1. No category

ZONE
28. årgang
■
NYT
September 2015
TEMANUMMER OM ZONEN HELSINGE
■
Nr. 66
Formanden har ordet
Kære Medlemmer
Lørdag 11. april 2015 besøgte jeg Verner Olsen i hans hjem
i Gilleleje for at høre om hans liv i ZR. Det var ikke på forhånd
planlagt, at der skulle komme et helt nummer af ZONE-NYT ud
af samtalen, men jeg synes at Verners historie er så unik, at
den sammen med de mange billeder, vi har fra Zonen i Helsinge,
fortjener at tjene som grundlag for dette års temanummer.
Foreningens fanebærere
kommer gerne med fanen til både
glædelige og triste begivenheder.
Kontakt Ingelise Nielsen, Medlems­
service.
Som jeg før har berettet, var Helsinge-stationen én af Zonens
bedste stationer, hvad angår såvel renommé som økonomi.
Helsinge-stationen havde således den højeste abonnements­
indtægt per indbygger i hele landet, og da Falck og Zonen skulle
lægges sammen i 1963, var Helsinge blandt de stationer, man
under de første forhandlingsrunder overvejede skulle drives
videre i Zone-selskabet sammen med Lolland-Falster og dele af
Sønderjylland. Det blev dog altsammen ikke til noget, men det siger et og alt om stationens
status. Måske vi en dag kan skrive en mere fyldig beretning om stationens historie.
Undervejs har jeg indsat nogle faktabokse. De er skrevet af Vilhelm Pedersen fra vores
historiske datasektion. Han har både talt med Verner og foretaget egne undersøgelser.
God fornøjelse med læsningen.
Med Zone-hilsen
Frederik Madsen, Formand
Stor dag på Zone-Museet i Holbæk, da Falck i 1997 overdrog ZR 773 Gormann Rupp-pumpen
fra Helsinge til museet. Pumpen var - og er fortsat - i original Zone-bemaling.
ZONE
NYT
Udgives af
Zone-Redningskorpsets Venner
Grøndals Parkvej 60
2720 Vanløse
[email protected]
www.zone-redningskorpset.dk
Redaktion:
Frederik Madsen, formand
tlf. 40 43 02 50
Oplag og tryk:
500 eksemplarer
Grafisk design: Susanne Pedersen
Tryk: Digitalhuset, Vejle
Teknisk Museum:
Foreningens virke er knyttet til
Danmarks Tekniske Museum
i Helsingør.
www.tekniskmuseum.dk
Medlemsskab:
Kr. 225 årligt ved betaling til
konto 3306 3588629
PBS:
Medlemmer i Danmark kan
tilmelde sig PBS via
foreningens hjemmeside.
Zone-station Helsingør:
Georg Tegne-Hansen,
tlf. 48 79 46 05
Medlemsservice:
Ingelise Nielsen
tlf. 30 63 75 36
medlemsservice@
zone-redningskorpset.dk
Zone-station Holbæk:
Bjarne Hansen, tlf. 59 43 52 85
Zone-station Gelsted:
Børge Andersen, tlf. 22 47 98 95
Flyve-Ambulance-Tjenesten:
Poul Eberhardt, tlf. 40 15 25 65
Det oprindelige ZONE-NYT
udkom 1938-1940.
Zone-Nyt udsendes således:
Primo maj, september og december
Deadline er den første i månederne
forinden.
Disclaimer:
Al tekst i Jeg-form er redaktørens
ord, medmindre andet er anført.
Arbejdet med at producere ZONENYT er som alt andet arbejde i
Zone-Redningskorpsets Venner
frivilligt og ulønnet. Redaktøren modtager meget gerne indlæg og fotos fra
læserne, men forbeholder sig ret til
at ændre/redigere i modtaget tekst.
Fremsendelse af sådant materiale
tages som udtryk for, at det kan
benyttes uden vederlag.
“Zonen” / “Zone-Redningskorpset” / og
“ZR” betyder det samme og anvendes
vilkårligt.
Eftertryk tilladt mod kildeangivelse.
For- og bagside:
Farvekoloreret foto af Zone-stationen i Helsinge ved 25 års jubilæet 1. oktober 1951. Fra venstre ZR 138 Reo 1931 sprøjte, ZR 254 GMC 1931 kranvogn, ZR 340 Chevrolet
1947 ambulance, ZR 376 Bedford 1950 sprøjte og ZR 405 Opel Super Six påhængssprøjte 1946.
2 | September 2015
ZONE-NYT
Personhistorie
Mit liv med Zone-Redningskorpset i Helsinge
Verner er født ind i Zonen. Her er han
fotograferet i 1939 på trehjulet cykel foran
stationens Buick 1929 sprøjte.
Verner og Poul Rasmmusen fotograferet
ved museets Chevrolet ambulance foran
garagerne på Tårnvej 8 i Helsinge 2010.
Familien Olsen i Helsinge
Verner er født 5. januar 1935. I hjemmet
var der fem ældre søskende: Frode født
1920, Kaj født 1923, Sigrid født 1925,
Birgit født 1930 og Arne født 1933.
Verner siger, at han var rosinen i pølse­
enden. Frode var 15 år ældre, og Verner
husker ham ikke som en bror. Han rejste til
Eskilstrup som 19-årig, men senere blev
det Verner og Frode, der holdt sammen
livet igennem, ikke mindst pga. deres fælles
interesse for jagt og fiskeri.
Hjemmet på Tårnvej i Helsinge var åbent
alle døgnets 24 timer og der var altid
gæster, enten ungdomskammerater til
Verners søskende, gæster til hans forældre
og/eller til Zonen. Verner så ikke meget
til sin mor og far, Gerda og Laurits Olsen.
Foruden Zonen havde de tre taxaer og efter
krigen tillige en skolevogn. Gerda kørte med
taxa, mens Laurits tog sig af skolekørselen.
Der var også en ung pige, Marie, hun var
mere mor for Verner end hans egen mor.
Marie var i huset hos dem i 15 år. Hun blev
gift med naboens søn Harald, som hjalp
Laurits Olsen når der var brug for ekstra
mandskab. De flyttede ind i nabohuset, og
når Verner og hans søskende syntes at
bølgerne gik for højt hjemme, gik de bare
ind til Marie.
Under krigen fik familien Olsen en dreng
fra Finland, Vollervig. Desuden fik søsteren
Sigrid en søn, Finn. Hun blev skilt og Finn
voksede op hos familien, og blev en slags
lillebror til Verner. Alle der “havde det
ondt” holdt til på Tårnvej. En taxavognmand
Nielsen mistede sin kone, og deres søn
Bent Nielsen opholdt sig også meget hos
familien. Han blev senere deltidsbrandmand.
Endelig var der en fast chauffør, der boede
på stationen. Det var i en periode Poul Rasmussen, og han blev gift med Birgit.
Der blev ikke brugt penge på hjemmet,
men der var altid mad og kaffe til alle.
Verner mener, at der blev drukket mere
kaffe på Tårnvej, end på Helsinge Kro.
Og der manglede aldrig arbejdskraft, for
de besøgende kunne blive sat til at rykke
med ud til brand eller at hjælpe med vask
af brandslanger. Når man kom hjem fra
brand, skulle slangerne vaskes og tørres.
Vask foregik ved, at slangerne blev lagt i
gården og vasket ved hjælp af en vandkande
med brus og en kost. Tørringen foregik i
naboens store træ. Hvis det blev regnvejr,
blev hele kaffebordet sendt ud for at tage
slangerne ind. Hvis det var frost og sne,
blev slangerne kørt til Skærød Mejeri, hvor
de havde en stor ovn, hvor slangerne kunne
ligge og tørre. Det var gummierede slanger,
så de måtte ikke ligge for længe.
“Mine forældre var meget sociale” siger
Verner, “og når folk havde det ondt, fordi
de havde mistet, så tog mine forældre sig
af dem, især mor”. Moren var en stærk
kvinde, mener Verner. Jo mere der skete, jo
bedre. Hun var ikke til at slå ud.
Gerda Olsen elskede dyr. Familien havde en
ged, som Susse Wold havde fået og ikke
kunne have, fordi den var ondskabsfuld.
Da Gerda kørte Marguerite Viby i taxa
fra sommerhuset til tog-stationen, lovede
Gerda at tage sig af geden. To hunde og en
fasanhane hørte også til de faste beboere.
Tilmed var Laurits en ivrig jæger og skytte.
Fortsættes side 5
Helsinge-stationen på Tårnvej 8 i 1946. Til venstre ZR 138 Reo 1931 sprøjte og ZR 224 Ford A 1930 kranvogn. De øvrige vogne er familien
Olsens taxaer og skolevogn.
ZONE-NYT
September 2015 | 3
Personhistorie
ZONE
FAKTA
Finske børn
Allerede under den spanske borgerkrig var
ZR-direktør Eigil Juel Wiboltt involveret i
arbejdet med at hjælpe krigsramte børn
med at komme til Danmark, og da der i
1940 blev krig i Finland, var Wiboltt igen
aktiv.
Under 2. verdenskrig blev ZR Hel­
singe involveret i fordelingen af finske
børn, der kom til Danmark fra det
krigshærgede Finland, hvortil ZR i
øvrigt havde sendt frivilligt personale
og en ambulance til hjælp for finnerne
under den såkaldte “Vinterkrig.” I følge
Finlands­hjælpens statistikker modtog
Danmark i første omgang 92 børn, men
da krigshand­lingerne brød ud igen, kom
flere børn. I alt kom der 3777 børn,
de fleste i 1942. Det var meningen, at
børnene skulle tilbage til Finland, men
451 blev i Danmark og af dem blev 216
adopteret. For de øvrige underskrev
plejeforældrene en kontrakt om at de
ville opfostre børnene og skaffe dem en
uddannelse.
I følge et foto fra 12. december 1942
var der “Finnebørn” fra Horserødlejren
hos ZR i Helsinge denne dag, hvor der
tilsynela­dende foretoges en registrering
formentlig af de børn, der skulle i pleje
hos familier i og ved Helsinge. Til stede
var stationsleder Laurits Olsen samt
ZR-direktør Eigil Juel Wiibolt. Endvidere
dyrlæge Blaakildes hustru, der var formand for “Danske Kvinders Beredskab”
afdelingen i Helsinge.
Modtagelse af finske børn i Helsinge. Forrest Kjeld Lyngby Sørensen, der åbenbart lige har målt et barns højde, hvilket noteres af fru
Blaakilde til højre. Bagest direktør Wiboltt og til højre i uniform med et finsk barn Laurits Olsen.
4 | September 2015
ZONE-NYT
Personhistorie
Fortsat fra side 3
Verner siger, at for ham har det, der skete
i hjemmet betydet, at han fik det samme
omsorgsgen som sin mor, og han opleve­
de efterhånden også, at folk begyndte at
komme til ham, når de havde ondt. En
dyr­læge der var blevet skilt, kunne finde
på at ringe til Verner midt om natten, og
så måtte de ud på skydebanen. Det betød
ikke noget siger Verner, jeg kunne altid sove
igen bagefter.
Brandslukning
Fra Verner var 8-10 år, kørte han med til
brand. Dengang kørte man sprøjten til vandhullet og trak slanger 3-400 meter til brandstedet, og en dreng som Verner var nyttig
at have i baghånden, når der skulle hentes
noget i sprøjten. Verner kørte altid med,
und­tagen når han var i skole. Han kunne
sidde bag førerhuset, der var en bøjle til at
holde i både på sprøjten og på kranvognen.
Da Verner som 19-årig var færdig med sin
læretid som mekaniker hos Ford i Helsinge
(1950-1954), skulle Arne ind til CF, og så
måtte Verner hjem og hjælpe med at passe
Zonen og hvad der ellers var at gøre.
Kaj var blevet gift i 1948 og var flyttet, så
de var tre mand hjemme foruden Laurits
Olsen: Poul Rasmussen, Arne og Verner.
De sov på første sal, og når der var brand
kaldte Laurits, at de skulle komme. Det var
Verners opgave at vække Kaj, der boede
i Vestergade. Arne og Poul eller Laurits
Olsen rykkede straks ud med Reo-sprøjten
(ZR 138). Når Verner kom tilbage fra Kaj,
kørte han kranvognen frem og begyndte at
læsse slanger på ladet. De stod på en reol
bag kranvognen. Når Kaj kom spændte de
påhængssprøjten på og kørte til brand­
stedet.
Reo’en var Verners yndling, og havde det
ikke været for Arne, havde Verner beholdt den, da den skulle skrottes. Reo’en
kunne have været bevaret i dag. De kørte
så stærkt i den, at de ikke kunne have
påhængssprøjten med. Faktisk var de kun
forpligtet til at møde til brand med Reo’en,
men hvis kranvognen var hjemme, kom
påhængssprøjten altså med også. I 1951
fik de Bedforden (ZR 376). Det var næsten
altid Arne og Kaj, der kørte i Bedforden og
Poul og Verner i Reo`en. De kunne ofte nå
at overhale Bedforden.
Brandslukningen var stationens adels­
mærke, og havde de ikke passet det så
energisk, havde Zonen nok mistet det, på
samme måde som det skete mange andre
steder, f.eks. i Hillerød. Verner mener, at
det kom ind med modermælken, og at hans
forældre ikke økonomisk fik noget ud af al
det arbejde, brandslukningen afstedkom.
Efterhånden blev det sådan, at Verner pasZONE-NYT
sede pumpen ved vandhullet. Verner siger,
at han har været til mange brande, uden at
have set brandstedet. Det var ikke en sur
tjans for ham at passe pumpen, tværtimod
interesserede Verner sig for mekanik og
syntes, at det var spændende. Når de kom
hjem fra brand, skulle Ellehammer-pumpen
skilles ad, så lamellerne kunne blive renset
og slebet. Man kunne komme hjem efter en
brand, der havde varet 10 timer, det var
koldt og man frøs, der var ingen varme nogen steder, men faren sagde, at det skulle
gøres. Hvem fanden gad så stå og skille
en pumpe ad? Verner siger, at han stadig
reparerer pumperne - nu på museets
køretøjer i Helsingør.
Engang var pumpen på Bedford’en til reparation hos Ellehammer i Hellerup. Laurits
Olsen hentede den en sen aften og Verner
påbegyndte straks monteringen, selvom
faren sagde, at det da godt kunne vente til
næste dag. Men knap var han færdig, så
kaldtes stationen af Gilleleje Brandvæsen
til assistance ved en brand på Gilleleje Kro,
hvor der var behov for skumpumpen. Sådan
var det sgu’ altid, siger Verner. Man reddede sig altid i sidste øjeblik, takket være
den store arbejdsomhed fra alle sider.
Ambulance- og kranvognskørsel
I 1950 fik stationen ambulance (ZR 340)
og Jørgen Wiboltt (søn af Zone-direktør
Eigil Juel Wiboltt) kom til Helsinge for at
tegne abonnenter. Han var fandens god til
det og porteføljen steg kolosalt. Også Them
(Finn Them, abonnementstegner i ZR)
kom til Helsinge for at tegne. De samlede
alle de Falck-skilte sammen, de fik tegnet
over i Zonen, og satte dem op i knaphullet (stationens vagtstue), så de fyldte hele
bordet rundt.
Forholdet til Falck i Hillerød var godt. Man
besøgte hinanden, og ofte holdt der en
Falck-bil i gården i Helsinge. Det hændte at
Haagen, Falcks stationsleder i Hillerød, der
selv var gammel Zone-mand, kunne ringe til
stationen og sige, at der var en tur til den
mand, der sad og drak kaffe. Forholdet til
Zonen i Hillerød var derimod knap så godt.
Verner havde ellers to fætre, Regin og
Børge Pedersen, der arbejdede på Zonen
i Hillerød, men Verner beskriver stations­
leder H.J. Hansen som en, der følte sig
“finere” end Helsinge-folkene.
1. maj 1954 blev Verner omsider rigtigt
ansat i Zonen. På stationen var de så tre
mand: Laurits Olsen, Poul Rasmussen og
Verner. Samme år druknede hele Nordsjælland i vand. De gamle selvbindere blev nu
trukket af traktorer, som hurtigt kom til at
sidde fast. De havde fået en ny stor kranvogn, en Bedford OLB (ZR 451) som var
monteret med pullerspil og 18 mm wire på
Naboens store træ, som blev kaldt “Storke­
træet”, tjente som slangetørringstårn.
Geden, som familien Olsen arvede fra Susse
Wold.
September 2015 | 5
Personhistorie
Det administrative skulle også passes.
Laurits Olsen ved skrivebordet. Motiv fra ca.
1950.
Når det var muligt, indgik kranvognen i
slukningsberedskabet med såvel frontpumpe
som påhængssprøjte. Kranvognen er ZR 67
Ford A 1928. Motiv fra ca. 1940.
Verner ved Reo sprøjten ca.1949.
6 | September 2015
60 meter, der skulle trækkes ud med håndkraft. Der kunne være 8-10 udrykninger på
en dag til traktorer eller dyr, og Verner var
helt ødelagt til sidst. Han fik derfor presset
sin far til, at de måtte have en mand mere,
og det blev Hans Gert (Hans Gert Hansen,
redder i Helsinge). Verner siger, at det
kunne ikke gå med så få folk. De kørte jo
også ambulance og brand. Poul kørte mest
med ambulancen, for Verner havde ikke
erhvervskort.
Det var et problem at køre på de våde
marker med kranvognen. En god ven af
stationen, Erik Nielsen, var smed og han
opfandt nogle spadeklør til kranvognen, som
kunne monteres på alle fire dæk. Hans far
havde smedeforretning i Skolegade 6-800
meter væk, og ofte gik Verner og Erik på
smedeværkstedet i fritiden og konstruerede
ting og sager til Zonen. Bl.a. blev der fremstillet en messing ramme til frontruden på
Reo’en, fordi den gamle var rustet væk og
ikke kunne skaffes.
Det var også på værkstedet, at Busterpumpen til Bedford-sprøjten blev udviklet og
monteret. Det var en hollandsk frugtsprøjte
som Kisling i Hillerød skaffede og som kom
til at tjene som højtrykspumpe til førstehjælpsindsatsen.
En anden frembringelse var Risø-sprøjten
(ZR 283). I huj og hast skulle der bygges
en sprøjte til Risø. Arne havde købt en
brugt Aster 3 pumpe hos Civilforsvaret,
og på seks dage byggede Erik og Verner
en gammel kranvogn om til sprøjte. De
to brugte tanke, som skulle monteres på
ladet, var fyldt med sand og rustet op i
bunden. Det var et stort arbejde at rense
og reparere dem. De fik en lokal tømrer,
Carl Nielsen, til at hjælpe med at lave
skabene under ladet. Han slap alt, hvad
han havde i hænderne for at hjælpe til. En
ungdomskammerat til Verner som hed Ole,
var i lære som automobilmaler hos Askly.
De lånte en luftkompressor hos rutebilejer
Carl Hansen, og så blev sprøjten malet på
smedeværkstedet. Verner føler, at hele
byen hjalp til, og at det ikke mindst skyldtes, at hans forældre var kendt for deres
store gæstfrihed og hjælpsomhed.
Som eksempel herpå nævner Verner, at under snestormen i 1954 var togforbindelsen
til Hillerød lukket. Om morgenen stod en
ung mand på trappen for at bede en taxa
køre ham til Hillerød, så han kunne komme
derfra med toget til København, hvor han
skulle til eksamen. “Vi kører i kranvognen”
sagde Laurits Olsen, og kun på den måde
nåede den unge mand toget i Hillerød. Jeg
spørger, om der ikke var brug for kranvognen i Helsinge, når der var snestorm, men
Verner siger, at de altid løste alle opgaver,
og at folk altid viste forståelse overfor
ekstraordinære forhold og lang ventetid.
Verner siger indskudt, at “vores verden var
Helsinge. Hvad der skete udenfor Helsinge,
var vi ikke klar over eller interesserede i.”
Det er først, da Verner fik bogen “ZoneRedningskorpset i Danmark”, at han rigtigt
blev klar over Zonens verden udenfor
Helsinge. Også Vilhelms udklip om Helsinge
var været med til at vække mange minder
til live.
Samarbejdet med CF-kasernen i Karsemose
I maj 1955 søgte Verner ind som CF’er.
Han ønskede at komme til Bornholm sammen med deltidsbrandmand Carl-Frederik
(Carl-Frederik Iversen, deltidsbrandmand
i Helsinge), men bag facaden var der
tusket lidt med papirene, så han endte på
CF-kasernen i Karsemose ved Frederiksværk, hvor også Arne havde været. Verner
beskriver tiden på kasernen som ren ferie.
I kraft af Verners baggrund var han hurtigt
gennem uddannelsen og fik en god relation til kasernens ledelse. Sektionsleder
Dueholm var i forvejen blandt gæsterne
på Tårnvej og samarbejdet var fantastisk.
Altid kunne stationen få hjælp hos CF’erne
og det hændte under den strenge vinter
i 1955, at Verner fik fri for at kunne tage
hjem og hjælpe med kranvognskørsel. Som
et eksempel på den gode relation viser
Verner et udklip fra 21. januar 1955 hvor
21 mand fra CF kasernen i Karsemose midt
om natten fik kaffe hos Gerda og Laurits
Olsen efter at have hjulpet ved en brand
i Alsønderup. Der er også et andet udklip
fra 24. august 1956 om Karsemoselejrens
høstfest, som Zonen deltog i. Verner siger,
ZONE-NYT
Personhistorie
at det var godt for CF’erne at komme ud
at slukke en rigtig brand, fremfor bare at
øve sig. Da Karsemoselejren senere blev
nedlagt, lykkedes det ikke at få den samme
relation til CF-kasernen i Hillerød.
I maj 1956 var det slut i Karsemose og
Verner kom til Jørgen Wiboltt, som var
blevet stationsleder i Roskilde. De var to
reddere, der boede på stationen. Materiellet bestod af to kranvogne, en Austin og
en Unimog (ZR 499 og X 69002). Jørgen
Wiboltt havde ingen penge og måtte
arbejde hos Bohnstedt-Petersen som
sælger. Austin-kranvognen kunne ikke køre,
for gearkassen var i stykker, og der var
ikke penge til at få den lavet. Frode kom til
Roskilde for at se til lillebror og fik udvirket,
at der på kontoen for København blev købt
reservedele, så Verner kunne få gearkassen skilt ad og repareret. Men Zone-livet i
Roskilde var kedeligt. Der var intet at lave,
og når Verner havde fri, tog han hen til
Roskilde Brandvæsen. En søn af brandmesteren kørte for Zonen, når det kneb.
I 1956 blev Laurits Olsen syg og Verner
kom i august-september tilbage til Hel­
singe. En gang var direktør Wiboltt (Eigil
Juel Wiboltt, direktør i ZR) på besøg med
sin bror Erik. Erik var ansat på kontoret i
København og blev kaldt “Bror Erik”. Ved
kaffebordet fortalte Wiboltt om de nye Mercedes-ambulancer på diesel, som Zonen
skulle til at indkøbe, og Verner spurgte,
om de også fik sådan en i Helsinge. Det
lovede Wiboltt, og senere under kaffen
mindede bror Erik ham om det. Og sådan
blev det (ZR 591). De havde rigtig meget
militærkørsel med ambulancerne. Der var
Brandøvelse
Lynæsfortet, Auderødlejren (som dengang
kaldtes Vinderød-lejren), Melbylejren,
Kageruplejren. Alle soldater der var syge
eller kommet til skade, skulle til militær­
hospitalet København. Allerede den første
måned kørte den nye Mercedes 6000 km.
De var to mand, og hvis de ikke havde en
soldat med retur, sov den ene mand i båren
på vej hjem.
På det tidspunkt var Arne ansat til at passe
stationen, mens Frode var på Platanvej i
København. Faren og Arne havde ikke det
bedste forhold. Verners relation til faren
var god. Som eksempel nævner Verner,
at det skete, at Verner og Laurits Olsen
mødte Frode ved toget fra København på
Hillerød station, hvorefter de tog på Esrum
sø for at fiske hele dagen.
Innovation
Men udover arbejdet på Zonen, var det dog
også Verners trang til at være med til at
udvikle nyt, der skulle have afløb, og Verner
genoptog besøgene på smedeværkstedet,
og efter det heldige resultat med Risøsprøjten, kom der for alvor gang i arbejdet.
Et af de første projekter var bygningen af
tre kranvogne med en særlig kran, som
var udviklet af ingeniør Kisling i Hillerød.
De byggede to kranvogne på International
chassis, en til København og en til Århus
(ZR 636 og ZR 642). Desuden byggede de
en kran på et Volvo chassis til Zone-leder
Johannes Nielsen i Rønnede, som for øvrigt
var en meget god ven af familien på Tårnvej
(ZR 621).
Fortsættes side 13
Hvert efterår blev der afholdt brandøvelse
med “Det stedlige beredskab” i form af
de lokale brandfogeder og brandsvende.
Øvelserne blev afviklet af Frode Olsen, som
kom fra København. Derfor ses på nogle af
billederne foruden Reo sprøjten også ZR
225 Morris 1946 personvogn. Billederne
er fra 1949.
Slettelte.
Huseby.
Ramløse.
ZR 376 Bedford 1950 sprøjte fotograferet ved en brand på en losseplads i 1964, endnu i
Zone-bemaling. Sprøjten er bevaret og kan beundres på Teknisk Museum.
ZONE-NYT
Ullerød.
September 2015 | 7
Personhistorie
ZONE
FAKTA
Brandslukning
Laurits Olsen var den eneste på stationen, der havde modtaget
en form for uddannelse på Falcks Brand- og Redningsskole på
Amager qua sin lederstilling for Zone-Brand-Vagten. Laurits
oplærte så sønnerne og Helsinge-stationens brandfolk samt
de kommunale brandfolk ude i brandkredsene. Endvidere lærte
man af hinandens erfaringer og fejltagelser. Verner kom først
på redningsskole i 1966-67.
Fra 1927 og til primo 1950’erne var kravet, at der kun
behøvede at køre to mand med sprøjten til mindre brande, da
slukningsområdet var inddelt i brandkredse, hvor hver kreds
havde et antal hjælpebrandfolk i borgerligt ombud. Dette mand­
skab blev ringet ud og mødte direkte på brandstedet med det
slukningsmateriel, kredsen rådede over.
Den stedlige beredskabsstyrke bestod i hver brandkreds af en
Brandfoged, en Brandfogedassistent, tre mand til betjening af
en 60 liters håndkraftsprøjte og endelig 9-12 mand fordelt på
et angrebshold, et slangehold og et vandforsyningshold, der
hver havde deres helt specielle opgaver og var under kommando af Brandfogeden. Hjælpebrandfolkene blev aflønnet af ZR
i de timer de var indsat på brandstedet og ud over det, var der
en særlig bonus til de tre først ankomne hjælpebrandfolk med
henholdsvis kr. 8,- 6,- og 5,- (1952 priser). Denne bonus gav
tit voldsomme diskussioner om hvem, der var mødt først.
Brandøvelse skulle afholdes for hjælpebrandmandskabet én
gang om året udenfor sånings- og høsttiden. Øvelsen skulle
afholdes ved en af kommunens branddamme, da man så
samtidig fik lejlighed til at afprøve, om der var nok vand, samt
om standpladsen til sprøjten var i orden. Hjælpebrandmandssy­
stemet blev nedlagt de fleste steder i årene umiddelbart efter
kommunalreformen i 1970.
ZR Helsinges slukningsområde var de daværende kommuner:
Alsønderup, Blistrup, Esbønderup-Nødebo, Græsted-Mårum,
Helsinge-Valby, Ramløse-Annisse, Vejby-Tibirke og SøborgGilleleje kommune. Endvidere havde man i de første år slukningsaftaler med Kregme-Vinderød, Melby og Torup kommuner
på Halsnæs, der blev betjent af en lokal sprøjte. Endelig havde
man i en årrække sluknings­aftale med Tjæreby kommune vest
for Hillerød. Søborg-Gilleleje kommune (senere: GræstedGilleleje) fik efter krigen eget kommunalt brandvæsen som ZR
Helsinge havde et fortrinligt gensidigt samarbejde med.
Omkring 1950 fik ZR Helsinge sin første deltidsbrandmand,
hvilken er en person, der har et hovederhverv, men ved ildebrand og ulykker bliver tilkaldt på deltid.
En brandmelding til ZR indgik normalt pr. telefon fra en af de
mange små manuelt betjente telefoncentraler. Når det var
en brandmelding, blev samtalen viderestillet til ZR Helsinge.
Hændte det, at man hos ZR var i gang med en telefonsamtale,
8 | September 2015
brød telefoncentralen ind og forespurgte høfligt, hvorvidt man
ønskede at afbryde samtalen, idet der var en brandmelding.
I øvrigt blev der aldrig sagt “Zonen,” når telefonen ringede på
Tårnvej 8, men derimod “nummer 55,” der var telefonens nummer, for oftest var det folk, der ikke skulle have fat i ZR men
derimod i en taxa.
Når ZR havde modtaget brandmeldingen og hvis der ikke var
nok folk hjemme på stationen til at rykke ud, gik Gerda Olsen i
gang med at telefonere mandskab ind samt alarmere folkene i
den aktuelle brandkreds, og her fik hun god hjælp af de lokale
telefo­nister, der jo også kendte de forskellige hjælpebrandfolks
telefonnumre. Man lod simpelthen telefonerne ringe ekstra
længe, så vidste brandfolkene, at det var en brandmelding.
Flere af stationens deltidsbrandfolk, der boede og arbejdede i
Helsinge by, mødte også hurtigt ind på stationen, når de hørte
sprøjten rykke ud, så ofte rykkede man ud med mange flere folk
end de, man var forpligtiget til. Var der mødt flere folk end dem,
der kunne bemande sprøjten og kranvognen, kørte Verners mor
dem til brandstedet i skolevognen. Under tordenvejr lukke­de
telefoncentralerne midlertidigt. Så kunne det blive temmelig
problematisk at få tilkaldt brandvæsenet, hvis lynet slog ned i en
stråtækket gård. Lige bagved ZR’s garage lå byens vandtårn og
fra dette holdt man udkig efter mulig ildløs under tordenvejr.
Meget lidt om datidens brandslukningstaktik ved gårdbrand:
Når slukningskøretøjerne kom til brandstedet, i mange tilfælde
en gård med dyrehold, placeredes sprøjten på et gunstigt
sted, hvorfra man kunne foretage slukningsangrebet. Et
slangehold fra det tilkaldte hjælpebrandmandskab gik i gang
med at udlægge en slangevej mellem vandforsyningssted,
f.eks. et vandhul, og brandstedet, vandforsyningsholdet
fremførte påhængssprøjten, oftest i vanskeligt terræn, til
vandforsy­ningsstedet og et angrebshold udlagde slanger fra
sprøjten og frem til selve ilden og betjente strålerørene. Men
inden al dette iværksattes, skulle man sikre sig, at ingen
mennesker og dyr var i fare for at indebrænde. Når dette var
sikret, gik de tre hold i gang med deres opgaver under kommando af Brandfogeden, medens mandskab fra de udrykkende
brandkøretøjer passede pumperne ved det fundne anvendelige
vandforsyningssted. Herfra blev der udlagt en slange, ofte
flere hundrede meter, frem til automobilsprøjtens pumpe,
hvorfra slukningsvandet så ledtes ud i en eller flere angrebs­
slanger. Ved en gårdbrand var det oftest udlængerne, der
var ild i. Så gjaldt det om at redde stuehuset, hvis tag blev
dækket med skum, der forhindrede gnister i at fænge i taget,
der som regel var stråtækket. Sådan blev mange stuehuse
reddet dengang.
ZONE-NYT
Personhistorie
Helsinge-stationen til gårdbrand i Lavø juli 1937.
Til venstre:
I 1956 fik Reo’en dødsstødet efter 15 års tjeneste. I følge Verner ville
han gerne have beholdt den privat, men hans storebror Arne satte sig
imod det. Vognen blev afleveret til Red Barnets børnehjem i Lynæs. En
fantastisk bil at have haft i samlingen i dag.
ZONE-NYT
September 2015 | 9
To reddere i “Knaphullet” - stationens vagtstue. Til højre står Laurits Olsen, som fulgte med i alting. Siddende Børge Olsen “Store Børge”, stående
Peder Hansen.
1. november 1950 fik stationen ambulance, og køretøjerne blev linet op til fotografering. Fra venstre ZR 138 Reo 1931 sprøjte, ZR 254 GMC
1931 kranvogn, ZR 405 Opel Super Six 1946 påhængssprøjte og ZR 340 Chevrolet 1940 ambulance.
10 | September 2015
ZONE-NYT
ZONE
FAKTA
Ambulancekørsel og sygetransport
ZR 627 Mercedes 220S 1958 og ZR 591 Mercedes 1957 i garagen på Tårnvej 23. juli
1963.
Om ambulancekørslen i 1940’erne
og 1950’erne skal kort fortælles, at i
dele af Nordsjælland blev denne udført
af Esbønderup Sygehus’ ambulancer.
Udrykningsområdet var det, der i dag
er Gribskov kommune samt områderne:
Hornbæk, Snekkersten, Espergærde og
Tikøb i nuværende Helsingør kommune
og endelig Nødebo-området i nuværende
Hillerød kommune.
I Frederiksværk, Helsingør og Hillerød
havde Falck stationeret ambulancer, og
ligeså havde ZR-stationerne i Birkerød,
Frederikssund, Helsingør, Hillerød og
(fra 1958) Hørsholm ambulancer.
Når der skulle rekvireres ambulance
pr. telefon til Helsinges køreområde fra
den 1. oktober 1950, hvor Helsinge fik
sin første ambulance, var det meget
vigtigt at forlange: ZR Helsinge, for
ellers blev re­kvirenten stillet videre til
Esbønderup Sygehus’ ambulancetjeneste,
der ofte havde meget længere kørevej
til skade­stedet,
men telefonisten
havde ordre til kun
at viderestille til
Esbønderup, medmindre rekviren­
ten udtrykkeligt
forlangte ZR. Ikke
få gange er det
sket, at Esbønde­
rup blev kaldt ud,
hvor ambulancen
fra Helsinge
kunne have været
meget hurtigere fremme ved skade­
stedet, og med jævne mellemrum blev
alarmerings­ordningen da også voldsomt
kritiseret, f.eks. så sent som i november
1959 af daværende Valby sogneråd. I
1966 ophørte Esbønderup med at køre
udryk­ningskørsel, men fortsatte nogle
år med at udføre sygetransporter uden
udryk­ning.
Der var i øvrigt også det ejendommelige
dengang, at man oftere ringede efter en
taxa end efter en ambulance, når nogen
var blevet syg eller kommet til skade.
Folk ville helst ikke lade naboerne vide, at
der var hændt noget, for så gik snakken
bare i lokalsamfundet. En taxa kunne
bedre ubemærket hente en patient, der
i øvrigt oftest kun blev kørt til den lokale
læge end til sygehuset.
Engang før ZR Helsinge fik ambulance,
skete der en drukneulykke ved Rågeleje,
hvor det lykkedes en forbipasserende
sygeplejerske at genoplive en ung mand,
der dog døde i ambulancen på vej til
sygehuset, hvilket fik den lokale læge
til at kritisere datidens transport fra
ulykkes­sted til sygehus. Efter denne
tragiske ulykke kom der et fortrinligt
samarbejde i stand mellem lægen, den
navnkundige Lemming Christensen fra
Vejby og ZR Helsinge, og dette samarbejde bestod i adskillige år lige til lægen
lod sig pensionere. Når ZR rykkede
ud til alvorlige ulykker, blev Lemming
Christensen underrettet og kørte straks
til skadestedet, hvortil han ofte ankom
før ZR. Da ZR fik installeret radio i sine
køretøjer, blev der også installeret et
radioanlæg i lægens bil.
Abonnementskontrakt fra 1952. Familie­abonnementet omfattede ambulancekørsel i sygdoms- og ulykkestilfælde.
ZONE-NYT
September 2015 | 11
Personhistorie
Verner ude med ZR 451 Bedford 1953 Kranvogn
Kraftig oversvømmelse af Nordsjælland 1954 gav meget arbejde til stationens nye kranvogn.
Verner polerer kranvognen.
Den gamle autoambulance fra 1930’erne i
brug ved ophængning af en moderne vogn.
En kranvogn er også nyttig ved træfældning.
Verner til venstre.
Lastvogn ophængt i kranen.
12 | September 2015
ZONE-NYT
Personhistorie
Fortsat fra side 7
Hos Folkevognsforhandleren i Sakskøbing
havde Frode købt en brugt Dodge Power
Wagon, der havde gået på Grønland (ZR
619). Verner og Kaj hentede den, og på
smedeværkstedet blev den opbygget som
slangetender. Kassen blev fremstillet hos
karetmager Andreasen i Frederiksværk,
pumpen fra Risø-sprøjten blev flyttet over
og det frontmonterede spil blev flyttet
agter. Senere købte Arne tre vogne mere
samme sted. To af dem blev opbygget som
kranvogne. Den ene forblev i Helsinge (ZR
682), men den anden kom til Roskilde (ZR
841). Den sidste blev skrottet efter at
være blevet ribbet for dele.
Verner nævner i forbifarten, at ved af­
mon­teringen af Risø-sprøjten, efter at
kontrakten var udløbet, var den monteret
med 2-300 meter helt nye slanger, som
Helsinge-stationen fik lov at beholde. Det
ordnede Frode, og det var en stor ting
dengang sådan bare uden videre at få nye
Gerda Olsen
slanger. Penge og ressourcer var stærkt
begrænsede.
De byggede også et transportabelt lysanlæg (ZR 626). Fra Flyvetjenesten i Kastrup
havde de fået fat i en gammel generator.
Den blev monteret på en trailer og sat den
sammen med dele fra et højspændingsværk, og vupti havde Zonen i Helsinge et
rullende elektricitetsværk. Det kom flere
gange i anvendelse på politiets foranledning
til oplysning af uheldssteder.
En af de sidste opgaver var bygning af en
katastrofevogn til station Glostrup (ZR
818).
Der blev monteret en stor pumpe foran
og pga. vægten var den næsten umulig at
styre. Da den skulle synes, lagde de en
masse afspærringsstænger om bagi, for at
fortøjet kunne blive lettet lidt. Verner siger,
at han næsten var mere på smedeværkstedet end på Zonen, og at han havde frie
hænder til at gå og udvikle og finde på nyt.
Fortsættes side 16
ZONE
ZR-direktør Eigil Juel Wiboltts søn Jørgen
Wiboltt var både stationsleder i Roskilde
og sælger hos Mercedes-Benz importør
Bohnstedt-Petersen. På billedet fra Ver­
ners album deltager Roskilde-stationens
nye Unimog-kranvogn i en salgsstand for
bilmodellen.
FAKTA
En skadet vogn bakkes ind i gården. Gerda Olsen følger med i baggrunden. Situation
fra august 1956.
Stationens livsnerve var Laurits Olsens
hustru Gerda, og sådan var det stort
set på alle ZR stationer, at stations­
lederens hustru passede telefonen nat
og dag, medens mand og mandskab
arbejdede “i marken.” Grundet Gerdas
egentlige erhverv: Taxakørsel i Nordsjælland i næsten 30 år, kendte hun
alle veje, gader og ikke mindst gårde,
samt hvem der boede hvor o.s.v. og
dette var naturligvis til stor hjælp for
det udrykkende mandskab, der så også
fik en god indsigt i samme forhold.
ZONE-NYT
Når man gik til ro på Tårnvej, passede
Gerda telefonen ved sin seng. Når
Gerda var ude med taxaen, passede en
af døtrene den vigtige telefon. En anden vigtig person var nabokonen Marie
Løfgreen, der også ofte måtte passe
telefonen. Hun var en skattet hushjælp
og til tider barnepige, for parcellen var
jo ikke kun brand- og redningsstation,
men også et hjem for en større familie,
hvor der også skulle rengøres og laves
mad.
Eksempel på hvordan Gerda Olsen altid var
til rådighed for Zone-arbejdet.
September 2015 | 13
Personhistorie
Innovation
Fra bygning af ZR 636 International kranvogn på Poul Nielsens smedeværksted i Helsinge 1958.
I sommeren 1958 blev den kommende nye kranvogn demonstreret i
gården på Platanvej, og det var et stort tilløbsstykke. Jeg antager, at
der må have været et eller andet direktionsmøde i ZR den dag, for på
billedet, og andre optagelser fra samme dag, genkendes flere medlemmer af ZR’s ledelse. Jeg har checket med bestyrelsesmødereferaterne,
men de blev i 1958 alle holdt i Nykøbing F. Fra venstre abonnements­
inspektørerne Ivan Jørgensen og Carlo Lauritsen, overassistent Eric
Nielsen, ukendt, direktør Harald Neumann, Ringsted, direktør Eigil Juel
Wiboltt, redder Ansgar Samuelsen og overassistent Frode Olsen.
14 | September 2015
Den ophængte kranvogn er ZR 558 Bedford 1955.
ZONE-NYT
Personhistorie
Innovation
Kørende slangeudlægning med ZR 619 - en
revolution i datidens brandslukning.
ZR 619 Dogde Power Wagon 1954 slangetender, indsat i drift 1958.
Redder Børge Olsen præsenterer ZR 626
Vinconsin 1958 lysanlæg.
ZR 818 Bedford 1952 katastrofevogn i Glostrup, flankeret af ZR 799 Ford Thames Trader
1961 kranvogn, ZR 366 Ford V8 150 ambulance og ZR 847 International 1961 ambulance.
ZR 682 Dodge Power Wagon 1949 kranvogn på opgave sammen med station Hillerød
i Gadevang ca. oktober 1961.
ZR 283 Chevrolet 1946 sprøjte bygget til
Risø 1957.
ZONE-NYT
I efteråret 2014 var jeg på Grønland, og under rundtur i byen Ilulissat kom jeg forbi en skrot­
handler, hvor jeg straks så, at dette måtte en Dodge Power Wagon af samme type, som ZR
havde haft i bl.a. Helsinge. Denne bil kom altså ikke til Danmark og køre for Zonen, men det er
alligevel en tanke værd, at af det parti ZR aftog fra Grønland, kunne denne vogn måske have
været i mellem.
September 2015 | 15
Personhistorie
Redder Mogens Plykker og Verner i en
pause på Platanvej, mens Verner arbejdede
på værkstedet, som vi desværre ikke har
billeder fra.
Takkebrevet af 22. januar 1959 fra Wiboltt
til Verner for pasning af Zone-telefonen
under moderens sygdom.
Arne, Laurits og Verner Olsen ved Helsingestationens 50 års jubilæum 1977.
16 | September 2015
Fortsat fra side 13
Platanvej
Verner havde et fantastisk godt forhold
til direktør Wiboltt, som kom meget i
Helsinge. Verner beskriver Wiboltt som
enormt opmærksom overfor personalet.
Da Gerda Olsen i 1958 blev syg, blev der
trukket en ledning op til Verners værelse,
så han kunne passe telefonen om natten.
Senere sendte Wiboltt en tak med en check
for Verners indsats. Verner har naturligvis
stadig brevet. (Brev af 22. januar 1959
modtaget i kopi)
Dengang gik man ikke så meget op i bered­
skaber og om det var betalt af abonnenter
eller kommunen. Alle skulle have hjælp, når
der kaldtes. En gang brændte en gård i Grønholt og Fredensborg Brandvæsen var tilkaldt.
Der var imidlertid fare for at nabogården
også skulle brændte. Nabogårdmanden var
Zone-abonnent, og han kaldte nu Hillerødstationen, om de kunne komme og være
stand-by. Hillerød havde på det tidspunkt ikke
længere et brandkøretøj, men lod alarmen gå
til Helsinge, som rykkede ud med sprøjten.
Det gav massiv reklameomtale i medierne,
men i dag ville det nok have set anderledes
ud, sådan at bruge det kommunalt finansierede beredskab til stand-by for en privat
abonnent langt udenfor eget slukningsområde. (Udklip 29. august 1959).
I 1960 skulle de have en ny chauffør. Der
kom først en ansøger fra Zonen i Nykøbing
S. Ham brød Verner sig ikke om, og da
Laurits Olsen ringede til Zone-leder Holger
Olsen i Nykøbing S. for at spørge til manden, viste det sig, at han bare var kørt i
Holger Olsens taxa helt til Helsinge uden at
få lov til det.
En weekend i efteråret 1960 var Arne på
besøg fra hovedstaden. På grund af at Arne
og faderen ikke kunne så godt sammen, var
Arne kommet til Platanvej som assistent.
Verner klagede sin nød over forholdene i
Helsinge, og inden weekenden var omme,
havde han og Arne byttet arbejdsplads,
så Arne kom tilbage til Helsinge og Verner
kom på værkstedet på Platanvej. Umiddelbart herefter var det, at Arne blev udnævnt
til stationsleder i Helsinge.
Verner fik imidlertid ikke lov til at blive ret
længe på værkstedet på Platanvej, for kort
efter Arnes udnævnelse til stationsleder,
blev Verner kaldt op til Wiboltt, at han var
udnævnt til assistent i Helsinge. Verner
fortsatte dog med at komme på værkstedet
for at hjælpe med løsningen af specielle
opgaver. En dag, da Verner var i København for at hjælpe Slyngborg (Poul Erik
Slyngborg, mekaniker i ZR) med reparation af en motor, kom Pohl (Bent Ingolf
Andersen-Pohl, assistent i ZR) og sagde,
at der var en alarm til dyreredning i Dragør
havn. Amager-stationens kranvogn var ikke
hjemme, så redderne begyndte at rigge
Hanomag-kranvognen til (ZR 529). Det var
ikke hver dag, Platanvej var på dyreredning,
og materiellet hang åbenbart ikke på plads.
“Hvor er nålen?” blev der råbt og Verner
vidste, at den lå i den gamle gaskælder.
Det tog en evighed, inden de kom af sted,
syntes Verner, og efterhånden blev der
ringet fra Amager-stationen, at deres
kranvogn var kommet hjem og at Røde Kaj
(Redder Kaj Robert Hansen) var på vej til
Dragør med udrykning. De læssede derfor
dyreredningsmateriellet over på Vogn 714,
hvorefter Slyngborg, Pohl og Verner kørte
med udrykning til Dragør havn, hvor en ko
plaskede rundt i vandet. Den skulle have
været til Sandholm for at græsse. Der var
samlet i 100-vis af mennesker på havnen
og færgen fra Sverige kunne ikke lægge
til. Det viste sig at være en simpel sag at
få en sele om koen fra broklappen og at få
den ind på det tørre ved hjælp af Amagers
kranvogn.
Tilbage til Helsinge
Zonen i Helsinge løste mange mærkelige
opgaver, for Arne sagde aldrig nej til en
anmodning om hjælp. I stedet sendte han
Verner af sted for at løse ikke mindst helt
umulige entreprenør-opgaver. Arne var god
til at tale med folk og til at sætte ting i
gang, mens det var Verners opgave at stå
for udførelse og opfølgning. Arne var lidt
ligesom kriminalkommisær Colombo, når
han kom hen til døren og skulle til at gå,
sagde han “hvad var det, jeg ville sige, kan
du ikke tage Peder eller Willy med?” så vidste Verner, at han havde sagt ja til en svær
opgave. Arne købte en stor DEMAC kran
(ZR 887) til stationens entreprenørafdeling. Den ankom dagen før den skulle sætte
spær op hos NAG, men heldigvis fik Verner
tid til at øve sig en time, inden han skulle
i sving med den. Der var en mægtig lang
kran på, uden lys, og hvis de skulle flytte
den om natten til en ny opgave, måtte
Verners svigerfar køre foran og lyse vejen
op.
Det fascinerende ved redningsarbejde er i
følge Verner at komme ud at redde, uden
at ødelægge. Når de var til brand, måtte
der helst ikke være en dråbe vand på gulvet
bagefter. Det samme med dyrene. Her
kom mors og fars store hjerte for dyr ind
i billedet, og Helsinge-stationen modtog
mange anerkendelser for redning af dyr under farefulde omstændigheder i forbindelse
med brande.
Om Zonen siger Verner, at om du havde
stjerner på eller ikke stjerner på, det gjorde
ingen forskel. Verner har bidt mærke i
beretningen i ZONE-NYT fra Klarskovs datZONE-NYT
Personhistorie
ter (Lene Gammeltoft), der skrev om det
sociale samvær i Zonen. Verner er meget
enig i den historie og mener, at det ville
være mange penge værd, hvis det kunne
overføres til dagens arbejdsliv. Zone-folkene
var også meget vellidte af de kommunale
brandvæsner. I marts 1963 var Verner
på røgdykkerkursus på Enghave brandstation sammen med Otto Baatz (Otto Baatz,
redder og dykker i ZR) og nogle Falck-folk.
Han og Baatz var i Zone-uniformer og kunne
frit gå rundt på brandstationen, hvorimod
Falck-folkene blev henvist til de lokaler, kursisterne var tiltænkt. Vi var nok lidt mere
ydmyge end man var i Falck, siger Verner.
“Når Falck bukkede en gang, så bukkede
vi to gange.”. Verner understreger, at han
efter sammenslutningen i 1963 fik mange
gode år i Falck, hvor han satte stor pris
på Falck-familiens nærvær med medarbej­
derne.
ZR 887 Demac 1953 entreprenørkran indkøbt sommeren 1962 til ZR Helsinge. Her er den
ved Verner ved styregrejet fotograferet på sin første opgave med at sætte spær op til Helsinge
Brugsforenings nye bygning.
Verner arbejder fortsat på Zonens biler. Nu må Teknisk Museum i Helsingør. Situation fra
2012.
ZONE-NYT
Ved Gerda og Laurits Olsens Guldbryllup
i 1967 havde Wiboltt ladet fremstille en
10-siders tryksag, hvor parret blev hædret
for deres livslange indsats for Zonen.
Et takkekort til Wiboltt i museets arkiv
lyder således: “For Deres aldrig svigtende
interesse for vore forældre og for Deres
store indsats ved guldbrylluppet, der gjorde
dagen til en uforglemmelig oplevelse, bedes
De modtage vor hjerteligste tak. Børn og
svigerbørn fra Zonen Helsinge”
September 2015 | 17
Personhistorie
Dyreredning
Verner Olsen og hunden Bjørn på kvieindfangningsopgave i Helsinge 1961.
I september 1955 blev Nordsjælland og
ikke mindst Helsinge ramt af et voldsomt
uvejr med både brande og oversvømmelser
til følge. Uddrag af udklip fra Nordsjællands
Venstreblad.
Situation fra august 1936, hvor Zonen i
Helsinge redder en hest under en brand på
P.C. Christensens pakhus.
18 | September 2015
Helsinge-stationen har som andre Zonestationer også taget sig at dyreredning,
men qua familien Olsens store kærlighed
til og interesse for dyr, har dyreredning
altid haft stationens særlige bevågenhed,
ikke mindst i forbindelse med brande.
Vilhelm Pedersen skriver: “Især på varme
som­mer­dage søgte kreaturer og heste mod
vandfyldte områder, hvor de så sad fast i
blød mose- eller engjord, som der var meget
større arealer med dengang end i dag.
Det var hårdt og møgbeskidt arbejde, for
sjældent kunne der køres helt frem til det
uheldige dyr, hvorfor tungt dyreredningsmateriel måtte bæres frem, måske over flere
hundrede meter, og tit hændte det, at der
var flere dyr i samme område, der sad fast,
og normalt var der kun én redningsmand på
opgaven. Området Søborg Sø var et yndet
sted for sådanne redningsopdrag.
En anden type dyreredning var indfang­ning
af kvier, der havde været på græs hele
sommeren og ved efterårstid skulle tilbage
til stalden, hvilket ikke alle kvier var lige begej­
stret for. Til indfangning af disse havde man
aftale med schæferhunden “Bjørn” og dens
ejer Christian Andersen i Mønge, der stillede
med hunden, der meget hurtigt fik løbet en
vild kvie træt, så den nemt kunne bringes
tilbage til vinteropholdsstedet. Det var oftest
Verner og redder (senere redningsfører)
Peder Hansen, der udførte disse opgaver
sammen med Bjørn med ejer, og firkløveret
blev hurtigt kendt i store dele af Sjælland.
Helt nede ved Fakse foretoges en indfangning
af vilde kreaturer. Enkelte gange måtte man
desværre gå til yderligheder og nedskyde en
sådan vild kvie. Det var så Verner, der var en
fremragende skytte, som måtte eksekvere
dommen.
I 1958 blev Verner verdensberømt, i hvert
fald i Danmark, da han måtte assistere ZR
i København, der forgæves havde forsøgt at
indfange en undsluppen abe inde på byens
Hovedbanegård. Med et enkelt velrettet riffelskud, blev dyret nedlagt.”
ZONE-NYT
Personhistorie
Politikens reportage 12. september 1958.
Aben er nedlagt og Zone-folkene stiller op til fotografering. Fra venstre
Bent Andersen-Pohl med sæk og net, Ansgar Samuelsen med projektør og Henning Axel Hansen og Verner Olsen med hver en banan.
For at forstå nutiden,
må man kende fortiden …
Opret testamente til fordel for
Zone-Redningskorpsets Venner
Bliv medlem af Zone-Redningskorpsets Venner
Sådan gør du:
Ring til Ingelise Nielsen
på telefon 30 63 75 36 eller send en mail
[email protected]
ZONE-NYT
September 2015 | 19