1. No category

nyt navn
Store toner fra
små stole
living design Af Katrine Irminger Sonne / Foto Kim Wendt / www.camillanorgaard.dk
Arkitekt Camilla Nørgaard Bauer har spillet
violin, siden hun var seks år. Senest har
hun udviklet Oktavia – en stol til musikere,
der stadig vokser. Og den har hun vundet
DEN NYE NONCOMMON-PRIS FOR.
18
Et barn der spiller violin, cello, trompet eller et andet instrument med de
små ben dinglende ud over sædeT. Det er ikke noget særsyn, når der bliver
undervist eller afholdt koncerter rundt omkring på landets musikskoler – i
hvert fald findes der ikke et siddemøbel beregnet til musikere, som stadig er
i voksealderen.
Men der er håb for de små, og det skyldes Camilla Nørgaard Bauer, som er 27 år
og tog afgang fra designlinjen på Arkitektskolen tidligere i år. Hendes afsluttende
projekt bestod nemlig af en stol, der er specielt beregnet til børn mellem 6-11 år.
Og som, meget apropos, bærer navnet Oktavia.
»Jeg ville skabe et møbel, som giver optimal støtte og kan indstilles i højden. Og
så skulle det være nemt med et meget lowtech-system,« forklarer Camilla Nørgaard Bauer, da vi har sat hende stævne ved Københavns Havn, hvor en lille purk
efterprøver Oktavia med en cello i favnen.
Stolen er tilmed blevet en prisvinder. I starten af september, da Copenhagen Furniture Festival fyldte byen med møbler, blev DGI-byen omdannet til en særlig zone
for unge, nyudklækkede designere. Noncommon hed udstillingen, som mundede
ud i, at der blev uddelt en særlig ’Noncommon-pris’. Den vandt Camillas Oktavia,
der blev kåret som ’bedste bud på et nyt, innovativt produkt’.
Konkurrencen blev bedømt af Kasper Salto og Thomas Sigsgaard ud fra kriterierne relevans, funktion og økonomi. De pegede blandt andet på, at Oktavia opfylder et konkret behov, og at hver en streg er velbegrundet.
»Jeg valgte netop at skære helt ind til benet. Der er ingen overflødig pynt, så på
den måde er den meget skandinavisk i sit udtryk,« siger Camilla, som har valgt at
arbejde med materialerne stål og læder. For at stolene ikke skal overdøve instrumenterne, og for at de er lette at rydde ad vejen. De kan også stables, så man kan
transportere dem samlet til og fra koncertsteder.
SIKRER SPILLEGLÆDEn. En af de afgørende forskelle i forhold til de stole, børn der
spiller musik normalt bliver sat på, er, at Oktavias sæde hælder 10 grader frem.
Det betyder bl.a., at det er nemmere at sidde oprejst på den. Samtidig giver det
armene en friere bevægelighed, og i og med at den kan hæves og sænkes, er der
basis for at vokse i takt med stolen – eller omvendt.
»Børn, der spiller musik, bliver jo netop sat på voksenstole, og her vender sædet
stort set altid bagud. For at man får en optimal siddestilling, skal sædet faktisk
vende fremad,« konstaterer Camilla Nørgaard Bauer, som har konsulteret både
fysioterapeuter og undervisere i løbet af processen.
Og så har hun selv siddet der – på stolen, for at stryge buen. Camilla har spillet
violin i godt 20 år, og selv om hun ikke har nogen klar erindring om, hvordan hun
sad, mens benene stadig havde vokseværk, kan hun regne ud, at der heller ikke
dengang var tænkt videre over ergonomien. Ikke mindst fordi hun har besøgt en
række musikskoler for at vise sit nye stykke design, og her blev hendes tese netop
bekræftet af fagfolk.
»Hvis barnet er tvunget til at sidde på en stol, der er for høj, og hvor sædet hælder
bagud, kommer det let til at runde i ryggen. Det giver også dårligere vejrtrækning,
flere spændinger – og går ganske enkelt ud over spilleglæden og koncentrationen,« fortæller Camilla, der er blevet kontaktet af flere undervisere, som gerne vil
have fingre i Oktavia. »En musikskole ringede og sagde, at de gerne ville købe 50
eksemplarer. Men det er jo uden en producent.«
FOKUS PÅ BARNETS BEHOV. Netop jagten på en producent står højt på hendes
dagsorden for tiden. For ét er at høste anerkendelse for sit design. Noget andet er
faktisk at kunne sælge stolen til alle dem, der har vist interesse. Derfor leder hun
efter et firma, som er klar til at gå ind i et samarbejde, så Oktavia kan komme
samfundets små musikere til gode.
»Det er jo altid frustrerende som designer – at sidde med den gode idé og møblet,
der kan dække et konkret behov. Men som kun findes i to eksemplarer,« siger
Camilla, som blev gift sidste år, men som stadig har til gode at stifte familie.
Til gengæld har hun interesseret sig for børn gennem hele sin studietid på Arkitektskolen, hvor hun ofte har haft børns behov i baghovedet, når hun har slået
streger og løst opgaver.
»Jeg har altid haft en evne til at sætte mig ind i min målgruppes behov. Derfor
vægter jeg automatisk funktion utrolig højt, og nu jeg tænker over det, har jeg
faktisk målrettet rigtig mange af mine møbler mod børn – en gruppe, som jo har
nogle helt specifikke behov.
Næste skridt for Camilla Nørgaard Bauer bliver derfor at få banket et firma på
benene, så hun kan udtænke flere og nye møbler, der udfylder nogle af de huller,
der er på markedet i dag. Og at få Oktavia ud til landets mindste borgere.
Den medbragte cellist ser i hvert fald ud til at føle sig godt tilpas på stolen med
det velklingende navn.
19