1. No category

Århus
Studenternes
Filmklub
åbner for alle
Efteråret 2010
1
Århus Studenternes
Filmklub
blev startet i 1953 blandt de studerende på
Aarhus Universitet.
I 1973 blev ÅSF filial af Det Danske Filmmuseum og er således det eneste sted vest for
Valby Bakke, hvor det er muligt at se film fra
en af Europas største filmsamlinger.
Originaltitler med ´ kommer fra Cinemateket.
Filmene vises med professionelt biografudstyr og Dolby Surround.
Medlemsskab
Udkommer omkring sæsonstart. Alle der har
været medlem inden for de sidste tre sæsoner
får automatisk det nye program. Husk derfor
at meddele os adresseændringer. Programmet
kan hentes på filmklubbens kontor, biblioteker eller rekvireres ved at ringe i kontortiden.
Billetter
Billetter købes på forevisningsdagen fra og
med den 13. september på Filmklubbens
kontor i kontortiden, dvs. en halv time før
hver forestilling.
Priser
Medlemskort kr. 70,- (gyldigt til både ÅSF
og Cinemateket i Århus i to semestre).
Billetter kr. 35,- pr. forevisning.
Stumfilm: kr. 20,Ikke-medlemmer kan købe billetter til
Cinematekets forestillinger til kr. 60,- og til
stumfilm kr. 30,-
Information in english
Since 1953 the Aarhus Students’ Film Society has presented students
in Aarhus with a broad variety of quality films, in a professional
cinema setting.
A large part of the films are presented by The Danish Film Institute
–´. This gives us a unique opportunity to expand our repertoire with
the most important film classics.
Check this programme for titles you will not find anywhere nearby.
Membership is only 70 DDK a year and admission 35 DDK per ticket.
All films are shown in their original language, usually with Danish
subtitles.
Opening hours:
Half an hour before each screening.
Handicap-adgang
Salen har nu to kørestolspladser. Der er
mulighed for adgang for kørestolsbrugere og
gangbesværede, vha. instituttets elevatorer.
AND
GEL
LAN
ÆRØG
BUS 17
& 53
ADE
BUS 4
& 7
BUS 7,
17 & 53
KASERN
BUS 4
ADE
Programmet
er fremstillet hos AKA-PRINT A/S
Oplag: 6000.
HER!
Auditorium E
EBOULE
VA R D E N
BUS 4
FYNSGADE
A DE
2
Kontortid
En halv time før hver forestilling.
Billeder
er venligst udlånt af DFI /
Billed- & Plakatarkiv.
KEG
NY MUN
http://filmklub.au.dk/
Kasserer
Meiki Calaminus
Tordenskjoldsgade 65, 3.th.
8200 Århus N
Tel: 86 10 55 05
Andre aktive
Bjarne Hedegaard, Theis Gjedsted, Ulrik Kruhøffer, Christian
Gang Larsen, Jesper Lauridsen,
Inger Lund, Pernille Lund, Thomas
Pedersen, Jesper Riemer, Lasse O. Z.
Speiser, Synne Steinrud, Mette Yde.
Layout
Lars J. Lykke.
DE
Mail: [email protected]
Bestyrelse
Formand
Ole Caspersen
Holmkærvej 54
8380 Trige
Tel: 86 18 71 98
Frank Dabelstein
Lars J. Lykke
Steffen D. Moestrup
Henrik Sørensen
Niels P. Weisberg
NKEGA
NY MU
Det Danske Filminstitut/
Museum & Cinematek
Institut for Matematiske Fag
Ny Munkegade
DK-8000 Århus C
Tlf.: 8612 7488
Forside
Maciste i underverdenen.
FALSTERSG
Århus Studenternes
Filmklub
SGA
DE
Alle over 15 år kan blive medlem.
Adgang til alle forevisningerne kan kun ske
ved fremvisning af både medlemskort og
billet. Medlemskortet er strengt personligt og
erstattes ikke ved bortkomst.
Der er adgang til Cinematekets forestillinger
for ikke-medlemmer til forhøjet pris.
Legitimation kan kræves ved indgangen.
Indmeldelse sker ved betaling på Filmklubbens kontor i kontortiden, dvs. en halv time
før hver forestilling.
Program
BUS 4
Efteråret 2010 • Indholdsfortegnelse
Klassisk svenske s. 4
Stille lys blev aflyst i sidste sæson så vi forsøger igen.
Downtown
Berrytown s. 20
Stille lys
Torsdag 14. oktober kl 19:00
Kate winslet s. 10
Berlinalen s. 22
Italiensk stilhed s. 14
Sært
skandinavisk s. 26
Cykeltyve og
Luderkarle s. 16
robert bresson s. 28
filmliste side 30
”Den mexicanske instruktør Carlos
Reygadas fortæller en historie om
et kærlighedsdrama i en familie af
udvandrede europæiske mennonitter,
kristne, der minder ganske meget om
amishfolket, nøjsomme, mådeholdne,
disciplinerede mennesker, stærke i
troen, hengivne til bøn, fordybelse og
næstekærlighed. De taler et plattyskhollandsk klingende sprog, der er rejst
med deres forældre over havet for 100
år siden eller mere.
Vores familie - far Johan og mor
Esther og de seks børn - er ikke yderligtgående i deres religiøse udøvelse.
De kører bil og køber visse moderne
varer, men de lever asketisk uden
medier eller telefon…Johan har længe været Esther utro med Marianne
inde fra byen. Han har kæmpet for at
stå imod – og siden for at rive sig løs,
men han evner det ikke, selv om det
flår ham midt over. Esther kæmper
desperat for at leve med det, for hun
elsker ham jo, også selv om det bryder hendes hjerte i stykker.
Filmens kunst er dens ubærlige
langsomhed. Handlingen udvikler sig
minutviseragtigt langsomt, små, små
bevægelser, umærkelige forandringer
– men de er der, og skæbnen er i dem.
Det er i meget høj grad billederne, der
fortæller filmens historie. Dialogen er
meget knap, der er slet ingen musik.
Spillerne er alle amatører, taget ud
af hverdagen, mennesker mærket af
liv og arbejde. Det er med til at give
en stærk følelse af virkelighed, at de
ikke spiller, men næsten bare markerer følelser og udviklinger, kun lige
akkurat registreret af et kamera, der
er konstant til stede som en usynlig,
meget diskret iagttager.
Følelserne i filmen – og i os – er
spændt helt ud, da handlingen endelig begynder at rykke – i filmens sidste
del. Her forløses i et meget stærkt
tempo, chokerende oven på det lange, sejtrækkende forløb, alt hvad der
er sparet op. Og her folder filmens
virkelige magi sig ud på en måde, der
er både uantagelig og fuldkommen
logisk i historien.
Det er en udfordrende stærk, men
også dybt tilfredsstillende slutning,
som ikke kan undgå at komme til
at dele publikum i dem, der tror,
og dem, der ikke tror. Her flyttes
grænser.”
(Lars Borberg)
Stellet Licht
Mexico/Frankrig/Holland 2007
Instr.: Carlos Raygadas.
Manus.: Carlos Reygadas.
Foto:
Alexis Zabé.
Medv.: Cornelio Wall, Miriam Toews,
Maria Pankratz, Peter Wall.
Længde: 142 minutter.
Danske undertekster.
3
Klassisk
Svensk
Sange fra anden sal
Tirsdag 21. september kl 19:00
”Verden er vistnok ved at gå under, og det er selvfølgelig
frygtelig sørgeligt. Men mærkeligt nok er det også meget
morsomt. Hvorfor vores civilisation er i færd med at gå i
opløsning, må man selv finde ud af, men symptomerne er
ikke til at tage fejl af, sådan som de skildres i Roy Anderssons svenske film Sange fra anden sal. For i den er trafikken
brudt sammen i kaos, flokke af flagellanter drager gennem
gaderne, personerne er rådvilde eller handlingslammede,
og myndighederne må være desperate, siden de vælger at
ofre en lille piges liv ved en bizar form for ritual, overvåget
af adskillige biskopper og mange andre honoratiores.
Sange fra anden sal er med andre ord en usædvanlig
film. Det er ikke kun dens apokalyptiske emne, der gør
filmen ganske ekstraordinær, men i lige så høj grad dens
stil. Sange fra anden sal er nemlig formet i 46 separate
scener eller tableauer, filmet af et fuldstændig ubevægeligt
kamera, og i disse scener sker der mange mærkelige ting,
som tilsyneladende ikke hænger sammen, men nok gør
det alligevel. Det er en minimalistisk og uhyre virkningsfuld stil, som Roy Andersson tidligere har benyttet i sine
to fremragende kortfilm Der er sket noget fra 1987 og
Dejlig er Jorden fra 1991. Og hans karriere er i øvrigt også
Sange fra anden sal
4
Fucking Åmål
usædvanlig, for efter sin meget succesrige første spillefilm
En kærlighedshistorie fra 1970 lavede han i 1975 den
ambitiøse Giliap, der blev så tordnende en fiasko, at han
ikke har signeret spillefilm siden, men ernæret sig ved at
instruere masser af reklamefilm – blandt andet for danske
virksomheder – hvoraf adskillige er blevet hædret med
internationale priser.
Sange fra anden sal er med andre ord instruktørens
første spillefilm i 25 år, og den har udelukkende amatører i
rollerne – en er typograf, en anden advokat, mens en tredje
er pensioneret forsikringsmand. Og så vil vi egentlig helst
ikke fortælle mere om denne forunderlige film, for man kan
ikke referere dens handling, men til gengæld rapportere, at
den i Cannes gjorde stærkt indtryk på det ellers kræsne og
krævende festivalpublikum.”
(Ebbe Iversen)
pige, som kun opnår at blive overfuset på det groveste af
den fortvivlede Agnes. Det er næsten ikke til at bære.
Således skjuler filmen ikke, at teenagere - ligesom alle
andre - kan være tankeløst grusomme over for hinanden,
og den søger heller ikke at camouflere, at det virkelig kan
være meget deprimerende at leve som ung i en trøstesløs
påtrængende fortrolighed prøver at trøste sin ulykkelige
datter, afslører han sig som håbløst gammeldags, da han
friskfyragtigt udslynger et okay-dokay.
Fucking Åmål er lavet i en superrealistisk Dogme-lignende stil, rå og ubesmykket og med en næsten dokumentarisk troværdighed, og den kommer hudløst tæt på sine
Fanny og Alexander
Sånger från andra våningen
Sverige 2000
Instr. og manus.: Roy Andersson.
Foto: István Borbas, Jesper Klevenas og Robert Komarek.
Musik: Benny Andersson.
Medv.: Lars Nordh, Stefan Larsson, Bengt C.W. Carlsson.
Længde: 98 minutter.
Danske undertekster.
Fucking Åmål
Tirsdag 19. oktober kl 19:00
”At bo i Åmål er som at score selvmål – irriterende, frustrerende, simpelt hen surt. De unge mennesker i Lukas Moodyssons film er da også nærmest desperate efter at komme
væk, og en af dem, den kønne Agnes, forsøger endda
halvhjertet (eller i det mindste kvarthjertet) at begå selvmord. Men det skyldes dog nok især, at hun som utilpasset
tilflytter ingen venner har, og at hun hemmeligt er forelsket i
Elin, som, oh gru, også er en pige. Da Agnes’ forældre trods
hendes protester har forberedt en større fødselsdagsfest
for hende, og ingen gæster dukker op, konfronteres man
med et af de hjerteskærende øjeblikke, som Fucking Åmål
indeholder flere af - og det bliver endda endnu værre, da en
enkelt gæst alligevel ankommer, en handicappet og ensom
provinsby. Men Fucking Åmål er ikke desto mindre en
morsom komedie og endda en romantisk af slagsen, for det
viser sig, at selv om den sexede Elin har ry for at have kysset
mindst 70.000 drenge, gengælder hun inderst inde Agnes’
følelser. Dette er en kærlighedsfilm, og dens to hovedpersoner er tilfældigvis lesbiske. Heldigt for dem, fristes man til
at sige, for der er ikke meget at komme efter hos de kejtede
og umodne fyre i Åmål, og når Elins attraktive storesøster
Jessica alligevel er kæreste med den fjottede Markus med
mobiltelefonen, er det vist mest i mangel af bedre. De
unges forældre forsøger at være forstående, men fatter ikke
rigtigt, hvad der foregår, og selv om især Agnes’ far med
længselsfulde unge personer, som spilles med spændstig
troværdighed ikke mindst af Rebecca Liljeberg som Agnes,
Alexandra Dahlström som Elin og Erica Carlson som Jessica. De mandlige medvirkende er også gode, men deres
roller rummer færre nuancer og er mindre fokuserede.
Hvormed absolut ikke er antydet, at Fucking Åmål lader sig
klemme ind i en firkantet kategorisering som pigefilm eller
for den sags skyld som ungdomsfilm. Med sin opløftende
blanding af følsomhed, satire og psykologisk præcision må
den appellere til enhver, som holder af at guffe gode film i
sig, og den demonstrerer ganske uanstrengt, at humor trives
bedst på et fundament af smertelig alvor. Uden mørke, intet
5
lys. For nok er der kvasende kedeligt i Åmål, men Lukas
Moodysson gør denne bortgemte flække til skueplads for
en klog og sjov historie, som slutter med at hensætte sin
tilskuer i en salig tilstand af menneskevenlig munterhed.”
(Ebbe Iversen)
Fucking Åmål
Sverige/Danmark 1998
Instr. og manus.: Lukas Moodysson.
Foto: Ulf Brantås.
Medv.: Alexandra Dahlström, Rebecka Liljeberg, Erica Carlson,
Stefan Hörberg.
Længde: 89 minutter.
Danske undertekster.
Fanny och Alexander
Sverige 1982
Instr. og manus.: Ingmar Bergman.
Foto: Sven Nykvist.
Musik: Daniel Bell.
Medv.: Ewa Fröling, Bertil Guve, Gunn Wållgren, Allan Edwall,
Pernilla Allwin, Börje Ahlstedt, Christina Schollin, Jarl
Kulle, Mona Malm, Erland Josephson, Stina Ekblad,
Gunnar Björnstrand, Harriet Andersson, Jan Malmsjö.
Længde: 188 minutter.
Danske undertekster.
Fanny og Alexander
Tirsdag 16. november kl 19:00
Fanny og Alexander er en delvis selvbiografisk film om de
to huse: Kunstens og kirkens, eller som det her udfolder sig:
Livsglædens og livskuldens. Filmens gennemgående hovedpersoner er titlens søskendepar, der er de yngste skud i den
velansete Ekdahlske familiestamme i en mindre svensk by i
begyndelsen af århundredet. Det er en teaterslægt, faderen
er den lokale teaterchef, og deres liv er omgivet af varme,
kærlighed og livsglæde. Da faderen dør, gifter moderen sig
med den lokale biskop, hvis livssyn og opdragelsesmetoder
står i grel modsætning til den hidtidige.
”Det er næppe til at tro, at det skulle være Bergmans sidste
film, men Fanny og Alexander er med sine selvbiografiske
træk, sine overdådigt brede og indtrængende dybe skildring
af en drengs opvækst et testamente over den kunstneriske
fantasis tilblivelse, udfoldelse og begrænsning.”
(Johs. H. Christensen)
”Penslen er bred, og der er smæk for skillingerne i denne
film, hvor alt kan ske, og alt er muligt. Af et spinkelt virkelighedsgrundlag har fantasien spundet videre og vævet et
nyt mønster; en blanding af miner, oplevelser, frie påfund,
urimeligheder og improvisationer.”
(Niels Jensen)
6
fortæller, at en ung forsker, Arne Lundell, er blevet beskyldt
for at plagiere professor Sander, en ældre rival. Hele resten
af filmen udspiller sig i Lundells lejlighed; han og hans
hustru Marianne er de eneste personer. Lundell får besked
om, at Sander har begået selvmord, men det viser sig snart,
at han er blevet myrdet. En række indicier peger på Arne.
Ved et tilfælde finder Arne et brev, der afslører, at Marianne
var Sanders elskerinde, inden hun mødte Arne. Han bliver
rasende af jalousi og vil smide hende på porten, men fortryder. Marianne indrømmer nu, at hun skød Sander. Sander
havde opsøgt hende og foregivet at ville hjælpe hendes
mand, men misbrugte hendes tillid og stjal Lundells forskningsresultater. I et flashback ses Sander som en truende
skygge: Han kræver af Marianne, at hun vender tilbage til
ham. Derfor myrdede hun ham. Arne vil have, at hun skal
flygte, men hun vil ikke leve uden hans kærlighed og tager
gift. Han vælger at gå i døden sammen med hende.
Filmen er et eksperiment, et forsøg på at lave et rent
kammerspil; bortset fra flashbacket og den indledende
montage foregår alt i den samme lejlighed, og vi ser kun
de to hovedpersoner. Omverdenen eksisterer kun som avisoverskrifter, telefonopkald, radioudsendelser og politisirener. I sin placering af kameraet tager Dreyer ikke hensyn til
blikretninger eller handlingsakser, og en del af filmens klip
kommer derfor til at virke som brud på dialogklipningens
klassiske konventioner. Ligesom i Vredens Dag vælger
Dreyer at lade filmens følelsesmæssige klimaks foregå i en
enkelt sammenhængende indstilling, et flydende nærbillede, hvor kameraet drejer frem og tilbage mellem de to
personer.”
(Casper Tybjerg)
Två människor
Sverige 1944.
Instr.: Carl Th. Dreyer.
To mennesker
Tirsdag 7. december kl 19:00
”Två människor foregår i nutidens Stockholm. En montage
af avisoverskrifter og nærbilleder af kemiske instrumenter
Manus.: Carl Th. Dreyer og Martin Goldstein efter skuespil af
W.O. Somin.
Foto: Gunnar Fischer.
Musik: Lars-Erik Larsson.
Medv.: Georg Rydeberg, Wanda Rothgardt, Gabriel Alw.
Længde: 72 minutter.
Uden undertekster.
BESØG BIOGRAFEN
i musikhuset aarhus
A Prairie Home
Companion
Koncerten
En sovjetisk stjernedirigent er faldet i unåde. Da hans gamle orkester
inviteres til Paris, ser han en enestående chance for at genindtage
dirigentpodiet. Storslået musik og en
gribende og morsom historie.
Torsdag 9. sept. 2010 kl. 20
Altmans stjernespækkede film om
USA’s største radiosucces:
A Prairie Home Companion. Med:
Meryl Streep, Woody Harrelson,
Tommy Lee Jones og Kevin Kline
Torsdag 30. sept. 2010 kl. 20
The Singing Detective
tvåtimmarsdröm
“Den bästa
haft!”
jag någonsin
Larry King
e humorn för
“Den skruvad
Adaptation!”
tankarna till
Post
The New York
“Robert Downey
gör en makalös
och modig
rollprestation!”
Jr.
Times
Chicago Sun
ICON PRODUCTIONS Present An ICON Production In Association with HAFT ENTERTAINMENT
A KEITH GORDON FILM ROBERT DOWNEY JR. “THE SINGING DETECTIVE” ROBIN WRIGHT PENN JEREMY NORTHAM
KATIE HOLMES CARLA GUGINO JON POLITO And MEL GIBSON Casting By DENISE CHAMIAN, CSA Edited By JEFF WISHENGRAD
Production & Costume Designer PATRICIA NORRIS Director of Photography TOM RICHMOND Associate Producer KEVIN LAKE
Executive Producer STAN WLODKOWSKI Produced By MEL GIBSON STEVEN HAFT BRUCE DAVEY
Based Upon The Television Series By DENNIS POTTER Screenplay By DENNIS POTTER Directed By KEITH GORDON
Artwork TM & Copyright © 2003 by Paramount Classics, a division of Paramount Pictures. All Rights Reserved.
TM & Copyright © 2003 by ICON DISTRIBUTION, LLC. All Rights Reserved
ICON
P
R
O
PTSingingDetektiveS.p65
D
U
C
T
I
O
N
S
www.thesingingdetective.co.uk
1
www.scanbox.com
S C A N BOX
21-01-2004, 08:22
Robert Downey jr. er den hospitalsindlagte forfatter, der gennem
morfintåger genskriver sin debutroman. Resultatet er en knaldroman mikset med skurke, sygeplejersker og bizarre musicaloptrin.
Torsdag 7. okt. 2010 kl. 20
www.scanbox.com
PTPrairieHomeCompanionF.indd 1
AROS KOMMUNIKATION
Hollywood Ending
Woody Allen spiller instruktøren,
der får en sidste chance. Men hvordan instruerer man sin ekskone og
genvinder sit ry, når man er ramt af
pludselig psykosomatisk blindhed?
Torsdag 4. nov. 2010 kl. 20
Billetsalg
89 40 40 40
eller www.musikhusetaarhus.dk
Arrangør Musikhuset Aarhus
kr. 65
billetseps ri Lis
ille Sal
vi
22-06-2006 10:59:11
Don’t come Knocking
Fra Wim Wenders kommer en
gribende roadmovie. En desillusioneret skuespiller stikker af fra filmoptagelse, karriere og berømmelse
for at blive forsonet med sin fortid,
sin mor og sig selv.
Mandag 22. nov. 2010 kl. 20
Departures
Oscarvindende japansk film fra
2009 fortæller historien om den
passionerede cellist, der genfinder
sin selvrespekt, da han bliver bedemand i sin fødeby.
Torsdag 13. jan. 2011 kl. 20
7
Vi gør store film større
hePBurn og hitchcock
FilmFestiVal
moviematch.dk
PREMIERE 30. september
8
PREMIERE 14. oktober
Psycho
Vertigo
Fuglene
charade
BreakFast at tiFFany's
Prinsessen holder Fridag
28. oktober til 3. november
Jyllands 2 største biograflærreder • 8 sale med over 2.000 sæder • fantastisk lyd
og aircondition i alle sale • amfiteater-opbygning med frit udsyn • masser af p-pladser
An offer you can't refuse… i DIGITAL 4K
Repremiere den 30. september9
Kate Winslet
Evigt solskin i
et pletfrit sind
Torsdag 16. september kl 19:00
”Filmens mandlige hovedfigur hedder Joel og er en anonym, selvudslettende størrelse (inkarneret spillet af Jim
Carrey, som i den grad spiller imod type). Af en eller anden
grund falder den flagrende og impulsive Clementine (Kate
Winslet) for den vindtørre træmands svagpisser-smil, men
som historien skrider frem (dvs. som publikum stykker den
kronologisk opbrudte fortælling sammen i hovedet), kommer der kurrer på tråden.
I sin afmagt ender Clementine med at opsøge en kvaksalver, der ved hjælp af et instrument, som mest af alt ligner
en hårtørrer, sletter Joel fra hendes hukommelse. I trods får
Joel foretaget samme indgreb, men midt under operationen
fortryder han og gør alt for at bevare bare ét minde om
Clementine. Herfra bliver filmen et surrealistisk forfølgelsesløb gennem Joels hjernevindinger. Jagten ledes af Dr.
Mierzwiak (Tom Wilkinson) og hans alt andet end tillidsvækkende team (med roller til Elijah Wood, Mark Ruffalo
og Kirsten Dunst). Sammen skal de finde og eliminere alle
de af Joels erindringer, som vedrører Clementine. Det er de
ganske ferme til, så Joels fantasi kommer på overarbejde.”
(Kim Foss)
Fornuft og følelse
Da Kate Winslet i 2009 vandt en Oscar for sin hovedrolle i The Reader (hendes sjette nominering), var det i 2005 blevet forudsagt
af Ricky Gervais og Stephen Merchant, forfatterne af TV serien Extras, at det skulle blive en film om Anden Verdenskrig, der skulle
sikre hende statuetten.
Kate Winslet havde sit store kommercielle gennembrud i blockbusteren Titanic, og kunne derefter frit vælge mellem alverdens tilbud
om roller. Hendes valg og præstationer har været mindst lige så interessante som før kasseapparatet sprang læk.
Vi viser de bedste af hendes film (og lader Titanic synke i stilhed)
10
”Det sker, at en manuskriptforfatter er mere kendt end
instruktøren. Og det er i hvert fald i høj grad tilfældet, når
manuskript-magikeren hedder Charlie Kaufman. Han er
med afstand den mest originale, tvistede, finurlige skriverkarl, der for tiden findes ovre i US of A. Bare tænk på Being
John Malkovich og i særdeleshed den helt vidunderlige
Orkidétyven (Adaptation) - begge instrueret af Spike Jonze.
Også Evigt solskin ... er én af disse lag-på-lag-historier, der
leg er med form og fortælleteknik. Simpel kronologi er ikke
lige det, Kaufman får tiden til at gå med.”
(Jesper Mads Eriksen)
Eternal Sunshine of the Spotless Mind
USA 2004
Instr.: Michel Gondry
Manus: Musik:
Foto:
Medv.: Charlie Kaufman, Michel Gondry & Pierre Bismuth.
Jon Brion.
Ellen Kuras.
Jim Carrey, Kate Winslet, Gerry Robert Byrne,Elijah
Wood, Thomas Jay Ryan, Frank Mark Ruffalo.
Længde: 108 minutter.
Danske undertekster.
Fornuft og følelse
Torsdag 30. september kl 19:00
”Den handler om to meget forskellige søstres lidelsesfulde
kamp for kærligheden. Storesøster Elinor (Emma Thompson er nok lidt for gammel) som repræsenterer de (alt for)
fornuftige egenskaber. Og lillesøster Marianne, som er den
(alt for) følsomme.
Marianne spilles af en helt bedårende Kate Winslet,
som er skøn at skue i lykkestunder, hvor hun flyver over
heden på en stolt ganger med drømmeprinsen. Men som er
endnu smukkere i sin fortærende kærlighedssorg.
Se hendes vaklen og lammende fortvivlelse i det søde
ansigt. Det gør ondt.
Den ugifte engelske præstedatter Jane Austen (17751817) skrev om rigtige mennesker, som udvikler sig under
de langvarige og lidenskabelige kærlighedsdramaer.
Da hun også ejede humorens nådegade, så fik hun
mesterligt flettet en ironisk understrøm ind i den hede
romantik. Og da hun var en begavet kvinde med et udviklet
kritisk syn på snobbet, engelsk hakkeorden, så beskrev hun
med sprudlende satirisk frodighed de griske, hykleriske og
pittoreske typer, som hun drak te med.”
(Jonna Gade)
”Samarbejdet mellem Emma Thompson og Jane Austen
har resulteret i en helt glimrende, af vid og kløgt glitrende
dialog. At lytte til den er en fryd.
Men at se filmen er sandelig også en fryd. Instruktøren
Ang Lee har ikke blot haft sans for at lade sine skuespillere
sige replikker.
Han viser os det vidtstrakte, blidt bølgende engelske
Evigt solskin i et pletfrit sind
landskab, så vi betages. Og han viser os de engelske herregårdes dæmpede pragt og udsøgte smag, så vi imponeres.
En balscene i filmen er så flot.
Og han forstår at manøvrere med sine skuespillere.
Der er omgivelserne, et skare af sladrende, intrigerende
personer. Den sociale satire er ond og festlig. Og der er i
centrum de to kvinder og deres tre mænd… Kate Winslet er
sød i den sjovere rolle som lillesøster (kun 17 år!), der skal
lære at sætte tæring efter næring og tvinge sit flyvske hjerte.
Det er med hende, at vor tid vil sympatisere og måske følge
med medlidenhed lige ind i det solide ægteskab.”
(Bent Mohn)
Sense and Sensibility
USA/England 1995
Instr.: Ang Lee
Manus:
Foto:
Musik:
Medv.:
Emma Thompson efter roman af Jane Austen.
Michael Coulter.
Patrick Doyle.
James Fleet, Tom Wilkinson, Harriet Walter, Kate Winslet, Emma Thompson, Gemma Jones, Hugh Grant.
Længde: 136 minutter.
Danske undertekster.
11
Holy Smoke
Little Children
Torsdag 4. november kl 19:00
Holy Smoke
Torsdag 7. oktober kl 19:00
Den unge Ruth (Kate Winslet) har taget flugten til Indien og
er blevet grebet af en sekt, der får hende til at blive i Indien,
lysende glad og tilsyneladende afklaret i sin nye tro. Og
nu kan hun græde igen! Hendes mor græder også, men af
frustration over at have mistet en datter. Hjem kommer hun
dog og udsættes for en fra USA importeret exit-rådgiver,
PJ Waters (Harvey Keitel), der påtager sig at normalisere
vildførte sjæle. En selvbevidst, seriøs herre, der vrisser ad
Ruths excentriske rodebutik af en familie og på ingen måde
står over for en let opgave, for Ruth har jo set lyset i sit
nye åndelige ægteskab med Guru Baba. Komplekst drama
Guru-uddrivelsen foregår fjernt fra alfarvej i den australske
ørken, hvor PJ påtager sig at afkode Ruth på tre dage.
”Intet er lettere end at overdænge Holy Smoke med
kritisk kasteskyts. Filmens tonefald veksler halsbrækkende
mellem det farceagtige og det inderlige. Dens omgang
med et tema som indisk religionshysteri og guru-dyrkelse
udmærker sig ikke just ved fordybelse. Og en række af dens
12
bifigurer raver rundt som kulørte karikaturer i tvivlsom relation til hovedhandlingen. Men Jane Campions uortodokse
film udfordrer alligevel på en måde, der virker uendelig
opstrammende. Den opfyldes til bristepunktet af det personlige engagement, der skyr de nemme løsninger og vedtagne vinkler. For her pejler en ægte auteur-instruktør sig
lidenskabeligt ind på det gamle, forslidte tema: det hudløse
kærlighedsmøde mellem en ung pige og en moden mand,
gennemsyret af had, foragt og paradoksal tiltrækning.”
(Morten Piil)
”En roman af Tom Perrotta er forlægget, en pæn og snerpet
lille provinsby i Massachusetts er skuepladsen, og to hovedspor løber gennem filmens mosaik af en handling. I det
ene spor finder vi en hemmelig seksuel affære mellem den
forsømte Sarah og den frustrerede Brad, der begge er gift og
har et barn - deres første møde finder sted på en legelads mens det andet spor cirkler om den midaldrende Ronnie,
der har bosat sig i byen efter at have afsonet en dom for
pædofili og ved sin blotte tilstedeværelse forårsager hidsige
reaktioner hos bekymrede forældre, ikke mindst hos en
tidligere politimand, som har sit eget fælt raslende skelet
i skabet.
Forsømte ægtefæller, forbudt sex, kæntrede drømme,
aggressiv intolerance - følelserne i Little Children er så
sandelig ikke alle lige kønne, men de er genkendelige og
skildres af instruktøren Todd Field med en indtrængende
troværdighed, smukt baseret på et væld af præcise observationer af den menneskelige adfærds mærkværdigheder.
Stemningen er tragikomisk og enkelte steder lettere surrea-
Holy Smoke
USA/Australien 1999
Instr.: Jane Campion
Manus.:
Foto:
Musik:
Medv.:
Anna Campion & Jane Campion.
Dion Beebe.
Angelo Badalamenti.
Kate Winslet, Harvey Keitel, Julie Hamilton, Sophie
Lee, Dan Wyllie, Paul Goddard
Længde: 115 minutter.
Danske undertekster.
Little Chirldren
listisk, men sjældent højrøstet, for Little Children er ingen
hysterisk film og gør derfor stærkt indtryk, når personernes
frustrationer ved få lejligheder overrumplende får frit løb.
Der spilles nydeligt i alle roller, og man beundrer
især britiske Kate Winslet, der efter Titanic kunne være
blevet glitrende stjerne i Hollywood, men i stedet valgte
en kunstnerisk frygtløs form for karriere og nu yder en på
én gang uglamourøs og sensuel præstation som den erotisk
hungrende Sarah over for Patrick Wilson – der sidste år
imponerede med en kraftpræstation i David Slades skrappe
psykothriller Hard Candy – som den ubetænksomme elsker
Brad.”
(Ebbe Iversen)
Little Children
USA 2006
Instr.: Todd Field
Manus: Todd Field & Tom Perrotta efter Perrottas roman.
Foto:
Antonio Calvache.
Musik: Thomas Newman.
Medv.: Kate Winslet, Patrick Wilson, Jennifer Connelly, Gregg
Edelman, Sadie Goldstein, Ty Simpkins.
Længde: 137 minutter.
Danske undertekster.
Engel, min engel
Engel, min engel
Torsdag 16. december kl 19:00
”De to teenagere 15-årige Pauline Parker (Melanie Lynskey) og den noget ældre englænder Juliet Hulme (Kate
Winslet) møder hinanden på et college i Christchurch. Og
tiltrækkes omgående af hinanden. De lever i både fantasiens verden og den spirende seksualitets landskab, men
forholdet udvikler sig tilsyneladende ikke lesbisk. Selvom
det er tæt på.
Begge pigernes forældre opdager med bekymring
venindernes eskalerende besættelse af hinanden. Og søger
at skille dem ad. Pauline og Juliet reagerer på den tvungne
isolation med et voldsomt temperament og arrigskab.
Og kokette demonstrationer, der kun kan forvirre
forældrene.
Og så bryder helvede løs.
Juliet finder sin mor Hilda (Diana Kent) i seng med en
anden mand. Og det får forældrene til at lade sig skille.
Men Juliet vil de sende til Sydafrika for at få hende væk fra
Pauline. De to piger gør nu for alvor oprør. Og da Paulines
mor, Honora (Sarah Peirse) meddeler, at hun under ingen
omstændigheder vil lade sin 15-årige datter rejse, ja så kan
kun ende på en måde: dødeligt.”
(Paul-Jørgen Budtz)
Heavenly Creatures
UK/Tyskland/New Zealand 1994
Instr.: Peter Jackson
Manus.:
Foto:
Musik:
Medv.:
Fran Walsh & Peter Jackson.
Alun Bollinger.
Peter Dasent.
Melanie Lynskey, Kate Winslet, Sarah Peirse, Diana
Kent, Clive Merrison.
Længde: 99 minutter.
Danske undertekster.
13
I
taliensk stilhed
Cabiria
Mandag 15. november kl 19:00
Filmen foregår under den anden puniske krig og handler
om pigen Cabiria, der bliver kidnappet i forvirringen under
et vulkanudbrud på Etna (meget effektfuldt rekonstrueret)
og ender i Karthago. Hun bliver udsat for den ene livstruende fare efter den anden, men hver gang reddet af
sin beskyttende muskelmand Maciste (læs: datidens gode
terminator/Schwarzenegger figur).
Maciste (Bartholomeo Pagano) var altså blot en bifigur
(i manuskriptet hed han oprindelig Herkules), men hans
heroiske bidrag til Cabirias overlevelse var med til at gøre
ham til folkeeje; en ny helt var født.
Filmen var den dyreste, mest spektakulære og længste
indtil da (elefanterne, som krydser Alperne, er virkelige
elefanter, som går i rigtige bjerge) og indeholder tekniske
nyheder som fx dolly og kran optagelser. Den blev en kæmpesucces både i hjem- og udland, især i USA, hvor den
influerede Griffith i Babylon-historien i Intolerance. Instruktøren Pastrone, der arbejdede under pseudonymet Piero
Fosco, forblev ukendt i mange år, fordi filmen fremhævede
Gabriele D’Annunzio, datidens berømteste italienske forfatter, der dog kun havde bidraget med mellemteksterne.
”Cabiria stands as a major filmic achievement at a time
when the cinema was fighting for its place among the
other arts.”
(Liam O’Leary)
Cabiria
Italien 1914
Instr.: Giovanni Pastrone.
Manus.: Giovanni Pastrone (mellemtekster af Gabriele
D’Annunzio).
Foto:
Segundo de Chomon.
Medv.: Lidia Quaranta, Bartolemeo Pagano, Italia Almirante
Manzini.
Længde: 126 minutter.
Danske mellemtekster
14
Maciste i underverdenen
Maciste i underverdenen
Mandag 20. december kl 19:00
Bartolomeo Pagano spillede efterfølgende Maciste i mindst 26
stumfilm som fx Maciste som atlet, Maciste som turist, Maciste og
sølvkongens datter og Maciste versus Maciste. I 60’erne blev figuren
genoplivet i en snes film.
Den efter manges mening bedste af disse sequels er Maciste i
underverdenen fra 1925 – et effektmættet lodret dyk ned i helvedes
cirkler af damp og glohede, hvor rene sjæle er få, og tilgivelserne
færre.
.
”Imagine Benjamin Christensen (Häxen) and F. W. Murnau (Faust)
mixed with the adventure hero genre and you got an idea of this surreal and visually dazzling masterpiece. Fellini called it “one of the 10
best films ever made” and convinced him as a kid to enter the film
business.”
(Jens Pihl)
Cabiria
“This is one of the most amazing films I have ever seen. The scope of
its storytelling is nothing short of biblical, and I am not referring to the
plot but to the size of the film. This movie is bigger than all three of the
Peter Jackson’s JRR Tolkien’s The Lord of the Rings movies combined,
when proportions to era are taken into consideration. It dwarfs pretty
much anything you can think of and the only comparison I can make
would be maybe cross Birth of a Nation with Hieronymous Bosch’s
Garden of Earthly Delights triptych and throw in ample amounts of
that brown acid the Pigman was warning everyone about on the
Woodstock soundtrack.
…once it shifts underground every scene is depicted with the kind
of visual authority that will indeed take modern day viewers by surprise. It is a staggering movie filled with some of the most outrageous
visuals ever filmed, and is 81 years old. Holy Moses.”
(Steve Nyland)
Maciste all’inferno
Italien 1925
Instr.: Guido Brignone.
Cabiria
Manus.: Ricardo Artuffo efter Dante Alighieri.
Foto:
Ubaldo Arato, Segundo de Chomon.
Medv.: Bartolomeo Pagano, Franz Sala, Elena Sangro.
Længde: 99 minutter.
Italienske mellemtekster
15
Cykeltyve og
luderkarle
Fem fremragende italienske film fra 1949-61
Cykeltyven
Mandag 13. september kl 19:00
”Antonio Ricci er arbejdsløs i efterkrigstidens Rom. Han får
et job med at hænge biografplakater op, efter at hans kone
pantsætter familiens sengetøj for at kunne indløse hans
cykel. Kort efter at han er begyndt på sit nye arbejde, bliver
cyklen stjålet. Med sin lille søn Bruno på slæb gennemtraver han hele byen i et forsøg på at genfinde den. Undervejs
oplever han forskellige sider af det romerske bysamfund og
også nogle af de dybere klasseforskelle.
Mesterværket – den italienske titel oversættes ”cykeltyve” - betragtes med rette som et af de vigtigste værker i den
italienske neorealisme. Den franske kritiker André Bazin så
den også som en stor kommunistfilm. At Cykeltyven fik en
Oscar for Bedste ikke-engelsksprogede film i 1949 tyder
på, at den ikke blev opfattet som kommunistisk i USA.
Cykeltyven byder måske på filmhistoriens fineste
Cykeltyven
16
Storbyens jungle
beskrivelse af forholdet mellem en far og hans søn. Den er
fuld af underfundighed og skildrer den gradvise udvikling
af respekt og tillid mellem to rollefigurer. Og så er filmen
en rigtig hjerteknuser(…) Sat over for en film som Livet er
smukt fra 1997 får man en ide om, hvordan gennemsnitsfilmens verden og forhold til virkeligheden gennem det sidste
halve århundrede er blevet stadig mere infantil.”
(Jonathan Rosenbaum)
”Den arbejdsløses ubarmhjertige hverdagsproblem i fyrrernes Italien fik i Cykeltyven en gribende og frysende
sandfærdig beskrivelse. Af lutter trivielle dagligdags elementer formede de Sica en tragedie af i dag. Sådan som
millioner af hans landsmænd personligt kendte den. Filmen
var tillige en varmt medfølende skildring af menneskets
ensomhedsfølelse og isolation. Blottet for metafysisk eller
psykologisk filosoferen konfronterede filmen den hårdt
ramte arbejdsløse med den romerske sociale virkelighed.
Filmens anklage mod samtidens følelsesløshed eksploderede som en tidsindstillet bombe i tilskuerens sind. Anklagen
groede ud af det filmiske kunstværk med dets mylder af liv
og af autentiske mennesker. Fordi det var et kunstværk og
ikke blot og bar film à thèse, fik indholdets sociale anklage
klang.”
(Bjørn Rasmussen)
Ladri di biciclette
Italien 1949
Instr.: Vittorio de Sica.
Manus.: Cesare Zavattini, Vittorio de Sica efter roman af Luigi
Bartolini.
Foto:
Carlo Montuori.
Musik: Alessandro Cicognini.
Medv.: Lamberto Maggiorani, Enzo Staiola, Lianella Carell.
Længde: 86 minutter.
Danske undertekster
indtægtskilder. Han får fat i en ny pige, han prøver endog
at arbejde, men falder tilbage på tyveriet, og en dag bliver
han dræbt, da politiet vil arrestere ham…
Accatone er et produkt af samfundsforholdene, et offer
for en social sygdom. Det er marxistisk i orden. Men Pasolini er en højst udogmatisk marxist, og det er karakteristisk
for ham, at han ikke alene søger årsagerne til Accatones
skæbne i de ydre forhold. Han er også selv ansvarlig for
sine handlinger, og det er denne mere nuancerede sociale
problematik, der gør filmen interessant. Og i højere grad
end miljøbeskrivelsen, der er præcis, er det skildringen
Luderkarlen Accatone
Luderkarlen Accatone
Tirsdag 12. oktober kl 19:00
“Det er en skarp og bitter historie om en arbejdssky yngling
og hans mislykkede forsøg på at komme til rette med sin
tilværelse. Med en intim kamerastil i bedste neorealistiske
tradition maler Pasolini et skræmmende billede af fattigdommen og desperationen i Roms forstæder. Filmen
agiterer aldrig, men indirekte bliver den en anklage mod
samfundets passivitet.”
(Arne Svensson)
”I 1961 debuterede Pasolini som instruktør med Accatone,
baseret på et originalmanuskript af ham selv og i overvejende grad med amatører i rollerne. Filmen foregår i det miljø,
som Pasolini også analyserer i sine romaner. Den udspiller
sig i det terrain vague i udkanten af storbyen, hvor landet
begynder, et deprimerende og karakterløst område, der for
Pasolini også er ideelt som symbolbaggrund. Personerne i
filmen er småforbrydere, alfonser, dagdrivere, vitelloni, der
kun kan se hen til en fremtid, hvor de vil bevæge sig ud
og ind af fængsler. Accatone er hovedpersonen, en alfons,
hvis pige kommer i fængsel. Han må derfor finde andre
17
Il Tetto
Italien 1956
Instr.: Vittorio de Sica.
af Accatone, som er spændende. Det er hans reaktioner
og hans følelser over for sin omverden, der fængsler, ikke
mindst på grund af amatøren Franco Cittis helt indlevede
fremstilling af figuren.”
(Ib Monty)
Manus.:
Foto:
Musik:
Medv.:
Cesare Zavattini.
Carlo Montuori.
Alessandro Cicognini.
Gabriella Pallotta, Giorgio Listuzzi, Gastone Renzelli,
Maria Di Rollo.
Længde: 102 minutter.
Danske undertekster
”It is brutal, realistic, unsentimental, and bustling with life,
despite some rough edges. Particularly effective is the use
of Bach on the soundtrack ironically counterpointing the
world of pimps, prostitutes and street fighters.”
(Bloomsbury Foreign Film Guide)
Det søde liv
TIrsdag 9. november kl 19:00
Accatone
Italien 1961
Instr.: Pier Paolo Pasolini.
Historien, fortalt i syv episoder, er den evigkendte om
journalisten, der hellere vil have penge her og nu end stole
på, at drømmen om forfatteranerkendelse kan bære. De
lettjente penge udbetales af et fascistisk avis, for hvilken
han konstant må jagte de rige og smukke i Roms højere
selskabsliv og håbe at afdække saftige skandaler.
Manus.: Pier Paolo Pasolini og Sergio Citti efter Pasolinis roman
”Una vita violenta”.
Foto:
Tonino delli Colli.
Musik: J. S. Bach.
Medv.: Franco Citti, Franca Pasut, Silvana Corsini.
Længde: 120 minutter.
Danske undertekster
”Dybest set fremtræder Fellinis film som en dommedagsprædiken over hele den vestlige verdens livsstil og falske
idealer, som tydeligst kan registreres i de herskende lag,
men som siver ned til andre samfundsklasser også og søges
os alle påtvunget gennem de moderne massefordummelsesmidlers massive propaganda. Fellinis film har sin styrke
i at være en ærlig skildring af denne forrådnelsesproces –
med det forbehold, at han mere er den, der beskriver den
igennem en filmisk billedmagi, der virker i høj grad suggestiv, end han er den, der magter at gennemføre en analyse
af de forhold, han ser – og som han åbent blotlægger samtidig med, at han – endnu i hvert fald – står rådvild overfor,
hvad der kan gøres for at overvinde denne dybe krise.
På den måde virker filmen Det søde liv som et fortvivlet
råb om hjælp.”
(Eric Danielsen)
Tag over hovedet
Tirsdag 26. oktober kl 19:00
Historien udspiller sig i Roms arbejderkvarter, hvor et ungt
par gifter sig. Lidt over hals og hoved – og i hvert fald
uden ”tag over hovedet”. Da parret hurtigt bliver træt af de
meget trange og separate sovearrangementer hos familien,
planlægger de i løbet af en enkelt nat og med venners
hjælp at banke et interimistisk eget hjem på benene, inden
politiet dukker op. Ifølge datidens italienske lov kunne
beboere ikke smides ud, når først der var etableret et tag
på bygningen!
”Unpretentious and well played, this is one of the last of the
director’s quality Neo-Realist films. It is no Bicycle Thieves
or Umberto D, being much lighter-weight, but it manifests
the same sense of compassion for the poor” mener Bloomsbury Foreign Film Guide, hvorimod datidens tilskuere og
kritikere gav filmen en lunken modtagelse.
18
Tag over hovedet
“Federico Fellinis storfilm om tilværelsens ligegyldighed, et
portræt af et sted og en tid, indfanger på perfekt vis stilen
og attituderne i Roms mondæne selskabsliv i sommeren
1959 og fordømmer dens udøvere for at være sådan nogle
prægtige parasitter. Den vedvarende styrke i Det søde liv
Det søde liv
kommer af spændingen mellem
de voldsomme angreb på en
verden, hvis excesser unddrager sig satire, og den
fascination, man ikke
kan lade være med at
føle over for denne
vanvittige opvisning
af moderne dekadence.”
(Kim Newman)
FRI ADGANG
TIL ARoS
La Dolce Vita
Italien 1960
Instr.: Federico
Fellini.
Manus.: Federico Fellini,
Tullio Pinelli,
Ennio Flaiano,
Brunello Rondi.
Foto: Otello Martelli.
Musik: Nino Rota.
Medv.: Marcello Mastroianni, Anouk
Aimée, Anita
Ekberg,
Yvonne Furneaux, Alain Cuny.
Længde:173 minutter.
Danske undertekster
Storbyens jungle
Tirsdag 30. november kl 19:00
Pietro Germi, der mest er kendt
for den bidende satiriske
Skilsmisse på italiensk
fra 1961, instruerede
ti år tidligere denne
lidt anderledes,
neorealistisk
inspirerede kupfilm, hvor 4 lidt
sølle småforbrydere drister sig til
ER?
KR
UND OR 150
R
E
D
F
S 27
LLER
ÅR E AF ARo
7
2
K
U
M
ER D MEDLE W.AROS.D
V
W
BLI
ÅW
ERE
SE M
P
at røve billetindtægterne under en vigtig fodboldkamp, og
vi følger de fires individuelle forsøg på at undgå arrestation.
For den filmhistorieinteresserede kan nævnes, at Federico
Fellini var hovedforfatter på filmen, at den ved Venedig filmfestivalen i 1951 blev valgt til årets bedste italienske film,
og at Stanley Kubrick fik sit gennembrud med en lignende
kupfilm, The Killing, 5 år senere, dog sandsynligvis uden at
have set Germi’s forløber.
La città si difende
Italien 1951
Instr.: Pietro Germi.
Manus.: Federico Fellini, Tullio Pinelli, Luigi Comencini, Pietro
Germi.
Foto:
Carlo Montuori.
Musik: Carlo Rustichelli.
Medv: Paul Muller, Renato Baldini, Gina Lollobrigida, Fausto
Tozzi, Enzio Maggio.
Længde: 80 minutter.
Danske undertekster
19
Downtown
Berrytown
The Commitments
The Commitments
Mandag 27. september kl 19:00
”Kan man banke en soulgruppe med James Brown-power
sammen midt i Dublins slum? Det er ikke let i et område,
der ikke tænker og spiller i de toner. Mod all odds samler
Jimmy Rabbitte et band, der kan udleve hans drøm. Han
finder bl.a. tre korpiger i en baggård, en aparte forsanger
ved et bryllup og veteran-trompetisten Joey the Lips gennem en annonce. Dublin får SOUL – men hvordan holder
Jimmy sammen på den mildest talt uegale konstellation?”
(Morten Tang)
“Foul-mouthed, fast-talking and very funny, this is Parker’s
best to date…The result is a gritty, naturalistic comedy
blessed with a wry, affectionate eye for the absurdities of
the band’s various rivalries and ambitions; and the songs
are matchless.”
(Geoff Andrew)
”The Commitments er blevet en tæt lille film om 11 unge
hjerter, der finder sammen og skaber irsk sjæl i 80’ernes
20
Dublin, får musikken til at køre en kort og løfterig tid, før
fællesskabet går i stykker igen. Det er en episodefilm, der
lever på sine miljøer og skikkelser, sin tilstræbt autentiske
atmosfære.
Det der virkelig løfter filmen er musikken. Den har
sjæl, den har glød, den har nosser.”
(Bo Green Jensen)
”Enormously satisfying tale…Disarmingly engaging from
the word go, with charismatic cast of unknowns; filled with
irresistible music.”
(Leonard Maltin)
The Commitments
USA 1991
Instr.: Alan Parker.
Manus.: Dick Clement, Ian La Frenais og Roddy Doyle efter
dennes roman.
Foto:
Gale Tattersall.
Medv.: Robert Arkins, Michael Aherne, Angeline Ball, Maria
Doyle, Johnny Murphy, Andrew Strong.
Længde: 118 minutter.
Danske undertekster.
”I Dublin-forstaden Barrytown er der
ikke råd til store armbevægelser. Lediggang, interne konflikter og almindeligt
uheld hører til dagens orden. Blandt
beboerne bandes og svovles, kæmpes,
drikkes og hores der i stride strømme.
Men ”det satans liv” leves med en
stolthed og intensitet, man kun finder
i et ægte arbejdermiljø. Roddy Doyles
romaner om en families genvordigheder
i den fiktive bydel er populær læsning,
og Barrytown-trilogien (der i år blev
udgivet samlet for første gang herhjemme) er heldigvis lige så succesfuldt
filmatiseret.”
(Morten Tang)
The Van
Mandag 1. november kl 19:00
“Bimbo er blevet fyret, og jobbene hænger ikke på træerne
i forbandede Barrytown. Med sin sidste udbetaling og med
hjælp fra vennen Larry køber han en brugt varevogn og
starter en rullende fastfood-stand. Forretningen går udmærket til at begynde med. Der er VM i fodbold. Folk æder og
drikker. Pengene ruller ind. Men hvad med venskabet – kan
det holde, når hustruer og sundhedsmyndigheder også vil
blande sig i forretningen?”
(Morten Tang)
”The Van er endnu en engelsk film om menneskelig varme
i kølige omgivelser. Desværre lever den ikke op til forgængerne…
Efter det kolde øl kommer det lunkne. Sådan oplevede
jeg The Van oven på The Commitments og The Snapper,
de to tidligere film efter de to første dele af Roddy Doyles
trilogi om livet i Barrytown i Norddublin.”
(Per Calum)
”Men i sammenligning med Loach har Frears og Doyle
også i The Van en anderledes varm, humoristisk og livsbekræftende tone, som dog aldrig virker udglattende eller
romantiserende i amerikansk forstand. Historien i The Van
synes umiddelbart ikke af ret meget, men uden at rumme
den hvasse socialbevidste anklage, man oftest finder i
Loach’s film, har den alligevel en rigdom af hverdagslivets
detaljer og atmosfærer, der gør den til et stykke levende og
underholdende samtidsdokumentation.”
(Anders Rou Jensen)
The Van
Irland/England 1996
Instr.: Stephen Frears.
Manus.:
Foto:
Musik:
Medv.:
Roddy Doyle efter egen roman.
Mark Geraghty.
Eric Clapton, Richard Hartley.
Colm Meaney, Donal O’Kelly, Ger Ryan, Caroline
Rothwell.
Længde: 101 minutter.
Danske undertekster
The Van
The Snapper
Mandag 6. december kl 19:00
“Hjælp, Sharon er blevet gravid. Som om der ikke var
unger nok i familien! Hvem er faren – er der ”bare” tale
om en affære med en spansk sømand? Hele Barrytown er
mistroisk. Sladderen går. Men Sharons far støtter datteren –
helliger sig både fødselsforberedelse og kvindens anatomi
(hvilket hans kone også profiterer af) – og de to får en helt
ny fortrolighed. Hvad der faktisk skete nede på pubben,
kommer dog til at ændre tingene en smule…”
(Morten Tang)
”The Snapper er oprindelig lavet af BBC som TV-film, men
er også en biografoplevelse, inden for sine nøje afstukne
grænser så fuld af varmt, sjofelt og følsomt liv, at man bagefter husker den som fin, berigende menneskelighed. Disse
mennesker lever og de er lige til at elske!”
(Bent Mohn)
”This adaptation of Roddy Doyle’s novel may not display the
glitz and relentless energy of The Commitments, but it has
wit, feeling and authenticity…While the film is less obviously
feel-good than The Commitments, its final resolution is more
thoroughly earned – and, as a result, deeply affecting.”
(Geoff Andrew)
“Wonderful adaptation of Roddy Doyle’s novel…Vivid,
funny, and believable, sparked by good performances –
especially Meaney as the bewildered (but basically goodhearted) father.”
(Leonard Maltin)
The Snapper
England 1993
Instr.: Stephen Frears.
Manus.: Roddy Doyle efter egen roman.
Foto:
Oliver Stapleton.
Musik: Tina Kellegher, Colm Meaney, Ruth McCabe, Eanna
MacLiam.
Længde: 94 minutter.
Danske undertekster
The Snapper
21
Berlinalen
I 2010 afholdtes Berlin International Film
Festival for 60. gang. Gennem tiderne har
festivalen oplevet mange op og nedture,
men altid forsøgt at fastholde sin vigtigste
målsætning: At bruge filmkunsten som et
middel til at fremme international forståelse.
Dens vægtige fætter, filmfestivalen i Cannes,
blev startet i 1939 som et modsvar til fascismens indtog på Venedig-festivalen. Grundet
andet verdenskrig blev den første Cannesfestival dog først afholdt i 1946 og kom
således aldrig til at spille den politiske rolle,
som den var tiltænkt. Cannes har siden hen
udviklet sig til en kunstnerisk højborg, mens
Berlinalen ses som den mere tilgængelige
og mindre selvhøjtidelige festival.
Festivalens mange programsektioner bliver
vist i biografer spredt over hele Berlin. Det
giver festivalen en stor diversitet. Festivalen
er en folkefest, hvor der sælges i omegnen
af 200.000 billetter til de op mod 400
film fra hele verden, der vises hvert år.
Den tyske fiasko
Hvor festivalen i sig selv har været en
stor succes, er sideprojektet med at løfte
tysk filmindustri lykkedes i mindre grad. I
Berlinalens tidlige år reagerede publikum
negativt på de svage tyske produktioner, og
flere forestillinger måtte aflyses på grund af
hidsige buh-råb.
Særligt 1953 var grum. De tyske film Der
Kampf der Tertia af Erik Ode og Ein Herz
spielt falsch af Rudolf Jugert blev betragtet som fiaskoer, der sammenlignet med
kvaliteten på de internationale produktioner virkede direkte pinlige for den tyske
filmindustri.
Tysk film var stadig i en sårbar position.
Næsten samtlige produktionsfaciliteter var
blevet ødelagt under krigen, og filmene
blev lavet under kummerlige forhold.
Genopbygningen blev yderligere forsinket
af misforståelser og af, at de tyske producenter i mangt og meget lavede film på det
amerikanske militærs nåde.
22
I 1955 vendte lykken dog med Robert Siodmaks Rotterne, som vandt både publikums
hjerter og blev rost af filmkritikerne. Filmen
blev hyldet for sin realisme og for sin kompromisløse skildring af et krigshærget Berlin.
Den kolde krig
At starte en festival i det politiske morads,
som herskede i Berlin efter krigen, krævede
mod. I lange perioder har Berlinalen kæmpet med politiske kontroverser, ikke mindst
i lyset af Berlins unikke geografiske placering under Den Kolde Krig.
Indtil Berlin-muren blev en realitet i 1961,
var festivalen en samlende faktor. Fra 1962
var festivalen lukket land for østberlinere.
Det førte til drastisk fald i publikumstallet
og til en stigende kritik af festivalens program, som i nogle år blev udskældt for at
være uden ambitioner og indhold.
Festivalen i 1965 var et vendepunkt, hvor
direktør Alfred Bauer tog den stigende
kritik af Berlinalens filmvalg til sig og lancerede en ’Berlin-reform’ og et anderledes
stærkt internationalt program. Reformen
betød blandt andet en professionalisering
af juryen. Tidligere havde hvert land selv
valgt og sendt en repræsentant, men nu
blev festivalen ført an af ledende kritikere.
Den amerikanske far
Berlin havde i 1920erne været filmens
europæiske epicenter. Næsten alt innovativt
inden for filmverden kunne spores hertil,
og byen emmede af glitter, glans og talent. 30 år senere var Berlin en by i ruiner.
Talenterne var flygtet, og glansen var et
fjernt minde.
Efter krigen stod USA som tysk films formynder. For at løfte filmproduktionen ud
af krisen fik den amerikanske filmofficer
Oscar Martay ideen til en festival. Sammen
med sin britiske kollega George Turner
iværksatte han planerne, og den 9. oktober
1950 blev en komité dannet. Den første festival blev på den måde en realitet – med det
amerikanske militær som gavmild onkel.
Den første festival
Alfred Hitchcocks Rebecca åbnede den
første Berlin-festival den 6. juni 1951. Filmens stjerne, Joan Fontaine, var æresgæst.
Festivalen delte priser ud med rund hånd;
faktisk var der priser i snart sagt alle genrer.
Disneys Askepot blev på den måde ballets
dronning med en Guldbjørn for bedste
musical, mens den schweiziske Die Vier im
Jeep vandt Guldbjørnen for bedste drama.
Festivalen var et prestigeprojekt, hvor hele
verdens film skulle vises – selv om byen var
delt. Filmene skulle fremme den internationale forståelse, hvilket gjorde de kritiske
røster fra Østberlin og fra kommunister,
hvis film ikke blev vist, ekstra smertefulde. For at modgå beskyldningerne om,
at Berlin-ledelsen bedrev propaganda, blev
forestillingerne gjort billigere i Østberlin.
Har man sagt b...
Fra starten håbede Berlinalen, at den kunne
få samme anerkendelse som sine berømte
festivalfætre i Cannes og Venedig. Men
den slags bestemmer filmproducent-organisationen FIAPF (Fédération Internationale
des Associations des Producteurs de Films).
Med hård hånd fastsætter organisationen,
hvilken status en festival har. Og Berlin blev
vurderet til at være en B-festival.
Kun anerkendte A-festivaler måtte benytte
sig af jurypriser, hvilket gjorde, at festivalen
i Berlin de første år var af begrænset betydning på det internationale marked – og
dermed som trækplaster for kendisser.
Guldbjørnen var udelukkende udtryk for
publikums gunst indtil 1955, hvor den
tyske republik gav festivalen et økonomisk boost og dermed indirekte
sikrede overgangen til A-festival-status.
Optøning af Østblokken
Modstanden mod festivalen var fortsat benhård fra Østeuropas politikere, der ganske
enkelt boykottede den. Andre filmfestivaler,
bl.a. Cannes, viste film fra socialistiske
lande, og netop fordi vedtægterne for Berlin
betonede det internationale aspekt så kraftigt, gjorde boykotten ondt.
I 1958 inviterede festivalen eksplicit Sovjetunionen med til festivalen, men på grund
af kommunikationsbrister faldt det til jorden. Først i 1974 deltog den første russiske
film i konkurrencen: With You and Without
You. Tre år senere vandt Larisa Shepitko
Guldbjørnen for filmen Opstigningen.
Guldbjørnens dans
Med dens nyvundne status blev festivalens
image løftet, og det førte til ankomsten af
mange flere stjerner og langt højere international profilering. Glansen var igen over
byen. Siden har Guldbjørnen strålet i centrum for en festival, hvis mission om film
som en samlende international faktor stadig
er relevant og værd at fejre.
(Martin Grøn)
Filmklubben fejrer jubilæet med følgende
lille serie af guldbjørnevindere.
De røde marker
mandag 20. september kl 19:00
”Zhang Yimous debutfilm blev modtaget som et mesterværk og tildelt Guldbjørnen i 1988. Filmen foregår i en
afsidesliggende provins i det nordlige Kina i 1920’erne
og 1930’erne. Det er historien om den 18-årige Nine, der
bliver afhændet som brud til en ældre spedalsk vinbonde
i bytte for et muldyr. På vej til sit bryllup bliver Nine og
hendes følge overfaldet, men den stærke bærer Yu redder
hende fra at blive voldtaget. Nine og Yu indleder et forhold,
og den gamle vinbonde bliver fundet død under mystiske
omstændigheder. Nine overtager vingården, gifter sig med
Yu og får en søn. Da invaderes området af brutale japanske soldater. Zhang Yimou fylder hver eneste scene med
udtryksfulde, farverige og sensuelle billeder, der hylder det
traditionelle kinesiske bondeliv.”
(Martin Grøn)
”Skildringen af den kvindelige hovedperson er radikalt
anderledes, end vi er vant til. Hun er opfattet som et selvstændigt individ med egen moralsk holdning og drevet af
seksuelt begær. Det er noget helt uhørt i kinesisk film.”
(Carl Nørrested)
Hong Gaoliang
Kina 1987.
Instr.: Zhang Yimou.
De røde marker
Manus.: Chen Jianyu, Zhu Wei og Mo Yan efter noveller af sidstnævnte.
Foto: Gu Changwei.
Musik: Zhao Jiping.
Medv.: Gong Li, Jiang Wen, Teng Rujun, Liu Ji, Qian Ming.
Længde: 92 minutter.
Danske undertekster.
Veronika Voss’ længsel
Mandag 25. oktober kl 19:00
”Veronika Voss er i 1950’erne en afdanket skuespiller, der
en dag ramler ind i sportsjournalisten Robert Krohn. Han
fascineres af eks-stjernen og får efterhånden en fornemmel-
23
Veronika Voss’ længsel
ger og sit heftige, harmdirrende emotionelle overtryk. Ikke
vederkvægende, måske væmmelig, men væsentlig.”
(Ebbe Iversen)
Die Sehnsucht der Veronika Voss
BRD 1981.
Instr.: Rainer Werner Fassbinder.
Manus.: Pea Frölich og Peter Märthesheimer.
Foto: Xaver Schwarzenberger.
Musik: Peer Raben.
Medv.: Rosel Zech, Hilmar Thate, Annemarie Düringer, Armin
Mueller-Stahl, Volker Spengler, Lilo Eder, Harry Baer,
Juliane Lorens, Rainer Werner Fassbinder.
Længde: 105 minutter.
Danske undertekster.
se af, at en rig kvindelæge, Dr. Katz, forsyner hende med
narkotika for at få testamenteret alle hendes jordiske ejendele. Under opklaringsarbejdet myrdes Roberts veninde.
Også den statslige leder af narkotikakontrollen er involveret
i komplottet, der til slut koster Veronika Voss livet. Og skønt
Robert Krohn har indsigt i alt, som er foregået, regnes han
for en syg fantast, når han forsøger at få myndighederne til
at tro, hvad der sker bag den pæne facade.”
(Christian Braad Thomsen)
”Det er en depressiv og slutteligt desperat historie, og dens
visuelle stil svarer nøje til indholdet. Filmen er fortalt i grelle, krasse sort/hvide kontraster, og den er fuld af skærende
blink og skæve vinkler, stejle trapper og voldsomme skygger. Den udspiller sig næsten udelukkende i klaustrofobiske
interiørs uden ro og hvile, uden luft og uden andet lys end
det kunstige – lige så bevidst og konsekvent artificielt som
alt andet i filmen. Atmosfæren er kvælende i denne film,
hvor arven fra Caligari mødes med massive påvirkninger fra
1950’ernes hæmningsløse amerikanske tårepersere.
Således bliver filmen en pinefuld, men ikke plagsom
oplevelse. Den er et på én gang manieret og magtfuldt
melodrama – et mareridt af dekadence, udnyttelse og krakelerede psyker, simrende af opløsning og fordærv, uden
andre flugtruter end desillusionen eller døden. Det er en
patetisk og paranoid film, som forenkler og forgrover, men
som også uophørligt fastholder med sine dristige stiliserin-
24
Tre, der elsker hinanden
Mandag 22. november kl 19:00
”Wai-Tung har det fortrinligt. For ti år siden flyttede han fra
fødelandet Taiwan til USA, hvor han økonomisk har klaret
sig godt, og nu lever han og hans amerikanske samlever
Tre, der elsker hinanden
Simon en behagelig tilværelse i New Yorks Greenwich
Village. Problemet er bare, at Wai-Tungs forældre hjemme
i Taiwan så frygteligt gerne vil have, at han gifter sig og
fører slægten videre. For at berolige dem lader Wai-Tung
dem forstå, at det agter han nok også - men så møder de
prompte op i New York for at deltage i hans bryllup. Det er
ikke så heldigt, for forældrene må endelig ikke opdage, at
Wai-Tung er bøsse. Altså gifter han sig proforma med den
kinesiske pige Wei-Wei – som dermed sikrer sig et green
card, altså en eftertragtet opholdstilladelse i USA – men
da forældrene ikke har spor travlt med at rejse hjem igen,
begynder situationen at blive penibel. Også for den arme
Simon, der må spille rollen som Wai-Tungs husvært.”
(Ebbe Iversen)
”The Wedding Banquet er instrueret af Ang Lee, og han har
et lykkeligt, let håndelag. Uanset kønslig observans lader
han sine mennesker være mennesker, ganske almindelige
mennesker, hvis ualmindelige problemer vi nemt nok kan
engagere os i. Filmen har charme, vid og brod. Instruktør og
manuskriptforfatter kan sammen med et hold udmærkede
skuespillere skabe hverdag, løfte den til farce, ændre den
til tragedie, altsammen ganske ubesværet.
Filmen er skabt til lyst. Men samtidig lister den med
takt og klogskab fin moral og fin forståelse ind i sit ret
delikate, ret kyniske emne. Det kunne have inviteret til
platheder. I stedet får vi helt indtagende, helt bevægende
filmkunst, i høj grad værd at se. Man går ud af biografen i
højt humør og synes endda, at man er blevet lidt klogere
på livet.”
(Bent Mohn)
The Wedding Banquet
USA-Taiwan 1993.
Instr.: Ang Lee.
Manus.: Ang Lee, Neil Peng og James Schamus.
Foto: Jong Lin.
Musik: Mader.
Medv.: Sihung Lung, Ah-Leh Gua, Winston Chao, Mitchell
Lichtenstein, May Chin og Dion Birney.
Længde: 108 minutter.
Danske undertekster.
Central Station
Mandag 13. december kl 19:00
”Dora er pensioneret skolelærer og supplerer pensionen
ved at skrive breve for analfabeter på hovedbanegården i
Rio de Janeiro. Her ankommer alle slags skæbner, her krydses de, og herfra afgår de; her skifter de spor, her bliver de
afsporet, her kommer de på sporet; et klaustrofobisk, pittoresk mylder. En del betror sig til Dora, når de dikterer deres
forelskelse, vrede, længsel, desperation. Tilsyneladende
tjener Dora, der nok er midt i tresserne, pænt, og hun er
ret så grådig efter penge. Hun poster bare ikke - i hvert fald
ikke altid - brevene, men har en hel skuffe fuld hjemme i
sin lejlighed, hvor hun diskuterer dem og morer sig over
dem sammen med en veninde. En dag må Dora tage sit
livs beslutning: Moderen til en ni-års dreng bliver dræbt af
en bus, og drengen, Josu, er alene i verden med udsigt til
et usselt liv som gadebarn. Dora får ham mod klækkelig
betaling afsat til adoption, men plages af moralske skrupler
og mistanke om, at børnene udnyttes til organdonation, så
Central Station
hun kidnapper knægten - hvad hun slipper afsted med lige
lovligt nemt, det er trods alt professionelle forbrydere, hun
er oppe imod. Så begynder hun og drengen en lang, lang,
udmattende rejse nordpå - for at finde hans far. Penge har
de ingen af, og de kommer ud for lidt af hvert. Hun gribes
af en gryende forelskelse i en lastbilchauffør, men han skal
ikke nyde noget. Og mellem hende og drengen spirer der
trods gensidig irritation og åbenlyse konflikter en fortrolighed og samhørighed frem”
(Johs. H. Christensen)
”Det er således en klart moralsk historie, Walter Salles fortæller. Kald det næstekærlighed eller solidaritet. Det handler om at påtage sig det ansvar, livet placerer i ens hænder.
Men Central Station er heldigvis ikke moraliserende, og så
er den dejlig usentimental. Filmen har glimt i øjet og humor
i sin skildring af den modvillige Dora og et Brasilien, hvor
religiøse vækkelsesbevægelser tilbyder udfrielse i stedet for
ansvar. Filmen er først og fremmest henvendt til instruktørens brasilianske landsmænd. Historien er placeret i en
brasiliansk virkelighed, som er Salles’ vigtigste pointe. Det
er denne verden, vi lever i. Den er hård og ubarmhjertig, og
kun os selv kan gøre den til andet. Men det er paradoksalt
nok, fordi den er så konkret brasiliansk, at den også virker
så stærkt universelt. Vi bliver bevæget af virkeligheden. Når
vi kan se, at det er en virkelighed, der er svær at leve i og
kræver et svar af hver enkelt. Det er denne kombination af
en universel pointe og lokal virkelighed, som gør Central
Station til et stykke klassisk humanistisk filmkunst. Ikke
mere brasiliansk end Vittorio De Sicas Cykeltyven var italiensk. Central Station er en film, der vil bevæge sit publikum
og formår at gøre det med sin enkle fortælling og sin billedstærke realisme. Den fortjener hver eneste af de mange
priser, den har fået.”
(Kim Skotte)
Centralo de Brasil
Brasilien-Frankrig 1998.
Instr.: Walter Salles.
Manus.: Marcos Bernstein, Joao Emanuel Carneiro og Walter
Salles.
Foto: Walter Carvalho.
Musik: Jaques Morelenbaum.
Medv.: Fernanda Montenegro, Marilia Pera, Vinicius de Oliveira, Soia Lira, Othon Bastos.
Længde: 113 minutter.
Danske undertekster.
25
Salmer fra køkkenet
Sært
skandinavisk
Aftenlandet
Mandag 18. oktober kl 19:00
Den engelske instruktør Peter Watkins vakte opmærksomhed med en række kontroversielle drama-dokumentarer
i 60’erne og 70’erne. Culloden (1964) er rekonstrueret
som ekstremrealistisk tv-reportage om slaget mellem englændere og skotter i 1746. Krigsspillet (1966), der skildrer
situationen i England under en atomkrig, var for grum og
politisk sprængfarlig for BBC, der nægtede at vise den, men
den blev vist i biograferne. I 70’erne lavede Watkins film i
Norden, bl.a. den danske Aftenlandet (1977) med undertitlen ”En film om dit liv og dem der stjæler det”.
26
Aftenlandet
”En fiktiv reportage- og dokumentarfilm om Danmark i
1980 – altså tre år frem i tiden. En strejke på et lukningstruet
skibsværft ender i generalstrejke, og under et EF-topmøde
mellem ministre og hærchefer kidnappes den danske markedsminister af terrorister. Den svage socialdemokratiske
regering accepterer voldelige nedkæmpninger af lovlige
demonstrationer, og der forekommer razziaer og anholdelser. Markedsministeren befries, og strejken bryder sammen.
I film som Krigsspillet, Pop-guden, Punishment Park og den
danske Aftenlandet kolporterede Peter Watkins forenklede
paranoia-visioner, ofte næret af ekstreme venstrefløjsynspunkter og sat op med betydelig fornemmelse for showmanship.
Alligevel blev Aftenlandet et flop, kun set af små
20.000 tilskuere. – Anmeldelserne prægedes af den respekt,
man skylder en film med noget presserende på hjerte, men
der var afgørende indvendinger.
Filmen har ca. 200 ikke-professionelle medvirkende og
blev optaget på fire hektiske uger. Hverken Watkins selv
(der aldrig siden lavede flere af den slags politiske paranoiafilm) eller hans producent Ebbe Preisler var helt tilfreds med
resultatet. Ebbe Preisler udtalte i et interview …:
”Det, der skuffede Watkins var, at man ikke kunne
hidse danskere op. Hans teknik var baseret på at sætte
”vrede” grupper op mod hinanden, men først bringe dem
sammen under selve optagelsen. Men danskerne fandt alt
for let en grimasse, der ku’ passe, og han måtte selv skabe
dramatik i klippebordet.”
(Gyldendals filmguide)
Jesper Tang sluttede sin anmeldelse - en af de mere positive – således: ”Aftenlandet forbliver et stykke solidt modpolitisk arbejde (…) og på visse vilkår formidabelt præcist
og godt lavet. Det er opmuntrende – midt i angsten – også
at se det politiske indhold udmøntet i en sådan blanding af
kunstnerisk, teknisk og politisk talent.”
Aftenlandet
Danmark 1977
Instr.: Peter Watkins.
Manus.:
Foto:
Musik:
Medv.:
Peter Watkins, Poul Martinsen, Carsten Clante.
Joan Churchill, Fritz Schrøder.
Anders Koppel.
Peter Bay, Merete Borker, Jon Bang Carlsen, Lars
Engels, Mette Fugl, Carl Madsen.
Længde: 109 minutter.
Salmer fra køkkenet
Mandag 8. november kl 19:00
”Forunderlig og meget særpræget norsk komedie, der
udspiller sig i 1950erne, hvor en større svensk køkkenproducent sætter sig for at undersøge ugifte norske mænds
adfærd i køkkenet. Derfor ansættes en række observatører
til i en lille norsk by at følge de lokale enliges køkkenadfærd. Observatørerne må ikke kommunikere med de observerede, men blot sidde på en stol i køkkenet og registrere.
Vi følger et sådant par, der dog ikke evner at opretholde
den kølige facade, men bryder reglerne og starter et jovialt
venskab.
Det er en vanskeligt beskrivelig film, men særegent
poetisk og underfundigt morsom.”
(Ole Caspersen)
Iris, blændende spillet af Kati Outinen, arbejder på en
tændstikfabrik, og hendes godhed misbruges groft af såvel
arbejdsgiver som forældre; hun finder sig ganske enkelt i
alt alt for meget. Men da Iris opdager, at hendes drøm om
den store forløsende kærlighed kun har bragt hende et onenight stand – med fatale konsekvenser – beslutter hun at
tage sagen i egen hånd. Bevæbnet med rottegift…
film – et skoleeksempel på, hvordan man kan fortælle i
billeder. Hver enkelt indstilling er så rig på betydningsfulde
(og/eller mærkværdige) detaljer, at filmen kun vinder ved
gentagne gennemsyn. Det er ikke ufortjent, at man har
sammenlignet hans nøjsomme stil med Robert Bressons,
men dog uden dennes katolske nådesbegreber. Kaurismäki
er 100 procent solidarisk med sine personer, der alle er
Pigen fra tændstikfabrikken
Salmer fra kjøkkenet
Norge 2003
Instr.: Bent Hamer.
Manus.:
Foto:
Musik.:
Medv.:
Bent Hamer, Jörgen Bergmark.
Philip Øgaard.
Hans Mathisen.
Joachim Calmeyer, Tomas Norström, Björn Floberg,
Reine Brynolfsson.
Længde: 95 minutter.
Danske undertekster
Pigen fra
tændstikfabrikken
Mandag 29. november kl 19:00
Aki Kaurismäki har aldrig været bange for respektløst at
opskrive klassiske romaners eviggyldige personligheder
og skæbner til skæve og ekstremt normale eksistenser i
nutidens Europa og Helsinki. Hans første spillefilm var en
egensindig filmatisering af Dostojevskijs ”Forbrydelse og
straf”. I Pigen fra tændstikfabrikken er det H. C. Andersens
”Den lille pige med svovlstikkerne”, der må se sit længselsfulde eventyr opskrevet til nutidens Helsinki.
Som hos Andersen er det historien om kampen mellem den forfrosne og fornedrede lille pige med de store
og ægte følelser versus den kolde og kyniske virkelighed.
”Pigen fra tændstikfabrikken er 3. del i Aki Kaurismäkis
finske taber-trilogi, og har man set de to første – Skygger
i paradis og Ariel – ved man til dels, hvad man går ind til:
finsk socialrealisme med tungen i kinden. Det er alvorligt
ment, men fortalt med så kulsort humor, at elendigheden
bliver mindre grå end i de ægte socialrealistiske værker,
som finsk film- og tv-historie er så rig på.
Historien er ultra-asketisk fortalt. Her er intet overflødigt. Personerne, der er kapslet ud i hver sin ensomhedsgruppe, udveksler så få ord som muligt, klipningen skjuler
ofte centrale handlingselementer for os, og billederne er
ribbet for enhver form for skønmaleri. Og alligevel er Pigen
fra tændstikfabrikken – som de fleste af Aki Kaurismäkis
misfits i et rationelt, moderne industrisamfund, men solidariteten udelukker ikke humoren.”
(Eva Jørholt)
Tulitikkutehtaan tyttö
Finland 1990
Instr.: Aki Kaurismäki.
Manus.: Aki Kaurismäki over H. C. Andersen’s ”Den lille pige
med svovlstikkerne”.
Foto:
Timo Salminen.
Medv.: Kati Outinen, Elina Salo, Esko Nikkari, Vesa Vierikko.
Længde: 68 minutter.
Danske undertekster
27
Robert
Bresson
I dette forår stillede det engelske filmtidsskrift Sight & Sound
spørgsmålet, hvilke der var de fem bedste bøger, der var skrevet
om film, til 51 af verdens førende kritikere og filmbogsforfattere. På top 5 listen kom Bresson’s arbejdsnotater, Notes on the
Cinematographer, en lille tynd bog med hans korte (undertiden
meget korte) refleksioner over filmskaben og filmkunst.
Her er to af hans film til illustration af disse overvejelser – eller som han nok ville foretrække at
sige, forsøg på at virkeliggøre disse overvejelser.
Mouchette – den voldtagne
TIrsdag 5. oktober
”Forholdet mellem hovedpersonen, den 14-årige Mouchette, og et primitivt, provinsielt landsbymiljø er filmens akse,
og den viser, hvor lidt der skal til, hvilke uheldige omstændigheder der behøves, før man er en udvalgt, i denne sammenhæng en udstødt. Historien om Mouchettes skæbne og
selvmord er en antydet hekseproces i miniature, samtidig
med at den fortæller om outsiderpositionens lammende
ensomhed, og om den higen efter tryghed og kontakt, som
Mouchette vanskeligt forstår at udtrykke.”
(Øystein Hjort)
”Med en ufattelig økonomi i brugen af virkemidler, uden
at foretage en eneste kamerakøretur, blot med en lang
række diskrete optoninger og nedtoninger, afdækker Bresson skånselsløst sit franske landsbysamfund, samtidig med
28
”Med sine egne film reagerede Robert Bresson (1907-99) voldsomt mod biograffilmens
normale formsprog, som han fandt litterært
og teatralsk og insisterede på at finde frem
til, hvad han opfattede som et egentligt
filmisk sprog. Han mente, at professionelle
skuespillere ikke hørte filmen, men teatret
til. I stedet brugte han amatører, som han
neddæmpede til det helt udtryksløse, ligesom hans kamera som oftest var statisk. I
sine arbejdsnotater begrundede han sin stil:
”Den, der kan arbejde med et minimum, når
frem til højdepunkter. Den, der arbejder med
højdepunkter, når aldrig frem til et minimum.”
(Chr. Braad Thomsen)
at han følger Mouchette på hendes vej mod undergang.”
(Henrik Stangerup)
”Med al sin skønhed, renhed og grusomhed vil Mouchette til
enhver tid stå som et eklatant bevis på det, filmkunsten ifølge
Bresson kan og bør være, ”ikke noget skuespil, men et skrift…
som er i stand til at indfange det, der ikke kan siges med ord.””
(Martin Drouzy)
Mouchette
Frankrig 1967
Instr.: Robert Bresson.
Manus.: Robert Bresson efter Georges Bernanos’s ”Nouvelle
histoire de Mouchette”.
Foto:
Ghislain Cloquet.
Musik: Monteverdi’s “Magnificat”.
Medv.: Nadine Nortier, Jean-Claude Guilbert, Marie Cardinal,
Paul Hébert.
Længde: 79 minutter.
Danske undertekster
Mouchette – den voldtagne
En dødsømt flygter
En dødsdømt flygter
Tirsdag 23. november kl 19:00
En dødsdømt flygter skildrer en ung franskmands flugt fra et gestapofængsel under 2.
verdenskrig. Den polske instruktør Krzysztof
Kieslowski har berømmet filmen og har den
på sin liste over de ti bedste film, der er lavet,
ligesom Bjørn Rasmussen har den med i sin
bog om ”Verdens (150) bedste film”, hvori
han bl.a skriver:
”I denne komplekse film mødes fem sideløbende motivrækker, nittet sammen med
mageløs kunstnerisk kraft. For det første en
dokumentarisk minutiøs beskrivelse af alle
detaljer vedrørende en flugt. For det andet en
historisk rekonstruktion af løjtnant Devignys
autentiske flugt fra Montluc. For det tredje en
psykologisk analyse af menneskets vilje og
uovervindelige energi. For det fjerde et fuldendt klassisk drama (i græsk forstand), og for
det femte de spirituelle resonanser, samlet især
om nådens problem.”
”The kind of film which inspires awe, even in
an atheist.”
(Nigel Floyd)
Un Condamné à mort s’est échappé
Frankrig 1956
Instr.: Robert Bresson.
Manus.: Robert Bresson efter André Devigny’s
memoirer.
Foto:
Léonce-Henry Burel.
Musik: Mozart’s c-moll messe.
Medv.: Francois Leterrier, Charles le Clainche,
Maurice Beerblock, Roland Monod.
Længde: 99 minutter.
Danske undertekster
AARHUS TEATER
½ PRIS FOR STUDERENDE MANDAG-TORSDAG
5 scener >> 15 forestillinger >> 6 aftener om ugen
FANNY OG
ALEXANDER > SHAKESPEARES ROMEO OG JULIE >
SONDHEIMS SWEENEY TODD > MOLIÉRES TARTUFFE
LARS VON TRIERS
ANTICHRIST
> BERGMANS
AARHUSTEATER.DK
29
I efteråret 2010 kan vi
blandt andet tilbyde følgende:
Woody Allens
YOU WIL MEET A TALL DARK
STRANGER
Alle film starter kl. 19.00
September
november
mandag 13/9:Cykeltyven M
Instruktør: Vittorio de SicaSide 16
Mandag 1/11:The Van M
Instruktør: Stephen FrearsSide 20
Torsdag 16/9:Evigt solskin i et pletfrit... M
Instruktør: Michel GondrySide 10
Torsdag 4/11: Little Children M
Instruktør: Todd FieldSide 12
Mandag 20/9:De røde marker M
Instruktør: Zhang YimouSide 23
Mandag 8/11:Salmer fra køkkenet M
Instruktør: Bent HamerSide 27
efter Muriel Barberys roman.
Tirsdag 21/9:Sange fra anden sal M
Instruktør: Roy AnderssonSide 4
Tirsdag 9/11:Det søde liv M
Instruktør: Federico FelliniSide 18
Roselyne Boschs
LA RAFLE
Mandag 27/9:The Commitments M
Instruktør: Alan ParkerSide 20
Mandag 15/11:Cabiria S
Instruktør: Giovanni PastroneSide 14
Torsdag 30/9: Fornuft og følelse M
Instruktør: Ang LeeSide 11
Tirsdag 16/11: Fanny og Alexander M
Instruktør: Ingmar BergmanSide 6
oktober
Mandag 22/11:Tre, der elsker hinanden M
Instruktør: Ang LeeSide 24
med Antonio Banderas og Anthony Hopkins.
Mona Achaches
PINDSVINET
med Jean Reno.
Frederick Wisemans
LA DANCE
- dokumentarfilm om Paris Ballet de l’Opera.
Rudolphe Marconis
LAGERFELD CONFIDENTIEL
- dokumentarfilm om Karl Lagerfeld.
Tirsdag 5/10:Mouchette – den voldtagne M
Instruktør: Robert BressonSide 28
Torsdag 7/10: Holy Smoke M
Instruktør: Jane CampionSide 12
Tirsdag 12/10: Luderkarlen Accatone M
Instruktør: Pier Paolo PasoliniSide 17
Torsdag 14/10: Stille lys
Instruktør: Carlos RaygadasSide 3
Luca Guadagninos
I AM LOVE
Mandag 18/10: Aftenlandet M
Instruktør: Peter WatkinsSide 26
med Tilda Swinton og Flavio Parenti.
Tirsdag 19/10: Fucking Åmål M
Instruktør: Lukas MoodyssonSide 5
Andrea Arnolds
FISH TANK
Mandag 25/10: Veronika Voss’ længsel M
Instruktør: Rainer Werner FassbinderSide 23
med Katie Jarvis og Sarah Bayes.
Tirsdag 26/10:Tag over hovedet
Instruktør: Vittorio de Sica
www.paradisbio.dk
S
30
M
Side 18
Tirsdag 23/11: En dødsdømt flygter M
Instruktør: Robert BressonSide 29
Mandag 29/11: Pigen fra tændstikfab... M
Instruktør: Aki KaurismäkiSide 27
Tirsdag 30/11:Storbyens jungle M
Instruktør: Piet ro GermiSide 19
december
Mandag 6/12:The Snapper M
Instruktør: Stephen FrearsSide 21
Tirsdag 7/12:To mennesker M
Instruktør: Carl Th. DreyerSide 6
Mandag 13/12: Central Station M
Instruktør: Walter SallesSide 25
Torsdag 16/12: Engel, min engel M
Instruktør: Peter JacksonSide 13
Mandag 20/12: Maciste i underverdenen S
Instruktør: Guido BrignoneSide 15
M = film præsenteret af Det Danske Filminstitut/Museum & Cinematek
= stumfilm præsenteret af Det Danske Filminstitut/Museum & Cinematek. Reduceret pris.
Ret til ændringer forbeholdes.
Se opslag ved Filmklubben og vores hjemmeside i tilfælde af ændringer.
Glæd dig til store filmoplevelser…
Premiere 9. september
Premiere 16. september
Premiere 16. september
Premiere 30. september
Premiere 14. oktober
Premiere 14. oktober
Premiere 11. november
Premiere 18. november
EINSTEIN
NORDISK FILM & A.FILM præsenterer “OLSEN BANDEN PÅ DE BONEDE GULVE” Stemmer MARTIN BUCH NICOLAJ KOPERNIKUS ESBEN PRETZMANN ANETTE HEICK
Klipper PER RISAGER Komponister HENRIK LINDSTRAND & BENT FABRICIUS-BJERRE Lyddesign FLEMMING CHRISTENSEN & NALLE HANSEN
Line Producer LISE ANN MANGINO Executive Producers KIM MAGNUSSON ANDERS MASTRUP THOMAS HEINESEN LENA HAUGAARD OG HENRIK ZEIN
Producer TOMAS RADOOR Manuskript NIKOLAJ PEYK Instruktør JØRGEN LERDAM
OlsenBanden_Main_Poster_70x100.indd 1
Med støtte fra DET DANSKE FILMINSTITUT 60/40-ORDNINGEN og i samarbejde med DR & DEN VESTDANSKE FILMPULJE & VIBORG KOMMUNE
WWW.OLSENBANDENFILMEN.DK
8/12/10 3:21 PM
Skt. Knuds Torv / 8000 Århus C
Tordenskjoldsgade 21 / 8200 Århus N
www.kino.dk tlf. 70 13 12 11
31
32