1. No category

Chess
Svensk-britisk musical i to akter
Musik: Benny Andersson og Björn Ulvaeus
Sangtekster og dramatisering: Tim Rice
Premiere: 14. maj 1986, Prince Edward Theatre, London
Chess er en af de få musicals, der har en storpolitisk baggrundskulisse: Den gamle øst-vest konflikt udgør
den ydre ramme. Dog er det faktisk ikke politik, men kærlighed, identitet, magt og karriere, alt af den
problematiske slags, der er kernen i forestillingen.
De to skakmestre Anatoly (fra det gamle USSR) og amerikaneren Frederick står begge i et
kærlighedsforhold til Florence. Kampen om verdensmesterskabet i skak symboliserer magtbalancen i dette
trekantsdrama – og i verden. Den forrykkes, da amerikaneren taber og russeren hopper af. Chess bliver
herefter et tankeeksperiment om, hvad der kan ske, når rollerne bliver byttet om, ikke mindst når medierne
er en afgørende faktor.
Chess’ fremstilling i en række tableauer af – på den ene side den afhoppede
russer, der nu kynisk helliger sig en karriere på markedsvilkår (og uden hensyn til partiet) – og på den anden
side den detroniserede amerikaner, der viser sig at have ar på sjælen, kan ses som et lidt sløret politisk
udsagn med en central metafor om livet – og kærligheden – som et skakspil, hvor man må vurdere indsats
over for udbytte.
Musikken af de to komponister fra ABBA er lige så storslået som resten af forestillingen. Der
spændes fra pompøse pasticher over storslåede operette- og operaagtige passager til regulær og
iørefaldende pop fra samtiden. Musikken udkom to år før teaterudgaven som et konceptalbum, hvorfra
bl.a. ”One Night in Bangkok” og duetten ”I Know Him So Well” blev verdenshits.
Handlingen
Chess er fortællemæssigt beslægtet med Jesus Christ Superstar og Evita; snarere end en egentlig
fortløbende handling fortælles historien gennem en montage af selvstændige billeder.
Efter en prolog om skakspillets oprindelse åbnes der i den norditalienske tyrolerby Merano,
hvor de folkloristisk klædte borgere venter på, at stormesteren, amerikaneren Frederick Trumper, skal
ankomme til kampen mod den russiske udfordrer Anatoly Sergievsky (”Merano”).
På hotellet viser Fredericks elskerinde og sekundant Florence Vassy ham aviserne, der
udnævner ham til en forkælet, utålelig spiller og ved pressekonferencen kort efter er det også snarere hans
person end hans skakspil, det handler om. Han tirres og forlader rasende pressemødet.
På et andet hotel har Anatoly møde med sin sekundant Molokov, hvor de ser Fredericks
optræden på tv. I ”Anatoly & Molokov” bliver det klart, at Anatoly er dødtræt af partiets krav, og da
Molokov er gået, synger han i ”Who Needs a Dream” om, hvad han har måttet opgive for skakspillets skyld.
I overdommerens værelse slår den selvbevidste dommer i ”I’m the Arbiter” fast, at kun han
har kontrollen, og under enorm mediebevågenhed og med tv-transmission begynder kampen. Hurtigt bliver
det klart, at Anatoly har lagt et strategi, der skal irritere den opfarende Frederick. Han trommer på bordet,
rokker i stolen, og til sidst bliver Frederick så arrig, at han sparker russeren, og skakspillet vælter. Molokov
og Florence må nu til dommeren for at rede trådene ud (”A Model of Decorum and Tranquility”). Og
derefter må de finde en måde, hvorpå spillet kan genoptages inden for de 24 timer, ellers vil det blive
annulleret.
Molokov forsøger klodset at appellere til Florence, men det var russerne, der splittede
hendes familie ad, da de rykkede ind i Budapest i 1956. Hun beder i stedet Molokov sende Anatoly ti l en
lille kro, så han og Frederick kan tale sammen i fred.
I mellemtiden diskuterer Frederick sin andel af pengene for tv-rettighederne med tvstationens chef Walter de Courcey. Frederick vil have mere, fordi afbrydelsen har gjort kampen mere
spændende. Da Florence ankommer til tv-studiet og fortæller om aftalen med Molokov, bliver Frederick
rasende og beskylder hende for at gå kommunisterne ærinde. Hun forlader ham og erkender, at deres
forhold er ved at smuldre, og at ”Nobody’s on Nobody’s Side”.
Da hun ankommer til den lille bjergby, er Anatoly der allerede, og de mærker
en øjeblikkelig tiltrækning, men det umulige i situationen er klart for dem begge (”Mountain Duet/This Is
the One Situation”). Da ankommer Frederick, som har fået nye økonomiske vilkår, og trods sit raseri over
Florence og Anatolys tilnærmelser indvilger han i at genoptage kampen.
Næste dag fortsætter kampen, men Frederick taber det ene parti efter det andet. I en pause
skændes han igen med Florence, der slutter forholdet. Da hun er gået, kommer forklaringen på hans
opførsel i den rørende ”Pity the Child”, hvor han fortæller om sin kærlighedsløse barndom og om, hvordan
han derfor trak sig ind i skakspillet.
Dagen efter giver han op, og Anatoly bliver ny verdensmester, hvilket han fejrer med at
hoppe af. Det afsløres nu, af Walter de Courcey, at han har en kone, Svetlana, i Rusland. Florence er
forelsket, men regner ikke med, at det er gengældt (”Heaven Help My Heart”). Aktens finale er dog deres
fælles afrejse, hvor journalister kræver en række svar på politiske spørgsmål, men Anatoly svarer med at
synge ”Anthem”, hymnen til landet i hans hjerte.
Ved anden akts begyndelse er der gået et år, og et nyt verdensmesterskab skal finde sted i
Bangkok. Frederick Trumper skal kommentere det for en tv-station og tænker derfor på skak og ikke på
byens fristelser (”One Night in Bangkok”). Florence er nu Anatolys sekundant og elskerinde, han skal
forsvare sit mesterskab, men der er mage besværligheder, for russerne vil lade hans kone rejse ud af landet
for at forstyrre hans ro med Florence (”You and I”). Modkandidaten er en ”Soviet Machine” ved navn
Vadiim, og nu begynder russerne på en nervekrig. De påstår, at de har fundet Florences forsvundne far i
Rusland, og de udnytter Fredericks særlige status (og Walter de Courceys griskhed) til at arrangere et
interview, hvor Anatoly bliver rystet over at se en video af sin kone. Han forlader seancen for rullende
kameraer. Svetlana og Florence mødes tilfældigt, og i duetten ”I Know Him So Well” bliver deres fælles
skæbne klar.
Nu forsøger alle at gøre Anatoly usikker. Florence får at vide, at hendes far lever, og at hun
skal overtale Anatoly til at tabe, før faderen kan komme fri; Molokov beordrer Svetlana til at få ham til at
give op, og Anatoly får et brev om at komme til et tempel på bjergsiden.
Her viser det sig, at det er Frederick, der er brevskriveren, og at han er kommet for at give
Anatoly et fif om modstanderens spil. Skak bliver igen det væsentligste. Så i ”Endgame”, hvor navnene på
fortidens store skakmestre udgør omkvædet, kan han endelig koncentrere sig om kampen, som han vinder.
Nu, hvor han endelig er sikret verdensmesterskabet, beslutter han at vende tilbage til Rusland og familien,
måske også for at sikre, at Florences far (hvis han virkelig lever) kan vende tilbage. I lufthavnen siger han
derfor farvel til Florence, der som den store finale gentager Anatolys ”Anthem”.
High tech og kærlighed
Som det nok fornemmes af handlingen, er Chess en noget indviklet affære. Og det var faktisk også den
indvending, anmelderne havde imod Chess, da den kom frem. Det kneb for tekstforfatteren Tim Rice at
bevare et regulært drama midt i alle forviklingerne. Samtidig var Chess en af de første megaforestillinger,
hvor et yderst kostbart sceneudstyr var en afgørende del af oplevelsen. Det skyldes faktisk den store
broadwayinstruktør og koreograf Michael Bennet, der først var udset til at iscenesætte Chess. Hans vision
for forestillingen var, ar de medvirkende skulle spille op imod en videovæg (der i 1986 var topmoderne,
nærmest science fiction og ekstremt bekosteligt: over 900.000 pund). Den medietransmitterede virkelighed
skulle fylde iscenesættelsen, hvor dele af handlingen udspillede sig mellem personer på scenen og billeder
af andre på tv-skærme. Det sker, fx realiseret i den scene, hvor det går op for Anatoly, at Frederick under
tv-interviewet bevidst spiller på et medieimage. Den kalkulerede selviscenesættelse trækkes frem i første
række, og Anatoly må samtidig erkende, at han (som russer) ikke bare er skakspiller, når hans sekundant
Molokov synger: ”Det er ikke helt så simpelt, hele verden har stillet ind, … vi er ikke bare sportsfolk”.
Men Bennet måtte trække sig fra forestillingen pga. sygdom, og den blev overtaget af Trevor
Nun, der netop havde haft succes med Cats og The Misérables. Han var bundet af den allerede indkøbte
scenografi, men havde ikke visionen, så alt i alt blev der ifølge de kritiske røster lidt af et misforhold mellem
alt det flotte isenkram og historien om skak og kærlighed.
Men som så ofte før tog publikum sig ikke af det. De strømmede ind til Chess, der sammen
med netop Les Misérables var det eneste rigtige bud på en konkurrent til Andrew Lloyd Webbers dominans,
der samme år blev forøget med hans hidtil mest slidstærke forestilling: Phantom of the Opera. Det hjalp
utvivlsomt også, at pladen, der var udkommet to år tidligere, lå solidt på hitlisterne.
Musikalak var Chess da også et værdigt modstykke til Lloyd Webber. Benny Andersson og
Björn Ulvaeus var lige så velbevandrede i musikkens historie, og Chess blev derfor en musikalsk kamæleon,
fuldstændig som Lloyd Webbers forestillinger var det. Den gennemkomponerede form mestrede ABBAfolkene også, og med Tim Rice som tekstforfatter kan man sige, at Chess på en måde fortsatte, hvor Evita
slap.
Med sin samtidsvinkel blev Chess et indlæg i den koldkrigsdebat, der (hvad man dårligt
kunne vide) var ved at være på sit sidste, og det er tankevækkende, at den aldrig slog an i USA – og
desuden netop lukkede i 1989 – året, hvor det gamle jerntæppe med Murens fald for alvor revnede.
Der skulle gå mange år, før Chess kom op i Danmark i fuld skala. Men en koncert i 1994 i
Ledreborg Slotspark med Radio Underholdnings Orkestret og bl.a. Kurt Ravn gav dog Chess en stor
udbredelse. Samtidig var den en de forestillinger, der i 1980’erne for alvor gjorde London til et
musicalrejsemål for mange danskere, hvilket var medvirkende til at bane vejen for, at megamusicals som
Les Misérables og Miss Saigon i 1990’erne også kunne opleves i Danmark.
I 1995 blev en fuld teaterversion af Chess sat op i Århus. I 2000 blev en ambitiøs udgave sat
op på Fredericia Teater med Stig Rossen i rollen som Anatoly og til lejligheden importerede West Endstjerner som Emma Kershaw (Florence) og Christopher Howard (Frederick) i de andre roller. Det kunne lade
sig gøre, fordi ophavsmændene til Chess har betinget sig, at musicalen kun synges på engelsk. En egentlig
dansk version skal man derfor næppe regne med at se. Måske vil det også vise sig, at netop Chess’
koldkrigstema og den Øst-Vest konflikt, som er ved at være historisk, efterhånden vil have svært ved at
fange publikums opmærksomhed – trods de uomtvistelige musikalske kvaliteter i forestillingen.