1. No category

om moderne
dansk
I
retskrivning
éjå|
Aage Hansens bog et < i kriti
gennemgang af den r< tskriv
ning vi bruger id ag. Den vis c
dens gode sider og afdækker < ns
mangler. De i en slags langlit
plan foreslåede ændringer hai
det ene formål at gøre vo:i i <
skrivning simplere og lettere foi
alle. De der tror at retskrivni
er noget tørt og kedeligt nog<
må efter at have læst Aage
Hansens bog tro om igen.
_
AAGE
HANSEN
OM M O D E R N E
DANSK
RETSKRIVNING
K Ø B E N H A V N
G-E-G
GADS
1969
F O R L A G
Fr. Bagges kgl. Hof bogtrykkeri, København
© G. E. C. Gads Forlag 1969
VÆRLØSE KOMMUNES
BIBLIOTEKER
I N D H O L D
Forord side 7
I
Principielle bemærkninger 9
II
Vokalismen 23
in Konsonantismen 41
iv
Særforhold ved fremmedord 58
v
Betegnelse af kvantitet 75
vi
Sammenskrivning og
særskrivning af ord 85
vil Diakritiske tegn m.m. 101
Slutbemærkninger 112
F O R O R D
Nærværende arbejde er skrevet på foranledning af Dansk
Sprognævn. Det er ikke en detaljeret beskrivelse af moderne
dansk retskrivning således som den er nedfældet i den af
Nævnet udgivne retskrivningsordbogs sidste udgave, men
en undersøgelse af de punkter hvor der kan konstateres
svagheder og inkonsekvenser eller unødvendigt komplicerede forhold, og forslag til ændringer på disse punkter,
Det er altså ikke et stridsskrift.
Jeg er klar over at blot en ventilering af forslag til ændringer kan fremkalde forbitrede protester og nedkalde
forbandelser over mit syndige hoved. Jeg vil prøve at tage
det med sindsro, i hvert fald vil jeg ikke bruge mine måske
sidste arbejdsår til diskussioner og polemikker om disse
spørgsmål. Det har interesseret mig, skal vi sige: videnskabeligt, at undersøge, så grundigt som tiden har tilladt det,
hvordan det står til med vor retskrivning - et spørgsmål
jeg tidligere har været inde på i Vort vanskelige Sprog
og Moderne Dansk - og søge at finde frem til hvad der
før eller senere må foretages af ændringer. Men i grunden
er jeg ligeglad med om jeg får tilslutning eller ej. Jeg véd
fra mit arbejde med pausekommaet at man ikke skal vente
sig resultater af sit arbejde. Jeg véd til fulde hvor træge
mennesker er når det gælder ændring af vaner på det
ortografiske område, selvom ændringerne så åbenlyst, og
ofte direkte indrømmet, er til det bedre. Forøvrigt kan
'sprogtrægerne', som Per Sprogvild (Ernst Møller) kaldte
dem, være ganske rolige: alt står for forfatterens egen regning. Det er de kompetente myndigheder der bestemmer
om det hele skal kvæles i fødselen eller om nogen af de fore7
slåede ændringer, der udgør en slags langtidsplan, skal komme til at præge den nye udgave af Retskrivningsordbogen
der er under forberedelse.
Aage Hansen
I. P R I N C I P I E L L E
BEMÆRKNINGER
Som inoxdledning til den følgende undersøgelse og de foreslåede s ændringer eller fornyelser kunne man stille det
spørgsmjtiål: hvorfor i det hele taget foretage ændringer og
hvad er r formålet dermed?
Det fciførste spørgsmål kan tænkes stillet af alle dem der
beherskoier den nugældende retskrivning forholdsvis fuld=
kommenrLt. For dem er alt jo så ligeud ad landevejen, skønt
jeg tvivl-ler om at der er én eneste af denne kategori som
ikke i mvy og næ må ty til Retskrivningsordbogen.
En så«tdan privat eller egoistisk indstilling skal naturligvis
ikke h a w e lov til at stille sig i vejen for gennemførelse af
ændring^er der kan ses at ville blive til bedste, dvs. lettelse,
for de s^krivende i al almindelighed, store som små. Ved
indførelse af noget nyt på det ortografiske område, og det
behøver • slet ikke at være store ting, må der nødvendigvis
opstå overgangsvanskeligheder og ofte ubehag og indre
obstruktiiori. Man har vanskeligt ved at frigøre sig fra fornemmelsen af at det nye ser mærkeligt eller frastødende ud
på tryk og i skrift da denne fornemmelse jo er bestemt af
det traditionelle: hvad man er vant til at se og skrive synes
man er naturligt og smukt og det eneste rigtige. Det er
altsamiruen forståeligt og forklarligt, men det er altså kun
en overgang.
Rationalisering og simplificering er tidens løsen og vil
ikke i d ^ t lange løb kunne holdes ude fra det ortografiske
område. Her véd jeg at man bl.a. vil rykke i marken med
den litteratur der er skrevet før ændringernes tid: den vil
blive svært tilgængelig eller ulæselig, siger man. Sådan
sagde n\an også da bolle-ået og de små bogstaver i sub-
9
stantiverne blev indført i 1948, og sådan har man sagt
ved tidligere lejligheder, men litteraturen, den gode altså,
har klaret sig endda.
Retskrivningen er for alle, for den der skriver 3-4 breve
om året som for den der skriver lige så mange romaner.
Derfor må den gøres så simpel og praktisk som muligt
for alle skrivende og alle læsende. På mange punkter er
vor retskrivning præget af unødvendige etymologiske, grammatiske og (for fremmedordenes vedkommende) udanske
hensyn som almindelige mennesker helt mangler forudsætninger for at forstå. Der skal en ikke ringe skolelærdom til
for at huske alle de former der er præget af sådanne hensyn,
BLa. derved er rigtig ortografi blevet et dannelseskriterium.
Jeg kan ikke lade være i denne forbindelse at citere Replikker fra en Damefrokost (II.35) i anledning af den sidste
større retskrivningsændring: 'Oprigtig talt, hvis man saadan
ganske hensynsløst gaar hen og afskaffer Forskellen mellem
kunde med d og kunne med to n5er, saa kan jeg slet ikke se,
hvilken Fordel Ens Forældre har haft af at lade En gaa
i en dyr Skole5. Det er unægteligt at udtalen på forskellige punkter er
blevet påvirket af skriftbilledet så at det lydlige og det
ortografiske her har nærmet sig hinanden, men i det store
og hele bliver kløften mellem skriftformer og udtaleformer
større og større som tiden går og der ingen ændringer foretages i ortografien. Jeg kan ikke tænke mig at dette perspektiv kan glæde nogen. De der er vant til at skrive og læse,
ser skriftbilledet for sig uden tanke på den udtaleform der
ligger bag, men de børn der skal lære at skrive, og de voksne
som kun en gang imellem sætter pen til papiret eller ikke
har fået lært retskrivningen ordentlig, de går ud fra udtaleformerne, de staver til ordene på det grundlag, og jo større
afstanden er mellem den talte form og den fastsatte skriftform, jo større chance er der for at de ikke rammer det
10
rigtige. Hvorfor ikke række disse mennesker en lillefinger
når det ikke kan skade andre?
Som sagt: formålet med retskrivningsændringer bør ene
og alene være at gøre vor retskrivning så simpel og praktisk,
man kunne også sige: formålstjenlig som muligt. Midlerne
hertil er bl.a. at udrydde inkonsekvenser og undtagelser i
forhold til ellers gennemførte principper, fjerne hvad der
kun opretholdes af hensyn til forhold der er nutidsmennesker uvedkommende, og m.h.t. låneord der er blevet så
gængse og indarbejdede i ordforrådet at kun de kyndige
véd at de stammer udefra, sørge for at få dem iført den
ortografiske dragt som bruges her i landet.
Det historiske eller etymologiske hensyn ytrer sig ved at
man opretholder en skriftform der stammer fra en ældre
tid hvor den stemte overens med den da brugte ortografi,
simpelthen fordi man ikke har nænnet at ændre den eller
påstået at den var af nytte til adskillelse af ordet fra et
andet ellers ensskrevet ord. Som eksempler kan nævnes thi
og af. Eller formen bevares fordi den skal vise at ordet
kommer af det og det, etymologisk hører sammen med de
og de ord. V i har alle fået indterpet i skolen at halvtreds
og halvfjerds skal skrives med d men tres uden d fordi de
føfste oprindelig indeholder ordene tredje og fjerde, det sidste
ordet tre som der ikke er noget d i. Men mon ikke de fleste,
jeg hører selv til dem, trods god skolegang hver gang de
skal til at skrive et af disse ord må stanse et øjeblik og
tænke sig om: hvordan pokker er'et nu? - Hvorfor skal vi
dog have det mas! Et andet eksempel: vi skriver dans(e),
krans(e), lanse, sans{é) (hvor man tidligere skrev dands[e) osv.),
hvorfor skal vi da skrive standse (lige ovenfor er jeg kommet
til at skrive det uden d, gud véd hvor mange der har bemærket det)? Jo, fordi etymologerne mener at ordet vistnok (!) er afledt af stande, en gammel form for stå. Mange
andre eksempler vil man finde nedenfor i kapitel III.
u
Dette etymologiske hensyn må ikke forveksles med et
andet: bevarelse af ordstammens skriftform i alle ordets
bøjningsformer og ved afledninger der stadig føles som
hørende til ordet, altså bevarelsen af et fast ordbillede i
alle ordets former, ment som en hjælp ved genkendelsen af
ordet. Altså: man skriver godt med et d der ikke svarer til
noget i udtalen, fordi grundformen er god hvor d er tegn
for lyden 5. V i skriver hårdt og fandt for at vedligeholde
forbindelsen med hård og finde (i ingen af tilfældene svarer
d til noget i udtalen). Jeg tror mig ikke i stand til at afgøre
hvilken værdi dette identifikationshensyn har, men jeg er
skeptisk. Hvis vi var vant til at skrive god : got (som man forøvrigt tidligere gjorde), hård : hårt, finde : fant, mon så bevidstheden om formernes sammenhæng var mindre end nu?
Imidlertid er vor retskrivning i den grad præget af dette
hensyn at en simplificering her vil betyde et stort antal
ændringer. Jeg mener at retskrivningsændringer bør ske så
lempeligt som muligt, uden for mange og for store ændringer
på én gang, derfor er jeg betænkelig ved at foreslå en
gennemgående forenkling på dette punkt. Hvor derimod
bevidstheden om det omtalte tilhørighedsforhold er svækket
eller helt forsvundet, er vi ovre i det etymologiske og her
må ændringer være berettiget. K u n ét eksempel: seksten,
en skriftform der står helt alene og uden kontakt med den
tilsvarende udtaleform, og kun opretholdes for at minde os
om at ordet egentlig er en afledning af seks. Det er en umulig opgave for retskrivningen at adskille
alle enslydende ord (homofoner, homonymer), fx. de to
substantiver og et adjektiv der udtales og skrives ens: bar,
Når talen kan klare sig uden forskelle må skriften også kunne.
Hvor vi, til dels af historiske grunde, har en forskel i skriften
er der kun grund til at bevare den, vel at mærke når forskellene er skabt ved brug af ortografiske midler der stadig
gælder, fx.: fælde : fælle, galde : galle, bor : bord, lab : lap. Men
12
ikke når der gøres brug af hjælpemidler som ellers ikke
benyttes i moderne retskrivning: thi : ti, pægl (om mål) : pæl
( = stolpe). I det hele har hensynet til at ordene kan forveksles kun ringe vægt når de enslydende ord betragtes
i den talte og skrevne sammenhæng, men der kan være
særlige forhold, især brugelighed i samme kontekster af
ord der tilhører samme indholdsgruppe, der kan gøre en
skriftlig adskillelse ønskelig, fx.: bolt : bold (jf. ndf. side 49),
men det er ikke ret mange tilfælde det drejer sig om.
Værre er det når to ord der udtales forskelligt falder
sammen i den skrevne form, fx. enstavelsesord af samme
fonemmasse men med forskellig vokalkvalitet: os subst. : os
pron., mos : mos, fad adj. : fad subst. Det er dog også her
sjældent at misforståelser kan opstå, og kun under samme
betingelser som de ovf. nævnte. RetO. har kun i ét tilfælde
fundet det nødvendigt at indføre en forskel i skriften:
viis : vis (se side 75).
Da den fællesdanske ortografi er baseret på det ligeledes
fællesdanske rigstalesprog kan den ikke give plads for former
hvortil der nu kun svarer dialektale udtaleformer. Det vigtigste punkt hvor moderne ortografi er i uoverensstemmelse
med dette selvfølgelige princip er brugen af det 'stumme5 h
foran j og v : hjem, hjerte, hjul, hjælp osv., hvem, hvad, hvor,
hvis, hvilken, hval, hvede, hvid osv. En ændring er meget
prekær fordi h står i forlyd, og forlyden spiller som bekendt
en vigtig rolle i ordbilledet, og fordi det drejer sig om vigtige, meget brugte ord. En ændring vil blive meget gene=
rende, det er givet, men kun i en overgangstid indtil det
nye ordbillede har fortrængt det gamle. Se nærmere side 55.
- Som nævnt bør alle ændringer i ortografien ske lempeligt og gradvis af hensyn til alle dem der er oplært i den
hidtil brugte retskrivning. Jeg mener at have fundet et
middel til at fritage disse mennesker for besvær og ærgrelser
ved overalt at lade de nuværende former blive stående som
*3
varianter til de nye. De der holder på det gamle, og det
vil nok i begyndelsen være mange, kan bare blive ved at
skrive som hidtil og dog have retskrivningsautoriteterne bag
sig, og de der foretrækker de nye former er på samme måde
garderede. På denne måde har man så at sige sendt spørgsmålene ud til folkeafstemning: efter en vis tids forløb vil
man kunne skønne hvilken af formerne, den nye eller den
gamle, der har vundet, henh. bevaret de skrivendes gunst
og så med tiden lade den besejrede glide ud af ordbogen.
Ved tillæringen af retskrivningen i skolen er det dog naturligt kun at bruge de nye former, bl.a. fordi de er enklere
og lettere end de gamle.
Det ortografiske system er j o en spændetrøje for alle skrivende. Større frihed ville være en velgerning. Naturligvis
kan man ikke lade folk skrive som de vil for så vil j o alle
fordelene ved at have en fast fælles ortografi gå fløjten.
Men man kan i en række tilfælde lade den skrivende vælge
mellem to former der melder sig og hvoraf den ene objektivt
betragtet kan være lige så god som den anden, og ikke som
nu tvinge ham til, hvis han vil være lovlydig på dette gebet,
at antage den ene (evt. efter konsultation af retskrivningsreglementet) og forkaste den anden. Et eksempel: der skal
nu skrives kreds med et d som ingen kan se nogen naturlig
begrundelse for, medens kres altså er en ortografisk fejl.
Et sølle d som hverken udtales eller har nogen funktion,
skal have lov til at påføre en masse mennesker spekulationer
og mas med at slå efter i RetO. og give lille Peter en rød
streg i sin stil. Er det ikke revnende ligegyldigt om man
skriver kreds eller kres? Hvorfor så ikke tillade dem begge?
Nu véd jeg nok at der er mange modstandere af dobbeltformer. Der er stadigvæk mange der ikke kan forstå at to
former begge kan være rigtige, for dem må der være ét
der er rigtigt og alt andet forkert, og det gælder, tror de,
såvel m.h s t, det ortografiske som m,h,t, udtaleformer, gram-
H
matiske former osv. Ikke ét ondt ord om disse mennesker,
de véd jo ikke bedre, jeg konstaterer blot at de eksisterer
og at de er mange. O g så er der dansklærere der hævder
at det er pædagogisk forvirrende og besværligt med dobbeltformer. Jeg har ikke tilstrækkelig erfaring på dette punkt
til at jeg kan bedømme denne indvending, men jeg formoder
at der især er tale om den elementære undervisning i retskrivning og her mener jeg ikke der er brug for dobbeltformer (jf. ovf.). RetO. har allerede i sin nuværende skikkelse en række dobbeltformer. Det af mig foreslåede er
altså kun en videreførelse af en praksis der allerede er
godtaget.
I de tilfælde vi hidtil har nævnt, var der tale om én og
samme udtaleform der blev dækket af to forskellige skriftformer. V i skal nu se på det omvendte forhold, at to forskellige udtaleformer af samme ord repræsenteres af én og
samme skriftform. I almindelighed gælder det at den normerede retskrivning ikke har til opgave at dække variantudtaler, der j o i sig selv er et harmonikabegreb. Men i de
tilfælde hvor variantudtalerne har fået betydningsmæssige
eller stilistiske særanvendelser kan det være nyttigt at disse
markeres af forskellige skriftformer. A f den slags har RetO.
dobbeltformer ved slægtskabsordene mor : moder, far : fader,
bror : broder, men ellers kun i ganske få tilfælde: mens ; medens.
Desuden har RetO. foderal: futteral.
Jeg vil tro man burde gå videre ad denne vej, især fordi
de yngre generationer i stigende grad føler mange skrift«
former der gengiver forældede eller højtidelige udtaler,
som antikviteter der ikke passer til deres fremstillingsform
og sproglige indstilling. Eksempel: skriftformen sige(r) dækker en udtale med og uden g (som ved så mange andre
g-ord: lige, rige, syge) men sige synes ganske særligt at genere
yngre skribenter og mange bruger derfor sie, sier (eller: sir),
ikke blot i gengivelse af tale, hvor det har været brugt
5
l
gennem generationer, men også i den almindelige fremstilling. Det samme træffer man ved la, lar (i den tryksvage anvendelse som en slags hjælpeverbum) for lade,
lader, og ved ta, tar for tage, tager. Særlig slemt er det naturligvis hvor den til skriftformen svarende udtale slet ikke
eksisterer mere (undtagen som forældet læseform), som ved
lagde og sagde, der derfor erstattes med lae og sae. Former
som disse bør anerkendes som skriftvarianter ved at optages
i RetO. Men også disse former bør normaliseres, dvs. de
skal have en skriftform der passer til de i retskrivningen
ellers brugte principper. Der er nogen der skriver sa og sir,
andre sae og sier. V i l man normalisere må det blive til
fordel for de sidste fordi den lange vokal er stødløs og evt.
kan få en efterklang af [9]. En skrivemåde uden e dækker
ved -a en udtale med lang vokal og stød (som i: fra) eller
kort og derfor stødløs vokal (som i: da), ved -i en udtale
med stød (jf.: sie ( = sige) : (en) si; sier ( = siger) : sir subst.
( = p r y d ) ) . Efter dette burde far, mor, bror være skrevet
faer, moer, broer (hvad mange også gør).
Det med normaliseringen er ikke noget vigtigt punkt.
Vigtigt er det derimod at imødekomme det krav til åjourføring i tilfælde som disse der ligger i de unges 'oprør'
mod de autoriserede skriftformer. Det er klogt at holde øje
med de unge forfatteres ortografi som jeg véd at Sprognævnet gør det. Derved kan man få vigtige oplysninger om
hvor der er behov for ændringer og fornyelser i vor retskrivning.
Der er to ordgrupper der kræver særlige principielle overvejelser. Det er proprierne (egennavnene) og fremmedordene.
Proprierne
indlades principielt ikke i RetO. Når personnavne har
fået en sekundær betydning åbnes døren: réaumur, cicero,
16
basedow, ohm,
don juan, en jeronimus, en xanthippe, blot berøvet deres fejreste pryd: det store begyndelsesbogstav.
M.h.t. navnenes form har en normativ retskrivning ikke
noget at skulle have sagt. Den kan ikke påbyde bærere
af navne som Aage, Aagaard at bruge bolle-å, eller en
mand der er døbt Paul at skrive det Poul. Navnet er privatejendom og efternavnene tit familiearvestykker som ingen
må pille ved.
Derimod kunne jeg godt have lyst til at pille ved princippet : generel udelukkelse af personnavne når de ikke bruges
i videre, uegentlig, appellativisk anvendelse. Der er personer som man kunne kalde vores allesammens: Beethoven,
Oehlenschlåger, Bohr, Griffenfeld, Homér, Shakespeare, Michelangelo, Machiavelli for at nævne nogen enkelte. Disse navne
har en fast skriftform (selvom denne ikke er fastsat af
Sprognævnet) og den er j o ikke ligetil. Det ville være til
nytte og glæde for mange hvis sådanne navne var at finde
i RetO. Vanskeligheden ligger her i navnestoffets afgrænsning. Afledninger af og sammensætninger med sådanne
navne findes der en del af i RetO., hvorfra man så kan søge
at uddrage navnet: akilleshæl, arkimedisk, bismarcksklump, calvinisme, lutheraner, marxisme, ellers må man gå til konversationsleksika, og det er jo mere besværligt end at slå op
i RetO.
V i kommer så til de geografiske navne, stednavnene.
Disse er modsat personnavnene folkeeje på samme måde
som appellativer og ord af andre ordklasser er det. Men
grammatisk er de proprier og følgelig adgangsformente til
RetO. med mindre de bruges i videre anvendelse, som
bordeaux, bourgogne som vinnavne, eller i afledninger og
sammensætninger (fx. mexikaner, cayennepeber).
Det er ganske grinagtigt at vi kan få at vide at afledningerne svejtser el. schweizer, svejtsisk el. schweizisk kan staves
således - de er nemlig ikke proprier og derfor optaget i
Aage Hansen 2
RetO. - mens selve landsnavnet er tabu på grund af den
tåbelige grammatiske distinktion. Formen må man så selv
søge at uddrage. Det er ikke vanskeligt i det givne eksempel
hvor man går ud fra at de samme varianter er tilladt i
navnet, men i andre tilfælde er det svært eller umuligt,
Hvis man ikke vidste det i forvejen kunne man ikke udfra
de optagne afledninger afghaner og afghan(i)sk slutte sig til
at navnet på landet er Afghanistan, eller udfra skibonit og
randrusianer slutte sig til Skive og Randers. O g så de tilfælde
hvor man ikke har afledninger. Jeg er sikker på at mange
mennesker har slået op i RetO. for at få at vide hvordan
navnet på vort naboland på den anden side sundet skal
skrives, om det skal skrives som man skulle vente udfra
udtalen: Sverrig eller man skal bruge den svenske form:
Sverige, men forgæves for ordet er et proprium. V i l man
derimod have at vide hvordan det tilhørende adjektiv
svensk skal skrives så er RetO. til tjeneste, men ved det ord
er man sjælden i vildrede. Hvis man er så heldig at have
en af retskrivningsordbøgerne før 1955 så vil man der kunne
finde at der (i hvert fald dengang) skrives Sverrig el. Sverige,
Thule el. Tule> Thy el. Ty osv. Hvis man fra RetO.s dobbeltformer gråstener el. gravenstener vil slutte at så må stednavnets
former være Gråsten el. Gravensten så tager man meget fejl
for den sidste form blev sammen med andre fortyskede
sønderjyske stednavne kørt på lossepladsen efter genforeningen (og gravenstener som navn på æble kunne godt gå
samme vej). Fra orknøisk tør man vel slutte til stednavnsformen Orknøerne og ikke Orkneyøerne, men det var bedre
med klar besked.
Hvad der er sagt ovf. om de personnavne der er almeneje
gælder i endnu højere grad her ved de geografiske navne.
De almindeligste hjemlige og fremmede stednavne bør
medtages når der kan være nogen usikkerhed m.h.t. deres
stavemåde. Jeg véd nok at man ved hjemlige navne kan
18
rette sig efter Posthåndbogen men hvor mange har den ved
hånden.
V e d navne på udenlandske lokaliteter melder sig det
spørgsmål som også geograferne tumler med: i hvilken
udstrækning man skal bevare (en tilnærmelse til) de udenlandske former. Her er der jo ofte ikke blot tale om ortografiske former men også om udtaleformer. Når der fx. gives
dobbeltformerne Svejts el. Schweiz så dækker de jo to udtaler,
en hjemlig og en fremmed. Nogle navne har dansk udtaleog skrifttradition fx. Brunsvig (RetO. har brunsviger, brunsvigsk), Rinen, Rom, for ikke at tale om landsnavne som
Frankrig, Tyskland, Grækenland, Ditmarsken. I nogle tilfælde
har RetO. efter afledninger og sammensætninger at dømme
dobbeltformer: Bajern el. Bayern, Nyrnberg el. Niirnberg, Prøjsen el. Preussen. M.h.t. de italienske bynavne viser afledningerne et broget billede: venetiansk el. veneziansk, neapolitaner,
jlorentiner, jlorentinsk. Ved selve navnene, der foreslås optaget i RetO., må vist de hjemlige (fra tysk overtagne) former og de italienske sidestilles: Venedig el. Venezia, Neapel
el. Napoli, Florens el. Firenze osv. Ved fremmede navne er
der jo ofte vanskeligheder ved overførelsen til dansk ortografi. Det ledende princip bør også her være at gøre alt i
den udstrækning det er muligt så simpelt og let læseligt
som muligt. Snobberi for de fremmede former, også på trods
af den hjemlige tradition, fx. Hamburg for Hamborg,. Roma
for Rom, Bruxelles for Bryssel (RetO. har Brysselertæppe),
breder sig stærkt og synes også at have fået indpas i RetO.
Før 1955 skrev man efter dagældende retskrivningsordbog
Tjekker, tjekkisk, Tjekkoslovakiet). Det kunne enhver læse og
udtale. RetO. har indført sideformerne czeker, czekisk osv.
der for en ikkeslavist er uudtalelige eller til at brække tungen
på. Et skridt i den gale retning. O g det er ikke det eneste.
Før 1955 bevaredes den gamle tradition ikke at skrive et
for os uforståeligt og uudtaleligt h efter r i Rinen, Rinskvin
19
osv. RetO. har kun rhinsk (vin), rhinsten. Hvad skal vi med
det h? Det er jo forlængst udryddet i rejnlænder (polka) og i
almindelige ord: rabarber, red(er), reumatisme osv.
- En sideløbende opstilling af navne på stater, kolonier
osv. og deres hovedstæder samt nationalitetsbetegnelser på
svensk, norsk, dansk og finsk findes i Nordiske sprogproblemer 1959 og 1960, også udkommet som særtryk under
titlen: Stater - hovedstæder - nationalitetsbetegnelser, udgivet af de nordiske sprognævn 1961. Men det danske stof
hører hjemme i RetO. Det er dér man vil søge det.
Fremmedordene
er behandlet nedenfor i kapitel I V . Her skal kun omtales
et par principielle ting.
Ved den ortografiske behandling bør der skelnes mellem
fremmedord der kun eller især tilhører det faglige eller litterære sprog, og dem der er gået ind i vort almindelige
talesprogsordforråd og af den almindelige sprogbruger ikke
opfattes som fremmede. Den første gruppe er det vanskeligt
og heller ikke påkrævet at røre ved. Ordene her er for en
stor del internationale, og det kan være praktisk at bevare
dem i deres fremmede skriftform. Dog er der ingen grund
til altid at gøre det slavisk og holde sin hånd over alle
overflødige bogstaver. En forenkling kan i visse tilfælde
udmærket sættes ind uden at ordet ukendeliggøres, således
som det allerede er sket ved mange ord: teologi, filosof,
orkester, kutyme, puré, portefølje for theo'logi, philosoph, orchester,
coutume, purée, portefeuille. En del af disse forenklinger er indkommet i RetO., men der er desværre også foretaget
ændringer i tilbagegående retning, endog ved gængse ord,
fx. er Kræm rettet til creme, Manikure, Pedikure osv. til manicure,
pedicure\ Vu el. Vy er rettet til vue el. vy. M a n skulle næsten
tro at der har været to ortografister til at foretage sådanne
ændringer: én der har været tilhænger af forenkling og
20
fordanskning, og en anden der har villet vise sin kyndighed
i fransk ortografi. Det må også være ham der har indført
rafraichisseur i RetO. Det har vel irriteret ham at de fleste
siger refraichisseur. Men vi har jo adskillige ord og former
der ikke er ægte franske, som det kendte platmenage (andre
eksempler hos ChrMøller i Træk af de romanske Sprogs
Indflydelse paa Nygermansk, bl. a. 146 ff.).
De engelske og amerikanske låneord indtager en særstilling. De er ganske øjensynligt fredede i klasse A. Selv om
ordene er gået ind i det almindelige ordforråd så bevarer
man den engelske ortografi med alle dens snurrigheder og
mange i forhold til udtalen overflødige bogstaver [ål'rait]
som bruges af enhver dansk purk så snart han har lært at
tale, skal skrives all right. Ord som strejke (for strike) der har
fået fordansket skriftform, er der ikke mange af, og gud nåde
den der ville finde på at skrive trål for trawl, kråle for crawle,
djas for jazz> hafhak for halfback, sjårts for shorts osv.
Et par ord har fundet sig til rette i et lavere talesprogslag med dansk
udtale: (hyper)nice udtalt [nai's] med stød, truffet skrevet naj s eller nejs
(se DO.), og udtrykket med det vons (vuns) som kun kan staves på dansk
facon (engelsk at once gift med dansk: med det samme). Disse former findes
ikke i RetO. der i det hele stiller sig noget afvisende overfor såkaldt
vulgære og uartige ord.
Denne fredning hænger vel sammen med at så mange danske
kan (lidt) engelsk og at nogen af ordene kan høres med
(så godt som) ren engelsk udtale, men den skyldes vist først
og fremmest at en transskription til dansk ville betyde så
store ændringer at ordene i masser af tilfælde ville blive
ukendelige. I mine forsøg på at finde frem til forenklinger
i dansk ortografi har de engelske låneord været den store
bøjgen jeg har måttet gå udenom.
- Inden vi går over til at se på de specielle forhold skal
det endnu en gang betones at den ledende tanke bag alle
21
ændringsforslagene er den: at søge at nå frem til en simplere
og lettere håndtérlig retskrivning end den vi har nu. Det
skal også tilføjes at mange af de foreslåede ændringer fører
os på linje med norsk og svensk retskrivning, hvad der må
glæde alle tilhængere af en kulturel skandinavisme. På retskrivningens område, specielt ved behandlingen af fremmedordene, er dansk nemlig det mest konservative af de
nordiske sprog (jf. Skautrup. Det danske sprogs historie.
iv.77).
22
II. V O K A L I S M E N
MONOFTONGERNES
BETEGNELSE
A. I hjemlige ord
(der ikke er proprier, se side 16) er vi nu efter indførelsen
af å nået dertil at alle vokalfonemer i skrift betegnes med
ét og kun ét bogstav (grafem) med adjektivet viis som eneste
undtagelse (se side 75). Men det betyder ikke at et bestemt
fonem altid svarer til et bestemt grafem. Hvis vi ser bort
fra udtalevarianter ved samme ord er hovedreglen følgende:
den mest lukkede vokalrække: i, y, u betegnes ved samme
grafemrække med undtagelse af pronominet de, De (se n d f ) .
Vokalrækken på næste åbningstrin: e, 0, o betegnes dels
ved de tilsvarende grafemer (fx. hed subst., bed præt., øl, øre,
ond, ord) dels ved de tilsvarende grafemer for første åbningsgrad, dog næsten kun når vokalerne er korte (fx. til, lyng,
smuk). Vokalrækken på tredje trin: æ, o, å betegnes på
lignende måde dels ved den hertil svarende grafemrække
(fx. jlæsk, sæbe, ånd, år), idet dog fonemet o i den officielle
ortografi betegnes ved grafemet for 0. Dels ved de tilsvarende grafemer fra anden række (fx. begge, her, hof, otte,
jf. ndf.). På fjerde åbningstrin har vi kun vokalen a der
entydigt betegnes ved det tilsvarende grafem. Se nærmere
MD.I.3igff.
Bemærkninger hertil:
a. Undtagelsen viis. Det må anses for nødvendigt i skrift
at kunne skelne mellem en [vr's] mand og en [ves] mand.
Det kan altså gøres ved at angive den lange vokal ved
dobbeltskrivning af grafemet. V i l man udrydde denne
undtagelse kan det gøres på to måder. 1 0 modsætningen
viis : vis erstattes af vis : viss. Derved skaber vi en ny und-
tagelse idet vi ellers aldrig fordobler konsonanten i udlyd
for at betegne den for angående vokals korthed. K u n hvis
man går over til et nyt (ndf. side 76 omtalt) princip er
denne fremgangsmåde den bedste. 2 0 man kan anvende et
accenttegn til angivelse af den lange vokal vis : vis. Hvis
man ikke går over til det lige nævnte nye princip (hvad
jeg ikke regner med) må anvendelsen af accent være at
foretrække da vi allerede har denne anvendelse af accenten,
fx. i én overfor: en.
b. Undtagelsen de, De kunne delvis fjernes ved at man
indførte variantformer med i: de el. di, De eL Di. V i kender
formerne fra tryk hvor de bruges til gengivelse af talt sprog,
fx. i skuespilreplikker, pudsigt nok især i gengivelse af såkaldt
lavere talesprog, og det er vel grunden til at vi ved disse
skriftformer ligesom ved osse for også får et indtryk af mindre
fint sprog skønt skriftformerne i første tilfælde dækker alles
udtale og i den sidste den normale udtale. Systematikeren
vil derimod fryde sig over rækken: vi, /, Di, di.
c. Det manglende o-grafem. Det er ikke påkrævet at indføre o for 0 i de tilfælde hvor o-udtalen er en stillingsvariant
af 0, fx. i børn, og det er umuligt hvor o er ud tale variant
af 0, fx. i tomre : tømre. I de tilfælde hvor der kan fremskaffes ordpar til kommutationsprøve, er der enten allerede
grafisk forskel, fx. søn : synd eller også er en sådan ikke
nødvendig fordi der ikke er noget tilfælde hvor de pågældende ord i den skriftlige sammenhæng kan misforstås
(fx. [fø'r] adj.: [fo'r] præp., adv., [dø'r] præs.: [do'r] subst.,
[tø'r] præs.: [to?r] adj., [bø'r] : [bor] præs., [hø'r] imp.:
[hor] subst. - Jeg mener derfor at der ikke er grund til
udfra et rent praktisk synspunkt at ændre retskrivningen
på dette punkt. Jf. MD.I.319.
d. Det forhold at et grafem af første og anden ortografiske
række betegner to forskellige åbningsgrader, fx. i = [i] og
[e], volder ikke så store vanskeligheder som man rent
24
teoretisk kunne have ventet, fordi fordelingen hovedsagelig
stemmer med vokalens kvantitet så at angivelsen af den i
forhold til skriften et trin åbnede vokal næsten kun findes
hvor vokalen er kort. Svagheden ligger her på et andet
punkt, nemlig at vi nok har et system til angivelse af kort
vokal i indlyd men intet gennemgående system til angivelse
af kort vokal i udlyd: vi kan ortografisk skelne pile (der
dækker en udtale med lang vokal) fra pille (der viser udtale
med kort vokal), men ved pil har vi ingen midler til at
angive om vi mener [pi'l] subst. ( = våben) eller [peF]
subst. (— hvad der pilles af) eller [pel5] imp. af pille.
O m kvantiteten se kapitel V . Her foreslås heller ingen
ændringer, bl.a. fordi disse ville blive meget gennemgribende og omfattende så mange ord at hele skriftbilledet ville
blive påvirket deraf. K u n kunne man stille den fordring
at den korte vokal med samme lydværdi blev skrevet ens
i samme lydforbindelse, og dette krav opfyldes i det store
og hele af vor retskrivning som den er, undtagen ved fordelingen af e og æ (se ndf.).
V e d de lange vokaler er der overensstemmelse mellem det
fonetiske og det ortografiske undtagen ved langt å, der i
nogen tilfælde betegnes ved ø, fx. i tog subst., love, otte, og
ved langt æ, der i nogen få hjemlige ord betegnes ved e:
her, der, sjette og i bøjningsformer og afledninger af sted:
stedet, steder, stede verb. I sidste tilfælde kan der ikke være
tale om at forandre noget da ordidentiteten så ville gå tabt
i skrift, med mindre æ indføres i sted. Derimod kunne man
foreslå æ indført som variantform ved sjette el. sjæte (se ndf.
side 76). V e d her og der findes udtalevarianter, en svagtryksform med [9] og en stærktryksform med langt æ : [æ']
hvortil der er knyttet indholdsmæssig-syntaktiske forskelle.
I stedet for at bruge accent til angivelse af den lange vokal æ
(é vil kunne opfattes som betegnelse for (langt) e som
almindeligt ved fremmedord) er det simplere at skrive æ
5
2
så vi får modsætningerne: her : hær; der : dær. I sammensætninger med de trykstærke former hvor disse kan komme
i svagtrykstilling bør indføres dobbeltformer: derHil : 1dærtil;
herfra : 1hærfra osv.
Ifølge RetO. skal man skrive eventyr der svarer til en
gammeldags udtale med [e.] medens den nu gængse udtale har langt [æ]. Derfor er dobbeltformer påkrævet:
eventyr el. æventyr (som mange forøvrigt skriver).
Det er ikke muligt at se hvilke principper der ligger til
grund for den nugældende fordeling af æ og e til betegnelse
af kort æ-lyd. I de fleste tilfælde har vi i samme lydforbindelser snart æ snart e. Nogle få eksempler (se iøvrigt
M D . 1.326 f.): lægge, ægge : begge; sætte, gætte :flette;for træd: sted;
skæppe, tæppe : sneppe; hæfte : heftig; nævne, hævne : levne, revne;
tænde : sende; g^/afe : melde; gæst: rest.
Der er pillet lidt ved fordelingen i de seneste retskrivningsordbøger. D a udtalen i rigssprogsnormen altid er [æ] og
aldrig [e] skulle man vente at ændringerne var til fordel
for æ. O g det er de også i nogen tilfælde: flænse, læns[e),
hæmme og næppe (i de tre første ord havde man før 1955
e-former, i det sidste dobbeltformer: neppe el. næppe), men
i andre er det e-formen der er sat i højsædet: el, elm, esp
(før 1955 el el. æl osv.), bjerg, jern (tidligere dobbeltformer)
(ved en kedelig trykfejl står i MD.I.326 at det er æ-formen
der nu er enerådende), stente (tidligere: stænte). Ved de tre
ord kerne [kærne) var der tidligere valgfrihed i alle tilfælde.
Nu skal det subst. der betyder det der ligger inde i frugter,
skrives kerne, medens valgfrihed er bevaret ved det ord der
betegner et apparat og det dertil hørende verbum. Det må
da være for at gøre det sværere for os alle. Ændringen kan
næppe være sket for ortografisk at adskille to enslydende
ord med forskelligt indhold, for ved de tre ord stemme blev
indtil 1955 det ene af dem, nemlig verbet med betydningen:
holde tilbage, skrevet stæmme, men dette er ændret i RetO.
26
så at alle tre ord (to verber og et subst.) nu skrives ens.
D a e-skrivninger er så talrige som de er kan der af tidligere nævnte grunde ikke på én gang gennemføres en
ajourføring, men det kan henstilles til ortografisterne at
når ændringer foretages de så altid går i den rigtige retning:
til æ, og at de ovf. nævnte nyindførte e-former forsynes med
variantformer med æ: jern el. jærn osv. Følgende ord ses
ikke sjældent, i modstrid med RetO., skrevet med æ: fjæld,
hjælm, hæftig, knæbre, næmme subst., snakke, snappe, stræng subst.
og adj. og (foran r-forbindelser): fjærn, hjærne, hjærte, smarte,
snærpe, snært, stjærne, tærne, tærning. Det bør overvejes om man
ikke i tilfælde som disse burde tillade dobbeltformer.
Vokalen i museum har nu oftest æ-kvalitet medens udtalen
med e repræsenterer en finere, til dels gammeldags udtale.
Man kunne passende tillade musæum (som mange skriver det)
som sideform.
B. I fremmede ord
a. Her træffer vi først det forhold at den bevarede fremmede
ortografi indeholder et grafem der i hjemlige ord svarer
til en helt anden udtale, fx. engelske ord som overalls [å],
flirt [o], whisky [i], baby [æ(i)], pace, race med [æ.] (i hvert
fald det sidste ord fortjente en fonetisk skriftform: ræse som
ikke sjældent ses på tryk). O m engelske låneord se ovf,
side 21.
V i skal her betragte de tilfælde hvor en udskiftning med
et til udtalen svarende dansk grafem er sket eller kan
overvejes. Rent grafisk er udskiftningen af ii og o, fx. i
synftig (for zunftig), nyrnberger som sideform til nilrnberger,
kølnervand, kølnsk, Øland (sv. Oland, ikke i RetO.).
Som nævnt betegner e i hjemlige ord normalt ikke langt æ.
Men denne betegnelse træffes hyppigt i franske låneord,
fx. boheme, tantieme, gene, ampere, karriere, misere, premiere,
dessert, niece, pjece. Her er danskerne vanskeligere stedt end
27
franskmændene der får denne udtale angivet ved accenter:
boheme, gene, ampere, niece osv. Accenterne har også været
brugt i dansk. Indtil 1955 således i Ampere, Misere, Cortége
og som sideform ved Gene el. Gene, Tantieme el. Tantieme.
Netop disse accenter (gravis og cirkumfleks) virker fremmedartede i dansk ortografi og R e t O har udryddet dem
(se kapitel V I I ) . Resultatet af skrivemåden uden accenttegn (der for nogen af ordenes vedkommende er af ældre
dato og evt. kan have svaret til en ældre fransk udtale,
se ChrMøller. Træk af de romanske Sprogs Indflydelse paa
Nygermansk.37f.) er blevet en folkelig udtale med e ved
en del almindelige ord, fx. gene, manege, niece, premiere, dessert,
hvad der skurrer i franskkyndiges ører men forøvrigt er
ganske ligegyldigt. En ændring til æ i alle ordene kan ikke
komme på tale men nok ved enkelte af dem. Når man har
kunnet tillade sig at gøre den ældre og endnu af mange
brugte skriftform piéce el. piece til pjece med det ufranske pj«,
kunne man godt forsvare at gå et skridt videre til æ og s:
pjece el. pjæse. Enstavelsesformen, der bruges i en særbetydning og udtales med stød, burde skrives pjæs (jf. DO.).
Noget lignende gælder det ord der nu skal skrives creme:
det udtales som enstavelsesord med stød [kræ'm], en udtaleform der umuligt kan dækkes af skriftformen. Indtil
1955 havde ordet den tilbørlige form Kræm, og det må være
et udslag af den tidligere nævnte ortografiske francofili at
denne form er fjernet. Den lange vokal i chef synes at være
en nordisk opfindelse (mod. fransk og tysk har kort æ-lyd).
D a der i dansk ved siden af normaludtalen med langt æ
findes en (skriftpåvirket) udtale med langt e er det vanskeligt at røre ved formen. Det måtte i givet fald blive: chæf
el. chef, evt.: sjæf el. sjef (norsk har sjef), men status quo
foreslås opretholdt.
I æstime el. estime, æstimere el. estimere er begge former i
overensstemmelse med den danske brug af e og æ for kort
28
æ-lyd, og da der findes udtalevarianter med æ og e, er
dobbeltskrivningen i orden. Fransk har jo kun skriftformer
med e. Substantivet er et nyere lån fra fransk medens verbet
er et ældre lån fra latin æstimare. Historisk-etymologisk
skulle vi vente subst. skrevet estime og verbet æstimere. Det
historiske ser vi bort fra men der er vist en tendens blandt
skribenter til at foretrække formerne estime og æstimere.
D O . har draget konsekvensen heraf og behandlet substantivet under E, verbet under Æ. Spørgsmålet er ikke vigtigt.
Indtil 1955 havde man valget mellem at skrive Naivitet
og Naivetet. M a n kan roligt hævde at en udtale svarende til
den sidste skriftform aldrig har eksisteret i dansk. I dansk
er naiv et enstavelsesord med stød og afledningsendelsen -itet.
Men på fransk skrives naiveté og så har vi her et nyt eksempel
på det ortografiske fransksnobberi. Heldigvis afskaffedes
formen i R e t O .
I svagtrykssuffikset -or udtales o som et dansk svagtryks-e
men det slumrende o kommer frem i bøjningsformer hvor
det bliver trykstærkt: professor : professorer. Konditor danner
en undtagelse idet det behandles som håndværkerbetegnelser på -er: tømrer, snedker, bager osv. og flertalsformen er
kon^ditere. M a n skal hvis man følger anvisningen i RetO.
skrive konditorer der dækker en udtale som ved professorer,
en udtale som jeg aldrig har hørt. Der er altså noget galt
her og det rigtige ville være at indføre konditer, flertal ko7iditere som sideform, men det vinder næppe gehør hos fagets
udøvere.
Særlig grelt er det for den ikke-franskkyndige at i kan
angive den fjerntliggende vokal a i ord som memoirer, repertoire, reservoir, soignere, coiffure og det helt indhjemlede pissoir.
Vore norske og svenske brødre har tilladt sig at være så
ufranske at udskifte i'et med a: pissoar, toalett osv. V i tør
vel ikke engang indføre a-skrivninger som sideformer.
Fonetisk nærmere hinanden ligger u for y i franske lån
29
som garniture, lekture, wot*, debut. Her er danifieeringen
begyndt: ray er nu eneste form, før 1955: Rem el. Revy.
Coutume er samme år rettet til kutyme som eneste form og
vy er bevaret som sideform til vue. Denne fordanskning bør
fortsættes, således at u i disse ord udskiftes med y overalt
eller i hvert fald i de almindeligt brugte ord som menu, kostume, parfume, nuance, lekture, konfekture, der ikke så sjældent
ses skrevet med y. Også dette skridt er allerede taget i norsk
og svensk ortografi.
I franske lån betegner e a-lyden foran J\ fx. i diligence,
korpulence, reference. Men i samme stilling træffer vi undertiden a: korrespondance, elegance.
I nogle tilfælde kan adjektivet være vejledende: korpulent : korpulence; elegant: elegance, men iøvrigt er det svært at
skelne. A t indføre a overalt er ingen god løsning med mindre
man vil gå over til at skrive afledningsendelsen -angse.
I samme stilling kan i betegne æ-lyd: bulletin, gratin osv.
Sml. ndf. side 68.
b. I mange fremmedord betegnes enkeltlyd (monoftong)
ved to eller flere grafemer. Se M D . I . 32off.
Der er først dobbeltskrivning af samme vokalgrafem, fx.
i speed, bookmaker (fra engelsk). Det hollandske kraal skrives
ligesådan på dansk. Da ordet ifølge D O . kan udtales både
med langt a og med langt å må dobbeltformer indføres da
aa j o ikke kan dække å-udtale (undtagen i proprier). Dobbelt e i udlyd er bevaret i portepée men ellers forenklet, se
side 31.
I de fleste tilfælde betegnes monoftongen ved en forbindelse af to forskellige grafemer fx. i hausse, pauver, heade,
guerilla, guirlande, guillotine. Indtil 1955 kunne man vælge
mellem guitar og gitar men så blev sidste form myrdet.
I former som de sidste kan man også sige at u'et er stumt,
dvs. uden noget tilsvarende i udtalen. Det samme gælder
i tilfælde som enquete. Til RetO,s glorværdige bedrifter hører
simplificeringen af Drogue til droge og Marg(u)erit(e) til margerit.
Et 'stumt5 e findes i mange fremmedord. Her skal kun
omtales forbindelserne med foregående vokal. Tysk ie
(der jo udtales som langt i) er bevaret i misliebig men forenklet i forlibe {Ise), forlibt. Udlydende 'stumt' e er forlængst
bortkastet efter é i chausse, epopé, frikassé, livré, soiré, turné ofi.
undtagen iportepée (se ovf.). Efter andre vokaler er e bevaret
i sortie og regie og genindsat i vue. RetO. har svarende til
fransk homogénéité formen homogenitet. Hvorfor skal så det til
fransk spontanéité svarende ord skrives spontaneitet? Det til
fransk simultanéité svarende danske ord er ikke optaget i
RetO. (ej heller i Briiels fremmedordbog. Meyers fremmedordbog sidste udg. har Simultanéitet). Bør skrives simultanitet.
V i skal nu se lidt nøjere på de vigtigste tilfælde af dobbeltskrivning.
ou med lydværdien u træffes især i franske lån, fx. i camouflere, goutere, gourmand, douche, douce, jaloux, jalousi, journal,
bouillon, moussere, moustache, outrere, poussere, roulade, roulet,
souper, souvenir, touche, touchere, toupet, tout, partout, ragout.
Fransk bouquet er forlængst blevet fordansket både i udtale
og skrivemåde: buket. O m vinens aroma bruges ofte den
franske udtale- og skriftform bouquet (se side 67). Som eksemplet viser er ou undertiden blevet erstattet med u,
således bl.a. i butik, dublere (i RetO. står under doublere:
se dublere. Det betyder vist ikke at begge former autoriseres),
dublé, duble, dublet, dusør, guvernante, guvernør, kulør, kupé,
kutyme (jf. ovf.), kupon, kurtisere (endog kurtoisi), kuvert (før
1955 også Couvert), kuvøse, rutine (før 1955 også Routine),
sufflere, sufflør, suveræn, turné. Krustade er blevet opfattet som
en fransk og ikke en fordansket skriftform hvad der har
affødt en udtale med y. RetO. har i et par tilfælde varianter:
courage el. kurage, vermouth el. vermut.
Som man ser er det et ret stort antal ord der har fået ou
udskiftet med u, og vi bør gå videre med denne proces
3*
ved alle almindeligt brugte ord medens faglige og litterære
ord (som bouclé, kartouche, rendezvous, ressource) holdes udenfor.
En del af ordene har stumme konsonanter, fx. partout, ragout,
nougat, eller begynder med j med lydværdien sj: journallist),
jalousi, jaloux. Dette komplicerer foretagendet fordi en gennemført danificering vil ændre ordbilledet stærkt: partu, .y/øfø
(former som forresten er truffet). Jf. ndf. side 73.
Bl.a. i flg. ord bør variantformer indføres: boulevard el.
bulevard (RetO. har kun den første form, før 1955 kun den
sidste), bouteille el. butelje, fourage el. fur age, fouragere furagere
(men det specielle fourer kan bevares), roulade el. rulade
(som før 1955), roulet el. rulet, troubadour el. trubadur. Subst.
douche kunne få sideformen duche men helst dusj. Tilsvarende
ved verbet douche. RetO. har foretaget et tilbagetog ved
accoucheur hvor den tidligere retskrivningsordbog havde
Akkuchør. Det fine bourgeois har forklædt sig som [burgøj'ser]
der kun kan staves burgøjser (ikke i RetO.). Ord på -our
har som oftest fået -ur i dansk ortografi: bravur, kontur, retur,
tambur ofl., overfor troubadour (se ovf.) og citatordet amour.
eu betegner i franske lån [0] og [o]. Her er en fordanskning gennemført i endnu højere grad end ved ou, og eu er
næsten kun bevaret i faglige ord som feu, fleuret, meute, pleureuse. R e t O . har kun formen monsieur og tager ikke hensyn
til formen mosjø der har udskilt sig i en særlig anvendelse
og nok fortjente en plads i Ordbogen. Men ellers er fordanskningen vidtgående. Jeg behøver kun at nævne ord som
kø (både om billardstok og om ventende menneskerække),
franske fraser som adjø og pø om pø. Dobbeltformer angives
ved miljø el. milieu (før 1955 kun sidste form). Foran -r er 0
næsten gennemført uden hensyn til om vokalen udtales på
dansk (med stød) eller på fransk (uden stød) eller begge
udtaler forekommer ved samme ord: dusør, eksteriør, favør,
honnør, humør, interiør, kulør, parlør, vigør (før 1955: Vigeur el.
Vigør). K u n få har bevaret eu: odeur (et tilbageskridt fra
32
tidligere Odør), rafraichisseur. Personbetegnelserne, selv meget
specielle, skrives normalt -ør: ambassadør, assurandør, dispachør, entreprenør, jonglør, soutenør, voltigør (og Briiel har fulgt
denne linje ved ord af denne type der ikke findes i RetO.).
Det er ikke muligt at se hvorfor følgende skal have en særstilling: accoucheur (se ovf.), causeur, charmeur. Fordanskningen
af eu til ø er gået så vidt at den let kunne føres til bunds.
K u n pasteurisere kan ikke røres fordi det er afledt af et personnavn.
Foran -s i adjektivendelsen er ø gennemført uden hensyn
til ordenes sproglige miljø: dubiøs, fibrøs, minutiøs, monstrøs,
perniciøs, seriøs osv. Anderledes ved afledningsendelsen -euse,
hvor R e t O . har detachøse, kuvøse, massøse, suffløse men mitrailleuse, berceuse, chanteuse, charmeuse, chartreuse (egl. stednavn).
au for o-lyden møder vi i aubin, chaussé, chauvinist og chauffør, og er især generende ved det sidste ord der hører til
det almene ordforråd. Den fordanskede form måtte blive
sjofør (norsk har sjåfør).
ai for æ-lyden har vi i franske og engelske lån, fx. i æzV,
faible, fair, chaiselong, defaitisme, rafraichisseur. I de fleste
almindeligt brugte ord er æ-skrivning indført, fx. i udlyd:
røfø, portemonnæ (før 1955: Portemonnaie el. Portemonnæ),
distræt (før 1955: distrait), foran - n : Jrørc, dræne, drænage,
fontæne, migræne, træn, træne (før 1955: Train el. Træn; traine
el. træne), mondæn, suveræn, refræn (tidligere: Refrain), terræn
(tidligere: Terrain el. Terræn) og foran -r: kommissær, proprietær, rudimentær, rektangulær osv. I andre tilfælde: retræte
(tidligere: Retraite el. Retræte), portræt, renæssance (tidligere:
Renaissance el. Renæssance), plædere.
Denne tydelige fremskridtsvenlige linje brydes dog på
nogen punkter. Nu skal man skrive j^æzW hvor man før 1955
kunne vælge mellem
og Plæd. RetO. har maitresse som
eneste form hvor man før havde dobbeltformer: Maitresse
el. Mætresse. RetO. har polonæse men francaise (før 1955:
Aage Hansen 3
33
Francæse), hvad der synes inkonsekvent. Både før og efter
1955 ordineres skriveformen: mayonnaise. Køkken- og charcuterifransk er et kapitel for sig. Jeg foreslår at ai erstattes
af æ i alle almindeligt brugte ord.
I nogen franske låneord forekommer en gruppe af tre
vokalgrafemer til betegnelse af én vokal. De vigtigste tilfælde skal nævnes. Eau angiver kort (stødløs) o-lyd: beaumonde, eau de Cologne, bureau, cadeau, niveau, plateau, tableau.
Selv om nogen af ordene nu tilhører det almindelige ordforråd er der ikke gjort forsøg på at ændre vokalbetegnelsen.
Før eller senere må det dog ske og formerne må så blive:
byro, niv o, tablo osv. Svensk og norsk har byrd, nivå, platå osv.
Anderledes er det ved oui til betegnelse af kort u foran 11.
Her er u gennemført sammen med en ændring af 11 til Ij i
badulje og patrulje, patruljere (før 1955 med sideformerne:
Patrouille, patrouillere), men ikke i mouillere og bouillon. Her kan
anbefales sideformerne muljere (en form der er blevet brugt)
og buljong (se ndf. side 68).
Også eui foran 11 har fået en tilsvarende fordanskning i
portefølje, der er eneste form i RetO. (tidligere: Portefeuille).
Foran enkelt (stumt) 1 er forbindelsen bevaret ifauteuil.
c. Udlydende vokalgrafemer der ikke udtales.
Her skal omtales grafemer i stilling efter konsonant. O m
grafemerne i postvokalisk stilling er talt ovenfor (side 30).
Et stumt e er bevaret i engelske lån: game, juice, nice, steeplechase, og i franske lån hvor e'et dog undertiden høres udtalt
i dansk: revanche, nonchalance, stajfage, massage, sabotage, madame,
prestige, ampere, boheme, tantieme. I gængse ord hvor e'et aldrig
udtales (i dansk) er det sløjfet: i margerit (se ovf. side 31)
og sammen med u i chaiselong (tidligere: Chaiselongue el.
Chaiselong), dog ikke i creme (se side 60) og douche subst.,
hvor e burde udgå så vi fik ortografisk forskel mellem douch
(eller dusj) subst. og verbet douche (eller dusje) hvor e'et j o
udtales (sml. lasso subst.: lassoe verb.).
34
DIFTONGERNES
BETEGNELSE
Her behandles kun de tilfælde (udenfor proprierne) hvor der
er forskellige betegnelser for samme diftong og hvor større
ensartethed var ønskelig. Se iøvrigt MD.I.328ff.
[Di]
Den almindelige betegnelse er øj: bøje, høj, højre, søjle, tøjr
osv. og den er indført i oprindelige fremmedord som beskøjt,
levkøj, løjtnant, og som sideform findes betegnelsen ved preusser,
preussisk (Preussen) el. prøjser, prøjsisk (Prøjsen).
RetO. har likvideret de tidligere sideformer med oj ved
subst. bøje (uden at det ortografiske sammenfald med verb.
bøje har virket afskrækkende) og i køje, og af de indtil 1955
gældende dobbeltformer %igeuner
Sigøjner kun beholdt
den sidste. Også i interjektioner er øj-skriveformen indført,
nemlig i pøj og ohøj. Den hjemlige interjektion der i D O .
skrives hoj, og som ikke er medtaget i RetO., må vel så
skrives høj\ og det samme må gælde øj\ ptøj\ ofl. Sml. halløj.
Der kan altså konstateres en tendens til at indføre øj for oj
i indhjemlede fremmedord. I andre fremmedord bruges oj,
oi, oy, fx. i konvoj, oktroj, soja, pointer, boykot. Eu som betegnelse for denne diftong er omtalt ovf. Den er bevaret i
karteuser og i probenreuter. Det sidste ord kunne godt fortjene
sideformen probenrøjter. O m [oi] som variantudtale se side 39.
V e d siden af disse notationer findes (kun i hjemlige ord):
løg, møg, smøg subst., smøge subst., smøge verb; - gøgl osv.,
øgle, døgn, løgn, søgn. I tilfælde som disse findes nu i rigssprog
kun udtale med diftong, og det kunne være berettiget at
indføre dertil svarende skriftformer som varianter. Det gælder i hvert fald den førstnævnte gruppe: møg el. møj osv.
Det vulgære (og ikke i RetO. optagne) en møjert kan kun
skrives således (DO. har Møgert som opslagsform men alle
citaterne har Møjert)« Teoretisk gælder det også den anden
35
gruppe hvor ændringen stikker mere i øjnene og derfor evt.
kan vente: gøgl el. gøjl, løgn el. løjn (vi har i forvejen ord med
disse lydforbindelser: fløjl, søjle osv., øjne).
Derimod kan der ikke røres ved ord hvor en udtale med
ø + g findes som variant eller hvor g'et kommer frem i andre
bøjningsformer: spøg, spøge, nøgen, .yføøg præt. til .yJr^ osv.
(sml. modsætningsvis: løj, fløj : lyve, flyve), eller i afledninger:
(med diftongisk udtale som variant, overfor røg subst.,
der kun har diftong-udtale).
[ai]
Den almindelige betegnelse er ej, ikke blot i hjemlige ord
(vej, nej, ej osv.) men også i ældre og yngre lån der har ei
o.l. i deres hjemsprog, fx. kejser, kabbeleje, galej, guardejn,
flottenhejmer, knejpe, kontrafej, plebejer, sejd, skalmeje, svejfe, svejse.
- ei og ey er bevaret i konseil og de engelske ord sheik, jockey
(der også skal dække en engelsk udtale uden diftong).
I nogen (afledninger af og sammensætninger med) stednavne er der indført sideformer: Weichsel- el. vejkselpibe, -rør,
schweizer el. svejtser.
Betegnelsen aj bruges i fremmedord, ældre og nyere, der
på hjemsproget har ai (aj, ay), fx. haj, kaj, maj, majs, praje,
vaje, lakaj, malaj, kaptajn, bajer. Sideformer er indført ved
afledninger af stednavne: bayrer osv. el. bajrer osv. Et hjemligt og et fremmed ord er faldet sammen i det verb. som
RetO. skriver svaje, ligesom det tilhørende sammensatte adj,
skrives svajrygget. Før 1955 opførtes formerne sveje og svaje
som to forskellige ord og svejrygget var eneste form. RetO.
har altså valgt at samle det hele under aj. Da der jo ikke er
tale om ord der føles som fremmede (og højst delvis er det)
havde det været naturligere at foretrække ej.
Desuden bruges aj i det fra dialekt optagne ajle og i ord
med kbh. særudtale af diftongen (jf. Udtalen 32) der dårligt
dækkes af skriftens ej: kvaj som skældsord ( = kvæg) og kaje
36
(== glda. kæghe = kæbe). Skrivemåden af disse to ord er
ikke officielt godkendt eftersom de ikke har fået adgang til
RetO. (et af mange eksempler på at kun ord i pænt blåt
tøj indlades), men det er den eneste måde de kan skrives
og bliver skrevet på.
Betegnelsen -eg hører til i hjemlige ord der tidligere havde
og til dels endnu har en udtale: vokal+g. Hvor denne
udtale findes som variant, fx. ved pege, eller hvor g findes
udtalt i andre bøjningsformer, må skrivemåden bevares
(jf. skreg, skreget med diftong men skrige(r) med eventuel
g-udtale). K u n hvor diftongisk udtale i dag er enerådende
i rigssprogsnormen kan indførelse af sideformer overvejes:
bleg el. blej (sml. fej, sej med de tidligere, i RetO, udryddede
former fej g, sej g), beg el. bej (sml. dej overfor ældre dej g),
streg(e) el. strejfe), og (jeg hører et ramaskrig) jeg el. jej.
RetO. har vist vej ved: tvege el. tveje, regnfan el. rejnfan.
Diftong-udtale er også eneherskende foran -1 og -n: negl,
segl, tegl, regn{e), tegn{e), vegne. Ligesom ved øg-forbindelserne
ovf. (side 36) bør disse forbindelser måske have lidt respit.
Betegnelsen ig findes kun i de tre pronominer mig, dig, sig.
Skrivemåden er opretholdt gennem århundreder fordi en
bogstavret udtale brugtes bl.a. i kirken, i oplæsning og i vers
(rim). Det må vist være på tide at modernisere disse former.
Lydudviklingen har j o været m i g > m e g > m e j , maj. Man
kunne indføre, som variantform, meg osv. hvorved man fik
overensstemmelse med jeg, eller man kunne tage skridtet
fuldtud og skrive mej osv. (jf. jej ovf.). En skrivemåde jaj, maj
osv. bør ikke komme i betragtning da aj i hjemlige ord har
fået et særligt skær over sig (jf. ovf.).
Det er forbløffende at formen seksten har fået lov at leve
så længe. SvGrundtvig siger 1870: 'segsten, segstende vilde
bedre stemme med udtalen sejsten5. I de af Ministeriet for
Kirke- og Undervisningsvæsenet 24/7 1888 udstedte retskrivningsregler hedder det i § 20: 5x ombyttes i danske
37
Ord med ks undtagen i 16, der skrives sejsten5. Men dobbeltvæsenet fortrød og i bekendtgørelse af 27/2 1892 er
paragraffen (nu nr. 19) omredigeret til: 5x ombyttes i danske Ord med ks, f. Eks. seks, seksten (udtales sejsten)'. Siden
har seksten fået lov at stå uantastet og sejsten har kun været
brugt som privatortografi. Det ses klart at begrundelsen for
opretholdelsen af seksten(de) er den grammatisk-etymologiske
sammenhæng med seks (hvor skriftformen dækker udtalen).
Konsekvensen af denne bortseen fra udtalen og brug af det
nævnte princip måtte blive former som: firten, syvten,
otten for fjorten, sytten, atten. Nå, der er ingen grund til
videre argumentation. Det eneste tilfælde i vor retskrivning
hvor diftongen ai betegnes ved noget så fjernt som ek, bør
udryddes og sejsten(de) indføres, i en overgangstid (i overensstemmelse med det gennemgående princip) som sideform
til seks ten (de).
[eu]
skrives ev: drev subst, rev subst. - lev. Hvor diftongen findes
(som en mere dagligdags udtale) ved siden af udtale med b,
fx. i kneb subst., kneben, knebel, knebelsbart bevares skrivemåden
efter det generelle princip at variantudtaler ikke berører
retskrivningen undtagen hvor de to forskellige udtaler har
hver sin særlige anvendelse og betydning. Her må RetO.
prises for at have gjort kål på de tidligere sideformer:
knevel ( = knebel), knevle, rev (i sejl) og for den tidligere
enesteform knevelsbart. Der er dog en enkelt ordgruppe hvor
diftong-udtale helt har besejret udtalen med b : peber, pebre,
pebret, her bør derfor sideformer indføres: peber el. pever osv.
(ikke: pevver da v ikke dobbeltskrives til betegnelse af kort
vokal).
[æu]
skrives ev: evne, levne, revne, revle, revling, eller hyppigst æv:
bævre, grævling, hævn, jævn, kævle (s) > nævne, stævne, trævl, ævle,
38
ævred. Ligesom ved betegnelserne for kort æ-lyd synes fordelingen af e : æ fra et nutidsstandpunkt tilfældig. Det ville
være en forenkling at gennemføre æ-former, foreløbig som
sideformer: evne el. ævne osv. - I knebber (lade knebberen gå),
knebre høres b-udtale ikke i almindeligt sprog. Her ville en
ændring være på sin plads: knebber el. knæver osv.
[øu, ou]
Her er der ingen vanskeligheder. Den faste betegnelse
i hjemlige ord er øv: høvl, søvn, øvrig osv. I fremmedord
dækker betegnelsen eu både denne udtale og en variantudtale med [eu] (farmaceut, neurolog), medens den ikke kan
være en passende betegnelse for den i nogen herhenhørende
ord eksisterende men stærkt vigende udtale med [oi] (se
side 35 og Udtalen 32).
[DU]
betegnes i hjemlige ord ved ov: bov, plov, skov osv., og denne
betegnelse er, delvis forlængst, indført ved låneord som
benovet, flov, flovse, kovs (= jernring) (eksempler på ældre
skriftformer med au i D O . under disse ord). Senest er ov
indført for au i smovs, smovse og sovs (før 1955: Sovs el. Sauce),
og for ou, ow i stovt ( = en slags lærred), labskovs (før 1955:
Lobescowes el. Labskovs). Nogen ord med -og og -ob har
variantudtaler med diftongen, men det kommer os ikke ved.
Derimod er der ét ord hvor der nu kun høres diftong-udtale:
kobber, hvor ortografien bør følge trop: kobber el. kover
(sml. peber ovf.).
[au]
gengives i hjemlige ord ved av: hav, havn, havre, tavs, navr, avl
i låneord (hvor udtalen kan veksle med [ou]) ved au:
august, automobil, bauta, faun, kabliau, klabautermand, mausel,
pauke, pause. I nogen (ældre) låneord er au erstattet med av:
39
forbavse, gavtyv,
( = farvereseda). Denne linje bør fortsættes så av indføres (som sideform) ved alle gængse låneord
der nu skrives med au (mange af dem træffes ikke sjældent
skrevet au, se D O . under ordene). I engelske lån er ou bevaret i lockout, knockout og aw erstattet med av (i forbindelse
med fordansket udtale) i tomahavk. Også denne diftong
findes som variant-udtale ved nogen af ordene på-ab og -ag,
men det berører os kun hvor diftong-udtalen er blevet den
normale. Det er tilfældet ved gabflab der derfor bør have
skriftformen gavflab (folkeetymologisk stilles det på linje med
gavstrik og gavtyv). O g så er der af i sammensætninger der
kun har diftongisk udtale. Efter det i det foregående brugte
princip bør det kunne skrives av- eller af. O m af i selvstændig anvendelse se side 54.
III.
KONSONANTISMEN
b
Den dagligdags udtale af b som v i råbe, pibe osv. vedkommer
os ikke. De tilfælde hvor moderne udtale har fået diftong
(peber, kobber ofl.) er omtalt ovf. Der er et par andre tilfælde :
pibet = klynkevorn har altid udtale med v eller diftong
(i modsætning til pibet = forsynet med eller lagt i piber)
og bør derfor som skriftlig repræsentant have pivet. Talesprogsordene nive ( = knibe, klemme) og adjektivet strivret
bør skrives således (de findes ikke i RetO.) da v-udtalen er
den eneste der bruges. Et andet ord fra samme sprogsfære
er blæver = noget blødt eller geléagtigt, det må også have
denne skriftform når det engang skal optages i RetO. O m
formerne knebel, kneble, knebelsbart se ovf. side 38.
b og p konkurrerer som betegnelse for samme lyd i indog udlyd i hjemlige ord, især efter kort vokal, og er blevet
brugt til adskillelse af enslydende ord: hib : hip; stub : stup;
lab : lap; ribbe : rippe ofl. Fordelingen er som regel sproghistorisk bestemt. Foran 1 og s er der (efter kort vokal og
bortset fra bøjningsformer) flest b-skrivninger: rable, pible,
krible, skrible, gruble, boble, koble, kvabset, krebs, ribs, knubs.
Postkonsonantisk er p så godt som gennemført: hamper,
slampert (skrivemåder med b ses ikke sjældent, se D O . ) ,
pamper, gimpe, hvalp, harpe, haspe osv. (bombe, plombe, kolbe
røber sig her som lån). Ved mange ord træffer vi usikkerhed
med hensyn til fordelingen, fx. (foruden ved tidligere nævnte
ord) ved duppe, gibbe, nopret, skrubbe, skubbe, snuppe (se D O . ) .
Som helhed betragtet er det et broget billede som det er
vanskeligt at gøre mere systematisk, hvorfor ingen ændringer
foreslås. Der er vist ikke i noget tilfælde opført dobbeltformer i RetO. D O . har Kvababbelse eller Kvabappelse, RetO.
41
kun den første. Skærslipper ved siden af skærsliber dækker to
forskellige udtaler.
d
Nydansk har - i modsætning til ældre sprogtrin - ingen
grafisk særbetegnelse for 5-lyden. Den repræsenteres af
grafemet d der samtidig er repræsentant for d-lyden. Det
er klart at denne mangel og den tilsvarende af en særbetegnelse for q-lyden er et stort minus for vor retskrivning,
og manglen har bha. medført at man undertiden har
måttet bryde med gode almene principper (se side 77)
og at vi har fået en del læseudtaler ind i talen. Dobbelttydigheden af d. findes kun i ind- og udlyd da vi j o ikke
har 5 i forlyd.
I nyere tid har mig bekendt ingen ortografist foreslået
indførelse af nye tegn i de to tilfælde, og heller ikke jeg
har lyst til det. Derimod er der ved brugen af d nogen
andre punkter der bør diskuteres.
Intervokalisk 5 er tilbøjeligt til at svinde. Svindet er blevet
norm i nogen tilfælde hvor retskrivningen er fulgt med:
bie, gnier, kvie (sig), kløe. Før 1955 kunne man skrive Foder
el. For i betydningen: underbetræk. RetO. har monopoliseret sidste form. På samme måde er RetO. gået frem overfor Spader el. Spar. Ved ældre Fjeder el. Fjer i begge betydninger har RetO. bevaret fjeder i betydningen en elastisk
indretning og heroverfor stillet fjer — pluma. I dette tilfælde og ved foder :for er der skabt ortografisk adskillelse
mellem to betydningsforskellige ord der kan udtales ens.
Da ordene kan bruges i samme slags sammenhæng er dette
meget praktisk. Omvendt havde man før 1955 svide og svie
som to adskilte ord (det sidste hørende sammen med subst.
svie). RetO. opfører ét ord med dobbeltformer: 'svide el.
(i betydn. 'gøre ondt') svie'. Grunden er vel at bøjningsformerne til dels er fælles, men bedst var det at opføre to ord:
42
svide med bøjningsformerne: sved, svedet - og svie med formerne sved el. sviede, svedet el. sviet, da der som det ses
af de ikke i RetO. angivne bøjningsvarianter er tendens til
også i bøjningen at holde de to ord (betydninger) ude fra
hinanden.
I andre tilfælde har vi to udtaler af samme ord men til
brug i forskellige sproglige situationer og med forskelligt
stilistisk skær over sig. Dette har RetO. taget hensyn til ved
fader, moder, broder der har fået sideformerne far, mor, bror
(bedre havde det været at skrive: faer, moer, broer, se side 16).
A f anden art er farmor, morfar osv. der fandtes allerede i
tidligere ordbøger, idet kortformerne her ikke angiver
sideformer men forkortelser af den art der er almindelige
i sammensætninger (sml. brodersøn, -datter hvor forkortelse
ikke er trængt igennem som eneste udtaleform). Den fremgangsmåde der er brugt ved de tre slægtskabsord kunne
bruges som grundlag for behandlingen af andre dobbeltudtaler der hver for sig er de normale i bestemte situationer,
forbindelser og har forskellige konnotationer (bibetydninger). Jeg mener ikke man bør ansætte sideformer hvor
udtalen med 5 er almindelig i de tilfælde hvor 5 ofte svinder,
altså fx. ikke ved gide, gode flt., bryde, læder. Men der er ord
hvor ikke blot 5 men også et følgende udlydende -e er
svundet og vi har fået enstavelsesformer (som regel med
stød): bede : be; lide : li; klæde : klæ; rede (sig) : re (sig). I visse
udtryk er udtalen med 5 gået af brug eller føles som unaturlig, fx.: (a) jeg ber\ jeg skulle be dig ringe hjem. - det kan jeg
ikke li. - det klær dig ikke. - hun skal først ind og re sig. På
lignende måde lade : la (med kort og derfor stødløs vokal
i den her aktuelle tryksvage anvendelse): han kan ikke la være.
Han lar ham skøtte sig selv kan udtrykke noget andet end
han lader ham skøtte sig selv, nemlig passivitet, ligegladhed
overfor bevidst disposition, tilladelse. Jeg foreslår at der i
sådanne tilfælde skrives: bede, beder el. (til brug i særlige
43
tilfælde) be, ber osv. Hvad der menes med særlige tilfælde
skal naturligvis oplyses, vel bedst i vejledningen sammen
med andre lignende tilfælde (se side 15).
I udlyd kan 5 (udenfor bøjningsformer af de lige nævnte
verber) kun svinde i specielle tilfælde. Når ordet gud bruges
i visse edelige udtryk som gu vil jeg ej, gu gør han så, og i
sågu, sgu (se side 53) udtales 5 aldrig. Disse anvendelser
omtales ikke i RetO. men man ser dem næsten altid skrevet
uden d, undertiden forsynet med en apostrof. Udtrykkene
bør nævnes i RetO. og formerne bør være gu, sågu, sgu,
uden apostrof. I andre herhenhørende udtryk kan 5-udtalen
høres: gud bevares, gud ske lov osv., og her bør sideformer
ikke nævnes.
Adjektivet god mister ofte udlyden i almindelig, ikkehøjtidelig tale hvad retskrivningen ikke skal tage hensyn til.
Men der er også her bestemte udtryk hvor svindet er blevet
så alment at 5-udtalen virker skabagtig eller spøgefuld eller
bruges i en anden betydningsforbindelse. Der er først udtrykket værsgo. Denne skrivemåde, der har været almindelig
brugt af skribenter (se D O . ) , er indført i RetO., så at man
nu er i stand til i skrift at skelne mellem: vær så god at flytte
dig (lidt), der rummer en anmodning, og værsgo at flytte dig,
der er en befaling. I hilseudtrykkene god aften, god dag, god
morgen, god nat høres 5 heller ikke i normal udtale, og man
træffer skriveformer som goda, gomorgen, men her er der det
at bemærke at adjektivet står i svagtryksstilling, en stilling
hvor man i det hele taget ofte træffer afsvækkede eller forkortede former. Dette forhold kan og skal retskrivningen ikke
dække i sin almene udformning. Det må overlades til skribenterne selv at finde passende ortografiske udtryk for den
slags former hvor der er brug for det.
44
Skrevet d i forbindelse medfølgende eller (og)
foregående konsonant.
I disse tilfælde har skriften undertiden et d hvortil der ikke
svarer noget i udtalen. Her er altså ikke tale om et variantfænomen som ovf. men om en overflødighed i skriftnormen,
i. Antekonsonantisk
V i ser først på forbindelsen dt (om ldt og ndt se senere).
Det er ord som kridt, krudt, midte. Oftest i bøjningsformer,
fx. fladt, godt, hvidt, lidt, bidt, budt, forladt. Her kan dt siges
at være udtryk for at den foregående vokal er kort, men da
skrivemåden også findes efter lang vokal: født, spredt, klædt,
så er denne 'funktion 5 ikke meget bevendt. Når d er bevaret
ved bøjningsformerne skyldes det princippet at ordidentiteten skal bevares i alle ordets former. Hvis vi anerkender
eller ikke tør anfægte dette princip kan der kun blive tale
om en forenkling ved de ord hvor der ikke findes bøjningsformer hvori d udtales (som 5), eller hvor en oprindelig
bøjningsform har mistet forbindelsen med sit ophav. Forenklingen må så bestå i at der skrives t i udlyd og tt i indlyd:
kridt el. krit, kridtet el. krittet osv. I gotte (sig) er denne skrivning forlængst indført. Før 1955 var der dobbeltformerne
Godter el. Gotter flt., men RetO. har gjort kort proces med
den sidste og har kun godte «r. Den har gjort det omvendte
(og rigtige) ved tidt el. tit hvor det er første form der har
fået løbepas. Kriteriet for at tiden er inde til at sløjfe d'et
i oprindelige bøjningsformer, er at andre bøjningsformer
med udtalt d ikke længer eksisterer (som ved tit) eller ikke
opfattes (af ikke-sagkyndige) som en bøjningsform. Men her
er ingen skarpe grænser. Hvor mange mon husker på at
midt er en intetkønsform af det mid- vi har i midnat. Jeg tror:
så få at det dårligt kan begrunde opretholdelsen af dt i midt
45
og midte. Substantivet skidt kan j o ikke være en bøjningsform
af skide (historisk er det et Ian sydfra) men utvivlsomt står
ordet for så godt som alle mennesker som sammenhørende
(på en eller anden måde) med dette verbum, og så må
skrivemåden vel tage hensyn til det. Omvendt er der vist
ikke mange sprogbrugere der tænker over at lidt er en
(sammentrukken) form af lidet, og derfor var der her god
grund til at følge eksemplet fra tit og stryge d'et.
Det omtalte princip at bevare ordidentitetet er af nyere dato. Skriveformer som fet (fit), lit, got er de ældste i dansk. En form som godt for got
bliver først almindelig efter Holbergtiden. - Den tidligere nævnte ministerielle retskrivningsvejledning fra 1888 sidestiller fette og hvitte med
stritte, flittig, vittig ofl. I anordningen fra 1892 skrives fedte og hvidte eller
hvitte. Selvom man kan beklage dette tilbageskridt må man indrømme
at de to ord bedre har bevaret deres tilknytning til adjektiverne fed og
hvid end de andre ord har til strid, flid, vid subst.
V i kommer så til forbindelsen ds.
Efter lang vokal har vi denne notation i bl.a. stads, stadse
(op), stadselig, buskads, sejlads, stillads osv. (men bras, kvas, las
osv.), kreds (men snes), lods (men matros), frådse (men bås,
krås, mås, prås ofl.). Efter i, u, y, æ, og 0 har moderne ortografi ingen eksempler på skrivning med ds.
En forbindelse af to eller flere konsonanter plejer at være
udtryk for at den foregående vokal er kort (se side 76 ff).
De nævnte eksempler bringer uorden i dette princip, og
til hvilken nytte? Hvis man stryger d 5 et kommer der orden
i sagerne: stas og stasen angiver ligesom kvas og kvaset at
ordene har lang vokal (i modsætning til plads, pladsen (efter
nugældende skrivemåde) med kort vokal). Operationen
hører til de smertefri fordi man ofte ser en del af ordene
skrevet uden d: kres, krese, fråse, buskas, stillas, slabberas.
Suppedas mangler i RetO., men findes i tidligere retskrivningsordbøger og i D O . i denne form. Jeg foreslår at der i
de øvrige tilfælde optages sideformer uden d.
46
Foran -sk er d forlængst strøget: slesk, sleske, træsk. Også
blev tidligere ofte skrevet med d.
Efter kort vokal har vi ord som: krads, subst., kradse, plads,
bajads, morads, palads, strabadser (men kras adj., kompas, kyras
(før 1955: Kyrads el. Kyras), madras, masse, terrasse); hidse,
hidsig, lakrids, lidse, spids, slids, splidse, rids{e), gidsel, tidsel
(men hisse (sejl), gisse, trisse), i svagtryksstavelse: stillids
(men fælles); klods, prodse, trods[e) (men klos adv., sprosse,
trosse, tosse); pludselig, pludskæbet, puds, pudsig, smuds, smudsig,
struds, studs(e), tudse (men blus, plus, karusse, trussel); kryds{e),
skærmydsel (men kabys, plys).
Det ses at lyden s i disse ord snart skrives ds snart s
(i indlyd-ss). Ved mange af de ord der nu skrives på sidstnævnte måde var skrivemåden med ds tidligere almindelig
(eksempler i D O . under ordene). Da der ikke kan ses nogen
regel for fordelingen (jf. MD.1.364) er der kun én vej at
gå hvis man ønsker orden (og derved en væsentlig simplificering) tilvejebragt, nemlig at skrive s i alle ordene i udlyd
og ss i indlyd. Der foreslås altså sideformer: tudse eL tusse,
skænnydsel el. skærmyssel, plads el. plas osv.
Den foreslåede forenkling kunne allerede været nået i 1888. I retskrivningsreglerne af 24/7 hedder det i § 18: 'Stumt d bør udelades i Bajas,
fælles, Gissel, ..hisse (hejse), Karusse, Lisse, Moras, Plys ..Tusse'. Men
så kom den reaktionære bekendtgørelse af 27/2 1892 og påbød at der
skulle skrives: Gidsel, Lidse, Tudse, og at der kan skrives *Bajads eller
Bajas, *fraadse eller fraase, * Kyrads eller Kyras, *Morads eller Moras«
Stjernen betyder 'særlig anbefalet af Ministeriet'! Den stjerne har blæn=
det alle senere retskrivningsfollc, kun kyras er, som ovf, nævnt, blevet
befriet for sit d.
Den foreslåede ændring gælder naturligvis ikke de tilfælde
hvor udtale med 5 forekommer som en (omend sjælden)
variant: stedse (i ådsel er 5-udtalen ved at blive den normale),
eller hvor s er morfem eller forlyd i afledningsendelse,
47
selvom 5 normalt ikke udtales (sammenhørighedsprincippet): fødsel, gødsel, ødsel. I bidsel og gnidsel høres 6 vist aldrig
i naturlig udtale og da forbindelsen med bide og gnide ikke
er intakt, kunne man her forsvare at skrive ss. Der er andre
ord som er i samme situation: gods, tilfreds, halvtreds. Ved
at stryge d'et i det sidste ord ville RetO. gøre tusinder af
skrivende en tjeneste (se side n ) og de to andre kunne
gå med i købet. I henhold til forslag ovenfor foreslås halvtredser el. halvtresser, halvtredsindstyve el. halvtressindstyve.
Foran -sk er d-løse former næsten gennemført: brysk, gnisk,
grisk (Saaby. 7 og derefter D O . har kun gridsk), jysk (før
1955: jydsk el. jysk), krabask, kusk, læske, forpjusket, pisk, plaske,
sjuske, smiske, søskende, traske, tysk, vask, vaske (tidligere: Vadsk
el. Vask, vadske el. vaske), væske (tidligere brugtes kun: Vædske).
K u n slidsk og slidske er glemt medens andre som bedst, bidsk,
smudsket, spydsk er urørt på grund af tilknytningen til bedre,
bide, smuds, spyds (ikke i RetO.). A f disse indtager bedst en
særstilling fordi det er en bøjningsform, de andre er afledninger hvis forhold til grundordene er fordunklet, og når
jysk har kunnet berøves sit d skønt forbindelsen med jyde
vel dog stadig er levende, så kan man også forsvare at skrive
bisk, smusket, spysk (de to sidste former er iøvrigt almindeligt
brugt, se citater i D O . ) .
I andre forbindelser end de nævnte udtales 5 altid eller
fakultativt, fx. i bødker, snedker, og her er ikke noget at ændre.
I malerfagordene ådre el. åre er der tale om to forskellige
udtale- eller ordformer. Et stumt d har vi i fremmedord
som budget, jf. side 73.
2. Postkonsonantisk
Skriftens rd i udlyd og i indlyd foran -e dækker dels en
bogstavret udtale: byrd, byrde, hjord, dels en udtale med r
alene. Dette sidste findes efter langt o, u, æ og å (se Udtalen. 52). Man kunne synes at dette 'stumme5 d kunne og
48
burde fjernes. Men det foreslås ikke, af følgende grunde.
V e d en del af ordene findes variantudtaler, fx. ved gjord,
borde (et skib), burde og turde, og d-udtalen er i fremgang
ved disse ord så den måske inden længe bliver norm som
det er sket ved byrd, byrde. V e d andre kommer d frem i
udtalen foran afledningsendelser: færd : færdes; værd: værdig;
jord : jordisk; nord: nordisk; mord'.morder; hård: hærde. Sml.
også at d-udtale undertiden høres i Korden.
På samme måde repræsenterer skriftens Id og nd dels en
bogstavret udtale: en bold, en bande, dels en udtale uden d:
bold adj., bande verb. Her kan der slet ikke være tale om at
slette d'et idet ld og nd spiller en rolle som kvantitetsangivere, og ld og nd kan i denne henseende (i hjemlige ord)
opfattes som varianter af 11 og nn i indlyd: fælde : fælle;
skindet: skinnet og, da vi aldrig bruger dobbeltskrivning i
udlyd, af 1 og n i udlyd: spild: spil; skind: skin. Se nærmere
MD.1.361ff. I alle tilfælde er ld og nd angivere af den foregående vokals korthed, også i udlyd hvor varianterne 1 og n
ikke røgter denne opgave eftersom vokalen foran dem snart
kan være kort snart lang: hul subst.: hul adj.; kan præs.: orkan.
Se ndf. side 75.
Fordelingen af ld : 11 og nd : nn skal jeg ikke komme ind
på. RetO. har kullet overfor tidligere: kuldet el. kullet. Jeg vil
gerne lægge et godt ord ind for et parallelt ord skallet,
skallepande (jf. (en) skal, skalle) i stedet for skaldet og skaldepande (formerne med 11 blev allerede anordnet 1888 men
tilbagekaldt 1892).
Udlydende -ld har i nogen ord i københavnsk fået udtalen
lt (se Udtalen. 55). Det gælder foruden en del proprier ordet
en bold (spille bold) hvor udtalen er blevet den normale i
rigssprog så udtalen uden d (t) er blevet et kendetegn på
dialektalt substrat. Det tyske trunkenbold har i dansk fået
skriftformen drukkenbolt, og man kunne overveje om man
ikke skulle bruge samme notation ved bold. V i ville så få
Aage Hansen 4
49
ortografisk sammenfald med det enslydende ord bolt, hvad
der ikke er så rart da ordene kan forekomme i samme slags
sproglige forbindelser. En anden udvej var at skrive boldt
for bold, hvad mange faktisk gør; så støder man ganskevist
an mod brugen af Idt i hjemlige ord (se side 51) men det
gør ikke så meget.
O m gd i lagde, sagde se side 52.
3. Interkonsonantisk
-ndr-: Normalt udtales d'et: andre, vandre, ændre, indre,
mindre, undre. Det kan høres, omend sjældent, i plyndre,
plyndring. K u n i hundrede høres det aldrig. Det er derfor det
eneste ord der giver basis for en ændret stavemåde: hunrede.
-Idr-: d udtales fx. i ældre, forældre, skildre, skildring, men
ikke fx. i aldrende, buldre, kildre, myldre, skuldre. Den sidste
gruppe er afledninger eller bøjningsformer af ord på ld
hvor d ikke udtales (alder, bulder osv.). Skrivemåden må
altså i henhold til sammenhørighedsprincippet bibeholdes.
Mylder som det nu skal skrives kan også opfattes som indeholdende en
trekonsonantgruppe. I 1888 bestemtes at man kunne skrive Mylr som
verbalsubst. til mylre (og mange bruger disse former, se Citater i DO.) ?
men formen blev trukket tilbage i 1892 til gunst for mylder.
1 forbindelsen -nds udtales d'et aldrig. I de allerfleste ord
hvor denne skrivemåde tidligere brugtes, er d'et blevet
fjernet og såvidt vides har ingen savnet det, fx. i dans(e),
granske, krans, ransel, sans, prins, spuns, frynse, grænse, ænse.
Det er bevaret ved afledninger af ord med -nd hvor d'et
ikke udtales, fx. ved udenlandsk, bondsk, fjendsk, brændsel,
skændsel, hundse samt i bøjningsformen mindst (til komparativ
mindre med udtalt d) og det hertil hørende formindske. Det
er som det skal være, men d findes også hvor etymologiske
hensyn ligger til grund: handsel, handske og standse. Hvis vi
- som vi tidligere har gjort - afviser disse hensyn som mo-
5°
derne ortografi uvedkommende, må d'et i disse ord forsvinde, evt. via sideform: handsel el. hamel, handske el. hanske,
standse el. stanse (at dette ord derved i skrift (som i tale)
falder sammen med fagordet stanse — præge, udhugge, spiller ingen rolle).
Forbindelserne -Ids og -rds med stumt d forekommer i
hjemlige ord i bøjningsformer og afledninger af ord med
ld, rd hvor d ikke udtales, fx. til fjelds, færdsel, jf. ældst superlativ til ældre med udtalt d. K u n sproghjerner tænker ved
halvfjerds på at det har noget medfjerde at gøre. Når man kan
gøre godt for mennesker uden at det koster noget, hvorfor
skal man så ikke gøre det? Jeg foreslår derfor (i en overgangstid) halvfjerds el. halvfjers, halvfjerdserne el. halvfjerserne,
halvfjerdsindstyve el. halvfjersindstyve.
-Idt, -ndt hører hjemme i (oprindelige) bøjningsformer af
ord med ld, nd (med uudtalt d), fx. holdt, koldt, vildt, 07idt,
sandt, fandt, bekendt. Ellers skrives lt, nt: bylt, felt, kant, pynt,
skønt. I tyske lån skrives ndt: gesvindt, gevandt, forbandt
( = murstensforbindelse). D a RetO. har bundsforvant (tidligere ofte skrevet med dt) kan d også forsvinde fra de tre
andre ord. Bundt skrives således fordi det (af ortografisterne)
sættes i forbindelse med binde. Hvis man også strøg d'et
her fik man klare linjer og større enkelhed: Idt og ndt
bruges kun i (oprindelige) bøjningsformer (med 'oprindelige'
hentydes til substantiverne: holdt, vildt, jf. side 50).
g
D a vi mangler et særligt tegn for q-iyden er g dels grafem
for lukkelyden g (således altid i forlyd, kun i specielle tilfælde i ind- og udlyd), dels for hæmmelyden q (kun i indog udlyd). Jf. Udtalen. 64. Efter kort vokal i ind- og udlyd
bruges gg : kk, henh. g : k for samme lyd, lukkelyden g,
fx. begge : bække, gig : gik. K u n i ét tilfælde er der angivet
dobbeltformer: kig el. kik, kigge eh kikke (det forældede
51
stærke verb. hige bør forsvinde fra RetO.) men kun kikkert.
Der er vist ingen grund til ændringer.
Eftervokalisk er q tilbøjelig til at svinde efter de lukkede
vokaler (Udtalen. 66). Dette har ikke sat sig spor i skriften
undtagen i nogen ord efter u hvor svindet er gammelt:
formue, mulig, hu. Foran 1 skrives g stadig i ord som fugl3
kugle, ugle hvor g aldrig udtales. Hertil slutter sig pægl der
absolut bør ændres: pægl el. pæl, pægle el. pæle (skriveformer
uden g var tidligere almindelige, se DO.). Sammenfaldet
med pæl — stolpe er helt uden praktisk betydning. Det
henstilles til overvejelse om fugl osv. bør behandles på samme
måde.
V i kan iøvrigt fra et retskrivningsstandpunkt se bort fra
de tilfælde hvor talen har variantformer med og uden -cl.
I nogen meget hyppigt brugte ord er den oprindelige udtale fortrængt fra talesproget og har derved fået et særligt
stilpræg. Det er ord som sige{r), tage(r) hvor der ovf. (side I5f)
er foreslået ortografiske sideformer. I sagde og lagde udtales
hverken g eller d. Selv i højtidelig tale vil man ikke kunne
bruge en bogstavret udtale uden at vække latter, og det
forhold at det kan være nødvendigt at bruge en arkair
serende udtale for at redde rim og rytme i oplæsning af
gammel poesi kan dog ikke forpligte moderne ortografi til
at slæbe rundt med de to antikviteter. Variantformerne må
være sae og lae (jf. side 16).
Der er i det hele taget en del ord hvor behovet for at have
en skriftform der dækker den normale udtale er stort,
hvad et eftersyn af moderne skønlitterære forfatteres værker
viser. Foruden de allerede nævnte skal følgende omtales.
V e d nogen, noget (nogle der ikke tilhører almindeligt talesprog
kan vi se bort fra) kan g nok høres med særligt stilpræg ved
den første form, næppe ved den sidste. Varianterne noen, noet
foreslås. Subst. dag og verb. tage (se side 16) har en normal
talesprogsform uden
i modsætning til de andre ord
52-
med samme vokal: i fag, lag, sag, hage, brage, rage osv.
svinder q, j o ikke i rigssprog. Det særlige forhold fortjente
udtryk i skriften: dag el. da, dagen el. dåen, dage el. dae,
godda el. goda (om særskrivning: sammenskrivning se side 97).
V i l RetO., der normalt vender ryggen til sprogets proletarer, optage udtrykket få en på goddaen el. godaen (se DO.)
må det blive i g-løs form da q-udtale overhovedet ikke
findes.
Når q, følger efter 1 og r kan det også svinde i udtalen,
men kun de tilfælde hvor q, aldrig høres interesserer os her.
Det er ordgruppen spurgte, spurgt, spørgsmål, medens q, kan
høres i spørge(r). A t fjerne g'et i de tre første former ville
være en god gerning (der vel ovenikøbet ville glæde etymologerne da g 5 et ikke oprindelig hører til her) men for sammenhængens skyld kan spørge (r) ikke lades uberørt. Forslaget må derfor blive: spørge el. spørre, spørger el. spørrer
(formen spør kan evt. forbigås), spurgt{e) el. spurt(e), spørgsmål el. spørsmåL
Side 44 er omtalt den ed man ser skrevet sgu eller sku
(ordet findes ikke i RetO.). Sidstnævnte form skyldes en
viden om at vi ikke i dansk har sg- men kun sk- i forlyd,
men sgu må foretrækkes (se side 44).
O m de øvrige konsonantgrafemer er der ikke meget at bemærke når de betragtes fra et revisionistisk synspunkt.
V kan svinde i udtalen (se Udtalen. 71). I havde høres
det aldrig og formen står på linje med sagde og lagde. Mange
skribenter har erstattet det med hade og det bør RetO. også
gøre, foreløbig som sideform. I præsens er v j o forlængst væk
(ihar for ældre haver) og i have, inf., er v-løs udtale den eneste
der bruges i naturlig tale. V e d også at indføre infiniten ha
som sideform til have får vi det nydeligste paradigme:
ha - har - hade.
Ved blive er forholdene mere spegede fordi formen dækker
53
over to forskellige verber: hjælpeverbet og verbet med betydningen 'forblive'. Hjælpeverbet bruges oftest tryksvagt
og i denne stilling er v tilbøjelig til at desertere. Skrivemåder
som hli for blive, blir for bliver ses ofte hos nyere forfattere.
Det må overvejes om man bør optage gennemgående sideformer: blive el. bli{e), bliver el. blir, blev el. ble, blevet el. bleet.
En ændring her er dog ikke påkrævet i samme grad som ved
have, og endnu mindre ved give.
Ved f er der én mærkelig form der må omtales, nemlig
ordet af. Det har j o - guderne må vide hvordan - haft held
til fra de ældste tider til nutiden at bevare sit f i skriften
(et f der forøvrigt aldrig har været udtalt som f ) . Det skulle
som andre ord med f i denne stilling have fået en skriftform
med -v (jf. glda. haf moderne dansk hav), altså av, svarende til den udtale vi har af ordet som første led af sammensætninger {afgå osv.). Da ordet j o er en præposition og
i denne anvendelse står tryksvagt kunne den udlydende
konsonant svinde og den således opståede udtale er nu enerådende, også når præpositionen (fx. ved underforståelse
af styrelsen) står trykstærkt: tage hatten af Jeg foreslår at
modernisere: afgå osv. el. avgå, af el. a.
Et tilfælde der mindede om dette var stifbarn, -datter osv.
RetO. har gjort rigtigt ved at forkaste disse former til
gunst for stedbarn, -datter osv. (før 1955: Stif- el. Stedbarn
osv.).
T k a n svinde i udtalen af ord som disputats, visitats, fundats,
men her er kun tale om variantudtaler. I låneord som
finans, konkordans, pomerans, audiens, tendens er t forlængst forsvundet fra skriften som fra udtalen. Før 1955 var formerne
vildtnis el. Vildnis sidestillet. I overensstemmelse med udtalen
er første form udgået i R e t O .
Det eneste tilfælde i rigssprog hvor r ikke udtales i stærktryksstavelse, er appellativet karl (der herved står i modsætning til personnavnet Karl). Undtagelsen bør fjernes:
54
kal el. karl. Verbet tærske udtales i den billedlige anvendelse ='
prygle altid uden r, hvorfor der var grund til at opføre to
ord: tærske (korn) og tæske (prygle) og som verbalsubst.
hertil tæsk (prygl).
H har en langt større anvendelse i skrift end i tale hvor
lyden kun bruges i forlyd foran vokal. I skrift bruges h
desuden i udlyd til at angive at den foregående vokal er lang
(eller overlang), men kun i interjektioner og lydord (se
side 75). I forlyd foran j og v er h en reminiscens fra ældre
sprogtrin, bevaret af hensyn til nørrejysk udtale. O m berettigelsen af denne hensyntagen se side 13. T h i forlyd
findes i hjemlige ord nu kun i adverbiet og konjunktionen
thi. Se om dette ord MD.1.349. Det må være på tide at få
ordet skubbet ind i rækkerne, foreløbig ved hjælp af en
sideform: thi el. ti. Det vil være i samklang med hvad man
har gjort ved stednavne som Thy, der i R e t O . kun er
repræsenteret ved sammensætningerne tyho, tylænder, tytænding el. thybo osv. og afledningen tylandsk el. thylandsk.
Samme fremgangsmåde kunne bruges ved andre stednavne
men sådanne er j o ikke medtaget i RetO. i dens nuværende
form (se side 17). Ellers bruges th jo, bortset fra personnavne, kun i fremmedord. I de fleste gængse fremmedord
er th dog nu forenklet til t (jf. MD.1.350). Sidste skridt i
den retning er at Thuja i RetO. er afløst af tuja men til
gengæld har samme ordbog taget et skridt i modsat retning
ved Vermut (eneste form før 1955) der er ændret til vermouth
el. vermut. Ordbogen har optaget plantenavnet lathyrus i
denne form. Joh.Lange bruger i registeret til Danmarks
Plantenavne formen latyrus så denne form eller evt. dobbeltformer havde nok været det bedste, i hvert fald i fortsættelse af tendensen til udrensning af th (latyrus er nu indgået i det almindelige ordforråd). Denne mangel på en
fast kurs kan også iagttages ved forbindelsen rh. Her har
RetO. diarré i stedet for de tidligere valgfri former diarrhé
55
el. diarré men samtidig ændres Rinskvin til rhinskvin (se side
19).
Ph er erstattet med f i alle almindelig brugte fremmedord. Gamle skrivemåder er kun bevaret i forkortelser som
cand. phil., cand. pharmdr. theol. Eventuelle sideformer må
skrives: kand. fil., kand. farm., dr. teol. (det sidste bruges allerede af mange).
Bagtungenasalen r^ har ingen særbetegnelse i dansk ortografi men skrives n eller ng (MD.1.314.347). Hvor kedelig
denne mangel her som ved S og q er set fra et sprogligt
synspunkt så er der rent praktisk ikke andet at gøre end
at finde sig i den.
Den fonetiske forbindelse Ij i kortvokaliske ord som lilje,
vilje, detalje, emalje, medalje, patrulje, føljeton, portefølje er nu
i R e t O . gennemført med denne skrivning alene (tidligere
havde man forskellige notationer, se MD.1.344). K u n vanille
er blevet glemt men det bliver nok ændret i næste udgave
til vanilje. Efter a er RetO. ret large og holder sig ikke til
de gængse ord. Et ord som travalje skrives således, og Briiel
har fulgt denne linje i sin fremmedordbog og skriver fx.
tenalje (fransk tenaille — en slags fæstningsværk). Beklageligt
er det at RetO. har bevaret den gamle form ved bouteille
og reveille. Grunden er ikke umiddelbart indlysende. Derimod er det i sin orden at bevare 11 hvor der findes variantudtaler med 1: jlotille, brillantine, kvadrille.
Den fonetiske forbindelse nj gengives lydret i hjemlige
ord og almindelige fremmedord: brynje, mønje, pinje osv.,
men man har ikke turdet røre ved de romanske ord hvor
forbindelsen ortografisk betegnes ved gn: kampagne, vignet,
vigne, bourgogne, champagne (de to sidste ord er oprindelig
stednavne).
Hvor vokalen foran -Ij, -nj er eller kan være lang skrives:
-lie, -nie: familie, konkylie, begonie, spanier. Undertiden angiver
RetO. dobbeltformer (svarende til lang- og kortvokaliske
udtalevarianter): kastanie el. kastanje, linie el. linje. Et særtilfælde foreligger hvor 1 og j hører til hver sin stavelse i
den talte form, som i bouillon, grillere, milieu. A f disse opføres
det sidste med dobbeltformer: miljø el. milieu. Hvorfor så
ikke også gøre det samme ved de andre: griljere el. grillere,
buljong el. bouillon. Især savnes sideformer ved billard og
brillant subst. og adj. Svensk og norsk har taget skridtet:
biljard, briljant, buljong. I papillotter er udtalen med lj stærkt
på retur så her er der ingen grund til ændring.
IV. S Æ R F O R H O L D
VED
FREMMEDORD
i ° Grafemer der kun bruges i fremmedord (og i proprier).
a. Det hyppigst forekommende fremmede grafem er c.
Som tegn for s-lyd foran fortungevokal er c gennemgående
bevaret i dansk ortografi, selv i meget gængse ord som
cigar, cykel, medens c som tegn for k-lyden i vid udstrækning
er erstattet med k (jf. MD.1.332). Jeg har ikke nogen rimelig forklaring på denne forskellige fremgangsmåde der er
anvendt i de to tilfælde. Ændring af c til s eller i indlyd
efter kort vokal til ss har kun fundet sted i svagtryksstavelse,
evt. i forbindelse med bortkastelse af et følgende 'stumt5 e:
grimasse for ældre grimace, fars = findelt kød, der tidligere
blev skrevet farce i overensstemmelse med sit franske ophav,
med tilhørende verbum farsere, og så er der sauce der nu
helt har fået dansk klædedragt: sovs (tidligere: Sauce eL
Sovs).
V i har en mængde verber der i den skrevne form snart
har -sere snart -cere og i enkelte tilfælde -seere (se side 63).
Tommelfingerreglen for fordelingen af de to første er den
at når et tilhørende substantiv har k skal der skrives -cere,
ellers -sere, fx. producere : produkt, inspicere : inspektion, dedicere,
klassificere, kvalificere, gymnasticere, rubricere, publicere : dedikation
osv. For en sikkerheds skyld gøres opmærksom på at annoncere, balancere, distancere ikke hører herhen idet de er afledt
af annonce osv. og altså har endelsen -ere. Der er dog i vor
retskrivning nogen ord der (måske ved indflydelse fra tysk
ortografi) skrives -sere for det efter den givne regel ventede
-cere: kritisere, praktisere, politisere, æstetisere (kritik, praktik
osv.). Hvordan man end vender og drejer det så er det et
vanskeligt punkt, og gør distinktionen mellem -cere og -sere
nogen som helst nytte? Skal retskrivningen gøres så simpel
og praktisk som mulig må indførelse af -sere i alle tilfælde
(først som sideform) være et skridt mod dette mål. Det samme
må så ske ved -cisme: katolicisme el. katolisisme.
V i skriver nu jinans, finansiel, finansiere (tidligere ofte med
c eller (efter tysk) med ts), men financier, vel fordi det delvis
har bevaret sin franske udtale. Indførte man alligevel s
i sidstnævnte ord var der skabt ensartethed over ensemblet.
Men hvorfor ikke tage tyren ved hornene og foreslå
at alle c'er der udtales som s skal kunne skrives s. Altså:
cigar el. sigar, cykel el. sykel, citron el. sitron, cølibat el. sølibat
(undskyld gibbet!), police el. polise, service eh servise, niece el.
niese, pjece el. pjese, placere el. plasere, koncert el. konsert, medicin
el. medisin, parcel el. parsel, procent el. prosent, recept el. resept,
marcipan el. marsipan, elektricitet el. elektrisitet. Jeg har givet
så mange eksempler for at vænne læseren til det nye synsbillede. Som bekendt har norsk gennemført dette.
I fransk har man et særligt tegn, en cedille, der anbringes
under c 5 et hvor dette unormalt betegner s-lyd foran bagtungevokal. Indtil 1955 brugtes tegnet også i dansk ortografi: Facade el. Fagade, Facon el. Fagon osv. RetO. har med
god grund forkastet det, men også i dansk udgør den lille
gruppe ord jo en undtagelse m.h.t. udtalen af c'et, så også
her burde man følge den ovf. givne parole og tillade
s-skrivning: facade el. fasade, facon el. fason (el. fasong, se
side 68). Provencaler, provencalsk er fredet som afledninger af
stednavn.
I alle almindelig brugte fremmedord hvor c (foran bagtungevokal og foran konsonant) betegner k-lyd er i tidens
løb c blevet udskiftet med k og bevægelsen fortsætter.
RetO. har kun kodeks, kodificere (tidligere: Codex el. Kodeks
og kun codificere), konfessionarius (tidligere: Confessionarius el.
Konfessionarius), konseil (tidligere: Conseil el. Konseil), kortege
(tidligere: Cortege), kuvert (tidligere: Couvert el. Kuvert),
59
kutyme (tidligere: Coutume), kricket (tidligere: Cricket el.
Kricket), kroket (tidligere: Croquet el. Kroket), kentaur (tidligere: Centaur el. Kentaur), kyklop (tidligere: Cyklop el. Kyklop). Mon ikke de fleste ligesom jeg applauderer denne
modernisering og udrensning? Desværre må vi her som
det er sket i andre tilfælde konstatere mangel på konsekvens.
Dobbeltformer er således bevaret i café (af hensyn til forretningsskiltene?) el. kafé, cognac el. kognak, courage el. kurage,
og der er min sandten nyindført fine franske sideformer i
crepe el. krep (tidligere kun Krep), croquis el. kroki (tidligere
kun Kroki), og endnu værre: foretaget et regulært tilbagetog
ved cabriolet (tidligere: Kabriolet), cancan (tidligere: Kankan
el. Cancan; D O . har tre nyere citater med ordet, i alle
skrevet Kankan), handicap (tidligere: Handikap), manicure,
pedicure (tidligere: Manikure', pedicure ikke i tidligere retskrivningsordbøger), piccolo (tidligere: Pikkolo), postscriptum
(tidligere: Postskriptum) og værst af alt Creme (en form med
stumt e til gengivelse af en ren dansk enstavelsesform med
stød!) for tidligere: Kræm.
Latinske endelser som -cus og -cum har (til dels forlængst)
fået k-skrivning: filosofikum, narkotikum, unikum, fysikus, musikus, politikus (men rektor magnificus, vel fordi det skal være
ren latin, men så burde der også skrives rector som den
tidligere retskrivningsordbog har det).
Det rette må være at indføre k overalt hvor c betegner
k-lyd og er bevaret i den officielle retskrivning, foruden i
de lige nævnte eksempler i ord som particulier, der gives sideformen partikulier, i camouflere der ved sin side bør have:
kamuflere, ved ord som causere {: kauseré), plastic {'.plastik) osv.
Indføres denne, det indrømmes: radikale ændring af c til k
og c til s i overensstemmelse med udtalen, vil c være udryddet af det almindelige ordforråd og kun stå tilbage i ord
og ordforbindelser der er (en slags) citater eller citatord
fra et andet sprog: en cadeau, carte blanche, comme il faut, og
60
i meget specielle fagord: cerebral, cochenille, cyankalium, foruden i proprier og afledninger og sammensætninger dertil:
calvinisme, celsius, cicero (om en skrifttype), coloradobille, og
varenavne som cocacola, cremoneser.
Dobbeltskrivningen ££ dækker over tre udtaler i dansk
(se MD.1.334). Her skal kun omtales den ene. I ord som
accent, accept, accise, succes, vaccine (som de skal skrives efter
RetO.) har vi på en ret forvirrende måde en demonstration
af c'ets virkefelt: et c der betegner k efterfulgt af et c der
betegner s. Ifølge den fremgangsmåde der normalt har
været brugt overfor c med lydværdien k burde formerne
være akcent, akcept, akcise, sukces, vakcine, former der har været
brugt og bruges af mange. De bør absolut indføres hvis
man ikke, som ovf. foreslået, vil gå videre til aksent osv.
ch repræsenterer også forskellige udtaler (MD.1.344). Som
udtryk for k-lyden er ch (udenfor proprier) så godt som
udryddet. Rest: specielle fagord som chiasme, chariter, chriscraft. Minder om ældre ortografi:
med. et chir., dr. techn.
Herved er ch så godt som reserveret som tegn for sj- eller
J-lyden: chance, changere, chatol, chemise, manchet, branche osv.
Det bør her overvejes om man kan tænke sig at erstatte
ch med sj (i sideformer). Før 1955 skrives Chakot el.
(denne form tillades i forordningen af 7/6 1888), RetO.
har kun Chakot. Mindst generende vil dette være (i en overgangstid) i indlyd: breche el. bresje, douch el.
galoche el.
galosje, gamache el. gamasje, kachot el. kasjot, manchet el. mansjet,
march(ere) el. marsjiere). Mange af disse former har været
brugt (se D O . under ordene) og de ældre former Bolche
(og Bolsche) er erstattet af fofo/tf (ved forordningen af 7/6
1888), Cautschouc, Kautschuk blevet til kautsjuk. Nogen har
erstattet ch med sch, j a Saaby 7 og herefter D O . har Galosche
som variantform til Galoche. Det må frarådes at bruge det
tyskagtige sch her. Mest generende vil en eventuel ændring
være i forlyd: chance el. sjangse, chauffør el. sjofør, check el. sjek,
61
chef el. sjæf chemise el. sjemise, chok el. sjok, chokolade el. sjokolade, dels fordi forlyden er så vigtig i ordbilledet dels fordi
udskiftningen i mange tilfælde må ske i forbindelse med
andre ændringer.
Af de ældre sideformer med skrevet og udtalt sk: galoske, mansket, skatol
har kun marskal holdt sig i rigssprog hvorfor sideformer: marskal el.
jnarchal er opført i RetO. Adjektivet geskæftig har i RetO. og tidligere
ordbøger kun denne form. Den almindelige udtale er nu med sj, og
udtalen med sk er blevet forældet som den allerede tidligere var blevet
det ved geskæft: geschæft. Derfor bør ordet nu skrives geschæftig el. (jf.
ndf.) gesjæftig.
ck (kun i ind- og udlyd) for k-lyden findes i engelske
låneord som check, kricket, trick. Engelske låns former bliver
som regel ærbødigt respekteret i dansk ortografi (jf. side 21)
men i så indhjemlede ord som disse kunne man nok tillade
sig at skrive k: check el. sjek, kricket el. kriket, trick el. trik.
sch dækker dels (i forlyd) udtalen [sg] : schoutbynacht, scherzo,
dels udtalen J eller sj, og foran konsonant s (jf. MD.1.335).
K u n de sidste tilfælde skal omtales her. Ord som backfisch
kan betragtes som citatlån og lades urørt. Geschæft er indhjemlet og bør kunne skrives gesjæft (jf. ov£). Ord som
drosche, gletscher, gullasch, rutsche, schattere, tusch, schæferhund
bør slå følgeskab med ordene der har ch med samme udtale
(se ovf.), altså have sideformerne: drosje, gletsjer, gullasj,
rutsje, sjattere, tusj, sjæferhund. Foran konsonant er sch i
overensstemmelse med den almindelige udtale forenklet til
s i slager ( D O . : Sch'lager), og i sideformer: svejtser el. schweizer
og i Slesien el. Schlesien (ikke i RetO. men i tidligere udgaver),
tsch- som betegnelse for t j eller tj virker meget fremmedartet og er derfor fordansket til tj i tjekker, Tjekkoslovakiet
osv., eneste former i retskrivningsordbogen forud for RetO.,
der imidlertid har fundet for godt at tilføje den for almindelige mennesker uforståelige og ulæselige sideform: czeker,
Czekoslovakiet der burde forsvinde (jf. side 19).
62
Tscherkesser som det almindeligt skrives (fx. i Salmonsen 2 )
har i RetO. den ejendommelige form tsherkesser (overtaget
fra tidligere retskrivningsordbog). Også her bør en tj-form
tillades: tscherkesser el. tjerkesser.
sc har også forskellige udtaler at repræsentere (se M D X
335). V i skal her kun interessere os for de tilfælde hvor værdien er s eller med andre ord hvor c ikke udtales. I ord som
fascikel, fascinere, akkviescere,fluorescere,fosforescere, rekognoscere,
rekonvalescent, reminiscens slæber vi rundt med en besværlig
skrivemåde der kun synes at skulle vise at man vel nok kan
sin latin. Et lettelsens suk vil stige op fra alle ikke-latinere
den dag det bliver tilladt at skrive ordene uden c.
Noget andet er om man skal gennemføre samme forenkling i forlyd, hvad jeg ikke mener at man behøver«
Scene el. sene (sammenfald med et andet ord), scepter el.
septer ser ikke så godt ud, det indrømmes. Mindre stødende
er forenklingen som ovf. i indlyd i discipel el. disipeL I fagord
som descendent, transcendental og højlitterære ord som lasciv
vil jeg lade 'bæstet' stå.
I fascist, fascisme betegnede sc oprindelig /-lyden, men
nu udtales ordene næsten kun med s (Brixel har kun denne
udtale) så c'et kunne for den sags skyld godt forsvinde
(via en sideforrn jfoiis^, fasisme).
b. x var i ældre tid et i hjemlige ord almindelig brugt
bogstav (jf. MD.1.336) men i moderne ortografi føles det
som et fremmedelement. Derfor er det overraskende at finde
det pæredanske verbum exe (et cykelhjul) skrevet på denne
måde. Det er j o afledt af bogstavnavnet x og skal dette
staves på dansk må det blive: eks. Mange skribenter har
følt dette og skriver derfor ekse (bl.a. er der tre citater med
denne form i D O . ) . RetO. har som sine forgængere et
andet verbum ekse = herse der vel ikke kan antages at have
spillet nogen rolle for fastsættelsen af formen exe (forøvrigt
er dette verbum ekse vistnok ved at gå af brug i rigssprog).
63
Naturligvis bør der skrives et x, flere x'er som RetO. har det,
for her er jo tale om selve bogstavet, tegnstørrelsen og dens
udseende, form, ligesom et verbum x'e = slå en række x'er
på skrivemaskinen (se D O . , ikke i RetO.) nødvendigvis
må skrives med x.
I de fleste herhenhørende ord er x afløst af ks der svarer
til lydværdien: anneks, boks, bokser, cirkumfleks, duks, fiks, kompleks, krucifiks, maksimum, mikstur, praksis, syntaks, tekst. I lærde
fagord bevares x : myxødem, oxyd{ere) (før 1955: oksyd(ere)).
RetO. har mexikaner og herudfra kan man slutte sig til
formen Mexiko. Mange mennesker bruger her ks så sideformen meksikaner kunne godt indføres. Samme ordbogskriver mærkelig nok taxa, taxameter (tidligere: Taksameler)
hvorved ordene er blevet grafisk adskilt fra taksere og takst.
Grunden er vist den at vedkommende ortografist(er) har
ladet sig blænde af firmanavnet Taxa. D O . er konsekvent
og skriver som opslagsord Taksa, Taksameter, Taksi.
Medens latin ex nu i dansk skrives eks, ikke blot i ord som
eksempel, ekspedit, ekskonge, eksercere, ekstensiv men også i
præpositionsforbindelsen ekslibris (men ikke i ex auditorio,
ex cathedra, ex tempore (sml. ekstemporere) der må betragtes
som citatudtryk fra latin), så gøres der en generel undtagelse
med de ord hvor præfikset efterfølges af c med lydværdien s:
excellence, excentrisk, exceptionel, excerpere, excerpt, exces, excipere.
Det er ikke godt at vide hvad der ligger bag dette. En skrivemåde ekscellence, ekscentrisk osv. er lige så naturlig her som
ved de andre ord med eks-, og ordene træffes da også ofte
skrevet således. Måske har man været bange for sammenstødet af de to grafemer for s, men så er man det ikke mere
da RetO. skriver eksspirere (og ikke exspirere) og Briiel har
fulgt eksemplet i eksstirpere, ekssudat. Har skrivemåden været
tænkt som et værn mod sammenfald i udtalen af de to s'er
så har det ikke haft den tilsigtede virkning fordi udtalen
som oftest kun har ét s (eksempel på Eksellence fra Stucken64
berg og på Eksesser fra JPJacobsen i DO.). Foreslår at udrydde denne undtagelse og skrive ekscellence osv. Derimod
synes jeg ikke man bør stryge c'et i disse ord og s'et i eksspirere, fordi det er en almindelig foreteelse i talen at to
sammenstødende ens konsonanter udtales som én lyd (fx.
i alligevel, annamme, dissonans, forrette, immun), noget der ikke
vedkommer skriften.
K u n nogen få fremmedord har x som forlyd (bortset fra
proprier) med lydværdien s: xylofon, xylograf Skal de fordanskes ortografisk må det blive som sylofon, sylograf
Fra tidligere ordbøger har RetO. overtaget xeresvin (hvor
x skal gengive den spanske ustemte bagtungespirant). Som
nævnt hos Briiel er dette en ældre stavemåde for jerezvin
(til bynavnet Jerez).
c. Grafemet £ betegner dels s dels ts. Det første især i forlyd af ord og stavelser, fx. i zebra, zink, zobel, lazaret, benzin,
bronze, influenza, bizar, gaze, gazelle, mazurka. I ord som disse
ser jeg ingen grund til at opretholde den etymologisk begrundede stavemåde og foreslår derfor sideformer med s.
Denne ændring er allerede foretaget ved en del herhenhørende ord: sir, sirat, siksak, sigøjner (før 1955: £igeuner el.
Sigøjner), sitre, basar, horisont, lasur (men: azur der historisk
er samme ord), svibel, synftig. RetO. har kun zobel hvor man
før havde valget mellem denne form og Sobel. Der skrives
nu cinnober for ældre zinnober. Lærde ord og faglige speciellere ord som zloty, zoologi, zodiakus, zuav tør jeg ikke
røre ved, men en ændring i de andre tilfælde vil være endnu
et bidrag til den simplificering der bør tilstræbes.
Som betegnelse for ts findes z kun i ind- og udlyd (undertiden svinder t i udtalen): fez, mestiz5 trapez. Selvom kun
det sidste ord er almeneje foreslås dog sideformer med ts
i alle tilfælde. Det er jo allerede sket i Svejts som sideform
til Schweiz.
zz findes i ind- og udlyd med værdien s i jazz og mezzanin.
Aage Hansen 5
Det sidste kunne nok fortjene en fordansket form: messanin,
en form der træffes i ældre tid da man ikke følte sig bundet
af nogen retskrivningsordbog. Den første form er beskyttet
af det engelske noli me tangere, og ville iøvrigt blive helt
ukendelig ved omsætning til dansk ortografi (jf. side 21).
Ordet terrazzo hører egentlig til næste gruppe men udtalen
er nu normalt med s, og hvis denne udtale er lige ved at
slå den anden ud kunne dette ord også få sideform med ss
(sålænge zz-formen bevares dækker den j o den gamle udtale). I indlyd kan zz betegne udtalen ts: intermezzo, razzia.
Ingen af ordene er folkelige så variantformer er ikke særlig
påkrævede. Ældre skizze{re) er dog forlængst fordansket til
skitse {re).
d. Q med følgende u med lydværdien kv eller k er næsten
udryddet i vor retskrivning undtagen i engelske lån (se
MD.1.336). Det er overraskende så dybt denne sanering
er gået - idet ordenes miljø her ikke synes at have spillet
nogen virkelig rolle — og hvor hurtigt og gnidningsløst den
er blevet almindelig antaget, selv hvor hele ordbilledet er
blevet totalt forandret, som i kø for ældre queue. Der er for
afledningsendelser fastlagt mønstre til efterfølgelse ved ord
der ikke findes i RetO. Meyers fremmedordbogs Ottende
Udg. har således interlokvere og relinkvere efter antikveret,
eksekvere, {re)torkvere. Man skriver oblik efter mønster af
RetO.s magnifik, specifik, unik osv.
I nogen tilfælde har RetO. dobbeltformer: croquis el. kroki,
før 1955 kun sidste form, altså et tilbageskridt, der dog opvej es af kroket som eneste form overfor tidligere Croquet eL
Kroket. RetO. har kun markis og markise. Tidligere: Marquis
el. Markis, Marquise el. Markise (om adelsdamen) men kun
Markise om det solsejl hun menes at have lagt navn til.
RetO. har dobbeltformerne piké el. pique (om stoffet), kun
piquet om kortspillet (begge dele som tidligere) og kun pique
om kortfarven. For tur til at fordanskes står communiqué hvis
66
eventuelle form er oplagt: kommuniké (jf. kommunicere) og
bezique (der forøvrigt før 1955 blev skrevet bezik) som må
have formen bezig eller (jf. ovf.) besik. Værre er det med
ord som enquete og mannequin der hvis de skal gennemmoderniseres kommer til at se afskrækkende ud: angkæte,
mannekang, men det er jo ikke værre end ved queue til kø.
Så vidt jeg ved holdes bouquet om vinens aroma med sin
franske udtale almindeligvis ude fra buket om samling blomster. Hvis det er rigtigt må bouquet opføres som selvstændigt
ord og i sin franske form som et fransk citatord.
e. W forekommer især i lån fra tysk og engelsk (MD.1.337).
De engelske ord og proprierne går vi uden om men enkelte
skal have et lille ord i forbigående. Fodboldordet wing kunne
uden skade skrives med v, hvad også nogen gør. A t det derved i bøjningsformerne falder sammen med vinge gør ikke
så meget da dette ord også bruges som fordanskning af det
engelske. Waggon, der har franskagtig udtale, bør nok kunne
få sideformen vaggon, en skrivemåde der ikke er ukendt
(se D O . Saaby. 7 havde Vagon el. Waggon). Mest nødvendigt
forekommer det mig at trawl, trawle, trawler får en anstændig
dansk skriftform: tral osv. Det engelske shawl har jo forlængst fået en passende form: sjal. Jeg er ikke sagkyndig
nok til at afgøre om der ville ske nogen skade ved at vire
( = metaltråd) og wire (— metal trosse) blev slået sammen i
den første skriftform.
Ved de tyske lån har der ikke været nogen modvilje mod
at udskifte w5et« RetO. har verfe, volfe, valpurgisnat osv. Tysk
weichsel = Primus Mahaleb, optræder i fordansket form allerede i første udgave af Saabys retskrivningsordbog. RetO.
har weichsel- el. vejkselDen
sidste form er nu vist helt
forældet og kan udgå.
67
2° Grqfemer og grafemforbindelser med anden lydværdi end i
hjemlige ord.
Forholdene ved vokalerne er behandlet ovenfor side 27 ff.
De vigtigste konsonanter og konsonantforbindelser som falder ind under overskriften er følgende:
gn har i romanske låneord to værdier. Den ene er nj,
fx. i kognak el. cognac, champagne, kampagne, kastagnet, kompagnon, lorgnet, vignet. Sideformer som kampanje, lornjet fremsættes til overvejelse. Champagne, bourgogne og kognak (cognac)
skulle efter reglerne holdes udenfor men tilknytningen til
stednavnene er ikke mere levende for den almindelige sprogbruger og det sidste ord har j o på andre punkter fået sin
form fordansket. Svensk og norsk har (delvis) gennemført
ændringen: svensk konjak, lornjett, vinjett ofl., norsk konjakk,
kampanje ofl. Ved ord hvor en bogstavret udtale forekommer
som variant (fordi ordene har tilknytning til latinske former) foretages ingen ændringer, fx. ved designeret, signere,
signatur, indigneret, resignere, ignorere. — Den anden lydværdi
er n eller med andre ord med 'stumt' g, fx. i kompagni,
fysiognomi, mahogni. Her er der al mulig grund til at stryge
g'et, altså: kompagni el. kompani osv.
r^-lyden betegnes i danske ord ved ng eller foran k ved
n alene. Den sidste notation bruges i videre udstrækning
i franske lån ved siden af forbindelsen n-[-konsonant. I udlyd
bruges n alene (modsat hvad der er tilfældet i hjemlige ord)
til betegnelse af denne lyd: ballon, facon, kupon, salon, refræn,
gratin, cancan. Hvorfor ikke følge nordmændene og svenskerne og udskifte n med ng, fx. ballon el. ballong, refræn el.
refræng osv. Det er da ikke så slemt, og det helt indhjemlede
ord fjong har jo gennemgået saneringen, så der er fortilfælde.
Samme lyd kan også betegnes ved n + visse konsonanter,
nd i grand, gourmand, nt i restaurant, pendant, nonchalant, point,
møblement, present osv., nc i charabanc, ns i
(melding),
bonsens. Her vil indførelse af ng betyde en større omvæltning
6#
fordi det drejer sig om mange ord, men ændringen i ordbilledet er ikke ret stor, sml. svensk restaurang, bombardemang,
poång (el. point), norsk presang. - A t n i franske ord har værdien r\t foran s-lyde, fx. i balance, chance, diligence, annonce,
lingeri, orange virker ikke påfaldende, og foran k i banko,
franko ganske naturligt (fordi vi er vant til at n har denne
værdi i hjemlige ord som hanke, hinke og i andre låneord
(foran g): fingere, fungere, tangere, tango, Kongo). Her er der
derfor ingen grund til at ændre noget. Det er heller ikke
sket i svensk og norsk,
J-lyden eller den nu almindeligste variant sj skrives i
hjemlige ord sj, i fremmedord på forskellige andre måder,
ch og sch er behandlet ovf. side 66 f. I franske lån betegnes
lyden foran fortungevokal ved g: genere, geni, logi, etage, gage,
plantage, lingeri, manege, budget. Sideformer som sjenere, etasje,
losji ville svare ganske til de norske, men indførelsen i dansk
må ses i sammenhæng med behandlingen af ch. En ændring
vil forhindre fejllæsningen læ-kage for lækage (lækasje) og
hindre at læseudtaler får yderligere fodfæste (som det er
sket ved bandagist, nu almindeligt med g-udtale (DO. har
kun J), overfor bandage), men det er jo småting.
I 'lavere' sprog og dialekter er lyden simplificeret til s, fx. losi for logi
osv. (Jf. ChrMøller. Træk af de romanske Sprogs Indflydelse paa Nygermansk. 56 f.). Et af disse har fundet vej ind i RetO. Saaby 7 har kun
Plamase (og DO. derfor denne form som opslagsord) og formen er bevaret i de følgende retskrivningsordbøger indtil RetO. fik indsat plamage
som sideform. Hvis min fornemmelse er rigtig tilhører udtalen med s
ikke mere rigssprogsnormen og den må så udgå.
ti som betegnelse for denne lyd har vi i aktie, aktion, nation,
situation osv. Her må eventuelle nye former blive aksje, nasjon
osv. Hvor variantudtaler med ti findes, fx. i honoratiores,
gratiale, bevares status quo.
Også j kan i forlyd betegne J, sj, fx. i jalousi, jaloux, jargon,
69
jonglere. Norsk har ændret til sj: sjalu, sjargong osv. svensk
har bevaret j. J med værdien d3 eller dj i engelske lån som
jazz, jeep, juice, jumper røres ikke. I nogen af ordene kan
j-udtale høres.
sh for J, sj findes i engelske lån som shag, sheik, shirting,
shorts. Overgang til sj-skrivning har fundet sted i j/æ/ (for
ældre shawl), og D O . har i sine citater former som sjanghaje,
•y/ø/A,
(for
der ikke er medtaget i RetO., jf. også
D O . under I. Sjap). På denne baggrund kunne man vove
at angribe det engelske - for en gangs skyld,
i og y som konsonantgrafem.
Hvor i i franske lån udtales som forlyds-j er det ændret
til j i pjece, pjerrette, pjerrot (tidligere: piece osv.). Indtil 1955
dekreteredes Piedestal el. Pjedestal. RetO. har kun den første
form. Det skyldes måske at man har ment at udtalen med
i alene er ved at vinde frem (og den kan j o ikke dækkes af
den sidste skriveform). O m milieu se side 32. Hvor j-udtalen
kun er en variant, fx. ved fiasko, niece skal der efter det princip
vi anvender ikke ske noget. Hvis man turde røre ved engelske ord kunne interview(e) fortjene en sideform intervju(e)
som i svensk og norsk.
y med værdien j i forlyd i engelske ord som yalelås, yard,
yogi osv. virker meget fremmedartet men er vanskelig at
røre. I ind- og udlyd i ord fra engelsk og fransk er der heller
ikke meget at stille op: bayonneskinken og cayennepeberet indeholder stednavne, og i ord som doyen, flamboyant, loyal, royal
dækker y over en udtale aj der dog i de sidste to ord ofte
(og i royalist, royalisme vistnok altid) forenkles til j. Cowboy
og boykot hører til de utilnærmelige angelsaksere. Tilbage af
almindelige ord er vist så kun mayonnaise der burde have en
form som alle mennesker kunne stave til: majonæse (sml.
svensk majonnås, norsk majones).
u for v i dækket forlyd i suite, biskuit kan ikke misforstås
men det var bedre at fordanske det til svite, biskvit. Den dag
70
q erstattes med k i ord som quilte, quiz må u naturligvis
blive til v.
3 ° Dohbeltskrivning af konsonantgrafemer.
I danske ord bruger vi aldrig fordobling i udlyd (se side 83)
men det træffes i (og bliver altså et kendetegn på) fremmedord: dress, løss, jazz, overall. Det tidligere Katarr (endnu
tidligere: Katarrh) er i RetO. forenklet til katar (en form
der dækker både den lang- og den kortvokaliske udtale).
I indlyd i stærktryksstavelse er dobbeltskrivning ikke (som
i hjemlige ord) gennemført som udtryk for at den foregående vokal er kort: cykel, citar, liter, spektakel, mirakel, matrikel, artikel, konduite, titel, kapitel, monokel, discipel. I andre
tilfælde kan, ligesom tilfældigt, forekomme dobbeltskrivning:
abbed, adresse, kokotte, operette, passiv.
D a det er vanskeligt at skelne mellem hjemlige ord og
almindeligt brugte fremmedord og at huske hvilke kortvokaliske fremmedord der skal skrives med enkelt og hvilke
med dobbelt konsonant, ville det være en stor forenkling
hvis det hjemlige princip blev overført til disse ord, så
meget mere som det danske princip for dobbeltskrivning jo
er bragt i anvendelse ved bøjningsformer af kortvokaliske
fremmedord udlydende på konsonant: kritik : kritikken, tobak : tobakken, tobakker osv. Jeg foreslår altså sideformer som
artikkel, litter, tittel, konduitte, discippel (eller, se ovf., disippel).
V i får så ligesom ved bøjningen en vekslen mellem sammenhørende former: tittel: titulere, artikkel: artikulation, polittiker : politik, alt eftersom konsonanten står i stærktryks- eller
svagtryksstavelse. V e d ord med vaklende kvantitet som
skifer, kilo, klike, type (se Udtalen 98 ff.) må enkeltskrivning
bevares.
I svagtryksstavelse bruges dobbeltskrivning ikke i hjemlige
ord {alene, ikke: aliene, lærredet, ikke lærreddet) og skal naturligvis heller ikke bruges i fremmedord (som balance, imitere),
men vi træffer (af historiske grunde) snart dobbeltskrivning
snart enkeltskrivning: en karet: en karrosse; kaserne :kassere;
komet: kommando og mange andre (se V v S . 35f.)> og det kan
i enkelte tilfælde give skriftlig adskillelse af enslydende ord:
dosere = give en dosis, dossere = give en skrå kant, jf. docere.
Dobbeltskrivning kan føles generende hvor dobbeltkonsonanten i udtalen kommer til at repræsentere forlyden i
følgende stærktryksstavelse: ballade, ballet, ballon, buffet, chauffør, coiffere, honnør, paraffin, parallel, filippine, og mange føler
her usikkerhed m.h.t. stavningen. Forenkling bør overvejes.
Særlig generende føles det når i disse tilfælde en konsonant
følger efter dobbeltskrivningen: sufflere, sufflør hvor det ene f
udmærket kunne stryges. I supplere og (med følgende svagtryksstavelse) suppleant, applaudere er det af forskellige grunde
ikke så nødvendigt.
h er udryddet i ordene
og gonorré, tidligere: Diarrhé
el. Diarré, Gonorrhé el. Gonorré. Det første ord er mere indhjemlet end det andet idet det har fået stød. Næste trin
bliver så forenklingen af r'et. I de øvrige tilfælde må dobbeltkonsonanten vel bevares, idet de består af engelske ord
som struggler, oddfellow og afledninger af og sammensætninger
med proprier: buddhisme, herrnhuter, pyrrhussejr.
Ligesom ved hjemlige ord sker der en forenkling af en
dobbeltskrevet konsonant efter kort stærktryksstavelse når
der ved tilføjelse af en bøjnings- eller afledningsendelse ville
opstå en trekonsonantgruppe: sokkel: sokler, ciffer : cifre, femcifret, nikkel: fornikle.
Mange fremmedord der er gået ind i det almindelige ordforråd er i tidens løb indordnet under de danske kvantitetsangivende skrivninger når de har (fået) kortvokalisk udtale:
kaffe, kammer, kammerat, nummer, nummerere (men prænumerere,
der godt kunne skrives med to m'er), sennep osv. I svagtryksstavelse skriver vi to t'er i litteratur, litterær osv., tidligere ofte med ét t. Den nuværende skrivemåde stemmer
72
med fransk og med brugen hos hvad der kaldes de bedste
forfattere i den latinske oldtid.
4° Grafemer hvortil der ikke svarer nogen udtalt konsonant.
Det er især fransk der tillader sig den luksus at skrive ord
med stumme konsonanter i udlyd, især efter vokal. Der er
i vore lån især følgende tilfælde.
-r i diner, souper, foyer, monsieur og ord på. -ier som atelier,
espalier, metier, portier, rentier.
-rs i lanciers, messieurs (ikke i RetO.).
-s i apropos, bourgeois, rendezvous, succes, glatis, hachis, markis,
kommis,
bonsens. Den stumme konsonant er i RetO.
forstødt i /øgz (tidligere: Løgw el. Zøgé, ordet udtales nu
oftest med stød) og maki (fransk maquis, ikke i tidligere ordbøger), medens der er dobbeltformer ved kroki el. croquis
(tidligere kun kroki).
-t i bidet, filet, debut, nougat, partout, ragout, trikot, restaurant,
pendant osv. (se ovf.). I distræt har vokalen fået stød. I nogen
ord kan t høres: kabaret, biskuit, dessert.
-d efter r i billard, hasard, men her findes variantudtaler
med d.
-1 i en detail (i detailhandler bliver 1 ofte udtalt), serail, jf.
nonpareille (også i disse ord kan 1 udtales),
-x i jaloux, sioux-indianer, billetdoux.
-z i pincenez, rendezvous.
Generelle ændringer kan ikke foreslås, bl.a. fordi den
stumme konsonant kan komme frem i udtalen ved tilføjelse
af afledningsendelser: debut: debutere, souper : soupere, bourgeois : bourgeoisi, trikot: trikotage. T o af ordene indtager en
særstilling ved at de nu almindeligst udtales med lang vokal
og stød: jaloux og distræt. Derfor må det være forsvarligt
her at foreslå sideformerne sjalu {jalousi, fransk jalousie er
ikke afledt af x-formen, og den spøgende læseudtale sjaluks
(se D O . ) er naturligvis retskrivningen uvedkommende) og
73
distræ (ChrMøller i Træk osv. 34 nævner at 'distræte Mennesker5 o.l. kan høres udtalt med t? heller ikke det kan være
nogen hindring for en ændring).
I forlyd har vi stumme bogstaver i engelske lån som
knockout og i franske som hautrelief og hors-d'æuvre (ikke i
RetO. så jeg ved ikke om ordet skal skrives således). I
boheme udtales h nu almindeligt. I psyke, psykologi, pseudonym
er udtalen med ps ikke sjælden men derfor kunne man
godt have formen uden p sålænge man bevarede sideformen
med ps. I psalme er p j o forlængst droppet (i Meddelelse
af 24/7 1888 siges at Ps bevares; 'dog kan skrives Salme'),
men kan man skrive salter ved siden af ps alter? (ordet ikke
i RetO.).
V, B E T E G N E L S E A F
KVANTITET
I dansk er det kun vokalens længde der har betydning for
ordidentiteten, således at den samme fonemforbindelse med
kort og lang vokal kan have forskelligt indhold: hul subst.: hul
adj., had subst. : had præt. af hede, osv. Det mest praktiske
var at man havde et særligt diakritisk tegn til at sætte over
vokalen når den er lang, som forskellige sprog har det.
En anden udvej var at dobbeltskrive vokalen når den er
lang eller at lade den efterfølge af e eller h til at betegne
længden. Det sidste kendes fra tysk (i indlyd), de andre
måder fra ældre dansk. O m brugen af accent i én, hér ofl.
se side 105. Brugen af h i udlyd til betegnelse af lang stødløs
vokal bruges i interjektioner og lydord: ah, puh, bøh osv.
(RetO. har bø el. bøh, men kun bømand; bøland (ikke i RetO.)
må i analogi hermed skrives således men det ses næsten kun
skrevet bøhland {et)). Gentagelse af vokalen bruges af forfattere til at angive en individuel affektiv udtale (se M D . I .
359)K u n i ét ord har vor retskrivning dobbeltskrevet vokal,
nemlig i viis = klog. Det er en udbredt opfattelse at det er
så vigtigt at kunne holde ordet ude fra vis = bestemt, skønt
viis i almindeligt sprog er fortrængt af klog. Dobbeltskrivningen går tilbage til en tid da viis var mere almindelig
brugt end nu og da dobbeltskrivning også brugtes i andre
tilfælde. D a dobbeltskrivningen ophævedes holdt man hånden over dette ord og over een og eet (Meddelelse fra Ministeriet for Kirke- og Undervisningsvæsenet 24/7 I888.§.IO). A t
eet er kommet med i dette selskab beror på en sammenblanding af vokallængde og stærktryk: ordet har kort vokal men
stærktryk. Denne mærkelige form eet bevaredes lige til 1955
75
da den blev opdaget og udvist. Nu bruges accenter i de
nævnte ord, se side 105. Men tilbage til viis. Der er noget
uretfærdigt i at adj. viis og intetkøn heraf viist skal have
dobbeltskrivning men at næsvis og subst. vis (der også har
lang vokal) ikke har samme prydelse. Det viser at princippet
er: kun dobbeltskrivning ved ordadskillelse, og kun realiseret
ved dette ene ord der derved kommer på tværs af princippet
at dobbeltskrivning af vokal ikke bruges i danske ord.
Se side 23. Hvis vi engang går over til (som i norsk) at
betegne kortvokal ikke blot i indlyd men også i udlyd ved
at dobbeltskrive konsonanten, er vanskeligheden løst ved
dette som ved andre ord: vis : viss, mos : moss, hul: hull osv.
Indtil da må man vel ved viis bevare status quo.
I indlyd har vi et udmærket fungerende system til at
angive vokalkorthed i stærktryksstavelse, nemlig dobbeltskrivning af den følgende konsonant (når den ikke er j og v,
se MD.1.356). Der mangler blot at få systemet ført ajour,
dvs. få ændret de tilfælde hvor anvendelsen nu ikke dækker
den normale rigssprogsudtale. I anden række kommer spørgsmålet om systemet bør indføres ved de gængse fremmedord
(se side 71).
V i ser først på saneringen. Der er en del ord hvor moderne
retskrivning har dobbeltskrevet konsonant efter lang vokal.
Der er talordene otte og sjette der må have sideformerne ote
og sjete eller helst: sjæte. Ordet æt høres nu næsten kun med
lang vokal og må i overensstemmelse hermed have enkelt
konsonant i bøjningsformerne: æten el. ætten; æter el. ætter.
En parallel har vi i RetO.s sot: soten, soter overfor tidligere:
Sot: Sotten, Sotter (jf. MD.1.360). I næb er den lange vokal
bevaret i bøjningsformer og afledninger, og skriftformerne
må derfor være: best. næbet el. næbbet, flt. næbene el. næbbene,
adjektivet næbet el. næbbet, verbet næbes el. næbbes. Således i
en overgangstid hvis man ikke helt vil udelade formerne
med bb.
En særlig omtale tilkommer nogen ord med langt æ + [ g ] .
I intervokalisk stilling har vi efter lang vokal normalt [q].
K u n i bøjningsformer og afledninger af ord der i udlyd
har langt æ + [ g ] bevares denne konsonant i indlyd. De
pågældende ord er en læg, et læg, skæg, væg, en æg og et æg
samt adj. lægget (nederdel), skægget (ansigt). Man har søgt
et middel til at angive at g'et i denne stilling (intervokalisk
efter lang vokal) ikke havde den sædvanlige q-udtale og
så har man fundet på at bruge dobbeltskrivning af g, for
en sådan havde man i begge, lægge verb., ligge, hugge osv.
og i bøjningsformer som myggen, ryggen, men - notabene kun efter kort vokal i overensstemmelse med systemet.
Der har i de nævnte ord tidligere været vekslende kvantitet
og vekslen mellem udtale med g og med q (se Acta Phil.
Scand. V I . 117f. og Aage Hansen: Den lydlige udvikling i
dansk I. 352). For den nyere tids vedkommende er dobbeltskrivningen i disse ord fastlagt i Meddelelse af 24/7 1888. §.21,
der foruden de nævnte ord har dægge (der nu er udgået af
rigssprog som selvstændigt ord, i kæledægge veksler kort og
lang vokal) og Flaggen best. f. af en plag der nu udtales
med q. RetO. har derfor plag, best. f.plagen (tidligere:
Flaggen el. Plagen, Plagge el. Plage, svarende til udtaleformer
med g og q). Også denne systematisk generende undtagelse
til reglerne for dobbeltskrivning bør fjernes og sideformer
indføres: lægen el. læggen, læget el. lægget, skæget el. skægget,
vægen el. væggen osv. I to tilfælde får vi ortografisk sammenfald med bøjningsformer af andre ord: læg - en : læge- n,
væg-en : væge-n. Begge parrene er substantiver men dermed
hører ligheden op: det er vanskeligt at finde citater fra
naturligt sprog hvor misforståelse kan finde sted. Se iøvrigt
V v S . 34 og MD.1.360. Naturligvis bevares dobbeltskrivning
i sammensætninger som væggetøj, æggeblomme hvor vokalen
jo er kort. De foreslåede former skæget, æget osv. har ovenikøbet den fordel at de dækker udtalen med q, der ganske
77
vist ikke tilhører rigssprogsnormen men bruges af mange
der taler rigssprog på jysk substrat. Ligesom g i mager == troldmand dækker over de to forekommende udtaler med g og q.
I bredde og vidde foreligger ikke dobbeltskrivning men
(tilfældigt) sammenstød af et udlydende d og et d der
danner forlyd i afledningsendelsen (at de to konsonanter
i udtalen realiseres som én vedkommer ikke retskrivningen,
se side 65.
Omvendt er der en del tilfælde hvor den oprindelig lange
vokal er blevet forkortet uden at skriften er ændret. Som
almindelig regel gælder jo at hvor der findes variantudtaler
med kort og lang vokal kan den gængse skrivning ikke
ændres. Foran indlydende 5 er der en tendens til forkortelse
af den lange vokal (jf. Udtalen. 97), og retskrivningen er
i nogen ord blevet indrettet efter den nye korte kvantitet
(selvom en langvokalisk udtale i nogen af ordene har holdt
sig som en nu sjældnere variant), fx. ved: lådden, rådden, puddel
(før 1955: Puddel el. Pudel), pudder, nidding, bedding (før 1955:
Bedding el. Beding), skrædder (Saaby. 7 og (derefter) D O . :
Skrædder el. Skræder), vædder (før 1955: Væder), brædder (tidligere: Brædder el. Bræder), læddike (tidligere: Lædike). Der
er flere der står for tur, i hvert fald til at få en sideform:
kedel, skiden, fading (DO. har kun udtale med kort vokal),
mading, leding, mide, luder (således RetO., D O . har Ludder
el. Luder). Kladde er gået den modsatte vej og har fået en
langvokalisk variant der nu er så almindelig at den fortjenerrepræsentation: kladde el. klade.
Foran p er der ved de mest lukkede vokaler samme tendens til forkortelse (Udtalen. 98). Mest udbredt er denne
bevægelse ved y hvor kortvokalisk udtale er meget almindelig
eller det normale ved følgende ord: kype ( = farvebad. D O .
angiver kun kort vokal), kyper, hyper-, rype, type, typisk, desuden i skrupel (DO. angiver kun kort vokal). Her må sideformer til: kype el. kyppe, skrupel el. skruppel osv.
78
Foran -b har vi fået kortvokal og diftongdannelse i kobber
og peber. Det første har fået angivelse af vokalens korthed,
det andet må også have det: peber el. pebber. I anden omgang
kan der blive tale om at gå videre til kover og pever. RetO.
har bevaret dobbeltformer til angivelse af forskellige udtaler i labe el. labbe og skærsliber el. skærslipper.
Foran -t, -f og -s kan konstateres samme tendens ved de
mest lukkede vokaler (jf. Udtalen. 99 f.). Kort vokal høres
altid i liter, titel og næsten kun i skifer og tyfus. Det er oprindelig fremmedord men de er så indhjemlede at de fortjener dansk notation: liter el. litter, skifer el. skiffer osv.
I brite og britisk høres kun kortvokalisk udtale og også her
foreslås nye former: britte el. brite, brittisk el. britisk. I svagtryksstavelse er fordobling ikke nødvendig men for ensartethedens skyld foreslås også Brittannien el. Britannien. RetO.
har kun blusel overfor tidligere Blusel el. Blussel, et uforståeligt tilbageskridt da lang vokal nu vist aldrig høres,
uforståeligt også fordi samme ordbog (med rette, fordi lang
vokal vist aldrig høres mere) har sat trussel i højsædet hvor
man tidligere havde Trusel el. Trussel.
Foran -r er kort vokal nu næsten enerådende i vores, jeres
og deres. Der vil i begyndelsen være knyttet en særlig tone
af noget barnligt eller vulgært til formerne vorres, jerres og
derres fordi formerne af skribenter har været brugt til at
angive barnlig eller vulgær tale (skønt udtalen bruges af
næsten alle, sml. side 24), men det bør ikke afholde fra at
legalisere formerne. Det samme gælder kæreste der kræver
en adskillelse i kæreste med lang vokal {min kæreste {ven)) og
kærreste med kort vokal og substantivisk bøjning, en form
der bruges af mange skribenter (fra JPJacobsen (SS^I.34:
en af hans gamle Kærrester) til nutiden).
Den forkortelse der ofte forekommer (foran de konsonanter
der nu er nævnt) når langvokaliske ord indgår som første
led af sammensætninger (jf. Udtalen. 106), fx. i videnskab,
79
vicevært, gulerod, risengrød, lyserød, skal retskrivningen ikke tage
hensyn til. Men når et kortvokalisk enstavelsesord får en
tostavelsesform med -e i denne stilling skal konsonanten efter
reglerne dobbeltskrives. Ligesom led subst. i best. f. skrives
leddet og det afledte adjektiv skrives leddet, toleddet osv., må
også sammensætninger som ledegigt, ledeløs (således RetO.)
skrives leddegigt, leddeløs. Leddedukke er udgået af RetO.,
den foregående ordbog havde Ledde- el. Lededukke. Fordoblingen sker naturligvis kun hvor ingen evt. forlængelse af
vokalen kan finde sted, som i smed: smeden : smedesvend.
V i skal så se på den intervokaliske indlydsstilling konsonanten kommer i ved bøjning. Her er reglen om dobbeltskrivning af konsonanten (undtagen j og v) til angivelse
af den foregående vokals korthed uden undtagelse i danske
ord hvor konsonanten kommer til at blive udlyd i stærktryksstavelse. I svagtryksstavelse er dobbeltskrivning overflødig
da her alle vokaler er korte. Men så er der stavelser med
trykstyrke af mellemslagsen og her melder vanskelighederne
sig for retskrivningen i dens nuværende skikkelse. Her har
RetO. fx. brudgommen, bryllupper, biskopper, omnibusser, andrikker, fænrikker (men kanniker), vallakken (men kognaken), fernissen (men irisen), og ved mange herhenhørende ord angives
dobbeltformer: punktum{m)et, leksikon{n)er, sennep(p)en osv.
Jeg gad vide om der er nogen der på dette punkt føler sig
ortografisk sikker i RetO. Der er vist kun én vej ud af virvarret (av, nu ser jeg at RetO. dekreterer: virvaret), nemlig
at dobbeltskrive overalt hvor vokalen er kort (hvis både
lang og kort vokal findes som i abbeden bevares enkeltskrivning) .
Ved fremmedords bøjningsformer bruges dobbeltskrivning
i samme udstrækning som i hjemlige ord i stærktryksstavelser,
undtagen ved n med lydværdien q : salon : salonen, terræn : terrænet. Denne undtagelse hører også til de formålsløse der
kan fjernes. Dobbeltskrivningens opgave er alene at betegne
80
vokalens korthed uden hensyn til konsonantens art, hvorfor
der bør skrives salonnen, terrænnet osv. Reglen om at en stum
konsonant ikke dobbeltskrives er i grunden overflødig da
vokalen forlænges (og får stød) foran bøjningsendelser:
debut: debuten, repos : reposen osv. hvorfor enkeltskrivning er i
overensstemmelse med de almindelige regler.
Forholdet mellem et fremmedord og dets afledninger viser
ikke samme ensartede billede som ved bøjningsendelserne.
a) Trykket skifter ikke plads. Som regel bruges dobbeltskrivning ved afledninger af et ord der har dobbeltskrivning
ved bøjningsformerne (når kvantitetsforholdene er uændrede, sml. filosof (fer) :filosofisk):kalmuk : kalmukker : kalmukkisk; tyran : tyrannen : tyrannisk. Andre eksempler er metallisk,
krystallisk, normannisk, hottentottisk, huguenottisk. Herefter må
adj. til mulat skrives mulattisk (således D O . , ikke i RetO.),
og en eventuel dannelse til parnas skrives parnassisk (således
Axel Sørensen i Rimordbogen). Tilsyneladende er her alt
i den skønneste orden indtil vi kommer til ordene med i
foran -t: her finder vi i RetO. semit: semitter : semitisk; jesuit : jesuitter : jesuitisk, og således vistnok ved alle adjektiver
af denne type: eremitisk, parasitisk, kosmopolitisk osv. Mon
denne skrivemåde skyldes ligedannelse med politisk, kritisk
o.l. (se side 71). Systematisk står tilfældene på lige fod med
de andre og der ses ingen grund til at gøre forskel. Hvordan
ved -yt? Hvordan skrives adj. til epifyt(ter) : epifytisk el. epifyttisk? O g finder én på at danne et adj. til proselyt {ter) bør
han så, hvis han vil være i overensstemmelse med det ministerielle, skrive proselytisk el. proselyttisk. Det var meget simplere at følge reglen: overalt hvor dobbeltskrivning bruges
ved bøjningsformerne bør den også bruges ved afledninger
som de nævnte på -isk.
b) Trykket skifter plads således at den konsonant der stod
i trykstærk udlyd og fordobledes ved tilføjelsen af morfem,
nu bliver forlyd i den stavelse hvortil hovedtrykket er flyttet.
Aage Hansen 6
81
Her træffes i RetO. i nogen tilfælde dobbelt- i andre enkeltskrivning. Eksempler på det første ved t: budget, budgettet: budgettere. På samme måde: facettere, lorgnettere (før 1955: lorgneteré), komplettere (tidligere: kompletere), skelettere, billettere,
billettør, billettrice, portrættere (tidligere: portrætere el. portrættere), debattere, rekruttere (tidligere: rekrutere). Eksempler på
det andet: profit, profitten : profitere, profitabel. På samme måde:
kreditere, visitere, salutere, disputere. - V e d 1: appel, appellen : appellere. Således også: duellere, rebellere, modellere (tidligere:
modelere el. modellere), krystallinsk, kontrollere, protokollere, parcellist, violoncellist, paskvillant, tabellarisk. Her synes dobbeltskrivning næsten gennemført. Jeg har kun bemærket: parallelisme. V e d p: galop, galoppen : galopere, galopade; attrap,
attrapper : attrapere. K u n få eksempler. Ved k: fabrik, fabrikken'.fabrikere; attak, attakker : attakere. Således endvidere:
duplikere, trafikere, lakere, kronikør. Enkeltskrivning i vistnok
alle tilfælde. Ved f: tarif, tariffen : tarifere. Endvidere: filosofere, filosofi, apostrofere, paragrafere. Enkeltskrivning synes gennemført. V e d m kun få tilfælde: sum, summer : summere, summarisk; program, programmet: programmatisk. Ved n med lydværdien q der i indlyd bliver til n: kartonnere, pardonnere,
ræsonnere, ræsonnabel, ræsonnør, faconnere, festonnere, men: ballonere, galonere. V e d s synes dobbeltskrivning gennemført:
bas, bassen : bassist; kongressist, kompression, regression. Ved r
er der ingen eksempler da vokalen her er lang.
Det er ikke let ud fra et nutidssynspunkt at se grunden
til den forskellige fremgangsmåde ved de forskellige grupper
og til dels indenfor dem. Rent numerisk synes tilfældene med
dobbeltskrivning at være i overtal, men vigtigst er vel det
faktum at fordobling af konsonanter ikke hører hjemme i
og ikke har nogen funktion at røgte i forlyd. Ovf. er afledningerne sammenstillet med substantiver hvor fordobling
finder sted i udlyd af stærktryksstavelse, men de to ting har
ikke noget med hinanden at gøre, og det er ofte umuligt
82
at afgøre om afledningerne netop er afledt af det nævnte
substantiv. En forenkling på dette punkt, hvor mange føler
sig meget usikre, er i højeste grad ønskelig, og jeg véd
ikke noget bedre at foreslå end at enkeltskrivning indføres
overalt. V e d de side 80 omtalte fremmedord der har bitryk
på andet led har RetO. næsten gennemført enkeltskrivning,
uden hensyn til om substantivet bruger dobbeltskrivning
eller ej foran bøjningsendelser: fernis (sen) :fernisere, iris(en) :
irisere, kandis (en) : kandisere, ?narmor(et) : marmorere, men marskaler) : marskallat (tidligere: Marskalat).
c) Trykforskydningen i afledningen fører den aktuelle
konsonant helt bort fra stærktrykszonen (så den hverken
er udlyd eller forlyd i stærktryksstavelsen). Her synes RetO.
at følge den hovedregel at når det til grundliggende substantiv har dobbeltskrivning i bøjningsformerne skal afledningen også have det: bagatel (ler) : bagatellisere, krystallisere,
tyrannisere, dog: paralleliser) :parallelisere, minut (ter) : minutiøs.
Som eksempel på afledninger af typen med bitryk: terror (en) : terrorisere. D a fordobling jo ikke hører hjemme i
svagtryksstavelser kan det også her forsvares at bruge enkeltskrivning i alle tilfældene.
I udlyd i stærktryksstavelse bruger vi (uden for visse
fremmedord, se side 71) ikke dobbeltskrivning efter kort
vokal, således som norsk og svensk gør det: natt, topp, rnetall
osv. I dansk er det ganske vist sådan at vi kan have forskellig kvantitet foran samme konsonant i forskellige ord
men i de fleste hjemlige ord har vi regelmæssigt kort vokal
foran visse konsonanter og lang foran visse andre. Se
Udtalen. 87 ff. Det er ikke nødvendigt at følge norsk og
svensk på dette punkt. Som omtalt ovf. side 49 og i MD.1.361
har vi nogen konsonantforbindelser hvis funktion er den
at angive den foregående vokals korthed: Id, nd, dt og
(delvis) ds.
%
Sorn nævnt dobbeltskrives de to halvvokaler j og v ikke. Ved j er det
heller ikke nødvendigt da j kun findes efter kort vokal og danner diftong
med den. Foran v har vi begge kvantiteter: lavet, best.f. af et lav, har
kort vokal, lavet, part. af lave, har lang. Sml. best.f. travet overfor part.
travet. Vi har kort vokal i best.f. hoven og i adjektivet hoven, og normalt
kort vokal i syvende. Men tilfældene er få og for ordadskillelsens skyld
er det ikke nødvendigt at bryde med traditionen på dette punkt.
- O m en eventuel indførelse af dobbeltskrivning i fremmedords stamme se side 71 f.
a4
VI. S A M M E N S K R I V N I N G
OG
S Æ R S K R I V N I N G AF O R D
Følgende tilfælde volder vanskeligheder,
i. Forbindelse af adverbium og præposition.
a. Hvor første led i forbindelsen er et adverbium der nu
ikke bruges i selvstændig anvendelse med samme betydning og i samme sammenhæng, må forbindelsen regnes for
en sammensætning, hvad der fremgår af at det ikke er
muligt i naturlig tale at gøre ophold mellem de to ord.
Hertil hører forbindelserne med uden-, inden-, oven-, neden-,
fx. udenfor, indenfor, udenom, ovenpå, nedenunder. Det er efter
denne afgrænsning ligegyldigt om forbindelserne (der altså
er sammensætninger) efterfølges af en styrelse eller denne
er udeladt eller underforstået: indenfor husets fire vægge : kom
indenfor! Den nu gældende regel om at sammenskrivning
kun skal bruges i sidste tilfælde er et grammatikerpåfund
som hverken har noget sprogligt eller praktisk formål. Hertil
hører endvidere overfor (idet over i moderne dansk ikke kan
bruges selvstændigt i samme betydning): han bor overfor os : min
genbo overfor, og sammensætninger med bag: han hænger bagpå
vognen : han hænger bagpå, han kommer bagefter (os). Det sagte
gælder også foruden, forinden hvor for slet ingen betydning
synes at have, og hvor retskrivningen forlængst har indført
sammenskrivning uden hensyn til det dér med styrelsen.
O g den ovf. givne regel passer også på de i Vejledningens
§20 opførte 'undtagelser': fremfor (alt), henad (aften), henimod (aften), henved (halvtreds). Førsteleddet har her ingen
selvstændig anvendelse i samme betydning i samme kontekst
og der kan ikke gøres ophold mellem leddene (og dette
skyldes at forbindelserne er brugt i overført betydning,
dvs. om ikke-rumlige forhold).
85
b. Hvor første led er et adverbium der bruges selvstændigt
i samme sammenhæng er der mulighed for to anvendelser
og to udtaler: én uden og én med ophold efter adverbiet:
han gik ud ad 1bagdøren : han gik [ud | ad bagdøren (ved 'lodret*
streg angives mulighed for ophold). I sidste tilfælde står
præpositionsleddet selvstændigt overfor adverbiet, er som
regel en specialisering af dettes indhold, man kan i tankerne
indføje et 'nemlig'. I første tilfælde opfattes ud ad som én
præposition i forhold til det følgende substantiv (substantiviske led) og kan som helhed få præpositionernes almindelige
kendetegn: tryksvaghed. V i har her samme forhold som
ved: han gik Hnd til naboen : han har betalt indtil hoo kr. for
stykket (ovf. under a). Andre eksempler: gå ud af sit 1gode
1 skind : finde 1ud af noget; gå op ad Hrappen, stå op af 1 sengen,
ligne én op ad [dage, gå hen imod 'døren, men: gå hp ad en stejl
og slynget sti, stige Hed i dybet. Det indrømmes gerne at udtalen
ikke altid ligger fast og at forskellige i denne forbindelse
uvedkommende forhold kan spille ind i udtalen, fx. modsætningstryk: ]op ad bakke og bied ad bakke overfor: gå op og ned
ad 1 strøget, og foranstilling af styrelse (hvorved præpositionen altid får stærktryk): stå op af 1sengen : sengen han var stået
bp af Derfor er det svært at give detaljerede regler, hvad
heller ikke behøves, men det er ret og rimeligt at der gives
adgang til sammenskrivning hvor forbindelsen naturligt
opfattes som en sammensat præposition (sådan som det
bruges af mange skribenter), medens særskrivning bevares
hvor man ønsker at give udtryk for jævnbyrdigt forhold
mellem adverbiet på den ene side og præpositionen -f- styrelse på den anden. Hvor forbindelsen bruges uden styrelse:
det går stejlt opad er der ingen mulighed for ophold mellem
og opdeling i to led og der bruges (som nu) sammenskrivning.
c. I forbindelse med andre adverbier end de nævnte har
vi ikke haft en tilsvarende udvikling. Her bevarer adverbiet
86
stærkt eller forholdsvis stærkt tryk (og her kommer sammenskrivning ikke på tale): hord for 1byen, ]øst for 1 Storebælt,
1 midt om 1natten. Andre eksempler: oppe over skyerne, nede i
kælderen, w^r
to mand frem for en enke, Aer i landet, der
på stedet.
d. Når forbindelsen er uden styrelse eller normalt bruges
alene foreligger sammensætning: ro udefter, rejse sydpå, bo
(her) nærved. Parallelt hermed følgende forbindelser der ikke
findes i R e t O . : sidde midtfor, Haaret er skilt midti (FrPoulsen),
Giddarmlænke . . flade Led, svære midtpaa, tyndere udefter (Politiefterretn. 1925. Begge citater fra DO.). Tryktypen er stærktryk + svagtryk, ved sammensætninger med her-, der-,
hvor- dog med varianten svagtryk + stærktryk.
2. Forbindelse af to adverbier.
Ved forbindelsen af to stedsadverbier er sammenskrivning
gennemført: herhen, deroppe, bagud, bagomme, foran, forind, forneden. I alle sådanne tilfælde har vi kendetegn på sammensætninger, nemlig et stærktryk + svagtryk eller omvendt.
Eneste undtagelse i RetO. synes at være bag ude der er overtaget fra tidligere retskrivningsordbøger og må skyldes en
lapsus af en eller anden art. Ordet står i alle henseender på
lige fod med forude der er skrevet som ét ord. Overfor disse
forbindelser står så andre (til dels ordret de samme) hvor
vi ikke har den samme indbyrdes tilknytning mellem leddene
og derfor har to stærktryk og mulighed for ophold mellem
leddene: han gik 1midt ]udpå 1gaden; 1midt xude i høen; 1 deroppe
på Haget sad han.
V e d forbindelser af adjektiver i adverbialform og et adverbium træffer vi det samme. Dels forbindelser af to ord
hvert med sit stærktryk: det er fuldt ud tilstrækkeligt, tale rent ud.
I rent ud sagt er trykforholdene gjort ukendelige fordi hele
udtrykket har fået enhedstryk (tryktabsforbindelse) men
rent ud, er stadigvæk to ord. Dels har vi forbindelser der er
87
Disse principper er helt gennemført. Ved at tillade forresten (som vistnok de fleste skriver) som adverbium fik man
på lignende måde som i de tidligere nævnte tilfælde mulighed
for at holde det ude fra for resten {forresten købte han et par
bøger : for resten (af pengene) købte han et par bøger), og hvad
der gælder overalt: over alt gælder også i alt (det blev ialt
(som det altså foreslås skrevet) 21 kr. : han er selv med i alt).
Hvor styrelsen i det faste præpositionsudtryk nok eksisterer
som selvstændigt ord men ikke synes at have en dertil svarende betydning og hvor der ikke findes en tilsvarende forbindelse med ordet i en egentlig betydning (som ovenfor),
kunne man også tillade sammenskrivning (som træffes ganske almindeligt på det frie marked), i forbindelser som
af sted, til stede, om bord, over bord, over styr, og i fortsættelse af
tillige (med adjektivisk ord som styrelse) kunne man lovfæste:
vedlige, påny, tilgode, tilsidst, fornylig, forlængst, forøvrigt, iøvrigt
(hvor t-formen kun bruges i disse udtryk), pdlangs, påtværs.
I andre forbindelser end de nu nævnte er der ingen grund
til at ændre noget ved de bestående forhold, heller ikke når
substantivet har bevaret en gammel bøjningsform: ad åre,
for fode, på færde, i live, til søs, eller fordi substantivet har
fået et såkaldt adverbielt s: i aftes, i morges osv. Med grund
undtager RetO. her forbindelserne med indenuden- : indendørs, udenbys, hvor præpositionen ikke udenfor faste udtryk
bruges selvstændigt i tilsvarende betydning (jf. side 85),
og hvor forbindelserne ikke blot bruges som adverbialer
men også som attributive adjektiver eller første led af
sammensætninger.
Mange mennesker finder det naturligt at skrive idag, tilleje,
tillykke. Grunden er vel især den at de er så faste og gængse
udtryk at man ikke i tankerne analyserer dem. Man kunne
overveje at give officiel tilladelse til sammenskrivningen i
tilfælde som disse, men det er vanskeligt at afgrænse dem.
Sml. i morgen, i aftes (se ovf.), til salg, til slut. Her er et af de
9-0-
punkter hvor man kunne lade folk skrive som det falder
dem naturligst, ff. RetO. forord I X .
A f treordsforbindelser tillader RetO. nutildags v. s. af nu
til dags. Så kunne man også tillade nuomstunder v. s. af
nu om stunder. Forbindelsen ud til bens i udtrykket gøre sig
ud til bens opfylder alle betingelser for at få rang af sammensætning og få standsmærket: sammenskrivning (DO. har
4 citater hvoraf de 3 bruger sammenskrivning).
4* Forbindelser der bruges som Uddannere
(konjunktioner og præpositioner).
I fortsættelse af det under 3 nævnte bør man også kunne
skelne mellem: sørg for at han kan få besked og jeg skriver for
at han kan få besked. I første eksempel har vi ingen fast
forbindelse af for og at men et tilfældigt møde mellem for
(der danner en fast forbindelse med sørge) og et sætningsindledende at. Det er derfor muligt at gøre ophold efter for
der kan have stærktryk. I det andet eksempel har vi en
fast forbindelse der som sætningsindleder (uafhængig af det
foregående verbum) betegner at der i den følgende sætning
kommer en angivelse af hensigten, formålet, og der kan normalt ikke gøres ophold efter det tryksvage for. Det foreslås
derfor at man her bruger sammenskrivning: for al. På samme
måde forholder det sig med efter at: se nu efter at alt er i
orden : dagen efter at han var rejst (jf. M D . 111.42 o.) overfor
efter at (== siden) han var rejst blev her så tomt. I sidste tilfælde
foreslås altså sammenskrivning: efterat (allerede brugt af
mange). De andre tilfælde med præposition + at har kun
den førstnævnte anvendelse: det kommer af at - alt det med
at han vil rejse.
Så at er en fast forbindelse af adverbiet så (til dels i den
gamle betydning: således) og sætningsindlederen at, brugt
til at angive at den kommende sætning indeholder en redegørelse for følgen eller virkningen af det i det foregående
9i
meddelte. Der kan ikke gøres ophold efter så og hele forbindelsen bruges normalt tryksvagt (og at kan udelades).
Efter de hidtil brugte kriterier foreligger her en enhed der
bør skrives som ét ord: såat. Uden at har ikke undergået
samme udvikling. Ordet uden har bevaret sin uafhængighed,
kan udtales trykstærkt og med ophold efter. Altså: særskrivning som nu.
Så kommer vi til forbindelserne med som.
A f forbindelserne med som som sidste del (bortset fra
dersom hvor sammenskrivning er oplagt, se side 94) må efter
som have status som efter at (efterat) ovenfor. De tilfældige
forbindelser af efter + som-sætning er vist ikke rigtig kurante i rigssprog: hør efter som (almindeligt: hvor) han dog
snøvler; det må rette sig efter som (vist oftest: hvad) det passer
dig bedst. R e t O . har sammenskrivning når eftersom bruges
som årsagskonjunktion. Efter de i det foregående anvendte
principper bør sammenskrivning ikke grundes på det indholdsmæssige alene.
RetO. har citatet: efter som vinden er, venter jeg dem i dag
el. i morgen, der stammer fra Blicher hvor Eftersom er skrevet
som ét ord. Betydningen er her: afhængig af, i overensstemmelse med, rettende sig efter. Det næste citat lyder:
efter som lysene brændte ud, slukkede man dem. Her betyder efter
som: efterhånden som. Fra D O . henter jeg følgende HE~
Schack-citat: eftersom Historien skred frem, blev han meer og
meer urolig. I de nævnte eksempler er efter som sætningsindleder i samme forstand som det er qua årsagskonjunktion,
og også her bør sammenskrivning bruges.
Som bruges i forbindelse med foranstående præciserende
adverbier som netop som, just som, straks som hvor adverbierne
har bevaret deres fulde betydning og selvstændighed. Anderledes ved lige som: lige som jeg kom ind ad døren gik lyset ud,
hvor de to ord danner en enhed i betydningsmæssig og udtryksmæssig henseende: lige har fået sit indhold afsvækket,
92
enheden betyder nogenlunde det samme som idet, og normaludtalen er [lisom] uden mulighed for ophold mellem leddene. Det har derfor grundlag for sammenskrivning: ligesom. RetO. sætter også her et skel på grundlag af indholdet
og bestemmer at. det kun skal sammenskrives når det betegner en sammenligning: ligesom du mener.
Såvel som skal skrives således. De kendetegn på sammensætning der er brugt i det foregående, passer også her, og
betydningen er ikke den ordrette men: og endvidere, og
ligeledes. Der bør derfor skrives: sdvelsom. A t det sproglige
udtryk har en variant hvor som kan skilles fra de øvrige
medlemmer af banden: såvel ditten som datten, kan ikke bruges som argument mod sammenskrivning når det hele står
sammen. Et sidestykke er så godt som = næsten, omtrent,
der må kunne skrives sågodtsom (jeg er sågodtsom færdig) i
modsætning til samme forbindelse af ordene i deres egentlige betydning: det brugte tøj var til hans brug så godt som et nyt.
Som første led har vi som i som om der indleder en såkaldt
hypotetisk ledsætning. Ordene er gået op i en enhed både
i udtalen og i indholdet og bør derfor skrives somom, hvad
mange allerede gør. M.h.t. de andre sætningsindledere konstaterer man at sammenskrivning er indført ved såfremt, medmindre (at), førend, hidtil og ihvorvel (ved en fejl opført som
bio.), men man overraskes ved at finde at om end skal skrives
i to ord (overfor omendskønt i ét). Hvis man ændrer dette
og indfører sammenskrivning ved selv om så havde alle de
faste konjunktionsforbindelser fået samme ortografiske behandling.
De skribenter der ynder at bruge den ærværdige konjunktion al den stund (jf. M D . 111.43 8) burde også kunne
skrive den i ét ord uden at komme i karambolage med retskrivningsreglerne .
Tilbage står så at overveje om for så vidt (som) som sætningsindleder kunne slå følge med de andre da for så vidt
93
j o også bruges som adverbium. Citaterne i D O . viser at
nogen skriver for såvidt (som), andre forsåvidt (som). Der er
noget der taler for at bevare særskrivningen da kriterierne
for sammensætning her ikke er så tydelige som i de øvrige
tilfælde, men alligevel - for de rene linjers skyld - foreslås
forsåvidt (som).
5. Ved pronominerne bruges sammenskrivning ved hinanden,
hverandre, deslige, ingenting ( = intet), nogenting (— noget).
K u n ét punkt må man undre sig over, at man skal skrive
i tre ord: hvem som helst, hvilken som helst, hvad som helst, hvor
som helst. Ordene som helst rummer ingen ordbetydninger for
os nuomstunder men udgør et appendiks til pronominet
hvorved dette får størst muligt omfang (svarende til hvad
ældre sprog opnåede ved et præfigeret i-: ihvem, ihvor osv.).
Et så uselvstændigt led kan man ikke have frit svævende i
luften, det må kobles til pronominet. Til underretning tjener
at D O . har en snes citater på de fire udtryk, i dem alle
har forfatterne brugt sammenskrivning.
Der er forskel på: nu går vi Jalle hammen (— i samlet trop)
op på kontoret og: og nu går vi 1alle sammen op på kontoret. Det
sidste, hvor forbindelsen er et forstærket 'alle', bør kunne
skrives som ét ord. På samme måde: flytte (det) Jalt 1sammen
(== samle det): flytte det lalt sammen ( = det hele). Til ny
underretning: alle DO.s citater på alt sammen og alle sammen bruger sammenskrivning, sml. også vores allesammens.
6. Ved adverbielle f orbindelser er sammenskrivning indført i
vidt omfang, således ved alle forbindelser med her- og der~
+ præposition eller adverbium. Det samme gælder hvor- (se
side 87) undtagen når det bruges som gradsangivende adverbium, i hvilket tilfælde det med rette skrives for sig:
hvor meget, hvor længe, hvor vidt: hvor vidt bør man gå? (som
sætningsindleder, — om, skrives det derimod som ét ord) s
94
Som eksempler på andre sammenskrivninger kan nævnes:
(i den gammeldags anvendelse = på samme måde, men lige
så stor, god osv.). Der skrives ingenlunde, nogenlunde, sålunde osv,
med et efterled der ikke forekommer som selvstændigt ord.
Men hvorfor skal der så skrives ingen sinde, nogen sinde (hvor
sidste led jo heller ikke bruges selvstændigt) og ikke ingenD O . har 19 citater på de to udtryk og
er brugt i 17 af dem.
Der skelnes mellem et sammenskrevet dengang der dels
dækker tidsadverbiet ' dengang, dels den tryksvage sætningsindleder: dengang han Studerede, og et særskrevet den gang der
dækker totryksforbindelsen \den [gang (gik det godt). Mellem
engang (med stærktryk på sidste led) og en gang (med to
stærktryk). Dette er i bedste overensstemmelse med de kriterier der er anvendt i det foregående.
7. Faste forbindelser af et substantiv og et attributivt (især
pronominalt) ord.
De som adverbier og pronominer brugte forbindelser af
denne art er behandlet ovenfor. Her skal behandles nogen
andre tilfælde. Først forbindelserne med al Der skal if.
RetO. skrives alverden men al landsens (ulykker). Det sidste
kan næppe forsvares. Det virker forvirrende fordi al stående
for sig efter nutidens grammatiske fornemmelse hører til
ulykker og altså skulle være flertal (sml: alle landets ulykker)9
Der bør derfor skrives allandsens, hvad mange gør (se eksempler i DO.). Det er ikke RetO.s påfund. Det er overtaget fra tidligere retskrivningsordbøger, ligesom meget an«
det, bl.a. følgende: alle hånde skal skrives i to ord som adjektiv men 1 ét som substantiv, hånde siger j o ikke nutidens mennesker noget som helst og har ingen adkomst til at blive
behandlet som særskilt ord, trykforholdene er sammensætningernes. Nødvendigheden af at adskille substantivet fra
95
adjektivet vil jeg ikke spilde ord på. På et bredt publikums
vegne foreslår jeg allehånde, både i adjektivisk og substantivisk
anvendelse. Det brede publikum kan man finde godt repræsenteret i D O . : der er 16 citater og ikke i ét eneste er
der brugt særskrivning. Med det samme lægger jeg et godt
ord ind for alle vegne — overalt, som jeg og mange andre
gerne ser skrevet allevegne. D O . har 8 citater på udtrykket,
i alle er brugt sammenskrivning (i alle vide vegne, ingen vegne
komme viser udtalen: særskilte ord).
RetO. har minsandten el. min sandten. Da substantivet ikke
fører nogen selvstændig tilværelse kunne sidste skrivemåde
godt udgå. Minsæl, der ikke er optaget i ordbogen, måtte
efter samme kriterium skrives således. Derimod ikke sammenskrivning ved : min tro.
Der kan ikke være to meninger om at særskrivning må
bruges i forbindelser som sankt Peter, men hvordan skal man
forholde sig når forbindelserne skal indgå som første led i
sammensætninger? RetO. har Sankthansaften, sanktvejtsdans.
D O . bruger sammenskrivning af navnet alene med det
følgende substantiv: Sankt Bernhardshund, Sankt ElmsildSankt
Hansdag, Sankt Petersdag. Denne skrivemåde giver et forkert
indtryk af sammensætningens opbygning, og ved den af
RetO. anvendte er der det generende at det store bogstav i
navnet forsvinder hvorved udtrykket utydeliggøres. Bedre
var det måske at skrive sankt Bernhards -hund; sankt Hans -aften
osv. i overensstemmelse med den side 107 foreslåede anvendelse af bindestreg.
I nogen få tilfælde har vi en brug af attributivt ord +
substantiv i bestemt form som variant til attributivforbindelsen med foransat artikel. I stedet for den første del, den sidste
dag, den første karakter, den tredje dag, den svenske kyst, den største
del, den største part kan man sige = førstedelen, sidstedagen, førstekarakteren, tredjedagen, svenskekysten, størstedelen, størsteparten, dvs.
at forbindelserne er behandlet som sammensætninger og der-
95
for bør skrives som ét ord. RetO. har andendag (en), men tredje
dagen; størstedel (en), -part (en), men u. stor : største delen, største
parten.
M.h.t. goddag (god dag) ol. er RetO. uklar. Den skriver:
sige god dag el. goddag osv. Det osv. må vel betyde at samme
fremgangsmåder gælder sige godnat (god nat) osv. Betyder det
at man også kan skrive det selvstændige udtryk goddag! osv.
eller gælder det kun når udtrykket bruges "substantivisk55
efter ytringsverber? godaften, goddag osv. opføres nemlig kun
som substantiver (en brug som det næppe er nødvendigt at
registrere). Foreslår at goddag, godnat, godmorgen, godaften som
selvstændige ønskeudtryk skrives således fordi de udtales med
enhedstryk (idet første ord har lidt en indholdsmæssig afsvækkelse), i modsætning til: 1god^bedring! \godhejse! IgodHur!
O m go da se side 53.
R e t O . har (her hjælper ingen) kæremor el. kære moder. Da også
her udtalen med enhedstryk er den eneste eller normale kan
sidste skrivemåde spares.
8. Genitivforbindelser med talord som første led brugt som attributive adjektiver eller som første led af sammensætninger.
Her stiller RetO. sig meget liberalt. Det hedder i Vejledningens § 14: Der kan skrives et tiøresfrimærke el. et tiøresfrimærke, en toværelses lejlighed el. en toværelseslejlighed. Det er
som det skal være, spørgsmålet er blot: er det helt ligegyldigt om man skriver det ene eller det andet og gælder
det alle forbindelser af denne type? Det sidste kan man j o
undersøge ved at slå op i selve ordbogen under de pågældende ord. Følgende forbindelser opføres som ubøjelige adjektiver, dvs. at de skal særskrives: femværelses,firetages,firemotorers,firepersoners,fireværelses,sekspersoners, seksårs, ottetimers,
nittenårs, tyveårs ofl. Under femårs gives eksemplet en femårs
dreng, under år har det fået sideform: en femårs dreng el. en
Aage Hansen 7
97
femårsdreng. Sammenskrivning alene angives ved enfamilieshus, enstavelsesord, seksdagesløb, syvmandsudvalg.
Jeg er i det hele enig med RetO., også med hensyn til
fordelingen, jeg savner kun lidt nærmere oplysning om hvornår man skal bruge de forskellige skrivemåder.
De sproglige realiteter der ligger bag er følgende. Udtalen
differerer i mange af tilfældene: et Hiøresfrimærke indicerer
at den talende har brugt to selvstændige ord. Siger han derimod et Hiøres i frimærke har han udtrykt at han opfatter hele
forbindelsen som en sammensætning. I skriften svarer dette
til særskrivning, henh. sammenskrivning. Jo mere gængs forbindelsen er j o større er tendensen til at behandle den (trykmæssigt) som sammensætning og altså skrive den som ét
ord. Gode eksempler er de ovennævnte enfamilieshus osv. O g
med opfattelsen som sammensætning følger muligheden for
at bruge bøjning af helheden: enfamilieshuset, enfamilieshuse
osv. Også her har vi en sikker vejleder i trykforholdene som
bør bruges ved fastsættelsen af de ortografiske former. Som
sagt finder jeg angivelserne i RetO. i det store og hele svarende hertil uden at princippet er nævnt.
9. Flerleddede interjektionelle udtryk eller lydord.
Disse udtryk er ikke rigt repræsenteret i RetO. Der kunne
opstilles den regel at når forbindelserne er karakteriseret
med sidsteledstryk (enhedstryk) kan de sammenskrives: javist! javel! nuvel! jaja! nånå! haha! sese! ånej! RetO. bruger
særskrivning ved de tre første udtryk, de andre er ikke nævnt.
RetO. har værsgo! (se ovf. side 44). Den skelner mellem vel
bekomme! i to ord, og jeg ønsker Dem velbekomme, med sammenskrivning, åbenbart ud fra det ræsonnement at vi her som
ved sige goddag ovf. har med et substantiv at gøre. Sammenskrivning bør gennemføres (alle eksemplerne i D O . bruger
sammenskrivning).
98
io. Fremmedordsforbindelser.
Der er først de forbindelser der er substantiviske. Sammenskrivning bruges bl.a. ved følgende hvor hjemsproget ikke
har det: bonmot, bonsens, notabene, oddfellow. V e d nogen af
ordene kan morfemer, hjemlige eller fremmede bruges: notabener, bonmots, oddfellows. Et problem af ortografisk art opstår først når en forbindelse der ikke behandles som en sammensætning skal bøjes. Eks.: fata morgana skrives af RetO.
i to ord. En flertalsform fata morganaer må afvises ligesom
tilsvarende ovf. (side 98). Der er så mulighederne fatamorganaer, der medfører sammenskrivning også i entalsformen
(hvad ingen ulykke er), eller fata morgana"er (se næste kapitel) . Det samme gælder fait accompli og perpetuum mobile, ved
det sidste vil en form som perpetuum mobile"et dog se mærkelig
ud. I tilfælde som de nævnte er sammenskrivning det naturligste. Der er en tredje udvej som dog kun er praktisk i
særlige tilfælde. Eau de Cologne er jo gået ind i det almindelige ordforråd men det har desværre en meget besværlig
skriftform, ganske særlig når det skal bøjes. D a Cologne som
stednavn har krav på stort begyndelsesbogstav vil en sammenskrivning medføre opdukken af et stort bogstav inde i
et ord. Det vil være mod alle regler som ved sammensætninger med sankt Hans o.l. ovenfor, hvor RetO. har erstattet
det store bogstav med et lille, men heller ikke det er godt.
Der er så tilbage af muligheder eau de Cologne" n, eau de Cologne"r
og eau-de-Colognen, eau-de-Cologner. Det bliver en smagssag
hvad man foretrækker. På samme måde: cox orange'r eller
cox-oranger, men ved dette ord kunne godt sammenskrivning
tillades. De lærde ord der ikke er tilgængelige for dansk bøjning skal der ikke røres ved. Dog kunne gerne pater familias
skrives som et ord som det allerede findes i klassisk latin.
Samme kalamitet møder vi når de ikke sammenskrevne
forbindelser skal indgå i sammensætninger. Eks.: poste restante
skal efter RetO. særskrives. Tilføjes brev skal vi ifølge samme
99
skrive poste restante-brev. Andre muligheder var: poste-restantebrev eller bedst posterestantebrev hvad der medfører at der også
skal kunne skrives posterestante.
En stor del fremmedordsforbindelser udgøres af præpositionsled hvoraf nogen har fået substantivisk anvendelse. Der
er mange faglige og lærde udtryk imellem som vi ærbødigt
går i en bue udenom: ad notam, ad undas, al fresco, a priori, en
passant, in duplo, pro anno, sans comparaison. K u n et cetera kunne
passende skrives som et ord, bl.a. af hensyn til forkortelsen
etc., og promille skrives således (ikke blot i substantivisk anvendelse som RetO. har det).
A f de mere almindeligt brugte udtryk noteres at ekslibris,
der også bruges som substantiv, med rette skrives som ét
ord. O g så træffer vi også her det ovf. kritiserede skel mellem
en egentlig anvendelse og en (mer eller mindre tilfældig)
substantivisk brug: å propos {det omtalte): et apropos (bemærk
accentens forsvinden), da capo! et dacapo. Ordene bør i alle
tilfælde skrives som ét. Ved brug som første led af sammensætninger kommer vi i samme situation som ovf.
RetO. har å jour overfor ajourføring, en gros overfor engrosforretning. Hertil må svare a conto: acontobetaling (ikke i RetO.)
og a vista: avistaveksel (ikke i RetO.). - Briiel, der her er ladt
i stikken af RetO., skriver a vista-veksel).
Alt det der nu er gennemgået kunne let simplificeres efter
følgende retningslinjer: sammenskrivning bruges overalt hvor
udtrykket kan bruges substantivisk og få morfem tilføjet, og
hvor udtrykket kan indgå som led i sammensætninger.
V I L D I A K R I T I S K E T E G N M.M.
i. Accenttegn.
a. Den franske accent grave (') der bruges ved e for at
angive en åben (æ-agtig) udtale, er vistnok i alle tilfælde
udryddet i de i RetO. optagne franske låneord, bl.a. i arriere,
barriere, bonbonniere, chambriere, voliere, breche, wzVcø, kortege,
manege, boheme, tantieme.
Fransk bruger også denne accent over præpositionen <2 til
forskel fra <2, præsens af verbet Ætw. Derfor har vi ingen
brug for den i dansk. RetO. har 0 el. d (5 « 6 el. 5 tf 6),
0 propos el. apropos (men ingen variant a propos), ajour (men
ikke ajour), ajourføring (princippet er altså at sammenskrivning gør kål på accenten), kun å la carte og vis-a-vis. Udtrykket å la der j o er blevet indhjemlet i dansk i betydningen : i stil med (fx. lidt mere a la en kjerlig Fader Kierkegaard i D O . ) , står med accent under la i form af en henvisningsartikel til å hvor udtrykket ikke er nævnt. Den begyndelse til afskaffelse af accenten i forbindelserne med a
som kan iagttages i nogen af de nævnte eksempler, bør gennemføres så den ikke-sproglærde bliver fri for at spekulere
over hvorfor der ikke skal accent over a'et i a conto, a priori
osv. (han kan j o ikke vide at disse udtryk er lånt fra italiensk
og latin, der ikke bruger accenter).
b. Accent circonflexe
der i franske ord markerer bortfald af en lyd, især s, og forlænget vokal, har vi heller ingen
brug for i dansk. Den er også fjernet i ord som betise (fr.
betise), crepe el. krep (fr. crepe), enquete (fr. enquete). RetO. angiver tete el. tete (tage teten) men kun tete-å-tete, péle-méle og
table d'hote. De sidste udtryk er åbenbart betragtet som franske fraser der ligesom citeres og derfor må præsenteres i deres
franske sprogdragt, men jeg tror ikke der sker mindste skade
ved at udrydde cirkumfieksen i alle tilfældene.
101
c. Hyppigst brugt er accent aigu ('). Over e angiver den
en lukket udtale som ren e-lyd. Bortset fra ord der egentlig
er navne (som reaumur) er denne accent udryddet i de franske
låneord (i debat, desorientere, echappere, echauffere, fetisch, medalje
og mange flere der på fransk har é) undtagen ved udlydende
e i sidste stavelse af (flerstavelses)ord. Her er det bevaret
og givet en ny funktion, nemlig at angive (hoved) trykkets
plads. Det er en behændig udnyttelse af accenten og ganske
nyttig fordi vi i hjemlige (usammensatte) ord altid har tryksvagt e (3) i denne stilling og i en række tilfælde kunne komme ud for fejllæsninger hvis vi ikke gjorde brug af accenten:
alle : allé; arme : armé', entre : entré; passe : passé; karre : karré;
pure : puré, hvor vi uden accentens hjælp ville få skriftligt
sammenfald med andre ord. I mange andre kunne vi (i
første omgang) let komme til at læse ordene på dansk manér
med hovedtryk på første stavelse: kafé, idé, frotté, gelé, kamé,
moské, paré, piké, plissé. Accenten har her, modsat de tidligere omtalte, en dansk funktion og bør derfor bevares.
Ifølge de gældende regler bevares accenten når ordene bliver
første led af en sammensætning: armékorps, idéforladt, men
forsvinder foran bøjningsendelserne -en, -et og -er: alleer,
kafeen, renommeet. Grunden til denne forskellige fremgangsmåde kan måske være den at vi i denne stilling i danske
ord aldrig har sammenstød af et udlydende stamme-e og et
forlyds morfem-e hvorfor ordet derved er karakteriseret som
et fremmedord. Men hvad grunden end er synes jeg det er
tydeligst at bevare accenten i alle tilfælde.
At overføre den franske skrivemåde - ée til dansk er helt urimeligt.
RetO. har portepée. V i har ellers forlængst droppet det udlydende stumme
-e bl.a. i nogen af de lige nævnte ord {allé, armé, idé osv.) og i chaussé
(fr. chausséé), frikassé, renommé. Portepée er vel sluppet ind i ordbogen ved
en fejltagelse.
Herfra er den nyttige accent over e'et bragt i videre anvendelse i dansk ved enkelte ord der ender på trykstærkt
102
-er for at undgå forveksling med andre ord: brigader, juveler,
kanonér, mortér (Vejledningens § 4-b). Accenter udelades også
her i bøjningsformer: brigaderen osv. men bevares som første
led af sammensætninger: kurér : kurérpas. I afledninger udelades accenten også: manér : manerlig. Princippet er altså kun
at bruge denne accent hvor der foreligger ensskrevne ord
med andre trykforhold, fx. foruden de allerede omtalte:
harpunér, kyrassér, manér, visér. Princippet er vanskeligt at gennemføre konsekvent, hvad en gennemgang af RetO. vil vise.
Der skal ifølge ordbogen skrives et kvarter og ikke kvartér
(som jo masser af mennesker skriver) skønt vi har kvarter
som flt. af en kvart, og der skal skrives passager, ikke passagér
skønt formen også kan læses som flt. af en passage. På den
anden side har RetO. finér og lansenér hvor det ikke er let
at se hvad de kan forveksles med (der findes et verbum at
fine sig men det er ikke i ordbogen). Hvis man udvidede
grundlaget til at omfatte alle tilfælde hvor en fejllæsning
er nærliggende (uden hensyn til om der derved sker forveksling med et andet ord eller ej) så var de to sidstnævnte ord
og RetO.s gravérnål (til gravere) garderede og så ville der være
givet grønt lys for mange tilfælde, men allersimplest var dog
at indføre accenten overalt til angivelse af hovedtrykkets
plads i flerstavelsesord på -er (hvor r'et udtales, altså ikke
i diner, souper, rentier osv.), og skrive (evt. som sideform):
barbér, falkonér, fourér, grenadér, kalorifér, karaktér, klavér, kvartér,
musketér,officér, passagér, plasér, perifér, skorzonér, transfér og kortformer af verber på -ere der indgår i afledninger og sammensætninger og som er særlig udsatte for fejllæsning (jf.
gravérnål ovf.): elektrisérmaskine, frisérkåbe, frottérhåndklæde (der
er noget andet enå frottéhåndklæde), isolérskammel, justérdirektør,
kampérlinje, passérseddel, polér pulver, probérmester, rumstérstang,
tranchérsaks, uregérlig, uskattérlig, uvurdérlig, hvortil passende
kunne kobles utérlig. Endvidere bydeformer af verberne på
-ere: passér gaden! telefonér efter en bil!
103
Mange skribenter bruger accenter i de tilfælde der nu er
gennemgået. Nogen vil måske finde at forslaget om at indføre accenter hvor RetO. ikke har dem er i strid med den
ledende tanke: at gøre retskrivningen simplere. Men der
ligger en simplificering deri at man bliver fri for besværet
med at huske hvornår der skal bruges accent og hvornår
ikke og at man har fået én gennemgående vejledende regel
som delvis kan bruges individuelt. O g så som det vigtigste:
den lettelse af læsningen som den lille reform vil medføre.
Videre tør jeg ikke gå i første omgang men jeg havde stor
lyst til at gå et skridt videre, stadig under ledestjernen hjælp
til læsningen og undgåelse af fejllæsning. Der er først andre
ord på -er hvor accenten kunne være ligeså nyttig som i
de tidligere tilfælde: sekterer, sekterisk, æterisk, skrammeréret, og
udenfor forbindelserne med -er: signet (jeg tror ikke der er
chancer for forveksling med participiet signet, men store
chancer for at det kan blive læst på samme måde som détte
ord), sedes, reel (at vi her har æ-udtale er i denne sammenhæng ligegyldigt) (sml. subst. reel om dans), rafaelisk, rodeo.
O g så er der hjemlige ord hvor fejllæsning truer: bese, foreteelse, forse (sig), undse (sig) (disse ord med et uselvstændigt
førsteled er mere udsatte for fejllæsning end sammensætninger som tilse, overse, gennemse der ikke behøver nogen vejledende accent), småle, forevige.
Ensskrevne ord med forskellig udtale m.h.t. trykket som
i kanon : ka^non, forfald : forfald, forslag : fodslag, 1 subjekt
(grammatisk) : su^bjekt (nedsættende personbetegnelse) kunne holdes ude fra hinanden hvor det er påkrævet ved brugen af accent, men som led i en fast skrivemåde for ordene
er accenten ikke nødvendig.
V o r retskrivning er i virkeligheden gået ind for denne
udnyttelse af accenttegnet (i modsætning til det ældre forbud: 'I danske Ord maa aldrig Accenttegn benyttes' Min.
medd. af 28/7 1888. § 10) idet det i Vejledningens § 4 siges:
104
Accent kan desuden bruges til at angive tryk eller lang
vokal i tilfælde, hvor det kan lette forståelsen, og der gives
eksempler som én, ét, dér (modsat de tryksvage: en, et, der),
lét part. af verb. le (mods. adj. let), for præt. af fare (mods.
for præp.). Præs. af vide nævnes ikke men må efter dette
kunne skrives véd (mods. præp. ved, der dog også selv kan
få brug for accenten: det blev véd ti år), som mange gør. De
nye forslag der er fremsat ovf. tjener alle det nævnte formål at lette den rette læsning og dermed den rette forståelse.
d. Den såkaldte trema består af to prikker der sættes over
i og e efter foregående vokal for at angive at vokalerne hører
hver til sin stavelse (som udlyd i den ene og forlyd i den
anden). Den er meget lidt brugt i dansk ortografi. Jeg har
i RetO. kun fundet et tilfælde: adeno'id (men: tyfoid, aneroidbarometer, asteroide, celluloid, metalloid). Den er heller ikke nødvendig (udenfor navne: Adelaide, Michaelis) og det drejer sig
næsten udelukkende om faglige ord. løvrigt kunne accent
aigu j o også bruges her: adenoid osv.
e. O m brugen af cedille se ovf. side 59.
2. Apostrof
Reglerne for brug af apostrof er sammenfattede i Vejledningens § 49. Det hedder her at apostrof bruges 'i visse tilfælde foran bøjningsendelse', og der henvises til § 25 hvor
anvendelsen præciseres således: 'En stum medlyd fordobles
ikke; der skrives buffet - buffeter el. buffet'er, filet - fileter
el. filet'er." Det synes som man har fortrudt denne regel
ved udarbejdelsen af ordbogen. Det er i hvert fald ikke lykkedes mig at finde et eneste ord af den slags hvor bøjningsformer med apostrof er angivet (heller ikke ved de to nævnte
ord). Vejledningen giver kun eksempler på stumt -t men
efter formuleringen må reglen også gælde de andre stumme
udlydskonsonanter (se side 73), fx. ord som portier, succes,
pincenez men heller ikke under disse ord nævnes bøjnings105
former med apostrof. Anvendelsen af apostrof er også ganske
overflødig (jf. MD.1.366).
Apostrof er fundet anvendt i nogen fremmedord af anden
art: hall : hall'en, hall'er; yankee : yankee'en. yankee'er. Formålet
med brugen i sådanne tilfælde er vel at vise hvor skellet er
mellem selve ordet og bøjningsendelsen, og det kan være
nyttigt (uden apostrof ville det første ords bøjningsformer
læses og opfattes som hørende til det hjemlige ord hal).
V e d substantiver hvis udlyd er en hvislelyd falder genitivmorfemet -s (men ikke -es) sammen med udlyden. Dette
betegnes nu (Vejledn. § 22) ved apostrof alene (ikke som
tidligere ved 's). Ordbogen angiver ved disse ord to former:
én på -es og én med apostrof alene. Der er her tale om to
udtalevarianter der hver har sit ortografiske udtryk (jf. MD.
I.367). Dette punkt er derfor i orden.
Et andet tilfælde af apostrof-brug foran bøjningsendelser
er illustreret i Vejledningens § 49 ved eksemplerne: a'et
(bogstavet a), wc'et, iøvrigt uden nærmere afgrænsning. Ved
alle alfabetets bogstaver er sådanne bøjningsformer (der naturligvis også dækker betegnelserne for tilsvarende sproglyde) angivet: D'et, d'et, H'er, tier osv. Som eksempler på
bogstavforbindelser der ikke udgør ord i sædvanlig forstand,
men er forkortelser eller bogstavsammenstillinger der bøjningsmæssigt behandles som substantiver, kan nævnes ABC'en
el. abc'en, cand.mag'er (ikke i RetO.). Også afledninger af
sådanne udtryk må have apostrof, selvom jeg ingen eksempler har fundet i RetO., fx. en AB'er ( = medlem af AB.,
dvs. Akademisk Boldklub).
De følgende tilfælde hvor apostrof foran bøjningsendelser
også må kunne anvendes, har jeg ikke fundet eksempler på
i RetO. men brugen er udbredt og da den letter læsningen
og opfattelsen er den at anbefale. Fx. ved substantivisk anvendelse af orddele: definesen'er (MD. II. 131), af ord fra andre ordklasser: og'er og men'er, disse evindelige hvorfor'er, nogen
106
106
hm-hm'er, eller ordforbindelser: de gentagne mange tak'er. Her
er tale om mer eller mindre tilfældige anvendelser, i andre
tilfælde har vi bøjning af faste substantiviske udtryk: pastor
emeritus'er, nummer sjok' erne, fattig Per Eriksen'er. V e d ikkebrug
af apostrof skulle vi jo efter reglerne have fordobling af den
udlydende konsonant, hvad der ville virke fremmedgørende
overfor udtrykket (eksempler i MD.II.131f.).
Udenfor disse bøjnings tilfælde og helt alene står: (være)
De's overfor (være) dus. Man skulle tro at det store bogstav
i det første ord måtte være tilstrækkelig vejledende for læseren.
En ganske anden funktion har apostroffen til angivelse
af udeladte orddele. V i har det i fremmedord som chargé
d'affaires, table d'hote, l'hombre. I hjemlige ord og udtryk er
den til disposition for den skrivende, især hvor han vil gengive talesprogsformer og -udtryk. Ingen af disse er optaget
i selve ordbogen, fx. skrives værsgo uden apostrof. Som eksempler nævner Vejledningen i § 49: hva'beha'r, go'da'. Især
nødvendig er apostroffen ved enklise: på'en igen! - ja det er'et.
O m sgu se side 44. Jf. iøvrigt MD.1.367.
3. Bindestreg.
Brugen af bindestreg er behandlet i Vejledningens § 48 og
i MD.I.368f. Her skal kun behandles brugen i sammensætninger som et middel til at lette opfattelsen af sammensætningens opbygning. Vejledningen siger herom kun at den
bruges i 'nogle sammensætninger' men ikke i hvilken slags.
I stedet gives eksemplerne ikke-angreb spagt, i-omlyd, Strassburger-gåseleverpostej, definsk-ugriskesprog, Versailles-traktaten (med
henvisning til § 9,3 hvor der skrives Versaillestraktaten uden
bindestreg).
V e d en gennemgang af RetO. er der fundet følgende
grupper.
i° Første led er et bogstav, der bl.a. kan være tegn for
sproglyd, tone eller forkortelse for et eller andet: A-bombe,
A-dur, a-lyd, a-mol, G-nøgle, S-tog. k-lyde ville uden anvendelse af bindestreg læses som fuglenavnet klyde, og u-omlydt
er noget andet end uomlydt. Eller første led kan være en
samling bogstaver der udgør en forkortelse o.l.: wc-papir, og
analogt hermed må der skrives: en SAS-maskine, en KB-sejr
osv. (forkortelses-punktummet kan vel sættes eller udelades
efter behag). Der siges ikke noget om hvad man gør hvor
førsteleddet er et ikke med bogstaver skrevet tal: et 9-tal
eller et 9tal? Man ser skrevet 1800-tallet og i8ootallet. Bindestregen synes mig her overflødig.
2° Første led er en også selvstændig brugt betegnelse for
tone: As-dur, as-mol, Fis-dur, fis-mol (brugen af store og små
bogstaver i sådanne tilfælde er overtaget fra den faglige
tradition).
30 En del engelske sammensætninger findes skrevet med
bindestreg (uden hensyn til om bindestregen bruges på engelsk eller ej): baby-sitter, chris-craft, copy-right, non-stop. Sml.
hermed cornflakes, cottoncoat, picnic, quickstep, scrapbog, steeplechase, og at non ved ikkeengelske ord ikke efterfølges afbindestreg: nonkombattant (Briiel har i overensstemmelse hermed
nonaggressionspagt, nonfigurativ ofl. men non-iron). Jeg kan ikke
se grunden til denne særanvendelse ved engelske ord og finder den overflødig.
40 Sammensætninger af to ligestillede, sideordnede ord og
afledninger deraf findes skrevet med bindestreg. Der er kun
få eksempler (foruden det nævntefinsk-ugrisk)slesvig-holstensk,
dansk-amerikaner. Ifølge RetO.s principper er Slesvig-Holsten,
Danmark-Norge, Østrig-Ungarn o.l. ikke medtaget, men også
en del adjektiver savnes, som dansk-norsk, rød-hvid (det rødhvide flag). Til gengæld anføres finlandssvensk der ikke er
en sådan (dvandva) forbindelse og derfor ikke på den konto
kan få bindestreg. I mange af de nævnte udtryk er bindestregen temmelig overflødig og ingen vil finde på at bruge
den i et ord som døvstum, men ved længere og især usædvan108
lige sammensætninger kan den være ganske nyttig som et
udtryk for ordet 'og' og for ordet 'eller': en femseks stykker.
Eksempler på dannelser af denne slags findes i MD.II.457.
50 I Vejledningen nævntes ikke-angreb spagt. I ordbogen selv
har jeg ikke fundet eksempler på denne type, og det mærkelige er at ordet på alfabetisk plads skrives uden bindestreg:
ikkeangreb spagt, ligesom der skrives ikkeeksisterende, ikkekatolsk,
ikkeryger, ikkeværen. Hvis man endelig ville bruge bindestreg
i det førstnævnte ord burde den (som nævnt i MD.1.369)
stå et andet sted: ikkeangreb s-pagt, men bindestreg er unødvendig i disse tilfælde.
6° I Vejledningen blev også nævnt Strassburger-leverpostej,
på alfabetisk plads findes ordet ikke. Heroverfor står: hamburgerryg, kølnervand, pariserblåt. Ikke i RetO. fx. berlinerblåt,
københavnerliv, lybækkermarcipan. Leverpostej-navnet er ganske
vist længere end de andre men det kan vist ikke forklare dets
særstilling m.h.t. bindestreg og stort bogstav. Hvis bindestregen kan ses som udtryk for et ønske om at lette læsningen
så bøjer jeg mig under henvisning til det side 111 sagte.
7 0 Forbindelserne af interjektioner, lydord og tralleord er
så småt repræsenteret i RetO. at det er vanskeligt at se efter
hvilket princip brug og ikkebrug af bindestreg er fastlagt.
Der skrives med bindestreg ding-dang, tik-tak (også i substantivisk anvendelse), tip-top, tit-tit (snik-snak og tøf-tøf står
ved linjeskifte og viser derfor ikke noget, men formentlig skal
der bruges bindestreg), og der skrives uden bindestreg visvas
(også som subst.), klingklang (kun opført som subst.), tingeling(elater), tjimdada, og der bruges særskrivning i snip snap snude,
trip trap træsko, en enkelt gang bruges komma mellem ordene:
slidder, sladder.
Det må først fremhæves at bindestregen her har en anden
funktion end den sædvanlige, nemlig at angive et (større
eller mindre) ophold mellem de pågældende ord eller orddele eller en langtrukken udtale af det første element, i denne
1 og
anvendelse i konkurrence med særskrivning, medens en sammenskrivning uden bindestreg angiver modsætningen: intet
ophold mellem delene. Hvis dette princip gennemføres så vil
ha-ha el. ha ha (eller tydeligst: ha! ha!) indebære noget andet
end haha, nå-nå eller nå nå (nå! nå!) noget andet end
nånå.
Eksempler på forbindelser der normalt ikke har ophold
mellem leddene: faldera, tralala, dingeling, visselulle, kykliky,
helledusseda, namnam (ikke i RetO.). Det vil ses at udtrykkene
uden ophold er karakteriseret ved et stærktryk (enhedstryk).
Eksempler på forbindelser som har eller kan have ophold
mellem leddene og er trykmæssigt karakteriseret ved flere
stærktryk: snik-snak, pjit-pjat, sjip-sjap (de to sidste ikke i
RetO.), vis-vas (RetO. har sammenskrivning visvas både for
interjektionen og substantivet), ding-dang, pling-plang, ritschratsch (de to sidste ikke i RetO.). Som nævnt kan man i disse
tilfælde også bruge særskrivning snik snak osv., sml. også snip
snap snude der altså også skulle kunne skrives med bindestreger.
Den simple regel for brugen af bindestreg i disse tilfælde
(når man foretrækker den for særskrivning) er altså at den
betegner et ophold eller en langtrukken udtale. Skribenter
bruger den derfor også inde i ord til at angive langtrukken
eller drævende, nølende udtale: Død og Pi-ne HPontoppidan,
Hy-ss, Barn! Gustav Wied. Aa-rr Kjeld Abell, Ja-a-ah Anker
Larsen. N-n-n-næ Soya. Citater der illustrerer de i det foregående omtalte forhold findes i MD.1.359. III.477-528.
8° Forbindelse af ord taget ud af talens kæde (med bevarelse af trykforholdene) kendetegnes ved hjælp af bindestreger: et enten-eller, en grine-til-middag. Hertil hører også de
franske lån: téte-a-téte, vis-å-vis. Bindestregerne bruges ligeledes hvor fraserne indgår som led i sammensætninger: en
stik-i-rend-dreng, mund-til-mund-metoden, en hvad-vi-vil-kvinde (de
sidste to ikke i RetO.). Flere eksempler i MD.II.319f. Når
110
udtryk af denne art bliver meget gængse kan bindestregerne
nok undværes: R e t O . har altmuligmand.
Bindestregen er et nyttigt ortografisk hjælpemiddel og jeg
vil anbefale en videre brug af den i sammensætninger der
er meget lange, og i nydannelser hvis bestanddele ikke straks
står klart for den læsende. Her vil anvendelsen af bindestreg
kunne lette opfattelsen og hindre fejllæsning. V i har omtalt
brugen af accent til samme formål, og den bør foretrækkes
hvor en angivelse aftrykkets plads klarer sagen, fx. i forevige.
I andre tilfælde er en bindestreg mest praktisk fordi den viser
hvordan sammensætningen er opbygget, fx. still-leben for
Ret O. s stillleben, skærs-ild for skærsild, kop-arret for koparret, for
at tage tre kendte eksempler på fejllæsning. Endnu mere
påkrævet ved nydannelser eller meget sjældne sammensætninger. Blot et par eksempler på sproglige skabninger der
volder brat opbremsning. Hos Fr. Nygaard læser man (i
Kværnen. 39) Morgenem i Haaret, hos Ole Sarvig (Havet under
mit vindue 104) om istider og polkalotter, og hos Aase Hansen:
de store Øjne hvis Gyldenlakiris nu var saa støvet milde. Sidste citat
er taget fra MD.1.369 hvor en del eksempler er samlet.
SLUTBEMÆRKNINGER
Gennemgangen er til ende. Retskrivning har altid kedet
mig - det var ikke nogen levende gren af sproget. Men
man bliver ældre og på enkelte punkter klogere. Jeg betragter nu ikke retskrivningen som noget dødt eller kunstigt: et sprogs ortografi lever sit eget liv og på sin egen
måde. Den fortjener større interesse fra sprogfolks side. Medens sprogforskeren på sprogets andre områder kun er opdageren og beskriveren, kan han ved studiet af sin tids retskrivning komme til at spille en aktiv rolle ved udbedringen
og udbygningen af et system som stadig må passes og plejes
for at kunne opfylde sit formål. Der må drages omsorg for
at der ikke bliver for store uoverensstemmelser mellem de
ortografiske former og talens, og ortografien som et system
af regler og korrespondenser må gøres så let, så enkel og så
praktisk som det er muligt. Sprogmanden der behandler
ortografiske emner med dette synspunkt for øje, må hele
tiden søge at undertrykke sin viden m.h.t. etymologi, grammatik og fremmede sprog og søge at sætte sig i den almindelige sprogbrugers sted. Det er for ham retskrivningen skal
indrettes. Jeg vil slutte med at udtale det ønske at de der
råder for vor retskrivning nu og i fremtiden, vil tilslutte sig
og efterleve denne programerklæring.
Følgende titelforkortelser er brugt
Briiel: Gyldendals Fremmedordbog af Sven Briiel. 4. udg. 1968.
D O . : Ordbog over det danske Sprog.
M D . : Aage Hansen. Moderne Dansk. I-III. 1967.
R e t O . : Retskrivningsordbog. Udgivet af Dansk Sprognævn. 1955 ff.
Udtalen: Aage Hansen. Udtalen i moderne Dansk. 1956. 2. oplag 1968.
V v S . : samme. Vort vanskelige Sprog. 2. udg. 1965.
112