1. No category

Mont Ventoux
Da den cykelglade familie skulle planlægge tid og sted for sommerferien 2009, var
der et par kriterier, der lige skulle opfyldes. Vi ville se en Tour de France etape. Der
skulle være et godt cykelterræn. Vejret skulle være godt, og så skulle ferien helst
være så godt som gratis.
Da årets Tour de France på det nærmeste skulle afgøres
på løbets næstsidste dag på Mont Ventoux, var det jo
oplagt, at finde noget i nærheden. Af en eller anden
grund var vi ikke de eneste, der havde fået denne
fantastiske ide. Allerede omkring nytår måtte vi
konstatere, at alle campingpladser i området var
udsolgte omkring den 25. juli. Vi har i mange år boet i
mobilhome, når vi har været sydpå. Priserne på disse er
dog også blevet rimelig høje, så vi valgte, at lede efter et hus i stedet. 2 ugers søgen
på internettet gav resultat. Hos ”Gites de France” fandt vi et ældre hus på 70 m²
med 3 værelser, TV og alt i hårde hvidevarer. 2 hele uger blev booket og
forventningens glæde kunne indfinde sig hos mor, far og teenagesøn.
Mont Ventoux – ”Det blæsende bjerg” – ”Det skaldede bjerg” – ”Dødens bjerg”.
Kært bjerg har mange navne. Bjerget ligger små 200 km.. sydøst for Lyon, i området
Provence-Vacluse og er Alpernes sidste bjerg mod sydvest. Med sine 1909 m er det
næsten altid synligt i 75-100 km. afstand.
”Det blæsende bjerg” fordi toppen næsten altid er omstridt af mistralvinden, og
færdsel her på de værste dage nærmest må betegnes som livsfarlig. Man bør ikke
starte en opkørsel, hvis der ikke er absolut klart på toppen. Klart vejr er dog heller
ikke garanti for vindstille.
”Det skaldede bjerg” fordi toppen altid er helt hvid. Fra december til april er der
sne, og resten af året er det den hvide kalkstensørken uden vegetation, der lyser
langt væk. Disse kalksten er i øvrigt gammel havbund.
Navnet ”Dødens bjerg” fik det efter 1967, hvor englænderen Tom Simpson under
Tour de France cyklede ind i døden i den hvide stenørken nær toppen. Han var
dopet, og mærkede ikke kroppens advarselssignaler. Bygningen på toppen af Mont
Ventoux er en vejrstation. Om vinteren måles der temperaturer ned til minus 27
grader og i det hele taget er vejrforholdene ekstreme her. Så det er klart, at man
som cyklist uanset vejret aldrig starter sin opkørsel uden som minimum at
medbringe en vindjakke og rigelig proviant. Der er 3 veje, som fører til toppen af
Mont Ventoux. Fra Sault i øst, fra Malaucene i nordvest og fra Bedoin i sydvest.
Opkørslen fra Bedoin er den mest berømte og ifølge ”Climbbybike.com” også den
mest cyklede af alle opkørsler i verden.
Vi boede uden for byen Entrechaux nordvest for
Mont Ventoux i et meget bakket område. Ikke
noget med lige at rulle stille og roligt i gang. Fra
huset var der udsigt til vinmarker, frugtplantager og
selvfølgelig toppen af Mont Ventoux. Vejret var
fantastisk som altid i dette område. 14 dage med
28-34 grader om dagen og kun 15-17 om natten. Så
nattesøvnen blev ikke ødelagt af varmen, og
desuden var der altid køligere i det gamle stenhus,
når man holdt skodderne lukket. 100 m. fra huset
løb en flod og trods en ringe vandføring, kunne vi bade i den. Vandet var krystalklart
og fiskene kom hen for lige at tjekke, om vi havde alger på kroppen. Fra huset var
der ca. 40 km. til Sault, hvilket var lidt i overkanten, så vi kørte ikke denne opkørsel.
Som udfordring er den ikke så interessant, og vi har også kørt den tidligere.
Bedoin-opkørslen
Vi havde 22 km. til Bedoin-opkørslen,og de var stærkt kuperede, så vi tog det meget
roligt på vejen derover. Opkørslen starter i
294 meters højde, er 21,5 km. lang og
foregår på sydsiden af bjerget. Den
gennemsnitlige stigningsprocent er kun
7,5 %, men det skal man ikke lade sig narre
af. De første 5,5 km. er nemlig relativt
lette med stigningsprocenter fra 3 til 5,8
%. Man får her let en følelse af at være
flyvende, og hvis man ikke holder lidt igen,
kan det gå helt galt senere. Man kører
mod øst gennem landsbyen Sainte-Colombe, farten er 15-20 km./t., og det går rigtig
godt. Benene er ufattelig gode, og denne stigning er bare stærkt overvurderet. Efter
6 km. kommer endnu en landsby, Saint-Esteve, vejen drejer skarpt til venstre, og
pludseligt er det bare noget helt
andet. De gode ben er pist væk, man
kommer ind i skoven, og efter et par
hundrede meter er man i det mindste
gear. Hastigheden er nu 9-11 km./t,
man prøver desperat at få styr på sin
puls og finde en rytme, man kan holde.
Det er her, alvoren starter. De næste
10 km., som køres i skoven, har en
gennemsnitlig stigning på 9,1 % og de
sidste 16 km. stiger i gennemsnit 8,7 %. De første 2 km. i skoven stiger 9,5 % og 9,2
%, og her skal rytmen findes, for den 3. km. rammer rigtig hårdt med et gennemsnit
på 10,6 %. Det er nu man overhaler dem, der har lagt for hårdt ud, eller det er nu,
man selv går ned. Hver km. tager ca. 6 minutter at gennemføre, så der er masser af
tid til at få ondt af sig selv. De sidste 7 km. i skoven ligger omkring 9 % i gennemsnit,
og der køres nu hovedsaligt mod nord.
Hele opkørslen har form som en halvcirkel, og der er reelt kun 2 deciderede
hårnålesving. Man kan dog kun se få hundrede meter frem, da der er en del bløde
sving.
Efter 15 km. kommer man ud af skoven og op til cafe ”Chalet Reynard”. Her er det
eneste sted på Bedoin-opkørslen, hvor der kan slappes lidt af. Her er nemlig 100 m
flad vej, og mange cyklister gør ophold her, hvor der er mulighed for toiletbesøg og
en lille forfriskning. Opkørslen fra Sault støder til her, så de to opkørsler er ens
herfra.
Man er i 1419 meters højde, og der er 6,5 km. tilbage, vegetationen forsvinder, og
man er nu i den karakteristiske kalkstensørken. Der køres skiftevis mod nord og vest
på lige stykker adskilt af 90 graders sving, og det er her, vinden ofte er ganske
modbydelig. Man kører på kanten af bjerget, og der er frit udsyn til afgrunden, og til
byerne mod syd i lavlandet.
Hvis det er tryghed, man søger, er man helt sikkert kørt forkert. I højre side af vejen
er afmærket en 1 meter bred cykelsti, og det er rigtig godt, da der jo også er en del
biltrafik på Mont Ventoux. Desværre kan rigtig mange cyklister ikke ramme
cykelstien, men sejler i stedet rundt midt på vejen.
Overskud og opmærksomhed er for mange ikke eksisterende begreber på dette
tidspunkt. Man kan på de sidste 6 km. se tårnet på toppen næsten hele tiden, og
man kan nu også se en ende på strabadserne.
I sommermånederne står der 3 fotografer på de sidste kilometre. De knipser løs og
kan sagtens nå at aflevere deres visitkort til dig, inden du kører forbi.
Ved hjemkomsten kan du så på internettet købe de fantastiske billeder af din
præstation. Det er genialt. De sidste 2 km. har gennemsnitlige stigningsprocenter på
9,5 og det siger sig selv, at det nu bare handler om overlevelse. 1,5 km. før toppen
passerer man det velholdte mindesmærke for Tom Simpson. Lige inden
vejrstationen drejes skarpt 180 grader tilbage, og vejen stiger de sidste 50 meter ca.
15 %. Forhåbentlig har man her så mange kræfter tilbage, at man kan rejse sig. Ellers
giver det godt nok problemer de sidste meter. Der er ofte voldsomt kaos med
fodgængere, biler og halvt bevidstløse cyklister her.
For mange motionscyklister er målet med at køre op på Mont Ventoux bare at
kunne gøre det. Her er tiden
ligegyldig. At gennemføre er
præstationen i sig selv.
Stigningsprocenterne er ikke
specielt voldsomme, men
sammenholdt med længden af
opkørslen bliver det ganske hårdt.
De veltrænede motionister kører
op på små 2 timer. Der er også
rigtig mange, der tager turen på mountainbike. Med deres lave gearing giver det
dem mulighed for at køre op i gåtempo med en relativ høj kadence. Jeg kørte selv
med en 34/25 gearing, Mette kørte 34/28 og teenagesønnen kørte 32/25. Det
fungerede perfekt for os. Min fornemmelse er, at der i højsæsonen på dage med
godt vejr er op imod 1000 cykelentusiaster, der tester sig selv på Bedoin-opkørslen.
Malaucene-opkørslen
Vi havde 9 bakkede km. fra ferieboligen til starten på Malaucene-opkørslen, så det
var perfekt. Malaucene ligger i 369 meters højde, og der køres på nordsiden af Mont
Ventoux.
Opkørslen er 21 km. lang, og den gennemsnitlige stigningsprocent er også her 7,5 %.
Der er dog noget forskel på at køre de 2 opkørsler. Her er det stejlt fra starten, og
der er større stigningsprocenter undervejs. Til gengæld er der 5 punkter på 2-300
meter, hvor stigningen kun er ca. 3-5 %. Det giver lige mulighed for at få luft og få
løsnet benene lidt. Disse ”åndehuller” er tilmed fordelt jævnt på bjerget, og kommer
efter 1, 5, 9, 14 og 17 km.
Der er kilometersten med højder hele vejen op. Matematikerne kan så bruge tiden,
mens de kører, på at udregne, hvor hårdt det er. Hvis man skulle være i tvivl. ”Far er
du godt klar over, at den sidste kilometer havde en gennemsnitlig stigning på
11,8%”. Jo tak, så kunne jeg bedre forstå det strammede lidt til. Det var her vi mødte
2 mænd på skateboard. Iført fullface styrthjelme og læderdragter lavede de
akrobatiske numre på nedkørslen. Dette midterstykke på 4 km. med 10% i snit er
tilmed et langt lige stykke, som ikke synes at ville ende.
Der er mange sving på de første 5 km., men på grund af den ringe fart mærker man
dog først svingene, når man kører ned. Derefter følger ca. 12 km. med mange lige
stykker, og de sidste 4 km. er smukke med sine hårnålesving.
Kalkstensørkenen ligger lidt højere på denne side, og først 3 km. fra toppen ser man
første gang vejrstationen. Der var kun 1 fotograf, og hun stod 1 km. inden toppen.
På denne opkørsel er der en markeret cykelsti på de første 15 km. op til Mont
Serein, hvor der også er en cafe. Herefter er der ingen cykelsti.
Vi er ikke helt enige om hvilken af de 2 opkørsler, der er den sværeste, men der er
nok ikke den store forskel. Malaucene-opkørslen er ikke så benyttet som Bedoinopkørslen. Jeg vil mene, at 2-300 cyklister bruger den på de bedste dage.
Sault-opkørslen
Opkørslen fra Sault i øst er den letteste af de 3 opkørsler. Den er dog den længste
med sine 26 km., og det skal selvfølgelig ikke undervurderes. Sault ligger 705 meter
over havets overflade, og højdeforskellen er således kun 1204 m. Den
gennemsnitlige stigning er 4,6 %, hvilket dog snyder lidt. Der er nemlig 7 km. midt
på, hvor stigningen kun er 1,3-3,5 %, hvilket trækker den samlede stigningsprocent
ned. Inden da er der 12 km. med 5-6 % hele vejen, og efter midterstykket kommer
man til cafe ”Chalet Reynard”. Herefter køres Bedoin-opkørslen de sidste 6,5 km.
Generelt
Området omkring Mont Ventoux er fantastisk cykelterræn. Bakker og bjerge i alle
størrelser og vejret er stabilt varmt. Vest for Malaucene er det lille bjergmassiv
Montmirail. Et utrolig smukt område at cykle i. Her er vinmarker og vingårde alle
steder og stigninger på 3-5 km. Området øst for Mont Ventoux er derimod mest
kendt for sine lavvendelmarker. Overalt er der så mange cykelmotionister, at
bilisterne er vant til at omgås dem og viser meget hensyn. Uanset om man vil op på
Mont Ventoux eller ej, kræver det en god træningstilstand at cykle her. Jeg vil mene,
at man som minimum skal have kørt 3000 km. fra 1. marts til sommerferien, hvis det
er det tidspunkt, man skal af sted.
Der er ca. 1750 km. til Mont Ventoux, og hvis man kører i en gammel Astra fra 1995,
overholder fartgrænserne og holder et fornuftigt antal pauser, tager det ca. 20
timer. Der er masser af campingpladser og hytteudlejning i området. Der er store
cykelforretninger både i Malaucene og Bedoin, og der er ingen tvivl om, at
cykelturisme er en vigtig ting for området.
Torben Juel, Odder Cykel Motion