BIOGRAFI FORSVARSCHEFEN Peter Bartram Forsvarschef General Peter Bartram er født i 1961 i Aarhus. Han blev optaget på Hærens Officersskole i 1981 og udnævnt til premierløjtnant i 1985. I 1994 blev han udnævnt til major, hvorefter han forrettede stabstjeneste i Forsvarskommandoen og ved det dansk-tyske Army Corps LANDJUT i Rendsburg og endeligt som Military Assistant for Commander Army Corps LANDJUT. Peter Bartram blev i 1999 udnævnt til oberstløjtnant og gjorde efter oprettelsen af Multinational Corps Northeast i Polen tjeneste der som Chief Military Assistant. I 2001 vendte han tilbage til Danmark som bataljonschef ved Prinsens Livregiment. Fra 2002 til 2003 var Peter Bartram udsendt som chef for den danske kampgruppe i KFOR, Kosovo. Herefter blev han chef for Studie- og Udviklingssektionen i Hærens Operative Kommando og efter udnævnelse til oberst i 2005, blev han chef for Udviklingsafdelingen samme sted. I 2006 blev Peter Bartram chef for 1. Brigade, Danske Division og udnævnt til brigadegeneral i 2008. Efter 3 års tjeneste ved Danske Division fik han stillingen som Assistant Chief of Staff ved Strategic Allied Command Transformation i USA, hvor han gjorde tjeneste fra 2010 til 2012. 20. marts 2012 overtog Peter Bartram hvervet som Forsvarschef og blev ved samme lejlighed udnævnt til general. General Peter Bartram har gennem karrieren modtaget en række ordner og medaljer, herunder; Kommandør af 1. grad af Dannebrogordenen, Hæderstegnet for god tjeneste ved Hæren, Hæderstegnet for god tjeneste i redningsberedskabet, Forsvarets Medalje for International Tjeneste 1948 – 2009, The Nordic Blue Berets Medal of Honor i Guld, NATO Medalje for KOSOVO, det franske forsvars medalje i Guld samt den polske hærs medalje i Bronze. General Peter Bartram bor i København sammen med sin hustru Juli. Han har en voksen søn og nyder at bruge fritiden på at spille golf.
© Copyright 2024