Rejsebrev fra Holland
Nr. 1 – 29.01.2015
Af Gabriëlle Beelen-Beeftink
Kære venner!
Fra den 26. januar til og med den 27. februar er jeg i 5-ugers praktik i Holland,
i min hjemby Kampen. Jeg kunne godt tænke mig at skrive lidt om opholdet her i Holland ca. en gang om ugen.
Lørdag, den 24. januar kom vi til Holland efter en meget behagelig togrejse på næsten ti timer. Som I kan se på
ovenstående billede, har jeg taget mine to piger på fem og tolv år med. Børnene rejste gratis med toget, så rejsen
”kun” kostede 936 kroner + pladsreservering. Pigerne går i skole og SFO i en bygning, der ligger lige over for mit
praktiksted. SFO-en har åbent hver dag fra kl.7 til kl.18.30. Skoletiderne er fra kl.8.30 til kl.12 og fra kl.13 til kl.15
(onsdag eftermiddag fri). Min store pige går desuden til klaverundervisning hver torsdag eftermiddag. Mine
arbejdstider ligger fra kl. 7 til kl.15.30. Vi bor hjemme hos mine svigerforældre, og mine egne forældre bor også her i
byen. I kan sikkert forestille jer at det er en meget speciel og dejlig oplevelse for os alle!
I forbindelse med weekendvagt havde jeg fri i dag og mulighed for at
aflevere børnene i skolen. Der var enormt mange cyklister i gaderne
ved halv 9-tiden, kæmpestore flokke teenagere på vej til skolen. Jeg
huskede heldigvis i tide at bilister i Holland skal holde tilbage for
cyklister fra højre side…
Pleje- og genoptræningscenter Myosotis,
set fra skolens legeplads.
Børnene hentes efter skolen. Mange mødre er hjemmegående eller arbejder i deltid.
Sådan en fridag i Holland bruger jeg også gerne på almindeligt dagligvare-indkøb. De gode gamle hollandske varer,
som jeg ikke rigtig savner længere, men som er en fest for mig at gense: Krymmel-pålæg, frisksnittede grøntsager,
cremet kaffefløde…
Pleje- og genoptræningscenter Myosotis ligger i udkanten af
Kampens historiske bykerne. Myosotis ligger i en tidligere
hospitalsbygning, med en senere tilbygget fløj med plejeboliger.
Plejecentret ligger i smukke omgivelser med udsigt til floden IJssel
foran, og den gamle park på bagsiden. I plejecentret findes små
leve- bomiljøer for beboere med demens og somatiske sygdomme. I
genoptræningscentret på 1. sal genoptræner borgere efter f.eks.
hofteoperationer og hjerneblødninger. Myosotis har desuden et
behandlingscenter, der tilbyder genoptræning, fysioterapi,
ergoterapi, logopædi og psykologi til hjemmeboende borgere.
I behandlingscentret findes også et aktivitetscenter for
hjemmeboende borgere med f.eks. demenssygdomme. I den store
restaurant er beboere, daggæster, pårørende, personale og gæster
udefra velkomne til at spise og hygge. Plejecentret har desuden et
lille supermarked, hvor beboerne selv køber ind.
Foto: Judy van der Velden - Flickr
Myosotis betyder ”Forglemmigej”
Jeg arbejder på et demensafsnit, som kaldes ”bolig”, med 6 beboerstuer. På
en af stuerne bor et ægtepar, således har vi 7 beboere. Beboerstuerne har
indbyggede garderobeskabe, plejesenge (plus enkelte private møbler) og
håndvask. Der er 2 fælles badeværelser med toilet. I opholdsstuen, som har
spisehjørne og sofahjørne med kamin, er der adgang til et åbent køkken.
Dagvagten varer fra kl.7 til kl.15.30. Personalet har betalt morgen- og
eftermiddagspause på 15 minutter, og ikke-betalt frokostpause på 30
minutter. En dag fra 7 til 15.30 indeholder således 8 arbejdstimer. Den
almindelige bemanding er 1 hjælper og 1 assistent per afdeling; det
forekommer at der er en ekstra hjælper på arbejde, som ”flyver” mellem 2
afdelinger.
Foto: vivium.nl (Hogewey)
Foto: vivium.nl (Hogewey)
Som altid, når man kommer til et nyt sted, er der noget, man kan tage med hjem, og andet, man selv har taget med
sig og kan give videre.
Ting, jeg godt kunne tænke mig at tage med herfra, er plejehjemmets små
afdelinger for 6 personer, som fungerer som selvstændige husholdninger.
Beboerne deltager aktivt i de huslige pligter og er med til at bestemme f.eks.
hvad der skal spises. Beboerne køber, med hjælp fra personalet, ind i
plejehjemmets supermarked, laver mad, vasker og stryger deres tøj. Ved
denne tilgang oplever beboerne medbestemmelse og ejerskab over eget liv.
Dagligdagen er forståelig, fordi beboerne genkender de handlinger, der
udføres og de (få) mennesker der bor og arbejder i boligen. Den lille bolig er
overskuelig for beboerne (jeg selv kunne mærke en behagelig tryghed i denne bolig, som var den første nogensinde
hvor jeg har oplevet at kunne finde vej med det samme). Jeg tror, at de fysiske rammer og de praktiske spilleregler i
dette koncept øger beboernes livskvalitet, fordi de, sagt med Antonovskys ord, oplever sammenhæng gennem en
kombination af meningsfuldhed, håndterbarhed og begribelighed.
Beboerne går til forskellige foreninger, som drives
Genbrugsbutikken
af aktivitetsmedarbejdere i en separat del af
bygningen. Der er mange udflugter – for eksempel
har der i denne uge været en lille udflugt til den
lokale genbrugsbutik. Jeg syntes det var et genialt
fund: Det er en kombination af kontakt med
samfundet udenfor, reminiscens, hygge, glæde, og
en fysisk og psykisk aktiv dag. Desuden er der
mange arrangementer i huset. I denne uge byder
næsten hver aften på koncerter, folkedans-shows
og spisearrangementer.
Det forventes ikke af plejepersonalet i boligerne, at de arrangerer aktiviteter, men til gengæld skal de drive
husholdningen i fællesskab med beboerne – og selvfølgelig indebærer det en del aktivitetsplanlægning, som indkøb,
madlavning og så videre. Noget, jeg også elsker ved de hollandske plejehjem, er at
der er tilknyttet plejehjemslæger (4 på Myosotis) og psykologer/præster. Hver uge er
der lægesamtale med afdelingens assistent, hvor eventuelle problemer kan drøftes.
For de mindre komplicerede problemer kan man også henvende sig til sygeplejersken
– som der kun er én af på hele plejecentret! Psykolog og præst står til rådighed ved
behov for psykisk/åndelig omsorg.
Og så er der de ting, jeg gerne vil give videre her på stedet. Det aller-allervigtigste er Kitwoods personcentrerede
demensomsorg. Jeg har også her allerede observeret mange små eksempler på ondartet socialpsykologi. Det er ikke,
fordi medarbejderne er onde ved beboerne. Medarbejderne er kærlige og omsorgsfulde. Men de er mennesker, og
ligesom alle andre kan de komme til at tale hen over hovedet på en beboer, tale om beboeren i tredje person,
selvom han er til stede, bebrejde ham ting, som han grundet sin demenssygdom ikke kan gøre for, afbryde ham i
eller være uforstående over for det, han er i gang med. Disse hændelser, og nogle flere, har Kitwood observeret,
navngivet og kategoriseret som ”ondartet socialpsykologi”. Og han har valgt ordet ondartet, fordi denne tilgang er så
skadelig at mennesker, som udsættes for denne behandling over længere tid, synker ned i en tilstand af dødelig
desperation. Ja, Kitwood har virkelig beskrevet, hvordan mennesker dør af denne tilgang (du kan læse mere om det i
Kitwoods ”En revurdering af demens”, Munksgaard 2006).
Jeg synes at dette emne er så utrolig vigtigt i demensomsorgen (men også i alle andre situationer hvor der er tale om
omsorg og dermed om magt), at jeg har valgt det som emne for min projekteksamen. Jeg vil gerne undersøge,
hvordan en organisation kan motivere alle omsorgsmedarbejdere til at arbejde personcentreret. Jeg vil bruge min tid
på det hollandske plejecenter bl.a. til at arbejde med implementering af Kitwoods teorier.
Den mest kendte del af Kitwoods teorier er blomsten: For at kunne give
mennesker med demens den rigtige omsorg, skal man kende deres behov.
Behovet for kærlighed er blomstens hjerte – det er det vigtigste behov. Hvis vi
opfylder behovene på bladene (giver vores borgere trøst, identitet, beskæftigelse,
en følelse af tilhør og tilknytning), så bliver behovet for kærlighed opfyldt. Kitwood
giver os også redskaber til at opfylde behovene ved at præsentere ti forskellige
interaktionsformer, der tjener formålet. Det er for eksempel anerkendelse,
validering, samarbejde, forhandling og berøring.
Kitwood hjælper os altså et godt stykke på vej til det personcentrerede arbejde.
Men hvordan laver vi overgangen fra teori til praksis – hvordan opnår vi transfer? Børnene i skolen lærer, hvad det
vil sige at være en god kammerat. Jeg tror at også vi som sundhedspersoner har brug for en vis form for vejledning i,
hvordan vi er gode ”personcentrerede” omsorgsgivere.
Organisations- og udviklingskonsulent Vibeke Drevsen Bach, som er
certificeret underviser i Kitwoods omsorgskvalitetssikringsmetode
Dementia Care Mapping, har udviklet en metode, der hjælper os
med at oversætte Kitwoods teori til praksis. Vibeke har
omstruktureret og uddybet Kitwoods blomst og Kitwoods
demensligning til et praktisk værktøj for medarbejdere i
Kitwoods demensligning:
demensomsorgen. Ved hjælp af Vibekes værktøj –
Demenssygdommens udvikling er summen af
”blomstermodellen” – kan der ske en bevidstgørelsesproces hos
Personlighed + Biografi + Helbred +
personalet, der gør at alle kan komme til at arbejde
Neurologisk svækkelse + Socialpsykologi
personcentreret. Resultatet er en sammenhængende
demensomsorg med ægte opmærksomhed og respekt for den enkelte beboers integritet og værdighed. Jeg brænder
meget for personcentreret demensomsorg og glæder mig til at arbejde med det her i Kampen. Jeg skal nok fortælle
mere om Vibekes model og mit arbejde med det i mine næste breve. At det bliver godt, har jeg læst i Myosotis’
indgangshal:
”Du, som i dette hus dedikerer dig til din næste
Mist ikke, med Guds hjælp, det mest kostbare:
Fasthold tilliden fra dem, som respekterer dig
Beskyt dem imod frygt og ensomhed.”
Til næste gang!
Gabriëlle
skrevet af den afholdte hollandske digter Ida Gerhardt (1905-1977)