Læs erstatningsvejledning

Fremtidsfuldmagter
Fredag 22. august kl. 10.45 – 12.15
Sektionsmøde
Fremtidsfuldmagter
(Se siderne 157-172 i Bind I)
Referent: professor Torstein Frantzen, Norge
Korreferent: adj. professor, dr.jur. Svend Danielsen, Danmark
Debatleder: lagdommer Ragnhild Noer, Norge
Lagdommer Ragnhild Noer, Norge:
Debatlederen indledte debatten og gav straks ordet til Torstein Frantzen.
Professor Torstein Frantzen, Norge:
Hva er en fremtidsfullmakt? Dersom en person mister dømmekraften kan han settes
under vergemål. Et alternativ til vergemål er at han på forhånd, altså mens han har
dømmekraften i behold, oppretter en fullmakt der det fremgår hvem som skal ivareta
hans interesser dersom han selv ikke lenger er i stand til det. Dette omtales som en
fremtidsfullmakt. En del land, fortrinnsvis land som bygger på Common Law, men
også enkelte europeiske land har vedtatt lov­giv­ning om fremtidsfullmakter. I Finland
er det iverksatt en lov om frem­tids­fullmakter, mens det i Norge og Sverige er utarbeidet lovutkast. I Danmark er det ingen lovgivningsinitiativer, men fremtidsfullmakter
benyttes i en viss ut­strek­ning.
Fremtidsfullmakter reiser en rekke spørsmål og vi rekker selvsagt ikke å diskutere
alle sider ved fremtidsfullmakter her. Svært forenklet er det to hoved­spørsmål:
Bør fremtidsfullmakter aksepteres?
Hvis ja på dette spørsmålet: hvordan bør lovgivningen utformes?
Behovet
For demenssykdommer er forekomsten høyere dess høyere opp i alders­gruppene
man kommer. Levealderen er økende. Samtidig er det foreløpig ingen medisiner som
kan motvirke demens. Demens utvikler seg gradvis og syk­domsforløpet kan variere.
Hjelpebehovet vil variere både i forhold til syk­doms­­tilstanden og personens livssituasjon. Noen har en enkel og oversiktlig økonomi, der det vesentlige er at husleie,
strøm, forsikring, dagligvarer osv. Beta­les. Andre har større formue, som kan bestå av
bolig, fritidseiendom, aksjer og andre verdipapirer, eller de kan være aktive bedriftseiere. Atter andre kan ha en uoversiktlig økonomi, med ulike små og store gjeldsposter. Når det gjelder det daglige hjelpebehovet, vil også det variere sterkt i forhold til
sykdomstilstand og livssituasjon. En kan være ensom og bor i et stort hus. En annen
kan ha fått plass på en institusjon der det daglige hjelpebehovet allerede er ivaretatt.
380
Torstein Frantzen
Den tradisjonelle oppfatningen er at når myndige personer kommer i en tilstand
der de ikke lenger kan mestre tilværelsen, ofte på grunn av demens, blir det et offentlig ansvar å oppnevne en person (verge, god man, intresse­bevakar) som kan bistå
vedkommende. Samtidig er det slik at i de fleste til­feller der en person blir dement
skjer det ingen offentlig oppnevnelse av en representant for vedkommende. Det kan
ha mange årsaker. Nærstående vil vegre seg mot å iverksette en prosess for å få
oppnevnt en verge. Nærstående vil kanskje heller ikke risikere at en av dem eller en
utenforstående blir opp­nevnt. I en del tilfeller vil det heller ikke være så stort behov
for represen­tasjon, for eksempel fordi vedkommende bor på institusjon og boligen
er allerede solgt. Det kan også tenkes at den demente har ektefelle eller samboer og
at de løpende inntektene, typisk pensjonen går inn på en konto som ektefellen eller
samboeren har disposisjonsrett over. Dersom ektefellen eller samboeren ikke har disposisjonsrett kan det tenkes at han rent faktisk kan disponere over kontoen gjennom
kjennskap til bankkortkode eller koder for bruk av internettbank.
Jeg skal nå kort presentere mine seks teser – seks teser som gir uttrykk for en
nokså kritisk innstilling til rettsinstituttet fremtidsfullmakt.
Tese 1: Alminnelige fullmakter faller bort dersom fullmaktsgiveren mister rettshandelsevnen/dømmekraften. Avtaleloven § 22 bør anvendes analogisk.
I § 22 i de nordiske landenes avtalelover sies det, noe upresist gjengitt, at full­
makter faller bort dersom en person umyndiggjøres. Den sier ikke hva som gjelder
dersom en person kommer i en situasjon der han kan umyndiggjøres, men uten at
vedkommende umyndiggjøres. Spørsmålet blir da om en fullmakt som en dement
har opprettet før han ble dement faller bort eller ikke. Det er alt­så spørsmålet om § 22
skal tolkes analogisk eller antitetisk. Jeg mener den bør tolkes analogisk fordi den demente har samme beskyttelsesbehov, uav­hen­gig av om han umyndiggjøres eller ikke.
Hensynet til den som handler i til­litt til fullmakten taler imidlertid for at fullmakten
ikke faller bort. Spørsmålet blir på sett og vis om man vil beskytte den demente fullmaktsgiveren eller den som handler i tillit til fullmakten. Spørsmålet er besvart ulikt
i de nordiske landene. Dersom alminnelige fullmakter ikke faller bort innebærer det
på sett og vis at det allerede er hjemmel for å opprette fremtidsfullmakter som dekker
økono­mi­ske formål.
Tese 2: Fullmakter vedrørende ’løpende betalinger’ i de norske og svenske lovutkastene vil stort sett dekke de praktiske behovene. For finsk rett vil alminnelige
fullmakter kunne dekke de praktiske behovene.
I de norske og svenske lovutkastene er det foreslått at dersom en person har opprettet en fullmakt som omfatter løpende betalinger, vil den forbli gyldig selv om fullmaktsgiveren blir dement. Dette innebærer en mellomløsning i forhold til spørsmålet
om avtaleloven § 22 bør tolkes antitetisk eller analogisk. Løpende betalinger omfatter
typisk husleie, strøm, telefon, forsikring og dagligvarer. For slike fullmakter gjelder
det, i motsetning til hva som er forutsatt for fremtidsfullmakter, ingen formkrav. Dersom det er aktuelt med større disposisjoner, salg av bolig, næringsvirksomhet osv. er
det behov for en viss offentlig kontroll. Fordelen med en løpende fullmakt er også
Fremtidsfuldmagter
381
at den normalt trer i kraft fra opprettelsestidspunktet, altså mens fullmaktsgiveren
har dømmekraften i behold. Han kan da kontrollere hvordan fullmakten fungerer og
eventuelt tilbakekalle den. Det får han ikke mulighet til dersom fullmakten først trer
i kraft på det tidspunktet han ikke lenger har dømmekraften i behold.
Tese 3: Dersom fremtidsfullmakter innføres, bør de ikke kunne omfatte medisinsk behandling.
Etter den finske loven og etter de norske og svenske lovutkastene kan en frem­
tidsfullmakt i tillegg til økonomiske formål også omfatte personlige for­mål. Under
personlige formål faller også spørsmål vedrørende medisinsk behand­ling. Fullmektigen er likevel ikke ment å få en annen funksjon enn den pårørende ville ha hatt
dersom det ikke forelå noen fullmakt. Når full­makts­giveren er inkapabel skal altså en
fullmektig i første rekke ivareta informa­sjons­funksjoner og ellers kunne ta stilling til
om visse typer medisinsk behandling skal gjennomføres. Hva er så betenkeligheten
med å tillate fremtidsfullmakter når de har en så vidt begrenset betydning?
En innvending er at betegnelsen fullmakt i disse tilfellene er nokså mis­visende
fordi det i praksis dreier seg om en blant flere måter å utpeke hvem som skal regnes
som pårørende. Dette kan lede til misforståelser og uklarheter. Det kan også bli uklart
hvilken rolle de øvrige pårørende skal ha, for eksempel når fullmaktsgiveren på annen måte har gitt uttrykk for at en annen enn full­mek­tigen skal regnes som pårørende.
En annen innvending er at det kan være uklart om fullmakten er ment å om­fatte
medisinsk behandling. Beror det på en konkret tolking av hva full­makts­giveren har
ment? Gjelder det bestemte presumsjoner? Kreves det spe­si­fi­kasjon i fullmakten?
Uklarheter med hensyn til fullmektigens rolle leder til at det medisinske personellet kan komme til å måtte bruke uforholdsmessig store ressurser på å ta stilling til
juridiske spørsmål.
Tese 4: De behov som ønskes ivaretatt gjennom fremtidsfullmakter, kan ivaretas
gjennom vergemålslovgivningen
Vergemålslovgivningen vil trolig i en del tilfeller oppleves som en unød­vendig
og kompliserende ekstrabyrde for de pårørende i en allerede van­skelig situasjon. Det
kan være en omfattende prosess å få oppnevnt en ver­ge. Vergen er underlagt offentlig
kontroll og må ha samtykke til en del dis­po­sisjoner. De norske og svenske lovutkastene om fremtidsfullmakt kan noe spissformulert sies å bygge på et enten/eller
synspunkt;- enten vergemål med omfattende offent­lig kontroll eller fremtidsfullmakt
nærmest uten offentlig kon­troll. Den finske loven om fremtidsfullmakter viser en
mellomløsning der det er relativt om­fattende offentlig kontroll med fullmektigen.
Jeg nevner stik­kordsmessig: offentlig registrering av at fullmakten er trådt i kraft,
informasjonsplikter og regnskapsmessige forpliktelser for fullmektigen. Den finske
lovgivningen gir en god avveiing av hensynet til privatautonomi og fleksibilitet på
den ene siden og mot behovet for offentlig kontroll på den andre siden. Et tredje
alter­na­tiv, altså et alternativ til den norsk/svenske og den finske løsningen er å åpne
opp for en mer fleksibel vergemålslovgivning. Innenfor en mer fleksibel verge­måls­
lovgivning kan det eksempelvis tenkes at den vergetrengende på forhånd kan avgi en
382
Torstein Frantzen
erklæring om hvem han ønsker oppnevnt som verge. Det er også mu­lig å tenke seg
at det ut fra en konkret vurdering kan tillates mindre om­fattende offentlig kontroll,
eksempelvis fordi den vergetrengende på forhånd har gitt uttrykk for det.
Tese 5: Uklarheter med hensyn til ikrafttredelse, fullmektigens kompetanse,
kontrollmulighetene, vilkårene for tilbakekall, risikoen for interessekonflikter osv.
svekker forutberegneligheten for fullmaktsgiveren, fullmektigen, medkontrahenter,
pårørende og arvinger
Hvilken kompetanse fullmektigen skal ha må fortolkes konkret. Da blir det også
vanskelig for pårørende og myndighetene å ta stilling til om full­mek­ti­gen ivaretar
fullmaktsgiverens interesser. Også for tredjemenn, altså de som skal forholde seg til
fullmektigen, kan det fremstå som uklart både om full­mak­ten er trådt i kraft og om
fullmektigen ivaretar fullmaktsgiverens inter­es­ser. Når det gjelder ikrafttredelsestidspunktet kan noen problemer ryddes av veien ved at det, som i finsk rett, innføres et
system med offentlig registrering av at fullmakten er trådt i kraft. Offentlig registrering innebærer at det implementeres elementer fra vergemålslovgivningen.
Tese 6: Det er ikke behov for rettsinstituttet fremtidsfullmakt
Når en person mister dømmekraften er det behov for hjelp og behov for at andre
treffer beslutninger på den dementes vegne. I en slik situasjon er det og­så behov
for offentlig kontroll. Det er ikke slik at vergemål innebærer at det fø­res offentlig
kontroll, mens fremtidsfullmakt innebærer at det ikke føres offent­­lig kontroll. Hovedforskjellen er at vergemål innebærer en mer om­fat­tende, og i mange tilfeller løpende kontroll. Fremtidsfullmakt innebærer en mindre om­fat­tende offentlig kontroll
og slik at den i hovedsak må begjæres av pårørende eller andre. De hensynene som
begrunner offentlig kontroll innenfor verge­måls­lovgivningen forsvinner ikke gjennom å innføre begrepet fremtids­full­makt. Velger man et nivå angående den offentlige kontrollen som er minst på linje med det som følger av de finske reglene om
intressebevakningsfullmakt, kan det være vel så hensiktsmessig å forlate betegnelsen
fremtidsfullmakt og i stedet omtale det som vergemål.
Ofte avvises innvendinger mot rettsinstituttet fremtidsfullmakt med at det jo nødvendigvis ikke passer for alle. Det bør altså fortrinnsvis velges i de velfungerende
familier og forutsetningsvis ikke i de familier som ikke er velfungerende. Behovet for
å velge en fullmektig er likevel kanskje størst nettopp der det er konfliktfylte forhold
i familien, men da er det også størst behov for offentlig kontroll med fullmektigens
handlinger. I de velfungerende familier kan behovet være mindre, i alle fall dersom
det åpnes opp for de mindre formelle løpende fullmaktene, og desto mer dersom det
innføres en mer fleksibel vergemålslovgivning.
Når det gjelder skillet mellom de velfungerende og ikke så velfungerende familier, så er det vel også nokså uklart hva som er hva, og ikke minst kan situ­a­sjonen
fortone seg nokså ulikt på tidspunktet da fullmakten opprettes og etter at fullmakten
er trådt i kraft. Konfliktene oppstår kanskje når fullmektigen selger barndomshjemmet, deler ut gaver, når det oppstår mistanke om at midler for­svinner osv.
Fremtidsfuldmagter
383
Endelig kan det fortone seg nokså ulikt om fullmaktsforholdet fungerer godt avhengig av hvilket perspektiv man velger. Fullmaktsgiveren vil ha sitt syn på saken
idet han oppretter fullmakten, men kanskje ville han hatt et annet etter at fullmakten
er trådt i kraft. Fullmektigen vil ha sin oppfatning av om det er hensiktsmessig at han
er oppnevnt som fullmektig. Pårørende kan ha ulik oppfatning av hvordan fullmektigen utfører oppdraget, og testamentsarvinger kan hevde at fullmektigen ikke kan
eller bør selge eiendeler som er testamentert til dem.
Noe av min skepsis til fremtidsfullmaktene skyldes også at situasjonen kun unntaksvis vil være slik at fullmakten er utformet av en juridisk ekspert som gir en annen juridisk ekspert i oppdrag å være fullmektig, og selv da er det ikke gitt at de har
sammenfallende oppfatning av hvordan fullmektigen skal ut­føre oppdraget. Fullmektigen må i hvert enkelt tilfelle fortolke og forstå sitt opp­drag ut fra hva fullmaktsgiveren kan ha ment med det han har sagt og skrevet. Da vil det være stor risiko for
konflikter og for at fullmektigen feil­tolker sitt oppdrag.
Adj. professor, dr.jur. Svend Danielsen, Danmark:
Jeg vil gerne takke styrelserne, fordi fremtidsfuldmagter skal drøftes på dette sektionsmøde. Det er et vigtigt emne inden for den nye juridiske disciplin ældre- og
handicapret. De svage voksnes forhold interesserer lovgiverne i Norden og i mange
andre europæiske lande. Det franske formandskab i EU har ind­budt til en konference
om emnet i september. Jeg vil også gerne takke referenten for det interessante oplæg.
For nogle år siden bidrog jeg til en vennebog til Uppsalaprofessoren Åke Saldeen.
Mit indlæg havde titlen ’Fremtidsfuldmagter – et nyt retsinstitut’. Det blev trykt som
bilag i både den norske og den svenske værgemålsbetænkning, begge fra 2004. Som
referenten har oplyst, er der lovgivet om fuldmagterne i en række lande. I foråret har
jeg deltaget i et par møder i en arbejdsgruppe i Euro­parådet om en rekommandation
til de mange medlemsstater om ’conti­nu­ing powers of attorney’. Betænkningerne
indeholder udkast til regler om frem­tids­fuldmagter. De er på centrale områder næsten
enslydende. Efter nordi­ske forhandlinger tog min finske ven Markku Helin hjem og
overhalede de andre lande indenom ved at tage initiativ til en lov om ’interesse­bevak­
ningsfullmakt’. Den trådte i kraft for et halvt år siden. De norsk-svenske udkast på
den ene side og den finske lov på den anden udgør, som det fremgår af de uddelte
tekster, yderpunkter, for så vidt angår det offentliges rolle.
Det kan ikke komme som nogen overraskelse for de, der kender mig, at jeg er
grundlæggende uenig med referenten. Mit svar på hans tese 6 er min første modtese:
’Der er behov for lovgivning.’For det forekommer mig helt natur­ligt, at de stadigt
mere betydningsfulde begreber selvbestemmelse og autonomi udstrækkes til dette
vigtige område. Det bør være muligt selv at bestemme, hvem der skal træffe beslutninger, hvis eller når man selv bliver ude af stand hertil. Det er vigtigt og betryggende
at kunne vælge en repræsentant, man har til­lid til, som vil påtage sig opgaven, og
som man kan drøfte fremtiden med. Det er ikke nok med en anbefaling over for de
myndigheder, der udpeger vær­ger­ne, om hvem det skal være. Som fuldmagtsgiver vil
384
Torstein Frantzen
det føles som en fordel at kunne sætte sig ud over de ganske snævre grænser, værgemålstilsynet inde­bærer, f.eks. kravet om forhånds­godkendelse af visse dispositioner
samt for­skrif­terne om administration og anbringelse af formuen. Dermed kan der
beva­res fortrolighed om de økonomiske forhold, idet det undgås at indsende regnskaber til revision. For den pågældende selv er det tilfredsstillende at vide ikke at
skulle gennem en værgemålssag. For den nærmeste familie er det en lettelse at kunne
undgå at skulle tage initiativ til en sådan sag. Endnu et argument er privatisering.
Det stigende antal ældre og det deraf følgende antal sager om værgemål og om værgemålstilsyn, navnlig i de andre nordiske lande, indebærer, at der skal stilles øgede
ressourcer til rådighed. Efter erfaringerne fra andre lande, der har kendt fuldmagterne
i nogle år, og hvor de anvendes i bety­deligt omfang, kan mange værgemålssager og
megen kontrol undgås, hvis der åbnes op for private ordninger.
Der er naturligvis ulemper ved fremtidsfuldmagter. Der er risiko for, at fuldmagten ikke bliver anvendt som forudset. Fuldmægtigen kan misbruge den, og et erstatningskrav er måske ikke meget værd, hvis der ikke er nogen til at tage initiativ til et
sagsanlæg, og fordi pengene kan være brugt. Fuld­magterne kan ikke bruges til at løse
konflikter. De er navnlig og måske kun brug­bare i de heldigvis fleste familier med
indbyrdes tillid, og hvor der er en utvivlsomt egnet fuldmægtig, som vil påtage sig
opgaven. Som en kender af den engelske lovgivning har udtrykt det: I de forkerte
hænder, i de forkerte fami­lier og med den forkerte rådgivning er fuldmagterne som
en Pandoras æske. Derfor må myndighederne have visse opgaver.
Med min grundholdning og første modtese vil jeg finde det værdifuldt, hvis vi
bruger tid på at drøfte min anden modtese: ’Hvilke krav skal der stilles til en kommende lovgivning?’
Først vil jeg gerne tage stilling til et par af referentens teser. Jeg er uenig i hans
tese 4 om, at en justering af værgemålinstituttet er løsningen på behovet for selvbestemmelse. Det vil være godt med en regel om, at der skal tages hen­syn til tidligere
tilkendegivelser, når en værge skal udpeges, men princippet gælder sikkert i forvejen. Derimod mener jeg ikke, at det vil være hensigts­mæssigt eller tilstrækkeligt at
indføre individuelle retsvirkninger af et værge­mål, evt. efter foreliggende ønsker fra
den, sagen angår, f.eks. en begrænsning af regnskabspligten. Uden indsyn i regnskaberne bliver tilsynet med værgemål noget af en illusion. Skal det individuelle have
effekt, må man også drøfte andre lige så tvivlsomme begrænsninger, f.eks. af kravet
om forhånds­god­kendel­se af visse dispositioner, og give større frihed til at bestemme,
hvor­ledes aktiver skal anbringes og administreres. En sådan individualisering vil
vanskeliggøre tilsynet og gøre det mindre effektivt.
Jeg er enig i referentens tese et, som indebærer, at det vil være hensigts­mæs­sigt at
få rækkevidden af den fællesnordiske regel i aftalelovens § 22 afklaret, så vi bliver fri
for at diskutere analogier eller modsætningsslutninger. Så får vi også lejlighed til at
drøfte, om der skal stilles særlige formkrav til fuldmagter, som træder i kraft straks,
og som skal vedblive at have virkning, efter at fuldmagtsgiveren er blevet ude af
stand til selv at træffe beslutninger. Det er interessant, at det også i andre lande end i
Fremtidsfuldmagter
385
Danmark og Finland er muligt at anvende de generelle regler til at udstede sådanne
fuldmagter. Det er rets­stillingen i Belgien, Tyskland og Holland.
Jeg er også enig i, at fuldmagter på det personlige område er noget problematiske,
og henviser til referentens tese tre. Det skyldes også, at vi knapt kender rækkevidden
af værgens beføjelser, hvis værgemålet mere generelt om­fatter personlige anliggender. På det medicinske område bør en fuldmægtig ikke skal have mere omfattende
beføjelser end nære slægtninge, men på den anden side skal kunne erstatte dem. En
lovgivning om fremtidsfuldmagter bør følges op med justeringer af sundhedslovgivningen og måske også af social­lovgivningen, som der lægges op til i den svenske
betænkning.
Jeg vender tilbage til min anden modtese om kravet til en kommende lovgivning.
Her bliver det centrale at afveje ønsket om en uformel, smidig, effektiv og billig fuldmagtsordning over for den nødvendige beskyttelse af de svage gruppers interesser
Min tredje modtese: ’Kravene ved oprettelsen skal inspireres af testa­ments­
reglerne.’ Det gør man i de nordiske lande. Jeg henviser til den finske lov kap. 2 og
det norske udkast § 10-3 og § 10-4. Det bør klart fremgå af fuld­magten, at meningen
er, at den skal gælde efter fuldmagtsgiverens inhabilitet. Det kunne også være en god
ide, at de medvirkende vidner bekræfter, at fuld­magts­giveren kender indholdet og
rækkevidden.
Min fjerde modtese: ’Der skal være offentlig medvirken til konstatering af, at
fuldmagten nu skal træde i kraft’, dvs. at fuldmagtsgiveren er blevet ude af stand til
at varetage sine anliggender. I hvert fald bør der være et frivilligt til­bud herom. Det
er navnlig væsentligt, hvis fuldmagten først skal træde i kraft på dette tidspunkt, og
mindre betydningsfuldt ved den anden type, hvor fuldmagten træder i kraft straks og
fortsat kan anvendes efter indtruffen inha­bi­li­tet. Vi har her to yderpunkter. Det ene
er de norsk-svenske forslag. Efter dem skal fuldmægtigen tage initiativ og godtgøre
over for tredjemand, at betingel­serne er opfyldt. Fuldmægtigen kan indhente en lægeerklæring, og skal under­rette fuldmagtsgiveren og de nærmeste pårørende om, at
fuldmagten nu vil blive benyttet. Se det norske udkast § 10-7 til § 10-10. Det andet er
de finske regler i lovens kap. 5, som jeg foretrækker. Her skal formynder­myndigheden
stadfæste fuldmagten, når den skal træde i kraft. Fuldmægtigen skal indlevere en lægeerklæring eller noget lignende. Myndighederne skal give fuldmagts­giveren, dennes ægtefælle og evt. fuldmægtigen samt fuldmagts­giverens nær­tstående adgang til
at blive hørt. Med en godkendelsesskrivelse har fuld­mæg­ti­gen den fornødne legitimation i forhold til medkontrahenter.
Min femte modtese: ’Myndighederne skal ikke automatisk og mere generelt skal
have tilsynsopgaver i forhold til fuldmægtigen.’ Igen er der yder­punkter. Det norske
og svenske udkast er tavse på dette punkt. Det må inde­bære, at der ikke skal være
automatisk kontrol. Ifølge den finske lov 29 § skal formyndermyndigheden overvåge
fuldmægtigens virksomhed. Der skal ifølge 30 § inden tre måneder efter fuldmagtens
ikrafttræden afleveres en for­tegnelse over aktiver og passiver, ligesom senere tilgange skal indberettes. Fuldmagts­giveren kan ifølge 33 § bestemme, at fuldmægtigen
386
Torstein Frantzen
regelmæssigt skal ind­le­ve­re regnskab til formyndermyndigheden og redegørelser for
beslutninger på det personlige område. Ifølge § 19 kan det i fuldmagten også bestemmes, at fuld­mægtigen skal have forhåndsgodkendelse fra tilsyns­myndigheden til
nogle eller alle de dispositioner, en værge skal have godkendelse af. Jeg tilslutter mig
den norsk-svenske holdning. Ellers bliver der i nogen grad tale om det, refe­ren­ten
foreslår, nemlig et forenklet, mere individualiseret værgemål, også for så vidt angår
retsvirkningerne. Det må efter min opfattelse være op til fuld­magtsgiveren på privat
basis at skabe en kontrol, hvis dette skønnes hen­sigts­mæssigt. Det kan ske ved, at
flere fuldmægtige skal være enige om væsent­lige, måske særligt opregnede beslutninger. Det kan også i fuldmagten foreskrives, at der årligt skal indsendes regnskaber
til den advokat, man har haft kontakt med.
Min sjette modtese: ”Der skal være mulighed for offentlig indgriben, hvis der
opstår tvivl om, hvorvidt fuldmægtigen på behørig vis varetager fuld­magts­giverens
interesser.” Måske kan der endda være en mistanke om, at fuld­magten misbruges.
Den, der har interesse i fuldmagtsgiverens velfærd, må kunne rette henvendelse til
den myndighed, der fører tilsyn med værgemål. Myndig­­hederne bør da kunne anmode fuldmægtigen om regnskaber og rede­gø­rel­ser, se det norske udkast § 10-11.
Hvilke muligheder, der skal være for indgriben, kan diskuteres. Den norsk-svenske
løsning er iværksættelse af et værge­mål med den virkning, at fuldmagten falder bort,
se det norske udkast § 10-12 og § 10-13.
Jeg håber og har tiltro til, at de to indlæg, indlederen og jeg nu har holdt, vil
vække til debat. Vore grundholdninger er jo meget forskellige. Det skal ikke skjules,
at jeg håber, at der også bliver anledning til at diskutere, hvor­ledes en lov om fremtidsfuldmagter i givet fald skal udformes.
Lagdommer Ragnhild Noer, Norge:
Debatlederen takkede referenten og korreferenten for deres indlæg og gav herefter
ordet frit.
Professor Jan Fridthjof Bernt, Norge:
Jeg heter Jan Fridthjof Bernt. Jeg er professor i offentlig rett ved Det Juri­di­ske Fakultet i Bergen og ikke ekspert på dette området på noen måte. Jeg synes imidlertid
det var to veldig interessante opplegg vi fikk her, ogsaa under en bredere, rettssystematisk og rettsmetodisk synsvinkel. Det slo meg da jeg hørte diskusjonen at det
neppe er fruktbart aa behandle denne problem­stil­lingen rent dikotomisk, som et valg
mellom privatautonomi og offentlig kon­trol­lerte systemer. Det er opplagt at her er det
spørsmål om å finne frem til sammensatte systemer hvor man finner en minst mulig
byråkratisk men likevel betryggende forvaltningsmåte for personers økonomiske anliggender.
Hvorvidt man da gjør dette i form av å tilpasse inn nye regler i vergemålslovgivningingen eller man skal utvikle fremtidsfullmaktsregler som virkemiddel med større
eller mindre innslag av offentlig kontroll, er en diskusjon jeg ikke skal gå så mye inn
Fremtidsfuldmagter
387
i, men jeg ble litt forbauset da jeg hørte på ko-referenten, som jo kommer fra det land
som har formulert ett av mine yndlingsordspråk; at man skal ha meget god moral for
å selge gummistrikk som metervare. Jeg tror avgjort at det er behov for kontroll i
slike situasjoner.
Men jeg vil foerst og fremst kommentere en side av denne problem­stillingen som
berører mitt eget felt, nemlig helse- og sosialretten. Her vil jeg sterkt vil reservere
meg mot forsøk på å trekke spoersmaal om auonomi og samtykkekompetanse inn i
den pakken som lanseres for formuesforvalt­ningen under tittelen fremtidsfullmakter.
De fleste land har etter hvert har utviklet, eller er er i ferd med aa utvikle, ganske
nyanserte regler om krav til samtykke og de pårørendes rolle i situasjoner hvor det
skal gis behandling av eller utoeves omsorg overfor en pasient som ikke selv kan ivareta sine egen interesser. Dette er regler jeg tror vil, og avgjort mener boer, fortsette
å bli utviklet som spesialregler paa dette omraadet. Det er her tale om en helt annen
type situasjon enn det vi snakker om når noen sitter og snakker om hva som vil skje
med og min økonomi om 10 år hvis jeg blir aldersdement, det er snakk om konkrete
behandlingsbeslutninger i konkrete sykdoms­situasjoner som ingen kan forutsi på forhånd og gi noen fullmakt til å bestemme for meg om det. En fremtidsfullmakt er her
ganske meningsløs, fordi jeg vet ikke hva jeg gir full­makt til. Naar beslutningen skal
tas, er det tvert imot i en situasjon hvor man må si at det alminnelige utgangspunktet
vil være at behandlings­perso­nalet, leger og andre behandlere vil være bedre kompetent til å vurdere pasientens individuelle behov og sannsynlige oenske der og da.
Selvfølgelig da skal og maa de pårørende tas med på råd, og deres mening skal tillegges betydelig vekt. Mitt hovedpoeng er; dette er en helt annen type problemstilling
enn den vi diskuterer i formuerettslig sammenheng. Dette må tydelig holdes utenfor
diskusjonen om fremtidsfullmakten, ellers skaper vi en uholdbar rettssituasjon.
Dommer Nina Mår, Norge:
[Kan ikke høres.] Jeg tror at nettopp også i forbindelse med helse så er det viktig å gi
plassen til den private autonomi. Jeg er helt enig med professor Bernt i at forutsetningen og bunnplanken må være et forsvarlig medisinsk til­bud. Og forsvarlighetsvurderingen må ligge hos helsepersonellet. Men når den vurderingen er tatt så tror jeg
faktisk det er viktig at den pasienten selv måtte ønske, får ta det valget som bringer
behandlingen videre. Det er ikke et offent­lig anliggende å ta det valget etter at det er
slått fast hva som er for­svar­lig alternativ. Takk.
Höjesteretsadvokat Valborg Snævarr, Island:
Mitt namn är Valborg Snævarr och jag är höjesteretsadvokat från Island. I mitt arbete
har jag ju erfarenhet av värdemålssaker. Och jag tycker att det är ett stort behov i
mitt land och troligtvis i andra länder för någon slags lösning på det här problemet.
Man har ju sett gamla sjuka degraderade i de här sakerna, där man har framstått som
advokat och det är någonting som man inte vill se i framtiden. Jag tror på det, att det
finns vägar att lösa de här praktiska problemen, det vill säga i lovgivningen och jag är
388
Torstein Frantzen
så klart som vanligt enig med allting som Danielsen säger, men det är en annan sak.
Jag har för ett tag sedan diskuterat denna frågan med Justitiedepartementet i Island
och där framkom det helt klart att det finns inget intresse inom ministeriet på den här
saken, men min kollega här som arbetar på den administrativa enheten i Reykjavik
som behandlar dessa frågor, hon är enig med mig i behovet och vi kommer så klart
fortsätta ta upp ämnet där med då förhoppningsvis Danielsens hjälp. Tack.
F.d. generaldirektör Anders Eriksson, Sverige:
Jag heter Anders Eriksson och är en amatör på det här området, men det som slår
mig när det gäller säkerhet i omsättningen, i den ekonomiska omsättningen, är att om
man inför ett sådant här system så blir det en osäkerhet i, när fullmakten träder i kraft,
inte bara för den som har gett fullmakten och den som har fått fullmakten utan också
för motparten i avtalsförhållandet. Och det tror jag kan komma att leda till att man
får en hel del tvister i frågan om huruvida ett ingånget avtal gällde eller inte gällde.
Man kan tänka sig flera olika scenarier där, man kan tänka sig att den som har fått
fullmakten anser att den gäller, medan motparten inte undersöker om det verkligen
finns förutsättningar för giltighet av fullmakten eller ej. Man kan också tänka sig en
situation där fullmaktsgivaren anser sig nu ha blivit så pass i skick att vederbörande
vill återkalla fullmakten och meddelar detta till motparten och då kommer motparten
också i en osäker situation. Jag tror att i omsättningens intresse så måste man fundera
vidare på de här reglerna. Jag tycker att själv idén, jag tycker nästan alltid att Danielsens idéer är bra, jag tycker att själva idén är bra, men jag tycker inte riktigt att man
har kommit i mål kring den här besvärliga frågan om när ikraftträdandet har skett och
hur man ska kunna vara säker på detta. Jag håller med Svend Danielsen om att det
finska systemet är alldeles för komplicerat och är ganska överraskad över att man har
infört det. Tack.
Ekspeditionssjef, dr.jur. Inge Lorange Backer, Norge:
Jeg er til daglig ekspedisjonssjef i Justisdepartementets lovavdeling og skal ikke ved
denne anledningen foregripe utfallet av behandlingen av det norske lovforslaget.
Men jeg har lyst til å stille et par spørsmål som vel knytter seg primært til Torstein
Frantzens avsluttende hovedtese.
Jeg tar for gitt at det foreligger et behov for å kunne treffe nye disposi­sjoner som
følge av at en person er kommet i en tilstand av demens eller annet som gjør at vedkommende ikke kan ivareta sine egne interesser, og hvor det også er problematisk
å la tingene fortsette som de har vært før. Da er mitt spørsmål om umyndiggjøring
eller ordinær fullmakt – en løpende fullmakt – alltid er realistiske alternativer. Når
det gjelder alternativet vergemål, er det i realiteten ofte en form for umyndiggjøring
som nok kan gjennomføres enklere, men som referenten var inne på, har terskelen
vært ganske høy i praksis, og vi har relativt få tilfeller hvor det overhodet er tatt i
bruk. Tenker vi oss en person som ikke er dement, men som er ute av stand til å ivareta sine interesser – typisk en sterkt slagrammet person som intellektuelt kan være
Fremtidsfuldmagter
389
oppegående, men som rent praktisk er ute av stand til å gjøre noe som helst – kan det
iallfall ikke være aktuelt med umyndiggjøring. Med det andre alternativet, fullmakten, er vel problemet at det i situasjonen trengs nye tiltak som ingen tenkte på så lenge
fullmaktsgiveren var ved rimelig sans og samling. Og da har jeg vondt for å si at en
eksisterende løpende fullmakt er et godt eller tilstrekkelig alternativ. Men jeg ville
gjerne høre spesielt referentens kommentarer til disse spørsmålene.
Så et avsluttende spørsmål. I en god del tilfeller vet alle pårørende og alle andre
omkring hvilken vei det kommer til å gå, og det reelle spørsmålet er om man skal ha
et fremskutt arveoppgjør eller ikke. Skal formuen fordeles på et tidspunkt hvor den
da går til dem som vil ta vare på den, eller skal det hele vente til den demente dør
etter kanskje mange år? Dette spørsmålet har flere sider. Dels er det spørsmål om
tidspunktet for å bestemme hvem som utgjør kretsen av arvinger, dels kan det være
en side av mer helse- og sosialrettslig karakter i forhold til mulig refusjonskrav fra
det offentlige, som kan forsvinne helt hvis arven fordeles på arvingene så snart det er
tydelig at den gamle er kommet i en institusjon på varig basis.
Landsdommer Karsten Bo Knudsen, Danmark:
Bare kort, det kan godt være, jeg tilkendegiver noget uvidenhed, men har man overvejet i givet fald at tinglyse sådan en fuldmagt, så den dermed får en autoritet over for
offentligheden, som det ikke på samme måde har at vise et stykke papir med måske
forfalskede stempler. Tak.
Adj. professor, dr.jur. Svend Danielsen, Danmark:
Som man kan høre, er jeg enig i, at kontrol med ikrafttræden er i hvert fald som et
frivilligt alternativ nødvendig. Vi bliver nødt til at indføre en eller anden form for
myndighedsmedvirken for at få en dokumentation i forhold til omverdenen. Ellers får
vi ikke fuldmagterne accepteret af medkontrahenterne, navnlig banker og andre realinstitutter. Inddrages myndighederne, bliver der en vis mulighed for med det samme
at få taget stilling til, om fuldmagten skal forblive i kraft eller sættes i kraft, eller om
man er nødt til at få iværksat et værgemål. I en del lande har man et generelt register
over de godkendte fuldmagter, men det rejser, som en fransk kollega har nævnt, visse
problemer i forhold til tavshedspligt og datalovgivningen. Det er en af de ting, vi
skal drøfte i Strasbourg om 14 dage. Helbreds- og sociallovgivningen. I den norske
lov indgår reglerne om fremtidsfuldmagter i det generelle lovforslag om værgemål.
I Sverige har man i udvalget udarbejdet tre forskellige udkast om fuldmagter. Et om
økonomiske fuldmagter, et om fuldmagter inden for sociallovgivningen og et om
fuldmagter inden for sundhedslovgivningen. Da man ikke i Sverige for tiden har en
egentlig patientrettighedslovgivning eller retsstillingslovgivning, har man en opregning i det svenske udkast af, hvem der kan give et informeret samtykke til medicinsk
behandling, hvis ikke patienten selv er i stand hertil. Sådanne regler har vi både i
Danmark og i Norge, nemlig at nærpårørendes samtykke kan erstatte den pågældendes eget med alle de fortolknings- og diskussionsproblemer og vanskeligheder for
390
Torstein Frantzen
lægerne, det indebærer. Men så har man et ekstra punkt, nemlig at fuldmægtige kan
træde i stedet for de pårørende. Den patient, der vil sige: ”Jeg ville ikke have mine
børn til at – dem er jeg ikke trygge ved, jeg vil hellere have min gamle ven til at give
det samtykke i givet fald”, kan gøre det. Men fuldmægtigen skal ikke have andre og
flere beføjelser end dem, pårørende kunne have haft. Det sidste problem, Inge rejser,
er det store om interessekonflikter. Selvindtræde og selvkontrahering er jo forbudt i
henhold til de generelle fuldmagtsregler. Man er nok nødt til at udstrække reglerne, så
fuldmægtigen heller ikke kan begunstige sin ægtefælle eller nærpårørende. Det er der
mange, der tror, at man kan bruge en fuldmagt til efter den uregulerede retstilstand i
Danmark, men det kan man ikke. Det, man kan gøre, og som kan løse Inges problem,
er, at der i fuldmagten udtrykkeligt tages stilling til nogle dispositioner. I fuldmagten
kan bestemmes, at fuldmægtigen skal kunne give gaver, og det kan udformes individuelt. Der kan stå sædvanlige gaver, der kan stå gaver svarende til det årlige beløb,
der tidligere er overført. Der er heller ikke noget i vejen for i fuldmagten at give beføjelse til at give større gaver. Vi har afgiftsregler, som gør, at det kan være en fordel
at give en sådan mulighed. Så burde jeg måske komme med nogle oplysninger, hvor
man kan finde – NOU’en er nævnt i det bilag, der er uddelt. Den svenske betænkning
hedder SOU 2004.112, og hvis man vil have at vide, hvad der foregår i Europarådet,
kan man følge det igangværende arbejde ved at gå på nettet under coe.int.
Professor Torstein Frantzen, Norge:
Når det gjelder medisinsk behandling er problemet at fullmakten vil gjerne være
tildelt på et tidspunkt som kan ligge 10 eller 20 år forut i tid for den aktuelle behandlingssituasjonen. I prinsippet må det selvfølgelig være greit at man forteller hvem
man ønsker skal kunne avgi samtykke, men går det lang tid så vet vi ikke om relasjonen mellom fullmaktsgiver og fullmektig er den samme. Det kan ha endret seg, og da
oppstår det lett uklarheter. Er det da den som er utpekt som fullmektig som skal avgi
et samtykke, eller er det de pårørende? I mange tilfeller vil dette sikkert være greit,
men her er altså en kilde til nye uklarheter. Så var det spørsmålet som Backer stilte,
altså om en løpende fullmakt egentlig kan løse disse problemene som oppstår hvis det
er aktuelt med nye tiltak. Min mening er ikke at løpende fullmakter løser alle problemene. Mitt poeng var for så vidt mer at de løser de fleste problemene. I de tilfellene
der det ikke er tilstrekkelig med en løpende fullmakt bør det oppnevnes en verge eller
en hjelpeverge. Når det oppstår hjelpebehov som fullmaktsgiveren ikke har tenkt på,
kan det også være et problem med en ordinær fremtidsfullmakt at den må da fortolkes. Vi må ta stilling til om fullmakten omfatter disse nye hjelpebehovene. Det blir
da et spørsmål om hva fullmaktsgiveren kan ha ment når han opprettet fullmakten
og nettopp fordi det er nye tiltak kan tolkingsspørsmålene bli nokså vanskelige. Så
mitt svar er vel at vi bør beholde dagens rettsinstitutter uten å supplere dem med
rettsinstituttet fremtidsfullmakt. Når det gjelder spørsmål om utdeling av midler, altså
spørs­mål om forskudd på arv eller gaver, så kommer vi vel ikke lenger enn at enten så
følger det av fullmakten at det kan gjøres slike utdelinger, eller så må vi for­holde oss
Fremtidsfuldmagter
391
til at det bare kan gis sedvanlige gaver. Formkravene til fremtids­full­makter i den
finske loven og det norske lovutkastet er i utgangs­punktet sam­sva­rende. Men det er
faktisk en forskjell som etter min mening er interessant. I den finske loven har man
angitt en rekke personer som ikke kan være vitner, ektefeller, barn osv. Mens i det
norske lovutkastet er det kun henvist til reglene for testamenter, og etter de norske
reglene er det slik at de som er begunstiget i et testament og de begunstigedes nærstående ikke kan være vitner. Det vil ofte være høyst uklart om noen er begunstiget
i en fremtidsfullmakt. Derfor er det norske lovutkastet på dette punktet lite hensiktsmessig. Hvis fremtids­full­makter skal kunne omfatte medisinske spørsmål må
det arbeides videre med spørs­målet om hva som må spesifiseres. Hvor langt det bør
oppstilles spesi­fi­ka­sjonskrav er et generelt spørsmål det må arbeides videre med,
både når det gjelder økonomiske og personlige formål. Personlige og økonomiske
formål er svært vide begreper. Her vil det oppstå tolkningsproblemer. Det kan være
uklart om fullmaktsgiveren har ment at huset kan selges eller det kan tas opp lån
med sikkerhet i huset. Noen av disse problemene kan løses gjennom at det utvikles
standardformularer.
Professor Jan Fridthjof Bernt, Norge:
Møteleder, jeg må få lov å vende tilbake til spørsmålet om forholdet til helse- og
sosialrettspørsmålene. Det er klart at spørsmålet om pårørendes rolle oer vanskelig,
og dette er en problemstilling som stadig vekk er under utred­ning både i lovverket
og ellers. Det er som det skal vaere. Men jeg anmelder en dyp bekymring hvis man
prøver å koble dette inn i den store pakken frem­tids­fullmakter og vil løse dette etter
de samme typer modeller som man gjør når det gjelder økonomiske anliggender. Det
er store forskjeller i situasjonene, både fordi at det er mye mindre forutsigbart for
den som gir en fullmakt fra den situasjonen det er tale om, og fordi spørsmålet ”hva
gjelder denne full­makten” lett blir svaert vanskelig.
Du har altså for det første situasjoner og det er spørsmål om informert samtykke i
en behandlingssituasjon. Hvis pasienten ikke aktivt motsetter seg et behandlingstiltak
og dette åpenbart er pasientens interesse, er jo det ikke noe problem å lage bestemmelser i lovverket som sier at dette kan skje der en fag­lig vurdering tilsier dette, eventuelt etter at man har samrådt seg med pårørende, idet man da bygger på pasientens
formodede vilje. Spoersmaalet kommer foerst paa spissen der pasientens pårørende
sier at naa vil ikke mor ha denne behandlingen mer. Skal en datter eller en sønn i en
slik situasjon kunne motsette seg at far eller mor får den behandlingen han eller hun
trenger, kanskje for å redde livet, under henvisning til en fremtidsfullmakt? Jeg synes
i hvert fall at dette er et vesentlig større og mer konsekvensfylt spørsmål enn der det
er snakk om rent økonomisk anliggender. Dette krever en mye mer nyansert regulering enn det vi kan oppnaa i form av en enkel fremtidsfullmakt.
Jeg nevner også vi har regler om situasjoner hvor det er spørsmål om å bruke
aktiv tvang. Skal fremtidsfullmakten også omfatte det å tvangsinnlegge en person i
psykiatrien, skal det omfatte det å bruke tvangsmedisinering, skal det omfatte det å
392
Torstein Frantzen
bruke tvangsmessige opplærings- eller adferdsregulerings­programmer på en aldersdement, som ikke lenger skjønner sin egen situasjon og sine egne behov?
Vi har i dag regler som beskytter de psykisk utviklingshemmede mot tvang. Vi
snakker stadig vekk om å få det for aldersdemente. Skal vi i stedet overføre ansvaret
for dette til de pårørende? Jeg synes dette er et altfor viktig og komplisert spørsmål
til at det bør tas inn i denne store pakken med de privatrettslige modeller under jubel
over at nå slipper du at det offentlige byraakrati kontrollerer.
Dommer Nina Mår, Norge:
Takk. Jeg vil bare litt tilbake til det siste referenten sa, og det er nemlig spørsmål om
notoritet og spørsmål om dette med tilbakekall av denne fullmakten. Etter hvilke regler skal tilbakekall skje? Spesielt gjelder det disse tilfellene hvor det kanskje har vært
langvarige, en fullmakt som har vart i 10, 15, 20 år, kanskje har de skjedd noe mellom
de to som gjør at fullmaktene har falt bort. Er det tenkt på noe register i forbindelse
med disse, à la Brønnøysund eller ….? Hva er tenkt rundt notoriteten?
Indskudt dialog/ Q/A med dommer Nina Mår:
På grund af tekniske forhold har det ikke været muligt at gengive indholdet.
Professor Jan Fridthjof Bernt, Norge:
Takk. Jeg vil bare litt tilbake til det siste referenten sa, og det er nemlig spørsmål om
notoritet og spørsmål om dette med tilbakekall av denne fullmakten. Etter hvilke regler skal tilbakekall skje? Spesielt gjelder det disse tilfellene hvor det kanskje har vært
langvarige, en fullmakt som har vart i 10, 15, 20 år, kanskje har de skjedd noe mellom
de to som gjør at fullmaktene har falt bort. Er det tenkt på noe register i forbindelse
med disse, à la Brønnøysundregisteret i Norge? Hva er tenkt rundt notoriteten?
Adj. professor, dr.jur. Svend Danielsen, Danmark:
Den er nøjagtige den samme i Danmark.
Lagdommer Ragnhild Noer, Norge:
Jeg kan tenke meg å stille et spørsmål også. Regler om fremtidsfullmakter er jo gitt i
en rekke andre lande og hvis man ser på forslaget eller lovteksten i Finland, så legger
den opp til en streng offentligrettslig regulering av fullmakts­haveren. Man må, når
man blir oppnevnt, sende inn en oversikt over aktiva og passiva i boet og man må
sende regnskap til offentlige myndigheter. I det hele tatt skal det offentlige følge med
ganske nøye på hva fullmaktshaveren gjør etter de finske lovreglene. Etter de norsk/
svenske reglene så er det det helt motsatte på mange måter. Der er så å si ikke lagt
opp til offentlig kontroll i disse lovutkastene. Og mitt spørsmål er egentlig, hvordan
løser man dette i andre landes lovgivning? Følger man da på måte det norsk/svenske
sporet eller det finske sporet?
Fremtidsfuldmagter
393
Adj. professor, dr.jur. Svend Danielsen, Danmark:
På det punkt er man meget nærmere den norsk/svenske løsning i andre lande. Tilsynsmyndigheden har ikke automatisk og altid kontrol med fuld­mægti­gen. Der er mulighed for, at tilsynsmyndigheden kan gribe ind på egen hånd eller efter anmodning
udefra. Så er der lidt diskussion om, hvorvidt ved­kommende, der retter henvendelse,
skal have en retlig interesse, eller at enhver kan henvende sig til tilsynsmyndigheden.
Men ingen automatisk kontrol i de andre lande.
Professor Torstein Frantzen, Norge:
I utgangspunktet har det kanskje sett ut som at Svend Danielsen og jeg er svært
uenige om hensiktsmessigheten av fremtidsfullmakter. Danielsen sier at innføring
av fremtidsfullmakter er en utmerket idé og mitt synspunkt har vært at det ikke er
en god idé. Men vi er vel også enige om at vi egentlig ikke er så uenige. Det vi har
ulike synspunkter på er egentlig hvor stort innslaget av offentlig kontroll bør være.
De svensk/norske utkastene og den finske lovgivningen viser hvordan man kan ha
forskjellige løsninger på det punktet. Noen vil kanskje hevde at jeg stort sett ser problemene med innføring av fremtidsfullmakter, mens Svend stort sett ser hvilke fordeler det kan være med å innføre fremtidsfullmakter. Det blir spennende å se hvilke
løsninger man faller ned på i Norge og Sverige når arbeidet med fremtidsfullmaktene
går videre.
Lagdommer Ragnhild Noer, Norge:
Da sier jeg tusen takk til Svend Danielsen og Torstein Frantzen og til alle dere debattdeltakere, og så får vi ønske lovgiver lykke til med det vanskelige arbeidet som står
foran dem, når det gjelder å lovregulere dette, hvordan de nå velger å løse det. Da er
møtet avsluttet.