måtte vandre hvileløs omkring ved
vadestedet ved nattetider. Frem og tilbage. Folk som færdedes ved den gamle hovvej, har
set hende mange gange og turde til sidst ikke færdes der ved nattetid. Til sidst måtte præsten
så mane hende i jorden. Efter den tid var der ingen, der så noget til hende. Men vadestedet
er der endnu, og en stor sten står der som minde om den ulykkelige pige. På stenen står det Hedvigs vadested.
Om Ullerups hvide hovedbygning går der endnu sagn og historier om de store jagtgilder og
andre store fester, der blev afholdt gennem tiderne. Mange spøgelseshistorier er der også om
nogle af de rå og brutale herremænd. Efterhånden svandt det i deres store rigdomme og
fæstegårde blev solgt. Nu er Ullerup en ganske almindelig proprietærgård. Også den store
mølle blev solgt og de ældste af bygningerne på herregården er brændt eller revet ned, og nye
moderne bygninger er opført i stedet. Omkring den hvide hovedbygning er den store park
med meget gamle træer og sjældne planter. På herregårdens marker blev der bygget gårde og
små husmandssteder, hvor der ved sparsommelighed og hårdt arbejde nu lever mange
familier. Mange år måtte disse mennesker arbejde som hovbønder på Ullerup. Manden på
Ullerup og konen måtte så passe den lille plet jord. Disse mennesker blev krogede og gamle
længe før tid, men efterhånden som tiderne gik, blev der bedre kår for dem også. men det var
strenge og lange dage for disse mennesker. Først arbejde på gården så hjem og give konen et
nap til langt ud på natten, samtidig med at de skulle tidligt op. Men nye love kom, så også
disse folk efterhånden kom til at eje de små ejendomme, og herremændene ikke mere kunne
forlange hovarbejde af dem.
Nogle af dem blev med tiden rige og ansete mænd i deres sogn, men der var også små
ejendomme. Så små, at mændene vedblivende måtte tage arbejde udenfor hjemmet på
de større gårde eller som fast arbejder på Ullerup, og så var det konen, der måtte passe
den lille ejendom. Kun var der var noget særligt strengt arbejde måtte manden om
aftenen eller om søndagen tage et nap med. Det var hårdt, da hans arbejdsdag normalt
var op til 14 timer - for at kunne holde en dagløn på 50 øre om dagen.
Min bedstefar og for resten også min Far har måttet arbejde for dette "store" beløb. Så
kunne man godt forstå, at lysten ikke var særlig stor til at arbejde i deres fritid, men
nogle enkelte var der imellem, som ved ihærdigt arbejde i al deres fritid løsrev sig fra
trældommen. Sjældent lykkedes det ikke, før de var slidt op af arbejdet for deres
selvstændighed
For min morfar lykkedes det.
Mine
Bedsteforældres
gård
I den sydlige del af sognet boede en mand, som holdt ud. Han havde en lille ejendom på 4
tdr. land god muldjord, 3 køer, en lille hvid Islænder hest (Lotte), en masse høns, ænder,
duer, kaniner, mange grisesøer og et utal af bier. Bierne havde travlt i den pragtfulde have,
som lå omkring dette lille sted. Der var et utal af blomster af alle slags - almindelige som
meget sjældne - bragt hjem fra Thy, Salling og mange andre dele af landet, hvor han kom.
Huset var et langt rødstens bygning med sort tagpap på taget. Stuerne i den ene ende og stald
og lade i den anden ende, som det var skik den gang.
I de små vinduer stod der pragtfulde og farverige blomster. På væggene hang der gamle
fotografier af afdøde og nulevende familiemedlemmer, et gammelt pibebræt med korte
træpiber og lange med porcelænshoveder - meget lange. Nedenunder stod der et lille
tobaksbord med en oval messingdåse til tobak. Langs vinduerne stod et langt bord med faste
bænke under vinduerne. For enden var der også en bænk med et højt ryglæn, og over den
hang en hylde. Det var sjældent dengang, at småtkårsfolk havde den slags eller i det hele
taget bøger. Der var ikke så mange - en bibel, en salmebog og så nogle om biavl, planter og
blomster. På denne bænk havde manden som ejede dette lille paradis sin plads, og ve den
som satte sig der. Selv ikke præsten fik lov dertil. Herfra kunne han se ud over sine små
marker og haven og følge med i, hvad der skete udenfor sine vinduer. Tidligt var han oppe
om morgenen, og sent blev det inden, det var sengetid. Der var jo så meget at se efter og
passe, og mange mennesker kom der for at snakke med Niels Have. Han havde altid tid til en
sludder og en kop kaffe. Han var meget klog på mennesker og dyr i mere end en forstand.
Var et dyr blevet sygt hos en af naboerne, kom de lige en tur om ad Niels for at høre, hvad
han mente, og i de fleste tilfælde kunne han kurere og hjælpe på en eller anden måde.
Niels var en lille bred mand med leende øjne og et lunt smil om munden, der var omkranset
af et fint velplejet skipperskæg. Altid i godt humør. Han kunne alt muligt varjordbrugere handelsmand og biavler eller rettere honningavler. Ja, der var ikke den ting Niels ikke kunne.
Var der naboer, der var blevet uvenner, skulle Niels nok fa dem til at se, at de havde båret sig
dumt ad begge parter. Og når de havde drukket et par af Niels' kopper kaffe med en
honningmad til endte det som regel med, at de var de bedste venner igen, inden de skiltes. Jo,
den lille mand vidste altid råd for skade.
I de unge dage havde han været karl på Ullerup, Højris og på Bygholm,Vejle og på mange
andre store gårde på Mors, Salling og oppe i det forblæste Thy. Meget havde han oplevet i
sine unge dagebåde af ondt og godt. Dengang var de store gårde jo ikke de bedste steder at
opholde sig på. Folk rejste fra dag til dag. Nogle var gode nok, men de fleste var ikke af de
bedste mennesker, men Niels sagde: Hvordan skulle de blive anderledes. Født og opdraget på
de store gårde, hvor alskens folk søgte til, og der var jo ikke andre steder de kunne få arbejde.
De måtte jo tage det, der var at fa, sådan var det dengang.
Så en dag traf han en lille pige. Ane Margrethe hed hun, og inden længe giftede de sig og
købte dette lille sted. Dengang var det meget forfaldent og forsømt, men de var unge og raske
begge to, og inden så længe kom der skik på jord og bygningerne. Niels vedblev at arbejde på
Ullerup i mange år endnu, men han ville være sin egen mand, så han købte sig en god
trillebør, og begyndte så at handle med fisk, som han hentede i købstaden, som jo var havneog fiskeby. Det var ikke meget han kunne tjene ved det, men Ø var han sin egen mand.
Kunne tage sig en fridag når det passede ham, handle lidt som var hans lyst, komme ud og
snakke med folk, tage lidt løst arbejde af og til når det kneb med kontanter. Efterhånden kom
der også en del børn. 1 I blev det til, så der skulle en masse tøj og mad til, men det gik om
også det var småt med midlerne. Når børnene blev store, kom de ud at tjene på gårdene rundt
i sognet. Men Ane Margrethe blev syg og inden så længe døde hun, og Niels var alene med
den store børneflok.
Det blev så den ældste af pigerne, der måtte hjem og være husbestyrerinde og mor for de
mindste af børnene. Hun havde selv en lille dreng, som også hed Niels, så han blev kaldt
bette Nels. Den mindste af Kirstens brødre var jævnaldrende med bette Niels, så det kan nok
være, der blev liv og
halløj i det gamle hus. De blev snart uadskillelige legekammerater, og sammen med de to
gedebukke, som Niels havde købt til dem, rejste de snart ud i den vide verden på opdagelse.
De havde en lille vogn, som de spændte bukkene for, og så oplevede de store og spændende
ting, når de på deres ture kørte rundt i omegnen. Med deres store fantasi var det nok
uforglemmelige ting og oplevelser, de havde ved og omkring den lille ejendom..
På det lille sted var der altid travlt. Hver årstid havde sit arbejde, som skulle gøres. Forår med
tilberedning og såning af de små marker, siden høst. Jo, der var noget hele tiden - sommer og
vinter. Altid var der noget, ingenting måtte forsømmes. Dyrene skulle passes og plejes, så de
havde det godt. Jo bedre de havde det, jo større udbytte, når året var gået.
En dag hen ad sensommeren var der travlhed hos Niels. Da var det tid til at slynge
honning, og det havde været en god sommer for de små flittige bier. Der var meget
honning, og flere gange måtte Niels slynge nogle af tavlerne for at gøre plads til mere
honning. I flere dage havde de travlt, og alt hvad der kunne bruges af bøtter og gryder var
blevet fyldt med den gyldne honning, og endnu var der mange stader, som ikke var blevet
rørt eller slynget.
Niels måtte ud til naboerne, hvor han lånte nogle mælkejunger, og disse blev også fyldt.
Det var helt utroligt med honning, der var dette år.
Da der var gået nogle dage, og det var tid den bundfældede honning skulle sælges til en
købmand i købstaden, var der to junger, som der havde været lidt rust i bunden af. Det havde
gjort at honningen var blevet mørkebrunt som lynghonning. Det var jo ikke godt. I nogle
dage gik Niels og spekulerede på, hvad han skulle gøre med den tilsyneladende ødelagte
honning.
Pludselig en aften, da hele familien sad og spiste mad, kom Niels på en ide.
Du Kirsten, sagde han til datteren, ved du, hvad købmanden sagde inde i
byen i dag. Nej, sagde Kirsten, hvad sagde han?
Jo, han spurgte mig, om jeg ikke havde noget lynghonning, når jeg nu hr så mange bier.
Den var meget eftertragtet og man kunne få en meget større pris for den en for den
almindelige honning, og nu sad jeg og tænkte på, at vi jo har de to junger honning med
rust. De ligner bestemt lynghonning i farven. Hvad om nu vi prøver at sælge den som
sådan. Købmanden kan ikke se forskel, og det smager ens.
Niels blev helt ivrig, havde dårlig tid til at spise sin mad. Hele natten havde de travlt med at
veje honning af i små bøtter. Næste dag kørte Niels ind til købmanden og solgte sin
lynghonning. Købmanden blev meget glad for den dejlige honning, som kunderne var helt
vilde efter, og Niels fik en meget større pris for den, end han havde faet for den anden
honning, som han havde solgt. Han fortalte selvfølgelig ikke noget om, hvordan hans bier
havde kunne producere så meget af den eftertragtede vare. Det blev ikke sidste år, at der var
så meget lynghonning i Niels bistader. Kirsten rystede på hovedet, men det tog faderen sig
ikke af - en god fidus var fundet, og den skulle udnyttes, og så var den snak ikke længere.
En morgen antydede Kirsten, at hun syntes, det svandt så meget i deres tørv. Dengang fyrede
man mest med tørv, som man gravede i omegnens moser. Det kunne Niels ikke forstå. Han
gik så og lurede i nogle dage. En dag udhulede han et par store tørv og fyldt dem med sort
krudt - noget han ellers brugte til at lave sine patroner om med til sit store jagtgevær. Tørvene
blev lagt ud i brændehuset mellem de andre tørv. Ingen måtte hente tørv indtil videre. Skulle
de bruge nogle, skulle Niels nok selv finde dem frem, de måtte få. Det var jo slemt, om de fik
fat i dem med krudt. Sikken ballade der ville blive i den gamle kakkelovn.
Der gik et par dage, uden der skete noget. Men en aften de sad og spiste aftensmad,
blev der en mægtig ballade udenfor. Døren blev revet op med et vældigt rabalder, og
ind kom en hylende og sortsværtet kone. Tøjet var flået og hun var svedent næsten over
det hele og hun skældte og bandede, så det var helt forskrækkeligt.
Nå, det er dig, Niels der har sprængt mig i luften - se, hvordan jeg ser ud. Tøjet er ødelagt,
håret er svedent, og se mine arme og hænder. Sikken da en gru og elendighed. Ondt gør det,
og det er din skyld Niels. At du kunne nænne det, se, hvordan jeg ser ud, og hjemme bevares vel, kakkelovnen ligger spredt over hele huset - sort er der over det hele, og det er
dine forbistrede tørv, der er skyld i det hele. Hvad har du dog gjort ved dem Niels? Det siger
jeg dig, det skal du komme til at fortryde. Hvad tror du, Per siger, når han kommer hjem fra
Ullerup. Alt er ødelagt. Åh dog, sikken en redelighed, jamen bette Kirsten, hvad skal jeg
dog gøre? Per bliver da helt tosset, når han ser den redelighed. Åh, hvor gør det ondt i mine
hænder. Nej, Niels det skal blive dig en dyr historie dette her. Du finder da også på så
mange tosserier.
Jamen, Marianne, sagde Niels, ( for hende var det - altså naboens kone) jeg har da ingen
tørv solgt dig - ikke det jeg ved af da.
Med forfærdelse gik det op for Marianne, at hun jo havde lånt tørvene uden at spørge ad, og
tilmed hentet dem, når det var mørk aften, og nu i forfærdelse over det, der var sket
derhjemme, havde faret om til Niels for at skælde ud. Det var forfærdeligt, det så hun nu.
Marianne kom ud af døren i en fart og hjem for at rydde op inden Per, hendes mand kom
hjem. Kakkelovnen kunne hun ikke samle igen. Den havde alligevel fået for meget, til at den
nogensinde kunne blive til kakkelovn igen.
Ud på aftenen kom Marianne og Per med friskbagt kage til aftenkaffen, og Marianne
lovede, at hun aldrig mere skulle røre eller prøve på at stjæle Niels' tørv, når de havde
sådan en kraft, at de kunne ødelægge kakkelovn og stue. Nej, bevares vel for sådan nogle
tørv. Hun kunne ikke forstå, at Niels turde bruge dem. Hun skottede til kakkelovnen, bare
den ikke også sprang i luften.
Der skete dog ikke noget, og de to naboer fik en helt rar og hyggelig aften ud af det. De
forblev da også helt gode venner, men helt rolig var Marianne nu ikke, før de gik hjem til
dem selv. Det var desværre nogle dyre tørv, hun der havde faet fat i, og hun måtte love
Per, at det gjorde hun aldrig mere, sådan at "låne" den slags tørv.
Årene gik, og Niels vedblev at sælge fisk, som han havde gjort i mange år. Den gamle
trillebør var blevet afløst af mange andre. Der var jo lang vej frem og tilbage til købstaden
eller Vilssund, hvor der også var nogle fiskere, han kunne købe fisk af til sin daglige runde.
Godt nok havde han Lotte, men det var da synd for den, at den skulle ud på den tid af dagen.
Nej, så tog Niels hellere trillebøren. Der kunne være fire kasser fisk på den, og det var, hvad
han kunne sælge på vejen hjem. Ja, somme tider blev klokken mange, inden han nåede hjem.
Han skulle jo også handle lidt med høns, duer og hvad der nu ellers var at handle om. En ny
griseso en gang i mellem skulle der jo også til. Sådan en karl kunne jo ikke leve evigt, og som
regel købte han en lille gris, som han syntes om, og fodrede den op, til den blev stor. Det var
det billigste, selv om der gik et stykke tid, inden den nåede så langt, men det var meget
sjælden Niels ikke havde held med sine grise.
En gang havde han handlet sig en hund til - en mægtig stor en - næsten lige så stor som en
kalv.
Den æder os jo ud af huset, sagde Kirsten. Nej, den skal da arbejde for føden, sagde Niels. Og
da han havde haft den et stykke tid, kunne den trække fiskebøren, så det var alligevel en god
handel, han havde gjort. Hunden havde kostet ham en kasse sild, og det var den værd, syntes
Niels. Den sparede ham for en masse arbejde med at skubbe børen. Sjovt så det ud, når de
kom trillende ad de grusede veje.
Hvis handlen tog længere tid end nødvendigt, lagde hunden sig ned, bjæffede lidt og tog
sig en på øjet. Når så Niels kom, fik den en fisk,e--så-fertsatto" 4~ -sted. Fisk vardens
livret, og det var sjældent, at Niels ikke fik udsolgt, efter at han havde faet hunden.
Engang Niels havde faet samlet lidt penge Jrat"n frakke,-~ #m-havde brug for på Ø ture
med fiskebøren, kørte han til byen for at købe en sådan.
Skal jeg ikke køre-red, så du kan få-engod-gwarmen?Sptrgie-Yirsten.
Nej, tror du ikke, jeg har handlet før end i dag. Det er ikke første gang, jeg er ude i det
ærinde, sagde Niels. Og så kørte Lotte og han ad købstaden til.
Men Kirsten tvivlede, for det med tøj, var ikke faderens stærke side. Nå, men han kom til
byen, fik Lotte staldet ind et eller andet sted. Så var han lige inde på hjørnet for at fa en
filleen og gik så ned i Havnegade. Der lå en marskandiser forretning. Der var sikkert til at fa
en billig frakke. Men desværre stod der også lige den grammofon, som Ø længe havde ønsket
sig. En med en mægtig stor tragt, der var formet som en blomst og med en masse plader over 50 stk. Det kunne han fa for det samme, som han skulle give for en frakke. Og-kvad -fr~*unne han undvære. Der var altid et eller andet sted, han kunne gå ind og få en kop kaffe,
hvis det blev for koldt. Og grammofonen kunne de da alle fa glæde af derhjemme. Så uden
videre skrubler købte han det store sktummelafen grammofon - fik fat i jumben og fik læsset
det hele derpå. Grammofonen i den ene side og han selv og pladerne i den_anden side. Og så
gik det ellers med fuld musik ud af byen. Måske var der firhus marchen, han spillede, for den
kunne han Ø godt lide. Jeg tror, der blev opløb, hvor han kom frem - ud gennem Nørrebro
og videre ud på landet lige til det lille hjem. Folk lyttede og gloede, men da de så, det var
Niels, der kom kørende, rystede de på hovedet og smilede. Fra den kant kunne de vente alt,
og der var ikke så megen forbavselse over, hvad han fandt på.
Kirsten vidste, at der blev ingen frakke denne gang, men det var rart med musik, det syntes
hun også. Hele aftenen blev der spillet. Naboerne i nærheden, som hørte al den ballade, kom
lige en tur. Per og Marianne kom også, for som den Niels kunne finde på.
Det blev sen sengetid den aften. Der blev danset. Ja, Niels og Marianne fik sig mangen
svingom. Det med tørvene var nu forlængst glemt. Jo, den grammofon skabte megen glæde
i det lille hjem mange år fremover. Og når Niels læssede den op i jumben, og kørte en tur
rundt i sognet med fuld musik, så skulle der danses, hvor han kom frem, og der var unge
samlede.
Sommeren gik, og det blev forår, og så begyndte jagten. Niels, som var en ivrig jæger, havde
opdaget, hvor en stor hare kom ind over hans marker hen ad aftenen. Den havde sit leje inde
hos naboen, så en aften fandt han bøssen frem, for at få ram på den. Det kunne jo være rart
med en haresteg ind imellem alle de fisk, de ellers til hverdag måtte spise. Han listede langs
skellet og gemte sig bag det dige, der dannede skel mellem hans og naboens jord. Samtidig
var det en kirkesti, der gik forbi Brugsen, og den blev brugt flittigt af omegnens kvinder, når
de skulle en lille tur op at handle. Nå, det trak ud inden haren kom den aften, så det var
næsten helt mørkt. Det var ikke til at se, hvad der rørte sig 10 - 15 meter borte, hvor Niels sad
gemt. Pludselig var der noget hvidt, der rørte sig i kanten af diget. Det kneb noget med at se,
hvad det var. Jo, der var noget, mon ikke det skulle være haren. Det så sådan ud. Niels lagde
bøssen til kinden og skød begge løb på en gang. Den gamle bøsse drønede værre end en
kanon, og en sky af kraftig krudtrøg indhyldede Niels, så han ikke kunne se en
hånd foran sig, langt mindre om han havde ramt haren. Ak, pludselig lød et mægtigt vræl,
og derpå en jamren så frygtelig.
Der er en, der har skudt mig. Der er en, der har skudt mig.
Det var dog mærkeligt. Sådan plejede en hare da ikke at skabe sig. Nej, det kunne ikke være
en hare, men du milde, det var jo et menneske, der klagede sig. Han havde skudt et
menneske. Niels blev, så han rystede over hele kroppen. Nej, du forbarmende, det havde da
aldrig sket før - et menneske i stedet for en hare. Nej, nu stod verden da ikke mere. Det var
forskrækkeligt. Det kan nok være, han fik travlt med at komme over til den ulykkelige. Han
ville ikke håbe, det var alt for galt. Vedkommende var da vel ikke død, selv om han havde
skudt med kardus hagl. At han dog kunne tage sådan fejl. Det var helt ubegribeligt.
Da han nåede over til den ulykkelige, opdagede han, at det var en kvinde. Men du
forbarmende, det var jo Marianne, han havde skudt. Hun lå på jorden og jamrede sig. Ja, så
havde han da ramt, det kunne ikke fejle, men bare ikke haren. Sikken en ulykke.
Men Marianne, er det dig? Er det virkelig dig, jeg har skudt? Det var altså ikke min mening.
Nej, det var det ikke. Du kan jo slet ikke være i gryden. Niels var helt ude af flippen. Vidste
ikke, hvad han sagde.
Er det meget slemt? Er du helt skudt? Nej, det er du da ikke, for der er da liv i dig. Det kan
jeg da høre, sådan som du råber op. Er det slemt, bette Marianne?
Du kan vel se, at jeg ligger her og bløder, kan du ikke Niels? Du har skudt mig. Her kommer
jeg fra Brugsen og skulle lige en tur ned bag diget i nødtørftigt ærinde, og så skød du mig.
Jeg tror bestemt, jeg dør Niels. Hvad vil Per dog sige. Niels du må hjælpe mig hjem. Du kan
da ikke lade mig ligge her og dø.
Niels var nu klar over, at det havde været Mariannes skørt - det hvide - som han havde
regnet med, var en hare. Nej, nu skulle han ikke skyde mere, når det var mørkt. Det lovede
han sig selv. Bare det her gik godt. Han måtte se at fa Marianne hjem, og så få bud efter
lægen.
Du må skynde dig Niels. Du har skudt mig, du har skudt mig. Du må gøre noget. Skynd
dig Niels. Marianne blev ved med at klage sig. Niels smed træskoene og løb hjem så
stærkt, han kunne. Han måtte for enhver pris sørge for, at Marianne kom hjem, og der blev
sendt bud efter doktoren.
Han fik fat i fiskebøren, og så gik det i trav tilbage til Marianne - fik læsset hende op deri
og så gik turen hjemad. Det var ikke nemt, for Marianne vejede godt til - mere end 4
kasser fisk.
Imens jamrede Marianne: Du har skudt mig. Jeg kunne da ikke tro, at der var nogen, der ville
skyde mig for det, jeg skulle nede bag diget, og at det skulle være dig Niels, det er dog
forfærdeligt. At du kunne gøre det Niels.
Langt om længe kom de hjem. Niels fik sendt bud efter doktoren. Heldigvis var det ikke så
slemt. Afstanden, Niels havde skudt på, var temmelig lang og bøssen var gammel, så det var
ikke så mange hagl, doktoren måtte pille ud af Mariannes bagdel, for det var der, Niels havde
ramt.
Der gik lang tid, før Niels skulle på jagt igen, men dy sig kunne han ikke - og da var det den
rigtige hare, han fik ram på. Det var da også måneskin, så han kunne se, hvad det var, han
send på.
Det var en gammel sej hare.
Niels var mangesidet - havde mange interesser - der i blandt høns. Og det var især racehøns og præmierede. En overgang var det Akonehøns - hvide med sorte pletter, nogle dengang
meget sjældne høns, men det kneb med at fa' dem til at ruge, når den tid var, at der skulle
kyllinger til avl. Men også det vidste Niels råd for_ Han gav sine gæs - især gaserne
brændevin at drikke, alt det de ville - og de kunne godt lide det, så når de fik lidt hver dag,
ville de ruge hele sommeren. Og så kunne de ruge på mange æg - op til 30 stk hver, så det
kunne hurtigt blive mange kyllinger. Det råd havde han faet fra en kone ovre i Thy engang
sagde han.
Men der blev jo mange æg til at sælge - også uden for rugetiden. Disse blev solgt i Brugsen.
Det var gerne de to drenge, der blev sendt afsted med dem, og så fik de varer i bytte med
hjem. En dag der var så mange æg, så de ikke kunne bære dem, læssede de dem på deres lille
vogn og spændte gedebukkene for. Niels var ikke hjemme, ellers havde de ikke fået lov. De
havde nemlig gjort det før, og da var det gået godt, men denne dag gik det ikke så godt. Ja,
det første stykke vej gik der meget godt, men så mødte de en mand, som engang havde drillet
bukkene, og så gik det galt. Bukkene kunne kende og huske ham, så nu skulle de hævne sig,
hvad der vel ikke var noget at sige til. Så gik det over stok og sten - manden løb og bukkene
bagefter. Resultatet blev, at alle æggene gik itu, og det var jo ikke så godt, for dem ville
brugsuddeleren jo ikke købe, og drengene fik ingen varer med hjem.
.
Da drengene kom hjem, vankede der jo en endefuld og i seng. Ud på aftenen da Niels kom
hjem, blev han nok gal i hovedet, men drengene var jo blevet straffet. Da Niels havde faet
mad og tændt piben, kom han alligevel til at tænke på, at han jo dog nok også kunne have
kommet i tanke på det samme med bukkene, og at det gjorde drengene nok ikke mere. Af
skade skulle man jo lære, og hvor mange gange havde han ikke selv kommet galt afsted, fordi
han ikke ville høre, hvad de ældre mente, var det klogeste. Enden på den tankegang var, at
drengene kom op og grammofonen kom i gang, og så vidste drengene, at faren for yderligere
klø var drevet over for denne gang.
Niels var meget interesseret i grise og især grisesøer. Men han havde jo ikke foder eller sæd
nok af egen avl, derfor kørte han til Ullerup efter en masse frø affald fra det store tærskeværk.
Han fik det, for at fjerne det, da det ellers skulle køres ud og brændes. Niels havde opdaget, at
det var det bedste grisefoder, man kunne fa til de store grisesøer. Det var meget fedende, og
de små grise trivedes godt. Når det blev kogt, var det ualmindelig godt. Lotte kunne jo ikke
slæbe al den masse foder hjem, så Niels måtte have karlene på herregården til at hjælpe sig.
Når de fik en kop kaffe med en lille en i, var de mere end villige til at køre en tur en søndag
formiddag. Det var altid sjovt, at komme op på det lille sted. Af og til var der en af karlene,
der var kommet til - ved et uheld - at tabe en sæk korn lige i det affald, Niels skulle have, og
så vankede der altid en ekstra snaps.
En aften var kusken for herskabet også med til gildet. Han havde ellers ikke noget med
karlene at gøre, men han havde selv været karl nede på avlsbygningerne, så han kendte
næsten dem alle sammen. Da han fik set Kirsten, skete det, at han kom lidt tiere - også
når der ikke var gilde. Niels brummede godt nok lidt i skægget, men det hjalp vist ikke
ret meget, for inden længe blev de forlovet - altså kusken og Kirsten.
Kusken hed forresten også Niels.
Den vinter blev der liv og kommers oppe hos Niels, og efterhånden syntes Niels da også
rigtig godt om den nye Niels. De gik og snakkede om alt, hvad der kunne gøres, og hvad der
kunne give penge. Men der var gammel Niels nu ikke enig med den nye Niels, for man
skulle nu også have noget, som man var glad for at gå og passe og glæde sig over, selv om
det ikke gav penge, var nu gammel Niels' mening.
Så en dag blev en af Niels' grisesøer syge. Den kunne Niels ikke selv kurere. Der måtte
bud efter dyrlægen. Det var noget, der meget sjældent skete, men der var ikke andet at
gøre i dette tilfælde. Niels var jo selv meget klog på dyresygdomme, men denne kunne
han ikke selv klare.
Dyrlægen kom, og han ordinerede en flaske medicin og lovede, at soen nok skulle blive rask,
når den havde fået medicinen. Han glemte bare at sig, hvor meget den skulle have ad gangen.
Niels så ikke efter, hvad der stod på flasken, da han fik den, så han gav soen det hele på en
gang, med det resultat, at soen døde næsten med det samme.
Dagen efter kom dyrlægen forbi - sådan tilfældigt, og kom så indenfor for at høre, hvordan
det gik.. Jo, soen havde det da godt, sagde Niels, for den døde næsten med det samme, den
havde faet detter hersens medikament, eller hvad det nu var for stads, dyrlægen havde givet
ham. Det kunne den ikke tåle, sådan noget skidt. Den havde fået det hele på en gang, sådan
som dyrlægen sagde.
Om dyrlægen ikke måtte se den flaske, hvori medicinen havde været? Jo, det måtte
dyrlægen da så møj gerne, han måtte få den med hjem, om han ville.
Efter at have set lidt på flasken, fortalte dyrlægen, at medicinen skulle have varet i 14 dage.
Jamen, det sagde dyrlægen da ikke noget om, og Niels havde da ikke set, hvad der stod på
etiketten, ja, så havde soen faet det hele på en gang. Det var jo ikke så godt, men hvad - nu
var det sket, så var der ikke noget at gøre ved det. Det varede længe inden, der blev sendt bud
efter dyrlægen hos Niels', selv om dyrlægen var uden skyld i, hvad der var sket.
Soen blev slagtet og kogt til fedt og sæbe i den store gruekedel, som han brugte til at koge frø
i. Det der ikke kunne bruges, fik hønsene til at gå at hakke i. det havde de godt af, sagde
Niels. Der skulle ikke gå noget til spilde. Sæbe og vognsmørelse manglede Niels aldrig, og
han var nu fri for at købe det. Godt at man havde lært det på gårdene, da han var ung og
havde plads der.
Da bette Niels var 5 år giftede Kirsten og Niels sig. De var så 3 Nielser i familien. Gammel
Niels - Niels kusk fra Ullerup og bette Niels. Kirsten og Niels havde købt et stykke jord fra
en fæstegård fra Ullerup. Den var fri nu, men havde hørt til Ullerup for mange år siden.
Jorden lå op til den gamle hovvej, som gik fra Skarum over Ullerup til Bjergby. Niels havde
faet et statslån til at købe jord og bygge for på den udpinte og udmagrede jord, dom ikke
havde set gødning i flere menneskealdre. Det havde været en streng tid, mens de byggede,
men hans medtjenere på Ullerup havde været flinke til at hjælpe ham. Godsejeren på Ullerup
havde også været flink med et spand heste af og til, når det kneb - såvel til markarbejdet som
til kørsel af materialer til den nye ejendom. Der skulle jo hentes sten og støbe materiale. Men
en dag stod den nye ejendom og ventede på, at de unge folk skulle flytte ind og tage det i
besiddelse og dyrke markerne.
Endelig kom den store dag, da der skulle være bryllup ved Niels'. Den dag da Kirsten og
Niels skulle giftes. Der var fest fra morgenstunden af. Ja, flere dage i forvejen havde der
været travlt med forberedelserne til brylluppet
- med slagtning af fjerkræ og gris og med
en masse bagning, jo, der skulle ingenting mangle. Alt var revet og gjort fint både inde og
ude i det lille hjem. Alle børnene var hjemme, jo, nu skulle der skam være fest, så godt som
det nu kunne lade sig gøre.
Det ville blive et savn, når nu Kirsten og bette Niels rejste, men hvad, det gik nok med det.
Der skulle en af de andre piger hjem i stedet. Men det ville nu blive et savn, at undvære
Kirsten. Der var ingen som hende til at indrette sig efter hans særheder og mærkelige
påfund og vaner, som han af og til kunne finde på, som regel blev det nu, som Kirsten ville
tilsidst.
Men nu var de så blevet viet i den gamle kirke i Galtrup. Der havde været mange til glo bryllup, som
det nu var skik, når der var bryllup i byen, men kun børnene og enkelte naboer var med til selve
festen, og så selvfølgelig Niels' forældre og søskende var med hjemme for at smage al den gode mad,
som Kirsten havde lavet. Niels' foraldre kom fra Bjerby. De havde en lille ejendom med 3 Øer, en
hest
par grise og lidt høns. Det skulle jo passes, så de var kørt tidligt.
De havde også faet den gamle gase, som gennem mange år havde ruget mangekyllinger ud.
Til dessert revlingegrød af egen avl.
Gad vide om den gamle gase havde smagt de to gamle fra Bjergby? Ja, det var jo ikke for,
at de var ældre end Niels, men de var meget ældre af udseende end ham, og de tog alting
mere alvorligt.
Og gasen -ja, de havde da tygget gevaldigt, og noget sej havde den da været, men i den sidste
tid var den nu også blevet gammel. Den sad og sov det meste af dagen, når ellers ikke den
kom for at tigge brændevin. Den ville ikke have andet, en hel lille dranker var den blevet.
Ikke så sært at den var sej den gamle rad. Men nu kunne Niels da få sin snaps selv. Nu var det
altså sket med den. Nu blev der ikke flere kyllinger efter den, men den havde også ruget
mange ud.
Og så var de unge nede på græsmarken og lege To mand frem for en enke. Ja, det var
dengang, nu var man blevet gammel. Niels sad ved vinduet og tænkte på dengang han selv
var ung. Det var nu sjovt at se, hvor de unge kunne more sig. Ja, ja nu var det vist snart på
tide at fa grammofonen i gang-Det var ved at blive mørkt, og det var ikke godt at vide, hvad
de unge kunne finde på nu i forårstiden. Jo, han havde da selv været ung en gang. Kaffe
skulle de da også have, og det med en lille sort i dagens anledning, inden de skulle hjem til
deres pladser rundt om i sognet, hvor de nu havde plads. Men først skulle de nu have kaffen
med hjemmebagt kage og en lille svingom efter grammofonen. Hvor skulle det blive sjovt
med lidt dans og kommers. Ja, det var en stor dag for Niels, men det ville nu alligevel have
været rart om Ane Margrethe havde været her i dag, men sådan skulle det ikke være. Nå,
Kirsten blev hjemme endnu et par dage, så hun kunne sætte søsteren lidt ind i forholdene
derhjemme. Ja, ja det var nu godt„„ at han ikke havde taget en anden kone, som så mange af
naboerne havde villet, han skulle gøre. Det havde jo gået alligevel, og børnene havde klaret
sig godt i deres pladser, herhjemme også selv om det havde været smalkost af og til. Mange
af dem havde vel også været lidt små at sende ud mellem fremmede for at tjene til det daglige
brød. Men hvad skulle han gøre? Det var ikke ment at være både Far og Mor. Godt Kirsten
havde været hjemme nu i nogle år. Det havde rettet op på det hele.
Nå, men så skulle de unge hjemad, så skulle han have en kop kaffe og lidt musik. Det var nu
alligevel godt med den grammofon, så var der altid liv i huset.
Og endelig kom den dag da Kirsten og Niels skulle flytte ned i deres ejendom. Det var en
stor dag for dem, og ikke mindst for bette Niels. Nok havde han været med gammel
Niels dernede af og til, men flytte helt væk fra Erik og gedebukkene og gammel Niels.
Det var helt ufatteligt for så lille en dreng. Og nu havde han da både en Mor og en Far
som alle de andre børn, og tilmed en lille gård
med grise, køer og store marker. Man kunne gå næsten hele dagen og næsten ikke finde hjem
igen, når man kom helt ud i den anden ende af markerne. Vesten omme var der en stor bakke.
Kom man over på den anden side af den, kunne man ikke se hjem. Jo, der var vist meget
spændende at gå og se dernede. Og der var en masse at hjælpe Far og Mor med. Det værste
var nu, at Erik og bukkene ikke kunne komme med. Erik havde lovet at komme kørende en
dag. Gammel Niels havde også lovet at komme, så tit han kunne for at se, hvordan det gik
med at passe det store landbrug. Han havde også lovet at tage grammofonen med, så de
kunne ia lidt musik. Det gjorde han også - især i den første tid. Der var jo så meget at se efter
i det nye, der skete hos Kirsten og Niels. Det skulle jo gerne gøres så godt og så praktisk som
muligt. Ikke at han blandede sig i , hvad de unge foretog sig, men et godt råd af og til var jo
ikke af vejen. Ville de unge bruge det eller ej, kom ikke ham ved.
Og da Niels kusk holdt udenfor med en stor vogn og endnu større heste - det var et par
ordentlige tampe, han havde lånt på Ullerup - var det nu ikke, for at Kirsten havde så
meget at flytte med, men noget var det, når det blev samlet sammen af det, der skulle
med til det nye hjem. Blomster fra stuen og fra haven, nogle møbler og et par kaniner til
bette Niels. Når det sådan blev samlet sammen, blev der alligevel et læs ud af det. Hestene
blev sat ned på den lille græsmark, mens de læssede det alt sammen på vognen_ De skulle
jo også have kaffe og snakke lidt sammen, inden de kørte. De skulle da også høre, hvad
Niels kusk havde gået og lavet de sidste dage, han havde gået alene dernede.
Men langt om længe blev de da færdig til at køre. Det var ingen stor medgift Kirsten fik med
hjemmefra. Det bedste var et godt humør og et par arbejdsvante hænder - og så bette Niels.
Han var jo en hel karl allerede, og som han kunne snakke - næsten som gammel Niels. Jo, de
unge folk var godt kørende, og de behøvede ikke at kede sig. Niels var meget glad for den
lille dreng, men han gik også med træsko på ind i alle, han mødte og kom i snak med.
På vognen sad nu Kirsten, Niels og bette Niels, han med en stor hundehvalp i armene, en som
han havde faet af gammel Niels. De kunne da ikke bo dernede på den nye ejendom uden at
have en hund til at passe på dem. Bag i vognen lå en stor kalv - også en foræring fra gammel
Niels. Det var nu ikke sådan at flytte hjemmefra, værst var det nu for gammel Niels. Han
måtte da også med hånde viske en tåre væk, som var på vej ned i skægget, for ja, hvem der nu
vidste, hvad de unge mennesker kørte ind til - dernede i deres nye hjem. Men Niels kusk var
da ellers et rask og dejligt menneske, og god så det da også ud til at han var, så det skulle nok
gå for dem om ellers lykken var med dem.
Da de var kørt gik gammel Niels en tur ud over de små marker, som hørte ham til. Det var da
alligevel groft, som de store heste havde taget for sig af græsset. Godt at Lotte ikke var så
stor, for så var hans græsmarker alligevel for små. Da gammel Niels havde flyttet køerne og
gederne, gik han hjem for at få sig en middagslur, for det var alligevel rasende, som der
havde været uro lige fra tidlig morgen, men nu faldt alt vel i sin gamle gænge igen. Han
måtte snart ned og se, hvordan det gik dernede i Tøving.
Og så gik sommeren på hæld. Gammel Niels kom tit på besøg nede hos bette Niels og de
unge. Det havde været en travl sommer for dem med at indrette sig og med jorden. Selv om
de var flyttet ind, var der jo meget som skulle laves og indrettes. Dyr skulle købes, men
hesten - den var ikke meget værd. Godsejeren på Ullerup var flink til at hjælpe med foder,
bare Niels gjorde nogle dages arbejde, når han havde tid, så skulle der ingen penge til. Før de
vidste af det, var det vinter me
ost, og det nærmede sig stærkt jul. Den tidlige vinter gav megen arbejdsløshed. Der var ~
andet at gøre end at passe de få dyr de havde. Det blev til mange ledige stunder for mange
mennesker på den lille ø. Dem der boede i nærheden af fjorden brugte tiden til at stange ål
ude på det islagte vand. Det kunne altid blive til et måltid mad af og til. En gang stegt ål var
ikke at kimse af. Det kunne også godt bruges juleaften. Saltede og kogte ål til julefrokosten
var nu en dejlig ret. Især på de små ejendomme langs fjorden var det en dejlig adspredelse på
de grå og kolde vinterdage. Det kunne jo nok blive noget trivielt at gå hjemme hos Mor og
børnene dag ud og dag ind. Og så alle de historier der blev fortalt en sådan kold vinterdag. Ja,
det skete også at en eller anden faldt i vandet enten ved uforsigtighed, eller fordi de havde
faet et par dram for meget. Dengang var brændevin jo ikke så dyrt (16 - 22 øre for en flaske).
Hvis der var en der faldt i vandet, var det med at komme hjem og i seng og blive varmet op,
for ikke at få en forkølelse på halsen. Det kunne godt være farligt at fa en våd trøje på den tid
af året. Men det var nu meget sjældent, det gik så galt.
En morgen inden det blev lyst, kom gammel Niels ned til Kirsten og Niels. Forbavsede så de
på ham, troede der var noget galt. Nej, det var der ikke, men de skulle da ud på fjorden og
stange ål - Niels og ham, så de kunne fa en gang ål til juleaften. Gammel Niels havde lånt et
par ålejern af en bekendt nede ved Dråby Vig. De måtte have dem hele dagen, så det var med
at fa dagen så lang som mulig. Gammel Niels havde også sin gamle bøsse med. Måske kunne
han få skudt et par ænder også - måske endda en gås - hvem ved?
Så det kunne nok være, at der blev travlt med at fodre dyrene - malke og hvad der ellers var
at gøre om morgenen på den lille ejendom. Der var ingen af de to Nielser, der havde stanget
ål før, så det kunne jo blive meget sjovt med en sådan dag på fjorden. Og hvad - man kunne
jo se, hvordan de andre bar sig ad, sagde gammel Niels.
Efter at have taget et godt måltid mad og nogle kopper kaffe, blev en stor madpakke stuvet ud
i jumben sammen med et par flasker kaffe. Lotte blev spændt for, og så gik det ud ad den
gamle hovvej ned gennem Ullerup til Skarum og ud til Dråby Vig, som lå helt tilfrosset så
langt øjet kunne se. Nå, endnu kunne de nu ikke se så langt, for endnu var det næsten helt
mørkt. De fik Lotte staldet ind hos en Høker, en slags købmand, som solgte alt lige fra synåle
til klipfisk og brændevin. Det kunne man også f i små portioner med en kande kaffe til, så
man kunne fa sig en lille sort. De stedlige fiskere var gerne en tur inde om morgenen, og det
var de to Nielser også. Det varmede godt i kroppen efter køreturen i den tidlige morgen, og så
var det med at komme ud på fjorden. Enkelte mænd var allerede i gang med at hugge huller i
isen, så de kunne fa de lange jern ned efter de ål, som havde klumpet sig sammen i
fjordgræsset på bunden af det dybe vand.
Efter at have faet fat i de lange ålejern, vandrede de to mænd ud over isen. Gammel Niels
bandede lidt af og til. At folk var så tossede at vandre her i bælgvandede mørke for et par åls
skyld. Nå ja, han var jo ikke selv klogere, og spændende var det nu alligevel.
Da de havde gået en halv times tid ud over isen, mente gammel Niels, at de var langt nok ude
til, at de kunne begynde at stange ål. De fik hugget hul i den alen tykke is. Det firkantede
stykke is som de huggede fri, blev stillet på højkant ved siden af hullet til advarsel for andre,
som kom forbi, så at de ikke faldt i hullet. Det var en uskreven lov at gøre sådan, og det gjaldt
alle, som stangede ål på fjorden.
Nå, da de var færdige med det, var det med at f de lange stager med ålejernene ned i de små
huller. Det var ikke nemt, da de var meget lange. Så pumpede man op og ned i fjordbunden,
mens man håbede at der var ål. Man kunne mærke, når en ål sad fast i jernet, og så var det
med at f den lange stage op og fa fat i ålen. Det var et koldt arbejde - og vådt, men var man
heldig kunne man tage mange pund ål på en dag. På den tid af året lå ålene i bunker i græsset
på bunden, så det var bare, om man var heldig.
Da der var gået et par timer, havde de endnu ikke fået mere end nogle fa stykker. Flere huller
havde de hugget, men med samme resultat. Imens var de blevet sultne. Måske vendte heldet
sig, når de havde faet noget mad, så de gik over til de andre ålestangere, for i fællesskab med
dem at spise deres madpakke.
Efterhånden, som de andre blev mætte og havde faet et par snapse, begyndte de at fortælle
historier fra tidligere ture på fjorden. Der blev altid lavet lidt om på dem fra år til år. Lagt lidt
til for hver gang de blev fortalt. Ja, mange af dem var efterhånden blevet meget hårrejsende.
Som nu den om Mads. Ja, han var da med på fjorden også i dag, og selv om han var en ældre
mand, kunne han ikke undvære disse ture på isen i de kolde vinterdage efter ål. Men det var
altså en dag for mange år siden, at han stod sådan i sine egne tanker ved et åndehul. Han
havde faet mange ål den dag - en hel sæk fuld. De lå ved siden af hullet. Hvad han nu stod og
tænkte på, er ikke godt at vide, men pludselig lød et prust fra et hul ved siden af, hvor han
stod. Da han drejede hovedet for at se, hvad det kunne være, ja, hvad så han da? Et skægget
ansigt og et par runde øjne som kiggede på ham. Jo, det lignede grangiveligt Volle fra Kæret,
som druknede for nogle år siden lige her i nærheden i et åndehul, som ikke var afinærket med
isblokken, og han var aldrig blevet fundet igen.
Mads blev så bange, at han gav et hyl fra sig, så det kunne høres langt omkring, og løb så ind
mod land - skrigende og hylende. Træskoene tabte han i farten, men han turde ikke standse,
for at samle dem op igen. De fik lov til at ligge, hvor de lå - for tænk, om det var Volles ånd,
der havde kigget op af hullet derude på isen. Sækken med hans ål fik også lov til at ligge.
Nej, han turde ikke tænke på at hente dem. Måske ville Volle skælde ham ud, fordi han havde
hugget hul i isen, og måske forstyrret ham i hans søvn dernede på bunden af fjorden. Uha, nej
det var bedst at komme i land så hurtigt som muligt. Det her var for uhyggeligt.
Mads' kammerater skulle da lige over for at se, hvad der havde forskrækket ham sådan, at han
var blevet helt fra sans og samlig. I det samme de nåede hullet, stak en gammel sælhund
hovedet op af hullet for at trække lidt luft, og forsvandt så igen ned i vandet. Det kan nok
være, at mændene fik sig en god latter over den historie, da de blev klar over, at det var
sælhunden, der havde forskrækket Mads. Men endnu mange år efter troede Mads bestemt, at
det havde været Volle. Den tanke kunne han ikke komme fra lige meget, hvad de andre
sagde.
Nå, men der blev fortalt mange historier, mens mændene stod og spiste deres mad trampende på den kolde is, for at holde varmen. Spisepausen blev ikke lang, det var det for
koldt til, og dagen var ikke så lang. De skulle jo gerne have nogle ål med hjem, så det var
om at komme i gang igen. Endnu havde de to Nielser jo ikke fanget mange endnu, og de
kunne da ikke være bekendt, at komme hjem til Kirsten uden ål - især ikke efter alle de
historier de havde fortalt hende, om de mange ål de skulle fange.
Denne gang gik de længere ud på isen. Ud hvor isen blev mørk og sort og også farlig, da der
kunne være skjulte våger. Men der var også ål. Gang på gang måtte jernet op af vandet. Ja,
det var helt utroligt, så mange ål der var. Store ål - og fede. Inden aften havde de sækken fuld.
Lige ved 100 pund. Vel den største fangst der på stranden den vinter. Det var et par glade og
fornøjede mænd, der kom hjem til Kirsten. Ja, det blev jo lidt sent, og hun havde gået og
ventet dem længe, men gammel Niels skulle lige i mørkningen prøve, hvad den gamle bøsse
duede til på de ænder, der i mørkningen kom ind fra fjorden, for på bøndernes upløjede
sædmarker at samle nogle af de spildte korn, der lå mellem stubbene. På gode aftener kom
der i massevis af ænder og gæs. Ja, også mange andre fugle søgte derind, for at få noget at
spise.
Gammel Niels fik da også et par gæs og en halv snes ænder, så nu kunne de holde en rigtig
god juleaften og jul med al den mad, de kunne sætte på bordet. Gæs - ænder og ål, kartofler
og kål havde de jo hjemme i kulen, hvor de var godt dækket til med tang, hentet hernede ved
fjorden.
Den juleaften var der vist ingen der glemte. Det begyndte med sne fra morgenstunden, og
det blev ved med at sne i flere dage, men gammel Niels satte grammofonen i gang, og alle
de plader han havde, blev spillet gang på gang dagen lang.
De første år Kirsten og Niels havde den lille ejendom, blev der ikke den store høst. Spergel
og andet ukrudt groede på den magre og udpinte jord. Tilmed var der meget tørre somre, så
der blev dårligt nok foder til de dyr, de havde skaffet sig. Meget måtte skaffes eller købes.
Men efterhånden der kom flere dyr til, blev der også gødning, og høsten blev større.
Kunstgødning blev købt til hjælp, og efterhånden kom der gang i det lille landbrug. Niels tog
en mælketur for et af mejerierne. Det var en halvdags tur - fra k15 morgen til kl 13 om
eftermiddagen - og det var alle ugens dage - også søndagene. Der skulle et par gode heste til.
De grusede veje var hårde ved hestenes ben. Om eftermiddagen var der jo markarbejde på
ejendommen. Så det blev lange dage for dyr og mennesker. Mælken skulle afhentes på de
ejendomme langs den rute, som mejeriet havde fastlagt, og der kunne være op til 40 - 50
junger mælk, så en god vogn skulle der også til. På tilbage vejen skulle den skummede mælk
afleveres igen på gårdene, hvor den blev brugt til foder til grise og kalve. Ja, sådan en dag var
i reglen lang. Det var sjældent, det var fyraften før sengetid ved 23tiden. Køerne skulle
malkes, og hestene passes med foder, så de var klar til næste dags morgen.
Om sommeren var det ikke så galt, men om vinteren, når det var koldt og regn eller sne
rasede næsten hver dag, var det ingen fornøjelsestur at køre mælk. Op før det var lyst - den
gang var det flagermuselygter at se ved - og om aftenen var det også mørkt, så næsten alt
arbejdet måtte ske ved lygteskyer. Og det var ikke meget lys sådan en lygte gav, men man var
jo ikke bedre vant, og syntes ikke dgt kunne viere anderledes. Der var ikke noget hyggeligere
end at komme ind i den lune stald en sådan mørk aften, og høre køerne gumle og grisene
snøfte, mens man gik og fodrede dem med hø, og hvad de nu ellers skulle have.
Og som årene gik, kom der også flere børn til huse - piger og drenge imellem hinanden.
Den første var Peter. Efterhånden som årene gik, og børnene blev større, fik de deres
arbejde og pligter at udføre - såvel i stald som i marken - både inden skoletid som efter.
Der var nok at se efter lige til sengetid. Børnene klagede ikke over disse pligter. Sådan var
det, de var ikke vant til andet. Sådan skulle det være, så var der ikke noget at gøre ved det.
Det var jo også interessant med dyr og planter, som skulle passes og plejes.
Mens vi var små, legede vi vel som alle andre børn gjorde dengang. Legetøj var der ikke
meget af, kun hvad Far snittede af et stykke træ til drengene, og Mor syede kludedukker til
pigerne. Ellers hjalp vi jo med i marken, hvor vi kunne med at tynde roer - hjælpe med
høsten og passe dyrene. Jo, der var nok at tage fat på - også for små hænder og kræfter. Vi
var også barnepige for dem, der var mindre end os selv.
Især høsten var dejlig. Alt sæden blev jo mejet af med le, som Mor så rev sammen i bunker
eller neg, som så derefter blev sat op i hove. Der kunne vi være med„ når de skulle slæbes
sammen. Mor og Far satte dem så op i hove, hvor de så stod, indtil de skulle køres hjem i
store stakke. Så kom det store tærskeværk, og det var en stor dag for os børn, men vel mest
for Far og Mor. Det var jo hele deres arbejde i et langt år, der den dag skulle vise, hvordan
det kommende år skulle blive, hvor mange dyr der blev råd til at holde vinteren over. Især
hvor mange grise og små kalve der kunne lægges til. Jo længere man kunne holde dem - jo
større de kunne blive - jo flere penge kom der jo hjem, den dag slagteren kom for at hente
dem.
Leg blev der også'tid til ind imellem. Isære var der noget, vi havde megen fornøjelse af. Det
var at bygge huse af margarinekasser, som vi fik af brugsuddeleren, når vi hentede varer der
til Mor. Af dem kunne der blive blokhuse, som dem pelsjægerne byggede, men det gik jo
også ud over Fars søm. Og selv om han gemte dem de utroligste steder, skulle vi nok finde
dem. Når så Far skulle bruge dem, var der ingen tilbage. Det var jo ikke så godt, for så var
der ingen til reparationer i stalden eller andre steder. Det var nu mærkeligt, for der var ingen
af os drenge, som havde set noget til dem eller vidste, hvor de var blevet af. Men Far vidste
nok bedre. Han skældte aldrig ud over, at de var blevet væk. Næste gang gemte han dem
bedre, men ikke så godt at vi ikke kunne finde dem, når vi manglede nogen.
Og så kom alle børns store oplevelse. Der blev lagt jernbanespor ud over hele øen - også ind
over vores mark. Det var et selskab, som skulle bringe kridt fra Erslev kridtgrave ud over øen
til de landbrug, som ville have det. Jeg tror nok, der var skrevet kontrakt inden. Kridtet
skulle så betales over en vis årrække - 10 år tror jeg nok. Det var gødningskalk, og det var det
jorden manglede. Dette foregik om sommeren i to år. Bønderne kørte den så ud over
markerne om vinteren, inden frosten kom. Frosten sprængte så kalkstenene i løbet af
vinteren, og allerede sommeren efter kunne man se på afgrøderne, at det var godt. Sæden - ja
alt blev helt mørkegrønt, og som årene gik blev det endnu bedre. En sådan omgang kunne
holde i 15 - 20 år.
Børnene havde et par dejlige år med køreture med de sorte lokomotiver, og de byggede svelle
huse langs sporene, hvor banen havde sine oplags pladser. De legede indianere og overfaldt
togene, når de kom hvæsende langs ad sporene med de lange rækker af vogne med kridt.
Togførerne fløjtede og lukkede damp ud, Ø man ingenting kunne se. Jo, det var
uforglemmelige og dejlige dage.. Arbejderne ved jernbanen var polakker, som talte det
værste volapyk til sprog, og som vi ikke kunne forstå. De fleste var nogle værre fyre, men de
kunne godt lide børn, og vi kunne lide dem. De var glade for at holde lidt sjov med os, og
gjorde os aldrig fortræd. Mange af dem havde selv børn hjemme i Polen, som de længtes
efter. De viste os billeder af deres familier, når de fik breve hjemme fra. Så vidt jeg ved, var
de her i landet i flere år. Da de var færdige på Mors, flyttede de til andre egne af landet, hvor
der også manglede kalk. Enkelte af de unge blev gift og bosatte sig her, men det
var ikke mange. For os var det en sommer, som vi aldrig glemte. Det var ikke nemt at komme
i seng den sommer - især hvis vi var med et af togene helt ovre på den anden ende af øen. Så
kunne klokken godt blive mange, inden vi nåede hjem. Far og Mor var aldrig urolige for os.
De vidste, at der blev passet godt på os af de fremmede folk. Der var aldrig nogen af os, der
kom noget til, og vi havde det dejligt. Vi blev nok lidt sorte, for vi måtte jo hjælpe med at
være fyrbøder. Vi fik lov til at køre de store lokomotiver, og det var nu det sjoveste - især
hvis vi rigtig kunne fa lov til at hvæse og sprutte. Jo, det var en herlig tid.
Og så var det blevet ved den tid, at jeg var blevet 7 år, og måtte begynde at gå i skole.
Den første april var den første dag. I lang tid havde jeg været en ejer af en ABC, og det var
nu med bange anelser, den første dag nærmede sig. At møde i skolen hvor så mange
fremmede børn, som han ikke kendte, og alle de historier han havde hørt om den gamle
degn, som kunne blive noget så tosset og gal, nej, det var vist ikke bare sjov at komme i
skole. Og hvad med alt det han skulle have lavet herhjemme - nej vist var det ikke sjovt.
Det var en stor dag - den første april.
Mor havde syet en rumpedaske til bøger og madpakke. Spændingen var på bristepunktet.
Spillemandens datter, som havde gået i skole i et år, havde lovet at komme ind og hente mig
den første dag. Hun gik jo forbi alligevel. Jeg kendte hende i forvejen. Hun havde tit været
med sine forældre oppe på besøg hos mine forældre. Mor ville ellers have fulgt mig den
første dag, men det ville jeg ikke have. Det var jeg alt for stor til, at Mor skulle følge mig i
skole, også selv om det var den første dag, men jeg ville nu heller ikke følges med en pige.
Hvad ville de andre drenge sige. Nej, holdt nu lidt. Men det snakkede jeg nu ikke om, og da
pigen kom for at hente mig, listede jeg ud af stalddøren og benede op over bakken til vejen til
skolen. Men efterhånden som jeg kom nærmere skolen, blev modet mindre og mindre. Hvad
skulle jeg sige, når jeg kom derop. Nej, dette her var vist ikke så godt. Men så indhentede
nogle andre børn mig. Nogle som jeg kendte, og så gik det bedre. Før jeg vidste af det, var vi
inde på skolepladsen. Der var allerede mange børn samlet, og der var da også nogle, som jeg
kendte. Så nu gik det nok. Det var, som om det gav lidt rygstød, at jeg ikke var helt fremmed
for dem alle her.
Degnen kom hen og gav hånd, og bød os velkommen - alle os nye, der skulle begynde i
skolen den dag. Men ellers gik han frem og tilbage på skolepladsen - og det gjorde han hver
dag i den tid, vi gik i skole. Hver eneste frikvarter - enten det var regn, sne eller koldt skulle vi være ude i, så vi kunne fa frisk luft. Var det godt vejr, gik han og læste avisen.
Ikke en dag blev vi overladt til os selv. Det skete kun enkelte gange, at vi fik lov til at spise
vores mad inde i skolestuen. Og så var det med at komme ud bagefter.
Det varede ikke lang tid før degne og jeg var livsvarige fjender. Han var af den gamle
skole, og gjorde megen forskel på børnene. Dem fra de små hjem kunne, når det drejede
sig om læsning, skrivning og regning, fa* lov til selv at finde ud af, hvordan det skulle
gøres, og var det ikke rigtigt, skældte han ud, eller de blev kaldt op til den sorte tavle, som
hang oppe bag katedret, for der at skrive, hvad de mente, der var rigtigt. Som regel var det
forkert, og så blev man til grin for hele klassen. Ikke mindst lo degnen af os. Det var
fiygteligt at stå der som en dumrian, mens gårdmands børnene og pigerne lo ag os, fordi vi
ingenting havde lært.
Når det var tid, at skoletimen skulle begynde, tog degnen en hundefløjte op af lommen og
blæste et ordentlig hyl deri. Det var signal til at vi skulle ind i skolestuen. Alle børnene
stormede ind i forstuen eller gangen, hvor vi skulle stille vores træsko i nogle reoler og
hænge vores frakker på knager ovenover. Degnen kom ind til sidst. Han skulle nok se efter,
om det var i orden. Var det ikke det, blev vi kaldt ud igen, for at gøre det om. Vi skulle have
tøjsko, eller hvis vi ikke havde nogle, måtte vi gå på strømpefødder ( de var
hjemmestrikkede) inde i skolestuen.
I skolestuen var der tre rækker borde og stole. De var faste, så de var ikke sådan at flytte med.
Under bordet var der en hylde til bøger, tavlen og hvad vi nu ellers skulle bruge i timen. Der
kunne også gemmes en facitliste og andet godt, som vi ikke måtte have for degnen, men det
var ikke ret tit, han så efter, hvad vi havde.
Midt foran disse tre rækker borde, stod katederet, som var degnens plads. Bag ham var den
store, sorte tavle og ved siden af ham stod en spytbakke. Han skråede skipper og kadus skrå,
så der skulle spyttes en gang i mellem, med det resultat, at væggen bagved var helt sort. Den
sorte tavle var vores skræk. Jeg var tit deroppe for at blive gjort til grin, og bagefter sat ned
mellem et par piger, som af degnen fik udleveret en stor nål, som de skulle stikke lærdommen
ind i os med. Nogle af dem brugte da også nålen med flid. Degnen vidste nok, hvor han
skulle anbringe de børn, han ikke kunne lide eller ikke syntes om, og som han ikke selv brød
sig om at hjælpe med lektierne. At komme ned at sidde mellem et par piger, var noget af det
værste, der kunne ske os - meget værre end at komme ind på degnens kontor og f nogle slag
af spanskrøret. Det var der nogen, der kom tit, blandt andet mig. Bagefter sad man ikke ret
godt på de hårde bænke, for degnen slog temmelig hårdt, så der i lange tider bagefter var blå
og røde striber i den ende, man ellers brugte til at sidde på.
Nej, det var ikke ret godt, og for det meste var man uden skyld. Det var altid os fra de små
hjem, der fik skylden og kløene for, hvad der blev lavet af gale streger, og efterhånden blev
det vel også sådan, at vi lavede gale streger, for vi fik jo skylden alligevel.
Nå, den første skoledag gik meget godt. Først sang vi: Den signede dag med fryd vi se. Den
og så: I østen stiger solen op, skiftedes vi med at synge hver dag i al den tid, vi gik i skole.
Af og til tog degnen en gammel violin frem og prøvede at spille med på melodien, men så
kom degnens kone ned og sang for, ellers gik det ikke. Det gjorde det nu heller ikke
alligevel, for det endte gerne med, at degnen og konen kom op at diskutere om, hvad der var
rigtigt eller forkert, og der kunne så gå en rum tid, inden de blev enige,
Hver time begyndte med en sang, for eksempel Søren Kane eller Jens Vejmand. Vi fik
ikke lært mange sange i den tid, vi gik i skole. Der var ikke mange, som degnen kunne
synge, og ja, så måtte vi skiftes til de fa, han kunne.
På hjemvejen fra skolen var vi en stor flok - også spillemandens datter. Hun blev mig en
meget god ven gennem hele skoletiden. Årsagen var vel nok den, at hun kunne slå en god
øretæve - også til min fordel , Når de andre børn blev lidt for skrappe og frække, så vankede
der et par på skrinet, og så tog hun mig i hånden, og så gik vi alene hjem. Vi var lige glade
med, hvad de andre børn sagde, for det kunne jo ikke undgå s, at de drillede bagefter.
Nej, det var ikke sådan at gå i skole. Især ikke, hvis man var stædig og holdt på sin ret, for så
blev der ikke hjælp til læsning eller noget andet . Jeg måtte selv finde ud af hvordan, og så
var der selvfølgelig ikke andet for, end at man købte en facitliste. Ved regning så degnen kun
på om facit var rigtigt, og var det rigtigt, så var han ligeglad med, hvordan det var
fremkommet. Det så han aldrig efter. Men jeg var vel også træt og uoplagt, inden jeg mødte i
skolen, for da havde jeg allerede haft meget arbejde at udføre. Der var masser af ting, der
skulle gøres i stalden og marken inden skoletid, og efter skolen var der endnu mere.
Efterhånden som Far blev mere og mere syg, blev pligterne større og større. Ja, tit blev der
slet ikke tid til at komme i skole. Så måtte jeg blive hjemme og hjælpe Mor, når der var
særlig travlt i roe- og høsttiden. Men lidt leg blev der også tid til en gang i mellem. Men det
var som om jeg blev for tidligt voksen. Leg med de andre børn var ikke særlig tillokkende.
Det bedste var at komme ud i marken og småskovene alene. Se på fuglene og dyrene og i
fantasere om, at man var en opdagelses rejsende - helt alene og borte fra andre mennesker.
Og der var noget at se på ude i naturen, og så med en del fantasi kunne en fritime alt for
hurtigt fa ende.
Bette Niels var kommet ud at tjene på en lille gård i Bjergby. Han kom tit hjem i sin
fritid og gav et nap med i arbejdet. Der var altid noget, vi ikke kunne magte. Sådan en
dag eller aften med ham var dejlig. Sent blev det, inden det blev fyraften, og så skulle vi
have kaffe, og der skulle snakkes inden Niels skulle tilbage i sin plads i Bjergby.
Men i skolen gik det ikke så godt. Lærdomme blev det ikke meget af. Fridagene gjorde,
at jeg ikke kunne følge med, og degnen blev mere og mere på nakken af mig. Gjorde mig
til grin gang på gang overfor de andre børn. Jeg blev stædig og fik ikke lyst til lektierne.
Lidt sjov var der dog også i skoletiden. Som nu dengang et skadepar havde bygget rede
i et af de høje træer, som stod i degnens have. Den ødelagde degnens urtebede, som han
var meget øm over for. Det var hans store hobby, næst efter heste - han havde en lille
islænder hest og jumpe, og var også med i hesteforeningen.
Men denne skaderede skulle rives ned, og en dag spurgte han, om ikke en af drengene turde
rive den ned for ham. Træerne var 10 - 12 meter høje, så det var umuligt for degnen selv at
komme derop. En anden dreng og jeg ville gerne. Vi kravlede begge to op i træet, og da vi
kom op til reden, hvori der lå 7 æg, sagde den anden dreng - han var også gal på degnen Ved du hvad, Peter, degnen står lige neden under os, skal vi ikke dele æggene, og så lade
dem falde ned i hovedet på ham?
Jo, det kunne da være sjovt, syntes jeg, og før vi havde tænkt rigtigt over, hvad vi gjorde,
lod vi æggene falde som små bomber ned på degnens hat. Vi ramte plet på degnens hat,
hvor de blev knust og indholdet flød ned over hans ansigt og tøj.
Nej, hvor blev han rasende dernede under træet. Hylende og skældende for han rundt om
træet og skreg, at vi skulle komme ned, og det med det samme. Men vi skulle ikke ned. Vi
sad godt nok, hvor vi var. Vi vidste, hvad der ventede os. Nej, vi skulle ikke ned foreløbig,
så vi satte os så g«,,M:~ette, som vi nu kunne på de tynde grene i træets top for at afvente,
hvad der videre skulle ske. Helt stolte var vi nu ikke, men det var for sent at fortryde, hvad
vi havde gjort.
Degnens kone og datter kom farende ned i haven, da de hørte al den råben og skrigen.
Børnene lo og hylede med. Det var det sjoveste, de længe havde været med til. Degnens
kone troede, at der var sket al landsens ulykker, men ved synet at degnen der hoppede rundt
om træet, kunne de ikke lade være med at le med. Så blev degnen endnu mere gal og tosset.
Jo, det var et syn for guder, især for os to, som sad oppe i træet,
Langt om længe fik de degnen med ind for at vaske de rådne æg af ansigt og tøj. Degnen
måtte tage sine kirkeklæder på. Det var dem med de lange skøder bagtil. Det så vel nok
sjovt ud, og vi morede os, da han kom brasende ned gennem haven. Efter et par timer
lovede degnen, at vi godt kunne komme ned, der skulle ikke ske os noget. Vi lurede lidt
over det, men vi var efterhånden blevet godt ømme bagi, så vi kravlede ned.
Hvem der ikke holdt, hvad han havde lovet, var degnen. Lige så snart vi nåede jorden, tog
han os i nakken, og så gik det ind på kontoret, hvor spanskrøret ventede. Jeg tror, det blev
helt gloende, for i mange dage kunne vi ikke rigtigt sidde ned. Vi var både gule og blå. Vi
havde vel fortjent det, men efter d--n tid, skete det tit, at spanskrøret var i flere stykker, når
degnen skulle bruge det. Ja, en gang skete det, at en dreng tog det fra ham, og så måtte
degnen selv bide græsset. Det var den gang, da han tog den store Svend fra Ullerup med ud
i forstuen til en gang prygl. Hans Far var fodermester på herregården, og de var lige
kommet derned. Svend var en stor og meget kraftig dreng. Degnen skulle kanøfle ham fra
den første dag, han var i skole. En dag havde Svend måske været lidt næsvis overfor
degnen, i hvert tilfælde skulle han med ud i gangen og have nogen af spanskrøret, som
tilfældigvis ikke var i stykker den dag.
Der blev et spektakel derude med træsko, der fløj omkring, og reoler der væltede, mens
degnen råbte og skreg:
Slip mig - giv mig den kæp din tossede knægt - slip mit skæg
for h..... .. Sådan blev han ved, men Svend svarede:
Nej, ikke før du lover, at lade mig gå i fred.
Og så hørte vi kæppen slå mod et eller andet. Svirp, svirp sagde det gang på gang, og
degnen råbte: Slår du knægt, slår du din tossede dreng.
Igen hørte vi kæppen flere gange, og endnu flere træsko der fløj omkring i forstuen, og så
var slagsmålet forbi. Degnen lovede at lade Svend gå i fred, og den gang skulle han nok
holde et løfte. Inden der var gået ret lang tid, sad Svend som den øverste i klassen. Dygtig
og klog var han og tilmed godheden selv. En man kunne stole på - altid hjælpsom og aldrig
bange for at give en kammerat en hjælpende hånd, når det kneb. Vi var glade for ham, og
jeg tror, at degnen blev glad for ham tilsidst. Der var aldrig noget vrøvl mellem dem efter
den dag, da han gav degnen klø ude i gangen. Desværre blev han ikke så længe i skolen, da
hans Far fik en plads ovre på Fyn.
Tiden gik, og det første skoleår var gået - og endnu flere. Mine søskende var også
begyndt at gå i skole. En lille ny søster var øget til flokken. Der var nu fire af hver. En
søster fik varige kramper efter et fald fra barnevognen. Dette gjorde, at hun også blev
evnesvag, men hun gik da i skole, og fulgte også nogenlunde med i
skoleundervisningen. Især i regning var hun meget dygtig.
En dag jeg havde været hjemme fra skole om formiddagen, fordi en ko skulle kælve, og
Mor ikke turde være alene, da koen altid havde svært ved at føde. Det gik meget godt, og
da koen havde overstået kælvingen, mødte jeg igen i skolen. Det var lige i det store
middags kvarter. Degnen stod oppe på den store"trappe sammen med hele klassen
omkring sig. Han stod og klappede i hænderne, samtidig med at børnene sang.
Neden for trappen dansede min lillesøster, så godt hun kunne med forvirrede fagter og hop,
til stor glæde for degnen og de andre børn. Ikke dem alle - nogle havde gemt sig inde i
gangen, for da de så, at jeg kom, vidste de, at der blev ballade. De så forskræmt ud ad
vinduet. De skulle ikke have noget af den morskab.
Jeg blev noget så rasende og stod så lidt og så på degnens leg. Så på at han lo af min søster,
og da han så mig, begyndte han rigtigt at le. Så faldt der en klap ned for mig. Jeg gik hen
foran degnen, gloede ham ind i ansigtet, og spyttede ham lige i hovedet, vendte mig om, tog
min søster i hånden og fik fat i hendes tøj og skoletaske. Så gik vi ud af skolepladsen uden
at have sagt et ord. Imens stod degnen måbende, også uden at sige noget. Han var helt
lamslået, tror jeg. Jeg håber, at han blev klar over, at han havde gjort noget forkert.
På vejen hjem fik jeg min søster til at love ikke at sige noget hjemme om, hvad der var
foregået. Mår fik det alligevel at vide på en eller anden måde, og så var Far oppe hos
degnen. Hvad de snakkede om, ved jeg ikke, men næste dag da jeg mødte i skole, var det
første degnen sagde til mig:
Nå der har vi ham sladderhanken, jeg skal nok huske dig en anden gang,
min fine ven. Nej, hvor blev jeg gal, så jeg svarede ham:
Jeg har aldrig været din ven, og det bliver jeg aldrig.Jeg gik så hjem. I to dage var jeg ikke i
skole, men så sagde Mor: I dag er det bedst, du går i skole igen.
Det gjorde jeg så, for hvad Far og Mor sagde var lov og skulle holdes. Men det var ikke
med glæde, at jeg den dag nærmede mig skolen. Det blev det aldrig efter den tid.
Nå, men glade stunder havde vi da også af og til. Vi kom sammen med andre kammerater
fra skolen, eller- hvor vi ellers traf dem. Som nu den dag en dreng kom ned for at lege med
mig. Vi havde fri fra skolen, da degnen skulle ud for at taksere heste for heste foreningen.
Hele formiddagen havde vi -samlet vibeæg, og vi havde fundet mange. Da vi kom hjem
med dem, puttede vi dem i vandtruget, for at se om nogle af dem var fordærvede. Dem der
var det, svømmede ovenpå, hvor i mod dem der var filske sank til bunds.
Dem som ikke duede, solgte vi til en af vores naboer. Han syntes godt om vibeæg, sagde han.
Vi fik to øre for stykket, men desværre måtte vi jo også give ham nogle enkelte friske i
mellem. Han opdagede alligevel fidusen, vi lavede med ham, så efter den tid prøvede han
selv æggene, inden vi fik vores penge.
Om eftermiddagen var det meningen, at vi skulle ud i den store mose, som lå vesterude. Vi
fulgte en grøft derud ad. Den løb fra mosen ud gennem andre moser og ud i Skarum Strand.
Vi vidste nok, at der gik ål deri forår og efterår. Om foråret gik de op i moserne, hvor de blev,
for så om efteråret at vandre ud igen i fjorden og videre ud i havet. Hvor de blev af, vidste vi
ikke. Men vi fulgte altså åen ind mod mosen. Der var næsten ingen vand deri på denne tid af
året. Lige på en gang så vi en stor slange - over en meter lang og meget tyk. Vi havde aldrig
set så stor en ål, og vi var slet ikke klar over, at det kunne være sådan en karl. Vi var ikke
dristige ved den store fyr, for hvad pokker mon det kunne være for en fyr. Vi snakkede lidt
om, hvad vi skulle gøre ved den. Vi turde ikke røre ved den. Prøve at få et bånd omkring den,
var umuligt. Men så fandt vi nogle kløftede grene, og langt om længe fik vi den op fra
grøften. Med to store sten knuste vi dens hoved, men det hjalp ikke meget. Den var lige
levende - blev ved med at sno og vride sig som en besat. Nå, men der var ikke andet at gøre,
end at fa båndet om den, og slæbe den hjem. Langt om længe lykkedes det, og så gik det
hjemad, bærende den imellem os på en tyk gren. Uhyret, som hang imellem os, blev ved med
at vride og sno sig, så det var en gru. Vi gættede på, hvad det kunne være for en karl.
Nej, hvor Mor og Far lo ad os, da vi kom slæbende med den store ål. For en ål var det, vi
havde fanget. Det største uhyre jeg havde set. Den vejede lige ved 12 pund, og den var over
en meter lang. Mor vejede den på bismarcksvægten, og hun stegte den til aftensmaden. Hvor
smagte den godt, ja, det syntes vi, men det var nok fordi, vi selv havde fanget den. Jeg tror,
den må have smagt af mose, men jeg kan altså ikke huske det. Det var både den første og den
sidste gang, vi fangede der i grøften, selv om vi gik der mange gang, for at finde nogle flere.
Da jeg blev ældre, lærte jeg, at ålene vandrede om natten, og gravede sig ned i mudder om
dagen. Men denne havde ikke kunne komme ned og gemme sig. Den havde været for stor.
Resten af dagen legede vi indianere, en leg som vi holdt meget af - især mig. Jeg kunne gå en
hel dag ganske alene med en hjemme lavet flitsbue - lavet af ahorntræ. Den skulle gennnms
godt, at Far ikke så den. Det var noget af det værste, han vidste. Det var os på det bestemteste
forbudt at have den, men alligevel kunne vi ikke dy os. Vi lavede dem alligevel, men vi tog
dem aldrig med hjem.
Mange spændende ting oplevede jeg på mine ture i moserne og i de små granplantager, som
lå rundt omkring. Somme tider havde jeg en hund med. Som regel var det en bastard, en
blanding af alle de racer, der fandtes mellem hunde familierne. Men disse ture alene i mark
og skov gjorde, at jeg ingen rigtige kammerater havde. Jeg var sky og tilbageholdende over
for fremmede, jeg ikke kendte. Fugle og dyr blev min hobby. Jeg kunne sidde i timevis og
betragte, hvad der var i naturen, og jeg glemte alt andet.
Mange gange listede jeg mig ind på dyr, ja, også menneskerne ude på marken nærmede jeg
mig for at se, hvad de foretog sig, når de ikke anede, at de blev betragtet. Det var spændende
at komme så nær som mulig - som indianere. Men det var nu mest naturen - fugle og dyr - der
var det bedste at studere. Der var ikke en fugl eller et dyr, jeg ikke kendte af navn - Dets vane
og hvor de boede eller hvor de havde deres rede.
Rævegrave var de mest interessante at betragte. Særlig en tidlig morgen - når den gamle
ræv kom hjem fra sine natlige jagter med en høne, som den havde ranet fra en af bønder
gårdene. Se ræveungerne, når de tumlede sig i deres leg foran hulen, se deres slagsmål om
den mad, som de gamle ræve kom hjem med, mens deres Mor holdt vagt. Den mindste lyd
og hun gav en lyd fra sig, og så var de væk som et lyn, og havde gemt sig i hulens dyb.
Efterhånden blev der ikke tid til så mange fritimer, og ture rundt i moserne, da Far blev mere
syg og
Og til sengeliggende. Da jeg var 12 år, kunne jeg bruge en høst le så godt som nogen
voksen mand og også de andre redskaber, som blev brugt i mark og andre steder, kunne
jeg håndtere så godt som nogen. I høsten måtte jeg meje alt sæden på den 12 tdr. land
ejendom. Mor bandt alt sæden op i neg. Det var strenge dage og så lange.
Åh, skal vi ikke lige tage et skår til, sagde Mor, når vi ellers havde bestemt, at nu var det
fyraften. Ja, så blev det gerne til, at vi fik flere skår, og så var det hjem til dyrene og til sidst
maden. Så var man så træt, at man ikke kunne spise noget, eller man sad og faldt i søvn inden
man var færdig med at spise.
Foråret og høsten var de værste at komme igennem. Da var der så meget arbejde, der skulle
over kommes på så kort tid som muligt. Men så var der også tider, hvor der ikke var stort
andet end at gå og passe dyrene.
Mælkeruten havde Far forlængst måtte opgive. Den sidste tid havde jeg været med, for at
hjælpe Far med at løfte de tunge junger op og ned fra vognen. Det var dejlige ture. Folkene
var flinke til at hjælpe, og mange steder fik vi kame og af og til mad, men trods alt var det
strenge tider, især når det var regn og koldt.
Det skete også, at en eller anden af naboerne havde brug for billig arbejdskraft, for
eksempel til at strø staldgødning i forårstiden. Min Far var altid gavmild, når en kom og
spurgte om hjælp, og så måtte jeg ud for at gøre en voksen mands arbejde - somme tider
flere dage - hos en eller anden bonde.
Sådan var der engang hos en bonde, som havde en gård lidt syd for os. Han kom en dag og
beklagede sig til Far, og enden blev, at jeg måtte sprede gødning i 14 dage. Jeg fik maden der
i den tid, og da vi så var færdige, fik jeg 50 øre om dagen. Jeg blev noget så gal og noget så
rasende, så jeg spurgte bonden, om han da ikke skulle have noget tilbage, for det var da vist
alt for mange penge, jeg havde faet. Bonden blev vist også vred. Han mumlede noget om, at
jeg jo gik derhjemme alligevel. Der kunne da ikke være så meget arbejde at udføre på den
lille ejendom, ikke mere end min Mor kunne overkomme. Han tænkte vist ikke på, at Mor
måtte være både inde og passe Far, han var nu næsten helt lammet, så der var meget pasning
med ham, men også ude i stald og marken. Far blev også vred, da han hørte om den store
dagløn, jeg havde faet. Jeg blev aldrig bedt om at tage arbejde uden for hjemmet mere. Kom
der en, sagde Far:
Nej, i øjeblikket har vi ikke tid, for der er noget, vi skal have lavet først, bliver de tid, skal
Peter nok komme og hjælpe.
Det blev der aldrig tid til.
Men efterhånden havde vi også faet en god besætning af røde malkekøer, 2 - 3 grisesøer og
en del grise, som vi solgte til slagteriet efterhånden, som de blev store. Markerne var
velholdte, og gav mere afgrøde for hvert år der gik. Flere gange søgte og fik vi præmie
gennem husmandsforeningen. Præmierne blev uddelt i Galtrup Forsamlingshus. Der var store
mænd fra de samvirkende Husmandsforeninger, og der blev holdt mange og store taler af
disse. Det var en stor dag for de små landbrugere på øen. Der mødte 2-300 mennesker den
dag, og der var fremmede gæster fra andre egne af landet, der var indbudt til den store fest.
Det var ikke noget for mig. Jeg kunne godt være krøbet i et musehul, når jeg skulle op og
modtage præmien, og når der blev holdt taler for Mor og mig. Men Mor var glad og stolt. Det
var jo en stor dag for hende, og ikke mindst for Far, når Mor fortalte ham, hvad der var blevet
sagt. Når Mor læste referaterne fra mødet i avisen dagen efter, så fik han tårer i øjnene. Det
må have været strengt, at ligge der i sengen, uden at kunne røre en hånd i det daglige arbejde.
Engang imellem måtte vi læsse ham op på en vogn, for at køre ham en tur rundt på markerne,
så han kunne se, at alt blev passet så godt, som vi nu kunne. Sådan en dag var en stor dag for
ham. Så sagde han ikke ret meget - lå bare og tænkte - over hvad vidste vi ikke.
Jeg kan huske en dag, min farbror havde så travlt med at rive og pynte om sin egendom. Vi
vidste ikke noget, men vi snakkede om, at der nok kom fremmede husmandsforeninger på
besøg hos dem, men ellers tænkte vi ikke mere på det. Min farbror var ivrig foregangsmand
inden for husmandsforeningen, og fik tit fremmed besøg fra andre egne af landet. Op ad
dagen fik vi at vide, at det var en forening fra Vejle kanten, som var på udflugt rundt i Nord
Jylland, for at se velholdte små egendomme.
Og de fremmede kom - men ikke til min farbror. Pludselig holdt der 2 store busser inde på
vores gårdsplads. Vi troede, de havde taget forkert, men da vores egen formand var med,
kunne det ikke passe. Her gik vi i vores daglige trommerum, og havde ikke pyntet, hverken
os selv eller noget andet i stalden eller marken. Det var ikke så godt, men
husmandsformanden sagde, at det var , som det skulle være. De fremmede havde ønsket at
komme uventet på besøg, og da de hørte om Far og hans lille egendom, havde de ønsket at se
den først. Mor og vi børn kiggede på hinanden, og jeg tror, vi alle tænkte:
Hvad vil farbror sige?
Vi var lidt bange for ham, for det skulle helst være, som han syntes. Nej, det var ikke godt,
dette her, men der var ikke noget at gøre ved det, nu alle de fremmede myldrede ud i marken
og i stalden. Det blev til en 3 - 4 timers gæstebud. De fremmede var allevegne, og til sidst
inde hos Far, som nu lå i sengen hele tiden. Formanden holdt tale inde i stuen hos Far. Blandt
andet sagde han, at det var det bedste, de havde set endnu på deres tur, trods det at far og Mor
ikke havde været forberedt på deres besøg, kunne de se, at der var orden i alt - både ude og
inde. Vores egen formand havde anbefalet dem, at besøge os, og det blev mange rosende ord,
der blev sagt om far og Mor. Ikke mindst os børn blev rost, for vores arbejde med at hjælpe
vores forældre, med at passe den lille egendom, så det var en af de bedste, trods det at Far lå i
sengen. Det var nu noget pjat, syntes jeg, for selvfølgelig skulle vi da hjælpe vores forældre.
Det var da umuligt, at Mor kunne overkomme det hele i vores lille verden.
Vi så nok, at farbror var vesten omme af og til for at se, hvor de fremmede blev af. Der kunne
da bestemt ikke være så meget at se på ovre hos os, mente han nok, og det var jo slet ikke
meningen, at de skulle besøge os. Han havde med vilje ikke sagt noget til os om, at han
ventede fremmede. Vi kunne jo gerne få lavet det finere end han, og det var jo ikke umuligt,
at de skulle over at se, når de kom forbi. Nej, det var dog for galt, at de først kørte over til os.
Det var også ham formanden, som muligvis var skyld i det. Og så det rod, der måtte være
ovre hos Niels', nu de ikke vidste, at der kom fremmede. Nej, det var dog for galt. Sådan
tænkte vi, at hans tanker var. Og det passede også, fortalte hans kone bagefter.
Da de endelig kom over til farbror, blev de kun en lille halv time. Og her havde han gået og
gjort så fint, og så så de det dårligt nok, så travlt havde de.
Ja, sådan kunne der komme dejlige og glædelige overraskelser i vores hverdag.
Overraskelser, som vi glædede os over i lange tider bagefter, men jeg tror nu også, at farbror
var glad på vores vegne, selv om han syntes, at han skulle være nr. 1 i alt, hvad der hed
landbrug. Jeg tror nok, at Far følte en lille smule mindreværdskompleks over for ham., for
Far spurgte ham altid om, hvad han syntes, hvis der var et eller andet. Vi måtte ikke begynde
i marken for Far, før han var sikker på, at farbror havde begyndt det pågældende arbejde.
Men skoletiden var ikke forbi endnu, og trods alt var det en dejlig tid, sammen med de få
rigtige kammerater jeg sluttede mig till. Der var ikke mange. Der var en pige fra en lille gård,
hvor far og jeg hentede mælk fra. Hun var sød og rar og tog altid parti til fordel for mig, når
der var et eller andet i skolen. Hun var ikke bange for at rejse sig inde i skolestuen og fortælle
degnen sandheden, når han blev lidt for skrap og uretfærdig. Degnen turde ikke andet end at
rette sig nogenlunde efter, hvad hun sagde. Han vidste, at det var sandheden, hun fortalte, og
hendes hjem var et af de steder, han kom til
selskab, når der var gilde, og det ville han ikke undvære. De andre børn i klassen turde heller
ikke gøre hende noget. Hun var ens over for alle og en god kammerat, lige fra den dag vi kom
i skole, og til vi blev konfirmeret sammen i den gamle sognekirke. Efter den dag så de
sjældent noget til hinanden. Kun når der var ungdomsgilde på gårdene eller en enkelt gang i
forsamlingshuset. Men der kom andre kammerater. Nogen for længere tid, andre for kortere
tid.
Men mest gik jeg alene i marken og småskovene eller ude ved fjorden. Det var dejlige dage.
Gå og nyde naturen. Fugle og dyr ja, der var mange ting at undre sig over. Selve stilheden og
fuglenes sang, jo, det var dejligt, og mange gange glemte jeg, at der var noget, der hed madtid
eller sengetid, og så skældte Mor. Hun kunne jo ikke forstå, hvor jeg blev af.
Hvert år havde skolen udflugt. Som regel et sted på øen. Der var jo mange udflugtssteder
rundt omkring på den lille ø. Sådan en udflugt var med hestevogn, og varede hele dagen. Det
var en dag vi glædede os til hele året - fra den ene gang til den næste. Den dag, jeg vil
fortælle om, var en af de første år, jeg gik i skole. Jeg tror., det var det tredje. Det var dejligt
stille vejr med høj solskin. Rigtigt vejr til at tage på udflugt i. Far var syg den dag og måtte
blive i sengen, og selv om jeg var vant til at køre med hestene derhjemme omkring og i
marken, turde Far ikke lade mig køre den dag, hvor så mange køretøjer skulle køre sammen.
Der var gerne 30 - 40 hestevogne i en lang række. Hestene kunne blive sprælske, når så
mange heste og vogne var samlet.
Ja, så var gode råd dyre, for blive hjemme, nej, det var ikke til at tænke på. Hvad skulle vi
gøre? Solen skinnede, og dejligt vejr var det. Det var en skuffelse uden lige, at vi skulle blive
hjemme. Turen skulle gå til Légind Bjerge. Det var den eneste udflugt, vi havde, og den
havde vi sådan glædet os til. Det var en stor skuffelse for os børn, at vi skulle blive hjemme.
Men så blev der sendt bud til gammel Niels, om han ikke ville køre for os. Stor var
spændingen, indtil vi så, at han kom kørende i sin lille jumbe med Lotte, for han ville køre i
sin egen vogn, og Lotte skulle da også have en tur ud af det. Den stod jo alene hjemme hver
dag, så den havde godt af at komme ud og se, hvordan andre heste opførte sig, sagde han, da
han kom. Men hvordan i alverden skulle vi være i den lille jumbe? Grammofonen var der jo
også. Vi blev stablet op omkring, hvor der nu ellers kunne blive en plads. Vores madkurv
blev hængt uden for, og gammelfar stod bagpå et lille trinbræt. Jo, der blev læs på. Ikke så
sært, at Lotte blev træt, når vi nåede toppen af en bakke. Så standsede den og pustede lidt,
inden den satte i gang igen ned ad bakken, og op ad den næste. De andre vogne var jo
forlængst kørt, da vi var blevet meget forsinkede, af at vente på gammelfar. Lotte travede af
sted, så godt den kunne, og gammelfar fortalte historier. Hver gang Lotte standsede, kravlede
gammelfar op på siden af jumben og kiggede fremad. Jo, nu syntes han, at han kunne se en
støvsky langt ude, og for hver gang vi standsede, mente han, at vi kom nærmere. Jo, vi skulle
nok nå dem, inden de nåede Legind Bjerge, sagde han.
Men vi nåede Legind Bjerge uden at se noget til de
andre vogne. Der kan I selv se, vi kom alligevel først,
sagde han.
Nå, vi fik spændt fra, og sat Lotte på græs. Så hankede vi op i madkurvene. Vi skulle jo op på
ë
rop
é á i~ré°vái ~ óg dgos~íds£é. e vár U op Ifin en ngtige s
dfe~jeerg Selvfølgelig vidste gammelfar dette, men for at holde humøret oppe så længe som
muligt, var han kørt til den anden side. Han var en værre filur. Nå, han gav os en rød
sodavand til vores mad, så var det glemt. Vi fik kaffe og kage, og gammelfar fik et par sorte
til at holde humøret oppe med, sagde han. I løbet af dagen blev det til mage, for han kendte
alle dem, der var med. Han havde solgt fisk til de fleste, fra dengang han travede rundt med
fiskebøren. Jeg tror, han fik en god dag ud af det. Ved den tid vi skulle hjem, var han
fuldstændig ædru, for - sagde han - Lotte og så mig har aldrig kørt med fulde svin, og det skal
vi heller ikke i dag. Han havde været nede mellem træerne og sove et par timers tid sidst på
eftermiddagen.
vi
Og var vi kommet sidst om morgenen, så skal jeg love for, at vi kom først, da vi kørte hjem.
Gammelfar kørte foran hele vogntoget. Alle vognene var pyntet med små Dannebrogsflag,
som vi viftede med. Vi råbte hurra og ind imellem vi sang. Når vi var færdige med at synge,
satte gammelfar grammofonen i gang. Med fuld musik gik det ud ad de grusede veje, ind
gennem den lille havneby med de smalle gader, og ud gennem de små landsbyer, hjemad til
vores gamle skole, for derefter at drage hver sin vej hjem til dem, der måtte blive hjemme for
at passe hus og hjem, dyr og hvad der nu ellers var derhjemme, og som havde ventet med
længsel på vores hjemkomst.
Magen til udflugt havde vi aldrig haft, og gammelfar måtte love at køre igen til næste år. Da
han havde faet en kop kaffe, kørte han og Lotte hjem til det lille paradis, han havde, og som
gjorde, at vi børn syntes, at han og hans lille sted måtte være det bedste sted på jorden. Lotte
var blevet træt efter den lange tur til Legind Bjerge. Den var jo ikke vant til så lange ture på
landevejene. Den fik lov til at hvile i 8 dage, så måtte roerne vente. De skulle ellers have
haft en tur med radrenseren, og det var Lottes arbejde at trække den.
Vores husmandsforening havde hvert år flere udflugter - en dags og en enkelt 8 dage. Et år
var Far med på en 8 dages tur. Det var før, han blev syg. Det var en tur ved Tørring egnen nede ved Vejle. Imens var gammelfar fra Bjergby nede hos os, for at hjælpe Mor med at
passe egendommen.
En dag var han med os børn nede på græsmarken, for at flytte køerne, som stod tøjrede lidt
norden for ejendommen. Vi havde en tyrekalv, og den var lidt uvan - ikke til at stole på. Den
var helt tosset til at stange. Hver gang han skulle trække tøjre pælen op, gav den ham et puf
bagi, så han faldt omkul. Vi grinede, og tilsidst blev gammelfar gal i hovedet, så da
tyrekalven kom næste gang, med et mægtigt drøn på, for at stange ham, fik den en af tøjre
køllen.
Møøøh, sagde den, og trimlede om, strakte benene ud og så var den død.
Det kan nok være, at gammelfar fik travlt med at komme hjem til Mor efter brødkniven
; ~ igen, og fi
heldig dag at sælge på, da slagteren ikke havde været ude i nogle dage. Så gammelfar fik
udsolgt, og til en god plis. Men han måtte høre for det mange gange, dengang han slog
tyrekalven for panden.
En forårsdag var jeg og min lillebror Jens med en tur oppe hos gammelfar. Gammelmor lå i
sengen og var meget syg. Min Far skulle hjælpe gammelfar med at så markerne til med sæd,
og imes var vi to brødre inde hos gammelmor, så hun ikke var alene, hvis der var et eller
andet, hun ville. Hun viste os hendes rok, som hun havde spundet garn på i mange, mange år.
Hun fortalte os, at den også kunne bruges til andet end at lave garn. Den tot uld der sad i
tenen, var rester af en uartig dreng, som hun ikke kunne styre, engang han kom for at besøge
hende. Ja, så var der ikke andet, end at lave ham til garn til et par strømper til gammelfar. Det
kan nok være, vi to drenge blev lidt stille efter den historie. Jeg satte mig over ved det grøn
malede bord og lod, som om jeg læste i en avis, hvad jeg ikke kunne. Langs vinduet stod en
bænk, hvor gammelfar plejede at sove til middag. I den modsatte side af stuen stod
gammelmors seng, hvor hun nu lå. Jens sad på en stol ved siden af hende, og spillede på en
lille mundharmonika. Jeg tror nu ikke, at han kunne spille nogen bestemt melodi, men nogle
lyde kom der da ud af det alligevel.
Sengen gammelnor lå i, var en bræddeseng med halm i bunden, som næsten alle havde
dengang. Solen skinnede ind gennem vinduet, og over i sengen til hende. Hun var meget
bleg, tynd og mager. Hun havde en kyse eller nathue på, og så lå hun og Ø på os.
Pludselig sagde hun til Jens:
Kan du virkelig spille, bette Jens, ligesom en rigtig
spillemand? Jo, det kunne Jens da, svarede han.
Hvad kan du Ø bedst spille, spurgte hun.
Jo, han troede da, han bedst kunne spille Jens Vejmand. Om det nu var, fordi han selv hed
Jens, ved jeg ikke.
Kom så her hen til min seng begge to, og lad mig høre, om I kan spille og synge den for
mig, sagde gammelmor.
Og så spillede Jens og jeg sang til. Jeg kan ikke forestille mig, at det har lydt rigtig godt,
men vi mente da, at det var Jens Vejmand, vi gav til bedste der ved gammelmors seng med
den dybeste alvor, mens tårene trillede ned af hendes kinder, som var meget rynkede af slid,
sygdom og smerter. Da vi var færdige, klappede hun os på hovederne, og takkede os mange
gange. Så.fik vi et stort stykke kandis, som hun,havde stående ved siden af sengen. Det
var næsten uhørt at fa' kandis.
Det var den sidste dag, vi så gammelmor. Om natten døde hun. Et stykke tid efter solgte
gammelfar sin ejendom. Han kunne ikke finde sig i at gå alene og rode med den. Han
flyttede op til en datter, hvor han boede i mange år.
Min farbror, som boede 300 meter fra vores ejendom, havde også en statslåns ejendom på
samme størrelse, som den vi havde. Men da farbror var rask, kunne han bedre følge med i,
hvad der kunne give penge. Derfor rådførte Far sig altid med ham, når han ville prøve noget
nyt. Det var en selvfølgelighed, men Mor og vi børn gjorde det også, fulgte tidens gang i
aviser, blade og hvad, vi så hos andre naboer. Men det duede ikke, hvis farbror ikke havde
rådet os til nogle forandringer, så var der ikke noget at gøre, mente Far. Hvad farbror gjorde,
var rigtigt. Blandt andet, hvis ikke farbror var begyndt i marken, skulle vi heller ikke. Havde
vi en ko eller en gris, der skulle sælges, skulle vi først spørge farbrót. Men af og til snød vi
Far, og handlede selv og fik et bedre resultat end, hvis vi havde spurgt farbror. Det var bare
med, at fortælle farbror det, inden han snakkede med Far. Så gik det, bare Far troede, at
farbror havde rådet os, så var det godt. Det var det nu ikke altid.
Hans kone kom næsten hver dag en lille tur over hos Mor. For at have et ærinde, havde hun
en kop inde under sit forklæde. Som regel kom hun på strømpefødder, i hvert tilfælde om
sommeren - om vinteren var hun i træsko.
Ah, sødeste bette Kirsten, kan du ikke låne mig en kop kaffe - eller sukker - eller mel ? Tror
du ikke den tossede stodder har inviteret den eller den ind på kaffe, og nu har vi ikke noget?
Det passede nu ikke, det var bare for at få et ærinde over til Mor, for at fa en sludder over
en kop kaffe.
Åh, sødeste bette børn eller Åh, sødeste bette Kirsten, sagde hun til næsten hver ting, hun
skulle sige. Om det så var til præsten, sagde hun det. Sjovt var det, når hun kom. Og som hun
kunne snakke, og så fik vi alle sammen kaffe og hjemmebagt kage.
En dag sad de og snakkede om skolebørnene. Der var blevet klaget over, at de var løbet ind
gennem et stykke næsten modent korn„ fra naboens, når de gik fra skole. Det var nærmere en
at følge vejen. Men en ting siger jeg dig, bette Kirsten, vores store drenge er i hvert tilfælde
ikke med til det, for så vil Kresten vel nok blive tosset, sagde farbrors kone.
Og i det samme kom børnene fra skole, og alle skulle de ind gennem kornstykket, og
hvem var forrest? Krestens store drenge.
Men sødeste, bette Kirsten, vil du se..... nej, se om ikke det er vores store lømler til drenge,
der er foran hele flokken. Nej, nu har jeg da aldrig set så galt. Det havde jeg ikke troet. Det
skal jeg alligevel hjem og fortælle Kresten.
Når der var noget, skulle farbror altid tage affære. Det kan nok være, at hun filt travlt
med at komme hjemad på hosesokkerne så stærkt, hun kunne løbe. Hun var temmelig svær
og kraftig, så det kunne have sine besværligheder med at komme hurtigt afsted. Efter den
dag skulle farbrors drenge ikke ind igennem sæden, for at spare et stykke vej.
Hvert år når høsten var forbi, var det tærsketid. Alle de små ejendomme havde andel i et
tærskeværk, som kørte fra sted til sted, efterhånden som folk blev færdige med høsten. Den
tid var højtidsdage for
os børn, og også for vores forældre, som nu i tøndemål fik opgjort sommerens arbejde.
Folkene som passede tærskeværket fik god mad - det bedste, som kunne skaffes - steg og
suppe hver dag og kaffe og hjemmebagt kage. Næsten som var der jul. Der var liv og glade
dage når 14 - 16 mand var samlet til arbejdet og til spisningen.
Et år havde Mor lavet til med mad, og hvad der ellers hørte med til et par tærskedage. Da
de var færdige med at køre kornet ind, og havde fået bud om, at de skulle have
tærskeværket næste dag, skete dette:
Min farbror var ikke færdig med at køre sæd ind. Det havde ellers været hans tur til at fa
tærskeværket først, men da de skulle samme vej tilbage, når vi var færdige, kunne det jo
være lige meget. Men farbror var sådan, at han troede, at han havde førsteret. Så han kørte
på livet løs hele natten, for at blive færdig. Og da morgenen kom, mødte han med sine heste
for at flytte værket. Far og ham plejede at hjælpe hinanden dermed, så der var ikke nogen,
der fandt det så mærkeligt. Først da farbror kørte ind til sig selv med lokomotivet, og Far
kørte hjem til sig med tærskeværket, var der noget galt. Da var der en, der blev gal i
hovedet. Det var farbror Kresten.
Nå, Far måtte så over for at hente lokomotivet. Der var ingen at se uden i staldvinduerne. Og
det var ikke det værste. Farbror og hans to drenge skulle have været over for at hjælpe os med
at tærske, men der kom ingen. Far måtte så i hast ud for at finde to andre mænd til hjælp.
Farbrors kone kom over for at hjælpe Mor med at lave mad til folkene, som Mor var ovre
for at hjælpe hende. Der var sjov og kommers, når hun var med. Jeg tror nu ikke, hjælpen
var så stor. Det lå ikke for hende, men alt, gik med mere liv og humør, når hun var der. Den
aften fik Kresten ingen mad.
Vil han have noget, må han komme herover. Bette Kirsten, ligner det noget, at skabe sig på
den måde? At ødelægge den største dag på hele året, ja, for denne dag er den største dag for
os alle. Nej, det er da for galt, at haner så sær, den tossede stodder, sagde farbrors kone.
Men næste dag kom Kresten, og så var der ikke noget i vejen. Han hjalp så godt, han kunne,
og hvor der var brug for ham. Men Far måtte af med to daglønne til de fremmede mænd.
Penge som kunne have været sparet, hvis ikke farbror Kresten havde været så sær og stædig.
Nå, bagefter betalte farbror Far de to daglønne.
Min morbror var med som fast mandskab ved tærskeværket, og da det var middag, og vi
havde spist, lagde han sig ned, for at fa en lille middagssøvn. Imens gav de andre maskineriet
et eftersyn og lidt smørelse. På hver side af ham lå et par yngre mænd, som ikke kendte ham.
De lå og kildede ham med et græsstrå hver gang, han var ved at sove. Det var ubehageligt, og
til sidst blev det ham for meget. Der skulle meget til, før han blev gal eller vred, men
pludselig rejse han sig, tog en hver i nakken, og bar dem over til møddingspølen, hvori de
begge landede midt ude i. Den var temmelig dyb og lugtede fælt. Morbror, som endnu ikke
havde mælet et ord, gik tilbage og lagde sig til at sove, uden at bekymre sig om de to
uheldige mænd, som pjaskede rundt ude i ajlen. Der var nu ikke nogen som lo eller skulle
prøve at drille morbror efter den tur, han havde givet de to syndere. Han var noget så stærk.
Engang havde han taget en sæk majs på nakken, sat sig op på sin cykel, og havde kørt de tre
kilometer hjem. At cyklen kunne bære var ubegribeligt. Han selv vejede mindst 200 pund.
Det første år Mor og Far havde tærskeværk, var det kun nogle få timer. De sidste år de
havde ejendommen, havde de den i godt to dage, så man kunne se, at jorden og høsten blev
bedre år for år. Det var spændende og store dage for Mor og Far, når de så, at høsten blev
større for hvert år, der gik. Men det var jo også hele den lille families levebrød og fremtid,
der a$iang af dette. Så bagefter kunne der tages bestemmelse om, hvor mange dyr, der var
råd til at beholde vinteren over. Noget af byggen kom til mølleren, for at blive lavet til gryn
- hele og knuste. Det var den bedste grød, vi børn kunne fa. Koldt med varm mælk til, det
smagte dejligt, og vi blev aldrig ked af den, selv om vi
somme tider fik den to gange om dagen, ja, somme tider tre gange - morgen - middag og
inden vi skulle i seng.
Ude vest for vores ejendom lå nogle store moser, hvor vi fangede ål og gedder - hvis vi var
heldige. Der var så meget mudder, så ål var der ikke så mange af, vi fangede. Men gedder
fangede vi mange af. Det var gamle tørvegrave, så de var meget lumske og farlige at vove sig
ud i, uden at man var godt kendt. Det var mit bedste sted at være, og så snart jeg havde en
ledig stund, opholdt jeg mig der. Om aftenen og især om morgenen var der et liv og sang fra
fugle og dyr. Man skulle også være der tidligt om morgenen. Der var mange sjældne arter af
fugle, blandt andet isfuglen var der nogle stykker af. Den var meget sky, og der kunne gå lang
tid, inden man kunne komme den så nær, at man rigtigt kunne betragte denne sjældne fugl.
Den kunne i timevis sidde på en gren eller stolpe, uden at man kunne se, at den rørte sig.
Pludselig kunne den styrte sig på hovedet i vandet, og straks efter komme op med en lille fisk
- enten til sig selv eller til dens unger, som var godt gemt mellem siv eller rør, og som
utålmodigt ventede godt sulten, som fugleunger altid er, på lidt mad
Midt i mosen havde jeg fundet en lille ø, godt gemt i rørskoven. Dejlig tørt og bevokset med
krat af birk og pil. For at komme derud måtte jeg vade gennem dybt vand, balancerende på
nogle smalle volde fra den gang, der blev gravet tørv. Det var mange år siden. På begge sider
af disse volde var der flere meter dybt vand, og man skulle være godt kendt, for at finde
derud - uden at falde i vandet. Det kunne være farligt, da vandet selv på de varmeste sommer
dage var iskoldt. Jeg gjorde det kun en gang. Heldigvis kom jeg op igen. Det var en søndag,
og da jeg kom ud på øen, smed jeg alt tøjet og lod solen tørre det, så det var tørt inden jeg
skulle hjem. Ufarligt var det ikke at komme derud.
I flere år var jeg alene om denne plads i ensomheden og solen. En dejlig plet. Hvor var det
dejligt at ligge i solen og græsset. Bare ligge og høre på de forskellige fugle og dyr, der
opholdt sig i og omkring den store mose.
Men så et år fik jeg selskab af en odder, som lå og solede sig på min ø. I den første tid var
den meget sky, men efterhånden, som vi lærte at kende hinanden, blev den så tam, at jeg
kunne give den mad, som jeg havde med til den hjemmefra. Men den syntes bedst om fisk, så
når jeg fangede en lille gedde, gav jeg odderen den. Det var sjovt at se, så snart jeg tog min
fiskestang frem, var den klar over, at der vankede fisk. Så lagde den sig pænt til rette ved
siden af mig for at følge krogen, og når der var bid, var den klar over, at nu vankede der
måske en fisk. Så peb den, mens jeg halede gedden i land. Var det en stor en, blev den ved
med at kigge på mig, som ville den sige:
Ja, nok er den stor, men jeg kan godt æde den alligevel.
Jo, han var en hyggelig gammel fyr med sit strittende skæg og sine små vandede og mørke
øjne, som fulgte alt, hvad der skete i mosen. Vi havde mange hyggelige timer derude på den
lille ø, men jeg kunne ikke komme til at røre den, så snerrede den ad mig og plumpede ud i
vandet. Så måtte der en gedde på krogen, for den kom op igen. Durkdreven var han og meget
gammel. Da sommeren var ved at være forbi, forsvandt den. Hvor den blev af ved jeg ikke,
men jeg savnede den, når den sad og ventede på, at jeg skulle komme med mad til den. Om
han var død, eller en eller anden havde fanget ham, er ikke godt at vide. Det er mest
sandsynligt, at han var blevet fanget, for der var gode priser for odderskind dengang, men jeg
kunne ikke selv nænne at pelse ham. Han var en god kammerat for mig, og jeg var meget ked
af, at han var væk. Det var som om øen blev så tom, når han ikke sad der og ventede, når jeg
kom plaskende gennem vandet.
Der var også en masse blishøns - nogle arrige og gale spektakler, men fulde af liv og løjer. De
lå altid i slagsmål med de andre fugle i mosen. Også indbyrdes sloges de. Der var mange par
rundt omkring i mosen, som de havde inddelt, så de havde hvert sit stykke, og hvis der var en
af de andre som kom ind på den andens rugeplads, så kan det nok være, der blev slagsmål,
indtil den fremmede blishøne var jaget væk. Hele mosens fuglebestand tog del i slagsmålet
ved at skrige og skræppe op, så der
ikke var til at høre en ørenlyd. Der var mange forskellige ænder, rørhøner og mange,
mange sangfugle.
Et stykke fra mosen lå en stor gård med nogle høje træer omkring. I disse træer havde et
kragepar et år bygget rede. De var nogle værre tyvepak - var på jagt altid - søgende med
omkring 20 meters afstand i mellem sig. Der var ikke noget, der undgik deres skarpe øjne fuglereder - fugleunger - hare killinger. At komme til at skyde dem, var ikke nemt. Bonden
fredede disse røvere, han syntes at de var så hyggelige at se på, men da de fik 5 unger, og
disse også begyndte at jage sammen med de gamle krager, syntes jeg ikke, det var sjovt mere.
Jeg fik fat i et gammelt jagt gevær, og en søndag da bonden var i kirke, gik jagten ind på
dem. Inden bonden kom hjem, havde jeg skudt dem alle syv. Jagtgeværet var gammelt og
rusten, men skyde kunne det. Jeg købte det bagefter for 4 duer. Ganske vist måtte jeg ikke
have det for Far, og heller ikke for loven. Jeg var ikke mere en 10 - 11 år, og Far kunne ikke
døje at se et skydevåben, men jeg gemte det ude i mosen på min ø, godt smurt ind i olie. Også
en salonriffel fik jeg byttet mig til, og ammunition kunne man købe alle vegne, bare man
sagde, det var til Far.
Mange gange så jeg en ræv eller to gå ude på engen og muse. Det så sjovt ud, når den fandt et
musehul. Så snusede den først i hullet, lagde så hovedet på skrå, lagde øret ned til hullet, for
at lytte om der var mus. Pludselig kunne den rejse sig op, give et hop, lande med forbenene
på hullet og så lytte igen. Sådan kunne den blive ved et stykke tid, inden den fik konstateret,
om der var mus i hullet. Men var der mus, fik den travlt med at grave. Stærkere og stærkere
gik det, så jorden den gravede op, stod som en stråle ud mellem bagbenene på den. Det var en
fornøjelse at se den arbejde, som gjaldt det livet, hvad det i grunden også gjorde. Det var
mange museunger, den kunne grave op sådan en morgenstund. Jeg så den aldrig tage en
harekilling, men somme tider kom den med en høne oppe fra bondegården. Men det var ku,
mens den havde unger. Ræven er meget legesyg og meget af en lurendrejer. Han var skæg at
betragte.
En forårsdag, hvor jeg ikke havde været i mosen i længere tid, kom jeg vadende ud gennem
vandet. Det var temmelig dybt på denne tid af året, så det var meget vanskeligt at komme
derud, uden at træde ved siden af voldene, som ikke var til at se i det dybe vand. Da jeg
nærmede mig øen, fløj en vildand op derfra, og den blev ved med at kredse omkring mig og
øen. Da jeg kom helt ud på øen, opdagede jeg, at den havde bygget rede derude, og at den
havde 11 æg. Jeg fjernede mig så igen, og så begyndte en langsom og tålmodig tilnærmelse
til øen, for også at være der sammen med anden. Det varede lang tid før den opdagede, at jeg
ikke ville gøre den eller dens rede fortræd. Jeg skulle jo helst helt ud på øen. Den var min og
på den tid af året kun 4 kvadratmeter stor. Nærmere og nærmere kom jeg for hver dag eller
gang, jeg havde lejlighed til at komme der, uden at anden fløj sin vej. Til sidst lykkedes det.
Efter 3 ugers forløb var jeg der, og efter endnu 14 dages tid, kunne jeg opholde mig side om
side med anden, som blev liggende og ruge. Endnu var den bange og sky, og jeg måtte være
meget forsigtig, når jeg var der, men jeg tog brød og korn med til den. I begyndelsen ville den
ikke røre det, mens jeg var der, men efter et stykke tid åd anden af min hånd, og rappede når
den så, jeg kom. Vi blev meget gode venner til sidst. Og da der kom ællinger - 9 stykker - gav
jeg også dem mad. De blev helt tamme over for mig. Når jeg lagde mig ned, sad de på brystet
af mig og solede sig, men så snart der kom fremmede ned i nærheden af mosen, blev de
urolige og til sidst forsvandt de ud mellem rørene for at gemme sig. Dem havde jeg megen
sjov af. Da efteråret kom forsvandt de ud på Limfjorden, men af og til kom der en and ind
over mosen - ganske lavt fløj den og rappede. Men den kom aldrig ned på øen. Om det var en
af ællingerne, ved jeg ikke, men jeg tror det. Det var en dejlig sommer oplevelse, som jeg
aldrig glemmer.
En dag kom min fætter over for at få mig med op til gammelfar Niels. Vi skulle handle
kaniner. Min fætter havde en stor belgisk hankanin. Stor og flot var den, som alt, hvad min
farbror og hans drenge havde - de glemte ikke at prale med det . Gammelfar havde engang
snakket om, at den ville han gem
Købe. Han havde selv en masse kaniner, og manglede nu en ny hankanin til blodfornyelse.
Nå, vi kom også op til gammelfar, og vi så på kaniner, duer og mange andre ting. Der var
noget af alt, om det så var hunde, var der tre. To små og en mægtig stor en. Jeg tror, den
kunne æde os alle tre til frokost uden at blive mæt. Imellem handlede vi om denne
hankanin, men gammelfar var ikke sådan at blive enig med. Det var prisen - min fætter
forlangte 75 øre - som regel fik vi 35 øre for en pæn kanin, men så skulle den også være
flot.
Da vi havde snakket noget om prisen, sagde
gammelfar: Lad os gå ind og fa noget kaffe og
honningmadder.
Den store kanin blev sat ind i et bur ved siden af de andre kaniner, og vi kom ind og blev
beværtet med et utal af honningmadder. Imens snakkede og handlede vi, og gammelfar
fortalte historier, som han kunne så mange af, så det var helt utroligt. Engang imellem skulle
gammelfar lige ud og se, hvordan det gik med den fremmede kanin. Det ville jo være
skrækkeligt, hvis den brækkede ud af buret, mens vi sad her og drak kaffe. Tilmed var den jo
ikke kendt her, så den kunne nemt blive væk, sagde han.
Nå, efter at have været ude kom han skyndsomt ind, og så kom den værste historie, især
for min fætter.
Jo, fortalte gammelfar, kaninen havde brækket ud af buret, men heldigvis kom han lige i det
samme og fik fat i den. Ventetiden havde nok været for lang for den. Og så alle de kønne
hunkaniner han havde. Ja, det var da ikke så sært, at han var brækket ud. Inden gammelfar
havde kunne afværge det, havde den parret sig med dem alle sammen. Ja, det var jo sådan en
skandale, for han havde mange sjældne præmiedyr imellem, så nu blev det altså en dyr
historie for min fætter, for hvad skulle han med alle de uægte kaninunger. Nu ville han i hvert
tilfælde ikke købe min fætters kanin, for man kunne jo ikke stole på, at den blev i sit bur, og
han havde da virkelig ikke tid til at stå og passe på den hele tiden. Nej, den handel blev der
ikke noget af.
Det kan nok være, at min fætter blev lang i ansigtet. Han havde ventet at gøre en god
handel med gammelfar. Nå, der var ikke noget at gøre ved det. Han fik travlt med at ville
hjem. Men da vi så sagde farvel, siger gammelfar nok så lumsk:
Ja, ja, da I nu er gået helt herop, for at gøre mig en tjeneste med at ville handle kanin, og
det er et godt og flot dyr, så skal I alligevel have en skilling.
Så gav han os hver en krone. På vejen hjem blev vi enige om, at det alligevel ikke var så
galt, og den slags handler kunne vi nok være tjent med. Vi havde da kaninen med hjem. Den
kunne vi nok sælge oppe på skolepladsen en anden dag, men om vi kunne forstå, hvordan
kaninen havde båret sig ad med at grave sig ud og ind til gammelfars kaniner, der stod i
nogle gamle salpeter tønder med trådvæv for, det kunne vi ikke forstå.
En tid efter fik vi sandheden at vide, og hvor blev vi flove. Hver gang gammelfar havde været
ude for at se, hvordan det gik med den, havde han parret sine kaniner. Jo, en filur var han. Jeg
tror, han rigtigt har moret sig over os, da vi var gået.
En sen forårsdag kom gammelfar på besøg nede hos os. Det var en søndag, og jeg tror, det
var Fars fødselsdag. Der var også en del andre gæster, og da vi havde fået eftermiddags
kaffe, skulle alle ud og se på markerne. Først skulle de jo se vores småstykke, som vi havde
af jord, som vi måtte plante og så i, hvad vi ville. Vi børn havde hvert år et lille stykke jord,
som vi dyrkede med roer og korn, som vi så Far gjorde. Gammelfar skulle da se, om vi
passede det rigtigt, og holdt det rent for ukrudt. Jo, det står jo godt alt sammen, men prøv
alligevel at trække en tot op Peter. Jeg synes, det er så langt i strået. Tror du, det gror, som
det skal.
I god tro tog jeg en ordentlig håndfuld og trak op, og viste ham det. Gammelfar
undersøgte det omhyggeligt i rod og top. Så sagde han:
Nej, der er ikke noget i vejen med det, du må hellere skynde dig, at plante det igen, at det
ikke bliver for tørt, for så vil det nok ikke gro mere.
Jeg skyndte mig at plante det, og så lød der en latterbølge fra de andre familiemedlemmer. Så
faldt 10 øren. Det glemte jeg aldrig. At jeg kunne være så dum. Efter den tid passede jeg på,
men det var ikke nemt, når gammelfar var i nærheden. Så skulle man nok falde i vandet. Det
med sæden vidste jeg jo nok fra, når vi var ude at trække ukrudt op langs Fars sædstykke, og
kom til at tage en tot korn med samtidig, så prøvede vi at plante det igen, for at Far ikke
skulle se det. Men i løbet af nogle dage visnede det, og så kunne Far jo se det alligevel, men
ikke hvem, der havde gjort det. Det var der heller aldrig nogen, der havde en anelse om,
hvordan det kunne være sket.
Om morgenen før vi skulle i skole, måtte vi trække køerne ud på græsmarken om sommeren.
En dag da jeg havde fået tøjret køerne, og var på vej hjem, så jeg en lille harekilling sidde i en
græstot. Jeg bukkede mig, og tog den, og bar den hjem, og satte den i et bur, som der havde
været kaniner i før, men det var tomt for øjeblikket. I begyndelsen var den meget bange og
ville ikke spise. Men efter et stykke tid, begyndte den at blive mere tam, og den spiste også,
men kun om natten. Det var jo dens natur. Helt tam blev den aldrig i den tid, jeg havde den.
En morgen jeg skulle fodre den, slap den ned på jorden, og så var den bestemt ikke tam mere.
Jeg havde haft den i 5 måneder den gang. Den flintrede over markerne, og jeg bagefter. Godt
at den ikke var trænet i at løbe. Ud over markerne gik det. I over en halv time løb vi, så gav
den op, og jeg fik min hare igen. Det var jo meningen, at jeg ville parre den med mine
kaniner, men det kunne ikke lade sig gøre. Det var en han, og da vi til sidst måtte slagte den,
vejede den 14 pund. Bagefter gik jeg og havde samvittighedskvaler over ikke at have sluppet
den ud i den natur, hvor den hørte hjemme.
Om vinteren havde vi det dejligt. Der var jo ikke så meget arbejde at udføre, uden det at passe
dyrene. Derfor havde vi også mere fritid, selv om vi var fire dage i skole om ugen. P var jo
masser af sne og is, der optog vores hele dag. Vi byggede snehuse og gravede lange gang
ë sneen
- fra det ene hus til det andet. Vi legede pelsjægere og indianere, eller vi var ude på isen. Der
legede vi gyngehøvdingen, kulsoen og meget mere af alt det, vi havde hørt i skolen eller
andre steder.
Når vi var mange samlet, huggede vi hul i isen, hvor vi så fangede geder, som vi stegte over
et bål af tangrør. Jeg ved ikke, om de smagte særlig godt, men vi syntes, det var herligt, og de
smagte himmelsk. Især, hvis vi fandt nogle kartofler oppe på gården, som vi stegte i asken og
gløderne fra bålet.
Engang fangede vi en mægtig stor gedde på omkring 18 pund. Den var længere end
nogle af os drenge. Den aften var der fest omkring bålet. Det var tilfældigvis også
fuldmåne den aften og et dejligt, stille vejr. Sådan en aften glemmer man aldrig. Den
står printet ind i ens bevidsthed, som noget stort, noget man ikke må glemme.
Gedden blev slagtet og skyllet i den våge, hvor vi havde fanget den. Der vaskede vi også sår
og snavs, når vi faldt og slog os på hænder og ben. Det skete tit. Det var ikke til at undgå.
Der var jo også af og til slagsmål, og så kunne det godt gå hårdt til, så der blev sår og
iturevet tøj. Hvordan vi klarede det med vore fædre, husker jeg ikke, men godt var det ikke,
at komme hjem med iturevet tøj og store sår.
Sådan en vinter gik alt for hurtigt, og før vi vidste af det, var det forår med masser af tøvejr og masser af vand. Det var også dejligt, og noget vi kunne bruge. Så sejlede vi med, hvad vi
kunne fa' fat i af kar, baljer og hjulbøre. Det kunne ikke undgåes, at vi væltede - og altid på
det dybeste vand, så vi blev våde lige til skindet over det hele.
Tønderne var det værste at sejle i, indtil vi lærte at sejle dem. I begyndelsen snurrede de
rundt, så man blev helt rundtosset, og så blev man nervøs, og så endte det med, at vi
væltede, og så lå vi i vandet - våde til skindet. Så fistede vi hjem i en eller anden stald, for
at blive tørre. Der var jo dejlig
Varmt, for ind og få tørt tøj på turde vi ikke, for så kom vi ikke ud igen den dag. Bagefter
måtte vi lige prøve en gang til, og så blev vi gerne våde igen. Jo, det var dejlige dage. Skolen
tog vi od ikke så meget af. Tanke og samtale var om isen og vandet, for efter skoletid var det
der, vi opholdt os. Vi skulle være hjemme inden, det blev mørk aften, men somme tider fik vi
lov til at gå igen, hvis det var lyst i vejret eller måneskin. Men så var det at være hjemme
inden sengetid, for ellers fik vi ikke lov til gå næste dag, og det ville vi ikke risikere, så vi
skulle nok passe tiden.
Skoletiden -ja, den syntes jeg ikke om med al dens klasseforskel. Degnen troede jo, han var
en lille - for ikke at sige stor - sognekonge. Han kom for meget sammen med de store bønder,
og ikke med de små i samfundet, og så var det jo så nemt at se forskel på børnene og deres
tøj. De fra de små hjem gik jo i tøj, som deres Mor selv havde syet. Mange gange har jeg
grædt mig i søvn over dette, og over de tæsk jeg havde faet uretfærdigt, for noget jeg ikke
havde lavet, men som gårdmandssønnerne havde lavet. Det var meget sjældent, de fik skyld
for disse skarnsstreger. Nej, den gang kunne verden være uretfærdig.
Hvert år til juleaften, så længe jeg kan huske tilbage, havde Far den skik, at der skulle
skæres hakkelse til hestene - det var halm og hø, der blev skåret i tomme lange stykker.
Den dag skulle der skæres til hele julen, for der var ingen hjul, der måtte køre rundt i
juledagene. Lige til Hellig tre konger måtte der kun arbejdes med de nødvendigste, som at
passe dyrene.
Med længsel så vi på uret, om da ikke Far snart var færdig med at sove til middag, for så
skulle vi alle sammen med ham op på staldloftet og skære hakkelse. Denne dag havde vi
ventet på i lange tider. Jeg tror ikke, det havde været jul, hvis ikke vi havde den tur. Det
varede gerne et par timers tid. Flagermuslygten kastede et søvnigt lys ind mellem de mørke
kroge mellem bjælker og spær. Bunkerne af halm og hø satte vores fantasi i sving, mens Far
fortalte historier om julen og nissen, som gemte sig rundt på de mørkeste steder på loftet. Ja,
til sidst kunne vi ganske givet se ham inde i krogene, hvor han gemte sig. Hver gang vi
mente at se ham, hviskede vi til Far:
Se, der er han.
Og Far kiggede og mente også, at det var nissen, som prøvede at gemme sig. Det kunne ikke
være andet. Han kiggede efter os for at se, om vi fik skåret nok hakkelse, så det kunne vare
hele julen, at hestene ikke kom til at sulte de sidste dage. Heste var Fars et og alt. Selvfølgelig
var han glad for alle dyr, men heste - det var nu det bedste - syntes han. Jo, det var en dejlig
stund, vi børn havde med Far lige førjuleaften.
Når vi var færdige med at skære hakkelse, måtte vi hjælpe med at fodre køerne og alle de
andre dyr, der var i stalden. De skulle jo have et ekstra godt foder den aften med kerne og
hø til sidst. Det var kun den aften, de fik det, men dyrene skulle jo også vide, at det var
juleaften. Når vi så var færdige med dyrene, skulle vi ind og vaskes, og så kom det bedste af
det hele - aftensmaden, som begyndte med risengrød, men først blev der båret et fad op på
loftet til nissen. Det var noget han kunne lide, for grøden var da væk næste morgen.
Når vi så havde spist grøden, kom turen til et hav af frikadeller, flæskesteg, hønsesteg, ænder
eller gås, kartofler, stuvet hvidkål og rødkål. Hvidkålen fik vi strøet med sukker og kanel. Og
af alt dette mad måtte vi spise, lige så meget vi kunne, og hvad vi bedst syntes om. Når så
Mor havde faet vasket op efter al det spiseri, fik vi pebernødder. Der var bagt 10 potter - eller
10 - 12 kilo, julen varede jo længe. Så spillede vi om dem et stykke tid, og bagefter delte vi
ligeligt, så vi fik lige mange, for ellers blev der jo gråd og tænders gnidsel fra de små. Så fik
vi kaffe og alle de kager, vi igen kunne spise. Det var ikke mange, for så var vi søvnige, og
jeg tror ikke, at klokken var mere end ti, før vi gik i seng.
Julegaver? Ja, pigerne fik en kludedukke, som Mor havde syet, og vi drenge fik en hest, som
Far havde snittet ud af et stykke træ, måske også en vogn. Det var de julegaver vi fik, og vi
var glade for dem.
Før jul kom min farbrors kone over til Mor med, hvad hun skulle bruge til småkager.
Enten lå det ikke for hende med at det bageri, eller også var det for selskabs skyld, hun
kom. Da hendes egne piger blev så store, at de kunne bage, kom hun ikke så tit for at bage.
Det var altid Mor, der skulle bestemme, hvad der skulle bages.
Sødeste, bette Kirsten, hvad skal vi nu bruge? Hvad skal der i dette her? Og så videre - og så
videre. Farbrors kone rørte, og Mor passede ovnen. Skete det, at farbrors kone skulle se efter
ovnen, mens Mor var ude i stalden for at fodre køer eller grise, ja, så blev kagerne gerne
sorte.
Jamen sødeste, bette Kirsten, jeg gjorde da, som du sagde, hvordan kan det så være, at
kagerne bliver sorte? Tror du ikke, der er for meget varme på?
Sådan snakkede hun hele tiden, og vi børn syntes, det var noget af det sjoveste, så vi
forlod ikke køkkenet de to dage, bagningen stod på. Jo, det var dejlige dage, for hun
snakkede mere end hun arbejdede.
Men juledag var vi sultne igen. Vi begyndte med kogt øl, sigtebrød (de første juledage matte
vi ikke spise rugbrød), grisesylte, rullepølse og ellers alt, hvad der kunne laves af gris - og det
var meget. Gammelfar Niels var da med, og han havde grammofonen med, og der blev spillet
hele dagen, lige til vi var så trætte, at vi trimlede ind i seng. Vi kunne simpelthen ikke mere.
Ja, sådan gik vores jul. Dagene derefter var der gæster næsten hver aften til kaffe. Hele
familien blev bedt, eller Mor og Far var hos dem. Så var vi alene hjemme. Det var nu ikke
altid så rart, for det kneb sommetider med at passe de mindre søskende.
I skolen var der juletræ. Der var vi gerne med. Vi dansede om juletræet, og fik så et
kræmmerhus med juleknas og et æble. Bagefter legede vi forskellige sanglege. Tilsidst fik vi
kaffe og hjemmebagt kringle. I en af nytårsdagene var der så det store juletræ i
husmandsforeningen, og der var vi altid. Præsten kom op og læste nogle julefortællinger, og
til klokken ti var der leg for børnene om juletræet. Så blev det slæbt ud, og så var der dans
ligeså længe, som folk havde lyst.
Men langt om længe var al det juleri forbi, og vi begyndte i skole igen. Det var helt rart efter
3 ugers ferie.
Det blev sommer med mange dejlige dage, men også med meget arbejde. Gammelfar Niels
blev syg, og jeg var tit oppe og besøge ham, og havde gerne nogle jordbær med til ham. Så
fik jeg en sølvtokrone af og til. En af de sidste gange jeg var deroppe, bad han sin
husbestyrerinde om at tage nogle penge i en skuffe, og så samtidig give mig en krone, som
lå der. Hun gav mig en mønt og sagde, at jeg skulle skynde mig, at putte den i min lomme,
så jeg ikke tabte den. Men jeg skulle lige se, hvad det var, jeg fik. Det var 25 øre. Jeg gjorde
som ingenting, og puttede den i min lomme, men gammelfar måtte have set, der var noget
galt, og bad mig, om at se den. Jeg måtte tage den op af lommen og vise ham den lille 25
øre. Nej, hvor blev han gal.
Sagde jeg ikke, du skulle give Peter en krone. Nu kan du tage den sølv tokrone, der ligger i
skuffen, sagde han vredt til sin husbestyrerinde, og så skal vi have dækket bord her ved min
seng, så vi kan fa noget mad, og masser af honning. Det passede ikke rigtig Marie, som hun
hed.
Du ved, vi har ikke så meget honning tilbage, sagde hun.
Der er nok til os og til min tid, og så skal du ikke bekymre dig om mere, se nu at fa dækket
bord, kom det hvast fra gammelfar, og så kan det godt være, der kom gang i sutterne. Inden
længe stod bordet dækket, men hun skulle ikke selv have noget.
Heldigvis, sagde gammelfar, så er vi da fi-i for at ligge og se på dig, for Peter og jeg har så meget at
snakke om, som du nok ikke har forstand på alligevel.
Det kan nok være, at døren til køkkenet blev lukket lidt hårdt efter denne salut fra gammelfar.
Det var sidste gang, jeg så ham. Han havde ligget i sengen længe. Om eftermiddagen ville han ud og
køre en tur med Lotte. Mm morbror, som var derhjemme måtte spænde hende for jumben, og bære
gammelfar u deri, og fik ham støttet med puder. Det var meningen, at grammofonen
skulle have været med, men den kunne ikke være der.
Så kørte de en tur rundt i byen en times tid. Til steder som gammelfar gerne ville se. Da
de kom hjem, fortalte han min morbror, hvor hans penge var gemt, og hvor mange der
var, og hvad han ønskede, der skulle ske, når han var død. Hen mod aften lagde han sig
til at sove, og han vågnede ikke mere.
Det var en stor sorg og savn for mig. Han havde fortalt mig om mange ting, lært mig
naturen at kende som en kær ven, lært mig at fange vildt, hugorm, og om hvordan man
skulle.bruge et gevær, ja, mange andre ting, som man kunne få brug for gennem livet.
Det var nu snart min 14 års fødselsdag. Den vinter havde jeg gået til præst eller
konfirmationsforberedelse, og det var den bedste tid, jeg kan huske. Præsten og hans hustru
var de bedste mennesker, jeg havde truffet. Han forstod at samle unge og gamle til festlige
sammenkomster. Når han kaldte de unge sammen til møde en gang om måneden, var der altid
fuldt hus. Den tid jeg gik til præst, var dage jeg længtes efter fra den ene gang til den anden.
Desværre var det kun en gang om ugen. Der var ikke meget med religion, eller hvad det nu
hed. Et par salmer, lidt snak om vores kirke og ellers fortalte eller læste han en god historie
eller roman. Ja, han var ikke til at beskrive. Han var mere skuespiller end præst. Når han
læste op af en bog, var det så livagtigt, som man selv var en af de personer han læste om.
Inden vi skulle hjem, fik vi kaffe og kage.
Mange gang kom han og besøgte Far - somme tider 2 gange om ugen. Det første han skulle
have var et par kopper kaffe. Bagefter læste han en eller to morsomme historier, nogle rigtige
morsomme fortællinger, så Far kom til at le. Mor læste tit op for Far om aftenen - romanen i
avisen og andre små historier. De måtte ikke være for lange, så blev Far træt af at høre dem.
Han læste ikke selv ret meget, kiggede lige avisen igennem, så var det godt. Ellers lå han bare
og kiggede og snakkede med os, når vi var inde hos ham. Det var jo ikke så meget tid, vi
havde til det, men præsten havde tid, når han kom. Så drak de kaffe og snakkede. Præsten var
jo en god fortæller, og forstod at få Far i godt humør. Det har sikkert ikke været sjov altid, at
ligge der alene i sengen, når vi alle sammen var udei marken i flere timer. Far brød sig ikke
om at læse selv. Vi havde faet en gammel grammofon og masser af plader. Den spillede han
tit på, men til sidst kunne han ikke trække den op. Den var med fjeder og en stor tragt. Så
byttede vi grammofonen væk og fik en radio. Det var med batterier og højtaler stående
ovenpå. Men grammofonen var ikke nok til at betale radioen med, så der måtte en slagteri
gris med også, men den var dårlig stor nok endnu, så radioforhandleren måtte skam med ned i
stalden for at se, at vi havde den. Han skulle have pengene så snart, vi fik afregningen fra
slagteriet. Far vidste ikke, at der blev købt noget uden, at det blev betalt med det samme.
Havde vi ikke pengene, måtte vi vente, til vi filt dem, så vi kunne betale kontant, så det var
ikke hans skyld, at vi fik radio ude, at vi kunne betale, men han lå der alene, og det var ved at
være høst, og så måtte vi ud i marken alle - store som små - lige fra morgen til aften. Mor
aftalte med os børn, at jeg skulle køre op og snakke med manden, og enden blev, at han kom
ind på vejen, og tilbød Far at sætte radioen op - foreløbig på prøve. Det var Far ikke meget
for, men manden sagde, at sådan gjorde alle. Man købte ikke radio, uden at have den på
prøve. Enden blev altså, at han satte den op. Jeg ved ikke, hvad Far og Mor havde ventet, at et
sådant apparat kunne. De var meget skeptiske. Mor sad og strikkede, da radiomanden satte
den i gang. Jeg havde hørt den før. Først kom der nogle hyl og noget støj, men pludselig var
der en mand, der begyndte at tale, og så kom der musik. Mor holdt op med at strikke. Jeg
troede, hendes øjne ville trille ud af hovedet på hende. Far rejste sig lidt op i sengen. Han
troede ikke sine egne ører. Dette var ufatteligt. Så drejede manden lidt på alle de knapper, der
var på apparatet, og pludselig kom der en fremmed udenlands stemme - han sagde det var
Tyskland, så drejede han mere, og der kom flere stemmer, og så kom der musik.
Far lagde sig ned og lå og lyttede et stykke tid, så sagde han:
Kirsten, jeg tror, vi skal beholde den lidt.
Det var alt, hvad han sagde i lang tid_ Da radiomanden var kørt, studerede vi radio
programmet i avisen. Der skulle komme børnetime ved firetiden, og da børnene begyndte at
synge, kan det nok være, der blev stille i stuen. Dette var ufatteligt, at børn som stod inde i
København, kunne høres helt heroppe på vores lille ø. Da det var forbi, blev jeg sendt over til
en af vores naboer og til farbror Kresten at de skulle komme om til os om aftenen. Der var
ikke nogen af dem, de for havde hørt radio. Det var jo i begyndelsen af radiotiden, og der var
ikke mange, der havde sådan et apparat i huset_
Da de så kom, ville den kun hyle - ikke andet. Jeg blev sendt op til radioforhandleren, men
desværre var han ikke hjemme, så der blev ingen musik den aften. Næste dag kom han så.
Der var en ledning, der var gået løs. Så gik der igen bud til naboerne. Farbror Kresten kom
ikke, sådan noget skidt at give penge ud til, den kunne jo kun hyle, og det havde han nok af
derhjemme med børnene, sagde han. Den anden nabo kom. Den aften var der gammel
dansemusik fra Vejle. Det var noget for ham. Senere var der oplæsning.
Næste aften kom farbror Kresten, konen og børnene. De havde snakket med den anden nabo,
og han havde fortalt om alt det dejlige, de havde hørt. Efter den første aften kom min farbror
næsten hver aften en lille tur, for at høre Pressen (dagens Nyheder). Det var da ikke til at
forstå, at det kunne lade sig gøre, at en mand kunne stå inde i København, og vi kunne høre
det helt over til os. Ja, det var ubegribeligt, ja, ikke til at fatte. Det varede ikke så længe inden
Kresten selv købte et sådan apparat, for når Niels havde et, kunne han da også få råd til at
købe, skulle han mene.
Denne radio slog mange timer ihjel for Far. Men det var ikke mange udsendelser, han hørte
til enden, så blev han træt af at høre. Når der så var gået 10 minutter, prøvede han igen. Det
eneste han hørte til ende var børneudsendelserne og gudstjenesten, men jeg tror ikke, han
rigtigt troede på, hvad præsten sagde, men salmesangen syntes han var dejlig. Jeg kan ikke
huske, der blev snakket noget videre om kirken og deres gerninger hjemme. Vi børn blev
aldrig tvunget til at høre, hvordan sådan noget foregik, eller blev tvunget til at gå i kirke. Vi
havde heller aldrig tid. Var der ikke arbejder, ja, så ville vi hellere ud i mark og mose eller op
i Bjerby granplantage. Der var jo så meget, vi skulle have undersøgt.
Når vi så var ude på vores ture, skulle vi jo også have mad. Af og til lavede vi den selv.
Fangede gråspurve, som vi stegte i en blikdåse konsistens fedt. Det smagte ualmindeligt
godt. Bagefter fik vi rødgrød, kogt af bær, som vi fandt rundt omkring, og som vi kogte i en
gammel stråtobaksdåse. Jo, vi havde det dejligt.
Om sommeren før min konfirmation fik jeg lov til at tage til dyrskue for første gang i
købstaden. Det var en stor dag for mig. Nok havde jeg været der før, men ikke alene.
Jeg begyndte med et besøg hos min moster, som boede i byen der og havde en systue. Hun
havde to elever - unge piger. Jeg havde - fra Mor - en stor buket blomster og en slagtet høne
med til mir. moster. Da jeg kom ned gennem gaden, mødte jeg en af hendes elever, en værre
spasmager - fuld af sjov. Da hun så, at jeg havde blomster med, tror jeg, der stak en djævel i
hende, for hun sagde: Men min lille ven, har du blomster med til mig, du er vel nok en sød
og nuttet dreng.
Hun tog blomsterne fra mig, og fortsatte med
at sige: Det skal du alligevel have et kys for.
Og før jeg vidste noget, havde jeg faet et kys på munden. Ih, hvor var jeg flov og genert. Jeg
kunne være sunket i et musehul og skævede til alle de gadespejle, der var i gaden, hvor der
sad mange gamle damer og kiggede. Jeg så flere, der sad og lo ad os. Jeg turde næsten ikke
gå med ind til moster med hønen. Godt at pigen ikke tog den også, Ø havde det da været
rigtigt tosset. Men hun var sød, den unge pige. Hun var 18 og jeg var 13 år. Da vi kom ind
til moster, gav hun hende
blomsterne, og jeg gav hende hønen, og hun sagde ikke noget om, hvad der var foregået
udenfor, i hvert fald ikke mens jeg hørte derpå.
Da jeg havde faet kaffe, gik jeg en tur ud på dyrskuepladsen. Jeg gik lidt rundt og så på,
hvad der ellers var at se på. Det eneste jeg gav penge ud på, var en tur ind og se professer
Labri. Jeg havde faet lidt penge af Far og Mor, og jeg havde selv samlet nogle sammen,
for jeg fik ørerne over kronerne, når vi fik afregning fra mejeriet og slagteriet. Det var ikke
mange, men når jeg gemte dem gennem længere tid, blev det alligevel til penge. Det var
min løn for at hjælpe til derhjemme.
Da jeg syntes, jeg havde set det hele, gik jeg op i byen og købte mig en ny salonriffel - 9
mm og to æsker patroner, og så kørte jeg hjem. Mor og Far kunne ikke forstå, at jeg allerede
kom hjem. Det var kun sidst på eftermiddagen, men jeg var spændt på at se, hvordan den
nye riffel kunne skyde. Da jeg havde fået noget mad, skyndte jeg mig ud i mosen. Riflen
havde jeg gemt i noget græs, inden jeg nåede hjem. Jeg måtte jo ikke have den for Far. Jeg
tror nok, at Mor var klar over, at jeg havde købt en sådan, for jeg havde snakket om det til
hende, når vi gik ude i marken, men det måtte jeg ikke for Far, sagde hun.
Riflen skød ualmindelig godt. Jeg havde den i mange år, og skød meget med den. En gang
skød jeg en hare med den, men alligevel måtte jeg gemme den ude i mosen sammen med de
andre geværer jeg havde.
Min præstegang var min bedste tid. Som regel kørte jeg i jumbe med en gul nordbakke for.
Hesten var en gul nordbakke. En dejlig hest - livlig og stærk. Jeg havde gerne nogle
kammerater med. Dengang var der ikke mange, der kunne cykle. Det var dejlige ture, når
ellers vejret var nogenlunde. Og ikke så sjovt, når det stormede og regnede, eller der var
sne.
En dag var det let frostvejr. Solen skinnede, og den gule var rigtig i hopla. Vi havde fået fat i
en pakke cigaretter, som vi nød med blandet nydelse, men det var jo stort at ryge cigaretter.
Vi kunne nu ellers bedre med Fars Komtesse. Han købte en halv kasse hvert år til jul, for at
have nogen at give af til julegæsterne. Dem røg jeg mange af på min ø. Nå, men den dag
havde vi altså fået fat i cigaretter, og fået tændt en hver - alle dem der var oppe og køre med
mig. På vejen mødte vi en bil, det var sjældent den gang, men vi så ikke, hvem der sad inde i
den, og tænkte ikke mere på det. Vi nåede præstegården, fik staldet hesten ind i kirkestalden,
og gik så ned til præstegården. Præsten var ikke hjemme. Han var hentet til nabosognet, da
præsten der, var blevet syg om natten. Den gang tænkte jeg ikke på, at denne nabopræst
mange år efter, skulle vie mig og min hustru i en anden egn af landet.
Da præsten ikke var kommet tilbage, fik vi kaffe og kage som sædvanligt, bare denne gang
før forberedelserne til konfirmationen. Mens vi sad og drak kaffe, kom præsten hjem. Han
fik kaffe med, og tog så sin pibe frem og begyndte at ryge. Pludselig spurgte han os, om der
var nogen, der ville ryge. Han tog en pakke cigaretter frem og bød os. Nej, tak, der var
ingen der ville ryge.
Nå, sagde præsten, det passer vist ikke. Jeg ved da, hvem der gerne kan lide en smøg.
Så bød han os fire igen, som var kørende. Vi gloede lidt på hinanden. Hvor vidste præsten
fra, at vi havde røget? Vi tog en cigaret hver, men så var det slut.
Nej, sagde præsten, det går vist ikke. Jeg Ø at I røg, da jeg kørte forbi jer. At I ryger, når I
tror ingen ser det, det er noget andet. Det har jeg også selv gjort i jeres alder, men her i
præstegården går det vist ikke. Hvad mon folk ville sige ude omkring i sognet, om jeg lod
jer ryge her i præstegården. Nej, det er nok bedst at lade være. Jeg ville bare se, hvad I ville
sige, når jeg bød jer en cigaret.
Og så måtte vi pænt aflevere vores cigaretter tilbage. Det var ærgerligt.
Så blev det endelig min store dag - min konfirmation. Det var den første april. Solskin og
dejligt stille vejr. Far kunne ikke komme. Han lå i sengen den dag. Det gjorde han tit nu, så
det blev til, at min kammerats Far skulle køre. Min kammerat skulle også konfirmeres, og de
havde ikke selv hest og vogn, så det passede meget godt.
Den gang var der ikke store gilder. Da vi kom hjem fra kirke, spiste vi middagsmad som
sædvanligt på en søndag, og så havde jeg fri hele eftermiddagen. Den gik med en tur til
Drejers plantage - en lille plantage med fyr og gran, som lå nede ved Hedvigs Vadested. Det
var et sted, jeg kom meget tit for at betragte de forskellige fugle og dyr, der var der_ I åen ved
Hedvigs Vadested har jeg fisket mange småfisk - bækørred, ål og flere andre slags. Der var
mange vildænder, som rugede i de små vandhuller, som lå i nærheden af åen.
Jeg var også en tur ude over markerne. Der var allerede mange viber, som havde lagt æg,
og lærkerne var også begyndt at ruge. Jo, der var liv og røre allevegne, så der var en
masse at se og høre på. Før jeg vidste af det, var den eftermiddag gået, og jeg skulle hjem
til aftensmaden.
Om aftenen kom der nogle af de nærmeste familie. Gammelfar fra Bjergby - af ham fik jeg 5
kroner, og af Mor og Far fik jeg valget mellem Fars ur og hans gamle cykel. Jeg valgte uret cyklen brugte jeg i forvejen. Vi fik chokolade og kaffe og masser af kager, og så var den
konfirmation forbi. Der var ikke noget der hed telegrammer eller gaver. Om eftermiddagen
havde præsten været der, men da var jeg jo ikke hjemme.
Og nu kunne jeg så blive hjemme hver dag og hjælpe Mor med landbruget. Det havde jeg nu
været alligevel i et stykke tid. Vi havde søgt om fritagelse fra skolen det sidste halve år, jeg
gik i skole, fordi Mor ikke kunne overkomme at passe ejendommen og dyrene. Far, som nu
måtte ligge i sengen til stadighed - næsten fuldstændig lammet, så Mor måtte sidde og give
ham mad, som var han et lille barn.
Der gik et par år med slid og slæb - ture i mosen og gode jagt ture rundt på markerne. Der var
bare den hage ved disse jagt ture, at hvad jeg nedlagde af vildt, måtte jeg sælge. Der var
ingen derhjemme, som havde smag for vildt af nogen slags, men jeg fik da pengene hjem,
som jeg brugte på patroner og gevær. Jeg fik ingen løn derhjemme - en skilling engang
imellem, når jeg skulle ~,gigen til fest eller baller, eller hvad der nu kunne være. Det var ikke
så meget, der skulle jo ikke penge ret mange steder, når vi var ude.
Jeg var alligevel ked af at gå derhjemme, og spurgte Far og Mor, om ikke en af de andre
kunne tage et års tid, så jeg kunne komme ud. Ikke fordi - jeg havde det jo så godt, som
dagen var lang, ved at gå derhjemme, men det kunne alligevel være rart, at komme ud og se
andre egne af landet. Men ikke tale om. Det ville Far ikke have. Han lå og bildte sig ind, at
det kun var mig, som kunne passe det, som skulle passes.
En formiddag blev jeg kaldt ind. En af vore gode naboer sad inde hos Far, og jeg kunne
nok se, at der var noget særligt på tapetet. Det var der også.
Far spurgte om, jeg kunne tænke mig at fa vores ejendom - altså købe den.
Det kunne jeg jo nok, men jeg var jo ikke så gammel, at jeg kunne købe endnu, og jeg ville
jo gerne ud hos fremmede for at tjene først.
Det kunne der ikke være tale om. Hvis jeg ville købe ejendommen, kunne det nok ordnes,
mente naboen. Hvis jeg holdt på, at komme ud og tjene først, så skulle ejendommen
sælges nu, sagde Far. Det var ikke så godt. Men jeg holdt på, at komme ud og tjene lidt
først, og så var den snak ikke længere.
Dagen efter sendte Far bud efter en ejendomsmægler. Der var mange købere, og inden længe
var alt solgt. Vi fik 4 måneder til at finde et andet sted at bo. En anden nabo hjalp Far med at
købe et stykke jord - lige ved en tdr. land. Så kom der gang i byggeriet, og i løbet af 3
måneder var huset færdigt til at flytte ind i. Jeg havde været murerarbejdsmand til det nye
hus, og havde tjent en god skilling på den korte tid.
Så kom flyttedagen.
Vores nye nabo, som var vognmand og som havde en bil, skulle flytte for os. Far, som ikke
kunne stå op, måtte blive liggende på sofaen, og vognmanden og min farbror bar ham ud bag
i bilen, hvor han
beslutning taget. Jeg havde spist tre frikadeller til en halv snes kartofler. Der var mindst 50
frikadeller, så jeg syntes ikke, det var så galt. Men du forbarmende, hvor han brølede op.
Jeg vidste nok, at han en gang imellem kunne blive tosset. Det var en slags
familiesvaghed, som var gået i arv, sagdes detSå tosset troede jeg ikke, han kunne blive.
Hans kone kom ind og spurgte, hvad der dog kunne være i vejen.
Da hun hørte årsagen, hentede hun et helt fad frikadeller
og sagde: Spis du bare.
Men manden gik i seng og lå der i tre dage - det var også en familiesvaghed.
Om eftermiddagen var sønnen med i skoven og fælde træer, og han kaldte mig
frikadellesluger en gang. Det skulle han ikke have gjort.
Jeg bankede ham gul og grøn, så han aldrig glemte det, og rejste derfor til flyttedagen.
Jeg fik 145 kroner for den vinter. Jeg ville have haft 150 kroner, men det kunne bonden ikke
give, for så gik han bestemt fallit, og det selv om han sad i en gældfri gård.
Næste plads blev i Bjergby, hos en af gymnastikfolkene fra Mors. Det var som enekarl, og
der havde jeg det godt. Der var ikke langt hjem til Mor. Det blev til mange besøg det år, jeg
var der. Gården lå højt oppe i Bjergby Bakke, og man kunne se langt omkring. Udover
Tøving - Skarum - Alsted og Flade - videre over Salling og Livø og Fur. Jeg havde megen
frihed der til at gå ture i de små granplantager, som lå i nærheden af gården.
Der var heller ikke langt op til min faster, som også boede i Bjergby. Hun var enke og
havde tre ukonfirmerede børn hjemme og et par stykker var ude at tjene. Der kom jeg et
par gange om ugen. Hver gang jeg havde været hjemme, skulle jeg lige ind for at se,
hvordan de havde det. Det var lige meget, hvor sent det var blevet om aftenen. Faster
havde altid kaffekanden varm, og vi havde en hyggelig tid. Faster var altid så glad, når der
kom nogle. Hun kunne jo ikke selv komme nogen steder, ikke ret godt i hvert tilfælde.
Hun havde den samme sygdom, som Far havde haft.
Der var heller ikke så langt til min gamle præstegård og præsten og hans kone.
Der var en gang om måneden ungdomsmøde. Jeg var der hver gang, og det var herlige møder
med sang og historier og hvad præsten nu kunne finde på af tossestreger. Kaffe og kager og
om sommeren rødgrød og fløde. Jo, det var dejlige aftener, og der var altid fuld hus til disse
møder. Alle ville gerne komme der, og jeg tror, at jeg der blev forelsket i en pige for første
gang.
Hun var mørk og sortøjet som en sigøjner. Vi mødtes der flere gange, men da jeg var
bange for piger, turde jeg ikke snakke med hende, ja, dårlig nok se på hende.
Ih, hvor var jeg bange og genert. Men en aften blev hun ved med at se efter mig, og
holdt sig i nærheden af, hvor jeg var.
Da vi skulle hjem, kom hun hen og spurgte mig, om vi ikke skulle følges ad.
Jeg skulle ganske vist en helt anden vej, men det jeg havde ønsket og sådan ventet, kom helt
bag på mig. Jeg lovede at følge hende hjem, og på vejen hjemad fortalte hun, at nogle andre
unge mænd ikke kunne lade hende være i fred, og at hun var bange for dem. Hun havde lagt
mærke til, at jeg syntes godt om hende, og hun om mig, så hun havde dristet sig til at spørge
mig, om jeg ville følge hende hjem. Det var jo sandt. Jeg syntes, at hun var noget af det
flotteste, jeg havde set - de øjne - de brændte sig ind i en.
Jeg fulgte hende hjem til gården, hvor hun tjente, og jeg skyndte mig at sige farvel, og kørte
så hjem - lykkelig og i den syvende himmel.
Dette gentog sig flere gange. De sidste gange kunne vi godt stå og snakke i porten til
gården et stykke tid, inden vi sagde farvel.
Til sidst var der nogle andre karle, som havde opdaget, at jeg fulgte hende hjem. Så var
freden forbi. En aften, da vi stod og snakkede i porten, kom der 5 - 6 frygtindgydende karle,
og da fik jeg en masse prygl, så mange som jeg vel aldrig havde faet Ø. Pigen forsvandt ind
på gården.
stod sammen med noget andet flyttegods. Da vi kom op til det nye hus, måtte vi vente lidt,
inden vi bar Far ind. Det var det hele, han så af huset udvendigt. Han kom aldrig udenfor
mere. Lå bare der i sengen og drejede knapper af sin skjorte, en vane han havde faet. Til
sidst kunne han heller ikke det, for så mange kræfter havde han ikke. Heller ikke den store
have så han. Han vidste bare, at den var der.
Et godt års tid efter døde han, men ikke af den sygdom han led af. Han fik lungebetændelse
i august måned. Det havde været hans skæbne måned hele hans liv. Når der skete noget
ubehageligt, var det altid i august måned.
Jeg fik plads i nabosognet hos en bonde, som Far kendte. Det var også Far, som fæstede mig
derned. De var ældre folk, og der var en voksen søn som forkarl. Da jeg havde været der 13
uger, var jeg ked af at være der. Jeg kunne ikke falde til der. Om det var fordi, jeg selv havde
måtte tage bestemmelse om dagens arbejde hjemme, da vi havde ejendommen, ved jeg ikke,
men de ældre folk var også lidt sære. En søndag aften spurgte jeg bonden om forskud på 20
kroner. Jeg sagde, jeg skulle bruge dem til tøj.
Det var lidt tidligt til forskud, syntes bonden, men jeg fik dem da.
Om aftenen, da jeg var færdig med dagens arbejde med dyrene, og bonden og hans familie
var gået i seng, pakkede jeg de få stykker tøj, jeg havde, og kørte til Vilssund for at tage
færgen til Thy oppe i nærheden af Thisted.
Jeg var der i nogle dage, men det var umuligt at fa plads der på en af gårdene, der var noget
værd. Så jeg rejste hjem igen."Jeg"tror nok, de gamle skændte lidt ud over min udflugt, men
da de havde snakket lidt med bonden, jeg havde været hos, var der ingen snak om, at jeg
skulle derned igen.
Jeg gik så og fandt noget tilfældigt arbejde her og der. Lugede roer og hjalp en bonde, når han
havde lidt strengt arbejde, som han eller de folk han havde i arbejde ikke selv kunne magte.
Det gav ikke den store fortjeneste, men jeg fik da maden, hvor jeg arbejdede og lidt
lommepenge.
Der var masser af fritid til jagt og fiskeri og drømmeri rundt i markerne og skovene. På
Limfjorden opholdt jeg mig meget. Der var jo ålefiskeriet, og før jeg vidste af det, var
sommeren gået.
Så blev det november - flyttedag - og jeg havde fundet mig en plads i Nørreherred som
andenkarl. Forkarlen var en fyr, som havde været på gården i flere år. Gården lå på
nordsiden af Mors. Der var marker, skove og søer - hele to - og der var Limfjorden langs
hele den ene side af gårdens marker. Der var hundredvis af far. I den store skov var der
masser af fugle og dyr af alle slags. Jo, her var nok at se på, men også masser af arbejde.
Når vi ikke kunne være i markerne, var der skovarbejde, hjemkørsel af brænde til gården,
og til de folk der købte brænde. Den gang var der jo komfur og kakkelovne.
Alligevel blev jeg der ikke mere end en vinter.
Men hvor jeg oplevede meget der. Snakkede med folk, som havde levet der omkring hele
deres liv. Mange gamle sagn og fortællinger fik jeg fortalt af disse gamle mennesker.
Om dengang stormfloden væltede hele gården, jeg var på. Da gårdens ejer vågnede midt
om natten, og så vuggen sejlede rundt omkring i soveværelset. Om redningen af dyr og
mennesker, der boede ude på den ensomme ø, som det var blevet til næste dag. Mange af
fårene druknede den nat. Får havde de haft i en menneskealder, og det var deres hoved
ernæring, det som gården og menneskene levede af Får og så studene.
En eneboer, som boede langt ude bag skovene, kom jeg meget sammen med. Jeg har skrevet
hans livshistorie et andet sted, derfor har jeg undladt den her. Han var et dejligt og godt
menneske, og jeg syntes ualmindelig godt om ham.
Der var en søn i samme alder som mig. Vi kunne ikke sammen, derfor rejste jeg, da det
halve år var gået. Det var måske også den gamle forkarls skyld. Han havde været der i
mange år, og han var ikke nem at komme ud af det med. Den dag bonden kaldte mig
FRIKADELLESLUGER, blev min
Det var en overraskelse at få klø af disse fyre, og jeg lovede mig selv, at det var ikke sidste
gang, vi så noget til hinanden - altså karlene og jeg. Sådan noget lod jeg ikke sidde
uhævnet ret længe.
Før jeg vidste af det, kom lejligheden til hævn. Heldigvis havde jeg et par gode knojern i
lommen. Det havde jeg ikke den første aften, men efter den tid havde jeg altid. I mange år lå
de gemt i en eller anden lomme. De var rare at have.
Nogle aftener efter traf jeg hende igen, og hun fortalte da, at de andre karle havde tvunget
hende til at tage mig med hjem til gården, for at de kunne tæve mig, og at der blev holdt øje
med os. Godt - jeg fulgte hende hjem, og vi var dårligt kommet ind på gården, før de var
der. Fem kom der frem fra hjørnet af et af husene. Det var meningen, at jeg rigtigt skulle
have klø den aften, men jeg havde faet jernene på hænderne, så de kunne bare komme bøllerne. De havde stået og ventet på, at vi skulle komme. Pigen var sød. Vi stod og
snakkede om alt mellem himmel og jord, og lod os ikke mærke med, at luften var mættet
med slagsmål, og at jeg om lidt skulle have en rigtig gang klø.
Pludselig brød det løs. De fremmede karle var kommet helt over til os og spurgte om, hvad
jeg skulle der.
Ja, hvad tror I, sagde jeg og ventede ikke på, at de andre skulle begynde. Jeg vidste jo,
hvad de havde i sinde, så hvorfor vente på de skulle begynde? Jeg smed cyklen - for ind
mellem dem, og før de vidste af det, lå de to første og sprællede på jorden med dybe
flænger i ansigtet, og de andre havde fået så mange bank, at de tog flugten ud af gården.
Da de to, som lå på jorden vågnede op, gav jeg dem endnu flere bank, inden de tog flugten
ud af gården, og så stod jeg alene.
Pigen var flygtet ind p'sit værelse. Det var der vel ikke noget at sige til. Hun troede
velsagtens, at jeg var blevet lavet om til plukfisk. Fem om en - det var jo mange, men jeg var
klarede det ved det, at jeg kom dem i forkøbet og busede ind imellem dem. Det havde de ikke
regnet med, og det var min redning.
Nå, jeg børstede mig lidt af Nogle rifter havde jeg trods alt faet, men ikke mange. De
fremmede karle var blevet så overrumplede, at de ikke fik tid til at slå fra sig.
Nogle aftener efter mødte jeg pigen i Bjergby Forsamlingshus. Vi snakkede lidt om,
hvad der var sket. De fremmede karle havde som sagt truet hende til at lokke mig i
baghold, for at de kunne prygle mig. Jeg var jo fra en anden by.
Pigen og jeg blev de bedste venner efter den tid, men min forelskelse var forbi, og jeg turde
dårligt se på en pige - langt mindre snakke med hende, hvis der kom en og ville have en
passiar, når jeg var til fest eller andre steder.
Efter den tid fik jeg ord for at være en slagsbror, som man skulle passe på ikke at blive
uvenner med. Det var jeg nu ikke, men jeg havde altid knojernene i lommen, og mange gange
hjalp jeg en kammeret, når han var i bekneb og truet af en omgang bank. Efterhånden var det
ikke så fa slagsmål, jeg havde deltaget i. Jeg ventede ikke på, at de andre skulle slå først, nej,
lige på - så gik det hele af sig selv. Det var sjældent, at jeg selv fik ret mange knubs - engang
imellem - men ikke ret tit.
Nej, det var om at slå først, og så var det slagsmål vundet.
Jeg husker en gang. Det var midt om natten. En af mine kammerater kom og bankede på
vinduet, hvor jeg lå og sov. Han havde fået tæsk i Erslev Forsamlinghus. Det var jo ikke så
godt. Han var ikke nem at tæve ellers, men der havde været for mange om ham, så han
havde faet klø. Nå, jeg op og fik noget tøj på og ud af vinduet.
Det blev slagsmål for alle pengene. Tøjet revet i stykker og rifter og sår over det hele. Det
kunne Far og Mor ikke forstå, og de fik heller ikke noget at vide før lang tid efter, hvor Mor
fandt det iturevne tøj bagerst i skabet.
Og vi fik hævn over nogle bisser, som i lang tid havde generet os. Siden den aften kunne vi
fa lov til at gå i fred. De var ti - tolv, og vi var tre, og vi klarede dem. I lange tider var der
fred og ingen farer, men de kom - slagsmålene - det var umuligt at undgå.
Så en aften mødte jeg en pige i præstegården. Det var en aften, der var møde. Jeg havde nok
set hende flere gange, men ikke sådan lagt mærke til hende før denne aften, da hun kom hen
og spurgte mig, om vi ikke skulle følges ad hjem. Det var en omvej for mig, men
selvfølgelig sagde jeg, at det kunne vi da godt. Hun fortalte, at hun var bange for at køre
alene. Det var i et andet sogn og temmelig langt at køre.
Jeg fulgte hende hjem flere gange, og det var hun glad for, men der var ikke noget med
kæresterier eller den slags. Vi var gode venner - snakkede og havde det dejligt sammen.
Men selvfølgelig varede det gode ikke ret længe. En aften, da vi kom hjem, hvor hun tjente,
stod der tre, fire karle og ventede på os. Det var meningen, at jeg skulle have klø. Jeg var jo
fra et andet sogn og fremmed i byen, så de var nødt til at passe på deres piger.
Det blev slagsmål for alle pengene, men jeg klarede dem. Jeg tror ikke de fire karle så
godt ud bagefter, for selvfølgelig havde jeg mine knojern med - og brugte dem også. Men
- jeg så nu heller ikke godt ud med mange rifter, og tøjet revet i stykker. Det var det
værste, for hvad ville Mor sige, når jeg kom hjem.
Men Dorthea fik mig med ind i køkkenet, og mens jeg vaskede det værste af skidtet og
blodet af, syede hun mit tøj sammen. Bagefter fik vi en kop kaffe. Vi havde det dejligt.
Konen i huset kom op for at se, hvad det var for en skvaldren, og så fik hun en kop kaffe
med, inden jeg kørte hjemad.
Vi mødtes mange gange efter den aften, og kørte mange ture i omegnen, hvor der var meget
kønt at se. Hun var en rigtig bondepige og en god kammerat, som kunne snakke om alt
mellem himmel og jord.
I flere år kom jeg sammen med hende som en god ven, og jeg var aldrig genert, når vi var
sammen, netop fordi hun var så jævn og ligefrem, og aldrig betragtede mig som andet end en
god ven. Hun lærte en flink landmand at kende, som hun blev gift med. Jeg besøgte dem flere
gange, inden jeg rejste fra min fødeø, og jeg blev altid modtaget som en kærkommen gæst.
De havde en lille ejendom med 6 Øer og en hel del andre dyr. På disse besøg mindedes vi
gamle minder og pudsigheder. Sådan et besøg glædede jeg mig over lange tider efter, og jeg
glædede mig til næste gang, jeg skulle besøge dem. De var ualmindelig flinke begge to.
Som sagt blev Far syg i høstens tid. Han fik lungebetændelse, og han døde inden mange dage
kun 47 år gammel. Det var et chok for mig. Jeg syntes, det kom så pludseligt. Sidste nat var
vi alle hjemme og sad og vågede hos ham. Om morgenen skulle jeg op i min plads, men jeg
fik lov til at gå i seng og sove. Jeg syntes ikkejeg havde sovet ret længe, da bonden kom og
vækkede mig, for at fortælle mig, at Far var død. Klokken var omkring ti, og jeg fik lov til at
tage hjem resten af dagen. Da jeg kom hjem, var de ved at ordne Far til hans sidste lange
søvn. Min farbror var der og hans kone. Det var nærmest dem, der gjorde Far i stand og lagde
ham i kisten. Da de var færdige dermed, blev han sat over i vognmandens garage, hvor der
var pyntet med gran og blomster. Der var intet kapel dengang. Den dag da Far blev begravet,
var det et uhyggeligt vejre med storm og regn. Inden begravelsen fik alle dem der kom, for at
følge Far til Galtrup Kirke kaffe, og der kom mange. Selv godsejeren fra Ullerup og mange
andre betydende folk fra sognet, men det var mest folk fra vores egen stand, der kom.
Som sagt var det et uhyggeligt vejr, som jeg aldrig glemmer. Præsten var syg i de dage, men
var stået op, fordi han selv ville gøre Far den ære at foretage jordfæstelsen. Han havde jo
kendt Mor og Far gennem flere år, og var kommet på besøg - både ham og hans kone,
sommetider flere gange om ugen. Han holdt en ualmindelig pæn tale - både i kirken og ude
ved gaven.
Var det et uhyggeligt vejr, så blev det endnu mere uhyggeligt, da vi skulle sænke Far ned i
gaven, for da brast et af tovene eller rebene, og kisten kom næsten til at stå på enden. Flere af
de kvindelige i følget skreg, bl.a. min kusine som var gravid. Hun kom på sygehuset og blev
fra den dag lam i
benene, og kom aldrig til at gå mere. Få år efter døde hun. Nej, det var en dag, som
jeg aldrig glemmer.
Efter begravelsen var den nærmeste familie med hjemme og spise.
Hvordan Mor klarede dagen og vejen bagefter, ved jeg ikke rigtig, for der var jo tre
ukonfirmerede piger, og hjælpen fra det offentlige var jo- ikke stor dengang. Ikke i vor
kommune, der jo var ren venstre styret. Nemt har det ikke været. Min storebror flyttede
hjem. Han var dengang dræningsmester, så jeg vil tro, han har hjulpet dem, så godt han
kunne. I de pladser vi andre brødre havde, fik vi, når der blev slagtet, et stykke sul med
hjem til dem.
Da jeg havde været et år i Bjergby i samme plads, syntes jeg, at det var på tide at flytte, så da
det nærmede sig maj, ja, længe før den tid, søgte jeg hyre på et af de skibe, som kom til
Nykøbing, men uden at få noget, så tilsidst tog jeg plads på en stor gård ovre på Sjælland.
Jeg var forkarl. Det var en streng plads. Tidligt op klokken 5 og ikke fyraften før klokken 6
aften. Foruden mig var der to andre karle, en gift husmand og en gift fodermester. Der var 60
Øer og et stort opdræt, men dem havde vi ikke noget at gøre med.
Vi havde en masse heste - belgier - og mange præmiedyr. Det var et stort arbejde at passe
disse, især når det nærmede sig de store dyrskuer, hvor de skulle med for at tage præmier
hjem. Jo, det var en streng plads, men vi havde det godt og fik god mad. Det var en af de
pladser, jeg lærte mest på, men da sommeren var gået, rejste jeg alligevel tilbage til Mors. Jeg
havde ingen ro på mig, syntes at jeg skulle være alle steder på en gang. Bonden var ked af, at
jeg rejste, og bød mig en god løn for vinteren, mere end jeg kunne få andre steder, men jeg
rejste alligevel.
Tidligt om morgenen den første november startede jeg på cykel over Fyn. Det var
meningen, at jeg ville køre hele vejen hjem til Mors. Det var let frost med en god vind lige
i ryggen, så det godt fremad. Om eftermiddagen ved firetiden var jeg ved Odense. Jeg
havde fået en gc
~å
kke med fra gården. Den havde jeg spist i løbet af dagen, og jeg var nu blevet kaffe
tørstig. I udkanten af Odense fandt jeg en kaffebar. Jeg satte cyklen, og gik ind for at
bestille kaffe. Måske var jeg længe om at drikke den. Der var en god vartue, og kaffen var
god og jeg var træt. Selvfølgelig skulle jeg ikke have kørt længere den dag, men taget
ind på et hotel for at overnatte og få sovet ud og hvilet mig, men jeg havde sat mig for
at nå Fredericia den dag.
Da jeg kom ud igen, var det mørkt. Jeg havde vel siddet derinde et par timer. Klokken var vel
5 og det var november. På den tid af året var det jo tidligt mørkt. Jeg gik over, hvor jeg
havde sat cyklen, men den var væk - stjålet. Der var ikke andet for, end at gå op på
politistationen og anmelde, at cyklen var væk. Den var helt ny, købt lige til turen, så jeg var
lidt hed om ørene. Hvad skulle jeg nu? Ja, der var ikke andet for, end at tage toget til
Nykøbing. Det blev et slæbe- fragttog, så det ville tage sin tid, inden jeg nåede hjem. Jeg
nåede ikke længere end til Glynøre. Den sidste færge var sejlet, og den næste kom ikke
før ved titiden næste morgen.
Der stod jeg uden ret mange penge på lommen. Jeg prøvede at banke et hotel op, men de
må have sovet godt, for der kom ikke nogen.
Hvad nu?
Hundekoldt var det. Ø gik en tur randt i -den mørke og mennesketomme lille by. Ikke et lys
eller et menneske var der at se nogen steder. Nå, jeg kom ned til havnen, hvor der lå en del
fiskekuttere. Mon der skulle være håb om, at en af dem ikke var låset. Jeg kendte den slags
både fra Ø i tiden, og prøvede flere af dem. Men der var låset. Til sidst var jeg heldig endelig en, der ikke var låset. Jeg gik derned og fandt en god kane. Jeg var ikke længe om at
komme ned i varmen, for jeg frøs som bare....
Hvor længe jeg havde sovet, ved jeg ikke. Jeg syntes ikke særlig længe. Klokken var
omkring 4, da jeg blev vækket af en vred fisker. Selvfølgelig var det ejeren af båden. En
mægtig stor og kraftig fyr, og hvor var han gal og vred i hovedet. Han stod bøjet-over mig,
og ruskede i mig, så jeg troede, at jeg nærmede mig mine sidste dage eller timer.
Nå, da jeg var blevet lidt vågen, og fik forklaret ham, hvorfor jeg lå her og sov, blev han god
igen, men det varede længe. Efter lidt snakken frem og tilbage blev vi enige om, at en god
kop kaffe kunne da være godt. Da vi var færdige med-at drikke den, hjalp-jeg ham med at
rigge til til dagens arbejde på fjorden.
Imens var der kommet to mand til, og de gloede jo lidt, men efter at have fået forklaret,
hvorfor jeg var der, var de flinke nok. Så kom færgen til Mors, så jeg sagde pænt farvel og
tak, og så dampede jeg af. .
Jeg var hjemme hos Mor ved otte tiden. Hun blev jo noget overrasket over at se mig på den
tid af dagen. Hun vidste ikke, at jeg kom hjem, men troede at jeg gik på Sjælland. Vi fik så
mas og flere kander kaffe for, hvor var jeg sulten. Det havde jo været et strengt døgn - det
sidste. Bagefter gik jeg i seng. Jeg tror, at jeg sov et helt døgn oven på den tur.
Jeg var så hjemme en månedstid, og havde lidt arbejde her og der, inden jeg igen søgte hyre
på et af de små skibe i købsstads havnen - uden at få noget. Til sidst måtte jeg tage en plads
hos en bonde igen. Det blev som fodermester på en gård i Fårtoft helt ude ved fjorden, bag
ved Bjergbys store bakker. Der var langt derud, men der var dejligt. Jeg skulle passe 20
malkekøer plus opdræt, så der var jo ikke så meget arbejde, men megen fritid. Det var to
brødre, der ejede gården. Deres gamle Far boede hos dem, og en søster, der var enke, var
husbestyrerinde. Hun havde en lille pige, jeg tror, hun var 5-6 år dengang. Denne fille
størrelse fulgte "g inden længe i stald og lade og alle steder, hvor jeg var, skulle hun også
være. Hun hjalp mig med at fodre køer og kalve, alt skulle hun prøve. Jeg tror nok, at
moderen blev lidt jaloux , for pigen ville hellere være ude hos mig, end inde hos moderen.
Om aftenen måtte jeg lære hede A B L og tegne for hende. Jeg ved ikke hvorfor, men alle
de steder, hvor jeg har været, og der var børn, så hang de ved mig. Jeg syntes ikke, jeg
gjorde noget særligt eller legede med dem, men alligevel kunne de lide at følge mig. Dette
har undret mig.
Nå, men ellers spillede jeg kort med den gamle og de to sønner - somme tider til langt ud
på natten. Jo, det var en dejlig vinter, jeg oplevede der på den ensomme gård i Fårtoft
Bakker.
Da det begyndte at blive forår, meldte uroen sig igen i mig. Jeg måtte ud og se noget nyt opleve noget andet. Jeg satte en annonce i en af de store blade, og fik omkring 200 svar.
Der var noget at vælge imellem - næsten for mange. Jeg karme ikke bestemme mig, hvor
jeg skulle rejse hen. Mange bød en god løn, men alligevel - det var ikke nemt. Der hvor
jeg var, bød de mig også en god løn, og de var meget kede af, at jeg ville rejse.
Men så kom der en annonce i vores egen avis. Det var på Læsø. En bonde i Byrum søgte en
enekarl. Det var lige den plads, jeg havde ventet på. Jeg ved ikke hvorfor, men jeg skrev
dertil, og inden mange dage havde jeg faet pladsen der, og skulle møde 4. Maj.
Lønnen, ja den var mindre, end jeg var budt fra andre steder, men nu skulle det være der,
jeg skulle hen, så var der ikke noget at gøre ved det. De, jeg kendte, sagde jeg var tosset, at
jeg ville derud på den lille ø, men jeg grinede bare af dem.
I den tid jeg havde været i Får-toft, havde jeg ikke været hjemme hos Mor ret mange gange.
Når vi havde slagtet, fik jeg et stykke flæsk eller kød, som jeg skulle køre hjem med. Jeg tror,
jeg havde det alt for godt på gården. Når man gik inde i den varme stald hver dag, så var det
koldt at komme ud, måske var det også afslapning efter den strenge sommer på Sjælland.
På gården i Fårtoft havde vi en pige. Hun var 16 år og hjalp til i huset, var med til at malke og
når der var brug for hende i laden, eller når der skulle tærskes sæd. Hun var temmelig kraftig
af sin alder, og kunne gerne gå for at være en tyve *rig. Hun var meget mild og godheden
selv. Hun lagde an på mig fra den første dag, jeg kom til gården, men jeg havde sagt farvel til
al det pigesjov. Da hun opdagede, at der ikke var noget at gøre, var hun den bedste kammerat,
man kunne få, og vi havde en dejlig vinter sammen. Hun kunne godt lide at omme til bal, og
hendes løn var ikke så stor, at der kunne blive råd til pudder og den slags. Hvad gjorde hun
så? Hun tog med hånden på den kalkede væg i sit værelse, og gned det rundt i ansigtet, og så
var den i orden.
En dag vi var alene hjemme på gården, havde vi besøg af hendes mindre søskende. De hjalp
mig med at fodre dyrene, og vi havde det dejligt. Da vi havde spist, og faet malket køerne, fik
vi kaffe, og så skulle de hjem. Der var langt at gå for de små størrelser, men deres storesøster
sagde, at de sagtens kunne gå alene hjem. Det var i den tid, hvor hun lagde an på mig, så det
var med at fa dem ud af døren, og blive alene med mig.
Det blev der ikke noget af, for jeg sagde, at vi begge kunne følge børnene hjem. Det gjorde
vi så. Vi fik aftenskaffe inden, vi igen gik hjem til gården. På vejen hjem fik jeg så fortalt
hende, at det med kæresteri kunne der ikke blive noget af. Lige straks blev hun sur, men jeg
blev ved med at tale med hende, og til sidst forstod hun mig. Det var den aften, vi blev
kammerater. Ja, sådan er der jo så meget. Pigekrammeri, nej det var slut, men som
kammerater og venner er der ikke noget, der er bedre end - i de fleste tilfælde da.
Endelig oprandt den dag, da jeg skulle sige farvel til min familie og til dem på gården, hvor
jeg havde haft en dejlig vinter. Det var værst med den lille pige af husbestyrerindens. Hun
ville ikke af med mig, og hun græd sine tårer, fordi jeg ikke ville blive. Også naboen kom for
at sige farvel. Hvordan han kunne huske, at jeg skulle rejse, er ikke til at forstå, da han var
konstant fuld - ikke af spiritus, men af sprit. Han havde en stor gård, men var gjort umyndig.
Han var godheden selv og en meget klog mand. Jeg havde af og til faet ham ind i stalden, når
han syg og elendig var kommet ned forbi gården. Jeg havde også enkelte gange givet ham en
skilling til en flaske sprit.
Da han sagde farvel, græd han og sagde, at det var en skam, jeg skulle rejse, for der var
meget, han gerne ville have snakket med mig om endnu. Det var meget sjældent, han
snakkede med fremmede, men jeg havde faet hans fortrolighed, og det var meget, han
havde fortalt mig, når vi gik inde i den varme stald, om sig selv og meget, meget andet.
Han kendte alle og alt om øens historie, om gamle slægter, der havde levet på gårdene
rundt omkring.
Han fulgte mig helt ned i gården, da jeg skulle køre, og blev ved med at sige:
Hvorfor rejser du, hvorfor rejser du? Jeg kunne da så godt lide dig. Jeg synes nu, du skulle
blive. Kan du ikke blive?
Det var næsten ikke til at holde ud at høre på, så jeg skyndte mig at køre. Nej, han havde
det ikke godt, men han var til dels selv skyld deri, men jeg havde medlidenhed med ham.
Et stykke tid efter hørte jeg, at han var død.
Aftenen før jeg skulle rejse, var jeg hjemme og sige farvel til Mor og mine
søskende. Det var nemmere end i min plads. Mor sagde:
Opfør dig nu pænt derovre i din nye plads, så vi ikke hører dårligt nyt derfra, hvor du skal
Sådan var det, hver gang jeg rejste ud_ Ikke et bebrejdende ord om at jeg ikke blev hjemme,
nej, det var som om, det ikke kunne være anderledes. Kun de ord:
Opfør dig nu pænt, og så farvet til vi
ses igen, fulgte mig når jeg tog afsted
igen.
Efter en lang og trættende dag i toget, nåede jeg Frederikshavn, hvorfra der var forbindelse til
Læsø med en lille damper. Den havde kun en tur om dagen, og desværre var den afsejlet mod
Læsø, da jeg nåede havnen_ Det var ikke så godt, da jeg havde regnet med at nå den lille
Kattegats ø den dag. Det blev altså lyv, så jeg måtte overnatte i den lille fiskerby. Først måtte
jeg ud og have noget at spise et eller andet sted. Da det var overstået, gik jeg i cirkus. Jeg_
husker ikke, hvad det var for et cirkus. Det var ikke stort, men forestillingen var ret god. Ved
siden af mig sad to piger, og ved siden af dem sad en halvfuld mand, som generede pigerne:
Til. sidst blev det for meget, og jeg kom til at vinke ham et par på skrinet.
Bagefter trak en betjent af med ham_ Pigerne_var_gladefor at komme af med ham, og vi
overværede cirkusforestillingen sammen. Det blev dyrt for mig, for bagefter måtte jeg give
kaffe på en lille, hyggelig.cafe_ Vi morede os dejligt - sad og-snakkede til det blev lukketid.
Bagefter fulgte jeg dem hjem. De havde arbejde der i byen.
Det var en dejlig aften, jeg havde haft, og klokken_ var blevet. mange _ Jeg blev enig med
mig selv om, at det ikke var umagen værd at finde et sted, hvor jeg kunne sove, så jeg gik en
tur rundt i byen og ud til havnen.
Havet så pragtfuldt ud t det stille vejr, og månen. skinnede- Hvor var, det dejligt, og jeg nød
det_ Jeg tror, jeg sad nede på en af de lange havnemoler et par timer. Til sidst blev jeg
alligevel søvnig og gik op i byen.
Oppe midt i byen var der en af de her hutikker,_hvor man gik
m~ellem_udstillingç.vinduerØ til døren ind til butikken. Derinde foran døren var der læ,
og foran døren lå en stor tyk måtte. Der lagde jeg mig og faldt straks i søvn.
Hvor længejeg_ havde sovet, ja - det-ved. jeg_ikke - måske en times tid.
Jeg vågnede ved, at en stod og sparkede til mig. Jeg glippede lidt med øjnene, inden jeg
rigtig blev klar over, hvad det var_ Det var en_ stor betjent, og han var lidt bøs og ville
have at vide, hvad jeg lavede der. Som om han ikke kunne se, at jeg lå og sov. Han havde
jo stå et og sparket mig vågen. Han ville vide, om jeg havde nogle-papirer på, hvor jeg
kom ftA~oghvor jeg skulle hen- Dette forklarede jeg ham, men jeg havde ingen papirer
derpå. Jeg huskede ikke i øjeblikket, at jeg-havde mit flyttebevis.
Ja, så er det nok bedst, at du går med_ mig ned-på- stati~ sagde han og greb mig_i den ene
arm. Så traskede vi ned gennem byen, men inden vi nåede så langt, var jeg blevet vågen og
huskede dette flyttebevis. Jeg sagde til ham, at jeg_hav£e.sådap et.
Lad mig se, sagde han, og efter at havde studeret det og spurgt om en masse ting, sagde han:
Ja, ja gå så, men ud af byen. Det er jo. snart morgen, og-før klokken seks vil vi ikke_ se
dig_ her, at du ved det.
Det måtte jeg love ham_ Lige uden for byen lå en lille granholm- Der lagde jeg mig så til at
sove. Jeg sov alt for længe, så færgen var igen sejlet. Den nat sov jeg på et lille hotel. Jeg
ville ikke risikere at komme for sent en gang til_ Jeg måtte også telefonere til Læsø, at jeg
var blevet forsinket og opholdt mig i Frederikshavn. Hvorfor jeg var blevet forsinket,
nævnede jeg ikke noget om.
Så fulgte en lang dag med at vente på færgen. Den sejlede ved to tiden om eftermiddagen,
men der var jo en masse at se på i byen og ved havnen, når fiskerkutterne kom ind med
nattens fangst. Langt om længe var jeg ombord på damperen_ og på vej til Læsø_ Efter en
god sejlads nåede vi frem til Vesterø Havn på den lille ø. Hvor så alt øde og fattigt ud i
den næsten mørke aften, men jeg kom ret snart til at elske den lille ø og dens beboere.
Med en gammel rutebil kørte jeg fra Vesterø ad den eneste landevej, som gik fra den ene
ende af øen til den anden - altså fra Vesterø over Byrum til Østerby. I Byrum skulle jeg af
ved en købmandsbutik. Udenfor butikken holdt en mand med en gammel fjælevogn med
et par heste for. Jeg spurgte ham om vej til den adresse, jeg havde faet opgivet, og hvor jeg
havde fæstet mig for sommeren. Ø havde en lille og meget brugt pibe i munden fra hvis
underside mundvandet hele dryppede hele tiden.
Det var bonden, jeg skulle være hos, fortalte han. Jeg skulle bare stige op i kareten. Det
gjorde jeg, og efter megen skænden og slag med pisken, fik han langt om længe vågnet de
to heste, så de satte sig i bevægelse. Så gik det i skridtgang neg gennem den lille landsby,
mens piben dryppede og røg som en skorsten. Det var ikke mange ord, der blev sagt på den
tur. Jeg spekulerede på, hvor langt vi skulle ud i ødemarken. Det var vist noget kedeligt
noget, jeg var gået med til dette her.
Men køreturen var ikke så lang - vel 10 minutter kørte vi, så drejede han ind mod en stor
hvidkalket firlænget gård og standsede udenfor porten.
Ja, så er vi hjemme, sagde han og begyndte at spænde hestene fra vognen. Jeg begyndte at
hjælpe ham, men inden vi var færdige, kom to kvinder ud af porten og over til os. Det var
hans kone og datter. De lignede nu også hinanden. Var der ikke blevet snakket meget under
turen hjem til gården, så kan det nok være, at det blev der nu. Jeg blev budt velkommen af
dem begge og ja, jeg kan ikke huske, hvad der blev sagt, men det var ikke lidt i hvert tilfælde.
Da vi var færdige med at spænde hestene fra og sætte dem på stald, kom vi ind for at fa
noget at spise. Jeg var også sulten, da jeg ikke havde faet noget hele dagen.
To søstre til fruen var mødt op for at se, hvad jeg var for en størrelse og for at hilse på den
her nye karl, som kom helt ovre fra hoved landet, som de kaldte Jylland. De var nu meget
søde - gammel jomfruer begge to - og boede sammen i et lille hus omme i Byrum.
Vi fik kaffe og hjemmebagte kager - bagt af mel, som de selv havde avlet og tilberedt. Alt næsten da- blev lavet fra varer de selv havde avlet eller høstet. Det var ikke meget, der blev
købt i butikkerne. Rugbrød og sigtebrød var af egen avl og der blev bagt hver tredje uge alt
det brød, som de skulle bruge. Til at begynde med kunne jeg ikke rigtigt lide smagen, men da
først man fik sig vant dertil, var det godt, og det blev aldrig tørt, som det brød man fik i
butikken.
Da vi var færdige med at spise, var vi ude at bese gården og den jord, man kunne se derfra.
Den var meget sandet, og jeg tænkte, at der kunne da ikke gro megen sæd på disse magre
marker, men jeg blev klogere. Der blev en god høst_ i betragtning af jorden beskaffenhed.
Men der blev heller aldrig tørt, da grundvandet kun lå 50 cm under overfladen. Dette måtte
være grunden til, at der blev så god en høst.
Meget af markerne lå ude på noget, man kaldte rønnene= Der var også marker oppe i
klitterne, men dem kunne man ikke se fra gården, så dem fik jeg ikke at se den dag.
Efter at have hjulpet bonden med. at fodre og malke køerne, var det tid til at spise igen, og så
var det sengetid. Mit kammer lå ude i laden mellem hestestalden og kostalden. Jeg tror det
oprindeligt havde været beregnet til roehus om vinteren. Der var et. lille jernvindue, så der
kunne komme lidt lys ind, men ingen varme. Ville jeg have varme, kunne jeg lukke op til
kostalden. Det gjorde jeg af og til. bugten var ikke så slem, når først man var vant dertil, og
det var helt hyggeligt at høre køerne tygge drøv. Og lys - nå hvad jeg skulle jo kun være der,
når jeg skulle sove.
Den næste dag skulle jeg så begynde at arbejde og lære noget nyt, for selvØlgefig var alt
anderledes her på denne lille ø. Folkene og måden at drive landbrug ja, alt sammen. Det var
jo ikke som de landbrug, jeg var v4nt til.
Øen var flad med en højderyg langs hele øen, hvor landevejen gik og hvor husene og gårdene
lå. Markerne lå fra denne højderyg ud mod stranden. Disse lå så lavt, at det var umuligt at
dræne med rør, som jeg var vant til_ Nej, der var, grøfter i markerne med. en 15 meters
afstand mellem hver. Det
gjorde markarbejdet noget besværligt, men det var den eneste måde, at holde vandet i en
bestemt dybde af markerne.
Som før skrevet gik landevejen langs høj
ggen på øen, og langs den lå gamle og nye
huse - alle malet i stærke farver. For de gamle ejendommes vedkommende var det dog
bindingsværk og de var hvidkalkede og med flere meter tykt.tangtag__som hang-næsten helt
ned til jorden. -c-så meget kønne ud, og indeni var der meget rummelige stuer med gamle og
ualmindelig kønne møbler og bilæggerovne til opvarmning_ I disse blev der fyret ude i
køkkenet_-eller helt udenfor med lyngtørv. Det tømmer der var brugt til at bygge disse gamle
gårde med, sagdes det, at det stammede fra strandede skibe gennem flere hundrede år. Kønne
så de ud i det flade landskab.
På den ene side af vejen lå de flade marker og rønnene. Længere ude var der noget, der
kaldtes hornfiskerøn. Ved højvande var der en ø, men ved lavvande kunne man gå derud ja,
også køre. På den anden side af vejen lå klitterne og store lyngklædte bakker, hvorfra der
var en vid udsigt over hele øen og ud over havet til Hirtsholmene. Et storslået syn, som jeg
aldrig havde set magen til andre steder i Danmark, hvor jeg havde været.
Hver gård eller ejendom havde sit stykke i klitterne og på_ rønnene. Det var ikke til at dyrke,
men nogle kreaturer gik her om sommeren. Mange får fik også føden her, og ulden blev
forarbejdet på et spinderi, som lå i Byrum. Noget af lyngen blev slået af og kørt hjem som
foder til køerne. Det gav en fed og dejlig fløde. Den flerårige lyng blev brugt til brændsel, når
der skulle bages i de store ovne.
Under dette lyng var der et tyndt lag - lyngtørv - som blev skrællet af med en særlig slags
spade. Det var dem, der blev brugt til bilægger ovnene. Alt dette var var en mærkelig og
storslået natur, og dog så fattigt når man så det første gang.
Der var også en lille egeskov eller nærmere krat, som det sagdes at stamme helt tilbage fra
dronning Margrethes tid. Ja, det sagdes, at der havde været store skove over det meste af
Læsø, men da øboerne skulle svare deres rentepenge til det store bispesæde i Viborg, udvandt
de salt af havvandet i store saltgryder, som man endnu kan se spor af ude på rønnene. Dertil
skulle man bruge brænde, og så gik det ud over skovene. Tilsidst var der kun den lille lund,
som blev fredet. Saltmilene var store udgravninger i sandet. Ved højvande fyldtes de med
havvand, og når så havet trak sig tilbage, var disse gryder fulde af vand_ Solen_ og vind og
vejr fordampede så vandet der stod i disse gryder, og saltet sad så som en skorpe tilbage.
Dette blev så skrabet af og kogt og renset i store jerngryder. Saltet blev så sendt til Viborg.
Da skovene forsvandt fik sand og lyng magten over den lille-ø- Under en stor storm og
sandflugt blev en hel by begravet under flere meter sand. Beboerne måtte så flytte byen ind
på mindre udsatte steder - der hvor Byrum ligger
Jeg fik også fortalt, at når en skulle bygge et hus - altså dengang de byggede tangdækkede
huse og gårde - så tog de en lygte, bandt den på en stud eller en kos pande, og trak den så ude
i strandkanten. Når så skibene så dette lys vugge op og ned, når koen gik, troede de det var et
skib og at der ingen fare var på færde. De sejlede så længere ind mod lyset. Selvfølgelig
strandede de, da de jo ikke kunne vide, at lyset kom fra stranden. Var der nogle af
sømændene, der reddede sig i land, blev de slået ned og kastet ud i havet igen. Næste dag
plyndrede de skibet og huggede det i stykker, og så havde de tømmer til at bygge en ny gård.
Det var jo egetømmer, der kunne holde i flere hundrede år uden at det gik til.
Nå, tilbage til den lille egelund. Om sommeren blev der holdt fester og dans. Et
bræddeguly var lagt, og lokale musikere spillede op til dans i de lune sommeraftner, og
så blev der danset og sværmet mellem de krogede og mosgroede egetræer. Jeg vil tro, at
de fleste ægteskaber på Læsø havde fundet deres begyndelse her under de forkrøblede
træer, når månen sendte sine stråler ned over den ensomme ø med sine glade, milde og
meget overtroiske mennesker.
Mange sagn og historier har jeg hørt fortalt af gamle og unge Læsø boere, efterhånden som
jeg lærte dem at kende, og det var ikke kedelige de fortællinger, der blev mig fortalt, og
øboerne troede selv på dem.
I gamle dage var alle mænd på øen sømænd, der sejlede hele verden rundt_ Somme tider var
de væk i flere år, og imens passede konen jorden og ejendommen. Høje og stolte kvinder var
de - trofaste og uden svig_ Jeg har ladet mig fortælle, at i den tid manden var på havet, var
ingen kone dem utro, og jeg tror det, for i den tid jeg var på øen, hørte jeg aldrig om at nogen
var blevet skilt, for deres ægteskab gjaldt for hele livet.
Det varede ikke ret længe, inden jeg lærte en masse af øens beboere at kende, og jeg kom
sammen med dem til fester og i deres hjem. Det passede ganske vist ikke så godt dem, jeg
tjente hos. De vvar folk, som ikke havde ret stor omgangskreds, og jeg skulle helst sidde
hjemme hos dem, men jeg var kommet for at lære andre egne og mennesker at kende.
Det varede ikke så længe, inden jeg kunne komme og gå i flere hjem, som var jeg hjemme.
Noget gjorde vel, at de var nysgerrige efter at vide, hvor jeg kom fra, og hvor jeg havde
været. Der var mange af dem, som, aldrig havde været uden for øen - især kvinderne. De
elskede deres lille ø, og kunne slet ikke tænke sig at forlade den - ikke engang for en
enkelt dag, men de ville gerne vide, hvordan der så ud andre steder Danmark.
I et hjem kom jeg særlig tit -ja, næsten hver dag. Jeg tror næsten, jeg hørte med til familien til
sidst_ Det var hos en enkemand, som havde to sønner og en datter - alle på min alder. De var
meget gæstfrie og flinke. Datteren var som en Mor for dem alle, og hun havde holdt hus og
lavet mad for dem, siden Moderen døde. Da var hun kun en lille pige på 12 år, men hun
gjorde det godt. Der var meget hyggeligt i det lille hjem, og man følte sig hjemme med det
samme, man kom der. Derfor kom der også mange gæster, og Faderen kunne fortælle om
livet på Læsø, som det blev levet nu, og som det var blevet levet gennem tiderne. Det var
hans hobby, og han havde mange gamle bøger - værdifulde bøger om næsten alt. Han kunne
efterligne og lave mange ting i træ, så det så ud til at være meget gamle - især de gamle
bornholmerure. Dem lavede han mange af. Han sendte dem til København oh fik mange
penge for dem.
Fra ham lærte jeg meget om øen og dens historie, dens sagn og mange andre sjove ting.
Mange ture gik vi rundt på øen - i rønnene, i klitterne og alle steder, hvor der var noget kønt
at se.
Pigen og jeg kom særlig godt ud af det sammen, og snart gik vi ture alene for at studere
naturen, fugle og dyr. Der var mange fugle, som ikke fandtes andre steder i Danmark, hvor
jeg havde været. I timevis kunne vi gå og studere alt dette. Hun havde lært at kende alt, og
var næsten lige så klog som Faderen. Mange gange kom vi for sent hjem til madtiden, men så
havde Faderen sørget for dette, og mens vi spiste, måtte vi fortælle, hvad vi havde været
optaget af. Når vi så fortalte om noget, vi ikke havde set før, kunne han forklare os derom.
Der var ikke den ting, han ikke vidste besked og kendte noget til. Hvert et gammelt hus,
fugle, dyr og alt, hvad der kunne have interesse. Jo, vi havde det dejligt, og jeg var
velkommen i det lille hjem. Hun var den første til at byde mig velkommen, når jeg kom
derom_ Jeg tror, hun stod og holdt udkik efter, når jeg kom op over bakken, men jeg turde
ikke nævne, at jeg syntes om hende. Der var aldrig noget kæresteri mellem os_ Vi var bare
glade i hinandns selskab, glade for at kunne gå ture og for at overgå hinanden i at opdage
noget nyt - noget som vi ikke havde set før. Hun var høj, næsten lige så høj som jeg, og slank
- næsten for tynd. Hun var lyshåret, og kunne se noget kønt i alt - selv det grimmeste, og hun
forstod, at fa andre til at se det også.
Alt var kønt i hendes øjne, og hun forstod at fortælle det, så andre også kunne se det.
Alle kunne lide hende, og det kunne jeg også, men jeg turde ikke sige det til hende. Ærlig
talt tror jeg ikke, vi sådan tænkte over det, for bare vi var sammen fløj en dag uden at vi
vidste af det. I den tid jeg kendte hende, syntes jeg, at dagene var væk, før de var begyndt.
Så en dag var det forbi. Hun var lidt forkølet den sidste aften, jeg var der, og kom på
sygehuset i Frederikshavn. Fire dage efter var hun død. Hendes Far kom grædende om og
fortalte det til mig. Det var næsten ikke til at tænke på, at man sådan ikke skulle se hende
mere - gå ture rundt på øen sammen med hende mere. Det var, som alt var slået i stykker
for os tre mandfolk.
Den hele nat sad jeg hos dem, men det var ikke mange ord, der blev sagt den nat. Faderen
ville, at jeg skulle med over, for at hente hende hjem den næste dag. Det blev så, at vi
alene tog over tidligt den følgende dag. Faderen ville ikke have andre med - kun os tre
drenge alene.
Det var et regnfuldt og stormende vejr den dag.
Et modbydeligt vejr at sejle i den lange vej, men vi nåede da derover og hjem igen. Da vi
nåede havnen, var mange af øens beboere mødt op for at følge os det sidste stykke vej til
Byrum til hendes hjem, hvor hun skulle være til begravelsen skulle foregå.
Nu ligger hun i læ af den gamle kirke.
Det var næsten ikke til at komme over, selv om ikke vi var kærester, for sådan noget havde vi
aldrig talt om, men jeg vidste, at hun holdt af mig, som jeg holdt af hende. Bare vi var
sammen, kunne vi snakke om alt det, vi kunne lide og synes om i naturen og på den lille ø.
Hun havde aldrig været andre steder, og vil- det,heller ikke. Hun elskede sin ø for meget, og
nu kom hun jo ikke derfra. Var det skæbnen eller hvad - ja, så var det hårdt. Jeg ved det ikke
og forstår ikke meningen.
Jeg var helt ulykkelig, som hendes Far var det, og vi gik mange gange op til den lille plet
jord, der var hendes sidste hvilested.
_
Efter et stykke tid rejste jeg hjem på ferie. Jeg var hjemme en otte dages tid, og kom så
den dejlige lille ø igen. Jeg begyndte igen at komme sammen med de unge i Byrum, og dem
jeg kendte. De var flinke og forstod at trække mig ud til deres fester. I begyndelsen syntes jeg
ikke, at jeg kunne. Især var der en ung mand, som jeg snakkede meget med. Han var vist lidt i
familie med de fire. Han sagde, at han ikke kunne tro, at det var hendes mening, at jeg skulle
trække mig tilbage fra alt, og holde mig udenfor for alt det, vi havde været glade for i
fællesskab, fordi hun ikke var mere. Han fik mig til at gå lange ture. Ture som jeg kendte så
godt fra tidligere tider.
Og disse ture mellem fugle, natur, klitter og de øde rønne - fuglesangen - ja, jeg undrede mig.
Det var jo som før.
Så kom kammeraterne:
Du skal lige med hjem - eller vi skal lige i biografen og se den eller den film.
Til sidst var jeg med igen, men mange aftner var jeg lige en lille tur oppe ved den
blomstersmykkede grav.
Ovre i det lille hjern, kom jeg som før, men Faderen var blevet så sær og tungsindig - sad og
snittede og nuslede med sine ure og, hvad han nu fandt på. Han sagde ikke så meget. Det var
som om minderne i stuerne, var ham for stærke. Som om han ikke kunne tåle at være der, og
alligevel ville han ikke forlade dem. Men jeg forstår ham godt. Først konen og så datteren,
det må have været skrækkeligt at gå og tænke på.
Jeg prøvede at snakke med ham derom, og prøvede at fa ham med ud på mine ture rundt
på øen, men nej, han blev mere og mere sær_ Sønnerne tog ud at sejle, og så gik han der
alene. Han kunne ikke forstå, at jeg igen kunne komme sammen med kammeraterne, men
det var jo den bedste medicin for mig. Det var ikke til at holde ud at sidde og se på ham,
eller at lukke mig inde på mit kammer. Jeg måtte ud mellem de andre.
Alligevel gik jeg tit en lille tur ned hos ham, så længe jeg var på øen.
Så gik jeg alene ture ud i klitterne, på rønnene og videre ud på hornfiskerøn - den ø lignende
flade, hvor man kunne komme, når der var lavvande. Her var i hundredvis af alle slags
havfugle - måger - ænder - gæs og mange andre fugle. Kom man derud, var det ikke til at
høre, hvad man selv sagde, sådan en larm var der af skrigende fugle.
Derude havde jeg en mærkelig oplevelse, som jeg endnu undres over, og som man kan
sige ikke kunne passe, men alligevel er det så sandt, som jeg sidder her.
En sølvmåge kom hver gang jeg var alene derude og satte sig på min skulder, gned sit
hoved mod mit og små snakkede som om, den ville fortælle mig noget. Var der andre med
mig derude, kom den ikke, men fløj rundt om os. Var det hendes ånd? Eller hvad var
årsagen? Jeg forstod det ikke, men jeg gik tit ud for at snakke og hilse på den kønne fugl.
Noget unaturligt var der ved det. Først troede jeg, at det muligvis var en tam måge, men
det var det ikke. Det var, som kom den for at trøste mig, når jeg gik der alene. Jeg
snakkede med den om de andre fugle. Om den forstod mig? Jeg tror det. Den lagde
hovedet på skrå, som hun altid gjorde, når der var noget særligt, der optog hende. Den
kiggede og pludrede, som ville den svare på, hvad jeg havde fortalt den. Ja, noget må der
nu være, som vi ikke forstår eller fatter, og dette gjorde, at jeg helt fandt mig selv. Tilsidst
gik alt i sin gamle gænge igen.
Jeg var en lille smut hjemme hos Mor igen i nogle dage, og så blev det jul og nytår igen.
Nytårsaften var det en meget gammel skik, at når vi havde spist, besøgte man alle dem, man
kendte, ja, også dem man ikke kendte, hvis man kunne nå det.
Det foregik på den tråde, at når vi kom til det sted, man ville hilse på, så havde man et
eller andet, som kunne lave et mægtigt spektakel, når man trillede det hen over de toppede
brosten. Så kunne folkene høre, at der var fremmede. Så blev man budt ind på en skænk
og småkage. Der var ikke noget med at løbe og gemme sig, nej, man blev stående, til der
kom nogen.
Sådan gik det fra det ene sted til det andet.
Det første sted var hos en gammel skolelærer_ Han var lammet i begge ben og kunne ikke gå,
så han sad ved et åbent vindue, og så havde han en pige til at vaske glassene af efterhånden,
de blev brugt. Han skulle nok huske, hvem der ikke havde været for at hilse på ham. Han var
et dejligt menneske, og jeg besøgte ham af og til.
Den sidste vi besøgte, var en enke og hendes datter, som ikke var gift. De boede langt ude
på heden ud mod klitterne. Der var der dans, og vi fik kaffe og hjemmebagt kage - alt, hvad
man kunne spise. Dansen blev ved til langt ud på morgenstunden, og vi morede os herligt.
Der kom alle ud efterhånden, som vi nærmede os morgenen. Der var mange der blev ved
med at danse formiddagen med_ Jeg tror, at det var en af de fa gange om året, disse to
kvinder så fremmede folk.
Nå, jeg og et par stykker gik hjem ved fem tiden. På vejen hjem var vi lige inde på en gård.
Der var ingen hjemme, Ø vi tog to far ude i farestien, bandt dem og klædte dem lidt på med
noget nattøj, der lå i soveværelset, og så lagde vi dem pænt i sengen. Det så nydeligt ud,
men hvad mon folkene havde sagt, da de kom hjem. Vi hørte aldrig noget derom.
Så var det på hovedet i seng - altså da jeg kom hjem.
Jeg sov et helt døgn, og bonden skældte, så efter den dag forlangte jeg mine fridage. Før,
havde jeg fået dem, som det nu passede os begge to bedst. Det var vel også derfor, det gik
dårligt efter den tid. Der var næsten ikke en dag, hvor vi ikke skændtes. Især var konen skrap.
Heldigvis kendte jeg så mange, som jeg kunne besøge og var velkommen hos. Mange af dem
kunne ikke forstå, at det var gået så godt, og at vi ikke havde ramlet sammen længe før.
Nå, jeg passede mit arbejde som før, og tog slæbet for den ældre bonde, men forliges - det
kunne vi ikke.
Jeg havde fæstet mig for vinteren på gården, og jeg ville blive fæstemålet ud, selv om jeg
mange gange tænkte:
Nej, nu rejser du. Men jeg blev. Det dejlig mildt med ikke ret megen frost og ingen sne
den vinter, og jeg gik lange ture i min fritid.
Der var et utal af fremmede fugle, som kom fra de nordligere lande, hvor der var strengere
vinter, end vi havde her. Ellers gik den ene dag efter den anden - uden nogen særlig
afvekslen. Om aftenen var jeg gerne ude på besøg et af de steder, hvor jeg af og til kom, eller
i biografen og inde på cafeen og drikke en kop kaffe.
Til gården hørte en grusgrav. Af og til kørte jeg materiale derfra ud på vejene. Jeg var ikke
fæstet dertil, men det var en afveksling at komme ud, og der vankede også en kop kaffe af
dem, som skulle have gruset.
Efter at vi var blevet uvenner, ville. bonden have, at jeg skulle køre grus på kommunes veje,
men det sagde jeg nej til. Hvor blev han tosset. Men der stod jo ikke noget i mit fæstemål
derom, så han måtte-selv lure oa så nik jeg hjemme i stalden ng havde det ret hvuoPlint i )Pr
vØ~-~ oget arbejde ude i marken på denne tid af året. I fjorten dage snakkede han ikke med
mig, men eri dag var v '
så_'
tøre.,
Nej, hvor han gloede, men jeg fik lov at køre.
SidØden ag var der ikke noget Sædliiat i 7
n-, -- "et-godt— veir, ~
rte
han
vejen mellem
selv. Et lille stykke fra gården lå en gammel
mergelgrav. Den blev ikke brugt mere, men der var' mange vandhuller ,og
ål i disse
huller, så jeg forhørte mig, om der var nogen, der havde ret til at fiske der. Mergelgraven var
kommunens
et var der ikke jeg fik en skriftlig tilladelleznåat
jeg havde eneret til at fiske der. Bonden, jeg var hos, havde ret til at græsse sine-køer der om
sommeren og ikke andet.
Jeg fik fat_i..nogetmateriale _ '
n så kom det spændende_- var_Ø r ål?
En sen aften fik jeg anbragt dem derude i grøften, og tidligt næste morgen var jeg ude for at
e, om der var fangst-Om-ikke tier var__Revae riisser var firide til randen.
Jeg om til fiskehandlen - ville han købe ål? Jo, alle dem jeg` kunne skaffe.
Jeg kom så over med dem. Der var omkring fiQ pund den_ dag,_ og jeg fik pengene meddet~rne. Bonden havde set, at jeg havde fanget ål i mergelgraven, og det var hans, sagde
han.
Jeg sagde, at Jeg havde faet lnv til at fiske der alene.
Ham om til sognerådsformanden. Han kom noget slukøret
bage, men sagde ikke noget.
Den vinter fangede jeg ål, og fik Øe penge_h;emfor_dem,_end_ jeg skulle have i løahos
bonde, og hvem der ærgrede sig, det var bonden og vel nok især hans kone. De havde aldrig
troet, at der var ål i de små huller.
Da jeg skulle rejse, ville bonden Øe.rettit at_f ske er men en ung mand jeg kom meget
sammen med, havde jeg hjulpet til at få en skriftlig ret til at fiske, når jeg holdt op. Jeg kan
tænke, hvem der var meget vred,_dajeg__var-fejst.
Bønderne-ski edPC til ' øre deres mælk T* mejeriet Whaudevores tur 5 dage-ad-gangen.- E. i
dag var jeg lidt sløj og skidt tilpas, men kørte alligevel. Det hørte jo med til mit arbejde. Den
dag gik det galt, da jeg stod-oppe ved- mejem-ogArentedeØ at fa mælken afleveret, blev jeg
d~ faldt besvimet om på de toppede brosten. Hvordan jeg kom hjem, ved jeg ikke, men jeg lå
i sengen, da jeg kom til mig-~ igen. Jeg måtte. ligge i lang tid, da_jeg havde
fã!Lhjernerystelse iler gik--nge dage, før jeg overhovedet kunne huske nogen ting, og jeg
kom ikke til at arbejde ret meget merfe på g°
° godt Det-var
De driste dage gik med- at sige farvel til alle dem ,Jeg kom sammen med
_
og til mine
kammerater. Da det rygtedes, at jeg skulle rejse, fik jeg flere tilbud om plads og om at blive.
Det sidste var som bestyrer på en gård_ Det var en ældre.Øand—HanØm_et_pdage før, jeg
Om jeg da ikke ville blive og komme-over hosham_ Han-ville-give-en god løn, bare jeg ville
blive. Ja, han ville gerne fæste mig for flere år, om jeg ville, da han vidste, at jeg kunne og
havde forstand på at passe en ejendom. Det havde han set i den tid, jeg havde været på øen.
Jeg måtte desværre sige nej. Jeg vidste jo ikke, når jeg blev stærk nok til at arbejde igen.
Det var han meget ked af, da alle, han kendte, syntes godt om mig og sagde, at jeg var
meget dygtig, og gerne ville have, at jeg blev på øen.
Jeg turde ikke, selv om jeg havde aldrig så-Øegexi ly
lTmen_Øvde han presset
MIS_lidt-udnu, tror jeg, at jeg var blevet. Der var jo så dejligt på den lille ø, og jeg kunne da
aldrig tænke mig at finde noget- tllSVarende andre steder.
Dagen før jeg skulle rejse, var jeg på kirkegården for at plante nogle blomster.
BIoØSter, som_jeg_v
ffendesFar vaw der-også, og vi- gik og
hyggede om den lille grav, som var det sidste, etmenneske kan få på denne jord.
Resten af dagen var jeggæst i hendes hjem, og_ klokken blev mange, inden jeg sagde farvel.
Jeg gik så igen en lille tur på kirkegården. Det var dejlig stille vejr og måneskin. Jeg kom
ikke i seng den nat. Jeg gik lige fra kirken ned til rutebilen, som skulle køre mig til færgen,
og så var dette afsnit i mit liv forbi.
Bare man kunne leve det om igen. Nå, meagodt at man ikke selv bestemmer det, for så blev
det vist et væne ragnarok her på jorden_
Det var ikke meningen, jeg måtte tage arbejde foreløbig, men da jeg havde gået hjemme en
månedstid, kunne jeg ikke holde til dette driverliv længere. En morgen vi sad ved kaffen Mor og jeg -sagde jeg, at jeg blev nødt til at have noget rent tøj, for om to dage rejste jeg
til Sjælland. Mor blev himmelfalden og prøvede at få mig til at blive hjemme. Men, jeg havde
taget min bestemmelse, så Mor fik travlt med at se mit tøj efter.
To dage efter rejste jeg.
Jeg fik plads på en gård for resten af sommeren, og rejste så hjem igen til Mors. Jeg boede nu
hjemme hos Mor resten af vinteren. Min bror, som var dræningsmester, hjalp jeg med
dræning. Han havde en lille ejendom på nogle fa tdr. land ude i noget, der blev kaldt kæret.
Det var nogle ældre folk, som havde haft den i en menneskealder, men så døde manden, og
min bror købte så det lille landbrug. Enken flyttede ind til Dråby by. Da min bror ikke var
gift dengang, var der en datter af de gamle, som havde gået hjemme, som Nieis beholdt som
husbestyrerinde. Det var på den tid, jeg var hjemme og arbejdede for ham. Jorden grænsede
næsten ned til fjorden, og der var et mægtig godt andetræk.
Når min bror var på arbejde, passede pigen dyrene. Hun blev desværre lidt varm på mig,
og Niels blev noget så rasende jaloux. Jeg tror, han selv ville have haft hende, men det
ville hun ikke. Dette var uden grund - at han var jaloux - for jeg ville heller ikke have
hende.
På Sjælland havde jeg lært en pige at kende, og hende ville jeg have, om jeg kunne få
hende. Det regnede jeg med, for vi kunne godt lide hinanden, men hun var ikke
så.gammel. Derfor rejste jeg en tur hjem, for at se om hun syntes om mig igen, når jeg
kom tilbage.
Men jeg holdt lidt skæ&og-ballade-og-det-kunne-min-_bror-altså ikke tåle. Det blev værre
og værre med ham, og tilsidst turde jeg næsten ikke komme over og besøge dem. Det var
også galt, for så troede han, at jeg mødtes med hende, når hun var hjemme og besøge sin
Mor og sin lille dreng. Sådan en havde hun fået med en, hun havde været forlovet med. Det
er, hvad der kan ske. Ja, Niels var lige ved at blive meget vred på mig.
Da der var gået et stykke tid, bestemte jeg, at jeg ville snakke alvorligt med ham, men han
troede mig ikke. Kunne ikke tro det, sagde han.
Jeg har aldrig løjet for noget menneske, hvorfor skulle jeg så lyve for dig, sagde jeg, og så
gik jeg. Jeg besøgte dem en aften, og selvfølgelig holdt vi sjov, som vi plejede. Om hun
lagde mere i det, ved jeg ikke, men Niels ville dårligt snakke med mig.
Jeg fortalte så, at jeg havde tænkt at rejse tilbage til Sjælland igen ret snart, for dette var jo
helt vanvittigt. Han ville dårlig snakke med mig, når vi var Ø arbejde_ Nå, vi blev ikke
enige den aften. Hvad pigen og han havde snakket om, da jeg var kørt hjem, ved jeg ikke.
Da jeg mødte på arbejde næste dag, var han ikke kommet, og klokken var næsten ti,
inden vi så noget til ham. Jeg var begyndt at blive noget urolig.
Da han endelig kom, kaldte han mig til side. Hvad-deg-var-sket-mellem ham og pigen, ved
jeg ikke, men han troede, at jeg ville giftes med hende og tilbød at hjælpe os så godt, han
kunne. Jeg blev noget-hed om ørene, for så langt havde det-jo-ikke- været-mellem-piggenog mig, Dette-var jo helt ad helvede til, forstod jeg.
Nej, Niels så-langt har det aldrig_væretmelØ..pigen og mig. Det-har jeg aldrig tænkt pål- Det
må være dig, der har set spøgelser. At hun muligvis havde bildt sig dette ind, kan jeg ikke
gøre ved, og nu vil jeg rejse, men fiarst vil jeg i aften-korisme over til jer og snakke med
hende, så at vi kan fa en ordning på denne misforståelse.
Jeg var der, men Niels var ikke hjemme. Jeg fik snakket med pigen, og vi skiltes som gode
venner. Næste dag rejste jeg tilbage til Sjælland. Mor kunne ikke forstå, at det havde sådan
et hastværk og spurgte:
Det er vel ikke noget med Niels og hende pigen?
Nej, det er i orden, sagde jeg, og der har aldrig_ været noget.
Jeg fik ikke nogen plads denne gang, men kom ud at sejle, men ikke ret længe.
Jeg fik så plads i Skagen, Det var hos en fisker, som- havde arvet sin fars lille ejendom. Den
var ikke så stor. Der var to heste og fire køer. Markerne lå uden for byen mellem Skagen og
Gammel Skagen. Det skulle- være_ mit ~at passe dette_ Lønnen var ikke så stor, men jeg
havde det godt der. Det var jo vinter, så det var jo bare at passe dyrene. Så var der lidt strand
kørsel og hente nogle læs brænde ude i klit plantagerne, når en fisker manglede brænde til
vaskekedlen. Der var en masser at se i Skagen. Den store fiskerflåde, havnen og alle de
historiske bygninger og steder, som fandtes i og omkring Skagen, og så først og fremmest
den storslåede natur - øde og barsk.
Jeg var rejst tidligt om morgenen, og var ikke deroppe før ved to tiden om natten, og
endnu senere blev det, inden jeg fandt vesterby og det sted, hvor jeg skulle være. Der var
mørkt, ja, det var ikke så sært. På denne tid af natten sov vel de fleste. Fiskerne skulle
tidligt op om morgenen. Nå, jeg fik dem banket op. Fiskeren kom ud i den bare skjorte en kraftig ikke ret høj mand med rødt overskæg. Bagefter ham - konen - en lille tyk en , og
også i - ja, natkjole var det ikke.
Hvad er du for en fyr, som kommer her og banker os op på denne tid af natten?
Dette måtte jeg forklare, og jeg blev så budt velkommen. Så gik fiskeren i seng igen, men
konen blev da oppe. Det bedste af det hele var, at hun begyndte at dække bord. Jeg skulle da
have noget mad efter den lange rejse. Jeg var også skrupsulten. Sikket et bord hun fik dækket
med fisk tilberedt på alle mulige måder - stegt - kogt - syltede - tørrede - røget - og der var
mange forskellige slags fisk.
Nej, hvor jeg spiste. Bagefter fik vi den stærkeste kop kaffe, jeg nogensinde havde fået.
Imens jeg spiste, måtte jeg fortælle om det meste af mit liv. Hvor jeg kom fra, hvor jeg
havde været. Det var det mest utrolige konen spurgte om og fortalte. Nå, men langt om
længe blev vi da færdige, og så var det med at komme i seng. Mit værelse var oppe på
loftet, og jeg skulle dele det med en 14 årig -søn. Han lå og sov, da jeg kom derop, så ham
fik jeg ikke hilst på. Da jeg vågnede op ad formiddagen, var han gået i skole, men hans
Mor sagde, at han havde sagt-. Sikken en lille karl vi har fået.
Sikke nogle store øjne han gjorde, da han kom hjem fra skole. Han troede, jeg var en
gæst, indtil hans Mor sagde, at det var den nye karl.
Det var da ikke ham, der lå oppe i sengen i morges,
sagde han. Jo, det var det da
Jeg må have været kravlet godt ned i dynerne.
Vi kom godt ud af det sammen. Han viste mig rundt i byen og dens omegn, og varder
noget, jeg ikke var klar over, så var han altid rede til at stå mig bi med gode råd.
Han var fisker, og når han ikke var i skole, var han altid at finde nede på havnen hos
fiskerne. Det var også hans skyld, at jeg temmelig hurtigt lærte dem at kende. Fiskerne var
ikke nemme at komme i snak med og slet ikke, hvis det var en fremmed, som de ikke
kendte. Så skulle han først føles lidt på tænderne, men da jeg først kom i snak med dem,
var det mange historier, de kunne fortælle om livet på havet, om de oplevelser og farer de
havde været udsat for derude på det frådende vand.
I min fritid gik jeg ture langs stranden ud til Grenen - langs Vesterhavet til Gl. Skagen. En
dejlig tur som varede flere timer. Og ud i klitplantagerne, forbi Klitgården og ud til den
gamle kirke. Den var tilsandet, så der kun var tårnet tilbage. Ellers var jeg nede på havnen
hos de gamle fiskere. De kunne vel nok spinde en ende, men jeg troede nu ikke på alle de
historier, de fortalte mig, men jeg morede mig mellem de gamle fyre, som sad der på
bænkene lige fra morgen til aften.
Havet havde været deres liv, og så længe de kunne stavre ned til havnen, kom de den ene
dag efter den anden. Vejret skulle være slemt, hvis de ikke mødte.
En dag jeg var en tur langs stranden, så jeg folk stå i en klynge et stykke oppe ad stranden.
Jeg gik op for at se, hvad de havde så travlt med. Det var en meget stor hval, der var strandet,
og ikke kunne komme ud igen. Den var vel omkring 10 meter lang, og når jeg stod ved siden
af den, kunne jeg dårlig se over den. En ordentlig kammerat. Op ad dagen var der en strøm af
mennesker derud. Jeg havde aldrig set så mange folk på stranden før, og i de kommende dage
kom der folk kørende fra hele Nordjylland. Fra aviserne fra hele landet kom de for at
fotografere og skrive om den store hval. Det var to fiskere;der havde fundet den tidligt om
morgenen, og de fik en god skilling, da den blev solgt til et kogeri.
Flere gange var jeg oppe i det høje fyr - et par enkelte gange om natten også - for at se
fugletrækket. Jeg havde hørt, at mange fugle mistede livet, når de kom ind i det stærke fyret,
men det var vist meget overdrevet. I hvert tilfælde var der ikke mange fugle vi samlede op, da
det blev lyst. Vi så mange fugle flyve forbi. Jeg vil tro, at det at lyset skifter, så det er mørkt
og lyst med sekunders mellemrum, får fuglene til at redde sig, inden de flyver mod de stærke
linser på fyret.
En nat var jeg med to mænd ude på strandvagt. To mænd havde en vis strækning, som de
skulle gå om natten, når det var uvejr og storm. Den nat jeg var med, var det storm omkring
10 og snebyger. Et rædsomt vejr, og_ vi havde modvind udad_ Det var en grim tur. Uha, jeg
skulle i hvert fald ikke med mere end den ene gang, så havde jeg fået nok. Det var mig selv,
der havde spurt, om jeg måtte komme med. Det kunne jo være sjovt at opleve en sådan tur.
De arme mænd der var tvungen til disse ture. Jeg var mere død end levende, da vi nåede
tilbage til Skagen. Nej, det skulle jeg ikke prøve en gang til.
Så var der alle museerne, som der var mange af i byen. Især var der museer af de gamle
malere, som havde malet de gamle fiskere og deres egn og havet. Malerier som man kunne
se, hvad de skulle forestille_ Der var de gamle fiskerhjem, som stod der og så ud som for
mange år siden - både ude og inde. Der var også den gamle redningsbåd med årer og det hele.
En meget stor robåd, som blev brugt i gamle dage, når et skib strandede på den ugæstfrie
kyst. Det var et under, at den kunne klare de høje og kraftige bølger. At det i det hele taget
kunne lade sig gøre, at redde de skibbrudne søfolk, som kom i havstod, var ligeledes et under.
Dette gamle fiskerhjem lå ude i noget, der hed Skvalderbakkerne. Det var en høj
klitrække, som lå ude i havstokken, og når det trak op til storm, samledes fiskernes koner
derude for at se, om ikke snart mændene vendte hjemad fra det oprørte hav i deres små
både. Det kunne ikke undgå s, at der blev snakket, når alle disse koner samledes derude.
I gamle dage var det også vaskeplads, og endnu var der koner, der hang deres vasketøj til
tørre der. Deraf kom vel også navnet Skvalderbakkerne. Mange tragedier kunne bakkerne
sikkert fortælle, om
man kunne høre og forstå den hvislen og tuden, der altid var her. Tragedier om de mange
forlis og drukneulykker som gennem flere hundrede år måtte være sket ud for denne del af
kysten.
Som før skrevet lå den tilsandede kirke der. Underligt at tænke sig, at dybt nede under sandet
lå der en gammel kirkegård Hvor dybt nede ved jeg. ikke nøjagtigt, men det der er tilbage
ligger mellem Skagen og Klitplantagen. Man kan godt - med lidt fantasi - tænke sig, at man
gik langt ude i en ørkenen, og sandet føg og hvirvlede omkring en som en snestorm.
Drachmanns hus eller hjem var også et besøg værd. Man kom først ind i den lille forstue,
hvor hans tøj og- hat hang, som havde han lige taget det af og hængt det op Ø knagerne.
Ligedan inde i stuen ved skrivebordet lå hans papirer, og i et askebæger stod hans pibe. En
masse bøger lå rundt omkring, eller stod på en hylder langs med væggene.
Også en anden bygning var et besøg værd - Krøyers hjem - hvor mange af hans billeder hang
rundt omkring.
Jeg var der mange gange. Jo, der var meget at se i den ensomme by nær Grenen, hvor
Vesterhavet og Kattegat mødes.
Men nu begyndte det at blive forår igen, og som sædvanlig når det blev den tid, blev jeg
rastløs og måtte på farten. Men hvorhen? Jeg vidste det ikke. Skulle jeg tage til Læsø? Jeg var
lige ved det, men turde alligevel ikke. Det blev majdag, og jeg havde sagt min plads op.
Fiskeren var noget utilfreds med det, men jeg hjalp ham med at finde en ny karl. Han var fra
Ålborg, og jeg havde et kort stykke tid kendt ham. Han var god nok, og jeg håbede, at
fiskeren også syntes det. Jeg rejste til Ålborg, tog lidt arbejde her og der, gik ud ad
landevejen og havde en dejlig sommer, hvor jeg opholdt mig på de store gårde mellem
Ålborg og Århus. Ikke ret længe - kun til jeg havde lidt penge på lommen, så ud på vandring
igen, for at opleve noget nyt, se andre egne og andre mennesker. Jeg lærte mange at kende,
som man ellers ikke havde kendskab til - dem, som man kaldte landets løse fugle eller
vagabonder, som sjældent tog arbejde, i hvert tilfælde ikke uden de manglede penge eller var
sultne. De var de mest retfærdige mennesker, jeg havde kendt. Havde de lovet noget, var det
dem en æressag at holde det.
Mange gode minder har jeg fra den sommer, da jeg travede rundt på landevejene som
landevejens ridder. Mange kønne steder og egne fik jeg set og mange mennesker lærte jeg at
kende. Desværre ikke altid fra deres gode sider. Det der harmede mig mest var, når man kom
ind på en gård for at høre om arbejde, så gloede de, som var man et fremmed væsen fra en
anden klode. Et væsen som man skulle passe på, og fik man arbejde, var der nogen, der
troede, at fik man bare kost og logi, ja, så matte det da være ualmindelig godt. Penge havde
sådan en fyr da ikke brug for. Han ville da bare drikke dem op, så snart han nåede den første
kro eller købmand. Nej, maden måtte da være nok. Hvad i alverden skulle han bruge penge
til. Nogle troede ikke man var et menneske, når man kom fra landevejen
Jeg, og mange af dem jeg mødte, rørte aldrig spiritus. Vi var bare ude for at opleve noget nyt
og se noget, som ellers var en lukket bog for os. Dengang var der jo ingen ferier, nej, det var
en plads på en gård, og helst i det sogn, man var født. Gjorde man noget anderledes, var man
en vidtløftig fyr. Det at gå på landevejen, var for nogle af os, som gjorde det, bare for at
komme ud og se noget andet. Penge havde vi ikke, derfor tog vi arbejde af og til på de gårde,
vi kom forbi, når vores lommer var tomme.
For mit vedkommende havde jeg ikke ro på mig til at blive ret længe et sted, så skulle jeg
ud og se noget nyt_
En dejlig sommer havde jeg, men det var ikke altid lige rart, når det var regnvejr og koldt,
og man var gennemblødt. Som regel havde man ingen penge, så man kunne gå ind på en kro
og få noget varmt mad, og en seng at sove i. Når man så hen under aften nærmede sig en
gåid, hvor man regnede med, at der kunne man da få lov til at sove i laden, var det ikke alle
bønder, der var lige rare. Ja, så måtte man prøve et andet sted.
Da jeg havde gået på vejen et stykke tid, blev jeg mere durkdreven og ventede, til bonden var
gået i seng. Så kunne man liste ind i hans stald eller lade - bedst var stalden. Der var gerne
varme fra dyrene, men det var om at være forsigtig, at hunden ikke hørte en liste ind, for så
var fanden løs, hvis bonden kom bag på en, når man havde fået lagt sig godt tilrette i halmen.
Så var det med at komme ud af porten i en fart - om aldrig det regnede så meget. Der var
ingen pardon med en landevejs ridder. Hvor kunne en sådan bonde blive tosset.
Nå, heldigvis var der også gode mennesker imellem, som tog en med ind i køkkenet, for at
give et godt måltid mad, inden man fik lov til at ligge i stalden eller laden.
Ja, det skete også, at en sådan mand havde en god seng, hvor man absolut skulle sove.
Næste morgen fik man kaffe og en god madpakke med i lommen, når man gik.
Det sket også, at der var et eller andet, man kunne hjælpe en sådan bonde med, inden man
forsvandt ud ad landevejen.
Men så blev det efterår med regn og kulde hver dag. Det blev en kamp for at få lidt arbejde
på gårdene til livets ophold. Høsten var for længst forbi, roerne taget op og kørt hjem, ja, så
var der ikke mere end bøndernes faste folk kunne overkomme, En fast plads var ikke til at
finde, når man kom fra landevejen. Ja, man var lige ved at gå i hundene af sult og kulde. Det
kunne ikke blive ved med at gå, så nu måtte jeg hjem. Jeg trak så op mod Ålborg, hvor jeg
havde mit tøj liggende hos en kammerat. Det var en grim tur, men langt om længe nåede jeg
derap, fik fat i tøjet og så med toget hjem til Mors. Først var jeg inde hos en frisør for at få
noget af sommerens forsømmelse slettet. Det var dejligt.
Noget mager var jeg blevet i løbet af efteråret. Mor sagde, dajeg nåede hjem:
Men dog, hvordan er det dog, du ser ud? Det har vist været en streng plads, du har haft i
sommer. Hun vidste heldigvis ikke, at jeg havde gået på landevejen i denne sommer, og
hun fik det heller ikke at vide. Jeg holdt med hende i, at det havde været strengt, især i den
sidste tid.
Jeg prøvede det ikke mere. Jeg havde fået nok.
Den vinter gik jeg også på drænings arbejde. Det var et slæb, men der var gode penge at
tjene. Til april da det blev forår, måtte jeg på farten igen. Jeg havde ingen ro til at blive
hjemme mere, Jeg måtte ud og denne gang til Sjælland.
Det blev min skæbne. Her mødte jeg den_ bedste kvinde, som jeg blev forelsket i. Vi har nu
været gift i over 25 år og har 5 dejlige børn - flere børnebørn og et dejligt hus med en stor
have. Alt dette har vi slidt og slæbt for i alle disse år - ikke mindst min kone.
Jeg blev slidt op for flere år siden. Fra jeg kunne begynde at hjælpe Far og Mor, har jeg
arbejdet og opdraget til, at arbejde gav velstand. Men det er vist forkert. Lidt mindre arbejde
havde vist været bedre, for er alt det, som jeg troede, var det rigtige mon ikke blevet betalt for
dyrt. Jeg er ved at tro det, men ens liv er ikke til at gøre om. Det er som at kaste en sten og
prøve at kame den tilbage. Det er jo umuligt, som så meget i ens liv. Hvad der er sket, er ikke
til at gøre om. Man må prøve at gøre det anderledes, men det bliver igen, som man er
opdraget til fra barndommen - arbejde, arbejde og arbejde. Det er vist livets gang, at er det
først indpodet i ens blod, så kan man ikke lade være. Men at det ikke er alt arbejde, der bliver
betalt med livets glæder og goder, har jeg da forstået nu.
Selv om mit liv har været slid og slæb og tvingende pligter, har der også været mange goder
timer og minder at se tilbage på.
Ved mit ægteskab begynder en anden historie, I denne har jeg prøvet at huske så meget
fra min barndom og første ungdom. Noget er fortalt mig af andre, men min barndom og
ungdomsår er skrevet, som jeg husker det i dag.
Eneboeren ved Kratgården.
Kratgården var en stor firlænget gård, tækket med rør fra søbredden - statelig så den ud, som
den lå højt over sø og fjord med sine hvidkalkede mure og det store stuehus med fire
skorstene på taget, og de store stalde med masser af dyr - Øer, stude og kalve. I en lang
tilbygning ud mod fjorden var der stalde til (arene, og på lofterne var der masser af hø og
halm til foder om vinteren, når sneen dækkede de store græsmarker, og til forårstiden når
fårene lemmede og ikke kunne komme ud, mens det stod på.
En mand og to drenge havde nok at gøre med at passe de mange far og lam vinter og
sommer. I varme som i kulde måtte de somme tider lede efter bortkomne får, når de
havde gemt sig i læ af klitterne eller i udkanten af den nærliggende skov. To store
hunde havde de til hjælp, og i almindelighed var de gode til at holde sammen på den
store flok, når de drev rundt på de store marker.
Det var et strengt arbejde at være farehyrde, men på Kratgården havde folkene det godt, og
der skønnedes på, at fårene havde det godt, da det var den indtægt Kratgården levede af.
Fårene og studene fra Kratgården var meget eftertragtede over hele Nord Jylland. Især de
sorthoved fårelam var en stor salgsvare. Gården var på omkring 500 tdr land, men det var
ikke meget, der blev dyrket. Det meste lå hen til græsmarker. Bygningerne var gamle, men
velholdte og hyggelige. Alt hvad der skulle bruges af brænde, kød og uld - til strømper og
undertøj - blev avlet og forarbejdet på gården. Og der skulle meget til, da alle de gamle og
ældre folk som var eller havde været på gården, skulle have det, de havde brug for, så de ikke
led nød. Også når der blev slagtet, fik de det kød og flæsk, de skulle bruge til den daglige
mad.
En røgter passede de mange køer og kalve. Store og kødfulde var de, og hjælp ham, hvis ikke
alt var som det skulle være, når bonden kom ud på sin runde i stalden, for så kunne røgteren
godt kravle ned i et musehul, for så var der ikke godt at være.
Så var der ålefiskeriet. Det var også en af de indtægter, som gården ikke kunne undvære, da
det gav store penge. Der var hundredvis af ål, der gik i de store ruser, som blev stillet op nede
mellem søerne. Det var i nærheden af fjorden, og især efterårs fiskeriet, når det mørke og
regnfulde vejr satte ind, kom der mange ål. Mange tønder ål blev saltet ned til senere brug på
gården, og der var ikke noget, der smagte bedre end en saltet kogt ål med stuvede kartofler.
Der var altid en masse at tage sig til på den store gård, og ikke mindst når fårene skulle
vaskes og klippes. Det skete to gange om året.
Blandt alle dem der havde været - eller var for han var på gården endnu - var en mand, som
jeg her vil fortælle om. En eneboer og ensom mand, selv om jeg nu ikke tror, han følte sig så
ensom, som folk mente han var. Rasmus eneboer blev han kaldt. Han var noget af en original,
og meget klog på dyr og fugle og deres sygdomme, og på alt hvad der skete ude i naturen.
Alle omegnens planter og træer kendte han og alt, hvad der fandtes af mærkværdigheder der
omkring.
Han boede i et lille hus langt ude mellem bakkerne bag skoven - helt alene. Jeg tror, den
nærmeste nabo boede 3 - 4 kilometer fra hans hus.
Han var en lang benet mand med klippet hår og noget lappet tøj, men altid nyvasket og
godheden selv - glad ved livet og tilværelsen, som den nu var, bare han fik lov til at være i
fred med sine dyr og fugle - både dem i skovene og dem han fik samlet op af syge og
tilskadekomne, som han havde i bure eller gående rundt omkring sit lille hus.
Jo, der var nok at se på, om man bare fik lov til at besøge ham. Der var ikke mange, der fik
den ære. Rasmus så sine folk an, inden han gav sig i snak med dem, og syntes han ikke om
dem, fik de ikke lov at betræde hans enemarker.
Huset han boede i tilhørte Kratgården. Murene var af bindingsværk og lerklinet. Taget var
stråtækt, men ellers noget forfalden at se til. Før i tiden havde Rasmus arbejdet på
Kratgården, men i de
senere år var han blevet væk fra arbejdet der. Han var jo også blevet ældre, og al hans tid gik
med at passe skoven og især dyrene. Han færdedes i skoven næsten dag og nat, og da hans
hus lå afsides fra gården inde i de store lyngbakker, blev der sjældent sendt bud efter ham, da
man vidste, at han alligevel ikke kom.
Bonden havde også opdaget, at han gjorde større nytte ude i skoven end ved at arbejde på
gården. Så Rasmus Eneboer blev så en slags skovløber der på gården, altså uden selv at
vide deraf.
I høstens tid måtte han dog møde hver dag en 14 dages tid, eller så længe høsten varede. Det
gjorden han også, i hvert tilfælde indtil han mente, at hans husleje var betalt, og der kunne
blive til nogle tønder sæd til hans grise. Rasmus havde to. Den ene blev slagtet ved juletid, og
den anden? Ja, den var vist lige så gammel som Rasmus_ En ordentlig basse - langhåret og
lodden med to lange hugtænder og to små ondskabsfulde øjne. Den gik omkring huset og
inde i skoven, men når Rasmus kaldte, så kom den med det samme.
Sådan en høst var en streng tid for Rasmus Eneboer, som elskede skoven, dyrene og
fuglene, og hvad han nu ellers tog sig til derude i ensomheden.
For, sagde Rasmus, man skal jo leve, og det kan man ikke, hvis man skal arbejde for andre,
eller hvis man skal arbejde med noget, man ikke har lyst til. For at fa alt det gode ud af
livet, som der er tilkendt en her, må man have mange dyr og fugle omkring sig hele tiden.
At komme ned til den sivbevoksede søbred eller ud i de store skove se, det var livet for
Rasmus Eneboer. Altid havde han bøssen med - ikke for at dræbe, men der var altid et sygt
dyr eller fugl, som ikke kunne hjælpes på anden måde, end ved at give den et skud hagl. Det
var ikke fordi han havde lyst til at dræbé det pågældende stykke vildt, men for at spare det for
et pinefuldt liv. Rasmus Eneboer havde også en fin samling af våben. Gamle som nye og
også mange ubrugelige geværer. Hvor han fik pengene fra til at købe disse nye geværer? Jo,
om vinteren fangede han ilderer, mår, en del oddere og mange ræve. Når vinteren var forbi,
solgte han skindene, og for disse penge købte han, hvad han havde brug for af våben og
ammunition. Ganske vist havde Rasmus ikke fået lov til at jage på Kratgårdens jorde eller i
den store skov, som hørte til gården, men der var da heller ingen; som havde sagt, at han ikke
måtte, for så længe Rasmus er der, kommer der ingen krybskytter, tænkte bonden. Og det var
rigtigt, for Rasmus passede på, som var det hans eget vildt, som han gik og passede og
plejede. Skulle de på Kratgården have et stykke vildt, sendte de bare, bud til Rasmus, så kom
han inden længe med det forlangte - lige meget om det var råvildt eller fugle. Dog tog han
selv, hvad han skulle bruge, for noget for ulejligheden skulle han da have, syntes han. Men
ellers jagede Rasmus Eneboer ikke for fortjenestens skyld, men for glæden ved at færdes ude
i den fri natur, for glæden ved at være til og fa lov til at nyde alt de forunderlige, der var at se
og høre i det frie land, og ia lov til at glæde sig over fugle og dyr i parringstiden, eller se dem
komme frem med deres unger fra den mørke underskov, for var der noget herligere, end at se
et kuld unger i leg, så hårtotterne røg dem om ørene i en tidlig morgenstund, når solen
begyndte at stå op, og kastede sine guldstråler ned mellem granerne? Eller se på nogle harer
når de legede tagfat på bondens ny såede marker, eller se fasanmor komme frem fra
skovbunden med en flok små dunede kyllinger bagefter sig, for at finde en god myretue, så
de små kunne fa deres sult stillet.
Det kunne nok være, at Rasmus brugte sine øjne og sin gode kikkert. Jo, der var noget at se
på hele året. Jeg-tror ikke, at der var et stykke vildt i skoven eller på marken, uden at
Rasmus vidste, hvor det var at finde, lige meget om det var stort eller lille, om det var i
skoven, markerne eller ved den store sø.
Rasmus Eneboer ikke alene jagtede de forskellige dyr og vildtarter, nej, fandt han et sygt
eller anskudt stykke vildt, som han mente kunne komme sig, tog han det med hjem, rensede sårene
og forbandt det. Så plejede han det, til det var raskt og kunne klare sig ude i naturen igen.
Derfor lignede hans hus også en helt lille Zoologisk Have, hvor dyr af alle slags vrimlede
mellem hinanden. Nogle med brækkede, andre med vingerne bundet op med til snittede
pinde. Her var
rådyr, ræve og mange forskellige dyr og fugle, som på en eller anden måde var kommet til
skade. Enten ved en krybskyttes kugle eller i naturens hårde og ubarmhjertige kamp for
tilværelsen. Men Rasmus skulle nok fa dem raske igen med sine hjemmelavede salver og
afkog, som han selv tilberedte af planter, som han samlede ude i naturen. Jo, Rasmus havde
nok at arbejde med. Dagen var aldrig lang nok. Han havde en masse hunde - gravhunde og
cocker spaniels med lange silkeører og troskyldige øjne, men meget dygtige til jagt. Han
solgte mange hvalpe, da hans hunde var meget berømte langt omkring. Men han solgte ikke
en hund, før han var sikker på, at den fik det godt, der hvor den kom hen. Nok var Rasmus
jæger, men dyrene - især hundene skulle have det godt. Sådan var det med alle dyr, kunne
naturen ikke, så måtte menneskene hjælpe, hvor de kunne.
Ved vintertide, når det var strenge tider for vildtet, havde Rasmus allermest travlt med at
skaffe foder til rådyr og harer, og affaldsfrø til fuglevildtet. Det var ikke så lidt affald
Rasmus borte ud i skoven på sin trillebør fra bøndernes tærskeværker til bestemte
foderpladser ude i skoven, hvor fugle af alle slags flokkedes om Rasmus, når han kom
med frisk foder. Hos slagteren fik han kødben, som han kogte og derefter lagde i nogle
små huse, som han havde lavet og stillet op rundt omkring, hvor han vidste, at der var
fugle, som syntes om den slags mad.
Den første gang jeg så Rasmus Eneboer, var en sommerdag ude i skoven. Jeg kom gående ad en smal
sti, og pludselig var stien fuld af bier. De summede og brummede omkring mig, og ovre ved et
gammelt træ stod en underlig fyr. Han havde skæg over hele ansigtet og en mægtig bredskygget hat
på hovedet. Den ene arm havde han inde i et hult træ. Derfra kom alle de vrede bier, som fløj
omkring, og på ham sad tykke lag af bier. Det var Rasmus Eneboer, som var ved at redde sig lidt
honning fra de vilde bier. Som man nok kunne forstå, var de i krigshumør. Da jeg før i tiden havde
haft med bier at gøre, blev jeg ikke bange for dem, men gik over og hjalp ham med honningkagerne,
som han halede ud af det hule træ. Han kiggede på mig, men sagde ikke noget, før vi var færdige med
honningen og havde faet strøget alle bierne af os. Så ville han da vide, hvad jeg var for en fyr. Dette
fortalte jeg ham, at jeg var på Kratgården som anden karl. Vi snakkede om meget, især om jagt og
vildt, som vi begge var interesserede i. Det endte med, at jeg blev inviteret med ham hjem for at se alt
det, han havde der.
Det blev en dag, jeg aldrig glemte. Alt det han vidste om jagt og vildt, er ikke ment at nævne.
Mange, mange gange besøgte jeg ham efter den dag, og var med ham på jagt, eller var med
ham ude i det store terræn, han havde at passe. Undervejs fortalte han om sit liv derude i
ensomheden. Nej, ensomt var der ikke for ham. Der var jo nok at se til, og nok at arbejde med
hele tiden.
Når vi efter en lang tur i skovene kom hjem, fik vi lavet en kop kaffe, og bagefter fik vi et
glas vin. Vin som Rasmus selv havde lavet af forskellige frugter fra skoven - slåen og sure
vilde æbler, som han plukkede og satte til gæring i store trætønder. Et sådan glas vin
smagte dejligt, når vi sad ved den varme kakkelovn og ilden buldrede, mens Rasmus
fortalte om sine oplevelser ude i naturen. Han prøvede også at lave brændevin, men det
gik ikke så godt. Han gav spritterne den, når de kom vejen forbi. De sagde, den var rigtig
god_ Det syntes jeg nu ikke den aften, jeg smagte den.
Jo, Rasmus Eneboer kunne alt, havde et godt humør, var altid god og hjælpsom mod alle dem, som
han kendte og syntes om, og det var især de fattige, som. kun havde til dagen og vejen.
En dag jeg kom forbi det lille hus ude i skoven, kaldte Rasmus Eneboer på mig. Jeg skulle lige ind og
have en kop kaffe og_ lidt varme, _sagde an. Det var nu ikke det, han havde på sinde. Da vi havde
siddet lidt, spurgte han mig om, jeg ikke havde lyst til at tage med ham på rævejagt om aftenen. Jeg
kiggede lidt på vejret. Det så ud til snestorm, og koldt var det i forvejen. Lysten var der. Når det var
jagt, det gjaldt, var jeg lige så tosset som Rasmus, så der skulle ikke megen overtalelse til, før jeg gik
med til at tage med, så vi aftalte, at jeg skulle komme ved syvtiden.
Tag godt med tøj på, sagde Rasmus, for det bliver koldt ud ad natten ude ved klitterne, hvor vi skal i
nat. Der går nogle dejlige ræve, som jalænge har tænkt på, at jeg skulle have skudt.
Jeg gik hjem og fik renset geværet. Da det blev aften, gik jeg over til eneboeren. Han sad og
var ved
at udstoppe en fugl. Han solgte mage udstoppede dyr og-fugle til skolerne rundt omkring ja, også til private solgte han udstoppede fugle, og så tjente han en lille skilling der. Vi fik et
par glas vin og en kande kaffe, indery vi gik ud i dery forrygende snesne det nu var blevet.
Ja, ja vi går nu alligevel - brummede Rasmus i sit store skæg, og så kæmpede vi os
gennem den mørke skov og ud mod stranden-. Nej., hvor det stormede herude ved den
åbne strandbred.
Se her kan du gemme dig, sagde Rasmus, da vi var ude i klitterne, og du flytter dig
ikke, før jeg kormner tilbage, for jeg vil ikke risikere at skyde dig. det er jo næsten,
ikke til at se, hvad der kommer i dette vejr.
Så fortsatte han vidne ud mellembuskene og sneen.
Jeg fandt mig en god lun hulning mellem to lyngklædte bakker, så jeg havde et godt udsyn til
alle sider, hvis der skulle komme noget i dette hersens vejr. Det tvivlede jeg nu på; mens-jeg
sad og lyttede til stormens hylen. Om det var eneboerens vin, der gjorde det, ved jeg ikke,
men jeg tror, jeg må have sovet lidt, da der lød et skud- ikke. langt fra, hvor jeg sad, Så lød et
skud til, og så kom noget mørkt farende ned mod mig. Det var en ræv. Jeg sned, og han
rullede næsten ned på benene af tirig. I. en, fart fik-jeg nye patroner. I-bøssen: Så kom-dertre-mørke-tingester farende=d mig. Det var også ræve. Jeg fik de to. Den tredje løb tilbage.
Lidt efter lød der et skud ovre fra Rasmus. Mon han havde-faet s~ alle ræven
denne-nat. Det-så-det næsten ud til.
Efter en tids forløb lød der igen et par skud ovre fra Rasmus, og lidt
efter et: Hallo, så gårvi-hjem.
Idet jeg-re ste.mig, kone der endnu-enræv edmellern-bakkerne--reod mig. Let-hurtigt
kasteskud fik jeg ham - en næsten sort moseræv, og den største af dem jeg havde faet. Fire i
alt - det var mere end jeg havde ventehi dette vejr. Så korm-Rasmus slæbende med fem. Niræve på en aften - det var helt utroligt.
Nå, efter-enstreng-tur hjem gennem_ snedriver og storm, og.slæbende på alle disser
, áÍ
det rart at komme ind i varmen til kaffekanden. Mens vi drak denne, fortalte Rasmus at ude i
bakkerne, hvor vi havde væren i nat, var rævene ved- at tage overhånd Der var blevet alt for
mange af deri, så de var begyndt at ødelægge det andet vildt, der var derude. Det var ikke nok
med de ni, vi havde skudt. Wblev-nødt-til_at tage en tur til. en--anden-aften.
Trods vejr og vind havde det været en dejlig tur, og jeg glædede mig allerede til næste gang.
Efter at-have-faet lidt-varme i kroppen, måtte-vi-ud og-flå-de- ni-~ve. Det var flotte~. To af
dem var næsten helt sorte, og alle var de blanke i pelsen. Jo, eneboeren vidste nok, når det var
bedst at fa fat i pelsdyrene.
En ottedages-tid-efter var vi ude-igen-.-muar det-stille-vejr- måneskin - dejligt vejr, men
det frøs meget. Vi fik 7 ræve, og der var tre sorte imellem. Dem fik vi mest for, da vi solgte
skindene.
PLvej n hjem m-va~vØ tur nede ved-søen, -- og da det jo var klart vejr, lurede vi-vedrørskoven- Vi fik da tre oddere, så det var en fin fangst. Da vi nåede hjem hen ad
morgenstunden, skulle vi lige smage på Rasmus- brændevin for at f varme_i - Smagen varværreeud_kreolin og sprit blandet sammen. Det var det spritterne fik, men varme gav det. Jeg
drak kun et glas, så havde jeg varmery. Af alle de ræve-vi--havde-skudt-på~deto-aftener, var
der fem sorte.- et var moseræve, sagde Rasmus. De røde var fra skoven. Dyr og fugle faldt
altid sammen med de steder, hvor de_opholdt sig-Den sorte ræv-faldt sammen-med den
sorte-mosejord. Den røde_ faldt sammen med skovens spraglede skovbund. Ligedan med
fasanens spraglede dragt, som var næsten umulig at se, når dery gemte sig i skovbunden,,
eller svømmefuglenesoØapholder sig meüem-~ -og som har den grøn brune farve, så der er
umulige at îå øje på, når de opholder sig inde mellem de grønne stængler ~søens ~red, eller
ugleryneden_sadpåen_gre~_stolpe, så det-var-svært _at-få øje på den.
Ja mange-ting-fortalte-Rasmus om-naturen,, som jegs ikke-havde-teakt på før. Tiug som jo
var så ligetil, bare man tænkte sig om. Når man havde-saris-for, hvad-der-foregik i naturen,
varm-altid
noget at se og forundre sig over, enten det var sommer eller vinter, regn - sne eller sol var der
altid noget-nyt at-se,noget_man ikke_sØsT.man_havde set før.
En aften vi sad over et glas vin, fortalte Rasmus mig lidt om sit liv. Om hvorfor han boede
alene derude i-dØenligeskovhytte ~ f r a m e n n e s k e r ,
Hans lyst havde altid været naturen og dyr, så derfor havde han haft pladser rundt på gårdene
i sognet her. Dengang, rejste man-ikke-så langt væk frasit fØdested-eller det sogn, hvor man
nu hørte til.
Ras~ var en- dygtig-og stærkm Han--havØaltid-gode-pladser, og der var fangt imellem han
skiftede fra den ene plads til den anden. Det sidste sted han var, var på en lille gård, som lå
langt ude på man- kaldteBdden.-Her var derdyr-og fugle- en lille granskov og stranden. Jo,
her var dejligt. Og så var der en pige, som Rasmus syntes om - og hun om ham. Men
desværre var hun-datter af bonden Ø dery lille, gård.
Hun elskede-også-at færdes i den store natur mellen dyr og fugle, og-betragte. markerne og
fjorden solskin og i storm, eller sidde ude i de små klitter, når månen steg op over fjordens
blå vand. Der var-næsten intet kønnere -jo, Rapmus.
De to opholdt sig næsten altid sammen ude i den skønne natur omkring gården, og enden
på det blev da også, at de skulle have et barn.
Pigens for. aeldzeblev helt fra deur-da de opdagede, atm var noget, galt.
Deres datter gift med Rasmus - en simpel bondekarl - en, som ingenting havde - sønnen
fra daglejer-huset-tide i skoven - nej, det gik ikke.
Rasmus blev jaget fra gården, og pigen ja, hun gik i fjorden.
Der fandt de. hende nogle dage efter, så--nu-gik de to-gamle forældre alene ude i den
efterhånden forfaldne gård. Derude, hvor Rasmus oplevede sin korte og eneste
kærlighedslykke.
Rasmus rejste hjem til det gamle. hus, h-vor hans--forældre og-forfædre- havde levet gennem
generationer, og nu kom turen altså til ham. Han havde ikke i sinde at tage plads mere på
gårdene - lidt arbejde på Kratgården, ellers ikke noget.. Han var gået helt i. stå, og nu blev
han den sidste af slægten. Ja, skæbnen var ikke til at standse, heller ikke hans skæbne, men
han havde prøvet at leve sit liv i godhed, at gøre godt mod deny som havde det fattigt og
ondt. Mange gange havde han ved nattetide bragt dyr og andet vildt til de fattiges dør og
hængt det sådan, at hunde og katte ikke kunne nå det. Især hvor der var små børn - og mange,
kom han-tit. med en steg. Kød var jo- ikke noget, der var hverdagsmad sådanne steder, hvor
pengene var små. Hans eget barn fik han jo ikke lov til at være god ved takket være gammel
forstokket bonde stolthed.
Den aften fik jeg en af mit livs største overraskelser, for da han var færdig med at
fortælle sin historie, gik han ind- i sit sovekammer for at hente et billede af hende, som
han havde lavet evig troskab.
I de små stuer, hvor jeg hidtil var kommet i, var der et syndigt rod af jagtgeværer; delvis
udstoppede fugle, bøger og blade og alt muligt ragelse. Men da han åbnede døren til soveværelset, så
jeg et skindende rent og lyst værelse. Sengen. skindende med snehvide lagner - et overraskende syn.
Hver dag, fortalte Rasmus, vaskede han gulve og tørrede støv af derinde. Jeg tror, han holdt andagt
derinde hver morgen, før han begyndte dagens arbejde mellem sine dyr, og da han kom med billedet
af hans pige, forstod jeg ham bedre end før. Hun var meget køn på billedet med et slør som af
måneskin lå over det blide og milde ansigt med- det- vemodige smil, som kiggede lige ind i en.
Det billede glemte jeg aldrig, og jeg kan godt forstå, at Rasmus Eneboer havde været hende tro i
alle disse år.
Da jeg i lang tid havde set på billedet; gik Rasmus igen-ind-i det fine rum med det, og der gik lang
tid, inden han kom tilbage igen. Jeg tror, at jeg har været den eneste, der har faet lov til at se dette
billede.
Havde hun levet i dag, var hun blevet 50 år, fortalte Rasmus, da han kom tilbage, og vi sad og
fik os et glas vin.
Hvor var der en-dejlig-hygge i hans stuer, og jeg syntes endnu mere, efter at jeg havde set
det dejlige billede, som hang inde i stuen ved siden af. Det blev sent den aften, inden vi fik
snakket af, og jeg kom hjem.
Og så blev det odder tid, og vi satte fælder op nede ved søen og gik på sporsne, når der var
sne og frost. Odderne skulle op i de huller, der var i isen for at fa luft, og så var det med at
være der-med bøssen og et skud hagl.
Da jagten var forbi, havde vi 17 skind_ Det var mange, men de store søer og mange rørskove nær
fjorden gjorde, at der var mange oddere der. Det var især i de afhuggede og stakkede rør odderne
holdt til - især de unge dyr, som ingen steder havde at bo. Det var en spændende jagt, men også
koldt, når vi i flere timer sad og lurede på de fine dyr.
Så kom endelig den sidste jagtdag_ Da var vi på tæerne fra morgenstunden af.
Vi skød 73 fasaner, 9 harer, 7 ræve og nogle rovfugle. Det var især de gamle fasanhaner, vi var ude
efter, da de i den kommende parringstid, i kraft af deres større kræfter, ville ødelægge og j~ e de unge
haner væk fra hunnerne - en hane har flere hunner, og de gamle hanner tillod ikke de ulige haner at
parre sig med hønerne, så_ af den grund blev der ingen kyllinger, hvis vi ikke skød de gamle haner.
Alt dette lærte Rasmus Eneboer mig i den vinter, som jeg godt og vel kendte ham og kom i hans liv.
Ja, han lærte mig meget mere end jeg nu kan huske.
Nå, men så blev jagten forbi for denne gang, og der var nu kun at passe på rovvildtet, at det ikke
ødelagde de rugende fugle og små dyreunger. Der var nok at passe og se til for Rasmus derude
mellem bakkerne - foruden alt det han havde hjemme. i haven og i burene omkring sit lille hus bag
skovene.
Han er nu død og borte for længst. Han var en stille og tilfreds mand, som man skulle lede længe
efter. Altid glad og hjælpsom mod alle han kendte. Han gjorde kun godt og passede ellers sig
selv. Desværre rejste jeg fra Kratgården, og havde ingen lejlighed til at følge med ham på
hans ture rundt i skovene eller komme med på jagt-mere.
Han var en god kammerat.
2
Anetavle
~P~~ ~uvr9~crcird ~if~5/~`4.Se~7 (Far til nr. 1)
Født/døbt 30~1-js 1Orf 6 Hvor ~ er 4'
Viel 3 %9/3 arv
Hvor Død Hvor
/, crvv~Ls~ l~%,~j
C.ZrQ
M ~E~0 Fodt/døbt ~~~~ UC( Y Hvor
Viet
;z I nX,14ir bl.'
Hvor
1 a //P ~/7 Død17
f 7.7r
3 Cl l21 R
. 6a4
r
Hvor
P
Aa vf
(Far til nr. 3)
M
©0
0
Født/døbt 2 7 dc~ C ~ ~
6
(Ægtefælle) M
[M PU [El
Y
(Mor til nr. 1)
M
Født/døbt y v 11
Hvor
~(/ r
1yd 6
& ,
1yN ,ti%OYS
íq 6 b
Død ci ~arhl4
4 P~Cler Ihs1t4~ llrisk~~ ~
(Far til nr. 2)
© ©
4` F /,
Født/døbt
í7G Ur
`
/ 9 1,/,"d ír~7Y
Hvor Viet Hvor Død Hvor
~~7 9 3'u
5
(Mor til nr. 2) q
0
Født/døbt s(~/ R
Død
9í Y" G
s Ch-kl>/Yø
(Far
til nr. 4)
Født/døbt
Hvor
r
~f',Z O
1 ó5 D Hvor
[M © M n 0 ~ _
4
X fh»1
r~ _~Viet
Hvor
erg
Død c5 0 /~ ,Y A
1¡7702
a í5
Hvor
Hvor
~_
s 1< C.' //-e '-Z, Død
Hvor
9
10
L2 f~
/J
1 2
' 17or>lhe~t lij
~ j iyt Cr j l
f
LÁ rrSl,~~`rfPh ~u r ' (Far til ni. 5)
/G Gí(~`C Hvor G l / 5 % Q ~
C
Født/døbt
Viet
M
3 c Li r ° l y l C ! ( Y I d Yt s
'7 r2 .
/ k d.
Død ~~lilG l~l-~FN Hvor
a 151,
S ~i12~
,f ~
/~jCl rhl
(Mor til nr. 5) M © M 0 © 0
Fodt/døbt
I/ GS
Hvor
Hvor
('h¡6/S ~ll ~F~r
l~
~ QPrf4: Død
(Far til nr 6) M
Født/døbt
1
© M
aM0
N~J
Id ~z ieC1 O2
Ger AW
w n~
Hvor Viet Hvor Død Hvor
A%f
h
'G,
t~ t7
41 .6.
I a KJ Ø
I 'M i
1
Hvor Viet Hvor Død Hvor
l~ c~PC~m l r /~~0 7c1 dsd
í7a~ vsf /~26 (r G
#e karwrie 4 : l >"F n
o~v~o
Q
s
f
.
.
n
.
I
r~í
l9 0 '7
Hvor
Død
2~
I
~
~
~
lt'w (Morlil ni, 4)
®®
0 Født/døbt 9 rLtcrr~S l~lS
Hvor
r JQ
14 J tril
~?
(Far til nr. 7)
eKW7
M0
M
Viet ~V`ct-efufr
Hvor
r-íu d C Død 3 G ~
°
'~í4n ~
© ® 0
Hvor S
" - 7
' h 4 h
7
1 5
a
(Mor til nr. 7) Født/døbt
Hvor dr.
Hvor
j d;-DødlJØ ~. . /
-k,
r
Født/døbt h/ 1 Hvor ~~~ (/-á
~~S S
JL, %~1
d , -
Ø
i
~<
i.
vú
k % ~~
t f