1. No category

[ A GENDERED HUMAN ]
”En Langtidsholdbar Mandarin”
Af Natalie Gunthel
”Gender-neutral Words from a Bilingual Perspective”
Af Lovis Hakala
5-8
9-10
11-13
“Køn og Uvidenskabelighed”
Af Jens M. Christiansen
”A Man’s World – Om Antropologisk Maskulinitetsforskning”
Af Natalie Gunthel, i samarbejde med Henrik Vigh
15-18
[ A GENDERED NATION ]
”En Heteronormativ Verdensorden?”
Af Frederikke Schrøder
21-22
23-25
”Tøsesnak & Cockcrawls”
Af Mette Pedersen
27-28
“Øl og Forklaring”
Af Christopher R. Hansen
[ A GENDERED WORLD ]
”They are all Men – Do You See How that is a Problem?”
Af Agnethe Overgaard
”A Queer Fieldworker’s Encounter”
Af Nicoline Friborg
33-35
36-38
[ CURRENT ]
”Antropologer på Arbejdsmarkedet”
Af Steffen Jöhncke
”Discovering the World – An introduction to the EVS”
Af Evalina Garnelyte & Marie Thomsen
”En Hilsen fra Fagrådet”
41-42
43-46
49
DEN VILDE TANKE #44
Chefredaktør
Camilla Uhrskov Bank
Tema-redaktører
Marie Thomsen & Frederikke H.
Schrøder , Maria Lindskov Jacobsen
Aktuelt-redaktør
Natalie Gunthel
Skribenter
Christopher Richard Hansen, Mette
Pedersen, Frederikke H. Schrøder,
Natalie Gunthel, Jens Marl
Christiansen, Nicoline Friborg,
Agnete Overgaard, Steffen Jöhncke,
Evelina Garnelyte, Marie Thomsen
& Camilla Uhrskov Bank
Illustrationer & Foto
Christine Amtoft Jensen, Sofie M.
Hansen, Maria Færgemand & Marie
Thomsen, Pernille Gani & Emilie
Marie Skensved
Korrekturlæsere
Marie Thomsen, Camilla Uhrskov
Bank & Natalie Gunthel
Forside og bagside
Camilla Uhrskov Bank & Natalie
Gunthel
Layout
Natalie Gunthel & Camilla Uhrskov
Bank
Den Vilde Tanke
Nr. 44, december 2013
Find os på: FACEBOOK
Den Vilde Tanke
Næste udgave: Forår 2014
Tryk GRAFISK Public © Kom.
Udgivet med støtte fra Institut for
Antropologi, Københavns
Universitet
ISSN trykt udgave: 1603-0192
ISSN elektronisk udgave: 19039794
CHRISTINE AMTOFT JENSEN
Copydan
Den Vilde Tankes artikler,
illustrationer og fotografier må ikke
trykkes uden tilladelse fra Institut
for Antropologi
Kønsforskningen har i mange år haft kvindeforskning som omdrejningspunkt. En debat om
køn blev utvivlsomt en debat omkring
kvindekønnet som et politisk ”gender” i en
mandsdomineret verden. Men er kønsforskning
virkelig lig med kvindekamp og feminisme?
KÆRE LÆSER
TEKST
Da redaktionen valgte
som år
tema
til kvindeforskning
denne udgave af DENsom
VILDE
Kønsforskningen
har”køn”
i mange
haft
TANKE, var det ikke uden tøven. Køn er et emne, der gentagne gange har
omdrejningspunkt.
En debat om køn blev utvivlsomt en debat
været debatteret på kryds og tværs både inden og uden for Kommuneomkring
kvindekønnet
som
et politisk
”gender”
i en
hospitalets
vægge – også her
i siderne
af Den Vilde
Tanke. Antropologi
er i
forvejen et studie, hvor
kvinderne
overtal bådevirkelig
indenfor og
mandsdomineret
verden.
Menereri stærkt
kønsforskning
ligpåmed
tværs af årgangene,
og hvor køn derfor er et tydelig del af vores hverdag.
kvindekamp
og feminisme?
Dog syntes vi i redaktionen, at der stadig er behov for at sætte selve
kønsforskningen til debat. Efter flere årtier, hvor spørgsmålet: ”Hvad med
køn?” altid udløste svaret: ”Hvad med kvinder?” synes kønsforskningen
som værende lig med kvindeforsk-ning. I dette nummer af DEN VILDE
TANKE stiller vi dog også spørgsmålet: ”Hvad med mænd?”
DEN VILDE TANKE vil til foråret fortsætte med at spille sin rolle som kritisk
studenterblad og som forum for alle studerende og ansatte indenfor og
udenfor instituttets vægge. Vi siger tak til alle, der har bidraget til dette
semesters udgave og ser frem til flere vilde tanker i foråret.
God læsning og glædelig jul!
På vegne af redaktionen
Camilla Uhrskov Bank
”Gender is a kind of imitation for which there is no
original; in fact, it is a kind of imitation that produces
the very notion of the original as an effect and
consequence of the imitation itself”
[ JUDITH BUTLER ]
Ethvert menneske, der fødes, sættes ikke bare i en
verden af mennesker, menTEKST
også i en verden af kønnede
væsener. Dette faktum har været behandlet på et utal af
måder i antropologien – og resulteret i alt fra ideen om
et performativt køn til adskillelsen mellem et biologisk
og et socialt køn.
I denne sektion skal vi udforske mennesket som en
kønnet størrelse. Vi skal især se, hvorledes
repræsentationer af det kønnede på forskellige måder
optager mennesket. Vi tager udgangspunkt i en af
kønsteoriens største ikoner, Simone De Beauvoir, og
afslutter med et møde med instituttets egen Henrik
Vigh til en snak om maskulinitetsforskning. Derimellem
får vi to interessante vinkler på, hvordan køn betones i
det talte og i det skrevne.
EN LANGTIDSHOLDBAR MANDARIN
Et portræt af Simone De Beauvoir
Af Natalie Gunthel
Det er snart 30 år siden, at den franske filosof og forfatter, Simone De Beauvoir, måtte
give fortabt til en dødelig lungeinfektion. Men selvom den kvindelige eksistentialist nu
har tilbragt adskillige årtier dybt begravet under den parisiske jord på den velbesøgte
kirkegård, Cimetière du Montparnasse, så lever hendes revolutionære tanker i bedste
velgående på akademiske læreanstalter verden over. Men hvem var denne nu
verdensberømte kvinde? Og hvorfor viste hendes teoretiske bidrag sig banebrydende og
langtidsholdbare i en sådan grad, at de igen og igen bringes til live i universitetsauditorierne, når emnet falder på kønsteori og ligestilling? Følgende er en kondenseret
tur gennem en verden af heftige kontroverser, skandaløse romancer, akademiske fejder
og intellektuelle genistreger, der skal give os et lille indblik i den ikoniske kvindes liv og
levned.
FRA ASPIRERENDE NONNE TIL
KONTROVERSIEL FORFATTER
De Beauvoir blev af mange kendt som
bedre halvdel til sin kollega og landsmand, den legendariske tænker Jean-Paul
Sartre, og det var da også som tilhænger
af den franske eksistentialistiske skole,
med netop Sartre som frontfigur, at den
højt begavede kvinde først gjorde sig
bemærket. Men hun skabte også furore
med
sin
pseudo-selvbiografiske
beskrivelser af miljøet i Paris' velansete
akademikerkredse med henvisning til
fortidens kinesiske lærde, de såkaldte
mandariner, og med sine kontroversielle
analyser af køn og, ikke mindst,
asymmetrien imellem dem.
katolsk middelklassefamilie og blev sendt
på landets mest prominente skoler, men
efter Anden Verdenskrig reduceredes
familiens formue og status dramatisk.
Sideløbende med den økonomiske
rabundus, udviklede unge Simone sig
allerede i en ganske uventet retning. I en
alder af blot 14 år tog hun den drastiske
beslutning at udskifte sin hidtige drøm
om at blive katolsk nonne med en total
forkastelse af enhver form for religiøs
tilknytning - til især hendes stærkt
troende mors store fortrydelse. Den unge
pige nægtede konsekvent at gå til højmesse eller at deltage i andre katolske
aktiviteter, og denne beslutning skulle
kun udbygges ved hendes senere
erklærede støtte til den ateistisk
funderede eksistentialisme.
Forud for hendes indtræden på den
intellektuelle scene gik imidlertid også et
liv, som havde stået i oprørets tegn. De
Beauvoir voksede således op i en velstillet
De Beauvoir var i sandhed en atypisk
kvinde for sin tid, og netop dette skulle
komme til at definere hendes tilværelse
for bestandigt. I 1927 lykkedes det hende
5
som den yngste nogensinde, i en alder af
bare 21 år, at få en plads på det
prestigefyldte universitet Sorbonne i det
centrale Paris, hvor hun i de følgende tre
år boltrede sig med andre akademiske
verdensstjerner som Merleau-Ponty og
Lévi-Strauss. Det var også på Sorbonne,
at hendes liv skulle tage en karakteristisk
og livsændrende drejning, da hun mødte
den tre år ældre Jean-Paul Sartre.
EN SÆBEOPERA VÆRDIG
Mødet med Sartre blev en signifikant
begivenhed for den unge kvinde. Allerede
da var hendes modstykke en lysende
stjerne på den akademiske himmel, men
trods deres stærke forbindelse, Sartres
stjernestatus og et tidligt frieri, så
ønskede De Beauvoir ikke at gifte sig.
Dette faktum forblev uændret gennem
hele hendes liv, og hun veg aldrig fra en
grundlæggende
insisteren
på
selvstændighed og uafhængighed i både
sit professionelle og private liv. Fælles for
Sartre og De Beauvoir var da også en tro
på et alternativt og åbent parforhold, og
det var almindeligt kendt, at parret havde
talrige affærer – ofte med andre franske
eller internationale personligheder.
Særligt omtalt er De Beauvoirs intense og
langvarige relation til den amerikanske
forfatter, Nelson Algren, som hun beskrev
indgående i ”Les Mandarins” fra 1954. I
bogen optræder De Beauvoir selv
sammen med andre kendte skikkelser fra
miljøet, herunder Sartre og Camus (alle
karakterer er under dæknavne), men det
er Algrens alterego, der er den ubestridte
.. helt. De Beauvoirs forhold til
ILLUSTRATION AF: MARIA FÆRGEMAND
6
amerikaneren varede adskillige år og var
af stor betydning for hende, men deres
veje skiltes, fordi hun ikke ville imødegå
hans krav om at forlade Sartre og leve i et
monogamt ægteskab med mere traditionelle kønsroller. Algrens fortrydelse
over dette kom skarpt til udtryk i hans
mildt sagt kritiske omtale af De Beauvoir
og Sartre i amerikanske medier flere år
senere.
De Beauvoirs kærlighedsliv var uden tvivl
en sæbeopera værdig, men det var ikke
kun hendes skiftende elskere, som
optrådte i den drama-elskende karakterbesætning. En anden verdensberømt
eksistentialist, den algerisk-franske Albert
Camus, spillede også en væsentlig rolle i
føljetonen. Den humørsyge og tidligere
tuberkuloseramte forfatter arbejdede tæt
sammen med Sartre på det aktivistiske
magasin ”Combat”, men trods et
mangeårigt bekendtskab, så blev det
aldrig for alvor til et venskab mellem
Camus og De Beauvoir. Ifølge hende, så
forhindrede Camus’ humanistiske livssyn
ham ikke i at behandle hende med en
konsistent sarkastisk distance – en
angrebsvillighed, som hun tilskrev hans
grundlæggende
antipati
over
for
intelligente kvinder.
Selvom De Beauvoir fandt sig selv
omgivet af både velvillige og knap så
velvillige kollegaer i konstant påmindelse
om, at hun var ene kvinde i en verden af
mænd, så var det først omkring 1946, at
hun efter eget udsagn for alvor kastede sig
ind i datidens spirende kønskamp. Men
det skete så også med et brag: nemlig med
udgivelsen af den måske største klassiker
inden
for
feministisk
litteratur
nogensinde, ”Det Andet Køn” (”Le
7
Deuxième Sexe”), der ramte hylderne i
1949.
KØNSKAMPENS KÆMPE
”Det Andet Køn” er en detaljeret analyse
af kvindekønnet som objekt for og
forudsat af det mandlige, hvor De
Beauvoir efterprøver og gendriver en
række forskellige analytiske perspektiver
på kvinden – heriblandt biologiske,
psykoanalytiske og filosofiske påstande.
Bogen udkom i flere bind, og hun
understreger allerede i værkets begyndelse, at hun betragter emnet som
uhyggeligt fortærsket. Indledningsvis
lagde De Beauvoir således også afstand til
den feministiske etikette til fordel for en
mere analytisk forankret position, men i
løbet af 1960’erne og 1970’erne, da
kvindekampen
rasede
i
Frankrig,
erklærede hun sig åbent feminist og
indtog en rolle som frontfigur for
bevægelsen. De Beauvoirs konklusion var
ikke til at tage fejl af: ”Man fødes ikke
kvinde - man bliver kvinde”, og kønnet er
ikke i sig selv en iboende egenskab og
definerer hverken personlighed eller
livsvalg. Trods det, at denne konklusion
kan forkomme relativt tilforladelig og
ukontroversiel i vore dage, så var
reaktionen i 1949 en ganske anden. Bogen
blev fra første side betragtet som regulært
skandalemateriale og satte gang i både
støtte-, men så sandelig også hadekampagner rettet mod De Beauvoir. Mens
hendes tilhængere hyldede hende som
feminismens altoverskyggende heltinde
og en revolutionær messias, så var hendes
kritikere nådesløse og kaldte hende alt fra
seksuelt
frustreret
lesbisk
til
nymfomanisk mande- og børnehader.
ET IKON TAKKER – MEN KAMPEN
I antropologien kan vi i dag nikke
genkendende til De Beauvoirs tanker som
fundamentalt udgangspunkt for 70’ernes
feministiske antropologi, der gav liv til
banebrydende tanker fra bl.a. Michelle
Rosaldo, Henrietta Moore og Louise
Lamphere. Adskillelsen mellem det
biologisk determinerede køn (”sex”) og
det
mere
kulturelt
eller
socialt
determinerede køn (”gender”) betragtes
af mange som et basalt antropologisk
vidensværktøj. Også uden for antropologien nyder den franske kvindes
tanker høj agtelse, bl.a. inden for
sociologi,
filosofi
og,
naturligvis,
kønsforskning.
Men De Beauvoir var mere end en
intellektuel tour-de-force af hidtil usete
dimensioner: Hun præsenterede også
verden for et nyt og moderne kvindebillede, som understregede den udvikling,
der stod mange samfund for døren. Hun
introducerede os til et sammensat og
kompliceret
kvindebillede,
hvor
feminisme og krav om selvstændighed
ikke udelukker en omfavnelse af
kvindekønnet på trods af biologiske og
kulturelle
uretfærdigheder,
eller
forhindrer en stadig refleksion over de
mange selvmodsigelser, som enhver
moderne kvinde konfronteres med. Hun
afviste
grundlæggende
den
ellers
dominerende tanke om, at kvindelig
skønhed og gudsbenået intelligens skulle
være uforenelige størrelser, og selvom
hun argumenterede for, at svangerskabet
langt hen ad vejen fungerer som naturens
slavehold af kvindekroppen, så udtrykte
hun ikke desto mindre en fortrydelse
over, at hun aldrig selv blev mor. Hun
forkastede mandens dominans over
kvinden, men hun forkastede aldrig
manden i sig selv. Hun præsterede, trods
massive personlige omkostninger, at
udstille det åbenbare, som hidtil var
fortiet og tabubelagt. Hun var et
feministisk og akademisk ikon, men hun
var også et levende, fejlbareligt og
søgende menneske i løbende dialog med
sin omverden og sig selv.
Da De Beauvoir i 1986 blev begravet ved
en omfattende og følelsesladet ceremoni,
betragtede
mange
af
datidens
kommentatorer det som det endelige
punktum for 60’erne og 70’ernes
kønsrevolution. I dag kan vi med
sikkerhed sige, at det langtfra var
tilfældet, for selvom de tunge skyts måske
nok er lagt på hylden, så fortsætter
kampen om retten til at definere
betydningen, indholdet og essensen af
parametret
"køn"
ufortrødent.
MERE INFORMATION
http://www.spiegel.de/international/europe/a-fresh-look-at-simone-de-beauvoir-a-thinker-in-a-man-s-world-a-527536.html
http://en.wikipedia.org
De Beauvoir, Simone 1965[1949]: ”Det Andet Køn”. København: Gyldendal.
8
“HÄN”
Gender-neutral Words from a Bilingual Perspective
By Lovis Hakala
In the Swedish speaking parts of the world, there was a debate about a
year ago about the small word “hen”, the new gender-neutral pronoun.
It was discussed whether to use this or not, if it was a deeply political
statement, or just a word that was quite practical to use instead of
she/he for example.
This article is my view of the word from a bilingual perspective, where one of my
native languages just has one - gender-neutral - pronoun. I’ve been growing up
with two languages, Swedish and Finnish. In Swedish, I use han (he) or hon (she)
if I speak about someone in third person singular, depending on what gender the
person in question has. In Finnish I say hän. I had never really thought about hän
as gender-neutral before the debate about hen rose up. I just saw it as a word
among others without any particular meaning. If I thought about it, I was just
happy, I had the two versions in Swedish which gave me an advantage compared
to my only Finnish-speaking friends, who struggled with the difference between
he and she while learning English. I think this says quite a lot about how much
more it takes than just a gender-neutral pronoun to make a language neutral for
gender. There are so many other things that signify gender when we speak and
write. We use different words to describe females and males, and some words
just feel more or less masculine or feminine depending on what we are used to.
Finnish for me is just as non-neutral as Swedish even with its hän.
This doesn’t mean I do not like the idea of hen, or think that it doesn’t affect
peoples’ way of thinking about gender. The fact that there now is an alternative
to he and she matters to the people, who do not want to or don’t feel like they
belong to a specific gender. Now they have a pronoun of their own;
9
a word that can be used instead of
complicated
descriptions
s/he.
a word that can be used instead of complicated
descriptions
andand
s/he.
It’s
It’s simply
a new one
alternative
for
simply a new alternative for gender; a possibility
to choose
thing more
gender;
possibility
to choose
oneto
outside the typical female or male. The thing
I’ve apreferred
when
it comes
thing
outside
the using
typical
writing in Finnish, is the fact that there’s no
needmore
to choose
between
he
or she in texts, where gender doesn’t matter.
female
In Swedish
or male.
youThe
usedthing
to have
I’veto
choose between he, she or s/he without feeling
reallywhen
comfortable
either
preferred
it comesusing
to writing
of them. In cases when you write about typically
male-oriented
things
and no
you
in Finnish,
is the fact that
there’s
write she, it’s a stronger political statement
thantoyou
wantbetween
to; it becomes
too
need
choose
using he
obvious and to me contra productive at times.
If you
he, where
you go with
the
or she
in use
texts,
gender
norm and the stereotypical thinking, and using
s/hematter.
just makes
it hard to you
read
doesn’t
In Swedish
and annoying to write. In those cases then
is just
perfect.
I likebetween
hen from
used
to have
to choose
he, a
practical point of view, it’s made my life soshe
much
or easier!
s/he without feeling really
comfortable using either of them.
you write about
This is just one point of view and there’s aInlotcases
morewhen
to gender-neutral
words
typically
male-oriented
things
than this, but this is my personal experience
with two
languages; one
withand
and
you write she, it’s a stronger
one without gender-neutral pronouns.
political statement than you want
to; it becomes too obvious and to
me contra productive at times. If
you use he, you go with the norm
and the stereotypical thinking, and
using s/he just makes it hard to
read and annoying to write. In
those cases hen is just perfect. I like
hen from a practical point of view,
it’s made my life so much easier!
This is just one point of view and
there’s a lot more to genderneutral words than this, but this is
my personal experience with two
languages; one with and one
without gender-neutral pronouns.
ILLUSTRATION AF: SOFIE M. HANSEN
10
“KØN & (U)VIDENSKABELIGHED”
Videnskabernes sammenhæng – fra et kønsperspektiv?
Af Jens Marl Christiansen
Hvad er videnskab, og hvordan forholder de forskellige videnskaber sig til
hinanden? Disse spørgsmål vil jeg diskutere gennem prismet køn, og det vil
forhåbentligt vise sig, at netop dette emne kan belyse videnskabernes
sammenhænge.
“Jamen, hvis du f.eks. tager en mand og en kvinde og måler deres
“Jamen, hvis du f.eks. tager en mand og en kvinde og måler deres
hormonniveau, så vil du se, at de indeholder vidt forskellige
hormonniveau, så vil du se, at de indeholder vidt forskellige hormonhormonsammensætninger,” sagde min veninde og fortsatte, “Min tilgang er
sammensætninger,” sagde min veninde og fortsatte, “Min tilgang er - i
- i modsætning til din - naturvidenskabelig og vi er derfor bare
modsætning til din - naturvidenskabelig og vi er derfor bare
grundlæggende uenige.”
grundlæggende uenige.”
Det ovenstående citat stammer fra en diskussion, jeg havde denne sommer, hvor mine
barnlige forestillinger endnu en gang måtte korrigeres. Det ville nok være en tilsnigelse at
kalde min korte samtale for en diskussion, for den varede nok ikke mere end et par sætninger.
Knap nok havde jeg fortalt min veninde, hvad queer teori går ud på, før jeg blev irettesat med
den ovennævnte påstand samt en nærmest manisk gentagelse af sætningen “køn findes”.
Selvom jeg på ingen måde anser mig selv som tilhænger af queer teori, så mener jeg, at det
ovenstående eksempel viser, hvorfor de spørgsmål, som queer teorien rejser, er relevante.
Idéen om kønnenes a priori eksistens bliver i høj grad en del af den etablerede sunde fornuft,
hvilket i sig selv gør det til et relevant spørgsmål at undersøge for antropologien.
Dertil kommer selvfølgelig spørgsmålet om videnskabernes differentiering. I løbet af debatten
- eller skulle man snarere sige manglen på samme? - blev det klart, at jeg som antropologistuderende ikke havde adgang til det kafkaske slot, der bliver kaldt naturvidenskab. Herved
kunne en hvilken som helst debat afvises, da vores synspunkter blev anset for uigenkaldeligt
uforenelige.
Det sidste problem ved det citerede argument er, at det er en cirkelslutning og derved ikke
ligner naturvidenskab. Problemet er, at argumentet forudsætter den forskel, som det prøver
at påvise. Argumentet starter med den antagelse, at vi fra starten af kan skelne mellem mand
og kvinde for først derefter at påvise forskellene.
11
ILLUSTRATION AF: MARIA FÆRGEMAND
Såfremt man skulle følge det naturvidenskabelige argument til ende, måtte man vel snarere
konkludere, at netop afvigelsen og det ubegribelig er det mest naturlige? Et dagligdags,
naturvidenskabeligt ’saying’, som læseren formentlig er bekendt med, er at det mandlige køn
er opstået af en mutation. En sådan genmutationer er stadig kendetegnet ved, at de fremstår
vilkårlige og kaotiske set fra et menneskes perspektiv. Hvis vi godtager denne påstand, så er
den i dag naturaliserede binære kønsdifferentiering måske kun en prototype på fremtidens
mangeartede køn? Selvom det er muligt tænke et sådan scenarie, så vil jeg trods alt mene, at
disse spekulationer kun er spekulation. Jeg medgiver gerne, at det unægteligt er svært at
forestille sig, at en ny mutation skulle danne grundlag for en new normal. Snarere mener jeg,
at eksemplet kan være en illustrativ analogi, der kan belyse, hvad køn allerede er; nemlig
kaotiske. Eller sagt på en anden måde så vil kategorierne “mand” og “kvinde” gentagende
gange fejle i deres forsøg på at betegne og repræsentere kønnene i sig selv, hvorved køn
vedbliver at være matter out of place.
Når det bliver umuligt at skabe en symbolisering af kønnene, som er identisk med disse,
skyldes det, at selve symboliseringen forandrer det, den prøver at symbolisere. Hvis vi bruger
denne antagelse på det introducerende citat, kan vi rejse den hypotese, at en særlig
hormonsammensætning er resultat af kulturelle processer.
De gentagne forsøg på at indfange kønnene får en struktur, som ligner en græsk tragedie:
Profeten har på forhånd sagt, at mennesket aldrig vil komme til at kende det sande køn, men i
dets hovmod forsøger mennesket at kende det sande køn. Ikke desto mindre er det selve disse
forsøg, der er med til at skjule det sande køn igen. Pointen med denne udlægning er ikke, at
enten symboler, kultur eller biologi skal forstås som den primære determinerende faktor,
men at disse er sammenvævet og dermed gensidigt determinerende.
12
Lad os nu vende tilbage til det klassiske spørgsmål “findes køn?” Problemet med dette
spørgsmål er, at det typisk er blevet forstået for ensidigt, da vi sjældent stiller spørgsmål til,
hvad der menes med ordet “findes”. Ordet har en tvetydighed, der må afdækkes, før
spørgsmålet kan svares tilfredsstillende.
For at kunne svare på spørgsmålet må vi lave en distinktion mellem ”findes” og findes. Hvis
køn ”findes”, så eksisterer kønnene, og de er ontologisk til. Hvis kønnene derimod findes, så
opdages de; de kommer til syne; de afsløres. Derfor mener jeg, at køn ”findes”, men at køn
ikke findes - der er en reel kønsforskel, men denne forskel er tilsløret. Eller som Lacan siger:
“There is no sexual relationship.”1
Jeg vil nu gennemgå, hvordan de ovenstående betragtninger om køn, kultur, symbolisering og
biologi kan hjælpe os til at forstå, hvordan videnskaberne i højere grad skal være gode til at
samarbejde.
I den dybt politiserede debat omkring fordeling af undervisnings- og forskningsmidler, bliver
skellet mellem human- og naturvidenskab ofte trukket hårdt op; endda så hårdt, at forskellen
mellem visse videnskaber kommer til at fremstå som en decideret antagonisme:
naturvidenskaben bliver fremhævet som rationel og humanvidenskaberne bliver anset for
spekulative. Jeg har i løbet af denne artikel forsøgt at vise, at naturvidenskaben kan være
medvirkende til at skabe cirkelslutninger og myter i hverdagsdiskurser. Hermed vil jeg ikke
argumentere for humanvidenskabernes prioritet, men derimod at humanvidenskabernes
kritik er med til fastholde naturvidenskaben som netop naturvidenskab - ikke spekulation og
fejlslutninger.
Afslutningsvist må vi så spørge os selv, om det overhovedet er muligt at adskille videnskaben
fra myten og det uvidenskabelige. Hertil kan svaret kun være nej! Lige så lidt som biologi kan
adskilles fra kultur, lige så lidt kan videnskaben adskilles fra det uvidenskabelige. En vigtig
forudsætning for enhver videnskab bliver derfor, at den bevidst indlejrer det uvidenskabelige i
sig. Om de, der mener, at man rigidt bør adskille kultur fra biologi, humanvidenskab fra
naturvidenskab samt det videnskabelige fra det uvidenskabelige, må man blot konstatere:
“the movement of the ocean is tired of the water”.
1
Jeg mener også, at forskellen mellem ”findes” og findes kan redegøre for en af Butlers solipsistiske fejl. Uanset hvor
meget respekt jeg har for hendes arbejde, så kommer hun, i mine øjne, til at afvise at kønnene er til, fordi at vi ikke kan
afsløre dem fuldt og helt. Eller sagt på en anden måde så mener hun ikke køn ”findes”, fordi køn ikke findes.
13
SOFIE M. HANSEN
“
A MAN’S WORLD "
OM ANTROPOLOGISK MASKULINITETSFORSKNING
Et interview med Henrik Vigh
Af Natalie Gunthel.
I samarbejde med Henrik Vigh.
Kønsforskning har i mange årtier, helt tilbage fra 1970’ernes feministiske gennembrud, været
mere eller mindre identisk med kvindeforskning. Kvinden har således optrådt i den ubetingede
og velbelyste hovedrolle, mens det mandlige køn har været sendt i skammekrogen og henvist til
en sjældent flatterende birolle - eller slet ingen rolle overhovedet. Men noget har i de senere år
ulmet i de socialvidenskabelige kulisser, hvor flere og flere har søgt at kaste lys over mandlige
positioner og variationen i maskuliniteter. Mens samfundsdebatten har travlt med
feminiseringsprocesser, kvindelig uddannelsesdominans og kvinders flugt fra ”Udkantsdanmark”, så får maskulinitetsforskningen samtidig stadigt flere stemmer. Vi møder her en af
disse stemmer, nemlig den danske professor Henrik Vigh fra Institut for Antropologi, som har
studeret bl.a. vold, social navigation og social død blandt unge mænd i Vestafrika. Han giver her
sit bud på, hvorfor kønsforskning også bør være maskulinitetsforskning.
I mange år har man inden for kønsforskning (både antropologisk og anden)
haft en tendens til at fokusere mest på
kvinder. Hvorfor tror du det?
Jamen, jeg tror, der er nogle historiske
årsager til det. Men til at starte med, så
synes jeg, at det er ret interessant, for det
har også været min oplevelse. Når folk
sagde: ”jamen hvad med køn?” , så betød
det som regel ikke ”hvad med relationen
mellem mænd og kvinder?”, men ”hvad
med kvinder?”. Så man kan sige, at selve
kønsspørgsmålet var kønnet, hvilket jo i sig
selv er lidt skægt. Men der er historiske
årsager til, at det er blevet sådan, og de
historiske årsager skal man selvfølgelig
også tage seriøst.
15
Der er mange herhjemme, som spørger, om
vi ikke er lidt ude over hele kønsproblematikken og feminismen. Det er
muligvis et værdifuldt spørgsmål i en
dansk kontekst. Her kan man jo så
diskutere, hvor vi befinder os nu, for kønsspørgsmålet er i dag måske mere rettet
mod de positioner og praksisser, som er
kønnede. Men globalt set, så må vi jo også
være ærlige og sige, at kvinder jo stadig er
verdens største minoritet, hvis minoriteten
bestemmes ud fra magt. Det kan godt være,
at der er flere kvinder rent numerisk, men i
forhold til magt og sociale positioner, og
hvordan man helt generelt er stillet i et
samfund i relation til muligheder og
forpligtigelser, så har vi jo fortsat en
kæmpemæssig
minoritet.
Der
er
selvfølgelig mange nuancer i det, men
historisk set, så har vi haft en asymmetri.
Derfor kom feminismen jo også frem som
både et politisk og tankemæssigt projekt.
Politisk var det et spørgsmål om at sikre
lige rettigheder, men tankemæssigt var det
jo også et spørgsmål om at forstå, hvilke
mekanismer det var, der trådte i kraft, og
hvilke alternative måder, der var at tænke
verden på, som blev definerede som
kønnede. Ja, og så at forstå sociale
relationer og nogle politiske forhold, som
havde et ikke altid åbenlyst eller tænkt
kønnet aspekt. Jeg tror, at det er derfor, at
det gik hen og blev sådan, at når vi talte
kønsforskning, så talte vi kvindeforskning. I
princippet kan jeg godt forstå det, sådan
rent historisk, men det er jo meget
interessant, at når vi siger ”hvad med
køn?”, så mener vi stadigvæk ”hvad med
kvinder?”. Det er slående, at kønsforskningen stadig er så kønnet på den
måde.
Hvorfor er det så vigtigt og relevant at
studere maskulinitet?
For det første, så synes jeg, at det er
interessant at undersøge, fordi der ikke er
tale om en entydig asymmetri, men en
asymmetri med mange facetter, hvor
dominanspositioner kan skifte og ændre
sig meget hurtigt, afhængigt af, hvad der
sker i situationen og i relationen. Jeg synes
også stadig, at kønsproblematikker og
kønsperspektiver er interessante at kigge
på i Danmark, fordi vi jo også ser en
udvikling i forhold til, hvordan det er at
være ung mand i relation til andre
samfundsforandringer. Hvis vi kigger på
det i forhold til uddannelse lige nu, så kan
det godt være, at der er mange mænd, som
sidder på de fede positioner i det danske
samfund, men det lader jo til, at der er ved
at ske noget, hvis man kigger på de yngre
generationer og dem, der er på vej frem.
Der er flere kvinder i uddannelsessystemet,
og det er ikke længere sådan, at der ikke er
kvinder på fag, som traditionelt er blevet
set som magttunge og prestigefyldte som
eksempelvis jura og medicin. Så man kan jo
sige, at der er en kønnet udvikling. Den kan
man aflæse banalt i tal, men den er også
indikativ for, at der sker noget i vores
samfund, som har effekter eller konsekvenser, der faktisk er kønnede - og det,
synes jeg, er meget spændende.
Man ser også situationer, hvor det at være
mand på en bestemt måde ikke er én
tilvalgt position blandt mange, men
simpelthen den eneste positive position,
som nogle unge mænd har adgang til. Altså
at det er den måde, hvorpå de kan føle, at
de får værdi og social væren så at sige.
Kønnede positioner er i det hele taget
meget spændende, hvad angår samfundsmæssige dynamikker. Jeg plejer at sige, at
unge mænd både bliver set som ”at risk” og
”as risk”, og det er jo en drøninteressant
dobbelthed, at de både er lidt farlige, men
samtidigt også lidt skrøbelige. Netop den
dobbelthed er ret fascinerende, men den er
jo også svær for os at have i hovedet – at
man kan være begge ting på samme tid.
Men ja, når man først begynder at pille lidt
ved de der kønnede positioner, så ser man
jo, at der rigtig meget tvetydighed, og at der
findes virkelig mange mulige dominans-
16
relationer, og at der ganske enkelt er
mange forskellige aspekter på spil.
Hvordan kom du selv til at interessere
dig for maskulinitet i
forskningssammenhæng?
I 80’erne og 90’erne begyndte der at
komme mere og mere maskulinitetsforskning, og jeg kan huske, at jeg
betragtede det sådan lidt fra sidelinjen. Til
at starte med, så var det f.eks. sådan noget
med at forske i helte som en repræsentation eller position - nærmest som en slags
kulturel mandlig figur. Men så med årene
er det gået hen og blevet meget bredere,
hvor man også ser på, at i en stor del af
verden, så er det maskuline mere end bare
en ide om dominans. Førhen har man jo
meget haft tanken om den hegemoniske
maskulinitet, som kommer fra R.W.
Connell, og som blev en dominant ide om,
at den mandlige figur overalt i verden er
dominerende. Den teori begyndte så så
småt at blive lidt opløst, og man fik øje for
både mangfoldigheden i maskuline positioner, men også for skyggesiderne af dem.
Jeg må indrømme, at der syntes jeg
pludselig, at det begyndte at blive lidt mere
interessant, for da begyndte det også at tale
med min egen forskning.
Hvordan har køn så været et fokus for dig
i din forskning?
17
Jeg har aldrig set mig selv som en
kønsforsker, men hvis man kigger på det,
jeg laver, så er det jo en form for kønsforskning, fordi jeg primært beskæftiger
mig med unge mænd defineret ud fra deres
kønnede positioner og praksisser, og især
defineret ud fra en mangel. Altså at der er
nogle kulturelle forventninger til, hvad de
skal kunne, og hvordan de skal være som
sociale figurer, men som de ikke kan leve
op til. Så man kan sige, at min
indgangsvinkel til kønsforskningen blev i
forhold til en gruppe, som stod i en
besværlig position i forhold til det
kønnede, og hvor der var nogle tomrum
eller nogle mangler i forhold til, hvad der
var forventet af dem, og som ikke var
socialt muligt for dem at opnå.
Handler kønsforskning så i virkeligheden
om, hvem det er mest synd for?
Det handler om meget mere. Men når det
tit er sådan, så handler det måske også om,
at antropologien i mange år har fokuseret
meget på, hvem det er, der er i klemme. Og
det er både noget af det, som jeg synes er
ret fint ved antropologien, men det et også
noget af det, som jeg nogle gange synes er
lidt træls ved antropologien. Jeg synes, at
dér hvor antropologien står allerstærkest
er, når den tager nogle sociale
problematiske relationer eller positioner
og belyser dem indefra eller nedefra. Dér
synes jeg virkelig, at vores fag kan noget.
Men når vi taler om, hvem det er mest synd
for, så ...
ILLUSTRATION AF: SOFIE M. HANSEN
kommer vi tit til at opstille et billede af et
magtunivers, hvor verden er delt i dem, der
er dominerer og dem, der er dominerede,
og jeg synes, at det er en vældig ærgerlig
position at indtage.
Jeg synes, at på den ene måde så kan man
sige, at hvis man ikke har øje for, at der er
et eller andet, der måske ikke helt er, som
det burde være i den verden, vi bebor, så
synes jeg, at man har skyklapper på. Men
omvendt, hvis man synes, at måden at
belyse det på er ved at dele verden op i sort
og hvid, i dominerende og dominerede, så
tager man jo også nogle konceptuelle
skyklapper på, som gør, at man ikke ser
særlig meget. Noget andet er jo også, at
magt ikke er en entydig størrelse, som vi
’har’ på en entydig måde - Meget afhænger
af, hvilken position jeg er i, men nu er jeg jo
et mangfoldigt menneske, så jeg har faktisk
mange forskellige positioner i min hverdag.
Så alt efter hvilken social situation eller
relation, som jeg indgår i, så bliver jeg
positioneret på forskellige måder. Og det
vil jo sige, at man på samme tid godt kan
have en position, hvor man i én situation
bliver konfigureret som utrolig dominerende eller magtstærk, og i en anden
situation lige bagefter sættes i en position,
hvor man faktisk er ret magtsvag. Så det
kommer an på relationerne.
18
”Many societies have educated their male children on
the simple device of teaching them not to be women”
[ MARGARET MEAD ]
Køn er sjældent blot et individuelt anatomisk
anliggende, men er ofte også en politisk og normativ
TEKST
virkelighed i en særlig samfundsmæssig
kontekst. Men
er Danmark så et kønnet samfund? Og hvad vil det
overhovedet sige?
I denne sektion skal vi stille skarpt på køn som en del af
og ramme for det danske samfund – ikke mindst
eksplicitteret ud fra vores egen virkelighed på Institut
for Antropologi. Vi lægger ud med en diskussion af det
heteronormative paradigme og vender os herefter til
egne græsgange, hvor vi udforsker kønnede asymmetrier på vores eget og andre studier. Her skal vi
således undersøge, hvordan man som kønnet minoritet
finder sin plads, og hvordan øl, skæg og cock-crawls
passer ind i dette særprægede puslespil.
“KØN & (U)VIDENSKABELIGHED”
Videnskabernes sammenhæng – fra et kønsperspektiv?
Af Frederikke H. Schrøder
Aktivisten, forfatteren og sexologen Mads Ananda Lodahl mener, at der findes en
heteronormativ/heteroseksuel verdensorden, vi alle er inficeret af. Han portrætterer den
heteronormative verdensorden som en diskurs, der ligger dybt i os, og sammenligner den med
vand for en fisk – umulig at forklare og slippe fri af.
Den heteronormative verdensorden vil
sige, at den sociale verden udgøres af et
hierarki, hvor den maskuline heteroseksuelle biologiske mand sidder i toppen
af hierarkiet og bestemmer forventninger
og normer til andre mennesker og deres
plads i hierarkiet. Hvis de ikke lever op til
normerne, bliver de udsat for sanktioner,
som først og fremmest uddeles af den
heteroseksuelle
maskuline
biologiske
mand. På den måde er den maskuline mand
den legitimiserede magt i samfundet, der
sørger for at den sociale organisation
reproduceres. Kvinder, homoseksuelle,
transseksuelle og andre, der ikke passer
ind i den heteronormative verdensorden,
bliver domineret og straffet/sanktioneret i
en grad tilsvarende til deres relative
afvigelse fra normen. Et oplagt eksempel er
den måde termen ”bøsse” generelt er et
skældsord blandt mænd, samt som Mads
Lodahl nævner; at vold mod queerpersoner desværre finder sted i det
offentlige rum udelukkende på basis af
deres visuelle udtryk.
Alle er både ofre og skyldige i denne orden.
Hvis man bare accepterer magten
21
ILLUSTRATION AF: MARIA FÆRGEMAND
og indretter sig efter den, er man medvirkende til at bestyrke magten og dens sanktioner ved
at anerkende den. En norm er kun normal i kraft af, at flertallet samtykker med og efterlever
den forventede adfærd. Denne orden hæmmer os alle i at være os selv, vi bliver
objektificerede og underordnede af paradigmet, den placerer den særlige mand i toppen af
hierarkiet, og dermed kvinden og alle andre, der afviger, som nogen, der kan placeres, påtales
og sanktioneres efter forgodtbefindende. Derfor opfordrer han til oprør i form af queerjihad.
Queerjihad er en erklæring om krig mod den heteronormative verdensorden, mod det binære
kønssystem og mod den maskuline dominans. De undertrykkende strukturer skal udraderes,
så der er plads til folk, som folk nu er.
Tilsvarende beskriver journalisten Andens Haarh Rasmussen hvordan mænd lærer at ”regne
kvinder ud”, lærer at manipulere dem til at give deres kærlighed eller krop til manden. Dette
gøres ved at tingsliggøre dem, ved at manden bliver den aktive, handlende og kvinden
objektet. Målet med at score kvinder er ikke sex, men at bestyrke sin mandlige identitet.
Dermed bestemmer den heteronormative verdensorden mænds relation til kvinder,
mændenes relation til relation til hinanden, og deres mandlige idealer. Om alle er så søbet i
denne heteronormative verdensorden, som Mads Lodahl mener, kan man stille
spørgsmålstegn ved. Men det er et faktum, at afvigere ofte bliver sanktioneret – og måske
mere af det, der ses som menneskelig afvigelse, er afvigelse i forhold til forventninger til køn
og kønsroller. Der er jo trods alt, muligvis stereotypiserede, men alligevel delvist forventede
karaktertræk, sportsgrene, måder at bevæge sig og danse på, hår og udseende, tøj, farver,
uddannelser, hierarkiske positioner, kærester osv. relateret til køn.
Om vi er frigjorte eller ej i Danmark efterhånden er svært at sige. Folk har forskellige
individuelle synspunkter, og at generalisere alle disse til et samlet udsagn kan mildest talt
være ret svært. Men dertil er også at sige: frigjorte fra hvad? Er lykken, at der ikke eksisterer
sociale normer og sanktioner, som individet kan orientere sig efter? Er frihed fra enhver form
for forventning målet? Eller er det bare kønsforventninger, der skal udryddes? Jeg ville sige, at
alle på et eller andet plan orienterer sig socialt, og derfor vil der altid være kampe, der skal
tages, og forventninger, der enten skal bekræftes, bortkastes eller konfronteres. Dog ville det
være godt at få bugt med en hierarkisering af folk på baggrund af køn og seksuel orientering.
Der snakkes omvendt om, at mænd i Danmark er blevet pacificeret af en overmagt af
kvindelige værdier og har glemt, hvad det vil sige at være en mand. Uha ”kvindelige” værdier –
igen kønsliggøres selv værdier! Findes der slet ikke kønsneutrale værdier? Så kunne man sige,
at ligesom kvinderne er blevet bedre til at forhandle deres plads, kunne mændene lære at
forhandle deres plads, i stedet for at forvente, at der bliver gjort plads til dem. Ligesom der
ikke findes to ens mennesker, kan man ikke forvente i forvejen, at der er
en given plads klar til én i alle sociale sammenhænge– den skal jo først skabes ved, at man selv
melder ud, hvem man er. Verdensordenen er jo heldigvis en dynamisk størrelse!
Referencer:
http://tedxtalks.ted.com/video/Ending-The-Straight-World-Order
http://www.information.dk/474295
22
“KØN & (U)VIDENSKABELIGHED”
Videnskabernes sammenhæng – fra et kønsperspektiv?
Af Mette Pedersen
Kigger man på Danmarks Statistiks oversigt over kønsfordelingen på videregående
uddannelser, er der en klar tendens. Pigerne samler sig hovedsagligt på de pædagogiske,
humanistiske og sundhedsfaglige fag, samt, for nogen måske lidt overraskende,
levnedsmiddel- og jordbrugsrelaterede studier. Drengene dominerer de tekniske og
naturvidenskabelige fag og er samtidig i klart overtal indenfor politi og forsvar, samt
transportsektoren.
Men hvordan er det egentlig at gå på et studie, hvor man kønsmæssigt er en minoritet, og
hvilke virkninger giver den skæve kønsfordeling på en videregående uddannelse? Jeg har
adspurgt henholdsvis én pige, der går på et ”drengestudie”, og to drenge fra vores egen
pigedominerede hønsegård.
23
PIGE PÅ ET DRENGESTUDIE?
ELIZABETH
Studie:
Kønsfordeling:
IT & Kom.tek., DTU
90%
/
10%
Elizabeth
studerer
ITog
kommunikationsteknologi på DTU. Her
må studiefesterne, for festivitassens
skyld, tilpasses pigernes kalender.
Festlighederne afholdes således på de
dage, hvor flest piger har tid. Når der
skal afholdes julefrokost, allierer man
sig, for at opnå en nogenlunde lige
kønsfordeling, med et studie hvor
pigerne er i overtal. Om det er et ønske
fra drengenes eller pigernes side,
melder historien ikke noget om.
Elizabeth var godt klar over, at det var
et ”drengestudie” hun søgte ind på, da
hun valgte IT- og kommunikationsteknologi. Hun var også en ud af de
seks piger der, ved studiestarten, var at
finde på studiet. De er nu 3 tilbage.
ILLUSTRATION AF:
EMILIE MARIE SKENSVED
Hun fortæller, at de jokes, der
udveksles på studiet ofte bærer præg af
overtallet af drenge. Man må tilpasse
sig den såkaldte ”drengehumor”, hvis
man vil være med i fællesskabet. Det er,
ifølge Elizabeth, ikke et stort problem,
men ”man kan godt savne tøsesnakken
engang
imellem,
det
må
jeg
indrømme”.
24
DRENG PÅ ET PIGESTUDIE?
ASMUS OG JENS
Studie: Antropologi
Kønsfordeling:
10% /
90%
På antropologi, hvor Asmus og Jens studerer, er der et stærkt sammenhold blandt
drengene. Dette fællesskab opretholdes blandt andet ved hjælp af en ”Cockrundfart”,
bedre kendt som ”Cockcrawl”. Her tager man rundt til forskellige hjem, spiser mad og
drikker alkoholiske drikke. En slags studenterkørsel med hår på brystet. Cockcrawlen
har som regel et tema, der ikke nødvendigvis lever op til de gængse ideer om
mandighed. Sidste gang var der tale om et gennemført blåt ABBA-tema.
Hverken Asmus eller Jens tænkte så meget over, at antropologi er et pigestudie, før de
søgte ind. Asmus bemærker dog, at det måske havde været en overvejelse han havde
gjort sig, hvis han havde været single. Jens reflekterer over, at alle studier på hans
prioriteringsliste, bl.a. æstetik og kulturstudier, har været ”pigestudier”.
Jens bemærker derudover, at alle drengene på antropologi er ”bløde mænd”, og at den
skæve kønsfordeling gør dette forhold endnu mere eksplicit. Samtidig føler drengene,
at de gennem studiet har fundet ”deres rette muld”, hvor der ikke stilles forventninger
om, at de skal være specielt ”drengede”.
” Det ville være nederen at være på et studie, hvor alle går op i fodbold.”
”Et minus er selvfølgelig, at man er nødt til at samarbejde med kvind’folk, men de er
jo søde nok,” fortæller de to bløde mænd.
Hvorvidt Levi-Strauss ville påpege Kvindernes unikke udvækslingsværdi til en julefrokost,
hvor meget kommunitas der er over en Cockcrawl, samt i hvor høj grad Barth ville betegne en
ABBA-paryk som en form for grænsedragning, det er en anden diskussion.
25
FOTOS PÅ BEGGE SIDER AF: CHRISTINE AMTOFT JENSEN
'
“KØN & (U)VIDENSKABELIGHED”
Videnskabernes sammenhæng – fra et kønsperspektiv?
Af Christopher Richard Hansen
En fredag eftermiddag efter undervisningen går tre unge antropologistuderende drenge ned i
Kommunen. Deres intention er at drikke en øl. Dernede møder de nogle andre drenge fra et af
de andre hold, der er kommet med samme intention – at drikke en øl. Kort efter kommer
drengene fra det sidste hold, og snart sidder der 10-15 drenge – størstedelen af drengene fra
årgangen – og venter på, at baren åbner. Hvad er det, der sker her? Hvorfor sidder denne
gruppe drenge pludselig rundt om et bord og venter i fællesskab på at kunne drikke øl? Man
kunne måske bare se det som en ren tilfældighed – at de her drenge bare hver for sig havde
lyst til en øl den eftermiddag – og det er muligvis også tilfældet. Ikke desto mindre forsøger
jeg at uddanne mig til noget, der hedder antropolog, så jeg vil her vælge at se denne hændelse
som værende sprængfyldt med betydning. Som et ritual der tjener til at skabe identitetsfølelse
hos en minoritetsgruppe: manden på antropologistudiet. Det er et typisk ritual, som kan
inddeles i tre faser. Separationsfasen: drengene forlader undervisningslokalet og samfundets
normaltilstand og sætter sig ned og venter på øllet. Liminalfasen: Øllet serveres og ritualets
centrale del, Øldrikningen, finder sted. Reintegrationsfasen: Drengene går ud af døren og
fortsætter ud i det ’normale’ liv. Tilsyneladende er intet ændret (bortset fra en let forhøjet
alkoholpromille).
Ritualets betydning – dualistiske klassifikationer
For at forstå ritualet og dets funktion må vi først søge at forstå betydningen af ritualets
centrale del – øllet. Ikke blot i sig selv, da øl vel er en nærmest universel ting, men i dets
konkrete kontekst. Som jeg som opmærksom første-semesters antropologi-studerende har
lært, er det nogle gange rigtig smart at se tingene i konteksten af et bagvedliggende dualistisk
klassifikationssystem. Især hvis man er i Vestafrika. Men nu også hvis man er i Danmark hos
en gruppe antropologistuderende. I en sådan dualisme kunne køn og skellet mellem mand og
kvinde være et vigtig element – både hos komaer i Vestafrika, indianere i Nordamerika og
antroer i Danmark. Muligvis ville hverken den omtalte gruppe eller den almene dansker
vedkende sig et dualistisk klassifikationssystem, ja de vil fra deres subjektive kultur-interne
perspektiv måske bare forklare ritualet med: ”fordi øl er godt”. Det betyder dog ikke, at jeg
ikke kan bruge det i denne langt mere objektive og videnskabelige antropologiske analyse.
En dualistisk klassificering, der knytter forskellige modsætningspar til hinanden, kan man se
mange steder i det danske samfund. For eksempel i højre-venstre terminologien, der bliver
knyttet til en lang række forskellige politiske og værdimæssige standpunkter. Rød og blå, som
27
slet ikke er komplementære i fysiks forstand, bliver en slags
sociale komplementærfarver, når der knyttes andre ting til dem.
Ligesådan kan en skelnen mellem mand og kvinde som to
modpoler typisk – bevidst eller ubevidst – være knyttet til en
række andre modsætningsforhold. Eksempelvis hår og mangel på
samme. Måske ikke så meget det oven på hovedet, men mere det i
ansigtet. Nu er det selvfølgelig de færreste kvinder, der gror skæg
(men hvis man nu har et lille dame-moustache, vil man nok typisk
forsøge at skjule det). Men hvis du er i nærheden af nogle
mandlige medstuderende, kan du jo lige kaste et blik rundt og
observere, at de fleste lader stubbene (eller mere) stå, som for at
markere deres placering i spektret. En naturlig forskel får tillagt
en betydning og bliver en del af det dualistiske klassifikationssystem. Skellet mellem mand og kvinde bliver altså også et skel
mellem andre ting.
Hvor passer øllet så ind i dette? For både kvinder og mænd
drikker jo øl. Og øl kan måske ikke siges at være decideret
maskulint. Dog kan øl siges at være vigtig del af den mandlige
gruppe-identitet og alment accepterede omgangsform. Når
drenge/mænd mødes, er det oftere for at drikke en øl, end for at
drikke chai-latte. Øl bliver en del af den maskuline ende af
spektret som en modsætning til for eksempel chai-te i den
feminine ende. Øllets betydning bliver knyttet til det mandlige og
det bliver således brugbart i den rituelle skabelse af mandlig
gruppeidentitet.
Ritualets funktion – manden som minoritetsgruppe på antropologistudiet
Dette bringer os nemlig videre til ritualets funktion. For da drengene gik ud af døren for at
reintegrere sig i samfundet, var det, der var ændret måske en styrkelse af gruppeidentiteten.
Behovet for dette kan måske forstås som en minoritetsgruppes interne solidaritet og dens
behov for identitetsfastholdelse. For drengen/manden er en klar minoritet på
antropologistudiet. Prøv, kære læser, blot at bladre lidt frem og tilbage i dette blad. Hvor
mange drenge/mænd er der blandt skribenterne? Ikke mange. Jeg siger ikke. at mænd er
undertrykt af ondskabsfulde feminister på antropologistudiet, og derfor har et stærkt behov
for at holde sammen. Men måske bliver identitet, sammenhold og markering heraf vigtigt for
en minoritetsgruppe blot ved at være minoritet i et større samfund. Men okay, jeg gætter
bare.
ILLUSTRATION AF: MARIA FÆRGEMAND
FOTOS TIL FOTOSIDE AF: CHRISTINE AMTOFT JENSEN
28
”DEN ANTROPOLOGISKE MAND”
” Different though the sexes are, they inter-mix. In
every human being a vacillation from one sex to the
other takes place, and often it is only the clothes that
keep the male or female likeness, while underneath the
sex is the very opposite of what it is above ”
[ VIRGINIA WOLF ]
TEKST
Det er ikke kun en national virkelighed, som møder os og
former os som kønnede væsener. For på den anden side
af de danske grænser findes et utal af forskelligartede
kønsnormer, kønskategorier og kønsopfattelser.
I denne sektion skal vi således udvide vores perspektiv
på køn og for alvor sætte tanken om den heteronormative verdensorden til
debat. Gennem to
beretninger fra Malta og det sydlige Mexico får vi indsigt
i kønsklassifikationens mange nuancer og dens
pluralistiske natur, når vi møder mandlige migranter og
ser på ”queerness” som etnografisk vilkår og som et
regionalt tredjekøn.
“KØN & (U)VIDENSKABELIGHED”
Videnskabernes sammenhæng – fra et kønsperspektiv?
Af Agnethe Overgaard
Migration som en kønnet praksis er interessant fra flere vinkler i mit feltarbejde. Et
sådant fokus kan være med til at sige noget om, hvordan kønsroller og –
repræsentationer (forenet i et neksus med etnicitet, klasse og alder) forhandles i nye,
ukendte kontekster.
”Loose molecules in an unstable social
fluid that threatened to ignite”.
Kaplan om unge, afrikanske mænd (1996: 16).
Selvom malteserne påstår, at efteråret har
sat ind, så bliver der uvilkårligt varmt, når
et par hundrede dansende mennesker
samles i ét rum. Der er End of Summer
Festival i det åbne asylcenter i Marsa, og
denne ene dag om året er der fri adgang til
stedet. Stemningen er munter, og alle
jubler, da de første toner af Buffalo Soldier
bliver spillet. Men der er noget særligt ved
den her fest: Alle er mænd. Selvfølgelig ikke
alle – jeg er selv kvinde. Blessing sidder
udenfor og overtaler Hamed til at tage
hjem, og jeg har set to spanske kvinder. Så
vi er fire kvinder. Fire kvinder og et par
hundrede mænd. Det er tydeligt, både i de
nationale statistikker og i gadebilledet:
Langt de fleste afrikanske migranter i Malta
er mænd.
Allerede fra min første dag i felten, blev det
klart, at mine informanters omgangskreds
næsten udelukkende består af
33
jævnaldrende mænd. Jeg tog på afrikansk
bar med min første migrant, og da vi
kommer ud, fortæller jeg, at jeg synes, det
er et hyggeligt sted. “Yes, it is nice, but not
too many women is the problem,” siger han
og griner. Han har ret. Der var kun én
kvinde i baren: Den midaldrende bartender. “It is not too easy to travel a man
and woman together. The people from
Somalia can do it. There are too many
problems there, so people don’t care. In Mali,
it is hard to travel with a woman as a
girlfriend,” forklarer han. Jeg spørger om
kvinder aldrig rejser alene: “It is too hard
for women to travel alone. It is too
dangerous.”
En tjener i en café, hvor jeg en dag havde
søgt tilflugt for heden, spurgte ind til, hvad
jeg foretog mig i Malta, og da jeg forklarede
ham det, gav han mig sin uforbeholdne
mening: Det er ham, jeg citerer i artiklens
titel. Han lagde vægt på, at det var
problematisk, at der var overvægt af
mænd, indforstået, at den trussel, mine
informanter påstås at udgøre, jo ikke bliver
bedre af seksuel frustration – tanken om, at
de kunne indgå i relationer med maltesiske
kvinder var åbenbart udelukket (det er den
dog ikke for de maltesiske kvinder, som
besøger den afrikanske bar).
Der er ikke noget nyt i, at unge afrikanske
mænd fremstilles som værende farlige (se
Sommers 2006). Beskrivelserne trækker
associationer til dyreverdenen, eller mindst
et
forestillet
akulturelt
vacuum:
…detribalized young men, lost souls
wandering in the vast space between the
traditional and the modern worlds, can be
heard howling in the streets of downtown
Nairobi in the middle of the night.
(Shoumatoff 1988: xiv.)
Hvilke betydninger har det så for mine
informanter, hvis de opfattes som farlige?
Man
kan
argumentere
for,
at
trusselsbilledet på et meget konkret,
institutionelt niveau er med til at
retfærdiggøre, at asylansøgere i Malta
sidder i detention i op til atten måneder.
Dertil kommer eventuel diskrimination og..
ILLUSTRATION AF: MARIA FÆRGEMAND
34
.. social eksklusion, når de efterfølgende
forsøger at opbygge en tilværelse i det
maltesiske samfund, hvor de afviste
asylansøgere bliver fastholdt i et
bureaukratisk limbo i årevis. Apropos
temaet ”køn”, sammenligner Simone de
Beauvoir i Det Andet Køn køns- og
racediskrimination (de Beauvoir 1949: 22)
og skriver videre: Bliver en person eller
gruppe låst fast i en underlegen situation, så
er denne person eller gruppe i realiteten
underlegen. Men det er netop forståelsen af
ordet være vi må blive enige om.
Uærligheden kommer ind, når man i ordet
lægger en substantiel værdi, mens det i
virkeligheden har et dynamisk indhold i
Hegelsk forstand: at være vil sige at være
blevet til, at være gjort til det, man
fremtræder som. (De Beauvoir 1949: 2223.)
Mine informanter ”bliver til” som mere end
”afrikanske” på den ene side og ”mænd” på
den anden i en sådan analyse – som (unge)
”afrikanske mænd” følger en særligt
repræsentation, som ikke gælder for
afrikanske kvinder eller europæiske mænd.
Hvis vi ser migration som en form for
overgangsritual, så er den rolle, som mine
informanter genintegreres i her, begrænset
af sådanne repræsentationer. Fraværet af
afrikanske
kvinder
har
imidlertid
betydning uden for mine informanters
relation til det maltesiske samfund: De
ønsker at gifte sig og få børn, og de
fremtidsplaner er svære at realisere med
begrænset adgang til det modsatte køn.
Den måde, de er mænd på, må justeres i
forhold til de kønsroller, de kender fra
deres barndom. I Malta er der andre
spilleregler og en ny spilleplade: Mine
informanter prøver at finde ud af, hvordan
de kan vinde.
Referencer:
De Beauvoir, Simone (1973 [1949]) Det Annet Kjønn 1, Oslo: Pax (mine oversættelser fra norsk).
Kaplan, Robert D. (1996) The Ends of the Earth: A Journey at the Dawn of the 21st Century, New York: Random House.
Shoumatoff, Alex (1988) African Madness, New York: Alfred A. Knopf.
Sommers, Marc (2006) ”Fearing Africa’s Young Men: The Case of Rwanda” i Social Development Papers: Conflict
Prevention & Reconstruction, Paper no. 32, January 2006, CPR, The World Bank.
35
“KØN & (U)VIDENSKABELIGHED”
Videnskabernes sammenhæng – fra et kønsperspektiv?
Af Nicoline Friborg
Juchitán is a small town in the southern Mexican state Oaxaca, known for it's diversity of
indigenous peoples and their dignified and strong fights for ethnic recognition and
autonomy. It is surrounded by a mystery, as it has been known as a matriarchy and a
Queer Paradise, because of the strong social position muxes – a regional third gender –
seem to hold in society. It was this mystery that first drew my attention to the place,
where I arrived six weeks ago to do fieldwork on gender and sexuality.
What I soon discovered though was that
the romanticizing and generalizing
descriptions of muxes were pretty far from
the reality. Muxes have been described as
biological men who acquire and exercise
feminine characteristics. Accordingly they
also move in the feminine spheres of
society and have so called feminine jobs.
Many of them take care of their parents in
their old days and are in this way rather
advantageous for a family. In the following
I’ll try to nuance this picture a bit by
describing some of my experiences in the
field so far while reflecting on my position
as a queer-fieldworker.
Understanding the
constructedness of gender
As anthropologists we have learned –
through
the
legacy
of
feminist
anthropologists such as Margaret Mead,
Michelle Rosaldo etc. – that there is a
biological gender (sex) and a social gender
(gender) and that gender, patriarchy and
male dominance are constructions that are
culturally and historically specific. As a
queer I become confronted with, and
confront myself with, the constructedness
of gender on a daily basis. I am very aware
that according to how I choose to dress, act,
speak and use my body – which varies from
day to day – I pass as a guy or a girl, as
straight, lesbian or preferably queer. One
thing I have not been aware of to the same
extent though, is how this is also deeply
culturally specific.
Being a queer fieldworker
Before beginning my fieldwork, I reflected
on what it would mean be a LGBTIQ
fieldworker in Juchitán. My thoughts varied
from being afraid to come out as queer or
lesbian to thinking that it would be a plus.
Being in the field I have learned that it is
definitely an advantage being queer and
doing research on queer issues – I cannot
stress this enough! First of all because of
the structural power relations between
36
queers and non-queers. Second of all I
would have missed many facets during
participant observation had I not been
queer. For example the notion of feeling
uncomfortable in your body or even
humiliated having to dress up as a
traditional juchitec woman to be able to
participate in some of the traditional
parties, called velas. This first of all gave
me a sensation that I could describe, and
second of all a point of departure for
conversations with the several muxes who
has to dress up as traditional juchitec men
to participate.
I do find it important though, to stress that
fieldwork and research always is a process
of othering, and therefore problematic.
Even studying other queer communities
than your own will always include
othering, although you might have certain
common points of departure. So while
being queer might enable me to understand certain notions of being muxe, the
cultural and structural differences and the
fact that I am an outsider will always affect
my understanding of and positioning in the
field.
An example of how being queer has helped
me gain insight in to the local gender roles
was when my partner visited in the field.
So far all about lesbian or muxe couples
I’ve met or heard abut have a ‘man’ and a
‘woman’, and these social and cultural roles
corresponds to the sexual roles of
active/passive, allowing the active/
penetrating part to identify as straight. My
partner and I do not measure feminineness
of beer. A muxe arriving alone will often
then have to bring both.
37
and masculinity and neither of us identifies
more as one or the other, which made it
interesting to see how two of my muxe
interlocutors tried to make sense of and
understand us through this logic.
When we met up with them I was sick and
therefore not very outgoing or loud, my
partner on the other hand was very chatty
and sociable. The two muxes therefore
quickly identified her as the man of the
couple, and started treating us accordingly.
Before they had treated me more as a guy,
calling me “papi” (daddy) and Nicolas, but
now they started treating me as a fragile
woman and called my partner “hombre”
(man). The experience annoyed me
because it disturbed my self-image and the
impression I felt they had of me. On the
other hand it was a very valuable
experience that has given me a deeper
insight into the heteronormativity of the
queerness of Juchitán.
The heteronormative
queerness – and challenging it
Traditional, patriarchal, heteronormative,
catholic, nuclear family values are very
pervasive in Juchitán. Man and woman are
seen as completing each other, which is
clear in the social and cultural structure of
society. For example traditionally the men
are fishermen or farmers and the women
sell their products on the market, and in
the local parties, the woman brings
“limosna”, a small monetary contribution
to the food, and the man brings a carton
It seems as if many muxes have accepted
these structures and tried to fit in or
allowed themselves to be (hetero)
normalized as a strategy to gain acceptance
in society. But the dark side of the coin is
the sacrifices they have made e.g. giving up
having a love life that exceeds casual sexual
acquaintances or losing personal freedom
by being the caretaker of the parents. Some
muxes try to challenge the (hetero)
normativity e.g. by having relationships
with other muxes and thereby risk family
rejection or experiencing homophobia.
Some refuse to dress as men to be able to
participate in traditional parties or to
obtain jobs in the public sector, and end up
working as sex workers because of lack of
job opportunities. Other muxes have
chosen a rich private life, including going
out with friends, meeting men etc. over the
family responsibilities, which in many
cases means total rejection.
More queers doing queer
research!
My experience as a queer fieldworker has
so far been that it allows me to experience
on my own body many of the gender norms
in Juchitán. While passing as straight has
bothered me far more than the risk of
being discriminated against for being
queer, it has, to a certain extent, made me
change my behavior so as to pass as queer.
These experiences have been very
important for my data collection, and they
have made me realize the importance of
being true to my sexuality and gender
identity when on fieldwork and embracing
whatever effect this will have on the data. I
think anthropology has a lot to offer in
radical queer research. Fieldwork makes it
possible to document the lived lives of
queers and to make experience-near
analyses of queer lifeworlds. That being
said, I think that the anthropologists most
ideal for doing this are LGBTIQ anthropologists. Not neglecting the cultural
specificities of being LGBTIQ, nor the
power structures of race and class, we still
have a more valid position and
possibility of identification than a
white, middleclass, straight man
would have in the same field.
38
Som altid præsenterer vi i AKTUELT-sektionen
lidt af hvert fra det antropologiske nyhedsværksted.
Du kan først og fremmest læse om en ny antropologisk arbejdsmarkedsundersøgelse, som kan
kan give os endnu mere indblik i, hvordan
antropologer formår at omsætte deres
etnografiske kunnen og deres antropologiske
TEKST
viden i jobs uden for universitetsverdenen. Her
er der desuden masser af gode ideer til, hvordan
vi som antropologer kan ruste os bedst muligt
til nutidens og fremtidens arbejdsmarked.
Desuden fortæller to studerende om deres
oplevelser med det frivillige EU-tiltag, EVSprogrammet. Deres beretninger fra Spanien og
Italien kan måske give dig inspiration og lyst til
at gøre dem kunsten efter.
Og så kan du til sidst tjekke, om du er blandt de
heldige vindere af Fagrådets ”tip-en-13’er”!
“KØN & (U)VIDENSKABELIGHED”
Videnskabernes sammenhæng – fra et kønsperspektiv?
Af Steffen Jöhncke
Vi ved temmelig meget om, hvad antropologer laver, når de tager på feltarbejde og bedriver
forskning. Men vi ved mindre om, hvad de andre antropologer bestiller i praksis – de, som søger
væk fra universiteterne og omsætter deres antropologiske kunnen og viden i andre former for
job. Det har en ny undersøgelse af kandidater fra Instituttet imidlertid givet lidt mere indsigt i.
Antropologer skal skabe deres jobs – de skal ikke bare finde dem: Der er ikke mange stillinger, som kun
antropologer kan varetage, men det kan lade sig gøre at omsætte sin antropologiske viden og kunnen i
mange forskellige sammenhænge. Det kræver evnen til at sætte ord på sine kompetencer og at
oversætte nye arbejdsopgaver til noget, der kan løses med afsæt i den antropologiske uddannelse.
Denne eksplicitering skal vi blive bedre til som faggruppe, og her kan vi lære af de antropologer, som
er i fuld gang med at gøre det i praksis. Sådan kan man opsummere nogle af pointerne i en nu
foreliggende undersøgelse af det antropologiske arbejdsmarked, som Instituttets Aftagerpanel har
bestilt.
Undersøgelsen består af en enkel kvantitativ kortlægning
OM UNDERSØGELSEN
Undersøgelsen er lavet af
Antropologisk Analyse,
instituttets enhed for eksterne
samarbejdsprojekter, hvor den
blev varetaget af Anne-Louise
Lysholm Hansen, der er
kandidat fra Instituttet, og
Steffen Jöhncke, der er
seniorrådgiver og leder af
enheden.
Hele rapporten kan findes her:
http://antropologi.ku.dk/dokumenter/o
msat_antropologi_2013_-_120913.pdf/
Dette link til rapporten kan også
findes på Antropologisk
Analyses side på Instituttets
internetsider.
(overbliksdata) og en kvalitativ interviewdel. Overblikket over
den aktuelle beskæftigelse blandt kandidater fra Instituttet
viser, at antropologerne arbejder på en meget bred vifte af
områder. Over 70 % arbejder uden for forskning og undervisning. Offentlige arbejdspladser, især kommunerne, fylder
meget i billedet, mens NGO’er ikke fylder så meget, som vi
måske ellers går og tror: kun ca. 10 %. Det private
arbejdsmarked er stærkt på vej frem: ca. 20 % blandt alle
kandidater, men ca. 40 % hvis man alene tager de seneste 12
årgange af kandidater (ifølge nye tal fra Danmarks Statistik,
som ikke nåede med i rapporten). Antallet af antropologiske
kandidater fra Instituttet er vokset voldsomt de seneste år, men
beskæftigelsen følger med op: Arbejdsløsheden vokser ikke i
takt med mængden af nye kandidater. Eller sagt på en anden
måde: Der er ikke et fast og begrænset antal muligheder for
41
antropologer på arbejdsmarkedet i den forstand, at vi skal prøve at ramme en
bestemt efterspørgsel. Det er snarere sådan, at antropologerne i høj grad skaber
deres egne jobs ved at overbevise arbejdsgivere om, at der er brug for lige netop
ILLUSTRATION AF: PERNILLE GANI
deres arbejdskraft (herunder deres antropologiske kunnen) – selvom arbejdsgiveren
måske ikke anede det i forvejen. Arbejdsmarkedet for antropologer skabes så at sige
nedefra, ét job ad gangen. Men det er endnu ikke lykkedes for alle. I vores
undersøgelse fandt vi ca. 7 % arbejdsløse blandt dem, der svarede på vores
henvendelse. Der er forskellige måder at opgøre arbejdsløshed på, men de seneste tal
fra Danmarks Statistik (som Fakultetet har indhentet) viser, at i november 2011 var
13 % af de da seneste 12 årgange af antropologer fra Instituttet ledige. Det er mange,
og også en del flere end tidligere undersøgelser har vist. Så der er god grund til at
interessere sig for, hvordan flere kan komme i job – selvom det er krisetider.
Det står klart, at rigtig mange antropologer får job på deres generelle akademiske
kompetencer eller deres specifikke erfaringer og viden fx fra studiejobs eller andre sammenhænge –
og det er jo fint. Det er imidlertid også meget interessant for os som Institut at vide, om lige netop den
antropologiske uddannelse gør en positiv forskel i jobsammenhæng: Det er jo den fælles knap, vi kan
skrue på. Ud fra interview med 13 antropologer og 10 arbejdsgivere forsøger rapporten at indkredse
nogle centrale kompetencer, som synes at gå på tværs – og nogle udfordringer, som vi ser ud til at
være fælles om. Der er ikke plads til at referere dem alle her; men jeg kan da sige, at det bl.a. handler
om at være god til teori og at blive bedre til at tælle! Læs rapporten og bliv lidt klogere på, hvad du kan
og forventes at kunne.
Endelig viser undersøgelsen, hvordan kandidaterne fordeler sig på forskellige brancher eller tematiske
arbejdsfelter. Forskning og undervisning er fortsat et stort jobområde (tæt på 30 %), og det afspejler
givetvis antropologiens traditionelle fokus og fagets rødder. Arbejdsfelter som sundhed og udvikling
(forstået som arbejde med/i udviklingslande) er også meget væsentlige – hver ca. 10 % af
kandidaterne – og det afspejler rimeligvis, at disse temaer har været centrale i Instituttets
specialisering gennem mange år. Lidt mere overraskende er det måske nok, at områder som
organisation, HR, ledelse og strategi, samt brugerinddragelse, design og markedsanalyse også er blevet
store antropologiske arbejdsfelter. Her er det nok snarere en efterspørgsel efter antropologer på disse
områder, og antropologernes evne til at imødekomme og udvikle denne interesse, vi ser slå igennem.
En af udfordringerne for instituttet kan være, at vi fortsat matcher en sammenhæng mellem
uddannelse og specialisering på den ene side og de skiftende muligheder på arbejdsmarkedet på den
anden.
42
“KØN & (U)VIDENSKABELIGHED”
Videnskabernes sammenhæng – fra et kønsperspektiv?
Af Marie Thomsen & Evelina Garnelyte
Have you ever really left your comfort zone? Jumped into a completely new situation, not
knowing the place, the language or the people that you’ll meet? And do you believe that school
and university life is not the only way of learning? If your answer to these questions is “no”, then
allow us to convince you to think differently by reading this article. If your answer is “yes”, then
keep on reading anyway and let us share our amazing experiences with you. In this article, we’ll
be introducing you to the three magical letters E, V and S and let you have a peek into a realm of
personal growth, insecurity, intense community and discoveries of new ways of understanding
the world we all share.
What is EVS?
Let’s start off with this strange combination of letters – EVS. What does it actually mean? The short
answer is: The European Voluntary Service – a part of the EU-programme “Youth in Action 2007-2013”.
The main purpose of the project is to allow EU citizens to do voluntary work outside of their home
country. Volunteers are offered to stay abroad from 2 to 12 months. All expenses are covered by the
European Commission, so participants don't need to worry about finances during the stay.
Do you have to be a graduate student, or do you need to be familiar with the language of the country
that you travel to? No! It doesn't matter where you’re from or which languages you speak - or do not
speak. All you need is plenty of motivation and the desire to learn something new, in a whole new way.
A free year abroad with insurance coverage, as well as opportunities to learn or improve language
skills, and access to new experiences, new friends and maybe even a new life. Doesn't it sound
43
ILLUSTRATION AF: MARIA FÆRGEMAND
amazing? Maybe we’ve awoken your interest by now and you want to look into it at some point, maybe
in a couple of years? Well, think again: because in January of 2014, the Union is changing the entire
system so that the three largest European programmes, the EVS, Erasmus and Da Vinci, are merged
into one, a fusion called the “Erasmus for All”. No specific details have been released about this new
programme so far, but it is believed that a part of it will be similar to the EVS as it is right up the alley
of the Union’s previously stated goals. Among these goals is the hypothesis that staying abroad for a
long period of time will turn various national citizens into one group of European citizens.
The Heterogeneous Europe
All this being said, there are many exciting things to explore, when living in a strange country for a
year. If you tend to see the European nation-states as a homogenous whole, it can be healthy to find
out that this is not always the case. Though many things may be similar, in time you will begin to see
the small quirks of your “new home” and uncover the differences between the individual countries.
When you create a home away from home, you also have to think about the things you bring with you
yourself. This might be basic logic for people who have studied anthropology before, but nonetheless
this reflection about your own cultural heritage and baggage is not only a way to understand what you
want to take home with you, but it might also highlight the elements that you wish to leave behind. In
our opinion, there are two main aspects to be considered when planning to participate in a project like
the EVS. Firstly, it is a great way to spend a free year after finishing high school – especially as a source
to new experiences and life lessons. Secondly, however, there are also many advantages to be found if
you have already finished your education and want to get out of your comfort zone and put your newfound skills to the test. In many European countries suffering from high rates of unemployment, these
projects can also be something to do if one is unable to secure a job subsequent to graduation.
Furthermore these projects offer a pipeline to a whole new network of international contacts, which
most people who have studied or travelled abroad can confirm. If you are still not convinced that the
EVS is for you, then maybe some hands-on experiences will change your mind. Next, we will tell you
our own stories and our actual experiences doing the EVS.
Marie’s story:
My project was based in Italy, in a tiny village 30 km from Lake Garda and 50 from Brescia. I
volunteered in a day centre for disabled people, while simultaneously living in an apartment with
three other girls from France, Spain and Latvia respectively that all participated in the programme as
well. Our main tasks were giving assistance on the busses that each day picked up and brought home
users of the centre. During the day, we would help out with different activities of our choice. During a
44
week, I would assist the users with everyday tasks such as cooking, applying nail polish, going on
walks, serving lunch, and so on. We worked with people with a lot of different disabilities, with
everything from Down’s Syndrome, to paralysis and epilepsy. The many diverse types of disabilities
made the work interesting as well as really difficult. For example, it was a challenge to arrange
activities that everyone would and could be a part of even though they were always split into four
different groups.
When I first arrived in Idro, I only spoke a few words in Italian, including some swearwords and the
most basic: “ciao”. Because only around five people spoke a bit of English, we had to learn quickly and
it wasn’t long before we were all able to have a basic conversation in Italian. My point with this is that
you shouldn’t let a lack of language skills hold you back, if you want to do a project. The Spanish girl in
my project didn’t even speak English, so even though it was really (!) difficult communicating with her
at the beginning, it also gave more motivation to learn the language faster. I chose my project more
because of the location than the project itself, because I really wanted to learn Italian. This was both
good and bad in the sense that when at times the project didn’t live up to its description, it frustrated
me less than it did the other girls, who all had the intention of working in a similar field in their future
career. To me, one of the most important things to remember when doing an EVS-project is that it isn’t
an internship, but even so it can still give you a lot of experience – especially in dealing with other
cultures and language barriers, something which more than anything is relevant to us as aspiring
anthropologists.
Evelina’s story:
The day my plane landed in Spain, was long, full of worries and questions: “What's next? Where am I
going? Am I doing the right thing?”. I was sure about two things: For one, it's not a problem, that I don't
know any Spanish yet, since EVERYBODY speaks English and, two, I'm going to Spain, so I REALLY
don't need an umbrella. My flight from Madrid to Vigo (north of Spain, Galicia) confirmed my
stereotypical conception of Spain – in this country nothing happens on time. Delays - long delays! No
idea where I am, no idea who's going to come to pick me up, no idea if they're going to wait for me, or if
they will be late. But at least I felt confident that I would be able to communicate with someone upon
arrival – the day of silence was too much even for me. Finally, I arrived and somehow, maybe from the
lost look on my face, I was recognized by the people from my organization. And... Oh, no! Nobody
speaks English here! The woman from my organization, who came to pick me up, just smiled nicely
and tried to make some logical sentence from the five English words she knew. I tried not to worry and
45
attempted to use my existing knowledge of Spanish. Sadly, all the three words that I knew had been
lost in my mind and I couldn't even formulate a simple “hello”.
This was the beginning of my 11 months project with a youth organization in Vigo, Northern Spain.
Very soon I realized that almost nobody spoke English and many people in the area even used a whole
different language, Galician, which is the prominent local tongue and the second official language in
Spain. That just gave me an interesting, but difficult task in trying to separate the languages and learn
something about the two. And yes, that also gave my new friends plenty of chances to make fun of the
poor Lithuanian girl and to teach her all the wrong words for laughs. The good news is that after a
couple of months, I could understand about 50% of what was being said to me and after 5 months I
was able to speak using the present tense.Oh, and I forgot to mention: As I came to Spain.. What might
come to mind when thinking about Spain as a country? Sunny beaches? Nice tans? Blue skies and
bikinis? Guess again! How about 9 months of rain... umbrellas... gloves... cold weather... Would you
believe that we're talking about the same country? No? Well, then you should, because it is what
happened to me. Although until the end of October I was enjoying the amazing beaches of the Atlantic
Ocean, it suddenly started raining and it didn't stop until the end of June. So I had to replace my
sunglasses with a freshly purchased umbrella, which, of course, I had not brought with me from
Lithuania.
So what is the morale of this short recollection of one of the best experiences in my life? Apart from
the fact that I've managed to learn Sanish and understand Galician, got to know myself better and
discovered my own behavior in unexpected situations, I also faced myself out of my comfort zone. I
have to be honest though: sometimes this meeting was not joyful and pleasant. Sometimes I really
hated myself for behaving one way or another. But in the end, I found myself in a great condition for
learning something new. And I had this great opportunity to realize that I need an umbrella in Spain. I
also discovered that Spain is no country of “tomorrow” (“mañana”), that people don't take “siestas”
every day and that they work hard and long hours. During these months I discovered how colorful our
world is and how unfair it is to let ourselves be persuaded by invented stereotypes of the places we
have never been and people we have never met. Could I have used this year (which eventually was
extended to 3 years of Spanish experience) better? Maybe. I could have stayed in my home country,
doing the same job, and by now I would probably have been promoted. Maybe I would even have had a
husband, a few kids and a dog and house mortgage. And that sounds great. But I wouldn't be able
speak Spanish, I wouldn't have broken my mistaken views of the world, I wouldn't have traveled all
around Europe, I wouldn't have met all the people I've met, and I wouldn't have all the friends that I
have It's up to us to choose what we want to do and how we want to do it. But just maybe we shouldn't
close one door before trying to sneak a peek on what’s behind it.
FOTOS TIL FOTOSIDE AF: MARIE THOMSEN
46
BLOKADE, NOVEMBER 2013
“KØN & (U)VIDENSKABELIGHED”
Videnskabernes sammenhæng – fra et kønsperspektiv?
Solen skinnede, øllene var kolde, og humøret var højt, da vi i
Fagrådet slog dørene op for semesterets første AntroFredag. Var
du en af de heldige, der fik en gratis øl mod korrekte svar på
månedens tip en 13’er? Her kan du se de korrekte svar markeret
med grønt og forhåbentlig blive klogere på Fagrådet.
.
49