Tilskudsordningerne kort fortalt Der er mange spændende og forskellige lysåbne naturtyper, som eksempelvis enge, heder eller overdrev. De lysåbne naturtyper kræver ofte afgræsning for at undgå de vokser til i træer og buske, og der kan også være behov for rydning af tilgroede naturarealer. Heldigvis er det i dag muligt at få tilskud til den nødvendige pleje. Så ejer eller forpagter du naturarealer i Natura 2000 områder, er der lige nu rigtig gode muligheder for at få tilskud til kreaturhegn, vanding, fangfold, rydning eller lignende, så vi kan stoppe den truende tilgroning af vores naturarealer. Ansøgningerne skal sendes til Naturerhvervsstyrelsen. Natura 2000 projektordningerne Naturpleje i Natura 2000 giver støtte til en målrettet indsats i Natura 2000-områderne. Indsatsen sker i form af tilskud til naturpleje og forvaltning af arealer inden for Natura 2000-områderne. Ordningen giver dig mulighed for at forberede arealer til afgræsning, som på nuværende tidspunkt ikke kan afgræsses pga. manglende hegn eller drikkevandsforsyning. Tilskudsordningen kan også bruges til rydning af værdifulde naturarealer, som er under tilgroning. Forberedelse til afgræsning Du kan søge om tilskud til nyt hegn, elforsyning, vandingsfaciliteter og fangfolde. En ansøgning skal som minimum omfatte tilskud til hegn eller drikkevandsforsyning, dvs. du kan ikke alene søge om tilskud til en elforsyning eller fangfold. Du kan opnå 100 procent i tilskud til de udgifter, som er direkte relateret til projektet. Rydning af tilgroede arealer Du kan søge om tilskud til at rydde træer og buske på tilgroede arealer og til at fjerne materialet fra arealet. Af hensyn til ynglende fugle skal du gennemføre rydningen i tidsrummet fra den 15. juli til og med den 31. marts. Tilskud til pleje af græs- og naturarealer Du kan søge tilskud til ekstensiv pleje af græs- og naturarealer ved afgræsning eller slæt. Tilskuddene varierer i forhold til udpegningerne på arealet. De fleste tilsagn ligger på 2000 kr. pr. hektar, men nye tilsagn forventes at komme op på 2600 kr. pr. hektar. Tilsagnets løbetid er typisk fem år. Som noget nyt er det nu muligt at vælge forpligtigelse mellem plantedækkekrav og græsningstryk. Derudover kan ansøger søger få nedsat krav græsningstryk således det passer bedre til det konkrete areal.
© Copyright 2024