Politiinstitutionens rolle i enevældens magtudøvelse 1682

Politiinstitutionens rolle i enevældens magtudøvelse
1682-1771.
Konferensspeciale af: Rune Rye Windfeld.
Vejleder: Gunner Lind.
Indholdsfortegnelse.
Indholdsfortegnelse...............................................................................................................................................2
1.
INDLEDNING................................................................................................................................. 4
Forskningsgennemgang........................................................................................................................................9
Kolderup Rosenvinge. ............................................................................................................................................9
Amatørerne. ..........................................................................................................................................................10
Faghistorikerne. ....................................................................................................................................................12
2.
FØRSTE HOVEDAFSNIT: POLITIETS HISTORIE I DANMARK 1682-1771............................. 14
Begrebet Politie. ..................................................................................................................................................16
Begrebet Politie i tidligmoderne tid......................................................................................................................16
Politiet før politiet.................................................................................................................................................21
Den længe ventede politiordning. .........................................................................................................................23
Delkonklusion.......................................................................................................................................................30
Skabelsen af politimesterembedet. ....................................................................................................................32
Politimesterens første instruks, 1683. ...................................................................................................................33
Instruksen af 1691.................................................................................................................................................36
Forordningen om Politiens Administration af 22. oktober 1701. .........................................................................39
Udviklingen 1708-1741. .......................................................................................................................................43
Politiet, politiretten og politimesteren set i forhold til andre instanser og i forhold til borgerne i
København. .........................................................................................................................................................47
Politirettens jurisdiktion. Forholdet mellem civile og militære myndigheder. .....................................................47
Politimesteren og laugene. ....................................................................................................................................51
Politimesterens magtmuligheder...........................................................................................................................53
Vægterne som magtmiddel. ..................................................................................................................................55
Politimesterens indplacering i det administrative hierarki. ...................................................................................56
Politimesterens dømmende myndighed. ...............................................................................................................59
Delkonklusion.......................................................................................................................................................62
3.
ANDET HOVEDAFSNIT. GENNEMGANG AF KILDERNE FRA ”OVERSEKRETÆRENS
BREVBØGER”. .................................................................................................................................... 65
Om kilderne. .........................................................................................................................................................65
Forsøg på en kategorisering. .................................................................................................................................67
Politiets rolle som beskyttere af staten og samfundsordenen..........................................................................69
Sager om oprør/opsætsighed.................................................................................................................................69
Case nr. 1: Brændevinsbrændernes oprør i 1723. ........................................................................................70
Sager om censur....................................................................................................................................................72
Kontrol med den offentlige opinion......................................................................................................................75
Rejsetilladelser og lediggængeri. ..........................................................................................................................76
Overdådighedsforordninger og religiøst politi......................................................................................................78
Case nr. 2: Hans Himmerichs angreb på den jødiske menighed i København i 1729...............................79
Delkonklusion.......................................................................................................................................................85
Politiets rolle som bekæmpere af kriminalitet. ................................................................................................86
Efterforskning af kriminalitet, husundersøgelser, eftersøgning og arrestation af forbrydere. ..............................86
Case nr. 3: Om politiets ransagninger. ..........................................................................................................87
Tvivlsomme rejsende............................................................................................................................................89
2
Case nr. 4: Den falske prinsesse. ....................................................................................................................91
Samarbejde med andre landes retsvæsen. .............................................................................................................93
Delkonklusion.......................................................................................................................................................97
Politiets opsyn med næringslivet. ......................................................................................................................99
Gøglere og forlystelser. ........................................................................................................................................99
Laugssager, privilegier. ......................................................................................................................................101
Case nr. 5: Et eksempel på magtmisbrug i 1723.........................................................................................102
Politiets sociale og sundhedsmæssige opgaver................................................................................................106
Sociale opgaver...................................................................................................................................................106
Case nr. 6: Politimesteren og de dødes begravelse. ....................................................................................108
Statistik og demografi.........................................................................................................................................111
Delkonklusion.....................................................................................................................................................112
Sager med fremmede diplomater og deres tjenere. .......................................................................................113
Klager over politiet. ..........................................................................................................................................116
Case nr. 7: Politimesteren og Københavns brand. .....................................................................................119
Delkonklusion.....................................................................................................................................................120
4.
POLITIMESTER ERNSTS INDBERETNINGER SAMMENLIGNET MED KILDERNE FRA
OVERSEKRETÆRENS BREVBØGER. ............................................................................................ 122
Ernsts indberetninger. .........................................................................................................................................125
Oversekretærens Brevbøger................................................................................................................................126
5.
DISKUSSION............................................................................................................................. 129
Tidligere danske politihistorikere. ..................................................................................................................130
Politiets bureaukratisering...............................................................................................................................132
Statens øgende interessesfære..........................................................................................................................137
Oprør og modstand mod politiet. ........................................................................................................................138
Begrebet Politie. .................................................................................................................................................143
Statens integration af netværk.........................................................................................................................146
Politiet og kriminaliteten. ...................................................................................................................................147
6.
KONKLUSION – POLITIET SOM STATENS MIDDEL TIL INTERVENTION. ......................... 153
Abstract. ............................................................................................................................................................157
Bilag 1. ...............................................................................................................................................................158
Kilder og litteratur. ..........................................................................................................................................160
3
1. Indledning.
I 1723 opsøgte en fortvivlet møller Københavns politimester, Johan Philip
Rathecken. Mølleren havde gennem længere tid været udsat for grov afpresning af
en konsumptionsinspektør, dvs. en af kongens skatteopkrævere. Mølleren kunne
ikke gennemskue det kalejdoskopiske københavnske retssystem, og han troede
ikke på, at han kunne opnå retfærdighed gennem dette system. Derfor valgte han
at gå til politimesteren og forsøge at få hans opbakning. Samtidig sendte han en
supplik til kongen.
Få år efter kom der en ny politimester, Hans Himmerich. I foråret 1729
benyttede denne mand sin betydelige magt til at indfange en snes af de mest
prominente jøder fra den mosaiske menighed i København. Disse jøder blev under
stort opbud af vægtere, betjente og militær, og med Københavns befolkning som
tilskuere, tvunget til at marchere til Garnisons Kirkegård. Her blev de tvunget til
at grave et flere uger gammelt lig op og genbegrave det på den jødiske kirkegård.
Det hele skyldtes et rygte om, at den afdøde havde omvendt sig til den jødiske tro.
Begge sager stammer fra mine kildestudier i politiets tidlige historie i
Danmark. De viser yderpunkterne i politiets rolle i forhold til byens indbyggere.
Det har været fremført, at politiet i nogle lande er en instans man løber til, når der
er fare på færde, mens politiet i andre lande er noget, man konsekvent løber fra.1
Mine undersøgelser antyder, at spørgsmålet er mere kompliceret end som så:
Politiet spillede, og spiller den dag i dag, en dobbeltrolle, dels som den instans,
der udøvede statens voldelige magt i det daglige, dels som en instans man kunne
gå til og få hjælp fra i nogle situationer. Hvordan den enkelte undersåt eller borger
opfatter politiet kommer an på personens livssituation, erhverv, position i
samfundet osv.. Den enkelte person kan opfatte politiet forskelligt i forskellige
situationer.
Udviklingen af denne dobbeltrolle har været lang og kompleks. De enevældige
myndigheders motiver for at lovgive, som de gjorde på politiområdet, er sjældent
ekspliciterede, og ofte er der en tilsyneladende uoverensstemmelse mellem
lovgivningen og myndighedernes faktiske benyttelse af politiet som redskab til
magtudøvelse.
Diskussionen af hvordan politiets tidlige udvikling forløb, og hvordan de
enevældige myndigheder forholdt sig til politiet som magtredskab, er interessant i
sig selv som et bidrag til dansk administrationshistorie. Den knytter dog også an
til en mere generel diskussion af politiets rolle overfor indbyggerne i et samfund,
og af myndighedernes anvendelse af voldelig magt overfor indbyggerne.
Man kunne ønske, at en diskussion af politiets rolle i samfundet fandt sted.
Dels i forbindelse med det danske politis udøvelse af magt, men i ligeså høj grad i
1
Underforstået: Man løber til politiet i vestlige, demokratiske lande, og fra politiet i udemokratiske
eller underudviklede lande.
Peter Landesman: The girls next door, i: The Best American Crime Writing 2005, red.: Otto Penzler &
Thomas H. Cook, New York 2005.
forbindelse med dansk ledede politimissioner i udlandet. For eksempel er det
danske politi involveret i forsøget på at udvikle en moderne politistyrke i
Afghanistan. Lederen af EU's politimission i landet er en dansk betjent. Der har
dog ikke været nogen større offentlig debat om de særlige forhold, som gør sig
gældende på denne mission.2
En undersøgelse af det danske politis historiske oprindelse er et godt sted at
begynde en diskussion af politiets rolle i samfundet. Det historiske eksempel
viser, at politiet ikke altid har været det politi, som vi kender fra moderne tid.
Politiet er noget der skabes af lovgiverne i et samspil med befolkningen, men
institutionen har også en egen inerti.
Min undersøgelsesperiode strækker sig over de første syv københavnske
politimestres embedsperioder. Fra oprettelsen af politimesterembedet i 1682 til
afskedigelsen af politimester Frederik Horn i 1771. Dermed slutter min
undersøgelse før Struensee-tidens omvæltninger.
Jeg vil gennemgå den konkrete udvikling, som politiinstitutionen gennemløb i
undersøgelsesperioden. Fra den spæde begyndelse, hvor politimesteren endnu
ikke havde fået en instruks, og ingen tilsyneladende havde en klar ide om, hvilke
opgaver embedet skulle varetage, til det velordnede og på mange måder moderne
politi, som opstod i løbet af 1700-tallet.
Jeg vil undersøge og diskutere hvilke faktorer, som var afgørende for
udviklingen af politimesterens ressort og for politiinstitutionens udvikling. Som
en del af denne diskussion vil jeg fremlægge tidligere politihistorikeres bud på
årsagerne til politiets udvikling, og jeg vil diskutere disse forsøg på at forstå
udviklingen.
Det helt overordnede spørgsmål, som vil være strukturerende for min
fremstilling af politiets udvikling, vil være spørgsmålet om, hvordan den danske
enevældige centraladministration benyttede politimesteren og politiet som
institution som et middel til gennemførelsen af enevældens magtpolitik. Dette
overordnede spørgsmål kan brydes ned i tre underspørgsmål.
For det første vil jeg undersøge, hvordan udviklingen af politiet blev normativt
fastlagt. Hvilke love blev benyttet til at kontrollere politiinstitutionen, og på
hvilken måde indgik institutionen i den bureaukratiserede enevældige stat. Til
besvarelsen af dette spørgsmål benytter jeg Max Webers bureaukratiseringsteori.
På baggrund af den faktuelle viden, som besvarelsen af det første
underspørgsmål fører frem til, vil jeg derefter analysere de strategier og motiver,
som lå bag den enevældige stats skabelse af politiinstitutionen. Jeg benytter
historikeren Marc Raeffs teori om Politie-begrebets historiske betydning i
besvarelsen af dette spørgsmål.
Endelig vil jeg diskutere spørgsmålet om politiets rolle i samfundet. Dels
politiets rolle som statens magtmiddel overfor befolkningen, men også politiets
rolle som beskytter af det civile samfund. Til denne diskussion benytter jeg
sociologen Charles Tillys teorier om ”trust networks” som inspiration.
2
Se f.eks. politiets hjemmeside: www.politi.dk
5
De tre underspørgsmål repræsenterer et stigende abstraktionsniveau. De
spænder fra en beskrivelse af konkrete love og regler til en diskussion, som har
både etiske og politiske overtoner.
I afhandlingen behandler jeg primært politiet og politimesteren i København.
dels fordi det første politimesterembede i rigerne blev oprettet her, og dels fordi
de kilder, som jeg benytter, primært omhandler København.
Jeg tager udgangspunkt i to kildetyper: For det første vil jeg gennemgå de
instrukser, forordninger og reskripter, som lagde det lovmæssige grundlag for
politimesterens arbejde og dermed for politiinstitutionens udvikling. 3 For det
andet vil jeg undersøge de ordrer, som udgik fra Danske Kancelli til
politimesteren. Disse kilder findes i Danske Kancellis kopibøger, kaldet
Oversekretærens Brevbøger.
Den første kildetype spænder fra instruksernes rammelovgivning til
reskripterne, som var rettet mod konkrete sager. Den anden kildetype er naturligt
rettet mod enkeltsager, som centraladministrationen af en eller anden grund
ønskede, at politimesteren skulle involveres i.
Afhandlingen er, foruden indledningen, inddelt i to hovedafsnit. I det første
hovedafsnit
gennemgås
de
formelle
rammer
for
politimesterens
myndighedsudøvelse gennem en undersøgelse af forordninger, reskripter og
instruktioner. Desuden vil jeg i første hovedafsnit gennemgå og diskutere flere
emner, som er nødvendige for at forstå samtidens opfattelse af politiet. I det første
hovedafsnit fremlægges altså præmisserne for en forståelse af politiinstitutionen,
som den indgik i samfundet og i den enevældige administration.
Andet hovedafsnit er baseret på Oversekretærens Brevbøger og en række andre
kilder fra centraladministrationen. I dette afsnit gennemgås de sager, hvor Danske
Kancelli henvendte sig direkte til politimesteren for at beordre ham til at påtage
sig en bestemt sag, eller for at sikre sig, at han behandlede en sag i
overensstemmelse med centraladministrationens politik. Desuden går jeg i dybden
med en række cases, der tjener som eksempler på de dynamikker, som opstod i
forholdet mellem politimesteren og på den ene side centraladministrationen og på
den anden side den befolkning, hvis adfærd han skulle hjælpe med at kontrollere.
Det er som regel ikke muligt at afgøre, hvem der var den egentlige afsender af
en ordre til politimesteren. Oversekretæren i Danske Kancelli stod som afsender,
men om han videregav kongens befaling, om spørgsmålet var blevet afgjort i
konseillet eller om det var afgjort i Danske Kancelli kan sjældent afgøres. Når jeg
omtaler befalingerne fra Oversekretærens Brevbøger, sætter jeg derfor
”centraladministrationen” som afsender. Dette er til dels en abstraktion, og kan
3
En instruks er defineret som en forskrift for hvordan en embedsmand skal forholde sig i sit embede.
En forordning er defineret som en lov udstedt under enevælden. Forordninger var i reglen mere
generelle end reskripter.
Et reskript er defineret som en kongelig befaling rettet mod en enkelt sag, men med lovkraft.
6
dække over forskellige dagsordener fra forskellige instanser i det højeste
embedsværk.
Jeg benytter endnu en kildegruppe, nemlig politimester Johan Bartram Ernsts
indberetninger til kongen fra 1716-22. Disse indberetninger giver et billede af,
hvilke opgaver, politimesteren beskæftigede sig med, og især hvilke opgaver han
ønskede at præsentere for kongen.
I bilag 1 findes en kort oversigt over de syv politimestre i min
undersøgelsesperiode. Der er tilføjet basale biografiske oplysninger.
For at forstå politiets rolle i det tidligmoderne samfund må man frigøre
begrebet fra de moderne konnotationer. Vi ved alle, hvad politiet er, og hvad
politiets opgaver er: Politiet fanger forbrydere, opretholder færdselsloven og
anlægger straffesager for domstolene. Dette billede er bare ikke dækkende for
politiets opgaver i den tidligmoderne periode. Det tidlige politi var radikalt
anderledes end det moderne og havde helt andre funktioner.
Den eneste af de tre ovennævnte funktioner, som politiet udførte fra
begyndelsen, var opretholdelsen af færdselsloven, i det omfang sådanne love
eksisterede. Politiet skulle opretholde ordenen på gaderne om dagen. Om natten
var dette vægterkorpsets opgave. At fange forbrydere var ikke en del af politiets
opgaver fra begyndelsen, men i løbet af min undersøgelsesperiode blev denne
rolle stadig mere væsentlig. Rollen som offentlige anklagere fik politiet også i
løbet af undersøgelsesperioden, men det var en funktion, som ikke blev fuldt
udviklet i denne periode.
Helt fra begyndelsen i 1682 var politimesterens væsentligste opgaver af teknisk
art. Han skulle sørge for gaderenovation, og han skulle opretholde
overdådighedsforordningerne. Gennem hele undersøgelsesperioden sad
politimesteren i forskellige kommissioner, som havde med tekniske opgaver at
gøre, f.eks. vandkommissionen og brandkommissionen. I sin egenskab af chef for
vægterkorpset havde politimesteren også ansvaret for gadelygterne i København.
Politimesteren personificerede politikorpset. Når centraladministrationen gav
politimesteren en ordre, var det underforstået, at han skulle eksekvere ordren
gennem sine overbetjente og menige betjente, eventuelt med hjælp fra det mere
talrige vægterkorps. I størstedelen af undersøgelsesperioden udgjorde
vægterkorpset 70-100 mand og politikorpset omkring ti mand.
En anden afgørende forskel på det moderne politi og politiet i min
undersøgelsesperiode er, at det moderne politi udøver og opretholder den
demokratiske stats voldsmonopol. Af den grund ligger politiets legitimitet i, at det
i princippet udøver alle borgeres magt. Politikorpsets loyalitet er rettet mod staten,
parlamentet og regeringen. I min undersøgelsesperiode, og naturligvis frem til
1848-49, var politimesteren en kongeligt udnævnt embedsmand. Hans loyalitet lå
hos kongen og det enevældige system og selvom han i det daglige stod under
politiretten, kunne han få direkte ordrer fra Danske Kancelli.
7
Det syn på politiet som institution, som ligger til grund for denne afhandling,
er, at det er et middel til voldelig magtudøvelse. Politiet udøver den fysiske magt
som staten har tiltaget sig monopol på. Moderne såvel som tidligmoderne staters
magt er i sidste ende baseret på vold eller truslen om vold, magtformerne antager
dog oftest mere subtile former. Politiet udøver ofte(st) magt uden at gribe til vold,
men i modsætning til andre statslige magtinstanser har politiet i mødet med
borgerne altid en umiddelbar mulighed for at gribe til vold. Denne vold kan så
igen differentieres efter omstændighederne (anholdelse, peberspray, stave,
pistoler).
Politiets rolle som udøvere af voldelig magt er dog tvetydig. For langt de fleste
i samfundet virker politiets magtmuligheder som en beskyttelse mod overgreb.
Kun i ganske få tilfælde i løbet af et liv, om overhovedet, vil den almindelige
borger blive udsat for politiets magtanvendelse, men de fleste vil opleve at få
hjælp af politiet. Det danske politi er stort set en instans man løber til, snarere end
noget man løber fra.
I denne afhandling undersøger jeg, hvordan politiet har fået denne dobbeltrolle
som både magtudøvere og som garanter for det civile samfunds sikkerhed.
8
Forskningsgennemgang.
Den danske politihistoriske litteratur er temmelig sparsom. Emnet har typisk
været behandlet som en del af mere generelle historiske beskrivelser. 4 Flere af de
fremstillinger, som behandler politiet selvstændigt, er skrevet af folk med en
professionel tilknytning til politiet og er noget tendentiøse. 5
Når man tager i betragtning, hvilken væsentlig rolle politiet har spillet i
historien, og i hvor høj grad politiinstitutionen og dens myndighedsudøvelse har
været genstand for interesse og markante meninger, måtte man formode, at denne
institutions historiske oprindelse og udvikling i højere grad var blevet gjort til
genstand for historikernes interesse. Antallet af faghistorikere, som har
beskæftiget sig med politihistorie, er imidlertid meget overskueligt. Denne
tendens er så meget mere forbavsende, når man tager i betragtning, at den
politihistoriske litteratur på fransk, tysk og engelsk er meget omfattende. Også det
teoretiske studium af moderne politi er meget udviklet i udlandet. Adskillige
universiteter i den engelsksprogede verden udbyder således kurser i ”Police
studies”.
Den danske litteratur om emnet kan groft deles op i tre dele: Den juridiske
litteratur, den faghistoriske og amatørhistorien. Forfatterne fra den første kategori
har typisk beskæftiget sig med emnet ud fra en rent juridisk vinkel: Hvilke love er
gældende for området? Faghistorikerne har typisk behandlet området som et af
mange emner i bredere historiske fremstillinger. Amatørhistorikerne har typisk
haft en professionel tilknytning til politiet.
Både fag- og amatørhistorikerne har beskæftiget sig med årsagerne til de
enevældige myndigheders oprettelse af politimesterembedet og med politiets rolle
i samfundet. Med enkelte undtagelser har fremstillingerne af disse vigtige
problemstillinger imidlertid været overfladiske eller tendentiøse. Nedenfor
gennemgår jeg kort den danske forskningstradition på området med henblik på at
afdække de væsentligste tendenser i litteraturen og for at undersøge hvorfor
forfatterne har fremstillet emnet, som de har.
Kolderup Rosenvinge.
Juristen J.L.A. Kolderup Rosenvinge udgav i 1728 bogen ”Grundrids af den
danske Politiret”.6 I dette værk gennemgik han omhyggeligt det lovmæssige
grundlag for politiets virke i kongeriget. Bogen var beregnet som grundbog i
forfatterens egne forelæsninger i politiret ved Københavns Universitet.
4
F.eks. i: O. Nielsen: Kjøbenhavns Historie og Beskrivelse, bd. 6, Kbh. 1892.
Dette gælder f.eks August Goll: Af Politiets Historie, i: Johannes Madsen (red.): Danmarks
Hovedstad IV, Kbh. 1908.
E. Hoeck & Knud Bruun-Rasmussen: Politikundskab, bd. I-II, Kbh. 1946.
Carl Åge Redlich: I lovens navn. Københavns politi gennem tiderne, bd. 1 & 2, Kbh. 1982.
6
J.L.A. Kolderup Rosenvinge: Grundrids af den danske politiret, Kbh. 1828.
5
9
Kolderup Rosenvinges definition af politiinstitutionen er værd at fremhæve:
”Da man i Slutningen af det 15de Aarhundrede begyndte at tilegne sig denne
Benævnelse (Politi/politeia) i Europas Stater, synes man dermed sædvanligen at
have forbundet Begrebet om god Skik og Orden, … Omtrent paa samme Tid og
især efter Reformationen henvendte Regjeringerne mere end tilforn deres
Opmærksomhed paa flere Gjenstande, som Statsformaale, end den blotte
Retssikkerhed …, og fandt sig tillige beføjede til at hævde denne paa en mere
umiddelbar maade, end hidtil var skeet.”7
Kolderup Rosenvinge kom ikke med en egentlig forklaring på staternes
spirende interesse i politilovgivning, men han havde øje for den ændring i
staternes roller overfor borgerne, som fandt sted i den tidligmoderne periode. 8
Amatørerne.
Den første ”afhandling” om politiets historie i Danmark var forfattet af
politimester Hans Himmerich som et forord til en samling af hans egne
politiplakater. Denne bog udkom i 1728. 9
I forordet fremlagde Himmerich sin udlægning af politiets historie. Denne
historie, mente han, begyndte med bysamfundenes opståen i oldtiden. Da
menneskene fandt sammen i samfund, blev det også nødvendigt at regulere
indbyggernes adfærd. Dermed var politiinstitutionen blevet nødvendig.
Himmerichs fremstilling af politihistorien lod institutionen opstå hos jøderne i
bibelsk tid. Denne ”Jødernes Politie” overtog egypterne. Solon skulle så have
bragt denne politiordning til antikkens Grækenland. 10 De bibelske
politiordningers vej til Norden stod mindre klart for Himmerich, men han mente
at finde forklaringen i Eddaens ord om at Odin, som lærte lovene til sit folk,
skulle være kommet fra Østen.
Den udlægning af politiets historie som Himmerich fremlagde, havde
naturligvis ikke grund i faktiske forhold. Til gengæld fungerede udlægningen som
en legitimering af politimesterembedet og en understregning af, at embedet havde
eksisteret til alle tide og i alle velordnede samfund. Der var tale om et
reklamefremstød skjult af en fernis af boglærdhed. Bogen skulle iscenesætte
politimesterembedet som en betydningsfuld og uundværlig del af samfundet.
Politimester Himmerich var på mere sikker grund, da han beskrev udviklingen i
reguleringen af Politien under Frederik 3.. Han fremhævede udnævnelsen af
7
Kolderup Rosenvinge, §3.
Mit indskud.
8
Se diskussionen.
9
Hans Himmerich: Samling af de Placater og Advarsler, som (af) Politien udi et eller andet
Betræffende her fra Politie-Kammeret udi denne Kongl. Residence-Stad Kiøbenhavn i nu værende
Politie-Mesters Tid fra Aaret 1726. den 16. September, indtil Aaret 1728. d: 6 April er bleven udstedte
og til enhvers Erindring kundgiorte, Kbh. 1728.
10
Himmerich 1728, Forord.
10
Henrik Tellemand til fiskal i 1655, udnævnelsen af Johan Esmit til generaldirektør
for renovationen i 1660, udnævnelsen af Johan Heidemann til inspektør ved
havnen i 1665 og udnævnelsen af Lorenz Weiskoph til vanddirektør i København
i 1668. Himmerich så, med en vis ret, disse embedsmænd som direkte forløbere
for sit eget embede. Han lagde også vægt på politimesterens instruks af 1691, som
han anså for grundlæggende for afgrænsningen af politimesterens virkeområde. 11
Himmerichs forklaring på politimesterembedets opståen var altså dels
traditionel og dels funktionalistisk: Embedet havde i og for sig altid eksisteret i
velordnede samfund. Grunden til dette var, at embedet var nødvendigt for
opretholdelsen af ordnede forhold i samfundet.
I 1777 udgav kancellisekretæren Christen Klarup værket ”Forordningen om
Politiets Administration af 22. October 1701 igiennemgaaet og henviist til Loven
og Forordningerne”.12 Klarup opfattede politiets udvikling som snævert knyttet til
handelens og håndværkets udvikling.
Ifølge Klarups opfattelse var der tre ting, som havde forhindret opkomsten af
en politiinstitution i Danmark: Hansestædernes dominans af handelen i
middelalderen, kirkens magt og adelens magt. Da hansestæderne var blevet
svækket og reformationen og indførelsen af enevælden havde gjort op med
kirkens og adelens magt, opstod et velordnet politi:
”Omsider da den souveraine Magt var bleven det kongelige Huus overdraget,
hvorved alle Forhindringer paa eengang bleve ryddede af Veyen, som kunde
standse Politiets Opkomst her i Landet, var man omsider Aar 1683 med
Alvorlighed betænkt paa, at forbedre og sætte den paa en ordentlig og til det
almindelige Beste vel indrettet Fod”.13
Også Klarup forklarede altså politiets opståen ved at henvise til en strukturel
forklaring. Samfundet havde naturligt behov for politi, og så snart der ikke var
noget, som forhindrede det, opstod politiinstitutionen.
Også i nyere tid har amatørhistorikere skrevet politihistorie. Disse værker er
ofte spændende og velfortalte og repræsenterer en udmærket formidling af emnet,
men forklaringerne på politiets opståen og institutionens rolle i samfundet bliver
oftest behandlet meget overfladisk. Forklaringen på politiinstitutionens opståen
kan også her koges ned til en sentens som ”uden politi, intet ordnet samfund!” 14
Et eksempel på dette er E. Hoeck og Knud Bruun-Rasmussens bog
11
Altså ikke forordningen af 1701. På dette punkt er jeg enig med Himmerich – den vægt, som
forfatterne lægger på 1701-forordningen, skyldes nok bare, at den, i modsætning til 1691-instruksen,
er trykt i Schous Forordninger.
12
Christen Klarup: Forordningen om Politiets Administration af 22 October 1701 igiennemgaaet og
henviist til Loven og Forordningerne, Kbh. 1777.
13
Klarup 1777, del 1, forord s. 13.
14
Fra Goll 1908.
Jf. Henning Koch: Politimyndighedens oprindelse (1681-1684), i: Historisk Tidsskrift bd. 32, 1982, s.
27.
11
”Politikundskab”, som var beregnet til brug på politiuddannelsen.15 Også Carl
Åge Redlichs bog ”I lovens navn” udviser denne svaghed. 16
Faghistorikerne.
Antallet af faghistorikere, som har beskæftiget sig indgående med politihistorie,
er ikke stort. I nyere tid er det især værd at nævne Kristian Hvidt,17 Inger
Dübeck18 samt Henrik Stevnsborg og Henning Koch.19
Hvidt gør i sin artikel ikke noget forsøg på at forklare, hvorfor
politimesterembedet blev oprettet. Inger Dübeck fremhæver sammenhængen
mellem politiinstitutionens opkomst og staternes udvidede rolle i forhold til
borgernes dagligdag.20 Dermed nærmer vi os for første gang et forsøg på en
egentlig forklaring på politiets oprettelse og på institutionens rolle i det
tidligmoderne samfund.
Stevnsborg og Koch kæder det tidlige politi sammen med ændringer i statens
økonomiske politik. Politimesteren skulle således beskytte statens interesse i
manufakturpolitikken. Der tales ligefrem om ”… politimesterens kamp for handel
og industri…”.21 Disse argumenter må siges at være præget af en forenklende
funktionalistisk tankegang, og giver kun mening i en marxistisk historieforståelses
ramme.
Set i forhold til udlandet må fraværet af systematiske, tværfaglige og
kontinuerlige studier af politiinstitutionen siges at være signifikant. En søgning på
emnet ”police studies” på internettet afslører, at emnet bliver udbudt som
studieretning eller som fag på snesevis af universiteter i det engelsksprogede
område. I Danmark eksisterer faget ikke.
Der kan kun gisnes om årsagerne til, at den danske litteratur om politihistorie
og generel polititeori er så sparsom. Måske skyldes det blot, at dansk er så lille et
sprogområde. Man kan dog også forklare mangelen med, at forskerne ikke har
15
Hoeck & Bruun-Rasmussen 1946.
Redlich, Carl Åge: I lovens navn. Københavns politi gennem tiderne, bd. 1 & 2, Kbh. 1982.
17
Kristian Hvidt: Politimester og politiret i København, i: Afhandlinger om arkiver ved
Rigsarkivets 75-års jubilæum, Kbh. 1964.
18
Inger Dübeck: Købekoner og konkurrence, Kbh. 1978.
Inger Dübeck: ”Alt hvis Politien egentlig vedkommer…” Forholdet mellem Danske Lov og den
såkaldte politiforordning, i: Ditlev Tamm (red.): Danske og Norske Lov gennem 300 år, Kbh.
1983.
19
Koch 1982.
Henrik Stevnsborg: ”Samfundets” og ”statens” strafferetspleje, i: Historisk Tidsskrift, 14. rk., bd.
3, 1982.
Henrik Stevnsborg: Politiet i 1800-tallet. Forsøg på en syntese, i: Politihistorisk selskabs Årsskrift
1996.
20
Dübeck 1978, s. 466.
Se diskussionen.
21
Stevnsborg 1982, s. 18.
16
12
fået øje på mulighederne i politihistorien. Gennemgangen af kilderne fra
Oversekretærens Brevbøger, samt afstikkerne til andre kildegrupper, viser dog, at
der ligger et meget stort materiale, som vil kunne benyttes til at belyse såvel den
københavnske almues dagligdag som de enevældige myndigheders magttaktikker
og -strategier.
I denne afhandling har jeg taget udgangspunkt i centraladministrationens
arkivalier, fordi disse tilbyder systematiske indgange til de bevarede kilder, og
fordi de belyser forholdet mellem forskellige niveauer i den enevældige
administration. En gennemgang af politijournalerne eller dele af dem ville give et
meget stort materiale til belysning af aspekter af dagliglivet i København gennem
200 år.
Den benyttede sekundærlitteratur vil blive gennemgået, når den optræder i
teksten. Blot skal det nævnes, at jeg har benyttet den danske sekundærlitteratur
som indgang til kilderne og som kilde til faktuel viden. De mere overordnede
teorier om politiets opståen og rolle i samfundet har jeg fra engelsk- og
tysksprogede værker.
13
2. Første hovedafsnit: Politiets historie i Danmark
1682-1771.
I dette kapitel gennemgår jeg politiets historiske udvikling i Danmark ud fra det
normative kildemateriale, dvs. politimesterens instrukser, samt de forordninger og
reskripter, som regulerede det omfattende område.
Kilderne findes stort set i Schous forordninger og i Fogtmans reskripter, kun de
to første instrukser for politimesteren er ikke trykt i disse kildesamlinger. Den
første instruks fra 3. april 1683 er nævnt i Fogtmans reskripter, men er ikke
optrykt. Henning Koch anfører, at historikerne ikke havde benyttet denne
instruks, før han selv fandt en afskrift af den på det kongelige bibliotek.
Instruksen findes dog i de såkaldte ”Instruktionsbøger” på rigsarkivet. 22 Der
findes et trykt eksemplar af den anden instruks for politimesteren fra 5. september
1691 på rigsarkivet i ”Koncepter og indlæg til sjællandske registre”. 23 Kilderne til
forholdene før 1670 er trykt i Corpus Constitutionem Daniæ.24
Der er flere mål med denne gennemgang af de lovmæssige rammer for
politimesterens virke. For det første vil det være hensigtsmæssigt at fremlægge
den faktuelle baggrund for den videre behandling af forholdet mellem
centraladministrationen og politimesteren. En gennemgang af lovmaterialet kan
klarlægge rammerne for politimesterens virke. Med disse rammer på plads vil
mange af de væsentlige spørgsmål om politiet i Danmark fremtræde mere klart;
f.eks. spørgsmål om de materielle rammer for politimesterens virke, spørgsmålet
om hvilke magtmidler, som stod til politimesterens rådighed, og på et mere
overordnet plan spørgsmålet om hvilke motiver centraladministrationen havde for
at formulere de lovmæssige rammer, som de gjorde. Endelig vil en gennemgang
af lovmaterialet være et godt afsæt for at problematisere mange af de antagelser,
som er blevet godtaget af historikere og andre, som har beskæftiget sig med
politihistorie.
I litteraturen om det danske politis udvikling, har der været en tendens til at
anlægge et historiedeterministisk udviklingssyn. Man har forsøgt at forklare,
hvordan politiet gennemgik en udvikling hen imod et logisk slutpunkt. Dette
slutpunkt har som regel været det moderne enhedspoliti, opbygget som en
bureaukratiseret og stærk institution underlagt demokratisk kontrol.
I min gennemgang af politiinstitutionens udvikling fra 1682 til 1771 vil jeg
forsøge at undgå en sådan teleologisk anskuelsesmåde. Faldgruben er, at vi alle
kender politiet så godt og har en klar opfattelse af, hvad institutionen indebærer,
og hvordan den skal defineres. Der er ikke noget galt i at foretage
sammenligninger mellem nutidens politi og politiet i andre historiske perioder.
Dette kan hjælpe til at afsløre signifikante tendenser i udviklingen og afdække de
ting ved ældre tiders politi, som ikke overlevede op igennem institutionens
22
Jf. kapitlet ”Politimesterens første instruks, 1683”.
Jf. kapitlet ”Instruksen af 1691”.
24
V.A. Secher: Corpus Constitutionem Daniæ, 5. bind, 1639-50, Kbh. 1903.
23
14
udviklingshistorie. Problemet opstår, når historikerne opfatter politiets udvikling
som resultatet af en logisk proces frem mod det moderne politi. Det er en
utilfredsstillende forklaring på en historisk udvikling at se den som resultatet af en
uundgåelig udvikling. Politiet i andre dele af verden har udviklet sig meget
forskelligt. For eksempel er der stor forskel på den angelsaksiske politimodel og
den kontinentale.25 Derfor kan udviklingen ikke forklares ud fra en deterministisk
model.
Politiet i Danmark udviklede sig ikke (kun) som følge af for eksempel
økonomiske strømninger i samfundet. Politiet havde berøring med så godt som
alle aspekter af samfundslivet. Alene af den grund kan årsagerne til udviklingen
ikke reduceres til en simpel forklaringsmodel baseret på politiets opgaver i
forhold til enkelte aspekter af samfundet.
Politimesterens og politiinstitutionens rolle i samfundet blev defineret af
embedsmændene i centraladministrationen. Forordninger og reskripter var forsøg
på at dreje politimesterens virke i den retning, som dikteredes af
centraladministrationens politik.26 Den faktiske udvikling af embedet og den
reelle udmøntning af enevældens politik var dog påvirket af så mange variabler, at
lovene ikke kan stå alene, når man vil beskrive politiets udvikling. Når jeg
gennemgår de formelle lovmæssige rammer for politimesterens og hans betjentes
arbejde, skal det ikke ses som en beskrivelse af, hvordan dette arbejde faktisk blev
udført på gadeplan. Der er tale om en gennemgang af de tiltag, som
embedsmændene brugte til at styre politiarbejdet i den ønskede retning. Der er
altså tale om hensigtserklæringer fra centraladministrationens side. I andet
hovedafsnit behandler jeg en række sager, hvor man kan se, hvordan politiet i
praksis arbejdede i undersøgelsesperioden.
25
Se f.eks.: Christine Horton: Policing Policy in France, Policy Studies Institute 1995, s. 1-2, 8.
I princippet var det naturligvis kongen, som egenhændigt fastlagde det enevældige styres politik.
Det vil dog føre for vidt at forsøge at klarlægge den faktiske beslutningsproces i forhold til de enkelte
forordninger og reskripter. Af denne grund benytter jeg generelle betegnelser som
”centraladministrationen”.
26
15
Begrebet Politie.
Begrebet Politie er meget gammelt, men har haft forskellige betydninger og
definitioner. Det har til alle tider været et begreb, som formede sig efter
samfundets behov og efter myndighedernes anvendelse af ordet. Forståelsen af
politiets og politimesterens rolle i samfundet hænger snævert sammen med
forståelsen af, hvordan man anvendte begrebet Politie/politi. Forståelsen af hvilke
områder, der hører ind under politiretten, og hvilke magtmidler en
politibetjent/politimester/politiret skal være udstyret med, er determinerende for
hvordan politiet udformes af magthaverne. Ligesom forståelsen af politiet som
institution er af betydning for, hvordan politiet opfatter og former deres daglige
myndighedsudøvelse.
Den enevældige centraladministrations anvendelse af ordet Politie er altså ikke
blot af etymologisk interesse. Forståelsen af Politie var på den ene side
determinerende for, hvilke love som blev skabt for at regulere området. På den
anden side benyttede centraladministrationen ordet Politie på en velovervejet
måde. Myndighedernes anvendelse af ordet Politie afspejler den politik, som
politiforordningerne skulle hjælpe med at gennemføre. Det vil derfor være
relevant at undersøge brugen af ordet.
I det følgende afsnit undersøges først den rent sproglige betydning af ordet
Politie i perioden fra begyndelsen af 1600-tallet til begyndelsen af 1800-tallet.
Derefter undersøges de funktioner, som kan kaldes ”politimæssige”, og som blev
udført af en række forskellige embedsmænd og betjente længe før
politimesterembedet blev oprettet. Endelig beskrives de langvarige, men
frugtesløse, bestræbelser på at tilvejebringe en samlet ”politiordning”.
Begrebet Politie i tidligmoderne tid.
I dette kapitel vil jeg foretage en analyse af benyttelsen af ordet Politie i
tidligmoderne tid. Målet er at undersøge, hvordan myndighederne benyttede ordet
til forskellige tider. Dette er vigtigt af to grunde. For det første er det vigtigt, at
holde sig klart, hvad man skal lægge i kildernes brug af ordet Politie,
Politieordning osv.. For det andet afspejler ordets skiftende betydninger de
ændringer, som skete i lovgivernes opfattelse af politiinstitutionen.
Når jeg benytter formen Politie indikerer det, at ordet bruges i sin udvidede,
tidligmoderne betydning. Formen politi indikerer en moderne brug af ordet, hvor
betydningen er indskrænket til ”politibetjent” eller ”politistyrke”.
”Politi er ellers et Ord, hvis Begreb efter vore Love meget vanskelig lader sig
bestemme…”.27
27
Gustav Ludvig Baden: Forsøg til et dansk-norsk juridisk Ord- og Sag-Leksikon, Odense 1814,
opslag: Politi.
16
Dette citat fra Gustav Ludvig Badens juridiske ordbog fra 1814 sammenfatter
meget godt de diffuse og skiftende betydninger, som ordet Politie indebar. Man
kunne ikke finde en simpel definition på Politie ved at læse Danske Lov eller de
senere udkomne forordninger.
Ordet politi stammer oprindeligt fra det græske ord pólis, som betyder by, ordet
polites, som betyder borger er afledt heraf, og politeia betyder stat. På latin kom
politia til at betyde statsforvaltning. Denne betydning blev udbredt i Europa i
renæssancen.28
Dermed er man kommet den tidligmoderne betydning af ordet Politie meget
nær. Blot skal det understreges, at ordet altid var bærer af positive konnotationer.
Man talte om ”en god Politie”. Politie var altså ikke bare en neutral betegnelse for
statsforvaltning, ordet blev brugt i betydningen en fornuftig, formålstjenlig
indretning af samfundet. Der kunne også være religiøse og moralske undertoner i
Politiebegrebet, hvilket gav sig udslag i, at politimesteren fik ansvaret for at
bekæmpe sædelighedsforseelser, og at han optrådte som religiøst politi. 29
Begrebet Politie dækkede hele spændet fra de mindste lokale forhold til
overordnede statsretlige overvejelser. Som et eksempel på den lokale betydning af
Politie kan nævnes Danske Lovs bestemmelse om at ”Borgermester og Raad
skulle holde god Skik og Politie …”.30 Denne paragraf var rettet mod forholdene i
købstæderne. På den anden side kunne man også benytte begrebet med henvisning
til hele statens velfærd: ”… det gemene Bedste nødvendig udfordrer, at en
velskikked Politie-Ordning jo før jo heller bliver indrettet, og i Kongens Riger
introducered”.31 Her blev en velordnet Politie knyttet til samfundets og borgernes
velbefindende.
Ordet Politie undergik en betydningsændring fra første halvdel af 1600-tallet til
1680’erne. I Christian 4.s Store Reces fra 1643 handlede hele den meget fyldige
anden bog ”Om verdslig Politie”.32 Denne bog indeholdt i virkeligheden alle de
ting, som ikke hørte til det gejstlige område eller specifikt omhandlede norske
forhold. For eksempel indeholdt bogen bestemmelser om militære forhold, arveret
og strafferet.33 Altså områder, som i Danske Lov netop blev udeladt af Politien. 34
Ligeledes i: Gustav Ludvig Baden: Dansk-Juridisk Ordbog, Kbh. 1822, bd. 2, opslag: Politi.
28
Christian Becker-Christensen m.fl. (red.): Politikens Nudansk Ordbog med etymologi, Kbh. 2005,
opslag: Politi.
Se også: Himmerich 1728, indledning.
Kolderup Rosenvinge 1828, §3.
Koch 1982, s. 31.
Dübeck 1978, kap. 8.
Dübeck 1983.
29
Jf. afsnittet ”Skabelsen af politimesterembedet”.
30
Danske Lov 3-4-5.
31
Reskript af 7. februar 1691 om nødvendigheden af at politikommissionen får afsluttet deres arbejde.
32
Reces 27. februar 1643.
33
Reces 27. februar 1643,
Om rostjeneste: II.2.4.1-11.
Om arveret: II.7.1-3.
Om manddrab: II.10.1.
17
Bogen indeholdt dog også bestemmelser mod overdådighed ved begravelser og
bryllupper, samt bestemmelser om laugene.35 Disse sagstyper kom senere til at
høre under politimesterens ressort.
I Store Reces benyttedes betegnelsen Politie altså i en meget bred betydning,
hvor den blot betød noget i retning af ”god samfundsorden”. I Danske Lov 40 år
senere blev ordet anvendt i en meget mere specifik betydning.
I Danske Lov blev ordet Politie benyttet om de ting, som man ikke kunne
fastlægge uforanderlige love for. Begrebet dækkede det område som havde at
gøre med ”god ro og orden”. Det dækkede imidlertid også en række andre forhold
af mere teknisk og merkantil karakter.
Politiebegrebet spillede dog ikke en stor rolle i denne lov. Ideen var, at loven
skulle blive stående for eftertiden og kunne bruges umiddelbart. Dette
udelukkede, efter den nye forståelse af begrebet, Politien fra lovværket, da dette
område var underlagt konstante forandringer i takt med samfundets forandringer.
Det blev udtrykt således: ”… af denne Lovbog (er) udeladt alt hvis Politien
egentlig vedkommer, hvorom ingen saa stadige Love eller Anordninger kand
giøris, som jo efter Tidernis Lejlighed een eller anden Forandring kunde behøve,
hvorfor Vj slige foranderlige Love og Anordninger … i een sær Bog, PolitieOrdning kaldet, ville lade forfatte, og ikke have dennem indførte eller beblandede
med denne lov, som i vort Rige Danmark udi stedsevarende Brug herefter skal
forblive”.36
Der skete altså et skred i betydningen af Politie fra Store Reces til Danske
Lov.37 Betydningen ændrede sig fra at henvise til den tilstand, som samfundet
burde befinde sig i, normaltilstanden, til at betegne et mere snævert område, som
var kendetegnet ved at ligge udenfor de uforanderlige loves område. Politien
indbefattede dog stadig områder, som i moderne kommuner er henlagt til teknisk
forvaltning, f.eks. renovation, brolægning og oprensning af søerne i København. 38
34
Se nedenfor.
Reces 27. februar 1643.
Om bryllupper, barsler og begravelser: II.8.
f.eks. om laugshuse: II.3.9.3.
36
Danske Lov, forord.
I forordet til Store Reces stod en lignende formulering, blot med modsat fortegn. Her fremhævedes
enkelte områder (fundatser, privilegier), som var så foranderlige, at de ikke angik Retten og Politien.
Reces 27. februar 1643. Forord.
Det er bemærkelsesværdigt, at den samme tanke blev formuleret i den svenske lovgivning i 1680.
Økonomiske og politimæssige bestemmelser blev holdt ude af den egentlige lovgivning på grund af
deres omskiftelige karakter.
Pär Frohnert: Policeybegriff und Policeygesetzgebung im frühmodernen Schweden, i: Michael Stolleis
(red.): Policey im Europa der Frühen Neuzeit, Frankfurt am Main 1996, s. 537-38.
37
Jf. Dübeck 1978, s. 456-457.
Hvidt 1964, s. 83.
38
Politie kunne dog endnu i sidste halvdel af 1700-tallet benyttes i en bredere betydning end den i
Danske Lov. Andreas Schytte benyttede politibegrebet i en meget bred betydning. Hans værk
omhandler da også statsforfatningen fra en overordnet filosofisk vinkel.
Andreas Schytte: Staternes indvortes Regiering, IV, 1775.
35
18
Den i Danske Lov lovede politiordning blev aldrig gennemført, i stedet trådte
først politimesterens instruks og senere politiforordningen af 22. oktober 1701
samt de senere politiforordninger. Instrukserne og forordningerne blev suppleret
med adskillige reskripter vedrørende mere specifikke emner. Denne gradvise,
man kunne sige organiske, opbygning af politimesterens arbejdsbeskrivelse var i
bedre overensstemmelse med arbejdets karakter af ad hoc problemløsning.
Langt op i 1700-tallet blev Danske Lovs forståelse af Politie fastholdt.
Generalprokurøren Henrik Stampe gav i 1768 En definition på Politie. Hans
forståelse af begrebet er væsentlig, da generalprokurøren var kongens juridiske
rådgiver, og hans definition dermed kan opfattes som paradigmatisk for hans
samtids officielle forståelse af begrebet. Denne pragmatiske definition kom i en
udtalelse i anledning af kompetencestridigheder mellem byfogden og
politimesteren i Bergen, men der er ingen grund til, at den ikke skulle være
gældende for forholdene i København: ”En speciel Opregnelse af Politisager og
Forretninger er adskillige Forandringer underkastet, og behøves vel ikke saa
særdeles meget, da de fleste behielpe og kunne behielpe sig med det almindelige
Begreb derom, at derhen hører alt det, som udfordres til at holde god Skik og
Orden”.39
Netop det arbitrære og det tidslige i Politiebegrebet træder stærkt frem her;
afgrænsningen af Politien skete ad hoc i de enkelte situationer. Begrebet var, lige
så vel som det samfund, der definerede det, underkastet konstante forandringer.
For embedsmændene kunne dette være meget ubehageligt, da der ikke kunne
opstilles en liste over områder, som hørte under Politien.
En embedsmand kunne altså ikke henvise til et fast regelsæt, som kunne
frikende ham for ansvar: ”En saadan fuldstændig Liste paa alle de Sager og
Forretninger, der henhører til Politiet, som Stiftamtmanden synes at ønske for
Bergen, kan vel neppe ventes enten for Bergen eller nogen anden Bye, førend den
i Fortalen til danske og norske Lov lovede Politi-Ordning engang maatte
udkomme, hvilket dog vel ej heller er saa nær”.40 Dette var naturligvis ikke en rar
situation for en embedsmand. På den anden side gav det også et meget vidt
spillerum for hvilke sager, der kunne henvises til Politien.
Der var dog klare grænser for, hvad Stampe mente, en politimester kunne
tillade sig. I en sag året efter havde stiftamtmand Benzon beklaget sig over, at
politimesteren i Trondheim havde dømt en kvinde for ringe tyveri på trods af, at
hun virkelig havde begået stort tyveri. For at dække over sin uretmæssigt afsagte
dom, havde politimesteren undladt at få tyvekosterne vurderet. 41 For at præcisere
politimesterens rolle, fremkom Stampe med en mere præcis definition af
politimesterens virke: ”En Politimester skal som Øvrighedsperson have Indseende
med og sørge for, at god Skik og Orden vedligeholdes; deraf følger, at han skal
39
Henrik Stampe: Erklæringer, Breve og Forestillinger General-prokureur-Embedet vedkommende, IVI, Kbh. 1793-1807. (Herefter omtalt som ”Stampes Erklæringer”): Bd. V, nr. CLIII, s. 486-490.
Erklæringen er skrevet i 1768.
40
Stampes Erklæringer: Bd. V, nr. CLIII, s. 486-490.
41
Stampes Erklæringer: Bd. VI, nr. XXII, s. 70-74.
Politimesteren måtte kun dømme i sager med ringe tyveri.
19
foranstalte, give agt paa og undersøge, men han skal ikke dømme uden alene i de
Tilfælde, hvor Forseelsen middelbar angaar hans Embede og er af liden
Betydenhed, saa den strax med en ringe Mulct kan forsones og Sagen derved
kortelig afgiøres. I andre Tilfælde skal han overlade det til vedkommende rette
Dommer at kiende og dømme”.42 Henrik Stampe definerede altså Politieforseelser
som sager ”af liden Betydenhed” i modsætning til egentlige straffelovsforseelser.
Hos Kolderup Rosenvinge var ordet politi blevet ensbetydende med
politistyrken, og hans definitoriske bestræbelser havde til formål at kortlægge
grænserne for politiets virkeområde.
På Kolderup Rosenvinges tid, i begyndelsen af 1800-tallet, skelnede man stadig
mellem egentlige forbrydelser, som var en sag for domstolene, og politiforseelser,
som var karakteriseret ved en mildere strafferamme og ved at være reguleret
gennem såkaldte præventive love.43 Man kan se dette som en videreførelse af
Stampes ovennævnte definition.
Man var altså på dette tidspunkt begyndt at benytte ordet politi som en
betegnelse for dels en myndighed bestående af politimesteren og dennes betjente
og dels som et mere eller mindre klart afgrænset område indenfor lovgivningen.
Ordet havde dermed antaget samme betydning som i moderne sprogbrug.
Kolderup Rosenvinges tentative definition af politiet kan vel endnu anvendes:
”Politiet er den Deel af Statsmagten, som ikke alene i Almindelighed ved
umiddelbare Foranstaltninger, Opsyn og Physisk Tvang sørger for at afvende
almeenskadelige Onder i Statens Indre, men også søger at befordre Almeenvellet i
alle de Tilfælde, hvor de øvrige Grene af Statsmagten ikke, ifølge deres
ejendommelige Bestemmelse, ere virksomme”.44
Dette er en såkaldt suppletorisk opfattelse af politiets virkeområde; politiet skal
træde til i alle de situationer, hvor ingen andre instanser har pligt til eller
mulighed for at gøre det.
42
Stampes Erklæringer: Bd. VI, nr. XXII, s. 72.
Denne skelnen mellem forseelser mod ro og orden, som kunne straffes med mindre, arbitrære straffe
og de egentlige straffesager, som skulle pådømmes af en dommer, har Stampe formentlig hentet hos
Montesquieu.
Jf.: C.S. de Montesquieu: Om lovenes ånd, oversat af Merete Klenow With, Kbh. 1998, Anden Del,
Bog 12, kapitel 4 & Femte Del, Bog 26, kapitel 24.
Jf. i øvrigt: Cesare Beccaria: Om forbrydelse og straf, Kbh. 1998, §XI: Om offentlig ro.
43
Kolderup Rosenvinge 1828, Indledning.
O.A. Borum & C. Popp-Madsen: Juridisk ordbog, Kbh. 1934, opslag: Politiforseelse, Præventiv Lov.
Jf. i øvrigt: W.E.v. Eyben: Juridisk grundbog, Kbh. 1967, s. 45ff.
De præventive love havde, og har, til formål at forhindre ulykker. Det var f.eks. love, som gav politiet
mulighed for at opretholde brandforanstaltningerne.
44
Kolderup Rosenvinge 1828, § 4.
20
Politiet før politiet.
Selvom der ikke var et egentligt politikorps før 1682, var der naturligvis
adskillige politiopgaver, som nødvendigvis måtte varetages. Derfor fandtes der
allerede før oprettelsen af politimesterembedet i 1682 personer, som var
beskæftiget med at opretholde Politien og politiforordningerne. I princippet havde
alle kongelige tjenere pligt til at påse overholdelsen af disse forordninger. I
forordet til Chr. 4.s reces af 1643 indskærpedes det, at rigsråderne skulle holde
opsyn med, at forordningerne blev overholdt i deres respektive landsdele. 45 Denne
idé, om at alle embedsmænd havde påtalepligt inden for deres specifikke område,
blev ikke ændret af, at politimesteren blev udnævnt.46
En sådan generel pligt til at påse overholdelsen af politiforordningerne havde
dog nogle uoverkommelige svagheder. For det første kunne man ikke forvente, at
embedsmænd skulle være meget nidkære i opsynet med politiforordningerne, som
kunne opfattes som værende af mindre betydning i forhold til deres egentlige
opgaver. For det andet havde de færreste embedsmænd muligheder for at skaffe
sig oplysninger om befolkningens gøren og laden. Endelig havde
embedsmændene ikke en styrke af betjente, som de kunne benytte til aktivt at
undersøge eller arrestere lovbrydere. Den aktive opretholdelse af Politien var
derfor meget vanskelig at udføre.
I København fandtes en række ansatte, som arbejdede med politiområdet:
Byfogden, underfogden, stadstjenerne, vagtmesteren, portvagten samt
fattigvæsenets stodderfogder.47 Der fandtes altså et apparat, som kunne træde til
og håndhæve lovene.
I overensstemmelse med princippet om at alle, som var ansat af staten, skulle
hjælpe med at opretholde politiforordningerne og dermed kunne foretage
arrestationer, havde også præsterne politimæssige opgaver. Secher nævner et par
eksempler på, at præster arresterede folk for forseelser imod religionen, et område
som hørte under Politien, og som senere blev tillagt politimesteren.48 Endnu en
politifunktionær var rumormesteren. Denne person havde tilsyneladende tilsyn
med gader og renovation og havde beføjelse til at foretage arrestationer. Alt
sammen opgaver som politimesteren overtog. 49
Stadstjenerne eller bysvendene var det nærmeste man kom en egentlig
politistyrke før 1682. Deres opgaver var at holde orden ved henrettelser, de skulle
stå til rådighed når magistraten og byfogden var forsamlede på rådstuen, de skulle
holde tilsyn ved bytinget og i kirkerne om søndagen, de skulle meddele
stævninger og de skulle stå til myndighedernes rådighed ved ildebrand og optøjer.
Desuden skulle bysvendene holde opsyn med handelen på torvedage og slå ned på
45
Reces 27. februar 1643, forord.
Jf.: Danske Lov 3-1-2.
47
V.A. Secher: Bidrag til Københavns Rets- og Kulturhistorie i Kristian IV.s og Frederik III.s Tid
1624-1663, i: Historiske Meddelelser om København, bd. 1, 1907, s. 292-329 & 333-384. Om
københavns politiembedsmænd s. 320-329.
48
Ibid., s. 327-328.
49
Ibid.
46
21
forprang. De enkelte bysvende var tilknyttet bestemte af byens borgmestre.50
Mange af de opgaver, som politibetjentene senere kom til at varetage, var altså
allerede tidligt lagt ud til bysvendene.
Hans Himmerich og senere Kolderup Rosenvinge omtaler en Henrik Tellemand
som den første politifiskal.51 Tellemand var toldforvalter på Fyn og Langeland.
Ved forordning af 19. november 1655 blev han udnævnt til fiskal med pligt til at
inspicere i alle købstæder om, hvorvidt overdådighedsforordningerne blev
overholdt.52 Forordningen påbød lensmænd og borgmestre at bistå og forsvare
fiskalen og hans betjente i deres arbejde.
Gennem sit arbejde som toldforvalter havde Tellemand allerede overopsynet
med de menige toldbetjente i købstæderne. Det var disse betjente, som nu også
skulle holde opsyn med overholdelsen af overdådighedsforordningerne.53 I dette
tilfælde blev en allerede eksisterende statslig institution pålagt ansvaret for at
gennemføre de forordninger, som vedrørte Politien, og som knyttede an til den
eksisterende institutions ressort. Tellemand stod i en bedre position end mange
andre embedsmænd, når det kom til at opretholde overdådighedsforordningernes
bud, da han havde et apparat af betjente under sig, som både kunne foretage
undersøgelser og kunne benyttes til at sætte magt bag undersøgelserne.
Ikke desto mindre er det lidt overdrevet at bruge ordet politifiskal om
Tellemand. Der var snarere tale om en eksplicitering af den måde, hvorpå man
forsøgte at få opretholdt Politien før udnævnelsen af en politimester og
oprettelsen af et politikorps. Det særegne ved forordningen, som tillagde
Tellemand opsynet med overdådighedsforordningerne, var, at han specifikt blev
pålagt et ansvar for noget som hørte Politien til. Set på denne måde var stillingen
som fiskal en forløber for politimesterembedet.
Opretholdelsen af ro og orden i København og varetagelsen af borgernes
sikkerhed om natten var traditionelt blevet varetaget af vægterkorpset, som i sin
oprindelse var et mere eller mindre frivilligt korps af borgere. Dette viser hen til
den måde, man traditionelt havde opretholdt sikkerheden om dagen; simpelthen
ved at alle borgere havde ansvaret for at beskytte folk, som blev overfaldet og for
at fange og fastholde tyve. Dette syn på borgernes ansvar vedblev at spille en rolle
efter politistyrkens oprettelse. I forordning af 6. februar 1694 om ”Overlast og
Drab at hindre” blev det indskærpet, at borgerne i en gade havde pligt til at
komme til hjælp, hvis nogen blev overfaldet. Alle borgere skulle være i besiddelse
af et ”Kortgevær” til dette formål.54
50
O. Nielsen: Kjøbenhavns Historie og Beskrivelse, bd. 6, Kbh. 1892, s. 273-276.
Himmerich 1728, forord.
Kolderup Rosenvinge 1828, §11, note a).
52
Forordning af 19. november 1655. (Kancelliets Brevbøger 1655, udg. af Ole Degn, Kbh. 2002).
53
Instruks for toldforvalter Henrik Tellemand, 22. november 1655. (Kancelliets Brevbøger 1655, udg.
af Ole Degn, Kbh. 2002).
54
Forordning af 6. februar 1694.
Et kortgevær skal forstås som et kort slag- eller stagevåben, dvs. en knippel, totenschläger eller et kort
spyd.
51
22
Også militæret kunne benyttes til at løse opgaver, som senere blev tillagt
politiet. I 1681 fik kommandanten i København således ordre til at lave patruljer,
som skulle forhindre ”Insolentier” mod militære og civile på gader og torve. 55
Militæret skulle altså optræde som gadepoliti og forhindre overfald og røverier i
byen. Også efter oprettelsen af politimesterembedet kunne militæret rekvireres
som hjælp for politistyrken.56
Det interessante i denne forbindelse er, at politimesterens opgaver ikke var nye
i 1682. De fleste af politimesterens arbejdsområder var længe blevet varetaget af
forskellige embedsmænd og offentligt ansatte, eller de havde været privat eller
kommunalt organiserede. Det nye var, at man ansatte en enkelt person til at holde
opsyn med hele området.57 Opretholdelsen af Politien var med andre ord i færd
med at blive centraliseret og bureaukratiseret.
Det nye politimesterembede havde berøringsflader med store dele af
samfundslivet. En stor del af centraladministrationens lovgivning på området var
da også rettet mod at afgrænse den nye embedsmands arbejdsområder i forhold til
de andre kongelige betjente. På nogle områder overtog politimesteren først
ansvaret et stykke op i 1700-tallet. For eksempel var det så sent som i 1728
byfogden, som stod for udleveringen af en forbryder til de svenske
myndigheder.58
Ligeledes blev flere af de stillinger, som havde med politiopgaver at gøre i
1600-tallet, bevaret længe efter politimesterembedets oprettelse, blot blev de
tilknyttet eller underlagt politimesteren. Det mest åbenlyse eksempel er
vægterkorpset, som politimesteren fik opsynet med i 1683. 59
Den længe ventede politiordning.
Oprettelsen af politimesterembedet kan ikke ses som en isoleret hændelse,
tværtimod var embedets oprettelse et led i en langt større politisk udvikling, som
fandt sted i Christian 5.s regeringstid. Formålet med denne politik var at øge
statens muligheder for at regulere samfundslivet, og et af de mest tydelige og
varige udtryk for den enevældige administrations hensigter var Danske Lov fra
1683.
Hensigten med udbredelsen af statens magt blev beskrevet i lovens fortale som
at beskærme rigets indbyggere mod overlast og fremme retfærdigheden. Dette var
55
Reskript af 21. februar 1681.
Reskript af 5. maj 1688.
Dette var en mulighed langt frem i tiden.
Jf. Henrik Stevnsborg: Politiet i 1800-tallet. Forsøg på en syntese, i: Politihistorisk selskabs Årsskrift
1996.
57
Jf. Koch 1982, s. 33.
58
Se kapitlet ”Samarbejde med andre landes retsvæsen” i andet hovedafsnit.
59
Forordning om Gadelygterne og Natvægterne i København af 26. juli 1683.
Reskript angaaende Opsyn af ham (politimesteren) med Lygterne og Vægterne… af 29. december
1683.
56
23
fornuftige ord, som var egnede til at forlene det nye lovværk med en stor
legitimitet. Ordene var nemlig taget fra Jyske Lovs fortale og udtrykte kongens
ældgamle rolle som garant for ikke bare den ydre fred, men også for
opretholdelsen af fredelige forhold internt i landet.
Da Danske Lov skulle være en bestandig grundvold i den danske ret, hvilket
den også blev, var det ganske logisk at udelukke de mere tidsbundne og
omskiftelige politiforordninger fra loven. Derfor arbejdede man på at skrive en
samlet politiordning sideløbende med arbejdet med Danske Lov. En
politikommission blev nedsat i 1681 for at samle de ting, som hørte under politien
og dermed ikke skulle ”beblandes” med lovene i Danske Lov.60
Som nævnt siger en passage i forordet til Danske Lov, at ”alt hvis Politien
egentlig vedkommer” skulle udelades af lovværket for siden at blive behandlet i
en samlet ”Politie-Ordning”. Denne illusoriske politiordning er nok det mest
omtalte ikke-eksisterende lovværk i dansk historie. Det skulle nemlig vise sig, at
fortalens løfte aldrig blev indfriet. Ikke desto mindre har så godt som alle, der har
beskæftiget sig med politiet i et historisk lys, berørt fortalens ord.
I 1681 var man klar over, at færdiggørelsen af Danske og Norske Lov var nært
forestående, derfor fik kancelliråd og kammersekretær Caspar Schøller
privilegium på at udgive disse love. Han fik også privilegium på at udgive den
lovede politiordning.61 Også i et reskript til superintendenten over Sjællands stift
nævntes denne politiordning. Det blev befalet, at præsterne skulle prædike om
lydighed mod øvrigheden og derved bakke op om politiordningen. Reskriptet
lovede, at denne ordning ville blive forfattet og trykt. Reskriptet nævnte også
kommissionen, som arbejdede med at forfærdige politiordningen 62
Det er vanskeligt at sige, om bestræbelserne for at tilvejebringe en politiordning
virkelig var så fremskredne, som man gav indtryk af, men alt tyder på, at der lå en
reel vilje bag de smukke løfter om en ordning. I forordet til Danske Lov nævnes
politiordningen da også, som om det var givet, at den snart ville være klar til
trykken.
Ved reskript af 6. maj 1684 fik Caspar Schøller tilkendt jus patronatus over fire
kirker som belønning for at have ladet Danske Lov trykke. Ved samme lejlighed
fik han besked på snarest muligt at lade kirkeritualet, Norske Lov samt
60
Dübeck 1978, s. 459.
Dübeck argumenterer for at ideen til en særskilt bog med politiordningen opstod i 1680. jf. Dübeck
1978, s. 459-60.
Dübeck 1983, s. 151.
Allerede i 1636-37 havde kansler Christen Friis lavet et udkast til en politiordning, som dog aldrig
blev færdiggjort.
Ditlev Tamm: Gute Sitte und Ordnung: Zur Entwicklung und Funktion der Polizeigesetzgebung in
Dänemark, i: Michael Stolleis (red.): Policey im Europa der Frühen Neuzeit, Frankfurt am Main 1996,
s. 523-24.
61
Reskript af 20. december 1681.
I reskript af 13. februar 1683 fik Caspar Schøller toldfrihed for det papir, han indførte til at trykke
Danske og Norske lov samt politiordningen.
62
Reskript af 20. marts 1682.
24
politiordningen trykke.63 På dette tidspunkt regnede man altså endnu med, at
politiordningen ville blive færdig snarest.
I 1683 indbød den enevældige regering til, at offentligheden måtte komme med
forslag til politiets indrettelse. Dette skete i forordningen af 24. februar 1683: ”…
enhver maa andrage for Kongen eller de Deputerede i Politien, hvis tvivlagtigt og
mørkt dem forekommer i de om Politien udgivne Frr., samt indsende de Forslag,
de eragte tienlige til Politiens Forbedring; …”.64
Spørgsmålet er, om man faktisk havde tænkt sig, at alle og enhver skulle
henvende sig med gode råd. Måske kunne man på dette tidspunkt føle sig sikker
på, at kun veluddannede mennesker ville fatte pennen. Ikke desto mindre var det
en indbydelse til en form for opinion. Denne invitation til at komme med forslag
må ses som en erkendelse af Politiebegrebets omskiftelige og diffuse karakter;
man håbede endnu på at kunne udgive en samlet politiordning, men det stod klart,
at det ikke kunne gøres uden at inddrage befolkningens erfaringsbaserede
opfattelse af, hvad der hørte ind under begrebet.
I 1685 befalede centraladministrationen magistraterne i de norske byer til at
”… indsende hvad de finde tjenlig og fornøden til en Politie-Ordning, som
Kongen med det Første vil i Tryk lade udgaae”.65 Et enslydende reskript sendtes
til amtmændene i Norge.66 Man havde altså ikke opgivet arbejdet med
politiordningen, men ville tværtimod udbrede arbejdet til alle dele af rigerne.
Kommissionen arbejdede imidlertid endnu på politiordningen så sent som i
1691. På dette tidspunkt sendte centraladministrationen en liste over emner, som
kommissærerne ikke havde behandlet. De blev beordret til snarest at gøre
politiordningen klar til resolution ”…saasom det gemene Bedste nødvendig
udfordrer, at en velskikked Politie-Ordning jo før jo heller bliver indrettet, og i
Kongens Riger introducered”.67
I 1701 nedsattes igen en kommission, som skulle efterse ”de siden Christiani
qvarti Reces udgangne Forordninger saavel Justitien som Politien vedkommende,
… og hvert Slags for sig samle”.68 I 1710 fik tre af kommissærerne besked på at
arbejde videre ud fra det ni år gamle kommissorium. 69 Året efter fik politi- og
kommercekollegiet besked på at gennemgå den samling af forordninger Politien
vedrørende, som kommissionen havde sammenstillet. Dette skete, fordi
kommissionen ikke kunne forventes at være lige så opdateret om politiets arbejde
som politi- og kommercekollegiet, der dagligt arbejdede sammen med politiet.
Når samlingen var gennemgået, kunne kommissionen føre værket ”til fuldkommen
63
Reskript af 6. maj 1684.
Forordning af 24 februar 1683.
65
Reskript af 9. maj 1685.
66
Reskript af 16. maj 1685.
67
Reskript af 7. februar 1691.
68
Reskript af 15. oktober 1701, til Caspar Schøller, etatsråd Benzon, justitsråd Vinding, Joh. Worm,
Severin Rasmussen og kancelliråd Slange.
69
Reskript af 18. januar 1710, til Gehejmeråd Caspar Schøller, etatsråd Povel Vinding og justitsråd
Niels Slange.
64
25
Endskab”.70 På dette tidspunkt forelå der en næsten færdig samling af
forordninger, som kunne udgives som den samlede politiordning. 71
Årsagerne til at den næsten færdige politiordning aldrig blev godkendt og trykt
er ukendte. Dübeck sætter arbejdets opgivelse i forbindelse med pesten i 1711 og
med Store nordiske Krig. Disse begivenheder forklarer dog ikke, at arbejdet med
politiordningen ikke blev genoptaget i 1720’erne, hvilket Dübeck selv gør
opmærksom på.72 Måske var politi- og kommercekollegiet simpelthen negativt
indstillet overfor det, hvilket kunne betyde at arbejdet blev helt opgivet.
Så sent som i 1768 nævnede Henrik Stampe den længe ventede politiordning,
men på dette tidspunkt var det med tydelige ironiske undertoner. Han svarede på
en norsk stiftamtmands ønske om en fuldstændig liste over de ting, som hørte
under Politien, med at skrive, at en sådan liste ville komme når politiordningen
blev færdig, ”… hvilket dog vel ej heller er saa nær”.73 Det svarede til at anbefale
stiftamtmanden at slå det op i vejviseren. På det tidspunkt var opfattelsen blandt
de retslærde altså, at den i forordet til Danske Lov udtrykte hensigt om at lade
forfærdige en sådan ordning var forblevet uopfyldt.
Denne opfattelse af politiordningens skæbne er blevet den almindelige blandt
de forfattere, som senere har beskæftiget sig med emnet. 74 Enkelte forfattere har
dog nuanceret spørgsmålet.
Inger Dübeck fremlægger i sin disputats den ide, at Danske Lovs politiordning
enten fra begyndelsen var tænkt som en kompilation snarere end en kodifikation,
eller at det i løbet af kommissionens arbejde blev klart, at man måtte nøjes med en
kompilation. Hun konkluderer: ”… det praktiske resultat af anstrengelserne
(blev), at politiordningen fik form af en række forordninger”.75 Dette må jo siges
at være evident; der udkom ikke en samlet politiordning, men der udkom en lang
række forordninger. Dübecks synsvinkel siger altså ikke så meget om lovgivernes
intentioner og om forløbet i øvrigt. Det er stadig uafklaret, om den oprindelige
plan var at lave en kodifikation eller en kompilation.
Henning Koch arbejder videre på Dübecks teori og anfører, at en bog, som
findes på det kongelige bibliotek, kunne være en sådan kompilation. Bogen har
titlen ”Adskillige Hans Kongl. Mayt. Forordninger Politien angaaende, item
nogle sær Puncter af een deel Forordninger, alle Vedkommende til Efterretning”.
70
Reskript af 17. juli 1711.
Inger Dübeck har fundet dette udkast til politiordningen på Rigsarkivet.
Se Dübeck 1983.
72
Dübeck 1983, s. 167-172.
73
Stampes Erklæringer: Bd. V, nr. CLIII , s. 486-490.
Jf. Birgit Løgstrup: Dommer og administrator. Herredsfogden 1790-1868, Kbh. 1982, s. 162.
74
A.S. Ørsted: Nyt Juridisk Arkiv 1812-1819 VII, s. 163-164.
Baden 1822, s. 64.
Dübeck 1978, s. 461-462.
Dübeck 1983.
Koch 1982, s. 31.
75
Dübeck 1978, s. 462.
71
26
Bogen er trykt i 1686 uden angivelse af hvem, som har redigeret den. Indholdet er
en samling af forordninger opstillet i 27 punkter.76
De 27 forordninger dækkede et meget bredt område af dagliglivet.
Forordningen om rangen var optrykt, overdådighedsforordningerne ligeså.
Forordningerne om vægt og mål var optrykt og brød- og kødtaksterne for
København. Der var også forordninger om betlere og løsgængere, om vægterne i
København og om gadelygterne. Der fandtes dog også punkter, som ikke
behandlede københavnske forhold, f.eks. færgetakster for overfarterne KorsørNyborg og andre steder, samt en forordning om stutterier og stodheste.
Det er tydeligt både på indholdet og på titlen, at bogen skal opfattes som en
vejledning til de embedsmænd, der beskæftigede sig med Politien, herunder
naturligvis også den fire år tidligere udnævnte politimester. Inkluderingen af
brød- og kødtaksterne samt priserne for færgeoverfarter og rangforordningen
skabte en praktisk håndbog, som kunne benyttes i det daglige arbejde. Nogle af
punkterne var dog ikke rettet direkte mod politimesteren i København, men var
snarere mere generelle politibestemmelser. For eksempel forordningerne om
færgetaksterne og stutterierne rundt om i landet.
Er der tale om den berømte politiordning? Det er næppe troligt, da der er
væsentlige dele af Politien, som ikke blev behandlet i bogen. For eksempel
manglede laugsartiklerne, brandordningen og politimesterens instruks, som alle
burde findes i en komplet politiordning. Der var altså snarere tale om en slags
prøveballon, hvor nogle af de væsentligste forordninger på området var samlet og
trykt som et hjælpemiddel til alle de embedsmænd, der beskæftigede sig med
politiforhold. Arbejdet med politiordningen fortsatte jo også længe efter 1686. 77
Koch konkluderer: ”Samlingen synes dog at kunne underbygge Dübecks
formodning om, at der i det mindste som en midlertidig løsning blev udgivet en
kompilation af forordninger”.78 Dette er igen en uimodsigelig påstand, men da det
ikke kan afgøres, om det er Caspar Schøller, som har udgivet samlingen, og da
værkets oprindelsessituation i øvrigt er ukendt, bringer det os ikke meget videre. 79
Værket kan således ikke entydigt sættes i forbindelse med kommissionen, som
arbejdede med at tilvejebringe en samlet politiordning. Der er dog ikke nogen
tvivl om, at dette værk er redigeret i samme ånd som politikommissionen
arbejdede; man ville samle den tilgængelige viden og den hidtidige praksis på
politiområdet, og man ville forlene området med den legitimitet, som udsprang af
at have et samlet lovværk som grundlag for embedsmændenes arbejde.
I 1728 udgav politimester Hans Himmerich en lille bog. Bogen indeholdt,
foruden et forord, hvor Himmerich udlagde sit syn på politiets historie, alle de
politiplakater, som var udgået fra politikammeret i hans embedsperiode. Der var
altså tale om en samling af gældende regler for Politien i København. 80
76
Adskillige Hans Kongl. Mayt. Forordninger Politien angaaende, item nogle sær Puncter af een deel
Forordninger, alle Vedkommende til Efterretning, Kbh. 1686.
77
Dübeck 1978.
78
Koch 1982, s. 33.
79
Jf. Dübeck 1983, s. 164-65.
80
Himmerich 1728.
27
Samme år, 1728, samlede Himmerich en ”Specification paa de Qvinde
Mennisker som siden tiltrædelsen af mit Allernaadigst anbetroede Politie-Mester
Embede og til Dato udi berygtede og slemme Huuse ere paagrebne,…”.81
Politimesteren anså det altså for sin pligt, eller mente at det ville stille ham i et
positivt lys hos sine overordnede, at kompilere akter vedrørende sin egen
embedsførelse.
Det kan ikke siges med sikkerhed, hvorfor den lovede politiordning aldrig blev
trykt. Den almindelige opfattelse er, at det efterhånden kom til at stå klart for
kommissærerne og for embedsmændene i Danske Kancelli, at en sådan
politiordning måtte ændres alt for ofte til, at det gav mening at få den trykt.
Det vil dog være forkert at sige, at der ikke kom noget som helst ud af
politikommissionens arbejde. Tværtimod kom der adskillige resolutioner,
forordninger og endog bøger, som tilsammen opstillede temmelig præcise rammer
for politiets arbejde, og som giver et ganske klart billede af samtidens forståelse af
området. De vigtigste af disse regulativer for politiområdet er opremset nedenfor.
Det var ikke politikommissionen, der alene stod for disse kompilationer og love,
men der var tale om en målrettet bevægelse hen imod ordnede forhold på de
områder som vedkom Politien. Politikommissionen er blot ét udtryk for denne
bevægelse.
Følgende samlinger af bestemmelser, som angik Politien, blev udarbejdet i
tiden efter politimesterembedets indstiftelse:
- kongelig resolution på nogle forespørgsler om egeligkister, klædedragt og
negociens inddeling i København af 3. april 1683. Resolutionen var et svar på
politimester Claus Raschs anmodning om at få præciseret rammerne for
udøvelsen af politimesterembedet. Politimesteren havde spurgt om en række
emner vedrørende overdådighedsforordningerne. Disse emner blev omhyggeligt
besvaret i 19 punkter.82
- Politimesterens instruks af 23. juni 1683. Instruksen fastlagde de mere generelle
rammer for politimesterens embedsførelse.83
- Politimesterens instruks af 5. september 1691. Denne instruks samlede både de
generelle og mere specifikke rammer for politimesterens arbejde. 84
- Forordningen om politiens administration af 22. oktober 1701. Denne
forordning var baseret på politimesterens instruks af 1691 og blev
referencepunktet for politimesterens arbejdsopgaver resten af århundredet.85
Jeg har allerede tidligere behandlet Himmerichs syn på politiets historiske oprindelse, som det fremgår
af bogens forord. Se også diskussionen.
81
RA DK D21, koncepter og indlæg til sjællandske tegnelser 14.6.1728, nr. 372.
Listen er behandlet i: Stevnsborg 1982, s. 22.
82
Kongl. Resolution paa nogle Forespørgseler om Eege-Liigkister, Klædedragt, og Negociens
Inddeeling i Kjøbenhavn, 3. april 1683.
83
Jf. kapitlet ”Politimesterens første instruks, 1683”.
84
Jf. kapitlet ”Instruksen af 1691”.
85
Jf. kapitlet ” Forordningen om Politiens Administration af 22. oktober 1701”.
28
- Laugsartiklerne blev nyordnet under den enevældige kongemagts kontrol i
1680’erne. Københavns præsident P. Resen samlede en række laugsartikler i en
protokol i 1683.86
Som vist ovenfor, udkom der, udover de nævnte samlinger, enkelte trykte
værker, som forsøgte at samle væsentlige dele af politiforordningerne. Samlingen
af politiforordninger fra 1686 var ikke langt fra at være den politiordning, som var
blevet lovet. Der manglede ganske vist laugsartiklerne, men de forelå som nævnt i
en samlet protokol. Hvis man havde trykt disse ville politimesteren og andre
embedsmænd have haft en håndbog, som kunne være til stor hjælp. Politimester
Hans Himmerichs samling af politiplakater var et andet forsøg på at kompilere
lovgrundlaget for politiets daglige arbejde. Med en samling af politimesterens
egenhændigt udstedte plakater var udgangspunktet dog et ganske andet end
samlingen af forordninger, som var udstedt af centraladministrationen.
Himmerich trak på ideen om en udgivelse af relevante love, og forlenede dermed
sine egne dispositioner med større legitimitet. Han benyttede altså nogle af de
samme virkemidler som centraladministrationen havde forsøgt, men ud fra sin
egen dagsorden.
Der er næppe tvivl om, at den oprindelige tanke, som udtrykt i forordet til
Danske Lov, var, at lave politiordningen som en egentlig kodifikation, hvor emnet
blev behandlet selvstændigt af en stærk kommission. Formuleringen i Danske Lov
forekommer utvetydig i den retning. Efterhånden blev politikommissionens
kommissorium indskrænket, ligesom antallet af medlemmer til sidst var nede på
tre. Dette tyder på, at man fra centraladministrationens side nedsatte
ambitionsniveauet. Det lykkedes dog den reducerede kommission at fremstille et
udførligt udkast til en samlet politiordning. Den blev blot aldrig færdiggjort til
udgivelse.
Det var ikke umuligt at lave en politiordning, det var bare upraktisk og
omkostningsfuldt. Hvis det havde været bydende nødvendigt for de embedsmænd,
som arbejdede med Politien, at have en samlet bog, ville en sådan formentlig være
blevet lavet. Med oprettelsen af politimesterembedet i 1682 var situationen
imidlertid den, at der fandtes en specialiseret embedsmand, som udelukkende
beskæftigede sig med feltet, og som fik tilsendt de relevante forordninger fra
kancelliet, så han havde dem til sin rådighed. Ydermere blev en stor del af
politimesterens arbejde styret af præcedens, politisk tæft og daglige ad hoc
afgørelser, alle disse ting kunne vanskeligt skrives ned. Dermed var behovet for
en politiordning næppe specielt presserende. Det forekommer sandsynligt, at det
netop var oprettelsen af politimesterembedet, som gjorde politiordningen
overflødig.
Det er interessant, at centraladministrationen så længe holdt fast i tanken om en
samlet politiordning. Man har åbenbart opfattet det som ønskværdigt at opstille
klare regler for dette embede, ligesom man havde klare regler på andre retslige
86
Se C. Nyrop: Den danske Enevoldsmagt og Lavene, Kbh. 1909, s. 123ff, 133-40.
29
områder. Politiområdet var bare for diffust og omskifteligt til, at det var praktisk
at detailregulere det.
Delkonklusion.
Det fremgår af kapitlet om Politie-begrebets skiftende betydningsindhold, at
ordet gennemgik en ændring fra Store Reces til Danske Lov. Oprindeligt var
Politie udtryk for en uforanderlig, statisk, måske ligefrem utopisk samfundsorden,
som lovene og øvrighedens myndighedsudøvelse tilstræbte. Med Danske Lov
blev en ny betydning stadfæstet. Politie var endnu udtryk for den ønskede
samfundstilstand, men begrebet blev opfattet som noget dynamisk og foranderligt,
som derfor ikke længere hørte hjemme i de egentlige love.
Den nye betydning af ordet Politie havde betydning for udøvelsen af
politimyndighed. Da Politien ikke længere hørte til de almindelige love, men var
blevet sit eget lovområde, politiretten, kunne de almindelige retter ikke forventes
at varetage området. Det mere komplekse politibegreb fordrede en mere
specialiseret embedsmand, derfor var det logisk at oprette et embede, som
udelukkende beskæftigede sig med dette område. Med oprettelsen af
politimesterembedet kom der et mere opsøgende og proaktivt element ind i
politiområdet. Politien var ikke længere noget, som skulle ”opretholdes”, det var
noget, som man skulle arbejde målrettet hen imod. Og der fandtes nu en
specialiseret embedsmand, som havde myndighed og magtmidler til at påtage sig
denne opgave.
Var embedsmændene i centraladministrationen og i lovkommissionerne
bevidste om den betydningsændring, de stadfæstede med oprettelsen af
politimesterembedet og med formuleringen i forordet til Danske Lov? Den videre
behandling af afgrænsningen af politimesterens ressort vil vise, at der ikke var
konsistens i myndighedernes forventninger til politimesteren, ligesom der ikke var
en klar udviklingslinje i lovgivningen om embedet. Der var altså ikke nogen, der
fra begyndelsen i 1680’erne havde en klar plan for politimesterembedet eller for
politiretten. Tværtimod stak myndighedernes behandling af området i flere
retninger; man øgede nogle af politimesterens beføjelser, og man stækkede hans
indflydelse på andre områder. Det ville også være temmelig usædvanligt, hvis
myndighederne havde haft en klar plan for den videre udvikling af et nyt embede.
Måske er det mere relevant at spørge, hvad myndighederne forventede sig af
den nye embedsmand, og om der lå en bevidst plan bag den nye brug af ordet
Politie.
Der er ingen tvivl om, at man ønskede en embedsmand, som kunne påtage sig
det store arbejde at holde opsyn med det diffuse område, Politien, som tidligere
havde været forvaltet af en række forskellige embedsmænd. Bag denne
forventning lå formentlig en erkendelse af, at området ofte var blevet
underprioriteret og et ønske om en styrkelse af kontrollen med området.
30
Udelukkelsen af Politien fra Danske Lov var nok afstedkommet af praktiske
hensyn. Man kunne ikke skabe den klare lovsamling, som man ønskede, hvis man
skulle tilpasse politiområdets ”rodekasse” til den stramme disposition. Således må
man formode, at ”rodekassen” kom først. Derefter opstod ideen til at oprette et
embede, som kunne tage vare på området. Ideen til at udnævne en politimester
kom givetvis fra udlandet, hvor lignende embeder var blevet oprettet i årene op til
1682. I Paris skete dette i 1667.87 Ideen til politiordningen var ikke ny. I de tyske
stater havde man længe benyttet sådanne ordninger i reguleringen af
samfundsforholdene.88 Der var også tidligere blevet lavet udkast til en dansk
politiordning.
De langvarige bestræbelser på at tilvejebringe en egentlig samlet politiordning
kan give indtryk af en hvis inkonsekvens fra centraladministrationens side. En
regering, og endda en enevældig regering, som annoncerer en lovpakke, og
arbejder på den i adskillige år og i mindst tre kommissioner, uden at arbejdet
fuldendes, må uvægerligt virke tøvende og uengageret. Jeg har ovenfor
argumenteret for, at årsagen til at politiordningen aldrig blev samlet og trykt var,
at politimesteren efterhånden fik en sådan ekspertise, at en samlet politiordning
ikke længere var tvingende nødvendig. At centraladministrationen fortsatte med at
nedsætte kommissioner, som skulle arbejde videre med politiordningen, viser, at
man prioriterede området relativt højt, og at man havde et klart ønske om også at
regulere området officielt. Når arbejdet ikke blev tvunget igennem og fuldført,
hører det måske sammen med, at området i den sidste kommissions periode var
blevet relativt velreguleret. Gennem politimesterens og politirettens protokoller
kunne embedsmændene i centraladministrationen holde sig informeret om
embedets udøvelse, og gennem direkte kontakt til politimesteren eller de
tilforordnede
i
politiog
kommercekollegiet
kunne
man
fra
centraladministrationen udøve indflydelse på embedsførelsen. Arbejdet med
udfærdigelsen af Danske Lov havde nydt fremme, fordi det var en nødvendighed
for gennemførelsen af den enevældige magtpolitik. Loven skulle dog regulere
forholdene i hele det danske rige også på afsides liggende steder fjernt fra
embedsmændene i København. Derfor var et velordnet lovværk nødvendigt.
Politimesterembedet var derimod hovedsageligt af lokal art. Forholdene i
København var ikke større end, at man kunne holde sig orienteret om
politimesterens virke. Dette betød, at politiordningen ikke var strengt nødvendig.
87
88
Horton, ,Christine: Policing Policy in France, Policy Studies Institute 1995, s. 9.
Jf. Stolleis, Michael (red.): Policey im Europa der Frühen Neuzeit, Frankfurt am Main 1996.
31
Skabelsen af politimesterembedet.
Med oprettelsen af politimesterembedet i 1682 havde den enevældige
administration fået en ny kongelig tjener, som gennem sin stillingsbetegnelse var
knyttet til det omfattende, men diffuse, område kaldet Politien. Der fulgte ikke en
instruks med embedet fra begyndelsen, og det er i det hele taget temmelig uklart,
hvad man havde forestillet sig, at politimesterens rolle skulle være. Årene fra
1682 til 1701, hvor den store politiforordning udkom, var en periode, hvor den
første politimester, Claus Rasch, og centraladministrationen arbejdede på at
definere politimesterens rolle og grænserne for hans virke.
Efter 1701-forordningen var der i princippet klare regler for politimesterens
embedsførelse og for hans ressort. Der var dog vide muligheder for fortolkninger,
og adskillige forordninger og reskripter formede embedet op igennem 1700-tallet.
Politimesterens instruktion fra 1741 var den sidste store ændring i denne
afhandlings undersøgelsesperiode.
Som nævnt ovenfor, havde ordet Politie gennemgået en betydningsændring i
årene op til udnævnelsen af den første politimester i 1682. Nogen præcis
definition af, hvilket område Politien dækkede, var dog ikke fremkommet. De
første år af politimesterens virke forløb uden en klar definition af politimesterens
arbejdsområde.
I dette kapitel behandles de instrukser, forordninger og reskripter, som
efterhånden kom til at fastlægge politimesterens og politibetjentenes virkefelt.
Kapitlet er således baseret på normative kilder, hvori centraladministrationen
fastlagde, hvilke områder politimesteren skulle have ansvaret for. Denne
udvikling gennemgås kronologisk.
Forholdet mellem lovene og politimesterens faktiske daglige arbejde bliver kun
indirekte berørt.89 Politimesteren kunne ikke uden videre overskride sine
beføjelser, men indenfor instruksernes og lovenes rammer var der utallige
fortolkningsmuligheder. På trods af at politimesteren var underlagt forskellige
instanser igennem undersøgelsesperioden, havde han formentlig temmelig frie
hænder til at vægte de arbejdsopgaver, som han selv mente var de vigtigste. Også
på dag-til-dag niveauet, ”på gadeplan”, var der mulighed for en personlig
fortolkning af reglerne. Politimesteren var daglig leder af både det fåtallige
politikorps og det noget større vægterkorps. Han sad også i politiretten, som var
klageinstans for borgere, der følte sig forulempet af ordenshåndhæverne. Denne
dobbeltrolle gav politimesteren vide muligheder for at forme korpsets
omgangstone i forhold til borgerne og for at fastsætte rammerne for de enkelte
betjentes fremfærd i deres daglige arbejde.
89
I kapitlet ”Politirettens jurisdiktion. Forholdet mellem civile og militære myndigheder”.
32
Politimesterens første instruks, 1683.
Da Clavs Rasch blev udnævnt til Københavns første politimester den 12.
december 1682, var den nye politimesters myndighedsområde temmelig diffust.
Det var naturligvis et problem for den nyudnævnte embedsmand. Han var den
første af sin slags, ingen havde tidligere stået med et personligt ansvar for
opretholdelsen af god Politie i København, og i princippet i hele landet.
Politimesteren havde en betydelig magt bag sig, da han var foresat både de få
politibetjente og fra 1683 det væsentligt mere talrige vægterkorps, men han havde
ikke mange retningslinjer at følge for udøvelsen af denne magt.
I foråret 1683 indgav Rasch en memorial til centraladministrationen, hvor han
udbad sig en nærmere forklaring vedrørende overdådighedsforordningerne. Især
ønskede han at få præciseret hvem, som måtte begraves i egekister og hvem, som
måtte lade sig nøje med fyrretræ. Derudover ville han have retningslinjer for
”Excecutionsmaade”. Han ville altså have præciseret, hvilke magtmidler han
kunne anvende i givne situationer. I svaret blev det lovet, at der ville blive
udfærdiget en instruks snarest.90
Denne instruks kom den 23. juni 1683. 91 I denne første instruks for
politimesteren i København ses allerede omridset af de arbejdsområder, som indtil
1800-tallet udgjorde politimesterens ressort. Som det første anførtes den temmelig
diffuse opgave, at politimesteren skulle sørge for, at alle forordninger, som hørte
til Politien, blev overholdt.92 Dette var en afspejling af den almindelige holdning,
at alle kongelige embedsmænd skulle sørge for at forordningerne blev overholdt,
for så vidt som de lå inden for deres myndighedsområde. For politimesteren var
det mere diffust, hvilke love han helt præcist havde ansvaret for; definitionen på
hvilke sager, som hørte under Politien var, som nævnt ovenfor, temmelig
flydende. I praksis må det derfor have været meget vanskeligt for politimesteren
at afgøre, hvilke forordninger han havde ansvaret for. Instruksen gjorde heller
ikke meget for at afgrænse politimesterens område fra andre embedsmænds
ressorts. Det lovedes dog, at de for politimesterembedet relevante forordninger
ville blive ham tilsendt fra Danske Kancelli. Deri lå der en mulighed for at
90
Resolution af 3. april 1683.
Denne instruks er nævnt med titel, dato og årstal i Fogtmanns Reskripter, men den er ikke trykt,
hverken i Fogtmans Reskripter eller i Schous Forordninger. Henning Koch anfører, at denne første
instruks for politimesteren i København ikke havde været behandlet af politihistorikerne, før han selv
fandt en afskrift af den på det kongelige bibliotek. Koch mener, at afskriften er fra 1800-tallet, men
kan ikke sige noget videre om proveniensen. I Kochs artikel er afskriften optrykt:
Koch 1982, s. 41-42.
Instruksen findes imidlertid i original i: Rigsarkivet: DK, Koncepter og Indlæg til Instruktionsbøgerne,
A 91.
Der findes også en kopi i de såkaldte ”instruktionsbøger” på Rigsarkivet: DK, Instruktionsbøger, A 90,
s. 169.
Det er formentlig herfra Henning Kochs afskrift er taget.
Jf. Dübeck 1983, s. 162 & note 19.
92
Rigsarkivet: DK, Instruktionsbøger, A 90, Instruktion for politimester Claus Rasch, 23. juni 1683,
Post 1.
91
33
differentiere opgaverne; politimesteren kunne ikke holdes ansvarlig for
overholdelsen af forordninger, som han ikke havde fået sendt en kopi af. 93
Det var også politimesterens opgave at ansætte folk til at holde gader og torve
rene. Denne opgave overtog han fra magistraten. Han overtog også retten til at
oppebære skillingstolden, som skulle betale for gaderenovationen. 94
Politimesteren skulle arbejde tæt sammen med magistraten om at holde god
Politie i byen95. Befalingen om at leve i enighed med hinanden tyder på, at der
allerede fra begyndelsen viste sig spændinger i forholdet mellem magistraten og
politimesteren. Da Clavs Rasch året efter blev udnævnt til borgmester, var det vel
et forsøg på dels at integrere ham i bystyret og dels at forlene hans embede med
tilstrækkelig vægt til at hævde sig overfor magistratens øvrige medlemmer. Efter
politimesterens forslag blev den bestemmelse medtaget, at magistraten skulle
hjælp ham i hans arbejde. Dette retter sig nok fortrinsvis mod de områder, hvor
magistratens og politimesterens arbejdsområder var sammenfaldende. F.eks. i
laugssager.96
Allerede i denne første instruks tillagdes politimesteren myndighed til at
udskrive bøder for forseelser. Der var ikke, som i de senere politiforordninger, sat
en øvre ramme for bødestørrelsen. Politimesterens ret til at idømme bødestraf var
alene defineret af, at forseelsen var af politimæssig karakter. 97 Hvis den
mulkterede person nægtede at betale bøden, steg beløbet til det dobbelte og
politimesteren måtte, efter to advarsler, udpante med hjælp fra underfogden og to
mænd, som han selv måtte udvælge. Hvis nogen voldeligt forhindrede en sådan
udpantning, skulle det meddeles til generalfiskalen, som så ville rejse tiltale.
Politimesteren fik halvdelen af beløbet fra de indkomne bøder, den anden halvdel
skulle deles mellem anmelderen og kvæsthuset.
At politimesteren kunne udskrive bøder uden en egentlig rettergang giver et
fingerpeg om denne nye embedsmands rolle. Han skulle kunne afklare småsager
hurtigt og uden at besvære det ordinære retssystem. At systemet med
provisionsbetaling for politiarbejdet gav vide muligheder for misbrug blev
åbenbart ikke set som et problem. Dette system var også i overensstemmelse med
den almindelige måde at udøve embeder på i samtiden, hvor der ikke var et klart
skel mellem embedsmændenes privatøkonomi og de midler, som de var sat til at
bestyre. Sportelsystemet var den mest udbredte måde at aflønne statens ansatte på.
Politimesteren blev i denne instruks sat som overordnet for byfogderne, som
havde ansvaret for opretholdelsen af god Politie i købstæderne. Han skulle
93
Denne måde at afgrænse politimesterens ansvarsområde var i brug i hvert fald op til midten af 1700tallet: I 1754 fik assistenshuset tilladelse til at rekvirere hjælp fra politiet til at efterforske ulovligt
pengeudlån. Politimester Torm nægtede imidlertid at hjælpe, da han ikke havde fået tilsendt en kopi af
det relevante reskript. Først da direktøren for assistenshuset sendte en supplik til Danske Kancelli, som
derefter kontaktede politimesteren, ville Torm påtage sig opgaven.
OB 1753-1754, nr. 910 & 911.
94
Instruks af 23. juni 1683, Post 4.
95
Ibid., post 5: (politimesteren) ”skal lefve i god enighed oc fortroelighed med Magistraten… , oc skal
de flittig conferere med hinanden om alt hvis som kand tiene til een god Politie, Skik oc Orden, …”.
96
Ibid., post 4.
97
Ibid., Post 2.
34
korrespondere med dem og udfærdige instrukser for deres embedsførelse. 98 Hvis
de ikke udførte deres hverv ordentligt skulle han melde det til
centraladministrationen, så de kunne blive fyret.
Det må fra begyndelsen have stået klart, at politimesteren i udførelsen af sit
arbejde uvægerligt ville bringe sig i opposition til adskillige mennesker. Ganske
vist skulle han sørge for, at alle uden stands anseelse overholdt forordningerne, 99
men der måtte alligevel helliges en paragraf til hans måde at udføre sit hverv på:
”Hand skal begegne eenhver efter sin Stand oc vilkor med fiinhed oc Høflighed,
hvorimod vi hannem oc saavelsom hans Betiente imod alle oc enhver
allernaadigst handthefve oc beskytte vill, oc ej tilstede at dennem udi deres
Embedes forretning nogen u-lempe i ringeste maade vorder tilføjet”.100
Denne paragraf skulle understrege betydningen af konduite i udførelsen af
politiforretningerne. Noget som nok kunne vise sig at være af stor betydning i
samtidens ærekære og ekstremt stratificerede samfund.101 Til gengæld kunne
politimesteren regne med kongens opbakning i de sager, hvor finhed og høflighed
ikke var tilstrækkeligt til at afværge klager.
Instruksen gjorde det ligeledes klart, at politimesteren havde sæde i
politikommissionen og havde pligt til at give møde så ofte, det var muligt. Det er
uklart, hvilken rolle politikommissionen spillede i de første år af politimesterens
virke, ligesom det ikke kan afgøres, hvor ofte kommissionen mødtes. Mere om
dette emne nedenfor.
Denne første politiinstruks i Danmark er ganske kort i forhold til senere
instrukser, den indeholder kun 8 poster. Disse poster var oven i købet holdt i
temmelig generelle vendinger. Efterhånden blev politimesterens opgaver defineret
mere klart, men den første instruks kom, på trods af sit interimistiske præg, til at
være i kraft i 8 år. I denne tid udstak de 8 generelle poster i instruksen
politimesterens kurs i embedsførelsen. Efterhånden meldte behovet sig for en
opdateret instruks.
I de mellemliggende år havde politimesteren og hans betjente i samarbejde med
politikommissionen, magistraten og de centrale myndigheder udviklet en praksis
for embedsførelsen. De havde gennem det daglige arbejde skabt en viden om
hvilke områder, som logisk og praktisk burde ligge under politimesterens ressort.
Denne erfaring blev udmøntet i instruksen af 1691.
98
Ibid., Post 3: ”… til hvilken ende hand oc flittig med dennem oc de med hannem om alt, hvis i saa
maade forholde kand, skal conferere, oc have hand dennem behørige instruxer at gifve, …”.
99
Ibid., Post 1.
100
Ibid., Post 6.
101
Jf. kapitlet ”Klager over politiet” i andet hovedafsnit.
35
Instruksen af 1691.
Politimesterens instruks af 5. september 1691 var langt mere detaljeret end den
første instruks fra 1683.102 De fleste punkter fra den tidligere instruks var
indeholdt i første afsnit, som omhandlede politimesterembedet i almindelighed.
Dette understreger, at den oprindelige instruks havde været holdt på et meget
generelt plan. Der er dog flere punkter, hvor der blev tilføjet noget nyt.
Det første afsnit i instruksen omhandlede de institutionelle rammer for
politimesterembedet, og det indeholdt 8 punkter. Det første punkt var delvist en
gentagelse af 1683-instruktionens ord om, at politimesteren skulle sørge for, at
alle uden stands anseelse, overholdt politiforordningerne.
Punkt to præciserede, at politimesteren skulle være dommer i politiretten.
Denne ret skulle bestå af en repræsentant fra hofretten, en fra admiralitetsretten,
en fra magistraten og en af de 32 mænd. 103 Ved at sammensætte politiretten af
personer fra forskellige domstole og fra såvel civile som militære myndigheder,
ville man gøre det lettere at skære igennem moradset af forskellige jurisdiktioner i
byen. Foruden at dømme i politisager skulle disse ”tilforordnede ved Politien”
tage nye politibetjente i ed, formentlig også godkende dem samt fungere som
klageinstans for borgere, der mente sig forulempet af politibetjentene. Hvis
klagerne kunne afgøres med en irettesættelse eller en afskedigelse skulle de
ordnes i politiretten, i mere alvorlige sager skulle der henvises til det almindelige
retssystem eller rettes henvendelse til kongen. 104
1691-instruksen satte også politimesteren som overordnet til købstædernes
byfogder og provinsens herreds- og birkefogder.105 Desuden fik politimesteren
ordre til at ”holde rigtig Bog og Protocol over alt det som passerer”.106 I denne
politiprotokol skulle indføres alle bøder, som politimesteren tildelte. Når den var
fyldt, skulle den sendes til kancelliet. Der var altså tale om en slags kontrol med
politimesterens embedsførelse. Det fremgår af mine kilder, at politiprotokollen
også kunne være til gavn for politimesteren, når han ville overbevise
centraladministrationen om at se en sag fra en bestemt vinkel. 107
En anden tilføjelse til den forrige instruks var, at der indførtes en tidsfrist på to
dage, hvorefter arrestanter enten skulle løslades eller tiltales. 108 Det fremgår ikke
klart, om der menes, at der skulle rejses sag i politiretten, eller om folk kun kunne
varetægtsfængsles, hvis der blev rejst tiltale ved en af de almindelige domstole.
102
1691-instruksen er ikke trykt hos Schou eller Fogtmann, men der ligger et trykt eksemplar i: DK,
Koncepter og Indlæg til Sjællandske Registre, C7, 1691, 5. september, Nr. 145.
103
Instruks af 5. september 1691, Politimesterens forretninger i almindelighed, § 2.
De 32 mænd var datidens borgerrepræsentation.
104
Instruks af 5. september 1691, Politimesterens forretninger i almindelighed, § 3.
105
Ibid., § 4.
106
Ibid., § 5.
107
Jf. hovedafsnit 2, Case nr. 2: Hans Himmerichs angreb på den jødiske menighed i København i
1729.
108
Instruks af 5. september 1691, Politimesterens forretninger i almindelighed, § 6: ”De Personer/som
hand efter denne Instrux skulle foraarsagis at lade arrestere/skal hand om anden Dagen strax løs
lade/eller Sagen ved ordentlig Lands Lov mod dem lade paatale”.
36
Det sidste punkt i de generelle bestemmelser om politimesterens
arbejdsområder præciserede, at politimesteren skulle henvende sig direkte til
kongen i de tilfælde, hvor instruksen eller de vedtagne forordninger ikke var
dækkende. Denne paragraf skulle understrege, at politimesteren ikke var
underlagt magistraten eller politiretten, men svarede direkte til højeste sted.
Samtidig var det en måde at tage højde for den diffuse og omskiftelige karakter,
som politimesterembedet havde; man ønskede, at politimesteren skulle involvere
sig i sager, også selvom der ikke var tænkt på alt i forordningerne og instruksen.
Dermed fik politimesteren adgang til at tage sager op efter eget skøn, blot han
gjorde det i samarbejde med Danske Kancelli, så man kunne sikre sig, at hans
dispositioner var i samklang med den officielle politik.
I den første instruks for politimesteren i København var hans ressort, ganske
logisk men temmelig diffust, defineret som opretholdelsen af de Politien
vedkommende forordninger. Det eneste punkt, som blev nærmere specificeret, var
opsynet med gaderenovationen.
Med 1691-instruksen kom der mere orden i sagerne. Foruden en mere udførlig
generel beskrivelse af politimesterens myndighedsområde fik han her en detaljeret
liste over sagsområder, som han skulle holde opsyn med. De mere specifikke
punkter står i anden del af instruksen, ”Om Politiemesters embede i særdelished”.
Da sagerne i denne instruks var grundlæggende for politimesterembedets
arbejdsområder i hele den behandlede periode, vil jeg behandle instruksen in
extenso.
Sagerne er behandlet i 12 paragraffer:
I:
II:
III:
IV:
V:
VI:
VII:
VIII:
IX:
X:
XI:
XII:
Gejstlige Sager.
Hellig-Fæst-og Bede-Dage angaaende
Om Ærbarhed og gode Sæder.
Om Fremmede og løsgængere.
Om Skik og Orden.
Om Torve.
Om Gaderne.
Om Vandvæsenet.
Om Kiøb og Sal.
Om Laugene.
Om Vægtere/Løgter og Brandvæsenet.
Om Reysende.
Hver enkelt af disse paragraffer havde op til syv understykker. Dermed var
politimesterens væsentligste sagsområder behandlet.
De første to paragraffer handlede om politimesterens opgaver som religiøst
politi. Han skulle holde opsyn med, at ingen lod sig omvende til andre religioner
37
end den reformerte kristendom.109 Han skulle sørge for, at der var orden i gaderne
under gudstjenesten, samt at ingen arbejdede eller berusede sig, mens
gudstjenesten stod på.110 Desuden skulle han censurere bøger, der udbredte
vranglære.111
Paragraf III ”Om Ærbarhed og gode Sæder” indeholdt et temmelig bredt
udvalg af sagstyper: Politimesteren fik ansvaret for at forhindre prostitution, 112 og
han fik ansvaret for at arrestere folk, der løb ”grassatgang” på gaderne samt
lommetyve.113 Disse forseelser skulle straffes ved politiretten. Ligeledes skulle
politimesteren afgøre stridigheder mellem tjenestefolk og deres herskab med
arbitrære straffe.114
Paragraf IV omhandlede ”Fremmede og Løsgiengere”. Den omfattede tre
kategorier af fremmede: For det første skulle politimesteren holde opsyn med, at
der ikke opholdt sig spioner fra fremmede magter i byen. For det andet skulle han
holde øje med, at ingen udenbys håndværkere gjorde indpas i borgernes
laugsprivilegier, og endelig fik han overopsynet med omstrejfere og tiggere. 115
Denne paragraf er måske den mest blandede i hele instruksen, da den omhandler
både spionage, næringsretlige forhold og forholdsregler mod tiggeri.
Paragraf V ”Om Skik og Orden” omhandlede de såkaldte
overdådighedsforordninger og rangforordningerne. Det var politimesterens
opgave at holde øje med at bryllupper og begravelser i byen holdt sig indenfor
rammerne af lovgivningen.
Paragraf VI ”Om Torve”, VII ”Om Gaderne” og VIII ”Om Vandvæsenet”
indeholdt en række områder, som i moderne tid ville blive henvist til teknisk
forvaltning. I henhold til disse paragraffer var det politimesterens opgave at påse
gaderenovation, snerydning, byens vandforsyning, brandforanstaltninger og
meget mere i den kategori. Som den ansvarlige øvrighed for renovationsfolkene
og skorstensfejerne havde politimesteren beføjelse til at straffe efterladenhed med
halsjern eller fængsel.116
Politimesterens funktion som myndighedernes kontrollant af næringslivet i
almindelighed og laugene i særdeleshed fremgår tydeligst af paragraf IX ”Om
Kiøb og Sal” og paragraf X ”Om Laugene”. Disse paragraffer viser, at
politimesterens funktion ikke alene var rettet mod kontrol med laugene, men at
han også stod som en garant for laugenes og andre handlendes privilegier. Han
skulle påse, at laugene overholdt de af magistraten fastsatte fødevarepriser, men
han skulle også forhindre krænkelser af borgernes privilegier. Politimesteren
forpligtedes desuden til at sørge for, at der til enhver tid var tilstrækkeligt med
109
Instruks af 5. september 1691, politimesters embede i særdeleshed, § I.
Ibid., §II, stk. 1-4.
111
Ibid., § I.
112
Ibid., § III, stk. 1.
113
Ibid., § III, stk. 2.
114
Ibid., § III, stk. 5.
115
Ibid., § IV, stk. 1-3.
Stk. 3: ”Med Jøder/Tattere og andre U-christelige Personer/som omløbe og besvige Folk/saavelsom
Løsgiengere og Betlere/skal hand forholde sig efter Loven og Forordningerne”.
116
Ibid., § VI, stk. 3.
110
38
forsyninger af de mest basale fødevarer, så der ikke opstod mangelsituationer.117
Selvom politimesteren skulle beskytte borgernes privilegier, rettede de fleste af
instruksens bestemmelser sig dog mod øget kontrol af de handlende.
Paragraf XI ”Om Vægtere/Løgter og Brandvæsenet” fastslog, at politimesteren
havde overopsynet med vægterkorpset. Dermed fik han også ansvaret for
vægternes vigtige funktioner som lygtetændere og brandvagter. Politimesteren fik
ordre til at afholde brandøvelse fire gange om året.
Paragraf XII ”Om Reysende” gjorde det til politimesterens opgave at sørge for,
at færgemænd og vognmænd holdt sig til de fastsatte takster. Han skulle også, i
samarbejde med amtmændene, holde opsyn med vejkroerne.
En post, som i en mere moderne forståelse af politiets virkeområde fremstår
som en selvfølgelighed, men som fuldstændigt manglede i denne instruks, er
pågribelsen af kriminelle. Hverken berigelseskriminalitet eller voldskriminalitet
nævntes som en del af politiets ressort. Kun de former for kriminalitet som direkte
berørte ro og orden på gaderne lå indenfor arbejdsområdet, nemlig lommetyveri
og grassatgang.
Med denne instruks havde politimesteren fået en klar afgrænsning af sit
ressortområde. I betragtning af at embedet kun var 9 år gammelt, da instruksen
blev skrevet, er der tale om et gennemført stykke arbejde. Politimesterens
arbejdsområde var blevet tydeligt beskrevet, og instruksen kom til at ligge til
grund for politiets virke indtil politireformen i 1863.
Forordningen om Politiens Administration af 22. oktober 1701.
Forordningen af 22. oktober 1701 ”Om Politiens Administration” er baseret på
politimesterens instruks fra 1691, og følger instruksens emneopdeling. Således er
der to poster, hvor den første behandler ”Politiens Administration i
Almindelighed”, og den anden behandler ”Politiens Administration i
Særdeleshed”. Der er dog foretaget visse betydningsfulde ændringer fra den
tidligere instruks. I begyndelsen af forordningen motiveres loven på denne måde:
”Paa det god Skik og Orden tilbørligen uden nogens Forurettelse eller Gravering
kan handthæves blant Undersaatterne”.118
I første post §1 fastslås politimesterens ansvarsområde på et generelt niveau:
”Politimesteren skal have tilbørlig Opsyn med, at alle Forordninger, Politien
vedkommende, som ham under Cancellie-Seglet blive tilskikkede, af alle uden
Persons Anseelse efterleves”.119
Sætningsopbygningen er vigtig for at forstå afgrænsningen af politimesterens
ansvarsområde; politimesteren skal ikke, som det for en overfladisk betragtning
kan tage sig ud, holde opsyn med ”alle forordninger politien vedkommende”.
117
Ibid., § IX, st. 6.
Forordning om politiens administration af 22. oktober 1701.
119
Ibid., 1. post, §1.
118
39
Politien vedkommende er et indskud. Det, som står, er, at politimesteren skal
holde opsyn med alle forordninger,…, som ham under Cancellie-Seglet blive
tilskikkede, …. Politimesterens ansvarsområde var altså ikke alene defineret af, at
sagerne hørte under det flygtige begreb Politie, det var defineret af, at Danske
Kancelli pålagde ham bestemte arbejdsopgaver. 120
I en moderne forvaltning ville indskuddet Politien vedkommende virke begge
veje: Det ville sikre, at politimesteren ikke behøvede at behandle sager, som ikke
hørte under Politien, også selvom kancelliet pålagde ham det. Sådan kan man dog
ikke forstå ordlyden i forordningen, politimesteren havde næppe mulighed for at
nægte at påtage sig opgaver, som blev ham pålagt fra kancelliet. Man må snarere
opfatte det på den måde, at det diffuse begreb Politie var for vagt til at fungere
som afgrænsning for politimesterens virke. Derfor defineredes hans
arbejdsområde som ”en sag, som fra centraladministrationen blev henlagt til
politimesterens behandling”. Derved var det fastlagt, at det var
centraladministrationen, som bestemte hvilke områder, der hørte under Politien.
I §2 ændredes politiretten således, at den nu bestod af en præces, som skulle
være kongelig gehejmeråd, en admiral, en ”høj Officeer” fra hæren, en assessor
fra hofretten og en fra admiralitetsretten samt et medlem af magistraten og en af
de 32 mænd. Kongen skulle udpege den af magistraten, som skulle sidde som
assessor. Politimesteren fungerede ikke længere som dommer, men skulle være til
stede under retssagen, og han havde ret til at tilkendegive sin mening i sagen for
lukkede døre. Han skulle dog ikke være til stede under dommernes votering. En
kancellisekretær skulle også være til stede og føre protokol over retshandlingerne.
politiretten skulle, som tidligere, afholdes hver tirsdag i rådstuen på Københavns
rådhus.
Den nye politiret var altså præget af en styrket interesse fra
centraladministrationens side. De samme organer var repræsenteret blandt
dommerne som tidligere, bortset fra politimesteren, men derudover var der
kommet officerer fra hæren og flåden samt en gehejmeråd, som var formand for
retten. De to officerer kan forklares ved, at det var nødvendigt at give politiretten
mulighed for at dømme soldater uden at blive hæmmet af evindelige
kompetencestridigheder mellem de militære og de civile myndigheder.
Gehejmeråden var derimod tydeligvis et forsøg på at øge centraladministrationens
kontrol med politiretten. Det samme gjaldt kancellisekretæren, som skulle sørge
for, at der blev ført en ordentlig protokol, så myndighederne kunne kontrollere,
hvad der foregik i retten. Politimesteren mistede en del af sin indflydelse, da han
ikke længere var dommer ved politiretten. Lovgivernes motiver for at reducere
politimesterens rolle som dommer kan ikke endeligt afgøres. Det forekommer dog
sandsynligt, at man har fundet det uhensigtsmæssigt, at den samme person havde
ansvaret for at arrestere forbrydere, dømme dem og selv indkasserede 1/3 af
bøderne.
120
Jf. kapitlet ”Politimesterens første instruks, 1683”.
40
§4 handler om politibetjentene. Kongen skulle udnævne en politifiskal. Det er
uklart, hvad dette embede indbefattede, men efter titlen at dømme var det denne
person, som anlagde og førte sagerne ved politiretten. Dette passer også med, at
politimesteren ikke længere skulle spille en særligt aktiv rolle i politirettens
procedure. Politifiskalen blev dog tilsyneladende ikke ansat før i 1726 efter
anmodning fra politimester Himmerich.121
De almindelige politibetjente skulle politimesteren selv ansætte. De skulle
tages i ed ved politiretten og deres navne skulle skrives i en særlig bog, så man
havde styr på politistyrken. Som noget nyt skulle politibetjentene udstyres med
den berømte politistav, en hvid stav forsynet med en hånd med et øje i
håndfladen.122 Dette skulle være et tydeligt tegn på politibetjentenes legitime
myndighedsudøvelse.
I modsætning til tidligere skulle politibetjentene tildeles distrikter, hvor de
skulle holde opsyn med, at politiforordningerne blev overholdt. Alle
uregelmæssigheder skulle indberettes til politimesteren. Det var politiretten, som
skulle tildele betjentene deres distrikter, og de skulle have nye distrikter hvert
kvartal, eller når politiretten fandt det hensigtsmæssigt. I princippet var det altså
ikke politimesteren, som bestemte over denne vigtige del af politibetjentenes
arbejdsmåde. I praksis kan politiretten naturligvis godt have fulgt politimesterens
indstillinger.
Selvom politimesteren havde mistet en del af sin indflydelse ved politiretten,
havde han stadig ret til at pålægge bøder for mindre forseelser. Der blev sat et loft
for bødestørrelsen på 4 lod sølv. Hvis forseelsen krævede større straf end dette
skulle politimesteren lade politifiskalen indstævne personen ved næste politiret.
2/3 af bødebeløbet tilfaldt politimesteren, hvoraf han skulle aflønne betjentene.
Den sidste tredjedel skulle deles mellem sekretæren og politifiskalen. Det blev
præciseret, at politibetjentene skulle have fast løn, så de ikke behøvede at
modtage bestikkelsespenge eller at afpresse folk.123
Man kan nemt forestille sig, at en meget stor del af de sager, som
politimesteren pådømte, blev takseret til 4 lod sølv, så sagen kunne afgøres hurtigt
uden politirettens mellemkomst. Danske Kancelli fik dog en mulighed for at
kontrollere politimesterens dispositioner med den protokol som politimesteren nu
skulle føre over sit eget og betjentenes arbejde. Protokollen skulle afleveres til
kancelliet.124
I forordningen skelnedes mellem ”Politien” og ”Justitien”. Det sidste skal
forstås som de egentlige kriminalsager, f.eks. tyveri. Politiet havde pligt til at
gribe ind også overfor forseelser, som hørte under ”Justitien”, hvis
”Politiemesteren eller hans Betiente først forekommer nogen Forseelse, som
henhører til Justitien og hvorom i Loven findes,…, skal han saadanne Sager til
121
Reskript af 15. november 1726.
Forordning om politiens administration af 22. oktober 1701, §3.
123
Ibid., §4 & 5.
124
Ibid., §6.
122
41
enhvers rette Værneting henvise, og om Forseelsen er saaledes, at den Skyldige
bør paagribes, da dertil forhielpe og ham til sin Øvrighed overlevere”.125
Politiet skulle altså på dette tidspunkt påtage sig at standse kriminalitet og
arrestere forbrydere, men dog betinget af, at de opdagede sagen først. Der var
dermed indført en delvis offentlig påtale, men der stod ikke i politiforordningen,
at det i almindelighed var politiets ansvar at strafforfølge kriminelle, det var kun i
de tilfælde, hvor politibetjentene ”tilfældigt” kom i berøring med kriminelle
handlinger. Dette måtte i praksis betyde, at de fleste kriminalsager endnu blev ført
ved domstolene i det omfang den forurettede part anmeldte forholdet og førte
sagen.126
Politimesterens instruks fra 1691 gjorde ham til by- herreds- og birkefogdernes
foresatte. I forordningen af 1701 var dette forhold ændret. Fogderne havde
ansvaret for at påse overholdelsen af de politien vedkommende forordninger, men
de var ikke længere at betragte som fuldmægtige for politimesteren i København.
De skulle dog stadig korrespondere med ham om deres embedsførelse. Også på
dette punkt blev politimesterens magt tilsyneladende indskrænket.
Den anden post, som handlede om ”Politiens Administration i Særdeleshed”,
havde de samme 12 punkter som 1691-instruksen. Der var enkelte ændringer og
uddybninger, men i hovedsagen fulgte den nye forordning den tidligere instruks i
dette afsnit.
Politimesterens arbejdsområde var altså stort set fastlagt allerede i 1691. Der
skete dog ændringer på det mere overordnede plan, nemlig hans forhold til andre
myndigheder. På dette plan ser det ud til, at politimesteren fik indskrænket sin
formelle magt og de centrale myndigheders muligheder for at holde opsyn med
hans embedsførelse blev øget. Der er dog ikke nogen grund til at tro, at
politimesterens reelle magt blev svækket med 1701-forordningen. Det er
usandsynligt, at politimesteren i realiteten havde holdt et nøjere opsyn med
byfogdernes politiarbejde rundt omkring i landet, så fritagelsen for denne opgave
kan næppe ses som en reel magtindskrænkelse.
Også politimesterens mere underordnede rolle i forholdet til politiretten kan ses
som en indskrænkning af hans magt. Imidlertid blev hele politiområdet styrket
med centraladministrationens større interesse for området. Dette kan meget vel
betyde, at politimesterens handlemuligheder faktisk blev større, når han havde en
mere magtfuld politiret som samarbejdspartner.
125
Ibid., §7.
Henrik Stevnsborg mener, at der reelt blev indført offentlig påtale omkring 1701: Stevnsborg 1982,
s. 24-25.
Problemet med denne opfattelse er, at der ikke fulgte penge med statens tidlige bestræbelser for at
gennemføre offentlig påtale; det var stadig anmelderen, som skulle betale varetægtsarrest helt op til
sidste del af 1700-tallet. Derudover var politimesterens påtalepligt altså ikke generel.
Jf.: Tyge Krogh: Staten og de besiddelsesløse på landet 1500-1800, Odense 1987.
Om repartition, dvs., udligning af sagsomkostningerne, se s. 118-121.
126
42
Udviklingen 1708-1741.
Ved instruktion af 23. marts 1708 blev politi- og kommercekollegiet oprettet.127
Dette kollegium bestod af embedsmænd fra både kommercekollegiet og
politiretten og havde til formål at kunne dømme i de sager, som de to instanser
hidtil hver for sig havde haft ansvaret for. Årsagen til sammenlægningen var, at
sagerne ofte overlappede.
Dette politi- og kommercekollegium dækkede altså et meget bredt sagsområde.
Kristian Hvidt har kaldt det ”…et af enevældens mærkeligste amfibier,…”.128
Imidlertid var det nye kollegiums ansvarsområde ganske dækkende for Politiens
meget omfattende område. Det virkede da også i over tyve år, før det blev
nedlagt.
Med forordningen af 5. januar 1731 afskaffedes politi- og kommercekollegiet
med den begrundelse, at det ikke havde kunnet opfylde sin rolle, som var at øge
indbyggernes sikkerhed og fremme ro og orden. 129 Det nævnes, at politi- og
kommercekollegiet blev oprettet med forordningen af 22. oktober 1701. Dette
forekommer mærkeligt, da denne forordning kun nævner politiretten. Der kan
naturligvis være tale om en fejl, men det er mere sandsynligt, at politi- og
kommercekollegiet er blevet opfattet som en direkte videreførelse af den med
1701-forordningen oprettede politiret. Politi- og kommercekollegiet var jo også en
domstol mere end et kollegium i traditionel forstand.
Efter at politi- og kommercekollegiet, og dermed også politiretten, var blevet
nedlagt på grund af uduelighed, overtog magistraten de nedlagte organers
funktioner ”som samme (magistraten) tilforn har været anbetroet”.130 Magistraten
havde ellers ikke haft dømmende funktion i politisager siden 1691, og det er
uklart, i hvilken grad de havde fungeret som domstol før dette. Især da Politien
ikke var tydeligt defineret før dette tidspunkt. Som vist nedenfor, er det
usandsynligt, at magistraten nogensinde havde været politimesteren overordnet. 131
Ordlyden i forordningen fra 1731 må altså henvise til tilstanden før
politimesterembedets indførelse, da magistraten uden tvivl havde ansvaret for
store dele af Politien.
Der var tale om en noget diffus henvisning til tidligere tiders måde at pådømme
politisager på, når man påstod at give magistraten dens gamle rettigheder tilbage.
Det skal nok snarere ses som, at man havde forsøgt at klare de politimæssige
udfordringer på én måde og var blevet skuffet over resultaterne. Derfor forsøgte
man nu noget helt andet, og man ville så legitimere denne nye ordning ved at
italesætte den som en tilbagevenden til ”de gode gamle dage”.
I funktionen som politiret fik magistraten et kollegialt islæt ved at en af de 32
mænd skulle være assessor. I sager hvor militærpersoner var indblandet skulle tre
officerer fra enten hæren eller flåden, afhængig af den tiltaltes tilhørsforhold,
127
Instruktion af 23. marts 1708.
Hvidt 1964, s. 88.
129
Forordning af 5. januar 1731.
130
Forordning af 5. januar 1731.
131
Jf. kapitlet ”Politimesterens indplacering i det administrative hierarki”.
128
43
sidde med i retten. Ellers skulle magistraten dømme i alle de sager, hvor
politiretten, og siden 1708 politi- og kommercekollegiet, havde haft jurisdiktion.
Politimesteren havde tidligere været underlagt politi- og kommercekollegiet,
men han skulle nu være underordnet magistraten: ”Politiemesteren, …, skal i alle
Maader for sine Kiendelser og for sit Forhold staae under Magistraten, som sin
Øvrighed,…”.132 Han skulle endvidere forelægge alle vigtige sager for
magistraten, før han selv gjorde noget. Ganske vist skulle magistraten ”handthæve
ham (politimesteren) i sin Charges Myndighed, og ei samme lettelig og uden
vigtig Årsag tilsidesætte”. Der var dog alligevel tale om en indskrænkning af
politimesterens muligheder for at føre sager efter eget forgodtbefindende. Måske
skulle det opfattes som et plaster på såret, at den politimester, som endnu ikke var
blevet indsat, på forhånd blev lovet et borgmesterembede. 133
Med forordningen af 5. januar 1731 mistede politimesteren altså en del af sin
magt. Udstedelsen af denne forordning var sammenfaldende med afskedigelsen i
unåde af politimester Hans Himmerich. Der er blevet gisnet om årsagen til
afskedigelsen, nogle forfattere refererer ligefrem et rygte som angiveligt skulle
have floreret i samtiden, om at Himmerich var blevet grebet i gravrøveri. 134 Det
forekommer dog som en noget ukritisk omgang med de rygter, der altid har
floreret om magtfulde og i visse grupper forhadte myndighedspersoner.
Himmerichs manglende evne til at opfylde politimesterens væsentligste
succeskriterium, at opretholde ro og orden og at få tingene til at glide friktionsløst
i hovedstadens virvar, er formentlig nok til at forklare hans afskedigelse. 135
Det er fristende at se en sammenhæng mellem forordningen af 5. januar 1731
og Himmerichs afgang. Måske var forordningens indskrænkning af
politimesterens magt en reaktion på den afgående politimesters misbrug af
friheden til selv at definere sine opgaver. I så fald kan politimesterens instruks af
24. marts 1741 ses som en tillidserklæring til den næste politimester, Erik Jensen
Torm, som tiltrådte 19. februar 1731, og som af alle forfattere har fået et
glimrende skudsmål.
Erik Jensen Torm var kongen en tro og flittig tjener. Han overtog et svækket
politimesterembede, men efter alt at dømme gjorde han sig fortjent til sine
overordnedes tillid. Den næste væsentlige ændring af politimesterens
arbejdsvilkår må ses som en cadeau til politimester Torm.
I præamblen til politimesterens instruktion af 24. marts 1741 blev det slået fast,
at formålet med instruksen var at ”… tillægge Politiemesteren mere Myndighed,
end ham forhen ved Forordn. Af 22de Octobr 1701 eller siden udgangne, Politien
vedkommende Forordninger er bleven tillagt,…”.136
132
Forordning af 5. januar 1731.
Reskript af 5. januar 1731.
134
O. Nielsen: Kjøbenhavns Politimestre og Politidirektører 1682-1864, i: Personalhistorisk Tidsskrift,
1. bind 1880.
135
Jf. Case nr. 2: Hans Himmerichs angreb på den jødiske menighed i København i 1729. I andet
hovedafsnit.
136
Instruktion for politimesteren i København af 24. marts 1741.
133
44
Det første punkt, hvor politimesteren fik tildelt mere magt, var i pådømmelsen
af ”vanartige Tjenestefolk”. Politimesteren havde allerede myndighed til at
idømme bøder i sådanne sager, nu fik han også mulighed for at straffe med
fængsel på vand og brød eller vanærende straffe som spansk kappe og gabestok,
hvis tjenestefolkene ikke kunne betale deres bøder. 137
Politimesteren fik også pligt til at efterforske sager, hvor anmelderen ikke
kunne eller ville betale sagens omkostninger. Finansieringen af efterforskningen
og retssagen skulle tages fra ”de uvisse Indkomster”, dvs. bødekassen, eller
magistraten skulle bede om penge til at dække udgifterne. Dermed var den
offentlige påtalepligt i princippet indført i København. 138
Instruksen hævede grænsen for, hvor store bøder politimesteren måtte idømme
for politiforseelser til 8 rigsdaler. Altså en fordobling i forhold til tidligere. 139
1741-instruksen pålagde også politimesteren at efterforske tyverier, når de
bestjålne kom til ham og anmeldte tyveriet. Der var tale om en formalisering af en
allerede bestående praksis, men man skal ikke undervurdere betydningen af, at
der nu i realiteten var blevet indført et efterforskende politi, som skulle tage sig
specifikt af egentlige kriminalsager.140
Ganske vist havde allerede forordningen om politiens administration fra 1701
indført en form for offentlig påtale, men denne forordning gjorde det til
politimesterens pligt at rejse påtale ved den relevante domstol hvis ”…
Politiemesteren eller hans Betiente først forekommer nogen Forseelse,…”.141 Det
var altså tilfældigheder, som afgjorde, om politimesteren havde pligt til at rejse
påtale. Instruksen fra 1741 gav politimesteren pligt til at reagere, hvis en sag blev
anmeldt, og der medfulgte en finansiering af den nye ordning.
Bortset fra de nævnte punkter fulgte instruksen i det store og hele 1701forordningen og henviste til reglerne i denne, som stadig var gældende.
Politimesteren var stadig underlagt magistraten og skulle indberette de vigtige
sager for denne forsamling efter 1731-forordningen. I forbindelse med de tekniske
dele af politimesterens arbejde, gaderenovationen og brolægningen, blev det
indskærpet, at magistraten skulle hjælpe politimesterens i hans arbejde ”saa at
han ikke af Magistraten i sine Forretninger skal dependere, …”.142
Der har været en række forskellige modeller for kontrol med politimesterens
embedsførelse: Fra politimesterembedets oprettelse i 1682 var der
politikommissionen, som arbejdede med politiordningen. Fra 1691 til 1708
politiretten, politi- og kommercekollegiet fra 1708 til 1731 og endelig
137
Ibid., § 1.
Ibid., § 6.
139
Ibid., § 14.
140
Allerede politimester Ernst påtog sig at opklare tyverier og bondefangeri i 1720’erne.
Jf. afsnit 4, ”Politimester Ernsts indberetninger sammenlignet med kilderne fra Oversekretærens
Brevbøger”.
141
Forordning om Politiens Administration af 22. oktober 1701, første del, §7.
142
Instruktion for politimesteren i København af 24. marts 1741, §15.
138
45
magistratens tilsyn, i hvilken egenskab medlemmerne af magistraten og den ene
tilforordnede af de 32 mænd blev kaldt for politikollegiet. 143
Politihistorikere har fokuseret meget på de brud i udviklingen, som disse skift
markerede. Man har lagt stor vægt på, at politi- og kommercekollegiet, ifølge
forordningen af 5. januar 1731, ikke fungerede efter hensigten. Man kan
imidlertid lige så vel lægge vægt på kontinuiteten i de forskellige organer, da de
hver for sig fungerede i ganske mange år: Politikommissionen fra 1683 til 1691,
hvorefter nogle af de samme personer formentlig blev siddende i den nye politiret,
som fungerede indtil 1708. Politi- og kommercekollegiet fungerede i 23 år, fra
1708 til 1731. Dette er en temmelig lang levetid, som indikerer, at kollegiet ikke
kan have været fuldstændigt udueligt. Endelig fungerede magistratens opsyn med
politimesteren helt frem til 1741-forordningen. Ti år er ikke en specielt kort
levetid i en kompleks politisk administration. Man kan altså sige, at der har været
en vis kontinuitet i organiseringen af opsynet med politimesterens embedsførelse.
143
Ofte henviste man til magistraten i egenskab af politiret med betegnelsen ”politi- og
kommercekollegium”. Denne, egentlig misvisende, betegnelse skyldes vel, at man engang havde
vænnet sig til betegnelsen.
46
Politiet, politiretten og politimesteren set i forhold til andre
instanser og i forhold til borgerne i København.
I det følgende behandler jeg politiets og politimesterens placering i
Københavns administration og forholdet mellem politiet og andre instanser.
Politirettens jurisdiktion. Forholdet mellem civile og militære
myndigheder.
År 1702 blev det indskærpet i en forordning, at alle grupper af indbyggere i
København, både gejstlige og verdslige og både civile borgere og militærpersoner
skulle ”saavidt Politien og en god Skik kan vedkomme, for Politie-Retten være
ansvarlige…”.144. Forordningen indskærpede også, at alle indbyggere havde pligt
til at møde op, hvis de blev indkaldt som vidner i politiretten. Den eneste gruppe
der som en selvfølge ikke blev omtalt i denne forordning, var de adelige. Disse
skulle indstævnes for Højesteret, hvis det blev nødvendigt. Det kunne i hvert fald
ikke komme på tale, at denne gruppe skulle stilles for politiretten
Når der var tale om militærpersoner, som blev arresteret for at forbryde sig
imod politiforordningerne, kunne man heller ikke gå frem efter de almindelige
regler. Problemet var, at hærens og flådens soldater og matroser sorterede under
militærets jurisdiktion, og der blev hæget nidkært over militærets ret til at dømme
egne ansatte og soldaternes ret til at få deres sag for en militær domstol.
Dette kunne være besværligt nok i civile sager og i almindelige straffesager,
men i politisager var problemet endnu større. Det militære islæt i Københavns
befolkning var meget stort, og netop denne gruppe bestod for en stor del af folk,
som kunne komme i situationer, der stred imod politiforordningerne. Normalt
ville vægterne eller politibetjentene arrestere urolige elementer og sætte dem i
rådhusarresten, indtil de kunne forhøres på politikammeret. Hvis sagen kunne
ordnes med en bødestraf på op til fire lod sølv, eller hvis den arresterede tilhørte
en af de grupper, som politimesteren kunne idømme vilkårlige straffe, kunne
sagen afgøres med det samme. I mere alvorlige sager blev arrestanten formentlig
løsladt efter et indledende forhør på politikammeret og derefter indstævnet for
politiretten næstfølgende tirsdag. Hvis forseelsen hørte under straffeloven og ikke
under Politien, blev den arresterede henvist til sit eget værneting. Hvis arresten
skulle opretholdes måtte den forurettede part i reglen betale for arrestantens
underhold. Efter forordningen af 13. maj 1702 burde denne fremgangsmåde også
gælde soldater, men dette blev snart ændret.
Med reskriptet af 5. februar 1714 indførtes en ny procedure for, hvordan
politimesteren skulle forholde sig til arrestanter fra militæret. Hvis soldater var
involveret i slagsmål, som førte til drab eller alvorlig personskade, måtte vægtere
og politibetjente gerne arrestere dem, men de arresterede soldater skulle med det
144
Forordning af 13. maj 1702.
47
samme overgives til deres respektive officerer, som så skulle varetage sagens
videre forløb.145 Hvis politimesteren fik oplysninger om, at soldater havde
foretaget sig ting, som var mindre alvorlige end drab og lignende, men som
alligevel retfærdiggjorde en arrestation, skulle han meddele det til den relevante
officer, som så skulle være behjælpelig med arrestationen. Man havde nok en
mistanke om, at officererne ikke ville prioritere sådanne politiopgaver specielt
højt, der blev nemlig tilføjet en passus om, at politimesteren havde ret til at klage
til kongen over officerer, som ikke ville hjælpe med at arrestere soldater.
I 1720 fik politimesteren direkte forbud mod at arrestere soldater fra
grenaderkorpset. Dette forbud var afstedkommet af en klage fra korpsets
øverstbefalende, som mente, at der blev gjort indhug i korpsets jurisdiktion, og
som beklagede sig over, at de klager han indgav til politimesteren blev syltet. 146
Det spillede muligvis ind, at grenaderkorpset var et af tidens elitekorps, og det
derfor var specielt vigtigt at værne om korpsets integritet og ære.
Forordningen af 10. marts 1725 omhandler ligeledes forholdet mellem
militærpersoner og borgere i København. Forordningen motiveres på følgende
måde: ”For at stifte og vedligeholde en god Orden og Skik mellem Indvaanerne i
Khavn og de Militaire, da der har reist sig adskillige Stridigheder, saavel
angaaende Jurisdiktionen i de til Politien henhørende Sager, som den Indpas,
endeel Militaire hidtil have tilføiet de borgerlige i deres Næring, Handel og
Vandel”.147 På trods af de tidligere forordningers temmelig klare ordlyd var det
altså blevet nødvendigt at præcisere reglerne.
Kapitel 1, § 1 indskærpede, at bestemmelserne i forordningerne fra 1701 og
1702 stod ved magt; både civile og militære skulle dømmes ved politiretten i
sager, som angik Politien. Præcis hvilke sager som henhørte under politirettens
område, var tydeligt forklaret i forordningen af 22. oktober 1701. Alle andre sager
skulle politimesteren henvise til de relevante værneting.
Kap. 1, § 2 gjorde dog en undtagelse fra 1701-forordningens regler. Menige
soldater, som blev dømt til at betale bødestraffe, skulle henvises til deres regiment
”for der at udstaae en taalelig Straf paa Kroppen efter Sagens Beskaffenhed og i
Proportion af den Forseelse, de have begaaet”.148 Begrundelsen var, at de menige
soldater ikke havde råd til at miste noget af deres løn til bøder. Der var ikke taget
højde for den, tilsyneladende utænkelige, situation, at enkelte mere velbeslåede
soldater måske ville foretrække at betale deres bøder i stedet for at blive straffet
med tamp.
I 1744 blev det samme ”bevilget” for flådens mandskab. Når matroser blev
grebet i helligdagsbrøde og nattesæde skulle de ikke straffes med bøder, men med
25 eller 20 slag med tampen.149 Ordet bevilget antyder, at kongen imødekom et
ønske fra flådens ledelse med dette reskript.
145
Reskript af 5. februar 1714.
Reskript af 12. januar 1720.
147
Forordning af 10. marts 1725.
148
Ibid., kap. 1, §2.
149
Reskript af 1. juli 1744.
146
48
I 1757 blev denne ordning revideret, så underofficerer og menige, som blev
idømt bøder ved politiretten, selv måtte bestemme, om de ville betale pengene,
eller om de ville straffes på kroppen.150 Reskriptet gav et par vejledende
eksempler på omregningen fra pengebøder til korporlige straffe. En bøde på et par
rigsdaler kunne veksles til en time ”til Pæls med Skoe, at ride paa Træhesten,
eller i visse Timer sluttes krum”. 10 rigsdaler skulle svare til at løbe seks gange
spidsrod gennem 300 mand. Ved bøder højere end 20 rigsdaler skulle soldater
altid straffes på kroppen.
Andre særregler for soldater, som overtrådte politiforordningerne, havde til
hensigt at sikre, at de militære myndigheder ikke følte, at de civile myndigheder
tiltog sig for store rettigheder over soldaterne. Hvis en soldat blev indkaldt som
vidne i politiretten, skulle hans chef have besked derom. Når en soldat blev
arresteret for en politiforseelse om dagen, skulle han føres til nærmeste vagt og
holdes i arrest der. Hvis arrestationen skete om natten, måtte soldaten gerne sættes
i arresten i rådhuset, men hans overordnede skulle have besked straks næste
morgen.151
Det var også nødvendigt at præcisere, at aftakkede soldater ikke længere hørte
under den militære jurisdiktion, men under den civile. 152
Allerede den 14. maj 1725, kun et par måneder efter ovennævnte forordning af
10. marts 1725, fik den øverstbefalende for livgarden til hest gennemtrumfet, at
gardister også i politisager skulle være underlagt regimentets egen domstol. Hvis
de var involveret i meget alvorlige sager, kunne politiet eller vægterne arrestere
dem, men de skulle med det samme overgives til officererne. 153
I et reskript fra 1726 forsøgte man at skabe klare retningslinjer for de
situationer, hvor soldater havde klager over borgere, eller borgere havde klager
over soldater. Det blev bestemt, at i alle sager, undtagen volds- og drabssager,
skulle forurettede borgere henvende sig til de militære myndigheder og
forurettede militære skulle henvende sig til politikollegiet. 154 Reskriptet
behandlede ikke proceduren i sager med vold eller drab, disse sager blev jo
automatisk henvist til de relevante værneting.
Forordningen af 5. januar 1731 afskaffede politi- og kommercekollegiet, som
også havde fungeret som politiret. I stedet overtog magistraten rollen som
politimesterens overordnede og som politiret. Når nogen, som hørte under de
militære jurisdiktioner, blev tiltalt ved politiretten, skulle officerer fra det
relevante værn sidde med i retten.
Denne forordning kunne tolkes som, at livgardisterne nu også kunne dømmes
ved politiretten, derfor måtte proceduren præciseres i reskript af 3. februar 1731:
Når en livgardist stod tiltalt for en politiforseelse, skulle magistratens politiret
suppleres med en officer fra garden. På denne måde kunne man sikre, at
150
Reskript af 11. marts 1757.
Forordning af 10. marts 1725, kap. 1, §4, 5, 6.
152
Ibid., kap. 1, §7.
153
Reskript af 14. maj 1725.
154
Reskript af 19. august 1726.
151
49
livgardisterne altid blev dømt af en af deres egne officerer.155 Denne bestemmelse
skilte livgarden ud fra de andre grene af militæret, da almindelige soldater ikke
kunne forlange, at en af deres egne officerer skulle sidde i retten. Normalt sad der
bare en officer fra hæren og en fra flåden i politiretten.
Officererne i livgarden var åbenbart ikke tilfredse med deres særstatus i forhold
til politiretten. I 1734 fik politi- og kommercekollegium (dvs. magistraten i sin
egenskab af politiret) og politimesteren besked på, at de ikke måtte ”befatte sig
med nogen af de ved Livgarden til Hest staaende Personer,…”.156 Sager med
sådanne personer skulle meddeles til gardens chef, som havde fået strenge ordrer
til at forfølge sagerne. Politimesteren og magistraten fik lov til at klage til kongen,
hvis der ikke blev fulgt op på sagerne.
Et reskript fra 8. august 1755 giver et interessant eksempel på de problemer,
som kunne opstå, når civile og militære tørnede sammen og fik deres sag for ved
politiretten.157
En brændevinsbrænder og en menig vagt ved Vesterport kom i klammeri. Da
den vagthavende officer, løjtnant Schnitler, kom til stede, havde
brændevinsbrænderen et godt greb i soldatens kårdeskæfte. På trods af officerens
løfte om at ville undersøge sagen og give ham satisfaktion, hvis han fortjente det,
holdt brændevinsbrænderen fast i kården. Det var naturligvis en farlig situation,
da man risikerede, at han vristede kården fra soldaten og angreb med den. Til sidst
gav løjtnanten den ophidsede mand nogle kraftige slag over hånden, så han måtte
slippe våbnet, derefter blev soldaten ført i militær arrest, og brændevinsbrænderen
blev ført til rådhusarresten. Løjtnanten anmeldte brændevinsbrænderen, som fik
sin sag for ved politiretten.
Efterfølgende indgav brændevinsbrænderen kontrastævning mod løjtnanten ved
politiretten for slagene og fik medhold. Løjtnanten blev dømt til at betale en halv
månedsløn til krigshospitalsenkekassen. Denne dom mente han ikke var lovlig, og
han klagede derfor til kongen.
En så principiel sag blev naturligvis forelagt generalprokurøren Henrik Stampe.
I sin erklæring om sagen fremlagde Stampe en meget velovervejet og omhyggelig
analyse af forholdet mellem de civile domstole og de militære. 158 Stampe
skelnede mellem retsligt privilegerede personer, f.eks. militærpersoner, og retsligt
priviligerede sager, f.eks. militære sager. En person som hørte under den militære
jurisdiktion kunne normalt ikke dømmes ved en civil domstol, men i sager hvor
en soldat havde rejst sag ved en civil domstol, havde modparten ret til at rejse
modsag ved samme ret. Ved at gå til domstolen i første omgang havde soldaten
dermed accepteret, at han, i den pågældende sag, sorterede under denne ret.
Derimod kunne priviligerede sager ikke pådømmes af andre end de relevante
155
Reskript af 3. februar 1731.
Reskript af 30. juli 1734.
157
Reskript af 8. august 1755.
158
Stampes Erklæringer, bd. I, nr. CX, s. 398-406.
156
50
domstole. Således kunne en militær sag aldrig pådømmes af en civil domstol, da
dommerne ikke kunne forventes at have den nødvendige viden.
I den relevante sag var spørgsmålet så, om politiretten havde pådømt løjtnant
Schnitler som person, hvilket var i orden da han først havde rejst politisag mod
brændevinsbrænderen, som efterfølgende havde indgivet kontrastævning, eller om
politiretten havde dømt i en militær sag, hvilket under ingen omstændigheder
kunne tillades.
Stampe mente, at politiretten i denne sag havde overtrådt sine kompetencer, da
de havde dømt i en sag, som handlede om en vagthavende officers beføjelser, og
som dermed var en militær sag. Det forhold at der sad officerer i politiretten,
gjorde den ikke til en militær ret.
For at få lukket den verserende sag, og for at fastlægge retningslinjer som
forhindrede lignende sager fremover, foreslog Stampe, at politirettens dom over
løjtnant Schnitler blev annulleret. I et reskript om sagen burde det fastlægges, at
politiretten ikke måtte pådømme militærpersoners opførsel når de var i tjeneste,
men udelukkende når de var udenfor tjenesten. Dette forslag blev vedtaget og
udsendt som reskript.
Det er vanskeligt at afgøre, om generalprokurørens opgave i denne sag var at
afklare, hvad man ifølge loven skulle gøre i lignende sager, eller om hans opgave
var at finde eller opfinde lovhjemmel for den politik, som centraladministrationen
havde fastlagt på området. Hvorom alt er, viser sagen, at politimesteren og
politiretten måtte navigere i vanskelige farvande, når sager med militærpersoner
dukkede op. Retten til at blive dømt ved sit eget værneting var helt
grundlæggende for såvel den juridiske teori som for befolkningens retsfølelse i
undersøgelsesperioden. Der var uden tvivl tale om et emne, som politibetjentene
og politimesteren måtte tage højde for i udførelsen af deres arbejde.
Henrik Stevnsborg har argumenteret for, at politimesteren skulle være en
instans, som kunne skære igennem de mange forskellige værneting, især i
tyverisager.159 Det er ikke usandsynligt, at dette oprindeligt var intentionen.
Ovenstående gennemgang viser imidlertid, at det ikke kunne lade sig gøre uden
videre at pådømme militære ved politiretten. Det var et ømtåleligt område i hele
den undersøgte periode.
Politimesteren og laugene.
Laugene er ikke nævnt i den første instruks for politimesteren fra 1683, men det
er sandsynligt at man har opfattet laugsvæsenet som hørende til Politien og
dermed som en del af politimesterens ansvarsområde. 160 Allerede året efter
instruksen blev givet, fik politimesteren ordre til at hjælpe apotekerne med at
159
160
Stevnsborg 1982.
For en anden opfattelse se: Koch 1982, s. 30.
51
opretholde deres privilegium.161 Det var apotekerne selv, som havde ansøgt om
hjælp.
Samme år, 1684, fik politimesteren befaling om at lade pristaksterne på kød og
brød trykke og sætte op på offentlige pladser. 162 Dette viser også politimesterens
nære tilknytning til laugsvæsenet. Muligvis tiltog han sig for stor magt over
området på magistratens bekostning. Med reskript af 7. august 1687 overgik det
fulde ansvar for at bestemme og trykke taksterne til magistraten. 163
Laugene havde fra gammel tid haft ret til at jagte folk, som fornærmede deres
privilegier. Sådanne bønhaser og fuskere blev opsporet og fik deres varelager
konfiskeret. I 1688 fik politimesteren besked på at hjælpe kræmmerlauget, når de
lavede husundersøgelser efter ulovligt importerede silkestoffer.164 Reskriptets
ordlyd er: ”… Inqvisition i Staden af Kræmmerne tilligemed Politiemesteren eller
hans Fuldmægtig …”. Der har kun skullet én betjent med kræmmerne, så det
skyldtes ikke, at der var behov for mere mandskab. Politimesterens eller hans
fuldmægtigs tilstedeværelse skulle snarere forlene foretagendet med større
myndighed. Det var også en markering af, at jagten på bønhaser skete med
kongens velsignelse, området var ikke længere reguleret af et rent privat initiativ.
I 1689 blev laugenes gamle ret til at jage bønhaser definitivt indskrænket. Dette
skete med henvisning til, at laugene i deres nidkærhed ikke respekterede, at visse
fattige håndværkere havde fået lov til at drive deres håndværk uden at være i
laugene. Som en følge af dette skulle oldermanden for fremtiden anmelde det til
politimesteren, før man eftersøgte bønhaser. Der skulle så være politibetjente til
stede ved eftersøgningen så forordningerne blev overholdt. 165
Når laugene ikke længere havde de samme muligheder for at beskytte deres
privilegier gennem selvtægt, måtte de naturligvis ydes en vis beskyttelse fra
statens side. Således fik politimesteren i 1699 besked på at hjælpe nagelsmedene i
København mod dels udenbys smede og dels grovsmede, som gjorde indhug i
nagelsmedenes eneret på at sælge søm. 166 Det fremgår af reskripterne, at
nagelsmedene i København havde supplikeret om hjælp. Politimesteren fik
besked på at gøre forslag til et officielt reskript. På baggrund af politimesterens
indberetning blev en ordre så udfærdiget. På denne måde kunne politimesteren slå
til overfor grovsmedene med en kongelig befaling i hånden.
Imidlertid viste det sig, at de nye forholdsregler utilsigtet ramte de to
nagelsmede i Helsingør. Disse kunne ikke leve alene af at afsætte til markedet i
Helsingør, men kommandanten på fæstningen i byen ville nødig undvære dem, da
man havde brug for søm til fæstningsarbejderne. Løsningen blev, at man tillod
disse nagelsmede, men ikke grovsmedene i Helsingør, at afsætte deres varer på
det københavnske marked.167
161
Reskript af 5. april 1684.
Reskript af 28. juli 1684.
163
Reskript af 7. august 1687.
164
Reskript af 3. april 1688.
165
Reskript af 9. marts 1689.
166
Reskripter af 5. september 1699, 9. december 1699, 10. oktober 1701.
167
Reskript af 10. oktober 1701.
162
52
Som ovenstående sag viser, var reguleringen af laugene et vanskeligt område.
Tidligere havde området været reguleret af laugenes private initiativer, men når
staten skulle overtage reguleringen blev resultatet ofte, at man lagde til og trak fra
efterhånden som sagerne opstod. På den måde opretholdt man en slags balance
mellem de mange forskellige interesser. Det er væsentligt at bemærke, og det
kommer tydeligt til syne i netop den behandlede sag, at myndighederne ikke bare
tilnærmelsesvist havde et overblik over området. De kunne derfor ikke lægge en
fast handlingsplan og følge den. I stedet opstod reguleringspolitikken som følge af
en vekselvirkning mellem myndighedernes forsøgsvise regulering på den ene side
og de implicerede parters klager, anmodninger og forslag på den anden side. I
dette spil, hvor laug, bønhaser og myndigheder ofte havde vidt forskellige
dagsordener og forskellige syn på sagernes rette sammenhæng, stod
politimesteren som en central person i myndighedernes indhentning af
oplysninger.
Politimesterens opsyn med laugene tjente altså flere formål; for det første var
opsynet en del af kongemagtens økonomiske politik, man søgte at inddrage
laugenes traditionelle friheder under myndighedernes kontrol. For det andet var
der det rent praktiske hensyn, at politimesteren som myndighedernes repræsentant
skulle holde øje med, at befolkningen fik hvad de betalte for, når de købte
fødevarer. Dette var vigtigt for at undgå mangelsituationer med efterfølgende uro
og oprør.168 Endelig var politimesteren en specialiseret embedsmand, hvis
ekspertise gjorde det muligt at lovgive på et kvalificeret grundlag.
Politimesterens magtmuligheder.
Uklare regler for en embedsmands magtudøvelse kan være et problem for
embedsmanden selv, når han skal udføre sit arbejde. Dels fordi han ikke kan
skaffe sig de nødvendige magtmidler, fysiske eller andet, og dels fordi han ikke
kan vide, hvor grænsen går for hvad hans foresatte vil acceptere.
For politimesteren i København var den første begrænsning ikke så relevant, da
han jo havde en håndfuld betjente og det noget større vægterkorps under sig.
Dermed havde han bedre muligheder for fysisk magtudøvelse end nogen anden
civil embedsmand. Ydermere havde han mulighed for at rekvirere hjælp fra
militæret.169 De mange tilfælde af vold og opsætsighed mod vægtere og
politibetjente viser dog, at politiet i konkrete situationer ofte kom til at stå som
168
Politiet fik tidligt til opgave at holde opsyn med lødigheden af og prisen på det brød, som bagerne i
København fremstillede og solgte: Reskripter af 26. november 1692, 21. november 1696, 15. januar
1698.
Efter Københavns brand i 1728 fik politimester Hans Himmerich øjeblikkeligt ordre til at påse, at
priserne på de vigtigste fødemidler, brød og øl, ikke blev sat i vejret: OB 1727-28, nr. 288, 23. oktober
1728.
169
I henhold til reskript af 5. maj 1688.
53
den svage part i mødet med Københavns befolkning.170 Det var straks
vanskeligere med det andet punkt: At fornemme hvor langt man kunne gå, og
hvor hårdt man kunne fare frem, før politimesteren blev reprimanderet.
Også for den enevældige centraladministration kunne det være et problem at
afgrænse politimesterens beføjelser. Som vist ovenfor, var der i de første år af
embedets historie ikke nogen formelle regler at støtte sig til. På den ene side
kunne dette give et stærkt og selvstændigt politimesterembede, som kunne skære
igennem i enkeltsager. På den anden side kunne det give nogle uheldige
situationer, hvor politimesterens arbitrære magtudøvelse skabte uro i
befolkningen.171
Et reskript fra 1687 satte visse grænser for politimesterens arbejdsområde og
måden han løste sine opgaver på.172 Reskriptet pålagde ham at ”… conferere med
Magistraten ugentlig, referere til Politiens Commissarier maanedlig, og holde
Protocol…”. Der var faktisk tale om en specificering af den mere uklare passus i
politimesterens instruks fra 1683, som tilholdt ham at ”flittig conferere” med
magistraten.173 Det har åbenbart været nødvendigt at præcisere, hvor ofte ”flittig”
var. I denne fastsættelse af en foreskreven hyppighed for kontakten til andre dele
af administrationen lå der også en præcisering af politimesterens plads i
forvaltningen. Mere om dette nedenfor.
Reskriptet forbød også politimesteren at holde retten i sit hus. Denne
bestemmelse er vel en reaktion på en praksis. Med 1691-forordningen blev det
bestemt, at politiretten skulle holdes på rådstuen. 174
Reskriptet indeholdt også en præcisering af, hvilke sager politimesteren havde
lov til at blande sig i. Hans arbejdsområde indbefattede hverken civilretlige eller
kriminelle sager. Som eksempler nævnes gælds- og huslejesager samt
slagsmålssager. Han skulle dog foretage arrestationer i sager, der omhandlede hor
og tyveri. De to sidste kategorier kan vel også regnes med til opretholdelsen af
orden i byen.
Endelig indføres et politiskilt med dette reskript. Dette var dels en service
overfor borgerne, som så kunne forlange af betjentene, at de legitimerede sig med
deres politiskilt, men det var også en fordel for betjentene, som fik mere autoritet i
kraft af en sådan ”uniformering”.
Denne dialektik går igen i en forordning fra 1692, som behandler borgernes
muligheder for at klage over politimesteren og hans betjente. I forordet til
forordningen gøres det klart, at politiet kan regne med kongemagtens opbakning i
udøvelsen af dets opgaver: ”… Kongen ham (politimesteren) tilligemed hans
Fuldmægtige og Betiente mod alle og enhver vil handthæve og beskierme, og ei
170
Jf. diskussionen.
Jf. Case nr. 2: Hans Himmerichs angreb på den jødiske menighed i København i 1729.
172
Reskript af 7. august 1687.
173
Instruks af 23. juni 1683, Post 5.
174
Instruks af 5. september 1691, Politimesterens forretninger i almindelighed, § 2.
171
54
tilstæde, at dem i deres Embeders Forretninger nogen Ulempe i ringeste Maade
vorder tilføiet, …”.175
På den anden side vil kongen også sikre borgernes rettigheder: ”…
Undersaatterne iligemaade ved Lov og Ret skal beskyttes og forsvares, i hvis de
sig af Politiemester eller hans Fuldmægtige og Betiente kunde formene at være
fornærmede”.176 Derfor fastlagde forordningen en klageprocedure for klagemål; i
København skulle man klage indenfor 14 dage, på Sjælland indenfor seks uger og
i resten af rigerne indenfor tre måneder. Klager over politimesteren skulle rettes
direkte til kongen, men klager over politifuldmægtige og politibetjente skulle i
første omgang rettes til politimesteren og siden til ”de ved Politie-Forretningerne
Tilforordnede i Khavn.” Man kunne altså ikke umiddelbart trække en betjent eller
politimesteren selv for en regulær domstol, men der var absolut muligheder for at
klage over politiets embedsførelse.177
Vægterne som magtmiddel.
”Forordning om Gadelygterne og Natvægterne i København” af 26. juli 1683
regulerede vægterkorpset i København. Her nævnes politimesteren ikke som
ansvarlig for vægterne, der nævnes blot en inspektør for vægterkorpset. Denne
inspektør var underordnet magistraten.178 Det var tilsyneladende først med
reskript af 29. december 1683, at politimesteren også fik ansvaret for
vægterkorpset.179 Dette reskript gav politimesteren en mere selvstændig stilling
overfor magistraten end vægterinspektøren havde haft; han skulle ganske vist
indberette uregelmæssigheder i overholdelsen af forordningerne til magistraten,
men der stod, at han skulle conferere med magistraten om, hvordan
forordningerne skulle overholdes. Der var altså snarere tale om et samarbejde end
om et underordnelsesforhold.
I forordningen af 26. juli 1683 nævnes optændingen og tilsynet med
gadelygterne som vægternes vigtigste forpligtelse. 180 Derefter nævnes vægternes
forpligtelse til at ”afværge Slagsmaal, Tyverie og Stratenrøverie, samt bemægtige
sig dem, som saadant giøre…”.181 Vægternes magtmidler bestod dels i deres antal,
de var forpligtede til at komme hinanden til hjælp, hvis det var nødvendigt. 182
Hvis de kom i situationer, hvor de behøvede yderligere hjælp, var de militære
vagter pligtige at bistå med mandskab. 183 For bedre at kunne sætte sig igennem
175
Forordning af 19. januar 1692.
Ibid..
177
Eksempler på sådanne klager behandles i hovedafsnit 2 i kapitlet ”Klager over politiet”.
178
Forordning om Gadelygterne og Natvægterne i København af 26. juli 1683, § 7.
179
Reskript angaaende Opsyn af ham (politimesteren) med Lygterne og Vægterne… af 29. december
1683.
180
Forordning om Gadelygterne og Natvægterne i København af 26. juli 1683, § 8.
181
Ibid., § 14.
182
Ibid., § 12.
183
Ibid., § 14.
176
55
overfor voldsmænd skulle hver vægter være udstyret med ”en dygtig Kaarde og
Gehæng, saa og en Morgenstierne eller en halv Lants”.184
I et reskript fra 1689 nævnes antallet af vægtere: På dette tidspunkt var der 68
menige vægtere i byen plus en vagtmester og en løjtnant. 185 Politimesteren kunne
altså råde over 70 svært bevæbnede mænd foruden sine egne betjente. Det må
have udgjort en ganske betydelig magtfaktor, også selvom vægterne til daglig
(dvs. om natten) var spredt ud over hele byen. En senere politimester indberettede
da også om et regulært slag mellem medlemmer af vægterkorpset og en flok
soldater, hvor vægterne beholdt slagmarken.186
Med politimesterens instruks fra 1691 blev hans opsyn med vægterne skrevet
ind i instruktionen, uden at den dog gik i detaljer med bestemmelserne for
vægterkorpset. Der forelå jo selvstændige forordninger om dette korps. 187
En af mine nærstudier af politimestrenes embedsførelse viser, hvordan
politimester Hans Himmerich i 1729 benyttede både militære vagter og
vægterkorpset i en aktion mod den jødiske menighed i København.188 Det er altså
tydeligt, at københavns politimester havde mulighed for at samle ganske store
styrker, hvis det blev nødvendigt.
Politimesterens indplacering i det administrative hierarki.
I litteraturen om den tidlige politistyrke i Danmark hersker der en vis forvirring
omkring politimesterens placering i det administrative hierarki. Dette er der i og
for sig ikke noget mærkeligt ved, da kildematerialet til emnet er sparsomt.
Det står klart, at politimesteren fra begyndelsen var overordnet herreds- og
birkefogderne på landet og byfogderne i købstæderne. 189 Med 1701-forordningen
blev dette forhold ændret, så politimesteren i København herefter havde en mere
rådgivende funktion overfor by- herreds- og birkefogder i provinsen.190
Politimesteren havde fra 1683 opsyn med vægterkorpset. 191 Fra begyndelsen
var det også politimesterens ansvar at ansætte folk til at udføre gaderenovationen
og feje skorstene. Disse folk havde han opsynet med, og han fik stadig større
184
Ibid., § 20.
Reskript angående 523 lygter af 8. juni 1689.
186
Daglige begivenheder i København 1716-22. Indberetninger fra politimester Ernst til kongen,
udgivet af Villads Christensen i: Historiske Meddelelser om København, 1. række, bd. 7, 1920, s. 33839. Begivenheden fandt sted den 4. dec. 1716.
187
Instruks af 5. september 1691, om politimesters embede i særdeleshed, § XI.
188
Se Case nr. 2: Hans Himmerichs angreb på den jødiske menighed i København i 1729.
189
Instruks af 23. juni 1683, Post 3.
Instruks af 5. september 1691, Politimesterens forretninger i almindelighed, § 4.
Kgl. mandat af 8. april 1684.
190
Forordning om Politiens Administration af 22. oktober 1701, 1. post, stk. 10.
191
Se forrige kapitel.
185
56
myndighed over dem frem til 1701-forordningen, som gav ham straffebeføjelser
op til halsjern eller fængsel, hvis de ikke gjorde deres arbejde ordentligt. 192
Hvidt anfører, at overopsynet med politimesteren i henhold til Danske Lov lå
hos borgmester og råd.193 Ifølge Hvidt blev overopsynet med politimesteren lagt
over til politiretten med 1701-forordningen. Imidlertid siger Danske Lov 3-4-5
ikke noget specifikt om den københavnske politimesters underordnelsesforhold,
den behandlede snarere de byer, som ikke havde en politimester eller byfoged og
tillagde disse byers borgmestre og råd ansvaret for at sørge for at
politiforordningerne blev overholdt. Det er heller ikke rigtigt, som Hvidt skriver,
at 1701-forordningen gav København ”… den første rigtige politiret,…”.194 Den
nyordnede politiret fra 1701 var blot en udvidelse af den politiret som 1691forordningen indførte, men baseret på det samme system, hvor retten sattes af
assessorer fra forskellige jurisdiktioner.195 I 1683-instruksen står der, at
politimesterens skulle ”lefve i god enighed oc fortroelighed med Magistraten …
oc skal de flittig conferere med hinanden om alt hvis som kand tiene til een god
Politie, Skik oc Orden,…”.196 Denne ordlyd kan næppe tolkes som angivende et
underordnelsesforhold, den tyder snarere på en jævnbyrdig stilling, hvilket
understreges af, at politimester Claus Rasch i 1684 blev udnævnt til
borgmester.197
Et reskript fra 1687 viser politimesterens indplacering i det administrative
hierarki: Han skulle ”conferere med” magistraten – man konfererer med sine
jævnbyrdige, med sine samarbejdspartnere. Han skulle ”referere” til Politiens
commissarier – man refererer til sine umiddelbart overordnede, man skal dog ikke
glemme, at politimesteren selv var medlem af politikommissionen. Endelig skulle
han føre protokol.198 Denne protokol skulle, ifølge 1691-instruksen, sendes til
kancelliet, når den var udskrevet.199 Politikommissionen var altså den
overordnede myndighed i dagligdags sager, men denne kommission stod under
Danske Kancelli, som dermed var den øverste myndighed på området. I
forordningen om Politiens administration fra 1701 står der: ”Forefalder noget
vigtigt eller tvivlraadigt, som ej i Politie-Frr. Er specificeret, skal Politiemesteren
192
Instruks af 23. juni 1683, Post 4.
Instruks af 5. september 1691, Politimesterens forretninger i særdeleshed, VI, 3.
Forordning om Politiens Administration af 22. oktober 1701, 2. post, stk. VI, 3.
193
Hvidt 1964, s. 88, note 28.
Jf. Danske Lov 3-4-5.
194
Hvidt 1964, s. 88.
195
Instruks af 5. september 1691, Politimesterens forretninger i almindelighed, § 2.
Forordning om Politiens Administration af 22. oktober 1701, 1. post, stk. 2.
Mere om de ændringer, som 1701-forordningen medførte i det følgende afsnit.
196
Instruks af 23. juni 1683, Post 5.
197
Hvidt nævner selv, at politimesterens, i 1683-instruksen fastslåede, overopsyn med herreds- birkeog byfogder bortfaldt med 1701-forordningen, hvor der blot står, at fogderne skal korrespondere med
politimesteren. Det er besynderligt, at Hvidt ikke tager konsekvensen af denne fortolkning og
overfører den på forholdet mellem politimesteren og magistraten.
Jf. Dübeck 1978, s. 455.
198
Reskript af 7. august 1687.
199
Instruks af 5. september 1691, Politimesterens forretninger i almindelighed, § 5.
57
i Khavn … derom Kgl. Resolution indhente”.200 Med denne bestemmelse var det
gjort helt klart, at den øverste myndighed i denne sag, som i princippet i alle andre
sager, var kongen selv. Dette princip havde været gældende allerede fra 1682,
hvilket også kan ses af, at politimester Claus Rasch stilede sin anmodning om en
instruks direkte til højeste sted i stedet for at gå igennem magistraten.
I forholdet til andre myndigheder og til privatpersoner i byen, var det vigtigt, at
politimesteren havde en vis autoritet. I det rangstyrede samfund, som blev
opbygget under enevælden, kunne politimesteren ikke gennemføre hverken
ransagninger, arrester eller andre dele af sit arbejde, hvis han ikke havde den
legitimitet, som en plads i rangen kunne forlene ham med. Ganske vist handlede
politimesteren og hans betjente på kongeligt ombud, når de udførte deres arbejde,
men denne legitimitet var nok for abstrakt til at virke i de konkrete situationer ude
i byen. Både i en forordning fra 1684 og i 1683-instruksen blev der fastsat straf
for at hindre politiets arbejde.201 Dette tyder på, at der forelå et reelt problem.
Politimestrene blev til og med Erik Jensen Torm, som var politimester 17311761, udnævnt til borgmestre i København. Dette skete formentlig for at integrere
embedet i magistraten. Titlen som borgmester gav en placering i rangen i syvende
klasse nummer ni.202 Politimestertitlen var imidlertid højere placeret, nemlig i
femte klasse nummer syv. De fleste af de tidlige politimestre opnåede dog endnu
højere rang: Af de syv politimestre i undersøgelsesperioden var det kun den
kontroversielle Hans Himmerich og den falskneridømte Johan Filip Ratecken,
som ikke opnåede rang af etatsråd. Denne titel placerede dem i tredje rangklasse.
Frederik Horn opnåede rang af konferensråd, hvilket placerede ham i anden
rangklasse, men da var han afgået som politimester og var i stedet blevet dommer
i hof- og stadsretten. I sin embedsperiode opnåede han rang af justitsråd, hvilket
stadig var højere end politimestertitlen.203
Politimesterembedet var altså i sig selv placeret temmelig højt i rangen, men
embedet gav gode muligheder for at stige endnu højere. I samtiden var det en
væsentlig støtte for politimesteren, at han fik tildelt de høje titler, som gav ham
højere autoritet end de fleste af de personer, som han mødte i kraft af sit embede.
Titlerne, ligesom selve politimesterembedet, blev tildelt af kongen personligt
som et tegn på tillid og som belønning for tro tjeneste. Når politimestrene steg i
rangen under deres embedsperiode, var det en hjælp i deres daglige arbejde og et
udtryk for kongens opbakning til dem.
På trods af kongens opbakning i form af lovgivning og titler, forblev
politimesterens og politiets rolle uafklaret i forhold til for eksempel militæret og i
forhold til fremmede diplomater.204 Også politimesterens selvstændighed i forhold
200
Forordning om Politiens Administration af 22. oktober 1701, 1. post, stk. 12.
Instruks af 23. juni 1683, Post 2.
Forbud at gøre Politiens Betjente Hindring i deres Forretninger, 29. april 1684.
202
I henhold til rangforordningen af 14. oktober 1746.
203
Se Biografisk Leksikon, relevante opslag. Se også bilag 1.
204
Se kapitlerne om ”Politirettens jurisdiktion. Forholdet mellem civile og militære myndigheder” og
”Fremmede diplomater og deres tjenere”.
201
58
til Danske Kancelli forblev uafklaret; på den ene side forventede kancelliet, at
politimesteren handlede proaktivt og selvstændigt, på den anden side kunne
kancelliet gribe ind i politimesterens embedsførelse og pålægge ham opgaver,
som lå på kanten af, hvad han normalt kunne forventes at beskæftige sig med. 205
Denne usikkerhed om politimesterens plads i hierarkiet var i tråd med den
enevældige magtstrategi: Det var ønskeligt at opretholde en magtkonkurrence,
hvor embedsmænd søgte indflydelse ved at henvende sig til kongen eller
kancellierne i vigtige spørgsmål for at få deres synspunkter gennemført.
Alternativet ville være at styrke embedsmændene i en grad, så de kunne foretage
vigtige beslutninger udenom centraladministrationen.
Politimesterens dømmende myndighed.
Jeg har ovenfor behandlet politirettens jurisdiktion i forhold til andre domstole.
De sager som politiretten skulle pådømme var dem, der var defineret som
politisager. Denne betegnelse betød dels sager, som var behandlet i de
forordninger, som var defineret som politiforordninger, og dels betød det sager af
mindre betydning.206 Politimesteren havde dog også selvstændig domsmyndighed.
De sager, som han skulle pådømme, var sager om politiforseelser af endnu mindre
betydning end de, der lå under politirettens område.
I den første instruks for politimesteren i København fra 1683 fik han
myndighed til at idømme bøder uden rettergang. Det gjaldt dog kun i sager, der
hørte til hans embedsområde.207
I instruksen fra 1691 nævntes politimesterens ret til at tildele bøder eller mindre
korporlige straffe ikke eksplicit i første del, som afgrænsede politimesterens
kompetencer. Denne ret var tilsyneladende blevet så selvfølgelig, at den blev
behandlet i forbindelse med de mere specifikke arbejdsopgaver, han blev
pålagt.208 I denne instruks fik politimesteren også ret til at afgøre stridigheder
mellem tjenestefolk og deres herskaber med arbitrære straffe. 209 Det var
underforstået, at det var tjenestefolkene, som politimesteren kunne idømme
arbitrære straffe, ikke herskabet.
Politimesteren havde opsynet med en række personer, som udførte hverv af
offentlig karakter. For eksempel vægterne, politibetjentene, skorstensfejere og
renovationsfolk. Disse personer havde han en vidtgående myndighed over. Hvis
de ikke udførte deres arbejde ordentligt, kunne han idømme dem mindre
korporlige straffe som fængsel eller halsjern.210
205
Dette er der adskillige eksempler på i andet hovedafsnit, hvor jeg gennemgår kilderne fra
Oversekretærens Brevbøger.
206
Jf. kapitlet ”Begrebet Politie i tidligmoderne tid”.
207
Instruks af 23. juni 1683, §2.
208
Politimesterens instruks af 5. sept. 1691, anden del, §3, stk. 3,5. §6, stk. 3.
209
Ibid., anden del, §3, stk. 5.
210
Ibid., anden del, § 6, stk. 3.
59
Det var først med politiforordningen af 1701, at der blev sat en fast grænse for
størrelsen af de bøder, som politimesteren måtte idømme folk uden at lade sagen
komme for politiretten.211 Hvis forseelsen måtte takseres til mere end fire lod
sølv, skulle sagen pådømmes ved politiretten. De to tredjedele af bødesummen
tilfaldt politimesteren til aflønning af politibetjentene. Denne ordning åbnede
naturligvis for misbrug af retten til at udskrive bøder, derfor blev der også fastsat
en klageprocedure, så folk kunne klage over uretmæssigt pålagte bøder. 212
Politimesteren fik særlig ret til at dømme ”unge Drenge”, som affyrede raketter
på gaden eller lavede andre grove løjer. Drengene kunne straffes med en bøde,
som skulle betales af deres mester eller forældre. Hvis bøden ikke kunne
inddrives, skulle drengene ”hudstryges” i børnehuset.213 Hvis voksne mennesker
blev grebet i de samme løjer, kunne de idømmes bøder op til otte lod sølv, og
sagerne kom dermed for politiretten. Det var altså kun unge mennesker i
lærlingealderen, som politimesteren kunne pådømme i sådanne sager.
Politimesterens instruks af 24. marts 1741 gav ham øgede straffebeføjelser. De
”vanartige Tjenestefolk”, som han allerede havde en hvis domsmyndighed over,
kunne han nu straffe ”… ved hans Sigelse efter Sagens Beskaffenhed straffes paa
Kroppen, enten med fængsel paa Vand og Brød, Gabestokken, Spansk Kappe eller
Arbeide i Spindehuset paa nogen Tid”.214
Med 1741-instruksen fik politimesteren også pligt til at hjælpe folk, der kom til
ham og klagede over at være blevet bedraget eller bestjålet. 215 I mindre alvorlige
sager, og på betingelse af at både den tiltalte og anmelderen indvilligede, kunne
politimesteren idømme en arbitrær straf som gabestok, spansk kappe eller fængsel
på vand og brød.216 Denne paragraf er interessant, fordi den indfører princippet
om differentiering af straffe med sigte på forbryderens forbedring: ”… dog
tillades, naar Sagen er om ringe Tyverie, og den Skyldige ei tilforn er befunden i
slig Forseelse, den Klagende og erklærer, heller at see den Skyldige ved
Politiemesterens Kjendelse med en ringere Straf til Advarsel og Forbedring
corrigeret, end at dermed stricte efter Loven skulde forholdes, og den skyldige
saaledes Tyvs- og uærlig Dom overgaae;…”.217
Bestemmelsen rettede sig mod et karakteristikum ved samtidens straffepraksis,
som var et betydeligt problem; nemlig at en væsentlig del af straffen for adskillige
forbrydelser var en uærliggørelse gennem kontakten med bøddel og natmænd ved
kagen eller på skafottet eller med uærlige fanger i straffeinstitutionerne. Denne
sociale stigmatisering, som blev stadfæstet gennem offentlig kagstrygning, dvs.
211
Forordning om Politiens Administration af 22. oktober 1701, første del, §4 & 5.
Ibid., første del, §8.
213
Ibid., anden del, §3, stk. 4.
214
Instruktion for Politimesteren i København af 24. marts 1741, §1.
215
Ibid., § 3.
216
Ibid., § 4.
217
Ibid.
212
60
piskning, eller gennem brændemærkning af forbryderen, gjorde det umuligt at
rehabilitere forbryderen efter udstået straf.218
Straffepraksis indebar altså det paradoks, at de strenge straffe for tyveri
umuliggjorde en differentiering i straffene. Hvis man blev dømt for gentaget stort
tyveri og slap for galgen, blev man brændemærket, hvilket var ensbetydende med
en dom til livsvarig indespærring, fordi man af anstændighedsårsager ikke kunne
slippe en uærlig fange ud i samfundet igen. Der var også det problem, at de
uærlige fanger ikke kunne sættes sammen med ærlige fanger, da uærligheden
ansås som afsmittende. Således kunne uærlige fanger ikke indsættes i tugthuset på
Møn, hvor der kun sad ”ærlige” fanger.219
I praksis differentierede domstolene straffene ved, at de ofte idømte mildere
straffe, som ikke gjorde delinkventen uærlig, for eksempel kagstrygning for
lukkede døre. Ofte sigtede kongens benådningspolitik mod at undgå at fylde
fængslerne med brændemærkede småforbrydere.220
Man plejer at angive den berømte ”Forordning angående nærmere
Bestemmelse af Straffe for Tyve og Hælere” af 20. februar 1789 som den første
straffelov i Danmark, der indførte graduerede straffe baseret på en individuel
vurdering af forbryderen og hans chancer for at forbedre sig.
Det var den daværende generalprokurør, Christian Colbiørnsen, som stod bag
forordningen. Straffene for simpelt tyveri fastsattes efter en nøje vurdering af
”Forbryderens Alder, Opdragelse, foregaaende Levnet, iværende Forfatning,
Gierningens Anledning, det Stiaalnes Værdie …”.221 Målet med de mildere straffe
var ”… at disse … kunne virke til Forbedring, hvor denne var at formode,…”.222
Det fælles træk ved bestemmelsen i politimesterens instruks fra 1741 og
straffeloven fra 1789 er, at de begge er begrundet i den præmis, at en
førstegangsforbryder havde bedre chancer for at forbedre sig af straffen, hvis den
var mildere end de straffe, som mere forhærdede forbrydere skulle udsættes for.
Bestemmelsen i 1789-forordningen er dog udtryk for en ændring i
straffeparadigmet fra et generalpræventivt strafferationale til forbedringstanken.
Politimesterens instruks er snarere udtryk for en retspluralisme, hvor den hurtige
og enkle politiret kunne træde i stedet for det egentlige strafferetslige system.
Rationalet bag instruksen er, at sagerne kan ordnes hurtigere og nemmere, hvis
politimesteren kan afsige en dom i de mindre vigtige sager. Til gengæld krævede
det både forbryderens og den forurettedes samtykke, da politimesterens
domsmyndighed ellers ville underkende parternes respektive værneting.
Politimesterens instruks fra 1741 foregreb altså tilsyneladende 1789forordningens forbedringstankegang, men med den vigtige forskel, at
paradigmeskiftet
fra
et
generalpræventivt
straffeparadigme
til
forbedringstankegangen, ikke var slået igennem i en grad, så de egentlige
straffelove kunne baseres på forbedringstanken. Under politimesterens ressort
218
Jf. f.eks.: Krogh 1987, s. 113-117.
Fr. Stuckenberg: Fængselsvæsenet i Danmark 1550-1741, Kbh. 1893, s. 201-215.
220
Krogh 1987, s. 113-117.
221
Forordning af 20. februar 1789, § 1.
222
Ibid.
219
61
kunne man derimod på visse betingelser gennemføre ændringen. Dette skyldtes
dels, at politimesterens arbejdsområde var ”sager af mindre betydning”, hvorfor
hverken samfundets religiøst baserede pligt til at straffe en forbrydelse eller den
generalpræventive logik vejede så tungt. En anden vigtig årsag var formentlig, at
politimesteren kunne afgøre en del sager hurtigere og med færre omkostninger for
alle parter end de almindelige domstole. Især efter at den offentlige påtale var
indført, var det af betydning at få afgjort en masse sager uden for store
omkostninger for politiets eller magistratens kasse.
Systemet, som indførtes i 1741, var i virkeligheden ganske inkonsekvent. Det
var kun de sager, som politimesteren kom i personlig berøring med, som kunne
afgøres ved hans dom, hvorfor der kunne være en klar fordel ved at blive pågrebet
af politiet, snarere end af inkvisitionskommissionen. Man kan også forestille sig,
at der var vide muligheder for misbrug af ordningen. Da pengene til en egentlig
retsforfølgelse af forbrydere skulle tages fra offentlige midler, kunne
politimesteren fortjene sine overordnedes velvilje ved at dømme så mange sager
som muligt på egen hånd, så de ikke belastede økonomien.
I 1751 blev politimesteren frataget retten til at dømme i tyverisager. Man følte,
at tyvene slap for billigt, og at småforbryderne ikke anså det for en egentlig straf
at få nogle dage i fængsel på vand og brød. Derfor strammede man reglerne, så
alle tyverier skulle pådømmes ved byretten. 223
Delkonklusion.
I dette afsnit har jeg behandlet udviklingen af de formelle rammer for
politimesterens og politirettens virke i perioden 1682-1771. Jeg har kun i ringe
grad berørt politiets faktiske myndighedsudøvelse, men gennem forordninger,
instrukser og reskripter tegner der sig et billede af, hvilke opgaver politiet blev
pålagt gennem perioden.
I forhold til en beskrivelse af centraladministrationens intentioner med
politimesteren er det interessant, at der i embedets første år ikke forelå en instruks
eller en beskrivelse af de arbejdsområder, som politimesteren skulle varetage.
Politimesteren måtte selv henvende sig til Danske Kancelli for at få en instruks.
Denne første instruks fra 1683 var endda holdt i meget generelle vendinger.
Den usikre situation afspejler formentlig, at man forventede, at
politikommissionens kompilation af politiordningen ville blive færdig indenfor
kort tid. Derfor ventede man med at lave en instruks, og da den endelig kom, så
man ikke nogen grund til at lave den meget udførlig.
På den anden side var området kaldet Politien relativt klart afgrænset. Man
havde en fornemmelse af hvilke arbejdsopgaver, som hørte til området. Dette kan
man se af samlingen af politiforordninger fra 1686 og fra den første udførlige
instruks fra 1691. Politimesteren havde naturligvis også en klar idé om hvilke
223
Reskript til politimesteren af 30. juli 1751.
62
opgaver, der hørte til hans ressort. Problemet for ham var nok mest, at han i de
første år af embedet ikke havde tilstrækkelig autoritet til at føre sine beslutninger
igennem. Derfor var det nødvendigt med den opbakning fra kongen, som en
instruks udgjorde. Også flere reskripter, som udkom i politimesterembedets første
år, understreger, at politimesteren havde behov for opbakning oppefra for at
kunne udføre sit arbejde.
Da 1691-instruksen endelig kom, var den temmelig detaljeret. Der var faktisk
tale om et så modent stykke arbejde, at den lå til grund for afgrænsningen af
politimesterens virke i hele undersøgelsesperioden.
De områder, som fra begyndelsen lå under politimesterens ressort, var af vidt
forskellig art. Der var opgaver af teknisk art, som opsyn med gaderenovationen,
brolægning af gaderne og lignende. Der var opgaver af religiøs art, hvor
politimesteren skulle holde opsyn med at ingen omvendte sig til andre religioner
end den statsautoriserede tro. Der var opgaver som i samtidens forståelse hørte
under ”Ærbarhed og gode Sæder”, dette var f.eks. opsynet med overholdelsen af
overdådighedsforordningerne.
Der var imidlertid ét område, som moderne mennesker forbinder med politiet,
som slet ikke blev nævnt i instruksen. Nemlig bekæmpelsen af kriminalitet.
Politimesteren skulle ganske vist sørge for, at der ikke var uro på gaderne, og han
skulle sørge for at ballademagere og hærværksmænd blev arresteret. Egentlige
forbrydelser var dog overhovedet ikke en del af hans arbejdsområde.
I løbet af undersøgelsesperioden blev politimesteren tillagt stadig flere opgaver,
uden at hans oprindelige opgaver bortfaldt. Han var stadig en slags blanding af
teknisk forvaltning og ordenspoliti, men den egentlige strafferet blev efterhånden
en større del af hans ansvarsområde. Allerede med politiforordningen af 1701 fik
politimesteren og hans betjente en begrænset pligt til at arrestere tyve. Med
instruktionen af 1741 fik politimesteren pligt til at efterforske tyverier, og han fik
myndighed til at dømme i sager om småt tyveri. Dermed var politiet blevet en
institution, som blandt de mange andre opgaver også havde til opgave at
bekæmpe kriminalitet.
Politimesterembedet var en slags opsamlingsplads for funktioner, som allerede
fandtes i København, og som var helt uundværlige i det stadig mere komplekse
samfund. De forskellige opgaver havde bare ikke tidligere været samlet under én
hat, og de var ikke blevet prioriteret så højt. Politimesterens opgave var at være
hovedansvarlig for en række områder og koordinator for de forskellige funktioner.
Man kan sige, at man i løbet af undersøgelsesperioden gik fra en
politiinstitution, som ikke umiddelbart kan genkendes som et politi i ordets
moderne betydning, til et politi som havde de samme opgaver som nu. Gennem
hele perioden beholdt politiet dog en del opgaver, som i forhold til det moderne
politi må opfattes som fremmede for institutionen.
På den anden side kan udviklingen ikke beskrives som en lineær udvikling hen
imod et politi, som stadig mere ligner nutidens. Der var tendenser, som trak i
63
andre retninger. For eksempel var der områder, hvor politiets indflydelse
indskrænkedes i løbet af undersøgelsesperioden. Dette gælder forholdet til
militære, som forbrød sig imod politiforordningerne. Flere af elitekorpsene blev
fuldstændigt undtaget fra politirettens jurisdiktion i politisager. Derved blev
politiets opgave formentlig væsentligt vanskeligere i en by, hvor soldaterne
udgjorde et stort og uroligt befolkningselement.
En af de historikere, som har beskæftiget sig med politiinstitutionens udvikling,
har beskrevet centraladministrationens politiske kurs på området som ”mærkeligt
tøvende og uden konsekvens”.224 Det er da også rigtigt, at der ikke var stringens i
centraladministrationens styring af begivenhederne. Man får faktisk det indtryk, at
politimesterens ressort voksede frem som følge af en organisk proces, hvor
forskellige samfundsgrupper og forskellige embedsmænd, og politimesteren selv,
trak i hver deres retning. Dette kan man vælge at se som inkonsekvent og tøvende,
men spørgsmålet er, om det ikke er den måde hvorpå en ny og vigtig institution
nødvendigvis må dannes. Centraladministrationen nedsatte flere kommissioner til
at afgrænse det nye embede, men man lyttede også i høj grad til politimesteren
selv og andre interesserede grupper. Derved skabtes politiet ikke som en lineær
proces, men det fik en forankring i reelle samfundsopgaver.
Det forhold at centraladministrationen ikke havde en fuldt færdig plan for
politimesterembedet helt fra begyndelsen betyder ikke, at der helt og aldeles
manglede en plan. Den nye embedsmand passede ind i centraladministrationens
øvrige politiske strategi. Udnævnelsen af den første politimester skete i en periode
med stigende centralisering af en række samfundsfunktioner. Denne centralisering
kom blandt andet til udtryk i kompileringen af Danske Lov.
Som sagt var politimesterens opgaver ikke i sig selv nye. Det nye var
centraliseringen af ansvaret for funktionerne. Der var tale om en
magtkoncentration, hvor politimesteren i løbet af ganske få år kom til at have
ansvaret for meget vigtige områder, han fik befaling over en betydelig bevæbnet
styrke, og han fik ganske store økonomiske midler. Derved blev styringen af de
relevante områder gjort mere detaljeret, og centraladministrationen fik større
indflydelse på områderne.
Politimesterens magtkoncentration skete i første omgang på bekostning af
magistraten, men senere i undersøgelsesperioden blev politimesteren i det daglige
underlagt magistraten. I hele perioden refererede politimesteren dog til Danske
Kancelli i vigtige sager. Det var altså i sidste instans centraladministrationen, som
havde kontrollen med politiet. Sagerne i andet hovedafsnit viser, at der med
politimesterembedet var skabt en embedsmand, som kunne fungere som
centraladministrationens forlængede arm, når man valgte at anvende magt.
224
Hvidt 1964, s. 86.
64
3. Andet hovedafsnit. Gennemgang af kilderne fra
”Oversekretærens Brevbøger”.
I dette afsnit behandles kilder, som blev produceret af centraladministrationen,
men som ikke var egentlige love. Disse kilders oprindelsessituation kan ikke
afgøres med sikkerhed. Oversekretærens Brevbøger blev produceret i Danske
Kancelli og er dermed tilsyneladende udtryk for kancelliets daglige
forretningsgang. Det er dog sandsynligt, at kancelliembedsmændene i høj grad har
afstemt deres embedsførelse efter kongens eller Gehejmekonseillets ønsker og
krav. Det gælder for de fleste af disse kilder, at det ikke kan afgøres, om
befalingen til politimesteren kommer fra oversekretæren, fra et enigt
kancellikollegium, fra konseillet eller fra kongen alene. Uanset befalingens
præcise ophav var disse breve dog principielt udtryk for kongens mening.
Brevene er altså at betragte som normative kilder. De pålagde politimesteren en
bestemt opgave, som han var forpligtet til at udføre.
Om kilderne.
Kilderne som benyttes i dette afsnit er fra ”Oversekretærens Brevbøger”. Der er
tale om kopibøger til Danske Kancellis udsendte breve. Jeg har læst alle de breve,
som er stilet til de skiftende politimestre indtil 1771. Derudover har jeg benyttet
enkelte andre breve af særlig interesse.
Kopierne af de udsendte breve er alle bygget op efter samme skema: Først står
der en kort sammenfatning af brevets emne og hvem brevet blev sendt til. Efter
den indledende sammenfatning følger selve kopien. Der er i næsten alle tilfælde
tale om en komplet kopi. Kun når enslydende breve er sendt til forskellige
personer, kan der stå om det ene brev: ”Ligesaadant Brev blev samme Dag
mutatis mutandi expederet til Etatzraad og Politimester Erich Torm”.225
Brevene følger således en fast skabelon:
- Indledning med modtagerens titel og navn.
- Rids af den sag, som brevet knytter an til.
- Den befaling, som brevet skal meddele. Oftest, især hvis modtageren er
højtstående, med en præcisering af, at det er majestæten som allernådigst har
fundet for godt, at … . Oversekretæren står dermed som embedsmanden, der bare
tjenstligt skal meddele kongens vilje.
- Afslutning: Jeg forbliver…. Dato. Oversekretærens underskrift.
Indledningen og opsummeringen af sagen har gjort det nemmere for
embedsmændene at finde frem til en gammel sag. Tilsyneladende er registrene
først skrevet ved udgangen af den periode, som de enkelte kopibøger dækker.
225
OB 1755-1756, s. 87.
65
Registrene henviser primært til modtagernes fornavne eller til navnet på de
institutioner/kollegier/kommissioner, som var modtagere. Med politimester
Frederich Horns tiltrædelse i 1761 ændres dette dog, så man skal søge under hans
efternavn. Denne transition fra fornavneregistre til efternavne ville sikkert kunne
observeres som en generel udvikling i en bredere undersøgelse.
Før år 1731 henviser registrene til sagsnumre, fra december 1730 henviser de
til sidetal i protokollerne. Mine kildehenvisninger følger dette mønster.
Emnerne i brevene er uhyre forskelligartede. De omfatter alt, hvad der lå
indenfor Danske Kancellis ressortområde, hvilket var meget omfattende. Mere om
sagskategorier følger.
Der kan nævnes flere metodiske vanskeligheder i at benytte Oversekretærens
Brevbøger som kilder til centraladministrationens magtpolitik. For det første er
brevbøgerne først bevaret komplet fra 1721. De første 39 år af
politimesterembedets eksistens er altså ikke dækket af denne kildegruppe.
For det andet er der spørgsmålet om kildernes repræsentativitet. Antallet af
breve til politimesteren svinger fra 0 til 13 i de år, jeg har undersøgt. Det er et
vigtigt spørgsmål, hvorfor der er så store udsving. Skyldes det, at kancelliet
ganske enkelt ikke henvendte sig til politimesteren nogle år, eller var der andre
kanaler, som henvendelserne kunne følge? Man skal huske på, at København var
en lille by, hvor det ikke var vanskeligt at sende en besked eller opsøge hinanden.
Desuden var grænserne mellem arbejde og privatliv langt mere flydende for
embedsmændene i den undersøgte periode, end den er i dag. Derfor forekommer
det sandsynligt, at en stor del af embedsmændenes kommunikation både udadtil
og internt i centraladministrationens kontorer er foregået udenom de officielle
kanaler. Det er imidlertid vanskeligt at sige noget sikkert om omfanget af denne
private udveksling.
Det er også vigtigt at huske, at de sager, som jeg finder, kun har udgjort en
meget lille del af politimesterens arbejde, selv i de år hvor der er mange
indførsler.
Mine kilder kan altså ikke stå alene når det gælder om at beskrive
politimesterens arbejdsområder. Til gengæld kan de, med visse forbehold, bruges
til at undersøge, hvilke enkeltsager centraladministrationen direkte pålagde
politimesteren. Dermed kan de supplere det billede af politiets rolle i
centraladministrationens magtudøvelse, som love og forordninger viser.
Jeg har undersøgt Oversekretærens Brevbøger indtil slutningen af Frederich
Horns embedsperiode, dvs. til 1771. Dermed stopper min undersøgelse ved
Struensee-periodens omvæltninger.
66
Forsøg på en kategorisering.
En gennemlæsning af kilderne afslører et bredt udvalg af emner. For at lette
analysen af politimesterens forskellige arbejdsopgaver har jeg inddelt sagerne i en
række kategorier, som jeg vil behandle i kapitler for sig:
1)
2)
3)
4)
5)
6)
7)
8)
9)
10)
11)
12)
13)
14)
Oprør/opsætsighed.
Censur.
Kontrol med den offentlige opinion.
Rejsetilladelser og lediggængeri.
Overdådighedsforordninger og religiøst politi.
Efterforskning af kriminalitet, husundersøgelser,
eftersøgning og arrestation af forbrydere.
Tvivlsomme rejsende.
Samarbejde med andre landes retsvæsen.
Gøglere og forlystelser.
Laugssager, privilegier.
Sociale opgaver.
Statistik og demografi.
Fremmede diplomater og deres tjenere.
Klager over politiet.
For at strukturere min gennemgang og min analyse af sagskategorierne benyttes
en yderligere inddeling i overkategorier: De første fem kategorier vedrører
politiets rolle som beskytter af staten og den samfundsorden, som myndighederne
mente var den rigtige. Kategori 6, 7 og 8 behandler politiets rolle som bekæmpere
af kriminalitet. Kategori 9 og 10 behandler politiets rolle som kontrollanter af
næringslivet. Kategori 11 og 12 omhandler de opgaver af mere social og
omsorgsmæssig karakter, som politiet måtte påtage sig. Kategori 13 handler om
de vanskelige situationer, der kunne opstå, når der var diplomater involverede i
politisager. Kategori 14 handler om klager over politiet og politimesterens
embedsførelse.
De 14 kategorier behandles således i seks afsnit under overskrifterne:
1) Politiets rolle som beskyttere af staten og samfundsordenen.
2) Politiets rolle som bekæmpere af kriminalitet.
3) Politiets opsyn med næringslivet.
4) Politiets sociale og sundhedsmæssige opgaver.
5) Fremmede diplomater og deres tjenere.
6) Klager over politiet.
I hvert afsnit (undtaget afsnittet om fremmede diplomater) gennemgås
endvidere en eller flere ”case stories”, som knytter an til afsnittets tema. Det
gennemgående træk ved disse cases er, at sagerne er udvalgt, fordi de siger noget
67
om politiets og politimesterens arbejdsopgaver, deres metoder samt
politiinstitutionens indplacering i samfundet og i den enevældige administrations
magtudøvelse. Til de mere uddybende studier i enkeltsager er anvendt
Oversekretærens Brevbøger, supplikprotokollerne, arkivalier fra indlæggene til de
forskellige kildegrupper samt relevant sekundærlitteratur.
68
Politiets rolle som beskyttere af staten og samfundsordenen.
Under denne overskrift behandles sager, hvor politimesteren blev tillagt
repressive opgaver af sine overordnede.
Sager om oprør/opsætsighed.
Danmark gik fri af store oprør og voldelige revolutioner i den behandlede
periode, og folkestemningen under enevælden er blevet opfattet som temmelig
fredelig og præget af respekt for og accept af styreformens legitimitet. 226 Ikke
desto mindre er der mange eksempler på oprør og uro af et omfang, som var
tilstrækkeligt til at alarmere myndighederne og til at fordre en konstant
årvågenhed fra myndighedernes side. Sagen med brændevinsbrændernes oprør i
1723 er et eksempel på dette.227 Denne agtpågivenhed fra myndighedernes side
overfor folket kan forklare, hvorfor centraladministrationen fandt det nødvendigt
at gribe ind i de følgende sager.
De enevældige myndigheders definition af oprør var noget bredere end hvad
man nu opfatter som et oprør. For eksempel blev misbrug af den hævdvundne
supplikationsret opfattet som en form for oprør. Selv om alle den danske konges
undersåtter i princippet havde ret til at supplikere, var der altså visse regler, der
skulle overholdes. At det ikke var helt ufarligt at træde udenfor disse regler
illustreres af en sag fra 1753.228
En bonde fra Trondhjems stift havde forsiddet sin gård, og var derefter taget til
København. Her supplikerede han på en måde, der blev opfattet som meget
uforskammet og fornærmelig overfor Trondhjems biskop, som havde overtaget
gården. Kongen besluttede egenhændigt, at bonden skulle straffes med et års
fæstningsarbejde på kastellet. Politimester Torm fik til opgave at lade sine
betjente opsøge bonden og arrestere ham for derefter at befordre ham til kastellet.
Der var altså tale om et regulært lettre de cachet, et magtmiddel som man normalt
ikke forbinder med den danske enevælde. 229
226
Jf. f.eks.: Edvard Holm: Om det Syn på Kongemagt, Folk og borgerlig Frihed, der udviklede
sig i den dansk-norske Stat i Midten af 18de Aarhundrede (1746-1770), Kbh. 1975 (1883).
Edvard Holm: Den offentlige mening og statsmagten, Kbh. 1975 (1888).
Jens Arup Seip: Teorien om det opinionsstyrte enevelde, i: Norsk Historisk Tidsskrift 38, 1958.
Flemming Mikkelsen (red.): Protest og oprør. Kollektive aktioner i Danmark 1700-1985, Århus
1986.
227
OB 1721-23, nr. 130.
Se case nr. 1: Brændevinsbrændernes oprør i 1723.
228
OB 1753-54, s. 386.
229
Et lettre de cachet var en hemmelig arrestordre udstedt af kongen egenhændigt. Stig Iuul skriver
direkte, at denne form for magtudøvelse, som han kalder kabinetsjustits, ikke forekom i Danmark.
Stig Iuul: Lov og ret i Danmark, 2. udgave, Kbh. 1969, s. 26ff.
Også Edvard Holm gør meget ud af at påpege, at magtadskillelsesprincippet blev overholdt under den
sene danske enevælde:
Holm 1975 (1883), s. 92-100.
69
En borger fra Flensborg, som havde skrevet til magistraten i samme by og
havde truet medlemmerne, blev ligeledes udsat for myndighedernes sanktioner.230
Grunden til at politimesteren i København blev blandet ind i sagen var, at
flensborgenseren var kommet til hovedstaden. Den 26. februar 1746 fik
politimester Torm besked på at undersøge, hvorfor den besværlige supplikant var
kommet til København. Undersøgelsen skulle foregå ”i ald Stilhed”.231 Den 9.
april samme år fik politimesteren besked på at optage forhør over borgeren for at
finde ud af, hvad han havde villet med sine trusler mod magistraten. Forhøret
skulle sendes direkte til Tyske Kancelli, som Flensborg sorterede under. 232
I 1761 fik Torm en af sine sidste opgaver som politimester. 233 Der havde været
en brandøvelse et sted i København, og en del af almuen havde benyttet
lejligheden til at lave en sådan tumult og opløb, at de personer, som skulle afholde
øvelsen, måtte føres bort under militær beskyttelse. Tumulterne varede dagen ud.
Det blev politimesterens opgave at finde frem til de personer, som førte an i disse
uroligheder.
Case nr. 1: Brændevinsbrændernes oprør i 1723.
I sommeren 1723 var kong Frederik 4. på vej fra Fredensborg til København.
Ved Vibenshus uden for Nørreport kom en flok mennesker ham i møde. Det var
et næsten fuldtalligt brændevinsbrænderlaug, som havde samlet sig for at
overrække ham en petitionsskrivelse.234
Det var folkets ret at supplikere til kongen, enten skriftligt eller ved audiens.
Denne form for petitionsmarch tilhørte dog ikke den tilladte form for forhandling
mellem konge og folk. Den mindede i sin form alt for meget om folkelig protest
eller oprør, ligesom den vakte den enevældige administrations latente frygt for
offentlig uorden. Derfor blev kongen rasende og sagen fik et efterspil, da to af
brændevinsbrænderne blev arresteret af politimesteren.
Politimesteren havde i sin indledende undersøgelse udspurgt de to
brændevinsbrændere, men de havde fremturet med de krav, som deres supplik
havde indeholdt, og de havde endda sagt, at de sagtens kunne finde på at
fremsætte deres krav på samme måde igen, hvis de ikke fik deres ønsker opfyldt.
Dette kunne naturligvis ikke tillades, hvorfor de blev arresteret og sat i byens
Samme år, 1753, blev Henrik Stampe udnævnt til generalprokurør. Stampe var en af de fremmeste
fortalere for magtadskillelseslæren, så måske var den refererede sag en af de sidste af sin art i
Danmark.
230
OB 1745-46 s. 561, 625.
231
Ibid, s. 561.
232
Ibid, s. 625.
233
OB 1761-63, s. 383.
234
Beskrivelsen af sagen baserer sig på følgende kilder:
OB, 1721-23, no. 130. 26. juni 1723.
Kancelliets Breve,1723, læg nr. 130.
Indlæg til Sjællandske Tegnelser,1723, læg nr. 264.
70
arresthus. Efter en uges tid blev de to arrestanter mere medgørlige og afslørede, at
det var konsumptionsinspektør Anders Windeløv, som både havde forfattet
supplikken og havde fundet på, at den skulle overleveres på den måde, som det
var sket. Derefter blev de to brændevinsbrændere løsladt, mens politimesteren fik
ordre til at foretage en undersøgelse af Windeløv.
Flere ting ved sagen er interessante. For det første var der tale om en meget
aktiv form for folkelig kravfremsættelse, som ellers var temmelig usædvanlig i
Danmark under enevælden, især så tidligt i 1700-tallet. Det er tydeligt, at
myndighederne opfattede brændevinsbrændernes petitionsmarch som intet mindre
end et oprør. Ordene, som brugtes til at beskrive laugsmedlemmernes opførsel, er
så hårde som ”sammenrotning” og ”utilladelige opløb”.235
For det andet er det interessant, at myndighederne med det samme gik på jagt
efter, og fandt, en ”Author til det af oftbemeldte borgere foretagne utilladelige
opløb”.236 Det var åbenbart fuldstændigt utænkeligt, at brændevinsbrænderne på
eget initiativ skulle kunne arrangere denne form for koordineret
kravfremsættelse.237
Det tredje, og for denne undersøgelse mest interessante punkt, er, at
politimesteren her trådte frem som mellemleddet i forhandlingerne mellem lauget
og myndighederne. Naturligvis agerede politimesteren som myndighedernes
repræsentant, men han optrådte alligevel i en ”mægler”-funktion. Politimesteren
havde allerede før petitionsmarchen advaret brændevinsbrændernes laug om, at
det ikke var en acceptabel form for forhandling. Dette viser, at politimesteren var
i løbende kontakt med potentielt urolige elementer. Først da
brændevinsbrænderne entydigt havde overskredet tærsklen for det accepterede,
skred politimesteren ind som en egentligt repressiv og investigativ kraft.
235
OB, 1721-23, no. 130. 26. juni 1723.
Indlæg til Sjællandske Tegnelser,1723, læg nr. 264.
236
OB, 1721-23, no. 130. 26. juni 1723.
237
Det var et gennemgående træk i myndighedernes behandling af folkelig modstand, at man søgte
efter en ”koncipist” eller en ”animator”. At borgere og bønder af sig selv kunne organisere sig var
åbenbart utænkeligt. Denne topos blev en måde, hvorpå de, som havde havde været oprørske, kunne
undskylde deres handlinger: ”… det var sket efter tilskyndelse og dårlig enfoldighed …”.
Birgit Løgstrup: Jorddrot og offentlig administrator. Godsejerstyret inden for skatte- og
udskrivningsvæsenet i det 18. århundrede, Kbh. 1983, s. 55-56.
Det var dog ikke bare en fordom, at der blev benyttet sagførere til at fremme protester. I en moderne
tankegang virker det indlysende, at man har ret til at søge juridisk og strategisk vejledning, når man
fremfører en protest eller et krav, men i samtiden opfattede myndighederne det som unødig, og
oprørsk, indblanden.
Jf.: Birgit Løgstrup: Bondeprotest på Lynderupgård 1781-1802, i: Flemming Mikkelsen (red.):
Protest og oprør. Kollektive aktioner i Danmark 1700-1985, Århus 1986, s. 33-37.
Det er interessant, at sociologen Charles Tilly finder såkaldte ”brokers”, som ifølge hans teori er
nødvendige for at mobilisere koordineret folkelig kravfremsættelse.
Jf.: Charles Tilly: Contention & Democracy in Europe, 1650-2000, Cambridge 2004, s. 58.
71
Sager om censur.
Johan Ernst var censor på de københavnske aviser, men han magtede ikke
opgaven på grund af arbejdspresset. Fra hans død i 1722 var der frem til 1738 slet
ikke forhåndscensur på aviserne. Fra 1738 overgik censuren til direktørerne i
generalpostamtet.238 Politimesteren kunne dog godt blive indblandet i
censursager, selv om censuren ikke påhvilede hans embede. Han kunne nemlig
blive sat til at effektuere censorernes bestemmelser.
Den første sag i denne kategori er fra 1722, hvor politimester Johan Ernst fik
tilsendt en trykt plakat, som havde et utilladeligt indhold. 239 Politimesteren skulle
i hemmelighed undersøge hvem, der havde trykt den. Forfatterens navn stod på
plakaten, men det vigtige var at finde den bogtrykker, som havde ladet den trykke.
I 1726 undersøgte byfogden samtlige boglader i København for at konfiskere
alle eksemplarer af en tysk bog med titlen ”Kürtzer und gründlicher Berichte
wegen der Eid Schworens”.240 Dette viser, at andre instanser end politimesteren
kunne benyttes, når der skulle sættes magt bag censorernes beslutninger.
Et brev til politimester Himmerich fra 1728 må opfattes som en ”næse”.241 Der
var blevet trykt en vise, som angreb en navngiven jøde fra København. Sådanne
angreb på jøder var ikke velkomne, da de kunne lede til uroligheder. Derfor blev
det indskærpet Himmerich, at det var hans opgave som politimester at stoppe ting,
der kunne ophidse gemytterne i byen og ”som strider imod ald god Politie”.242
Når Himmerich ikke på eget initiativ havde grebet ind overfor denne tryksag, kan
det enten skyldes manglende opsyn med tryksagerne eller en personlig
antisemitisk holdning.243
I forbindelse med Frederik 5.s salving blev det i 1747 pålagt politimester Torm,
at han skulle sørge for, at ingen af byens bogtrykkere trykte beskrivelser af
ceremonien.244 Man havde udpeget en bestemt person til at trykke en fuldkommen
beretning, og man frygtede, at uautoriserede skribenter ville give et ufuldstændigt
billede af begivenhederne. Det skulle dog være tilladt at lade fremstille
kobberstik, som viste begivenheden. Denne sag er ikke nødvendigvis udtryk for
en politisk censur, men skal snarere opfattes som hørende til den del af
politimesterens opgaver, som omhandlede opretholdelsen af privilegier.
Efterhånden blev det politimesterens opgave at undersøge byens boglader og
lade ulovlige bøger konfiskere. I 1758 skrev politimester Torm til Danske
Kancelli og meddelte, at han havde konfiskeret 43 eksemplarer af en bog, som var
forbudt. Bogen hed ”Alvorlig og fortroelig Bonde Samtale”, den handlede om
238
P.M. Stolpe: Dagspressen i Danmark, bd. 2, Kbh. 1977 (1878), s. 301f.
OB 1721-23, nr. 47.
240
OB 1723-26, nr. 202.
241
OB 1727-28, nr. 233.
242
Bemærk at Politie her anvendes i en indskrænket pragmatisk betydning, hvor det blot betyder ”at få
tingene til at glide uden friktion”.
243
Se Case nr. 2: Hans Himmerichs angreb på den jødiske menighed i København i 1729.
244
OB 1746-48, s. 464.
239
72
samtidige politiske begivenheder i udlandet. 245 Politimesteren fik det svar, at han
skulle sende de konfiskerede bøger i en forseglet pakke til kancelliet til
kassation.246 Der skulle dog ikke føres en sag mod boghandleren, da dette ville
vække opmærksomhed. Oplaget havde været på 500, så de 43 konfiskerede
eksemplarer udgjorde blot en lille del af dem, som allerede var kommet i omløb.
Boghandleren og trykkeren slap med en formaning om fremover at lade deres
bøger censurere efter reglerne.
Det var ikke blot storpolitiske emner, som kunne blive udsat for censur, også de
populære beskrivelser af henrettelser blev der holdt øje med. I 1767 udkom et
skrift, der beskrev henrettelsen af to forbrydere. De to var blevet henrettet i
henhold til den militære straffelov ved den såkaldte levende radbrækning, som var
den strengeste straf i Danmark. På dette tidspunkt var det kutyme, at kongen gav
ordre til, at de ulykkelige misdædere skulle stranguleres, uden at tilskuerne
opdagede det. På denne måde mildnede man straffen, uden at den
generalpræventive effekt gik tabt. I den skriftlige beskrivelse af disse henrettelser
stod der imidlertid, at forbryderne var blevet stranguleret, og dermed gik noget af
det opbyggelige tabt. Alt i alt mente myndighederne, at beskrivelsen vakte ”utidig
Medlidenhed” med de henrettede, snarere end den ønskede følelse af skræk og
afsky. Derfor blev skriftet forbudt, og politimesteren fik til opgave at meddele
boghandleren, at han ikke måtte sælge de resterende eksemplarer. 247
I 1760’erne var de russiske diplomater i København meget aktive i forhold til at
kræve censur overfor aviserne, når disse skrev om russiske anliggender.248 En sag
fra 1763 viser, at denne bestræbelse også gjaldt bøger. Det kejserlige hof bad
gennem deres gesandt i København om at få forbudt en bog på fransk, som
omhandlede Peter 3.s historie. Bogen hed ”Memoires pour Servir a l´Histoire de
Pierre III”, en sådan bog var åbenbart for stærk kost for russerne. Politimester
Horn fik til opgave at advare boghandlerne mod at sælge denne bog og at holde
øje med, at de efterlevede forbuddet. 249
Den russiske gesandt i København forlangte også at få en bog konfiskeret i
1764250. Han forlangte det samme to gange i 1765 251 og to gange i 1767.252 Disse
tilfælde er endda kun de sager, hvor politimesteren blev involveret. Der kan
sagtens have været flere tilfælde.
245
OB 1757-58, s. 1249.
Jf. Luxdorphs Dagbøger, udg. af Eiler Nystrøm, Kbh. 1915-30, bd. I, s. 70.
246
OB 1757-58, s. 1280.
247
OB 1767, s. 731.
248
Stolpe, bd. 3, s. 79-87 & bd. 3, s. 179-85.
De russiske krav om censur i Danmark, og de danske myndigheders imødekommenhed overfor
kravene, skal nok ses i forbindelse med det særligt følsomme forhold mellem Danmark og Rusland i
disse år.
Jf. f.eks.: Ole Feldbæk: Tiden 1730-1814, Danmarks historie 4, Kbh. 1982, kap. 55 & 56.
249
OB 1763-64, s. 418.
Peter 3. blev afsat som tsar og myrdet. Dette må være årsagen til, at bogens indhold blev anset for
upassende for en bredere kreds.
250
OB 1763-1764, s. 1477.
251
OB 1765, s. 21, 594.
252
OB 1767, s. 283, 762.
73
En mere alvorlig sag opstod i december 1764, hvor en notits fra en tysk avis
blev trykt i en af de Berlingske aviser.253 Notitsen vakte anstød, fordi forfatteren
påstod, at den russiske tronarving lå for døden. Denne sag var så graverende, at
forfatteren, Hans Lorentz Spliid, blev arresteret. Da det kom til stykket ville den
russiske gesandt dog ikke føre en egentlig straffesag. Derfor lod han kancelliet
vide, at man ikke behøvede at opretholde fængslingen.
Det er i øvrigt interessant, at det var forfatteren til notitsen, som alene blev
holdt ansvarlig. Redaktøren, Johan Christoph Berling, ansøgte kancelliet om nåde
for den uheldige journalist. Det blev besluttet, at arrestanten kunne sættes på fri
fod, hvis han stillede kaution.
Der var tale om en ganske hård fremfærd overfor en journalist, hvis eneste
brøde var, at han havde kopieret en artikel fra et udenlandsk blad. På den anden
side viser sagen, at censuren havde karakter af et spil, hvor indsatsen kun i meget
graverende tilfælde var virkeligt alvorlige sanktioner overfor forfatterne. Gennem
arrestationen var det tydeligt blevet tilkendegivet, at der blev holdt øje med
aviserne, og at den danske regering var villig til at efterkomme et russisk ønske
om at gribe ind over for utilladelige skrifter. Dermed havde både den russiske
repræsentation og den danske regering nået deres mål. Der var ingen af parterne,
som havde interesse i at føre sagen videre for at skade den enkelte forfatter.
Ligeledes havde man intet ønske om at lade sagen få konsekvenser for redaktøren
eller de Berlingske aviser som sådan. Det var tilstrækkeligt at statuere et eksempel
for at vise hvor grænsen gik.
Denne sag er et ganske dækkende eksempel på den enevældige stats
censurpolitik, som gik ud på at dosere straffe og privilegier i et nøje afmålt
forhold for derved at styre offentlighedsformerne bedst muligt. Gennem repressiv
tolerance sørgede man for at integrere pressen i en grad, så man kunne kontrollere
den, og så man undgik at drive den under jorden og dermed lade den komme uden
for myndighedernes kontrolsfære. Denne politik gav sig udslag i en relativt mild
censurlovgivning, sammenlignet med mange andre lande i Europa. Dette
forhindrede dog ikke, at enkeltindivider kunne blive ramt meget hårdt, hvis de var
så uheldige, så opflammede af retfærdighedssans eller så tonedøve overfor det
politiske spil, at de blev brugt til at statuere de nødvendige eksempler. 254 Når
antallet af alvorlige censursager var så relativt beskedent, viser det formentlig, at
alle parter havde forståelse for dette spil. Derfor var det sjældent nødvendigt at
gribe til voldsomme forholdsregler.255
253
OB 1763-1764, s. 1685.
OB 1765, s. 20, 477.
Notitsen kan ses i Danske Tidende nr. 103.
254
Jf. landsforvisningen af P.A. Heiberg.
255
Stolpe tolker snarere den lemfældige censur som slendrian: Stolpe, bd. 2, s. 294.
Han skriver dog også, at censurlovgivningen var så generelt formuleret, at myndighederne havde
mulighed for at slå hårdt ned på selv de mindste småting, men at de undgik denne hårde
fremgangsmåde, så længe forfattere og udgivere overholdt de skrevne og, især, uskrevne regler:
Stolpe, bd. 2, s. 298.
74
Kontrol med den offentlige opinion.
Kontrollen med den offentlige opinion har altid været et vigtigt redskab for
magthavere. Mange historikere har været opmærksomme på dette område og har
undersøgt de enevældige myndigheders censurbestemmelser og andre forsøg på at
kontrollere eller ligefrem styre undersåtternes meningsdannelse.
Den enevældige styreform hvilede under den tidlige enevælde på den præmis,
at kongen var Guds repræsentant på jorden, ”konge af Guds nåde”. I løbet af
1700-tallet vandt naturrettens ide om samfundskontrakten frem. Kongen var ikke
længere konge af Guds nåde, men kongemagten var til gengæld legitimeret af sin
nytte for hele samfundet.256 Uanset hvilke præmisser den enevældige styreforms
magt var baseret på, var det vigtigt at legitimere magten i befolkningens øjne.
Centraladministrationen arbejdede derfor målrettet på at gøre det officielle syn på
kongens legitime magt til den eneste samfundsopfattelse, som var repræsenteret i
offentligheden.
Politimesteren indgik i denne politiske strategi som et redskab til at udøve
centraladministrationens politik overfor de enkelte undersåtter. Med sin placering
ude i samfundet, i begivenhedernes centrum, skulle politimesteren benytte sine
kontakter til at holde opsyn med den fremspirende offentlige opinion.
Vidnesbyrdene om politimesterens overvågning af den offentlige opinion i den
undersøgte periode er dog få og sporadiske. Under den sene enevælde
systematiseredes overvågningen med indførelsen af hemmelige politiagenter. 257
I 1743 blev politimesteren beordret til at undersøge rygter om at der på kroer og
torve blev talt ondt om svenskerne.258 Politimesteren beordredes samtidig til at
indsende en indberetning om, hvordan han mente, at man kunne forhindre, at
befolkningen oparbejdede animositet mod nabolandet. Det vides desværre ikke,
hvilke midler politimesteren mente, man kunne benytte for at styre
folkestemningen.
Baggrunden for de antisvenske følelser findes formentlig i det langvarige
fjendtlige forhold mellem de to lande. Grunden til at den fjendtlige folkestemning
blev opfattet som et problem var, at Sverige var en vigtig handelspartner i fredstid
og svenske købmænd, sømænd, diplomater og andre rejsende skulle kunne færdes
sikkert i København. Det er nærliggende at se overfaldet på den svenske
ambassadør et halvt år senere i lyset af københavnernes antisvenske følelser. I
denne sag kom den folkelige modstand mod svenskerne til udtryk ved, at den
svenske ambassadør blev forulempet af nogle hyrekuske, da han var på vej hjem i
sin egen vogn. Sagen blev taget meget alvorligt, ambassadøren klagede til tyske
256
Jf. f.eks.: Seip 1958.
Holm 1975 (1888).
257
Jf.: J. Svane-Mikkelsen: Københavns politi og forholdet til offentligheden omkring enevældens
ophør, i: Historiske Meddelelser om København 1969.
Henrik Stevnsborg: Politiet i 1800-tallet. Forsøg på en syntese, i: Politihistorisk selskabs Årsskrift
1996.
258
OB 1743-44, s. 365.
75
kancelli og oversekretær Schulin sendte sagen videre til Danske Kancelli.
Politimesteren fik besked på at arrestere og forhøre de skyldige.259
Som et led i kongemagtens selviscenesættelse kunne politimesteren ligefrem
sættes til at påtage sig journalistiske opgaver. I december måned 1743 fik
politimesteren besked på at indsamle oplysninger om det kongelige indtog i byen.
Han skulle blandt andet skaffe oplysninger om udsmykningen af gaderne. Denne
beskrivelse skulle han derefter sende til Danske Kancelli, som så ville lade dem
trykke, så befolkningen kunne læse om pragten. Man lod sig ikke nøje med at
iscenesætte kongemagten under selve indtoget, man ville altså også publicere en
beskrivelse af festlighederne, så en større del af befolkningen kunne stifte
bekendtskab med dette. Man må formode, at politimesteren ikke bare skulle
indsamle oplysningerne, men at han også skulle redigere dem, så de var klar til
trykken. Ved at sætte en kongeligt udnævnt embedsmand til at gøre dette arbejde
sikrede man sig, at kongen blev præsenteret i det rette lys. 260
Rejsetilladelser og lediggængeri.
Under det enevældige styre var der strenge begrænsninger på indbyggernes frie
bevægelighed indenfor landet grænser. Dette gjaldt naturligvis først og fremmest
bondestanden. Denne gruppe er kun repræsenteret i mine kilder med én sag. Dette
skyldes formentlig, at bortløbne bønder kun hørte under politimesterens ressort,
når de kom til København. På landet var der andre instanser, som havde til opgave
at opretholde stavnsbåndet.
Det var politimesterens opgave at holde opsyn med alle fremmede, som ankom
til København. Alle som tilbød logi til fremmede havde indberetningspligt. Det
var også politimesteren, som udstedte rejsepas, og det var hans opgave at
koordinere indsatsen mod ulovlige omstrejfere. Der kunne være tale om tiggere
eller omrejsende minoritetsgrupper som sigøjnere, men også soldater og andre
grupper skulle politimesteren holde opsyn med.
I 1723 indgav politimester Rathecken en supplik til kongen, hvori han blandt
andet bad om tilladelse til, at en aftakket og syg matros måtte rejse hjem til
Jylland, hvor hans familie kunne tage sig af ham. Det fremgår ikke, hvorfor
politimesteren talte matrosens sag, men det skyldtes enten, at matrosen selv havde
henvendt sig til politimesteren, som ikke turde give ham rejsepas uden at spørge
om lov højere oppe i systemet, eller også forsøgte Rathecken på eget initiativ at få
matrosen sendt ud af byen og dermed ud af sit eget ansvarsområde. Da matrosen
tilhørte søetatens jurisdiktion, kunne politimesteren naturligvis ikke selv afgøre
sagen, men måtte spørge opad i systemet først. 261
259
OB 1743-44, s. 556 & 559.
Jf. kapitlet ”Fremmede diplomater og deres tjenere”.
260
OB 1743-44, s. 494.
261
OB 1723-26, nr. 22.
76
Året efter kom politimester Rathecken i vanskeligheder på grund af en anden
matros ved navn Frederich Hansen. Matrosen var blevet fundet beruset på gaden
og politibetjentene havde derfor pågrebet ham og havde solgt ham til en kaptajn
Tyrkensteens kompagni for seks rigsdaler. Dette var ikke en usædvanlig
fremgangsmåde overfor løsgængere, men matrosen var allerede hyret hos en
kommandørkaptajn Kønig, som naturligt nok ikke var tilfreds med at miste en
forhyret mand. Det blev pålagt politimesteren at udrede sagen til alles
tilfredsstillelse.262
I 1725 fik politi- og kommercekollegiet under politimester Ratheckens
suspension besked på at arrestere en pige, Anna Catharina Laursdatter, for at
forsøge at ”bortprakticere” en livgarder. Soldaten ville rømme iført kvindeklæder
og rejse til Holland. Pigen skulle tiltales for sit værneting, soldatens straf var et
militært anliggende.263
I nær sammenhæng med kontrollen af rejsende stod problemet med omstrejfere
og lediggængere. Dette var et emne, som optog myndighederne gennem hele den
tidligmoderne periode, og som mange love og andre forholdsregler rettede sig
imod.264
Gennem sine generelle arbejdsområder havde politimesteren også berøring med
dette problem. I december 1744 fik politimester Erik Torm brev fra kancelliet om
emnet.265 De mange folk, som var stukket af fra deres fæstegodser og opholdt sig i
København som lediggængere, blev opfattet som et problem. Kongen overvejede
derfor, om man kunne tvangsindrullere nogle af disse mennesker i de hvervede
regimenter. Politimesteren fik derfor ordre til at lade ”et eller andet fornuftigt
Menneske” undersøge løsgængerne i byen og lave en liste over dem, som havde
fysikken til militærtjeneste.
En uddybning af denne sag findes i et brev til overkrigssekretær Numsen fra
august 1745.266 det var åbenbart oprindeligt krigskancelliet, som havde foreslået
at benytte lediggængere som hvervede soldater. Af brevet fremgår det, at man
havde indhentet erklæringer fra stiftamtmændene og fra politimesteren i
København. Disse havde ”under Haanden” undersøgt hvor mange egnede
lediggængere, der fandtes i landet. Det var naturligvis vigtigt, at en sådan
undersøgelse skete hemmeligt, så lediggængerne ikke fandt ud af, at de var ved at
blive tvangshvervet.
Imidlertid var politimesteren og amtmændene enige om, at der i virkeligheden
ikke fandtes ret mange egentlige lediggængere. De fleste skaffede sig til dagen og
vejen ved småjobs og forefaldende arbejde. De få, som kunne kaldes
lediggængere, var uegnede til militærtjeneste. Disse relationer blev sendt til
262
OB 1723-26, nr. 98.
OB 1723-26, nr. 183.
264
Se en grundig gennemgang af dette emne i: Tyge Krogh: Staten og de besiddelsesløse på landet
1500-1800, Odense 1987, kap. IV.
265
OB 1743-44, s. 856.
266
OB 1745-46, s. 468 (i registeret henvises til s. 470!).
263
77
overkrigssekretæren, og man må formode, at denne form for hvervning blev
opgivet.
Sagen kaster et interessant lys over løsgængeriproblemet, som myndighederne
gennem mange år behandlede med stor iver. Måske var løsgængerproblemet i
virkeligheden ikke så stort, som man troede. Naturligvis har der været store dele
af befolkningen, som ikke havde fast arbejde, og som vandrede omkring i det
omfang, som de strenge pasregler tillod det, men denne gruppe mennesker har
naturligvis levet af noget. Nogle levede af at tigge og nogle stjal og røvede, men
de fleste udfyldte måske i virkeligheden en nødvendig rolle som løs arbejdskraft.
Dette lader i hvert fald til at være amtmændenes og politimesterens opfattelse.
Overdådighedsforordninger og religiøst politi.
Også overholdelsen af overdådighedsforordningerne lå indenfor politimesterens
ressort. Henning Koch argumenterer for, at politimesterens opsyn med
overdådighedsforordningernes overholdelse var et udtryk for enevældens
økonomiske politik: Politimesterembedet blev oprettet for at beskytte de statslige
manufakturer.267 Der er ingen tvivl om, at politimesteren spillede en rolle i den
enevældige
stats
økonomiske
politik,
men
opretholdelsen
af
overdådighedsforordningerne var ikke alene dikteret af økonomiske hensyn.
I 1745 blev politimester Torm pålagt at undersøge hvilke grupper i København,
som overtrådte disse forordninger.268 Kongen havde bemærket, at brugen af
utilladelig overdådighed var begyndt at tage overhånd ”saa at de mindste vil holde
sig lige med de” højere.269 Politimesteren skulle sende sin rapport direkte til
ceremonimesteren, som havde overopsynet med området. Den årsag som nævntes
til, at forordningerne skulle overholdes, var, at brugen af forbudte luksusvarer var
stigende ”hvorpaa kand ej andet end følge Guds Straf og Hjemsøgelse over
Landet”.270
Der
var
altså
en
religiøs
begrundelse
for
overdådighedsforordningerne.
Det er vanskeligt at sige noget om, hvor stor virkning
overdådighedsforordningerne havde, men en sag fra 1760 viser, at folk regnede
med at politimesteren kunne finde på at gribe ind overfor overtrædelser. 271
Arvingerne til en afdød generalmajor rettede henvendelse til Danske Kancelli for
at sikre sig, at politimesteren ikke greb ind, hvis de beklædte ligkisten med sort
fløjl. Imidlertid var det, ifølge begravelsesforordningen af 7. november 1682, 2.
artikel, tilladt, at folk af høj rang tillod sig sådanne posthume excesser. Dette blev
præciseret i et brev til politimesteren, hvorefter arvingerne med sindsro kunne
jorde den fløjlsomvundne generalmajor.
267
Se indledningen og diskussionen.
OB 1745-46, s. 438, 441.
269
OB 1745-46, s. 438.
270
OB 1745-46, s. 441.
271
OB 1759-60, s. 1128.
268
78
Som nævnt lå der religiøse bevæggrunde bag politimesterens opsyn med
overdådighedsforordningerne. Et andet område, som politimesteren havde
ansvaret for, var opsynet med at folk ikke faldt fra den statsautoriserede tro. I
1765 fik politimesteren ordre til at undersøge en pige ved navn Susanna Stiern,
som angiveligt var konverteret til katolicismen og havde giftet sig med den
spanske gesandts kammertjener.272
Karakteristisk for de vanskelige sager, som involverede fremmede diplomater,
skulle politimesteren ikke gå direkte til pigen selv eller hendes mand. I stedet
skulle han henvende sig til pigens moder og hendes to søstre og forhøre dem om,
hvordan religionsskiftet var kommet i stand og om hvem, der havde undervist
Susanna i religion. Forhøret skulle derefter sendes til oversekretæren. Dette viser
hvor vigtig sagen var. Man kunne ikke bare ignorere den, hvilket ellers ville have
været det letteste. I stedet valgte man at behandle den forsigtigt og på højeste sted
for ikke at støde den spanske diplomat.
Senere samme år fik politimesteren en opgave, som muligvis udsprang af den
foregående sag.273 Kancelliet havde fået mistanke om, at nogle af de børn, som
gik i de katolske skoler i København, egentlig burde opdrages i den lutherske tro.
Der var formentlig tale om børn af tjenestefolk, som arbejdede for katolikker.
Politimesteren fik til opgave at undersøge de katolske skoler et par gange om året
for at sikre sig, at kun børn af katolikker blev undervist der. Han skulle meddele
resultaterne af sine undersøgelser til biskop Harboe.
Case nr. 2: Hans Himmerichs angreb på den jødiske menighed i København i
1729.
Følgende case illustrerer, hvor meget magt politimesteren kunne mønstre
overfor en gruppe, som var marginaliseret i samfundet. Politimesteren havde
ifølge politiforordningen af 1701 pligt til at holde opsyn med den jødiske
menighed i København. Han benyttede denne bestemmelse til at retfærdiggøre sin
fremfærd mod jøderne.
Tidligt om morgenen den 26. maj 1729 blev en række af de mest fremtrædende
ældre jøder fra menigheden i København afhentet af politibetjente. De blev ført til
en gårdhave i nærheden af politimester Hans Himmerichs hus og blev lukket inde
der. I mellemtiden gik politibetjentene på jagt efter flere jøder i byens gader, hvor
de fangede en del yngre medlemmer af menigheden. Da der var omkring 20 jøder
samlet i gårdhaven, stillede betjentene sig tilfredse og afventede politimesterens
ankomst.274
272
OB 1765, s. 847.
OB 1765, s. 1238
274
Beskrivelsen af begivenhederne er baseret på følgende kilder:
OB 1729-30, nr. 92.
Koncepter og Indlæg til Sjællandske Tegnelser, 1729, nr, 283, kasse 54, læg nr. 283.
273
79
Ved 9-tiden ankom Hans Himmerich i spidsen for en procession af samtlige
vægtere i byen. Han havde også rekvireret et antal soldater fra byens garnison.
Uden at de tilfangetagne kunne få at vide, hvad der ventede dem, blev de fleste af
dem placeret i 7 kareter, som var hyret til formålet. De resterende yngre jøder
måtte gå til fods eskorteret af soldater med opplantede bajonetter. Hele vejen var
de udsat for en nysgerrig folkemængdes spot, da de blev gennet gennem byen som
forbrydere.275
Turen gik gennem Østerport ud til Garnisons Kirkegård. Vognene ankom først
og mens de holdt og ventede på de gående, så de ældre jøder et syn, der fik blodet
til at isne i deres krop: Skarpretteren, Mühlhausen, holdt og ventede sammen med
sin undergivne, natmanden, og dennes vogn. Dette syn kunne man normalt se før
en offentlig henrettelse, hvor natmanden gik skarpretteren til hånde, og den dømte
blev ført til og fra retterstedet på natmanden vogn. Jøderne frygtede, at de ville
blive udsat for en regulær udslettelse, som de europæiske jøders historie allerede
på dette tidspunkt var så fuld af.
Da de sidste jøder ankom, blev de alle sammen gennet ind på kirkegården,
vægtere, politibetjente og soldater slog ring om de forskrækkede jøder, og først da
fik de at vide, hvorfor de var blevet samlet. Politimesteren oplæste en kongelig
befaling, der sagde, at jøderne skulle grave liget af en Jens Peder Gedeløche op,
transportere ham til jødernes kirkegård og begrave ham der. Årsagen var, at
politimesteren havde sandsynliggjort, at den afdøde var blevet omvendt til
jødedommen. Derfor havde kongen besluttet, at jøderne skulle få gravet liget op
og transportere det til den jødiske kirkegård.
Det må trods alt have været en lettelse for de forsamlede jøder, at de ikke var i
livsfare, men da arbejdets karakter rigtigt gik op for dem, sank deres mod igen.
Politimesteren ville ikke lade de yngre jøder deltage i arbejdet, så de gamle måtte
klare sig alene. Flere af dem var omkring 70 år gamle. Da arbejdet skred for
langsomt frem, lod politimesteren natmanden hjælpe til. Det var en stor
ydmygelse at måtte arbejde sammen med natmanden. Derved blev jøderne, i
tilskuernes øjne, associeret med natmandens uærlighed. Da kisten endelig kom op
i lyset, satte politimesteren trumf på ved at tvinge rabbineren til at åbne den, så
man kunne se, at det var det rigtige lig, man havde gravet op. På dette tidspunkt
havde den afdøde ligget i jorden i over en måned.
Derefter gik hele optoget til jødernes kirkegård, hvor nogle yngre medlemmer
af menigheden i mellemtiden havde gravet en grav til den påståede apostat.
Imidlertid syntes politimesteren, at graven lå for yderligt, så han anviste en mere
Koncepter og Indlæg til Sjællandske Tegnelser, 1729, kasse 55, læg nr. 366, 367 & unummereret
supplik fra jøderne, som ligger mellem nr, 365 og 367.
Sagen er omtalt i: P.W. Becker: Om Jens Pedersen Gedelöche, der gik over til den jødiske Tro, i:
Kirkehistoriske Samlinger, 1. bd., Kbh. 1849-52, s. 117-122.
Tilsyneladende har forfatteren ikke haft kendskab til alle sagens akter.
275
”… unter Zuscauung Tausenden und Tausenden Menschen seehen zu Fuss zu grösster Spot und
Geläuchter gleich Delinquenten …”.
Koncepter og Indlæg til Sjællandske Tegnelser, 1729, kasse 55, unummereret supplik fra jøderne, som
ligger mellem nr, 365 og 367.
80
central placering, hvor de allerede udmattede jøder måtte grave en ny grav.
Arbejdet blev besværliggjort af store sten i undergrunden, men politimesteren var
ubøjelig. Til sidst lod han sig dog stille tilfreds, man fik jordet liget og jøderne fik
lov til at gå.
Hele sagen var begyndt med et rygte. Efter kuratoren Jens Peder Gedeløches
død bredte et rygte sig i byen; man sagde, at han var faldet fra sin kristne tro og
havde omvendt sig til jødedommen. Rygtet sagde også, at han havde sendt
præsterne fra sit dødsleje med hårde ord og havde tvivlet på Jesu fødsel. Efter
hans død skulle jøderne have afhentet ham og begravet ham i hemmelighed på
deres kirkegård.
Politimesteren besluttede at undersøge sagen nærmere og sendte politifiskalen
medsamt to betjente ud til den afdødes hus. Her foretog man indledende
afhøringer af enken og tjenestepigen samt enkens bror. Da deres forklaringer ikke
stemte overens, besluttede politifiskalen at indkalde dem alle sammen til forhør på
politikammeret. Også den afdødes præst og en anden præst, som havde besøgt
ham på dødslejet, blev afkrævet en forklaring.
Under forhørene kredsede politifiskalen især om Gedeløches religiøse vaner,
hans måde at bede på, hvilken slags kød han spiste, samt om han var omskåret.
Derudover spurgte han ind til Gedeløches samkvem med jøder. Gedeløches enke
fortalte, at hendes afdøde mand ikke havde for vane at gå til alters i den periode,
hvor de kom sammen, men ikke var gift. Da de blev tvunget til at gifte sig ved en
konsistorialdom, fik hun gennemtrumfet, at han skulle gå til alters en gang om
året. Hun kunne dog ikke sige, hvilken kirke han frekventerede om søndagen, og
han havde for vane at bede stående for sig selv, mens han nikkede med hovedet
eller kroppen.
Han ville kun spise kød fra den jødiske slagter, eller kød som var blevet slagtet
med en særlig kniv, som han havde fået af jøderne. 276 Hun var tilsyneladende ikke
klar over, om han havde været omskåret, eller måske vidste hun ikke hvad det
betød. Tjenestepigen bekræftede disse ting, men hun var tilsyneladende klar over,
hvad en omskæring var, for hendes svar på dette spørgsmål var et emfatisk nej. 277
På enkens egen begæring blev deres tiårige datter afhørt. Hun kunne fortælle, at
faderen ikke ville have, at hun læste bøger om Jesu lidelser, men at han hellere
ville have hende til at læse Davids Salmer. 278 Ydermere kunne hun fortælle, at
hun havde bedt faderen om at lade sig berette af præsten på hans dødsleje, men at
276
På dette tidspunkt foregik al slagtning nok ved at man skar halsen over på dyrene, eller ved at man
”stak” dem, dvs. at man overskar halspulsåren. Derved adskilte kosher slagtning sig ikke fra
dagligdagen i København. Det særlige ved Gedeløches forhold til kød var altså, at dyrene blev slagtet
med en særlig kniv.
277
Koncepter og Indlæg til Sjællandske Tegnelser, 1729, nr, 283, udskrift af politikammerets protokol,
onsdag den 27. april 1729, forhør over tjenestepigen Gundel Larsdatter, spørgsmål 4.
278
Davids Salmer var en almindeligt udbredt bønnebog, og kan således ikke siges at være
undergravende litteratur.
81
faderen havde nægtet og havde sagt, at han ville ”lære hende andet af hands
Skrifter”, når han blev rask.279
De to præster, som havde forsøgt at lede den døende kurator på rette vej,
bekræftede, at de var blevet afvist med blasfemiske ord. Det samme gjorde
lægen.280
Med hensyn til Gedeløches omgang med jøderne kunne hans efterladte
fortælle, at han ofte havde haft besøg af en mand ved navn Henrich Israel. Når de
havde været alene havde de tilsyneladende diskuteret religiøse emner, for de
havde bibelen liggende på bordet mellem sig. Ud over dette var der kun løse
rygter om afdødes omgang med jøderne.
På baggrund af undersøgelserne indberettede politimesteren sagen for kongen.
Det var en alvorlig sag, hvis en jøde virkelig var blevet begravet på en kristen
kirkegård, derfor fik Himmerich en kongelig ordre om at sørge for, at Gedeløches
lig blev flyttet til den mosaiske kirkegård. Det var denne ordre, som blev
effektueret på en meget voldsom måde.
Det ovenstående sagsforløb er hovedsageligt beskrevet på baggrund af to
kilder: Jødernes supplik, hvor de klagede over den behandling, de havde været
udsat for, og politimester Himmerichs udførlige gendrivelse af disse klager. Man
ser altså sagen fra begge sider. Det kan være vanskeligt at afgøre, hvilken
forklaring, der kommer nærmest sandheden. Begge parter havde en interesse i at
fremstille sagen i en meget skarpt optegnet version, og de to kilder lægger vægt
på lidt forskellige aspekter af hændelsesforløbet.
Der er dele af jødernes fortælling, som giver indtryk af at være overdrevne. De
tusindtallige menneskeskarer, som angiveligt skulle have bevidnet jødernes udtog
til Garnisons Kirkegård, står overfor Himmerichs påstand om, at der højst var 100
tilskuere. Måske har de tusindvis af mennesker, blot været de folk, som alligevel
var på gaderne kl. 9 om morgenen? På den anden side er der en klar
selvmodsigelse i, at Himmerich skriver, at der ikke var mange tilskuere, og
derefter anfører, at opbuddet af vægtere og soldater var nødvendigt for at sikre
jødernes sikkerhed. Vægterkorpset alene kunne vel godt holde styr på under 100
tilskuere. Han skriver videre, at nogle af jøderne forsøgte at slippe bort ved at
blande sig med tilskuerne. Denne oplysning giver han for at forklare, hvorfor man
var nødt til at bruge magt overfor jøderne, men den giver uvægerligt et billede af
en noget mere kaotisk situation, end den han ellers beskriver, hvor vægtere,
betjente og soldater er i overtal i forhold til tilskuerne.
Et af jødernes vigtigste klagepunkter var, at de var blevet tvunget til at arbejde
sammen med natmanden. Dette havde i tilskuernes, og måske i egne, øjne gjort
dem ”uærlige”. De udtrykte det som, at de derved var blevet optaget i den uærlige
stand.281 Derved kunne byens borgere ikke længere gøre forretninger med dem.
279
Koncepter og Indlæg til Sjællandske Tegnelser, 1729, nr, 283, udskrift af politikammerets protokol,
onsdag den 27. april 1729, forhør over Jens Peder Gedeløches datter, Malene Gedeløche.
280
Koncepter og Indlæg til Sjællandske Tegnelser, 1729, nr, 283, udskrift af politikammerets protokol,
fredag den 29. april 1729.
281
… in Racker Zünft aufgenommen und Rackers geworden …
82
Himmerich nægtede, at han havde ladet jøderne arbejde sammen med
natmanden. Han påstod, at kun Mühlhausen havde været til stede, mens
natmanden havde stået langt borte. I øvrigt anførte han, at han havde ladet alle
jøderne, både de unge og de ældre, arbejde, men at de havde gjort arbejdet meget
langsomt. Derefter gik han meget let henover, hvordan arbejdet så blev gjort,
derved undgik han at sige, hvor stor en del af arbejdet som faktisk blev udført af
natmanden eller skarpretteren. Der ligger en kopi af en regning fra Mühlhausen i
lægget. Han forlangte 20 rigsdaler for sit og sine folks arbejde. Regningen er
imidlertid ikke specificeret, så det kan ikke afgøres, hvor aktiv en rolle, hans folk
spillede i ekshumationen.282
For yderligere at imødegå jødernes klage erklærede politimesteren sig villig til
at føre vidner, der kunne bekræfte, at alt var gået ordentligt for sig, og at jøderne
ikke havde lidt unødig overlast. De vidner han ville føre var løjtnanten for de
soldater, som havde deltaget i seancen samt officererne i vægterkorpset. Altså
folk som selv havde en interesse i at fremlægge sagen fra samme synsvinkel som
politimesteren, eller som decideret stod i et afhængighedsforhold til ham.
Endelig fremkom Himmerich med tre ønsker til kongen:
1: Han ville have nedsat en kommissionsdomstol, hvor jøderne skulle bevise
deres beskyldninger mod ham. En passende satisfaktion, hvis de ikke kunne
bevise noget, ville være, at de skulle genopbygge hans nedbrændte gård på
Gråbrødretorv.
2: Han ønskede, at der skulle nedsættes en kommission, som kunne undersøge
alle jødernes forhold. Både de religiøse og finansielle forhold.
3: Endelig mente han, at det ville være rimeligt, at kongen betalte for
Mühlhausens ydelser, de lejede vogne samt en drikkeskilling til betjentene.
I svaret til politimesteren blev det første forlangende ignoreret. Anmodningen
om en kommission blev også afvist med henvisning til, at opsynet med jødernes
forhold i forvejen lå indenfor politimesterens ansvarsområde. Endelig blev det
bestemt, at jøderne skulle betale et bestemt beløb til konventhuset, så ville de få
lov til at hyre natmanden til at grave liget op endnu en gang og flytte det til
uindviet jord. Politimesteren fik altså ikke en reprimande for sin fremfærd mod
jøderne. Der stod udtrykkeligt i afgørelsen, at han jo kunne føre vidner på at alt
var foregået i overensstemmelse med kongens ordre. Til gengæld fik han heller
ikke opfyldt sine ønsker i forhold til sagens videreførelse og hans egen
satisfaktion.
Der er ingen tvivl om, at Jens Peder Gedeløches forhold til religion var
usædvanligt for samtiden, hvilket i sig selv var nok til at berettige en
undersøgelse. Det kan dog ikke siges med sikkerhed, om han egentlig var
konverteret til jødedommen. Den jødiske menighed nægtede det i hvert fald, og de
var uden tvivl klar over, at det ville være uklogt at optage kristne i deres rækker.
Koncepter og Indlæg til Sjællandske Tegnelser, 1729, kasse 55, unummereret supplik fra jøderne, som
ligger mellem nr, 365 og 367.
282
Koncepter og Indlæg til Sjællandske Tegnelser, 1729, kasse 55, læg nr. 367.
83
I sig selv var der vel ikke noget odiøst i, at Gedeløche diskuterede religion med
en jøde. Det kunne jo lige så godt være, at han forsøgte at få jøden på bedre
tanker. Hvis man kan fæste lid til vidneudsagnene om hans spisevaner, må man
dog konkludere, at han nok i egen selvforståelse var trådt væk fra den rette kristne
vej og i stedet forsøgte at leve efter de jødiske traditioner. Dette betød dog ikke, at
den jødiske menighed ville have noget med ham at gøre.
Der er det problem med vidneudsagnene, at det er uklart, hvor stort et pres de
afhørte har været under, da de aflagde vidneudsagn. Uanset hvor meget man kan
stole på disse udsagn, er der dog ingen tvivl om, at der ikke var positive beviser
for en sammenhæng mellem den jødiske menighed og Gedeløches fritænkeri.
Denne sammenhæng blev tilsyneladende stadfæstet af politimesterens
forudfattede holdninger til jøderne. Det forekommer sandsynligt, at Himmerich i
forvejen var negativt indstillet overfor den jødiske menighed. Rygterne om
Gedeløche gav en mulighed for at skride til handling.
Politimesteren udøvede magt på flere måder i denne sag. Han fremskaffede
vidneforklaringer og indicier, som han derefter fremlagde for kongen på en sådan
måde, at denne var nødt til at gribe ind. Da politimesteren i sin oprindelige
indstilling om sagen, ikke foreslog noget i stil med at flytte liget, må man
formode, at påbuddet om denne flytning kom som en overraskelse for ham.
Imidlertid benyttede han kongens ordre som påskud til at iværksætte en storstilet
forhånelse af en gruppe, som han havde antipati for. Da kongen befalede, at
Gedeløches lig skulle flyttes, havde han vel tænkt sig, at natmanden skulle udføre
arbejdet på den jødiske menigheds bekostning. Når hele affæren udartede til en
offentlig forestilling, stod det formentlig for Himmerichs regning.
Hele sagen viser, hvor mange ressourcer politimesteren kunne mobilisere, når
blot han havde en kongelig befaling at henvise til. Da følgerne af hans voldsomme
fremgangsmåde var ved at ramme ham selv greb han til en anden form for taktik.
Han stod i en position, hvor han kunne mobilisere troværdige folk til at støtte sine
påstande, han anglede efter sympati begrundet i hans tro tjeneste og han angreb
sine modstandere kraftigt. Endelig kunne han henvise til at han havde handlet i
overensstemmelse med kongens befaling, hvilket, rent formelt set, også var sandt.
Sagen viser dog også, at det var muligt for mere marginaliserede grupper at
søge indflydelse. Jødernes klageskrift tvang Himmerich til at forklare og forsvare
sine handlinger, om end man ikke kan sige, at han gik i defensiven. Hans krav om
satisfaktion for uretmæssige beskyldninger var tilsyneladende fremsat ud fra den
ide, at det bedste forsvar er et angreb. Ganske vist fik Himmerich ikke en officiel
reprimande, men forbigåelsen af hans krav om satisfaktion og om nedsættelsen af
en kommission var et klart signal om, at han skulle lukke sagen, indtil han havde
noget mere substantielt at komme med. Jøderne skulle betale penge til
konventhuset. Det står ikke helt klart, hvad disse penge var en bod for, men de fik
da opfyldt deres ønske om at måtte flytte Gedeløches lig ud af deres kirkegård.
84
Dette må ses som en tilkendegivelse af, at de i det mindste ikke havde gjort noget
bevisligt forkert. Deres henvendelse til kongen havde altså sin virkning.
Delkonklusion.
Under overskriften ”Politiets rolle som beskyttere af staten og
samfundsordenen” har jeg behandlet politimesterens rolle i forhold til oprørere og
urostiftere, i forhold til trykkere og andre som lå under for censurlovgivningen og
i forhold til den offentlige opinion. Endelig har jeg behandlet en sag, hvor
politimesteren benyttede sin magt til at angribe en minoritetsgruppe i samfundet.
Efter en moderne målestok kan de politimæssige opgaver, som er behandlet i
dette kapitel, sammenfattes som værende af repressiv art. Der er tale om, at
politimesteren gennemførte myndighedernes dagsorden på nogle områder, som
begrænsede befolkningens handlemuligheder. Politimesteren kan med baggrund i
disse funktioner beskrives som en del af et undertrykkende regime og hans
arbejdsopgaver kan beskrives som repressive.
Politimesteren spillede en vigtig rolle i forbindelse med kontrollen af
befolkningens oprørske tendenser. De oprør, som behandles ovenfor var dog ikke
af et omfang, så de i sig selv kunne udgøre en trussel mod styret. I det hele taget
forekommer samtidens definition af oprør, at være temmelig bred og dække både
gadeoptøjer, uforskammede supplikanter og forsøg på faglig organisering.
Netop sådanne milde former for oprør kunne være vanskelige at gøre noget ved
med de overvældende militære magtmidler, som stod til det enevældige styres
rådighed. Utilfredshed og murren i krogene i brede dele af befolkningen kan ikke
imødegås med militær magt eller med love og formaninger. Hvis styret ville
imødegå sådanne latente oprørsstemninger, eller i hvert fald forhindre dem i at
komme offentligt til udtryk, måtte der findes en vej imellem sværdet og pennen.
Denne erkendelse var ikke særegen for Danmark. I 16- og 1700-tallene opstod
begrebet ”haut police”, eller efterretningsvæsen, som en modsætning til ”bas
police”, eller det almindelige politiarbejde. Efterretningsvæsenet var, og er,
kendetegnet ved, at politiet indsamler informationer og forsøger at imødegå
uhensigtsmæssige tendenser. Kilderne fra Oversekretærens Brevbøger giver ofte
et billede af, at politimesterens involvering i sagerne var af reaktiv karakter, dvs.
at han først fik besked på at træde ind i sagen efterfølgende. Sagen med
Gedeløche viser dog, at han også kunne være på forkant med begivenhederne.
Sagerne om censur af bøger og aviser og forsøgene på at kontrollere den
offentlige opinion er i virkeligheden en anden side af den samme rolle for
politimesteren. Centraladministrationen benyttede politimesteren som en instans,
der kunne gå ud i samfundet og gennemtvinge en styringsstrategi. Politimesteren
optrådte som en mellemvej mellem militæret som magtmiddel og lovene og
domstolenes langsommelige og strengt reaktive form for magtudøvelse.
85
Politiets rolle som bekæmpere af kriminalitet.
Jeg har allerede nævnt, at politiet oprindeligt ikke stod for
kriminalitetsbekæmpelse, men at dette område blev tillagt institutionen i løbet af
min undersøgelsesperiode. I dette kapitel fremlægger jeg en række eksempler på
sager, hvor politimesteren blev pålagt at optræde som kriminalpoliti.
Efterforskning af kriminalitet, husundersøgelser, eftersøgning og
arrestation af forbrydere.
I 1729 undslap en forbryder ved navn Ole Andersen fra arresten. Han var blevet
dømt for tyveri til kagstrygning, brændemærkning og livstid i Bremerholms jern,
men opholdt sig nu i et hus på Nyhavn. Stadtholderen, gehejmeråd Wibe, sendte
en memorial til kongen om forbryderens opholdssted, først da fik politimesteren
besked på at tage affære. Ordren lød på, at politimesteren skulle ”med ald
Forsigtighed og Tavshed denne Delinkvent at eftersøge”.283
I 1754 fik politimesteren igen ordre til at opspore og arrestere en undvegen
fange.284 Der var tale om et tugthuslem fra Viborg tugthus, som var taget til
København efter sin flugt.
Ved oprettelsen af assistenshuset i 1754 blev det besluttet, at politiet skulle stå
til rådighed i sager, hvor der var mistanke om ulovligt pantelån. Politiet skulle
således stille mandskab til rådighed ved husundersøgelser. Politimesteren mente
tydeligvis ikke, at dette sagsområde var indeholdt i hans instrukser, så han
nægtede at hjælpe, indtil et brev fra Danske Kancelli medsamt en kopi af
reskriptet gjorde det klart, at han ikke kunne undslå sig. 285
I år 1757 flygtede en kvinde ved navn Kirstine Sigvarts fra Børnehuset,
Københavns kvindefængsel.286 Hun havde afsonet 12 år af en livstidsdom for
tyveri. Da hun nu var på fri fod, benyttede hun lejligheden til at sende en supplik,
hvori hun påstod, at hun var blevet lokket til at købe tyvekosterne af den rigtige
tyv 12 år tidligere. Hun bad derfor om lov til at forblive på fri fod.
Kancelliet havde imidlertid fundet sagens akter frem. Hun var blevet dømt ved
flådens domstol, da hun var gift med en matros. Af disse akter fremgik det, at hun
havde tilstået selv at have stjålet tøjet. De nye oplysninger, hun kom med, blev
derfor af kancelliet opfattet som falske. Da hun ydermere var flygtet fra fængslet,
havde hun ikke på nogen måde gjort sig fortjent til nåde, derfor fik politimesteren
besked på at eftersøge hende og udlevere hende til Børnehuset, når hun blev
fanget.
283
OB 1729-30, nr. 10.
OB1753-54, s. 726.
285
OB 1753-54, s. 910.
286
OB 1757-58, s. 320.
284
86
En ubehagelig sag, som opstod i Norge i 1759, involverede også politimesteren
i København.287 En mand i Stavanger amt ved navn Hans Holst var blevet
anklaget af sin datter for at have forgrebet sig på hende. Der var blevet optaget
tingsvidneforhør og nu ville man have foretaget forhør af mandens to andre døtre,
som tjente i København. Det var politimesteren, som fik til opgave ”i ald Stilhed”
at få foretaget disse forhør.288 Da forhørene var afsluttet, blev en kopi sendt til
amtmanden i Stavanger amt.289 Amtmanden havde tilsyneladende ikke den store
lyst til selv at føre sagen. Han bad i et senere brev om at kancelliet skulle overtage
sagen.290 Da kontakten mellem de norske myndigheder og politimesteren i
København var blevet varetaget havde Danske Kancelli imidlertid udspillet deres
rolle, og sagen måtte gå sin gang ved de ordinære domstole, hvilket kancelliet
meddelte amtmanden.
De ovennævnte sager viser et bureaukrati, som var ved at være så udviklet, at
det let kunne fremskaffe sagsakter, som gik langt tilbage i tiden og benytte dem
imod folk. Med politimesteren og politistyrken kunne man endog eftersøge og
finde folk, som forsøgte at holde sig skjult. Til gengæld kunne man ikke forvente,
at politimesteren selv skulle påtage sig sager. Forskellige myndigheder i den
danske konges riger kunne supplere hinanden og hjælpe med opklaringen af
sager, men de havde ikke nogen kanaler for direkte samarbejde. Det var Danske
Kancelli, som stod for kontakten.
Case nr. 3: Om politiets ransagninger.
Der har været en konstant i såvel befolkningens som myndighedernes
opfattelse af tyveriforbrydelser; man har altid opfattet det som om antallet af
tyverier og indbrud var stigende i en grad så de var ved at tage overhånd, og man
har altid opfattet det som om stadig færre af forbryderne blev fanget.
Den 30. marts 1743 sendte oversekretæren i Danske Kancelli et brev til
politimester Erik Torm på kongens foranledning. Politimesteren fik ordre til at
indsende en rapport om, hvilke midler der kunne tages i brug for at dæmme op for
tyverierne i København. Man havde et godt øje til politiets muligheder for at
ransage private hjem i søgen efter tyvekoster, men man ville ikke udvide politiets
beføjelser i denne retning uden at spørge politimesteren til råds. 291
2. april forelå politimesterens svar. Han indrømmede, at antallet af tyverier var
stigende og at opklaringsprocenten var temmelig lav. Han mente dog ikke, at det
bedste middel ville være at øge politiets beføjelser, så de frit kunne ransage
private huse. Inkvisitionskommissionen havde allerede denne mulighed, og
287
OB 1759-60, s. 270, 298, 539.
OB 1759-60, s. 270.
289
OB 1759-60, s. 298.
290
OB 1759-60, s. 539.
291
OB 1743-1744, s. 159.
288
87
tyverisagerne hørte rettelig til denne instans. Torm fremhævede ligeledes
inkvisitionskommissionens mulighed for at benytte tortur til at fremtvinge en
tilståelse. For politiet kunne det være vanskeligt at få forhærdede forbrydere til at
tilstå, men den blotte fremvisning af torturredskaberne i stokhuset var ofte nok til
at få en tilståelse.292
Politimesteren undlod ikke at gøre opmærksom på, at de fleste af de sager, som
blev opklaret, blev opklaret af politiet og ikke af stokhuskommissionen.
Konklusionen var dog ganske klar: Hvis inkvisitionskommissionen med sine vide
beføjelser ikke kunne opklare tyverisagerne, ville det ikke hjælpe meget at give
politiet nogle af de samme beføjelser. Med henvisning til instruksen af 1741 og
Danske Lov 6-17-15 mente han, at have tilstrækkelige beføjelser.
Politimesterens henvisning til instruksen fra 1741 må være rettet mod § 3, som
handler om tyve. Her bliver politiet pålagt at indkalde, om nødvendigt afhente,
såvel den anklagede som relevante vidner til politiforhør. 293 Tidligere havde
tyverisager ikke hørt under politimesterens ressort.
Danske Lovs § 6-17-15 gav ret til, ved mistanke om tyveri, at ransage alle huse
i en by under overværelse af fogden. Ideen var, at man ikke krænkede nogen, hvis
man ransagede samtlige huse. Denne bestemmelse retter sig tydeligvis mere mod
provinsens landsbyer end mod købstæder, for slet ikke at tale om storbyen
København. Det er ikke klart, hvordan politimesteren i praksis ville overføre
paragraffen til københavnske forhold. Måske mente han, at man kunne ransage
alle huse i et enkelt kvarter på mistanken.
I det hele taget så politimesteren helst, at hans beføjelser ikke blev udvidet.
Hans forgængere i embedet havde klaret sig uden ransagningsret, og han frygtede
”onde og slette Sviter, hvorved mange Uskyldige Folk, formedelst een og anden
urigtig Angivelse vilde see sig bragt i Blame og Vand Rygte, hvoraf utallige
Processer og Trætter ville existere”.294 Det ville med andre ord ikke føre til højere
opklaringsprocent, men blot til en masse ævl og kævl og en ugunstig opinion, hvis
politiet fik uindskrænkede muligheder for ransagninger.
Politimesteren anbefalede, at man skulle give mulighed for ransagning i de
tilfælde, hvor man havde fundet tyvekoster i en persons besiddelse. Denne
anbefaling fulgte kancelliet og kongen og den blev skrevet ind i reskriptet af 19.
april 1743.295
Denne sag viser, at en fornuftig politimester ikke blot arbejdede på at udvide
sine magtbeføjelser, men først og fremmest tænkte på, om disse magtbeføjelser
kunne anvendes i praksis og på hvilke følger en udvidelse af hans myndighed
292
Supplikker, 1743, 1. halvår, 4 o, nr. 638.
Indlæg til Sjællandske Tegnelser 1743, D21-90, nr. 242.
Inkvisitionskommissionen kaldtes også stokhuskommissionen efter det militære fængsel, stokhuset,
hvor den havde til huse.
293
Instruktion for politimesteren i København af 24. marts 1741.
294
Supplikker, 1743, 1. halvår, 4 o, nr. 638.
Indlæg til Sjællandske Tegnelser 1743, D21-90, nr. 242.
295
Supplikker, 1743, 1. halvår, 4 o, nr. 638.
Rescript ang. Politie-Inqvisition efter stjaalne Koster i Kjøbenhavn, 19. april 1743.
88
ville få i forholdet til befolkningen. Det er interessant, at det var
centraladministrationen, som ønskede at øge politimesterens beføjelser, ikke
politimesteren selv. Set fra kancellibygningen var en stramning åbenbart den mest
iøjnefaldende løsning, men man udviste alligevel så godt et overblik, at man
spurgte politimesteren til råds. Da han, på baggrund af sin daglige erfaring med
den københavnske befolkning og med opklaringen af tyverisager, afviste ønsket
om uindskrænket ransagningsret, lyttede man til hans indvendinger.
Reglen var altså, at politiet kun måtte foretage husundersøgelser, når man
havde konstateret, at en person fra husstanden var i besiddelse af tyvekoster.
Imidlertid kunne reglerne omgås, hvis den bestjålne person var tilstrækkeligt
vigtig. Allerede et par uger efter reskriptet var vedtaget, opstod en sag, hvor
politimesteren fik besked på at foretage en ransagning på den blotte mistanke.296
Sagen var at grev Knuth var blevet bestjålet, og mistanken rettede sig mod en
Berthe Ludvigsdatter. Politimesteren fik ordre til at undersøge hendes hus samme
dag. Hvis ikke der blev fundet nogle tyvekoster skulle moderens og søsterens
boliger undersøges. Det er tydeligt, at sagen havde højeste prioritet siden det
hastede så meget. Når der var tale om en greve, kunne reskriptets forsigtige
tilgang til boligens ukrænkelighed altså gradbøjes betydeligt.
Tvivlsomme rejsende.
Politimesteren havde til opgave at kontrollere folk, som kom til København.
Han skulle forhindre, at løsgængere og folk uden gyldigt rejsepas kunne tage
ophold i byen. I realiteten var dette en umulig opgave, men han kom i kontakt
med adskillige personer, som af en eller anden grund vakte opsigt.
Den første lov imod kvaksalveri kom allerede i 1672. 297 Det var dog først med
loven af 1794,298 at man for alvor begyndte at modarbejde det udbredte
kvaksalveri. Politimesteren blev dog tidligere beordret til at tage hånd om folk,
som udøvede lægekunst. I år 1759 fik en omrejsende læge, som kaldte sig ridder
af Tadini, tilladelse til at arbejde som ”Chirurgus, Operateur og Oculist” i
København og omegn.299 Det står ikke klart, hvilke operationer denne person
udførte, men det kan undre, at lægerne og barbererne ikke følte deres privilegier
truet. Måske har ridderen af Tadini specialiseret sig som øjenlæge, stærstikker,
hvilket titlen ”Oculist” kunne tyde på. Sådanne specialiserede operationer kunne
de færreste udføre, hvorfor han ikke kunne true nogens privilegier.
Politimesteren fik ordre til at undersøge ”under Haanden”, om lægen lavede
andet end sine kure og operationer. Kancelliet frygtede tilsyneladende ikke så
296
OB 1743-44, s. 209. (3. maj 1743).
Forordning om Medicis og Apothekere, 4. december 1672.
298
Forordning angående straf for kvaksalvere, 5. september 1794.
299
OB 1759-60, s. 508.
297
89
meget eventuelle skadelige følger af operationerne, men snarere at lægen bedrev
andre ulovligheder.
Politimesterens kontrol med tilrejsende til København bragte ham i kontakt
med mange forskellige typer. I 1765 ankom en mand ved navn Antonio Escudero
fra Lübeck uden pas.300 Han henvendte sig til den spanske gesandt i København.
Det angives ikke i kilderne, hvad hans krav var, men han forsøgte tilsyneladende
at narre penge fra gesandten. I hvert fald blev han arresteret, og under
politiforhøret erklærede han, at han var født af jødiske forældre i Amsterdam, man
må formode, at der var tale om spanske jøder pga. navnet, men at han havde
omvendt sig til kristendommen i Rom. Dette har næppe gavnet hans sag i
Danmark, hvor den katolske kirke ikke stod i meget højere kurs end jøderne.
Da der ikke rigtig var noget konkret at anklage Escudero for, henvendte
politimesteren sig til kancelliet og spurgte, om ikke det nemmeste var at sætte
manden på den første båd tilbage til Lübeck. Kancelliet havde ikke noget at
indvende imod denne pragmatiske fremgangsmåde.
En anden svindler, som havde en noget mere fornem historie at fortælle, ankom
til København i sensommeren 1765. Han havde rejst gennem Fyn og Sjælland og
havde præsenteret sig som baron Roding og påstået at være slægtning til den
berømte general St. Germain, som på dette tidspunkt var Frederik 5.s
generalfeltmarskal. Han havde også en St. Louis orden at fremvise. Denne mand
henvendte sig til den franske ambassadør i København, som fattede mistanke og
henvendte sig til myndighederne for at få manden arresteret.301
Danske Kancelli gav politimesteren besked på at arrestere manden og sætte
ham i husarrest under bevogtning af et par betjente. Hans pas og andre papirer
skulle konfiskeres og leveres til den franske ambassadør.
Året efter havde politimesteren igen en sag med en svindler.302 Denne gang var
der tale om en Jens Bech, som havde rejst rundt i Nordnorge, hvor han havde bildt
almuen ind, at han var officielt udsendt af kronprinsen for at kontrollere hvordan
ekstraskatten blev oppebåret. Han havde påstået, at ingen kunne blive udpantet for
ekstraskatten, hvis de ikke ejede guld, sølv, kobber og tin. Dette faldt åbenbart i
den fattige norske befolknings smag, så manden havde kunnet rejse rundt og få
gratis kost og logi. Ved at spille på almuens utilfredshed med ekstraskatten havde
han altså opnået fordele, men han havde åbenbart ikke gjort noget, der kunne
føres bevis for i retten. Politimesteren fik besked på, at advare Jens Bech mod at
rejse i Nordnorge igen, men mere kunne man ikke gøre ved sagen.
Samme år ansøgte en Johan Georg Dannenborg om at måtte samle ind til
genopbygningen af en afbrændt kirke i Mulsebusck i Schwargenberg. 303
Tilladelsen blev ikke givet, man var muligvis i tvivl om, hvorvidt han faktisk
300
OB 1765, s. 495.
OB 1765, s. 969.
302
OB 1766, s. 569.
303
OB 1766, s. 1011.
301
90
samlede ind til kirken, eller om han blot havde fundet en smart måde at tigge på.
politimesteren havde konfiskeret indsamlingsbogen, men fik besked på at
tilbagelevere den og sørge for, at manden rejste videre.
En anden svindler, som kom til Amager i 1770, forsøgte ligeledes at opnå
fordele ved at foregive fromhed.304 Denne mand ved navn Lauritz Bernhoff udgav
sig for at have været missionær. Kancelliet mente dog, at han var en svindler, som
aldrig havde været missionær. Han opførte sig heller ikke på en måde, som var
egnet til at gøre et fromt indtryk, han gav sig nemlig af med drukkenskab og
bespottelig tale. På anmodning af to præster, som beklagede sig over manden,
beordrede kancelliet politimesteren til at arrestere ”missionæren” og underkaste
ham et politiforhør, som så skulle indsendes til videre resolution.
Case nr. 4: Den falske prinsesse.
I 1769 blev politimesteren blandet ind i en mystisk og pinlig sag. En kvinde var
dukket op i København og udgav sig for at være et uægte barn af Christian 6.. 305
Kvinden kaldte sig Anna Sophia Magdalena Friderica Ulrica von Koppelou.
Det fantastiske navn var sammensat af navne, som var på mode blandt adelen, og
skulle sandsynliggøre hendes fornemme afstamning. Da en kommission blev
nedsat til at undersøge hendes historier nærmere, blev det imidlertid hurtigt klart,
at hun var en svindler, som i årevis havde levet af at udgive sig for at være adelig.
Kvindens virkelige ophav forblev et mysterium, som ingen kunne løse. Hendes
egen forklaring var, at hun var resultatet af en kærlighedsforbindelse mellem
Christian 6. og fyrstinden af Ostfriesland. Denne fyrstinde havde virkelig haft
venskabelige forbindelser med den afdøde konge og havde boet sine sidste år i
den bygning, som nu hedder Prinsens Palæ.
Ifølge Anna Sophias egen historie, var hun blevet opdraget i hjemmet hos
grevinde Schack, hvor hun havde levet skjult for omverdenen. Når hun blev kørt
rundt i karet, havde hun haft en maske for ansigtet. På et tidspunkt var hun blevet
bortført til Norge af nogle ikke nærmere identificerede fjender.
Kommissionens undersøgelser viste, at hun virkelig havde været i Norge. Hun
havde udgivet sig for at være en adelsfrøken, som skulle mødes med sin forlovede
i Bergen. Derved havde hun narret penge til både kost, logi og tøj fra en
godtroende skipper og fra sine værtsfolk. Senere var hun kommet til Amsterdam,
304
OB 1770, s. 406.
De vigtigste kilder til denne sag er:
Koncepter og Indlæg til Sjællandske Tegnelser 1770, nr. 379.
Supplikprotokol, 1. halvår 1768, 6K. Nr. 1389.
OB 1769, adskillige indførsler under ”Anna Sophia Magdalena Friderica Ulrica”.
Stampes Erklæringer, bd. 6, nr. LVI, s. 214-239.
For mere udførlige kildehenvisninger henvises til min artikel:
Rune Windfeld: Prinsessen i tugthuset. En undersøgelse af en kvindelig svindler på Christian 7.s tid, i:
Fortid og Nutid december 2007.
305
91
hvor hun havde levet som prostitueret. I Amsterdam havde hun mødt en mand ved
navn Henrik Kirchhof. De rejste siden sammen og hun benævnte ham sin
”hofmester”.
I 1766 kom Anna Sophia von Koppelou til København og begyndte straks at
sende supplikker til centraladministrationen. I begyndelsen ansøgte hun om hjælp
i en retssag mod sin tidligere husvært, som hun mente havde bestjålet hende. I
disse supplikker påstod hun at være adelig, formentlig i håb om at få sympati fra
myndighederne. Året efter gik hun dog skridtet videre og begyndte at påstå, at
hun var et kongebarn. Myndighederne forsøgte tilsyneladende at tie sagen ihjel, så
det var først efter to et halvt år, hvor kvinden havde sendt adskillige supplikker, at
der blev grebet ind overfor hende. Der blev nedsat en kommission med så
højtstående medlemmer som generalprokurøren Henrik Stampe og grev Ditlev
Reventlow. Som det sidste og mindst betydningsfulde medlem af kommissionen
udnævntes højesteretsassessor Stephan Hofgaard Corzen. Det første de gjorde var
at beordre politimester Frederik Horn til at arrestere kvinden.
I november 1769 indfandt politiadjudant Engel og to politibetjente sig hos
regimentskvartermester Ferslev, hos hvem Anna Sophia von Koppelou boede til
leje. Det viste sig dog hurtigt at være vanskeligt at arrestere hende. Døren var låst
og husets ejer, Ferslev, nægtede pure at låse op og lade politibetjentene komme
ind. Til sidst måtte politiadjudanten sende bud efter politimester Horn.
Politimesteren måtte personligt give møde og true den opsætsige kvartermester
med arrest, før betjentene blev lukket ind, så de kunne foretage arrestationen.
Den vanskelige arrestation fik et efterspil, da politiadjudant Engel klagede over
kvartermesterens opførsel. Ferslev havde pligt til at hjælpe politiet, når der forelå
en arrestordre fra en kongeligt bemyndiget undersøgelseskommission, men
hverken Danske Kancelli eller generalitetet var villige til at gå videre med sagen.
Man blev enige om, at politimesterens trusler om at arrestere officeren havde
skaffet politietaten den nødvendige æresoprejsning, og sagen blev lukket.
Engels viste lidt af den ”vindskibelighed”, som var så vigtig i hans stilling, 306
ved at lade den anholdte sidde i husarrest i hans eget hjem. De høje kommissærer
kom så til politiadjudantens hus for at afhøre hende. Efter langvarige, men
temmelig resultatløse forhør, gik kommissionen i gang med at undersøge
kvindens baggrund. Der blev sendt breve til de mennesker, som hun havde
franarret penge. Selv den nu afdøde grevinde Schacks tidligere ansatte blev
forhørt. Det var en for samtiden meget omfattende undersøgelse. Til sidst kom
kommissionen frem til den konklusion, at hun var en forhærdet svindler, som
burde kagstryges og spærres inde. De anbefalede dog, at kongen, af hensyn til
folkestemningen, lod hende indsætte i Møns Tugthus i al stilhed. Derved kom hun
langt væk fra København, så folk ville glemme sagen. Følgelig fik politimesteren
besked på at få hende fragtet til tugthuset i Stege og lade hende indsætte dér. Hun
blev først løsladt efter 33 år i tugthuset.
Denne efterforskning blev prioriteret så højt, at politimesteren kun fik lov til at
spille en perifer rolle. Han havde simpelthen ikke de samme muligheder for at
306
Se afsnittet ”Klager over politiet.”
92
rekvirere hjælp fra øvrighedspersoner rundt omkring i rigerne, og med
generalprokurøren Henrik Stampe og højesteretsassessor Stephan Hofgaard
Corzen havde man samlet en viden om inkvisitoriske undersøgelser i
kommissionen, som måske var større end hos nogen anden instans i landet.
Politiet kunne til gengæld bruges til det grove arbejde. Først og fremmest til at
arrestere den anklagede. Kvartermester Ferslevs modstand mod arrestationen
passer ind i billedet af forholdet mellem de civile og de militære myndigheder.
Han havde næppe nogen særlig grund til at beskytte sine logerende. Hans
modstand mod politiet skyldtes snarere det krænkende i at de ville tiltvinge sig
adgang til hans hus. Som militærperson var han underlagt de militære domstole,
og han mente åbenbart ikke, at han havde pligt til at hjælpe politiet. Da den
fornemme politimester endelig kom til stede, turde underofficeren alligevel ikke
længere at stå imod, men indtil da havde han stået stejlt.
Sagen med den falske prinsesse er et eksempel på, at politiet ved afslutningen
af min undersøgelsesperiode endnu ikke havde fået monopol på politimæssige
undersøgelser. Politiet havde hverken den nødvendige ekspertise eller muligheden
for at korrespondere med de lokale myndigheder ude i rigerne, men først og
fremmest havde politimesterembedet ikke den nødvendige pondus til at kunne
føre de allermest alvorlige sager, som berørte kongehusets gode navn og rygte.
Når det kom til egentlig ”haut police”, måtte der nedsættes en kommission med
mere vægtige embedsmænd end politimesteren.
Samarbejde med andre landes retsvæsen.
I dette afsnit behandles sager, hvor det danske retsapparat måtte samarbejde
med det svenske. Der er altså tale om en underkategori til de egentlige
kriminalitetssager.
Det var en fordel for begge lande at samarbejde om efterforskning og
udlevering af forbrydere. Øresund var en grænse, som det var umuligt at føre
grundig kontrol med, og det var tilsyneladende ikke usædvanligt, at forbrydere fra
Skåne skaffede sig over sundet. Der var flere årsager til dette: For det første var
der grund til at tro, at myndighedernes efterforskning ville blive besværliggjort,
hvis de slap til et andet land. For det andet var København langt den største by i
regionen, og forbrydere kunne forsøge at gemme sig i folkemængden.
Den første sag i mit kildemateriale, som vedrører et retsligt samarbejde med
Sverige, er fra den 8. marts 1728.307 En svensker og hans kone sad arresteret i
København. Da de var eftersøgt for tyveri i Skåne, forlangte den svenske gesandt
i København dem udleveret. Dette bevilgedes under den praktiske forudsætning,
at gesandten skulle betale regningen for arrestanternes ophold i arresthuset. På
dette tidspunkt var det byfogden i København, som stod for udleveringen. 6. april
samme år blev endnu en svensk arrestant beordret udleveret. I brevet til byfogden
307
OB 1727-28, nr. 185.
93
udtryktes det håb, at svenskerne til gengæld for denne udlevering fremover ville
udlevere efterlyste danskere, som var flygtet til Sverige. Her ses altså den spæde
begyndelse til en egentlig udleveringsaftale.
Den næste sag er fra 22. februar 1755.308 Den svenske ”envoye extraordinaire”,
baron Flemming, bad om at få efterlyst en trompeter ved det skånske
kavalleriregiment ved navn Bergman. Kavalleristen havde voldeligt overfaldet
postføreren og havde røvet sækken med posten fra Stockholm til Malmø. Det
formodedes, at røveren var flygtet til enten Norge eller Danmark, hvorfor både
den norske vicestatholder, Jacob Benzon, og politimesteren i København, Erich
Torm, fik tilsendt et brev vedlagt et signalement af den efterlyste.
En sag fra 7. juli 1759 havde et skær af hemmelighedskræmmeri over sig. 309
Den svenske envoye havde bedt om at få undersøgt en bestemt person, som
opholdt sig i København. Oversekretæren J.L. Holstein, som opholdt sig på
Ledreborg, beordrede politimester Torm til at undersøge denne persons
forbrydelse ”under Haanden”, helst samme dag, og derefter sende en rapport med
det samme. Det er tydeligt, at Danske Kancelli prioriterede samarbejdet med de
svenske myndigheder ganske højt.
I Frederich Horns embedsperiode som politimester var udleveringen af svenske
forbrydere lagt under politimesterens ressort, og der var fastlagt en praksis for
udleveringen. De blev udleveret til befuldmægtigede repræsentanter for de
svenske myndigheder mod fremvisning af fuldmagt og behørig kvittering.
Udleveringsstedet var toldboden i København, hvor der ofte anløb svenske
skibe.310
En udlevering, der skulle finde sted i februar 1763, måtte imidlertid henlægges
til Helsingør.311 Formentlig fordi der ikke var regelmæssig sejlads fra København
på denne årstid. Fangetransporten var nøje planlagt af politimesteren.
Politiadjudanten og en anden betjent skulle sidde sammen med de arresterede i
vognen. Derudover skulle der findes to vognmandskarle, som for betaling var
villige til at tage med som ekstra fangevogtere. De skulle ride på hver side af
vognen for at kunne indhente og fange de to svenskere, hvis de så deres snit til at
springe af vognen og stikke af. Bortset fra brugen af freelance fangevogtere, som
strider mod moderne forestillinger om politiarbejde, virker foranstaltningerne jo
ganske logiske. Fremgangsmåden var dog så usædvanlig, at politimesteren følte
sig foranlediget til at spørge om lov i kancelliet. Forslaget blev approberet og
Tyske Kancelli blev tilskrevet, da det var dette kollegium, som stod for kontakten
med de svenske myndigheder.312
En sag fra foråret 1763 giver et indblik i myndighedernes muligheder for at
lade forbrydere eftersøge.313 En professor i Lund var blevet bestjålet af sin tjener
og to andre tjenestefolk, som havde brudt et skab op i hans hjem. Tyvene var
308
OB 1755-56, s. 86, 87.
OB 1759-60, s. 363.
310
OB 1763-64, s. 63, 144, 212.
311
OB 1763-64, s. 63.
312
OB 1763-64, s. 65.
313
OB 1763-64, s. 142.
309
94
blevet fanget og fængslet i Malmø, men var undsluppet. Derefter havde de delt sig
op og var taget til Danmark hver for sig. En af dem var blevet fanget i
København, men de to sidste var stadig på fri fod.
Det første, man gjorde, var at sende breve til Holger Scheel, som var
stiftamtmand over Sjælland, til Frederik Raben, som var stiftamtmand over
Lolland-Falster samt til Carl Juel, som var stiftamtmand over Fyn. Disse
amtmænd fik tilsendt signalementer af de to svenskere samt ordre til at lade dem
eftersøge i deres respektive områder.
Politimesteren i København fik ligeledes ordre til at eftersøge de to undslupne
svenskere. Derudover skulle han ”paa sædvanlig Maade til de svenske udlevere”
den ene tilfangetagne af banden.314
Det kan ikke ses af mine kilder, om eftersøgningen var succesfuld. Det er
imidlertid tydeligt, at kancelliet tog sagen alvorligt, siden man involverede
politimesteren og tre stiftamtmænd. Det har nok ikke været uvæsentligt, at man
herved viste sin gode vilje overfor den svenske gesandt, oberst von Sprengtporten,
som havde rejst sagen. Tyske Kancelli fik i hvert tilfælde tilsendt et brev med en
beskrivelse af, hvilke forholdsregler man havde taget.315
Professorerne ved universitetet i Lund har åbenbart fristet en farlig tilværelse i
disse år. I 1770 blev to svenskere anholdt i København, nemlig Johan Laurell og
Peder Landsten. Baron von Sprengtporten forlangte dem straks udleveret, da de
”paa en afskyelig Maade” havde forsøgt at myrde professor Laurell og frue i
Lund. Det særligt afskyelige ved mordforsøget var muligvis den ene forbryders
slægtskab med professoren. Udleveringen skulle ske ”paa sædvanlig Maade”, og
politimesteren skulle meddele gesandten, når det var sket. 316
En anden sag i denne kategori omhandler undvegne fanger fra Malmø, som
flygtede til København. Sagen er også fra foråret 1763, men det lader til at være
en anden gruppe kriminelle end i den ovennævnte sag. Her var nemlig tale om fire
flygtninge, hvoraf en var blevet arresteret i København. Også han skulle udleveres
til de svenske myndigheder.317
Strømmen af kriminelle fra Sverige til København omfattede også en jødisk
storsvindler, som baron von Sprengtporten begærede arresteret og udleveret for at
have franarret den svenske stat 2000 rd. under et ophold i Stockholm. 318
Kilderne til denne udleveringspraksis er ganske sporadiske, men det er
sandsynligt, at der har fundet udleveringer sted, som ikke har sat sig spor i de
undersøgte kilder. I begyndelsen af den undersøgte periode var det åbenbart
byfogden, som stod for udleveringerne. Da jeg ikke har undersøgt byfogdens
virke, kan jeg ikke sige noget om, hvor mange tilfælde af udleveringer denne
embedsmand har stået for. Ikke desto mindre kan der anes en fremadskridende
institutionalisering af en nødvendig praksis. Med forbehold for de store tidsspænd
314
OB 1763-64, s. 144.
OB 1763-64, s. 146.
316
OB 1770, s. 1013.
317
OB 1763-64, s. 212.
318
OB 1763-64, s. 914.
315
95
i kildematerialet og de relativt få sager, vil jeg konkludere, at der i løbet af den
undersøgte periode fremkom en fast praksis, hvor politimesteren fik ansvaret for
at udlevere svenske forbrydere, der var arresteret i København. Den sædvanlige
fremgangsmåde ved disse udleveringer var, at fangerne blev udleveret til
repræsentanter for de svenske myndigheder og ført ombord på et skib i
Københavns havn mod forevisning af fuldmagt. Det eftersøgningsapparat som
flere gange blev sat i værk på de svenske repræsentationers foranledning viser, at
forholdet til og samarbejdet med de svenske myndigheder var noget som Danske
Kancelli tog skyldigt hensyn til. Der kan ikke, ud fra mine kilder, siges noget om i
hvilken grad de danske myndigheder kunne forvente tilsvarende ydelser fra
svenskerne. Det virker dog sandsynligt, at samarbejdet byggede på en
gensidighed.
Den praksis, som udvikledes med hensyn til gensidig udlevering af forbrydere
mellem Danmark-Norge og Sverige, blev senere nedfældet som officielle
traktater. I 1809 blev det præciseret hvilke forbrydelser, der var omfattet af
udleveringsaftalen og fremgangsmåden blev fastlagt; forbryderne skulle udleveres
på forlangende og medfølgende papirer skulle dokumentere rigtigheden overfor
den lokale politimester.319
Det var ikke kun fra nabolandet, forbrydere blev efterlyst. I særligt alvorlige
tilfælde kunne en arrestordre udstedes også på forbrydere af fjernere
nationaliteter. I foråret 1765 anmodede den franske ambassadør i København om
at få efterlyst en dobbeltmorder ved navn Jean Dorinet. 320 Morderen havde været
bagersvend i Paris, men havde myrdet sin mester og dennes hustru. Efter drabet
havde han klogelig absenteret sig fra byen og blev nu med den danske konges
tilladelse efterlyst i Danmark og Norge.
Med efterlysningen fulgte et ganske udførligt signalement som her skal
gengives in extenso: Bagersvenden var ”5 Foed 2 1/2 Tomme høj, 24 á 25 Aar
gammel, fyldig af legeme og Lemmerne á Proportion førere end Legemet,
Hovedet dybt ned imellem Skuldrene, lysebrune og slette Haar, samt korte, hvilke
hand dog bærer i en Pidsk eller sammenbunden, rundladen af ansigt temmelig
hviid, smaa Øjne udstaaende Øjenbryen og kortsyned, spids Næse og koparret,
samt stammer naar hand taler, ...”. Et mere tydeligt forbryderfysiognomi kunne
en romanforfatter næppe have fundet på! Der er her tale om et meget tidligt
eksempel på et antropometrisk signalement, dvs. et signalement baseret på en
beskrivelse af bestemte fysiske træk. Denne form for identifikation af forbrydere
blev først systematiseret af Alphonse Bertillon sidst i 1800-tallet.321
319
Danske Tractater efter 1800. Første Samling: Politiske Tractater, første Hefte, 1800-1830, Kbh.
1871, 15: Fredstractat mellem Danmark og Sverig, dat. Jønkøping den 10de December 1809,
§ 9.
Smst.: 16: Særskilt Artikel til foranstaaende Fredstractat; dat. Jønkøping samme Dag.
320
OB 1765, s. 323ff, 326ff.
321
Se f.eks. Thomas Whetstone, & Jean-Paul Brodeur: Police, Britannica Online Encyclopedia:
http://www.britannica.com/eb/article-36608/police, Benyttet 27/6/2008.
96
Efterlysningen blev taget ganske alvorligt, hvilket kan ses af antallet af
embedsmænd, den blev sendt ud til. Foruden politimesteren i København blev den
sendt til samtlige stiftamtmænd i rigerne.
Delkonklusion.
Ovenstående kapitel viser, hvilke opgavetyper med direkte relation til egentlig
kriminalitet, politimesteren blev pålagt af centraladministrationen. Som nævnt var
forbrydelser ikke en del af politiets ressortområde fra begyndelsen, og i forhold til
lovgivningen var det endnu rollerne som ordenspoliti og opsynet med
næringslivet, der ved slutningen af undersøgelsesperioden var politiets vigtigste
opgaver. Der er dog meget, som tyder på, at politiets rolle som
kriminalitetsbekæmpere, i hvert fald lokalt i København, blev styrket og udbygget
i løbet af den undersøgte periode.
Politimester Torm skrev selv i 1743, med slet skjult stolthed, at politiet
opklarede flere tyverier end inkvisitionskommissionen. Om dette virkelig var
rigtigt kan kun afgøres gennem en komparativ undersøgelse af de to instansers
protokoller, men der er ingen tvivl om, at politiet på dette tidspunkt med succes
var involveret i bekæmpelsen af egentlig kriminalitet. Dette var formentlig også
baggrunden for at centraladministrationen var ivrige for at øge politiets
ransagningsbeføjelser.
Det var også politimesteren, man gik til, når efterlyste forbrydere skulle
opspores i København. I resten af landet måtte man gå over amtmændene, hvis
nogen skulle efterlyses.
Årsagen til politiets øgende vigtighed i bekæmpelsen af kriminalitet var
formentlig den simple, at politiinstitutionen bedre kunne udfylde rollen som
kriminalitetsbekæmpere end nogen anden instans. Med sine nære kontakter til
borgerne i byen kunne politimesteren og hans ansatte i højere grad end andre
instanser skaffe værdifulde oplysninger og holde sig ajour med begivenhederne i
byen.
Det var formentlig også af betydning, at politikorpset var en instans som, i
modsætning til for eksempel magistraten, var fuldstændigt underlagt
centraladministrationens kontrol. Politimesteren var personligt udnævnt af kongen
og svarede til kancelliet og kongen i vigtige sager. Dermed var politiet et bekvemt
redskab for centraladministrationens magtudøvelse.
Det forhold, at politimesteren ikke på egen hånd kommunikerede med
amtmænd og fremmede gesandter i sager, hvor udenlandske kriminelle
efterlystes, viser dog, at politiinstitutionen endnu ikke var i stand til selvstændigt
at udfylde rollen som kriminalitetsbekæmper. Ved undersøgelsesperiodens
afslutning var det stadig centraladministrationen, som tog initiativ til mange af
sagerne. Sagen mod den falske kongedatter viser, at politimesteren ikke spillede
en stor rolle i de højest profilerede sager. Formentlig fordi man foretrak
97
kommissærer, som var nærmere magtens centrum end han. Ved at vælge
kommissærer, som stod højt i rangen kunne man gøre det nemmere for en
kommission at få andre rangspersoner til at samarbejde. Det kan heller ikke
udelukkes, at politimesterembedet blev opfattet som lidt odiøst. Dette kunne
betyde, at man ikke ønskede, at han skulle medvirke til at undersøge en sag, som
angik kongehuset. Det kunne også betyde, at han ikke havde den uangribelighed i
befolkningens øjne, som var nødvendig, når man ville mane en pinlig sag i jorden.
98
Politiets opsyn med næringslivet.
Opsynet med handel, laug og lignende områder spillede en stor rolle i
politimestrenes instrukser. Det er imidlertid opgaver, som er underrepræsenterede
i kilderne fra Oversekretærens Brevbøger. I dette kapitel er samlet en række sager
vedrørende omrejsende gøglere, sager vedrørende laugene og en case, som
omhandler en konsumptionsinspektør, der benyttede sit embede til at begå
afpresning.
Gøglere og forlystelser.
Der var to aspekter af politimesterens opgaver i forhold til gøglere og
skuespillere: For det første skulle de danske skuespilleres privilegier beskyttes
ligesom alle andre privilegier. Derfor fik fremmede skuespillere ikke lov til at
opføre deres forestillinger. Gøglere og musikere kunne dog få lov til at optræde i
en begrænset tidsperiode. For det andet faldt opsynet med de omrejsende
skuespillere og gøglere ind under politimesterens generelle pligt til at opretholde
ro og orden. Alle steder hvor folkemængder samledes var der potentiale for uro,
derfor forventedes det, at politimesteren havde hånd i hanke med såvel gøglerne
som tilskuerne. Der lå formentlig også den forestilling i det, at de omrejsende
trupper kun var en smule bedre end den store gruppe af tiggere og vagabonder,
som trådte landevejenes støv. Ofte var skellet mellem tiggere og gøglere diffust;
tiggere kunne forbedre indtjeningen gennem underholdende optræden, og gøglere
kunne forfalde til tiggeri i dårlige tider. Det var derfor nærliggende, at det blev
politimesterens lod at holde opsyn med de omvandrende gøglere.
Mine kilder giver flere eksempler på, at politimesteren blev sat til at effektuere
kancelliets politik overfor gøglere og skuespillere. I juni måned år 1728
supplikerede René de Montaigu om en fremmed skuespiller, som var kommet til
København og som brød privilegiet på skuespil. 322 Oversekretæren mindede
politimesteren Hans Himmerich om, at han allerede to år tidligere havde fået
besked på at opretholde de danske skuespilleres privilegier. 323 Politimesteren fik
derfor besked på at forbyde den fremmede skuespiller at optræde.
Samme år søgte en generalmajor Arnolds tilladelse til at opføre franske
”Comoedier” i byen. Igen mindede oversekretæren politimesteren om René de
Montaigus privilegium.324
322
OB 1727-28, nr. 227.
René Magnon de Montaigu var leder af Teatret i Lille Grønnegade, hvor Holbergs første skuespil blev
opført. Teatret blev lukket samme år.
323
Ved Reskript af 14. oktober 1726.
Det var også en klage fra Montaigu, som havde affødt dette reskript.
324
OB 1727-28, nr. 238.
99
Under Christian 6.s regeringsperiode 1730-1746 har jeg ikke fundet nogen
indførsler vedrørende gøglere og lignende. Dette kan naturligvis hænge sammen
med denne konges modvilje mod skuespil. Det er sandsynligt, at alle ansøgninger
om at få lov til at optræde automatisk blev mødt med et nej. Under de følgende
konger kunne det derimod ske, at artister efter ansøgning fik lov til at optræde i
København i et begrænset tidsrum.
Således fik ”li fratelli Colla” (Colla brødrene) lov til at opføre koncert for
offentligheden nogle gange i 1763. Det var naturligvis nødvendigt at meddele
denne tilladelse til politimesteren, da han ellers ville få sat en stopper for
offentlige koncerter.325 I 1765 fik politimesteren meddelelse om ”at den her til
Staden ankomne usædvanlig høje Mandsperson, Bernardus Gigli maa lade sig see
i en 4 Ugers Tiid”.326 Året efter blev der dog sat en grænse for borgernes
teratologiske studier, da den stærke kone, kaldet Maria Scaglia, ikke fik tilladelse
til at optræde.327 Måske opfattede man hendes show som usømmeligt.
Så var der straks mere opbyggelighed i en anden omrejsende forlystelse; en
Johan Henrich Bauman fra Altona fik tilladelse til at fremvise sine ”i Vox
pousserede moralske Forestillinger” i syv uger.328 Politimesteren skulle dog
meddele ham, at han ikke ville få tilladelse til at blive længere tid i byen.
Københavns borgere kunne også få tilladelse til andre fornøjelser efter
allerunderdanigst ansøgning. Mine kilder giver et par eksempler på dette, men det
må formodes, at den største del af forlystelsesarrangementerne ikke optræder i
mine kilder.
I 1766 indgav skydebanemester Schröder ansøgning om at måtte afholde
fugleskydningskonkurrence. Dette blev allernådigst bevilget, og det blev tilladt at
fornøje sig med kanonade, musik og fyrværkeri. Dog med det forbehold at
arrangementet skulle forløbe på en ”sømmelig, og for honette Borgere og
Undersaatter
anstændig
Maade”.329
Politimesteren
skulle
meddele
skydebanemesteren tilladelsen.
En borger i byen fik i 1770 lov til at affyre fyrværkeri uden for Vesterport. Det
blev dog forudsat, at politimesteren kontrollerede, at stedet for affyringen ikke var
brandfarligt, og at der ikke var risiko for optøjer. Monarken holdt sig ikke for god
til at knytte en formaning til den givne tilladelse; borgeren fik lov til at affyre det
fyrværkeri, som han allerede havde fremstillet, men for fremtiden skulle han
foretage sig noget nyttigere.330
Denne sidste sag illustrerer årsagerne til, at politimesteren skulle holde opsyn
med gøgl og anden optræden; der var tre ting, som kunne følge af en offentlig
optræden og alle disse lå indenfor politimesterens ressort. For det første kunne der
325
OB 1763-64, s. 515.
OB 1765, s. 1215.
327
OB 1767, s. 593.
328
OB 1770, s. 55.
Pousseret betyder bevæget eller fremdrevet. Man må forestille sig, at voksfigurerne blev drevet til
bevægelse ved snoretræk eller lignende.
329
OB 1766, s. 766.
330
OB 1770, s. 632, 777.
326
100
opstå brandfare ved affyringen af fyrværkeri. For det andet skulle det sikres, at
forestillingerne var sømmelige og moralsk opbyggelige, eller i det mindste ikke
skadelige. Både skuespil og anden underholdning var jo en form for lediggang og
ingen ønskede, at befolkningen skulle blive alt for vante med den slags
forlystelser. For det tredje vakte enhver stor forsamling myndighedernes evige
frygt for uro og optøjer, hvorfor politiets opsyn var nødvendigt.
Laugssager, privilegier.
Et af politimesterens vigtigste arbejdsområder var opsynet med laugene. Han
skulle sørge for, at ingen gjorde indhug i laugenes privilegier, men på den anden
side skulle han også sørge for, at laugene ikke tiltog sig flere rettigheder, end de
havde fået tildelt i deres laugsartikler. Det er imidlertid et område, som er
sparsomt belyst gennem brevene fra kancelliet til politimesteren. Dette skyldes
formentlig, at der var tale om rutinesager, som sjældent krævede kancelliets
opmærksomhed, samt at politimesteren i laugsspørgsmål i højere grad
samarbejdede med magistraten end med centraladministrationen.
I et senere kapitel behandles nogle klager over politiet, som var afstedkommet
af, at politibetjentene havde været lidt for ivrige i at bistå laugene i jagten på
fuskere.331
I 1741 fik politimester Erik Torm en forespørgsel fra kancelliet vedrørende
nogle slagteboder ved stranden. Kongen ønskede boderne flyttet til et bedre sted,
derfor bad man Torm om at forslå et sådant sted. 332
Også tilrejsende skipperes forprang på stranden ud for København var det
politimesterens opgave at forhindre.333
Restriktionerne på ind- og udførsel af varer skiftede hele tiden, og det må have
været en vanskelig opgave for politimesteren at holde sig ajour med de gældende
bestemmelser. Ydermere var området genstand for forhandlinger mellem
regeringen og de interesserede parter. I 1760 fik en række bornholmske skippere
medhold i deres klager over restriktioner på udførsel af sædekorn til Bornholm.
Politimesteren havde forbudt dette med hjemmel i de gældende regler, men
skippernes klager resulterede i særlige bestemmelser for dette år. 334
331
Jf. afsnittet ”Klager over politiet”.
OB 1741-42, s. 249, 277.
333
OB 1757-58, s. 1290.
334
OB 1759-60, s. 1243.
332
101
Case nr. 5: Et eksempel på magtmisbrug i 1723.
Den omtalte konsumptionsinspektør Anders Windeløv var en driftig mand. 335
Herom vidner en anden sag, som han var involveret i, og som blev taget op i år
1723. En møller ved navn Truels Mathiessen sendte en supplik til kongen, hvor
han beklagede sig over Windeløvs måde at inspicere på. 336
Møllerens lidelseshistorie begyndte kort efter at Windeløv var blevet udnævnt
til inspektør; på baggrund af nogle rapporter om uregelmæssigheder i møllens
drift lagde Windeløv sag an mod Mølleren. Denne hævdede, at han var uskyldig,
og at han ikke var bange for at tabe sagen. Til gengæld var han bange for, at
sagsomkostningerne ville ruinere ham. Han var efter eget udsagn ”… een fattig
eenfoldig Mand som icke kand skrive mit eget Navn, …”.337 Derfor ville han være
nødt til at betale for en sagfører, hvorimod hans modpart kunne føre sagen selv og
derved spare penge: ”…, saasom jeg nok vidste at det var ham, som een
Procurator, og dend der havde alting frit i retten, een læt Sag at udmatte dend der
skulde have alting for Penge,…”.
Som en følge af disse betænkeligheder valgte mølleren at betale de bøder, som
inspektøren pålagde ham for derved at undgå en retssag. Dette var imidlertid
begyndelsen på et længere forløb, hvor inspektøren benyttede sin magtposition til
at presse penge af mølleren: ” … det eene Stefnemaal (kunne) neppe saa snart
blive ophæved, førend det andet følgede effter. Saa snart hand trengte til Penge,
blev en Rapport om en Forseelse opsøgt imod mig, saa at hand i een kort Tid fik
fra (mig) over 116 rdlr,...”.
Til sidst ville Mathiessen ikke betale mere, men da Windeløv fandt ud af dette,
indstævnede han mølleren for bytinget. Denne gang lød anklagen på, at han skulle
have forsøgt at få to mænd til at myrde inspektøren mod betaling. Denne gang
troede mølleren ikke, at der var nogen vej udenom en retssag, uanset
omkostningerne. Den dag, da vidnerne skulle afhøres ved bytinget, opsøgte han
Windeløv og bedyrede sin uskyld og fortalte ham, at han ville føre sagen til den
bitre ende. Imidlertid tog inspektøren ham med ned i vinkælderen under rådhuset,
gav ham vin at drikke og tog hans hånd og forsikrede ham om, at de var venner.
Det var slet ikke meningen, at vidnerne skulle belaste mølleren, han ville bare
have dokumenteret overfor kongen, hvor megen modgang og besvær han havde
mødt i sit arbejde som konsumptionsinspektør, sagde han. Således beroliget gik
mølleren veltilfreds derfra. Derfor kunne inspektøren føre sine vidner uden at
hans modpart var til stede eller repræsenteret i retten.
335
Det var den samme Windeløw, som var instigator i brændevinsbrændernes oprør. Jf. Case nr. 1:
Brændevinsbrændernes oprør i 1723.
336
Konsumptionsinspektøren skulle opkræve konsumptionsskatten fra de næringsdrivende.
Beskrivelsen af sagen baserer sig på følgende kilder:
Indlæg til Sjællandske Tegnelser, 1723, nr. 399.
Supplikker, 1723, andet halvår: ”BBB”. Nr. 665.
337
Ikke desto mindre er supplikken underskrevet. Med mindre koncipisten har opfundet en særegen
signatur for mølleren, har han altså godt kunne underskrive sig med navn. Der er nok tale om en fast
vending.
102
Der gik nu halvandet år, så indstævnede Windeløv mølleren i den samme sag. I
mellemtiden var det ene af vidnerne blevet stukket ihjel. 338 Mathiessen var af den
opfattelse, at han ikke kunne føre kontravidner så længe efter sagens åbning, og
det ene vidne kunne altså ikke længere afhøres. Derfor valgte han endnu engang
at betale sig fra videre tiltale. Han mødtes med Windeløv og underskrev et forlig,
som forpligtede ham til at betale sin modpart 120 rigsdaler.
På dette tidspunkt fandt mølleren imidlertid ud af, at ingen af de penge, han
tidligere havde betalt i bøder, var kommet kongen til gode. De var gået direkte i
lommerne på inspektøren. Derfor mente mølleren, at det ville være rimeligt at
modregne de penge, han allerede havde betalt, i det han nu skyldte fra forliget.
Stillet overfor en sådan vægren overdrog inspektøren straks gældsposten til en af
sine egne kreditorer, en løjtnant Evers. Mølleren måtte derefter betale denne
officer 70 rigsdaler.
Supplikantens beskedne bøn til slut var, om han ikke ved kongens
mellemkomst kunne slippe for at betale de sidste 50 rigsdaler, da han ikke kunne
skaffe flere penge.
Denne supplik beskriver naturligvis sagen fra den ene parts side. Det vil således
være forhastet at tilskrive konsumptionsinspektør Windeløv hele skylden i denne
sag. Med hensyn til uregelmæssighederne i møllens drift, er det vanskeligt at sige,
om mølleren var så uskyldig, som han hævdede, eller om hans betaling til
inspektøren faktisk var bøder for begåede forseelser. Sagen om det påståede
mordforsøg forekommer heller ikke helt afklaret. Mølleren forbigår i sin supplik
emnet lidt hurtigt og skriver, at det er for lang en historie at ”… opholde eders
Majtt med….” Det forekommer ikke helt usandsynligt, at mølleren havde luftet
ideen om at skaffe inspektøren af vejen. Under alle omstændigheder formåede
inspektøren at bruge sagen effektivt til egen vinding.
Mathiessen nævnte i sin supplik, at politimesteren havde de kvitteringer, som
Windeløv havde givet ham for betalingen. Dette må betyde, at mølleren først gik
til politimesteren med sin klage og efterfølgende skrev sin supplik.
I kancelliet besluttede man at sende sagen tilbage til politimesteren med ordre
om ”… at examinere sagen imellem parterne og derefter hjælpe supplikkanten til
rette så vidt ham vedkommer”.339 I konseillet mente man åbenbart, at sagen var så
vigtig, at den skulle gøres til genstand for en egentlig retssag. Derfor gav man
ordre til at sagen skulle føres ved politiretten. 340
Det er interessant, at mølleren ikke havde nogen større tiltro til, at han kunne få
sin ret gennem retssystemet. Han var efter eget udsagn ikke i tvivl om, at han
havde retten på sin side, men han mente åbenbart ikke, at dette var nok. Hvis man
mestrede den retoriske disciplin, som det var at føre en sag, kunne man komme
vidt. Hvis man ikke var i besiddelse af disse evner, var man henvist til at betale en
338
Ironisk nok under et klammeri på en kro ved navn ”Nørre Paradis”.
Jf.: O. Nielsen: Kjøbenhavns Historie og Beskrivelse, bd. 6, Kbh. 1892 s. 326.
339
Supplikker, 1723, andet halvår: ”BBB”. Nr. 665.
340
Ibid., nr. 665.
103
prokurator for at føre sagen. Den bedre uddannede Windeløv stod altså i en
dobbelt magtsituation overfor den efter eget udsagn enfoldige møller: Dels var
han kongens konsumptionsinspektør og havde derfor ret og pligt til at rejse sag,
hvis han havde grund til at tro, at mølleren snød med regnskabet. Denne
magtposition benyttede han imidlertid udelukkende som et udgangspunkt for at
legitimere sin interesse i møllerens affærer. Han behøvede ikke at gå så vidt som
at rejse sag. Det som gav inspektøren overtaget i forhold til mølleren var, at han
kunne benytte truslen om sagsanlæg.
Grunden til at dette var muligt var dels, at det var forbundet med minimale
omkostninger for Windeløv at føre en retssag, men endnu mere væsentligt var det,
at han kendte systemets muligheder så godt, at han slet ikke behøvede at føre en
regelret proces. Det var tilstrækkeligt, at bruge truslen om en retssag som
afskrækkelse.
Det var retssystemets iboende svagheder, som tillod denne udnyttelse af
systemet: Hvis der havde været offentlig påtalepligt ville Windeløv ikke have
kunnet benytte en påstand om et mordforsøg til personlig vinding. I så fald ville
sagen være blevet undersøgt og opklaret. I den konkrete situation fik han
imidlertid fanget mølleren i en situation, hvor denne troede, at hans bedste chance
var at betale sig fra sagen.
Møllerens forslag til en løsning på sagen afslører omfanget af hans manglende
fortrolighed med retssystemet: Han foreslog, at de penge, som han allerede havde
betalt og som var gået direkte i Windeløvs lommer, blev modregnet i den gæld,
som Windeløv havde solgt videre til en officer. Mølleren så ikke sagens afgørelse
som et spørgsmål om at få afklaret om konsumptionsinspektøren handlede i
overensstemmelse med reglerne eller ej. Han så det snarere som et spørgsmål om,
hvem som kunne få medhold hos højere embedsmænd eller hos selve kongen.
Derfor var det et logisk skridt for mølleren at gå til politimesteren og sikre sig
hans opbakning, før han skrev sin supplik.
Kilderne afslører ikke meget om, hvad politimesteren faktisk foretog sig i
sagen, udover, at han sikrede sig inspektørens kvitteringer som beviser for, at
bøderne var blevet betalt. Noget kunne tyde på, at han netop ikke gik videre med
sagen før mølleren havde supplikeret, og man gennem svaret på supplikken fik et
fingerpeg om kongens vilje i sagen. Hvis politimesteren havde taget sagen op på
eget initiativ, ville han jo føre en sag mod en anden kongelig tjener.
Det signifikante for nærværende undersøgelse er den måde, hvorpå
politimesteren trådte ind som en person, mølleren gik til efter at have opgivet at
benytte retssystemet, men før han henvendte sig direkte til
centraladministrationen. Det er tydeligt, at politimesteren på dette tidspunkt var
blevet en instans, som man kunne gå til, hvis man følte sig uretfærdigt behandlet.
Politimesteren tog ikke nødvendigvis sager op på egen hånd, men hans rolle som
undersøgende instans gav ham en særlig funktion. Centraladministrationen kunne
beordre ham til at undersøge en sag, og havde en formodning om, at han ville
komme til bunds i sagen. Det var en hurtig og økonomisk løsning i stedet for at
104
nedsætte en undersøgelseskommission hver eneste gang en kompliceret sag
dukkede op.
Set fra offentlighedens side var politimesteren en instans, som kunne gribe ind i
enkeltsager på en mere effektiv og økonomisk måde end hvis man skulle føre en
retssag. Ydermere kunne politimesteren fungere som et forbindelsesled til
centraladministrationen.
105
Politiets sociale og sundhedsmæssige opgaver.
Politiet fik allerede tidligt en række opgaver, som hverken havde med ro og
orden eller med kriminalitet at gøre. I dette kapitel behandles en række sager
vedrørende selvmord, sindssyge og andre ”sociale” opgaver. Opgaverne blev
tilsyneladende pålagt politimesteren af praktiske årsager, da de ikke kan siges at
være indbefattet i politiforordningen.
Sociale opgaver.
I 1746 fik politimesteren ansvaret for anbringelsen af en sindssyg. 341 Kongen
havde besluttet, at den sindssyge, Andreas Kortegaard, skulle indsættes enten i
Pesthuset eller i Møns Tugthus. Politimesteren skulle kontakte direktørerne for de
fattiges væsen, for at de kunne tage beslutningen. Derudover skulle politimesteren
sørge for, at den sindssyge blev afleveret på rette sted. Der var tale om en praktisk
løsning. Det var nødvendigt med et par mand til at slæbe den sindssyge til
opbevaringsstedet, og politimesteren var den instans, som havde mandskab at
disponere over.
I oktober 1755 blev kapellanen i Maribo, Carl Friederich Sanny, ramt af en
”hæftig baade Sinds og Legemes Svaghed”. Kapellanens broder hentede ham til
København så han kunne få lægehjælp, og han fik det da også bedre. Åbenbart
ville han ikke være borte fra sit kald under julens højtideligheder, så han begav
sig på hjemvejen den 19. december. På strækningen mellem hovedstaden og
Maribo forsvandt han.
Den 6. marts 1756 fik politimesteren ordre til ”under Haanden” at undersøge,
hvad der kunne være blevet af den forsvundne mand. 342 Desværre har det ikke
kunnet afklares, hvad undersøgelsen viste.
Det lå formentlig lige for at sætte politimesteren til at finde den forsvundne
kapellan. Med sine gode kontakter og med betjente, som kunne sendes ud for at
skaffe oplysninger, var han den nærmeste til dette hverv. Man kan undre sig over,
hvorfor undersøgelsen skulle være hemmelig. Man var måske bange for, hvad
undersøgelsen ville vise. Kapellanen kunne være blevet voldeligt overfaldet og
dræbt, hvilket kunne opskræmme befolkningen. Eller man kan have haft mistanke
om selvmord. Den forsvundne var jo offer for en sindssvaghed. Tendensen til at
holde politimesterens undersøgelser hemmelige er et gennemgående træk i mange
sager.
Det faldt også ind under politimesterens ansvarsområde at håndtere sager med
selvmordere. Der var tale om et emne, som optog befolkningen meget. Der var
knyttet adskillige fordomme og overtroiske forestillinger til selvmordere.
Traditionelt ville folk ikke berøre liget af en selvmorder, og liget måtte ikke
341
342
OB 1746-48, s. 84.
OB 1755-56, s. 694.
106
begraves i indviet jord. Selvmord var en begivenhed, som forstyrrede samfundets
ro og orden, og dermed var det oplagt, at politimesteren skulle tage sig af sådanne
sager. Centraladministrationens brug af politimesteren i disse sager havde
karakter af at lægge låg på sagerne. Målet var at forhindre offentligheden i at
blive oprørte over tilfælde af selvmord.
I 1743 fik politimesteren besked på at håndtere en sag med en selvmorder. 343
Der var tale om en regimentsfeltskær ved navn Joachim Otto Kleen. Feltskæren
havde været tilknyttet et bergensisk regiment, som var stationeret i København.
Han havde lidt af melankoli og havde til sidst stukket sig selv ihjel. Dermed
havde feltskæren i princippet forskertset sin ret til at blive begravet som en god
kristen på kirkegården, men politimesteren fik besked på at sørge for, at
selvmorderen blev begravet på kirkegården med tilstedeværelse af en præst, dog i
stilhed og uden jords påkastelse.
Man gik altså kompromisets vej og lod selvmorderen begrave på kirkegården
men uden at gennemføre de sædvanlige ritualer, og man sørgede for, at sagen ikke
vakte opsigt.
Det er interessant, at politimesteren blev indblandet i en sag med en soldat.
Man kunne forvente, at hæren selv ville tage sig af sådanne ting. Årsagen kan
være, at hele sagen kunne gennemføres mere diskret ved politimesterens
mellemkomst.
Da liget af en student ved navn Thoer Larsen Wættersteen blev fundet i
Holmens Kanal i 1764, var det vigtigt at finde ud af, om han havde begået
selvmord, eller om man kunne begrave ham som alle andre.344 Moderen til
studenten supplikerede med det samme og forsøgte at overbevise myndighederne
om, at den afdøde havde været en god kristen. Det var tydeligvis vigtigt for de
efterladte at kunne begrave ham ordentligt.
Der blev foretaget et ligsyn, hvor man konstaterede, at studentens ur og penge
var blevet fjernet fra hans lommer. Man konkluderede derfor, at han var blevet
offer for et rovmord. Dermed var der ikke noget, som forhindrede en almindelige
begravelse. Politimesteren fik besked på at give moderen besked om dette. Den
normale fremgangsmåde, når folk skulle have svar på supplikker, var, at de måtte
møde op ved kancellibygningen og vente på at få svar. 345 Når politimesteren fik
besked på at meddele beslutningen til supplikanten, kan det altså ses som en
særlig service. Det kan også forklares med, at man ønskede at lukke sagen
hurtigst muligt.
Ligesom i senere tider kunne politiet i 1700-tallet komme ud for at skulle tackle
sager, hvor de blev involveret i folks privatliv. I 1770 sendte en kvinde en supplik
til kongen, hvori hun klagede over sin mands voldelige opførsel. 346
Tilsyneladende forlod hun samtidig hjemmet. På kongens foranledning fik
343
OB 1743-44, s. 408.
Jf. afsnittet ”Politimesteren og de dødes begravelse”.
344
OB1763-64, s. 1566.
345
Om supplikker og om reglerne for supplikation, se: Michael Bregnsbo: Folk skriver til kongen.
Supplikkerne og deres funktion i den dansk-norske enevælde i 1700-tallet, Kbh. 1997, især kap. 4,5,6.
346
OB 1770, s. 234.
107
politimesteren ordre til at forhøre konen og manden og indsende forhøret til
nærmere resolution. I mellemtiden skulle politimesteren sørge for, at konen ikke
blev tvunget tilbage til manden. Dette var igen en sag, som lå udenfor
politimesterens instruks og politiforordningen, men der var ikke andre instanser,
som kunne påtage sig opgaven.
Case nr. 6: Politimesteren og de dødes begravelse.
Politimesteren
havde
pligt
til
at
holde
opsigt
med,
at
overdådighedsforordningerne blev overholdt. En del af disse forordninger
omhandlede regler for folks begravelser. Derudover var der et andet aspekt af
borgernes død, som han blev involveret i. Han blev benyttet i myndighedernes
bestræbelser for at udbrede kendskabet til førstehjælp og til forhindring af
begravelser af skindøde.347
Frygten for at blive begravet levende var udbredt i alle samfundslag fra 1700tallets anden halvdel til langt op i 1900-tallet. Emnet var genstand for
skillingstryk og ammestuehistorier og satte sig endda spor i den seriøse
litteratur.348 Af praktiske årsager, på grund af myndighedernes interesse i at
bevare en sund og arbejdsdygtig befolkning, blev emnet knyttet sammen med
spørgsmålet om, hvordan man bedst genoplivede folk, der blev fundet
tilsyneladende døde, hvad enten der var tale om drukneulykker, voldsofre eller
selvmordere. Hvis ikke en genoplivning var mulig, måtte man i det mindste have
klare retningslinjer for, hvordan man kunne konstatere, at døden med sikkerhed
var indtruffet.
I 1746 sendte oversekretæren for danske kancelli Johan Ludvig Holstein, efter
kongelig befaling, et brev til kollegium medicum, hvori han udbad sig en
betænkning om, hvordan man burde forholde sig overfor folk, der, som følge af
pludseligt opståede ulykkestilfælde eller sygdom, var livløse og tilsyneladende
døde. Mellem sagens akter ligger en lille bog, som var blevet udgivet året før i
Paris.349 Det kan ikke afgøres, om det er kollegium medicum, som har vedlagt
bogen til deres erklæring, eller om det var bogen, som afstedkom den kongelige
interesse i emnet.
347
Dette afsnit er delvis baseret på en artikel i 1066:
Juliane Engelhardt: Mere død end levende? Om druknedes og skindødes redning i 1800-tallets Europa,
i: 1066 Tidsskrift for Historie, 37. årgang, nr. 3, 2007.
I denne artikel tager Juliane Engelhardt udgangspunkt i forordningerne fra 1770 og 1772. Hun er
tilsyneladende ikke bekendt med, at disse forordninger byggede videre på de forarbejder fra 1746, som
jeg her behandler.
Jf. ligeledes: Gerda Bonderup: Det Medicinske Politi. Sundhedspolitikken i Danmark 1750-1860,
Århus 2006, s. 76-81.
348
F.eks.: Edgar Allan Poe: The Premature Burial, 1844.
349
Akterne findes i: Indlæg til Sjællandske Tegnelser, 1746, nr. 374, dateret 15. juli 1746.
Bogen hedder: Jacques-Jean Bruhier, Docteur en Medecine: Memoire sur la nécessité d’un réglement
général au sujet des enterremens et embaumemens, Paris 1745.
108
Bogen er udgivet i 1745 og er et af de tidligste eksempler på en genre, som
voksede sig stor og uhyre populær gennem de næste 150 år.350 Formålet med
bogen var at gøre opmærksom på det uholdbare i den hidtidige
begravelsespraksis. Kirken såvel som den folkelige tradition satte 24 timer som
den mindste tid, der måtte gå fra en person døde, til han blev begravet. Dette
skulle være nok til at sikre, at personen virkelig var død. Imidlertid hævdede
forfatteren, Bruhier, at der fandtes masser af eksempler på, at personer var vågnet
op fra en skindød tilstand efter så meget som 30 dage. Dermed måtte det
uundgåeligt ske relativt hyppigt, at folk blev begravet, mens de endnu var
levende.
Ifølge forfatteren var det folkets vaner og traditioner, som forhindrede en mere
forsigtig omgang med de tilsyneladende døde. Der kunne dog også være mere
skumle motiver indblandet: En person, som var træt af sin ægtefælle, eller en
arving til en formue, kunne have en interesse i at få den tilsyneladende afdøde
person jordet i en fart, uden at alt for grundige undersøgelser blev iværksat.
Bruhiers lille bog er et klassisk eksempel på oplysningstankegangen: Folket
skulle bringes til at se, at den hidtidige praksis ikke kunne fortsætte. Adskillige
eksempler på de dårlige sider ved de eksisterende begravelsesritualer skulle
overbevise læseren om, at der måtte indføres mere rationelle forhold på området.
Han mente dog ikke, at oplysning alene ville kunne komme problemet til livs.
Han anbefalede, at myndighederne gik ind i spørgsmålet ved at udsende et
regelsæt for, hvor længe afdøde skulle ligge, før man måtte begrave dem. Der
burde endda udnævnes inspektører, som kunne holde opsyn med, at folk ikke
fortsatte den gamle begravelsespraksis. En gavnlig bivirkning af sådanne
opsøgende kontroller ville være, at myndighederne ville få et bedre overblik over
hvilke sygdomme, der florerede blandt folket, så de kunne tage de nødvendige
forholdsregler i tilfælde af smitsomme sygdomme.
En oplysningstankegang, som både rettede sig mod oplysningen af almuens
formørkede skikke, og som i samme ombæring udvidede myndighedernes
ansvarsområde og kontrolmuligheder, var i tråd med den danske enevældes
strategier for magtudøvelse. Dette forklarer, hvorfor myndighederne fandt bogen
interessant, og hvorfor den blev vedlagt kommissionens erklæring.
Det var altså kongen, der rettede henvendelse til det medicinske kollegium for
at få dem til at fremsætte et forslag, som eventuelt kunne munde ud i en
forordning. Erklæringen skulle både omhandle sikre metoder til at konstatere
dødens indtrædelse og metoder til genoplivning af personer, som kun
tilsyneladende var døde. Imidlertid begrænsede man sig ikke til at spørge
lægevidenskaben til råds. Der blev også nedsat en lille kommission bestående af
politimesteren, Erik Jensen Torm, og justitsråd og byfoged Lorentz Fischer samt
direktøren ved kirurgien, Simon Crüger. Crügers erklæring står for sig selv, mens
350
Det tidligste eksempel på genren i Engelhardts artikel er fra 1756. Den nævnte bog fra 1756 er
tilsyneladende en tysk oversættelse af Bruhiers bog.
Engelhardt, s. 19 & note 17.
109
de to justitsråder har skrevet deres sammen, så måske har de tre ikke arbejdet som
en egentlig kommission.
Årsagen til, at emnet blev vurderet til at ligge indenfor byfogden og
politimesterens ressort, må ligge i den kongelige befalings definition, som udbad
sig forholdsregler i tilfælde af pludseligt opståede dødlignende tilstande.
Erklæringen remsede en række af sådanne situationer op: Der var tale om
drukneulykker, vold, slagtilfælde, alkoholforgiftning, folk der blev ramt af lynet
og lignende. Dette var ting, som kunne finde sted på åben gade og derved berøre
den offentlige orden, altså var politimesteren den nærmeste til at foretage en
vurdering af eventuelle forholdsregler. Det faldt desuden ind under
politimesterens arbejdsopgaver at fremme den offentlige sundhed, derfor måtte
han også have gjort sig tanker om førstehjælp.
Andre af de opremsede kategorier var kvinder der besvimede i barnsnød og
tilsyneladende dødfødte børn. I disse tilfælde var politimesterens interesse
betinget af hans rolle som sundhedspoliti.
Også en ulovlig praksis, som politimesteren og byfogden nævnte i deres
erklæring, måtte involvere myndighederne: Nogle jordemødre skulle angiveligt
medvirke til drab på nyfødte uægte børn ved at svøbe dem så stramt, at de blev
kvalt.
Kommissionens rapport afslører et ganske grundigt kendskab til disse
ulykkestilfælde og til midler, der skulle kunne genoplive folk, der svævede
mellem liv og død. Mange af rådene er baseret på korrekte iagttagelser af
menneskekroppens funktioner. For eksempel skulle man stikke fingrene i munden
på druknede, ligesom man stadig lærer at skabe frie luftveje på moderne
førstehjælpskurser. Ligeledes virker det som fornuftige råd, at folk der er ved at
”blive qvalte af Damp eller qvalm”, dvs. er udsat for røg- eller kulilteforgiftning,
skulle bringes ud i fri luft, samt at folk der var ”overmaade beskienkede” skulle
bringes til at brække sig.351 På den anden side virker en del af
genoplivningsmidlerne temmelig rå, eller slet og ret mærkelige: Folk der var
”faldne i sterk Besvimelse” skulle berøres med en kold hånd på ”de hemmelige
Steder”. Røgforgiftning skulle bekæmpes med en lignende chokbehandling:
”Foedbladet børstes med en skarp Børste, Haarene afplukkes paa de hemmelige
Steder, Hænder og Foedblade prikkes med Knappenaale…”. En del af rådene
afspejler tidens lægefaglige paradigme, humoralpatologien. Røgforgiftede mente
man således skulle årelades og gives et vomitiv. 352
En del af de gode råd var overtaget direkte fra den folkelige tradition. For
eksempel at lægge en druknet over en tønde, så vandet blev presset ud af
lungerne. Noget kunne altså tyde på, at det ikke var mangel på praktisk viden,
som var den største forhindring i bestræbelserne på at få folk til at yde
førstehjælp. Derimod udgjorde overtro og uærlighedsforestillinger en næsten
351
Dette og de følgende eksempler står i kommissionens erklæring:
Indlæg til Sjællandske Tegnelser, 1746, nr. 374, 15. juli 1746.
352
Humoralpatologien var baseret på den opfattelse, at sygdomme skyldtes ubalance imellem
kroppens fire væsker, blod, slim, gul galde og sort galde.
110
uoverstigelig forhindring for myndighedernes intentioner. Politimesteren og
byfogden anførte, at folk som oftest stimlede sammen, når en druknet blev
opdaget, men ingen var villige til at trække ham i land. Årsagerne til dette finder
Engelhardt i forestillingen om, at man ikke kunne gribe ind i folks skæbne; hvis
man faldt i vandet og druknede, var det ikke op til mennesker at ændre denne
skæbne. Også frygten for at komme til at røre ved en selvmorder kunne spille ind.
Det samme forbehold gjorde sig gældende overfor hængte. Det blev opfattet som
uærlig gerning at skære en hængt ned. I dette tilfælde skyldes det vel dels, at der
som regel var tale om selvmordere og dels, at man associerede til
rakkerknægtenes arbejde med at tage hængte forbrydere ned af galgen. 353 På den
anden side kan folks tilbageholdenhed også skyldes almindelig rædsel for døden
og væmmelse ved strandvaskere. De særlige forholdsregler i tilfælde af selvmord
tyder dog på, at der har knyttet sig tabuforestillinger til selvmordere. 354
På trods af de omhyggelige forarbejder skulle der gå næsten et kvart
århundrede før de gode intentioner udmøntedes i lovgivning. Først ved plakat af
25. september 1770 blev det lovbefalet at hjælpe folk, der var kommet ud for en
ulykke. Sammen med denne plakat blev amtmændene tilsendt et eksemplar af et
skrift om genoplivning.355 Dermed var der ikke længere nogen god undskyldning
for ikke at hjælpe druknede.
Denne sag viser hvordan man benyttede politimesteren som ekspert i kraft af
hans brede erfaring fra alskens ulykker, som fandt sted i byen. Sagen viser også,
at politimesteren kunne blive involveret i forsøgene på at bearbejde almuens
holdninger til f.eks. genoplivning af tilskadekomne.
Statistik og demografi.
På grund af sin position som overordnet til kirkebetjentene blev politimesteren
blandet ind i myndighedernes indhentning af statistiske oplysninger. I 1729 sendte
stadsfysikus Edward Wium et forslag til kongen om at indhente oplysninger om
dødelighed fra de enkelte menigheder i København. Kirkebetjentene skulle
ugentligt meddele, hvor mange der var døde, hvad de døde af, hvor længe de
havde været syge, om de havde konsulteret nogen ”Medico eller Chirurgo”, dvs.
læge eller barber, samt navnet på lægen. Der er ingen tvivl om, at der ville være
tale om nyttige oplysninger for stadslægen, og forslaget blev da også godkendt.
353
Jf. foruden kommissionens ovennævnte erklæring: Engelhardt, s. 15.
Se sagerne med formodede selvmordere ovenfor.
Bonderup anfører flere eksempler på, at almuefolk vægrede sig ved at nedskære hængte, eller var sene
til at tilkalde hjælp til druknede: Bonderup, s, 76-81.
355
Skriftet var: P.G. Hensler: Anviisning paa de allervigtigste Redningsmidler for dem, der ved
pludselige ulykkelige Tilfælde ere blevne livløse, eller dog svæve i yderste livs Fare, Kbh. 1770.
Jf. ligeledes: forordning af 22. april 1772, plakat af 9. marts 1796, plakat af 14. september 1798,
Schou.
354
111
Politimesteren blev efterfølgende tilskrevet, så han kunne lade ordren gå videre til
de enkelte kirkebetjente.356
Delkonklusion.
Politimesterens sociale opgaver fremtræder ikke som en meget vigtig del af
hans arbejdsopgaver. Det er dog sandsynligt, at de i denne afhandling benyttede
kilder ikke viser det fulde omfang af denne type opgaver. Politimester Ernsts
indberetninger giver indtryk af, at meget tid blev brugt på at forhindre salg af
varer, som man mente kunne forårsage eller forværre sygdomme. 357
Politimesterens opsyn med gaderenovationen fyldte formentlig også meget i
hans daglige arbejde, og blev opfattet som meget vigtigt i bekæmpelsen af
sygdomsfremkaldende miasmer. Imidlertid var der tale om rutineopgaver, som
Danske Kancelli ikke beskæftigede sig med. Derfor er disse arbejdsopgaver
underrepræsenteret i kilderne.
I kilderne findes to tilfælde af selvmord, hvor politimesteren blev involveret.
Dette skete tilsyneladende dels for at undgå for megen offentlig omtale af sagerne
og dels af hensyn til de efterladte. Det vides ikke, om politimesteren blev
involveret i alle selvmord i byen, eller om de to, som er behandlet her, var
enestående. Hvis det var almindelig praksis, at han skulle afvikle begravelsen af
alle selvmordere, må det have været en hyppigt tilbagevendende opgave.
De sager, som er behandlet i dette afsnit, er karakteriseret ved, at de egentlig er
private, intime sager. Sager af denne art skulle folk normalt selv klare, da der ikke
var et offentligt sygehusvæsen eller andre statslige organer, som automatisk skred
ind overfor sindssyge, selvmordere eller vold i familien. Når de private sager af
en eller anden grund kom i myndighedernes søgelys, var det logisk at sætte
politimesteren til at varetage sagen. Dette skyldtes, at han havde ekspertisen og
mandskabet til at varetage sagerne. Det kan dog også skyldes, at myndighederne
ønskede at holde sagerne hemmelige.
356
357
OB 1729-30, nr. 43.
Se afsnit 4.
112
Sager med fremmede diplomater og deres tjenere.
Sager hvor fremmede diplomater var indblandet blev ofte genstand for Danske
Kancellis korrespondance med politimesteren. Dette skyldtes nok, at diplomater
var vigtige personer, som havde mulighed for at tage sagerne op på højt niveau.
Man ønskede også at afgøre sagerne udenom domstole og andre formaliteter. Det
blev så politimesteren, der blev sat til at effektuere den beslutning, der var blevet
truffet af embedsmændene i Danske og Tyske Kancelli. Ligesom i sagerne med
censur på foranledning af den russiske gesandt, viste de danske myndigheder
deres vilje til at handle ved at involvere politimesteren.
i 1744 konfiskerede parykmagerlauget, med hjælp fra politiet, parykarbejde og
hår til fremstilling af parykker fra en svensk diplomats tjener. 358 Da diplomaten
klagede, blev sagen grundigt undersøgt. Der blev afholdt politiforhør, og man
indhentede en erklæring om sagen fra magistraten.
Konklusionen var, at parykmagerlauget og politiet havde handlet i
overensstemmelse med de rettigheder, som var fastsat i deres privilegier. Den
svenske tjener havde gjort indpas i deres laugsrettigheder. Ikke desto mindre
skulle politimesteren sørge for, at de konfiskerede sager blev tilbageleveret. Til
gengæld udtrykte kancelliet håb om, at tjeneren ville holde op med sit fuskeri.
I 1746 undersøgte politimesteren en jøde, som ikke var medlem af gruppen af
danske jøder.359 Det var de danske jøder, som havde angivet deres trosfælle til
politimesteren. Det viste sig imidlertid, at jøden arbejdede for en preussisk
diplomat, en legationssekretær ved navn Heusinger. Denne klagede følgelig over
politimesterens undersøgelse. Politimesteren fik besked på, at han fremover skulle
melde det til Gehejmekonseillet, når en fremmed jøde gjorde indpas i de danske
jøders privilegier. Denne afgørelse forekommer en smule uretfærdig, da
politimesteren jo ifølge sin instruks var forpligtet til at holde opsyn med den
jødiske menighed. I den konkrete sag var det blevet et problem, fordi den
fremmede jøde arbejdede for en diplomat, men at gøre det til en generel regel, at
politimesteren skulle involvere konseillet i sådanne rutineopgaver, virker som en
overdrivelse. Sagen viser, hvor vanskelige vilkår politimesteren arbejdede under,
når han blev involveret i sager, der vedrørte diplomater.
Gadeslagsmål var en forseelse, som normalt hørte under politimesterens
jurisdiktion. Sager med slagsmål findes i rigt mål i politirettens arkivalier, 360 men
det var kun i meget graverende tilfælde, hvis der skete alvorlig personskade, at
sagerne kom for en ordinær domstol. I Oversekretærens Breve optræder der et
enkelt eksempel på et gadeslagsmål.361 I dette tilfælde var der tale om et slagsmål
mellem den spanske gesandt, Pignatellis, tjener og grev Knuths tjener. Årsagen til
at en banal sag som denne blev behandlet på kancelliniveau var, at man ikke uden
358
OB 1743-44, s. 797.
OB 1745-46, s. 520.
360
Se for eksempel: Bent Blüdnikow & Henrik Stevnsborg: København 1790. Billeder af dagliglivet,
Kbh. 1983.
361
OB 1761-63, s. 182.
359
113
videre kunne stille en diplomats tjener for politiretten eller for nogen andre af
byens mangfoldige retsinstanser.
Det var gesandtens tjener, som stod til den hårdeste straf, da han havde stukket
sin modstander i ryggen med en hirschfænger. Det lader til, at kancelliet havde
indgået en aftale med gesandten om passende pædagogiske midler. Politimesteren
fik besked på at meddele Franch, at han skulle sidde i arresten i tre uger som straf.
Derefter skulle han nogle timer senere føre tjeneren frem igen og meddele ham, at
han på grevens og gesandtens forbøn var benådet for straffen.
Der er flere perspektiver i denne tilsyneladende naive pædagogik. For det første
måtte det ikke se ud som om, man kunne rende rundt i byen og slås på blanke
klinger uden straf. Straffen måtte tildeles, men på foranledning af magtfulde
patroner kunne man slippe for afsoningen. Der var tale om en bevidst
iscenesættelse af retsordenen, hvor de lave klasser skulle have indprentet, at
lovbrud måtte sones med straf. De magtfulde mænd i kancelliet, greve og
geheimeråd Knuth, gesandten og politimesteren var ganske klar over hvordan det
forholdt sig, der var på sin vis tale om en sammensværgelse med et pædagogisk,
præventivt sigte rettet mod almuen. Ved at fremstille det som om det var på de
mægtige herrers forbøn, at tjeneren gik fri af straffen, kom han ydermere i
taknemmelighedsgæld til sine foresatte og den hierarkiske samfundsorden blev
bevaret.
Håndteringen af denne sag bærer præg af en rent pragmatisk indstilling til
straffenes pædagogiske virkning. At meddele tjeneren at han skulle opholde sig
tre uger i arresten og så lade ham sidde nogle timer og tænke over sine
fremtidsudsigter ansås for et probat opdragelsesmiddel. Der er ikke spor af den
magisk-idealistiske opfattelse af straf som religiøs soning, som ellers var så vigtig
i tidligmoderne tid. Det kan dog ikke afgøres om dette skyldes, at de gamle
forestillinger var på retur i 1761, eller om det skyldes, at sagen ikke endte som en
mordsag.
I øvrigt er det bemærkelsesværdigt, at man benyttede den samme
fremgangsmåde i de ordinære retssager. Det var almindeligt at tildele forbryderen
de meget hårde straffe, som Danske Lov og stramningerne af denne lov fra 1692
dikterede. Efter strafudmålingen var det dog i anden halvdel af 1700-tallet mere
reglen end undtagelsen, at kongen mildnede de hårdeste straffe. 362
Det var åbenbart almindeligt, at slagsmål og uro mellem danskere og
diplomaters tjenere endte med et forlig, hvor ingen blev straffet for alvor. Da en
løjtnant Zøllner i 1770 overfaldt den engelske gesandts løber, slap løjtnanten for
tiltale på gesandtens forbøn.363 Det samme skete, da kammerherre Holstens kusk i
1770 påkørte og væltede den spanske gesandts vogn. 364 Først forlangte
ambassadøren kusken arresteret, men allerede dagen efter gik han i forbøn for
kusken og fik ham løsladt igen. Man må formode, at der var en uvilje, både fra
362
Jf. f.eks.: Tyge Krogh: Oplysningstiden og det magiske. Henrettelser og korporlige straffe i 1700tallets første halvdel, Kbh. 2000, passim.
363
OB 1770, s. 16.
364
OB 1770, s. 518, 519.
114
diplomaternes side og fra dansk side, mod at føre egentlige retssager. Både på
grund af de uklare retsforhold og på grund af de skadelige følger sådanne sager
kunne have for forholdet mellem diplomaterne og de danske embedsmænd, som
de skulle samarbejde med. Dermed var det nemmest at lade politimesteren
reprimandere de skyldige og derefter slippe dem fri.
På mange måder levede de fremmede diplomaters tjenere i et juridisk vakuum,
hvor de ikke svarede for landets love på samme måde som deres kolleger, som var
ansat hos landets egen adel. Dette er også tydeligt i en anden sag, som opstod i
1768, da den russiske ambassadørs tjener, Peter Hintze, nægtede at betale
ekstraskat, som var blevet pålagt ham i hans egenskab af værtshusholder. 365
Hintzes argument var, at hans arbejdsgiver havde givet ham tilladelse til at holde
”Billard” og værtshus.
Politimesteren tilskrev magistraten om problemet og magistraten sendte sagen
videre til Danske Kancelli. Juridisk set var sagen klar: Hintze blev ikke afkrævet
skat i sin egenskab af tjener for en diplomat, men i sin egenskab af husejer i
København. Der var altså ikke nogen vej udenom. Politimesteren fik besked på at
inddrive skatten eller lukke værtshuset. Han fik oven i købet tilsagn om militær
assistance, hvis det var nødvendigt.
Det er tydeligt, at politimesteren trådte på farlig grund, når han blev nødt til at
involvere sig i sager, som vedrørte diplomatiet. Det lader dog til, at han i reglen
fik opbakning fra de danske myndigheder.
365
OB 1768, s. 7, 9, 38.
115
Klager over politiet.
I 1725 opstod en sag, hvor to betjente havde forulempet en mand. 366 Brevet,
som var stilet til politi- og kommercekollegiet, nævner ikke hvad de to betjente
havde gjort, men det var alvorligt nok til, at de begge blev afskediget. Den
forulempede havde nemlig en magtfuld patron i ryggen, da han tidligere havde
været tjener og barber for hofprædikanten Conradi.
Imidlertid gik Conradi i forbøn for den ene af betjentene, Tideman Christensen,
og bad om, at betjenten måtte slippe for fyring ”i henseende til hans Alderdom,
fattige Tilstand og mange Børn”. Noget kunne tyde på, at hofprædikanten var gået
direkte til kongen med sin forbøn, da oversekretæren, Møinicken, skrev på
grundlag af kongens mundtlige resolution. Sagen endte med, at betjenten måtte
gøre Conradi en ”sømmelig afbigt”, så ville han slippe for at blive afskediget. Det
står ikke klart, hvorfor det var den forurettedes tidligere arbejdsgiver, som skulle
have en undskyldning.
I øvrigt giver denne sag et interessant billede af byens betjente. Tideman
Christensen fik lov til at beholde sit arbejde ikke på trods af, men på grund af sin
alderdom.
Senere i år 1725 indkom flere klager over politimesterens embedsførelse.
Brevet fra Danske Kancelli var stilet til politi- og kommercekollegiet, som jo
havde opsynet med politimesteren. De tilforordnede ved kollegiet fik besked på at
videregive nogle ordrer til den af dem, som var ”denomineret til at iagttage
Politimesters Forretninger”.367 Dette tyder på, at Johan Philip Rathecken allerede
på dette tidspunkt var suspenderet fra sit embede. Politi- og kommercekollegiet
fik ellers først besked om, at han var blevet fyret den 16. marts 1726. 368
Rathecken blev landsforvist for underslæb og bedrageri i en tidligere stilling året
efter, den 13. april 1726.369
Klagerne kom fra generalmajor Christian Friderich von Staffelt og
generalmajor Henrich von Scholten. Nogle soldater i deres kompagnier havde fået
frataget forskellige varer, sko, handsker og parykker, som de havde fremstillet
eller købt med henblik på videresalg. Politibetjentene havde sammen med
parykmagerlauget og under politimesterens tilstedeværelse konfiskeret disse
varer. Det blev besluttet, at soldaterne skulle have tingene tilbage. 370
En sag fra 1728 viser, at politiet havde vanskeligt ved at finde balancen mellem
at hjælpe laugene i deres bestræbelser på at komme fuskeriet til livs og samtidig
undgå at komme på tværs af centraladministrationens politik, som ikke altid
begunstigede laugene. En tidligere livgardist havde fået bevilling som frislagter,
hvilket var en temmelig almindelig aftrædelsesordning for soldater. Imidlertid
blev han chikaneret af politiet, fordi han ikke solgte sit kød fra en bod på gaden,
366
OB 1723-26, nr. 178.
OB 1723-26, nr. 183.
368
OB 1723-26, nr. 237.
369
O. Nielsen: Kjøbenhavns Politimestre og Politidirektører 1682-1864, i: Personalhistorisk Tidsskrift,
1. bind 1880 s. 286.
370
OB 1723-26, nr. 183.
367
116
som slagterlaugets artikler påbød. Kancelliet sendte en kopi af frislagterens
bevilling og forbød politiet at forhindre ham i hans arbejde.371
Det er tydeligt, at politiet havde et vanskeligt arbejde, når de tilsyneladende
ikke automatisk fik besked om undtagelser fra de laugsartikler, som de ellers
skulle sørge for blev overholdt. Politi- og kommercekollegiet forsøgte da også i
1730 at få gennemført en regel om, at alle bevillinger og privilegier skulle sendes
i kopi til dem. Kancelliet undslog sig imidlertid, formentlig fordi det ville medføre
en større arbejdsbyrde. I stedet lod man det være op til de priviligerede at sende
en kopi til politi- og kommercekollegiet, når de havde modtaget deres
privilegium.372
I 1766 beskyldte de 32 mænd i en skrivelse til Danske Kancelli politimesteren
for ”ikke saa nøje at paasee Taxten, som skee burde”.373 De anklagede altså
politimesterens for at lade de handlende sælge varer til andre priser end de lovligt
fastsatte. Dette var en temmelig grov beskyldning, hvis man ikke kunne bevise
den, og politimesteren tog da også til genmæle. Kancelliet godtog politimesterens
forsvar og anså det for bevist, at han passede sit arbejde som han skulle.
Kancelliet gav Københavns magistrat besked på at reprimandere de 32 mænd og
indskærpede, at eventuelle klager over ”Politiens Administration” skulle ske
gennem de rette kanaler. Det vil sige, at klager i almindelighed og over enkelte
betjente skulle stiles til politimesteren selv. Imidlertid var forordningen af 19.
januar 1692 endnu gældende i 1766, og ifølge denne forordning skulle klager over
politimesteren rettes til kongen, det vil i praksis sige til Danske Kancelli.374 De 32
mænd havde altså fulgt reglerne, men da de ikke kunne bevise noget, fik de
besked på at lade være med at klage.
Enkelte af mine kilder giver et indblik i, hvilke egenskaber man i 1700-tallet
forbandt med en god politibetjent. For eksempel en sag fra 1746.
Overpolitibetjent Carl Jacob Prosch ansøgte om en bedre løn. Det var åbenbart
magistraten, en sådan ansøgning skulle stiles til. Magistraten støttede
overpolitibetjenten og begrundede dette med, at han forrettede sin tjeneste med
”Fliid og Vindskibelighed”.375 Vindskibelighed skal vel nærmest forstås som en
tidligmoderne pendant til ”omstillingsparathed”. Politibetjenten viste evne til at
tænke selvstændigt i forskelligartede situationer.
Magistraten var dog ikke villig til at give lønforhøjelse af egen kasse, men
foreslog at kongens kasse skulle betale. Dette kunne dog ikke komme på tale,
gjorde kancelliet klart. Kilderne fortæller ikke, om politibetjenten fik sin
lønforhøjelse.
Nogle år efter, i 1750, ansøgte overpolitibetjent Carl Jacob Prosch om en finere
titel.376 Han ønskede at kunne kalde sig politiinkvisitør. Måske håbede han, at en
371
OB 1727-28, nr. 277.
OB 1729-30, nr. 182.
373
OB 1766, s. 924.
374
Forordning af 19. januar 1692.
375
OB 1746-48, s. 136.
376
OB 1749-50, s. 900.
372
117
mere fornem titel ville give sig udslag i en bedre løn. Som nedenstående sag viser,
kunne en fornem titel virkelig give et afkast. Valget af titel tyder på en mere
differentieret arbejdsdeling i den lille politistyrke, hvor enkelte personer
specialiserede sig i nogle af de mange arbejdsopgaver.
Igen var Københavns magistrat velvilligt indstillet og støttede Proschs
ansøgning. Kongen viste sig også villig til at hæve betjentens anseelse, så længe
han stadig var underordnet politimesteren. Kongen var dog ikke tilfreds med titlen
politiinkvisitør og beordrede magistraten til at komme med et andet forslag til en
titel. Den titel, som man kom frem til, var ”politiadjudant”. Det var under denne
betegnelse, Carl Jacob Prosch blev nævnt i et brev til politimesteren fra Danske
Kancelli i år 1757.377 Det var herefter denne titel, som blev givet til den højst
rangerende politiofficer under politimesteren.
Noget kunne tyde på, at lønforhandlingerne ikke var skredet fremad til
politiadjudantens tilfredshed. Han havde i hvert fald skaffet sig ekstraindtægter
ved at afgive falsk vidnesbyrd for en mand ved navn Hans Riber. 378
Sagen drejede sig om et skib, som var forulykket i Nordsøen to år tidligere.
Kaptajnen og besætningen nægtede at have gjort noget galt, men Prosch havde
vidnet imod dem og sagt, at de havde ladet skibet forlise med vilje. For dette
vidneudsagn havde han, ifølge kancelliets anklage, fået betaling af Hans Riber. En
politiadjudants vidneudsagn havde altså en sådan vægt, at det var værd at betale
for. Der var tale om forsikringssvindel eller sagsanlæg på falske præmisser.
Kancelliet så alvorligt på sagen og skrev til politimesteren: ”Som da Hr.
Etatzraad upaatvivlelig finder, at én Commission og Forretning af den Natur og
Beskaffenhed er heel uanstændig og gandske inconvenable med det Embede
bemelte Prosch som Politie Adjutant eller Ober PolitieBetient er betroet …”.
Politimesteren skulle kalde Prosch for sig og give ham en alvorlig reprimande
”for hans havende viiste utilladelige mistænkelige og én PolitieBetient aldeles
uanstændige Forhold, …”. Det lader altså til, at politiadjudanten slap med en
irettesættelse. Efter moderne begreber en temmelig mild straf for så åbenlyst at
have misbrugt den autoritet, som fulgte med stillingen som politiadjudant. Ikke
desto mindre blev det med denne sag tydeligt markeret, hvor grænsen gik for
politibetjentenes mere eller mindre lyssky Nebengeschäfte.
Der er meget der tyder på, at såvel politimesteren som hans betjente i de fleste
sager kunne regne med kancelliets og kongens opbakning. I 1766 stod en
musketer Sorgenfrey tiltalt ved en krigsret.379 Under forhøret af musketeren
optrådte politibetjenten David Engel på en måde, som vakte de militære
befalingsmænds vrede. Det nærmere hændelsesforløb fremgår ikke, men der er
tilsyneladende tale om ærerørige udtalelser, noget som de militære tog meget
alvorligt.
377
OB 1757-58, s. 204.
Ibid.
379
OB 1766, s. 962, 1116.
378
118
Generalløjtnant von Arnstedt sendte en klage gennem Generalkrigsdirektoriet
til Danske Kancelli, men magistraten gik i forbøn for Engel, som ganske vist
havde forset sig i hidsighed, men som ellers var en god betjent. Efter magistratens
forslag blev sagen klaret ved, at Engel blev officielt irettesat i overværelse af
musketerens overordnede, major Castonier, og ved at han måtte betale en bøde til
politikassen.
Case nr. 7: Politimesteren og Københavns brand.
Politimesteren spillede en vigtig rolle i de omfattende brandforanstaltninger i
København. Dels havde han opsynet med at byggeforskrifterne blev overholdt
ved nybyggerier, og som ansvarlig for gaderenovation og skorstensfejning havde
han, i hvert fald i princippet, ansvaret for at skorstenene blev holdt i forsvarlig
stand, og at de hestetrukne brandsprøjter kunne passere frit gennem gaderne.
Derudover var det politimesterens opgave at holde brandøvelse fire gange om
året, hvilket han så vidt vides også gjorde. De praktiske forholdsregler, som skulle
forhindre en brand i at opstå og brede sig, var altså politimesterens ansvar.
Derudover havde han en vigtig rolle at spille hvis en brand, trods alle
foranstaltningerne, skulle opstå; politimesteren var i 1728 nummer to i hierarkiet i
byens brandberedskab. Nummer et var generalbygmesteren Johan Conrad Ernst.
Det var Ernst, som havde ansvaret for at tilrettelægge brandberedskabet, men
politimesteren ville komme til at stå som leder på gadeplan. 380
Hans Himmerich, som var politimester på dette tidspunkt, havde flere fejl end
fordele som politimester, og hans ukoordinerede indsats som brandchef under
Københavns brand i 1728 er blevet legendarisk. Det kan dog næppe siges at være
hans skyld, at brandfolkene havde fejret en vellykket brandøvelse samme dag med
store mængder alkohol.381 Til gengæld var politimesterens egen indsats ikke egnet
til at imponere nogen. Rygterne sagde, at han var ligeså beruset som brandfolkene
og i sin forvirring søgte tilflugt på tømmerpladsen for at sove rusen ud.
Branden blev slukket natten til den 23. oktober 1728. Umiddelbart efter
branden sendtes et brev til politi- og kommercekollegiet og magistraten med
forholdsregler.382 Ud af de ni punkter i brevet handlede de tre første om
forholdsregler mod en opblussen af branden med den gudfrygtige tilføjelse ”det
Gud dog naadelig forbyde”.
De næste fem punkter handler om at sikre befolkningen de vigtigste
levnedsmidler, nemlig øl og brød (nævnt i den rækkefølge). Det var
politimesterens opgave at holde øje med at bryggere og bagere ikke sænkede
deres varers kvalitet eller hævede priserne. Desuden måtte bryggerne kun
380
Kåre Lauring: Byen brænder. Den store brand i København 1728, Kbh. 2003, s. 23-29 om
brandberedskabet i København.
381
Lauring, s. 33.
382
OB 1727-28, nr. 288.
119
fremstille billigt øl og bagerne måtte kun bage fint brød, hvis det var bestilt af
fornemme folk. Den almindelige almue skulle spises af med almindeligt brød.
Delkonklusion.
Skal man opsummere de specielle opgaver, som politimesteren blev pålagt ved
direkte ordre fra Danske Kancelli, bliver det en lang liste: Fangetransporter,
indsamling af empiri til statistik, behandling af klager fra diplomater, osv., osv..
Det er vanskeligt at karakterisere disse sager positivt, der er sagstyper fra
adskillige grene af forvaltningen. Til gengæld kan man karakterisere sagerne
negativt: Der var tale om sager, som ikke lå indenfor andre embedsmænds
ansvarsområder og der var tale om sager, som ingen andre instanser ville kunne
varetage mere professionelt, effektivt eller loyalt end politiet.
Politimesteren havde den fordel i varetagelsen af disse opgaver, at han var en
generalist med bred erfaring fra sine mange ordinære opgaver. Han havde også
den fordel, at han havde opsynet med både vægtere og politibetjente, hvis
arbejdskraft han kunne trække på.
Et nøgleord som går igen i mange sager er ”stilhed”. Politimesteren forventedes
at udføre de opgaver, som blev ham pålagt, i al stilhed. Der er en modsætning
mellem den meget åbne og offentlige karakter som politimesterembedet havde;
man kunne komme til ham med sine problemer og få ham til at gå ind i sagen, og
den hemmelige måde som mange af politiundersøgelserne blev gennemført på.
Det er imidlertid signifikant, at mange af sagerne falder udenfor samtidens
almindelige opfattelse af politisager som sager af mindre betydning. Mange af
sagerne involverede betydningsfulde personer og var vigtige at få ekspederet på
en fornuftig måde.
Politimesteren stod så at sige midt imellem to yderpoler: På den ene side var
han kongemagtens loyale embedsmand, han var en altmuligmand som
myndighederne kunne pålægge de mest forskelligartede opgaver og forvente at de
blev udført hurtigt og med professionalisme og konduite. Dette er den oprindelige
rolle, som politimesterembedet blev oprettet for at opfylde. Og det er en rolle som
de skiftende politimestre stort set har udfyldt. Ganske vist er der tegn på
korruption og egenrådighed og der er ingen tvivl om at politimestrene kunne finde
på at manipulere deres foresatte for at få gennemført egne dagsordener. Det var
for eksempel det som Hans Himmerich gjorde i sagen med de københavnske
jøder. Det overordnede billede er dog, at politimestrene opfyldte deres rolle som
kongelige tjenere.
Den anden yderpol er politimesteren i rollen som offentlighedens tjener, som
borgernes beskytter. Officielt er dette en rolle, som hører folkestyret til. Under
den enevældige forfatning tjente enhver embedsmand først og fremmest kongen.
Ikke desto mindre træder politimesteren frem i rollen som den jævne borgers
hjælper og beskytter imod overgreb. Det er ikke i en klar og entydig rolle
120
politimesteren optræder i denne sammenhæng, ofte forsvinder billedet helt til
fordel for kongemagtens politimester. Ikke desto mindre er der eksempler på
forestillingen om politimesteren som en instans, som den almindelige borger
skulle kunne gå til og kunne forvente hjælp fra
121
4. Politimester Ernsts indberetninger sammenlignet
med kilderne fra Oversekretærens Brevbøger.
Johan Bartram Ernst var politimester 1710-1722. Han havde været medhjælper
for politimester Claus Rasch, men blev forbigået ved dennes død, hvor Ole Rømer
blev politimester. Han var altså erfaren i jobbet, da han endelig blev politimester.
Han var veluddannet, han havde siddet som assessor i Hofretten og havde været
borgmester siden 1703.383
I perioden 1716-22 skrev Politimester Ernst en række indberetninger til kongen
vedrørende sit daglige arbejde. Disse indberetninger giver et billede af
politimesterens arbejde, som er temmelig overskueligt, i modsætning til en
gennemgang af politijournalerne. Derfor benytter jeg indberetningerne i en
sammenligning med kilderne fra Oversekretærens Brevbøger. 384
Jeg har valgt ikke at lave en egentlig statistik over kilderne i Oversekretærens
Brevbøger. Årsagen til dette er, at alle de sager, som findes i denne kildegruppe,
havde karakter af undtagelsessager. Der var tale om pludseligt opståede sager,
som ofte overskred de grænser for politimesterens virke, som lovene og
instrukserne satte. De kan altså ikke siges at være repræsentative for
politimesterens arbejde. Ydermere er de sager, som findes i arkiverne, ikke
nødvendigvis dækkende for centraladministrationens kommunikation med
politimesteren. Der kan have været mange andre veje at meddele sig til hinanden
på, som ikke satte arkivalske spor. For eksempel kunne de enkelte embedsmænd
sende private beskeder til politimesteren. Disse ville ikke komme med i
kopibøgerne over breve afsendt fra Danske Kancelli. København var heller ikke
større, end at man kunne møde hinanden og give mundtlige instruktioner. Det er
dog næppe muligt at sige noget sikkert om omfanget af en sådan eventuel
alternativ kommunikation. Af disse årsager giver det ikke mening at stille kilderne
op i et diagram, som om de udgjorde et repræsentativt tal for politimesterens
arbejde.
Nogle af de samme indvendinger kan rettes mod en statistik over politimester
Ernsts indberetninger. Først og fremmest kan det ikke afgøres, om de er
repræsentative for hans virke. Der er tale om indberetninger til politimesterens
øverste overordnede, kongen. Derfor kan man mistænke Ernst for at udvælge de
sager, som satte ham i et positivt lys. Det er helt sikkert, at han kun har medtaget
de sager, som kunne formodes at være af interesse for kongen og
kancelliembedsmændene.
383
Nielsen, O.: Kjøbenhavns Politimestre og Politidirektører 1682-1864, i: Personalhistorisk
Tidsskrift, 1. bind 1880 s. 278-304.
Daglige begivenheder i København 1716-22. Indberetninger fra politimester Ernst til kongen, udgivet
af Villads Christensen i: Historiske Meddelelser om København, 1. række, bd. 7, 1920, s. 325-383 &
405-446.
384
Villads Christensen har medtaget det vigtigste, og langt det meste, fra de originale indberetninger.
Da de få forskelle ikke er væsentlige for mit formål, har jeg valgt at benytte den trykte version.
122
Man kan også med rette diskutere om politimester Ernsts embedsperiode var
repræsentativ. Der var krigstilstande det meste af tiden, og pesten ramte
København året efter Ernsts tiltræden. Dermed må man formode, at emner som
proviantering, offentlig sundhed og opsyn med fremmede fyldte meget i netop
denne periode.
Set fra et andet synspunkt kan netop de særegne og subjektive elementer i
indberetningerne ses som en forsikring for, at der er tale om de sager, som optog
netop denne politimester i hans embedsperiode. De medtagne sager er muligvis
ikke repræsentative for det daglige arbejde, men de er udtryk for det billede af
politimesterens virke, som han ønskede at præsentere for sine overordnede. Og
der er på den anden side tale om det billede, som embedsmændene og kongen
havde af embedet, når de lavede de love, som regulerede området.
De følgende tal skal altså ikke ses som en statistik baseret på repræsentative tal,
men som et subjektivt billede af politimesterembedet i årene 1716-1722. Men vel
at mærke et billede givet af politimesteren selv og dermed en kilde til samtidens
forståelse af embedet.
Jeg har optalt antallet af sager i henholdsvis Ernsts indberetninger og
Oversekretærens Brevbøger fordelt på de kategorier, som jeg inddelte kilderne i i
andet hovedafsnit.
Der er ting, som kan diskuteres, når man inddeler politimesterens
indberetninger i kategorier. For eksempel kommer krigsfanger, som bryder ud af
arresten ind under ”Efterforskning af kriminalitet mm.”, og jeg har været nødt til
at benytte nogle yderligere kategorier, som jeg ikke anvendte i gennemgangen af
kilderne fra Oversekretærens Brevbøger.
De mange sager i kategorien ”Oprør/opsætsighed” er stort set angreb på
politimesteren selv eller modstand mod hans betjente. Der er altså tale om en
anden slags oprør end den, man møder i Oversekretærens Brevbøger.
Der er også et problem med at adskille sagerne fra hinanden og inddele dem i
kategorier. For eksempel når en sag involverer både rufferi og soldaters angreb på
vægtere og politibetjente. Jeg har fulgt et princip om kun at markere en gang for
hvert punkt i indberetningen, derfor kom denne sag til at tælle som oprør. I den
nævnte sag optræder ruffersken dog igen i en senere indberetning, hvorfor hun
figurerer under kriminalitetssagerne.
En ny kategori er ”tekniske opgaver”. Der er tale om gaderenovation,
overholdelse af byggeforskrifterne, brolægning og lignende sager. Disse emner
blev ikke gjort til genstand for behandling i Oversekretærens Brevbøger, men de
fyldte meget i det daglige arbejde.
Under ”Laugssager” henlægges også sager med mål og vægt, på trods af at
politiets undersøgelser ofte vedrørte markedsbønder snarere end byens
laugsmedlemmer. Også forprang tælles under denne overskrift. Alt som tilhører
handelslivet regnes også med til denne kategori.
Også kategorien ”Sociale opgaver” er blevet en blandet landhandel. Herunder
tælles blandt andet sager om selvmord, drukneulykker og en sag om spøgeri. De
123
drukneulykker, som blev undersøgt som mulige drabssager, er derimod optegnet
under ”Efterforskning af kriminalitet”.
Kategorien ”Efterforskning af kriminalitet, mm.” indeholder sager, som dækker
hele spektret fra småsvindel over møntfalsk til overlagte drab. Også de sager, hvor
der var mistanke om, at en forbrydelse havde fundet sted, er medtaget. Dette var
for eksempel sager, hvor man fandt lig i havnen, som blev undersøgt af en læge
for at fastslå, om de havde været ofre for en forbrydelse, eller om der var tale om
selvmord eller ulykkestilfælde. Det signifikante er her, at politiet så det som sin
opgave at undersøge, om der var tale om en kriminel handling.
De tilsvarende tal for sagerne fra Oversekretærens Brevbøger er også anført.
Det skal understreges, at man ikke kan forvente et sammenfald i antallet af sager
tilhørende de forskellige sagskategorier i de to kildegrupper. Der er tale om en
sammenligning af to typer kilder, hvis tilblivelsessituationer var forskellige. Det
væsentlige her er derfor netop den forskel, som kan iagttages. Igen er der ikke tale
om en repræsentativ statistik.
1. Oprør/opsætsighed.
Ernsts
Oversekretærens
indberetninger
Brevbøger.
15
4
2. Censur.
4
13
3. Kontrol med den offentlige
0
3
ledig-
6
4
5. Overdådighedsforordninger
4
5
60
6
1
7
0
8
9. Gøglere og forlystelser.
4
8
10. Laugssager, privilegier.
22
4
11. Sociale opgaver.
opinion.
4. Rejsetilladelser og
gængeri.
og religiøst politi.
6.
Efterforskning
af
kriminalitet, husundersøgelser,
eftersøgning og arrestation af
forbrydere.
7. Tvivlsomme rejsende.
8.
Samarbejde
med
andre
landes retsvæsen.
29
6
12. Statistik og demografi.
4
1
13. Fremmede diplomater og
3
6
14. Klager over politiet.
2
7
15. Proviantering.
7
deres tjenere.
16. Indkvartering af soldater.
2
17. Tekniske sager.
57
Gennemsnit.
13
124
6
Der er den forskel mellem de to kildegrupper, at Oversekretærens Brevbøger
har sager indenfor alle kategorier. Dette skyldes naturligvis, at jeg har lavet denne
inddeling i kategorier for at opdele netop disse kilder. Ikke desto mindre findes
der også i Ernsts indberetninger sager indenfor alle undtagen én kategori. De 14
kategorier er altså nogenlunde dækkende for politimesterens arbejde. Overfladisk
betragtet virker det derfor ikke som om kancelliet pålagde politimesteren opgaver,
som lå helt udenfor hans almindelige arbejdsområde.
Man kan udlede nogle generelle karakteristika for de to grupper: Politimester
Ernsts indberetninger centrerer sig i høj grad om enkelte sagskategorier. Der er
fem kategorier, som står for langt størstedelen af sagerne. ”Oprør/opsætsighed”,
”laugssager/privilegier” og ”sociale opgaver” tegner sig for temmelig mange
sager. De to kategorier ”efterforskning af kriminalitet, husundersøgelser,
eftersøgning og arrestation af forbrydere” samt ”tekniske opgaver” er dog langt de
hyppigste.
For Oversekretærens Brevbøger er billedet ganske anderledes. Kun to
kategorier scorer under 4, og kun én scorer over 8. Resten af katagorierne ligger i
midterområdet.
Ernsts indberetninger.
Fordelingen af sagstyperne siger noget om, hvilke områder henholdsvis
politimester Ernst og kancelliembedsmændene fandt vigtige. Eller måske snarere,
hvilke sagstyper de valgte til netop den kommunikationssituation, som affødte
kildegrupperne.
Ernst indrapporterede de tilfælde af vold, som ramte hans ansatte. Han
rapporterede også når militærpersonel ikke respekterede politibetjente og vægtere,
og han rapporterede de tilfælde, hvor folk angreb ham personligt i smædeskrifter
og i ord. I alle disse tilfælde søgte han kongens opbakning i sagerne og han
ønskede at præsentere sin egen version af sagen, så kongen ikke kun skulle høre
hans fjenders udlægning. Dette var en almindelig fremgangsmåde under
enevælden, hvor det personlige troskabs- og tjenesteforhold til kongen var
embedsmændenes ansættelsesform. Derfor er kategori 1 så stærkt repræsenteret.
Også kategori 10 og 11 er repræsenterede med mange sager. Dette skyldes nok
dels, at det var områder, som udgjorde en stor del af politiets arbejde, især
opsynet med handelen og opretholdelsen af laugenes privilegier må have fyldt
meget i det daglige arbejde. Tilsynet med overholdelsen af reglerne for mål og
vægt var et område, hvor kongemagten havde grebet stærkt kontrollerende ind
overfor de gamle lokalt forankrede måleenheder. Derfor er det logisk, at dette
område havde myndighedernes bevågenhed.
125
Kategori 11 indeholder adskillige sager om selvmord. Det virker lidt
mærkeligt, at politimesteren indrapporterede disse sager med en sådan hyppighed.
Forklaringen er måske, at selvmord var en foreteelse, som vakte opsigt, fordi den i
meget høj grad brød med konventionerne om ordentlig kristen opførsel. I to af
selvmordssagerne fra Oversekretærens Brevbøger fik politimesteren besked på at
undersøge sagen i hemmelighed, formentlig fordi selvmord blev opfattet som
subversive for en kristen livsførelse i landet. Man ønskede simpelthen ikke, at
befolkningen skulle få kendskab til tilfælde af selvmord.
De to absolutte topscorere i Ernsts indberetninger er kriminalsagerne og de
tekniske sager. De tekniske sager indbefatter sager om renholdelse af gaderne,
brolægning, brandforanstaltninger og vandforsyning og mange andre sager. Det er
en sagskategori, som jeg ikke har fundet anvendelse for i kategoriseringen af
kilderne fra Oversekretærens Brevbøger, simpelthen fordi sådanne sager ikke
optræder i disse kilder. Når disse sager er så hyppigt repræsenterede i Ernsts
indberetninger skyldes det, at de har fyldt enormt meget i politimesterens daglige
arbejde. Både i egenskab af politimester og som medlem af brand- og
vandkommissionen og andre kommissioner har der været tale om emner, som han
dagligt kom i berøring med. Der var også tale om sager, som gav meget tydelige
eksempler på politimesterens effektivitet. Derfor var det gode emner at omtale for
sine overordnede.
Oversekretærens Brevbøger.
Sagerne fra Oversekretærens Brevbøger fordeler sig som nævnt mere jævnt end
sagerne fra Ernsts indberetninger. Én kategori skiller sig dog ud, nemlig sagerne
om censur, som ligger langt over gennemsnittet. I denne kategori tegner de
russiske diplomaters indsigelser mod bøger og aviser i Danmark sig for
størstedelen af sagerne. Der var tale om en meget konsistent fremfærd fra
russernes side mod udgivelser, som blev opfattet som skadelige. Dette forklarer
det høje antal sager.
To andre kategorier scorer væsentligt højere end gennemsnittet, nemlig
kategori 8 og 9, ”samarbejde med andre landes retsvæsen” og ”gøglere og
forlystelser”. Det er måske mest overraskende, at samarbejdet med primært det
svenske retssystem fylder så meget. Der kan ligefrem anes en systematisering af
proceduren for udlevering af svenske forbrydere til retsforfølgelse i Sverige. Dette
hænger formentlig sammen med Københavns position som en relativt stor by tæt
på grænsen. Det var åbenlyst at forsøge at undslippe de svenske myndigheder ved
at krydse Øresund og gemme sig i København. Årsagen til at disse sager har sat
sig aftryk i Oversekretærens Brevbøger er, at politimesteren ikke kommunikerede
direkte med de svenske myndigheder. Opfordringen til udlevering af en forbryder
gik fra den svenske ambassadør over kancelliet til politimesteren.
126
Da sagerne fra Oversekretærens Brevbøger fordeler sig så relativt jævnt på de
14 kategorier, kan det være vanskeligt at sige noget om, hvilke sagstyper
myndighederne prioriterede højest. Imidlertid tegner der sig et andet billede, når
man anvender de seks overordnede kategorier, som jeg benyttede i gennemgangen
af disse kilder i hovedafsnit to:
1. Politiets rolle som beskyttere af
29
staten og samfundsordenen.
2. Politiets rolle som bekæmpere af
21
kriminalitet.
3. Politiets opsyn med næringslivet.
4.
Politiets
sociale
12
og
7
5. Fremmede diplomater og deres
6
sundhedsmæssige opgaver.
tjenere.
6. Klager over politiet.
7
Disse tal skal tages med det forbehold, at kategori 1. samler sagerne fra fem af
de 14 kategorier, og kategori 2. og 3. samler henholdsvis tre og fire
underkategorier. Det faktum, at der er tale om kategorier, som jeg har lagt ned
over sagerne, ændrer dog ikke ved, at man kan se en tendens i myndighedernes
sager.
Der tegner sig et hierarki af sager, hvor kategori 1. er den, som
centraladministrationen først og fremmest benyttede politimesteren til, efterfulgt
af kategori 2. Kategori 3. er også relativt velrepræsenteret, mens de tre øvrige
kategorier ligger temmelig jævnt på et lavere niveau.
Det, som disse tal viser, er hvilke sagstyper kancelliet hyppigst benyttede
politimesteren til. Det er ikke overraskende, at politimesteren først og fremmest
blev benyttet til at beskytte statens interesser. Denne kategori omfatter forskellige
former for kontrol med befolkningens handlemåder i dagligdagen. For eksempel
folkets religiøse forhold og lydigheden overfor myndighederne. Også kontrollen
med den offentlige opinion og kontrollen med befolkningens bevægelighed hører
til denne kategori. Alle disse emner blev også i love og instrukser fastlagt som
kerneområder i politimesterens embedsførelse. Også i nutiden opfattes disse
samfundsbevarende opgaver som noget af det mest væsentlige, men ofte også som
noget af det mest kontroversielle ved politiets arbejde.
Kategori 2. scorer også højt, hvilket måske er mere overraskende. I en moderne
kontekst opfatter man det naturligvis som politiets opgave at forhindre og
retsforfølge alle former for straffelovsforseelser. Sådan var det imidlertid ikke i
undersøgelsesperioden. Politiet fik ganske vist efterhånden øgede pligter og
beføjelser i forhold til kriminalitetsefterforskning, men bedømt ud fra
politimester-instrukserne var det ikke et kerneområde. Det var dog tydeligvis
127
opgaver, som centraladministrationen i høj grad benyttede politiet til. Jeg vil
komme nærmere ind på politiets rolle som kriminalitetsbekæmpere i
diskussionen.
Kategori 3 er lavere repræsenteret end de to første kategorier, men det
overraskende ved dette er mest, at denne kategori ikke fylder mere. Bedømt ud fra
love og instrukser burde opsynet med laugene og med næringslivet være noget af
det, som optog en meget stor del af politiets tid.
Sammenfattende kan man sige, at sagerne fra Oversekretærens Brevbøger og
politimester Ernsts indberetninger fordeler sig på en måde, som er relativt ens for
de to kildegrupper. Gennem en inddeling i sagskategorier kan man dog se et
mønster i sagsfordelingen.
I begge kildegrupper er sagerne om oprør og andre sager, som kan henregnes til
området ”kontrol med befolkningen” stærkt repræsenteret. Også sager om
efterforskning af kriminalitet er hyppige i begge kildegrupper. Til gengæld er
sager om sociale opgaver og laugssager meget stærkere repræsenteret i Ernsts
indberetninger end i Oversekretærens Brevbøger. Dette har sin naturlige
forklaring i kildernes ophavssituation: Danske Kancelli havde ikke meget at gøre
med den daglige kontrol med handelen og håndværket, derfor optræder disse
typer sager ikke så hyppigt. Set fra politimesterens eget synspunkt var det
imidlertid et tidskrævende arbejdsområde, ligesom det var defineret som en af
hans vigtigste opgaver. Derfor fylder disse sager mere i Ernsts indberetninger.
Det totale fravær af tekniske sager i Oversekretærens Brevbøger viser, at der
var tale om rutinesager, som centraladministrationen ikke beskæftigede sig med
på et konkret niveau. Man fastlagde naturligvis rammerne for politimesterens
arbejde med gaderenovation og brolægning osv., men det var ikke et emne, som
blev adresseret direkte. Måske afspejler dette også en opfattelse af området som et
lavprestige område. Det var muligvis ikke noget som Danske Kancelli, og slet
ikke konseillet og kongen, kunne forventes at beskæftige sig med.
128
5. diskussion.
I de ovenstående kapitler har jeg gennemgået centraladministrationens
normative kilder på politiområdet. Jeg har også fremlagt resultaterne af mine egne
undersøgelser af korrespondencen fra Danske Kancelli til politimesteren i
København. Endelig har jeg behandlet de indberetninger, som politimester Ernst
indsendte til kongen i årene 1716-22. Dermed har jeg lagt grunden til en analyse
af politiets og politimesterens rolle i den enevældige stats magtudøvelse i
perioden 1682-1771.
I denne diskussion vil jeg først behandle de teorier, som tidligere danske
politihistorikere har fremlagt for at analysere og forklare politiets rolle i staten.
Jeg vil kritisere disse teorier og vise, hvorfor de ikke kan give en tilfredsstillende
forståelse af emnet.
Min kritik af tidligere politihistorikere fører naturligt frem til mit eget bud på
en teoretisk forståelsesramme for politiets rolle i den enevældige stat.
Udgangspunktet for min forståelse af politiet er, at institutionens fremvækst skal
ses som et led i en meget større udvikling af statens rolle overfor borgerne og af
statens muligheder for at udøve indflydelse og for at kontrollere brede områder af
dagliglivet.
Udviklingen af denne nye statslige rolle kan anskues fra forskellige
synsvinkler. Man kan tale om forskellige statslige magtstrategier. Ordet ”strategi”
antyder dog, at staten skulle have haft en bevidst plan for udviklingen. Derfor er
det neutrale ord ”udviklingslinjer” måske bedre. Disse udviklingslinjer eller
magtstrategier afspejles i politiinstitutionens fremvækst. Forskellige teoretikere
har fremlagt teorier, som kan hjælpe til at analysere udviklingen. Jeg har valgt at
benytte tre teorier: Max Webers bureaukratiseringsteori, Marc Raeffs teori om
statens ekspansion af indflydelsessfære gennem politilovgivning og Charles Tillys
teori om ”trust networks”.
Man kunne have valgt mange andre vinkler at anskue emnet fra, men disse tre
teorier tilbyder gode og komplementære forklaringer på den udvikling, som kan
iagttages i Danmark i min undersøgelsesperiode.
Jeg gennemgår de tre teorier i tre kapitler: ”Politiets bureaukratisering”,
”Udvidelsen af statens indflydelsessfære” og ”Statens appropriering af autonomt
regulerede områder”. I hvert kapitel sammenholder jeg resultaterne af forskellige
dele af mine kildeundersøgelser med teorien. Der er et stigende
abstraktionsniveau i de tre kapitler og i de tre teorier; fra
bureaukratiseringsteoriens beskrivelse af magtteknikker over påvisningen af
statens øgende magtsfære til forsøget på at indkredse skiftende
magtkonstellationer i samfundet.
I konklusionen samler jeg op på den nye viden, som mine undersøgelser har
kastet af sig, og opsummerer min forklaring på, hvordan den enevældige stat
benyttede politiinstitutionen som et led i sin magtudøvelse.
129
Tidligere danske politihistorikere.
I forskningsgennemgangen i indledningen har jeg kort gennemgået de vigtigste
danske politihistoriske værker. De forfattere, som jeg gennemgik, anskuede
politiet fra tre forskellige vinkler: Den retshistoriske, som blot fremlagde de
gældende love (Kolderup Rosenvinge), den amatørhistoriske, hvor forfatterne selv
var embedsmænd eller politifolk, og endelig den faghistoriske, hvor det
fremherskende historiesyn blev forsøgt applikeret på politihistorien.
Kolderup Rosenvinges fremstilling af politiretten fremlægger ikke et egentligt
teoretisk syn på politiets rolle i samfundet. Han forsøgte blot at redegøre for
politiets retslige stilling i samfundet. De øvrige forfattere kan derimod tages til
indtægt for forskellige syn på politiets rolle i samfundet. Deres fremstillinger
bygger implicit eller eksplicit på forfatterens samfundsforståelse. Man kan dele
forfatternes syn på politiets rolle op i to hovedgrupper:
Den funktionalistiske forklaring: Denne forklaringsmodel kæder
politiinstitutionens opståen sammen med et behov i samfundet for netop denne
institution. Ræsonnementet er, at de funktioner, som politiet udfylder, opstår i
ethvert udviklet samfund og kræver, at der udvikles et politi til at varetage
funktionerne. Da abstraktionsniveauet er så lavt i denne forklaring, kan man ikke
egentlig sige, at den er forkert, den kan bare heller ikke bruges i en analyse af
samfundet eller af politiinstitutionens rolle i samfundet. Ligeledes siger den ikke
noget om, hvorfor politistyrkerne har udviklet sig så forskelligt og i så forskellige
tempi i forskellige lande, som det er tilfældet. For eksempel var England et af de
sidste lande, som fik en organiseret politistyrke. På trods af at landet var tidligere
industrialiseret end nogen andre lande.385
Oftest dækker denne forklaringsmodel over, at forfatterne i virkeligheden ikke
forsøger at forklare politiets opståen. Det bliver en ikke-forklaring, som kommer
til udtryk i en sentens som ”Uden politi, intet ordnet samfund”. Dette er jo ikke en
forklaring, det er en cirkelslutning, som blot konstaterer, at politiet er nødvendigt
for at opretholde et velordnet samfund, derfor vil politiet opstå i ethvert udviklet
samfund.
Det er interessant, at denne tagen politiet for givet tilsyneladende er uløseligt
forbundet med et professionelt forhold til politiarbejde; Goll, Hoeck og BruunRasmussen og Redlich præsenterer hver deres variant af dette ikke-argument.386
Himmerich havde muligvis et mere afklaret forhold til spørgsmålet om politiets
rolle i samfundet. Ikke fordi han præsenterede en mere uddybende forklaring,
men han satte i det mindste politiets opståen og udvikling ind i en ramme, som
kom ham selv til gode, og som præsenterede politiet i det lys, som han ønskede.
385
Se f.eks.: Thomas Whetstone & Jean-Paul Brodeur: Police, Britannica Online Encyclopedia:
http://www.britannica.com/eb/article-36608/police.
386
Jf. forskningsgennemgangen.
130
Han formåede med andre ord at forholde sig instrumentelt til spørgsmålet om
politiets opståen, hvor hans senere kolleger blot tager politiets rolle for givet.
Den strukturelle forklaring: Tilhængerne af den strukturelle forklaring henfører
politimesterembedets oprettelse til strukturer i samfundet. Disse strukturer kunne i
princippet være sociale (et ændret forhold til personlig sikkerhed førte til
oprettelsen af politiet) eller mentale (en opfattelse af kriminalitet som et øgende
problem førte til oprettelsen af politiet). Men de danske forfattere, der står som
eksponenter for den strukturelle opfattelse, Henning Koch og Henrik Stevnsborg,
har anskuet spørgsmålet ud fra en marxistisk-materialistisk opfattelse, og de har
derfor tilsyneladende a priori antaget, at de strukturer, som førte til udviklingen af
politiet, var økonomiske.
Koch og Stevnsborg mener derfor, at oprettelsen af politimesterembedet
skyldtes statens behov for at beskytte sine interesser i tekstilindustrien. De lægger
meget
vægt
på
politimesterens
opgave
med
at
overholde
overdådighedsforordningernes forbud mod at indføre fremmede luksusvarer,
herunder tekstiler. Stevnsborg taler ligefrem, uden kildehenvisning, om ”…
politimesterens kamp for handel og industri…”.387
Selve grundlaget for forklaringen er ikke forkert, jeg hælder selv til en
strukturel forklaringsmodel. Problemet ligger i, at forfatterne tilsyneladende stiller
sig tilfredse med at henvise til enkelte strukturer som forklaringen på en kompleks
samfundsudvikling, som politiinstitutionens udvikling er en del af. Ved at tage
udgangspunkt i en materialistisk forståelsesramme lægger Koch og Stevnsborg
sig fast på, at forklaringen på politimesterens udnævnelse skal findes i den
enevældige stats forsøg på at kontrollere produktionsapparatet. De binder sig
herved til en anakronistisk forklaringsmodel, som er nødt til at operere med
statens industrielle interesser på et tidspunkt, hvor dette næppe var afgørende
endnu. Samtidig bliver forfatterne nødt til at se bort fra de mange aspekter af
politimesteren arbejde, som ikke passer ind i billedet.
Selvom værkerne om den danske politihistorie ofte fremdrager interessante
kilder og formidler emnet glimrende, kan ingen af dem altså anses for
tilfredsstillende, hvis man søger en analyse af politiets rolle i den enevældige stats
magtudøvelse.
387
Henrik Stevnsborg: ”Samfundets” og ”statens” strafferetspleje, i: Historisk Tidsskrift, 14. rk., bd.
3, 1982, s. 18.
Lidt selvmodsigende skriver han på side 17: ”Til en systematisk belysning af, hvorledes politimesteren
i praksis har grebet opgaverne an mellem 1682 og 1701, er simpelthen intet materiale bevaret.”
131
Politiets bureaukratisering.
Studiet af bureaukratiske forvaltningsformer er endnu baseret på Max Webers
90 år gamle bureaukratimodel.388 Hos Weber knyttes de bureaukratiserede
styreformer til den legale herredømmeform, som er baseret på fastlagte love og
forvaltningsregler.389
Weber opstiller en række kendetegn, som karakteriserer bureaukratiet. Blandt
disse kendetegn kan nævnes: Udnævnelse af embedsmænd på baggrund af
kvalifikationer og formel uddannelse, klar afgrænsning af embedsmænds
myndighedsområde, ensartet, upersonlig sagsbehandling samt skriftlig
dokumentation af embedsførelsen.
Den bureaukratiske forvaltningsform kan ses som en magtteknologi, som
gjorde det muligt for myndighederne at herske mere effektivt og med en større
grad af detailstyring end tidligere. Gennem hele den tidligmoderne periode, og
ikke mindst i min undersøgelsesperiode, vandt bureaukratiske forvaltningsformer
frem. Denne udvikling kan aflæses i såvel centraladministrationens som den
lokale administrations støt stigende produktion af arkivalier. Efterhånden blev
både de centrale og de lokale embedsmænd mere specialiserede og
dokumentationskravet til deres embedsførelse øgedes. I de kildegrupper, som jeg
har benyttet til denne afhandling, kan man iagttage virkningerne af denne
udvikling i den blotte volumen af brevbøgerne og supplikprotokollerne; deres
omfang øges voldsomt gennem undersøgelsesperioden.
Kravet om dokumentation af den daglige embedsførelse blev tidligt gennemført
for politiet. Allerede i 1691 Blev det besluttet, at politimesteren skulle føre journal
over politiforretningerne. De langvarige bestræbelser på at skabe en samlet
politiordning må ses som et forsøg på at skabe et grundlag for en ensartet og klar
sagsbehandling, også dette peger på en udvikling mod mere bureaukratiserede
styreformer.
Lige så vigtigt som ophobningen af sagsakter var imidlertid de kvalitative
ændringer i embedsværket. Ifølge Webers teori skulle udviklingen gå i retning af
faste uddannelsesmæssige ansættelseskriterier for embedsmænd og fast
afgrænsede kompetenceområder. Begge dele kan iagttages på politiområdet.
Som det fremgår af bilag 1, havde politimestrene i min undersøgelsesperiode
ikke ensartede uddannelser. Der var dog tre typer baggrund, som tilsyneladende
blev opfattet som kvalificerende for jobbet: Militær baggrund, baggrund som
godsforvalter og juridisk baggrund. Dette giver god mening i forhold til de
områder, som politimesterembedet dækkede. Jura, logistik og økonomi var alle
væsentlige dele af embedet. Politimestrene og politidirektørerne efter min
undersøgelsesperiode, og frem til i dag, har alle været jurister.
388
Se f.eks.: Tim Knudsen: Bureaukrati, I: Knudsen, Tim (red.): Kernebegreber i statskundskab, Kbh.
2000.
389
Max Weber: Wirtschaft und Gesellschaft. Grundriss der verstehenden Soziologie, 5. udgave,
redigeret af Johannes Winckelmann, Tübingen 1976.
De vigtigste passager om bureaukrati er oversat i: Heine Andersen, Hans Henrik Bruun & Lars Bo
Kaspersen (red.): Max Weber: Udvalgte tekster, Kbh. 2003, kap. 14, 15, 16, 17 & 19.
132
Der opstod altså ikke et krav om en bestemt uddannelsesmæssig baggrund i
løbet af min undersøgelsesperiode, men politimestrene blev udnævnt på baggrund
af særlige kompetencer, som var nødvendige for at kunne bestride embedet. Der
var altså ikke, udelukkende, tale om politiske udnævnelser. Til gengæld var det
kongen, som udnævnte politimestrene, hvilket strengt taget ikke viser i retning af
bureaukratisering. Der var dog en tendens til at anciennitet kunne give adgang til
politimesterembedet. Både Ernst og Horn fik stillingen på baggrund af lang
tjeneste under den forrige politimester.
I kapitlet ”Politirettens jurisdiktion. Forholdet mellem civile og militære
myndigheder” viste jeg, hvordan politirettens jurisdiktion over soldater var
genstand for en stadig strid mellem forskellige myndigheder. Politiretten
fungerede på tværs af de civile værneting, undtagen overfor adelige, men
forholdet til militæret blev ikke endeligt fastlagt i min undersøgelsesperiode.
Alene de vedvarende bestræbelser for at tilvejebringe ordnede forhold på området
viser dog henimod den Weberske bureaukratimodel. Det var ikke muligt at opnå
klare retningslinjer, men man forsøgte at få klarhed på området.
Både eksemplet med politimestrenes forudsætninger for at klare jobbet og med
afgrænsningen af politirettens jurisdiktion peger mod en bureaukratisering i
Webersk forstand. Begge eksempler viser dog også, at bureaukratiseringen langt
fra blev fuldt gennemført før 1771. Mere traditionelle rettigheder på retsområdet
trak i andre retninger, militærets interesse i at bevare den juridiske kontrol med
soldaterne ligeså. På uddannelsesområdet var det måske mere et spørgsmål om at
få skabt et uddannelsessystem. Politimester Frederik Horn, som var politimester
1761-1771, var lidt for gammel til at få den juridiske uddannelse på Københavns
Universitet, som blev oprettet i 1736. Alle efterfølgende politimestre og
politidirektører har været uddannede jurister.
I kilderne fra Oversekretærens Brevbøger findes der en del eksempler på,
hvordan det enevældige bureaukrati fungerede, og på hvordan politiet indgik i
dette bureaukrati. Et eksempel på dette er de sager, hvor svenske forbrydere, der
var flygtet til København, blev udleveret til strafforfølgelse i Sverige. Det blev
tilsyneladende en fast praksis i løbet af 1700-tallet.390
Udviklingen af politiet i Sverige var i nogen grad sammenlignelig med den
danske udvikling. Også i Sverige adskilte man politilovene fra de egentlige love
med henvisning til politilovenes foranderlighed.391 I 1672 blev der nedsat en
politikommission i Stockholm, som skulle varetage opretholdelsen af
politiforordningerne, og som havde bemyndigelse til at udstede
politiforordninger.392 Der blev dog ikke udnævnt en politimester før i
1770’erne.393
390
Se kapitlet ”Samarbejde med andre landes retsvæsen”.
Pär Frohnert: Policeybegriff und Policeygesetzgebung im frühmodernen Schweden, i: Michael
Stolleis (red.): Policey im Europa der Frühen Neuzeit, Frankfurt am Main 1996, s. 537-38.
392
Ibid. s. 552.
393
Ibid. s. 554.
391
133
En vigtig årsag til at man kunne samarbejde med de svenske myndigheder om
udlevering af forbrydere var, at politiet fungerede relativt ens på begge sider af
sundet. Man havde de samme institutioner og de samme forventninger til politiet.
Der var formentlig tale om en gensidighed i politisamarbejdet.
Under kategorien ”Fremmede diplomater og deres tjenere” har jeg behandlet en
række sager, hvor diplomater var involverede og hvor politimesteren blev
indblandet. Det var dog ikke kun i disse sager, at politimesteren spillede en rolle i
den danske stats forhold til andre stater. Også i kategorien ”Censur” og i
kategorien ”Samarbejde med andre landes retsvæsen” benyttede
centraladministrationen politimesteren i sager, hvor forholdet til andre lande blev
defineret.
Forholdet til Rusland var yderst labilt i 1760’erne. Efter med nød og næppe at
have undgået åben krig, forsøgte de danske myndigheder at gøre tilnærmelser til
Rusland med henblik på at opnå en alliance. 394 Det er derfor interessant, at
politimesteren blev blandet ind i sager, som involverede russiske diplomater. Der
optræder ikke mindre end syv sager blandt mine kilder, hvor politimesteren blev
sat til at gribe ind overfor bøger, som de russiske diplomater i København
forlangte censurerede.
De russiske diplomater havde tilsyneladende som mål at undgå enhver omtale
af interne russiske politiske forhold. Der er ikke noget, som tyder på, at de
censurerede bøger og den ene avisartikel indeholdt meget kritiske røster imod
Rusland. Det var tilsyneladende den blotte omtale, som vakte anstød.
I den spændte politiske situation mellem Danmark og Rusland ønskede de
danske myndigheder at vise sig velvillige overfor de russiske krav om censur.
Modus operandi i disse sager var, at Danske Kancelliet sendte en befaling til
politimesteren, som så sørgede for at gennemføre beslaglæggelse af bøger og
formidle forbuddet mod distribution til boghandlerne. Beslutningen om at gribe
ind kom i hvert fald i ét tilfælde fra kongen.395
Politimesteren blev benyttet til at formidle et bestemt indtryk til de russiske
diplomater, nemlig at de danske myndigheder var imødekommende overfor de
russiske ønsker. I disse tilfælde kan man se en fast kommandovej igennem det
bureaukratiserede system. Dette system blev dog benyttet på en måde, som er i
modstrid med Webers tanker om bureaukratiet; der var tale om arbitrær
magtudøvelse, ikke magtudøvelse baseret på faste regler og ensartede procedurer.
Der er en væsentlig forskel på kilderne som jeg har benyttet i hovedafsnit 1,
instrukser, reskripter og forordninger, og de kilder som jeg har benyttet i
hovedafsnit 2, befalingerne fra Danske Kancelli til politimesteren. De to
kildegrupper viser to vidt forskellige måder at styre politiinstitutionen på; to
forskellige måder at gribe ind i samfundet.
394
Det vil føre for vidt at redegøre for disse forhold. Der henvises til:
Ole Feldbæk: Tiden 1730-1814, Danmarks historie 4, Kbh. 1982, kap. 55-56.
395
OB 1763-64, s. 1477.
134
Den første kildegruppe viser, hvordan den enevældige stat gennem officiel
lovgivning lagde stadig flere områder ind under samlebegrebet Politien. Gennem
rammelovgivning definerede man meget store områder af samfundslivet som
områder, hvor staten havde ret og pligt til at gribe ind gennem politiet. Og
gennem lovgivning rettet mod enkeltsager, reskripterne, detailregulerede man
indenfor de udstukne rammer. Denne form for lovgivning blev i nogen grad
formidlet videre til befolkningen. Dette skete ikke mindst gennem de
politiplakater som politimesteren, og i perioder magistraten, lod opslå for at
informere Københavns befolkning om de politiforordninger, som forventedes
efterlevet.396 Rammelovgivningen var altså i nogen grad offentligt kendt. Dette
var nødvendigt, for at man kunne forvente, at folk efterlevede reglerne.
Styringen af politiområdet, eller statens magtpolitik om man vil, var altså
baseret på oplysning om den forventede opførsel og på en bureaukratisk kontrol
med befolkningens opførsel. Styringen var bureaukratisk i den forstand, at der
forelå faste regler for politiets arbejde og for de områder, som politiet forventedes
at tage sig af. Ligeledes var der faste regler for politiets sanktioner imod folk, der
forbrød sig mod politiforordningerne, der var regler for klager over politiet, og der
var regler for politiets magtanvendelse. Politibetjentene fik en fast løn og kunne
avancere indenfor systemet og blive overbetjente. Endelig blev politiets
embedsførelse skrevet ned i politijournalerne, som de overordnede myndigheder
kunne kontrollere. Politiet var altså i høj grad opbygget i overensstemmelse med
de strukturer, som bliver opfattet som tegn på et udviklet bureaukratisk system.
Kilderne fra Oversekretærens Brevbøger, som jeg har behandlet i hovedafsnit
2, giver et ganske andet billede. Der var tale om en række sager, som ikke
nødvendigvis hørte ind under det område, som var udstukket af
rammelovgivningen for politiet. Nogle af dem var temmelig ”tunge” og
involverede storpolitik og magtfulde mennesker.
Fællesnævneren for sagerne var, at det var sager, som Danske Kancelli af en
eller anden grund fandt vigtige nok til, at man involverede politimesteren. Det kan
ikke afgøres med sikkerhed, men formentlig blev sagerne i mange tilfælde
videregivet til kancelliet fra konseillet eller fra kongen. I sagen om Jens
Gedeløche var det kongen, som befalede at sagen skulle undersøges. I sagerne
vedrørende udenlandske diplomater var det Tyske Kancelli, som gik igennem
Danske Kancelli for at få sagerne placeret på politimesteren bord, men i mindst én
af sagerne kom ordren fra kongen.
Årsagen til at kancelliembedsmændene sendte sagerne videre til politimesteren
var, at politimesteren havde ekspertise i informationsindhentning, han havde
kvalificeret mandskab, og han var højtstående kongelig embedsmand og kunne
derfor behandle sagerne med den fornødne diskretion.
Det er karakteristisk for denne måde at behandle sager på, at den går udenom
de egentlige etablerede, bureaukratiserede kanaler. Flere af sagerne havde
karakter af at være lettres de cachets. 397 Ofte fik politimesteren besked på at
396
397
Jeg har ikke fundet det relevant at gennemgå politiplakaterne i detaljer.
Se kapitlet ”Sager om oprør/opsætsighed”.
135
foretage undersøgelser og afhøringer i hemmelighed. Der var med andre ord tale
om en meget direkte form for udøvelse af kongens enevældige magt. Det var på
ingen måde en magtudøvelse, som gik udenfor hvad der var hjemlet i Kongeloven
eller i den enevældige administrations egen selvforståelse, men det var en form
for magtudøvelse, som blev meget upopulær i enevældens sidste tid, og som
allerede ved min undersøgelsesperiodes afslutning må have været i modstrid med
de mere progressive samfundsteorier.398
Man kan næppe sige, at styringen af politiområdet gennem rammelovgivning
og bureaukrati pegede frem i tiden, mens de direkte og hemmelige ordrer til
politimesteren var reminiscenser af den tidlige enevældes magtformer. Dette ville
tendere historiedeterminisme. Man kan dog konstatere, at den første styringsform
havde en stor fremtid i demokratiske rammer, mens den anden form nu om dage
ville blive opfattet som odiøs.
I den tidligmoderne administration forekom de to styringsformer sideløbende.
De havde begge deres plads i enevældens magtpolitik. Den lovregulerede,
bureaukratiserede styring fyldte dog langt mere på politiområdet, og formentlig på
stort set alle områder, end den direkte udøvelse af kongens magt. Selv med det
forbehold at centraladministrationens embedsmænd kan have rettet henvendelser
til politimesteren på måder, som ikke har sat sig arkivalske spor, må man
konstatere, at antallet af ”regulære” politisager i politijournalerne er mange gange
større end antallet af henvendelser fra kancelliet. Til gengæld kunne sagerne fra
kancelliet være langt mere vægtige end de oftest trivielle dagligdags sager.
Samlet kan man sige, at politiets udvikling i min undersøgelsesperiode gik i
retning af større grader af bureaukratisering efter Webers definition. Hvis man
fulgte denne udvikling efter 1771 ville dette billede uden tvivl blive endnu
tydeligere.
Der var naturligvis ikke tale om en bevidst bevægelse fra
centraladministrationens side henimod mere bureaukrati; begrebet eksisterede
ikke endnu. Der var snarere tale om en afprøvning af forskellige styringsstrategier
og -taktikker. De teknikker som virkede bedst, og som var i overensstemmelse
med enevældens selvforståelse, nød fremme over tid og udviklede sig til mere
moderne bureaukratiserede former.
Det er ikke overraskende, at der ikke opstod et fuldstændigt Webersk
bureaukrati. Dette ville have været i uoverensstemmelse med den enevældige
styreform. Den enevældige centraladministration, i sidste instans kongen,
forbeholdt sig retten til at gribe ind i enkeltsager, som blev fundet vigtige.
Størstedelen af politiets arbejde var dog bureaukratisk styret gennem
rammelovgivning.
398
Se f.eks.: J. Svane-Mikkelsen: Københavns politi og forholdet til offentligheden omkring
enevældens ophør, i: Historiske Meddelelser om København 1969.
136
Statens øgende interessesfære.
Som nævnt ovenfor kan man ikke forklare politiinstitutionens fremvækst ud fra
en marxistisk forståelsesramme. Jeg er dog enig med Stevnsborg og Koch i, at en
analyse af politiets rolle i samfundet må hæve sig over en simpel funktionalistisk
forklaring. Politiet må ses som et led i en overordnet udvikling af de
tidligmoderne og moderne stater. Et frugtbart forsøg på at analysere
politiinstitutionens historiske rolle kan tage udgangspunkt i den amerikanske
historiker Marc Raeffs teorier. Raeff præsenterede i en artikel fra 1975 et
interessant syn på de bredere perspektiver i udviklingen af
politi(Politie)lovgivning i de tidligmoderne europæiske stater. 399
Raeff ser politilovene som et led i en meget større udvikling, hvor staten påtog
sig en helt ny rolle i forhold til befolkningen, end den tidligere havde haft: ”..., the
traditional mandate of government (i.e., rulership) shifted from the passive duty of
preserving justice to the active dynamic task of fostering the productive energies
of society and providing the appropriate institutional framework for it”.400
Den nye rolle var et resultat af reformationen: “Indeed the Reformation, by
eliminating, in Protestant lands, the traditional ecclesiastic institutions – while
emphasizing the ethical concerns of the faith – encouraged the secular power to
exercise its authority fully in all domains of public and private life”.401
I Raeffs teori fremstår politilovene, og de embedsmænd som skulle opretholde
lovene, som et led i en storstilet omdefinering af statens rolle. De protestantiske
nordtyske stater påtog sig som de første at varetage undersåtternes frelse ved at
opsætte strenge regler for god kristelig opførsel, men påtog sig også at regulere
det verdslige liv på et rationalistisk grundlag. Snart fulgte resten af Europa. Dog
med en delvis undtagelse i England.
Raeff argumenterer for en udvikling, hvor staterne påtog sig en aktiv rolle, og
derved optrådte som drivende kræfter i udviklingen. Teorien indebærer, at
udviklingen fra 1500-tallet, dvs. lang tid før det sene 1700-tals revolutioner,
pegede frem mod den moderne ”interventionistiske” stat:402 “Such a state could
not merely be the ”night watchman” of English nineteenth-century liberalism or
remain the high justicer of medieval tradition: it was on the way to becoming the
directive and interventionist welfare state of the late nineteenth century”.403
Man kan kritisere Raeffs teori for at være historiedeterministisk i sin insisteren
på at se tendenser i 1500-tallet som direkte forbundne med den moderne stat. Der
var næppe nogen magthavere i den tidligmoderne periode, som ville have set den
moderne velfærdsstat som et attraktivt mål for deres statsførelse. Ikke desto
mindre passer teorien ganske godt ind i den danske udvikling på området.
399
Marc Raeff: The Well-ordered Police State and the Development of Modernity in Seventeenth- and
Eighteenth-Century Europe: An Attempt at a Comparative Approach, The American Historical Review
80, 1975 II.
400
Ibid. s. 1226.
401
Ibid. s, 1223.
402
Ibid. s, 1222.
403
Ibid. s, 1242.
137
Den opfattelse, at politiets udvikling var en del af de tidligmoderne staters
udvidelse af deres legitime kontrolsfære, træder ligeledes stærkt frem i flere af
bidragene i antologien ”Policey im Europa der Frühen Neuzeit”.404 Den svenske
historiker Pär Frohnert anskuer eksempelvis udbygningen af politiområdet i
Sverige fra et statsbygningsperspektiv. Han mener, at politiet blev benyttet til at
udbygge kongens eller statens magt på bekostning af bystyret og andre
institutioner.405
Det er interessant, at den angelsaksiske opfattelse af det kontinentale politi altid
har været, at staterne, især naturligvis de absolutistiske, benyttede politiet til at
gøre uacceptable indhug i borgernes liberale rettigheder. Denne opfattelse ligger
bag den sene udvikling af det engelske politi. Endnu er det engelske og det
amerikanske politi meget decentralt styret i forhold til politistyrkerne i
Fastlandseuropa. Helt løsrevet fra etiske eller politiske betragtninger har også
kontinentale politihistorikere nu vænnet sig til at se politiets udvikling som en del
af staternes appropriation af tidligere autonomt regulerede områder.
Adskillige eksempler fra hovedafsnit 1 kan trækkes frem for at illustrere,
hvordan de enevældige myndigheder tiltog sig retten, og pligten, til at kontrollere
områder, som tidligere havde været underlagt kommunal eller privat kontrol.
Jagten på bønhaser kan tjene som eksempel: Fra gammel tid havde laugene selv
organiseret denne opretholdelse af deres privilegier, men fra 1688/89 skulle der
være politibetjente med.406 Derved var jagten i princippet en manifestation af
kongens magt, snarere end en privat foreteelse. Også kriminalitetsbekæmpelsen
gik i løbet af min undersøgelsesperiode fra at være udlagt til privat initiativ til at
være politiets ansvar.
Det gælder for begge disse eksempler, at statens endelige appropriation af
retten og ansvaret var kulminationen på en længere udvikling. Allerede Christian
4. gjorde sig store anstrengelser for at tiltage sig magt over laugene. Udviklingen
hen imod større statslig styring tog dog for alvor fart under enevælden.
I det følgende vil jeg diskutere to eksempler fra min afhandling i lyset af Raeffs
teori: For det første vil jeg behandle sagerne om modstand mod politiet og mod
statens stadigt større indgriben i befolkningens dagligdag. For det andet vil jeg
behandle selve begrebet Politie.
Oprør og modstand mod politiet.
Der forekommer ikke nogen egentlige oprør i mine kilder. Det er i det hele
taget tvivlsomt, om der findes eksempler på en egentlig opposition imod det
enevældige styre i min undersøgelsesperiode. De sager, som behandles under
404
Michael Stolleis (red.): Policey im Europa der Frühen Neuzeit, Frankfurt am Main 1996.
Frohnert 1996, s. 533, 538, 543, 552.
406
Se kapitlet ”Politimesteren og laugene”.
405
138
kategorien oprør, består i forskellige former for ulydighed eller optøjer. I
samtidens officielle sprogbrug blev sådanne sager imidlertid benævnt oprør.
Det er interessant, at tre ud af fire sager om oprør i mine kilder handler om folk,
som benyttede deres ret til at supplikere. Årsagen til, at sagerne blev opfattet som
problematiske nok til, at politimesteren blev blandet ind i dem var, at
supplikanterne var trådt udenfor de accepterede supplikationsformer. 407
Den norske bonde som havde forsiddet sin gård blev straffet, fordi han havde
udtalt sig for stærkt om biskoppen. Borgeren fra Flensborg blev arresteret fordi
han havde truet magistraten. I disse sager stod spørgsmålet altså ikke om retten til
at supplikere, eller endog retten til at beklage sig over, hvad man opfattede som
uretfærdigt. Det var mangel på ærbødighed eller modvilje mod at affinde sig med
sin position i forhold til mere fornemme folk, som forårsagede myndighedernes
indgriben.
Sagen med brændevinsbrændernes oprør er endnu et eksempel på en
supplikation, som faldt udenfor rammerne af det acceptable. 408
Brændevinsbrænderne satte ikke spørgsmålstegn ved kongens magt eller ved
supplikationssystemet som sådan. Det forhold, at de overdrog en supplik til
kongen, må forstås som en grundlæggende accept af systemet snarere end et oprør
mod det. Problemet set fra myndighedernes synsvinkel var, at
brændevinsbrænderne mødte talstærkt op og derved omvendte styrkeforholdet
mellem regent og folk.
Politimesterens rolle i de to første sager var at arrestere de urolige elementer. I
sagen med brændevinsbrænderne havde han åbenbart været mere på forkant med
problemerne. Det oplyses, at han havde haft kontakt med supplikanterne før deres
petitionsmarch. Efterfølgende fik han til opgave at arrestere et par af
brændevinsbrænderne og forhøre dem. Arrestanterne accepterede dog ikke uden
videre, at de var gået over stregen. De erklærede, at de var villige til at fremsætte
deres krav på samme måde igen.
I de sidste årtier af 1700-tallet og i begyndelsen af 1800-tallet opstod der
adskillige større optøjer i København. Det var egentlig politiets opgave at slå
sådanne optøjer ned, men i realiteten havde man ikke mandskab til at løse
opgaven, og militæret måtte sættes ind i flere tilfælde. I denne rolle optrådte
militæret dog relativt moderat. De var bevæbnede med stave snarere end med
blanke våben eller skydevåben, og man undgik de blodsudgydelser som lignende
oprør i f.eks. England og Frankrig ofte endte med.
I perioden op til enevældens fald var politiet ganske upopulært, og konflikter
med Københavns befolkning var hyppige.409 Dette var antageligt også tilfældet i
min undersøgelsesperiode, selvom kilderne er mere sparsomme. Politimester
Ernsts indberetninger giver adskillige eksempler på, at især soldater modsatte sig
politiets indblanding. I et enkelt tilfælde udspilledes et veritabelt slag en miniature
sig, da politi og vægtere forsøgte at foretage en razzia mod et bordel, hvor en
407
Se kapitlet ”Sager om oprør/opsætsighed”.
Case nr. 1: Brændevinsbrændernes oprør i 1723.
409
Svane-Mikkelsen 1969.
408
139
gruppe soldater opholdt sig. Soldaterne forsøgte at befri de prostituerede, som var
blevet arresteret, og vægterne måtte under ledelse af en politibetjent slå angrebet
tilbage.410
Spændingen mellem de forskellige jurisdiktioner i København er tydelig i
mange sager. Forholdet mellem politiretten og soldater, som forbrød sig mod
politiordningerne, er blevet behandlet i et tidligere afsnit. 411 Et yderligere
eksempel på dette spændingsforhold findes i case nr. 4. I sagen om den falske
prinsesse fik politimesteren til opgave at arrestere svindleren. Hun boede
imidlertid til leje hos en kvartermester, som nægtede at lukke politiet ind, så de
kunne foretage anholdelsen. Først da politimesteren i egen person mødte op,
makkede officeren ret.
De få eksempler på modstand mod politiets myndighed kan ikke give et klart
svar på spørgsmålet om, hvordan befolkningen forholdt sig til den forholdsvis nye
institution. Der anes dog en modstand mod indgriben i områder, som blev opfattet
som hævdvundne rettigheder. For eksempel anerkendte de mange soldater i byen
kun i ringe grad politiets autoritet. De arresterede brændevinsbrændere var heller
ikke villige til at acceptere, at de var trådt udenfor deres rettigheder.
Det er ganske naturligt, at der opstod en modstand imod den instans, som skulle
opretholde en række regler og indskrænkninger i borgernes traditionelle friheder.
Der er dog ikke noget der tyder på, at en eventuel modstand i befolkningen mod
politiet er blevet taget op på kancelliniveau. Politimesteren fik ordre til at gribe
ind i sager, hvor de højere myndigheder følte sig generet. Flere forordninger og
reskripter understregede dog politiets autoritet overfor byens indbyggere og
forbød folk at gøre modstand mod politiet. Dette tyder dels på, at der var en del
modstand mod politiet, og dels på, at politimesteren fik opbakning fra højeste
sted, i hvert fald i ord, når han havde behov for det.
Selvom der ikke forekommer egentlige oprør i mine kilder, er det tydeligt, at
politimesterens magtmuligheder blev benyttet til at disciplinere enkeltpersoner og
laug, som benyttede sig af former for kravfremsættelse, der blev opfattet som
utilladelige. Dette skyldtes, at politiet var den eneste instans, som havde den
fornødne ekspertise og det fornødne mandskab til at opspore folk ude i byen.
På trods af en eventuel modstand mod politiet, kunne befolkningen i
København og omegn dog også opfatte politimesteren som en potentiel hjælper i
nogle situationer. Politiet trådte i stedet for tidligere former for privat
magtudøvelse, hvilket kunne opfattes som en forringelse af de hævdvundne
institutioners handlemuligheder. Til gengæld var politistyrken relativt
velorganiseret, og den var statssanktioneret med den autoritet som dette gav.
Ydermere havde politimesteren mulighed for at indhente hjælp fra militæret, hvis
politiet og vægterne ikke var nok.
Et godt eksempel på denne dobbelthed var i forholdet til laugene. Tidligere
havde laugene selv organiseret jagten på bønhaser og fuskere, dvs. folk som
410
411
Christensen 1920.
Se kapitlet ”Politirettens jurisdiktion. Forholdet mellem civile og militære myndigheder”.
140
krænkede laugenes monopol. Flere forordninger fra 1680’erne indskærpede, at
laugene ikke længere havde lov til at foretage denne jagt som et rent privat
foretagende. Politiet skulle være repræsenteret på jagterne, ikke fordi laugene
manglede mandskab, men fordi området nu var lagt under myndighedernes
kontrol.
I 1684 ansøgte apotekerlauget om hjælp til at opretholde sine privilegier. I dette
tilfælde er det sandsynligt, at lauget manglede mandskab til selv at sætte sig
igennem. Apotekerne må have været fåtallige i forhold til de større laug, og har
dermed stået svagere. Politimesteren fik ordre til at hjælpe lauget. Også
nagelsmedene i København fik hjælp af politimesteren til at opretholde deres
privilegium.412
Politimesteren kunne altså i nogle situationer optræde som hjælper for borgerne
i København. Denne rolle spillede han også i case nummer 5 om
konsumptionsinspektør Anders Windeløvs afpresning af en møller. I denne sag
gik mølleren Truels Matthiessen igennem politimesteren, da han klagede over
Windeløvs magtmisbrug. Der er næppe tvivl om, at mølleren ville have haft en
god sag, hvis den var kommet for domstolene, og hvis han havde fået hjælp af en
god advokat. Ikke desto mindre valgte han at præsentere sin klage for
politimesteren, og først derefter sende en supplik til kongen. På denne måde
havde han gjort hvad han kunne for at sikre sig opbakning i systemet
I politimester Ernsts indberetninger findes der flere sager, hvor en bonde blev
franarret penge i København, men fik dem tilbage ved politimesterens
mellemkomst. De tilrejsende bønder havde tilsyneladende lært, at politimesteren
var en instans, man kunne henvende sig til og bede om hjælp. Sagerne viser
ligeledes, at politimesteren så det som sin opgave at hjælpe disse bondefangede
bønder. Også selvom det ikke direkte stod i hans instruks eller i nogen forordning.
Når sagerne blev indberettet til kongen, viser det, at politimesteren mente, at det
ville vække kongens bifald. Det var en måde at demonstrere sin effektivitet og
konduite.
De nævnte eksempler viser, at folk, som stod i en svag magtposition, kunne se
en fordel i at benytte politimesteren som et middel til at få deres ret. Dette er jo
ganske logisk. Man kan se udviklingen af politiinstitutionen som en måde, hvorpå
myndighederne approprierede magt fra lokale, traditionelle magtstrukturer. Hvis
man kunne skaffe sig politimesterens og de enevældige myndigheders opbakning,
kunne enhver i princippet få del i denne magt.
Politimesterens rolle var tvetydig i den forstand, at politiforordningerne
udbredte statens magt til at gælde en lang række områder, som tidligere havde
været reguleret af folk indenfor de traditionelle fællesskaber. Disse tidligere
organisationsformer kunne være laug og landsbyfællesskaber. Det kunne også
være magistratens magt, for eksempel overtog politimesteren porttolden til at
aflønne sine betjente, og han overtog ledelsen af vægterkorpset. Også på laveste
niveau, i familien, greb politiforordningerne ind i form af regulering af bryllupper,
412
Se kapitlet ”Politimesteren og laugene”.
141
begravelser og samlivsformer generelt. En af sagerne fra Oversekretærens
Brevbøger handler for eksempel om, at politimesteren skulle sørge for at beskytte
en kvinde mod hendes voldelige mand.413
Det er klart, at en indgriben i traditionelle former for styring af dagligdagen
vakte modstand. Alle tidligere organisationstyper måtte afgive magt til staten, lige
fra magistraten til ægtemanden. Det var politimesteren, der stod som den instans,
der i praksis i dagligdagen gennemførte denne inkorporering af magt i statens
myndighedsområde. Derfor er det naturligt, at der var modstand mod politiet og
vægterne.
Det er et karakteristisk træk ved den danske udvikling, at modstanden mod
myndighedernes stadig større indgriben i befolkningens dagligliv ikke medførte
meget alvorlige koordinerede oprør. Selv i den danske enevældes sidste periode,
hvor der var en del modstand, foregik konfrontationerne mellem myndigheder og
oprørere fredeligt efter en international målestok. Ganske vist kunne politistyrken
i denne periode ikke altid magte opgaven, så militæret måtte sættes ind, men kun
når der var tale om samfundets absolutte outsidere, blev der brugt meget voldelig
magt fra myndighedernes side.414
Der kan peges på to årsager til de relativt fredelige tilstande i Danmark. For det
første havde en opposition vanskeligt ved at finde fodfæste og vanskeligt ved at
samle sig til koordinerede aktioner. Tilfældene af oprør var rettet mod partikulære
sager. De havde karakter af petitionsmarcher eller pludseligt opflammende udbrud
mod politiets eller andre instansers optræden.415
Den anden årsag er, at myndighedernes øgede intervention i dagligdags
samfundsforhold i mange tilfælde kom folk til gavn. De ovennævnte sager viser,
at borgerne i København hurtigt indså, at politimesteren kunne være dem en god
hjælp til at få gjort deres egen dagsorden gældende. Han havde mandskab og
adgang til de højere embedsmænd. Derfor kunne han stå som en mellemmand i
mange sager. For store dele af befolkningen var det en mere sikker måde at få sin
ret på, når man kunne gøre det gennem det statssanktionerede system af byret og
politiret, end hvis man skulle have benyttet sig af en direkte konfrontation.
Udvidelsen af den enevældige stats magt skete i et pragmatisk samspil med
samfundets og undersåtternes krav. Eksemplet med udvidelsen af politiets
ransagningsret viser, at man i nogen grad tog hensyn til folkestemningen. 416
Det samme forhold gjorde sig naturligvis gældende med mange andre dele af
den enevældige politik; befolkningen havde en fornemmelse af, at politikken var
baseret på legitime fordringer på kongens magt til at gennemføre tiltagene, og at
det til syvende og sidst var rettet mod et fælles bedste.
413
Se kapitlet ”Sociale opgaver”.
Som i tilfældet med oprøret i Tugt- Rasp- og arresthuset på Christianshavn i 1817.
Jens Engberg: Dansk Guldalder eller oprøret i tugt- rasp- og forbedringshuset i 1817, Kbh. 1973.
415
Et eksempel på dette er sagen fra 1761, hvor der udbrød optøjer under en brandøvelse.
Jf. kapitlet ”Sager om oprør/opsætsighed”.
416
Case nr. 3: Om politiets ransagninger.
414
142
Begrebet Politie.
Der er en snæver sammenhæng mellem udviklingen i sprogbrugen på
politiområdet på den ene side og den konkrete udvikling af politimesterembedet
og dermed selve politiinstitutionen på den anden side. Det er således ikke
tilfældigt, at det er blevet en klassisk indledning for politiets historikere at
udlægge ordets etymologi. Det var den entreprenante politimester Hans
Himmerich, som lagde grunden til denne tradition i Danmark, da han i sin bog fra
1728 fremlagde sit syn på politiinstitutionens oprindelse.
Opstillingen af en etymologisk forståelsesramme er uden tvivl nyttig, når man
behandler et diffust begreb som politi/Politie. Denne fremgangsmåde kan hjælpe
til at forstå politiets tidlige historie, og til at forstå den tidligmoderne diskurs på
området. En begrebshistorisk gennemgang kan dog også benyttes som
legitimering af personlige holdninger. Gennem en påberåbelse af ”historiske
fakta” kan man sætte politiet ind i en referenceramme, der i virkeligheden ikke er
kongruent med politiets faktiske rolle i samtiden.
Hans Himmerichs politihistorie var i virkeligheden en legitimeringsstrategi,
hvor han spillede på flere strenge, som kunne vække genklang i hans samtids
historie- og samfundsopfattelse. Han fremhævede, hvordan politiet havde
eksisteret siden bibelsk tid. Angiveligt havde de egyptiske faraoner lært
politivæsen af israelitterne, og grækerne havde lært det af egypterne. Dermed
stammede politiet ikke blot fra oldtidens guldalderkulturer, men institutionen
havde hjemmel i selve de bibelske lande i Israels storhedstid.
Himmerich fremmanede altså dels billedet af en politiinstitution, som hentede
legitimitet i en oldgammel afstamning, dels spillede han på samtidens fascination
af de klassiske middelhavskulturer og på tendensen til at føre alt godt tilbage til
bibelsk tid. Endelig argumenterede han for politiet som en funktionel
nødvendighed i et moderne, velordnet samfund. Det hele var dog baseret på en
række frimodige analogier mellem den politistyrke, som han var leder for, og
politilignende institutioner i helt andre samfundstyper end den danske enevælde.
De nyere politihistorikere gør sig skyldige i den samme vilkårlige benyttelse af
politibegrebets historie. De fremlægger politiets historie i Danmark, men de sætter
ikke politibegrebets udvikling i forbindelse med enevældens politik. Ofte har de
slet ikke øje for udviklingen i begrebet, men noterer blot, at politiets opgaver er
blevet ændret gennem de seneste 2-300 år. Dermed bliver begrebshistorien
reduceret til en præmis i argumentet ”uden politi, intet velordnet samfund”.
Politiets lange historie bliver blot et forspil til oprettelsen af det egentlige politi.
På trods af at en begrebshistorisk gennemgang af politibegrebet kan benyttes
tendentiøst, er en analyse af det tidligmoderne begreb ”Politie” grundlæggende i
en undersøgelse af politiinstitutionens rolle i den enevældige stat.
Udviklingen af sprog er en kompleks proces, og det er vanskeligt at udlede
noget sikkert af et ords skiftende betydninger. I dette tilfælde er det dog
myndighedernes og retsteoretikernes sprogbrug, som undersøges. Derfor kan
143
Politie-begrebets skiftende betydninger aflæses som disse instansers forsøg på at
sætte ord på deres politik og på deres forståelse af samfundet.
Betydningen af ordet Politie i Store Reces fra 1643 er så bred, at den først og
fremmest afspejler ordets status som modeord. Ordet var blot en betegnelse for
statsforvaltning. Dog konnoterer ordet allerede i dette lovværk til mere aktive og
indgribende former for statsforvaltning end tidligere, hvor ordet anvendtes meget
generelt om god orden i samfundet. I Store Reces betegner ”verdslig Politie”
opretholdelsen af konkrete love, som regulerer samfundsforhold.
Da Kolderup Rosenvinge skrev sin bog om den danske politiret i 1828, var
politiets ressortområde defineret som suppletorisk, dvs., at politiet tog sig af alt,
som andre instanser ikke havde som område. Politi kunne på dette tidspunkt både
betyde dette diffuse retsområde og en konkret politistyrke.
Min undersøgelsesperiode ligger imellem de to ovennævnte tidspunkter. Selve
den betydning af begrebet Politie, som blev stadfæstet med Danske Lovs forord,
ændrede sig ikke meget i perioden 1682-1771. I Danske Lov betegnede Politien
alt det, der ikke kunne laves faste regler for. Den logiske følge af dette var, som
Kolderup Rosenvinge gjorde opmærksom på, at Politien ikke kunne afgrænses
positivt. Området var defineret netop ved ikke at være fast defineret.
I generalprokurøren Henrik Stampes definition på Politie finder man den
officielle opfattelse af områdets afgrænsninger: Politien var de områder, hvor der
krævedes direkte indgriben for med succes at føre enevældens politik ud i livet.
Dog med det forbehold, at Politien beskæftigede sig med mindre alvorlige sager.
Drab, stort tyveri og andre meget alvorlige sager hørte ikke under Politien, men
under retssystemet eller andre instanser. Ordet Politie kunne henvise til
politiretten som konkret eller teoretisk område, til politimesterens ressortområde
eller til rent konkrete stillinger som politi-betjente og politi-fiskal.
Når man definerede Politien som et område, der ikke kunne afgrænses endeligt,
sagde man også, at sagerne på dette område krævede en personlig stillingtagen.
Man kunne ganske vist fastlægge regler for, hvilke områder, der skulle varetages
af politimesteren på hvilke måder, men man kunne aldrig fastlægge
sagsbehandlingen fuldstændigt. Derfor gav det god mening at indsætte en
embedsmand, som skulle varetage området efter personligt skøn. Ganske vist blev
der lavet instrukser og forordninger på området, men dette skete først efter den
nye politimesters indtrængende opfordring. Området blev da heller aldrig så
fastlagt, at der ikke var plads til et personligt skøn.
De af myndighederne fastsatte regler for Politien var fastlagt i forordninger og
instrukser, men reglerne kunne ændres og tilpasses nye situationer og nye
opgaver. Dette spejler politimesterembedets rolle, hvor politimesteren var bundet
af sin instruks og kunne pålægges opgaver fra Danske Kancelli, men samtidig
havde meget vide rammer for at handle frit i udførelsen af opgaverne.
Karakteren af de opgaver, som blev henregnet til Politien, kunne være meget
forskellig. Fælles for disse områder var dog, at der var tale om sager, der blev
opfattet som mindre vigtige end for eksempel de ting, som faldt ind under
strafferetten. Der var tale om sager, som havde at gøre med at opretholde orden,
144
både i forbindelse med folks opførsel i forskellige henseender og i forbindelse
med renovation osv.. Handel, tekniske foranstaltninger og efterhånden også
kriminalitet blev regnet for Politie-opgaver.
Alle disse ting havde tidligere været reguleret af byens eget råd eller havde
været private anliggender. Den strafferetlige påtale havde været privat, laugenes
jagt på bønhaser havde været internt organiseret i laugene og bysvende og
torvemestre havde holdt opsyn med handelen på torvene. Som betegnelsen
”bysvende” antyder, var disse personer ansat af byen og deres loyalitet var rettet
mod bystyret. De enkelte bysvende havde endog været tilknyttet de forskellige
medlemmer af magistraten. Ved at inkorporere alle disse områder i Politien gjorde
den enevældige stat indhug i de tidligere autonome forvaltningsformer.
Politien var et område, hvor staten forbeholdt sig retten til at lave regler og til at
sætte politimesteren og hans folk ind for at opretholde reglerne. Ganske vist stod
politimesteren i princippet under magistraten i dele af undersøgelsesperioden,
men han var stadig en kongeligt udnævnt embedsmand, og hans instruks var
udfærdiget af centraladministrationen. Han var altså til syvende og sidst kongens
mand, og hans arbejde bestod i en række opgaver, som tidligere havde været
vanskelige at kontrollere for centraladministrationen.
Ved at definere bestemte områder som tilhørende Politien kunne den
enevældige stat med andre ord definere hvilke områder, som den havde ret til og
mulighed for at regulere. Dette skete uden tvivl på bekostning af rettigheder, som
tidligere havde tilhørt bystyret, laugene og andre mere eller mindre autonome
organisationsformer.
Det er oplagt at opfatte udviklingen af ordet Politie til at have en suppletorisk
betydning som en afspejling af en ny form for interventionistisk magtpolitik fra
enevældens side. Kongemagtens styrkede position og den deraf følgende
udvikling af velordnede bureaukratiserede styringsformer gjorde denne
magtkoncentration mulig.
145
Statens integration af netværk.
Den amerikanske sociolog Charles Tilly har i en af sine nyeste bøger behandlet
den form for samfundsmæssige aktører, som han kalder for ”trust networks”.417
Det vil ikke være nødvendigt at fremlægge denne analytiske kategori in extenso,
men kort fortalt er der tale om et fællesskab, som opererer udenfor og i modstrid
med
staten.
Tilly
fremhæver
middelalderlige
kætterbevægelser,
handelskorporationer og pirater, men et eksempel fra Danmark kunne være
laugenes stilling, før de blev kontrolleret af staten. Efterhånden som staterne
udviklede sig begyndte de, ifølge Tillys teori, at finde måder at høste af de
ressourcer, som var bundet i forskellige trust networks. Efterhånden skete der en
integration af trust networks i staten. Det er denne integration, som interesserer
Tilly.
Staternes midler til at integrere trust networks spændte fra udbytning og
splittelse til understøttelse og erhvervelse af medlemmernes engagement i staten i
stedet for i netværket. Tillys pointe er, at en forudsætning for udviklingen af det
moderne harmoniske demokrati er, at de magtmæssige og økonomiske strukturer,
som tidligere var bundet i forskellige netværk, bliver integreret i staten. 418
Jeg vil ikke gå nærmere ind i en diskussion af begrebet trust networks, ligesom
jeg ikke vil diskutere, hvilke netværk i det tidligmoderne danske samfund, som
lever op til Tillys definition. Det interessante er, at der eksisterede en række
magtstrukturer i samfundet, som regulerede mange af de områder, som kom til at
ligge indenfor politiets arbejdsområde. Disse magtstrukturer havde karakter af
netværk, som i hvert fald op i min undersøgelsesperiode bevarede en hvis
autonomi i forhold til staten. For eksempel var bysvendene underlagt magistraten
i en grad, så de enkelte borgmestre havde en bysvend fast tilknyttet sin person.
Denne magt blev frataget magistraten, da politimesteren og hans politibetjente
overtog opgaverne. Et andet eksempel er laugene, som havde deres egne
laugsregler, og som havde ret til på egen hånd at opretholde deres monopol.
Under enevælden blev laugenes regler udfærdiget i Danske Kancelli, og det blev
bestemt, at der skulle være politibetjente til stede, når laugene jagtede bønhaser.
Det væsentlige ved Tillys teori er forståelsen af, at netværk administrerer
forskellige former for ressourcer. Der kan være tale om økonomiske ressourcer
som penge eller jord. Der kan også være tale om sociale ressourcer som loyalitet.
Også mellemformer, som både tilhører de økonomiske og sociale ressourcer,
forekommer; for eksempel laugenes system til uddannelse af håndværkere. Uanset
hvilke ressourcer, som administreres af netværket, vil de være uden for statens
kontrol indtil netværket i større eller mindre grad opløses eller integreres i staten.
Kriminalitetsbekæmpelsen var et område, som staten overtog ansvaret for i
løbet af 1700-tallet. Politiet blev den instans, som blev pålagt dette arbejde. Der
var ikke ét netværk, som tidligere havde stået for kriminalitetsbekæmpelsen, men
417
418
Charles Tilly: Trust and Rule, Cambridge 2005.
Ibid., passim, især s. 104-05.
146
adskillige netværk havde delt dette ansvar. For eksempel havde man beskyttet sig
mod overfald gennem de traditionelle netværk, hvor familien og eventuelle karle
og svende udgjorde et netværk. Beboerne i en gade, havde pligt til at gribe ind
over for overfald, og vægterordningen var oprindeligt et vagtværn bemandet af
borgerne selv. I det følgende vil jeg diskutere statens overtagelse af
kriminalitetsbekæmpelsen.
Politiet og kriminaliteten.
Som nævnt tidligere var det ikke fra begyndelsen politiets opgave at fange
forbrydere. Det var heller ikke politiets opgave at forhindre voldelige overfald på
gaden. Kun opførsel, som mere havde karakter af gadedrengestreger, blev nævnt i
de første instrukser og forordninger for politiet.419
I Danske Lovs forord blev det netop fremhævet, at Politien lå udenfor
lovværkets område. Også straffelovene i Danske Lovs sjette bog lå altså udenfor
Politien. I de to første politimesterinstrukser fra 1683 og 1691 var kriminalitet da
heller ikke nævnt med et ord. Med politiforordningen af 1701 fik politiet besked
på at gribe ind, hvis de tilfældigt opdagede en forbrydelse. Der var dog ikke en
forpligtelse til på eget initiativ at efterforske forbrydelser. 420 Formentlig ville man
opfatte det som enhver embedsmands pligt at gribe ind overfor lovovertrædelser,
hvis han tilfældigt opdagede dem. Politiets stilling i forhold til
straffelovsovertrædelser var dermed ikke anderledes end andre instansers.
Efterforskningen og retsforfølgelsen af straffelovsforseelser var langt op i
1700-tallet udlagt til private initiativer. Det var den skadelidte, som måtte rejse
sagen på egen bekostning.421
I det næsten færdige udkast til en politiordning, som politikommissionen
fremlagde i 1711, står kriminalitet ikke nævnt.422 Hvis den meget omtalte
politiordning var udkommet i en trykt udgave, er det altså overvejende
sandsynligt, at kriminalitetsbekæmpelse ikke ville have været medtaget.
Med politimesterens instruks af 1741 fik politimesteren til opgave at
efterforske tyverier, hvis de bestjålne klagede til ham. Først på dette tidspunkt
blev det altså stadfæstet, at nogle straffelovsforseelser var en del af hans ressort.
Så sent som i 1754 nægtede politimesteren at hjælpe assistenshuset med
ransagninger efter ulovlige pengeudlånere.423 På dette tidspunkt følte
419
I 1687 fik politimesteren ligefrem forbud mod at beskæftige sig med ”justitssager”.
Jf. kapitlet ”Politimesterens magtmuligheder”.
420
Jf. kapitlet ”Forordningen om Politiens Administration af 22. oktober 1701”.
421
Jf. Tyge Kroghs gennemgang af repartitionslovgivningen i straffesager: Tyge Krogh: Staten og de
besiddelsesløse på landet 1500-1800, Odense Universitetsforlag 1987, s. 118-21.
422
Se kapitlet ”Den længe ventede politiordning”.
423
Se kapitlet ”Efterforskning af kriminalitet, husundersøgelser, eftersøgning og arrestation af
forbrydere”.
147
politimesteren sig altså ikke forpligtet til at varetage en efterforskning på et
område, som hørte under en anden instans.
Ansvaret for sikkerheden på gaderne lå ikke hos politiet, men hos befolkningen
i København. Beboerne i en gade skulle komme til hjælp, hvis nogen blev
overfaldet. Til dette formål var det ligefrem påbudt, at alle skulle have et våben.
Det var dette borgerlige ombud, som blev overtaget af vægterkorpset i
nattetimerne. Oprindeligt havde vægterkorpset jo også i princippet været
bemandet af borgerne selv.
Man må formode, at der skete en udvikling, hvor byens indbyggere i stadig
højere grad undveg deres pligt til at gribe ind overfor overfald. I stedet blev det
efterhånden politiets opgave at beskytte indbyggernes sikkerhed.424 En anden
synsvinkel på denne udvikling kunne være, at befolkningen i virkeligheden aldrig
havde været specielt ivrige efter at beskytte fremmede mod overfald, så systemet
havde ikke virket. Udviklingen mod et politi, som udførte denne opgave, blev i så
fald drevet af, at myndighederne i stigende grad fandt det utilfredsstillende, at folk
ikke kunne gå på gaderne uden frygt for at blive overfaldet. Statens rolle som
garant for folks personlige sikkerhed var et opgør med et samfund, hvor en
persons sikkerhed var betinget af, at personen opholdt sig i ”sit eget kvarter”, og
omgav sig med personer, som var forpligtet til, eller havde en interesse i, at
forsvare ham i tilfælde af overfald. Staten gjorde det efterhånden til sin opgave at
garantere, at alle kunne færdes sikkert overalt i landet.
I kapitlet ”Politiets rolle som bekæmpere af kriminalitet” har jeg behandlet en
række sager, hvor politiet fik til opgave at efterspore undvegne kriminelle fra
både Danmark, Sverige og Frankrig. Jeg har også vist, at husundersøgelser var en
fast del af politiets arbejde i midten af 1700-tallet, og politimester Torm pralede i
1743 med at politiet opklarede flere tyverisager end inkvisitionskommissionen. Af
optællingen af sagstyper i politimester Ernsts indberetninger og i kilderne fra
Oversekretærens Brevbøger fremgår det ligeledes tydeligt, at bekæmpelsen af
kriminalitet var af ganske stor betydning for politiets daglige arbejde. Dette gjaldt
allerede i politimester Ernsts embedsperiode 1710-22.
Selvom det tog ganske lang tid, før det blev stadfæstet i forordninger og
instrukser, blev kriminalitetsbekæmpelse altså en stor del af politiets
arbejdsområde allerede i løbet af første halvdel af 1700-tallet. Der er tale om en
udvikling, som kun delvis, og forsinket i forhold til det politiarbejde, som faktisk
blev udført, har sat sig spor i lovgivningen. Spørgsmålet er så, hvilke forhold der
betingede denne udvikling.
De forbrydelser, som nævnes i politimester Ernsts indberetninger fra 1716-22,
spænder fra bondefangeri og tyverier til overlagt drab på åben gade. Der er
tilsyneladende ikke noget mønster i, hvilke sager politimesteren og hans betjente
påtog sig at opklare. Fællesnævneren har muligvis, i overensstemmelse med
424
I 1828 mente Kolderup Rosenvinge i hvert fald, at det var politiets opgave at beskytte folks
personlige sikkerhed.
148
forordningen af 1701, været, at betjente tilfældigt blev blandet ind i sagerne. Kun
i en sag om et skuddrab blev der foretaget en større udredning og eftersøgning af
drabsmanden.
De sager, som jeg har fundet i Oversekretærens Brevbøger, spænder ligeledes
ganske vidt. Fra småsvindlere til eftersøgte mordere. Nedenfor har jeg opdelt
disse sager efter sagstyper.
Eftersøgning af undvegne
forbrydere.
3
Eftersøgning af undvegne
forbrydere fra udlandet.
4
Afhøring.
1
Ransagninger.
2
Svindlere.
7
Udlevering af forbrydere til
Sverige.
5
Efterforskning af ulovlige
lånehuse.
1
I alt.425
23
Logisk set må der være en grund til, at man benyttede netop politimesteren og
hans politistyrke til disse sager. Fællesnævneren for sagerne er, at der fordredes
en informationsindhentning. Der var ikke tale om sager, som kunne løses med
almindelig fysisk magtanvendelse. Det er formentlig derfor, politimesteren fik
disse sager. Han havde mulighed for at skaffe informationer gennem sine betjente
og vægtere, og gennem disse underordnedes netværk ude i byen. Desuden havde
han autoritet til at afhøre folk eller sende sine betjente ud for at gøre det. Jeg har
425
Antallet af sager er her højere end i de tal, som er benyttet i kapitlet ”Politimester Ernsts
indberetninger sammenlignet med kilderne fra Oversekretærens Brevbøger.” Dette skyldes, at jeg her
er interesseret i det antal gange, hvor en enkelt form for indgriben blev forlangt af politimesteren, ikke
i antallet af sager i brevene. Derfor tæller det to gange, når en forbryder skal udleveres og resten af
hans bande skal eftersøges.
149
fremdraget et eksempel på politiets meget omhyggelige afhøringer i sagen om
Jens Gedeløche.426
I nogle af sagerne i denne kategori, og i alle sagerne i den kategori som jeg har
kaldt ”fremmede diplomater og deres tjenere”, krævedes der en høj grad af
finfølelse og hemmeligholdelse. Det var ganske almindeligt, at befalingen til
politimesteren indbefattede en ordre om at undersøge sagen i hemmelighed. Dette
var også en service, som politimesteren havde nemmere ved at levere end andre
embedsmænd. Hvis man for eksempel havde benyttet soldater til den fysiske
magtudøvelse, ville det have været vanskeligere at holde sagerne hemmelige.
Når efterforskningen af kriminalitet og påtale i straffesager efterhånden blev en
opgave for politiet, var der tale om en integration af området i statens
indflydelsessfære. Set fra befolkningens synspunkt var der i nogen grad tale om
en lettelse af nogle forpligtelser, som havde været vanskelige eller uønskelige at
leve op til. På den anden side betød det også, at politiet fik beføjelser til at
foretage husundersøgelser og i det hele taget gribe ind i folks privatliv i højere
grad end tidligere. Dette kan have affødt en modvilje i befolkningen.
Set fra politiets og de højere myndigheders side, var der tale om at overtage
nogle meget vanskelige forpligtelser og nogle tunge opgaver. Dette kan forklare,
hvorfor udviklingen tog så lang tid. At udviklingen hen imod offentlig påtale og
rutinemæssige politiefterforskninger alligevel blev gennemført tyder på, at det var
magtpåliggende for den enevældige administration at indlemme denne opgave i
statens sfære.
Et interessant træk ved politiets kriminalitetsefterforskning er, at den udviklede
sig som en praksis, før der blev lovgivet på området. Der kan gives tre
forklaringer på dette forhold. For det første kunne der blive lagt pres på politiet i
enkeltsager, hvor centraladministrationen ønskede en efterforskning. Dette er der
adskillige eksempler på i kilderne fra Oversekretærens Brevbøger. For det andet
kunne der opstå en inerti i politiets selvstændige behandling af sagerne; på grund
af ærekærhed, interesse eller forventningen om, at de overordnede myndigheder
forventede det, kunne politimesteren lade sine betjente være mere aktive i forhold
til kriminalitet, end der egentlig var lovhjemmel til. For det tredje kunne det være,
at befolkningen begyndte at henvende sig til politiet for at få hjælp, når de var
blevet bestjålet eller bondefanget. Dette er der flere eksempler på i politimester
Ernsts indberetninger. Politimesteren virkede måske som en mere benevolent
instans end den militære inkvisitionskommission, som egentlig havde ansvaret for
tyveriefterforskning.
De tre forklaringsmodeller skal nok ses som komplementære snarere end som
gensidigt modstridende. Hvorom alt er, får man indtryk af, at myndighederne
kodificerede en allerede eksisterende praksis, da de endelig gav politiet pligt til at
efterforske tyverisager.
Der findes et andet eksempel på, at politiinstitutionen kunne benyttes til at
afprøve nye tiltag på det strafferetlige område: I 1741-instruksen fik
426
Case nr. 2: Hans Himmerichs angreb på den jødiske menighed i København i 1729.
150
politimesteren beføjelse til at pådømme tyverisager, hvis både tyven og den
skadelidte var indforståede. Denne ordning var dog for radikal, og den bortfaldt i
1751.
De organisationsformer, som før politiets oprettelse kontrollerede områder som
handel, orden på gaderne og folks personlige sikkerhed, kan næppe alle kaldes
trust networks efter Tillys definition. Dette er da heller ikke det væsentlige for at
kunne drage nytte af Tillys tanker. Teorien om trust networks hjælper til at stille
de relevante spørgsmål: Når man ser politiets øgede beføjelser som et udtryk for
en statslig integration af tidligere autonomt regulere områder, må man
nødvendigvis stille spørgsmålet: Hvad fik staten ud af at påtage sig dette
vanskelige område?
Tillys teori indebærer, at staten og de udenomstatslige netværk kæmper om
ressourcer. Staten ønskede at opnå kontrol med de ressourcer, som blev
administreret af autonome netværk. Optagelsen af kriminalitetsbekæmpelse i
politiets virkefelt betød naturligvis en masse nye opgaver, men det betød også, at
staten tiltog sig kontrol med området. Politiet blev et middel til at integrere
ansvaret
for
opretholdelsen
af
kriminallovgivningen,
ikke
blot
politiforordningerne, og for befolkningens sikkerhed, under statens område. Dette
var en helt ny rolle, som staten ikke tidligere havde påtaget sig som en generel
forpligtelse. Politiet spillede en vigtig og ganske synlig rolle i denne integration.
Det blev statens opgave at garantere befolkningens sikkerhed og ejendom, og
dermed fik staten også eneret på den legitime ret til voldsudøvelse. Politiet blev
efterhånden defineret som den instans, der udøvede legitim vold.
Denne tolkning passer i øvrigt ind i billedet af en stat, som på mange områder
indskrænkede undersåtternes ret til at definere deres sociale interaktion. Både
gennem straffelove og gennem politiforordninger definerede staten rammerne for
undersåtternes sociale liv. Voldelige interaktionsformer lige fra fejder og dueller
til værtshusslagsmål og hustruvold blev kriminaliseret eller i hvert fald søgt
reguleret. Hvor disse foreteelser tidligere var blevet reguleret af private
mekanismer, eller overhovedet ikke var blevet reguleret, blev det nu retssystemet
og politiet, som fik til opgave at føre statens kontrol ud i livet.
Andre eksempler på statens integration af private sociale kontrolmekanismer er
overdådighedsforordningerne. Tidligere havde økonomiske begrænsninger og
sociale normer dikteret klæder og festligheder, men efterhånden blev det staten,
som satte disse rammer. De ressourcer, som staten derved fik kontrol over var
naturligvis økonomiske, men der var også tale om et storstilet indgreb i rammerne
for befolkningens sociale liv; staten bestemte, hvilket tøj man måtte gå i, hvor
store fester man måtte holde, og endda hvordan man måtte blive begravet. Staten
tiltog sig simpelthen retten til at bestemme over undersåtternes dagligdag. Denne
ressource er måske mere diffus og vanskeligt definérbar end rent økonomiske
ressourcer, men der var tale om et langt mere ambitiøst statsligt projekt end den
blotte kontrol med økonomien.
Politiets rolle i udvidelsen af statens kontrolsfære var at udmønte politikken på
gadeplan. Hvis man skulle gennemføre politiforordningernes intentioner, var det
151
nødvendigt at have en instans, der kunne opdage afvigelser og skride effektivt ind
over for dem. Gennem oprettelsen af politiinstitutionen flyttedes retten til, og
muligheden for, at udøve direkte voldelig magt fra private aktører og netværk til
den statssanktionerede politistyrke.
152
6. Konklusion – politiet som statens middel til
intervention.
I denne afhandling har jeg gennemgået det lovmæssige grundlag for
politimesterens arbejde i perioden 1682-1771. Derudover har jeg gennemgået de
breve, som blev sendt til politimesteren fra Danske Kancelli i samme periode.
Disse breve er ikke tidligere blevet systematisk behandlet. Desuden har jeg
benyttet politimester Ernsts indberetninger til kongen, som giver et billede af
politiets daglige arbejde.
Analysen af instrukserne, reskripterne og forordningerne viser
politiinstitutionen som den så ud ud ifølge de officielle, delvist offentliggjorte
love. Disse kilder har tidligere været benyttet til at undersøge politiinstitutionens
historiske oprindelse, men politiets historikere, både de professionelle og
amatørerne, er kommet frem til vidt forskellige tolkninger af politiets rolle i
samfundet. I min gennemgang af tidligere fremstillinger af den danske
politihistorie har jeg kritiseret flere af de tidligere politihistorikeres tolkninger.
Jeg har kritiseret de ældre politihistorikere for at have et så lavt
abstraktionsniveau i analysen af politiets rolle i samfundet, at de kun når frem til
en beskrivelse af en række politiopgaver, som de så anskuer i et funktionalistisk
lys. Jeg har også kritiseret nyere politihistorikere for at arbejde ud fra et
marxistisk historiesyn, hvor det antages a priori, at produktionsforholdene var
bestemmende for politiinstitutionens fremvækst. En sådan forklaring, dens øvrige
mangler ufortalt, kan ikke forklare politimesterens utroligt brede ressort. Desuden
blev Politie-begrebet udviklet over flere hundrede år, det var ikke et område, som
pludseligt blev defineret som svar på en bestemt økonomisk udvikling.
Ved at inkludere kilderne fra Danske Kancelli, Oversekretærens Brevbøger, i
analysen af politiets rolle i samfundet, tilføjes en væsentlig synsvinkel til
analysen. Tidligere historikere har primært undersøgt politiets opgaver, som de
fremtræder fra de normative kilder, samt i mindre grad politiets faktiske
embedsførelse i konkrete sager. Ved at undersøge de befalinger, som blev sendt
fra Danske Kancelli til politimesteren, flyttes fokus fra de retshistoriske kilder til
administrationshistorien. Kilderne fra Oversekretærens Brevbøger viser, hvordan
centraladministrationen benyttede politimesteren til at føre magtpolitik ud i livet i
konkrete tilfælde. Dermed kommer fokus til at ligge på den enevældige stats
benyttelse af politimesteren som magtmiddel, ikke kun på rammelovgivningen for
området. Dermed åbnes der for en analyse af politiets rolle i udviklingen af den
centraliserede, bureaukratiserede og interventionalistiske stat.
Analysen af politimester Ernsts indberetninger om sin embedsførelse giver et
billede af, at politistyrken beskæftigede sig med en lang række opgaver, som
havde med den praktiske styring af samfundet at gøre. De tekniske opgaver
vejede meget tungt. Politimesteren så det dog også som sin pligt at hjælpe folk,
der var blevet bestjålet, og der blev i hvert fald i ét tilfælde foretaget en egentlig
kriminalefterforskning.
153
Sagerne fra Oversekretærens Brevbøger giver også et noget broget billede af
politiets opgaver. Der forekom opgaver af mindre betydning, hvor man kan undre
sig over at kancelliet overhovedet fandt det nødvendigt at blande sig. Blandt
sagerne var der dog også en række temmelig vigtige og politisk ”tunge” sager. En
del af sagerne lå udenfor de områder, som politimesterens instruks og
politiforordningerne udstak.
Der forekom sager, hvor politimesteren skulle foretage hemmelige
arrestationer. Det var ikke i alle tilfælde, at sagerne kom for en domstol.
Politimesteren blev også indblandet i sager, som involverede udenlandske
diplomater, og som derfor var af stor vigtighed. Særligt prominente er de sager,
hvor politimesteren blev benyttet for at tilfredsstille de russiske gesandters krav
om censur. I disse sager kom politimesteren i København tæt på at udføre
opgaver, som kan regnes under begrebet ”haut police”. Det er tydeligt, at man
både i Danmark og i udlandet anså politiet for et magtfuldt redskab. Det var jo
ikke tilfældigt, at centraladministrationen benyttede politimesteren til at vise sin
velvilje overfor de russiske gesandters krav.
Jeg har argumenteret for, at politimesterens opgaveportefølje udviklede sig
hurtigere i praksis, end det er afspejlet i forordningerne og instrukserne. Især i
forhold til kriminalitetsbekæmpelse er dette tydeligt. Det er sandsynligt, at politiet
blev pålagt en række vanskelige opgaver, simpelthen fordi det var den eneste
instans, som kunne løse opgaverne tilfredsstillende. Dette må have forlenet
udviklingen af institutionen med en høj grad af inerti. Når først man havde vænnet
sig til, at politiet kunne løse en opgave, var det indlysende at forvente, at politiet
vedblev at løse lignende opgaver. Det lader til, at både centraladministrationen,
Københavns befolkning og politiet selv kom til at forvente, at politiet påtog sig
efterforskningen af kriminalitet.
En del af de opgaver, som politiet blev pålagt, var naturligvis udtryk for en
velgennemtænkt politisk strategi, men den ovenfor skitserede inerti og ad hoc
pålæggelse af opgaver spillede også en stor rolle i politiets historiske udvikling.
Der er træk ved politiets udvikling i undersøgelsesperioden, som peger i retning
af Max Webers idealtypiske bureaukrati. For eksempel tendensen til at udnævne
politimestre på baggrund af deres kvalifikationer, den bureaukratiske kontrol med
politiets embedsførelse og den specialisering, som politiet var udtryk for på en
række sagsområder.
På den anden side viser kilderne fra Oversekretærens Brevbøger tydeligt, at den
enevældige centraladministration, i sidste instans kongen selv, forbeholdt sig
retten til at gribe ind i enkeltsager. Hvis der opstod en sag, som man fra højeste
sted mente at burde interessere sig for, så var politimesteren et af de midler, man
kunne benytte for at få sagen undersøgt og for at føre den fastlagte politik ud i
livet. Dette kunne ske gennem diskret informationsindhentning eller gennem
arrestationer og forhør. Gennem politimesteren og politikorpset udøvede kongen
og kancelliet en meget direkte indflydelse på en række enkeltsager. Jeg har endog
vist et tilfælde af et lettre de cachét.
154
Disse to administrationsstrategier, den bureaukratiske og den direkte
indgribende, eksisterede sideløbende. Man kan tale om en administrativ
pluralisme. Netop derfor kan udviklingen af politiinstitutionen ikke forklares ud
fra en simpel teori. Der var mange dagsordener på spil. Nogle administrative
strategier blev væsentligere efter min undersøgelseperiode og nogle blev mindre
synlige. I den undersøgte periode var den bureaukratiske styring af politiet på
basis af faste regler klart den vigtigste. Den enevældige centraladministration
opgav dog ikke muligheden for at benytte politimesteren som magtmiddel i
enkeltsager.
Politimesterembedets oprettelse og politiets udvikling må ses som en del af en
meget bredere udvikling i samfundet. En udvikling, som både havde retslige,
økonomiske og administrative aspekter. Oprettelsen af politimesterembedet var
blot et af en række initiativer, som Christian 5.s regering tog for at øge
reguleringen af samfundet og for at skaffe mere ordnede tilstande i rigerne. I
1680’erne udkom Danske og Norske Lov, mål og vægt blev reguleret i 1685,
Kirkeritualet kom samme år og landet blev opmålt i matriklen af 1688.
Politiinstitutionen var blot én af en række statslige institutioner, som blev oprettet
eller styrket i denne periode. Årsagen til at politiet overlevede som institution og
årsagen til institutionens udvikling var, at den viste sig velegnet til at udføre en
række opgaver, som havde at gøre med kontrol af små, dagligdags ting, som
tilsammen udgjorde et stort og vigtigt område for statens styring af samfundet.
Som nævnt i forrige kapitel kan man se politiets udvikling som statens mere
eller mindre bevidste udstrækning af sit magtmonopol over stadig større områder.
Jeg har benyttet Marc Raeffs teori om statens udvikling henimod en moderne
interventionalistisk ”velfærdsstat”. Denne teori passer godt på de danske forhold,
hvor statens legitime interessesfære blev kraftigt udvidet i løbet af min
undersøgelsesperiode. Blandt andet gennem udviklingen af begrebet Politie
defineredes stadig flere områder, hvor myndighederne havde ret og pligt til at
styre befolkningens liv og gøremål.
Det fremgår af min kildegennemgang, at udvidelsen af statens kontrolsfære
skete i et pragmatisk samspil med Københavns befolkning. Dette kan måske
forklare, hvorfor den nyere danske historie er så relativt fri for voldelige oprør.
Jeg har også benyttet Charles Tillys teori om statens gradvise integration af
autonome, eller i det mindste udenomsstatslige, magtstrukturer. Jeg har ikke
forsøgt at overføre teorien direkte på de danske forhold, men det er frugtbart at se
forholdet mellem tidligere styringsformer og statens udvidelse af magtområder
som en kamp om ressourcer.
Politiets ret til at gribe ind i befolkningens dagligdag er baseret på, at staten
approprierer rettigheder og magt, som tidligere var kontrolleret af private netværk.
Politiets gradvise overtagelse af ansvaret for kriminalitetsbekæmpelse er et godt
eksempel på dette. Statens kontrol med laugene gennem politiet kan også tjene
som eksempel på denne udvikling.
155
Man kan ikke, som 1980’ernes politihistorikere måske ville gøre, sige at
udviklingen udelukkende var rettet mod øget undertrykkelse af befolkningen, og
at staten derved modvirkede befolkningens interesser. Udvidelsen af statens
interessesfære og af midlerne til intervention kom også befolkningen til gode på
mange områder. Der er ingen tvivl om, at en fattig indbygger i København havde
større chancer for at få retsforfulgt en tyv ved undersøgelsesperiodens afslutning,
end ved dens begyndelse. Mange af de opgaver, som moderne mennesker
vanemæssigt overlader til politiet, blev tillagt politimesterens ressort i denne
periode.
Forståelsen af politiinstitutionen som en magtkoncentration, der fratager
undersåtterne, i et demokratisk samfund borgerne, en række muligheder for at
udøve magt selvstændigt, er væsentlig for en analyse af politiets rolle i et hvilket
som helst samfund. Politiet, og statens benyttelse af politiet, fratager borgerne
magt, men giver til gengæld tryghed og fritagelse for ansvaret for selv at
opretholde lov og ret.
Man kan muligvis forestille sig et velordnet samfund, som ikke har politi, og
man kan sagtens finde eksempler på samfund, som har et mindre
interventionistisk politi, end vi er vant til. I et sådant samfund ville en række
opgaver og pligter til gengæld påhvile borgerne.
Diskussionen af politiets rette rolle i et samfund bør begynde og slutte med en
diskussion af, hvordan man finder balancen mellem på den ene side afgivelse af
personlig frihed og mulighed for magtudøvelse og på den anden side sikkerhed,
tryghed og muligheden for at overlade en række vanskelige opgaver til politiet.
156
Abstract.
The subject of this thesis is the history of the Danish police force in the period
1682-1771. In 1682 the first commissioner of police (politimester in Danish) was
appointed in Copenhagen.
I have examined two types of sources: the laws and instructions which
regulated the Danish police and the letters sent from the Danish Chancellery to
the politimester in Copenhagen.
In the thesis I examine the use of the word “Politie” in Danish legislation and
in the letters from the central administration. This word is the same as the German
“Policey”, the French “police” and the English “police”. In the early modern
period the word was used in a much wider sense than it is today. I also examine
how the Danish state and the absolute king used the politimester as a means to
exercise power.
In the law of the king Christian 4. from 1643, the word Politie was used to
describe subjects as diverse as military legislation, law of wills and succession
and criminal law. The word simply meant “good social order”. In 1683 a
landmark body of laws was ratified, “Danske Lov” (“the Danish Law”). In the
foreword to this law it was explicitly stated that all things concerning “Politie”
was omitted from the law. This was because “Politie” now had a new meaning; it
referred to subjects that were too changeable to be a part of the proper laws. It
referred to subjects like law and order, commerce, removal of refuse and fire
precautions.
By defining these day-to-day subjects as a matter for the politimester, the king
of Denmark incorporated these subjects in the field of responsibility of the state.
Thereby a whole range of subjects which had previously been controlled by
private networks came under state control. The politimester became part of an
effective bureaucratic control of these new areas of interest of the state. The
letters from the central administration to the politimester reveals how the
government could also use the police to intervene in certain cases which were
considered important.
The development of the Danish police is consistent with the theories of the
American historian Marc Raeff. He sees the development of the concept of police
as a reflection of the new interest of the European states in controlling society in
detail.
The history of the Danish police should be seen as part of a greater
development where the European states extended their power over new areas.
157
Bilag 1.427
Claus Rasch. (1639-1705) politimester 1682-1705.
Født af bondeforældre. Karriere under svenskekrigene og siden i administrationen
under Kristoffer Gabels patronat. Adelsbrev 1680. Borgmester 1684.
Ole Christensen Rømer. (1644-1710) politimester 1705-1710.
Købmandssøn. Videnskabsmand. Professor. Medlem af brolægnings- og
vandkommissionen i Kbh.. Udarbejdede matrikel for Danmark. Stod bag
forordningen af 10. januar 1698 om mål og vægt. Dommer i Højesteret 1694.
Medlem af den kommission, som udarbejdede politiforordningen af 22. oktober
1701. Overborgmester i Kbh..
Johan Bartram Ernst. (1663-1722) politimester 1710-1722.
Søn af en af de 32 mænd. Lærer for Christian 5.s søn, Prins Christian. Dommer I
hofretten. Sagfører. Censor på aviserne. Forfatter til ”Christian 5.s Tagesregister.”
Borgmester i Kbh.. Etatsråd.
Johan Filip Rathecken. Politimester 1723-1726.
Indvandret tysker. Justitsråd. Forvalter af Hørsholm gods. Viceborgmester.
Mistede embeder, titler og borgerskab, da han blev dømt skyldig i svindel med
regnskaberne på Hørsholm gods.
Hans Himmerich. (1681-1735) politimester 1726-1731.
Købmandssøn. Militær karriere i Østeuropa indtil oberst. Udgav 1726 bogen
”Compendium Philosophicum” dedikeret til dronning Anna Sofie. Udgav 1728 en
samling af sine egne politiplakater. Borgmester.
Afskediget som ”civiliter mortuus” 1731. Årsagen til afskedigelsen kendes ikke,
men et ubekræftet rygte sagde, at Himmerich blev grebet i ligrøveri.
427
De biografiske oplysninger er baseret på følgende værker:
O. Nielsen: Kjøbenhavns Politimestre og Politidirektører 1682-1864, i: Personalhistorisk Tidsskrift, 1.
bind 1880 s. 278-304.
Dansk biografisk leksikon, 3. udg., redaktør Sv. Cedergreen Bech, Gyldendal, Kbh.1983, diverse
opslag.
Se videre litteraturhenvisninger i disse værker.
Litteraturen om Ole Rømer er ganske omfattende. Se f.eks.:
Christensen, Dan Charly: Rømer som strømer i: Friedrichsen, Per; Henningsen, Ole; Olsen, Olaf;
Thykier, Claus; Tortzen, Chr. Gorm: Ole Rømer – videnskabsmand og samfundstjener, Gads Forlag
2004.
Se endvidere litteraturlisten i denne afhandling, samt:
Lisbeth Dilling: Dansk politihistorisk bibliografi 1682-1938, Kbh. 1983.
158
Erik Jensen Torm. (1684-1764) politimester 1731-1761.
Bondesøn. Student. Militær karriere under Store nordiske Krig. Livtjener for
Frederik 4., reddede kongens liv ved en eksplosion under støbningen af en kanon.
Administrator af Vallø gods. Udgav 1757 en bog om landbrug. Virkelig etatsråd.
Frederik Horn. (1708-1781) politimester 1761-1771.
Søn af en toldkontrollør. Student, juridiske studier. Udgav digte og bøger om
teater og jura. Arbejdede som jurist. Gift med politimester Torms datter.
Bestalling på at efterfølge sin svigerfader i embedet 1751. Borgmester.
Afskediget som politimester i 1771 og blev i stedet justitiarius i hof- og
stadsretten. Konferensråd.
159
Kilder og litteratur.
Utrykte kilder.
Alle utrykte kilder er fra Danske Kancelli (DK) og ligger på Rigsarkivet.
Instruktionsbøger (A 90).
Koncepter og Indlæg til Instruktionsbøgerne (A 91).
Koncepter og Indlæg til Sjællandske Registre (C 7).
Koncepter og Indlæg til Sjællandske Tegnelser (D 21).
Oversekretærens Brevbøger (D 99). (Forkortet OB i noterne).
Kancelliets Breve (D 101).
Suppliqver (D 109).
Kildesamlinger.
De love, som der henvises til med dato kan findes i følgende lovsamlinger:
Før 1670:
Corpus constitutionum daniæ (udgivet af V.A. Secher) I-VI, Kbh. 1887-1918.
Kancelliets Brevbøger 1655, udg. af Ole Degn, Kbh. 2002.
Efter 1670:
J.H. Schou: Chronologisk Register over de kgl. Forordninger og åbne Breve samt
andre trykte Anordninger, som fra Aar 1670 ere udkomne, Kbh. 1777L. Fogtmann: Kgl. Reskripter, Resolutioner og Collegialbreve for Danmark og
Norge, Kbh. 1806Danske Lov af 15. april 1683 (udgivet af V.A. Secher, ved Stig Iuul) Kbh. 1949.
160
Trykte kilder.
Adskillige Hans Kongl. Mayt. Forordninger Politien angaaende, item nogle sær
Puncter af een deel Forordninger, alle Vedkommende til Efterretning, Kbh. 1686.
Baden, Gustav Ludvig: Forsøg til et dansk-norsk juridisk Ord- og Sag-Leksikon,
Odense 1814.
Baden, Gustav Ludvig: Dansk-Juridisk Ordbog, Kbh. 1822 (2 bind).
Beccaria, Cesare: Om forbrydelse og straf, Kbh. 1998. (Med forord af Ditlev
Tamm og Voltaires kommentarer).
Brorson, C.B.: Forsøg til den siette Bogs Fortolkning, Kbh. 1791.
Bruhier, Jacques-Jean, Docteur en Medecine: Memoire sur la nécessité d’un
réglement général au sujet des enterremens et embaumemens, Paris 1745.
(Findes på Rigsarkivet: Koncepter og Indlæg til Sjællandske Tegnelser, 1746, nr.
374.)
Daglige begivenheder i København 1716-22. Indberetninger fra politimester
Ernst til kongen, udgivet af Villads Christensen i: Historiske Meddelelser om
København, 1. række, bd. 7, 1920, s. 325-383 & 405-446.
Danske Lov af 15. april 1683 (udgivet af V.A. Secher, ved Stig Iuul) Kbh. 1949.
Danske Tractater efter 1800. Første Samling: Politiske Tractater, første Hefte,
1800-1830, Kbh. 1871.
Fogtman, Laurids: Kongelige Reskripter, Resolutioner og Collegialbreve for
Danmark og Norge, udtogsviis udgivne i chronologisk Orden, Kbh. 1786- (I
noterne omtalt som ”Fogtmans Reskripter”).
Hensler, P.G.: Anviisning paa de allervigtigste Redningsmidler for dem, der ved
pludselige ulykkelige Tilfælde ere blevne livløse, eller dog svæve i yderste livs
Fare, Kbh. 1770.
Himmerich, Hans: Samling af de Placater og Advarsler, som (af) Politien udi et
eller andet Betræffende her fra Politie-Kammeret udi denne Kongl. ResidenceStad Kiøbenhavn i nu værende Politie-Mesters Tid fra Aaret 1726. den 16.
September, indtil Aaret 1728. d: 6 April er bleven udstedte og til enhvers
Erindring kundgiorte, Kbh. 1728.
Kancelliets Brevbøger 1655, udg. af Ole Degn, Kbh. 2002.
161
Klarup, Christen: Forordningen om Politiets Administration af 22 October 1701
igiennemgaaet og henviist til Loven og Forordningerne, Kbh. 1777. (del 1-3).
Kong Christian den femtes Danske Lov, af 15. april 1683, udg. af Stig Iuul, Kbh.
1949.
Kongeloven, udgivet af Knud Fabricius, Kbh. 1920.
Luxdorphs Dagbøger, udg. af Eiler Nystrøm, Kbh. 1915-30.
Montesquieu, C.S. de: Om lovenes ånd, oversat af Merete Klenow With, Kbh.
1998.
Poe, Edgar Allan: The Premature Burial, 1844.
Rosenvinge, J.L.A. Kolderup: Grundrids af den danske Politiret, Kbh. 1828.
Schou, Jacob Henrik: Chronologisk Register over de Kongelige Forordninger og
aabne Breve, samt andre trykte Anordninger, som fra Aar 1670 af ere udkomne,
…, Kbh. 1822 (3. udg.). (I noterne omtalt som ”Schous Forordninger”).
Schytte, Andreas: Staternes indvortes Regiering, IV, Kbh. 1775.
Secher, V.A.: Corpus Constitutionem Daniæ, 5. bind, 1639-50, Kbh. 1903.
Secher, V.A.: Corpus Constitutionem Daniæ, 6. bind, 1651-60, Kbh. 1918.
Stampe, Henrik: Erklæringer, Breve og Forestillinger General-prokureurEmbedet vedkommende, I-VI, Kbh. 1793-1807. (I noterne omtalt som ”Stampes
Erklæringer”).
Tøttrup, Ferdinand: Foreløbige Grundtræk til en dansk Politie-Ret – Et Forsøg,
Kbh. 1812.
Ørsted, A.S.: Nyt Juridisk Arkiv 1812-1819 VII.
162
Sekundærlitteratur.
Andersen, Heine, Hans Henrik Bruun & Lars Bo Kaspersen (red.): Max Weber:
Udvalgte tekster, Kbh. 2003.
Becker-Christensen, Christian m.fl. (red.): Politikens Nudansk Ordbog med
etymologi, Kbh. 2005.
Becker, P.W.: Om Jens Pedersen Gedelöche, der gik over til den jødiske Tro, i:
Kirkehistoriske Samlinger, 1. bd., Kbh. 1849-52.
Beckman, Leif & Herluf petersen (red.): Kampen mod forbrydelsen, bd. 1, Kbh.
1951.
Blüdnikow, Bent: Jødeuroen i København 1830, i: Historie, Jyske Samlinger – Ny
række XIV, 4, 1983.
Blüdnikow, Bent: Folkelig uro i København, i: Fortid og Nutid 1986.
Blüdnikow, Bent & Bent Christensen: Politiet og Jødefejden i København 1819, i:
Politihistorisk Selskab, Årsskrift 1982.
Blüdnikow, Bent & Bent Christensen: Jødefejden 1819, i: Flemming Mikkelsen
(red.): Protest og oprør. Kollektive aktioner i Danmark 1700-1985, Århus 1986.
Blüdnikow, Bent & Henrik Stevnsborg: København 1790. Billeder af dagliglivet,
Kbh. 1983.
Bonderup, Gerda: Det Medicinske Politi. Sundhedspolitikken i Danmark 17501860, Århus 2006.
Borum, O.A & C. Popp-Madsen: Juridisk ordbog, G.E.C. Gads Forlag, Kbh.
1934.
Bregnsbo, Michael: Folk skriver til kongen. Supplikkerne og deres funktion i den
dansk-norske enevælde i 1700-tallet, Kbh. 1997.
Christensen, Dan Charly: Rømer som strømer, i: Per Friedrichsen m.fl.: Ole
Rømer – videnskabsmand og samfundstjener, Kbh. 2004.
Christensen, John, Henning Koch & Henrik Stevnsborg: Sikkerhed, fred og orden
– ”Opløb” og ”oprør” i 17- og 1800-tallets København, i: Den Jyske Historiker,
nr. 25, 1983.
163
Critchley, T.A.: A History of Police in England and Wales 900-1966, London
1967. (1978).
Dansk biografisk leksikon, 3. udg., redaktør Sv. Cedergreen Bech, Kbh.1983.
Dilling, Lisbeth: Dansk politihistorisk bibliografi 1682-1938, Kbh. 1983.
Dombernowsky, Lotte: Lensbesidderen som amtmand, Kbh. 1983.
Dübeck, Inger: Købekoner og konkurrence, Kbh. 1978.
Dübeck, Inger: Arbejdsretten i støbeskeen, Århus 1979.
Dübeck, Inger: ”Alt hvis Politien egentlig vedkommer…” Forholdet mellem
Danske Lov og den såkaldte politiforordning, i: Ditlev Tamm (red.): Danske og
Norske Lov gennem 300 år, Kbh. 1983.
Elkjær, Bent: De Urolige Tømmer Svenne. Kilder til tømrerstrejken 1794, Kbh.
1975.
Elmsley, Clive & B. Weinberger (red.): Policing Western Europe, London 1991.
Engberg, Jens: Dansk Guldalder eller oprøret i tugt- rasp- og forbedringshuset i
1817, Kbh. 1973.
Engelhardt, Juliane: Mere død end levende? Om druknedes og skindødes redning
i 1800-tallets Europa, i: 1066 Tidsskrift for Historie, 37. årgang, nr. 3, 2007.
Eyben, W.E.v.: Juridisk grundbog, Kbh. 1967
Feldbæk, Ole: Tiden 1730-1814, Danmarks historie 4, Kbh. 1982.
Feldbæk, Ole: Vækst og reformer. Dansk forvaltning 1720-1814, i: Ditlev Tamm,
m.fl. (red.): Dansk forvaltningshistorie 1. Stat, forvaltning og samfund. Fra
middelalderen til 1901, Kbh. 2000.
Friederichsen, Per & Chr. Gorm Tortzen: Ole Rømer. Korrespondance og
afhandlinger samt et udvalg af dokumenter, Kbh. 2001.
Frohnert, Pär: Policeybegriff und Policeygesetzgebung im frühmodernen
Schweden, i: Michael Stolleis (red.): Policey im Europa der Frühen Neuzeit,
Frankfurt am Main 1996.
164
Ginzburg, Carlo: Mikrohistorie: To eller tre ting jeg ved om den, i: Ginzburg,
Carlo: Spor. Om historie og historisk metode, Kbh. 1999.
Goll, August: Af Politiets Historie, i: Johannes Madsen (red.): Danmarks
Hovedstad IV, Kbh. 1908.
Heiberg, P.A.: Udkast til en Skildring af Forretningsgangen og Bogføringen ved
Danske Kancelli 1670-1848, Kbh. 1977.
Hoeck, E. & Knud Bruun-Rasmussen: Politikundskab, bd. I-II, Kbh. 1946.
Hoeck, E.: Den politimæssige bekæmpelse af forbrydelser i Danmark med træk af
kriminalpolitiets historie, i: Leif Beckman & Herluf petersen (red.): Kampen mod
forbrydelsen, bd. 1, Kbh. 1951.
Holm, Edvard: Holbergs statsretlige og politiske synsmåde, Kbh. 1975 (1879).
Holm, Edvard: Om det Syn på Kongemagt, Folk og borgerlig Frihed, der
udviklede sig i den dansk-norske Stat i Midten af 18de Aarhundrede (1746-1770),
Kbh. 1975 (1883).
Holm, Edvard: Danmark-Norges indre Historie under Enevælden fra 1660 til
1720, Kbh. 1885-86.
Holm, Edvard: Den offentlige mening og statsmagten, Kbh. 1975 (1888).
Holm, Edvard: Danmark-Norges Historie under Kristian VI, Kbh. 1894.
Horton, ,Christine: Policing Policy in France, London 1995.
Hurwitz, Stephan: Kriminologiens historie, metoder og resultater, i: Leif
Beckman & Herluf petersen (red.): Kampen mod forbrydelsen, bd. 1, København,
Emil Wienes forlag 1951.
Hvidt, Kristian: Politimester og politiret i København, i: Afhandlinger om arkiver
ved Rigsarkivets 75-års jubilæum, Kbh. 1964.
Iuul, Stig: Den gamle danske strafferet og dens udvikling indtil slutningen af det
18. århundrede, i: Beckman, Leif & petersen, Herluf (red.): Kampen mod
forbrydelsen, bd. 1, Kbh. 1951.
Jacobsen, Anette Faye: Husbondret. Rettighedskulturer i Danmark 1750-1920,
Kbh. 2008.
165
Jespersen, Leon: 1600-tallets danske magtstat, i: E. Ladewig Petersen (red.):
Magtstaten i Norden i 1600-tallet og dens sociale konsekvenser. Rapporter til den
XIX nordiske historikerkongres, bd. I, Odense 1984.
Johansen, Jens Chr. V. og Henrik Stevnsborg: ”Herom findes intet i Danske
Lov…” Om brugen af Danske Lov på Falster og i Helsingør, i: Danske og Norske
Lov i 300 år, red. Ditlev Tamm, Kbh. 1983.
Jørgensen, Frank & Morten Westrup: Dansk centraladministration i tiden indtil
1848, Viborg 1982.
Jørgensen, Harald: Studier over det offentlige fattigvæsens historiske udvikling i
Danmark i det 19. aarhundrede, Kbh. 1940.
Jørgensen, Harald: Trykkefrihedsspørgsmaalet i Danmark 1799-1848; et Bidrag
til en Karakteristik af den danske Enevælde i Frederik VI’s og Christian VIII’s
Tid, Kbh. 1944.
Jørgensen, Harald: Thi kendes for ret. Studier i de civile domstoles historie i
perioden ca. 1660 til 1919, Kbh. 1980.
Knudsen, Tim (red.): Kernebegreber i statskundskab, Kbh. 2000.
Knudsen, Tim: Bureaukrati, i: Tim Knudsen (red.): Kernebegreber i
statskundskab, Kbh. 2000.
Knudsen, Tim: Fra enevælde til folkestyre. Dansk demokratihistorie indtil 1973,
Kbh. 2006
Koch, Henning: Politimyndighedens oprindelse (1681-1684), i: Historisk
Tidsskrift bd. 32, 1982.
Koch, Henning & Henrik Stevnsborg: Fra politiret til politividenskab, i: P.
Bluhme m.fl. (red.): suum quique. Retsvidenskabelige afhandlinger, Kbh. 1991.
Koch, L.: Kong Christian den Siettes Historie, Kbh. 1886.
Kornerup, Bjørn: Danske Kancelli og de dermed beslægtede Institutioner,
Vejledende Arkivregistraturer 1, Kbh. 1943.
Krogh, Tyge: Staten og de besiddelsesløse på landet 1500-1800, Odense 1987.
Krogh, Tyge: Oplysningstiden og det magiske. Henrettelser og korporlige straffe i
1700-tallets første halvdel, Kbh. 2000.
166
Landesman, Peter: The girls next door, i: The Best American Crime Writing 2005,
red.: Otto Penzler & Thomas H. Cook, New York 2005.
Lauridsen, John T.: På kant med loven. Bogforbud, bogbeslaglæggelser og
-klausuleringer i Danmark gennem 300 år, Fortid og Nutid december 1997.
Lauring, Kåre: Byen brænder. Den store brand i København 1728, Kbh. 2003
Lind, Gunner: Den heroiske tid? Administrationen under den tidlige enevælde
1660-1720, i: Ditlev Tamm m.fl. (red.): Dansk forvaltningshistorie 1. Stat,
forvaltning og samfund. Fra middelalderen til 1901, Kbh. 2000.
Løgstrup, Birgit: Dommer og administrator. Herredsfogden 1790-1868, Kbh.
1982.
Løgstrup, Birgit: Jorddrot og offentlig administrator. Godsejerstyret inden for
skatte- og udskrivningsvæsenet i det 18. århundrede, Kbh. 1983.
Løgstrup, Birgit: Bondeprotest på Lynderupgård 1781-1802, i: Flemming
Mikkelsen (red.): Protest og oprør. Kollektive aktioner i Danmark 1700-1985,
Århus 1986.
Manniche, Jens Chr.: Den københavnske tømrerstrejke 1794, i: Historie – Jyske
Samlinger, Ny række X, 4, 1974.
Manniche, Jens Chr.: Jødefejden i Odense 1819, i: Historie – Jyske Samlinger, Ny
række XI, 1, 1974.
Mikkelsen, Flemming (red.): Protest og oprør. Kollektive aktioner i Danmark
1700-1985, Århus 1986.
Monkkonen, Eric H.: History of Urban Police, i: Eric H. Monkkonen: Crime,
Justice, History, Columbus 2002.
Nielsen, Axel: Ole Rømer. En Skildring af hans Liv og Gerninger, Kbh. 1944.
Nielsen, O.: Kjøbenhavns Politimestre og Politidirektører 1682-1864, i:
Personalhistorisk Tidsskrift, 1. bind 1880 s. 278-304.
Nielsen, O.: København paa Holbergs Tid, Kbh. 1884.
Nielsen, O.: Kjøbenhavns Historie og Beskrivelse, bd. 6, Kbh. 1892.
167
Nyrop, C.: Den danske Enevoldsmagt og Lavene, Kbh. 1909.
Olden-Jørgensen, Sebastian: At vi maa frycte dig af idel kjærlighed –
magtudøvelse og magtiscenesættelse under den ældre danske enevælde, i: Fortid
og Nutid, december 1997, s. 239-253.
Olden-Jørgensen, Sebastian: Ole Rømer som enevældens administrator, i: Per
Friedrichsen m.fl.: Ole Rømer – videnskabsmand og samfundstjener, Kbh. 2004.
Pedersen, Karl Peder, Grethe Ilsøe & Ditlev Tamm: På given foranledning, en
antologi om dansk forvaltningskultur, Kbh. 1995.
Pedersen, Sune Christian: Brudte segl. Postovervågning, kommunikation og
statsmagt under den danske enevælde, ph.d.-afhandling, Københavns Universitet,
2008.
Raeff, Marc: The Well-ordered Police State and the Development of Modernity in
Seventeenth- and Eighteenth-Century Europe: An Attempt at a Comparative
Approach, i: The American Historical Review 80, 1975 II.
Rasmussen, Edit: Mester og svend, Århus 1985.
Ravn, Thomas Bloch: Oprør, spadseregange og lønstrejker i København før 1870,
i: Flemming Mikkelsen (red.): Protest og oprør. Kollektive aktioner i Danmark
1700-1985, Århus 1986.
Redlich, Carl Åge: I lovens navn. Københavns politi gennem tiderne, bd. 1 & 2,
Kbh. 1982.
Reynolds, Elaine: Before the Bobbies: The Night Watch and Police Reform in
Metropolitan London, 1720-1830, Stanford 1998.
Roach, J. & J. Thomaneck (red.): Police and Public Order in France, London
1985.
Ruff, Julius R.: Violence in Early Modern Europe 1500-1800, Cambridge 2001.
Rusche, G. & O. Kircheimer: Punishment and Social Structure, New York 1939.
Sandmo, Erling: Voldssamfunnets undergang. Om disiplineringen av Norge på
1600-tallet, Oslo 1999.
168
Secher, V.A.: Bidrag til Københavns Rets- og Kulturhistorie i Kristian IV.s og
Frederik III.s Tid 1624-1663, i: Historiske Meddelelser om København, bd. 1,
1907.
Seip, Jens Arup: Teorien om det opinionsstyrte enevelde, i: Norsk Historisk
Tidsskrift 38, 1958.
Stevnsborg, Henrik: Den store udfejelsesfest 17.-18. januar 1772, i: Folk og
Kultur 1980.
Stevnsborg, Henrik: Fra Den store Udfejelsesfest til Tømrerstrejken: Om
førindustriel, folkelig protest i København i sidste halvdel af det 18. århundrede, i:
Fortid og Nutid 1980.
Stevnsborg, Henrik: For ”at fremme og opretholde den fuldkomne
borgersikkerhed”. Om oprettelsen af Københavns politiret 1793, Politihistorisk
Selskabs Årsskrift 1981, s. 21-44.
Stevnsborg, Henrik: ”Samfundets” og ”statens” strafferetspleje, i: Historisk
Tidsskrift, 14. rk., bd. 3, 1982.
Stevnsborg, Henrik: Politiet i 1800-tallet. Forsøg på en syntese, i: Politihistorisk
selskabs Årsskrift 1996.
Stolleis, Michael (red.): Policey im Europa der Frühen Neuzeit, Frankfurt am
Main 1996.
Storch, R.: The Policeman as Domestic Missionary, i: Journal of Social History,
1976.
Svane-Mikkelsen, J.: Københavns politi og forholdet til offentligheden omkring
enevældens ophør, i: Historiske Meddelelser om København 1969.
Tamm, Ditlev: Gute Sitte und Ordnung: Zur Entwicklung und Funktion der
Polizeigesetzgebung in Dänemark, i: Michael Stolleis (red.): Policey im Europa
der Frühen Neuzeit, Frankfurt am Main 1996.
Tamm, Ditlev: Dansk & Europæisk retshistorie, Kbh. 2001.
Tamm, Ditlev: Retshistorie. Danmark – Europa – Globale perspektiver, Kbh.
2005.
Tilly, Charles: Coercion, Capital, and European States, AD 990-1990, Cambridge
Mass. 1990.
169
Tilly, Charles: The Politics of Collective Violence, Cambridge 2003.
Tilly, Charles: Social Movements 1768-2004, Boulder 2004.
Tilly, Charles: Contention & Democracy in Europe, 1650-2000, Cambridge 2004.
Tilly, Charles: Trust and Rule, Cambridge 2005.
Tobias, J.J.: Police and Public in the United Kingdom, i: George L. Mosse (red.):
Police Forces in History, London 1975.
Weber, Max: Wirtschaft und Gesellschaft. Grundriss der verstehenden Soziologie,
5. udgave, redigeret af Johannes Winckelmann, Tübingen 1976.
Wester, Nils: Kungliga politi- och brandkommissionen. Studier rörande
Stockholms stads politiväsen under 1700-talet, Stockholm 1946.
Whetstone, Thomas & Jean-Paul Brodeur: Police, Britannica Online
Encyclopedia:
http://www.britannica.com/eb/article-36608/police.
Benyttet
27/6/2008.
Williams, Alan: The Police of Paris, 1718-1789, Baton Rouge 1979.
Windfeld, Rune: Prinsessen i tugthuset. En undersøgelse af en kvindelig svindler
på Christian 7.s tid, i: Fortid og Nutid december 2007, s. 263-284.
www.politi.dk
Wåhlin, Vagn: Opposition og statsmagt, i: Flemming Mikkelsen (red.): Protest og
oprør. Kollektive aktioner i Danmark 1700-1985, Århus 1986.
170