Klik her!

Pressemeddelelse, 7. maj 2015
Skift dagpengene ud med et job som chauffør
Onsdag den 13. maj fra kl. 9.00 til 15.00 inviterer TUC DEKRA til gratis inspirationsdag for ledige
i Nordsjælland. Her vil jobkonsulenter fra uddannelsescentret fortælle om de mange
chaufføruddannelser, de kan tilbyde - vel og mærke chaufføruddannelser med garanti for
job. Arrangementet afholdes i FrederiksborgCentret i Hillerød.
TUC DEKRA, Danmarks største private udbyder af AMU-kurser inden for
transport, inviterer onsdag den 13. maj fra klokken 9.00 til 15.00 til gratis inspirationsdag
i FredriksborgCentret. Her kan ledige – og andre interesserede – høre nærmere om de mange
spændende kurser inden for transportsektoren og efterfølgende få en personlig samtale med en af
uddannelsescentrets erfarne jobkonsulenter om jobønsker, muligheder og eventuelle udfordringer i
forhold til optagelse på et uddannelsesforløb med Jobgaranti.
Blandt andet vil der være mulighed for at høre om TUC DEKRAs nye uddannelsescenter i Hillerød,
som afholder deres første kurser med start den 26. maj. Under overskriften: ’Lille
erhvervskørekort’, skal uddannelsescentret i første omgang uddanne ledige til at udføre offentlig
servicetrafik, herunder befordring af handicappede og sygdoms- og alderssvækkede passagerer –
ligeledes med Jobgaranti.
Mange ledige job
”Og det er ikke blot tomme ord, når vi lover Jobgaranti til vores kursister,” udtaler Helle Bøtcher,
direktør i AMU Center TUC A/S og fortsætter: ”Vores store netværk af vognmænd - blandt andet i
Nordsjælland – efterspørger i øjeblikket chauffører i en sådan grad, at vi dårligt kan følge med.
Lige nu har vi knap 60 ledige stillinger i forskellige virksomheder - der mangler kort sagt
medarbejdere i chaufførbranchen. En udvikling, der synes at tage til i de kommende år, da rigtig
mange af Danmarks nuværende chauffører er på vej på pension. Derfor håber jeg, at rigtig mange
- også unge mennesker - kigger forbi FrederiksborgCentret på onsdag. Og at de fleste, om få
måneder, bliver i stand til at skifte deres status som ledig ud med fast løn, eller blot virkeliggøre en
drøm om en chauffør-uddannelse.”
Praktiske informationer:
Hvor: FrederiksborgCentret, Milnersvej 39, 3400 Hillerød
Hvornår: Onsdag den 13. maj kl. 9.00 til 15.00
Tilmelding: På telefon 43 425 425 eller via e-mail [email protected] - eller man kan blot møde op på
dagen!
Fakta om TUC DEKRA www.tucdekra.dk
TUC DEKRA er Danmarks største sammenslutning af private AMU-godkendte
uddannelsesinstitutioner, som årligt uddanner mere end 35.000 kursister inden for lastbil-, bus- og
taxibranchen. Vi har uddannelsescentre i hele landet – ikke alle skoler udbyder dog alle
uddannelser.
Som branchens pioner tilbyder TUC DEKRA JOBGARANTI til kursister samt gratis rekruttering for
virksomhedskunder. Via et stærkt samarbejde med transport- og befordringsbranchen er flere
tusinde ledige hjulpet tilbage i job.
TUC DEKRA er desuden en del af DEKRA (www.dekra.com), der har ca. 28.000 ansatte i 46
lande. I Danmark er vi over 300 medarbejdere, som alle har samme mål: Vi arbejder med kunder
der klapper.
For yderligere information, venligst kontakt adm. direktør i AMU Center TUC A/S, Helle
Bøtcher, på telefon +45 31 63 20 00 eller e-mail [email protected]