Praktikkoordinatorer på Engelsborgskolen

Mindeord, Axel Enghoff
Torben Vistisen, Jesper Hansen og Ebbe Lauridsen
En af klubbens mest trofaste morgenroere har forladt os. Axel Enghoff blev 90 år og var aktiv roer helt
indtil 2013. I sine unge dage arbejdede han som tandlæge på Grønland og kunne fortælle om, hvordan
han blev sat af ved iskanten og med sit tandlægeudstyr måtte køre på hundeslæde ind til de
afsidesliggende bygder. Det var dengang, der endnu var is på Grønland
Som tandlæge med klinik først i Bredgade, senere på Smakkegårdsvej. var han en af klubbens gode
håndværkere, der sørgede for bådenes vedligeholdelse. Når man tænker på vores elektriske liftsystem til
bådene, skal det lige huskes, at bådene blev løftet op på hylderne af roerne, indtil Axel opfandt den lift,
som mange medlemmer stadig husker som en stor lettelse. Det var også Axel, der fandt på at skridsikre
den gamle bro med trådnet og dørkplader. Ude i omklædningen beklagede han sig kun få gange over at
have fået et skab i det mørkeste hjørne, hvorefter han resolut løste problemet ved at installere elektrisk
lys i skabet.
Og mens vi er ved det opfindsomme – det var Axel, der opfandt begrebet ”krydstogt” om en tur til Knud,
da morgenroerne for ca. 12 år siden forlængede turen fra ”bananen” for at opnå det ekstra kryds i rostatistikken, som en tur på mindst 10 km gav.
Axel var i det hele taget altid god for en kvik bemærkning. En moden kvindelig roer sagde efter et
vinterbad, at man blev 10 år yngre, hvortil Axel bemærkede, ”så skal du vel i to gange?”
Det var ikke kun Hellerup Roklub, der havde glæde af Axels indsats og engagement. Han var i mange år
og indtil sin død formand for Gentoftes ældste gymnastikforening, ”Senior af 1902.”
Når vi i HR i en periode ikke så så meget til Axel, var det oftest fordi hans dybe engagement i familien
lagde beslag på ham. Nete havde i ham en fantastisk hjælper og følgesvend, og når familien var i
sommerhuset i Rørvig, måtte HR klare sig selv.