1. No category

Bilag 3
Følgende bilag indeholder feltnoter, som blev nedskrevet individuelt af alle
gruppemedlemmer efter ethvert feltarbejde.
Feltnoter for Julie Bergdal Kolath:
Feltnoter for mandag d. 07.04.14:
Københavns gader
Det er første dag for feltarbejde. Alle er spændte, og også lidt nervøse for udfaldet.
Hele dagen er sat af til felten, og vi har besluttet at bevæge os rundt forskellige steder
i København. Vi starter på Københavns hovedbanegård, tager forbi morgencaféen
”Crace” på Nørrebro, og slutter af i Folkets park, også beliggende på Nørrebro.
Hovedbanegården
Vi tænker at vi blender nemt ind her, alle mennesker har en agenda, eller hænger ud.
Der er travlhed og det pulserende liv er i fokus. Alligevel er vi ekstremt bevidste om
os selv, og vores opførsel – næsten for bevidste, vi bliver hurtigt akavet i rollen som
observatører.
Jeg vurderer det er godt vi er startet her, så vi kan falde til i rollen. Vi går rundt og
fornemmer alle indtrykkene, jeg er meget optaget af ”at finde” de afrikanske
flaskesamlere, det slår mig hvor fordomsfuldt dette egentlig er. Derefter slår det mig
at det, at jeg ikke ser nogen, trods en forudgående forventning om det, siger lige så
meget. Det er mandag formiddag, kl. Er 10.30, hvor er de? – muligvis på
Morgencaféen Crace, hvor der nu er åbent for at de kan få morgenmad, det ville give
god mening, de er ikke på hovedbanegården i hvert fald.
Vi går ud af indgangen mod Istedgade. Her er der en stor gruppe af hjemløse. De ser
alle ud til at være af dansk oprindelse. De står og snakker med tung københavnsk
dialekt. Vi går omkring hovedbanegården, og om til forsiden mod Tivoli, her er der to
østeuropæiske hjemløse, der sidder og snakker sammen, og ryger. Jeg undrer om dette
mon kan have en forklaring, udover at de afrikanske migranter opholder sig på Crace.
Side 1 af 31
Er der distrikter i KBH for de hjemløse? Vi ved fra research, at der er væresteder for
danske hjemløse på Vesterbro, som kun er for danskere, og som migranterne ikke har
ret til at benytte sig af. Dertil ved vi er der er flere projekter på Nørrebro, som de
afrikanske migranter (fx) kan benytte sig af. Der er altså muligvis en gruppering
blandt de hjemløse?
Mod Nørrebro
Med disse overvejelser og en briefing imellem os, tager vi til Nørrebro.
Vi parkerer cyklerne væk fra gaden, hvorpå caféen Crace ligger. Vi går stille forbi
caféen. Der er liv inde- og udenfor, og det var her alle migranterne opholdt sig.
Cafeen er ved at lukke efter morgenmaden.
Vi vurderer at det ikke er ok at gå derind, da projektlederen ikke har meldt tilbage på
vores mail, med efterspørgsel om kontakt. Dette ville være respektløst.
Cafeen ligger lige ved siden af en Kirke, måske det endda kunne se ud til at være et af
kirkens lokaler.
Vi har fundet os bedre tilrette i rollen, men alligevel føler jeg mig meget præget af en
respekt overfor migranterne og det frivillige arbejde. Jeg vil ikke forstyrre dem, eller
gøre det ubehageligt eller irriterende for dem, og det kan jeg mærke jeg skal arbejde
med – måske de rent faktisk vil blive glade for kontakten?
Vi går forbi en gruppe migranter. En af dem smiler til mig, jeg smiler igen. Måske det
rent faktisk er et plus at være ung kvinde i felten? Vi virker ikke så farlige, og de vil
inderst inde, også gerne have noget fra os.
Vi følger, med stor afstand, efter to fyre som går ad Nørrebrogade. Jeg er
nysgerrig, og håber på kontakt, og ønsker at se en reel dag i en hjemløs’ liv – hvad
driver man rundt og laver i så mange timer? Hvor går man hen? De to forsvinder i
mængden, og vi går til Folkets park. Vi ved fra artikler, at de afrikanske migranter
opholder sig her.
Folkets park
Vi har købt noget at drikke, og spise, så ikke det virker så underligt at vi hænger ud i
parken, mandag formiddag. Vi sidder på nogle stole, men der er ingen i parken. Der
står en del cykler op af et hus på hjørnet. Der er plasticposer og oppakning på, men
ingen ejere i nærheden. Huset på hjørnet er Natcaféen. Jeg kan se nogle skygger gå
Side 2 af 31
rundt derinde. Vi har også kontaktet dette sted, men med en tilbagemelding om at de
ikke vil hjælpe os med kontakt, da deres brugere har fristed der, derfor går vi ikke
derind. Vi er dog inviteret ind på onsdag, til en snak med lederen.
Vi er meget opmærksomme i alle retninger, men de mennesker vi søger, og som var
foran Crace, og forsvandt, er ikke dukket op igen. Jeg undres – hvor er de dog? Jeg
tænker at de har en rutine for deres dag. De starter med mad på Crace, soignerer sig,
og tager ud på dagens job ved at samle flasker – og så…? I mit hoved giver det god
mening, med 24 timer i døgnet og intet at give sig til, må man have behov for at skabe
en struktur, for at timerne går. Dertil er flaskerne jo også lig med indtægt.
Vi går igen mod Crace, og op til Dronning Louises bro. Vi har på sommerdage mødt
flaskesamlere der. På vejen dertil, ser vi en cykelhandler på hjørnet af blågårdsgade.
Der er tre mørke mænd ude foran, som er ved at fixe deres cykler. Ved siden af dem
er der en værktøjskasse, en rygsæk og en stor bunke af gamle brugte cykler. Vi hilser,
smiler og går videre – er de ansatte i cykelhandleren, eller låner de bare udstyret til at
fixe deres cykler? Vi ved det ikke, og vil ikke spørge, da vores tvivl kun er på
baggrund af stedet og deres hudfarve.
Dronning Louises bro
Vi går videre mod broen, og sætter os ned. Vejret er lunt og behageligt, det skiftevis
regner og er tørt, med sol ind i mellem. Vi sidder på en bænk og snakker. Det er
forståeligt at der ingen flaskesamlere er, skraldespandene er tomme, og i går, søndag
har de nok, taget hvad weekenden gav af sig. Hvor mon de så er nu? Vi går hen og
tager vores cykler, og vil tage ud til den røde plads, vi cykler igen forbi folkets park,
og her er der pludselig liv. Der sidder 4 afrikanske mænd og taler sammen, på de stole
vi tidligere sad på.
Folkets park – igen.
Vi parkerer cyklerne lidt væk og går ind under et stort træ, der blomstrer så smukt. Vi
sidder på nogle gynger og stole. Drikker lidt af det vi købte før. Smider panten, lige
ved siden af os. Længst væk sidder de 4 vi så da vi kom, og tættere på, sidder der to
fyre på en bænk. Den ene mand, kigger igen og igen over mod os. Han vil gerne i
kontakt – eller have vores flasker. Alle parter sidder og suger mod til sig. Vi ønsker
kontakten, men det er svært. Der sidder et ungt, etnisk dansk par ikke så langt fra os,
Side 3 af 31
dette gør at vi føler det er ”ok” at vi er der. Parken bliver altså brugt af flere
forskellige grupper til at hænge ud. Jeg ser mig omkring, der er virkelig mange
forskellige grupper repræsenteret. De afrikanske migranter. En dansk middelaldrene
herre med en øl, unge fyre med bagvent kasket, håndværkerne, skoleklassen mm.
Denne iagtagelse gør at jeg falder lidt mere til ro. Jeg bildte mig ind, at det var utrolig
tydeligt at vi ville have noget af afrikanerne, og at vi iagtig dem, dette brød jeg mig
ikke om. Dog tror jeg nu, at vi bare virker som tre piger, der hænger ud på gyngerne
ved det smukke træ i det gode vejr.
Vi tænker dog, at grundet ønsket om interviews, er det ikke smart at gå til dem, i en
samlet gruppe. Derfor splittes vi op. En bliver i parken, og de resterende
gruppemedlemmer, kan vende tilbage efter endnu en lille runde.
Kamilla bliver i parken alene, hvilket skaber så stor succes, at vi får to interviews, og
et telefonnummer, at vi lader det være nok for i dag. Dog tænker jeg, at det kunne
være interessant at tage samme tur, som i dag, en weekend aften/nat, hvor vi
forhåbentlig kan følge de hjemløse, og hjælpe dem med at samle flasker, og snakke
med dem løbende, så det bliver deltagende observationer.
Vi har i dag kontaktet Crace igen, i håbet om at blive en del af det formodede
morgenritual på onsdag, inden vi skal mødes med lederen af herberget nær folkets
park.
Feltnoter for onsdag d. 09.04.14
Natcaféen, Stengade
Vi har i dag en aftale med Hanne Pedersen, som er leder på Kirkens Korshærs tilbud,
Natcaféen på Stengade i København.
Vi har besluttet at gå derhen tideligt, for at gå lidt rundt i området, og se om nogle af
dem Kamilla mødte i mandags, er der. Det er gråt i vejret, kedeligt og indbyder ikke
til at sidde i Parken. Caféen har åben, så vi går bare derind i stedet. Der er fuld af
mennesker, masser af snakken og liv.
Side 4 af 31
Vi kommer ½ time for tidligt, og vil ikke forstyrre, men vi ved at dette er den eneste
chance vi har for at se stedet, da de ikke inviterer ind, pånær hvis man har en aftale,
som vi har i dag.
Vi står i gangen, og ved ikke om vi må komme ind eller ej. Inden vi overhovedet når
at tænke videre, rejser en ældre herre sig fra forsamlingen og siger ”I ser nye ud,
hvem er i?” Jeg begejstres over hans velkomst, og er allerede her imponeret over hvor
lukket en klub det egentlig er. Det er tydeligt alle kender hinanden, og dermed også
straks kan konkludere når der er fremmede i deres univers. Vi præsenterer os selv, og
siger at vi har en aftale med Hanne om ½ time. Han tager os straks med igennem hele
caféen, og uden han har intentioner om en rundvisning (som Hanne har udtrykt i sin
mail, er et lukket område, af hensyn til brugerne), får vi det faktisk. Der dannes
tonsvis af indtryk.
Vi går igennem køkkenet, ud i baggården og op af en lille stejl trappe til kontoret. Der
står både frivillige og medarbejdere i køkkenet, de smiler alle og hilser når vi drøner
igennem køkkenet. I baggården står der nogle brugere og ryger. Da vi kommer op,
banker han på døren, på trods af vi har forsøgt at fortælle ham at vi ”kom til” at
komme for tidligt. Hanne sidder i møde med en anden studiegruppe, og har
selvfølgelig ikke tid. Han står og tænker et øjeblik og udbryder derefter ”Kom med
ned i caféen”. Han fejer os med, med hånden og går ned af trappen igen, en anden vej
rundt, end baggården, så vi rent faktisk ender med at se hele huset. Vi kommer ind i et
lille rum, som er dunkelt, og hvor der ligger en masse afrikanske mænd og sover.
Nogen sidder op, og kigger måbende, lidt træt på os da vi styrter efter manden. Det
var ubehageligt, for vi vadede direkte ind i deres private område, med sko overtøj og
tasker på. Det føltes virkelig ikke okay, manden tog det dog tydeligvis ikke så tungt.
Vi kommer ud i caféen, fra en anden side end før, og tages med ud i køkkenet, for at
få en kop kaffe. Han hælder op til os med stor entusiasme, og vi får af vide at vi kan
stå der eller i caféen og vente, hvor vi nu kan få plads. Han sætter sig ind ved bordet
igennem, og snakker videre med de andre mænd.
Vi står i køkkenet, og føler, grundet vores opdragelse at vi er meget i vejen, det er jo
trods alt en arbejdsplads. Dog er det tydeligt at alle menneskerne omkring os tager
alting med ro, og behag for hvad de har gang i. En mand – muligvis bruger,
Side 5 af 31
engelsktalende(?) har lavet maden til i dag. Han er meget stolt, og viser os det, og
spørger om vi vil have. Vi takker pænt nej tak, men siger det ser lækkert ud. Han siger
det ikke ser lækkert ud, men at det smager godt. Vi griner. Der står tre damer og
hænger ud og taler over en kop kaffe. Det er sjovt som en kop kaffe overalt, forbindes
med noget socialt og hyggeligt – sludren, varme, tryghed og rutine.
Vi beslutter os for at gå ud i caféen, både fordi vi kan stå og betragte og sanse hele
stemningen, og så brugerne kan få lov at se os, i håbet om at de synes vi virker ”gode
nok”, men også for at skabe plads til den hårdt arbejdende og engagerede kok i
køkkenet, der også gjorde rent og vaskede op.
Jeg står med ryggen til, så vi står i hjørnet og snakket sammen. Vi vil ikke gå hen og
tage pladser, da vi er klar over de naturligvis er forbeholdt brugerne, dertil skal det
nævnes at vi også ønskede at respektere Hannes udmelding.
Vi går efter lidt tid, ud i gangen igen, står og læser lidt på tavlen. Kamilla hilser på en
af mændene hun talte med i mandags. Han er italiensktalende, men vi hilser på med
Hello, og smiler som om vi kender hinanden godt. Det er tydeligt at han gerne ville
tale mere med os, men at sproget holder alle tilbage. Pludselig kommer der en kvinde
med accent og henter os. Hanne er klar til mødet. Vi går igen igennem baggården,
hvor nogen bruger udbryder Hablas Espanol? Damen svarer No, no og griner.
Ærgerligt vi skulle videre, måske jeg kunne have talt lidt med ham, på mit gebrokne
spanske, ville virkelig gerne have forsøgt.
Feltnoter for lørdag d. 12.05.14
I nattens mulm og mørke.
Vi har ikke haft det store held, med at møde flaskesamlere på gaden, de dage vi har
planlagt feltarbejde. Dette kan skyldes vejr, tid på døgnet, lokalisering mm.
Vi har derudover også fundet ud af at mange af migranterne ikke er særlig stolte af at
være flaskesamlere, og derfor er meget diskrete omkring det.
Med dette i mente, har vi besluttet os for at tage ud en lørdag nat og forhåbentlig følge
nogen, og hjælpe dem med indsamlingen, og få en snak imens. Vi har fået idéen på
Side 6 af 31
baggrund af filmen ”under den samme himmel” hvor man ser flere flaskesamlere gå
rundt i kødbyen i København, om natten mens unge fester omkring dem.
Vi mødes på Elmegade kl. 21.00. Planen er at holde et møde inden vi går ud. Vi
planlægger en rute igennem København, med start forbi folkets park, og natcaféen.
Derefter
går
vi
over
Dronning
Louises
bro,
igennem
strøget,
igennem
hovedbanegården, via Istedgade og ned til Kødbyen. Vi håber naturligvis at møde
nogen og falde i snak med dem. Det har vi gjort før på festival mm. hvor vi ikke har
været opmærksomme på ”et mål” på samme måde som nu, hvor det skal resultere i et
bachelorprojekt.
Vi går ud af døren, trækkende med cyklerne. Vi er klædt godt på, men alligevel så vi
bare ligner alle andre unge, der skal i byen den lørdag aften. Det regner og er koldt.
Vi går forbi natcaféen, havde vel håbet på at møde nogle af vores ”venner” fra
mandagen, men der er total lukket og slukket, og det eneste liv, er 3 gutter der står i
læ ved døren. Ikke nogen der har relevans for projektet. Vi går forbi parken, forsøger
at få med, om nogen mon sover der, men uden at stoppe op. Vi kan ingenting se. Jeg
vurderer at det er fordi de enten er lukket ind på caféen, er ude og samle flasker, eller
måske selv er i byen, for at finde en dame, som vi nu har hørt flere gange, er et mål.
Vi går videre på vores rute. Det regner, er koldt og trist. Optimisme er der ikke så
meget af mere. Vi går igennem byen, der er pant overalt, men absolut ingen
flaskesamlere – jeg undres, der plejer da ikke være noget der hedder dårligt vejr i
deres verden? Vi går og snakker, men ser alligevel alt. Hvor er de? Hvorfor kan vi
ikke gennemskue deres ”skema”? Det vi finder logisk tidsmæssigt, og geografisk, er
det tilsyneladende ikke. Vi forstår ikke at gennemskue koden for livet på gaden.
Vi står på strøget, har næsten givet op, hvorefter der kommer en flaskesamler med sin
cykel. Han er hurtig, og forsvinder i mængden fordi vi står og ligger slagplan, da vi
ikke ville gå derhen alle sammen. Det er for dumt tænker jeg, men vil trods alt heller
ikke løbe efter ham. Øv… Jeg er meget opgivende, men pga. filmen, tænker jeg at vi
finder nogen på Istedgade eller i Kødbyen. Måske strøget ikke er det fedeste sted at
opholde sig, hvis ikke man er så glad for at vise at man er flaskesamler.
Side 7 af 31
Vi går videre ned af strøget. Der ligger en østeuropæisk familie på gaden, inde til
siden. En af dem tigger. Der er unge mennesker overalt der fester. Det er underligt at
stå lige imellem de kontraster. På hovedbanegården, møder vi absolut intet af det vi
søger. Vi fortsætter, og jeg har nu store forventninger – det sidste håb, for at aftenen
ikke er helt spildt. Igen ingenting. Ingen flaskesamlere overhovedet. Jeg står ved min
cykel, har købt natmad, fryser, er opgivende, og kan slet ikke se hvordan dette
projekt, skal kunne blive til noget. Der kommer en afrikansk kvinde, hun henvender
sig til en dansk udseende mand. Hun taler lavmældt, han svarer højt tilbage: ”Hvad?”
hun gentager det hun siger, han siger nej tak og går videre op til sine venner, hvorefter
han fortæller dem: ”Nå, hun ville sgu gerne være med os i aften” de griner og går
videre. Det er tydeligt, at hun lige har givet ham et tilbud, af den slags som Istedgade
nu er kendt for. Måske miljøet her er mere åbent, og flaskesamlerne derfor ikke er
”ængstlige” for at være her? Man har vel lov at håbe.
Vi går videre – uden held. Jeg forstår det ikke, jeg møder dem tit overalt i byen, men
når jeg prøver at sætte mig ind i deres univers, fejler jeg hver gang, og kommer hjem
med ingenting. Det er koldt, vådt, natten er lang og mørk, og jeg forstår nu hvorfor de
har gemt sig – det er ikke at foretrække at gå rundt en hel nat i det her. Så noget har
jeg da fået ud af det – at mærke på egen krop, hvordan en nat kan være, når der ikke
er nogen seng at finde.
Feltnoter for onsdag d. 16.05.14.
Tilfældigt møde v. Folkets park.
I dag er egentlig ikke en dag hvor vi havde planlagt at gå i felten. Alligevel går vores
vej tit forbi Stangade, og dermed også folkets park. Vi er på vej til en aftale, og er kun
Monna Camilla og jeg. Vi cykler i godt tempo i det dejlige vejr.
Jeg ser mig tilbage, og Monna er pludselig blevet stoppet foran folkets park, af en
afrikansk mand. Jeg kører tilbage, de taler sammen på engelsk, Camilla står og lytter
med og smiler. Manden stoppede dem, fordi Monna var mørk. Han sagde ”You are
my sister…” Han følte noget fælles, bare pga. det.
Han spørger om vi kender til at sted at bo, desværre… Vi snakker alle tre med
ham. Spørger lidt ind til om han hænger meget ud ved parken, det siger han nej til, og
Side 8 af 31
benægter alt kendskab til det område. Det er tydeligt at han er hjemløs, og vi vil
meget gerne holde kontakten til ham, selvom vi ikke har mulighed for at blive der.
Derudover er det også tydeligt at han ikke vil åbne op med det samme – der skal
arbejdes lidt på tilliden. Han fortæller han har facebook, og vi får hans navn, så vi kan
finde ham og drikke en kaffe i weekenden. Han får Camillas mobil og skriver sit
navn. Forbipasserende glor helt vildt, og det er som om at verden kører i ring omkring
os – de tre unge piger, og den afrikanske mand, der ud af det blå stoppede dem på
cykelstien, han fortalte os, at skæbnen fortalte ham at han skulle stoppe os og hilse på
os. Vi smiler alle og siger at vi er glade for at have mødt ham, og at vi ser frem til at
se ham i weekenden. Vi giver alle hånd, og takker hinanden for mødet. Jeg synes det
var friskt og interessant af ham, dog efterfulgt med en mistanke om at han har set os i
området, og ved at vi søger noget og han dermed kan udnytte os lidt…. Man ved
aldrig. Hvis vi reelt kan finde ham igen, tror jeg at han er vores nye åbning til felten.
Han vil virkelig gerne kontakten, men det er tydeligt at vi må arbejde for også at få
vores intention ud af det nye ”venskab”.
Aron som Kamilla mødte på dag 1. Har vi kontaktet, men uden held. Om han er rejst,
har fortrudt eller andet ved vi ikke. Men det flygtige liv på gaden, gør det svært at
holde aftaler, så om dette møde med vores nye ven, sker ved jeg ikke, men hold nu op
hvor jeg håber.
Feltnoter for lørdag d. 19.04.14
Solskin på Christiania
I dag er planen lidt mere ustruktureret end tidligere. Vi har indset at vi ikke ved nok
om migranternes livsstil, så vi kan ikke kortlægge deres adfærd, ud fra vores egen
logik. Vi har hver især før mødt nogen flaskesamlere på Christiania, vi ved det bliver
godt vejr, og at det er lørdag og mange har fri grundet påske, og derfor er det her vi
befinder os i dag.
Samling
Side 9 af 31
Kl. Er 14.00, og Kamilla, Camilla og jeg er mødtes, mens Monna er ude ved folkets
park, i håbet om at møde vores ven fra den anden dag. Hun har kontaktet ham, men
uden svar.
Vi sidder på træstubbene bag Nemoland. Her er der godt udsyn, og mange
mennesker. Alle hygger – og alle drikker, så pant er der meget af. Der går ikke lang
tid, før migranter titter frem med poser, og samler ind. Jeg bliver glad, men også helt
spændt. Jeg synes fortsat det er nervepirrende at gå hen til dem, og bede om deres tid,
når de endelig kan gå og tjene penge. Måske et gående interview ville være godt?
Vi beslutter at købe nogle drikkevarer, så kontakten måske kan skabes via det?
Derefter vil vi sætte os ned til søen, hvor vi kan se de også kommer rundt. Vi vil sætte
os lidt væk fra menneskemængden, så vi kan få mere ud af dem, hvis nu vi skulle
være så heldige at få dem i tale.
Afslag
Vi sidder længe på en slagbænk – endda med ekstra plads, så hvis det var kunne
vedkommende sidde der. Vi drikker ud, og giver panten til en fyr, han kigger knap på
os, og er hurtigt videre. Camilla skynder sig efter ham, og snakker med ham. Han
ville ikke være med, og sagde han kom fra Italien, og kun havde været her i 3 dage…
Øv. Vi bliver siddende, og drikker stille videre. Der kommer endnu en, og Kamilla
skynder sig at drikke ud. Igen går Camilla lidt med ham, væk fra os så ikke vi sidder 3
mennesker og glor på ham. Han ville heller ikke, han sagde han var træt og havde
ikke sovet i nat… Øv. Han så ellers rar ud – sødt og imødekommende ansigt. Han
havde masser af oppakning med, en lyserød børnerygsæk der var stopfyldt. Måske det
er dagens samling, eller hele hans ”hjem” som Hanne og kaldte det? Det er forståeligt
han er træt. Det er en lang dag med meget arbejde, i konstant bevægelse.
Bedre tider
Vi har nu ikke mere tom pant, og vælger at gå lidt videre, for at få roteret og set hvad
der ellers sker. Vi går langs søen, og volden, og kommer hen til den åbning, hvor man
kommer op til Nemoland. Der er rigtig mange solglade mennesker, og masser af pant,
og flaskesamlere. De har parkeret deres cykler under et træ, og skiftes til at holde øje.
Vi går forbi dem, for at mødes med Monna, og ligge en ny slagplan.
Monna er kommet, og vi deler os nu op to og to. Camilla og Kamilla går ned
forbi træerne med deres cykler, og forsøger at falde i snak med nogen der. Monna og
Side 10 af 31
Jeg sidder oppe på volden. Der er ikke nogen migranter lige her, lige nu, men vi
sidder og ser på alle menneskerne der nyder solen, hygger sig, griner, snakker, putter,
krammer og kysser. Der er tydeligt forår i luften. Imens ser vi flaskesamlerne nede
ved søen, trave rundt med poser, og samle ind. Jeg kommer til at tænke på hvor
vigtigt det er at de er her, og hvor imponerende det er at de organiserer sig sådan, med
en station i midten, hvor de arbejder ud fra, og vender tilbage til. Tidligere på dagen
prøvede jeg via telefon, at guide 3 nordmænd ud til Christiania, det var næsten
umuligt, selvom de kunne spørge undervejs, og blev fortalt stederne og ruten herud
flere gange, efter et 3 dages ophold i København – nogen af migranterne var også selv
lige kommet for 3 dage siden, og de havde allerede lidt en hverdagsstruktur, havde
fundet staden, og havde en cykel. Måske kommer de hvert år? Måske de lyver om
hvor længe de har været her, ellers er de bare sindssygt gode til at navigere rundt, og
bruge det netværk de nu har mulighed for, for dermed ikke at spilde dagene. En sjov
kontrast tænkte jeg.
Kamilla og Camilla kommer tilbage, vi taler kort om interviewet, og pludselig
kommer der en flaskesamler, jeg så lige da vi kom også. Han ser rar ud. Igen en
nydelig mand, og hvis ikke han havde samlet flasker, havde jeg ikke vidst han var
hjemløs. Monna og jeg går efter ham, lige i det samme sætter han sig på en skrant,
tænder en cigaret, hvorefter vi ser vores snit til at gå hen til ham. Jeg kigger på
Monna, hun virker lige så nervøs som mig – lidt tøvende, så jeg hopper ud i det, og
præsenterer os og spørger om vi må sidde ved ham. Han svarer på en rolig og
afslappet måde, at det må vi gerne. Puha tænker jeg, så er vi på…
Opsamling
Efter interviewet går vi hen til Camilla der nu sidder alene. Kamilla så pludselig
Aronvi mødte på dag 1, og som ikke har svaret på vores beskeder og opkald. Jeg er
helt høj efter interviewoplevelsen. Det var en behagelig og også lidt dyb snak, hvor vi
kom omkring mange holdninger og følelser. Hvorfor mon jeg er så bange for
kontakten lige før det sker? Kamilla kommer tilbage, der var noget galt med
nummeret, men havde nu fået en ny aftale i hus med Aron – efter påske. Vi havde nu
arbejdet i 4 timer, og været rundt hos størstedelen af flaskesamlerne der, vi er oppe på
4 interviews, som var minimumsforventningerne og har fundet ud af at denne gruppe
var fra Nigeria hvoraf flere ikke ville tale med os, men dem der ville var meget åbne
Side 11 af 31
og imødekommende. Med denne konklusion, holder vi for dagen. Vi går fra volden,
og snakker om oplevelserne, alt imens migranterne fortsat trasker rundt, og flaskerne
fortsat tømmes i en sløv hastighed, der passer til den dovne påskedag med de høje
temperaturer.
Feltnoter for Kamilla Christiansen:
Feltnoter for mandag d. 07.0.14
Det er mandag morgen d. 7. april. Vi cykler mod hovedbanegården og sætter vores
cykler på hjørnet af Tietgensbroen. Vi taler med hinanden om, hvordan vi skal gribe
det hele an. Hvis vi ser en flaskesamlende afrikaner, skal vi så alle gå hen til ham og
udspørge ham om hans liv? Hvad med tillidsopbygningen? Har vi mon været for
hurtige til at beslutte os for at gå i felten? Vi er alle nervøse. Monna tager nogle dybe
indåndinger, hun virker lidt skeptisk overfor situationen. Julie siger, at det nok skal
gå, og så falder vi alle sammen til ro. Vi går ind af indgangen til hovedbanegården
overfor Tivoli. Grunden til vi overhovedet har valgt netop dette sted, er vores tidligere
erfaringer med afrikanske flaskesamlere, som befinder sig her. Men her til morgen er
der ingen at se. Kun hjemløse danskere. Usoignerede, beskidte, midaldrende mænd.
”Har du ikke to kroner, du kan undvære?”, spørger én en dame, som skynder sig forbi.
Og så alle de andre ’almindelige mennesker’ på vej på arbejde. En skoleklasse har sat
sig ned på det beskidte gulv. En af drengene har stillet en Faxe Kondi ved siden af sin
taske. Mon ikke der kommer en flaskesamler forbi, tænker jeg. Men der er ingen at se.
Da vi ser en afrikansk mand, kigger vi på hinanden: Er han mon en flaskesamlende
hjemløs migrant? Han taler i telefon. Ser ud som om han er på vej på job i pænt tøj.
De flaskesamlere vi har set rundt omkring i byen ser ligesådan ud. De ligner ikke
hjemløse. Så hvordan kan vi vide hvem vi skal se på? En af pigerne siger ”vi
kontakter dem altså ikke før vi ser dem samle en flaske op fra skraldespanden”. Det
ville være for pinligt. Vi tager en runde på hovedbanegården. Ser ikke nogen
flaskesamler. Da vi fortsætter på vores anden runde går vi ud af udgangen til
Reventlowsgade. Vi taler om den klassiske musik, der er sat på ved trappen for at
holde stofmisbrugerne væk. Udenfor ser vi en gruppe hjemløse til venstre for
udgangen. Der står også to lige ved udgangen. De henvender sig ikke til os, men jeg
Side 12 af 31
tænker, at der nok er en grund til at de står der. Der falder vel lidt af til dem, hvis de
er heldige og københavnerne er i godt humør. Stadig ingen afrikanere. Vi går til højre.
Og til højre igen op ad trappen. Vi stiller os foran hovedbanegårdens indgang ud mod
Vesterbrogade. Hvad gør vi? I det samme ser vi fire afrikanske mænd med kufferter
komme ud fra hovedindgangen. De er i fint tøj, en med solbriller. De skynder sig over
til en bil. De skal sikkert til konference et sted i København. Klokken er 10.49. Jeg
foreslår, at vi cykler til Nørrebro og holder os til i området, hvor morgencaféen Grace
ligger. Den lukker nemlig klokken 11 og så bliver de hjemløse migranter sendt afsted,
ud på gaden.
Vi cykler derover. Baggesensgade 9. Vi stiller cyklerne nede ved Peblinge sø
op af et skilt. Så snart vi vender os mod nordvest, ser vi en gruppe afrikanere stå på
gaden. Vi går langsomt derhen. Hvad skal vi nu gøre? De begynder at gå. Vi følger
efter. De splitter sig op og vi vælger at gå efter to. Den ene har en grøn lang jakke på.
De er målrettede. Hvor skal de mon hen? Hvor mon de opholder sig her midt på
dagen? De ser unge ud. Yngre end os. De går op af Blågårdsgade, mod Nørrebrogade.
Vi lægger mærke til to afrikanske mænd, som laver cykler på hjørnet af
Baggesensgade og Blågårdsgade. Vi snakker om, om de måske arbejder sort for at få
lidt penge, men bliver enige om, at de nok har fået lov at samle sig en cykel af de
gamle vragdele fra danskernes cykler. De to mænd forsvinder til venstre af
Nørrebrogade. Vi følger efter. Men det føles som om, de har opdaget os. Vi bliver
opmærksomme på os selv. Føler os synlige. Vi sætter os foran Sakramentskirken.
Overvejer situationen. Vi aftaler at gå i Netto og købe noget med pant på, for derefter
at sætte os i Folkets park. Måske kan panten lokke nogle flaskesamlere til og vi kan
falde i snak med dem på den måde. Vi køber lidt brød og noget sodavandslignende.
Bag ved os i køen i Netto står de to mænd, vi før havde fulgt efter. Den ene smiler til
os. Vi går udenfor og ser de to mænd forsvinde længere ud af Nørrebrogade.
Vi går ned af Stengade, ned til Folkets park. Vi sætter os på nogle stole på en lille høj.
Vi befinder os nok der i en halv time, før vi giver op. Der er ingen afrikanske
migranter at se. Huset på hjørnet, Natcaféen, hvor de ellers holder til, er lukket.
Opgivende begiver vi os ned af Baggesensgade. Vi sætter os på en bænk på Dronning
Louises bro. Julie kigger i skraldespanden: ”Der er i hvert fald ingen flasker her”,
siger hun. Vi griner. Sætter os ned. Vi overvejer at spørge en facer fra Amnesty om
hun ved noget om hvor de befinder sig, da hun må kende området, men gør det ikke.
Side 13 af 31
Efter noget tid ser vi en fyldig afrikansk mand på en cykel med en masse poser på den
anden side af gaden på vej ind mod midtbyen. ”Der var ham der fra før, skal vi følge
efter?”, men han er allerede væk.
Vi beslutter os for at gå ned for at hente vores cykler, tage et smut forbi
Folkets park igen, og ellers begive os ud mod Nørrebroparken. Dette bliver dog ikke
nødvendigt, da Folkets park nu er levende. Der sidder syv afrikanske mænd og en
centraleuropæisk mand. Vi stopper op, men føler os synlige og sætter derfor afsted på
cyklerne. Vi stiller dem i et hjørne af Folkets park og går bagom, forbi Folkets hus,
over til nogle gynger under et smukt hvid-blomstrende træ. Her sætter vi os. Selv
sidder jeg på en af gyngerne. ”Er det ikke lidt underligt at vi bare sidder og kigger på
dem?”, er der en der spørger. Vi andre er enige, men siger, at vi jo ligeså godt kunne
være nogle helt almindelige nørrebro’ere, som fik en snak. Pladsen er for alle. Vi må
gerne være her. Vi er stille i et stykke tid. Jeg gør de andre opmærksomme på, at en
ung mand vedvarende kigger på os. Vil han mon tale med os? Monna stiller sin flaske
på jorden. Mon han har set vi har pant? Efter et stykke tid er der ikke sket nogen
ændring i situationen. Vi sidder her, de sidder der. Opdelt. Jeg fortæller de andre, at
hvis de nu går, vil jeg have nemmere ved bare at gå hen til ham, der alligevel sidder
og kigger på os. Han virker ikke intimiderende. De spørger om jeg er sikker, og det er
jeg. De går og siger, at jeg skal ringe, hvis der er noget.
Jeg sidder på gyngen i fem minutter mere. Manden kigger stadig herover. Nu
griner han. Han tager nogle papirer frem og læser dem. Han ligger hovedet opgivende
ned. Han sidder på en bænk med bord sammen med en centraleuropæisk udseende
mand, men de taler ikke sammen. På de stole, hvor vi sad, da vi først satte os i Folkets
park, sidder to afrikanske mænd og bag en høj, nede foran huset, står også en gruppe.
Manden med papirerne kigger igen. Griner, virker genert. Han kigger væk i et par
minutter og jeg beslutter mig for at vinke ham herover næste gang han kigger. Han
peger på sig selv og jeg nikker. Han rejser sig op og vi mødes på halvvejen. Jeg giver
ham hånden ”Hi. How are you? Sorry, if I was looking at you a little bit”, siger jeg.
”Are you often in this area? Do you know what’s going on around here?” Han siger
noget, jeg ikke forstår, men det slutter med ”italiano”, så jeg tolker mig frem til, at
han ikke forstår mig, fordi han kun taler italiensk. Jeg er skuffet. Jeg prøver mig frem
med ”amigo, English, around” for at få mig til at finde en ven, der taler engelsk. Han
tager mig med over pladsen, viser mig sine papirer. Han lærer engelsk. ”Elephant,
cup, man”, står der. Okay, det er engelsk på det niveau, tænker jeg. Han tager mig
Side 14 af 31
med over til sin ven. Men vennen taler kun meget lidt engelsk. Han får på en måde
fortalt at de begge to kommer fra Burkina Faso. De taler kun italiensk, fordi de har
opholdt sig i Italien før de kom til Danmark. Det er meget svær kommunikation og
jeg spørger om de ikke har en anden ven, der taler engelsk. De tager mig med over til
bænken foran Natcaféen. En ældre mand sidder ned, flere står op. En sidder med
ryggen til med hætte på. På intet tidspunkt ser jeg hans ansigt, men jeg går af en eller
anden grund ud fra, at det er en ung mand. Han sidder med en iPhone eller lignende
og ser en video. Han griner. Jeg spørger de andre mænd om jeg må sætte mig ned. De
siger ”of course”. Jeg sætter mig ved siden af manden, som gemmer sig bag sin hætte.
Han kigger ikke op, da jeg sætter mig ned. De andre forskrækker mig, da de råber i
kor, at jeg skal passe på, at mit ærme ikke bliver vådt. Bordet er vådt. I hjørnet har en
pøl samlet sig, og jeg er ved at ligge armen ned i det. ”Thank you. Oh yeah it’s a little
wet”, siger jeg og sætter mig. Jeg forklarer min situation og den ældre mand svarer, så
jeg henvender mig til ham. Spørger om jeg må stille ham nogle spørgsmål om hans liv
i Danmark. ”Sure” siger han, men virker skeptisk. Langsomt bløder han op, og det
føles som om, vi er på bølgelængde. Vi laver sjov, men nogle gange forstår vi ikke
hinanden og stemningen bliver lidt trykket. En mand, som står op, bryder et par gange
ind og fortæller os, hvor vi gik galt af hinanden. Han forstår tydeligvis os begge og
påtager sig rollen som tolk. Cirka femten afrikanske mænd samler sig rundt om os, og
de virker interesserede i, hvad der foregår. Også en fuld grønlandsk mand sætter sig
på bænken. Den ældre mand spørger flere gange om jeg ikke kan finde ham en kone.
Jeg siger, at jeg nok skal prøve. Nogle gange udviser han autoritet, da han piller mine
spørgsmål ned ”Eh, it’s cold. I think you know. Your country is cold. Don’t ask me
about cold, you know it’s cold.” Siger han, da jeg spørger om det ikke er koldt at sove
på gaden. Dumt spørgsmål. Det er svært at samtale, fordi jeg ikke ved hvor meget jeg
må spørge ind til deres livshistorie. Er de mon traumatiserede? Mon han lukker af,
hvis jeg spørger om noget, der er for personligt? Men han svarer på alle mine
spørgsmål. Han er meget interesseret i, om min kæreste er min mand eller min
kæreste. Jeg holder fast ved at han er min mand, men manden vil se min ring eller
mine dokumenter, før han tror på mig. Jeg viser et billede. Han falder til ro. Vi
snakker frem og tilbage i 25 minutter Han har boet i Spanien i 15 år, har spansk pas.
Han er foruroliget over sin situation. Føler ikke at der er hjælp at hente. Han vil bare
have et job. Han fortæller mig, at han helst vil have en kone, fordi han på den måde
kan få et job, selvom han har en kone i Ghana. Det er ikke det det handler om. Det
Side 15 af 31
handler om penge. Om overlevelse.. Til sidst giver jeg ham en pengeseddel og den
fulde grønlænder råber, at han også vil have. Alle ignorerer ham. Manden er
taknemmelig. Han fortæller mig, at jeg er den første dansker der ikke nok med at have
givet ham lidt penge, faktisk også har taget sig tid til at tale med ham. Han fortæller at
han tror på godhed i danskerne nu. Ingen har taget sig tid til at diskutere med ham før.
Han er nødt til at gå, for han skal ind på natcaféen og bade. Han har ikke været i bad i
to dage og føler sig beskidt. ”Two days, and I’m European”, siger han. Han siger tak,
og jeg siger tak. Jeg går og føler mig tilfreds over udfaldet. På vej op af Stengade er
der en der råber efter mig. Det er manden, der før fungerede som tolk. Han spørger
om jeg har fået alt hvad jeg skal bruge. Han vil også gerne tale med mig. Jeg
overvejer om han så mig give penge til den anden mand, og derfor nu også vil
deltage, men jeg snakker alligevel med ham. Han taler klart bedre engelsk end den
anden mand, og det hele går lidt nemmere. Jeg spørger ham om de ting, vi har skrevet
ned på vores interviewguide og desuden småsnakker vi lidt. Undervejs kommer den
første mand over og snakker til os på italiensk. Han er tydeligvis skuffet over, at jeg
talte med ham først, men at han ikke kunne forstå mig og omvendt. Manden jager
ham væk, men han bliver i nærheden. Jeg giver også denne mand en mindre
pengeseddel, og han spørger forbavset, hvorfor han skal have de penge. Jeg forklarer
noget med, at sådan er det at være en god kristen, og han er enig. Jeg forlader
Stengade.
Feltnoter for onsdag d. 09.04.14
Jeg går ned af Stengade sammen med Monna og Julie. Det er onsdag og klokken er
lidt i to. Vi har nemlig en aftale med Hanne Pedersen, som er leder af Natcaféen, hvor
de hjemløse migranter hver aften trækker lod om en sengeplads. Natcaféen er et
projekt under Kirkens Korshær. Vi går ind i det hvide hus, op af de tre trappetrin,
hvor nogle mænd står. De hilser, og vi hilser. Stengade 40 er fyldt. Afrikanske mænd
alle vegne. I køkkenet er der liv. Der står nogle danske kvinder og jeg går ud fra at de
arbejder der. Desuden ser jeg en dansk pige sidde ved et bord, hun taler med en mand
med store solbriller og guldsmykker. Hvis jeg ikke var på et sted for hjemløse, ville
jeg tro han var en nigeriansk popsanger ala. p-square. Ved siden af hende sidder den
italiensk-talende mand fra i mandags. Han vinker og smiler, men virker genert. Jeg
Side 16 af 31
vinker tilbage. En ældre mand kommer over til os, og spørger om vi har en aftale. Vi
glemmer at klokken kun er to og vi først har en aftale halv tre, så vi fortæller ham at
vi er kommet for at tale med Hanne. Han fører os ind gennem køkkenet, hvor der er
masser af mennesker og ud af en bagdør til en baggård, ind af en anden dør til en lille
gang, hvor der lugter fælt af toilet. Der er to døre i den lille gang, den ene står åben og
bag den ligger nogle afrikanske mænd og sover på gulvet, den anden dør er indgangen
til et badeværelse. Den ældre mand fører os op af en smal trappe, lugten følger med.
Vi kommer op til et køkken, lugten forsvinder. Manden fører os hen til enden af
rummet og banker på en dør, spørger efter Hanne, og fører os så tilbage til en anden
dør. Hanne kigger ud og ser umiddelbart lidt streng ud. Hun siger at hun ikke har tid
endnu. Vi siger at vi jo egentlig også først har en tid om en halv time. Manden tager
os med nedenunder, gennem rummet med de sovende mænd. Det virker lidt
invaderende, sådan at gå rundt mens de sover, men manden virker som om det er ret
naturligt. Ude af døren i den anden side af rummet ender vi i forstuen, som er proppet.
Der sidder to central-europæiske mænd og en kvinde i en gruppe og taler med
hinanden. Resten af rummet er fyldt af afrikanske mænd. De to grupper taler ikke
sammen. Jeg får øje på den nigerianske mand, jeg interviewede i mandags, og går hen
og siger at det er godt at se ham og giver ham hånden. Efterfølgende rejser han sig og
forsvinder ind i et rum med køjesenge. Han virker umiddelbart lidt fraværende. Jeg
tænker at han måske skal ind og sove. Han har sikkert ikke haft en seng den nat,
måske frosset udenfor. Den ældre mand byder os på kaffe fra en stor tank. Han siger
at vi bare kan finde en plads, men der er helt fyldt, så vi står op. Mændene i rummet
griner højt, men nogle sidder for sig selv og ser alvorlige ud. Flere vender sig og
hilser, men siger eller ikke noget til os. Jeg lægger mærke til en, der sidder i hjørnet.
Han ser venlig ud og meget ung. Det gør indtryk på mig, at mange af mændene
givetvis er yngre end mig og de er i Danmark uden deres familie, uden et sted at bo.
Det gør mig faktisk lidt ked af det. Men de ser ikke ud som om de har brug for
medlidenhed. De ser stolte og stærke ud. De har sikkert oplevet det, der var værre på
vej hertil. Døren til Stengade står åben, men der er dejlig varmt i forstuen. Mændene
har dog alligevel jakker på og det har vi også. Jeg føler mig velkommen. Det virker
som om der er plads til alle her, og opvaskeren i køkkenet smiler og laver sjov med
nogle andre. Den ældre mand henvender sig igen og siger at vi bare kan sætte os et
sted, men vi siger at vi har det fint med at stå. Vi vil ikke trænge os på eller tage
pladserne fra nogle af de hjemløse mænd. En kvinde kommer over til os fra køkkenet
Side 17 af 31
og siger at Hanne er klar til at tale med os. Hun tager os med ovenpå igen og vi
kommer ind på Hannes kontor. Der er lidt tumult fordi nogle andre studerende lige
har været der, og Hannes assistent skal pakke sine ting sammen og finde en
plastiklomme. Desuden skal vi hente flere stole, fordi vi er for mange. Da vi får sat os
ned, præsenterer Hanne sig selv og spørger hvor det nu er vi kommer fra, for hun har
lige haft besøg af nogle pædagogik-studerende. Hun virker virkelig glad og oplagt, og
venlig. Slet ikke som vi først troede, da vi så hende gennem døren. Hun er virkelig rar
og jeg tænker at hun må være en god leder. Hun starter en talestrøm og svarer
nærmest på vores planlagte spørgsmål uden at vi stiller dem. Jeg kigger nogle gange
ud af vinduet og overvejer om hun mon så mig, da jeg talte med mændene i Folkets
park i mandags. Hun siger på et tidspunkt at mændene er meget svære at tale med, og
aldrig vil oplyse om deres liv. De er hemmelighedsfulde. Jeg forstår det ikke rigtigt.
Det var det samme vi læste i en artikel i Information, men det var slet ikke den
opfattelse jeg fik, da jeg talte med dem i mandags. Vi var meget åbne og ville utroligt
gerne snakke og sagde endda, at de var kede af at danskerne ikke tog dem seriøst. De
sagde, at danskerne jokede og lavede sjov med dem, men ingen tog sig tid til at lytte
til dem og diskutere deres situation. Måske var jeg heldig? Måske var det fordi de
mænd, jeg talte med, kun havde været her i tre uger. Måske følte de sig ikke endnu
overbegloet og studeret? Hanne taler i over en time og viser os et par rapporter, der er
skrevet om stedet. Hun siger at der mangler fokus på de hjemløse migranter og siger,
at hun er glad for at se, at unge mennesker som os interesserer sig for det. Jeg føler
lidt, at jeg taler en vigtig sag. Selvom det ’bare’ er et RUC-projekt, betyder det noget
for nogen. Det er dejligt. Da vi kommer ned i forstuen, hilser jeg igen på den
italiensk-talende mand. Giver ham hånden. Han smiler og siger noget på italiensk. Sisi. Vi forlader Stengade 40 med en god følelse. Dog tænker jeg over, at Hanne
fortalte, hvordan der, når nød-herbergerne lukker, på en aften kan stå 150 hjemløse
udenfor, og kun 30 kan komme ind. Det er sørgeligt. De har ingen andre steder at gå
hen. Det er det eneste sted i byen, hvor man kan komme og være anonym – dvs. de
hjemløse migranters eneste opholdssted om natten, da de ikke har et CPR.nr.
Sørgeligt at vi behandler mennesker sådan i Danmark.
Side 18 af 31
Feltnoter for lørdag d. 19.04.14
Vi mødes på Elmegade i Camilla og Monnas lejlighed. Vi har aftalt at mødes sent på
aftenen for derefter at tage i felten i Københavns gader og observere flaskesamlerne
på natarbejde, da vi har set i dokumentaren Under samme himmel, at når der er gang i
kødbyen i weekendens nætter, så er flaskesamlerne på arbejde. Da klokken var 23.20
gik vi i felten. Vi ville ikke ud for tidligt, da vi ved fra egen erfaring at de unge
københavnere først gå ud ved midnat og vi tænkte, at flaskesamlerne nok vidste det
samme.
Vi gik ned af Elmegade, over på Stengade, forbi Natcaf’én, hvor nogle fulde
centraleuropæere kastede et plastikkrus ud på vejen, mens de råbte noget til os eller til
hinanden. Ned af Korsgade, op af Blågårdsgade, ned af Nørrebrogade, over Dr.
Louises bro, ind til Nørreport, ned af Købmagergade, videre ned af Strøget, over
Rådhuspladsen. Alt sammen i silende regnvejr og mørke. Vi så på intet tidspunkt
nogle afrikanske migranter. Først foran Industriens hus var der to afrikanere, der
henvendte sig til os, eller til Monna, vel at mærke, fordi de mente at hun var deres
søster (altså også afrikansk). De spurgte hvor vi skulle hen og hvad vi lavede og vi
fandt meget hurtigt ud af at de var helt almindelig turister, ikke hjemløse migranter.
Vi gik videre hen til hovedbanegården, gennem denne, ud på Reventlowsgade. Mens
de to andre gik i 7-eleven, stod Julie og jeg udenfor på hjørnet til Istedgade. De
afrikanske kvinder med bleget hud gik forbi og fra den anden side kom to danske
mænd. Da de mødte hinanden på hjørnet, hvor vi stod, henvendte den ene kvinde sig
til den ene mand. Jeg hørte ikke hvad hun sagde, men det var tydeligt flirtende og jeg
opfangede at hun tilbød ham sig selv for penge. Han forstod ikke først, men da han
gjorde, overvejede han tilbuddet lidt og sagde så nej tak. Jeg overvejede at disse
kvinder nok er den kvindelige udgave af hjemløse vestafrikanske migranter. De er
sikkert ikke hjemløse, men er kommet hertil med samme ønske som mændene: At
tjene penge på enhver mulig måde.
Vi gik ned af Istedgade, over til Kødbyen. Klokken var 1 og det regnede stadig. Der
var ingen migranter at se i miles omkreds. Vi besluttede os for at stoppe for den dag.
Migranterne var ikke der. Hvor mon de så var?
Side 19 af 31
Feltnoter for lørdag d. 19.04.14.
Vi mødtes på Christiania kl. 14, Julie, Camilla og jeg. Allerede på min vej derover
mødte jeg adskillige afrikanske migranter og tænkte at det ville blive en god dag i
felten. Det var årets varmeste dag til dato og der var mange mennesker på volden ved
stadsgraven. De drak øl og røg hash og alle var glade. Vi satte os selv på volden bag
Nemoland, men efter noget tid synes vi alligevel der var for mange mennesker til at vi
kunne kontakte flaskesamlerne diskret. Vi gik ned langs stadsgraven og satte os
omme ved børnehaven ved et stort bord. Vi havde taget et par øl med for at lokke
flaskesamlerne til os. Et par stykker kom forbi, men vi blev forvirrede og
opmærksomme på os selv og fik ikke taget kontakt i tide. Camilla besluttede sig for at
løbe efter en, men kom tilbage og fortalte at han havde sagt nej, fordi han var træt og
den næste sagde nej, fordi han kun havde været i Danmark 2 dage og skulle hjem
dagen efter (eller også var det omvendt). Vi sad der længere, men intet held. Kun en
kinesisk flaskesamler kom over til vores bord og vi måtte gemme vores flasker væk –
for de var jo ikke til ham.. Vi gik efter noget tid hen til Nemoland og mødtes med
Monna. Da vi havde snakket med hende noget tid besluttede Camilla og jeg os for at
nu skulle det ske. Vi tændte for optageren og gik ned til vandet. Den første
flaskesamler vi så, havde Camilla allerede snakket med. Den næste havde jeg mødt
før og vi tænkte at han så venlig og imødekommende ud. Jeg henvendte mig til ham
og han kunne godt huske mig fra Stengade, da jeg havde talt med Aron ugen før. Han
var næsten glad for et ansigt han kendte. Først ville han ikke snakke, fordi han mente
at han ikke havde nogle oplysninger, vi skulle kunne bruge, idet han kun havde været
her kort tid. Vi spurgte alligevel ind til hans liv og det viste sig, at han vidste mere om
vores interessepunkter, end han først troede. Undervejs i interviewet forklarer han at
det ikke er et nemt liv, alt imens Redemption song spiller fra en højtaler i baggrunden.
Lige der kunne jeg godt have fældet en tåre. Nej, det er fandme ikke et nemt liv. Da vi
var færdige med interviewet gik han og vi talte lidt før vi gik samme vej. På vej
tilbage til Nemoland så vi ham igen. Han så bekymret ud og kom over til os. Vi var på
vej hen til ham for at spørge om vi havde hans informerede samtykke, men han kom
os i forkøbet og spurgte bekymret om vi vil fortælle andre hvad han havde sagt og
sagde at han ikke ville komme i vanskeligheder pga. os. Vi forklarede ham at ingen
Side 20 af 31
vil kunne se hans navn nogen steder og at han ikke skulle være bekymret, han vil
være helt anonym. Han sagde ja til at vi så gerne måtte bruge hans udtalelser. Vi gav
ham hånden – eller det vil sige at jeg gav ham hånden og han gav sit håndled tilbage
for at jeg ikke skulle røre hans flaskesamler-handske. Vi mødtes efterfølgende med
Monna og Julie igen, som derefter interviewede en anden afrikansk migrant, som
netop satte sig og holdt rygepause.
Mens vi ventede på dem, så jeg Aron, som jeg interviewede d. 7. april. Jeg løb ned til
ham og sagde hej! Han var helt glad for at se mig og spurgte hvorfor jeg ikke havde
ringet. Jeg forklarede og viste ham at jeg havde skrevet en lang sms til ham, men at
den ikke var afsendt. Vi tjekkede hans nummer på min telefon, og fandt ud af at vi
havde tastet nummeret forkert ind. Jeg fik hans rigtige nummer og han fik mit og vi
aftalte at ringes ved og lave et dybdegående interview. Det var godt at se ham. Som at
mødes med en gammel ven, selvom jeg ikke kender ham.
Feltnoter for onsdag d. 23.04.14.
Klokken 23.11 kommer et opkald ind. Jeg sidder i sofaen med min kæreste og tager
telefonen. Det er Z. Men han ringer ikke fra sit eget nummer, så jeg forstår ikke først
at det er ham. Han lyder trist og kort for hovedet. ”How are you?” spørger jeg ham.
”At the moment not so good. I was taken by the police and I have no documents to
stay in Denmark”, siger han. Jeg vågner op fra min sofaafslapning og siger ”What?
Are you serious?”. Han forklarer at han var i Danmark ulovligt og nu er han blevet
taget og bliver sendt tilbage ’hvor han kom fra’, hvilket kan være både Italien og
Nigeria. Han siger at han bare ville sige tak og at det var hyggeligt at møde mig og at
jeg skal passe på mig selv. Jeg stammer noget lignende frem til ham og han lægger
på. Jeg når at tænke at han sikkert ringer for at få penge, men han nævner intet som
så. Han ville oprigtigt nok bare sige farvel, så han ikke bare var væk lige pludselig.
Det sætter jeg virkelig stor pris på. Samtidig synes jeg det er helt vildt sørgeligt at han
ringer til mig fra politistationen. Tænk hvis jeg er hans tætteste kontakt i Danmark?
Vi har talt sammen i en halv time sammenlagt i vores liv. Jeg håber virkelig at han er
okay. Jeg sendte ham en sms til nummeret han ringede fra samt hans eget nummer og
Side 21 af 31
gav ham min e-mail og skrev at han altid kunne kontakte mig, hvis han kom tilbage.
Han svarede aldrig. Jeg håber han er okay, der hvor han er nu.
Feltnoter for onsdag d. 30.04.14
Jeg modtager om formiddagen et opkald fra Z. Han er i Italien og ringer fra et
italiensk nummer. Der er dårlig forbindelse. Hans forklaring har ændret sig. Han siger
nu, at han tog til Italien for at hente nogle penge, som hans ven havde, men da han var
nået til Italien var hans ven taget til Nigeria og han havde derfor ikke nogle penge til
at komme tilbage til Danmark. Han forklarer at han har brug for et lille beløb til en
billet, og spørger om han kan låne. Jeg får dem jo tilbage. Jeg forklarer, at jeg ikke har
nogle penge, fordi jeg er studerende. Han er forstående, men siger ”It’s only 200€”.
1000 kr. Jeg siger nej, og snakker udenom. Han siger, at det er okay, og at han gerne
vil mødes, hvis han når tilbage til Danmark. Jeg siger, han er velkommen til at ringe
og ønsker ham held og lykke.
Feltnoter for Monna Ali:
Feltnoter for mandag d. 07.04.14
Jagten
Det er første dag vi er i felten. Vores projekt ændrer dermed fra at handle om dem vi
læser om til nogle vi skal møde i virkeligheden. Vores jagt starter på Hovedbanen.
Det er kaotisk. Der er menneskestrømme, butikker, børn, der græder, folk der har
travlt med at nå toge. Alle har et ærinde. Undtagen de der sidder på bænkene. Nogle
sidder og sludrer i små grupper, mens andre sidder alene og stirrer ud i luften. Vi har
et specifikt mål. Vi er på jagt efter flaskeresamlere. Helst vestafrikanske. Efter en
gang rundt på Hovedbanen, og udenfor området, opdager vi at der er ingen der
matcher vores kriterier. Det er stort set kun danske hjemløse, der opholder sig på
Hovedbanen. Vi snakker om hvad årsagen til dette kan være, og kommer frem til at
det evt. kan skyldes at herberger på Vesterbro er forbeholdt for danskere med cprnummer. Og de vi er på jagt efter migranter, uden cpr-nummer. Vi kommer i tanker
om Nørrebro har herberg for illegale migranter og cykler til Cafe Grace for at se om
vi kan finde nogle afrikanske migranter. På cykelturen derhen kan jeg ikke undgå at
Side 22 af 31
tænke over vores mål. Vi leder efter en specifik type. Det er de der altid tager vores
flasker om sommeren, de der cykler med flere poser fyldt med flasker på deres cykler,
de vi aldrig snakker med eller anerkender med et smil, men blot går forbi uden en reel
eftertanke om hvem de egentlig er. Om hvordan og hvorfor de samler flasker? Disse
flere er blevet til én mand, nemlig til den sorte mand. Det er ham vi nu er på jagt efter,
han er vores mål.
Vi går forbi Cafe Grace omkring kl. 11, samme tidspunkt som de lukker for
morgenmad. Dér er de. Lige overfor Grace. Endda i grupper. Nogle står udenfor og
snakker, andre griner. De ser pæne og rene ud. Slet ikke som de danske hjemløse
tilbage på Hovedbanen. De er de jo. Lige foran os. De er blevet til en realitet.
De spredes, og vi udvælger hurtigt to som vi følger efter. De går ned af Nørrebrogade,
og vi holder lidt afstand, præcis langt nok til vi kan se dem uden at de kan se os. Vi
mister dem dog. Fortvivlet og ærgret over vores mangelfulde detektiv arbejde, dukker
de op igen. De kommer ud af en butik og vi får øjenkontakt med dem. Det kommer
for tæt på, kan jeg mærke. Jeg kan mærke min egen grænse bliver overskredet.
Følelsen af skam fylder mig idet det går op for at det er to virkelige mænd vi følger
efter, og ikke blot objekter, som vi har læst om. Vi vælger at droppe missionen og går
i stedet til af Folkets Park for at samle indtryk og se om vi kan komme i kontakt med
nogle der.
Folket Park. Et interessant sted. Midt blandt alle brostenbygningerne ligger der et
grønne areal. Området omkring bær præg af liv og kultur. Der er nemlig mange folk
af forskellige nationaliteter, der befærdes sig i området. Men selve det grønne areal
står tomt. Én enkel dansk mand sidder alene på en bænk og nyder sin øl. Andet liv er
dog ikke eksisterende på det grønne areal.
Vi sætter os på tre stole for at ligge en ny slagplan. Vi drikker lidt af vores
sodavandsflasker, som vi forinden havde købt i Netto. Det var reelt ment som
’lokkemad’, hvor vi kunne bruge panten som et grundlag for at de ville komme til os.
Nu er vi kommet til dem, men de er ingen steder. Vi studser rundt i området endnu
engang for at samle indtryk, og ender tilbage på Folkets Park. Denne gang er de der.
Side 23 af 31
Sådan. Men i netop det øjeblik vi får mulighed for at komme i kontakt til dem, kigger
vi på hinanden og vores mod forsvinder endnu engang.
Feltnoter for onsdag d. 09.04.14
Natcafe
Jeg er før gået forbi Natcafeen både i dagtimerne og i nattetimerne. Men jeg har aldrig
registreret at det var en Natcafe for hjemløse migranter. Jeg studser over at så pæn en
bygning (grå husfacade med hvide vinduer), er den såkaldte Natcafe for Nørrebros
migranter. Vi går ind. Det første rum vi ind i er et stort lokale fyldt med mandlige
afrikanske migranter, der sidder i grupper fordelt på borde. Nogle sidder og spiser,
andre sidder og fører en samtale. Inden vi får kigget os omkring, tager en ældre herrer
imod os og fører os igennem rummet, køkkenet, ud til gården, op ad trappen og
banker på døren til Hanne’s kontor. Hvert rum har sit eget univers af indtryk og jeg
prøver ihærdigt at suge ethvert indtryk til mig, mens jeg samtidigt smiler stort til dem
vi går forbi. Da vi banker på Hannes kontor, har hun har travlt. Der er nemlig allerede
en anden gruppe af studerende, der er i gang med at interviewe hende. Vi bliver derfor
budt på en kop kaffe, mens vi venter, og bliver ført tilbage til det store alrum, hvor
folkemængden opholder sig. Denne gang går vi en anden vej tilbage end vejen
derhen. Vi går nemlig igennem et lille mørkt lokale, hvor flere afrikanske mænd
sidder på gulvet og sover. De, der er vågne, hilser pænt. Jeg kan ikke lade være med
at tænke over hvor ydmygende situationen må være for dem.
Tilbage i opholdsrummet føler jeg mig et enkelt sekund udstillet. Øjnene vender sig
nemlig mod os. Tre kvindelige universitetsstuderende, der skiller sig ud blandt
mængden af mænd, primært fra det afrikanske kontinent. Bevidst om at jeg bliver
overvåget kigger jeg ned på min ring og pudser den lidt med min finger. Jeg tænker
hurtigt over min handling og er bevidst over at jeg udelukkende gjorde det for at vise
min ring, som for dem er et symbol på ægteskab og at jeg derfor ikke er interesseret i
nogle af dem. Jeg føler skammen fylde mig. Men hurtigt bliver ubehaget ændret.
Kamilla får øje på en af de flaskesamlere hun kender og de udveksler et nik og et
smil. Vi er inde, og vi er velkomne. Mens vi står der, tre i en gruppe, midt i lokalet,
danner vi os et indtryk af stemningen i rummet. Der er travlt, hektisk og larm i
Side 24 af 31
rummet. Men det er en slags behagelig kaos, for folk sidder i grupper og spiser, og
griner i fællesskab.
Hanne får tid til os efter lidt tid. Og vi går samme rute som før op til hendes kontor.
Der er mange i køkkenet, hovedsageligt udenlandske personer og det er tydeligt at de
ikke taler dansk. Vi bliver igen mødt af smil og nikke. Dejligt. Man føler sig
velkommen, selvom det er et fremmed territorium for os.
Feltnoter for lørdag d. 12.04.14
Natteravn
Det er lørdag aften. Gruppen er samlet på Elmen for at ligge strategi for planen for
aften. Men når vi får kigget os ud af vinduet begynder det at regne. Vi betragter
regnen fra vinduet. Først er det nogle enkelte støvdråber, men derefter bliver
regndråberne større og lyset fra vejene afslører at dråberne falder hastigt ned mod
asfalten. Det tager lang tid før vi får samlet mod til at gå ud. Vi er nemlig godt klar
over at regnen ikke er til vores fordel, men efter et stykke tid bevæger vi os stadig ud
i Københavns gader for at se om vi kan falde i snak med nogle flaskesamlere.
Vi trækker først vores cykler til Folkets Park. Velvidende om, at migranter højst
sandsynligt ikke er ude pga. regnen, tager vi stadig derhen for en sikkerheds skyld.
Uheldigt for os har vi ret. Udover tre vesteuropæiske mænd, der højst sandsynligt er
migranter idet de står udenfor Natcafeen, som står og griner og taler højlydt over en
øl, er der intet liv at finde i området. Det virker til at migranterne såvel som resten af
København har fundet læ for regnen indendørs.
Vi bevæger os videre ned mod indre by. Jo længere vi kommer ind mod midtbyen jo
flere unger mennesker ser vi, som er gejlet op i fest tøj og som skal have det sjovt i
byen. Blandt festmængden går vi. Fire unge piger iklædt store vinterjakker, handsker,
behageligt fodtøj og med hætter over hovedet for ikke at blive våde. Jo længere tid vi
går rundt i regnen og trækker vores cykler, jo mere falder stilheden blandt os. Vi taler
om hvordan det kan være at Københavns gader er tomme for flaskesamlere? Det er jo
trods alt lørdag aften og det er netop nu københavnere drikker og efterlader pant hvor
Side 25 af 31
det passer dem. Hvor er de afrikanske flaskesamlere? Vi stopper os og diskutere
hvilken rute der er bedst at tage og prøver at sætte os ind i en flaskesamlers
tankegang. Flaskesamlerne må være der, hvor flaskerne er. Når vi mindst venter det,
tager aftenen en drejning og vi får vi øje på en afrikansk flaskesamler. Han cykler
forbi os med sin cykel fyldt med poser af flasker. Men vi er frosset. Vi kigger på
hinanden og ved slet ikke hvordan vi skal gøre. Følge efter, eller blive stående?
Stoppe ham op og snakke med ham eller lade være? Inden vi kommer frem til en
konklusion, er han allerede cyklet væk og vi står igen i samme position som før.
Jeg kan mærke at jeg er træt og længes efter min varme seng. Det er nærmest selve
tanken om at jeg har en varm seng, som jeg skal hjem til, som holder mig oppe og gør
mig i stand til at fortsætte ud i regnen med pigerne. Mine tanker går til
flaskesamlerne. De har ingen varm seng at komme hjem til. Min medlidenhed går ud
til dem. Deres hjem er jo de københavnske gader, og i aften er København ikke særlig
imødekommende, men nærmere kold, våd og ikke særlig behagelig at være i.
Feltnoter for fredag d. 25.04.14
Simon
Mens Camila og jeg går hen imod Folkets Park for at mødes med Simon, kan jeg
mærke at nervøsiteten begynder at ramme mig. Tanker som; skal jeg give ham hånden
eller et kram, når vi ses? Skal jeg følge vores interviewgide slavisk eller tage det som
det kom? Tanker om hvordan kan jeg bedst muligt kunne håndtere interviewet
cirkulerer i kreds i hovedet. Hvordan skal jeg få ham til at slappe nok af til at fortælle
om sit liv?
Da vi når hen til Folkets Park vandrer mine øjne vandrer rundt på det grønne areal.
Hvor er Simon? Og lige pludselig går det op for mig at jeg faktisk ikke kan huske
hvordan han ser ud. Han er en mand. Afrikansk. Nervøsiteten har taget og påvirker nu
min hukommelse. Hjælp! Men under et træ sidder to mænd og snakker. Den ene som
sidder med ryggen til mig, vender sig om og mine øjne genkender hurtigt det store
smil, der spreder sig på mandens ansigt. Der er Simon. Han rejser sig op og inden jeg
Side 26 af 31
får taget mig en beslutning om hvorvidt jeg skal række min hånd ud for at hilse på
ham eller give ham et knus, træffer han beslutningen for mig og giver både Camilla
og jeg et kram. Vi køber noget at koldt at drikke i en kiosk i nærheden og sætter os på
en bænk i parken. Det er nemt at snakke med Simon. Hver gang stilheden rammer os,
bliver den afbrudt af en af os tre, som finder på noget at sige.
Interview. Nok hyggesnak om vejret og hvordan tingene står til. Nu starter
interviewet alvor og lydoptageren tændes. Den hyggelige tone ændres heldigvis ikke
og Simon er god til at besvare alle vores spørgsmål. Camilla og jeg kigger slet ikke på
interview guiden og stiller forskellige spørgsmål for at finde frem til hvem Simon
egentlig er. Simon fortæller åbent om sit liv og hvordan, og hvorfor, han er kommet
til Danmark. Han har opholdstilladelse, et sted at bo, har arbejde, skal snart starte på
studie og har gode venner, både danske og udenlandske venner. Det hele lyder
idyllisk. Samtidigt kan jeg ikke undgå at tænke over om hans eventyrfortælling om
hans liv i Danmark og om danskernes venlighed er en reel beretning. Mon han er for
stolt til at fortælle at han samler flasker for at overleve? At han ligesom de andre
afrikanske mænd, som også hænger ud på Folkets Park, er migreret til Danmark for at
finde arbejde, men har intet fået hverken i form af rettigheder eller jobmuligheder.
Da interviewet er færdigt og vi går hver til sit, kan jeg stadig ikke lade være med at
spekulerer over om Simon var ærlig i sine besvarelser? Inden jeg får tænkt mig
nærmere over det, får jeg øje på Simon, som står længere nede af Nørrebrogade og
kigger ned i skraldespand efter flasker. Vi får øjenkontakt og smiler høfligt til
hinanden.
Feltnoter for Camilla Gudmandsen:
Feltnoter for lørdag d. 12. 04.14
Byvandring
Vi mødtes på Elmen om aftenen for at lægge en slagplan for aftenen, og drikke et par
øller inden det hele gik løs. Planen var at finde nogle flaskesamlere et eller andet sted
i byen og gå rundt med dem i lidt tid og snakke – opleve hvordan det var at være
flaskesamler for en nat. Regnen begyndte at falde inden vi overhovedet havde fået
Side 27 af 31
bevæget os ud, og vi begyndte at tvivle på om vi ville have succes med at finde nogle.
Vi blev dog endeligt enige om, at de nok trodsede vejret for mængden af flasker, der
ville komme ud af sådan en weekendnat.
Vi klædte os godt på og gik ud i regnen. Vi startede med at gå ned af Stengade forbi
Folkets Park, hvor vi har iagttaget at de fleste afrikanske migranter holder til. Her var
dog helt tomt, og vi gik derfor videre mod Nørreport, og gennem Købmagergade og
Strøget. Der var godt gang i byen, men det var fulde unge og ikke flaskesamlere der
dominerede gadebilledet. Vi forblev optimistiske, og blev enige om at Kødbyen nok
var stedet de holdt til på sådan en lørdag nat – her har vi selv stødt ind i dem flere
gange, og set i Under den samme himmel at flere tager hertil for at samle pant. Vi gik
derfor igennem Hovedbanegården, op ad Istedgade og til Kødbyen, men fortsat uden
held. Vi undredes over, hvorvidt det var vejret der holdte pantsamlerne fra gaden
denne nat eller om vi bare var uheldige at være gået forgæves. Vi blev enige om, at
det nok handler om, at de på samme måde som os har brug for en vis struktur i
hverdagen. At samle flasker er deres job, og de arbejder derfor højst sandsynligt om
dagen og sover om natten, for at samle energi til næste dag. Jeg synes dog ikke at vi
gik forgæves, da vi fik mærket på egen krop hvordan det er at rende rundt sådan en
nat i regn, vade gaderne tomme. Forskellen er, at vi har en tryg base at komme hjem
til, hvor mange af dem ender sådan en nat med at sove på gaden, hvis de da ikke er så
heldige at få en plads på herberget. Det satte klart nogle tanker i gang om, hvor barskt
livet på gaden egentlig er.
Feltnoter fra lørdag d. 19. 04.14
Christiania
Vi mødtes omkring 14.00 ved volden på staden, og det var høj solskin og der var
masser af mennesker. Folk var i rigtig godt humør, drak øller, røg joints og nød solen.
Jeg tror, at vi var de eneste der bemærkede flaskesamlerne, som gik ubemærkede
rundt blandt folk og samlede de tomme ølflasker som folk forlod sig. De var alle
afrikanere, og så pæne og rene ud. Havde man set dem uden posen med flasker og
handsker på, kunne man snildt have forvekslet dem med helt almindelige gæster på
Christiania sådan en solskinslørdag.
Side 28 af 31
Vi vurderede, at det ville være mere hensigtsmæssigt i forhold til interviews at
sætte os et sted, hvor der var færre mennesker, så vi satte os ned ved søen på en bænk.
Her sad vi og drak et par øl, med intentionen om at de kunne fungere som ”lokkemad”
for pantsamlerne. Vi sad i den bagende sol, og der kom ikke mange forbi. Men da der
endelig gjorde stoppede jeg en fyr, som var fra Nigeria. Jeg forklarede, at vi ønskede
at lave et interview med ham, men han var netop kommet til Danmark, og følte derfor
ikke at han havde nok at byde ind med i forhold til hans oplevelser i landet. Kort efter
stoppede jeg en anden fyr på cykel, som var godt pakket. Jeg erfarede at han også var
fra Nigeria, og var kommet fra Italien hvor han boede midlertidigt, ligesom den første
jeg stoppede. Han afslog dog også at deltage i interviewet, da han var meget udkørt,
ikke havde fået søvn og skulle mødes med de andre pantsamlere. Vi havde derfor ikke
meget held, og gik tilbage til Nemoland for at mødes med Monna. Efter fornyet
energi gik Kamilla og jeg ud for at prøve at finde nogle der ville snakke med os. Vi
mødte en fyr, som også var fra Nigeria, og som også var med gruppen af immigranter
der var fulgtes fra Italien. De var altså et par stykker sammen, som havde fulgtes
herop for at prøve lykken her. Han sagde først, at han ikke kunne byde ind med
meget, men vi fik ham dog i snak og det var meget heartbreaking at høre hans
historie, og hvordan han kæmpede for at få hverdagen til at hænge sammen. Han
prøvede at finde et sted at bo, men havde vanskeligheder ved det, og panten betød at
han lige akkurat kunne overleve i København. Det var interessant hvordan han havde
fulgtes med de andre, som alle var fra Nigeria og bosat i Italien, men han anså dem
ikke som venner. De samlede kun til sig selv, og for sig selv. Han var meget bange for
at vi ville bruge interviewet til at få ham fældet, men det kunne vi selvfølgelig sværge
på at vi ikke ville.
Man forstår godt hans uro omkring det, efter Aron som Kamilla havde
interviewet ugen inden, blev fanget af politiet og smidt ”tilbage til hvor han kom fra”.
Det viser virkelig at det er en barsk og meget uforudsigelig situation de lever i. Som
Steve også påpegede, ”you never know what tomorrow brings”. Jeg synes godt man
kunne fornemme, at det er lidt en frygt de alle går med, for der var ikke nogen af dem
i den gruppe fra Italien, der var synderligt begejstret for at snakke med os.
Feltnoter fra d. 25. 04.14
Side 29 af 31
Interview med Simon
Monna og jeg mødtes med Simon ved Folkets Park om eftermiddagen. Det var dejligt
vejr, så vi købte en sodavand og satte os på en af bænkene i parken. Vi snakkede først
stille og roligt frem og tilbage, og spurgte ham herefter om det var okay vi stillede
ham nogle spørgsmål og optog det. Det var i orden med ham, så vi startede
interviewet. Han var meget inspirerende at lytte til – han er en dyb person, med meget
på hjerte, og hans tilgang til livet er bemærkelsesværdig. Det er tydeligt, at han er i en
svær position i København, som er præget af stor foranderlighed og besvær, men
udadtil formår han at holde en utroligt positiv og forventningsfuld attitude. Det virker
som om, han har en forestilling om at Danmark kan blive hans permanente hjem. Men
som han understregede op til flere gange, afhænger det i høj grad af, om han finder
sig en kvinde her – og det understøtter altså de iagttagelser vi har gjort os indtil videre
omkring de hjemløses strategi om at gifte sig med en dansk kvinde for at forbedre
deres muligheder her i landet.
Til gengæld er jeg meget i tvivl om, hvorvidt Steve kan siges at have været
oprigtig for os i interviewet. Da vi har foretaget interviewet så kort tid efter vi har
mødt ham, er der ikke på nogen måde nået at blive opbygget et tillidsbånd. Han
fortalte fx at han har spansk statsborgerskab, hvilket giver ham legale rettigheder i
Danmark. Men det kan jo sagtens tænkes at han har bildt os dette ind, fordi han er i
tvivl om, om vi vil misbruge informationer om ham, som kan gives videre til en
tredjepart. Vi kan i princippet ikke vide, om han faktisk befinder sig i Danmark
illegalt. Dog stoler jeg på hans ord i dette tilfælde, da det virkede som om han var
godt sat ind i, hvilke rettigheder han har, og fortalte at han har søgt ind på studie. Jeg
stiller herimod spørgsmålstegn ved nogle af de historier han havde fra Spanien
omkring hans opnåelser inden for fodboldverdenen og diverse jobs med salg af biler
osv. Det lyder lidt for godt til at være sandt, og kan i første øjekast virke som et trick
til at imponere. Det kan desuden tænkes, at han har følt et behov for at pynte lidt på
historierne, i betragtning af den position han er i. Monna og jeg som kvindelige
danske studerende var i en overlegen magtposition som interviewere, og dette kan
have været hans måde at stabilisere lidt af denne magtfordeling og fremstå mere
maskulin og højtstående. Han snakkede fx lidt om, hvordan andre immigranter levede
af at samle flasker, men indrømmede ikke selv at gøre det. Efter interviewet så vi ham
kort tid efter på Nørrebrogade, hvor han samlede flasker, og det var som om det var
lidt et tabu selvom han gjorde det foran næsen på os. Vi snakkede ikke om det, ingen
Side 30 af 31
kommenterede det. Så der er klart en stolthed på spil, som han ikke giver op for let,
der kan farve hvordan interviewet udspiller sig.
Samtidigt snakkede han meget varmt om Danmark og det danske folk – han
gav en meget idyllisk beskrivelse af, hvordan immigranter blev behandlet i
København. Det hele lød lidt for godt til at være sandt, og gav en mistanke om at han
kun beskrev det således for at behage os eller fordi han var bange for at træde nogle
over tæerne.
Side 31 af 31