Personhistorie
ZONE 28. årgang ■ NYT September 2015 TEMANUMMER OM ZONEN HELSINGE ■ Nr. 66 Formanden har ordet Kære Medlemmer Lørdag 11. april 2015 besøgte jeg Verner Olsen i hans hjem i Gilleleje for at høre om hans liv i ZR. Det var ikke på forhånd planlagt, at der skulle komme et helt nummer af ZONE-NYT ud af samtalen, men jeg synes at Verners historie er så unik, at den sammen med de mange billeder, vi har fra Zonen i Helsinge, fortjener at tjene som grundlag for dette års temanummer. Foreningens fanebærere kommer gerne med fanen til både glædelige og triste begivenheder. Kontakt Ingelise Nielsen, Medlems service. Som jeg før har berettet, var Helsinge-stationen én af Zonens bedste stationer, hvad angår såvel renommé som økonomi. Helsinge-stationen havde således den højeste abonnements indtægt per indbygger i hele landet, og da Falck og Zonen skulle lægges sammen i 1963, var Helsinge blandt de stationer, man under de første forhandlingsrunder overvejede skulle drives videre i Zone-selskabet sammen med Lolland-Falster og dele af Sønderjylland. Det blev dog altsammen ikke til noget, men det siger et og alt om stationens status. Måske vi en dag kan skrive en mere fyldig beretning om stationens historie. Undervejs har jeg indsat nogle faktabokse. De er skrevet af Vilhelm Pedersen fra vores historiske datasektion. Han har både talt med Verner og foretaget egne undersøgelser. God fornøjelse med læsningen. Med Zone-hilsen Frederik Madsen, Formand Stor dag på Zone-Museet i Holbæk, da Falck i 1997 overdrog ZR 773 Gormann Rupp-pumpen fra Helsinge til museet. Pumpen var - og er fortsat - i original Zone-bemaling. ZONE NYT Udgives af Zone-Redningskorpsets Venner Grøndals Parkvej 60 2720 Vanløse [email protected] www.zone-redningskorpset.dk Redaktion: Frederik Madsen, formand tlf. 40 43 02 50 Oplag og tryk: 500 eksemplarer Grafisk design: Susanne Pedersen Tryk: Digitalhuset, Vejle Teknisk Museum: Foreningens virke er knyttet til Danmarks Tekniske Museum i Helsingør. www.tekniskmuseum.dk Medlemsskab: Kr. 225 årligt ved betaling til konto 3306 3588629 PBS: Medlemmer i Danmark kan tilmelde sig PBS via foreningens hjemmeside. Zone-station Helsingør: Georg Tegne-Hansen, tlf. 48 79 46 05 Medlemsservice: Ingelise Nielsen tlf. 30 63 75 36 medlemsservice@ zone-redningskorpset.dk Zone-station Holbæk: Bjarne Hansen, tlf. 59 43 52 85 Zone-station Gelsted: Børge Andersen, tlf. 22 47 98 95 Flyve-Ambulance-Tjenesten: Poul Eberhardt, tlf. 40 15 25 65 Det oprindelige ZONE-NYT udkom 1938-1940. Zone-Nyt udsendes således: Primo maj, september og december Deadline er den første i månederne forinden. Disclaimer: Al tekst i Jeg-form er redaktørens ord, medmindre andet er anført. Arbejdet med at producere ZONENYT er som alt andet arbejde i Zone-Redningskorpsets Venner frivilligt og ulønnet. Redaktøren modtager meget gerne indlæg og fotos fra læserne, men forbeholder sig ret til at ændre/redigere i modtaget tekst. Fremsendelse af sådant materiale tages som udtryk for, at det kan benyttes uden vederlag. “Zonen” / “Zone-Redningskorpset” / og “ZR” betyder det samme og anvendes vilkårligt. Eftertryk tilladt mod kildeangivelse. For- og bagside: Farvekoloreret foto af Zone-stationen i Helsinge ved 25 års jubilæet 1. oktober 1951. Fra venstre ZR 138 Reo 1931 sprøjte, ZR 254 GMC 1931 kranvogn, ZR 340 Chevrolet 1947 ambulance, ZR 376 Bedford 1950 sprøjte og ZR 405 Opel Super Six påhængssprøjte 1946. 2 | September 2015 ZONE-NYT Personhistorie Mit liv med Zone-Redningskorpset i Helsinge Verner er født ind i Zonen. Her er han fotograferet i 1939 på trehjulet cykel foran stationens Buick 1929 sprøjte. Verner og Poul Rasmmusen fotograferet ved museets Chevrolet ambulance foran garagerne på Tårnvej 8 i Helsinge 2010. Familien Olsen i Helsinge Verner er født 5. januar 1935. I hjemmet var der fem ældre søskende: Frode født 1920, Kaj født 1923, Sigrid født 1925, Birgit født 1930 og Arne født 1933. Verner siger, at han var rosinen i pølse enden. Frode var 15 år ældre, og Verner husker ham ikke som en bror. Han rejste til Eskilstrup som 19-årig, men senere blev det Verner og Frode, der holdt sammen livet igennem, ikke mindst pga. deres fælles interesse for jagt og fiskeri. Hjemmet på Tårnvej i Helsinge var åbent alle døgnets 24 timer og der var altid gæster, enten ungdomskammerater til Verners søskende, gæster til hans forældre og/eller til Zonen. Verner så ikke meget til sin mor og far, Gerda og Laurits Olsen. Foruden Zonen havde de tre taxaer og efter krigen tillige en skolevogn. Gerda kørte med taxa, mens Laurits tog sig af skolekørselen. Der var også en ung pige, Marie, hun var mere mor for Verner end hans egen mor. Marie var i huset hos dem i 15 år. Hun blev gift med naboens søn Harald, som hjalp Laurits Olsen når der var brug for ekstra mandskab. De flyttede ind i nabohuset, og når Verner og hans søskende syntes at bølgerne gik for højt hjemme, gik de bare ind til Marie. Under krigen fik familien Olsen en dreng fra Finland, Vollervig. Desuden fik søsteren Sigrid en søn, Finn. Hun blev skilt og Finn voksede op hos familien, og blev en slags lillebror til Verner. Alle der “havde det ondt” holdt til på Tårnvej. En taxavognmand Nielsen mistede sin kone, og deres søn Bent Nielsen opholdt sig også meget hos familien. Han blev senere deltidsbrandmand. Endelig var der en fast chauffør, der boede på stationen. Det var i en periode Poul Rasmussen, og han blev gift med Birgit. Der blev ikke brugt penge på hjemmet, men der var altid mad og kaffe til alle. Verner mener, at der blev drukket mere kaffe på Tårnvej, end på Helsinge Kro. Og der manglede aldrig arbejdskraft, for de besøgende kunne blive sat til at rykke med ud til brand eller at hjælpe med vask af brandslanger. Når man kom hjem fra brand, skulle slangerne vaskes og tørres. Vask foregik ved, at slangerne blev lagt i gården og vasket ved hjælp af en vandkande med brus og en kost. Tørringen foregik i naboens store træ. Hvis det blev regnvejr, blev hele kaffebordet sendt ud for at tage slangerne ind. Hvis det var frost og sne, blev slangerne kørt til Skærød Mejeri, hvor de havde en stor ovn, hvor slangerne kunne ligge og tørre. Det var gummierede slanger, så de måtte ikke ligge for længe. “Mine forældre var meget sociale” siger Verner, “og når folk havde det ondt, fordi de havde mistet, så tog mine forældre sig af dem, især mor”. Moren var en stærk kvinde, mener Verner. Jo mere der skete, jo bedre. Hun var ikke til at slå ud. Gerda Olsen elskede dyr. Familien havde en ged, som Susse Wold havde fået og ikke kunne have, fordi den var ondskabsfuld. Da Gerda kørte Marguerite Viby i taxa fra sommerhuset til tog-stationen, lovede Gerda at tage sig af geden. To hunde og en fasanhane hørte også til de faste beboere. Tilmed var Laurits en ivrig jæger og skytte. Fortsættes side 5 Helsinge-stationen på Tårnvej 8 i 1946. Til venstre ZR 138 Reo 1931 sprøjte og ZR 224 Ford A 1930 kranvogn. De øvrige vogne er familien Olsens taxaer og skolevogn. ZONE-NYT September 2015 | 3 Personhistorie ZONE FAKTA Finske børn Allerede under den spanske borgerkrig var ZR-direktør Eigil Juel Wiboltt involveret i arbejdet med at hjælpe krigsramte børn med at komme til Danmark, og da der i 1940 blev krig i Finland, var Wiboltt igen aktiv. Under 2. verdenskrig blev ZR Hel singe involveret i fordelingen af finske børn, der kom til Danmark fra det krigshærgede Finland, hvortil ZR i øvrigt havde sendt frivilligt personale og en ambulance til hjælp for finnerne under den såkaldte “Vinterkrig.” I følge Finlandshjælpens statistikker modtog Danmark i første omgang 92 børn, men da krigshandlingerne brød ud igen, kom flere børn. I alt kom der 3777 børn, de fleste i 1942. Det var meningen, at børnene skulle tilbage til Finland, men 451 blev i Danmark og af dem blev 216 adopteret. For de øvrige underskrev plejeforældrene en kontrakt om at de ville opfostre børnene og skaffe dem en uddannelse. I følge et foto fra 12. december 1942 var der “Finnebørn” fra Horserødlejren hos ZR i Helsinge denne dag, hvor der tilsyneladende foretoges en registrering formentlig af de børn, der skulle i pleje hos familier i og ved Helsinge. Til stede var stationsleder Laurits Olsen samt ZR-direktør Eigil Juel Wiibolt. Endvidere dyrlæge Blaakildes hustru, der var formand for “Danske Kvinders Beredskab” afdelingen i Helsinge. Modtagelse af finske børn i Helsinge. Forrest Kjeld Lyngby Sørensen, der åbenbart lige har målt et barns højde, hvilket noteres af fru Blaakilde til højre. Bagest direktør Wiboltt og til højre i uniform med et finsk barn Laurits Olsen. 4 | September 2015 ZONE-NYT Personhistorie Fortsat fra side 3 Verner siger, at for ham har det, der skete i hjemmet betydet, at han fik det samme omsorgsgen som sin mor, og han opleve de efterhånden også, at folk begyndte at komme til ham, når de havde ondt. En dyrlæge der var blevet skilt, kunne finde på at ringe til Verner midt om natten, og så måtte de ud på skydebanen. Det betød ikke noget siger Verner, jeg kunne altid sove igen bagefter. Brandslukning Fra Verner var 8-10 år, kørte han med til brand. Dengang kørte man sprøjten til vandhullet og trak slanger 3-400 meter til brandstedet, og en dreng som Verner var nyttig at have i baghånden, når der skulle hentes noget i sprøjten. Verner kørte altid med, undtagen når han var i skole. Han kunne sidde bag førerhuset, der var en bøjle til at holde i både på sprøjten og på kranvognen. Da Verner som 19-årig var færdig med sin læretid som mekaniker hos Ford i Helsinge (1950-1954), skulle Arne ind til CF, og så måtte Verner hjem og hjælpe med at passe Zonen og hvad der ellers var at gøre. Kaj var blevet gift i 1948 og var flyttet, så de var tre mand hjemme foruden Laurits Olsen: Poul Rasmussen, Arne og Verner. De sov på første sal, og når der var brand kaldte Laurits, at de skulle komme. Det var Verners opgave at vække Kaj, der boede i Vestergade. Arne og Poul eller Laurits Olsen rykkede straks ud med Reo-sprøjten (ZR 138). Når Verner kom tilbage fra Kaj, kørte han kranvognen frem og begyndte at læsse slanger på ladet. De stod på en reol bag kranvognen. Når Kaj kom spændte de påhængssprøjten på og kørte til brand stedet. Reo’en var Verners yndling, og havde det ikke været for Arne, havde Verner beholdt den, da den skulle skrottes. Reo’en kunne have været bevaret i dag. De kørte så stærkt i den, at de ikke kunne have påhængssprøjten med. Faktisk var de kun forpligtet til at møde til brand med Reo’en, men hvis kranvognen var hjemme, kom påhængssprøjten altså med også. I 1951 fik de Bedforden (ZR 376). Det var næsten altid Arne og Kaj, der kørte i Bedforden og Poul og Verner i Reo`en. De kunne ofte nå at overhale Bedforden. Brandslukningen var stationens adels mærke, og havde de ikke passet det så energisk, havde Zonen nok mistet det, på samme måde som det skete mange andre steder, f.eks. i Hillerød. Verner mener, at det kom ind med modermælken, og at hans forældre ikke økonomisk fik noget ud af al det arbejde, brandslukningen afstedkom. Efterhånden blev det sådan, at Verner pasZONE-NYT sede pumpen ved vandhullet. Verner siger, at han har været til mange brande, uden at have set brandstedet. Det var ikke en sur tjans for ham at passe pumpen, tværtimod interesserede Verner sig for mekanik og syntes, at det var spændende. Når de kom hjem fra brand, skulle Ellehammer-pumpen skilles ad, så lamellerne kunne blive renset og slebet. Man kunne komme hjem efter en brand, der havde varet 10 timer, det var koldt og man frøs, der var ingen varme nogen steder, men faren sagde, at det skulle gøres. Hvem fanden gad så stå og skille en pumpe ad? Verner siger, at han stadig reparerer pumperne - nu på museets køretøjer i Helsingør. Engang var pumpen på Bedford’en til reparation hos Ellehammer i Hellerup. Laurits Olsen hentede den en sen aften og Verner påbegyndte straks monteringen, selvom faren sagde, at det da godt kunne vente til næste dag. Men knap var han færdig, så kaldtes stationen af Gilleleje Brandvæsen til assistance ved en brand på Gilleleje Kro, hvor der var behov for skumpumpen. Sådan var det sgu’ altid, siger Verner. Man reddede sig altid i sidste øjeblik, takket være den store arbejdsomhed fra alle sider. Ambulance- og kranvognskørsel I 1950 fik stationen ambulance (ZR 340) og Jørgen Wiboltt (søn af Zone-direktør Eigil Juel Wiboltt) kom til Helsinge for at tegne abonnenter. Han var fandens god til det og porteføljen steg kolosalt. Også Them (Finn Them, abonnementstegner i ZR) kom til Helsinge for at tegne. De samlede alle de Falck-skilte sammen, de fik tegnet over i Zonen, og satte dem op i knaphullet (stationens vagtstue), så de fyldte hele bordet rundt. Forholdet til Falck i Hillerød var godt. Man besøgte hinanden, og ofte holdt der en Falck-bil i gården i Helsinge. Det hændte at Haagen, Falcks stationsleder i Hillerød, der selv var gammel Zone-mand, kunne ringe til stationen og sige, at der var en tur til den mand, der sad og drak kaffe. Forholdet til Zonen i Hillerød var derimod knap så godt. Verner havde ellers to fætre, Regin og Børge Pedersen, der arbejdede på Zonen i Hillerød, men Verner beskriver stations leder H.J. Hansen som en, der følte sig “finere” end Helsinge-folkene. 1. maj 1954 blev Verner omsider rigtigt ansat i Zonen. På stationen var de så tre mand: Laurits Olsen, Poul Rasmussen og Verner. Samme år druknede hele Nordsjælland i vand. De gamle selvbindere blev nu trukket af traktorer, som hurtigt kom til at sidde fast. De havde fået en ny stor kranvogn, en Bedford OLB (ZR 451) som var monteret med pullerspil og 18 mm wire på Naboens store træ, som blev kaldt “Storke træet”, tjente som slangetørringstårn. Geden, som familien Olsen arvede fra Susse Wold. September 2015 | 5 Personhistorie Det administrative skulle også passes. Laurits Olsen ved skrivebordet. Motiv fra ca. 1950. Når det var muligt, indgik kranvognen i slukningsberedskabet med såvel frontpumpe som påhængssprøjte. Kranvognen er ZR 67 Ford A 1928. Motiv fra ca. 1940. Verner ved Reo sprøjten ca.1949. 6 | September 2015 60 meter, der skulle trækkes ud med håndkraft. Der kunne være 8-10 udrykninger på en dag til traktorer eller dyr, og Verner var helt ødelagt til sidst. Han fik derfor presset sin far til, at de måtte have en mand mere, og det blev Hans Gert (Hans Gert Hansen, redder i Helsinge). Verner siger, at det kunne ikke gå med så få folk. De kørte jo også ambulance og brand. Poul kørte mest med ambulancen, for Verner havde ikke erhvervskort. Det var et problem at køre på de våde marker med kranvognen. En god ven af stationen, Erik Nielsen, var smed og han opfandt nogle spadeklør til kranvognen, som kunne monteres på alle fire dæk. Hans far havde smedeforretning i Skolegade 6-800 meter væk, og ofte gik Verner og Erik på smedeværkstedet i fritiden og konstruerede ting og sager til Zonen. Bl.a. blev der fremstillet en messing ramme til frontruden på Reo’en, fordi den gamle var rustet væk og ikke kunne skaffes. Det var også på værkstedet, at Busterpumpen til Bedford-sprøjten blev udviklet og monteret. Det var en hollandsk frugtsprøjte som Kisling i Hillerød skaffede og som kom til at tjene som højtrykspumpe til førstehjælpsindsatsen. En anden frembringelse var Risø-sprøjten (ZR 283). I huj og hast skulle der bygges en sprøjte til Risø. Arne havde købt en brugt Aster 3 pumpe hos Civilforsvaret, og på seks dage byggede Erik og Verner en gammel kranvogn om til sprøjte. De to brugte tanke, som skulle monteres på ladet, var fyldt med sand og rustet op i bunden. Det var et stort arbejde at rense og reparere dem. De fik en lokal tømrer, Carl Nielsen, til at hjælpe med at lave skabene under ladet. Han slap alt, hvad han havde i hænderne for at hjælpe til. En ungdomskammerat til Verner som hed Ole, var i lære som automobilmaler hos Askly. De lånte en luftkompressor hos rutebilejer Carl Hansen, og så blev sprøjten malet på smedeværkstedet. Verner føler, at hele byen hjalp til, og at det ikke mindst skyldtes, at hans forældre var kendt for deres store gæstfrihed og hjælpsomhed. Som eksempel herpå nævner Verner, at under snestormen i 1954 var togforbindelsen til Hillerød lukket. Om morgenen stod en ung mand på trappen for at bede en taxa køre ham til Hillerød, så han kunne komme derfra med toget til København, hvor han skulle til eksamen. “Vi kører i kranvognen” sagde Laurits Olsen, og kun på den måde nåede den unge mand toget i Hillerød. Jeg spørger, om der ikke var brug for kranvognen i Helsinge, når der var snestorm, men Verner siger, at de altid løste alle opgaver, og at folk altid viste forståelse overfor ekstraordinære forhold og lang ventetid. Verner siger indskudt, at “vores verden var Helsinge. Hvad der skete udenfor Helsinge, var vi ikke klar over eller interesserede i.” Det er først, da Verner fik bogen “ZoneRedningskorpset i Danmark”, at han rigtigt blev klar over Zonens verden udenfor Helsinge. Også Vilhelms udklip om Helsinge var været med til at vække mange minder til live. Samarbejdet med CF-kasernen i Karsemose I maj 1955 søgte Verner ind som CF’er. Han ønskede at komme til Bornholm sammen med deltidsbrandmand Carl-Frederik (Carl-Frederik Iversen, deltidsbrandmand i Helsinge), men bag facaden var der tusket lidt med papirene, så han endte på CF-kasernen i Karsemose ved Frederiksværk, hvor også Arne havde været. Verner beskriver tiden på kasernen som ren ferie. I kraft af Verners baggrund var han hurtigt gennem uddannelsen og fik en god relation til kasernens ledelse. Sektionsleder Dueholm var i forvejen blandt gæsterne på Tårnvej og samarbejdet var fantastisk. Altid kunne stationen få hjælp hos CF’erne og det hændte under den strenge vinter i 1955, at Verner fik fri for at kunne tage hjem og hjælpe med kranvognskørsel. Som et eksempel på den gode relation viser Verner et udklip fra 21. januar 1955 hvor 21 mand fra CF kasernen i Karsemose midt om natten fik kaffe hos Gerda og Laurits Olsen efter at have hjulpet ved en brand i Alsønderup. Der er også et andet udklip fra 24. august 1956 om Karsemoselejrens høstfest, som Zonen deltog i. Verner siger, ZONE-NYT Personhistorie at det var godt for CF’erne at komme ud at slukke en rigtig brand, fremfor bare at øve sig. Da Karsemoselejren senere blev nedlagt, lykkedes det ikke at få den samme relation til CF-kasernen i Hillerød. I maj 1956 var det slut i Karsemose og Verner kom til Jørgen Wiboltt, som var blevet stationsleder i Roskilde. De var to reddere, der boede på stationen. Materiellet bestod af to kranvogne, en Austin og en Unimog (ZR 499 og X 69002). Jørgen Wiboltt havde ingen penge og måtte arbejde hos Bohnstedt-Petersen som sælger. Austin-kranvognen kunne ikke køre, for gearkassen var i stykker, og der var ikke penge til at få den lavet. Frode kom til Roskilde for at se til lillebror og fik udvirket, at der på kontoen for København blev købt reservedele, så Verner kunne få gearkassen skilt ad og repareret. Men Zone-livet i Roskilde var kedeligt. Der var intet at lave, og når Verner havde fri, tog han hen til Roskilde Brandvæsen. En søn af brandmesteren kørte for Zonen, når det kneb. I 1956 blev Laurits Olsen syg og Verner kom i august-september tilbage til Hel singe. En gang var direktør Wiboltt (Eigil Juel Wiboltt, direktør i ZR) på besøg med sin bror Erik. Erik var ansat på kontoret i København og blev kaldt “Bror Erik”. Ved kaffebordet fortalte Wiboltt om de nye Mercedes-ambulancer på diesel, som Zonen skulle til at indkøbe, og Verner spurgte, om de også fik sådan en i Helsinge. Det lovede Wiboltt, og senere under kaffen mindede bror Erik ham om det. Og sådan blev det (ZR 591). De havde rigtig meget militærkørsel med ambulancerne. Der var Brandøvelse Lynæsfortet, Auderødlejren (som dengang kaldtes Vinderød-lejren), Melbylejren, Kageruplejren. Alle soldater der var syge eller kommet til skade, skulle til militær hospitalet København. Allerede den første måned kørte den nye Mercedes 6000 km. De var to mand, og hvis de ikke havde en soldat med retur, sov den ene mand i båren på vej hjem. På det tidspunkt var Arne ansat til at passe stationen, mens Frode var på Platanvej i København. Faren og Arne havde ikke det bedste forhold. Verners relation til faren var god. Som eksempel nævner Verner, at det skete, at Verner og Laurits Olsen mødte Frode ved toget fra København på Hillerød station, hvorefter de tog på Esrum sø for at fiske hele dagen. Innovation Men udover arbejdet på Zonen, var det dog også Verners trang til at være med til at udvikle nyt, der skulle have afløb, og Verner genoptog besøgene på smedeværkstedet, og efter det heldige resultat med Risøsprøjten, kom der for alvor gang i arbejdet. Et af de første projekter var bygningen af tre kranvogne med en særlig kran, som var udviklet af ingeniør Kisling i Hillerød. De byggede to kranvogne på International chassis, en til København og en til Århus (ZR 636 og ZR 642). Desuden byggede de en kran på et Volvo chassis til Zone-leder Johannes Nielsen i Rønnede, som for øvrigt var en meget god ven af familien på Tårnvej (ZR 621). Fortsættes side 13 Hvert efterår blev der afholdt brandøvelse med “Det stedlige beredskab” i form af de lokale brandfogeder og brandsvende. Øvelserne blev afviklet af Frode Olsen, som kom fra København. Derfor ses på nogle af billederne foruden Reo sprøjten også ZR 225 Morris 1946 personvogn. Billederne er fra 1949. Slettelte. Huseby. Ramløse. ZR 376 Bedford 1950 sprøjte fotograferet ved en brand på en losseplads i 1964, endnu i Zone-bemaling. Sprøjten er bevaret og kan beundres på Teknisk Museum. ZONE-NYT Ullerød. September 2015 | 7 Personhistorie ZONE FAKTA Brandslukning Laurits Olsen var den eneste på stationen, der havde modtaget en form for uddannelse på Falcks Brand- og Redningsskole på Amager qua sin lederstilling for Zone-Brand-Vagten. Laurits oplærte så sønnerne og Helsinge-stationens brandfolk samt de kommunale brandfolk ude i brandkredsene. Endvidere lærte man af hinandens erfaringer og fejltagelser. Verner kom først på redningsskole i 1966-67. Fra 1927 og til primo 1950’erne var kravet, at der kun behøvede at køre to mand med sprøjten til mindre brande, da slukningsområdet var inddelt i brandkredse, hvor hver kreds havde et antal hjælpebrandfolk i borgerligt ombud. Dette mand skab blev ringet ud og mødte direkte på brandstedet med det slukningsmateriel, kredsen rådede over. Den stedlige beredskabsstyrke bestod i hver brandkreds af en Brandfoged, en Brandfogedassistent, tre mand til betjening af en 60 liters håndkraftsprøjte og endelig 9-12 mand fordelt på et angrebshold, et slangehold og et vandforsyningshold, der hver havde deres helt specielle opgaver og var under kommando af Brandfogeden. Hjælpebrandfolkene blev aflønnet af ZR i de timer de var indsat på brandstedet og ud over det, var der en særlig bonus til de tre først ankomne hjælpebrandfolk med henholdsvis kr. 8,- 6,- og 5,- (1952 priser). Denne bonus gav tit voldsomme diskussioner om hvem, der var mødt først. Brandøvelse skulle afholdes for hjælpebrandmandskabet én gang om året udenfor sånings- og høsttiden. Øvelsen skulle afholdes ved en af kommunens branddamme, da man så samtidig fik lejlighed til at afprøve, om der var nok vand, samt om standpladsen til sprøjten var i orden. Hjælpebrandmandssy stemet blev nedlagt de fleste steder i årene umiddelbart efter kommunalreformen i 1970. ZR Helsinges slukningsområde var de daværende kommuner: Alsønderup, Blistrup, Esbønderup-Nødebo, Græsted-Mårum, Helsinge-Valby, Ramløse-Annisse, Vejby-Tibirke og SøborgGilleleje kommune. Endvidere havde man i de første år slukningsaftaler med Kregme-Vinderød, Melby og Torup kommuner på Halsnæs, der blev betjent af en lokal sprøjte. Endelig havde man i en årrække slukningsaftale med Tjæreby kommune vest for Hillerød. Søborg-Gilleleje kommune (senere: GræstedGilleleje) fik efter krigen eget kommunalt brandvæsen som ZR Helsinge havde et fortrinligt gensidigt samarbejde med. Omkring 1950 fik ZR Helsinge sin første deltidsbrandmand, hvilken er en person, der har et hovederhverv, men ved ildebrand og ulykker bliver tilkaldt på deltid. En brandmelding til ZR indgik normalt pr. telefon fra en af de mange små manuelt betjente telefoncentraler. Når det var en brandmelding, blev samtalen viderestillet til ZR Helsinge. Hændte det, at man hos ZR var i gang med en telefonsamtale, 8 | September 2015 brød telefoncentralen ind og forespurgte høfligt, hvorvidt man ønskede at afbryde samtalen, idet der var en brandmelding. I øvrigt blev der aldrig sagt “Zonen,” når telefonen ringede på Tårnvej 8, men derimod “nummer 55,” der var telefonens nummer, for oftest var det folk, der ikke skulle have fat i ZR men derimod i en taxa. Når ZR havde modtaget brandmeldingen og hvis der ikke var nok folk hjemme på stationen til at rykke ud, gik Gerda Olsen i gang med at telefonere mandskab ind samt alarmere folkene i den aktuelle brandkreds, og her fik hun god hjælp af de lokale telefonister, der jo også kendte de forskellige hjælpebrandfolks telefonnumre. Man lod simpelthen telefonerne ringe ekstra længe, så vidste brandfolkene, at det var en brandmelding. Flere af stationens deltidsbrandfolk, der boede og arbejdede i Helsinge by, mødte også hurtigt ind på stationen, når de hørte sprøjten rykke ud, så ofte rykkede man ud med mange flere folk end de, man var forpligtiget til. Var der mødt flere folk end dem, der kunne bemande sprøjten og kranvognen, kørte Verners mor dem til brandstedet i skolevognen. Under tordenvejr lukkede telefoncentralerne midlertidigt. Så kunne det blive temmelig problematisk at få tilkaldt brandvæsenet, hvis lynet slog ned i en stråtækket gård. Lige bagved ZR’s garage lå byens vandtårn og fra dette holdt man udkig efter mulig ildløs under tordenvejr. Meget lidt om datidens brandslukningstaktik ved gårdbrand: Når slukningskøretøjerne kom til brandstedet, i mange tilfælde en gård med dyrehold, placeredes sprøjten på et gunstigt sted, hvorfra man kunne foretage slukningsangrebet. Et slangehold fra det tilkaldte hjælpebrandmandskab gik i gang med at udlægge en slangevej mellem vandforsyningssted, f.eks. et vandhul, og brandstedet, vandforsyningsholdet fremførte påhængssprøjten, oftest i vanskeligt terræn, til vandforsyningsstedet og et angrebshold udlagde slanger fra sprøjten og frem til selve ilden og betjente strålerørene. Men inden al dette iværksattes, skulle man sikre sig, at ingen mennesker og dyr var i fare for at indebrænde. Når dette var sikret, gik de tre hold i gang med deres opgaver under kommando af Brandfogeden, medens mandskab fra de udrykkende brandkøretøjer passede pumperne ved det fundne anvendelige vandforsyningssted. Herfra blev der udlagt en slange, ofte flere hundrede meter, frem til automobilsprøjtens pumpe, hvorfra slukningsvandet så ledtes ud i en eller flere angrebs slanger. Ved en gårdbrand var det oftest udlængerne, der var ild i. Så gjaldt det om at redde stuehuset, hvis tag blev dækket med skum, der forhindrede gnister i at fænge i taget, der som regel var stråtækket. Sådan blev mange stuehuse reddet dengang. ZONE-NYT Personhistorie Helsinge-stationen til gårdbrand i Lavø juli 1937. Til venstre: I 1956 fik Reo’en dødsstødet efter 15 års tjeneste. I følge Verner ville han gerne have beholdt den privat, men hans storebror Arne satte sig imod det. Vognen blev afleveret til Red Barnets børnehjem i Lynæs. En fantastisk bil at have haft i samlingen i dag. ZONE-NYT September 2015 | 9 To reddere i “Knaphullet” - stationens vagtstue. Til højre står Laurits Olsen, som fulgte med i alting. Siddende Børge Olsen “Store Børge”, stående Peder Hansen. 1. november 1950 fik stationen ambulance, og køretøjerne blev linet op til fotografering. Fra venstre ZR 138 Reo 1931 sprøjte, ZR 254 GMC 1931 kranvogn, ZR 405 Opel Super Six 1946 påhængssprøjte og ZR 340 Chevrolet 1940 ambulance. 10 | September 2015 ZONE-NYT ZONE FAKTA Ambulancekørsel og sygetransport ZR 627 Mercedes 220S 1958 og ZR 591 Mercedes 1957 i garagen på Tårnvej 23. juli 1963. Om ambulancekørslen i 1940’erne og 1950’erne skal kort fortælles, at i dele af Nordsjælland blev denne udført af Esbønderup Sygehus’ ambulancer. Udrykningsområdet var det, der i dag er Gribskov kommune samt områderne: Hornbæk, Snekkersten, Espergærde og Tikøb i nuværende Helsingør kommune og endelig Nødebo-området i nuværende Hillerød kommune. I Frederiksværk, Helsingør og Hillerød havde Falck stationeret ambulancer, og ligeså havde ZR-stationerne i Birkerød, Frederikssund, Helsingør, Hillerød og (fra 1958) Hørsholm ambulancer. Når der skulle rekvireres ambulance pr. telefon til Helsinges køreområde fra den 1. oktober 1950, hvor Helsinge fik sin første ambulance, var det meget vigtigt at forlange: ZR Helsinge, for ellers blev rekvirenten stillet videre til Esbønderup Sygehus’ ambulancetjeneste, der ofte havde meget længere kørevej til skadestedet, men telefonisten havde ordre til kun at viderestille til Esbønderup, medmindre rekviren ten udtrykkeligt forlangte ZR. Ikke få gange er det sket, at Esbønde rup blev kaldt ud, hvor ambulancen fra Helsinge kunne have været meget hurtigere fremme ved skade stedet, og med jævne mellemrum blev alarmeringsordningen da også voldsomt kritiseret, f.eks. så sent som i november 1959 af daværende Valby sogneråd. I 1966 ophørte Esbønderup med at køre udrykningskørsel, men fortsatte nogle år med at udføre sygetransporter uden udrykning. Der var i øvrigt også det ejendommelige dengang, at man oftere ringede efter en taxa end efter en ambulance, når nogen var blevet syg eller kommet til skade. Folk ville helst ikke lade naboerne vide, at der var hændt noget, for så gik snakken bare i lokalsamfundet. En taxa kunne bedre ubemærket hente en patient, der i øvrigt oftest kun blev kørt til den lokale læge end til sygehuset. Engang før ZR Helsinge fik ambulance, skete der en drukneulykke ved Rågeleje, hvor det lykkedes en forbipasserende sygeplejerske at genoplive en ung mand, der dog døde i ambulancen på vej til sygehuset, hvilket fik den lokale læge til at kritisere datidens transport fra ulykkessted til sygehus. Efter denne tragiske ulykke kom der et fortrinligt samarbejde i stand mellem lægen, den navnkundige Lemming Christensen fra Vejby og ZR Helsinge, og dette samarbejde bestod i adskillige år lige til lægen lod sig pensionere. Når ZR rykkede ud til alvorlige ulykker, blev Lemming Christensen underrettet og kørte straks til skadestedet, hvortil han ofte ankom før ZR. Da ZR fik installeret radio i sine køretøjer, blev der også installeret et radioanlæg i lægens bil. Abonnementskontrakt fra 1952. Familieabonnementet omfattede ambulancekørsel i sygdoms- og ulykkestilfælde. ZONE-NYT September 2015 | 11 Personhistorie Verner ude med ZR 451 Bedford 1953 Kranvogn Kraftig oversvømmelse af Nordsjælland 1954 gav meget arbejde til stationens nye kranvogn. Verner polerer kranvognen. Den gamle autoambulance fra 1930’erne i brug ved ophængning af en moderne vogn. En kranvogn er også nyttig ved træfældning. Verner til venstre. Lastvogn ophængt i kranen. 12 | September 2015 ZONE-NYT Personhistorie Fortsat fra side 7 Hos Folkevognsforhandleren i Sakskøbing havde Frode købt en brugt Dodge Power Wagon, der havde gået på Grønland (ZR 619). Verner og Kaj hentede den, og på smedeværkstedet blev den opbygget som slangetender. Kassen blev fremstillet hos karetmager Andreasen i Frederiksværk, pumpen fra Risø-sprøjten blev flyttet over og det frontmonterede spil blev flyttet agter. Senere købte Arne tre vogne mere samme sted. To af dem blev opbygget som kranvogne. Den ene forblev i Helsinge (ZR 682), men den anden kom til Roskilde (ZR 841). Den sidste blev skrottet efter at være blevet ribbet for dele. Verner nævner i forbifarten, at ved af monteringen af Risø-sprøjten, efter at kontrakten var udløbet, var den monteret med 2-300 meter helt nye slanger, som Helsinge-stationen fik lov at beholde. Det ordnede Frode, og det var en stor ting dengang sådan bare uden videre at få nye Gerda Olsen slanger. Penge og ressourcer var stærkt begrænsede. De byggede også et transportabelt lysanlæg (ZR 626). Fra Flyvetjenesten i Kastrup havde de fået fat i en gammel generator. Den blev monteret på en trailer og sat den sammen med dele fra et højspændingsværk, og vupti havde Zonen i Helsinge et rullende elektricitetsværk. Det kom flere gange i anvendelse på politiets foranledning til oplysning af uheldssteder. En af de sidste opgaver var bygning af en katastrofevogn til station Glostrup (ZR 818). Der blev monteret en stor pumpe foran og pga. vægten var den næsten umulig at styre. Da den skulle synes, lagde de en masse afspærringsstænger om bagi, for at fortøjet kunne blive lettet lidt. Verner siger, at han næsten var mere på smedeværkstedet end på Zonen, og at han havde frie hænder til at gå og udvikle og finde på nyt. Fortsættes side 16 ZONE ZR-direktør Eigil Juel Wiboltts søn Jørgen Wiboltt var både stationsleder i Roskilde og sælger hos Mercedes-Benz importør Bohnstedt-Petersen. På billedet fra Ver ners album deltager Roskilde-stationens nye Unimog-kranvogn i en salgsstand for bilmodellen. FAKTA En skadet vogn bakkes ind i gården. Gerda Olsen følger med i baggrunden. Situation fra august 1956. Stationens livsnerve var Laurits Olsens hustru Gerda, og sådan var det stort set på alle ZR stationer, at stations lederens hustru passede telefonen nat og dag, medens mand og mandskab arbejdede “i marken.” Grundet Gerdas egentlige erhverv: Taxakørsel i Nordsjælland i næsten 30 år, kendte hun alle veje, gader og ikke mindst gårde, samt hvem der boede hvor o.s.v. og dette var naturligvis til stor hjælp for det udrykkende mandskab, der så også fik en god indsigt i samme forhold. ZONE-NYT Når man gik til ro på Tårnvej, passede Gerda telefonen ved sin seng. Når Gerda var ude med taxaen, passede en af døtrene den vigtige telefon. En anden vigtig person var nabokonen Marie Løfgreen, der også ofte måtte passe telefonen. Hun var en skattet hushjælp og til tider barnepige, for parcellen var jo ikke kun brand- og redningsstation, men også et hjem for en større familie, hvor der også skulle rengøres og laves mad. Eksempel på hvordan Gerda Olsen altid var til rådighed for Zone-arbejdet. September 2015 | 13 Personhistorie Innovation Fra bygning af ZR 636 International kranvogn på Poul Nielsens smedeværksted i Helsinge 1958. I sommeren 1958 blev den kommende nye kranvogn demonstreret i gården på Platanvej, og det var et stort tilløbsstykke. Jeg antager, at der må have været et eller andet direktionsmøde i ZR den dag, for på billedet, og andre optagelser fra samme dag, genkendes flere medlemmer af ZR’s ledelse. Jeg har checket med bestyrelsesmødereferaterne, men de blev i 1958 alle holdt i Nykøbing F. Fra venstre abonnements inspektørerne Ivan Jørgensen og Carlo Lauritsen, overassistent Eric Nielsen, ukendt, direktør Harald Neumann, Ringsted, direktør Eigil Juel Wiboltt, redder Ansgar Samuelsen og overassistent Frode Olsen. 14 | September 2015 Den ophængte kranvogn er ZR 558 Bedford 1955. ZONE-NYT Personhistorie Innovation Kørende slangeudlægning med ZR 619 - en revolution i datidens brandslukning. ZR 619 Dogde Power Wagon 1954 slangetender, indsat i drift 1958. Redder Børge Olsen præsenterer ZR 626 Vinconsin 1958 lysanlæg. ZR 818 Bedford 1952 katastrofevogn i Glostrup, flankeret af ZR 799 Ford Thames Trader 1961 kranvogn, ZR 366 Ford V8 150 ambulance og ZR 847 International 1961 ambulance. ZR 682 Dodge Power Wagon 1949 kranvogn på opgave sammen med station Hillerød i Gadevang ca. oktober 1961. ZR 283 Chevrolet 1946 sprøjte bygget til Risø 1957. ZONE-NYT I efteråret 2014 var jeg på Grønland, og under rundtur i byen Ilulissat kom jeg forbi en skrot handler, hvor jeg straks så, at dette måtte en Dodge Power Wagon af samme type, som ZR havde haft i bl.a. Helsinge. Denne bil kom altså ikke til Danmark og køre for Zonen, men det er alligevel en tanke værd, at af det parti ZR aftog fra Grønland, kunne denne vogn måske have været i mellem. September 2015 | 15 Personhistorie Redder Mogens Plykker og Verner i en pause på Platanvej, mens Verner arbejdede på værkstedet, som vi desværre ikke har billeder fra. Takkebrevet af 22. januar 1959 fra Wiboltt til Verner for pasning af Zone-telefonen under moderens sygdom. Arne, Laurits og Verner Olsen ved Helsingestationens 50 års jubilæum 1977. 16 | September 2015 Fortsat fra side 13 Platanvej Verner havde et fantastisk godt forhold til direktør Wiboltt, som kom meget i Helsinge. Verner beskriver Wiboltt som enormt opmærksom overfor personalet. Da Gerda Olsen i 1958 blev syg, blev der trukket en ledning op til Verners værelse, så han kunne passe telefonen om natten. Senere sendte Wiboltt en tak med en check for Verners indsats. Verner har naturligvis stadig brevet. (Brev af 22. januar 1959 modtaget i kopi) Dengang gik man ikke så meget op i bered skaber og om det var betalt af abonnenter eller kommunen. Alle skulle have hjælp, når der kaldtes. En gang brændte en gård i Grønholt og Fredensborg Brandvæsen var tilkaldt. Der var imidlertid fare for at nabogården også skulle brændte. Nabogårdmanden var Zone-abonnent, og han kaldte nu Hillerødstationen, om de kunne komme og være stand-by. Hillerød havde på det tidspunkt ikke længere et brandkøretøj, men lod alarmen gå til Helsinge, som rykkede ud med sprøjten. Det gav massiv reklameomtale i medierne, men i dag ville det nok have set anderledes ud, sådan at bruge det kommunalt finansierede beredskab til stand-by for en privat abonnent langt udenfor eget slukningsområde. (Udklip 29. august 1959). I 1960 skulle de have en ny chauffør. Der kom først en ansøger fra Zonen i Nykøbing S. Ham brød Verner sig ikke om, og da Laurits Olsen ringede til Zone-leder Holger Olsen i Nykøbing S. for at spørge til manden, viste det sig, at han bare var kørt i Holger Olsens taxa helt til Helsinge uden at få lov til det. En weekend i efteråret 1960 var Arne på besøg fra hovedstaden. På grund af at Arne og faderen ikke kunne så godt sammen, var Arne kommet til Platanvej som assistent. Verner klagede sin nød over forholdene i Helsinge, og inden weekenden var omme, havde han og Arne byttet arbejdsplads, så Arne kom tilbage til Helsinge og Verner kom på værkstedet på Platanvej. Umiddelbart herefter var det, at Arne blev udnævnt til stationsleder i Helsinge. Verner fik imidlertid ikke lov til at blive ret længe på værkstedet på Platanvej, for kort efter Arnes udnævnelse til stationsleder, blev Verner kaldt op til Wiboltt, at han var udnævnt til assistent i Helsinge. Verner fortsatte dog med at komme på værkstedet for at hjælpe med løsningen af specielle opgaver. En dag, da Verner var i København for at hjælpe Slyngborg (Poul Erik Slyngborg, mekaniker i ZR) med reparation af en motor, kom Pohl (Bent Ingolf Andersen-Pohl, assistent i ZR) og sagde, at der var en alarm til dyreredning i Dragør havn. Amager-stationens kranvogn var ikke hjemme, så redderne begyndte at rigge Hanomag-kranvognen til (ZR 529). Det var ikke hver dag, Platanvej var på dyreredning, og materiellet hang åbenbart ikke på plads. “Hvor er nålen?” blev der råbt og Verner vidste, at den lå i den gamle gaskælder. Det tog en evighed, inden de kom af sted, syntes Verner, og efterhånden blev der ringet fra Amager-stationen, at deres kranvogn var kommet hjem og at Røde Kaj (Redder Kaj Robert Hansen) var på vej til Dragør med udrykning. De læssede derfor dyreredningsmateriellet over på Vogn 714, hvorefter Slyngborg, Pohl og Verner kørte med udrykning til Dragør havn, hvor en ko plaskede rundt i vandet. Den skulle have været til Sandholm for at græsse. Der var samlet i 100-vis af mennesker på havnen og færgen fra Sverige kunne ikke lægge til. Det viste sig at være en simpel sag at få en sele om koen fra broklappen og at få den ind på det tørre ved hjælp af Amagers kranvogn. Tilbage til Helsinge Zonen i Helsinge løste mange mærkelige opgaver, for Arne sagde aldrig nej til en anmodning om hjælp. I stedet sendte han Verner af sted for at løse ikke mindst helt umulige entreprenør-opgaver. Arne var god til at tale med folk og til at sætte ting i gang, mens det var Verners opgave at stå for udførelse og opfølgning. Arne var lidt ligesom kriminalkommisær Colombo, når han kom hen til døren og skulle til at gå, sagde han “hvad var det, jeg ville sige, kan du ikke tage Peder eller Willy med?” så vidste Verner, at han havde sagt ja til en svær opgave. Arne købte en stor DEMAC kran (ZR 887) til stationens entreprenørafdeling. Den ankom dagen før den skulle sætte spær op hos NAG, men heldigvis fik Verner tid til at øve sig en time, inden han skulle i sving med den. Der var en mægtig lang kran på, uden lys, og hvis de skulle flytte den om natten til en ny opgave, måtte Verners svigerfar køre foran og lyse vejen op. Det fascinerende ved redningsarbejde er i følge Verner at komme ud at redde, uden at ødelægge. Når de var til brand, måtte der helst ikke være en dråbe vand på gulvet bagefter. Det samme med dyrene. Her kom mors og fars store hjerte for dyr ind i billedet, og Helsinge-stationen modtog mange anerkendelser for redning af dyr under farefulde omstændigheder i forbindelse med brande. Om Zonen siger Verner, at om du havde stjerner på eller ikke stjerner på, det gjorde ingen forskel. Verner har bidt mærke i beretningen i ZONE-NYT fra Klarskovs datZONE-NYT Personhistorie ter (Lene Gammeltoft), der skrev om det sociale samvær i Zonen. Verner er meget enig i den historie og mener, at det ville være mange penge værd, hvis det kunne overføres til dagens arbejdsliv. Zone-folkene var også meget vellidte af de kommunale brandvæsner. I marts 1963 var Verner på røgdykkerkursus på Enghave brandstation sammen med Otto Baatz (Otto Baatz, redder og dykker i ZR) og nogle Falck-folk. Han og Baatz var i Zone-uniformer og kunne frit gå rundt på brandstationen, hvorimod Falck-folkene blev henvist til de lokaler, kursisterne var tiltænkt. Vi var nok lidt mere ydmyge end man var i Falck, siger Verner. “Når Falck bukkede en gang, så bukkede vi to gange.”. Verner understreger, at han efter sammenslutningen i 1963 fik mange gode år i Falck, hvor han satte stor pris på Falck-familiens nærvær med medarbej derne. ZR 887 Demac 1953 entreprenørkran indkøbt sommeren 1962 til ZR Helsinge. Her er den ved Verner ved styregrejet fotograferet på sin første opgave med at sætte spær op til Helsinge Brugsforenings nye bygning. Verner arbejder fortsat på Zonens biler. Nu må Teknisk Museum i Helsingør. Situation fra 2012. ZONE-NYT Ved Gerda og Laurits Olsens Guldbryllup i 1967 havde Wiboltt ladet fremstille en 10-siders tryksag, hvor parret blev hædret for deres livslange indsats for Zonen. Et takkekort til Wiboltt i museets arkiv lyder således: “For Deres aldrig svigtende interesse for vore forældre og for Deres store indsats ved guldbrylluppet, der gjorde dagen til en uforglemmelig oplevelse, bedes De modtage vor hjerteligste tak. Børn og svigerbørn fra Zonen Helsinge” September 2015 | 17 Personhistorie Dyreredning Verner Olsen og hunden Bjørn på kvieindfangningsopgave i Helsinge 1961. I september 1955 blev Nordsjælland og ikke mindst Helsinge ramt af et voldsomt uvejr med både brande og oversvømmelser til følge. Uddrag af udklip fra Nordsjællands Venstreblad. Situation fra august 1936, hvor Zonen i Helsinge redder en hest under en brand på P.C. Christensens pakhus. 18 | September 2015 Helsinge-stationen har som andre Zonestationer også taget sig at dyreredning, men qua familien Olsens store kærlighed til og interesse for dyr, har dyreredning altid haft stationens særlige bevågenhed, ikke mindst i forbindelse med brande. Vilhelm Pedersen skriver: “Især på varme sommerdage søgte kreaturer og heste mod vandfyldte områder, hvor de så sad fast i blød mose- eller engjord, som der var meget større arealer med dengang end i dag. Det var hårdt og møgbeskidt arbejde, for sjældent kunne der køres helt frem til det uheldige dyr, hvorfor tungt dyreredningsmateriel måtte bæres frem, måske over flere hundrede meter, og tit hændte det, at der var flere dyr i samme område, der sad fast, og normalt var der kun én redningsmand på opgaven. Området Søborg Sø var et yndet sted for sådanne redningsopdrag. En anden type dyreredning var indfangning af kvier, der havde været på græs hele sommeren og ved efterårstid skulle tilbage til stalden, hvilket ikke alle kvier var lige begej stret for. Til indfangning af disse havde man aftale med schæferhunden “Bjørn” og dens ejer Christian Andersen i Mønge, der stillede med hunden, der meget hurtigt fik løbet en vild kvie træt, så den nemt kunne bringes tilbage til vinteropholdsstedet. Det var oftest Verner og redder (senere redningsfører) Peder Hansen, der udførte disse opgaver sammen med Bjørn med ejer, og firkløveret blev hurtigt kendt i store dele af Sjælland. Helt nede ved Fakse foretoges en indfangning af vilde kreaturer. Enkelte gange måtte man desværre gå til yderligheder og nedskyde en sådan vild kvie. Det var så Verner, der var en fremragende skytte, som måtte eksekvere dommen. I 1958 blev Verner verdensberømt, i hvert fald i Danmark, da han måtte assistere ZR i København, der forgæves havde forsøgt at indfange en undsluppen abe inde på byens Hovedbanegård. Med et enkelt velrettet riffelskud, blev dyret nedlagt.” ZONE-NYT Personhistorie Politikens reportage 12. september 1958. Aben er nedlagt og Zone-folkene stiller op til fotografering. Fra venstre Bent Andersen-Pohl med sæk og net, Ansgar Samuelsen med projektør og Henning Axel Hansen og Verner Olsen med hver en banan. For at forstå nutiden, må man kende fortiden … Opret testamente til fordel for Zone-Redningskorpsets Venner Bliv medlem af Zone-Redningskorpsets Venner Sådan gør du: Ring til Ingelise Nielsen på telefon 30 63 75 36 eller send en mail [email protected] ZONE-NYT September 2015 | 19
© Copyright 2024