60 minutes of Schumann i Konservatoriets
Søndag 1. april 2012 POLITIKEN Kritik 5 Siden er redigeret/layoutet af: Lars Hedebo Olsen/Ole Gravesen Klassisk i farver og med dj Spørgsmålet er, om Sjællands Symfoniorkester skaffer nye publikummer eller skræmmer gamle væk med kulørt koncept. Klassisk 60 Minutes of Schumann. Jens Elvekjær (klaver) m.fl. Sjællands Symfoniorkester, dir.: Cristian Mandeal. Konservatoriets Koncertsal. Fredag. E Når Lendorf danser med døden Sublimt. Alban Lendorf og Frédéric Chopin går op i en højere enhed i John Neumeiers ballet ’Kameliadamen’ på Det Kongelige Teater. Anden akt er verdensklasse. Ballet Det Kongelige Teater: Kameliadamen. Baseret på roman af Alexandre Dumas d.y. Koreografi: John Neumeier. Musik: Frédéric Chopin. Iscen: John Neumeier, Kevin Haigen, Victor Hughes og Leslie Mcbeth. Scenografi og kostumer: Jürgen Rose. Pianist: Roberto Cominati. Dirigent: Michael Schmidtsdorff. Til 2. maj. D en amerikanske koreograf John Neumeier er i dag kendt som en af de store historiefortællere i moderne ballet og danseteater. Derfor har teateranmelderen fået lov til at anmelde den længe ventede danske premiere på ’Kameliadamen’ fra 1978. Men det er musikken af Frédéric Chopin der stjæler billedet denne aften. Sammen med de to unge dansestjernefrø i Den Kongelige Ballet, Alban Lendorf og Susanne Grinder. Neumeiers ballet er den seneste i en lang række dramatiseringer af Alexandre Dumas den yngres senromantiske tåreperser af en roman fra 1848. Det handler om de store, uforløste følelsers glansperiode i europæisk kunst. Om romanfigurer, der spejler sig i andre romanfigurer og længes efter et vildt og poetisk liv. Revolutionerne og de sociale omvæltninger i perioden optræder blot som en fjern baggrundsstøj. Marguerite Gautier, damen med kameliaerne, er dødssyg af tuberkulose, da hun møder Armand Duval. Den unge hertugsøn bliver straks sygeligt forelsket i hende, også selv om hun er tidens mest ombejlede kurtisane, altså luksusluder, i hele Paris. Spørgsmålet er nu, om kærligheden kan overvinde døden? Og endnu værre: Kan den overvinde de sociale fordomme og modstande i form af Armands far, hertugen? Neumeier forfalder heldigvis ikke til karikatur. Han ironiserer ikke over de håbløse romantikere. Han undgår – næsten – romantisk kitsch. Koreografen bruger snarere tuberkulosens dødsfigur som et afsæt for en mere generel undersøgelse af dansens grundvilkår, tyngdekraften. Livets kamp imod døden, kærlighedens kamp imod ikkekærligheden udmønter sig i dansernes forsøg på at gøre det umulige: Den største ophæve tyngdegevinst i kraften, sprænge ’Kameliarummets love. damen’ er Det lykkes fakNeumeiers tisk i passager, så brug af Frédéric vidt en teateranChopins musik melder kan se. Ikke mindst på grund af en exceptionel ung danser ved navn Alan Lendorf. Han og kollegaen Susanne Grinder er et usædvanlig velcastet par som Armand og Marguerite. Lendorfs solide fysik, som er en ung græsk gud værdig, og Grinders fine skrøbelighed forløser smukt Neumeiers spil på modsætninger. Marguerite bærer døden i sig, den konstante tyngde i brystet. Men bliver legende og let, nærmest jazzet, af Armands tilnærmelser. Han er ung og frisk, fuld af liv. Men tvinges, tung af forelskelse, mod jorden for hendes fødder. Og når han løfter hende højt over sig, ud af sygdommen og ind i kærligheden, hænger hendes krop allerede livløst som et lig. Det er deres aften. Lendorf udstråler en behersket ro i selv de sværeste og fysisk mest krævende passager. Han har aldrig langt til et drenget smil. Grinder kan til gengæld forvandle skrøbelighed til en eksplosion af livskraft som i et maleri af Klimt eller Schiele. Stærkt smittende. MEN DEN STØRSTE gevinst i ’Kameliadamen’ er Neumeiers brug af Frédéric Chopins musik. Anden akt er et suverænt dansestudie i den polske komponists ’24 præludier’, som må siges at være et højdepunkt i europæisk klavermusik. Chopin, der selv døde af tuberkulose et år efter udgivelsen af ’Kameliadamen’, gør med lys og mørke, hvad Neumeier søger at gøre med lethed og tyngde. Råt tilberedt orkestermusik Den finske guitarist Markus Pesonen skaber musik langt fra de brede masser, men med hjerteblod og originalitet JAZZ Markus Pesonen Hendectet. Jazzclub Loco, Kulturhuset Islands Brygge. Fredag. Ulander/Broo/Osgood/Westergaard. Jazzclub Loco, Kulturhuset Islands Brygge. Fredag. Alban Lendorf er de ulykkeligt elskende, som forsøger at ophæve døden og samfundsnormerne i John Neumeiers ’Kameliadamen’. Fotograf: Costin Radu Anden akt er tvivlens og modsætningernes akt. Her ser vi blandt andre balletmester Nikolaj Hübbe i rollen som Armands far, som måske, måske ikke vil vide af den nu mere og mere dødssyge Marguerite. ’Præludierne’ udtrykker det hele. Liv, der på én gang tvivler, holdes tilbage, hensygner, længes, oprøres. Men komponeret i en så stram form, at det ene konstant vipper over i det andet. Lys bliver til mørke, lethed til tyngde. Dans og musik går op i en højere enhed. Kun til allersidst, i slutningen af tredje akt, kan Neumeier ikke modstå fristelsen og falder i den patetiske dødsfælde med en meget, meget lang udånding. Men han er tilgivet. Han og Chopin og Den Kongelige Ballet lader os i anden akt af ’Kameliadamen’ ane det sublime. I KONCERTENS anden afdeling kunne man forvisse sig om, at den frie improvisation fortsat byder på herlige muligheder med trommeslageren Kresten Osgood og bassisten Jonas Westergaard i udsøgt parløb med to svenske mestre i denne disciplin, nemlig saxofonisten Lars Göran Ulander og trompetisten Magnus Broo (kendt fra gruppen Atomic). Sammen skabte de en række fortættede forløb med både luft, pudsige dialoger og humoristisk overskud. Og endnu engang kunne Osgood diske op med overraskelser, der involverede et stort standsning forbudt-skilt, der rullede hen over scenen, og lyden af krøllet plastikflaske som akkompagnement til fiflende horn. Kvartetten indspiller en plade i disse dage, og hvis de fastholder noget af aftenens magi, er der noget at se frem til. ELVEKJÆR ER en pianist med klangfølsomhed i fingrene, og selv om hans greb om Schumanns koncert ikke var hundrede procent sikkert, blev den musikalske oplevelse god. Violinisten Jon Gjesme har forladt tumulten på Det Kongelige Teater og Det Kongelige Kapel til fordel for en koncertmesterstilling hos Sjællænderne. Han spillede følsomt i en enkelt løsrevet sats fra Schumanns violinkoncert, mens Mandeal på podiet fik stormfuldt udtryk frem i ouverturen ’Bruden fra Messina’. Oven i dette alsidige program kom fem Schumannsange til H.C. Andersen-tekster, lykkeligt omskrevet til orkesterformat af Karl Aage Rasmussen, og med en prækoncert, hvor Elvekjær ved klaveret var sin egen supportmusiker, kom programmet vitterlig rundt om Schumann. Men af samme grund virkede helheden ... skal vi bare kalde det meget mosaikagtig. Fire løse lieder fra Schumanns ’Dichterliebe’ blev lige som orkestersangene sunget med flot klang, men også med et totalt udspartlende, direkte dræbende legato af den unge russiske baryton Nikolaij Shamov. De fik følgeskab af løsrevne klaversatser fra ’Carnaval’ og ’Davidsbündlertänze’. Endda sammen med brudstykker af Schumanns kammermusik. Vi kan også kalde det musikalsk tapas. Appetitvækkere. Det er fint nok, hvis Sjællænderne med disse ’60 minutes’-koncerter vil prøve at lokke nye publikummer til. Men efter fem af slagsen ser det ud til, at de først og fremmest har skræmt en del af de gamle væk. Der var ikke decideret trængsel, da dj Stefan Bomberg efter koncerten begyndte at remikse cd’er iført moderigtige sneakers og store høretelefoner. CHRISTIAN MUNCH-HANSEN THOMAS MICHELSEN [email protected] [email protected] CHRISTIAN HUSTED christian [email protected] for en jetstrøm af kompleks harmonik. Den råt tilberedte musik var efter en time ved at være på grænsen til, hvad ens ører kunne klare. Dog skal fremhæves den både poetiske og vildtvoksende fortolkning af Lennon/McCartneys ’A Day in The Life’, som også afslutter pladen og demonstrerer, at vildskab og skævhed går smukt hånd i hånd med enkelhed og melodik. D en 27-årige guitarist Markus Pesonen ligner ikke en aspirant til et tv-talentshow, men nærmere en lapsetstudent, klar til interrail. Den finske musiker er uddannet fra Rytmisk Musikkonservatorium i 2010 og er en ambitiøs guitarist og orkesterleder, der ikke søger hurtig og nem opmærksomhed. Omsider delagtiggør han offentligheden i sin musik med pladen ’HUM’, indspillet med sit uregerlige 11 mand store ensemble. Dette kunne fredag aften opleves ved den indtil videre eneste planlagte koncert i år. Det siger lidt om vilkårene for et så stort band uden midler og langt fra de populistiske mediers søgelys. Markus Pesonens musik er absolut ikke for de brede masser, men han skaber ny og original musik til tiden med en ordentlig portion talent. Orkestret indledte med stykket ’HUM’. Her var følende horn, der voksede til en EKSPLOSIVT. Susanne Grinder og SKÆV. Markus Pesonen og hans band spiller med hjerte, dristighed og vildskab – og med masser af kommentarer til samtiden. PR-foto klanglig tsunami, bred, dyb og uden fine fornemmelser. Det er hjerte og sanselighed, der driver dette storband, og de seks unge blæsere i Pesonens kollektiv virker, som om de har større nosser og dristighed end hele DR Big Band tilsammen. Orkestret kommenterede i ’CO2’ den globale klimadebat med hyperventilering i hornene, og Lars Greve gennemblæste sin barytonsax med growl og skrig. ’Hullun Paperit’ åbnede fter den hype, der var om Sjællands Symfoniorkesters nye ’60 minutes’koncertformat i begyndelsen af sæsonen, er der faldet lidt ro over sagerne. Den femte af de nye, korte klassiske koncerter, der er udbygget med lounge, prækoncert med såkaldt support, tapas og foredrag i foyeren inden koncerten, var ikke vildt velbesøgt. Det ser ud til, at kun en del af orkestrets normale, ældre publikum hænger på til denne nytænkte form for klassisk aftenarrangement, der tydeligvis er rettet mod andre og yngre målgrupper. De unge var der, men ikke i stort tal. Faktisk var salen halvtom, da Lotte Heises speedsnak var overstået. Indimellem havde Sjællands Symfoniorkesters oboist Andreas Fosdal fortalt om Schumanns musik, suppleret af forfatteren og komponisten Karl Aage Rasmussen, der klædte publikum forsvarligt på. Men beriget føler man sig ikke, når den elektroniske musikintro er overstået og de farvede spots lyser koncertsalens gamle orgelfacade op. Til gengæld var musikken velvalgt denne aften, hvor centrum var højromantikeren Schumanns populære klaverkoncert. At brække den i stykker, så første sats fik lov at stå alene, inden de to sidste satser afrundede de tres minutters koncert, kunne med nød og næppe forsvares. For Schumann komponerede faktisk koncerten på denne måde. Men når det er sagt, er det en besynderlig modetendens at knække sammenhængende værker op i enkeltBeriget føler satser. Den britiske man sig ikke, dirigent Paul når den McCreesh gjorde elektroniske det for nylig med musikintro Schuberts 9. Symfoni, og det fungeer overstået rede ad Pommern til. Schumann i hænderne på pianist Jens Elvekjær klarede det bedre, men optimalt er det af indlysende årsager stadig at få værkerne serveret som helheder.
© Copyright 2024