1. No category

CYKELTUR
TIL
RØDBY FJORD
Verden er stor,
men Rødby Fæland
er større.
Det er aldrig billigt at
købe jord af Vorherre
Side 1 af 38
Side 2 af 38
Cykeltur Maribo – Rødby Fjord
Etape
1
2
3
4
5
6
7
8
9
10
Længde
3,3
4,5
5,1
10,0
6,3
8,9
10,1
5,8
9,5
15,2
Auk. Længde
3,3
7,8
12,9
22,9
29,2
38,1
48,2
54,0
63,5
78,7
Tid
00:13
00:17
00:23
00:30
00:25
00:33
00:47
00:22
00:38
01:02
Auk. Tid
00:13
00:30
00:53
01:23
01:48
02:21
03:08
03:30
04:08
05:10
Side
4
6
8
10
17
21
25
29
32
36
Side 3 af 38
1. etape. Engpibervej 51 – Maribo Torv. 3,3 km. 13 min.
MARIBO KIRKEGÅRD
Den 13. jan. 1898 “lod jeg mig føde,” siger Kaj Munk. (Kaj Harald Leininger Munk) Det skete i
Maribo, hvor forældrene Ane Mathilde Christensen (1868-1903) og garvermester Carl Immanuel
Petersen (1857-99) havde deres forretning på Torvet.
Hans far, garvermester Carl Emanuel Petersen døde af et hjertetilfælde året efter, og den enlige mor
Mathilde, der fik tuberkulose, døde i 1903. Begge forældre blev begravet på Maribo kirkegård, så i
en alder af kun 5 år blev Kaj forældreløs.
Side 4 af 38
På forældrenes gravsten afsattes der plads til navnet Kaj Petersen, fordi han skrantede, var så lille
og svagelig, at ingen troede, han ville overleve, men som han senere selv sagde: “Jeg snød døden.”
Ejendommeligt nok er farens navn stavet Pedersen og morens Petersen.
MARIBO TORV
"Det er muligt, at der er lige saa kønne Steder i Verden,
men der er ingen kønnere end Maribo"
Sådan skrev Kaj Munk om sin fødeby i erindringsbogen
"Foråret så sagte kommer".
Kaj Munks biologiske forældre
Side 5 af 38
2. etape. Maribo Torv – Eriksvolde. 4,5 km. 17 min.
ERIKSVOLDE
Ligger i Skåningshave, og
er et af Danmarks største
og mest imponerende voldsteder fra middelalderen.
Det dobbelte
voldanlæg består af 2 borgbanker, som på
alle sider er
omgivet af en
voldgrav. Her
udenom er en
stor dobbeltkronet
vold
der er afbrudt
mod vest hvor
der dannes en
lille kvadratisk ”forborg”. Endnu en vold markerer anlæggets afgrænsning med en lav ydre jordvold.
Side 6 af 38
Der er desværre ingen skriftlige kilder, der kan fortælle om borgens historie, men arkæologiske undersøgelser har til gengæld resulteret i en nøjagtig datering af anlægget.
En årrings-analyse (dendrokronologi) af brostolper i
voldgraven viser at træerne blev fældet mellem september 1342 og juni 1343. Borgen er altså anlagt på
den tid hvor Valdemar Atterdag (konge fra 1340-1375,
født ca. 1320) langsomt generobrede de danske landsdele fra de forhadte holstenske panthavere.
Vi ved dog ikke, hvem der stod bag byggeriet. Formodentlig har borganlægget kun haft en kort levetid og er blevet forladt, efter Valdemar Atterdag havde konsolideret sin magtstilling.
Ved udgravningen i 1977 blev der gjort adskillige fund: Mønter, potteskår, hestesko, armbrøstbolte
osv. Desuden fandtes en mængde køkkenaffald, deriblandt knogler efter svin, får og okse, som hyppigt stod på spisekortet.
Traditionen har henført borgen til Erik d. 2. Emune. Eriks tilnavn betyder 'den altid huskede'. Konge
fra 1134 til 1137
Side 7 af 38
3. etape. Eriksvolde – Østofte Mølle. 5,1 km. 23 min.
Side 8 af 38
ØSTOFTE MØLLE
Opført 1641.
Firkantet stubmølle af træ, beklædt med brædder. Taget er bådformet og beklædt med brædder på klink. Fundamentet er af kampesten.
Vingerne kører med sejl og møllen krøjer med
svans og gangvogn.
Opført som kornmølle og i drift indtil 1943.
Østofte Kirke har et samarbejde med møllen.
Efter høstgudstjenesten er der fællesspisning
og festligt møllebesøg, hvor møllevingerne
snurre som i gamle dage.
Stubmøllen er restaureret og funktionsdygtig.
Den ejes af foreningen Danske Møllers Venner.
ØSTOFTE KIRKE
Kunne 1. juli 2011 fejre sit 100 års jubilæum
som selvstændig kirke idet kirken overgik til
selveje 1-7-1911. Kirken blev bygget ca. 1250
og hørte først under kronen og dernæst under
Maribo Kolster. Da Christian d. 4 nedlage klosteret overgik al klosterets gods til Sorø Akademi. I 1687 blev den solgt til Knuthenborg som
havde kirken i deres eje til 1911.
Østofte Kirke set fra møllen.
Side 9 af 38
4. etape. Østofte Mølle - Kaj Munksvej 11. 10,0 km. 30 min.
CHRISTIANSSÆDE
Ifølge en gammel overlevering skal Tostrup, det oprindelige navn på hovedgården i Grevskabet
Christianssæde, være opført år 1353, og uden tvivl
er det opstået ved nedlæggelsen af en gammel
landsby.
Som talrige andre gamle hovedgårde på Lolland,
Falster og Fyn forekommer Tostrup i den stedlige
historie tidligst knyttet til en af de mange holstenske
og nordtyske adelsmænd, der i Valdemar Atterdags
trængselstid sad som panteherrer og befalingsmænd
Side 10 af 38
på de fleste af danevældens faste borge. Ved Indløsningen af de holstenske grevers pantelen i Danmark trådte flere af deres fogeder og høvedsmand rundt om på øerne i Kongens tjeneste.
Enkelte familier som Rastorp (Rostrup) Sandberg (af Kvelstrup), Godow og Kabel af Tostrup fæstede rod i landet og opnåede under Dronning Margrethe indflydelsesrige stillinger i riget. Familien
Kabel eller Kabolt tilhører en ældgammel meklenborgsk adelsæt, af hvilken Hr. Fredborn Kabel tidligst forekommer her i landet 1350; han nævnes 1368 som Ridder, da han sammen med sin broder
Hr. Heine Kabel ejede gods på Lolland. En tredje broder lyder Kabel var samtidig knyttet til øen,
idet han 1388 var foged på Ravnsborg. Det følgende år blev han dødelig såret i slaget ved Falen og
gravsattes i Nysted Kirke. Frem til slutningen af 1600 tallet er ejerforhold ret indviklet men er nærmere beskrevet af Louis Bobe: http://www.reventlow.dk/christianssaede.php
Men i 1686 overtog Fru Regitze Sophie Vind (d.1692) Tostrup. Regitze Sophie Vind var i første
ægteskab gift med Vilhelm Marselis Friherre Güldencrone til Vilhelmsborg, og i andet ægteskab
(1686) med Generaladmiral, Baron Jens Juel til Baroniet Juellinge. Som aktiv i militæret havde han
under krigen med Sverige 1675 - 79 sin del i de fleste af broderens (Niels Juel, 1629-1697, dansk
admiral.) sejrer, bl.a. erobringen af Venersborg, og største bedrift var sejren over en overlegen
svensk flåde i træfningen i Køge Bugt 1. juli 1677 og Rügens erobring, men var tillige som en anset
og meget benyttet diplomat, var gentagne gange sendebud i Stockholm i krigsårene og deltog i
fredsforhandlingerne i Lund.
Jens Juel er det nuværende Christianssædes bygherre. En endnu bevaret indskrift på en stenflise
beretter, at:
”Hr. Jens Juel, Friherre til Juellinge, Herre til Urup, Taastrup og Aalstrup, Kongelige Majestæts
Etats og Kancelliraad, Præsident i Kommerce Kollegio, Ridder og Geheimeraad, blev 1679 Ridder
af Elefanten, med sin elskelige kære Friherreinde Frue Regitze Sophie Vind, Friherreinde til Vilhelmsborg, Urup, Taastrup og Aalstrup, bygde dette Hus 1690”.
Jens Juel
var en af tidens få store adelige bygherrer,
der foruden denne gård tillige har opført
Valbygaard, nu Juellinge i Stevns, og det
nylig nedrevne Juellund ved Køge.
Christianssæde, et treetages hus med altan,
tilhører barokken i dennes nederlandske
form, der var almindeligt benyttet i slutningen af det 17. århundrede.
Istandsættelsen 1883 ændrede en del i
bygningens tidligere udseende og fjernede
de to karnapagtige udbygninger mod haven.
Hans Rantzau til Putlos og Seegalendorf
tilskødede 1728, Tostrup og Alstrup gårde
med tilliggende gods, nemlig Tostrup hovedgårdstakst 71 tdr. 7 skpr. 3 fdk., skov
og mølleskyld 9 tdr., Konge- og kirketiender 111 tdr. 5 skpr. samt bøndergods 1096
tdr. 3 skpr. til:
Greve Christian Ditlev Reventlow
friherre til BraheTrolleborg.
Christian Ditlev Reventlow havde i 1725 erhvervet sædegården Pederstrup med den derunder liggende ladegaard Skjelstofte samt 1723 Lungholm, hvilke fire gårde ved kgl. patent af 1729, 25. juli,
ophøjedes til et grevskab under navnet Christiansborg (Christianssæde).
Side 11 af 38
Grev Christian Ditlev Reventlow var eneste efterlevende Søn af Storkansler Conrad Greve Reventlow i dennes første ægteskab med Anna Margrethe Gabel.
Christian Ditlev Reventlow blev født 1671 i Haderslev Amtmandsbolig, studerede kort tid ved Københavns Universitet, rejste kun som femtenårig udenlands og var 1691 - 92 med i Kronprins Frederiks følge til Italien. Derefter blev den smukke og, i sin optræden yderst vindende hofmand, benyttet i forskellige repræsentative hverv, bl.a. som sendebud hos fremmede monarker ved notifikation af mærkelige begivenheder ved hoffet. Sin militære løbebane begyndte han ved et rytterregiment under de danske hjælpetropper i Irland og deltog som generaladjudant hos Kong Vilhelm III
af England i slaget ved Steenkercken.
C. D. Reventlow havde efter sin fader 1708 arvet det af denne oprettede grevskab Reventlow og
blev 1719 efter den sidste Trolles død forlenet med det stærkt vanrøgtede baroni BraheTrolleborg.
Endvidere købte han 1728 Tølløse og 1734 Sehested i Sønderjylland.
Hans godsrigdom øgedes yderligere ved hans i året 1700 indgåede giftermål med Benedicte Margrethe Brockdorff til Bothkamp, den da kun 22-årige enke efter Danmarks rigeste herremand på sin
tid, kammerjunker Jørgen Skeel til Gammel Estrup, Sostrup (Benzon), Skjærvad, Ulstrup og Ørbækgaard, Skjern og Karmark samt andel i Krænkerup, Rosenlund og Nørregaard, af hvilke han
udkøbte sine medarvinger.
Grevinde Reventlow havde i sin Enkestand 1697 oprettet Gammel Estrup til Stamhus for sin Søn af
første Ægteskab, men skilte ved sit andet giftermål slægten Skeel ved de lollandske godser. Af sin
svigerfader, storkansleren, fik hun 1703 tilskødet Frisenvold med Løjstrup og Kalø, som hun i Forening med sin ægtefælle 1731 oprettede til et stamhus.
Grev C. D. Reventlow tilbragte den meste tid af sine sidste leveaar i Altona, hvor han oprettede et
gymnasium og en fattigstiftelse. Hans død indtraf 1. oktober 1738 på Tølløse, hvorfra hans lig førtes
til Radsted Kirke. Medens han under alle forhold i sit omskiftende, alsidigt virksomme liv viste sig
som en fremragende, helstøbt personlighed og en ulastelig karakter, nød hans hustru selv blandt sine
nærmeste et alt andet end smigrende omdømme.
Grev Christian Ditlev Frederik lensgreve Reventlow
I 1775 arver grev Christian Ditlev Frederik lensgreve Reventlow grevskabet Christianssæde, hvor
han først iværksatte sine gennemgribende forbedringer på alle landbrugets områder, såsom indførelse af en ny og bedre drift med moderne, engelske landbrugsredskaber, udskiftning og flytning af
bøndergårde. For at lære bønderne at kende, gik han med sin familie på besøg i deres huse og bød
dem ind i sine stuer, ligesom hele familien tog del i deres landlige fester og gilder, Dans om »Sommer i by træet« og »Møggilder«. Selv trådte de med liv og lyst dansen med deres bønder, og greven
lærte dem »allehånde morsomme lege
I året 1774 blev han deputeret i kommercekollegiet, 1781 i søkommissariatet og medlem af overskattedirektionen, det følgende år tillige deputeret i generaltoldkammeret, og blev efterhånden, ved
at få sæde i mange kommissioner og direktioner, sammen med grev Schimmelmann den mest arbejdsbetyngede af de højere statsembedsmænd i Christian VII.s og Frederik VI.s tid. Ved A. P.
Bernstorffs afskedigelse 1780 trådte Reventlow i opposition til Guldberg og dennes parti, og da han
1783 på grund af sit afvigende syn på finansstyrelsen fjernedes fra overbankdirektionen, blev han
en af hovedmændene i de hemmelige forhandlinger, der indlededes af Bernstorffs tilhængere i samråd med Kronprinsen, og som resulterede i regeringsskiftet 14. april 1784.
Kort efter genindsattes han i sit førnævnte embede og blev tillige Ddeputeret både i finanskollegiet
og for rentekammeret, hvorved han fik landbosagerne under sig. Under den Bernstorffske æra 1784
- 97 lykkedes det Reventlow at få gennemført sine mange banebrydende reformer til gavn for bondestanden, bl.a. skyldes ham nedsættelsen af den berømte landbokommission af 1786, som frem for
alt havde stavnsbaandets løsning til følge.
Christianssæde blev det første gods på Lolland, hvor hoveriet ophævedes. Den glade, tillidsfulde
stemning, der i disse år gennemtrængte landet, da Reventlows navn var på alles læber, har Baggesen
givet udtryk for i sit digt "Landforvandlingen”, som han skrev under et besøg på Christianssæde i
september. 1787.
Side 12 af 38
Digtet blev til i den ved 1870 styrtede, kæmpemæssige eg i skoven bag slottet, kaldet Baggesens
Eg, som målte ikke mindre end 20 fod i omfang og i
en højde af 8 fod over jorden rummede en lille stue
med bord og bænk og et vindue. Digteren priser Reventlows landboreformer og ser i ånden, hvilke frugter de efter to generationer vil have bragt i bondens
kår:
Landforvandlingen
Hvilken salig Glands mit Blik omhyller?
Fløi min Siel bag Solen i en Slum?
Skiønne Straale, som min Aand fortryller,
Vakte du mig til Elysium?
Her i Skovens lysbestrøede Skygger,
Langt fra kiede Stæders vilde Larm,
Hvor sin Throne Philomele bygger,
Føler jeg mig tryg i Friheds Arm.
Der er 12 vers i alt!
Med sit store administrationstalent, sin utrættelige virkekraft og praktiske dygtighed, der ikke veg
tilbage for at bruge hænderne ved groft arbejde i skov og mark, knyttede han udover gerningen for
bondestandens rejsning varigt sit navn til indførelsen af talrige nyttige foranstaltninger, såsom:
Udstedelsen af den frisindede toldlov af 1797
Ordningen af fattigforsørgelsen
Organisationen af vej og digevæsenet
Sandflugtens bekæmpelse
o. s. v.
Hans forstmæssige Behandling af Christianssædes store Skove ledede ham ad Erfaringens Vej til en
forbedret Skovdrift, der blev banebrydende for hele Landet. Ikke mindst har han ogsaa sat sig et
blivende Minde i den danske Almueskoles Historie.
Reventlow blev 1789 Præsident i Rentekammeret og 1797 Statsminister. Hans heldige indflydelse
på Kronprinsens beslutninger svækkedes særlig efter dennes tronbestigelse, da Kongen besluttede
sig til at regere uden statsråd.
Pederstrup var hans egentlige domicil, men Christianssæde kaldte atter og atter på ham som alle lyse minders hjem.
Da han nær de 80 år mærkede dødens komme, lod han sig føre til Christianssæde for at slumre ind.
Her døde han 11. oktober 1827 og jordedes blandt sine bønder på Horslunde Kirkegaard.
Grevskabet gik ved Statsministerens død over til hans ældste søn, greve Christian Ditlev Reventlow.
Grev C. D. Reventlow boede en årrække på Pederstrup og trådte som human og reformvenlig godsejer i faderens fodspor; særlig virkede han til fordel for husmændene og tog som medlem af Østifternes Stænderforsamling ordet for den fuldstændige ophævelse af hoveriet.
1848 havde han nået at få alt husmandshoveri og naturalpligtarbejde afskaffet på grevskabet. Samme år rejste han på hundredårsdagen for faderens fødsel en mindestøtte i Christianssædes Park med
strofer af Baggesens førnævnte digt. I lighed med sin fætter, grev Ditlev Reventlow til BraheTrolleborg, betegner han det naturlige tilbageslag efter de stærkt virksomme og initiativrige fædre.
Side 13 af 38
Grev C. D. Reventlow døde 1851 og efterfulgtes i besiddelsen af sønnen grev F. C. O. Reventlow
(d.1875), der i fremrykket alder ægtede sin kusine comtesse Benedicte Christiane Reventlow (f.
1834), Datter af Statsminister Reventlows yngre søn greve Einar Reventlow til Pugerup. Indtil sin
død 1893 forblev hun i Besiddelse af Grevskabet Christianssæde. Lensgrevinde B. Reventlow var
præget af ægte fornemhed i væsen og tænkemåde, forenet med en stilfærdig fordringsløshed, opfyldt af velvilje og forståelse for alle, der søgte hendes hjælp og råd, og begavet med en trofast hjertets hukommelse. Pligtfuldt værnede hun om sin slægts rige traditioner og om de sidste genlevende,
højtbedagede vidner fra statsministerens dage, ligesom hun også med sit stille lune, glad i andres
glæde, samlede ungdommen fra nær og fjern omkring sig.
Ejere af Christianssæde
1390-1397
1397-1410
1410
1410-1430
1430-1460
1460
1460-1470
1470
1470-1487
1487-1500
1500-1530
1530-1545
1545
1545-1587
1587-1602
1602
1602-1620
1620-1640
1640-1653
1653-1667
1667-1669
1669-1686
1686-1700
1700-1702
1702-1708
1708-1710
1708-1728
Peder Lauridsen Huitfeldt
Henning Kabel
Abel Henningsdatter Kabel gift Huitfeldt
Niels Lauridsen Huitfeldt
Peder Nielsen Huitfeldt
Anne Nielsdatter Huitfeldt gift Lunge
Tyge Lunge
Maren Tygesdatter Lunge gift Brahe
Axel Brahe
Maren Tygesdatter Lunge gift Brahe
Aage Axelsen Brahe
Beate Jensdatter Ulfstand gift Brahe
Beate Aagesdatter Brahe gift Lykke
Jørgen Lykke
Beate Aagesdatter Brahe gift Lykke
Kirsten Jørgensdatter Lykke gift Grubbe
Eiler Grubbe
Jørgen Grubbe
Christian Grubbe
Jokum von Gersdorff
Jens Rodsteen
Poul von Klingenberg
Jens Juel
Reigtze Sophie Vind gift (1) Gyldencrone
(2) Juel
Vilhelm baron Gyldencrone
Anne Vind Banner gift (1) Gyldencrone (2)
Rantzau
Hans Rantzau
1728-1738
1738-1775
1775-1827
1827-1851
1851-1875
1875-1929
1929-1934
1934-1938
1938-1948
1948-1952
1952-1985
1985-1998
1998-2008
1938-1953
1953-1980
1980-1998
19982008-2009
2009-
Side 14 af 38
Christian Ditlev lensgreve Reventlow
Christian Ditlev lensgreve Reventlow
Christian Ditlev Frederik lensgreve Reventlow
Christian Ditlev lensgreve Reventlow
Ferdinand Carl Otto lensgreve Reventlow
Christian Einar Ferdinand Ludvig Eduard
lensgreve Reventlow
Lucie Marie Ludovika Anastasia Adelheia
Karola Hedwig komtesse HaugwitzHardenberg-Reventlow gift (1) Reventlow
(2) Walker
Peter Christian Ege Olsen
Frederik F. Wessel (hovedbygningen)
H. Simonsgaard (hovedbygningen)
Lolland-Falsters Plejehjemsforening (hovedbygningen)
Elisabeth Kruse / Peer Poulsen (hovedbygningen)
Stig Husted-Andersen (hovedbygningen)
Peter Christian Ege Olsen (avlsgården)
Johannes Ege Olsen (avlsgården)
Johannes Ege Olsen / Peter Ege Olsen
(avlsgården)
Anders Ege Olsen / Peter Christian Ege Olsen (avlsgården)
Stig Husted-Andersens dødsbo (hovedbygningen)
Boet efter Stig Husted-Andersen (hovedbygningen)
KAJ MUNK
Mindesten opstillet på Kaj Munksvej 11,
Opagerskov, Søllested i juli 1946
Huset brændte for nogle år siden, men en mindesten fortæller om stedet, der blev Kaj Munks barndomshjem.
Huset var i Kaj Munks barndom med stråtækt tag og
hvidkalket bindingsværk.
Marie Hansen (28/10 1860-16/5 1941), født i nabobyen Vejlebyskov.
Peter Christian Sørensen Munk (1860-1939).
Efter forældrenes død blev Kaj 20. nov. 1903 som 5-årig optaget i hjemmet hos morens kusine. De
havde et lille husmandssted i Opager 15 km V for Maribo.
Seks år tidligere havde Marie og Peter Munk mistet et barn under en svær fødsel, og Kaj kom til at opleve sig selv som stedfortræder for dette barn. Han nægtede at sige mor til Marie, indtil hun den første jul havde pyntet juletræet så pænt, at han blev
rørt og meddelte, at han nu ville kalde hende mor. Men først 13.
juni 1916 blev Kaj Harald Leininger Petersen adopteret og tog
dermed navnet Munk.
Kajs nye forældre tilhørte den stærke indre missionske kreds
med kirkegang hos pastor Bachevold og derudover missionsmøder i hjemmene og i Brandstrup Missionshus. De skarpe
skel, der blev tegnet mellem
himmel og helvede, Gud og
Satan, frelse og fortabelse,
kom til at præge den lille
dreng. Morsomheder opstod
der dog også, for Kaj Munk
beretter i “Foråret så sagte
kommer,” at han i Brandstrup Missionshus sad og lyttede til
omvendelsestaler på en ølkasse, der også var blevet omvendt. En
dag Kaj havde været nedtrykt, havde moren beroligende sagt til
ham, at hans forældre havde det godt hos Vor Herre. Kaj kiggede på hende og sagde alvorligt: “Ja, det siger munden - men
hvad siger hjertet?” Nok ikke lige den formulering man forventer fra en 5-årig dreng.
Marie var den, der bestemte i hjemmet og gik flittigt med mand
Side 15 af 38
og barn i kirke og i missionshuset i Brandstrup hos den indremissionske vækkelsesprædikant Julius
Bachevold. Allerede på dette tidspunkt bestemte Kaj sig for at blive præst. Kaj Munk begyndte sin
skolegang Opager i Landet sogn, men da denne året efter blev lukket, opsøgte Peter Munk lærer
Martinus Wested i nabosognet Vejleby for at Kaj, der var svagelig, kunne få en kortere skolevej.
Sognerådet gav tilladelsen under forudsætning af, at drengen selv medbragte bord og stol, som blev
stillet op nede ved siden af kakkelovnen. Bordet og stolen fulgte Kaj Munk livet igennem som et
kært minde og havnede til sidst i Vedersø Præstegård.
Lærer Wested (1875-1970). og kapellanen Oscar Geismar, der begge var grundtvigianere, kom til at
præge Kaj for livet. Fra 1910 fik Kaj privatundervisning hos pastor Bachevolds nye kapellan, københavneren Oscar Geismar. Hermed åbnede en ny verden sig for Kaj, den intellektuelle pastor
Geismar læste de store digtere som f.eks. Oehlenschläger med Kaj.
De fik udvirket, at han kom på Maribo private Realskole, hvor han i 1911 blev indskrevet. I 1914
fik han sin realeksamen. Som realskoleelev skrev han i 1913 sin første novelle: “En rottejagt.” Han
blev konfirmeret i Maribo Domkirke 14. april 1912. Efter endt eksamen i 1914 opnåede han et stipendium, så han kunne fortsætte på katedralskolen i Nykøbing Falster.
De tre gymnasieår var til gengæld en ørkenvandring, men i de år knyttede han venskaber, der knyttede ham til Østlolland resten af livet. I året 1916 oplevede han også den glæde, at han nu havde ret
til at kalde sig Munk, idet Peter og Marie adopterede ham, da han fyldte 18. Det blev i denne periode, han lærte en del om poesi f.eks. Ibsens digte.
I det første år af gymnasietiden boede Kaj Munk hos noget
familie i Frejlev, derefter flyttede han ind hos moderen til en
klassekammerat fra Grænge, og de sidste år boede han på et
værelse i den tidligere forskole i Ø. Toreby. Fra sin tidligste
ungdom havde han tvivlet på demokratiet og på folkeafstemninger. I gymnasietiden deltog han i debatten og ivrede
voldsomt mod salget af de vestindiske øer, hvad der bragte
ham en offentlig reprimande af rektor. Nogle få måneder før
sin studentereksamen havde Kaj Munk på mindre end to
uger skrevet sit første skuespil ”Vakleren” om Pontius Pilatus, og omgående sendt det til et københavnsk forlag, der
anbefalede det til opførelse på et teater.
Fra Nykøbing Falster Katedralskole blev han student i 1917
Fra 1917 blev Kaj Munk stud. theol. ved Københavns Universitet. Under universitetsstudierne boede han først hos frk.
Anna K. Pedersen i Larsleistræde, men fra april 1921 fik
han plads på Det kgl. Kollegium Regensen frem til 20.
marts 1924.
Her tog han første del af den teologiske embedseksamen juni 1923. Efter syv års teologistudium tog han anden del jan.
1924, og var hermed cand. theol. Ved den efterfølgende audiens hos kronprinsen, den senere Frederik IX, sagde han til
kronprinsen: “Jeg ville nu gerne have hilst på Deres far.”
Beskedenhed var heller ikke dengang hans dyd. Egentlig
havde han ikke megen lyst til at blive præst, hans tro vaklede, og en overgang tænkte han på at blive
journalist.
Kaj holdt meget af sine nye forældre, har altid betragtet dem helt som sine egne. Da forældrene blev
gamle, og ikke kunne passe sig selv, flyttede han dem sidst i 30-erne til Ulfborg, hvor han uden deres viden havde lejet en lejlighed til dem. Da Peter Munk døde i 1939, flyttede Marie Munk hjem til
præstegården i Vedersø, her boede hun sine sidste to leveår. Marie døde 16. maj 1941, ved hendes
side sad hendes elskede søn Kaj. Hun blev begravet på Landet Kirkegård på Lolland 19. maj 1941.
Side 16 af 38
5. etape. Kaj Munksvej – Mindeparken. 6,3 km. 25 min.
Side 17 af 38
VEJLEBY
Vejleby er nævnt første gang 1333. Vejle kommer af det gammeldanske væthel som betyder vadested.
Vejleby er en lille landsby, som består af en række huse. De har ligget nær stranden ved den tidligere Rødby Fjord. Landsbyen er et godt eksempel på et meget velbevaret kulturmiljø, hvor der stort
set ikke er sket ændringer siden udskiftningen for over 200 år siden.
VEJLEBY KIRKE
I middelalderen benævnes kirken Torpe Kirke. Tårnet blev tilbygget i 1694 af Hr. Baron Jens Juel
(H. B. J. J). og dennes tredje kone Dorethe Krag (D. K.). Kirken er viet til sømændenes skytshelgen Sct. Nikolaj. 1694 var
også deres bryllupsår.
VEJLEBY HOLLE INDDÆMNING
Dette er det første større inddæmningsarbejde der blev udført i Rødby Fjord.
I 1794 opførte C. D. F. Reventlow en
dæmning ved Vejleby Kirke. Dæmningens
sluse blev kaldt Holle Sluse. Oven på
dæmningen blev anlagt en vej. Greven betalte samtlige omkostninger, og det beskyttede areal udgjorde godt 99 tdr. land.
I 1842 klagede fæstebønder fra Hillested
over at vandløbet over Christianssædes
jorder er for smalt og at slusen ved stranden ved Vejleby kirke er alt for smal.
I 1910 blev der dannet et nyt selskab for
Side 18 af 38
inddæmningen: I/S Vejlebyløbet. På dette tidspunkt var vandet i Rødby Fjord i stigende fordi mange andre inddæmninger pumpede vand ud i fjorden, og dette gik bl.a. ud over Vejleby inddæmningen som led med daglig vandstand året rundt. I 1915 gjorde I/S Vejlebyløbet digelaget opmærksom
på problemet og iværksatte en undersøgelse af hvordan en sænkning af vandspejlet i det store bassin
kunne gennemføres. Det blev starten på den endelig tørlægning af hele Rødby Fjord.
Det var således I/S Vejleby løbet som var en af initiativtager til at startede processen og som var aktiv under den afsluttende tørlægning.
Anna og Niels Skrædders ejendom på hjørnet af vejen til Vejleby. Nabo til Ellen Margrethe.
Læg mærke til landskabet bag de to ejendomme. Ukendt årstal men omkring 1915-1920.
Ellen Margrethe Thomsen (1911-2002) beretter fra sin barndom på Vejleby Holle:
”Om sommeren sejlede vi ofte ud på fjorden. Da far fik en påhængsmotor gik det hurtigere, men det
var sjovest med sejl. Far skulle engang til Humminge efter en fjedervogn. En anden gang var det en
ko han sejlede tværs over fjorden med.”
Ellen Margrethe Thomsen boede i sin barndom kun ganske få hundrede meter fra Anna og Niels
Skrædders ejendom på billedet herover.
Ellen Margrethe Thomsen fortæller videre fra sin skolegang i Vejleby skole:
”Lære Wested var også organist og kirkesanger, så når han i skoletiden skulle passe dette arbejdede tog fru Wested over. Der kom også en gang imellem en lang, tynd lidt duknakket ung mand og
holdt time med os. Først syntes vi, at han var en underlig fyr, men han kunne fortælle, så vi blev
helt opslugt af det. Det var den så senere så berømte digterpræst Kaj Munk.
Side 19 af 38
Vejleby Skole 1923.
Ellen sidder i 3. række som nr. 1 fra højre, ved siden af fru Weated. Lærer Wested står i venstre
side.
MINDEPARKEN
Den 20. juli 1930
blev mindeparken
indviet i overværelse af ca. 6000
mennesker. Selve
mindestenen vejer
25 tons.
Side 20 af 38
6. etape. Mindeparken – Kramnitse. 8,9 km. 33 min.
KOHULERNE (HOBYBUGTEN)
Inddæmningen påbegyndtes i 1895 og omfattede et areal på ca. 168 tdr. land. Det var
nødvendigt at opstille to vindmotorer for at
tørlægge bugten. I 1907 startede salget af de
tørlagte arealer og blev afsluttet i 1913.
I 1911 blev diget forhøjet idet fjordvandet
var ved at gå over diget, samme problematik
som ved Vejlebyløbet.
Interessenterne var ikke interesseret i en udtørring af hele Rødby Fjord. De mente at
omkostningerne for lodsejerne blev for store.
Inddæmning fungerede upåklageligt og de
arealer der led mest under vandet blev brugt
som græsningsarealer.
Side 21 af 38
HOBY FUNDET (1920)
Hoby-drikkesættet er det
mest komplette drikkesæt,
der er fundet uden for selve
romerriget. Udover de to berømte Hoby sølvbægre bestod drikkesættet af en lille
glat sølvkop med bronzehank, et rundt bronzefad med
hanke, en rund bronzebakke
og en høj bronzespand foruden en lille kande og en stor
kasserolle af bronze.
De helt enestående romerske
Hoby sølvbægre fra jernalderen vejer hver for sig ca. 1
kg. Bægrene er udsmykket
med scener fra Homers Iliade. Den græske heltehistorie
overleverer et univers, der
svarer til Middelhavsområdets bronzealder for mere
end 2.500 år siden. Iliaden
skildrer den trojanske krig
mellem Troja i det nuværende Tyrkiet og en række andre
bystater i det Ægæiske Hav.
På det ene bæger ses Trojas
konge Priamos knæle foran
Achilleus for at få Achilleus
til at udlevere liget af Priamos søn Hektor, der var død
i tvekamp mod Achilleus. Den anden side af bægeret viser sovende græske soldater under belejringen af Troja. På det andet bæger ses Odysseus, der med smiger afleder den sårede og forpinte bueskytte Philoktets opmærksomhed, så Diomedes og Odysseus kan lægge beslag på Herakles berømte
bue. Den anden side af bægret viser, hvordan Philoktets sår efter et slangebid blev vasket af hans
følgesvende, mens slangen smuttede i et hul.
Bægrene er begge signeret af en græsk sølvsmed ved navn Cheirisophos. Selv om sølvsmeden var
græker, er de antageligt fremstillet i Italien i tiden omkring Kristi fødsel.
Side 22 af 38
I bægrenes bund er indridset den tidligere romerske ejers navn: Silius. Muligvis er det den samme
Silius, der var militærkommandant fra år 14 til år 21 for romerrigets nordligste område: Øvre Germanien. Statholder Silius havde sit hovedsæde i Mainz i det nuværende Sydtyskland. I år 9 led romerne, i det såkaldte Varusslag, et
stort nederlag til de germanske
stammer nord for Øvre Germanien.
Slaget fandt sted ved Kalkriese i
Teutoburgerwald i nærheden af det
nuværende Osnabrück i Nordvesttyskland. Romerne forsøgte efter
nederlaget først at hævne sig gennem straffeekspeditioner ind i de
germanske områder nord for Rhinen, men skiftede senere taktik og
forsøgte at skabe diplomatiske og
politiske alliancer med forskellige
germanske stammer. Statholder Silius kan have overdraget det kostbare drikkeservice til en lollandsk
høvding fra Hoby som bekræftelse
på sådan en indgået alliance.
Kort over Europa i år 14 e.Kr. Det
romerske imperium er farvet lyseblåt. Prikkerne viser romerske militærlejre og krydset markerer slagmarken i Kalkriese, hvor Varusslaget fandt sted i år 9. e.Kr.
Side 23 af 38
LILLEHOLM OG
TANGMOSEN
INDDÆMNING
Inddæmningen påbegyndtes i 1910 og omfattede et
samlet areal på ca. 440
tdr. land.
Der blev bruget en vindmotor til at tømme området for vand som senere
blev øget til to.
Salget af arealet foregik
fra 1912 og frem til 1915.
Side 24 af 38
7. etape. Kramnitse – Dragsminde sluse. 10,1 km. 45 min.
KRAMNITSE
Resultatet af stormfloden i november blev bygningen af det store stormflodsdige i årene 1873-78.
Derved mistede Rødby sin egenskab som havneby, men allerede i 1878 havde optimisterne gang i
planerne om at anlægge en ny Rødby Havn. Fjorden var blevet forvandlet til en indså, der kun havde afløb gennem sluserne. Fjorden var således blevet forvandlet til et stort pumpebassin som gav
mange problemer for de arealer som allerede var inddæmmet.
Den 16. februar 1926 blev den første styrelse til det nye pumpelag valgt. Der var langt fra enighed
blandt lodsejerne om økonomien i en total tørlægning af fjorden. Pristallet for landbrugets produkter
var faldet fra 252 i 1920 til 220 i 1925.
I oktober 1926 startede arbejdet med pumpestationen og sommeren 1927 kunne man prøvekøre de
to dieselmotorer som var bygget på Holeby Dieselmotorfabrik. I august 1927 var hovedkanalerne
færdiggravet.
Den 28. august 1927 kl. 9 blev den første motor med pumpe startet. Den 6. september var vandstanden faldet til 1 meter under daglig vande.
Side 25 af 38
I 1931 og 1932 blev landsdelen ramt af store nedbørsmængder og store dele af fjorden stod under
vand. Flere lodsejer var utilfredse med at skulle betale til en pumpestation som ikke magtede opgaven og de var parate til at gå tilbage til de gamle pumpelag.
Det tørlagte areal blev først udsolgt i 1937.
Efter knapt 30 års pumpearbejde var pumpestationen ved at være slidt op og i 16. december 1966
blev en ny og graftigere pumpestation overtage arbejdet.
J.E.C. Rasmussen 1841-1893 1893. Dige ved Kramnitse på Lolland i 1800-tallet
HOMINDE SØFORSVARSVÆRK
Som følge af fjordens afvanding
blev der i 1933 gjort et sensationelt
arkæologisk fund af et spærringsanlæg i den tidligere Vestre Skarholmsrende. C. G. Schultz fra Nationalmuseet foretog dengang en undersøgelse. I 1994 er der foretaget
en ny og udvidet undersøgelse.
Der er i dag efterretninger om 49 af
denne type forsvarsanlæg fra gl.
dansk nærområde. Nogle af disse
anlæg kendes fra gamle danske kilder men Hominde spærringen var
den første der blev lejlighed til at
undersøge nærmere.
Anlægget er på ca. 1200-1300m2
med ca. 10 pæle per m2 samt horisontale flydende spærrebomme. Udløbet kan dateres tilbage til 1570,
men navnet er sand sandsynligvis
Side 26 af 38
ældre idet minde = udløb og hov = lavning.
Ved en kulstof 14datering er anlægget dateret til 1020 ± 100 år.
En enkelt egestamme er
dateret til 1139. Det kan
således ikke udelukkes
at der har været flere
byggefaser.
Homindespærringen er
kun et af mange søforsvarsværker i den sydøstlige del af landet.
Talrige steder i Guldborgsund er der således
spor af vandbygningsar-
bejder. At hele området havde stor sømilitær betydning understreges af, at Saxo tillige nævner flådesamlinger omkring Møn, Grønsund, Masnedø og Vordingborg. Det kan derfor heller ikke undre
at der ved Vordingborg slot findes endnu et veldokumenteret spærringsanlæg, som var i brug i slutningen af 1150’erne. Men hvor dette bygningsværk beskytter kongelig ejendom, og derfor formentlig er skabt på kongeligt bud, kan Homindespærringen efter Saxos ord at dømme sandsynligvis betragtes som resultatet af en samlet lokalbefolknings indsats.
De arkæologiske levn i oplandet til Rødby Fjord har været særdeles velbeslåede. Dette kulturhistoriske billede tegner sig helt tilbage fra romersk jernalder (0-400 e.Kr.) med det fantastiske Hoby
gravfund, over germansk jernalders og vikingetidens fornemme skattefund og stormænds runestene
(400-1050) og videre grem til middelalderens kirkebyggeri og handelsaktivitet.
Rødby Fjord har i høj grad været værd at beskytte. Den var vigtig for Østersøens handelsfolk – men
også sårbar og udsat for talrige angreb.
Side 27 af 38
LIDSØ-BINDERNÆS INDDÆMNING
Digerne blev påbegyndt 1 1866 men i efteråret 1867 ødelagde et kraftigt højvande en del af digerne
og arbejdet måtte begynde forfra. Ved Dragsminde blev der opført en sluse til at bortlede vandet og
senere blev der anskaffet en mølle
for at hjælpe med bortledningen.
Ved stormfloden i 1872 blev en del
af digerne bortskyllet og hele arealet oversvømmet. I 1875 var hele
arealet igen blevet tørlagt, men om
vinteren kneb det med at holde
grundvandet tilpas lavt. Flere gange
i de følgende år blev diger og kanaler forbedret og i 1913 blev der indkøbt en ny dieselmotor, også fra
Holeby Dieselmotorfabrik, til pumpestationen.
I 1943 kunne en ny pumpestation
ved Dragsminde indvides.
Side 28 af 38
8. etape. Dragsminde sluse – Næsbæk. 5,8 km. 22 min.
LIDSØ GODS
Lidsø gods skabt af konsul Alfred Hagen som i 1865 købte øen Lidsø i forbindelse med sine inddæmningsplaner. Godset har i dag ca. 700 ha.
NÆSBÆK - INDRE RØDBY FJORD
Et mønstereksempel på hvor galt
det kan gå når naturen skal tæmmes.
Side 29 af 38
På dette tidspunkt var Horsedybet ved Sædinge inddæmmet i 1823 og Runestensvaad i 1837.
1843: Rødby kommune startede med at arbejde på projektet.
1844: Grev Einer Reventlows projekt om at inddæmme hele Rødby Fjord satte Rødbys projekt i stå.
1846: Einer Reventlows projekt bliver ikke til noget
1848: Rødby kommune arbejder videre med deres planer. 542 tdr. l. kan indvendes og 300 tdr. l. kan
højvandssikres.
1948: Rødby kommune og berørte lodsejere er uenige om ejendomsretten til det indvundne areal.
1948: Der afholdes åstedsmøde og den første bestyrelse udnævnes.
1949: Kongen giver sin tilladelse til inddæmningsprojektet til baroniet Sønderkarle. Skal gennemføres inden 1855.
1849: Arbejdet må indstilles på grund af 3-årskrigen (1. Slesvigske krig).
1951: Uenighed om ejendomsretten sendes til Indenrigsministeriet.
1951: Indenrigsministeriet afviser og henviser til domstolene.
1854: Planerne genoptages, nye opmålinger foretages og et budget på 10.830 rdl. Vedtages.
1855: Ny ansøgning om forlængelse af tidsfristen indsendes til Indenrigsministeriet.
1855: Indenrigsministeriet imødekommer en forlængelse på 2 år.
1955: Arbejdet med dæmninger og sluser påbegyndes.
1856: En højtryksdampmaskine til slusen ved Næsbæk indkøbes og opstilles.
1856: De første indikationer på at dampmaskinen ikke kan klare arbejdet. Vanstanden er stigende.
1857: Der må graves ekstra kanaler og andre må udvides for at projektet kan holde ”vand”.
1859: Arbejde afsluttes og regningen kan opgøres til 24.710 rdl. 4 m. 12 sk. En fordobling af prisen.
1859: Dampmaskinen undersøges og konstruktion og udførelse betegnes som forfejlet
1862: Ny undersøgelse kommer til samme resultat. Det inddæmme areal står for det meste under
vand hele året.
1864: Dampmaskinen fjernes og pumpningen opfører. Der indføres ingen anden erstatning
1872: Stormfloden gennembryder diget ved Næsbæk. Skaderne løber op i 1.104 rdl.
1889: Borgere i Rødby klager over det stillestående vand i Kirkenoret stænker og er sundhedsskaligt.
1891: Lodsejere i Rødby klager over et nyt vandløbs forløb.
1994: Vandinspektøren påpeger at slusen ved Næsbæk ikke passes forsvarligt, og ikke pumpet siden
1864.
1897: Broen på Nebbelundevejen flyttes og det skaber bedre afløb for det stillestående vand i Kirkenoret.
1900: Ca. der opføres en hollandsk mølle ved Næsbæk
1908: Den hollandske mølle rives ned.
1908: Der søges hjælp hos Det Danske Hedeselskab.
1909: Hedeselskabet fremlægger et projekt til 40.000 kr. samt 1. års driftsomkostninger på 1.500 kr.
1910: Arbejdet påbegyndes og den første af 2 vindmotorer opstilles ved Næsbæk.
1911: De første klager over den opnåede tørlægning indløber. ”Forringelse af havernes henrivende
beliggenhed”
1912: Der indkøbes en dieselmotor til kr. 13.476.
1918: Der overgås til elektrisk trukne pumper.
1921: Tørlægningen er så stabil at der kun pumpes med el og diesel 2 uger om foråret. Resten af året
klares med vind.
1929: Efter pumperne i Kramnitse startede i 1927 kunne det konstateres at vanstanden var sunket
0,3 meter.
1930: Selskabet begynder på at afvikle sine aktiver.
1938: Sidste generalforsamling og formuen fordeles.
Side 30 af 38
Side 31 af 38
9. etape. Næsbæk – Hans Christoffersens gl. smedje. 10,3 km. 35 min.
HORSEDYBET
I 1823 gennemføres arbejdet med dæmning og
sluse. Det udførte arbejde
er dog af ringe kvalitet og
må gennemgå en større
renovering året efter.
Før 1845 var området
kortlagt af landmåler og kortet indsendt til Rentekammeret.
I 1945 var Ringsebølle sø næsten udtørret og arealerne fordelt i fuld fordragelighed.
Side 32 af 38
RINGSEBØLLE KIRKE
Kirken, der er en af de ældste i stiftet, er antagelig opført i tiden 1150-1200 på en holm der
lå i det der dengang var Ringsebølle sø, der var
en af de inderste vige af Rødby Fjord. Da kirken blev opført har det derfor været muligt at
sejle herfra og ud til Østersøen.
I forhold til andre kirker, der som oftest er
bygget på områdets højeste punkt, ligger kirken
i Ringsebølle lavt. Hvad denne placering skyldes, kan man kun gisne om, men måske har her
tidligere været et gammelt helligsted, eller måske har kirken tjent som tilflugtssted i ufredstider, idet placeringen på en ø har gjort den
nemmere at forsvare.
Kirken hed oprindelig Egeby, efter en landsby af samme navn, som lå i nærheden af kirken. Her har
også været en større gård, da det af gamle skrifter fremgår, at ridder Henrik Wardenberg af Egeby
har skænket gods til kirken. Hans gravsten dateret 1414 skal også have ligget i kirkegulvet. Denne
landsby og gård er senere forsvundet, måske i forbindelse med oversvømmelse. Her fortæller historien, at på Valdemar Atterdags tid (1340-1375) brød Østersøen ind over landet og ødelagde Egeby
undtagen kirken. Denne vandflod blev ifølge gamle sagn kaldet ”syndfloden”, og det hedder sig også, at Ringsebølle kirke har stået ”Syndfloden” over. Præsten flyttede derefter til Rødby, og siden
har sognet været anneks. Det skal nok også ses som en følge af, at Rødby på dette tidspunkt havde
vokset sig større som følge af sin bedre placering ved Rødby Fjord, og deraf følgende betydning
som overfartsby til Tyskland.
Da Ringsebølle kirke var ret velstående, begynder nu en strid om denne formue, hvilket ses af gamle dokumenter tilbage fra 1428 – 1437 og igen i 1539, da man søger at lægge kirkens indtægter ind
til Rødby kirke, der tilsyneladende altid har manglet penge til vedligehold.
Efter svenskekrigene i midten af 1600 tallet var den gal igen, da Rødby folkene søgte at få kirken
nedlagt for at dens indtægter kunne komme Rødby til gode. Gårdene i Ringsebølle beskrives som
praktisk talt jævnet med jorden og kirken brøstfældig, men også dette anslag blev afværget af beboerne i sognet, der værnede om deres selvstændighed.
Der var dog også et andet problem, idet det før udtørring og afvanding kunne være vanskeligt for
sognets beboere, der jo boede i Ringsebølle og Lundegårde, at komme frem til kirken på grund af at
vejen var oversvømmet.
Efter reformationen hørte kirken under kronen som en af Lollands mere velhavende landsbykirker.
Kirken blev i 1726 tilskødet Abraham Lehn til ”Højbygård” og med denne i 1803 indlemmet i
stamhuset ”Sønderkarle”, det der senere fra 1819 blev Baroni af samme navn. (Baroniet Sønderkarle var et dansk baroni oprettet 13. marts 1819 for Poul Godske Berthouch-Lehn af hovedgårdene
Højbygaard og Lungholm. Baroniet blev opløst ved lensafløsningen i 1919).
Kirken blev selvejende den 1. oktober 1953, hvilket var forholdsvis sent, da de fleste af egnens kirker havde fået selveje allerede i 1920erne.
Kirken består af romansk skib og kor bygget af kampestenskvadre, koret er dog senere udvidet til
dobbelt størrelse. I forbindelse hermed har man tilsyneladende genbrugt kampestenskvadrene fra
den oprindelige gavl i koret nederst, og derefter muret op med teglsten (munkesten). Våbenhuset er
fra en senere periode, og vi kan af tilmurede vinduer se at det tidligere har været mindre.
Kirken har aldrig haft tårn, men indtil midten af 1800tallet hang kirkens klokke i en klokkestabel
der stod på kirkegården, nu hænger klokken i en glug i kirkens vestgavl.
Klokken er i senromansk stil fra 1200 tallets første halvdel og er dermed utvivlsom en af de ældste
kirkeklokker på Lolland.
Der skal have været en klokke mere, og sagnet fortæller at den faldt i søen da klokkestabelen hvor
klokkerne hang væltede, en anden måske mere sandsynlig forklaring er, at klokken blev afleveret
Side 33 af 38
ved en klokkeskat som Frederik den l udskrev i 1528, her skal der fra hele landet
være afleveret omkring 2.000 klokker der
blev brugt til støbning af kanoner.
Kirken blev gennemgribende restaureret i
1870, hvor bl.a. gavlene blev fornyet ned
til hvælvingerne, og det er her man lavede afstribningerne i pudset så det skulle
ligne kampestenskvadre.
Døbefonten, der sandsynligvis er lige så
gammel som selve kirken, er udhugget i
granit.
Orglet blev købt i 1989 fra kirken i
Hjordkjær i Sønderjylland, hvor det havde været i brug fra slutningen af
1950erne.
Købesummen inklusiv transport opsætning m.v. var kr. 175.000,-.
Kapel og graverbygning er opført i 1974,
hvor det afløste en gammel kørelade der
var meget forfalden.
Sagn om Ringsebølle Kirke
Kirken ligger lidt skævt i forhold til sognet, da
det meste af Ringsebølle sogn ligger inden for
bygrænsen i Rødby og resten i Lundegårde. For
at komme til kirken skal man faktisk køre et lille stykke i Tågerup sogn.
Gennem tiden har der været mange myter og
sagn om Ringsebølle kirke. Med hensyn til kirkens placering fortælles, at man egentlig ville
have bygget kirken ved gårdene i Ringsebølle,
men hver nat blev stenene flyttet ud på holmen
i søen, så det endte med at kirken blev bygget
her.
En anden ting, der har givet anledning til sagn
og myter er de stenrelieffer der er i kirkens mure, bl.a. over indgangsdøren fra våbenhuset og
ind i kirken. Her fortæller sagnet om en kamp
mellem to brødre, hvor den overlevende som
bod for broderdrab byggede kirken, men det er
nok nærmere et symbol på kampen mellem det
onde og det gode.
Desuden er der også de to relieffet på korets
ydermure, henholdsvis dyrefiguren på nordmuren, der efter sagnet skal være en drage, der har
været på stedet inden kirken blev bygget.
Mandshovedet på sydmuren har måske været
ment som en skytshelgen for kirken, da man ser
disse relieffer på flere kirker fra samme tidsrum
som Ringsebølle
Side 34 af 38
HANS CHRISTOFFERSEN
blev født 3. juni 1845 i Bandholm og blev som 11-årig sendt
til Jylland som vogterdreng.
Kom tilbage til Bandholm for
at blive konfirmeret og fik senere læreplads på den daværende støberi- og maskinfabrik.
Efter endt læretid tog han eksamen i hestebeslag på Den Kgl.
Veterinær og Landbohøjskole i
København.
Gift 1870 med Sofie. Fra 1872
til 1877 var Hans smed i Højbygårdssmedjen hvor han bl.a.
vedligeholdte Højbygårds to
store plovlokomotiver.
I 1877 købte han smedjen i Godsted. I 1882 overtager han smedjen i Holeby, som senere udvikler
sig til Holeby Dieselmotorfabrik.
Efter kort tids sygdom døde Hans Christoffersen den 9. marts 1908, 63 år gammel.
Side 35 af 38
10. etape. Hans Christoffersens gl. smedje - Hjem. 15,2 km. 1:02 min.
Side 36 af 38
Side 37 af 38
Reference liste:
Dengang der var vand i Fjrden. Del 1 og 2
Ellen Margrethe Thomsen. Lolland-Falsters Historiske samfund 2003 og 2004
Hominde, søforsvarsværket i Frødby Fjord
Anne Nørgård Jørgensen. Lolland-Falsters Historiske samfund 1996
Landingvindingslaget Rødby Fjord 1927 – 1977
Marius Hansen
Bag diger og dæmninger i Rødby Fjord
N. E. Hyldtoft
Historisk beretning om dieselmotorproduktion i Holeby
MAN Diesel & Turbo
Småtræk af Tirsted-Skørringe-Vejleby sognes historie
P. Møller Hundebøll
Side 38 af 38