Anne Reiter ÅRSSKRIFT 2009-2010 Konfirmationsforberedelse og -datoer GIERSINGS REALSKOLE 64 Der er for Giersings Realskole elever mulighed for at gå til konfirmationsforberedelse ved Odense Domkirke og efterfølgende blive konfirmeret i kirken. Undervisningen varetages af sognepræst Anne Reiter, som også er skolens tilsynsførende. Undervisningen foregår i Konsistoriebygningen ved siden af kirken. Undervisningen starter tirsdag d.31.aug. og torsdag d. 2. sept kl.08.15. Tilmelding til forberedelsen sker ved at udfylde og aflevere skema, som børnene får med hjem første undervisningsdag. Tilmelding kan også ske ved indledningsgudstjenesten i Gråbrødre Klosterkirke d. 29. aug. kl.17.00 . Efter denne gudstjeneste vil der være et kort orienteringsmøde. Der vil desuden blive afholdt et forældremøde i løbet af undervisningsforløbet. For 2011, 2012 og 2013 er konfirmationsdatoerne fastlagt således: 2011: 8. maj (a.klassen) og 15. maj (b.klassen) 2012: 13. maj 2013: 5. maj Konfirmand-pilgrimsvandring til Domkirken Den 23.marts var en af de allerførste forårsdage i 2010. Heldigvis, for det var den dag min kollega, Peder Thyssen, og jeg sammen med alle vores konfirmander, tre forældre, en bedstefar, min søn og vores hund, skulle på pilgrimsvandring. Vi begyndte i Domkirken med en ”udsendelsesandagt”. Vi hørte bl.a. ”En dag tilbage” med Nick og Jay for at blive mindet om, at man skal huske at leve sit liv ordentligt - hver dag. Og om at denne dag, som vi skulle til at tilbringe i hinandens selskab, havde vi alle ansvar for skulle blive en god dag. Vi blev kørt i bus til Bellinge, hvor vi efter en morgensang i kirken fandt å-stien og begyndte at gå de ca. 12 km ind imod Domkirken. En pilgrimsvandring skal have et mål, og det er som regel en domkirke, der er målet. Fra gammel tid skulle det være et sted, hvor der var en helgen begravet, og derfor var det meget passende, at Odense engang fik helgenkåret Kong Knud! Det første stykke vej gik vi to og to og talte om, hvilke mennesker, der havde betydet mest i vores liv. Det var en god begyndelse, spændende at høre hinandens historier. Da vi kom til Dalum kirke, var vi ved at være sultne. Vi holdt en lille gudstjeneste i kirken, konfirmanderne havde fundet ting på vejen til at pynte alterbordet med (en hvid dug på gulvet). Vi havde solbærsaft og franskbrød med i rygsækken til nadver. Madpakkerne spiste vi i sognegården. Da vi nærmede os Munke Mose, fik konfirmanderne til opgave at holde øje med en ukendt pilgrim, som ventede os. Hun blev hurtigt spottet på hatten, staven og muslingeskallen, hun havde bundet til staven. Det var Karen, kirketjeneren fra Domkirken, som havde posen fuld af friskbagte muffins til os. Det var velkomment! Vi havde god tid, så nogle nød at hvile lidt, andre spillede rundbold på plænen. Det sidste stykke vej til Domkirken gik vi i stilhed. Inde i kirken fik vi alle tegnet et kors i panden med vand fra døbefonten for at minde os om Jesu ord fra dåben om, at han er med os alle dage, indtil verdens ende. Alle var trætte og glade, for det havde været en skøn dag – herligt alternativ konfirmandundervisning!
© Copyright 2024