1. No category

nummer 17 november 2010
Hestens Verden:
o
Flyvende pa
Vilhelmsborg
Tema:
Industrielt landbrug
et skraplan
o
2
Introduktion
til Hesteinternatet af 1999
Mission
Hesteinternatet af 1999 besvarer spørgsmål om
heste og hestehold, arbejder på sager om vanrøgt
og mishandling af heste og ponyer, anmelder vanrøgtsager til politiet, deltager i den offentlige debat
om dyrevelfærd, kontakter politikerne om dyrevelfærd, kommenterer lovforslag og meget andet.
mærkesager
1) De eksisterende dyreværnslove skal omformuleres og skærpes. Minimumsstraffen, både
hæfte- og bødestraf, skal sættes væsentligt i
vejret. Fradømmelse af retten til at have med
dyr at gøre skal kunne ske allerede ved første
grove forseelse og skal i langt højere grad tages med i overvejelserne, når dyreværnssager
behandles, så det store antal misrøgtere, som
belaster det offentlige system år efter år, kan
blive elimineret.
2) Anmeldere i dyreværnssager skal have aktindsigt. Anmelderen skal kunne træde i den forurettede parts sted; det umælende dyr.
3) Vi vil have gennemført et totalt forbud mod
eksport af alle levende slagtedyr over grænserne. Overholdes dette forbud ikke, bør konsekvensen være store bøder samt at eksportørerne fratages retten til at have med dyr at
gøre. Endvidere vil vi have udstedt forbud mod,
at Danmark bruges til gennemkørsel af udenlandske slagtedyrstransporter.
Formand
Anne-Mette Iversen
75 75 76 21
[email protected]
www.hesteinternatet.dk
Foto: Line Vinther
Hesteinternatet af 1999 er en dyreværnsforening, som blev stiftet for at hjælpe nødstedte heste og ponyer. Vi arbejder for bedre dyrevelfærd
og på at skærpe offentlighedens og politikernes
opmærksomhed om vanrøgt, mishandling og
uetisk, kommerciel udnyttelse af heste og ponyer.
Foreningen består udelukkende af frivillige, ulønnede menneskers arbejdskraft, og alle pengene
går ubeskåret til dyrevelfærd.
Indhold
Hesteinternatet af 1999
Hestens Verden . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . Alder før skønhed . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . .
Kæledyr skudt . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . Futte og pigerne . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . .
Sølle ponyer . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . Hesten Ibis . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . .
Dumt at give hest som præmie . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . Om at spise dyr . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . .
Maskiner af kød og blod . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . På med snydepelsen, Madam Espersen . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . .
Jagtens ulyksaligheder . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . Hverdage med heste . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . .
Fæfjærter og krøller på halen . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . Dyreværnskorps . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . .
Dyrehold ved Herning, Kø ved håndvasken . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . Konkurrenceheste . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . Sådan gik det . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . .
Bliv medlem . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . side 04
side 10
side 14
side 16
side 18
side 20
side 22
side 23
side 24
side 30
side 34
side 40
side 46
side 50
side 51
side 54
side 58
side 59
4
Af: Hesteinternatet af 1999 - Fotos: Pauline Preston
hestens verden
www.hestensverdenvilhelmsborg.dk
Et veloplagt publikum havde fulgt opfordringen fra
Hesteinternatet af 1999 om at sætte kryds i kalenderen den 2. oktober og tage til arrangementet Hestens Verden på Vilhelmsborg. En inspirati-
onsdag, hvor man kunne opleve, hvordan det
fungerer, når der er harmoni mellem heste og
mennesker. En fantastisk dejlig dag i en god og
hyggelig atmosfære.
Af: Hesteinternatet af 1999 - Fotos: Pauline Preston
5
Anne Kirsten Olsen med sin 10 år gamle frieservallak, Folkert T
Susan Kjærgård
Susan Kjærgård med Stella. www.blueberryhill.dk
Hestedyrlæge,
Marianne Dahl-Jensen
6
Af: Hesteinternatet af 1999 - Fotos: Pauline Preston
(fortsat Hestens Verden Vilhelmsborg) Et af de inspirerende indslag til Hestens Verden Vilhelmsborg var exam. berider Anders B. Chortzen på
den 9 årige PRE hingst, Unico og Maria Nielsen på
den 14 årige connemare pony, Sasha. Anders er
også kendt fra blandt andet Epona.tv og for hans
milde rideform baseret på klassisk dressur, hvor
hesten blandt andet gerne må gå med hovedet
lidt foran lod. Efter dagen fik vi i foreningen tilbagemeldinger om, at Marias pony Sasha gik upassende bag lod. Anders udtaler i den forbindelse:
”Oven på vores indslag til Hestens Verden er der
opstået et behov for at give en naturlig forklaring,
på hvorfor heste som er trænet med lette og fine
hjælpere alligevel kan ende i en holdning med næsen bag den lodrette linie. Helt konkret handler
det om den hvide pony som medvirkede i indslaget, og for nogle gav det indtryk at den blev trukket
i holdning af rytterens hånd. I virkeligheden handler det ikke så meget om rigtig eller forkert holdning, men mere om et bremsesignal som ikke virkede efter hensigten idet ponyens stressniveau
blev for højt. Resultatet blev at ponyen instinktivt
nedprioriterede det indlærte bremsesignal da
flugtinstinktet blev vigtigere for den. Hvad man
BØR gøre i en sådan situation er at bringe ponyen
ud af det høje stressniveau, så de fine signaler
igen bremser benene istedet for at bremset ender i nakken og ganaschen. Vi bruger en masse
tid på at tilvænne vores heste til at fungere i fremmede omgivelser, men i dette tilfælde må vi erkende at opvisningshallen på Vilhelmsborg endte
med at blive en større udfordring for Maria og
Sasha. Som nævnt i min speak, kan jeg garantere
for at vores heste IKKE bliver trænet i at gå bag
lod og når det alligevel sker er der to ting at gøre
... analysere problemet, og træne videre for at forberede på kommende udfordringer. Jeg håber og
tror at budskabet om at man kan træne og konkurrere i dressursporten, på en måde som tilgodeser hestens behov gik igennem hos de fleste.
Ved at studere fortidens klassiske dyder og tilsætte den nye viden vi får fra moderne forskning, kan
vi udvikle en etisk, sundere og sjovere sport for
fremtiden.”
Equidancers er en spraglet amatør showtrup bestående af seks heste og
ryttere samt syv gæstedansere. De optrådte med showet ”Riders of the mist”
Maria Nielsen og Anders B. Chortzen (foto: Line Chortzen)
8
Af: Hesteinternatet af 1999 - Fotos: Pauline Preston
Rikke Thøgersen på Don
Aurica Solies, www.aurica.dk
Katja Schumann, med den 7 årige
American Saddlebred, Khandide,
som var med i byen for første gang
Ute Lehmann, www.horseinharmony.dk
Af: Hesteinternatet af 1999 - Fotos: Pauline Preston
Amanda Barton lavede en demo af sin
undervisning i konceptet softness
www.amandabarton.co.uk
velbesøgte stande
www.allergica.dk | www.alma-info.com | www.horsemind.dk | www.staldplus.dk
www.equinetouch.dk | www.grisensverden.dk | www.centreretridning.dk
www.hestetandpleje.dk | www.mariaskipper.dk | www.simplebalance.dk
Se mere om arrangementet på www.hestensverdenvilhelmsborg.dk
9
alder før skønhed
Det gode hesteliv
Følgende beretning er skrevet af Merete Norring,
fra Randers, som er mangeårig aktiv i Knabstrupperforeningen for Danmark.
Langt om længe lykkedes det mig at få en ældre
tysk hesteven til at komme på besøg. Gerhard
Tülp har købt to unghopper af mig tilbage i forrige
århundrede (1990erne), og han og hans familie
har besøgt mig næsten årligt. For nogle år siden
blev han enkemand, og siden har han ikke været i
Danmark. Dels er det en lang tur og dels er der
mange (gode) minder forbundet med det. Men endelig lykkedes det, og han havde barnebarnet
Marco med som chauffør.
Gerhard og jeg plejer at bruge en dag på at se
knabstruppere og lidt forskellige stutterier, men
denne gang kunne jeg godt tænke mig et virkelig
super arrangement. Efter at have tænkt mig grundigt om, ringede jeg til Benny Mortensen, Spøttrup. Han fortalte, at hans to gamle knabstruppere, Buster og Kapok, stadig lever. “Nå,” sagde jeg,
“men de er vel for gamle til at gå for en vogn?”
Benny blev straks en anelse pikeret på sine hestes vegne og sagde: “Nej, fandeme kan de da gå
for vogn! Jeg har kørt med dem i pinsen!” Så var
det en aftale. De to gamle heste er henholdsvis
29 og 30 år, og Benny har haft dem siden de var
et halvt år gamle.
Benny havde klargjort alt. Hestene var kommet
hjem fra græs og blevet skoet, så de var klar til
vores tur. Bennys vogne er i øvrigt fantastiske, og
burde være – og er det måske også – noget af en
legende. Som gammeldagsuddannet beslagsmed
og karetmager har han selv istandsat mange forskellige vogne. Det er et fantastisk håndværk, som
han går og laver, og vi gik da også rundt og så på
det hele med nærmest åben mund. Da jeg var der
for ca. tre år siden havde han en ligvogn, som var
totalt skilt ad. Nu fremstår den på absolut smukkeste vis, som i fordums storhedstid. Benny fortalte, at der af og til var nogen, som ville køre med
den til begravelse. For nyligt havde han besøg af
Af: Merete Norring - Fotos: Anne-Mette Iversen
en kvinde på 92 år, som gerne ville køre den sidste tur til kirke med hest og ligvogn, når det engang kommer dertil. Da hun skulle hjem, prikkede
hun til Benny med sin stok og sagde: “Nu skal I
huske det. Jeg kan jo ikke minde jer om det!”
Hestene Kapok og Buster blev scenevante trukket
ud af stalden og gjort klar. Vel er de blevet noget
lave i ryggen, men ørerne var fremme, og der var
ingen tvivl om, at de nød opmærksomheden. Jeg
skulle selvfølgelig straks hen og tale med Kapok.
Buster beundrede jeg på afstand: jeg husker ham
fra gammel tid, og at han engang bed mig. Benny
siger, at det gør han ikke mere, men at han stadig
giver ’næseskub’, så man ryger nogle meter bagud. Da jeg pt. går med krykker, var det ikke lige sagen.
Forspændingen var et kapitel for sig. Ifølge ’bogen’
skal man være to personer, hvor en holder den
hest, der spændes for, mens den anden sætter
seletøjet fast. Sådan gør Benny ikke. Han spæn-
11
der for alene. Hestene bliver skubbet frem ved siden af hinanden, hvorpå de bakkes til vognen. Så
står de stille, men han spænder vognen på seletøjet. Der var fuldstændig ro på hestene. Det ’trick’
tog kegler ved Tülp, som selv i sine yngre dage har
kørt mælk og stadig kører med svigerdatterens
haflinger. Ekvipagen er ikke så hidsig som i gamle
dage. Hestene bliver kun kørt i skridt, men til gengæld kører de 5 km i timen. Benny fortalte, at de
målte lidt på det sidste år. Da han i 2009 kørte
Fyn rundt med Klodshanskaravanen, kørte de på
14 dage 350 - 400 km med køkkenvognen, som
skulle bespise de 200 gående og cyklende deltagere. Benny tilføjede med et smil, at man godt
kunne være lidt træt i starten ved tanken om, at
man havde 400 km foran sig med 5 km i timen.
Spøttrup er smukt, og vi kom forbi mange fine steder, og overalt hilste folk på Benny – det var tydeligt, at han og hestene er kendte og respekterede
i området. Vi kom forbi en fold, hvor to af hans friesere går. Det er to velgående vallakker på hhv.
Det er efterhånden blevet en stor sjældenhed
at se et så ensartet prikket to-spand med
knabstruppere.
Af: Merete Norring - Fotos: Anne-Mette Iversen
13
Han har, uden at ville det, bevist, at heste kan blive rigtig
gamle og have et godt liv, hvis de behandles rigtigt
syv og tre år. Opildnet af den gode stemning og at
vi nu kunne se det første til Middelalderborgen i
Spøttrup, sagde jeg til Benny, at det var bedre, at
køre med knabstrupperne. Benny svarede, at det
vidste han snart ikke rigtigt, for der var noget
mere spræl i frieserne. Dertil kunne jeg kun svare
med udbredte arme, at med knabstrupperne kunne man virkelig føle historiens vingesus. Mens vi
så lidt på borgen, så de andre turister på Benny
og knabstrupperne.
Turen gik videre til stranden, hvor vi gjorde holdt
med den mest fantastiske udsigt. Hestene stod
stadig forspændt, og de stod helt stille. På min
forespørgsel om, hvordan han havde lært dem
det, sagde Benny: “Det ved de godt at de skal, for
ellers kommer de ikke med! Der er ikke noget så
træls som en hest, der ikke vil stå stille!” Ja, Benny
har stadig sine meninger, men det har hestene
altså også. Godt nok virkede det meget afdæmpet, men flere gange registrerede jeg ’samtaler’
mellem Benny og hestene om, hvilken vej vi skulle.
Benny siger, at de har fået flere meninger med
årene. At der er tale om meget erfarne heste,
som også følger 100% med i turen, selvom det
måske ikke så sådan ud, skulle man ikke være i
tvivl om. Hvis Benny skal ud i et kryds, og en høj
hæk spærrer for udsynet, så kører han frem.
Kommer der trafik, stopper hestene af sig selv.
De kan jo høre det, når de kommer til kanten af
vejen, mens Benny stadig er nogle meter bagved.
Benny har på det nærmeste fået hestene ind med
modermælken. Hans bedstefar kørte vognmandskørsel med heste. Det var lige efter krigen og Benny elskede at være med som knægt. Siden har
han haft en rigt hesteliv som beslagsmed og har
været i bestyrelse og kåringskommission i Knabstrupperforeningen for Danmark. Hans erfaring
med hestekørsel er også meget varieret fra markarbejde med gamle redskaber på landbrugsmuseet Hessel, de fornemmeste kørsler til bryllup,
begravelse og alt imellem til Klodshanskaravanen
og kørsel på den grønlandske indlandsis med islandske heste for turister og ekspeditioner.
Da vi kom hjem, blev hestene spændt fra og fik en
velfortjent godbid. Buster fik på vanlig vis åbnet karabinhagen, så han kunne gå løs, mens Kapok blev
bundet i en lang snor. Ingen tvivl om, at de syntes,
at det var hyggeligt at rulle, gå omkring og blive
beundret.
Jeg synes, at Benny er fantastisk og et virkelig
godt eksempel. Han har, uden at ville det, bevist,
at heste kan blive rigtig gamle og have et godt liv,
hvis de behandles rigtigt. De to gamle knabstruppervallakker har kørt så meget og langt at ingen
tør gætte på, hvor langt det er. Bennys dømmekraft gør, at de ikke har været overanstrengte og
har lært i det tempo, som de har magtet. I deres
voksne liv har de virkelig lavet meget - også hårdere arbejde, mens de nu kun bliver kørt i skridt,
fordi det er det, som de kan i deres høje alder.
14
Af: Dorte Poulsen - Foto: Anne-Mette Iversen
Kæledyr skudt
Af Dorte Poulsen, Køge
Stevnsbladet 6. marts 2010
Så er den gal igen. Dyremishandling af værste
skuffe på forsiden af Stevnsbladet d. 27. februar
2010. En familie i Arnøje vil have aflivet et hængebugsvin. Da de åbenbart ikke vil ofre et dyrlægebesøg, vælger de at få det skudt af en eller anden
som kalder sig erfaren jæger, og som tilsyneladende ikke aner, hvad han har med at gøre. Hængebugsvinet dør ikke i første skud. Det stakkels dyr
løber 100 meter og må oven i købet - i lidelse vente på, at den omtalte jæger får tilladelse til at
skyde igen på anden mands grund. Ifølge artiklen
er der indgivet politianmeldelse, som forhåbentlig
indbefatter en anmeldelse om dyremishandling.
At journalisten ’br’ så prøver at skrive denne rædselsfulde gerning i morsomme vendinger tyder
ikke på god moral og anstændig journalistik.
Af: Anne-Mette Iversen - Fotos: Anne-Mette Iversen
15
skabte furore
Af Anne-Mette Iversen, Give
Stevnsbladet 6. marts 2010
På forsiden af Stevnsbladet den 27. februar er
der skrevet om hængebugsvinet, der skabte furore. For mig at se, er det ikke svinet på de fire ben,
der skabte furore, men nærmere det tobenede.
En såkaldt jæger, der oven i købet beskrives som
en erfaren en af slagsen! Eftersom der ikke er tale
om det rene amazonelandskab, men en ganske
almindelig dansk parcel, må man formode, at denne erfarne våbenbesidder må have taget sigte på
forholdsvis kort afstand. Og det til trods skamskydes kæledyret! Tør slet ikke tænke på, hvor mange
dyr, der skamskydes i naturen af erfarne jægere!
16
Af: Charlotte Eicke - Foto: Charlotte Eicke
Pigerne og den brogede Futte
futte og pigerne
Psysiske betingelser vigtige for dyrenes trivsel
Jeg vil gerne dele denne oplevelse med alle andre,
der ligesom jeg elsker dyr og passer dem efter
alle kunstens regler - tror man, indtil man belæres
anderledes af dyrene! I starten af 2010 består
min hestebesætning af vallakken Digger på 26 år,
en amerikansk fuldblod og pensioneret travhest.
Har haft ham siden han var 14 år. Han har nydt
sit otium sammen med Magic, som er en fire års
vallak, pinto-araber-blanding, som jeg har haft, siden han var et år. Digger og Magic er uadskillelige. Magic betragter Digger som hans mentor.
Tredje hjul på giggen er Futte på 20 år, som er en
vallak, jeg har haft, siden han var otte - ni år. Futte
er en broget shetlandsblanding.
Digger bliver i februar halt. Det har han været
mange gange, da han har mange skader i benet,
men han er altid kommet sig. Denne gang gik det
bare ikke, som det plejer. Han blev meget hurtigt
dårligere og til sidst virkede den smertestillende
medicin ikke. Sådan skulle hans liv ikke være, så vi
valgte, at hans rejse hinsides til de evige græsmarker skulle være nu. Både Magic og Futte var
ude og se ham, så de vidste, at han ikke var mere.
Magic var tydeligt mærket af sorg, mens Futte var
mere konstaterende.
Magic starter herefter en hård adfærd overfor
Futte, som trækker sig mere og mere og bliver
tiltagende stivbenet. Han bliver virkelig ussel at se
på og alt imens må han finde sig i en hel del fra
Magic, som bliver stadig mere aggressiv overfor
ham. Nøjagtig en måned efter Digger døde, bliver
Magic halt, og han får diagnosen forfangen i svær
grad. Vi prøver alt. Futte vælger at blive i stalden
sammen med Magic, selv om han har mulighed
for at gå udenfor. Tænk at han er så trofast overfor sin evige pestilens. Den 20. april bliver Magic
røntgenundersøgt, og det konstateres, at hans
højre hovben er drejet og er sunket så meget, at
17
han ikke står til at redde. Han bliver aflivet samme
dag. Min smukke, dejlige unghest, min sjælsven,
var ikke mere. Futte var nu helt alene, og et par
dage efter gik Futte hjemmefra. Futte har aldrig
villet længere væk end vores indkørsel og nu var
han altså gået hele vejen ned til naboen (500 meter!) og stod i hans have. Futte har aldrig været
godt gående, da han har haft ’Chaplin’-ben og lange smalle hove, har vist tegn på gigt og har altid
haft en varierende afføring, ofte tynd. Nu er det jo
sådan, at han har fået den bedste behandling altid.
Han er altid blevet behandlet homøopatisk, fået det
bedste foder, blevet passet med smed, børstet og
vasket dagligt.
Jeg kontaktede Anne-Mette fra Hesteinternatet
af 1999 med et nødråb om hun kendte en pony,
som kunne tænke sig at være Futtes ven. AnneMette sendte min mail ud til netværket, og mindre
end et døgn efter blev jeg ringet op af Sys fra Løgstør, som havde læst om Futte. Hun havde ikke
bare én, men to ponyer, shetlandshopper på 4 år,
som manglede et godt sted at bo. Jeg tænkte:
Hopper - dem har jeg sådan set i hele mit hesteliv
(40 år) undgået pga. deres hoppe-tendenser.
Men jeg kunne høre en stærk kærlighed til de to,
også kaldet Pigerne. Det var ikke med Sys’ gode
vilje, at hun ikke selv kunne have dem mere. Det lå
hende meget på sinde, at de kom et sted hen,
hvor de kunne være i højsædet. Jeg tænkte, at det
var måske slet ikke så tosset, for Futte kunne måske blive den kloge gamle patriark for de to unge,
Emma og Sille. Vi kørte til Løgstør for at hilse på
Pigerne og vi var fuldstændig solgt. Det var kærlighed ved første blik. En uge senere kom Pigerne
hjem. Til at starte med var Pigerne hårde overfor
Futte. Han trak sig igen og gik alene i folden. Åh,
nej tænkte jeg og tog en alvorlig snak med Pigerne
om, at de faktisk var Futtes skyld, at de var kommet til os, og at hvis de ikke kunne integrere Futte
i deres flok måtte jeg sende dem tilbage igen! Der
gik 14 dage, hvor de langsomt nærmede sig hinanden og det var så det. Siden har de tre været
uadskillelige.
Futte er siden maj måned blevet en helt anden
hest. Han er ikke halt længere, hans pels er ikke
fedtet mere, hans hove er flotte og lige og han har
ikke tynd mave mere. Nu er jeg sikker på, at Futte
har det godt for nu har han det også godt psykisk.
Tidligere har jeg haft fokus på, at rammerne omkring ham var gode, men inderst inde vidste jeg jo
godt, at han ikke havde det, som han skulle. Min
læring i alt dette er, at hestene, ligesom vi, har en
indbyrdes kemi. Nogen går bedre i spænd end andre, og det er i høj grad vores opgave, at vi sammensætter besætningerne, så det psykiske miljø
tilgodeses, for hestene kan jo ikke sige lejemålet
op og finde sig nogle bedre naboer!
Der er en stor læring i både de små og de store
begivenheder her i livet. Oveni al sorgen over at
miste mine to store basser er det en stor gave at
kunne give Futte det liv, han fortjener, og i skrivende stund vil jeg lige bemærke, at Futte har taget
sig en ordentlig løbetur i fuld galop sammen med
Pigerne naturligvis - og han er ikke set løbe i 10 år!
Oktober 2010: Emma, Sille og Futte trives som trekløver og deres mor er blevet meget mere opmærksom på deres psykiske velbefindende. En
stor tak til Anne-Mette: Du har en stor andel i, at
min lille besætning i dag trives. En stor tak til Sys
for tilliden til, at jeg måtte adoptere Pigerne, og ikke
mindst en stor tak til mine tre skønne shetter, fordi
de viser, de er glade for deres lejemål og naboer.
Den mindste pony havde store buler langs næseryggen,
hvilket myndighederne ikke fandt kritisk.
Af: Anne C. Abildgaard - Fotos: Anne C. Abildgaard
19
Resultatet efter de lange
snabelhove blev afskåret
Usoigneret, fedtet og filtret pels
Sølle Ponyer
Landbetjenten ikke enig
I september 2009 modtog vi en anonym henvendelse om to ponyer på en lille mark. Anmelderen
fortalte, at de fremstod i dårlig stand, hvor den
mindste pony lå ned på jorden det meste af tiden.
Den rejste sig nødigt op ifølge anmelderen.
Hesteinternatet af 1999 besøgte stedet, og vores vurdering i foreningen var, at ponyerne ikke
blev holdt, passet og plejet i overensstemmelse
med dyreværnsloven. Blandt andre overtrædelser
havde den mindste pony lange snabelhove - deraf
dens manglende lyst til at gå og stå oprejst. Ponyerne blev bl.a. fodret med halvrådne gulerødder,
som ejeren selv viste frem. Vi vurderede alt i alt, at
hesteholdet skulle anmeldes til politiet.
Desværre fik vi ikke taget billeder ved dette første
besøg. Et altafgørende parameter er netop billedlig dokumentation fra allerførste besøg, idet ejeren af frygt for politianmeldelse i mellemtiden kan
nå at rette op på eventuelle problematiske forhold
i en ofte uholdbar nødløsning. Det skete netop her
En landbetjent og en dyrlæge fra Fødevareregion
Nord visiterede stedet og meddelte os, at de ikke
så nogen problemer i hesteholdet!
Ejeren havde i mellemtiden selv skåret snabelhovene af. Men de store buler i ponyernes hoveder,
særligt den mindstes, den ekstremt usoignerede
pels, dårlige benstillinger og afmagring var der
stadig. Det var dog tilsyneladende ikke problematisk ifølge landbetjenten, der mest af alt virkede
som om, han hurtigst muligt skulle have fejet denne sag fra døren, og at vi som dyreværnsfolk er
’aktivister’, der forstyrrer privatlivets fred.
Hesteinternatet af 1999 spørger med afsæt i
denne sag og utallige andre: Skal hestene være
halvdøde, før politiet handler på sagen? Hvordan
kan en dyrlæge mene, at ponyerne har det fint
nok? Hvordan fortolker vi dyreværnsloven - og er
den noget værd i praksis??
Billederne til nærværende artikel er taget ved et
senere opfølgende besøg på stedet.
20
Af: Mai Nicholaisen, www.hestetandpleje.dk - Fotos: Mai Nicholaisen
Uofficiel
dyremishandling
Dette er en sørgelig historie om, hvordan mennesker nogle gange behandler heste. I efteråret
2009 ringede en god veninde til mig og spurgte,
om jeg ville have hendes gamle dressurhest. Hun
havde haft lånt den ud i nogle år, hvor den først
var ridehest og efter en skade blev hun sat i fol. Nu
ønskede manden, der havde lånt hende, ikke at
have hende mere. Han mente ikke, at den var rengående og synes, de skulle aflive den. Da min veninde havde mange problemer i den tid, fik hun ikke
gjort mere ved det, og jeg besluttede at hente hoppen og så tage stilling til, om den skulle være min
nye avlshoppe eller aflives. Den 10. december
2009 kørte en anden god veninde og jeg ned for
at hente hende. Casper, som havde lånt Ibis, er
beslagsmed, rytter og har flere heste. Han var
ikke særlig venlig, og var sur på min veninde over,
at hun ikke havde hentet hesten før, hvilket hun
ikke var klar over. Han sagde, at hoppen var blevet
lidt tynd og var halt på det ene forben. Den havde
ikke fået ormekur og var ikke vaccineret. Der var
ingen stald, så hestene gik stadig ude hele døgnet.
Ibis stod helt alene nede i den anden ende af folden med dækken på. De andre heste på folden var
hendes føl samt to små ponyer. Føllet var meget
lille, men så fint ud. Ibis havde dækken på, og jeg
kunne godt se, at hun var lidt tynd. Hendes hove
var meget lange og ikke passede. Utroligt, når han
nu selv var beslagsmed, tænkte jeg. Vi tog ikke
Ibis før
dækkenet af, men skyndte os at få Ibis op i traileren og komme af sted. Casper var ubehøvlet, svinede min veninde til og havde tydeligvis ikke lyst til
at snakke med os, så vi ville bare helst væk derfra.
Vi undrede os over, at hun var så sløv, rolig og slet
ikke vrinskede til sit føl, da vi kørte. Jeg havde jo
kendt hende fra tidligere, hvor hun var en ret frisk
og opmærksom hest. Vi kørte hjemad og glædede
os til at lukke Ibis på fold derhjemme og se, hvordan hun gik og så ud.
Men vi fik et kæmpe chok! Da vi tog dækkenet af,
havde jeg ikke i min vildeste fantasi forestillet mig,
at den kunne være så tynd, og at nogen mennesker kunne behandle og aflevere en hest sådan
der. Havde jeg anet, at den var så tynd, så havde
jeg ringet til politiet, da jeg var dernede og konfronteret Casper med det samme. I mit liv med heste
har jeg set og oplevet meget grimt, og jeg er bestemt ikke sart. Men jeg var så rystet og chokeret,
at jeg begyndte at græde. Stakkels, stakkels, stakkels hest. Jeg ringede selvfølgelig til min veninde
med det samme og fortalte hende det, mens jeg
stadig græd. Hun var lige så chokeret og ked af
det. Det havde vi bare ikke forestillet os, at han,
eller nogen andre, kunne finde på. Ibis havde været hans ridehest i længere tid og havde gået på
hans mark som avlshoppe efterfølgende. Hvordan
kan man så lige pludselig bare være ligeglad og
21
Ibis før
stoppe med at fodre den?! Jeg ringede til dyrlægen, som kom dagen efter og tjekkede hende. Var
det bedst at aflive hende, eller kunne vi give hende
et godt liv? Dyrlægen synes, at hun så rask nok ud
til at lade hende leve. Hun slingrede meget og var
helt slukket i øjnene, men hun var så vidt vi kunne
se ikke halt, men hun kunne næsten ikke trave. Vi
valgte at prøve at fodre hende op og så i det mindste give hende en god afslutning på livet, hvis hun
skulle gå hen og blive så halt, som Casper påstod
hun var.
Efter et par måneder ændrede Ibis sig markant.
Hun blev frisk, tog på og så glad ud, når vi kom.
Der gik dog lang tid, før hun havde lyst til at komme på fold. Hun ville helst være i sin boks hele tiden. Men det kunne jo ikke hjælpe noget, for hun
skulle jo ud og motionere hver dag. Jeg brugte en
del tid på at finde korrekt foder og få gode råd af
eksperter. Det er vigtigt, at man sætter sig ind i
fodringen af sine heste, og endnu mere vigtigt, når
man skal fodre en så tynd hest op igen. Vi har foderautomater, som fodrer 10 – 12 gange i døgnet, hvor vi kan putte forskellige typer foder i. Dvs.
at på de 12 gange i døgnet kunne vi sørge for at
hun også fik grovfoder. Vi brugte både lucerne og
special-hø, kraftfoderet og diverse tilskud i foderautomaterne. Dette har helt sikkert gjort, at Ibis
hurtigere er blevet tilpas og hendes mave har kun-
Ibis efter
net arbejde normalt igen. I sommeren 2010 var
Ibis så godt tilpas, at vi valgte at sætte hende i fol.
Hun er ikke halt, når hun ikke bliver trænet og redet. Vi prøvede at sætte hende stille i gang med
træning, men hun blev lidt halt, og vi stoppede
træningen. Hun var desuden totalt panikslagen
over at blive redet, også selvom man bare red
stille og roligt rundt uden at forlange noget. Så
hun skal aldrig rides igen. Nu håber vi på, at hun
bliver en god avlshoppe. Hun har gode papirer og
er kåret godt. Hun går sammen med vores unge
heste og nyder livet med at opdrage og jage lidt
rundt med dem. Det er utroligt hårdt, men også
meget livsbekræftende at se sådan en svag hest
få livet tilbage. Med dette har vi lært: Lån aldrig din
hest ud, medmindre du kigger til den ofte. Men vi
har desværre også lært, at vi i vores retssystem
ikke har megen respekt for dyrenes liv. Det var
ikke muligt at straffe Casper for hans vanrøgt af
Ibis. Han kunne højst have fået en bøde på 500 kr.,
hvis jeg havde ringet til politiet, da vi stod dernede.
Skræmmende at sådan en ondskabsfuld mand
kan slippe af sted med at behandle en hest så dårligt. Jeg må ikke engang hænge ham ud offentligt
og advare andre mod at bruge ham som smed
eller sælge ham heste. Når han ikke er dømt er
han jo efter vores lovgivning stadig uskyldig. Men
hos os er der ingen tvivl om, at han er en dyremishandler og ikke burde have hest.
22
Af: Hesteinternatet af 1999
tillykke
– du har vundet et liv
Journalist og medieikon Anders Lund Madsen
kørte i foråret 2010 et ret populært talkshow om
fredagen, ’Det Nye Talkshow’, hvor seere kunne
ringe ind og deltage i ’Den store hestequiz’. Quiz-
zen mundede i sidste afsnit ud i en heldig vinder af
en levende hest, Odin. Om end sjovt og underholdende, så var det et koncept, vi ikke kan bifalde i
Hesteinternatet af 1999.
Dumt at give hest som præmie
Af Anne-Mette Iversen, Give
Ekstra Bladet den 27. marts 2010
Ingen tvivl om at der skal holdes et vågent
øje med Odins skæbne. Odin er en levende
hest, man kan vinde i Anders Lund Madsens talkshow på DR1 lørdag aften. Lige så
tankeløst det er at give levende dyr som gaver, lige så dumt er det at bruge dem som
præmier i konkurrencer. Der er desværre
utallige eksempler på, at folk anskaffer sig
hest uden at være i besiddelse af den fornødne viden eller de nødvendige ressoucer,
og alt for ofte får hesten sådanne steder et
ynkværdigt liv eller bliver ligefrem forsømt
og vanrøgtet.
I værste fald havner den levende præmie
hos en skruppelløs hestehandler, som sender den ud som kastebold på sommerens
rædselsfulde hestemarkeder. Anskaffelse
af en hest bør være et dybtfølt ønske - ikke
en præmie i en fjollet konkurrence.
Af: Hesteinternatet af 1999
23
Bog:
“om at spise dyr”
af Jonathan Safran Foer
g
99 anbefaler denne bo
Hesteinternatet af 19
”På slagterier tilhørende en af de store
Kentucky Fried Chicken-underleverandører,
blev kyllinger, der stadig var ved fuld bevidsthed, sparket, trampet på, kylet ind i væggene,
eller fik bogstavelig talt lortet klemt ud af sig
og deres næb revet af.”
”Mennesker kan ikke opføre sig menneskeligt
med arbejdsforhold som dem, de ansatte på
industrifarmene og på slagterierne arbejder
under. Det er det mest tydelige eksempel på
fremmedgørelse i verden lige nu.”
”En arbejder på en svinefarm beskrev, at det
var fast rutine at bruge elektriske kreaturstave og slå søerne med dem, somme tider
slå dem til blods. ”En fyr lemlæstede en sos
tryne så meget, at den ikke kunne indtage
føde og døde af sult.”
”I afblødningssektionen siger de altid, at
blodlugten gør én aggressiv (...) En anden
gang tog jeg kniven - den er jo skarp - og skar
det yderste stykke af en gris’ tryne af, som
om jeg skar spegepåølse.”
”Kødbranchen er udmærket klar over, at jo
flere mennesker, der får indblik i forholdene
på slagterierne, desto mindre kød vil der blive
spist. Det skyldes ikke, at al slagtning
nødvendigvis er inhuman, men at de fleste af
os foretrækker ikke at blive mindet alt for
bogstaveligt om, hvad kød reelt er, eller hvad
der må ske med det, inden det kan blive
serveret på vores tallerken.”
”Efter flåningen bliver koen kørt videre til
’benskærerne’, som skærer det nederste af
benene. ”Hvis nogle af dem kommer til
bevidsthed da,” fortæller en af slagteriets
samlebåndsarbejdere, ”ser det nærmest ud
som om de prøver at klatre op ad en væg.”
Af: Lene Kattrup, Dyrlæge - Politiken kronik 7. juli 2010
maskiner
af kød og blod
Med et målrettet avlsarbejde har landbruget sørget for, at en so nu får 16 smågrise pr. faring. Det
er flere, end hun kan ernære. Ca. en fjerdedel må
aflives eller dør pga. sult mm. De øvrige overskydende gives til en ammeso, der får smågrise fra
flere andre søer og må fortsætte med at die, når
hun ellers var færdig med sit eget kuld. Man ’sparer’ en drægtighed, og soen kan forblive i den dyrefjendske, snævre og adfærdsbegrænsende fikseringsboks, der er meget lidt plads- og pasningskrævende (to minutter pr. so) og derfor billig.
Økonomisk optimering rimer sjældent på dyrevelfærd. Det her beskrevne er et eksempel blandt
flere inden for moderne landbrug, som efter min
mening er i strid med dyreværnslovens krav om,
at ”dyr skal passes under hensyntagen til deres
fysiologiske, adfærdsmæssige og sundhedsmæssige behov”. Dyreværnsloven var før i tiden gældende også for landbrugets dyr, men her er den i
dag i det store og hele sat ud af kraft, fordi vi i
stedet for at betragte vores landbrugsdyr som levende dyr, ser dem som maskiner af kød og blod
eller som ting.
Vi har heldigvis nogle undtagelser i de alternative
systemer, såsom velfærdsgrisen og den økologi-
25
ske produktionsmetode. De empatiske og dygtige
landmænd har i de fleste tilfælde forladt den normale masse-industri-produktionsmetode, fordi de
ikke mere kunne holde ud at se på det i deres
egne stalde. De havde tit ikke et valg, hvis de skulle
overleve. Andre landmænd så derimod med glæde på industrialiseringen og forblev i erhvervet. De
svinelandmænd, som holdt af dyrene og gerne ville give dem anstændige og gode levevilkår, indtil
de blev slagtet, skiftede erhverv, mens de mere
hårdhudede blev tilbage. Blandt dyrlægerne er
der også er en del, der har givet disse argumenter som årsag til, at de søgte væk fra en karriere
som svinedyrlæge. Jeg kan tælles med her. I mit
første job som landpraktiserende dyrlæge i 1980
kunne jeg se det komme. Men jeg havde ikke forestillet mig, at det gik så grueligt galt, som det gjorde. Det er værst på svineområdet, men der er
også store problemer i kvægbruget. Dog er situationen knap så grel. Problemet er opstået, fordi
svineproduktionen er blevet så profitsøgende, så
man har glemt, at det er levende dyr, man har
med at gøre.
Men det store spørgsmål er, hvorfor det er sket,
hvorfor er vi er kommet så ekstremt langt ud?
Hvad er årsagen? Det er EU, der ved at have åbnet op for en fri konkurrence imellem landene og
ved samtidig at have markedsgjort vores landbrugsdyr er hovedansvarlig for udviklingen. Dyr er
blevet til varer i hele EU-regelsættet, som bestemmer ca. 70-80 procent af al lovgivning på landbrugs- og fødevareområdet. Det er f.eks. EU-regler, der er årsagen til, at slagtedyr transporteres
så langt på kryds og tværs igennem Europa blot
for at blive slagtet. EU definerer fejlagtigt levende
landbrugsdyr som en vare, der skal være omfattet
af kravet om fri bevægelighed i det indre marked.
Samtidig støtter og fremmer EU dette transportcirkus, og derfor ser vi, at markedsmekanismerne
naturligvis gør, at dyrene sendes derhen, hvor
slagteomkostningerne er lave.
dem til at bevæge sig. De kan jo ikke bære de store tunge dyr.
EUs medlemslande har store omkostninger til hvilestationer, samlestalde og til myndighedernes
håbløse forsøg på at føre kontrol med samt søge
at begrænse lidelserne, hvilket er umuligt, da de
tunge og nedslidte produktionsdyr slet ikke kan
klare de lange transporter. Derfor kan filmhold efter filmhold vise os disse frygtelige eksempler på,
at dyrene er alvorligt skadede og ofte næsten
halvdøde ved ankomsten til slagterierne efter flere hundrede kilometers rejse, samt de mange eksempler på brutal voldsanvendelse over for dyrene, som på grund af udmattelse ikke mere kan stå
og gå på benene. Slagteriarbejdere, transportører m.fl. støder, tæsker eller slår dyrene for at få
I EU-transportforordningen fra 2007 står der tydeligt i starten: ”Rådet har vedtaget bestemmelser vedr. transport af dyr for at fjerne tekniske
handelshindringer for handlen med levende dyr og
skabe grundlaget for, at de pågældende markedsordninger kan fungere tilfredsstillende”. Det forhold, at EU har fremmet og subsidieret disse lange dyretransporter, har gjort, at der de sidste tyve
år er sket en markant forråelse overalt blandt
personalet på slagterierne, i transporterhvervet, i
landbruget og i hele kontrolapparatet i EU-området, hvor dyr i dag mere betragtes som en vare
end som et dyr. Vi ser en tingsliggørelse af dyrene,
hvor niveauet ikke er foreneligt med et højt civilisa
Hvis reglerne krævede, at transportøren eller
landmanden selv skulle afholde alle omkostningerne til velfærd under langtransport og skulle sørge
for at løfte dokumentationsbyrden omkring rimelige krav til velfærd samt afholde omkostningerne
til myndighedernes kontrol og drift af samlesteder
og kontrolsteder etc., så ville disse langtransporter straks stoppe, fordi det ikke ville være rentabelt. Men EU ønsker transporten fremmet af hensyn til det indre marked, uanset den lavine af
uforsvarlig behandling af dyr, det må medføre.
Man overser i øvrigt også miljø- og klimahensyn,
selvom vi ved, at transportsektoren her er vigtig.
tionsstade, der kan kendes på, hvordan man behandler børn, svage, ældre og dyr. Det dyresyn,
der var almindeligt i Spanien, Syditalien og i Grækenland, er nu blevet udbredt til hele EU-området
inklusiv Skandinavien.
Det har været en kamp mellem syd og nord i EU,
hvor dyresynet i syd vandt. Udviklingen er blevet
accelereret af, at EU i højere grad er gået over til
forordninger, der umiddelbart binder alle landene
og fastlåser udviklingen til den laveste fællesnævner, man kunne blive enige om.
De utilstrækkelige og dårlige EU-regler bestemmer og sætter dagsordenen, som ikke blot er minimumsregler. De enkelte lande må ikke gå videre
og indføre skrappere og bedre regler. Højtudviklede lande som de skandinaviske er sat tilbage i udvikling, og det gælder hele landbrugs- og fødevareområdet. De gange, Danmark har forsøgt sig med
særkrav for f.eks. at bedre dyrevelfærden, har vi
næsten uden undtagelse tabt sagerne og måttet
udbetale store erstatninger. P.t. er der en sag undervejs pga. vores ønske om ved danske særregler at beskytte de store tunge søer, der bestemt
ikke er langtransportegnede. Den tror jeg også, vi
taber.
Dyretransport-området er et godt eksempel på
udviklingen på hele landbrugsområdet, men samtidig har transportområdet i sig selv meget stor
betydning, for hvis transporten fremmes ved at
blive gjort let og billig for brugeren, så vil dyrene jo
netop blive transporteret derhen, hvor markedsmekanismerne afgør, at det er profitabelt at slagte, producere eller opfede dyr. Konkurrenceparametrene bliver så dyrevelfærd, lønninger og
miljøkrav. Animalsk landbrug vil i et sådant system
søge væk fra lande med høje miljøkrav, god dyrevelfærd samt en veludviklet velfærdsstat med høj
skat og et højt lønniveau – og hen til lande med
lavere dyrevelfærd, mere moderate miljøkrav og
lave lønninger. Det er logik. Og dyrevelfærd bliver
samtidig til en teknisk handelshindring. Derfor er
vi nu ved at udflage den animalske del af vores
landbrug, som vi tidligere har gjort det med
værfts- og tekstilindustrien. I 2009 eksporterede
vi over otte millioner levende slagtesvin, søer og
smågrise, en stigning på 30 procent i forhold til
året før. En avisoverskrift lød: ”Danske landmænd
er ved at indtage en rolle som underleverandører
til tysk landbrug og fødevareindustri”. Hans Engell
sagde i maj: ”I løbet af kort tid lukker det sidste
skibsværft, om fire år har vi ingen slagterier i Danmark”. Tidshorisonten er vanskelig at vurdere,
men han har ret; udflagningen af selve svineproduktionen følger snart efter. Og det vil fortsætte.
Men ønsker vi at opgive vores landbrug bid for
bid? Er det klogt af et lille, sårbart land med kolde
vintre og uden ret mange andre naturressourcer
at give slip på den basissikring, som en fødevareproduktion tæt på i vores eget land er? Hvordan
var det mon gået os under Anden Verdenskrig
uden vores landbrug? Når vi ser ind i fremtiden,
kan vi ikke udelukke miljø- eller naturkatastrofer,
store flygtningestrømme fra tredjelande eller områder med borgerkrigslignende tilstande inde i
Europas hjerte. Det ville være klogt, hvis vi insisterede og handlede politisk efter at holde fast i Danmark som et selvforsynende landbrugsland. Uanset hvad EU siger. På energiområdet taler man
omsider om, at en vis selvforsyning er en uhyre
klog ting. Det samme må gælde på fødevareområdet.
De danske svinebønder er desværre ofte gået forrest, når det gjaldt om at optimere indtjeningen,
mens de har negligeret eller benægtet fakta, når
det handlede om dyrevelfærd. Men reelt set havde de i det lange løb ingen chance for at overleve,
medmindre de fulgte med EU-toget, hvor det er
dårlig dyrevelfærd, lave miljøhensyn, høj produktion, små omkostninger og lave lønninger, der vinder. Det er hyppigt rumænere, som dyrlægerne
møder i svinestaldene. Mine kolleger klager over
sprog og forståelsesproblemer, når de skal rådgive om sygdomme og medicin etc. Antibiotikaforbruget er steget voldsomt, fordi staldsystemerne
er dyrefjendske, og pasningen er dårlig og ufysiologisk. Dyrlægerne tilkaldes ikke mere til diagnosti-
cering eller behandling på enkelt dyrs niveau. Normalt er det mange dyr, hele stier eller staldafsnit,
der behandles – og af landmanden selv. På slagterierne har vi også måttet tilpasse os. Vi har netop
forladt den igennem mange år gældende praksis
herhjemme med, at man ved kødkontrollen følte
med hænderne inde i bughulen og skar ind, hvis
man f.eks. kunne føle en bule, som så kunne vise
sig at være en dyb byld. Den bliver måske ikke fundet i dag. Og de lymfeknuder, som var gode ’sladderhanke’, skærer man ikke mere ind i. Det er billigere, når man kun bruger øjnene – men
fødevaresikkerheden forringes.
Vi har accepteret det for dog at forsinke udflytningen og lukningen af slagterierne ved at formindske udgifterne til kontrollen. Ud fra en kvalitetsbetragtning er udviklingen dybt bekymrende. Jeg
mener, EU satser helt forkert både ud fra en etisk
og dyrevelfærdsmæssig betragtning, men så sandelig også ud fra en fødevaresikkerhedsvurdering.
Den omfattende transport af levende dyr i stedet
for kød rundt i EU udgør en stor risiko i sundhedsmæssig henseende. Levende dyr har andre bakterier end kød; de kan i visse tilfælde huse de bakterier eller virus, der forårsager de såkaldt
ondartede smitsomme sygdomme som f.eks.
mund- og klovesyge, Newcastle disease eller svi-
nepest. Man gør meget for ved øremærker m.m.
at kunne opspore en smittekilde, hvis uheldet er
ude. Jeg tror, det giver en flask tryghedsfølelse,
for når skaden er sket, er de tab så store, at det
ikke hjælper så meget, at man måske erfarer, at
det var en dyrlæge, der gik forkert ind i en stald
eller 29 får fra Nordengland, der blev transporteret til Syditalien – eller nogle levende kyllinger. Når
epidemien eller pandemien har etableret sig og
har spredt sig, kan det være uhyre smitsomme og
dødelige sygdomme, der økonomisk set kan give
uoverskuelige følger. Jeg mener, det kun er et
spørgsmål om tid, før nogle større katastrofer af
et omfang, vi måske har svært ved at forestille os,
vil ske.
EU burde skifte politik til at fremme transport af
kød, og i det mindste give de enkelte lande lov til at
begrænse al transport af levende dyr. Herhjemme burde vi begrænse al dyretransport til slagtning til højst ca. fire timer eller 200 km, og transport af dyr til levebrug burde også indskrænkes
betydeligt og begrænses mest muligt, i hvert tilfælde betydeligt i forhold til nu. Sidst burde grænsekontrollen genindføres, og vi burde fra statslig
side støtte økologien meget mere. Vi må gøre oprør mod, at EU definerer et levende dyr som en
vare. Jeg fatter ikke, at vores politikere stiltiende
finder sig i dette. Vi kan gå forskellige veje. Bruge
Lissabon-traktatens artikel 13 om EU’s Funktionsmåde, første del af principperne, der fastslår et
hensyn til dyrevelfærd i EU som et ufravigeligt
overordnet princip. Eventuelt anvende artikel 36 i
tredje del om det indre marked, der fastlægger, at
et land kan indføre restriktioner i vareindførsel og
udførsel, hvis det er begrundet i hensyn til beskyttelse af mennesker og dyrs liv og sundhed (anvendelsen af denne artikel er dog et problem, når
man, som jeg mener, at levende dyr slet ikke burde have været omfattet af EUs regler om varer).
Det kan være, at det er lille Danmark, der som
noget nyt skal til at anlægge sag mod EU. Eller i
det mindste skal lade være med fortsat at lade sig
dirigere rundt i manegen, så vi må acceptere en
gradvis afskaffelse af vores dyreværnslov og dyrevelfærd for vores landbrugsdyr, derpå en deroute
for vores tidligere ret høje veterinære stade og
fødevaresikkerhed, risiko for smitte med ondartede smitsomme sygdomme og en gradvis afvikling
og udflytning af hele vores animalske landbrugssektor startende med vores svineproduktion.
pels
P å med sn y depelsen , madam E s p e r s e n
s
Af: Eva Nystad, forfatter og journalist
31
Jeg var vild med Lene Espersen ved hendes karrieres
begyndelse.. Frisk fra Vesterhavet, dejlig at skue, med
smaek for skillingen, nar hun abnede munden.
Så kom de trivielle rejsesager og ekstrem dårlig
prioritering – hun kan da rejse på alle andre tidspunkter, end når hun skal til topmøder! Den mulighed har ’almindelige mennesker’ ikke. Op i rumpetten. Nu er en meget vigtigere sag på tapetet, der
afslører aldeles mangel på dømmekraft. Hun går
imod et pelsforbud. I Israel. Et importforbud, som
den israelske befolkning ifølge talskvinde fra Den
Internationale Koalition mod Pelse bakker op med
hele 87% ! Et importforbud dyreværnsorganisationer fra en række lande ser frem til – fordi det
smitter positivt på andre lande, som også vil gå
imod at milliarder af små minkdyr og ræve (i visse
lande dyr tættere på os, f.eks. katte og hunde); opdrættes under kummerlige forhold i kolde metalbure – for at ende som tøjdyr/pelsværk på mest
damer, efter at være blevet flået som tomater.
Lille Lene – tænk dig nu om. Du siger, pelsforbuddet vil skade handelen mellem Israel og Danmark.
Du siger, Dansk Pelsindustri United omsætter for
5 milliarder om året (formentligt til flere lande end
knaldvarme Israel, der bruger pelstrimler til ortodokse jødehatte). Hvad med at være visionær for-
gangskvinde? Har du ikke selv visionerne, så har
du folk til at levere dem. Dyreværnsfolk og mig,
sagde hunden. Hvad med at tegne en smuk streg
i kridtsandet – og ændre den dødssyge trang til at
pelse dyr for at iføre sig deres ikke lånte fjer, men
pels. Hvad med at dyrke vores rigtige tøjindustri?
Du, der som standardbeskrivelser af vægte, dit
stjernetegn, siger, er modeglad – hvorfor nedsætter du ikke en tænketank, udviklingstank, der beskæftiger sig med vores tekstiler, uld og alternative stoffer – ikke lykkepiller, men nye bærbare og
ikke bærbare; plast etc. Alt tøj er bærbart pr. definition. Men fri os for hulestadiet med pelse. Lad
folk med skønne kuriøse gamle ozelotpelse i skabet fra før det blev pinligt med pels ha’ dem i fred.
Men stop for pelsdyrenes skyld overflødigt blodbad og tilladte massakrer i de hjemlige kz-lejre.
Produktion af dyr er et uskønt begreb. Men en
dagligdag, som ufølsomme sjæle lukker øjnene
for. Danmark havde engang de smukkeste landbrugstraditioner, der behandlede dyr godt i svinestier med halm på gulvet og lod køer komme på
F
32
græs. Vi er blevet et afskyeligt, beklager gentagelsen, KZ-lejr-land, hvor ingen tilfangetagne slipper
levende ud fra. Her SKAL gidslerne ende deres
dage. Der kommer ingen Røde Kors-busser og
redder grissebasserne og sender dem på rekreation eller hjem til familien efter de utvivlsomt stressende oplevelser, de har haft. Grisene skal dø. Det
er derfor, de er til… Lene, du er runden af stovte
danske fiskertraditioner og æt. Men moderne
kvinde, bevidst, vågen, attraktiv. Gør noget attraktivt som minister. Noget spiseligt, lækkert. Tænk
på det usædvanligt ofte brugte udtryk ’dyrevelfærd’. Og på gevinsten, når vi trendsætter over
for andre lande: ’så langt fremme i skoene er vi!’ Vi
finder andre veje. Vi beskæftiger os med noget
nyt, bogstaveligt talt. Fald ikke pelsdyrene i ryggen
med upassende infiltrerende breve til den israelske handelsminister. Han tog den sunde beslutning at støtte forbud mod pelsimport. Til du og
dine kumpaner påvirkede den forkerte vej. Træk
dit brev tilbage: ”I did NOT write a letter to that
man” – skriv et nyt. Træk din omvendte handelsembargo tilbage. Gør noget nyt.
Ifølge Landbrugsavisen 13. juli i år sendte du 19.
april (hvorfor f… var du ikke på ferie den dag?) brev
til den israelske handelsminister, hvor du fremhæ-
vede, at netop en israelsk lov om pelsimportforbud vil skade vores handelsliv. I stedet for at Israel
blev det første land i verden, der forbød salg af
pels, er alting forhalet, sat til debat 2. september.
Forinden samtidig med, udover din påvirkning,
foregik andre uacceptable påvirkninger af geskæftig art. Tidligere dansk statsborger Yohanan Plesner blev kontaktet af familiemedlemmet, dansk
ambassadør i Tel Aviv, Lisse-Lotte Plesner, og direkte opfordret til at ’blande sig’. Det gjorde han
som formand for dansk-israelsk venskabsforening, medlem af det israelske parlament, og i en
sådan grad at en samtale (hvordan mon den foregik – var det med håndvrid?) med handelsminister Benjamin Ben Eliezer fik denne til at stikke piben ind. Yohanan påstår han plejer Danmarks
interesser i Israel. Det er hverken danske pelsdyrs
eller andre pelsproducerende landes pelsdyrs interesse. Manden gør Danmark en bjørnetjeneste.
Lene. Du sætter ikke bare lus i skindpelsen. Men
unødvendige mord på dagsordenen. Jeg synes, du
skal samle balderne, skyde dit smukke bryst frem,
og med rank ryg erkende at også dette var en
bommert. Handelen kan sagtens foregå i fuldt flor
med andre varer og nye tiltag. Nytænkning.
Og lad os alle gå i snydepels, amen.
israel udsætter
forbud mod pels
Uddrag fra Landbrugsavisen 13. juli 2010
Et forbud mod pels ville skade handelen mellem
Israel og Danmark, fremhæver Lene Espersen i et
brev sendt den 19. april 2010 til Israels handelsminister, Benjamin Ben Eliezer. Herefter har han
efter dansk pres vendt sig mod et lovforslag, der
skulle forbyde import af blandt andet danske pelse
til Israel. Og i stedet for at blive det første land i
verden, der forbyder salg af pelse, styrer Israel nu
mod en udsættelse af debatten til begyndelsen af
september. Det skriver Kristeligt Dagblad. Jane
Halevy fra Den Internationale Koalition mod Pelse
mener, at hele sagen lugter af personlige interesser og beskylder Knesset-medlem Yohanan Plesner, der er i familie med Danmarks ambassadør
i Tel Aviv, Lisse-Lotte Plesner, for at gå sin families
- og Danmarks - ærinde i sagen om pelsene. Handelsminister Benjamin Ben Eliezer, der oprindeligt
støttede forbuddet mod import af pelse, ændrede
sit synspunkt efter samtale med Yohanan Plesner
fra Kadima-partiet, der er i opposition til Likudpremierminister BenjaminNetanyahus fem-parti
koalitionsregering. Forslaget om importforbuddet
er fremsat i Knesset af Plesners partifælle Ronit
Tirosh. 38-årige Yohanan Plesner afviser, at der
skulle være noget galt i, at han som tidligere dansk
statsborger plejer Danmarks interesser i det isra-
elske parlament. ”Jeg blev kontaktet af den danske ambassadør i Tel Aviv, Lisse-Lotte Plesner, og
som formand for Israels venskabsforening med
Danmark blev jeg bedt om at blande mig i sagen,”
siger Yohanan Plesner. Det resulterede i en samtale mellem Yohanan Plesner og Benjamin Ben
Eliezer fra Arbejderpartiet, hvorefter sidstnævnte
ændrede sit syn på sagen og udsatte debatten til
2. september.
”Jeg er ikke drevet af personlige interesser, men
jeg er den rette til at tage sagen op, og jeg er meget stolt af at kæmpe for at bevare det gode forhold til Danmark. Jeg ved godt, der er stor folkelig
opbakning bag lovforslaget, men som det er formuleret i øjeblikket, vil det skade den frie handel
mellem Israel og andre lande,” siger han. Ifølge
Jane Halevy fra Den Internationale Koalition mod
Pelse bakker 87 procent af den israelske befolkning op omkring et forbud mod import af pelse.
Dyreværnsorganisationer fra en række lande ser
frem til et israelsk forbud mod import af pelse, da
det forventes, at et sådant skridt vil skabe en dominoeffekt, hvor andre lande vil vedtage lignende love.
Det israelske lovforslag sigter mod at forbyde import af mink- og rævepelse, der blandt andet bruges
til ortodokse jøders hatte, også kaldet schtreimel.
34
Af: Annette Rosenmunthe - Fotos: Anne-Mette Iversen
jagtens
ulyksaligheder
Politiken den 7. januar 2010
Tiden bør være til mere beskyttelse af dyrelivet,
end til at skaffe jægere flere dyr at skyde på. Mennesker har jaget dyr fra de første gang satte benene på dansk jord. Det var simpelthen en forudsætning for at overleve her i det kolde nord.
Senere fik jagten en ganske anden betydning og
blev en fritidsfornøjelse for kongen og adelen omkring ham. Eftersom disse fungerer som rollemodeller og forbilleder, er interessen for jagt som
hobby blevet udbredt i befolkningen. Hvor de fleste
mennesker nok ville betakke sig, hvis de selv skulle
slagte de dyr, de sætter til livs, gælder dette ikke
de 3% af befolkningen, som er jægere og jo netop
har gjort aflivning af dyr til deres hobby. Mange af
de dyr, de skyder, er ikke spiselige, men aflives
simpelthen for skydeoplevelsens skyld. Jægerne
skyder og dræber hvert år omkring tre millioner
dyr i Danmark, som har verdens højeste jagttryk.
Ivrige jægere kalder de sig med rette!
Det kan være svært for andre at forstå jægernes
passion. Bliver de spurgt, hvad der får dem til at
vælge jagt til fritidsaktivitet, vil svaret være: Spændingen, naturoplevelsen kammeratskabet, konkurrencen, indsamlingen af trofæer og besiddelsen
35
af et særligt urinstinkt. Spændingen ved at se,
hvorvidt man har ramt dyret. Ja, for hvad hvis
man nu ikke har? I bedste fald har man så skudt
helt forbi og blot skræmt dyret. Meget mere fatalt
kan man have ramt dyret, uden at det dør af den
grund, dvs. at man har skamskudt eller anskudt
det og altså lemlæstet det i én eller anden grad.
Anskydninger er helt uundgåelige og forekommer
så ofte, at millioner af vilde dyr i Danmark lever livet anskudte af jægere. Nogle går mere eller mindre hurtigt til grunde i vinterkulden efter eksempelvis at have fået bortskudt ben, underkæbe,
næb, øjne eller perforeret tarmsystemet. Andre
gange sidder haglene i mindre vitale organer, men
dyret vil resten af livet være påvirket af det. Anskudte edderfugle får således en anderledes
flugtadfærd end raske.
Jægerne forsøger at berolige befolkningen med,
at de ’tager hånd om’ anskydningerne med deres
schweisshundeordning, dvs. at de tilkalder en
særligt uddannet hund med fører, der følger blodsporet fra det sårede dyr. Imidlertid er det stort
set kun hjortevildt, hundene sættes til at efterspore, selv om andre anskudte dyr må formodes at
lide lige så meget. Danmarks Miljøundersøgelsers
36
anskydningsstatistik viser med al tydelighed, at
det meget langt fra er alle anskudte dyr, der findes. Anskydningerne er prekære for jægerne,
som godt ved, at problemet truer jagtens accept
og fremtid. Der har derfor været kampagner i
gang for at nedsætte anskydningstallene, men
ikke mange tror på, at de vil have en varig effekt.
Vildtpleje og vildtforvaltning kalder jægerne det,
når de skyder og anskyder dyrene. Den danske
vildtforvaltning er stort set lagt i hænderne på
personer, der brænder for at skyde dyrene. I Vildtforvaltningsrådet (VFR) har flertallet jagtinteresser, og dette fornægter sig ikke i deres afgørelser.
Jægere vil altid kæmpe for så mange skydeemner
og så lange skydetider som muligt, hvorfor det er
så som så med sagligheden i det høje Råd, hvis
afgørelser typisk uden videre lovfæstes af Miljøministeren. På trods af at bestandene af eksempelvis hare, agerhøne og edderfugl er i dramatisk tilbagegang, har Vildtforvaltningsrådet med dets
flertal af jægere netop afgjort, at de stadig må skydes. Jægerformanden Ole Roed Jakobsen har i et
debatindlæg udtalt: ”Bliver agerhønen totalfredet,
mister jægere og landbruget fuldstændig lysten til
at gøre noget for fuglen”. Længere rækker den interesse for dyr og natur, som jægerne ofte påberåber sig, altså ikke! Jagttiden på de tre dyrearter
er blevet en smule begrænset, men kun for at jægerne så til gengæld har fået udvidet jagttid på
gæs, ænder, skovsnepper, rådyr og krondyr mv.
For kronhjortens vedkommende er der vedtaget
en mulighed for – i et område af midtjylland – at
skyde de drægtige hinder og deres kalve i februar
måned. En jagt, man ikke kan tage nok afstand fra.
De udvidede jagttider på blandt andet grågæs og
svømmeænder betyder, at jægerne rask væk skyder fuglene i træktiden, hvor de er på vej til deres
ynglepladser. Med forskellene i jagttider på hanner og hunner af edderfugle og fasaner berøver
man på ubarmhjertig vis fuglene deres mager. I
visse egne af Jylland er haren blevet rødlistet, hvilket betyder, at den opfattes som en truet dyreart,
og også en lang række fuglearter er i risiko for at
uddø herhjemme og i vore nabolande. Alligevel er
der vedtaget jagttid på dem. Det er krænkende,
men har i praksis ikke den store betydning, fordi
ænder må skydes fra 1½ time før solopgang til
1½ time efter solnedgang, og i dette mørke, kan
jagtfredede fugle alligevel ikke skelnes fra jagtbare. Undersøgelser har vist, at jægerne generelt
har et meget dårligt kendskab til de forskellige fuglearter. Heri må man finde forklaringen på, at 6%
af den totalt fredede danske svanebestand er anskudt. På det seneste har Danmarks Jægerforbund undersøgt mulighederne for at udvide skydesortimentet med egern, spættet sæl, ilder,
grævling, skarv, vibe, fiskehejre, bramgås, knortegås, strandskade, alm. hjejle, strandhjejle, islandsk
ryle, enkeltbekkasin, stor kobbersneppe, lille kobbersneppe, stor regnspove, lille regnspove, sortklire, hvidklire, rødben, hættemåge, stormmåge,
råge og skovskade.
Som det fremgår, er det skydeoplevelser og ikke
kød, der især efterstræbes. Jægerne er utilfredse
med den naturligt forekommende mængde vildt.
De har ikke nok at skyde på, hedder det. Derfor
opdrætter og udsætter de hvert år over 1 million
af den asiatiske fugleart, fasanen. De opdrættede
og ikke særligt vilde fasaner bliver så skudt – ofte
flere hundrede ad gangen – af en flok jægere, der
hver har betalt 10 -15.000 kr. i grundbeløb for en
sådan jagtoplevelse inklusiv frokost og våde varer.
Det foregår mange steder ved, at de kører deres
firehjulstrækkere ind i en række på marken, jager
hundene ind i den foranliggende majsbeplantning
Når familiekatten forvilder sig lidt for langt væk hjemmefra,
bliver den ofte skudt af jægere, som også truer hunde
38
og – lænet op ad bilerne – skyder jægerne så de
fasaner, der flyver op. Udover grundbeløbet betaler jægeren omkring 300 kr. for hver fasan, han
skyder, men konsummarkedet er overmættet
med fasaner, så vildthandleren giver kun 5 - 7 kr.
for en død fasan, der ikke er skudt i stykker. Høj
skydeværdi og meget lille kødværdi har denne
fremmede fugl, der i sæsonen fuldstændig dominerer den danske fauna. Medlemmer af jagtkonsortier er typisk byboere, der ikke har megen føling med dyrelivet på landet. Modsat bondemanden,
som tidligere skød et par nøje udvalgte dyr på sin
mark som et kærkomment supplement til føden.
Naturpleje kalder jægerne det, når de forstyrrer
balancen mellem dyrene med millioner af opdrættede fasaner, agerhøns og gråænder – de såkaldte skydefugle – og sætter dem ud i naturen. Det
er nødvendigt, at udlægge og plante foder til dem,
for især fasanerne kan ikke overleve den danske
vinter, hvorfor man må håbe, at jægerne får ram
på dem alle. Det udlagte korn til skydefuglene nyder også rotterne godt af, og da rottens vigtigste
fjende i dyreriget, ræven, mange steder forsøges
udryddet af hensyn til opdrættet, sker der en kraftig rotteopformering på landet. Faktisk er det sådan, at man ved de store opdrætssteder – på
visse betingelser - må indfange ræve i fælder året
rundt. I yngletiden vil hvalpe, der mister deres
mor, altså være henvist til sultedøden. Alligevel
fremstår jægere ofte som elskere og kendere af
dyr og natur og optræder gerne som naturvejledere, der brækker rådyr, koger minkhoveder og
propaganderer for jagt for børn helt ned til børnehavealderen. Rovdyr er deres hadeobjekter, fordi
de truer opdrættet og konkurrerer med jægerne
om byttedyrene. Smækfælder til rovfugle er ulovlige at bruge, men sælger desuagtet ifølge forhandlerne særdeles godt. Når familiekatten forvilder
sig lidt for langt væk hjemmefra, bliver den ofte
skudt af jægere, som også truer hunde. Det er
naturligvis forkasteligt, når løse hunde forgriber
sig på vildt (før jægeren får mulighed for det), men
dyreværnsmæssigt er det et bagatelagtigt problem i forhold til anskydningerne. Jægerne er
også ude efter trafikanterne og giver de mange
påkørsler af vildt alle mulige andre årsager end
jagt, men alle, der observerer i marken, har set,
hvordan dyrene flygter hovedløst hen over veje og
jernbaner, når de efterstræbes af jægere.
Den jægerskabte naturpleje tilfører ikke ligefrem
naturen æstetik: Skydetårne, skydestiger, hegn
begrundet i jagt, fælder, lokkeudstyr, opdrætsbure, fodertønder, skræmmeudstyr til ’rovtøj’ og kasser med rottegift præger mange private skove.
Ofte vil man finde indicier på, at der foregår ulovligheder, men disse er stort set umulige at komme
til livs. Jægere er som logebrødre: de angiver ikke
hinanden, og i Skov- og Naturstyrelsen, jægernes
højborg, er man ikke lydhøre for klager over jagt
og jægere, men affærdiger dem med absurde
bortforklaringer. Med jagten er de naturlige udvælgelses- og reguleringsmekanismer sat helt ud
af spillet. Jægerne er meget ivrige efter at udnævne dyr til skadedyr. Så skal de reguleres, som det
hedder, og den opgave påtager jægerne sig hellere end gerne. Dermed får de mulighed for at blande et mere acceptabelt formål ind i jagten. Denne
sammenblanding af hobbyjagt og regulering udnyttes til at vildlede befolkningen om jagtens sande væsen. Det betyder, at folk langt hen ad vejen
er blevet indbildt, at jagt er nødvendig for dyrenes
eller naturens skyld.
I det hele taget er der meget, der tyder på, at jægere mangler evnen til og slet ikke forstår følelsen
empati. De forveksler indlevelse i dyrene med
menneskeliggørelse og disneyficering – hyppigt
benyttede termer, når de skal latterliggøre følel-
39
ser for dyr. Hvordan kan en jæger ellers fortsætte
sin jagt til højt op i alderdommen efter oplevelser
med egne og andres anskydninger og konfrontation med dyrenes rædsel og lidelser? En hare skriger hjerteskærende, når den anskydes, og når
råbukken skydes for øjnene af sin rå bliver denne
stående ved siden af sin døde mage og skraber
med forbenene i jorden. Til gengæld for empati er
jægerne ifølge egne udsagn begavede med nogle
særlige urinstinkter for jagt. Hvis dette har noget
på sig, er det ærlig talt skræmmende, for instinkter er jo netop karakteriseret af, at intellektet så
at sige er slået fra. En lille dreng som var med på
jagt, blev spurgt om han ikke syntes, det var væmmeligt at se dyrene blive skudt, hvortil han svarede: ”Kun i begyndelsen – man vænner sig til det!”
Han har jo nok ret. Det har utvivlsomt en demoraliserende og forrående virkning på de mennesker,
for hvem det at forårsage lidelse, sorg og død bliver en vane.
ber forstyrrende ind i de naturlige balancer i og
imellem dyreflokkene og berøver dyrene mager og
afkom på tidspunkter, hvor der er en tæt tilknytning og gensidig afhængighed – ja, endog på tidspunkter, hvor eksempelvis ræve og råger har helt
hjælpeløse unger. Der kommer ikke sundere bestande ud af jægernes udfoldelser – tværtom!
Ofte skydes de stærkeste eksemplarer med de
største trofæer.
Jægerne gør et stort arbejde for at propagandere for jagt. Det er dem magtpåliggende, at der
opretholdes en stor bestand af jægere, så de kan
bevare så megen indflydelse som mulig. Ifølge annoncer kan man tage jagttegn og altså erhverve
livslang våbentilladelse på et weekendkursus,
hvorefter man kan anskaffe sig så mange våben,
man lyster. Jagtvåben misbruges som bekendt til
meget andet end dyreskydning. Mon ikke det er et
spørgsmål om tid, før rockere og utilpassede personer opdager, hvor nemt man skaffer sig en våbentilladelse? Naturligvis er jagten skræmmende
for dyrene. De bliver frygtsomme og mister livskvalitet. De kan ikke vide, hvem de 3% menneskelige fjender er og føler sig derfor omgivet af fjender overalt. Dyr, der genetisk er bestemt til at
være dagaktive, tør dårligt nok vove sig frem i
dagslys. Det betyder, at andre menneskers muligheder for at opleve dyrene forringes. Jagten gri-
Jagt har en grundlæggende betydning for vores
natursyn og hvorvidt vi opfatter Jorden som et levested for alle skabninger, der skal passes godt
på eller som en kulisse for menneskelige udfoldelser, hvor der nok ønskes opformering af vilde dyr,
men mest med bagtanke i beskydning. Tilstedeværelsen og oplevelsen af de vilde dyr har fundamental betydning for forståelsen af os selv og vores
udvikling.
Tiden er mere til beskyttelse af dyrelivet end til beskydning. Sagligt begrundet (af ikke jægere!) regulering af dyrebestande er naturligvis i orden, men
hele jagtindustrien med alle dens fordrejninger og
bortforklaringer af jagtens sande formål er efter
min mening en meget uetisk foreteelse – til den
ene parts morskab og den andens ulykke. Det berettiger ikke jagten, at nogen kan finde værre dyremishandling end jagt eller at menneskebørn
sulter og mennesker forvolder hinanden lidelse.
Dyrene udgør en herlighedsværdi, som en lille
gruppe ikke bør kunne tillade sig at berøve os alle
– blot for en kortvarig fornøjelse. Næppe nogen
anden hobby vækker så stærke følelser og så megen vrede som jagt, der vel nok er den mest ukreative og destruktive hobby, man kan tænke sig,
hvor enestående liv – af nogle kaldet skaberværker – forvandles til kadavere i hurtig forrådnelse.
40
Af: Gitte Sperling, www.staldplus.dk - Fotos: Gitte Sperling
hverdage
med heste
Jeg vil gerne dele denne historie med andre hesteejere. Den fortæller om, hvordan et mindre tilsyneladende ubetydeligt kolikanfald kan være
medvirkende årsag til, at hestens liv kommer i
fare. Når vi oplever, at vores dejlige hest får ondt i
maven eller bliver syg, kan vi nemlig let få en følelse af at stå med håret i postkassen og måske ikke
ane vores levende råd. Vi ved i forvejen udmærket,
at når vi har et dyr, følger der bekymring, sorg og
smerte med, såvel som rigtig mange glæder.
Men når vores hest alligevel rammes af sygdom
eller en skade - kan vi ikke undgå disse tanker:
Hvorfor skal det lige ske for min hest? Jeg har
ofte stillet mig selv den slags spørgsmål - og hver
gang er jeg blevet en hel del klogere.
Kan du huske den lange vinter, vi har haft
2009/2010? Kan du huske, hvor meget sneen
dækkede det danske land? Kan du huske, hvordan
frosten bed, og chill-effekten tog magten, når vinden blæste? Da foråret 2010 endelig var undervejs, et par dage ind i april, lå der endnu en tyk
kappe af is, der dækkede jorden på vores markarealer omkring gården. Her hører en snes islandske heste til, og de nyder altid en kold vinter med
sne og is. De leger og tumler rundt til stor fornøjelse, ikke kun for dem selv, men også for os, der
ser på. Hestene tripper forsigtigt afsted for at tilpasse deres løben, når der ligger tyk is alle steder.
Hestens vinterhuld og tykke pels isolerer og beskytter den godt mod kulde og vind. Kolik er vel
noget, som alle vi hesteejere tænker på med ræd-
41
sel, og vi håber hver især: Bare det ikke sker for
min hest! Kolik kan være en kick-start til det allerværste, der kan overgå hesten og os selv. At hesten udvikler tarmslyng og lider en meget smertefuld død. I bedste fald går hesten lidt rundt, viser
tegn på ubehag, kommer af med lidt luft og er sig
selv igen, efter en halv times tid. Men mellem disse to yderpunkter kan alt ske.
Kolik
Kolikanfald er en fælles betegnelse for smerter i
tarmsystemet. Disse kolikanfald kan være forårsaget af forskellige forudgående hændelser, der
generelt har noget at gøre med det, hesten har
spist. Det kan være foderskift, for meget græs eller forkert græs. Det kan også være sand eller
jord, der er fulgt med indenbords, hvis hesten har
forsøgt at spise af i forvejen nedbidt græs. Så er
der koliksmerter forårsaget af planter, der udvikler toksiner, altså giftstoffer, i hestens mave. Det
kan være dårligt hø, wrap-hø eller ensilage, der er
synderen, som skaber ubalance i tarmfloraen.
Der er rigtig mange veje til at hestens sarte fordøjelsessystem bliver påvirket i negativ retning, og
en del indirekte årsager, som enhver hesteejer
bør kende til. Og selv om vi gør alt det, vi ved, der
skal til, for at undgå at hesten får bøvl med maven,
så kan det ske alligevel.
Nede på vinterfolden står to foder-rundeller, hvor
hestene har fri adgang til hø om dagen. Om natten
bliver hestene, vinteren igennem, lukket ind på
42
stald om natten, hvor de har et tørt og lunt leje på
hørstrøelse. Det er en herlig oplevelse at se heste
springe rundt og lege udenfor i deres rette element, men ligeså herligt ser det ud, når der i de
sene aftentimer åbnes for adgang hjem til stalden. Og hele flokken skynder sig ind i stalden,
småvrinskende imens de lægger sig til rette på
deres hør-madras, nogen ruller sig og bliver liggende, andre har et andet mønster og vil hellere
stå op så længe, der er mennesker til stede i stalden. Men tilbage til starten af april - et tidspunkt,
hvor islandske heste egentlig ikke skulle være på
stald mere, for de har gode læhuse på foldene.
Der var frosten stadig både i og ovenpå jorden, og
boksene stod endnu med strøelse i bunden, så hestene kunne komme ind, hvis de skulle få lyst. Det
var ikke hver nat, men måske hver tredje nat, de
søgte til lågen, hvor de ventede på, at der kom nogen for at lukke op, så de kunne gå hjem.
En almindelig og helt ualmindelig dag i april
Solen havde været lidt fremme det ene øjeblik og
spåede ’endeligt forår’, og det næste øjeblik var
vinden bidende kold og solen væk. Jeg havde været i stalden, arbejdet og undervist hele formiddagen. Min arbejdsdag skulle til at slutte; jeg manglede bare lidt kontorarbejde. Jeg glædede mig til
at skulle holde fri i denne weekend, og det var
også hestenes fri-weekend. Jeg tog et brusebad,
hoppede i rent behageligt ‘slappe-af-tøj’ og gik ind
på kontoret for at færdiggøre mit arbejde der. Mit
blik faldt automatisk ud af vinduet og på parkeringspladsen foran stalden. Dér foran lågen stod
en af mine heste. Jeg tænkte, at det var temmelig
underligt, for foldene de ligger bagved stalden i en
helt anden retning. Der måtte være noget helt
galt, og jeg var urolig for, om der stod et led åbent
dernede. Jeg stak i træsko, greb en trøje i farten,
og løb ud af bagdøren op til stalden. Her fandt jeg
en ældre hest fra flokken, en vallak på 23 år, stående foran lågen. Hesten rystede så kraftigt, at
den næsten ikke kunne holde sig oprejst. Jeg flåede lågen op: ’Vil du ind?’ Hesten vaklede af sig selv
fremad og nåede hen til den bageste boks, hans
egen boks, og da jeg åbnede derind, gik han direkte ind og smed sig ned.
Kulde
Som det allerførste hentede jeg et termometer
og stak i rumpen på ham. Pokkers, det viste 34
grader, så jeg måtte finde et andet, for dét her
duede ikke, tænkte jeg. Men det andet termometer viste også 34 grader. Jeg snuppede min mobiltelefon og ringede til dyrlægen. ’Det haster’,
sagde jeg, ’Jeg har en hest, der er kraftig nedkølet, termometeret viser 34 grader’. Jeg fandt
først ét fleece-dækken frem, så ét mere og til sidst
var hesten pakket ind i hele fire af slagsen (det er
paradoksalt, at sådan et dækken går under betegnelsen sveddækken!). Det skulle gå stærkt, så alt
gang foregik i løb. Jeg hev tre poser hørstrøelse
frem og tømte indholdet ind i boksen omkring hesten. Til orientering må jeg fortælle, at min stald
er en ‘udestald’, dvs. boks-moduler der er bygget
sammen til en stald med bokse og løsdrift, og der
er kun få temperaturgrader til forskel fra ude til
inde – altså en kølig stald. Jeg gik i gang med at
massere hesten overalt for at varme hans lille
krop. Men det var foruroligende, så stille hesten
lå. Han sukkede og lagde sit hoved fladt ned på siden. Jeg arbejdede på højtryk, imens jeg ønskede,
at jeg kunne give ham alt min egen krops varme
igennem mine hænder. Der gik højst 10 minutter,
så var dyrlægen på pletten, og forsøgte at undersøge hesten. Den lå ned og ville ikke rejse sig.
Selvom det var en ganske velopdraget hest, vi
Af: Anne-Mette Iversen - Foto: Anne-Mette Iversen
stod med, der ellers altid forsøgte at tilfredsstille
et ønske fra mennesket. Alene dét fortalte om,
hvor skidt det stod til med den gamle dreng. Jeg
forklarede ganske kort, hvad jeg vidste, der var
sket: At hesten var brudt ud af indhegningen nede
på folden og var gået hele vejen hjem til stalden,
hvor den ikke kunne komme ind gennem den lukkede låge. Hesten havde stået foran lågen og ventet på mig, måske i en halv time, måske i en hel.
Der var dog et tydeligt smeltemærke i sneen og
isen efter at hesten havde været nede og ligge, og
nu var den frygtelig kold. Den havde umiddelbart
ingen tegn på koliksmerter, men i stedet mavekrampe (som jo kan være koliksmerter, eller kan
være mavekrampe udløst af nedkølingen). Jeg
kender hesten så godt og dens normale mavetarmfunktion, så derfor ved jeg præcist, hvad der
skal til, for at den får diarré, ondt osv. Der var ingen tegn på forstoppelse, forgiftning, diarre, luft
eller lignende.
Snart farvel?
Det vigtigste lige nu var den kraftige underafkøling. Hestens ekstremiteter (mule, ører, ben, koder) var iskolde. Den var kold på halsen, over krydset, lårene, maven – ja, alle steder. Et tegn på, at
kroppen reagerede per overlevelse ved at sende
varme via blodet ind til hjertet og holde på den
smule varme dér. Hesten reagerede stort set ikke
på noget som helst, den rystede voldsomt, lå bare
ned og så ud som om, den havde givet op. Dyrlægen ville give hesten noget at slappe af på i tilfælde
af, den havde smerter, men det var svært at finde
en åre at stikke i. Det var som om, alt blod var
forsvundet. Endelig, kanylespidsen lavede et lille
hul, der dryppede blod på dyrlægens hånd, og hun
så forskrækket på mig og sagde: ’Det har jeg aldrig oplevet før, selv blodet er iskoldt!’ Vi snakkede
43
lidt om, hvad der var ved at ske med hesten. Om
den i virkeligheden var parat til at dø nu, om det
blot var et spørgsmål om de sidste timer. I enighed og forståelse lod vi den videre ‘behandling’ af
hesten være en kombination af mit eget kendskab
til hesten, dens egen vilje og evne til at overleve –
eller til at give op og dø. Den havde trods alt levet i
et kvart hundrede år, havde haft et godt liv, og måske det var nu! Jeg kunne forsøge mig med kuldslået vand og ‘hvad som helst’ i små bidder og se
tiden an …
Inden dyrlægen sagde farvel, aftalte vi, at jeg kunne ringe hjem til hende i løbet af den fredag aften,
hvis tingene blev forværret, og jeg mente at have
brug for yderligere dyrlægehjælp. Samtidig var vi
enige om, at der var stor sandsynlighed for, at hesten ville dø af sig selv, stille og roligt, så det blev
måske alligevel ikke nødvendigt at ringe. Det var
med vemod og tristhed, jeg sagde farvel og gjorde
klar til at være hos den gamle vallak og gøre mit
bedste for ham. Hesten havde tilsyneladende ikke
ondt, mavekrampen var aftaget, men han lå endnu fladt ned og rystede, han lukkede sine øjne halvt
i og var ‘et helt andet sted’.
Mange bække små
Der blev fyldt ekstra hør i boksen, simpelthen for
at isolere mod kulden nedefra gulvet. Yderst på de
fire lag af fleece, pakkede jeg et uldtæppe om hesten, fik ham vendt så tæpperne, kom hele vejen
rundt om ham og fæstnet dem med elastikgjorde.
Min familie blev tilkaldt nede fra huset, så vi kunne
være flere hænder. Alle hestene blev lukket ind for
at yde deres bidrag til en højere staldtemperatur,
men også for at give en hest, der måske var døende, mest mulig tryghed ved at være blandt sin
flok! Vi fortsatte på skift med at massere hesten,
44
udenpå de mange lag dækken. På staldgulvet ca.
en meter fra hesten startede vi en gasvarmer (under skarpt opsyn!). Den afgav direkte strålevarme
mod hesten og efter et kvarter var hestens boks
dejlig lun. Hestens rysten tog langsomt af. Jeg fik
øjenkontakt og efterhånden direkte kontakt med
hesten, og den reagerede når jeg talte til den. Den
løftede sit hoved og kiggede på os, mens den fik
massage. Den flyttede sin mule hen, hvor den gerne ville have vores hænder, og som de velopdragne hesteejere vi er, så efterkom vi dens ønsker.
Efter ca. 1½ times tid med varmende massage,
rejste hesten sig forsigtigt op og lagde sig på den
anden side. Om det var gode tegn var svært at
vurdere i situationen. Så jeg målte hestens temperatur, som var steget en enkelt streg. Hesten lagde sit hoved ned igen, men nu havde jeg god kontakt til den hele tiden, den blev nærværende og
kiggede på mig konstant, og det var positivt syntes
jeg. Pludselig rejste den sig op, blev stående midt i
strålevarmen. Den blev tilbudt en bid æble og lidt
fiberrigt foder rørt op i varmt vand. Den prøvede
lidt forsigtigt og drak desuden en lille bitte slurk
lunken vand.
En særlig stemning
Sikke en følelse, ’mon der var håb alligevel?’ Lettelsen, der var tilstede hos os, kan næsten beskrives som en forsigtig og stille jubel. Vi smilede til
hinanden. Hesten puttede sit hoved ind mod min
mave, og jeg kunne mærke, at dens mule ikke længere var helt så iskold som før.
Vi fortsatte det gode arbejde i timer derefter. Alle
hestene i stalden var meget opmærksomme på,
at der foregik noget i den bagerste boks. De var
stille – helt stille. Der var en særlig stemning i flok-
ken. De afventede, hvilede ikke, sov ikke, spiste
ikke, drak ikke, de ventede bare, mens de holdt øje
med den bagerste boks! Hen under aften, 6-7 timer senere, var hestens temperatur oppe på
36,8! Imod alle forventninger gik det nu den helt
rigtige vej. Det blev altså ikke denne gang, han gav
op. En gammel sej dreng, der alligevel fik mod og
kræfter. Vi slukkede for strålevarmen, da hestens
temperatur nåede op på 37. Stalddøren blev lukket helt i, hvilket er unormalt her på stedet, hvor
både døre og vinduer normalt er åbne. Der blev
uddelt rigeligt hø til natten, så alle heste kunne
gumle. Vi gik trætte men lettede i seng, dog først
efter at vi hver især havde vasket striber væk fra
ansigtet, gråsorte striber der afslørede, hvor lettelses- og glædestårer havde løbet ned over kinderne. Næste formiddag ringede dyrlægen for at
spørge til patienten, og jeg kunne næsten se hendes overraskede ansigt for mig, da jeg sagde:
’Han løber rundt og leger skøjteprinsesse ude på
folden’.
Eftertanker
Den gamle hest forblev pakket ind i et enkelt ’sveddækken’ af fleece de næste 4-5 dage, han var ude
om dagen og tidligt inde om aftenen for at sove
blødt og lunt og få ekstra omsorg. Der var ikke
flere tegn på koliksmerter. Det var den samme friske gamle vallak som før. Vi kan undre os og bare
gætte på, at koliksmerter måtte have været starten på disse sindsoprivende timer den forårsdag i
april. Det må have været smerter, der fik hesten
til at bryde ud af sin indhegning, forlade sin flok og
gå hjem i tryghed for at få hjælp. Og det må have
været ubehag og smerter, der havde fået hesten
til at lægge sig ned på isen ovenpå jorden, hvilket
førte til nedkøling og mavekramper – så meget at
Af: Gitte Sperling, www.staldplus.dk - Foto: Gitte Sperling
hans liv kom i fare. Hvorfor havde hesten fået de
koliksmerter? Tja, jeg tror, han har drukket af noget rigtig koldt vand eller har gnavet i sne eller is,
for det er ikke alle heste, der tåler det.
En islandsk hest graver normalt gennem sneen
for at finde føde nedenunder, men en ældre hest
kan være mere følsom og have et svagere immunsystem (ligesom med ældre mennesker), så der
skal mindre til at udløse en reaktion. Det er sandsynligt, at hesten har spist sne eller is – selvom
’den burde vide bedre’. Men det ses jo, at både
45
mennesker og dyr kan komme til at foretage valg,
hvor de burde vide bedre. En gammel hests instinkt og klogskab fejler skam ikke noget og kan vel
også sammenlignes med et menneskes visdom
og erfaringer i livet. Her var i hvert fald et klart
bevis, for når tid var, og der var hårdt brug for
hjælp, så trodsede hesten både et solidt stolpe- og
elhegn, fandt vej hjem til nogen, der kunne yde
bedre hjælp end flokken – nemlig os, mennesket.
Pas godt på din hest derude - hele året rundt - og
se, hvad den fortæller dig!
Fæfjærter
og krøller på halen
KRONIKEN, Politiken den 10. maj 2010
Løsningen på drivhuseffekten er nyskabende gammeltænkning: Kvæg og grise får frihed, nærhed og
kærlighed. Dyrevelfærden halter. Koteletten har
kødsår, tykstegen tyndskid, og Brugsens slagtersvende får ris. Dyrene lider ude i staldende, og det
er et kendt faktum for de fleste, selv om de samme fleste formentlig ikke har nogen fornemmelse
af, hvor ekstreme lidelser der egentlig er tale om.
Svinene ligger mit hjerte nærmest, så lad mig
starte med dem. Det er intelligente og lærenemme dyr, med store veludviklede hjerner. I naturen
opholder de sig helst i skoven, hvor de dagen lang
roder med trynerne i jorden for at finde lækkerier
at fylde maverne med. Sogrisen er en dygtig redebygger, der med en simpel balle halm eller to til
rådighed kan bruge et helt par dage på at møfle
rundt og lave den lækreste bløde madras, hvor
hun kan putte med sine små. En rigtig hyggemor
er hun. I en moderne svinestald ligger soen, der er
avlet så fed og ekstrem, at hun knap kan vende sig
uden at starte et mindre jordskælv, på et betongulv. Bag tremmer. Måske med en lille skive halm
at skrabe sig i skuldersåret med. Hvis hun altså er
rigtig heldig. Hendes små grise har kun ét formål
med livet. Det er at blive så store som muligt så
hurtigt som muligt, så forbrugeren, det er dig og
mig, hvis du skulle være i tvivl, kan få lov at æde
ham så billigt som muligt. Pattegrise har ingen
Af: Rikke Henriksen, forfatter, oversætter og tidligere frilandsgriseopdrætter
værdi som levende væsner, men er blot en salgsvare. På lige fod med kinesiske ftalatgrise til ungernes hyperromantiske bindingsværksbondegård
fra BR. Smågrise i en såkaldt traditionel stald får
aldrig lov at se deres mor springe glad af sted
med krølle på halen. De får faktisk aldrig lov at se
solens lys. Den lader vi lige stå et øjeblik. Prøv at
forholde dig til tanken. Husk, det er et levende dyr,
jeg skriver om. Et øjeblik mere … sådan. Grisen er
et dyr med mentale evner på lige fod med hunde,
der er skabt til at knokle for føden dagen lang og
leve et socialt liv i en flok, men som tvinges ind i
lukkede staldsystemer uden adgang til at udføre
anden naturlig adfærd end at bide, skrige og blive
sindssyg. Første problem løses ved at klippe tænderne og halerne. Andet problem løses ved at gå
ud og lukke døren. Tredje problem løses ikke. Men
sikke nogle billige grillfester, vi fødekædeførende
kan holde os. Mens slagteriarbejderen knokler sig
sønder og sammen, den bankerotte bonde hænger sig, og ornen står i sit bur og brøler af uforløst
brunst. Ornen er der kun for at gøre sogrisene
kåde, så de kan insemineres kunstigt. Det sparer
nemlig penge. Nu forlader jeg lige mine hjertebørn
for en stund for at tale om køer. Her opstår nemlig
et helt andet problem, der handler om kuldioxidhysteri. Kan du lide tanken om biobrændstof? Det
kan køer. Hvis de altså vel at mærke selv får lov at
køre på det. De elsker nemlig græs. At gå på en
mark og æde græs og tygge den samme klump en
syv eller otte gange er simpelthen det fede liv for
et fæ. Men for at du skal kunne købe god samvittighed til tanken på din bil, så er det ikke plads til
køerne ude på marken. De får en gang kalorietung
majsensilage i stedet. Det giver mælk til latten og
mørbrad til livsnyderen. Og det giver koen skidepine. De stakkels dyr fiser og fjærter langt værre
47
end normalt, fordi deres kost er for krads. Fæfjært
er metangas. Metangas skaber drivhuseffekt. Koens mavepine bliver dermed moder Jords hovedpine. Sådan har alting så smukt en sammenhæng,
og løsningen bliver derfor også en mindre kædereaktion af nyskabende gammeltænkning. Løsningen er frihed, nærhed og kærlighed. Smukt, ikke?
Det er sandt. Slip køerne fri på markerne. Slip grisene ud i solen. Slip af med ensporede debatter
om kastration. Svinetransport. Ompakket kød. Lad
sammenhængen hænge sammen uden kødklister. Nu vender jeg lige helt tilbage til mine kære
totåede grisebasser.
Fritgående grise har et immunforsvar, derfor bliver de sjældent syge. De undgår penicillin. Du slipper for at få medicinrester i kødet. Fritgående grise bider ikke hinanden halvt fordærvede, for de
har et liv, derfor er det ikke nødvendigt at klippe
dem til blodige gækkebreve. De affører sig deres
afføring i naturen, og den skal derfor ikke lagres i
enorme tanke, der ødelægger hele bysamfund.
Grise, der lever frit, lugter ikke af ret meget. Og da
slet ikke af overgæret pis og lort. Sogrise med en
stor hytte og halm at bygge rede af får ikke skuldersår, for de kan bevæge sig, som det passer
dem. Og nu kommer vi til noget af det rigtig sjove.
Kastration. For det første, så er det en sindssygt
ildelugtende storm i en overfyldt gylletank at tale
om dyrplageri ved tredive sekunders smerte, når
det står i forhold til seks måneders tortur i en tætpakket bås efterfulgt af måske otte timers rædselsvækkende transport til slagterens nåde.
Er det virkelig en måde at få aflad på? Nej. For alternativet er jo ikke, at det bette pus ikke bliver
kastreret. Alternativet er, at den får en bedøvende
48
Af: Anne-Mette Iversen - Foto: Anne-Mette Iversen
Forestil dig, at regeringen
ryster posen og sender de mange fyrede
o
slagteriarbejdere ud pa skolebaenken og uddanner dem som hjemmeslagtere
sprøjte jaget i nosserne først. Og så bliver den kastreret. Løsningen på problemet findes, men den
hænger fast i helheden, for den passer ikke til den
industrialiserede samlebåndsproduktion. Stressede slagteriarbejdere i køleskabskolde treholdsskift
har ikke tid og råd til at stå og snuse efter spegepølsekød. Men det har den fritgående slagter.
Forestil dig, at regeringen ryster posen og sender
de mange fyrede slagteriarbejdere ud på skolebænken og uddanner dem som hjemmeslagtere.
Giver dem et stort kørekort. Skaber nogle nye danske arbejdspladser, der udvikler materiel til dem.
Og når de første store årgange af frie svin så skal
blive til flæskestege, så kører slagteriet ud til gården og slagter dyrene der. Så er transporterne af
levende dyr elimineret, og de dygtige slagtere kan
i deres frie arbejdsmiljø bruge helt nye kompetencer som at sortere ildelugtende dyr fra til pølser
og hundemad. Nyt produkt. God, sund, økologisk
og danskproduceret hundemad fuld af ægte animalsk protein fra glade dyr. Svineperler? Sidespring? Det tror du måske, det er, men det er det
skræmmende langtfra. Problemet med al den her
idyl er nemlig, at Danmark i meget høj grad er bundet af eksporten af svinekød.
Jeg kender ikke de faktiske tal for indtægten til
danske virksomheder og skattefar, men jeg kan
uden en større eksamen regne ud, at en årlig slagtesvineproduktion i omegnen af femogtyve millioner dyr ikke bliver ædt af knap seks millioner danskere. Prøv at fremkalde billedet af et nyfødt barn,
der æder sig gennem fire hele svin om året. Og
gammelmor på halvfems. Sådan en slagtet grisebandit kan give firs kilo kød. Fire af dem giver tre
hundrede og tyve kilo – og fordelt på alle årets
dage vil det give næsten et kilo gris per dansker i
alle aldre. Om dagen. Næ, sandheden er den, at
85 procent af de dansk opdrættede grise bliver
eksporteret. Men foderet til dem produceres i høj
grad på den udpinte danske jord, der til gengæld
belønnes med rundhåndet overgødning med
grumsetgylden gylle.
Det er så ubærligt ubæredygtigt, at jeg får skrivekrampe af det. Alligevel er der en grund til, at galskaben fortsætter, og her dukker så Achilleus op.
Den lille skid kommer løbende og vifter mig adræt
og flabet om næsen med sin elendige hæl. For
hvor skal vi få pengene fra til at lade dyrene løbe
på markerne, hvor de hører hjemme? Kan lille eksportsvage Danmark få det til at løbe rundt, hvis vi
kun kan lave ti millioner svin? Det kan det, hvis du
vil. Du har som forbruger en stor magt, og hvad du
ønsker, skal du få. Men alle valg er et fravalg. Hvis
du vælger at bruge ekstra penge på svinekød produceret med kærlighed til både dyret og dig, så
har du ikke så mange penge til juniors julegaver.
Godt eller skidt? Godt, hvis du vælger at spare
pengene på importvarer. Især hvis junior stadig
får slavelønsproducerede pink plastikgrise og
sartrosa sminkedukker i hobetal. Jeg taler ikke
mod globalisering. Men globalisering skal ikke
være på bekostning af dyrenes velfærd. Når du,
jeg og naboen sender hundrede kroner af sted for
at redde en stakkels dansende bjørn i Kina, så bør
vi ikke bagefter gå ned og spare de hundrede kroner på en pakke torturerede krebinetter. Du redder måske tre grise for de samme penge, som
kan redde en kvart bjørn. Ikke at du skal undlade at
hjælpe bamsen. Men du kan lade være med at
købe den dyre brasilianske mango, der er blevet
fløjet mange tusinde kilometer for at ende som
Af: Anne-Mette Iversen - Foto: Anne-Mette Iversen
o
o
49
o
Det gor
l ikke ondt pa en tomat at blive flaet pa en uokoll ogisk made. Langt
vaerre er det for den tyndskidsramte ko og den indespaerrede gris
forret til din gris, og i stedet spise et dansk æble.
Hvis du kan skaffe et. For hæng nu godt fast, her
kommer vi til et nyt svagt led i kæden: magtens
tredeling. Producenten. Forbrugeren. Forretningen. Æbleplantagen er opdyrket, vi er klar til at
købe, forretningen er proppet til randen med tyske pesticidbomber. Hvorfor? Fordi det var dem,
vi købte i sidste uge. Her hopper kæden af. Hvad
gør vi, hvis vi ikke kan komme til at købe det, vi
gerne vil have? Og køber vi det overhovedet, hvis vi
ikke bliver bombarderet med det, så det overdøver alle de andre tusinder af indtryk, vi rammes af
hver dag? Industrikød er blevet så billigt og lettilgængeligt, at kølediskene bugner.
De fleste famler rundt i overvældet blinde, når de
står efter en stresset arbejdsdag med deres skrigende ftalat- og pesticidimprægnerede poder i
indkøbsvognene og skal finde på noget at spise.
Den pressede butiksslagter, der skal have solgt sit
fejlkøb, har været kreativ. Han har skåret flæskestegene ud til stegeflæsk og sat nye datoer på. De
flyver ned i kurve og vogne. Dagen efter får slagteren smisk i pressen. Det er måske fair nok, det vil
jeg ikke gøre mig til dommer over, men hvad er
det, forbrugerne vil have? Billigt kød eller godt
kød? Alt peger på det billige. Men jeg tror, det er
en løgn. En løgn skabt af supermarkedets ulidelige
lethed. Når det handler om flåede tomater, er det
ikke så vigtigt. Det gør ikke ondt på en tomat at
blive flået på en uøkologisk måde. Langt værre er
det for den tyndskidsramte ko og den indespærrede gris, at du kun ser dem som en stak maskinskårne skiver i en kummekøler. Det er for nemt.
Det er faktisk så meget for nemt, at jeg nu vil komme med et benhårdt postulat. Kød bør ikke handles i supermarkeder. Bryd vanetænkningen i ste-
det for den kærlige kødkæde. Det er lørdag
formiddag, du sidder ude i haven eller på altanen
og slikker lidt velfortjent sol efter en hård uge, da
du hører den velkendte klokke ringe. Nej, ikke den
klokke. Isbilen var der i onsdags. I dag er det HjemGRIS, der er i kvarteret. Lyden giver dig så levende
associationer om grillkul og kødsaft, at mundvandet løber som en rislende bæk, og under et minut
senere står du ved bilen og vælger udskæring. Eller henter den kvarte gris, du havde bestilt i forvejen. Trillebøren har du med. Kummefryseren er
allerede sat til indfrysning. Da du kommer hjem
med pakken og åbner den, ligger der en hilsen fra
bonden, der har opdrættet dyret. Du og familien
er sammen med de andre kødkøbere inviteret til
klappe grise-dag om fjorten dage. I tager med, og
verden bliver aldrig den samme igen. Overalt på
jeres vej er engang enorme opdyrkede arealer nu
blandet med folde og indhegninger, hvor køer, grise og fjerkræ lever et værdigt liv, inden det transportable slagteri kommer forbi deres lille gård
næste gang. Da I kommer hjem, har grisene trykket trynerne mod jeres bukseben, så der er mudrede stikpropaftryk overalt, og mens vaskemaskinen snurrer, steger en af aftryksmagernes fætre
i ovnen. God mad på en god dag.
Undskyld, men her er jeg så lige nødt til at rive
glansbilledet i stykker, for vi har ikke gjort det endnu. Koens kost er stadig så krads, at den er bristefærdig af forrådnelsens forurenende flatulens.
Svinene stuves stadig skrigende af svie og psykisk
smerte sammen i stalde og slagtetransporter.
Brugsens butikker bugner af billigt selvbedrag.
Glansbilledet er fremtid. Men hvis du og jeg tør og
vil, behøver det ikke være varm luft. Kom nu.
Foto: Anne-Mette Iversen
dyreværnskorps
Vi har i år afholdt seks møder i gruppen, der arbejder for oprettelsen af et dyreværnskorps. Et færdiggjort koncept er blevet udarbejdet og den 24.
august var vi klar til at præsentere det for en grup-
pe politifolk fra både Jylland, Fyn og Sjælland. MEN
politiet ønskede ikke at mødes med os! Nu arbejder vi i stedet for at få et møde på Christiansborg
i begyndelsen af 2011.
51
dyrehold
ved Herning
Skærtorsdag om formiddagen den 1. april blev jeg
kontaktet af lejerne i stuehuset på en ejendom,
hvor der i stalden var et dyrehold bestående af
kreaturer, heste og grise. Samme eftermiddag
tog jeg derud for at se dyrene, som ifølge lejerne
havde stærkt kritisable forhold. Lejerne i stuehuset havde fri adgang til stalden. Og ja, det var
slemt! Der var tre forskellige ejere af dyrene i stal-
den, som havde lejet sig ind i stalden. Vivi Elling
sendte sit læserbrev ’Kø ved håndvasken’ herunder til Herning Folkeblad. Hvorvidt det blev bragt
eller afvist vides ikke, da det ikke har været muligt
at få et svar fra redaktionen. Trods adskillige henvendelser har der ingen respons været fra redaktør Flemming Larsen.
- Anne-Mette Iversen
kø
ved håndvasken
Læserbrev af Vivi Elling
Dyrevelfærd i Herning? Eller mangel på samme?
Jeg, en hesteejer, stiftede i oktober 2009 bekendtskab med to dejlige ponyer, der blev opstaldet på Assingvej ved Kibæk nær Herning. De blev
lukket inde i en grisesti, og der har de så stået siden uden at komme ud. I stalden var der også
både køer og grise. Efter kort tid blev vi opmærksomme på, at ponyerne kun fik gulerødder og lidt
havregryn, og de begyndte at tabe sig. Gulerødderne fik de ifølge ejeren, fordi de så ikke var så
tørstige! Der var nemlig heller ikke rent vand hos
dem.
Som tiden gik, blev ponyerne dårligere og dårligere og i januar 2010 blev Dyrenes Beskyttelse kontaktet. Efter en behagelig telefonsamtale blev der
mailet billeder til Dyrenes Beskyttelse og de ville
vende tilbage. Jeg ved bare ikke hvornår, for vi har
ikke hørt fra dem endnu. Tingene blev ikke bedre,
og ponyernes hove blev længere og længere, og i
dag står den ene af ponyerne helt skævt på bagbenene. Så blev landbetjent Keld Dalby kontaktet,
så han kunne tilse de stakkels dyr, for noget måtte
vi da gøre. Men efter endt besøg, kunne han konstatere, at ponyerne ikke fejlede noget! Lange
hove? ”Det er der så mange der har”, sagde Keld
Dalby. Det var så det.
I starten af april fik vi fat i Hesteinternatet af 1999,
som tog sagen op. Der blev indsendt en skriftlig
anmeldelse til Veterinærrejseholdet. Sent fredag
eftermiddag den 9. april rykkede Anna Ibsen fra
Fødevarestyrelsen med politiet ud. Ejeren af kreaturer og grise blev sigtet for overtrædelse af dyreværnsloven. Hesteejeren blev ikke sigtet for noget,
men fik en venlig henstilling om at lukke ponyerne
ud. Loven siger, at heste skal ud i mindst to timer
fem dage om ugen, motioneres eller gives fri bevægelse på fold, og at der for ethvert hestehold
skal være adgang til en fold. Ingen af disse betingelser var på daværende tidspunkt blevet opfyldt i
52
over seks måneder. Den 29. april blev Anna Ibsen
kontaktet telefonisk, og hun blev gjort opmærksom på, at ponyerne stadig var spærret inde i stalden. Intet skete.
Så måtte vi gå til pressen. Herning Folkeblad bragte historien tirsdag den 18. maj og vupti, så rullede både dyrlæge Anna Ibsen og landbetjent Keld
Dalby ind på gårdspladsen selv samme dag! Det
undrer mig meget, at Anna Ibsen udtaler til Herning Folkeblad, at hun troede ponyerne var kommet ud, når hun den 29. april blev oplyst om at
ponyerne stadig stod i stalden? Nu har den kære
hesteejer fået bud på, at hestene skal være ude
senest torsdag den 20. maj og der vil ikke ske
yderligere, såfremt han overholder dette. Anna Ib-
Af: Vivi Elling - Foto: Anne-Mette Iversen
sen udtaler endvidere, at hestene er i rimelig foderstand og har det godt. Hovene er godt nok lidt
lange, men sådan er det jo, når heste ikke bliver
motioneret. NEJ, det er det ikke! En hests hove
skal passes og beskæres flere gange om året motion eller ej. Og rimelig foderstand? Hvor meget uddannelse kræver det egentlig at blive dyrlæge?
Der har været kø ved håndvasken for pludselig har
visse instanser fået travlt med at vaske hænder,
så intet falder tilbage på dem selv. Og hvad hjalp
alt dette postyr så de stakkels ponyer? Intet, og
jeg tør slet ikke tænke på deres videre fremtid hvis de da har en.
- Vivi Elling
Af: Hesteinternatet af 1999 - Fotos: Anne-Mette Iversen
Veterinaerrejseholdets
besigtigelse af dyreholdet
ved Herning
Straks efter at veterinærrejseholdet besigtigede
dyreholdet, blev der rekvireret en praktiserende
dyrlæge, som blandt andet afhornede det indgroede horn på koen, som ses på billederne øverst
her på siden. Ejeren af dyrene havde selv bundet
kreaturerne op og savet hornene af uden bedøvelse. Det er forbudt at afhorne uden bedøvelse!
Et af kreaturerne i stalden blev aflivet og en række
øvrige forhold omkring dyreholdet blev påtalt.
53
54
Af: Hesteinternatet
Af: Anne-Mette
af 1999
Iversen
- Fotos:
- Foto:
Lærke
Anne-Mette
Jønck ogIversen
Istock
konkurrenceHeste
er (penge-)maskiner
Konkurrenceheste presses ofte frem i et tempo,
som deres fysik og mentalitet ikke kan holde til.
Den hysterisk piskende hale på dressurhesten,
der piaffer, vidner om dette. Og det gælder ikke
kun dressurheste, men konkurrenceheste inden
for alle ridesportsdiscipliner, hvor penge og forretning er den drivende faktor.
Ved en FEI-konference i Lausanne i Schweitz den
9. februar 2010 blev træningsmetoderne rollkur
og hyperflexion defineret som ’bøjning af hestens
nakke under tvang’. Disse træningsmetoder vil
fremover være forbudt og skal sanktioneres ved
internationale stævner. Træningsmetoden ’Low,
Deep and Round’ blev på konferencen defineret
som ’bøjning af hestens nakke uden tvang’, og
denne metode vil derimod fremover være tilladt.
Dansk Ride Forbunds formand Ulf Helgstrand deltog i konferencen som repræsentant for de nationale rideforbund, og han er stolt af resultatet. Rytter på hesten på billedet til venstre er Andreas
Helgstrand, som er søn af Ulf Helgstrand.
Så må man håbe, folk på stævnepladserne kan
blive enige om, hvad der er LDR og hvad der er
hyperflexion (…) I Hesteinternatet af 1999 lægger
vi os tæt op ad synspunkterne i artiklen på siden til
højre.
Low deep round
(Locking Down Respiration)
Fra nyhedsbrevet Equine Touching februar
2010 af Jock Ruddock, www.equinetouch.dk
Rollkur - LDR = Low-Deep-Round = Locking-DownRespiration. For the past week I have been receiving e-mails regarding the decision or findings expressed by the FEI. Every one has been so ecstatic
about this meeting so I almost feel like a grumpy
old pessimist when I write this article.
Perhaps because I have never been a competitive
rider I am naive, perhaps because I am a Scot I
am arrogant, and perhaps because I am an ex police officer I am cynical but as I look at the poor
horses on the left and I read the words of the FEI
decision and then really study them I find that the
original enthusiasm and uplifting feeling when I
first heard the news last Monday has changed so
dramatically that I must sincerely apologize for
the complementary article I wrote about it.
I am sorry to say it and I will make enemies and
upset people (but I really do not give a damn) with
what I am going to write but after studying it I have
not read anything so negatively useless since the
UN made its stand against the atrocities in Rwanda.
What we all want quite simply is a total ban on
’Rollkur’ or any other cruel and sadistic practice
being used on any horse, dressage or otherwise.
We need Rollkur to be criminalized, to be made as
much a crime as bear baiting or dog fighting. Rollkur is cruel and inhuman not just for dressage
horses in competition or in the warm up arenas
where at selected shows they (FEI) will put in closed circuit television, but banned across the
board. Who selects the shows? What happens if
they warm up behind the barn? What happens
back at the stables for months before the competition? Who is going to complain about that and to
whom?
Sanctions! What are sanctions? Saddam Hussien
was sanctioned, Mugabe has been sanctioned,
every perpetrator of cruelty in this modern day
world of ours has had sanctions placed against
them, and perhaps I am too old and sarcastic for
my own good - but has any of them ever worked?
What sanctions will the FEI impose? They certainly do not mention any. Are they going to banish
Anky von whatever for life if she uses Rollkur, or
any other Olympian for that matter? No way!
What actions will they take? Lets be honest None! They specifically state ’that no changes are
required to the current FEI rules’. Does that not
sum it up in a nutshell! They state that ’LDR without undue force is acceptable’.
Funny I thought that was Rollkur, and what is undue force to one is aggressive force to another. In
the Police I was taught to achieve the results I required using no more force than was necessary boy that gave me a lot of leeway, from a hand on
the shoulder to a choke hold. Come to think about
it we should have called the latter ’Rollkur’!
eriet
itsminist
t
s
u
J
d
e
v
g
in
l
d
n
a
h
Sagsbe
28. september 2010
Ved brev af 19. oktober 2009 har Justitsministeriet anmodet Dyreværnsrådet om
en udtalelse vedrørende træningsmetoden
rollkur/hyperflexion.
Som begrundelse for anmodningen henviser Justitsministeriet til en e-mail af 23.
august 2009 fra Anne Charlotte Abildgaard, Hesteinternatet af 1999, til Justitsministeriet […]
På den baggrund har Justitsministeriet anmodet Dyreværnsrådet om en udtalelse
om, hvorvidt træningsmetoden rollkur/hyperflexion er i strid med dyreværnsloven og
hestelovens § 25, stk. 2. Dyreværnsrådet
har behandlet sagen på fire møder. I rådets møde den 8. december 2009 deltog
dyrlæge og kiropraktor Marianne Dahl-Jensen, som orienterede om forskningsresultater relateret til træningsmetoden rollkur/hyperflexion. Endvidere foretog rådet
den 21. september 2010 sammen med
repræsentanter for Dansk Ride Forbund
en besigtigelse af træning af heste hos
Helgstrand Dressage A/S. I den forbindelse orienterede Dansk Ride Forbund rådet
om sit arbejde omkring hestevelfærd, herunder i det internationale rideforbund FEI,
ligesom Dansk Ride Forbund udleverede
forskelligt materiale herom til rådet. I den
anledning skal Dyreværnsrådet udtale følgende:
Det er Dyreværnsrådets opfattelse, at træning af heste skal foregå på hestens præmisser, og at enhver træningsmetode, der
vanskeliggør vejrtrækningen for hesten og
giver alvorlige slidskaber eller psykiske
mén, er i strid med dyreværnsloven og hestelovens § 25, stk. 2. Dyreværnsrådet finder dog ikke, at det på baggrund af det
foreliggende forskningsmateriale er muligt
entydigt at konkludere, hvorvidt træningsmetoden rollkur/hyperflexion er i strid
med dyreværnsloven og hestelovens § 25,
stk. 2. Rådet skal hertil bemærke, at der
ikke i det forskningsmateriale, som rådet
har haft anledning til at gøre sig bekendt
med, indgår resultater, der entydigt dokumenterer træningsmetodens virkning på
hestes velfærd eller adfærd.
Af punkt 8 i Dansk Ride Forbunds retningslinjer for etisk korrekt anvendelse af hesten
til ridesport fremgår det, at enhver form
for ridning og træningsmetoder skal tage
hensyn til, at hesten er et levende væsen,
og må således ikke omfatte fysisk eller psykisk vold over for hesten. Det fremgår endvidere, at ved fysisk og/eller psykisk vold
forstås bl.a. rollkur og hyperflexion forstået
som bøjning af hesten under tvang. Dyreværnsrådet kan bakke op om, at Dansk
Ride Forbund i sine retningslinjer for etisk
korrekt anvendelse af hesten til ridesport
har inddraget et forbud mod anvendelse af
rollkur/hyperflexion, og rådet forventer, at
Dansk Ride Forbund vil sikre, at forbuddet
overholdes.
Kopi af udtalelsen er samtidig hermed
sendt til Marianne Dahl-Jensen og Dansk
Ride Forbund til orientering.
På rådets vegne
Lene Munksgaard
eriet
itsminist
t
s
u
J
d
e
v
g
in
l
d
n
a
h
Sagsbe
10. februar 2010
Kære Anne Charlotte Abildgaard,
Tak for din e-mail. Som sekretær for Dyreværnsrådet kan jeg oplyse, at Dyreværnsrådet bl.a. på baggrund af din henvendelse
har besluttet at se nærmere på træningsmetoden rollkur/hyperflexion.
Når rådet har afsluttet sine undersøgelser,
vil rådet komme med en udtalelse.
Jeg vil sørge for, at du bliver informeret,
når udtalelsen foreligger.
Rådet har i den forbindelse haft besøg af
en dyrlæge, som har holdt oplæg om træningsmetoden, ligesom rådet vil foretage
en besigtigelse af en træning.
Med venlig hilsen
Lisbeth Gro Nielsen
Fuldmægtig
Slotsholmsgade 10
1216 København K
7226 8400
www.justitsministeriet.dk
[email protected]
17. januar 2010
Til rette vedkommende,
Jeg har i sin tid (efterår 2009) rettet henvendelse til Justitsministeriet vedrørende
en forespørgsel om undersøgelse af mulighederne for at lovgive omkring hestetræningsmetoden hyperfleksion, også kaldet
rollkur eller low-deep-and-round.
Denne film forklarer træningsmetoden:
youtube.com/watch?v=4UwqyMCr_7c
Typisk er, at metoden er en TRÆNINGSmetode, og dermed kan ryttere, der benytter sig af metoden, være svært identificerbare for dommere i konkurrenceøjemed.
Træningen foregår hjemme på egen bane
uden for dommers og publikums påsyn.
Faktuelle undersøgelser på området viser,
at metoden har betydelige skader på hesten af både fysisk (nakkeledsgigt, ryg-/
lændeproblemer (skævvridning), luftvejsproblemer, blodtilførselsproblemer) samt
psykisk (manglende udsyn, psykisk tvang)
karakter.
I Hesteinternatet af 1999 ligger det os meget på sinde, at vi får en udbredt og praktiseret holdning og adfærd ift. dette emne,
der er etisk og dyrevelfærdsmæssig forsvarlig. Det er vores klare indtryk, at det
desværre ikke forholder sig sådan i dansk
ridesport i dag.
Wikipedia (net-leksikon) om træningsmetoden: http://en.wikipedia.org/wiki/Rollkur
Anne C. Abildgaard på vegne af
Hesteinternatet af 1999
58
Af: Dorte Poulsen, Internat Engholm - Foto: Anne-Mette Iversen
sådan gik det
De to frikøbte ponyer på Vorbasse Marked 2009
Emilie, 10 år Welsh Cob: Umiddelbart en meget
kær og yndig pony, som fik navneforandring til Mille. De første dage var hun stille og rolig, bare vi lod
hende passe sig selv. Hun rystede af skræk, når vi
gik ind til hende i boksen, og sparkede voldsomt og
lynhurtigt, hvis vi nærmede os bagparten. På folden gik hun sammen med Merlin’s Queen. De var
i starten bedste venner, men det skete tiere og tiere, at Emilie pludselig og meget ondskabsfuldt
jagtede Queen rundt i folden. Fik hun chancen for
at komme i nærheden af de andre af internatets
heste, var det altid med efterfølgende skrammer.
Som dagene gik, trak hun sig mere og mere væk
fra os alle sammen.
Ifølge dyrlægen var hun fysisk ok, men psykisk havde hun det rigtig, rigtig skidt. Den 7. oktober 2009
blev hun aflivet og fik dermed fred for de tobenede,
som i 10 år havde købt og solgt hende, slæbt hende rundt på diverse markeder, ’bundet hende op’,
som en tidligere ejer kaldte det, for at komme til
hendes bagben. Stakkels, stakkels pony. Tænk at
fødes til et så elendigt liv. Merlin’s Queen, 7 år,
Welsh Cob: Spottet på markedet af Anne-Mette
Iversen, Hesteinternatet af 1999, som fandt hende liggende under en lastbil. Ponyen havde et hævet forknæ, men var dog ikke halt. Hun fik navneforandring til Freja. Hun nød livet på internatet i
fulde drag, var haltfri og vrinskede af glæde, når
hun så os og kom os altid travende i møde. Da
Mille blev aflivet, kom hun på fold sammen med
Aske, en shetlænder. De to blev bedste venner.
1. juledag, da vi kom i stalden kl. 7 var Freja voldsom halt på sit dårlige ben, og det var tydeligt, hun
havde stærke smerter. Dyrlægen var heldigvis lige
i nærheden og han var overbevist om, at benet for
nyligt havde været brækket. Der var ingen tvivl:
Freja måtte aflives. Det blev en sort dag på internatet - og for Aske! Flere gange måtte vi følge ham
ud, hvor Freja lå og hver gang skubbede han til
hende, som om han sagde: ’Rejs dig nu op’. Vi er
glade for, at vi købte hende og gav hende fem herlige måneder.
Ifølge hestepasset var hun født i Holland, solgt til
Tyskland og havnede så på et usselt marked i Jylland. Jeg tror, vi har skånet hende for meget.
Af: Anne-Mette Iversen - Foto: Anne-Mette Iversen
59
bliv medlem
af Hesteinternatet af 1999 og støt vores arbejde
Du kan støtte vores arbejde ved at blive medlem
og betale et årligt kontingent på kr. 300,-.
Hesteinternatet af 1999 består udelukkende af
frivillige, ulønnede menneskers arbejdskraft, og
alle pengene går ubeskåret til dyrevelfærd. Som
medlem af Hesteinternatet af 1999 vil du få tilsendt nærværende materiale, vort årlige medlemsmagasin. Hesteinternatet af 1999 består af
FAKTA
et netværk af mennesker, som bekymrer sig om
dyrs velfærd og som gør et stykke arbejde for at
gøre en forskel for dyrene. Nogle har stillet deres
stald- og græsningsfaciliteter til rådighed for heste, der skal have særlig omsorg og pleje. Andre
skriver artikler og kommunikerer med omverdenen og pressen, mens andre igen bidrager som
f.eks. lokale kontaktpersoner, der holder øje med
hestehold osv. i deres eget lokalområde.
Indmeldelse
kan ske ved indbetaling via din netbank til:
Danske Bank på registreringsnummer 9506 og kontonummer 4576075596.
Du kan også betale via girokort på gironummer 1-691-7397 til:
Hesteinternatet af 1999
v/Anne-Mette Iversen,
Rørbækvej 7,
7323 Give.
Husk at angive dit navn og adresse ved indbetaling, så vi kan sende vort magasin til dig.
(ved flytning husk at melde adresseændring)
Du kan også ringe til formand Anne-Mette Iversen på 75 75 76 21
eller skriv en mail til [email protected].
Følg med og se mere på vores hjemmeside www.hesteinternatet.dk
En lille bøn…
Hvis du ikke vil gemme bladet efter endt læsning, videregiv da venligst bladet i stedet for at
smide det ud.
when we change the way we look at things,
things change.
ISSN 1603 - 4007
Forside:
Bagside:
Susan Kjærgård på Stella,
Foto af Pauline Preston.
Ved Vesterhavet
Foto af Anne-Mette Iversen
Redaktion: Anne-Mette Iversen,
Anne C. Abildgaard,
Grafik:
Line Vinther.
Tekst, fotos og illustrationer må
gerne gengives eller kopieres, såfremt
der anvendes kildehenvisning.