Nyrokoko 1840-1870
Den romantiske stil fortsatte ind i midten af 1800-tallet, hvor man nu hentede inspiration til moden
i 1700-tallets rokokostil. Andre faktorer havde dog også afgørende indflydelse på tidens modebillede. Den industrielle revolution fik sit endelige gennembrud i denne periode. Det betød ikke alene
billige industrifremstillede stoffer, men også nye opfindelser som symaskinen. Det medførte en ”demokratisering” af moden. Nu blev det efterhånden muligt at fremstille den nyeste mode så billigt, at
alle uanset stand havde råd til at iføre sig den. Der var dog stadigvæk stor forskel på de velhavendes
skræddersyede tøj i kostbare stoffer og de fattiges konfektionstøj i beskedne materialer.
Kvindekropsidealet dikterede en kraftig indsnøring i et korset, der gav en fast, slank overdel, og en
brusende rund underdel der blufærdigt skjulte underkroppen. Nederdelen blev pyntet med flæser
for at få den til at syne endnu større, og derved gav den også kvinden en romantisk ynde. I 1856 kom
en ny opfindelse på markedet – krinolinen af stål. Med den slap kvinderne for de mange underskørter til at holde kjolen ude. Det gav kvinderne større bevægelsesfrihed for benene.
Allerede i første halvdel af 1800-tallet var mandsdragten stort set fastlagt for hele århundredet. Den
bestod af jakke eller frakke, vest, lange benklæder, skjorte og kravetøj. Herretøjet var for det meste
sort. Vesten kunne endnu være fint dekoreret og farverig, og ligeledes kunne benklæderne være
ganske spraglede i kraft af forskellige vævemønstre. Buksegylpen, der indtil først i 1840’erne var ildeset, ja ligefrem blev betragtet som udelikat og afskyelig, blev efterhånden den helt store mode.
***
Hvid brud
Krinolinekjole anvendt som brudekjole omkring 1845 i hvidt suckerdun, der er tyndt indisk bomuld.
Kjolen blev båret af Emilie Caroline Hansen (1819-1913), da hun omkring 1845 blev gift med malersvend Hans Chr. Borup. Parret boede i årene efter brylluppet på Christianshavn i København. Emilie
Caroline Hansen var datter af vævermester Christian Hansen i Korsør.
Den hvide kjole, vi i dag ofte forbinder med brudekjolen, er en tradition, der først slog igennem i slutningen af 1700-tallet. Forbilledet var antikken med dens lette, ensfarvede kjoler. Hvid blev i slutningen af 1700-tallet den nye modefarve, og den hvide brudekjole blev dermed dominerende blandt
adelens og borgerskabets døtre. I 1800-tallets begyndelse vandt brugen af myrtekrans og brudeslør
til bruden også langsomt indpas i Danmark.
Brudekjolen består af seks dele: Et liv, et underliv, et overskørt og tre underskørter. Livet, der sidder
tæt med stivere, er lukket med hægter i ryggen og foret med lærred. De korte dobbeltærmer er kantet med kniplinge. Overskørtet er pyntet med flæser fortil og broderet med hør i engelsk broderi og
med applikationer. Et hestehårsunderskørt har holdt kjolen ude.
Højtidsdragt
Almuekvindekjole fra 1840-1860 i sort hvergarn, der er en blanding af uld og hør i lærredsvævning.
Kjolen har tilhørt en velhavende gårdmandskone i Udbyneder nordvest for Randers.
En almuekvinde fik sin første sorte kjole til sin konfirmation eller til sit bryllup. Det var hendes fineste
2009 © Kulturhistorisk Museum Randers - Stemannsgade 2 - 8900 Randers C - Tlf. 86428655 - [email protected]
dragt, som kun blev anvendt til højtider som altergang og begravelser. Til kjolen blev der båret hue,
forklæde og et silketørklæde rundt omkring halsen.
Kjolen følger den borgerlige kvindes krinolinekjole i snit. Livet, der går ned i en spids midtfor, er foret
med hørlærred og lukkes fortil med hægter. I livet, hvor der er indsyet stivere, er der flynderryg. Skørtet er lagt i pibelæg bagtil, men i dybe læg fortil. Liv og skørt er syet sammen i ryggen.
Brusende skørter
Krinolinekjole fra 1850-1860 i gråbrunt silketaft. Kjolen blev brugt af fru Agner i Præstø på Sydsjælland. Kjolen har været anvendt til højtider eller visitter, der fandt sted i dagtimerne.
Til kjolen har der muligvis hørt et udringet kjoleliv, så kjolen også kunne bruges til aften- og selskabsbrug. Den blev sidst anvendt i 1912 af fru Agners svigerdatter, fru skoleinspektør Brix Agner fra
Randers, ved opførelsen af en skolekomedie.
Kjolen har et rundt skørt med læg for og bag. Rynkelivet går ned i en taljespids fortil, og der er sorte
fløjlsbånd syet på ved kanten af de lange glatte ærmer. I det højhalsede liv og ved ærmerne sidder
kniplinge. Kjolelivet lukkes fortil med hægter, mens skørtet lukkes bagtil.
Engelsk skrædderkunst
Herresæt fra omkring 1840-1860 bestående af skødefrakke i lærredsvævet uld og et par hvide sommerbukser i bomuld. Den diskrete engelske herremode med skræddersyet tøj dominerede herremoden for den velhavende herre.
Til frakken og bukserne bar manden farvet eller broderet vest, hvid skjorte, sort eller spraglet kravetøj og høj cylinderformet hat. Det var utænkeligt at vise sig på gaden uden hovedbeklædning. En
høflig herre vidste præcis hvordan han skulle lette på hatten, når han mødte en bekendt på gaden.
Skødefrakken har to lommer med klap. Frakken er dobbeltradet og kan knappes i trenser til begge
sider. Der er polstring på brystet. Sommerbukserne er i hvidt sildebensvævet bomuld med frontklap
og to paspellommer, samt en møntlomme i linningen. Der er knapper til seler i linningen og knapper
nederst på buksebenene. Sidstnævnte er muligvis til stropper under skoenes svang, der skulle holde
bukserne på plads.
Overtøj
Mantille fra 1850-70 i sort silke med besætninger af agramaner og frynser. Mantillen har tilhørt fru
Vegger fra Randers. Mantillen blev anvendt som overtøj om foråret, sommeren og efteråret. Den var
let at bære over de omfangsrige krinolineskørter. Overtøj var den beklædningsdel, der tidligst blev
fremstillet som konfektionstøj.
Med industrialiseringen fulgte også en stigende konkurrence mellem producenterne, og nye metoder som annoncering i aviser og blade blev taget i brug. I Randers kunne man annoncere i for eksempel Randers Amtsavis eller i Vejviseren for Randers Købstad.
Mantillen har en lille flad krave, brede prikkede silkestofskanter og læg i ryggen. Indvendigt i ryggen er der fastgjort et taljebindebånd. Knapperne er blot til pynt, da slaget lukkes midtfor med tre
hægter.
2009 © Kulturhistorisk Museum Randers - Stemannsgade 2 - 8900 Randers C - Tlf. 86428655 - [email protected]
Et svendestykke
Knapstøvler fra 1865-1870 af brunt og grønt skind med broderede bladranker. De moderigtige damestøvler er fremstillet i Randers som svendestykke af skomager og konservator Henrik Thuesen
(1848-1912).
De praktiske læderstøvler har været tiltænkt udendørs brug. Inden døre gik damerne ofte i flade silkesko. Skoene var ofte smukt udsmykkede, selvom skørtet gik helt til gulvet, og snuden på skoen kun
lige kunne anes under skørtet. Da skosnuderne var det eneste, man kunne se af kvindens underkrop,
fik foden på dette tidspunkt et erotisk skær.
Støvlerne, der er foret med hvidt skind, har firkantede snuder og pompadourhæl, det vil sige stærkt
svungne høje hæle. Der er ikke forskel på højre og venstre. Støvlerne knappes med seks perlemorsknapper i hver side. Under knaplukningens overfald er støvlen snøret. Langs knaplukningen og ned
midtfor er der broderet en bladranke med grøn og gul tråd.
***
2009 © Kulturhistorisk Museum Randers - Stemannsgade 2 - 8900 Randers C - Tlf. 86428655 - [email protected]