AR
TI
KE
L
M
Ju ÅN
ni ED
20 E
15 N
S
KONGELEDDET I RØDBYHAVN
- et projekt i samarbejde med Museum Lolland-Falster
Af: Sarah Bodil Tierney, cand. design
Jytte, beboer i Kongeleddet, foran et fotografi af bebyggelsen.
Sarah Bodil Tierney, cand.design, blev i 2012 uddannet fra Kunstakademiets Designskole med et designantropologisk afgangsprojekt om boligkomplekset
Blok P i Grønland. Kongeledsprojektet er støttet af
Statens Kunstfond og udføres i samarbejde med
Museum Lolland-Falster.
Projektet startede med min interesse for den forskelligartede praksis, som finder sted på kulturhistoriske museer, og kan overordnet forstås som en
eksperimenterende undersøgelse af museets arbejde
med indsamling, forskning og formidling. Jeg er
interesseret i at undersøge, hvordan udstillingsmateriale kan genereres i samspil med befolkningen
i et lokalområde. Min forventning er, at museernes
arbejde med indsamling og formidling kan spille
frugtbart sammen med feltet designantropologi,
hvor jeg selv har mit faglige udspring. Designantro-
pologien er en fremvoksende disciplin, som er bredt
defineret og med flere forskellige retninger. Der er
en lang tradition for brugerinddragelse inden for
specielt industrielt design, og senere er socialt design blevet fremhævet som en retning, der formår
at anvende metoder fra både antropologi og design
i en gunstig sammenblanding. Jeg har selv været
tilknyttet Codesign Research Center ved Kunstakademiets Designskole under mine studier.
Museum Lolland-Falster er i denne sammenhæng
en spændende samarbejdspartner i kraft af sin lokale
forankring på Lolland-Falster og med sin interesse
for at indsamle viden om hverdagsliv i nutidens
lokalsamfund. Jeg håber, at projektet kan skabe
grobund for en eksperimenterende udveksling af
faglig viden og praksis, hvor indsamling og formidling skabes i dialog med de mennesker, det handler om.
Hverdagsliv i et Rødbyhavn under forandring
Jeg forsøger med dette projekt at åbne for en
dialog om hverdagsliv og har valgt boligkomplekset
Kongeleddet i Rødbyhavn som omdrejningspunkt.
Her koncentrerer jeg mig om fire beboeres hverdagsfortællinger.
Fortællingerne har ikke til formål at definere,
hvordan hverdagslivet ser ud for Kongeleddets beboere generelt, og det er ikke et forsøg på at definere hverdagslivet på Lolland-Falster.
Det vil sige, at det er hverdagsfortællinger, der samtidig strækker sig udover hverdagen og tilbage i Lollands historie. Et eksempel kunne være, når Aksel,
beboer i Kongeleddet, beskriver, hvordan en polsk
indvandrerfamilie, der arbejdede med sukkerroeproduktion fra nabohusmandsstedet, engang imellem kom forbi og lånte telefonen i hans barndomshjem, da de ikke selv havde råd. Her blev foretaget
mange familiære opkald, og han lærte kulturen lidt
at kende, fortalte Aksel i løbet af vores interview.
Nu er han selv gift med en herboende polsk kvinde.
Disse fortællinger kan være interessante at få med i
museets arbejde, fordi de tilbyder en lille åbning ind
til beboernes levede hverdag i en boligblok i Rødbyhavn. Det er en hverdag som er under forandring,
ikke mindst med etableringen af den nye forbindelse over Femern Bælt til Tyskland.
Som designantropologisk undersøgelse kan projektet bidrage med perspektiver til en forståelse
af, hvordan hverdagslivets taktikker udfolder sig
i de små detaljer. Rødbyhavn er en grænseby, der
har været præget af samfundsudviklingen, og er
samtidig del af det fysiske centrum for en vision om
det sammenhængende Europa. Først med Fugleflugtslinjen og senest med Femernforbindelsen,
hvor Rødbyhavn på ny bliver defineret som porten
til Nordeuropa. Bliver Rødbyhavn nu for alvor en
gennemfartsby?
Jeg synes, at det er interessant at tage del i det levede hverdagsliv, der udfolder sig midt imellem de
store strategier for et fælles Europa.
Mødet med Kongeleddet
Jeg har interviewet fire beboere i Kongeleddet. Det
er blevet til fire fortællinger, der tilsammen kredser
om erindringer fra barndommen, indflytningen i
Kongeleddet, om hverdagens gøremål og forestillingen om livet i fremtiden.
Jeg kontaktede beboerne ved at afsende breve til
tyve tilfældige husstande i Kongeleddet. I brevene
forklarede jeg kort min interesse for Kongeleddet
samt lidt om mig selv og min baggrund. Min strategi
var at udvælge tilfældige navne fra en offentligt
tilgængelig telefonbog på internettet. Jeg nævnte
Museum Lolland-Falsters interesse i at være med
som samarbejdspartner, da hverdagsfortællingerne
indeholder værdi i forhold til dokumentationen
af samtidskulturen på Lolland-Falster. Jeg fik fire
tilbagemeldinger på de afsendte breve.
Jytte, beboer i Kongeleddet, hjalp mig med at arrangere det praktiske, og vi fik mulighed for at låne
beboerhuset under vores interviews. Hun havde i
forvejen reserveret beboerhuset for hele dagen, da
de om aftenen skulle øve sig på den årlige revy.
Matylda, som jeg lavede mit afgangsprojekt med
fra designskolen, deltog i interviewsene som faglig
hjælp og fotograf. Jytte mødte os udenfor beboerhuset og havde allerede gjort kaffekander klar på et
rullebord, og vi havde medbragt smørstænger fra
Rema 1000.
Vi venter på at interviewe Jytte.
Jytte var hjemmevant i køkkenet og hjalp os med
at finde tallerkener, knive og kopper. Det var lidt
som at være på besøg i hendes eget hjem. Vi fandt
dog også hurtigt ud af, at Jytte tilbringer megen
tid i beboerhuset. Hun er initiativtager til mange
begivenheder, men har sagt nogle af dem fra pga.
gigt. Hun har også tidligere arrangeret den årlige juletræsfest for børnene i blokken, men den tradition
har man valgt at stoppe, da det til sidst kun var børn
udefra, der kom til festerne. Det er mest de ældre
beboere, der er aktive nu, fortalte Jytte. På væggen
i festsalen hang en stor glasramme fyldt med fotos
fra forskellige sociale arrangementer for Kongeleddets beboere.
Kroge i loftet. Beboerhuset.
I loftet hænger der to kroge, en stor og en lille.
Det er kroge til fastelavnstønder. Børnene har haft
deres egen lille krog til tønden med slik. Der bor
stadig børn i blokken, men der er ikke opbakning
til sådanne arrangementer mere, fortæller Jytte. Vi
diskuterede efterfølgende, om det måske bare er
tidsånden mere end manglen på børn, der er den
bagvedliggende årsag.
Jytte i beboerhusets køkken.
Billeder af sociale arrangementer i Kongeleddet.
Der har været mange sommerfester, julefester og
forskellige frokoster gennem årene. På en del af
billederne har mændene meget rød/solbrun hud og
overskæg, der hurtigt afslørede, at det nok var fra
en fest engang i firserne. Der var også et billede af
et ældre ægtepar, der stod under en fin æresport,
og skiltet viste, at der var tale om guldbryllup.
Jeg interviewede ikke nogen børnefamilier, og
de, som reagerede på mine breve, er alle omkring
pensionsalderen, og måske netop derfor har de
haft tid til at mødes med mig. Det står dog klart ud
fra vores samtaler, at der ikke bor nær så mange
unge familier i området længere. Vi talte om, at det
muligvis kunne have noget med jobmulighederne at
gøre. Undervejs i vores samtale løb Jytte ud i køkkenet for at gøre mere kaffe klar, så vi også havde
nok til Aksel, som vi skulle mødes med lidt efter.
Aksel og Jytte kender hinanden. De har begge boet
i Sommerbyen (lokalt sommerhusområde), og Aksel
husker hende som ung. Derudover er Aksels kone
med i den årlige revy, som Jytte arrangerer. Vi fik
fornemmelsen af, at der eksisterer et vist sammenhold i Kongeleddet, i hvert fald blandt de beboere
jeg talte med under vores besøg.
Samtalerne er ikke baseret på interviewguides,
men det var snarere min rolle at give møderne en
struktur, der fungerede på trods af vores forskellige udgangspunkter. Jeg forsøgte at lade beboerne
snakke om deres hverdag både igennem de store
livsbegivenheder og ved at fokusere på de små detaljer i hverdagen, som man måske ellers ikke ville
tillægge nogen betydning. Mette, beboer i Kongeleddet, talte om, at hendes favoritstol stod i stuen.
Det var en genstand, som hun holdt meget af, fordi
der både var plads til hende selv og hendes hund.
Stolen åbnede samtalen for en længere snak om
“En genstand kan i museal sammenhæng ses som et
historisk vidnesbyrd, en historisk levning og et fragment af en historisk virkelighed. En autentisk genstand rummer informationer, som er unikke for den
genstand.” Birgit Wilster Hansen, magasinforvalter,
konservator/museolog.
Citatet er fra Museum Lolland-Falsters Månedens artikel, juni 2014, og belyser en del af museets arbejde
med indsamling og formidling. Jeg havde et ønske
om, at projektet skulle lade sig inspirere af museets
eksisterende praksis og æstetiske tradition. Fysiske
objekter og genstande er en vigtig del af museets
arbejde og danner grundlag for en stor del af formidlingen til offentligheden. Det er dog en tradition, som er under opbrud, og der satses nu også på
digitalisering og brugen af interaktive formidlingsmetoder. Det er en tendens, som man kan følge i
flere andre sammenhænge, bl.a. under min uddannelse på Kunstakademiets Designskole, hvor man
nedlagde det grafiske værksted på visuel kommunikation. Det samme gør sig gældende på landets
kunstakademier. Nærværende projekt forsøger
modsat denne tendens at omfavne det taktile og
eksperimentere med genstanden som formidlingsmetode.
Mette i hendes hjem. Favoritstolen med plads til hunden.
vigtigheden ved at have nogen at dele hverdagen
med og om at have fundet et fællesskab i Kongeleddet. Vi besøgte Mette i hendes hjem for at fotografere stolen, og vi mødte hendes lille hund, som
hun havde fået fra Grækenland.
At forme vores samtaler
Det har været vigtigt at overveje min egen rolle,
fordi jeg har været en del af møderne og derved
også en del af fortællingerne. Jeg har ikke bidraget
med en fortælling om min egen hverdag, som man
måske nok ville vælge at gøre under en almindelig
hverdagssamtale. Det har jeg undladt, for at give
plads til beboernes stemmer. Jeg har derimod
været mere til stede som fortolkende part i arbejdet
med de grafiske tryk.
Som en del af den kunstneriske fortolkningsproces
har jeg arbejdet med, hvordan jeg bearbejder mine
møder med de fire beboere, så de præsenteres på
en engageret og relevant måde. Jeg arbejder også
med, hvordan møderne kan videreformidles i museumskontekst.
Det er mit håb, at projektet på sigt former sig til
et lille værk, som kan inkludere museets gæster i
fortællingerne.
Et grafisk aftryk af møderne
Jeg har valgt at arbejde med original grafik som
arbejdsmetode til udformningen af portrætterne,
og har til projektet produceret fire portrætter igennem kobbertryk. Det er en langsom proces, der
kræver, at man arbejder i dybden med værkerne.
Netop denne tidslighed er interessant i forhold til
portrættet. Jeg forsøger ikke at tage et “snapshot”
af hverdagen på Lolland-Falster, men jeg har brugt
lang tid på hver enkelt portræt og involverer mit
eget subjektive perspektiv i projektets endelige
udformning. Min streg og mit arbejde med kobberpladen sætter sit aftryk på fortællingerne. Det er
således ment som mit svar på vores fælles dialog.
Det er samtidig et arbejde, som sætter mig i en
lignende sårbar position, som beboerne har indtaget igennem deres personlige fortællinger. De satte
en del på spil under vores interviews, og det krævede mod at møde op og være en del af projektet.
I fortolkningen har jeg, som designer, sat noget på
spil. Hvad er et godt portræt? Hvad hvis de bliver
overraskede, eller ligefrem fornærmede over min
Kobberpladen ætses i jernklorid.
Syren ætser ned i pladen og skaber en fordybelse, hvor farven
sætter sig fast under trykningen.
Denne teknik kaldes overordnet dybtryk. Her er jeg i gang med
at ætse stregerne (portrættet) i pladens overflade.
Trykpresse på Fyns Grafiske Værksted i Odense.
Kobberplade dækket med hårdgrund (flydende materiale, som
man bruger til at dække kobberets overflade med).
Portrættet ridses i pladens overflade, så kobberet eksponeres
igennem hårdgrunden.
Jeg noterer mine ætsetider. Her har jeg ætset fire gange for
at få flere toner i det endelige tryk.
Et første prøvetryk er netop rullet igennem trykpressen.
Her er pladen klar til et første prøvetryk.
Viggo Forting, min læremester på Fyns Grafiske Værksted i
Odense.
Trykfarven påføres og gnides forsigtigt af, indtil
farven kun hænger fast i kobberets fordybninger (hvor jeg har
ætset pladen).
fortolkning? Jeg har ikke arbejdet med et hyperrealistisk udgangspunkt, men har måttet definere,
hvad det vil sige at repræsentere det møde, jeg har
haft med f.eks. Aksel eller Jytte. Det er en balance
mellem tanke, streg og den grafiske metode.
Jeg har lavet kobbertrykkene på Fyns Grafiske
Værksted, hvor jeg har været i lære hos Viggo
Forting siden mine teenageår. Han har bidraget
med en teknisk viden, der har været uundværlig i
arbejdet med portrætterne, og vi har løbende haft
en samtale om projektet og om de møder, jeg har
haft med beboerne i Kongeleddet.
At skabe et rum for dialog - hvordan former
jeg vores samtaler?
Jeg er i skrivende stund ikke færdig med redigeringen af vores samtaler, men er midt i overvejelserne
omkring formatet. Skal det være skriftlig formidling
eller lydportrætter? Formaterne har hver deres
fordele, men jeg tænker, at de rå lydoptagelser
med kaffekoppernes skramlen, min egen (efter min
mening lidt forstyrrende) stemme og beboernes
sprogbrug og dialekt tilbyder projektet nuancer, der
kan være meget svære at formidle igennem tekst.
Jeg har efter mit første møde med de fire beboere
fra Kongeleddet aftalt, at vi senere mødes for at
diskutere mit arbejde. Er der noget, som de synes
mangler? Noget, som vi skal uddybe eller helt tage
ud af projektet? Eller er der ideer i forhold til formidlingen af portrætterne? Derved håber jeg, at kunne
lade beboerne være medbestemmende i forhold til
projektets indhold.
Den levende hverdag som udstilling
Et interessant eksperiment kunne være at lade
museet facilitere mødet mellem museumsgæst og
portrætterne fra Kongeleddet. Rammen for dette
kunne være en udstilling af hverdagsportrætterne
i ord og i den kunstneriske fortolkning, jeg har lagt
i møderne med de fire beboere fra Kongeleddet i
Rødbyhavn. En sådan udstilling kunne for eksempel
vises på Stiftsmuseet i Maribo, evt. i forbindelse
med et kommende mariteksprojekt.
Måske har man som museumsgæst selv haft tilknytning til lokalområdet og kan relatere til indholdet af
vores samtaler, eller også er man som udefrakommende interesseret i at få indblik i hverdagslivets
detaljer fra en boligblok på Lolland eller i de mere
generelle betragtninger fra livet i en typisk dansk
boligblok. Det vil da også være tanken, at museets
gæster skal kunne gå på opdagelse i udstillingen
og bidrage med egne personlige hverdagsbetragtninger fra Lolland-Falster eller fra et helt andet
geografisk område i Danmark. På den måde vil der
lægges endnu et lag på projektet, som bidrager til
museets dokumentation af samtiden.