POLITIKEN Fredag 2. oktober 2015 6 Debat Erhvervsbosser vil sende hr. og fru Jensen bagerst i ledighedskøen Fuldtræffer Forslaget om indslusningsløn til migranter vil sænke lønniveauet og ramme danske ledige. Integration PETER KOFOD POULSEN, MF (DF), ORDFØRER MOD SOCIAL DUMPING »HVORFOR I alverden har I ikke for længst kastet jeres kærlighed på de titusinder af migranter, der i forvejen bor og lever i Danmark, og som igennem mange år har stået i arbejdsløshedskøen?«. Nogenlunde sådan kunne mit spørgsmål lyde til de erhvervsbosser, der igennem de seneste uger har haft travlt med at bedyre, at deres virksomheder skam har brug for de migranter, der i skrivende stund er på vej op igennem Europa. Det er grundlæggende paradoksalt, at erhvervslivet igennem årtier har forspildt chancen for at integrere titusinder af tilstedeværende migranter, der aldrig har været en del af det arbejdende fællesskab, og nu går ud og ønsker sig endnu mere migration. »Men arbejdsmarkedet skriger på kvalificeret arbejdskraft«, siger bosserne. Og derfor mener de, at løsningen er at åbne op for massiv indvandring fra Afrika og Mellemøsten. Tillad mig at sætte spørgsmålstegn ved den idé. Den indvandring, der kommer fra netop disse lande, har aldrig været en god forretning for Danmark eller noget sammenligneligt land i Vesten. Tværtimod. Lad mig dvæle ved de faktiske forhold for syriske migranter, der nærmest er udråbt som en mirakelkur for arbejdsmarkedet. Det er de ikke. Tværtimod. Af de syrere, der kom til Danmark fra midten af 90’erne og frem til slutningen af 00’erne, havde bare 17 procent – altså mindre end hver femte – en videregående uddannelse. Kun 5 procent havde en erhvervsfaglig uddannelse. Det er blot hver tyvende. Lad mig derudover bemærke, at uddannelse i Danmark og uddannelse i Mellemøsten og Afrika er to vidt forskellige ting. Tesen om, at det danske arbejdsmarked per definition har brug for denne type arbejdskraftsindvandring er altså fuldkommen forfejlet. Kigger man på tilstedeværelsen på arbejdsmarkedet, er migranter fra Syrien kun marginalt bedre repræsenteret på kontorerne og ved høvlebænkene end folk fra Somalia, for hvem det vist efterhånden er et gennemanalyseret faktum, at integration har vist sig vanskeligt. De migrationsstrømme, der netop nu går gennem Europa, truer med at opløse velfærdsstaternes sikkerJeg har aldrig forstået, hedsnet og vores selvskabte nationale tryghed for egne hvorfor danske borgere, alt imens eliten – faglærte og især koncentreret nord for ufaglærte skal København – har sit på det tørre. betale for Er man i tvivl om sandhefejlslagen den i denne påstand, kan integration man blot lytte til de mange igennem borgmestre, der er begyndt årtier ved at at udtrykke deres bekymring over situationen. I kommugå ned i løn nerne har man i årevis været vant til at prioritere og skære kernevelfærd til. Men nu er servicen for danskerne nærmest i frit fald grundet den store tilgang af mennesker, der skal forsørges. Hvis denne type indvandring havde været positiv for arbejdsmarkedet, havde kommunerne vel ønsket sig endnu mere indvandring. I stedet kæmper de om at undgå netop denne indvandring. De faktiske realiteter er ganske enkelt dystre. MEN HVORFOR fortsætter nogle erhvervsspidser så deres snak om migration som arbejdskraft? Svaret er det måske lidt usexede fænomen ’indslusningsløn’. Målet er at give migranter adgang til arbejdsmarkedet ved at dumpe deres lønninger. Så kan man pludselig flytte folk fra udlandet forrest i ledighedskøen, mens faglærte hr. og fru Jensen, der ikke kan konkurrere på samme lønniveau, må flytte bag i køen. På denne måde håber erhvervslivet at kunne få det, de længe har ønsket sig: lavere lønninger. Går politikerne i fælden, bliver det helt lovligt at dumpe lønningerne på arbejdsmarkedet. Og bosserne kan tilmed kalde sig menneskelige, humanistiske og anstændige oveni – for deres påskud er at ville yde hjælp til en gruppe, der har svært ved at få fodfæste på arbejdsmarkedet. Jeg har aldrig forstået, hvorfor danske faglærte og ufaglærte – der i forvejen udsættes for stor lønkonkurrence udefra – skal betale for fejlslagen integration igennem årtier ved at gå ned i løn. Selve tanken er dybt usympatisk og byder mig stærkt imod. For det skal kunne betale sig at arbejde, og det skal være sådan, at man kan betale sine regninger, når man har et arbejde. Indslusningsløn gavner givetvis virksomhedernes bundlinje, men de gavner ikke det danske samfund og den enkelte dansker. Derfor vil vi i Dansk Folkeparti gøre alt, der står i vor magt, for at undgå indslusningsløn. Carl Holst har trukket sig som forsvarsminister. Tegning: Roald Als Hvad foregår der i Penkowas hjerne? SIGNATUR HANS DAVIDSEN-NIELSEN Nogen burde forske i, hvordan man afslører løgn i en tillidskultur. J eg var engang hjemme hos Milena Penkowa. Hun boede i en lille lejlighed på Vesterbro med sin hund, sine diplomer og en rød sportsvogn, der holdt nede på gaden med hjerneforskerens fornavn på nummerpladen. Det var, et par måneder efter at Weekendavisen i 2010 havde skrevet sin første afslørende artikel om den prisbelønnede eliteforsker på Københavns Universitet, der var under mistanke for videnskabelig svindel i forbindelse med nogle omstridte rotteforsøg. Desuden var den hurtige kvinde lige blevet dømt for underslæb i Københavns Byret, hvor jeg dukkede op til domsafsigelsen og fandt tidligere videnskabsminister Helge Sander (V) siddende på første række i det trange retslokale. Sagen var kort sagt ikke nogen helt almindelig affære. Milena Penkowa havde først ingen kommentarer til dommen, men en af hendes veninder formidlede en kontakt, så forskeren kunne give sin version af sagen. Så nu sad vi der i lejligheden på Vesterbro, mens forskeren forklarede op og ned ad stolper og nærmest var umulig at afbryde. Anklagerne var det pure opspind, bedyrede Penkowa, og hvis de var udtryk for konkurrerende forskeres »jalousi og misundelse«, var det vel nok trist. Men hvordan opstår sådan en sag ud af den blå luft, fik jeg omsider spurgt: »Jeg kan ikke sige, hvad der foregår inde i deres hoveder«, svarede hun. Man tror, det er løgn, når man læser dommen – og det er det også SAMME SPØRGSMÅL kunne man passende stille om Milena Penkowa, der i onsdags fik endnu en hård dom i Københavns Byret. Denne gang lyder straffen på 9 måneders fængsel for grov dokumentfalsk ved de herostratisk berømte rotteforsøg. Kun fordi gerningstidspunktet ligger tilbage i 2003, undgår den 42-årige forsker at ruske tremmer. For som der står i dommen, har hun systematisk »afgivet falske oplysninger til forskerverden« og produceret »falske dokumenter« for at undgå at havne i kløerne på uredelighedsudvalget UVVU. Samtidig opnåede Milena Penkowa herved, at hun kunne genindlevere sin forkastede disputats, blive doktor, professor og få overrakt Videnskabsministeriets eliteforskerpris på 1,1 million kroner af kronprinsesse Mary. Det mest alvorlige og principielle er dog, at svindel kan have »uoverskuelige og vidtrækkende konsekvenser« for videnskaben, der står og falder med tillid. Det vildleder forskningen og behandlingen, når man ikke kan regne med indholdet af videnskabelige artikler. Man tror, det er løgn, når man læser dommen – og det er det også: forsøgsrotter, der ikke eksisterede, et medicinalselskab, der ikke eksisterede, og Milena Penkowas beviselige usandhed om, at hendes mor og søster var omkommet ved en tragisk biluheld i Belgien. Til sit forsvar forklarede hun i retten, at hun ikke huskede at have skrevet brevet til universitetet, og at hun »betvivlede at have skrevet dette brev«. I TIDENS LØB har der været andre spektakulære sager, hvor hovedpersonerne utvivlsomt lyver. Det gjorde sig gældende med Stein Bagger og Peter Brixtofte, og jeg overvejer, om de involverede bare ikke kan skelne fantasi fra virkelighed, eller om løgnen bliver en overlevelsesstrategi. At man til sidst er nødt til at holde fast i sin konstruerede version, fordi sandheden ikke er til at bære. På Milena Penkowas facebookside kan man nu læse, at at hun opfatter dommen som »juristeri«. Samtidig finder hun trøst i, at hun med egne ord blev »pure frifundet« af UVVU. Det er også forkert, og inden for to uger skal forskeren beslutte, om hun vil anke dommen. Sker det ikke, vil Københavns Universitet sende sagen direkte tilbage til uredelighedsudvalget og Akademisk Råd, der skal tage stilling til hendes doktorgrad. NÅR MAN læser dommen, er det stadigvæk en gåde, hvordan Milena Penkowa kunne snøre så mange kloge akademiske hoveder; herunder ikke mindst universitetets rektor, Ralf Hemmingsen. Det var ham, der som sundhedsvidenskabelig dekan håndterede sagen og gav Penkowa en undskyldning og hendes bedømmelsesudvalg en næse for at rejst en (rigtig) mistanke mod hjerneforskeren. Desuden ringede Ralf Hemmingsen til det ikkeeksisterende firma i Spanien, hvor han angiveligt fik bekræftet rotteforsøgene. Dog uden at tage notat af samtalen. På den anden side er der selvfølgelig meget, som ser klart ud i bakspejlet. Og samtidig kommer man nok heller ikke uden om, at løgn er sværere at afsløre i samfund, der baserer sig på tillid. Det burde nogen forske mere i. [email protected] Stop nu det enøjede korstog mod brændeovne Virkeligheden interesserer ikke Det Økologiske Råd, der igen manipulerer om faren ved brændeovne. Brændeovne HENRIK BJARNE JENSEN, SKORSTENSFEJERMESTER, FORMAND FOR SKORSTENSFEJERLAUGETS MILJØUDVALG KÅRE PRESS-Kristensen (KPK) fra Det Økologiske Råd (DØR) udstiller i sit debatindlæg om brændeovnes forurening i København (Pol. 23.9.) tydeligt den panik, der har grebet miljøforeningen. Årsagen til panikken er, at politikerne ikke længere vil tages som gidsler i KPK’s korstog mod brændeovne, at pressen for længst er kørt træt i DØR’s enøjede og ofte manipulerende argumentation, og at størstedelen af de danske borgere ved, at DØR går den danske energisektors ærinde i kampen mod brændefyring – i øvrigt betalt af os alle sammen via Dansk Energi og Energifonden. Panikken gør KPK mere og mere skinger i argumentationen. Han vælger at se bort fra sammenhænge og fakta, idet han omhyggeligt udvælger de dele af en ny rapport fra DCE ved Aarhus Universitet, der kan understøtte hans og DØR’s budskab om, at brændeovne er vor tids største miljøsynder. I det aktuelle indlæg ser han eksempelvis helt bort fra DCE’s dokumentation af, at brændeovnes andel af partikelforure- Men det er desværre kendetegnende for KPK og DØR, at virkeligheden ikke har interesse ningen i København er hele 78 pct. mindre end hidtil antaget. Men selv forskelle på 78 pct. anfægter ikke KPK. Han vælger blot at sammenligne med noget andet – denne gang partikelforurening fra trafikken. Til gengæld ser han bort fra, at trafikken med de nye tal er den helt store synder, når det gælder forurening med de sundhedsskadelige NOx’er. Her er brændeovnenes andel af forureningen 77 pct. mindre end hidtil beregnet. Årsagen til den opsigtsvækkende forskel i beregningen er, at DCE i stedet for modelberegninger har taget afsæt i virkeligheden. De nye tal bygger på eksakt viden om, hvor mange brændeovne der er i Københavns Kommune, og hvor de står. Altså har vi for første gang i miljødebatten om brændeovne valide tal på bordet. De viser, at de københavnske bræn- deovne står for 0,52 pct. af den samlede partikeludledning fra brændefyring i Danmark. Men det er desværre kendetegnende for KPK og DØR, at virkeligheden ikke har interesse. Den lille private miljøforening vil hellere lave sine egne, teoretiske beregninger og søge at belære resten af verden om, at vi har al mulig grund til at være urolige for vores og ikke mindst vore børns sundhed. Det på trods af, at luften i alle danske byer – også København – bliver renere og renere. Den slags fakta bider ikke på KPK. Han har kun belærende arrogance tilovers for Aarhus Universitet, Københavns Kommune og andre med faglig indsigt i området. Heldigvis er det efterhånden kun en meget lille menighed, der lytter til hans dystre version af virkeligheden.