1. No category

Amalie Bergmann Nielsen 2.a
Oldtidskundskab
Svendborg Gymnasium & HF
22. februar 2015
Antikkens tredje køn
Det er blevet vigtigt for os at forstå betydningen af køn, og problematikker i kønsroller der altid vil
lure heraf. At snakke om stereotypiske billeder på mænd og kvinder, vil dette referere til vore
histories forestillinger om kønsroller. Men hvis man antager at både mand og kvinde kan være i et
køn, hvordan placerede man så dette i samfundene i antikken? Ville det give mening at forklare ud
fra den græsk/romerske mytologi eller den logos som vi i dag forholder os til? Ligesom kvindernes
rolle og position i antikken, ligger det androgyne også svagt i gamle tekster. Dette køn kaldes også
det tredje køn. Et køn som dengang skulle forklares ud fra mytologiske aspekter end en mere
rationalistisk tilgang som vi hælder mod i dag. I Platons Symposion findes en redegørelse for det
tredje køn/det androgyne køn, som kan bringe dette aspekt af antikkens opfattelse af køn, i et
større lys. For hvad betød det tredje køn for antikken? En uoverensstemmelse af biologisk og
socialt køn eller gudernes værk?
I dag forundrer det sammensatte køn os stadig, psykologisk og socialt set. Denne kombination af
elementer fra det mandlige og det kvindelige, vækker stadig forundring fordi det afviger fra vores
normative forestillinger om hvad køn egentligt er – og hvor mange der er. Så tidligt som i Platons
Symposion kendes der til det androgyne køn, der antages som det tredje køn. I Symposion
genfortæller Apollodoros til en ven hvad han har hørt fra Aristodemos om symposiet hos Agathon.
Denne samtale handler om de tilstedeværende filosoffers hyldest til guden Eros, eller som
beskrevet af Diotima, fortalt af Sokrates – daimonen Eros, fordi han svæver mellem det udødelige
og det dødelige. Denne hyldest til Eros skal her forstås som kraften Eros, kærligheden, og ikke
personificeringen af Eros. Forklaringen af det androgyne (græsk: ’andro’ – mand, ’gyn’ – kvinde) i
Symposion berettes i en tale af komedieforfatteren, Aristofanes, som her fortæller: ”Vores
oprindelige natur var nemlig ikke den samme som nu. Den var anderledes. For det første havde
mennesket tre køn, ikke som nu to: det mandlige og det kvindelige. Der var desuden et tredje der
bestod af begge køn tilsammen.”1 I den græske mytologi var der således tre køn: mand/mand,
1
Platon – Symposion, vers 14, linje 16-19
1
Amalie Bergmann Nielsen 2.a
Oldtidskundskab
Svendborg Gymnasium & HF
22. februar 2015
kvinde/kvinde og mand/kvinde, da disse havde to ansigter, fire ører og to sæt kønsorganer2, hvor
mand/kvinde-mennesket naturligvis udgjorde det tredje køn, og af dette følger dermed myten om
Zeus der delte mennesket i to. Men inden delingen af det tvekønnede menneske, må man tilbage
og se hvordan dette tredje køn opstod i henhold til den græske mytologi. For myten om
Hermafroditos fortæller om det tredje køns opståen og skulle eftersigende stamme fra Lilleasien
omkring Halikarnassos hvor et tempel for Hermafroditos lå. Denne myte handler således om den
unge Hermafroditos der bliver offer for vandnymfen Salmacis’ begær da han bader i denne kilde.
Salmacis kaster sig over ham og holder ham fast, hvorefter hun beder guderne om at binde dem
sammen så de altid vil forblive hos hinanden. Kønnene af Hermafroditos og Salmacis bliver her
forbundet og disse bliver til ét. Til sidst beder den nu tvekønnet Hermafroditos til guderne om at
alle mænd der bader i kilden kommer til at få samme skæbne som ham, at blive en halvmand, og
derfor også en kvindagtig person som ligeledes bruges om det androgyne. Ifølge Aristofanes, er
det dog ikke altid at det tredje køn kommer til at eksistere: ”Der er kun betegnelsen tilbage,
kønnet selv er forsvundet.”3 Aristofanes henviser her til myten om Zeus og det todelte menneske.
Som straf for at aloiderne, Efialtes og Otos, der optræder i Homers fortællinger, prøver at nå op til
himlen, ved at stable bjergene Olympos, Ossa og Pelion oven på hinanden, for at angribe guderne,
deler Zeus de tvekønnede, mand/kvinde, og da adskilles disse to køn fra hinanden og derfor når
Aristofanes frem til denne konklusion, at det tredje køn ikke længere eksisterer. Begrebet kender
man til, men i fysisk forstand findes dette ikke længere.
Fra myten om Ganymedes, der blev bortført af Zeus og de pæderastiske forhold mellem de ældre
mænd og de unge drenge, ser man et friere syn på seksualitet i det gamle Athens højere
samfundsklasser. Det blev i meget forstand forbundet til de gamle mytologiske fortællinger, som
et belæg for at disse forskellige lyster var helt naturlige, da det jo også var almindeligt blandt de
græske guder. De ’oprindelige’ køn fortæller også meget om hvorfor mændene nærer kærlighed
for disse unge drenge, hvor Aristofanes her siger: ”Vi er altså alle sammen et brudstykke af et
menneske, for vi er skåret over ligesom en fladfisk, én er blevet til to. Enhver søger altid sit eget
brudstykke, og mænd der er en del af det fælles køn (det man dengang kaldte det androgyne), de
2
3
Denne forestilling om mennesket forklares også af Aristofanes, vers 14, linje 26-28
Platon – Symposion, vers 14, linje 19-20
2
Amalie Bergmann Nielsen 2.a
Oldtidskundskab
Svendborg Gymnasium & HF
22. februar 2015
er vilde med kvinder… ”4 Disse mennesker som oprindeligt stammer fra det androgyne,
foretrækker det modsatte køn fordi deres anden halvdel var af det modsatte. Dette er også med til
at skulle skabe et naturligt syn på homoseksualitet som en del af de menneskers, der var
sammensat med samme køn, natur. Derfor fremfører Aristofanes en forklaring på at
homoseksualiteten altid har været der og vi mennesker er kommet og skabt af dette, ligesom det
androgyne. At menneskene blev delt i to, har gjort at man prøver på at finde sin anden halvdel,
eller naturligt fortrækker det køn som man blev sat sammen med. At dette så ikke ligger i resten af
det antikke folkefærds virkelig accept, må man her antage at de normative forestillinger om køn
ændrede sig fra mytisk tid til antikken, hvor dette tredje køn altså var en skam uden for de
athenske, højere samfundsklasser. Det androgyne fik tilnavne og nedværdigende betydninger som
vi i dag også kender til, såsom: mandhaftig, kvindagtig, tøsedreng. Alle disse blev betegnet som
skamfuldt. Disse tillægges stadig den dag i dag, til det androgyne som negative, og som Aristofanes
i Platons Symposion siger: ”Det eksisterer ikke mere, og betegnelsen findes nu kun som et
skældsord.” For hos Aristofanes, er dette ikke længere et eksisterende køn siden Zeus todelte
mennesket, derfor er denne udlægning af det tredje køn i et meget biologisk omfang, der ikke
tager særligt udgangspunkt i det sociale køn.
Hos romerne havde man nogenlunde samme opfattelse af det tredje køn, som blandt andet var
blevet fortalt hos digteren Ovid i Metamorphoses gennem myten om Hermafroditus i Roms
kejsertid, umiddelbart lige før Ovid gik i eksil. Efter Hermafroditus og Salmacis er blevet ét,
fortæller Ovid her at de: ”ikke var to adskilte skikkelser, men én tvedelt skikkelse og hverken kunne
kaldes kvinde eller dreng, og ikke var nogen af delene og dog begge dele på én gang.” 5 Forskellen
fra de antikke grækere til romerne var, at synet på det androgyne dog ændrede sig langt efter
Platons tidsalder. Fra det ældre Roms brutale drab af personer født som hermafroditter, blev det
et forundrende køn som på mange måder blev beundret for deres forskelligheder i forhold til det
normative. Her blev det androgyne i mange forbindelser sammensat med at være ”halvmand”
(latin: semivir), som værende mand af biologisk køn, men kvinde i socialt køn. Der er hos romerne
mere tale om en uoverensstemmelse mellem biologisk og socialt køn, i stedet for både mandlige
og kvindelige biologiske træk som ses i Aristofanes udlægninger og redegørelser for det tredje køn.
4
5
Platon – Symposion, vers 16, linje 1-4
Publius Ovidius Naso – Metamorphoses, 4,379-380
3
Amalie Bergmann Nielsen 2.a
Oldtidskundskab
Svendborg Gymnasium & HF
22. februar 2015
Om det tredje køn fra antikkens levealder er mere eller mindre accepteret i vores senmoderne
samfund kan diskuteres på baggrund af forskellige landes love og forfatninger, da vi lever i vores
histories mest individualiserede tidsalder. I januar i år, kunne man dog bekræfte at man i Thailand
officielt får et tredje køn, grundet de mange identitetsproblemer som gav at man enten skulle
stille sig som mand eller kvinde, og intet imellem disse. Om denne nye vedtagelse kommer til at
skabe mere accept og opmærksomhed om at være både mand og kvinde, vides ikke med
sikkerhed, for tredje køn er ikke vedtaget i andre lande. Dette kunne dog blive et interessant
udgangspunkt for det androgyne køn, der som i myten om Zeus og det todelte menneske, ophørte
med at eksistere, ud fra Symposions sammenfatning, og endvidere denne officielle vedtagelse af et
tredje køn som værende eksisterende. Men om den officielle vedtagelse i Thailand, vil ændre på
en næsten verdensomfattende normativ kønsopfattelse, er det svært at sige om det nogensinde
vil indgå i vores normative forestillinger om køn. Det er blevet betydeligt forskelligt, men kan også
ses i et mere psykologisk aspekt om opdragelse af børn der lærer at se sig selv som værende
intetkøn. Der tages ikke stilling til hverken det feminine eller det maskuline, og barnet får selv lov
til at bestemme sin retning, uden forældrenes indblanding. Denne type opdragelse er blevet mere
populær og anerkendt.
Så om opfattelsen af det tredje køn er en del af det normative i dag, kan vi overlade til vores egen,
individuelle opfattelse af køn – eller endda mytologiens fortællinger, som går tusinder af år
tilbage.
4