1. No category

nummer 18 november 2011
2
Introduktion
til Hesteinternatet af 1999
Mission
Hesteinternatet af 1999 besvarer spørgsmål om
heste og hestehold, arbejder på sager om vanrøgt
og mishandling af heste og ponyer, anmelder vanrøgtsager til politiet, deltager i den offentlige debat
om dyrevelfærd, kontakter politikerne om dyrevelfærd, kommenterer lovforslag og meget andet.
mærkesager
1) De eksisterende dyreværnslove skal omformuleres og skærpes. Minimumsstraffen, både
hæfte- og bødestraf, skal sættes væsentligt i
vejret. Fradømmelse af retten til at have med
dyr at gøre skal kunne ske allerede ved første
grove forseelse og skal i langt højere grad tages med i overvejelserne, når dyreværnssager
behandles, så det store antal misrøgtere, som
belaster det offentlige system år efter år, kan
blive elimineret.
2) Anmeldere i dyreværnssager skal have aktindsigt. Anmelderen skal kunne træde i den forurettede parts sted; det umælende dyr.
3)Vi vil have gennemført et totalt forbud mod
eksport af alle levende slagtedyr over grænserne. Overholdes dette forbud ikke, bør konsekvensen være store bøder samt at eksportørerne fratages retten til at have med dyr at
gøre. Endvidere vil vi have udstedt forbud mod,
at Danmark bruges til gennemkørsel af udenlandske slagtedyrstransporter.
Forkvinde
Anne-Mette Iversen
75 75 76 21
[email protected]
www.hesteinternatet.dk
Foto: Line Vinther
Hesteinternatet af 1999 er en dyreværnsforening, som blev stiftet for at hjælpe nødstedte heste og ponyer. Vi arbejder for bedre dyrevelfærd
og på at skærpe offentlighedens og politikernes
opmærksomhed om vanrøgt, mishandling og
uetisk, kommerciel udnyttelse af heste og ponyer.
Foreningen består udelukkende af frivillige, ulønnede menneskers arbejdskraft, og alle pengene
går ubeskåret til dyrevelfærd.
Indhold
Hesteinternatet af 1999
Odin – så afmagret og alligevel i live . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . Vi giver for let op ved uhelbredelige diagnoser . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . .
Homøopati – den ny tids medicin . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . Med eller uden sommereksem? . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . .
Hestemarkeder 2011 . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . Læserbreve om dyrevelfærd . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . .
Hvad skjuler de? . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . Steppingsagen: 6 ponyer døde og 39 aflivet . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . .
Hundene på Skiathos . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . Forsømte får på Rømø . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . .
Til Ida Auken om jagt . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . Slagteglad minister . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . .
Forbyd minkindustrien . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . Utilpassede unge er nemme ofre . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . .
Konsekvenser af jagt . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . Nem genvej til våben . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . Forbyd dyresex . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . .
Udviklingskoncept for både hest og menneske . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . Dyrene betaler prisen . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . Læserbreve om kød . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . Vilde heste . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . Dur ikke – væk! Hvad er værdi? . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . Hesten som terapeut . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . Equine Touch – en introduktion . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . The Cat Cabinet . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . Bliv medlem . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . side 04
side 06
side 08
side 10
side 14
side 18
side 19
side 20
side 24
side 26
side 28
side 29
side 30
side 33
side 34
side 35
side 36
side 40
side 44
side 46
side 48
side 52
side 54
side 56
side 58
side 59
4
Af: Anne-Mette Iversen - Fotos: Nina Storm Jensen og Anne-Mette Iversen
odin
Så afmagret og alligevel i live
Man må undre sig over, at ingen har reageret på
så tynd en skelethest, som billede 1 viser. Odin har
gået på en mark og har altså ikke været gemt
væk. Den tidligere ejer blev politianmeldt for at
have udsultet Odin, og der blev udstedt en bøde på
500 kroner. Den 2. februar 2011 flyttede Odin
adresse til Nina Storm Jensen, som ville give ham
en chance. Odin blev fulgt tæt af en dyrlæge og de
første 14 dage var særdeles kritiske. Når Odin
havde lagt sig ned, skulle han have hjælp til at komme op at stå, fordi han var så muskelfattig.
På billede 2 gøres der klar til at løfte Odin ved
hjælp af traktoren. Odin kunne ikke tåle at ligge
ned for længe ad gangen - hans knogler ’stak ud’,
så han fik let liggesår, som det ses på billede 3,
hvor såret er under opheling. På billede 4, 5 og 6
ses Odin efter tre månder hos Nina.
1
2
3
4
5
6
Foto: Stephanie Villumsen
Straks efter at Odin i februar kom til Nina, blev han
sat i homøopatisk behandling af Charlotte Eicke,
homøopat, rådgiver og underviser, ansat i Foreningen Alma, Silkeborg. Charlotte kan kontaktes
på 23 71 99 65 og [email protected]. Ingen
5
tvivl om at Odin ville livet. Han er viljestærk, modig
og hengiven. Virkelig flot indsats af Nina, som er
Odins menneske. Nina kan kontaktes på 22 97
35 32 og [email protected]. Billedet på
denne side er fra 6. juni 2011.
6
Af: Anne C. Abildgaard for Ute Lehmann - Foto: Dagmar Betz
vi giver for let op
ved uhelbredelige diagnoser
Magnata er i dag en 15-årig vallak af racen Mangalarga Marchador fra Brasilien. Det havde han
ikke været, hvis ikke Ute Lehmann havde været
vedholdende. I Hesteinternatet af 1999 mener vi,
at nogle mennesker giver for let op, når diagnosen
’ikke-ridelig hest’ stilles foran dem af en fagperson. Andre gange oplever vi naturligvis også det
modsatte, hvor det mest værdige for hesten er
aflivning, hvis alternativet er endeløse rejser i en
uværdig tilværelse mellem kyniske hestehandlere.
ende diagnose en god oplevelse på Odense hestehospital og blev mødt af stor kompetence og god
behandling.
Allerede for 12 år siden fangede hesten Utes opmærksomhed. Hun stiftede bekendtskab med
Magnata, da han var 3 år gammel. Hun skulle tilride ham, og der var noget særligt mellem de to.
Efter et halvt år hos Ute skulle Magnata efter
endt tilridning tilbage til sin ejer i Tyskland.
Det var her, Ute blev vedholdende og stædig. Hun
kunne ikke acceptere det definitive budskab. Vi
mennesker ved mange ting, men vi ved også, at
der findes flere veje og at fremtiden er uforudsigelig. Ute Lehmann valgte at afprøve homøopatisk
behandling og kontaktede Charlotte Eicke, som
har stor ekspertise i homøopatisk hestebehandling. Der skulle gå et halvt år med daglige dråber
af homøopatisk medicin. Magnata blev haltfri. Ute
var skeptisk og overvejede selvfølgelig, at det sikkert bare var en ’god periode’. Men Magnata forblev haltfri og er det fortsat i dag, halvandet år
senere.
For to år siden fandt Ute ham igen i Tyskland; halt
og slukket i øjnene. Ute valgte at tage ham med
hjem til Danmark, hvor hun ville give den smukke
hest et godt og værdigt liv. Diagnosen for Magnatas halthed blev stillet på Odense hestehospital:
Han havde en alvorlig gaffelbåndsskade, og den
var uoprettelig. Han ville aldrig blive ridehest eller
haltfri. Ute og Magnata havde trods den nedslå-
Ute Lehmanns budskab er ikke, at homøopatien
er den eneste rigtige behandling. Det er heller ikke
det modsatte. Budskabet i denne historie er, at vi
ikke skal give op, første gang en uhelbredelig diagnose stilles. Vær tålmodig. Tænk alternativt. Der
er flere veje at afprøve. Giv ikke op. Hesten har
fortjent din vedholdenhed og din kritiske nysgerrighed. Se flere billeder på horseinharmony.dk
8
Af: Anne-Mette IversenAf:
- Fotos:
Anne-Mette
Nina Pedersen
Iversen, Hesteinternatet
og Anne-MetteafIversen
1999
Homøopati
– Den ny tids medicin
Man kan anvende homøopatien uden nogen forudgående viden, men begynder man først at spørge
ind og blive nysgerrig, så åbner der sig en verden
af læring. Mange er kommet godt i gang med at
bruge homøopati til deres dyr, og der er stadig
nye, der ønsker at få mere viden, som har prøvet
alt, men først når homøopatien får fat, sker der en
forandring i dyrets tilstand. Men hvad er det for
noget, og hvordan virker det egentligt?
Hvad er homøpati?
Homøopati er i sin udgangssubstans fysisk materiale af planter, mineraler og organer. Disse benævnes urtinktur i deres fysiske før-homøopatisubstans. Når et medikament skal fremstilles,
starter man med at tage 1 del urtinktur og 9 dele
vand og sprit. Så skal man ryste delene sammen
- denne rysteproces kaldes potensering. Der findes forskellige måder at potensere på. Potenseringen kan fx foregå i liggende 8-tals bevægelse.
For hvert potenseringstrin laves bevægelsen 200
gange. Når man når første potenseringstrin, har
man en fortynding, kaldet D1. Næste trin er 1 del
D1 og 9 dele vand og sprit, samme procedure
som ved 1. trin, og således når man til D2. Processen her fortsætter til man når henholdsvis en
D6, D12 og D30, som er de potenseringer, der
typisk anvendes. Hemmeligheden er vandet. Vand
er den bedste energileder. Uden vand er der intet
liv. Vand kan ændre alt, hvad det kommer i forbindelse med, enten ved at opløse eller frisætte elementer fra deres tidligere tilstand. På denne
måde ændres vandet også af alt. Vand påvirkes af
de kemiske forbindelser, der hviler i en persons
hænder, og de elementer eller spor af elementer,
der fysisk måtte være til stede på huden. Også
den pågældende persons puls, det rytmiske mønster og svingninger der støder til fra kosmos, fra
månen og de øvrige planeter. Der er tale om en
forvandlingstilstand i konstant bevægelse via
vand. Ved potenseringen optages grundmaterialets energi, eller oplysning om hvad det er for et
materiale i vandet. Potenseringens rytmiske bevægelse frigør energien til vandet. For hvert potenseringstrin frigøres mere og mere energi; således bliver den højeste potens D30 altså den
stærkest virkende, på trods af at det er den mest
fortyndede. Ryster man et glas med en klat olie på
overfladen, bliver olieklatten til mange klatter. Analyserer man hver enkelt klat, får man informationen om, at det er olie. Jo flere klatter olie, desto
flere klatter med information om, at dette er olie.
Sådan kan man beskrive potenseringen og de
mange ’informationsklatter’, der gør medicinen
stærkere og stærkere.
Skepsis
Den homøopatiske medicinske verden er udfordrende, fordi der behandles anderledes end i den
konventionelle medicinske verden. Når man arbejder med homøopati møder man ofte spørgsmål,
som nogle gange er svære at forklare, fordi det
bliver meget ’energi-snak’. Mange er skeptiske og
det er forståeligt, især når hesten eller hunden er
blevet ordineret arsenik, sølv eller måske endda
organer i homøopatisk form. I dag er det meget
9
"Ordet antibiotika er i sig selv
skraemmende; anti betyder imod, og
biotika betyder det levende"
almindeligt at finde komplekse sygdomsforløb,
også hos dyrene. Det kan være nødvendigt at følge dyr i flere måneder, både for at kunne følge
med i forløbet, og måske skifte præparater undervejs. Når man går i gang med et homøopatisk forløb sker der en udvikling, og man kan tydeligt se og
mærke processen gå i gang. Nogle oplever psykiske eller fysiske forandringer, andre begge dele.
Antibiotika skaber sygdom
De store udfordringer i dag er ikke anderledes for
mennesker end for dyr. Den store skandale ligger
i brugen af massive mængder antibiotika. Bakterierne bliver nemlig ikke helt bekæmpet med antibiotika. Nogle bakterier overlever. De formår at ændre form, de ’smider’ deres hårde cellevæg, som
er den der gør, at immunforsvaret kan genkende
dem som bakterier og angribe dem. Men efter deres omforandring ligner de nu ganske almindelige
celler. På denne måde kan de samme bakterier
skabe nye infektioner eller rettere - det er egentlig
den samme infektion, der bryder frem igen og
igen. Så behandles der endnu en gang med antibiotika - uden eller med ringe virkning.
Den samme infektion kan altså komme igen og
igen. Dyrlægens svar er at skifte antibiotikapræparat. Dette er begyndelsen til resistens. Alt
imens bliver dyret mere og mere svækket og
svampeinfektioner og fordøjelsesproblemer opstår, fordi også de gode bakterier går til grunde
under antibiotikabehandling. Ordet antibiotika er i
sig selv skræmmende; anti betyder imod, og bioti-
ka betyder det levende! Man kan i virkeligheden
sige, at den konventionelle medicinske behandling
går ud på en slags ’slå-ihjel-terapi’ – man dæmper
symptomerne, og behandler sygdommen indad.
Dette kan ende ud i meget kroniske og mange
gange uhelbredelige sygdomme. Homøopatien
gør det modsatte – man stimulerer til at sygdommen arbejdes ud af kroppen – i virkeligheden stimuleres dyrets eget forsvar – og kroppen kan
således genoprette balancen.
En anden stor udfordring er stress. Fordi mennesker er stressede og har problemer, får menneskets dyr det også. Husk at dyrene er spejle på
deres ejere. De nævnte problematikker giver ubalancer i fordøjelsen. Alle sygdomme udspringer af
et ødelagt fordøjelsessystem. Desværre er de
grupper af stoffer, der oftest anvendes i dag, antibiotika, smertestillende midler og binyrebark. Disse kemiske præperater har mange bivirkninger
og er skadelige på levende væsener.
Homøopati baseres på naturlige stoffer. I homøopatiske lægemidler anvendes ganske små mængder udgangsmateriale, så man driver ikke rovdrift
på planter og mineraler, og der ofres ikke mange
grise, der skal donere deres organer til medicinsk
anvendelse. Homøopati kan anvendes til alle former for behandling. Homøopati lærer kroppen at
arbejde, som den skal, og derfor er homøopatisk
medicin fremtidens medicin. Med homøopati behandler man ikke sygdommen, men det syge dyr,
og helt essentielt årsagen til sygdommen.
10
Af: Gitte Sperling, www.staldplus.dk
med eller uden
sommereksem?
En af mine islandske heste har igennem mange år
været plaget af sommereksem. Faktisk lige siden
den som unghest kom til Danmark fra Island.
For år tilbage købte jeg en hest, som skulle bidrage med udfordring til rytteren, der gerne ville forbedre og forfine sin ridning. En dejlig islandsk hest
der tidligere var importeret til Danmark fra Island
med vilje langt over middel, godt redet, som mestrede alle fem gangarter i alle tempi. Jo, det var
rigtigt nordisk fuldblod. Jeg vil beskrive den som
en stabil arbejdshest med dejlig dynamisk bevægelighed, et godt rygsving og tilpas fremadsøgning. Hesten udviste en overraskende smidighed
og følsomhed for de fine hjælpere. Derudover
tordnede den villigt afsted som et gammeldags
lokomotiv i en sikker egenbalance under rytter
med klippefast sikkerhed på benene. Der skulle
dog et vist mod til at ride hesten, og den var
strengt forbudt for nybegyndere. Lige hvad der
var brug for her: en drøm for de fleste øvede islandshesteryttere.
Fysiske ar
Denne skønne hest havde en del ar, der vidnede
om den tilbagevendende lidelse; allergi over for
sommerens værste plage, nemlig alt hvad der
svirrer og stikker for at suge blod. Den første sommer hesten var på gården, brød helvede løs. Hele
mittesæsonen led hesten med store åbne væskende sår fra mulespids til og med halerod. Det
var en grim overraskelse at stå med en så plaget
hest, og at skulle forholde sig til sådan en lidelse.
Haleroden var et stort blodigt område, ligesom
der over krydset, i lysken, under maven, hen ad
ryggen og på bringen var store sår. Der var ingen
man eller pandelok tilbage. I stedet lyste de røde
plamager op, hvor huden var hævet og blodig. Jeg
havde seriøse overvejelser om, hvorvidt det var i
orden at lade hesten leve videre. Jeg stod med en
voldsomt plaget hest, som grundet sin tilstand heller ikke kunne rides. Om vinteren helede sårene.
hesten blev redet, den legede og nød atter sit islandshesteliv sammen med sin flok, i frost og sne
derude på marken. Det voldsomme udbrud efterlod store ar, men hesten var i trivsel og årstiden
gjorde den godt.
Psykiske ar
Allerede inden denne ubehagelige sommeroverraskelse havde hesten nået at vise andre af sine
ar. Ar på sjælen og på psyken. Hesten tilhørte den
generation af islandske heste, der var avlet, inden
det blev almindeligt anerkendt med godt horsemanship. Forestil dig hvilke opdragelses-, trænings- og indlæringsmetoder, hesten kan have
været udsat for. Hesten var afgjort en dejlig, men
spoleret hest, der tydeligvis havde opnået sin dygtighed på en så voldsom måde, der nu kom til udtryk igennem håndskyhed og udpræget flugtadfærd. Den ønskede ikke at blive fanget eller kaldt
hjem fra folden. Den meget velopdragne hest
gjorde ellers pænt, hvad man bad den om, men
var konstant vagtsom, anspændt og ved opbinding fuldstændig stivnet. Den lystrede og var ekstrem lydig ved små vink, men stak i flugt ved allermindste anledning. Mistro prægede dens
generelle sindstilstand, og panik var dens typiske
reaktion, især hvis der var mænd i nærheden. De
dybtliggende sjælelige ar gjorde helingsprocessen
11
af de fysiske sår mere kompliceret, end hvis hesten havde vist psykisk ligevægt. Jeg er ikke tilhænger af lappeløsninger hverken til mennesker
eller dyr, og til trods for hestens adfærd og historie, og flere velmenende råd fra eksemkendere
om at opgive, havde jeg mod på at gå i dybden
med hestens velvære. Intet resultat var givet på
forhånd, men det var en måde at kunne tilbagebetale hesten, for andre menneskers fejltrin.
Forgæves symptombehandling
Samtidig med at hesten skulle hjælpes til et nyt og
bedre liv i tillid til mennesker, tilbragte den alt sin
tid de følgende somre med at være iklædt eksemdækken og hovedbeklædning (sæsonen fra maj til
midt i oktober, i alt slags vejr). Som eneste måde
at skåne hesten mod angreb fra mitter, myg og
klæg. Alligevel snød de flyvende blodsugere sig op
under dækkenet, bed, stak og sugede blod. Hesten måtte derfor ind på stald i rigtig mange timer
hen over sommerperioden, simpelthen for at undgå alt hvad der kunne stikke af svirrende insekter.
Den lærte efterhånden at søge mod stalden og få
hjælp mod de plageånder, som stressede den
endnu mere og gjorde dens tilværelse smertefuld.
Med dækken og staldophold fulgte også indsmøring med en klistret specialfremstillet salve, der
indeholdt binyrebarkhormon. De angrebne steder
på hesten blev smurt grundigt med salve flere
gange ugentligt. Hestens hud blev smurt under
hele manen, på halerod, ører, øjne, mule og store
områder på kroppen. Umiddelbart blev hesten afhjulpet den ubehagelige kløe og smerte, men salven gjorde huden skør og sart. Det var ikke en
holdbar model, men en måde at gøre en midlerti-
dig indsats for at bedre hestens liv en smule. Den
vaccine, der findes på markedet, garanterer ikke
hesten helbredelse og er derfor blevet valgt fra.
Eneste kendte mulighed har indtil nu været at lindre symptomer ved at benytte alverdens kemi til
at spraye, smøre og vaske hesten i.
Aktiv indsats og behandling – hver dag
Ud fra filosofien årsagsbehandling sammensatte
jeg en fokuseret behandling til den plagede hest.
Den bestod af kosttilskud og homøopatiske midler
med daglig dosis hen over flere måneder. Et tiltag
der indeholdt opbygning af hestens immunsystem, en udrensningskur, og i god tid inden mittesæsonen, opstart med homøopatisk desensibilisering. Ved desensibilsering gives det stof, der
ikke tåles og mængden øges gradvist så patientens tolerance overfor stoffet samtidig øges. Når
stoffet gives i homøopatisk form, kaldes det homøopatisk desensibilisering og gives i mundslimhinderne. Homøopatiske lægemidler er fremstillet
af udvalgte råstoffer fra plante-, mineral- og dyreriget. Indholdet er i en fortyndet form, ugiftigt uden
bivirkninger, og aktiverer kroppens egen selvhelbredende kraft (allergitolerancen øges gradvist).
Jeg forventede at behandlingen skulle vare hele
sæsonen. I månederne maj-juli gik jeg faktisk og
ventede efter at se tegn på sår og irritation, og
undrede mig meget over at intet skete. Derfor
blev behandlingen trappet ned over et par uger
fra midt i juli.
Resultat
Det er lykkedes at hjælpe hesten til et markant
bedre velbefindende og dermed et bedre liv, hvil-
12
Af: Gitte Sperling, www.staldplus.dk - Fotos: Gitte Sperling
Før
ket ikke blot er en god følelse, men en regulær
sejr. Her ved artiklens afslutning, kniber jeg en
glædeståre ved synet af en hest der om kort tid
kan fejre 20 års fødselsdag som eksemfri. I takt
med at hesten fuldt ud kan nyde sommergræsningen, er eksemdækkenet røget på førtidspension.
Hesten er ikke stresset som tidligere, hvilket naturligvis medvirker positivt til dens velbefindende.
Men oven på denne sommer har min dejlige hest
fået et nyt udtryk i øjnene, med ro i sjælen, psyken
og kroppen. Med aktiv indsats og målrettet behandling, fremtræder hesten nu mere afbalanceret og smukkere end nogensinde før, og næste
skridt er at vedligeholde det gode resultat. Når
der ikke er nævnt specifikke midler her, er det for
ikke at give anledning til misforståelser omkring
en generel eksembehandling. For at opnå det bedste resultat må behandling rettes mod det enkelte
menneske/dyr med udgangspunkt i den fulde
baggrund, historik og sygdomsbillede.
Homøopati er dybt virkende
Jeg er som mange andre skeptisk over for enhver
Før
hokus-pokus-løsning, der lyder lidt smart, fantastisk eller som sødsuppe-historie. Men jeg er også
realist, og det er min erfaring, at en stor del af de
sygdomme og ubalancer, mennesker og dyr kommer ud for, kan behandles med homøopati. Når
vores egne kræfter aktiveres, oplever man ofte at
komme styrket ud på den anden side af en sygdom/ubalance. Og det falder naturligt for mig at
tilbyde homøopati som understøttende middel i
min praksis som psykoterapeut. Desuden har jeg
de seneste år med stor succes anvendt midlerne
til dyrene på gården. Især hestenes velfærd ligger
mig meget på sinde, men har også eksempler på
bedring hos andre dyr, såsom hoste, gigt og ledproblemer hos hund og kat.
Det er så enkelt at behandle sit dyr, da dyret ikke
forholder sig til tanken om, hvorvidt midlet virker
eller ej. Dyr behøver ikke at tro på en virkning, de
tager bare imod og lader det virke. I dag ved jeg, at
havde jeg for år tilbage haft mere viden om antroposofisk lægekunst, kunne jeg dengang sandsynligvis have afværget omkostningsfyldte og pineful-
13
Efter
de tilfælde af kolik, forgiftning, og meget tidligere
gjort en virkningsfuld indsats overfor fx allergi og
eksem. På den baggrund har jeg åbnet for salg af
homøopati til mennesker og dyr på nettet staldplusshop.dk, så endnu flere får lettere adgang til
at understøtte human og veterinær velbefindende
ad naturlig vej. Ud over de produkter der udbydes
i netbutikken, rådes over et endnu bredere sortiment, disse produkter skal dog særbestilles via
personlig henvendelse og gennem rådgivningen
på stedet. Du kan til enhver tid modtage vores nyhedsbrev. Det er gratis du skal blot tilmelde dig på
staldplusshop.dk
Dyrlægen er fagpersonen, der har den veterinære medicinske uddannelse. Men blot ved at have
nogle specifikke homøopatiske midler i sit førstehjælpsskab på hylden ved siden af termometer
med mere kan man selv gøre en betydningsfuld
indsats for eksempel ved kolik, forfangenhed, forgiftning, betændelsestilstande, forkølelse og andet akut. En indsats der kan gøre den store forskel. Homøopati kan tages sammen med anden
Efter
behandling og derfor understøtte dyrlægens behandling. Lovgivningen tillader ikke anprisning af
homøopati og dets virkning ved butikssalg. I Danmark har vi en lovgivning, der gør det rigtig svært
for forbrugeren at få oplysninger, der kan gavne
sundheden. Man skal selv søge den, og vejen til
antroposofisk lægekunst og behandling med homøopati kan virke snørklet og begrænset, nærmest som et lukket og mystisk land. Homøopati
opfattes i Danmark som alternativ behandling,
også selvom nogle homøopatiske midler er receptpligtige.
I udlandet er homøopatiske midler anerkendte og
anvendte lægemidler i den traditionelle medicinske verden. Til eksempel har forbrugerne i Tyskland og Schweiz en helt anden tilgang til oplysning
om virkningen af disse midler. Uden for Danmarks
grænser er det helt almindeligt at vælge homøopatiske lægemidler frem for anden medicinsk behandling, fordi homøopati er naturlig og mild men
dybt virkende, og man ser ikke bivirkninger, som
ved traditionel kemisk fremstillet medicin.
Fotos: Anne-Mette Iversen
r
e
d
e
k
r
a
Hestem
2011
tilbud
på levende sjæle
I Hesteinternatet af 1999 ønsker vi fortsat et totalt forbud mod handel med levende dyr på markedspladser. Besøg på Vorbasse og Hammel hestemarkeder afslører, at der overhovedet ikke er
sket nogen forandring i praksis ude på pladserne.
Handlernes adfærd er præcis, som den har været
de sidste mange år. Justitsministeriet har formuleret fine regler, ’Bekendtgørelse om beskyttelse
af dyr på samlesteder og andre samlinger af dyr’,
der skal sikre dyrenes vilkår på markedspladserne, og som desværre ingen effekt har i praksis.
Dyrene kan ikke bruge reglerne til ret meget.
Fotos: Anne-Mette Iversen
ministeren
droppede kontrol af hestemarkeder
Alle heste født i 2002 eller senere skulle senest
1. juli 2011 være udstyret med hestepas og være
mærket med en chip, der kan identificere dyret.
Det blev bekendtgjort, at Fødevareministeriet alligevel ikke ville indføre ekstra kontrol af heste på
årets markeder.
Tidligere Fødevareminister Henrik Høegh (V) droppede at indføre en ekstra hestekontrol, der ville
have gjort livet surt for hestemarkeder rundt om i
landet. Stramningen ville betyde, at myndighederne skulle kontrollere alle heste for sygdomme og
lignende, men ifølge markederne ville det være så
omfattende, at hestemarkederne risikerede at dø.
Fødevareministeren lyttede til kritikken og droppede den ekstra kontrol. Hestinternatet af 1999
mener, at Henrik Høeghs beslutning var og stadig
er til stor fordel for hestehandlerne men en kæmpe ulempe for hestene!
FAKTA
Om mærkning af heste - chip og hestepas.
Passet skal beskrive dyrets udseende, alder, medicinbehandlinger og ejerforhold. Fra 1. januar 2012 skal alle heste uanset alder være udstyret med et hestepas. Heste uden hestepas og chipmærkning kan ikke slagtes på et dansk slagteri.
18
Dyrplageriet
eskalerer
Af Lene Kattrup, dyrlæge og medlem af Det
Etiske Råd. Bragt i Ekstra Bladet den
18. februar 2011
Desværre ser vi i dag flere dyreværnssager med
heste. Jeg erfarer en del tilfælde og får tilsendt
flere billeder end før i tiden af stærkt undervægtige heste med trøstesløse, tomme øjne, der befinder sig i stalde, der ikke burde kaldes stalde. Og
det er ofte svært at få politiet og myndighederne
til at håndtere sagerne effektivt. Fødevarestyrel-
sen har for nylig besøgt nogle rideskoler for at
tjekke ulovlig medicinopbevaring. De burde gå lige
så målrettet efter dyreværn og dyrevelfærd. Og
nu har styrelsen for nylig meddelt, at de har udskudt den uanmeldte kontrol med hestemarkeder
et helt år. Det er uacceptabelt. Her ser man i sæsonen også rigtig mange af disse udtærede, stakkels hestehandlerheste, som cirkulerer rundt fra
marked til marked, for til sidst at blive læsset på
en vogn med henblik på langtransport til Sydeuropa til slagtning.
Dyrevelfærd
i trylleskoven
Af Anne C. Abildgaard, Hesteinternatet af
1999. Bragt i Ekstra Bladet den 5. april 2011
Dyrenes Helte er TV2’s sukkerbelagte pendant til
Animal Planet’s programmer om redningsaktioner for nødstedte dyr. Den fører os ind i Trylleskoven, hvor der er langt fra den forsømte kostald
med glemte og halvdøde dyr, vi alle har set billeder
af, til den søde, lille skildpadde, der skal have taget
røntgenbilleder. Prorammet er fordummende og
tilslører de reelle problemer, vi har omkring dyrevelfærd. Hvorfor skal vi se, hvordan en velnæret,flot
ridehest skal røntgenundersøges, når der et par
kilometer længere henne ad vejen ligger 50 fikserede søer i en tætpakket svinestald, som aldrig
ser dagens lys? Programmet produceres af TV2 i
samarbejde med Dyrenes Beskyttelse. Jeg spekulerer på, hvor dyrt det har været for Dyrenes Beskyttelse. Jeg ved ikke hvilken genre, jeg vil placere
udsendelsen i. Reklamegenren er det bedste bud.
Og hvorfor er det lige, at vi i år 2011 i Danmark
stadig ikke har et selvstændigt dyreværnskorps,
som vi ser det i andre lande?
Hvad skjuler de?
usunde og dvaske
Hvis du bruger din sunde fornuft, vil du hurtigt
kunne se, hvorfor du ikke skal spise dyr. Du er,
hvad du fordøjer. Forsøger du at spise råt kød, vil
du ikke kunne tygge det ordentligt. Selv efter tilberedning kan det knibe gevaldigt med at tygge kødet.
Kød nedbrydes hurtigt, så kødæderne – rovdyrene - har forholdsvis korte tarme, så de kan komme
af med det forrådnede kød hurtigst muligt. Løven
sover 20 timer i døgnet, så der kan sørme ikke
være den store energi i kødklumperne. Kødædere
fortærer ikke andre kødædere. Løven starter sågar med at flænse maven op og æde maveindholdet, som er rent vegetabilsk. Nummer to livret er
organer og på tredjepladsen er det kødet. De dyr,
der er nederst i rangordenen, står tilbage med
kødet: hyæner og gribbe.
Gribbe, hyæner – og krokodiller - lever næsten
udelukkende af kød. Set med menneskeøjne tilhører disse dyrearter ikke just de smukkeste skabninger. En krokodille ligger stort set ubevægelig
hen det meste af tiden. Så alt i alt er det vel umådelig begrænset hvad energiudbyttet er i kød!
Kød giver stort set ingen energi – energi opbygges som bekendt af kulhydrater.
Så snart dyret er slået ihjel starter forrådnelsen.
De toksiske bakterier myldrer frem og menneskets lange tarmsystem kommer på overarbejde.
Menneskemaver har svært ved at nedbryde kød
og der dannes uhyggelig mange affaldsstoffer,
som skal udskilles – hvis de ellers kan! Det giver
ingen energi at spise kød, men der bruges maksimal energi på at fordøje det.
Kødspisernes evige fortærskede argument om, at
de spiser kød for at få proteiner nok, vil jeg blot
kommentere som det rene nonsens. De største
og stærkeste landdyr er alle sammen planteædere.
Ved tilberedning af kød, dænges det oftest til med
krydderier, salt og saucer. Er det måske for at
skjule den kedelige og uappetitlige smag?
Hvad skjuler de?
Af Astrid R. Hansen, dyrlæge og redaktør på www.grisensverden.dk.
Bragt i Politiken den 31. oktober 2010
Spørgsmål til landbruget: Hvorfor er det, at DR Kontant ikke kan få lov til at filme når som helst og i hvilken som helst svinebesætning? Producenterne må da være glade for at få lejlighed til at vise deres
produktion frem. Og som forbrugere vil vi gerne se, hvad det er vi spiser.
20
Foto: Jeanette Wulff Geerthsen, 6169 8548
6 ponyer døde
og 39 blev aflivet – politiet vidste besked
39 misrøgtede ponyer på en landejendom på Terkeltoft i Stepping ved Christiansfeld blev i december 2010 aflivet. Veterinærmyndighederne var
onsdag aften den 15. december på kontrolbesøg
på ejendommen. Seks af de små heste var allerede døde. 39 heste var så syge, at dyrlægerne aflivede dem. ”Dyrene led under mangel på foder og
vand. Nogle af hestene lå for døden, og generelt
var de i en sørgelig forfatning”, sagde veterinærchef Ole Jørgensen.
Dyreværnsloven en pyntelov
Af Lene Kattrup, dyrlæge og medlem af Det
Etiske Råd. Bragt i JydskeVestkysten den
23. december 2010
I de senere år er det blevet sværere og sværere
at få myndighederne til at tage selv oplagte dyreværnssager alvorligt. Resultatet er, at man som
anmelder må forsøge at anmelde igen og igen, da
man afvises. Det koster faktisk langt flere ressourcer for staten, end hvis sagerne blev håndteret
mere effektivt og håndfast fra start af. Ofte ser vi,
at der bruges ressourcer på at afvise og forklare
til højre og venstre, mens resultatet er, at dyrene
slet ikke hjælpes. Dyreværnsloven er efterhånden
blevet til en pyntelov. Der er opstået en opfattelse
af, at en overtrædelse af den lov skal tages mindre alvorligt, end hvis man overtræder andre love.
Jeg synes, medierne inklusive Jydske Vestkysten i
omtalen af den ulykkelige sag om hestehandler
Per Maagaard fra Stepping har været alt for ivrige efter at finde undskyldninger for, at hestehandleren ikke havde fodret hestene tilstrækkeligt i
længere tid samt undladt at tilkalde dyrlæge til de
dyr, der foruden at være stærkt afmagrede også
var syge. Dyreværnsloven giver en klar pligt til at
fodre dyr efter deres behov samt til at tilkalde dyr-
21
læge ved alvorlig sygdom og enten behandle eller
aflive dyret/dyrene. Har man ikke råd, må man
kontakte en dyreværnsforening, men man kan så
ikke altid beholde dyrene. I de mange år jeg har
beskæftiget mig med dyreværnssager, har jeg erfaret, at der ofte er dybe menneskelige problemer
bag. Fattigdom, personligt uorden og rod i livet,
manglende overskud, skilsmisse og ofte nævner
personen selv psykisk depression. Men sagen er,
at når personer forgriber sig på deres børn, stjæler eller kører for stærkt i trafikken, så synes vi
ikke altid, at f.eks. fattigdom eller en skilsmisse er
en oplagt undskyldning. Dog kan vi anerkende en
lægediagnosticeret dyb depression som en gyldig
undskyldning, der jo også i visse tilfælde kan give
strafnedsættelse. Men vi taler ikke om den depression, der kan komme som reaktion på en erkendelse af, at myndighederne har måttet aflive
dyr, som man har vanrøgtet, mens andre blev fundet døde af sult og/eller ubehandlet sygdom på
ens ejendom.
I den pågældende sag i Stepping var der tale om,
at manden er blevet anmeldt mange gange igennem længere tid. Meget tyder på, at bl.a. politiet
ved sine - efter det oplyste - månedlige besøg ikke
har haft indsigt nok til at se, at det var helt galt.
Jeg har igennem længere tid fulgt sagen og var
for over et år siden med til at klage til statsadvokaten over politiets manglende handling. Vi blev afvist, og det fandt jeg helt forkert. Desværre afviger
denne sag ikke fra, hvad vi efterhånden ser over
hele landet, nemlig at dyreværnssager ikke bliver
taget alvorligt nok. Der er undtagelser, men de er
meget få.
Politiet har ikke forstand på dyr, og det kan man
ikke bebrejde dem. Men ofte er det derfor, det går
galt. De uansvarlige dyreejere er tit kreative med
deres bortforklaringer, som politiet alt for ofte
tror på. Og politiet kan f.eks. ofte ikke se på dyr
med vinterpels, at de er totalt afmagrede og sva-
ge, sulter samt ikke får egnet foder. Politiet mangler desuden ressourcer, og det samme gør Fødevareregionens dyrlæger. Derfor ender sagerne i
stigende grad som her med, at der bliver fundet
døde dyr, resten må aflives og et stort antal dyr
har lidt i årevis på stedet. Jeg finder det i øvrigt
dybt kritisabelt, at man i det aktuelle tilfælde med
hestehandleren i Stepping lader en hest og en
lama blive på stedet. Jeg vil håbe og forvente, man
forsøger at få hestehandleren fradømt retten til
at holde dyr eller beskæftige sig med dyr for stedse eller i en årrække. Dyreværnsloven er efterhånden blevet til en pyntelov.
Nødvendigt med et Dyreværnskorps
Af Anne-Mette Iversen, Hesteinternatet af
1999 Bragt i JydskeVestkysten den
23. december 2010
Når man ser resultatet af myndighedernes såkaldte kontrol i vanrøgtsagen af 45 ponyer på en
landejendom ved Stepping, Christiansfeld, virker
det både ineffektivt og udueligt. Vanrøgteren er i
og for sig ganske uinteressant. Hestehandleren
har jo gennem omkring 10 år vist - ifølge udsagn
fra anmelderen Jeanette Wulff Geerthsen - at han
ikke passer og drager omsorg for sine dyr. Men
hvad med myndighedernes reaktion? Man kan
kun undre sig over vicepolitiinspektør Kuno Jensen, Sydøstjyllands Politi. På interviewerens
spørgsmål, om der kan være tvivl om, at dyreværnsloven er overtrådt, svarer politiinspektøren,
at det vil han ikke udtale sig om! Samtidig peger
Kuno Jensen på, at landbetjenten er meget opmærksom på dyremishandling. Og at der er en
speciel uddannet politimedarbejder i dyremishandling i Kolding Politi. Efter der på ejendommen
i slutningen af april i år blev indført skærpet tilsyn
fra myndighedernes side, har landbetjenten efterfølgende været på ejendommen mindst én gang
om måneden. Veterinærchef Ole Jørgensen fra
22
Fotos: Jeanette Wulff Geerthsen, 6169 8548
Fødevareregion Vest, Vejle, fortæller til TV Syd, at
fødevaremyndighederne i april krævede en lang
række forhold udbedret med det samme. Der var
ved flere lejligheder tale om groft uforsvarlige forhold. Manden blev, som det teoretisk hedder,
overvåget tæt. Men hvad betyder det i praksis for
dyrene, at ’der overvåges tæt’? Resultatet af hele
denne krævende kontrol er, at selv samme myndighed må forestå en masseaflivning. Erkend dog
at der er spillet fallit og lad os få indført et Dyreværnskorps.
Blødsødenhed ved dyrevanrøgt
Af Lene Kattrup, dyrlæge, medlem af Det
Etiske Råd. Bragt i Jyllands-Posten den
6. januar 2011
Har man 45 heste, som man ikke har råd til at
fodre, skyldes det vel, at man selv ved aktiv handling har anskaffet dem. Når det gælder manglende omsorg og svigt i behandlingen af de svageste
i vores samfund - de ældre, de syge, børnene og
vores husdyr - skal vi passe på, at vi ikke bliver alt
for ivrige efter at finde undskyldninger. Det er
klart, at vi må prøve at forstå årsagerne og baggrunden for det svigt, der har fundet sted. Den
person, der har svigtet, kan have sine særlige
grunde, som måske kan mindske det ansvar, der
nødvendigvis må søges at placeres. Men jeg synes, at nogle organisationer, myndighederne og
visse medier især i dyreværnssager er begyndt at
overdrive, sandsynligvis fordi de tænker, at de ved
at udtrykke stor forståelse for gerningspersonen
kan vise, at de er empatiske og humane. Sagen er
bare, at hvis det overdrives, så kommer man let til
at påvirke folkeopinionen, så tendensen bliver, at vi
synes, at handlingen i højere grad skal forstås og
tilgives, end (også) fordømmes og straffes. Jeg
finder ikke, at alvorligt omsorgssvigt ret ofte skal
eller kan undskyldes. Det er nødvendigt med en
konsekvens, og vi bør i højere grad gribe ind i tide
og få hjulpet den svage part, der her er dyrene.
Uansvarlighed undskyldes
Et eksempel er den meget omtalte sag med en
hestehandler fra Stepping ved Christiansfeld, hvor
39 ponyer måtte aflives på stedet, og seks blev
fundet døde pga. sygdom og/eller sult kort før jul.
Sagen var anmeldt mange gange forinden, og
manden var under opsyn, men alligevel gik det så
galt. Når jeg ser de mange presseklip igennem,
kan jeg se, at vendinger som ”ked af det”, ”synd
for”, ”ryster på hånden”, ”skilsmisse”, ”ikke råd til
23
dyrlæge”, ”det gik galt denne gang”, ”der var for
mange heste”, ”ikke været sjovt for manden”, ”det
voksede ham over hovedet”, ”alene om at passe
dyrene” osv. går igen. Der bruges passiv form,
hvor ansvaret hænger i luften. Tingene vokser
som oftest ikke én over hovedet, medmindre man
lader dem gøre det. Og at man har 45 dyr, som
man ikke har råd til at fodre, skyldes vel, at man
ved aktiv handling har anskaffet sig dem. Det er
uansvarligt. Jeg ville faktisk ikke selv have råd til
dyrlægehjælp og foder til 45 heste. Man kan sørge for ikke at anskaffe sig flere dyr, end man har
mulighed for at passe ordentligt. Og går det alligevel galt, må man kontakte en dyreværnsorganisation. Jeg finder heller ikke, at en skilsmisse kan
undskylde, at man lader dyr sulte. Netop dette argument hører vi ofte, når vi anmelder alvorlige dyreværnssager. Det undrer mig meget.
Manglende handlekraft
Denne blødsødenhed har bredt sig. Og som jeg
ser det, er det endda en ikke uvæsentlig medårsag til, at Fødevareregionen og politiet i dag udviser manglende konduite og handlekraft i dyreværnssager. Resultatet er, at dyrene ofte ikke
hjælpes effektivt, samt at der bliver brugt for mange ressourcer på sagerne, der må anmeldes igen
og igen og således koster staten dyrt. I den omtalte sag, som desværre ikke er atypisk, tyder alt
på, at politiet ved gentagne besøg ikke har haft
indsigt nok til at se, at det var helt galt. Jeg har
fulgt sagen og var med til at klage til statsadvokaten over politiets manglende handling. Vi blev afvist, hvilket jeg fandt helt forkert.
Kreative bortforklaringer
Politiet har ikke forstand på dyr, og det kan man
ikke bebrejde dem. Men ofte er det derfor, at det
går så galt. Den anmeldte dyreejer er ofte meget
kreativ med alle sine bortforklaringer, som politiet
alt for ofte tror på. Og politiet kan tit ikke se fx på
dyr med vinterpels, at de er stærkt afmagrede og
svage, at de sulter samt ikke får egnet foder. Politiet mangler desuden ressourcer, og det samme
gør Fødevareregionens dyrlæger. Derfor ender
sagerne i stigende grad med, at der bliver fundet
døde dyr, resten må aflives, og et stort antal dyr
har lidt i årevis. Jeg ser derfor ingen grund til, at
dyreværnsloven skal være en lov, der ikke skal
være respekt om. Vi bliver nødt til at have et korps
af særligt dyresagkyndige i disse sager, der kan
støtte og aflaste politiet og sørge for, at dyrene
hjælpes. Og så må vi skrue mere ned for blødsødenheden.
hundene
på Skiathos
hundene
på Skiathos
Af Annette Hagdrup, Hesteinternatet af 1999
Fotos: Annette og Birthe Hagdrup
I år ville vi prøve at opleve en anderledes ferie. Via
en veninde havde min mor og jeg hørt om hundene i Grækenland, som lever under kummerlige forhold. Hvis en græker ikke gider at have sin hund
eller kat længere, smides den bare ud på gaden.
Er der en hund, der generer, kunne man jo give
den lidt gift eller lade den æde glasskår, så er dén
af vejen.
Heldigvis findes der så mennesker, der forsøger
så godt som muligt at råde bod på disse forhold
og hjælpe dyr, der er kommet i nød. Et sådant
menneske er Helen, der på øen Skiathos driver et
hundeinternat, hvor hun virkelig vier hele sit liv for
at skabe en bedre tilværelse for især hundene,
men også kattene, som der er utrolig mange af på
øen. Vi ankom til vores hotel og fandt hurtigt ud af,
at vi måtte leje en lille jeep for at komme frem og
tilbage til internatet, som vi fandt ud af lå højt oppe
i bjergene; i øvrigt et ualmindelig yndigt sted. Vi
blev rigtig godt modtaget af Helen og hendes stab
af frivillige hjælpere, da vi meldte vores ankomst.
Der var, da vi ankom, ’kun’ ca. 35 hunde på internatet, hvilket vi synes var rimeligt mange, men vi
fik oplyst, at der tit kunne være over hundrede.
Forholdene på internatet var ret primitive, men
der var indrettet løbegårde til store og små hunde, og de havde rimelig god plads til at boltre sig
på. Der blev sørget for, at hundene fik rigtigt foder,
som i øvrigt var sponsoreret af Løvens kemiske
fabrik i Danmark.
Alle forsøgte at give hundene så meget kærlighed,
der nu var tid til. Man sørgede for hele tiden at
holde løbegårdene rene og pæne. Vi tilbød vores
hjælp og gik i gang med rengøring af operationsstuen, som var primitiv men funktionel. Dette fordi
dyrlægen fra Danmark ville ankomme ugen efter
og starte operationer mv. Vi oplevede, at der hver
formiddag kom mange folk, især englændere og
svenskere på besøg for at tilbyde deres hjælp med
luftning af hundene. Vi så ikke så mange danskere,
nok fordi stedet måske ikke er så kendt.
Vi kan kun anbefale alle, der kommer til Skiathos
at aflægge et besøg på internatet og evt. tage
nogle hunde ud på luftetur. I løbet af de dage vi var
der, oplevede vi hver dag hunde komme ind: Nogle
var fundet på gaden, andre smidt i en affaldsdynge og små pragtfulde hvalpe i en hjælpeløs tilstand. At se deres reaktion, når de blev vasket og
rengjorte, var utroligt rørende.Hundene bliver så
vidt muligt videresendt og formidlet til familier i
Danmark, Tyskland m.fl. Vi aftalte, at vi ville tage to
hunde med til Danmark, som så skulle videre til
familier her. Der blev sørget for pas, papirer, osv.
til hundene, som vi fik anbragt i to tasker indrettet
til formålet. Hundene fik en beroligende pille, og
turen hjem i flyet gik upåklageligt.
Vi var heldige, da flypersonalet, guiden og medpassagerer var utrolig søde og forstående. Den ene
hund skulle herefter videre til Sverige. Den blev
afhentet af en svensk dame, som havde set hunden på internatet og fundet, at den var lidt gammel og måske ikke så køn, så den skulle have et
godt liv hos hende.
Det var alt i alt en anderledes ferie for os, men gav
os noget at tænke over. Vi kan som sagt kun anbefale alle, der kommer til Skiathos at aflægge et
besøg på internatet. Stedet er aftegnet på lokalkortet.
26
forsømte Får
på Rømø
Af Anne-Mette Iversen og Annette
Rosenmunthe. Bragt i Jyske Vestkysten,
Debat, den 19. september 2011
Det er en blandet fornøjelse for dyrevenner at besøge Rømø. Lige så stor glæden er, når man ser
velplejede og veltilpasse får, lige så trist til mode
bliver man, når dyrene svigtes, og der tilsyneladende ikke ofres dem den fornødne pasning og
pleje. Får på græs skal ifølge Landbrugets Rådgivningscenter og Landsforeningen Dansk Fåreavl
klippes mindst én gang årligt, have beskåret og
tilset deres klove for at forebygge infektioner og i
øvrigt tilses dagligt. Lige syd for Havneby i fuglereservatet går fårene uklippede, og lokale beboere
oplever fra tid til anden, hvordan de tykpelsede får
drukner i vandløbene, fordi de bliver for tunge til at
redde sig op. Deres pels er bagpå smurt ind i kager af afføring, og mange humper rundt på ømme,
betændte ben. Enkelte er så halte, at de går i knæ,
når de indtager føde. Andre har yvere så hævede,
at de næsten slæber hen ad jorden på et tidspunkt, hvor lammene for længst er taget fra. Det
er en jammer at se på, men fårenes lidelsesfulde
liv slutter først, når de har opfyldt deres mission
som fødemaskiner og ender deres dage i hakkemaskinen. På Nordøen, i det militære område,
græmmer militærfolkene sig over synet af døende
og lidende får, og de døde får lov at ligge i ugevis.
Man forstår de lokales udtrykte afmagt, for man
løber oftest panden imod en mur, når man kontakter myndighederne om dyr. Når mennesker er
åbenlyst uenige om, hvad man kan byde dyrene, er
det så rimeligt, at det kommer til at fungere efter
den fællesnævner, hvor man vægter dyrenes tarv
lavest? Man får større og større sympati og forståelse for de mange, der i disse år fravælger kød.
Fotos: Anne-Mette Iversen
Det er svært at se her på billederne, men vores videooptagelser afslører ekstremt halte får, der ikke kan gå oprejst. Flere af fårene må knæle for at græsse, fordi de
ikke kan støtte på de smertende ben.
27
Får med voldsomt hævet yver selv efter lammene er
taget fra. Sandsynligvis yverbetændelse som kan være
yderst smertefuldt.
28
Til Ida Auken om jagt
Af Annette Rosenmunthe. Bragt i Sjællandske den 15. oktober 2011
Stort tillykke med posten som Miljøminister til Ida Auken. Idet jeg formoder, at Ministeren ikke
har personlige interesser i jagt, forventer jeg, at hun kan forholde sig sagligt og nøgternt til
nedenstående spørgsmål:
• Er det acceptabelt, at man i et samfund som det danske, der tilstræber at fremstå som
rimeligt civiliseret, tillader en lille del af befolkningen at underholde sig med at beskyde dyr
og herunder anskyde omkring 1 million dyr årligt?
• Bør man ikke følge anbefalingerne fra det bredt sammensatte Dyreetiske Råd, gående ud
på at sætte en stopper for opdræt og udsætning af vildt til skydebrug?
• Er et Vildtforvaltningsråd hvor mindst 3 medlemmer har interesser i storopdræt af skydevildt, og som ikke følger anbefalingerne fra DMU, et habilt og troværdigt rådgivningsorgan?
• Levevilkårene for harer og agerhøns er stærkt forringet i det intensivt dyrkede landbrugsland. Er fortsat jagt på disse truede arter hensigtsmæssig?
• Er jagt på ynglende dyr acceptabelt? Jeg tænker især på jagten på ræve med diende hvalpe, jagten på hjortevildt med fyldte yvere i oktober, samt jagt på trækfugle på vej til ynglepladser.
• Hvorledes begrundes fortsat jagttid på dyr uden eller med meget ringe kødværdi?
• Er det rimeligt, at jægerne i så høj grad som det er tilfældet, får lov at sætte sig på naturen?
• Bør egnede afsnit af De Jagtetiske Regler ikke indskrives i Jagtloven og suppleres med et
forbud imod alkoholjagt, og skal der ikke føres en langt mere intens kontrol med jagt, som
handler om noget så alvorligt som drab og lemlæstelse af dyr?
• Bør man ikke udvise dyrene en langt større tolerance, før man ’regulerer’ (bortskyder)
dem?
• Dyrene er i levende tilstand ofte til stor glæde for mange og til irritation og besvær for få.
• Er det ikke rimeligt, at man lærer at ramme, før man giver sig af med at skyde levende dyr?
• Skal der ikke stilles større krav til erhvervelse af våbentilladelse?
29
Slagteglad minister
Af Annette Rosenmunthe. Bragt i Politiken den 19. oktober 2011
Vores nye fødevareminister, Mette Gjerskov, kommer vist ifølge hendes udtalelser i Politiken
16. oktober 2011 til at træde rigtig mange mennesker over tæerne. Hun har således aflivet
og pelset i tusindvis af mink, klippet haler af grise og - på den fædrene gård, hvor hun stadig
bor - haft opdræt af fasaner og agerhøns til skydebrug.
Det er vanskeligt at forestille sig, hvordan denne slagteglade, minkpelsklædte fødevareminister kan leve op til Det Dyreetiske Råds anbefalinger om at få sat en stopper for det usmagelige skydefugleopdræt. Og mon hun vil være lydhør overfor dyreværnsforeningernes krav om
stop for minkopdræt og halekupering af grise uden bedøvelse?
MINK
forb y d minkindustrien
INKM
Af Annette Rosenmunthe.
annette .rosenmunthe@gmail . com
Bragt i Landbrugsavisen den 18. marts 2011
Det er dybt beskæmmende, at et folketingsmedlem - Torsten Schack Pedersen - forsvarer de
minkavlere, der baserer deres udkomme på dyrplageri. Oven i købet gør han det på en meget
usympatisk måde med sine grove udfald imod de
dyreværnsforkæmpere, der utrætteligt og uegennyttigt kæmper for dyrene.
Lad os dog slippe for den branche, som ikke er et
civiliseret samfund værdig. Selv uden pinefulde
sår og skamferinger er dyrenes tilværelse en ynk
og kun begrundet i en skrupelløs udnyttelse af tan-
keløse menneskers tro på, at de med deres udklædning i rovdyrpels vækker beundring og misundelse. Tværtom signalerer de, at de er helt uden
medfølelse med de dyr, der har måttet lægge
krop til deres upraktiske overtøj.
Minken er i Danmark en invasiv dyreart, og de
uundgåelige udslip fra minkfarmene forårsager
betydelig skade i naturen. Men da minkavlere tilsyneladende har det med at skyde enhver skyld på
andre, kan de belejligt udnytte, at en dyreværnsaktivist for år tilbage i afmagt lukkede en lille flok
32
33
Utilpassede unge
er nemme ofre
Af Annette Rosenmunthe. Bragt i
Frederiksborg Amtsavis den 24. maj 2011
Som bl.a. omtalt i Frederiksborg Amtsavis d.
21/5 er Naturstyrelsens jægere ordentlig ude
om sig i denne bukkejagt-tid. De lokker for børn og
unge i håbet om at indgive dem smag for skydning
af dyr. Især utilpassede og karaktersvage unge er
formentlig nemme ofre, for erhvervelse af jagttegn er en nem adgang til våbentilladelse. Fra jægerside ønsker man, at der skal være nogen til at
tage over, når de mange aldrende jægere må
melde forfald. Jægerne efterstræber magt og indflydelse på naturpolitikken, og glæden ved magt
må formodes at være ét af aspekterne i fornøjelsen ved at fratage medskabninger livet. Skydning
af dyr er den meget kostbare - og for nogle komplet uforståelige - hobby, som omkring 3% af befolkningen har valgt at underholde sig med i fritiden.
’Den gode historie skal fortælles igen og igen’ er
et hyppigt udtalt råd til jægerne, men de historier,
der fortælles for børn og unge dér ude i skoven er
nu nok en kende for storartede. Hvis et dyr har
levet et herligt liv, falder i skuddet og smager him-
melsk er alt som det skal være, men sådan er virkeligheden sjældent.Når man afliver dyr ved skydning, rammer man ikke altid plet. Det betyder, at
man her i bukkejagtsæsonen kan møde råbukke,
der har fået et ben skudt af og udsultede bukke,
der ved nærmere eftersyn mangler underkæben.
Jægernes begrundelse for at skyde dyrene er i
langt højere grad at få fingre i nogle gode trofæer
end at få kød på bordet. Med andre ord aflives de
prægtige dyr først og fremmest fordi jægerne
konkurrerer om størrelsen på opsatser og gevirer. En stor del af kødet udnyttes simpelthen ikke,
viser nyere forskning på Dansk Jagtakademi.
En lidt mindre absurd og meningsløs ’vildtforvaltning’ ville være til gavn for naturen og glæde for
det store flertal af befolkningen. En vildtforvaltning,
hvor jægerne fandt andre måder at konkurrere
på, hvor dyrebestande ikke først blev opformerede for siden at skulle nedreguleres, hvor rovdyrene ikke blev opfattet som konkurrenter og på det
nærmeste udryddet, og der kunne indfinde sig en
mere naturlig balance. Samtidig ville dyrene ikke
være så skrækslagne for mennesker og dermed
bidrage til meget større naturoplevelser for det
store flertal.
34
Konsekvenser
af jagt
Af Anne-Mette Iversen, Hesteinternatet af
1999. Bragt i Viborg Stifts Folkeblad den
30. december 2010
Viborg Folkeblad bragte lørdag den 18. december
en stor propagandaartikel om jagt: ”Debutant
nedlagde en af skovens konger”. Artiklen var illustreret med store farvefotos af en storgrinende
jæger, knælende ved en kronhjort, der lå død i den
blodige sne. Personligt ville jeg gå langt uden om
en sådan mand, som med stolthed poserer ved et
dyr, han har skamskudt, og som siden måtte eftersøges af en schweiss-hund. Det er jo netop sådan, det alt for ofte går. Ifølge de seneste tal fra
Danmarks Miljøundersøgelser er det imellem 10
og 25 procent af hele bestande af dyr, der lever
livet lemlæstede og handicappede af jægerhagl,
og dette til trods for at jægerne påstår, at de skaber sundere bestande! Alle disse hundredtusindvis forpinte dyr er så dem, der ikke har været så
heldige at blive fundet af en schweiss-hund. Er det
noget at være stolt over? De fleste mennesker fyl-
des med glæde, når de ser en levende kronhjort i
naturen, men desværre medfører jagten, at oplevelserne bliver sjældne, for dyrene bliver unaturligt sky og udfolder det meste af deres liv i nattemørket. Dyrene kan jo ikke vide hvilke mennesker,
der vil dem ondt.Til hvilken nytte er så alle de lidelser? Jagt er hobby og fritidsunderholdning for
gruppen af jægere. Det er oplevelsen ved at slå et
dyr ihjel, der tilsyneladende tiltrækker dem. Kødet
er et biprodukt, som langtfra altid udnyttes.
Selv i høj sne og isnende kulde giver jægerne ikke
dyrene fred til at finde deres sparsomme føde.
Sporene er jo nemme at følge, og et større udvalg
af nederdrægtige midler til at lokke og narre dyrene gør det til en leg. Seneste påfund er en række lokkedufte, som man sprøjter ud i naturen, og
som dyrene ikke kan modstå. Så er der næsten
gevinst hver gang! Alt sammen til jægernes afsporede morskab, dyrenes grusomme lidelser, naturens forarmelse og andre menneskers afsavn og
græmmelse.
35
Nem genvej
til våben
Af Anne-Mette Iversen, Hesteinternatet af
1999. Bragt i Jyllands-Posten den
25. september 2011
Der er for tiden fokus på de våben, der opbevares
i hjemmene, og eksempelvis besidder landets
170.000 jægere op imod 1 million våben. Er jagt
overhovedet en nødvendighed og en aktivitet, der
værdsættes af befolkningen? Næppe.
Jagt er fritidsinteresse og adspredelse, og jægerne kunne som alle andre opnå spænding, naturoplevelser og kammeratskab uden brug af våben.
Kødet er ret underordnet, for mange af de dyrearter, der skydes, er uspiselige eller så små, at det
ikke er umagen værd at tilberede dem. Jagten
skal med andre ord blot give jægeren en skydeoplevelse, som det er urimeligt, at dyr skal lægge
krop til. I 4 ud af 10 skud rammer jægerne ikke
dødeligt, men sårer dyret med store pinsler til følge. Et stigende antal unge tager i disse år jagttegn. Ikke for at gå på jagt, men fordi det er en
nem måde at få våbentilladelse på. Mange ønsker
angiveligt at besidde et våben for at kunne forsvare sig ved fx hjemmerøverier. Familiedramaer,
hvor et jagtvåben har gjort udfaldet af en konflikt
fatalt, optræder jævnligt i medierne. Risikoen for
at man griber til sit jagtvåben, hvis man er i voldsom affekt, er tilsyneladende overhængende. Det
er en skræmmende udvikling! Jagt burde begrænses til at et mindre antal dygtige skytter varetog
de opgaver med at regulere dyrebestande, der
måtte være i samfundets interesse.
husk
Fremtidens
Danmark?
kondom
Hvis I absolut vil knalde os
37
Dk halter bagefter
når vores Dyreetiske Råd sover i timen
Debat: Vi skal have forbud mod dyresex
Af Lene Kattrup, dyrlæge og medlem af det
Etiske Råd. Bragt i Jyllands-Posten den 13.
april 2011
Meget tyder på, at så mange dyr skades, at et forbud er relevant og nødvendigt. Der har været en
ret heftig debat, efter TV2 d. 7. april 2011 behandlede emnet dyresex (sodomi). TV2 er blevet
kritiseret for i udsendelsen at vise en scene med
en mand, der misbruger en ged til samleje. Det er
mediernes opgave at vise os virkeligheden, og specielt synes jeg det i dette tilfælde er nødvendigt at
vise politikerne konsekvenserne af, at vi ikke har et
forbud mod sodomi. En del lande i Europa har indført et sådant forbud for at fremme god velfærd
og respekten for dyr, som der står i bemærkningerne til det forbud, Norge vedtog i 2010. Et forbud, som kom efter flere sager og en undersøgelse, der påviste alvorlige skader på dyrene efter
seksuel anvendelse. En lignende undersøgelse i
Sverige har vist det samme, og der er nu opstået
et politisk flertal, så man forventer et forbud i starten af 2012.
Anderledes er det herhjemme. Kun SF og DF ønskede et forbud, da det senest blev debatteret i
Folketinget. Ca. 80 pct. af danskerne ønsker et
forbud, så noget kunne tyde på, at befolkningen
har et andet dyresyn end flertallet i Folketinget.
Mange kan ikke forstå, at Det Dyreetiske Råd
(bortset fra et medlem) i sin anbefaling til Folketinget ikke går ind for et forbud. Dog anbefaler rådet
et forbud mod seksuel kommerciel anvendelse,
dvs. til pornofilm, dyrebordeller etc.
Rådet mener, at vi mangler viden, for vi ved ikke
meget med sikkerhed om skaderne på dyrene.
Det er rigtigt, vi mangler sikker viden om, hvor
mange dyr der bruges til sex, og hvor mange, der
skades. Ikke alle skades af det, men meget tyder
på, at så mange skades, så et forbud er relevant
og nødvendigt. Vi ved efterhånden en del om de
skader, der er tale om. Der er undersøgelser fra
Norge, Sverige, England og USA, hvor der er tale
om ret identiske og alvorlige skader på bl.a. heste,
køer, hunde, katte og får. Beskrivelsen af skaderne er rystende læsning.
Peter Sandøe, som er rådets formand, gjorde på
tv gældende, at hvis vi forbød sodomi, så ville det
ramme alle de landmænd, der er afhængige af at
måtte befrugte deres søer ved kunstig befrugtning, når de er i brunst. Dette argument har undret mig meget, og jeg har bl.a. forhørt mig i Norge, om de har haft problemer med det. Svaret var,
at der slet ikke har været problemer med afgrænsningen. Men da der også i Norge var enkelte røster, der fremførte dette i debatten forinden vedtagelse af loven, skrev man i bemærkningerne, at sædtapning, inseminering og andre
nødvendige procedurer i forbindelse med avl og
reproduktion ikke kan regnes for seksuelle handlinger i forbindelse med den aktuelle lov. Det kan vi
jo også bare gøre her i Danmark, og så falder
dette argument væk. Rådet har anført, at et forbud vil gøre, at det bliver mere vanskeligt for poli-
38
tiet at opklare sager. Det er lige modsat. Det aflaster og hjælper, hvis det er tilstrækkeligt at påvise,
at dyret har været brugt til sex af mennesker f.
eks. ved videooptagelse, mobilkamera, sikre øjenvidner el. lign. Dette burde være nok til, at politiet
kan give en bøde og få stoppet en praksis, der bør
stoppes i tide. Som det er nu, foregår sexmisbruget ofte fordækt og skjult, og det vil det gøre uanset et forbud eller ej. Et forbud vil både virke forebyggende og lette politiets arbejde. I dag kan
politiet kun gøre noget, hvis man kan påvise større
fysiske eller psykiske skader på dyrene. Og det er
svært og alt for ressourcekrævende for politiet.
Ofte er skaderne jo f.eks. dybt i skeden på hundyrene, og enten er de helet på ca. en uge, eller dyret er dødt og bragt af vejen.
Forbyd nu dyresex!
Hvorfor tøver Det Dyreetiske Råd?
Af Anne-Mette Iversen, Hesteinternatet af
1999. Bragt i Kristeligt Dagblad
den 20. april 2011
Johannes L. Bundgaard skriver om sodomi - det vil
sige menneskers anvendelse af dyr til sex - i Kristelig Dagblad den 12. april, at det er besynderligt, at dyreværnsorganisationerne står alene i
deres kamp mod sodomi, da det jo sandsynligvis
også er skadeligt for mennesker. Jeg repræsenterer dem, der kæmper for et forbud for dyrenes
skyld, men jeg kan kun bekræfte, hvad Bundgaard
er inde på. I flere af de undersøgelser, der er om
dyresex, konkluderes det, at personer, der bruger
dyr til sex ofte selv er blevet seksuelt krænket. Og
meget tyder på, at personen selv tager skade ved
at bruge dyr på den måde, således at hans eller
hendes sociale samt seksuelle relationer til medmennesker skades. Hvor ofte det er tilfældet er
der forskellige oplysninger om, men ved en gennemgang af litteraturen og beretningerne om tilfælde (også fra kriminologer, psykiatere og psykologer med flere) går det så hyppigt igen, at det
også - udover de mange skader på dyrene - må
medtages som et vægtigt argument for, at vi bør
have et forbud mod sodomi herhjemme, som
også en del andre lande i Europa nu har fået.
Det har undret mange, at Det Dyreetiske Råd ikke
kan støtte et forbud. Og især formanden, Peter
Sandøe, har i forbindelse med den genopblussede
debat på grund af en meget omtalt udsendelse i
TV2 den 7. april været i medierne mange gange
for at forsvare sin og rådets (minus et medlem)
position. Det besynderlige er, at han - og rådet mest går imod et forbud for at beskytte mennesker, idet han finder, at et seksuelt mindretal, der
ønsker at bruge dyr til sex, skal have lov til det.
Det har undret mig, da et dyreetisk råd bør have
fokus på dyrene. Hvad angår dyrene, forekommer
det mig, at han nedtoner skaderne og ikke forholder sig til de seriøse undersøgelser fra blandt andet Sverige, Norge og England, der desværre påviste en betydelig frekvens af ret alvorlige skader på
dyrene. Herhjemme kunne Det Dyreetiske Råd
ikke få de danske dyrlæger til at besvare spørgeskemaerne angående skader, men det er ikke rig-
39
"125 danske dyrlaeger forfattede i 2007 et faellesbrev,
som de sendte til Folketinget, med anmodning om
et forbud mod sodomi for at beskytte dyrene"
tigt, som Sandøe sagde på TV, at kun én dansk
dyrlæge har set skader på dyr efter sodomi. Det
modbevises af det, der står i rådets egen udtalelse om sodomi fra 2006 side 21, og det modbevises også af de mange tilfælde af seksuelle overgreb mod heste, som toppede i 2004, hvor
politiets egen konklusion var, at mindst halvdelen
af de mange tilfælde måtte formodes at have haft
et seksuelt motiv. I Norge har hver femte dyrlæge
set tilfælde med skader på dyr, hvor man skønnede, der var tale om seksuel misbrug af dyret. 125
danske dyrlæger forfattede i 2007 et fællesbrev,
som de sendte til Folketinget med anmodning om
et forbud mod sodomi for at beskytte dyrene.
man også sige, at de to eksempler, der blev vist
her, som i øvrigt var ret typiske for fænomenet,
også talte for sig selv. Et par, der skulle medbringe
deres hund til sexudlån, forklarede at den var
urenlig (et typisk symptom for psykisk uligevægt
hos hunde), samt at de jo udelukkende gjorde det
af egoistiske grunde for egen skyld, ikke for hundens skyld. Det andet eksempel var en mands indtrængen i en stald og brug af en hunged til samleje. Hvis man bare ved en smule om dyr, kunne
man se på hungeden, at der var tale om et væsentligt overgreb mod den. Lad os få et forbud.
Kun SF, DF og løsgængeren Chr. H. Hansen har
foreløbig kunnet støtte et forbud. Når man læser
udtalelsen om sodomi fra Det Dyreetiske Råd, forundres man over, at menneskehensyn vejer tungt
hele vejen igennem. Konstant tales der om ’rådets
zoofile kontaktpersoner’, og det er betænkeligt,
synes jeg, når kommissoriet var, at rådet skulle
forholde sig til om sodomi i det hele taget skulle
overvejes forbudt. På den baggrund er det betænkeligt, at rådet tildeler de zoofile (personer der
bruger dyr til sex) en hovedrolle i udtalelsen, og
det på en måde, hvor de flere gange omtales meget sympatisk og på en ret positiv måde. På den
måde legitimerer man fra rådets side indirekte
selve deres anvendelse af dyr til sex. Som det vil
fremgå, når man læser udtalelsen, giver rådet indtryk af, at de zoofile tager hensyn til dyrene, når de
bruger dem seksuelt. Virkeligheden viser os noget
ganske andet. I den omtalte TV-udsendelse må
Af Jeanette Wulff Geerthsen.
Bragt i Kristeligt Dagblad 26. april 2011
Kort sagt: Dyr føler smerte
Medlem af Det Etiske Råd Mickey Gjerris udtaler
til Kristeligt Dagblad den 16. april, at han ikke finder, vi har ret til at slå dyr ihjel, blot fordi vi skal
have noget at spise, når vi nu kan undvære kød og
nøjes med at spise planter.
Han peger på, at dyr kan føle smerte. Jeg syntes,
det lyder sympatisk, men jeg kan ikke få det til at
rime med, at han tidligere har udtalt, at han ikke
synes, vi skal forbyde dyresex. Flere undersøgelser har vist, at en del af dyrene får alvorlige skader og udsættes for angst og smerte ved at blive
anvendt til sex af mennesker. Dyresex kan jo sagtens undværes i samfundet. Det skulle glæde mig
meget at erfare, hvis Mickey Gjerris har ændret
holdning her.
40
Af: Sara Østerby Petersen, pædagog og cand.pæd. i pædagogisk psykologi
Foto: www.rhonda.dk - www.hestefotografen.dk
udviklingskoncept
for både hest og menneske
Der findes så mange små shetlændere omkring i
Danmark. Og selvom det er italesat, at det nok
ikke går så fantastisk godt for de fleste små shetlænderliv, så avler vi på dem som aldrig før.
Nogle bliver passet og plejet, som var de små prinser og prinsesser, men flere og flere bliver glemt
bag tykke boksdøre og andre usædvanlig kreative
steder. Steder, som de færreste vil kunne forestille sig, et levende væsen kan overleve uden at
miste liv og mening. Måske er det værste, at de
faktisk overlever i langt længere tid, end det burde
være biologisk muligt. For de små liv, vi sommetider finder, svæver i en tilstand mellem liv og død.
Mange shetlændere lever et liv under turbulente
forhold blandt utallige ejere, og det er helt uhyggeligt, hvad mennesket kan byde et lille levende
væsen for at slippe af med den ubehagelige følelse af, at der er et ansvar, der ikke leves op til.
Hvad bilder vi os egentlig ind? Det er disse ord,
der fyldte mit hoved mest, da jeg begyndte dette
arbejde med at tage mig af små nødstedte shetlandsponyer. Fra den danske egocentriske ’smid
væk’ kultur, der i det sidste årti har præget vores
handlinger i en retning, vore dyr tydeligvis mistrives under. Hvorfor tror vi ikke, at det betyder noget for en hest at skifte hjem, omgivelser, venska-
Hjemmeside: www.shetleanderliv.dk
41
Foto: www.rhonda.dk - www.hestefotografen.dk
ber og dermed tryghed, lige så snart vi har set en
kønnere, en sjovere, eller blot higer efter noget
nyt? Hvor paradoksalt det end må forekomme,
ser det sådan ud mange steder. Det er paradoksalt, fordi vi selv anskaffer dem.
Jeg lavede en undersøgelse, som viste det interessante resultat, at et af de største mål for en
hesteejer er at knytte bånd med sin hest. Det er
hele arbejdet og de praktiske timer værd at mærke en unik samhørighed med den hest, der båder
koster timer, penge og sved på panden. På denne
måde kan der tilføjes et mål og et ønske om at få
lov at opleve nogle stærke følelser i relationen
mellem ejer og hest. Et mål der kræver timer og
tålmodighed at opnå. Jeg tror ikke mennesket er
ond at natur. Tværtimod har jeg ikke haft mange
oplevelser gennem ShetlænderLiv, hvor misrøgten ikke havde en eller andet kontekst, der om vi vil
det eller ej, er en konsekvens af og stammer fra
den fortid, kultur og det samfund, vi alle lever i og
dermed er med til at skabe. Spørgsmålet er, hvordan vi bedst kan ændre dette i fælleskab? Hvis det
menneskelige mål er at opleve et følelsesmæssigt
bånd med hesten, så er udgangspunktet og målet
vel også et ønske om samarbejde og venskab. Lad
os springe ud i det og se hvilke muligheder det
skaber at knytte mennesker og heste.
42
Foto: www.rhonda.dk - www.hestefotografen.dk
Når liv mødes
På ShetlænderLiv kombinerer vi praksis med de
små shetlænderlivs tilværelse. Det betyder, at de
mennesker, der arbejder og kommer i praktik her,
er et sted i deres liv, hvor de har behov for at finde
deres ressourcer og menneskelige kvalifikationer
frem. Man kan også kalde det at oparbejde livs- og
handlekompetence gennem omsorgsfuld pasning
og pleje, der giver mening. På den måde bliver
ShetlænderLiv også et formidlingscenter for bud-
skabet, at vi kan lære noget af naturen og livet omkring os med heste som et unikt eksempel på,
hvordan dette samarbejde kan tage sig ud.
På ShetlænderLiv matcher vi ’et menneske og en
shetlænder’, der kan give hinanden noget. Mennesker kommer til og shetlænderne kommer til,
og det de har til fælles, er at de skal møde den
samme fremtid og kunne være her på deres præmisser og med afsæt i den samme turbulente for-
Af: Anne-Mette Iversen - Foto: Anne-Mette Iversen
tid som et fælles grundlag. Det betyder, at de får
mulighed for at udvikle sig sammen og lære af
hinanden med afsæt i den nutid, de befinder sig i
og den fremtid, de står overfor. De lærer af hinanden, fordi de hjælper hinanden, og hver dag opleves der smukke og unikke hændelser, der viser
hvor meget dette samarbejde bærer frugt. Både
de små liv og pigerne viser os alle, at det kan lade
sig gøre at finde frem til de smukke, menneskelige
kvaliteter, der gemmer sig under huden på kulturen.
”Når ethvert barn får den fysiske, følelsesmæssige, spirituelle støtte fra familie og samfund, der
skal til for at udfolde og virkeliggøre dette barns
fulde potentialer, så ved vi, at vi er på rette vej”
(Hildebrandt, 2009, s.45).
Mon ikke ovenstående gælder mennesket i sin helhed? Vores spørgsmål til samfundet omkring os
skabes og lyder: Hvad sker der, hvis vi, dyr og mennesker, samarbejder alle sammen? Hvilke muligheder vil det åbne op for? Mon der findes noget
ved de levende væsener omkring os, der åbner for
nogle af de menneskelige kvaliteter, vi synes at
have mistet gennem tiden? En af vore tidligere
praktikanter skrev en stil, da hun påbegyndte uddannelse efter mange år at have levet en tilværelse ekskluderet fra samfundet. Her er, hvad hun
skriver:
”Pludselig sidste sommer fik jeg en pony. Jeg star-
tede i praktik på ShetlænderLiv og lige inden var
der en flok heste, som var blevet mishandlet. De
havde stået i en stald uden vand og mad. Én af
dem var lille Mirakel. Jeg synes, det var så frygte-
43
ligt, og derfor hentede vi ham. Da vi hentede ham,
læssede vi ham ind i en trailer og kørte hjem til
ShetlænderLiv. Turen gik stille og roligt, og vi hørte
ikke noget omme fra traileren. Da vi var kommet
hjem og lukkede traileren op, lå ponyen ned. Vi
måtte skubbe den ud. Da vi fik sat den ud på marken stod den bare og gloede. Jeg valgte at den
skulle hedde Mirakel. For det var et mirakel, hvis
den overlevede. Mirakel stod i den samme stilling
i flere dage. Han havde egentlig gjort sig klar til at
dø. Hvor må det være frygteligt at have det sådan
tænkte jeg.
Efter et par dage begyndte han lige så stille at bevæge sig rundt og undersøge det hele. Jeg sørgede for, at han fik masser af mad og vand og
kælede med ham op til flere gange om dagen. Da
jeg begyndte at strigle ham, så jeg på hans ben og
de var fuld af mudder inde i pelsen. Jeg gik også
ture med ham. Det var fordi, han ikke kunne gå
særligt hurtigt. Men det var hyggeligt alligevel.
Efter et stykke tid blev det bedre. Meget bedre.
Han begyndte at snakke med de andre heste og
gå rundt og spise mad. Vi havde det hyggeligt. Efter et stykke tid fandt jeg ud af, hvor meget jeg
egentlig havde lært at Mirakel. Vi gik ture, nussede og havde det hyggeligt. Efter nogen tid kom dyrlægen og gav sin vurdering, om han skulle aflives
eller chippes. Heldigvis skulle han chippes. Så alt
det arbejde, jeg havde lagt i, gav resultat. Jeg stod
en dag og tænkte, mens jeg kiggede på Mirakel,
hvor glad jeg var for, at jeg havde overtaget pasningen af ham. Sådan et dejligt liv han havde fået,
fordi jeg overtog ham. Mirakel blev ved registreringen døbt ’Lille Mirakel Marlise’ ”.
44
Foto: Anne-Mette Iversen, Hesteinternatet af 1999
dyrene
betaler prisen
Af Anne-Mette Iversen, Hesteinternatet af
1999. Bragt som tema i Jyske Vestkysten den
5. april 2011: Landbruget, miljøet og naturen.
Jeg læser i pressen, at ’videnskaben’ mener, at
man skal have flere proteiner: Spis mere kød.
Modsat hvad vi indtil nu har hørt, ’videnskaben’ udtaler: at vi spiser ALT for meget kød! Samtidig er
58% af danskerne overvægtige og 16% stærkt
overvægtige. Ingen ved tilsyneladende, hvad man
skal stille op med folks fedme. Federe og federe
bliver danskerne i hvert fald. TV sender program-
45
mer om mad i én uendelighed. ’Spise med Price’,
’Det søde liv’, ’Jamie Oliver’, ’Masterchef’ og mange flere. Tit ser man i Aftenshowet, at der laves
mad af forskellige kokke. Og værterne smager og
æder. Ofte er der flere timer, der handler om mad
på en enkelt aften. Dagspressen svulmer af
madopskrifter.
Måske ikke så sært, hvis nogle får den opfattelse,
at livet handler om mad - for enhver pris, men billigst muligt. Fint nok med madprogrammer, men
undervis også befolkningen i, hvordan lækker og
sund mad laves uden kød og mejeriprodukter, for
dyrene betaler prisen! Med hvilken ret fjerner
man nyfødte kalve og små griseunger fra deres
mor, der derfor hindres i at udvise normal adfærd,
mens ungerne fjernes fra den omsorg, de har
brug for og krav på?
Med lovgivningens ret, selvfølgelig. For at tjene
flest mulige penge ved at tage mindst muligt hensyn til dyrene og udnytte dem til et bristepunkt;
længst nået: 25.000 smågrise dør hver eneste
dag i de danske stalde grundet ’produktionsformen’. Hvilken syg idé at lave et erhverv, der omfatter levende dyr om til industri, fabrikker uden etiske regler eller minimum af empati.
Landbrugsavisen skriver, at der skal laves genoptryk af planchen, der viser, hvordan kalve aflives.
Den grusomme årsag er, at det er kommet frem
at mange kalve ikke afblødes efter at de er skudt
med boltpistol. Det skal de ifølge reglerne, fordi
kalve kan live op efter at være skudt gennem hovedet. Så er det at det lille yndige væsen med skudhullet i hovedet kommer vaklende hen af staldgan-
gen i forsøget på at finde sin mor. En planche? Ja,
så nemt. Vel i stil med plancher, der hænger på
hospitaler, som viser, hvordan man vasker hænder korrekt.
Aflivning af spildprodukterne - læs: kalvene - udføres ikke af en dyrlæge, men af staldfolkene. På alle
måder afskyeligt, barbarisk og morderisk. I TV-avisen sås Lars Barfoed på charmevisit hos en landmand i grisestalden mellem fikserede søer. Han
sagde: ”Jeg er imponeret over forholdene” og tilføjede: ”Jeg så en pattegris få klippet halen af (uden
bedøvelse), og det var ganske udramatisk”. Ja, det
var det nok - for Justitsministeren, altså. Han har
jo heller ingen hale, man klipper løs i.
Der kører også TV-udsendelser om det unikke
menneske. Dyrene er ligeså unikke, hver for sig.
Men mange unikke mennesker synes man - med
fuld ret - kan mishandle og udnytte dyrene, og æde
sig helt eller halvt ihjel på tilbud. Kyllinger og æglæggende høns er måske de dyr, der har det
værst.
Magasinet Penge har vist, hvordan friske madvarer bliver smidt ud i enorme mængder fra restauranter og supermarkeder, fordi man i vores forkælede verden ikke kan ha’, at der ikke er det
udvalg på hylderne, som folk forventer. Samtidig
kan man ikke regne med, at alt bliver solgt. Det
samtidig med, at nogle ikke har råd til hverken
brød eller grøntsager og en stor del af verden sulter.
Der er noget galt - ikke bare i Danmark. Og ædemøllen maler helt ad helvede til.
Griseri på gaflen
Af Anne-Mette Iversen. Bragt i Jyllands-Posten den 8. november 2010
I Danmark bor Hr. og Fru Ligeglad. Ved siden af bor Familien Ligegyldig og naboerne til dem er Hr. og Fru
Ved Ikke. Over for dem bor Ved Bedre, som desværre bor halvdelen af året i udlandet, hvor de ved endnu
bedre. Fællesnævneren for dem alle er, at de spiser flæskesteg.Superbakterien MRSA CC 398, der
vandrer ubesværet fra svin til menneske, findes nu i hvert ottende slagtesvin. Det viser helt nye tal fra
DANMAP, som overvåger resistente bakterier i Danmark. Bakterier overvåges nemlig, for der forskes i
bekæmpelsen af bakterier. Og det er der penge i! Nok endda flere penge end der er i mishandlingen af
grise. Og der vil altid være penge i bakterier - og bakterier på penge - for så snart en bakterie er dysset
ned, opstår en ny og så går hele pengemaskineriet igen i selvsving. Griseriet har skam status.
Kød gør os usunde og dvaske
Af Anne-Mette Iversen, Hesteinternatet af 1999
Hvis du bruger din sunde fornuft, vil du hurtigt kunne se, hvorfor du ikke skal spise dyr. Du er, hvad du
fordøjer. Forsøger du at spise råt kød, vil du ikke kunne tygge det ordentligt. Selv efter tilberedning kan
det knibe gevaldigt med at tygge kødet.
Så snart et dyr er slået ihjel starter nedbrydningen i kødet og forrådnelsen tager fart. De toksiske bakterier myldrer frem og menneskets lange tarmsystem kommer på overarbejde. Menneskemaver har
svært ved at fordøje kød og der dannes rigtig mange affaldsstoffer, som skal udskilles.
Rovdyr har et forholdsvis kort tarmsystem, så det forrådnende kød kan udskilles hurtigst muligt. Kødædende dyr fortærer ikke andre kødædere. Løven starter sågar med at flænse maven op på sit bytte og
æde maveindholdet, som er rent vegetabilsk. Nummer to livret er organer og på tredjepladsen er det
kødet. De dyr, der er nederst i rangordenen, står tilbage med kødet: hyæner og gribbe. Gribbe, hyæner
– og krokodiller - lever næsten udelukkende af kød. En krokodille ligger næsten ubevægelig hen det meste
af tiden. Løven sover 20 timer i døgnet.
Kød giver stort set ingen energi, men der bruges maksimal energi på at fordøje det. Energi opbygges
som bekendt af kulhydrater. Kødspisernes gammelkendte argument om at de spiser kød for at få proteiner nok, er ikke korrekt. De største og stærkeste landdyr er alle sammen planteædere. Ved tilberedning af kød, dænges det oftest til med krydderier, salt og marinader. Er det måske for at skjule den kedelige og uappetitlige smag?
Med disse refleksioner vil jeg varmt anbefale dig at læse bogen ”Om at spise dyr” af forfatter Jonathan
Safran Foer.
48
Af: Rhonda - Foto: www.rhonda.dk - www.hestefotografen.dk
vilde heste
I mange år har jeg drømt om at fotografere vilde
heste. Denne drøm blev til virkelighed, da jeg i
2010 mødte Theresa fra USA, på en workshop i
København. Theresas kusine Joy ejer en ranch i
Idaho og lever tæt på de vilde mustanger, og jeg
var velkommen til at komme derover. Jeg endte
med at bestille en billet til tre måneder i USA og
blev mødt af den største gæstfrihed hos Joy. Der
går tre uger, før jeg møder de første mustanger.
En rød og en sort, der til min overraskelse kommer løbende imod mig. Jeg bliver lidt bange, men
de stopper op, og jeg fornemmer, vi er på samme
niveau; vi er bange. Via mit kropssprog leger og
kommunikerer jeg med dem. De kommer tæt på
49
og løber lidt væk igen, og sådan fortsætter det i
nogle timer. Det var utvivlsomt det smukkeste øjeblik i mit liv. Jeg havde tårer i øjnene, da jeg gik
derfra. Senere møder jeg større familier på tre,
fire, fem heste. Sidst i januar møder jeg store flokke på 10 og derover. Wauw. For mig står den vilde hest som et stærkt symbol på frihed, og der
hvor jeg gerne vil være indeni. Den vilde hest minder mig om, at hesten er det dyr, som har hjulpet
os mennesker mest gennem tiderne.
Mit ønske med mine billeder er at skabe en øget
bevidsthed om, at vi skal respektere og elske hesten endnu mere i dens frie element.
Foto: www.rhonda.dk - www.hestefotografen.dk
52
Af: Gitte Sperling, www.staldplus.dk
Dur ikke – væk!
Hvad er værdi?
Der står mange otium heste rundt omkring. Mange af disse heste er først blevet brugt, dernæst
dømt ikke-egnet, og så kasseret som en brugtvogn. Men når vi kalder det otium, er det så virkeligheden, eller blot en undskyldning for at vi ikke
selv gider at have ansvaret?
En hesteejer havde forsøgt at forære sin hest
bort med en benskade, hvor det forlød, at hesten
med rette behandling kunne blive rimelig smertefri og fungere som selskabshest i fremtiden. Ordene fra ejeren hang i mine ører endnu: ”Det er jo
dyrt at holde hest, og det kunne jo være, du kunne
hjælpe den videre, for det er en ret værdifuld hest,
men du må få den gratis”. Jeg har for vane at
tænke højt og svarede: ”Det er jo et ganske generøst tilbud, men har du tænkt over at det er ligeså
dyrt for den fremtidige ejer, som det vil være for
dig at beholde den. Og hvad mener du egentlig når
du siger værdifuld”?
Jeg undrer mig hver gang og finder det interessant at spørge om, hvad der driver os til at anskaffe og afskaffe kæledyr. Spørgsmål der nok kan
provokere nogle kæledyrsejere, men som man
bør forholde sig til: Hvorfor anskaffede du dig det
levende væsen, du nu vil af med? Hvad betyder det
at have ansvar som dyreejer? Hvor længe havde
du forestillet dig at beholde dyret? Hvad skal der
ske med dyret den dag, det bliver sygt eller får en
skade? Skal hesten sælges, er den meget værd.
Bliver hesten halt, er den ikke noget værd. Vi har
taget de bedste år af hestens liv, og hestens værdi er bestemmende for, hvorvidt en påkrævet behandling bliver igangsat.
Værdifuld adfærd
Jeg selv er ikke sat i verden for at samle op, hvad
andre kaster fra sig. Alligevel påtog jeg mig for
nogle år siden ansvaret for en ubrugelig hest. Du
tænker måske på, hvor dyrt og hvor dumt det er
at overtage en ubrugelig hest. Ja, måske det var
dumt, for hesten var ubrugelig, ’uden værdi’ – og
dog: For i dag har jeg en særlig hest gående, som
er så særlig, at der nok ikke findes nogen hest magen til. Normalt ville et lille føl med et sådant handikap straks blive aflivet. Det var en bekendt, der
blandt sine avlede føl fandt et hingsteføl med en
lille bule i ryggen og mente, den var blevet trådt på
eller klemt som nyfødt. Sådan et føl er for dyrt at
fodre på. Risikoen for at den hverken kan bruges
eller sælges er for stor for avleren. Der var dog en
chance for, at bulen ville rette sig. Jeg overtog føllet, da jeg var villig til at løbe den risiko, som måske
kunne komme det lille pus tilgode.
Som 2-åring var skævheden forværret, og røntgenbilleder viste scorliose i rygraden. En bekymret
dyrlæge advarede om at den lille hest aldrig ville
kunne bruges til ridning og rådede mig til at overveje konsekvenserne ved at lade sådan en hest
leve. Beslutningen blev, at hvis hesten viste velfungerende og normal hestadfærd uden tegn på
smerte, skulle den have lov at være hest.
Værdi gøres op i penge eller følelser og baseres
på vurdering.Hestens værdi er konstant til vurdering. Jeg måtte revidere mine opsatte kriterier,
for hesten var meget anderledes end andre heste. Fysisk blev den hesteudgaven af klokkeren fra
NotreDame – Quasimodo. Kikset, mærkelig og
53
akavet i sin fysik. Den burde med sin skæve, stive
ryg ikke have sine islandsheste gangarter, men
denne lille gæve gut viste trods alle odds alle fem
gangarter på marken! Den lavede pjattede bukkespring, hvinede af fryd og var i front, når flokken
galopperede og legede på folden i de kølige aftentimer. Dens sind og opfindsomhed var bemærkelsesværdigt. Den søgte mere øjenkontakt og brugte øjnene anderledes i menneskelig kontakt, den
var hurtig i sin opfattelse, og regnede selv løsninger ud. Den opfandt aktiviteter og tiltrak sig dermed en masse opmærksomhed. Fx samlede den
ting op og afleverede foran mine fødder. Dens reaktionsmønster var anderledes. Den fandt på at
gå væk fra flokken og hjem for at vrinske ’sladrende’, da en anden hest var kravlet igennem hegnet
og vandret ud på kornmarken. Umiddelbart var
det ikke helt normal hesteadfærd, men smertefri
var den.
Hvad er værdi?
Hvilken værdi har hesten så? Kan man tale om
økonomisk værdi, følelsesmæssig værdi, brugsværdi eller noget helt andet? Umiddelbart er denne hest kun en udgift for mig med foder, opstaldning, tandraspning, vaccination, smed dyrlægebesøg, røntgenbilleder og løse tillægsudgifter. Den
kan ikke rides, så jeg kan ikke bruge den til noget.
Den er vel egentlig kun tilovers, en byrde, en kæmpe udgift! Men hesten er accepteret af alle i flokken og mere end det. Der er en særlig respekt om
hesten. Flokken giver ham al den plads, han ønsker. Hesten udviser meget mod og ro, og ofte
optræder den med en støttefunktion for nogle af
de andre heste. Hesten har værdi for den samle-
de flok, inde i flokken og for hestene enkeltvis. Når
man bliver begrænset på et punkt, så udvikler
man andre færdigheder, sådan er det også med
heste. Vi ejere kan så ’gribe bolden’ og udvikle på
de færdigheder og evner, eller vi kan lade være.
Jeg er overbevist om, at min handikappede hest,
der nu er 6 år, besidder både stjernepotentiale og
har X-factor, som kunne betyde en økonomisk gevinst for mig, hvis det blev udnyttet. Men det har
jeg valgt ikke at gøre. I stedet er hesten med sit
synlige handikap ofte årsag til diskussion om etik
og værdi for eksempel som nu, hvilket får en anden værdi, end den der normalt diskuteres.
Værdien af hestens liv er et værdifuldt hesteliv,
ensbetydende med at blive trænet til at optræde
og vise kunster, blive redet på, brugt som redskab
til prestige, underholdning eller økonomisk vinding? Er det et værdifuldt hesteliv for hesten? For
os? Hestens værdi følger vores behov og vores
beslutninger om, hvilken værdi hesten kan få. Men
har hesten et mere værdifuldt liv ved, at man lader den være, vel at mærke ikke alene på en mark,
men giver den muligheden for at leve sit liv i en
stor flok, hvor den selv kan vælge sine venner,
være blandt sine egne?
Fra denne vinkel kan en hest, som vi normalt ville
dømme ’ude’, leve sit liv med opfindsomhed og
egen specielle adfærd. Charmerende og fuld af
hestevisdom appellerer denne unge hest til, at vi
mennesker ser på vores egen stive opfattelse af
værdi. Heste inviterer os til at vende blikket mod
vores holdning fra ’dur ikke – væk’ til ’Vi er alle
værdifulde levende væsner’.
54
Af: Anne-Mette
Af: Truels Vallø
Iversen
Bisgaard,
- Foto:www.happyhorses.dk
Anne-Mette Iversen
hesten
som terapeut
Hvad er det lige med heste? De er over alt: På
folde langs vejene, i tilpassede stalde, nybyggede
stalde, i reklamerne, på ungpigeværelserne, i mytologien, poesien og musikteksterne.
•
•
•
•
•
•
•
”Horses in my dreams”. Det drømmende,
kraften i det ubevidste. (P.J. Harvey)
”Wild horses couldn’t drag me away”. Som
symbol på styrken. (Rolling Stones)
”Take it easy girl, it’s just a man on a horse” . Bidrager til transformationen af
mennesket. (Robert Duvall)
Apokalypsens fire riddere. Som bærere af
Guds sidste ord til os.
Enhjørninger. Magisk og kraftfuldt.
Pegasus. Med evnen til at løfte os fra jorden mod det guddommelige.
Liv.
Hvad leder jeg efter hos hesten? Samhørighed.
Hvad betyder og symboliserer hesten for mig? Liv,
følsomhed, varme, accept, kærlighed, natur, naturlighed, kraft, styrke og bevægelse. Jeg leder
efter disse værdier og finder dem hos hestene.
Hestene, der ikke kan lægge skjul på, hvordan de
har det, hvad de føler. Når hesten er bange, er
hesten bange, og det ses. I modsætning til mennesket der i hver sin udgave kan lære at udsætte
og skjule følelser og behov.
Da jeg i sin tid uddannede mig til dyreadfærdsterapeut, var det først og fremmest fordi, at dyrene er
ærlige. Fuldstændig. What you see is what you
get. Det opfyldte et behov hos mig, der havde måttet lære at kunne skjule, hvordan jeg havde det.
Det glædede og frydede mig meget at være med
dyrene, der ikke kan skjule det. På min vej som
hestetræner blev jeg opmærksom på, hvordan
træningen af min første hest, Fillippa, var fuldstændig afhængig af én ting; nemlig hvordan jeg
havde det. Nogle gange gik det som en leg: vi bevægede os sammen, der var en lethed over det
hele, et fælles åndedræt – en samhørighed. Nogle
gange var det væk: jeg syntes ikke hun reagerede
så let, øvelserne fungerede ikke, jeg blev frustreret – magien var væk. Jeg blev opmærksom på
(nogle gange undervejs og nogle gange bagefter),
at når det ikke fungerede, var det, når jeg var i en
tilstand af pres. Jeg havde en følelse af, at jeg skulle blive dygtig – ikke at jeg gerne ville, men at jeg
skulle. For mig var det en måde at undgå at opleve, at jeg ikke var dygtig, at jeg ikke kunne finde ud
af det og nedenunder alt dette: At undgå at føle,
der var noget galt ved mig, at jeg var forkert. Dén
følelse kender og kendte jeg og ved, at det er ubehageligt at føle mig forkert, og vil derfor gøre meget for at undgå den. Så meget at det blev til et
pres. Dét pres reagerede Fillippa på. Hun trak sig,
der var mindre kontakt at få, og selvfølgelig forsvandt følelsen af samhørighed også. Når jeg prøvede at undgå noget i mig, så forsvandt kontakten
til min hest.
Jeg havde tidligt i mit voksenliv månedslange depressive perioder, som var en komprimeret oplevelse af at gøre og være forkert. Det var smertefulde perioder, jeg uden ophør har forsøgt at
forstå og ændre for at finde glæden i mit liv. I mit
arbejde på at finde og forstå denne glæde, uddannede jeg mig til biologisk traumeterapeut. I løbet
Truels Vallø Bisgaard. Foto www.rhonda.dk - www.hestefotografen.dk
af uddannelsen forstod og erfarede jeg at dét er i
tilliden til livet i os; i kroppen, følelserne og sindet
at vi kan skabe bevægelse i dét som synes ubevægeligt. Jeg oplevede at jeg kunne finde bevægelse
i mig og følge den. At livet og naturen i mig var
ærligt og at når jeg lyttede og fulgte, skete en forandring. Mod glæde.
Det gik op for mig, at en cirkel var sluttet. Naturens ærlighed og udtryk i dyrene er den samme i
mig selv, - jeg skulle bare lære at lytte. Den erfaring er guld værd. Allermest fordi jeg ikke længere
er deprimeret i disse smertefulde perioder, men
også fordi jeg kan bruge det i mit arbejde med hestene.
med utryghed, og de vil derfor konstant lede efter
at spændingen og presset forsvinder. Vores glæde, forløsning, afspændthed og harmoni er hestens tryghed. Som ryttere og mennesker kan vi
få hjælp til at finde livet i os. Hestene står lige dér
og kan slet ikke lade være med at reagere og tydeliggøre, hvornår vi nærmer os livet i os selv, og
hvornår vi fjerner os fra det. Når vi er i samhørighed med os selv, finder vi samhørigheden med
hesten. I mit arbejde med heste og mennesker er
det øjeblikke af stor skønhed og glæde, at når vi
nærmer os livet i os, kommer hesten tættere på.
At når vi lærer at acceptere og elske hele livet i os,
finder samhørigheden med os selv, så finder vi
samhørigheden med hestene.
Hestene reagerer på os, når vi ikke følger livet i os.
Hvis vi skal undertrykke livet i os, når det udtrykker
sig med følelser og behov, er vi nødt til at spænde
i vores krop. For hestene er denne spænding lig
Besøg min hjemmeside www.happyhorses.dk om
træning af heste, hesteassisteret terapi, kurser
og sessioner med mennesker der ønsker at opleve hestene hjælpe til med at finde glæden i livet
56
Af: Eva Lønborg-Madsen, www.equinetouch.dk
Equine Touch
– en introduktion
I Afrika fandtes ikke rideskoler. Så jeg blev som
4-årig blot sat op på en hest, og så måtte jeg finde
ud af resten selv. Det var en skøn tid med rideture
ude i naturen, finde figurer i skyerne mens hesten
gumlede græs, og udfordre mig selv og hesten,
når der fx kom en stor kvægflok forbi.
Da jeg blev sendt ud til det store udland (i mit tilfælde var det Danmark) ophørte ridningen, som
så først blev genoptaget i forbindelse med en fysisk sygdom, som hindrede mig i at gå mere end
100-500 meter på en god dag. Jeg savnede mine
daglige fysiske aktiviteter og især savnede jeg at
komme ud i naturen. Så hvad var mere nærliggende end at finde mig en god firebenet ven? I
2005 fandt en dejlig tung nordsvensk skovhest og
jeg hinanden. Han gav mig så stor glæde i livet, at
jeg fik behov for at give ham noget igen. Det endte
med at jeg tog uddannelsen til Equine Touch Practitioner, og efterfølgende tog jeg uddannelsen
som Equine Touch Instructor.
Alt dette førte til at jeg tog det grænseoverskridende skridt at sige min faste stilling op for at hellige mig Equine Touch, som kaldes ET i daglig tale.
Jeg underviser hesteejere i grundprincipperne,
eller rettere hele fundamentet, i Equine Touch, så
de alle tager hjem med et fantastisk stykke værktøj i hænderne, som de kan hjælpe deres hest
med. Jeg kan med stolthed fortælle, at der nu er
to ET Practitioners i Jylland og fire på Sjælland, og
flere på vej. Desuden er der omrking 100, som
har taget grundkurset i ET, så de nu kan hjælpe
deres hest og også give den velvære. Så havde
det ikke været for min sygdom, havde jeg ikke
mødt Lucas. Og havde jeg ikke mødt Lucas var
Equine Touch ikke nået til Danmark i 2007. Så det
ER en solstrålehistorie.
Men hvad er Equine Touch egentlig?
Forestil dig, at du har et par bukser eller en jakke
på, som er 1-2 numre for lille. Det er en ubehagelig følelse, og hver eneste bevægelse du foretager
dig er hæmmet og til tider smertefuld. Sådan er
det også med kroppens bindevæv. Stramt bindevæv har en tilsvarende indvirkning på en muskel.
Ikke alene er det ubehageligt, det kan også være
smertefuldt. Det bevirker også en nedsat blodgennemstrømning i musklen, som resulterer i en nedsat tilførsel af ilt og næring foruden en forringelse
af blodets evne til at bære affaldsstoffer væk.
Bindevæv er den gennemsigtige og let klistrede
hinde, som du fjerner, når du renser fx en svinemørbrad. Hver enkel lille celle i en muskel og i vores krop er omgivet af sit eget bindevæv. Sammen
danner kroppens celler en muskel, fx mørbraden,
som har sit eget bindevæv omkring sig - en form
for tætsiddende ’plastikpose’ af bindevæv. Blodårer er også omgivet af bindevæv, ligesom knogler og organer har bindevæv omkring sig. Hvert
enkelt organ hænger i en elastik af bindevæv. Var
det ikke for organernes elastiske ophæng ville de
pga tyngdekraften ligge og rode rundt i bunden af
bækkenet. Med andre ord: Hele vores krop er et
stort spindelvæv af bindevæv. Det er meget almindeligt at ville sammenligne noget ukendt med noget kendt. Almindeligvis er spørgsmålet, om ET er
det samme som hestemassage. Det er ikke hestemassage. ET er sin egen teknik og kan ikke
ET i praksis. Foto Ole Oxvang
sammenlignes med andre teknikker. Mange spørger også, om det er det samme som T Touch eller
Bowen. Det er det heller ikke. ET har sit udspring i
Aikido. ET arbejder på det bløde væv, dvs. muskler,
ledbånd og sener, med bindevævet i fokus, det indeholder mange pauser og er meget blidt samtidig med at det kraftfuldt og dybdegående. Under
sessionen får hesten både tid og rum til at reflektere og gå i proces.
ET er ikke terapi i sig selv, men det har vist sig, at
man opnår en meget kraftig terapeutisk effekt på
en hel del forskellige problemer på hesten, både
fysisk og psykisk. De blide og dybdegående moves
minder hestens krop på celleniveau om at komme
i balance igen, og derigennem stimuleres kroppen
til at opnå en ideel tilstand, som påvirker mange
forskellige problemer på alle niveauer i positiv retning. ET består af en serie bløde bevægelser, som
udføres over specifikke punkter på det bløde væv,
og hele kroppen behandles holistisk uden hensyn
til virkelige eller fortolkede problemer. Målet med
ET er at lade kroppen nå sit mål: homøostase. De
blide bevægelser udføres over muskler, ligamenter og sener. Altså, kun det bløde væv. Bevægelserne fremkalder en dyb afslapning af spændte og
trætte muskler, fremmer helbredelse af skadede
og atrofierede muskler, lindrer smerter, øger
blodcirkulationen, og fremmer lymfedrænagen. ET
indbefatter ingen manipulation eller justering af
skelettet. Hele kroppen afbalances fysisk og psykisk, energiblokeringer frigøres, og Qi-flow’et i meridianbanerne stimuleres. På denne måde fremmes kroppens egen helbredende formåen på en
skånsom måde. Med andre ord: Equine Touch
hjælper kroppen til at hele sig selv. ET kan både
stå alene og det kan også supplere andre behandlinger som fx traditionel dyrlægebehandling, kiropraktik, osteopati, Bachs blomstermedicin, homøopati o.l.
Hesteinternatet
af 1999
anbefaler
Kig forbi
The Cat Cabinet
i Amsterdam!
Hesteinternatet
af 1999
anbefaler
Kig forbi
www.kattenkabinet.nl
Af: Anne-Mette Iversen - Foto: Anne-Mette Iversen
59
bliv medlem
af Hesteinternatet af 1999 og støt vores arbejde
Du kan støtte vores arbejde ved at blive medlem
og betale et årligt kontingent på kr. 300,-.
Hesteinternatet af 1999 består udelukkende af
frivillige, ulønnede menneskers arbejdskraft, og
alle pengene går ubeskåret til dyrevelfærd. Som
medlem af Hesteinternatet af 1999 vil du få tilsendt nærværende materiale, vort årlige medlemsmagasin. Hesteinternatet af 1999 består af
FAKTA
et netværk af mennesker, som bekymrer sig om
dyrs velfærd og som gør et stykke arbejde for at
gøre en forskel for dyrene. Nogle har stillet deres
stald- og græsningsfaciliteter til rådighed for heste, der skal have særlig omsorg og pleje. Andre
skriver artikler og kommunikerer med omverdenen og pressen, mens andre igen bidrager som
f.eks. lokale kontaktpersoner, der holder øje med
hestehold osv. i deres eget lokalområde.
Indmeldelse
kan ske ved indbetaling via din netbank til:
Danske Bank på registreringsnummer 9506 og kontonummer 4576075596.
Du kan også betale via girokort på gironummer 1-691-7397 til:
Hesteinternatet af 1999
v/Anne-Mette Iversen,
Vestermarksvej 4 b
7100 Vejle
Husk at angive dit navn og adresse ved indbetaling, så vi kan sende vort magasin til dig.
(ved flytning husk at melde adresseændring)
Du kan også ringe til formand Anne-Mette Iversen på 75 75 76 21
eller skriv en mail til [email protected].
Følg med og se mere på vores hjemmeside www.hesteinternatet.dk
En lille bøn…
Hvis du ikke vil gemme bladet efter endt læsning, videregiv da venligst bladet i stedet for at
smide det ud.
Koen savner først sin hale,
når den har mistet den.
ISSN 1603 - 4007
Forside: Vilde heste i Nordamerika
Foto: www.rhonda.dk.
Bagside: Foto: Anne-Mette Iversen.
Redaktion: Anne-Mette Iversen,
Anne C. Abildgaard.
Grafik:
Line Vinther.
Tekst, fotos og illustrationer må
gerne gengives eller kopieres, såfremt
der anvendes kildehenvisning.