1. No category

På et tidspunkt var der alene i Iserlohn 176
vanddrevne møller, fortrinsvis stampemøller med
produktion af først og fremmest metalvarer, men der
blev også produceret tekstiler og papir af gamle klude
på vandmmøllerne.
Iser, Eisen og Isen betyder jern, og Iserlohn var et
af de første steder i verden, hvor der blev etableret en
egentlig ”præ-industriel” minedrift med jern-, kobberog stålindustri.
Nürnberg har sammen med Iserlohn/Altena
siden romertiden været centrum for udvinding og
bearbejdning af metal i den germanske del af
storriget. I starten af 1400-tallet tilkæmpede
Nürnberg sig førerpositionen i Europa fra
Normandiet og Lombardiet, og til Nürnberg blev
hentet know-how og håndværkere fra både
Milano og Lyon. Allerede
i det 8. århundrede var
Iserlohn-/Altena-området
kendt for smedearbejder,
herunder redskaber, våben og brynjer. Efter opførelsen af Burg Altena i det
12. århundrede kom der yderligere gang i produktionen af metalvarer med
opførelsen af smedjer og vandmøller ved floden Lenne. Det er sandsynliggjort, at initiativet og sikkert også midler til opførelsen af møllerne kom fra
grevesædet Burg Altena. Vandmøllerne ved Lenne leverede vandkraft til
blæsebælge og hammerværker til smedjerne, og der var gang i produktionen
af alle typer jern og jernvarer, tråd, kæder, kædebrynjer og redskaber. Jeg
har ikke fundet dokumentation for, at Rothauserne ejede en mølle, men flere
spor peger på, at de har ejet hammermøllesmedjerne (Drahtrollen) ved floden Lenne og Löhbach.
Rotbrauch, Rothemühle, Rotthäuser Bachtal, Gasthof Rotthaus i Dahlsen/Iserlohn, Röddinghausen,
Rothinghusen, Rotthaus, Rotthus, Gut Rotthaus og Trotzhof ved Düsseldorf, settelmentet
Rotthausen i Gelsenkirchen og måske endda også Rothaargebirge trækker tråde til Rothausslægten,
som dog kan stamme fra to forskellige hold: ridderborgen Rotes Haus og settlementet
Rotthausen/Halver, begge inden for samme lille radius.
Dokumenteret er det via dåbsattester, skifteretsbøger og andre juridiske dokumenter samt via en
lokalhistorisk artikel, som blev gengivet i tidsskriftet Der Märker i 1971, at der er en direkte linie
fra vores første forfader på dansk grund til blandt andet
Hofschaft Rotthausen/Schalksmühle, Gut Glörfeld,
Lausberg, Oege/ Halver, en hammermølle i Breckerfeld
samt til Wixberg og Plettenberg.
Ud over vandmølle-/hammermøllebyggeri og arbejdet som jern- og
kobbersmede havde de fleste Rothaus’ere gårde, som blev passet
sideløbende af kone og børn samt ugifte søstre og brødre sammen
med den ældre generation. Der var typisk allround-produktion med
opdræt af heste, køer, svin, høns og gæs samt kornavl, skovdrift og
avl af grøntsager, frugt , bær og nødder.
15
I 1700-tallet havde Iserlohn-/Altena området i Grevskabet Mark, Westfalen, den absolutte
førerposition i verden inden for bearbejdning af metaller til tråd. Jerntråd, kobbertråd og senere
ståltråd. Kæder, søm, nåle, fjedre. Tænger, hamre, leer. Og senere piskeris, læge- og
tandlægeredskaber, eger, triangler, tandbøjler og brillestel.
Produktionen i Iserlohn var forløber for den tyske
metalindustri, som senere etablerede sig længere
nordpå langs floden Ruhr og et nyanlagt jernbanenet.
Iserlohn blev kendt for at producere den absolut
fineste kvalitet af jern-, kobber- og ståltråd efter den
specielle ”Osemund”-metode hvor malmen raffineres i
flere omgange.
Da vandkraft blev erstattet af kulkraft, mistede
Altena sin førerposition, og industrien flyttede til
Dortmund, Essen, Solingen området.
En bydel i Gelsenkirchen hedder Rotthausen, og da
den er meget yngre end Rotthausen i Halver, er det
sandsynligt, at ”Neu Rotthausen” er en udflytterby,
grundlagt af kobberværkbyggere, smede og stål-, jern- og kobbertrådtrækkere, som rykkede nordpå
fra Rotthausen og omegn og etablerede sig med kulfyrede fabrikker langs den nye jernbane og
vandvejen på floden Ruhr.
Bryggeriet Rothaus i Schwarzwald, som blev anlagt
i 1791 af et benediktinerkloster, St. Blasien, har ikke
umiddelbart, desværre, nogen forbindelse til den danske
gren af familien, men til familien Roth, som etablerede
sig i området omkring 1300.
Rothaus, Rotthaus, Rotthausen, Rothausen,
Rothusen, Rothus, Rodthusen, Rotthuß, Roth, Rotthuiß,
Rodthuis, Rodthus, Rodenhusen og andre varianter
dukker op på skift, men det ser ifølge flere forskere og
artiklen i ”Der Märker” i 1971 ud til, at alle kan føres
tilbage til samme familietræ i Westfalen før 1249.
Stavemåden Rothaus bruges bl.a. 1517-1543 og
senere på skift med Rotthaus, Rothausen og Rotthausen.
I Danmark kom Rothaus’erne til at bo og virke i
bakkede, vandrige områder, der på mange måder
lignede den tyske hjemegn: Nymølle ved Mølleåen,
Haraldskær i Vejleådalen samt Bodil (Boel) og Hylke
møller, som oprindeligt hørte under Skanderborg Slot.
Naboen til Boel Mølle var Pinds Mølle, hvor der
senere blev etableret en kro, der langt op i 1900-tallet
var et kendt og skattet udflugtsmål. Billedet herover er fra den opdæmmede Glörtalsø, som med
skovvæksten helt til søbrinken kan ligne sølandskabet omkring Hylke sø i Skanderborgs søområde
eller Furesøen, som forsynede Nymølle med vand.
I 2011 fulgte jeg sammen med Ole forfædrenes spor i Altena, Rotthausen, på Wixberg mv.
16
Vi boede på Landhaus Neuhaus i Lössel.
Tilfældigt valgt, sådan set, men primært med tanke
på, at det gerne måtte være et romantisk, stedtypisk
hotel med strejf af historiens vingesus. Om det var
tilfældighedernes spil eller kosmisk kraft, så viste
det sig, at det var lige her, inden for få hundrede
meter, at forfædrene og deres kolleger iflg. det
fremforskede udtænkte drejekipbeslaget.
Og ikke nok med det! Hotelejeren i Neuhaus i
Lössel havde en bedstemor, der ”var en Rothaus”
og formodentlig efterkommer af Juliane Wilhelmine
Neuhaus, f. 1813, som giftede sig med kobbersmeden Johan Peter Frederik Brincker. De blev
hentet til Haraldskær for at overtage vores forfars og den ældste søns Christopher og hans sønners
virke på Kobberfabrikken Haraldskær. Neuhaus’ restaurant hed i øvrigt Julius som direktøren for
G-U, medejeren af SKANDI BESLAG. I mange generationer hed ældste Neuhaus-søn Julius.
Jeg besøgte biblioteket i Iserlohn, men uden det store udbytte. Den lokalhistoriske samling, som
befandt sig i en historisk ejendom, var lukket om mandagen. Ligeså det store Drahtmuseum i
Altena. Men i en boghandel fandt jeg på udsalg en stor pakke lokalhistoriske årbøger plus en netop
udgivet bog om Drahtmuseet.
Byen, der var trådindustriens vugge, er i dag præget af butiksdød, udslidte værtshuse samt
arbejdsløse indvandrere. Eneste sted, hvor der var liv, var tilsyneladende de offentlige og private
støttegrupper og lektieklubber for børn og voksne.
Man har forsøgt gennem frivillige bidrag fra byens tandlæger, læger m.v. at få opstillet nogle
blomsterkasser til byens forskønnelse langs vandløbet, som tidligere gav kraft til verdens første,
præindustrielle produktion af kobber-, jern- og ståltråd.
Områdets historie vidner om en næsten umenneskelig
arbejdsomhed, suppleret med utrættelige forsøg og
erfaringer med smeltning og raffinering af malmen. Og
om høj håndværksmæssig ekspertise inden for smedefaget, opdæmning af vand og møllebygning.
Af udskrifter af retsprotokoller, dødsattester etc.
fremgår det, at konkurrencen mellem trådtrækkerne var
ubarmhjertig, og at der florerede chikanerier, tyveri af
vandpres, ildspåsættelser og mange andre ”hændelser” i
smedemøllerne.
At starte dagen med at banke isen af vandmøllens hjul
og kæmpe med ild, glødende metal, tænger og hamre, og
at stå ved de flammende esser, trække tråd og klippe med tunge jernsakse i de glødende tråde var
kun for de bedste og stærkeste. Læretiden var 4 år og nøje beskrevet på skrift af trådtrækkerlauget i
Westfalen, som i årene 1662-1687 udviklede verdens første
industrikartel med detaljerede regler og edsaflæggelse. Hvert år skulle
lærlingene bestå en eksamen for at kunne fortsætte til næste niveau.
Jo tyndere tråden blev trukket, jo større indtjening, og det krævede det
ypperste igennem hele processen at forvandle malmen fra
Eisenbjergene til den eftertragtede, tynde Osemundtråd.
For de arvinger, der overtog de store gårde og godser bl.a. på
Wixberg og Lausberg har livet formet sig væsentligt anderledes.
17
Allerede i Vikingetiden omkring år 1000 var der livlig handel med Sauerland-området i Tyskland,
og det siges, at det var en viking, kæmpen Gullas søn Asmund, der opfandt jernet under et ophold i
det bakkede område ved floden Lenne. Han opdagede, at istidsmorænerne var rige på et
klippemateriale med meget højt indhold af jern (60%), hvoraf man kunne udvinde et fantastisk,
smeltbart og formbart materiale, som blev benævnt Osemund Isen, Iser eller Eisen.
- ”Eine interessante Erklärung findet sich in einer Dissertation von Peter Saxholm aus dem Jahr
1725: das Wort Osemund leite sich von Asmuntz, dem Namen eines Sohnes des Riesen Gulla ab.
Dieser Asmuntz würde in vielen sveogothischen Runenschriften genannt und gelte dort als Erfinder
des Eisens“.
I korsriddernes tid (ca. 1000-1300) var der efterspørgsel efter det fine kvalitetsarbejde fra
Iserlohn i Westfalen, hvor smedene var eksperter i kædebrynjer. Rothausernes slægtshistorie kan
føres tilbage til 1249, og der findes fra denne periode blandt andet optegnelser om en ordre på 200
ringbrynjer, leveret på én gang til en aftager i Rusland.
Da jeg en fredag i oktober 2011 bearbejdede nogle
digitalbilleder fra en eftersferieudflugt med Ole, Ida og Carl til
Esrum Kloster i Nordsjælland, fik jeg en følelse af, at turen
havde været styret ”af historiens vingesus”.
Jeg havde aldrig tidligere været på Esrum Kloster og vidste
ikke noget om historien og museet. Det viste sig så, at der kunne
trækkes mange tråde og tætte paralleller til Altena fra Chr. IV’s
vandmølle i Esrum og til beretningerne om tiden med
korsridderne på Esrum.
At der dertil var kasser med klæd-ud-tøj, og at Ida og Carl
med entusiasme kastede sig ud i at lege korsridder og borgfrue,
bidrog kun til følelsen af, at der blev knyttet en
helt uventet og på ingen måde planlagt eller
iscenesat hilsen fra de gamle Rothaus’er i 1200tallets Altena til de unge Rothaus’er i
Nordsjælland i 2011. En hilsen gennem tid og
rum med en tak for interessen for at forske,
beskrive og bevare for at forstå.
Der er til overflod megen grumhed og
meningsløshed forbundet med korsriddertiden og
vikingetiden, og jeg har aldrig hverken påduttet
eller glorificeret disse tidsaldre, slet ikke over
for børn. Det var derfor ekstra forbløffende i
vores IT-teknologiske tidsalder at se de to 7-årige translokere sig på nærmest et splitsekund til
1200-tallets riddertid, hjemmevant i ringbrynje og med skjold, spyd, sværd og daggerter, klar til at
kæmpe til fods og til hest for frihed, tro og kultur, fædreland, gods og ære.
Hvor fik de det fra? Ikke alene på mig, men også på andre besøgende, som næsten måbende så
til, virkede det som om de var hoppet fra vores tid via en tidsmaskine 800 år tilbage, midt ind i
tidens og stedets opgaver, udfordringer og daglige gøremål. Det virkede ikke som leg, men som
”the real thing”.
18