Pressemeddelelse, Lykkegaard Galleri Marskandiser B&B Tversted

Overfladebehandling.
af metaller.
Sølv chromatisering.
Forkromning.
©
epo
uls
en@
yo
use
epo
st.d
k
Guld chromatisering.
Forkobring.
Overfladebehandling.
Overfladebehandling er egentlig et vidt begreb, jeg har her valgt nogle af de mest
almindelige metoder, men der findes en del andre.
En del motorcykler - også nogle af vores kinesere - har desværre ikke gennemgået nogen form for forbehandling inden lakering, hvor imod andre har fået grund
maling eller ligefrem er blevet metaliseret inden lakering.
Det samme gør sig gældende med forkromningen, nogen fabrikanter “snyder” og
forkromer direkte oven på det rå metal, hvor andre har fået en kobberbehandling
inden som også nogen af vores kinesere har. De kinesere som er metaliseret og har
fået en kobber behandling inden forkromning er naturligvis også dyere i indkøb, men
vi kan se forskellen i dag ( 2010 ) hvor cyklerne er en 5-6 år gamle.
Englænderne kunne lave krom i gamle dage ( i 50erne ), det var Tyskerne knap så
gode til, men de har fået det lært må man sige. Det første Japanske krom vi så i midt
60’erne var noget værre noget - f.eks. Toyota Crown 2.3 eller de første Datsun biler
som senere blev til Nissan.
Jeg har nedenfor forsøgt at lave en simpel tegning af processen.
plus
minus
Regulerings
modstand
Anode
f.eks.
zink
Batteri
plus
minus
e
Katode
f.eks.
bremsepedal.
d
ano
Elektrolyt
med f.eks. zinksalt
Parkerisering
Genstande af jern og stål, der er helt rengjort for rust og olie, nedsænkes i et varmt bad med opløsning
af jern-, zink og manganfosfater. Efter 60-70 min er der på overfladen udfældet et lyst, gråt fosfat. Dette
lag er rustbeskyttende, men er stærk modtagelig for fedt og olie og vil ubeskyttet hurtigt komme til at se
meget snavset ud. Parkerisering danner en velegnet grund for lakering og oliebehandling.
Bonderisering.
Er stort set den samme proces som parkerisering. I stedet for zinkfosfat, indeholder det varme bad
kobbersalte. De gør det muligt at afkorte procesen til ca. 10 minutter. Overfladen er ikke særlig rustbestandig, men den danner til gengæld en god grund for lakering, som gør at denne bliver meget holdbar.
Dyppelakering.
Lakering ved neddypning evt. flere gange i tynd celluloselak. Anvendes på mindre genstande, som forinden
er parkeriseret.
Oliebehandling.
Overfladebehandling ved neddypning i varm olie. Anvendes på genstande, der forinden er parkeriseret.
Ikke at forveksle med anløbning/hærdning i oliebad. Overfladen opnår en vis over for luftens ilt.
Ovnlakering.
Sprøjtelakering med celluloselak på en velegnet grunder som f.eks. parkerisering og bonderisering. Efter
lakering ophænges genstande i en 250 graders varm kammerovn, hvor lakken hærder en 60-70 minutter,
så den bliver meget tæt og hård. Ofte påføres flere tynde lag lak, der ovntørres hver for sig.
Fornikling/matfornikling.
Ved en elektrogalvanisk proces belægges en metaloverflade med et andet metal. At processen er elektro
galvanisk vil sige, at man lader den ønskede genstand være katode i et eloktrolysekar, hvor man som
anode anvender det ønskede metal. Når der sættes spænding på ( 2,5-4 volt ), vil en metaludfældning finde
sted ved en passende strømstyrke, kaldet tæthed, i ampere pr. dm2.
Nikkel egner sig til overfladebehandling ved en elektrogalvanisk proces. Men overfladen skal i forvejen
være belagt med kobber eller sølv. Derfor foretages der forud for fornikling, en galvanisk proces, hvor
genstanden forkobres. Ved forkobring anvendes cyankalium sammen med kobbersulfat i elektrolysekarret.
Almindelig galvanisk fornikling er matfornikling. Ønskes der en blank fornikling på overfladen, skal
genstanden forinden være slebet meget glat, og den skal efter forniklingen poleres.
Forkromning.
Krom er et metal, der som nikkel kan anvendes til overfladebehandling ved en elektrogalvanisk proces.
I 1933-34 var der endnu kun få års praktisk erfaring med forkromning, og processen var temmelig
kostbar. Dels skal genstanden først forkobres og/eller fornikles og derpå poleres ; dels er krom dyrt. Og
desuden forløber processen bedst, hvis forkromningen foregår i et roterende eller tromlebad. Til gengæld
giver en korrekt udført forkromning en meget modstandsdygtig overflade. I vore dage er der mange steder
hvor forkromning tilbydes billigt. Men der er normalt en logisk sammenhæng mellem pris og kvalitet.
Hårdtforhromning.
En særlig kostbar elektrogalvanisk teknik gør det muligt at lægge et relativt tykt lag krom på flader, der
er udsat for stor belastning. På f.eks. Nimbus-C ( Humlebien ) har det med godt resultat som forsøg været
gjort på krumtapssøler, mange knallertcylindre er også hårdtforkromede som f.eks NSU Quickly, Puch
Maxi , Kreidler Floret blot for at nævne et par stykker.
Galvanisering.
Når man siger galvanisering, mener man normalt, at overfladen er dækket af et tyndt lag zink. Altså en
elektrogalvanisk proces, hvor anoden er zink. Som overfladebehandling bliver den meget anvendt. Det
ser ganske pænt ud, er billig at få udført og har en god holdbarhed over for regn og fugt. Men det giver
en katastrofalt ringe beskyttelse med sjap og vejsalt, og det begrænser jo anvendeligheden for mange.
Cadmiering.
Til mindre genstande evt. med gevind er det er fordel med en meget tynd og alligevel holdbar overfladebehandling. Cadmium er et metal, der nemt lader sig udfælde elektrogalvanisk og giver en meget ensartet
lysegrå overflade, findes efterhånden i flere farver som f.eks guld cadmiering som er meget brugt på bolte,
møtrikker, hydraulik fittings mm. Ligesom parkerisering er overfladen meget holdbar i sig selv og kan
danne en god grund for lakering.
Cadmiering er et endog meget giftig tungmetal, og af miljømæssige årsager har denne overfladebehandling
været forbudt i mange år.
Brunering.
Brunering er også kendt som sortoxydering og anvendes især til beskyttelse af jagtvåben. Sortoxydering
er velegnet som overfladebehandling af emner i jern, stål og støbejern.
Populært kan man sige, at sortoxydering er en kemisk proces, hvor man lader stålets overflade ruste under
kontrollerede forhold.
Som korrosionsbeskyttelse egner processen sig bedst til emner der opbevares indendørs i ikke for aggressiv
miljøer. Overfladestrukturen på det sort oxyderede emne forøger evnen til at fastholde en beskyttende
oliefilm. Metoden ændrer, i modsætning til mange andre behandlinger, ikke emnets mål. Derfor kan man
holde snævre tolerancer.
Forsinkning.
forzinkning, overfladebehandling, hvorved et metalemne pålægges en belægning af zink. Forzinkning
anvendes til korrosionsbeskyttelse af stålemner og er velegnet hertil, da belægningen ikke behøver at være
tæt. Zink er et uædelt metal i forhold til stål og vil beskytte stålet, også hvor belægningen har mindre skader
og utætheder. Forzinkning udføres enten ved varmforzinkning eller ved elforzinkning.
Varmegalvanisering.
(varmgalvanisering) udføres ved, at det afrensede stålemne neddyppes i smeltet zink med en temperatur på
460 °C, hvor der gennem reaktion med ståloverfladen dannes en zinkbelægning.
Zinklagets tykkelse afhænger af stålets kemiske sammensætning, men vil normalt ligge inden for en 60-300
μm. Zinkbelægningens holdbarhed ved atmosfærisk brug er direkte proportional med belægningstykkelsen;
varmforzinkning er velkendt som korrosionsbeskyttelse af fx autoværn, lysmaster og diverse beslag.
Pladeforzinkning
udføres i en kontinuerlig varmforzinkningsproces, hvor lagtykkelsen styres af en afstryger, hvilket resulterer
i tyndere zinklag. Derved kan pladerne klippes, bukkes, falses m.m., uden at belægningen skaller af. Mest
anvendt er plader med 20 μm zinklagtykkelse. Pladerne har stor anvendelse til diverse beslag, kabinetter til
vaskemaskiner, undervogne på biler, elskabe m.m., som yderligere malebehandles.
Elforzinkning
(elektrolytisk forzinkning eller elgalvanisering) foretages ved elektroplettering og benyttes normalt til
belægningstykkelser på 5-30 μm. Metoden anvendes med succes til søm, skruer, beslag, indkøbsvogne,
kabinetter til diverse apparater m.m. Elforzinkningen afsluttes normalt med chromatering.
Chromatisering.
chromatering, (afledt af gr. chroma 'hud, farve'), overfladebehandling af metaller med et oxiderende, surt
chromatbad. Badets temperatur er normalt 50-90 °C og varigheden 1-30 min. På metallets overflade dannes
det såkaldte konversionslag, bestående af tri- og hexavalent chrom og oxideret metal. Laget er transparent,
grønligt, gulligt eller sort, afhængigt af badets sammensætning og temperatur. Det hæfter godt og giver det
behandlede emne en vis korrosionsbeskyttelse, men vigtigere er, at det er velegnet som basis for lakering
og maling.
Chromatering anvendes især på magnesium- og zinklegeringer.