1. No category

Hvornår og hvorledes får individet betydning
i International Politik?
En integreret approach til analysen af sikkerhedspolitiske beslutninger med
den danske Irak-beslutning i 2003 som case
Institut for Statskundskab, Aarhus Universitet
Udarbejdet af:
Christian Aarøe, årskortnummer 20021571
Kasper Tonsberg Schlie, årskortnummer 20031473
Afleveret d.1.marts 2010
Vejleder: Georg Sørensen
Antal ord: 53.997
Abstract
Title: When and how does the individual matter in International Relations? An integrated
approach towards the analysis of foreign policy decision-making illustrated through a casestudy of the danish decision to participate in Iraq in 2003.
This thesis seeks to discuss the role and significance of individuals in international politics.
Since the end of the Cold War the individual politician has become increasingly important in
understanding foreign policy. Individual ideas and dispositions seem to have moved to the
core of foreign policy formulation and structural considerations seem to play a lesser part
than earlier. This means that the role of individual cognition and perceptions in many
instances take on a primary role in the explanation of foreign policy decisions. This
development raises two fundamental questions: When does the individual take on heightened
importance in international politics and, in these cases, how does individual cognition inform
and influence perceptions and decision-making?
We answer these questions by first revisiting the debate of the nature of structure and actor
in International Relations. Through a Critical Realist critique of the existing reductionist
dogmas of IR, we suggest that it is ontologically more meaningful to attribute agency to
individuals - not states - and that structure both consists of material and ideational forces. We
contextualize these understandings of actor and structure in a dualism. However, a dualism
that must permit for historical and reciprocal causation between actor and structure.
This leads us to present an integrated model that explains how individual agents and
structural factors - national and international - mutually shape the conditions in which foreign
policy decisions take place. In some periods decisions are compelled by especially material
pressures and sometimes taken in periods of great structural opportunity. In these periods
social structures like ideas and institutions to a higher extent condition and potentially
broaden the decision-maker's range of choices. From here we proceed to develop our
integrated model to analyse the impact of individual cognition, when "predominant leaders"
take on authority in such periods of relative structural opportunity. The plausibility of our
integrated approach is then illustrated by conducting a case-study of the danish government's
decision to participate in the Iraq war in 2003. We conclude that individuals do matter in IR but more or less depending on the character of material and social structural conditions.
"As a professor, I tended to think of history as run by impersonal forces. But when you see
it in practise you see the difference personalities make"
Henry Kissinger, 1975.
Indholdsfortegnelse
1. Indledning
1.1 Empirisk motivation: Individets øgede betydning
1
1.2 Det teoretiske udgangspunkt: Strukturel og kognitiv integration
3
1.3 Specialets hovedspørgsmål og hypoteser: Individets betydning i IP
5
1.4 Fremgangsmåde og foreløbige konklusioner
7
2. Struktur og aktør i et ontologisk perspektiv
2.1 Motivation: Den nødvendige ontologi
10
2.2 Diskussion af strukturbegrebet i IP
12
2.2.1 Reduktionistiske strukturopfattelser
13
2.2.2 Strukturationsteoretiske strukturopfattelser
14
2.2.3 En kritisk realistisk strukturforståelse
16
2.3 Diskussion af aktørbegrebet i IP
16
2.3.1 Staten som aktør?
18
2.3.2 Agency i individet
19
2.3.3 Afslutning på aktørdiskussion
21
2.4 Relationen mellem struktur og aktør – en dynamisk dualisme
21
2.5 Afrunding af den ontologiske diskussion
24
3. Fra ontologi til metodologi: En integreret approach
3.1 Mangelfulde eksisterende metoder: Deterministiske approaches
25
3.2 Integrerede metoder
27
3.3 Integrationsmodellen
28
4. Hvornår: Dynamiske strukturelle betingelser
4.1 Generelt om dynamiske strukturelle betingelser
31
4.2 Internationale materielle kapabiliteter
34
4.2.1 Når fordelingen af materielle kapabiliteter fungerer begrænsende
34
4.2.2 Når det materielle pres aftager
36
4.2.3 Afslutning: Materielle kapabiliteters dynamiske begrænsning
38
4.3 Internationale sociale strukturer: Adskillelsen af idéer og institutioner
38
4.4 Internationale idéer som betingende struktur
40
4.4.1 Liberalisme som dominerende idé
41
4.4.2 Liberalismens interdemokratiske begrænsninger
42
4.4.3 Liberalismens begrænsninger udenfor den demokratiske orden:
"Restraint" vs. "Imposition"
4.5 Internationale institutioner som betingende struktur
4.5.1 Hvordan begrænser institutioner aktøren?
4.6 Nationale strukturelle betingelser
43
45
45
47
4.6.1 Nationale materielle kapabiliteter
48
4.6.2 Idéer som national strukturel betingelse
49
4.6.3 Institutioner som national strukturel betingelse
50
4.7 Afslutning: Dynamiske strukturelle betingelser
52
5. Hvem: Fastlæggelse af beslutningsenheden
5.1 Hermanns typologi: Tre typer beslutningsenheder
53
5.2 Karakteristika for fremkomsten af en "predominant leader"
55
5.3 Afslutning
57
6. Hvorledes: Individanalyse
6.1 Når individet skal studeres i international politik: Kognitiv teori
58
6.2 Begrænset mental kapacitet fører til ”bounded rationality”
61
6.2.1 Rationalitet som begreb
61
6.2.2 Er individet rationelt?
63
6.2.3 Rationalitet som begrænset rationalitet
64
6.3 Betydningen af individuelle beliefs
65
6.4 Perceptionsmønstre: Konsekvenser af "bounded rationality" og beliefs
67
6.4.1: Perception I: Kategoriseringer
67
6.4.2 Perception II: Simplificerende kausalinferenser
67
6.4.3 Perception III: Brugen af historiske analogier
68
6.5 Konklusion på individanalysen
71
7. Case: Anders Fogh Rasmussen og Irak-beslutningen i 2003
7.1 Caseanalyse som "approach builder"
72
7.2 Motivation for valget af den danske Irak-beslutning som case
73
7.3 Operationalisering af de tre delanalyser
74
7.3.1 Operationalisering af strukturelle betingelser
74
7.3.2 Operationalisering af beslutningsenhedsanalyse
76
7.3.3 Operationalisering af kognitiv individanalyse
77
7.4 Overvejelser om validitet og reliabilitet
79
7.5 Analysens forløb
81
8. Analyse af internationale strukturelle betingelser
8.1 Materielle kapabiliteter: Fraværet af et ydre pres
82
8.2 Idéer: "Restraint" eller "imposition" som betingende idéstruktur i 2003?
85
8.2.1 Tilstedeværelsen af en "liberalism of restraint"-identitet
85
8.2.2 Direkte og indirekte symptomer på en stigende international
"imposition"-identitet
8.2.3 Potentiel mulighedsskabelse gennem en åben liberalistisk identitet
86
90
8.3 Institutioner: FN som begrænsende struktur?
91
8.4 Samlet: Gensidigt betingende strukturer
97
9. Analyse af nationale strukturelle betingelser
9.1 Nationale materielle kapabiliteter
100
9.2 Nationale idéer: Et nyt handlerum
101
9.3 Nationale institutioner: Den parlamentariske situation
103
9.4 Et unikt nationalt strukturelt handlerum
104
10. Beslutningsenheden i 2003
10.1 Fastlæggelse af beslutningsenheden: Situationen
105
10.2 Fastlæggelse af beslutningsenheden: Lederen
107
10.2.1 Sikkerhedspolitisk interesse
107
10.2.2 Foghs tendens til at uddelegere ansvar
107
10.2.3 Fogh som challenger/respecter overfor internationale begrænsninger 110
10.2.4 Fogh som challenger/respecter overfor intern opposition
10.3 Anders Fogh Rasmussen som "predominant leader"
110
112
11. Kognitiv individanalyse af Anders Fogh Rasmussen
11.1 Anders Foghs Rasmussens beliefs - grundlaget for perception
113
11.1.1 Ideologiske beliefs
113
11.1.2 Beliefs om det internationale system
115
11.1.3 Samlet om Foghs belief-system
116
11.2 Perception I: Kategoriseringer
117
11.2.1 Stereotypificeringer
118
11.2.2 Selektiv informationsbearbejdning
122
11.3 Perception II: Simplificerende kausalinferenser
124
11.4 Perception III: Foghs brug af 2.verdenskrig som historisk analogi
127
11.4.1: Samarbejdspolitikken som historisk analogi
127
11.4.2 Tysklands og Japans demokratisering som historisk analogi
130
11.5 Konklusion på caseanalysen
134
12. Perspektivering
12.1 Specialets teoretiske bidrag
12.1.1 Bidrag til kognitiv teori
137
137
12.1.2 Konsekvenser for klassisk strukturel teori – ”Like units vs. Unlike units” 138
12.2 Aktøren som individ og "unlike-unit"
140
12.3 Et oplæg til fremtidige individintegrerede studier af international politik
141
13. Konklusion
13.1 Hvornår får individet større eller mindre betydning i International Politik?
144
13.2 Hvem får betydning?
145
13.3 Hvorledes får individet betydning?
146
13.4 Afslutning
146
Litteratur- og kildehenvisninger
148
*****
Figurer og tabeller:
Figur 1: Archers strukturmodel, s.23
Figur 2: Integrationsmodellen, s.29
Figur 3: Cox' historiske strukturer, s.32
Figur 4: Kognitive typers strukturelle feedback, s.142
Christian Aarøe har skrevet afsnittene 2.1, 2.2, 3.2, 3.3, 4.1, 4.3, 4.6, 5.2, 5.4, 6.1, 6.3, 6.5, 7.3,
7.4, 8.1, 8.3, 9.2, 9.3, 10.2, 10.3, 11.1, 11.3, 12.1, 12.2.
Kasper Tonsberg Schlie har skrevet afsnittene 2.3, 2.4, 2.5, 3.1, 4.2, 4.5, 4.7, 5.1, 5.3, 6.2, 6.4,
6.6, 7.1, 7.2, 7.5, 8.2, 8.4, 9.1, 9.4, 10.1, 11.2, 11.4, 11.5, 12.3.
Indledningen og konklusionen er skrevet i fællesskab.
Citatet fra indholdfortegnelsen er fra Walter Isaacson (1992): Kissinger. Simon & Schuster,
p.13.
1. Indledning
1.1 Empirisk motivation – individets øgede betydning
Den kolde krigs truende bipolaritet betød, at staters overordnede sikkerhedspolitiske valg
og prioriteter var præget af en høj grad af kontinuitet på trods af skiftende regeringers
forskellige persongallerier. Koldkrigsstrukturerne forekom nærmest determinerende for
sikkerhedspolitikken og af hensyn til trusselsbilledet var beslutningstagere bundne til at
acceptere den strukturelle orden og tilstræbe at træffe objektive valg. Beslutninger baseret på
enkeltindividers personlige perceptioner kunne have umiddelbare og farlige konsekvenser,
hvilket eksempelvis John F. Kennedy var bevidst om under Cubakrisen. Her insisterede han på
at holde sine "psychological dispositions at check to avoid making any unnecessary mistakes"
(Hudson 2007:38; Se også Allison & Zelikow 1999:354-360). I Danmark var man ligeledes
meget bevidste om at fastholde kontinuitet i sikkerhedspolitikken, og i 1993 konstaterede et
udvalg nedsat af regeringen, at sikkerhedspolitikken under den kolde krig havde ”antaget en
rituel og urørlig karakter” på grund af den eksterne militære trussel1. Den kolde krigs struktur
- bipolariteten - syntes således i vid udstrækning at have "frosset" enkeltindividets betydning
og have begrænset stormagter og i særdeleshed småstater i deres sikkerhedspolitiske
handlemuligheder. Perceptionerne af trusselsbilledet var i f.eks. Danmark i høj grad
konsistente over tid (Petersen 2004). Individer havde nok betydning og forekom i visse
tilfælde at have perceptioner under stærk indflydelse af personlige overbevisninger2 men
forekom generelt stærkt begrænsede af det strukturelle pres.
Efter den kolde krig og specielt siden 11. september 2001 syntes der derimod at være
fremkommet indikationer på, at stormagter såvel som småstater i mange tilfælde har ført en
langt mere individbaseret og subjektivt orienteret sikkerhedspolitik, hvor idéer og
overbevisninger i højere grad har fået betydning. Et af de mest fremtrædende eksempler på
dette syntes at være USAs sikkerhedspolitik under George W. Bush, der er blevet beskrevet
som usædvanligt "idea-driven" (Mazaar 2007:12). I den sammenhæng har Joseph Nye
Det Sikkerheds- og Nedrustningspolitiske Udvalg: "Danmark efter den kolde krig" (1993), p.65.
Se f.eks. Ole Holstis studie af den amerikanske udenrigsminister John Foster Dulles; "The belief system and
national images" (1962). Dulles havde et stærkt og uforanderligt fjendebillede af Sovjetunionen ("inherent bad
faith", Holsti 2005:26) og trusselsniveauet i betragtning blev han betragtet som usædvanligt drevet af personlige
prædispositioner.
1
2
1
fremhævet, at Bush var "obsessed with being a transformational president - not just a statusquo operator like Bill Clinton" (Nye 2006:141; Se også Holsti 2006:12).
Også i Danmark forstod man, at afslutningen på den kolde krig betød et forøget handlerum
og en større rolle til individuelle dispositioner. Den tidligere udenrigsminister Uffe EllemannJensen konstaterede, at afslutningen på den kolde krig havde åbnet et "mulighedernes vindue"
(Petersen 2004:446), og sikkerhedspolitikken havde ændret sig fra "et spil dam til et spil
skak" - der var opstået flere muligheder, men også større kompleksitet og et større
sikkerhedspolitisk fortolkningsrum3. Denne udvikling kulminerede i dansk sammenhæng
med Irak-beslutningen i 2003, hvorom blandt andre Nikolaj Petersen har vurderet, at den
danske beslutning især kunne forklares og forstås gennem Anders Fogh Rasmussens
personlige idéer og overbevisninger (Petersen 2009:18). Et spændende og usædvanligt
statement om en regeringsleder i et land, der siden 1864 stort set udelukkende har indrettet
sin sikkerhedspolitik efter trusselssituationen i regionen eller under hensyntagen til
internationale forpligtigelser.4
Der er således indikationer på, at regeringers sikkerhedspolitik i postkoldkrigsordenen er
præget af et mindre og mere uklart eksternt pres. Nye muligheder har betydet, at
sikkerhedspolitikken i relativt højere grad er blevet til under en større inddragelse af, hvad
man kunne kalde interne incitamenter - subjektivt funderede dispositioner, overbevisninger
og prioriteter. En relativ større betydning, da strukturelle betingelser stadig er til stede som
betingende og begrænsende for aktøren. Omvendt synes individers perception og handlinger
også at påvirke og ændre de strukturelle betingelser, der omgiver det. Siden afslutningen på
den kolde krig og ”liberalismens sejr” har internationale idéer og institutioner i tiltagende
grad udviklet sig gennem individuelle overbevisninger og påvirkninger (Nye 2006).
Vi vil gerne forstå, hvad der umiddelbart fremstår som en dynamisk relation mellem
strukturer og individer. Hvordan strukturer i nogle situationer synes at begrænse og
determinere individuel handlen og hvordan de på andre tidspunkter synes at frigive et
væsentligt større individuelt perceptions- og handlerum, der i højere grad muliggør
påvirkninger fra aktører til strukturer. Og ikke mindst, hvorledes vi kan analysere og forstå
3
4
Indlæg i Weekendavisen d.9.oktober 1992.
Det Sikkerheds- og Nedrustningspolitiske Udvalg: "Danmark efter den kolde krig" (1993), p.67.
2
årsagerne til sikkerhedspolitiske beslutninger, når de under bestemte strukturelle
omstændigheder i højere grad skal findes i individets overbevisninger og kognition.
En sådan ambition involverer en vigtig underliggende akademisk debat, som vil blive skitseret
i det næste afsnit, før vi kan opstille specialets spørgsmål og hypoteser.
1.2 Det teoretiske udgangspunkt: Strukturel og kognitiv integration
Den individuelle politiker synes altså at spille en større rolle i sikkerhedspolitikken. Men
hvorledes kan man teoretisk forstå en sådan udvikling og analysere individuel perception og
individuelle beslutninger?
Indenfor mainstream International Politik (IP) synes der ikke at kunne findes tilstrækkelige
svar på disse spørgsmål. I såvel neorealismen, neoliberalismen og konstruktivismen
abstraheres individet væk i statens "black-box". Specielt i de to førstnævnte teoriretninger
finder man en strukturel determinisme, der reducerer aktørens betydning. En "enhedsaktør" i
form af staten, der antageligt handler rationelt, og hvis handlinger determineres af
strukturelle påvirkninger - som et resultat af en grundlæggende anarkistisk verdensorden
eller institutionelle dynamikker (Dougherty 1997) . Dette betyder, at nærmere analyser af
enkeltindivider indenfor statsabstraktionen er overflødige. Som det vil blive diskuteret i
kapitel 2 findes abstraktionen om statsaktøren også i konstruktivismen, der ontologisk set
sætter lighedstegn mellem staten og individet. Derfor forekommer klassiske IP-teorier ikke i
sig selv at kunne forklare en individuelt domineret og kognitivt funderet sikkerhedspolitik,
men i højere grad at være bedre egnede til parsimoniske forklaringer af sikkerhedspolitik i
perioder med dominerende strukturelle pres.
I studiet af individers beslutningstagning vil det derimod være oplagt at anvende kognitiv
teori. Kognitive teoretikere og forskere (overvejende amerikanske) har netop påpeget, at
relevansen af at studere enkeltindivider i International Politik siden 1989 er øget væsentligt
(Holsti 2006:18-19; Hudson 2006:31-37;Walker & Schafer 2006:4). Allerede i 1994
vurderede Robert Jervis, at handlerummet og betydningen af ideer og værdier ville blive øget:
"Because the external environment is less compelling than it was, the range of choice and role
for values will be increased" (1994:769). Under den kolde krig var ledere anderledes bevidste
om, at personlige overbevisninger måtte være "subordinated to Cold War
considerations...superpowers had to, above all, avoid nuclear war" (ibid.:770). Det konkrete
hensyn til statens overlevelse var på spil. Beslutningssituationen under den kolde krig var
3
således ofte at sammenligne med individers reaktioner, når de opholder sig i et brændende
hus. Alle individer vil i den sammenhæng uanset deres individuelle prædispositioner
automatisk søge ud af det brændende hus, hvorfor en analyse af årsagerne til deres
flugthandling er af mindre betydning og deres handlinger forekommer determinerede af de
tilstedeværende strukturer (Jervis 1976:19). I forlængelse heraf skriver Ole Holsti, at
afslutningen på den kolde krig og i særdeleshed 11. september derimod har resulteret i en
"increasing role for ideas and beliefs" (Ibid.), ligesom Rosati understreger, at individets
kognition får forhøjet relevans i sikkerhedspolitiske studier "in times of great uncertainty and
flux" (2001:57). Kognitiv teori har på denne baggrund oplevet en renæssance i studiet af
sikkerhedspolitik og formår netop gennem anskuelsen af individet som aktør og gennem
teoretiske indsigter fra psykologien at kunne analysere, hvorledes individuel kognition
konkret påvirker og skaber sikkerhedspolitikken hos små som store magter. Faktisk viser en
analyse af de tre største politologiske tidsskrifter i USA, at 21% af alle offentliggjorte artikler i
1990erne omhandlede politisk psykologi og herunder kognitiv teori (Nielsen & Høgenhaven
2010:27). I Danmark har kognitiv teori dog levet et bemærkelsesværdigt stille liv sandsynligvis på grund af en stærk strukturalistisk politologisk tradition, der har indeholdt
videnskabsteoretiske paradigmer, som har anset psykologien for at være uvidenskabelig eller
for fænomenologisk (Ibid.). Med dette speciale er forhåbningen at kunne vise, at sådanne
paradigmer med fordel kan udfordres men også, at vejen frem for kognitiv teori ikke er
udenom strukturerne men gennem strukturel integration.
Hvor kognitiv teori nok kan forklare, hvorledes den individuelle kognition får indflydelse på
beslutningstagningen, kan den ikke forklare, hvornår sådanne øgede individuelle handlerum
opstår. Kognitiv teori synes at indeholde redskaber til at forstå konkrete situationer og
beslutninger men formår desværre ikke at kontekstualisere sine fund i forhold til strukturelle
betingelser. Betydningen af materielle og sociale strukturer negligeres eller overses, og
derved isoleres kognitiv teori fra studiet af IP. Dette ses eksempelvis i Jerold Posts studie af
Bill Clintons ledelsesprofil og kognition (2005). USAs udenrigspolitik forsøges forklaret uden
hensyntagen til, at en leder udover at handle indenfor rammerne af sine egne idiosynkrasier
og sin egen perception også er betinget af materielle kapabiliteter, idéer og institutioner strukturer der nationalt og internationalt skaber det handlerum, individer agerer i.
At individer spiller en større rolle betyder således langt fra, at strukturelle faktorer er blevet
4
ligegyldige - det betyder nærmere, at vi må forholde os til relationen mellem den
menneskelige aktør og de omgivende strukturer og forsøge at forstå, hvorledes aktører og
strukturer påvirker og betinger hinanden - og dermed forstå, hvornår "individuals matter" mere eller mindre.
Løsningen synes at være at forsøge at komme videre i den klassiske aktør-struktur dualisme
og integrere strukturelt funderet IP-teori med den udpræget aktørbaserede kognitive teori.
Som Goldgeier skriver: "Because the existence of threats depends on the perceptions of
individuals and societies, we need to incorporate the psychological dimension of threat
perception and identity formation into our more structural analyses" (Goldgeier i Rosati
2004:74). I en tid hvor perceptioner får øget betydning, må vi forsøge at tage Goldgeiers
udfordring op og studere det kognitive i en strukturel kontekst. Disse indledende teoretiske
overvejelser leder os til at præsentere specialets tre hovedspørgsmål og konkretisere vores
hensigter nærmere.
1.3 Specialets hovedspørgsmål og hypoteser – Individets betydning i IP
Vi tager udgangspunkt i specialets titel:
Hvornår og hvorledes får individet betydning i International Politik?
En integreret approach til analysen af sikkerhedspolitiske beslutninger med den
danske Irak-beslutning i 2003 som case.
Herfra udleder vi tre hovedspørgsmål, som vi ønsker at besvare teoretisk og efterprøve
empirisk gennem et casestudie af den danske regerings beslutning om at deltage militært i
Irak i 2003:
1. Hvornår bliver individet mere eller mindre relevant i forklaringen af
sikkerhedspolitik? Dette første spørgsmål sigter primært mod at forstå, hvorledes sociale og
materielle strukturer skaber varierende muligheder og begrænsninger for individuel handlen.
Hvorledes betinger forskellige nationale og internationale strukturelle variable hinanden
internt, og hvorledes skaber disse strukturer begrænsninger og muligheder for individers
handlerum? Samtidigt ønsker vi også at diskutere relationen mellem individets kognition og
5
strukturelle variable: Kan strukturer percipieres og tolkes, eller er de alene "objektivt"
begrænsende og mulighedsskabende?
Igennem "hvornår"-spørgsmålet er målet således at klarlægge dynamikken i strukturstruktur og struktur-aktør relationerne og diskutere, hvornår individet får et større eller
mindre handlerum i disse relationer - under hvilke omstændigheder enkeltindivider bliver
særlig relevante for forståelsen af sikkerhedspolitiske beslutninger.
2. Hvem er relevante? Når enkeltindivider bliver særlig relevante, er det nødvendigt at
fokusere på hvem, der træffer beslutningerne i en regering. Denne diskussion er vigtig i
afgørelsen af hvilken type analyse, der er mest hensigtsmæssig for at forstå motiverne og
årsagerne bag en beslutning. I den sammenhæng må der skelnes mellem om individet som
aktør træffer beslutninger som en del af en gruppe, en koalition eller som en dominerende
leder.
3. Hvorledes kan vi analysere og forstå beslutningstagerens sikkerhedspolitiske
bevæggrunde? Relevansen af dette spørgsmål er betinget af svarene på de to første
spørgsmål: Når individer er særligt relevant, og når et enkeltindivid beslutter på vegne af
regeringen, hvorledes kan vi så analysere og forstå et individs overbevisninger og perception
og disses betydning for sikkerhedspolitiske beslutninger?
De tre hovedspørgsmål giver anledning til at opstille en række hypoteser, som vil guide
specialets teoretiske og empiriske analyser, og hvis besvarelse vil blive integreret i
konklusionen på specialets tre hovedspørgsmål i kapitel 13:
Teoretiske hypoteser
Kognitive tilgange er ikke tilstrækkelige i deres nuværende form til at forklare
sikkerhedspolitisk beslutningstagning. Strukturelle elementer må medtænkes og integreres i
forklaringen for derved at undgå en reduktionistisk forståelse.
En ontologisk forståelse af staten som aktør "black-boxer" staten og overser individets
betydning for sikkerhedspolitiske valg og udviklingen i international politik.
Strukturer begrænser og mulighedsskaber både materielt og socialt. Relationerne
herimellem er vigtige for forståelsen af årsagerne til en given sikkerhedspolitik.
6
En IP-approach, der inkluderer en analyse af beslutningstagernes kognition, kan give en
dybere og mere ontologisk kritisk-realistisk forklaring af sikkerhedspolitik end traditionelle
IP-forklaringsmodeller.
Subjektiv kognition og strukturelle betingelser kan integreres i en samlet, dynamisk og mere
tilstrækkelig sikkerhedspolitisk forståelsesramme, end de enkelte elementer kunne bidrage
med isoleret.
Empiriske hypoteser om Anders Fogh Rasmussens rolle i beslutningstagningen
Statsminister Anders Fogh Rasmussen var i 2003 omgivet af historiske mulighedsskabende
strukturelle betingelser og regeringsmæssige forhold, der betød, at hans personlige
dispositioner potentielt kunne få direkte betydning for Folketingets sikkerhedspolitiske
beslutninger.
Den danske regerings beslutning om deltagelse i Irak-krigen var i høj grad baseret på
Anders Fogh Rasmussens individuelle perceptioner af det daværende trusselsbillede frem for
determineret af strukturelle faktorer.
Anders Fogh Rasmussen involverede sig meget personligt i Irak-beslutningen, fordi
situationen involverede nogle af statsministerens "kernebeliefs".
1.4 Fremgangsmåde og foreløbige konklusioner
I dette afsnit vil vi kort diskutere, hvorledes vi vil gribe besvarelsen af de beskrevne
spørgsmål og hypoteser an. Overordnet er specialet delt i to cirka lige store dele: En teoretisk
modeludvikling (kap.2-6) og en empirisk caseanalyse (kap.7-11). Kapitel 12 er
perspektiverende, mens der konkluderes i kapitel 13.
Kapitel 2 udgør den ontologiske diskussion. Her vil vi overordnet set med udgangspunkt i
kritisk realisme skabe en model og approach, der involverer både individer og strukturer i en
dynamisk relation. I den henseende tænkes individet ”back in” i forhold til de mere
11traditionelle strukturforståelser. Det vil sige, at vores teoretiske forforståelse hverken tager
udgangspunkt i teorier med en underliggende strukturel determinisme eller metodologisk
individualisme. Den vil i stedet være et originalt forsøg på at skabe en mere åben og empirisk
betinget tilgang til forståelse af de gensidigt betingende påvirkninger mellem aktører og
strukturer i International Politik. Dette foretages på baggrund af indsigter fra blandt andre
7
Margaret Archer og Walter Carlsnaes. I den forbindelse stiller vi her de grundlæggende
ontologiske spørgsmål: Hvad er "struktur", og hvad er "aktør"? Vi når frem til en forståelse,
som ser individet som aktør og strukturer som "strukturelle betingelser" - der dels
manifesteres materielt og objektivt men også socialt og subjektivt.
I kapitel 3 overfører vi de ontologiske indsigter til egentlige metodologiske valg og opstiller
en integrationsmodel, som vil fungere som en sikkerhedspolitisk forståelsesramme, der
teoretisk kan besvare vores "hvornår, hvem og hvorledes" spørgsmål.
Kapitel 4, 5 og 6 vil efterfølgende fungere som metodologisk uddybning af
integrationsmodellen og -approachen og trinvist behandle specialets tre hovedspørgsmål
teoretisk. Kapitel 4 omhandler således en teoretisk diskussion af, hvad der udgør "strukturelle
betingelser". Her vil vi på baggrund af Robert Cox' historiske strukturer diskutere, hvorledes
de ontologiske strukturer i form af materielle og sociale strukturelle betingelser kommer til
udtryk i konkrete internationale og nationale strukturer - og hvordan de i den sammenhæng
fungerer begrænsende og mulighedsskabende for aktørens handlerum.
I besvarelsen af "hvem" der beslutter, trækker vi i kapitel 5 på indsigter fra Margaret
Hermann, hvis typologi om beslutningsenheder skaber en meningsfuld ramme til
bestemmelse af aktørniveauet - Hvem kan dedikere en regerings ressourcer og træffe
sikkerhedspolitiske valg? I den sammenhæng træffer vi et metodologisk valg med henblik på
casen og fokuserer på "the predominant leader" som beslutningsenheden. Et valg der betyder,
at vi i den teoretiske besvarelse af "hvorledes" kan fokusere på at diskutere kognitiv teori
fremfor eksempelvis ”group decision-making”-approaches. Valget bekræftes senere gennem
den empiriske analyse.
I Kapitel 6 fortsætter vi derefter med at diskutere, hvorledes individet kan analyseres
kognitivt. Gennem teoretiske indsigter fra blandt andre Alexander George, Robert Jervis og
Jerel Rosati udvikler vi en kognitiv tilgang, der dels kan redegøre for individets
overbevisninger og dispositioner og dels analysere, hvorledes disse kommer til udtryk i
konkret perception og endeligt i sikkerhedspolitiske beslutninger.
Dermed kan den teoretiske diskussion i kap.2-6 betragtes som en fortløbende indsnævring
og fokusering af, hvor de primære årsager til sikkerhedspolitikken skal findes. Konklusionen
er her, at den enkelte politiker i samspil med særligt mulighedsskabende strukturelle
8
betingelser kan udøve en mere direkte og subjektiv indflydelse på sikkerhedspolitikken, end
traditionel IP-teori kan forklare.
Alt i alt bærer specialets teoretiske diskussioner derfor præg af en eklektisk tilgang, hvor vi
anvender indsigter fra mange forskellige teorier og traditioner - både fra International Politik,
"Foreign Policy Analysis", sociologi og psykologi. Forhåbningen er herved at skabe en stærk
sikkerhedspolitisk analyseramme, der kan analysere individniveauet, strukturniveauet og
deres gensidige relationer. I kapitel 7 præsenteres motivationen for valget af den danske Irakbeslutning som case, og de enkelte delanalyser i integrationsmodellen operationaliseres. Vi
argumenterer for, at casen fungerer som "approach builder" frem for "theory tester". Forstået
således, at casen igennem sin illustration af opgavens tre hovedelementer benyttes til at
vurdere tilgangens anvendelighed.
Herefter gentages modellens tre analysetrin gennem en empirisk analyse af den danske
Irak-beslutning. I kapitel 8 analyseres derfor de internationale strukturelle betingelser i 2003,
mens der i kapitel 9 kortfattet fokuseres på nationale strukturelle betingelser. Her viser begge
typer strukturer sig at have været usædvanligt mulighedsskabende for den danske
beslutningsenhed. I kapitel 10 diskuteres typen af beslutningsenhed, og det konkluderes, at
der var tale om at Anders Fogh Rasmussen fungerede som en "predominant leader". I kapitel
11 kortlægges Foghs sikkerhedspolitiske belief-system, hvilket efterfølgende fungerer som
grundlag for en analyse af tre hyppigt fremkommende perceptionsmønstre. Denne analyse
fremhæver, hvorledes Fogh kognitivt anvender kategoriseringer, kausalinferenser og
historiske analogier i sin diagnosticering af Irak-situationen i 2003 og derved hvilke aktør
baserede årsager, der lå til grund for beslutningen. I kapitel 11 konkluderer vi, at Fogh
igennem hans personlige beliefs og perceptioner var central og afgørende for den danske
beslutning.
I Kapitel 12 perspektiveres vores bidrag ind i en generel International Politik-sammenhæng.
Her vurderes det, at vi gennem integrationsmodellen har formået at nuancere traditionel IPteori såvel som kognitiv teori. Hvor førstnævnte er blev tilført et kritisk-realistisk
aktørniveau, er kognitiv teori blevet kontekstualiseret og relevansgjort i et større perspektiv
gennem indplaceringen i et strukturelt framework. Ydermere diskuterer vi her, hvordan
modellens strukturelle "feedback" - blandt andet som konsekvens af individers perception og
9
handlen - illustrerer, hvorledes strukturelle betingelser omdannes eller gendannes over tid.
Herved forklares aktører og strukturers "dynamic interplay over time" fra kapitel 3.
I kapitel 13 konkluderer vi samlet, at individet og dets kognition er relevant i studiet af
sikkerhedspolitiske beslutninger og International Politik men, at dennes relevans varierer og
må forstås i et dynamisk samspil med både materielle og sociale strukturelle betingelser.
Men først til den ontologiske diskussion, der især får relevans på baggrund af dette speciales
teori- og modelopbyggende sigte.
2. Struktur og aktør i et ontologisk perspektiv
2.1 Motivation: Den nødvendige ontologi
Inden der i senere kapitler kan opstilles en model og metode til forklaring af, hvorledes
individet bliver relevant i analysen af sikkerhedspolitiske beslutninger, er det først
nødvendigt at tage ontologisk stilling til aktør-struktur debatten, da de første
videnskabsteoretiske valg vil have implikationer for metodologiens validitet og dermed hele
argumentet (Buch Hansen & Nielsen 2008:11; Wight 2006:121). En udeladelse heraf vil
potentielt lede til, at vi ikke kan forholde os bevidst og aktivt til grundlæggende antagelser,
som indrammer vores praksis og metode (ibid.). Derfor fungerer dette afsnit som en
indledende ontologisk legitimering af vores senere præsenterede model samtidig med, at det
skal etablere en forforståelse for dette speciales intention om at skabe en model, der
involverer både struktur og aktør i en kompleks og gensidig påvirkende relation.
Ontologi og epistemologi er to væsentlige begreber, der begge gør sig gældende indenfor
videnskabsteorien, men som ofte blandes sammen i forbindelse med henholdsvis
videnskabelig argumentation og debat. Specielt i den ofte svært tilgængelige aktør-struktur
debat ses der mange eksempler på, at teoretikere taler forbi hinanden pga. en manglende
forudgående konsensus omkring debattens ontologiske eller epistemologiske karakter.
Et eksempel på dette finder man i Colin Wights "Agents, structures and International
Relations" (2006). Her kan Kenneth Waltz’ neorealisme både forstås individualistisk (som hos
Alexander Wendt og David Dessler) og strukturalistisk (Hollis og Smith). Wendt og Dessler er
ontologisk orienterede og fokuserer på, at staten hos Waltz er den grundlæggende
analysenhed og ”ontologically prior” (2006:92). Ontologisk set eksisterer staten før systemet,
10
og derfor betragtes neorealismen af mange ontologer som værende individualistisk. Hollis og
Smith er derimod mere metodologisk orienterede og erklærer (som de fleste IP-teoretikere)
Waltz’ teori for at være strukturalistisk, fordi det internationale system kausalt determinerer
staternes adfærd (ibid.). Som dette korte eksempel illustrerer, har teoretikernes ontologiske
eller metodologiske forforståelse stor betydning for, hvorledes teorier kategoriseres og
dermed kan debatten løbe af sporet. Det er således nødvendigt at holde ontologien og
epistemologien adskilt. Ontologien er det nødvendige første trin, der diskuterer, hvad der
grundlæggende eksisterer i den sociale verden og derfor dirigerer de senere epistemologiske
og metodiske valg.
En anden vigtig årsag til at dedikere et kapitel til en ontologisk diskussion er, at forsigtighed
og grundighed er nødvendigt, hvis man vil bringe ”the individual (back) in”. Tilgange, der har
forsøgt at medtænke individets rolle i forklaringen af sikkerhedspolitik, har oftest fokuseret
på metodologiske spørgsmål, været ontologisk underteoretiserede og reduktionistiske
(Carlsnaes 1992). Dette speciales sigte er som beskrevet at analysere hvornår og hvorledes,
individet får afgørende betydning i sikkerhedspolitiske beslutningsprocesser. Her er det
uomgængeligt at anvende kognitiv teori. En disciplin som indenfor sit snævre felt nok er
konsolideret, men desværre ikke har formået at kontekstualisere sig i forhold til den bredere
debat i International Politik samt forholde sig ontologisk til struktur-aktør debatten. Kognitiv
teori er specielt underteoretiseret i forbindelse med diskussionen af strukturers beydning
(sociale og materielle) og dermed er en reel stillingtagen til struktur-aktør problematikken
fraværende (Carlsnaes 1992:245; Young & Schafer 1998:68; Rosati 2000:50; Houghton
2009:9). Det er ikke forsvarligt at anvende en for IP underteoretiseret tilgang, hvor
strukturelle elementer udelades i forklaringen af noget så komplekst som sikkerhedspolitiske
beslutninger. Nok er kognitive tilgange isoleret set anvendelige redskaber, men som det
senere vil blive diskuteret, er det tydeligt, at det er afgørende at medtænke strukturelle
betingelser i den samlede forklaring. Gennem diskussionen og udviklingen af en ontologi, der
konsekvent forholder sig til struktur-aktør problematikken, er håbet således at kunne skabe
et fundament, der senere kan bære inklusionen af indsigter fra den individorienterede
kognitive teori i en større ramme af den traditionelt systemorienterede IP-disciplin - uden
monokausale sammenhænge. I dette kapitel vil vi derfor forsøge at skabe et ontologisk skelet,
hvor betydningen af individets ”agency” senere kan analyseres indenfor rammerne af en
11
forståelse, der også inkluderer både sociale og materielle strukturer. Vi vil begynde med det
sidste, idet strukturer traditionelt har været det primære analysefelt og diskussionsområde i
mainstream IP: Hvad er de eksisterende "strukturer" i international politik, og hvorledes er
relationen mellem struktur og aktør?
2.2 Diskussion af strukturbegrebet i IP
Et godt udgangspunkt for en ontologisk diskussion af strukturer er at identificere de
eksisterende opfattelser af begrebet indenfor International Politik. I denne henseende vil vi
inddrage Douglas V. Porporas strukturtypologi, hvor han præsenterer fire grundlæggende
opfattelser, som i forskellige former har inspireret disciplinen (Porpora 1989:195). Strukturer
er ifølge Porpora indenfor IP grundlæggende blevet forstået som:
1. Resultater af individers adfærd: Strukturer eksisterer ikke ipso facto uden menneskelig
handlen men er produkter heraf og uden selvstændig kausalkraft.
2. Lovmæssigheder, der dikterer individuel adfærd. Sociale fakta forklarer sociale fakta.
3. Kollektive regler og ressourcer, der strukturerer adfærd.
4. Systemer af menneskelige relationer blandt sociale positioner.
I nærværende sammenhæng vil det være mest relevant at diskutere strukturopfattelserne i
henholdsvis punkt 1 og 2 og derefter punkt 3, fordi de repræsenterer to grundlæggende - men
mangelfulde - ontologiske strukturforståelser indenfor International Politik, hvor enten
strukturer eller aktører får ontologisk forrang. Derudover repræsenterer punkt 2 og 3 også,
hvad der for øjeblikket forekommer at være de mest toneangivende teoriretninger indenfor
International Politik: Neorealismen og socialkonstruktivismen (Sørensen 2008:6). Gennem en
diskussion af disse teoriretningers ontologiske strukturforståelse vil vi fremhæve, hvorfor de
ikke er tilstrækkelige i sig selv. De må i stedet indkorporeres i en forståelse, der nok
opretholder struktur-aktør dualismen men hverken gør strukturer til reduktionistiske
produkter eller determinanter af social adfærd (henholdsvis punkt 1 og 2) eller
dekonstruerer strukturbegrebet og reducerer strukturer til kun at manifesteres socialt eller
psykologisk (punkt 3) - hvorfor materielle betingelser fratages selvstændig betydning.
Specialets ontologiske forståelse vil derimod være beslægtet med den videnskabsteoretiske
"kritiske realisme", hvilket vil fremgå af dette afsnits konklusion.
12
2.2.1 Reduktionistiske strukturopfattelser
Først vil vi behandle strukturopfattelserne i Porporas punkt 1 og 2. Disse deterministiske
opfattelser giver enten ontologisk forrang til aktører eller strukturer.
Sociologen George C. Homans kan siges at være repræsentant for den individualistiske
opfattelse i punkt 1. Her er strukturer blot "repeated behaviour in particular places" og opstår
kun, når individer gentager handlinger i mikrosituationer. Situationer, hvor den sociale
interaktion alene forklarer årsagen til handlen (Wight 2006:128). En strukturel effekt bliver
her til en kollektiv effekt, og egentlige strukturelle (materielle) årsager er fraværende (ibid).
Derfor forstås strukturer her som abstraktioner uden kausalkraft. En sådan ontologi ville
umiddelbart skabe plads til individuel agency og dermed en kognitiv tilgang, men da
menneskelig handlen forstås i et strukturelt vakuum, reduceres og forsimples den sociale
virkelighed unødigt.
Som den ontologisk diametrale modsætning - men deterministiske ligemand - står
strukturalismen i Porparas anden strukturopfattelse. Indenfor IP er neorealismen det bedst
kendte udtryk for dette og har ontologisk rod i en strukturopfattelse, som tydeligst kan
illustreres gennem Durkheims studie af selvmordet. Her kan et individs selvmord således
ikke forklares med udgangspunkt i personens motiver men kun med udgangspunkt i graden
af social sammenhængskraft i et bredere perspektiv: "If social cohesion and integration
decreased then suicide would rise" (Wight 2006:129). Sociale fakta i form af samfundet eller
sociale institutioner kan således her udøve eksterne begrænsninger på det enkelte individ.
Sociale fakta, der forklares med andre sociale fakta og helt uden forbindelse til individuelle
processer eller mentale dispositioner. I den henseende bliver opgaven derfor at afdække de
"law-like regularities", der begrænser eller determinerer aktørens handlinger (ibid.). Studiet
af aktør-niveauet bliver derfor overflødigt for forståelsen af individuel handlen. Som indikeret
er denne ontologiske opfattelse nært beslægtet med - og måske en inspiration for - Kenneth
Waltz' neorealisme (også kaldet strukturrealisme). For Waltz er variationen i systemet og
dermed indirekte de sociale udfald ligeledes determineret gennem variationen i "sociale
fakta." De sociale fakta forstås hos Waltz som fordelingen af materielle kapabiliteter i det
internationale system og de sociale udfald - altså aktørens handlen - bestemmes lovmæssigt:
"Hvis X fordeling, så Y adfærd" (Wight 2006:130) - eller som Waltz skriver: "Laws establish
13
relations between variables" (1979:1). Disse lovmæssige sammenhænge betyder, at
ændringer i fordelingen af materielle kapabiliter potentielt resulterer i det internationale
systems forandring uanset hvad, der på aktørniveauet eksisterer af individer med motiver,
beliefs og hensigter. Aktørens handlinger er determineret af strukturelle lovmæssigheder, og
strukturer kan forandres uden individuelle aktører. Eller som Wight skriver: "This approach
attempts to arrive at explanations without recourse to the motives of individuals and views
structure as a domain that is autonomous of individual powers and propensities" (2006:131).
Fælles for reduktionistiske strukturopfattelser er, at strukturer ontologisk ses som enten
monokausale produkter eller årsager til menneskelig handlen. Den danske Irak-beslutning
ville med udgangspunkt i disse strukturforståelser til fulde kunne forklares af enten et
strukturelt pres eller af beslutningstagernes individuelle dispositioner. Enten priviligeres
strukturer over aktører eller omvendt - den ene side af dualismen bliver reduceret til "et
passivt produkt af den anden side" (Buch-Hansen & Nielsen 2005:47). Sådanne
strukturopfattelser indgår derfor i en deterministisk dualisme uden mulighed for historisk
betinget variation i kausalsammenhængene. Herved reduceres det sociale uhensigtsmæssigt i
statiske relationer, der ikke kan reflektere virkelige relationers potentielle gensidige
påvirkninger og historiske foranderlighed.
2.2.2 Strukturationsteoretiske strukturopfattelser
Overfor de reduktionistiske forståelser står den tredje strukturtype i Porporas opdeling:
Strukturer som "regler og ressourcer". Her indgår struktur og aktør ikke i en dualisme, hvor
de eksisterer hver for sig men i en dualitet, hvor strukturer og aktører er logisk uadskillelige
elementer. På mange måder forekommer denne strukturopfattelse at være modsætningen til
neorealismens fokus på materielle strukturers determinisme og har i forskellig grad
inspireret postpositivistiske tilgange - specielt socialkonstruktivismen. Dualitetstænkningen
har i denne sammenhæng rod i Anthony Giddens strukturationsteori, hvor han ved at
redefinere strukturbegrebet til ”regler” og ”ressourcer” forsøger at overskride den
problematiske dualisme mellem aktør og struktur. Her udviskes grænsen mellem struktur og
aktør, som bliver uadskillelige i en fortløbende proces. Ifølge Giddens er strukturer i sig selv
ikke materielle men udelukkende mentale og sociale fænomener - "Structure exists in timespace only as moments recursively involved in the production of social systems. Structures
14
have only a virtual existence" (Giddens 1981:26). Det vil sige, at strukturer kun ontologisk får
eksistens i aktørens viden om deres dag-til-dag aktiviteter og som flygtige "memory traces"
(Giddens 1984: 17-25; Wight 2006:143). Nok optræder materielle ting i Giddens
ressourcebegreb, men det materielle får så at sige først ontologisk eksistens, når individer
tænker på dem. Strukturbegrebet er derfor ikke i specialets sammenhæng tilstrækkeligt, fordi
det udelukkende eksisterer som aktørforståelser: En voluntaristisk approach, der reducerer
den sociale verden til kun at være subjektiv. Giddens synes at reducere al social aktivitet til
psykologiske fænomener og derved kun at se strukturer i kraft af og gennem individer uden at
anerkende, at strukturer har en selvstændig eksistens. I den henseende mangler
strukturationsbegrebet en styrende mekanisme, der genererer aktørernes motiver.
Wights svar herpå er, at "emergent material relations" reelt genererer sådanne motiver. Der
findes materielle strukturelle betingelser udenfor individet, der møder det som et objektivt
fænomen og har en selvstændig kausalkraft. Dette ses eksempelvis i forhold til krig. Krigen
bliver ikke først til en krig når den opfattes som en sådan. Fysisk krig rammer nemlig også
civile, som ikke har noget begreb om krig eller, som ikke har konceptualiseret en sådan krig –
den fysiske virkelighed omkring krig og dens ofre gør sig stadig gældende (Wight 2006:159).
Og yderligere: Begreber som unilateralisme, FN, globalisering osv. er alle blevet formet på
baggrund af materielle omstændigheder med afsæt i den fysiske virkelighed - de blev f.eks.
påvirkede og formet af de materielle begivenheder d.11.september 2001.
Kritikken bliver derfor således: Ved at definere struktur som regler og ressourcer laver man
en ontologisk reduktion af struktur til at være en aktørmæssig forståelse og ”instantiations”
af denne struktur (Wight 2006:153-154). Det vil sige, at objektive og materielle strukturer
ikke synes at have berettigelse eller relevans udenfor inidividet i strukturationsdynamikken.
Strukturer forbliver en del af en fænomenologisk proces. Porpora skriver i forlængelse heraf:
(Giddens) "Ends up reducing the organizational features of society to an epiphenomenon of
human behaviour" (Porpora 1989:196). Samme tendens forplanter sig til Alexander Wendts
konstruktivisme, hvor strukturer ligeledes optræder som intersubjektive forståelser uden
selvstændig kausalkraft, hvor individuelle motiver reelt ikke påvirkes af materielle
omstændigheder (Wight 2006:157-158). Vi kan altså ikke forklare nogen handlinger som
strukturelt betingede. Strukturer har aldrig selvstændig ontologisk eksistens som "regler og
15
ressourcer" og kan derfor uhensigtsmæssigt ikke optræde som uafhængige variable:
"structure as 'rules and ressources' tends to flatten out social reality" (Wight 2006:141). Når
dette er sagt, er strukturationsteoretiske indsigter alligevel nyttige for vores ontologiske
forforståelse. Strukturationsteoretiske tilgange formår modsat neorealismen at inkludere
betydningen af ideer og normer i studiet af IP og åbner dermed analytisk "the black box",
omend eksempelvis Alexander Wendt, som vi vil diskutere i det efterfølgende aktørafsnit,
beholder et ontologisk udgangspunkt, hvor staten stadig er aktør.
2.2.3 En kritisk realistisk strukturforståelse
På baggrund af denne kritik vil specialets "strukturer" indgå i en dualisme og ikke en
dualitet. Dualismen forekommer kun at være et problem, hvis den indeholder statiske
kausalsammenhænge. Dualismen er nødvendig for at kunne studere struktur og aktør
analytisk for sig og erkende dynamikken imellem dem. Igennem indsigter fra kritisk realisme
kan vi modsat Giddens og Wendt fastholde, at strukturer adskiller sig markant fra aktører. I
den kritiske realisme forsøger man ikke at overkomme dualismen gennem opfindelsen af nye
begreber. Her fokuseres i stedet på vekselvirkningen eller samspillet mellem aktører og
strukturer over tid (Buch-Hansen & Nielsen 2005:49). Specialets ontologiske forforståelse
bliver i forlængelse heraf, at strukturer både har et materielt og et idémæssigt element, der
dynamisk både betinger og betinges af aktøren i en fortløbende proces. Som Georg Sørensen
skriver: "the ideas and shared knowledge which are in focus in constructivist analysis never
operate outside a specific material context" (2008:21). Denne "material context" betragter vi
som allerede eksisterende strukturelle betingelser, som aktøren må forholde sig til, og som vil
indgå som objektive kendsgerninger i en social verden, hvor individers idéer nok kan
interagere med og percipiere strukturerne, men også være materielt og objektivt begrænset.
Denne kritisk realistiske forforståelse af strukturer og relationen med aktører vil blive
yderligere specificeret i afslutningen af dette kapitel og gennem de følgende kapitler.
2.3 Diskussion af aktørbegrebet i IP
IP disciplinens identitet har længe hvilet på antagelsen om, at staten er aktør (”state-asagent”), og det internationale system er struktur (Wight 2006:177). Med undtagelse af
klassisk realisme udtrykt gennem bl.a. Hans Morgenthau, synes antagelsen at være
konsolideret bredt i IP-teorien – både blandt positivistiske og postpositivistiske tilgange.
16
Hovedretningerne indenfor IP (realismen, liberalismen, den engelske skole og
konstruktivismen) tager alle udgangspunkt i antagelsen om ”state-as-agent”. Mens der
epistemologisk set er tale om fire forskellige teoriretninger, er der en ontologisk homogen
forståelse af staten som aktør. At dette er problematisk vil fremgå i nedenstående diskussion.
”State-as-agent”-paradigmet er forståeligt. Hvad ville adskille IP fra almindelig politisk teori
eller makrosociologi uden denne grundlæggende antagelse? Hvis enkeltindivider og ikke
stater var aktører, kunne teorierne miste deres generaliserbarhed og ”parsimony”. Kriterier
som generelt betragtes som afgørende for disciplinens ”videnskabelighed” (Byman & Pollack
2001:113). Disciplinens integritet og selvstændighed syntes da også at være så nært
forbundet med en fast antagelse om aktørniveauets karakter at tilgange, der udfordrer
”staten-som-aktør”, har en tendens til at leve et kort liv eller blive forvist til subdiscipliner hvilket i vid udstrækning ses eksemplificeret i form af "foreign policy analysis" (FPA). Som
Valerie Hudson skriver om tendensen på IP-feltet: ”abstraction are of necessity at the heart of
our theories, agency vanishes” (2007:9). Individet forsvinder i en opfattelse af
nødvendigheden af abstraktion - den "blackboxede" stat er abstraktionen, hvori individet
forsvinder.
Det er værd at udfordre den dominerende ”stat-som-aktør”-forståelse. IP-teorier undlader
ofte at diskutere, hvad ”agency” er på et rent ontologisk plan, før metodologien udvikles, og
analysen påbegyndes. I den sammenhæng forekommer IP-teori generelt at give en grundigere
indsigt i og definition af hvad strukturer, end agency5 er, og hvad agency betyder i
International Politik. Teoretikere indikerer også, at det etablerede paradigme er svært at
bryde. Som Wendt skriver er lighedstegnet mellem stat og aktør anvendeligt, fordi det er
”accepted practice in mainstream international relations discourse” (1992:397). Denne
”accepterede praksis” eller ”institutionaliserede antagelse” (Wight 1999:127) vil blive
undersøgt i dette kapitel, hvor det vil blive diskuteret, hvad der grundlæggende definerer
agency og hvorvidt staten eller andre kollektive sociale organisationer legitimt kan betragtes
”Agency” bruges her i stedet for ”aktør” for at understrege, at det danske aktørbegreb synes at have
sammensmeltet begreberne ”actor” og ”agency”, hvilket gør det sprogligt vanskeligt at diskutere, hvad der giver
aktøren sin handlende status - ”agency” - som eksempelvis egenskaber som vilje, intentionalitet, fornuft og
subjektivitet (Wight 1999).
5
17
som aktører i International Politik. Gennem en kritik af det bestående paradigme vil vi
argumentere for, at agency er indlejret i individet og ikke i staten.
2.3.1 Staten som aktør?
Et godt post-positivistisk eksempel på, at ”state-as-agent” antagelsen er problematisk, findes
i Alexander Wendts konstruktivismeteori. Positivistiske tilgange kunne også være valgt, men
Wendt forekommer at være et bedre eksempel, fordi han på trods af forsøget på at medtænke
menneskelig perception og intentionalitet og derved individet ind i aktør-niveauet alligevel
ender med at reducere menneskelige egenskaber i et homogent statsniveau.
Wendts ambition er at komme videre i ”state-as-agent” problemet ved helt bogstaveligt at
tillægge staten agency - han behandler staten som en person. Wendt skriver, at: ”States…are
people too” (1999:194) og mener hermed, at hvis man vil fastholde den grundlæggende
antagelse om ”staten-som-aktør”, må man sidestille staten med individet. Kun individer
besidder agency, og vil man behandle staten som en handlende aktør, må man forstå staten
som bogstaveligt udgjort af individer (Wendt, 1999:194, 215). Derfor forstår Wendt agency
som kvalificeret af en række menneskelige egenskaber som:
Aktøren skal have en teoretisk forståelse for sine aktiviteter og skal kunne give
begrundelser for sine handlinger.
Aktøren skal kunne reflektere over sine handlinger og potentielt kunne ændre eller tilpasse
dem.
Aktøren skal kunne træffe beslutninger (Wendt 1987:359).
Ifølge Wendt er det disse egenskaber, der giver aktøren agency og adskiller aktøren fra
strukturniveauet. Egenskaberne betragtes som grundlæggende for enhver form for ”agency”.
Derfor må staten besidde disse menneskelige egenskaber for at fungere som aktør, og derfor
mener Wendt bogstaveligt, at staten er ”people” - ”States are collectivities of individuals”
(1992:397). Denne kollektivistiske forståelse af staten som en samlende enhedsaktør betyder,
at Wendt på dette grundlæggende punkt holder sig indenfor det brede IP-paradigme, hvor
staten ultimativt er aktøren, og hvor begrebet ”agency” ikke er tilstrækkeligt konceptualiseret
(Hudson 2007:11). Som Colin Wight skriver: ”Wendts adherance to the ’state-as-agent’ thesis,
however, is an endorsement of structuralism at the level of the state” (2006:187). Wendt
18
lader ikke blot staten repræsentere individuelle aktørers kollektive vilje, han lader staten
være aktøren, hvilket ikke er ontologisk meningsfuldt. Det er ikke staten, der handler, men
politikere og embedsmænd placeret et sted i statssystemet (Wight 1999:127). Det er således
ikke nødvendigt at tilskrive staten menneskelige egenskaber som intentionalitet og evnen til
refleksion, når staten udmærket kan fungere som en struktur, der blot er konstrueret af
individer og sætter rammerne om og faciliterer menneskelig handlen i eksempelvis
international politik.
Wendt er derfor med sin statsforståelse stadig på linie med den metodologiske
strukturalisme, hvor man ligeledes reducerer menneskelige egenskaber (som en selvstændig
vilje og subjektive valg) til kollektive sociale strukturer som staten. Staten bliver unødigt
menneskeliggjort. Som Valerie Hudson skriver: ”States are not agents because states are
abstractions and thus have no agency. Only human beings can be true agents” (2006:6). På
linje hermed konstaterer Jerel Rosati: ”In reality, countries do not act; people act” (2001:47).
Hermed ikke sagt, at der ikke eksisterer fælles intentioner, som kan manifestere sig i kollektiv
handlen. Individer samler sig konstant og koordinerer handlinger, der ikke ville være mulige
for hver enkelt af dem at udføre. Handlinger, der kan få en kollektiv kausalkraft, der er større,
end den enkeltpersoner kan mønstre. Men en sådan kollektiv ”kausalkraft” opstår som følge
af, og er kun tilgængelig for de individer, der indgår i en kollektiv proces – ikke staten som
enhedsaktør. På linie med dette skriver Wight: ”state activity is always the activity of
particular individuals acting within particular social forms … Common intention, to be
realised, must always be mediated by individual interpretation” (1999:128). Den kollektive
vilje kan således ikke siges automatisk at være udtrykt gennem staten og ignorere
enkeltindividet. ”Statens” vilje er altid individuelt medieret.
2.3.2 Agency i individet
I forlængelse af dette vil vi forsøge at komme videre i problematikken ved at tænke
individbaseret agency ind i aktør-struktur diskussionen. Specialet vil fokusere på, hvornår og
hvordan individuel agency bliver særligt relevant i forståelsen af International Politik. Som
det senere vil blive klart er målet ikke at forfalde til en fuldstændig metodologisk
individualisme - hvorved hele den sociale verden ville blive reduceret og relativeret - men i
stedet at forsøge at tænke enkeltindividet ind i en dynamisk og kritisk realistisk aktørstruktur dualisme. Men hvad karakteriserer agency, hvis man ikke ser den indlejret i staten?
19
En nyttig indsigt er at hente i Colin Wights ”They Shoot Dead Horses Don’t They?” (1999). Her
isolerer forfatteren tre grundlæggende egenskaber, der må være tilstede, før man kan tale om
”agency” – og herigennem står det klart, hvorfor ”state-as-agent” paradigmet ontologisk set er
kritisabelt.
For det første må aktøren besidde ”freedom of subjectivity”. Hermed menes, at aktøren er
bevidst om dets eksistens, dets autonomi og kan reflektere frit (Wight 1999:131). Wight
mener hermed ikke, at selvet ikke er influeret af sprog, narrativer og kulturelle faktorer, men
at det trods disse elementer stadig reflekterer og beslutter på grundlag af sin subjektivitet. Et
afgørende element, der længe har været under stærkt pres fra det strukturalistiske paradigme
i socialvidenskaberne. Denne ”freedom of subjectivity” er grundlæggende nødvendig for, at
individuelle aktører kan reflektere og handle i verden - men den er ikke tilstrækkelig.
For det andet er agency ikke mulig uden materielle og sociale strukturer. Aktøren må være
en ”agent of something”. Det vil sige, at agency i form af ”freedom of subjectivity” først bliver
meningsfuld, når det forstås i kontekst af det socio-kulturelle system individet fødes i og
vokser op i (ibid.:133). Dette skal ikke forstås som om, at individet handler på baggrund af
påvirkninger fra hele det omgivende samfund – men nærmere at individet handler på
baggrund af de kollektive sociale grupper, det identificerer sig med og bliver en del af.
Grupper, der også definerer hvilke sociale og materielle ressourcer individet kan ”trække på”
og mobilisere gennem sine subjektive frihed. Dette er i Wights optik den strukturelle
konditionering af agency: Individet udtrykker sin handlen indenfor kollektive sociale former –
som eksempelvis staten eller andre sociale sammenslutninger. Dette leder naturligt til det
tredje konstituerende element, som er ”positioned-practice-places”, hvilket indebærer, at
agency er betinget af konkrete kapaciteter, alt efter om individet er indlejret i
demokratiske/autoritære strukturer og alt efter ”rang” i militære, politiske og sociale
sammenhænge.
Samlet set besidder IP-aktøren således ”agency” i kraft af sin ”freedom of subjectivity”
kapaciteter i den socio-kulturelle kontekst og konkrete rolletildelinger (ibid.:134). I denne
forståelse bliver agency således først mulig, når det subjektive og reflekterende individ
trækker på de strukturelle kapaciteter, der omgiver det, hvorefter den subjektive vilje kan
manifestere sig i kollektive former. Former, der kan bestå i virksomheder, foreninger,
20
diplomatiet eller i den for feltet måske mest relevante sammenhæng - staten. Herved bindes
den handlende aktør til de omgivende strukturer som gensidigt konstituerende niveauer,
hvor det ene niveau ikke er meningsfuldt uden det andet – men med agency i individet og ikke
staten.
Det skaber nye fordele at udfordre det systemiske paradigme og analysere ”individet-somaktør”. En af de mest markante er, at enkeltpersoner og grupper af personer tillægges større
betydning og at statens ”black box” dermed åbnes i forklaringen af sikkerhedspolitiske
beslutninger. Herved udvides fokus fra den politiske beslutning som et resultat til
beslutningsprocessen som en helhed, hvor analysen kan trække på indsigter fra andre
discipliner som sociologi, psykologi og økonomi. Dette vil senere fremgå af specialets case,
hvor psykologisk teori bidrager til forklaringen af Irak-beslutningen.
2.3.3 Afslutning på aktørdiskussion
Dette afsnits ontologiske diskussion af ”agency” er ikke et forsvar for metodologisk
individualisme. Agency kan, som det fremgår af Wights kriterier, ikke eksistere og være
relevant i International Politik uden strukturniveauet. Konsekvenserne af antagelsen om
”staten-som aktør” er problematiske, som diskussionen har antydet. De reelle
beslutningsprocesser bag staters beslutninger ”black-boxes” oftest gennem personificeringen
af staten. Aktøren er til stede, men individuel ”agency” forbliver underteoretiseret og
underbelyst. I det næste afsnit vil det blive diskuteret, hvorledes den reviderede ontologiske
struktur- og aktørforståelse, som den fremgår af de to forudgående afsnit, kan tænkes
sammen i en integreret ramme, der kan lægge til grund for en metodologisk tilgang. En
tilgang, hvor fordelen ved at studere individet som aktør fremgår af samspillet med det
strukturelle niveau. En analyse af både indvid- og strukturniveauet vil være nødvendig for en
tilstrækkelig forståelse af sikkerhedspolitiske beslutninger.
2.4 Relationen mellem struktur og aktør – en dynamisk dualisme
Som det fremgik af diskussionen af aktør- og struktur i IP, er det vanskeligt at drage et
ontologisk skel mellem de to begreber. Niveauerne må forstås som gensidigt betingende og
ikke determinerende for hinanden. Hermed kommer vi frem til et af de mest centrale
spørgsmål i socialvidenskaberne: Er forholdet mellem struktur og aktør deterministisk eller
21
voluntaristisk? Er det objektivt eller subjektivt? Statisk eller dynamisk? En kort diskussion af
dette set i lyset af vores ontologiske overvejelser vil afrunde dette kapitel, hvorefter specialets
ontologiske forforståelse vil fremstå klart.
Det fremgår, at aktør- og strukturniveauerne i nærværende forståelse er gensidigt betingede
på en række punkter og indgår i en dynamisk dualisme og ikke i en dualitet eller en
monokausal determinisme. Dualismeforståelser kommer i mange varianter i analysen af
International Politik, men med udgangspunkt i de forudgående diskussioner lægger specialet
sig tættest op af den tilgang, Margaret Archer argumenterer for i bogen "Realist Social
Theory" (1995), hvor ”…properties of structures and agents are irreducible to one
antoher…And temporally distinguishable” (Archer 1995:66) samt i forlængelse af Walter
Carlsnaes’ ”reciprocal interplay over time” (1992:264). Der er altså her grundlæggende tale
om en dualismeforståelse, hvor struktur og aktør er ontologisk og analytisk adskillelige
elementer, men med gensidige påvirkningsrelationer (Archer 1995:66;Carlsnaes 1992:264).
Aktører er individer, der i den sociale verden mødes af materielle og intitutionelle strukturelle
betingelser, men gennem handlinger (social interaktion) kan de ændre på disse strukturelle
betingelser. I den forbindelse lægger Archer stor vægt på dualismens tidsmæssige
progression (ibid.). Vi vil i den forbindelse introducere Archers model ikke med det konkrete
formål at overtage hendes substantielle aktør og struktur forståelser men i højere grad for at
drage fordel af hendes cykliske forståelse af det dynamiske forhold imellem disse.
Grundlæggende forsøger Archer (og Carlsnaes) ikke at overkomme den traditionelle
dualisme gennem en omfattende redefinering af traditionelle begreber - som Giddens’
”neologismer”. Hun vil i stedet fremhæve den konstante og historiske vekselvirkning mellem
strukturer og aktører som hinandens emergente6 produkter. Strukturer emergerer således
fra aktørers handlinger og har grundlæggende andre egenskaber og er derfor ontologisk
forskellige fra aktører. Det skal her tilføjes, at vi som beskrevet medtænker ”objektive”
materielle strukturer, som ikke emergerer fra individers interaktion men er permanente
tilstedeværende faktorer. Aktørers egenskaber er ligeledes muliggjort af sociale strukturers
tilstedeværelse og påvirkning. Det drejer sig om sociale strukturer som ideer, normer og
6
Fra det engelske ”emerge”: fremkomme, fremvokse.
22
institutioner (Archer, 1995:76). Denne forståelse indebærer derfor grundlæggende, at ”action
presupposes structure and vice versa” (Wight, 2006:70). Logikken i Archers forståelse kan
illustreres således (Archer 1995 75-76 & 82):
Strukturelle betingelser
T1
Social interaktion
T2
T3
Strukturel udvikling
T4 (Nyt T1)
Figur 1: Archers strukturmodel
Figuren illustrerer indirekte, hvorledes aktører og strukturer er gensidigt konstituerende og
hvordan de analytisk kan betragtes som evigt foranderlige cyklusser af de tre trin:
Strukturelle betingelser, social interaktion og strukturel udvikling (Archer 1995:76-89).
Det første trin (T1) omhandler således strukturerne før individets ”agency” kommer i spil.
Ifølge Archer foregår ingen handlinger i et strukturelt vakuum. Individet er strukturelt
betinget men aldrig strukturelt determineret (Buch-Hansen & Nielsen, 2008:52). Social
interaktion (T2-T3) er det led, hvori aktøren kan påvirke strukturerne – af Colin Wight
beskrevet som individets ”freedom of subjectivity” (2006:133). En række unikke
menneskelige egenskaber såsom bevidstheden om eksistens, autonomi og refleksion betyder,
at individuel handling aldrig kan reduceres til et automatisk produkt af et givet strukturel
pres (strukturel determinisme) men, at individets adfærd er et subjektivt produkt af
egenskaber som strukturer ikke besidder (Buch-Hansen & Nielsen, 2008:52). Som
konsekvens af den sociale interaktion mellem aktør og struktur omdannes eller gendannes
sociale strukturelle betingelser både tilsigtet og utilsigtet i en strukturel udviklingsproces.
Den strukturelle udvikling bliver således et produkt af den sociale interaktion, hvori der
etableres en ny strukturel kontekst for menneskelig handling. I den henseende forstås det
altså, at aktører ikke skaber strukturer – men fortløbende omdanner eller gendanner dem.
Cyklussen starter dermed forfra, hvor ”T4 is thus the new T1” (Archer 1995:799), hvor ”the
next cycle must be approached afresh anallytically, conceptually and theoretically" (ibid.).
Dermed er der ikke blot tale om en dualisme – men en dynamisk og historisk foranderlig
dualisme. Denne proces vil vi senere omtale som "feedback"-mekanismen, og vil blive
23
diskuteret nærmere i specialets perspektivering, da en sådan ontologi har videre
implikationer for måden, vi tænker IP på.
På baggrund af disse indsigter mener vi, at aktører og strukturer i International Politik kun
er meningsfulde begreber, når de forstås samlet. Individets handlefrihed kan ofte være yderst
begrænset af de omgivende strukturelle betingelser, men situationer kan også opstå, hvor
individuel agency får relativt større betydning. Som Christopher Hill skriver: ”Human beings
will always have the wiggle-room of specific historical circumstances” (2005:27). Mennesker,
om det så er politiske ledere eller menigmand, har altid motiver, intentioner og valg.
Valgfriheden kan blot være begrænset eller udvidet alt efter karakteren af omverdenens
materielle og ikke-materielle elementer. Målet må derfor være først at forstå de strukturelle
(sociale og materielle) betingelser samt at afklare, hvilke individer der optræder som aktører
og, hvorledes deres beslutninger bedst kan forstås.
2.5 Afrunding af den ontologiske diskussion
I dette kapitel har vi forsøgt at skitsere en dynamisk-eklektisk tilgang, hvor struktur-aktør
forholdet er under evig udvikling, og hvor både indsigter fra systemiske og individuelle
tilgange benyttes til en dybere forståelse af den sociale virkelighed. Kausalkraften går begge
veje men er afgjort dynamisk over tid alt efter hvem, der er aktør, og de muligheder og
begrænsninger strukturerne sætter. Foranderligheden i struktur-aktør forholdet betyder, at
individets, statsstrukturens eller det internationale systems ”capacity to impact” ikke kan
generaliseres på samme vis, som det eksempelvis sker med naturvidenskabelige relationer.
Som Carlsnaes skriver: ”neither structures nor actors remain constant over time”, og derfor er
der behov for en ”dynamic synthesis of structural and agential factors” (1992:246-247).
Afslutningsvist skal det understreges, at dette kapitel primært har haft et ontologisk sigte og,
der er dermed ikke truffet epistemologiske og metodologiske valg. Som Hollis og Smith
skriver: ”Whether a thing exists is a question about the world independent of questions about
how we could know it or what statements concerning the thing mean” (Hollis & Smith
1990:10). Dermed menes, at en avanceret ontologi ikke i sig selv forklarer, hvorledes vi kan
erkende den foreslåede sociale virkelighed. Det sociales eksistens og erkendelsen af det
sociale er grundlæggende to forskellige diskussioner. Men udtryk, som er relateret til
24
struktur-aktør relationen som en ”perpetual proces of interaction” (Hill, 2005:26),
”interrelated entities”, ”reciprocal interplay” (Carlsnaes, 1992:245 & 249) og ”inextricably
intertwined temporal proces” (Cerny, 1990:4), skal have en meningsbærende metodologi for
at kunne vise deres empiriske validitet. Vi har ligeledes argumenteret for, at både individer og
strukturer er vigtige for forståelsen af udenrigspolitiske beslutninger, men ikke hvornår
individer bliver særligt vigtige eller, hvordan vi kan vurdere de strukturelle betingelser eller,
hvorledes man kan analysere individet nærmere. Derfor vil vi i de følgende kapitler (kap.3-6)
skitsere en metodologi, som afspejler den ontologiske forforståelse og kommer i naturlig
forlængelse heraf.
3. Fra ontologi til metodologi: En integreret approach
Når man argumenterer for, at både aktører og strukturer må studeres i studiet af
sikkerhedspolitiske beslutninger (og at den relative betydning af hver må fastlægges
empirisk), stiller dette store krav til de metodologiske valg. Dels skal man kunne erkende de
mulighedsskabende og begrænsende strukturer, som de blev diskuteret ontologisk, og dels
skal man kunne analysere på individniveau og fastlægge, hvornår og hvorledes individets
eller gruppens subjektive ”agency” i samspil med de strukturelle betingelser får indflydelse på
beslutningerne. Man skal altså samlet set vurdere hvilke metoder, der skal inddrages for at
erkende den sociale virkelighed og svare på specialets hovedspørgsmål: Hvornår og hvorledes
bliver individet det analytiske centrum i forklaringen af sikkerhedspolitiske beslutninger?
Den aktør-struktur integrerede ontologiske forforståelse indebærer dermed en omfattende,
men nødvendig metodologisk tilgang.
3.1 Mangelfulde eksisterende metoder: Deterministiske approaches
Grundlæggende har både positivistiske og post-positivistiske tilgange en tendens til at
analysere sikkerhedspolitik gennem enten en metodologisk individualistisk eller
strukturalistisk metode, der betoner, at det enten er individet eller strukturen, der er den
kausale determinant. Således finder man eksempelvis blandt individualistiske approaches
både rational choice-tilgange og kognitive tilgange, som har vidt forskellige epistemologiske
udgangspunkter. Rational choice er positivistisk, mens kognitive tilgange kan siges at være
post-positivistiske. Fælles for disse samt adskillelige strukturalistiske tilgange er, at de
25
metodisk argumenterer for en kausal determinisme som isoleret set ikke er frugtbar i
analysen af den dynamiske struktur-aktør relation. Tilgange, som betoner enten metodologisk
individualisme eller metodologisk strukturalisme, kan med deres kausale determinisme ikke
indfange den ontologiske dynamik mellem strukturer og aktører - den sociale virkelighed
flades ud. Strukturalister ignorerer individets betydning, mens metodiske individualister
fejlagtigt reducerer materielle strukturers store betydning for individers handlemuligheder.
Walter Carlsnaes kalder dette ”upwards” og ”downwards conflation” – betydningen af den ene
del af struktur-aktør ligningen reduceres til at være determineret af den anden, hvorved man
udelukker analysen af ”the reciprocal interplay between the two” (Carlsnaes, 1992:249). Den
afhængige variabel udelukkes fra at påvirke den uafhængige variabel, hvorved den samlede
forståelse forsimples. Eller som Archer skriver: ”The dependent element is robbed of the
capacity to exploit or to influence the determining element, for it lacked the autonomy or the
independence to do so” (Archer 1988:97). Dermed ikke sagt at determinstiske metoder ikke
er anvendelige, så længe de blot bruges eklektisk og som en del af et metodisk apparat, der
også kan reflektere modsatrette kausale påvirkninger.
I ”Explaining Foreign Policy: US decision-making and the Persian Gulf War” (2004) forsøger
Steven Yetiv netop at illustrere, hvorledes den sikkerhedspolitiske beslutning vedrørende den
første golfkrig kan analyseres og forklares dybere gennem brugen af ”multiple perspectives”
(2004:15). Yetiv henter sin inspiration fra Graham T. Allisons ”Essence of Decision” (1999).
Hvor det sidstnævnte værk benytter sig af tre tilgange i forhold til at forklare Cubakrisens
afgørende beslutninger, forsøger Yetiv at analysere den amerikanske golfkrigsbeslutning ved
at benytte sig af ikke mindre end fem forskellige metoder: ”Rational Actor Model” (RAM),
”Cognitive approach”, ”Groupthink”, ”Governmental Politics” og ”Domestic Politics”. Herefter
er det forfatterens hensigt, at læseren selv kan afgøre hvilken metode eller metoder, der bedst
forklarer beslutningen: ”the reader can cycle back through the evidence and decide on his or
her own which perspective is more telling” (2004:16). Hvilket ”level” man skal studere, og
dermed om den rationelle statsaktør, det kognitive enkeltindivid eller elitegruppen er den
mest valide uafhængige variabel, bliver ikke fastlagt af forfatteren. Derved vover Yetiv sig ud
på gyngende grund rent epistemologisk og fraskriver sig ydermere muligheden for at studere
interaktionen mellem de udvalgte ”levels of analysis”.
26
I stedet for at give en monokausal eller en ”multiple perspective approach” forekommer det
epistemologisk mere meningsfuldt og i overensstemmelse med den ontologiske forforståelse
at integrere passende metoder for derved at give en samlet dynamisk forklaring og ikke en
segregeret og deterministisk forklaring. Vi vil derfor forsøge at skabe en metodologi, der kan
afdække de gensidige påvirkninger og undgå kausal reduktionisme, hvor enten strukturen
eller aktøren optræder som den uafhængige variabel.
3.2 Integrerede metoder
En teoretisk og metodisk integration kan give en mere ekstensiv analyse og en dybere
forståelse af en sikkerhedspolitisk beslutning, end hvad der kunne opnås ved hjælp af
isolerede analyser af ”levels”, som det er kommet til udtryk hos eksempelvis Steven Yetiv.
Integrationen muliggør en mere fokuseret analyse af interaktionen mellem systemiske og
aktørrelaterede variable. Man kan herved nå nærmere en analyse af, hvorvidt det ene niveau
påvirker det andet og dermed give en bedre vurdering af hvilke variable, der er de vigtigste
for forklaringen. Den eklektiske tilgang kan ideelt frembringe en analyse, hvor nye indsigter,
perspektiver og teoriforbedringer kan opstå (Hudson, 2006:165).
Den umiddelbart største ulempe ved at forsøge at integrere tilgange i en inklusiv analyse er,
hvad man kunne kalde ”information overload”. Som illustreret ved Yetivs metode kan
analysen potentielt komme til at inddrage alle tænkelige variable og blive overdetermineret
og dermed ikke være i stand til at fremdrage de væsentligste årsager til den beslutning, der
skal studeres. Derfor er det afgørende, at der foretages metodiske valg, hvor variable, der
vurderes til ikke at bidrage væsentligt til forklaringen, bliver udeladt. Eksempelvis vil en
analyse af en koalitionsregerings indre dynamik være uvæsentlig i situationer, hvor en
elitegruppe eller enkeltindivider reelt kontrollerer den sikkerhedspolitiske
beslutningsproces. Et empirisk eksempel herpå er Cubakrisen, hvor det viste sig, at den
amerikanske beslutningsproces foregik gennem en elitegruppe (EXCOMM), mens Khrushchev
på den sovjettiske side derimod kun konfererede med sine allernærmeste rådgivere (Novosti,
2007:328). Af disse årsager skal analysens variable være motiverede gennem en grundig
metodisk redegørelse med casen for øje. Dette vil fremgå af de følgende kapitler.
27
Den grafiske model, der præsenteres i det følgende afsnit, henter inspiration fra
”environment”-modeller som de kommer til udtryk hos især Maria Papadakis & Harvey Starr
(1987) og Michael Brecher (1967). Her er grundpræmissen, at et givent operationelt
environment (milieu) skaber både muligheder og begrænsninger for aktøren. Disse
environments eksisterer dog ikke udelukkende objektivt men percipieres også af individer og
har derfor også en subjektiv eksistens, som kan analyseres i kombination med de materielle
betingelser. Denne ”environmental possibilism” indebærer et klassisk strukturelt element:
”The environment is seen to be a number of factors which limit man’s opportunities (Starr,
1978:366). Men samtidigt indeholder den også et socialkonstruktivistisk element:
”Environmental factors influence foreign policy by being perceived and reacted to by foreign
policy decisionmakers” (Papadakis & Starr, 1987:414). Denne forståelse vil kunne genkendes
i modellen og vil blive uddybet yderligere i det efterfølgende kapitel.
3.3 Integrationsmodellen
I det følgende vil vores integrationsmodel kort blive skitseret, hvorefter de efterfølgende
teoretiske kapitler vil gå i dybden med de enkelte trin. De efterfølgende kapitler vil således
indeholde en yderligere teoretisk forklaring og uddybning af hvilke metoder der anvendes.
Modellen indeholder teoretiske ”bruttovariable”, der ikke alle bliver inkluderet i caseanalysen. Det vil sige, at alle modellens variable må vurderes i en analyse af
sikkerhedspolitiske beslutninger, men deres relative relevans må bero på den empiriske
analyse. Hvor Waltz indkredser "the strongest propelling forces" som ahistoriske og
uforanderlige styringsmekanismer (1979:68), vil vi her betragte disse kræfter som varierende
og empirisk specifikke.
28
Figur 2: Integrationsmodellen
Det første trin er ”strukturelle betingelser”. Disse kan som beskrevet være både materielle
og sociale strukturer. De sociale strukturer forstås som ideer og institutioner, mens de
materielle strukturer kaldes ”materielle kapabiliteter”. I specialets model optræder de
strukturelle betingelser både i en national og i en international kontekst, som eksisterer i en
gensidig påvirkningsrelation. I ”beslutningsenheden” fastlægges det, hvem der træffer den
sikkerhedspolitiske beslutning på vegne af staten. Tre typer beslutningsenheder er anført,
hvoraf en vil blive udvalgt. Dette vil blive uddybet i kapitel 5.
Selve interaktionsleddet mellem strukturelle betingelser og beslutningsenheden indeholder
to elementer: En analytisk mulighedsskabende/begrænsende dimension og en analytisk
perceptionsdimension. Ved mulighedsskabende forstås som tidligere nævnt, at strukturer er
nødvendige betingelser for beslutningsenhedens handlinger (individet kan ikke stå for sig
29
selv) mens begrænsende forstås som den objektive indflydelse, der indsnævrer
handlerummet. Dette erkendes metodologisk ved at se på materielle kapabiliteter, ideer og
institutioners begrænsende og mulighedsskabende funktioner i forhold til
beslutningsenheden. Den specifikke metode vil blive præsenteret i kapitel 4. Karakteren af de
ovenfornævnte strukturelle betingelsers mulighedsskabende eller begrænsende funktioner i
en bestemt situation og på et bestemt tidspunkt bestemmes dog også af beslutningsenhedens
subjektive perception heraf. Dette kan analyseres gennem en kognitiv analyse. Metoden hertil
vil blive diskuteret nærmere kapitel 6.
Dobbeltpilene mellem beslutningsenheden og de strukturelle betingelser udgør således
interaktionen og synergieffekten, som leder til beslutningen, der er beskrevet som
”sikkerhedspolitisk beslutning”, hvorved de systemiske og individrelaterede variable
integreres i analysen. Derudover indeholder modellen på baggrund af den ontologiske
forforståelse en ”feedback”-effekt. Hermed illustrerer modellen det som Walter Carlsnaes
beskriver som en ”dynamic process where both agents and structures causally condition each
other over time” (1992:247). Feedbackeffekten repræsenterer således den
sikkerhedspolitiske beslutnings omdannende eller gendannende potentiale for nye
strukturelle betingelser. Dette sidste led vil være omdrejningspunktet for specialets
perspektivering i kapitel 12.
Som beskrevet vil de følgende kapitler diskutere modellens variable og dynamikker mere
indgående og der vil blive foretaget flere metodologiske og teoretiske valg. De følgende
kapitler 4-6 vil således diskutere modellens trin teoretisk, mens variablenes relative
forklaringskraft og interaktion vil blive analyseret i den empiriske case-analyse i kapitel 7-11.
30
4. Hvornår: Dynamiske strukturelle betingelser
4.1 Generelt om dynamiske strukturelle betingelser
Som tidligere beskrevet vil både sociale og materielle strukturer blive analyseret isoleret, i
samspil med hinanden og senere i relation til et nærmere specificeret aktørniveau. Dette
kapitel vil omhandle de to første trin. Med udgangspunkt i Robert Cox’ teori om historiske
strukturer vil Margaret Archers (relativt abstrakte) strukturelle betingelser blive
konkretiseret og uddybet – hvilket vil bringe os nærmere en operationaliserbar
strukturtilgang, der vil fungere som den ene metodiske halvdel i vores integrationsmodel.
Tidligere integrationsmodeller har også forsøgt at inkludere både materielle og sociale
strukturer eksempelvis Michael Brechers monumentale analyse af den israelske
sikkerhedspolitiske beslutningsproces (1969). Her ønskede forfatteren, at inkludere og
analysere alle tænkelige strukturelle faktorer – intet blev glemt – ,og dermed blev analysen
overdetermineret og uden fokus på en egentlig analytisk styringsmekanisme (ibid.).
Endvidere blev interrelationerne og variationen i den analytiske forklaringskraft ikke
afdækket. Derfor skal alle tænkelige strukturelle elementer ikke inddrages i en udtømmende
liste her. I stedet vil vores model nok inddrager flere forskellige strukturelle elementer - men
dette sker blot for empirisk at kunne fastlægge hvilke faktorer, der i en given situation spiller
den mest fremtrædende rolle og giver beslutningsenheden ”the capacity to act” (Papadakis &
Starr 1987:415). Herudover kan modellen reflektere den evige udvikling i relationerne
mellem strukturelementerne. De udvalgte strukturelementer er gensidigt påvirkende –
hvilket forklarer modellens ”cirkler”, der illustrerer strukturel interaktion. Både den grafiske
fremstilling såvel som den dynamiske forståelse er inspireret af Robert Cox, der med sin teori
om historiske strukturer bringer os et stort skridt nærmere en egentlig strukturel metodologi.
I ”Approaches to World Order” (1996) præsenterer Cox sin teori. Bogen er et kritisk svar på
den forsimplede ”problem-solving theory” (med neorealismen i spidsen), som han mener har
domineret i International Politik. Her er virkeligheden - og dermed den strukturelle
verdensorden - ahistorisk, da den antager ”the permanence of the institutions and power
relations which constitute its parameters” og derfor skaber ”a continuing present” (1996:89).
Sådanne ahistoriske teoriers styrke er deres høje generaliserbarhed, men deres
31
undergravende svaghed er ifølge Cox en statisk strukturforståelse, der ikke reflekterer
virkelighedens afgørende dynamik i relationen mellem typer af sociale og materielle
strukturer. Ahistoriske ”problem-solving”-teorier har specielt vist sig at opnå paradigmatisk
status i perioder med strukturel stabilitet – som under den kolde krig, hvor neorealismen
kunne bide sig afgørende fast i IP-feltets kerne og selvforståelse. Som Cox skriver: ”Periods of
apparent stability of fixity in power relations favor the problem-solving approach” (ibid.:90).
Teoretikere bør ikke lade sig overbevise af høj stabilitet på kort sigt men i stedet anerkende,
at historien og herunder de analytiske styringsmekanismer i International Politik, er
foranderlige og ikke statiske i ”la longue durée”. Forstået således at den iboende
forklaringskraft i eksempelvis neorealismen og neoliberalismen er historisk betinget.
Som modsvar til de ahistoriske teorier argumenterer Cox for en forståelse af strukturer som
historisk betingede og under konstant udvikling, hvorfor man fortløbende må revurdere de
enkelte elementers betydning og ikke forfalde til en statisk strukturopfattelse.
Cox’ historiske strukturer indeholder som integrationsmodellens strukturniveau følgende
elementer: Materielle kapabiliteter, ideer og institutioner.
Figur 3: Cox' historiske strukturer
Tredelingen i figuren herover viser ”a picture of a particular configuration of forces. This
configuration does not determine actions in any direct mechanical way but imposes pressures
and constraints” (1996:97-98). Internt er der heller ingen determinisme mellem de tre
variable – ”the lines of force” er ”reciprocal” (ibid.). I forlængelse heraf skriver Georg
32
Sørensen: ”The three elements are considered equally important, that is their relative
influence can be identified only in the context of concrete historical analysis” (2001:18).
Tre grundlæggende indsigter synes derfor at danne ramme om Cox’ strukturforståelse:
Variablerne bestemmer ikke aktørens adfærd på deterministisk vis. De skaber
begrænsninger og muligheder for handling.
Intet strukturelement er per se vigtigere end et andet. Betydningen fastlægges gennem
konkrete empiriske analyser, hvor også de interne strukturelle påvirkninger fastlægges.
International Politik er mere end materielle kapabiliteter – også sociale strukturer som
ideer og institutioner må medtænkes som begrænsende og mulighedsskabende strukturelle
elementer.
Hvor den marxistisk-inspirerede Cox tillægger udviklingen i de økonomiske
produktionsforhold relativt stor vægt i forklaringen af strukturernes foranderlige natur, vil vi
i stedet med udgangspunkt i de tre indsigter tilpasse forståelsen af strukturelementerne til
vores analyse, hvis genstandsfelt er mere specifikt end Cox’. Herigennem er forhåbningen, at
skabe et empirisk skarpere fokus i analysen af, hvorledes strukturer fungerer begrænsende
og mulighedsskabende for den sikkerhedspolitiske aktør – hvor Cox sigte er at forklare den
politiske verdensorden og udvikling i en bredere forstand. I de følgende afsnit vil indholdet i
og relationerne mellem de enkelte strukturelementer derfor blive diskuteret og uddybet for at
skabe et skarpere analytisk fokus. De enkelte variablers titler vil dog stadig være
meningsfulde at fastholde – korrektionerne er inholdsmæssige. Herudover indeholder
integrationsmodellen som præsenteret i det foregående kapitel både et internationalt og et
nationalt environment, der samlet konstituerer de strukturelle betingelser, aktøren handler
indenfor. Modellen tillader analyser af beslutninger i både små og store stater, men pga.
specialets valg af case – beslutningen om dansk Irak-deltagelse – sammenholdt med den
eklektiske tilgang, vil fokus være størst på mindre staters handlerum, hvor de internationale
strukturelementer antageligt har større betydning og derfor vil optage mere plads i analysen
end de nationale strukturelementer. Denne antagelse vil blive uddybet i afsnittet om nationale
strukturelle betingelser.
33
4.2 Internationale materielle kapabiliteter
Fordelingen af materielle kapabiliteter i det internationale system kan både fungere
begrænsende og mulighedsskabende for statens (beslutningsenhedens) sikkerhedspolitiske
handlemuligheder. Denne ”neorealistiske” variabel betragtes, som diskussionen i dette afsnit
vil vise, som et særdeles relevant og afgørende strukturelement, hvis udfald kan bestemme
om modellens videre analyse og variable bliver enten højrelevante eller af underordnet
betydning for forståelsen af årsagerne til sikkerhedspolitiske beslutninger. Hermed menes
ikke, at der er et deterministisk forhold blandt de internationale strukturvariable – men at
karakteren af denne første variabel i høj grad kan relevansgøre betydningen af internationale
sociale strukturer og ultimativt analysen af enkeltindivider. I det følgende vil det først blive
diskuteret, hvornår dette strukturelement er begrænsende for aktørens handlerum og
efterfølgende, hvornår begrænsningen i handlerummet bliver relativt mindre, hvorved sociale
strukturer bliver relativt mere relevante for forståelsen af aktørens sikkerhedspolitiske
handlerum. Diskussionen af materielle kapabiliteter vil tage udgangspunkt i en neorealistisk
(waltziansk) forståelse, der vil vise sig anvendelig som startpunkt for modellens analyse.
4.2.1 Når fordelingen af materielle kapabiliteter fungerer begrænsende
Kenneth N. Waltz kondenserer sin neorealistiske teori meget præcist, når han skriver:
”Capability tells us something about units” (1979:97) og ”structural constraints cannot be
wished away” (1979:109). Dette forekommer uomtvisteligt. De ”units”, Waltz taler om, er
stater, og staters relative materielle kapabiliteter er afgørende for forståelsen af aktørens
sikkerhedspolitiske handlerum og beslutninger. Som det andet citat hentyder til, findes der
strukturelt-materielle elementer, som er ”brute facts”, som aktøren ikke kan percipiere eller
tænke væk – uden omkostninger. Disse materielle strukturer konstituerer den første ramme
for handling. Det vil være udenfor specialets og modellens sigte at diskutere neorealismens
fortsatte gyldighed som teori samt hvorvidt afslutningen på den bipolære orden i 1989 blot
markerer en kort overgangsfase, et ”unipolar moment”, før en ny truende bi- eller multipolær
orden tager over. Det afgørende er her en forståelse af magtbalanceringens dynamik, og
hvorledes den i perioder udøver et stærkt begrænsende pres på alle stater – men specielt
dominerer mindre staters handlerum.
34
En af de neorealistiske grundpræmisser er, at stater i en grundlæggende anarkistiskHobbesiansk verdensorden vil øge deres sikkerhed ved at forholde sig til større magter
internt ved at øge egne militære og økonomiske kapabiliteter eller vælge at balancere
eksternt ved at danne alliance med stormagten (Waltz 1979:116-128). Under den kolde krig
var stormagternes kapabiliteter så overvældende, at ingen kunne udfordre dem ved at
opruste internt, hvorfor små og mellemstore stater for at sikre deres territoriale integritet
måtte ty til den sidste løsning – at danne alliance eller ”bandwagone” med én af stormagterne.
Sikkerhedssituationen i det internationale system og hensynet til statens overlevelse
dikterede ganske simpelt, at staten handlede således. At gå egne vegne var naturligvis stadig
en potentiel mulighed, men aktørene percipierede korrekt, at risikoen ved at ignorere den
bipolære orden kunne være fatale. Uanset skiftende regeringers ideologiske forskelle og
skiftende regeringslederes personlige overbevisninger vedrørende udenrigspolitikken forblev
de bipolært funderede allianceforhold, som det vil fremgå af caseanalysen, et centralt
omdrejningspunkt for Danmarks og mange andre småstaters udenrigspolitik. Når fordelingen
af internationale materielle kapabiliteter leder til en magtbalancering, der udvikler sig
truende, fylder enkeltindividet således mindre i forklaringen af sikkerhedspolitikken. I
modellen blev internationale ”materielle kapabiliteter” i en historisk periode den
altoverskyggende analytiske styringsmekanisme. Tilstedeværelsen af en bipolær orden hvor
småstaten måtte ”bandwagone” med den ene af stormagterne, fungerede således
begrænsende i en grad, så beslutninger om konfliktdeltagelse i langt mindre grad tog
udgangspunkt i beslutningstagernes personlige perception af trusselsbilledet (Post
2006:402). Der var så at sige allerede blevet ”percipieret” af den stormagt, man allierede sig
med, og situationen dikterede, at småstaten overordnet fulgte efter. Småstaten kunne forsøge
at navigere en smule selvstændigt og finde grænserne indenfor et bipolært funderet
allianceforhold - som den danske fodnotepolitik er et eksempel på - men overordnet
setfungerede bipolariteten begrænsende på det sikkerhedspolitiske handlerum, hvilket vil
blive bekræftet empirisk i strukturanalysen i kapitel 8.
Det afgørende neorealistiske bidrag til vores model er derfor en forståelse af, at udviklingen
i den relative fordeling af internationale materielle kapabiliteter kan resultere i perioder som
den kolde krig, hvor magtbalanceringen resulterer i en truende orden. ”Truende” forstås her
som perioder med særlig risiko for åben konflikt mellem stormagterne. Man kan også
35
argumentere for, at der foregår en international magtbalancering mellem USA og opstigende
magter som Kina anno 2010. Denne begyndende balancering har dog endnu ikke antaget en
konfliktmæssig karakter med risiko for global krig og territorial overlevelse. Balanceringen
fungerer derfor ikke i samme grad begrænsende på det sikkerhedspolitiske handlerum for
USA, Kina og deres allierede (Kang 2007; Nijian 2005). En sådan truende orden kan potentielt
også eksistere multipolært (1979:162), om end Waltz argumenterer for at multipolaritet
typisk vil skabe et mere diffust trusselsbillede og en lavere risiko for åben konflikt (ibid.:171).
I specialets analyse vil skiftet væk fra den kolde krigs ”truende” påvirkning og begrænsende
funktion fremgå tydeligt gennem eksemplet Danmark. I relation til modellen anerkendes
neorealismens analytiske værdi derfor i afgrænsede perioder – men ikke som en universal
forklaring. En analyse af den relative fordeling af materielle kapabiliteter og den resulterende
magtbalancering er ikke tilstrækkelig til at opnå en forståelse af beslutningsenhedens
handlemuligheder i bestemte perioder, fordi den som tidligere beskrevet bygger på en statisk
strukturforståelse (Sørensen 2001:16). Som Waltz selv indikerer men desværre ikke
udforsker: ”The only remedy for a strong structural effect (struktur som materielle
kapabiliteter) is a structural change” (1979:111).
4.2.2 Når det materielle pres aftager
Når truende magtbalanceringsperioder afsluttes, betyder fordelingen af internationale
materielle kapabiliteter relativt mindre i forklaringen af sikkerhedspolitiske beslutninger.
Materielle kapabiliteter vil stadig sætte basale grænser for eksempelvis militær formåen, men
de er ikke længere ultimativt begrænsende på aktørens handlerum. Waltz skriver, at stater er
begrænsede pga ”the constant posibility that force will be used … One who knows that
pressing too hard may lead to war has strong reason to consider whether possible gains are
worth the risks entailed” (1979:113-114). Men risiciene er ikke altid de samme. De er som
diskuteret foranderlige over tid. Og variationen i risikoen for, at en global militær konflikt vil
bringe statens overlevelse i spil, betyder også, at begrænsningen i aktørernes handlerum
varierer. Afslutningen på den kolde krig er det seneste eksempel på en sådan radikal
forandring i trusselniveauet, og den afstedkom et udvidet sikkerhedspolitisk handlerum for
de tidligere begrænsede ”bandwagoning states” såvel som for den vindende stormagt. Som
den empiriske analyse i kapitel 8 vil vise, afstedkom afslutningen på den kolde krig en radikalt
mere frigjort sikkerhedstænkning, hvor det øgede handlerum straks blev percipieret og ofte
36
udnyttet. Med ét var statens overlevelse ikke afhængig af nøgterne overvejelser omkring
magtbalancering. Som eksemplet i indledningen illustrerede, var regeringsledere meget
opmærksomme på konsekvenserne ved at lade egne idiosynkrasier dominere i
beslutningstagningen. Enkeltpersoner kunne efter 1989 i højere grad præge et lands
udenrigspolitiske kurs gennem deres subjektive overbevisninger (Schafer & Walker, 2006:4)
men selvfølgelig stadig under hensyntagen til statens formåen og placering i det
internationale system samt under hensyntagen til fordelingen af materielle kapabiliteter - og
nu i særlig grad til sociale strukturer som ideer og institutioner.
Dette argument om et øget handlerum er ikke nødvendigvis i modstrid med det centrale
neorealistiske argument om, at stater i en grundlæggende anarkistisk verdensorden løbende
internt eller eksternt balancerer op mod hinanden. Det er en erkendelse af, at dynamikken i
det trusselsniveau, der potentielt opstår som følge af staters balancering reflekteres i
muligheden for konflikt – og dermed det sikkerhedspolitiske handlerum. Den evigt
tilstedeværende risiko for statens totale tilintetgørelse som eksempelvis udtrykt gennem den
amerikanske MAD-doktrin7 resulterede således i, at hensynet til statens overlevelse
dominerede over alle andre betingelser såvel sociale strukturelle betingelser og individuelle
prædispositioner. Disse Variable kommer i langt højere grad i spil i modellen under perioder,
hvor stater ikke oplever en klar territorial trussel .
Det relative fravær af det materielle neorealistiske pres og risikoen for en global konflikt har
dog ikke betydet et øget handlerum for alle stater. Regionale geopolitiske forhold begrænser
stadig nogle stater enormt. Eksempelvis betød Sovjetunionens disintegration ikke, at den
mindre afløser Rusland ville løsne alle tøjler. Den nylige konflikt i Georgien er et godt
eksempel på, at småstater i regionale stormagters interessesfære stadig kan være yderst
begrænsede af den relative fordeling af materielle kapabiliteter – også i en unipolær verden.
Ligeledes vil stater, der står i vejen for hegemonens centrale ”strategic interests” fortsat
være begrænsede, om end presset fra USA vil variere med skiftende amerikanske regeringer
(Rice 2000:52). Den tidligere amerikanske nationale sikkerhedsrådgiver og udenrigsminister
Condoleeza Rice skrev således allerede før Bush-administrationen tiltrådte om behovet for
"Mutual Assured Destruction." Amerikansk sikkerhedspolitisk doktrin fra 1950erne, der forudsiger begge
stormagternes tilintetgørelse i tilfælde af en ”full scale” atomkrig:
http://www.airpower.maxwell.af.mil/airchronicles/apj/apj97/win97/parrin.html (11/12-09).
7
37
fleksibel ”deterrence” overfor skiftende ”rogue states”, der kunne finde på at stille sig i vejen
for landets interesser (ibid.:60). En lignende overordnet strategi finder man hos USAs
nuværende sikkerhedsrådgiver James Jones, der ligeledes anbefaler at sætte fleksibelt ind og
inddæmme en ”wider array of existing threats”.8
Det øgede sikkerhedspolitiske handlerum er derfor stadig betinget af:
Regionale geopolitiske forhold
At staten (beslutningsenheden) ikke udgør en direkte trussel mod hegemonen
At staten ikke er begrænset af internationale sociale strukturer (som næste afsnit vil
omhandle).
4.2.3 Afslutning: Materielle kapabiliteters dynamiske begrænsning
Den begrænsning, der indirekte opstår i aktørens sikkerhedspolitiske handlerum som
konsekvens af den relative fordeling af materielle kapabiliteter, er dynamisk. Perioder hvor
magtbalanceringen udvikler et højt trusselsniveau kan give denne variabel afgørende
betydning i modellen – neorealismen er overbevisende i perioder med stor risiko. I andre
perioder som efter den kolde krig er trykket for de fleste stater radikalt mindre og andre
faktorer synes at bidrage relativt mere til forklaringen af aktørens sikkerhedspolitiske
handlerum. Som Waltz selv synes at erkende efter den kolde krig: ”Constancy of threat
produces constancy of policy; absence of threat permits policy to become capricious. When
few if any vital interests are endangered, a country’s policy becomes sporadic and self-willed”
(2000:29). I analysen af specialets case vil denne dynamik i trusselsniveauet som en
konsekvens af ”neorealistiske” materielle kapabiliteter blive tydeliggjort empirisk, og den vil
bane vejen for en analyse af hvilke alternative årsager, der dirigerer sikkerhedspolitikken, når
territoriale trusler mod staten er fraværende.
4.3 Internationale sociale strukturer: Adskillelsen af idéer og institutioner
Som det fremgår af det foregående afsnit spiller materielle strukturer altså en dynamisk
begrænset rolle i forhold til sikkerhedspolitisk beslutningstagning. Det internationale system
kan dog som i neorealismen ikke alene betragtes materielt som værende et anarkistisk system
8
Talen findes her: http://www.cfr.org/publication/18515/ (23/10-09).
38
bestående af ikke–differentierede enheder ("like units"), der agerer på baggrund af de relative
indbyrdes styrkeforhold (Hurrell 2002:142-143), og hvor sociale strukturer ikke har
betydning (Cox 1996:102; Sørensen 2001:16). Idéer og institutioner samt en fælles forståelse
af disse spiller ligeledes en central rolle for det internationale system (Hurrell 2002:142-143).
Forstået således, at også disse har en væsentlig begrænsende og mulighedsskabende rolle i
forhold til beslutningsenhedens sikkerhedspolitiske handlemuligheder (ibid.). De
efterfølgende afsnits diskussion er af henholdsvis ideer/normer og institutioner som
betingende strukturer kræver dog indledningsvist en kort diskussion af, hvorfor det kan være
vanskeligt at adskille dem fra hinanden.
Indenfor den generelle IP-debat benyttes begreber om "sociale" strukturer som ideer,
normer, principper, regler og institutioner mere eller mindre løst defineret, hvorfor de også
ofte anvendes til at beskrive de samme ting og omstændigheder (Keohane 1988: 382). Ser
man på, hvordan Chayes & Chayes har defineret normer, og som det ligeledes er benyttet af
bl.a. Hurrell, forstås internationale normer og ideer som værende: ”A broad class of
prescriptive statements – rules, standards, principles, and so forth – both procedural and
substantive”, der fungerer som ”prescriptions for action in situations of choice, carrying a sense
of obligation, a sense that they ought to be followed” (Hurrell 2002:143). Institutionelle
liberalister forstår derimod institutioner som værende internationale organisationer såsom
NATO og/eller som et sæt af regler, der kan styre nationer indenfor et generelt eller specifikt
policyområde (Jackson & Sørensen 2003:117). Det er sidstnævnte regeldimension af den
liberalistiske institutionalisme - også kaldet internationale regimer (ibid.), som ligger sig op
ad førnævnte normdefinition. Ser man på den definition af Krasner (1983), som af blandt
andet Simmons & Martin kaldes for konsensus-definitionen af internationale regimer, så
forstås disse som ”rules, norms, principles, and procedures that focus expectations regarding
international behavior” (Simmons & Martin 2002: 193). I den forstand kan eksempelvis
suverænitet således både opfattes som et princip, en norm, en idé eller som en institution,
såsom blandt andet Keohane gør det (Keohane 1988:385-388). Derfor kan adskillelsen af
ideer, normer og principper samt en mere institutionel forståelse af regler være en smule
anstrengt, idet man kan spørge om, hvornår en tanke går fra være en idé eller et princip til at
være en regel (Simmons & Martin 2002: 193). En sådan sondring kan både være tids- og
pladsmæssig omfattende, hvilket har ledt til, at nogle forskere benytter sig af
39
fællesbetegnelser såsom ”internationale normer” som dækkende for både regler, normer og
ideer (Sørensen 2001:17). For dette speciales videre forløb er det dog analytisk meningsfuldt
at foretage en sådan opdeling (ideer og institutioner) af disse tæt beslægtede begreber. Først
og fremmest ønsker vi at analysere på idéernes karakter og på de potentielle iboende
paradokser, som kan være placeret i forhold til eventuelle logisk modstridende ideer. Det er
således relevant at fokusere på idéernes interne betydning i det internationale system og
hvorledes disse er begrænsende og mulighedsskabende for aktøren. Idé-afsnittet vil således
indeholde den mere fundamentale del af den liberale institutionsforståelse (Jackson &
Sørensen:117; Keohane 1988:184-185), hvori ideer såsom suverænitet og
menneskerettigheder kan diskuteres. Yderligere ønsker vi igennem en analyse af
internationale organisationers betingende rolle at kunne analysere på dybden af disse
institutioner for herved at kunne få indsigt i, hvorledes de kan begrænse aktørens handlerum.
4.4 Internationale idéer som betingende struktur
Der er mange forskellige teoretiske tilgange til at forstå idéer og ideologiers rolle i
International Politik (Sørensen 2006:353). Den Engelske Skole har som teoriretning
eksempelvis primært beskæftiget sig med ideer og normer og disses interne kamp i
forbindelse med at skabe et internationalt samfund (society) bestående af suveræne stater
(Jackson & Sørensen 2001: 139-145). For at kunne finde frem til hvilke ideer og værdier, der
betyder noget som strukturel betingelse, er det ligeledes nødvendigt at skelne systematisk
mellem forskellige idéer og deres indbyrdes hierarki og styrkeforhold i forbindelse med den
historiske kontekst og eksisterende diskurs (Hurrell 2002: 143). I den henseende ligger der
således også en forventning om, at idéer og værdier udvikles og vinder og taber indpas over
tid. Forstået således, at nogle idéer kan have stor betydning på det ene tidspunkt og mindre
eller ingen betydning på et andet. Deri ligger der også en konstruktivistisk inspireret
forståelse af hvordan og hvornår ideer, værdier og normer betyder noget. Der er i den
sammenhæng et omfattende udvalg af tilgange indenfor den konstruktivistiske tradition, som
kan give et indblik i, hvilke effekter og betydninger normer og ideer kan have på international
politik samt, den effekt diskursiv praksis kan have på staters egen opfattelse af interesser og
adfærd (Barkin 1998:235). Det vil dog være udenfor dette speciales rækkevidde at inddrage
en diskussion af et sådan omfang, hvorfor et fokus på eksempelvis suverænitet og
menneskerettigheder ikke nødvendigvis betragtes som de generelt dominerende
40
diskursdannende normer men i stedet som idéer, der spiller en signifikant rolle i diskursen og
i den praktiske udformning af sikkerhedspolitikken. Både den Engelske Skole samt den mere
konstruktivistiské opfattelse af idéer, værdier og normers betydning vil således kun komme
implicit til udtryk i den efterfølgende teoretiske gennemgang og diskussion. I stedet vil det i
denne sammenhæng være mere givtigt at forstå idéer på et mere konkret plan på baggrund af
antagelsen om en liberal vestlig orden. I den henseende er nedenforstående teoretiske
gennemgang af væsentlig betydning.
4.4.1 Liberalisme som dominerende idé
Francis Fukuyamas fremlægger i sine artikler og sin bog vedrørende sin berømte tese om
”the end of history”, at den vestlige idé igennem fremkomsten og dominansen af økonomisk
og politisk liberalisme grundlæggende har sejret (Fukuyama 1989:3-4). Tidligere
udfordrende alternative systemer og ideologier har tabt (ibid.). Forstået således, at
menneskehedens idémæssige evolutionære udvikling om end endnu ikke på det materielle
plan så på det universalistiske vestlige liberalt-demokratiske idéniveau - har nået sit
evolutionære endemål (ibid., Fukuyama 1992:Xii). Denne konklusion kan danne afsæt for
dette speciales videre diskussion af ideer og værdier, idet analysen hovedsageligt vil
omhandle den vestlige beslutningstager og de idéer, der her gør sig gældende. Det er således
ikke relevant at analysere på, hvorvidt der findes etablerede universelle værdier på
verdensplan9. I den forbindelse kan man argumentere for, at man imellem vestlige
(nordatlantiske) magter, har bevæget sig væk fra klassisk magtbalancering (Sørensen 2006a:
254-257), og i stedet i retning af, hvad Georg Sørensen kalder for en stærk og robust
(regional) liberal orden (Ibid.). I den sammenhæng defineres stærk liberal orden her som ”a
governing arrangement between states, permeated by liberal values” (Sørensen 2006a:256).
Sørensen fokuserer på to væsentlige elementer i bevægelsen mod en sådan orden (Ibid.). Her
er der tale om basisforudsætninger og en ”liberal order proper” (Ibid.). Vi ønsker ikke her at
vurdere, hvorvidt og i hvor høj grad liberale basisforudsætninger såsom relationer mellem
diverse civilsamfund, frie markedskræfter og demokratisering eksisterer, udvikler sig og
forstærkes. Det er i stedet relevant, på baggrund af antagelserne om tilstedeværelsen af disse
Her argumenterer Sørensen for at der eksisterer en tynd liberal orden (Sørensen 2006a) men, at man på grund
af mange overgreb mod eksempelvis menneskerettighederne ikke kan være sikker på disse værdiers udbredelse
og stabilitet på et globalt plan (Sørensen 2006b:356).
9
41
liberale forudsætninger i den vestlige verden, at diskutere forståelsen af en ”liberal order
proper” ud fra den identitet og de institutioner, som præger den. Ved identitet menes i den
forbindelse en fælles vestlig opbakning af politiske og civile rettigheder (Sørensen
2006a:258).
4.4.2 Liberalismens interdemokratiske begrænsninger
Baseret på ovenstående antagelser om tilstedeværelsen af liberale basisforudsætninger
såsom øget social kommunikation, større personlig mobilitet og stærkere økonomiske bånd i
mellem vestlige stater, giver det mening indledningsvist at fremføre en sondring mellem
sociologisk- og republikansk liberalisme. Man kan yderligere sondre mellem interdependensog institutionel liberalisme (Jackson & Sørensen 2003:112-120). Overordnet argumenterer
sociologisk liberalisme for, at forholdet mellem internationale aktører primært er fredfyldt
fordi der eksisterer overlappende interdependens-relationer mellem ikke bare stater, men
også befolkningsgrupper og samfund på tværs af landegrænser (Jackson & Sørensen
2003:111). Og fordi relationer mellem individer er mere samarbejdsorienterede end mellem
stater, vil forholdene på den internationale scene være mere fredfyldte (ibid.). Republikansk
liberalisme argumenterer for, at demokratier ikke går i krig imod hinanden blandt andet fordi
de i indenrigspolitiske sammenhænge er vant til at løse problemer fredfyldt samt fordi der
internt mellem (liberale) demokratier eksisterer fælles værdier, ideer og stærke gensidige
økonomiske incentiver, hvorfor man kan tale om en demokratisk fredstese (Doyle 1983; Levy
2001:358-361; Jackson & Sørensen 2003:124).
En lang række analyser af blandt andre Michael Doyle og James Ray har vist, at den
demokratiske fredstese står som en af de stærkest empirisk beviste teser indenfor
International Politik (Levy 2001:358-359). I forlængelse af en sociologisk- og republikansk
liberalistisk vestlig orden må det således antages, at et liberalt-demokratisk land som
eksempelvis Danmark vil være sikkerhedspolitisk begrænset over andre stater, der ligeledes
bygger på liberalt-demokratiske værdier. Liberale og demokratiske landes forbeholdenhed i
forbindelse med indbyrdes krig skal dog ikke projiceres over til, at demokratier generelt er
fredeligere end andre styreformer (Levy 2001:358-359). Demokratier er ligeså hyppigt
involverede i krige, som autoritære lande er det, og det er ofte demokratier, der starter krige
imod ikke-demokratier (ibid.). Det er i den henseende derfor mere relevant at analysere,
hvorvidt og hvordan beslutningsenheden i et liberalt-demokratisk land begrænses og
42
mulighedskabes af ideer i forhold til deres sikkerhedspolitiske handlemuligheder udenfor den
liberalt-demokratiske orden.
4.4.3 Liberalismens begrænsninger udenfor den demokratiske orden: "Restraint" vs. "imposition"
Det må umiddelbart antages at sikkerhedspolitiske beslutningstagere ikke i samme omfang
er begrænsede, når det handler om beslutninger, hvor de andre involverede nationer ikke kan
karakteriseres som liberale demokratier, og hvor borgerne ikke nødvendigvis besidder de
samme rettigheder og muligheder for at interagere med hinanden på tværs af landegrænser
(jf. republikansk- og sociologisk liberalisme). Altså situationer hvor befolkningerne landene
imellem f.eks. ikke har knyttet stærke relationelle bånd til hinanden. Men det er dog mere
komplekst end dette, når man skal vurdere, hvorvidt en beslutningsenhed i en konkret
situation har været begrænset af den liberalistiske idé. Ved at tage et nærmere kig på
liberalismen synliggøres nemlig et intrinsisk liberalistisk problem, som både kan legitimere
en aktiv og en passiv sikkerhedspolitik. Gennem hvad man kunne kalde en "suverænistisknegativ liberalisme" overfor en "kosmopolitisk-positiv liberalisme".
Filosofisk set opfatter den liberalistiske tradition politik som et spørgsmål om at etablere en
upartisk samfundsorden, som tager lige meget hensyn til alle borgers interesser (Poulsen
1996), hvorfor det er nødvendigt at etablere et system af lige frihedsrettigheder (ibid.).
Liberalister udgør dog ikke en homogen gruppe med en fælles forståelse af, hvad frihed
betyder. Man kan i stedet argumentere for, at liberalistisk tænkning indeholder et iboende
paradoks, som både gør sig gældende i forståelsen af forholdet mellem stat og individ, og
hvorvidt international lov skal være rettet mod staten eller individet i staten (Vincent 1999:
44-47; Cohen 2006:485-491) samt især i forhold til hvad frihed betyder for individet
(Sørensen 2006a:258; Poulsen 1996). Dette leder til en opdeling af liberalismen i to fløje. Den
ene kan kaldes for højreliberal, suverænistisk eller i IP-sammenhæng for "liberalism of
restraint", og den anden kan kaldes for venstreliberal, kosmopolitisk eller i IP-sammenhæng
for "liberalism of imposition."
I hvad Jørgen Poulsen kalder for højreliberalisme - filosofisk repræsenteret af tænkere som
Nozick og Hayek - lægges der vægt på ejendomsrettighederne og markedsfriheden i
definitionen af frihed og lige rettigheder, hvorfor det her er vigtigt at sætte grænser for, at
disse frihedsrettigheder opretholdes (ibid.). Denne højreliberalisme er altså i samme kategori
43
som Berlins negative liberalisme opfattelse, hvor frihed er baseret på individets ejendomsret
forstået som ”The area within which a man can act unobstructed by others” (Berlin i Sørensen
2006a:258). I IP-sammenhæng kan denne fløj af liberalisme kaldes for suverænistisk
”liberalism of restraint”, der er baseret på en traditionel opfattelse af det internationale
samfund, hvor staters sikkerhed og integritet - uafhængig af karakteren af det politiske
regime - betragtes som hjørnestenene i den internationale lovgivning (Cohen 2006:485-491;
Sørensen 2006a: 259). I den henseende vægtes idéerne om suverænitet og ikke-intervention
højt i forbindelse med at sikre staters ejendomsret og frihed i det internationale system. Hvis
"liberalism of restraint"-opfattelsen således dominerer som international idé, vil det være
relativt begrænsende for beslutningsenhedens sikkerhedspolitiske handlemuligheder (ibid.).
Venstreliberalismen opfatter derimod frihed og lige rettigheder i lyset af forestillingen om
social retfærdighed (Poulsen 1996), hvorfor staten tillægges et ansvar i forhold til at sætte
grænser for markedet og for uligheden mellem mennesker (ibid.). Venstreliberalisme hænger
således sammen med Isaiah Berlins ”positive liberalisme”, hvor termen ”being one´s own
master” kræver, at individet får dækket grundlæggende behov som helbred, økonomiske
ressourcer og uddannelse, før det kan betragtes som frit (Sørensen 2006a). Forstået således,
at det er staters opgave at sikre disse grundlæggende behov (ibid.). Overført til en IPsammenhæng kan denne liberalismeopfattelse forstås som ”liberalism of imposition”, hvor
aktiv intervention af andre stater i forhold til at sikre individers (ikke blot egne borgeres)
fundamentale behov er tilladeligt og ønskeligt (ibid.). Det betyder således, at "liberalism of
imposition" forstås som aktiv politik i forhold til problemer som underudvikling, manglende
frihed og mangel på menneskerettigheder (Sørensen 2006a:263). Ikke-intervention og
selvbestemmelse betyder således mindre i en verden domineret af "liberalism of imposition",
hvor det tværtimod kan ses som staters pligt at intervenere i tilfælde af misvedligholdelse af
individets universelle ret til frihed.
Alt i alt må analysen af internationale idéers betingende karakter i 2003 (kapitel 8) bero på
en vurdering af styrkeforholdet mellem de liberalistiske idéretninger "liberalism of restraint"
og "liberalism of imposition". Hvis "restraint" dominerer i det internationale system, er det
således en international idémæssig begrænsning, mens en "imposition"-dominans vil udgøre
en international idémæssig mulighedsskabelse for den danske beslutningsenheds
44
sikkerhedspolitiske handlerum. Som vi senere vil diskutere udgør disse internationale
idéstrøminger potenitelle begrænsninger og muligheder for den sikkerhedspolitiske aktør,
men hvorvidt de faktisk fungerer begrænsende må vurderes i samspil med
beslutningsenhedens idéer og overbevisninger.
4.5 Internationale institutioner som betingende struktur
For Cox hænger normer/idéer og materielle kapabiliteter sammen med institutioner. Her
forstås institutioner som ”particular amalgalms of ideas and material power…” (Cox 1996:
99). I den forstand er institutioner refleksioner af givne tidspunkters dominerende
magtrelationer samt dominerende kollektive billeder (ibid.). Refleksioner der over tid dog
kan løsrive sig fra deres oprindelse og således opnå selvstændige muligheder for begrænsning
(ibid.). På den måde adskiller Cox og dette speciale sig fra almindelig realistisk og hegemonisk
tankegang, hvor især de stærke magter opretholder den komplette styring af både ideer og
institutioner. Det er i forlængelse af denne forståelse, at institutioner får selvstændig
betydning som enheder, der kan forbedre samarbejdet imellem stater (Jackson & Sørensen
2003:117). Denne forståelse ligger sig tæt op ad liberalistisk institutionalisme, hvor
institutioner både er internationale organisationer såsom NATO og en række regler indenfor
specifikke områder, som kan styre og begrænse nationerne (ibid.). Derfor forstås institutioner
i tråd med Robert Keohanes definition som ”persistent and connected set of rules (formal or
informal) that prescribe behavioral roles, constrain activity, and shape expectations” (Keohane
1989:3). I den forbindelse forstås noget som værende institution, når der kan identificeres et
sæt vedvarende regler, som eksempelvis kan begrænse eller muliggøre aktivitet (Keohane
1988:384).
4.5.1 Hvordan begrænser institutioner aktøren?
I forhold til specifikt at vurdere hvor stor og effektiv en begrænsende rolle institutioner
spiller i liberalistisk forstand i forhold til aktøren, er der forskningsmæssig tradition for at
lave behavioristiske analyser af både omfang og dybde af graden af institutionalisering
(Jackson & Sørensen 2003:117). Ved ”omfang” menes der, i hvilket omfang forskellige issues
er dækket af diverse institutioner (ibid.). Det er ikke videre relevant for dette speciale at
vurdere, i hvor høj grad verden er institutionaliseret og hvor mange forskellige issues, der er
dækket ind. Det er i stedet relevant at fokusere på institutioner, som kan have relevans på
45
sikkerhedspolitiske områder, hvorfor det især vil være dybden af internationale
organisationer som FN og de regler, der er forbundet hermed, der vil blive fokuseret på. En
sådan dybde kan måles ud fra hvad Keohane beskriver som institutionens ”commonality,
specificity, and autonomy”. Dette dækker over, i hvor høj grad institutionerne henholdsvis
bygger på en fælles forståelse af og forventning til ordentlig ageren, hvorvidt disse
forventninger er specifikt eller generelt formuleret i regler samt i forhold til, hvorvidt
institutionen er i stand til at ændre og håndhæve egne regler i stedet for at være afhængig af
udefrakommende aktører (Keohane 1989:4). Disse tre mål for institutionernes dybde er
implicit forstået ligeledes indikationer for, hvorvidt en institution er begrænsende på de
involverede nationer. Forstået således, at institutioner med universel tilknytning og med
specifikt formulerede forventninger til regler - som eksempelvis WHO - har større potentiel
begrænsende effekt på aktøren end en institution med lille specifikationsgrad eller
paradoksale fællesskab med mere generelle eller vagt formulerede forventninger til regler.
”Commonality”-dimensionen er delvist dækket af det allerede diskuterede potentiale for en
fælles forståelse af ideer og normer såsom suverænitet og menneskerettigheder, hvorfor der i
forbindelse med denne analyse af graden af institutionalisering primært fokuseres på graden
af specifikation. Graden af specifikation kan forstås på to dimensioner. Først og fremmest kan
der være tale om institutioner med specifikt formulerede mål, som er opstået i forbindelse
med et specifikt policy issue. Et eksempel herpå kan være WHO, som har det specifikke formål
at arbejde for menneskers sundhed. En sådan specifik målsætning står i kontrast til mere
generelle organisationer såsom FN, som har mere omfattende ambitioner (Jackson &
Sørensen 2003:118).
Yderligere kan graden af specifikation også fokusere på, i hvor høj grad principper og regler
er specifikt formuleret. Forstået således, at generelt formulerede retningslinjer overlader en
større grad af frihed for aktøren til selv at lave skøn over, hvad disse regler betyder og
dermed, hvordan de kan anvendes og eventuelt omgås til egen fordel. Et eksempel herpå er
”Gulf of Tonkin”-resolutionen fra 1964, hvor den amerikanske præsident på baggrund af den
meget vagt formulerede resolution reelt selv kunne vælge sin politik (Hermann, Preston,
Korany & Shaw 2001:111). Potentialet for forekomsten af sådanne generelle og vage
formuleringer vil forventeligt være større i forbindelse med, at antallet af involverede aktører
og medlemmer stiger - således, at der er flere, der skal nå til enighed. I forhold til at benytte
sig af graden af institutionalisering som mål for begrænsningseffektiviteten, må man dog tage
46
visse forbehold (Keohane 1989: 6-7). Man kan ikke tale om en generel sammenhæng og
korrelation mellem graden af institutionalisering og effektiviteten af institutionen (ibid.),
hvorfor enhver fortolkning af en sådan art må bero på vurdering af den specifikke empiriske
situation og institution. Eksempelvis er domstolene i Haag i høj grad institutionaliseret, men
despiller kun en lille begrænsende rolle i forbindelse med aktørerne (ibid.).
4.6 Nationale strukturelle betingelser
”Et lands internationale handlemuligheder bestemmes i et samspil mellem indre
og ydre forhold. Mindre lande har alt andet lige relativt få muligheder for at
påvirke den internationale udvikling. De må i stedet i ganske vidt omfang tilpasse
sig. Der kan dog i tilpasningen ligge et manøvrerum, som kan udnyttes ved en
politisk indsats. Indrepolitiske forhold kan her være bestemmende for, om det vil
være muligt” (Det Nedrustnings- og Sikkerhedspolitiske Udvalg, 1993:8).
Betydningen af nationale forhold som begrænsende og mulighedsskabende for
sikkerhedspolitikken varierer væsentligt fra stat til stat - som citatet herover indikerer. I
nogle stater er nationale faktorer og medfølgende begrænsninger langt mere komplicerede og
begrænsende i forbindelse med en sikkerhedspolitisk beslutning end de internationale
begrænsninger. Hvis casen havde omhandlet USA, ville en grundigere forståelse for nationale
strukturer således have været nødvendig. Tilgange, som lægger vægt på interne
bureaukratiske forhold, forekommer eksempelvis mere relevante i studiet af den nationale
amerikanske beslutningsproces, hvor sikkerhedspolitiske beslutningstagere i dag i kraft af
landets hegemoniske position forekommer mindre begrænsede af internationale strukturelle
betingelser, end de er af nationale strukturelle betingelser. Kenneth Waltz illustrerer denne
pointe med en henvisning til amerikansk politik. Her blev en intervention på Balkan et tema i
præsidentvalgkampen mellem Bush Sr. og Clinton i 1992, og kandidaterne måtte tilgodese en
national interesse i at fastholde en stærk position i Europa: "American policy was generated
not by external security interests, but by internal political pressure and national ambition"
(Waltz 2000:29). Da småstaten Danmark er valgt som case, vil diskussionen af nationale
strukturelle betingelser være mere begrænset her, end hvis casen omhandlede en amerikansk
beslutning. Som det fremgik af afsnittet om internationale strukturer, er småstatens
sikkerhedspolitik oftest et resultat af eksterne betingelser, mens hegemonen grundet sin
47
position i relativt mindre grad er styret af eksterne pres.
Derfor tilpasser og nedjusterer vi de tre nationale strukturelementer i modellen til
småstater. Men hermed ikke sagt, at inddragelsen af nationale begrænsninger er overflødig i
analysen af småstaters sikkerhedspolitik. Vi har forsøgt at udvælge få men forventeligt
relevante nationale strukturelle betingelser. Titlerne på de enkelte strukturvariable er de
samme, men indholdet er forsøgt overført til nationale strukturer. De udvalgte relevante
nationale strukturer vil som de internationale blive underlagt empirisk analyse i specialets
anden halvdel.
4.6.1 Nationale materielle kapabiliteter
Er staten materielt i stand til at engagere sig sikkerhedspolitisk? Når der er tale om offensiv
sikkerhedspolitik er aktørens handlerum grundlæggende afhængig grundlæggende af
størrelsen, uddannelsen og det teknologiske niveau hos de væbnede styrker. En variabel, der
forventeligt betyder mindre for småstaten end for den ledende stat, der potentielt kan
substituere international legitimitet med overvældende ”use of force” (Hudson 2007:150).
USA udgjorde således mere end 90% af styrkebidragene i "koalitionen af villige" i Irak,
hvorfor den amerikanske vurdering af egne kapabiliteter ofte var determinerende for om
småstater kunne slutte op med de kapabiliteter, de rådede over. Danmarks første offensive
militære bidrag siden 1864 var således en enkelt korvet i 1990 og senere styrker, der nok
kunne bidrage væsentligt i et afgrænset område men aldrig ”go it alone”, som USA potentielt
er i stand til (Petersen 2009:12). I yderste konsekvens er militære materielle kapabiliteter
ikke afgørende for, om staten kan træffe beslutning om offensiv deltagelse. Seks lande uden
væbnede styrker deltog således i ”Koalitionen af villige lande” med diplomatisk eller
symbolsk støtte.10 I forbindelse med regulære militære bidrag11 er det naturligvis en reel
betingelse, at man økonomisk og militært er i stand til at engagere sig i længere tid.
Væsentligst er det dog at konstatere, at store materielle kapabiliteter ikke er nødvendige for,
at småstaten kan føre en aktiv sikkerhedspolitik, så længe hegemonen skaber det nødvendige
militære handlerum. Omhandlede casen hegemonen er det dog stadig vigtig at holde for øje at
egne materielle kapabiliteter i form af eksempelvis militære udgifter kan lægge afgørende
bånd på sikkerhedspolitiske muligheder. USA havde f.eks. mere end 100.000 soldater i Irak,
10
11
Se: http://www.washingtonpost.com/ac2/wp-dyn/A21268-2003Mar24?language=printer (4/1-10).
Som Danmark eksempelvis leverede på Balkan, i Irak og i Afghanistan (Petersen 2009).
48
og besættelsen kostede i en periode 500 dollars per amerikansk husstand i måneden
(Sørensen 2006:265). For hegemonen og store krigsdeltagere er økonomien derfor en
afgørende faktor, mens det for eksempelvis Danmark skal vise sig at være en mindre post på
statsbudgettet og derfor af mindre betydning i vælgernes optik.
4.6.2 Idéer som national strukturel betingelse
Som diskuteret tidligere kan udviklingen i internationale idéer og normer have stor
indflydelse på det overordnede sikkerhedspolitiske handlerum. Det samme kan siges at gøre
sig gældende på det nationale plan - ofte som en refleksion af de internationale idéers
udvikling men eksempelvis også som en dybtliggende neutralitetstradition. Kausalretningen
mellem internationale og nationale ideer er ikke entydig. Hegemonens "nationale" ideer vil
således forventeligt ofte være identiske med de betingende "internationale" ideer. Således
synes regimeforandringer i USA også at medføre nye forståelser af, hvad der er de
fremherskende internationale idéer, hvilket næppe er tilfældet ved et regeringsskifte i en
småstat. Nationale ideer vil her kort blive betragtet som eksisterende på det politiske
eliteniveau og i den offentlige opinion.
Atter kan begrebsparret "liberalism of restraint" og "liberalism of imposition" illustrere
polerne i en sådan idémæssig dynamik. Forventningen er her, at en beslutningsenhed i en stat
med en stærk tradition for "liberalism of restraint" - dvs. en tradition for at styrke
international lov, internationale institutioner og frihandel (Sørensen 2006:261) - vil møde en
relativt større begrænsning i forhold til at forfølge en offensiv sikkerhedspolitik med
inddragelse af militære midler uden fuld international legitimitet. Hvis staten derimod har en
tradition for "imposition" eller har oplevet en trinvis udvikling i retning heraf, vil der i højere
grad allerede være forberedt et handlerum før den konkrete situation - hvilket kan komme til
udtryk parlamentarisk og gennem den offentlige opinion. I nogle tilfælde kan sidstnævnte
være stærkt styrende for beslutningsenheden.
Et eksempel herpå er Sverige. Et studie af Ulrike Möller og Ulf Bjereld fra Göteborgs
Universitet viser, at det øgede svenske sikkerhedspolitiske handlerum efter den kolde krig var
stærkt betinget af både en parlamentarisk og en folkelig tradition for neutralitet, international
legitimitet og udenrigspolitisk fokus på ikke-intervention - men dog stadig med et stærkt
49
humanitært sigte (2007).12 Elementer der stemmer godt overens med "liberalism of
restraint".
Afslutningen på den kolde krig og fraværet af det sovjetiske militære pres skabte nok
muligheden for en mere aktiv international deltagelse hos en ”postneutral state” som Sverige,
men en meget stærk tradition, som kan anskues at være på linie med "liberalism of restraint",
synes ifølge forfatterne at påvirke svensk sikkerhedspolitik frem til i dag (2007:4).
Möller og Bjereld har dog kunnet identificere ændringer både politisk og i befolkningen som
et resultat af en gradvist mere aktiv sikkerhedspolitik - også med militær involvering.
Forandringer kan således nok spores i et tydeligt internationalt engagement - også militært13
- men stadig med den afgørende betingelse, at der forefindes et tydeligt mandat fra
Sikkerhedsrådet og, at svenske styrker ikke må komme i åben konflikt.14 Der kan som følge af
en gradvis international deltagelse i et øget handlerum dermed parallelt ske en ændring i ”the
national self-conception as 'peaceful'" (ibid.:17). Internationale materielle betingelser og idéer
kan således nok skabe et internationalt handlerum, men karakteren af de nationale idéer kan
begrænse beslutningsenheden i udnyttelsen af handlerummet. Eksempelvis kan det udledes
af Möller og Bjerelds studie, at det svenske handlerum i dag er mindre begrænset af landets
stærke tradition for neutralitet, end det var tilfældet i 1990. I caseanalysen vil udviklingen i
statens placering på "restraint"/"imposition" kontinummet derfor blive diskuteret i samspil
med karakteren af den offentlige opinion som en begrænsende eller mulighedsskabende
"national idé".
4.6.3 Institutioner som national strukturel betingelse
”Institutioner” forstås her som nationale institutionelle faktorer, der har indflydelse på
aktørens handlerum. Den primære ”institution” anser vi her for at være det organ, der
legitimerer offensive sikkerhedspolitiske handlinger som eksempelvis deltagelse i
internationale militære engagementer. I de fleste liberale demokratier er et parlamentarisk
Det paper der er refereret til i litteraturlisten, har et ”do not quote” anført. Tilladelse til at citere er imidlertid
indhentet skriftligt hos prof. Ulrike Möller.
13 Med Afghanistan som Sveriges foreløbigt mest offensive engagement: http://www.sweden.gov.se/sb/d/4182
(12/1-10).
14 Se: http://www.sweden.gov.se/sb/d/3103/a/116839 (13/1-10).
12
50
flertal således nødvendigt for at træffe sikkerhedspolitiske beslutninger, og flertallet fungerer
som en afgørende begrænsende faktor på beslutningsenhedens handlerum.
Nogle stater (som USA) har dog undtagelser, der betyder, at statsoverhovedet potentielt kan
træffe sådanne beslutninger alene og således ikke reelt er begrænset af et parlamentarisk
flertal.15 Men indenrigspolitisk er der som beskrevet stadig en række begrænsninger, som må
analyseres nærmere i cases, der involverer USA. Autoritære regimer kan ligeledes have
formelle parlamentariske begrænsninger men samtidig give statsoverhovedet konstitutionel
magt til at erklære krig - et eksempel herpå er Cuba16. Derfor determinerer den politiske
styreform ikke automatisk hvilke nationale institutionelle begrænsninger, der omgiver
beslutningsenheden. Atter må begrænsningerne i dette strukturelement vurderes empirisk. I
forbindelse med specialets case vil det dog være hensigtsmæssigt at betragte et
parlamentarisk flertal og stabiliteten heri som den relativt mest afgørende nationale
institutionelle begrænsning i Danmark.
Schlüter-regeringens forhold til NATO er et godt eksempel på, at denne variabel kan være
central i forklaringen. I 1988 var der et gensidigt ønske mellem NATO og den danske VKregering om at intensivere samarbejdet, mens oppositionen med et flertal udenom regeringen
konsekvent forhindrede det (Petersen 2009:4). Det samme billede så man i 1991 i forbindelse
med den første golfkrig, da regeringen ønskede at give det danske militære bidrag en ”war
fighting role” men atter blev forhindret af oppositionen (ibid.:12). Mindretalsregeringer uden
et stabilt parlamentarisk flertal kan således stå overfor komplekse (eller helt fraværende)
forhandlinger, før ønsker om en mere aktiv sikkerhedspolitik kan gennemføres. Derfor er det
den parlamentariske situation på beslutningstidspunktet, der bestemmer om denne variabel
er begræsende for aktøren. Traditioner for brede flertal bag konfliktbeslutninger kan dog
også indirekte tænkes at fungere begrænsende.
Af det amerikanske Senats hjemmeside fremgår det, at præsidenten har en sådan defacto magt: ”Congress
declares war, while the president wages war. However, presidents have committed U.S. forces leading to conflict
without congressional declaration of war in Korea, Vietnam, and other places, provoking national argument over
the meaning of these powers (…) As Commander in Chief, the president controls the military forces. Presidents
have also cited this power as extending to their control of national and foreign policy in war and peacetime”. Se
http://www.senate.gov/civics/constitution_item/constitution.htm (13/1-10).
16 Cubas forfatning, kap.8, stk.67 giver parlamentet almindelig kontrol med militæret men præsidenten en
mulighed for egenhændigt at erklære krig i "krisesituationer". Se:
http://pdba.georgetown.edu/Constitutions/Cuba/cuba2002.html (15/1-10).
15
51
Dermed vil følgende nationale strukturelle betingelser blive inkluderet og analyseret i
forbindelse med casen:
Nationale materielle kapabiliteter
Tradition for imposition/restraint på et parlamentarisk og folkeligt plan
Den parlamentariske situation
4.7 Afslutning: Dynamiske strukturelle betingelser
I dette kapitels sidste afsnit vil forståelsen af strukturelle betingelsers begrænsende og
mulighedsskabende effekt på aktørens handlerum blive skitseret samlet. Som diskussionen
viste, er der stor historisk variation i materielle og sociale strukturers relative indflydelse på
den sikkerhedpolitiske aktørs handlerum. Den kolde krigs truende bipolære orden betød, at
aktøren i høj grad var begrænset i sin ”capacity to act” (Papadakis & Starr 1987:418). En
begrænsning i handlerummet, der varierede alt efter statens placering i det internationale
system. Stormagterne havde på grund af deres materielle kapabiliteter relativt større
handlefrihed end ”bandwagoning states”, der i stor udstrækning måtte tilpasse deres
sikkerhedspolitik efter allianceforholdende. Afslutningen på den bipolære orden i 1989 har
betydet, at den største begrænsning på aktørens handlerum er frafaldet – fordelingen af
materielle kapabiliteter og magtbalanceringen betyder relativt mindre blandt de strukturelle
betingelser i modellen. Men som diskuteret i dette kapitel, sætter en sådan udvikling ikke
aktøren (beslutningsenheden) fuldstændig fri i forhold til at træffe sikkerhedspolitiske
beslutninger baseret på "fri" perception. Andre typer strukturer betinger stadig - og
forventeligt i relativt højere grad end tidligere - beslutningsenheden. Som diskuteret er det
primært internationale sociale strukturer som ideer og institutioner og nationale strukturer i
form af materielle kapabiliteter, idéer og normer. Den relative betydning af disse elementer
varierer fortsat med statens position i det internationale system. USA er eksempelvis i højere
grad betinget af indenrigspolitiske forhold end småstater, der er relativt mere begrænsede af
internationale ideer og institutioner. Alt i alt har vi igennem den teoretiske diskussion af
internationale og nationale strukturelle betingelser i dette kapitel, tilpasset vores
integrationsmodel efter casen. Derfor vil følgende elementer indgå i caseanalysen:
52
Internationale materielle kapabiliteter: Havde de danske lovgivere "percipieret" et mindre
militært og magtpolitisk pres og dermed et øget handlerum efter 1989?
Internationale ideer: Var "restraint" eller "imposition" den mest dominerende idé i 2003?
Internationale institutioner: Hvad er dybden og specificiteten af FN som institution?
Nationale strukturer: Begrænser eller mulighedsskaber materielle, idémæssige og
parlamentariske betingelser?
En samlet vurdering og en vurdering af elementernes interaktion vil herefter afgøre om de
strukturelle betingelser har fungeret begrænsende eller mulighedsskabende for
beslutningsenheden i Danmark i 2003 - forstået som eksternt begrænsende og
mulighedsskabende. Som individanalysen senere vil indikere, er den reelle betingende effekt
også afhængig af individuelle beliefs og perceptioner. Med andre ord: Om det strukturelle
handlerum udnyttes til at føre en aktiv sikkerhedspolitik afhænger også af individuelle
opfattelser.
5. Hvem: Fastlæggelse af beslutningsenheden
Vi har nu diskuteret, hvorledes internationale og nationale strukturelle betingelser
dynamisk mulighedsskaber og begrænser i relation til aktørens muligheder for at træffe
sikkerhedspolitiske beslutninger. I forlængelse heraf vil der nu blive set specifikt på
aktørniveauet. I kapitel 2 argumenterede vi for, at aktørerne i international politik er
individer. Men hvem beslutter reelt og udøver ”agency” på vegne af staten, når først
handlerummet er til stede?
5.1 Hermanns typologi: Tre typer beslutningsenheder
Til besvarelsen af dette spørgsmål har vi valgt at benytte os af Margaret G. Hermanns
”decision unit approach”. Tilgangen er i tråd med vores ontologiske diskussion, da ”agency”
ikke antages at eksistere i staten som abstraktion, i ”the black box”, men i stedet udøves af de
konkrete individer, der handler på vegne af og repræsenterer denne abstraktion. Der er
mange potentielle aktører i formuleringen af sikkerhedspolitik. Som Hermann skriver: ”Policy
53
is made by people configured in various ways depending on the nature of the problem and the
structure of the government” (2001:48).
Det næste spørgsmål følger derfor naturligt: Præcist hvilke aktører træffer
sikkerhedspolitiske beslutninger? Andre tilgange har forsøgt at fremhæve forskellige grupper
eller enkeltpersoner indenfor staten som den vigtigste eller deterministiske aktør, men i
stedet identificerer Hermann tre typer beslutningsenheder, der alle potentielt besidder
beslutningskraften: ”The powerful leader, the single group and the coalition of autonomous
actors” (ibid.). En vigtig indsigt motiverer udviklingen af denne typologi: Der er ingen ”vinder”
blandt de mange tilgange, der foreslår, at enten lederanalyse, "groupthink", bureaukratisk
analyse eller forhandlingsspil er den mest optimale i analysen af, hvem der beslutter. Siden
Allisons ”Essence of Decision” (1971) har diskussionen om, hvilket "level" der generelt
bidrager med mest forklaringskraft, bragt fokus væk fra den mere relevante og ontologisk
mere realistiske diskussion om, hvem der beslutter i hvilke situationer. I forlængelse heraf
skriver Hermann, at målet med den tredelte typologi er at identificere hvilke teoretiske
omstændigheder, der fordrer hvilke typer af beslutningsenheder (ibid.:49). Vægten lægges
altså dermed på at kunne identificere hvilke strukturelle og specifikke forhold, der fordrer
fremkomsten af beslutningsprocesser, hvor en enkeltperson dominerer, hvor en
gruppeproces fremkommer, eller hvor flere grupper i forening skal nå frem til et valg
(ibid.:52). Men hvilke ”settings” afgør, hvem der beslutter i sikkerhedspolitiske spørgsmål?
Svaret fra Hermann er: ”Problems trigger decisions” (ibid.:53). Analyser af politikeres
beslutningsmotiver viser, at de dels reagerer på problemer, der er forankret i situationer og,
at de dels er drevet af en række mål og ambitioner, de anser for at være vigtige og relevante at
indfri i deres valgperioder (ibid.). Som et resultat af dette handler regeringer, når
beslutningstagerne opfatter, at der er et sikkerhedspolitisk problem, som de mener, de kan
og bør reagere på. Problemet er således subjektivt defineret – problemets natur, og hvorledes
man bør reagere på det, afhænger af politikerens perception.
Når der først er opstået en ”occasion for decision”, og problemet er blevet identificeret, må
man ifølge Hermann bestemme hvem, der er i stand til at dedikere regeringens ressourcer
(f.eks. diplomatiske, økonomiske eller militære ressourcer) og fastholde beslutninger, der
ikke umiddelbart kan omstødes af andre (ibid.:56). Her er det vigtigt at understrege, at en
mulighed for ”ressourcededikation” kan opstå i særlige afgrænsede perioder, hvorfor en
54
regerings beslutningsenhed kan variere alt efter, om der er tale om rutinebeslutninger eller
offensiv sikkerhedspolitik. En stats styreform eller buraukratiske opbygning kan således ikke
per automatik sammenkædes med en given beslutningsenhed. Margaret Hermann fremhæver
på baggrund af litteraturen indenfor Foreign Policy Analysis, at der grundlæggende
fremkommer tre typer beslutningsenheder (ibid.:56-57):
a) "The Predominant Leader": Et enkeltindivid har evnen og muligheden for at overvinde al
opposition og den reelle magt til at træffe en beslutning på egen hånd, såfremt det er
nødvendigt.
b) "Single group": En gruppe individer, der alle er medlem af det samme beslutningsorgan, må
kollektivt beslutte i konsultation med hinanden.
c) "Coalition": De nødvendige aktører er seperate individer, politiske partier og
repræsentanter fra forskellige organisationer, der kan handle på vegne af regeringen. Her har
ingen klart defineret beslutningskompetence og intet samlende beslutningsorgan binder de
tre grupper sammen. Grupperne må nå til enighed før regeringens resourcer kan allokeres til
et givent problem.
Man bestemmer hvilken af de tre typer, der er ”the authoritative decision-unit” gennem en
empirisk analyse af situationen, der skal klarlægge, hvilken beslutningsenhed situationen
involverer. Da caseanalysen (kap.10) senere vil vise, at beslutningsprocessen i vores case
involverer en ”predominant leader”, vil der i det næste afsnit blive fokuseret på hvilke
betingelser og egenskaber, der forventeligt fordrer fremkomsten af denne type
beslutningsenhed. Det skal her blot fremhæves, at "single group" og "coalition" indgår i en
bredere typologi og ville være hensigtsmæssige i forbindelse med andre cases.
5.2 Karakteristika for fremkomsten af en "predominant leader"
Beslutningsenheden er en predominant leader, hvis en stat har et enkeltindivid i regeringen,
der har autoriteten (konstitutionelt eller de facto), og som kan dedikere eller begrænse
regeringens ressourcer i udenrigsspørgsmål (Hermann 2001:58). Oftest er der her tale om
enevældige monarkier, præsidentielle systemer eller autoritære regimer, hvor den øverste
politiske leder besidder magten til at kunne dedikere regeringens (hvis der er en sådan)
ressourcer til en given sikkerhedspolitisk beslutning. Men selv i parlamentariske demokratier
55
er det også muligt, at fremkomsten af unikke scenarier kan skabe situationer, hvor
enkeltindivider i form af ”predominant leaders” i længere eller kortere perioder kan udgøre
en stats reelle beslutningsenhed. Disse perioder opstår, når en række karakteristika ved
situationen ("occasion for decision") og lederen er sammenfaldende i tid (ibid.:59, Holsti
1976, Hudson 2007:38-39):
Situationen:
-
Krisebegivenheder. Når internationale kriser opstår, sker der blandt politikerne en
”contraction of authority (…) their interest in overseeing the process heightens, as
their accountability for what happens increases” (Hermann 2001:59). Politiske ledere
koncentrerer beslutningskompetencen hos sig selv, når kriser med risiko for åben
konflikt opstår (Hermann, Preston, Korany & Shaw 2001:86).
-
Når situationen eskalerer til ”high-level” diplomati, og den politiske leder automatisk
involveres.
-
Når situationen er ny eller flertydig, og diplomatiet efterspørger direkte politisk
involvering for at kunne fastlægge en klar udenrigspolitisk kurs.
Lederen:
-
Når lederen er særligt udenrigspolitisk interesseret eller følelsesmæssigt
involveret. Studier har vist, at personlig interesse har stor indflydelse på, om
regeringslederen bliver personligt involveret og bestemmende i beslutningen (ibid.;
Preston 2001). Eksempelvis havde Eisenhower en personlig interesse i at begrænse
spredningen af atomvåben og involverede sig derfor dybere i udenrigspolitikken når
bestemte spørgsmål indenfor dette emne kom på dagsordenen (Hermann 2001:60).
-
Når regeringslederen udøver en stærk personlig kontrol med sin regering, det
parlamentariske flertal og sine rådgivere: ”Does the leader like to delegate information
processing and decision tasks?” (Hudson 2007:38). Udstrækningen af denne
personlige kontrol og vilje til uddelegering af ansvar er et vigtigt punkt i forståelsen af,
hvorvidt andre end lederen bliver inkluderet i processen før en egentlig beslutning.
Dette sidste punkt afkræver en lidt nærmere uddybning her. I forlængelse af lederens vilje
til at uddelegere ansvar kan man endvidere spørge, hvordan lederen grundlæggende reagerer
56
på politiske begrænsninger i sit miljø. Er han grundlæggende en ”constraint challenger” eller
en ”constraint respecter”? (ibid.:91). Her må man se på, hvorvidt lederen accepterer eller
udfordrer den opposition mod egne dispositioner, der måtte være internationalt og nationalt.
Bærer regeringens beslutningsprocesser præg af deliberation/konsensus eller, forsøger
lederen at modarbejde eller ignorere argumenter, der går i mod hans eget standpunkt? På
linie hermed skriver Hermann, at jo mere egenrådig og "constraint-challenging" en leder vil
agere, jo vigtigere er det at analysere lederens beliefs for at forstå regeringens beslutninger
(Hermann 2001:64).
Et eksempel på en situation, hvor beslutningsenheden var en ”predominant leader”, var den
position den amerikanske præsident Johnson opbyggede under Vietnam-krigen. Her
fremhæver Hermann, at præsident Johnson både i Senatet og blandt sine egne rådgivere
opbyggede en hierarkisk rådgivningsstruktur, der ikke efterlod plads til, at nogen ”significant
decisions” kunne træffes uden direkte tilladelse fra præsidenten (Hermann, Preston, Korany
& Shaw 2001:112-113). Præsidenten så Vietnam som et grundlæggende opgør mellem frihed
og kommunisme og involverede sig på et personligt plan. Faktisk styrede Johnson regeringen i
en sådan grad, at ingen større ressourcer blev allokeret uden hans godkendelse. ”…There is no
evidence that he ceded any authority for committing the resources of the government” (ibid.).
Af andre eksempler kan nævnes Margaret Thatchers konsolidering af hendes magtposition
under Falklandskrigen og Bush seniors ”personal involvement” under den første Golfkrig
(ibid.:86). ”Predominant leaders” er således kontrollerende enkeltindivider, der specielt i
krisetider tager regeringens centrale beslutningskompetence i besiddelse og effektivt træffer
beslutningerne selvstændigt.
5.3 Afslutning
Såvidt har vi diskuteret, hvornår strukturelle betingelser giver beslutningsenheden et større
sikkerhedspolitisk handlerum og, hvordan man kan fastlægge, hvem der er
beslutningsenheden i staten. Herfra vil fokus være på, hvorledes beslutningsenheden i form af
en ”predominant leader” bedst kan analyseres nærmere. Havde der været tale om en "single
group" eller en "coalition", ville eksempelvis andre tilgange som "groupthink" eller
forhandlingsspil have været til størst nytte. Men i kraft af at casen omhandler en
"predominant leader", vil det næste skridt derimod være at introducere en tilgang, der kan
57
anvendes i analysen af, hvorledes enkeltindividet forstår, handler og beslutter, når de
strukturelle betingelser skaber et forøget sikkerhedspolitisk handlerum. Som Hagan og
Hermann konstaterer: ”When one predominant leader makes the decisions, the focus is on
theories that explore political cognition” (1998:138). Netop dette vil det næste kapitel handle
om.
6. Hvorledes: Individanalyse
6.1 Når individet skal studeres i international politik: Kognitiv teori
Har man først erkendt, at ”individuals matter” i International Politik, må man beskæftige sig
med kognitiv teori for at kunne studere individet nærmere. Kognitiv teori fremkom i
begyndelsen som et modsvar til systemiske IP-teorier som realismen, der ”blackboxer”
individet og tilsidesætter dets betydning med reference til den menneskets rationelle natur.
Argumentet syntes at have været: ”Since policymakers act rationally in their pursuit for
power and order, there is no need to delve into their psychologial predispositions” (Rosati
2004:50). Kognitive teoretikere argumenterede imod dette med det udgangspunkt, at
individet har en ”bounded rationality” (Hudson 2007:41; Stein 2006:293-ff; Houghton,
2009:31). Gennem psykologien kunne man erkende, at mennesket mentalt set er et begrænset
væsen og at udenrigspolitiske beslutninger mere eller mindre bærer præg heraf. Dette
rationalitetsopgør ses af de tidlige milepæle indenfor kognitiv teori, hvor John Steinbruner
eksempelvis indleder: “Critics have long noted that rational theory assumes such
sophisticated processing of information that it strains credulity to impute such procedures to
real decision makers. The mind of man, for all its marvels, is a limited instrument” (1974:1213). Robert Jervis understreger ligeledes dette vigtige faktum i Perception and Misperception
in World Politics (1976) hvor han skriver, at traditionelle IP-teoretikere mister vigtige
nuancer i deres forklaringer, pga. antagelsen om, at ”decision-makers usually perceive the
world quite accurately (…) perceptions of the world and of other actors diverge from reality
in patterns we can detect" (Jervis 1976:3). Argumentet om den begrænsede menneskelige
rationalitet vil blive diskuteret yderligere i næste afsnit. Grundlæggende ledte debatten til, at
flere anerkendte amerikanske IP-teoretikere begyndte at inddrage psykologien i forsøget på,
at opnå en mere nuanceret forståelse af international politik gennem et øget og direkte fokus
58
på beslutningstagerne. Herefter var det mere et spørgsmål om ”how”, end det var ”if” den
politiske beslutningstagning skulle analyseres på individniveau. Det næste relevante
spørgsmål fulgte derfor naturligt: ”What mental processes shape our reasoning?” (Houghton,
2009:114).
Kognitiv teori har traditionelt indeholdt flere konkurrerende approaches, der alle har
forsøgt at fremføre den mest præcise gengivelse af den menneskelige kognition – altså den
psykologiske proces bag menneskets sansning, perception og handlen. Flere skoledannelser
har udviklet sig siden 1950erne og frem til i dag med hver deres iboende antagelser om
processen i den menneskelige kognition. Nogle af de mest anvendte er ”consistency theory”,
”attribution theory” og ”schema theory” (Houghton 2009:130). Disse tilgange varierer i
forklaringen af, hvorledes individet kognitivt ”ordner” indkommende informationer, men er
enige om, at årsagerne skal findes i individets naturlige mentale begrænsninger. Som David
Houghton konkluderer (2009:130-131), er fælleselementerne mere markante end
uenighederne. Tilgangene indeholder således en variation af komplementære koncepter, som
er så nært relaterede, at de refererer til de samme kognitive processer (ibid.). Dette er i
udmærket forlængelse af Steinbruners forståelse af "fundamental propositions" (Steinbruner
1974:91), hvor kognitive tilganges fælleselementer bindes sammen, frem for at blive
diskuteret indbyrdes.
Disse “fundamental propositions” er blevet kondenseret til fem punkter af Jerel Rosati, der
omtaler dem som et sæt af fælles kognitive antagelser og principper (2004:52-53). De fem
antagelser er således at alle individer besidder kognitive "belief-systemer"17, selektiv
hukommelse, selektiv opmærksomhed eller perception, kognitiv konsistenssøgende adfærd
samt en tendens til at simplificere kausalinferenser. Fællesnævneren blandt disse punkter er,
at subjektive beliefs dirigerer individets perception og at kognition og beslutninger skabes på
baggrund heraf (Houghton 2009:116). En oplevet virkelighed, der grundet perceptionernes
omfang og en psykologisk tendens til at skabe overskuelighed i disse informationer, naturligt i
17
”Beliefs” kan i denne sammenhæng bedst oversættes med individuelle prædispositioner eller dybe (bevidste
og ubevidste) overbevisninger. Udtrykket vil herefter blive anvendt i sin engelske form og dermed i
overensstemmelse med litteraturen indenfor feltet.
59
højere eller mindre grad bliver formet og afstemt med individets beliefs (Hudson 2007:4041). Som Robert Jervis også skriver: “structure will be imposed on uncertain situations and
uncertainty thereby resolved, not by probabilistic judgements but by categorical inferences”
(Jervis 1976:3). Hermed ikke sagt at verden er befolket af individer, der forstår deres
omgivelser vilkårligt og handler fuldstændigt irrationelt. Indsigten er nærmere, at man også
indenfor International Politik må erkende, at individer qua deres naturlige kognition er
“unlike units”, der (særligt når strukturelle betingelser ikke begrænser) træffer unikke og
subjektivt involverende valg. Rosatis fem punkter vil implicit fremgå af kapitlets efterfølgende
teoretiske diskussioner.
Nu hvor kognitiv teori er introduceret mere generelt, vil kapitlet gennem de næste tre afsnit
fortsætte med at diskutere mere specifikt, hvorledes den menneskelige kognition får
betydning i en politisk beslutningsproces. I den forbindelse må vi i det næste afsnit, som
andre kognitive teoretikere, diskutere mere indgående, hvorfor individer ikke kan betragtes
som rationelle ”like units” og grundlæggende motivere betydningen af den kognitive analyse.
Afsnittet efter vil fokusere på betydningen af "beliefs", der udgør det sæt af dybe
prædispositioner og overbevisninger, der aktiveres i forbindelse med individets perception
og informerer beslutningstagningen.
Fra at diskutere den indre psykologiske proces vil kapitlet herefter fokusere på, hvorledes
kognitionen manifesterer sig sprogligt og socialt. I afsnit 6.4 vil det således blive diskuteret,
hvorledes man i lederens faktiske adfærd kan analysere de adfærdsmæssige resultater af den
konsistenssøgende psykologi i form af 3 særlige typer af individuel argumentation.
Sidstnævnte kan empirisk indsamles og analyseres, og endeligt anvendes i forståelsen af
sikkerhedspolitiske beslutningsprocesser, hvor enkeltindividet, vores ”predominant leader”,
spiller en fremtrædende rolle. Hermed kan vi give et teoretisk svar på, ”hvorledes” individer
får betydning i studiet af sikkerhedspolitiske beslutninger.
6.2 Begrænset mental kapacitet fører til ”bounded rationality”
60
Før vi kan se på beliefs og forskellige perceptionsmønstres betydning for individuel
beslutningstagning, er det væsentligt først at kigge nærmere på hjernens natur og dermed
individets evner til at træffe objektive og rationelle beslutninger. I den henseende har den
klassiske og hidtil mest dominerende forståelse af individets (og kollektive
beslutningsorganers) beslutningsevne primært være baseret på rationalitet og antagelsen om
den rationelle aktør – ofte i forbindelse med den metodologiske rational choice tilgang (Hill
2003:97-99). Der er dog væsentlige problemer forbundet med anvendelsen af
rationalitetsbegrebet i analysesammenhæng (Hill 2003:98; Stein 2008:102-103; Monroe &
Maher 1995:3-4; Simon 1985). Her kan man generelt tale om to sammenhængende
problemer, hvor det første omhandler et begrebsmæssigt problem om, hvad der forstås ved
rationalitet: Hvad er en rationel beslutning? Hvilke kriterier skal gøre sig gældende før noget
er rationelt? Fra hvilket perspektiv er noget rationelt (Stein 2008:102-103)? Mens det andet
problem i højere grad omhandler en mere grundlagsorienteret problemstilling om, hvorvidt
individer overhovedet kan karakteriseres som rationelle væsener (ibid.).
Hvor det primært er den sidste problemstilling, der er relevant i forhold til dette speciale, er
det dog imidlertid væsentligt, at se nærmere på den mere begrebsorienterede problemstilling
vedrørende rationalitet samt definitionen heraf. Det kan i den henseende være nødvendigt at
sondre imellem individuel og kollektiv rationalitet samt procedurel og substantiel rationalitet
(Hill 2003:99-101).
6.2.1 Rationalitet som begreb
Indledningsvist må det bestemmes, hvorvidt rationalitet forholder sig til individet eller til
kollektivet. Individuel rationalitet forstås som enkelte individers personlige interesser og
professionelle ansvar (Hill 2003:100) mens der ved kollektiv rationalitet forstås en kollektiv
enheds fælles rationalitet eksemplificeret igennem når organisationer, institutioner og andre
bureaukratiske enheder tillægges en fælles rationalitet (ibid.). Sidstnævnte
rationalitetsforståelse går i udgangspunktet imod dette speciales ontologiske forforståelse af
placering af agency i individet (det er stadig kun individet, der kan opfattes som aktør jf. afsnit
2.3), hvorfor en definition af kollektiv rationalitet således må forstås som en akkumulering af
flere individers rationalitet til en fælles kollektiv rationalitet. Hvorvidt grupper,
bureaukratiske enheder og andre organisationer kan besidde én fælles kollektiv bevidsthed
og rationalitet, når de ofte er sammensat af op til flere mennesker med hver deres individuelle
61
rationalitet (Hill 2003:100), bliver således et af de centrale problemstillinger i forhold til
sandsynligheden af en sådan rationalitet (ibid.). Det er dog på baggrund af dette speciales
genstandsfelt og fokus på især ”the predominant leader” (jf. Kap.5) som beslutningsenhed af
mindre relevans at gennemgå her. I den sammenhæng vil individets individuelle rationalitet
være udgangspunktet for specialet.
Hvorvidt rationalitet forstås substantielt eller procedurelt, har også betydning for den
videre analyse. Forstås beslutningstageren som rationel på baggrund af en rationel
beslutningsproces kendetegnes dette som procedurel rationalitet mens rationalitet i
forbindelse med et rationelt mål forstås som substantiel rationalitet (Simon 1985:294-295;
Hill 2003:99-101). Mens kravet til at vurdere hvorvidt en aktør er substantiel (også forstået
som målrationel) alene kræver et kendskab til beslutningstagerens nyttefunktion og
situationens objektive karakteristika (Simon 1985:294-296), så indebærer en vurdering af
procedurel rationalitet både indsigt i beslutningsenhedens målsætninger, dennes information
og konceptualisering af situationen samt evner til at drage slutninger på baggrund af denne
information (Ibid.).
Det er således skellet imellem substantiel og procedurel rationalitetsforståelse, som spiller
en rolle i forhold til valget af tilgang og metodologi i analysesammenhæng. Her er substantiel
rationalitet ofte forbundet med en økonomisk tankegang og klassisk rational choice teori,
hvor det helt grundlæggende antages, at enhver aktør besidder en nyttefunktion, der
inducerer en konsistent rangordning af valgmuligheder, hvoraf aktøren altid vælger den
mulighed som giver størst nytte (ibid.; Monroe & Maher 1995:2; Allison & Zelikow 1999:1920). Denne forståelse af individets rationalitet er grundlæggende anderledes end den
forståelse psykologisk kognitiv forskning fokuserer på, og som ovenfor er karakteriseret som
procedurel rationalitet.
Inden vi endegyldigt kan definere rationalitet som procedurel rationalitet, vil det dog give
mening først at se nærmere på de kognitive karakteristika og psykologiske indsigter, der
ligger til grund for en sådan definition og derigennem få indblik i psykologiens betydning for
beslutningstagningen. På den baggrund vil det være muligt at komme nærmere den
procedurelle rationalitet, som Herbert Simon efterfølgende kalder for ”bounded rationality”
(1985).
6.2.2 Er individet rationelt?
62
Meget af forskningen indenfor psykologi har peget på, at individet netop ikke kan betragtes
som rationelt i en økonomisk substantiel forstand (Stein 2008:103). Menneskelig
beslutningstagning er frem for at leve op til rationelle forventninger, i stedet stærkt baseret
på følelser og beliefs (Stein 2008:104-113). I forlængelse heraf har mennesket brug for simple
regler i forbindelse med informationsbehandling og bedømmelse i forhold til en kompleks og
usikker dagligdag eller verden (ibid.;Hill 2003:106). Der er tale om, at mennesket søger
simplicitet og konsistens ligesom det i omfattende grad er dårlig sandsynlighedsberegnende
samt meget lidt risikovillig (Stein 2008; Hill 2003).
Beslutningstageren søger simplicitet i en kompleks verden. Dette sker igennem ubevidste
frasorteringer af kontekst og nuancer i forhold til at opbygge simple rammer (Stein 2008). En
sådan proces sker konkret bl.a. på baggrund af individets specifikke beliefs samt eksempelvis
igennem historiske analogier, hvor nuværende situationer, begivenheder eller personer
sidestilles med historiske begivenheder på baggrund af ofte få og tilfældige lighedstræk (mere
om beliefs og perceptionsmønstre i henholdsvis afsnit 6.3 og 6.4).
Individets tendens til at søge konsistens spiller ligeledes en væsentlig rolle i individets
processuelle bearbejdning af den nye information, som kan lede til beslutningstagning.
Individers subjektive beliefs er her centrale, hvorfor konsistens kommer til udtryk i
gennemgangen af beliefs betydning i afsnit 6.3. Her skal det blot indledningsvist nævnes, at
individet søger og foretrækker konsistens, er utilpas overfor modstridende information –altså
information der umiddelbart går imod egne beliefs, og at de i udgangspunktet konsekvent
mere eller mindre ubevidst afviser sådanne informationer (Stein 2008:105).
Udover at være konsistens- og simplicitetssøgende har det menneskelige sind også en
tendens til at afvige fra objektiv sandsynlighedsberegning i vurderingen af omverdenen (Stein
2008:107). Dette skyldes, at vi i bund og grund er deterministisk tænkende, og at vi derved
konsekvent forsøger at etablere kausale sammenhænge i stedet for at vurdere de objektive
fakta, som kunne have betydning for beregningen (ibid.). I forlængelse heraf benytter
individet som beslutningstager især i uvante problemstillinger sig af en række kognitive bias
og heuristikker (ibid.). Heuristik forstås her som de kognitive regler, der ofte er baseret på
erfaring eller lærdom såsom eksempelvis tommelfingerregler eller ”common sense”, og som
ofte kan lede til kognitive genveje. Regler som yderligere kan være med til at forklare,
hvordan individet beregner og behandler ny information (ibid.). I forbindelse med
63
udenrigspolitisk informationsbehandling gør især to heuristikker sig gældende. Det drejer sig
om ”tilgængelighed”, hvor individet fortolker ud fra, hvad der er nemmest tilgængeligt i deres
kognitive repertoire (Ibid.), og ”repræsentativitet”, som omhandler individets tendens til at
overfortolke ligheder mellem nuværende og tidligere situationer (se også afsnit 6.4 om
historiske analogier) (ibid.). Med afsæt i disse psykologiske indsigter omkring individets
begrænsede kognitive kapabiliteter vil vi kortfattet vende tilbage til vores forståelse og
definition af rationalitet.
6.2.3 Rationalitet som begrænset rationalitet
Individets kognitive kapabiliteter er således grundlæggende i modstrid med den
substantielle rationalitetsforståelse som blandt andet gør sig gældende i rational choice
teorier. Alt i alt peger den psykologiske kognitive forskning på et individ, som har begrænset
beregningsmæssig kapacitet og som søger selektivt i et stort udvalg af alternative
beslutningsmuligheder ofte på baggrund af utilstrækkelig og usikker information. Hvilket igen
ofte fører til tilfredsstillende men langt fra optimale handlingsmuligheder (Simon 1985:295).
Som Hudson skriver på baggrund af Simons konklusion: "Our bounded rationality stems from
our inability to know everything, think everything and understand everything”…”We
construct a simplified mental model of reality and behave fairly rationally within its confines,
but those confines may be quite severe” (Hudson 2007:40). Dette er dog langt fra
ensbetydende med, at substantiel rationalitet helt og holdent skal forkastes (Hill 2003:126).
Næsten al menneskelig handling består af elementer af målrationalitet og målsøgende adfærd,
som kan spille en rolle i forhold til individets beslutningstagning (Simon 1985:297). Alt i alt
kræver det dog, at rationalitet ikke forstås snævert, såsom det ofte anvendes i forbindelse
med økonomisk teori og rational choice sammenhænge (ibid.;Stein 2008:103). Begrænset
rationalitet ("bounded") er i den sammenhæng et mere passende begreb i forhold til
individuel beslutningstagning - ”to understand and predict human behavior, we have to deal
with the realities of human rationality, that is, with bounded rationality” (Simon 1985:297).
En "begrænset" rationalitetsforståelse er således i udmærket tråd med de ovenstående
indvendinger, som kognitiv teori har fremført i forhold til hjernens begrænsede kapabiliteter
(Simon 1985:295-296), hvilket også ses i Simons egen fremstilling af denne forbindelse: ”The
Human capabilities for rational behavior that are described by contemporary cognitive
psychology are very congenial to the paradigm of bounded rationality” (Simon 1985:295).
64
Den overordnede teoretiske diskussion af rationalitet og menneskets begrænsede mentale
kapabiliteter har således ledt til en forståelse af rationalitet som "bounded", som igennem
beliefs (afsnit 6.3) leder individet til at percipiere efter en række typiske mønstre (afsnit 6.4),
som betyder at den psykologiske kognition ultimativt gør sig gældende i forhold til individets
informationsbehandling og beslutningstagning.
6.3 Betydningen af individuelle beliefs
Gennem livet udvikler alle individer personlige belief-systemer på baggrund af deres fysiske
og sociale omgivelser. Beliefs er mentale konstruktioner, der gør individet i stand til at ordne,
forstå og handle på den massive strøm af informationer - "signals and cues" - der konstant
bliver sanset fra omgivelserne (George i Rosati 2001:52). Beliefs er således nødvendige
mentale filtrer, der styrer individets behandling og vurdering af indkommende information.
Uden beliefs ville individet ikke være i stand til at træffe beslutninger eller ville træffe dem
vilkårligt (ibid.). Beliefs muliggør således, at individet kan agere intuitivt i mere komplekse
situationer samtidig med, at de består af en række konkrete subjektive overbevisninger, der
dels diagnosticerer en given situation og dels prioriterer, hvorledes individet bør handle i
situationen (George 1967; Rosati 2001:52). Eller med andre ord bliver individuelle beliefs
aktiveret for at definere sagen eller situationens natur og dels for at definere mulige passende
løsninger (Houghton 2009:106; Se også Vertzberger 1990:114; George 1967:3). Beliefs
fungerer således som en slags stående mentale forholdsordrer, der specielt bliver aktiveret og
dirigerer individuelle perceptioner, når individet bliver mødt med nye og komplekse
scenarier (George, 1967:35; Holsti 1976:18; Houghton 2009:122; Goldstein & Keohane
1993:13). Rosati argumenterer på linie hermed: "...although individuals may have little
difficulty making sense of situations that are relatively stable and familiar in terms of their
beliefs, complex and uncertain situations may result in much cognitive inconsistency and
confusion” (Rosati 2001:59). I komplekse situationer bliver beliefs således i endnu højere
grad rettesnor for beslutningstagningen.
I nærværende sammenhæng bliver beliefs for alvor relevante, når de kortlægges i
forbindelse med sikkerhedspolitisk beslutningstagning. De beliefs en ”predominant leader”
aktiverer, når en krisesituation skal diagnosticeres og handles på, kan vi analysere og dermed
anvende i forståelsen af hvilken rolle individbaserede årsager har haft i forbindelse med en
65
given beslutning. Disse mere abstrakte beliefs kan eksempelvis være overbevisninger
omkring det politiske livs natur, ideologiske beliefs, beliefs om den ideelle sikkerhedspolitik
beliefs om sammenhængen mellem idéer og løsninger osv. Hvilke beliefs, der konkret bliver
aktiveret, må man empirisk klarlægge gennem en minutiøs analyse af en "predominant
leaders" ytringer og handlinger i afgrænset periode i forbindelse med en given beslutning
(Hudson 2007:57). Beliefs har altså indflydelse på beslutningsprocessen. Beliefs har dog
samtidig også betydning efter, at en beslutning er taget. Når individuelle beliefs først er
aktiveret i forbindelse med en beslutning, vil lederen typisk fastholde sine argumenter, uanset
at ny og modstridende information kommer frem: ”ignoring discrepant information or
assimilating it to pre-existing beliefs” (Jervis, 1976:172). Det skyldes ifølge psykologerne
Nisbett & Ross, at beliefs reflekterer et individs kerneværdier: "when such beliefs are
challenged, people put in to operation whatever cognitive machinery will suffice to discredit
uncongenial evidence and to bolster supportive evidence" (Nisbett & Ross 1980:180). Et
sådan kognitiv "maskineri" optræder i form af perceptioner.
Når lederens centrale (og for casen relevante) beliefs derfor er identificeret, kan man
analysere hvilke konkrete perceptionsmæssige ”short-cuts”, der opstår når generelle
omgivende strukturer eller specifikke situationer skal diagnosticeres. Perceptioner foretages
på baggrund af individets beliefs, der som nævnt dermed dirigerer beslutningstagningen
(Goldstein & Keohane, 1993:13). Dog med det forbehold at beliefs ikke direkte bestemmer
individets beslutninger, men nærmere forstås som en subtil påvirkningsfaktor i forhold til
beslutningen: "The role beliefs play in policy-making is likely to be a much subtler and less
direct one" (Holsti 2006:41).
I næste afsnit vil vi introducere tre konkrete perceptionsmønstre, der er klassiske
indikationer på, at personlige beliefs dirigerer den politiske tænkning. Perceptionsmønstre,
der mere direkte kan bidrage til forklaringen af, hvorledes den menneskelige kognition får
indflydelse på sikkerhedspolitiske beslutninger.
6.4 Perceptionsmønstre: Konsekvenser af "bounded rationality" og beliefs
66
Med udgangspunkt i indsigter fra litteraturen om kognitiv teori (primært Jervis 1976; Khong
1992; Rosati 2001; Stein 2006; Hudson 2007 og Houghton 2009) og fra de foregående afsnit
om kognitionens karakter vil vi i dette afsnit fremhæve tre typiske perceptionsmønstre. De vil
her blive diskuteret teoretisk og senere blive appliceret analytisk i caseanalysen. Der er tale
om tendenser til at kategorisere gennem stereotypificering og informationsbearbejdning, til
at simplificere kausalsammenhænge samt til at bruge historiske analogier.
6.4.1: Perception I: Kategorisering igennem stereotypificering og informationsbearbejdning
Individet har grundlæggende en naturlig tendens til at organisere information i kategorier
(Rosati 2001: 59-60). Denne nødvendige mekanisme hjælper individet til at kunne forstå en
kompleks virkelighed (Ibid.): ”The human mind must think with the aid of categories” og
videre ”once formed, categories are the basis for normal prejudgement” (Allport i Houghton
2009:189). Sådanne kategoriseringer har flere konkrete udtryk, men en af de hyppigste er
tendensen til at stereotypificere: Kognitivt skaber der os/dem dikotomier, hvorigennem
opfattelsen af egne evner og handlinger glorificeres mens ”de andres” holdninger og
handlinger på samme måde opfattes negativt (Rosati 2001: 59-60). Hermed overskueliggøres
en kompleks virkelighed.
En anden hyppigt forekommende kategorisering ses gennem individets selektive
informationsbearbejdning (Rosati 2001:60; Hudson 2007). Når en forestående eller allerede
truffet beslutning skal legitimeres vil individet, for at kunne handle i overensstemmelse med
egne beliefs kognitivt tendere mod at kategorisere ved at fremhæve bekræftende information
og overse eller diskreditere modstridende information (ibid.). Nogle gange instrumentelt og
bevidst og andre gange gennem ubevidst. Psykologiske eksperimenter har endvidere fundet,
at individer selv efter at deres beliefs og perception er blevet falsificeret, vil have en kognitiv
tendens til at fastholde deres indledende vurderinger (Hudson 2007:43-44).
6.4.2 Perception II: Simplificerende kausalinferenser
I forlængelse af kategoriseringstendenserne, har individet også en tendens til at
simplificere kausalsammenhænge: "Humans are eager, even impelled, to seek causal
explanations for what is happening in their environment" (Hudson 2007:43). Ofte
overvurderes det, hvorvidt andres beslutninger er intentionelle, og hvorvidt man selv har
betydning for en anden leders beslutning eller aktion (Jervis 1976:319-321, 343-355). I den
67
henseende argumenterer Jervis for, at en aktør har en tendens til at overvurdere egen
betydning for en anden aktørs handling eller beslutning, når dette omhandler positive
ændringer og resultater. Eksemplificeret igennem, at en aktør tildeler sig selv æren for, at en
anden aktør har opgivet at producere atomvåben.
Samtidig har aktøren en omvendt tendens til at undervurdere betydningen af egen
forudgående handling og således overvurdere interne faktorer hos modstanderen, når
modstanderens handling er negativ (ibid.). En klassisk våbenkapløbslogik kan eksempelvis
forstås herigennem: Nation A opruster, hvorefter Nation B som konsekvens heraf ligeledes
opruster. Nation A opfatter Nation B's handlinger som autonome og internt motiverede og
som et tegn på aggression, hvorfor dets egen indledningsvise handling underspilles som
motiverende faktor for Nation B's handling. På baggrund heraf opruster Nation A etc. (Jervis
1976:353).
6.4.3 Perception III: Brugen af historiske analogier
Historiske analogier spiller i forlængelse af de ovenstående perceptionsmønstre, en central
rolle i forhold til at forklare sikkerhedspolitisk beslutningstagning (Breuning 2003:229; Jervis
1976; Houghton 1996; Khong 1992). Kognitive psykologiske indsigter hænger sammen med
historiske analogier på en række måder. Først kan disse kognitive indsigter legitimere
analogier som vidensstrukturer, der spiller en rolle i forbindelse med informationsprocessen
(Khong 1992:30). Dernæst i forbindelse med at give indsigt i, hvordan individet i kraft af
skemaer eller beliefs udfylder huller i egen viden eller i forbindelse med manglende
information (ibid.). Sidst igennem forklaringen af, hvorfor individet gennem sin søgen efter
simplicitet og konsistens vælger netop en analogi frem for en anden, hvorfor og hvordan det
negligerer forskelligheder i mellem situationer samt individets tendens til at bruge historiske
analogier som argument i stedet for virkelige beviser (Ibid.). I den forstand spiller beliefs og
skemaer altså en central rolle i forbindelse med historiske analogier, hvilket får Khong til at
konkludere, at fordelene ved at tilføje kognitive tilgange til hans historiske analogi-framework
er åbenlyse og manifeste (Khong 1992:27).
Denne indledningsvise forståelse af historiske analogier og dets samspil med den kognitive
psykologi leder til, at man overordnet kan definere historiske analogier som værende
menneskelige logiske slutninger i forbindelse med situationer på tværs af tid, hvor enighed på
68
én variabel imellem en forhenværende og nuværende begivenhed eller episode, leder til
opfattelsen af, at disse situationer muligvis også kan enes om andre variable og elementer
(Khong 1992: 7). Forstået således at når historisk situation A har X tilfældes med Situation B,
og A yderligere er kendetegnet ved karakteristika Y, så kan det også forventes at B ligeledes er
kendetegnet ved karakteristika Y (ibid.). I forlængelse heraf kan historiske analogier forstås
som intellektuelle mekanismer, som individet kan trække på i forbindelse med
diagnosticering i og før en beslutningsproces (Khong 1992:20).
Historiske analogier som diagnosticerende redskab
I forlængelse af ovenstående forståelser fungerer historiske analogier som et kognitivt
redskab, som hjælper beslutningstageren til at diagnosticere en given situation, ny
information eller episode i forhold til at tage sikkerhedspolitiske beslutninger (Breuning
2003:232;Khong 1992:10-22). En sådan diagnosticering foregår ofte i flere etaper – hvori
analogier spiller en central rolle i hver enkelt led (ibid.). Først og fremmest er der tale om, at
historiske analogier hjælper i forhold til at definere en specifik situations natur, problemfelt
og omdrejningspunkt - ofte ved at koble den til tidligere situationer, som aktøren på forhånd
er mere familiær og tryg ved tolkningen af. I den forbindelse er der ligeledes en tendens til at
overtolke lighedspunkter og undertolke uligheder imellem en historisk og nuværende
situation (ibid.), hvori der ligeledes kan være en tendens til at basere sin forståelser og
definitioner på baggrund af sine beliefs. Dernæst hjælper analogier med at vurdere ”what is at
stake” for senere at kunne stille forskellige løsningsforslag op. Det er ofte definitionen og den
indledningsvise kobling i det første stadie, der delvist medfører tolkningen af graden og
voldsomheden af risikovurderingen og de potentielle policymuligheder (ibid.). Forstås et
andet lands statsleder eksempelvis som en ny Hitler, vil voldsomheden af
løsningsmulighederne og risikovurderingerne i kølvandet herpå bære præg deraf.
Analogier hjælper ligeledes i forbindelse med de sidste stadier af diagnosticeringen. Her er
der tale om, at analogier kan spille ind i forbindelse med evaluering af valgte
løsningsmuligheder samt alternative løsningsmodeller, igennem en vurdering af
sandsynligheden for succes, den moralske rigtighed ved en policymulighed samt eventuelle
farer forbundet ved en sådan handling (Khong 1992:10-22). I den forstand kan et tidligere
positivt resultat fra en bestemt handling lede til, at man i en ny og potentiel anderledes
situation, vil tilstræbe at benytte den samme løsningsmodel og handling.
69
Historiske analogier spiller således en væsentlig rolle, når de bruges i forbindelse med
informationsbearbejdning og diagnosticering af nye situationer. De spiller altså en rolle i
forbindelse med at "prioritere" valgmuligheder i individets politiske beslutningsproces samt
prædisponere beslutningstageren i forbindelse med bestemte muligheder (ibid.).
Hvilke historiske situationer kommer i spil?
Det er naturligvis ikke alle erfaringer og historiske begivenheder og situationer, der spiller
en lige stor rolle i forbindelse med individet og beslutningstagerens
informationsbearbejdning. Jervis argumenterer for, at historiske analogier især bygger på
krige, revolutioner og andre kritiske situationer i, hvad Jervis kalder for ”major events” (Jervis
1976:262-272). Effekten af disse ”major events” ses henholdsvis igennem en
generationseffekt, hvor det generelt set er en hel gruppe af individer, som har den samme
historiske forforståelse (Jervis 1976:253-260; Khong 1992:32); samt ofte i kombination med
enkeltindividers egne subjektive minder, myter, ritualer m.m. (ibid.) i forbindelse med enten
personlige førstehåndserfaringer eller tidlige personlige eller karrieremæssige oplevelser
(Jervis 1976:239-252; Rosati 2001:63). Yetiv argumenterer eksempelvis i sin analyse af
beslutningsgrundlaget for den første golfkrig, at George Bush Sr. i sin perception af Saddam
Hussein og Irak i høj grad var præget af den generationseffekt som 2.verdenskrig havde på de
efterfølgende generationer samt sine egne oplevelser som pilot i denne verdenskrig (Yetiv
2004:61). På baggrund af de kognitive psykologiske indsigter fra dette kapitels indledende
afsnit om især individets tendenser til at beregne og behandle ny information ud fra
heuristikker såsom repræsentativitet og tilgængelighed, kan man yderligere argumentere for,
at beslutningstageren i forbindelse med udvælgelse af den historiske analogi hovedsageligt
ligger vægt på overfladiske lighedstræk, og derfor ikke bruger nok tid på analyse og
fortolkning af historiske situationer, som måske i virkeligheden kunne have større og mere
dybe lighedstræk med den nuværende situation (Khong 1992:35), og at de i den
sammenhæng også har en tendens til at genkalde de historiske situationer som umiddelbart
dukker først op i informationsbearbejdningen (Ibid.).
Således har vi teoretisk draget tre klassiske perceptionsmønstre frem, som vil blive anvendt
og diskuteret i forbindelse med Anders Fogh Rasmussen og dennes diagnosticering af Irak
situationen i 2003.
70
6.5 Konklusion på individanalyse
Udgangspunktet for dette kapitel var den teoretiske indsigt, at dynamiske strukturelle
betingelser i bestemte perioder gør enkeltindivider særligt relevante for forståelsen af
sikkerhedspolitiske beslutninger. Målet med dette kapitel var derfor at diskutere, hvorledes
individet kan analyseres i forbindelse med dette. Svaret er som diskuteret at finde indenfor
kognitiv teori, der kan bidrage med følgende indsigter:
Individet er ikke fuldt rationelt, men har en bounded rationality.
Dette kommer til udtryk ved, at individet konsekvent forsimpler sine sanseindtryk og
særligt i komplekse situationer aktiverer sine beliefs for at kunne percipiere meningsfuldt.
(Når beslutningsenheden er en ”predominant leader” bærer statens sikkerhedspolitiske
beslutninger forventeligt særligt præg af disse beliefs).
Dette kan vi studere gennem hyppigt forekommende perceptionsmønstre.
Hermed ikke sagt at individet nødvendigvis mispercipierer situationer. Argumentet er i
stedet, at individuelle beliefs dirigerer perceptionen og spiller en rolle når en leder tager
stilling til en (sikkerhedspolitisk) situation og guider beslutningstagningen. Denne rolle kan
være større eller mindre alt efter hvor kompleks situationen er og hvor meget lederens
kernebeliefs bringes i spil (hvis lederen har specielt stærke beliefs vedrørende eksempelvis
relationen til USA, vil han antageligt involvere sig mere personligt i bestemte
sikkerhedspolitiske spørgsmål). En individuel belief- og perceptionsanalyse kan derfor give
en dybere forståelse af en sikkerhedspolitisk beslutning truffet af en ”predominant leader”.
Hermed forklares vores models anden relation mellem beslutningsenheden og strukturelle
betingelser – ”perceptioner”. Nok fungerer de strukturelle betingelser i sig selv begrænsende
og mulighedsskabende, men dette forklarer ikke hvorfor aktøren træffer en given beslutning i
sig selv – det skaber blot et umiddelbart potentiale for beslutningen. Den egentlige
beslutningsproces og årsagerne til beslutningen finder man i "perceptionspilen" - specielt i
fraværet af et tydeligt trusselsbillede som efter 1989 og i endnu højere grad efter 2001.
Hermed er vi nået til afslutningen på specialets teoretiske diskussion og modeludvikling.
Som beskrevet har modellen tre analysetrin, som består af en analyse af internationale og
nationale strukturelle betingelser, af en bestemmelse af beslutningsenheden og altså til sidst
en kognitiv analyse i tilfælde af tilstedeværelsen af en "predominant leader". Efter de
71
metodologiske caseovervejelser i næste kapitel vil vi applicere denne integrerede approach
på vores case.
7. Case: Anders Fogh Rasmussen og Irak-beslutningen i 2003
7.1 Caseanalyse som ”approach-builder”
For empirisk at kunne demonstrere plausibiliteten af den foreslåede analysemodel og
bekræfte styrken af den teoretiske approach, vil vi foretage en caseanalyse. Caseanalysen er
grundlæggende ”en metode til at foretage en detaljeret undersøgelse af en historisk
begivenhed, der bruges til at udvikle eller teste historiske forklaringer, der kan generaliseres
til andre begivenheder” (George & Bennett 2005:5). Her er det værd at lægge mærke til, at en
caseanalyse kan ”udvikle eller teste” historiske forklaringer.
Sigtet med caseanalysen er i nærværende sammenhæng primært at udvikle en
forklaringsmodel. Specialets tilgang er ikke universel, men historisk specifik og med et
udpræget hermeneutisk sigte, hvorfor caseanalysen ikke skal fungere som ”teoritester”, men
til at udvikle og styrke modellen som forståelsesramme. Et sådant casestudie kalder George
og Bennett for et ateoretisk idiografisk case studie ”that might be used in subsequent studies
for theory building” (2005:75).
Det vil indenfor specialets omfang være umuligt at gennemføre mere end én caseanalyse, om
end forhåbningen er, at yderligere analyser vil bekræfte modellens anvendelighed. Gennem
flere caseanalyser vil modellen kunne vurderes mere indgående, men qua sin historiskspecifikke karakter ikke ”bevises” eller generaliseres. Modellen indeholder ingen kausal
determinisme og er ikke ahistorisk, hvorfor analysen ikke kan være falsificerende for vores
opstillede teoretiske hypoteser (Ibid.:31).
I forlængelse af vores ontologiske argument og model vil den varierende betydning,
gensidige påvirkning og relevans af struktur- og aktørvariablene skabe varierende
kausalforhold, der er specifikke for givne perioder og derfor har begrænset
generaliserbarhed. Det er således hverken ønskeligt eller muligt at finde klare
kausalsammenhænge mellem variable, som ikke kan defineres som evigt afhængige eller
uafhængige variable. Gennem casen vil vi kunne vise et eksempel på, at modellen kan forklare
dynamikken i forholdet mellem strukturer internt og mellem aktør og struktur og forklare
72
den kognitive proces, hvorigennem individuel subjektivitet sætter aftryk på
sikkerhedspolitikken. Herigennem er forhåbningen, at modellen kan være en udmærket
forståelsesramme i andre situationer, hvor individer spiller en direkte rolle, og hvor det
interne forhold mellem struktur og aktør ikke er klart defineret som under den kolde krig.
Casestudiet er således nærmere ”approach-building” frem for ”theory-testing”, hvor man i
højere grad generaliserer omkring ”independent, stable causal mechanisms” (George &
Bennett 2005:7; Chima 2005:4).
Derfor er det ikke hensigten endegyldigt at bekræfte eller falsificere de teoretiske hypoteser
på baggrund af en enkelt case, hvorimod de empiriske hypoteser dog vil kunne blive besvaret
fyldestgørende.
7.2 Motivation for valget af den danske Irak-beslutning som case
Det generelle udgangspunkt for casevalget har været det iboende ”puzzle”, at en række
regeringsledere synes at have fået et større sikkerhedspolitisk handlerum og forekom mere
subjektivt og personligt involverede i sikkerhedspolitikken efter den kolde krigs afslutning.
Derfor ønskede vi at udvælge en case, der reflekterede netop dette, for derefter at kunne
arbejde baglæns og analysere, hvorledes denne tendens er opstået og hvorledes den kan
forklares – strukturelt og aktørmæssigt og som et resultat af dynamikken herimellem.
Vi har derfor været opmærksomme på at udvælge en sikkerhedspolitisk beslutning i en stat,
der:
er omgivet af nye strukturelle betingelser i form af et lavere eksternt trusselsniveau efter
den kolde krig.
havde en ”predominant” politisk leder med stærke beliefs. Norge havde eksempelvis i 2003
en beslutningsenhed, der kunne karakteriseres som ”coalition”, hvilket ville afkræve ikke blot
en kognitiv analyse, men også en analyse af gruppedynamikker, interne magtrelationer og
dagsordensfastsættelse (Hudson 2006).
Hvis modellens anvendelighed skulle kunne diskuteres og beskrives i sin fulde udstrækning,
var det nødvendigt med en case, der kunne illustrere en offensiv sikkerhedspolitik med et
enkeltindivid i centrum og derefter forsøge at forstå omstændighederne, der muliggjorde
dette. Danmark er et godt historisk eksempel på en stat, der traditionelt er sikkerhedspolitisk
låst pga. sin geostrategiske placering, har ringe kapabiliteter og har ladet sin sikkerhedspolitik
73
dirigere og betinge af internationale organisationer som FN (Petersen 2009:12). Danske
beslutningstagere forekommer derfor historisk at have været relativt begrænsede af
strukturelle betingelser. Irak-beslutningen markerede et brud med dette og er en relevant
case fordi meget indikerede, at store ændringer i de strukturelle betingelser og fremkomsten
af en ”predominant leader” skabte en unik sikkerhedspolitisk situation, som vanskeligt lod sig
forklare af eksisterende IP-teori. Det generelle ”puzzle” afkrævede en ny forståelsesramme,
der kunne inkludere det kognitive element. Derudover har Nikolaj Petersens argumenteret
for, at den danske regerings beslutning i forhold til Irak-beslutningen til fulde kan forklares af
Anders Fogh Rasmussens pro-amerikanisme og pro-aktivisme (Petersen 2009:22). Denne
vurdering har fungeret som yderligere motivation for vores valg af case.
7.3 Operationalisering af de tre delanalyser
De tre delanalyser er:
7.3.1. Den danske beslutningsenheds internationale og nationale strukturelle betingelser.
7.3.2. Karakteren af den danske beslutningsenhed.
7.3.3. Kognitiv analyse af beslutningenheden (belief- og perceptionsanalyse).
Der vil primært være tale om kvalitative og deskriptive analyser, der foretages gennem
brugen af både akademiske og historiske kilder. Operationaliseringen vil fremgå overordnet
for de enkelte variable herunder og blive specificeret nærmere i kapitel 8 og 9. Som den
teoretiske diskussion har lagt op til, er variablene udvalgt på baggrund af en empirisk
vurdering.
7.3.1 Operationalisering af strukturelle betingelser
Internationale materielle kapabiliteter: Som allerede diskuteret i kapitel 4, fungerer en
truende international magtbalancering begrænsende på beslutningsenhedens
sikkerhedspolitiske handlerum. Det empiriske sigte med denne variabel i relation til casen er
derfor at vise, at politikere og myndigheder i Danmark - som foreslået teoretisk - faktisk
percipierede, at afslutningen på den kolde krig gav et øget handlerum. Dette kan vi vurdere
ved at sammenligne officielle vurderinger af de danske sikkerhedspolitiske muligheder efter
Sovjetunionens sammenbrud. Denne variabel vil forventeligt ikke afkræve en omfattende
analyse, men er nødvendig, da en central påstand i det teoretiske argument er, at fraværet af
en umiddelbar territorial trussel i høj grad relevansgører betydningen og analysen af
74
modellens øvrige variable. Empirisk har vi søgt blandt militærfaglige vurderinger fra
kommissioner nedsat af danske regeringer og officielle udtalelser fra centrale danske
regeringsmedlemmer i perioden 1990-1998.
Internationale idéer: I denne analyse vil der blive fokuseret på internationale idéers
betydning fra den kolde krigs afslutning og frem til den danske beslutning om at gå i krig i
Irak. I den henseende handler det primært om, at analysere sig frem til hvilke idéer, der især
gør sig gældende i den vestlige verden i 2003 og som derved kan fungere som enten
mulighedsskabende eller begrænsende strukturelle betingelser for Anders Fogh Rasmussen
og den danske regerings sikkerhedspolitiske beslutningstagning. En sådan ambition kan
potentielt udvikle sig til en meget omfattende og ufokuseret analyse, hvorfor en stram
prioritering derfor er nødvendig. En stram prioritering betyder dog samtidig, at nogle
elementer udelades. Det er eksempelvis ikke hensigten at fokusere på diverse kulturelt
definerede værdier eller forskelligartede ideologiers potentielle kamp imellem hinanden. I
stedet vil analysen af hvilke idéer, der betyder noget baseres på antagelsen om, at den
liberalistiske idé har sejret i den vestlige verden. I den forstand vil den videre progression
således omhandle mere interne problemstillinger indenfor liberalismen, hvor der primært vil
blive fokuseret på det paradoksale forhold mellem hvad Georg Sørensen har betegnet som
”liberalism of imposition” og ”liberalism of restraint” (Sørensen 2006a). I den henseende vil
fokus således være rettet mod forekomsten og styrken af disse forskellige positioner anno
2003.
Internationale organisationer: FNs begrænsende rolle? Indledningsvist vil FN blive udvalgt
som den centrale internationale organisation i forbindelse med analysen af casen. I den
forbindelse er det relevant at vurdere, hvorledes stater håndterer og tolker resolutioner fra
FN. Her vil vi diskutere og definere det begrebsmæssige grundlag i vurderingen af FNs
begrænsende karakter. Den amerikanske og efterfølgende den danske regerings tolkning af
resolution 1441 vil udgøre det empiriske grundlag for en vurdering af om Sikkerhedsrådet og
FN var formelt begrænsende for beslutningenheden. Herefter vil det kort blive diskuteret,
hvorvidt der alligevel var tale om en institutionel begrænsende påvirkning på et mere
uformelt plan.
75
Nationale struturelle betingelser: Analysen af den danske stats materielle kapabiliteter vil
hovedsageligt være baseret på Forsvarsforliget 2004 og forsvarsministeriets webdokumenter.
Som tidligere diskuteret er denne variabel af mindre betydning i konflikter, hvor en stormagt
leverer størstedelen af det militære isenkram, og småstaten kan deltage med alt fra en enkelt
ubåd til reelle kamptropper. Her er det blot nødvendigt at konstatere, om beslutningenheden
kan tænkes at have været begrænset af nationale materielle og økonomiske forhold. En
variabel der som beskrevet er vigtigere i en analyse af større stater og derfor ikke kan
udelades af modellen.
Analysen af nationale ideer vil fokusere på tilstedeværelsen af impostion/restraint identitet
samt fokusere på om den danske offentlige opinion potentielt har været en væsentlig hindring
for konfliktbeslutningen. Dansk Institut for Militære Studier (DIMS) har her lavet flere
brugbare undersøgelser, som afdækker udviklingen i den danske befolknings holdning til
deltagelse i internationale militære operationer. I analysen af nationale institutioners
begrænsende eller mulighedsskabende rolle, vil der primært blive fokuseret på
tilstedeværelsen af et parlamentarisk flertal og betydningen af et bredt flertal i forbindelse
med krigsdeltagelse.
7.3.2 Operationalisering af analyse af beslutningsenheden
Hvad er karakteren af den danske beslutningsenhed? I analysen af Fogh vil vi som
præsenteret i kapitel 5 fokusere på forekomsten af forskellige karakteristika som
kendetegner en ”predominant leader”. Disse karakteristika omhandler situationen
(krisebegivenheder, eskalerende og nye situationer) og lederen (stærk udenrigspolitisk
interesse og personlig kontrol) (Jf. Afsnit 5.2). Vurderingen af Fogh som ”predominant leader”
vil i den forbindelse primært tage afsæt i vores indsamlede information om Foghs
demokratiske beliefs. Mere herom i næste afsnit.
7.3.3 Operationalisering af kognitiv analyse
Som beskrevet i teoriafsnittet er et individs belief-system et sammenhængende sæt af
prædispositioner, der udgør grundlaget for den kognitive analyse. I forbindelse med en
analyse af Anders Fogh Rasmussens beliefs og perceptionsmønstre ville det således have
været optimalt, at kunne lave gentagne interviews med Anders Fogh Rasmussen, ligesom det
76
også ville være fordelagtigt at have foretaget disse i sammenhæng med, at beslutningen om at
deltage i Irak blev taget i 2003. På den måde ville man være i stand til, ved hjælp af
psykologisk profil-testning og gennem dybdegående psykoanalyse få et klart indblik i de
beliefs og perceptioner, som for alvor spillede en rolle i beslutningerne (Hudson 2007:53-54).
Det er dog imidlertid vanskeligt, oftest umuligt, at få denne ”en til en” kontakt med
verdensledere og beslutningstagere. Ligesom at de fleste ledere, blandt andet på baggrund af
de omkostninger, der kan være forbundet med at lade andre få indblik i deres personlighed og
dispositioner, nægter at lade sig psykoanalysere (ibid.). Vi har tidligt i specialeprocessen
forsøgt at få sådanne ”en til en” interviews med Anders Fogh Rasmussen - dog uden held.
Derfor står vi tilbage med den forventelige skæbne som forskere og studerende, der laver
psykologiske analyser af væsentlige politiske beslutningstagere, traditionelt er overladt til: At
skulle foretage en analyse af den relevante person ”at a distance” (ibid.). Valerie Hudson
argumenterer for, at der kan være tale om to forskellige tilgange til sådanne analyser "fra
afstand" (ibid.). For at få indsigt i beslutningstageres holdninger og personlighed kan man
foretage en ”psychobiography” eller en ”content analysis” (Ibid.). Sidstnævnte tilgang vil ligge
til grund for vores analyse.
Indenfor ”content analysis” kan man sondre mellem to tilgange: En tematisk indholdsanalyse
og en kvantitativ indholdsanalyse (Hudson 2007: 56-61). Dette speciale vil på baggrund af
inspiration fra Alexander George og Ole Holstis brug af ”the operational code”, hvor de
kategoriserer forskellige temaer i filosofiske og instrumentelle beliefs lave en tematisk
indholdsanalyse. Tematisk indholdsanalyse er netop karakteriseret ved analytikerens
opstilling og kategorisering af temaer, som det ønskes at analysere på (ibid.). Her søges
information omkring den relevante person igennem taler, skrifter, tv interviews og debat,
hvorigennem personens beliefs potentielt kan komme til udtryk (ibid.). Med de
validitetsforbehold som diskuteres i kapitlets sidste afsnit in mente, opstiller vi på baggrund
af ovenstående indsnævring af metoden 6 forskellige kategorier af beliefs, som dog er delvist
overlappende, men som tilsammen giver et fyldestgørende indblik i netop Anders Fogh
Rasmussens beliefs. Her er der tale om:
1.Demokratiske beliefs.
2. Det politiske livs essentielle natur.
3. Beliefs angående Danmarks rolle i det internationale samfund.
4. Historiske beliefs.
77
5. Beliefs angående fjende- og vennebilleder.
6. Ideologiske beliefs.
Målingen af Anders Fogh Rasmussens beliefs indenfor disse 6 kategorier bliver primært
foretaget i gennem en analyse af ca. 3.000 sider af taler, indlæg, skrifter i form af især
avisartikler og kronikker, og en række debatter primært fra perioden 2001 til 2006. Der er
dog også trukket på enkelte taler og tekster fra hans tid som skatteminister samt hans egen
bog fra 1993 - ligesom der er også er blevet fokuseret på historisk og akademisk sekundær
litteratur. Yderligere har vi i forbindelse med analysen af især Anders Foghs demokratiske og
ledelsesmæssige beliefs, via mail og telefon, foretaget korte interviews af en række
ministerkollegaer, medlemmer af Venstres folketingsgruppe samt væsentlige
oppositionspolitikere fra 2003. Her er det især Mogens Lykketofts, Per Stig Møllers og
Venstres nuværende politiske ordfører Peter Christensens svar som har betydning18. Disse
svar har især relevans i forhold til Foghs demokratiske beliefs, hvorfor de anvendes i
vurderingen af beslutningsenheden i kapitel 10.
Indsamlingen af information vedrørende Anders Fogh Rasmussens beliefs spiller som
skrevet i kapitel 6 ligeledes en rolle i forbindelse med analysen af de perceptionsmønstre, som
kom til udtryk i beslutningen. Derfor vil belief indsamlingen især være relevant i forhold til
analysen af Foghs perceptionsmønstre. Perceptionsanalysen vil således indeholde et
komplekst samspil af, hvordan beliefs spiller en rolle i Foghs perception af de sociale
strukturelle betingelser i 2003 samt specifikke omstændigheder forbundet med Irak. Dette
afdækkes igennem en vurdering af henholdsvis kategorisering af stereotypificering og
informationsbearbejdning, brugen af kausal inferenser og historiske analogiers betydning for
diagnosticeringen af situationen omkring Irak.
Foghs brug af historiske analogier til diagnosticering af situationen vil blive analyseret i
gennem besvarelsen af spørgsmål baseret på Khongs operationalisering af analogier (Khong
1992:22):
Hvad kan situation A sige om risikovurderingen i forbindelse med situation B?
Hvad bidrager situation A med i forbindelse med løsningsforslag til situation B?
Disse mail-korrespondancer er efter aftale vejleder med Georg Sørensen ikke vedlagt som bilag i dette
speciale. De kan dog selvfølgelig, ved forespørgsel, eftersendes.
18
78
Hvorledes bidrager disse løsningsforslag til vurdering af chancen for succes?
I forbindelse med Anders Fogh Rasmussens brug af de tre perceptionsmønstre i
diagnosticeringen af situationen, kan vi således, med forbehold for det validitetsspørgsmål
som diskuteres i næste afsnit, kaste lys på beslutningstagerens dispositioner i forhold til
sikkerhedspolitisk beslutningstagning, og derigennem samtidig få et indblik i
beslutningstagerens prædispositioner og beliefs. På den måde opnår man igennem de
forskellige perceptionsmønstre som tilgang en specifik analysemetode, som udover at kigge
på de forskellige diagnosticeringsvariable også giver mulighed for at analysere på skemaer og
beliefs betydning i forhold til policyformulering (Khong 1992:29). Denne eksplicitte kobling af
beliefs/skemaer og policy beslutninger synes ellers at mangle i store dele af den politiske
psykologi, som ofte har døjet med applicering af teori i forhold til at forklare selve
beslutningstagningen (Ibid.).
7.4 Overvejelser om reliabilitet og validitet
Som beskrevet i ovenstående afsnit må vi i vidt omfang ty til ”at-a-distance” analyser, hvor
taler, interviews og avisindlæg udgørt det primære datamateriale. Dette leder til en række
overvejelser omkring analysens reliabilitet og validitet.
Reliabilitetsmæssigt er det vigtigt, at dataindsamlingen foregår ensartet. Da vi er to der
analyserer, kan vores kodninger af teksterne være forskellige. Der kan eksempelvis være
forskel på vurderingen af, hvornår en udtalelse kvalificerer som en ”belief” og hvilken
beliefkategori den skal tilfalde. Dette problem er forsøgt imødekommet gennem
krydslæsninger af centrale kilder og diskussion af afstemning af beliefkategoriernes indhold.
Herved er håbet, at dataindsamlingen er standardiseret og antallet af ”kodningsfejl” er blevet
minimeret. Herudover er det tilstræbt, at det anvendte materiale enten stammer direkte fra
den daværende regerings medlemmer eller er citater herfra. Således er ytringer fra politiske
kommentatorer og journalistiske vurderinger i høj grad udeladt af analysen.
Validitetsmæssigt er det nødvendigt at gøre sig grundige overvejelser angående de potentielle
faldgruber ved at benytte sig af en ”at-a-distance” analyse. Vigtigst er det at være opmærksom
på, at politikeres ytringer i det offentlige rum ikke nødvendigvis afspejler deres reelle beliefs
på et givent emneområde (Houghton 2009:107). I forbindelse med den kognitive analyse af
Anders Fogh Rasmussen kan det derfor være vanskeligt at adskille taktisk og instrumentel
79
argumentation fra argumentation, der vitterligt er et udtryk for personlige beliefs. Et
eksempel på dette er brugen af historiske analogier. Analogier kan nok være et udtryk for, at
individet kognitivt forsøger, at strukturere nye situationer i en kompleks virkelighed (Hill
2003: 116-117; Jervis 1976: 220), men samtidigt er det vigtigt at tage højde for, at historiske
analogier også bevidst kan anvendes instrumentelt i forhold til at mobilisere den offentlige
opinion (Hill 2003:116-117) – således forstået, at historiske analogier forstås som et politisk
forsøg på at overbevise andre om egen opfattelse (Khong 1992: 15; Breuning 2003:232). I den
forstand forstås historiske analogier i højere grad som et redskab til brug i forbindelse med
framing af egen dagsorden end et individuelt mentalt ræsonnement i forbindelse med at
identificere problemstillinger og løsninger (Breuning 2003:232). Det kan således være svært
at identificere, hvorvidt en aktør benytter sig af historiske analogier som retorik i forsøget på
at overbevise andre eller eksempelvis fordi de selv er fast indlejret i troen om, at historien
gentager sig selv (Hill 2003:118; Breuning 2003:230-233; Khong 1992:8-9). Dette leder os
hen mod en metodisk problemstilling om, hvorvidt Anders Fogh Rasmussens brug af
historiske analogier og stereotypificering er et udsagn om egen mental ræsonnement eller
blot er framing af en politisk diskurs. Man kan dog på baggrund af Yuen Foong Khongs
argumentation delvist styre sig fri af dette validitetsproblem om, hvorvidt vi i virkeligheden
måler det vi gerne vil måle.
Khong argumenterer for, at afstanden mellem historisk resonans, hvormed historiske
analogier forstås som et mentalt ræsonnement i individet, og en diskurs, hvori analogier i
stedet forstås som redskab i en eventuel offentlig framing, ikke er langt fra hinanden (Khong
1992: 15-18; Breuning 2002: 243). Specielt når den samme analogi optræder hyppigt over en
længere periode både før og efter en beslutning, kan det i højere grad formodes at være en
reel mental disposition og ikke reduceres til at være et belejligt instrumentelt argument:
"Analogies that surface recurrently in the policy formulation and deliberative stages are less
likely to be used to dignify decisions reached on other grounds" (Khong 1992:16).
Denne problemstilling gør sig også gældende i forhold til kortlægningen af personlige
beliefs. Som Valerie Hudson skriver: ”Politicians lie, and sometimes for good reasons, such as
reasons of national security. Much of what politicians say in public has been ghostwritten. A
politician may say different things -and differently- to different audiences” (2007:57). Derfor
kan man ikke garantere sig, at alle tilgængelige kilder fuldstændigt gengiver politikerens
80
personlige beliefs eller prædispositioner, men man kan tage visse forholdsregler for at
minimere sådanne validitetsproblemer. Som beskrevet før, er det nødvendigt at inddrage
mange kilder, fra forskellige perioder og ytringer i forskellige sammenhænge. Således må man
være opmærksom på, at en nytårstale f.eks. kan forventes at have en mere instrumentel
karakter og være skrevet i samarbejde med andre, hvorimod uformelle taler på Venstres
Landsmøde eller personlige politiske møder uden mediernes bevågenhed i højere grad er
udtryk for personlige dispositioner (ibid.). Dette har vi forsøgt at imødegå gennem analyser af
meget forskelligartede kilder, personlige interviews af regeringsmedlemmer og en spredning
i tid for at vurdere konsistensen i Anders Fogh Rasmussens beliefs. Individanalysen vil
imidlertid senere vise, at Foghs udtalelser i forbindelse med sikkerhedspolitikken virker
meget konsistente over tid.
7.5 Analysens forløb
Hermed er applikationsproblematikken blevet diskuteret og vi er klar til at analysere vores
case og vurdere anvendeligheden af den foreslåede model og approach. Kapitel 8 vil analysere
Danmarks internationale strukturelle betingelser i 2003, mens kapitel 9 vil fokusere på de
relevante nationale strukturelle betingelser. I kapitel 10 vil det blive diskuteret empirisk, om
beslutningsenheden var en ”predominant leader” og efterfølgende vil ledertypen blive
diskuteret. Kapitel 11 vil analysere Anders Fogh Rasmussens beliefs og perceptioner,
hvorefter specialets fund vil blive perspektiveret i kapitel 12. Herefter følger konklusionen.
Til sidst kræver vores referencesystem for især kapitel 10 og 11 en forklaring. På baggrund
af de mange referencer i disse kapitler vil vi for at undgå en fragmenteret tekst og analyse til
dels benytte os af et andet referencesystem end det hidtil anvendte. I den henseende vil a til j
samt l repræsenterer bøger om og af Fogh, mens k1 til k30 henviser til taler, kronikker og
avisindlæg. Forstået således, at benævnelsen (k2) dækker over en reference til en tale ved
Rebild festen, mens benævnelsen (i:78) dækker over en reference til et sidetal i Foghs bog om
minimalstaten. Det fremgår af litteratur- og kildelisten, hvilke bøger og dokumenter
forskellige bogstaver og tal refererer til af kilder.
8. Analyse af internationale strukturelle betingelser
81
8.1 Materielle kapabiliteter: Fravær af et ydre pres
Som beskrevet i operationaliseringen består det første analysetrin i at vurdere, hvorvidt den
kolde krigs afslutning og forandringen væk fra en truende verdensorden markerede et skifte i
danske lovgivers perception af et øget sikkerhedspolitisk handlerum. Vi vil i den forbindelse
inddrage kilden”Danmark efter den kolde krig” af det ”Det Sikkerheds- og
Nedrustningspolitiske Udvalg” (SNU), der vurderer den nye danske sikkerhedspolitiske
situation (1993). Udvalget blev første gang nedsat af regeringen i 1981, og medlemmerne var
skiftende personer med både akademisk, diplomatisk og militærfaglig baggrund.19
Allerede i indledningen konstaterer udvalgets fællesberetning, at ”Det er en almindelig
opfattelse, at kommunismens sammenbrud og Sovjetunionens opløsning har øget de vestlige
landes herunder også Danmarks handlerum” (ibid:7). Perceptionen af et øget handlerum er
tydeligt gennem udvalgets analyser, der primært fokuserer på de muligheder, Danmark står
overfor i fraværet af en overvældende territorial trussel. Fra at udenrigspolitikken gennem
tre årtier havde ”antaget en rituel og urørlig karakter” på grund af den eksterne militære
trussel (ibid:65), var der efter Sovjetunionens sammenbrud ”foregået en udvikling, der klart
mindskede det danske områdes sikkerhedspolitiske betydning. For første gang siden
1920’erne syntes der ikke at foreligge et pres på vort område” (ibid:69). Faktisk fremhæver
udvalget, at Danmark bortset fra en kortere periode i mellemkrigstiden grundlæggende har
været sikkerhedspolitisk begrænset siden 1864: Først af at måtte tilpasse sig truslen fra
Tyskland og senere fra Sovjetunionen (ibid:57). SNU gennemfører herefter en række analyser
af, hvorledes det nye handlerum kan udfyldes og påpeger overordnet, at muligheden nu er
opstået for at udskifte tilpasningspolitikken med en sikkerhedspolitik, der aktivt forsøger at
påvirke udviklingen: ”Danmarks handlemuligheder skulle således være blevet større”
(ibid:381). En konklusion, der blev støttet af Forsvarskommissionen af 1997 (Petersen
2004:443).
Blandt centrale politikere finder man også tydelige eksempler på, at fraværet af et ydre
militært pres har ændret perceptionen af handlerummet. Et handlerum, hvor mulighederne er
blevet flere men også mere komplicerede. Dette fremgår af en udtalelse fra den daværende
19
Se: http://www.fredsakademiet.dk/ordbog/sord/s65.htm (17/1-10).
82
udenrigsminister Uffe Ellemann-Jensen: "Man kan beskrive det på den måde, at hvor den
tidligere konfrontation mellem to parter kunne sammenlignes med et spil dam, så er
sikkerhedspolitikken nu snarere at sammenligne med et spil skak".20 Ellemann mente ved en
tidligere lejlighed, at der var blevet åbnet et ”mulighedernes vindue”, som han beslutsomt
”sprang igennem” (Petersen 2004:446). Denne nuancering blev også fremhævet af den
efterfølgende udenrigsminister Niels Helveg Petersen, der i et tilbageblik på sin
embedsperiode konstaterede, at udenrigspolitikken ikke længere kunne "sætte automatpilot
på" og, at tiden var kommet for, at "et lille demokratisk land kan gøre sig gældende".21 Man
forstod altså, at sikkerhedspolitikken ikke længere handlede om magtbalancering, men at der
var opstået et udvidet sikkerhedspolitisk handlerum, hvor man havde større mulighed for at
deltage aktivt. Målsætningen blev allerede under Ellemann-Jensen, ”at dansk udenrigspolitik
skulle være så aktiv, som der var ydre og indre muligheder for” (Petersen, 2004:446). En
lignende opfattelse kunne også findes hos Anders Fogh Rasmussen, der i 1995 udtalte: "Der er
ikke længere den samme trussel mod dansk territorium ... den fredsdividende skal vi
investere i et stærkere internationalt engagement" (Bjørnkjær 2006:160). Resultatet af denne
nye perception sås konkret allerede i august 1990, da Folketinget udsendte korvetten Olfert
Fischer i den første offensive militære operation udenfor dansk område siden 1864 (Petersen
2004:366). Dette viste sig blot at være startskuddet til et stort antal fredsbevarende og
fredsskabende operationer med dansk deltagelse op gennem 1990erne og ind i det nye
årtusinde - først gennem FN-sanktionerede missioner som under den første golfkrig (1991)
og i Kroatien/Bosnien (1992-2003), og så med NATO (og senere FN)-aktionen i Kosova
(1999- ) samt med NATO i Afganistan (2001-) (Petersen 2004).
Det nye handlerum blev således percipieret og udnyttet fra starten – om end legitimering
gennem internationale institutioner og et sandsynligt fravær af egentlige kamphandlinger
fortsat var en afgørende faktor for Folketingsbeslutningerne (Petersen 2004:454-455). Det
radikale skifte i den relative fordeling af internationale materielle kapabiliteter og
magtbalance betød, at Danmark tilsyneladende var mere sikker i sit nærområde end
nogensinde tidligere og som følge heraf fik mulighed for at forfølge ”en aktiv, til tider
aktivistisk deltagelse i bestræbelserne for at skabe en ny europæisk og international orden”
(ibid.:427-428). Fraværet af en bipolær orden betød, at de ”neorealistiske” strukturelle
20
21
Indlæg i Weekendavisen, 9/10-92.
Niels Helveg Petersen: ”Den Globale Chance”. Politiken, 25/1-98.
83
betingelser fungerede mindre dikterende for aktøren. Beslutningsenhedens (lederens,
gruppens eller koalitionens) handlerum blev langt mere frit.
Det nye handlerum og fremkomsten af en unipolær orden med USA som hegemonen bød
grundlæggende på to muligheder. Et forsøg på at balancere USA ved at arbejde for en
multipolær orden eller at alliere sig tæt og søge sikkerhed gennem hegemonens materielle
kapabiliteter. Danmark valgte det sidste men med en konfliktstrategi, der indtil 2001 søgte at
fastholde USA i et bindende internationalt samarbejde (Petersen 2004:475). Dette betød ikke,
at den internationale fordeling af materielle kapabiliteter blev ligegyldig – den fungerede blot
ikke længere som en altoverskyggende begrænsning på staternes sikkerhedspolitiske
handlerum (Archer 1998:55; Petersen 2004:448; Walker & Schaffer 2006:4).
Den relativt store sikkerhedspolitiske frihed, som var et resultat af en historisk stor
territorial sikkerhed, ændrede sig grundlæggende ikke i tiden fra den kolde krigs afslutning
indtil 2003. Forsvarskommissionen af 2003 fremhævede således, at: ”Den direkte
konventionelle trussel mod dansk territorium er bortfaldet i overskuelig fremtid” (Bruunrapporten af 2003: 21). Derfor synes der ikke i 2003 at være udsigt til en ny seriøs
balancering og dermed intet fornyet begrænsende pres fra denne strukturelle variabel på
beslutningsenheden. Som analysen gennem den resterende del af dette kapitel vil vise, var det
i 2003 i højere grad andre internationale strukturer, der betingede beslutningsenhedens
handlerum.
8.2 Idéer: "Restraint" eller "imposition" som betingende idéstruktur i 2003?
Som diskuteret i afsnit 4.4, vil analysen af internationale idéers betydning som begrænsende
og mulighedsskabende strukturel betingelse fokusere på en vurdering af tilstedeværelsen og
karakteren af den vestlige liberalistiske identitet. I forbindelse med dette afsnits analyse af
udviklingen i ikke-intervention og menneskerettigheder som betingende idé i perioden op til
Irakbeslutningen 2003, skal det pointeres, at både "restraint"- og "imposition"-liberalister
vægter både menneskerettigheder og ikke-intervention i et større eller mindre omfang og, at
modsætningsforholdet derfor skal forstås i den relative vægtning af disse overfor hinanden.
84
Forstået således at "liberalism of restraint" vægter ikke-intervention over
menneskerettigheder og "liberalism of imposition" vægter menneskerettigheder over ikkeintervention (Jf. afsnit 4.4.3). Det bagvedliggende spørgsmål bliver derfor, hvorvidt den
danske beslutningsenheds sikkerhedspolitiske handlemuligheder betinges af enten en
fremherskende idé om henholdsvis "imposition" eller "restraint"?
8.2.1 Tilstedeværelsen af en "liberalism of restraint"-identitet
Tilstedeværelsen af en restraint-identitet skal kun kortfattet vurderes her, idet denne
liberalismeopfattelse traditionelt har været dominerende i det internationale system - idéen
om ikke-intervention har således traditionelt præget forholdet mellem staterne selvom især
realister har argumenteret for, at ikke-interventions idéen historisk set gentagne gang er
blevet brudt (Krasner 1999; Biersteker 2002:162). Restraint-identiteten fremkom tydeligt i
forbindelse med afslutningen på 2.verdenskrig og i den efterfølgende kolde krig (Barkin
1998:243-245), hvor normer om ikke-intervention og selvbestemmelse forekom stærke.
Blandt andet i jagten på etableringen af international lov og institutioner som FN (Sørensen
2006), blev "restraint" en paradigmatisk del af idéen om, hvordan det internationale samfund
skulle se ud (Barkin 1998). Aktiv sikkerhedspolitik var i denne periode karakteriseret ved at
skulle håndtere konflikter internt i specifikke lande (Barkin 1998:243-245) som eksempelvis
Vietnam. Det relative fravær af territorielle kampe mellem forskellige stater efter
2.verdenskrig forekommer således delvist at være et argument for, at idéen om restraint
spillede en tiltagende rolle i forhold til at begrænse staternes sikkerhedspolitik. Dertil skal det
dog nævnes, at idéen i sig selv sandsynligvis forstærkedes og blev manifesteret gennem den
magtpolitiske balanceringssituation imellem to supermagter, som virkede uvillige til at gå i
krig for territoriel vindings skyld i frygt for en ny verdens- og atomkrig (Barkin 1998:243).
Det fremgår endvidere centralt af FNs charter (kap.2, stk.4), at: ”All members shall refrain in
their international relations from the threat or use of force against the territorial integrity or
political independence of any state”, hvorfor princippet om ikke-intervention umiddelbart
står centralt placeret og er institutionelt integreret. Som det vil fremgå af nedenforstående
diskussion, er dette dog ikke ensbetydende med, at normen om ikke-intervention altid
respekteres. Derfor må det bedste argument for tilstedeværelsen af en restraint-identitet
findes i opretholdelsen af begrebet om ikke-intervention både formaliseret gennem
85
internationale organisationer og i forbindelse med, at nationer enten overholder eller i det
mindste forholder sig til formuleringen og normen om ikke-intervention, når de ønsker at
agere i modstrid med denne. I den forbindelse repræsenterer eksempelvis krigssøgende
stater og deres retorik både et bevis på tilstedeværelsen af en imposition- og en restraintidentitet, når der handles imod ikke-interventions-idéen, mens det samtidig forsøges at
legitimere denne handling i forhold til begrebet.
8.2.2 Direkte og indirekte symptomer på en stigende "liberalism of imposition"-identitet
Den moderne idé om, at intervention kan være et legitimt værktøj til at sikre
frihedsrettigheder og dermed også menneskerettigheder, har rod i både en længere udvikling
i rettighedstænkningen og -tilslutningen og i en mere konkret radikalisering af denne
tænkning siden den kolde krigs afslutning. Således må analysen her deles op i forhold til at
vurdere, hvordan den øgede fokus på overholdelsen af menneskerettighederne indirekte har
skabt rammerne for en imposition-identitet, og hvorledes vi i stigende grad siden den kolde
krig kan konstatere mere direkte og militære symptomer på en stigende og potentielt
mulighedsskabende international imposition-identitet.
Indirekte symptomer på en stigende imposition-identitet
Idéen om universelle liberale menneskerettigheder fungerer som et af de grundlæggende
elementer i liberalismen. Her forstås menneskerettigheder som et sæt af principielle ideer
omkring den behandling, alle individer er berettiget til i kraft af at være mennesker (Schmitz
& Sikkink 2002:517; Vincent 1999:13-16). Disse idéer har siden 2.verdenskrigs afslutning
men især i kølvandet på den marxistiske idés sammenbrud som alternativ til liberalismen
vundet indpas som international norm (Schmitz & Sikkink 2002:529-530). Forstået således, at
rettighederne spiller en væsentlig rolle i forhold til at definere, hvad der er nødvendigt i
forhold til at beskytte individet for overgreb samt at sikre anstændige forhold for alle (ibid.).
Disse ideers fremkomst og etablering på den internationale scene ses blandt andet i den
”Millennium declaration”, som fik opbakning af 150 stater i FNs Generalforsamling i år 2000
(Sørensen 2006a:258). Her blev klassiske fundamentale værdier som frihed, lighed og
solidaritet for det nye århundrede identificeret (ibid.). Samme tendens ses i Wiendeklarationen på verdenskonferencen om menneskerettigheder i 1993, hvor repræsentanter
fra 171 lande blev enige om: ”Solemn commitment of all States to fullfil their obligation to
86
promote universal respect for, and observance of, all human rights and fundamental freedoms
for all” (UN, 1993). Udviklingen ses ligeledes tydeligt i forbindelse med antallet af lande, som
har ratificeret den internationale deklaration om civile og politiske rettigheder fra i 1975 at
indeholde 33 landes accept til i 2001 at have 147 staters accept (Schmitz & Sikkink
2002:521). Samme tendenser ses i forbindelse med en generel stor stigning i antallet af stater,
der ratificerer deklarationer vedrørende beskyttelsen af rettigheder (ibid.).
Der kan dog stilles spørgsmålstegn ved, hvorvidt disse tendenser blot dækker over en
overfladisk accept af disse menneskerettigheder. Flere af medlemslandene og underskriverne
af disse menneskerettighedsforanstaltninger bryder gentagne gange de selvsamme
rettigheder i praksis (Sørensen 2006b:354). Det centrale i nærværende sammenhæng er dog
at vise, at menneskerettighederne gennem de seneste årtier har indtaget en langt mere
prominent plads i det internationale system og, at det store antal tilsluttede lande med deres
underskrifter skaber et idémæssigt, retorisk og juridisk potentiale for en mere direkte
"imposition"-identitet blandt beslutningsenheder i liberale stater. Verdenssamfundets
vurdering af en stat som suveræn og legitim afhænger således i langt højere grad end tidligere
af, om staten overholder liberal-kosmopolitiske principper (Cohen 2006:486).
Menneskerettighedernes stigende betydning ses derfor ligeledes i udviklingen af
suverænitetsbegrebet. Suverænitet har siden den Westphalske fred været en af de mest
grundlæggende idéer i det internationale system (Barkin 1998; Sørensen 1999), ligesom den
traditionelt har spillet en begrænsende rolle på staterne deri. Under den kolde krig var den
især karakteriseret af et fokus på territoriets betydning for statens legitimitet. I den
forbindelse kan menneskerettigheders fremkomst og den kosmopolitiske liberalisme ses som
en betydningsfuld ændrende mekanisme. Menneskerettighedernes betydning for
suveræniteten ses eksempelvis i, hvad der kan kaldes den regulative regel om "rules of
admission" (Sørensen 1999:595).22 Dette er regler i forbindelse med anerkendelse og agtelse
af stater i det internationale samfund (ibid.). Disse regulative legitimationskrav til
aktørenheden er væsentlige i den forstand, at de fastlægger, hvem af de konstituerede
enheder, der reelt skal beskyttes af andre regulative regler såsom ikke-intervention. Stater
Regulative regler forstås som de sæt af regler som ”regulate antecedently existing activities” (Sørensen
2001:149). Der er således tale om regler, som regulerer allerede eksisterende aktiviteter og størrelser. Det er
primært indenfor disse, at suverænitetsprincippet præges og ændres af nye idéer (Sørensen 1999:591; Sørensen
2001:146, 150).
22
87
kan således i denne forståelse ikke fungere på baggrund af magt alene. De har ligeledes brug
for en basis af legitimitet fra både egen befolkning samt fra stater i det internationale samfund
(Barkin 1998:230). Det er nødvendigheden for en sådan basis af legitimitet, der således er
med til at begrænse staten (ibid.). Forstået således, at det internationale samfund stiller krav
til, hvordan forholdet mellem de regerende og de regerede internt i en stat skal se ud, før en
stat kan karakteriseres som suveræn af de andre lande i det internationale samfund. I
forlængelse af ovenforstående forholder det sig logisk således, at ”An authority is only
sovereign in a system of states if other authorities recognise it as such” (Barkin 1998:232).
Hvorvidt det internationale samfund af stater betragter en enhed som substantielt lige og
suveræn må komme an på hvilke regulative legitimationskrav, der stilles i den historiske
kontekst. Disse krav er foranderlige over tid og især påvirket af nye ideers fremkomst på den
nationale og internationale scene (Barkin 1998:233-234, 249). Det er således i denne
kontekst, at fremkomsten af menneskerettigheder som idé spiller en rolle som
legitimationskrav i det internationale samfund efter den kolde krig. Argumentet er, at
territoriets betydning for legitimering af den suveræne enhed svækkes - mens ideen om, at
stater i højere grad legitimeres som suveræne enheder på baggrund af deres evne til at sikre
dets borgers liberale rettigheder, forstærkes (Barkin 1998:248-249). Man kan således i
forlængelse af ovenstående argumentere for, at den liberalistiske udvikling og idé siden den
kolde krigs afslutning har medført en udvikling af suverænitetsbegrebet til fordel for
menneskerettighederne. I den henseende får ikke-intervention mindre betydning som
regulativ regel, idet, suverænitet nu legitimeres af det internationale samfund igennem en
stats evne til at sikre fundamentale menneskerettigheder (ibid.). Det skal dog bemærkes, at
man i forhold til begrebets konstitutive regler (befolkning, territorium og regering) stadig kan
tale om, at suverænitetsidéen i feks. FN regi ikke er forandret (Sørensen 2001:148).
Menneskerettighedernes betydelige styrkelse er dog ikke i sig selv ensbetydende med, at de
skal forsvares aktivt som "liberalism of imposition" fordrer. Men det øgede fokus herpå vidner
om en øget interesse og en øget vilje til at forsvare individers rettigheder i det internationale
samfund. Derfor kan deres øgede betydning i International Politik forstås som et indirekte
afsæt for det imposition-liberalistiske argument. I den forstand kan man argumentere for, at
menneskerettigheder i udpræget grad anvendes som legitimering for sikkerhedspolitisk
88
handlen. Man kan tale om, at menneskerettigheder kobles til forskellige udenrigspolitiske og
økonomiske problemstillinger, bliver brugt i legitimeringen af krig og intervention samt, at de
bliver brugt af især stærke nationer som USA og Storbritannien i deres perception og retorik i
forbindelse hermed. Dette er baggrunden for de nedenforstående direkte symptomer på en
stigende international imposition-identitet.
Direkte symptomer på en stigende imposition-identitet
Det mest direkte symptom på en tiltagende imposition-identitet op gennem 1990'erne er
fremkomsten af humanitære interventioner gennem militær indgriben. I forbindelse med
diskussionen i det foregående afsnit kan det konstateres, at 11 ud af 12 interventioner
imellem den kolde krigs afslutning og 2002 indeholdte en argumentation om håndhævelse af
menneskerettighederne (Barkin 1998). I den forbindelse lyder argumentet, at humanitær
intervention er nødvendigt i forbindelse med at redde liv og sikre almene
menneskerettigheder (Sørensen 2006a:262). Næsten samtlige humanitære interventioner
mellem 1990 og 2003 nød dog i overvejende grad en høj international legitimitet (Petersen
2004).
Fremkomsten af en endnu tydeligere imposition-identitet kunne dog ses i de
neokonservatives fremkomst på den amerikanske scene især i kølvandet på terrorangrebene i
USA i 2001. Generelt set fokuserer neokonservatismen på den moralske nødvendighed af at
skelne mellem godt og ondt på den internationale arena og qua denne opfattelse aktivt at
kæmpe for implementeringen af demokrati og liberale værdier internationalt (Khong
2008:252). Den neokonservative idé kommer gentagne gange til udtryk i en lang række
udtalelser og taler fra prominente regeringsfolk som Cheney, Rumsfeld, Wolfowitz og Bush.
Tydeligst i denne sammenhæng står den meget omtalte National Security Strategy fra 2002,
som kan karakteriseres som kampskriftet for "imposition"-idéen. Samme retorik og
imposition-identitet kommer til udtryk hos Storbritanniens præmiereminister Tony Blair:
”This is a battle of values and for progress, and therefore it is one that must be won. If we
want to secure our way of life, there is no alternative but to fight for it. That means standing
up for our values, not just in our own countries but the world over" (Blair 2007:5).
Betydningen af Liberalism of imposition for den internationale liberalistiske identitet
forstærkes naturligt af, at USA som hegemon og med opbakning fra Blairs Storbritannien efter
89
2001 repræsenterer en liberalistisk imposition-opfattelse. Jævnfør hegemoniteori samt en
række konstruktivistiske forståelser, vinder nye ideer for alvor indpas, når de stærkeste
nationer præsenterer dem eller støtter op om dem (Hurrell 2002:146), hvilket i lyset af USA's
imposition belief således forstærker opfattelsen af tilstedeværelsen og fremkomsten af en
generel imposition-identitet. I den henseende kan man tale om, at der efterfølgende skabes et
sikkerhedspolitisk handlerum til at forstå og fortolke verden på i tråd med impositionidentiteten.
8.2.3 Potentiel mulighedsskabelse gennem en åben liberalistisk identitet i 2003
Det kan være vanskeligt at vurdere og afgøre liberalismens identitet som betingende
international struktur i 2003. På den ene side synes den regulative regel om ikke-intervention
stadig at gøre sig gældende i forhold til, at mange stater i FNs Sikkerhedsråd afholder sig fra at
intervenere på baggrund af fastlagte og institutionaliserede normer som suverænitet.
Derudover afventede mange lande i forbindelse med krigen mod Irak en potentiel ændring af
diverse regulative regler, som kunne fungere som legitimering for krigen. Både ventetiden og
den efterfølgende udeblivelse af sådanne ændringer taler således for tilstedeværelsen af
"liberalism of restraint" og en respekt for ideen om ikke-intervention. Alligevel synes der også
at være en række tendenser, som taler imod, at den liberale identitet var præget af en
"liberalism of restraint". Forekomsten af både indirekte symptomer som ændringer i "rules of
admission" til det internationale samfund og direkte symptomer som den udprægede brug af
legitimering af humanitære interventioner med reference til menneskerettighederne samt
den kraftfulde og gentagne retorik fra blandt andet Bush- og Blair-regeringerne synes at tale
for en omfattende fremkomst af en imposition-identitet i 1990'erne og især efter
terrorangrebene i 2001.
Således fremstår der ikke et klart hierarki mellem de to liberalistiske forståelser, der
nærmere sameksisterer med varierende tilslutning. Der eksisterede altså ikke en klar
definition af den liberalistiske identitet i 2003, som i stedet syntes både at indeholde
elementer fra den traditionelle norm om ikke-intervention men samtidigt også nye elementer
med forankring i realiseringen af universelle menneskerettigheder. Forekomsten og
tilstedeværelsen af både "liberalism of imposition" og "liberalism of restraint" i det
internationale samfund i 2003 samt fraværet af et tydeligt hierarki imellem disse to fløje
efterlod således stater generelt - og den danske beslutningsenhed specifikt - i en situation af
90
valgfrihed. En valgfrihed der betød, at stater ikke længere var begrænset af én fremherskende
liberalistisk idé om "restraint". Det vil sige, at beslutningsenheden i en stat som Danmark i
modsætning til tidligere, da den liberale identitet overvejende kredsede om "restraint", nu
havde mulighed for at vælge at udnytte det potentiale for en aktivistisk sikkerhedspolitik, der
er iboende i "imposition"-identiteten. Beslutningstagere i Norge valgte f.eks. at lade sig
begrænse af den fortsatte og generelt dominerende "restraint"-opfattelse,23 men potentialet
for "imposition" og intervention var blevet muliggjort af specielt USA og Storbritanniens
politiske ledere. Hvorvidt Danmark konkret blev begrænset af den liberalistiske identitet må
således bero på den liberalisme-opfattelse, der prægede landet samt beslutningsenheden. Var
der således tale om en restraint-opfattelse begrænses de sikkerhedspolitiske
udfoldelsesmuligheder antagelsesvist mere, end hvis der nationalt traditionelt eksisterer en
imposition-identitet. I den henseende bliver det relevant at se på både nationale ideer samt
Anders Fogh Rasmussens personlige liberale overbevisninger for konkret at vurdere, hvorvidt
den daværende Fogh blev "mulighedsskabt" af den øgede internationale imposition-identitet.
8.3 Internationale institutioner: FN som begrænsende struktur?
Danmark erklærede sammen med USA og andre "villige lande" i marts 2003, at den militære
aktion mod Irak kunne legitimeres med baggrund i international lov - forstået som
resolutioner fra FNs Sikkerhedsråd og FNs charter.24 I den forstand lod man sig officielt
"begrænse" af denne variabel. Man sagde, at den militære aktion måtte være og var
legitimeret gennem en international institutions bindende lov. Faktum var imidlertid, at der
ikke forelå en konkret juridisk bemyndigelse fra FNs Sikkerhedsråd, da der her var et simpelt
flertal imod beslutningen (Petersen 2009:20). Men hvorledes kunne de deltagende stater så
påberåbe sig international legitimitet, og fungerede FN så reelt som en begrænsende struktur
i situationen? Disse spørgsmål vil være omdrejningspunktet for dette afsnit.
Som det blev diskuteret i kapitel 4, er internationale organisationers begrænsende
påvirkning af sikkerhedspolitikken i vid udstrækning bestemt af deres
Læs tale af Bondevik her: http://www.regjeringen.no/dokumentarkiv/Regjeringen-Bondevik-II/smk/Talerog-artikler-arkivert-individuelt/2003/statsministerens_redegjorelse_for.html?id=266882 (28/12-09).
24 Se Folketingets B118 http://webarkiv.ft.dk/samling/20021/beslutningsforslag_oversigtsformat/b118.htm
(28/12-09); Byers 2004:165 og George W. Bush' udtalelser i The Guardian:
http://www.guardian.co.uk/world/2003/mar/17/iraq.politics2 (29/12-09).
23
91
institutionaliseringsgrad i form af gyldighed og specifikationsniveau. Som Keohane skriver,
varierer den globale institutionalisering af sikkerhedspolitikken fra "minimal" til "substantial"
(2002:90). Graden af institutionalisering måler Keohane på variablene "commonality",
"specificity" og "differentiation" (ibid.). I denne sammenhæng vil det, som det fremgår af
kapitel 4, være væsentligst at inddrage "specificity" - specifikationsgraden i institutionen.
Ifølge Keohane må man vurdere, hvorvidt der findes primære regler, der er detaljerede og
krævende overfor medlemmerne og sekundære regler, der erklærer præcist, hvornår de
første er bindende (Ibid.). EU og NATO fremhæves af Keohane som eksempler på
organisationer, der har udviklet sig i retning af en højere grad af institutionalisering og
specificitet (ibid). Således kan man vurdere, at EU´s sikkerhedspolitisk har mere detaljerede
og krævende primære regler (Art.11 i EU-traktaten) og mere specifikke sekundære regler i
form af "Proposals for Regulations", der fremsættes af Kommissionen og vedtages af Rådet og,
som er bindende med reelle sanktioneringsmuligheder.25 På det sikkerhedspolitiske område
kan FN derimod vurderes til at have mere generelle primære regler (i form af Charteret) samt
mindre specifikke og vagt formulerede sekundære regler (resolutioner) grundet kravet om
enstemmighed i Sikkerhedsrådet - specielt når det bindende kapitel VII i Charteret aktiveres.
Flere analytikere konkluderer på linie hermed, at FN grundlæggende har lav "specificitet" i
kraft af et vagt formuleret charter og vage resolutioner (Alvarez 2003:881; Byers 2002, 2004;
Cohen 2006:496-497; Krasner 1999).
Et resultat af den ringe grad af specificitet i FN har medfødt en række skoler indenfor
tolkningen af organisationens lovgivning, der indirekte ledte til "tolkningskrigen" omkring
resolution 1441 i forbindelse med casen. En af de få "authoritative guides" til fortolkningen af
sikkerhedsrådets resolutioner kom fra den Internationale Domstol i Haag i 1971: "The
language of a resolution from the security council should be carefully analysed before a
conclusion can be made as to its binding effect". Yderligere skriver man, at det i denne proces
må vurderes om og hvilken magt, der ulovligt er blevet brugt (gennem charterets artikel 25),
forholde dette til resolutionens betingelser og diskussionen, der ledte til disse betingelser.26
Dette er derfor en guideline, der ligger op til en konkret vurdering af, om der er foregået et
Se kapitel 1, 4, 6 og 7 i dette oversigtsdokument fra EU-Rådet:
http://ec.europa.eu/external_relations/cfsp/sanctions/index_en.htm (5/1-10).
26 International Court of Justice: "Namibia Advisory Opinion", 1971, pp.15-53.
25
92
"material breach" i forhold til indholdet i resolutionens tekst. Ifølge denne guide skal lande (i
denne forstand) forholde sig til sproget i resolutionen og ikke det langsigtede eller ultimative
formål bag den (Byers 2002:23).
Både i 1990 (Irak I), 1998 (Irak II), 1999 (Kosova) og 2003 (Irak III) har USA og i mindre
grad Danmark gennem FN i tiltagende grad argumenteret for, at det ikke udelukkende er
indholdet i resolutionens sprog (eksempelvis at ville vedtage en ny og hårdere resolution ved
brud på de eksisterende) men også resolutionernes egentlige formål, der definerer
legitimiteten af eventuel militær indgriben (ibid.:22-24; Petersen 2009:21). USA har tilstræbt
at handle i overensstemmelse med "the purposes of the resolutions" og dermed ment, at en
resolution kan indeholde en legitimerende implicit bemyndigelse til magtanvendelse overfor
en aggressor - og at yderligere "krigserklærende" resolutioner derfor ikke har været
afgørende for legitimiteten af anvendelsen af militær magt (Byers 2002:24). USA har derved
dannet en fortolkningsskole, der understreger, at Sikkerhedsrådets overbevisning om, at et
land er til fare for den internationale sikkerhed - sammenholdt med en aktiv fortolkning af
FNs charter - vil være bemyndingende for magtanvendelse ipso facto, hvis de relevante
resolutioner brydes (ibid.:25). Eller som Michael Byers skriver: "The argument relies on an
interpretive approach that, unlike the Namibia Advisory Opinion, accords considerably more
weight to the supposed purposes of the resolutions than to the ordinary meaning of their
terms" (ibid.). Denne fortolkningsapproach kaldes i litteraturen for en "implied authorization"
- eller "implicit bemyndigelse", og har bidt sig fast som en potentiel vej frem, når der ikke kan
opnås fuld konsensus i Sikkerhedsrådet (ibid.).
Ordvalget i 1441 blev omhyggeligt studeret og godkendt af hvert enkelt medlem af
Sikkerhedsrådet, før det blev vedtaget d.8.november 2002. Alligevel peger mange
observatører på, at resolutionen var endnu et skridt i udviklingen mod international lov, der i
højere grad åbnede op for staters frie tolkning og, at 1441 var så vagt formuleret, at den
effektivt kunne fungere som et carte blanche for påberåbelsen af "implied authorization" (Nye
2009:173). Eller som Michael Byers skriver: "Council members negotiated and agreed to
language they knew could be used to support arguments on both sides" (2004:165).
Tolkningsfriheden var derfor stor, og uden reelle sanktioneringsmuligheder gennem den
internationale domstol udgjorde FN derfor ikke en formel begrænsning for "koalitionen af
villige lande", om end vide tolkninger kan have implicitte konsekvenser, hvilket vi kort skal
93
komme ind på sidst i dette afsnit. Da 1441 blev vedtaget, erklærede USA således først gennem
FN-ambassadør John Negroponte i Sikkerhedsrådet, at: "This resolution contains no 'hidden
triggers' and no 'automaticity' with respect to the use of force. If there is a further Iraqi
breach, reported to the Council by UNMOVIC, the IAEA or a Member State, the matter will
return to the Council for discussions as required in paragraph 12".27 Umiddelbart er dette en
"material breach" - tolkning i tråd med den beskrevne "advisory opinion" fra den
internationale domstol i Haag - brud på resolutionen afkræver en ny diskussion, før militære
skridt kan tages, understreger Negroponte. Men da George W. Bush d.16.marts 2003
erklærede, at krigen var nært forestående, lød det: "That resolution (1441) was passed
unanimously and its logic is inescapable; the Iraqi regime will disarm itself, or the Iraqi
regime will be disarmed by force. And the regime has not disarmed itself."28 Herudover sagde
britiske Tony Blair ved samme lejlighed, at en beslutningen om intervention var: "entirely
within the logic, the letter, the spirit of 1441" (ibid). Udtalelserne må siges, at have været i
åbenlys modstrid med de officielt erklærede hensigter, da resolutionen blev vedtaget.29
Hermed banede USA og Storbritannien vejen for påberåbelsen af implicit bemyndigelse, som
effektivt muliggjorde, at den danske regering kunne gøre sit "folkeretsnotat" gældende i
argumentationen. I notatet redegør udenrigsministeriet "for det juridiske grundlag for
iværksættelse af militære forholdsregler mod Irak" og skriver, at "Resolution 1441 kan med
sit ordvalg siges at udgøre en styrkelse og præcisering af det grundlag for anvendelse af
militære forholdsregler mod Irak, der allerede forelå i de tidligere resolutioner".30 Dette var
på linie med de amerikanske og britiske fortolkninger i sit fokus på resolutionens egentlige
formål og baggrund i tidligere magtbemyndigelser.
Men stater har også tidligere måttet ty til fortolkninger af resolutioner i tilfælde af
manglende konsensus i Sikkerhedsrådet. "Implied authorization" blev som beskrevet også
Se mødetranskriptionen her: http://www.un.org/Depts/dhl/resguide/scact2002.htm. Se under møde
nr.4644, s.3 (20/1-10).
28 Bush' tale er citeret fra den britiske avis The Guardian. Se:
http://www.guardian.co.uk/world/2003/mar/17/iraq.politics2 (21/1-10).
29 Atter henvises til udtalelserne i mødereferatet for møde 4644. Udtalelserne fra alle medlemmer af
Sikkerhedsrådet understregede, at 1441 ikke i sig selv ville udgøre et mandat til at bruge magt - et klart udtryk
for en "implied authorization"-forståelse, der var mulig grundet den manglende specifikation af resolutionens
sanktionstermer såsom "serious consequences". Dette fremgår af resolutionens paragraf 13 - hjemmel i
charterets kapitel 7. Se: http://www.un.org/Docs/scres/2002/sc2002.htm (21/1-10).
30 Se s.4 i redegørelsen her: www.um.dk/NR/rdonlyres/08AB39A4-8BA5.../030213_notits_irak.pdf. (22/1-10).
27
94
anvendt i en række af 1990ernes interventioner, hvilket også kunne ses i dansk
sammenhæng. Således argumenterede daværende udenrigsminister Niels Helveg Petersen
både i 1998 og 1999 for, at militær indgriben kan retfærdiggøres, når Sikkerhedsrådet er
"veto-stricken", og de relevante resolutioner egentlig foreskriver handling (Petersen
2009:21). Derfor var det i princippet ikke banebrydende, at regeringen i 2003 valgte at skride
til militær handling uden formel legitimitet gennem Sikkerhedsrådet. Vejen var allerede banet
for den danske beslutningsenhed, hvor man anvendte samme argument som den forrige
regering (ibid.). Dog måtte man strække tolkningen længere end tidligere, da flertallet i
Sikkerhedsrådet var imod militær indgriben, og fordi det humanitære ræsonnement forekom
mere åbenlyst i eksempelvis Kosova (ibid.). Alt andet lige var den danske tolkning i 2003
afhængig af, at amerikanerne først skabte et institutionelt handlerum med en tolkning, der
kunne karakteriseres som "implied authorization". Her viser den relative fordeling af
internationale materielle kapabiliteter sig således stadig at have afgørende betydning. En
småstat som Danmark kunne ikke tænkes at argumentere for "implied authorization" og gå
enegang. USA har været involveret hver gang, en sådan implicit bemyndigelse er blevet
påberåbt i forbindelse med større aktioner (Alvarez 2003:873). Denne tendens kalder Detlev
Vagts for "Hegemonic International Law" eller "HIL" (Ibid.). Dette indebærer, at hegemonen
naturligt vil søge til eller om nødvendigt over grænserne for det fortolkningsrum, der
naturligt findes i mindre specifik international lov - i nærværende sammenhæng
Sikkerhedsrådets resolutioner. Herudover vil international lov langsomt ændres som følge af
hegemonens vedvarende pres og gennem institutioner som eksempelvis Sikkerhedsrådet og
andre FN-organer (Alvarez 2003:881; Krasner 1999). Dette er i tråd med Cox dynamiske
opfattelse af internationale institutioner som dynamiske refleksioner af stormagternes (eller
hegemonens) kapabiliteter og idéer (1996:98-100). Men hegemonens naturlige tendens til at
forme og tolke international lov i overensstemmelse med sin egeninteresse mødes alligevel af
en række begrænsninger.
Nok viste FN sig til sidst ikke i stand til at forhindre krigen i Irak, men organisationen
fungerede alligevel begrænsende på forskellige måder. F.eks. fungerede hensynet til FN
udsættende for de involverede parter, og i Danmark var denne retorik tydelig: Man "ville
forsøge FN-sporet til det allersidste" (Kaae & Nissen, 2008:210), og legimitet igennem
sikkerhedsrådet var for den danske regering "highly desirable" (Petersen 2009:21). Det
95
samme billede gjorde sig gældende i USA, hvor regeringen udskød beslutningen flere gange
pga. hensynet til international legitimitet og støtte, og fordi et flertal af vælgerne i 2002
ønskede en løsning gennem FN (Byers 2004:168). Joseph S. Nye skriver på linie med dette:
"the failure to obtain a second UN resolution did not prevent the US from going to war with
Iraq, but it limited the amount of help received and made the war and its aftermath more
costly" (2009:180). FN som strukturel betingelse var adfærdsændrende i den forstand, at de
villige lande tilsyneladende følte sig forpligtigede til at udlægge forskellige tolkninger af
resolution 1441 og gik langt i bestræbelserne på i det mindste at opnå et simpelt flertal i
Sikkerhedsrådet. Tolkninger er, som beskrevet, ofte før blevet anvendt til at skabe et
sikkerhedspolitisk handlerum i tilfælde uden enstemmig tilslutning fra Sikkerhedsrådets
medlemmer som f.eks. i forbindelse med aktionen i Kosova i 1998. Kosova-beslutningen var
ligeledes formelt illegitim i relation til Sikkerhedsrådet men nød en høj "iboende legitmitet"
og skabte derfor ikke senere den massive internationale kritik, som man senere så i
forbindelse med Irak (Petersen 2009:20). Her betød et mindretal i Sikkerhedsrådet, en stærk
offentlig opinon og (altså) den meget aktive tolkning af 1441 og FNs charter, at
beslutningstagningen senere er blevet gransket af diverse kommissioner - et pres, der
tilsyneladende ikke opstod efter interventionen i Kosova, der ligeledes ikke var formelt
legitim (ibid.).31
I situationen fungerede FN eller andre internationale organisationer derfor ikke som
ultimativt begrænsende strukturer. Man gik i krig uden formel international legitimitet, men
signalerne fra krigens efterspil kan tænkes at fungere som en uformel begrænsende
indflydelse, når stater i fremtiden fortolker international lov. Eller som Nye videre skriver:
"International law may not restrain states, but it often helps shape the flow of
policy...governments may be trapped by their own legal excuses" (2009:176). Irak kan for
mange stater meget vel have markeret, hvor langt man kan gå i påberåbelsen af "implied
authorization" uden at tabe troværdighed og blive retsligt "trapped". I forbindelse med vores
case var organisationen således nok begrænsende men ikke forhindrende. Det skyldes
grundlæggende FNs ringe institutionelle dybde ("specificity") og muligheden for den
I begyndelsen af 2010 erklærede en hollandsk undersøgelseskommission, at landets daværende regering
havde fejlfortolket resolution 1441 og at Irak-deltagelsen derfor var ulovlig, mens sådanne
kommissionsundersøgelser foregår i Storbritannien. Se bl.a.: http://www.information.dk/telegram/221097
(21/2-10).
31
96
tiltagende udvikling i retning af "implied authorization", der i 1990'erne forberedte og
muliggjorde den vide tolkning, der ifølge "koalitionen af villige lande" og herunder den danske
beslutningsenhed gav Irak-krigen sin legitimitet. I relation til specialets hovedspørgsmål
bidrager den stigende tendens til påberåbelse af "implicit bemyndigelse" også til at forklare,
hvordan enkeltindividet i højere grad kunne få direkte indflydelse på sikkerhedspolitikken.
En mere fortolkende tilgang til international lov tillader således forventeligt en højere grad af
subjektivitet i forsøget på at opnå international legitimitet end i tiden før 1990, hvor Danmark
ikke handlede militært uden et formelt legitimt FN-mandat (Petersen 2009:21).
8.4: Afslutning: Gensidigt betingende strukturer
I kapitel 2 og 3 skrev vi, at der ikke er entydige men dynamiske kausalforhold mellem vore
udvalgte strukturvariable grundet modellens historiske karakter og dynamiske forforståelse.
Nogle af disse gensidige påvirkninger ønsker vi at redegøre for i dette kapitels sidste afsnit.
Nok kan strukturelementerne studeres for sig, men det er vigtigt at holde for øje, at de også
betinger og påvirker hinanden på flere måder.
Overordnet har vi argumenteret for, at den relative fordeling af materielle kapabiliteter kan
føre til et militært trusselsniveau, hvor ideer og institutioner bliver mindre relevante i
forklaringen på, hvad der betinger enkeltindividers (beslutningsenhedens) rolle og det
sikkerhedspolitiske handlerum - som situationen under den kolde krig eller i Danmark efter
1864. Sociale strukturer som idéer og institutioner havde også betydning før 1989, men
fraværet af et territorialt pres gør i langt højere grad disse elementer relevante. Materielle
kapabiliteter påvirker dog stadig de sociale strukturer på en række måder.
Som beskrevet i afsnit 8.3 kan stater med store materielle kapabiliteter påvirke og forme
internationale organisationer som FN. USA kan eksempelvis gennem sin hegemonstatus
påvirke FN-lovgivningen til egen fordel (eksempelvis terrorlovgivning) så den tilpasses efter
amerikansk lovgivning (Alvarez 2003). Andre "formelt ligestillede" medlemmer af FN oplever
også at: "pledge loyalty to the hegemon in exchange for security or economic sustenance",
hvorfor organisationen ofte syntes at være præget af "hegemonic international law" og derfor
ikke er homogent begrænsende på alle medlemmer (Ibid.: 873). Desuden er Sikkerhedsrådets
struktur med fem permanente medlemmer med vetoret stadig forankret I den fordeling af
97
materielle kapabiliteter, der tonede frem efter 2.verdenskrig - med konsekvenser for
organisationens nutidige betingende effekt. Disse "hardware"-indflydelser var også med til at
skabe handlerummet for Danmark, som det næste kapitel vil illustrere, ikke ville være i stand
til, at skabe et institutionelt handlerum med baggrund i egne materielle kapabiliteter.
Materielle kapabiliteter er dog ikke alene om at forandre institutionerne. Som Robert Cox
argumenterer for er institutioner fastfrysninger af både dominerende materielle kapabiliteter
og idéer på en given tidspunkt og situation (Cox 1996: 96-100). Idéer har således også
betydning for selve institutionaliseringen. I den henseende kan nye dominerende idéer spille
en rolle i forhold til de allerede eksisterende institutionaliserede idéer.
Menneskerettighederne kan i det lys forstås som en ”ny” og dominerende idé, hvorfor disse
kan forstås som udfordrende til allerede institutionaliserede idéer som blandt andet ikkeintervention. Fremkomsten af menneskerettigheder som konkurrerende idé til ikkeintervention kan dog ikke ses isoleret fra fordelingen af materielle kapabiliteter. Det må
antages, ligesom i hegemoniteori, at institutionaliseringen af nye idéer ikke sker uden de
stærkeste nationers involvering. USA's rolle som forkæmper for liberale værdier
(menneskerettigheder) på den internationale scene, må derfor ikke udelades af ligningen. I
2003 var USA som tidligere skrevet influeret af stærke neokonservative og idealistiske
kræfter, som på den måde både idémæssigt og gennem deres overlegne materielle
kapabiliteter potentielt kunne danne ”fortrop” for en sådan ny institutionalisering af
menneskerettighederne.
Der ligger ligeledes underforstået i dette, at de dominerende idéer til en vis grad præges af
idéerne internt i de mest magtfulde lande. Både i forhold til formuleringen af nye idéer eller i
forsvaret af nye idéer. Eksemplificeret igennem Muhammed krisen: Står Danmark på egne
ben bliver forsvaret af den liberale ytringsfrihed problematisk på en række økonomiske og
sikkerhedspolitiske områder (Ambassader). Mens Danmark med en mere massiv amerikansk
opbakning af ytringsfriheden antagelsesvist kunne have fasthold den idealistiske kurs.
Overført til situationen omkring Irak beslutningen er det således utænkeligt, at aktiv kamp for
liberale idéer kunne foregå uden aktiv amerikansk deltagelse.
Herudover er det også værd at fremhæve den dynamiske relation mellem "ideer" og
"institutioner", der ligeledes er gensidigt betingende. Institutioner forstået som internationale
98
organisationer påvirker og begrænser også dominerende stater og deres ideer. På trods af, at
den neokonservative idé byggede på en erkendelse af, at amerikanerne "can do anything we
want", viste FN sig at fungere begrænsende i processen - USA (og derfor Danmark) afviste
tydeligvis ikke FN totalt. Man søgte på trods af hegemonstatus og den stærke liberalisme
stadig international legitimitet - omkostningerne ved ikke at gøre det ville være for store (Nye
2009:176). Konkret påvirkede hensynet til FN karakteren af det officielle amerikanske og
danske krigsgrundlag og udsatte den reelle beslutning til det senest mulige tidspunkt (Kaae &
Nissen 2008:30-31). FN var derfor som beskrevet ikke ultimativt begrænsende, men ydede en
påvirkning af aktørernes handlerum, der er relevant for forståelsen af beslutningsprocessen.
Som vi har forsøgt at diskutere i dette kapitel varierer de tre internationale strukturelle
elementer i relation til beslutningsenhedens handlerum. I 2003 var Danmarks internationale
strukturelle betingelser samlet set præget af at være historisk mulighedsskabende for en
offensiv sikkerhedspolitik. Der var intet territorielt pres, hegemonen og alliancelederen USA
skabte et konkret idémæssigt handlerum og FN fremstod i situationen historisk svag - som en
konsekvens af en lav specifikationsgrad og en amerikansk vilje til intervention i Irak. Den
danske regerings internationale strukturelle betingelser var derfor samlet set unikt
mulighedsskabende i 2003. Den næste del af caseanalysen vil som det næste trin i analysen
vurdere, hvorvidt nationale strukturelle betingelser fungerede begrænsende eller
mulighedsskabende for den danske beslutningsenhed.
9. Analyse af nationale strukturelle betingelser
I dette kapitel vil relevante nationale betingelser blive diskuteret. Disse korte analyser vil
ikke være udtømmende men vil tjene det formål at markere og legitimere, hvorfor
hovedvægten i denne case er lagt på de internationale betingelser. Beslutningsenheden var
nemlig, som vi her vil vise, i historisk lille omfang begrænset af nationale strukturer.
9.1 Nationale materielle kapabiliteter
Var de materielle forudsætninger til stede for dansk krigsdeltagelse? Af forsvarsforliget for
2000-2004, der blev indgået i 1999, fremgår det, at der var en politisk målsætning om, at
2.000 soldater skulle være til rådighed for udsendelse i internationale missioner til hver en
99
tid.32 Denne målsætning havde forsvaret svært ved at honorere men kunne imidlertid stadig
stille betydelige styrkebidrag til rådighed for regeringen (Kaae & Nissen 2008:105). Det
danske forsvar var i 2003 restruktureret fra et territorialforsvar til et missionsorienteret
beredskab, om end flere kritikere har peget på, at denne omstilling endnu ikke var afsluttet
(Clemmesen i Mortensen 2008:158; Larsen og Stougaard 2008:93). Faktum er dog, at
regeringen reelt havde en række militære kapabiliteter til rådighed med relativ kort varsel
om end Danmark naturligvis ikke alene ville have kunnet gennemføre krigen mod Irak (ibid.).
Som Fogh konstaterede kort efter invasionen: "Kun amerikanerne har den militære styrke til
at afvæbne Saddam og befri Irak. Men vi har en pligt til at hjælpe".33
Økonomien i Irak-deltagelsen kunne heller ikke have haft en begrænsende indflydelse på
beslutningsenheden. De danske forsvarsudgifter (ca.1% af BNP) er blandt de laveste i NATO,
og ydermere er danske soldater de billigste at holde udsendt i internationale militære
engagementer.34 Som beskrevet er de amerikanske forsvarsudgifter derimod enorme.
Pentagon anslog eksempelvis i midten af 2003, at ”ongoing postwar operations” i Irak ville
beløbe sig til ikke mindre end 5 mia. dollars pr. måned - i nærheden af 20% af landets
offentlige udgifter (Goldstein 2004:10). Denne variabel ville derfor have haft en helt anden
begrænsende effekt, hvis casen omhandlede ledende koalitionsmedlemmer. I nærværende
sammenhæng kan det dog konstateres, at materielle og økonomiske faktorer - qua den danske
deltagelses begrænsede omfang - ikke kan tænkes at have fungeret begrænsende på
beslutningsenheden i forbindelse med krigsbeslutningen.
9.2 Nationale ideer: Et nyt handlerum
På linie med diskussionen af internationale ideer kan en lignende udvikling også konstateres
i en national sammenhæng. Her ønsker vi specielt at fokusere på, hvorledes den danske Irakbeslutning ikke kan ses i isolation men som mulighedsskabt af en længervarende udvikling i
retning af "liberalism of imposition", hvilket er kommet til udtryk både parlamentarisk og
gennem den offentlige opinion.
I kapitel 4 blev Sverige fremhævet som et land, hvor en stærk ”neutralitetsidentitet” og
hensynet til international lov forventeligt har fungeret begrænsende for regeringens
http://www.fm.dk/Publikationer/2003/Budgetredegoerelse%202003/6%201.aspx (18/1-2010).
Kronik af Fogh: "Hvad kan det nytte?" Berlingske Tidende 26/3-2003.
34 http://www.information.dk/181481 (10/1-2010).
32
33
100
handlemuligheder (Möller & Bjereld 2007). I den danske sammenhæng er det derimod værd
at hæfte sig ved, at borgerne siden 1990 overordnet set var blevet vænnet til idéen om et
aktivistisk Danmark. Danskerne havde mellem anden verdenskrig og 1989 oplevet at deltage
militært i fire længervarende internationale operationer, og danske soldater blev udsendt
hele tretten gange mellem 1990 og 2003.35 Således blev der mellem 1990 og 2002 udsendt i
alt ca. 30.000 danske soldater i international tjeneste – heriblandt mange i tiltagende kritiske
og skærpede sammenhænge på Balkan og i Afghanistan (Se foregående fodnote). Idéen om
det aktivistiske Danmark lå derfor antagelsesvist ikke fjernt for hverken befolkningen eller
politikerne i 2003.
I samme periode så man i en dansk sammenhæng en gradvis tiltagende bevægelse mod en
"liberalism of imposition"-identitet (Petersen 2009:13, 27). Her tænkes specielt på skiftende
regeringers stillingtagen til Sikkerhedsrådet som bemyndigende organ for brugen af militæret
udenfor landets grænser. Således havde danske interventioner indtil 1998 nok et humanitært
eller liberalt sigte men dog et klart FN-mandat. Herfra synes billedet at skifte, da der ikke
kunne opnås enighed i Sikkerhedsrådet om en militær intervention i først Irak og senere
Kosova i henholdsvis 1998 og 1999 (ibid.:10). Daværende udenrigsminister Niels Helveg
Petersen argumenterede i forbindelse med Kosova for, at afværgelsen af en humanitær
katastrofe måtte veje tungere end hensynet til FNs Charter (ibid.:11). Tilstedeværelsen i
Kosova opnåede senere FN-mandat, men situationen markerede et skifte fra hensynet til
international legitimitet til et humanitært og menneskeligt hensyn - forstået som et skridt i
retningen af "imposition". Man kan således argumentere for, at graden af impostion i
Danmark forstærkes, når der træffes beslutninger om intervention på trods af lav formel
legitimitet - forstået som lav tilslutning i FNs sikkerhedsråd - samt lav iboende substantiel
legitimitet - forstået som lille risiko for eksempelvis humanitære katastrofer (Petersen
2009:18-26).
Derfor er disse tidligere interventioner vigtige at inkludere i forståelsen af, hvorfor den
danske beslutningsenhed i modsætning til eksempelvis den svenske og norske ikke endeligt
Forsvarets opgørelse:
http://www.forsvaret.dk/HOK/OMHAEREN/HISTORIE/INT%20ENGAGEMENT/Pages/Ledelse.aspx (20/12010).
35
101
lod sig begrænse af hensynet til ikke-intervention og en formel legitimitet gennem FN.36 Der
synes således formelt at være skabt en idémæssig præcedens i prioriteringen af hensyn i
slutningen af 1990erne - i en dansk sammenhæng havde man allerede tidligere lagt vægt på
en "implied authorization". Nok synes den iboende legitimitet at være anderledes i 1998-99
og i 2003, men Helveg Petersens argumenter blev gentaget i 2003, hvor regeringen erklærede,
at situationerne var helt parallelle (ibid.). Derfor forekommer der at have været en idémæssig
bevægelse i den danske sikkerhedspolitik efter den kolde krig, der potentielt har bidraget til
en relativt mindre generel begrænsning for beslutningsenheden i 2003.
Udover udviklingen i lovgivernes vurdering af interventionernes internationale legitimitet
synes der også at have været en udvikling i den offentlige opinion, der i modsætning til
eksempelvis Storbritannien ikke har udgjort et større pres på politikerne. Således konstaterer
Peter Dahl Thruelsen fra Forsvarsakademiet, at den danske befolkning i tiltagende grad er
blevet vænnet til krig og risikoen for tab: ”Den strategiske modenhed eller råhed har udviklet
sig”, hvilket resulterer i en opbakning, der er ”afgørende for, at politikere og militære ledere
er villige til at træffe de rigtige beslutninger”.37 Også Dansk Institut for Militære Studier
konstaterer denne udvikling. Mediernes omtale af drab på danske soldater har således været
støt faldende siden invasionen af Afghanistan i 2001.38 På trods af at denne hærdelse af den
offentlige opinion efter alt at dømme er foregået mere intensivt efter de seneste tre års høje
tabstal i Afghanistan, indikerer forsvarets egen udsendelsesstatistik, at offentligheden
gradvist blev vænnet til dansk konfliktdeltagelse siden den kolde krigs afslutning (Se
foregående fodnote). Derfor vurderes den offentlige opinion ikke at have fungeret
begrænsende på beslutningsenheden i 2003, hvilket kunne have været tilfældet i eksempelvis
Sverige (Möller & Bjereld 2007:20). En yderligere diskussion af årsagerne til denne
"strategiske råhed" vil vi ikke komme ind på her men blot konstatere, at samtlige danske
militære interventioner mellem 1990 og 2002 nød stor støtte fra befolkningen (Petersen
2009:23-24).
Den norske statsminister Bondevik lagde således stor vægt på fraværet af et folkeretligt mandat:
http://www.regjeringen.no/dokumentarkiv/Regjeringen-Bondevik-II/smk/Taler-og-artikler-arkivertindividuelt/2003/statsministerens_redegjorelse_for.html?id=266882 (23/12-09).
37 ”Alle tog fejl”. Berlingske Tidende, d.29/12-2009.
38 ”Krigstab er blevet hverdag for os”. Jyllands-Posten d.9/1-2010.
36
102
Samlet set synes den tiltagende idé om en liberalistisk "imposition"-identitet sammenholdt
med en positiv offentlig opinion derfor at have betydet, at "nationale idéer" har fungeret
relativt mulighedssskabende for den danske beslutningsenhed i 2003. En mulighedsskabelse
vi sidst i dette kapitel vil forsøge at forstå i sampil med de internationale strukturelle
betingelser.
9.3 Nationale institutioner: Den parlamentariske situation
Den parlamentariske situation bestemmer grundlæggende, hvor frit beslutningenheden kan
handle i demokratier som det danske. I 1980erne oplevede man eksempelvis, at NATO
efterspurgte en mere dedikeret dansk sikkerhedspolitik, men den daværende V-K regering
havde et parlamentarisk flertal i mod sig. På trods af at regeringen i høj grad ønskede at
efterkomme NATOs ønske og indgå mere aktivt i alliancen, var den indtil 1988 forhindret af
de parlamentariske forhold, der betød, at der ikke var et stabilt flertal bag regeringens
ønskede sikkerhedspolitik (Petersen 2004:217). I 2003 havde regeringen derimod et snævert
men stabilt parlamentarisk flertal bag sig. VK og O havde i alt 94 mandater – et simpelt, men
formelt afgørende mulighedsskabende faktum.39 Den danske tradition for brede flertal bag
konfliktbeslutninger kunne tænkes at have haft en begrænsende effekt,40 men
beslutningsforslaget om militær deltagelse i Irak blev formelt vedtaget med stemmerne 61
mod 50. At hensynet til at opnå et bredt flertal faktisk havde betydning for
beslutningsprocessen kan udledes af, at Fogh ændrede det foreslåede styrkebidrag til et
”blødere” detachement uden deciderede kamptropper for herved at forsøge at opnå støtte fra
oppositionen (Kaae & Nissen 2008:209-210). Oppositionen ville dog stadig ikke bakke op,
hvorefter regeringen og dets støtteparti gennemførte beslutningen (ibid.). Derfor vurderes
det i nærværende sammenhæng, at den parlamentariske ikke var hverken formelt eller
uformelt begrænsende for beslutningsenheden. Af andre potentitelle betingende
institutionelle forhold kunne forholdet mellem stats- og udenrigsministerium samt interne
bureaukratiske forhold nævnes. En vurdering af betydningen af disse forhold vil imidlertid
blive diskuteret i analysen af karakteren af beslutningsenheden i det næste kapitel.
Valgstatistik rekvireret fra Indenrigs- og Socialministeriets hjemmeside: http://www.ism.dk/noegletal/valgfolkeafst/folketingsvalg/tidl_ftvalg/ft_valg_2001/Sider/Start.aspx (8/1-10).
40 Tidligere Folketingsafstemninger om militær deltagelse siden den kolde krig: Irak 1990: 97 stemmer for og 25
imod; Bosnien, 1993: 105 for og 17 imod; Kosovo, 1999: 97 for og 5 imod, Afghanistan, 2001: 101 for og 11 imod.
Afstemningsresultater fra Folketingets webarkiv, www.ft.dk (2/1-10).
39
103
9.4 Et unikt nationalt strukturelt handlerum
Det kan konstateres, at de nationale strukturelle betingelser synes at have været meget
mulighedsskabende i 2003. Regeringen og dets støtteparti havde et stabilt parlamentarisk
flertal, historisk præcedens for at deltage uden FN-mandat, en ”hærdet” offentlig opinion og
ingen umiddelbare økonomiske eller materielle begrænsende faktorer. Denne nationale
situation var unik. Hvor VK-regeringen umiddelbart efter den kolde krigs afslutning havde de
internationale strukturer med sig under eksempelvis den første golfkrig og ønskede at give de
danske styrker en "war-fighting role", var det netop den parlamentariske situation og den
danske offentlige opinion, der forhindrede det - nationalt oplevede regeringen "important
constraints" (Petersen 2009:12). I 2003 var disse variable derimod anderledes
mulighedsskabende for regeringen. Som beskrevet i det forrige kapitel var der samtidigt
foregået en forøgelse i det internationale handlerum således, at den danske beslutningsenhed
i forbindelse med Irakbeslutningen var omgivet af historisk mulighedsskabende strukturelle
betingelser.
Hvad man imidletid ikke kan vurdere gennem en strukturanalyse, er de interne magtforhold
i regeringen, samt det kognitive og idémæssige grundlag hos den eller de personer, der
definerer sikkerhedspolitikken. I en verdensorden hvor staten ikke længere oplever en
territorial trussel, er det vores argument, at det i højere grad er blandt individuelle beliefs, at
omdrejningspunktet for de egentlige årsager og motiver til offensive sikkerhedspolitiske
beslutninger skal findes. Dette vil de følgende to kapitler omhandle.
10. Beslutningsenheden i 2003
Som det fremgik af kapitel 5 bestemmes beslutningsenheden ud fra en empirisk analyse af
den historiske situation, hvori selve beslutningen blev taget. I den forbindelse fremkom det
også, at der i parlamentariske demokratier kunne fremkomme unikke scenarier, som
potentielt kunne medføre situationer, hvor et enkeltindivid i en kortere eller længere periode
kunne udgøre beslutningsenheden og således fungere som en ”predominant” leder. Perioder,
som opstår, når en række karakteristika ved situationen og lederen er sammenfaldende i tid
(jf. afsnit 5.2). Her forstås situationens karakteristika som krisebegivenheder, når kriser
eskalerer og/eller, når situationen er ny eller flertydig, mens lederens karakteristika i
104
bestemmelsen af beslutningsenheden omhandler lederens generelle interesse for
udenrigspolitiske problemstillinger, samt når lederen udøver en stærk personlig kontrol med
sine omgivelser. Disse karakteristika kan således anvendes i forbindelse med at diskutere
hvorvidt Anders Fogh Rasmussen kunne betragtes som ”predominant leader” i forbindelse
med beslutningen om Irak.
10.1 Fastlæggelse af beslutningsenheden: Situationen
Danmarks sikkerhedspolitiske situation efter den kolde krigs afslutning er allerede
diskuteret i afsnittet om materielle kapabiliteter i forbindelse med analysen af, hvorvidt den
danske beslutningsenhed var begrænset af strukturelle betingelser (jf. afsnit 8.1). Her blev
der tegnet et billede af en situation, som indeholdt et relativt begrænset konventionelt
trusselsniveau (ibid.). Man kan dog argumentere for, at der i forbindelse med terrorangrebene
på USA i 2001 skete en stor ændring i det generelle trusselsbillede fra mere konventionelle
trusler under den kolde krig til mere asymmetriske trusler af varierende omfang efter 2001
(Petersen 2004:578). En arbejdsgruppe nedsat af VK-regeringen fandt på linie med dette i
2003 frem til, at fremtidens trusselsbillede ville være præget af af terrorister og
”slyngelstater” i en uforudsigelig globaliseringstidsalder.41 I det lys tolker rapporten, at den
største direkte trussel i de næste 10 år sandsynligvis skal findes i risikoen for, at
masseødelæggelsesvåben kan falde i de "forkerte hænder" (ibid.). Fogh synes at dele dette
trusselsbillede, når han udtaler at ”terrorismen er en langt farligere og mere uforudsigelig
fjende end Sovjetunionen” (a:171). Det er i lyset af dette generelle og diffuse fjendebillede, at
Irak-situationen skal tolkes. Krisesituationen omkring Irak var netop karakteriseret ved
opfattelsen af, at Saddam Hussein var ved at producere masseødelæggelsesvåben samt
muligvis samarbejdede med internationale terrorister - hvilket konstituerede en relativt ny og
svært diagnosticerbar situation. Sådanne flertydige krisesituationer fordrer, at politiske
ledere som Bush og Fogh koncentrerer beslutningskompetencen og ansvaret hos dem selv (jf.
Hermanns kriterier i afsnit 5.2). Man kan i denne sammenhæng også argumentere for, at
kriser vedrørende eventuelle masseødelæggelsesvåben pr. definition eskalerer jo længere tid,
et land får til potentielt at producere disse våben. Sammenholdt med Iraks modvilje til at
samarbejde med FNs våbeninspektion, kan dette lede til ”high level”-diplomati, hvor den
41
Bruun-rapporten af 2003, s.3-9.
105
politiske leder automatisk involveres. Derudover repræsenterer det nye generelle og
flertydige trusselsbillede, hvor uforudsigeligheden er i højsædet, en situation, hvor
diplomatiet ikke i samme grad som tidligere kan benytte sig af ”Standard Operational
Procedures”42, hvorfor det således er afhængig af den direkte involvering af politiske ledere i
fastlæggelsen af en sikkerhedspolitisk kurs.
Alt i alt synes der altså at være tale om en situation i 2003, som på mange måder fordrede at
politiske ledere ville involvere sig mere direkte i den sikkerhedspolitiske beslutningsproces.
Om en "predominant leader" faktisk fremkom beror dog også på, som beskrevet i kapitel 5,
hvorvidt Fogh besad en stærk udenrigspolitisk interesse og hvorvidt han kontrollerede sine
politiske omgivelser gennem centralisering af beslutningskompetencen.
10.2 Fastlæggelse af beslutningsenheden: Lederen
10.2.1 Foghs sikkerhedspolitiske interesse
At Foghs interesse for udenrigspolitik og sikkerhedspolitik bærer præg af at være tiltaget
over en længere periode kom til udtryk igennem mange kanaler. Interessen er mindre
fremtrædende under den kolde krig og gennem årene i skatteministeriet (se c., d. og j. i
kildesamlingen), men begyndte gradvist at fylde mere op gennem 1990'erne - f.eks. i de årlige
taler på Venstres landsmøder (j:156). Da Fogh blev statsminister i 2001 blev specielt
interessen for sikkerhedspolitik tydelig. Sikkerhedspolitikken var således et fast hovedtema i
samtlige undtagen én af Foghs taler ved Folketingets åbning samt hans nytårstaler i perioden
som statsminister fra 2001-2009.43 Disse taler er udvalgt, da de typisk definerer en
statsministers generelle politiske projekt og dermed Foghs primære politiske
interesseområder. Disse taler bar stærkt præg af et værdi- og idébaseret sikkerhedspolitisk
projekt, som vi vil analysere nærmere i kapitel 11. Herudover blev Fogh også af
Christiansborg-journalister karakteriseret som en "over-udenrigsminister", som i forbindelse
med sin overtagelse af statsministeriet i 2001 arbejdede ud fra en detaljeret drejebog, der
indeholdte en klar betoning af det internationale engagement. Et engagement han selv ville
Til forskel fra under den 40 år lange kolde krig, som primært var kendetegnet af et fastlåst fjende- og
trusselsbillede.
43 Samtlige taler er downloadet fra statsministeriets hjemmeside på www.stm.dk (17/1-10). Den eneste af disse
taler uden betydelige sikkerhedspolitiske omdrejningspunkter var nytårstalen i 2006, der var dedikeret til at
kommentere på tsunamien i Asien.
42
106
stå i spidsen for (e:137). Alt i alt synes Anders Fogh Rasmussen altså at nære en konsistent og
stor interesse for udenrigspolitik og sikkerhedspolitik, både før, under og efter Irakbeslutningen i 2003. I de følgende to afsnit vil vi jf. teoriafsnit 5.2 først vurdere Foghs tendens
til uddeligering af ansvar, og herefter hvorledes han som leder forholder sig til den
internationale og hjemlige opposition.
10.2.2 Foghs tendens til at uddelegere ansvar
I forbindelse med at vurdere hvorvidt Fogh generelt uddelegerer ansvar og forholder sig til
intern opposition, er det relevant først at se på de strukturelle betingelser, som prægede
forholdet mellem statsministeriet og udenrigsministeriet og således udgjorde
beslutningssystemet. I 1990'erne skete der således en gennemgående udvikling i- samt
omstrukturering af udenrigsministeriet samtidig med, at statsministeriet ligeledes påtog sig
et større ansvar for udenrigspolitikken (Petersen 2004:431-433). Statsministeriet blev under
Poul Nyrup Rasmussen opdelt i et indenrigspolitisk og udenrigspolitisk område, bl.a. på
baggrund af EU's stigende betydning samt Nyrups egen interesse for udenrigspolitik (ibid.),
hvorfor flere udenrigspolitiske medarbejdere blev ansat i statsministeriet. Denne udvikling
fortsatte under Foghs regeringsperiode, hvilket betød, at statsministeren i højere grad end
tidligere selvstændigt kunne vurdere udenrigspolitiske spørgsmål og problemstillinger ved
hjælp af uafhængig ekspertise, der ikke havde forbindelse til udenrigsministeriet (ibid.).
Det er bl.a. i lyset af disse strukturelle ændringer, at Per Stig Møllers rolle som
udenrigsminister skal ses, selvom strukturelle forandringer dog ikke alene forklarer Foghs
tydelige minimering af uddelegering af ansvar til ministeriet. Møller skulle til forskel fra den
forrige borgerlige udenrigsminister Uffe Ellemann Jensen forholde sig til en statsminister, der
både var interesseret i udenrigspolitik (ibid.) samt havde mulighed for at anvende egne
rådgivere i statsministeriet. Denne udvikling ledte således til, at udenrigsministeriets
kompetence blev reduceret ligesom, det specifikt ledte til et til tider anstrengt forhold mellem
Statsministeriet/Fogh og Udenrigsministeriet/Møller (ibid.). Et sådan anstrengt forhold
fremgik under det danske EU-formandskab, hvor Foghs interesse i at holde et stramt fokus på
EU-udvidelsen alene medførte en tydelig uvilje overfor udenrigsministerens
mellemøstinitiativ (Petersen 2004:596; h:106). Et initiativ som ifølge adskillige Foghbiografier medførte, at udenrigsministeren blev holdt ude af centrale forhandlinger før og
107
under topmødet samt en mere generel tendens til at blive isoleret fra beslutningsprocessen
(e:141; c:245).
Desuden reflekterede Foghs ledelse under det danske EU-formandskab i 2002 også generelt
en udtalt tendens til at koncentrere beslutningskompetencen og -ansvaret om sin egen person
og isolere udenrigsministeriet (l:81, 94, 206, 235). Af Per Stig Møllers dagbog fra forløbet
fremgik det således også, at udenrigsministeren mente, at "det var umuligt at komme i dialog
med ham" og "han kørte bag lukkede døre" (ibid.:252). Denne centralisering fremgik senere
også af forløbet op til Irak-beslutningen, hvor stats- og udenrigsministerens udmeldinger
vedrørende nødvendigheden af FN-opbakning i nogle tilfælde var decideret modstridende
(h:78; k7). Dette tegner tilsammen et billede af en statsminister, som udover at være særdeles
interesseret i udenrigspolitik ligeledes arbejdede uafhængigt af udenrigsministeren og
udenrigsministeriet. Per Stig Møller ønskede i et interview til dette speciale kun at forholde
sig til udenrigsministeriets formelle kompetencer44, men i et andet interview med MF Mogens
Lykketoft kom det frem, at: ”(…)i sagen om Bush's Irak-invasion var det entydigt Anders Fogh,
der traf beslutningen hen over hovedet på Per Stig, der var enig med Helveg og mig om at
dansk deltagelse ikke skulle ske uden en positiv ny beslutning i FN's sikkerhedsråd” 45.
Sådanne udtalelser skal naturligvis læses med det forbehold at Lykketoft på det tidspunkt var
oppositionsleder men styrkes af det faktum at de tidligere udenrigsministre Møller, Lykketoft
og Helveg-Petersen i perioden mødtes uformelt og drøftede implikationerne ved Irakdeltagelsen (k7).
Foghs centralisering af den sikkerhedspolitiske beslutningskompetence fremgik også af
sammensætningen af regeringens koordinationsudvalg. Ifølge Venstres politiske ordfører
Peter Christensen var koordinationsudvalget under Fogh det egentlige forum for
sikkerhedspolitiske beslutninger af større rækkevidde46. I 2002/2003 var Per Stig Møller
ikke en del af udvalget, hvilket således var første gang siden 1984, at udenrigsministeren ikke
blev inkluderet her. Derudover har en anonym minister og medlem af koordinationsudvalget
Interview pr. mail (december 2009). Kan fremsendes ved forespørgsel.
Interview pr. mail (november 2009). Kan fremsendes ved forespørgsel.
46 Mundtligt interview med skriftlig godkendelse af svar (november 2009). Kan fremsendes ved forespørgsel.
44
45
108
udtalt, at vedkommende ikke kunne komme i tanke om en sag i udvalget, hvor Fogh ikke
havde gennemtrumfet sin vilje til sidst (e:148).
Det er dog ikke kun i forholdet til udenrigsministeriet og Per Stig Møller, at Fogh
centraliserede ansvaret hos sin egen person. Flere kilder i Foghs egne regeringer har
fremhævet denne tendens, bl.a. da Fogh udformede et supplerende regeringsgrundlag i 2003
og først orienterede sin regering få timer før offentliggørelsen (c:262). Denne ledelsesstil
bekræftes af flere af regeringens daværende toppolitikere. Daværende MF Søren Gade udtalte
således, at han opfattede Fogh som "administrerende direktør for koncernen" (e:149). MF
Søren Pind udtalte, at ”han var en uomtvistelig dygtig virksomhedsleder, men også en meget
magtkoncentreret leder, der tænkte i bokse (…) Det er klart, når alting er centralt styret,
planlagt og eksekveret, så kan man ikke få mennesker til at deltage, fordi det gider de ikke.
Derfor så man i høj grad under Fogh en passiv folketingsgruppe” (e:169). Peter Christensen
udtalte endvidere i et interview til dette speciale, at Venstres folketingsgruppe i forbindelse
med sikkerhedspolitiske beslutninger blot blev informeret om statsministerens beslutninger
(se foregående fodnote).
10.2.3 Fogh som challenger/respecter overfor internationale begrænsninger
Der blev i forbindelse med analysen af strukturelle betingelser i kapitel 8 argumenteret for,
at der i sammenligning med tidligere situationer ikke eksisterede de samme nævneværdige
materialistiske, idémæssige eller institutionelle begrænsninger for et land som Danmark i
2003. Ser man på den reelle situation omkring Irakbeslutningen blev Fogh tilsyneladende
ikke begrænset af det forhold, at Danmark som lille og militær set svag nation er at betragte
som en småstat (som tidligere nævnt har det dog selvfølgelig væsentlig betydning, at
Danmark i denne sammenhæng opererer i fællesskab med USA). Tværtimod er Fogh i stedet
fortaler for, at Danmark på trods af landets størrelse skal spille en aktiv rolle i det
internationale system (j:156). Ligesom han i sit fokus på liberale demokratiske rettigheder
heller ikke begrænses af ideen og princippet om ikke-intervention, selvom dette princip
klassisk opfattes af mindre stater som en beskyttende mekanisme overfor stærkere og
fremmede magter. Derudover går han på trods af indledende respekt for betydningen af et
FN-mandat i forbindelse med krig i Irak imod den generelle holdning i FNs sikkerhedsråd og
indfører Danmark i den ”smalle koalition af villige” (Petersen 2004:587). I det lys lader
109
Anders Fogh sig altså generelt ikke begrænse af ellers traditionelle internationale betingelser
som ikke-intervention, FN samt materielle kapabiliteter. Overfor potentielle internationale
begrænsninger kan han således betragtes som en ”constraint challenger” (jf.Hermann
2001:64).
10.2.4 Fogh som challenger/respecter overfor intern opposition
Udover at udfordre traditionelle klassiske internationale begrænsninger giver Foghs
ledelsesstil samtidig et indblik i, at han heller ikke lader sig begrænse af uenighed i hverken
Folketing, parti eller regering og at han i den henseende ligeledes er ”constraint challenger”.
Dansk udenrigspolitik havde siden 80'ernes fodnotepolitik traditionelt hvilet på et bredt
flertal i folketinget (e:236). Irak-beslutningen hvilede derimod som bekendt på et smalt flertal
bestående af Venstre, Konservative og Dansk Folkeparti. I den proces blev oppositionens
ledere på et møde, tre dage før beslutningen blev vedtaget i Folketinget d.21. marts, orienteret
om, at ”regeringen har truffet sin beslutning” (e:237), hvorfor de væsentligste
oppositionspartier således ikke reelt blev involveret i stillingstagningen til, om Danmark
skulle i krig eller ej. Fogh lader sig således ikke begrænse af ”normen” om en bred konsensus i
forhold til væsentlige sikkerhedspolitiske beslutninger, der potentielt kan lede til tab af
danske soldater. Den konsekvens beklager Fogh. Han er ”ked af”, at oppositionen ikke ville
være med, men at der stod mere på spil og at hensynet til at verden skulle sætte ind overfor
en tyrannisk diktator, var større end et bredt flertal i Folketinget (a:243). I den henseende kan
man tale om Fogh som parlamentarisk "constraint challenger".
Samme tendens ser man ligeledes i forbindelse med Foghs ledelsesstil internt overfor
Venstres folketingsgruppe og regeringen. Generelt synes Fogh at være styret af en
overbevisning om mindre snak og mere handling, hvilket blandt andet afspejler sig i hans
generelle opfattelse af konsensus og mere specifikt omkring møder. I et interview til
Berlingske Tidende udtalte han således i 1993, at ”den midtertyranniske idé om, at alle skal
være enige, nedbryder tilliden til og respekten for det politiske system. Vi får åndenød af det”
(c:208). Samme tendens ses i forbindelse med Venstres gruppemøder i 2003, hvor Fogh
dikterede hvilke temaer og emner gruppen ikke måtte tage op i medierne henover sommeren,
og som derfor ikke skulle diskuteres (c:251-258). Ofte var beslutningerne allerede truffet
inden møderne, hvorfor det således var svært at påvirke dem (ibid.). En mødekultur, der
således ikke opfordrede deltagerne til at rejse tvivlspørgsmål.
110
Ifølge venstremedlemmet Søren Pind blev Venstres gruppemedlemmer ofte ikke
ansvarliggjort og delagtiggjort i beslutningstagningen (ibid.). Denne opfattelse bliver
bekræftet af det daværende regeringsmedlem og nuværende ordfører for Venstre Peter
Christensen der udtaler, at gruppemedlemmer principielt kunne rejse debatspørgsmål under
møderne, men "oftest vil det ikke nytte" fordi statsministeriets holdning under Fogh reelt ville
være afgørende.47 Disse udtalelser harmonerer med Foghs egne udtalelser om irritationen
ved ”rundkredspædagogik”, og med karakteristikken af ham som en leder, der påtog sig
skolemesterrollen, hvor alle pænt skulle række fingeren i vejret, når de skulle sige noget
(e:149-150). Til sidst har den tidligere finansminister og mentor for Fogh, Anders Andersen,
udtalt at Fogh er "dårlig til at lytte og tage andre med på råd" (e:69-70).
Foghs ledelsesstil er i forlængelse af dette af andre folketingsmedlemmer blevet
karakteriseret som ”management by fear” (e:169). Således har nogle ministre haft problemer
med at "turde" komme til Fogh og spørge om noget eller præsentere deres problemer (e:151).
10.3 Anders Fogh Rasmussen som "predominant leader"
I lyset af situationens karakteristika og Foghs markante interesse for udenrigs- og
sikkerhedspolitik kan man konstatere, at der var et umiddelbart potentiale for forekomsten af
en "predominant leader" i forbindelse med Irak-situationen. I forlængelse af dette kunne vi
gennem en analyse af Foghs tendens til at uddelegere ansvar og være enten en "constraint
respecter" eller en "constraint challenger" effektivt vurdere, at der var tale om en
"predominant leader". Foghs ledelsesstil synes ikke at skabe et miljø, hvor andre høres, og
hvor konsensusaftaler er i højsædet. Der synes i stedet at være tale om et politisk miljø, hvor
Fogh med sin ledelsesstil og autoritet har kunnet begrænse andres holdninger og synspunkter
i forhold til den generelle kurs. På den måde forekommer der at være en tendens til, at
opposition til Foghs synspunkter enten overses, overhøres eller ignoreres med mindre, de er
samstemmende med egne etablerede overbevisninger. Fogh var derfor i udpræget grad en
leder, der samlede beslutningskompetencen omkring sig selv og sit ministerium og både
overfor oppositionen og sin egen regering optrådte som en "constraint challenger". Derfor er
der både generelt og specifikt bevis for, at Fogh optrådte som en "predominant leader" i
forbindelse med Irak-beslutningen i 2003.
47
Mundtligt interview med skriftlig godkendelse af svar (november 2009). Kan fremsendes ved forespørgsel.
111
Herved bliver en belief- og perceptionsanalyse af Fogh relevant, idet det er sandsynliggjort,
at den primære sikkerhedspolitiske beslutningskompetence i 2003 tilhørte den daværende
statsminister. En sådan individanalyse kan bidrage til en belysning af de bagvedliggende
tolkninger og opfattelser, som ligger til grund for Irak-beslutningen, og dermed redegøre for
dens aktørbaserede årsager og bevæggrunde.
11. Kognitiv individanalyse af Anders Fogh Rasmussen
11.1 Anders Fogh Rasmussens beliefs - grundlaget for perception
Som beskrevet i kapitel 6 determinerer beliefs ikke i sig selv, hvad individet beslutter, men
fungerer som det kognitive grundlag for de perceptionsmønstre, der hierarkiserer individets
handlemuligheder og dirigerer dets beslutningstagning. Beliefs er således bagvedliggende
variable, der udgør individets "operationelle kode" og bidrager til en dybere forståelse af
individuelle perceptioner og handlinger (Holsti 2006:42). En beliefanalyse fungerer derfor
som et relativt deskriptivt grundlag, for den efterfølgende perceptionsanalyse, der har et
mere analytisk og fortolkende sigte.
Vi har allerede anvendt Foghs "demokratiske beliefs" som grundlag for analysen af
beslutningsenhed og ledertype i kapitel 10 ligesom Foghs venne/fjende beliefs er integreret i
afsnit 11.2.1 om stereotypificeringer og kategoriseringer. Derfor vil disse kategorier ikke
indgå her. I dette afsnit vil der primært blive fokuseret på Foghs ideologiske belief og beliefs
om Danmarks rolle i det internationale system. Disse to beliefs er logisk set de mest centrale
beliefs, idet de blandt andet viser Foghs opfattelse af de strukturelle betingelser og er
grundlaget for konkrete perceptioner.
11.1.1 Ideologiske beliefs
Denne kategori er vurderet med speciel henblik på, hvorvidt Foghs sikkerhedspolitik kan
tænkes at være ideologisk forankret. En konsistent og fremtrædende ideologisk
overbevisning kan optræde som en "core belief", der påvirker andre beliefs (Rosati 2001:43).
112
Ideologisk set kan Fogh karakteriseres som liberal - og af egne artikler, taler og indlæg samt
diverse biografier fremgår det, at han regelmæssigt har udtryk sit engagement for liberale
ideer og har haft et egentligt liberalt "projekt" siden 1980erne (a, c, d, f, g, i, j, k1-k4, k10, k14,
k18, k19 & k20). Interessen for liberal idépolitik blev efter eget udsagn for alvor vakt under
en rejse til USA i 1982 og har siden været centralt for hans politiske virke - Reagan gav ham
"et nyt syn på USA" (d:55). En idépolitik, der i begyndelsen primært var centreret omkring
økonomiske spørgsmål, men senere i tiltagende grad fokuserede på frihedsrettigheder (j:48,
1995). Da Fogh blev statsminister udtalte han, at hans store ønske var at gøre det
21.århundrede til "liberalismens århundrede" (j:53). Dette ønske udspringer tilsyneladende af
en stærk tro på, at der findes universelle liberale værdier og, at værdirelativismen er et
resultat af misforstået tolerance (i:7 & 84; k12). Således talte Fogh endvidere om, at
danskerne har "en pligt" til at forsvare vestlige værdier og ikke forfalde til værdirelativisme
(j:151), der fører til "afmagt og undertrykkelse" (i:84). På spørgsmålet om det vigtigste tema i
sin regeringstid, udtalte Fogh således kort efter sin afgang som dansk statsminister: "...det jeg
gerne ville sætte mit præg med, er ’kulturliberalisme’ – og det må I gerne opfatte som en
modsætning til kulturradikalisme" (k21). Fogh mente, at denne værdikamp både var et
nationalt og et internationalt projekt, der løb som en rød tråd igennem hele
regeringsperioden (ibid.).
Fogh havde således stærke ideologiske beliefs - en liberal overbevisning - men hvorvidt var
dette en aktivistisk liberalisme? Skulle liberalismen aktivt udbredes uden for landets grænser
og i så fald med hvilke midler? Allerede i 1990erne var Fogh meget tydelig omkring sin
aktivistiske liberalisme på Venstres landsmøder: "Et lille land skal gøre sig gældende gennem
sin udenrigspolitiske aktivisme ... Vi skal deltage aktivt i internationale militære operationer"
- hvilket ville give Danmark en "stærkere position i den internationale sikkerhedspolitik, end
landets størrelse berettiger til" (d.218). Denne retorik kunne man genfinde i Foghs
tiltrædelsestale i december 2001, men den stærke liberalisme blev først for alvor tydelig igen
i forbindelse med Irak-krigen fra sidst i 2002. Således konstaterede Fogh i januar 2003 midt i
Irak-debatten, at "vestlige værdier er i dag mere truet end nogensinde" (k4) og, at der nu
foregik en ideologisk tvekamp, "en skæbnekamp mellem frihed og ufrihed, mellem demokrati
og diktatur" (j:145), hvor millioner af undertrykte ønsker og kræver at få frihed (a:134).
113
Umiddelbart efter invasionen i marts 2003 blev det understreget, at Danmark ikke havde
kapabiliteterne til at gøre arbejdet selv, men at man havde "en pligt" til at hjælpe, hvis man
var oprigtige omkring sine "demokratiske værdier" (k9). På linie med dette udtalte Fogh i
2006, at han har kæmpet for frihed og demokrati "fordi det er en menneskelig forpligtelse"
(k20; a:132) og, at vi må tage " del i en global værdikamp, hvor vi har pligt til at skabe frihed
for de undertrykte" (a:132; e:260-261). Krigene i Irak og Afghanistan stod for Fogh efter sin
afgang som naturlige udløbere af den værdikamp, som han har gjort til sit projekt siden 2001:
"Det handler om værdier og principper. Når vi danskere ønsker frihed og fred, så skal vi også
selv yde en indsats. Det kan vi ikke bare overlade til andre at slås for" (k21). Alt i alt syntes
Fogh at besidde en konsistent og udtalt aktivistisk liberalisme, der i høj grad kommer til
udtryk i det gentagne argument om, at Danmark er forpligtiget til at deltage - altid
diplomatisk, men militært om nødvendigt (k1). En fremtrædende grundholdning, der senere
er blevet refereret til som Foghs "pro-aktivisme" (Petersen 2009:22) og kan sidestilles med
"liberalism of imposition" (diskuteret i kapitel 8). I kraft af dette kan man således
argumentere for, at Fogh besidder et klart imposition belief, hvor kravet om ikke-intervention
nedprioriteres i forhold til kravet om liberale individuelle frihedsrettigheder.
11.1.2. Beliefs om det internationale system
Overordnet tenderer Fogh til at have en opfattelse af det internationale system, der lægger
sig tæt op ad en traditionel balanceringstænkning, der indikerer en opfattelse af en
grundlæggende anarkisk verdensorden. En verdensorden hvor Danmark har et reelt behov
for at "bandwagone" med den magt, der bedst kan garantere statens sikkerhed. I forbindelse
med Irak-beslutningen fremhævede han overfor oppositionens leder Mogens Lykketoft, at det
uanset situationen altid ville være i Danmarks interesse at stå på USAs side.48 Senere kom
dette også til udtryk offentligt, da han om Irak konstaterede: "Beslutningen er baseret på en
nøgtern analyse af Danmarks langsigtede interesser" (k9).
Offentligt har Fogh også gentagne gange givet udtryk for, at europæiske magter ikke kunne
klare denne nødvendige opgave. Således ville fraværet af den amerikanske beskyttelse betyde,
at Danmarks sikkerhed skulle baseres på en europæisk magtbalance, hvilket ville bringe
48
Mail fra Mogens Lykketoft d.30.november 2009.
114
Danmark tilbage til en "fortid i Europa vi helst vil glemme" (e:239-240). Dette ræsonnement
bekræftes i Berlingske Tidende umiddelbart efter krigsudbruddet i marts 2003, hvor det
konstateres, at vi europæere "ikke kan klare vor egen sikkerhed" og, at Danmarks sikkerhed
er bedre garanteret af "en supermagt i Nordatalanten end af den skrøbelige og bevægelige
magtbalance mellem Tyskland, Frankrig og Storbritannien" (k9; a:177). Denne argumentation
tyder på, at Foghs sikkerhedspolitiske tænkning er dirigeret af et hensyn til hvilke
allianceforhold der bedst kan garantere Danmark på længere sigt og er derfor udtryk for en
klassisk sikkerhedspolitisk tænkning49. Denne tænkning syntes dog langtfra blot at være
instrumentel, da det tætte allianceforhold til USA også er konsistent med Foghs ideer om
Danmarks rolle i det internationale system. USA ses af Fogh som en supermagt med en
historie for sikkerhedspolitisk aktivisme - diplomatisk og militært - og derfor en passende
samarbejdspartner for et Danmark, der søger en lignende aktivistisk rolle i det internationale
system (k2, k3, k9 & k10). Det er i dette lys man kan forstå sætninger som "vi skal have modet
til at bryde ud af vort småstatskompleks" og "vi skal forstå, at et lille land kan sætte en
dagsorden og gøre sig gældende på den internationale scene...gennem udenrigspolitisk
aktivisme" (d:217). Ønsket om at skabe en aktivistisk sikkerhedspolitik (med et liberalt sigte)
kan findes i tekster fra tiden som næstformand i Venstre (j:152, 171, fra 1995), over
regeringens indsættelse (k1, 2001), til konkret i forbindelse med Irak-beslutningen (k9 og
k10, 2003), til vurderinger flere år efter krigen (k20 og 21, 2006 & 2009). Aktivismen
begrundes overordnet i disse kilder med et ideologisk og dels et mere nøgternt
balanceringsmæssigt argument (j:157-158).
11.1.3 Samlet om Foghs belief-system
Ole Holstis store studie af John Foster Dulles viste, at den tidligere amerikanske
udenrigsminister havde et ”closed belief system”. Det betyder, at Dulles holdte sine beliefs så
stærkt, at de kun i meget ringe grad forandrede sig over tid (Houghton 2009:106). Det samme
forekommer at være tilfældet med Anders Fogh Rasmussen. Foghs ideologiske belief og
opfattelse af Danmarks rolle i det internationale samfund er sammen med Foghs
demokratiske beliefs (sådan som de blev diskuteret i kapitel 10) og ven/fjendebeliefs (som de
bliver diskuteret i afsnit 11.2.1) præget af både ensartethed over tid og høj intern konsistens.
49
Også fremhævet af Nikolaj Petersen i artiklen "Nøgler til Fogh. Danmarks Irak-politik". Weekendavisen,
28.september 2007.
115
Der er således tale om klare og konsistente beliefs vedrørende henholdsvis ledelsesmæssige
og demokratiske beliefs omkring ansvarsfordeling (som dog i udpræget grad kommer til
udtryk i forbindelse med vores case), Liberalism of imposition belief samt i forbindelse med
beliefs om USA som ven og liberalistiske modstandere som fjender.
Jævnfør vores integrationsmodel (s.29) spiller Foghs beliefs en rolle i forhold til hans
perception af de strukturelle betingelser han handler indenfor i 2003. Forstået således at
eksempelvis den strukturelle betingelse vedrørende en global ”imposition”-idé opfattes
igennem Foghs egne beliefs, som således er med til at guide forståelsen af hans ”imposition”,
så de senere kan anvendes som diagnosticeringsredskab i perceptionen af specifikke
situationer som Irak anno 2003.
Fra denne redegørelse for Foghs to grundlæggende og centrale beliefs, vil vi fortsætte med
at analysere, hvorledes disse beliefs samt belief om ven/fjende billeder har dannet grundlag
for tre hyppigt optrædende perceptionsmønstre, der gjorde sig særligt gældende for Fogh i
forbindelse med diagnosticeringen og handlingen i 2003. Det drejer sig som beskrevet i
kapitel 6 om: 1. Kategoriseringer, 2. Kausalinferenser og 3. Historiske analogier. Forskningen
på området indikerer, at beliefs i meget varierende grad styrer individers perception,
diagnosticering og beslutningstagning - alt efter hvor rutinepræget eller uforudsigelig og
kompliceret situationen er (Hudson 2007:38; Rosati 2001:59). Typisk vil afslutningen på en
klart defineret verdensorden, og specielt når nye og svært diagnosticerbare
konfliktsituationer opstår, medføre en højere grad af involvering af beslutningstageres beliefs
(Ibid.).
Allerede her skal det understreges, at disse almenmenneskelige perceptionsmønstre ikke
nødvendigvis resulterer i misperception eller kan bruges som baggrund for at konkludere på
krigens legitimitet. De er i stedet naturligt forekommende kognitive tendenser, vi kan studere
og anvende til at få en dybere forståelse for, hvorledes individet Anders Fogh Rasmussen
forstod situationen og handlede i marts 2003. Analysen af perceptionsmønstre ville således
også have været anvendelig i forbindelse med analyser af andre individers beslutninger i
andre situationer.
116
11.2 Perception I: Kategoriseringer igennem stereotypificering og selektiv
informationsbearbejdning
Det første perceptionsmønster er som beskrevet i kapitel 6 grundlæggende for individets
håndtering af tvetydige situationer under mangel på fuld information: Af nødvendighed
kategoriserer individer, specielt de med "closed belief-systems", for derved at skabe klarhed
over situationens natur (Rosati 2001:59). Nye perceptioner assimileres ind i eksisterende
beliefs og informationer bearbejdes selektivt for at undgå inkonsistens med tidligere
forventninger - "by narrowing it out, altering it, or constraining it within isolated bounds",
som Ole Holsti skriver (2006:24).
11.2.1 Stereotypificeringer
Rosati skriver, at kategorisering og stereotypificering er en del af den nødvendige kognitive
automatik, der betyder, at individet undgår "conceptual chaos" og derved muliggør
prioriteringer og handlen (Rosati 2001:59) – dette ses ofte i praksis som en os/dem
kategorisering. En sådan os/dem kategorisering indgår centralt i Foghs diagnosticering af
situationen vedrørende Irak i 2003.
Man kan i den sammenhæng argumentere for to forskellige stereotypificeringer, som begge
tager afsæt i Foghs idémæssige beliefs om liberale værdier. En konkret kategorisering af det
direkte fjendebillede indeholdende terror og tyranniske regimer sat i forhold til et klart og
direkte venskabsbillede af USA. Derudover kan man argumentere for en abstrakt
kategorisering af passivitet som en indre fjende af friheden, overfor et indre vennebillede
forstået som frihedens forkæmpere. I analysen af disse vil vi trække på vores indsamlede
information i forhold til Foghs beliefs om venner og fjender.
Det direkte fjendebillede
Et tydeligt eksempel på, at billedet af "dem", forstået som kategoriseringen af fjenden var et
udtryk for kognitiv kategorisering kan ses i Foghs konsekvente sammenkædning og
assimilation af terroren som fænomen og Saddam Husseins Irak. Denne kategorisering kan
først findes i sikkerhedspolitiske taler i 1995 (j:152-171). Her argumenterer Fogh for, at
hovedtruslen efter den kolde krig kommer fra "regimer og grupper" i Nordafrika og
117
Mellemøsten, som en trussel pga. deres "menneskesyn" og risikoen for, at de får "held til at
udvikle en atombombe" (j:152-153). Det er dog specielt i månederne op til invasionen, at
terroren, 11.september og Irak i tiltagende grad blev en del af det samlede trusselsbillede, der
blev betegnet som "skruppelløs ondskab" (k2). Således udtalte Fogh at "Vi må gribe ind i tide.
Det er for sent når først giftgassen er spredt over en af vore store byer" (a:122). I denne
forbindelse skelnes der ikke mellem terroren og Hussein som "barbarisk og totalitær"
diktator (k14). De frygter alle friheden og er desperate og "de bruger alle midler" (k20). På
dagen for krigsudbruddet d.19.marts 2003, konstaterede Fogh, at det var slut med at lade
"tyranner og terrorister" spille deres spil (k23), hvorfor truslen fra terror kædes sammen
med det tyranniske regime i Irak. Stereotypen var også at finde efter krigen. Således udtrykte
Fogh i et indlæg i december 2003, at irakerne efter Saddam Husseins arrestation endelig
kunne lægge "frygten for hans terrorregime" bag sig (k12). I samme indlæg skriver Fogh, at
Vesten ikke vil lade sig tyrannisere af terrorangreb og at det netop er derfor, at de danske
soldater opholder sig i det sydlige Irak (ibid.). Soldaterne var der således i Foghs perspektiv
for bl.a. at forhindre terror på vestlig jord.
Man kan således argumentere for, at trusselsbilledet har været konsistent over hele den
analyserede periode (1995-2009) ligesom, at regimet Hussein og begrebet terror blev ét i
Foghs perceptioner af den direkte fjende. Diskursen kan have været instrumentel, men
konsistensen i Foghs ytringer over tid tyder på, at fjendebilledet reelt blev betragtet som en
homogen størrelse. Det direkte fjendebillede blev således en stereotyp indeholdende
forskellige elementer, både slyngelstater og ikke-statslige aktører, der havde ondskaben og
"hadet til demokratiet" til fælles (k14, k20).
I kontrast til den ovenstående stereotypificering af fjendebilledet står en ligeså klar
stereotypificering af vennebilledet – konkret forstået som forholdet til USA. USA fylder helt fra
1980erne og frem til i dag en helt særlig og fremtrædende plads i Foghs argumentation. Dette
synes dels at bunde i en historisk betinget taknemmelighed og en fast tro på, at USA til
stadighed kæmper frihedens sag (k2, k3 og k10). Flere kilder indikerer, at denne belief blev
konstitueret tidligt i Foghs liv, hvor broren eksempelvis fortæller, at de derhjemme "ikke
kunne lide de der amerikanske raceuroligheder, fordi de ikke passede ind i vores billede af
USA", som det eneste, der var "trygt og godt" (c:53). Fogh selv fremhæver yderligere sin
rundrejse i USA i 1982 som en stor inspiration (d:55) og skriver i 2008 på sin blog at "USA-
118
fascinationen går langt tilbage" (a:193). Som beskrevet tidligere ræsonnerer Fogh også ofte, at
når Danmark eller Europa tidligere i historien har været i fare pga. naive eller
handlingslammede politikere, har det været USA, der har "klaret ærterne" (j:151).
Fodnotepolitikken var skamfuld, men "heldigvis var NATO under et stærkt og målbevidst
amerikansk lederskab" (j:161; k10) og i forbindelse med 11.september gjorde det ondt at "se
angrebet i hjertet af den frie nation verden skylder så meget" (j:182). Denne historiske gæld
blev i flere sammenhænge fremhævet direkte i forbindelse med Irak-krigen, hvor Fogh
understregede, at amerikanerne havde hjulpet os tidligere og "så skulle det bare mangle, at vi
ikke støttede dem, nu hvor de beder om vores hjælp" (a:190). Vi "skylder" at overveje det
positivt, hvis der kommer en anmodning fra amerikanerne (e:257).
Den gode relation er dog mere end blot instrumentel. Således sagde Fogh ved Rebildfesten i
2002, at "fællesskabet mellem Danmark og USA er ikke blot et værdifællesskab, men i høj grad
også et slægtsfællesskab"..."Europa og USA er bundet sammen af et skæbne og
værdifællesskab" (k2). På årsdagen for 11.september skrev han i Washington Post, at "Vore
fælles værdier, fælles visioner og fælles skæbne er blevet befæstet yderligere"..."Danmark vil
aldrig glemme hvad USA gjorde for os under første og anden verdenskrig og under den kolde
krig" (k3). Og efter Irak konstaterede han ved en tale på et amerikansk universitet, at det
danske militær har "american brothers-in-arms" ... "together we stand united on a common
platform of values and interests upheld by the heritage we share...we share the same cause"
(k10). Dette var ikke et udtryk for et øjebliksbillede men skulle strække sig ind i et
"transatlantisk århundrede" (k17). Det er værd at bemærke, at Fogh konsistent og i
forskellige sammenhænge argumenterer for både et værdi-, slægts- og skæbnefællesskab Foghs taler bærer præg af en overbevisning om, at det dansk-amerikanske forhold
transcenderer de rent politiske relationer og reelt er langt dybere og sågar skæbnesbestemt.
Opbakningen til USA var ligeledes personlig og vedholdende langt efter Irak-krigen. I 2008
bad Fogh ved siden af den afgående amerikanske præsident om tilladelse til at "hylde Dem"
for at have fremmet "visionen om frihed" (k19). Ved samme lejlighed fremhævede Fogh, at
der i øjeblikket var et "historisk" godt forhold mellem USA og Danmark, hvilket "til en hvis
grad - måske også i høj grad - er båret af, at Bush og jeg personligt kommer godt ud af det med
hinanden" (ibid). Fogh mødte Bush otte gange mellem 2001 og 2008 - helt usædvanligt for en
dansk statsminister (h:208) og Fogh talte i 2008 om at de to regeringsledere havde et
"idealistisk værdifællesskab" (a:166).
119
Således er "vennebilledet" omkring USA baseret på både instrumentelle, værdimæssige,
historiske, skæbnesbestemte og sentimentale årsager, der samlet udgør et meget konsistent
billede, der fylder relativt meget i Foghs offentlige ytringer - eksempelvis i forhold til det
beskrevne fjendebillede. Som både før, under og efter krigen er konsistent.
Samme kognitive stereotypificering ser man også i kategoriseringen af det mere abstrakte
indre fjendebillede af passiviteten i dansk politik - Baseret på Foghs imposition-belief om en
aktiv kamp for liberale værdier. Det blev ofte fremhævet af Fogh, at i kampen mellem
demokrati og diktatur, måtte man vælge side for demokratiet - og handle (k24). De der talte
imod krigen blev således i Foghs optik en del af en gruppe, der ikke havde valgt demokratiet,
men indirekte ydede støtte til diktaturet. Denne dikotomi syntes særligt tydelig efter en større
demonstration mod Irak-krigen i februar 2003, hvor Fogh konstaterede, at demonstranterne
"gik Saddams ærinde" (k25). Foghs karakteristik af demonstranterne syntes derfor at falde
ind under det danske vægelsind han fremhæver som en historisk betinget hindring for
sikkerhedspolitikken (j:156). Denne historiske hindring kommer gentagne gange til udtryk i
Foghs taler og artikler. Danmark har lidt under det "ydmyge diplomati" der fører tilbage til
P.Munch i 1905 og strækker sig til 1988 (k9). Under 2.verdenskrig førte politikerne "en ussel
samarbejdspolitik", hvorfra der går en lige linie til 1980ernes "pinlige fodnotepolitik" (Ibid.).
Denne tendens karakteriserede Fogh samlet i 1995 som en "fodslæbende holdning" der var
præget af "naivitet og tossegodhed" (j:156). En "småstatsmentalitet" som har afholdt os fra, at
"bære et ansvar for at sikre frihed og fred" (Ibid.:161). I forbindelse med Irak i 2003
anklagede Fogh sine modstandere for at have en fejlagtig "hvad kan det nytte-tankegang" (k9;
j:159). Disse modstandere blev også refereret til i krigens efterspil, hvor Fogh retorisk
spurgte: "Vil de have Saddam tilbage? Nej, det vil de vel ikke" (a:27). Italesættelsen af den
abstrakte hjemlige fjende fremgår derfor tydeligt og konsistent igennem Foghs
argumentation. Det er ikke fjender med bevidste intentioner om at skade nationen - de
fremstilles i stedet som "naive" mennesker, der går den ydre og direkte fjendes ærinde
gennem deres misforståede passivitet og manglende ansvarstagen (k18, k25). I Folketinget i
marts 2003, sammenligner Fogh eksempelvis SFs Villy Søvndal med 1930ernes "tossegode
politikere" (a:148).
120
I modsætning til stereotypificeringen af dansk passivitet, står Foghs klare og positive
perceptioner af modstandsfolkene under 2.verdenskrig samt alle de andre som traditionelt
har kæmpet for friheden. Denne stereotypificering af det indre fjende/venne billede vil blive
anvendt i forbindelse med analysen af Foghs brug af historiske analogier som redskab til
diagnosticering af Iraksituationen (se afsnit 11.4.1), hvorfor vi ikke her vil gå yderligere ind i
problemstillingen.
Samlet set diagnosticerer Fogh Iraksituationen igennem både konkrete og abstrakte
stereotypificeringer, som på baggrund af beliefs om en aktiv liberalistisk sikkerhedspolitik
udmønter sig i en os/dem kategorisering af indre og ydre fjender af friheden. Implikationen af
dette i international politik er, at disse stereotyper i samspil med de følgende
perceptionsmønstre, får reel indvirkning på beslutningstagerens percipierede
handlemuligheder og beslutninger.
11.2.2 Selektiv informationsbearbejdning
Som diskuteret i afsnit 6.4.1 vil individet i sin søgen efter at handle i overensstemmelse med
egne beliefs bearbejde og udlægge information, så det bekræfter eksisterende beliefs og
diskrediterer udfordrende oplysninger. Dette har vi valgt at fremhæve to eksempler på i
forbindelse med Foghs perceptioner omkring Irak-situationen i 2003.
Spørgsmålet om tilstedeværelsen af WMD i Irak var i denne forbindelse et legitimerende og
udfordrende element for Fogh i forbindelse med beslutningen. Siden 1995 havde Fogh
argumenteret for, at Iraks eventuelle besiddelse af masseødelæggelsesvåben ville være til fare
for verdenssamfundet (j:152), og påpegede i 2002 gennem stærke billeder, at vi ikke kunne
vente med at handle til et faktisk giftangreb mod en dansk by havde fundet sted (k20).
Indicier på, at der faktisk var WMD i Irak blev fremhævet af Fogh mens tegn på det modsatte
blev nedtonet. Således blev Colin Powells præsentation af indicier i FN (5.februar 2003, k5)
støttet og anklagerne mod Irak gentaget i Folketinget (a:249). Derimod blev rapporten fra FNs
våbeninspektør i Irak Hans Blix nedtonet (Ibid.). Blix skrev i sin sidste rapport til FNs
Sikkerhedsråd d.7.marts 2003, at der ikke er nogen sikre beviser for, at Saddam Hussein
besad masseødelæggelsesvåben: "No evidence of proscribed activities have so far been
found"50. I Folketinget d.12.marts nedtonede Fogh rapportens meldinger om fremskridt og
50
Rapporten findes i sin fulde længde på: http://www.un.org/Depts/unmovic/SC7asdelivered.htm (30/12-09)
121
fremhævede i forlængelse heraf, at "regeringens position er nøjagtig den samme i dag, som
den har været hele vejen igennem"51. Herudover kommenterede Fogh aldrig direkte på
rapportens fund (k6). Fogh reagerede derimod meget kritisk på journalisters fortsatte
spørgsmål om regeringens kendskab til WMD i Irak. Således replicerede Fogh med hensyn til
dette på et åbent pressemøde få dage efter krigsudbruddet: "Det er ikke noget vi blot tror. Vi
ved det ... så der er ingen tvivl i mit sind" (k28).
Efterhånden som det blev kendt, at der vitterligt ikke var WMD i Irak, ændrede Fogh tydeligt
strategi og understregede overfor samtlige landets store medier i august 2003, at
legitimeringen af krigen aldrig havde handlet om masseødelæggelsesvåben, men den fortsatte
respekt for FN og befrielsen af irakerne (a:26-27). Af regeringens beslutningsforslag B118,
der er det formelle grundlag for krigen, fremgår det dog af de tretten punkter, at
tilstedeværelsen af masseødelæggelsesvåben stod centralt for legitimeringen af militær
indgriben mod Irak (k8, Petersen 2009:22), ligesom argumenterne i Folketinget i optakten til
krigen havde fokuseret på spørgsmålet (a:65). Samlet set fremgår Foghs ytringer gennem
forløbet i februar-august 2003 derfor at bære præg af en konsistent nedtoning af
nuanceringer eller tvivlsspørgsmål vedrørende tilstedeværelsen af WMD. I optakten til krigen
var spørgsmålet for Fogh en potentiel hindring mod at kunne føre en politik i
overensstemmelse med egne kernebeliefs, og nedtoningen da våbnene senere viste sig at
være fraværende var forventelig. Det er ikke vores ærinde, at tage stilling til om Foghs
perceptioner var korrekte men konstaterer, at individuelle beliefs styrede perceptionen informationsbehandlingen - hvilket naturligvis også kunne have været tilfældet hos
modstanderne af krigsdeltagelsen.
Et andet eksempel på, at perceptioner i form af selektiv informationsbearbejdning var
fremtrædende, kan konstateres i forbindelse med Foghs påberåbelse af, hvad vi tidligere har
diskuteret som "implied authorization". Fogh fremhævede i forbindelse med krigsudbruddet,
at fuld konsensus i Sikkerhedsrådet ikke havde forhindret SR-regeringen i at lede an i den
militære deltagelse i Kosova i 1999 (k14, k23). Regeringen i 1999 og regeringen i 2003 stod
ifølge Fogh "i samme situation" (Ibid.). Den formelle legitimitet i de to situationer var da også
ens, men som Nikolaj Petersen skriver overså man gennem sammenligningen, at
51
Folketingstidende 2002-03, Bind VIII, s.5657
122
situationerne i Kosova i 1999 og i Irak i 2003 var grundlæggende forskellige med hensyn til
graden og karakteren af international opbakning og offentlig opinion (2009:22).
Sammenligningen så derfor bort fra tydelige nuanceforskelle, og er et godt eksempel på, at
bekræftende information aktivt fremhæves og problemtiske nuanceringer udelades i
individets tilstræbelser på at kunne handle i overensstemmelse med sine beliefs.
Alt i alt opbygges der gennem de dikotomiserende og informationsbearbejdende
perceptioner et velmenende ("benevolent") selvbillede og et modbillede af fjenden, der
bevidst ønsker det onde ("malevolent"; Fagen, Holsti & Finlay 1967:23; Rosati 2001:61).
Denne dikotomi bliver så skarp at argumentet, som Holsti skriver, fremstår som "the enemy is
all bad", mens man selv er af "spotless virtue" (2006:23). Dikotomien er nødvendig for den
tillader "good to triumph over evil, and partly to realize who we are" (Hagen, Holsti & Finlay
1967:9). Den skaber altså overensstemmelse mellem vores beliefs og vores handlinger Foghs kognitive udvikling af stereotyper og selektive informationsbearbejdning skaber et
potentiale for at kunne realisere og handle efter hans centrale beliefs. Tendensen til at
stereotypificere skyldes således individets naturlige søgen efter kognitiv konsistens - os/dem
dikotomien og de iboende stereotyper er så stærke, at informationer konsekvent
kategoriseres så de er konsistente med belief-systemet. Dette er ikke nødvendigvis
ensbetydende med misperceptioner, men i stedet en stærk indikator på, at beliefs - og i særlig
grad hvis de er centrale i individets belief-system - spiller en direkte rolle i den
kategorisering, der udgør grundlaget for beslutningstagningen.
11.3 Perception II: Simplificerende kausalinferenser
Som fremhævet af Jervis, Rosati og Stein består det andet grundlæggende
perceptionsmønster i, at individet i forlængelse af sin søgen efter konsistens altid vil forsøge
at etablere klare kausalsammenhænge, hvilket grundet dets tendens til at tænke
deterministisk og overvurdere egen betydning, naturligt vil resultere i simplificeringer (jf.
diskussionen i kapitel 6 og Jervis 1976:343; Rosati 2001:60; Stein 2008:107). Individet er
mentalt disponeret for at ville finde klare sammenhænge mellem X og Y, og som Jervis skriver:
"To admit that a phenomenon cannot be explained, or at least cannot be explained
without adding numerous and complex exceptions to our beliefs, is both psy-
123
chologically uncomfortable and intellectually unsatisfying" (Ibid.:319). I dette afsnit vil vi
fremhæve og diskutere to centrale eksempler på sådanne simplificerende kausalinferenser i
Foghs Irak-argumentation.
Det første eksempel tager udgangspunkt i en advarsel Fogh først fremsatte på Venstres
Landsmøde d.22.september og gentog i sin åbningstale i Folketinget d.1.oktober 2002. Her
sagde statsministeren, at "uansvarlige regimer" som Irak måtte samarbejde om nedrustning,
og, at "det er for sent, når først giftgassen ér spredt over en af vore store byer".52 I februar
2003 sagde Fogh i forlængelse af dette, at han var i tvivl om, hvorvidt oppositionen ville
samarbejde om at undgå at Saddam Hussein rådede over masseødelæggelsesvåben som "han
kan smide i hovedet på os" (a:69). Kausalinferensen er her tydelig: Fogh fremhævede, at Irak
udgjorde en direkte og potentiel trussel mod dansk territorium og implicit, at vi måtte handle
før det var for sent. Til forskel for en sådan tolkning står Per Stig Møller, som i stedet mente at
Irak var en trussel mod regionen(ibid.). Udenrigsministeren synes således at have set Iraks
mulige masseødelæggelsesvåben som del af en regional balancering, mens Fogh i stedet
percipierede de potentielle våben som en direkte trussel mod Danmark.
Fogh syntes derfor at have en unik perception af, at Saddam Hussein kunne og ønskede, at
gøre danskerne ondt, samt en perception af, at dette kunne og måtte forhindres gennem en
militær intervention. I sin bog om perceptioner i international politik, fremhæver Robert
Jervis sådanne kausalinferenser som hyppigt forekommende i konfliktsituationer:
Beslutningstageren har en naturlig kognitiv tendens til enten at undervurdere ("perceptual
defence") eller overvurdere ("perceptual vigilance") den udefrakommende trussel, alt efter
hvad personens beliefs dikterer og om han har mulighed for at handle på truslen (1976:372).
Fogh trusselsperception syntes at være et eksempel på "perceptual vigilance" - hvor
beslutningstageren er "sensitive to threats that critical observers regard as miniscule"
(Ibid.:373). Fogh infererer gennem "vigilance, fordi muligheden er der for at handle og kunne
bekræfte og realisere sine beliefs - dvs. at kunne støtte USA i argumentet om, at Irak er en
trussel og at kunne føre en aktivistisk sikkerhedspolitik gennem en eventuel aktion mod
landet. Uanset at kausalinferensen vel kan være beregnet og instrumentel, udtrykker den en
perception, der muliggør et samsvar mellem beliefs (proamerikanisme og aktivistisk
52
Talen findes i sin fulde længde på statsministeriets hjemmeside: http://www.stm.dk/_p_7367.html (10/1-10).
124
liberalisme) og handlinger (støtte USA gennem alliancedeltagelse og kamp for liberale
værdier). Selv hvis Fogh var usikker på truslens natur, betød handlerummet og muligheden
for at realisere personlige beliefs, at han havde et tydeligt incitament til at percipiere, hvad
Jervis kalder "noxius stimuli" - eksterne skadelige eller farlige påvirkninger - og derfor
tilsyneladende (ingen kendte reelt Saddams hensigter) drog en simplificeret kausal inferens
(Ibid.).
Foghs konsistente opfattelse af, at en regimeædring i Irak ville føre til irakernes "befrielse"
er et andet eksempel på den kognitive tendens om simplificerende kausal inferens. Fogh
understregede kort efter krigsudbruddet (22.marts 2003), at fjernelsen af Saddam Hussein
ville resultere i en "befrielse" af det irakiske folk (k25). En kausal inferens på linie med den
amerikanske - Bush administrationen mente, at "the vast majority of iraqis would view
american invasion forces as liberators rather than conqerors" (Holsti 2006:356). Da scenerne
af Bagdads (og Saddam-statuens) fald nåede tv-skærmene d.9.april 2003, reagerede Fogh på
linie med egne forventninger: "jubelscenerne i Bagdad ... er klare tegn på, at det irakiske folk
glæder sig over befrielsen" (k26). Som krigens efterspil senere viste, var det irakiske folks
glæde over "befrielsen" langt fra entydig, med stigende civilie og militære tab som følge af
sekterisk vold.53 Denne udvikling nedtonede Fogh i interviews og fastholdte argumentet om,
at fjernelsen af Saddam Hussein havde muliggjort demokratiet og friheden for irakerne (k27).
Denne kausal inferens om muligheden for demokratisering vil blive uddybet i afsnit 11.4.2 om
historiske analogier.
Foghs kausale inferens er ifølge litteraturen forventelig. Som Rosati skriver vil ledere i
sådanne konfliktsituationer typisk udøve "wishful thinking", hvilket er "particularly
important when people are assessing a situation and thinking about future possibilities"
(Rosati 2001:62). Dette kunne siges at være tilfældet her. Inferensen i Foghs ytringer var, at
en regimeændring kausalt ville medføre demokrati og frihed. Robert Jervis fremhæver, at
sådanne fremhævninger af entydige og positive kausalsammenhænge er tydelige i forbindelse
med konfliktdeltagelse af to årsager. For det første fordi beslutningstageren kognitivt søger
en selvforståelse, der betoner at han reelt gør en positiv og konstruktiv forskel med sine
Eksempelvis overgik antallet af drab på civile og militært personel i 2006 og 2007, langt tabstallene fra de
egentlige militære handlinger i 2003. Se f.eks. http://www.iraqbodycount.org/database/ (14/1-10).
53
125
beslutninger - "it gratifies the ego" (Jervis 1976:348). Og for det andet fordi de egentlige
konsekvenser af en konflikt i langt de fleste tilfælde er komplekse og uoverskuelige, hvorfor
det mentalt er mere indbydende at fremhæve simple og stærke årsagssammenhænge, ofte
med udgangspunkt i personlige beliefs (Ibid.). Dette syntes da også at være tilfældet med
Fogh, hvis stærke liberale beliefs netop indgår i et dikotomiseret og historisk bundet
verdensbillede, hvor demokratiet kommer når diktatorer fjernes.
Dette leder os frem mod det tredje og sidste perceptionsmønster - historiske analogier.
Mange kausalinferenser og kategoriseringer bygger nemlig på individets historieforståelse,
der kommer til udtryk gennem analogier. På trods af, at historiske analogier er konkrete
udtryk for nogle af de grundlæggende perceptionstendenser vi netop har diskuteret, er de så
markante og omfangsrige i Foghs argumentation, at vi har valgt at dedikere et selvstændigt
afsnit til dette.
11.4 Perception III: Foghs brug af 2.verdenskrig som historisk analogi
2.verdenskrig bruges ofte som historisk analogi når konfliktsituationer skal diagnosticeres
og handles på. F.eks. har både Margaret Thatcher, George Bush og kong Fahd af Saudi Arabien
gentagne gange gennem historien kaldt Saddam for en ny Hitler og sammenlignet hans regime
med nazityskland og forspillet til den første golfkrig med München-forliget i 1938 (Yetiv
2004:64-81). Man kan i den henseende argumentere for, at analogien fra 2.verdenskrig ikke i
sig selv kan tillægges den store betydning i analysen af en enkelt person, idet mange
betydningsfulde ledere og medier i forvejen har brugt den. Forstået således, at den i kraft af
dens simplicitet og anvendelse blot bliver et symbol og derved potentielt løsrives fra dens
reelle betydning. Men idet den hos Fogh over en lang periode fremkommer gentagne gange i
forskellige avancerede afskygninger (Saddam fremstilles aldrig simpelt som "en ny Hitler") og
ofte fremføres med stor intensitet, synes det validt at analysere analogien som
repræsenterende Foghs beliefs og egen diagnosticering. Som det fremgår af afsnit 6.3.2
forstås historiske analogier teoretisk som kognitive mekanismer, som individet kan aktivere i
forbindelse med diagnosticeringen af en situation i og før en beslutningsproces. Endvidere
fremgik det, at en sådan diagnosticering ofte foregår i flere etaper, både diagnosticerende og
handlingsforeskrivende, hvori analogier spiller en medvirkende faktor i hvert led. Disse led
danner grundlag for de efterfølgende analyser af henholdsvis den historiske analogi
126
vedrørende samarbejdspolitikken samt analogien om demokratiseringen af Tyskland/Japan i
kølvandet på 2.verdenskrig. Ved at analysere på Foghs brug af disse historiske analogier kan
vi således få et indblik i, hvordan både Foghs specifikke beliefs og perceptionsmønstre spiller
ind i forhold til diagnosticeringen af Irakproblemstillingen. De fremgår således som
eksempler på, hvordan de kognitive omstændigheder får betydning i forbindelse med
diagnosticeringsprocessen, som delvist ligger til grund for selve beslutningsprocessen.
11.4.1 Samarbejdspolitikken som historisk analogi
Fogh bruger gentagne gange danske politikeres samarbejdspolitik under 2.verdenskrig som
historisk analogi i forbindelse med Irak beslutningen. I den sammenhæng indgår både
risikoen, løsningsmulighederne og chancerne for succes fra 2.verdenskrig i diagnosticeringen
af Irak. Fogh er tydelig i sin brug af samarbejdspolitikkens definering af risikoen ved den nye
situation vedrørende Irak: ”Hvis alle havde tænkt som de danske samarbejdspolitikere, ville
Hitler med stor sandsynlighed have vundet krigen, og Europa var blevet nazistisk” (k26). Der
er således tale om en risiko for tab af frihed og liberale værdier i Europa på bekostning af
nazistisk tyranni. Samme risiko er i spil i forbindelse med Saddam Hussein, der ligesom Hitler
karakteriseres som en leder uden respekt for civile menneskeliv (a:25; k14) og med tidligere
beviser på aggression overfor nabolande (k14). I en tale ved mindestenen for
modstandsmanden Flemming Juncker sagde Fogh direkte, at ”ondskaben og grusomheden har
ikke forandret sig. Om det er de nazistiske SS´ere, Saddam Husseins bødler eller nutidens
fanatiske terrorister, så er de alle kendetegnet ved med fuldt overlæg at slå fuldstændigt
uskyldige civile mænd, kvinder og børn ihjel” (k26; k4).
Derved bliver risikoen ved Saddams Irak defineret ud fra tre elementer af trusselsbilledet.
Risikoen ved Saddams Irak kan henholdsvis forstås som den direkte internationale risiko ved,
at Saddam som tyran opnår besiddelse af masseødelæggelsesvåben som han kan bruge på
blandt andet danske byer (a:25; k4; k9; k14). Samt en lokal risiko for, at han konsekvent
forbryder sig mod menneskerettighederne og tyranniserer sin egen befolkning og således
derigennem bekæmper liberale og demokratiske værdier (k4; k14). Derudover fremhæver
Fogh også, at man ved igen at være passiv, kan gøre 2003 til det nye 9.april - der er således en
risiko for at miste international anerkendelse ligesom man potentielt kunne have gjort det
efter 2.verdenskrig (ibid.). Fogh udtaler, at Danmark delvist på grund af held og på grund af
modstandsfolkene aktive indsats under 2.verdenskrig, kom ud på den anden side af krigen
127
som vindere i stedet for som nazistisk medskyldige (k18; k11). Og at Danmark derfor nu skal
tage ansvar for kampen for både den nationale og internationale frihedskamp (ibid.).
Det er i lyset af disse risikovurderinger, at Fogh igennem kritikken af samarbejdspolitikken
under 2.verdenskrig negativt definerer løsningsforslagene i forbindelse med Irak og den
danske sikkerhedspolitik generelt. Forstået således, at den historiske situation angående
samarbejdspolitikken udstikker retningslinjer for, hvad man ikke skal gøre i forbindelse med
Saddam Hussein og truslerne han repræsenterer. Danskerne skal ikke sejle under
"bekvemmelighedsflag" som under begge verdenskrige (j:161). I forlængelse heraf
sammenligner Fogh gentagne gange de danske politikere og den danske politik under
2.verdenskrig med de politikere, som er kritiske overfor en aktiv sikkerhedspolitik i kampen
for liberale værdier og demokrati i forbindelse med Irak (j:125, 133-151; a:148; k9,k26).
Tøvende danske politikere er "tossegode" og giver som før og under 2.verdenskrig
diktatorerne frit spil med deres passivitet. Dette er i tråd med den klassiske og ofte anvendte
historiske analogi om München forliget i 1938. Her var lærdommen "not to appease
aggressors" og stoppe ondskaben i tide (Khong 1992:185). Analogiens opbygning af en ”sense
of urgency”, er helt parallel til Foghs udtalelser vedrørende Irak – eksemplificeret af ”vi må
gribe ind i tide” (a:9) og ”tænk hvis de får A-våben" (J:153), hvori risikoen forstærkes og
handling frem for passivitet fordres. Dette leder således til en opfattelse af, at passivitet i
forbindelse med den overhængende trussel fra Irak, ikke kan accepteres.
Ønsket om en aktiv sikkerhedspolitik generelt bliver også positivt defineret igennem
2.verdenskrig som historisk analogi. Fogh argumenterer for, at ”Læresætningen fra 29.august
1943 er, at hvis man mener noget alvorligt med vore værdier, med frihed, demokrati og
menneskerettigheder, så må vi også selv yde et aktivt bidrag til at forsvare dem. Også imod
svære odds. Selv når der skal træffes upopulære og farlige beslutninger” (k11) og videre, at vi
har en pligt til at handle, "belært af erfaringerne fra besættelsestiden” (k26) - “i kampen
mellem demokrati og diktatur kan man ikke stå neutralt” (j:125). Fogh argumenterer altså for,
at trusler mod demokratiet og friheden aktivt skal bekæmpes ligesom USA og Storbritannien,
modsat de bekvemmelige danskere, gjorde det under 2.verdenskrig (k9; k26). Det fremgår
mere eller mindre eksplicit af denne argumentation vedrørende løsningsforslag på
Iraksituationen, at succeskriteriet hos Fogh primært skal findes i aktiv sikkerhedspolitik.
128
Foghs brug af samarbejdspolitikken i forbindelse med diagnosticeringen af både risiko,
løsningsforslag og sandsynlighed for succes i forbindelse med Irak er også som beskrevet
tidligere i dette kapitel et eksempel på, at simplificerende kausalinferenser optræder i
individets informationsbearbejdning. Først og fremmest forekommer Foghs negative
opfattelse af den danske samarbejdspolitik og positive opfattelse af modstandskampen at
indeholde væsentlige forsimplinger, hvilket således efterfølgende afspejles i selve
diagnosticeringsprocessen af Irak.
Således har en lang række historikere kritiseret Fogh for at ignorere forskellene i mellem
situationen i 1940-43 og i 2003 (k29). Historikeren Hans Kirchhoff fra Københavns
Universitet argumenterede eksempelvis for, at samarbejdspolitikken skal ses i et realpolitisk
(og ikke i et ideologisk) lys, som prægede hele Europa i perioden (k30). England kæmpede for
overlevelse, USA forsøgte at holde sig ude af krigen og Sovjetunionen og Nazityskland havde
en ikke-angrebspagt (ibid.). Derudover synes samtlige europæiske lande at operere med en
eller anden form for samarbejde med besættelsesmagten (k29). I den forbindelse skal
samarbejdspolitikken ses som et realpolitisk forsøg på at opretholde demokratiet, frem for at
blive offer for et nazistisk kup i 1940/1941 (Ibid.). Et argument, der sågar blev fremhævet af
regeringens egen udenrigsminister.54 Dette element synes at blive underspillet i Foghs
opfattelse, hvor de allieredes befrielse og dansk modstandskamp ses som demokratiets
forkæmpere.
Modstandskampen under besættelsen generelt og specifikt i forbindelse med
sabotageaktionerne i 1943, opfattes af Fogh primært som en frihedskamp, hvorfor
modstandsfolkenes ideologiske baggrund overses. Det var dog også den gang svært at skelne
mellem, hvor (kommunistisk) terrorisme holdt op og frihedskampen begyndte – hvorfor
modstandskampen under store dele af besættelsen blev opfattet som et revolutionært våben,
som primært blev iværksat af veteraner fra den spanske borgerkrig og kommunister (k29).
Fogh fremhæver således modstandsfolkenes frihedskamp, mens dens ideologiske og
revolutionære elementer underspilles. Atter ses parallellen til det første perceptionsmønster,
hvor information bearbejdes historisk selektivt. Når Fogh opfatter datidens samarbejdspolitik
ud fra en dikotomisering af demokrati over for diktatur og frihed overfor besættelse, udfører
Per Stig Møller manede til forsigtighed i forbindelse med tolkningen af samarbejdspolitikken, da han
Jyllandsposten sagde ”(…)Det virker i dag meget let at sige, at den ene eller den anden kurs var rigtig, men man
skal tænke på, hvad man stod overfor i situationen" (e:227).
54
129
han endvidere også en stereotypificering på baggrund af nutidens præmisser og egne
liberalistiske beliefs. Foghs egne beliefs er som tidligere nævnt præget af en "liberalism of
imposition", som fordrer aktiv udenrigspolitk, hvorfor andre aktørers aktive indsats
fremhæves på bekostning af den danske stats passive politiske rolle i forbindelse med
kampen for demokratiet. På den måde kan beliefs spille en indirekte rolle i individets
udvælgelse af historiske analogier samt i bearbejdningen af disse, så de bedre og hurtigere
kan bruges i diagnosticeringen af den nye situation og beslutningsproces.
11.4.2 Tysklands og Japans demokratisering som historisk analogi for Irak
Fogh vurderer, på baggrund af sine liberalistiske "imposition" beliefs samt baseret på den
historiske lærdom fra 2.verdenskrig (og fra egne positive erfaringer med demokratisering i
tidligere østbloklande, k12), at liberale demokratiske værdier skal forsvares eksternt i det
internationale rum. frihedens fjende skal således bekæmpes internt i Irak, hvor Saddam skal
afsættes på vegne af befolkningen. Her defineres løsningen som demokratisering.
Ifølge Foghs beliefs kan udefrakommende kræfter og militær intervention medføre
demokrati. Dete leder til en perception af, at man ved at fjerne diktatorer kan indføre
demokratier, og således bedre være i stand til at skabe frihed og bedre vilkår for den irakiske
befolkning og bedre vilkår for en global sikkerhed(jf. Afsnit 11.3). I den forbindelse er det især
den historiske erfaring fra Tysklands og Japans demokratisering efter 2.verdenskrig, der
kommer i spil. Dette ses blandt andet i et interview i 2009, hvor han siger, at ”Tyskland og
Japan var to voldsomme militærdiktaturer, som ødelagde verden. De blev nedkæmpet, og på
ruinerne af de to diktaturer er der nu bygget to meget velstående og blomstrende
demokratier op. Altså er der historisk belæg for, at det godt kan lade sig gøre” (e:260). Der
drages altså direkte paralleller til både løsning og resultat i mellem 2.verdenskrig og
Irakkrigen i 2003. Løsningen er i tråd med hans "liberalism of imposition"-belief om, at man
aktivt skal kæmpe for liberale værdier i andre lande og derved bane vejen for friheden. Som
det fremgår af citatet er der igennem Tyskland og Japans blomstrende demokratisering i
kølvandet på 2.verdenskrig "historisk belæg for", at en sådan demokratisering kan finde sted
efter, at et land er blevet ”befriet” for dets tyranniske ledelse. At der her er tale om en
forsimplende kausal inferens ses igennem en sammenligning af Irak med Tyskland/Japan
over en række demokratiseringsfaktorer.
130
Først og fremmest siger forskningen på området, at demokratisering primært bestemmes af
indenrigs- og udenrigsforhold, som ligger udenfor den militære sfære (Bellin 2004:595),
hvorfor intervention alene teoretisk set ikke betragtes som en dominerende udslagsgivende
faktor for demokratisering (Ibid.). Derudover synes der at være en række faktorer, som
adskiller Japan og Tyskland fra Irak som case, og således problematiserer anvendelsen af
disse historiske situationer i forbindelse med beslutningen om at ”befri” og demokratisere
Irak. Disse faktorer er yderligere forankret i mange års demokratiseringsteori, og således
defineret som væsentlige kriterier i forbindelse med demokratisering. Her spiller blandt
andet graden af økonomisk udvikling, etnisk homogenitet og effektive statsinstitutioner en
rolle i forklaringen af demokratiseringssucces.
Graden af økonomisk udvikling bliver ofte betragtet som en af de mest betydningsfulde
faktorer i forbindelse med resultatet af en demokratiseringsproces (Bellin 2004:596-597).
Her var Japan og Tyskland, til forskel fra Irak; kendt for at være højt industrialiserede
magtfulde lande, som dog på trods af de fysiske beskadigelser og konsekvenser krigen
medførte, stadig havde essentielle ressourcer som ”human, organizational and social capital” i
kraft af blandt andet højtuddannet arbejdskraft og sociale netværk (Ibid.). Dette gjorde det
muligt for disse lande at modtage og implementere støtte fra udlandet (ibid.) og derigennem
udvikle demokratiet. Til sammenligning er Irak i langt mindre grad industrialiseret, har et
lavere uddannelsesniveau samt en lavere grad af social kapital (Ibid.). Etnisk homogenitet
spiller ligeledes en særdeles betydningsfuld rolle for demokratiseringsprocessen – ”The
people cannot decide until someone decides who are the people” (Ivor Jennings i Bellin
2004:598). I den sammenhæng var Japan og Tyskland præget af etnisk set relativt homogene
samfund, der byggede på en signifikant konsensus omkring national identitet. Samtidig med
at samfundet var præget af social solidaritet (Ibid.). Dette er i direkte modstrid med Irak, som
i stedet er karakteriseret ved at være delt mellem kurdere og Sunni- samt Shiamuslimer,
hvorimellem der ikke eksisterede den store sociale solidaritet (Ibid.). Derudover kan der
argumenteres for, at Japan og Tyskland anno 1945 adskilte sig fra Irak anno 2003 ved at
opfylde en lang række af andre demokratiseringskriterier såsom tilstedeværelsen af effektive
statsinstitutioner, historisk erfaring med demokrati, tilstedeværelsen af nationale ledere klar
til at leve en demokratiseringsproces ud (Bellin 2004).
131
At disse demokratiseringsfaktorer tilsyneladende ikke for alvor er blevet medregnet i
beslutningsprocessen ses igennem Foghs efterfølgende udtalelser i samme interview, som der
er blev refereret til ovenfor. Her pointerer Fogh, at ”forløbet har vist” (e:260), at man i
forbindelse med Iraks demokratisering skal forstærke sin indsats, fordi Irak i udgangspunktet
har en anden historisk, kulturel og religiøs tradition, som gør processen vanskeligere (ibid.).
Det fremgår således heraf, at han forinden selve demokratiseringsprocessen enten ikke
kendte til de problemer, der kunne være involveret i en sådan proces. Eller , og mere
sandsynligt, at han igennem den historiske analogi forsimplede kausalsammenhængen i
forhold til relationen mellem regimeændring og demokratisering. Hvilket således illustrerer
betydningen af brugen af de succesfulde historiske tilfælde i diagnosticeringen af, "hvad der
skal til" for at demokratisere Irak. Sammenligningen er således et tydeligt eksempel på,
hvorledes analogier som kognitivt redskab aktiverer selektiv informationsbearbejdning,
stereotypificeringer og kausalinferenser. Analogierne aktiverer tilsyneladende det meste af
det perceptionsmæssige arsenal. Men hvorfor er det netop 2.verdenskrig der bruges som
historisk analogi i forbindelse med at vurdere sandsynligheden for demokratiseringssucces?
Svaret må være simplicitet. 2.verdenskrig var en klar konflikt med "gode" vindere og en
succesfuld demokratisering af taberne, der er tydelig i den kollektive erindring. En
umiddelbart mere præcis analogi ville være den amerikanske intervention i Haiti i 1994. Haiti
havde ligesom Irak ineffektive statsinstitutioner og statsbureaukrati, utilstrækkelig
politistyrke, begrænsede erfaringer med demokrati samtidig med, at det ligeledes var
økonomisk underudviklet (Bellin 2004:604). USA trak sig ud af Haiti indenfor de første 6
måneder, hvilket resulterede i, at landet aldrig udviklede sig til et stabilt demokrati (Ibid.).
Som man kan genkalde fra teoriafsnit 6.4.3, vælges historiske analogier ofte ud fra ”major
events” samt overfladiske lighedstegn, fordi der ikke bruges tilstrækkelig tid på analyse og
fortolkning af historiske sammenfald, der måske i virkeligheden bedre kan sammenlignes
med andre situationer. USA's intervention af Haiti kan næppe med danske briller ses som en
stor begivenhed, hvorimod især minderne fra Nazityskland stadig står klart i folks og lederes
bevidsthed, som et tydeligt eksempel på ondskab og tyranni. Man kan I den henseende
således argumentere for, at Tyskland i langt højere grad end Haiti er tilstede i Foghs (og
befolkningens) bevidsthed, hvorfor den derfor hurtigere genkaldes og anvendes som analogi.
132
Derudover blev der i kapitel 6 argumenteret for, at individet i forbindelse med
diagnosticeringen af en ny situation også har en tendens til at basere deres perception på
allerede eksisterende beliefs (jf. afsnit 6.4). I den forbindelse kan Foghs beliefs om "liberalism
of imposition", som ligeledes delvist udspringer af et politisk lede ved dansk
samarbejdspolitik i 2.verdenskrig ses som et argument for, hvorfor man skal intervenere.
Succeshistorierne om Tyskland og Japans demokratisering passer generelt bedre med Foghs
egne beliefs angående "liberalism of impostion" end et forfejlet amerikansk
demokratiseringsindgreb i Haiti. Alt i alt bidrager succesen med demokratisering i Tyskland
og Japan efter ”befrielsen” således til diagnosticeringen og forståelsen af Irak således, at en
lignende succes forventes her.
De to ovenstående eksempler har illustreret, hvordan beliefs påvirker et individs
perceptioner i form af brugen af historiske analogier. Analogiseringen er en naturlig kognitiv
tendens, der er et resultat af vores "bounded rationality" (Khong 1992). Vi kan ikke
fuldstændigt overskue og forstå omverdens kompleksitet, men analogier kan som kognitive
redskaber bidrage til at diagnosticere en ny situation og indikere hvordan individet bør
handle. Disse indsigter, sammenholdt med Foghs "predominant"-ledelsesstil sandsynliggøre,
at analogierne som diagnosticeringsredskab har spillet en direkte og betydende rolle for den
endelige Irakbeslutning.
11.5 Konklusion på caseanalysen
Som diskuteret i dette kapitel, betyder individuelle beliefs og resulterende perceptioner
meget for den sikkerhedspolitiske beslutningsproces. En betydning der bliver relativt større
når internationale og nationale strukturelle betingelser bliver relativt mindre begrænsende
og mere mulighedsskabende for beslutningsenheden. Anders Fogh Rasmussen fungerede i
2003 netop som en "predominant leader" i et sådant strukturelt handlerum, der betød, at
hans beliefs og perceptioner kunne spille en afgørende rolle for regeringens
beslutningstagning. Dels pga. et grundlæggende fravær af territoriale trusler, dels fordi Foghs
idéer om "imposition" stemte overens med periodens dominerende internationale idéer og
resulterende svage institutionelle begrænsninger, og dels fordi Irak konkret blev opfattet som
en trussel mod Foghs beliefs.
133
Gennem en perceptionsanalyser blev det klart, at Foghs grundlæggende aktivistiske
liberalisme, sammenholdt med en klar ven/fjendebillede kategorisering, i vid udstrækning
prægede hans perceptioner af Irak-situationen. At dette konkret kom til udtryk viste vi
gennem eksempler på et stereotypificeret trusselsbillede, selektiv informationsbehandling og
simplificerende kausalinferenser. Herefter diskuterede vi Foghs brug af historiske analogier
som et samlet argumentationsmønster, der involverede mange af de allerede diskuterede
perceptioner.
Som diskuteret i kapitel 6 er der ikke en deterministisk sammenhæng mellem menneskelige
kognition og sikkerhedspolitiske beslutninger. Et individ kan eksempelvis percipiere, at
krigen nok er legitim, rigtig og i overensstemmelse med egne beliefs, men alligevel lade sig
begrænse følelsesmæssigt af udsigten til mulige tab af menneskeliv, af stemmemaksimerende
eller andre hensyn (Jervis 1976:31; Holsti 2006:40).
Som bekendt resulterede perceptionerne i Foghs tilfælde ikke i en ikke-beslutning, men
forekom at have haft direkte indflydelse på beslutningen. Fogh syntes at have været bevidst
om risiciene og på trods af, at kun et smalt flertal i Folketinget og et mindretal i befolkningen
støttede krigen, valgte han at deltage. Dette indikerer, sammenholdt med Foghs fortsatte
fastholdelse af krigens legitimitet (k13, k19, k20) og klare position som "predominant leader",
at der i dette tilfælde var en unik, men reel og direkte sammenhæng mellem Foghs kognition
(beliefs og perceptioner) og den egentlige beslutning.
Casen er derfor et godt eksempel på, at den menneskelige kognition under særlige
strukturelle (og beslutningsmæssige) omstændigheder får en større og afgørende betydning
for forståelsen af international politik. Vi skal atter understrege, at vi ikke har haft til hensigt
at konkludere om Fogh i forbindelse med Irak-konflikten mispercipierede eller, om krigen var
mindre demokratisk eller legitim i lyset af den centrale rolle Foghs kognition (beliefs og
perceptioner) spillede. Hensigten har i stedet været at vise, at den menneskelige kognition og specielt i dansk sammenhæng - har haft en hidtil relativt overset betydning i studiet af
sikkerhedspolitiske beslutninger. En venstrefløjspolitiker ville også have været præget af de
samme perceptionsmønstre - blot med forankring i andre beliefs. Det så man eksempelvis da
Enhedslistens Rune Lund fremhævede en entydig sammenhæng mellem Irakkrigen og
Vestens mangel på olie, eller når krigsmodstandere anvender analogier som: "Irak bliver det
134
nye Vietnam".55 Individuelle perceptioner er således altid i spil, men om de får reel indflydelse
på et lands sikkerhedspolitik afhænger af hvornår de strukturelle betingelser er
mulighedsskabende og hvem der konkret udgør beslutningsenheden.
12. Perspektivering
Hvor vi igennem dette speciale har forsøgt at forklare årsagerne til specifikke
sikkerhedspolitiske beslutninger, vil vi i denne perspektivering se nærmere på, hvorledes
fremkomsten af bestemte kognitive ledertyper og deres beslutninger præger fremtidige
strukturelle betingelser. Som det fremgår af den ontologiske diskussion i afsnit 2.4 og af
integrationsmodellen i afsnit 3.3, indeholder vores forståelse af dynamikken mellem
strukturelle betingelser og beslutningsenheden også en "feedback"-pil. Jf. afsnit 3.4 illustrerer
denne pil (påvirkning) en ”dynamic process where both agents and structures causally
condition each other over time” (Carlsnaes 1992:247). Det vil sige, at det integrerede aktørstruktur samspil over tid kan gendannes eller omdannes i en ny konstellation af aktørstruktur samspil. Forstået således, at strukturelle betingelser (i dette speciale defineret som
nationale og internationale materielle kapabiliteter, ideer og institutioner) udøver en objektiv
og subjektiv indflydelse på beslutningsenheden (her individet), som derved betinger dennes
handlerum (Archer 1995:195-201)56. I dette handlerum kan aktørerne, hvor individer og ikke
staten besidder "agency", derefter indenfor rammerne af deres kognitive egenskaber (Jf.
kapitel 6)57 i samspil med de strukturelle betingelser træffe sikkerhedspolitiske beslutninger.
Beslutninger der imidlertid genskaber eller omdanner eksisterende strukturelle betingelser.
55
Rune Lunds udtalelser kan læses her: http://runelund.urbanblog.dk/category/enhedslisten/ (3/2-10).
Jf.teoriafsnit 4.1 er handlerummet ikke er strukturelt determineret, men strukturelt betinget
57 Egenskaber som sociale strukturer ikke kan besidde (Buch-Hansen & Nielsen 2005)
56
135
På den måde kan vores model således indkapsle individets (beslutningsenhedens) rolle i
forhold til potentiel gendannelse af allerede eksisterende strukturelle betingelser eller
omdannelsen af dem i en fortløbende dynamisk proces.
Specialets empiriske analyse af den danske Irakbeslutning i 2003 har dog som sagt primært
omhandlet et nedslag i tid - årsagerne til en specifik beslutning - og således ikke fokuseret på
eventuelle omdannende eller genskabende konsekvenser af samspillet mellem strukturelle
betingelser anno 2003 og Anders Fogh Rasmussens perceptioner og beslutninger. Her i
perspektiveringen vil vi dog kort diskutere, hvorledes den ontologiske og historisk betingede
forståelse har fremadrettede og teoretisk konstruktive konsekvenser for måden vi tænker IP
på - konsekvenser af aktør-struktur samspillet, der eventuelt kan genoptages i andre
sammenhænge. Et direkte afledt spørgsmål af vores problemstilling, og på baggrund af
modellens feedback-effekt, kunne således omhandle effekten af Foghs beslutninger på den
strukturelle udvikling og omdannelse. Inden at disse perspektiverende spørgsmål for alvor
kan udarbejdes og formuleres, kan vi dog med fordel først se på vores speciales potentielle
betydning og konsekvenser for henholdsvis kognitiv teori og mere klassiske og strukturelle
IP-teorier som neorealismen. Herefter vil vi med større klarhed kunne formulere et forslag til
videre analyse af individets betydning i International Politik.
12.1 Specialets teoretiske bidrag
Der blev i kapitel 2 af dette speciale argumenteret for en ontologisk forforståelse, som tog
afstand fra både strukturel og individuel reduktionisme. Her blev der argumenteret for, at
disse fløje hver især, ved at negligere eller stærkt reducere den ene side til et passivt produkt
af den anden i tilstræbelsen af en parsimonisk teori, ikke bare overser betydningen af den
andens påvirkning, men også den interaktionseffekt, som kan opstå i samspillet mellem
struktur og aktør. Det fremgår især af de teoretiske kapitler samt den foregående diskussion
af feedbackeffekten, at specialets model netop forsøger at tage højde for interaktionseffekten
mellem de strukturelle betingelser og den kognitive individuelle aktør. Hvilke konsekvenser
får dette for henholdsvis kognitiv og gængs strukturel orienteret teori?
12.1.1 Bidrag til kognitiv teori
Kognitiv teori har i forhold til statskundskab generelt og international politik specifikt
bidraget med nye indsigter i form af, hvordan det menneskelige sind informationsbearbejder,
136
diagnosticerer og foretager beslutninger. Her har indsigten om begrænset rationalitet især
gjort op med opfattelsen og antagelsen om den fuldstændige rationalitet, som ligger til grund
for diverse spilteoretiske analyser og rational choice tilgange. I den henseende har mange
kognitive tilgange netop haft rationalitetsdiskussionen som deres hovedfokus, hvorfor de som
teoriretning primært har forsøgt at diskutere sig op imod andre aktørorienterede analyser
indenfor det metodologiske individualistiske niveau (se bl.a. afsnit 3.1). Således har kognitiv
teori indenfor analysen af international politik primært koncentreret sig omkring, hvordan
individets prædispositioner og perceptionsmønstre isoleret set kan forklare udenrigspolitisk
beslutningstagning. Man kan derfor argumentere for, at den kognitive tradition indenfor IP
indtil videre generelt har negligeret eller reduceret strukturelle aspekter af
beslutningstagningen – eksempelvis hvordan strukturer disciplinerer og betinger
menneskelig perception.
Denne negligering af strukturelle faktorer er formentlig også forklaringen på, hvorfor
kognitiv teori ikke har kunnet bryde eller nuancere det særligt strukturorienterede IPforskningsparadigme (Jf. Afsnit 1.2) i Europa i almindelighed og i Danmark i særdeleshed. Ved
netop at tænke kognitiv teori eksplicit ind i en strukturel sammenhæng, hvor strukturelle
betingelser skaber handlerum og hvor individet derigennem kan omdanne eller gendanne
disse strukturer i interaktionen med disse, har vi i dette speciale forsøgt at kontekstualisere
kognitiv teori i en større IP-teoretisk sammenhæng. Vi har således forsøgt at hæve teorien ud
af det snævre metodologiske individualistiske niveau, den ellers traditionelt har befundet sig
på. Dette "indgreb" betyder, at kognitiv teori mister noget af sin selvstændige forklaringskraft
i forhold til individets beslutningstagning idet den nu skal forstås i lyset af og i interaktionen
med de strukturelle betingelser. Man kan således argumentere for, at kognitiv teori mister
relevans som parsimonisk teori, men derimod vinder betydning i processen - som redskab i
en større og mere IP-integreret sammenhæng. På denne måde har vi her forsøgt at
relevansgøre og anvendeliggøre de kognitive indsigter om blandt andet individets
begrænsede rationalitet og perception.
Denne kontekstualisering og integration har ikke bare betydning for kognitiv teori. Den får
også konsekvenser for de strukturelle teorier samt for de efterfølgende problemstillinger, der
kan formuleres. Lad os først se på konsekvenserne for de strukturelle teorier. Nedenstående
vil således tage udgangspunkt i neorealismen som eksempel på strukturel teori.
137
12.1.2 Konsekvenser for klassisk strukturel teori – "Like units vs. Unlike units"
Neorealismen har op til den kolde krigs afslutning haft signifikant succes med at kunne
forklare international politik, hvor staten er aktør i det internationale rum. I den henseende
forstås aktørbegrebet som "like-units", der styres af et indbyrdes forhold af materielle
kapabiliteter i et anarkistisk internationalt system. Realisternes argumentation og
darwinistiske logik er her, at stater igennem deres kamp for overlevelse må søge at efterligne
eller tilslutte sig de succesfulde stater i systemet, hvorfor man ender op med et
homogeniseret aktørbegreb (Sørensen 2009:227).
Forstår man den kolde krig igennem vores opstillede model med forankring i Archers model
i afsnit 2.4, kan man både forklare hvorfor neorealismen som forklaring stod stærkt i denne
periode men også, hvad vores integrationsmodel kan bidrage med i forståelsen af ”world
politics” idag. Som vi har argumenteret for tidligere har de strukturelle betingelser i denne
periode begrænset individets handlemuligheder, materielt og perceptionsmæssigt, hvorfor
individet i denne strukturelle orden kun har spillet en sekundær rolle i forhold til
omdannelsen eller gendannelse af nye strukturelle betingelser. Jævnfør ovenstående
argumentation om feedback-effektens betydning kan man sige, at aktørernes
beslutningstagning, som konsekvens af de ”tunge” materielle strukturelle betingelser har
været begrænset til ”standard operational procedures” (jf. Afsnit 1.2) i forhold til at sikre sin
egen og statens overlevelse, hvorfor de således konsekvent har gendannet den foregående
situation i en ny situation. Som det fremgik af analysen i kapitel 8, havde eksempelvis den
danske sikkerhedspolitik i "årtier" op til 1989 en "rituel og urørlig karakter". Man kan således
generelt tale om, at den cykliske strukturelle udvikling under den kolde krig, kun gennemgår
inkrementalistiske ændringer af ideer, institutioner og materielle kapabiliteter - de samme
strukturelle betingelser blev genskabt på ny. Magtbalanceringslogikken under den kolde krig
betød i høj grad en fastfrysning af globale ideologier, organisationer og i vid udstrækning også
individerne, der havde få muligheder for at ændre markant på de strukturelle betingelser.
En sådan standardisering af aktørernes handlinger efterlader et resultat, hvor aktørerne
som konsekvens af de materielle betingelser tilsyneladende homogeniseres, hvorfor man kan
få opfattelsen af "like-units" - det forekom af relativt mindre betydning hvem der besluttede.
Dette er i udmærket forlængelse af neorealismens logik omkring like-units eller
udifferentierede enheder. Forskellen mellem den neorealistiske antagelse om like-units og
138
vores models forklaring af en homogen aktør unden den kolde krig er, at mens realister
fastholder like-units som generel antagelse og som universelt gældende, forstås like-units i
vores model alene som konsekvens af de strukturelle betingelser i den historiske kontekst
(den kolde krig). I en anden historisk kontekst, hvor den materialistiske variabel ikke er så
betydningsfuld synes der ikke at være tale om den samme homogene aktør. Dette er i
udmærket forlængelse af Krasners tolkning, hvor ”realism can offer its most precise
explanations when states have few options because they are narrowly constrained by the
international distribution of power”(Krasner i Sørensen 2009:225). Neorealisternes like-unit
antagelse synes altså mindre holdbar i situationer, hvor sikkerhedspresset ikke på samme
måde er tilstede, og hvor aktørerne ikke på samme måde er begrænset til få forskellige
handlingsmuligheder (Sørensen 2009:226-229). Dette begrænser neorealismens
anvendelsesmuligheder, i en verden som ikke alene er baseret på sikkerhedspolitisk
magtbalancering. Vores integrationsmodel bidrager til at løse dette problem, ved henholdsvis
at inkludere den neorealistiske variabel på lige fod med ideer og institutioner i et både
nationalt og internationalt perspektiv. Det betyder blandt andet, at vores "unlike-unit"aktører potentielt kan handle ens, men ikke altid gør det - alt efter karakteren af de
strukturelle betingelser. På den måde mister neorealismen sin parsimoniske karakter i vores
model til fordel for at blive en del af et bredere og mere realistisk fortolkningsapproach i den
store sammenhæng. Derudover har vi ved at åbne op for aktør begrebet åbnet op for
muligheden for et "unlike-unit" aktør begreb.
12.2 Aktøren som individ og "unlike-unit"
Georg Sørensen argumenterer for, at aktørerne i IP er "unlike-units" (Sørensen 2009:228),
hvilket i udgangspunktet er lig dette speciales forståelse, hvor den afgørende forskel dog
består i, at individet og ikke staten i nærværende sammenhæng forstås som aktøren. Vi har
gennemgående i dette speciale betragtet "individet i staten" som aktør, ligesom denne
samtidig betragtes som havende begrænset rationalitet. Således træffer individet på baggrund
af blandt andet sine subjektive beliefs ikke systematisk de mest rationelle og mest givtige
løsninger – et bestemt problem leder således ikke nødvendigvis til én bestemt og rationel
standard løsning for alle de involverede individer, som skal tage stilling - hvorfor individer
potentielt adskiller sig substantielt fra hinanden. På den måde bliver aktørbegrebet, hvis det
står for sig selv, om muligt mere heterogeniseret end hos Sørensen. Men jf. kapitel 2 og 3
139
agerer aktøren dog ikke i et strukturelt tomrum, hvorfor internationale og nationale ideer,
institutioner og materielle kapabiliteter stadig definerer det handlerum, hvori aktøren
handler og perciperer. Forstået således, at det eksempelvis stadig er en international idé om
"liberalism of imposition", som muliggør, at Fogh kan realisere sin belief-opfattelse af
nødvendigheden af en aktivistisk sikkerhedspolitik. Ikke desto mindre forekommer
forståelsen af individet som aktør i international politik at føre til et mere heterogent
aktørbegreb, hvor der i høj grad er tale om "unlike-units".
I forhold til integrationsmodellen betyder ændringen fra ”like” til ”unlike units”, at
forskellige typer af aktører, forstået som individer med forskellige beliefsystemer, kan have
forskellig betydning for den efterfølgende strukturelle udvikling af eventuelle nye strukturelle
betingelser. Forstået således, at en ændring i aktørtypen har betydning for en potentiel
ændring af strukturerne. I den henseende kan man med fordel lave en typificering af
aktørbegrebet for herigennem at kunne vurdere hvilke typer og placeringer af aktører, der
henholdsvis gendanner eller omdanner strukturelle betingelser.
12.3 Et oplæg til fremtidige individintegrerende studier i International Politik
Med afsæt i ovenstående argumentation og opdeling af aktørbegrebet i ”unlike-units”, kan vi
indledningsvist opstille fremtidige planer og udviklingsmuligheder for vores model og
projekt. "Unlike units" forstået i sin reneste form har som konsekvens, at individernes
forskellighed kan differentiere aktørbegrebet ned til et komplet atomiseret niveau, hvor alle
individer og således også aktører er unikke i sig selv. Dette leder potentielt til en analytisk
situation, hvor deskriptive metoder er bedst egnede til at forstå hver enkelt unikke situation
og beslutning, hvilket umiddelbart passer udmærket overens med specialets forståelse af, at
situationer skal analyseres i deres historiske kontekst. Men hvor dette speciale primært skal
læses som en indledende forståelse og udvikling af det komplekse aktør-struktur forhold, må
denne perspektivering danne afsæt for videre skridt i en mere analytisk retning. Med generel
inspioration fra Max Webers idealtypificering og specifik inspiration fra Sørensens udvikling
af 3 "idealtyper" af stater i det internationale system (Sørensen 2001; Sørensen 2009:229),
foreslår vi således, at man udvikler en en række kognitive "typer", som kan dække over
specifikke karakteristika ved individuelle politiske beslutningstagere, deres beliefs og deres
interaktion med de strukturelle betingelser. Dette er delvist i tråd med Margaret Hermanns
140
teori, når hun i forbindelse med vurdering af ledertype opstiller ”constraint challenger” og
”constraint respecter” (jf. kapitel 5 og analysen i afsnit 10.2). Men til forskel fra Hermanns
terminologi og hensigt skulle en sådan handling i vores forbindelse primært omhandle en
typificering af individet i forhold til en analyse af individets rolle i omdannelsen eller
gendannelsen af de strukturelle betingelser (jf.T4 som det nye T1 i modellen i afsnit 2.4) og
således ikke kun i forbindelse med fastlæggelse af om aktøren er en ”predominant leader”.
Hensigten er her at opstille en indledende typologi som eksempel på, hvorledes individers
beliefs og position i det internationale system er udslagsgivende for deres enten omdannende
eller gendannede rolle. Nedenstående typificering er baseret på en historisk strukturel
udgangsposition (Archers "T1"), hvor de strukturelle betingelser er kendetegnet af idéen om
ikke-intervention og hvor dette er institutionaliseret i internationale organisationer, som i
udgangspunktet er anerkendt af både materialistisk stærke og svage stater – i en situation,
som ikke er præget af bipolaritet og intens magtbalancering.
En indledende typologi: 4 typer strukturel feedback:
Stærke internationale
Ledere med "imposition"-beliefs
Ledere med "restraint"-beliefs
Game-changers
Re-producers
(1)
(3)
kapabiliteter
Svage internationale
Game-changers' bandwagon (2)
Re-producers' bandwagon (4)
kapabiliteter
Figur 4: Kognitive typers strukturelle feedback
Betegnelserne i tabellens fire felter (1-4) dækker over beslutningsenheden. Forstået således,
at beslutningsenheden i denne typologi både kan være en "predominant leader", en
enkeltgruppe eller en koalition. Det afgørende er, at den eller de individer, der reelt beslutter
på vegne af regeringen gennem deres beliefs, enten ændrer gradvist på de strukturelle
betingelser (som en "game-changer") eller genskaber de bestående strukturer (som en "reproducer"). To elementer spiller grundlæggende ind på karakteren af udviklingen i de
strukturelle betingelser: Statens placering i det internationale system (stærke eller svage
kapabiliteter - materielt og gennem internationale institutioner) og kognitionen hos statens
beslutningsenhed (eksemplificeret gennem "imposition"-beliefs eller "restraint"-beliefs - en
fuldt udviklet typologi ville have flere og mere nuancerede kognitive varianter).
141
Vi har gennem dette speciale forsøgt at finde frem til, hvordan strukturer betinger og
mulighedsskaber, at en "predominant leader" kan stige på ”the game-changer bandwagon"
(type 2). Forstået således at den aktivistiske danske beslutningsenhed (Fogh) ikke i sig selv
ville kunne fungere som "game-changer" (1) og omdanne de internationale strukturelle
betingelser - dertil var Danmarks internationale kapabiliteter for ringe. Bush-regeringen
(med imposition-beliefs) havde derimod i 2003 kapabiliteteterne og viljen til at være en
"game-changer" alene (Nye 2006), men havde omvendt behov for støtte fra mindre stater som
netop Danmark, til at legitimere omdannelsen af de strukturelle betingelser uden at fremstå
som hegemonisk. Derfor syntes det rimeligt at forvente, at beslutningsenheder i lande med
både stærke og svage internationale kapabiliteter må indeholde "imposition-beliefs" for at
kunne ændre de strukturelle betingelser - eller det internationale "game".
Stater med beslutningsenheder, der bedst kan karakteriseres som havende "restraint"beliefs, er derimod i højere grad "re-producers" af de eksisterende strukturelle betingelser. I
forbindelse med Irak-konflikten var Frankrigs Chirac-regering og Tysklands Schröderregering eksempler på type 3 - "re-producers" med relativt stærke kapabiliteter, mens
Bondevik i Norge fungerer som et eksempel på "re-producers' bandwagon".
Om de internationale strukturelle betingelser i sidste ende reproduceres eller omdannes vil
indenfor denne logik være afhængig af den relative styrkefordeling mellem "game-changers"
og "re-producers". I den forbindelse vil den, kapabilitetsmæssigt hegemoniske, amerikanske
beslutningsenheds kognitive type forventeligt have stor betydning for den generelle
udvikling. Denne indsigt syntes også at være at finde i tilgange som f.eks. "Hegemonic
International Law", hvor USA gennem sine kapabiliteter besidder den primære
forandringskraft i internationale institutioner (Byers 2002). Med specialets tilgang in mente
kan USA dog også tænkes at optræde som "reproducer" - som den amerikanske
beslutningsenheds strukturelle feedback antageligt var under f.eks. Clinton, der betegnes som
"status-quo president" (Nye 2006:141). Således kan individuelle aktørers kognition og
perception igennem beslutningsenheden i et land med givne internationale kapabiliteter,
tænkes at påvirke den mere overordnede udvikling i de strukturelle betingelser - en feedback
effekt, der er resultatet af både idémæssige og materielle kræfter.
142
I forlængelse af opstillede typer og modellens feedback-potentiale kan relevante spørgsmål
afslutningsvis opstilles: Hvornår omdannes de strukturelle betingelser generelt på baggrund
af den sociale interaktion mellem diverse beslutningsenheders kognitive typer og de
eksisterende strukturelle betingelser? Afledt heraf – hvilket antal af henholdsvis
”Gamechangers” og ”Gamechangers' bandwagon”-aktører skal være tilstede i hvilke
situationer for at omdannelse de strukturelle betingelser? Et mere konkret spørgsmål kunne i
forlængelse heraf være: Hvordan og hvorfor omdannes eller gendannes de strukturelle
betingelser i kølvandet på Irak-beslutningen efter 2003? En besvarelse af sådanne spørgsmål
vil både kunne drage veksler på dette speciales indsigter omkring forholdet mellem
forskellige strukturelle betingelser, interaktionen mellem de strukturelle betingelser og de
kognitive typer samt feedbackeffektens konsekvenser for nye strukturelle betingelser.
13. Konklusion
Hermed er vi nået til specialets konklusion, der vil være struktureret omkring besvarelsen af
indledningens tre hovedspørgsmål og herunder integrere besvarelsen af de opstillede
hypoteser.
13.1 Hvornår får individet større eller mindre betydning i International Politik?
For at besvare dette spørgsmål måtte vi i kapitel 2 først forholde os ontologisk til strukturog aktørbegreberne og spørge, hvad der eksisterer i den sociale verden.
Reduktionistiske ontologier der reducerer strukturer til enten at have en udelukkende
materiel eksistens eller reducerer strukturer til subjektive repræsentationer er ikke
tilstrækkelige. Strukturelle betingelser har både en objektiv og materiel eksistens, men
eksisterer også gennem aktørens perceptioner af dem. Herudover blev der argumenteret for,
at aktører ikke kan reduceres til statsabstraktioner, men at individer qua deres unikke
besiddelse af "agency" er aktører i International Politik. En ontologi, der altså
kontekstualiserer individet og dets perceptioner i en strukturel ramme, der giver mulighed
for, at strukturernes objektive og materielle eksistens kan begrænse individers handlinger
men også, at individers "agency" i andre perioder kan dominere beslutningerne. Den
ontologiske struktur-aktør relation kunne med indsigter fra kritisk realisme opfattes som en
dualisme, men med væsentlige dynamiske og historisk betingede interaktionsforhold.
Gennem denne teoretiske diskussion kan vi således bekræfte hypoteserne om, at hverken
143
kognitive eller strukturdeterministiske tilgange isoleret set er tilstrækkelige i forklaringen af
sikkerhedspolitik.
Derfor blev den ontologiske aktør-struktur forståelse i kapitel 3 integreret i en
analysemodel, der metodologisk kunne indeholde og reflektere den fundne teoretiske
interaktion mellem niveauerne. Som det fremgik af diskussionen i kapitel 4 og caseanalysen,
er der teoretisk og empirisk belæg for at konkludere, at individets betydning er
konktekstbunden og opstår i interaktionen med strukturniveauet. En interaktion hvor den
ene påvirkning består i strukturelle betingelsers begrænsninger og mulighedsskabelse og
hvor den anden påvirkning består i individets perception af sine omgivelser. Individet bliver
således relativt mere betydningsfuldt for forståelsen af sikkerhedspolitik når der først og
fremmest er et fravær af et truende territorialt pres. I dette fravær bliver sociale strukturelle
betingelser som idéer og institutioner mere relevante for individets sikkerhedspolitiske
handlerum. Således fandt vi, at tilstedeværelsen af forskellige liberalistiske idéer og vage
institutioner kan være individuelt mulighedsskabende - alt efter indholdet af individets
beliefs. Derfor kan individet i sådanne perioder med potentiale for en mere direkte
involvering, gøre sin perception gældende i konkrete situationer. Dette blev bekræftet af
caseanalysen der viste, at Anders Fogh Rasmussens relativt store personlige betydning i
forbindelse med Irak-beslutningen var en konsekvens af den dynamiske aktør-struktur
interaktion: Fogh handlede indenfor unikke internationale og nationale strukturelle
betingelser og besad beliefs, hvormed han kunne tolke og "udnytte" denne potentielle
mulighedsskabelse. Dermed kan en IP-approach der inkluderer kognitive indsigter give en
dybere og mere ontologisk realistisk forklaring af sikkerhedspolitiske valg.
Med andre ord kan man som beskrevet i indledningen konstatere, at et omgivende
brændende hus (som metafor for den kolde krig) skabte et "compelling" strukturelt pres på
individernes handlemuligheder. Individerne handlede overordnet ensartet, som var deres
adfærd eksternt determineret og løb alle ud. Individets kognition var også aktiv i denne
situation, men blev homogeniseret af ydre og materielle fakta, der således analytisk forekom
af større relevans. Med udgangspunkt i specialets fund kan vi tilføje, at hvis individet ikke
åbenlyst kan konstatere ilden - et "compelling pressure" - men kun kan lugte røgen og
kognitivt må diagnosticere situationen - "uncertainty" - vil det få en større analytisk
144
betydning for studiet af sikkerhedspolitiske beslutninger og udviklingen i International
Politik.
13.2 Hvem får betydning?
Med den ovenstående indsigt in mente, blev det i kapitel 5 diskuteret hvilke typer af individaktører, der kan blive analytisk relevante i et udvidet strukturelt handlerum og hvorledes de
kan erkendes. Her var fokus primært at kunne diagnosticere, hvornår kognitive tilgange
kunne være mest anvendelige - nemlig når et enkeltindivid (og ikke en gruppe eller en
koalition) kan dedikere en regerings ressourcer som en "predominant leader". Det kognitive
studie af enkeltindividet bliver særligt relevant når bestemte egenskaber ved situationen og
lederen er opfyldt og en "predominant leader" træder frem. Dette spørgsmål fungerede
således afklarende i forhold til, hvornår studiet af enkeltindividet bliver særligt relevant.
13.3 Hvorledes får individet betydning?
Når enkeltindividet får betydning og analytisk relevans i studiet af International Politik, må
man forstå dets kognition for at finde de kognitive årsager til givne handlinger. Som det
fremgik af svaret på "hvornår" individet får betydning, består den ene del af interaktionen
mellem struktur og aktør af individets perception. Med udgangspunkt i den kognitive
litteratur kunne vi derfor introducere en treleddet analyse til forståelse af individets
beslutningstagning. Først kunne det med udgangspunkt i en diskussion af den menneskelige
rationalitet konkluderes, at individet besidder en "bounded rationality" på baggrund af en
naturlig mental tendens til at kompleksitetsreducere. Derfor ville individuelle "beliefs"
fungere som mentale filtre og dirigere karakteren af denne ordning af sansninger. Dernæst
fremkom det, at tre typiske perceptionsmønstre reflekterer individets kognitive ordning af
informationer på baggrund af dets beliefs. Dermed får individet sikkerhedspolitisk betydning
gennem belief-dirigerede perception, der naturligt tenderer mod at være kategoriserende.
Denne teoretiske tendens blev eksemplificeret gennem caseanalysen, hvor det blev vist,
hvorledes Anders Fogh Rasmussens beliefs fik direkte betydning for Irak-beslutningen
gennem de diskuterede perceptionsmønstre. Dermed kan de empiriske hypoteser også
bekræftes. Den danske Irak-beslutning var et resultat af interaktionen mellem struktur og
aktør: I 2003 handlede den danske statsminister indenfor særligt mulighedsskabende
strukturelle betingelser (kap.8 og 9) og grundet rollen som "predominant leader" (kap.10)
145
kunne Foghs individuelle perceptioner få direkte indflydelse på beslutningen om militær
deltagelse på baggrund af liberalistiske "imposition"-beliefs (kap.11).
13.4 Afslutning
Nærværende speciale har specielt bidraget til en forståelse af, at inklusionen af individet i
International Politik kan være afgørende for ontologisk-realistiske forklaringer på
beslutninger og udviklinger. Særligt når nationale og internationale strukturelle betingelser i
mindre grad presser og dirigerer de politiske ledere. Arbejdet med specialet har også vist, at
en eklektisk tilgang og nytænkning er påkrævet, hvis feltets videnskabsteoretiske paradigmer
skal udfordres. Således har vi gennem dette speciale måtte inkludere og kombinere indsigter
fra strukturalistiske såvel som individualistiske traditioner, for herved at skabe en ontologisk
realistisk og empirisk håndterbar analysemodel. Herved blev der skabt en integreret
analyseramme, som kunne vise, hvorledes den varierende interaktion mellem aktør og
struktur skaber sikkerhedspolitikken. I den henseende har et af formålene med specialet
været at gøre kognitiv teori og dets væsentlige indsigter om bl.a. begrænset rationalitet
relevant i en større IP-sammenhæng. Vores fremadrettede forhåbning er, at yderligere
udviklinger af individintegrerende approaches indenfor International Politik vil vise værdien
af at nuancere feltets systemiske dominans og bringe individet "back in".
146
Litteratur- og kildehenvisninger
Allison, Graham T. & Philip Zellikow (1999): Essence of Decision: Explaining the Cuban Missile
Crisis. Longman.
Alvarez, Jose E. (2003): 'Hegemonic International Law Revisited', American Journal of
International Law, vol.97, no.4, pp.873-888.
Archer, Clive (1998): 'The Nordic States and Security'. Irish Studies in International Affairs.
vol.9, pp.55-60.
Archer, Margaret (1988): Culture and Agency: The Place of Culture in Social Theory. Cambridge
University Press.
Archer, Margaret (1995): Realist Social Theory: The Morphogenetic Approach. Cambridge
University Press.
Barkin, J. Samuel (1998): 'The Evolution of the Constitution of Sovereignty and the Emergence
of Human Rights', Millenium-Journal of International Studies, 1998, 27, pp.229-252.
Bellin, E. (2004): 'The Iraqi Intervention and Democracy in a Comparative Historical
Perspective', Political Science Quarterly, vol.119, Number 4, 2004-2005, pp. 596-608
Biersteker, Thomas J.(2002): 'State, Sovereignty and Territory'. I Handbook of international
Relations, redigeret af Walter Carlsnaes, Thomas Risse & Beth A. Simmons. Sage publications.
Bijian, Zheng (2005): 'Chinas ”Peaceful Rise” to Great Power Status', Foreign Affairs, sep/oct.
2005.
147
Bjola, Corneliu (2007): 'Ontology All the Way Down: Review of Agents, Structures &
International Relations by Colin Wight', International Studies Review, vol.9, issue 2, pp.316318.
Blair, Tony (2007): 'A Battle for Global Values', Foreign Affairs, jan/feb edition.
Brecher, Michael (1967): Decisions in Crisis. Israel in 1967 & 1973. International Crisis
Behaviour Project.
Brown, Chris & Kirsten Ainley (2009): Understanding International Relations. Palgrave
Macmillan.
Byers, Michael (2002): 'The Shifting Foundations of International Law: A Decade of Forceful
Measures Against Iraq', European Journal of International Law, vol.13, no.1, pp.21-41.
Byers, Michael (2004): 'Agreeing to disagree', Global Governance, vol.10.
Byman, Daniel L. & Kenneth M. Pollack (2001): 'Now Let Us Praise Great Men: Bringing the
Statesman Back In', International Security, 25, Vol.4.
Carlsnaes, Walter (1992): 'The Agency Structure Problem in Foreign Policy Analysis',
International Studies Quaterly, 36, pp.245-70.
Carlsnaes, Walter (2008): 'Actors, Structures & Foreign Policy Analysis'. I Smith, Hadfield &
Dunne: Foreign Policy – Theories, Actors, Cases. Oxford University Press.
Cerny; Philip G. (1990): The Changing Architecture of Politics: Structure, Agency and the Future
of the State. Sage publications.
Chima, Jugdep (2005): 'What`s the Utility of the Case-Study Method for Social Science
Research?', paper præsenteret på den årlige konference i the American Political Science
association.
Cohen, Jean L. (2006): 'Sovereign Equality vs. Imperial Right: The Battle over the "New World
Order"', Constellations, vol.13, issue 4, pp.485-505.
Cox, Robert (1996): Approaches to World Order. Cambridge University Press.
Dougherty, James E. (1997): Contending Theories of International Relations. Longman.
Doyle, M. (1983): 'Kant, Liberal Legacies, and Foreign Affairs', Philosophy and Public Affairs,
Vol. 12, No. 3, pp. 205-235.
Fagen, Richard R., Ole R. Holsti & David J. Finlay (1967): Enemies in Politics. Rand McNally &
Co.
Fukuyama, Francis (1989): 'The End of History?', The National Interest, no. 16, Summer 1989.
148
Fukuyama, Francis (1992): The End of History and the Last Man. Avon Books.
George, Alexander L. (1967): The Operational Code – A Neglected Approach to the Study of
Political Leaders and Decision-Making. RAND Memorandum.
George, Alexander L. & Andrew Bennett (2005): Case-Studies and Theory Development in the
Social Sciences. MIT Press.
Giddens, Anthony (1981): A Contemporary Critique of Historical Materialism. Macmillan.
Giddens, Anthony (1984): The Constitution of Society. Polity Press.
Goldgeier, J.M. & P.E. Tetlock (2001): 'Psychology and International Relations Theory', Annual
Review of Political Science, vol.4, 67-92.
Goldstein, Judith & Robert Keohane (1993): Ideas and Foreign Policy. Cornell University Press.
Goldstein, Joshua S. (2004): 'The Price of War: US Government War Spending since 9/11',
paper til det årlige møde i the American Political Science Association, Chicago, 2004.
Hellevik, Ottar (2002): Forskningsmetode i Sociologi og Statsvitenskap. Universitetsforlaget.
Hermann, R. (2001): 'Linking Theory to Evidence in International Relations'. I Handbook of
International Relations. Redigeret af Walter Carlsnaes, Thomas Risse & Beth A. Simmons. Sage
Publications.
Hermann, Margaret G. (2001): 'How Decision-Units Shape Foreign Policy: A Theoretical
Framework', International Studies Review, vol.3, no.2, pp.47-81.
Hill, Christopher (2003): The Changing Politics of Foreign Policy. Palgrave Macmillan.
Holm, Hans-Henrik & Georg Sørensen (1995): Whose world order? Uneven Globalization and
the End of the Cold War. Westview Press.
Holsti, Ole (1976): 'Cognitive Process Approaches to Decision-Making: Foreign Policy Actors
Viewed Psychologically', American Behavioral Scientist, 20, pp.11-32.
Holsti, Ole (2006): Making American Foreign Policy. Routledge.
Houghton, David Patrick (2009): Political Psychology – Situations Individuals & Cases.
Routledge.
Hudson, Valerie M. (2006): Foreign Policy Analysis - Classic and Contemporary Theory.
Rowman & Littlefield Publishing Group.
149
Hudson, Valerie M.(2008): 'The History and Evolution of Foreign Policy Analysis'. I Smith,
Hadfield & Dunne: Foreign Policy – Theories, Actors, Cases. Oxford University Press.
Hurrell, A. (2002): 'Norms and Ethics in International Relations'. I Handbook of international
Relations, redigeret af Walter Carlsnaes, Thomas Risse & Beth A. Simmons. Sage publications.
Jackson, R. & Georg Sørensen (2003): Introduction to International Relations – Theories and
Approaches (2.udgave). Oxford University Press.
Jervis, Robert (1976): Perception and Misperception in International Politics. Princeton
University Press.
Jervis, Robert (1994): 'Leadership, post cold-war politics and psychology', Political
Psychology, vol.15, no.4.
Jervis, Robert (2006): 'Understanding Beliefs', Political Psychology, vol.27, issue 5, pp.641-663.
Jönnson, Christer (1995): 'Cognitive Factors in Explaining Regime Dynamics'. I Regime Theory
and International Relations, ed. Peter Mayer, Clarendon Press.
Kang, David C. (2007): China Rising – Peace, Power and Order in East Asia. Columbia University
Press.
Keisuke, Iida (1993): 'When and how do domestic constraints matter?', The Journal of Conflict
Resolution, vol.37, No.3, pp.403-426.
Keohane, Robert O. (1988): 'International Institutions: Two Approaches', International Studies
Quarterly, vol.32, no.4, pp.379-396.
Keohane, Robert O. (1989): 'Neoliberal Institutionalism: A Perspective on World Politics'. I
International Institutions and State Power: Essays in international Relations Theory. Westview
Press.
Keohane, Robert O. (1995): 'Hobbes' Dilemma and Institutional Change' I Whose World Order.
redigeret af Hans-Henrik Holm og Georg Sørensen. Westview Press.
Keohane, Robert O. (2002): Power and Governance in a Partially Globalized World. Routledge.
Khong, Yuen F. (1992): Analogies at War. Princeton University Press.
Khong, Yuen F. (2008): 'Neoconservatism and the Domestic Sources of American Foreign
Policy: The Role of Ideas in Operation Iraqi Freedom'. I Foreign Policy - Theories, Actors, Cases
redigeret af S.Smith, A. Hadfield & T. Dunne. Oxford University Press.
Krasner, S.D. (1999): Sovereignty – Organized Hypocrisy. Princeton University Press.
150
Lau, Richard R. & David O. Sears (1986): Political Cognition. The 19th Annual Carnegie
Symposium on Cognition. Lawrence Erlbaum Associates.
Layder, Derek (2006): Understanding Social Theory. Sage Publications Ltd.
Levy, J. (2002): 'War and Peace'. I Handbook of International Relations, redigeret af Walter
Carlsnaes, Thomas Risse & Beth A. Simmons. Sage publications.
Mazaar, Michael J. (2007): 'The Iraq war and agenda-setting', Foreign Policy Analysis, vol.3.
Monroe, K. & Maher, Kristen (1995): 'Psychology and Rational Actor Theory', Political
Psychology, vol.16, no.1, pp. 1-21.
Mortensen, Hans (2009): Helt Forsvarligt?. Gyldendal.
Möller, Ulrike & Ulf Bjereld (2007): 'Beyond Neutrality? Public Opinion and the Issue of
Military Non-alignment in three post neutral EU member-states'. Paper, ISA convention,
Chicago.
Nielsen, Sigge Winther & Thomas Høgenhaven (2010): Politisk Psykologi - fordi politik er
personligt". Aarhus Universitetsforlag.
Nisbett, Richard E. & L. Ross (1980): Human Inference: Strategies and Shortcomings in Social
Judgment. Prentice-Hall.
Nissen, Jesper & Martin Kaae (2008): Vejen til Irak – hvorfor gik Danmark i krig? Gads Forlag.
Novosti, Moskovskiye (2007): Memoirs of Nikita Khrushchev, vol.3. The Pennsylvania State
University Press.
Nye, Joseph S. (2006): 'Intelligence, Policy and the War in Iraq', Foreign Affairs, volume 4,
no.85.
Nye, Joseph S. (2009): Understanding International Conflicts. Longman.
Papadakis, Maria & Harvey Starr (1987): 'Opportunity, Willingness and Small States'. I New
Directions in the Study of Foreign Policy, J. Rosenau (ed.). Allen & Unwin.
Petersen, Nikolaj (2004): Europæisk og Globalt Engagement - 1973-2003. Bind 6 i Dansk
Udenrigspolitisk Historie. Gyldendal.
Petersen, Nikolaj (2009): 'Forging Liberal Order: Engagement and Imposition in Denmark’s
Post-Cold War Foreign Policy'. Working paper.
Porpora, Douglas (1989): 'Four Concepts of Social Structure'. I Journal for the Theory of Social
Behaviour, vol.19, no.2, pp.195-212.
151
Porpora, Douglas (2007): 'Review of Agents, Structures & International Relations - Politics as
ontology', Journal of Critical Realism, vol.6, no.2.
Preston, Thomas (2001): The President and his Inner Circle: Leadership Style and the Advisory
Process in Foreign Policy Making. Columbia University Press.
Rice, Condoleeza (2000): 'Promoting the National Interest', Foreign Affairs, vol.79, nr.1, pp.4562.
Rosati, Jerel (2001): 'The Power of Human Cognition in the Study of World Politics',
International Studies Review, vol.2, no.3.
Rosati, Jerel (2004): 'A Cognitive Approach to the Study of Foreign Policy' i Foreign Policy
Analysis - Continuity and Change. L.Neack, J.Hey & P.Hayney (ed.). Prentice Hall.
Smitz, H.P. & K. Sikkink (2002): 'International Human Rights'. I Handbook of International
Relations. Redigeret af Walter Carlsnaes, Thomas Risse & Beth A. Simmons. Sage publications.
Shapiro, Michael J. & Matthew G. Bonham (1973): 'Cognitive Process and Foreign Policy
Decision-Making', International Studies Quaterly. Vol.17.
Simon, S. (1985): 'Human nature in Politics: the Dialogue of Psychology with Political Science'.
The American Political Science Review, vol.79, no.2, pp.293-304.
Stein, J.G (2008): 'Foreign Policy Decision-Making: Rational, Psychological, and Neurological
Models". I Foreign Policy – Theories, Actors, Cases. Edt. Steve Smith, Amelia Hadfield & Tim
Dunne. Oxford University Press.
Steinbruner, John (1974): The Cybernetic Theory of Decision. Princeton University Press.
Sørensen, Georg (2001): Changes in Statehood. Palgrave.
Sørensen, Georg (2006a): 'Liberalism of Restraint and Liberalism of Imposition: Liberal
Values and World Order in the New Millenium', International Relations, vol.20, pp.251-272.
Sørensen, Georg (2006b): 'What Kind of World Order?: The International System in the New
Millenium', Cooperation and Conflict, vol.41, pp.343-363.
Sørensen, Georg (2008): 'The Case for Combining Material and Ideational Forces', European
Journal of International Relations, Vol.14, pp.5-32.
Sørensen, Georg (2009): 'Big and Important Things in IR: Structural Realism and the Neglect
of Changes In Statehood', International Relations, 23; pp.223-239.
152
Vertzberger, Yaacov (1990): The World in Their Minds: Information Processing, Cognition and
Perception in Foreign Policy Decision-Making. Standford University Press.
Walker, Stephen & Mark Schafer (2006): Beliefs and Leadership in World Politics: Methods and
Applications of Operational Code Analysis. Palgrave Macmillan.
Waltz, Kenneth N. (1979): Theory of International Politics. McGraw-Hill, Inc.
Waltz, Kenneth N. (2000): 'Structural Realism after the Cold War', International Security,
vol.25, no.1, pp.5-41.
Wendt, Alexander (1999): Social Theory of International Politics. Cambridge University Press.
Wight, Colin (1999): 'They Shoot Dead Horses Don’t They: Locating Agency in the AgentStructure Problematique', European Journal of International Relations, vol.5, no.1, pp.109-142.
Wight, Colin (2006): Agents, Structures & International Relations - Politics as Ontology.
Cambridge University Press.
Yetiv, Steve A. (2004): Explaining U.S. Foreign Policy Decision-Making & the Persian Gulf War.
John Hopkins University Press.
Kilder til caseanalyse:
Bøger og biografier:
a) Nissen, Jesper og Martin Kaae (2009): Vejen til Irak. Gads Forlag
b) Hegelund S. & Peter Mose (2006): Håndbog for Statsministre. Gyldendal.
c) Kragh, Anne Sofie (2004): Fogh – Historien om en Statsminister. People’s Press.
d) Larsen, Thomas (2000): I Godtvejr og Storm. Gyldendal.
e) Mylenberg, Troels & Bjarne Steensbeck (2009): Præsidenten. Gyldendal.
h) Bjerre, M., J. Larsen og K.E. Stougaard (2008): Blindt ind i Basra. Gyldendal.
i) Rasmussen, Anders Fogh (1993): Fra Socialstat til Minimalstat. Samleren.
j) Rasmussen, Anders Fogh (2006): 30 taler – 30 år. Jepsen og co.
l) Ulvemann, Michael & Thomas Lauritzen (2003): I Spidsen for Europa. People's Press.
Interviews, avisindlæg og taler (taler fra statsministeriet/stm.dk):
k1: Regeringens tiltrædelsestale. Dato: 041201
k2: Tale ved Rebild-festen 040702
k3: "New solidarity with an old Nordic friend''. AFR i Washington Times 110902
k4: ”Europa og Amerika må stå sammen”. AFR i fælleserklæring. Berlingske Tidende 300103
k5: Transcript of Powell's U.N. presentation. Colin Powell i FN 050303
k6: ”Unresolved disarmament issues”. Hans Blix sidste tale til sikkerhedsrådet 070303
153
k7: "De frygter ny og farlig verdensuorden." Per Stig Møller i Berlingske Tidende 100303
k8: Beslutningsforslag B118. Folketinget (ft.dk), 210303
k9: "Kronik: Hvad kan det nytte?" AFR i Berlingske Tidende 260303
k10: Statsministerens tale på Hampden-Sydney College, Virginia 110503
k11: "60 år efter: Samarbejdspolitikken var et moralsk svigt." Politiken 290803
k12: "Kronik: Et dansk skridt mod arabisk demokrati efter Saddam." AFR 281203
k13: "Med mod på fremtiden." AFRs nytårstale 010104
k14: JP-kronik: "Beslutningen om Irak - et år efter." 240304
k15: "Politiken graver grøfter." AFR 270304
k16: Debat: Anders Fogh Rasmussen: Møde med Bush. JP 270504
k17: Debat: Nato-topmøde: USA og EU i samarbejde. JP 220205
k18: Kronik: "Samarbejdspolitikken sikrede ikke demokratiet." Berlingske Tidende 040505
k19: "Fogh hos Bush: Tillad mig at hylde Dem." Politiken 010308
k20: Foghs tale ved Folketingets åbning. 041006.
k21: "Fogh: Jeg er kulturliberal". Politiken 120509.
k22: "Danskerne må stå sammen". Jyllands-Posten 220303
k23: "Utrolig svær beslutning". Berlingske Tidende 190303
k24: "Delt Danmark går i krig". Berlingske 190303
k25: "Naive demonstranter". Politiken 170203.
k26: Reaktioner på jubelen i Bagdad. Jyllands-Posten 100403.
k27: "Vi valgte det rigtige frem for det bekvemme." Berlingske Tidende 250404.
k28: ”Tale ved mindesten for Flemming Juncker" 040504
k29: "Fogh dæmoniserer historien." Kronik af Hans Kirchhoff i Information 161003
k30: "Med den ene fod på Danmarks fremtid." Brita Stenstrup. Berlingske tidende 041103
Øvrige dokumenter:
Folketingstidende 2002-2003. Bind VI, VII, VIII
Forsvarskommissionens rapporter af 1988, 1993, 1997. Tilgængelige på www.fmn.dk.
154
Forenede Nationer: "1993 Vienna Declaration and programme of action." A/Conf, 157/23.
Det Sikkerheds- og Nedrustningspolitiske Udvalg: ”Danmark efter den kolde krig”. 1993.
Nikolaj Petersen: "Nøgler til Fogh. Dansk Irak-politik". Weekendavisen, 28.september 2007.
Bruun-rapporten af 2003. Tilgængelig på www.fmn.dk.
Skriftlige korrespondencer med fhv. udenrigsminister og MF Per Stig Møller, MF Mogens
Lykketoft og MF Peter Christensen er efter aftale med vejleder Georg Sørensen ikke vedlagt
her, men kan fremsendes ved forespørgsel.
155
156
157