Politiinstitutionens rolle i enevældens magtudøvelse 1682
Politiinstitutionens rolle i enevældens magtudøvelse 1682-1771. Konferensspeciale af: Rune Rye Windfeld. Vejleder: Gunner Lind. Indholdsfortegnelse. Indholdsfortegnelse...............................................................................................................................................2 1. INDLEDNING................................................................................................................................. 4 Forskningsgennemgang........................................................................................................................................9 Kolderup Rosenvinge. ............................................................................................................................................9 Amatørerne. ..........................................................................................................................................................10 Faghistorikerne. ....................................................................................................................................................12 2. FØRSTE HOVEDAFSNIT: POLITIETS HISTORIE I DANMARK 1682-1771............................. 14 Begrebet Politie. ..................................................................................................................................................16 Begrebet Politie i tidligmoderne tid......................................................................................................................16 Politiet før politiet.................................................................................................................................................21 Den længe ventede politiordning. .........................................................................................................................23 Delkonklusion.......................................................................................................................................................30 Skabelsen af politimesterembedet. ....................................................................................................................32 Politimesterens første instruks, 1683. ...................................................................................................................33 Instruksen af 1691.................................................................................................................................................36 Forordningen om Politiens Administration af 22. oktober 1701. .........................................................................39 Udviklingen 1708-1741. .......................................................................................................................................43 Politiet, politiretten og politimesteren set i forhold til andre instanser og i forhold til borgerne i København. .........................................................................................................................................................47 Politirettens jurisdiktion. Forholdet mellem civile og militære myndigheder. .....................................................47 Politimesteren og laugene. ....................................................................................................................................51 Politimesterens magtmuligheder...........................................................................................................................53 Vægterne som magtmiddel. ..................................................................................................................................55 Politimesterens indplacering i det administrative hierarki. ...................................................................................56 Politimesterens dømmende myndighed. ...............................................................................................................59 Delkonklusion.......................................................................................................................................................62 3. ANDET HOVEDAFSNIT. GENNEMGANG AF KILDERNE FRA ”OVERSEKRETÆRENS BREVBØGER”. .................................................................................................................................... 65 Om kilderne. .........................................................................................................................................................65 Forsøg på en kategorisering. .................................................................................................................................67 Politiets rolle som beskyttere af staten og samfundsordenen..........................................................................69 Sager om oprør/opsætsighed.................................................................................................................................69 Case nr. 1: Brændevinsbrændernes oprør i 1723. ........................................................................................70 Sager om censur....................................................................................................................................................72 Kontrol med den offentlige opinion......................................................................................................................75 Rejsetilladelser og lediggængeri. ..........................................................................................................................76 Overdådighedsforordninger og religiøst politi......................................................................................................78 Case nr. 2: Hans Himmerichs angreb på den jødiske menighed i København i 1729...............................79 Delkonklusion.......................................................................................................................................................85 Politiets rolle som bekæmpere af kriminalitet. ................................................................................................86 Efterforskning af kriminalitet, husundersøgelser, eftersøgning og arrestation af forbrydere. ..............................86 Case nr. 3: Om politiets ransagninger. ..........................................................................................................87 Tvivlsomme rejsende............................................................................................................................................89 2 Case nr. 4: Den falske prinsesse. ....................................................................................................................91 Samarbejde med andre landes retsvæsen. .............................................................................................................93 Delkonklusion.......................................................................................................................................................97 Politiets opsyn med næringslivet. ......................................................................................................................99 Gøglere og forlystelser. ........................................................................................................................................99 Laugssager, privilegier. ......................................................................................................................................101 Case nr. 5: Et eksempel på magtmisbrug i 1723.........................................................................................102 Politiets sociale og sundhedsmæssige opgaver................................................................................................106 Sociale opgaver...................................................................................................................................................106 Case nr. 6: Politimesteren og de dødes begravelse. ....................................................................................108 Statistik og demografi.........................................................................................................................................111 Delkonklusion.....................................................................................................................................................112 Sager med fremmede diplomater og deres tjenere. .......................................................................................113 Klager over politiet. ..........................................................................................................................................116 Case nr. 7: Politimesteren og Københavns brand. .....................................................................................119 Delkonklusion.....................................................................................................................................................120 4. POLITIMESTER ERNSTS INDBERETNINGER SAMMENLIGNET MED KILDERNE FRA OVERSEKRETÆRENS BREVBØGER. ............................................................................................ 122 Ernsts indberetninger. .........................................................................................................................................125 Oversekretærens Brevbøger................................................................................................................................126 5. DISKUSSION............................................................................................................................. 129 Tidligere danske politihistorikere. ..................................................................................................................130 Politiets bureaukratisering...............................................................................................................................132 Statens øgende interessesfære..........................................................................................................................137 Oprør og modstand mod politiet. ........................................................................................................................138 Begrebet Politie. .................................................................................................................................................143 Statens integration af netværk.........................................................................................................................146 Politiet og kriminaliteten. ...................................................................................................................................147 6. KONKLUSION – POLITIET SOM STATENS MIDDEL TIL INTERVENTION. ......................... 153 Abstract. ............................................................................................................................................................157 Bilag 1. ...............................................................................................................................................................158 Kilder og litteratur. ..........................................................................................................................................160 3 1. Indledning. I 1723 opsøgte en fortvivlet møller Københavns politimester, Johan Philip Rathecken. Mølleren havde gennem længere tid været udsat for grov afpresning af en konsumptionsinspektør, dvs. en af kongens skatteopkrævere. Mølleren kunne ikke gennemskue det kalejdoskopiske københavnske retssystem, og han troede ikke på, at han kunne opnå retfærdighed gennem dette system. Derfor valgte han at gå til politimesteren og forsøge at få hans opbakning. Samtidig sendte han en supplik til kongen. Få år efter kom der en ny politimester, Hans Himmerich. I foråret 1729 benyttede denne mand sin betydelige magt til at indfange en snes af de mest prominente jøder fra den mosaiske menighed i København. Disse jøder blev under stort opbud af vægtere, betjente og militær, og med Københavns befolkning som tilskuere, tvunget til at marchere til Garnisons Kirkegård. Her blev de tvunget til at grave et flere uger gammelt lig op og genbegrave det på den jødiske kirkegård. Det hele skyldtes et rygte om, at den afdøde havde omvendt sig til den jødiske tro. Begge sager stammer fra mine kildestudier i politiets tidlige historie i Danmark. De viser yderpunkterne i politiets rolle i forhold til byens indbyggere. Det har været fremført, at politiet i nogle lande er en instans man løber til, når der er fare på færde, mens politiet i andre lande er noget, man konsekvent løber fra.1 Mine undersøgelser antyder, at spørgsmålet er mere kompliceret end som så: Politiet spillede, og spiller den dag i dag, en dobbeltrolle, dels som den instans, der udøvede statens voldelige magt i det daglige, dels som en instans man kunne gå til og få hjælp fra i nogle situationer. Hvordan den enkelte undersåt eller borger opfatter politiet kommer an på personens livssituation, erhverv, position i samfundet osv.. Den enkelte person kan opfatte politiet forskelligt i forskellige situationer. Udviklingen af denne dobbeltrolle har været lang og kompleks. De enevældige myndigheders motiver for at lovgive, som de gjorde på politiområdet, er sjældent ekspliciterede, og ofte er der en tilsyneladende uoverensstemmelse mellem lovgivningen og myndighedernes faktiske benyttelse af politiet som redskab til magtudøvelse. Diskussionen af hvordan politiets tidlige udvikling forløb, og hvordan de enevældige myndigheder forholdt sig til politiet som magtredskab, er interessant i sig selv som et bidrag til dansk administrationshistorie. Den knytter dog også an til en mere generel diskussion af politiets rolle overfor indbyggerne i et samfund, og af myndighedernes anvendelse af voldelig magt overfor indbyggerne. Man kunne ønske, at en diskussion af politiets rolle i samfundet fandt sted. Dels i forbindelse med det danske politis udøvelse af magt, men i ligeså høj grad i 1 Underforstået: Man løber til politiet i vestlige, demokratiske lande, og fra politiet i udemokratiske eller underudviklede lande. Peter Landesman: The girls next door, i: The Best American Crime Writing 2005, red.: Otto Penzler & Thomas H. Cook, New York 2005. forbindelse med dansk ledede politimissioner i udlandet. For eksempel er det danske politi involveret i forsøget på at udvikle en moderne politistyrke i Afghanistan. Lederen af EU's politimission i landet er en dansk betjent. Der har dog ikke været nogen større offentlig debat om de særlige forhold, som gør sig gældende på denne mission.2 En undersøgelse af det danske politis historiske oprindelse er et godt sted at begynde en diskussion af politiets rolle i samfundet. Det historiske eksempel viser, at politiet ikke altid har været det politi, som vi kender fra moderne tid. Politiet er noget der skabes af lovgiverne i et samspil med befolkningen, men institutionen har også en egen inerti. Min undersøgelsesperiode strækker sig over de første syv københavnske politimestres embedsperioder. Fra oprettelsen af politimesterembedet i 1682 til afskedigelsen af politimester Frederik Horn i 1771. Dermed slutter min undersøgelse før Struensee-tidens omvæltninger. Jeg vil gennemgå den konkrete udvikling, som politiinstitutionen gennemløb i undersøgelsesperioden. Fra den spæde begyndelse, hvor politimesteren endnu ikke havde fået en instruks, og ingen tilsyneladende havde en klar ide om, hvilke opgaver embedet skulle varetage, til det velordnede og på mange måder moderne politi, som opstod i løbet af 1700-tallet. Jeg vil undersøge og diskutere hvilke faktorer, som var afgørende for udviklingen af politimesterens ressort og for politiinstitutionens udvikling. Som en del af denne diskussion vil jeg fremlægge tidligere politihistorikeres bud på årsagerne til politiets udvikling, og jeg vil diskutere disse forsøg på at forstå udviklingen. Det helt overordnede spørgsmål, som vil være strukturerende for min fremstilling af politiets udvikling, vil være spørgsmålet om, hvordan den danske enevældige centraladministration benyttede politimesteren og politiet som institution som et middel til gennemførelsen af enevældens magtpolitik. Dette overordnede spørgsmål kan brydes ned i tre underspørgsmål. For det første vil jeg undersøge, hvordan udviklingen af politiet blev normativt fastlagt. Hvilke love blev benyttet til at kontrollere politiinstitutionen, og på hvilken måde indgik institutionen i den bureaukratiserede enevældige stat. Til besvarelsen af dette spørgsmål benytter jeg Max Webers bureaukratiseringsteori. På baggrund af den faktuelle viden, som besvarelsen af det første underspørgsmål fører frem til, vil jeg derefter analysere de strategier og motiver, som lå bag den enevældige stats skabelse af politiinstitutionen. Jeg benytter historikeren Marc Raeffs teori om Politie-begrebets historiske betydning i besvarelsen af dette spørgsmål. Endelig vil jeg diskutere spørgsmålet om politiets rolle i samfundet. Dels politiets rolle som statens magtmiddel overfor befolkningen, men også politiets rolle som beskytter af det civile samfund. Til denne diskussion benytter jeg sociologen Charles Tillys teorier om ”trust networks” som inspiration. 2 Se f.eks. politiets hjemmeside: www.politi.dk 5 De tre underspørgsmål repræsenterer et stigende abstraktionsniveau. De spænder fra en beskrivelse af konkrete love og regler til en diskussion, som har både etiske og politiske overtoner. I afhandlingen behandler jeg primært politiet og politimesteren i København. dels fordi det første politimesterembede i rigerne blev oprettet her, og dels fordi de kilder, som jeg benytter, primært omhandler København. Jeg tager udgangspunkt i to kildetyper: For det første vil jeg gennemgå de instrukser, forordninger og reskripter, som lagde det lovmæssige grundlag for politimesterens arbejde og dermed for politiinstitutionens udvikling. 3 For det andet vil jeg undersøge de ordrer, som udgik fra Danske Kancelli til politimesteren. Disse kilder findes i Danske Kancellis kopibøger, kaldet Oversekretærens Brevbøger. Den første kildetype spænder fra instruksernes rammelovgivning til reskripterne, som var rettet mod konkrete sager. Den anden kildetype er naturligt rettet mod enkeltsager, som centraladministrationen af en eller anden grund ønskede, at politimesteren skulle involveres i. Afhandlingen er, foruden indledningen, inddelt i to hovedafsnit. I det første hovedafsnit gennemgås de formelle rammer for politimesterens myndighedsudøvelse gennem en undersøgelse af forordninger, reskripter og instruktioner. Desuden vil jeg i første hovedafsnit gennemgå og diskutere flere emner, som er nødvendige for at forstå samtidens opfattelse af politiet. I det første hovedafsnit fremlægges altså præmisserne for en forståelse af politiinstitutionen, som den indgik i samfundet og i den enevældige administration. Andet hovedafsnit er baseret på Oversekretærens Brevbøger og en række andre kilder fra centraladministrationen. I dette afsnit gennemgås de sager, hvor Danske Kancelli henvendte sig direkte til politimesteren for at beordre ham til at påtage sig en bestemt sag, eller for at sikre sig, at han behandlede en sag i overensstemmelse med centraladministrationens politik. Desuden går jeg i dybden med en række cases, der tjener som eksempler på de dynamikker, som opstod i forholdet mellem politimesteren og på den ene side centraladministrationen og på den anden side den befolkning, hvis adfærd han skulle hjælpe med at kontrollere. Det er som regel ikke muligt at afgøre, hvem der var den egentlige afsender af en ordre til politimesteren. Oversekretæren i Danske Kancelli stod som afsender, men om han videregav kongens befaling, om spørgsmålet var blevet afgjort i konseillet eller om det var afgjort i Danske Kancelli kan sjældent afgøres. Når jeg omtaler befalingerne fra Oversekretærens Brevbøger, sætter jeg derfor ”centraladministrationen” som afsender. Dette er til dels en abstraktion, og kan 3 En instruks er defineret som en forskrift for hvordan en embedsmand skal forholde sig i sit embede. En forordning er defineret som en lov udstedt under enevælden. Forordninger var i reglen mere generelle end reskripter. Et reskript er defineret som en kongelig befaling rettet mod en enkelt sag, men med lovkraft. 6 dække over forskellige dagsordener fra forskellige instanser i det højeste embedsværk. Jeg benytter endnu en kildegruppe, nemlig politimester Johan Bartram Ernsts indberetninger til kongen fra 1716-22. Disse indberetninger giver et billede af, hvilke opgaver, politimesteren beskæftigede sig med, og især hvilke opgaver han ønskede at præsentere for kongen. I bilag 1 findes en kort oversigt over de syv politimestre i min undersøgelsesperiode. Der er tilføjet basale biografiske oplysninger. For at forstå politiets rolle i det tidligmoderne samfund må man frigøre begrebet fra de moderne konnotationer. Vi ved alle, hvad politiet er, og hvad politiets opgaver er: Politiet fanger forbrydere, opretholder færdselsloven og anlægger straffesager for domstolene. Dette billede er bare ikke dækkende for politiets opgaver i den tidligmoderne periode. Det tidlige politi var radikalt anderledes end det moderne og havde helt andre funktioner. Den eneste af de tre ovennævnte funktioner, som politiet udførte fra begyndelsen, var opretholdelsen af færdselsloven, i det omfang sådanne love eksisterede. Politiet skulle opretholde ordenen på gaderne om dagen. Om natten var dette vægterkorpsets opgave. At fange forbrydere var ikke en del af politiets opgaver fra begyndelsen, men i løbet af min undersøgelsesperiode blev denne rolle stadig mere væsentlig. Rollen som offentlige anklagere fik politiet også i løbet af undersøgelsesperioden, men det var en funktion, som ikke blev fuldt udviklet i denne periode. Helt fra begyndelsen i 1682 var politimesterens væsentligste opgaver af teknisk art. Han skulle sørge for gaderenovation, og han skulle opretholde overdådighedsforordningerne. Gennem hele undersøgelsesperioden sad politimesteren i forskellige kommissioner, som havde med tekniske opgaver at gøre, f.eks. vandkommissionen og brandkommissionen. I sin egenskab af chef for vægterkorpset havde politimesteren også ansvaret for gadelygterne i København. Politimesteren personificerede politikorpset. Når centraladministrationen gav politimesteren en ordre, var det underforstået, at han skulle eksekvere ordren gennem sine overbetjente og menige betjente, eventuelt med hjælp fra det mere talrige vægterkorps. I størstedelen af undersøgelsesperioden udgjorde vægterkorpset 70-100 mand og politikorpset omkring ti mand. En anden afgørende forskel på det moderne politi og politiet i min undersøgelsesperiode er, at det moderne politi udøver og opretholder den demokratiske stats voldsmonopol. Af den grund ligger politiets legitimitet i, at det i princippet udøver alle borgeres magt. Politikorpsets loyalitet er rettet mod staten, parlamentet og regeringen. I min undersøgelsesperiode, og naturligvis frem til 1848-49, var politimesteren en kongeligt udnævnt embedsmand. Hans loyalitet lå hos kongen og det enevældige system og selvom han i det daglige stod under politiretten, kunne han få direkte ordrer fra Danske Kancelli. 7 Det syn på politiet som institution, som ligger til grund for denne afhandling, er, at det er et middel til voldelig magtudøvelse. Politiet udøver den fysiske magt som staten har tiltaget sig monopol på. Moderne såvel som tidligmoderne staters magt er i sidste ende baseret på vold eller truslen om vold, magtformerne antager dog oftest mere subtile former. Politiet udøver ofte(st) magt uden at gribe til vold, men i modsætning til andre statslige magtinstanser har politiet i mødet med borgerne altid en umiddelbar mulighed for at gribe til vold. Denne vold kan så igen differentieres efter omstændighederne (anholdelse, peberspray, stave, pistoler). Politiets rolle som udøvere af voldelig magt er dog tvetydig. For langt de fleste i samfundet virker politiets magtmuligheder som en beskyttelse mod overgreb. Kun i ganske få tilfælde i løbet af et liv, om overhovedet, vil den almindelige borger blive udsat for politiets magtanvendelse, men de fleste vil opleve at få hjælp af politiet. Det danske politi er stort set en instans man løber til, snarere end noget man løber fra. I denne afhandling undersøger jeg, hvordan politiet har fået denne dobbeltrolle som både magtudøvere og som garanter for det civile samfunds sikkerhed. 8 Forskningsgennemgang. Den danske politihistoriske litteratur er temmelig sparsom. Emnet har typisk været behandlet som en del af mere generelle historiske beskrivelser. 4 Flere af de fremstillinger, som behandler politiet selvstændigt, er skrevet af folk med en professionel tilknytning til politiet og er noget tendentiøse. 5 Når man tager i betragtning, hvilken væsentlig rolle politiet har spillet i historien, og i hvor høj grad politiinstitutionen og dens myndighedsudøvelse har været genstand for interesse og markante meninger, måtte man formode, at denne institutions historiske oprindelse og udvikling i højere grad var blevet gjort til genstand for historikernes interesse. Antallet af faghistorikere, som har beskæftiget sig med politihistorie, er imidlertid meget overskueligt. Denne tendens er så meget mere forbavsende, når man tager i betragtning, at den politihistoriske litteratur på fransk, tysk og engelsk er meget omfattende. Også det teoretiske studium af moderne politi er meget udviklet i udlandet. Adskillige universiteter i den engelsksprogede verden udbyder således kurser i ”Police studies”. Den danske litteratur om emnet kan groft deles op i tre dele: Den juridiske litteratur, den faghistoriske og amatørhistorien. Forfatterne fra den første kategori har typisk beskæftiget sig med emnet ud fra en rent juridisk vinkel: Hvilke love er gældende for området? Faghistorikerne har typisk behandlet området som et af mange emner i bredere historiske fremstillinger. Amatørhistorikerne har typisk haft en professionel tilknytning til politiet. Både fag- og amatørhistorikerne har beskæftiget sig med årsagerne til de enevældige myndigheders oprettelse af politimesterembedet og med politiets rolle i samfundet. Med enkelte undtagelser har fremstillingerne af disse vigtige problemstillinger imidlertid været overfladiske eller tendentiøse. Nedenfor gennemgår jeg kort den danske forskningstradition på området med henblik på at afdække de væsentligste tendenser i litteraturen og for at undersøge hvorfor forfatterne har fremstillet emnet, som de har. Kolderup Rosenvinge. Juristen J.L.A. Kolderup Rosenvinge udgav i 1728 bogen ”Grundrids af den danske Politiret”.6 I dette værk gennemgik han omhyggeligt det lovmæssige grundlag for politiets virke i kongeriget. Bogen var beregnet som grundbog i forfatterens egne forelæsninger i politiret ved Københavns Universitet. 4 F.eks. i: O. Nielsen: Kjøbenhavns Historie og Beskrivelse, bd. 6, Kbh. 1892. Dette gælder f.eks August Goll: Af Politiets Historie, i: Johannes Madsen (red.): Danmarks Hovedstad IV, Kbh. 1908. E. Hoeck & Knud Bruun-Rasmussen: Politikundskab, bd. I-II, Kbh. 1946. Carl Åge Redlich: I lovens navn. Københavns politi gennem tiderne, bd. 1 & 2, Kbh. 1982. 6 J.L.A. Kolderup Rosenvinge: Grundrids af den danske politiret, Kbh. 1828. 5 9 Kolderup Rosenvinges definition af politiinstitutionen er værd at fremhæve: ”Da man i Slutningen af det 15de Aarhundrede begyndte at tilegne sig denne Benævnelse (Politi/politeia) i Europas Stater, synes man dermed sædvanligen at have forbundet Begrebet om god Skik og Orden, … Omtrent paa samme Tid og især efter Reformationen henvendte Regjeringerne mere end tilforn deres Opmærksomhed paa flere Gjenstande, som Statsformaale, end den blotte Retssikkerhed …, og fandt sig tillige beføjede til at hævde denne paa en mere umiddelbar maade, end hidtil var skeet.”7 Kolderup Rosenvinge kom ikke med en egentlig forklaring på staternes spirende interesse i politilovgivning, men han havde øje for den ændring i staternes roller overfor borgerne, som fandt sted i den tidligmoderne periode. 8 Amatørerne. Den første ”afhandling” om politiets historie i Danmark var forfattet af politimester Hans Himmerich som et forord til en samling af hans egne politiplakater. Denne bog udkom i 1728. 9 I forordet fremlagde Himmerich sin udlægning af politiets historie. Denne historie, mente han, begyndte med bysamfundenes opståen i oldtiden. Da menneskene fandt sammen i samfund, blev det også nødvendigt at regulere indbyggernes adfærd. Dermed var politiinstitutionen blevet nødvendig. Himmerichs fremstilling af politihistorien lod institutionen opstå hos jøderne i bibelsk tid. Denne ”Jødernes Politie” overtog egypterne. Solon skulle så have bragt denne politiordning til antikkens Grækenland. 10 De bibelske politiordningers vej til Norden stod mindre klart for Himmerich, men han mente at finde forklaringen i Eddaens ord om at Odin, som lærte lovene til sit folk, skulle være kommet fra Østen. Den udlægning af politiets historie som Himmerich fremlagde, havde naturligvis ikke grund i faktiske forhold. Til gengæld fungerede udlægningen som en legitimering af politimesterembedet og en understregning af, at embedet havde eksisteret til alle tide og i alle velordnede samfund. Der var tale om et reklamefremstød skjult af en fernis af boglærdhed. Bogen skulle iscenesætte politimesterembedet som en betydningsfuld og uundværlig del af samfundet. Politimester Himmerich var på mere sikker grund, da han beskrev udviklingen i reguleringen af Politien under Frederik 3.. Han fremhævede udnævnelsen af 7 Kolderup Rosenvinge, §3. Mit indskud. 8 Se diskussionen. 9 Hans Himmerich: Samling af de Placater og Advarsler, som (af) Politien udi et eller andet Betræffende her fra Politie-Kammeret udi denne Kongl. Residence-Stad Kiøbenhavn i nu værende Politie-Mesters Tid fra Aaret 1726. den 16. September, indtil Aaret 1728. d: 6 April er bleven udstedte og til enhvers Erindring kundgiorte, Kbh. 1728. 10 Himmerich 1728, Forord. 10 Henrik Tellemand til fiskal i 1655, udnævnelsen af Johan Esmit til generaldirektør for renovationen i 1660, udnævnelsen af Johan Heidemann til inspektør ved havnen i 1665 og udnævnelsen af Lorenz Weiskoph til vanddirektør i København i 1668. Himmerich så, med en vis ret, disse embedsmænd som direkte forløbere for sit eget embede. Han lagde også vægt på politimesterens instruks af 1691, som han anså for grundlæggende for afgrænsningen af politimesterens virkeområde. 11 Himmerichs forklaring på politimesterembedets opståen var altså dels traditionel og dels funktionalistisk: Embedet havde i og for sig altid eksisteret i velordnede samfund. Grunden til dette var, at embedet var nødvendigt for opretholdelsen af ordnede forhold i samfundet. I 1777 udgav kancellisekretæren Christen Klarup værket ”Forordningen om Politiets Administration af 22. October 1701 igiennemgaaet og henviist til Loven og Forordningerne”.12 Klarup opfattede politiets udvikling som snævert knyttet til handelens og håndværkets udvikling. Ifølge Klarups opfattelse var der tre ting, som havde forhindret opkomsten af en politiinstitution i Danmark: Hansestædernes dominans af handelen i middelalderen, kirkens magt og adelens magt. Da hansestæderne var blevet svækket og reformationen og indførelsen af enevælden havde gjort op med kirkens og adelens magt, opstod et velordnet politi: ”Omsider da den souveraine Magt var bleven det kongelige Huus overdraget, hvorved alle Forhindringer paa eengang bleve ryddede af Veyen, som kunde standse Politiets Opkomst her i Landet, var man omsider Aar 1683 med Alvorlighed betænkt paa, at forbedre og sætte den paa en ordentlig og til det almindelige Beste vel indrettet Fod”.13 Også Klarup forklarede altså politiets opståen ved at henvise til en strukturel forklaring. Samfundet havde naturligt behov for politi, og så snart der ikke var noget, som forhindrede det, opstod politiinstitutionen. Også i nyere tid har amatørhistorikere skrevet politihistorie. Disse værker er ofte spændende og velfortalte og repræsenterer en udmærket formidling af emnet, men forklaringerne på politiets opståen og institutionens rolle i samfundet bliver oftest behandlet meget overfladisk. Forklaringen på politiinstitutionens opståen kan også her koges ned til en sentens som ”uden politi, intet ordnet samfund!” 14 Et eksempel på dette er E. Hoeck og Knud Bruun-Rasmussens bog 11 Altså ikke forordningen af 1701. På dette punkt er jeg enig med Himmerich – den vægt, som forfatterne lægger på 1701-forordningen, skyldes nok bare, at den, i modsætning til 1691-instruksen, er trykt i Schous Forordninger. 12 Christen Klarup: Forordningen om Politiets Administration af 22 October 1701 igiennemgaaet og henviist til Loven og Forordningerne, Kbh. 1777. 13 Klarup 1777, del 1, forord s. 13. 14 Fra Goll 1908. Jf. Henning Koch: Politimyndighedens oprindelse (1681-1684), i: Historisk Tidsskrift bd. 32, 1982, s. 27. 11 ”Politikundskab”, som var beregnet til brug på politiuddannelsen.15 Også Carl Åge Redlichs bog ”I lovens navn” udviser denne svaghed. 16 Faghistorikerne. Antallet af faghistorikere, som har beskæftiget sig indgående med politihistorie, er ikke stort. I nyere tid er det især værd at nævne Kristian Hvidt,17 Inger Dübeck18 samt Henrik Stevnsborg og Henning Koch.19 Hvidt gør i sin artikel ikke noget forsøg på at forklare, hvorfor politimesterembedet blev oprettet. Inger Dübeck fremhæver sammenhængen mellem politiinstitutionens opkomst og staternes udvidede rolle i forhold til borgernes dagligdag.20 Dermed nærmer vi os for første gang et forsøg på en egentlig forklaring på politiets oprettelse og på institutionens rolle i det tidligmoderne samfund. Stevnsborg og Koch kæder det tidlige politi sammen med ændringer i statens økonomiske politik. Politimesteren skulle således beskytte statens interesse i manufakturpolitikken. Der tales ligefrem om ”… politimesterens kamp for handel og industri…”.21 Disse argumenter må siges at være præget af en forenklende funktionalistisk tankegang, og giver kun mening i en marxistisk historieforståelses ramme. Set i forhold til udlandet må fraværet af systematiske, tværfaglige og kontinuerlige studier af politiinstitutionen siges at være signifikant. En søgning på emnet ”police studies” på internettet afslører, at emnet bliver udbudt som studieretning eller som fag på snesevis af universiteter i det engelsksprogede område. I Danmark eksisterer faget ikke. Der kan kun gisnes om årsagerne til, at den danske litteratur om politihistorie og generel polititeori er så sparsom. Måske skyldes det blot, at dansk er så lille et sprogområde. Man kan dog også forklare mangelen med, at forskerne ikke har 15 Hoeck & Bruun-Rasmussen 1946. Redlich, Carl Åge: I lovens navn. Københavns politi gennem tiderne, bd. 1 & 2, Kbh. 1982. 17 Kristian Hvidt: Politimester og politiret i København, i: Afhandlinger om arkiver ved Rigsarkivets 75-års jubilæum, Kbh. 1964. 18 Inger Dübeck: Købekoner og konkurrence, Kbh. 1978. Inger Dübeck: ”Alt hvis Politien egentlig vedkommer…” Forholdet mellem Danske Lov og den såkaldte politiforordning, i: Ditlev Tamm (red.): Danske og Norske Lov gennem 300 år, Kbh. 1983. 19 Koch 1982. Henrik Stevnsborg: ”Samfundets” og ”statens” strafferetspleje, i: Historisk Tidsskrift, 14. rk., bd. 3, 1982. Henrik Stevnsborg: Politiet i 1800-tallet. Forsøg på en syntese, i: Politihistorisk selskabs Årsskrift 1996. 20 Dübeck 1978, s. 466. Se diskussionen. 21 Stevnsborg 1982, s. 18. 16 12 fået øje på mulighederne i politihistorien. Gennemgangen af kilderne fra Oversekretærens Brevbøger, samt afstikkerne til andre kildegrupper, viser dog, at der ligger et meget stort materiale, som vil kunne benyttes til at belyse såvel den københavnske almues dagligdag som de enevældige myndigheders magttaktikker og -strategier. I denne afhandling har jeg taget udgangspunkt i centraladministrationens arkivalier, fordi disse tilbyder systematiske indgange til de bevarede kilder, og fordi de belyser forholdet mellem forskellige niveauer i den enevældige administration. En gennemgang af politijournalerne eller dele af dem ville give et meget stort materiale til belysning af aspekter af dagliglivet i København gennem 200 år. Den benyttede sekundærlitteratur vil blive gennemgået, når den optræder i teksten. Blot skal det nævnes, at jeg har benyttet den danske sekundærlitteratur som indgang til kilderne og som kilde til faktuel viden. De mere overordnede teorier om politiets opståen og rolle i samfundet har jeg fra engelsk- og tysksprogede værker. 13 2. Første hovedafsnit: Politiets historie i Danmark 1682-1771. I dette kapitel gennemgår jeg politiets historiske udvikling i Danmark ud fra det normative kildemateriale, dvs. politimesterens instrukser, samt de forordninger og reskripter, som regulerede det omfattende område. Kilderne findes stort set i Schous forordninger og i Fogtmans reskripter, kun de to første instrukser for politimesteren er ikke trykt i disse kildesamlinger. Den første instruks fra 3. april 1683 er nævnt i Fogtmans reskripter, men er ikke optrykt. Henning Koch anfører, at historikerne ikke havde benyttet denne instruks, før han selv fandt en afskrift af den på det kongelige bibliotek. Instruksen findes dog i de såkaldte ”Instruktionsbøger” på rigsarkivet. 22 Der findes et trykt eksemplar af den anden instruks for politimesteren fra 5. september 1691 på rigsarkivet i ”Koncepter og indlæg til sjællandske registre”. 23 Kilderne til forholdene før 1670 er trykt i Corpus Constitutionem Daniæ.24 Der er flere mål med denne gennemgang af de lovmæssige rammer for politimesterens virke. For det første vil det være hensigtsmæssigt at fremlægge den faktuelle baggrund for den videre behandling af forholdet mellem centraladministrationen og politimesteren. En gennemgang af lovmaterialet kan klarlægge rammerne for politimesterens virke. Med disse rammer på plads vil mange af de væsentlige spørgsmål om politiet i Danmark fremtræde mere klart; f.eks. spørgsmål om de materielle rammer for politimesterens virke, spørgsmålet om hvilke magtmidler, som stod til politimesterens rådighed, og på et mere overordnet plan spørgsmålet om hvilke motiver centraladministrationen havde for at formulere de lovmæssige rammer, som de gjorde. Endelig vil en gennemgang af lovmaterialet være et godt afsæt for at problematisere mange af de antagelser, som er blevet godtaget af historikere og andre, som har beskæftiget sig med politihistorie. I litteraturen om det danske politis udvikling, har der været en tendens til at anlægge et historiedeterministisk udviklingssyn. Man har forsøgt at forklare, hvordan politiet gennemgik en udvikling hen imod et logisk slutpunkt. Dette slutpunkt har som regel været det moderne enhedspoliti, opbygget som en bureaukratiseret og stærk institution underlagt demokratisk kontrol. I min gennemgang af politiinstitutionens udvikling fra 1682 til 1771 vil jeg forsøge at undgå en sådan teleologisk anskuelsesmåde. Faldgruben er, at vi alle kender politiet så godt og har en klar opfattelse af, hvad institutionen indebærer, og hvordan den skal defineres. Der er ikke noget galt i at foretage sammenligninger mellem nutidens politi og politiet i andre historiske perioder. Dette kan hjælpe til at afsløre signifikante tendenser i udviklingen og afdække de ting ved ældre tiders politi, som ikke overlevede op igennem institutionens 22 Jf. kapitlet ”Politimesterens første instruks, 1683”. Jf. kapitlet ”Instruksen af 1691”. 24 V.A. Secher: Corpus Constitutionem Daniæ, 5. bind, 1639-50, Kbh. 1903. 23 14 udviklingshistorie. Problemet opstår, når historikerne opfatter politiets udvikling som resultatet af en logisk proces frem mod det moderne politi. Det er en utilfredsstillende forklaring på en historisk udvikling at se den som resultatet af en uundgåelig udvikling. Politiet i andre dele af verden har udviklet sig meget forskelligt. For eksempel er der stor forskel på den angelsaksiske politimodel og den kontinentale.25 Derfor kan udviklingen ikke forklares ud fra en deterministisk model. Politiet i Danmark udviklede sig ikke (kun) som følge af for eksempel økonomiske strømninger i samfundet. Politiet havde berøring med så godt som alle aspekter af samfundslivet. Alene af den grund kan årsagerne til udviklingen ikke reduceres til en simpel forklaringsmodel baseret på politiets opgaver i forhold til enkelte aspekter af samfundet. Politimesterens og politiinstitutionens rolle i samfundet blev defineret af embedsmændene i centraladministrationen. Forordninger og reskripter var forsøg på at dreje politimesterens virke i den retning, som dikteredes af centraladministrationens politik.26 Den faktiske udvikling af embedet og den reelle udmøntning af enevældens politik var dog påvirket af så mange variabler, at lovene ikke kan stå alene, når man vil beskrive politiets udvikling. Når jeg gennemgår de formelle lovmæssige rammer for politimesterens og hans betjentes arbejde, skal det ikke ses som en beskrivelse af, hvordan dette arbejde faktisk blev udført på gadeplan. Der er tale om en gennemgang af de tiltag, som embedsmændene brugte til at styre politiarbejdet i den ønskede retning. Der er altså tale om hensigtserklæringer fra centraladministrationens side. I andet hovedafsnit behandler jeg en række sager, hvor man kan se, hvordan politiet i praksis arbejdede i undersøgelsesperioden. 25 Se f.eks.: Christine Horton: Policing Policy in France, Policy Studies Institute 1995, s. 1-2, 8. I princippet var det naturligvis kongen, som egenhændigt fastlagde det enevældige styres politik. Det vil dog føre for vidt at forsøge at klarlægge den faktiske beslutningsproces i forhold til de enkelte forordninger og reskripter. Af denne grund benytter jeg generelle betegnelser som ”centraladministrationen”. 26 15 Begrebet Politie. Begrebet Politie er meget gammelt, men har haft forskellige betydninger og definitioner. Det har til alle tider været et begreb, som formede sig efter samfundets behov og efter myndighedernes anvendelse af ordet. Forståelsen af politiets og politimesterens rolle i samfundet hænger snævert sammen med forståelsen af, hvordan man anvendte begrebet Politie/politi. Forståelsen af hvilke områder, der hører ind under politiretten, og hvilke magtmidler en politibetjent/politimester/politiret skal være udstyret med, er determinerende for hvordan politiet udformes af magthaverne. Ligesom forståelsen af politiet som institution er af betydning for, hvordan politiet opfatter og former deres daglige myndighedsudøvelse. Den enevældige centraladministrations anvendelse af ordet Politie er altså ikke blot af etymologisk interesse. Forståelsen af Politie var på den ene side determinerende for, hvilke love som blev skabt for at regulere området. På den anden side benyttede centraladministrationen ordet Politie på en velovervejet måde. Myndighedernes anvendelse af ordet Politie afspejler den politik, som politiforordningerne skulle hjælpe med at gennemføre. Det vil derfor være relevant at undersøge brugen af ordet. I det følgende afsnit undersøges først den rent sproglige betydning af ordet Politie i perioden fra begyndelsen af 1600-tallet til begyndelsen af 1800-tallet. Derefter undersøges de funktioner, som kan kaldes ”politimæssige”, og som blev udført af en række forskellige embedsmænd og betjente længe før politimesterembedet blev oprettet. Endelig beskrives de langvarige, men frugtesløse, bestræbelser på at tilvejebringe en samlet ”politiordning”. Begrebet Politie i tidligmoderne tid. I dette kapitel vil jeg foretage en analyse af benyttelsen af ordet Politie i tidligmoderne tid. Målet er at undersøge, hvordan myndighederne benyttede ordet til forskellige tider. Dette er vigtigt af to grunde. For det første er det vigtigt, at holde sig klart, hvad man skal lægge i kildernes brug af ordet Politie, Politieordning osv.. For det andet afspejler ordets skiftende betydninger de ændringer, som skete i lovgivernes opfattelse af politiinstitutionen. Når jeg benytter formen Politie indikerer det, at ordet bruges i sin udvidede, tidligmoderne betydning. Formen politi indikerer en moderne brug af ordet, hvor betydningen er indskrænket til ”politibetjent” eller ”politistyrke”. ”Politi er ellers et Ord, hvis Begreb efter vore Love meget vanskelig lader sig bestemme…”.27 27 Gustav Ludvig Baden: Forsøg til et dansk-norsk juridisk Ord- og Sag-Leksikon, Odense 1814, opslag: Politi. 16 Dette citat fra Gustav Ludvig Badens juridiske ordbog fra 1814 sammenfatter meget godt de diffuse og skiftende betydninger, som ordet Politie indebar. Man kunne ikke finde en simpel definition på Politie ved at læse Danske Lov eller de senere udkomne forordninger. Ordet politi stammer oprindeligt fra det græske ord pólis, som betyder by, ordet polites, som betyder borger er afledt heraf, og politeia betyder stat. På latin kom politia til at betyde statsforvaltning. Denne betydning blev udbredt i Europa i renæssancen.28 Dermed er man kommet den tidligmoderne betydning af ordet Politie meget nær. Blot skal det understreges, at ordet altid var bærer af positive konnotationer. Man talte om ”en god Politie”. Politie var altså ikke bare en neutral betegnelse for statsforvaltning, ordet blev brugt i betydningen en fornuftig, formålstjenlig indretning af samfundet. Der kunne også være religiøse og moralske undertoner i Politiebegrebet, hvilket gav sig udslag i, at politimesteren fik ansvaret for at bekæmpe sædelighedsforseelser, og at han optrådte som religiøst politi. 29 Begrebet Politie dækkede hele spændet fra de mindste lokale forhold til overordnede statsretlige overvejelser. Som et eksempel på den lokale betydning af Politie kan nævnes Danske Lovs bestemmelse om at ”Borgermester og Raad skulle holde god Skik og Politie …”.30 Denne paragraf var rettet mod forholdene i købstæderne. På den anden side kunne man også benytte begrebet med henvisning til hele statens velfærd: ”… det gemene Bedste nødvendig udfordrer, at en velskikked Politie-Ordning jo før jo heller bliver indrettet, og i Kongens Riger introducered”.31 Her blev en velordnet Politie knyttet til samfundets og borgernes velbefindende. Ordet Politie undergik en betydningsændring fra første halvdel af 1600-tallet til 1680’erne. I Christian 4.s Store Reces fra 1643 handlede hele den meget fyldige anden bog ”Om verdslig Politie”.32 Denne bog indeholdt i virkeligheden alle de ting, som ikke hørte til det gejstlige område eller specifikt omhandlede norske forhold. For eksempel indeholdt bogen bestemmelser om militære forhold, arveret og strafferet.33 Altså områder, som i Danske Lov netop blev udeladt af Politien. 34 Ligeledes i: Gustav Ludvig Baden: Dansk-Juridisk Ordbog, Kbh. 1822, bd. 2, opslag: Politi. 28 Christian Becker-Christensen m.fl. (red.): Politikens Nudansk Ordbog med etymologi, Kbh. 2005, opslag: Politi. Se også: Himmerich 1728, indledning. Kolderup Rosenvinge 1828, §3. Koch 1982, s. 31. Dübeck 1978, kap. 8. Dübeck 1983. 29 Jf. afsnittet ”Skabelsen af politimesterembedet”. 30 Danske Lov 3-4-5. 31 Reskript af 7. februar 1691 om nødvendigheden af at politikommissionen får afsluttet deres arbejde. 32 Reces 27. februar 1643. 33 Reces 27. februar 1643, Om rostjeneste: II.2.4.1-11. Om arveret: II.7.1-3. Om manddrab: II.10.1. 17 Bogen indeholdt dog også bestemmelser mod overdådighed ved begravelser og bryllupper, samt bestemmelser om laugene.35 Disse sagstyper kom senere til at høre under politimesterens ressort. I Store Reces benyttedes betegnelsen Politie altså i en meget bred betydning, hvor den blot betød noget i retning af ”god samfundsorden”. I Danske Lov 40 år senere blev ordet anvendt i en meget mere specifik betydning. I Danske Lov blev ordet Politie benyttet om de ting, som man ikke kunne fastlægge uforanderlige love for. Begrebet dækkede det område som havde at gøre med ”god ro og orden”. Det dækkede imidlertid også en række andre forhold af mere teknisk og merkantil karakter. Politiebegrebet spillede dog ikke en stor rolle i denne lov. Ideen var, at loven skulle blive stående for eftertiden og kunne bruges umiddelbart. Dette udelukkede, efter den nye forståelse af begrebet, Politien fra lovværket, da dette område var underlagt konstante forandringer i takt med samfundets forandringer. Det blev udtrykt således: ”… af denne Lovbog (er) udeladt alt hvis Politien egentlig vedkommer, hvorom ingen saa stadige Love eller Anordninger kand giøris, som jo efter Tidernis Lejlighed een eller anden Forandring kunde behøve, hvorfor Vj slige foranderlige Love og Anordninger … i een sær Bog, PolitieOrdning kaldet, ville lade forfatte, og ikke have dennem indførte eller beblandede med denne lov, som i vort Rige Danmark udi stedsevarende Brug herefter skal forblive”.36 Der skete altså et skred i betydningen af Politie fra Store Reces til Danske Lov.37 Betydningen ændrede sig fra at henvise til den tilstand, som samfundet burde befinde sig i, normaltilstanden, til at betegne et mere snævert område, som var kendetegnet ved at ligge udenfor de uforanderlige loves område. Politien indbefattede dog stadig områder, som i moderne kommuner er henlagt til teknisk forvaltning, f.eks. renovation, brolægning og oprensning af søerne i København. 38 34 Se nedenfor. Reces 27. februar 1643. Om bryllupper, barsler og begravelser: II.8. f.eks. om laugshuse: II.3.9.3. 36 Danske Lov, forord. I forordet til Store Reces stod en lignende formulering, blot med modsat fortegn. Her fremhævedes enkelte områder (fundatser, privilegier), som var så foranderlige, at de ikke angik Retten og Politien. Reces 27. februar 1643. Forord. Det er bemærkelsesværdigt, at den samme tanke blev formuleret i den svenske lovgivning i 1680. Økonomiske og politimæssige bestemmelser blev holdt ude af den egentlige lovgivning på grund af deres omskiftelige karakter. Pär Frohnert: Policeybegriff und Policeygesetzgebung im frühmodernen Schweden, i: Michael Stolleis (red.): Policey im Europa der Frühen Neuzeit, Frankfurt am Main 1996, s. 537-38. 37 Jf. Dübeck 1978, s. 456-457. Hvidt 1964, s. 83. 38 Politie kunne dog endnu i sidste halvdel af 1700-tallet benyttes i en bredere betydning end den i Danske Lov. Andreas Schytte benyttede politibegrebet i en meget bred betydning. Hans værk omhandler da også statsforfatningen fra en overordnet filosofisk vinkel. Andreas Schytte: Staternes indvortes Regiering, IV, 1775. 35 18 Den i Danske Lov lovede politiordning blev aldrig gennemført, i stedet trådte først politimesterens instruks og senere politiforordningen af 22. oktober 1701 samt de senere politiforordninger. Instrukserne og forordningerne blev suppleret med adskillige reskripter vedrørende mere specifikke emner. Denne gradvise, man kunne sige organiske, opbygning af politimesterens arbejdsbeskrivelse var i bedre overensstemmelse med arbejdets karakter af ad hoc problemløsning. Langt op i 1700-tallet blev Danske Lovs forståelse af Politie fastholdt. Generalprokurøren Henrik Stampe gav i 1768 En definition på Politie. Hans forståelse af begrebet er væsentlig, da generalprokurøren var kongens juridiske rådgiver, og hans definition dermed kan opfattes som paradigmatisk for hans samtids officielle forståelse af begrebet. Denne pragmatiske definition kom i en udtalelse i anledning af kompetencestridigheder mellem byfogden og politimesteren i Bergen, men der er ingen grund til, at den ikke skulle være gældende for forholdene i København: ”En speciel Opregnelse af Politisager og Forretninger er adskillige Forandringer underkastet, og behøves vel ikke saa særdeles meget, da de fleste behielpe og kunne behielpe sig med det almindelige Begreb derom, at derhen hører alt det, som udfordres til at holde god Skik og Orden”.39 Netop det arbitrære og det tidslige i Politiebegrebet træder stærkt frem her; afgrænsningen af Politien skete ad hoc i de enkelte situationer. Begrebet var, lige så vel som det samfund, der definerede det, underkastet konstante forandringer. For embedsmændene kunne dette være meget ubehageligt, da der ikke kunne opstilles en liste over områder, som hørte under Politien. En embedsmand kunne altså ikke henvise til et fast regelsæt, som kunne frikende ham for ansvar: ”En saadan fuldstændig Liste paa alle de Sager og Forretninger, der henhører til Politiet, som Stiftamtmanden synes at ønske for Bergen, kan vel neppe ventes enten for Bergen eller nogen anden Bye, førend den i Fortalen til danske og norske Lov lovede Politi-Ordning engang maatte udkomme, hvilket dog vel ej heller er saa nær”.40 Dette var naturligvis ikke en rar situation for en embedsmand. På den anden side gav det også et meget vidt spillerum for hvilke sager, der kunne henvises til Politien. Der var dog klare grænser for, hvad Stampe mente, en politimester kunne tillade sig. I en sag året efter havde stiftamtmand Benzon beklaget sig over, at politimesteren i Trondheim havde dømt en kvinde for ringe tyveri på trods af, at hun virkelig havde begået stort tyveri. For at dække over sin uretmæssigt afsagte dom, havde politimesteren undladt at få tyvekosterne vurderet. 41 For at præcisere politimesterens rolle, fremkom Stampe med en mere præcis definition af politimesterens virke: ”En Politimester skal som Øvrighedsperson have Indseende med og sørge for, at god Skik og Orden vedligeholdes; deraf følger, at han skal 39 Henrik Stampe: Erklæringer, Breve og Forestillinger General-prokureur-Embedet vedkommende, IVI, Kbh. 1793-1807. (Herefter omtalt som ”Stampes Erklæringer”): Bd. V, nr. CLIII, s. 486-490. Erklæringen er skrevet i 1768. 40 Stampes Erklæringer: Bd. V, nr. CLIII, s. 486-490. 41 Stampes Erklæringer: Bd. VI, nr. XXII, s. 70-74. Politimesteren måtte kun dømme i sager med ringe tyveri. 19 foranstalte, give agt paa og undersøge, men han skal ikke dømme uden alene i de Tilfælde, hvor Forseelsen middelbar angaar hans Embede og er af liden Betydenhed, saa den strax med en ringe Mulct kan forsones og Sagen derved kortelig afgiøres. I andre Tilfælde skal han overlade det til vedkommende rette Dommer at kiende og dømme”.42 Henrik Stampe definerede altså Politieforseelser som sager ”af liden Betydenhed” i modsætning til egentlige straffelovsforseelser. Hos Kolderup Rosenvinge var ordet politi blevet ensbetydende med politistyrken, og hans definitoriske bestræbelser havde til formål at kortlægge grænserne for politiets virkeområde. På Kolderup Rosenvinges tid, i begyndelsen af 1800-tallet, skelnede man stadig mellem egentlige forbrydelser, som var en sag for domstolene, og politiforseelser, som var karakteriseret ved en mildere strafferamme og ved at være reguleret gennem såkaldte præventive love.43 Man kan se dette som en videreførelse af Stampes ovennævnte definition. Man var altså på dette tidspunkt begyndt at benytte ordet politi som en betegnelse for dels en myndighed bestående af politimesteren og dennes betjente og dels som et mere eller mindre klart afgrænset område indenfor lovgivningen. Ordet havde dermed antaget samme betydning som i moderne sprogbrug. Kolderup Rosenvinges tentative definition af politiet kan vel endnu anvendes: ”Politiet er den Deel af Statsmagten, som ikke alene i Almindelighed ved umiddelbare Foranstaltninger, Opsyn og Physisk Tvang sørger for at afvende almeenskadelige Onder i Statens Indre, men også søger at befordre Almeenvellet i alle de Tilfælde, hvor de øvrige Grene af Statsmagten ikke, ifølge deres ejendommelige Bestemmelse, ere virksomme”.44 Dette er en såkaldt suppletorisk opfattelse af politiets virkeområde; politiet skal træde til i alle de situationer, hvor ingen andre instanser har pligt til eller mulighed for at gøre det. 42 Stampes Erklæringer: Bd. VI, nr. XXII, s. 72. Denne skelnen mellem forseelser mod ro og orden, som kunne straffes med mindre, arbitrære straffe og de egentlige straffesager, som skulle pådømmes af en dommer, har Stampe formentlig hentet hos Montesquieu. Jf.: C.S. de Montesquieu: Om lovenes ånd, oversat af Merete Klenow With, Kbh. 1998, Anden Del, Bog 12, kapitel 4 & Femte Del, Bog 26, kapitel 24. Jf. i øvrigt: Cesare Beccaria: Om forbrydelse og straf, Kbh. 1998, §XI: Om offentlig ro. 43 Kolderup Rosenvinge 1828, Indledning. O.A. Borum & C. Popp-Madsen: Juridisk ordbog, Kbh. 1934, opslag: Politiforseelse, Præventiv Lov. Jf. i øvrigt: W.E.v. Eyben: Juridisk grundbog, Kbh. 1967, s. 45ff. De præventive love havde, og har, til formål at forhindre ulykker. Det var f.eks. love, som gav politiet mulighed for at opretholde brandforanstaltningerne. 44 Kolderup Rosenvinge 1828, § 4. 20 Politiet før politiet. Selvom der ikke var et egentligt politikorps før 1682, var der naturligvis adskillige politiopgaver, som nødvendigvis måtte varetages. Derfor fandtes der allerede før oprettelsen af politimesterembedet i 1682 personer, som var beskæftiget med at opretholde Politien og politiforordningerne. I princippet havde alle kongelige tjenere pligt til at påse overholdelsen af disse forordninger. I forordet til Chr. 4.s reces af 1643 indskærpedes det, at rigsråderne skulle holde opsyn med, at forordningerne blev overholdt i deres respektive landsdele. 45 Denne idé, om at alle embedsmænd havde påtalepligt inden for deres specifikke område, blev ikke ændret af, at politimesteren blev udnævnt.46 En sådan generel pligt til at påse overholdelsen af politiforordningerne havde dog nogle uoverkommelige svagheder. For det første kunne man ikke forvente, at embedsmænd skulle være meget nidkære i opsynet med politiforordningerne, som kunne opfattes som værende af mindre betydning i forhold til deres egentlige opgaver. For det andet havde de færreste embedsmænd muligheder for at skaffe sig oplysninger om befolkningens gøren og laden. Endelig havde embedsmændene ikke en styrke af betjente, som de kunne benytte til aktivt at undersøge eller arrestere lovbrydere. Den aktive opretholdelse af Politien var derfor meget vanskelig at udføre. I København fandtes en række ansatte, som arbejdede med politiområdet: Byfogden, underfogden, stadstjenerne, vagtmesteren, portvagten samt fattigvæsenets stodderfogder.47 Der fandtes altså et apparat, som kunne træde til og håndhæve lovene. I overensstemmelse med princippet om at alle, som var ansat af staten, skulle hjælpe med at opretholde politiforordningerne og dermed kunne foretage arrestationer, havde også præsterne politimæssige opgaver. Secher nævner et par eksempler på, at præster arresterede folk for forseelser imod religionen, et område som hørte under Politien, og som senere blev tillagt politimesteren.48 Endnu en politifunktionær var rumormesteren. Denne person havde tilsyneladende tilsyn med gader og renovation og havde beføjelse til at foretage arrestationer. Alt sammen opgaver som politimesteren overtog. 49 Stadstjenerne eller bysvendene var det nærmeste man kom en egentlig politistyrke før 1682. Deres opgaver var at holde orden ved henrettelser, de skulle stå til rådighed når magistraten og byfogden var forsamlede på rådstuen, de skulle holde tilsyn ved bytinget og i kirkerne om søndagen, de skulle meddele stævninger og de skulle stå til myndighedernes rådighed ved ildebrand og optøjer. Desuden skulle bysvendene holde opsyn med handelen på torvedage og slå ned på 45 Reces 27. februar 1643, forord. Jf.: Danske Lov 3-1-2. 47 V.A. Secher: Bidrag til Københavns Rets- og Kulturhistorie i Kristian IV.s og Frederik III.s Tid 1624-1663, i: Historiske Meddelelser om København, bd. 1, 1907, s. 292-329 & 333-384. Om københavns politiembedsmænd s. 320-329. 48 Ibid., s. 327-328. 49 Ibid. 46 21 forprang. De enkelte bysvende var tilknyttet bestemte af byens borgmestre.50 Mange af de opgaver, som politibetjentene senere kom til at varetage, var altså allerede tidligt lagt ud til bysvendene. Hans Himmerich og senere Kolderup Rosenvinge omtaler en Henrik Tellemand som den første politifiskal.51 Tellemand var toldforvalter på Fyn og Langeland. Ved forordning af 19. november 1655 blev han udnævnt til fiskal med pligt til at inspicere i alle købstæder om, hvorvidt overdådighedsforordningerne blev overholdt.52 Forordningen påbød lensmænd og borgmestre at bistå og forsvare fiskalen og hans betjente i deres arbejde. Gennem sit arbejde som toldforvalter havde Tellemand allerede overopsynet med de menige toldbetjente i købstæderne. Det var disse betjente, som nu også skulle holde opsyn med overholdelsen af overdådighedsforordningerne.53 I dette tilfælde blev en allerede eksisterende statslig institution pålagt ansvaret for at gennemføre de forordninger, som vedrørte Politien, og som knyttede an til den eksisterende institutions ressort. Tellemand stod i en bedre position end mange andre embedsmænd, når det kom til at opretholde overdådighedsforordningernes bud, da han havde et apparat af betjente under sig, som både kunne foretage undersøgelser og kunne benyttes til at sætte magt bag undersøgelserne. Ikke desto mindre er det lidt overdrevet at bruge ordet politifiskal om Tellemand. Der var snarere tale om en eksplicitering af den måde, hvorpå man forsøgte at få opretholdt Politien før udnævnelsen af en politimester og oprettelsen af et politikorps. Det særegne ved forordningen, som tillagde Tellemand opsynet med overdådighedsforordningerne, var, at han specifikt blev pålagt et ansvar for noget som hørte Politien til. Set på denne måde var stillingen som fiskal en forløber for politimesterembedet. Opretholdelsen af ro og orden i København og varetagelsen af borgernes sikkerhed om natten var traditionelt blevet varetaget af vægterkorpset, som i sin oprindelse var et mere eller mindre frivilligt korps af borgere. Dette viser hen til den måde, man traditionelt havde opretholdt sikkerheden om dagen; simpelthen ved at alle borgere havde ansvaret for at beskytte folk, som blev overfaldet og for at fange og fastholde tyve. Dette syn på borgernes ansvar vedblev at spille en rolle efter politistyrkens oprettelse. I forordning af 6. februar 1694 om ”Overlast og Drab at hindre” blev det indskærpet, at borgerne i en gade havde pligt til at komme til hjælp, hvis nogen blev overfaldet. Alle borgere skulle være i besiddelse af et ”Kortgevær” til dette formål.54 50 O. Nielsen: Kjøbenhavns Historie og Beskrivelse, bd. 6, Kbh. 1892, s. 273-276. Himmerich 1728, forord. Kolderup Rosenvinge 1828, §11, note a). 52 Forordning af 19. november 1655. (Kancelliets Brevbøger 1655, udg. af Ole Degn, Kbh. 2002). 53 Instruks for toldforvalter Henrik Tellemand, 22. november 1655. (Kancelliets Brevbøger 1655, udg. af Ole Degn, Kbh. 2002). 54 Forordning af 6. februar 1694. Et kortgevær skal forstås som et kort slag- eller stagevåben, dvs. en knippel, totenschläger eller et kort spyd. 51 22 Også militæret kunne benyttes til at løse opgaver, som senere blev tillagt politiet. I 1681 fik kommandanten i København således ordre til at lave patruljer, som skulle forhindre ”Insolentier” mod militære og civile på gader og torve. 55 Militæret skulle altså optræde som gadepoliti og forhindre overfald og røverier i byen. Også efter oprettelsen af politimesterembedet kunne militæret rekvireres som hjælp for politistyrken.56 Det interessante i denne forbindelse er, at politimesterens opgaver ikke var nye i 1682. De fleste af politimesterens arbejdsområder var længe blevet varetaget af forskellige embedsmænd og offentligt ansatte, eller de havde været privat eller kommunalt organiserede. Det nye var, at man ansatte en enkelt person til at holde opsyn med hele området.57 Opretholdelsen af Politien var med andre ord i færd med at blive centraliseret og bureaukratiseret. Det nye politimesterembede havde berøringsflader med store dele af samfundslivet. En stor del af centraladministrationens lovgivning på området var da også rettet mod at afgrænse den nye embedsmands arbejdsområder i forhold til de andre kongelige betjente. På nogle områder overtog politimesteren først ansvaret et stykke op i 1700-tallet. For eksempel var det så sent som i 1728 byfogden, som stod for udleveringen af en forbryder til de svenske myndigheder.58 Ligeledes blev flere af de stillinger, som havde med politiopgaver at gøre i 1600-tallet, bevaret længe efter politimesterembedets oprettelse, blot blev de tilknyttet eller underlagt politimesteren. Det mest åbenlyse eksempel er vægterkorpset, som politimesteren fik opsynet med i 1683. 59 Den længe ventede politiordning. Oprettelsen af politimesterembedet kan ikke ses som en isoleret hændelse, tværtimod var embedets oprettelse et led i en langt større politisk udvikling, som fandt sted i Christian 5.s regeringstid. Formålet med denne politik var at øge statens muligheder for at regulere samfundslivet, og et af de mest tydelige og varige udtryk for den enevældige administrations hensigter var Danske Lov fra 1683. Hensigten med udbredelsen af statens magt blev beskrevet i lovens fortale som at beskærme rigets indbyggere mod overlast og fremme retfærdigheden. Dette var 55 Reskript af 21. februar 1681. Reskript af 5. maj 1688. Dette var en mulighed langt frem i tiden. Jf. Henrik Stevnsborg: Politiet i 1800-tallet. Forsøg på en syntese, i: Politihistorisk selskabs Årsskrift 1996. 57 Jf. Koch 1982, s. 33. 58 Se kapitlet ”Samarbejde med andre landes retsvæsen” i andet hovedafsnit. 59 Forordning om Gadelygterne og Natvægterne i København af 26. juli 1683. Reskript angaaende Opsyn af ham (politimesteren) med Lygterne og Vægterne… af 29. december 1683. 56 23 fornuftige ord, som var egnede til at forlene det nye lovværk med en stor legitimitet. Ordene var nemlig taget fra Jyske Lovs fortale og udtrykte kongens ældgamle rolle som garant for ikke bare den ydre fred, men også for opretholdelsen af fredelige forhold internt i landet. Da Danske Lov skulle være en bestandig grundvold i den danske ret, hvilket den også blev, var det ganske logisk at udelukke de mere tidsbundne og omskiftelige politiforordninger fra loven. Derfor arbejdede man på at skrive en samlet politiordning sideløbende med arbejdet med Danske Lov. En politikommission blev nedsat i 1681 for at samle de ting, som hørte under politien og dermed ikke skulle ”beblandes” med lovene i Danske Lov.60 Som nævnt siger en passage i forordet til Danske Lov, at ”alt hvis Politien egentlig vedkommer” skulle udelades af lovværket for siden at blive behandlet i en samlet ”Politie-Ordning”. Denne illusoriske politiordning er nok det mest omtalte ikke-eksisterende lovværk i dansk historie. Det skulle nemlig vise sig, at fortalens løfte aldrig blev indfriet. Ikke desto mindre har så godt som alle, der har beskæftiget sig med politiet i et historisk lys, berørt fortalens ord. I 1681 var man klar over, at færdiggørelsen af Danske og Norske Lov var nært forestående, derfor fik kancelliråd og kammersekretær Caspar Schøller privilegium på at udgive disse love. Han fik også privilegium på at udgive den lovede politiordning.61 Også i et reskript til superintendenten over Sjællands stift nævntes denne politiordning. Det blev befalet, at præsterne skulle prædike om lydighed mod øvrigheden og derved bakke op om politiordningen. Reskriptet lovede, at denne ordning ville blive forfattet og trykt. Reskriptet nævnte også kommissionen, som arbejdede med at forfærdige politiordningen 62 Det er vanskeligt at sige, om bestræbelserne for at tilvejebringe en politiordning virkelig var så fremskredne, som man gav indtryk af, men alt tyder på, at der lå en reel vilje bag de smukke løfter om en ordning. I forordet til Danske Lov nævnes politiordningen da også, som om det var givet, at den snart ville være klar til trykken. Ved reskript af 6. maj 1684 fik Caspar Schøller tilkendt jus patronatus over fire kirker som belønning for at have ladet Danske Lov trykke. Ved samme lejlighed fik han besked på snarest muligt at lade kirkeritualet, Norske Lov samt 60 Dübeck 1978, s. 459. Dübeck argumenterer for at ideen til en særskilt bog med politiordningen opstod i 1680. jf. Dübeck 1978, s. 459-60. Dübeck 1983, s. 151. Allerede i 1636-37 havde kansler Christen Friis lavet et udkast til en politiordning, som dog aldrig blev færdiggjort. Ditlev Tamm: Gute Sitte und Ordnung: Zur Entwicklung und Funktion der Polizeigesetzgebung in Dänemark, i: Michael Stolleis (red.): Policey im Europa der Frühen Neuzeit, Frankfurt am Main 1996, s. 523-24. 61 Reskript af 20. december 1681. I reskript af 13. februar 1683 fik Caspar Schøller toldfrihed for det papir, han indførte til at trykke Danske og Norske lov samt politiordningen. 62 Reskript af 20. marts 1682. 24 politiordningen trykke.63 På dette tidspunkt regnede man altså endnu med, at politiordningen ville blive færdig snarest. I 1683 indbød den enevældige regering til, at offentligheden måtte komme med forslag til politiets indrettelse. Dette skete i forordningen af 24. februar 1683: ”… enhver maa andrage for Kongen eller de Deputerede i Politien, hvis tvivlagtigt og mørkt dem forekommer i de om Politien udgivne Frr., samt indsende de Forslag, de eragte tienlige til Politiens Forbedring; …”.64 Spørgsmålet er, om man faktisk havde tænkt sig, at alle og enhver skulle henvende sig med gode råd. Måske kunne man på dette tidspunkt føle sig sikker på, at kun veluddannede mennesker ville fatte pennen. Ikke desto mindre var det en indbydelse til en form for opinion. Denne invitation til at komme med forslag må ses som en erkendelse af Politiebegrebets omskiftelige og diffuse karakter; man håbede endnu på at kunne udgive en samlet politiordning, men det stod klart, at det ikke kunne gøres uden at inddrage befolkningens erfaringsbaserede opfattelse af, hvad der hørte ind under begrebet. I 1685 befalede centraladministrationen magistraterne i de norske byer til at ”… indsende hvad de finde tjenlig og fornøden til en Politie-Ordning, som Kongen med det Første vil i Tryk lade udgaae”.65 Et enslydende reskript sendtes til amtmændene i Norge.66 Man havde altså ikke opgivet arbejdet med politiordningen, men ville tværtimod udbrede arbejdet til alle dele af rigerne. Kommissionen arbejdede imidlertid endnu på politiordningen så sent som i 1691. På dette tidspunkt sendte centraladministrationen en liste over emner, som kommissærerne ikke havde behandlet. De blev beordret til snarest at gøre politiordningen klar til resolution ”…saasom det gemene Bedste nødvendig udfordrer, at en velskikked Politie-Ordning jo før jo heller bliver indrettet, og i Kongens Riger introducered”.67 I 1701 nedsattes igen en kommission, som skulle efterse ”de siden Christiani qvarti Reces udgangne Forordninger saavel Justitien som Politien vedkommende, … og hvert Slags for sig samle”.68 I 1710 fik tre af kommissærerne besked på at arbejde videre ud fra det ni år gamle kommissorium. 69 Året efter fik politi- og kommercekollegiet besked på at gennemgå den samling af forordninger Politien vedrørende, som kommissionen havde sammenstillet. Dette skete, fordi kommissionen ikke kunne forventes at være lige så opdateret om politiets arbejde som politi- og kommercekollegiet, der dagligt arbejdede sammen med politiet. Når samlingen var gennemgået, kunne kommissionen føre værket ”til fuldkommen 63 Reskript af 6. maj 1684. Forordning af 24 februar 1683. 65 Reskript af 9. maj 1685. 66 Reskript af 16. maj 1685. 67 Reskript af 7. februar 1691. 68 Reskript af 15. oktober 1701, til Caspar Schøller, etatsråd Benzon, justitsråd Vinding, Joh. Worm, Severin Rasmussen og kancelliråd Slange. 69 Reskript af 18. januar 1710, til Gehejmeråd Caspar Schøller, etatsråd Povel Vinding og justitsråd Niels Slange. 64 25 Endskab”.70 På dette tidspunkt forelå der en næsten færdig samling af forordninger, som kunne udgives som den samlede politiordning. 71 Årsagerne til at den næsten færdige politiordning aldrig blev godkendt og trykt er ukendte. Dübeck sætter arbejdets opgivelse i forbindelse med pesten i 1711 og med Store nordiske Krig. Disse begivenheder forklarer dog ikke, at arbejdet med politiordningen ikke blev genoptaget i 1720’erne, hvilket Dübeck selv gør opmærksom på.72 Måske var politi- og kommercekollegiet simpelthen negativt indstillet overfor det, hvilket kunne betyde at arbejdet blev helt opgivet. Så sent som i 1768 nævnede Henrik Stampe den længe ventede politiordning, men på dette tidspunkt var det med tydelige ironiske undertoner. Han svarede på en norsk stiftamtmands ønske om en fuldstændig liste over de ting, som hørte under Politien, med at skrive, at en sådan liste ville komme når politiordningen blev færdig, ”… hvilket dog vel ej heller er saa nær”.73 Det svarede til at anbefale stiftamtmanden at slå det op i vejviseren. På det tidspunkt var opfattelsen blandt de retslærde altså, at den i forordet til Danske Lov udtrykte hensigt om at lade forfærdige en sådan ordning var forblevet uopfyldt. Denne opfattelse af politiordningens skæbne er blevet den almindelige blandt de forfattere, som senere har beskæftiget sig med emnet. 74 Enkelte forfattere har dog nuanceret spørgsmålet. Inger Dübeck fremlægger i sin disputats den ide, at Danske Lovs politiordning enten fra begyndelsen var tænkt som en kompilation snarere end en kodifikation, eller at det i løbet af kommissionens arbejde blev klart, at man måtte nøjes med en kompilation. Hun konkluderer: ”… det praktiske resultat af anstrengelserne (blev), at politiordningen fik form af en række forordninger”.75 Dette må jo siges at være evident; der udkom ikke en samlet politiordning, men der udkom en lang række forordninger. Dübecks synsvinkel siger altså ikke så meget om lovgivernes intentioner og om forløbet i øvrigt. Det er stadig uafklaret, om den oprindelige plan var at lave en kodifikation eller en kompilation. Henning Koch arbejder videre på Dübecks teori og anfører, at en bog, som findes på det kongelige bibliotek, kunne være en sådan kompilation. Bogen har titlen ”Adskillige Hans Kongl. Mayt. Forordninger Politien angaaende, item nogle sær Puncter af een deel Forordninger, alle Vedkommende til Efterretning”. 70 Reskript af 17. juli 1711. Inger Dübeck har fundet dette udkast til politiordningen på Rigsarkivet. Se Dübeck 1983. 72 Dübeck 1983, s. 167-172. 73 Stampes Erklæringer: Bd. V, nr. CLIII , s. 486-490. Jf. Birgit Løgstrup: Dommer og administrator. Herredsfogden 1790-1868, Kbh. 1982, s. 162. 74 A.S. Ørsted: Nyt Juridisk Arkiv 1812-1819 VII, s. 163-164. Baden 1822, s. 64. Dübeck 1978, s. 461-462. Dübeck 1983. Koch 1982, s. 31. 75 Dübeck 1978, s. 462. 71 26 Bogen er trykt i 1686 uden angivelse af hvem, som har redigeret den. Indholdet er en samling af forordninger opstillet i 27 punkter.76 De 27 forordninger dækkede et meget bredt område af dagliglivet. Forordningen om rangen var optrykt, overdådighedsforordningerne ligeså. Forordningerne om vægt og mål var optrykt og brød- og kødtaksterne for København. Der var også forordninger om betlere og løsgængere, om vægterne i København og om gadelygterne. Der fandtes dog også punkter, som ikke behandlede københavnske forhold, f.eks. færgetakster for overfarterne KorsørNyborg og andre steder, samt en forordning om stutterier og stodheste. Det er tydeligt både på indholdet og på titlen, at bogen skal opfattes som en vejledning til de embedsmænd, der beskæftigede sig med Politien, herunder naturligvis også den fire år tidligere udnævnte politimester. Inkluderingen af brød- og kødtaksterne samt priserne for færgeoverfarter og rangforordningen skabte en praktisk håndbog, som kunne benyttes i det daglige arbejde. Nogle af punkterne var dog ikke rettet direkte mod politimesteren i København, men var snarere mere generelle politibestemmelser. For eksempel forordningerne om færgetaksterne og stutterierne rundt om i landet. Er der tale om den berømte politiordning? Det er næppe troligt, da der er væsentlige dele af Politien, som ikke blev behandlet i bogen. For eksempel manglede laugsartiklerne, brandordningen og politimesterens instruks, som alle burde findes i en komplet politiordning. Der var altså snarere tale om en slags prøveballon, hvor nogle af de væsentligste forordninger på området var samlet og trykt som et hjælpemiddel til alle de embedsmænd, der beskæftigede sig med politiforhold. Arbejdet med politiordningen fortsatte jo også længe efter 1686. 77 Koch konkluderer: ”Samlingen synes dog at kunne underbygge Dübecks formodning om, at der i det mindste som en midlertidig løsning blev udgivet en kompilation af forordninger”.78 Dette er igen en uimodsigelig påstand, men da det ikke kan afgøres, om det er Caspar Schøller, som har udgivet samlingen, og da værkets oprindelsessituation i øvrigt er ukendt, bringer det os ikke meget videre. 79 Værket kan således ikke entydigt sættes i forbindelse med kommissionen, som arbejdede med at tilvejebringe en samlet politiordning. Der er dog ikke nogen tvivl om, at dette værk er redigeret i samme ånd som politikommissionen arbejdede; man ville samle den tilgængelige viden og den hidtidige praksis på politiområdet, og man ville forlene området med den legitimitet, som udsprang af at have et samlet lovværk som grundlag for embedsmændenes arbejde. I 1728 udgav politimester Hans Himmerich en lille bog. Bogen indeholdt, foruden et forord, hvor Himmerich udlagde sit syn på politiets historie, alle de politiplakater, som var udgået fra politikammeret i hans embedsperiode. Der var altså tale om en samling af gældende regler for Politien i København. 80 76 Adskillige Hans Kongl. Mayt. Forordninger Politien angaaende, item nogle sær Puncter af een deel Forordninger, alle Vedkommende til Efterretning, Kbh. 1686. 77 Dübeck 1978. 78 Koch 1982, s. 33. 79 Jf. Dübeck 1983, s. 164-65. 80 Himmerich 1728. 27 Samme år, 1728, samlede Himmerich en ”Specification paa de Qvinde Mennisker som siden tiltrædelsen af mit Allernaadigst anbetroede Politie-Mester Embede og til Dato udi berygtede og slemme Huuse ere paagrebne,…”.81 Politimesteren anså det altså for sin pligt, eller mente at det ville stille ham i et positivt lys hos sine overordnede, at kompilere akter vedrørende sin egen embedsførelse. Det kan ikke siges med sikkerhed, hvorfor den lovede politiordning aldrig blev trykt. Den almindelige opfattelse er, at det efterhånden kom til at stå klart for kommissærerne og for embedsmændene i Danske Kancelli, at en sådan politiordning måtte ændres alt for ofte til, at det gav mening at få den trykt. Det vil dog være forkert at sige, at der ikke kom noget som helst ud af politikommissionens arbejde. Tværtimod kom der adskillige resolutioner, forordninger og endog bøger, som tilsammen opstillede temmelig præcise rammer for politiets arbejde, og som giver et ganske klart billede af samtidens forståelse af området. De vigtigste af disse regulativer for politiområdet er opremset nedenfor. Det var ikke politikommissionen, der alene stod for disse kompilationer og love, men der var tale om en målrettet bevægelse hen imod ordnede forhold på de områder som vedkom Politien. Politikommissionen er blot ét udtryk for denne bevægelse. Følgende samlinger af bestemmelser, som angik Politien, blev udarbejdet i tiden efter politimesterembedets indstiftelse: - kongelig resolution på nogle forespørgsler om egeligkister, klædedragt og negociens inddeling i København af 3. april 1683. Resolutionen var et svar på politimester Claus Raschs anmodning om at få præciseret rammerne for udøvelsen af politimesterembedet. Politimesteren havde spurgt om en række emner vedrørende overdådighedsforordningerne. Disse emner blev omhyggeligt besvaret i 19 punkter.82 - Politimesterens instruks af 23. juni 1683. Instruksen fastlagde de mere generelle rammer for politimesterens embedsførelse.83 - Politimesterens instruks af 5. september 1691. Denne instruks samlede både de generelle og mere specifikke rammer for politimesterens arbejde. 84 - Forordningen om politiens administration af 22. oktober 1701. Denne forordning var baseret på politimesterens instruks af 1691 og blev referencepunktet for politimesterens arbejdsopgaver resten af århundredet.85 Jeg har allerede tidligere behandlet Himmerichs syn på politiets historiske oprindelse, som det fremgår af bogens forord. Se også diskussionen. 81 RA DK D21, koncepter og indlæg til sjællandske tegnelser 14.6.1728, nr. 372. Listen er behandlet i: Stevnsborg 1982, s. 22. 82 Kongl. Resolution paa nogle Forespørgseler om Eege-Liigkister, Klædedragt, og Negociens Inddeeling i Kjøbenhavn, 3. april 1683. 83 Jf. kapitlet ”Politimesterens første instruks, 1683”. 84 Jf. kapitlet ”Instruksen af 1691”. 85 Jf. kapitlet ” Forordningen om Politiens Administration af 22. oktober 1701”. 28 - Laugsartiklerne blev nyordnet under den enevældige kongemagts kontrol i 1680’erne. Københavns præsident P. Resen samlede en række laugsartikler i en protokol i 1683.86 Som vist ovenfor, udkom der, udover de nævnte samlinger, enkelte trykte værker, som forsøgte at samle væsentlige dele af politiforordningerne. Samlingen af politiforordninger fra 1686 var ikke langt fra at være den politiordning, som var blevet lovet. Der manglede ganske vist laugsartiklerne, men de forelå som nævnt i en samlet protokol. Hvis man havde trykt disse ville politimesteren og andre embedsmænd have haft en håndbog, som kunne være til stor hjælp. Politimester Hans Himmerichs samling af politiplakater var et andet forsøg på at kompilere lovgrundlaget for politiets daglige arbejde. Med en samling af politimesterens egenhændigt udstedte plakater var udgangspunktet dog et ganske andet end samlingen af forordninger, som var udstedt af centraladministrationen. Himmerich trak på ideen om en udgivelse af relevante love, og forlenede dermed sine egne dispositioner med større legitimitet. Han benyttede altså nogle af de samme virkemidler som centraladministrationen havde forsøgt, men ud fra sin egen dagsorden. Der er næppe tvivl om, at den oprindelige tanke, som udtrykt i forordet til Danske Lov, var, at lave politiordningen som en egentlig kodifikation, hvor emnet blev behandlet selvstændigt af en stærk kommission. Formuleringen i Danske Lov forekommer utvetydig i den retning. Efterhånden blev politikommissionens kommissorium indskrænket, ligesom antallet af medlemmer til sidst var nede på tre. Dette tyder på, at man fra centraladministrationens side nedsatte ambitionsniveauet. Det lykkedes dog den reducerede kommission at fremstille et udførligt udkast til en samlet politiordning. Den blev blot aldrig færdiggjort til udgivelse. Det var ikke umuligt at lave en politiordning, det var bare upraktisk og omkostningsfuldt. Hvis det havde været bydende nødvendigt for de embedsmænd, som arbejdede med Politien, at have en samlet bog, ville en sådan formentlig være blevet lavet. Med oprettelsen af politimesterembedet i 1682 var situationen imidlertid den, at der fandtes en specialiseret embedsmand, som udelukkende beskæftigede sig med feltet, og som fik tilsendt de relevante forordninger fra kancelliet, så han havde dem til sin rådighed. Ydermere blev en stor del af politimesterens arbejde styret af præcedens, politisk tæft og daglige ad hoc afgørelser, alle disse ting kunne vanskeligt skrives ned. Dermed var behovet for en politiordning næppe specielt presserende. Det forekommer sandsynligt, at det netop var oprettelsen af politimesterembedet, som gjorde politiordningen overflødig. Det er interessant, at centraladministrationen så længe holdt fast i tanken om en samlet politiordning. Man har åbenbart opfattet det som ønskværdigt at opstille klare regler for dette embede, ligesom man havde klare regler på andre retslige 86 Se C. Nyrop: Den danske Enevoldsmagt og Lavene, Kbh. 1909, s. 123ff, 133-40. 29 områder. Politiområdet var bare for diffust og omskifteligt til, at det var praktisk at detailregulere det. Delkonklusion. Det fremgår af kapitlet om Politie-begrebets skiftende betydningsindhold, at ordet gennemgik en ændring fra Store Reces til Danske Lov. Oprindeligt var Politie udtryk for en uforanderlig, statisk, måske ligefrem utopisk samfundsorden, som lovene og øvrighedens myndighedsudøvelse tilstræbte. Med Danske Lov blev en ny betydning stadfæstet. Politie var endnu udtryk for den ønskede samfundstilstand, men begrebet blev opfattet som noget dynamisk og foranderligt, som derfor ikke længere hørte hjemme i de egentlige love. Den nye betydning af ordet Politie havde betydning for udøvelsen af politimyndighed. Da Politien ikke længere hørte til de almindelige love, men var blevet sit eget lovområde, politiretten, kunne de almindelige retter ikke forventes at varetage området. Det mere komplekse politibegreb fordrede en mere specialiseret embedsmand, derfor var det logisk at oprette et embede, som udelukkende beskæftigede sig med dette område. Med oprettelsen af politimesterembedet kom der et mere opsøgende og proaktivt element ind i politiområdet. Politien var ikke længere noget, som skulle ”opretholdes”, det var noget, som man skulle arbejde målrettet hen imod. Og der fandtes nu en specialiseret embedsmand, som havde myndighed og magtmidler til at påtage sig denne opgave. Var embedsmændene i centraladministrationen og i lovkommissionerne bevidste om den betydningsændring, de stadfæstede med oprettelsen af politimesterembedet og med formuleringen i forordet til Danske Lov? Den videre behandling af afgrænsningen af politimesterens ressort vil vise, at der ikke var konsistens i myndighedernes forventninger til politimesteren, ligesom der ikke var en klar udviklingslinje i lovgivningen om embedet. Der var altså ikke nogen, der fra begyndelsen i 1680’erne havde en klar plan for politimesterembedet eller for politiretten. Tværtimod stak myndighedernes behandling af området i flere retninger; man øgede nogle af politimesterens beføjelser, og man stækkede hans indflydelse på andre områder. Det ville også være temmelig usædvanligt, hvis myndighederne havde haft en klar plan for den videre udvikling af et nyt embede. Måske er det mere relevant at spørge, hvad myndighederne forventede sig af den nye embedsmand, og om der lå en bevidst plan bag den nye brug af ordet Politie. Der er ingen tvivl om, at man ønskede en embedsmand, som kunne påtage sig det store arbejde at holde opsyn med det diffuse område, Politien, som tidligere havde været forvaltet af en række forskellige embedsmænd. Bag denne forventning lå formentlig en erkendelse af, at området ofte var blevet underprioriteret og et ønske om en styrkelse af kontrollen med området. 30 Udelukkelsen af Politien fra Danske Lov var nok afstedkommet af praktiske hensyn. Man kunne ikke skabe den klare lovsamling, som man ønskede, hvis man skulle tilpasse politiområdets ”rodekasse” til den stramme disposition. Således må man formode, at ”rodekassen” kom først. Derefter opstod ideen til at oprette et embede, som kunne tage vare på området. Ideen til at udnævne en politimester kom givetvis fra udlandet, hvor lignende embeder var blevet oprettet i årene op til 1682. I Paris skete dette i 1667.87 Ideen til politiordningen var ikke ny. I de tyske stater havde man længe benyttet sådanne ordninger i reguleringen af samfundsforholdene.88 Der var også tidligere blevet lavet udkast til en dansk politiordning. De langvarige bestræbelser på at tilvejebringe en egentlig samlet politiordning kan give indtryk af en hvis inkonsekvens fra centraladministrationens side. En regering, og endda en enevældig regering, som annoncerer en lovpakke, og arbejder på den i adskillige år og i mindst tre kommissioner, uden at arbejdet fuldendes, må uvægerligt virke tøvende og uengageret. Jeg har ovenfor argumenteret for, at årsagen til at politiordningen aldrig blev samlet og trykt var, at politimesteren efterhånden fik en sådan ekspertise, at en samlet politiordning ikke længere var tvingende nødvendig. At centraladministrationen fortsatte med at nedsætte kommissioner, som skulle arbejde videre med politiordningen, viser, at man prioriterede området relativt højt, og at man havde et klart ønske om også at regulere området officielt. Når arbejdet ikke blev tvunget igennem og fuldført, hører det måske sammen med, at området i den sidste kommissions periode var blevet relativt velreguleret. Gennem politimesterens og politirettens protokoller kunne embedsmændene i centraladministrationen holde sig informeret om embedets udøvelse, og gennem direkte kontakt til politimesteren eller de tilforordnede i politiog kommercekollegiet kunne man fra centraladministrationen udøve indflydelse på embedsførelsen. Arbejdet med udfærdigelsen af Danske Lov havde nydt fremme, fordi det var en nødvendighed for gennemførelsen af den enevældige magtpolitik. Loven skulle dog regulere forholdene i hele det danske rige også på afsides liggende steder fjernt fra embedsmændene i København. Derfor var et velordnet lovværk nødvendigt. Politimesterembedet var derimod hovedsageligt af lokal art. Forholdene i København var ikke større end, at man kunne holde sig orienteret om politimesterens virke. Dette betød, at politiordningen ikke var strengt nødvendig. 87 88 Horton, ,Christine: Policing Policy in France, Policy Studies Institute 1995, s. 9. Jf. Stolleis, Michael (red.): Policey im Europa der Frühen Neuzeit, Frankfurt am Main 1996. 31 Skabelsen af politimesterembedet. Med oprettelsen af politimesterembedet i 1682 havde den enevældige administration fået en ny kongelig tjener, som gennem sin stillingsbetegnelse var knyttet til det omfattende, men diffuse, område kaldet Politien. Der fulgte ikke en instruks med embedet fra begyndelsen, og det er i det hele taget temmelig uklart, hvad man havde forestillet sig, at politimesterens rolle skulle være. Årene fra 1682 til 1701, hvor den store politiforordning udkom, var en periode, hvor den første politimester, Claus Rasch, og centraladministrationen arbejdede på at definere politimesterens rolle og grænserne for hans virke. Efter 1701-forordningen var der i princippet klare regler for politimesterens embedsførelse og for hans ressort. Der var dog vide muligheder for fortolkninger, og adskillige forordninger og reskripter formede embedet op igennem 1700-tallet. Politimesterens instruktion fra 1741 var den sidste store ændring i denne afhandlings undersøgelsesperiode. Som nævnt ovenfor, havde ordet Politie gennemgået en betydningsændring i årene op til udnævnelsen af den første politimester i 1682. Nogen præcis definition af, hvilket område Politien dækkede, var dog ikke fremkommet. De første år af politimesterens virke forløb uden en klar definition af politimesterens arbejdsområde. I dette kapitel behandles de instrukser, forordninger og reskripter, som efterhånden kom til at fastlægge politimesterens og politibetjentenes virkefelt. Kapitlet er således baseret på normative kilder, hvori centraladministrationen fastlagde, hvilke områder politimesteren skulle have ansvaret for. Denne udvikling gennemgås kronologisk. Forholdet mellem lovene og politimesterens faktiske daglige arbejde bliver kun indirekte berørt.89 Politimesteren kunne ikke uden videre overskride sine beføjelser, men indenfor instruksernes og lovenes rammer var der utallige fortolkningsmuligheder. På trods af at politimesteren var underlagt forskellige instanser igennem undersøgelsesperioden, havde han formentlig temmelig frie hænder til at vægte de arbejdsopgaver, som han selv mente var de vigtigste. Også på dag-til-dag niveauet, ”på gadeplan”, var der mulighed for en personlig fortolkning af reglerne. Politimesteren var daglig leder af både det fåtallige politikorps og det noget større vægterkorps. Han sad også i politiretten, som var klageinstans for borgere, der følte sig forulempet af ordenshåndhæverne. Denne dobbeltrolle gav politimesteren vide muligheder for at forme korpsets omgangstone i forhold til borgerne og for at fastsætte rammerne for de enkelte betjentes fremfærd i deres daglige arbejde. 89 I kapitlet ”Politirettens jurisdiktion. Forholdet mellem civile og militære myndigheder”. 32 Politimesterens første instruks, 1683. Da Clavs Rasch blev udnævnt til Københavns første politimester den 12. december 1682, var den nye politimesters myndighedsområde temmelig diffust. Det var naturligvis et problem for den nyudnævnte embedsmand. Han var den første af sin slags, ingen havde tidligere stået med et personligt ansvar for opretholdelsen af god Politie i København, og i princippet i hele landet. Politimesteren havde en betydelig magt bag sig, da han var foresat både de få politibetjente og fra 1683 det væsentligt mere talrige vægterkorps, men han havde ikke mange retningslinjer at følge for udøvelsen af denne magt. I foråret 1683 indgav Rasch en memorial til centraladministrationen, hvor han udbad sig en nærmere forklaring vedrørende overdådighedsforordningerne. Især ønskede han at få præciseret hvem, som måtte begraves i egekister og hvem, som måtte lade sig nøje med fyrretræ. Derudover ville han have retningslinjer for ”Excecutionsmaade”. Han ville altså have præciseret, hvilke magtmidler han kunne anvende i givne situationer. I svaret blev det lovet, at der ville blive udfærdiget en instruks snarest.90 Denne instruks kom den 23. juni 1683. 91 I denne første instruks for politimesteren i København ses allerede omridset af de arbejdsområder, som indtil 1800-tallet udgjorde politimesterens ressort. Som det første anførtes den temmelig diffuse opgave, at politimesteren skulle sørge for, at alle forordninger, som hørte til Politien, blev overholdt.92 Dette var en afspejling af den almindelige holdning, at alle kongelige embedsmænd skulle sørge for at forordningerne blev overholdt, for så vidt som de lå inden for deres myndighedsområde. For politimesteren var det mere diffust, hvilke love han helt præcist havde ansvaret for; definitionen på hvilke sager, som hørte under Politien var, som nævnt ovenfor, temmelig flydende. I praksis må det derfor have været meget vanskeligt for politimesteren at afgøre, hvilke forordninger han havde ansvaret for. Instruksen gjorde heller ikke meget for at afgrænse politimesterens område fra andre embedsmænds ressorts. Det lovedes dog, at de for politimesterembedet relevante forordninger ville blive ham tilsendt fra Danske Kancelli. Deri lå der en mulighed for at 90 Resolution af 3. april 1683. Denne instruks er nævnt med titel, dato og årstal i Fogtmanns Reskripter, men den er ikke trykt, hverken i Fogtmans Reskripter eller i Schous Forordninger. Henning Koch anfører, at denne første instruks for politimesteren i København ikke havde været behandlet af politihistorikerne, før han selv fandt en afskrift af den på det kongelige bibliotek. Koch mener, at afskriften er fra 1800-tallet, men kan ikke sige noget videre om proveniensen. I Kochs artikel er afskriften optrykt: Koch 1982, s. 41-42. Instruksen findes imidlertid i original i: Rigsarkivet: DK, Koncepter og Indlæg til Instruktionsbøgerne, A 91. Der findes også en kopi i de såkaldte ”instruktionsbøger” på Rigsarkivet: DK, Instruktionsbøger, A 90, s. 169. Det er formentlig herfra Henning Kochs afskrift er taget. Jf. Dübeck 1983, s. 162 & note 19. 92 Rigsarkivet: DK, Instruktionsbøger, A 90, Instruktion for politimester Claus Rasch, 23. juni 1683, Post 1. 91 33 differentiere opgaverne; politimesteren kunne ikke holdes ansvarlig for overholdelsen af forordninger, som han ikke havde fået sendt en kopi af. 93 Det var også politimesterens opgave at ansætte folk til at holde gader og torve rene. Denne opgave overtog han fra magistraten. Han overtog også retten til at oppebære skillingstolden, som skulle betale for gaderenovationen. 94 Politimesteren skulle arbejde tæt sammen med magistraten om at holde god Politie i byen95. Befalingen om at leve i enighed med hinanden tyder på, at der allerede fra begyndelsen viste sig spændinger i forholdet mellem magistraten og politimesteren. Da Clavs Rasch året efter blev udnævnt til borgmester, var det vel et forsøg på dels at integrere ham i bystyret og dels at forlene hans embede med tilstrækkelig vægt til at hævde sig overfor magistratens øvrige medlemmer. Efter politimesterens forslag blev den bestemmelse medtaget, at magistraten skulle hjælp ham i hans arbejde. Dette retter sig nok fortrinsvis mod de områder, hvor magistratens og politimesterens arbejdsområder var sammenfaldende. F.eks. i laugssager.96 Allerede i denne første instruks tillagdes politimesteren myndighed til at udskrive bøder for forseelser. Der var ikke, som i de senere politiforordninger, sat en øvre ramme for bødestørrelsen. Politimesterens ret til at idømme bødestraf var alene defineret af, at forseelsen var af politimæssig karakter. 97 Hvis den mulkterede person nægtede at betale bøden, steg beløbet til det dobbelte og politimesteren måtte, efter to advarsler, udpante med hjælp fra underfogden og to mænd, som han selv måtte udvælge. Hvis nogen voldeligt forhindrede en sådan udpantning, skulle det meddeles til generalfiskalen, som så ville rejse tiltale. Politimesteren fik halvdelen af beløbet fra de indkomne bøder, den anden halvdel skulle deles mellem anmelderen og kvæsthuset. At politimesteren kunne udskrive bøder uden en egentlig rettergang giver et fingerpeg om denne nye embedsmands rolle. Han skulle kunne afklare småsager hurtigt og uden at besvære det ordinære retssystem. At systemet med provisionsbetaling for politiarbejdet gav vide muligheder for misbrug blev åbenbart ikke set som et problem. Dette system var også i overensstemmelse med den almindelige måde at udøve embeder på i samtiden, hvor der ikke var et klart skel mellem embedsmændenes privatøkonomi og de midler, som de var sat til at bestyre. Sportelsystemet var den mest udbredte måde at aflønne statens ansatte på. Politimesteren blev i denne instruks sat som overordnet for byfogderne, som havde ansvaret for opretholdelsen af god Politie i købstæderne. Han skulle 93 Denne måde at afgrænse politimesterens ansvarsområde var i brug i hvert fald op til midten af 1700tallet: I 1754 fik assistenshuset tilladelse til at rekvirere hjælp fra politiet til at efterforske ulovligt pengeudlån. Politimester Torm nægtede imidlertid at hjælpe, da han ikke havde fået tilsendt en kopi af det relevante reskript. Først da direktøren for assistenshuset sendte en supplik til Danske Kancelli, som derefter kontaktede politimesteren, ville Torm påtage sig opgaven. OB 1753-1754, nr. 910 & 911. 94 Instruks af 23. juni 1683, Post 4. 95 Ibid., post 5: (politimesteren) ”skal lefve i god enighed oc fortroelighed med Magistraten… , oc skal de flittig conferere med hinanden om alt hvis som kand tiene til een god Politie, Skik oc Orden, …”. 96 Ibid., post 4. 97 Ibid., Post 2. 34 korrespondere med dem og udfærdige instrukser for deres embedsførelse. 98 Hvis de ikke udførte deres hverv ordentligt skulle han melde det til centraladministrationen, så de kunne blive fyret. Det må fra begyndelsen have stået klart, at politimesteren i udførelsen af sit arbejde uvægerligt ville bringe sig i opposition til adskillige mennesker. Ganske vist skulle han sørge for, at alle uden stands anseelse overholdt forordningerne, 99 men der måtte alligevel helliges en paragraf til hans måde at udføre sit hverv på: ”Hand skal begegne eenhver efter sin Stand oc vilkor med fiinhed oc Høflighed, hvorimod vi hannem oc saavelsom hans Betiente imod alle oc enhver allernaadigst handthefve oc beskytte vill, oc ej tilstede at dennem udi deres Embedes forretning nogen u-lempe i ringeste maade vorder tilføjet”.100 Denne paragraf skulle understrege betydningen af konduite i udførelsen af politiforretningerne. Noget som nok kunne vise sig at være af stor betydning i samtidens ærekære og ekstremt stratificerede samfund.101 Til gengæld kunne politimesteren regne med kongens opbakning i de sager, hvor finhed og høflighed ikke var tilstrækkeligt til at afværge klager. Instruksen gjorde det ligeledes klart, at politimesteren havde sæde i politikommissionen og havde pligt til at give møde så ofte, det var muligt. Det er uklart, hvilken rolle politikommissionen spillede i de første år af politimesterens virke, ligesom det ikke kan afgøres, hvor ofte kommissionen mødtes. Mere om dette emne nedenfor. Denne første politiinstruks i Danmark er ganske kort i forhold til senere instrukser, den indeholder kun 8 poster. Disse poster var oven i købet holdt i temmelig generelle vendinger. Efterhånden blev politimesterens opgaver defineret mere klart, men den første instruks kom, på trods af sit interimistiske præg, til at være i kraft i 8 år. I denne tid udstak de 8 generelle poster i instruksen politimesterens kurs i embedsførelsen. Efterhånden meldte behovet sig for en opdateret instruks. I de mellemliggende år havde politimesteren og hans betjente i samarbejde med politikommissionen, magistraten og de centrale myndigheder udviklet en praksis for embedsførelsen. De havde gennem det daglige arbejde skabt en viden om hvilke områder, som logisk og praktisk burde ligge under politimesterens ressort. Denne erfaring blev udmøntet i instruksen af 1691. 98 Ibid., Post 3: ”… til hvilken ende hand oc flittig med dennem oc de med hannem om alt, hvis i saa maade forholde kand, skal conferere, oc have hand dennem behørige instruxer at gifve, …”. 99 Ibid., Post 1. 100 Ibid., Post 6. 101 Jf. kapitlet ”Klager over politiet” i andet hovedafsnit. 35 Instruksen af 1691. Politimesterens instruks af 5. september 1691 var langt mere detaljeret end den første instruks fra 1683.102 De fleste punkter fra den tidligere instruks var indeholdt i første afsnit, som omhandlede politimesterembedet i almindelighed. Dette understreger, at den oprindelige instruks havde været holdt på et meget generelt plan. Der er dog flere punkter, hvor der blev tilføjet noget nyt. Det første afsnit i instruksen omhandlede de institutionelle rammer for politimesterembedet, og det indeholdt 8 punkter. Det første punkt var delvist en gentagelse af 1683-instruktionens ord om, at politimesteren skulle sørge for, at alle uden stands anseelse, overholdt politiforordningerne. Punkt to præciserede, at politimesteren skulle være dommer i politiretten. Denne ret skulle bestå af en repræsentant fra hofretten, en fra admiralitetsretten, en fra magistraten og en af de 32 mænd. 103 Ved at sammensætte politiretten af personer fra forskellige domstole og fra såvel civile som militære myndigheder, ville man gøre det lettere at skære igennem moradset af forskellige jurisdiktioner i byen. Foruden at dømme i politisager skulle disse ”tilforordnede ved Politien” tage nye politibetjente i ed, formentlig også godkende dem samt fungere som klageinstans for borgere, der mente sig forulempet af politibetjentene. Hvis klagerne kunne afgøres med en irettesættelse eller en afskedigelse skulle de ordnes i politiretten, i mere alvorlige sager skulle der henvises til det almindelige retssystem eller rettes henvendelse til kongen. 104 1691-instruksen satte også politimesteren som overordnet til købstædernes byfogder og provinsens herreds- og birkefogder.105 Desuden fik politimesteren ordre til at ”holde rigtig Bog og Protocol over alt det som passerer”.106 I denne politiprotokol skulle indføres alle bøder, som politimesteren tildelte. Når den var fyldt, skulle den sendes til kancelliet. Der var altså tale om en slags kontrol med politimesterens embedsførelse. Det fremgår af mine kilder, at politiprotokollen også kunne være til gavn for politimesteren, når han ville overbevise centraladministrationen om at se en sag fra en bestemt vinkel. 107 En anden tilføjelse til den forrige instruks var, at der indførtes en tidsfrist på to dage, hvorefter arrestanter enten skulle løslades eller tiltales. 108 Det fremgår ikke klart, om der menes, at der skulle rejses sag i politiretten, eller om folk kun kunne varetægtsfængsles, hvis der blev rejst tiltale ved en af de almindelige domstole. 102 1691-instruksen er ikke trykt hos Schou eller Fogtmann, men der ligger et trykt eksemplar i: DK, Koncepter og Indlæg til Sjællandske Registre, C7, 1691, 5. september, Nr. 145. 103 Instruks af 5. september 1691, Politimesterens forretninger i almindelighed, § 2. De 32 mænd var datidens borgerrepræsentation. 104 Instruks af 5. september 1691, Politimesterens forretninger i almindelighed, § 3. 105 Ibid., § 4. 106 Ibid., § 5. 107 Jf. hovedafsnit 2, Case nr. 2: Hans Himmerichs angreb på den jødiske menighed i København i 1729. 108 Instruks af 5. september 1691, Politimesterens forretninger i almindelighed, § 6: ”De Personer/som hand efter denne Instrux skulle foraarsagis at lade arrestere/skal hand om anden Dagen strax løs lade/eller Sagen ved ordentlig Lands Lov mod dem lade paatale”. 36 Det sidste punkt i de generelle bestemmelser om politimesterens arbejdsområder præciserede, at politimesteren skulle henvende sig direkte til kongen i de tilfælde, hvor instruksen eller de vedtagne forordninger ikke var dækkende. Denne paragraf skulle understrege, at politimesteren ikke var underlagt magistraten eller politiretten, men svarede direkte til højeste sted. Samtidig var det en måde at tage højde for den diffuse og omskiftelige karakter, som politimesterembedet havde; man ønskede, at politimesteren skulle involvere sig i sager, også selvom der ikke var tænkt på alt i forordningerne og instruksen. Dermed fik politimesteren adgang til at tage sager op efter eget skøn, blot han gjorde det i samarbejde med Danske Kancelli, så man kunne sikre sig, at hans dispositioner var i samklang med den officielle politik. I den første instruks for politimesteren i København var hans ressort, ganske logisk men temmelig diffust, defineret som opretholdelsen af de Politien vedkommende forordninger. Det eneste punkt, som blev nærmere specificeret, var opsynet med gaderenovationen. Med 1691-instruksen kom der mere orden i sagerne. Foruden en mere udførlig generel beskrivelse af politimesterens myndighedsområde fik han her en detaljeret liste over sagsområder, som han skulle holde opsyn med. De mere specifikke punkter står i anden del af instruksen, ”Om Politiemesters embede i særdelished”. Da sagerne i denne instruks var grundlæggende for politimesterembedets arbejdsområder i hele den behandlede periode, vil jeg behandle instruksen in extenso. Sagerne er behandlet i 12 paragraffer: I: II: III: IV: V: VI: VII: VIII: IX: X: XI: XII: Gejstlige Sager. Hellig-Fæst-og Bede-Dage angaaende Om Ærbarhed og gode Sæder. Om Fremmede og løsgængere. Om Skik og Orden. Om Torve. Om Gaderne. Om Vandvæsenet. Om Kiøb og Sal. Om Laugene. Om Vægtere/Løgter og Brandvæsenet. Om Reysende. Hver enkelt af disse paragraffer havde op til syv understykker. Dermed var politimesterens væsentligste sagsområder behandlet. De første to paragraffer handlede om politimesterens opgaver som religiøst politi. Han skulle holde opsyn med, at ingen lod sig omvende til andre religioner 37 end den reformerte kristendom.109 Han skulle sørge for, at der var orden i gaderne under gudstjenesten, samt at ingen arbejdede eller berusede sig, mens gudstjenesten stod på.110 Desuden skulle han censurere bøger, der udbredte vranglære.111 Paragraf III ”Om Ærbarhed og gode Sæder” indeholdt et temmelig bredt udvalg af sagstyper: Politimesteren fik ansvaret for at forhindre prostitution, 112 og han fik ansvaret for at arrestere folk, der løb ”grassatgang” på gaderne samt lommetyve.113 Disse forseelser skulle straffes ved politiretten. Ligeledes skulle politimesteren afgøre stridigheder mellem tjenestefolk og deres herskab med arbitrære straffe.114 Paragraf IV omhandlede ”Fremmede og Løsgiengere”. Den omfattede tre kategorier af fremmede: For det første skulle politimesteren holde opsyn med, at der ikke opholdt sig spioner fra fremmede magter i byen. For det andet skulle han holde øje med, at ingen udenbys håndværkere gjorde indpas i borgernes laugsprivilegier, og endelig fik han overopsynet med omstrejfere og tiggere. 115 Denne paragraf er måske den mest blandede i hele instruksen, da den omhandler både spionage, næringsretlige forhold og forholdsregler mod tiggeri. Paragraf V ”Om Skik og Orden” omhandlede de såkaldte overdådighedsforordninger og rangforordningerne. Det var politimesterens opgave at holde øje med at bryllupper og begravelser i byen holdt sig indenfor rammerne af lovgivningen. Paragraf VI ”Om Torve”, VII ”Om Gaderne” og VIII ”Om Vandvæsenet” indeholdt en række områder, som i moderne tid ville blive henvist til teknisk forvaltning. I henhold til disse paragraffer var det politimesterens opgave at påse gaderenovation, snerydning, byens vandforsyning, brandforanstaltninger og meget mere i den kategori. Som den ansvarlige øvrighed for renovationsfolkene og skorstensfejerne havde politimesteren beføjelse til at straffe efterladenhed med halsjern eller fængsel.116 Politimesterens funktion som myndighedernes kontrollant af næringslivet i almindelighed og laugene i særdeleshed fremgår tydeligst af paragraf IX ”Om Kiøb og Sal” og paragraf X ”Om Laugene”. Disse paragraffer viser, at politimesterens funktion ikke alene var rettet mod kontrol med laugene, men at han også stod som en garant for laugenes og andre handlendes privilegier. Han skulle påse, at laugene overholdt de af magistraten fastsatte fødevarepriser, men han skulle også forhindre krænkelser af borgernes privilegier. Politimesteren forpligtedes desuden til at sørge for, at der til enhver tid var tilstrækkeligt med 109 Instruks af 5. september 1691, politimesters embede i særdeleshed, § I. Ibid., §II, stk. 1-4. 111 Ibid., § I. 112 Ibid., § III, stk. 1. 113 Ibid., § III, stk. 2. 114 Ibid., § III, stk. 5. 115 Ibid., § IV, stk. 1-3. Stk. 3: ”Med Jøder/Tattere og andre U-christelige Personer/som omløbe og besvige Folk/saavelsom Løsgiengere og Betlere/skal hand forholde sig efter Loven og Forordningerne”. 116 Ibid., § VI, stk. 3. 110 38 forsyninger af de mest basale fødevarer, så der ikke opstod mangelsituationer.117 Selvom politimesteren skulle beskytte borgernes privilegier, rettede de fleste af instruksens bestemmelser sig dog mod øget kontrol af de handlende. Paragraf XI ”Om Vægtere/Løgter og Brandvæsenet” fastslog, at politimesteren havde overopsynet med vægterkorpset. Dermed fik han også ansvaret for vægternes vigtige funktioner som lygtetændere og brandvagter. Politimesteren fik ordre til at afholde brandøvelse fire gange om året. Paragraf XII ”Om Reysende” gjorde det til politimesterens opgave at sørge for, at færgemænd og vognmænd holdt sig til de fastsatte takster. Han skulle også, i samarbejde med amtmændene, holde opsyn med vejkroerne. En post, som i en mere moderne forståelse af politiets virkeområde fremstår som en selvfølgelighed, men som fuldstændigt manglede i denne instruks, er pågribelsen af kriminelle. Hverken berigelseskriminalitet eller voldskriminalitet nævntes som en del af politiets ressort. Kun de former for kriminalitet som direkte berørte ro og orden på gaderne lå indenfor arbejdsområdet, nemlig lommetyveri og grassatgang. Med denne instruks havde politimesteren fået en klar afgrænsning af sit ressortområde. I betragtning af at embedet kun var 9 år gammelt, da instruksen blev skrevet, er der tale om et gennemført stykke arbejde. Politimesterens arbejdsområde var blevet tydeligt beskrevet, og instruksen kom til at ligge til grund for politiets virke indtil politireformen i 1863. Forordningen om Politiens Administration af 22. oktober 1701. Forordningen af 22. oktober 1701 ”Om Politiens Administration” er baseret på politimesterens instruks fra 1691, og følger instruksens emneopdeling. Således er der to poster, hvor den første behandler ”Politiens Administration i Almindelighed”, og den anden behandler ”Politiens Administration i Særdeleshed”. Der er dog foretaget visse betydningsfulde ændringer fra den tidligere instruks. I begyndelsen af forordningen motiveres loven på denne måde: ”Paa det god Skik og Orden tilbørligen uden nogens Forurettelse eller Gravering kan handthæves blant Undersaatterne”.118 I første post §1 fastslås politimesterens ansvarsområde på et generelt niveau: ”Politimesteren skal have tilbørlig Opsyn med, at alle Forordninger, Politien vedkommende, som ham under Cancellie-Seglet blive tilskikkede, af alle uden Persons Anseelse efterleves”.119 Sætningsopbygningen er vigtig for at forstå afgrænsningen af politimesterens ansvarsområde; politimesteren skal ikke, som det for en overfladisk betragtning kan tage sig ud, holde opsyn med ”alle forordninger politien vedkommende”. 117 Ibid., § IX, st. 6. Forordning om politiens administration af 22. oktober 1701. 119 Ibid., 1. post, §1. 118 39 Politien vedkommende er et indskud. Det, som står, er, at politimesteren skal holde opsyn med alle forordninger,…, som ham under Cancellie-Seglet blive tilskikkede, …. Politimesterens ansvarsområde var altså ikke alene defineret af, at sagerne hørte under det flygtige begreb Politie, det var defineret af, at Danske Kancelli pålagde ham bestemte arbejdsopgaver. 120 I en moderne forvaltning ville indskuddet Politien vedkommende virke begge veje: Det ville sikre, at politimesteren ikke behøvede at behandle sager, som ikke hørte under Politien, også selvom kancelliet pålagde ham det. Sådan kan man dog ikke forstå ordlyden i forordningen, politimesteren havde næppe mulighed for at nægte at påtage sig opgaver, som blev ham pålagt fra kancelliet. Man må snarere opfatte det på den måde, at det diffuse begreb Politie var for vagt til at fungere som afgrænsning for politimesterens virke. Derfor defineredes hans arbejdsområde som ”en sag, som fra centraladministrationen blev henlagt til politimesterens behandling”. Derved var det fastlagt, at det var centraladministrationen, som bestemte hvilke områder, der hørte under Politien. I §2 ændredes politiretten således, at den nu bestod af en præces, som skulle være kongelig gehejmeråd, en admiral, en ”høj Officeer” fra hæren, en assessor fra hofretten og en fra admiralitetsretten samt et medlem af magistraten og en af de 32 mænd. Kongen skulle udpege den af magistraten, som skulle sidde som assessor. Politimesteren fungerede ikke længere som dommer, men skulle være til stede under retssagen, og han havde ret til at tilkendegive sin mening i sagen for lukkede døre. Han skulle dog ikke være til stede under dommernes votering. En kancellisekretær skulle også være til stede og føre protokol over retshandlingerne. politiretten skulle, som tidligere, afholdes hver tirsdag i rådstuen på Københavns rådhus. Den nye politiret var altså præget af en styrket interesse fra centraladministrationens side. De samme organer var repræsenteret blandt dommerne som tidligere, bortset fra politimesteren, men derudover var der kommet officerer fra hæren og flåden samt en gehejmeråd, som var formand for retten. De to officerer kan forklares ved, at det var nødvendigt at give politiretten mulighed for at dømme soldater uden at blive hæmmet af evindelige kompetencestridigheder mellem de militære og de civile myndigheder. Gehejmeråden var derimod tydeligvis et forsøg på at øge centraladministrationens kontrol med politiretten. Det samme gjaldt kancellisekretæren, som skulle sørge for, at der blev ført en ordentlig protokol, så myndighederne kunne kontrollere, hvad der foregik i retten. Politimesteren mistede en del af sin indflydelse, da han ikke længere var dommer ved politiretten. Lovgivernes motiver for at reducere politimesterens rolle som dommer kan ikke endeligt afgøres. Det forekommer dog sandsynligt, at man har fundet det uhensigtsmæssigt, at den samme person havde ansvaret for at arrestere forbrydere, dømme dem og selv indkasserede 1/3 af bøderne. 120 Jf. kapitlet ”Politimesterens første instruks, 1683”. 40 §4 handler om politibetjentene. Kongen skulle udnævne en politifiskal. Det er uklart, hvad dette embede indbefattede, men efter titlen at dømme var det denne person, som anlagde og førte sagerne ved politiretten. Dette passer også med, at politimesteren ikke længere skulle spille en særligt aktiv rolle i politirettens procedure. Politifiskalen blev dog tilsyneladende ikke ansat før i 1726 efter anmodning fra politimester Himmerich.121 De almindelige politibetjente skulle politimesteren selv ansætte. De skulle tages i ed ved politiretten og deres navne skulle skrives i en særlig bog, så man havde styr på politistyrken. Som noget nyt skulle politibetjentene udstyres med den berømte politistav, en hvid stav forsynet med en hånd med et øje i håndfladen.122 Dette skulle være et tydeligt tegn på politibetjentenes legitime myndighedsudøvelse. I modsætning til tidligere skulle politibetjentene tildeles distrikter, hvor de skulle holde opsyn med, at politiforordningerne blev overholdt. Alle uregelmæssigheder skulle indberettes til politimesteren. Det var politiretten, som skulle tildele betjentene deres distrikter, og de skulle have nye distrikter hvert kvartal, eller når politiretten fandt det hensigtsmæssigt. I princippet var det altså ikke politimesteren, som bestemte over denne vigtige del af politibetjentenes arbejdsmåde. I praksis kan politiretten naturligvis godt have fulgt politimesterens indstillinger. Selvom politimesteren havde mistet en del af sin indflydelse ved politiretten, havde han stadig ret til at pålægge bøder for mindre forseelser. Der blev sat et loft for bødestørrelsen på 4 lod sølv. Hvis forseelsen krævede større straf end dette skulle politimesteren lade politifiskalen indstævne personen ved næste politiret. 2/3 af bødebeløbet tilfaldt politimesteren, hvoraf han skulle aflønne betjentene. Den sidste tredjedel skulle deles mellem sekretæren og politifiskalen. Det blev præciseret, at politibetjentene skulle have fast løn, så de ikke behøvede at modtage bestikkelsespenge eller at afpresse folk.123 Man kan nemt forestille sig, at en meget stor del af de sager, som politimesteren pådømte, blev takseret til 4 lod sølv, så sagen kunne afgøres hurtigt uden politirettens mellemkomst. Danske Kancelli fik dog en mulighed for at kontrollere politimesterens dispositioner med den protokol som politimesteren nu skulle føre over sit eget og betjentenes arbejde. Protokollen skulle afleveres til kancelliet.124 I forordningen skelnedes mellem ”Politien” og ”Justitien”. Det sidste skal forstås som de egentlige kriminalsager, f.eks. tyveri. Politiet havde pligt til at gribe ind også overfor forseelser, som hørte under ”Justitien”, hvis ”Politiemesteren eller hans Betiente først forekommer nogen Forseelse, som henhører til Justitien og hvorom i Loven findes,…, skal han saadanne Sager til 121 Reskript af 15. november 1726. Forordning om politiens administration af 22. oktober 1701, §3. 123 Ibid., §4 & 5. 124 Ibid., §6. 122 41 enhvers rette Værneting henvise, og om Forseelsen er saaledes, at den Skyldige bør paagribes, da dertil forhielpe og ham til sin Øvrighed overlevere”.125 Politiet skulle altså på dette tidspunkt påtage sig at standse kriminalitet og arrestere forbrydere, men dog betinget af, at de opdagede sagen først. Der var dermed indført en delvis offentlig påtale, men der stod ikke i politiforordningen, at det i almindelighed var politiets ansvar at strafforfølge kriminelle, det var kun i de tilfælde, hvor politibetjentene ”tilfældigt” kom i berøring med kriminelle handlinger. Dette måtte i praksis betyde, at de fleste kriminalsager endnu blev ført ved domstolene i det omfang den forurettede part anmeldte forholdet og førte sagen.126 Politimesterens instruks fra 1691 gjorde ham til by- herreds- og birkefogdernes foresatte. I forordningen af 1701 var dette forhold ændret. Fogderne havde ansvaret for at påse overholdelsen af de politien vedkommende forordninger, men de var ikke længere at betragte som fuldmægtige for politimesteren i København. De skulle dog stadig korrespondere med ham om deres embedsførelse. Også på dette punkt blev politimesterens magt tilsyneladende indskrænket. Den anden post, som handlede om ”Politiens Administration i Særdeleshed”, havde de samme 12 punkter som 1691-instruksen. Der var enkelte ændringer og uddybninger, men i hovedsagen fulgte den nye forordning den tidligere instruks i dette afsnit. Politimesterens arbejdsområde var altså stort set fastlagt allerede i 1691. Der skete dog ændringer på det mere overordnede plan, nemlig hans forhold til andre myndigheder. På dette plan ser det ud til, at politimesteren fik indskrænket sin formelle magt og de centrale myndigheders muligheder for at holde opsyn med hans embedsførelse blev øget. Der er dog ikke nogen grund til at tro, at politimesterens reelle magt blev svækket med 1701-forordningen. Det er usandsynligt, at politimesteren i realiteten havde holdt et nøjere opsyn med byfogdernes politiarbejde rundt omkring i landet, så fritagelsen for denne opgave kan næppe ses som en reel magtindskrænkelse. Også politimesterens mere underordnede rolle i forholdet til politiretten kan ses som en indskrænkning af hans magt. Imidlertid blev hele politiområdet styrket med centraladministrationens større interesse for området. Dette kan meget vel betyde, at politimesterens handlemuligheder faktisk blev større, når han havde en mere magtfuld politiret som samarbejdspartner. 125 Ibid., §7. Henrik Stevnsborg mener, at der reelt blev indført offentlig påtale omkring 1701: Stevnsborg 1982, s. 24-25. Problemet med denne opfattelse er, at der ikke fulgte penge med statens tidlige bestræbelser for at gennemføre offentlig påtale; det var stadig anmelderen, som skulle betale varetægtsarrest helt op til sidste del af 1700-tallet. Derudover var politimesterens påtalepligt altså ikke generel. Jf.: Tyge Krogh: Staten og de besiddelsesløse på landet 1500-1800, Odense 1987. Om repartition, dvs., udligning af sagsomkostningerne, se s. 118-121. 126 42 Udviklingen 1708-1741. Ved instruktion af 23. marts 1708 blev politi- og kommercekollegiet oprettet.127 Dette kollegium bestod af embedsmænd fra både kommercekollegiet og politiretten og havde til formål at kunne dømme i de sager, som de to instanser hidtil hver for sig havde haft ansvaret for. Årsagen til sammenlægningen var, at sagerne ofte overlappede. Dette politi- og kommercekollegium dækkede altså et meget bredt sagsområde. Kristian Hvidt har kaldt det ”…et af enevældens mærkeligste amfibier,…”.128 Imidlertid var det nye kollegiums ansvarsområde ganske dækkende for Politiens meget omfattende område. Det virkede da også i over tyve år, før det blev nedlagt. Med forordningen af 5. januar 1731 afskaffedes politi- og kommercekollegiet med den begrundelse, at det ikke havde kunnet opfylde sin rolle, som var at øge indbyggernes sikkerhed og fremme ro og orden. 129 Det nævnes, at politi- og kommercekollegiet blev oprettet med forordningen af 22. oktober 1701. Dette forekommer mærkeligt, da denne forordning kun nævner politiretten. Der kan naturligvis være tale om en fejl, men det er mere sandsynligt, at politi- og kommercekollegiet er blevet opfattet som en direkte videreførelse af den med 1701-forordningen oprettede politiret. Politi- og kommercekollegiet var jo også en domstol mere end et kollegium i traditionel forstand. Efter at politi- og kommercekollegiet, og dermed også politiretten, var blevet nedlagt på grund af uduelighed, overtog magistraten de nedlagte organers funktioner ”som samme (magistraten) tilforn har været anbetroet”.130 Magistraten havde ellers ikke haft dømmende funktion i politisager siden 1691, og det er uklart, i hvilken grad de havde fungeret som domstol før dette. Især da Politien ikke var tydeligt defineret før dette tidspunkt. Som vist nedenfor, er det usandsynligt, at magistraten nogensinde havde været politimesteren overordnet. 131 Ordlyden i forordningen fra 1731 må altså henvise til tilstanden før politimesterembedets indførelse, da magistraten uden tvivl havde ansvaret for store dele af Politien. Der var tale om en noget diffus henvisning til tidligere tiders måde at pådømme politisager på, når man påstod at give magistraten dens gamle rettigheder tilbage. Det skal nok snarere ses som, at man havde forsøgt at klare de politimæssige udfordringer på én måde og var blevet skuffet over resultaterne. Derfor forsøgte man nu noget helt andet, og man ville så legitimere denne nye ordning ved at italesætte den som en tilbagevenden til ”de gode gamle dage”. I funktionen som politiret fik magistraten et kollegialt islæt ved at en af de 32 mænd skulle være assessor. I sager hvor militærpersoner var indblandet skulle tre officerer fra enten hæren eller flåden, afhængig af den tiltaltes tilhørsforhold, 127 Instruktion af 23. marts 1708. Hvidt 1964, s. 88. 129 Forordning af 5. januar 1731. 130 Forordning af 5. januar 1731. 131 Jf. kapitlet ”Politimesterens indplacering i det administrative hierarki”. 128 43 sidde med i retten. Ellers skulle magistraten dømme i alle de sager, hvor politiretten, og siden 1708 politi- og kommercekollegiet, havde haft jurisdiktion. Politimesteren havde tidligere været underlagt politi- og kommercekollegiet, men han skulle nu være underordnet magistraten: ”Politiemesteren, …, skal i alle Maader for sine Kiendelser og for sit Forhold staae under Magistraten, som sin Øvrighed,…”.132 Han skulle endvidere forelægge alle vigtige sager for magistraten, før han selv gjorde noget. Ganske vist skulle magistraten ”handthæve ham (politimesteren) i sin Charges Myndighed, og ei samme lettelig og uden vigtig Årsag tilsidesætte”. Der var dog alligevel tale om en indskrænkning af politimesterens muligheder for at føre sager efter eget forgodtbefindende. Måske skulle det opfattes som et plaster på såret, at den politimester, som endnu ikke var blevet indsat, på forhånd blev lovet et borgmesterembede. 133 Med forordningen af 5. januar 1731 mistede politimesteren altså en del af sin magt. Udstedelsen af denne forordning var sammenfaldende med afskedigelsen i unåde af politimester Hans Himmerich. Der er blevet gisnet om årsagen til afskedigelsen, nogle forfattere refererer ligefrem et rygte som angiveligt skulle have floreret i samtiden, om at Himmerich var blevet grebet i gravrøveri. 134 Det forekommer dog som en noget ukritisk omgang med de rygter, der altid har floreret om magtfulde og i visse grupper forhadte myndighedspersoner. Himmerichs manglende evne til at opfylde politimesterens væsentligste succeskriterium, at opretholde ro og orden og at få tingene til at glide friktionsløst i hovedstadens virvar, er formentlig nok til at forklare hans afskedigelse. 135 Det er fristende at se en sammenhæng mellem forordningen af 5. januar 1731 og Himmerichs afgang. Måske var forordningens indskrænkning af politimesterens magt en reaktion på den afgående politimesters misbrug af friheden til selv at definere sine opgaver. I så fald kan politimesterens instruks af 24. marts 1741 ses som en tillidserklæring til den næste politimester, Erik Jensen Torm, som tiltrådte 19. februar 1731, og som af alle forfattere har fået et glimrende skudsmål. Erik Jensen Torm var kongen en tro og flittig tjener. Han overtog et svækket politimesterembede, men efter alt at dømme gjorde han sig fortjent til sine overordnedes tillid. Den næste væsentlige ændring af politimesterens arbejdsvilkår må ses som en cadeau til politimester Torm. I præamblen til politimesterens instruktion af 24. marts 1741 blev det slået fast, at formålet med instruksen var at ”… tillægge Politiemesteren mere Myndighed, end ham forhen ved Forordn. Af 22de Octobr 1701 eller siden udgangne, Politien vedkommende Forordninger er bleven tillagt,…”.136 132 Forordning af 5. januar 1731. Reskript af 5. januar 1731. 134 O. Nielsen: Kjøbenhavns Politimestre og Politidirektører 1682-1864, i: Personalhistorisk Tidsskrift, 1. bind 1880. 135 Jf. Case nr. 2: Hans Himmerichs angreb på den jødiske menighed i København i 1729. I andet hovedafsnit. 136 Instruktion for politimesteren i København af 24. marts 1741. 133 44 Det første punkt, hvor politimesteren fik tildelt mere magt, var i pådømmelsen af ”vanartige Tjenestefolk”. Politimesteren havde allerede myndighed til at idømme bøder i sådanne sager, nu fik han også mulighed for at straffe med fængsel på vand og brød eller vanærende straffe som spansk kappe og gabestok, hvis tjenestefolkene ikke kunne betale deres bøder. 137 Politimesteren fik også pligt til at efterforske sager, hvor anmelderen ikke kunne eller ville betale sagens omkostninger. Finansieringen af efterforskningen og retssagen skulle tages fra ”de uvisse Indkomster”, dvs. bødekassen, eller magistraten skulle bede om penge til at dække udgifterne. Dermed var den offentlige påtalepligt i princippet indført i København. 138 Instruksen hævede grænsen for, hvor store bøder politimesteren måtte idømme for politiforseelser til 8 rigsdaler. Altså en fordobling i forhold til tidligere. 139 1741-instruksen pålagde også politimesteren at efterforske tyverier, når de bestjålne kom til ham og anmeldte tyveriet. Der var tale om en formalisering af en allerede bestående praksis, men man skal ikke undervurdere betydningen af, at der nu i realiteten var blevet indført et efterforskende politi, som skulle tage sig specifikt af egentlige kriminalsager.140 Ganske vist havde allerede forordningen om politiens administration fra 1701 indført en form for offentlig påtale, men denne forordning gjorde det til politimesterens pligt at rejse påtale ved den relevante domstol hvis ”… Politiemesteren eller hans Betiente først forekommer nogen Forseelse,…”.141 Det var altså tilfældigheder, som afgjorde, om politimesteren havde pligt til at rejse påtale. Instruksen fra 1741 gav politimesteren pligt til at reagere, hvis en sag blev anmeldt, og der medfulgte en finansiering af den nye ordning. Bortset fra de nævnte punkter fulgte instruksen i det store og hele 1701forordningen og henviste til reglerne i denne, som stadig var gældende. Politimesteren var stadig underlagt magistraten og skulle indberette de vigtige sager for denne forsamling efter 1731-forordningen. I forbindelse med de tekniske dele af politimesterens arbejde, gaderenovationen og brolægningen, blev det indskærpet, at magistraten skulle hjælpe politimesterens i hans arbejde ”saa at han ikke af Magistraten i sine Forretninger skal dependere, …”.142 Der har været en række forskellige modeller for kontrol med politimesterens embedsførelse: Fra politimesterembedets oprettelse i 1682 var der politikommissionen, som arbejdede med politiordningen. Fra 1691 til 1708 politiretten, politi- og kommercekollegiet fra 1708 til 1731 og endelig 137 Ibid., § 1. Ibid., § 6. 139 Ibid., § 14. 140 Allerede politimester Ernst påtog sig at opklare tyverier og bondefangeri i 1720’erne. Jf. afsnit 4, ”Politimester Ernsts indberetninger sammenlignet med kilderne fra Oversekretærens Brevbøger”. 141 Forordning om Politiens Administration af 22. oktober 1701, første del, §7. 142 Instruktion for politimesteren i København af 24. marts 1741, §15. 138 45 magistratens tilsyn, i hvilken egenskab medlemmerne af magistraten og den ene tilforordnede af de 32 mænd blev kaldt for politikollegiet. 143 Politihistorikere har fokuseret meget på de brud i udviklingen, som disse skift markerede. Man har lagt stor vægt på, at politi- og kommercekollegiet, ifølge forordningen af 5. januar 1731, ikke fungerede efter hensigten. Man kan imidlertid lige så vel lægge vægt på kontinuiteten i de forskellige organer, da de hver for sig fungerede i ganske mange år: Politikommissionen fra 1683 til 1691, hvorefter nogle af de samme personer formentlig blev siddende i den nye politiret, som fungerede indtil 1708. Politi- og kommercekollegiet fungerede i 23 år, fra 1708 til 1731. Dette er en temmelig lang levetid, som indikerer, at kollegiet ikke kan have været fuldstændigt udueligt. Endelig fungerede magistratens opsyn med politimesteren helt frem til 1741-forordningen. Ti år er ikke en specielt kort levetid i en kompleks politisk administration. Man kan altså sige, at der har været en vis kontinuitet i organiseringen af opsynet med politimesterens embedsførelse. 143 Ofte henviste man til magistraten i egenskab af politiret med betegnelsen ”politi- og kommercekollegium”. Denne, egentlig misvisende, betegnelse skyldes vel, at man engang havde vænnet sig til betegnelsen. 46 Politiet, politiretten og politimesteren set i forhold til andre instanser og i forhold til borgerne i København. I det følgende behandler jeg politiets og politimesterens placering i Københavns administration og forholdet mellem politiet og andre instanser. Politirettens jurisdiktion. Forholdet mellem civile og militære myndigheder. År 1702 blev det indskærpet i en forordning, at alle grupper af indbyggere i København, både gejstlige og verdslige og både civile borgere og militærpersoner skulle ”saavidt Politien og en god Skik kan vedkomme, for Politie-Retten være ansvarlige…”.144. Forordningen indskærpede også, at alle indbyggere havde pligt til at møde op, hvis de blev indkaldt som vidner i politiretten. Den eneste gruppe der som en selvfølge ikke blev omtalt i denne forordning, var de adelige. Disse skulle indstævnes for Højesteret, hvis det blev nødvendigt. Det kunne i hvert fald ikke komme på tale, at denne gruppe skulle stilles for politiretten Når der var tale om militærpersoner, som blev arresteret for at forbryde sig imod politiforordningerne, kunne man heller ikke gå frem efter de almindelige regler. Problemet var, at hærens og flådens soldater og matroser sorterede under militærets jurisdiktion, og der blev hæget nidkært over militærets ret til at dømme egne ansatte og soldaternes ret til at få deres sag for en militær domstol. Dette kunne være besværligt nok i civile sager og i almindelige straffesager, men i politisager var problemet endnu større. Det militære islæt i Københavns befolkning var meget stort, og netop denne gruppe bestod for en stor del af folk, som kunne komme i situationer, der stred imod politiforordningerne. Normalt ville vægterne eller politibetjentene arrestere urolige elementer og sætte dem i rådhusarresten, indtil de kunne forhøres på politikammeret. Hvis sagen kunne ordnes med en bødestraf på op til fire lod sølv, eller hvis den arresterede tilhørte en af de grupper, som politimesteren kunne idømme vilkårlige straffe, kunne sagen afgøres med det samme. I mere alvorlige sager blev arrestanten formentlig løsladt efter et indledende forhør på politikammeret og derefter indstævnet for politiretten næstfølgende tirsdag. Hvis forseelsen hørte under straffeloven og ikke under Politien, blev den arresterede henvist til sit eget værneting. Hvis arresten skulle opretholdes måtte den forurettede part i reglen betale for arrestantens underhold. Efter forordningen af 13. maj 1702 burde denne fremgangsmåde også gælde soldater, men dette blev snart ændret. Med reskriptet af 5. februar 1714 indførtes en ny procedure for, hvordan politimesteren skulle forholde sig til arrestanter fra militæret. Hvis soldater var involveret i slagsmål, som førte til drab eller alvorlig personskade, måtte vægtere og politibetjente gerne arrestere dem, men de arresterede soldater skulle med det 144 Forordning af 13. maj 1702. 47 samme overgives til deres respektive officerer, som så skulle varetage sagens videre forløb.145 Hvis politimesteren fik oplysninger om, at soldater havde foretaget sig ting, som var mindre alvorlige end drab og lignende, men som alligevel retfærdiggjorde en arrestation, skulle han meddele det til den relevante officer, som så skulle være behjælpelig med arrestationen. Man havde nok en mistanke om, at officererne ikke ville prioritere sådanne politiopgaver specielt højt, der blev nemlig tilføjet en passus om, at politimesteren havde ret til at klage til kongen over officerer, som ikke ville hjælpe med at arrestere soldater. I 1720 fik politimesteren direkte forbud mod at arrestere soldater fra grenaderkorpset. Dette forbud var afstedkommet af en klage fra korpsets øverstbefalende, som mente, at der blev gjort indhug i korpsets jurisdiktion, og som beklagede sig over, at de klager han indgav til politimesteren blev syltet. 146 Det spillede muligvis ind, at grenaderkorpset var et af tidens elitekorps, og det derfor var specielt vigtigt at værne om korpsets integritet og ære. Forordningen af 10. marts 1725 omhandler ligeledes forholdet mellem militærpersoner og borgere i København. Forordningen motiveres på følgende måde: ”For at stifte og vedligeholde en god Orden og Skik mellem Indvaanerne i Khavn og de Militaire, da der har reist sig adskillige Stridigheder, saavel angaaende Jurisdiktionen i de til Politien henhørende Sager, som den Indpas, endeel Militaire hidtil have tilføiet de borgerlige i deres Næring, Handel og Vandel”.147 På trods af de tidligere forordningers temmelig klare ordlyd var det altså blevet nødvendigt at præcisere reglerne. Kapitel 1, § 1 indskærpede, at bestemmelserne i forordningerne fra 1701 og 1702 stod ved magt; både civile og militære skulle dømmes ved politiretten i sager, som angik Politien. Præcis hvilke sager som henhørte under politirettens område, var tydeligt forklaret i forordningen af 22. oktober 1701. Alle andre sager skulle politimesteren henvise til de relevante værneting. Kap. 1, § 2 gjorde dog en undtagelse fra 1701-forordningens regler. Menige soldater, som blev dømt til at betale bødestraffe, skulle henvises til deres regiment ”for der at udstaae en taalelig Straf paa Kroppen efter Sagens Beskaffenhed og i Proportion af den Forseelse, de have begaaet”.148 Begrundelsen var, at de menige soldater ikke havde råd til at miste noget af deres løn til bøder. Der var ikke taget højde for den, tilsyneladende utænkelige, situation, at enkelte mere velbeslåede soldater måske ville foretrække at betale deres bøder i stedet for at blive straffet med tamp. I 1744 blev det samme ”bevilget” for flådens mandskab. Når matroser blev grebet i helligdagsbrøde og nattesæde skulle de ikke straffes med bøder, men med 25 eller 20 slag med tampen.149 Ordet bevilget antyder, at kongen imødekom et ønske fra flådens ledelse med dette reskript. 145 Reskript af 5. februar 1714. Reskript af 12. januar 1720. 147 Forordning af 10. marts 1725. 148 Ibid., kap. 1, §2. 149 Reskript af 1. juli 1744. 146 48 I 1757 blev denne ordning revideret, så underofficerer og menige, som blev idømt bøder ved politiretten, selv måtte bestemme, om de ville betale pengene, eller om de ville straffes på kroppen.150 Reskriptet gav et par vejledende eksempler på omregningen fra pengebøder til korporlige straffe. En bøde på et par rigsdaler kunne veksles til en time ”til Pæls med Skoe, at ride paa Træhesten, eller i visse Timer sluttes krum”. 10 rigsdaler skulle svare til at løbe seks gange spidsrod gennem 300 mand. Ved bøder højere end 20 rigsdaler skulle soldater altid straffes på kroppen. Andre særregler for soldater, som overtrådte politiforordningerne, havde til hensigt at sikre, at de militære myndigheder ikke følte, at de civile myndigheder tiltog sig for store rettigheder over soldaterne. Hvis en soldat blev indkaldt som vidne i politiretten, skulle hans chef have besked derom. Når en soldat blev arresteret for en politiforseelse om dagen, skulle han føres til nærmeste vagt og holdes i arrest der. Hvis arrestationen skete om natten, måtte soldaten gerne sættes i arresten i rådhuset, men hans overordnede skulle have besked straks næste morgen.151 Det var også nødvendigt at præcisere, at aftakkede soldater ikke længere hørte under den militære jurisdiktion, men under den civile. 152 Allerede den 14. maj 1725, kun et par måneder efter ovennævnte forordning af 10. marts 1725, fik den øverstbefalende for livgarden til hest gennemtrumfet, at gardister også i politisager skulle være underlagt regimentets egen domstol. Hvis de var involveret i meget alvorlige sager, kunne politiet eller vægterne arrestere dem, men de skulle med det samme overgives til officererne. 153 I et reskript fra 1726 forsøgte man at skabe klare retningslinjer for de situationer, hvor soldater havde klager over borgere, eller borgere havde klager over soldater. Det blev bestemt, at i alle sager, undtagen volds- og drabssager, skulle forurettede borgere henvende sig til de militære myndigheder og forurettede militære skulle henvende sig til politikollegiet. 154 Reskriptet behandlede ikke proceduren i sager med vold eller drab, disse sager blev jo automatisk henvist til de relevante værneting. Forordningen af 5. januar 1731 afskaffede politi- og kommercekollegiet, som også havde fungeret som politiret. I stedet overtog magistraten rollen som politimesterens overordnede og som politiret. Når nogen, som hørte under de militære jurisdiktioner, blev tiltalt ved politiretten, skulle officerer fra det relevante værn sidde med i retten. Denne forordning kunne tolkes som, at livgardisterne nu også kunne dømmes ved politiretten, derfor måtte proceduren præciseres i reskript af 3. februar 1731: Når en livgardist stod tiltalt for en politiforseelse, skulle magistratens politiret suppleres med en officer fra garden. På denne måde kunne man sikre, at 150 Reskript af 11. marts 1757. Forordning af 10. marts 1725, kap. 1, §4, 5, 6. 152 Ibid., kap. 1, §7. 153 Reskript af 14. maj 1725. 154 Reskript af 19. august 1726. 151 49 livgardisterne altid blev dømt af en af deres egne officerer.155 Denne bestemmelse skilte livgarden ud fra de andre grene af militæret, da almindelige soldater ikke kunne forlange, at en af deres egne officerer skulle sidde i retten. Normalt sad der bare en officer fra hæren og en fra flåden i politiretten. Officererne i livgarden var åbenbart ikke tilfredse med deres særstatus i forhold til politiretten. I 1734 fik politi- og kommercekollegium (dvs. magistraten i sin egenskab af politiret) og politimesteren besked på, at de ikke måtte ”befatte sig med nogen af de ved Livgarden til Hest staaende Personer,…”.156 Sager med sådanne personer skulle meddeles til gardens chef, som havde fået strenge ordrer til at forfølge sagerne. Politimesteren og magistraten fik lov til at klage til kongen, hvis der ikke blev fulgt op på sagerne. Et reskript fra 8. august 1755 giver et interessant eksempel på de problemer, som kunne opstå, når civile og militære tørnede sammen og fik deres sag for ved politiretten.157 En brændevinsbrænder og en menig vagt ved Vesterport kom i klammeri. Da den vagthavende officer, løjtnant Schnitler, kom til stede, havde brændevinsbrænderen et godt greb i soldatens kårdeskæfte. På trods af officerens løfte om at ville undersøge sagen og give ham satisfaktion, hvis han fortjente det, holdt brændevinsbrænderen fast i kården. Det var naturligvis en farlig situation, da man risikerede, at han vristede kården fra soldaten og angreb med den. Til sidst gav løjtnanten den ophidsede mand nogle kraftige slag over hånden, så han måtte slippe våbnet, derefter blev soldaten ført i militær arrest, og brændevinsbrænderen blev ført til rådhusarresten. Løjtnanten anmeldte brændevinsbrænderen, som fik sin sag for ved politiretten. Efterfølgende indgav brændevinsbrænderen kontrastævning mod løjtnanten ved politiretten for slagene og fik medhold. Løjtnanten blev dømt til at betale en halv månedsløn til krigshospitalsenkekassen. Denne dom mente han ikke var lovlig, og han klagede derfor til kongen. En så principiel sag blev naturligvis forelagt generalprokurøren Henrik Stampe. I sin erklæring om sagen fremlagde Stampe en meget velovervejet og omhyggelig analyse af forholdet mellem de civile domstole og de militære. 158 Stampe skelnede mellem retsligt privilegerede personer, f.eks. militærpersoner, og retsligt priviligerede sager, f.eks. militære sager. En person som hørte under den militære jurisdiktion kunne normalt ikke dømmes ved en civil domstol, men i sager hvor en soldat havde rejst sag ved en civil domstol, havde modparten ret til at rejse modsag ved samme ret. Ved at gå til domstolen i første omgang havde soldaten dermed accepteret, at han, i den pågældende sag, sorterede under denne ret. Derimod kunne priviligerede sager ikke pådømmes af andre end de relevante 155 Reskript af 3. februar 1731. Reskript af 30. juli 1734. 157 Reskript af 8. august 1755. 158 Stampes Erklæringer, bd. I, nr. CX, s. 398-406. 156 50 domstole. Således kunne en militær sag aldrig pådømmes af en civil domstol, da dommerne ikke kunne forventes at have den nødvendige viden. I den relevante sag var spørgsmålet så, om politiretten havde pådømt løjtnant Schnitler som person, hvilket var i orden da han først havde rejst politisag mod brændevinsbrænderen, som efterfølgende havde indgivet kontrastævning, eller om politiretten havde dømt i en militær sag, hvilket under ingen omstændigheder kunne tillades. Stampe mente, at politiretten i denne sag havde overtrådt sine kompetencer, da de havde dømt i en sag, som handlede om en vagthavende officers beføjelser, og som dermed var en militær sag. Det forhold at der sad officerer i politiretten, gjorde den ikke til en militær ret. For at få lukket den verserende sag, og for at fastlægge retningslinjer som forhindrede lignende sager fremover, foreslog Stampe, at politirettens dom over løjtnant Schnitler blev annulleret. I et reskript om sagen burde det fastlægges, at politiretten ikke måtte pådømme militærpersoners opførsel når de var i tjeneste, men udelukkende når de var udenfor tjenesten. Dette forslag blev vedtaget og udsendt som reskript. Det er vanskeligt at afgøre, om generalprokurørens opgave i denne sag var at afklare, hvad man ifølge loven skulle gøre i lignende sager, eller om hans opgave var at finde eller opfinde lovhjemmel for den politik, som centraladministrationen havde fastlagt på området. Hvorom alt er, viser sagen, at politimesteren og politiretten måtte navigere i vanskelige farvande, når sager med militærpersoner dukkede op. Retten til at blive dømt ved sit eget værneting var helt grundlæggende for såvel den juridiske teori som for befolkningens retsfølelse i undersøgelsesperioden. Der var uden tvivl tale om et emne, som politibetjentene og politimesteren måtte tage højde for i udførelsen af deres arbejde. Henrik Stevnsborg har argumenteret for, at politimesteren skulle være en instans, som kunne skære igennem de mange forskellige værneting, især i tyverisager.159 Det er ikke usandsynligt, at dette oprindeligt var intentionen. Ovenstående gennemgang viser imidlertid, at det ikke kunne lade sig gøre uden videre at pådømme militære ved politiretten. Det var et ømtåleligt område i hele den undersøgte periode. Politimesteren og laugene. Laugene er ikke nævnt i den første instruks for politimesteren fra 1683, men det er sandsynligt at man har opfattet laugsvæsenet som hørende til Politien og dermed som en del af politimesterens ansvarsområde. 160 Allerede året efter instruksen blev givet, fik politimesteren ordre til at hjælpe apotekerne med at 159 160 Stevnsborg 1982. For en anden opfattelse se: Koch 1982, s. 30. 51 opretholde deres privilegium.161 Det var apotekerne selv, som havde ansøgt om hjælp. Samme år, 1684, fik politimesteren befaling om at lade pristaksterne på kød og brød trykke og sætte op på offentlige pladser. 162 Dette viser også politimesterens nære tilknytning til laugsvæsenet. Muligvis tiltog han sig for stor magt over området på magistratens bekostning. Med reskript af 7. august 1687 overgik det fulde ansvar for at bestemme og trykke taksterne til magistraten. 163 Laugene havde fra gammel tid haft ret til at jagte folk, som fornærmede deres privilegier. Sådanne bønhaser og fuskere blev opsporet og fik deres varelager konfiskeret. I 1688 fik politimesteren besked på at hjælpe kræmmerlauget, når de lavede husundersøgelser efter ulovligt importerede silkestoffer.164 Reskriptets ordlyd er: ”… Inqvisition i Staden af Kræmmerne tilligemed Politiemesteren eller hans Fuldmægtig …”. Der har kun skullet én betjent med kræmmerne, så det skyldtes ikke, at der var behov for mere mandskab. Politimesterens eller hans fuldmægtigs tilstedeværelse skulle snarere forlene foretagendet med større myndighed. Det var også en markering af, at jagten på bønhaser skete med kongens velsignelse, området var ikke længere reguleret af et rent privat initiativ. I 1689 blev laugenes gamle ret til at jage bønhaser definitivt indskrænket. Dette skete med henvisning til, at laugene i deres nidkærhed ikke respekterede, at visse fattige håndværkere havde fået lov til at drive deres håndværk uden at være i laugene. Som en følge af dette skulle oldermanden for fremtiden anmelde det til politimesteren, før man eftersøgte bønhaser. Der skulle så være politibetjente til stede ved eftersøgningen så forordningerne blev overholdt. 165 Når laugene ikke længere havde de samme muligheder for at beskytte deres privilegier gennem selvtægt, måtte de naturligvis ydes en vis beskyttelse fra statens side. Således fik politimesteren i 1699 besked på at hjælpe nagelsmedene i København mod dels udenbys smede og dels grovsmede, som gjorde indhug i nagelsmedenes eneret på at sælge søm. 166 Det fremgår af reskripterne, at nagelsmedene i København havde supplikeret om hjælp. Politimesteren fik besked på at gøre forslag til et officielt reskript. På baggrund af politimesterens indberetning blev en ordre så udfærdiget. På denne måde kunne politimesteren slå til overfor grovsmedene med en kongelig befaling i hånden. Imidlertid viste det sig, at de nye forholdsregler utilsigtet ramte de to nagelsmede i Helsingør. Disse kunne ikke leve alene af at afsætte til markedet i Helsingør, men kommandanten på fæstningen i byen ville nødig undvære dem, da man havde brug for søm til fæstningsarbejderne. Løsningen blev, at man tillod disse nagelsmede, men ikke grovsmedene i Helsingør, at afsætte deres varer på det københavnske marked.167 161 Reskript af 5. april 1684. Reskript af 28. juli 1684. 163 Reskript af 7. august 1687. 164 Reskript af 3. april 1688. 165 Reskript af 9. marts 1689. 166 Reskripter af 5. september 1699, 9. december 1699, 10. oktober 1701. 167 Reskript af 10. oktober 1701. 162 52 Som ovenstående sag viser, var reguleringen af laugene et vanskeligt område. Tidligere havde området været reguleret af laugenes private initiativer, men når staten skulle overtage reguleringen blev resultatet ofte, at man lagde til og trak fra efterhånden som sagerne opstod. På den måde opretholdt man en slags balance mellem de mange forskellige interesser. Det er væsentligt at bemærke, og det kommer tydeligt til syne i netop den behandlede sag, at myndighederne ikke bare tilnærmelsesvist havde et overblik over området. De kunne derfor ikke lægge en fast handlingsplan og følge den. I stedet opstod reguleringspolitikken som følge af en vekselvirkning mellem myndighedernes forsøgsvise regulering på den ene side og de implicerede parters klager, anmodninger og forslag på den anden side. I dette spil, hvor laug, bønhaser og myndigheder ofte havde vidt forskellige dagsordener og forskellige syn på sagernes rette sammenhæng, stod politimesteren som en central person i myndighedernes indhentning af oplysninger. Politimesterens opsyn med laugene tjente altså flere formål; for det første var opsynet en del af kongemagtens økonomiske politik, man søgte at inddrage laugenes traditionelle friheder under myndighedernes kontrol. For det andet var der det rent praktiske hensyn, at politimesteren som myndighedernes repræsentant skulle holde øje med, at befolkningen fik hvad de betalte for, når de købte fødevarer. Dette var vigtigt for at undgå mangelsituationer med efterfølgende uro og oprør.168 Endelig var politimesteren en specialiseret embedsmand, hvis ekspertise gjorde det muligt at lovgive på et kvalificeret grundlag. Politimesterens magtmuligheder. Uklare regler for en embedsmands magtudøvelse kan være et problem for embedsmanden selv, når han skal udføre sit arbejde. Dels fordi han ikke kan skaffe sig de nødvendige magtmidler, fysiske eller andet, og dels fordi han ikke kan vide, hvor grænsen går for hvad hans foresatte vil acceptere. For politimesteren i København var den første begrænsning ikke så relevant, da han jo havde en håndfuld betjente og det noget større vægterkorps under sig. Dermed havde han bedre muligheder for fysisk magtudøvelse end nogen anden civil embedsmand. Ydermere havde han mulighed for at rekvirere hjælp fra militæret.169 De mange tilfælde af vold og opsætsighed mod vægtere og politibetjente viser dog, at politiet i konkrete situationer ofte kom til at stå som 168 Politiet fik tidligt til opgave at holde opsyn med lødigheden af og prisen på det brød, som bagerne i København fremstillede og solgte: Reskripter af 26. november 1692, 21. november 1696, 15. januar 1698. Efter Københavns brand i 1728 fik politimester Hans Himmerich øjeblikkeligt ordre til at påse, at priserne på de vigtigste fødemidler, brød og øl, ikke blev sat i vejret: OB 1727-28, nr. 288, 23. oktober 1728. 169 I henhold til reskript af 5. maj 1688. 53 den svage part i mødet med Københavns befolkning.170 Det var straks vanskeligere med det andet punkt: At fornemme hvor langt man kunne gå, og hvor hårdt man kunne fare frem, før politimesteren blev reprimanderet. Også for den enevældige centraladministration kunne det være et problem at afgrænse politimesterens beføjelser. Som vist ovenfor, var der i de første år af embedets historie ikke nogen formelle regler at støtte sig til. På den ene side kunne dette give et stærkt og selvstændigt politimesterembede, som kunne skære igennem i enkeltsager. På den anden side kunne det give nogle uheldige situationer, hvor politimesterens arbitrære magtudøvelse skabte uro i befolkningen.171 Et reskript fra 1687 satte visse grænser for politimesterens arbejdsområde og måden han løste sine opgaver på.172 Reskriptet pålagde ham at ”… conferere med Magistraten ugentlig, referere til Politiens Commissarier maanedlig, og holde Protocol…”. Der var faktisk tale om en specificering af den mere uklare passus i politimesterens instruks fra 1683, som tilholdt ham at ”flittig conferere” med magistraten.173 Det har åbenbart været nødvendigt at præcisere, hvor ofte ”flittig” var. I denne fastsættelse af en foreskreven hyppighed for kontakten til andre dele af administrationen lå der også en præcisering af politimesterens plads i forvaltningen. Mere om dette nedenfor. Reskriptet forbød også politimesteren at holde retten i sit hus. Denne bestemmelse er vel en reaktion på en praksis. Med 1691-forordningen blev det bestemt, at politiretten skulle holdes på rådstuen. 174 Reskriptet indeholdt også en præcisering af, hvilke sager politimesteren havde lov til at blande sig i. Hans arbejdsområde indbefattede hverken civilretlige eller kriminelle sager. Som eksempler nævnes gælds- og huslejesager samt slagsmålssager. Han skulle dog foretage arrestationer i sager, der omhandlede hor og tyveri. De to sidste kategorier kan vel også regnes med til opretholdelsen af orden i byen. Endelig indføres et politiskilt med dette reskript. Dette var dels en service overfor borgerne, som så kunne forlange af betjentene, at de legitimerede sig med deres politiskilt, men det var også en fordel for betjentene, som fik mere autoritet i kraft af en sådan ”uniformering”. Denne dialektik går igen i en forordning fra 1692, som behandler borgernes muligheder for at klage over politimesteren og hans betjente. I forordet til forordningen gøres det klart, at politiet kan regne med kongemagtens opbakning i udøvelsen af dets opgaver: ”… Kongen ham (politimesteren) tilligemed hans Fuldmægtige og Betiente mod alle og enhver vil handthæve og beskierme, og ei 170 Jf. diskussionen. Jf. Case nr. 2: Hans Himmerichs angreb på den jødiske menighed i København i 1729. 172 Reskript af 7. august 1687. 173 Instruks af 23. juni 1683, Post 5. 174 Instruks af 5. september 1691, Politimesterens forretninger i almindelighed, § 2. 171 54 tilstæde, at dem i deres Embeders Forretninger nogen Ulempe i ringeste Maade vorder tilføiet, …”.175 På den anden side vil kongen også sikre borgernes rettigheder: ”… Undersaatterne iligemaade ved Lov og Ret skal beskyttes og forsvares, i hvis de sig af Politiemester eller hans Fuldmægtige og Betiente kunde formene at være fornærmede”.176 Derfor fastlagde forordningen en klageprocedure for klagemål; i København skulle man klage indenfor 14 dage, på Sjælland indenfor seks uger og i resten af rigerne indenfor tre måneder. Klager over politimesteren skulle rettes direkte til kongen, men klager over politifuldmægtige og politibetjente skulle i første omgang rettes til politimesteren og siden til ”de ved Politie-Forretningerne Tilforordnede i Khavn.” Man kunne altså ikke umiddelbart trække en betjent eller politimesteren selv for en regulær domstol, men der var absolut muligheder for at klage over politiets embedsførelse.177 Vægterne som magtmiddel. ”Forordning om Gadelygterne og Natvægterne i København” af 26. juli 1683 regulerede vægterkorpset i København. Her nævnes politimesteren ikke som ansvarlig for vægterne, der nævnes blot en inspektør for vægterkorpset. Denne inspektør var underordnet magistraten.178 Det var tilsyneladende først med reskript af 29. december 1683, at politimesteren også fik ansvaret for vægterkorpset.179 Dette reskript gav politimesteren en mere selvstændig stilling overfor magistraten end vægterinspektøren havde haft; han skulle ganske vist indberette uregelmæssigheder i overholdelsen af forordningerne til magistraten, men der stod, at han skulle conferere med magistraten om, hvordan forordningerne skulle overholdes. Der var altså snarere tale om et samarbejde end om et underordnelsesforhold. I forordningen af 26. juli 1683 nævnes optændingen og tilsynet med gadelygterne som vægternes vigtigste forpligtelse. 180 Derefter nævnes vægternes forpligtelse til at ”afværge Slagsmaal, Tyverie og Stratenrøverie, samt bemægtige sig dem, som saadant giøre…”.181 Vægternes magtmidler bestod dels i deres antal, de var forpligtede til at komme hinanden til hjælp, hvis det var nødvendigt. 182 Hvis de kom i situationer, hvor de behøvede yderligere hjælp, var de militære vagter pligtige at bistå med mandskab. 183 For bedre at kunne sætte sig igennem 175 Forordning af 19. januar 1692. Ibid.. 177 Eksempler på sådanne klager behandles i hovedafsnit 2 i kapitlet ”Klager over politiet”. 178 Forordning om Gadelygterne og Natvægterne i København af 26. juli 1683, § 7. 179 Reskript angaaende Opsyn af ham (politimesteren) med Lygterne og Vægterne… af 29. december 1683. 180 Forordning om Gadelygterne og Natvægterne i København af 26. juli 1683, § 8. 181 Ibid., § 14. 182 Ibid., § 12. 183 Ibid., § 14. 176 55 overfor voldsmænd skulle hver vægter være udstyret med ”en dygtig Kaarde og Gehæng, saa og en Morgenstierne eller en halv Lants”.184 I et reskript fra 1689 nævnes antallet af vægtere: På dette tidspunkt var der 68 menige vægtere i byen plus en vagtmester og en løjtnant. 185 Politimesteren kunne altså råde over 70 svært bevæbnede mænd foruden sine egne betjente. Det må have udgjort en ganske betydelig magtfaktor, også selvom vægterne til daglig (dvs. om natten) var spredt ud over hele byen. En senere politimester indberettede da også om et regulært slag mellem medlemmer af vægterkorpset og en flok soldater, hvor vægterne beholdt slagmarken.186 Med politimesterens instruks fra 1691 blev hans opsyn med vægterne skrevet ind i instruktionen, uden at den dog gik i detaljer med bestemmelserne for vægterkorpset. Der forelå jo selvstændige forordninger om dette korps. 187 En af mine nærstudier af politimestrenes embedsførelse viser, hvordan politimester Hans Himmerich i 1729 benyttede både militære vagter og vægterkorpset i en aktion mod den jødiske menighed i København.188 Det er altså tydeligt, at københavns politimester havde mulighed for at samle ganske store styrker, hvis det blev nødvendigt. Politimesterens indplacering i det administrative hierarki. I litteraturen om den tidlige politistyrke i Danmark hersker der en vis forvirring omkring politimesterens placering i det administrative hierarki. Dette er der i og for sig ikke noget mærkeligt ved, da kildematerialet til emnet er sparsomt. Det står klart, at politimesteren fra begyndelsen var overordnet herreds- og birkefogderne på landet og byfogderne i købstæderne. 189 Med 1701-forordningen blev dette forhold ændret, så politimesteren i København herefter havde en mere rådgivende funktion overfor by- herreds- og birkefogder i provinsen.190 Politimesteren havde fra 1683 opsyn med vægterkorpset. 191 Fra begyndelsen var det også politimesterens ansvar at ansætte folk til at udføre gaderenovationen og feje skorstene. Disse folk havde han opsynet med, og han fik stadig større 184 Ibid., § 20. Reskript angående 523 lygter af 8. juni 1689. 186 Daglige begivenheder i København 1716-22. Indberetninger fra politimester Ernst til kongen, udgivet af Villads Christensen i: Historiske Meddelelser om København, 1. række, bd. 7, 1920, s. 33839. Begivenheden fandt sted den 4. dec. 1716. 187 Instruks af 5. september 1691, om politimesters embede i særdeleshed, § XI. 188 Se Case nr. 2: Hans Himmerichs angreb på den jødiske menighed i København i 1729. 189 Instruks af 23. juni 1683, Post 3. Instruks af 5. september 1691, Politimesterens forretninger i almindelighed, § 4. Kgl. mandat af 8. april 1684. 190 Forordning om Politiens Administration af 22. oktober 1701, 1. post, stk. 10. 191 Se forrige kapitel. 185 56 myndighed over dem frem til 1701-forordningen, som gav ham straffebeføjelser op til halsjern eller fængsel, hvis de ikke gjorde deres arbejde ordentligt. 192 Hvidt anfører, at overopsynet med politimesteren i henhold til Danske Lov lå hos borgmester og råd.193 Ifølge Hvidt blev overopsynet med politimesteren lagt over til politiretten med 1701-forordningen. Imidlertid siger Danske Lov 3-4-5 ikke noget specifikt om den københavnske politimesters underordnelsesforhold, den behandlede snarere de byer, som ikke havde en politimester eller byfoged og tillagde disse byers borgmestre og råd ansvaret for at sørge for at politiforordningerne blev overholdt. Det er heller ikke rigtigt, som Hvidt skriver, at 1701-forordningen gav København ”… den første rigtige politiret,…”.194 Den nyordnede politiret fra 1701 var blot en udvidelse af den politiret som 1691forordningen indførte, men baseret på det samme system, hvor retten sattes af assessorer fra forskellige jurisdiktioner.195 I 1683-instruksen står der, at politimesterens skulle ”lefve i god enighed oc fortroelighed med Magistraten … oc skal de flittig conferere med hinanden om alt hvis som kand tiene til een god Politie, Skik oc Orden,…”.196 Denne ordlyd kan næppe tolkes som angivende et underordnelsesforhold, den tyder snarere på en jævnbyrdig stilling, hvilket understreges af, at politimester Claus Rasch i 1684 blev udnævnt til borgmester.197 Et reskript fra 1687 viser politimesterens indplacering i det administrative hierarki: Han skulle ”conferere med” magistraten – man konfererer med sine jævnbyrdige, med sine samarbejdspartnere. Han skulle ”referere” til Politiens commissarier – man refererer til sine umiddelbart overordnede, man skal dog ikke glemme, at politimesteren selv var medlem af politikommissionen. Endelig skulle han føre protokol.198 Denne protokol skulle, ifølge 1691-instruksen, sendes til kancelliet, når den var udskrevet.199 Politikommissionen var altså den overordnede myndighed i dagligdags sager, men denne kommission stod under Danske Kancelli, som dermed var den øverste myndighed på området. I forordningen om Politiens administration fra 1701 står der: ”Forefalder noget vigtigt eller tvivlraadigt, som ej i Politie-Frr. Er specificeret, skal Politiemesteren 192 Instruks af 23. juni 1683, Post 4. Instruks af 5. september 1691, Politimesterens forretninger i særdeleshed, VI, 3. Forordning om Politiens Administration af 22. oktober 1701, 2. post, stk. VI, 3. 193 Hvidt 1964, s. 88, note 28. Jf. Danske Lov 3-4-5. 194 Hvidt 1964, s. 88. 195 Instruks af 5. september 1691, Politimesterens forretninger i almindelighed, § 2. Forordning om Politiens Administration af 22. oktober 1701, 1. post, stk. 2. Mere om de ændringer, som 1701-forordningen medførte i det følgende afsnit. 196 Instruks af 23. juni 1683, Post 5. 197 Hvidt nævner selv, at politimesterens, i 1683-instruksen fastslåede, overopsyn med herreds- birkeog byfogder bortfaldt med 1701-forordningen, hvor der blot står, at fogderne skal korrespondere med politimesteren. Det er besynderligt, at Hvidt ikke tager konsekvensen af denne fortolkning og overfører den på forholdet mellem politimesteren og magistraten. Jf. Dübeck 1978, s. 455. 198 Reskript af 7. august 1687. 199 Instruks af 5. september 1691, Politimesterens forretninger i almindelighed, § 5. 57 i Khavn … derom Kgl. Resolution indhente”.200 Med denne bestemmelse var det gjort helt klart, at den øverste myndighed i denne sag, som i princippet i alle andre sager, var kongen selv. Dette princip havde været gældende allerede fra 1682, hvilket også kan ses af, at politimester Claus Rasch stilede sin anmodning om en instruks direkte til højeste sted i stedet for at gå igennem magistraten. I forholdet til andre myndigheder og til privatpersoner i byen, var det vigtigt, at politimesteren havde en vis autoritet. I det rangstyrede samfund, som blev opbygget under enevælden, kunne politimesteren ikke gennemføre hverken ransagninger, arrester eller andre dele af sit arbejde, hvis han ikke havde den legitimitet, som en plads i rangen kunne forlene ham med. Ganske vist handlede politimesteren og hans betjente på kongeligt ombud, når de udførte deres arbejde, men denne legitimitet var nok for abstrakt til at virke i de konkrete situationer ude i byen. Både i en forordning fra 1684 og i 1683-instruksen blev der fastsat straf for at hindre politiets arbejde.201 Dette tyder på, at der forelå et reelt problem. Politimestrene blev til og med Erik Jensen Torm, som var politimester 17311761, udnævnt til borgmestre i København. Dette skete formentlig for at integrere embedet i magistraten. Titlen som borgmester gav en placering i rangen i syvende klasse nummer ni.202 Politimestertitlen var imidlertid højere placeret, nemlig i femte klasse nummer syv. De fleste af de tidlige politimestre opnåede dog endnu højere rang: Af de syv politimestre i undersøgelsesperioden var det kun den kontroversielle Hans Himmerich og den falskneridømte Johan Filip Ratecken, som ikke opnåede rang af etatsråd. Denne titel placerede dem i tredje rangklasse. Frederik Horn opnåede rang af konferensråd, hvilket placerede ham i anden rangklasse, men da var han afgået som politimester og var i stedet blevet dommer i hof- og stadsretten. I sin embedsperiode opnåede han rang af justitsråd, hvilket stadig var højere end politimestertitlen.203 Politimesterembedet var altså i sig selv placeret temmelig højt i rangen, men embedet gav gode muligheder for at stige endnu højere. I samtiden var det en væsentlig støtte for politimesteren, at han fik tildelt de høje titler, som gav ham højere autoritet end de fleste af de personer, som han mødte i kraft af sit embede. Titlerne, ligesom selve politimesterembedet, blev tildelt af kongen personligt som et tegn på tillid og som belønning for tro tjeneste. Når politimestrene steg i rangen under deres embedsperiode, var det en hjælp i deres daglige arbejde og et udtryk for kongens opbakning til dem. På trods af kongens opbakning i form af lovgivning og titler, forblev politimesterens og politiets rolle uafklaret i forhold til for eksempel militæret og i forhold til fremmede diplomater.204 Også politimesterens selvstændighed i forhold 200 Forordning om Politiens Administration af 22. oktober 1701, 1. post, stk. 12. Instruks af 23. juni 1683, Post 2. Forbud at gøre Politiens Betjente Hindring i deres Forretninger, 29. april 1684. 202 I henhold til rangforordningen af 14. oktober 1746. 203 Se Biografisk Leksikon, relevante opslag. Se også bilag 1. 204 Se kapitlerne om ”Politirettens jurisdiktion. Forholdet mellem civile og militære myndigheder” og ”Fremmede diplomater og deres tjenere”. 201 58 til Danske Kancelli forblev uafklaret; på den ene side forventede kancelliet, at politimesteren handlede proaktivt og selvstændigt, på den anden side kunne kancelliet gribe ind i politimesterens embedsførelse og pålægge ham opgaver, som lå på kanten af, hvad han normalt kunne forventes at beskæftige sig med. 205 Denne usikkerhed om politimesterens plads i hierarkiet var i tråd med den enevældige magtstrategi: Det var ønskeligt at opretholde en magtkonkurrence, hvor embedsmænd søgte indflydelse ved at henvende sig til kongen eller kancellierne i vigtige spørgsmål for at få deres synspunkter gennemført. Alternativet ville være at styrke embedsmændene i en grad, så de kunne foretage vigtige beslutninger udenom centraladministrationen. Politimesterens dømmende myndighed. Jeg har ovenfor behandlet politirettens jurisdiktion i forhold til andre domstole. De sager som politiretten skulle pådømme var dem, der var defineret som politisager. Denne betegnelse betød dels sager, som var behandlet i de forordninger, som var defineret som politiforordninger, og dels betød det sager af mindre betydning.206 Politimesteren havde dog også selvstændig domsmyndighed. De sager, som han skulle pådømme, var sager om politiforseelser af endnu mindre betydning end de, der lå under politirettens område. I den første instruks for politimesteren i København fra 1683 fik han myndighed til at idømme bøder uden rettergang. Det gjaldt dog kun i sager, der hørte til hans embedsområde.207 I instruksen fra 1691 nævntes politimesterens ret til at tildele bøder eller mindre korporlige straffe ikke eksplicit i første del, som afgrænsede politimesterens kompetencer. Denne ret var tilsyneladende blevet så selvfølgelig, at den blev behandlet i forbindelse med de mere specifikke arbejdsopgaver, han blev pålagt.208 I denne instruks fik politimesteren også ret til at afgøre stridigheder mellem tjenestefolk og deres herskaber med arbitrære straffe. 209 Det var underforstået, at det var tjenestefolkene, som politimesteren kunne idømme arbitrære straffe, ikke herskabet. Politimesteren havde opsynet med en række personer, som udførte hverv af offentlig karakter. For eksempel vægterne, politibetjentene, skorstensfejere og renovationsfolk. Disse personer havde han en vidtgående myndighed over. Hvis de ikke udførte deres arbejde ordentligt, kunne han idømme dem mindre korporlige straffe som fængsel eller halsjern.210 205 Dette er der adskillige eksempler på i andet hovedafsnit, hvor jeg gennemgår kilderne fra Oversekretærens Brevbøger. 206 Jf. kapitlet ”Begrebet Politie i tidligmoderne tid”. 207 Instruks af 23. juni 1683, §2. 208 Politimesterens instruks af 5. sept. 1691, anden del, §3, stk. 3,5. §6, stk. 3. 209 Ibid., anden del, §3, stk. 5. 210 Ibid., anden del, § 6, stk. 3. 59 Det var først med politiforordningen af 1701, at der blev sat en fast grænse for størrelsen af de bøder, som politimesteren måtte idømme folk uden at lade sagen komme for politiretten.211 Hvis forseelsen måtte takseres til mere end fire lod sølv, skulle sagen pådømmes ved politiretten. De to tredjedele af bødesummen tilfaldt politimesteren til aflønning af politibetjentene. Denne ordning åbnede naturligvis for misbrug af retten til at udskrive bøder, derfor blev der også fastsat en klageprocedure, så folk kunne klage over uretmæssigt pålagte bøder. 212 Politimesteren fik særlig ret til at dømme ”unge Drenge”, som affyrede raketter på gaden eller lavede andre grove løjer. Drengene kunne straffes med en bøde, som skulle betales af deres mester eller forældre. Hvis bøden ikke kunne inddrives, skulle drengene ”hudstryges” i børnehuset.213 Hvis voksne mennesker blev grebet i de samme løjer, kunne de idømmes bøder op til otte lod sølv, og sagerne kom dermed for politiretten. Det var altså kun unge mennesker i lærlingealderen, som politimesteren kunne pådømme i sådanne sager. Politimesterens instruks af 24. marts 1741 gav ham øgede straffebeføjelser. De ”vanartige Tjenestefolk”, som han allerede havde en hvis domsmyndighed over, kunne han nu straffe ”… ved hans Sigelse efter Sagens Beskaffenhed straffes paa Kroppen, enten med fængsel paa Vand og Brød, Gabestokken, Spansk Kappe eller Arbeide i Spindehuset paa nogen Tid”.214 Med 1741-instruksen fik politimesteren også pligt til at hjælpe folk, der kom til ham og klagede over at være blevet bedraget eller bestjålet. 215 I mindre alvorlige sager, og på betingelse af at både den tiltalte og anmelderen indvilligede, kunne politimesteren idømme en arbitrær straf som gabestok, spansk kappe eller fængsel på vand og brød.216 Denne paragraf er interessant, fordi den indfører princippet om differentiering af straffe med sigte på forbryderens forbedring: ”… dog tillades, naar Sagen er om ringe Tyverie, og den Skyldige ei tilforn er befunden i slig Forseelse, den Klagende og erklærer, heller at see den Skyldige ved Politiemesterens Kjendelse med en ringere Straf til Advarsel og Forbedring corrigeret, end at dermed stricte efter Loven skulde forholdes, og den skyldige saaledes Tyvs- og uærlig Dom overgaae;…”.217 Bestemmelsen rettede sig mod et karakteristikum ved samtidens straffepraksis, som var et betydeligt problem; nemlig at en væsentlig del af straffen for adskillige forbrydelser var en uærliggørelse gennem kontakten med bøddel og natmænd ved kagen eller på skafottet eller med uærlige fanger i straffeinstitutionerne. Denne sociale stigmatisering, som blev stadfæstet gennem offentlig kagstrygning, dvs. 211 Forordning om Politiens Administration af 22. oktober 1701, første del, §4 & 5. Ibid., første del, §8. 213 Ibid., anden del, §3, stk. 4. 214 Instruktion for Politimesteren i København af 24. marts 1741, §1. 215 Ibid., § 3. 216 Ibid., § 4. 217 Ibid. 212 60 piskning, eller gennem brændemærkning af forbryderen, gjorde det umuligt at rehabilitere forbryderen efter udstået straf.218 Straffepraksis indebar altså det paradoks, at de strenge straffe for tyveri umuliggjorde en differentiering i straffene. Hvis man blev dømt for gentaget stort tyveri og slap for galgen, blev man brændemærket, hvilket var ensbetydende med en dom til livsvarig indespærring, fordi man af anstændighedsårsager ikke kunne slippe en uærlig fange ud i samfundet igen. Der var også det problem, at de uærlige fanger ikke kunne sættes sammen med ærlige fanger, da uærligheden ansås som afsmittende. Således kunne uærlige fanger ikke indsættes i tugthuset på Møn, hvor der kun sad ”ærlige” fanger.219 I praksis differentierede domstolene straffene ved, at de ofte idømte mildere straffe, som ikke gjorde delinkventen uærlig, for eksempel kagstrygning for lukkede døre. Ofte sigtede kongens benådningspolitik mod at undgå at fylde fængslerne med brændemærkede småforbrydere.220 Man plejer at angive den berømte ”Forordning angående nærmere Bestemmelse af Straffe for Tyve og Hælere” af 20. februar 1789 som den første straffelov i Danmark, der indførte graduerede straffe baseret på en individuel vurdering af forbryderen og hans chancer for at forbedre sig. Det var den daværende generalprokurør, Christian Colbiørnsen, som stod bag forordningen. Straffene for simpelt tyveri fastsattes efter en nøje vurdering af ”Forbryderens Alder, Opdragelse, foregaaende Levnet, iværende Forfatning, Gierningens Anledning, det Stiaalnes Værdie …”.221 Målet med de mildere straffe var ”… at disse … kunne virke til Forbedring, hvor denne var at formode,…”.222 Det fælles træk ved bestemmelsen i politimesterens instruks fra 1741 og straffeloven fra 1789 er, at de begge er begrundet i den præmis, at en førstegangsforbryder havde bedre chancer for at forbedre sig af straffen, hvis den var mildere end de straffe, som mere forhærdede forbrydere skulle udsættes for. Bestemmelsen i 1789-forordningen er dog udtryk for en ændring i straffeparadigmet fra et generalpræventivt strafferationale til forbedringstanken. Politimesterens instruks er snarere udtryk for en retspluralisme, hvor den hurtige og enkle politiret kunne træde i stedet for det egentlige strafferetslige system. Rationalet bag instruksen er, at sagerne kan ordnes hurtigere og nemmere, hvis politimesteren kan afsige en dom i de mindre vigtige sager. Til gengæld krævede det både forbryderens og den forurettedes samtykke, da politimesterens domsmyndighed ellers ville underkende parternes respektive værneting. Politimesterens instruks fra 1741 foregreb altså tilsyneladende 1789forordningens forbedringstankegang, men med den vigtige forskel, at paradigmeskiftet fra et generalpræventivt straffeparadigme til forbedringstankegangen, ikke var slået igennem i en grad, så de egentlige straffelove kunne baseres på forbedringstanken. Under politimesterens ressort 218 Jf. f.eks.: Krogh 1987, s. 113-117. Fr. Stuckenberg: Fængselsvæsenet i Danmark 1550-1741, Kbh. 1893, s. 201-215. 220 Krogh 1987, s. 113-117. 221 Forordning af 20. februar 1789, § 1. 222 Ibid. 219 61 kunne man derimod på visse betingelser gennemføre ændringen. Dette skyldtes dels, at politimesterens arbejdsområde var ”sager af mindre betydning”, hvorfor hverken samfundets religiøst baserede pligt til at straffe en forbrydelse eller den generalpræventive logik vejede så tungt. En anden vigtig årsag var formentlig, at politimesteren kunne afgøre en del sager hurtigere og med færre omkostninger for alle parter end de almindelige domstole. Især efter at den offentlige påtale var indført, var det af betydning at få afgjort en masse sager uden for store omkostninger for politiets eller magistratens kasse. Systemet, som indførtes i 1741, var i virkeligheden ganske inkonsekvent. Det var kun de sager, som politimesteren kom i personlig berøring med, som kunne afgøres ved hans dom, hvorfor der kunne være en klar fordel ved at blive pågrebet af politiet, snarere end af inkvisitionskommissionen. Man kan også forestille sig, at der var vide muligheder for misbrug af ordningen. Da pengene til en egentlig retsforfølgelse af forbrydere skulle tages fra offentlige midler, kunne politimesteren fortjene sine overordnedes velvilje ved at dømme så mange sager som muligt på egen hånd, så de ikke belastede økonomien. I 1751 blev politimesteren frataget retten til at dømme i tyverisager. Man følte, at tyvene slap for billigt, og at småforbryderne ikke anså det for en egentlig straf at få nogle dage i fængsel på vand og brød. Derfor strammede man reglerne, så alle tyverier skulle pådømmes ved byretten. 223 Delkonklusion. I dette afsnit har jeg behandlet udviklingen af de formelle rammer for politimesterens og politirettens virke i perioden 1682-1771. Jeg har kun i ringe grad berørt politiets faktiske myndighedsudøvelse, men gennem forordninger, instrukser og reskripter tegner der sig et billede af, hvilke opgaver politiet blev pålagt gennem perioden. I forhold til en beskrivelse af centraladministrationens intentioner med politimesteren er det interessant, at der i embedets første år ikke forelå en instruks eller en beskrivelse af de arbejdsområder, som politimesteren skulle varetage. Politimesteren måtte selv henvende sig til Danske Kancelli for at få en instruks. Denne første instruks fra 1683 var endda holdt i meget generelle vendinger. Den usikre situation afspejler formentlig, at man forventede, at politikommissionens kompilation af politiordningen ville blive færdig indenfor kort tid. Derfor ventede man med at lave en instruks, og da den endelig kom, så man ikke nogen grund til at lave den meget udførlig. På den anden side var området kaldet Politien relativt klart afgrænset. Man havde en fornemmelse af hvilke arbejdsopgaver, som hørte til området. Dette kan man se af samlingen af politiforordninger fra 1686 og fra den første udførlige instruks fra 1691. Politimesteren havde naturligvis også en klar idé om hvilke 223 Reskript til politimesteren af 30. juli 1751. 62 opgaver, der hørte til hans ressort. Problemet for ham var nok mest, at han i de første år af embedet ikke havde tilstrækkelig autoritet til at føre sine beslutninger igennem. Derfor var det nødvendigt med den opbakning fra kongen, som en instruks udgjorde. Også flere reskripter, som udkom i politimesterembedets første år, understreger, at politimesteren havde behov for opbakning oppefra for at kunne udføre sit arbejde. Da 1691-instruksen endelig kom, var den temmelig detaljeret. Der var faktisk tale om et så modent stykke arbejde, at den lå til grund for afgrænsningen af politimesterens virke i hele undersøgelsesperioden. De områder, som fra begyndelsen lå under politimesterens ressort, var af vidt forskellig art. Der var opgaver af teknisk art, som opsyn med gaderenovationen, brolægning af gaderne og lignende. Der var opgaver af religiøs art, hvor politimesteren skulle holde opsyn med at ingen omvendte sig til andre religioner end den statsautoriserede tro. Der var opgaver som i samtidens forståelse hørte under ”Ærbarhed og gode Sæder”, dette var f.eks. opsynet med overholdelsen af overdådighedsforordningerne. Der var imidlertid ét område, som moderne mennesker forbinder med politiet, som slet ikke blev nævnt i instruksen. Nemlig bekæmpelsen af kriminalitet. Politimesteren skulle ganske vist sørge for, at der ikke var uro på gaderne, og han skulle sørge for at ballademagere og hærværksmænd blev arresteret. Egentlige forbrydelser var dog overhovedet ikke en del af hans arbejdsområde. I løbet af undersøgelsesperioden blev politimesteren tillagt stadig flere opgaver, uden at hans oprindelige opgaver bortfaldt. Han var stadig en slags blanding af teknisk forvaltning og ordenspoliti, men den egentlige strafferet blev efterhånden en større del af hans ansvarsområde. Allerede med politiforordningen af 1701 fik politimesteren og hans betjente en begrænset pligt til at arrestere tyve. Med instruktionen af 1741 fik politimesteren pligt til at efterforske tyverier, og han fik myndighed til at dømme i sager om småt tyveri. Dermed var politiet blevet en institution, som blandt de mange andre opgaver også havde til opgave at bekæmpe kriminalitet. Politimesterembedet var en slags opsamlingsplads for funktioner, som allerede fandtes i København, og som var helt uundværlige i det stadig mere komplekse samfund. De forskellige opgaver havde bare ikke tidligere været samlet under én hat, og de var ikke blevet prioriteret så højt. Politimesterens opgave var at være hovedansvarlig for en række områder og koordinator for de forskellige funktioner. Man kan sige, at man i løbet af undersøgelsesperioden gik fra en politiinstitution, som ikke umiddelbart kan genkendes som et politi i ordets moderne betydning, til et politi som havde de samme opgaver som nu. Gennem hele perioden beholdt politiet dog en del opgaver, som i forhold til det moderne politi må opfattes som fremmede for institutionen. På den anden side kan udviklingen ikke beskrives som en lineær udvikling hen imod et politi, som stadig mere ligner nutidens. Der var tendenser, som trak i 63 andre retninger. For eksempel var der områder, hvor politiets indflydelse indskrænkedes i løbet af undersøgelsesperioden. Dette gælder forholdet til militære, som forbrød sig imod politiforordningerne. Flere af elitekorpsene blev fuldstændigt undtaget fra politirettens jurisdiktion i politisager. Derved blev politiets opgave formentlig væsentligt vanskeligere i en by, hvor soldaterne udgjorde et stort og uroligt befolkningselement. En af de historikere, som har beskæftiget sig med politiinstitutionens udvikling, har beskrevet centraladministrationens politiske kurs på området som ”mærkeligt tøvende og uden konsekvens”.224 Det er da også rigtigt, at der ikke var stringens i centraladministrationens styring af begivenhederne. Man får faktisk det indtryk, at politimesterens ressort voksede frem som følge af en organisk proces, hvor forskellige samfundsgrupper og forskellige embedsmænd, og politimesteren selv, trak i hver deres retning. Dette kan man vælge at se som inkonsekvent og tøvende, men spørgsmålet er, om det ikke er den måde hvorpå en ny og vigtig institution nødvendigvis må dannes. Centraladministrationen nedsatte flere kommissioner til at afgrænse det nye embede, men man lyttede også i høj grad til politimesteren selv og andre interesserede grupper. Derved skabtes politiet ikke som en lineær proces, men det fik en forankring i reelle samfundsopgaver. Det forhold at centraladministrationen ikke havde en fuldt færdig plan for politimesterembedet helt fra begyndelsen betyder ikke, at der helt og aldeles manglede en plan. Den nye embedsmand passede ind i centraladministrationens øvrige politiske strategi. Udnævnelsen af den første politimester skete i en periode med stigende centralisering af en række samfundsfunktioner. Denne centralisering kom blandt andet til udtryk i kompileringen af Danske Lov. Som sagt var politimesterens opgaver ikke i sig selv nye. Det nye var centraliseringen af ansvaret for funktionerne. Der var tale om en magtkoncentration, hvor politimesteren i løbet af ganske få år kom til at have ansvaret for meget vigtige områder, han fik befaling over en betydelig bevæbnet styrke, og han fik ganske store økonomiske midler. Derved blev styringen af de relevante områder gjort mere detaljeret, og centraladministrationen fik større indflydelse på områderne. Politimesterens magtkoncentration skete i første omgang på bekostning af magistraten, men senere i undersøgelsesperioden blev politimesteren i det daglige underlagt magistraten. I hele perioden refererede politimesteren dog til Danske Kancelli i vigtige sager. Det var altså i sidste instans centraladministrationen, som havde kontrollen med politiet. Sagerne i andet hovedafsnit viser, at der med politimesterembedet var skabt en embedsmand, som kunne fungere som centraladministrationens forlængede arm, når man valgte at anvende magt. 224 Hvidt 1964, s. 86. 64 3. Andet hovedafsnit. Gennemgang af kilderne fra ”Oversekretærens Brevbøger”. I dette afsnit behandles kilder, som blev produceret af centraladministrationen, men som ikke var egentlige love. Disse kilders oprindelsessituation kan ikke afgøres med sikkerhed. Oversekretærens Brevbøger blev produceret i Danske Kancelli og er dermed tilsyneladende udtryk for kancelliets daglige forretningsgang. Det er dog sandsynligt, at kancelliembedsmændene i høj grad har afstemt deres embedsførelse efter kongens eller Gehejmekonseillets ønsker og krav. Det gælder for de fleste af disse kilder, at det ikke kan afgøres, om befalingen til politimesteren kommer fra oversekretæren, fra et enigt kancellikollegium, fra konseillet eller fra kongen alene. Uanset befalingens præcise ophav var disse breve dog principielt udtryk for kongens mening. Brevene er altså at betragte som normative kilder. De pålagde politimesteren en bestemt opgave, som han var forpligtet til at udføre. Om kilderne. Kilderne som benyttes i dette afsnit er fra ”Oversekretærens Brevbøger”. Der er tale om kopibøger til Danske Kancellis udsendte breve. Jeg har læst alle de breve, som er stilet til de skiftende politimestre indtil 1771. Derudover har jeg benyttet enkelte andre breve af særlig interesse. Kopierne af de udsendte breve er alle bygget op efter samme skema: Først står der en kort sammenfatning af brevets emne og hvem brevet blev sendt til. Efter den indledende sammenfatning følger selve kopien. Der er i næsten alle tilfælde tale om en komplet kopi. Kun når enslydende breve er sendt til forskellige personer, kan der stå om det ene brev: ”Ligesaadant Brev blev samme Dag mutatis mutandi expederet til Etatzraad og Politimester Erich Torm”.225 Brevene følger således en fast skabelon: - Indledning med modtagerens titel og navn. - Rids af den sag, som brevet knytter an til. - Den befaling, som brevet skal meddele. Oftest, især hvis modtageren er højtstående, med en præcisering af, at det er majestæten som allernådigst har fundet for godt, at … . Oversekretæren står dermed som embedsmanden, der bare tjenstligt skal meddele kongens vilje. - Afslutning: Jeg forbliver…. Dato. Oversekretærens underskrift. Indledningen og opsummeringen af sagen har gjort det nemmere for embedsmændene at finde frem til en gammel sag. Tilsyneladende er registrene først skrevet ved udgangen af den periode, som de enkelte kopibøger dækker. 225 OB 1755-1756, s. 87. 65 Registrene henviser primært til modtagernes fornavne eller til navnet på de institutioner/kollegier/kommissioner, som var modtagere. Med politimester Frederich Horns tiltrædelse i 1761 ændres dette dog, så man skal søge under hans efternavn. Denne transition fra fornavneregistre til efternavne ville sikkert kunne observeres som en generel udvikling i en bredere undersøgelse. Før år 1731 henviser registrene til sagsnumre, fra december 1730 henviser de til sidetal i protokollerne. Mine kildehenvisninger følger dette mønster. Emnerne i brevene er uhyre forskelligartede. De omfatter alt, hvad der lå indenfor Danske Kancellis ressortområde, hvilket var meget omfattende. Mere om sagskategorier følger. Der kan nævnes flere metodiske vanskeligheder i at benytte Oversekretærens Brevbøger som kilder til centraladministrationens magtpolitik. For det første er brevbøgerne først bevaret komplet fra 1721. De første 39 år af politimesterembedets eksistens er altså ikke dækket af denne kildegruppe. For det andet er der spørgsmålet om kildernes repræsentativitet. Antallet af breve til politimesteren svinger fra 0 til 13 i de år, jeg har undersøgt. Det er et vigtigt spørgsmål, hvorfor der er så store udsving. Skyldes det, at kancelliet ganske enkelt ikke henvendte sig til politimesteren nogle år, eller var der andre kanaler, som henvendelserne kunne følge? Man skal huske på, at København var en lille by, hvor det ikke var vanskeligt at sende en besked eller opsøge hinanden. Desuden var grænserne mellem arbejde og privatliv langt mere flydende for embedsmændene i den undersøgte periode, end den er i dag. Derfor forekommer det sandsynligt, at en stor del af embedsmændenes kommunikation både udadtil og internt i centraladministrationens kontorer er foregået udenom de officielle kanaler. Det er imidlertid vanskeligt at sige noget sikkert om omfanget af denne private udveksling. Det er også vigtigt at huske, at de sager, som jeg finder, kun har udgjort en meget lille del af politimesterens arbejde, selv i de år hvor der er mange indførsler. Mine kilder kan altså ikke stå alene når det gælder om at beskrive politimesterens arbejdsområder. Til gengæld kan de, med visse forbehold, bruges til at undersøge, hvilke enkeltsager centraladministrationen direkte pålagde politimesteren. Dermed kan de supplere det billede af politiets rolle i centraladministrationens magtudøvelse, som love og forordninger viser. Jeg har undersøgt Oversekretærens Brevbøger indtil slutningen af Frederich Horns embedsperiode, dvs. til 1771. Dermed stopper min undersøgelse ved Struensee-periodens omvæltninger. 66 Forsøg på en kategorisering. En gennemlæsning af kilderne afslører et bredt udvalg af emner. For at lette analysen af politimesterens forskellige arbejdsopgaver har jeg inddelt sagerne i en række kategorier, som jeg vil behandle i kapitler for sig: 1) 2) 3) 4) 5) 6) 7) 8) 9) 10) 11) 12) 13) 14) Oprør/opsætsighed. Censur. Kontrol med den offentlige opinion. Rejsetilladelser og lediggængeri. Overdådighedsforordninger og religiøst politi. Efterforskning af kriminalitet, husundersøgelser, eftersøgning og arrestation af forbrydere. Tvivlsomme rejsende. Samarbejde med andre landes retsvæsen. Gøglere og forlystelser. Laugssager, privilegier. Sociale opgaver. Statistik og demografi. Fremmede diplomater og deres tjenere. Klager over politiet. For at strukturere min gennemgang og min analyse af sagskategorierne benyttes en yderligere inddeling i overkategorier: De første fem kategorier vedrører politiets rolle som beskytter af staten og den samfundsorden, som myndighederne mente var den rigtige. Kategori 6, 7 og 8 behandler politiets rolle som bekæmpere af kriminalitet. Kategori 9 og 10 behandler politiets rolle som kontrollanter af næringslivet. Kategori 11 og 12 omhandler de opgaver af mere social og omsorgsmæssig karakter, som politiet måtte påtage sig. Kategori 13 handler om de vanskelige situationer, der kunne opstå, når der var diplomater involverede i politisager. Kategori 14 handler om klager over politiet og politimesterens embedsførelse. De 14 kategorier behandles således i seks afsnit under overskrifterne: 1) Politiets rolle som beskyttere af staten og samfundsordenen. 2) Politiets rolle som bekæmpere af kriminalitet. 3) Politiets opsyn med næringslivet. 4) Politiets sociale og sundhedsmæssige opgaver. 5) Fremmede diplomater og deres tjenere. 6) Klager over politiet. I hvert afsnit (undtaget afsnittet om fremmede diplomater) gennemgås endvidere en eller flere ”case stories”, som knytter an til afsnittets tema. Det gennemgående træk ved disse cases er, at sagerne er udvalgt, fordi de siger noget 67 om politiets og politimesterens arbejdsopgaver, deres metoder samt politiinstitutionens indplacering i samfundet og i den enevældige administrations magtudøvelse. Til de mere uddybende studier i enkeltsager er anvendt Oversekretærens Brevbøger, supplikprotokollerne, arkivalier fra indlæggene til de forskellige kildegrupper samt relevant sekundærlitteratur. 68 Politiets rolle som beskyttere af staten og samfundsordenen. Under denne overskrift behandles sager, hvor politimesteren blev tillagt repressive opgaver af sine overordnede. Sager om oprør/opsætsighed. Danmark gik fri af store oprør og voldelige revolutioner i den behandlede periode, og folkestemningen under enevælden er blevet opfattet som temmelig fredelig og præget af respekt for og accept af styreformens legitimitet. 226 Ikke desto mindre er der mange eksempler på oprør og uro af et omfang, som var tilstrækkeligt til at alarmere myndighederne og til at fordre en konstant årvågenhed fra myndighedernes side. Sagen med brændevinsbrændernes oprør i 1723 er et eksempel på dette.227 Denne agtpågivenhed fra myndighedernes side overfor folket kan forklare, hvorfor centraladministrationen fandt det nødvendigt at gribe ind i de følgende sager. De enevældige myndigheders definition af oprør var noget bredere end hvad man nu opfatter som et oprør. For eksempel blev misbrug af den hævdvundne supplikationsret opfattet som en form for oprør. Selv om alle den danske konges undersåtter i princippet havde ret til at supplikere, var der altså visse regler, der skulle overholdes. At det ikke var helt ufarligt at træde udenfor disse regler illustreres af en sag fra 1753.228 En bonde fra Trondhjems stift havde forsiddet sin gård, og var derefter taget til København. Her supplikerede han på en måde, der blev opfattet som meget uforskammet og fornærmelig overfor Trondhjems biskop, som havde overtaget gården. Kongen besluttede egenhændigt, at bonden skulle straffes med et års fæstningsarbejde på kastellet. Politimester Torm fik til opgave at lade sine betjente opsøge bonden og arrestere ham for derefter at befordre ham til kastellet. Der var altså tale om et regulært lettre de cachet, et magtmiddel som man normalt ikke forbinder med den danske enevælde. 229 226 Jf. f.eks.: Edvard Holm: Om det Syn på Kongemagt, Folk og borgerlig Frihed, der udviklede sig i den dansk-norske Stat i Midten af 18de Aarhundrede (1746-1770), Kbh. 1975 (1883). Edvard Holm: Den offentlige mening og statsmagten, Kbh. 1975 (1888). Jens Arup Seip: Teorien om det opinionsstyrte enevelde, i: Norsk Historisk Tidsskrift 38, 1958. Flemming Mikkelsen (red.): Protest og oprør. Kollektive aktioner i Danmark 1700-1985, Århus 1986. 227 OB 1721-23, nr. 130. Se case nr. 1: Brændevinsbrændernes oprør i 1723. 228 OB 1753-54, s. 386. 229 Et lettre de cachet var en hemmelig arrestordre udstedt af kongen egenhændigt. Stig Iuul skriver direkte, at denne form for magtudøvelse, som han kalder kabinetsjustits, ikke forekom i Danmark. Stig Iuul: Lov og ret i Danmark, 2. udgave, Kbh. 1969, s. 26ff. Også Edvard Holm gør meget ud af at påpege, at magtadskillelsesprincippet blev overholdt under den sene danske enevælde: Holm 1975 (1883), s. 92-100. 69 En borger fra Flensborg, som havde skrevet til magistraten i samme by og havde truet medlemmerne, blev ligeledes udsat for myndighedernes sanktioner.230 Grunden til at politimesteren i København blev blandet ind i sagen var, at flensborgenseren var kommet til hovedstaden. Den 26. februar 1746 fik politimester Torm besked på at undersøge, hvorfor den besværlige supplikant var kommet til København. Undersøgelsen skulle foregå ”i ald Stilhed”.231 Den 9. april samme år fik politimesteren besked på at optage forhør over borgeren for at finde ud af, hvad han havde villet med sine trusler mod magistraten. Forhøret skulle sendes direkte til Tyske Kancelli, som Flensborg sorterede under. 232 I 1761 fik Torm en af sine sidste opgaver som politimester. 233 Der havde været en brandøvelse et sted i København, og en del af almuen havde benyttet lejligheden til at lave en sådan tumult og opløb, at de personer, som skulle afholde øvelsen, måtte føres bort under militær beskyttelse. Tumulterne varede dagen ud. Det blev politimesterens opgave at finde frem til de personer, som førte an i disse uroligheder. Case nr. 1: Brændevinsbrændernes oprør i 1723. I sommeren 1723 var kong Frederik 4. på vej fra Fredensborg til København. Ved Vibenshus uden for Nørreport kom en flok mennesker ham i møde. Det var et næsten fuldtalligt brændevinsbrænderlaug, som havde samlet sig for at overrække ham en petitionsskrivelse.234 Det var folkets ret at supplikere til kongen, enten skriftligt eller ved audiens. Denne form for petitionsmarch tilhørte dog ikke den tilladte form for forhandling mellem konge og folk. Den mindede i sin form alt for meget om folkelig protest eller oprør, ligesom den vakte den enevældige administrations latente frygt for offentlig uorden. Derfor blev kongen rasende og sagen fik et efterspil, da to af brændevinsbrænderne blev arresteret af politimesteren. Politimesteren havde i sin indledende undersøgelse udspurgt de to brændevinsbrændere, men de havde fremturet med de krav, som deres supplik havde indeholdt, og de havde endda sagt, at de sagtens kunne finde på at fremsætte deres krav på samme måde igen, hvis de ikke fik deres ønsker opfyldt. Dette kunne naturligvis ikke tillades, hvorfor de blev arresteret og sat i byens Samme år, 1753, blev Henrik Stampe udnævnt til generalprokurør. Stampe var en af de fremmeste fortalere for magtadskillelseslæren, så måske var den refererede sag en af de sidste af sin art i Danmark. 230 OB 1745-46 s. 561, 625. 231 Ibid, s. 561. 232 Ibid, s. 625. 233 OB 1761-63, s. 383. 234 Beskrivelsen af sagen baserer sig på følgende kilder: OB, 1721-23, no. 130. 26. juni 1723. Kancelliets Breve,1723, læg nr. 130. Indlæg til Sjællandske Tegnelser,1723, læg nr. 264. 70 arresthus. Efter en uges tid blev de to arrestanter mere medgørlige og afslørede, at det var konsumptionsinspektør Anders Windeløv, som både havde forfattet supplikken og havde fundet på, at den skulle overleveres på den måde, som det var sket. Derefter blev de to brændevinsbrændere løsladt, mens politimesteren fik ordre til at foretage en undersøgelse af Windeløv. Flere ting ved sagen er interessante. For det første var der tale om en meget aktiv form for folkelig kravfremsættelse, som ellers var temmelig usædvanlig i Danmark under enevælden, især så tidligt i 1700-tallet. Det er tydeligt, at myndighederne opfattede brændevinsbrændernes petitionsmarch som intet mindre end et oprør. Ordene, som brugtes til at beskrive laugsmedlemmernes opførsel, er så hårde som ”sammenrotning” og ”utilladelige opløb”.235 For det andet er det interessant, at myndighederne med det samme gik på jagt efter, og fandt, en ”Author til det af oftbemeldte borgere foretagne utilladelige opløb”.236 Det var åbenbart fuldstændigt utænkeligt, at brændevinsbrænderne på eget initiativ skulle kunne arrangere denne form for koordineret kravfremsættelse.237 Det tredje, og for denne undersøgelse mest interessante punkt, er, at politimesteren her trådte frem som mellemleddet i forhandlingerne mellem lauget og myndighederne. Naturligvis agerede politimesteren som myndighedernes repræsentant, men han optrådte alligevel i en ”mægler”-funktion. Politimesteren havde allerede før petitionsmarchen advaret brændevinsbrændernes laug om, at det ikke var en acceptabel form for forhandling. Dette viser, at politimesteren var i løbende kontakt med potentielt urolige elementer. Først da brændevinsbrænderne entydigt havde overskredet tærsklen for det accepterede, skred politimesteren ind som en egentligt repressiv og investigativ kraft. 235 OB, 1721-23, no. 130. 26. juni 1723. Indlæg til Sjællandske Tegnelser,1723, læg nr. 264. 236 OB, 1721-23, no. 130. 26. juni 1723. 237 Det var et gennemgående træk i myndighedernes behandling af folkelig modstand, at man søgte efter en ”koncipist” eller en ”animator”. At borgere og bønder af sig selv kunne organisere sig var åbenbart utænkeligt. Denne topos blev en måde, hvorpå de, som havde havde været oprørske, kunne undskylde deres handlinger: ”… det var sket efter tilskyndelse og dårlig enfoldighed …”. Birgit Løgstrup: Jorddrot og offentlig administrator. Godsejerstyret inden for skatte- og udskrivningsvæsenet i det 18. århundrede, Kbh. 1983, s. 55-56. Det var dog ikke bare en fordom, at der blev benyttet sagførere til at fremme protester. I en moderne tankegang virker det indlysende, at man har ret til at søge juridisk og strategisk vejledning, når man fremfører en protest eller et krav, men i samtiden opfattede myndighederne det som unødig, og oprørsk, indblanden. Jf.: Birgit Løgstrup: Bondeprotest på Lynderupgård 1781-1802, i: Flemming Mikkelsen (red.): Protest og oprør. Kollektive aktioner i Danmark 1700-1985, Århus 1986, s. 33-37. Det er interessant, at sociologen Charles Tilly finder såkaldte ”brokers”, som ifølge hans teori er nødvendige for at mobilisere koordineret folkelig kravfremsættelse. Jf.: Charles Tilly: Contention & Democracy in Europe, 1650-2000, Cambridge 2004, s. 58. 71 Sager om censur. Johan Ernst var censor på de københavnske aviser, men han magtede ikke opgaven på grund af arbejdspresset. Fra hans død i 1722 var der frem til 1738 slet ikke forhåndscensur på aviserne. Fra 1738 overgik censuren til direktørerne i generalpostamtet.238 Politimesteren kunne dog godt blive indblandet i censursager, selv om censuren ikke påhvilede hans embede. Han kunne nemlig blive sat til at effektuere censorernes bestemmelser. Den første sag i denne kategori er fra 1722, hvor politimester Johan Ernst fik tilsendt en trykt plakat, som havde et utilladeligt indhold. 239 Politimesteren skulle i hemmelighed undersøge hvem, der havde trykt den. Forfatterens navn stod på plakaten, men det vigtige var at finde den bogtrykker, som havde ladet den trykke. I 1726 undersøgte byfogden samtlige boglader i København for at konfiskere alle eksemplarer af en tysk bog med titlen ”Kürtzer und gründlicher Berichte wegen der Eid Schworens”.240 Dette viser, at andre instanser end politimesteren kunne benyttes, når der skulle sættes magt bag censorernes beslutninger. Et brev til politimester Himmerich fra 1728 må opfattes som en ”næse”.241 Der var blevet trykt en vise, som angreb en navngiven jøde fra København. Sådanne angreb på jøder var ikke velkomne, da de kunne lede til uroligheder. Derfor blev det indskærpet Himmerich, at det var hans opgave som politimester at stoppe ting, der kunne ophidse gemytterne i byen og ”som strider imod ald god Politie”.242 Når Himmerich ikke på eget initiativ havde grebet ind overfor denne tryksag, kan det enten skyldes manglende opsyn med tryksagerne eller en personlig antisemitisk holdning.243 I forbindelse med Frederik 5.s salving blev det i 1747 pålagt politimester Torm, at han skulle sørge for, at ingen af byens bogtrykkere trykte beskrivelser af ceremonien.244 Man havde udpeget en bestemt person til at trykke en fuldkommen beretning, og man frygtede, at uautoriserede skribenter ville give et ufuldstændigt billede af begivenhederne. Det skulle dog være tilladt at lade fremstille kobberstik, som viste begivenheden. Denne sag er ikke nødvendigvis udtryk for en politisk censur, men skal snarere opfattes som hørende til den del af politimesterens opgaver, som omhandlede opretholdelsen af privilegier. Efterhånden blev det politimesterens opgave at undersøge byens boglader og lade ulovlige bøger konfiskere. I 1758 skrev politimester Torm til Danske Kancelli og meddelte, at han havde konfiskeret 43 eksemplarer af en bog, som var forbudt. Bogen hed ”Alvorlig og fortroelig Bonde Samtale”, den handlede om 238 P.M. Stolpe: Dagspressen i Danmark, bd. 2, Kbh. 1977 (1878), s. 301f. OB 1721-23, nr. 47. 240 OB 1723-26, nr. 202. 241 OB 1727-28, nr. 233. 242 Bemærk at Politie her anvendes i en indskrænket pragmatisk betydning, hvor det blot betyder ”at få tingene til at glide uden friktion”. 243 Se Case nr. 2: Hans Himmerichs angreb på den jødiske menighed i København i 1729. 244 OB 1746-48, s. 464. 239 72 samtidige politiske begivenheder i udlandet. 245 Politimesteren fik det svar, at han skulle sende de konfiskerede bøger i en forseglet pakke til kancelliet til kassation.246 Der skulle dog ikke føres en sag mod boghandleren, da dette ville vække opmærksomhed. Oplaget havde været på 500, så de 43 konfiskerede eksemplarer udgjorde blot en lille del af dem, som allerede var kommet i omløb. Boghandleren og trykkeren slap med en formaning om fremover at lade deres bøger censurere efter reglerne. Det var ikke blot storpolitiske emner, som kunne blive udsat for censur, også de populære beskrivelser af henrettelser blev der holdt øje med. I 1767 udkom et skrift, der beskrev henrettelsen af to forbrydere. De to var blevet henrettet i henhold til den militære straffelov ved den såkaldte levende radbrækning, som var den strengeste straf i Danmark. På dette tidspunkt var det kutyme, at kongen gav ordre til, at de ulykkelige misdædere skulle stranguleres, uden at tilskuerne opdagede det. På denne måde mildnede man straffen, uden at den generalpræventive effekt gik tabt. I den skriftlige beskrivelse af disse henrettelser stod der imidlertid, at forbryderne var blevet stranguleret, og dermed gik noget af det opbyggelige tabt. Alt i alt mente myndighederne, at beskrivelsen vakte ”utidig Medlidenhed” med de henrettede, snarere end den ønskede følelse af skræk og afsky. Derfor blev skriftet forbudt, og politimesteren fik til opgave at meddele boghandleren, at han ikke måtte sælge de resterende eksemplarer. 247 I 1760’erne var de russiske diplomater i København meget aktive i forhold til at kræve censur overfor aviserne, når disse skrev om russiske anliggender.248 En sag fra 1763 viser, at denne bestræbelse også gjaldt bøger. Det kejserlige hof bad gennem deres gesandt i København om at få forbudt en bog på fransk, som omhandlede Peter 3.s historie. Bogen hed ”Memoires pour Servir a l´Histoire de Pierre III”, en sådan bog var åbenbart for stærk kost for russerne. Politimester Horn fik til opgave at advare boghandlerne mod at sælge denne bog og at holde øje med, at de efterlevede forbuddet. 249 Den russiske gesandt i København forlangte også at få en bog konfiskeret i 1764250. Han forlangte det samme to gange i 1765 251 og to gange i 1767.252 Disse tilfælde er endda kun de sager, hvor politimesteren blev involveret. Der kan sagtens have været flere tilfælde. 245 OB 1757-58, s. 1249. Jf. Luxdorphs Dagbøger, udg. af Eiler Nystrøm, Kbh. 1915-30, bd. I, s. 70. 246 OB 1757-58, s. 1280. 247 OB 1767, s. 731. 248 Stolpe, bd. 3, s. 79-87 & bd. 3, s. 179-85. De russiske krav om censur i Danmark, og de danske myndigheders imødekommenhed overfor kravene, skal nok ses i forbindelse med det særligt følsomme forhold mellem Danmark og Rusland i disse år. Jf. f.eks.: Ole Feldbæk: Tiden 1730-1814, Danmarks historie 4, Kbh. 1982, kap. 55 & 56. 249 OB 1763-64, s. 418. Peter 3. blev afsat som tsar og myrdet. Dette må være årsagen til, at bogens indhold blev anset for upassende for en bredere kreds. 250 OB 1763-1764, s. 1477. 251 OB 1765, s. 21, 594. 252 OB 1767, s. 283, 762. 73 En mere alvorlig sag opstod i december 1764, hvor en notits fra en tysk avis blev trykt i en af de Berlingske aviser.253 Notitsen vakte anstød, fordi forfatteren påstod, at den russiske tronarving lå for døden. Denne sag var så graverende, at forfatteren, Hans Lorentz Spliid, blev arresteret. Da det kom til stykket ville den russiske gesandt dog ikke føre en egentlig straffesag. Derfor lod han kancelliet vide, at man ikke behøvede at opretholde fængslingen. Det er i øvrigt interessant, at det var forfatteren til notitsen, som alene blev holdt ansvarlig. Redaktøren, Johan Christoph Berling, ansøgte kancelliet om nåde for den uheldige journalist. Det blev besluttet, at arrestanten kunne sættes på fri fod, hvis han stillede kaution. Der var tale om en ganske hård fremfærd overfor en journalist, hvis eneste brøde var, at han havde kopieret en artikel fra et udenlandsk blad. På den anden side viser sagen, at censuren havde karakter af et spil, hvor indsatsen kun i meget graverende tilfælde var virkeligt alvorlige sanktioner overfor forfatterne. Gennem arrestationen var det tydeligt blevet tilkendegivet, at der blev holdt øje med aviserne, og at den danske regering var villig til at efterkomme et russisk ønske om at gribe ind over for utilladelige skrifter. Dermed havde både den russiske repræsentation og den danske regering nået deres mål. Der var ingen af parterne, som havde interesse i at føre sagen videre for at skade den enkelte forfatter. Ligeledes havde man intet ønske om at lade sagen få konsekvenser for redaktøren eller de Berlingske aviser som sådan. Det var tilstrækkeligt at statuere et eksempel for at vise hvor grænsen gik. Denne sag er et ganske dækkende eksempel på den enevældige stats censurpolitik, som gik ud på at dosere straffe og privilegier i et nøje afmålt forhold for derved at styre offentlighedsformerne bedst muligt. Gennem repressiv tolerance sørgede man for at integrere pressen i en grad, så man kunne kontrollere den, og så man undgik at drive den under jorden og dermed lade den komme uden for myndighedernes kontrolsfære. Denne politik gav sig udslag i en relativt mild censurlovgivning, sammenlignet med mange andre lande i Europa. Dette forhindrede dog ikke, at enkeltindivider kunne blive ramt meget hårdt, hvis de var så uheldige, så opflammede af retfærdighedssans eller så tonedøve overfor det politiske spil, at de blev brugt til at statuere de nødvendige eksempler. 254 Når antallet af alvorlige censursager var så relativt beskedent, viser det formentlig, at alle parter havde forståelse for dette spil. Derfor var det sjældent nødvendigt at gribe til voldsomme forholdsregler.255 253 OB 1763-1764, s. 1685. OB 1765, s. 20, 477. Notitsen kan ses i Danske Tidende nr. 103. 254 Jf. landsforvisningen af P.A. Heiberg. 255 Stolpe tolker snarere den lemfældige censur som slendrian: Stolpe, bd. 2, s. 294. Han skriver dog også, at censurlovgivningen var så generelt formuleret, at myndighederne havde mulighed for at slå hårdt ned på selv de mindste småting, men at de undgik denne hårde fremgangsmåde, så længe forfattere og udgivere overholdt de skrevne og, især, uskrevne regler: Stolpe, bd. 2, s. 298. 74 Kontrol med den offentlige opinion. Kontrollen med den offentlige opinion har altid været et vigtigt redskab for magthavere. Mange historikere har været opmærksomme på dette område og har undersøgt de enevældige myndigheders censurbestemmelser og andre forsøg på at kontrollere eller ligefrem styre undersåtternes meningsdannelse. Den enevældige styreform hvilede under den tidlige enevælde på den præmis, at kongen var Guds repræsentant på jorden, ”konge af Guds nåde”. I løbet af 1700-tallet vandt naturrettens ide om samfundskontrakten frem. Kongen var ikke længere konge af Guds nåde, men kongemagten var til gengæld legitimeret af sin nytte for hele samfundet.256 Uanset hvilke præmisser den enevældige styreforms magt var baseret på, var det vigtigt at legitimere magten i befolkningens øjne. Centraladministrationen arbejdede derfor målrettet på at gøre det officielle syn på kongens legitime magt til den eneste samfundsopfattelse, som var repræsenteret i offentligheden. Politimesteren indgik i denne politiske strategi som et redskab til at udøve centraladministrationens politik overfor de enkelte undersåtter. Med sin placering ude i samfundet, i begivenhedernes centrum, skulle politimesteren benytte sine kontakter til at holde opsyn med den fremspirende offentlige opinion. Vidnesbyrdene om politimesterens overvågning af den offentlige opinion i den undersøgte periode er dog få og sporadiske. Under den sene enevælde systematiseredes overvågningen med indførelsen af hemmelige politiagenter. 257 I 1743 blev politimesteren beordret til at undersøge rygter om at der på kroer og torve blev talt ondt om svenskerne.258 Politimesteren beordredes samtidig til at indsende en indberetning om, hvordan han mente, at man kunne forhindre, at befolkningen oparbejdede animositet mod nabolandet. Det vides desværre ikke, hvilke midler politimesteren mente, man kunne benytte for at styre folkestemningen. Baggrunden for de antisvenske følelser findes formentlig i det langvarige fjendtlige forhold mellem de to lande. Grunden til at den fjendtlige folkestemning blev opfattet som et problem var, at Sverige var en vigtig handelspartner i fredstid og svenske købmænd, sømænd, diplomater og andre rejsende skulle kunne færdes sikkert i København. Det er nærliggende at se overfaldet på den svenske ambassadør et halvt år senere i lyset af københavnernes antisvenske følelser. I denne sag kom den folkelige modstand mod svenskerne til udtryk ved, at den svenske ambassadør blev forulempet af nogle hyrekuske, da han var på vej hjem i sin egen vogn. Sagen blev taget meget alvorligt, ambassadøren klagede til tyske 256 Jf. f.eks.: Seip 1958. Holm 1975 (1888). 257 Jf.: J. Svane-Mikkelsen: Københavns politi og forholdet til offentligheden omkring enevældens ophør, i: Historiske Meddelelser om København 1969. Henrik Stevnsborg: Politiet i 1800-tallet. Forsøg på en syntese, i: Politihistorisk selskabs Årsskrift 1996. 258 OB 1743-44, s. 365. 75 kancelli og oversekretær Schulin sendte sagen videre til Danske Kancelli. Politimesteren fik besked på at arrestere og forhøre de skyldige.259 Som et led i kongemagtens selviscenesættelse kunne politimesteren ligefrem sættes til at påtage sig journalistiske opgaver. I december måned 1743 fik politimesteren besked på at indsamle oplysninger om det kongelige indtog i byen. Han skulle blandt andet skaffe oplysninger om udsmykningen af gaderne. Denne beskrivelse skulle han derefter sende til Danske Kancelli, som så ville lade dem trykke, så befolkningen kunne læse om pragten. Man lod sig ikke nøje med at iscenesætte kongemagten under selve indtoget, man ville altså også publicere en beskrivelse af festlighederne, så en større del af befolkningen kunne stifte bekendtskab med dette. Man må formode, at politimesteren ikke bare skulle indsamle oplysningerne, men at han også skulle redigere dem, så de var klar til trykken. Ved at sætte en kongeligt udnævnt embedsmand til at gøre dette arbejde sikrede man sig, at kongen blev præsenteret i det rette lys. 260 Rejsetilladelser og lediggængeri. Under det enevældige styre var der strenge begrænsninger på indbyggernes frie bevægelighed indenfor landet grænser. Dette gjaldt naturligvis først og fremmest bondestanden. Denne gruppe er kun repræsenteret i mine kilder med én sag. Dette skyldes formentlig, at bortløbne bønder kun hørte under politimesterens ressort, når de kom til København. På landet var der andre instanser, som havde til opgave at opretholde stavnsbåndet. Det var politimesterens opgave at holde opsyn med alle fremmede, som ankom til København. Alle som tilbød logi til fremmede havde indberetningspligt. Det var også politimesteren, som udstedte rejsepas, og det var hans opgave at koordinere indsatsen mod ulovlige omstrejfere. Der kunne være tale om tiggere eller omrejsende minoritetsgrupper som sigøjnere, men også soldater og andre grupper skulle politimesteren holde opsyn med. I 1723 indgav politimester Rathecken en supplik til kongen, hvori han blandt andet bad om tilladelse til, at en aftakket og syg matros måtte rejse hjem til Jylland, hvor hans familie kunne tage sig af ham. Det fremgår ikke, hvorfor politimesteren talte matrosens sag, men det skyldtes enten, at matrosen selv havde henvendt sig til politimesteren, som ikke turde give ham rejsepas uden at spørge om lov højere oppe i systemet, eller også forsøgte Rathecken på eget initiativ at få matrosen sendt ud af byen og dermed ud af sit eget ansvarsområde. Da matrosen tilhørte søetatens jurisdiktion, kunne politimesteren naturligvis ikke selv afgøre sagen, men måtte spørge opad i systemet først. 261 259 OB 1743-44, s. 556 & 559. Jf. kapitlet ”Fremmede diplomater og deres tjenere”. 260 OB 1743-44, s. 494. 261 OB 1723-26, nr. 22. 76 Året efter kom politimester Rathecken i vanskeligheder på grund af en anden matros ved navn Frederich Hansen. Matrosen var blevet fundet beruset på gaden og politibetjentene havde derfor pågrebet ham og havde solgt ham til en kaptajn Tyrkensteens kompagni for seks rigsdaler. Dette var ikke en usædvanlig fremgangsmåde overfor løsgængere, men matrosen var allerede hyret hos en kommandørkaptajn Kønig, som naturligt nok ikke var tilfreds med at miste en forhyret mand. Det blev pålagt politimesteren at udrede sagen til alles tilfredsstillelse.262 I 1725 fik politi- og kommercekollegiet under politimester Ratheckens suspension besked på at arrestere en pige, Anna Catharina Laursdatter, for at forsøge at ”bortprakticere” en livgarder. Soldaten ville rømme iført kvindeklæder og rejse til Holland. Pigen skulle tiltales for sit værneting, soldatens straf var et militært anliggende.263 I nær sammenhæng med kontrollen af rejsende stod problemet med omstrejfere og lediggængere. Dette var et emne, som optog myndighederne gennem hele den tidligmoderne periode, og som mange love og andre forholdsregler rettede sig imod.264 Gennem sine generelle arbejdsområder havde politimesteren også berøring med dette problem. I december 1744 fik politimester Erik Torm brev fra kancelliet om emnet.265 De mange folk, som var stukket af fra deres fæstegodser og opholdt sig i København som lediggængere, blev opfattet som et problem. Kongen overvejede derfor, om man kunne tvangsindrullere nogle af disse mennesker i de hvervede regimenter. Politimesteren fik derfor ordre til at lade ”et eller andet fornuftigt Menneske” undersøge løsgængerne i byen og lave en liste over dem, som havde fysikken til militærtjeneste. En uddybning af denne sag findes i et brev til overkrigssekretær Numsen fra august 1745.266 det var åbenbart oprindeligt krigskancelliet, som havde foreslået at benytte lediggængere som hvervede soldater. Af brevet fremgår det, at man havde indhentet erklæringer fra stiftamtmændene og fra politimesteren i København. Disse havde ”under Haanden” undersøgt hvor mange egnede lediggængere, der fandtes i landet. Det var naturligvis vigtigt, at en sådan undersøgelse skete hemmeligt, så lediggængerne ikke fandt ud af, at de var ved at blive tvangshvervet. Imidlertid var politimesteren og amtmændene enige om, at der i virkeligheden ikke fandtes ret mange egentlige lediggængere. De fleste skaffede sig til dagen og vejen ved småjobs og forefaldende arbejde. De få, som kunne kaldes lediggængere, var uegnede til militærtjeneste. Disse relationer blev sendt til 262 OB 1723-26, nr. 98. OB 1723-26, nr. 183. 264 Se en grundig gennemgang af dette emne i: Tyge Krogh: Staten og de besiddelsesløse på landet 1500-1800, Odense 1987, kap. IV. 265 OB 1743-44, s. 856. 266 OB 1745-46, s. 468 (i registeret henvises til s. 470!). 263 77 overkrigssekretæren, og man må formode, at denne form for hvervning blev opgivet. Sagen kaster et interessant lys over løsgængeriproblemet, som myndighederne gennem mange år behandlede med stor iver. Måske var løsgængerproblemet i virkeligheden ikke så stort, som man troede. Naturligvis har der været store dele af befolkningen, som ikke havde fast arbejde, og som vandrede omkring i det omfang, som de strenge pasregler tillod det, men denne gruppe mennesker har naturligvis levet af noget. Nogle levede af at tigge og nogle stjal og røvede, men de fleste udfyldte måske i virkeligheden en nødvendig rolle som løs arbejdskraft. Dette lader i hvert fald til at være amtmændenes og politimesterens opfattelse. Overdådighedsforordninger og religiøst politi. Også overholdelsen af overdådighedsforordningerne lå indenfor politimesterens ressort. Henning Koch argumenterer for, at politimesterens opsyn med overdådighedsforordningernes overholdelse var et udtryk for enevældens økonomiske politik: Politimesterembedet blev oprettet for at beskytte de statslige manufakturer.267 Der er ingen tvivl om, at politimesteren spillede en rolle i den enevældige stats økonomiske politik, men opretholdelsen af overdådighedsforordningerne var ikke alene dikteret af økonomiske hensyn. I 1745 blev politimester Torm pålagt at undersøge hvilke grupper i København, som overtrådte disse forordninger.268 Kongen havde bemærket, at brugen af utilladelig overdådighed var begyndt at tage overhånd ”saa at de mindste vil holde sig lige med de” højere.269 Politimesteren skulle sende sin rapport direkte til ceremonimesteren, som havde overopsynet med området. Den årsag som nævntes til, at forordningerne skulle overholdes, var, at brugen af forbudte luksusvarer var stigende ”hvorpaa kand ej andet end følge Guds Straf og Hjemsøgelse over Landet”.270 Der var altså en religiøs begrundelse for overdådighedsforordningerne. Det er vanskeligt at sige noget om, hvor stor virkning overdådighedsforordningerne havde, men en sag fra 1760 viser, at folk regnede med at politimesteren kunne finde på at gribe ind overfor overtrædelser. 271 Arvingerne til en afdød generalmajor rettede henvendelse til Danske Kancelli for at sikre sig, at politimesteren ikke greb ind, hvis de beklædte ligkisten med sort fløjl. Imidlertid var det, ifølge begravelsesforordningen af 7. november 1682, 2. artikel, tilladt, at folk af høj rang tillod sig sådanne posthume excesser. Dette blev præciseret i et brev til politimesteren, hvorefter arvingerne med sindsro kunne jorde den fløjlsomvundne generalmajor. 267 Se indledningen og diskussionen. OB 1745-46, s. 438, 441. 269 OB 1745-46, s. 438. 270 OB 1745-46, s. 441. 271 OB 1759-60, s. 1128. 268 78 Som nævnt lå der religiøse bevæggrunde bag politimesterens opsyn med overdådighedsforordningerne. Et andet område, som politimesteren havde ansvaret for, var opsynet med at folk ikke faldt fra den statsautoriserede tro. I 1765 fik politimesteren ordre til at undersøge en pige ved navn Susanna Stiern, som angiveligt var konverteret til katolicismen og havde giftet sig med den spanske gesandts kammertjener.272 Karakteristisk for de vanskelige sager, som involverede fremmede diplomater, skulle politimesteren ikke gå direkte til pigen selv eller hendes mand. I stedet skulle han henvende sig til pigens moder og hendes to søstre og forhøre dem om, hvordan religionsskiftet var kommet i stand og om hvem, der havde undervist Susanna i religion. Forhøret skulle derefter sendes til oversekretæren. Dette viser hvor vigtig sagen var. Man kunne ikke bare ignorere den, hvilket ellers ville have været det letteste. I stedet valgte man at behandle den forsigtigt og på højeste sted for ikke at støde den spanske diplomat. Senere samme år fik politimesteren en opgave, som muligvis udsprang af den foregående sag.273 Kancelliet havde fået mistanke om, at nogle af de børn, som gik i de katolske skoler i København, egentlig burde opdrages i den lutherske tro. Der var formentlig tale om børn af tjenestefolk, som arbejdede for katolikker. Politimesteren fik til opgave at undersøge de katolske skoler et par gange om året for at sikre sig, at kun børn af katolikker blev undervist der. Han skulle meddele resultaterne af sine undersøgelser til biskop Harboe. Case nr. 2: Hans Himmerichs angreb på den jødiske menighed i København i 1729. Følgende case illustrerer, hvor meget magt politimesteren kunne mønstre overfor en gruppe, som var marginaliseret i samfundet. Politimesteren havde ifølge politiforordningen af 1701 pligt til at holde opsyn med den jødiske menighed i København. Han benyttede denne bestemmelse til at retfærdiggøre sin fremfærd mod jøderne. Tidligt om morgenen den 26. maj 1729 blev en række af de mest fremtrædende ældre jøder fra menigheden i København afhentet af politibetjente. De blev ført til en gårdhave i nærheden af politimester Hans Himmerichs hus og blev lukket inde der. I mellemtiden gik politibetjentene på jagt efter flere jøder i byens gader, hvor de fangede en del yngre medlemmer af menigheden. Da der var omkring 20 jøder samlet i gårdhaven, stillede betjentene sig tilfredse og afventede politimesterens ankomst.274 272 OB 1765, s. 847. OB 1765, s. 1238 274 Beskrivelsen af begivenhederne er baseret på følgende kilder: OB 1729-30, nr. 92. Koncepter og Indlæg til Sjællandske Tegnelser, 1729, nr, 283, kasse 54, læg nr. 283. 273 79 Ved 9-tiden ankom Hans Himmerich i spidsen for en procession af samtlige vægtere i byen. Han havde også rekvireret et antal soldater fra byens garnison. Uden at de tilfangetagne kunne få at vide, hvad der ventede dem, blev de fleste af dem placeret i 7 kareter, som var hyret til formålet. De resterende yngre jøder måtte gå til fods eskorteret af soldater med opplantede bajonetter. Hele vejen var de udsat for en nysgerrig folkemængdes spot, da de blev gennet gennem byen som forbrydere.275 Turen gik gennem Østerport ud til Garnisons Kirkegård. Vognene ankom først og mens de holdt og ventede på de gående, så de ældre jøder et syn, der fik blodet til at isne i deres krop: Skarpretteren, Mühlhausen, holdt og ventede sammen med sin undergivne, natmanden, og dennes vogn. Dette syn kunne man normalt se før en offentlig henrettelse, hvor natmanden gik skarpretteren til hånde, og den dømte blev ført til og fra retterstedet på natmanden vogn. Jøderne frygtede, at de ville blive udsat for en regulær udslettelse, som de europæiske jøders historie allerede på dette tidspunkt var så fuld af. Da de sidste jøder ankom, blev de alle sammen gennet ind på kirkegården, vægtere, politibetjente og soldater slog ring om de forskrækkede jøder, og først da fik de at vide, hvorfor de var blevet samlet. Politimesteren oplæste en kongelig befaling, der sagde, at jøderne skulle grave liget af en Jens Peder Gedeløche op, transportere ham til jødernes kirkegård og begrave ham der. Årsagen var, at politimesteren havde sandsynliggjort, at den afdøde var blevet omvendt til jødedommen. Derfor havde kongen besluttet, at jøderne skulle få gravet liget op og transportere det til den jødiske kirkegård. Det må trods alt have været en lettelse for de forsamlede jøder, at de ikke var i livsfare, men da arbejdets karakter rigtigt gik op for dem, sank deres mod igen. Politimesteren ville ikke lade de yngre jøder deltage i arbejdet, så de gamle måtte klare sig alene. Flere af dem var omkring 70 år gamle. Da arbejdet skred for langsomt frem, lod politimesteren natmanden hjælpe til. Det var en stor ydmygelse at måtte arbejde sammen med natmanden. Derved blev jøderne, i tilskuernes øjne, associeret med natmandens uærlighed. Da kisten endelig kom op i lyset, satte politimesteren trumf på ved at tvinge rabbineren til at åbne den, så man kunne se, at det var det rigtige lig, man havde gravet op. På dette tidspunkt havde den afdøde ligget i jorden i over en måned. Derefter gik hele optoget til jødernes kirkegård, hvor nogle yngre medlemmer af menigheden i mellemtiden havde gravet en grav til den påståede apostat. Imidlertid syntes politimesteren, at graven lå for yderligt, så han anviste en mere Koncepter og Indlæg til Sjællandske Tegnelser, 1729, kasse 55, læg nr. 366, 367 & unummereret supplik fra jøderne, som ligger mellem nr, 365 og 367. Sagen er omtalt i: P.W. Becker: Om Jens Pedersen Gedelöche, der gik over til den jødiske Tro, i: Kirkehistoriske Samlinger, 1. bd., Kbh. 1849-52, s. 117-122. Tilsyneladende har forfatteren ikke haft kendskab til alle sagens akter. 275 ”… unter Zuscauung Tausenden und Tausenden Menschen seehen zu Fuss zu grösster Spot und Geläuchter gleich Delinquenten …”. Koncepter og Indlæg til Sjællandske Tegnelser, 1729, kasse 55, unummereret supplik fra jøderne, som ligger mellem nr, 365 og 367. 80 central placering, hvor de allerede udmattede jøder måtte grave en ny grav. Arbejdet blev besværliggjort af store sten i undergrunden, men politimesteren var ubøjelig. Til sidst lod han sig dog stille tilfreds, man fik jordet liget og jøderne fik lov til at gå. Hele sagen var begyndt med et rygte. Efter kuratoren Jens Peder Gedeløches død bredte et rygte sig i byen; man sagde, at han var faldet fra sin kristne tro og havde omvendt sig til jødedommen. Rygtet sagde også, at han havde sendt præsterne fra sit dødsleje med hårde ord og havde tvivlet på Jesu fødsel. Efter hans død skulle jøderne have afhentet ham og begravet ham i hemmelighed på deres kirkegård. Politimesteren besluttede at undersøge sagen nærmere og sendte politifiskalen medsamt to betjente ud til den afdødes hus. Her foretog man indledende afhøringer af enken og tjenestepigen samt enkens bror. Da deres forklaringer ikke stemte overens, besluttede politifiskalen at indkalde dem alle sammen til forhør på politikammeret. Også den afdødes præst og en anden præst, som havde besøgt ham på dødslejet, blev afkrævet en forklaring. Under forhørene kredsede politifiskalen især om Gedeløches religiøse vaner, hans måde at bede på, hvilken slags kød han spiste, samt om han var omskåret. Derudover spurgte han ind til Gedeløches samkvem med jøder. Gedeløches enke fortalte, at hendes afdøde mand ikke havde for vane at gå til alters i den periode, hvor de kom sammen, men ikke var gift. Da de blev tvunget til at gifte sig ved en konsistorialdom, fik hun gennemtrumfet, at han skulle gå til alters en gang om året. Hun kunne dog ikke sige, hvilken kirke han frekventerede om søndagen, og han havde for vane at bede stående for sig selv, mens han nikkede med hovedet eller kroppen. Han ville kun spise kød fra den jødiske slagter, eller kød som var blevet slagtet med en særlig kniv, som han havde fået af jøderne. 276 Hun var tilsyneladende ikke klar over, om han havde været omskåret, eller måske vidste hun ikke hvad det betød. Tjenestepigen bekræftede disse ting, men hun var tilsyneladende klar over, hvad en omskæring var, for hendes svar på dette spørgsmål var et emfatisk nej. 277 På enkens egen begæring blev deres tiårige datter afhørt. Hun kunne fortælle, at faderen ikke ville have, at hun læste bøger om Jesu lidelser, men at han hellere ville have hende til at læse Davids Salmer. 278 Ydermere kunne hun fortælle, at hun havde bedt faderen om at lade sig berette af præsten på hans dødsleje, men at 276 På dette tidspunkt foregik al slagtning nok ved at man skar halsen over på dyrene, eller ved at man ”stak” dem, dvs. at man overskar halspulsåren. Derved adskilte kosher slagtning sig ikke fra dagligdagen i København. Det særlige ved Gedeløches forhold til kød var altså, at dyrene blev slagtet med en særlig kniv. 277 Koncepter og Indlæg til Sjællandske Tegnelser, 1729, nr, 283, udskrift af politikammerets protokol, onsdag den 27. april 1729, forhør over tjenestepigen Gundel Larsdatter, spørgsmål 4. 278 Davids Salmer var en almindeligt udbredt bønnebog, og kan således ikke siges at være undergravende litteratur. 81 faderen havde nægtet og havde sagt, at han ville ”lære hende andet af hands Skrifter”, når han blev rask.279 De to præster, som havde forsøgt at lede den døende kurator på rette vej, bekræftede, at de var blevet afvist med blasfemiske ord. Det samme gjorde lægen.280 Med hensyn til Gedeløches omgang med jøderne kunne hans efterladte fortælle, at han ofte havde haft besøg af en mand ved navn Henrich Israel. Når de havde været alene havde de tilsyneladende diskuteret religiøse emner, for de havde bibelen liggende på bordet mellem sig. Ud over dette var der kun løse rygter om afdødes omgang med jøderne. På baggrund af undersøgelserne indberettede politimesteren sagen for kongen. Det var en alvorlig sag, hvis en jøde virkelig var blevet begravet på en kristen kirkegård, derfor fik Himmerich en kongelig ordre om at sørge for, at Gedeløches lig blev flyttet til den mosaiske kirkegård. Det var denne ordre, som blev effektueret på en meget voldsom måde. Det ovenstående sagsforløb er hovedsageligt beskrevet på baggrund af to kilder: Jødernes supplik, hvor de klagede over den behandling, de havde været udsat for, og politimester Himmerichs udførlige gendrivelse af disse klager. Man ser altså sagen fra begge sider. Det kan være vanskeligt at afgøre, hvilken forklaring, der kommer nærmest sandheden. Begge parter havde en interesse i at fremstille sagen i en meget skarpt optegnet version, og de to kilder lægger vægt på lidt forskellige aspekter af hændelsesforløbet. Der er dele af jødernes fortælling, som giver indtryk af at være overdrevne. De tusindtallige menneskeskarer, som angiveligt skulle have bevidnet jødernes udtog til Garnisons Kirkegård, står overfor Himmerichs påstand om, at der højst var 100 tilskuere. Måske har de tusindvis af mennesker, blot været de folk, som alligevel var på gaderne kl. 9 om morgenen? På den anden side er der en klar selvmodsigelse i, at Himmerich skriver, at der ikke var mange tilskuere, og derefter anfører, at opbuddet af vægtere og soldater var nødvendigt for at sikre jødernes sikkerhed. Vægterkorpset alene kunne vel godt holde styr på under 100 tilskuere. Han skriver videre, at nogle af jøderne forsøgte at slippe bort ved at blande sig med tilskuerne. Denne oplysning giver han for at forklare, hvorfor man var nødt til at bruge magt overfor jøderne, men den giver uvægerligt et billede af en noget mere kaotisk situation, end den han ellers beskriver, hvor vægtere, betjente og soldater er i overtal i forhold til tilskuerne. Et af jødernes vigtigste klagepunkter var, at de var blevet tvunget til at arbejde sammen med natmanden. Dette havde i tilskuernes, og måske i egne, øjne gjort dem ”uærlige”. De udtrykte det som, at de derved var blevet optaget i den uærlige stand.281 Derved kunne byens borgere ikke længere gøre forretninger med dem. 279 Koncepter og Indlæg til Sjællandske Tegnelser, 1729, nr, 283, udskrift af politikammerets protokol, onsdag den 27. april 1729, forhør over Jens Peder Gedeløches datter, Malene Gedeløche. 280 Koncepter og Indlæg til Sjællandske Tegnelser, 1729, nr, 283, udskrift af politikammerets protokol, fredag den 29. april 1729. 281 … in Racker Zünft aufgenommen und Rackers geworden … 82 Himmerich nægtede, at han havde ladet jøderne arbejde sammen med natmanden. Han påstod, at kun Mühlhausen havde været til stede, mens natmanden havde stået langt borte. I øvrigt anførte han, at han havde ladet alle jøderne, både de unge og de ældre, arbejde, men at de havde gjort arbejdet meget langsomt. Derefter gik han meget let henover, hvordan arbejdet så blev gjort, derved undgik han at sige, hvor stor en del af arbejdet som faktisk blev udført af natmanden eller skarpretteren. Der ligger en kopi af en regning fra Mühlhausen i lægget. Han forlangte 20 rigsdaler for sit og sine folks arbejde. Regningen er imidlertid ikke specificeret, så det kan ikke afgøres, hvor aktiv en rolle, hans folk spillede i ekshumationen.282 For yderligere at imødegå jødernes klage erklærede politimesteren sig villig til at føre vidner, der kunne bekræfte, at alt var gået ordentligt for sig, og at jøderne ikke havde lidt unødig overlast. De vidner han ville føre var løjtnanten for de soldater, som havde deltaget i seancen samt officererne i vægterkorpset. Altså folk som selv havde en interesse i at fremlægge sagen fra samme synsvinkel som politimesteren, eller som decideret stod i et afhængighedsforhold til ham. Endelig fremkom Himmerich med tre ønsker til kongen: 1: Han ville have nedsat en kommissionsdomstol, hvor jøderne skulle bevise deres beskyldninger mod ham. En passende satisfaktion, hvis de ikke kunne bevise noget, ville være, at de skulle genopbygge hans nedbrændte gård på Gråbrødretorv. 2: Han ønskede, at der skulle nedsættes en kommission, som kunne undersøge alle jødernes forhold. Både de religiøse og finansielle forhold. 3: Endelig mente han, at det ville være rimeligt, at kongen betalte for Mühlhausens ydelser, de lejede vogne samt en drikkeskilling til betjentene. I svaret til politimesteren blev det første forlangende ignoreret. Anmodningen om en kommission blev også afvist med henvisning til, at opsynet med jødernes forhold i forvejen lå indenfor politimesterens ansvarsområde. Endelig blev det bestemt, at jøderne skulle betale et bestemt beløb til konventhuset, så ville de få lov til at hyre natmanden til at grave liget op endnu en gang og flytte det til uindviet jord. Politimesteren fik altså ikke en reprimande for sin fremfærd mod jøderne. Der stod udtrykkeligt i afgørelsen, at han jo kunne føre vidner på at alt var foregået i overensstemmelse med kongens ordre. Til gengæld fik han heller ikke opfyldt sine ønsker i forhold til sagens videreførelse og hans egen satisfaktion. Der er ingen tvivl om, at Jens Peder Gedeløches forhold til religion var usædvanligt for samtiden, hvilket i sig selv var nok til at berettige en undersøgelse. Det kan dog ikke siges med sikkerhed, om han egentlig var konverteret til jødedommen. Den jødiske menighed nægtede det i hvert fald, og de var uden tvivl klar over, at det ville være uklogt at optage kristne i deres rækker. Koncepter og Indlæg til Sjællandske Tegnelser, 1729, kasse 55, unummereret supplik fra jøderne, som ligger mellem nr, 365 og 367. 282 Koncepter og Indlæg til Sjællandske Tegnelser, 1729, kasse 55, læg nr. 367. 83 I sig selv var der vel ikke noget odiøst i, at Gedeløche diskuterede religion med en jøde. Det kunne jo lige så godt være, at han forsøgte at få jøden på bedre tanker. Hvis man kan fæste lid til vidneudsagnene om hans spisevaner, må man dog konkludere, at han nok i egen selvforståelse var trådt væk fra den rette kristne vej og i stedet forsøgte at leve efter de jødiske traditioner. Dette betød dog ikke, at den jødiske menighed ville have noget med ham at gøre. Der er det problem med vidneudsagnene, at det er uklart, hvor stort et pres de afhørte har været under, da de aflagde vidneudsagn. Uanset hvor meget man kan stole på disse udsagn, er der dog ingen tvivl om, at der ikke var positive beviser for en sammenhæng mellem den jødiske menighed og Gedeløches fritænkeri. Denne sammenhæng blev tilsyneladende stadfæstet af politimesterens forudfattede holdninger til jøderne. Det forekommer sandsynligt, at Himmerich i forvejen var negativt indstillet overfor den jødiske menighed. Rygterne om Gedeløche gav en mulighed for at skride til handling. Politimesteren udøvede magt på flere måder i denne sag. Han fremskaffede vidneforklaringer og indicier, som han derefter fremlagde for kongen på en sådan måde, at denne var nødt til at gribe ind. Da politimesteren i sin oprindelige indstilling om sagen, ikke foreslog noget i stil med at flytte liget, må man formode, at påbuddet om denne flytning kom som en overraskelse for ham. Imidlertid benyttede han kongens ordre som påskud til at iværksætte en storstilet forhånelse af en gruppe, som han havde antipati for. Da kongen befalede, at Gedeløches lig skulle flyttes, havde han vel tænkt sig, at natmanden skulle udføre arbejdet på den jødiske menigheds bekostning. Når hele affæren udartede til en offentlig forestilling, stod det formentlig for Himmerichs regning. Hele sagen viser, hvor mange ressourcer politimesteren kunne mobilisere, når blot han havde en kongelig befaling at henvise til. Da følgerne af hans voldsomme fremgangsmåde var ved at ramme ham selv greb han til en anden form for taktik. Han stod i en position, hvor han kunne mobilisere troværdige folk til at støtte sine påstande, han anglede efter sympati begrundet i hans tro tjeneste og han angreb sine modstandere kraftigt. Endelig kunne han henvise til at han havde handlet i overensstemmelse med kongens befaling, hvilket, rent formelt set, også var sandt. Sagen viser dog også, at det var muligt for mere marginaliserede grupper at søge indflydelse. Jødernes klageskrift tvang Himmerich til at forklare og forsvare sine handlinger, om end man ikke kan sige, at han gik i defensiven. Hans krav om satisfaktion for uretmæssige beskyldninger var tilsyneladende fremsat ud fra den ide, at det bedste forsvar er et angreb. Ganske vist fik Himmerich ikke en officiel reprimande, men forbigåelsen af hans krav om satisfaktion og om nedsættelsen af en kommission var et klart signal om, at han skulle lukke sagen, indtil han havde noget mere substantielt at komme med. Jøderne skulle betale penge til konventhuset. Det står ikke helt klart, hvad disse penge var en bod for, men de fik da opfyldt deres ønske om at måtte flytte Gedeløches lig ud af deres kirkegård. 84 Dette må ses som en tilkendegivelse af, at de i det mindste ikke havde gjort noget bevisligt forkert. Deres henvendelse til kongen havde altså sin virkning. Delkonklusion. Under overskriften ”Politiets rolle som beskyttere af staten og samfundsordenen” har jeg behandlet politimesterens rolle i forhold til oprørere og urostiftere, i forhold til trykkere og andre som lå under for censurlovgivningen og i forhold til den offentlige opinion. Endelig har jeg behandlet en sag, hvor politimesteren benyttede sin magt til at angribe en minoritetsgruppe i samfundet. Efter en moderne målestok kan de politimæssige opgaver, som er behandlet i dette kapitel, sammenfattes som værende af repressiv art. Der er tale om, at politimesteren gennemførte myndighedernes dagsorden på nogle områder, som begrænsede befolkningens handlemuligheder. Politimesteren kan med baggrund i disse funktioner beskrives som en del af et undertrykkende regime og hans arbejdsopgaver kan beskrives som repressive. Politimesteren spillede en vigtig rolle i forbindelse med kontrollen af befolkningens oprørske tendenser. De oprør, som behandles ovenfor var dog ikke af et omfang, så de i sig selv kunne udgøre en trussel mod styret. I det hele taget forekommer samtidens definition af oprør, at være temmelig bred og dække både gadeoptøjer, uforskammede supplikanter og forsøg på faglig organisering. Netop sådanne milde former for oprør kunne være vanskelige at gøre noget ved med de overvældende militære magtmidler, som stod til det enevældige styres rådighed. Utilfredshed og murren i krogene i brede dele af befolkningen kan ikke imødegås med militær magt eller med love og formaninger. Hvis styret ville imødegå sådanne latente oprørsstemninger, eller i hvert fald forhindre dem i at komme offentligt til udtryk, måtte der findes en vej imellem sværdet og pennen. Denne erkendelse var ikke særegen for Danmark. I 16- og 1700-tallene opstod begrebet ”haut police”, eller efterretningsvæsen, som en modsætning til ”bas police”, eller det almindelige politiarbejde. Efterretningsvæsenet var, og er, kendetegnet ved, at politiet indsamler informationer og forsøger at imødegå uhensigtsmæssige tendenser. Kilderne fra Oversekretærens Brevbøger giver ofte et billede af, at politimesterens involvering i sagerne var af reaktiv karakter, dvs. at han først fik besked på at træde ind i sagen efterfølgende. Sagen med Gedeløche viser dog, at han også kunne være på forkant med begivenhederne. Sagerne om censur af bøger og aviser og forsøgene på at kontrollere den offentlige opinion er i virkeligheden en anden side af den samme rolle for politimesteren. Centraladministrationen benyttede politimesteren som en instans, der kunne gå ud i samfundet og gennemtvinge en styringsstrategi. Politimesteren optrådte som en mellemvej mellem militæret som magtmiddel og lovene og domstolenes langsommelige og strengt reaktive form for magtudøvelse. 85 Politiets rolle som bekæmpere af kriminalitet. Jeg har allerede nævnt, at politiet oprindeligt ikke stod for kriminalitetsbekæmpelse, men at dette område blev tillagt institutionen i løbet af min undersøgelsesperiode. I dette kapitel fremlægger jeg en række eksempler på sager, hvor politimesteren blev pålagt at optræde som kriminalpoliti. Efterforskning af kriminalitet, husundersøgelser, eftersøgning og arrestation af forbrydere. I 1729 undslap en forbryder ved navn Ole Andersen fra arresten. Han var blevet dømt for tyveri til kagstrygning, brændemærkning og livstid i Bremerholms jern, men opholdt sig nu i et hus på Nyhavn. Stadtholderen, gehejmeråd Wibe, sendte en memorial til kongen om forbryderens opholdssted, først da fik politimesteren besked på at tage affære. Ordren lød på, at politimesteren skulle ”med ald Forsigtighed og Tavshed denne Delinkvent at eftersøge”.283 I 1754 fik politimesteren igen ordre til at opspore og arrestere en undvegen fange.284 Der var tale om et tugthuslem fra Viborg tugthus, som var taget til København efter sin flugt. Ved oprettelsen af assistenshuset i 1754 blev det besluttet, at politiet skulle stå til rådighed i sager, hvor der var mistanke om ulovligt pantelån. Politiet skulle således stille mandskab til rådighed ved husundersøgelser. Politimesteren mente tydeligvis ikke, at dette sagsområde var indeholdt i hans instrukser, så han nægtede at hjælpe, indtil et brev fra Danske Kancelli medsamt en kopi af reskriptet gjorde det klart, at han ikke kunne undslå sig. 285 I år 1757 flygtede en kvinde ved navn Kirstine Sigvarts fra Børnehuset, Københavns kvindefængsel.286 Hun havde afsonet 12 år af en livstidsdom for tyveri. Da hun nu var på fri fod, benyttede hun lejligheden til at sende en supplik, hvori hun påstod, at hun var blevet lokket til at købe tyvekosterne af den rigtige tyv 12 år tidligere. Hun bad derfor om lov til at forblive på fri fod. Kancelliet havde imidlertid fundet sagens akter frem. Hun var blevet dømt ved flådens domstol, da hun var gift med en matros. Af disse akter fremgik det, at hun havde tilstået selv at have stjålet tøjet. De nye oplysninger, hun kom med, blev derfor af kancelliet opfattet som falske. Da hun ydermere var flygtet fra fængslet, havde hun ikke på nogen måde gjort sig fortjent til nåde, derfor fik politimesteren besked på at eftersøge hende og udlevere hende til Børnehuset, når hun blev fanget. 283 OB 1729-30, nr. 10. OB1753-54, s. 726. 285 OB 1753-54, s. 910. 286 OB 1757-58, s. 320. 284 86 En ubehagelig sag, som opstod i Norge i 1759, involverede også politimesteren i København.287 En mand i Stavanger amt ved navn Hans Holst var blevet anklaget af sin datter for at have forgrebet sig på hende. Der var blevet optaget tingsvidneforhør og nu ville man have foretaget forhør af mandens to andre døtre, som tjente i København. Det var politimesteren, som fik til opgave ”i ald Stilhed” at få foretaget disse forhør.288 Da forhørene var afsluttet, blev en kopi sendt til amtmanden i Stavanger amt.289 Amtmanden havde tilsyneladende ikke den store lyst til selv at føre sagen. Han bad i et senere brev om at kancelliet skulle overtage sagen.290 Da kontakten mellem de norske myndigheder og politimesteren i København var blevet varetaget havde Danske Kancelli imidlertid udspillet deres rolle, og sagen måtte gå sin gang ved de ordinære domstole, hvilket kancelliet meddelte amtmanden. De ovennævnte sager viser et bureaukrati, som var ved at være så udviklet, at det let kunne fremskaffe sagsakter, som gik langt tilbage i tiden og benytte dem imod folk. Med politimesteren og politistyrken kunne man endog eftersøge og finde folk, som forsøgte at holde sig skjult. Til gengæld kunne man ikke forvente, at politimesteren selv skulle påtage sig sager. Forskellige myndigheder i den danske konges riger kunne supplere hinanden og hjælpe med opklaringen af sager, men de havde ikke nogen kanaler for direkte samarbejde. Det var Danske Kancelli, som stod for kontakten. Case nr. 3: Om politiets ransagninger. Der har været en konstant i såvel befolkningens som myndighedernes opfattelse af tyveriforbrydelser; man har altid opfattet det som om antallet af tyverier og indbrud var stigende i en grad så de var ved at tage overhånd, og man har altid opfattet det som om stadig færre af forbryderne blev fanget. Den 30. marts 1743 sendte oversekretæren i Danske Kancelli et brev til politimester Erik Torm på kongens foranledning. Politimesteren fik ordre til at indsende en rapport om, hvilke midler der kunne tages i brug for at dæmme op for tyverierne i København. Man havde et godt øje til politiets muligheder for at ransage private hjem i søgen efter tyvekoster, men man ville ikke udvide politiets beføjelser i denne retning uden at spørge politimesteren til råds. 291 2. april forelå politimesterens svar. Han indrømmede, at antallet af tyverier var stigende og at opklaringsprocenten var temmelig lav. Han mente dog ikke, at det bedste middel ville være at øge politiets beføjelser, så de frit kunne ransage private huse. Inkvisitionskommissionen havde allerede denne mulighed, og 287 OB 1759-60, s. 270, 298, 539. OB 1759-60, s. 270. 289 OB 1759-60, s. 298. 290 OB 1759-60, s. 539. 291 OB 1743-1744, s. 159. 288 87 tyverisagerne hørte rettelig til denne instans. Torm fremhævede ligeledes inkvisitionskommissionens mulighed for at benytte tortur til at fremtvinge en tilståelse. For politiet kunne det være vanskeligt at få forhærdede forbrydere til at tilstå, men den blotte fremvisning af torturredskaberne i stokhuset var ofte nok til at få en tilståelse.292 Politimesteren undlod ikke at gøre opmærksom på, at de fleste af de sager, som blev opklaret, blev opklaret af politiet og ikke af stokhuskommissionen. Konklusionen var dog ganske klar: Hvis inkvisitionskommissionen med sine vide beføjelser ikke kunne opklare tyverisagerne, ville det ikke hjælpe meget at give politiet nogle af de samme beføjelser. Med henvisning til instruksen af 1741 og Danske Lov 6-17-15 mente han, at have tilstrækkelige beføjelser. Politimesterens henvisning til instruksen fra 1741 må være rettet mod § 3, som handler om tyve. Her bliver politiet pålagt at indkalde, om nødvendigt afhente, såvel den anklagede som relevante vidner til politiforhør. 293 Tidligere havde tyverisager ikke hørt under politimesterens ressort. Danske Lovs § 6-17-15 gav ret til, ved mistanke om tyveri, at ransage alle huse i en by under overværelse af fogden. Ideen var, at man ikke krænkede nogen, hvis man ransagede samtlige huse. Denne bestemmelse retter sig tydeligvis mere mod provinsens landsbyer end mod købstæder, for slet ikke at tale om storbyen København. Det er ikke klart, hvordan politimesteren i praksis ville overføre paragraffen til københavnske forhold. Måske mente han, at man kunne ransage alle huse i et enkelt kvarter på mistanken. I det hele taget så politimesteren helst, at hans beføjelser ikke blev udvidet. Hans forgængere i embedet havde klaret sig uden ransagningsret, og han frygtede ”onde og slette Sviter, hvorved mange Uskyldige Folk, formedelst een og anden urigtig Angivelse vilde see sig bragt i Blame og Vand Rygte, hvoraf utallige Processer og Trætter ville existere”.294 Det ville med andre ord ikke føre til højere opklaringsprocent, men blot til en masse ævl og kævl og en ugunstig opinion, hvis politiet fik uindskrænkede muligheder for ransagninger. Politimesteren anbefalede, at man skulle give mulighed for ransagning i de tilfælde, hvor man havde fundet tyvekoster i en persons besiddelse. Denne anbefaling fulgte kancelliet og kongen og den blev skrevet ind i reskriptet af 19. april 1743.295 Denne sag viser, at en fornuftig politimester ikke blot arbejdede på at udvide sine magtbeføjelser, men først og fremmest tænkte på, om disse magtbeføjelser kunne anvendes i praksis og på hvilke følger en udvidelse af hans myndighed 292 Supplikker, 1743, 1. halvår, 4 o, nr. 638. Indlæg til Sjællandske Tegnelser 1743, D21-90, nr. 242. Inkvisitionskommissionen kaldtes også stokhuskommissionen efter det militære fængsel, stokhuset, hvor den havde til huse. 293 Instruktion for politimesteren i København af 24. marts 1741. 294 Supplikker, 1743, 1. halvår, 4 o, nr. 638. Indlæg til Sjællandske Tegnelser 1743, D21-90, nr. 242. 295 Supplikker, 1743, 1. halvår, 4 o, nr. 638. Rescript ang. Politie-Inqvisition efter stjaalne Koster i Kjøbenhavn, 19. april 1743. 88 ville få i forholdet til befolkningen. Det er interessant, at det var centraladministrationen, som ønskede at øge politimesterens beføjelser, ikke politimesteren selv. Set fra kancellibygningen var en stramning åbenbart den mest iøjnefaldende løsning, men man udviste alligevel så godt et overblik, at man spurgte politimesteren til råds. Da han, på baggrund af sin daglige erfaring med den københavnske befolkning og med opklaringen af tyverisager, afviste ønsket om uindskrænket ransagningsret, lyttede man til hans indvendinger. Reglen var altså, at politiet kun måtte foretage husundersøgelser, når man havde konstateret, at en person fra husstanden var i besiddelse af tyvekoster. Imidlertid kunne reglerne omgås, hvis den bestjålne person var tilstrækkeligt vigtig. Allerede et par uger efter reskriptet var vedtaget, opstod en sag, hvor politimesteren fik besked på at foretage en ransagning på den blotte mistanke.296 Sagen var at grev Knuth var blevet bestjålet, og mistanken rettede sig mod en Berthe Ludvigsdatter. Politimesteren fik ordre til at undersøge hendes hus samme dag. Hvis ikke der blev fundet nogle tyvekoster skulle moderens og søsterens boliger undersøges. Det er tydeligt, at sagen havde højeste prioritet siden det hastede så meget. Når der var tale om en greve, kunne reskriptets forsigtige tilgang til boligens ukrænkelighed altså gradbøjes betydeligt. Tvivlsomme rejsende. Politimesteren havde til opgave at kontrollere folk, som kom til København. Han skulle forhindre, at løsgængere og folk uden gyldigt rejsepas kunne tage ophold i byen. I realiteten var dette en umulig opgave, men han kom i kontakt med adskillige personer, som af en eller anden grund vakte opsigt. Den første lov imod kvaksalveri kom allerede i 1672. 297 Det var dog først med loven af 1794,298 at man for alvor begyndte at modarbejde det udbredte kvaksalveri. Politimesteren blev dog tidligere beordret til at tage hånd om folk, som udøvede lægekunst. I år 1759 fik en omrejsende læge, som kaldte sig ridder af Tadini, tilladelse til at arbejde som ”Chirurgus, Operateur og Oculist” i København og omegn.299 Det står ikke klart, hvilke operationer denne person udførte, men det kan undre, at lægerne og barbererne ikke følte deres privilegier truet. Måske har ridderen af Tadini specialiseret sig som øjenlæge, stærstikker, hvilket titlen ”Oculist” kunne tyde på. Sådanne specialiserede operationer kunne de færreste udføre, hvorfor han ikke kunne true nogens privilegier. Politimesteren fik ordre til at undersøge ”under Haanden”, om lægen lavede andet end sine kure og operationer. Kancelliet frygtede tilsyneladende ikke så 296 OB 1743-44, s. 209. (3. maj 1743). Forordning om Medicis og Apothekere, 4. december 1672. 298 Forordning angående straf for kvaksalvere, 5. september 1794. 299 OB 1759-60, s. 508. 297 89 meget eventuelle skadelige følger af operationerne, men snarere at lægen bedrev andre ulovligheder. Politimesterens kontrol med tilrejsende til København bragte ham i kontakt med mange forskellige typer. I 1765 ankom en mand ved navn Antonio Escudero fra Lübeck uden pas.300 Han henvendte sig til den spanske gesandt i København. Det angives ikke i kilderne, hvad hans krav var, men han forsøgte tilsyneladende at narre penge fra gesandten. I hvert fald blev han arresteret, og under politiforhøret erklærede han, at han var født af jødiske forældre i Amsterdam, man må formode, at der var tale om spanske jøder pga. navnet, men at han havde omvendt sig til kristendommen i Rom. Dette har næppe gavnet hans sag i Danmark, hvor den katolske kirke ikke stod i meget højere kurs end jøderne. Da der ikke rigtig var noget konkret at anklage Escudero for, henvendte politimesteren sig til kancelliet og spurgte, om ikke det nemmeste var at sætte manden på den første båd tilbage til Lübeck. Kancelliet havde ikke noget at indvende imod denne pragmatiske fremgangsmåde. En anden svindler, som havde en noget mere fornem historie at fortælle, ankom til København i sensommeren 1765. Han havde rejst gennem Fyn og Sjælland og havde præsenteret sig som baron Roding og påstået at være slægtning til den berømte general St. Germain, som på dette tidspunkt var Frederik 5.s generalfeltmarskal. Han havde også en St. Louis orden at fremvise. Denne mand henvendte sig til den franske ambassadør i København, som fattede mistanke og henvendte sig til myndighederne for at få manden arresteret.301 Danske Kancelli gav politimesteren besked på at arrestere manden og sætte ham i husarrest under bevogtning af et par betjente. Hans pas og andre papirer skulle konfiskeres og leveres til den franske ambassadør. Året efter havde politimesteren igen en sag med en svindler.302 Denne gang var der tale om en Jens Bech, som havde rejst rundt i Nordnorge, hvor han havde bildt almuen ind, at han var officielt udsendt af kronprinsen for at kontrollere hvordan ekstraskatten blev oppebåret. Han havde påstået, at ingen kunne blive udpantet for ekstraskatten, hvis de ikke ejede guld, sølv, kobber og tin. Dette faldt åbenbart i den fattige norske befolknings smag, så manden havde kunnet rejse rundt og få gratis kost og logi. Ved at spille på almuens utilfredshed med ekstraskatten havde han altså opnået fordele, men han havde åbenbart ikke gjort noget, der kunne føres bevis for i retten. Politimesteren fik besked på, at advare Jens Bech mod at rejse i Nordnorge igen, men mere kunne man ikke gøre ved sagen. Samme år ansøgte en Johan Georg Dannenborg om at måtte samle ind til genopbygningen af en afbrændt kirke i Mulsebusck i Schwargenberg. 303 Tilladelsen blev ikke givet, man var muligvis i tvivl om, hvorvidt han faktisk 300 OB 1765, s. 495. OB 1765, s. 969. 302 OB 1766, s. 569. 303 OB 1766, s. 1011. 301 90 samlede ind til kirken, eller om han blot havde fundet en smart måde at tigge på. politimesteren havde konfiskeret indsamlingsbogen, men fik besked på at tilbagelevere den og sørge for, at manden rejste videre. En anden svindler, som kom til Amager i 1770, forsøgte ligeledes at opnå fordele ved at foregive fromhed.304 Denne mand ved navn Lauritz Bernhoff udgav sig for at have været missionær. Kancelliet mente dog, at han var en svindler, som aldrig havde været missionær. Han opførte sig heller ikke på en måde, som var egnet til at gøre et fromt indtryk, han gav sig nemlig af med drukkenskab og bespottelig tale. På anmodning af to præster, som beklagede sig over manden, beordrede kancelliet politimesteren til at arrestere ”missionæren” og underkaste ham et politiforhør, som så skulle indsendes til videre resolution. Case nr. 4: Den falske prinsesse. I 1769 blev politimesteren blandet ind i en mystisk og pinlig sag. En kvinde var dukket op i København og udgav sig for at være et uægte barn af Christian 6.. 305 Kvinden kaldte sig Anna Sophia Magdalena Friderica Ulrica von Koppelou. Det fantastiske navn var sammensat af navne, som var på mode blandt adelen, og skulle sandsynliggøre hendes fornemme afstamning. Da en kommission blev nedsat til at undersøge hendes historier nærmere, blev det imidlertid hurtigt klart, at hun var en svindler, som i årevis havde levet af at udgive sig for at være adelig. Kvindens virkelige ophav forblev et mysterium, som ingen kunne løse. Hendes egen forklaring var, at hun var resultatet af en kærlighedsforbindelse mellem Christian 6. og fyrstinden af Ostfriesland. Denne fyrstinde havde virkelig haft venskabelige forbindelser med den afdøde konge og havde boet sine sidste år i den bygning, som nu hedder Prinsens Palæ. Ifølge Anna Sophias egen historie, var hun blevet opdraget i hjemmet hos grevinde Schack, hvor hun havde levet skjult for omverdenen. Når hun blev kørt rundt i karet, havde hun haft en maske for ansigtet. På et tidspunkt var hun blevet bortført til Norge af nogle ikke nærmere identificerede fjender. Kommissionens undersøgelser viste, at hun virkelig havde været i Norge. Hun havde udgivet sig for at være en adelsfrøken, som skulle mødes med sin forlovede i Bergen. Derved havde hun narret penge til både kost, logi og tøj fra en godtroende skipper og fra sine værtsfolk. Senere var hun kommet til Amsterdam, 304 OB 1770, s. 406. De vigtigste kilder til denne sag er: Koncepter og Indlæg til Sjællandske Tegnelser 1770, nr. 379. Supplikprotokol, 1. halvår 1768, 6K. Nr. 1389. OB 1769, adskillige indførsler under ”Anna Sophia Magdalena Friderica Ulrica”. Stampes Erklæringer, bd. 6, nr. LVI, s. 214-239. For mere udførlige kildehenvisninger henvises til min artikel: Rune Windfeld: Prinsessen i tugthuset. En undersøgelse af en kvindelig svindler på Christian 7.s tid, i: Fortid og Nutid december 2007. 305 91 hvor hun havde levet som prostitueret. I Amsterdam havde hun mødt en mand ved navn Henrik Kirchhof. De rejste siden sammen og hun benævnte ham sin ”hofmester”. I 1766 kom Anna Sophia von Koppelou til København og begyndte straks at sende supplikker til centraladministrationen. I begyndelsen ansøgte hun om hjælp i en retssag mod sin tidligere husvært, som hun mente havde bestjålet hende. I disse supplikker påstod hun at være adelig, formentlig i håb om at få sympati fra myndighederne. Året efter gik hun dog skridtet videre og begyndte at påstå, at hun var et kongebarn. Myndighederne forsøgte tilsyneladende at tie sagen ihjel, så det var først efter to et halvt år, hvor kvinden havde sendt adskillige supplikker, at der blev grebet ind overfor hende. Der blev nedsat en kommission med så højtstående medlemmer som generalprokurøren Henrik Stampe og grev Ditlev Reventlow. Som det sidste og mindst betydningsfulde medlem af kommissionen udnævntes højesteretsassessor Stephan Hofgaard Corzen. Det første de gjorde var at beordre politimester Frederik Horn til at arrestere kvinden. I november 1769 indfandt politiadjudant Engel og to politibetjente sig hos regimentskvartermester Ferslev, hos hvem Anna Sophia von Koppelou boede til leje. Det viste sig dog hurtigt at være vanskeligt at arrestere hende. Døren var låst og husets ejer, Ferslev, nægtede pure at låse op og lade politibetjentene komme ind. Til sidst måtte politiadjudanten sende bud efter politimester Horn. Politimesteren måtte personligt give møde og true den opsætsige kvartermester med arrest, før betjentene blev lukket ind, så de kunne foretage arrestationen. Den vanskelige arrestation fik et efterspil, da politiadjudant Engel klagede over kvartermesterens opførsel. Ferslev havde pligt til at hjælpe politiet, når der forelå en arrestordre fra en kongeligt bemyndiget undersøgelseskommission, men hverken Danske Kancelli eller generalitetet var villige til at gå videre med sagen. Man blev enige om, at politimesterens trusler om at arrestere officeren havde skaffet politietaten den nødvendige æresoprejsning, og sagen blev lukket. Engels viste lidt af den ”vindskibelighed”, som var så vigtig i hans stilling, 306 ved at lade den anholdte sidde i husarrest i hans eget hjem. De høje kommissærer kom så til politiadjudantens hus for at afhøre hende. Efter langvarige, men temmelig resultatløse forhør, gik kommissionen i gang med at undersøge kvindens baggrund. Der blev sendt breve til de mennesker, som hun havde franarret penge. Selv den nu afdøde grevinde Schacks tidligere ansatte blev forhørt. Det var en for samtiden meget omfattende undersøgelse. Til sidst kom kommissionen frem til den konklusion, at hun var en forhærdet svindler, som burde kagstryges og spærres inde. De anbefalede dog, at kongen, af hensyn til folkestemningen, lod hende indsætte i Møns Tugthus i al stilhed. Derved kom hun langt væk fra København, så folk ville glemme sagen. Følgelig fik politimesteren besked på at få hende fragtet til tugthuset i Stege og lade hende indsætte dér. Hun blev først løsladt efter 33 år i tugthuset. Denne efterforskning blev prioriteret så højt, at politimesteren kun fik lov til at spille en perifer rolle. Han havde simpelthen ikke de samme muligheder for at 306 Se afsnittet ”Klager over politiet.” 92 rekvirere hjælp fra øvrighedspersoner rundt omkring i rigerne, og med generalprokurøren Henrik Stampe og højesteretsassessor Stephan Hofgaard Corzen havde man samlet en viden om inkvisitoriske undersøgelser i kommissionen, som måske var større end hos nogen anden instans i landet. Politiet kunne til gengæld bruges til det grove arbejde. Først og fremmest til at arrestere den anklagede. Kvartermester Ferslevs modstand mod arrestationen passer ind i billedet af forholdet mellem de civile og de militære myndigheder. Han havde næppe nogen særlig grund til at beskytte sine logerende. Hans modstand mod politiet skyldtes snarere det krænkende i at de ville tiltvinge sig adgang til hans hus. Som militærperson var han underlagt de militære domstole, og han mente åbenbart ikke, at han havde pligt til at hjælpe politiet. Da den fornemme politimester endelig kom til stede, turde underofficeren alligevel ikke længere at stå imod, men indtil da havde han stået stejlt. Sagen med den falske prinsesse er et eksempel på, at politiet ved afslutningen af min undersøgelsesperiode endnu ikke havde fået monopol på politimæssige undersøgelser. Politiet havde hverken den nødvendige ekspertise eller muligheden for at korrespondere med de lokale myndigheder ude i rigerne, men først og fremmest havde politimesterembedet ikke den nødvendige pondus til at kunne føre de allermest alvorlige sager, som berørte kongehusets gode navn og rygte. Når det kom til egentlig ”haut police”, måtte der nedsættes en kommission med mere vægtige embedsmænd end politimesteren. Samarbejde med andre landes retsvæsen. I dette afsnit behandles sager, hvor det danske retsapparat måtte samarbejde med det svenske. Der er altså tale om en underkategori til de egentlige kriminalitetssager. Det var en fordel for begge lande at samarbejde om efterforskning og udlevering af forbrydere. Øresund var en grænse, som det var umuligt at føre grundig kontrol med, og det var tilsyneladende ikke usædvanligt, at forbrydere fra Skåne skaffede sig over sundet. Der var flere årsager til dette: For det første var der grund til at tro, at myndighedernes efterforskning ville blive besværliggjort, hvis de slap til et andet land. For det andet var København langt den største by i regionen, og forbrydere kunne forsøge at gemme sig i folkemængden. Den første sag i mit kildemateriale, som vedrører et retsligt samarbejde med Sverige, er fra den 8. marts 1728.307 En svensker og hans kone sad arresteret i København. Da de var eftersøgt for tyveri i Skåne, forlangte den svenske gesandt i København dem udleveret. Dette bevilgedes under den praktiske forudsætning, at gesandten skulle betale regningen for arrestanternes ophold i arresthuset. På dette tidspunkt var det byfogden i København, som stod for udleveringen. 6. april samme år blev endnu en svensk arrestant beordret udleveret. I brevet til byfogden 307 OB 1727-28, nr. 185. 93 udtryktes det håb, at svenskerne til gengæld for denne udlevering fremover ville udlevere efterlyste danskere, som var flygtet til Sverige. Her ses altså den spæde begyndelse til en egentlig udleveringsaftale. Den næste sag er fra 22. februar 1755.308 Den svenske ”envoye extraordinaire”, baron Flemming, bad om at få efterlyst en trompeter ved det skånske kavalleriregiment ved navn Bergman. Kavalleristen havde voldeligt overfaldet postføreren og havde røvet sækken med posten fra Stockholm til Malmø. Det formodedes, at røveren var flygtet til enten Norge eller Danmark, hvorfor både den norske vicestatholder, Jacob Benzon, og politimesteren i København, Erich Torm, fik tilsendt et brev vedlagt et signalement af den efterlyste. En sag fra 7. juli 1759 havde et skær af hemmelighedskræmmeri over sig. 309 Den svenske envoye havde bedt om at få undersøgt en bestemt person, som opholdt sig i København. Oversekretæren J.L. Holstein, som opholdt sig på Ledreborg, beordrede politimester Torm til at undersøge denne persons forbrydelse ”under Haanden”, helst samme dag, og derefter sende en rapport med det samme. Det er tydeligt, at Danske Kancelli prioriterede samarbejdet med de svenske myndigheder ganske højt. I Frederich Horns embedsperiode som politimester var udleveringen af svenske forbrydere lagt under politimesterens ressort, og der var fastlagt en praksis for udleveringen. De blev udleveret til befuldmægtigede repræsentanter for de svenske myndigheder mod fremvisning af fuldmagt og behørig kvittering. Udleveringsstedet var toldboden i København, hvor der ofte anløb svenske skibe.310 En udlevering, der skulle finde sted i februar 1763, måtte imidlertid henlægges til Helsingør.311 Formentlig fordi der ikke var regelmæssig sejlads fra København på denne årstid. Fangetransporten var nøje planlagt af politimesteren. Politiadjudanten og en anden betjent skulle sidde sammen med de arresterede i vognen. Derudover skulle der findes to vognmandskarle, som for betaling var villige til at tage med som ekstra fangevogtere. De skulle ride på hver side af vognen for at kunne indhente og fange de to svenskere, hvis de så deres snit til at springe af vognen og stikke af. Bortset fra brugen af freelance fangevogtere, som strider mod moderne forestillinger om politiarbejde, virker foranstaltningerne jo ganske logiske. Fremgangsmåden var dog så usædvanlig, at politimesteren følte sig foranlediget til at spørge om lov i kancelliet. Forslaget blev approberet og Tyske Kancelli blev tilskrevet, da det var dette kollegium, som stod for kontakten med de svenske myndigheder.312 En sag fra foråret 1763 giver et indblik i myndighedernes muligheder for at lade forbrydere eftersøge.313 En professor i Lund var blevet bestjålet af sin tjener og to andre tjenestefolk, som havde brudt et skab op i hans hjem. Tyvene var 308 OB 1755-56, s. 86, 87. OB 1759-60, s. 363. 310 OB 1763-64, s. 63, 144, 212. 311 OB 1763-64, s. 63. 312 OB 1763-64, s. 65. 313 OB 1763-64, s. 142. 309 94 blevet fanget og fængslet i Malmø, men var undsluppet. Derefter havde de delt sig op og var taget til Danmark hver for sig. En af dem var blevet fanget i København, men de to sidste var stadig på fri fod. Det første, man gjorde, var at sende breve til Holger Scheel, som var stiftamtmand over Sjælland, til Frederik Raben, som var stiftamtmand over Lolland-Falster samt til Carl Juel, som var stiftamtmand over Fyn. Disse amtmænd fik tilsendt signalementer af de to svenskere samt ordre til at lade dem eftersøge i deres respektive områder. Politimesteren i København fik ligeledes ordre til at eftersøge de to undslupne svenskere. Derudover skulle han ”paa sædvanlig Maade til de svenske udlevere” den ene tilfangetagne af banden.314 Det kan ikke ses af mine kilder, om eftersøgningen var succesfuld. Det er imidlertid tydeligt, at kancelliet tog sagen alvorligt, siden man involverede politimesteren og tre stiftamtmænd. Det har nok ikke været uvæsentligt, at man herved viste sin gode vilje overfor den svenske gesandt, oberst von Sprengtporten, som havde rejst sagen. Tyske Kancelli fik i hvert tilfælde tilsendt et brev med en beskrivelse af, hvilke forholdsregler man havde taget.315 Professorerne ved universitetet i Lund har åbenbart fristet en farlig tilværelse i disse år. I 1770 blev to svenskere anholdt i København, nemlig Johan Laurell og Peder Landsten. Baron von Sprengtporten forlangte dem straks udleveret, da de ”paa en afskyelig Maade” havde forsøgt at myrde professor Laurell og frue i Lund. Det særligt afskyelige ved mordforsøget var muligvis den ene forbryders slægtskab med professoren. Udleveringen skulle ske ”paa sædvanlig Maade”, og politimesteren skulle meddele gesandten, når det var sket. 316 En anden sag i denne kategori omhandler undvegne fanger fra Malmø, som flygtede til København. Sagen er også fra foråret 1763, men det lader til at være en anden gruppe kriminelle end i den ovennævnte sag. Her var nemlig tale om fire flygtninge, hvoraf en var blevet arresteret i København. Også han skulle udleveres til de svenske myndigheder.317 Strømmen af kriminelle fra Sverige til København omfattede også en jødisk storsvindler, som baron von Sprengtporten begærede arresteret og udleveret for at have franarret den svenske stat 2000 rd. under et ophold i Stockholm. 318 Kilderne til denne udleveringspraksis er ganske sporadiske, men det er sandsynligt, at der har fundet udleveringer sted, som ikke har sat sig spor i de undersøgte kilder. I begyndelsen af den undersøgte periode var det åbenbart byfogden, som stod for udleveringerne. Da jeg ikke har undersøgt byfogdens virke, kan jeg ikke sige noget om, hvor mange tilfælde af udleveringer denne embedsmand har stået for. Ikke desto mindre kan der anes en fremadskridende institutionalisering af en nødvendig praksis. Med forbehold for de store tidsspænd 314 OB 1763-64, s. 144. OB 1763-64, s. 146. 316 OB 1770, s. 1013. 317 OB 1763-64, s. 212. 318 OB 1763-64, s. 914. 315 95 i kildematerialet og de relativt få sager, vil jeg konkludere, at der i løbet af den undersøgte periode fremkom en fast praksis, hvor politimesteren fik ansvaret for at udlevere svenske forbrydere, der var arresteret i København. Den sædvanlige fremgangsmåde ved disse udleveringer var, at fangerne blev udleveret til repræsentanter for de svenske myndigheder og ført ombord på et skib i Københavns havn mod forevisning af fuldmagt. Det eftersøgningsapparat som flere gange blev sat i værk på de svenske repræsentationers foranledning viser, at forholdet til og samarbejdet med de svenske myndigheder var noget som Danske Kancelli tog skyldigt hensyn til. Der kan ikke, ud fra mine kilder, siges noget om i hvilken grad de danske myndigheder kunne forvente tilsvarende ydelser fra svenskerne. Det virker dog sandsynligt, at samarbejdet byggede på en gensidighed. Den praksis, som udvikledes med hensyn til gensidig udlevering af forbrydere mellem Danmark-Norge og Sverige, blev senere nedfældet som officielle traktater. I 1809 blev det præciseret hvilke forbrydelser, der var omfattet af udleveringsaftalen og fremgangsmåden blev fastlagt; forbryderne skulle udleveres på forlangende og medfølgende papirer skulle dokumentere rigtigheden overfor den lokale politimester.319 Det var ikke kun fra nabolandet, forbrydere blev efterlyst. I særligt alvorlige tilfælde kunne en arrestordre udstedes også på forbrydere af fjernere nationaliteter. I foråret 1765 anmodede den franske ambassadør i København om at få efterlyst en dobbeltmorder ved navn Jean Dorinet. 320 Morderen havde været bagersvend i Paris, men havde myrdet sin mester og dennes hustru. Efter drabet havde han klogelig absenteret sig fra byen og blev nu med den danske konges tilladelse efterlyst i Danmark og Norge. Med efterlysningen fulgte et ganske udførligt signalement som her skal gengives in extenso: Bagersvenden var ”5 Foed 2 1/2 Tomme høj, 24 á 25 Aar gammel, fyldig af legeme og Lemmerne á Proportion førere end Legemet, Hovedet dybt ned imellem Skuldrene, lysebrune og slette Haar, samt korte, hvilke hand dog bærer i en Pidsk eller sammenbunden, rundladen af ansigt temmelig hviid, smaa Øjne udstaaende Øjenbryen og kortsyned, spids Næse og koparret, samt stammer naar hand taler, ...”. Et mere tydeligt forbryderfysiognomi kunne en romanforfatter næppe have fundet på! Der er her tale om et meget tidligt eksempel på et antropometrisk signalement, dvs. et signalement baseret på en beskrivelse af bestemte fysiske træk. Denne form for identifikation af forbrydere blev først systematiseret af Alphonse Bertillon sidst i 1800-tallet.321 319 Danske Tractater efter 1800. Første Samling: Politiske Tractater, første Hefte, 1800-1830, Kbh. 1871, 15: Fredstractat mellem Danmark og Sverig, dat. Jønkøping den 10de December 1809, § 9. Smst.: 16: Særskilt Artikel til foranstaaende Fredstractat; dat. Jønkøping samme Dag. 320 OB 1765, s. 323ff, 326ff. 321 Se f.eks. Thomas Whetstone, & Jean-Paul Brodeur: Police, Britannica Online Encyclopedia: http://www.britannica.com/eb/article-36608/police, Benyttet 27/6/2008. 96 Efterlysningen blev taget ganske alvorligt, hvilket kan ses af antallet af embedsmænd, den blev sendt ud til. Foruden politimesteren i København blev den sendt til samtlige stiftamtmænd i rigerne. Delkonklusion. Ovenstående kapitel viser, hvilke opgavetyper med direkte relation til egentlig kriminalitet, politimesteren blev pålagt af centraladministrationen. Som nævnt var forbrydelser ikke en del af politiets ressortområde fra begyndelsen, og i forhold til lovgivningen var det endnu rollerne som ordenspoliti og opsynet med næringslivet, der ved slutningen af undersøgelsesperioden var politiets vigtigste opgaver. Der er dog meget, som tyder på, at politiets rolle som kriminalitetsbekæmpere, i hvert fald lokalt i København, blev styrket og udbygget i løbet af den undersøgte periode. Politimester Torm skrev selv i 1743, med slet skjult stolthed, at politiet opklarede flere tyverier end inkvisitionskommissionen. Om dette virkelig var rigtigt kan kun afgøres gennem en komparativ undersøgelse af de to instansers protokoller, men der er ingen tvivl om, at politiet på dette tidspunkt med succes var involveret i bekæmpelsen af egentlig kriminalitet. Dette var formentlig også baggrunden for at centraladministrationen var ivrige for at øge politiets ransagningsbeføjelser. Det var også politimesteren, man gik til, når efterlyste forbrydere skulle opspores i København. I resten af landet måtte man gå over amtmændene, hvis nogen skulle efterlyses. Årsagen til politiets øgende vigtighed i bekæmpelsen af kriminalitet var formentlig den simple, at politiinstitutionen bedre kunne udfylde rollen som kriminalitetsbekæmpere end nogen anden instans. Med sine nære kontakter til borgerne i byen kunne politimesteren og hans ansatte i højere grad end andre instanser skaffe værdifulde oplysninger og holde sig ajour med begivenhederne i byen. Det var formentlig også af betydning, at politikorpset var en instans som, i modsætning til for eksempel magistraten, var fuldstændigt underlagt centraladministrationens kontrol. Politimesteren var personligt udnævnt af kongen og svarede til kancelliet og kongen i vigtige sager. Dermed var politiet et bekvemt redskab for centraladministrationens magtudøvelse. Det forhold, at politimesteren ikke på egen hånd kommunikerede med amtmænd og fremmede gesandter i sager, hvor udenlandske kriminelle efterlystes, viser dog, at politiinstitutionen endnu ikke var i stand til selvstændigt at udfylde rollen som kriminalitetsbekæmper. Ved undersøgelsesperiodens afslutning var det stadig centraladministrationen, som tog initiativ til mange af sagerne. Sagen mod den falske kongedatter viser, at politimesteren ikke spillede en stor rolle i de højest profilerede sager. Formentlig fordi man foretrak 97 kommissærer, som var nærmere magtens centrum end han. Ved at vælge kommissærer, som stod højt i rangen kunne man gøre det nemmere for en kommission at få andre rangspersoner til at samarbejde. Det kan heller ikke udelukkes, at politimesterembedet blev opfattet som lidt odiøst. Dette kunne betyde, at man ikke ønskede, at han skulle medvirke til at undersøge en sag, som angik kongehuset. Det kunne også betyde, at han ikke havde den uangribelighed i befolkningens øjne, som var nødvendig, når man ville mane en pinlig sag i jorden. 98 Politiets opsyn med næringslivet. Opsynet med handel, laug og lignende områder spillede en stor rolle i politimestrenes instrukser. Det er imidlertid opgaver, som er underrepræsenterede i kilderne fra Oversekretærens Brevbøger. I dette kapitel er samlet en række sager vedrørende omrejsende gøglere, sager vedrørende laugene og en case, som omhandler en konsumptionsinspektør, der benyttede sit embede til at begå afpresning. Gøglere og forlystelser. Der var to aspekter af politimesterens opgaver i forhold til gøglere og skuespillere: For det første skulle de danske skuespilleres privilegier beskyttes ligesom alle andre privilegier. Derfor fik fremmede skuespillere ikke lov til at opføre deres forestillinger. Gøglere og musikere kunne dog få lov til at optræde i en begrænset tidsperiode. For det andet faldt opsynet med de omrejsende skuespillere og gøglere ind under politimesterens generelle pligt til at opretholde ro og orden. Alle steder hvor folkemængder samledes var der potentiale for uro, derfor forventedes det, at politimesteren havde hånd i hanke med såvel gøglerne som tilskuerne. Der lå formentlig også den forestilling i det, at de omrejsende trupper kun var en smule bedre end den store gruppe af tiggere og vagabonder, som trådte landevejenes støv. Ofte var skellet mellem tiggere og gøglere diffust; tiggere kunne forbedre indtjeningen gennem underholdende optræden, og gøglere kunne forfalde til tiggeri i dårlige tider. Det var derfor nærliggende, at det blev politimesterens lod at holde opsyn med de omvandrende gøglere. Mine kilder giver flere eksempler på, at politimesteren blev sat til at effektuere kancelliets politik overfor gøglere og skuespillere. I juni måned år 1728 supplikerede René de Montaigu om en fremmed skuespiller, som var kommet til København og som brød privilegiet på skuespil. 322 Oversekretæren mindede politimesteren Hans Himmerich om, at han allerede to år tidligere havde fået besked på at opretholde de danske skuespilleres privilegier. 323 Politimesteren fik derfor besked på at forbyde den fremmede skuespiller at optræde. Samme år søgte en generalmajor Arnolds tilladelse til at opføre franske ”Comoedier” i byen. Igen mindede oversekretæren politimesteren om René de Montaigus privilegium.324 322 OB 1727-28, nr. 227. René Magnon de Montaigu var leder af Teatret i Lille Grønnegade, hvor Holbergs første skuespil blev opført. Teatret blev lukket samme år. 323 Ved Reskript af 14. oktober 1726. Det var også en klage fra Montaigu, som havde affødt dette reskript. 324 OB 1727-28, nr. 238. 99 Under Christian 6.s regeringsperiode 1730-1746 har jeg ikke fundet nogen indførsler vedrørende gøglere og lignende. Dette kan naturligvis hænge sammen med denne konges modvilje mod skuespil. Det er sandsynligt, at alle ansøgninger om at få lov til at optræde automatisk blev mødt med et nej. Under de følgende konger kunne det derimod ske, at artister efter ansøgning fik lov til at optræde i København i et begrænset tidsrum. Således fik ”li fratelli Colla” (Colla brødrene) lov til at opføre koncert for offentligheden nogle gange i 1763. Det var naturligvis nødvendigt at meddele denne tilladelse til politimesteren, da han ellers ville få sat en stopper for offentlige koncerter.325 I 1765 fik politimesteren meddelelse om ”at den her til Staden ankomne usædvanlig høje Mandsperson, Bernardus Gigli maa lade sig see i en 4 Ugers Tiid”.326 Året efter blev der dog sat en grænse for borgernes teratologiske studier, da den stærke kone, kaldet Maria Scaglia, ikke fik tilladelse til at optræde.327 Måske opfattede man hendes show som usømmeligt. Så var der straks mere opbyggelighed i en anden omrejsende forlystelse; en Johan Henrich Bauman fra Altona fik tilladelse til at fremvise sine ”i Vox pousserede moralske Forestillinger” i syv uger.328 Politimesteren skulle dog meddele ham, at han ikke ville få tilladelse til at blive længere tid i byen. Københavns borgere kunne også få tilladelse til andre fornøjelser efter allerunderdanigst ansøgning. Mine kilder giver et par eksempler på dette, men det må formodes, at den største del af forlystelsesarrangementerne ikke optræder i mine kilder. I 1766 indgav skydebanemester Schröder ansøgning om at måtte afholde fugleskydningskonkurrence. Dette blev allernådigst bevilget, og det blev tilladt at fornøje sig med kanonade, musik og fyrværkeri. Dog med det forbehold at arrangementet skulle forløbe på en ”sømmelig, og for honette Borgere og Undersaatter anstændig Maade”.329 Politimesteren skulle meddele skydebanemesteren tilladelsen. En borger i byen fik i 1770 lov til at affyre fyrværkeri uden for Vesterport. Det blev dog forudsat, at politimesteren kontrollerede, at stedet for affyringen ikke var brandfarligt, og at der ikke var risiko for optøjer. Monarken holdt sig ikke for god til at knytte en formaning til den givne tilladelse; borgeren fik lov til at affyre det fyrværkeri, som han allerede havde fremstillet, men for fremtiden skulle han foretage sig noget nyttigere.330 Denne sidste sag illustrerer årsagerne til, at politimesteren skulle holde opsyn med gøgl og anden optræden; der var tre ting, som kunne følge af en offentlig optræden og alle disse lå indenfor politimesterens ressort. For det første kunne der 325 OB 1763-64, s. 515. OB 1765, s. 1215. 327 OB 1767, s. 593. 328 OB 1770, s. 55. Pousseret betyder bevæget eller fremdrevet. Man må forestille sig, at voksfigurerne blev drevet til bevægelse ved snoretræk eller lignende. 329 OB 1766, s. 766. 330 OB 1770, s. 632, 777. 326 100 opstå brandfare ved affyringen af fyrværkeri. For det andet skulle det sikres, at forestillingerne var sømmelige og moralsk opbyggelige, eller i det mindste ikke skadelige. Både skuespil og anden underholdning var jo en form for lediggang og ingen ønskede, at befolkningen skulle blive alt for vante med den slags forlystelser. For det tredje vakte enhver stor forsamling myndighedernes evige frygt for uro og optøjer, hvorfor politiets opsyn var nødvendigt. Laugssager, privilegier. Et af politimesterens vigtigste arbejdsområder var opsynet med laugene. Han skulle sørge for, at ingen gjorde indhug i laugenes privilegier, men på den anden side skulle han også sørge for, at laugene ikke tiltog sig flere rettigheder, end de havde fået tildelt i deres laugsartikler. Det er imidlertid et område, som er sparsomt belyst gennem brevene fra kancelliet til politimesteren. Dette skyldes formentlig, at der var tale om rutinesager, som sjældent krævede kancelliets opmærksomhed, samt at politimesteren i laugsspørgsmål i højere grad samarbejdede med magistraten end med centraladministrationen. I et senere kapitel behandles nogle klager over politiet, som var afstedkommet af, at politibetjentene havde været lidt for ivrige i at bistå laugene i jagten på fuskere.331 I 1741 fik politimester Erik Torm en forespørgsel fra kancelliet vedrørende nogle slagteboder ved stranden. Kongen ønskede boderne flyttet til et bedre sted, derfor bad man Torm om at forslå et sådant sted. 332 Også tilrejsende skipperes forprang på stranden ud for København var det politimesterens opgave at forhindre.333 Restriktionerne på ind- og udførsel af varer skiftede hele tiden, og det må have været en vanskelig opgave for politimesteren at holde sig ajour med de gældende bestemmelser. Ydermere var området genstand for forhandlinger mellem regeringen og de interesserede parter. I 1760 fik en række bornholmske skippere medhold i deres klager over restriktioner på udførsel af sædekorn til Bornholm. Politimesteren havde forbudt dette med hjemmel i de gældende regler, men skippernes klager resulterede i særlige bestemmelser for dette år. 334 331 Jf. afsnittet ”Klager over politiet”. OB 1741-42, s. 249, 277. 333 OB 1757-58, s. 1290. 334 OB 1759-60, s. 1243. 332 101 Case nr. 5: Et eksempel på magtmisbrug i 1723. Den omtalte konsumptionsinspektør Anders Windeløv var en driftig mand. 335 Herom vidner en anden sag, som han var involveret i, og som blev taget op i år 1723. En møller ved navn Truels Mathiessen sendte en supplik til kongen, hvor han beklagede sig over Windeløvs måde at inspicere på. 336 Møllerens lidelseshistorie begyndte kort efter at Windeløv var blevet udnævnt til inspektør; på baggrund af nogle rapporter om uregelmæssigheder i møllens drift lagde Windeløv sag an mod Mølleren. Denne hævdede, at han var uskyldig, og at han ikke var bange for at tabe sagen. Til gengæld var han bange for, at sagsomkostningerne ville ruinere ham. Han var efter eget udsagn ”… een fattig eenfoldig Mand som icke kand skrive mit eget Navn, …”.337 Derfor ville han være nødt til at betale for en sagfører, hvorimod hans modpart kunne føre sagen selv og derved spare penge: ”…, saasom jeg nok vidste at det var ham, som een Procurator, og dend der havde alting frit i retten, een læt Sag at udmatte dend der skulde have alting for Penge,…”. Som en følge af disse betænkeligheder valgte mølleren at betale de bøder, som inspektøren pålagde ham for derved at undgå en retssag. Dette var imidlertid begyndelsen på et længere forløb, hvor inspektøren benyttede sin magtposition til at presse penge af mølleren: ” … det eene Stefnemaal (kunne) neppe saa snart blive ophæved, førend det andet følgede effter. Saa snart hand trengte til Penge, blev en Rapport om en Forseelse opsøgt imod mig, saa at hand i een kort Tid fik fra (mig) over 116 rdlr,...”. Til sidst ville Mathiessen ikke betale mere, men da Windeløv fandt ud af dette, indstævnede han mølleren for bytinget. Denne gang lød anklagen på, at han skulle have forsøgt at få to mænd til at myrde inspektøren mod betaling. Denne gang troede mølleren ikke, at der var nogen vej udenom en retssag, uanset omkostningerne. Den dag, da vidnerne skulle afhøres ved bytinget, opsøgte han Windeløv og bedyrede sin uskyld og fortalte ham, at han ville føre sagen til den bitre ende. Imidlertid tog inspektøren ham med ned i vinkælderen under rådhuset, gav ham vin at drikke og tog hans hånd og forsikrede ham om, at de var venner. Det var slet ikke meningen, at vidnerne skulle belaste mølleren, han ville bare have dokumenteret overfor kongen, hvor megen modgang og besvær han havde mødt i sit arbejde som konsumptionsinspektør, sagde han. Således beroliget gik mølleren veltilfreds derfra. Derfor kunne inspektøren føre sine vidner uden at hans modpart var til stede eller repræsenteret i retten. 335 Det var den samme Windeløw, som var instigator i brændevinsbrændernes oprør. Jf. Case nr. 1: Brændevinsbrændernes oprør i 1723. 336 Konsumptionsinspektøren skulle opkræve konsumptionsskatten fra de næringsdrivende. Beskrivelsen af sagen baserer sig på følgende kilder: Indlæg til Sjællandske Tegnelser, 1723, nr. 399. Supplikker, 1723, andet halvår: ”BBB”. Nr. 665. 337 Ikke desto mindre er supplikken underskrevet. Med mindre koncipisten har opfundet en særegen signatur for mølleren, har han altså godt kunne underskrive sig med navn. Der er nok tale om en fast vending. 102 Der gik nu halvandet år, så indstævnede Windeløv mølleren i den samme sag. I mellemtiden var det ene af vidnerne blevet stukket ihjel. 338 Mathiessen var af den opfattelse, at han ikke kunne føre kontravidner så længe efter sagens åbning, og det ene vidne kunne altså ikke længere afhøres. Derfor valgte han endnu engang at betale sig fra videre tiltale. Han mødtes med Windeløv og underskrev et forlig, som forpligtede ham til at betale sin modpart 120 rigsdaler. På dette tidspunkt fandt mølleren imidlertid ud af, at ingen af de penge, han tidligere havde betalt i bøder, var kommet kongen til gode. De var gået direkte i lommerne på inspektøren. Derfor mente mølleren, at det ville være rimeligt at modregne de penge, han allerede havde betalt, i det han nu skyldte fra forliget. Stillet overfor en sådan vægren overdrog inspektøren straks gældsposten til en af sine egne kreditorer, en løjtnant Evers. Mølleren måtte derefter betale denne officer 70 rigsdaler. Supplikantens beskedne bøn til slut var, om han ikke ved kongens mellemkomst kunne slippe for at betale de sidste 50 rigsdaler, da han ikke kunne skaffe flere penge. Denne supplik beskriver naturligvis sagen fra den ene parts side. Det vil således være forhastet at tilskrive konsumptionsinspektør Windeløv hele skylden i denne sag. Med hensyn til uregelmæssighederne i møllens drift, er det vanskeligt at sige, om mølleren var så uskyldig, som han hævdede, eller om hans betaling til inspektøren faktisk var bøder for begåede forseelser. Sagen om det påståede mordforsøg forekommer heller ikke helt afklaret. Mølleren forbigår i sin supplik emnet lidt hurtigt og skriver, at det er for lang en historie at ”… opholde eders Majtt med….” Det forekommer ikke helt usandsynligt, at mølleren havde luftet ideen om at skaffe inspektøren af vejen. Under alle omstændigheder formåede inspektøren at bruge sagen effektivt til egen vinding. Mathiessen nævnte i sin supplik, at politimesteren havde de kvitteringer, som Windeløv havde givet ham for betalingen. Dette må betyde, at mølleren først gik til politimesteren med sin klage og efterfølgende skrev sin supplik. I kancelliet besluttede man at sende sagen tilbage til politimesteren med ordre om ”… at examinere sagen imellem parterne og derefter hjælpe supplikkanten til rette så vidt ham vedkommer”.339 I konseillet mente man åbenbart, at sagen var så vigtig, at den skulle gøres til genstand for en egentlig retssag. Derfor gav man ordre til at sagen skulle føres ved politiretten. 340 Det er interessant, at mølleren ikke havde nogen større tiltro til, at han kunne få sin ret gennem retssystemet. Han var efter eget udsagn ikke i tvivl om, at han havde retten på sin side, men han mente åbenbart ikke, at dette var nok. Hvis man mestrede den retoriske disciplin, som det var at føre en sag, kunne man komme vidt. Hvis man ikke var i besiddelse af disse evner, var man henvist til at betale en 338 Ironisk nok under et klammeri på en kro ved navn ”Nørre Paradis”. Jf.: O. Nielsen: Kjøbenhavns Historie og Beskrivelse, bd. 6, Kbh. 1892 s. 326. 339 Supplikker, 1723, andet halvår: ”BBB”. Nr. 665. 340 Ibid., nr. 665. 103 prokurator for at føre sagen. Den bedre uddannede Windeløv stod altså i en dobbelt magtsituation overfor den efter eget udsagn enfoldige møller: Dels var han kongens konsumptionsinspektør og havde derfor ret og pligt til at rejse sag, hvis han havde grund til at tro, at mølleren snød med regnskabet. Denne magtposition benyttede han imidlertid udelukkende som et udgangspunkt for at legitimere sin interesse i møllerens affærer. Han behøvede ikke at gå så vidt som at rejse sag. Det som gav inspektøren overtaget i forhold til mølleren var, at han kunne benytte truslen om sagsanlæg. Grunden til at dette var muligt var dels, at det var forbundet med minimale omkostninger for Windeløv at føre en retssag, men endnu mere væsentligt var det, at han kendte systemets muligheder så godt, at han slet ikke behøvede at føre en regelret proces. Det var tilstrækkeligt, at bruge truslen om en retssag som afskrækkelse. Det var retssystemets iboende svagheder, som tillod denne udnyttelse af systemet: Hvis der havde været offentlig påtalepligt ville Windeløv ikke have kunnet benytte en påstand om et mordforsøg til personlig vinding. I så fald ville sagen være blevet undersøgt og opklaret. I den konkrete situation fik han imidlertid fanget mølleren i en situation, hvor denne troede, at hans bedste chance var at betale sig fra sagen. Møllerens forslag til en løsning på sagen afslører omfanget af hans manglende fortrolighed med retssystemet: Han foreslog, at de penge, som han allerede havde betalt og som var gået direkte i Windeløvs lommer, blev modregnet i den gæld, som Windeløv havde solgt videre til en officer. Mølleren så ikke sagens afgørelse som et spørgsmål om at få afklaret om konsumptionsinspektøren handlede i overensstemmelse med reglerne eller ej. Han så det snarere som et spørgsmål om, hvem som kunne få medhold hos højere embedsmænd eller hos selve kongen. Derfor var det et logisk skridt for mølleren at gå til politimesteren og sikre sig hans opbakning, før han skrev sin supplik. Kilderne afslører ikke meget om, hvad politimesteren faktisk foretog sig i sagen, udover, at han sikrede sig inspektørens kvitteringer som beviser for, at bøderne var blevet betalt. Noget kunne tyde på, at han netop ikke gik videre med sagen før mølleren havde supplikeret, og man gennem svaret på supplikken fik et fingerpeg om kongens vilje i sagen. Hvis politimesteren havde taget sagen op på eget initiativ, ville han jo føre en sag mod en anden kongelig tjener. Det signifikante for nærværende undersøgelse er den måde, hvorpå politimesteren trådte ind som en person, mølleren gik til efter at have opgivet at benytte retssystemet, men før han henvendte sig direkte til centraladministrationen. Det er tydeligt, at politimesteren på dette tidspunkt var blevet en instans, som man kunne gå til, hvis man følte sig uretfærdigt behandlet. Politimesteren tog ikke nødvendigvis sager op på egen hånd, men hans rolle som undersøgende instans gav ham en særlig funktion. Centraladministrationen kunne beordre ham til at undersøge en sag, og havde en formodning om, at han ville komme til bunds i sagen. Det var en hurtig og økonomisk løsning i stedet for at 104 nedsætte en undersøgelseskommission hver eneste gang en kompliceret sag dukkede op. Set fra offentlighedens side var politimesteren en instans, som kunne gribe ind i enkeltsager på en mere effektiv og økonomisk måde end hvis man skulle føre en retssag. Ydermere kunne politimesteren fungere som et forbindelsesled til centraladministrationen. 105 Politiets sociale og sundhedsmæssige opgaver. Politiet fik allerede tidligt en række opgaver, som hverken havde med ro og orden eller med kriminalitet at gøre. I dette kapitel behandles en række sager vedrørende selvmord, sindssyge og andre ”sociale” opgaver. Opgaverne blev tilsyneladende pålagt politimesteren af praktiske årsager, da de ikke kan siges at være indbefattet i politiforordningen. Sociale opgaver. I 1746 fik politimesteren ansvaret for anbringelsen af en sindssyg. 341 Kongen havde besluttet, at den sindssyge, Andreas Kortegaard, skulle indsættes enten i Pesthuset eller i Møns Tugthus. Politimesteren skulle kontakte direktørerne for de fattiges væsen, for at de kunne tage beslutningen. Derudover skulle politimesteren sørge for, at den sindssyge blev afleveret på rette sted. Der var tale om en praktisk løsning. Det var nødvendigt med et par mand til at slæbe den sindssyge til opbevaringsstedet, og politimesteren var den instans, som havde mandskab at disponere over. I oktober 1755 blev kapellanen i Maribo, Carl Friederich Sanny, ramt af en ”hæftig baade Sinds og Legemes Svaghed”. Kapellanens broder hentede ham til København så han kunne få lægehjælp, og han fik det da også bedre. Åbenbart ville han ikke være borte fra sit kald under julens højtideligheder, så han begav sig på hjemvejen den 19. december. På strækningen mellem hovedstaden og Maribo forsvandt han. Den 6. marts 1756 fik politimesteren ordre til ”under Haanden” at undersøge, hvad der kunne være blevet af den forsvundne mand. 342 Desværre har det ikke kunnet afklares, hvad undersøgelsen viste. Det lå formentlig lige for at sætte politimesteren til at finde den forsvundne kapellan. Med sine gode kontakter og med betjente, som kunne sendes ud for at skaffe oplysninger, var han den nærmeste til dette hverv. Man kan undre sig over, hvorfor undersøgelsen skulle være hemmelig. Man var måske bange for, hvad undersøgelsen ville vise. Kapellanen kunne være blevet voldeligt overfaldet og dræbt, hvilket kunne opskræmme befolkningen. Eller man kan have haft mistanke om selvmord. Den forsvundne var jo offer for en sindssvaghed. Tendensen til at holde politimesterens undersøgelser hemmelige er et gennemgående træk i mange sager. Det faldt også ind under politimesterens ansvarsområde at håndtere sager med selvmordere. Der var tale om et emne, som optog befolkningen meget. Der var knyttet adskillige fordomme og overtroiske forestillinger til selvmordere. Traditionelt ville folk ikke berøre liget af en selvmorder, og liget måtte ikke 341 342 OB 1746-48, s. 84. OB 1755-56, s. 694. 106 begraves i indviet jord. Selvmord var en begivenhed, som forstyrrede samfundets ro og orden, og dermed var det oplagt, at politimesteren skulle tage sig af sådanne sager. Centraladministrationens brug af politimesteren i disse sager havde karakter af at lægge låg på sagerne. Målet var at forhindre offentligheden i at blive oprørte over tilfælde af selvmord. I 1743 fik politimesteren besked på at håndtere en sag med en selvmorder. 343 Der var tale om en regimentsfeltskær ved navn Joachim Otto Kleen. Feltskæren havde været tilknyttet et bergensisk regiment, som var stationeret i København. Han havde lidt af melankoli og havde til sidst stukket sig selv ihjel. Dermed havde feltskæren i princippet forskertset sin ret til at blive begravet som en god kristen på kirkegården, men politimesteren fik besked på at sørge for, at selvmorderen blev begravet på kirkegården med tilstedeværelse af en præst, dog i stilhed og uden jords påkastelse. Man gik altså kompromisets vej og lod selvmorderen begrave på kirkegården men uden at gennemføre de sædvanlige ritualer, og man sørgede for, at sagen ikke vakte opsigt. Det er interessant, at politimesteren blev indblandet i en sag med en soldat. Man kunne forvente, at hæren selv ville tage sig af sådanne ting. Årsagen kan være, at hele sagen kunne gennemføres mere diskret ved politimesterens mellemkomst. Da liget af en student ved navn Thoer Larsen Wættersteen blev fundet i Holmens Kanal i 1764, var det vigtigt at finde ud af, om han havde begået selvmord, eller om man kunne begrave ham som alle andre.344 Moderen til studenten supplikerede med det samme og forsøgte at overbevise myndighederne om, at den afdøde havde været en god kristen. Det var tydeligvis vigtigt for de efterladte at kunne begrave ham ordentligt. Der blev foretaget et ligsyn, hvor man konstaterede, at studentens ur og penge var blevet fjernet fra hans lommer. Man konkluderede derfor, at han var blevet offer for et rovmord. Dermed var der ikke noget, som forhindrede en almindelige begravelse. Politimesteren fik besked på at give moderen besked om dette. Den normale fremgangsmåde, når folk skulle have svar på supplikker, var, at de måtte møde op ved kancellibygningen og vente på at få svar. 345 Når politimesteren fik besked på at meddele beslutningen til supplikanten, kan det altså ses som en særlig service. Det kan også forklares med, at man ønskede at lukke sagen hurtigst muligt. Ligesom i senere tider kunne politiet i 1700-tallet komme ud for at skulle tackle sager, hvor de blev involveret i folks privatliv. I 1770 sendte en kvinde en supplik til kongen, hvori hun klagede over sin mands voldelige opførsel. 346 Tilsyneladende forlod hun samtidig hjemmet. På kongens foranledning fik 343 OB 1743-44, s. 408. Jf. afsnittet ”Politimesteren og de dødes begravelse”. 344 OB1763-64, s. 1566. 345 Om supplikker og om reglerne for supplikation, se: Michael Bregnsbo: Folk skriver til kongen. Supplikkerne og deres funktion i den dansk-norske enevælde i 1700-tallet, Kbh. 1997, især kap. 4,5,6. 346 OB 1770, s. 234. 107 politimesteren ordre til at forhøre konen og manden og indsende forhøret til nærmere resolution. I mellemtiden skulle politimesteren sørge for, at konen ikke blev tvunget tilbage til manden. Dette var igen en sag, som lå udenfor politimesterens instruks og politiforordningen, men der var ikke andre instanser, som kunne påtage sig opgaven. Case nr. 6: Politimesteren og de dødes begravelse. Politimesteren havde pligt til at holde opsigt med, at overdådighedsforordningerne blev overholdt. En del af disse forordninger omhandlede regler for folks begravelser. Derudover var der et andet aspekt af borgernes død, som han blev involveret i. Han blev benyttet i myndighedernes bestræbelser for at udbrede kendskabet til førstehjælp og til forhindring af begravelser af skindøde.347 Frygten for at blive begravet levende var udbredt i alle samfundslag fra 1700tallets anden halvdel til langt op i 1900-tallet. Emnet var genstand for skillingstryk og ammestuehistorier og satte sig endda spor i den seriøse litteratur.348 Af praktiske årsager, på grund af myndighedernes interesse i at bevare en sund og arbejdsdygtig befolkning, blev emnet knyttet sammen med spørgsmålet om, hvordan man bedst genoplivede folk, der blev fundet tilsyneladende døde, hvad enten der var tale om drukneulykker, voldsofre eller selvmordere. Hvis ikke en genoplivning var mulig, måtte man i det mindste have klare retningslinjer for, hvordan man kunne konstatere, at døden med sikkerhed var indtruffet. I 1746 sendte oversekretæren for danske kancelli Johan Ludvig Holstein, efter kongelig befaling, et brev til kollegium medicum, hvori han udbad sig en betænkning om, hvordan man burde forholde sig overfor folk, der, som følge af pludseligt opståede ulykkestilfælde eller sygdom, var livløse og tilsyneladende døde. Mellem sagens akter ligger en lille bog, som var blevet udgivet året før i Paris.349 Det kan ikke afgøres, om det er kollegium medicum, som har vedlagt bogen til deres erklæring, eller om det var bogen, som afstedkom den kongelige interesse i emnet. 347 Dette afsnit er delvis baseret på en artikel i 1066: Juliane Engelhardt: Mere død end levende? Om druknedes og skindødes redning i 1800-tallets Europa, i: 1066 Tidsskrift for Historie, 37. årgang, nr. 3, 2007. I denne artikel tager Juliane Engelhardt udgangspunkt i forordningerne fra 1770 og 1772. Hun er tilsyneladende ikke bekendt med, at disse forordninger byggede videre på de forarbejder fra 1746, som jeg her behandler. Jf. ligeledes: Gerda Bonderup: Det Medicinske Politi. Sundhedspolitikken i Danmark 1750-1860, Århus 2006, s. 76-81. 348 F.eks.: Edgar Allan Poe: The Premature Burial, 1844. 349 Akterne findes i: Indlæg til Sjællandske Tegnelser, 1746, nr. 374, dateret 15. juli 1746. Bogen hedder: Jacques-Jean Bruhier, Docteur en Medecine: Memoire sur la nécessité d’un réglement général au sujet des enterremens et embaumemens, Paris 1745. 108 Bogen er udgivet i 1745 og er et af de tidligste eksempler på en genre, som voksede sig stor og uhyre populær gennem de næste 150 år.350 Formålet med bogen var at gøre opmærksom på det uholdbare i den hidtidige begravelsespraksis. Kirken såvel som den folkelige tradition satte 24 timer som den mindste tid, der måtte gå fra en person døde, til han blev begravet. Dette skulle være nok til at sikre, at personen virkelig var død. Imidlertid hævdede forfatteren, Bruhier, at der fandtes masser af eksempler på, at personer var vågnet op fra en skindød tilstand efter så meget som 30 dage. Dermed måtte det uundgåeligt ske relativt hyppigt, at folk blev begravet, mens de endnu var levende. Ifølge forfatteren var det folkets vaner og traditioner, som forhindrede en mere forsigtig omgang med de tilsyneladende døde. Der kunne dog også være mere skumle motiver indblandet: En person, som var træt af sin ægtefælle, eller en arving til en formue, kunne have en interesse i at få den tilsyneladende afdøde person jordet i en fart, uden at alt for grundige undersøgelser blev iværksat. Bruhiers lille bog er et klassisk eksempel på oplysningstankegangen: Folket skulle bringes til at se, at den hidtidige praksis ikke kunne fortsætte. Adskillige eksempler på de dårlige sider ved de eksisterende begravelsesritualer skulle overbevise læseren om, at der måtte indføres mere rationelle forhold på området. Han mente dog ikke, at oplysning alene ville kunne komme problemet til livs. Han anbefalede, at myndighederne gik ind i spørgsmålet ved at udsende et regelsæt for, hvor længe afdøde skulle ligge, før man måtte begrave dem. Der burde endda udnævnes inspektører, som kunne holde opsyn med, at folk ikke fortsatte den gamle begravelsespraksis. En gavnlig bivirkning af sådanne opsøgende kontroller ville være, at myndighederne ville få et bedre overblik over hvilke sygdomme, der florerede blandt folket, så de kunne tage de nødvendige forholdsregler i tilfælde af smitsomme sygdomme. En oplysningstankegang, som både rettede sig mod oplysningen af almuens formørkede skikke, og som i samme ombæring udvidede myndighedernes ansvarsområde og kontrolmuligheder, var i tråd med den danske enevældes strategier for magtudøvelse. Dette forklarer, hvorfor myndighederne fandt bogen interessant, og hvorfor den blev vedlagt kommissionens erklæring. Det var altså kongen, der rettede henvendelse til det medicinske kollegium for at få dem til at fremsætte et forslag, som eventuelt kunne munde ud i en forordning. Erklæringen skulle både omhandle sikre metoder til at konstatere dødens indtrædelse og metoder til genoplivning af personer, som kun tilsyneladende var døde. Imidlertid begrænsede man sig ikke til at spørge lægevidenskaben til råds. Der blev også nedsat en lille kommission bestående af politimesteren, Erik Jensen Torm, og justitsråd og byfoged Lorentz Fischer samt direktøren ved kirurgien, Simon Crüger. Crügers erklæring står for sig selv, mens 350 Det tidligste eksempel på genren i Engelhardts artikel er fra 1756. Den nævnte bog fra 1756 er tilsyneladende en tysk oversættelse af Bruhiers bog. Engelhardt, s. 19 & note 17. 109 de to justitsråder har skrevet deres sammen, så måske har de tre ikke arbejdet som en egentlig kommission. Årsagen til, at emnet blev vurderet til at ligge indenfor byfogden og politimesterens ressort, må ligge i den kongelige befalings definition, som udbad sig forholdsregler i tilfælde af pludseligt opståede dødlignende tilstande. Erklæringen remsede en række af sådanne situationer op: Der var tale om drukneulykker, vold, slagtilfælde, alkoholforgiftning, folk der blev ramt af lynet og lignende. Dette var ting, som kunne finde sted på åben gade og derved berøre den offentlige orden, altså var politimesteren den nærmeste til at foretage en vurdering af eventuelle forholdsregler. Det faldt desuden ind under politimesterens arbejdsopgaver at fremme den offentlige sundhed, derfor måtte han også have gjort sig tanker om førstehjælp. Andre af de opremsede kategorier var kvinder der besvimede i barnsnød og tilsyneladende dødfødte børn. I disse tilfælde var politimesterens interesse betinget af hans rolle som sundhedspoliti. Også en ulovlig praksis, som politimesteren og byfogden nævnte i deres erklæring, måtte involvere myndighederne: Nogle jordemødre skulle angiveligt medvirke til drab på nyfødte uægte børn ved at svøbe dem så stramt, at de blev kvalt. Kommissionens rapport afslører et ganske grundigt kendskab til disse ulykkestilfælde og til midler, der skulle kunne genoplive folk, der svævede mellem liv og død. Mange af rådene er baseret på korrekte iagttagelser af menneskekroppens funktioner. For eksempel skulle man stikke fingrene i munden på druknede, ligesom man stadig lærer at skabe frie luftveje på moderne førstehjælpskurser. Ligeledes virker det som fornuftige råd, at folk der er ved at ”blive qvalte af Damp eller qvalm”, dvs. er udsat for røg- eller kulilteforgiftning, skulle bringes ud i fri luft, samt at folk der var ”overmaade beskienkede” skulle bringes til at brække sig.351 På den anden side virker en del af genoplivningsmidlerne temmelig rå, eller slet og ret mærkelige: Folk der var ”faldne i sterk Besvimelse” skulle berøres med en kold hånd på ”de hemmelige Steder”. Røgforgiftning skulle bekæmpes med en lignende chokbehandling: ”Foedbladet børstes med en skarp Børste, Haarene afplukkes paa de hemmelige Steder, Hænder og Foedblade prikkes med Knappenaale…”. En del af rådene afspejler tidens lægefaglige paradigme, humoralpatologien. Røgforgiftede mente man således skulle årelades og gives et vomitiv. 352 En del af de gode råd var overtaget direkte fra den folkelige tradition. For eksempel at lægge en druknet over en tønde, så vandet blev presset ud af lungerne. Noget kunne altså tyde på, at det ikke var mangel på praktisk viden, som var den største forhindring i bestræbelserne på at få folk til at yde førstehjælp. Derimod udgjorde overtro og uærlighedsforestillinger en næsten 351 Dette og de følgende eksempler står i kommissionens erklæring: Indlæg til Sjællandske Tegnelser, 1746, nr. 374, 15. juli 1746. 352 Humoralpatologien var baseret på den opfattelse, at sygdomme skyldtes ubalance imellem kroppens fire væsker, blod, slim, gul galde og sort galde. 110 uoverstigelig forhindring for myndighedernes intentioner. Politimesteren og byfogden anførte, at folk som oftest stimlede sammen, når en druknet blev opdaget, men ingen var villige til at trække ham i land. Årsagerne til dette finder Engelhardt i forestillingen om, at man ikke kunne gribe ind i folks skæbne; hvis man faldt i vandet og druknede, var det ikke op til mennesker at ændre denne skæbne. Også frygten for at komme til at røre ved en selvmorder kunne spille ind. Det samme forbehold gjorde sig gældende overfor hængte. Det blev opfattet som uærlig gerning at skære en hængt ned. I dette tilfælde skyldes det vel dels, at der som regel var tale om selvmordere og dels, at man associerede til rakkerknægtenes arbejde med at tage hængte forbrydere ned af galgen. 353 På den anden side kan folks tilbageholdenhed også skyldes almindelig rædsel for døden og væmmelse ved strandvaskere. De særlige forholdsregler i tilfælde af selvmord tyder dog på, at der har knyttet sig tabuforestillinger til selvmordere. 354 På trods af de omhyggelige forarbejder skulle der gå næsten et kvart århundrede før de gode intentioner udmøntedes i lovgivning. Først ved plakat af 25. september 1770 blev det lovbefalet at hjælpe folk, der var kommet ud for en ulykke. Sammen med denne plakat blev amtmændene tilsendt et eksemplar af et skrift om genoplivning.355 Dermed var der ikke længere nogen god undskyldning for ikke at hjælpe druknede. Denne sag viser hvordan man benyttede politimesteren som ekspert i kraft af hans brede erfaring fra alskens ulykker, som fandt sted i byen. Sagen viser også, at politimesteren kunne blive involveret i forsøgene på at bearbejde almuens holdninger til f.eks. genoplivning af tilskadekomne. Statistik og demografi. På grund af sin position som overordnet til kirkebetjentene blev politimesteren blandet ind i myndighedernes indhentning af statistiske oplysninger. I 1729 sendte stadsfysikus Edward Wium et forslag til kongen om at indhente oplysninger om dødelighed fra de enkelte menigheder i København. Kirkebetjentene skulle ugentligt meddele, hvor mange der var døde, hvad de døde af, hvor længe de havde været syge, om de havde konsulteret nogen ”Medico eller Chirurgo”, dvs. læge eller barber, samt navnet på lægen. Der er ingen tvivl om, at der ville være tale om nyttige oplysninger for stadslægen, og forslaget blev da også godkendt. 353 Jf. foruden kommissionens ovennævnte erklæring: Engelhardt, s. 15. Se sagerne med formodede selvmordere ovenfor. Bonderup anfører flere eksempler på, at almuefolk vægrede sig ved at nedskære hængte, eller var sene til at tilkalde hjælp til druknede: Bonderup, s, 76-81. 355 Skriftet var: P.G. Hensler: Anviisning paa de allervigtigste Redningsmidler for dem, der ved pludselige ulykkelige Tilfælde ere blevne livløse, eller dog svæve i yderste livs Fare, Kbh. 1770. Jf. ligeledes: forordning af 22. april 1772, plakat af 9. marts 1796, plakat af 14. september 1798, Schou. 354 111 Politimesteren blev efterfølgende tilskrevet, så han kunne lade ordren gå videre til de enkelte kirkebetjente.356 Delkonklusion. Politimesterens sociale opgaver fremtræder ikke som en meget vigtig del af hans arbejdsopgaver. Det er dog sandsynligt, at de i denne afhandling benyttede kilder ikke viser det fulde omfang af denne type opgaver. Politimester Ernsts indberetninger giver indtryk af, at meget tid blev brugt på at forhindre salg af varer, som man mente kunne forårsage eller forværre sygdomme. 357 Politimesterens opsyn med gaderenovationen fyldte formentlig også meget i hans daglige arbejde, og blev opfattet som meget vigtigt i bekæmpelsen af sygdomsfremkaldende miasmer. Imidlertid var der tale om rutineopgaver, som Danske Kancelli ikke beskæftigede sig med. Derfor er disse arbejdsopgaver underrepræsenteret i kilderne. I kilderne findes to tilfælde af selvmord, hvor politimesteren blev involveret. Dette skete tilsyneladende dels for at undgå for megen offentlig omtale af sagerne og dels af hensyn til de efterladte. Det vides ikke, om politimesteren blev involveret i alle selvmord i byen, eller om de to, som er behandlet her, var enestående. Hvis det var almindelig praksis, at han skulle afvikle begravelsen af alle selvmordere, må det have været en hyppigt tilbagevendende opgave. De sager, som er behandlet i dette afsnit, er karakteriseret ved, at de egentlig er private, intime sager. Sager af denne art skulle folk normalt selv klare, da der ikke var et offentligt sygehusvæsen eller andre statslige organer, som automatisk skred ind overfor sindssyge, selvmordere eller vold i familien. Når de private sager af en eller anden grund kom i myndighedernes søgelys, var det logisk at sætte politimesteren til at varetage sagen. Dette skyldtes, at han havde ekspertisen og mandskabet til at varetage sagerne. Det kan dog også skyldes, at myndighederne ønskede at holde sagerne hemmelige. 356 357 OB 1729-30, nr. 43. Se afsnit 4. 112 Sager med fremmede diplomater og deres tjenere. Sager hvor fremmede diplomater var indblandet blev ofte genstand for Danske Kancellis korrespondance med politimesteren. Dette skyldtes nok, at diplomater var vigtige personer, som havde mulighed for at tage sagerne op på højt niveau. Man ønskede også at afgøre sagerne udenom domstole og andre formaliteter. Det blev så politimesteren, der blev sat til at effektuere den beslutning, der var blevet truffet af embedsmændene i Danske og Tyske Kancelli. Ligesom i sagerne med censur på foranledning af den russiske gesandt, viste de danske myndigheder deres vilje til at handle ved at involvere politimesteren. i 1744 konfiskerede parykmagerlauget, med hjælp fra politiet, parykarbejde og hår til fremstilling af parykker fra en svensk diplomats tjener. 358 Da diplomaten klagede, blev sagen grundigt undersøgt. Der blev afholdt politiforhør, og man indhentede en erklæring om sagen fra magistraten. Konklusionen var, at parykmagerlauget og politiet havde handlet i overensstemmelse med de rettigheder, som var fastsat i deres privilegier. Den svenske tjener havde gjort indpas i deres laugsrettigheder. Ikke desto mindre skulle politimesteren sørge for, at de konfiskerede sager blev tilbageleveret. Til gengæld udtrykte kancelliet håb om, at tjeneren ville holde op med sit fuskeri. I 1746 undersøgte politimesteren en jøde, som ikke var medlem af gruppen af danske jøder.359 Det var de danske jøder, som havde angivet deres trosfælle til politimesteren. Det viste sig imidlertid, at jøden arbejdede for en preussisk diplomat, en legationssekretær ved navn Heusinger. Denne klagede følgelig over politimesterens undersøgelse. Politimesteren fik besked på, at han fremover skulle melde det til Gehejmekonseillet, når en fremmed jøde gjorde indpas i de danske jøders privilegier. Denne afgørelse forekommer en smule uretfærdig, da politimesteren jo ifølge sin instruks var forpligtet til at holde opsyn med den jødiske menighed. I den konkrete sag var det blevet et problem, fordi den fremmede jøde arbejdede for en diplomat, men at gøre det til en generel regel, at politimesteren skulle involvere konseillet i sådanne rutineopgaver, virker som en overdrivelse. Sagen viser, hvor vanskelige vilkår politimesteren arbejdede under, når han blev involveret i sager, der vedrørte diplomater. Gadeslagsmål var en forseelse, som normalt hørte under politimesterens jurisdiktion. Sager med slagsmål findes i rigt mål i politirettens arkivalier, 360 men det var kun i meget graverende tilfælde, hvis der skete alvorlig personskade, at sagerne kom for en ordinær domstol. I Oversekretærens Breve optræder der et enkelt eksempel på et gadeslagsmål.361 I dette tilfælde var der tale om et slagsmål mellem den spanske gesandt, Pignatellis, tjener og grev Knuths tjener. Årsagen til at en banal sag som denne blev behandlet på kancelliniveau var, at man ikke uden 358 OB 1743-44, s. 797. OB 1745-46, s. 520. 360 Se for eksempel: Bent Blüdnikow & Henrik Stevnsborg: København 1790. Billeder af dagliglivet, Kbh. 1983. 361 OB 1761-63, s. 182. 359 113 videre kunne stille en diplomats tjener for politiretten eller for nogen andre af byens mangfoldige retsinstanser. Det var gesandtens tjener, som stod til den hårdeste straf, da han havde stukket sin modstander i ryggen med en hirschfænger. Det lader til, at kancelliet havde indgået en aftale med gesandten om passende pædagogiske midler. Politimesteren fik besked på at meddele Franch, at han skulle sidde i arresten i tre uger som straf. Derefter skulle han nogle timer senere føre tjeneren frem igen og meddele ham, at han på grevens og gesandtens forbøn var benådet for straffen. Der er flere perspektiver i denne tilsyneladende naive pædagogik. For det første måtte det ikke se ud som om, man kunne rende rundt i byen og slås på blanke klinger uden straf. Straffen måtte tildeles, men på foranledning af magtfulde patroner kunne man slippe for afsoningen. Der var tale om en bevidst iscenesættelse af retsordenen, hvor de lave klasser skulle have indprentet, at lovbrud måtte sones med straf. De magtfulde mænd i kancelliet, greve og geheimeråd Knuth, gesandten og politimesteren var ganske klar over hvordan det forholdt sig, der var på sin vis tale om en sammensværgelse med et pædagogisk, præventivt sigte rettet mod almuen. Ved at fremstille det som om det var på de mægtige herrers forbøn, at tjeneren gik fri af straffen, kom han ydermere i taknemmelighedsgæld til sine foresatte og den hierarkiske samfundsorden blev bevaret. Håndteringen af denne sag bærer præg af en rent pragmatisk indstilling til straffenes pædagogiske virkning. At meddele tjeneren at han skulle opholde sig tre uger i arresten og så lade ham sidde nogle timer og tænke over sine fremtidsudsigter ansås for et probat opdragelsesmiddel. Der er ikke spor af den magisk-idealistiske opfattelse af straf som religiøs soning, som ellers var så vigtig i tidligmoderne tid. Det kan dog ikke afgøres om dette skyldes, at de gamle forestillinger var på retur i 1761, eller om det skyldes, at sagen ikke endte som en mordsag. I øvrigt er det bemærkelsesværdigt, at man benyttede den samme fremgangsmåde i de ordinære retssager. Det var almindeligt at tildele forbryderen de meget hårde straffe, som Danske Lov og stramningerne af denne lov fra 1692 dikterede. Efter strafudmålingen var det dog i anden halvdel af 1700-tallet mere reglen end undtagelsen, at kongen mildnede de hårdeste straffe. 362 Det var åbenbart almindeligt, at slagsmål og uro mellem danskere og diplomaters tjenere endte med et forlig, hvor ingen blev straffet for alvor. Da en løjtnant Zøllner i 1770 overfaldt den engelske gesandts løber, slap løjtnanten for tiltale på gesandtens forbøn.363 Det samme skete, da kammerherre Holstens kusk i 1770 påkørte og væltede den spanske gesandts vogn. 364 Først forlangte ambassadøren kusken arresteret, men allerede dagen efter gik han i forbøn for kusken og fik ham løsladt igen. Man må formode, at der var en uvilje, både fra 362 Jf. f.eks.: Tyge Krogh: Oplysningstiden og det magiske. Henrettelser og korporlige straffe i 1700tallets første halvdel, Kbh. 2000, passim. 363 OB 1770, s. 16. 364 OB 1770, s. 518, 519. 114 diplomaternes side og fra dansk side, mod at føre egentlige retssager. Både på grund af de uklare retsforhold og på grund af de skadelige følger sådanne sager kunne have for forholdet mellem diplomaterne og de danske embedsmænd, som de skulle samarbejde med. Dermed var det nemmest at lade politimesteren reprimandere de skyldige og derefter slippe dem fri. På mange måder levede de fremmede diplomaters tjenere i et juridisk vakuum, hvor de ikke svarede for landets love på samme måde som deres kolleger, som var ansat hos landets egen adel. Dette er også tydeligt i en anden sag, som opstod i 1768, da den russiske ambassadørs tjener, Peter Hintze, nægtede at betale ekstraskat, som var blevet pålagt ham i hans egenskab af værtshusholder. 365 Hintzes argument var, at hans arbejdsgiver havde givet ham tilladelse til at holde ”Billard” og værtshus. Politimesteren tilskrev magistraten om problemet og magistraten sendte sagen videre til Danske Kancelli. Juridisk set var sagen klar: Hintze blev ikke afkrævet skat i sin egenskab af tjener for en diplomat, men i sin egenskab af husejer i København. Der var altså ikke nogen vej udenom. Politimesteren fik besked på at inddrive skatten eller lukke værtshuset. Han fik oven i købet tilsagn om militær assistance, hvis det var nødvendigt. Det er tydeligt, at politimesteren trådte på farlig grund, når han blev nødt til at involvere sig i sager, som vedrørte diplomatiet. Det lader dog til, at han i reglen fik opbakning fra de danske myndigheder. 365 OB 1768, s. 7, 9, 38. 115 Klager over politiet. I 1725 opstod en sag, hvor to betjente havde forulempet en mand. 366 Brevet, som var stilet til politi- og kommercekollegiet, nævner ikke hvad de to betjente havde gjort, men det var alvorligt nok til, at de begge blev afskediget. Den forulempede havde nemlig en magtfuld patron i ryggen, da han tidligere havde været tjener og barber for hofprædikanten Conradi. Imidlertid gik Conradi i forbøn for den ene af betjentene, Tideman Christensen, og bad om, at betjenten måtte slippe for fyring ”i henseende til hans Alderdom, fattige Tilstand og mange Børn”. Noget kunne tyde på, at hofprædikanten var gået direkte til kongen med sin forbøn, da oversekretæren, Møinicken, skrev på grundlag af kongens mundtlige resolution. Sagen endte med, at betjenten måtte gøre Conradi en ”sømmelig afbigt”, så ville han slippe for at blive afskediget. Det står ikke klart, hvorfor det var den forurettedes tidligere arbejdsgiver, som skulle have en undskyldning. I øvrigt giver denne sag et interessant billede af byens betjente. Tideman Christensen fik lov til at beholde sit arbejde ikke på trods af, men på grund af sin alderdom. Senere i år 1725 indkom flere klager over politimesterens embedsførelse. Brevet fra Danske Kancelli var stilet til politi- og kommercekollegiet, som jo havde opsynet med politimesteren. De tilforordnede ved kollegiet fik besked på at videregive nogle ordrer til den af dem, som var ”denomineret til at iagttage Politimesters Forretninger”.367 Dette tyder på, at Johan Philip Rathecken allerede på dette tidspunkt var suspenderet fra sit embede. Politi- og kommercekollegiet fik ellers først besked om, at han var blevet fyret den 16. marts 1726. 368 Rathecken blev landsforvist for underslæb og bedrageri i en tidligere stilling året efter, den 13. april 1726.369 Klagerne kom fra generalmajor Christian Friderich von Staffelt og generalmajor Henrich von Scholten. Nogle soldater i deres kompagnier havde fået frataget forskellige varer, sko, handsker og parykker, som de havde fremstillet eller købt med henblik på videresalg. Politibetjentene havde sammen med parykmagerlauget og under politimesterens tilstedeværelse konfiskeret disse varer. Det blev besluttet, at soldaterne skulle have tingene tilbage. 370 En sag fra 1728 viser, at politiet havde vanskeligt ved at finde balancen mellem at hjælpe laugene i deres bestræbelser på at komme fuskeriet til livs og samtidig undgå at komme på tværs af centraladministrationens politik, som ikke altid begunstigede laugene. En tidligere livgardist havde fået bevilling som frislagter, hvilket var en temmelig almindelig aftrædelsesordning for soldater. Imidlertid blev han chikaneret af politiet, fordi han ikke solgte sit kød fra en bod på gaden, 366 OB 1723-26, nr. 178. OB 1723-26, nr. 183. 368 OB 1723-26, nr. 237. 369 O. Nielsen: Kjøbenhavns Politimestre og Politidirektører 1682-1864, i: Personalhistorisk Tidsskrift, 1. bind 1880 s. 286. 370 OB 1723-26, nr. 183. 367 116 som slagterlaugets artikler påbød. Kancelliet sendte en kopi af frislagterens bevilling og forbød politiet at forhindre ham i hans arbejde.371 Det er tydeligt, at politiet havde et vanskeligt arbejde, når de tilsyneladende ikke automatisk fik besked om undtagelser fra de laugsartikler, som de ellers skulle sørge for blev overholdt. Politi- og kommercekollegiet forsøgte da også i 1730 at få gennemført en regel om, at alle bevillinger og privilegier skulle sendes i kopi til dem. Kancelliet undslog sig imidlertid, formentlig fordi det ville medføre en større arbejdsbyrde. I stedet lod man det være op til de priviligerede at sende en kopi til politi- og kommercekollegiet, når de havde modtaget deres privilegium.372 I 1766 beskyldte de 32 mænd i en skrivelse til Danske Kancelli politimesteren for ”ikke saa nøje at paasee Taxten, som skee burde”.373 De anklagede altså politimesterens for at lade de handlende sælge varer til andre priser end de lovligt fastsatte. Dette var en temmelig grov beskyldning, hvis man ikke kunne bevise den, og politimesteren tog da også til genmæle. Kancelliet godtog politimesterens forsvar og anså det for bevist, at han passede sit arbejde som han skulle. Kancelliet gav Københavns magistrat besked på at reprimandere de 32 mænd og indskærpede, at eventuelle klager over ”Politiens Administration” skulle ske gennem de rette kanaler. Det vil sige, at klager i almindelighed og over enkelte betjente skulle stiles til politimesteren selv. Imidlertid var forordningen af 19. januar 1692 endnu gældende i 1766, og ifølge denne forordning skulle klager over politimesteren rettes til kongen, det vil i praksis sige til Danske Kancelli.374 De 32 mænd havde altså fulgt reglerne, men da de ikke kunne bevise noget, fik de besked på at lade være med at klage. Enkelte af mine kilder giver et indblik i, hvilke egenskaber man i 1700-tallet forbandt med en god politibetjent. For eksempel en sag fra 1746. Overpolitibetjent Carl Jacob Prosch ansøgte om en bedre løn. Det var åbenbart magistraten, en sådan ansøgning skulle stiles til. Magistraten støttede overpolitibetjenten og begrundede dette med, at han forrettede sin tjeneste med ”Fliid og Vindskibelighed”.375 Vindskibelighed skal vel nærmest forstås som en tidligmoderne pendant til ”omstillingsparathed”. Politibetjenten viste evne til at tænke selvstændigt i forskelligartede situationer. Magistraten var dog ikke villig til at give lønforhøjelse af egen kasse, men foreslog at kongens kasse skulle betale. Dette kunne dog ikke komme på tale, gjorde kancelliet klart. Kilderne fortæller ikke, om politibetjenten fik sin lønforhøjelse. Nogle år efter, i 1750, ansøgte overpolitibetjent Carl Jacob Prosch om en finere titel.376 Han ønskede at kunne kalde sig politiinkvisitør. Måske håbede han, at en 371 OB 1727-28, nr. 277. OB 1729-30, nr. 182. 373 OB 1766, s. 924. 374 Forordning af 19. januar 1692. 375 OB 1746-48, s. 136. 376 OB 1749-50, s. 900. 372 117 mere fornem titel ville give sig udslag i en bedre løn. Som nedenstående sag viser, kunne en fornem titel virkelig give et afkast. Valget af titel tyder på en mere differentieret arbejdsdeling i den lille politistyrke, hvor enkelte personer specialiserede sig i nogle af de mange arbejdsopgaver. Igen var Københavns magistrat velvilligt indstillet og støttede Proschs ansøgning. Kongen viste sig også villig til at hæve betjentens anseelse, så længe han stadig var underordnet politimesteren. Kongen var dog ikke tilfreds med titlen politiinkvisitør og beordrede magistraten til at komme med et andet forslag til en titel. Den titel, som man kom frem til, var ”politiadjudant”. Det var under denne betegnelse, Carl Jacob Prosch blev nævnt i et brev til politimesteren fra Danske Kancelli i år 1757.377 Det var herefter denne titel, som blev givet til den højst rangerende politiofficer under politimesteren. Noget kunne tyde på, at lønforhandlingerne ikke var skredet fremad til politiadjudantens tilfredshed. Han havde i hvert fald skaffet sig ekstraindtægter ved at afgive falsk vidnesbyrd for en mand ved navn Hans Riber. 378 Sagen drejede sig om et skib, som var forulykket i Nordsøen to år tidligere. Kaptajnen og besætningen nægtede at have gjort noget galt, men Prosch havde vidnet imod dem og sagt, at de havde ladet skibet forlise med vilje. For dette vidneudsagn havde han, ifølge kancelliets anklage, fået betaling af Hans Riber. En politiadjudants vidneudsagn havde altså en sådan vægt, at det var værd at betale for. Der var tale om forsikringssvindel eller sagsanlæg på falske præmisser. Kancelliet så alvorligt på sagen og skrev til politimesteren: ”Som da Hr. Etatzraad upaatvivlelig finder, at én Commission og Forretning af den Natur og Beskaffenhed er heel uanstændig og gandske inconvenable med det Embede bemelte Prosch som Politie Adjutant eller Ober PolitieBetient er betroet …”. Politimesteren skulle kalde Prosch for sig og give ham en alvorlig reprimande ”for hans havende viiste utilladelige mistænkelige og én PolitieBetient aldeles uanstændige Forhold, …”. Det lader altså til, at politiadjudanten slap med en irettesættelse. Efter moderne begreber en temmelig mild straf for så åbenlyst at have misbrugt den autoritet, som fulgte med stillingen som politiadjudant. Ikke desto mindre blev det med denne sag tydeligt markeret, hvor grænsen gik for politibetjentenes mere eller mindre lyssky Nebengeschäfte. Der er meget der tyder på, at såvel politimesteren som hans betjente i de fleste sager kunne regne med kancelliets og kongens opbakning. I 1766 stod en musketer Sorgenfrey tiltalt ved en krigsret.379 Under forhøret af musketeren optrådte politibetjenten David Engel på en måde, som vakte de militære befalingsmænds vrede. Det nærmere hændelsesforløb fremgår ikke, men der er tilsyneladende tale om ærerørige udtalelser, noget som de militære tog meget alvorligt. 377 OB 1757-58, s. 204. Ibid. 379 OB 1766, s. 962, 1116. 378 118 Generalløjtnant von Arnstedt sendte en klage gennem Generalkrigsdirektoriet til Danske Kancelli, men magistraten gik i forbøn for Engel, som ganske vist havde forset sig i hidsighed, men som ellers var en god betjent. Efter magistratens forslag blev sagen klaret ved, at Engel blev officielt irettesat i overværelse af musketerens overordnede, major Castonier, og ved at han måtte betale en bøde til politikassen. Case nr. 7: Politimesteren og Københavns brand. Politimesteren spillede en vigtig rolle i de omfattende brandforanstaltninger i København. Dels havde han opsynet med at byggeforskrifterne blev overholdt ved nybyggerier, og som ansvarlig for gaderenovation og skorstensfejning havde han, i hvert fald i princippet, ansvaret for at skorstenene blev holdt i forsvarlig stand, og at de hestetrukne brandsprøjter kunne passere frit gennem gaderne. Derudover var det politimesterens opgave at holde brandøvelse fire gange om året, hvilket han så vidt vides også gjorde. De praktiske forholdsregler, som skulle forhindre en brand i at opstå og brede sig, var altså politimesterens ansvar. Derudover havde han en vigtig rolle at spille hvis en brand, trods alle foranstaltningerne, skulle opstå; politimesteren var i 1728 nummer to i hierarkiet i byens brandberedskab. Nummer et var generalbygmesteren Johan Conrad Ernst. Det var Ernst, som havde ansvaret for at tilrettelægge brandberedskabet, men politimesteren ville komme til at stå som leder på gadeplan. 380 Hans Himmerich, som var politimester på dette tidspunkt, havde flere fejl end fordele som politimester, og hans ukoordinerede indsats som brandchef under Københavns brand i 1728 er blevet legendarisk. Det kan dog næppe siges at være hans skyld, at brandfolkene havde fejret en vellykket brandøvelse samme dag med store mængder alkohol.381 Til gengæld var politimesterens egen indsats ikke egnet til at imponere nogen. Rygterne sagde, at han var ligeså beruset som brandfolkene og i sin forvirring søgte tilflugt på tømmerpladsen for at sove rusen ud. Branden blev slukket natten til den 23. oktober 1728. Umiddelbart efter branden sendtes et brev til politi- og kommercekollegiet og magistraten med forholdsregler.382 Ud af de ni punkter i brevet handlede de tre første om forholdsregler mod en opblussen af branden med den gudfrygtige tilføjelse ”det Gud dog naadelig forbyde”. De næste fem punkter handler om at sikre befolkningen de vigtigste levnedsmidler, nemlig øl og brød (nævnt i den rækkefølge). Det var politimesterens opgave at holde øje med at bryggere og bagere ikke sænkede deres varers kvalitet eller hævede priserne. Desuden måtte bryggerne kun 380 Kåre Lauring: Byen brænder. Den store brand i København 1728, Kbh. 2003, s. 23-29 om brandberedskabet i København. 381 Lauring, s. 33. 382 OB 1727-28, nr. 288. 119 fremstille billigt øl og bagerne måtte kun bage fint brød, hvis det var bestilt af fornemme folk. Den almindelige almue skulle spises af med almindeligt brød. Delkonklusion. Skal man opsummere de specielle opgaver, som politimesteren blev pålagt ved direkte ordre fra Danske Kancelli, bliver det en lang liste: Fangetransporter, indsamling af empiri til statistik, behandling af klager fra diplomater, osv., osv.. Det er vanskeligt at karakterisere disse sager positivt, der er sagstyper fra adskillige grene af forvaltningen. Til gengæld kan man karakterisere sagerne negativt: Der var tale om sager, som ikke lå indenfor andre embedsmænds ansvarsområder og der var tale om sager, som ingen andre instanser ville kunne varetage mere professionelt, effektivt eller loyalt end politiet. Politimesteren havde den fordel i varetagelsen af disse opgaver, at han var en generalist med bred erfaring fra sine mange ordinære opgaver. Han havde også den fordel, at han havde opsynet med både vægtere og politibetjente, hvis arbejdskraft han kunne trække på. Et nøgleord som går igen i mange sager er ”stilhed”. Politimesteren forventedes at udføre de opgaver, som blev ham pålagt, i al stilhed. Der er en modsætning mellem den meget åbne og offentlige karakter som politimesterembedet havde; man kunne komme til ham med sine problemer og få ham til at gå ind i sagen, og den hemmelige måde som mange af politiundersøgelserne blev gennemført på. Det er imidlertid signifikant, at mange af sagerne falder udenfor samtidens almindelige opfattelse af politisager som sager af mindre betydning. Mange af sagerne involverede betydningsfulde personer og var vigtige at få ekspederet på en fornuftig måde. Politimesteren stod så at sige midt imellem to yderpoler: På den ene side var han kongemagtens loyale embedsmand, han var en altmuligmand som myndighederne kunne pålægge de mest forskelligartede opgaver og forvente at de blev udført hurtigt og med professionalisme og konduite. Dette er den oprindelige rolle, som politimesterembedet blev oprettet for at opfylde. Og det er en rolle som de skiftende politimestre stort set har udfyldt. Ganske vist er der tegn på korruption og egenrådighed og der er ingen tvivl om at politimestrene kunne finde på at manipulere deres foresatte for at få gennemført egne dagsordener. Det var for eksempel det som Hans Himmerich gjorde i sagen med de københavnske jøder. Det overordnede billede er dog, at politimestrene opfyldte deres rolle som kongelige tjenere. Den anden yderpol er politimesteren i rollen som offentlighedens tjener, som borgernes beskytter. Officielt er dette en rolle, som hører folkestyret til. Under den enevældige forfatning tjente enhver embedsmand først og fremmest kongen. Ikke desto mindre træder politimesteren frem i rollen som den jævne borgers hjælper og beskytter imod overgreb. Det er ikke i en klar og entydig rolle 120 politimesteren optræder i denne sammenhæng, ofte forsvinder billedet helt til fordel for kongemagtens politimester. Ikke desto mindre er der eksempler på forestillingen om politimesteren som en instans, som den almindelige borger skulle kunne gå til og kunne forvente hjælp fra 121 4. Politimester Ernsts indberetninger sammenlignet med kilderne fra Oversekretærens Brevbøger. Johan Bartram Ernst var politimester 1710-1722. Han havde været medhjælper for politimester Claus Rasch, men blev forbigået ved dennes død, hvor Ole Rømer blev politimester. Han var altså erfaren i jobbet, da han endelig blev politimester. Han var veluddannet, han havde siddet som assessor i Hofretten og havde været borgmester siden 1703.383 I perioden 1716-22 skrev Politimester Ernst en række indberetninger til kongen vedrørende sit daglige arbejde. Disse indberetninger giver et billede af politimesterens arbejde, som er temmelig overskueligt, i modsætning til en gennemgang af politijournalerne. Derfor benytter jeg indberetningerne i en sammenligning med kilderne fra Oversekretærens Brevbøger. 384 Jeg har valgt ikke at lave en egentlig statistik over kilderne i Oversekretærens Brevbøger. Årsagen til dette er, at alle de sager, som findes i denne kildegruppe, havde karakter af undtagelsessager. Der var tale om pludseligt opståede sager, som ofte overskred de grænser for politimesterens virke, som lovene og instrukserne satte. De kan altså ikke siges at være repræsentative for politimesterens arbejde. Ydermere er de sager, som findes i arkiverne, ikke nødvendigvis dækkende for centraladministrationens kommunikation med politimesteren. Der kan have været mange andre veje at meddele sig til hinanden på, som ikke satte arkivalske spor. For eksempel kunne de enkelte embedsmænd sende private beskeder til politimesteren. Disse ville ikke komme med i kopibøgerne over breve afsendt fra Danske Kancelli. København var heller ikke større, end at man kunne møde hinanden og give mundtlige instruktioner. Det er dog næppe muligt at sige noget sikkert om omfanget af en sådan eventuel alternativ kommunikation. Af disse årsager giver det ikke mening at stille kilderne op i et diagram, som om de udgjorde et repræsentativt tal for politimesterens arbejde. Nogle af de samme indvendinger kan rettes mod en statistik over politimester Ernsts indberetninger. Først og fremmest kan det ikke afgøres, om de er repræsentative for hans virke. Der er tale om indberetninger til politimesterens øverste overordnede, kongen. Derfor kan man mistænke Ernst for at udvælge de sager, som satte ham i et positivt lys. Det er helt sikkert, at han kun har medtaget de sager, som kunne formodes at være af interesse for kongen og kancelliembedsmændene. 383 Nielsen, O.: Kjøbenhavns Politimestre og Politidirektører 1682-1864, i: Personalhistorisk Tidsskrift, 1. bind 1880 s. 278-304. Daglige begivenheder i København 1716-22. Indberetninger fra politimester Ernst til kongen, udgivet af Villads Christensen i: Historiske Meddelelser om København, 1. række, bd. 7, 1920, s. 325-383 & 405-446. 384 Villads Christensen har medtaget det vigtigste, og langt det meste, fra de originale indberetninger. Da de få forskelle ikke er væsentlige for mit formål, har jeg valgt at benytte den trykte version. 122 Man kan også med rette diskutere om politimester Ernsts embedsperiode var repræsentativ. Der var krigstilstande det meste af tiden, og pesten ramte København året efter Ernsts tiltræden. Dermed må man formode, at emner som proviantering, offentlig sundhed og opsyn med fremmede fyldte meget i netop denne periode. Set fra et andet synspunkt kan netop de særegne og subjektive elementer i indberetningerne ses som en forsikring for, at der er tale om de sager, som optog netop denne politimester i hans embedsperiode. De medtagne sager er muligvis ikke repræsentative for det daglige arbejde, men de er udtryk for det billede af politimesterens virke, som han ønskede at præsentere for sine overordnede. Og der er på den anden side tale om det billede, som embedsmændene og kongen havde af embedet, når de lavede de love, som regulerede området. De følgende tal skal altså ikke ses som en statistik baseret på repræsentative tal, men som et subjektivt billede af politimesterembedet i årene 1716-1722. Men vel at mærke et billede givet af politimesteren selv og dermed en kilde til samtidens forståelse af embedet. Jeg har optalt antallet af sager i henholdsvis Ernsts indberetninger og Oversekretærens Brevbøger fordelt på de kategorier, som jeg inddelte kilderne i i andet hovedafsnit. Der er ting, som kan diskuteres, når man inddeler politimesterens indberetninger i kategorier. For eksempel kommer krigsfanger, som bryder ud af arresten ind under ”Efterforskning af kriminalitet mm.”, og jeg har været nødt til at benytte nogle yderligere kategorier, som jeg ikke anvendte i gennemgangen af kilderne fra Oversekretærens Brevbøger. De mange sager i kategorien ”Oprør/opsætsighed” er stort set angreb på politimesteren selv eller modstand mod hans betjente. Der er altså tale om en anden slags oprør end den, man møder i Oversekretærens Brevbøger. Der er også et problem med at adskille sagerne fra hinanden og inddele dem i kategorier. For eksempel når en sag involverer både rufferi og soldaters angreb på vægtere og politibetjente. Jeg har fulgt et princip om kun at markere en gang for hvert punkt i indberetningen, derfor kom denne sag til at tælle som oprør. I den nævnte sag optræder ruffersken dog igen i en senere indberetning, hvorfor hun figurerer under kriminalitetssagerne. En ny kategori er ”tekniske opgaver”. Der er tale om gaderenovation, overholdelse af byggeforskrifterne, brolægning og lignende sager. Disse emner blev ikke gjort til genstand for behandling i Oversekretærens Brevbøger, men de fyldte meget i det daglige arbejde. Under ”Laugssager” henlægges også sager med mål og vægt, på trods af at politiets undersøgelser ofte vedrørte markedsbønder snarere end byens laugsmedlemmer. Også forprang tælles under denne overskrift. Alt som tilhører handelslivet regnes også med til denne kategori. Også kategorien ”Sociale opgaver” er blevet en blandet landhandel. Herunder tælles blandt andet sager om selvmord, drukneulykker og en sag om spøgeri. De 123 drukneulykker, som blev undersøgt som mulige drabssager, er derimod optegnet under ”Efterforskning af kriminalitet”. Kategorien ”Efterforskning af kriminalitet, mm.” indeholder sager, som dækker hele spektret fra småsvindel over møntfalsk til overlagte drab. Også de sager, hvor der var mistanke om, at en forbrydelse havde fundet sted, er medtaget. Dette var for eksempel sager, hvor man fandt lig i havnen, som blev undersøgt af en læge for at fastslå, om de havde været ofre for en forbrydelse, eller om der var tale om selvmord eller ulykkestilfælde. Det signifikante er her, at politiet så det som sin opgave at undersøge, om der var tale om en kriminel handling. De tilsvarende tal for sagerne fra Oversekretærens Brevbøger er også anført. Det skal understreges, at man ikke kan forvente et sammenfald i antallet af sager tilhørende de forskellige sagskategorier i de to kildegrupper. Der er tale om en sammenligning af to typer kilder, hvis tilblivelsessituationer var forskellige. Det væsentlige her er derfor netop den forskel, som kan iagttages. Igen er der ikke tale om en repræsentativ statistik. 1. Oprør/opsætsighed. Ernsts Oversekretærens indberetninger Brevbøger. 15 4 2. Censur. 4 13 3. Kontrol med den offentlige 0 3 ledig- 6 4 5. Overdådighedsforordninger 4 5 60 6 1 7 0 8 9. Gøglere og forlystelser. 4 8 10. Laugssager, privilegier. 22 4 11. Sociale opgaver. opinion. 4. Rejsetilladelser og gængeri. og religiøst politi. 6. Efterforskning af kriminalitet, husundersøgelser, eftersøgning og arrestation af forbrydere. 7. Tvivlsomme rejsende. 8. Samarbejde med andre landes retsvæsen. 29 6 12. Statistik og demografi. 4 1 13. Fremmede diplomater og 3 6 14. Klager over politiet. 2 7 15. Proviantering. 7 deres tjenere. 16. Indkvartering af soldater. 2 17. Tekniske sager. 57 Gennemsnit. 13 124 6 Der er den forskel mellem de to kildegrupper, at Oversekretærens Brevbøger har sager indenfor alle kategorier. Dette skyldes naturligvis, at jeg har lavet denne inddeling i kategorier for at opdele netop disse kilder. Ikke desto mindre findes der også i Ernsts indberetninger sager indenfor alle undtagen én kategori. De 14 kategorier er altså nogenlunde dækkende for politimesterens arbejde. Overfladisk betragtet virker det derfor ikke som om kancelliet pålagde politimesteren opgaver, som lå helt udenfor hans almindelige arbejdsområde. Man kan udlede nogle generelle karakteristika for de to grupper: Politimester Ernsts indberetninger centrerer sig i høj grad om enkelte sagskategorier. Der er fem kategorier, som står for langt størstedelen af sagerne. ”Oprør/opsætsighed”, ”laugssager/privilegier” og ”sociale opgaver” tegner sig for temmelig mange sager. De to kategorier ”efterforskning af kriminalitet, husundersøgelser, eftersøgning og arrestation af forbrydere” samt ”tekniske opgaver” er dog langt de hyppigste. For Oversekretærens Brevbøger er billedet ganske anderledes. Kun to kategorier scorer under 4, og kun én scorer over 8. Resten af katagorierne ligger i midterområdet. Ernsts indberetninger. Fordelingen af sagstyperne siger noget om, hvilke områder henholdsvis politimester Ernst og kancelliembedsmændene fandt vigtige. Eller måske snarere, hvilke sagstyper de valgte til netop den kommunikationssituation, som affødte kildegrupperne. Ernst indrapporterede de tilfælde af vold, som ramte hans ansatte. Han rapporterede også når militærpersonel ikke respekterede politibetjente og vægtere, og han rapporterede de tilfælde, hvor folk angreb ham personligt i smædeskrifter og i ord. I alle disse tilfælde søgte han kongens opbakning i sagerne og han ønskede at præsentere sin egen version af sagen, så kongen ikke kun skulle høre hans fjenders udlægning. Dette var en almindelig fremgangsmåde under enevælden, hvor det personlige troskabs- og tjenesteforhold til kongen var embedsmændenes ansættelsesform. Derfor er kategori 1 så stærkt repræsenteret. Også kategori 10 og 11 er repræsenterede med mange sager. Dette skyldes nok dels, at det var områder, som udgjorde en stor del af politiets arbejde, især opsynet med handelen og opretholdelsen af laugenes privilegier må have fyldt meget i det daglige arbejde. Tilsynet med overholdelsen af reglerne for mål og vægt var et område, hvor kongemagten havde grebet stærkt kontrollerende ind overfor de gamle lokalt forankrede måleenheder. Derfor er det logisk, at dette område havde myndighedernes bevågenhed. 125 Kategori 11 indeholder adskillige sager om selvmord. Det virker lidt mærkeligt, at politimesteren indrapporterede disse sager med en sådan hyppighed. Forklaringen er måske, at selvmord var en foreteelse, som vakte opsigt, fordi den i meget høj grad brød med konventionerne om ordentlig kristen opførsel. I to af selvmordssagerne fra Oversekretærens Brevbøger fik politimesteren besked på at undersøge sagen i hemmelighed, formentlig fordi selvmord blev opfattet som subversive for en kristen livsførelse i landet. Man ønskede simpelthen ikke, at befolkningen skulle få kendskab til tilfælde af selvmord. De to absolutte topscorere i Ernsts indberetninger er kriminalsagerne og de tekniske sager. De tekniske sager indbefatter sager om renholdelse af gaderne, brolægning, brandforanstaltninger og vandforsyning og mange andre sager. Det er en sagskategori, som jeg ikke har fundet anvendelse for i kategoriseringen af kilderne fra Oversekretærens Brevbøger, simpelthen fordi sådanne sager ikke optræder i disse kilder. Når disse sager er så hyppigt repræsenterede i Ernsts indberetninger skyldes det, at de har fyldt enormt meget i politimesterens daglige arbejde. Både i egenskab af politimester og som medlem af brand- og vandkommissionen og andre kommissioner har der været tale om emner, som han dagligt kom i berøring med. Der var også tale om sager, som gav meget tydelige eksempler på politimesterens effektivitet. Derfor var det gode emner at omtale for sine overordnede. Oversekretærens Brevbøger. Sagerne fra Oversekretærens Brevbøger fordeler sig som nævnt mere jævnt end sagerne fra Ernsts indberetninger. Én kategori skiller sig dog ud, nemlig sagerne om censur, som ligger langt over gennemsnittet. I denne kategori tegner de russiske diplomaters indsigelser mod bøger og aviser i Danmark sig for størstedelen af sagerne. Der var tale om en meget konsistent fremfærd fra russernes side mod udgivelser, som blev opfattet som skadelige. Dette forklarer det høje antal sager. To andre kategorier scorer væsentligt højere end gennemsnittet, nemlig kategori 8 og 9, ”samarbejde med andre landes retsvæsen” og ”gøglere og forlystelser”. Det er måske mest overraskende, at samarbejdet med primært det svenske retssystem fylder så meget. Der kan ligefrem anes en systematisering af proceduren for udlevering af svenske forbrydere til retsforfølgelse i Sverige. Dette hænger formentlig sammen med Københavns position som en relativt stor by tæt på grænsen. Det var åbenlyst at forsøge at undslippe de svenske myndigheder ved at krydse Øresund og gemme sig i København. Årsagen til at disse sager har sat sig aftryk i Oversekretærens Brevbøger er, at politimesteren ikke kommunikerede direkte med de svenske myndigheder. Opfordringen til udlevering af en forbryder gik fra den svenske ambassadør over kancelliet til politimesteren. 126 Da sagerne fra Oversekretærens Brevbøger fordeler sig så relativt jævnt på de 14 kategorier, kan det være vanskeligt at sige noget om, hvilke sagstyper myndighederne prioriterede højest. Imidlertid tegner der sig et andet billede, når man anvender de seks overordnede kategorier, som jeg benyttede i gennemgangen af disse kilder i hovedafsnit to: 1. Politiets rolle som beskyttere af 29 staten og samfundsordenen. 2. Politiets rolle som bekæmpere af 21 kriminalitet. 3. Politiets opsyn med næringslivet. 4. Politiets sociale 12 og 7 5. Fremmede diplomater og deres 6 sundhedsmæssige opgaver. tjenere. 6. Klager over politiet. 7 Disse tal skal tages med det forbehold, at kategori 1. samler sagerne fra fem af de 14 kategorier, og kategori 2. og 3. samler henholdsvis tre og fire underkategorier. Det faktum, at der er tale om kategorier, som jeg har lagt ned over sagerne, ændrer dog ikke ved, at man kan se en tendens i myndighedernes sager. Der tegner sig et hierarki af sager, hvor kategori 1. er den, som centraladministrationen først og fremmest benyttede politimesteren til, efterfulgt af kategori 2. Kategori 3. er også relativt velrepræsenteret, mens de tre øvrige kategorier ligger temmelig jævnt på et lavere niveau. Det, som disse tal viser, er hvilke sagstyper kancelliet hyppigst benyttede politimesteren til. Det er ikke overraskende, at politimesteren først og fremmest blev benyttet til at beskytte statens interesser. Denne kategori omfatter forskellige former for kontrol med befolkningens handlemåder i dagligdagen. For eksempel folkets religiøse forhold og lydigheden overfor myndighederne. Også kontrollen med den offentlige opinion og kontrollen med befolkningens bevægelighed hører til denne kategori. Alle disse emner blev også i love og instrukser fastlagt som kerneområder i politimesterens embedsførelse. Også i nutiden opfattes disse samfundsbevarende opgaver som noget af det mest væsentlige, men ofte også som noget af det mest kontroversielle ved politiets arbejde. Kategori 2. scorer også højt, hvilket måske er mere overraskende. I en moderne kontekst opfatter man det naturligvis som politiets opgave at forhindre og retsforfølge alle former for straffelovsforseelser. Sådan var det imidlertid ikke i undersøgelsesperioden. Politiet fik ganske vist efterhånden øgede pligter og beføjelser i forhold til kriminalitetsefterforskning, men bedømt ud fra politimester-instrukserne var det ikke et kerneområde. Det var dog tydeligvis 127 opgaver, som centraladministrationen i høj grad benyttede politiet til. Jeg vil komme nærmere ind på politiets rolle som kriminalitetsbekæmpere i diskussionen. Kategori 3 er lavere repræsenteret end de to første kategorier, men det overraskende ved dette er mest, at denne kategori ikke fylder mere. Bedømt ud fra love og instrukser burde opsynet med laugene og med næringslivet være noget af det, som optog en meget stor del af politiets tid. Sammenfattende kan man sige, at sagerne fra Oversekretærens Brevbøger og politimester Ernsts indberetninger fordeler sig på en måde, som er relativt ens for de to kildegrupper. Gennem en inddeling i sagskategorier kan man dog se et mønster i sagsfordelingen. I begge kildegrupper er sagerne om oprør og andre sager, som kan henregnes til området ”kontrol med befolkningen” stærkt repræsenteret. Også sager om efterforskning af kriminalitet er hyppige i begge kildegrupper. Til gengæld er sager om sociale opgaver og laugssager meget stærkere repræsenteret i Ernsts indberetninger end i Oversekretærens Brevbøger. Dette har sin naturlige forklaring i kildernes ophavssituation: Danske Kancelli havde ikke meget at gøre med den daglige kontrol med handelen og håndværket, derfor optræder disse typer sager ikke så hyppigt. Set fra politimesterens eget synspunkt var det imidlertid et tidskrævende arbejdsområde, ligesom det var defineret som en af hans vigtigste opgaver. Derfor fylder disse sager mere i Ernsts indberetninger. Det totale fravær af tekniske sager i Oversekretærens Brevbøger viser, at der var tale om rutinesager, som centraladministrationen ikke beskæftigede sig med på et konkret niveau. Man fastlagde naturligvis rammerne for politimesterens arbejde med gaderenovation og brolægning osv., men det var ikke et emne, som blev adresseret direkte. Måske afspejler dette også en opfattelse af området som et lavprestige område. Det var muligvis ikke noget som Danske Kancelli, og slet ikke konseillet og kongen, kunne forventes at beskæftige sig med. 128 5. diskussion. I de ovenstående kapitler har jeg gennemgået centraladministrationens normative kilder på politiområdet. Jeg har også fremlagt resultaterne af mine egne undersøgelser af korrespondencen fra Danske Kancelli til politimesteren i København. Endelig har jeg behandlet de indberetninger, som politimester Ernst indsendte til kongen i årene 1716-22. Dermed har jeg lagt grunden til en analyse af politiets og politimesterens rolle i den enevældige stats magtudøvelse i perioden 1682-1771. I denne diskussion vil jeg først behandle de teorier, som tidligere danske politihistorikere har fremlagt for at analysere og forklare politiets rolle i staten. Jeg vil kritisere disse teorier og vise, hvorfor de ikke kan give en tilfredsstillende forståelse af emnet. Min kritik af tidligere politihistorikere fører naturligt frem til mit eget bud på en teoretisk forståelsesramme for politiets rolle i den enevældige stat. Udgangspunktet for min forståelse af politiet er, at institutionens fremvækst skal ses som et led i en meget større udvikling af statens rolle overfor borgerne og af statens muligheder for at udøve indflydelse og for at kontrollere brede områder af dagliglivet. Udviklingen af denne nye statslige rolle kan anskues fra forskellige synsvinkler. Man kan tale om forskellige statslige magtstrategier. Ordet ”strategi” antyder dog, at staten skulle have haft en bevidst plan for udviklingen. Derfor er det neutrale ord ”udviklingslinjer” måske bedre. Disse udviklingslinjer eller magtstrategier afspejles i politiinstitutionens fremvækst. Forskellige teoretikere har fremlagt teorier, som kan hjælpe til at analysere udviklingen. Jeg har valgt at benytte tre teorier: Max Webers bureaukratiseringsteori, Marc Raeffs teori om statens ekspansion af indflydelsessfære gennem politilovgivning og Charles Tillys teori om ”trust networks”. Man kunne have valgt mange andre vinkler at anskue emnet fra, men disse tre teorier tilbyder gode og komplementære forklaringer på den udvikling, som kan iagttages i Danmark i min undersøgelsesperiode. Jeg gennemgår de tre teorier i tre kapitler: ”Politiets bureaukratisering”, ”Udvidelsen af statens indflydelsessfære” og ”Statens appropriering af autonomt regulerede områder”. I hvert kapitel sammenholder jeg resultaterne af forskellige dele af mine kildeundersøgelser med teorien. Der er et stigende abstraktionsniveau i de tre kapitler og i de tre teorier; fra bureaukratiseringsteoriens beskrivelse af magtteknikker over påvisningen af statens øgende magtsfære til forsøget på at indkredse skiftende magtkonstellationer i samfundet. I konklusionen samler jeg op på den nye viden, som mine undersøgelser har kastet af sig, og opsummerer min forklaring på, hvordan den enevældige stat benyttede politiinstitutionen som et led i sin magtudøvelse. 129 Tidligere danske politihistorikere. I forskningsgennemgangen i indledningen har jeg kort gennemgået de vigtigste danske politihistoriske værker. De forfattere, som jeg gennemgik, anskuede politiet fra tre forskellige vinkler: Den retshistoriske, som blot fremlagde de gældende love (Kolderup Rosenvinge), den amatørhistoriske, hvor forfatterne selv var embedsmænd eller politifolk, og endelig den faghistoriske, hvor det fremherskende historiesyn blev forsøgt applikeret på politihistorien. Kolderup Rosenvinges fremstilling af politiretten fremlægger ikke et egentligt teoretisk syn på politiets rolle i samfundet. Han forsøgte blot at redegøre for politiets retslige stilling i samfundet. De øvrige forfattere kan derimod tages til indtægt for forskellige syn på politiets rolle i samfundet. Deres fremstillinger bygger implicit eller eksplicit på forfatterens samfundsforståelse. Man kan dele forfatternes syn på politiets rolle op i to hovedgrupper: Den funktionalistiske forklaring: Denne forklaringsmodel kæder politiinstitutionens opståen sammen med et behov i samfundet for netop denne institution. Ræsonnementet er, at de funktioner, som politiet udfylder, opstår i ethvert udviklet samfund og kræver, at der udvikles et politi til at varetage funktionerne. Da abstraktionsniveauet er så lavt i denne forklaring, kan man ikke egentlig sige, at den er forkert, den kan bare heller ikke bruges i en analyse af samfundet eller af politiinstitutionens rolle i samfundet. Ligeledes siger den ikke noget om, hvorfor politistyrkerne har udviklet sig så forskelligt og i så forskellige tempi i forskellige lande, som det er tilfældet. For eksempel var England et af de sidste lande, som fik en organiseret politistyrke. På trods af at landet var tidligere industrialiseret end nogen andre lande.385 Oftest dækker denne forklaringsmodel over, at forfatterne i virkeligheden ikke forsøger at forklare politiets opståen. Det bliver en ikke-forklaring, som kommer til udtryk i en sentens som ”Uden politi, intet ordnet samfund”. Dette er jo ikke en forklaring, det er en cirkelslutning, som blot konstaterer, at politiet er nødvendigt for at opretholde et velordnet samfund, derfor vil politiet opstå i ethvert udviklet samfund. Det er interessant, at denne tagen politiet for givet tilsyneladende er uløseligt forbundet med et professionelt forhold til politiarbejde; Goll, Hoeck og BruunRasmussen og Redlich præsenterer hver deres variant af dette ikke-argument.386 Himmerich havde muligvis et mere afklaret forhold til spørgsmålet om politiets rolle i samfundet. Ikke fordi han præsenterede en mere uddybende forklaring, men han satte i det mindste politiets opståen og udvikling ind i en ramme, som kom ham selv til gode, og som præsenterede politiet i det lys, som han ønskede. 385 Se f.eks.: Thomas Whetstone & Jean-Paul Brodeur: Police, Britannica Online Encyclopedia: http://www.britannica.com/eb/article-36608/police. 386 Jf. forskningsgennemgangen. 130 Han formåede med andre ord at forholde sig instrumentelt til spørgsmålet om politiets opståen, hvor hans senere kolleger blot tager politiets rolle for givet. Den strukturelle forklaring: Tilhængerne af den strukturelle forklaring henfører politimesterembedets oprettelse til strukturer i samfundet. Disse strukturer kunne i princippet være sociale (et ændret forhold til personlig sikkerhed førte til oprettelsen af politiet) eller mentale (en opfattelse af kriminalitet som et øgende problem førte til oprettelsen af politiet). Men de danske forfattere, der står som eksponenter for den strukturelle opfattelse, Henning Koch og Henrik Stevnsborg, har anskuet spørgsmålet ud fra en marxistisk-materialistisk opfattelse, og de har derfor tilsyneladende a priori antaget, at de strukturer, som førte til udviklingen af politiet, var økonomiske. Koch og Stevnsborg mener derfor, at oprettelsen af politimesterembedet skyldtes statens behov for at beskytte sine interesser i tekstilindustrien. De lægger meget vægt på politimesterens opgave med at overholde overdådighedsforordningernes forbud mod at indføre fremmede luksusvarer, herunder tekstiler. Stevnsborg taler ligefrem, uden kildehenvisning, om ”… politimesterens kamp for handel og industri…”.387 Selve grundlaget for forklaringen er ikke forkert, jeg hælder selv til en strukturel forklaringsmodel. Problemet ligger i, at forfatterne tilsyneladende stiller sig tilfredse med at henvise til enkelte strukturer som forklaringen på en kompleks samfundsudvikling, som politiinstitutionens udvikling er en del af. Ved at tage udgangspunkt i en materialistisk forståelsesramme lægger Koch og Stevnsborg sig fast på, at forklaringen på politimesterens udnævnelse skal findes i den enevældige stats forsøg på at kontrollere produktionsapparatet. De binder sig herved til en anakronistisk forklaringsmodel, som er nødt til at operere med statens industrielle interesser på et tidspunkt, hvor dette næppe var afgørende endnu. Samtidig bliver forfatterne nødt til at se bort fra de mange aspekter af politimesteren arbejde, som ikke passer ind i billedet. Selvom værkerne om den danske politihistorie ofte fremdrager interessante kilder og formidler emnet glimrende, kan ingen af dem altså anses for tilfredsstillende, hvis man søger en analyse af politiets rolle i den enevældige stats magtudøvelse. 387 Henrik Stevnsborg: ”Samfundets” og ”statens” strafferetspleje, i: Historisk Tidsskrift, 14. rk., bd. 3, 1982, s. 18. Lidt selvmodsigende skriver han på side 17: ”Til en systematisk belysning af, hvorledes politimesteren i praksis har grebet opgaverne an mellem 1682 og 1701, er simpelthen intet materiale bevaret.” 131 Politiets bureaukratisering. Studiet af bureaukratiske forvaltningsformer er endnu baseret på Max Webers 90 år gamle bureaukratimodel.388 Hos Weber knyttes de bureaukratiserede styreformer til den legale herredømmeform, som er baseret på fastlagte love og forvaltningsregler.389 Weber opstiller en række kendetegn, som karakteriserer bureaukratiet. Blandt disse kendetegn kan nævnes: Udnævnelse af embedsmænd på baggrund af kvalifikationer og formel uddannelse, klar afgrænsning af embedsmænds myndighedsområde, ensartet, upersonlig sagsbehandling samt skriftlig dokumentation af embedsførelsen. Den bureaukratiske forvaltningsform kan ses som en magtteknologi, som gjorde det muligt for myndighederne at herske mere effektivt og med en større grad af detailstyring end tidligere. Gennem hele den tidligmoderne periode, og ikke mindst i min undersøgelsesperiode, vandt bureaukratiske forvaltningsformer frem. Denne udvikling kan aflæses i såvel centraladministrationens som den lokale administrations støt stigende produktion af arkivalier. Efterhånden blev både de centrale og de lokale embedsmænd mere specialiserede og dokumentationskravet til deres embedsførelse øgedes. I de kildegrupper, som jeg har benyttet til denne afhandling, kan man iagttage virkningerne af denne udvikling i den blotte volumen af brevbøgerne og supplikprotokollerne; deres omfang øges voldsomt gennem undersøgelsesperioden. Kravet om dokumentation af den daglige embedsførelse blev tidligt gennemført for politiet. Allerede i 1691 Blev det besluttet, at politimesteren skulle føre journal over politiforretningerne. De langvarige bestræbelser på at skabe en samlet politiordning må ses som et forsøg på at skabe et grundlag for en ensartet og klar sagsbehandling, også dette peger på en udvikling mod mere bureaukratiserede styreformer. Lige så vigtigt som ophobningen af sagsakter var imidlertid de kvalitative ændringer i embedsværket. Ifølge Webers teori skulle udviklingen gå i retning af faste uddannelsesmæssige ansættelseskriterier for embedsmænd og fast afgrænsede kompetenceområder. Begge dele kan iagttages på politiområdet. Som det fremgår af bilag 1, havde politimestrene i min undersøgelsesperiode ikke ensartede uddannelser. Der var dog tre typer baggrund, som tilsyneladende blev opfattet som kvalificerende for jobbet: Militær baggrund, baggrund som godsforvalter og juridisk baggrund. Dette giver god mening i forhold til de områder, som politimesterembedet dækkede. Jura, logistik og økonomi var alle væsentlige dele af embedet. Politimestrene og politidirektørerne efter min undersøgelsesperiode, og frem til i dag, har alle været jurister. 388 Se f.eks.: Tim Knudsen: Bureaukrati, I: Knudsen, Tim (red.): Kernebegreber i statskundskab, Kbh. 2000. 389 Max Weber: Wirtschaft und Gesellschaft. Grundriss der verstehenden Soziologie, 5. udgave, redigeret af Johannes Winckelmann, Tübingen 1976. De vigtigste passager om bureaukrati er oversat i: Heine Andersen, Hans Henrik Bruun & Lars Bo Kaspersen (red.): Max Weber: Udvalgte tekster, Kbh. 2003, kap. 14, 15, 16, 17 & 19. 132 Der opstod altså ikke et krav om en bestemt uddannelsesmæssig baggrund i løbet af min undersøgelsesperiode, men politimestrene blev udnævnt på baggrund af særlige kompetencer, som var nødvendige for at kunne bestride embedet. Der var altså ikke, udelukkende, tale om politiske udnævnelser. Til gengæld var det kongen, som udnævnte politimestrene, hvilket strengt taget ikke viser i retning af bureaukratisering. Der var dog en tendens til at anciennitet kunne give adgang til politimesterembedet. Både Ernst og Horn fik stillingen på baggrund af lang tjeneste under den forrige politimester. I kapitlet ”Politirettens jurisdiktion. Forholdet mellem civile og militære myndigheder” viste jeg, hvordan politirettens jurisdiktion over soldater var genstand for en stadig strid mellem forskellige myndigheder. Politiretten fungerede på tværs af de civile værneting, undtagen overfor adelige, men forholdet til militæret blev ikke endeligt fastlagt i min undersøgelsesperiode. Alene de vedvarende bestræbelser for at tilvejebringe ordnede forhold på området viser dog henimod den Weberske bureaukratimodel. Det var ikke muligt at opnå klare retningslinjer, men man forsøgte at få klarhed på området. Både eksemplet med politimestrenes forudsætninger for at klare jobbet og med afgrænsningen af politirettens jurisdiktion peger mod en bureaukratisering i Webersk forstand. Begge eksempler viser dog også, at bureaukratiseringen langt fra blev fuldt gennemført før 1771. Mere traditionelle rettigheder på retsområdet trak i andre retninger, militærets interesse i at bevare den juridiske kontrol med soldaterne ligeså. På uddannelsesområdet var det måske mere et spørgsmål om at få skabt et uddannelsessystem. Politimester Frederik Horn, som var politimester 1761-1771, var lidt for gammel til at få den juridiske uddannelse på Københavns Universitet, som blev oprettet i 1736. Alle efterfølgende politimestre og politidirektører har været uddannede jurister. I kilderne fra Oversekretærens Brevbøger findes der en del eksempler på, hvordan det enevældige bureaukrati fungerede, og på hvordan politiet indgik i dette bureaukrati. Et eksempel på dette er de sager, hvor svenske forbrydere, der var flygtet til København, blev udleveret til strafforfølgelse i Sverige. Det blev tilsyneladende en fast praksis i løbet af 1700-tallet.390 Udviklingen af politiet i Sverige var i nogen grad sammenlignelig med den danske udvikling. Også i Sverige adskilte man politilovene fra de egentlige love med henvisning til politilovenes foranderlighed.391 I 1672 blev der nedsat en politikommission i Stockholm, som skulle varetage opretholdelsen af politiforordningerne, og som havde bemyndigelse til at udstede politiforordninger.392 Der blev dog ikke udnævnt en politimester før i 1770’erne.393 390 Se kapitlet ”Samarbejde med andre landes retsvæsen”. Pär Frohnert: Policeybegriff und Policeygesetzgebung im frühmodernen Schweden, i: Michael Stolleis (red.): Policey im Europa der Frühen Neuzeit, Frankfurt am Main 1996, s. 537-38. 392 Ibid. s. 552. 393 Ibid. s. 554. 391 133 En vigtig årsag til at man kunne samarbejde med de svenske myndigheder om udlevering af forbrydere var, at politiet fungerede relativt ens på begge sider af sundet. Man havde de samme institutioner og de samme forventninger til politiet. Der var formentlig tale om en gensidighed i politisamarbejdet. Under kategorien ”Fremmede diplomater og deres tjenere” har jeg behandlet en række sager, hvor diplomater var involverede og hvor politimesteren blev indblandet. Det var dog ikke kun i disse sager, at politimesteren spillede en rolle i den danske stats forhold til andre stater. Også i kategorien ”Censur” og i kategorien ”Samarbejde med andre landes retsvæsen” benyttede centraladministrationen politimesteren i sager, hvor forholdet til andre lande blev defineret. Forholdet til Rusland var yderst labilt i 1760’erne. Efter med nød og næppe at have undgået åben krig, forsøgte de danske myndigheder at gøre tilnærmelser til Rusland med henblik på at opnå en alliance. 394 Det er derfor interessant, at politimesteren blev blandet ind i sager, som involverede russiske diplomater. Der optræder ikke mindre end syv sager blandt mine kilder, hvor politimesteren blev sat til at gribe ind overfor bøger, som de russiske diplomater i København forlangte censurerede. De russiske diplomater havde tilsyneladende som mål at undgå enhver omtale af interne russiske politiske forhold. Der er ikke noget, som tyder på, at de censurerede bøger og den ene avisartikel indeholdt meget kritiske røster imod Rusland. Det var tilsyneladende den blotte omtale, som vakte anstød. I den spændte politiske situation mellem Danmark og Rusland ønskede de danske myndigheder at vise sig velvillige overfor de russiske krav om censur. Modus operandi i disse sager var, at Danske Kancelliet sendte en befaling til politimesteren, som så sørgede for at gennemføre beslaglæggelse af bøger og formidle forbuddet mod distribution til boghandlerne. Beslutningen om at gribe ind kom i hvert fald i ét tilfælde fra kongen.395 Politimesteren blev benyttet til at formidle et bestemt indtryk til de russiske diplomater, nemlig at de danske myndigheder var imødekommende overfor de russiske ønsker. I disse tilfælde kan man se en fast kommandovej igennem det bureaukratiserede system. Dette system blev dog benyttet på en måde, som er i modstrid med Webers tanker om bureaukratiet; der var tale om arbitrær magtudøvelse, ikke magtudøvelse baseret på faste regler og ensartede procedurer. Der er en væsentlig forskel på kilderne som jeg har benyttet i hovedafsnit 1, instrukser, reskripter og forordninger, og de kilder som jeg har benyttet i hovedafsnit 2, befalingerne fra Danske Kancelli til politimesteren. De to kildegrupper viser to vidt forskellige måder at styre politiinstitutionen på; to forskellige måder at gribe ind i samfundet. 394 Det vil føre for vidt at redegøre for disse forhold. Der henvises til: Ole Feldbæk: Tiden 1730-1814, Danmarks historie 4, Kbh. 1982, kap. 55-56. 395 OB 1763-64, s. 1477. 134 Den første kildegruppe viser, hvordan den enevældige stat gennem officiel lovgivning lagde stadig flere områder ind under samlebegrebet Politien. Gennem rammelovgivning definerede man meget store områder af samfundslivet som områder, hvor staten havde ret og pligt til at gribe ind gennem politiet. Og gennem lovgivning rettet mod enkeltsager, reskripterne, detailregulerede man indenfor de udstukne rammer. Denne form for lovgivning blev i nogen grad formidlet videre til befolkningen. Dette skete ikke mindst gennem de politiplakater som politimesteren, og i perioder magistraten, lod opslå for at informere Københavns befolkning om de politiforordninger, som forventedes efterlevet.396 Rammelovgivningen var altså i nogen grad offentligt kendt. Dette var nødvendigt, for at man kunne forvente, at folk efterlevede reglerne. Styringen af politiområdet, eller statens magtpolitik om man vil, var altså baseret på oplysning om den forventede opførsel og på en bureaukratisk kontrol med befolkningens opførsel. Styringen var bureaukratisk i den forstand, at der forelå faste regler for politiets arbejde og for de områder, som politiet forventedes at tage sig af. Ligeledes var der faste regler for politiets sanktioner imod folk, der forbrød sig mod politiforordningerne, der var regler for klager over politiet, og der var regler for politiets magtanvendelse. Politibetjentene fik en fast løn og kunne avancere indenfor systemet og blive overbetjente. Endelig blev politiets embedsførelse skrevet ned i politijournalerne, som de overordnede myndigheder kunne kontrollere. Politiet var altså i høj grad opbygget i overensstemmelse med de strukturer, som bliver opfattet som tegn på et udviklet bureaukratisk system. Kilderne fra Oversekretærens Brevbøger, som jeg har behandlet i hovedafsnit 2, giver et ganske andet billede. Der var tale om en række sager, som ikke nødvendigvis hørte ind under det område, som var udstukket af rammelovgivningen for politiet. Nogle af dem var temmelig ”tunge” og involverede storpolitik og magtfulde mennesker. Fællesnævneren for sagerne var, at det var sager, som Danske Kancelli af en eller anden grund fandt vigtige nok til, at man involverede politimesteren. Det kan ikke afgøres med sikkerhed, men formentlig blev sagerne i mange tilfælde videregivet til kancelliet fra konseillet eller fra kongen. I sagen om Jens Gedeløche var det kongen, som befalede at sagen skulle undersøges. I sagerne vedrørende udenlandske diplomater var det Tyske Kancelli, som gik igennem Danske Kancelli for at få sagerne placeret på politimesteren bord, men i mindst én af sagerne kom ordren fra kongen. Årsagen til at kancelliembedsmændene sendte sagerne videre til politimesteren var, at politimesteren havde ekspertise i informationsindhentning, han havde kvalificeret mandskab, og han var højtstående kongelig embedsmand og kunne derfor behandle sagerne med den fornødne diskretion. Det er karakteristisk for denne måde at behandle sager på, at den går udenom de egentlige etablerede, bureaukratiserede kanaler. Flere af sagerne havde karakter af at være lettres de cachets. 397 Ofte fik politimesteren besked på at 396 397 Jeg har ikke fundet det relevant at gennemgå politiplakaterne i detaljer. Se kapitlet ”Sager om oprør/opsætsighed”. 135 foretage undersøgelser og afhøringer i hemmelighed. Der var med andre ord tale om en meget direkte form for udøvelse af kongens enevældige magt. Det var på ingen måde en magtudøvelse, som gik udenfor hvad der var hjemlet i Kongeloven eller i den enevældige administrations egen selvforståelse, men det var en form for magtudøvelse, som blev meget upopulær i enevældens sidste tid, og som allerede ved min undersøgelsesperiodes afslutning må have været i modstrid med de mere progressive samfundsteorier.398 Man kan næppe sige, at styringen af politiområdet gennem rammelovgivning og bureaukrati pegede frem i tiden, mens de direkte og hemmelige ordrer til politimesteren var reminiscenser af den tidlige enevældes magtformer. Dette ville tendere historiedeterminisme. Man kan dog konstatere, at den første styringsform havde en stor fremtid i demokratiske rammer, mens den anden form nu om dage ville blive opfattet som odiøs. I den tidligmoderne administration forekom de to styringsformer sideløbende. De havde begge deres plads i enevældens magtpolitik. Den lovregulerede, bureaukratiserede styring fyldte dog langt mere på politiområdet, og formentlig på stort set alle områder, end den direkte udøvelse af kongens magt. Selv med det forbehold at centraladministrationens embedsmænd kan have rettet henvendelser til politimesteren på måder, som ikke har sat sig arkivalske spor, må man konstatere, at antallet af ”regulære” politisager i politijournalerne er mange gange større end antallet af henvendelser fra kancelliet. Til gengæld kunne sagerne fra kancelliet være langt mere vægtige end de oftest trivielle dagligdags sager. Samlet kan man sige, at politiets udvikling i min undersøgelsesperiode gik i retning af større grader af bureaukratisering efter Webers definition. Hvis man fulgte denne udvikling efter 1771 ville dette billede uden tvivl blive endnu tydeligere. Der var naturligvis ikke tale om en bevidst bevægelse fra centraladministrationens side henimod mere bureaukrati; begrebet eksisterede ikke endnu. Der var snarere tale om en afprøvning af forskellige styringsstrategier og -taktikker. De teknikker som virkede bedst, og som var i overensstemmelse med enevældens selvforståelse, nød fremme over tid og udviklede sig til mere moderne bureaukratiserede former. Det er ikke overraskende, at der ikke opstod et fuldstændigt Webersk bureaukrati. Dette ville have været i uoverensstemmelse med den enevældige styreform. Den enevældige centraladministration, i sidste instans kongen, forbeholdt sig retten til at gribe ind i enkeltsager, som blev fundet vigtige. Størstedelen af politiets arbejde var dog bureaukratisk styret gennem rammelovgivning. 398 Se f.eks.: J. Svane-Mikkelsen: Københavns politi og forholdet til offentligheden omkring enevældens ophør, i: Historiske Meddelelser om København 1969. 136 Statens øgende interessesfære. Som nævnt ovenfor kan man ikke forklare politiinstitutionens fremvækst ud fra en marxistisk forståelsesramme. Jeg er dog enig med Stevnsborg og Koch i, at en analyse af politiets rolle i samfundet må hæve sig over en simpel funktionalistisk forklaring. Politiet må ses som et led i en overordnet udvikling af de tidligmoderne og moderne stater. Et frugtbart forsøg på at analysere politiinstitutionens historiske rolle kan tage udgangspunkt i den amerikanske historiker Marc Raeffs teorier. Raeff præsenterede i en artikel fra 1975 et interessant syn på de bredere perspektiver i udviklingen af politi(Politie)lovgivning i de tidligmoderne europæiske stater. 399 Raeff ser politilovene som et led i en meget større udvikling, hvor staten påtog sig en helt ny rolle i forhold til befolkningen, end den tidligere havde haft: ”..., the traditional mandate of government (i.e., rulership) shifted from the passive duty of preserving justice to the active dynamic task of fostering the productive energies of society and providing the appropriate institutional framework for it”.400 Den nye rolle var et resultat af reformationen: “Indeed the Reformation, by eliminating, in Protestant lands, the traditional ecclesiastic institutions – while emphasizing the ethical concerns of the faith – encouraged the secular power to exercise its authority fully in all domains of public and private life”.401 I Raeffs teori fremstår politilovene, og de embedsmænd som skulle opretholde lovene, som et led i en storstilet omdefinering af statens rolle. De protestantiske nordtyske stater påtog sig som de første at varetage undersåtternes frelse ved at opsætte strenge regler for god kristelig opførsel, men påtog sig også at regulere det verdslige liv på et rationalistisk grundlag. Snart fulgte resten af Europa. Dog med en delvis undtagelse i England. Raeff argumenterer for en udvikling, hvor staterne påtog sig en aktiv rolle, og derved optrådte som drivende kræfter i udviklingen. Teorien indebærer, at udviklingen fra 1500-tallet, dvs. lang tid før det sene 1700-tals revolutioner, pegede frem mod den moderne ”interventionistiske” stat:402 “Such a state could not merely be the ”night watchman” of English nineteenth-century liberalism or remain the high justicer of medieval tradition: it was on the way to becoming the directive and interventionist welfare state of the late nineteenth century”.403 Man kan kritisere Raeffs teori for at være historiedeterministisk i sin insisteren på at se tendenser i 1500-tallet som direkte forbundne med den moderne stat. Der var næppe nogen magthavere i den tidligmoderne periode, som ville have set den moderne velfærdsstat som et attraktivt mål for deres statsførelse. Ikke desto mindre passer teorien ganske godt ind i den danske udvikling på området. 399 Marc Raeff: The Well-ordered Police State and the Development of Modernity in Seventeenth- and Eighteenth-Century Europe: An Attempt at a Comparative Approach, The American Historical Review 80, 1975 II. 400 Ibid. s. 1226. 401 Ibid. s, 1223. 402 Ibid. s, 1222. 403 Ibid. s, 1242. 137 Den opfattelse, at politiets udvikling var en del af de tidligmoderne staters udvidelse af deres legitime kontrolsfære, træder ligeledes stærkt frem i flere af bidragene i antologien ”Policey im Europa der Frühen Neuzeit”.404 Den svenske historiker Pär Frohnert anskuer eksempelvis udbygningen af politiområdet i Sverige fra et statsbygningsperspektiv. Han mener, at politiet blev benyttet til at udbygge kongens eller statens magt på bekostning af bystyret og andre institutioner.405 Det er interessant, at den angelsaksiske opfattelse af det kontinentale politi altid har været, at staterne, især naturligvis de absolutistiske, benyttede politiet til at gøre uacceptable indhug i borgernes liberale rettigheder. Denne opfattelse ligger bag den sene udvikling af det engelske politi. Endnu er det engelske og det amerikanske politi meget decentralt styret i forhold til politistyrkerne i Fastlandseuropa. Helt løsrevet fra etiske eller politiske betragtninger har også kontinentale politihistorikere nu vænnet sig til at se politiets udvikling som en del af staternes appropriation af tidligere autonomt regulerede områder. Adskillige eksempler fra hovedafsnit 1 kan trækkes frem for at illustrere, hvordan de enevældige myndigheder tiltog sig retten, og pligten, til at kontrollere områder, som tidligere havde været underlagt kommunal eller privat kontrol. Jagten på bønhaser kan tjene som eksempel: Fra gammel tid havde laugene selv organiseret denne opretholdelse af deres privilegier, men fra 1688/89 skulle der være politibetjente med.406 Derved var jagten i princippet en manifestation af kongens magt, snarere end en privat foreteelse. Også kriminalitetsbekæmpelsen gik i løbet af min undersøgelsesperiode fra at være udlagt til privat initiativ til at være politiets ansvar. Det gælder for begge disse eksempler, at statens endelige appropriation af retten og ansvaret var kulminationen på en længere udvikling. Allerede Christian 4. gjorde sig store anstrengelser for at tiltage sig magt over laugene. Udviklingen hen imod større statslig styring tog dog for alvor fart under enevælden. I det følgende vil jeg diskutere to eksempler fra min afhandling i lyset af Raeffs teori: For det første vil jeg behandle sagerne om modstand mod politiet og mod statens stadigt større indgriben i befolkningens dagligdag. For det andet vil jeg behandle selve begrebet Politie. Oprør og modstand mod politiet. Der forekommer ikke nogen egentlige oprør i mine kilder. Det er i det hele taget tvivlsomt, om der findes eksempler på en egentlig opposition imod det enevældige styre i min undersøgelsesperiode. De sager, som behandles under 404 Michael Stolleis (red.): Policey im Europa der Frühen Neuzeit, Frankfurt am Main 1996. Frohnert 1996, s. 533, 538, 543, 552. 406 Se kapitlet ”Politimesteren og laugene”. 405 138 kategorien oprør, består i forskellige former for ulydighed eller optøjer. I samtidens officielle sprogbrug blev sådanne sager imidlertid benævnt oprør. Det er interessant, at tre ud af fire sager om oprør i mine kilder handler om folk, som benyttede deres ret til at supplikere. Årsagen til, at sagerne blev opfattet som problematiske nok til, at politimesteren blev blandet ind i dem var, at supplikanterne var trådt udenfor de accepterede supplikationsformer. 407 Den norske bonde som havde forsiddet sin gård blev straffet, fordi han havde udtalt sig for stærkt om biskoppen. Borgeren fra Flensborg blev arresteret fordi han havde truet magistraten. I disse sager stod spørgsmålet altså ikke om retten til at supplikere, eller endog retten til at beklage sig over, hvad man opfattede som uretfærdigt. Det var mangel på ærbødighed eller modvilje mod at affinde sig med sin position i forhold til mere fornemme folk, som forårsagede myndighedernes indgriben. Sagen med brændevinsbrændernes oprør er endnu et eksempel på en supplikation, som faldt udenfor rammerne af det acceptable. 408 Brændevinsbrænderne satte ikke spørgsmålstegn ved kongens magt eller ved supplikationssystemet som sådan. Det forhold, at de overdrog en supplik til kongen, må forstås som en grundlæggende accept af systemet snarere end et oprør mod det. Problemet set fra myndighedernes synsvinkel var, at brændevinsbrænderne mødte talstærkt op og derved omvendte styrkeforholdet mellem regent og folk. Politimesterens rolle i de to første sager var at arrestere de urolige elementer. I sagen med brændevinsbrænderne havde han åbenbart været mere på forkant med problemerne. Det oplyses, at han havde haft kontakt med supplikanterne før deres petitionsmarch. Efterfølgende fik han til opgave at arrestere et par af brændevinsbrænderne og forhøre dem. Arrestanterne accepterede dog ikke uden videre, at de var gået over stregen. De erklærede, at de var villige til at fremsætte deres krav på samme måde igen. I de sidste årtier af 1700-tallet og i begyndelsen af 1800-tallet opstod der adskillige større optøjer i København. Det var egentlig politiets opgave at slå sådanne optøjer ned, men i realiteten havde man ikke mandskab til at løse opgaven, og militæret måtte sættes ind i flere tilfælde. I denne rolle optrådte militæret dog relativt moderat. De var bevæbnede med stave snarere end med blanke våben eller skydevåben, og man undgik de blodsudgydelser som lignende oprør i f.eks. England og Frankrig ofte endte med. I perioden op til enevældens fald var politiet ganske upopulært, og konflikter med Københavns befolkning var hyppige.409 Dette var antageligt også tilfældet i min undersøgelsesperiode, selvom kilderne er mere sparsomme. Politimester Ernsts indberetninger giver adskillige eksempler på, at især soldater modsatte sig politiets indblanding. I et enkelt tilfælde udspilledes et veritabelt slag en miniature sig, da politi og vægtere forsøgte at foretage en razzia mod et bordel, hvor en 407 Se kapitlet ”Sager om oprør/opsætsighed”. Case nr. 1: Brændevinsbrændernes oprør i 1723. 409 Svane-Mikkelsen 1969. 408 139 gruppe soldater opholdt sig. Soldaterne forsøgte at befri de prostituerede, som var blevet arresteret, og vægterne måtte under ledelse af en politibetjent slå angrebet tilbage.410 Spændingen mellem de forskellige jurisdiktioner i København er tydelig i mange sager. Forholdet mellem politiretten og soldater, som forbrød sig mod politiordningerne, er blevet behandlet i et tidligere afsnit. 411 Et yderligere eksempel på dette spændingsforhold findes i case nr. 4. I sagen om den falske prinsesse fik politimesteren til opgave at arrestere svindleren. Hun boede imidlertid til leje hos en kvartermester, som nægtede at lukke politiet ind, så de kunne foretage anholdelsen. Først da politimesteren i egen person mødte op, makkede officeren ret. De få eksempler på modstand mod politiets myndighed kan ikke give et klart svar på spørgsmålet om, hvordan befolkningen forholdt sig til den forholdsvis nye institution. Der anes dog en modstand mod indgriben i områder, som blev opfattet som hævdvundne rettigheder. For eksempel anerkendte de mange soldater i byen kun i ringe grad politiets autoritet. De arresterede brændevinsbrændere var heller ikke villige til at acceptere, at de var trådt udenfor deres rettigheder. Det er ganske naturligt, at der opstod en modstand imod den instans, som skulle opretholde en række regler og indskrænkninger i borgernes traditionelle friheder. Der er dog ikke noget der tyder på, at en eventuel modstand i befolkningen mod politiet er blevet taget op på kancelliniveau. Politimesteren fik ordre til at gribe ind i sager, hvor de højere myndigheder følte sig generet. Flere forordninger og reskripter understregede dog politiets autoritet overfor byens indbyggere og forbød folk at gøre modstand mod politiet. Dette tyder dels på, at der var en del modstand mod politiet, og dels på, at politimesteren fik opbakning fra højeste sted, i hvert fald i ord, når han havde behov for det. Selvom der ikke forekommer egentlige oprør i mine kilder, er det tydeligt, at politimesterens magtmuligheder blev benyttet til at disciplinere enkeltpersoner og laug, som benyttede sig af former for kravfremsættelse, der blev opfattet som utilladelige. Dette skyldtes, at politiet var den eneste instans, som havde den fornødne ekspertise og det fornødne mandskab til at opspore folk ude i byen. På trods af en eventuel modstand mod politiet, kunne befolkningen i København og omegn dog også opfatte politimesteren som en potentiel hjælper i nogle situationer. Politiet trådte i stedet for tidligere former for privat magtudøvelse, hvilket kunne opfattes som en forringelse af de hævdvundne institutioners handlemuligheder. Til gengæld var politistyrken relativt velorganiseret, og den var statssanktioneret med den autoritet som dette gav. Ydermere havde politimesteren mulighed for at indhente hjælp fra militæret, hvis politiet og vægterne ikke var nok. Et godt eksempel på denne dobbelthed var i forholdet til laugene. Tidligere havde laugene selv organiseret jagten på bønhaser og fuskere, dvs. folk som 410 411 Christensen 1920. Se kapitlet ”Politirettens jurisdiktion. Forholdet mellem civile og militære myndigheder”. 140 krænkede laugenes monopol. Flere forordninger fra 1680’erne indskærpede, at laugene ikke længere havde lov til at foretage denne jagt som et rent privat foretagende. Politiet skulle være repræsenteret på jagterne, ikke fordi laugene manglede mandskab, men fordi området nu var lagt under myndighedernes kontrol. I 1684 ansøgte apotekerlauget om hjælp til at opretholde sine privilegier. I dette tilfælde er det sandsynligt, at lauget manglede mandskab til selv at sætte sig igennem. Apotekerne må have været fåtallige i forhold til de større laug, og har dermed stået svagere. Politimesteren fik ordre til at hjælpe lauget. Også nagelsmedene i København fik hjælp af politimesteren til at opretholde deres privilegium.412 Politimesteren kunne altså i nogle situationer optræde som hjælper for borgerne i København. Denne rolle spillede han også i case nummer 5 om konsumptionsinspektør Anders Windeløvs afpresning af en møller. I denne sag gik mølleren Truels Matthiessen igennem politimesteren, da han klagede over Windeløvs magtmisbrug. Der er næppe tvivl om, at mølleren ville have haft en god sag, hvis den var kommet for domstolene, og hvis han havde fået hjælp af en god advokat. Ikke desto mindre valgte han at præsentere sin klage for politimesteren, og først derefter sende en supplik til kongen. På denne måde havde han gjort hvad han kunne for at sikre sig opbakning i systemet I politimester Ernsts indberetninger findes der flere sager, hvor en bonde blev franarret penge i København, men fik dem tilbage ved politimesterens mellemkomst. De tilrejsende bønder havde tilsyneladende lært, at politimesteren var en instans, man kunne henvende sig til og bede om hjælp. Sagerne viser ligeledes, at politimesteren så det som sin opgave at hjælpe disse bondefangede bønder. Også selvom det ikke direkte stod i hans instruks eller i nogen forordning. Når sagerne blev indberettet til kongen, viser det, at politimesteren mente, at det ville vække kongens bifald. Det var en måde at demonstrere sin effektivitet og konduite. De nævnte eksempler viser, at folk, som stod i en svag magtposition, kunne se en fordel i at benytte politimesteren som et middel til at få deres ret. Dette er jo ganske logisk. Man kan se udviklingen af politiinstitutionen som en måde, hvorpå myndighederne approprierede magt fra lokale, traditionelle magtstrukturer. Hvis man kunne skaffe sig politimesterens og de enevældige myndigheders opbakning, kunne enhver i princippet få del i denne magt. Politimesterens rolle var tvetydig i den forstand, at politiforordningerne udbredte statens magt til at gælde en lang række områder, som tidligere havde været reguleret af folk indenfor de traditionelle fællesskaber. Disse tidligere organisationsformer kunne være laug og landsbyfællesskaber. Det kunne også være magistratens magt, for eksempel overtog politimesteren porttolden til at aflønne sine betjente, og han overtog ledelsen af vægterkorpset. Også på laveste niveau, i familien, greb politiforordningerne ind i form af regulering af bryllupper, 412 Se kapitlet ”Politimesteren og laugene”. 141 begravelser og samlivsformer generelt. En af sagerne fra Oversekretærens Brevbøger handler for eksempel om, at politimesteren skulle sørge for at beskytte en kvinde mod hendes voldelige mand.413 Det er klart, at en indgriben i traditionelle former for styring af dagligdagen vakte modstand. Alle tidligere organisationstyper måtte afgive magt til staten, lige fra magistraten til ægtemanden. Det var politimesteren, der stod som den instans, der i praksis i dagligdagen gennemførte denne inkorporering af magt i statens myndighedsområde. Derfor er det naturligt, at der var modstand mod politiet og vægterne. Det er et karakteristisk træk ved den danske udvikling, at modstanden mod myndighedernes stadig større indgriben i befolkningens dagligliv ikke medførte meget alvorlige koordinerede oprør. Selv i den danske enevældes sidste periode, hvor der var en del modstand, foregik konfrontationerne mellem myndigheder og oprørere fredeligt efter en international målestok. Ganske vist kunne politistyrken i denne periode ikke altid magte opgaven, så militæret måtte sættes ind, men kun når der var tale om samfundets absolutte outsidere, blev der brugt meget voldelig magt fra myndighedernes side.414 Der kan peges på to årsager til de relativt fredelige tilstande i Danmark. For det første havde en opposition vanskeligt ved at finde fodfæste og vanskeligt ved at samle sig til koordinerede aktioner. Tilfældene af oprør var rettet mod partikulære sager. De havde karakter af petitionsmarcher eller pludseligt opflammende udbrud mod politiets eller andre instansers optræden.415 Den anden årsag er, at myndighedernes øgede intervention i dagligdags samfundsforhold i mange tilfælde kom folk til gavn. De ovennævnte sager viser, at borgerne i København hurtigt indså, at politimesteren kunne være dem en god hjælp til at få gjort deres egen dagsorden gældende. Han havde mandskab og adgang til de højere embedsmænd. Derfor kunne han stå som en mellemmand i mange sager. For store dele af befolkningen var det en mere sikker måde at få sin ret på, når man kunne gøre det gennem det statssanktionerede system af byret og politiret, end hvis man skulle have benyttet sig af en direkte konfrontation. Udvidelsen af den enevældige stats magt skete i et pragmatisk samspil med samfundets og undersåtternes krav. Eksemplet med udvidelsen af politiets ransagningsret viser, at man i nogen grad tog hensyn til folkestemningen. 416 Det samme forhold gjorde sig naturligvis gældende med mange andre dele af den enevældige politik; befolkningen havde en fornemmelse af, at politikken var baseret på legitime fordringer på kongens magt til at gennemføre tiltagene, og at det til syvende og sidst var rettet mod et fælles bedste. 413 Se kapitlet ”Sociale opgaver”. Som i tilfældet med oprøret i Tugt- Rasp- og arresthuset på Christianshavn i 1817. Jens Engberg: Dansk Guldalder eller oprøret i tugt- rasp- og forbedringshuset i 1817, Kbh. 1973. 415 Et eksempel på dette er sagen fra 1761, hvor der udbrød optøjer under en brandøvelse. Jf. kapitlet ”Sager om oprør/opsætsighed”. 416 Case nr. 3: Om politiets ransagninger. 414 142 Begrebet Politie. Der er en snæver sammenhæng mellem udviklingen i sprogbrugen på politiområdet på den ene side og den konkrete udvikling af politimesterembedet og dermed selve politiinstitutionen på den anden side. Det er således ikke tilfældigt, at det er blevet en klassisk indledning for politiets historikere at udlægge ordets etymologi. Det var den entreprenante politimester Hans Himmerich, som lagde grunden til denne tradition i Danmark, da han i sin bog fra 1728 fremlagde sit syn på politiinstitutionens oprindelse. Opstillingen af en etymologisk forståelsesramme er uden tvivl nyttig, når man behandler et diffust begreb som politi/Politie. Denne fremgangsmåde kan hjælpe til at forstå politiets tidlige historie, og til at forstå den tidligmoderne diskurs på området. En begrebshistorisk gennemgang kan dog også benyttes som legitimering af personlige holdninger. Gennem en påberåbelse af ”historiske fakta” kan man sætte politiet ind i en referenceramme, der i virkeligheden ikke er kongruent med politiets faktiske rolle i samtiden. Hans Himmerichs politihistorie var i virkeligheden en legitimeringsstrategi, hvor han spillede på flere strenge, som kunne vække genklang i hans samtids historie- og samfundsopfattelse. Han fremhævede, hvordan politiet havde eksisteret siden bibelsk tid. Angiveligt havde de egyptiske faraoner lært politivæsen af israelitterne, og grækerne havde lært det af egypterne. Dermed stammede politiet ikke blot fra oldtidens guldalderkulturer, men institutionen havde hjemmel i selve de bibelske lande i Israels storhedstid. Himmerich fremmanede altså dels billedet af en politiinstitution, som hentede legitimitet i en oldgammel afstamning, dels spillede han på samtidens fascination af de klassiske middelhavskulturer og på tendensen til at føre alt godt tilbage til bibelsk tid. Endelig argumenterede han for politiet som en funktionel nødvendighed i et moderne, velordnet samfund. Det hele var dog baseret på en række frimodige analogier mellem den politistyrke, som han var leder for, og politilignende institutioner i helt andre samfundstyper end den danske enevælde. De nyere politihistorikere gør sig skyldige i den samme vilkårlige benyttelse af politibegrebets historie. De fremlægger politiets historie i Danmark, men de sætter ikke politibegrebets udvikling i forbindelse med enevældens politik. Ofte har de slet ikke øje for udviklingen i begrebet, men noterer blot, at politiets opgaver er blevet ændret gennem de seneste 2-300 år. Dermed bliver begrebshistorien reduceret til en præmis i argumentet ”uden politi, intet velordnet samfund”. Politiets lange historie bliver blot et forspil til oprettelsen af det egentlige politi. På trods af at en begrebshistorisk gennemgang af politibegrebet kan benyttes tendentiøst, er en analyse af det tidligmoderne begreb ”Politie” grundlæggende i en undersøgelse af politiinstitutionens rolle i den enevældige stat. Udviklingen af sprog er en kompleks proces, og det er vanskeligt at udlede noget sikkert af et ords skiftende betydninger. I dette tilfælde er det dog myndighedernes og retsteoretikernes sprogbrug, som undersøges. Derfor kan 143 Politie-begrebets skiftende betydninger aflæses som disse instansers forsøg på at sætte ord på deres politik og på deres forståelse af samfundet. Betydningen af ordet Politie i Store Reces fra 1643 er så bred, at den først og fremmest afspejler ordets status som modeord. Ordet var blot en betegnelse for statsforvaltning. Dog konnoterer ordet allerede i dette lovværk til mere aktive og indgribende former for statsforvaltning end tidligere, hvor ordet anvendtes meget generelt om god orden i samfundet. I Store Reces betegner ”verdslig Politie” opretholdelsen af konkrete love, som regulerer samfundsforhold. Da Kolderup Rosenvinge skrev sin bog om den danske politiret i 1828, var politiets ressortområde defineret som suppletorisk, dvs., at politiet tog sig af alt, som andre instanser ikke havde som område. Politi kunne på dette tidspunkt både betyde dette diffuse retsområde og en konkret politistyrke. Min undersøgelsesperiode ligger imellem de to ovennævnte tidspunkter. Selve den betydning af begrebet Politie, som blev stadfæstet med Danske Lovs forord, ændrede sig ikke meget i perioden 1682-1771. I Danske Lov betegnede Politien alt det, der ikke kunne laves faste regler for. Den logiske følge af dette var, som Kolderup Rosenvinge gjorde opmærksom på, at Politien ikke kunne afgrænses positivt. Området var defineret netop ved ikke at være fast defineret. I generalprokurøren Henrik Stampes definition på Politie finder man den officielle opfattelse af områdets afgrænsninger: Politien var de områder, hvor der krævedes direkte indgriben for med succes at føre enevældens politik ud i livet. Dog med det forbehold, at Politien beskæftigede sig med mindre alvorlige sager. Drab, stort tyveri og andre meget alvorlige sager hørte ikke under Politien, men under retssystemet eller andre instanser. Ordet Politie kunne henvise til politiretten som konkret eller teoretisk område, til politimesterens ressortområde eller til rent konkrete stillinger som politi-betjente og politi-fiskal. Når man definerede Politien som et område, der ikke kunne afgrænses endeligt, sagde man også, at sagerne på dette område krævede en personlig stillingtagen. Man kunne ganske vist fastlægge regler for, hvilke områder, der skulle varetages af politimesteren på hvilke måder, men man kunne aldrig fastlægge sagsbehandlingen fuldstændigt. Derfor gav det god mening at indsætte en embedsmand, som skulle varetage området efter personligt skøn. Ganske vist blev der lavet instrukser og forordninger på området, men dette skete først efter den nye politimesters indtrængende opfordring. Området blev da heller aldrig så fastlagt, at der ikke var plads til et personligt skøn. De af myndighederne fastsatte regler for Politien var fastlagt i forordninger og instrukser, men reglerne kunne ændres og tilpasses nye situationer og nye opgaver. Dette spejler politimesterembedets rolle, hvor politimesteren var bundet af sin instruks og kunne pålægges opgaver fra Danske Kancelli, men samtidig havde meget vide rammer for at handle frit i udførelsen af opgaverne. Karakteren af de opgaver, som blev henregnet til Politien, kunne være meget forskellig. Fælles for disse områder var dog, at der var tale om sager, der blev opfattet som mindre vigtige end for eksempel de ting, som faldt ind under strafferetten. Der var tale om sager, som havde at gøre med at opretholde orden, 144 både i forbindelse med folks opførsel i forskellige henseender og i forbindelse med renovation osv.. Handel, tekniske foranstaltninger og efterhånden også kriminalitet blev regnet for Politie-opgaver. Alle disse ting havde tidligere været reguleret af byens eget råd eller havde været private anliggender. Den strafferetlige påtale havde været privat, laugenes jagt på bønhaser havde været internt organiseret i laugene og bysvende og torvemestre havde holdt opsyn med handelen på torvene. Som betegnelsen ”bysvende” antyder, var disse personer ansat af byen og deres loyalitet var rettet mod bystyret. De enkelte bysvende havde endog været tilknyttet de forskellige medlemmer af magistraten. Ved at inkorporere alle disse områder i Politien gjorde den enevældige stat indhug i de tidligere autonome forvaltningsformer. Politien var et område, hvor staten forbeholdt sig retten til at lave regler og til at sætte politimesteren og hans folk ind for at opretholde reglerne. Ganske vist stod politimesteren i princippet under magistraten i dele af undersøgelsesperioden, men han var stadig en kongeligt udnævnt embedsmand, og hans instruks var udfærdiget af centraladministrationen. Han var altså til syvende og sidst kongens mand, og hans arbejde bestod i en række opgaver, som tidligere havde været vanskelige at kontrollere for centraladministrationen. Ved at definere bestemte områder som tilhørende Politien kunne den enevældige stat med andre ord definere hvilke områder, som den havde ret til og mulighed for at regulere. Dette skete uden tvivl på bekostning af rettigheder, som tidligere havde tilhørt bystyret, laugene og andre mere eller mindre autonome organisationsformer. Det er oplagt at opfatte udviklingen af ordet Politie til at have en suppletorisk betydning som en afspejling af en ny form for interventionistisk magtpolitik fra enevældens side. Kongemagtens styrkede position og den deraf følgende udvikling af velordnede bureaukratiserede styringsformer gjorde denne magtkoncentration mulig. 145 Statens integration af netværk. Den amerikanske sociolog Charles Tilly har i en af sine nyeste bøger behandlet den form for samfundsmæssige aktører, som han kalder for ”trust networks”.417 Det vil ikke være nødvendigt at fremlægge denne analytiske kategori in extenso, men kort fortalt er der tale om et fællesskab, som opererer udenfor og i modstrid med staten. Tilly fremhæver middelalderlige kætterbevægelser, handelskorporationer og pirater, men et eksempel fra Danmark kunne være laugenes stilling, før de blev kontrolleret af staten. Efterhånden som staterne udviklede sig begyndte de, ifølge Tillys teori, at finde måder at høste af de ressourcer, som var bundet i forskellige trust networks. Efterhånden skete der en integration af trust networks i staten. Det er denne integration, som interesserer Tilly. Staternes midler til at integrere trust networks spændte fra udbytning og splittelse til understøttelse og erhvervelse af medlemmernes engagement i staten i stedet for i netværket. Tillys pointe er, at en forudsætning for udviklingen af det moderne harmoniske demokrati er, at de magtmæssige og økonomiske strukturer, som tidligere var bundet i forskellige netværk, bliver integreret i staten. 418 Jeg vil ikke gå nærmere ind i en diskussion af begrebet trust networks, ligesom jeg ikke vil diskutere, hvilke netværk i det tidligmoderne danske samfund, som lever op til Tillys definition. Det interessante er, at der eksisterede en række magtstrukturer i samfundet, som regulerede mange af de områder, som kom til at ligge indenfor politiets arbejdsområde. Disse magtstrukturer havde karakter af netværk, som i hvert fald op i min undersøgelsesperiode bevarede en hvis autonomi i forhold til staten. For eksempel var bysvendene underlagt magistraten i en grad, så de enkelte borgmestre havde en bysvend fast tilknyttet sin person. Denne magt blev frataget magistraten, da politimesteren og hans politibetjente overtog opgaverne. Et andet eksempel er laugene, som havde deres egne laugsregler, og som havde ret til på egen hånd at opretholde deres monopol. Under enevælden blev laugenes regler udfærdiget i Danske Kancelli, og det blev bestemt, at der skulle være politibetjente til stede, når laugene jagtede bønhaser. Det væsentlige ved Tillys teori er forståelsen af, at netværk administrerer forskellige former for ressourcer. Der kan være tale om økonomiske ressourcer som penge eller jord. Der kan også være tale om sociale ressourcer som loyalitet. Også mellemformer, som både tilhører de økonomiske og sociale ressourcer, forekommer; for eksempel laugenes system til uddannelse af håndværkere. Uanset hvilke ressourcer, som administreres af netværket, vil de være uden for statens kontrol indtil netværket i større eller mindre grad opløses eller integreres i staten. Kriminalitetsbekæmpelsen var et område, som staten overtog ansvaret for i løbet af 1700-tallet. Politiet blev den instans, som blev pålagt dette arbejde. Der var ikke ét netværk, som tidligere havde stået for kriminalitetsbekæmpelsen, men 417 418 Charles Tilly: Trust and Rule, Cambridge 2005. Ibid., passim, især s. 104-05. 146 adskillige netværk havde delt dette ansvar. For eksempel havde man beskyttet sig mod overfald gennem de traditionelle netværk, hvor familien og eventuelle karle og svende udgjorde et netværk. Beboerne i en gade, havde pligt til at gribe ind over for overfald, og vægterordningen var oprindeligt et vagtværn bemandet af borgerne selv. I det følgende vil jeg diskutere statens overtagelse af kriminalitetsbekæmpelsen. Politiet og kriminaliteten. Som nævnt tidligere var det ikke fra begyndelsen politiets opgave at fange forbrydere. Det var heller ikke politiets opgave at forhindre voldelige overfald på gaden. Kun opførsel, som mere havde karakter af gadedrengestreger, blev nævnt i de første instrukser og forordninger for politiet.419 I Danske Lovs forord blev det netop fremhævet, at Politien lå udenfor lovværkets område. Også straffelovene i Danske Lovs sjette bog lå altså udenfor Politien. I de to første politimesterinstrukser fra 1683 og 1691 var kriminalitet da heller ikke nævnt med et ord. Med politiforordningen af 1701 fik politiet besked på at gribe ind, hvis de tilfældigt opdagede en forbrydelse. Der var dog ikke en forpligtelse til på eget initiativ at efterforske forbrydelser. 420 Formentlig ville man opfatte det som enhver embedsmands pligt at gribe ind overfor lovovertrædelser, hvis han tilfældigt opdagede dem. Politiets stilling i forhold til straffelovsovertrædelser var dermed ikke anderledes end andre instansers. Efterforskningen og retsforfølgelsen af straffelovsforseelser var langt op i 1700-tallet udlagt til private initiativer. Det var den skadelidte, som måtte rejse sagen på egen bekostning.421 I det næsten færdige udkast til en politiordning, som politikommissionen fremlagde i 1711, står kriminalitet ikke nævnt.422 Hvis den meget omtalte politiordning var udkommet i en trykt udgave, er det altså overvejende sandsynligt, at kriminalitetsbekæmpelse ikke ville have været medtaget. Med politimesterens instruks af 1741 fik politimesteren til opgave at efterforske tyverier, hvis de bestjålne klagede til ham. Først på dette tidspunkt blev det altså stadfæstet, at nogle straffelovsforseelser var en del af hans ressort. Så sent som i 1754 nægtede politimesteren at hjælpe assistenshuset med ransagninger efter ulovlige pengeudlånere.423 På dette tidspunkt følte 419 I 1687 fik politimesteren ligefrem forbud mod at beskæftige sig med ”justitssager”. Jf. kapitlet ”Politimesterens magtmuligheder”. 420 Jf. kapitlet ”Forordningen om Politiens Administration af 22. oktober 1701”. 421 Jf. Tyge Kroghs gennemgang af repartitionslovgivningen i straffesager: Tyge Krogh: Staten og de besiddelsesløse på landet 1500-1800, Odense Universitetsforlag 1987, s. 118-21. 422 Se kapitlet ”Den længe ventede politiordning”. 423 Se kapitlet ”Efterforskning af kriminalitet, husundersøgelser, eftersøgning og arrestation af forbrydere”. 147 politimesteren sig altså ikke forpligtet til at varetage en efterforskning på et område, som hørte under en anden instans. Ansvaret for sikkerheden på gaderne lå ikke hos politiet, men hos befolkningen i København. Beboerne i en gade skulle komme til hjælp, hvis nogen blev overfaldet. Til dette formål var det ligefrem påbudt, at alle skulle have et våben. Det var dette borgerlige ombud, som blev overtaget af vægterkorpset i nattetimerne. Oprindeligt havde vægterkorpset jo også i princippet været bemandet af borgerne selv. Man må formode, at der skete en udvikling, hvor byens indbyggere i stadig højere grad undveg deres pligt til at gribe ind overfor overfald. I stedet blev det efterhånden politiets opgave at beskytte indbyggernes sikkerhed.424 En anden synsvinkel på denne udvikling kunne være, at befolkningen i virkeligheden aldrig havde været specielt ivrige efter at beskytte fremmede mod overfald, så systemet havde ikke virket. Udviklingen mod et politi, som udførte denne opgave, blev i så fald drevet af, at myndighederne i stigende grad fandt det utilfredsstillende, at folk ikke kunne gå på gaderne uden frygt for at blive overfaldet. Statens rolle som garant for folks personlige sikkerhed var et opgør med et samfund, hvor en persons sikkerhed var betinget af, at personen opholdt sig i ”sit eget kvarter”, og omgav sig med personer, som var forpligtet til, eller havde en interesse i, at forsvare ham i tilfælde af overfald. Staten gjorde det efterhånden til sin opgave at garantere, at alle kunne færdes sikkert overalt i landet. I kapitlet ”Politiets rolle som bekæmpere af kriminalitet” har jeg behandlet en række sager, hvor politiet fik til opgave at efterspore undvegne kriminelle fra både Danmark, Sverige og Frankrig. Jeg har også vist, at husundersøgelser var en fast del af politiets arbejde i midten af 1700-tallet, og politimester Torm pralede i 1743 med at politiet opklarede flere tyverisager end inkvisitionskommissionen. Af optællingen af sagstyper i politimester Ernsts indberetninger og i kilderne fra Oversekretærens Brevbøger fremgår det ligeledes tydeligt, at bekæmpelsen af kriminalitet var af ganske stor betydning for politiets daglige arbejde. Dette gjaldt allerede i politimester Ernsts embedsperiode 1710-22. Selvom det tog ganske lang tid, før det blev stadfæstet i forordninger og instrukser, blev kriminalitetsbekæmpelse altså en stor del af politiets arbejdsområde allerede i løbet af første halvdel af 1700-tallet. Der er tale om en udvikling, som kun delvis, og forsinket i forhold til det politiarbejde, som faktisk blev udført, har sat sig spor i lovgivningen. Spørgsmålet er så, hvilke forhold der betingede denne udvikling. De forbrydelser, som nævnes i politimester Ernsts indberetninger fra 1716-22, spænder fra bondefangeri og tyverier til overlagt drab på åben gade. Der er tilsyneladende ikke noget mønster i, hvilke sager politimesteren og hans betjente påtog sig at opklare. Fællesnævneren har muligvis, i overensstemmelse med 424 I 1828 mente Kolderup Rosenvinge i hvert fald, at det var politiets opgave at beskytte folks personlige sikkerhed. 148 forordningen af 1701, været, at betjente tilfældigt blev blandet ind i sagerne. Kun i en sag om et skuddrab blev der foretaget en større udredning og eftersøgning af drabsmanden. De sager, som jeg har fundet i Oversekretærens Brevbøger, spænder ligeledes ganske vidt. Fra småsvindlere til eftersøgte mordere. Nedenfor har jeg opdelt disse sager efter sagstyper. Eftersøgning af undvegne forbrydere. 3 Eftersøgning af undvegne forbrydere fra udlandet. 4 Afhøring. 1 Ransagninger. 2 Svindlere. 7 Udlevering af forbrydere til Sverige. 5 Efterforskning af ulovlige lånehuse. 1 I alt.425 23 Logisk set må der være en grund til, at man benyttede netop politimesteren og hans politistyrke til disse sager. Fællesnævneren for sagerne er, at der fordredes en informationsindhentning. Der var ikke tale om sager, som kunne løses med almindelig fysisk magtanvendelse. Det er formentlig derfor, politimesteren fik disse sager. Han havde mulighed for at skaffe informationer gennem sine betjente og vægtere, og gennem disse underordnedes netværk ude i byen. Desuden havde han autoritet til at afhøre folk eller sende sine betjente ud for at gøre det. Jeg har 425 Antallet af sager er her højere end i de tal, som er benyttet i kapitlet ”Politimester Ernsts indberetninger sammenlignet med kilderne fra Oversekretærens Brevbøger.” Dette skyldes, at jeg her er interesseret i det antal gange, hvor en enkelt form for indgriben blev forlangt af politimesteren, ikke i antallet af sager i brevene. Derfor tæller det to gange, når en forbryder skal udleveres og resten af hans bande skal eftersøges. 149 fremdraget et eksempel på politiets meget omhyggelige afhøringer i sagen om Jens Gedeløche.426 I nogle af sagerne i denne kategori, og i alle sagerne i den kategori som jeg har kaldt ”fremmede diplomater og deres tjenere”, krævedes der en høj grad af finfølelse og hemmeligholdelse. Det var ganske almindeligt, at befalingen til politimesteren indbefattede en ordre om at undersøge sagen i hemmelighed. Dette var også en service, som politimesteren havde nemmere ved at levere end andre embedsmænd. Hvis man for eksempel havde benyttet soldater til den fysiske magtudøvelse, ville det have været vanskeligere at holde sagerne hemmelige. Når efterforskningen af kriminalitet og påtale i straffesager efterhånden blev en opgave for politiet, var der tale om en integration af området i statens indflydelsessfære. Set fra befolkningens synspunkt var der i nogen grad tale om en lettelse af nogle forpligtelser, som havde været vanskelige eller uønskelige at leve op til. På den anden side betød det også, at politiet fik beføjelser til at foretage husundersøgelser og i det hele taget gribe ind i folks privatliv i højere grad end tidligere. Dette kan have affødt en modvilje i befolkningen. Set fra politiets og de højere myndigheders side, var der tale om at overtage nogle meget vanskelige forpligtelser og nogle tunge opgaver. Dette kan forklare, hvorfor udviklingen tog så lang tid. At udviklingen hen imod offentlig påtale og rutinemæssige politiefterforskninger alligevel blev gennemført tyder på, at det var magtpåliggende for den enevældige administration at indlemme denne opgave i statens sfære. Et interessant træk ved politiets kriminalitetsefterforskning er, at den udviklede sig som en praksis, før der blev lovgivet på området. Der kan gives tre forklaringer på dette forhold. For det første kunne der blive lagt pres på politiet i enkeltsager, hvor centraladministrationen ønskede en efterforskning. Dette er der adskillige eksempler på i kilderne fra Oversekretærens Brevbøger. For det andet kunne der opstå en inerti i politiets selvstændige behandling af sagerne; på grund af ærekærhed, interesse eller forventningen om, at de overordnede myndigheder forventede det, kunne politimesteren lade sine betjente være mere aktive i forhold til kriminalitet, end der egentlig var lovhjemmel til. For det tredje kunne det være, at befolkningen begyndte at henvende sig til politiet for at få hjælp, når de var blevet bestjålet eller bondefanget. Dette er der flere eksempler på i politimester Ernsts indberetninger. Politimesteren virkede måske som en mere benevolent instans end den militære inkvisitionskommission, som egentlig havde ansvaret for tyveriefterforskning. De tre forklaringsmodeller skal nok ses som komplementære snarere end som gensidigt modstridende. Hvorom alt er, får man indtryk af, at myndighederne kodificerede en allerede eksisterende praksis, da de endelig gav politiet pligt til at efterforske tyverisager. Der findes et andet eksempel på, at politiinstitutionen kunne benyttes til at afprøve nye tiltag på det strafferetlige område: I 1741-instruksen fik 426 Case nr. 2: Hans Himmerichs angreb på den jødiske menighed i København i 1729. 150 politimesteren beføjelse til at pådømme tyverisager, hvis både tyven og den skadelidte var indforståede. Denne ordning var dog for radikal, og den bortfaldt i 1751. De organisationsformer, som før politiets oprettelse kontrollerede områder som handel, orden på gaderne og folks personlige sikkerhed, kan næppe alle kaldes trust networks efter Tillys definition. Dette er da heller ikke det væsentlige for at kunne drage nytte af Tillys tanker. Teorien om trust networks hjælper til at stille de relevante spørgsmål: Når man ser politiets øgede beføjelser som et udtryk for en statslig integration af tidligere autonomt regulere områder, må man nødvendigvis stille spørgsmålet: Hvad fik staten ud af at påtage sig dette vanskelige område? Tillys teori indebærer, at staten og de udenomstatslige netværk kæmper om ressourcer. Staten ønskede at opnå kontrol med de ressourcer, som blev administreret af autonome netværk. Optagelsen af kriminalitetsbekæmpelse i politiets virkefelt betød naturligvis en masse nye opgaver, men det betød også, at staten tiltog sig kontrol med området. Politiet blev et middel til at integrere ansvaret for opretholdelsen af kriminallovgivningen, ikke blot politiforordningerne, og for befolkningens sikkerhed, under statens område. Dette var en helt ny rolle, som staten ikke tidligere havde påtaget sig som en generel forpligtelse. Politiet spillede en vigtig og ganske synlig rolle i denne integration. Det blev statens opgave at garantere befolkningens sikkerhed og ejendom, og dermed fik staten også eneret på den legitime ret til voldsudøvelse. Politiet blev efterhånden defineret som den instans, der udøvede legitim vold. Denne tolkning passer i øvrigt ind i billedet af en stat, som på mange områder indskrænkede undersåtternes ret til at definere deres sociale interaktion. Både gennem straffelove og gennem politiforordninger definerede staten rammerne for undersåtternes sociale liv. Voldelige interaktionsformer lige fra fejder og dueller til værtshusslagsmål og hustruvold blev kriminaliseret eller i hvert fald søgt reguleret. Hvor disse foreteelser tidligere var blevet reguleret af private mekanismer, eller overhovedet ikke var blevet reguleret, blev det nu retssystemet og politiet, som fik til opgave at føre statens kontrol ud i livet. Andre eksempler på statens integration af private sociale kontrolmekanismer er overdådighedsforordningerne. Tidligere havde økonomiske begrænsninger og sociale normer dikteret klæder og festligheder, men efterhånden blev det staten, som satte disse rammer. De ressourcer, som staten derved fik kontrol over var naturligvis økonomiske, men der var også tale om et storstilet indgreb i rammerne for befolkningens sociale liv; staten bestemte, hvilket tøj man måtte gå i, hvor store fester man måtte holde, og endda hvordan man måtte blive begravet. Staten tiltog sig simpelthen retten til at bestemme over undersåtternes dagligdag. Denne ressource er måske mere diffus og vanskeligt definérbar end rent økonomiske ressourcer, men der var tale om et langt mere ambitiøst statsligt projekt end den blotte kontrol med økonomien. Politiets rolle i udvidelsen af statens kontrolsfære var at udmønte politikken på gadeplan. Hvis man skulle gennemføre politiforordningernes intentioner, var det 151 nødvendigt at have en instans, der kunne opdage afvigelser og skride effektivt ind over for dem. Gennem oprettelsen af politiinstitutionen flyttedes retten til, og muligheden for, at udøve direkte voldelig magt fra private aktører og netværk til den statssanktionerede politistyrke. 152 6. Konklusion – politiet som statens middel til intervention. I denne afhandling har jeg gennemgået det lovmæssige grundlag for politimesterens arbejde i perioden 1682-1771. Derudover har jeg gennemgået de breve, som blev sendt til politimesteren fra Danske Kancelli i samme periode. Disse breve er ikke tidligere blevet systematisk behandlet. Desuden har jeg benyttet politimester Ernsts indberetninger til kongen, som giver et billede af politiets daglige arbejde. Analysen af instrukserne, reskripterne og forordningerne viser politiinstitutionen som den så ud ud ifølge de officielle, delvist offentliggjorte love. Disse kilder har tidligere været benyttet til at undersøge politiinstitutionens historiske oprindelse, men politiets historikere, både de professionelle og amatørerne, er kommet frem til vidt forskellige tolkninger af politiets rolle i samfundet. I min gennemgang af tidligere fremstillinger af den danske politihistorie har jeg kritiseret flere af de tidligere politihistorikeres tolkninger. Jeg har kritiseret de ældre politihistorikere for at have et så lavt abstraktionsniveau i analysen af politiets rolle i samfundet, at de kun når frem til en beskrivelse af en række politiopgaver, som de så anskuer i et funktionalistisk lys. Jeg har også kritiseret nyere politihistorikere for at arbejde ud fra et marxistisk historiesyn, hvor det antages a priori, at produktionsforholdene var bestemmende for politiinstitutionens fremvækst. En sådan forklaring, dens øvrige mangler ufortalt, kan ikke forklare politimesterens utroligt brede ressort. Desuden blev Politie-begrebet udviklet over flere hundrede år, det var ikke et område, som pludseligt blev defineret som svar på en bestemt økonomisk udvikling. Ved at inkludere kilderne fra Danske Kancelli, Oversekretærens Brevbøger, i analysen af politiets rolle i samfundet, tilføjes en væsentlig synsvinkel til analysen. Tidligere historikere har primært undersøgt politiets opgaver, som de fremtræder fra de normative kilder, samt i mindre grad politiets faktiske embedsførelse i konkrete sager. Ved at undersøge de befalinger, som blev sendt fra Danske Kancelli til politimesteren, flyttes fokus fra de retshistoriske kilder til administrationshistorien. Kilderne fra Oversekretærens Brevbøger viser, hvordan centraladministrationen benyttede politimesteren til at føre magtpolitik ud i livet i konkrete tilfælde. Dermed kommer fokus til at ligge på den enevældige stats benyttelse af politimesteren som magtmiddel, ikke kun på rammelovgivningen for området. Dermed åbnes der for en analyse af politiets rolle i udviklingen af den centraliserede, bureaukratiserede og interventionalistiske stat. Analysen af politimester Ernsts indberetninger om sin embedsførelse giver et billede af, at politistyrken beskæftigede sig med en lang række opgaver, som havde med den praktiske styring af samfundet at gøre. De tekniske opgaver vejede meget tungt. Politimesteren så det dog også som sin pligt at hjælpe folk, der var blevet bestjålet, og der blev i hvert fald i ét tilfælde foretaget en egentlig kriminalefterforskning. 153 Sagerne fra Oversekretærens Brevbøger giver også et noget broget billede af politiets opgaver. Der forekom opgaver af mindre betydning, hvor man kan undre sig over at kancelliet overhovedet fandt det nødvendigt at blande sig. Blandt sagerne var der dog også en række temmelig vigtige og politisk ”tunge” sager. En del af sagerne lå udenfor de områder, som politimesterens instruks og politiforordningerne udstak. Der forekom sager, hvor politimesteren skulle foretage hemmelige arrestationer. Det var ikke i alle tilfælde, at sagerne kom for en domstol. Politimesteren blev også indblandet i sager, som involverede udenlandske diplomater, og som derfor var af stor vigtighed. Særligt prominente er de sager, hvor politimesteren blev benyttet for at tilfredsstille de russiske gesandters krav om censur. I disse sager kom politimesteren i København tæt på at udføre opgaver, som kan regnes under begrebet ”haut police”. Det er tydeligt, at man både i Danmark og i udlandet anså politiet for et magtfuldt redskab. Det var jo ikke tilfældigt, at centraladministrationen benyttede politimesteren til at vise sin velvilje overfor de russiske gesandters krav. Jeg har argumenteret for, at politimesterens opgaveportefølje udviklede sig hurtigere i praksis, end det er afspejlet i forordningerne og instrukserne. Især i forhold til kriminalitetsbekæmpelse er dette tydeligt. Det er sandsynligt, at politiet blev pålagt en række vanskelige opgaver, simpelthen fordi det var den eneste instans, som kunne løse opgaverne tilfredsstillende. Dette må have forlenet udviklingen af institutionen med en høj grad af inerti. Når først man havde vænnet sig til, at politiet kunne løse en opgave, var det indlysende at forvente, at politiet vedblev at løse lignende opgaver. Det lader til, at både centraladministrationen, Københavns befolkning og politiet selv kom til at forvente, at politiet påtog sig efterforskningen af kriminalitet. En del af de opgaver, som politiet blev pålagt, var naturligvis udtryk for en velgennemtænkt politisk strategi, men den ovenfor skitserede inerti og ad hoc pålæggelse af opgaver spillede også en stor rolle i politiets historiske udvikling. Der er træk ved politiets udvikling i undersøgelsesperioden, som peger i retning af Max Webers idealtypiske bureaukrati. For eksempel tendensen til at udnævne politimestre på baggrund af deres kvalifikationer, den bureaukratiske kontrol med politiets embedsførelse og den specialisering, som politiet var udtryk for på en række sagsområder. På den anden side viser kilderne fra Oversekretærens Brevbøger tydeligt, at den enevældige centraladministration, i sidste instans kongen selv, forbeholdt sig retten til at gribe ind i enkeltsager. Hvis der opstod en sag, som man fra højeste sted mente at burde interessere sig for, så var politimesteren et af de midler, man kunne benytte for at få sagen undersøgt og for at føre den fastlagte politik ud i livet. Dette kunne ske gennem diskret informationsindhentning eller gennem arrestationer og forhør. Gennem politimesteren og politikorpset udøvede kongen og kancelliet en meget direkte indflydelse på en række enkeltsager. Jeg har endog vist et tilfælde af et lettre de cachét. 154 Disse to administrationsstrategier, den bureaukratiske og den direkte indgribende, eksisterede sideløbende. Man kan tale om en administrativ pluralisme. Netop derfor kan udviklingen af politiinstitutionen ikke forklares ud fra en simpel teori. Der var mange dagsordener på spil. Nogle administrative strategier blev væsentligere efter min undersøgelseperiode og nogle blev mindre synlige. I den undersøgte periode var den bureaukratiske styring af politiet på basis af faste regler klart den vigtigste. Den enevældige centraladministration opgav dog ikke muligheden for at benytte politimesteren som magtmiddel i enkeltsager. Politimesterembedets oprettelse og politiets udvikling må ses som en del af en meget bredere udvikling i samfundet. En udvikling, som både havde retslige, økonomiske og administrative aspekter. Oprettelsen af politimesterembedet var blot et af en række initiativer, som Christian 5.s regering tog for at øge reguleringen af samfundet og for at skaffe mere ordnede tilstande i rigerne. I 1680’erne udkom Danske og Norske Lov, mål og vægt blev reguleret i 1685, Kirkeritualet kom samme år og landet blev opmålt i matriklen af 1688. Politiinstitutionen var blot én af en række statslige institutioner, som blev oprettet eller styrket i denne periode. Årsagen til at politiet overlevede som institution og årsagen til institutionens udvikling var, at den viste sig velegnet til at udføre en række opgaver, som havde at gøre med kontrol af små, dagligdags ting, som tilsammen udgjorde et stort og vigtigt område for statens styring af samfundet. Som nævnt i forrige kapitel kan man se politiets udvikling som statens mere eller mindre bevidste udstrækning af sit magtmonopol over stadig større områder. Jeg har benyttet Marc Raeffs teori om statens udvikling henimod en moderne interventionalistisk ”velfærdsstat”. Denne teori passer godt på de danske forhold, hvor statens legitime interessesfære blev kraftigt udvidet i løbet af min undersøgelsesperiode. Blandt andet gennem udviklingen af begrebet Politie defineredes stadig flere områder, hvor myndighederne havde ret og pligt til at styre befolkningens liv og gøremål. Det fremgår af min kildegennemgang, at udvidelsen af statens kontrolsfære skete i et pragmatisk samspil med Københavns befolkning. Dette kan måske forklare, hvorfor den nyere danske historie er så relativt fri for voldelige oprør. Jeg har også benyttet Charles Tillys teori om statens gradvise integration af autonome, eller i det mindste udenomsstatslige, magtstrukturer. Jeg har ikke forsøgt at overføre teorien direkte på de danske forhold, men det er frugtbart at se forholdet mellem tidligere styringsformer og statens udvidelse af magtområder som en kamp om ressourcer. Politiets ret til at gribe ind i befolkningens dagligdag er baseret på, at staten approprierer rettigheder og magt, som tidligere var kontrolleret af private netværk. Politiets gradvise overtagelse af ansvaret for kriminalitetsbekæmpelse er et godt eksempel på dette. Statens kontrol med laugene gennem politiet kan også tjene som eksempel på denne udvikling. 155 Man kan ikke, som 1980’ernes politihistorikere måske ville gøre, sige at udviklingen udelukkende var rettet mod øget undertrykkelse af befolkningen, og at staten derved modvirkede befolkningens interesser. Udvidelsen af statens interessesfære og af midlerne til intervention kom også befolkningen til gode på mange områder. Der er ingen tvivl om, at en fattig indbygger i København havde større chancer for at få retsforfulgt en tyv ved undersøgelsesperiodens afslutning, end ved dens begyndelse. Mange af de opgaver, som moderne mennesker vanemæssigt overlader til politiet, blev tillagt politimesterens ressort i denne periode. Forståelsen af politiinstitutionen som en magtkoncentration, der fratager undersåtterne, i et demokratisk samfund borgerne, en række muligheder for at udøve magt selvstændigt, er væsentlig for en analyse af politiets rolle i et hvilket som helst samfund. Politiet, og statens benyttelse af politiet, fratager borgerne magt, men giver til gengæld tryghed og fritagelse for ansvaret for selv at opretholde lov og ret. Man kan muligvis forestille sig et velordnet samfund, som ikke har politi, og man kan sagtens finde eksempler på samfund, som har et mindre interventionistisk politi, end vi er vant til. I et sådant samfund ville en række opgaver og pligter til gengæld påhvile borgerne. Diskussionen af politiets rette rolle i et samfund bør begynde og slutte med en diskussion af, hvordan man finder balancen mellem på den ene side afgivelse af personlig frihed og mulighed for magtudøvelse og på den anden side sikkerhed, tryghed og muligheden for at overlade en række vanskelige opgaver til politiet. 156 Abstract. The subject of this thesis is the history of the Danish police force in the period 1682-1771. In 1682 the first commissioner of police (politimester in Danish) was appointed in Copenhagen. I have examined two types of sources: the laws and instructions which regulated the Danish police and the letters sent from the Danish Chancellery to the politimester in Copenhagen. In the thesis I examine the use of the word “Politie” in Danish legislation and in the letters from the central administration. This word is the same as the German “Policey”, the French “police” and the English “police”. In the early modern period the word was used in a much wider sense than it is today. I also examine how the Danish state and the absolute king used the politimester as a means to exercise power. In the law of the king Christian 4. from 1643, the word Politie was used to describe subjects as diverse as military legislation, law of wills and succession and criminal law. The word simply meant “good social order”. In 1683 a landmark body of laws was ratified, “Danske Lov” (“the Danish Law”). In the foreword to this law it was explicitly stated that all things concerning “Politie” was omitted from the law. This was because “Politie” now had a new meaning; it referred to subjects that were too changeable to be a part of the proper laws. It referred to subjects like law and order, commerce, removal of refuse and fire precautions. By defining these day-to-day subjects as a matter for the politimester, the king of Denmark incorporated these subjects in the field of responsibility of the state. Thereby a whole range of subjects which had previously been controlled by private networks came under state control. The politimester became part of an effective bureaucratic control of these new areas of interest of the state. The letters from the central administration to the politimester reveals how the government could also use the police to intervene in certain cases which were considered important. The development of the Danish police is consistent with the theories of the American historian Marc Raeff. He sees the development of the concept of police as a reflection of the new interest of the European states in controlling society in detail. The history of the Danish police should be seen as part of a greater development where the European states extended their power over new areas. 157 Bilag 1.427 Claus Rasch. (1639-1705) politimester 1682-1705. Født af bondeforældre. Karriere under svenskekrigene og siden i administrationen under Kristoffer Gabels patronat. Adelsbrev 1680. Borgmester 1684. Ole Christensen Rømer. (1644-1710) politimester 1705-1710. Købmandssøn. Videnskabsmand. Professor. Medlem af brolægnings- og vandkommissionen i Kbh.. Udarbejdede matrikel for Danmark. Stod bag forordningen af 10. januar 1698 om mål og vægt. Dommer i Højesteret 1694. Medlem af den kommission, som udarbejdede politiforordningen af 22. oktober 1701. Overborgmester i Kbh.. Johan Bartram Ernst. (1663-1722) politimester 1710-1722. Søn af en af de 32 mænd. Lærer for Christian 5.s søn, Prins Christian. Dommer I hofretten. Sagfører. Censor på aviserne. Forfatter til ”Christian 5.s Tagesregister.” Borgmester i Kbh.. Etatsråd. Johan Filip Rathecken. Politimester 1723-1726. Indvandret tysker. Justitsråd. Forvalter af Hørsholm gods. Viceborgmester. Mistede embeder, titler og borgerskab, da han blev dømt skyldig i svindel med regnskaberne på Hørsholm gods. Hans Himmerich. (1681-1735) politimester 1726-1731. Købmandssøn. Militær karriere i Østeuropa indtil oberst. Udgav 1726 bogen ”Compendium Philosophicum” dedikeret til dronning Anna Sofie. Udgav 1728 en samling af sine egne politiplakater. Borgmester. Afskediget som ”civiliter mortuus” 1731. Årsagen til afskedigelsen kendes ikke, men et ubekræftet rygte sagde, at Himmerich blev grebet i ligrøveri. 427 De biografiske oplysninger er baseret på følgende værker: O. Nielsen: Kjøbenhavns Politimestre og Politidirektører 1682-1864, i: Personalhistorisk Tidsskrift, 1. bind 1880 s. 278-304. Dansk biografisk leksikon, 3. udg., redaktør Sv. Cedergreen Bech, Gyldendal, Kbh.1983, diverse opslag. Se videre litteraturhenvisninger i disse værker. Litteraturen om Ole Rømer er ganske omfattende. Se f.eks.: Christensen, Dan Charly: Rømer som strømer i: Friedrichsen, Per; Henningsen, Ole; Olsen, Olaf; Thykier, Claus; Tortzen, Chr. Gorm: Ole Rømer – videnskabsmand og samfundstjener, Gads Forlag 2004. Se endvidere litteraturlisten i denne afhandling, samt: Lisbeth Dilling: Dansk politihistorisk bibliografi 1682-1938, Kbh. 1983. 158 Erik Jensen Torm. (1684-1764) politimester 1731-1761. Bondesøn. Student. Militær karriere under Store nordiske Krig. Livtjener for Frederik 4., reddede kongens liv ved en eksplosion under støbningen af en kanon. Administrator af Vallø gods. Udgav 1757 en bog om landbrug. Virkelig etatsråd. Frederik Horn. (1708-1781) politimester 1761-1771. Søn af en toldkontrollør. Student, juridiske studier. Udgav digte og bøger om teater og jura. Arbejdede som jurist. Gift med politimester Torms datter. Bestalling på at efterfølge sin svigerfader i embedet 1751. Borgmester. Afskediget som politimester i 1771 og blev i stedet justitiarius i hof- og stadsretten. Konferensråd. 159 Kilder og litteratur. Utrykte kilder. Alle utrykte kilder er fra Danske Kancelli (DK) og ligger på Rigsarkivet. Instruktionsbøger (A 90). Koncepter og Indlæg til Instruktionsbøgerne (A 91). Koncepter og Indlæg til Sjællandske Registre (C 7). Koncepter og Indlæg til Sjællandske Tegnelser (D 21). Oversekretærens Brevbøger (D 99). (Forkortet OB i noterne). Kancelliets Breve (D 101). Suppliqver (D 109). Kildesamlinger. De love, som der henvises til med dato kan findes i følgende lovsamlinger: Før 1670: Corpus constitutionum daniæ (udgivet af V.A. Secher) I-VI, Kbh. 1887-1918. Kancelliets Brevbøger 1655, udg. af Ole Degn, Kbh. 2002. Efter 1670: J.H. Schou: Chronologisk Register over de kgl. Forordninger og åbne Breve samt andre trykte Anordninger, som fra Aar 1670 ere udkomne, Kbh. 1777L. Fogtmann: Kgl. Reskripter, Resolutioner og Collegialbreve for Danmark og Norge, Kbh. 1806Danske Lov af 15. april 1683 (udgivet af V.A. Secher, ved Stig Iuul) Kbh. 1949. 160 Trykte kilder. Adskillige Hans Kongl. Mayt. Forordninger Politien angaaende, item nogle sær Puncter af een deel Forordninger, alle Vedkommende til Efterretning, Kbh. 1686. Baden, Gustav Ludvig: Forsøg til et dansk-norsk juridisk Ord- og Sag-Leksikon, Odense 1814. Baden, Gustav Ludvig: Dansk-Juridisk Ordbog, Kbh. 1822 (2 bind). Beccaria, Cesare: Om forbrydelse og straf, Kbh. 1998. (Med forord af Ditlev Tamm og Voltaires kommentarer). Brorson, C.B.: Forsøg til den siette Bogs Fortolkning, Kbh. 1791. Bruhier, Jacques-Jean, Docteur en Medecine: Memoire sur la nécessité d’un réglement général au sujet des enterremens et embaumemens, Paris 1745. (Findes på Rigsarkivet: Koncepter og Indlæg til Sjællandske Tegnelser, 1746, nr. 374.) Daglige begivenheder i København 1716-22. Indberetninger fra politimester Ernst til kongen, udgivet af Villads Christensen i: Historiske Meddelelser om København, 1. række, bd. 7, 1920, s. 325-383 & 405-446. Danske Lov af 15. april 1683 (udgivet af V.A. Secher, ved Stig Iuul) Kbh. 1949. Danske Tractater efter 1800. Første Samling: Politiske Tractater, første Hefte, 1800-1830, Kbh. 1871. Fogtman, Laurids: Kongelige Reskripter, Resolutioner og Collegialbreve for Danmark og Norge, udtogsviis udgivne i chronologisk Orden, Kbh. 1786- (I noterne omtalt som ”Fogtmans Reskripter”). Hensler, P.G.: Anviisning paa de allervigtigste Redningsmidler for dem, der ved pludselige ulykkelige Tilfælde ere blevne livløse, eller dog svæve i yderste livs Fare, Kbh. 1770. Himmerich, Hans: Samling af de Placater og Advarsler, som (af) Politien udi et eller andet Betræffende her fra Politie-Kammeret udi denne Kongl. ResidenceStad Kiøbenhavn i nu værende Politie-Mesters Tid fra Aaret 1726. den 16. September, indtil Aaret 1728. d: 6 April er bleven udstedte og til enhvers Erindring kundgiorte, Kbh. 1728. Kancelliets Brevbøger 1655, udg. af Ole Degn, Kbh. 2002. 161 Klarup, Christen: Forordningen om Politiets Administration af 22 October 1701 igiennemgaaet og henviist til Loven og Forordningerne, Kbh. 1777. (del 1-3). Kong Christian den femtes Danske Lov, af 15. april 1683, udg. af Stig Iuul, Kbh. 1949. Kongeloven, udgivet af Knud Fabricius, Kbh. 1920. Luxdorphs Dagbøger, udg. af Eiler Nystrøm, Kbh. 1915-30. Montesquieu, C.S. de: Om lovenes ånd, oversat af Merete Klenow With, Kbh. 1998. Poe, Edgar Allan: The Premature Burial, 1844. Rosenvinge, J.L.A. Kolderup: Grundrids af den danske Politiret, Kbh. 1828. Schou, Jacob Henrik: Chronologisk Register over de Kongelige Forordninger og aabne Breve, samt andre trykte Anordninger, som fra Aar 1670 af ere udkomne, …, Kbh. 1822 (3. udg.). (I noterne omtalt som ”Schous Forordninger”). Schytte, Andreas: Staternes indvortes Regiering, IV, Kbh. 1775. Secher, V.A.: Corpus Constitutionem Daniæ, 5. bind, 1639-50, Kbh. 1903. Secher, V.A.: Corpus Constitutionem Daniæ, 6. bind, 1651-60, Kbh. 1918. Stampe, Henrik: Erklæringer, Breve og Forestillinger General-prokureurEmbedet vedkommende, I-VI, Kbh. 1793-1807. (I noterne omtalt som ”Stampes Erklæringer”). Tøttrup, Ferdinand: Foreløbige Grundtræk til en dansk Politie-Ret – Et Forsøg, Kbh. 1812. Ørsted, A.S.: Nyt Juridisk Arkiv 1812-1819 VII. 162 Sekundærlitteratur. Andersen, Heine, Hans Henrik Bruun & Lars Bo Kaspersen (red.): Max Weber: Udvalgte tekster, Kbh. 2003. Becker-Christensen, Christian m.fl. (red.): Politikens Nudansk Ordbog med etymologi, Kbh. 2005. Becker, P.W.: Om Jens Pedersen Gedelöche, der gik over til den jødiske Tro, i: Kirkehistoriske Samlinger, 1. bd., Kbh. 1849-52. Beckman, Leif & Herluf petersen (red.): Kampen mod forbrydelsen, bd. 1, Kbh. 1951. Blüdnikow, Bent: Jødeuroen i København 1830, i: Historie, Jyske Samlinger – Ny række XIV, 4, 1983. Blüdnikow, Bent: Folkelig uro i København, i: Fortid og Nutid 1986. Blüdnikow, Bent & Bent Christensen: Politiet og Jødefejden i København 1819, i: Politihistorisk Selskab, Årsskrift 1982. Blüdnikow, Bent & Bent Christensen: Jødefejden 1819, i: Flemming Mikkelsen (red.): Protest og oprør. Kollektive aktioner i Danmark 1700-1985, Århus 1986. Blüdnikow, Bent & Henrik Stevnsborg: København 1790. Billeder af dagliglivet, Kbh. 1983. Bonderup, Gerda: Det Medicinske Politi. Sundhedspolitikken i Danmark 17501860, Århus 2006. Borum, O.A & C. Popp-Madsen: Juridisk ordbog, G.E.C. Gads Forlag, Kbh. 1934. Bregnsbo, Michael: Folk skriver til kongen. Supplikkerne og deres funktion i den dansk-norske enevælde i 1700-tallet, Kbh. 1997. Christensen, Dan Charly: Rømer som strømer, i: Per Friedrichsen m.fl.: Ole Rømer – videnskabsmand og samfundstjener, Kbh. 2004. Christensen, John, Henning Koch & Henrik Stevnsborg: Sikkerhed, fred og orden – ”Opløb” og ”oprør” i 17- og 1800-tallets København, i: Den Jyske Historiker, nr. 25, 1983. 163 Critchley, T.A.: A History of Police in England and Wales 900-1966, London 1967. (1978). Dansk biografisk leksikon, 3. udg., redaktør Sv. Cedergreen Bech, Kbh.1983. Dilling, Lisbeth: Dansk politihistorisk bibliografi 1682-1938, Kbh. 1983. Dombernowsky, Lotte: Lensbesidderen som amtmand, Kbh. 1983. Dübeck, Inger: Købekoner og konkurrence, Kbh. 1978. Dübeck, Inger: Arbejdsretten i støbeskeen, Århus 1979. Dübeck, Inger: ”Alt hvis Politien egentlig vedkommer…” Forholdet mellem Danske Lov og den såkaldte politiforordning, i: Ditlev Tamm (red.): Danske og Norske Lov gennem 300 år, Kbh. 1983. Elkjær, Bent: De Urolige Tømmer Svenne. Kilder til tømrerstrejken 1794, Kbh. 1975. Elmsley, Clive & B. Weinberger (red.): Policing Western Europe, London 1991. Engberg, Jens: Dansk Guldalder eller oprøret i tugt- rasp- og forbedringshuset i 1817, Kbh. 1973. Engelhardt, Juliane: Mere død end levende? Om druknedes og skindødes redning i 1800-tallets Europa, i: 1066 Tidsskrift for Historie, 37. årgang, nr. 3, 2007. Eyben, W.E.v.: Juridisk grundbog, Kbh. 1967 Feldbæk, Ole: Tiden 1730-1814, Danmarks historie 4, Kbh. 1982. Feldbæk, Ole: Vækst og reformer. Dansk forvaltning 1720-1814, i: Ditlev Tamm, m.fl. (red.): Dansk forvaltningshistorie 1. Stat, forvaltning og samfund. Fra middelalderen til 1901, Kbh. 2000. Friederichsen, Per & Chr. Gorm Tortzen: Ole Rømer. Korrespondance og afhandlinger samt et udvalg af dokumenter, Kbh. 2001. Frohnert, Pär: Policeybegriff und Policeygesetzgebung im frühmodernen Schweden, i: Michael Stolleis (red.): Policey im Europa der Frühen Neuzeit, Frankfurt am Main 1996. 164 Ginzburg, Carlo: Mikrohistorie: To eller tre ting jeg ved om den, i: Ginzburg, Carlo: Spor. Om historie og historisk metode, Kbh. 1999. Goll, August: Af Politiets Historie, i: Johannes Madsen (red.): Danmarks Hovedstad IV, Kbh. 1908. Heiberg, P.A.: Udkast til en Skildring af Forretningsgangen og Bogføringen ved Danske Kancelli 1670-1848, Kbh. 1977. Hoeck, E. & Knud Bruun-Rasmussen: Politikundskab, bd. I-II, Kbh. 1946. Hoeck, E.: Den politimæssige bekæmpelse af forbrydelser i Danmark med træk af kriminalpolitiets historie, i: Leif Beckman & Herluf petersen (red.): Kampen mod forbrydelsen, bd. 1, Kbh. 1951. Holm, Edvard: Holbergs statsretlige og politiske synsmåde, Kbh. 1975 (1879). Holm, Edvard: Om det Syn på Kongemagt, Folk og borgerlig Frihed, der udviklede sig i den dansk-norske Stat i Midten af 18de Aarhundrede (1746-1770), Kbh. 1975 (1883). Holm, Edvard: Danmark-Norges indre Historie under Enevælden fra 1660 til 1720, Kbh. 1885-86. Holm, Edvard: Den offentlige mening og statsmagten, Kbh. 1975 (1888). Holm, Edvard: Danmark-Norges Historie under Kristian VI, Kbh. 1894. Horton, ,Christine: Policing Policy in France, London 1995. Hurwitz, Stephan: Kriminologiens historie, metoder og resultater, i: Leif Beckman & Herluf petersen (red.): Kampen mod forbrydelsen, bd. 1, København, Emil Wienes forlag 1951. Hvidt, Kristian: Politimester og politiret i København, i: Afhandlinger om arkiver ved Rigsarkivets 75-års jubilæum, Kbh. 1964. Iuul, Stig: Den gamle danske strafferet og dens udvikling indtil slutningen af det 18. århundrede, i: Beckman, Leif & petersen, Herluf (red.): Kampen mod forbrydelsen, bd. 1, Kbh. 1951. Jacobsen, Anette Faye: Husbondret. Rettighedskulturer i Danmark 1750-1920, Kbh. 2008. 165 Jespersen, Leon: 1600-tallets danske magtstat, i: E. Ladewig Petersen (red.): Magtstaten i Norden i 1600-tallet og dens sociale konsekvenser. Rapporter til den XIX nordiske historikerkongres, bd. I, Odense 1984. Johansen, Jens Chr. V. og Henrik Stevnsborg: ”Herom findes intet i Danske Lov…” Om brugen af Danske Lov på Falster og i Helsingør, i: Danske og Norske Lov i 300 år, red. Ditlev Tamm, Kbh. 1983. Jørgensen, Frank & Morten Westrup: Dansk centraladministration i tiden indtil 1848, Viborg 1982. Jørgensen, Harald: Studier over det offentlige fattigvæsens historiske udvikling i Danmark i det 19. aarhundrede, Kbh. 1940. Jørgensen, Harald: Trykkefrihedsspørgsmaalet i Danmark 1799-1848; et Bidrag til en Karakteristik af den danske Enevælde i Frederik VI’s og Christian VIII’s Tid, Kbh. 1944. Jørgensen, Harald: Thi kendes for ret. Studier i de civile domstoles historie i perioden ca. 1660 til 1919, Kbh. 1980. Knudsen, Tim (red.): Kernebegreber i statskundskab, Kbh. 2000. Knudsen, Tim: Bureaukrati, i: Tim Knudsen (red.): Kernebegreber i statskundskab, Kbh. 2000. Knudsen, Tim: Fra enevælde til folkestyre. Dansk demokratihistorie indtil 1973, Kbh. 2006 Koch, Henning: Politimyndighedens oprindelse (1681-1684), i: Historisk Tidsskrift bd. 32, 1982. Koch, Henning & Henrik Stevnsborg: Fra politiret til politividenskab, i: P. Bluhme m.fl. (red.): suum quique. Retsvidenskabelige afhandlinger, Kbh. 1991. Koch, L.: Kong Christian den Siettes Historie, Kbh. 1886. Kornerup, Bjørn: Danske Kancelli og de dermed beslægtede Institutioner, Vejledende Arkivregistraturer 1, Kbh. 1943. Krogh, Tyge: Staten og de besiddelsesløse på landet 1500-1800, Odense 1987. Krogh, Tyge: Oplysningstiden og det magiske. Henrettelser og korporlige straffe i 1700-tallets første halvdel, Kbh. 2000. 166 Landesman, Peter: The girls next door, i: The Best American Crime Writing 2005, red.: Otto Penzler & Thomas H. Cook, New York 2005. Lauridsen, John T.: På kant med loven. Bogforbud, bogbeslaglæggelser og -klausuleringer i Danmark gennem 300 år, Fortid og Nutid december 1997. Lauring, Kåre: Byen brænder. Den store brand i København 1728, Kbh. 2003 Lind, Gunner: Den heroiske tid? Administrationen under den tidlige enevælde 1660-1720, i: Ditlev Tamm m.fl. (red.): Dansk forvaltningshistorie 1. Stat, forvaltning og samfund. Fra middelalderen til 1901, Kbh. 2000. Løgstrup, Birgit: Dommer og administrator. Herredsfogden 1790-1868, Kbh. 1982. Løgstrup, Birgit: Jorddrot og offentlig administrator. Godsejerstyret inden for skatte- og udskrivningsvæsenet i det 18. århundrede, Kbh. 1983. Løgstrup, Birgit: Bondeprotest på Lynderupgård 1781-1802, i: Flemming Mikkelsen (red.): Protest og oprør. Kollektive aktioner i Danmark 1700-1985, Århus 1986. Manniche, Jens Chr.: Den københavnske tømrerstrejke 1794, i: Historie – Jyske Samlinger, Ny række X, 4, 1974. Manniche, Jens Chr.: Jødefejden i Odense 1819, i: Historie – Jyske Samlinger, Ny række XI, 1, 1974. Mikkelsen, Flemming (red.): Protest og oprør. Kollektive aktioner i Danmark 1700-1985, Århus 1986. Monkkonen, Eric H.: History of Urban Police, i: Eric H. Monkkonen: Crime, Justice, History, Columbus 2002. Nielsen, Axel: Ole Rømer. En Skildring af hans Liv og Gerninger, Kbh. 1944. Nielsen, O.: Kjøbenhavns Politimestre og Politidirektører 1682-1864, i: Personalhistorisk Tidsskrift, 1. bind 1880 s. 278-304. Nielsen, O.: København paa Holbergs Tid, Kbh. 1884. Nielsen, O.: Kjøbenhavns Historie og Beskrivelse, bd. 6, Kbh. 1892. 167 Nyrop, C.: Den danske Enevoldsmagt og Lavene, Kbh. 1909. Olden-Jørgensen, Sebastian: At vi maa frycte dig af idel kjærlighed – magtudøvelse og magtiscenesættelse under den ældre danske enevælde, i: Fortid og Nutid, december 1997, s. 239-253. Olden-Jørgensen, Sebastian: Ole Rømer som enevældens administrator, i: Per Friedrichsen m.fl.: Ole Rømer – videnskabsmand og samfundstjener, Kbh. 2004. Pedersen, Karl Peder, Grethe Ilsøe & Ditlev Tamm: På given foranledning, en antologi om dansk forvaltningskultur, Kbh. 1995. Pedersen, Sune Christian: Brudte segl. Postovervågning, kommunikation og statsmagt under den danske enevælde, ph.d.-afhandling, Københavns Universitet, 2008. Raeff, Marc: The Well-ordered Police State and the Development of Modernity in Seventeenth- and Eighteenth-Century Europe: An Attempt at a Comparative Approach, i: The American Historical Review 80, 1975 II. Rasmussen, Edit: Mester og svend, Århus 1985. Ravn, Thomas Bloch: Oprør, spadseregange og lønstrejker i København før 1870, i: Flemming Mikkelsen (red.): Protest og oprør. Kollektive aktioner i Danmark 1700-1985, Århus 1986. Redlich, Carl Åge: I lovens navn. Københavns politi gennem tiderne, bd. 1 & 2, Kbh. 1982. Reynolds, Elaine: Before the Bobbies: The Night Watch and Police Reform in Metropolitan London, 1720-1830, Stanford 1998. Roach, J. & J. Thomaneck (red.): Police and Public Order in France, London 1985. Ruff, Julius R.: Violence in Early Modern Europe 1500-1800, Cambridge 2001. Rusche, G. & O. Kircheimer: Punishment and Social Structure, New York 1939. Sandmo, Erling: Voldssamfunnets undergang. Om disiplineringen av Norge på 1600-tallet, Oslo 1999. 168 Secher, V.A.: Bidrag til Københavns Rets- og Kulturhistorie i Kristian IV.s og Frederik III.s Tid 1624-1663, i: Historiske Meddelelser om København, bd. 1, 1907. Seip, Jens Arup: Teorien om det opinionsstyrte enevelde, i: Norsk Historisk Tidsskrift 38, 1958. Stevnsborg, Henrik: Den store udfejelsesfest 17.-18. januar 1772, i: Folk og Kultur 1980. Stevnsborg, Henrik: Fra Den store Udfejelsesfest til Tømrerstrejken: Om førindustriel, folkelig protest i København i sidste halvdel af det 18. århundrede, i: Fortid og Nutid 1980. Stevnsborg, Henrik: For ”at fremme og opretholde den fuldkomne borgersikkerhed”. Om oprettelsen af Københavns politiret 1793, Politihistorisk Selskabs Årsskrift 1981, s. 21-44. Stevnsborg, Henrik: ”Samfundets” og ”statens” strafferetspleje, i: Historisk Tidsskrift, 14. rk., bd. 3, 1982. Stevnsborg, Henrik: Politiet i 1800-tallet. Forsøg på en syntese, i: Politihistorisk selskabs Årsskrift 1996. Stolleis, Michael (red.): Policey im Europa der Frühen Neuzeit, Frankfurt am Main 1996. Storch, R.: The Policeman as Domestic Missionary, i: Journal of Social History, 1976. Svane-Mikkelsen, J.: Københavns politi og forholdet til offentligheden omkring enevældens ophør, i: Historiske Meddelelser om København 1969. Tamm, Ditlev: Gute Sitte und Ordnung: Zur Entwicklung und Funktion der Polizeigesetzgebung in Dänemark, i: Michael Stolleis (red.): Policey im Europa der Frühen Neuzeit, Frankfurt am Main 1996. Tamm, Ditlev: Dansk & Europæisk retshistorie, Kbh. 2001. Tamm, Ditlev: Retshistorie. Danmark – Europa – Globale perspektiver, Kbh. 2005. Tilly, Charles: Coercion, Capital, and European States, AD 990-1990, Cambridge Mass. 1990. 169 Tilly, Charles: The Politics of Collective Violence, Cambridge 2003. Tilly, Charles: Social Movements 1768-2004, Boulder 2004. Tilly, Charles: Contention & Democracy in Europe, 1650-2000, Cambridge 2004. Tilly, Charles: Trust and Rule, Cambridge 2005. Tobias, J.J.: Police and Public in the United Kingdom, i: George L. Mosse (red.): Police Forces in History, London 1975. Weber, Max: Wirtschaft und Gesellschaft. Grundriss der verstehenden Soziologie, 5. udgave, redigeret af Johannes Winckelmann, Tübingen 1976. Wester, Nils: Kungliga politi- och brandkommissionen. Studier rörande Stockholms stads politiväsen under 1700-talet, Stockholm 1946. Whetstone, Thomas & Jean-Paul Brodeur: Police, Britannica Online Encyclopedia: http://www.britannica.com/eb/article-36608/police. Benyttet 27/6/2008. Williams, Alan: The Police of Paris, 1718-1789, Baton Rouge 1979. Windfeld, Rune: Prinsessen i tugthuset. En undersøgelse af en kvindelig svindler på Christian 7.s tid, i: Fortid og Nutid december 2007, s. 263-284. www.politi.dk Wåhlin, Vagn: Opposition og statsmagt, i: Flemming Mikkelsen (red.): Protest og oprør. Kollektive aktioner i Danmark 1700-1985, Århus 1986. 170
© Copyright 2024