1. No category

Nr. 1 · 70. årgang
F LKE
VIRKE
Social, kulturel og politisk oplysning
Februar - Marts - April 2015
Den nødvendige
balance
17
3
www.folkevirke.dk
Den nødvendige
balance
Ikke alt kan måles
i penge, men orden
i økonomien er
vigtig for alle
Af Karen Hallberg,
bestyrelsesformand for
Dansk Kvindesamfunds
Krisecenter
Af finansminister Bjarne Corydon (S)
Agtelsens
økonomi
Af tidligere
domprovst Ole Jensen
6
Den nødvendige balance
Den eneste måde at forudsige fremtiden på er at have magt til at skabe fremtiden
Eric Hoffer, amerikansk filosof
F LKEVIRKE
Social, kulturel og politisk oplysning
Udgivet af oplysningsbevægelsen
FOLKEVIRKE
Oplag: 1.200
ISSN 0015-5845
Deadline for næste nummer:
15. april 2015
Bladet kan kun bestilles ved direkte
henvendelse til:
Folkevirkes kontor
Niels Hemmingsens Gade 10, 3. sal
1153 København K
Tlf. 33 32 83 11
E-mail: [email protected]
www.folkevirke.dk
Dette nummer koster i styksalg
kr. 50,00 + porto.
Særpris for klassesæt.
Årsabonnement,
kr. 210,00 pr. år (incl. porto)
Redaktion
Annemarie Balle (ansvarshavende)
Reventlowsgade 18, 4. sal tv
1651 København V
Tlf. 51 51 24 20
For 40 år siden udgav Folkevirke et
spændende temanummer under netop
overskriften »Den nødvendige balance«.
Det skete på et tidspunkt, hvor danskerne kort forinden havde været gennem den første oliekrise og de bilfrie
søndage. Inflationen var høj – og mulighederne mange, trods de truende skyer
fra de olieproducerende lande.
Hvilke knapper skal der drejes på for at
sikre en balance i samfundet?
Spørgsmålet er lige så relevant at stille i
dag som for 40 år siden.
I dag er det andre trusler end mangel på
olie, der er nærværende. Terror i den
meget truende ende af skalaen, mens
social og økonomisk usikkerhed for
mange er blevet en del af hverdagen.
En usikkerhed og ubalance, som er blevet tydeligere i kølvandet på den økonomiske rutsjetur op gennem nullerne.
Selv om økonomi og tal har en fremtrædende rolle i debatterne, så er det også
vigtigt at give plads til at få stillet de
etiske spørgsmål.
Det er på den baggrund, at dette nummer af »Folkevirke« rummer bidrag fra
skribenter med meget forskelligt udgangspunkt – finansminister Bjarne Corydon og professor dr. theol. Ole Jensen,
som fra hvert deres ståsted peger på
områder, som bør være i fokus for at
sikre et samfund i balance.
Også journalisten Sten Thorup Kristensen er inde omkring de politiske
vægtninger for at skabe den nødvendige
balance. Bladets to øvrige skribenter har
fokus rettet mod den sociale ubalance
– det er områder som marginaliserede
borgere, socialt udstødte og problematikken inden for prostitution og trafficking, projektørlyset rettes mod.
Synspunkter og holdninger, som vækker
til eftertanke og giver mulighed for debatter rundt om i Folkevirkes kredse.
God læselyst!
Annemarie Balle
Forretningsudvalg
Formand: Annemarie Balle
Næstformand: Jeanne Bau-Madsen
Kasserer: Tove Kattrup
Ulla-Brita Gregersen
Ellis Grønvold
Karen Hallberg
Ulla Lunde Hansen
Tove Hinriksen
Zara Y. Jensen
Gunvor Fink Møller
Britta Poulsen
Susanne Tarp
Tryk og layout
Aars Bogtryk & Offset, tlf. 98 62 17 11
E-mail: [email protected]
Layout: Louise Christensen
FORENINGEN AF
DANSKE KULTURTIDSSKRIFTER
2
Folkevirke · Nr. 1/15
Indhold
Ikke alt kan måles i penge,
men orden i økonomien er vigtig for alle. . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 3
Agtelsens økonomi . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 6
Er »fællesskabet« ved at kvæle økonomien?. . . . . . . . . . . . . . . . . . . 10
Vi skal være der, når der er brug for os. . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 14
Den nødvendige balance. . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 17
Efterårsmøde 2014: Spændende punktnedslag i kvindehistorien. . 20
Folkevirke til spændende møde i Tallinn. . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 21
Russisk besøg på Folkevirkes kontor. . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 23
Landsmøde i Folkevirke,
Marianne Jelved i dialog med Bodil Koch. . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 25
Arrangementskalender 2015. . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 26
Kvindestemmer 2015. . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 28
Ikke alt kan måles i penge, men orden
i økonomien er vigtig for alle
Finansminister Bjarne Corydon (S) giver sit bud på, hvad der skal til for at opretholde et samfund
i økonomisk og social balance
Bjarne Corydon har været finansminister, siden SR-regeringen tiltrådte i efteråret 2011 og har som
sådan været involveret i alle regeringsbeslutninger om den økonomiske politik og alle væsentlige
forhandlinger med Folketingets
partier om udmøntningen af den.
Han har siddet for bordenden i
hovedparten af de forlig, der er
indgået med skiftende aftalepartnere i Folketinget.
l forbindelse med Folkevirkes
tema om samfundsøkonomi og
social balance har vi spurgt finansministeren, hvad der har været
hans ledetråd i den førte politik,
og hvad der er opnået af resultater.
Du blev finansminister i 2011 i en
situation, hvor samfundet stort set
på alle områder var præget af følgerne af den internationale finansielle krise. Hvad satte du dig som
mål, og hvilken tilgang valgte du
for at få løst problemerne?
Målet var i virkeligheden meget
enkelt: Det var at sikre en økonomisk genopretning, men på en
dansk måde. At få rettet op på
statsfinanserne, få gang i beskæftigelsen, få arbejdsløsheden ned
og væksten op. Og få det gjort
uden, at vi satte vores fællesskab
over styr, men i stedet på en måde,
så vi samtidig kunne styrke de
dele, der er vigtige. Og det var en
kolossal opgave, men vi er på ret-
te vej, siger finansminister Bjarne
Corydon.
Økonomien har været en topprioritet for regeringen, siden den tiltrådte. Hvordan definerer du begrebet »samfundsøkonomisk balance«?
Samfundsøkonomisk balance er
det, vi driver den økonomiske
politik ud fra. Det er ikke et
abstrakt begreb eller noget, man
kan snakke sig fra. Der har vi sørget for, at der kom styr på tingene
i Danmark, så det er noget defineret – noget helt præcist. Her
tænker jeg f.eks. på budgetloven
og det, at vi har bundet os til
finanspagten. Det er klare og firkantede regler, der sørger for, at vi
har styr på den økonomiske politik og ikke bruger flere penge, end
at vi stadig har styr på økonomien.
Vi har ikke samfundsøkonomisk
balance, før vi har en situation,
hvor vi har gang i økonomien med
høj beskæftigelse og lav arbejdsløshed, og det har plaget os, men
vi kan se, at kurven er begyndt at
vende.
Regeringen har i indeværende periode gennemført en række reformer –
efterløn, skat, SU, kontanthjælp m.v.
– for at skabe balance i økonomien
og øge arbejdsudbuddet. Hvordan
vurderer du resultatet af disse reformer, og hvilke reformer vil der være
behov for i fremtiden for at opnå og
fastholde den nødvendige balance i
samfundsøkonomien?
Jeg vurderer generelt resultaterne
af reformerne som positive.
Selvfølgelig er der også steder,
hvor resultatet er mere
blandet, f.eks. dagpengereformen, som blev
timet meget, meget
uheldigt og heller ikke
har virket efter hensigten – det må man blankt
erkende.
Finansminister Bjarne Corydon – vi skal have
flere arbejdspladser og samtidig investere i
fællesskabet. Foto: Stig Stasig.
3
Folkevirke · Nr. 1/15
Men samlet set har det medvirket
til balance i økonomien, og nu når
beskæftigelsen begynder at stige,
så er der arbejdskraft til at sikre,
at vi kan have en positiv vækst i
en længere periode, uden at det
begynder at gå baglæns. Men reformer kan ikke stå alene. Der må
og skal gøres en lang række andre
ting for at få økonomien i gang;
der skal investeres i produktivitet
og vækst og nye arbejdspladser.
Reformerne skal sikre, at velfærden fungerer, som den skal, og der
skal investeres og prioriteres, og
det har vi gjort parallelt.
Ser jeg fremad, så er det reformer
af den type, der styrker vores fællesskab og velfærdsinstitutioner,
der står øverst. Og der har vi jo
allerede taget fat med folkeskolereformen, reformen af erhvervsuddannelser og gymnasiereformen,
som er undervejs.
Erhvervslivet ved bedst,
hvordan vi får vækst
Hvordan ser du på balancen mellem
den private sektors og den offentlige
sektors størrelse, og hvor ser du især
mulighederne for at skabe flere private arbejdspladser?
4
Folkevirke · Nr. 1/15
Jeg tror, at der i virkeligheden er
ret brede muligheder for at skabe
flere private arbejdspladser, men
som politiker skal man også passe
på med at bilde sig ind, at man
ved, hvor i det private erhvervsliv
væksten skal komme fra. Det er
dem, der skaber arbejdspladserne
og driver virksomhederne, der ved
det. Men jeg ser da potentiale for
fremgang i produktionserhvervene og serviceerhvervene i den
private sektor, så det ser ganske
lyst ud på mange fronter.
Hvis det går som planlagt, selvom
den offentlige sektor kan vokse, og
vi kan investere flere penge i bedre
velfærd og øge antallet af offentligt ansatte, så vil den private sektor vokse endnu mere og fylde
mere i økonomien. Og det er godt
og sundt efter en lang række kriseår, hvor det har været omvendt.
Vil den samfundsøkonomiske balance på længere sigt kunne opretholdes med en stadigt voksende
offentlig sektor (ikke nødvendigvis
i antal ansatte, men i udgifter)?
Ja, det er præcis, hvad vi har sørget for med den økonomiske politik, som der er ført nu. Det er på
baggrund af det, vi har gjort nu, at
vi har råd til ikke at bruge flere
penge på ALT, men råd til at investere målrettet i den del af velfærden, som er vigtigst for os – sygehuse, uddannelse, ældrepleje og
hjælp til dem i samfundet, der har
det sværest.
E
FR
K
I 1975, da tiderne sandt at sige var
meget anderledes end i dag, skrev
cand.polit. Mette Koefoed Bjørnsen
i en samfundsøkonomisk analyse i
magasinet Folkevirke: »Vi kan ikke
leve af at passe hinandens respiratorer.
Hospitalssektoren er ligesom uddannelsesområdet blevet en hellig
ko«. Er der noget om snakken også
i dag?
Det er sandt, at det, vi skal leve af,
er at have en stærk og stor eksport,
evnen til at sælge og evnen til
at producere, men jeg mener
bestemt, at det er urimeligt at
kalde sundhedssektoren for en
hellig ko. Der foregår en rivende
udvikling, hvor vi bygger supersygehuse, lærer nyt, og effektiviteten vokser, så vi får mere for hver
enkelt krone. Og det skal komme
alle danskere til gode. Vi kan flere
og flere ting, hjælpe flere og helbrede flere og sikre et bedre og
længere liv, og det skal komme
alle til gode, uanset hvor i samfundet man befinder sig.
Økonomi er vigtig både for samfundet og den enkelte borger – men
ikke alt. Kan den sociale balance
opretholdes i et samfund, hvor der
fortsat er enorm fokus på økonomiske dagsordener?
Jeg er helt enig i, at økonomi ikke
er alt, og der er meget, der ikke
AR
M
S
DAN
N
E
D
I
M
T
kan måles i penge. Det vil enhver,
der – som jeg selv – har børn, vide,
hvad jeg mener med. Men jeg er
ked af, hvis det er en debat, hvor
de værdier sættes i modsætning
til, at der skal være styr på pengene. For hvis der ikke er styr på
pengesiden i ligningen, hvis vi
ikke har en ansvarlig økonomi
med fremgang og beskæftigelse, så
bliver de værdier ramt hårdt og
øjeblikkeligt. F.eks. arbejdsløshed
hænger sammen med økonomisk
krise, og dem der rammes af det,
de rammes hårdt – og ikke kun
økonomisk – og det gør deres
omgivelser også.
Vi har gjort en markant forskel
Hvordan har det været for dig som
finansminister at skulle videreføre
»VK-regeringens økonomiske politik i videste forstand«, og hvor ser
du markante forskelle mellem den
og regeringens politik?
Det første er helt udramatisk. Det
er blevet vildt overgjort i den
offentlige debat, for det handler i
bund og grund bare om at tage fat,
hvor de andre slap. Man bygger
oven på det, man overtog – laver
noget om, og resten forsøger man
at gøre bedre end hidtil.
Forskellene er til gengæld markante. Vi har insisteret på at samarbejde bredt om mange af de
væsentligste elementer; vi har
f.eks. lavet en bred skattereform
og en bred vækstaftale og mange
andre brede aftaler. Men den markante forskel er, at vi ønsker
balance i hele samfundsudviklingen, hvor vi har styr på økonomien
og skaber flere arbejdspladser,
men samtidig investerer i fællesskabet, satser på fællesskabet og
sikrer et sundhedsvæsen med fri
og lige adgang for alle. Det er helt
afgørende.
Hvis vi må bede dig om et kig i krystalkuglen: Hvad skal Danmark
leve af om 10 år, og på hvilken måde
måtte det adskille sig fra situationen anno 2015?
Danmark vil i stigende grad
udvikle sig. Dag til dag har vi
travlt med det, vi nu går og laver,
men der sker det, at vi i stigende
grad lever af at være enormt kompetente og dygtige til det, vi laver.
Vi skal være produktive og innovative, finde på nye ting og gøre
det så smart, at vi kan konkurrere
med dem, der konkurrerer på, at
ting bare skal være billige. Det
kræver meget, og vi skal holde
hinanden i ørerne for at leve op til
det, men det er betingelsen for, at
alle de ting ved det danske samfund, som vi godt kan lide, de
også er der i fremtiden, siger
finansministeren.
5
Folkevirke · Nr. 1/15
Agtelsens økonomi
– om at finde balancen mellem at bruge og at værne naturen
Foto: www.sogneaften.dk
Af tidligere
domprovst
Ole Jensen
Hvis vi undersøger naturen systematisk, vil vi kunne »gøre os til
herrer over og ejere af« den, sagde
filosoffen René Descartes i 1637.
Lige siden har dette været de
moderne samfunds hovedbestræbelse.
Den bibelkyndige ser straks, at
han refererer til vers 28 i Bibelens
første kapitel, hvor Gud velsigner
mennesket, som han har skabt i sit
billede, og pålægger det at gøre sig
til herre over jorden og at herske
over de øvrige skabninger. Man
har kaldt det »herredømmemandatet«.
Taget helt bogstaveligt er Skaberens velsignelse endt som en legitimering af et brutalt natursyn,
som en regulær licence to kill. Det
er nok at henvise til den eskalerende massakre på livsvrimmelen,
der har pågået det sidste par
århundreder. Artsudryddelsen foregår for øjeblikket mellem 100 og
1.000 gange så hurtigt som det,
forskerne kalder »den naturlige
6
Folkevirke · Nr. 1/15
artsdød«. 1 Og en uddød art er altså
væk for altid. Og så er der jo da
lige det der med varmestigningen
i atmosfæren, som med hastige
skridt nærmer sig det skæbnesvangre tipping point på 2°, hinsides hvilket »alt« kan ske!
Men kan dét have været meningen
med Bibelens ord?
Et brutalt natursyn
Skurken, det brutale natursyn, er
forudsat i vore samfunds produktionsmåde, økonomi og infrastruktur, i vores levevis og langt
hen ad vejen også i vores livsindstilling og livsidealer.
Det lyder:
(a) naturen til for vores – menneskets – skyld alene. Den er vores
ejendom, og
(b) vi har lov at gøre med den, hvad
vi kan komme af sted med.
Folk studser og forarges, når jeg
kalder det brutalt. For det har jo
skabt den moderne udvikling –
udryddet fattigdom, sult og elendighed (godt nok kun for mennesker – og indtil videre kun i vores
del af verden, men alligevel)! Og
indtil industrialiseringen satte ind,
havde naturen en sådan overmagt
i forhold til mennesket, at lige
meget, hvor hårdt mennesker for
frem, kunne det kun få begrænsede, lokale skadevirkninger.
Med ét er dette ændret. Menneskeheden vågner pludselig op og
ser til sin forbløffelse, at nu kan vi
gøre og har allerede gjort uoprettelig skade på det helt elementære
– biosfæren, klimaet. De utilsigtede »bivirkninger« af den positive
udvikling har fået »verdensforvandlende magt« i katastrofalt
negativ retning (K.E. Løgstrup).
Den indbyggede brutalitet i natursynet kan ikke længere overses.
Over for det har vi hidtil vist os
rystende »forandrings-uparate«.
Og værst: Ingen får den tanke, at
skal vi ind til benet, må vi revidere
natursynet. Og dermed blandt
andet, men ikke mindst også økonomien.
Natursynets idéhistorie
De mennesker, inklusive Descartes, der formulerede »herredømmemandatet«, kunne umuligt forudse ændringen i magtforholdet
menneske-natur. Den baggrund,
»mandatet« er blevet til på, er
således afgørende forandret. Men
så er det selvsagt – alene af den
grund – uholdbart at blive ved
med at lade det gælde, som om
intet er sket.
Med magt følger der ansvar for
brugen af magten. Det er uetisk
fortsat alene at se naturen som en
modstander, der skal knægtes og
underkastes menneskets udviklingsmuligheder. Senest nu, hvor
vi kan såre kloden uopretteligt,
kalder det også på følelser og
dyder som tilbageholdenhed, selvbeherskelse, indignation, medfølelse, nænsomhed, beskyttelse, omsorg. Kort: et ændret natursyn.
Måske lå dette også som en mulighed i »herredømmemandatet«.
Det opstod i en feudal kultur, hvor
herremanden ganske vist havde
hånds- og halsret over sine undergivne, men samtidig ansvar for
deres ve og vel. Den gode herre
kommer den nødstedte undersåt
til hjælp, her den hærgede natur.
Og der står jo også andet i den
bibelske skabelsesberetning. Dels
fastholder den det i bund og grund
mirakuløse, at noget er til: Af intet,
af »tomhed«, er der blevet fylde
(v. 1). Dels hedder det, at Skaberen
efter hver endt skabelsesdag »så«,
at det tilblevne var »godt«. Det
værende i dets faktiske skikkelser
– »skaberværket« – er godt for øje
og sind, sanseligt skønt, forunderligt som led i den forunderlige
væren. Det er »hans fingres værk«,
som det senere hedder med fin
poesi. Det kalder på undren, på
beundring, på hyldest, på lovprisning og poesi – og på varetagelse.
Man passer selvfølgelig på noget
så kosteligt (hvis man altså gør).
Mennesket har ikke fået et »herredømmemandat«, i hvert fald ikke
som det første, der bør nævnes.
Allerførst og fundamentalt set
er vi sat i verden med et »be-
undringsmandat« og dermed et »varetagelsesmandat«! Det ligger
der i »skabt i Guds
billede«.
Går vi til Bibelens andet
kapitel, står der da også i
v. 15, at Gud Herren satte
Adam i haven til at »dyrke
den og vogte den«. Med
»vogte« menes »værne«,
»tage vare på«. Faktisk har
vi her opskriften på en
materiel kultur i balance.
Mennesket får lov at bruge
af naturens goder til gode
formål, til fremme af et
menneskeværdigt liv, men
på betingelse af, at det
passer på den, ser den i dens egenart og egenret.
Havde Europa dog bare fastholdt
begge dele og ikke blot helt ensidigt specialiseret sig på »dyrke«,
bruge, udnytte!
Når det kunne ske, tror jeg, det
skyldes mødet med den såkaldte
gnostiske dualisme akkurat i kristendommens fødselsstund.
Denne dualisme ser ned på sanseverdenen. Dens goder og fristelser
skal forsages til fordel for den
usanselige, åndelige oververden.
Det fysiske, især det seksuelle, er
mindreværdigt, det åndelige er
det fine, helt i modstrid med Det
Gamle Testamentes beundring for
skaberværket.
Samtidig med denne beundring
havde de gamle hebræere det,
vi kan kalde et sekulariseret natursyn. Sekularisering betyder afhelligelse. I det gamle Israels
nabokulturer var naturen hellig,
fyldt med magter og ånder og
guder, som man var nødt til at
tækkes med besværgelser og ofre,
ellers ville det regne med ulykker
over en. I Det Gamle Testamente
er det anderledes. Dér er pludselig
al guddommelighed og hellighed
flyttet ud af naturen og samlet i
den ene Gud i hans himmel. Det
havde store fordele ved at give
mulighed for højnelse i menneskers livsvilkår ved uforstyrret,
saglig brug af naturens muligheder. Men denne sekularisering af
naturen gik hånd i hånd med den
æstetisk-religiøse sans for dens
herlighed. De to hensyn muliggjorde en balance. Naturen skulle
ikke frygtes og dyrkes som hellig,
men bestemt heller ikke reduceres
til noget, man bare kunne skalte
og valte med. Det sker først ved
det skæbnesvangre møde med
7
Folkevirke · Nr. 1/15
dualismen. Dualismens nedvurdering af sanseverdenen smitter
sekulariseringstanken og fortrænger den sanselig-æstetiske beundringsdimension.
I middelalderen giver dualismen
sig fortrinsvis udslag i religiøs hinsidighedslængsel. Det viser sig
med al tydelighed i klostervæsenet
med dets forsagelse af de sanselige, jordiske glæder. Men efter
renæssancen får dualismen herudover et dennesidigt udtryk i reduktionen af natur til alene at blive set
på som ressourcer for mennesket.
Det brutale natursyn er en ulykkelig kombination af en som sådan
god afhelligelse af naturen og en
fatal nedvurdering af sanseverdenen, hvor det gammeltestamentlige hensyn til den i dens egenart
og egenret går tabt.
På denne måde bliver den dualistiske udgave af kristendom, der
udviklede sig i Europa, medskyldig
i naturmishandlingen, i en fejludvikling. Heldigvis blev den ikke
altdominerende. Med Trosbekendelsens Første trosartikel og med
skikkelser som Frans af Assisi,
Luther, Grundtvig, Løgstrup og
andre blev der fastholdt en ægte –
ikke-dualistisk – udgave af kristendom. Og den bærer på muligheder for at korrigere fejludviklingen. Denne ægte kristendom
bærer på et alternativt natursyn,
som vi kunne kalde agtelsens
natursyn. Det kommer f.eks. til fornemt udtryk i Brorsons salme: »Op,
al den ting, som Gud har gjort«!
Vækstfælden
Men er et »agtelsens natursyn«
med »følelser og dyder som til-
8
Folkevirke · Nr. 1/15
bageholdenhed, selvbeherskelse,
indignation, medfølelse, nænsomhed, beskyttelse, omsorg« ikke
aldeles uforeneligt med den liberale økonomi? Den lever jo af
vækst i produktion og forbrug – og
dét principielt i det uendelige.
Uden vækst får vi »græske tilstande« – recession med alle dens
samfundsopløsende følger. Det
går ikke uden vækst.
Men det går heller ikke med!
Økonomiens systemlogik tørner
sammen med virkelighedens logik.
Der er jo tale om eksponentiel
vækst, det vil sige vækst »med renters rente«. Men man kan dog ikke
vokse eksponentielt i én uendelighed på endelig plads – og kloden
er endelig plads. Med en vækstrate
på bare beskedne 2,1% p.a. vil produktion og forbrug allerede om 20
år være halvanden gang det nuværende, om 50 år næsten det tredobbelte, ottedoblet om 100 år, og,
lad os springe i det: om 500 år
32.574 gange i dag!
»Vi har skabt et samfund, vi ikke
har intelligens til« (Løgstrup). Vi
sidder i vækstfælden. Hvordan
kommer vi ud?
Ved at omlægge til »bæredygtig
vækst«, svares der så – effektivisere energiforbruget, erstatte engangsenergi med vedvarende
energi, genbruge alt, hvad genbruges kan, opfinde nye materialer,
der ikke forurener og slider natur
ned osv. osv. »Dematerialisering«
kalder man det. Og selvfølgelig
skal vi det af al magt og på alle
områder og overalt på kloden.
Vi kan ikke komme hurtigt nok i
gang med det. Det er vores eneste
lille spinkle chance for at udskyde
ragnarok en smule. Og ideelt set
kan vi ad den vej nå meget, meget
længere, end de fleste af os er i
stand til at forestille sig. Det er jeg
helt på det rene med. Men nissen flytter med, så længe
det hedder bæredygtig
vækst.
Det hævdes, at det
såkaldte »økologiske fodspor«,
menneskeheden
afsætter, for indeværende er en
tredjedel større, end natur og
klima i længden
kan holde til, hvis
kloden stadig skal
kunne være et tåleligt
opholdssted for væsener
som os. 2
Men hvis naturbelastningen skal
nedsættes med en tredjedel, og
den eksponentielle vækst fastholdes, må naturbelastningen ved
2,1% vækst om 20 år kun være 44%
af, hvad den vil være, hvis vi fortsætter som nu. Efter 50 år må den
kun være på knap en fjerdedel.
Efter 100 år kun på 8%. Og så det
vilde: Efter 500 år kun på 0,002%
– i praksis: total dematerialisering,
vækst uden naturbelastning!
Og så har jeg ikke med ét ord
nævnt de voldsomt folkerige
BRIKS-lande – Brasilien, Rusland,
Indien, Kina, Sydafrika – med
deres eksplosive befolkningsforøgelser og indtil for nylig høje
vækstrater.
Vækstguden
Det lyder som ren galimatias, at
der skulle kunne opnås bæredyg-
tighed, samtidig med fortsat eksponentiel vækst. »Når økonomien
vokser, gør følgerne for de ressourcer, der er knyttet til den, det
også«. 3 Og sådan må det dog nødvendigvis blive ved med at
være. Hvordan undgå en
sandsynligvis fatal rest
af uoprettelig fattiggørelse af natur og
forstyrrelse af klimaet, selv i bedste fald med den
laveste funktionelle vækstrate
og optimal bæredygtighed?
Hvor kan nogen i
ramme alvor tro, at
det skal kunne undgås?
Ja, netop tro! Det er barokt
at tænke på, hvor troende de må
være, disse ellers så nøgterne fagfolk (vækstøkonomerne) og disse
politikere, der ellers altid roser sig
af at have begge ben på jorden –
væksttroende.
Den engelske filosof John Gray
hævder, at denne tro nærmest har
afløst kristendommen som vor
kulturs religion(serstatning), ikke
blot hos økonomer og politikere,
men hos os alle, f.eks. i vores forbrugsmønstre. Vi tilbeder vækstguden, helt konkret i forbrugets
katedraler, indkøbscentrene og
charterflyene – med økonomerne
som ypperstepræster. Og det bedste, vi som troende kan gøre for
vort land, er at svinge kontokortet
noget mere – lige meget til hvad!
Samme Gray kalder forbrugsoptimering »det måske mest vulgære
ideal, der nogensinde er blevet
tilbudt en menneskehed i nød«.
Som Johannes Møllehave har sagt:
»Det moderne menneske har alt.
Men det er så også alt«. Eller hør
lige den her (frit efter Grundtvig):
»Men da er i rigdom vi gået amok,
når alle har meget, og ingen har
nok«! Øget forbrug hos os, de i
forvejen så vildt privilegerede,
peger lige ud i den store tomhed.
Konklusionen må være denne: En
bæredygtig økonomi er en økonomi
uden samlet global vækst!
Bæredygtighed må vristes fri af
sammenkædningen med eksponentiel vækst. »Tidlige økonomer
som John Stuart Mill (og endda
selveste Keynes) forudså« da også,
»at på et eller andet tidspunkt
måtte væksten nødvendigvis stoppe«. Der skal og må udformes en
teori for en økonomi, der »afvikler
den fordom, at økonomisk stabilitet afhænger af vækst i materielt
forbrug« (Jackson-kommissionen).
Hvornår dukker det økonomiske
geni op, som formulerer fremtidens nye, langtidsholdbare økonomiske teori, agtelsens politiske
økonomi?
Herredømmeideologi
og bæredygtighed
Alle synes enige om at definere
økologisk bæredygtighed som en
hensyntagen til naturen for menneskets skyld alene, ikke for naturens skyld. Den er stadig kun et
middel, som skal underkastes vort
herredømme, blot et klogere herredømme end det traditionelle.
Det svarer til den kloge slaveejer i
slaveholdets tid, der til forskel fra
den stupide slaveejer afstod fra at
lade den opsætsige slave prygle,
fordi han så ville være uarbejds-
dygtig en dag eller to. Slaven blev
behandlet rimeligere – men alene
for slaveejerens egen skyld, af hensyn til produktiviteten, ikke for
slavens skyld.
Men det er ikke nok. Økologisk
bæredygtighed må omdefineres til
at indbefatte et element af hensyn
til naturen for dens skyld alene –
agtelses-elementet. Det er jo åbenlyst, at vores egeninteresse som
menneske-art ikke er tilstrækkelig
motivation til at passe på vores
klode. For så ville vi have sørget
for det for længst. For intet er da i
den grad ude af trit med egeninteressen som den irreversible (uafvendelige) nedbrydning af vort
livsgrundlag, som vi åbenbart ikke
er i stand til at bringe til ophør.
Der skal tydeligvis mere til: følelsen af det kostelige og dyrebare, som
må værnes – og følelsen af det
skammelige ved, at vi ikke gør det. 4
Noter
1. Pimm, S.L. et al. 1995:
The Future of Biodiversity.
i:
Science, Vol. 269, Issue 5222,
P. 347-350.
2. Ifølge WWF Verdensnaturfondens Living Planet Report 2010.
3. Jackson, Tim et al. 2008:
Prosperity without growth?
The transition to a sustainable
economy. Rapport afgivet af den
engelske, regeringsnedsatte Sustainable Development Commission.
4. Uddybende til hele dette indlæg,
se Ole Jensen:
På kant med klodens klima. Om
behovet for et ændret natursyn,
København (Forlaget Anis), 2011.
9
Folkevirke · Nr. 1/15
Er »fællesskabet« ved
at kvæle økonomien?
Af journalist
Sten Thorup
Kristensen
»Vi skal styrke vækstlaget i dansk
erhvervsliv.«
Vi hører det igen og igen, men
iværksættere møder den første
forhindring allerede, når de skal
have en simpel bankkonto, som
deres kunder kan overføre penge
til: Mange banker afviser mere
eller mindre pænt nystartede virksomheder. Det er noget nyt. For
blot få år siden kunne hvem som
helst få en bankkonto, med mindre man havde en alvorlig historik
med ikke at betale sine regninger.
Bankerne har aldrig rigtigt tjent
noget på almindelige bankkonti.
Men tidligere havde de heller ikke
de store omkostninger på dem, og
så tog de kunderne ind i håb om,
at de en dag ville købe nogle flere
ydelser – f.eks. en kassekredit.
Men begge dele i det ræsonnement har ændret sig. Bankerne har
fået pligt til at holde meget nøje
øje med deres erhvervskunder for
at sikre sig, at de ikke i virkeligheden er en del af internationale,
kriminelle netværk, der hvidvasker penge eller finansierer terror. Bankerne skal f.eks. have rede
på, om der i virksomhedernes
ledelse sidder folk med politiske
aktiviteter i udlandet. Det er en lidt
10
Folkevirke · Nr. 1/15
underlig ting, at det pludselig er
uundværligt nu, for kriminalitet er
ikke just noget nyt, og hvis terrorister vil overføre penge, finder de
nok ud af det på en eller anden
måde.
Chancen for, at den lille iværksætter en dag bliver en god kunde i
banken, er også minimeret. Nye
regler, der er kommet til efter
finanskrisen, sætter nemlig skrappe vilkår for bankernes udlån. Det
er ikke populært hos Finanstilsynet,
hvis man giver lån uden sikkerhed,
og det vil der jo ofte være tale om
med iværksættere.
Alt i alt er det en temmelig giftig
sag. Her og nu lever vi som samfund
fint med det, for der går en del år,
inden nystiftede virksomheder for
alvor batter af noget. Men det er et
hårdt anslag mod den fødekæde,
der skal levere virksomheder, der
om 25 eller 50 år skal skabe gode
arbejdspladser til danskerne.
Statslig detailstyring
Desværre er eksemplet ikke enestående. Tværtimod er det typisk
for, hvad der sker i Danmark i disse
år: Staten tiltager sig ret til at detailstyre virksomhederne, og i øvrigt
også foreningerne. Set i en historisk
kontekst er det meget usædvanligt,
og den grad, det foregår i, genfinder
man i nyere tid kun i de hedengangne socialistiske lande.
Det er ikke kun de små virksomheder, det går ud over. Det rammer også de allerstørste.
AFVIST
I 2012 åbnede daværende erhvervsminister Anette Vilhelmsen således »Mæglings- og Klageinstitutionen for Ansvarlig Virksomhedsadfærd«. Den skal tage stilling til,
om større virksomheder lever op
til forventningerne i henseende til
det, man kalder corporate social
responsibility (CSR). Det vil sige
om virksomheden aktivt forsøger
at forbedre forholdene i de lokale
samfund, den findes i, om den
fremmer ligestilling, gode arbejdsvilkår, menneskerettigheder, et
rent miljø og så videre. I praksis
kan det f.eks. handle om, hvorvidt
kaffen i virksomhedens kantine er
indkøbt efter fair trade-modellen.
Dét eksempel er nævnt som det
T
første i bemærkningerne til loven
bag institutionen.
Juridisk set bevæger den sig imidlertid i mudret vand. Der er nemlig stort set ikke lovgivning for
CSR – kun anbefalinger. Men når
virksomhederne risikerer at få en
masse udgifter til advokater samt
dårlig omtale, hvis de ikke følger
disse anbefalinger, kan de meget
nemt få karakter af lovgivning:
I praksis har virksomhederne ikke
andet valg end at følge dem.
Administrative byrder
Det strider mod hele den oprindelige tankegang med CSR. I udgangspunktet gør enhver virksomhed noget godt for samfundet
– den producerer jo nogle varer
eller ydelser, som folk gerne vil
have. Vi kan tage LEGO som
eksempel: Deres produkter fremmer børns kreativitet, endda i en
fysisk verden, hvilket er fint i en
tid, hvor børn ellers nemt bliver
opslugt af tablets og mobiltelefoner. LEGO gør det som bekendt
forrygende godt, og enhver anden
opgave, man pålægger virksomheden, vil bare tage kræfter fra det,
den virkelig er god til. Idéen med
CSR var så, at den måske på nogle
områder, uden at bruge væsentlig
energi på det, kunne gøre tingene
på en måde, som også gavnede
andre hensyn.
Men med den nye mæglingsinstitution bliver LEGO, og alle andre
større virksomheder, trukket hen
mod, at CSR bare er entydig byrde.
En slags ekstra skat, idet de bliver
pålagt udgifter til ting og sager,
der ikke angår deres egentlige
grundlag og virke. Sandsynligheden taler for, at virksomhederne
helt vil koncentrere sig om at følge
de nye skabeloner fremfor på fornuftig vis at overveje, hvor de mon
bedst og billigst kan gøre gavn for
andre, samtidig med at de gavner
sig selv.
Misforstået skattedebat
Et tredje eksempel: I disse år er der
stor fokus på, om virksomhederne
betaler skat. Der er blandt andet
oprettet en database på internettet, hvor vi alle kan slå op og se,
hvor meget denne eller hin virksomhed betaler i selskabsskat.
Tankegangen er, at dem, som ikke
bidrager nok til »fællesskabet« og
samfundet, skal have minuspoint
på imagekontoen. Så kan de lære
det.
Det hele er imidlertid baseret på
en misforståelse, hvor man forveksler »staten« og »samfundet«.
Hvis to virksomheder har lige stor
omsætning, og den ene betaler
mere selskabsskat end den anden,
er det naturligvis den første, der
betaler mest til staten. Men det er
den sidste, der bidrager mest til
samfundet.
Forklaring: Hvis en virksomhed
ikke betaler selskabsskat, er det
fordi den ikke har noget overskud.
Den har altså brugt hver en krone,
der er kommet ind i kassen, til løn
og andre udgifter. Virksomhedens
ejere har ikke selv tjent noget. De
håber naturligvis, at de vil komme
til det senere, men her og nu investerer de altså, hvormed de skaber
arbejdspladser og fremstiller produkter eller ydelser til priser,
der ligger under de reelle omkostninger.
I den virksomhed, der betaler skat,
er man derimod sikker på, at ejerne samtidig trækker en fortjeneste
ud til deres private husholdning.
Det er de naturligvis i deres gode
ret til at gøre. Men faktum er altså,
at de bidrager mindre til samfundet end dem, der ikke betaler skat.
De udmærker sig kun ved at bidrage lidt mere til staten.
Naturligvis er der nuancer i det.
Man må ikke snyde i skat. Der kan
også være rigeligt kreative anvendelser af skattely. Men nuancerne
vender begge veje: Hvis en virksomhed ikke er profitabel under
dansk skat, er samfundet ofte
bedre stillet med, at den betaler
skat et billigere sted. Og forestillingen om, at virksomheder af en
vis størrelse absolut skal betale
skat, vidner kun om, at man har
glemt, at vi allerede har en skat af
nettoomsætningen. Den hedder
moms.
Et godt eksempel på teknikken
finder man i teleselskabet 3, der i
januar kom i mediernes vridemaskine, fordi den angiveligt ved
hjælp af skattely havde undgået
at betale dansk selskabsskat af
et overskud på 1,5 mia. kroner.
Politikere fra hele det politiske
11
Folkevirke · Nr. 1/15
spektrum tordnede mod virksomheden, og mange kunder valgte i
forargelse at opsige deres abonnementer.
Historien var imidlertid en and:
Ganske vist er 3’s moderselskab
placeret i Luxemburg. Men det gør
hverken fra eller til for skattebetalingen i Danmark, og når selskabet
ikke betalte skat her, var grunden
en helt anden. Nemlig at den stadig har afskrivninger fra enorme
investeringer i dansk infrastruktur. Desværre er skaden sket, og
mange danskere har ikke hørt eller
forstået dementiet af historien.
Så her har vi en virksomhed, der
på mange måder har opført sig
ideelt. Dens ejere har valgt at tage
en chance i Danmark, og de har
bidraget enormt til udviklingen af
det danske samfund. Men i stedet
for at møde anerkendelse er den
nu hængt ud som en skurk af
medier og et i praksis samlet
Christiansborg – med betydelige
økonomiske tab til følge. Der er
slet ingen tvivl om, at den historie
vil blive bemærket i andre virksomheder, der overvejer en investering i Danmark.
I finanskrisens kølvand
Sådan kan man blive ved på område efter område. Virksomhederne bliver pålagt strammere regulering og oveni det en forventning
om at leve op til lunefulde politikeres aktuelle ønsker, uanset at
disse ikke er formuleret i nogen
lov.
Man kan filosofere over, hvorfor
det har udviklet sig sådan. En del
af forklaringen ligger i erfaringen
fra finanskrisen, og det er da også
12
Folkevirke · Nr. 1/15
særligt på det finansielle område,
at ny og meget stram regulering er
kommet til. Det er ikke blot det
med virksomhedernes bankkonti.
Finanstilsynet skal også tage stilling til, hvem der sidder i bankernes bestyrelser, hvor meget medarbejderne får i løn og hvilke brancher, det er fornuftigt at give lån
til for tiden.
Sandt er det jo også, at finanskrisen viste, at en række banker
havde taget alt for store risici. Der
var åbenlyst et hul i reguleringen.
Helt konkret handlede det om,
at bankerne globalt var begyndt at
give hinanden kortfristede kreditter i stort omfang. Mange så ikke
faren for, at disse kreditter en dag
ville blive lukket, og ydermere var
der banker, som med den lette
adgang til kapital lod sig friste
til at gøre forretninger på områder – som ejendomssektoren –
som de simpelthen ikke havde
forstand på.
Men reguleringen er gået langt
videre end til at dække disse huller. Også langt videre end det har
nogen sund fornuft – tværtimod er
meget af det, som foregår helt
åbenlyst uhensigtsmæssigt og
uden saglig begrundelse.
For det første glemmer man, at der
var mange banker, som ikke tabte
hovedet i de brusende 00’ere, og
derfor heller ikke kom i livstruende problemer. Det medførte, at
stort set alt, hvad der kunne krybe
og gå af myndigheder og lignende
næsten til det sidste var overbevist
om, at såvel den finansielle sektor som økonomien generelt i
Danmark grundlæggende var kernesund. Det gjaldt Nationalbanken,
Finanstilsynet, regeringen og til
dels vismændene. Det var en overbevisning, politikerne delte, og det
var grundlaget for de første bankpakker: Man regnede krisen for et
midlertidigt fænomen, som man
blot lige skulle tage sig sammen og
komme forbi.
Endnu i 2011 førte Socialdemokraterne og SF valgkamp på, at vi alle
skulle arbejde 12 minutter mere
om dagen. Umiddelbart en spøjs
reaktion på en krise og stærk stigende arbejdsløshed, men tankegangen var, at når vi efter en
»kickstart« – et billede, der viser
troen på, at man bare lige skulle
trykke på en pedal for at starte
motoren igen – ville der også hurtigt igen være fuld beskæftigelse
og mangel på arbejdskraft.
Sådan var det langtfra. Vi kan altså
ikke være mere trygge ved at forlade os på myndigheders og politikeres dømmekraft, end vi kan
være ved at lade ansvaret blive i de
finansielle virksomheder.
For det andet er myndigheder slet
ikke gearet til at drive banker. Dét
handler om at løbe kalkulerede
risici, mens myndigheder agerer
således, at deres chefer – politikerne – ikke skal komme i nogen
form for vanskeligheder.
For det tredje har regeringerne
siden finanskrisen selv forvaltet
statens økonomi på en måde, der
ligger bemærkelsesværdigt langt
fra de principper, man pålægger
den finansielle sektor. År efter år
har man været alt for optimistisk
med hensyn til, hvor høj væksten
ville være og dermed, hvordan
skattegrundlaget ville udvikle sig.
Det fortsætter nu syv år efter
krisens udbrud, men ingen på
Christiansborg er nået til den konklusion, at man af forsigtighedshensyn hellere må gå ud fra, at
disse syv års nulvækst måske er
den permanente tilstand. I stedet
optager man nye lån og fisker ubekymret mønterne ud af sparegrisen. Tricket med at fremrykke
beskatningen af pensionsformuerne er kun et eksempel på det sidste. Der er adskillige andre eksempler, omend i mindre skala. Når
politikere stolt forsikrer, at denne
eller hin nye udgift eller skattelettelse er fuldt finansieret, er det
ofte en illusion, hvor finansieringen ikke består i andet end at
udskyde problemet f.eks. i tre eller
fem år. Der er reelt tale om, at
man blot forøger statsgælden.
Mentalitetsændring
Så finanskrisen kan langtfra forklare hele den nye regulering. Der
er snarere tale om en mentalitetsændring i det politiske system.
Måske er man blevet ofre for sin
egen retorik om »fællesskabet«,
hvor man tidligere var bevidst om,
at sådan et ikke findes i bestemt
form: Der findes fællesskaber,
mange af dem, og det nationale
fællesskab, der bliver administreret gennem staten, er bestemt et af
dem. Men også kun det – et af
dem.
Mit bud er, at fremtidige historikere vil hæfte sig meget ved, at
denne mentalitetsændring kom,
endnu inden skåltalerne efter de
liberale demokratiers sejr over de
kommunistiske regimer var klinget af. Sagen er, at det sådan set
ikke var selve det statslige ejerskab
af produktionsapparatet, der var
kommunismens problem. Det var
i stedet centralismen: At det ikke
var dem, som konkret skulle løse
et problem, der afgjorde, hvordan
det skulle løses. Det blev i stedet
afgjort af politikere, der naturligvis ikke havde viden om alle detaljer, og som også havde mange andre
hensyn – herunder personlige og
karrieremæssige – i tankerne.
Det er sådan et system, vi også i
stadig stigende grad har i Danmark
– på trods af, at virksomhederne
her er 100 procent privatejede.
Endda med en særlig giftig overbygning, som man også kendte i
Østblokken: Virksomhederne forventes ikke bare at overholde nedskrevne love og regler – de forventes også, f.eks. i spørgsmål om skat
og CSR at være tunet ind på politikernes ønsker og »værdier«. Det
er dræbende, fordi det er ugennemskueligt og gør enhver form
for selvstændigt initiativ risikofyldt. Ingen ved, hvem der i morgen skal være skurken i politikers
valgkamp, eller hvem der må se
sig selv udstillet i medierne.
(Medier der, i parentes bemærket,
stort set alle er enten ejet af staten
eller helt afhængige af
dens finansielle støtte.
Når andre lande, som
Rusland og Italien, har
en lignende koncentration af medierne omkring
statsmagten, ryster vi bekymret på hovedet.)
Som nævnt har vi over en
snart lang periode haft
nulvækst. Når man regner befolkningsvæksten
med, er vi faktisk i dag en
anelse fattigere, end vi var i 2007.
Man kan så sige: »Nå ja, de fleste
af os har jo også rigelig materiel
velstand.« Men man kan ikke
længere give finanskrisen hele
skylden for situationen, som er
værre end i de lande, vi plejer at
sammenligne os med. Man er
nødt til at se på, om centraliseringen har ødelagt dynamikken
i vores erhvervsliv, således at
det kun er virksomheder som
LEGO, der nok har postadresse i
Danmark, men som har langt
størstedelen af sine aktiviteter
uden for landet, der gør, at vi holder skindet på næsen. Fortsætter
udviklingen som nu, er det en
diskussion, der inden alt for
længe nødvendigvis vil komme
meget højt op på dagsordenen.
Og når vi kommer til den diskussion, bliver det rigtigt spændende.
For den uundgåelige vej er, at
politikerne og de centrale myndigheder skal afgive magt – endda
i stor stil. Det er imod deres natur.
Vær forberedt på at bølgerne
kommer til at gå højt.
13
Folkevirke · Nr. 1/15
Vi skal være der, når der er
brug
for os
Af Helle Jarlmose,
generalsekretær
for KFUK's
Sociale Arbejde
Indsatsen for samfundets svageste
er gennem årtier blevet varetaget
af frivillige sociale organisationer,
ofte med udspring i folkekirken.
At velfærdssamfundet gradvist har
overtaget en række af de sociale
opgaver betyder ikke, at vi står
arbejdsløse og uden opgaver. I takt
med at de offentlige tilbud er blevet mere regelstyrede og sætter
klare grænser for, hvem der kan
modtage hvilken hjælp og hvordan, er der brug for frivillige organisationer, som i kraft af private
midler har mulighed for at lade
medmenneskeligheden og den
enkelte borgers behov råde. Vi kan
ikke fjerne eller mindske den
sociale ubalance, men vi kan være
der, når der er brug for os – også
uden for det offentliges åbningstid
– og vi kan tilbyde menneskelig
14
Folkevirke · Nr. 1/15
nærhed frem for krav om digital
kommunikation.
Uligheden vokser i Danmark og i
hele den vestlige verden. Tal fra
Arbejderbevægelsens Erhvervsråd 1
viser, at der er sket en stigning i
antallet af fattige i Danmark igennem de senere år. Unge, der er
vokset op med veluddannede forældre, får i langt højere grad en
uddannelse end unge, hvor forældrene er ufaglærte. Det er ikke
blevet lettere at bryde den sociale
arv, snarere tværtimod.
I KFUK’s Sociale Arbejdes arbejde
med socialt udsatte ser vi også, at
udviklingen går den gale vej. Antallet
af hjemløse opgøres hvert andet år,
og mens vi afventer resultaterne af
kortlægningen i år, kan vi konstatere, at antallet af hjemløse er steget
fra 2009 til 2011 og igen fra 2011 og
2013. I 2013 blev antallet af hjemløse
opgjort til 5820 personer. Det er en
stigning på 16 pct. i forhold til 2009.
Unge hjemløse
Et særligt skræmmende perspektiv er, at antallet af unge hjemløse
vokser forholdsvist mere. Hver
femte hjemløs er nu en ung mellem 18 og 24 år. Mellem 2011 og
2013 steg antallet af unge hjemløse
med hele 37 pct.
Der er flere årsager til unges hjemløshed, og de hyppigste er misbrug
(primært hash), psykisk sygdom,
manglende netværk og dårlig økonomi. De overnatter måske hos
venner og bekendte, eller de bor
på gaden. Ofte har de et meget
belastet forhold til deres familie,
og de har haft problematiske
opvækstbetingelser, ligesom flere
af de unge har været anbragt uden
for hjemmet i plejefamilier eller på
døgninstitutioner.
Et andet karakteristisk træk er, at
de unge hjemløse har flere afbrudte skole- og uddannelsesforløb bag
sig. Endelig er det bemærkelsesværdigt, at kønsfordelingen blandt
unge hjemløse er markant anderledes end blandt hjemløse generelt. I 2013 var 24 pct. af de hjemløse kvinder, men blandt de unge
er der en ligelig kønsfordeling.
På vores herberg Lindevangen på
Frederiksberg gøres der en særlig
indsats for de unge hjemløse ud
fra en betragtning om, at de ikke
hører hjemme på et herberg, hvor
de risikerer at blive fanget i en
længerevarende marginaliseringsog udstødelsesproces. Alternativet
er akutboliger kombineret med en
intensiv og fleksibel socialpædagogisk indsats, så de unge får den
støtte, der muliggør, at de kan
komme positivt videre i deres liv.
Det kan f.eks. være ved at tilegne
sig nogle af de voksenkompetencer, som de ikke har fået udviklet,
og som er forudsætningen for at
få en velfungerende hverdag og
kunne håndtere de krav, som et
uddannelsesforløb eller en misbrugsbehandling kræver.
Det lyder som en meget indlysende og simpel løsning, men det skal
ses i lyset af, at det er særdeles
svært for unge generelt at finde en
bolig, som de har råd til at betale.
Ikke mindst i hovedstadsområdet
og andre uddannelsesbyer, hvor
ressourcestærke forældre har presset markedet gennem forældrekøb. Da akutboligerne er et midlertidigt tilbud af ni måneders
varighed, kan vi derfor ikke sikre,
at alle unge kan flytte fra akutboligen til en permanent bolig. Hver
femte ender på gaden igen. De
unges ulige muligheder kan kun
ændres, hvis samfundet prioriterer
billigere ungdomsboliger.
Psykiske problemer
I takt med at antallet af hjemløse
stiger, ser vi også en stigning i
antallet af borgere med psykiske
problemer. Andelen af hjemløse
med en psykisk sygdom er således
steget fra 37 pct. i 2009 til 47 pct. i
2013. Igen ser vi en trist udvikling
blandt de unge hjemløse, hvor
andelen med psykisk sygdom er
endnu større. I 2013 udgjorde psykisk syge således 51 pct. af gruppen
mellem 18 og 24 år og 54 pct.
blandt de 25 til 29 årige. Det skal
samtidig ses i lyset af, at under
halvdelen af de hjemløse borgere, der har en
psykisk sygdom, modtager psykiatrisk behandling. Kun 23 pct. af
de psykisk syge gadesovere og 26 pct. af de
psykisk syge brugere af
natvarmestuer modtager psykiatrisk behandling, mens det gælder 47
pct. af de psykisk syge
på herberger. De borgere, som vi møder i vores
hverdag, er derfor typisk
ubehandlede psykisk
syge, ofte kombineret
med et misbrug. Det er
klart, at det vanskeliggør den
socialfaglige og rehabiliterende
indsats, der er en af vore kernekompetencer.
Når vi ser flere og flere psykisk
syge – også i bybilledet – skyldes
det nedlæggelsen af sengepladser i
psykiatrien op gennem de seneste årtier. Erfaringen viser, at et vellykket patientforløb kræver tid,
struktur, omsorg og kontinuitet i
behandlingen. I dag er al psykisk
behandling – med undtagelse af
de akutte indlæggelser – ambulant,
fordi langtidsafdelingerne er nedlagt. Konsekvensen er ikke bare
ubalance i sundhedssystemet,
men også mere kriminalitet. Der
er i dag således ca. 4000 personer
med en behandlingsdom. Andre
resultater er en stigning i selvmord blandt mænd og flere psykotiske patienter i fængslerne på
grund af de lange ventetider på de
retspsykiatriske afdelinger.
Udsatte og sygdom
Den sociale ubalance i samfundet
forværres af uligheden i sundhedssystemet. Socialt udsatte lever i
gennemsnit 22 år kortere end
andre danskere. For de psykisk
syge må målet desuden være en
sidestilling af behandlingsindsatsen af somatiske og psykiatriske
sygdomme. Vi skal have respekt
for forskelligheden i behov hos de
psykiatriske patienter, og vi skal
bekæmpe fordommene om de
psykiatriske patienter, som f.eks.
at de alle er farlige, eller at sygdommen er selvforskyldt.
Prostitution
En anden målgruppe for KFUK’s
15
Folkevirke · Nr. 1/15
Sociale Arbejde er socialt udsatte
kvinder i prostitution, hvor Rederne 2 udgør et unikt tilbud.
Det er uklart, om der på tilsvarende vis har været en stigning af
antallet af kvinder i prostitution,
eftersom det er meget vanskeligt
at foretage en opgørelse. SFI’s
optælling i 2010-2011 gav et minimumstal på 3200 personer, hvoraf
1600 arbejdede på klinikker. Vi
ved imidlertid, at andelen af udenlandske kvinder på gaden er steget
så voldsomt de seneste år, at de
udgør et massivt flertal.
På prostitutionsområdet har man
også mærket finanskrisen.
Socialstyrelsen vurderer gennem
sit opsøgende arbejde på klinikkerne, at der er færre kunder, eller
at kunderne køber mindre sex.
Det har sat gang i en udvikling,
hvor kvinderne forlader klinikkerne for i stedet at arbejde med
escort eller privat, hvor de modtager kunderne i hjemmet. Årsagen
er, at udgifterne ved at være tilknyttet et bordel, dvs. husleje,
betaling af telefonpasser, annoncer og evt. beskyttelsespenge til
bagmændene, er blevet så høje, at
det er svært at få en indtjening til
sig selv. Prisen for en seksuel ydelse er nemlig ikke tilsvarende steget de sidste mange år, da prisen
og ydelsen er betinget af efterspørgselen. Vi er naturligvis bekymrede for denne udvikling, da
den betyder, at mange kvinder nu
arbejder alene, og at risikoen for
overgreb er steget betydeligt.
En anden udviklingstendens, der
bekymrer os i KFUK’s Sociale
Arbejde, er det faktum, at unge
i stigende grad tilsyneladende
16
Folkevirke · Nr. 1/15
benytter sig af dating hjemmesider som »sugerdating«, hvor
unge, som modydelse for seksuelle
ydelser, modtager gaver, en seng
at sove i eller andre privilegier,
som kan hindre udstødelse af en
gruppe. De betragter ikke dette
som betaling og identificerer ikke
deres handling som prostitution.
Gallup har på opdrag af KFUK’s
Sociale Arbejde undersøgt unges
holdning til køb og salg af sex, og
43% synes, at det er i orden at
sælge seksuelle ydelser. Vi ved fra
en anden undersøgelse, at de er
knap så positive, hvis det drejer sig
om venner og familie.
De unge har svært ved at gennemskue konsekvenserne af deres
online adfærd. De tror, at de kan
kontrollere sugerdating, fordi den
foregår på nettet, og at de derfor
kan sortere de gamle, skumle
mænd fra. De unge har måske
også en anden opfattelse af, hvad
sex er eller ikke er – ikke ulig Bill
Clinton – f.eks. i forhold til oralsex. Det tyder på, at der er brug
for en værdibaseret dialog med
unge om, hvad sex er, og hvordan
sex naturligt indgår i kærlighedsrelationer. Skadevirkninger i forbindelse med prostitution er tæt
forbundet med grænser, der flyttes, og grænser, der krænkes. Vi
har en del viden om senfølgerne af
prostitution, men vi kender endnu
ikke de psykiske følgevirkninger
af gråzoneprostitution eller prostitutionslignede adfærd.
En logisk konklusion, som vi har
draget af de livshistorier, vi hører
dagligt, er, at børn ikke kan tåle at
blive svigtet!
Derfor er det også med indignation, at vi må konstatere, at respekten for udsatte mennesker er for
nedadgående, og at socialt udsatte
ofte bliver mødt med nye svigt,
når de er i kontakt med det sociale
system eller blot færdes i gaderummet. Hvis man ikke har arbejde, er fattig, psykisk syg eller på
anden måde i nød, er det blevet en
fremherskende holdning, at det er
ens egen skyld og ens eget ansvar
at komme på ret køl. Det er en
holdning, som strider grundlæggende mod det menneskesyn, som
ligger til grund for arbejdet i
KFUK’s Sociale Arbejde:
Vi tror på forandringens mulighed.
Vi møder det enkelte menneske,
som det er, og hvor det er. Vi ser det
som vores opgave at pege på de
ubrugte muligheder. Vi udgør på én
gang et åndehul og et forpligtende,
relationsbåret tilbud om hjælp til
selvhjælp, hvor vi giver mennesker
redskaber til at ændre deres liv.
Noter
1. AE’s årlige publikation »Fordeling
& Levevilkår 2014«.
2. Rederne er Reden København, Re den Odense, Reden Aarhus, Reden
Aalborg samt Reden International
med fokus på udenlandske kvinder i prostitution. Dertil kommer
RedenUng, der er en rådgivningsportal for unge om køb og salg af
sex.
Den nødvendige balance
Foto: www.danskkvindesamfund.dk
Af Karen Hallberg,
bestyrelsesformand
for Dansk Kvindesamfunds Krisecenter
Min erfaring om manglende balance stammer i meget høj grad fra
mit frivillige arbejde. Jeg arbejder
frivilligt på Dansk Kvindesamfunds
Krisecenter, som jeg var medstifter af, og hvor jeg i dag dels er
bestyrelsesformand og dels er
aktiv i børnearbejdet. Herudover
har jeg i mange år været aktiv i
Dansk Kvindesamfund – herunder
i vores anonyme rådgivning. Med
baggrund i mit kvindepolitiske
arbejde vil nedenstående handle
om kvinders vilkår.
For mig er balance lig med retfærdighed.
I Danmark udføres et stort arbejde
for retfærdighed i samfundet, det
gøres gennem lovgivning og domstole, men der er områder, hvor
retfærdighed synes at være umulig
at gennemføre, først og fremmest
områder, hvor følelser indgår.
Vold mod kvinder
I Danmark bliver ca. 29.000 kvinder hvert år udsat for vold i nære
relationer, det vil sige fra nuværende eller tidligere partner eller
kvindens familie. Der er 42 kvindekrisecentre i Danmark, og hvert år
flytter omkring 7% af disse kvinder
og deres børn ind på krisecentrene.
Lige lidt mere fakta, 55% af børnene på krisecentrene er mellem 0
og 6 år, vi støtter kvinder, der har
været udsat for fysisk, psykisk,
materiel eller økonomisk vold.
Cirka 10 kvinder bliver årligt dræbt
af deres partner eller ekspartner.
Hvert år er cirka 33.000 børn
under 15 år vidne til fysisk vold
mod en forælder.
Børn, som har været vidner til volden, udviser reaktioner, der minder om reaktioner på psykologisk
mishandling eller posttraumatiske
belastningsreaktioner (PTSD).
Børnene udviser i nogle tilfælde de
samme symptomer, som hvis de
selv var blevet udsat for fysisk mishandling.
For at få taget fat på problemet vold
har vi på krisecentret haft et projekt
»Tør du tale om det«, projektet var
rettet mod skolebørn, og der er blevet udviklet en lang række metoder
og hjælpemuligheder for børn,
lærere og forældre. Som så mange
andre projekter må de lukkes, når
fondsmidlerne slipper op, vi fik
midler fra Trygfonden og havde
økonomi til at køre projektet i knap
to år. Jeg håber, det lykkes at få
midler til at videreføre og udvikle
projektet for at få bremset volden
og tabuet omkring den.
Jeg bliver ofte spurgt om, hvor længe
kvinderne bor på et krisecenter, svaret er fra døgn til over et år.
Hvordan skaber samfundet den
nødvendige balance eller retfærdighed, når livet skal fortsætte efter
opholdet på krisecentret?
Det synes umuligt at lovgive og
administrere love, så der sker retfærdighed. Der er brug for mange tiltag:
Kvinden skal støttes, så fremtiden
for hende bliver tryg og god. Det
kan tage rigtig lang tid, for mange
af de kvinder, der vælger at flytte
på krisecenter, har oplevet vold i
mange år. Det er sikkert at bo på
et krisecenter, mange kvinder
frygter, at voldsudøveren vil genoptage volden, når de flytter ud.
I grove tilfælde kan en voldsudøver blive idømt fængsel, men
hvad når han kommer ud igen.
Stalking
Stalking er blevet et større og større problem, lov- og strafmæssigt er
stalkeren svær at stoppe. Stalking
er en systematisk og vedvarende
forfølgelse eller chikane og kan
føre til en invaliderende psykisk
lidelse. For tre år siden vedtog
Folketinget en lov om stalking, der
gør stalking til en strafskærpende
omstændighed i forbindelse med
overtrædelse af tilhold, opholds-
17
Folkevirke · Nr. 1/15
forbud og bortvisning, selvfølgelig
positivt for offeret, men erfaringer
viser, at den psykiske belastning
kan vare evigt.
Børn, der oplever vold, rammes
hårdt. I mange voldsramte familier har volden været tabubelagt,
en hemmelighed som familien
havde sammen, og som ikke skulle
fortælles til hverken familie eller
andre. Pludselig flytter mor og
børn på krisecenter og til en helt
ny tilværelse. På krisecentrene
fokuseres der konstant på, at børnene støttes så meget som muligt.
Børnenes samkvem med faderen
er en særlig udfordring for mange
kvinder, børnene savner i mange
tilfælde faderen og glæder sig til
samkvem.
Voldsudøveren bør have hjælp –
frivilligt eller tvunget – til at
komme i behandling. Det kan tilføjes, at ud af de mænd, der i dag
modtager hjælp, har 80% oplevet
vold i deres barndom.
Skilsmisse
Mange bliver berørt af skilsmisser
– omkring 43% ægteskaber ender i
skilsmisse, og årligt bliver 25.000
18
Folkevirke · Nr. 1/15
børn berørt. Heldigvis løser omkring 90% af forældrene selv problemerne omkring børnene og har
ikke behov for, at statsforvaltningen skal inddrages. I de resterende
10% ender omkring halvdelen som
højkonfliktsager, hvor både balance, retfærdighed og respekt ikke
er eksisterende.
I 2007 fik vi forældreansvarsloven.
Loven står over for at skulle erstattes af en helt ny lov, hvor politikerne igen vil forsøge at udarbejde
en bedre lovgivning. Det bliver en
stor – ja, måske en umulig – udfordring for politikere at udforme en
balanceret lov. Forslag om at
samle afgørelserne ét sted synes at
være et fremskridt. I dag er afgørelser delt mellem Statsforvaltningen og retsvæsenet.
Højkonfliktsager om børn vil også
fremover være problematiske.
Jeg mener, at der virkelig skal
oprustes i disse sager. Der skal
tidligt sættes ind med langt flere
ressourcer til mægling og børnesamtaler. Jeg håber virkelig, at der
er politisk enighed om at løse så
mange problemer som muligt,
og at der er villighed til at bruge
mange penge på løsningerne. Alle
er enige om, at børnene og deres
fremtid skal i centrum, men det
bliver problematisk at kombinere
ligestilling mellem forældrene
med det bedste for børnene.
Pensioner
I forbindelse med skilsmisse er
deling af pensioner ofte uretfærdige. I loven fra 2007 beholder hver
af ægtefællerne sin pensionsopsparing, kun i helt enkelte tilfælde kan
denne hovedregel fraviges.
Kvinder har generelt sparet mindre
op til pension end deres mand,
dette skyldes dels at kvinder stadigvæk har et løngab, dels det kønsopdelte arbejdsmarked, dels deltidsarbejde og dels barselsorlov.
Pensionsmæssigt betyder det, at
kvindernes opsparing bliver mindre. Oprettelse af ægtepagt kan løse
problemet, men det er nok lidt uromantisk at drøfte økonomiske vilkår ved skilsmisse samtidig med,
at bryllupsklokkerne falder i slag.
Ligeløn
Loven om ligeløn fylder snart 43
år, og vi har stadig ikke ligeløn.
Løngabet er omkring 17%, og det
går langsomt, med at kvinderne
gør deres entre på direktionsgangene. En af ligelønsdræberne og
kvinders hindring for at komme til
tops i erhvervslivet er efter min
mening vores barselslovgivning.
Vi har behov for at få øremærket
barsel til fædrene. I grove træk kan
man sige, at mødrene er på barsel,
mens fædrene gør karriere.
Folketingets flertal er af den holdning, at fordelingen af barselsorlov
skal familierne selv beslutte, og på
grund af uligelønnen vil det ofte
være økonomisk mest fordelagtigt, at det er moderen, der tager
langt den største del af orloven.
Mit ønske vil være, at der bliver
indført øremærket barsel og fuld
lønkompensation.
Opholdstilladelse
Dansk Kvindesamfunds rådgivning i København er en af landets
ældste rådgivninger, her kan kvinder og mænd få anonym rådgivning hos jurister og psykologer.
I rådgivningen møder vi kvinder,
der er familiesammenført og
voldsramte, disse kvinder står til
udvisning, medmindre de har
været her mere end syv år.
Man kan undre sig over, at disse
kvinder ikke bare rejser tilbage til
hjemlandet, men der er kulturelle
barrierer, der marginaliserer dem,
hvis de vender hjem. Hvis de flytter fra manden, kan de blive
udvist, og er der fælles børn, kan
en udvisning betyde, at kvinderne
skal efterlade børnene hos en voldelig samlever. Jeg så gerne, at der
kom en ændring af udvisningsreglerne i disse forhold, så vi kan
undgå, at kvinder og børn skal
gennemleve syv års ydmygelser for
at kunne få en acceptabel fremtid.
Prostitution og trafficking
I prostitution er der et ulige magtforhold mellem køber og sælger.
I mange år har vi her i landet diskuteret, om vi skulle følge Sverige
og Norge med hensyn til at kriminalisere prostitutionskunder. Vi
forhindrer ikke prostitution ved at
kriminalisere kunderne, men jeg
synes ikke, at det er i orden at
købe et andet menneske.
Herudover ville en kriminalisering
sende et signal til køberne om
samfundets holdning. Mange af de
prostituerede er handlede kvinder,
andre er kommet hertil under falske forudsætninger, og blandt de
danske prostituerede er mange
stofafhængige. Det er skrupelløse
bagmænd og -kvinder, der tjener
på andres fattigdom, og det er ikke
balance eller retfærdighed. Der er
enorme fortjenester i prostitution,
og fortjenesten ender i lommerne
på kriminelle bander – ofte de
samme bagmænd, der er bagmænd
i forbindelse med narkohandel.
Undersøgelser viser, at en ud af
seks mænd har købt sex samt, at
køberne ikke er i stand til at vurdere, om en kvinde er handlet. En
gruppe sexarbejdere giver udtryk
for, at erhvervet skal ligestilles
med andre serviceydelser.
Jeg kan ikke se, hvordan handel
med sex kan blive et erhverv, hvor
medarbejdernes arbejdsvilkår kan
opfylde arbejdsmiljøreglerne eller
en arbejdsplads, hvor man kan
blive sendt i praktik eller blive
anvist at skulle arbejde på.
Jeg har gennem årene diskuteret
sexkøb med mange tilhængere
af købesex, men har endnu aldrig mødt en, der ønsker, at
ægtefælle, søster eller datter skal
sælge sex.
Argumentet med, at prostitution
er mange handicappedes mulighed for sex, køber jeg ikke.
Sex er ikke omfattet af menneskerettighederne.
Også argumentet med at mange af
de udenlandske kvinder får mulighed for at sende penge hjem til
deres fattige familier, siger jeg fra
overfor.
Prostitution skal ikke være ulandsbistand eller klare fattigdommen i
afsenderlandene.
Internationalt
For at eliminere forskelle mellem
kønnene har FN udarbejdet CEDAW konventionen, ofte benævnt
»FN’s kvindekonvention«.
Konventionen er underskrevet af
stort set alle medlemslandene, dog
har nogle muslimske lande undtaget nogle paragraffer om kvinders
ret til selv at vælge ægtefælle
samt paragraffer om opfølgning
på landets ligestillingssituation.
Ingen tvivl om at CEDAW konventionen og FN’s 2015-mål har betydet store fremskridt for vilkårene for verdens kvinder. I FN-regi
arbejdes der på 2030-mål, det har
vist sig at det at sætte mål, gør en
forskel.
Mange af verdens fattige kvinder
er analfabeter og har ingen anelse
om, hvad FN er, og hvad organisationen beskæftiger sig med.
Desværre er der langt igen, før der
er balance på verdensplan.
19
Folkevirke · Nr. 1/15
Efterårsmøde 2014:
Spændende punktnedslag i kvindehistorien
Af Annemarie Balle
Folkevirkes efterårsmøde blev holdt
i samarbejde med Kvindernes Bygning under overskriften »Køn og
ligestilling med særligt fokus på
Grundlovsjubilæet 2015« med oplæg af direktør Nina Groes og specialkonsulent Jytte Nielsen, begge
KVINFO.
Nina Groes tiltrådte som ny direktør 1. januar 2014 og havde med sig
i bagagen flere kvindepolitiske
gener – med både Mette og Lis
Groes i familien.
Nina Groes fortalte engageret om
sine visioner for, hvordan KVINFO
kan udvikle sig, og hvordan den
kvindepolitiske historie kan revitaliseres ved bl.a. at fokusere på de
kønspolitiske problemer, som findes i det danske samfund – pro-
blemer, som både mænd og kvinder føler.
Den danske lovgivning hjælper et
langt stykke ad vejen, men forhold
som kulturer på arbejdspladsen,
traditionel indretning af arbejdsmarkedet og kulturelle traditioner
blokerer. Her nævnte Nina Groes
emner som købesex, handlede
kvinder og uligheder i både løn og
pensionsforhold.
Nina Groes fortalte engageret om
de mange emner, som KVINFO
beskæftiger sig med, og i den
efterfølgende debat uddybede hun
flere af emnerne om bl.a. samarbejde med nydanskere og de
udfordringer, de har i det danske
samfund og i samspillet med deres
oprindelige kultur og forholdene
i Danmark.
Senere på aftenen tog specialkonsulent Jytte Nielsen fat på den
danske kvindehistorie fra 1849
og frem til i dag med spændende punktnedslag. Grundlaget for
hendes tilbageblik på historien
var at punktere fire
myter – bl.a. at
demokratiet blev
indført med grundloven i 1849, og at
kvindetoget i 1914
var et takkeoptog.
For, som Jytte Niel-
KVINFOs direktør Nina Groes fortalte på
Folkevirkes efterårsmøde engageret om sine
visioner for, hvordan KVINFO kan udvikle sig.
Foto: KVINFO.
20
Folkevirke · Nr. 1/15
sen påpegede, så var det blot 15
procent af den danske befolkning,
som fik stemmeret i 1949, nemlig
kun raske mænd over 30 år og med
fod under eget bord.
De 7 F’er – fruentimmere, folkehold, fattiglemmer, forbrydere,
fjolser, fremmede og fallenter – fik
ikke stemmeret.
På flere fronter blev der kæmpet
for at øge valgretten, så den bl.a.
også kunne komme til at omfatte
kvinder. En kamp, som blev forstærket, da Dansk Kvindesamfund
blev oprettet i 1871.
Da kvinderne så endelig i 1915 fik
stemmeret til folketinget slog stort
set alle kvindeforeningerne sig
sammen for at gå i et kvindetog til
Amalienborg. Et optog, hvor de
omkring 15.000 kvinder kunne
udtrykke deres glæde over endelig
at have fået deres ret til at stemme. Men, som Jytte Nielsen pointerede, ikke for at takke, for man
takker ikke for en rettighed, der er
naturlig.
Den spændende gennemgang af
kvindehistorien fik mange kommentarer med på vejen og aftenen
sluttede med, at deltagerne så en
kort film fra kvindetogets ankomst
til Amalienborg Slotsplads. Et historisk klip, som kan findes på
DR’s hjemmeside.
Folkevirke til spændende møde i Tallinn
De indledende debatter om et kommende internationalt samarbejde blev lagt
Af Annemarie Balle og
Jeanne Bau-Madsen
Folkevirke besøgte i midten af
januar organisationen »People to
People« i Tallinn, hovedstaden i
Estland. Her mødtes vi med to
islandske folkeoplysere, to lettiske, en estisk og to finske for at
skrive en ansøgning til et projekt
med støtte fra Nordisk Ministerråd.
Projektet har arbejdstitlen »Sence
of Community« – det kan oversættes til »En følelse af fællesskab«.
Forud for mødet havde alle set den
foreløbige ansøgning, hvor projektets hovedtræk var skitseret. Men
herfra til at udforme en væsentlig
mere omfattende ansøgning er der
langt. Det betød, at alle deltagere
arbejdede både fokuseret og målrettet i mødets tre dage. Deltagerne
havde meget forskellig baggrund
og også meget forskellige erfaringer med internationalt arbejde.
Folkevirke og den estiske folkeoplyser var de mest erfarne og
kunne derfor give gode råd om
regler og budgetter og videregive
erfaringer om, hvordan projekter
tilrettelægges bedst muligt.
Det var også ud fra den baggrund,
at partnerlande og organisationer
var blevet valgt. Flere havde bemærket, at bl.a. Folkevirke har
været meget aktiv på den internationale, folkeoplysende scene.
I løbet af mødedagene kom vi
langt og fik også talt det kommende projekt grundigt igennem,
sådan som det netop er meningen
Alle deltagere i det Nordplus-støttede seminar arbejdede intenst med opgaven.
Her ses fra venstre Ruta Pels, Estland samt Rita Liepina og Jelena Suhova, begge
fra Letland.
at gøre på de forberedende møder.
Der forestår stadig et større arbejde med at få alle detaljerne på
plads og få skrevet indholdet så
klart og skarpt som muligt.
På møderne enedes man på forhånd om at tale engelsk sammen.
Det viste sig dog hurtigt, at finnerne kunne tale svensk og islændingene dansk. Ruta Pels fra Tallin
talte lettisk med letterne, og letterne talte russisk sammen.
Desuden forstår finner og estere
hinanden, så det var en spændende blanding af mange sprog,
som hele tiden vekslede.
At letterne talte russisk sammen
skyldes, at de tilhører det russiske
mindretal i Letland (Se Folkevirke
nr. 3, 2014).
En skæbnehistorie
Da vi spurgte Ruta Pels, hvordan
det kunne være, at hun talte lettisk – som er meget forskelligt fra
estisk – sagde hun, at hun var lette
og fortalte sin historie:
Ruta Pels’ forældre var letter og
ejede i sin tid et landbrug i den
lettiske del af Sovjetunionen.
I Stalintiden blev alle selvstændige
landbrug nationaliseret, og Ruta
Pels’ far blev af Stalin deporteret
til Sibirien, hvor han blev dømt til
at arbejde 25 år i en kulmine.
I landsbyen, hvor de boede, var
mange beskæftiget med at bygge
Ifølge legenden om Dannebrog så faldt det danske flag
ned fra himlen netop i Estland. Til minde om det er der nu
sat en mindeplade op i Tallinn. Den oprindelige bronzeplade blev stjålet få dage efter, den blev sat op.
21
Folkevirke · Nr. 1/15
Letland er et af de baltiske lande, som har klaret sig godt
efter at have genvundet sin selvstændighed. Der er bl.a.
overskud til at lave fantasifulde bomme ind til parkeringspladserne.
Et kig ind over Ta
llinns tage – de ga
mle bygninger er
ble vet smukt vedli
geholdt med tilsk
ud fra bl.a. EU.
rne, så der ble v
idéer frem i debatte
te
an
ss
re
te
in
ge
an
nstre ses den finDer ble v bragt m
elektronisk. Fra ve
og
r
ve
po
ens
fli
de
bå
Magnúsdóttir, m
taget notater på
, islandske Jenny
en
dr
In
a
ur
La
er
ske initiativtag
er på flipoveren.
finske Matta sk riv
jernbanen mellem Riga og Moskva.
Iblandt dem var familien, som
Ruta Pels giftede sig ind i. Hun og
hendes mand tog til Moskva og
uddannede sig til journalister på
universitetet. I disse år fik de deres
ældste søn.
Efter Letlands selvstændighed ønskede den lille familie at rejse tilbage til Letland. Her var de ikke
velkomne. De kunne ikke få statsborgerskab – de kunne ikke engang få lov at søge om det. Men i
Estland var de velkomne, så i dag
22
Folkevirke · Nr. 1/15
taler de estiske statsborgere både
estisk, russisk og lettisk, og Ruta
Pels’ mor på 94 bor stadig i den
lille landsby, som nu ligger i Rusland.
Sådanne historier er ikke usædvanlige i den del af verden.
Religion i Estland
På vej midt gennem Tallin undrede vi os over, at der stadig var
julepynt allevegne. Vi fik fortalt, at
der i Tallin både var lutheranere
og ortodokse kristne. Den orto-
dokse kirke bruger den Julianske
Kalender og holder jul den 7. januar. De er således ca. 14 dage efter
den Gregorianske Kalender, som
vi bruger i Danmark. De ortodokse
havde således lige fejret nytår,
og den 19. januar var dagen for
Jesus’ dåb. Denne dag bliver fejret
ved, at de troende hopper i det
iskolde vand langs Estlands kyster,
og mange børn bliver døbt den dag.
På denne dag er alt vand helligt.
Først herefter tages al julepynten ned.
Russisk besøg på Folkevirkes kontor
Af Jeanne
Bau-Madsen,
næstformand
i Folkevirke
I oktober fik Folkevirke en mail
fra Maria Nedergaard Gostichtcheva, som er projektkoordinator i
Rusland for Folkekirkens Nødhjælp. Hun spurgte, om vi kunne
modtage omkring 15 personer fra
Sct. Petersborg. De ville gerne vide
noget om, hvordan man får gjort
borgere til oplyste, aktive medborgere og med-deltagere i et demokrati, med alt hvad det indebærer
lige fra ungdomsarbejde, organisering, selvstyredeltagelse på forskellige leder og kanter, grundlovsbevidsthed, og hvad man ellers
kan forestille sig. Et program blev
stillet op, og mod, at de besøgende
betalte frokost på kontoret, inviterede vi dem til en dag på Folkevirke.
Programmet indeholdt en præsentation af vores organisation og lidt
om folkeoplysning i Danmark.
Det, der fyldte mest i programmet,
var demokrati – den danske demokratiske historie, det specielle ved
det skandinaviske demokrati, og vi
stillede spørgsmålet: Hvordan bliver jeg en god demokrat? Desuden
kom dagen også til at indeholde
nogle øvelser i samarbejde, vi præsenterede bl.a. vores undervisningsmateriale Kulturel Mosaik.
At vi kunne tilbyde et sådant program med kort varsel var fordi, vi
har lært en del metoder i vores
internationale projekter. Desuden
har vi netop afsluttet projektet
Nye og Gamle demokratier, hvor
vi har beskæftiget os med ikke kun
dansk demokrati, men også fået en
forståelse af, hvordan demokratier
virker i lande, der har fået en fri
forfatning meget senere end de
skandinaviske lande.
Få dage før mødet fik vi at vide, at
alle havde fået visum, og at de kom
17 personer. Når man skal holde et
sådant seminar, er det rart at vide,
hvem man skal tale til: Hvor kommer de fra, hvor gamle er de, og
hvilken uddannelse har de? Vi vidste intet! Vi kommunikerede med
Maria Nedergaard. Hun bad os
tale dansk, da det kun var få deltagere, der kunne tale engelsk. Maria
var derfor tolk. Da hun først vid-
De russiske gæster lyttede opmærksomt og deltog aktivt i debatten om demokratiudvikling.
23
Folkevirke · Nr. 1/15
ste, hvem der kom med til København få dage før afrejsen, fik vi
aldrig at vide, hvem vi skulle
tale til.
Det blev en interessant og lærerig
dag. Det viste sig, at to deltagere
arbejdede med udsatte børn, én
arbejdede i jobformidlingen, én
var advokat, to var sociologer og
resten var enten lærere eller admi-
nistrativt personale på universitetet i Sct. Petersborg. Det emne,
deltagerne var mest optagede af,
var vores gennemgang af to forskellige familiemodeller, og hvordan disse passede ind i et moderne, demokratisk samfund. Vi fik
nogle gode diskussioner om den
demokratiske livsform og om,
hvordan børneopdragelse i denne
dansk-russiske tolk
Bau-Madsen i samtale med den
Folkevirkes næstformand Jeanne
Maria Nedergaard Gostichtche va.
livsform starter fra, børnene er helt
små. Mange af deltagerne virkede
ret modløse med hensyn til deres
muligheder for at få et demokrati
som vores. De fortalte, at der
øverst oppe i det russiske hierarki
sad en gruppe, der bestemt ikke
havde en demokratisk livsform, og
som ikke ønskede at give magten
fra sig.
Det blev en lang dag, men vores
gæster var meget tilfredse, da de
forlod Folkevirke. Vi vil fortsat
have kontakt til Sct. Petersborg og
håber på et godt samarbejde fremover.
Vi takker de frivillige folkevirkere,
der gjorde et stort arbejde med det
praktiske.
Undervisningsmaterialet
fandt vi følgende steder
• Jeanne Bau-Madsen:
Studiekredshåndbogen 2008.
• Jeanne Bau-Madsen:
Study Circle 1999.
• www.folkevirke.dk/
Hverdagens Demokrati.
• www.node-democracy.eu/
metoder Kulturel Mosaik.
Da arrangementet på Folkevirke var slut efter ca. fem timers besøg,
takkede den dansk-russiske tolk Maria Nedergaard Gostichtcheva
varmt for Folkevirkes engagement.
De russiske deltagere skulle prøv
e forskellige former for samarbejde og pædagogiske
metoder. Her
er de i gang med Zoom-metoden,
hvor de skal finde
den rigtige rækkefølge for en strib
e billedkort.
24
Folkevirke · Nr. 1/15
X
Landsmøde i Folkevirke
Spændende optakt til landsmødet
med debat med den nyvalgte formand for Rådet for Etniske Minoriteter, Yasar Cakmak.
Folkevirke holder landsmøde lørdag 25. april i København. Landsmødet holdes kl. 13-16 på Folkevirke.
Forud for generalforsamlingen inviteres til debatmøde på Folkevirke
kl. 10.30 med efterfølgende frokost.
Den nyvalgte formand for Rådet for
Etniske Minoriteter, Yasar Cakmak
har sagt ja til at komme og holde et
debatoplæg, hvor han bl.a. sætter
fokus på demokratiske værdier i
Yasar Cakmak, formand for Rådet
for Etniske Minoriteter, lægger op til
debat. Foto: www.rem.dk
det danske samfund. I løbet af formiddagen vil han desuden komme
sæt
i kalender
en
ind på spørgsmål som »Hvor meget
indskrænkes den demokratiske
ytringsfrihed?« og lægge op til debat om det demokratiske sindelag.
Alle er velkomne til debatmødet,
mens landsmødet er forbeholdt
medlemmer af Folkevirkes landsorganisation.
Nærmere oplysninger om møderne
sendes til Folkevirkes medlemmer,
hvor der også informeres om pris og
tilmeldingsfrister.
Sæt allerede nu kryds i kalenderen,
så dagen kan reserveres til givende
samvær og godt møde med andre
folkevirkere!
Marianne Jelved i dialog med Bodil Koch
Folkevirke i Lyngby er med til at markere 100-året for kvindernes valgret
Lørdag den 21. februar besøger
Marianne Jelved Folkevirke i
Lyngby. Vi har bedt ministeren
svare på følgende spørgsmål:
»Hvad ville Bodil Koch sige,
hvis hun kunne se, hvor mange
kvinder, der i 2015 er i folketinget og i politik?«
Da Bodil Koch startede bevægelsen Folkevirke i 1944, var det bl.a.
i et forsøg på at få kvinderne gjort
interesserede i politik. Efter den
kvindelige repræsentation i Folke-
Kulturminister Marianne Jelved.
Foto: www.ft.dk
Brug Folkevirke til:
✔ At få inspiration og ny viden i de 4-6 årlige temablade!
✔ At deltage i debatter og vidensdeling i studiekredse!
✔ At deltage i rejser og studieture i ind- og udland!
✔ At deltage i generationstræf!
✔ At dyrke interesser og udvide din horisont igennem
workshops og rundbordsdebatter!
✔ At blive klogere på dig selv og verden!
✔ At møde mennesker med andre holdninger og
anden baggrund!
Årligt kontingent: 400 kr.
Du kan læse nærmere om Folkevirke på www.folkevirke.dk
tinget var halveret fra fire til to
medlemmer ved valget 1943, mente
hun, der måtte gøres noget.
Hun ville nok gøre store øjne nu.
Mødet starter kl. 14.00 i Lyngby
Sognegård, Stades Krog 9, Kgs.
Lyngby med Marianne Jelveds indlæg. Herefter drikker vi kaffe og
åbner for debat.
Det koster 100 kr. at deltage.
Bindende tilmelding til:
Lene Hjeds, [email protected]
eller tlf. 45 81 61 31.
Smag på livet!
Folkevirke er et forum, hvor vi gennem dialogen søger at sprænge rammerne for egne
og andres forståelser og billeder af virkeligheden.
Vi lever i et multikulturelt samfund, hvor værdisæt, trosretninger, politiske overbevisninger og holdninger kan være forskellige fra vore egne. Gennem dialog og samtale kan
vi blive klogere på os selv, vores egen hverdag – og på andre og deres hverdag!
Folkevirke har spot på og arbejder på tværs af alle skel – sociale, kulturelle, politiske, geografiske, religiøse og aldersmæssige og ønsker en forpligtende, åben og fordomsfri dialog.
Folkevirkes formål er at bringe nyt initiativ til oplysningsarbejdet. Man ønsker at fremme
en aktiv dialog og derved give deltagerne et bedre fundament for at deltage engageret i
den demokratiske proces.
Folkevirke har kredse flere steder, og de planlægger aktiviteter lokalt, mens
Folkevirkes kontor i København planlægger større møder i samarbejde
med interesserede, som brænder for en god idé.
Folkevirke · Nr. 1/15
25
Kalender
Landet over
tilrettelægger Folkevirke
møder, foredragsrækker,
studiekredse, temamøder,
kurser og lejre,
hvor alle kan deltage
Ved redaktionens slutning
forelå der oplysninger
om disse arrangementer.
Mere detaljerede oplysninger kan fås
ved henvendelse til
Folkevirkes kontor,
Niels Hemmingsens Gade 10, 3. sal,
1153 København K,
telefon 33 32 83 11
(bedst mandage, tirsdage og
onsdage mellem kl. 9 og 16) eller
[email protected]
Folkevirkes møder former sig som
åbne debatter om aktuelle emner,
hvor deltagerne som regel
tager udgangspunkt i et oplæg.
Folkevirkes møder er åbne
for alle interesserede!
F LKEVIRKE
kulturel og politisk oplysning
Vi mødes på torsdageSocial,
kl. 12-14.30.
❱ REGION
Halvårskontingentet er kr. 250,-
Kontakt:
Britta Poulsen
Tlf. 46 36 56 32
KØBENHAVNS VESTEGN
Litteraturkreds
Møderne holdes den sidste tirsdag i
hver måned, kl. 14-17.
Med mindre andet er nævnt,
så holdes alle møder i Glostrup
Fritidscenter mødelokale 3.
24. februar
»Mercedes syndromet«
af Gretelise Holm
v/ Ellen Kristiansen.
Dagens digt: Lisbet Lorange.
24. marts
»Under morbærtræets skygge«
af Mustafa Can v/ Birgit Andersen.
Dagens digt: Anne Birthe Kyed.
28. april
❱ REGION HOVEDSTADEN
Bornholm
Kontakt:
Marianne Kofod Pedersen,
Svanekevej 32, 3740 Svaneke
Tlf. 56 49 21 65
KØBENHAVN
»På Folkevirke«
Niels Hemmingsens Gade 10,
1153 København K.
19. februar kl. 15.00-17.00
Kursus: Børn som demokratiske
samfundsborgere.
Tilmelding og info:
Folkevirke,
Niels Hemmingsens Gade 10, 3. sal,
1153 København K. eller
Jeanne Bau-Madsen
Tlf. 45 85 65 92
[email protected]
Folkevirkes Litteraturkreds
i København
Mødestedet er Folkevirke,
Niels Hemmingsens Gade 10, 3. sal,
1153 København K.
Tlf. 33 32 83 11
26
Folkevirke · Nr. 1/15
2015
»Stjerner uden land« af Pia Tafdrup
v/ Anne Birthe Kyed.
Dagens digt: Birgit Andersen.
Tilmelding og kontakt:
Formand Ellen Kristiansen,
Vegavænget 11, 2620 Albertslund
Tlf. 43 64 62 07
Næstformand Ingelise Olsen
Kasserer Ellis Grønvold
Suppleant/revisor
Anne Birthe Kyed
LYNGBY
21. februar kl. 14.00
Marianne Jelved holder foredrag i
Lyngby Sognegård.
Emne: Hvad ville Bodil Koch sige,
hvis hun kunne se, hvor mange
kvinder, der i 2015 er i folketinget
og i politik?
Deltagerpris kr. 100.
Tilmelding til Lene Hjeds på
[email protected]
Kontakt:
Formand Jeanne Bau-Madsen
Tlf. 45 85 65 92
Kasserer Annette Albrecht
Tlf. 45 87 43 67
Ella Buck
Tlf. 45 82 22 42
Lene Hjeds
Tlf. 45 81 61 31
Eva Ladekarl
Tlf. 45 87 73 77
NORDJYLLAND
FOLKEVIRKE
Vesthimmerland
Alle møder foregår på Farsø Hotel
kl. 14-16, hvis andet ikke er oplyst.
Alle er velkomne.
Entré og kaffe/te m. kage, kr. 85,-
2. marts
Sognepræst Niels Peter Sørensen,
Aalestrup tager udgangspunkt i
emnet »I ørkenen bevæbnet med
salmebog og pistol«.
Niels Peter Sørensen har været
udsendt som feltpræst i Afghanistan.
7. september
Journalist, præst, debattør
og forfatter Sørine Gotfredsen.
Emne: »At leve med Kierkegaard«.
Arrangementet foregår på
Kimbrer Kroen i Aars kl. 19.30.
5. oktober
Forfatter, journalist og fortæller
Pia Fris Laneth.
Emne: »1915 – da kvinder og
tyende fik stemmeret«.
Arrangementet foregår i
Thit Salen, Dronning Ingrid
Hallerne i Farsø kl. 19.30.
2. november
Lokal forfatter og lægesekretær
Pia Grandjean Odderskov.
Emne: »Erindringsværksted og
forfatterskab«.
7. december
Forhenværende kaptajn i Frelsens
Hær og skoleinspektør og
nuværende bymusikant
Samuel Frederiksen.
Emne: »Utroligt – men sandt!«.
Kontakt:
Karen Pihlkjær,
Stenildhøjvej 48a, 9600 Aars
Tlf. 98 66 16 80
[email protected]
Sonja Feldt Pedersen,
Fasanvej 10, Gedsted,
9620 Aalestrup
Tlf. 50 15 90 57
[email protected]
Lone Nørgaard,
Svoldrupvej 122, Vognsild,
9600 Aars
Tlf. 98 65 82 57
[email protected]
Mona Bach Jensen,
Aalborgvej 4, Hornum, 9600 Aars
Tlf. 22 40 29 58
[email protected]
Tove Kristensen,
Hans Egedes Vej 120, 9600 Aars
Tlf. 98 62 66 10
[email protected]
Vesthimmerlands
Litteraturkreds
Kredsen mødes i Dronning
Ingrid Hallerne, Farsø,
hvor alle møder starter kl. 14.00,
med mindre andet oplyses.
Alle er velkomne!
Best.medlem Lene Lund Hansen,
Emil Resensvej 47, 7400 Herning
Tlf. 97 12 98 82/29 92 58 50
[email protected]
Holstebro
Kontakt:
Karen Margrethe Madsen
Tlf. 97 41 40 92
❱ REGION VESTJYLLAND
LEMVIG
Kontakt:
❱ REGION SYDDANMARK
Herning
Odense
Møderne holdes i Huset No 7,
Nørregade 7, Herning,
lokale 2.02-2.04. De holdes hver anden
torsdag kl. 14-16, og der er adgang en
halv time før mødets start. Der er
kaffepause på ca. 15 min., hvor man
kan nyde sin medbragte kaffe.
Medlemskontingent for hele sæsonen
er kr. 200,00. Hvert møde koster
kr. 40,00 for medlemmer og kr. 60,00
for ikke medlemmer. Satserne gælder
også for pensionister.
Litteraturkredsen fortsætter
Kontakt:
19. februar
24. februar
Ikke endeligt aftalt.
Om maleren Jens Søndergaard.
5. marts
Besøg hos Niels Knudsen,
Kroghøj Gl. Skole.
19. marts
Generalforsamling.
21. maj
Udflugt – program under
udarbejdelse.
Bestyrelse:
Formand Mona Haven Jensen,
Dalgas Alle 2e, 4, 7400 Herning
Tlf. 97 12 17 45
Kasserer Tove Kattrup,
Karen Blixens Vej 1p, 7430 Ikast
Tlf. 40 70 90 51
Sekretær Inge N. Pedersen,
Herregårdsparken 5, 7400 Herning
Tlf. 97 12 74 04
[email protected]
Best.medlem Jutta Jørgensen,
Fællestoften 4, 7400 Herning
Tlf. 97 26 80 18
Ida Hansen
Tlf. 66 11 23 71
Ølsted
Litteraturstudiekreds
Vi mødes hver 6. uge og
planlægger fra gang til gang.
Kontakt:
Lis Timmermann,
Hermelinvej 9, 3310 Ølsted
❱ REGION SJÆLLAND
Roskilde
Folkevirke i Roskilde indbyder til
samtalekreds i litteratur.
Besøg af oversætter
Anne Marie Bjerg.
17. marts
»Kantslag« af Dorthe Nors
v/ Tove Taarsted.
❱ UDLAND
GRØNLAND
Folkevirke i Nuuk
Kontakt:
Rebekka Olsvig,
Jens Kreutzmann Aqq 30,
postboks 575,
3900 Nuuk, Grønland
14. april
»Disse øjeblikke« af
Herbjørg Wassmo v/ Ester Aagaard.
Møderne afholdes tirsdage
kl. 14.00-16.30 i Roskilde Biblioteks
foredragssal, hvis ikke andet er
nævnt. Der holdes kaffe-/tepause.
Pris kr. 40. Årskontingent kr. 300
(dog kr. 150 for medlemmer af
Folkevirke i København).
STUDIEKREDSE ❱ KURSER ❱ FOREDRAG ❱ LEJRE
❱ REGION MIDTJYLLAND
Annette Molin, formand
Tlf. 46 36 09 31
[email protected]
Bente Ørum, kasserer
Klostervang 15
4000 Roskilde
[email protected]
Tlf. 46 32 16 11
Britta Poulsen
Tlf. 46 36 56 32
[email protected]
Birgit Andersen, sekretær
Tlf. 46 78 74 96
[email protected]
Kirsten Rudfeld
Tlf. 46 35 68 91
[email protected]
Ester Aagaard
Tlf. 46 75 75 41
[email protected]
Inger Margrethe Christensen
Tlf. 46 35 64 45
[email protected]
Bente Laursen
Tlf. 46 35 66 18
[email protected]
❱
Inger Olsen
Tlf. 98 63 34 34
Jette Høyer
Tlf. 25 39 97 96
Gunvor Fink Møller,
Grummegårdsparken 25,
Nørre Nissum,
7620 Lemvig
Tlf. 61 77 26 33
[email protected]
Kontakt:
Bestyrelse:
❱❱ DEBATMØDER
Lisbet Andersen,
Løgstørvej 140, Trend, 9640 Farsø
Tlf. 22 96 84 80
[email protected]
Jette Høyer,
Solitudevej 4, Hvalpsund, 9640 Farsø
Tlf. 25 39 97 96
[email protected]
27
Folkevirke · Nr. 1/15
Folkevirke, Niels Hemmingsens Gade 10, 3. sal, 1153 København K
B
KVINDESTEMMER
Lørdag den 11. april 2015 kl. 11.30-16.00
X
sæt
i kalender
e
n
i Jazzhouse, Niels Hemmingsens Gade 10, 1153 København K
11.30
Dørene åbnes.
12.00
Velkomst ved kunsthistoriker og
redaktør Lisbeth Tolstrup.
12.10
Forfatteren Pia Tafdrup.
Hendes forfatterskab kredser om emner som overskridelse, brud og forandring med udgangspunkt i et af de
eneste stykker natur, vores civilisation
endnu ikke helt formår at kontrollere:
Vores krop.
Forfatterskabet er en vision om en verden forbundet som helhed mellem
himmel, kød, tanke og tekst – et alvorligt univers befriet for dansk ironi og
blufærdig afstandtagen. Hun har bl.a.
udgivet »Salamandersol« og »Smagen
af stål«, som hun læser op af på årets
Kvindestemmer.
12.45
Sangskriver/sanger Signe Svendsen.
Hun har udgivet to albums på dansk
og har turneret flittigt i en del år på
de danske scener med sit eget band,
men også i samarbejde med Niels
Hausgaard. 2003 uddannet på Rytmisk
Musikkonservatorium. Blev i 2001 landskendt, da hun som korsanger var med
til at vinde Dansk Melodi Grand Prix.
Seneste album »Kun De Faldne Rejser
Sig Igen« fik en stærk modtagelse. Hun
tog sidste år hul på en karriere med
solooptræden med sin guitar, og er nu i
gang med at skrive på et nyt album.
13.20
Keramiker og billedkunstner
Lise Seier Petersen.
Udstillede i 2014 i skulpturparken
ved Silkeborg Bad med udstillingen
»Ingen kan træde ud i den samme
flod to gange – 99 krukker til Heraklit«. Udstillingen var en refleksion
over forgængeligheden og en hyldest
til det keramiske håndværk med lerkarret som eksponent for grundlæggende vilkår som forgængelighed og
det statiske over for det dynamiske.
Hun arbejder desuden som projektkoordinator for bl.a. land art projekt i
Rebild Kommune 2013-2016.
Pause.
Italien. Duoen vil her ved Kvindestemmer 2015 i deres samspil vise
nogle af de mange facetter i deres instrumenters udtryksmuligheder.
15.15
Forfatter og multikunstner
Eva Tind Kristensen.
Hendes digtsamlinger består af både
tekster, fotografier og tegninger.
Ofte bruger hun sit eget portræt til at
undersøge identitetsdannelse, tilfældighedsprincipper og nedbryde tabuer om race og oprindelse. Har bl.a.
udgivet »Rosenvej« og »Han«, som
hun læser op af på årets Kvindestemmer.
Modtog i 2010 Klaus Rifbjergs Debutantpris.
Læs mere på www.folkevirke.dk
14.10
Forfatteren Jette Drewsen.
Debuterede i 1972 med romanen
»Hvad tænkte egentlig Arendse?«,
hvor hun gør op med den borgerlige
kernefamilie-tankegang, der prægede
samtiden. Hendes senere forfatterskab har et nyrealistisk præg. Hun har
bl.a. udgivet novellesamlingen »Oven
for klinten« og »Det Inderste Råstof:
beretninger fra en rejse til Det Blå
Folk«. Hun har siden 1994 modtaget
livslang ydelse fra Statens Kunstfond.
14.45
Pia Boda & Marie Wärme Duo.
De to musikere indledte et frugtbart
samarbejde i 2013, da saxofonisten Pia
Boda skrev et værk for accordeon og
saxofon til en koncertrække i Fiuggi,
arrangeret af »Donne in Musica«,
Café
Der kan købes sandwich, øl, vin,
vand, the og kaffe.
Pris
100 kr.
Billetter købes ved indgangen.
Arrangører
Folkevirke, Dansk Blindesamfunds
Kvinder, Kvinder i Musik og
Kvindelige Kunstneres Samfund.
Yderligere info
[email protected]
Økonomisk støtte fra
Den Bøhmske Fond
Statens Kunstråd
Dansk Musiker Forbund
Folkevirke
Kvinder i Musik
Kvindelige Kunstneres Samfund
Ret til ændringer forbeholdes!