1. No category

Uddrag af kommentarer og spørgsmål under borgermøde:
Sted og dato: Forsamlingshuset i Nanortalik den 2. juni. 2015
1. Spørgsmål: Er der andre skadelige stoffer end uran?
Per Kalvig: Det er undersøgt om der er andre skadelige stoffer end uran. Der er nemlig også
thorium. Som Kristine sagde, er der mellem 2 og 3 gange så meget thorium som uran. Thorium
er også et radioaktivt stof. Thorium indgår også i hele miljøvurderingen og følger sådan set
samme procedure som uran.
2. Spørgsmål: Hvordan undgår man, at uran fra Kvanefjeldet ikke bliver brugt til atomvåben?
Per Kalvig: Hele uranhandlen er reguleret af internationale myndigheder. Så der er en lang
række procedure og som i givet fald, hvis der åbnes produktion, også vil træde i kraft her. De
retningslinjer drejer sig blandt andet om, at man ikke vil levere uran til ikke-fredelige formål.
3. Spørgsmål: Vil det ikke blot skade den grønlandske befolkning, hvis vi siger ja. Den farlige
stråling vil jo fortsætte til evig tid og støvet vil jo give meget store miljøproblemer?
Gert Asmund: 3 mio. tons er meget om året og måske i 20 til 30 år. Der kommer til at ligge i en
meget stor bunke af noget, der ligner sand, men det kan afgive radon, så det er vigtigt, at det
bliver opbevaret rigtigt. Vand er godt nok, men jeg er ikke sikker på, at det holder evigt. Så man
skal finde en løsning, så man er sikker på, at det holder – i mange hundrede år. Hvis man pumper
vandet ud, når man er færdig og dækker først med store sten, så med grus og så med sand og til
sidst med jord. Har man så ikke gjort det, så godt man kan? Det vil jeg mene. Det bremser i hvert
fald radon, men der kan sive vand igennem, så der er en masse ting at tage hensyn til. Vand kan
sive igennem, så radon kan komme ud. Vores depot skal derfor vandtæt og lufttæt. Hvis det ikke
er det, så er det et dårligt depot.
4. Spørgsmål: Hvis miljøproblemerne bliver for store, kan det grønlandske samfund så sige, at
minedriften skal stoppe?
Gert Asmund: Det eneste jeg kan sige her, er, at mineselskabet skal garantere for en ordentlig
oprydning og en ordentlig nedlukning, og det er vores opgave at stille de krav som
mineselskabet skal overholde. Vi vil gøre vores bedste for, at det bliver lukket ordentligt ned. Vi
vil gøre vores bedste for, at der er reserveret penge til det, så det grønlandske samfund skal ikke
få udgifter for det i al evighed. Mineselskabet skal betale alle de udgifter, der er. Jeg kan dog
godt se, at fremtiden er usikker. Hvad sker der om flere 100 år? Det er der ingen, der ved noget
om.
5. Spørgsmål: Hvad med støv, når der er uran? Og ved brydning af uran? Det er meget farligt
støv? Kan man undgå det?
Gert Asmund: Man kan godt gøre noget for at mindske mængden af støv, men allerførst skal vi
se de beregninger, som kommer i VVM-rapporten, som fortæller, hvor meget støv, der kommer.
Så må vi tage stilling til det bagefter. Støvet kommer fra flere forskellige steder. Når man
sprænger malmen, dannes der støv. Man kan komme noget skum på. Den flade man skal
sprænge kan gøres våd, så støver det mindre. Der vil dog komme støv ved sprængning. En anden
væsentlig kilde til støv er de store lastbiler, der skal køre på grusveje. Da må man kræve, at
vejene bliver lavet af noget, der ikke indeholder farlige stoffer. De må altså ikke tage gråbjerget,
som indeholder en smule uran. Mineselskabet må altså ikke sige, ”at vi har det affald – det vil vi
bruge til at lave veje af”. Det må de ikke. De skal have godkendt det materiale, de laver vejene
af, således at det støv, der kommer fra vejene vil blive almindeligt støv og ikke uranholdigt støv.
Så er der alle de kemiske processer og flotationsprocesser, der foregår.
6. Spørgsmål: Her i Sydgrønland spiser vi lammekød, ryber, hare og ørreder og hel en masse som
vi lever af. Har man fået undersøgt, hvor stor forurening en mine vil give? Og i hvor lang tid?
1
Det er det jeg er bange for. Hvis vi kommer til at spise noget, der er forurenet, så vil jeg
overhovedet ikke acceptere, at der kommer sådan en uranmine.
Gert Asmund: Risikoen er, at støv, der indeholder farlige stoffer, bliver spredt ud på
græsningsområder og får og lam, der spiser det forurenede græs, selv bliver forurenet. Det (red:
selskabet) er godt klar over, at den risiko er der. Så der bliver nødt til at blive lavet et
støvspredningskort, som vi viste. Således at man kan sige, at herinde (red: fiktivt området) er der
en risiko og her anbefaler vi derfor ikke, at der græsser får og lam. Så vi skal gerne være så sikre
på vores resultater, at hvis der græsses uden for (red: området) så er man så langt væk, at
støvspredningen er så lille, at der ikke opstår forurening i kødet. Men hvad nu, hvis vi ser frem,
så har vi et miljøovervågningsprogram. Vi vil hvert år tage prøver af kødet fra lam som vi ved,
hvor de har levet, som vi vil analysere for forurenende stoffer. Hvis vi opdager, at vi har
undervurderet (red: forureningen), så er vi nødt til at gøre et eller andet. Det vil i hvert fald blive
opdaget, så ingen kommer til at spise det forurenede kød, fordi vi tager prøver af det og
analyserer det. Så vi skulle gerne have sikret dig, men om vi kan sikre alle fårene, ja det håber vi,
men det skal vores undersøgelser vise.
Anne Merrild Hansen: Det her med mad og fødevaresikkerhed. Det handler ikke kun om at få
mad, der ikke er forurenet. Det handler også om, at det betyder noget for os, der kommer fra
lokalområdet, at vi kan fange egen mad og få det mad vi plejer at få, selvom der er en
produktion lige her i nærheden. Lige præcis den her del af de analyser, der skal foretages, vil
blive inkluderet i vurderingen af samfundsmæssig bæredygtighed. Det er derfor vigtigt at være
opmærksom på de her emner når, de rapporter, der bliver lavet, kommer i høring. Har man
været opmærksom på koblingen mellem, hvordan påvirkes miljøet og hvilken betydning har det
for menneskene? Så det dermed, hvilke konsekvenser det har for menneskene, at miljøet bliver
påvirket, er nemlig ikke kun et spørgsmål om at få mad, men om at få mad fra lokalområdet altså at få mad, der har en kulturel værdi.
7. Spørgsmål: Har I nogen erfaringer fra andre lande, hvor en mine ligger så tæt på et befolket
område?
Violeta Hansen: Ja det er der. En mine, der kun ligger 6-7 kilometer fra den nærmeste by i
Nordaustralien. Et andet eksempel er i Sydaustralien, men det er en underjordisk mine og der er
6 kilometer til den nærmeste by.
8. Spørgsmål: Er det korrekt, at Narsaq vil blive forurenet, når der kommer 3 mio. tons tailling
om året? Når der er så meget taillings, vil det så ikke sprede sig over det hele til Narsaqområdet? Kan Narsaq bestå?
Per Kalvig: Som Gert nævnte under sin præsentation, så er det meget store mængder taillings,
der skal placeres i Taseq-søen. Der skal bygges dæmninger op i takt med, at niveauet bliver
højere. Der kan muligvis blive behov for at kigge på andre løsninger. En ting som vi ikke var inde
på før var, at selskabet også har kigget på en alternativ placering, som ikke er Taseq. En
placering, som ligger nord for Dyrnæsbugten mod Bredefjeld altså væk fra byen. Der kunne være
mulighed for at kombinere de to. Man kunne også tænke sig en løsning, hvor man på et
tidspunkt ville kunne tage taillings tilbage i minehullet, hvor det alt andet lige vil ligge sikrere,
fordi der ikke er en dæmning. Mange af de her ting kan vi dog først sige noget om, når vi ser den
endelige rapport, så vi må styre vores nysgerrighed lidt i endnu for virkelig at kunne vurdere det.
9. Spørgsmål: Hvor meget uran er der i taillings og gråbjerg?
Gert Asmund: Malmen indeholder 0,03 % uran. Taillingen indeholder 0,015 %, altså halvt så
meget. Det er en lille smule dårligt. Mineselskabet er kun i stand til at udnytte halvdelen af
uranen. Gråbjerget er det som de fjerner for at komme ned til malmen. Jeg har ikke set nogen tal
for gråbjerget. Det eneste vi kan sige er, at det er betydeligt under de 300 milliondelte, som er i
malmen. Det vil sikkert heller ikke ligge ens fordelt. Man kunne godt forestille sig - det ser man i
2
10.
11.
12.
13.
andre miner - at noget der måske kunne være godt nok en dag lægger man hen og så bliver det
produceret på et senere tidspunkt. Så det er svært at sige, men det vil være betydeligt under de
300 milliondelte i malmen. En anden ting som er årsag til, at der er temmelig meget tilbage i
taillings er, fordi der også er andre mineraler end steenstrupin, der indeholder uran. De bliver
dog ikke trukket ud i oparbejdningsprocesserne. Der er ingen tvivl om, at selskabet arbejder
ihærdigt på at nedbringe niveauet af uran i taillings af økonomiske grunde. For som modellen er
nu ”så smider de penge ud af vinduet”. Det bliver altså arbejdet på at nedbringe indholdet af
uran i taillings alene af økonomiske grunde.
Spørgsmål: Kan man ikke bruge gråbjerg til vejanlæg eller lignende? Det må man da kunne få
gavn af? Der er flere millioner tons?
Per Kalvig: Som Gert var inde på før, så er det svært at bruge det til ret meget andet, fordi det
kan indeholde uran. Jeg forestiller mig, at de vil prøve at begrænse gråbjerget.
Violeta Hansen: Der er et eksempel fra Canada, hvor man har brugt gråbjerg til at bygge huse og
veje uden at analysere indholdet. Det viste sig senere, at der var radioaktive stoffer, og det
resulterede også i sundhedsmæssige konsekvenser. Svaret på dit spørgsmål er, at man godt kan
bruge gråbjerg til at bygge veje, men kun hvis man inden, at man anvender gråbjerget er sikker
på, at det ikke indeholder radioaktive stoffer eller andre stoffer såsom bly. Først og fremmest
skal man være sikker på, at det ikke indeholder stoffer – det skal være ”rent”. Vi ved ikke på
nuværende tidspunkt, hvad gråbjerget på Kvanefjeldet indeholder, da vi ikke har en VVMrapport.
Spørgsmål: Er det korrekt, at man vil bruge meget giftige eller farlige kemikalier for at få
adskilt uranen?
Gert Asmund: Ikke meget farlige. Man vil bruge nogle stoffer, som minder meget om dem man
brugte i Maarmorilik. Det hedder flotationskemikalier. Man vil også bruge de samme kemikalier
ved jernmineprojektet ved Isua. Man bruger de samme kemikalier ved mange miner rundt
omkring i verdenen.
Per Kalvig: Der er to trin her. Når man skal have isoleret steenstrupin, der bruger man
flotationsmetoden, som Gert var inde på. Når man bagefter skal have opløst steenstrupin, så vil
man bruge både svovl- og saltsyre og soda.
Gert Asmund: De stoffer er ikke giftige. De er ætsende, når de er koncentreret. Når de bliver
fortyndet, så er de ikke farlige.
Violeta Hansen: Vi kan ikke sige, at de ikke er giftige eller farlige, og derfor kommer vi til at stille
utrolige mange krav til taillingsaffald. Ikke kun stiller vi krav, men vi går også ud og tjekker om de
krav bliver implementeret. Vi overvåger og kræver også, at de [red: Selskabet] udvikler en
beredskabsplan i tilfælde af, at der sker en ulykke.
Spørgsmål: Hvis man bryder 80 mio. tons, vil gråbjerget fra de 80 mio. tons blive puttet tilbage
i minen?
Per Kalvig: Det er ikke endeligt bestemt endnu. Det er en af de ting, der vil komme til at ligge
rapporter på. Det tidsperspektiv, som selskabet ser det her i, er et 30 års perspektiv. Dvs., at der
nok bliver 90 mio. tons.
Spørgsmål: Når detr går så mange år og man har produceret, så skal man måske bruge 20 mia.
kr. på at sende de 80 mio. tons tilbage i minen?
Per Kalvig: Jeg tror ikke, at man skal se det som en slutproces. Det vil typisk være en løbende
proces, hvor man bryder i den ene ende af minen og samtidig fylder op i den del af minen, hvor
man allerede har brudt eller er færdige med at bryde. Hvordan det vil blive planlagt her? Og om
det er muligt? Ja, det ved jeg faktisk ikke.
Violeta Hansen: Der er et eksempel med en mine med et åbent brud i Nordaustralien. Den ligger
6 kilometer fra den nærmeste by. Den hedder Ranger. De er startet i 1979 med uranudvinding.
3
14.
15.
16.
17.
18.
19.
De er gået i gang med at producere taillings, men de har ikke placeret penge, mens de har været
i gang. Lige nu er det mere dyrt, hvis de skal etablere et permanent taillingsdepot end, hvis de
overfører det til minebruddet. Det kommer an på, hvorledes mineselskabet går i gang, og
hvordan mineselskabet udformer deres affaldshåndteringsplan – Behandler de taillings løbende
eller senere?
Gert Asmund: Vedrørende kemikalier hvor sjældne jordarter skal skilles ad i forskellige typer af
sjældne jordarter, der bruges mange forskellige kemikalier i den proces, men der er vist ingen af
os her, der helt har overblik over det.
Spørgsmål: Mht. radon. Der blev nævnt, at der er meget store radonforekomster i hele
Grønland. Hvis der kommer et større radonudslip, hvorledes vil det påvirke befolkningen? Kan
man minimere påvirkningen af befolkningen? Hvad er den største bekymring som
befolkningen i Narsaq kan have ved minebrydning?
Violeta Hansen: Vi ved allerede nu, hvilke typer af kilder af radon, der er i mineområdet. Der er
ikke kun udendørs-, men også indendørskilder. Det er de samme kilder, som producerer støv. De
skal udvikle en miljøbeskyttelsesplan, som skal indeholde alt, hvad mineselskabet vil gøre for at
forhindre udslip af radon til miljøet. Dvs., alle bygningerne på mineområdet skal have en
ventilation, støvsamler eller støvfilter. De skal filtrere luften fra alle bygninger i mineområdet. De
skal have en metode på plads, så støv og radonspredning bliver så lav som mulig. Støv og
radonspredning afhænger meget af vejrforhold, når vi taler om udendørskilder. De ved allerede
inden, at de går i gang med at bore og sprænge, hvor meget støv, der kommer ved at bore og
sprænge, eller de kan beregne det. På baggrund af disse informationer og vejrinformationer
tager de en beslutning om, hvornår de vil udføre sprængningen.
Spørgsmål: Hvordan bliver dæmningen støbt? Hvordan vil man sikre den? Og undgå at der
kommer afløb af vand med radon?
Gert Asmund: Det ved jeg faktisk ikke for nuværende. Det eneste, jeg ved, er, at den skal være
vandtæt, og hvor stor den skal være.
Spørgsmål: Når malmen er knust og den skal transporteres. Hvordan vil transporten foregå?
Per Kalvig: Der er flere transporter. Hvis man starter fra det udsprængte materiale, så dumper
man det med lastbiler eller entreprenørmaskiner oppe ved knuseanlægget. Derefter bliver det
transporteret i flydende koncentrat, som pumpes fra opredningsanlægget over i
taillingsanlægget. Det bliver pumpet i rør. Der er også nogle produkter, der skal udskibes. De vil
blive kørt på vejen og ned til havnen med store lastbiler. For de sjældne jordartsmetaller er det
ca. 23.000 tons om året, 500 ton uran, 20.000 ton af zink og flour. Det vil også skulle opbevares
nede på eller ved havnen, der etableres nord for dumpen i Narsaq.
Spørgsmål: Hvordan tager man i konstruktionen af den 37 meter høje dæmning højde for, at
vand udvider sig, når det fryser til is? Er det nok med den 37 meter høje dæmning?
Per Kalvig: Jeg ved det ikke, men jeg går ud fra, at man tager højde for det?
Spørgsmål: Hvordan undgår man, at minemedarbejdere får højere stråling end, hvad godt er?
Violeta Hansen: Der er 90 uranminer i hele verden i 20 lande. Før man går i gang skal
myndighederne etablere grænseværdier for medarbejderne. Der er en grænseværdi på 20 mSv
pr. år, men den gennemsnitlige eksponering for medarbejderne på mineområdet er mellem 5 til
10 mSv pr. år. Hvor meget den enkelte medarbejder præcist får, kommer an på, hvor
medarbejderen arbejder på mineområdet. Man kan godt få 2-3 mSv og man kan godt få 7-10
mSv. Der er dog ingen af dem, der får mere end 20 mSv pr. år, og det er ikke farligt på det
niveau.
Spørgsmål: Når minedriften er færdig, hvem vil kontrollere taillingsdepotet?
Violeta Hansen: Mineselskabet har ansvaret for at lukke minen ned på en forsvarlig måde. Der
etableres grænseværdier for gammastråling, radioaktive stoffer uran og thorium), og ikke4
radioaktive stoffer. Derefter skal mineselskabet gå i gang med at overvåge tallingsdepotet. I
Australien er det 30 år efter, at minen er lukket ned. I Canada er det 5-10 år. Hvis det viser sig, at
målinger overstiger grænseværdierne fra myndighederne, så kan selskabet blive forpligtet til at
foretage foranstaltninger ind til det er bragt ned på et acceptabelt niveau. Når selskabets
forpligtelser ophører, overgår overvågningen til myndighederne.
Gert Asmund: I Marmoriliik overvågede selskabet i 15 år.
5