1. No category


1. Indledning
Indeværende projekt er stærkt inspireret og udarbejdet på baggrund af
aktionsforskningens grundprincip om at etablere ”meningsfuldt samarbejde i relationer
mellem forskere og praktikere” (Olesen 2011: 86). En forskerposition der har krævet, at vi
i perioder har lagt bøgerne på hylden og forsøgt i størst muligt omfang at komme ind
under huden på det genstandsfelt, vi har ønsket at undersøge. Det har været en proces,
hvor vi har afprøvet os selv i mange henseender og erkendt, at man ikke altid kommer let
til viden, men at det til tider kræver, at man trodser sin fornuft og lader instinkterne råde.
Samtidig har det været en proces, der har udvidet vores horisont, skabt stærke relationer,
og givet os indsigt i hvad det vil sige, at skabe forandring på baggrund af ressourcer og
vidensdeling mellem borgere i Tingbjerg.
2. Motivation – En utraditionel kunstner
Projektet udsprang af en stor interesse for borgerinddragende kunst. Herunder var vi
særligt optagede af, hvordan kunst kan bruges som redskab til at skabe forandring for
brugerne. I vores optik er billedkunstneren Kenneth Balfelt én af de førende praktikere på
dette område.
Kenneth Balfelt er født i 1966 og har en MA i Kunsthistorie fra Goldsmith i London. Hans
kunstneriske virke bygger på en vision om at lave kunst, der skaber social værdi og viden
for samfundet. Her er altså ikke tale om kunst for kunsten skyld, men nærmere kunst som
redskab til at skabe dialog, løse konflikter mellem mennesker, etablere sammenhold og
skabe betydning. Han står bag en lang række projekter i både ind- og udland. Heriblandt
kan nævnes værkerne: et rehabiliteringsprojekt for fanger i Agadez i Niger, indretning af
Mændenes Hjem på Istedgade, opførelse af et fikserum for narkomaner på Vesterbro, et
redesign af et værested for unge, genhusning af øldrikkere på Enghave plads1 , og dette er
blot et udpluk af de mange projekter Kenneth Balfelt står bag, hvilke ligeledes fremgår af
hans omfangsrige CV 2.
For at få yderligere kendskab til Kenneth Balfelts arbejde valgte vi derfor at tage kontakt til
ham for at høre mere om hans værker og refleksionerne bag. Det første møde bekræftede
1
http://www.youtube.com/watch?v=iUF‐QJqKK5A
2
http://kennethbalfelt.org/cv/
1
på alle måder, at der her er tale om en yderst reflekteret kunstner med en brændende
passion for at skabe social forandring. Da han inviterede os med på to projekter, greb vi
derfor mulighed og takkede ja til at assistere ham på følgende projekter:
”Ny Fremtid for Bording”- Et visionsprojekt igangsat af Ikast-Brande Kommune og
Realdania. Visionen er at gentænke en ny byprofil for den jyske stationsby Bording.
Kenneth Balfelt er indkaldt til at give sit bud på, hvordan denne nye byprofil skal
udformes.
”T-ARD”- Et 4-årig projekt søsat af Kenneth Balfelt og Jon Sørensen. Gennem kunst
er det deres målsætning at skabe forandring på baggrund af eksisterende
ressourcer i Tingbjerg og på længere sigt at bruge kunst og arkitektur som rammen
for at aktivere borgerne og skabe fællesskab3.
Vi var fra start af bevidste om at vores projekt ikke kunne indeholde en dybdegående
undersøgelse af begge projekter. Da ”T-ARD” på mange niveauer synes at rumme utrolig
mange spændende og udfordrende problemstillinger, valgte vi derfor, at dette projekt
skulle være omdrejningspunkt for indeværende rapport.
Vi var ligeledes at den overbevisning, at jo mere indsigt vi kunne få i Kenneths arbejde,
desto bedre. Vi valgte derfor at tage med til Bording og bruge dette som et pilotprojekt,
hvor vi kunne afprøvede samarbejdet og samtidig få indblik i, hvordan han arbejder med
borgerinddragelse. Med turen til Bording synes jorden dermed at være gødet for ”T-ARD”.
3. Problemfelt
Tingbjerg er et boligområde, der ligger i udkanten af Københavns Kommune. Bydelen
blev etableret i forbindelse med saneringen af indre København. I 50’erne fik den danske
arkitekt og byplanlægger Steen Eiler Rasmussen til opgave at tegne dette nye sociale
boligområde4. Hans visionen var at skabe en mønster by – en by i byen. Området skulle
så at sige være selvforsynende med egen kirke, skole, butiksstrøg, plejehjem, tv-station,
svømmehal og diverse børne- og ungdoms institutioner. Til udformningen af de fysiske
3
Konfliktløsning
i
Tingbjerg
‐
Projektbeskrivelse
4
http://kennethbalfelt.org/tingbjerg‐art‐research‐dialogue/
2
rammer var han stærkt inspireret af de britiske ”havebyer”5 , og Tingbjerg blev derfor
smukt beplantet med træer, bærbuske og pelargonier. Tilsammen skulle dette smukke
ydre og de gode faciliteter skabe rammerne for det den gode tilværelse6. Dette idylliske
ideal synes på mange måder at være gået tabt. I dag går Tingbjerg under betegnelsen et
ghetto område, og bliver ofte refereret til som en bydel med mange skyderier, vold og
indbrud. Området er præget af stor kulturel og etnisk diversitet, men fællesskabet på tværs
af de forskellige grupperinger synes på mange måder ikke at eksistere.
I et kommunikationsteoretisk perspektiv finder vi Kenneth Bafelts kobling af kunst, dialog
og social forandring interessant. I udgangspunktet undrer vi os over, hvordan kunst kan
skabe dialog, og hvorledes dette kan føre til social forandring i Tingbjerg? Endvidere ser vi
det som et ambitiøst projekt, Kenneth Balfelt har kastet sig over. Hvordan er det
overhovedet muligt gennem kunst at skabe dialog og social forandring i et område, hvor
kriminalitet spiller en stor rolle i dagligdagen? Hvordan skaber man dialog gennem kunst
på tværs af grupperinger, der ikke synes at tale sammen? Og hvordan kan kunst, som ofte
forbindes med finkultur, bruges til at skabe fællesskab mellem mennesker.
Derudover undrer vi os over, hvilken betydning det kan have, at en kunstner går ind og
påtager sig en opgave, der ellers normalt er kommunernes, politikernes og/eller
socialarbejdernes? Med afsæt i følgende problemformulering ønsker vi belyse
ovenstående refleksioner.
4. Problemformulering
Med aktionsforskningen som metode ønsker vi at undersøge, hvordan kunstneriske
processer kan skabe rum for dialog med henblik på at skabe social forandring i
Tingbjerg. Herunder ønsker vi at undersøge:
- Hvad er forudsætningen for dialog i Tingbjerg?
- Hvad er kunstnerens force som fri agent?
5
http://kennethbalfelt.org/tingbjerg‐art‐research‐dialogue/
6
http://www.denstoredanske.dk/Danmarks_geografi_og_historie/Danmarks_geografi/K%C3%B8benhavn/T
ingbjerg
3
5. Tingbjerg Art Research Dialogue
Under ledelse af Kenneth A. Balfelt og Jon H. Sørensen er projektet T-ARD blevet søsat
med henblik på at løse konflikter gennem kunst i Tingbjerg. Området som bærer stærkt
præg af forskellige etniciteter og kulturer huser mange dårligt bemidlede, hvilket ligger til
grund for en stor bolig-social, integrations- og udviklingsmæssige indsats. Kenneth Balfelts
og Jon Sørensens projekt udmærker sig til forskel fra kommunale indsatser ved at fokusere
på kunsten som det toneangivende for projektets udførelse. Kunsten skal i denne
sammenhæng betragtes som en mulighed for at udføre et projekt, der ikke er betinget af
politik, socialt arbejde eller andre fast definerede instanser. Med projektet søger de
hermed at indgå i dialog med borgerne og samarbejde med Kommunen og Tingbjergs
områdesekretariat for derigennem at skabe nye muligheder, som har sit ståsted i mødet
imellem det skønnes etik og det godes æstetik.7 Hertil betragter de kunstneren som en ”fri
agent”, der ikke arbejder indenfor en defineret ramme, men frit kan til- og fravælge politik
og faglighed som materielle byggesten i processen.
Projektet er fordelt over tre delprojekter og strækker sig over en 4 årig periode.
Delprojekterne vedrører det offentlige rum i sammenhæng med byplanlægning,
fællesskaber, konflikter og kunst med mere. Fælles for delprojekterne er, at de alle
fokuserer på form og indhold for hermed, at vise hvordan kunsten, kan bruges som
værktøj til at skabe fællesskab. Kunsten betragtes hermed som et rum med plads til
forandring og vægter således borgerinddragelse højt.
5.1 Delprojekterne
5.1.1 Konfliktløsning i Tingbjerg
- Kurateret af Kenneth Balfelt og Lene Mirdal.
Konflikt kan i sig selv bruges som værktøj til at skabe fællesskab (web). Dette udgør
grundtanken bag konfliktløsningsprojektet. Hensigten med projektet er på tværs af
grupperinger at skabe større integration mellem og forståelse for kulturelle forskelligheder.
Dette med henblik på at skabe en fælles front i mod de grupperinger, der skaber frygt og
utryghed i området. Udgangspunktet for dette er at gå i dialog med borgerne for at
7
http://kennethbalfelt.org/tingbjerg‐art‐research‐dialogue/
21.
Maj
kl.
14:00.
4
afdække de forskellige grupperingers kontekst og behov. På længere sigt ønskes et fysisk
tiltag udarbejdet i samråd med borgerne. Centralt for projektet er, at det er finansieret af
frie forskningsmidler og dermed ikke underlagt nogen opdragsgiver.
Vi har sammen med Kenneth Balfelt og Lene Mirdal deltaget i to samtaler med borgerne.
Vi har fået adgang til referater fra deres øvrige samtaler og vi har selv foretaget en række
interviews. Dette med baggrund i at opnå en vis forståelse for de forskellige grupperingers
kontekst.
Som et led i processen har 60 medarbejdere fra diverse institutioner været på
konfliktløsningskursus.
Projektet er finansieret af Bikubenfonden (web).
5.1.2 Visit Tingbjerg – T-ARD kunstfestival
- Kurateret af Matthias Hvass Borello og Kenneth A. Balfelt
Visit Tingbjerg er en international samtidskunstfestival der strækker sig fra den 11. Maj til
den 23. Juni 2012. 21 kunstnere fra ind- og udland er blevet samlet for at gå i kunstnerisk
dialog med Tingbjerg. Over en længere periode har kunstnerne været i Tingbjerg for at
komme nærmere ind på området. Endvidere bidrog workshops i november og januar til
kunstnernes indsigt i bydelen som socialt boligområde fra 1950’erne, og kunstnerne
havde her deres indledende møder med borgerne. De forskellige kunstprojekter er således
målrettet Tingbjerg og afspejler samt konfronterer historie, arkitektur, initiativer, resurser,
hverdag og konflikter i bydelen. Hensigten med festivalen er gennem kunsten at åbne op
for uhørte stemmer og hermed skabe rum for ytring og refleksion blandt Tingbjergs
borgere såvel som refleksion blandt besøgende udefra. Gennem dialog med borgerne
søger kunstnerne at udfordre herskende fordomme om bydelen.
Visit Tingbjerg er støttet af Københavns Kommune, Områdesekretariatet i Tingbjerg,
Statens Kunstråds Billedkunstudvalg og Brønshøj-Husum Lokaludvalg (web).
Vi har taget del i nogle af festivalens indledende faser. Bladt de 21 kunstnere har vi været
en aktiv del af den tyske kunstner Kathrin Böhms projekt. I samspil med unge og børn har
kathrin Böhm tegnet, designet og trykt plakater med de deltagendes ideer til og billede af
Tingbjerg. Kathrin Böhm arbejder i høj grad borgerinddragende, hvilket også ligger til
5
grund for hendes deltagelse i festivalen. Kathrin Böhms kunstprojekt har fået en væsentlig
rolle i rapporten og vi vil udfolde processen i 2. analyse afsnit.
5.1.3 GirafStakitElevProces
- Faciliteret af Kenneth A. Balfelt, arkitekt Lene Mirdal, Jon H. Sørensen, lektor Ingelise
Flensborg DPU, Majken Hviid, BA Antropologi.
Projektet fokuserer på skolebørnene i Tingbjerg og inddrager dem i en
design/arkitektonisk proces, hvor de med egne ideer skaber alternativer til det fysiske rum
i en kantineindgang, som nu er omdefineret til et aktivitetsrum. Hensigten med projektet
er at give børnene nye færdigheder, indsigt i alternative fagligheder og et større
tilhørsforhold til deres skole.
Projektet er i midler tid halvvejs og afventer yderligere finansiering. Vi vil i rapporten ikke
komme nærmere ind på dette projekt (web).
6
6. Beskrivelse af Grupperinger
Da vi i rapporten ønsker at undersøge forholdet mellem grupperingerne og deres
indflydelse på etableringen af dialogen, findes det nødvendigt kort at præsentere de
grupperinger der omtales i projektet.
De noget stereotype og unuancerede betegnelser, er udelukkende taget i brug for at skabe
forståelse og klarhed i læsningen af projektet.
•
De ”hårde” drenge. Her er tale om en gruppe unge drenge (15-25år), med anden
etnisk baggrund end dansk. Drengene holder til på Ruten, mere præcist ved
korridoren foran SuperBest. Mange af drengene bruger ligeledes 18+ klubben
CrossRoads.
•
”Øldrikkerne”. En gruppe på ca. 10 kvinder og mænd, der mødes i dagtimerne og
drikker øl foran korridoren ved SuperBest. Deres aldersspænd går fra ca. 40-60 år.
•
Fædregruppen. Et socialt fællesskab af mænd af anden etnisk baggrund end dansk,
der mødes og snakker, spiller kort og læser avis. De holder til i en kælder på Ruten.
•
Teen-Queens. Er en forening for piger i alderen 12-18 år. Foreningen arrangerer
forskellige sociale aktiviteter, heriblandt pigeklub, idrætsaktiviteter, og temadage.
Pigerne har selv startet foreningen og beslutter selv aktiviteternes karakter. TeenQueens holder til i Sundhedshuset.
•
Butterflies. En pigeklub for de yngste piger i Tingbjerg. Klubben er et initiativ startet af
Ungdommens Røde Kors. Klubben facilitere forskellige sociale og kreative
arrangementer. Klubben holder åben én gang om ugen.
•
Kulturelle og etniske grupperinger. Blandt borgerne i Tingbjerg bliver der ofte refereret
til en grupper på baggrund af deres etnicitet. I vores empiriske arbejde blev følgende
etniske grupper nævnt hyppigst; polakkerne, pakistanere, somalierne og danskerne.
7
7. Videnskabsteoretisk ståsted
Vi placerer os inden for den socialkonstruktionistiske videnskabsteoretiske retning. Dette
da vi i projektet ønsker, at arbejde med dialogiske kommunikationsteorier som overordnet
set tillægger det relationelle forhold afgørende betydning i forhold til forandringer i
praksis. Om dette siger Louise Phillips:
Teorierne tilslutter sig således det socialkonstruktionistiske syn på kommunikation
som konstituerende for den sociale virkelighed i den forstand, at det er inden for
kommunikationsprocesser, at viden, identiteter, herunder forståelsen af selvet og
den anden, konstrueres relationelt (Phillips i Almlund et al. 2011: 162).
Inden for socialkonstruktionismen hævdes at alt er socialt konstrueret. Vores historie,
omgivelser og sociale relationer bliver dermed konstituerende for individets erfaringer.
Holdninger og handlinger kan dermed ikke anskues som individets mentale egenskaber,
men bliver til i kraft af individets interaktion med andre individer – den sociale
interaktion. Hertil afskrives tanken om objektive sandheder i og med at individets egen
erkendelse ligeledes er et produkt at den sociale interaktion. Således betones
virkelighedens kontingens og kontinuerlige forandring samt det vilkår, at virkeligheden
ikke lader sig afspejle objektivt, idet den altid kun kommer til syne inden for et bestemt
perspektiv (Filosofisk leksikon 2008:442). Vi mener, at Kenneth Balfelt i kraft af sit fokus
på kontekstforståelse i sit undersøgelsesfelt, og tro på at man socialt kan styrke relationer
og skabe social forandring, lægger sig op af den socialkonstruktionistiske overbevisning.
8. Metode
Grundet projektets korte tidsramme har vi ikke mulighed for at tage del i og inddrage hele
processen omkring T-ARD. Projektet fokuserer dermed på ca. tre måneder af T-ARD’s
indledende faser. Med den korte tidsramme for øje har vi søgt gennem bedst mulige
metoder at opnå størst mulig indsigt i feltet. Vores metodiske greb bygger på
aktionsforskningens og etnografiens ideal om at blive ét med det genstandsfelt man
arbejder med. Først finder vi det dog relevant at beskrive vores overordnede
forståelsesramme. I de følgende afsnit vil vi redegøre for vores metodiske tilgang til feltet
samt vores egen position.
8
8.1 Det hermeneutiske udgangspunkt
Vores overordnede metodiske tilgang til undersøgelsesfeltet tager udgangspunkt i
hermeneutikken. Indledningsvis valgte vi at tage med til Bording for at danne grundlaget
for vores forståelse af Kenneth Balfelts arbejde. Dette med bevidstheden om enkeltdelenes
kraft indenfor hermeneutikken.
I det videre arbejde med projektet har vi fokuseret på livet og virkeligheden blandt
borgerne i Tingbjerg, hvilket ligeledes ligger i tråd med hermeneutiske idealer. Vi har
indgået i mange forskellige dele af Kenneth Balfelts arbejde, og vores tilstedeværelse i
Tingbjerg har strakt sig over en længere periode fordelt på 10 dage. Vi har således opnået
større indsigt i feltet over tid og bygger vores forståelse på flere delelementer, der i den
cirkulære fortolkningsproces bidrager til vores forståelse i en helhed.
(…) undervejs i læsningen vil denne forforståelse blive korrigeret. (…) Man forstår
altså helheden ud fra delene. Fortolkningen bliver til idet man kredser frem og
tilbage mellem læsningen af enkelte tekstpassager (feltet red.) og ens forståelse af
teksten (feltet red.) som helhed (Klausen 2005: 153).
Hertil kan tilføjes vores stræben efter at opnå kontekstforståelse i de grupperinger vi har
haft kontakt til (jf. beskrivelse af grupperinger). Vi har med indlevelse søgt at gå åbne til
feltet for herigennem at opnå indsigt i hvilke særpræg der er at finde i Tingbjerg. Vi har
ligeledes søgt ikke at drage generaliserende konklusioner, men løbende fortolket på vores
oplevelser for at opnå forståelse for Tingbjerg (Klausen 2005).
8.2 Aktionsforskeren
Vi har valgt at lade vores forskerposition inspirere af aktionsforskningen som metodisk
greb. Særligt for aktionsforskning som kvalitativ metode er, at man som forsker ikke søger
at forske i feltet, men med feltet (Olesen i Almlund et al. 2011: 86). Dermed tilstræber
aktionsforskningen etnografiske grundprincipper om at undersøge og fortolke et folk
gennem feltarbejde. Om etnografiske studier kan siges at:
(…) it treats people as knowledgeable, situated agents from whom researchers can
learn a great deal about how the world is seen, lived and works in and through
‘real’ places, communities and people (Cloke et al. 2004: 169).
9
Aktionsforskningens vision om at producere viden i praksis med deltagerne, mener vi
bidrager med unikke muligheder for at komme ind under huden på vores
undersøgelsesfelt. Som forsker indtager man så at sige en aktivt deltagende position i
undersøgelsesfeltet og bliver dermed deltagende, beskrivende og fortolkende, hvilket
stemmer overens med det hermeneutiske udgangspunkt (Olesen i Almlund et al. 2011:
87). I kvalitative metoder er der ingen eksperter eller subjekter der er mere vigtige end
andre. Det er derimod interaktionen og relationerne mellem deltagerne, herunder også
forskeren, der er i centrum.
Inden for aktionsforskningen er der tale om tre forskellige epoker: Den oprindelige, den
kritiske og den dialogiske. De forskellige epoker er knyttet til bestemte perioder, men skal
ikke ses som en skarp tidslig opdeling, da de alle er repræsenteret i aktionsforskning i dag
(Olesen i Almlund et al. 2011: 90). Vi fokuserer dog på den dialogiske, og afgrænser os
fra den oprindelige epoke som tilskrives grundlæggeren af aktionsforskningen, Kurt Lewin
(1890-1947). Den oprindelige epoke var motiveret af et opgør med datidens
socialvidenskabelige forskning. Tanken bag var, at lade medarbejderne i en given
organisation have indflydelse, dog stadig under ledelse af forskeren. Endvidere afgrænser
vi os delvist fra den kritiske epoke, som var særligt dominerende i 1970’erne. I denne
epoke er spørgsmålet om ”det gode og det onde” centralt og fokus var her at kæmpe
arbejdernes kamp mod arbejdspladserne. Vores projekt skriver sig naturligt ind i den
dialogiske epoke, da den har fokus på demokratiske læringsprocesser, men samtidig også
rummer et kritisk potentiale der fremhæver vigtigheden af at undersøge de forskellige
ideologier, værdier og overbevisninger der findes i praksis. Der findes ingen absolutte
sandheder i den dialogiske epoke derimod handler det om, at de forskellige parter deler
deres perspektiver og erfaringer, og på baggrund af denne udveksling finder frem til et
fælles løsning.
8.3 Den rejsende
I indsamlingen af vores empiri tager vi udgangspunkt i den interviewerposition der med
Steinar Kvales ord kaldes ”den rejsende”. Med denne position udforsker vi nye territorier
for herigennem at komme i snak med så mange forskellige som muligt og derved opnå
bedst mulige nuanceret indsigt i vores undersøgelsesfelt. Vi har søgt at møde vores
10
interviewpersoner i deres egne omgivelser og her stillet spørgsmål og opfordret dem til at
fortælle deres historie og syn på livet i. Om denne måde at opsøge empiriske kilder siger
Kvale: På linje med den oprindelige latinske betydning af ”konversation” som ”vandring
sammen med”, slår den interviewer-rejsende følge med de lokale indbyggere (…) Kvale:
2009: 66). Dette stemmer ligeledes overens med aktionsforskningens idealer og
metaforen giver et godt billede på hvordan aktionsforskeren tilegner sig viden i mødet
med den fremmede.
8.4 Semistrukturerede interviews en fænomenologisk tilgang
Med udgangspunkt i Steinar Kvales udlægning af Fænomenologien og forståelsesformen i
et kvalitativt forskningsinterview (Kvale 2009: 44) har vi foretaget en række
semistrukturerede interviews i Tingbjerg. Vi har imødegået vores interviewpersoner i
Tingbjerg med et ønske om at opnå størst mulig indsigt i borgernes dagligdag. Denne
form for interview søger at indhente beskrivelser af interviewpersonernes livsverden med
henblik på at fortolke betydningen af de beskrevne fænomener (Kvale 2009: 45). Denne
tilgang bevæger sig mellem den almindelige samtale og et fast struktureret interview. Vi
har lavet en række spørgsmål og inddelt dem i forskellige temaer, som guide og
inspiration til interviewet, for hermed at sikre at vi kommer omkring, de for os, mest
centrale spørgsmål (Bilag 16,17,18). Ud over det har de foretagne interviews været løst
struktureret for også at imødegå muligheden for, at den enkelte interviewperson kunne
bidrage med alternative vinkler. Fænomenologi er studiet af strukturen og
strukturvariationerne i den bevidsthed, som en ting, en hændelse eller en person
fremtræder for (Giorgi 1975:83 i Kvale 2009: 44). Hermed har vi søgt at afdække vores
interviewpersoners hverdagsliv, med øje for gode ting ved Tingbjerg såvel som de mere
konfliktfyldte. Denne tilgang bliver særligt anvendt i analyseafsnit 1, hvor vi med
udgangspunkt i de interviewedes udtalelser belyser oplevelsen og mødet med hverdagen
for enkelte borgere i Tingbjerg. Desuden går vi dybere ind i den enkelte udtalelse for her
at analysere mulighederne for dialog gennem de i projektet anvendte teoretikeres optik.
Vores samtaler med Kenneth Balfelt er ligeledes udarbejdet som semistrukturerede
interviews. For herigennem at opnå forståelse for hans arbejdes processer
11
8.5 Deltagende observation
Som tidligere nævnt betragter vi vores feltarbejde i Bording som et pilotprojekt,
hovedsageligt møntet på at få indsigt i Kenneth Balfelts arbejdsmetoder. Kenneth Balfelt er
af den opfattelse, at man i undersøgelsen af et felt får mest ud af at møde genstandsfeltet
uforberedt. Ved at gøre dette sikres størst mulig indflydelse fra borgerne og risikoen for at
hænge fast i forudfattede antagelser og ideer om borgernes værdier, holdninger og ønsker
mindskes.
Vi har i vores empiri-indsamling i Tingbjerg været opmærksomme på at møde borgerne i
øjenhøjde og udvikle øvelser og samtaler på baggrund af borgernes præmisser. Vi har
således taget afstand fra at lægge ord i munden på deltagerne, men derimod ønsket at få
et alsidigt billede af borgerne og deres livsverden (jf. fænomenologien i de
semistrukturerede interviews). Endvidere har vi været opmærksomme på vores egen
position i mødet med feltet. Vi har besøgt og haft ærinder i Tingbjerg over flere dage for
hermed at få føling med området og blive mere bekendt med de daglige strukturer. Dette
har dels gjort at vi har opnået ”hilse status” med nogle af borgerne i bydelen, men det har
også betydet, at vi har fået føling med bydelens puls. Om at være opmærksom på sin
egen tilstedeværelse kan siges at: Forskerens socialisering til det aktuelle miljø beror langt
hen af vejen på de gensidige tillidsrelationer, der opstår i mødet mellem forsker og felt
(Kristiansen & Krogstrup 1999: 144).
8.6 Dokumentation
Til vores dokumentation af empiri har vi benyttet os af lydoptagelser, videooptagelser,
fotografier og feltdagbøger. I Tingbjerg har det været vanskeligt at få lov til at optage både
lyd og film, da de fleste af borgerne har ønsker at være anonyme. Vores feltdagbøger har
derfor været et vigtigt dokumentationsredskab, og vil udgøre størstedelen af den samlede
empiri.
Vores feltnoter er udarbejdet løbende gennem processen og umiddelbart efter vores
oplevelser og samtaler. Dette ud fra en overbevisning om at: Som forsker bør man undgå
at notere under samvær med feltets deltagere. Dette indebærer nemlig en fare for, at
personerne føler sig overvåget og måske derfor ændrer adfærd (Kristiansen & Krogstrup
1999: 151). Vores feltnoter afspejler hvad vi har oplevet visuelt såvel som verbalt,
12
endvidere afspejler de den enkelte observatørs indtryk og stemninger i situationen. I
arbejdet med feltnoter pointerer Kristiansen og Krogstrup: Feltnoterne bør indeholde en
beskrivelse af det, forskeren observerer i feltet, herunder begyndende analyse samt
forskerens personlige indtryk og stemninger (Kristiansen og Krogstrup 1999: 152).
Således bærer feltnoterne præg af begyndende analyse grundet observatørens tolkning af
det oplevede. Feltnoterne (…) indeholder forskerens personlige oplevelser, ideer,
gennembrud, fortvivlelser og problemer i forbindelse med observationen (Kristiansen &
Krogstrup 1999: 154). Nedenstående tabel giver et overblik over den samlede empiri.
Enkelte elementer vil ikke blive direkte anvendt i projektet, men har ligget til grund for
vores samlede forståelse af det bearbejdede felt.
13
8.7 Empiri indsamlet i Bording
Empiri type:
Undersøgelsesfelt:
Faciliteret/ udarbejdet af:
Feltnoter
Workshop med 7. klasse fra
Bording skole
Kenneth Balfelt, Julie Mose
Herbst, Maria Pilgaard,
Tone Anker Nielsen
Fotografi
Fra workshop med 7. Klasse fra
Bording skole
Julie Mose Herbst, Maria
Pilgaard, Tone Anker
Nielsen
Dialogbaseret
interview
Skoleleder Thomas Henten og
souschef Pia Weile fra Bording
skole
Kenneth Balfelt, Julie Mose
Herbst, Maria Pilgaard,
Tone Anker Nielsen
Dialogbaseret
interview
Skolebestyrelsen på Bording
skole
Kenneth Balfelt, Julie Mose
Herbst, Maria Pilgaard,
Tone Anker Nielsen
8.8 Empiri indsamlet i Tingbjerg:
Empiri type:
Undersøgelsesfelt:
Faciliteret/ udarbejdet af:
Film
Fædreklubben i Tingbjerg
Kenneth Balfelt og Lene
Mirdal
Referater
Møder i Tingbjerg: Politiet,
pensionist klub, Super Bedst ejer,
kiosk (1), ansat i Borgercentrum,
kiosk (2), bibliotek, Crossroads,
billardklub
Kenneth Balfelt og Lene
Mirdal
Feltnoter
Plakat-workshop på biblioteket
Maria Pilgaard, Tone Anker
Nielsen
Feltnoter
Butterflies – pigeklub 6-12 år
Kathrin Böhm, Maria
Pilgaard
Feltnoter
Plakat-workshop med TeenQueens – pigeklub 13-18 år
Kathrin Böhm, Maria
Pilgaard
Feltnoter/dialogbasere Møde med klubleder Gitte
t interview
Larsen fra heldagsskolen
Kenneth Balfelt, Lene
Mirdal, Tone Anker Nielsen
Feltnoter/dialogbasere Møde med Preben og Grethe –
Kenneth Balfelt, Lene
14
t interview
beboere på plejehjemmet
Mirdal, Tone Anker Nielsen
Film/ interviews
Tilfældige Tingbjerg borgere på
biblioteket
Maria Pilgaard, Tone Anker
Nielsen
Feltnoter/
dialogbaseret
interview
Spontan samtale med to
øldrikkere
Maria Pilgaard, Tone Anker
Nielsen
Feltnoter
fra to dage i forbindelse med
kunstfestivalen Visit Tingbjerg
Julie Mose Herbst, Maria
Pilgaard, Tone Anker
Nielsen
Interview
Tyske kunstner Kathrin Böhm
Julie Mose Herbst, Maria
Pilgaard, Tone Anker
Nielsen
Interview
Indledende samtale med
kunstner Kenneth Balfelt
Julie Mose Herbst, Tone
Anker Nielsen
Interview
Kunstner Kenneth Balfelt
Julie Mose Herbst, Maria
Pilgaard, Tone Anker
Nielsen
Fotografi
Løbende ved besøg i Tingbjerg
Julie Mose Herbst, Maria
Pilgaard, Tone Anker
Nielsen
15
9. Valg af Teori
Projektets teoretiske grundlag bygger på dialogteoretikerne Martin Buber, Mikhail Bakhtin
og Paulo Friere. I følgende afsnit vil vi præsentere og redegøre for hovedtrækkende i
deres teorier. Til sidst i afsnittet vil med udgangspunkt i de nævnte filosoffer redegøre for,
den i projektet anvendte, dialogforståelse.
9.1 Martin Buber (1878 – 1965)
Martin Buber var østrisk-israelsk filosof og teolog8. Han støttede zionismen og emigrerede
grundet den nazistiske magtovertagelse til Jerusalem i 1938 (Buber 1923, 1997:12). Buber
betragtes, som en af de førende filosoffer indenfor dialogisk kommunikationsteori og hans
dialogforståelse har været underlagt flere tolkninger og kategoriseringer over tid. Grundet
Bubers vægtning af betydningens ophav i relationel produktion lægger vi os op af en
socialkonstruktionistisk fænomenologisk tolkning at hans anskuelser(Craig & Muller 2007
i Phillips 2011). Hans samfundsfilosofiske overbevisning var utopisk socialistisk og han
mente hertil at et hvert samfund skal bygge på Jeg-Du relationer.
9.1.1 Jeg-Du og Jeg-Det
Det essentielle i Bubers dialogteori er, at han opfatter dialogen som en relativt sjælden
forekomst i kommunikationen, fordi dialogen indebærer en helt og fuld forståelse og
erkendelse af den anden. Buber er især kendt for grundordene Jeg-Det og Jeg-Du. Ifølge
Buber kan Jeg ikke stå alene, men vil altid indgå i relation til Det eller Du. Der findes intet
Jeg i sig selv, men kun Jeg’et i grundtordet Jeg-Du og Jeg’et i grundtordet Jeg-Det (Buber
1997:22).
Buber beskriver Det’ets rige som aktiviteter der retter sig mod genstande i en subjekobjekt relation. Jeg-Det indebærer således erfaringen af genstande eller ting som objekter,
der ikke kan yde noget. Erfaringer rodfæster sig i Jeg’et, som erfarer verden. Dermed hører
erfaringen til Jeg-Det grundordet, hvor verden ikke yder noget aktivt til erfaringen, men
blot lader sig erfare (Buber 1997).
Jeg-Du skaber forholdets verden, hvor man er åben for den anden og indstillet på at forstå
den anden fuldt og helt. Jeg-du forholdet skal være gensidigt for, at dialogen kan finde
8
http://www.denstoredanske.dk/Samfund,_jura_og_politik/Filosofi/Filosofi_i_1800‐_og_1900‐
t./Martin_Buber?highlight=martin%20buber
16
sted. Buber opstiller forholdets verden i tre sfærer: Livet med naturen, livet med
menneskene og livet med åndelige væsentligheder (Buber 1997: 24). Vi vil ikke komme
nærmere ind på livet med naturen og livet med åndelige væsentligheder, men
koncentrere os om livet med menneskene. Dette fordi vi ønsker at undersøge dialog som
redskab til at skabe social forandring mellem mennesker.
I anden sfære er Jeg-Du forholdet mellem mennesker og kan indtage sproglig form. Det er
udelukkende i denne sfære at man er i stand til (…) både at give og modtage Du’et
(Buber 1997:24). Buber beskriver hvordan forholdet Jeg-Du er grænseløst. Han pointerer
hvordan mennesket i denne sfære ikke erfares, da (e)rfaring er Du-fjernhed (Buber
1997:27), men til gengæld står i forhold til Jeg’et. Jeg-Du forholdet finder umiddelbart
sted og har ikke fæste i noget begrebsligt (Buber 1997: 29). Et faktum som Louise Phillips
fremhæver når hun skriver:
For eksempel forfølger Buber en holistisk tilgang ved at afvise dikotomien mellem
tænkning og kropslig væren (Buber 1965a, 28) og ved at fastslå, at mennesket som
>>helhed<< kun kan kendes af andre gennem dialog (f.eks. Buber 1965b, 70)
(Phillips 2011: 161).
Buber mener kun, at Jeg-Du-relationen kan opstå hvis de involverede møder hinanden
med åbenhed og ærlighed, og anerkender hinandens sande væsen. Jeg-Du-relationen kan
således kun finde sted, hvis man viser den anden sit sande jeg. Derudover kræver
relationen at man til hver en tid bekræfter den anden, på trods af forskellige holdninger
og værdier. Dermed ikke sagt at man skal acceptere og tilegne sig den andens syn på
verden. Buber ser tværtimod spændinger som et positivt element der via gensidig respekt,
bekræftelse og åbenhed leder til dialog (Olsen et al. 2011: 166).
9.2 Mikhail Bakhtin (1895-1975)
Én anden betydningsfuld skikkelse indenfor dialogisk kommunikationsteori er den
russiske filosof Mikhail Bakhtin (1895-1975). Mikhail Bakhtin er født og opvokset i
Rusland. Han var en stærk kritiker af Stalins totalitære regime, hvilket hans liv og
teoretiske arbejde bære tydeligt præg af. Samme år som hans værk om Dostojevskijs
forfatterskab blev udgivet, blev Bakhtin arresteret og anklaget for antisovjetisk
virksomhed. Hvilke medførte at han måtte tilbringe resten af sine dage i eksil. Hans
17
mangfoldige dialogforståelse og negative syn på objektivisme og systemtænkning er
således tæt forbundet med hans livshistorie9.
Bakhtin repræsenterer primært den poststrukturalistisk tilgang til dialogisk
kommunikationsteori (Phillips i Almlund et al. 2011: 155). Dette grundet hans stærke
kritik af modernismens systemtænkning, objektivisme og reducering af mangfoldighed,
hvilket kendetegner den postmoderne samfundsopfattelse10.
Trods Buber og Bakhtins forskelligheder deler de den opfattelse, at ”det er indenfor
kommunikationsprocesser, at viden og identiteter, herunder forståelsen af selvet og den
anden, konstrueres relationelt” (Phillips i Almlund et al. 2011: 162), og har således begge
socialkonstruktionistiske elementer i deres tilgang til kommunikation.
9.2.1 Den evige dialog
Bakhtin beskriver dialogiske relationer som et nærmest universelt fænomen, som
gennemsyre al menneskelig tale og i det hele taget alle relationer og manifestationer i
menneskers liv. Hvor bevidstheden begynder (…) begynder dialogen også (Bakhtin 1963:
56-57, 1991: 48 i Jostein 2003: 101). Som citatet illustrerer ser Bakhtin dialog som en
størrelse der eksisterer i sproget og i tanken, og som spiller ind i alle dimensioner af
individets tilværelse. En central pointe i Bakhtins sprogfilosofi er, at ordet tilhøre alle, og
altid vil være præget af tidligere ytringer. Ytringer er et vidtrækkende begreb hos Bakhtin
og omhandler alt fra en et enkelt ord, en samtale, en litterær tekst til en mundtlig ytring.
Forholdet mellem ytring og forståelser betegner Bakhtin som fundamentet for alt
kommunikation.
9.2.2 Et positivt syn på spændinger
Bakhtin deler Bubers opfattelse af at individets selvbillede opstår i mødet med andre
modsatrettede stemmer (Igland & Dysthe, 2003, 111). Forandring skabes således når
konkurrerende stemmer mødes og i fællesskab finder frem til enhed. Her taler Bakhtin
ikke om enhed i form af kompromis, men der imod et produkt af det han kalder den
9
http://www.denstoredanske.dk/Kunst_og_kultur/Litteratur/Russisk_og_sovjetisk_litteratur/Mikhail_Mikhaj
lovitj_Bakhtin?highlight=Bakhtin
10
http://www.denstoredanske.dk/Samfund%2c_jura_og_politik/Filosofi/Filosofi_i_1800‐_og_1900‐
t./postmodernisme/postmodernisme_%28Det_postmoderne_samfund%29
18
centripetale tendens og den centrifugale tendens. Den centrifugale rettet mod forskel og
dialog, men den centripetale tendens er rettet mod enhed og monolog (Almlund &
Andersen 2011: 172-173).
Bakhtin mener, at individet stemmer er defineret af sociale sprog. Det sociale sprog findes
i mange afskygninger, lige fra en tidsperiode, en arbejdsplads, en foreningen eller andre
former for grupperinger(Igland & Dysthe 2003: 116). Individets tanker og handlinger af
betinget af hvilke sociale sprog han/hun er en del af. Hvert sprogfællesskab har deres
egen måde at handle og ytre sig på, hvilket Bakhtin beskriver som sprogfællesskabets
talegenre. (Igland & Dysthe 2003: 116).
9.3 Paulo Freire (1921-1997)
En tredje central figur indenfor dialogisk kommunikationsteori er den brasilianske filosof
og professor i pædagogik Paulo Freire.
Hans hovedværk De undertryktes Pædagogik er en skarp kritik af samt et opgør med det
traditionelle undervisningssystem. Et system Freire beskriver som et herredømme-forhold
mellem lærer og elev. Hvori eleverne (de undertrykte) indtager en lyttende og ukritiske
position, i modsætning til lærerne (de undertrykkende) der betragtes som de eviggyldige
bærer af viden, hvis målsætning er at inkorporerer deres værdier, erfaringer og
holdninger i eleverne (Freire 1997: 45).
Ifølge Freire er dialog knyttet til den menneskelige eksistens, der skabes i kraft af ordet
(Friere 1997: 62). Han tilskriver ordet dimensionerne refleksion og handling, der ifølge
Friere skal være ligeligt tilstede for at ordet kan betragtes som sandt. At navngive verden
gennem det sande ord er at forandre verden gennem dialog. For at dialogen kan opstrå
kræver det, at de involverede parter møde hinanden med kærlighed, ydmyghed, tro og
håb, hvilke står i kontrast til det undertryggende herre-dømme forhold. Freire understreger
ligeledes vigtigheden af den kritiske tænkning. Den kritiske tænkning adskiller sig fra den
naive tænkning, hvor individer bygger deres syn på verden fra tidligere erfaringer og
historier. Frem for at se verden som en størrelse i konstant forandring.
9.3.1 Grænsesituationer fordrer handling
Freire beskriver mennesket som væsner der er bevidste om deres egen handlinger og den
verden de befinder sig i. De fungere i overensstemmelse med de mål de har sat sig, og
19
deres beslutninger kan lokaliseres i deres indre (…) de er bevidst væren’er – i et dialektisk
forhold mellem afstrukne grænser og deres egen frihed (Freire 1997: 74-75). Individet kan
overkomme det Friere beskriver som grænse-situationer (udfordrende situationer), hvis de
løsriver sig fra verden og ser den udefra, samt forholder sig kritisk til sin egen position og
erkender at man er herre over egne beslutninger (Frieire 1997: 75).
Vi har valgt at anvende Buber, Bakhtin og Freire på trods af deres kontekstprægede teorier
fordi de stadig den dag i dag er tre af de mest benyttede og betydningsfulde skikkelser
indenfor dialogisk kommunikationsteori (Almlund et. al. 2011: 155). Vi mener derfor ikke
at rapporten kunne få samme teoretiske tyngde ved udeblivelsen af deres teoretiske
bidrag.
10. Dialog forståelse
I følgende afsnit vil vi redegøre for vores egen forståelse og anvendelse af begrebet dialog.
Dialog stammer fra det græske ord dialogos, som betyder samtale. Dialogos er
sammensæt af ordene dia og logos, hvor logos refererer til meaning eller mening og dia
refererer til through/ across eller gennem/ på tværs af . Således forstås dialog som en
meningsudveksling mellem to eller flere parter (Broome 2009 i Littlejohn et al. 2009:
301). Dialogen har den fordel, at den kan anvendes til at bygge bro mellem forskelle, og
hermed anvendes som værktøj til at løse konflikter og skabe større social lighed i en bydel
som Tingbjerg.
Da vi ser dialog som et unik størrelse, er vi af den overbevisning at dialog kun kan opstå
under bestemte forudsætninger. Vores overordnede dialogforståelse trækker derfor på
Bubers syn på dialog, som en mulig, men ikke allestedsnærværende form for
kommunikation. En dialogforståelse som Freires arbejde ligeledes bygger på. Vi vil derfor
gøre brug af Freires syn på kærlighed, ydmyghed, tro og håb til at undersøge i hvilket
omfang dialog kan etableres i Tingbjerg. Vi er opmærksomme på at Freires teori tager
udgangspunkt i en kritik af undervisningssystemet, men ser den dog relevant og
anvendelige i forhold til konfliktløsning i Tingbjerg, da teori afspejler dialogens evne til at
skabe forandring. Bakhtin ser omvendt dialog som en konstant størrelse, der eksisterer i
alle menneskelige relationer, hvilket vi tager afstand fra.
20
Vores dialogforståelse udspringer endvidere af en tro på, at der kan skabes positiv
forandring, når mennesker mødes og deler deres holdninger og syn på livet. Da projektet
T-ARDs overordnede vision er at facilitere dialog gennem kunst, lægger vi os her op af
Bakhtins dialog opfattelse og afgrænser os fra Buber, da han ikke mener, at dialog kan
faciliteres eller planlægges.
Både Buber og Bakhtin betragter spændinger som en positiv og dynamisk forandringskraft
i dialogen. Bakhtins teori er dog mere udførlige på dette punkt, da hans fokus på
centripetale og centrifugale tendenser kan bruges som et konkret redskab til at
identificere, hvornår der i kommunikationen åbnes op for mangfoldige stemmer og
hvornår der ”lukkes ned” for stemmer (Phillips i Almlund et al. 2011: 173). Vi mener
dette er relevant i forbindelse med forandringens muligheds betingelser. Bakhtin
fremhæver desuden med sin kulturdefinition, at dialog mellem forskellige kulturer kan
være et stærkt redskab til yderligere selvindsigt for både individet selv, men ligeledes for
de involverede kulturer. Da Tingbjerg er præget af mange forskellige kulturelle
grupperinger, finder vi det derfor relevant at inddrage dette dialog perspektiv.
21
11. Analysedel 1 – Forudsætningen for dialog
Analyse læsevejledning
Indeværende analyse er inddelt i tre delanalyser.
1. Analysedel søger at afdække omstændighederne i Tingbjerg med udgangspunkt i
udtalelser fra bydelens borgere. Gennem teorien belyses ligeledes
forudsætningerne for at dialogen kan opstå.
2. Analysedel går i dybden med hvordan kunstneren, som den frie agent gør brug af
kunsten som redskab til at etablere dialog.
3. Analysedel undersøger gennem et kunstprojekt under kunstfestivalen Visit
Tingbjerg, hvordan man gennem kunsten kan facilitere rum for ytringer og dialog i
praksis.
11.1 Frygt hæmmer dialogen
Som beskrevet i teoriafsnittet kan dialog ifølge Freire kun opstå på baggrund af kærlighed,
ydmyghed, tro og håb. Dialog skal i denne optik således anskues som et jævnbyrdigt
forhold mellem de involverede parter. Disse faktorer skaber et klima af gensidig tillid, som
fører de samtalende ind i et endnu større fællesskab ved navngivningen af verden (…).
Dialog kan ikke eksistere uden en dyb kærlighed til verden og mennesker (Freire 1997:
64-66). I Freires optik kan dialog således aldrig opstå i en kærlighedsløst miljø, der
domineres af det, han kalder herredømme forholdet (Freire 1997: 64). Herredømme
afslører kærlighedens patologi: sadismen i den herskende og masochismen i den
beherskede (Freire 1997: 64). Med dette afviser Freire muligheden for dialog mellem
undertrykkende og undertrykte. Dette underbygger han yderligere, når han argumenterer
for, at kærligheden udspringer af mod, og at det er en menneskelig forpligtelse ikke at
undertrykke eller lade sig undertrykke (Freire 1997). I vores empiriske arbejde har vi
erfaret hvordan dette herredømmeforhold udspiller sig blandt borgerne i Tingbjerg og
skaber frustration og frygt. En frygt der for nogles vedkommende er så altoverskyggende,
at den bliver afgørende for hvordan de tilrettelægger deres tilværelse. Vi har blandt andet
talt med Rizwana en 30 årig kvinde, hvis familie er af pakistansk afstamning, og som ikke
længere tør at vente på bussen:
22
Der er konstant konflikter hernede, og man er bange, utryg, jeg tager aldrig bussen
her hvis jeg skal være helt ærlig, så vil jeg hellere i bil (…)der hænger ti fyrer nede
på ruten, ti her, ti der, det kan jeg ikke, jeg føler mig meget utryg faktisk (Rizwana:
Bilag 16).
Et andet eksempel på hvordan frygten for nogle er blevet en del af hverdagen, fik vi
indsigt i gennem vores snak med en kvindelig etnisk dansk såkaldt ”øldrikker” på Ruten:
Nu tør min mor og hendes kæreste ikke at gå fra lejligheden. De lader som om der
er nogle hjemme. Hvis de skal nogle steder hen, går hendes kæreste først ned til
bussen og så går hun ud af bagtrappen. Så tror de der er nogle hjemme, og der
sker ikke noget (Bilag 8).
Hun fortæller ligeledes om sin egen frygt: Jeg føler mig ikke tryg længere, men jeg bor
heldigvis lige overfor kiosken på Åkandevej, så jeg behøver ikke gå så langt (Bilag 8).
Denne generelle frygt for at færdes frit i området har været gennemgående i vores
samtaler med borgerne og illustrerer det herredømme forhold som unægteligt præger
manges tilværelse. Selvom der er tale om en relativt lille gruppe, der begår røverier,
indbrud og overfald, hæmmer det både den fysiske færden i det offentlige rum og dermed
også muligheden for den daglige interaktionen. En tredje, der udtaler sig om utrygheden
ved at færdes i Tingbjerg, er etniske danske Kurt som lægger vægt på, at det er de sene
aftentimer, der berører ham mest: Hvis jeg kommer hjem en sen aften, og ser at hele
torvet er fyldt af (tøver) af en hel masse som øhhh, bare står i store grupper, så er jeg ikke
meget for at gå igennem porten (Bilag 17).
11.2 Tro håb og kærlighed
Ovenstående udtalelser bevidner, hvor dybtfølt frygten er i disse mennesker, hvilket
understreger hvor vanskelig en opgave, der ligger i at skabe dialog når vold og
kriminalitet er aktive komponenter i Tingbjerg. Friere er af den opfattelse, at man kun ved
at gøre op med den undertrykkende situation kan genetablere kærlighed. Samtidig
understreger han som nævnt at: lige meget hvor man finder de undertrykte, så er
kærlighedshandlingen en forpligtelse (Freire 1997: 65). Hermed menes, at man som
menneske har en forpligtelse til at kæmpe for sin sag og til at lade kærligheden til den
agerer drivkraft. I dette perspektiv synes det påfaldende, at en forholdsvis begrænset
23
gruppe individer kan tilegne sig denne dominerende magtposition uden, at deres
medborgerne skrider til handling. Dette skyldes i vores optik at den manglende kærlighed
er stærkt udbredt, og generelt præger og hæmmer relationerne på tværs af de sociale
fællesskaber i Tingbjerg.
11.3 Tingbjergs små sociale fællesskaber
Temaet konflikt er hertil et betændt og meget aktuelt emne, for dem der bor i Tingbjerg.
Mediernes dækning af området bidrager til en vis stigmatisering, men som påvist i
ovenstående afsnit er borgerne også underlagt en vis grad af undertrykkelse i deres
hverdag. Vi ønsker større indsigt i denne undertrykkelse og vil derfor komme nærmere ind
på den tendens til små grupperinger, vi mener at have set i Tingbjerg. Herunder hvilke
fordele og ulemper grupperingerne kan bidrage med.
Ifølge Bakhtin er Individuelle stemmer defineret af sociale sprog. Sociale sprog kan både
stadfæste sig i en tidsperiode, en profession, en institution, en klasse eller andre grupper
(Igland & Dysthe 2003: 116). Denne betragtning er i særlig grad interessant i henhold til
Tingbjerg. Bydelen bærer tydeligt præg af, at der er tale om forskellige sociale
grupperinger og hermed også forskellige sociale sprog, som skaber barrierer for dialog på
tværs af grupperne. Det at mødes med de forskellige grupper i deres privatsfære kan være
med til at åbne op for de følelser og holdninger, som de ligger inde med i de forskellige
grupper. Vi betragter denne tilgang som givende i en indledende fase hvor man, som
forsker eller anden undersøgende instans, søger at opnå indsigt i den livsverden (jf.
fænomenologien) som gør sig gældende i en specifik gruppe. I egne rammer føler den
enkelte sig ikke truet af andre grupperinger, men der åbnes op for, at den enkelte kan
udtrykke sig åbent og frit med opbakning fra sin egen gruppe.
Kenneth Balfelt imødegår disse grupperinger, når han henvender sig til grupperne for at
tale med dem i grupperne og ikke på tværs af grupperne. Eksempelvis har han talt med
politiet, plejehjemmet, fædreklubben, heldagsskolen og crossroads11 (Bilag 15). Fordelen
ved at gå til borgerne på denne måde er, at den dialog der ønskes skabt mellem dem og
Kenneth Balfelt ikke bliver sat ind i ”falske rammer”. Borgerne bliver opsøgt i deres egne
11
En
klub
for
unge
fra
18
år
og
opefter.
24
daglige rammer, hvilket ud fra vores overbevisning er fordrende for deres tryghedsfølelse.
11.4 Socialt fællesskab skaber sprog fællesskab
I henhold til det at ytre sig er Baktins anskuelse af ordet af særlig relevans. En af de
vigtigste pointer i Bakhtins sprogfilosofi er, at ordet ikke har nogen ejermand. Han tager
dermed afstand fra den traditionelle afsender-styrede kommunikations opfattelse, da han
ikke mener, at et enkelt individ alene kan tage patent på ordet. (Igland & Dysthe 2003:
113). Ordet vil derimod altid være præget af tidligere stemmer, derfor (…) bliver ytringen
et mødested for samspil og konfrontation mellem talende personligheder med forskellige
værdipositioner (Igland & Dysthe 2003: 113). Når Kenneth Balfelt opsøger en
borgergruppe, søger han dette samspil og konfrontationen som springbræt for sit videre
arbejde. I hans optik, udgør den gruppe han taler med et afgørende element for at opnå
forståelse for det givende felt. Når jeg laver noget, så forbereder jeg mig dårligt, så
kommer jeg derud, så er jeg enorm afhængig af konteksten. Jeg brainstormer ikke på
forhånd. I samspillet – skaber jeg det der skal ske (Bilag 2). Fortæller han og viser hermed
sin tro på og tillid til, at dem han er i kontakt med har noget at bidrage med. Dette
dialogiske forhold mellem ytring og forståelse er ifølge Bakhtin essensen af al
kommunikation, og det er ligeledes på dette grundlag, at der kan skabes betydning. Hos
Bakhtin skabes betydning således, når mennesker mødes og interagerer i bestemte
kontekster (Igland & Dysthe 2003).
Bakhtin argumenterer for, at de sociale sprogfællesskaber som individet er en del af, har
betydning for den måde hvorpå man tænker, agerer og kommunikerer og har dermed
også indflydelse på den måde dialogen formes (Igland & Dysthe 2003: 116). Sociale
sprog skal i denne sammenhæng forstås, som det verbale sprog såvel som det kulturelle
sprog der opstår internt i grupperingerne. I Tingbjerg har vi erfaret at disse
sprogfællesskaber tydeligt kommer til udtryk. Både som verbale sprog og kulturelle sprog
grupperne imellem. Under et interview fortæller Tingbjergborgeren Kurt følgende:
25
Den opgang hvor jeg bor, der bor en enlig anden etnisk neger, jeg ved ikke om
man må sige neger i dag, lejlighederne bliver brugt af både svenskere, finere,
polakker, rumænere, det er et rand af alle mennesker – og de opfører sig
anderledes, de spytter på trappen, de ryger på trappen, smider skodder, smider
alting ud af bilen (..) der er nogle af de største konfliktområder, det er, at de opføre
sig, eller der er mange mennesker der opføre sig anderledes, end de familier der
boede her da vi flyttede ind (Bilag 17).
Ovenstående citat illustrerer den opfattelse som Kurt har fået af de øvrige beboere i sin
opgang. Han taler ikke med dem og tilføjer: Mange af dem taler ikke dansk (Bilag 17).
Dermed opstår der helt konkret en verbalsproglig distance mellem Kurt og hans naboer,
fordi de ikke er i stand til at forstå hvad hinanden siger. Endvidere opstår der en
kulturelsproglig distance i og med, at Kurt erfarer de øvrige beboeres færden med en vis
distance. Disse divergerende verbale og kulturelle sprog betegner Bakhtin som talegenrer.
Forholdet mellem Kurt og hans naboer bliver objektiviseret, og skaber fremmedgørelsen
mellem dem, i kraft af deres manglende forståelse af hinandens talegenrer (Igland &
Dysthe 2003: 116).
11.5 Fremmedgørelse afføder distance
Om dette forhold siger Buber: Mennesket befarer tingenes overflade og erfarer dem. Det
henter sig derved en viden om deres beskaffenhed, en erfaring. (…) Men ikke erfaringen
alene bringer verden til mennesket (Buber 1923, 1997: 23). Kurt indgår så at sige i en jegdet relation, hvor han erfarer, men ikke opnår et direkte jeg-du forhold, hvor han er i
stand til at forstå de andre fuldt og fast og erkende dem. Modsat tilføjes de åbenlyse
erfaringer de hemmelige og afskærmer således den virkelige verden og den fulde
erkendelse. I stedet bliver erfaringen konstituerende for ”sandheden” blandt de indviede,
som manipulerer med nøglen til den virkelige verden. Erfaringen er jo ”i ham” og ikke
mellem ham og verden (Buber 1923, 1997:23). Med andre ord kan man argumentere for,
at grupperinger kan hæmme den enkeltes indstilling til at være åben og modtagelig for
erkendelsen af den anden, fordi fællesskabet fikserer den enkelte i et billede af denne
erfaring. Dette underbygger Bakhtin i sin udlægning af de sociale sprogfællesskaber. I
kraft af sprogets talegenrer etablerer sprogfællesskaberne deres egne specifikke måder at
26
ytre sig, interagere og erkende på som bygger på tidligere erfaringer. Man kan derfor ikke
tale om at ytringer er fuldstændigt frie, de vil altid være genredefinerede (Igland & Dysthe
2003: 116). I henhold til dette kan man forestille sig at en fællesforståelse naboerne
imellem ville kunne løse små konflikter, som ovenstående adfærd på trappen skaber.
Lignende distancering kan udledes af den tidligere omtalte Tingbjergbeboer Rizwanas
udtalelser. Hun er født og opvokset i Danmark, men hendes familie er af pakistansk
afstamning. Hun tillægger umiddelbart ikke sin pakistanske afstamning større
fællesskabsbetydning, men distancerer sig fra dem der kommer fra ”deres eget land”. Hun
deler ikke samme kontekstforståelse som de kvinder, hun omtaler i nedenstående citat.
Hun indtræder i høj grad i forestillingen om ”os” og ”dem”, fordi kontakten til hendes
naboer er af meget overfladisk karakter. Hun bidrager med sit bud på nogle af de
problematikker, der er at finde i Tingbjerg, som har betydning for den manglende
fællesskabsfølelse på tværs af grupperne.
Det er det der skal til kommunikation, og hvis man ikke kan kommunikere med
hinanden fordi vedkommende taler tyrkisk flydende eller pakistansk, jeg har ikke
en ordentlig kommunikation med mine naboer, fordi jeg ikke har noget til fælles
med dem, de er husmødre, der går hele dagen der hjemme. De snakker meget
meget lidt dansk. Jeg har ikke noget at snakke med dem om. Jeg er født og
opvokset her, de er måske kommet fra deres eget land for tre år siden, og det
eneste de spørg min om er hvordan man kommer til lægen (Bilag 16).
Denne form for relationer beskriver Buber som Jeg-Det relationer, som han ser som den
typiske relation mellem mennesker: In general, people do not really speak to one another,
but each, altough turned to the other (Buber 1988: 68-69). I et dialogisk perspektiv kan
man betragte Jeg-Det relationen som en sfære, hvori én person behandler en anden
person som objekt og hermed lukker muligheden for dialog. En dialog opfattelse Freire
deler: Hvordan kan jeg indgå i dialog, hvis jeg opfatter mig selv som et tilfælde særskilt fra
andre mennesker – bare ”nogen” i hvem jeg ikke kan genkende andre ”jeg’er (Freire
1997: 65).
27
Denne objektivisering af individer er vi gentagne gange blevet konfronteret med i vores
samtaler med borgerne. Rizwanas tydelige os-dem retorik understreger de Jeg-Det
relationer, der karakteriserer forholdet mellem borgerne. Relationer hvor man ikke
oplever hinanden for hvem man er, men nærmere erfarer hinanden. Denne
erfaringsbaserede tilgang til møde med den anden er et centralt aspekt i Bubers
beskrivelse af Jeg-Det-relationen. Jeg iagttager noget. Jeg føler noget. (…) Jeg vil noget
(Buber 1997: 22). Erfaringer rodfæster sig i Jeg’et, som erfarer verden. Dermed hører
erfaringen til Jeg-Det grundordet, hvor verden ikke yder noget aktivt til erfaringen, men
blot lader sig erfare. Jeg-Det indebærer således erfaringen af genstande eller ting som
objekter, der ikke kan yde noget.
11.6 Anerkendelse åbenhed og tværkulturel meningsudveksling
For at kunne bryde ud af Jeg-Det relationen og ikke blot erfarer menneskerne omkring én
kræver dette ifølge Buber, at man møder den anden med anerkendelse og åbenhed, og
således viser initiativ og lyst til at kommunikere med hinanden. En anskuelse som Bakhtin
såvel som Freire deler. Buber lægger stor vægt på authenticity of awareness mellem de
involverede parter (Almlund & Andersen 2011: 165). For at Jeg-Du-relationen kan blive
en realitet, må parterne have evnen til at vise og acceptere deres eget og hinandens
sande jeg. (…) each should regard his partner as the very one he is. I become aware of
him, aware that he is different, essential different from myself, in the definite, unique way
which is peculiar to him, and I accept whom I thus see (Buber 1988: 69). En vigtig pointe
hos Buber er, at bekræftelsen og accepten af den anden, ikke er ensbetydende med, at
man skal være enig i den andens standpunkt. (… ) he comfirms this other being (…) of
cause, such a confirmatin does not mean approval (…) I have affirmed him as a person
(Buber 1988: 75).
Ifølge Bakhtin opstår selverkendelsen gennem mødet mellem forskellige kulturelle
fællesskaber. De før behandlede ytringer kan derfor ikke altid betragtes som
forudbestemte, fordi de i mødet med andre talegenrer og kontakter altid vil udvikle sig og
dermed være nye. Bakhtin betragter hermed kommunikation som en kreativ proces, der
opstår i dialogiske relationer mellem noget gammel og noget nyt. (Igland & Dysthe 2003:
116). Hertil kommer Bakhtins kulturdefinition som han tillægger betegnelsen makrotiden.
28
Makrotiden er det tidsrum, hvor alle tekster, alle kulturer, eksisterer samtidigt (Igland &
Dysthe 2003: 104). I forlængelse af dette er ”udenforstående kultur” et centralt
omdrejningspunkt i Bakhtins kulturforståelse. I det tværkulturelle møde forefindes en
meningsudveksling, som gennem dialog bidrager med nye perspektiver på kulturen
internt såvel som eksternt.
Ud fra denne betragtning fungerer Kenneth Balfelt, såvel som vi, som den undrende og
undersøgende kultur, der konfronterer kulturen i grupperingerne, når vi træder ind i feltet
og meningsudveksler. Vi oplevede, at mange synes at have svært ved at møde hinanden
med åbenhed og accept, men blev selv mødt med en slående åbenhed, accept og
interesse i at meningsudveksle.
En mening åbenbarer sine dybder, når den møder og berører en anden fremmed
mening. Det er, som om der begynder en dialog mellem dem, som overvinder
disse meningers lukkethed og ensidighed. Vi stiller nye spørgsmål til en fremmed
kultur, som den aldrig selv har stillet sig, vi søger svar på vores egne spørgsmål i
den, og den fremmede kultur svarer os ved at åbenbare nye sider af sig selv for os,
nye meningsdybder (Bakhtin 1979: 334-35 i Igland & Dysthe 2003: 104).
I relation til Kenneth Balfelts konfliktløsnings projekt mener vi, at det er af afgørende
karakter for udviklingen i området, at borgere på tværs af små kulturer åbner op og taler
med hinanden. Essensen er, at dialogen skal opstå mellem grupperingerne i Tingbjerg for
at de som ”et samlet Tingbjerg” får en fælles forståelse og indsigt i hinandens små
kulturelle koder. For at gøre op med den herskende lukkethed og ensidighed kræves at
grupperingerne ikke skaber denne fremmedgørelse af hinanden, men i stedet har fælles
ting at samles om. Hertil er differentieringen af grupperne af vigtigt karakter for at erkende
den specifikke kontekstforståelse inden for en gruppe. Ligeledes for af forstå de
spændinger der kan opstå når forskellige kulturelle grupper mødes og herigennem opnår
nye erkendelse af den udefra kommende kultur såvel som erkendelse af egen kultur
(Bakhtin 1979 s. 334-35 i Igland & Dysthe 2003: 104).
11.7 Spændinger som forandringskraft og interessen i at mødes
I henhold til ovenstående kan det derfor i et større perspektiv være gavnligt at åbne op og
bryde med strukturer i den enkelte gruppe. Buber og Bakhtin deler den fællesforståelse at
29
spændinger er en positiv faktor i mødet og dialogen mellem mennesker. Som Buber er
Bakhtin optaget af forholdet mellem mellem jeg’et og du’et, og deler opfattelsen af, at
individets selvopfattelse opstår i mødet med den anden og dennes stemme (Igland &
Dysthe 2003: 111). Heri ligger et positivt syn på forskellige og konkurrerende stemmer i
betydningsdannelse. Selvet dannes når dialogiske spændinger mellem forskellige stemmer
mødes og finder enhed. Her er ikke tale om en fuldstændig endegyldig enhed, men
nærmere et samlet produkt af to former for tendenser; den centripetale tendens og den
centrifugale tendens. Den centrifugale tendens omhandler forskel og trækker mod dialog,
mens den centripetale tendens er rettet mod enhed og trækker mod monolog (Phillips i
Almlund et al. 2011: 172-173). Det er i mødet med andre stemmer, at den enkelte har
mulighed for at reaccentuere, afprøve, give sin egen version eller finde sin egen accent, og
det er dermed i den dialogiske proces, at individer forandres og udvikler sig (Igland &
Dysthe 2003: 118).
Rizwana efterlyser fællesskabet og sammenholdet blandt de borgere, som ikke er en del
af den ballade, der bliver lavet i bydelen, og som gerne vil blive i Tingbjerg og leve et liv i
fred. Jeg tror man skal holde sådan en stor (…) jeg ved ikke hvad man skal kalde det. Ikke
en demonstration… jo måske… en slags hvor alle kommer ud. Og siger jamen vi vil gerne
have fred her nede vi vil gerne bo her og vi kan godt lide at bo her (…) (Bilag 16).
Rizwana udviser her sin interesse i at finde sammenholdet i Tingbjerg og skabe en ”fælles
front”. Med ovenstående ytring udviser hun et håb om, at borgerne i Tingbjerg vil stå
sammen og udvise sin holdning, til de problemer der raserer området. Om håb siger
Freire: Håbet er rodfæstet i menneskets ufuldstændighed, hvorfra de bevæger sig ud i
stadig søgen – en søgen der kun kan gennemføres i forening med andre mennesker (Freire
1997: 67). Denne forening med andre mennesker kan dog synes vanskelig at opnå, når
Rizwana fortæller, at hun ikke tager del i nogle af de aktiviteter der udbydes, og at hun
derfor heller ikke er del af noget egentlig fællesskab i Tingbjerg. I modsætning til dette
fortæller hun dog, at der afholdes eat12 hvor grupperingerne så at sige blandes. Der er lidt
fællesskab. Det er ikke fordi der kun kommer pakistanere eller tyrkere, der er også nogle
danske piger der bor der, og kommer og snakker med én. Det er meget hyggeligt - så man
lærer hinanden at kende på den måde (Bilag 16). Tilsyneladende værdsætter hun dette
12
Isalamisk
fest/
måltid
–
i
lighed
med
jul.
30
arrangement, men betegner det alligevel ikke som et fællesskab. Dette kan opfattes som,
at Rizwana ikke har den stor tiltro eller tillid til at denne ”fællesfront” vil rejse sig.
Paradoksalt nok ender Rizwana med at projicerer ansvaret over på ”de andre” når hun
fastslår: Det er dem der bor her der skal tage sig sammen (bilag 16).
31
12. Analysedel 2 - Den frie agent
Kenneth Balfelt har de sidste mange år arbejdet med alternative kunstprocesser. Motiveret
af ønsket om at bidrage til samfundets udvikling er Kenneth Balfelts projekter baseret på
socio-politisk-kontekst-relateret-funktions-kunst, som han selv udtrykker det13. Han anser
hermed kunsten som et redskab, hvorigennem nye refleksioner kan skabes som alternativ
til mere videns bårne løsningsmodeller. Overordnet for Kenneth Balfelts projekter er
visionen om at skabe fællesskab og kærlighed14. Kenneth Balfelt lægger vægt på
vigtigheden af interaktionen mellem mennesker, og vigtigheden af at sætte sig ind i den
rette kontekstforståelse, som grundlag for at have et fælles sprog at udvikle ud fra. Frem
for at benytte metaforer og et symbolsprog, prøver jeg at tilstræbe, hvad vi kan kalde et
“dialogsprog”, hvor formålet er at udveksle og udvikle noget sammen15. I relation til dette
anser han kunstneren som en ”fri agent”, der ikke er bundet af specifikke faglige rammer,
men derimod kan arbejde frit på tværs af fag og grænser.
12.1 Fokus på ressourcer i en åben proces
Kenneth Balfelt ønsker, at der skal ske sociale forandringer i Tingbjerg. Med projekttitlen
”Konfliktløsning i Tingbjerg”, synes fokus på problematikker i Tingbjerg nærliggende.
Dette er dog ikke tilfældet. Kenneth Balfelt går til feltet med et åbent og positivt syn på
borgerne og vælger hertil, at interessere sig for og fokusere på deres ressourcer: Og så
ville vi gerne arbejde i sådan et område, fordi vi tænkte at det var interessant at prøve at
kigge på sådan et sted som ressourcefuldt. Fuld af ressourcer og hvordan kunne man
sådan bidrage til hinanden (Bilag 1 s. 1). I henhold til sin position som fri agent er
Kenneth Balfelt frit stillet til at fokusere på Tingbjerg som ressourcefyldt frem for
problemfyldt. Som nævnt indledningsvis har den frie agent ingen agenda. I Tingbjerg
kommer den ikke-eksisterende agenda til syne i kraft af, at Kenneth Balfelt i projektets
indledende fase, ikke har nogen fast idé om hvad slutresultatet skal være. Han ytrer håb
om, at Tingbjerg om nogle år er kommet af ghettolisten, at folk er glade for at komme fra
Tingbjerg, og at konflikterne bliver løst i fredelighed (Bilag 1 s. 10). Han pointerer dog
også, at projektet er under processuel udvikling, og at han endnu ikke kan sige noget om
13
http://kennethbalfelt.org/texts/introduction‐to‐art‐practice/
14
http://kennethbalfelt.org/texts/essay‐on‐an‐art‐practice/
15
http://kennethbalfelt.org/texts/essay‐on‐an‐art‐practice/
32
hvilket resultat det afføder. Hertil tilføjer han, at den proces de i øjeblikket gennemgår
indebærer at tale med borgerne for herigennem at udvikle metoder. Forstået således at de,
gennem samtaler, hele tiden opfinder nye metoder til, hvordan konflikterne i Tingbjerg
kan løses (Bilag 1 s. 10). Kenneth Balfelt og Lene Mirdal står i spidsen for processen, men
også andre kunstnere – andre frie agenter, har tidligere i projektet bidraget til
metodeudviklingen. Kenneth Balfelt fortæller:
Det grundlæggende med det med kunstnerne (…) var at bruge kunstnere til at
komme ud og være forskere og ligesom få nogle ideer. Få alle os andre, altså
specielt medarbejderne, der er herude, og alle de professionelle der er herude, til
at kunne se nogle andre ting, fordi at kunstnerne har et andet perspektiv og en
anden indfaldsvinkel til det (Bilag 1 s. 2).
Således er det de nye perspektiver og indfaldsvinkler der gør, at kunsten bliver et redskab,
hvorigennem nye refleksioner skabes. Ifølge ham selv, har de nye perspektiver og
indfaldsvinkler som en kunstner kommer med, en positiv indflydelse på etableringen af
dialog. Et faktum som han blandt andet oplevede tilkendegivet af to bolig-sociale
medarbejder, en sen aften på Ruten, under forberedelserne til Visit Tingbjerg:
(…) de to bolig-sociale medarbejdere fra Områdesekretariatet kom kørende (…)
og sagde (…) det er jo fuldstændigt vildt, hvor meget god dialog I får, og snakker
(…) I må fortælle os hvordan I gør, for det batter bare og det kommer så meget
mere ind under huden, end når vi sætter en a4 side op med lektiehjælp (Bilag 1 s.
5-6).
Et eksempel som dette illustrerer netop kunstens unikke evne til at skabe liv, kreativitet og
dialog mellem borgerne. Kunsten kan således ses som et alternativt redskab, til at skabe
nye relationer. I forlængelse heraf findes det relevant at undersøge hvordan Kenneth
møder borgerne i Tingbjerg, og om denne tilgang som fri agent er at fortrække set i et
dialogkommunikations perspektiv. I den forbindelse finder vi det atter relevant at benytte
Freires syn på kærlighed, ydmyghed, tro og håb som forudsætning for dialog.
12.2 Kærligheden som fundament
Ifølge Freire kan: Dialog (kan) imidlertid ikke eksistere uden dyb kærlighed til verden og
mennesker. Navngivningen af verden, som er en skabende og gen-skabende handling, er
33
ikke mulig uden den er gennemsyret af kærlighed (Freire 1997: 64). Kenneth Balfelts
kærlighed til mennesker og verden kommer til udtryk i hans overordnede positive
indgangsvinkel til menneskerne i Tingbjerg, samt hans positive perspektiv på konflikterne
i bydelen. De ”hårde” drenge forbindes med kriminaliteten i Tingbjerg og udgør dermed
essensen af områdets dårlige omdømme. Kenneth Balfelts positive indstilling til drengene
bevidner hans kærlighed til mennesker. Endvidere er det vores erfaring, at han er meget
lidt fordomsfuld, når han taler om dem. Han ønsker dem det bedste og udtrykker om
drengene: Men jeg synes også I skal have nogle chancer, jeg synes eddermanme ikke der
er mange muligheder for Jer (Bilag 1 s. 13). Vi har erfaret lignende i forbindelse med hans
refleksioner over hvorvidt eksisterende bander i Tingbjerg er en realitet. I pressen kædes
de ”hårde” drenge fra Tingbjerg ofte sammen med bandekriminalitet, men den
overbevisning er Kenneth Balfelt uenig i: Altså for det første fandt jeg ud af at de er jo ikke
nogen bande (…) Det er en gruppe af unge som kender hinanden og laver ting sammen
men de har ikke den der organisering (…) (Bilag 1 s. 13 ).
Det er ikke kun i forhold til opfattelsen af de ”hårde” drenge at vi fornemmer en
kærlighed til menneskerne i Tingbjerg. Generelt er Kenneth Balfelt positivt stemt overfor
borgerne, hvilket også kommer til udtryk, da han refererer til en af de andre kunstneres
oplevelser med en gruppe somaliske kvinder under kunst festivalen. De talte skidegodt
dansk, de var vildt seje og havde oplevet alle mulige ting og rejst rundt. Der var én, hun
havde rejst rundt som flygtning i flere lande. Så send da hende på udviklingsarbejde i
stedet en eller anden RUC’er, ikke? (Bilag 1 s. 20). Vi mærker tydeligt, hvordan en sådan
oplevelse fungerer som brændstof på maskinen og er med til at underbygge tanken om
Tingbjerg som et sted med ressourcer. Oplevelsen med de somaliske kvinder har vagt
Kenneth Balfelts interesse og kan hertil også betragtes som et udtryk for kærlighed til
menneskerne i henhold til Freires optik.
12.3 Håb for fremtiden
Om håb, som en præmis for dialog, siger Freire: (…) og håbet må føre til en uophørlig
søgen efter den menneskelighed som uretfærdigheden fornægtede (…) Dialog (…) kan
ikke gennemføres i et klima af håbløshed (Freire 1997: 67). Kenneth Balfelts overordnede
positive tilgang til Tingbjerg, som et område fuld af ressourcestærke mennesker som vi
tror på kan nogle ting (Bilag 1s. 5), kan i Freires optik ses som søgen efter den
34
menneskelighed, som ghettoiseringen af Tingbjerg kan siges at fornægte, og derved
betragtes som et udtryk for håb. Dette kommer i særlig grad til udtryk i hans egne
refleksioner over måden hvorpå han møder de ”hårde” drenge i Tingbjerg. Han
anerkender, at drengene spiller en bærende rolle for frygten i Tingbjerg: Alle vi har
snakket med har frygt overfor de der (Bilag 1 s. 19). Ikke desto mindre er han
forhåbningsfuld og ytrer sin overbevisning om at billedet kan ændres: drengene besidder
også i virkeligheden magten til at ændre billedet. Altså, det med dem der sidder med
nøglen til at komme af ghettolisten og, hvis den stadig eksisterer, og at Pia Kærsgaard ikke
har noget at snakke om (Bilag 1 s. 14). Ifølge Freire er håb vigtigt for dialogen fordi: Hvis
de samtalende ikke føler, at der kommer noget ud af deres anstrengelser, vil deres møde
blive tomt og sterilt (Freire 1997: 67). I relation til dette kan nævnes at Kenneth Balfelt,
trods projektets indledende fase, har forventninger til og nærer håb om, at arbejdet i
bydelen vil bære frugt:
Altså håbet er jo, at om ét eller to år, så er alle glade og stolte af at de kommer fra
Tingbjerg, at de er kommet af ghettolisten, og de konflikter der opstår blive opløst i
mindelighed med konfliktmæglere fra Tingbjerg Forum, og der er ikke nogen der
bliver skudt herude. Og altså, det er jo et drømmescenarium, som vi alle sammen
(…) arbejder på (Bilag 1 s. 10).
12.4 Troen på mennesker som skabende individer
Om tro som præmis for dialog siger Freire følgende: Dialog kræver videre en stærk tro på
mennesket, tro på dets evne til at producere og reproducere, til at skabe og genskabe, tro
på dets bestemmelse til at blive mere fuldstændigt menneskeligt.
Kenneth Balfelts tro kommer til udtryk i og med, at han fokuserer på ressourcerne frem for
at fokusere på problemerne. I forlængelse heraf, kommer hans tro på menneskerne til
udtryk i hans før beskrevne håb for de ”hårde” unge drenge. Kenneth Balfelt fortæller om
sin tro på drengenes velvillighed til at ændre billedet (Bilag 1 s. 10), hvilket blandt andet
ses når han fremhæver, deres ønske om at få en uddannelse og et job: Og så siger de ”vi
vil have et job, vi vil have noget uddannelse, vi vil i gang med noget, hvad fanden sker
der?” Og der er jo også kommet gutter hen til os og spurgt om de kan få et job. Der har
været to henne og spørge om de kan få et job (Bilag 1 s. 14). Kenneth Balfelt har her
oplevet at drengene har henvendt sig til ham med henblik på at få noget at tage sig til. Vi
35
oplevede hans sympati for drengene, og at han særligt hæftede sig ved, at de ældre
drenge i 20 års alderen var optagede af, at nogen skal redde dem der ikke er så gamle
endnu og stadig kan nå at komme på rette kurs (Bilag 1 s. 14).
Kenneth Balfelt har gennem en lang række projekter opbygget en vis mængde erfaring.
Hertil mener vi, også at kunne sige, at hans projekter bærer præg af vellykkede resultater
(jf. afsnittet: motivation). Vi mener, at kunne se styrkerne i den måde han arbejder med
tiltro til, at dem han inddrager kan skabe noget i sam-produktion. Dette stemmer ligeledes
godt overens med Freires forudsætninger for tro, opstillet i ovenstående afsnit. Om samproduktionenes fællesskabs skabende kraft siger Kenneth Balfelt:
Det med, at de har ikke snakket om deres integrationsproblemer, men har lavet et
projekt sammen. Altså i stedet for at kigge på hinanden og snakke om problemer,
så har de stået skulder mod skulder, og kigget på et projekt som de har løst
sammen (Bilag 1 s. 20).
Med denne udtalelse tydeliggør han sin egen overbevisning om, at det at samles om
noget og handle for at skabe løsninger i praktisk forstand har en særlig virkning i forhold
til at styrke relationer og udvikle i fællesskab.
12.5 En ydmyg tilgang til undersøgelsesfeltet
Ifølge Freire er forudsætningen for dialog endvidere ydmyghed. Dialogen (…) bryder
sammen hvis parterne - eller én af dem - mangler ydmyghed. Derudover er han af den
overbevisning, at man ikke kan indgå i dialog, hvis man opfatter sig selv: (…) som
medlem af en in-gruppe af ”rene” mennesker, ejerne af sandhed og viden, for hvem alle
ikke-medlemmer er ”disse mennesker” eller ”den beskidte hob (Freire 1997: 65). Kenneth
Balfelts måde at møde borgerne i Tingbjerg bærer i høj grad præg af ydmyghed. Om hans
måde hvorpå han starter en dialog med menneskerne derude siger han følgende:
Altså, det er klart man er nødt til at være, altså prøve at være fordomsfri, men jeg
tror også det der med at signalere ubevidst, at jeg er afhængig af dem. Og altså at
jeg ikke har andre agendaer, vel (Bilag 1 s. 12). (…) jeg skal ikke noget med dem,
jeg er ikke myndighed. Jeg kan heller ikke noget med dem, jeg kan ikke sige noget
til dem heller (…) (Bilag 1 s. 6).
36
I dette citat placerer han sin egen position som kunstner overfor det at være en
myndighed, hvilket igen understreger det frie i den frie agent, og samtidig fremhæver
ydmygheden.
Desuden påpeger Freire, at dialog heller ikke kan opstå: Hvis jeg lukker mig for – eller
oven i købet fornærmes af andres bidrag (…) Selvtilstrækkelighed er uforlignelig med
dialog (Freire 1997: 65). Da selvtilstrækkelighed er uforenelig med dialog, kræver det at
man lægger sine egne gode ideer på hylden og ligeledes er modtagelig overfor andres
inputs. En tilgang vi mener, Kenneth Balfelt gør brug af, når han mødes med borgerne i
Tingbjerg. Udover at han beskriver sig selv som ”blank”, når han mødes med folk, hvilket
må siges at være udtryk for, at han er modtagelig overfor andre inputs, så handler det for
ham (…) ikke om at få fremført mine ideer (…) (Bilag 1. 12), men der imod borgernes.
12.6 Kenneth Balfelt - en revolutionerende kunstner
På baggrund af ovenstående mener vi, at Kenneth Balfelt møder borgerne i Tingbjerg med
både kærlighed, tro, håb og ydmyghed. Han søger hermed at yde sit bidrag til at sætte
rammen for at skabe dialog, som kan lede til nye relationelle møder. Ifølge Friere kan den
menneskelige eksistens ikke finde sted i tavshed eller uden andres input. Den kræver
derimod, at mennesket navngiver verden gennem sande ord, og dermed forandre den.
Da navngivningen opstår i mødet med andre mennesker, er dialog således en
nødvendighed for at forandring kan skabes. Set i lyset af dette vil projektet forhåbentlig
lede til en ændring af verden, eller i dette tilfælde en social forandring i Tingbjerg.
Derudover betragter vi ovenstående som en form for tillidserklæring fra Kenneth Balfelt til
borgerne i Tingbjerg. På den måde, kan han i Freires optik betegnes som en
revolutionerende pædagog, som Freire karakteriserer som følger:
Hans bestræbelser må være gennemsyret af dyb tillid til mennesker og deres
skabende evner. For at opnå det må han gå ind i et fællesskab som er ligestillet
med eleverne (…) de (lærerne) må være revolutionære det vil sige dialogiske
(Freire 1997: 48, 61).
Dialogen kan kun opstå mellem parter der ønsker at navngive verden i fællesskab. Hvis
den ene part ikke ønsker at den anden skal navngive verden, modarbejder
navngivningen, eller forsøger at navngive den for andre, udebliver muligheden for dialog.
37
I den forbindelse påpeger Freire, at der ikke er nogen mennesker der har fortrinsret til at
navngive verden, det er derimod en ret der tilhøre alle mennesker. I relation til dette kan
nævnes Kenneth Balfelts overordnede arbejdsmetode, hvor han vægter interaktion
mellem mennesker højt, og skaber projekter i samarbejde med dem som projektet er
henvendt til: Og det er jo også en metodisk ting for mig, at ligesom komme ud og blive
afhængig af konteksten, fordi jeg har ikke et projekt jeg kan lange på bordet (Bilag 1 s 7). I
forlængelse heraf understrege Freirer at planer og programmer udarbejdet af politikere
eller undervisere med manglende indsigt i den egentlige virkelighed, kan medføre at
tvivlen og frygten hos de undertrykte vokser yderligere. Da disse handlingsplaner er
udarbejdet på baggrund af deres eget ofte virkelighedsfjerne syn på de undertryktes
situation. Et syn som sjældent stemmer overens med hvordan de undertrykte selv oplever
deres livssituation.
Mange politiske og undervisningsmæssige planer er slået fejl, fordi deres
ophavsmænd har udtænkt dem i overensstemmelse med deres egne personlige syn
på virkeligheden, uden nogensinde at tage mennesker-i-en-situation i betragtning
(uden alene som genstand for deres handlinger), som deres program angiveligt var
henvendt til (Freire, 1997: 69).
Kenneth Balfelt bestræber sig på at opnå en kontekstforståelse for borgerne i Tingbjerg for
på den måde, at gøre brug af borgernes erfaringer og viden som kompetencer. Måden han
bliver afhængig af konteksten er, ifølge ham selv, ved at møde mennesker uden at have
nogen forforståelser. Her er der i Freires optik tale om, at han går ind i et fællesskab, hvor
han ligestiller sig med borgerne, hvilket i høj grad kan siges at være et udtryk for tillid til
dem og deres skabende evner.
38
13. Analysedel 3 – Dialog i Praksis
Da projektet ”konfliktløsning i Tingbjerg” stadig er i den indledende research fase, har vi i
forbindelse med dette projekt ikke haft mulighed for at undersøge, hvordan dialogen
udfolder sig i praksis mellem de forskellige grupperinger. For at opnå denne indsigt valgte
vi derfor at assistere den tyske kunster Kathrin Böhm på projektet Tingbjerg Posters, som
er en del af kunstfestivalen Visit Tingbjerg. Da Kenneth Balfelt står bag festivalen og
udvælgelsen af kunstnere, kan de enkelte kunstneres bidrag ses som en del af hans
overordnede vision om at fremme dialogen og skabe positive aktiviteter i Tingbjerg. Vi
vil i følgende analyse del, undersøge hvordan vi i praksis oplevede hvad det vil sige at
forsøge at skabe dialog gennem kunstneriske processer.
13.1 Kathrin Böhm - Tingbjerg Posters
Vores samarbejde med Kathrin Böhm forgik over tre dage. Første dag assisterede ét af
gruppens medlemmer hendes plakat workshop på biblioteket, hos foreningen TeenQueens og i pigeklubben Butterflies. I følgende analyse har vi valgt kun at fokusere på
workshoppen med Teen-Queens, da den strakte sig over flere dage og indeholder flere
interessante aspekter. Derudover hjalp vi hende med at forberede udstillingen dagen
inden åbningen af Visit Tingbjerg festivalen, samt
på selve åbningsdagen.
Tingbjerg Posters er et projekt der består af flere
dele. I projektets første og anden fase mødtes
Kathrin Böhm med foreningen Teen-Queens for at
afholde plakat-workshops. Formålet med de to
workshops var at få pigerne til at reflektere over
deres syn på bydelen, og visualisere det for derefter
at præsentere tegninger og collager for hinanden
(Bilag 13). Herved skabes der i Bakhtins optik et
kommunikativt rum hvor forskellige stemmer
mødes, og muligheden for forandring opstår.
Pigerne i Teen-Queens tegnede hver især deres
billede af tingbjerg, og det kom helt konkret til
39
udtryk hvordan deres individuelle stemmer blev håndgribeliggjort. Da de efterfølgende
diskuterede deres tegninger formede der sig langsomt et fælles billede af bydelen. En af
pigerne fortalte, at hun på grund af sit slør føler sig stirret på og fremmedgjort når hun
tager ind til det indre København (Bilag 13). Denne ytring genererede tydelig
anerkendelse blandt de andre piger, som tilkendegav genkendelighed og enighed i denne
ytring. Man kunne under hele processen mærke hvordan forskellige ytringer kom i spil,
blev overvejet, fejet væk og anerkendt (Bilag 13). Vi så dermed hvordan den centrifugale
tendens kom i spil, i og med at der blev åbnet for forskellige stemmer, og derefter
hvordan der blev lukket ned for stemmer og de centripetale tendens tog over og skabte en
fælles enhed. Resultatet eller den fælles enhed kan ses som et vellykket forsøg på at skabe
et åbnet rum for ytringer. I dette tilfælde fandt pigerne til enighed om at Tingbjerg er et
smukt område, hvor der er et stærkt fællesskab og plads til etnisk mangfoldighed. En
enhed Kathrin Böhm håndgribeliggjorde i forskellige plakater (Bilag 3).
Kathrin Böhm lægger i sit arbejde stor vægt på ikke at styre processen, men lade de
involverede være medskabere af den; I never thought of others as kinda participating in
what I’m doing. I always saw it like either collaborating or co-producing (Kathrin) (Bilag
13). Hvis pigerne havde lyst til at udfolde sig kreativt på andre måder imødekom Kathrin
Böhm deres ønsker uden at tøve. Dette resulterede i kreative og spændende bidrag, hvor
pigerne blandt andet udtrykte deres kærlighed til Tingbjergs grønne omgivelser, gennem
forskellige fotografier. Heriblandt et billede af deres kroppe formet som et hjerte i det
grønne græs. En af gruppens medlemmer hjalp
pigerne med at tage billederne, hvilket fremhæver
det unikke ved denne uformelle og kreative
workshop tilgang. Det at jeg sammen med pigerne
kunne få lov at rulle rundt på græsset og tage skøre
billeder, var for mig at se en helt unik måde at
opbygge en relation på kort tid (Bilag 13).
Kathrin Böhms måde at facilitere workshoppen på, kan sammenlignes med Friere
undervisningsprincip om den ”frigørende pædagogik”, hvilket ligeledes er kendetegnende
for Kenneth Balfelts arbejde (jf. afsnittet: Kenneth Balfelt – en revolutionerende kunstner).
40
Her får begge parter udbytte af den fælles videns udveksling. De bliver sammen
ansvarlige for en proces i hvilken alle vokser (Freire1997: 54).
Workshoppen med Teen-queens afspejler ligeledes kunstens unikke evne til både at
facilitere og billedliggøre dialog. Set i lyset af Bakhtins dialogforståelse, åbner Kathrin
Böhm derved op for ytringer og refleksioner, som former forståelsen af selvet gennem en
legende og underholdende proces. Samtidig med at plakaterne i sig selv er et kreativt
billede på den enhed pigerne i fællesskab producerer. Det enestående i at facilitere dialog
gennem kunst synes ligeledes at være dens evne til at fastholde dialogen i en fysisk form,
og dermed skabe mulighed for at andre fremover kan ytre sig og bidrage til en videre
dialog. Vi mener at dette er en central pointe, som vi tydeligt fik bekræftet da plakaterne
blev udstillet på et af de mest konfliktfyldte steder i Tingbjerg.
13.2 Udstillingen i korridoren
Efter workshoppen blev plakaterne udstillet
offentligt i Tingbjerg. Kathrin Böhm havde valgt
en korridor på hovedgaden Ruten. Korridoren
”tilhører” de ”hårde” drenge. Udover at være
drengenes tilholdssted, står der på daglig basis
også en stor gruppe øldrikkere foran korridoren.
På trods af det fælles tilholdssted, er interaktionen
mellem de to grupper dog stort set fraværende.
Kathrin Böhm valgte korridoren af to årsager. Hun var først og fremmest meget provokeret
af det faktum, at en gruppe unge drenge kan indtage et territorium i et ellers offentligt
rum, og være hovedårsagen til at mange føler sig utrygge ved at færdes der (Bilag 3). Ved
at lave en interaktiv udstilling/workshop kunne alle Tingbjergs borgere få mulighed for at
stoppe op og reflektere over deres syn på Tingbjerg, og samtidig få mulighed for at sætte
deres personlige præg på korridoren. Kathrin Böhms inddragende værk, går således godt i
spænd med T-ARDs overordnede mål om at; Kunstværkerne giver beboerne i Tingbjerg et
rum til refleksion og ytring – og os andre en anledning til at tage på et reflekteret visit.16
Hvilke i sidste ende skulle være medvirkende til at generobrer et område, som alle
16
http://kennethbalfelt.org/tingbjerg­art­research­dialogue
41
borgerne har lige meget ret til at benytte sig af.
Derudover valgte Kathrin Böhm korridoren fordi den ofte bruges i mediernes fremstilling
af Tingbjerg. Korridorens rå og beskidte fremtoning får Tingbjerg til at fremstå som et
ucharmerende ghetto, hvilket langt fra retfærdiggør, det smukke og frodige område som
Tingbjerg også er (Bilag 3). Grunden til at billede af korridoren ofte ses i mediebilledet,
skyldes at korridoren er et sted hvor skyderier, overfald og hash-handel finder sted. Ved at
udsmykke væggene i korridoren med farverige plakater, var hensigten af gøre op med
dette billede og bidrage til en mindre kold og negativt fremstilling af Tingbjerg.
13.3 En invitation til ytring
Som beskrevet tidligere i analysen er Tingbjerg karakteriseret af mange forskellige sociale
sprog, og således også af mange forskellige individuelle stemmer. Vi mener, at Tingbjerg
Posters både i forlængelse af workshoppen, men i den grad også af værkets
borgerinddragende form, kan ses som en invitation til at individuelle stemmer kan ytre sig
på tværs af forskellige sociale grupper.
At forsøge at skabe rum for refleksion og ytring i korridoren, kan i udgangspunktet virke
som en udfordring, grundet den herskende afmærkning af territoriet fra de ”hårde”
drenges side. Det afholdte dog ikke Kathrin Böhm fra at stille borde, stiger, og materialer
frem, men blev tvært imod en motivation til at gøre det. I starten mærkede vi, at vi havde
bevæget os ind på okkuperet terræn og følte dels en skjult interesse dels en form for
overvågningen fra både øldrikkerne og de hårde drenge (Bilag 4). I første omgang
henvendte de sig ikke til os, men det var tydeligt, at de gerne ville vide, hvad vi foretog
os. Der var først da Kathrin Böhm stillede en stor stige op i korridoren, at drengene
reagerede åbenlyst på vores tilstedeværelse: Hvad tror I har gang i, hvad skal i bruge den
der til (sparker til stigen) Skal i pille ved overvågningskameraet? (Bilag 6). Vi var bevidste
om, at drengene er meget i mod de overvågningskameraer, der er blevet sat op på Ruten i
Tingbjerg, og at de flere gange har malet dem over. Vi gjorde det derfor også helt klart for
dem, at vi ikke havde noget at gøre med kameraerne. Stemningen blev bedre da vi
ihærdigt gik i gang med at skurre væggene i korridoren. Det var ikke en appetitlig opgave,
vi skurrede bogstavelig talt urin, spyt, snavs og noget der mistænkelig meget lignende blod
af væggene (Bilag 6). Rengøringen var selvfølgelig møntet på at optimere udstillingens
æstetiske udtryk, men set i bakspejlet var det en også en handling der sendte et klart
42
forsonende signal, som gjorde at drengene imødekom os med anerkende nik og smil. Vi
var meget opmærksomme på, at det ikke skulle fremstå som en provokation at vi så og
sige ”overtog” deres territorium. Derfor prioriterede vi højt at hilse på alle der gik forbi og
spørge ind til deres mening om plakaterne (Bilag 5) Mange blev overraskede over vores
opsøgende venlighed, men de fleste stoppede op og gengældte den, ved at spørge ind til
projektet. Langt de fleste tilkendegav endvidere deres positive indstilling til plakaterne
(Bilag 5). På denne måde fik vi samlet flere forskellige grupper af unge piger, gamle,
øldrikkere og de ”hårde” drenge om værket.
Dette er i sig selv en interessant observation, da det er vores oplevelse at folk generelt
taler meget lidt med hinanden på tværs af grupperne. Hverken på tværs af de grupper der
står udenfor korridoren, eller generelt på tværs af de øvrige grupper i Tingbjerg. Vi
oplevede at det meget konkrete spørgsmål Hvad synes i om plakaterne?, udgjorde et godt
udgangspunkt som metode til at åbne dialogen og derefter berøre andre samtaleemner. I
og med at vi stod der, opstod et liv, der så
at sige skabte rammen for og legitimerede
det at være fælles om noget. Vi oplevede
ikke at rammen skabte dialog på tværs af
grupperne, men der opstod en tydelig
dialog mellem dem og os, og flere gav
deres bud på et visuelt udtryk om
Tingbjerg. Vi mener derfor at
plakatopsætningen i korridoren skabte et
rum for visuelle ytringer.
13.4 Symboler hæmmer den kunstneriske proces
To gange i løbet af arbejdet i korridoren, erfarede vi hvorledes ophængningen af plakater
med bestemte motiver, skabte rum for konfronterende og voldsomme ytringer. Den første
episode fandt sted dagen inden åbningen hvor Kathrin Böhm havde hængt en plakat op i
korridoren. Plakaten var et fotografi af tallet 202 skrevet med Teen Queens pigernes
smykker, som en form for smykke-graffiti. Da vi stod og vaskede vægge ned, henvendte
nogle af drenge sig konfronterende til os, og spurgte til plakatens præsens (Bilag 5). Vi
havde tidligere på ugen haft en samtale med to af øldrikkerne, der havde givet udtryk for
43
at 202 var et bandenavn. Det er ikke kun drengene der laver ballade, der er også pigerne
der er grove i munden, de er en bande der hedder 202 (peger på et graffiti-tag hvor der
står 202). Det er interne konflikter, de er sgu grove (Bilag 8).
Drengenes henvendelse og reaktion vækkede
vores interesse, og vi blev opsat på at tale med
dem om betydningen af tallet. Hertil var vi meget
interesserede i at afdække hvorvidt 202 har
relation til en bande, da vi ikke havde noget
ønske om at sympatisere med nogen bander ved
at skrive deres tag. Vi imødegik derfor deres henvendelse ved selv at stille spørgsmål til
tallet. Dette ledte til en længere samtale mellem os og flere af drengene, hvor alle var
ivrige for at komme med deres forklaring. Drengene afslog at det var et reelt bandenavn,
men med et listigt blik i øjet, fortalte en af dem at 202 udgør Tingbjerg i tal og
sammenlignede i den forbindelse med AK81 (der står for ”Altid Klar Hells Angels”) for at
tydeliggøre budskabet for os. 20 refererer således til bogstavet T og 2 til bogstavet B og
dermed forkortelsen TB (Bilag 6). Vi valgte at dække billederne til trods vores vage indsigt
i og viden om forkortelsens reference til et reelt bandenavn. Grundet de mange stærke
reaktioner, de mange graffiti-tags og øldrikkernes klare udmelding, turde vi ikke tage
chancen.
Episoden understøtter den hermeneutiske forståelsesramme, da vi ikke på forhånd havde
nogen klar forudsætning for at vide hvad tallet står for. Det var gennem enkeltdelene i
vores empiriske arbejde, at vi fik forståelsen for hvad 202 potentielt betyder, ligesom
enkeltdelene blev bærende for, at vi kunne reagere på og tage stilling til situationen.
Denne episode viser, hvor stor en betydning der kan ligge i den ytring et symbol
repræsentere og understeger Bakhtins pointe om, at et en ytring altid er forankret i
makrotiden og dermed er en tekst af tekster (jf. 1 analysedel). En pointe der skulle vise sig
at blive understøttet yderligere den efterfølgende dag.
13.5 Et symbol på sorg
Kathrin Böhm havde i et plakatdesign inkluderet Christania logoet, fordi pigerne i TeenQueens havde snakket om Tingbjerg som en bydel der indeholder alle farver og alle flag.
44
Da Christiania flaget ofte forbindes med frisind og tolerance, var det et naturligt valg for
Kathrin Böhm at inkludere flaget. Plakaten blev dog genstandsfelt for et væld af ytringer,
da den vakte meget vrede følelser i en af de ”hårde” drenge. På Visit Tingbjergs
åbningsdag blev Kathrin Böhm mødt af en aggressiv dreng i korridoren, der truede med at
hente forstærkninger og med at smadre det hele (Bilag 5). Drengens stærke reaktion
bevidner, at flaget for ham rummer en fortælling eller en historie fra tidligere ytringer. I
den forbindelse synes Bakhtins mangfoldige syn på ytringer relevant. Han siger om
ytringer at de kan være alt fra en mundtlig eller skriftlig ytring på et ord til en helt replik i
en samtale, en artikel, en forelæsning, en roman eller en videnskabelig afhandling (Igland
& Dysthe, 2003: 113). Det vil sige, at enhver ytring kan ses som en del af en større
kompleks kommunikationskæde. Kompleks i den forstand at ytringen både trækker på
dialogiske relationer til tidligere ytringer, samt retter sig mod nogen.
Chiristania flaget var for drengen forbundet med rockergruppen Hells Angels, fordi de
sidder på hash-market på Christiania. I 2008 blev en ung indvandre dreng skudt i
Tingbjerg, hvilket var starten på den bandekrig der stadig eksistere i dag. Manden der
tilsyneladende affyrede våbnet var en del af banden AK81 (støttegruppe til Hells Angels),
hvilke er en af grundene til, at der eksisterer et massivt had til denne bande i Tingbjerg17.
Vi bygger vores oplevelse af episoden på antagelser, men det er vanskeligt at sige hvad
der reelt udløste den voldsomme reaktion. Kathrin Böhm mente selv at vredesudbruddet
måtte være forbundet med en personlig sorg: His reaktion was not normal, he must have
lost a friend in this gang fight, or else he wouldn’t react like that (Bilag 7).
En ytring er ifølge Bakhtin altid rettet mod et mål. Hvilket også var tilfældet med Kathrin
Böhms brug af Christiania flaget. Hendes ønske var, at Tingbjergs borgere ville tolke flaget
som et symbol på ønsket om mangfoldighed og frisind. Men som Bakhtin påpeger kan
modtageren forstå og svare på ytringen på et utal af måder. Modtageren kan svare aktivt
ved at handle på ytringen, han/hun kan respondere verbalt, eller handle på ytringen på et
andet tidspunkt (Igland & Dysthe, 2003: 144). I dette tilfælde var der først og fremmest
tale om en verbal reaktion på ytringen fra drengens side. En ytring som Kathrin Böhm
17
http://www.information.dk/telegram/285200
45
responderede på gennem en aktiv handling, ved at dække Christiania flagene med andre
plakater.
13.6 Refleksion og Handling
Ifølge Freire skal dialog ses som et menneskeligt fænomen der skabes i kraft af ordet
(Freire, 1997:62). Ordet skal ikke blot ses som et redskab til at etablere dialog, i det ordet
som fænomen ligeledes rummer dimensionerne refleksion og handling. Disse
dimensioner og deres indbyrdes symbiose har en helt central betydning for ordets
validitet. Der findes ikke noget sandt ord som ikke på samme tid er praksis, således
betyder et sandt ord at forandre verden (Freire 1997: 62) Hvis der er overvægt af
refleksion og mangel på handling, reduceres ordet til ligegyldig verbalisme. Er det
modsatte tilfælde og handling bliver det styrende element leder dette til aktivisme (Freire
1997: 62).
Drengen der reagerede på Christianis flaget handlede i vores overbevisning i affekt, og
havde ikke reflekteret over situationen. Han kom senere tilbage, på foranledning af en
ældre mand af anden etnisk baggrund (der går under navnet Chefen), for undskylde (Bilag
5). Det var tydeligt, at drengen havde fået forklaret situationen og dermed havde fået
mulighed for at reflektere over, hvad der egentlig skete. I kraft at denne refleksion valgte
drengen at komme tilbage og undskylde til Kathrin Böhm, hvilket illustrer den oprindelige
ytrings manglende validitet.
13.7 Kontekstforståelsen ændres
Da drengen kom tilbage for at undskylde, blev Kathrin Böhm helt tydelig rørt.
Umiddelbart efter drengen forlod korridoren, trillede tårerne ned af kinderne på hende.
Hun oplevede en dyb lettelse over drengens nye adfærd, samtidig med at hun oplevede
en dyb frustration over situationen i Tingbjerg: it is just so unfair that the people in
Tingbjerg live with this fear (Bilag 7). Hendes reaktion stod her i kontrast til en episode vi
overværede dagen forinden, hvor der var optakt til ballade på Ruten. To angiveligt
rivaliserende grupper var ved at komme i slåskamp og en af de ”hårde” drengen trak en
kniv (Bilag 4). For os var episoden en voldsom oplevelse ikke mindst i kraft af, at seancen
udspillede sige udenfor korridoren, hvor vi opholdt os. Kathrin Böhm lod sig ikke mærke
af denne episode men sagde: I am used to this, I live in a nabourhood just like this, but
you don’t need to be brave if you are affraid (Bilag 4). Denne indstilling ændrede sig
46
markant i kraft af oplevelsen med Christiania flaget. Da vi spurte, hvordan vi skulle
placere plakaterne, melde hun klart ud: After the accident, I don’t care, let just to this –
this is a really crazy place (Bilag 7). Senere sagde hun: I smiply don’t know this place well
enough (Bilag 7). Freire betegner uoverkommelige situationer som grænse situationer. På
trods af at grænsesituationer kan synes frustrerende og uoverskuelige, understreger Friere,
at det er i mødet med denne modgang, at mulighederne opstår (Frieire, 1997, 75). Vi
havde i kræft af denne grænsesituation oplevet utrygheden, men det gav os samtidig en
større indsigt i konflikterne, at mærke frygten på egen krop. Derudover havde øldrikkerne
og flere af de forbipasserende set situationen og havde sympati for os. Dermed åbnede
situationen også op for flere samtaler. Set i et forskning perspektiv førte denne
grænsesituation således mange muligheder og nye perspektiver med sig.
13.8 Gatekeeperen
Hvis man ikke er bekendt med miljøet på forhånd, kan det være en fordel at konferere
med personer, der kender den aktuelle organisation til bunds, som dermed kan vejlede
med henblik på en vellykket kontakt (Kristiansen & Krogstrup 1999: 140) En person der
havde stor indflydelse på forløbet i korridoren, var en mand af anden etnisk baggrund, der
gik under navnet Chefen. Han havde en slående respekt hos de ”hårde” drenge, men var
samtidig også tydeligt vellidt af mange af de forbipasserende. Vi havde en lang samtale
med ham, hvor han både fortalte om personlige familie historier, og om sit syn på
balladen i Tingbjerg. I den forbindelse fortalte han: jeg har boet her i 36 år, jeg kender
drengene, de andre generationer var gode nok, men ikke den her - de har ingen hjerne
(Bilag 7). Selvom han ytrede sin frustration over de ”hårde” drenge, havde vi dagen
forinden set ham udveksle penge med en af drengene. Vi kan kun gisne om betydningen
af dette, men det synes nærliggende at antage, at han i et eller andet omfang er involveret
i den hash-handel, der finder sted. En tanke der understøttes af at drengene kalder ham
Chefen, hvilket illustrerer, at han i et eller andet omfang besidder en magtfuld position.
Det var tydeligt, at han holdt hånden over os efter episoden med Christiania flaget, da
han flere gange kom løbende og bestemt viftede de ”hårde” drenge væk (Bilag 5). Han
synes dermed at fungere som en form for gatekeeper: Gatekeeper(s) er den eller de
personer i en organisation (Tingbjerg), som har autoriteten til at give eller nægte en
person adgang til organisationen med det formål at udføre forskning (Kristiansen &
47
Krogstrup 1999: 139). I forbindelse med Christiania episoden var det hverken muligt for
Kenneth Balfelt eller Kathrin Böhm at trænge igennem til drengen (Bilag 1 s. 15). Men
drengen var tydeligt lydhør, da han snakkede med Chefen, som fik ham til at indse, at der
ikke var tale om en provokation, med blot en misforståelse. I vores optik var det Chefens
fortjeneste, at drengen ikke gjorde alvor af sine trusler, og dermed muliggjorde vores
deltagende observation i korridoren. Det er ikke til at sige hvad der lå bag denne
beskyttende og venlige adfærd. Uanset om Gatekeeperen ønsker en positiv fremstilling af
sig selv og organisationen(Tingbjerg) som helhed, (…) må forskeren være opmærksom på
gatekeeperens potentielle manipulation (Kristiansen & Krogstrup 1999: 141). Vi er
bevidste om, at hans motivation for at hjælpe os muligvis kan hænge sammen med, at det
ville være dårligt for en eventuel ”forretning”, hvis der opstod tumult og politiet blev
tilkaldt. Men det kan også skyldes en oprigtig interesse for os og vores projektet. Hvad
enten der var en skjult bagtanke bag hans handlinger eller ej, gjorde hans tilstedeværelse,
at vi følte os mere trygge i korridoren.
13.9 En vanskelig forsknings position
Vores position som deltagende observatører blev på mange punkter sat på en prøve i
korridoren. Vores udgangspunkt for at indgå i samarbejdet med Kathrin Böhm byggede på
et ønske om at udbygge vores empirimateriale og få yderligere kendskab til vores
undersøgelsesfelt. Vi var derfor meget opmærksomme på at få flest muligt stemmer i spil,
og etablere et rum hvor folk følte sig trygge ved, at fortæller om deres oplevelser i
Tingbjerg. Men når man arbejder i omgivelser der er præget af utryghed, kan det være
svært at holde fokus, da man konstant har antennerne ude. Det var derfor vanskeligt at
optage alle indtrykkene.
Derudover måtte vi assistere Kathrin Böhm, i langt højere grad end vi havde forventet. Da
hun ikke kan kommunikere på dansk, betød det, at vi i de tilspidsede perioder, var nødt
til at agere mellemmænd mellem hende og drengene. Samtidig med at vi for vores egen
sikkerheds skyld var meget interesserede i at skabe en god relation til de ”hårde” drenge,
og derfor brugte mange resurser på at være imødekommende og venlige. Vores
forskerposition betød endvidere, at vi flere gange fangede os selv i at handle mod vores
fornuft. Dette kom blandt andet til udtryk under slåskampen, hvor vi var meget i tvivl om
vi skulle løbe, men af en eller anden årsag var det svært at tage forskerbrillerne af. Når
48
man først lader sig opsluge af aktionsforskningens princip om at blive et med feltet, føles
det forkert at stikke halen mellem benene, selvom man udsætter sig selv for en potentiel
usikker situationer. Vi var i udgangspunktet kritiske overfor Kathrin Böhms valg af
location. Men set i bakspejlet gav netop denne konfliktfyldte korridor os nogle helt unikke
empiriske erfaringer. Vi havde i gennem samtaler med diverse borgere hørt meget om den
frygt, der synes at præge dagligdagen for mange. Men hvilken betydning det reelt har for
individets trivsel, at leve under disse betingelser, blev først for alvor klart for os, da vi selv
mærkede den på egen krop, hvilket ligeledes er en af aktionsforskningens vigtige pointer:
Kun ved sammen med praktikerne at involvere sig med hud og hår i forandringsprocessen
kan (forskeren) få indsigt i hvad der er på spil i det felt, man som forsker har involveret sig
i (Olesen i Almlund et al. 2011: 90).
49
14. Kritisk refleksion
I analysen har vi belyst tre overordnede emner. Vi har undersøgt forudsætningen for
dialog herunder den aktuelle præmis for dialog blandt enkelte borgere. Der udover har vi
undersøgt kunstneren som den frie agent og hvilke fordele denne position kan have.
Afslutningsvis har vi med udgangspunkt i egne oplevelser analyseret vores eget arbejde
med dialog i praksis. Vores analytiske og praktiske arbejde har ledt frem følgende kritiske
refleksioner.
‐
Er kunsten det rette redskab til at skabe dialog i Tingbjerg?
‐
Ønsker beboerne i Tingbjerg dialog?
14.1 Er kunsten det rette redskab?
Kenneth Balfelts projekt er interessant, fordi det arbejder med samfundsrelevante
problemstillinger ud fra utraditionelle kreative perspektiver. Hans tilgang er aktuel og
nærværende og kan betragtes som en revision af statslige og kommunale redningsplaner
for udsatte områder. I analysen af dialog i praksis har vi set på hvilke spændinger, der kan
opstå i en interaktiv udstilling, hvor forholdsvis simple redskaber sætter rammen for en
kreativ proces. I korridoren oplevede vi et forsøg på at facilitere dialog helt forskellig fra
en situation på et boligkontor eller et borgermøde. Hvilke netop synes at afspejle
kontrasten mellem den traditionelle måde at skabe lokalt fællesskab og kunstens
uforudsigelige og legende måde.
14.1.2. Manglende strategisk overblik
Vi betragter kunstprojekterne i Visit Tingbjerg som interessante indgange og metoder til at
skabe dialog og interaktion. Vi mener dog også at se nogle overordnede problematikker
forbundet med tilgangen. Vi har i løbet af projektet arbejdet med Visit Tingbjerg som en
integreret del af konfliktløsningsprojektet. Hvilket tydeligt afspejles i rapportens samlede
udfald. Denne opfattelse bygger vi blandt andet på T-ARDs overordnede
projektbeskrivelse (jf. afsnittet om T-ARD). I et interview med Kenneth Balfelt blev det os
dog bevidst, at projekterne strategisk set ikke er tænkt i en sammenhæng. Vi mener, at
grundigere overvejelser af en sammentænkning af projekterne kunne være gavnligt med
henblik på at gøre brug af de mange kunstneres erfaringer i Visit Tingbjerg i det videre
arbejde med konfliktløsnings projektet. Kenneth Balfelt billiger dog også denne opfattelse
50
og giver endvidere udtryk for, at han ikke kan undgå at trække på de oplevelser og den
indsigt, han har opnået via kunstfestivalen. Samt at kunstnerne vil blive bedt om, at
nedfælde nogle af de oplevelser og tanker de har haft.
De processer vi har fulgt i forbindelse med Visit Tingbjerg, mener vi har haft en
umiddelbar effekt i området. Vi stiller os dog kritiske overfor denne effekts holdbarhed i
kraft af festivalens, isoleret set, korte omfang. Vi mener hertil også, at Kenneth Balfelt er
bevidst om dette aspekt i og med, at hans konfliktløsningsprojekt er estimeret til fire år.
Kenneth Balfelt har gentagende gange ytret bevidstheden om, at en løsning på
problematikker i et område som Tingbjerg tidsmæssigt er en langvarig proces. I relation til
den frie agent, i Kenneth Balfelts optik, er tidsperspektivet ikke af væsentlig karakter, fordi
han ikke har nogen opdragsgiver og dermed er frit stillet til at disponere over omfanget af
tiden.
14.1.3 Et positivt menneskesyn skaber barriere
Som tidligere nævnt har Kenneth Balfelt, i kraft af sin position som fri agent, valgt at
fokusere på områdets ressourcer frem for problematikkerne. Det kan synes mærkværdigt,
at stille sig kritisk overfor denne positive tilgang. Ikke desto mindre har vi gennem vores
observationer og samtaler med Kenneth Balfelt oplevet, at dette positive menneskesyn til
tider synes at manipulerer hans kontekstforståelse. Denne problematik er Kenneth Balfelt
bevidst om. Han påpeger selv, hvorledes hans noget afslappede tilgang til de ”hårde”
unge drenges kriminalitet, måske kan synes en anelse naiv (Bilag 1 s.13). I den
forbindelse findes det bemærkelsesværdigt, at Kenneth i et mødereferat citerer en af de
”hårde drenge” for at sige, at de rådes til ikke at sige alt til medarbejderne i Crossroads,
da de har en skærpet indberetningspligt (Bilag 15). Umiddelbart reflekterer han ikke
videre kritisk over denne udtalelse i relation til drengenes beretninger overfor ham selv.
Det kan eventuelt skyldes, at han mener, at han har skabt et rum, hvor de føler de kan
være fuldstændig ærlige overfor ham. Hans positive syn på de ”hårde drenge” har
samtidig også ført frustrationer med sig. Han har i den forbindelse fortalt, at det er utroligt
udmattende, når man har besluttet at se det gode i de ”hårde” drenge, og efterfølgende
bliver konfronteret med en grædende kioskejer (Bilag 1 s. 13), der føler, at hun har mistet
kontrollen over sin forretning, fordi drengene tager fra hylderne, som det passer dem og
51
smadrer butikken (Bilag 15). Dette understreger det udfordrende i at bibeholde troen på
hans egen kontekstforståelse.
Et lignende eksempel på at stræben efter at tro på det gode i mennesker kan overskygge
kritisk refleksion, finder vi i et videooptaget møde mellem Lene Mirdal, Kenneth Balfelt og
to mænd fra en fædregruppe der holder til i et kælderlokale ved Ruten. Samtalen mellem
de fire går på, hvorledes det vil gøre en forskel for problemerne med de unge drenge på
Ruten om aftenen, hvis fædregruppen får nogle lokaler i gadeplan, hvorfra de kan holde
øje med dem. Det er tydeligt, at Lene Mirdal og Kenneth Balfelt kredser meget om denne
problematik, givetvis fordi der er tale om et konkret og håndgribeligt løsningsforslag. Det
interessante er, at da vi så mødet, blev vi grebet af en vis skepsis og en fornemmelse af, at
mændene så muligheder i at få et nyt lokale, mere end de egentlig kunne afværge større
eller mindre kriminelle handlinger i bydelen. Hertil kom vores undren over, at hvis det er
så enkelt – hvorfor har de så ikke gjort noget før? Sidenhen har Kenneth fortalt, at de har
droppet ideen, efter at andre borgere har rettet en kritik mod fædregruppen, som bygger
på, at de ikke har gjort noget i tyve år. Hermed er det, for disse borgere, utænkeligt, at
noget vil ændre sig fordi fædregruppen får nye lokaler (Bilag 1 s. 8). Vi ser dette som en
indikator, for den processuelle udvikling hvor metoder revurderes og ændrer kurs. Det
kan dog overvejes, om en anelse mere kritiske refleksioner over borgernes udtalelser ville
gavne processen. Samtidig er det interessant, at refleksionen opstår, når borgernes ytringer
mødes i en konfrontation.
I kontrast til de manglende kritiske refleksioner i ovenstående forholder Kenneth Balfelt
sig mere kritisk til pressens fremstilling af Tingbjerg. Dette stemmer godt overens med
hans fokus på selv at erfare kontekstforståelsen i området og bekræfter hans positiv tro på
Tingbjergs ressourcer. Ifølge ham selv, læser han ikke det som pressen skriver om
Tingbjerg, men ignorerer eventuelle avisoverskrifter og nyhedsindslag. Han anser ikke
denne fremstilling som en brugbar del af sin research, da mediebilledet så at sige er en
udefra kommende udlægning af forholdene i Tingbjerg. Vi anerkender til dels denne
vinkel, men stiller os dog også kritiske herfor. Dette da vi mener, at der er tal om en vis
negligering af nogle af de hændelser der sker i bydelen, som er medvirkende til at skabe
utryghed og frygt for mange borgere.
52
14.1.4 Kunsten har ingen sprogbarriere
Gennem vores interviews med folk bosat i Tingbjerg har vi erfaret, at et manglende fælles
sprog er en stor udfordring for mange. Det er blevet os bevidst, at denne sprogbarriere
skaber meget frustration blandt borgerne i Tingbjerg, og at sproget for manges
vedkommende betyder, at der er mange, der slet ikke har forbindelse til eller taler med
hinanden. Principielt var der ikke nogen forventning om, at nogen skulle sige noget i
korridoren under udstillingen. Omdrejningspunktet for udstillingen var, at forbipasserende
kunne stoppe op og reflekterer over plakaterne og selv tegne eller male deres eget billede
af gode og dårlige sider af Tingbjerg. I et område kendetegnet ved mange forskellige
sprogfællesskaber synes kunsten således at kunne bidrage med en form for non-verbal
måde at skabe dialog og fællesskab på. Vi anskuer denne tilgang som et interessant
alternativ til traditionelle møder med kommuner og sagsbehandlere, hvor det verbale
sprog er dominerende.
14.1.5 Kunsten som åben invitation
Endvidere finder vi det interessant, at udstillingen opfordrede alle køn og alle aldre til at
sætte sit præg. Under normale omstændigheder er problematikker som dem, der er at
finde i Tingbjerg en ”voksen bekymring”. Udstillingen brød disse grænser og inviterede
også børn til at ytre deres stemme (Bilag 14). Vi mener, at dette i kraft af børnestemmerne
gav et meget stærkt udtryk. Børn er for mange i sig selv forbundet med uskyld, og fremstår
desuden ikke som en autoritativ løftet pegefinger. Børn er omvendt samfundets fremtid,
og langt de fleste har en datter, en søn, en bror eller søster som de ønsker det bedste for.
Med dette in mente mener vi derfor, at en udstrakt barnehånd med ordet STOP sætter
gang i de emotionelle følelser. Endvidere betragter vi det som en positiv ting at børnene,
som vokser op i Tingbjerg og er en del af miljøet i området, allerede i en tidlig alder
bliver bevidste om vigtigheden af fællesskab og en stærk lokal identitet.
Set med kritiske briller kan man dog argumentere for, at den interaktive udstilling midt i
orkanens øje er en smule uansvarlig. Dette i særlig grad med henblik på børnenes
tilstedeværelse. Udstillingen var en interessant konfrontation med tanker og forestillinger
om Tingbjerg, men også en noget risikabel satsning. Som tidligere nævnt i analysen valgte
Kathrin Böhm bevidst korridoren, fordi hun vidste, at området er betændt. I forsknings
53
øjemed var de voldsomme episoder i korridoren meget interessante og har bidraget med
nye vinkler for os og vores arbejde. De konflikter der udsprang af korridoren gav os en
større indsigt i nogle af de ting, der rører sig i Tingbjerg og en indsigt i flertydige
tolkninger af symboler. Lige ledes gav episoderne os en bedre forståelse for den utryghed
og frygt, der hersker i området. Omvendt stod vi også i en situation med en flok små
piger, som ikke opholder sig i korridoren under normale omstændigheder. Vi forstod her
alvoren af de konflikter, der udspiller sig i området og stod mere eller mindre med et
ansvar for at pigerne var i korridoren. Hertil havde vi en interessant betragtning i og med,
at pigerne tilsyneladende ikke helt forstod, hvad der foregik. De reagerede,
omstændighederne taget i betragtning, ikke voldsomt på drengenes tumult, men stillede
sig spørgende overfor hvad der skete. Vi oplevede yderligere, at en af pigernes største
bekymring var den hund, politiet havde med, da de ankom til stedet (Bilag 4).
14.1.6 Skrald skaber stemmer
En anden kunstner ved Visit Tingbjerg har bidraget med alternative samlingspunkter i
hendes arbejdet med Tingbjergs flora. Projektet synliggjorde ligeledes kunstens unikke
evne til at skabe utraditionelle forbindelser mellem mennesker. Hun har fundet blomster
og frø, som ikke er normale forekomster i området. Dette har affødt nye fortællinger om
hvordan, beboere i lejlighederne gennem årene har smidt affald ud af vinduerne og
derved ubevist har plantet eksotiske blomster mm. Interaktionen i dette kunstprojekt har i
høj grad bygget på samtaler og dermed verbale fortællinger, men det har genereret et
”nyt” samtaleemne, som de kan relatere til på tværs af grupperne. Et emne som
omhandler noget smukt i bydelen. Vi betragter hermed de kunstneriske processer som
noget, der kan tiltrække borgerne i Tingbjerg og på den måde være noget positivt at
samles om. Processen kan afføde en ejerskabsfølelse og i kraft af samproduktionen skabes
nye relationer.
14.2 Vil borgerne i Tingbjerg dialog?
Med udgangspunkt i vores empiriske arbejde og analyse heraf, vil vi i det følgende
diskutere hvorvidt borgerne i Tingbjerg overhoved er indstillet på dialogen, og i så fald
om den kan etableres af udefrakommende. Afslutningsvis findes der relevant at reflektere
over, hvordan stigmatiseringen af Tingbjerg som et ghetto område har indflydelse på
mulighederne for at skabe forandring og løse de eksisterende konflikter.
54
14.2.1 Langsigtede initiativer er vejen frem
Under vores arbejde i gyden blev vi flere gange konfronteret med borgernes skeptiske
blikke og bemærkninger om, at det var et nytteløst projekt at udstille i korridoren. Når vi
spurgte ind til denne negative holdning, blev vi ofte mødt med den en opfattelse, at de
fleste initiativer og integrations projekter alligevel ikke fører nogen resultater med sig. Set i
et dialogisk kommunikations perspektiv er den manglende tro på nye initiativer et
essentielt problem, der spænder ben for forandring. Mange af borgerne har mistet håbet,
fordi der tidligere er forsøgt at tage hånd om problemerne, uden at der har affødt nogle
reel forandring. I den forbindelse ytrer Gitte Larsen, Klubleder og medarbejder på
Heldagsskolen, frustration over de mange kortvarige projekter og initiativer der bliver
stablet på benene i Tingbjerg:
Der kommer hele tiden nogle som gerne vil lave projekter i Tingbjerg. Der er tilbud
over alt med puljer og projekter. (…)Når der kommer en som Kenneth er det noget
andet – der bliver tingene jo til noget. Det andet tror jeg ikke er givende – der
kommer bare nogle nye når et projekt er afsluttet (Bilag 10).
Denne overflod af kortvarige initiativer er således blot med til at minimere succesraten og
dermed understøtte den manglende tro på initiativernes gennemslagskraft. Der synes
derfor at være opstået en ond spiral, hvor borgerne har mister troen på og ikke vil deltage
i nye initiativer, og dermed er de selv med til fastholde situationen i Tingbjerg. Vi
mærkede selv, at denne manglende tro kan tage over, da vi kom tilbage til Tingbjerg efter
festivalen og så, at udstillingen var blevet ødelagt. Hvis man gang på gang oplever denne
skuffelse og afmagt, er det nærliggende, at man ikke kan opretholde troen.
På trods af at borgerne stiller spørgsmålstegn ved nye initiativers effekt. Har vi gennem
vores feltarbejde i Tingbjerg oplevet, at der eksisterer en stor åbenhed og lyst til at
vidensdele. Vi har været nysgerrige og opsøgende i mødet med Tingbjergs borgere og har
fået bekræftet, at hvis man møder mennesker med dette udgangspunkt, så er der rigtig
mange i Tingbjerg, der gerne vil dialog. Men man må erkender, at dialog tager tid og det
kræver, at man tror på evnen og viljen til at skabe forandring.
14.2.2 Et skridt i den rigtige retning
Gennem samtaler med de ”hårde drenge” har Kenneth Balfelt fået et klart indtryk af, at
55
drengene ønsker en fremtid uden kriminalitet og samtidig ønsker at bidrage til, at
Tingbjerg skal få et godt omdømme. Hvilket understøttes af, at der i den seneste periode
har været er et markant fald i antallet af indbrud og overfald. Mange af borgerne mener,
at dette skyldes, at der er blevet sat overvågningskameraer op på Ruten:
Det er 100 procent sikkert, at det er videoovervågningens skyld. Siden kommunen
i januar satte 36 kameraer op på Ruten (hovedgaden, red.), har der ingen ballade
været. Tingbjerg er blevet en helt anden bydel. Det ligner snart Hellerup18 (Bent
Kristensen, bestyrer af SuperBest) (Bilag 15).
Men ifølge de ”hårde” drenge selv har det intet med kameraerne af gøre. Det er derimod
et bevidst valg fra drengens side, for at skabe bedre vilkår og trivsel i bydelen: Det er os
der har besluttet ikke at skide i egen rede. Tingbjerg skal ikke have et dårligt ry. Hvis man
skal lave ”lort” skal det være udenfor Tingbjerg (Bilag 15). At drenge selv er begyndt at
tage ansvar, og har indset, at de på mange måder sidder med nøglen til ”et bedre
Tingbjerg”, er et vigtigt vendepunkt, der kan have stor betydning for fremtiden. Der vil
selvfølgelig altid være brodne kar imellem, men at der synes at være sket et overordnet
mentalitetsskrifte hos de ”hårde” drenge, er unægtelig et skridt i den rigtige retning.
Overvågningskameraerne har været med til at skabe en større tryghed i området, men
hvis drengene reelt har taget en beslutning om at ændre deres destruktive adfærd, kan
kameraerne ligeledes ses som en hæmsko, da de tager ”æren” for denne forandringen.
Overvågning er ikke en forandring, der løser konflikterne, og forbedrer relationerne
mellem borgerne og de ”hårde” drenge. Derfor er det vigtigt, at de ”hårde” drengene ikke
blot fortæller åbent om deres nytillagte fredelig stil, men også (be)viser den. Denne ytring
kan genskabe troen på forandring, og give borgerne en oprigtig følelse af at være tryg.
Dertil er drengene nødt til at handle åbent og genvinde tilliden og troen på dem i
Tingbjerg.
Hvis drengene er oprigtige, lader det til, at de har fundet fornyet styrke, og ønsker at
bidrage til det gode fællesskab. Vi har selv oplevet, hvor imødekommende og søde
drengene kan være at snakke med, og vi nærer et stort ønske om håb for dem. Det er ikke
vores opfattelse, at drengene er stor kriminelle, men derimod en gruppe utilpassede unge,
18
http://politiken.dk/indland/ECE1361275/videoovervaagning‐giver‐ro‐i‐ghetto/
56
der er endt i et kedeligt miljø. Det tager tid at bearbejde historien, og den ballade der
tidligere har været konstituerende for dagligdagen. Vi er dog af den opfattelse, at hvis
denne indsigt i drengens ændrede mentalitet bliver en realitet, vil det afføde ny tro på
forandring og nye initiativer.
14.2.3 Afskaffelse af Ghettobegrebet
Man valgte under den tidligere regering at udforme en såkaldt ghetto liste. Hvilket
udelukkende synes at have bidraget til at stigmatisere området og dets beboere
yderligere. Kritikken er ikke møntet på selve ideen bag listen, da der selvfølgelig skal
opstilles kriterier for, hvilke steder der kræver ekstra indsatser, men på selve betegnelsen
og offentliggørelsen af ghettolisten. Beboerne i Tingbjerg kæmper i forvejen med de
fordomme og stereotype opfattelser, der ofte tegnes af forskellige etniske minoriteter.
Ghettolisten synes derfor blot at være medvirkende til at fremme denne stigmatisering, og
afskrække nye potentielle tilflyttere. Hvilket kan synes paradoksalt, når visionen med
ghettolisten netop bygger på at fremme integration.
Når man hører ordet ghetto falder tankerne ofte på et område isoleret fra det øvrige
samfund. Et område hvor beboerne tager afstand fra danske værdier og ikke har lyst til
blive en del af samfundet. Denne opfattelse står i skarp kontrast til den
imødekommenhed vi oplevede i Tingbjerg, og til det stigmatiserende Ghettobegreb.
Den siddende regeringen har en klar visionen om, at Ghettobegrebet skal afskaffes:
Hvilke ressourcestærke borgere gider flytte ud i en ghetto? Formentlig ikke mange. Derfor
vil dette udtryk blive slettet af regeringens vokabularium. Ikke flere ”ghettolister”, ikke
flere ”ghettostrategier”, ikke mere ”ghetto”19 (Carsten Hansen – Minister for By, Bolig og
Landdistrikter). Visionen er endnu ikke blevet en realitet, men forhåbentlig indfries
visionen i den nærmeste fremtid. Da en velfungerende integration er forankret i
dialogiske visioner om åbenhed og anerkendelse, og gensidig lyst til at møde og forstå
den anden, hvilke er vanskeligt at etablere på baggrund af et stigmatiserende
Ghettobegreb.
19
http://jp.dk/opinion/breve/article2578972.ece
57
15. Konklusion
Indeværende rapport udspringer af et ønske om at undersøge, hvordan kunstneriske
processer skaber rum for dialog med henblik på at skabe social forandring i Tingbjerg.
Grundet den kritiske refleksions opsamlende karakter vil vi i følgende konklusion kort
tydeliggøre projektets resultater.
På baggrund af vores analytiske og kritisk refleksive arbejde med problemstillingen er vi
af den overbevisning at kunsten, med sin flerdimensionelle og rummelige karakter,
tilbyder nye måder at etablere dialog mellem borgerne i Tingbjerg. Vi mener, at kunne
konkludere at kunsten i kraft af sin visuelle karakter inviterer mangfoldigheden. Da
kunsten ikke stiller krav eller fordrer et bestemt sprog eller kulturel baggrund, mener vi, at
den er en effektfuldt redskab til at få borgerne i Tingbjerg til at interagere og skabe noget
sammen og dermed styrke deres sociale relationer.
Vi har endvidere belyst, hvordan kunsten kan være en vanskelig og flydende størrelse,
som kan læses ud fra forskellige perspektiver og kontekstforståelser. Dette efterlader
kunsten som et interessant værktøj til at skabe forum for debat såvel som fællesskab. Vi
har erfaret, at dialogen lever under svære betingelser i Tingbjerg hvor frygt er en
gennemgående og daglig følelse bland flere af borgerne. Vi er dog af den overbevisning,
at dialogen gennem langsigtede initiativer kan etableres og øge trivsel samt sociale
fællesskaber i bydelen.
Vi kan konkludere, at aktionsforskningen har vist sig særligt anvendelig i undersøgelsen af
projektets genstandsfelt. Vi har trods projektets korte tidsramme opnået en god forståelse
for de mekanismer, der udspiller sig i Tingbjerg. Aktionsforskningen har ligeledes betydet,
at vi har kunnet gå åbne og interesserede til feltet. Dette betyder også, at vi har været i en
konstant processuel udvikling gennem projektet og hvad der synes som en sandhed den
ene dag blev måske en anden den næste.
58
16. Efterreflektion
Allerede indledningsvis da vi etablerede kontakt til Kenneth Balfelt, blev det os hurtigt
bevidst, at vores interesse blev imødegået. Samtidig var der dog heller ingen tvivl om, at
Kenneth Balfelt forventede en gensidig arbejdes indsats. Vi har indgået i samarbejdet vel
vidende, at vi for at kunne indfri de fornødne undersøgelser har været afhængige af
Kenneth Balfelts interesse og velvillighed til at lade os være en del af processen. Når det
er sagt, har vi samtidigt været fokuserede på, hvad der har været vigtigt for os og
prioriteret det højt. Vi er i øjeblikket i gang med at samle de interviews, vi har foretaget
med Tingbjergborgere til en mindre film. Dette for at dokumentere og aflevere vores
viden i et ordentligt format.
Gennem arbejdet med projektet har vi været på en spændende og udfordrende
erkendelses rejse. Det har været interessant at få indblik i, hvordan man som kunstner kan
arbejde med aktuelle og væsentlige samfunds problematikker på en alternativ og
stimulerende måde. Endvidere har vi stiftet bekendtskab med et område i København,
som for os, trods den geografiske korte afstand, på mange andre måder har synes at være
langt væk. Arbejdet med projektet har givet os et nyt og nuanceret billede af begrebet
kunst og kunstneriske processer. Vi mener således at se givende muligheder i, at gøre
brug af de metoder der følger med princippet om den frie agent.
Vi har undervejs haft perioder med et større tidspres. Dette hænger blandet andet
sammen med vores empiriske materiales omfang, som har krævet adskillige timer og dage
foruden en omfattende tilstedeværelse. Som nævnt i projektet havde vi dage i Tingbjerg,
som mentalt var meget krævende. Samtidig har vi på forholdsvis kort tid fået Tingbjerg
ind på livet i en sådan omfang, at vi også har svært ved at slippe det igen.
59
17. Litteratur
Almund, Pernille & Andersen, Nina Blom 2011, Fra metateori til kommunikation, 1.
Udgave 1. Oplag, Hans Reitzels Forlag, København, kap. Phillips, Louise, Med forskel
som forandringskraft: En introduktion til dialogisk kommunikationsteori.
Almund, Pernille & Andersen, Nina Blom 2011, Fra metateori til kommunikation, 1.
Udgave 1. Oplag, Hans Reitzels Forlag, København, kap. Olesen, Birgitte Ravn,
Aktionsforskning – om at skabe meningsfuld viden og forandring sammen.
Broome, Benjamin 2009, Dialogue Theories i Stephen Littlejohn og Karen Foss (eds),
Encyclopedia of Communication Theory, Thousand Oaks: SAGE, s. 301-305.
Buber, Martin 1997, Jeg og Du, Hans Reitzels Forlag A/S, København, 3. Udgave 1.
Oplag. Første del, s. 19-50.
Cloke, Paul et al. 2004, Practising Human Geography, Thousand Oaks: SAGE
Publications, London. Introduction: What is etnographie and how can it be?
Kap 6, 169-171.
Dysthe, Olga 2003: Dialog, samspil og læring, Klim, 2003. 1. udgave. s. 95-127.
Filosofisk Leksikon, Nordisk Forlag A/S, København 2008.
Freire, Paulo 1997: De undertryktes pædagogik, Andelsbogtrykkeriet i Odense, 1. Udgave
10. Oplag. Kap 2, s 44-61.
Freire, Paulo 1997: De undertryktes pædagogik, Andelsbogtrykkeriet i Odense, 1. Udgave
10. Oplag. Kap 3, s 62-102.
Klausen, Søren Harnow 2005: Hvad er videnskabsteori, Akademisk Forlag, 1. Udgave 3.
Oplag, kap. 5.
Kristiansen, Søren & Krogstrup, Hanne Kathrine 1999, Deltagende observation, Hans
Reitzels Forlag, København s. 70-98.
Kristiansen, Søren & Krogstrup, Hanne Kathrine 1999, Deltagende observation, Hans
Reitzels Forlag, København s. 131-168.
Kvale, Steinar & Brinkmann, Svend 2009, Interview, Introduktion til et håndværk, 2.
Udgave 1. Oplag, Hans Reitzels Forlag, København s. 44-50, 66-68.
Web:
http://www.youtube.com/watch?v=iUF-QJqKK5A
http://kennethbalfelt.org/cv/
http://kennethbalfelt.org/tingbjerg-art-research-dialogue/
http://kennethbalfelt.org/texts/introduction-to-art-practice/
60
http://www.denstoredanske.dk/Danmarks_geografi_og_historie/Danmarks_geografi/K%C3
%B8benhavn/Tingbjerg
http://www.denstoredanske.dk/Samfund,_jura_og_politik/Filosofi/Filosofi_i_1800_og_1900-t./Martin_Buber?highlight=martin%20buber
http://www.information.dk/telegram/285200
http://jp.dk/opinion/breve/article2578972.ece
http://politiken.dk/indland/ECE1361275/videoovervaagning-giver-ro-i-ghetto/
http://www.denstoredanske.dk/Samfund,_jura_og_politik/Filosofi/Filosofi_i_1800_og_1900-t./Martin_Buber?highlight=martin%20buber
http://www.denstoredanske.dk/Danmarks_geografi_og_historie/Danmarks_geografi/K%C3
%B8benhavn/Tingbjerg
61